Gem/åben hele nummeret som PDF
Transcription
Gem/åben hele nummeret som PDF
Forside Indhold Arkiv Abonnement Profil Links Kontakt English Indholdsfortegnelse Leder: Det' TV søg FAST INDSLAG. Vi byder velkommen til årets første udgave af 16:9. Som vanligt er februarnummeret viet et overordnet tema, og denne gang har vi kastet os over det, der i kølvandet på bl.a. The Sopranos, The Wire, Dexter og Mad Men er blevet kaldt den amerikanske tvseries tredje guldalder. It's All in the Title - den moderne titelsekvens En scenes anatomi: Forbrydelse og straf Ind til benet? Det seværdige i det usædvanlige DVD-ANMELDELSE. Showtimes dramady United States of Tara kunne på overfladen ligne endnu en jævn tv-serie om endnu en desperat BOGANMELDELSE. Trods enkelte fejlskud fungerer en ny antologi om tv-serien Dexter ifølge Søren Rørdam Bastholm glimrende som tankevækkende indgang til den populære serie. FAST INDSLAG. Den fremragende dramaserie Breaking Bad rummer en perlerække af uforglemmelige scener, hvor antihelten Walter White vandrer rundt i grænselandet mellem godt og ondt. Jan Oxholm kaster et blik på dødsscenen fra slutningen af anden sæson, hvor den kræftramte kemilærer er fanget i et uløseligt dilemma. FEATURE. Det er ikke bare tv-serierne, der de seneste år har formået at gøre opmærksom på sig selv. Folkene bag serierne, de såkaldte writer/producers, fylder desuden mere og mere ikke mindst i markedsføringen af de enkelte serier. Thomas Nørgaard har kigget nærmere på fænomenet tv-auteurs. FEATURE. Når vi i fremtiden kaster et blik tilbage på den amerikanske tv-series guldalder omkring årtusindeskiftet, vil HBOs Sopranos stå som ét af de ubestridte hovedværker. Men Sopranos står selv i tydelig og selvbevidst gæld til gangsterfilmens moderne giganter. Anne Hammerich Graversen ser nærmere på arven fra Corleone-familien og andre Goodfellas. Tv-auteurs FEATURE. Et af de første og mest iøjnefaldende elementer ved moderne amerikanske tv-serier ligger i deres titelsekvenser. Titelsekvensen, som traditionelt set rammesætter seriens handling ved kort og præcist at introducere skuespillere, miljø og karakterer, har forandret sig mærkbart over de seneste 30 år, og er i dag noget ganske andet. Den moderne titelsekvens, påpeger Andreas Halskov, er blevet en selvstændig æstetisk figur, som ofte opererer med stoflighed, symbolik og stemning i langt højere grad end konkret rammesætning. På skuldrene af gangstere husmor. Men forfatter Diablo Cody, der sprang ud som Hollywooddarling med manuskriptet til Juno i 2007, giver serien sit umiskendelige, skæve præg af alvorlig lethed i en til tider kulsort humor, og Toni Collette spiller forrygende i hovedrollen som Tara, der lider af en insisterende personligheds-spaltning. Juliane Kvitsau Mølgaard anmelder DVD-udgivelsen af anden sæson af United States of Tara og kigger nærmere på seriens underholdningsværdi. 16:9 in English: It's not TV - or is it? FEATURE. In accord with HBOs famous slogan “It’s not TV. It’s HBO”, the critically acclaimed series The Sopranos and The Wire have often been disaffiliated with the medium in which they were presented: Television. Audun Engelstad takes issue with this position. He situates The Sopranos and The Wire within the quality television debate before highlighting a number of features of the series that are specifically televisionesque. Et billedes anatomi: Når tæppet rives væk under én FAST INDSLAG. Mad Men (2007-2010) er en nydelse for øjet, men undertiden også en udfordring for øjet. Jakob Isak Nielsen har udvalgt en indstilling fra serien, som er desorienterende i ordets mest positive forstand. Udskriv denne artikel Gem/åben denne artikel som PDF Gem/åben hele nummeret som PDF 16:9 - februar 2011 - 9. årgang - nummer 40 Udgives med støtte fra Det Danske Filminstitut samt Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter. ISSN: 1603- 5194. Copyright © 2002- 11. Alle rettigheder reserveret. 2 Forside Indhold Arkiv Abonnement Profil Links Kontakt English Leder: Det' TV søg Der sidder muligvis stadig et par stykker derude, der ikke har bemærket, at det p.t. er i den amerikanske tv-serie, det sner. Men enhver dansk søndagsavis med respekt for sig selv har nu for længst bragt features om, hvordan tv-serien har overtaget depechen fra litteraturen og lagt billet ind på den store samtidsfortælling. Serier som Mad Men, The Sopranos og The Wire sælger i tusindtal på dvd og bagmændene fremstår som det seneste årtis mest visionære kunstnere. Her i 16:9’s spalter bragte vi allerede i september/november 2009 en dobbeltartikel om tv-stationen HBO, der med serier som Oz, Sex and the City og Sopranos satte lavinen i skred, men med dette temanummer er ambitionen at gå både bredere og dybere ind i det fænomen, der af bl.a. Robert J. Thompson (forfatter til Television’s Second Golden Age: From Hill Street Blues to ER) er blevet benævnt det amerikanske tv-dramas tredje guldalder. De to første guldaldre ligger ifølge Thompson i henholdsvis tv-mediets pureste barndom, hvor det timelange, direkte transmitterede tv-drama skulle finde sin form og derfor gav plads til eksperimenteren og tilbage i 1980’erne og start- halvfemserne, hvor navne som Michael Mann (Miami Vice), Steven Bochco (Hill Street Blues), Herskowitz og Zwick (Thirtysomething) og David Lynch (Twin Peaks), skabte tv-serier, der nok lånte fra filmens vokabular, men som samtidig udnyttede tvseriens iboende styrker. Disse seriers nichesucces hos veluddannede storbymennesker med penge på lommen, gjorde folkene på betalingskanalen HBO opmærksomme på, at der i tv-dramaet lå et uforløst potentiale. Tv’s ontologiske situation er anderledes end filmens. Filmen er det unikke…Tv er helt absorberet i hverdagen…Plantet midt i trivialiteten" (Schepelern 1990: 17) Som Peter Schepelern gør det i citatet herover, er TV-mediet typisk blevet forbundet med det trivielle og det uforpligtende og beskrives ofte med et begreb som flow (en uforpligtende strøm af billeder) og i forlængelse heraf med det engelske ord glance (det henkastede kig), der kontrasteres med det opmærksomme blik biografmørket kræver af os. HBO ville andet og mere. Antallet af konkurrerende tv-stationer eksploderede op gennem 1980’erne, og markedet for premierefilm som stationen stort set havde haft for sig selv, måtte nu deles med det eksplosivt voksende videomarked. HBO reagerede, og dramaserien blev et lokomotiv i stationens forsøg på at markere sig som noget andet og mere end den kaloriefattige menu, tv traditionelt tilbød. Noget andet og mere som det vel at mærke kunne betale sig at betale for. HBO er som bekendt en premium cable-kanal, der kræver abonnement for at kunne se med, men som til gengæld er reklamefri. HBO’s dramaserier skulle være øer i tv-strømmen og det henkastede kig skulle erstattes af et opmærksomt blik på den tv-skærm, der de seneste år er blevet større og større. HBO’s serier krævede og leflede for en opmærksom seer, der ville udfordres såvel æstetisk som tematisk, og som desuden var parat til at får et mere forpligtende forhold til sin betalingskanal. HBO ville skabe Watercooler tv (se herunder); Tv de unge og de veluddannede med penge på lommen talte om på arbejdspladserne i de store byer på den amerikanske øst- og vestkyst. Hvor det traditionelle tv ofte er blevet betragtet som henvendt til den hjemmegående husmor og derfor i sin essens feminint, ville HBO skabe et maskulint alternativ. Med Sex and the City som undtagelsen, der bekræfter reglen, var de første dramaserier fra stationens hånd, da også markante i deres dyrkelse af gennemført maskuline universer: Oz, The Sopranos, Deadwood og The Wire er eksempler på dette fokus, men man skal nu ikke kradse meget i overfladen før billedet krakelere. Resten er tv-historie, men sidste kapitel er dog langt fra skrevet i historien om tv-dramaets tredje guldalder. I dag indtager HBO ikke samme altdominerende position som for ti år siden. Andre tv-stationer har taget udfordringen op: Den konkurrerende betalingskanal Showtime har med bl.a. Dexter provokeret den gode tv-smag mens basic-cable stationen AMC vel p.t. bærer den gule førertrøje med regulære mesterværker som Mad Men, Breaking Bad og senest Frank Darabonts The Walking Dead på programmet. De store landsdækkende networks har fulgt trop med serier som Lost og 24, der måske ikke når førnævnte seriers niveau men som ikke desto mindre imponerer med en stil der er mere spillefilm end traditionel anonym tv-æstetik. HBO har altså været bølgebryder i en bevægelser, der har sendt bølgeskvulp gennem hele den amerikanske tv-industri og i dette temanummer sætter vi fokus på nogle af de serier, der førte an dengang (Sopranos, The Wire) og nogle af de serier, der fører arven videre i skrivende stund (Breaking Bad, Mad Men, Boardwalk Empire mm.) Det aktuelle nummer er desuden en appetitvækker til 16:9-redaktionens første bogudgivelse. Der er tale om en antologi indeholdende en lang række artikler, der ligesom dette temanummer omhandler de sidste femten års amerikanske tv-serier og som i langt højere grad, end det hidtil har været tilfældet, behandler de enkelte serier som selvstændige værker og ikke blot som symptomer på en overordnet udvikling eller udslag af større kulturelle rystelser. Meget lidt af den megen omtale, der eksempelvis er blevet Matthew Weiners Mad Men til del i bl.a. de danske søndagsaviser, omhandler seriens æstetiske/kunstneriske kvaliteter. Her har vi spaltepladsen til den slags overvejelser, og det aktuelle temanummer og efterårets bogudgivelser er vores bud på en kvalificeret analyse og diskussion af en række helt uomgængelige moderne billedfortællinger. Fakta Peter Schepelern, Livet som genre in Sekvens 90, 1990, Årbog fra Institut for Film- & Medievidenskab. Robert J. Thompson, Television’s Second Golden Age: From Hill Street Blues to ER, Syracuse University Press 1997. Udskriv denne artikel Gem/åben denne artikel som PDF Gem/åben hele nummeret som PDF 16:9 - februar 2011 - 9. årgang - nummer 40 Udgives med støtte fra Det Danske Filminstitut samt Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter. ISSN: 1603- 5194. Copyright © 2002- 11. Alle rettigheder reserveret. 3 Forside Indhold Arkiv Abonnement Profil Links Kontakt English It's All in the Title - den moderne titelsekvens søg Af ANDREAS HALSKOV Den traditionelle titelsekvens er rammesættende – den introducerer os til konkrete karakterer, skuespillere og miljøer i en ofte specifik og inciterende form. Den moderne titelsekvens, som den eksempelvis opleves i Six Feet Under (2001-2005), Desperate Housewives (2004-), Mad Men (2007-) og True Blood (2008-), er anderledes abstrakt og metaforisk i sin rammesætning og lægger vægt på stil, stemning og stoflighed i langt højere grad end konkretion. Denne forandring af titelsekvensen er blandt de første og mest iøjnefaldende indikatorer ved den moderne tv-dramatik, og markerer en ny tilgang til det televisuelle produkt og ikke mindst til produktets indpakning. Fig. 1. Den moderne titelsekvens er mere abstrakt- sanselig end sin traditionelle forgænger og fremhæver detaljen frem for et privilegeret overblik (jf. Cardwell 2007: 28). Et eksempel på dette opleves i HBO serien True Blood (2008- ), hvorfra disse billeder er taget. “I’m not interested in titles; making titles is snobbish.” Shuntar ō Tanikawa (citeret efter Jackson 1999: 1). Introduktion: Fra ’titles’ til ’titleist’ Det engelske ord ’title’ betyder som bekendt ’titel’, og superlativet ’titleist’ (som ikke findes i en dansk ekvivalent) henviser da til en person eller virksomhed med flest eller mest smykkende titler. I udgangspunktet har dette ord, og således den ovenstående ekskurs, intet med moderne tv og dramatik at gøre. Men når det kommer sig til den moderne tv-dramatik er netop ét punkt særligt iøjnefaldende: den moderne titelsekvens. I en fræk og snæver vending kunne man måske netop sige, at den moderne titelsekvens – som vi eksempelvis oplever den i Six Feet Under (HBO, 2001-2005), Desperate Housewives (ABC, 2004-), Nip/Tuck (FX, 2003-2010), Big Love (HBO, 2006-), Mad Men (AMC, 2007-) og True Blood (HBO, 2008-)– er mere end blot en traditionel betitling og rammesætning af den respektive serie. Den moderne titelsekvens, som ofte opererer med langt mere abstrakte, æstetiske og intertekstuelle funktioner, er således mere end blot en handlings-, karakter- og miljømæssig indkredsning. Den er en lille historie og et lille stykke æstetik i sig selv, fristes man til at sige, og kun med superlativer kan den beskrives. Der synes at være bred enighed om denne påstand: at den moderne titelsekvens på afgørende vis adskiller sig fra den traditionelle titelgrafik eller -montage. Spørgsmålet er blot hvordan den moderne titelsekvens reelt adskiller sig fra sin traditionelle forgænger, og hvorledes dette påvirker og forandrer tilskuerens oplevelse og forventningsdannelse. I et forsøg på at besvare netop disse spørgsmål vil jeg i denne artikel kigge nærmere på navnlig fire af tidens mest interessante amerikanske tv-serier: Twin Peaks, Six Feet Under, Desperate Housewives og Mad Men. De usynlige formers synliggørelse I et kuriøst men ganske interessant værk, under titlen Invisible Forms: A Guide to Literary Curiosities (1999), skriver litteraturforskeren Kevin Jackson om de litterære figurer eller ’kuriositeter’, som ligger i periferien af selve det litterære ’værk’. Blandt disse kuriositeter nævner Jackson eksempelvis: 1. 2. 3. 4. 5. for - og bagsidetekst (front and back matter) dedikationer forord bilag fodnoter og randbemærkninger Fælles for disse figurer er, at de (i al fald i udgangspunktet) ikke tilhører selve værket, men at de ligger i udkanten af værket og således på en ofte usynlig og ubesunget vis er med til at formgive værket og, ikke mindst, læserens forventninger hertil. I moderne litteratur, mener Jackson dog, bringes en række af disse kuriositeter ofte i spil på en mere påfaldende og således interessant facon, som når Nicholson Baker og Paul Auster konsekvent anvender fodnoter som integrerede, stream-of-consciousness-lignende figurer, i hhv. The Mezzanine (1988)og Oracle Night (2004). Fig. 2. Det gælder for tv- seriens titelsekvens som det gælder for litteraturens forord og dedikationer. De er ikke (traditionelt) en integreret del af selve det televisuelle værk. I den moderne litteratur og tv- dramatik er disse figurer dog ved at blive et integreret, formgivende element. De ’usynlige figurer’ bliver stadigt mere centrale og stadigt mere synlige. Det er naturligvis svært at overføre Jacksons pointer direkte til film- og tv-mediet, men det er næppe helt urimeligt at nå til lignende konklusioner, når man sammenholder titelsekvenserne (og indpakningen for den sags skyld) i nogle af tidens mest iøjnefaldende amerikanske tv-serier med flere af de mest prominente serier fra før 1990’erne. Dynasty og titelsekvensens traditionelle rammesætning Den (for sin tid) imponerende og virtuose åbning i Dynasty (ABC, 1981-1989) er da et godt eksempel på en flot men ganske traditionel titelsekvens. En sort skærm splittes op i serie af små persiennelignende fragmenter – som åbnede vi et vindue til en rig og glamourøs verden – mens den rislende lyd af harpe entrerer lydsporet. I løbet af sekunder forandrer den sorte skærm sig til et traditionelt establishing shot af et stort palæ, skudt fra en helikopter i et bevægeligt fugleperspektiv. Kameraet tracker forbi det flotte hus, og skærmen splittes i en serie af vertikale, gule striber som langsomt (i en 70’er-lignende æstetik) omdannes til seriens titelgrafik (i store, imponerende kapitæler): DYNASTY. Kameraet svæver videre hen over den imponerende bygning, og i en serie af wipes ses nu en montage af imponerende højhuse og kontorbygninger i byen Denver, Colorado, sidestillet med en præsentation af seriens væsentligste skuespillere: John Forsythe, Linda Evans, Joan Collins etc. (jf. fig. 3-4). Man kan ikke fornægte en vis pomp og pragt i denne åbningssekvens, og brugen af virtuose kamerabevægelser, pompøs titelgrafik og en nu velkendt fanfarelignende temamusik er alle med til, som stilistiske figurer, at underbygge seriens grundlæggende handling og miljø. Væsentligst har titelsekvensen i Dynasty dog, for mig at se, tre grundlæggende funktioner: Fig. 3- 4. Titelsekvensen til Dynasty er indbegrebet af traditionel rammesætning, og præsenterer, på konkret og inciterende vis, tilskueren for seriens miljø, karakterer og medvirkende skuespillere. Billedpar: Dynasty (ABC, 1981- 1989). 1. at rammesætte seriens miljø så konkret som muligt (tydeligt vist i den pompøse kontorbygning med påskriften ”First of Denver”) 2. at rammesætte seriens grundlæggende karaktergalleri (her den velhavende del befolkningen, som set gennem billeder af fly, helikoptere, glittede kontorbygninger, jakkesætsklædte mænd, dyre biler, yachter m.v.) 3. at præsentere seriens bærende skuespillere (Joan Collins, John Forsythe etc.) Denne rammesættende funktion er et relativt typisk og velkendt træk ved titelsekvensen, men ét af de punkter hvormed den moderne tvserie adskiller sig fra den traditionelle serie ligger netop i fravigelsen af disse ovennævnte funktioner til fordel for nogle mere abstrakte, metaforiske og æstetiske ditto. Mood over matter: fra konkretion til abstraktion I artiklen “Is Quality Television Any Good?” hævder Sarah Cardwell, at et gennemgående træk ved moderne tv-dramatik ligger i en mere abstrakt og stemningsorienteret fortællestil og -struktur. ”Fragmentation in the form of abstraction is commonly used,” siger hun således, for example, allowing the focus to be narrowed to a small detail that is nevertheless connotatively rich and encourages work on the part of the viewer. (Cardwell 2007: 28). Fig. 5. AMC - serien Breaking Bad (2008- ) er stilskabende og innovativ i flere henseender, men dens minimalistiske “This technique,” fortsætter hun, “is especially clear in credit sequences, which also exhibit an ‘art film’ aesthetic.” (ibid.). Om dette kan betegnes som en generel regel vedrørende moderne tvdramatik er naturligvis tvivlsomt, og enkelte (ellers nyskabende) serier som Breaking Bad (AMC, 2008-) er i givet fald undtagelser til reglen, idet førnævnte serie ikke blot fraviger brugen af en konkret, rammesættende titelsekvens, men derimod titelsekvensen som sådan. I Breaking Bad er der ingen fanfare, konkret miljøintroduktion og traditionel skuespillerpræsentation, idet titelsekvensen er reduceret (atomiseret, fristes man til at sige) til et absolut minimum (jf. fig. 5). credits er formentlig undtagelsen til reglen. I dag er de fleste (prominente) dramaserier således behæftet med en virtuos, velproduceret og ofte underfundig titelsekvens. Cardwells beskrivelse er derfor ikke betegnende for samtlige af tidens interessante serier, men angiveligt for størstedelen af de mest prominente tv-serier. Statisk, enigmatisk, ubestemmelig: Twin Peaks Blandt de tidligste eksempler på en titelsekvens, der fint og tydeligt illustrerer Cardwells pointer, finder vi åbningen til Twin Peaks (ABC, 1990-1991), en serie og en titelsekvens som utallige gange har været anledning til diskussion og analyse (jf. bl.a. antologien Full of Secrets (1995), artiklen ”Det hemmelige og det hellige i Twin Peaks” (1992) og kapitlet om Twin Peaks i bogen The Essential Cult TV Reader (2009). Denne, ofte omtalte titelsekvens er på afgørende punkter forskellig fra den førnævnte titelsekvens til Dynasty. Her toner vi ikke op i et establishing shot, umiddelbart efterfulgt af en pompøs titelgrafik, en tydelig miljømarkør og en serie af skuespiller-præsentationer. I denne credit-sekvens er stilen og rammefunktionen en anden. Vi starter på et nærbillede af en fugl (angiveligt en rødkælk) til anslaget af Angelo Badalamentis velkendte og enigmatiske kendingsmelodi. Billedet af rødkælken (fig.7), pålagt et rødt filter som synes at udviske den tidslige markør, toner langsomt over i en statisk supertotal af byens savværk (i denne indstilling fremstår savværket, med sine rygende skorstene bag det slet skjulte grantræ i billedets forgrund, dog som en uspecificeret markør for industri). Denne statiske indstilling bliver hængende i 7 sekunder, før billedet på ny – i sit helt eget indolente tempo – toner over i nærbilledet af en gammel slibemaskine som sliber takkerne på en elektrisk sav. Musikken bevæger sig roligt mod et klimaks, og først efter 19 sekunder (!) overtones der til en ny statisk indstilling, en indstilling af selv samme savklinge og slibemaskine set fra en anden vinkel. Efter sammenlagt 40 sekunder når Badalamentis musik et klimaks, og titelgrafikken Twin Peaks entrerer billedet, på et tidspunkt hvor denne titel fortsat henviser til noget ganske abstrakt og uklart. Hvad er Twin Peaks? Hvad omhandler serien? Hvor foregår den, og hvem medvirker? Fig. 6. Statiske indstillinger og stoflighed i indledningsmontagen til Twin Peaks (ABC, 1990- 1991). I de efterfølgende to minutter præsenteres en række (for størstedelen ukendte) skuespillernavne, og titlen ses nu på et byskilt med påskriften ”Population 52,201”. Titelsekvensen har således en vis rammesættende funktion – serien foregår i al fald i en lilleby, og må angiveligt omhandle mødet imellem industri og natur – men nogen konkret rammesættende funktion er der næppe tale om. Titelsekvensens funktion, vil jeg hævde, er her en ganske anden. Her handler det snarere om at markere en stil og formidle en abstrakt og sært tvetydig stemning (hvad kunne betegnes som en stemningsmæssig og stilistisk rammesætning). Titelsekvensen, med sine lange, statiske indstillinger, etablerer en række ’tomme pladser’, og sætter en ubestemmelig signatur for serien. Grundet filtersætningen er det reelt set umuligt at sige hvornår serien foregår; ej heller kan det siges hvor i U.S.A. den udspiller sig – hvilken lilleby der er tale om – og kun løseligt kan vi slutte os til nogle af seriens tematiske og handlingsmæssige omdrejningspunkter (at dette i udgangspunktet skulle være en whodunnit-krimi er derimod ganske uklart). De samme uafgørligheder er da kendetegnende for seriens musikalske tema, og således lyder Ansa Lønstrups beskrivelse af musikken da også: Ligesom en (opera)ouverture præsenterer og anslår de forskellige (musikalske) temaer, som senere vil klinge mere udfoldet, således præsenterer indledningsmusikken [i Twin Peaks] seriens grundlæggende og gennemgående stemning eller tone: her skal etableres en række ”nu”er, som skal holdes, foldes ud og klinge ud, og som vil antaste opmærksomheden på handlingsgang, fremdrift og logik i fortællingen. Altså en prioritering af nu’et og sansningen – en udfoldelse af vertikaliteten og det kvalitative heri. (Lønstrup 1992: 9). Det er bemærkelsesværdigt, at der i titelsekvensen til Twin Peaks ikke vises en eneste konkret person – ikke et eneste genkendeligt ansigt – og de enkelte indstillinger fremstår således som de-kontekstualiserede enheder. Som abstraktioner. Hvad er eksempelvis rødkælkens relation til seriens handling, og hvem er fuglen i givet fald relateret til? Og hvad med savklingen, vandfaldet og floden (som flyder i en sansevækkende slow-motion)? Nej, dette handler ikke om ’konkreter’, men om ’abstraktioner’, og herved er titelsekvensen til Twin Peaks afgørende forskellig fra den førnævnte titelsekvens til Dynasty. Også i Dynastys åbning er der ganske vist tale om en montage, men de enkelte billeder kobles til forskellige specifikke og navngivne personer (idet skuespillerne placeres i de forskellige indstillinger, indklippes imellem de enkelte indstillinger eller indføjes i en split-screen ved siden af denne eller hin genstand). Titelsekvensens metaforiske potentiale: Six Feet Under og Mad Men I en tidligere artikel har Henrik Højer og jeg beskrevet titelsekvensen til HBO’s tv-serie Six Feet Under som en moderne aflægger af serier som Riget (1994) og førnævnte Twin Peaks (1990-1991). Åbningen til Six Feet Under (en montage af forskellige dekontekstualiserede billeder i primært nære og ultranære beskæringer, pålagt et blåt filter og et iørefaldende, minimalistisk score af Thomas Newman) er ikke konkret som i Dynasty, men stemningsmættet og abstrakt som i Twin Peaks. Hvis titelsekvensen til Dynasty, groft sagt, forsøger at artikulere og bogstaveliggøre seriens handling, miljø, karaktergalleri, så er titelsekvenserne til Twin Peaks og Six Feet Under snarere at betegne som metaforiske signaturer. “A memorable title,” har Walker Percy sagt, ”should be like a good metaphor; it should intrigue without being too baffling or too obvious.” (Citeret efter Jackson 1999: 6). Netop denne beskrivelse er da betegnende for titelsekvenserne til serier som Twin Peaks og Six Feet Under. Rødkælken kan siges at have en symbolsk eller metaforisk funktion i titelsekvensen til Twin Peaks, og ravnefuglen i åbningsmontagen til Six Feet Under (fig.8) peger ikke alene i retning af død (et tema som også impliceres via den oplyste hospitalsgang, hænderne der splittes og gravstenen), men vækker også klare reminiscenser af Edgar Allan Poe og dennes nu klassiske digt ”The Raven” (1845). Fig. 7- 8. Symboler, allusioner eller bare fugle? De stoflige detaljer opprioriteres i titelsekvenserne til serier som Twin Peaks og Six Feet Under. Den ovennævnte montage fra Six Feet Under, designet af selskabet Digital Kitchen, er typisk for en række af tidens digitalt frembragte titelsekvenser, og en anden af tidens mest prominente åbninger finder vi da i serien Mad Men, skabt af Matthew Weiner. I denne åbningssekvens – alene bestående af papirklipslignende animationer – ses et nøgent, skitseagtigt kontormiljø over skulderen på en sort silhuet af en mand. Til lyden af strygere klippes der til et nærbillede af to silhuetlignende fødder, som langsomt bevæger sig fra venstre mod højre. I næste indstilling ses manden bagfra (stadig i fodhøjde); han går i knæ og sætter en attachemappe ved sin side, idet der klippes til en serie af indstillinger som indfanger kontorbygningens pludselige forfald. I det der ligner en tydelig parafrase af mareridtsmontagen fra Hitchcocks Vertigo (1958) klippes der nu til billedet af den sorte, silhuetagtige skikkelse som falder mod jorden – først med ryggen til, så med front mod kameraet (jf. fig. 9-10). Fig. 9- 10. Den faldende mand i titelsekvensen til Mad Men er som taget ud af Hitchcocks Vertigo (En kvinde skygges), og Weiners serie har da også visse tematiske og stilistiske lighedstræk med førnævnte klassiker. Billedpar: Vertigo (1958) og Mad Men (AMC, 2007). De glamourøse kontorbygninger og højhuse i baggrunden af de enkelte indstillinger anslår rigtignok det glittede, overfladiske reklamemiljø, som serien udspiller sig i, og temamusikken og de Vertigo-lignende indstillinger kan da også – om ikke andet gennem reference til Hitchcock – fungere som en vis tidslig markør (idet serien er sat i 1960’ernes USA). Mestendels er titelsekvensens funktion dog af en metaforisk og mere abstrakt karakter, og her tænkes ikke blot ’faldet’ som en eksistentiel eller sågar eksistentialistisk metafor (a la Camus). At hovedkarakteren ikke er konkret, men derimod illustreret som en silhuet eller skitse er ganske sigende for seriens indhold, idet den omhandler en kierkegaardsk æstetiker som ryger, drikker og horer uden regulært at være til stede. Det mentale eller eksistentielle fravær er da, på fornem metaforisk vis, illustreret i fraværet af lys og farve – i fraværet af ansigts- og karaktertræk – og hovedpersonens identitetsmæssige hamskifte (som anslås i begyndelsen af seriens første sæson) er en naturlig kobling til den førnævnte Hitchcock-film (der netop omhandler dobbeltspil og identitetsforvikling). Nedprioriteringen af konkretion til fordel for en mere abstrakt, æstetiseret og intertekstuel åbningsmontage afspejler i Mad Men en serie som netop omhandler stil og æstetik. Bevægelsen fra traditionelle titelsekvenser, der konkret rammesætter miljø, karakterer og medvirkende skuespillere, til en mere stil- og stemningsbåren montage er dog et ganske tidstypisk fænomen. Titelsekvensens referentialitet: Desperate Housewives Et andet tidstypisk træk, som giver sig til kende i hhv. Mad Men og Six Feet Under er den referentialitet, der ligger som (mere eller mindre eksplicitte) spor til seeren i de førnævnte sekvenser. At Six Feet Under omgæres af en dyster mystik og en tematisk behandling af død og tab er således en tydelig arv fra den amerikanske gotik, som allerede ravnefuglen i titelsekvensen kunne antyde; og at Mad Men skulle omhandle identitetsforveksling og dobbeltspil ligger også som et spor i den intertekstuelle reference til førnævnte Vertigo. I serier som Nip/Tuck og Desperate Housewives er denne referentialitet dog mere eksplicit og kompleks end i de ovennævnte eksempler, og navnlig titelsekvensen til Desperate Housewives er et ’kapitel for sig’. Den genremæssige hybriditet, som særligt kendetegner Desperate Housewives – en postmoderne dramedie med træk af sæbeoperaen som sitcomen– kan allerede spores i den virtuose titelsekvens, frembragt digitalt af selskabet yU+ co. Denne ”ingenious title sequence,” mener således Judith Lancioni, ”establishes the ideological context of the series and sets the tone for each episode.” (Lancioni 2006: 129). Titelsekvensen, akkompagneret af Danny Elfmans underfundige temamusik, er en montage af animerede billeder, hver især med udgangspunkt i et nu klassisk kunstværk. Kunstværker der ofte, mere eller mindre udtalt, omhandler og afspejler forholdet imellem de to køn. I de første indstillinger, inspireret af Hans Memlings berømte renæssancemaleri om Adam og Eva efter syndefaldet (fig. 11), ses Adam og Eva ved det der formodes at være Kundskabens træ. Et overdimensioneret rødt æble med påskriften Desperate Housewives falder ned fra oven og knuser Adam, for nu at lægge sig til venstre for den mere undseelige Eva (med et figenblad for kønsdelene) i billedets højre side (fig.12). Der zoomes ind på en halvtotal af Eva, som kyskt dækker for sine bryster. Fig. 11- 12. Parafrasen af Hans Memlings berømte renæssancemaleri (fig.11) er én blandt mange intertekstuelle tråde i titelsekvensen til Desperate Housewives (fig.12). Herefter parafraseres et andet populært maleri – et olieportræt af Giovanni di Arrigo Arnolfini og hans kone, lavet af kunstneren Jan van Eyck i 1434. I det originale maleri (fig.13) er kvinden og manden portrætteret ved hinandens side, hånd i hånd; i Desperate Housewives ses manden imidlertid i en halvnær i billedets forgrund (han spiser en banan), hvorefter kvinden – med en kost i hånden – entrerer billedets baggrund. Manden kaster bananskrællen på gulvet, og konen, som i Desperate Housewives-versionen (fig. 14) lader til at være gravid, fejer troskyldigt skrællen til side (jf. Lancioni 2006: 130). I en flot men upåfaldende overgang ses kvinden og manden nu igennem en vinduesramme, hvorfra der trackes hurtigt baglæns, et hus afsløres og et nyt klassisk maleri trænger sig på. I en tydelig parafrase af det berømte maleri ”American Gothic” (fig. 15), skabt af Grant Wood, ses en sammenbidt mand og kvinde i en halvtotal foran et hus, han med en trefork i hånden. En kost flyver hurtigt gennem luften (måske for at understrege kvindens muligheder for frihed og emancipation), idet en pin-up-lignende kvinde entrerer billedet fra højre og kilder den sammenbidte mand under hagen. I en glossy, Marilyn Monroe-lignende stil blinker hun inciterende ud mod publikum, og den sammenbidte mand trækker på smilebåndet (fig. 16). Der foretages nu et digitalt zoom, og ægteparret ses nu i en pop-artlignende halvnær, med konen sammenrullet i en sardindåse i billedets venstre side. Fra sardindåsen, der pludselig synes at ligge på et køkkenbord, zoomes ud til en kvinde som holder en række forskellige konservesdåser i sin favn. Kvinden taber en dåse, og billedet forandres nu, med tydelige reminiscenser af Roy Lichtenstein, til et tegneserielignende portræt af en kvinde og en mand i blå, gule og røde nuancer (fig. 14). Der zoomes ind på kvinden, som fælder en tåre og giver manden et sæbeøje, hvorfra vi vender tilbage til det førnævnte (bibelske) træ og en kort men præcis præsentation af seriens skuespillere og skaber (Marc Cherry). Afrunding Som illustreret i den ovennævnte gennemgang, har også titelsekvensen i Desperate Housewives en konkret, rammesættende funktion, idet vi sluttelig ser de medvirkende skuespillere og navnet på seriens skaber. Titelsekvensen er dog i højere grad båret af en intertekstuel leg med referencer og mytologi, og er i den forstand et virtuost billede på seriens stil – dens postmoderne fremhævelse af stil, hybriditet og ironi – og det komplekse forhold imellem mænd og kvinder som serien forsøger at anslå. Kvinden bag den ovennævnte titelsekvens, Lane Jensen, beskriver montagens funktion som den at illustrere ”the gripes women have faced over the years from infidelity to a husband who can’t pick up after himself.” (Citeret efter Lancioni 2006: 130). Fig. 13- 14. Billedpar: Jan van Eycks ”Arnolfinis bryllup” (1434) og Marc Cherrys Desperate Housewives (ABC, 2004- ). Med så komplekst og abstrakt et ærinde er det ikke mærkeligt, at titelsekvensen er mere abstrakt i sin indramning end i den traditionelle tv-serie. Titelsekvensen er i dag blevet et selvstændigt kunstværk, og en selvstændig signatur udviklet af forskellige grafiske selskaber som Digital Kitchen og yU+ co. Den er fortsat rammesættende, men nu på en langt mere abstrakt, stemnings- og sanseorienteret facon end i den klassiske tv-dramatik. Før satte man rammen – miljøet, karaktererne og de medvirkende stjerner – nu sætter man tonen, og man sætter i allerhøjeste grad stilen. Fakta Fig. 15- 16. Billedpar: Grant Woods ”American Gothic” (1930) og Marc Cherrys Desperate Housewives (ABC, 2004- ). Udskriv denne artikel Gem/åben denne artikel som PDF Citerede værker Cardwell, Sarah. “Is Quality Television Any Good? Generic Distinctions, Evaluations and the Troubling Matter of Critical Judgement,” i Quality TV: Contemporary American Television and Beyond, red. Janet McCabe & Kim Akass. London: I.B. Tauris, 2007, s. 19- 34. Gem/åben hele nummeret som PDF Højer, Henrik & Andreas Halskov. “It’s Not TV… (part 2),” i 16:9, November 2009. Jackson, Kevin. Invisible Forms: A Guide to Literary Curiosities. London: St. Martin’s Press, 1999. Lancioni, Judith. ”Murder and Mayhem on Wisteria Lane: A study of genre and cultural context in Desperate Housewives,” i Reading Desperate Housewives: Beyond the White Picket Fence, red. Janet McCabe & Kim Akass. London: I.B. Tauris, 2006, s. 129- 143. Lavery, David. ” ’It’s not television, it’s magic realism’: the mundane, the grotesque and the fantastic in Six Feet Under ”, i Reading Six Feet Under , red. Kim Akass & Janet McCabe. London: I.B. Tauris, 2005, s. 19- 33. Lønstrup, Ansa. ”Hvad gør musikken i Twin Peaks?,” i MedieKultur, nr. 18 ( Musik og medier), red Kim Schrøder et al., 1992, s. 5- 21. Links til nævnte titelsekvenser: True Blood Dynasty Twin Peaks Six Feet Under Mad Men Nip/Tuck Desperate Housewives 16:9 - februar 2011 - 9. årgang - nummer 40 Udgives med støtte fra Det Danske Filminstitut samt Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter. ISSN: 1603- 5194. Copyright © 2002- 11. Alle rettigheder reserveret. 4 Forside Indhold Arkiv Abonnement Profil Links Kontakt English På skuldrene af gangstere søg Af ANNE HAMMERICH GRAVERSEN Tv-veteranen David Chases dramaserie The Sopranos (fig. 1), der blev sendt på HBO fra 1999-2007, kan dårligt komme uden om, at den står på skuldrene af gangsterfilmens giganter. Det forsøger den da heller ikke. Tværtimod. The Sopranos nuancerer og udvider sin egen fortælling om en gangsterverden og -identitet i forfald ved at udnytte sit publikums sandsynlige kendskab til genren såvel som specifikke værker inden for denne, særligt The Godfather-trilogien og GoodFellas. The Sopranos er en æstetisk, tematisk og psykologisk sværvægter, der sammenvæver det bedste fra både film- og tv-traditionen. Visuelt har den mest til fælles med filmæstetik, idet billederne er velkomponerede og bemærkelsesværdige i deres elegante ekspressivitet – en luksus, der ikke er hverken tid eller budget til i ’almindelige’ tv-serier. Men The Sopranos er også tv, og ikke bare vist på tv, til trods for HBO’s paradoksale parole ”It’s not TV. It’s HBO”. Over seks sæsoner benytter serien sig på fineste vis af tv-mediets serielle format til at fortælle og udvikle et karaktergalleri og en historie, hvis kompleksitet ingen film ville kunne rumme. Fig. 1: The Sopranos. Film- og tv-traditionen får tillige et mere bogstaveligt udtryk i The Sopranos, idet serien på flere niveauer er spækket med hilsner til tidligere værker inden for såvel fin- som populærkulturen. De tre vægtigste inspirationskilder for The Sopranos er gangsterfortællingen som genre samt i endnu højere grad to af dens moderne filmklassikere: Francis Ford Coppolas The Godfather-trilogi (1972/1974/1990) og Martin Scorseses GoodFellas (1990). Gang på gang saluteres disse med en så massiv intensitet, at seerens forståelse af The Sopranos bliver nuanceret af kendskabet til disse præeksisterende værker (fig. 2-3). The best is over The Sopranos er et portræt af den midaldrende Anthony Soprano (Tony) og hans relationer til sin familie, både den med lille og stort F (fig. 4). Sammen med hustruen Carmela og deres to børn bebor Tony en luksusvilla i New Jersey, og han krydrer sin tilværelse med unge, smukke elskerinder. Tony er en højtstående mafioso, en såkaldt capo, i en italiensk-amerikansk mafiafamilie, hvis medlemmer er blodbeslægtede – biologisk eller kriminelt. Hverdagen i organiseret kriminalitet indebærer afpresning, vold, interne magtkampe, FBI-frygt, bestialske mord samt dollars i stride strømme, og kontoret udgøres af blandt andet en slagterforretning og baren Bada Bing!, hvor letpåklædte dansepiger smyger sig om stripperstængerne. Fra et gangsterperspektiv lyder det jo meget godt, men noget er imidlertid ikke helt, som det skal være. Fortællingen tager sit afsæt, da Tony falder om som konsekvens af et angstanfald og derfor modvilligt henvises til psykiateren Dr. Jennifer Melfi (fig. 5). Under den første konsultation forsøger Tony at forklare Dr. Melfi, hvad han tumler med: ”But lately I’m getting the feeling, that I came in at the end. The best is over.” Det ekspliciteres ikke, hvad han mener, så seeren må selv forsøge at afgøre, om der sigtes på en midtvejskrise, på tabet af de italienske rødder, på eksistentiel tomhed til trods for materiel overflod, på mafiaens deroute, på familiens stille forvitring eller på den amerikanske drøms fejlslag. Tony ved det næppe heller, men The Sopranos portrætterer en mand, der tumler med det hele. Tony er på mange måder ganske unik, men elimineres gangstertematikken, er Tony også en meget genkendelig figur, der har svært ved at finde en genuin glæde ved sit liv. Det er dog ikke kun et Fig. 2- 3: Arven fra tidligere gangsterfilm gennemsyrer The Sopranos og manifesterer sig på utallige niveauer. Eksempelvis er den visuelle lighed mellem The Godfather ’s og The Sopranos’ logoer slående. Fig. 4: Tony Soprano flankeret af medlemmer af sine to familier. Til venstre psykiateren og ’kernefamilien’, til højre mafiakumpanerne. dystert og depressivt billede, der tegnes af Tony – gangsteren på lykkepiller – portrættet er fyldt med lun humor og sympati, hvorfor man ikke kan lade være med at holde af denne slyngel til trods for hans ugerninger (fig. 6). Fig. 5: Gangsteren hos sin psykiater. Der er ingen voice- over i The Sopranos, men Tonys samtaler med Dr. Melfi udfylder en lignende funktion, idet de ofte kommenterer seriens handling før, mens eller efter, den udspiller sig. Tabt uskyld Gangsterfiguren er indrulleret i organiseret kriminalitet, og han er, tillige med den underverden han opererer i, en relativ letgenkendelig størrelse. Genren er derimod sværere at få fast greb om. Den kan ikke udelukkende defineres på baggrund af hverken protagonistens erhverv eller den særlige mise en scène, der typisk associeres med universet såsom store biler med tonede ruder, håndvåben i jakkesættets fløje og storbyens nattescene. Bag genrens dekor finder man et narrativ, der opererer anderledes end i andre genrer. Ikke blot har det gangsteren som protagonist, men lader ligeledes ham og hans kumpaner være fikspunkt for seerens engagement og empati i modstrid med gængse identifikationsmønstre. Narrativet folder sig primært ud i det sociale hierarki, der kendetegner organiseret kriminalitet, og det er essentielt for gangsterens forståelse af sig selv og for seerens forståelse af ham – individet er underordnet en kollektiv orden. Qua sin modstilling til samfundet, typisk det amerikanske, udgør gangsteren og hans univers en position at kommentere og kritisere dette fra. The Sopranos stiller skarpt på den tabte uskyld i det amerikanske samfund. Den amerikanske drøm om mulighedernes land, der i et par århundreder lokkede immigranter, lever for så vidt endnu, men det er en negeret og perverteret udgave præget af vold, korruption og hykleri. Tony og hans mafiavenner lever et materielt rigt liv, men det er ikke et frit og selvvalgt liv. Familiære omstændigheder har påtvunget dem gangsterlivet, og de har ikke set sig i stand til – og måske heller ikke ønsket – at bryde den sociale arv. Samtidig er det et liv på kanten med evig frygt for, at det hele med et skud, en anholdelse eller en snor om halsen forsvinder. Det er således ikke kun den amerikanske uskyld, der i forfald, men også dens vrangbillede. Mafiaen er ikke (længere) en mytologisk verden, hvor succes og glamour er en selvfølge – det er beskidt arbejde, hvor fejltrin betales med friheden eller livet. Fig. 6: Tony Soprano spilles af James Gandolfini, der i kraft af blandt andet sin bastante fysik inkarnerer Tonys farlige omskiftelighed mellem gemytlig bamsefar og koldblodig dræbermaskine. Melodramatiske dybder En institution, The Sopranos særligt forvrænger og udstiller, er kernefamilien. Næsten halvdelen af serien foregår i det sopranske hjem, hvor Tonys ægteskab absolut ikke er idyllisk, og hvor der er konflikter med børnene. Tony taler aldrig forretning med Carmela, der alligevel er bevidst om, hvorfra deres velstand stammer, ligesom hun kender til Tonys udenomsægteskabelige aktiviteter. Hun har på mange måder indgået en pagt med Djævlen – hendes behov for en vis livsstil samt hendes fascination af og kærlighed til Tony kompromitterer hendes katolske moral. Tony er ikke ligeglad med sin families velbefindende. Han nærer et dybt ønske om at gøre det så godt som muligt for dem, men han er fanget i et besværligt sind, en livsstil og en krævende branche, så det er uoverkommeligt for ham at få enderne til at mødes. Tonys bekymringer vedrører i høj grad børnenes mulige viden om hans karriere, ligesom datterens teenageattitude og sønnens mulige adfærdsforstyrrelse levnes stort spillerum. I fremstillingen af familien Sopranos liv er der mange elementer, der hører melodramaet til. Der er imidlertid ikke tale om, at de melodramatiske aspekter udgør en egentlig forstyrrelse i gangstergenren. The Sopranos bringer snarere nogle ting til overfladen, der altid har luret i genren: den dysfunktionelle og degenererede familie, hvortil det moralske forfald er sivet. Det sker imidlertid i et maskulint univers, der ligger det traditionelle melodrama fjernt, hvorfor fremstillingen af Tonys privatliv ikke gør gangsterbilledet hybridt, men i stedet giver det nuance og dybde. Vi kan lide Tony på grund af denne dobbelthed: Han er både den voldelige gangster og den fallerede familiefar – et menneske som alle andre, der gør sit bedste til trods for, at det slet ikke forslår. Familiedimensionen i The Sopranos viser også, at det ikke kun er branchen, der er hårdt presset, den moderne gangsters – og den moderne mands – familieverden er ligeledes tydeligt i opløsning. Don Corleones ærefulde magt Francis Ford Coppolas The Godfather-trilogi fremstiller den amerikanske mafiafamilie Corleones magt og rigdom samt vejen til endnu mere af begge i årtierne efter Anden Verdenskrig (fig. 7-9). Inden da havde gangsterfilm typisk udspillet sig som et rise-and-fallscenarie, men i disse film vendtes udviklingen til en rise-and-risemodel. The Godfather-filmene tegner på mange måder et mytologisk og romantiseret billede af mafiaen som en verden, hvor de gamle hierarkier endnu urokkeligt består. Don Corleone, Senior såvel som Junior, er magtens ubestridte centrum, og der regeres hårdt, men retfærdigt. Familien spiller en stor rolle i filmene, og deres store begivenheder som bryllup eller barnedåb er dramatisk parallelklippet med mafiaopgør og likvideringer, således at der opstår en hellig alliance mellem de to Corleonefamilier – den med lille og den med stort F. Filmene rummer også tragedier, idet Michael Corleones familie i The Godfather. Part II går i opløsning, da moderen dør, og hustruen forlader ham, ligesom datteren mod slutningen af The Godfather. Part III dræbes af en kugle tiltænkt Michael. Disse er ofre Michael må lide som konsekvens af sin Don-position, hvorfor de i filmen fremstilles som hjerteskærende, men nødvendige. Alt i alt er filmene fortællingen om Vito Corleone, der som forældreløs immigrantdreng fra Italien i begyndelsen af det 20. århundrede bygger en tilværelse op for sig og sine, først som de svages beskytter og siden som overhoved for en af de fem mafiafamilier i New York. Da sønnen Michael overtager hans position udvides forretningen til et decideret imperium med grundlæggelsen af Las Vegas og engagementet i Vatikanets økonomiske anliggender. The Godfatherfilmene er ikke actionbrag, men stille glidende, nostalgiske fremstillinger af fortidens værdige gangstere med bestående hierarkier, succes, intakt italiensk identitet og villighed til ærefuldt at dø for sagen og for hinanden. An offer you can’t refuse I den verden af forvitring og forfald, som gangsterne i The Sopranos oplever, griber de tilbage til den myte, som The Godfather-trilogien har skabt, for at undgå det totale meningstab. Det ses eksempelvis, da Tonys ivrige ’nevø’ Christopher overfor Big Pussy skal retfærdiggøre, at han har likvideret rivalen Emil Kolar. Mens de forsøger at kaste liget i en af Familien Kolars containere, siger Christopher: ”Louis Brazzi sleeps with the fishes”, hvilket refererer til en scene i The Godfather, hvor Familien Corleone modtager en pakke døde fisk og budskab om, at deres loyale soldat Luca Brasi er dræbt som led i et ulmende opgør mellem Familien Corleone og konkurrenterne (Fig. 10). Christopher intenderer at sende Familien Kolar en advarsel, men han fejlciterer sine helte, og Big Pussy må irriteret irettesætte ham, for det er vigtigt at kunne sine klassikere! The Godfather fungerer også som parallel, når Tony presses ud i svære samtaler med sine børn om gangsterkarrieren. Da datteren er alene på collegefremvisningstur med Tony, forsøger hun at lokke sandheden ud af faderen ved at sige, at vennerne egentlig synes, det er ret cool. Tony drager straks den konklusion, at de må have set The Godfather, for det i hans verden en fremstilling af cool gangstere, men hun fortæller, at det i stedet er Scorseses Casino (1995), hvilket får Tony til at kalde dem bumser. I et senere afsnit er det den usikre søn, der vil vide, om det var FBI, der var til stede ved den tidligere leder Jackies begravelse ligesom ved brylluppet i The Godfather. Jackies begravelse er en tidligere scene i serien, og den ekkoer ganske rigtigt både brylluppet og begravelsen i The Godfather. Fig. 7- 9: Don Corleone, Senior og Junior, pryder DVD - omslagene til The Coppola Restoration- udgivelsen af The Godfather trilogien. The Godfather-filmene fylder meget i The Sopranos’ gangsteres bevidsthed, men der er tale om en fiktionsmyte, hvorfra gangsterne låner legitimitet i forhold til deres egen virkelighed, der langtfra er så romantisk som Don Corleones. The Godfather’s tilbud om selvbedrag er med andre ord ikke let at afslå. Just when I thought I was out… Den indledende scene til The Sopranos’ andet afsnit illustrerer dette selvbedrag. Det er seriens eneste afsnit med en scene inden titelsekvensen, og handlingen er som sådan ikke forbundet til afsnittets øvrige handling, hvorfor den snarere har vigtighed i forhold til uddybning af tematikken og universet i The Sopranos. I et dunkelt baglokale er Tony sammen med håndlangerne Silvio og Paulie ved at tælle penge, mens de ser en tv-debat om mafiaens tilbagegang (fig. 11). I skærende kontrast til overfloden af dollarsedler på bordet berører analysen de alvorlige trusler, Tony og Co. står overfor som karrierekriminelle. Mafiaen er under pres udefra, idet regeringen har oppet indsatsen imod dem, men samtidig smuldrer den Fig. 10: Familien Corleone modtager i The Godfather en pakke døde fisk og budskabet er, at ”Luca Brasi sleeps with the fishes” – Luca Brasi er dræbt. indefra, fordi soldaterne ikke længere overholder deres ed om tavshed, når de sigtes. Mafiaens involvering i narkotikasalg har skærpet dommene markant, hvorfor mange tiltalte stikker flere andre for selv at gå fri. Tony medgiver, at skoen passer: Mafiaens problemer skal ikke kun findes i regeringstiltag, men også i de gamle dyders forfald. Tony trænger til opmuntring, hvorfor Silvio til alles store moro rejser sig og imiterer Michael Corleone, der i en berømt scene i The Godfather. Part III frustreret over ikke at kunne slippe fri af mafialivet udbryder: ”Just when I thought I was out, they pull me back in” (fig. 12+13). Tony og co. er imidlertid ikke interesserede i at slippe fri af mafiaen, men derimod i at låne legitimitet fra den mytologiske fortælling, som The Godfather-trilogien udgør. Da Silvio nok en gang har saluteret Don Corleone, klippes der til titelsekvensen, og gangsterne er stivet af, så de er klar til endnu et afsnit. For seeren runger opmuntringen hult, og vi lærer desuden senere, at flere af de tilstedeværende i scenen er lækager. Truslen mod gangsterne i The Sopranos er således meget mere reel, end de vil være ved, og deres griben tilbage til den mytologiske og i øvrigt fiktive Don Corleone er et selvbedrag. An average nobody I Martin Scorseses true story-gangsterfilm GoodFellas fordufter det glorificerede gangsterportræt hurtigt i 1970ernes og 1980ernes New Yorker-underverden (fig. 14). Drengen Henry Hill fascineres af gadens mafiarelaterede gangstere og bliver deres stik-i-rend-dreng, men med tiden erobrer han en plads i hierarkiet og starter selv et prominent liv i overhalingsbanen. Henry og hans fæller er ikke fuldblodsmafiosoer, men tilhører en supportfraktion, hvilket dog ikke forhindrer dem i at leve et dekadent liv, som var de rigtige mafiosoer. På en mission anholdes Henry imidlertid og sendes i fængsel, hvor han starter med at handle narkotika og selv bliver afhængig. Da han kommer ud, trues han til at love at lade stofferne ligge, både som forretning og stimuli, fordi det er vanærende, men den økonomiske fristelse er for stor. Henry fortsætter sit salg, misbruget accelererer, og den nedadgående spiral hvirvler hustruen, elskerinden og hans øvrige private relationer med i faldet mod afgrunden. Fig. 11: Tony og Co. tæller dollarsedler, men forbitres over tv’ets analyse af mafiaens deroute. Fig. 12: Michael Corleone i den berømte scene fra The Godfather. Part III, hvor han frustreret udbryder ”Just when I thought I was out, they pull me back in”, inden han falder om. Fig. 13: Silvio parafraserer opmuntrende Michael Corleone. På overfladen er gangstervennerne stadig loyale, men Henry gennemskuer, at de pønser på at likvidere ham, hvorfor han, da han igen pågribes af politiet, ser sig nødsaget til at vidne i retsforfølgelsen af de tidligere venner, mod at han og hans familie sikres i et vidnebeskyttelsesprogram. Filmen slutter således med en scene, hvor Henry Hill på trappen til et anonymt forstadshus samler avisen op, mens han i voice-overen beretter, at det sværeste ikke var at forråde vennerne, der jo var klar til at gøre det samme mod ham, men i stedet at fralægge sig livsstilen og blive ”an average nobody”. Således fører GoodFellas gangsterfilmen tilbage til rise-and-fallscenariet, og det er et lidet attråværdigt billede af en verden, hvor alle er sig selv nærmest, og hvor ingen af de værdier, der tidligere holdt sammen på mafiasamfundene, er i behold. David Chases Koran The Sopranos’ primære paralleller til GoodFellas skal findes i et andet lag end til The Godfather. Tony og Co. ønsker selvsagt ikke at blive associeret eller for den sags skyld selv identificere sig med filmens forfaldsfortælling. Når den nævnes, er det derfor af andre, eksempelvis indgår filmen i den intellektuelle Familien Melfis diskussion om, hvordan italiensk-amerikanere fremstilles på film. Nogle scener ekkoer dog GoodFellas, som da Christopher (Michael Imperioli) skyder en bagerassistent i foden – en skæbne Imperiolis karakter i GoodFellas, tjeneren Spider, selv lider. David Chase har kaldt GoodFellas for sin Koran i skabelsen af The Sopranos og sigter dermed til fortællestilen. Begge er fortalt i en stil blandet af humoristisk klovneri og ekspressiv voldelighed, grænsende til det groteske, og de to modi kan skifte på en brøkdel af et sekund (fig. 15-16). I The Sopranos er skruen tilmed strammet en anelse, idet der her kan være tale om direkte farce inden voldsudgydelserne. Da Tony i første afsnit lemlæster en skyldner, sker det efter, at han med et skælmsk smil i bil har jagtet den løbende mand til lyden af lystig musik (fig. 17-18) (fig. 19). Fælles for The Sopranos og GoodFellas er også den ligegyldighed, der er forbundet med vold og mord – det er virkelig bare en del af Fig. 14: Henry Hill med vennerne James ’Jimmy’ Conway og Tommy DeVito på GoodFellas ’ DVD - omslag. Fig. 15- 16: I GoodFellas udgør særligt Tommy DeVito en hårfin akse mellem morskab og farlighed, hvilket blandt andet ses da han først skyder tjeneren Spider i hverdagen, og der skal være tale om nære bekendte, inden det gør noget indtryk. Hverken The Sopranos eller GoodFellas indeholder The Godfather’s audienser og operetteelegance, men er i stedet fortalt i øjenhøjde med gangsterne og deres hverdag – i en stil, der afmytologiserer universet og udstiller den meningsløse vold. foden og ved en senere lejlighed til døde. Selskabet, der indtil da har haft det morsomt, forstår ligesom seeren først den drabelige alvor, da kuglerne brager. GoodFellas har desuden haft stor betydning for castingen til The Sopranos. Der er masser af gengangere blandt skuespillerne, hvoraf de mest iøjnefaldende er Lorraine Bracco og Michael Imperiolo. Bracco, der i The Sopranos har en hovedrolle som Dr. Melfi, spillede i GoodFellas Henry Hills hustru, mens Imperioli, der i GoodFellas havde en markant birolle som tjeneren Spider, spiller en vægtig rolle som den unge Christopher. Skaberens forræderi Coppolas The Godfather-trilogi er intertekstuelt tilstede i The Sopranos som et æstetisk virkemiddel, der tilbyder gangsterne en nostalgisk myte, som de kan finde tryghed, identitet og stolthed i ved at tale om den, citere den og genopføre dens scener. At der imidlertid er langt fra myte til virkelighed for Tony og Co. påpeges i det intertekstuelle slægtskab til Scorseses GoodFellas, der udgør en grel modsætning til The Godfather-filmenes glorificerede gangsterportræt. Fig. 17- 18: I en komisk forfølgelsesscene jagter Tony en løbende mand, der skylder ham penge. Hverken Tonys mimik eller scenens lydbillede tyder på, at noget alvorligt skal ske. Slægtskabet med GoodFellas findes imidlertid på et andet tekstligt niveau, idet de primære forbindelser mellem GoodFellas og The Sopranos ikke skabes af gangsterkaraktererne selv, men i elementer, de ikke har nogen indflydelse på. De kan forsøge at tie den ihjel og manisk citere deres mytologiske yndling, men blandt andet gennem fortællestil og gengangere blandt skuespillerne forbindes deres verden alligevel med GoodFellas’ uværdige forfaldsfortælling. Seeren med kendskab til begge film vil således kunne gennemskue, at David Chase nok lader sine karakterer hage sig fast til det nostalgiske selvbedrag, men at han i et tekstligt lag, de ingen indflydelse har på, forråder dem ved at udstille netop dette selvbedrag. Fig. 19: Scenen skifter i løbet af et splitsekund karakter, og alvoren indtræder, da Tony med et hørbart bump kører manden ned og derefter giver ham invaliderende tæv. Fakta Den amerikanske dramaserie The Sopranos er skabt af David Chase og blev sendt på HBO fra 1999- 2007. The Sopranos slog alle seertalsrekorder for serier på premium network- kanaler (abonnementskanaler), idet de sidste sæsoner gennemsnitligt havde i nærheden af ti millioner seere. Seriens afsluttende afsnit nåede 11,9 millioner seere. Den samlede serie er tilgængelig på DVD. Udskriv denne artikel Gem/åben denne artikel som PDF Gem/åben hele nummeret som PDF Film The Godfather , Francis Ford Coppola, 1972 The Godfather. Part II, Francis Ford Coppola, 1974 The Godfather. Part III, Francis Ford Coppola, 1990 GoodFellas , Martin Scorsese, 1990 Litteratur Hardy, Phil (red.): The Aurum Film Encyclopedia. Gangsters (1998) Aurum Press, London Lavery, David (red.): This thing of ours – Investigating the Sopranos (2002) Columbia University Press, New York Nochimson, Martha P.: Waddaya Lookin’ At? Rereading the Gangster Film through the Sopranos, i Grieveson, Lee; Esther Sonnet & Peter Stanfield (red.): Mob Culture – Hidden Histories of the American Gangster Film (2005) Rutgers University Press, New Brunswick Remnick, David: Is this the end of Rico? (2001) artikel i The New Yorker, 21. april 2001 Shadoian, Jack: Dreams & Dead Ends. The American Gangster Film (2003) Oxford University Press, Oxford/New York 16:9 - februar 2011 - 9. årgang - nummer 40 Udgives med støtte fra Det Danske Filminstitut samt Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter. ISSN: 1603- 5194. Copyright © 2002- 11. Alle rettigheder reserveret. 5 Forside Indhold Arkiv Abonnement Profil Links Kontakt English Tv-auteurs søg Af THOMAS NØRGAARD Serieskaberen (Fig. 1) er blevet en karakter, der ofte dukker op, i takt med at særligt de amerikanske tv-serier får stigende opmærksomhed og anerkendelse. Man kan ligefrem tale om, at nogle af de mest fremtrædende får auteurstatus på linje med de største filmkunstnere, og sammenligningen er da heller ikke helt tilfældig. Fremstillingen af auteurkarakterer inden for tvverdenen kan nemlig siges at være et særdeles effektivt redskab i kampen for at nedbryde barriererne og blive taget alvorligt som seriøs kunst. Fig. 1: David Milch med fingrene dybt nede i alle aspekter af produktionen af Deadwood. Tiden, hvor ingen tog tv seriøst, og dets indhold i kulturelitens øjne udelukkende befandt sig i lavkulturens underlødige rodekasse, må vist endelig siges at være forbi. Der er selvfølgelig stadig en masse bras derude, men der er nu situationer, hvor selv den mest højpandede kulturelsker med rank ryg kan erkende at have siddet klistret til tossekassen. Det kan faktisk ligefrem være forbundet med høj status. Særligt de lange serielle dramaformater har været med til at drive denne udvikling, og de bedste serier opfattes nu ligefrem af nogle som stor kunst på linje med de forrige århundreders kanoniserede romaner (Fig. 2). Også filmkunsten har fået kamp til stregen, og i en tid hvor store dele af branchen kæmper for at tækkes publikum i en skærpet konkurrencesituation, kigger mange til tv-serierne efter fornyelse og udfordrende og engagerende visuelle fortællinger. Det skyldes selvfølgelig først og fremmest, at der er blevet brugt en masse energi og penge på at udvikle og producere serier af høj kvalitet og med et ambitionsniveau, som ikke er set tidligere i nær så høj grad. Men som med så meget andet er indholdet i sig selv ikke altid nok til at blive anerkendt, og producenterne har derfor også brugt en hel masse energi på branding og på at skabe en måde at tale om serierne på, som passer ind i de traditionelle opfattelser af højkultur og kunst. På den måde distancerer de sig fra opfattelsen af tv som en kulturindustriel vare, som er meget udbredt særligt på det kommercielle amerikanske marked. Det er blandt andet her auteuren kommer ind i billedet. Med sine associationer til filmkunst og lån fra romantiske og modernistiske kunstidealer kan auteurtraditionens skabersyn nemlig bidrage med positive kulturelle værdier til tv-serierne i deres differentieringsprojekt. Fig. 2: Det tager godt 60 timer at pløje sig igennem alle 5 sæsoner af The Wire – en investering der ifølge nogle kan være lige så belønnende som at kaste sig over en stor roman. Fine, franske rødder Det er en lignende bevægelse, der finder sted, da auteurtraditionen tager form omkring tidsskriftet Cahiers du Cinéma (Fig. 3) i Paris i 1950’erne. Her begynder kritikerne nemlig at interessere sig for film, som er produceret inden for det stærkt standardiserede Hollywoodsystem i 1940’erne, og som derfor befinder sig i et felt, som er et stykke fra de litterært baserede franske film, som indtil da var forbundet med den højeste kunstneriske status. Herfra flytter de fokus til filmenes visuelle karakteristika og identificerer instruktører, som inden for systemets faste rammer har formået at skabe enestående film. Instruktøren ses dermed som det altdominerende ophav til filmens udtryk og bliver som auteur også fortolkningsramme i relation til personlighed og øvrige oeuvre. Autonomi er et andet vigtigt element, og det forudsættes altså at auteuren har mulighed for at trænge igennem systemet med sine visioner og en vis frihed til at handle ud fra egne motiver. Der er altså klare ligheder med et romantisk eller modernistisk kunstnerideal, hvor inspiration er henholdsvis en guddommelig gave eller udspringer af psykiske dimensioner hos kunstneren, og det er en forudsætning at kunstneren er fri. Fig. 3: Det toneangivende filmtidsskrift Cahiers du Cinema, her i en udgave fra 1956. Auteurtraditionen vinder stor udbredelse og er også i dag en standard forståelsesramme, som ligger til grund for både markedsføring og publikums opfattelse af film. Filmindustrien var da heller ikke sene til at drage nytte af denne tendens og anede hurtigt de fordele, det medførte. Et helt nyt publikum materialiserer sig nemlig særligt i 1970’erne i kredse af moderne kunstinteresserede, og ved at knytte filmene tæt til navnet på en anerkendt auteur kan filmindustrien ramme denne målgruppe og sætte filmene ind i en seriøs kulturel kontekst. Instruktøren bliver derfor en synlig karakter, der står som den overordnede afsender af filmene og optræder i interviews, så vi kan blive klogere på geniet, som har skabt filmene ud fra en unik kunstnerisk vision. Kan kunstnere lave industriarbejde? På tv eksisterer der i modsætning til filmen ikke i samme grad en eksplicit formuleret auteurtradition. Det kan både skyldes forskelle i produktionsvilkår, hvor det i tv-verdenen typisk er mange flere minutter, der skal produceres på kortere tid, men nok så vigtigt at tv har haft sværere ved (og stadig kæmper med) at bryde ud af populærkulturens lænker. Opfattelsen af tv ligger derfor tættere på en industriel vare, som er produceret ud fra standardiserede metoder (Fig. 4) i et stort uigennemskueligt produktionsapparat, og afsenderidentiteten er derfor langt mere sløret. Det er ikke mindst tilfældet i USA, hvor det meste af branchen opererer på rent kommercielle vilkår. I modsætning til film, hvor instruktøren er i fokus, er det på tv oftest produceren, der anses for den mest magtfulde. Det er delvist historisk betinget og hænger sammen med, at producerfunktionen i 1950’erne blev etableret som mellemmand mellem annoncørerne, som betalte indholdet, og tv-stationerne, som var interesserede i at holde et vist kvalitetsmæssigt niveau. Den største autonomi i en tv-produktion er derfor at finde hos produceren, og derfor taler man mere om fremtrædende producere end instruktører. Det er derfor tit disse enkeltpersoner, der bliver brugt til at forklare specifikke programmers kvaliteter, og som får en form for autonom skaberstatus. Igen er der altså spor af kunstidealer, som har været fremherskende siden renæssancen, og selv om fuldstændig autonomi er en utopi, er det altså et motiv, der helt tydeligt går igen i denne fokuseren på enkeltpersoners funktion som den væsentligste kreative drivkraft. Ikke mindre vigtigt er det, at det kan bidrage med positive værdier i forhold til at differentiere sig fra den rene populærkultur, og derfor ser man også, at det bliver brugt mere og mere bevidst i løbet af de seneste 10-15 år. Fig. 4: Et typisk studie setup til en soap produktion som snarere giver associationer til industriel produktion end kunstnerisk kreativitet. HBO - ikke som de andre Når man taler om den amerikanske tv-series opblomstring, er det umuligt at komme udenom betalingskanalen HBO. Deres satsninger på at producere kvalitetsfiktion har om noget været med til at sætte udviklingen i gang, og andre har med god grund kigget til deres side for at forsøge at aflure skabelonen og komme med på bølgen. Centralt i HBO’s nye strategi, som de indførte med et øget fokus på original dramaproduktion omkring 1997, er sloganet ”It’s Not TV. It’s HBO” (Fig. 5). Sloganet illustrerer det motiv, der går igen i hele HBO’s branding og selvfremstilling; nemlig ideen om at være anderledes og uafhængig. Det gælder både de programmer, de producerer, men også hele måden kanalen fungerer på. HBO udnytter altså de grundlæggende fordele, der er i deres anderledes forretningsmodel, til at differentiere sig fra resten af feltet. Sloganet kan i den forbindelse ses som udtryk for en kritik af det kommercielle marked og af de vilkår, de opererer på. I sit grundlag er HBO altså ”not TV”, hvilket vil sige, at de har en større kreativ frihed, som de så kan bruge til at differentiere sig og skabe programmer, som seerne vil betale for på grund af deres høje kvalitet. Allerede her kan man altså spore en bevægelse væk fra kulturindustrielle motiver som standardisering og afhængighed af økonomiske interesser mod kunsten og idealer som frihed og autonomi. Denne frihed giver de så igen videre til skaberne af serierne og fortællingen om HBO’s succes, som de selv fremstiller den, kan altså opsummeres som Janet McCabe og Kim Akass gør i deres karakteristik af baggrunden for HBO’s særlige position: Latitude to tell stories differently, creative personnel given the autonomy to work with minimal interference and without having to compromise, has become the HBO trademark - how they endlessly speak about and sell themselves, how the media talks about them, and how their customers have come to understand what they are paying for. (McCabe & Akass 2008, s. 87) Fig. 5: Det nye slogan markerer starten på HBO’s omfattende differentieringsprojekt, Når HBO fra slutningen af 1990’erne begynder at spytte den ene banebrydende og succesfulde serie ud efter den anden (Fig. 6), er det altså i tråd med denne selvfremstilling noget, der kun er muligt, fordi de opererer på helt andre vilkår end konkurrenterne og dermed kan tillade sig at give en væsentlig frihed til deres producenter. Dermed indleder de det, der betegnes tv’s tredje guldalder, og giver for alvor konkurrenterne noget at tænke over. Iscenesættelsen af auteuren De succesfulde serieskabere bag HBO’s nye satsninger er i de fleste tilfælde forfattere med produceransvar og –privilegier, og man taler derfor om den magtfulde writer-producer. Man understreger altså tvmediets fokus på det skrevne ord som det væsentligste grundlag og producerens etablerede rolle som den med det overordnede ansvar og størst magt. Det er samtidig også dem, der oftest står bag ideen til serierne, hvorfor de også ofte er krediteret som creator. Med den magt til enkeltpersoner kommer de altså personligt til at stå som seriens afsender i modsætning til det ansigtsløse system, der ellers har kendetegnet måden at opfatte tv-produktion på i det kulturindustrielle paradigme. Auteurtankegangen kan dermed siges at have fundet vej til tv, og det forstår de i den grad at udnytte på HBO. Disse auteurkarakterer står derfor centralt i positioneringen væk fra det populærkulturelle og hen imod en mere kunstnerisk opfattelse af serierne. Det kan ses i den måde de iscenesættes på i opbygningen af et kunstnerisk ethos, og de værdier, der knyttes til dem, som altså smitter positivt af på både HBO og i det store billede også den generelle opfattelse af tv-serien. Når der sker denne bevægelse, og forskellige former for iscenesættelse finder sted, vil der ofte ikke være tale om, at producerne eksplicit gør krav på en auteurstatus eller omtaler deres serier i kunstneriske termer. Det sker tværtimod langt mere implicit, og det er netop en pointe, som medieforskeren John Thornton Caldwell (2008) er nået frem til i sit studie af amerikansk film- og tv-produktionskultur. Opgaven er derfor at lede efter kulturelle indikatorer og læse dem som skaberens måde at positionere sig på i forhold til idealer om kreativitet og kunstneriske værdier. Det vil ofte være i form af forskellige metaforer for kreativitet og paradigmer for opfattelsen af tv, som vil skinne igennem i iscenesættelser som for eksempel interviews, måden de indretter deres arbejdsplads på og diverse medieoptrædener. David Milch – kunstner som i romantikken Et rigtigt godt eksempel på en person, der i den grad indeholder alt det, der skal til for at blive den perfekte auteurkarakter, er forfatter og executive producer David Milch (Fig. 7). Han inkarnerer på mange måder det romantiske kunstnerideal, og historien om hans liv leverer stof til utallige tolkninger af hans produktion. Fig. 6: Billedserie: Nogle af de bedste og mest banebrydende serier fra HBO som har været med til at give dem deres status. Historien om Milch er nemlig i sig selv utroligt spændende, og det er desuden fortællingen om en outsider, der finder sin plads og et sted at udfolde sit kreative potentiale hos HBO. Hans liv er således levet både som superstuderende på et Ivy League College og som misbruger og fremstiller af stoffer, på flugt fra loven og med et mildest talt problematisk forhold til spil. Samtidig har han huseret på de kommercielle kanaler og mest prominent været en af drivkræfterne bag NYPD Blue (1993-2005), som i sin samtid og kontekst var ret så kontroversiel. Han har altså opbygget sig et navn og en status men har også måttet slås med de konventioner og regler, som præger det kommercielle marked. Det er derfor først hos HBO, at han med Deadwood (Fig. 8) for alvor får lov at leve sine visioner ud og kan få afløb for alle sine særheder. Milch Fig. 7: David Milch (tv). Manden bag bl.a. Deadwood som også har haft en afgørende finger med i spillet på NYPD Blue, illustrerer på den måde idealet om, at sand kunst ikke kan bindes af konventioner og kræver personlig frihed. Billedet af den romantiske kunstner træder særligt tydeligt frem i beskrivelser af Milch’s arbejdsmetoder, når han skriver. Det kan naturligvis (fristes man til at sige) ikke foregå ved et skrivebord foran en computer men kræver helt særlige foranstaltninger. Milch’s arbejde med at skrive Deadwood foregår således ved, at han sidder eller ligger på gulvet i et rum omgivet af mennesker og dikterer manuskriptet, som en medarbejder skriver ind på en stor computerskærm, der er synlig for alle i rummet (Fig. 9). Det opleves af The New Yorker-journalisten Mark Singer på følgende måde: Fig. 8: Hovedcastet i Deadwood. After witnessing this process on several occasions—the ambience in the room seems equal parts master class and séance—the comparison that strikes me as most apt is channeling (Singer 2005) Fig. 9: Milch i iscenesat skriveposition på gulvet, klar til at modtage den guddommelige ( ?) inspiration. Der er altså nærmest metafysiske kræfter på spil, når Milch skal skrive et manuskript, og konklusionen, at inspirationen stiger ned i ham fra de højere magter, er nærliggende. Outsider med udmærkelse Et andet gennemgående motiv i fremstillingen af Milch er modstanden mod konventioner og kampen for frihed. Det ses i hans biografi, som er præget af, at han har levet et liv på kanten af samfundets love og konventioner. Det samme var tilfældet, da han var med til at skabe NYPD Blue (Fig. 10), hvor han nægtede at lade sig binde af konventionerne og derfor var med til at skubbe grænserne for acceptabel sprogbrug på mastodonten ABC. Her tager han sig altså selv den frihed, der ofte anses som forudsætningen for god kunst, og positionerer sig dermed i opposition til den fremherskende standardisering og kontrol i tv-verdenen. Fig. 10: Blandt andet sproget kan ses som en indikator på at auteuren Milch har været en central karakter bag NYPD Blue. Al hans vildskab og kontroversialitet har imidlertid også en baggrund i nogle mere etablerede normer om kulturel dannethed. Milch har nemlig en baggrund fra Yale og en eksamen i engelsk med den højeste udmærkelse. Der er altså en ballast af kulturel kapital i hans habitus og noget højkultur, som kan smitte af på de serier, han producerer. Det er imidlertid ifølge Caldwell faktisk det modsatte, der oftest er på spil i disse situationer. So it is not that producers are sought after as “creators” because they have come from Harvard, Yale, Brandeis, Brown, or Johns Hopkins. It is, arguably, because they have publicly renounced such pedigrees, and the artistic pretension of those classed worlds, that marks them as valuable “creators” [...] In this way, creator brands frequently pose as institutional antibrands (Caldwell 2008, s. 206) En kulturelt dannet baggrund giver altså ikke i sig selv adgang til at kunne drysse kulturel kapital på jævne tv-produktioner. I stedet er idealet et oprør mod det etablerede, og Milch passer derfor med sin meget lidt akademisk støvede levevis perfekt i kategorien institutionelt antibrand. Det samlede billede af Milch er altså på trods af alle idiosynkrasierne og de eklektiske tendenser et, der låner fra flere forskellige favorable kunstneriske og kulturelle idealer og dermed er med til at flytte hans oeuvre fra det populærkulturelt industrielle og over i et mere kunstnerisk præget paradigme. Han fremstår således også klart som en auteur med sit eget liv og særheder som en vigtig bagage i det kreative arbejde. David Simon – journalist på udebane En anden creator og writer-producer, som står bag noget af det bedste tv, der er lavet de sidste 10 år, er David Simon (Fig. 11). The Wire taler for sig selv som eksempel på hans fortjenester og betydning for tv-serien. Han deler ikke Milch’s vildskab og oprørskhed, men opgøret med konventionerne og en vis outsiderstatus har de dog til fælles. Simon er således ikke uddannet inden for tv, men har en baggrund som journalist og forfatter, og det går igen som motiv i fremstillingen af hans persona og auteurstatus. Realisme, autenticitet og en nærmest dokumentarisk skildring af virkeligheden er derfor gennemgående motiver både i opfattelsen af hans værker, men lige så meget i hans måde at tale om dem på: I’m the kind of person who, when I’m writing, cares above all about whether the people I’m writing about will recognize themselves. I’m not thinking about the general reader. My greatest fear is that the people in the world I’m writing about Fig. 11: David Simon i vanlig afslappet stil. will read it and say, Nah, there’s nothing there. (David Simon, citeret i Talbot 2007) Som en god journalist er hans loyalitet altså først og fremmest rettet mod realismen og en troværdig fremstilling af de mennesker og miljøer han skildrer (Fig. 12). Han tager altså ikke hensyn til det brede publikum, og i det ligger der en kompromisløshed, der går imod tv’s primære eksistensgrundlag, som er at tiltrække så mange seere som muligt. Fig. 12: Selvom pressekortet tydeligvis har nogle år på bagen kunne noget tyde på, at David Simon alligevel har det med i lommen, selv når han laver fiktion. Adorno ville have været stolt Simons mål med at fortælle sine historier er altså andet og mere end at underholde. Med The Wire (Fig. 13) vil han derfor sige at ”our political and economic and social constructs are no longer viable, that our leadership has failed us relentlessly, and that no, we are not going to be all right” (David Simon, citeret i Talbot 2007). Ikke just opløftende, men det er netop hele pointen og i det ligger et opgør med kulturindustrien, som den blev opfattet af Adorno m.fl., der mente at populærkulturens største forbrydelse lå i at bekræfte massernes mentalitet og opfattelse af tingenes tilstand snarere end at udfordre dem. I lighed med den kritiske journalist kan Simon derfor være med til at sætte væsentlige problemstillinger på dagsordenen og samtidig gøre oprør mod kulturindustrien. Fig. 13: På overfladen kan The Wire ligne en almindelig politiserie, men David Simon har en dybere dagsorden. Når han er så optaget af realismen, er det netop fordi mange andre ikke er det. Han har dermed et klart ikonoklastisk projekt, der skal gøre op mod konkurrenterne og deres forsimplede og fordrejede fremstilling af emner som narkokriminalitet og politiarbejde. Projektet er dermed ikke kun samfundskritisk, men også kritisk over for kulturindustrien og de forførende midler, der anvendes i jagten på seere. Simon tager altså i høj grad HBO’s slogan på sig og forsøger at lave tv, der går imod de gængse opfattelser af, hvad tv må og skal. Det kan han, fordi han på HBO får den frihed, han har brug for til at føre sit personlige projekt ud i livet. Hans mission bunder således også i personlige erfaringer som reporter i Baltimores underverden og de uretfærdigheder, han har været vidne til her (Fig. 14). Simons eget liv og professionelle baggrund bliver dermed det prisme, som hans produktion ses igennem, og han indtræder derfor klart i rollen som auteur. Fig. 14: David Simon ligner ikke en der passer ind, men han føler sig hjemme i de mere suspekte afkroge af Baltimore. Her er det dog skuespillere fra The Wire han er i selskab med. Gamle idealer på nye flasker Fremtrædende creators bag serier er ikke et nyt fænomen i amerikansk tv. Det er til gengæld blevet klart mere fremtrædende i løbet af de sidste 10-15 år - særligt på HBO, der står som den absolutte frontløber på fiktionsområdet. De har samtidig kørt et markant differentieringsprojekt med det formål at højne deres egen status. Til det formål er auteurbegrebet med sine associationer til artfilm og kunstidealer særdeles godt egnet. Samtidig er det en måde at iscenesætte karakterer på, som trækker på mere eller mindre eksplicitte kunstneriske idealer i et spektrum fra renæssancen til Frankfurterskolens kritiske teori som fremført af blandt andre Adorno (Fig. 15). Derudover er det udtryk for en tankegang, der ligger tilpas langt fra det mindre favorable populærkulturelle paradigme. Det er altså et eksempel på et relativt ungt medie, der gør krav på legitimitet ved at trække på kulturelt arvegods, der rækker langt tilbage i historien. Det falder sammen med, at der netop nu produceres især lange serier af høj kvalitet og kampen kan derfor siges at udkæmpes på to fronter: på indholdssiden, hvor der ikke er nogen tvivl om, at tv-serien har taget kvantespring de sidste 10-15 år, og så i en offentlige diskurs, der giver berettiget anerkendelse til skaberne, men som også i høj grad handler om positionering og markedsføringsstrategier. Simon og Milch er to ret forskellige eksempler på nutidige tv-auteurs, som står bag nogle af de allerbedste serier, der er lavet. Af andre eksempler indenfor dramagenren kunne nævnes: David Chase, Alan Ball, Aaron Sorkin, Tom Fontana, Steven Bochco m.fl. Fig. 15: Theodor W. Adorno (1903- 69) var mildest talt ikke positivt stemt overfor tv generelt set, men måske ville eksempelvis The Wire kunne have mildnet ham lidt . Fakta Udskriv denne artikel Gem/åben denne artikel som PDF Litteratur Caldwell, John Thornton 2008: Production Culture. Industrial Reflexivity and Critical Practice in Film and Television. Durham and London: Duke University Press McCabe, Janet & Akass, Kim, 2008: It’s not TV, it’s HBO’s original programming. Producing quality TV, in: Leverette, Mark et al. (eds.) It’s not TV. Watching HBO in the Post- television Era. New York: Routledge Gem/åben hele nummeret som PDF Singer, Mark, 2005: The Misfit, in: The New Yorker, February 14, 2005. Talbot, Margaret, 2007: Stealing Life. The crusader behind The Wire in: The New Yorker, October 22, 2007. 16:9 - februar 2011 - 9. årgang - nummer 40 Udgives med støtte fra Det Danske Filminstitut samt Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter. ISSN: 1603- 5194. Copyright © 2002- 11. Alle rettigheder reserveret. 6 Forside Indhold Arkiv Abonnement Profil Links Kontakt English En scenes anatomi: Forbrydelse og straf søg Af JAN OXHOLM Den uforglemmelige dødsscene fra anden sæson af AMC’s nyskabende tv-serie, Breaking Bad, rummer en filmisk enkelthed og et psykologisk drama, der ligner de moralske dilemmaer fra Dostoévskijs største romaner. Fig. 1. I titlen til AMC’s originale tv- serie Breaking Bad (2008- ) siver der en giftig røg ud af det periodiske system. Den kemisk grønne farve med de gullige toner går igen i mange af seriens tragiske scener. Han er som taget ud af en russisk roman. Walter White. Den kræftramte kemilærer fra Breaking Bad, der både formår at spille rollen som følsom familiefar og nådesløs narkohandler. Da han får konstateret lungekræft, begynder han at producere det populære stof methamfetamin i en autocamper langt ude i ørkenen. Lyder det som et plot skrevet af Fëdor Dostoévskij, den russiske forfatter, der er kendt og berygtet for sine lange murstensromaner? Nej, men det nuancerede portræt af seriens altoverskyggende hovedperson, Walter White, ligner de psykologiske konflikter og dilemmaer, som karaktererne fra Dostoévskijs romaner slås med i det 19. århundredes Rusland. I AMC’s nyskabende dramaserie Breaking Bad (2008-) befinder vi os i New Mexico. Nærmere betegnet byen Albuquerque, hvor den kedelige gymnasielærer, Walter White (Bryan Granston), lever et helt almindeligt familieliv. Som tryghedsnarkoman går han rundt i hverdagens trummerum og ligner én stor undskyldning. Indtil den dag han får diagnosen kræft, og kun har få år tilbage at leve i. Så træder den 50-årige lærer for alvor i karakter som nådesløs narkoproducent i tæt samarbejde med den tidligere skoleelev, Jesse Pinkman (Aaron Paul). Hvorfor? For pengenes skyld. Som den hemmelige producent af det blå krystalstof methamfetamin får Walter mytologisk status i New Mexicos mørke underverden, hvor man nemt kan komme til at træde ved siden af, og ikke altid respekterer forskellen mellem godt og ondt. Men Walters ædle mål er hele tiden at sikre sin familie en økonomisk stabil fremtid. Også selvom det skaber en masse problemer. Han holder sit farlige fritidsjob hemmeligt for konen Skyler White (Anna Gunn), der med tiden gennemskuer hans løgne. Moderne murstensromaner Søren Frellesen, der er redaktør på TV2 Fiktion, foretrækker at se tvserier, fordi man i en tv-serie, i modsætning til en spillefilm, ”kan udbygge karaktererne mere og tage nogle større chancer” (Citeret i: Thorsen, 2011: 6). Og ifølge litterær agent Lars Ringhof ”ligner de smalle, amerikanske tv-serier murstensromaner”: Det er litteratur på film. Syv minutter inde i en biograffilm skal man forstå, hvad det hele handler om. Og efter 90 minutter er det hele overstået. Men ”Six Feet Under”, som jeg ser lige nu, er 63 afsnit af 50 minutters varighed. Det er ligesom Tolstojs ”Krig og Fred”, hvor du kører karaktererne og hele setuppet enormt langt. Og de er pissedygtige til det. (Citeret i: Thorsen, 2011: 6) AMC’s Breaking Bad, der er skabt af Vince Gilligan, startede i januar 2008, og indtil videre er der lavet 3 sæsoner med 33 afsnit i alt. 4. sæson får premiere i USA i sommeren 2011. Så der er med andre ord tid til at ”køre karaktererne enormt langt” og komme i dybden med det psykologiske portræt af Walter White. Som kemilærer underviser Walter i det periodiske system. Men det er den dårlige kemi mellem Fig. 2. Lige inden den tragiske dødsscene, hvor Jane kvæles i sit eget opkast, sidder Walter og hyggesnakker med Janes far. Intetanende om hvem han er, og hvad der snart kommer til at ske. Walter og seriens mange karakterer, som skaber det helt store drama. Walter er nødt til at spille forskellige roller for at opfylde sit endelige mål. Så hans karakter bliver i løbet af serien mere og mere atomiseret. Inden for samme dag skal han både lave morgenmad til sin handicappede søn (RJ Mitte) og kæmpe med de lokale gangstere om det attraktive narkomarked. Søgt eller ej, så lyder titlerne på nogle af Fëdor Dostoévskijs største romaner faktisk som miljø- og karakterskildringen i Breaking Bad: Lige fra Dobbeltgængeren (1846) og Optegnelser fra et kælderdyb (1864) til milepælen Forbrydelse og straf (1866): Dostoévskij ville igennem den udstødte og den kriminelle, antihelten og superhelten, vise sin egen tids modsigelser og yderligheder. Dem skulle den efterfølgende tid komme til at genkende – atter og atter – i deres konflikter, dilemmaer og irritable raserianfald og gøre til en grundlæggende del af det moderne i litteraturen. (Bradbury, 1993: 43) Walter opfører sig som en hardcore superhelt over for den frygtindgydende narkogangster Tuco. Men han er samtidig den udstødte antihelt, en plaget sjæl, der bag solbrillerne og den hårde facade tvivler på sig selv og har svært ved at håndtere den kriminelle livsførelse med al dens ”modsigelser og yderligheder”. Af og til lyder Walter som kældermennesket i Optegnelser fra et kælderdyb: ”Jeg er et sygt menneske…Jeg er et slet menneske. Et frastødende menneske. Jeg tror jeg er leversyg”. (Bradbury, 1993: 39). Som i Dostoévskijs roman er kælderen i Breaking Bad et metaforisk rum. Det er i kælderen under Jesses hus, at Walter dræber et andet menneske for første gang. Og det er i kælderen hjemme hos ham selv, at han finder råd i gulvbrædderne, så han er nødt til at brække det hele op. Akkurat som hans egen persona. Fig. 3- 5. Den bekymrede faderfigur, Walter White, vender tilbage til Jesse. Men han spiller mange forskellige roller. Som en dobbeltgænger venter han uden for to identiske døre. Derefter sniger han sig ind ad den ødelagte bagindgang som en tyv i natten. Vi suges altså ind i hovedet på en mand, der hele tiden er fanget i et kompliceret grænseland. Det er især i den fatale dødsscene fra slutningen af afsnit 12 (”Phoenix”) fra anden sæson, at vi kommer helt ind under huden på Walter og hans atomiserede sind. Mens vi venter på tragedien I afsnit 12 har Walter lagt Jesse på is. Jesse er blevet afhængig af stoffer og har indledt et forhold til den tidligere narkoman, Jane (Krysten Ritter). I en telefonsamtale har Jane prøvet at afpresse Walter, som hun mener skal hoste op med de mange penge, partneren Jesse har ret til. Walter giver sig til sidst og afleverer en taske med penge til de to narkovrag. Problemet for Walter er, at Jane stadigvæk kan røbe hans identitet. Og han stoler ikke på hende. Lige inden dødsscenen, hvor Jane kvæles i sit eget opkast, ser vi Walter sidde på en bar. Det er ikke tilfældigt. Vince Gilligan har placeret Janes bekymrede far lige ved siden af Walter. Og det er et genialt træk. For de to fædre snakker om livet som forældre, om børnenes fremtid og om glæden ved at få en lille ny. Walter er på det her tidspunkt lige blevet far til datteren Holly. Scenen på baren er en dramaturgisk opvarmning til den tragedie, der venter hjemme hos Jesse. Fordelingen af viden er interessant, da det kun er Vince Gilligan og os tv-seere, der ved, at den sympatiske mand i baren er Janes stærkt bekymrede far, der hele tiden frygter, at hans elskede datter ryger tilbage i sit misbrug. Fig. 6- 8. Jane og Jesse i den giftgrønne dødsseng. Jesses arm rækker ud efter den spæde flamme i det røde stearinlys. Men herefter lades alt håb ude. Walter kender ham ikke, og det skaber en interaktion mellem karaktererne, der minder om de skæbnesvangre krydsfelter fra multiplotgenren, hvor forskellige personer flettes sammen på kryds og tværs. Mødet mellem Walter og Janes far gør, at det moralske dilemma i dødsscenen bliver endnu mere grumt at se på. Især for tv-seeren, der ved mere end seriens hovedperson. Som den bekymrede faderfigur vender Walter tilbage til Jesses hjem for lige at se, hvordan hans unge partner har det. Vi ser Walter i bilen, i en splittet belysning, hvor halvdelen af hans ansigt er badet i mørke. Desuden er der et skær af den giftige grønne farve, der også bruges i seriens titelsekvens. Det er det atomiserede sind hos kældermennesket vi ser i disse lowkey-indstillinger, der er et varsel om, hvad der skal til at ske. Dostoévskijs dobbeltgænger-motiv ses helt konkret i den kameraindstilling, hvor Walter står foran Jesses dør. Det er flot komponeret, et symmetrisk spejlbillede, der meget enkelt viser splittelsen, dobbeltheden og de mange symbolske døre, som Walter er nødt til at åbne i Breaking Bad. Nogle gange er han presset til at vælge den forkerte dør. Og ja, hvis man tager sine Holger Fortolkerbriller på, så er Walter Whites initialer netop to gange ”dobbelt-v”. Men hverken Jesse eller Jane åbner døren for ham. Så han sniger sig ind ad bagindgangen, dette udstødte og kriminelle kældermenneske, der finder en åbning i den ødelagte dør. Fig. 9- 11. Fra et symbolsk fugleperspektiv ser vi med kølig distance ned på Jane, der er ved at brække sig selv ihjel. Walter får et chok og virker handlingslammet af at være fanget i et moralsk dilemma. Moralske dilemmaer Walter kastes nu ud i et moralsk dilemma. Jane ligger i sengen sammen med Jesse. Den grønne farve med de sygeligt gule toner går igen som et giftigt stof, der indhyller Jesse og Jane i dobbeltsengen, hvor de sover narkorusen ud. Stearinlyset brænder med en svag flamme, men det er kun Jesses arm, der ”rækker ud”. Walter sætter sig på sengen og kigger på den narkosprøjte, som de har brugt. Da han prøver at vække Jesse, kommer Jane ved et tilfælde ud af sin vante position i sengen. Hun ligger ikke længere i ske med Jesse, men direkte på ryggen. Og så sker det. Hun begynder at brække sig, og er ved at kvæles i sit eget opkast. Vi ser dette fra et fugleperspektiv, som om Guds øjne fra det høje kigger fordømmende ned i det klaustrofobiske rum, hvor Janes liv lige så langsomt er ved at ebbe ud. I de følgende kameraindstillinger ser det ud som om Walter vil hjælpe Jane. Det eneste han skal gøre er at vende hende om på siden. Hans hånd rækker ud mod hende, men han rører aldrig hendes krop. Vi ser Walters udstrakte hånd i to forskellige indstillinger, og det er især indstillingen med de kælkede linjer og det trykkende loft, som skaber en ulmende uro og atmosfære. Walter er i fokus i baggrunden, hvorimod Jane, der kæmper for sit liv, er ude af fokus i billedets forgrund. Det fortæller os, at han stadig kan gøre noget aktivt for at redde hende. Det moralske dilemma er alvorligt: Han kan redde Jane, men derved er der en mulig modstander, der står i vejen for hans endelige mission om at skaffe sin familie økonomisk frihed. Han kan også lade hende dø i sit eget opkast, og derved begå en alvorlig forbrydelse, som vil gøre ham til et overmenneske, en slags selvbestaltet Gud, der træder ud over reglen om godt og ondt. Fig. 12- 14. Walter tøver, selvom hans fremstrakte hånd nærmer sig Janes krop. Lige i dette øjeblik befinder Walter sig i grænselandet mellem godt og ondt. Og han vælger det bedste for sig selv og sin familie. Se døden i øjnene Så hvilken vej vælger han? I de døende sekunder er det Walters øjne, der giver os svaret. Set fra et skræmmende frøperspektiv kigger han ned på Jane, og tager sin endelige beslutning. Den moralsk forkerte beslutning. Hun er en sten i skoen, som skal fjernes, så han kan komme videre på sin rejse. Næste indstilling er identisk med det tidligere billede med kælkede linjer og det symbolske magtforhold mellem forgrund og baggrund. Men nu er Walter ikke længere i fokus. Han har taget sin beslutning, sit endelige valg om at ”breake bad”. Der er ikke mere at komme efter. Ifølge skuespilleren Bryan Cranston betyder udtrykket ”breaking bad”, at man har valgt den forkerte vej, og har taget den forkerte beslutning. Man kan roligt sige, at dødsscenen lever op til seriens gådefulde titel. Dermed ikke sagt, at Walter er en kold og afstumpet person. For i de næste indstillinger kan man se, at følelserne overvælder ham. Walters beskyttende faderinstinkt er stadig intakt. Men i dette uløselige dilemma, denne bevægende Catch-22, kan han kun vælge imellem pest og kolera. Selvom hans handling er utilgivelig, kan vi stadigvæk identificere os med Walter. Han er et menneske, som træder ved siden af, men grundlæggende har han de bedste intentioner. I hvert fald for sin egen lille familie. Men hans handlinger er moralsk forkastelige, da han med sit magiske stof methamfetamin er med til at gøre unge mennesker afhængige, og dermed lægger han indirekte endnu flere narkomaner i graven. Ligesom Jane. Det er budskabet i denne gribende dødsscene, som i de døende sekunder er held i uheld for Walter, men som vil forfølge og straffe ham for resten af livet. Ligesom den plagede sjæl Raskolnikov i Dostoévskijs Forbrydelse og straf. Scenen slutter med en kameraindstilling, hvor Walter næsten fryser til is. Med et dødt blik vender han det hvide ud af øjnene. Han kigger op i loftet, som om han søger efter et svar eller en reaktion fra en højere instans. Men svaret kommer ikke. Der klippes bare til en sort skærm. Fig. 15- 17. I Walters øjne kan man læse, at Jane skal dø. Walter er nu sløret i billedets baggrund sammenlignet med den tidligere indstilling, hvor han stod skarpt i billedet. Med dette skift i fokus træffer Walter sit fatale valg, og Jane dør. Og dermed er Walter, i stil med Dostoévskijs karakterer, helt alene i sin kamp mod de indre dæmoner. Vandrer ind i det 21. århundrede Til sidst toner Vince Gilligans navn op på den sorte baggrund. Så enkelt og dybsindigt kan det gøres. Helt uden brug af virtuose kamerabevægelser og effektjagende montage. Breaking Bad er egentlig gennemsyret af kulsort humor, men den udebliver i dødsscenen. Karakteren Lester (Alan Alda) fra Woody Allens filosofiske komedie, Små og store synder (1989), har lavet sin helt egen definition på humor: ”If it bends, it is funny. If it breaks, it is not funny”. Og ja, Jane brækker sig ihjel, og Walter lider endnu et psykisk knæk på sin rejse mod krukken af guld for enden af regnbuen. Så vi griner ikke, men græder sammen med Walter på en dag, hvor en lille ny er kommet til verden. Fig. 18- 20. Walter græder over tabet af liv, han prøver at holde tårerne tilbage og kigger op mod en Gud i det høje. Der er ingen reaktion, og i den næste indstilling går skærmen i sort. Man kan selvfølgelig se uforglemmelige scener fra andre værker, der berører det betændte narkospørgsmål. F.eks. i skelsættende spillefilm som Trainspotting (Danny Boyle, 1996) og Requiem for a Dream (Darren Aronofsky, 2000). Men pointen er, at tv-serier som Breaking Bad giver publikum mere tid til at fordybe sig i karakterens udvikling. Det er svært at opnå den samme dramatik og effekt, hvis den omtalte dødsscene var afslutningen på en 90 minutter lang spillefilm. Vi kommer over flere sæsoner helt ind under huden på Walter White, som trods efternavnet ikke længere er uplettet som nyfalden sne. Walter Whites karakter er i familie med Dostoévskijs udstødte kældermennesker fra det 19. århundredes Rusland. Mærket for livet, og fanget i et grænseland mellem godt og ondt. Men disse moralske dilemmaer er tidløse. Så Walter Whites komplekse figur vandrer ubesværet ind i det 21. århundredes USA, som i disse år formår at lave kunstneriske og underholdende dramaserier, der er ren methamfetamin for tv-narkomaner over hele verden. Fakta Udskriv denne artikel Gem/åben denne artikel som PDF Bradbury, Malcolm. Da litteraturen blev moderne . København: Gyldendal, 1993. Thorsen, Lotte. ”Hvis Shakespeare havde levet i dag…” Politiken. Kultur, side 6. Lørdag 8. januar 2011. Wikipedias artikel om Breaking Bad Gem/åben hele nummeret som PDF 16:9 - februar 2011 - 9. årgang - nummer 40 Udgives med støtte fra Det Danske Filminstitut samt Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter. ISSN: 1603- 5194. Copyright © 2002- 11. Alle rettigheder reserveret. 7 Forside Indhold Arkiv Abonnement Profil Links Kontakt English Ind til benet? søg Af SØREN RØRDAM BASTHOLM I den på en gang morsomme og nervepirrende Dexter (2006-) har Showtime en serie, der kan konkurrere med HBOs og AMCs successerier. En ny antologi – Dexter: Investigating Cutting Edge Television – dissekerer serien. De nye amerikanske tv-føljetoners høje kunstneriske ambitionsniveau og mod, deres episke vingefang samt den opmærksomhed, de får i andre medier har naturligt nok affødt et øget akademisk fokus på disse serier. Blandt de mange nye bogudgivelser er Dexter – Investigating Cutting Edge Television redigeret af Douglas L. Howard (I.B. Tauris 2010) (Fig. 1). Dexter, der er blandt Showtimes mest populære serier nævnes sjældent med samme veneration som HBOs The Sopranos eller AMCs Mad Men i danske medier, og er vel også en lettere, mere uhøjtidelig og mere plot-dreven serie end førnævnte. Samtidig er den dog en stilistisk spændende genrehybrid, der med et djævelsk glimt i øjet fornyer såvel kriminalserien som seriemorderfiguren med sin fortælling om Dexter Morgan, der lever en dobbelttilværelse, hvor han om dagen er en hyggelig og donutuddelende blodstænksekspert hos Miami Metro Police Department, mens han om natten viser sit sande jeg som seriemorder, der dog kun dræber andre mordere. Antologiens 16 artikler, der ligger i omfanget 10-20 sider er organiseret i fem afsnit ”First Blood: The Interviews”, ”Blood Slides: The Structure of the Series”, “Dexter on the Couch: Family, Friends and Frankenstein”, “A View to a Kill: Politics, Ethics, and Dexter” og endelig “Dexterity: Dexter and Genre”. Desuden indeholder antologien en (måske lidt overflødig) oversigt over de første tre sæsoners afsnit og en kort introduktion til de første fire af Jeff Lindsays Dexterromaner. Antologiens svageste del Interview-delen består af to interview som bogens redaktør Douglas Howard har lavet med henholdsvis Jeff Lindsay og James Manos Jr. Sidstnævnte skrev første afsnit, udstak første sæsons plotmæssige udvikling og castede skuespillerne. Umiddelbart lyder det jo lovende. Det mest bemærkelsesværdige ved det første interview er imidlertid, hvor påfaldende ureflekteret Lindsay fremstår. Ganske symptomatisk strækker hans svar sig sjældent over mere end et par linjer, og man undrer sig over, at interviewet har fundet vej til antologien. Man bliver i hvert fald ikke klogere på Dexter eller udviklingen fra romaner til tvføljeton (fig. 2). James Manos Jr. (fig. 3) har mere på hjerte og interviewet med ham giver et fint indblik i hans overvejelser i forhold til serien. Interviewet når også omkring The Sopranos og The Shield, som Manos også har været involveret i som henholdsvis manuskriptforfatter (Sæson 1’s Emmy-vindende afsnit 5 ”College”) og ”consulting producer”. Manos er langt mere villig end Lindsay til at snakke om emner som antihelte, familiens betydning i amerikansk tv-fiktion og inspirationskilder, hvor han forklarer, at film som Se7en og American Psycho ikke var vigtige for ham i udviklingen af Dexter, fordi han netop så sin hovedkarakter først og fremmest som et menneske. Mere vigtigt end hans seriemorderkarriere er således den barnlige uskyld, der præger ham og hans måde at betragte omverdenen på. Imidlertid forlod Manos serien efter pilotafsnittets færdiggørelse på Fig. 2: Jeff Lindsay. grund af uoverensstemmelser med producerne, og det bliver selvfølgelig en begrænsning for interviewet, samtidig med at det indirekte rejser det ikke uvæsentlige spørgsmål, nemlig: hvem er seriens auteur? Vel næppe Manos selvom han som hovedmand bag afsnit 1 udstak en del af retningslinjerne for seriens udtryk. Ifølge Manos selv adskiller plotudviklingen i Sæson 1 sig på særdeles væsentlige punkter fra hans skitse, og som han selv anfører, ville serien have været en anden, hvis han havde fået sin vilje. Når nu bogen rummer en interviewsektion, ville det være både interessant og oplagt med et interview med eksempelvis Dexter-showrunner Clyde Philips, som i modsætning til Lindsay og Manos har været en del af beslutningsprocesserne i forhold til seriens udvikling i de tre sæsoner, som bogen behandler (fig. 4). Selv om interviewet med Manos ikke er uinteressant læsning, fremstår interviewdelen som bogens svageste, og man sidder tilbage med tanken: er interviewene primært kommet med i bogen ud fra en formodning om, at et par interviews måske kan lokke et par ekstra købere til? Fig. 3: James Manos Jr. Spændende detailanalyser Så er der mere at komme efter i et par af kapitlerne i antologiens anden del. Mange af de nyere 'quality television' serier har meget mindeværdige titelsekvenser – eksempelvis The Sopranos, Mad Men og True Blood. Også Dexters åbningssekvens er stilistisk spændende og tematisk prægnant, og denne kommer under kærlig behandling i Angelina I. Karpovichs artikel. Karpovich indleder med en glimrende introduktion til fænomenet titelsekvenser, både historisk (hvor Hitchcocks titelsekvensdesigner Saul Bass gøres til den altafgørende figur) og i forhold til deres funktion. Om sidstnævnte fastslår hun blandt andet, at titelsekvenser ”[c]onceptually […] are the most complex moments in films and television programs” (s. 29), og at de er ”a liminal moment” – en synlig markering af overgangen mellem den virkelige verden og fiktionens verden. Derefter rettes blikket mod Dexters titelsekvens, i hvilken tilskueren præsenteres for Dexters morgenritualer, der ikke adskiller sig så meget fra mange af seernes, men her får barbering, morgenmad, tandtråd og påklædning nogle særdeles dystre og makabre under- og overtoner (fig. 5). I sin spændende læsning påviser Karpovich fire tilbagevendende motiver: blod, kvælning (figur 6), skrøbelighed og anstrengelse og får på overbevisende vis koblet disse til serien som helhed og perspektiveret til andre seriemorderværker. Det kan imidlertid undre, at Karpovich ikke nævner de gentagne jumpcuts i sekvensen – heller ikke i sine kortfattede opsummeringer af sekvensens stilistiske virkemidler (Figur 7-8). Imidlertid rokker denne pudsige udeladelse ikke ved validiteten af hendes analyse. Faktisk kunne de fint inkorporeres i hendes læsning af titelsekvensen, idet de jo også bidrager til den ”defamiliarization” og ”sinister undercurrent, som hun tilskriver ”the use of extreme close-ups, unusual framings and rapid editing” (s. 34). I artiklen ”Hollow Designs” fokuserer Steven Peacock på overfladesymboler i åbningsscenerne i 1.1 og 3.1. Indledningsvist inddrager Peacock Taxi Driver og ikke mindst Kolkers læsning af denne, hvor det er en væsentlig pointe, at fremstillingen af New York er farvet af at være set gennem Travis’ øjne, og at 'setting' og hovedkarakteren derfor gensidigt afspejler hinanden i Taxi Driver. Ifølge Peacock trækker Dexter på denne arv ”to equally expressive effect” (s. 51) Han påviser derefter de allestedsnærværende overflader i 1.1 (masker, vinduer, gennemsigtigt plastic, tableauer), der afspejler karakteren Dexters egen hulhed og den pæne facade, han gemmer sig bag i dagtimerne (figur 9). I 3. sæsons første afsnit gentages mange af pilotafsnittets overfladesymboler på en iøjnefaldende facon, men med små signifikante modifikationer, hvorefter de gradvist afløses af elementer, der signalerer dybde, nærhed og det tab af kontrol, som det uvægerligt medfører at stifte familie (hvilket bliver en af udfordringerne for Dexter i Sæson 3): ”Surface aspects of mise en scène begin to take on the problematic deepness of settling in” (s. 57). Peacocks artikel demonstrerer dermed, hvordan den prægnante stil i Dexter er mere end bare quality-tv-markerende staffage, idet den Fig. 4: Seriens egentlige auteur? Clyde Philips, der overtog det overordnede kunstneriske ansvar efter Manos Jr..som showrunner i de første 3 sæsoner. Fig. 5: Resterne af en presset blodappelsin får i titelsekvensen et makabert skær og kombinerer to af Karpovichs motiver: blod og skrøbelighed. Fig. 6: Et af flere kvælningsmotiver i titelsekvensen. tydeligvis er tematisk motiveret – og hvad der er mindst lige så vigtigt – udvikles i takt med Dexters personlige udvikling i stedet for blot at blive gentaget bevidstløst. På briksen Fig. 7- 8: Et eksempel på sekvensens gentagne brug af jump cuts. Titlen taget i betragtning er det ikke overraskende, at det er Freud, der er det teoretiske udgangspunkt for to af artiklerne i 3. del ”Dexter on the Couch: Family Friends and Frankenstein”, hvor opmærksomheden rettes mod Dexter Morgans mentale tilstand og hans familierelationer. Douglas L. Howards eget bidrag til antologien er en freudiansk analyse af Dexters forhold til plejefaderen og lærermesteren Harry og udviklingen i den ødipale konflikt mellem de to. Tvivlsomme faderfigurer er der mange af i nyere amerikansk tv-fiktion (The Sopranos, Carnivale, Mad Men, etc.), men Howard inddrager kun i begrænset omfang disse – i stedet sammenligner han forholdet Dexter og Harrys til Frankenstein og dennes skabning. Der er også mange paralleller mellem Dexter og Shelleys roman, og Dexter dyrker helt bevidst slægtskabet – eksempelvis er titlen på 2. Sæsons første afsnit ”It’s Alive!”. Fig. 9: Den pædofile morder får sin bekomst i afsnit 1.1’s åbningsscene. Det grusomme tableau rummer flere overfladesymboler – bl.a. Dexters maske og den gennemsigtige plastic, som hans offer er bundet fast med og som dækker vægge og loft. En væsentlig indvending mod Howards artikel er dog, at den stort set kun forholder sig til handlingsplanet og særligt dialogen og Dexters voice over. Analysen forsømmer at medtænke den visuelle fremstilling af forholdet mellem Dexter og Harry. Allerede i 1. sæson modsiges Dexters positive billede af stedfaderen af den visuelle fremstilling af Harry (figur 10-11). Den samme ignorering af stilistiske aspekters betydning finder man i Beth Johnsons artikel, der i behandlingen af emnerne moderbinding, seksuelt begær og subliminering så at sige dækker den anden del af Dexters forældrepar. Følgende citat er symptomatisk:”…. These are important questions – ones that Dexter refuses to answer through speech. Psychoanalytic theory can be utilized here to reveal what words – or the absence of words – cannot” (s. 84-85). Min anke her går ikke så meget på inddragelsen af psykoanalytisk teori (der i begge artikler giver anledning til interessante tolkninger) som på den måde psykoanalytisk teori overflødiggør æstetisk analyse. Beth Johnson begrunder indledningsvist den psykoanalytiske tilgangs relevans med, at serien åbenlyst spiller på psykoanalysen: ”The psychoanalytic approach explored in this chapter is thus grounded in the fact that Dexter itself engages with psychoanalysis and theoretical assertions concerning desire, death and drives. Most significntly, Dexter recognizes the framework of psychoanalysis while visiting an analyst in the episode entitled ”Shrink Wrap” (1.8).” (s. 78- 9) Fig. 10: Allerede i seriens første afsnit mere end antyder den visuelle fremstilling af Harry Morgan, at han ikke kan leve op til den voksne Dexters idealiserede billede af ham. Fig 11: Det blik, som Harry midt i samtalen med sin plejesøn pludselig sender seeren, signalerer, at der er ting der holdes skjult for Dexter. Imidlertid forholder Johnson sig ikke efterfølgende til seriens åbenlyse selvbevidsthed i legen med psykoanalytiske elementer på trods af den indledningsvise påpegning af dette. Det kunne ellers være en overvejelse værd (Fig. 12). Moralsk gråzone? Afsnittet ”Politics, Ethics and Dexter” rummer nogle af de mest interessante bidrag, men efter min mening også den svageste af artiklerne nemlig ”The Ethics of a Serial Killer: Dexter’s Moral Character and the Justification of Murder” af Simon Riches and Craig French. Ideen med at lade at par filosofifolk lave en moralfilosofisk læsning af serien lyder måske umiddelbart interessant, men inddragelsen af begreber som konsekvensetik bringer meget lidt nyt til tilskuerens umiddelbare forståelse af Dexters ”code”. Ydermere virker det ikke som om de to forfatteres kendskab til serien er særlig omfattende. Flere gange sidder man tilbage med en fornemmelse af, at man ret let kunne give bedre og mere entydige eksempler på de pointer, de ønsker at illustrere. Der er langt mere at komme efter i David Schmids bidrag. Det centrale spørgsmål for Schmid, der i 2005 udgav Natural Born Celebrities – Serial Killers in American Culture og dermed må siges at være på hjemmebane her, er, hvordan det lykkes Dexter at sikre seersympati og –identifikation med seriens hovedperson. Ifølge Schmid ligger svaret i seriens brug af en række ”disavowal strategies” der er et begreb, som Schmid har lånt fra Thomas Leitch. Ifølge Leitch anvendes sådanne ansvarsfraskrivninger i stadig stigende grad i amerikansk film med det formål at opløse og gøre volden acceptabel for publikum (Fig. 13). Fig. 12: I afsnittet ”Shrink Wrap” går Dexter i terapi fordi han mistænker terapeuten Dr. Emmet Meridian for at have presset en række kvinder til selvmord. På trods af at Dexter selv føler han har gavn af sin terapi, dræber han Meridian, da han har fået fastslået hans skyld. Er drabet på terapeuten også en slet skjult advarsel fra serien om ikke at påtvinge den psykoanalytiske tolkninger? Fig. 13: Dexter – en sympatisk seriemorder og vores identifikatoriske holdepunkt i serien. Dexter indeholder en række elementer, der reelt neutraliserer det moralske dilemma og letter identifikationen med seriens hovedperson. Blandt andet påpeger Schmid, hvordan serien trækker på en lang tradition for selvtægtsfortællinger i amerikansk populærkultur (f.eks. Death Wish filmene), i og med at Dexter kun dræber andre mordere – mordere som af en eller anden grund slipper igennem det officielle system. Det er en central pointe, når Schmid om tv-serien Dexters moralske gråzone fastlår, at den Fig. 14: Cody og Astor er eksempler på utvetydigt uskyldige ofre. Det samme gælder i øvrigt deres mor Rita (Dexters kæreste), hvis heroinmisbrugende eksmand mishandlede og voldtog hende. ”only extends so far.. Although it is obviously extremely difficult to say definitively whether Dexter is good or evil, a difficulty that is crucial to the success of the show it is also obvious that the ambiguity of Dexter is purchased at the price of a complete lack of ambiguity regarding the victims. Victims are either guilty (and are subsequently killed by Dexter) or innocent […] there is no gray area between (s. 138- 39). Ifølge Schmid er dette i øvrigt et punkt, hvor serien adskiller sig fra Lindsays romaner, hvor eksempelvis Ritas børn langt fra er så uskyldige, som de fremstår i serien (figur 14). Andre tilføjelser i forhold til Lindsays romaner inkluderer to ”progressive” mord, som Dexter begår: mordet på Meridian, der dræber stærke karrierekvinder bliver ”a proto-feminist gesture” (s. 137), og med mordene på parret, der udnytter, afpresser og drukner cubanske bådflygtninge, bliver Dexter en ”defender of immigrant rights” (ibid). Her kunne man tilføje, at sidstnævnte drab ikke kun tjener som disavowal strategy i forhold til seriemorderaspektet men også til at distancere Dexter fra højreorienterede selvtægtsfortællinger som førnævnte Death Wish. Schmids artikel er en af de bedste i antologien og fungerer fint i sammenhæng med Michele Byers’ Dexter-kritiske men interessante læsning af Dexter som neo-liberal tekst, hvor forbrydelser begås af personligt ansvarlige individer, der ikke påvirkes af eksempelvis sociale omstændigheder. Dette kan selvsagt fint kobles til Schmids pointe om ofrenes entydighed i serien. Byers’ overvejelser om race i Dexter er lidt dogmatisk i mine øjne, men stadig tankevækkende. Dexter i en genreoptik I Bogens sidste del sættes fire genrer i spil i forhold til serien – komedien, film noir, body horror, og selvtægtsfilm – og i mine øjne med mest udbytte i første og sidste tilfælde. Simon Brown og Stacey Abbott undersøger Dexter som tv-horror – en traditionelt set problematisk kombination – og argumenterer for, at serien er et eksempel på, at tv og horror ikke er så uforenelige størrelser endda. Artiklen rummer interessante pointer (ikke mindst i gennemgangen af de problemer, der knytter sig til kombinationen af tv og horror). Jeg savner dog en konkret definition af Body horror-genren og finder det også problematisk, at artiklen ingen overvejelser gør sig vedrørende forholdet mellem offer og det monstrøse, som er særdeles centralt i horrorgenren generelt og vel også i body horror genren. Alison Peirse lægger vægten på de strukturalistiske noir-elementer fremfor de stilistiske, som i mine øjne ellers er mere entydige. Peirse overdriver måske tilknytningen til noir-genren, og et par af koblingerne er lidt overfladiske. For eksempel bruges både voice over og flashbacks strengt taget på en helt anden måde og med et andet formål end i den klassiske noir. For så vidt at Dexter gør brug af noir-elementer, er det som variationer over disse elementer og i sidste ende endnu et eksempel på seriens selvbevidsthed. Når det er sagt, virker det ræsonnabelt, at Dexter over de tre sæsoner bevæger sig fra noir (storby, ensomhed, fortidens tyranni) mod forstadssoap med familieliv, faderskab, og normalitet. Komedieelementerne og humoren er meget centrale elementer i Dexter, og de behandles på glimrende vis i James Francis Jr.’s artikel, som tager udgangspunkt i den intertekstuelle tilknytning til Cartoon Network-serien Dexter’s Lab (figur 15) og redegør for en lang række paralleller mellem de to serier. Betydningen af Dexters voice-over diskuteres, og det slås fast, at Dexter er ganske lig alle os andre med stort set de samme problemer samt naturligvis sin seriemorderhobby. Francis Jr. retter i øvrigt også blikket mod seriens åbningssekvens og hans analyse supplerer fint Karpovichs læsning, idet han lægger vægt på sekvensens humoristiske dimension. I modsætning til Karpovich har han ikke problemer med at se sekvensens jump cuts, som dog her opfattes som et delvist humoristisk element, idet de kommer på den ganske muntre musiks taktslag. En interessant og nuanceret Fig. 15: Der er adskillige paralleller mellem Showtimes Dexter og hans navnebror fra Cartoon Networks: Både Mandark (fra Dexters Lab)og The Icetruck Killer er kærester med Dexters søster (Dee Dee / Deb), og i begge tilfælde kører Dexters ærkefjende rundt i en isbil! betragtning. Stanley Beeler analyserer Dexter som selvtægts-helt. Ifølge Beeler kombineres selvtægts-traditionens to heltetyper – superhelten (figur 16) og privatdetektiven - i Dexter samtidig med at selvtægts-helten får et ironisk tvist i serien, idet nogle etiske problemstillinger for traditionen afsløres 1). For mig at se, når Beeler frem til noget helt fundamentalt i forhold til Dexters fascinationskraft, når han fastslår, at de hovedmodstandere, som Dexter står overfor, er karakteriseret ved at være fristere: ”Unlike the villains that can be found in the Batman or Lone Ranger series, Dexter’s opponents test his ethical rather than his physical prowess” (s. 227). Det er gennem mødet med disse fristere, at Dexter udvikler sig som etisk væsen. Fig. 16: Sæsons femte afsnit ”The Dark Defender” reflekterer Dexter over parallellerne mellem ham selv og klassisk superheltemytologi: ”…it seems we have a lot in common: tragic beginnings, secret identities, part- human, part- mutant… arch enemies” . Konklusion Samlet set er Dexter: Investigating Cutting Edge Television en anbefalelsesværdig udgivelse. Det ligger vel nærmest i antologiens natur, at kvaliteten svinger lidt. Her er de gode bidrag dog klart i overtal, og artiklerne supplerer hinanden godt. Bortset fra, at jeg personligt savner en artikel, der holder serien op mod en eller flere af de andre af tidens store kabel-tv-føljetoner, må man sige, at antologien kommer godt omkring serien. Så har man ladet sig indfange af Dexter (hvilket også kan anbefales), er Howards antologi et oplagt næste skridt. Fakta 1) Beeler ekspliciterer ikke disse etiske problemstillinger, men man kunne sige, at Dexters sadistiske nydelse i afstraffelsen og henrettelsen spejler vores egen glæde ved at se skurkene få deres velfortjente død i mange andre selvtægtsfilm. I Dexter bliver deres straf dog en lidt mere ambivalent (om end spiselig) oplevelse for seeren. Douglas L Howard (Red.): Dexter: Investigating Cutting Edge Television I.B. Tauris, 2010, 288 sider, £12.99 Indhold: Douglas L. Howard: Introduction—Killing Time with Showtime’s Dexter Part One. First Blood: Interviews 1. An Interview with Author and Dexter Creator Jeff Lindsay 2. An Interview with Dexter Writer and Developer James Manos, Jr Part Two. Blood Slides: The Structure of the Series 3. Angelina I. Karpovich: Dissecting the Opening Sequence 4. David Lavery: “Serial” Killer: Dexter’s Narrative Strategies 5. Steven Peacock Dexter’s Hollow Designs Part Three. Dexter on the Couch: Family, Friends, and Frankenstein 6. Douglas L. Howard: Harry Morgan: (Post)Modern Prometheus 7 Beth Johnson: Sex, Psychoanalysis, and Sublimation in Dexter 8. Fionna Boyle: Blood Brothers: Brian + Dexter + Miguel Part Four. A View to a Kill: Politics, Ethics, and Dexter 9. Simon Riches & Craig French The Ethics of a Serial Killer: Dexter’s Moral Character and the Justification of Murder 10. David Schmid: The Devil You Know: Dexter and the “Goodness” of American Serial Killing 11. Michele Byers: Neoliberal Dexter? 12. Vladislav Tinchev: Dexter’s German Reception: Why are German Networks so Obsessed (and Troubled) with US Shows? Part Five. Dexterity: Dexter and Genre 13. James Francis, Jr : The Lighter Side of Death: Dexter as Comedy 14. Alison Peirse: In a Lonely Place? Dexter and Film Noir 15. Simon Brown & Stacey Abbott: The Art of Sp(l)atter: Body Horror in Dexter 16. Stan Beeler: From Silver Bullets to Duct Tape: Dexter versus the Traditional Vigilante Hero Appendices A: Episode Guide B: Novel Guide Udskriv denne artikel Gem/åben denne artikel som PDF Gem/åben hele nummeret som PDF 16:9 - februar 2011 - 9. årgang - nummer 40 Udgives med støtte fra Det Danske Filminstitut samt Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter. ISSN: 1603- 5194. Copyright © 2002- 11. Alle rettigheder reserveret. 9 Forside Indhold Arkiv Abonnement Profil Links Kontakt English Det seværdige i det usædvanlige søg Af JULIANE KVITSAU MØLGAARD United States of Tara handler om en families usædvanlige liv. Så usædvanligt, at mor-Tara lider af personlighedsspaltning. Det er ikke stor episk drama eller en visuel banebrydende serie. Alligevel er det virkelig god underholdning, som er sprudlende, tankevækkende og fuld af uforglemmelige replikker. Det er komedie blandet med alvor, krydret med kærlighed og meget svær ikke at holde af. Ikke mindst anden sæson, hvor der er blevet rettet op på de børnesygdomme, som første sæson led under. Fig. 1. Cody Diablo (writer) og Steven Spielberg (creator, executive producer) foran Showtimes reklamevæg. Serien premierede den 18. januar 2009. Sæson to af United states of Tara udkom på DVD i slutningen af december 2010. Derfor ser jeg nærmere på serien og den nye udgivelse. Ideen til serien tilskrives Steven Spielberg, der også er tituleret som executive producer (fig. 1). Serien er skrevet af Cody Diablo, der er kendt for filmen Juno (2007) om den gravide teenager Juno, der beslutter sig for at bortadoptere sit barn. United States of Tara indeholder samme form for fyndige og finurlige replikker, som kendetegner Juno. Er man derfor en af dem, der slet ikke lod sig underholde og røre af Juno’s sproglige lethed kombineret med emnets alvor, er United States of Tara nok ikke noget, man skal bruge tid på. Men for dem der trænger til en dosis charmerende replikføring, overraskelser og eftertænksom latter, så er anden sæson af United States of Tara et rigtigt godt bud på tv-underholdning af høj kvalitet. Den usædvanlige familie United States of Tara handler om familien Gregson, der bor i en jævnt kedelig forstad et ligegyldigt sted i USA. Tara er kunstner, gift med Max, mor til teenagerneKate og Marshall og tæt knyttet til sin søster Charmaine, og så lider hun af personlighedsspaltning. På engelsk betegnet som Dissociative Identity Dissorder (DID), og som defineres ved, at andre identiteter manifesterer sig fysisk i patientens krop (fig. 2). Disse andre jeg'er udtrykker sig gennem hver deres egen særlige væremåde og bærer på hver deres historie. I stressede eller svære situationer ændrer Tara adfærd og personlighed, og en af de mange alter egoer tager kontrol over hendes krop. Og det er ikke uden problemer for Tara, tværtimod. Udfaldet af de excentriske personligheders hærgen, gøren og laden, genererer ofte kaos i familien, da problemer ikke kun bliver løst men også skabt. Alter egoernes opførsel er ikke altid lige hensigtsmæssige, da hemmeligheder har det med at blive afsløret og de – med hver deres særheder - siger og gør ting, der ligger Tara fjernt. I anden sæson bliver vi præsenteret for en død mand i en ligpose (fig. 3), et bøssepar, en anholdelse, en ødelæggende tornado, en mørk og mystisk kælder og et havebryllup. Men trods disse ligheder til serien Desperate Housewives befinder vi os langt væk fra Wisteria Lane med de polerede overflader og farverige mysterier. Hos familien Gregson er mysterierne forbundet med Taras psykiske lidelse. DID er en tilstand, som skyldes et ubehandlet voldsomt psykisk traume – ofte udsprunget af et ekstremt voldeligt og seksuelt overgreb. Derfor handler serien dels om familiens hverdag, som de prøver at normalisere, og dels om en søgen tilbage i ungdommen og barndommen, hvor Tara prøver at rekonstruere og gendanne fortrængte begivenheder og oplevelser. I anden sæson starter det hele med ren familie idyl (fig. 4). Tara er på nyt medicin og har ikke skiftet personlighed længe (fig. 5,6,7.). Men det tomme nabohus, hvor naboen har begået selvmord, begynder at frembringe minder, og Taras alter egoer dukker frem igen. Fig. 2.Dissociative Identity Dissorder er en psykisk lidelse, hvor personen kan veksle mellem en eller flere personligheder - en form for Dr. Jekyll and Mr. Hyde. Tara spilles i overlegen stil af Toni Collette, der også har vundet en Emmy Award og en Golden Globe for rollen - eller mere passende vil være at sige rollerne. Toni Collette er også kendt for sin rolle som mor i filmen Little Miss Sunshine (2006). Fig. 3. I første afsnit af anden sæson mødes kvarterets beboer ude på villavejen for at se den afdøde nabo bliver afhentet af ambulancefolk. Tara siger ”Why does this feel like a small victory? I bet everyone thought that I would be the one to off myself. But guess what Oak Avenue? The lady with all the personalities is not the most fucked up person on the block”, hvortil teenagedatteren Kate svarer: ”You are now”. United States of Tara tilhører dermed den strøm af nyere amerikanske familiekomedier, der omhandler en almindelig families usædvanlige liv og virke. Et karakteristisk kendetegn er, at de er baseret på en stærk præmis, der appellerer til vores nysgerrighed ved at være provokerende, nytænkende og ”intriguing”. En af de serier, der også placerer sig inden for den kategori, er eksempelvis Big Love (fig. 8), der handler om polygami. En familiefader lever sammen med flere koner. En anden serie er Weeds (fig. 9), der handler om en familie, hvor moderen sælger pot. I serien Nurse Jackie (fig. 10) er moderen sygeplejerske og afhængig af smertestillende piller, mens Tara er på ordineret medicin, fordi hun lider af personlighedsspaltning (fig. 11). (På engelsk ville denne sætning være skrevet lidt mere elegant med drugs, drugs and drugs). Således opererer serierne også med en dyster og mørk side. Serierne skildrer mødre, der er handlekraftige og elsker deres familie, men som også udfordrer grænsen til, hvad der betragtes som lovligt og moralsk ansvarligt. Samtidig bærer de på hemmeligheder, der kan ødelægge familien og deres liv. Derfor er det hele heller ikke kun muntert men også tragisk og dramatisk, og for Tara's vedkommende forbundet med noget dybt traumatisk. Gennem hele anden sæson af United States of Tara er det uvist, hvordan det hele ender – bliver det familiens undergang eller familiens forsoning. Tara og alle de andre Når Tara ikke er Tara, kan hun bl.a. være Alice, en konservativ husmor eller Vietnam-veteranen Buck. Hun kan også dukke op som en uregerlig teenager ved navnet T eller transformerer sig til et dyrisk væsen kaldet Gimme. I anden sæson får familien for alvor brug for hjælp til at håndtere konflikter, og her introduceres terapeuten Shoshana. En ekspert, som Tara ubevidst har udviklet på baggrund af en bog, som hun er ved at læse. Derudover møder vi den 5-årige Chicken, der dukker op, da Tara konfronteres med en person fra sin barndom. Fig. 4. Vi ser, hvordan familien står og ser ind i containeren, efter at Tara har smidt tøj og genstande ud, der tilhører alter egoerne. Og faktisk byder 2. sæson på mange skift i personligheder, hvor disse ændringer sker uden at personen bærer sit eget tøj, men stadig står i Taras tøj. Fig. 5. Dagene går og Tara tager sin medicin. Vi ser, hvordan det visuelt er løst gennem en bevægelse, som er klippet sammen af en række af bevægelser, hvor Tara har forskelligt tøj på. Til de forskellige karakterer er knyttet forskellige genstande og gestikulationer, som især i første sæson hjælper os med at forstå og genkende personerne. Eksempelvis er Alice klædt på som en typisk husmor fra 1950'erne (fig. 12). Hun bager, nynner og taler langsom. Buck bruger store briller, drikker øl, ryger cigaretter og har en karikeret maskulin redneck-attitude. Og som den eneste af personerne er han venstrehåndet (fig. 13). Terapeuten Shoshana har små runde 70'er briller med farvet glas og bærer løsthængende tøj (fig. 14). Bemærkelsesværdigt er det også, at alle alter egoerne udspringer af noget ærke amerikansk, hvilket passer i tråd med titlen: United States (of Tara). Derudover kan jeg heller ikke undgå at tænke på begrebet ”state of mind”, som de forskellige sindstilstande Tara gennemgår. Alle er de meget forskellige og repræsenterer noget forskelligt samtidig med, at de er en integreret del af Tara. Til sammen indeholder de den viden, som Tara ikke er i besiddelse af. Alter egoerne driver historien frem, ofte ved at det er dem, der fortæller en sandhed, som Tara ikke tør sige højt eller forlige sig med. De foretager handlinger, som Tara ikke er i stand til. Et godt eksempel på det er i første sæson, da T er sammen med den dreng, som sønnen Marshall er forelsket i. Ikke for at være ond, men i virkeligheden for at beskytte Marshall, så han ikke får sit hjerte knust – noget Tara gerne vil beskytte ham mod, men ikke kan. I anden sæson ødelægger Alice salget af nabohuset. Måske med den begrundelse, at huset er vigtigt for Tara og hendes forståelse af fortiden, eller måske for at søsteren Charmaine kan bo der. Vi er ikke helt sikre, men vi ved, at alter egoerne er i besiddelse af viden. Vi ved også, at de ikke gør noget tilfældigt. Og i anden sæson opstår der en række af uklarheder i forbindelse med deres motiver, som er med til at gøre det hele lidt mere mystisk, interessant og spændende. Det er nok heller ikke tilfældigt, at navnet Tara lyder som det engelske ”terror”. Årsagen til symptomerne er forbundet med en krænkende voldshandling, og udfaldet af sygdommen terroriserer Tara og resten af familien. I den forbindelse vil jeg lige indskyde en lille finurlighed, nemlig at ordet tara forkortet ”t” bliver brugt inden for bl.a. fødevareindustrien som betegnelsen på vægten af emballage. ”Tara weight” er således måden, hvorpå man kan regne vægten af et indhold ud. Og Taras krop bliver netop brugt, som et hylster for Alice, Buck, Shoshana og de andre. Når en af Taras alter egoer dukker op, får Tara blackout, og derved overtager de hendes krop. I bedste bondeanger-stil må Tara derfor efterfølgende spørge familien, hvad der er sket. Det er heller ikke altid, at hendes alter egoer har behandlet hendes krop godt; hvilket betyder, Fig. 6 + 7. Vi kigger indefra skabet og ud i badeværelset – det samme form for kig, som også ses i fig. 4. Selv om serien ikke har et intenst visuelt sprog, spiller rum og huse en central rolle. Tara lever af at lave vægmalerier i parcelhuse. Hun bygger selv et miniaturehus. De køber et hus og hun besøge huse, som får betydning for hende. Fig. 8. Big Love (2006- ). Sæsonfinale i 2011. Ligesom United States of Tara har serien også markedsført sig på en kendt executive producer, i dette tilfælde Tom Hanks. at når hun slår øjnene op som Tara (fig. 15), stadig kan være påvirket af pot, have tømmermænd eller være forslået. Hun kan også risikere at befinde sig mærkelig steder eller midt i foruroligende situationer, som i denne sæson hvor hun vågner op i sengen ved siden af Pammy, der arbejder på den lokale bar. Redningsaktioner og identitets-jagter Der er mennesker, der redder andre, og der er dem, der har brug for at blive reddet; og så er der selvfølgelig dem, som ikke vil reddes, men vil redde sig selv. Shoshana diagnosticerer det sort-hvidt ved at sige: ”Some are givers and some are getters”. Man kan tale om, at forskellige former for redningsaktioner gennemsyrer hele anden sæson af United States of Tara. Max, der redder Tara ved fysisk at løfte hende væk fra en ubehagelig situation og bringe hende sikkert hjem. Marshall, der forsøger at få tv-stationen til at rette en stavefejl i ”torando”, så folk, der ikke taler godt engelsk, også forstår, at der er tale om en tornado-advarsel. Kates kæreste, der vil rede hende fra den skøre mor. Shoshana, der giver Max et blowjob for at redde Max og Taras sexliv og ægteskabet. Marshall, der redder sin bedste ven med lidt romantik. Kate, der redder sig selv ved at afbryde et venskab. Max, der bringer mad ud til Tara, da hun arbejder på sit kunstprojekt og så videre og så videre. Og endnu en lille kommentar til titlen United States of Tara og redder-syndromet: United States of America redder verden fra diktatordømme og undertrykkelse - og ender op med terror. Iboende i karakterernes redningsaktioner hersker også en grundlæggende identitetsjagt. Med tematisk udgangspunkt i Taras mange identiteter - og selvfølgelig også udsprunget af den universelle søgen efter evig lykke og meningen med livet - forsøger alle familiens medlemmer at finde og forstå sig selv. Det interessante er derfor ikke kun, hvad Alice, Buck og de andre finder på, men også hvordan de enkelte familiemedlemmer kæmper deres egne kampe og løser egne dilemmaer. Max vil købe og renovere nabohuset, og Tara siger: ”Honey has it occurred to you, that now that I am better, you are just looking for another project”, og i anden sæson bliver der stillet spørgsmålstegn ved, om deres ægteskab overhovedet kan fungerer, hvis Tara er rask. Hvad er det så, at Max skal fikse? Samtidig bliver de stillet over for problemer som svigt og løgne, og situationer der synes at blive ved med at eskalerer. I første sæson var Max den loyale og solide ægtemand, der reddede Tara ud af diverse situationer, men i anden sæson er han en langt mere sammensat karakter, som er med til at gøre billedet mere nuanceret. For mens det tidligere var Taras alter egoer, der begik fejl (og i denne sæson også Tara selv), viser Max nu også, at han ikke altid selv træffer de mest fornuftige valg. Taras selvcentrede søster Charmaine lider ikke af en personlighedsspaltning, men måske en form for lettere personlighedsforstyrrelse, idet hun gennem manipulation og evnen til at spille offer, får gennemtruffet sin vilje. I første sæson er hun meget skeptisk over for Taras lidelse, men i anden sæson bliver hun langt mere sympatisk. Vi begynder at forstå, at der er et særligt bånd mellem de to søstre, som i høj grad skyldes et ekstremt dårligt forhold til deres moder, som gang på gang føler sig anklaget og ikke vil ud med sin viden om de to pigers barndom (fig. 16). Charmaine er dybt afhængig af Tara og flytter i anden sæson ind i huset hos familien for at ”re-revirginizing herself” inden sit bryllup – hvilket dog ikke helt lykkes. Hun er ovenud lykkelig, efter at Nick har friet til hende, mest fordi der nu er kommet en ring på hendes finger, og at nogen – i dette tilfælde Nick - har valgt at redde hende, og reddet hende fra at være en taber. Men det er ikke helt uproblematisk, for som hun siger: ”I want my wedding pictures with Nick, but I want my wedding night with Neal”. Neal er Max ven, knap så pæn at kigge på som Nick men åbenbart utrolig kropslig begavet - og på den måde er Charmaine også splittet (fig. 17). Datteren Kate forsøger at frigøre sig og redde sig selv. Hun skifter kostumer og uniformer alt efter job og situation. Kate slår sig bl.a. løs som superhelten Princess Valhalla Hawkwind (fig. 17), der viser sig at byde på en yderst kreativ måde at tjene penge på. Hun står til onlinerådighed for mænd, der til gengæld køber ting til hende fra hendes online-ønskeseddel. Dette fører bl.a. til, at hun skal sprænge balloner Fig. 9. Weeds (2005- ). Mary- Louise Parker spiller kvinde, der har mistet sin mand og må sælge pot, for at klare sig økonomisk. Fig. 10. Nurse Jackie (2009- ). Skuespillerinden Edie Falco - også kendt i rollen som Carmela fra Sopranos (19992007) - spiller den elskværdige sygeplejerske, der ikke lever helt efter reglerne. Fig. 11. Hvert afsnit har sit eget tema og sine egne vendepunkter (varighed på 30 min.), som indgår i en række af begivenheder, der er med til at skabe udviklingen gennem hele sæsonen. Nogle episoder er endda direkte forbundet, i og med et afsnit afslutter med aktion, og reaktionen følger i det følgende afsnit. ved at sætte sig på dem. Det ene job fører til det andet og byder på forskellige bekendtskaber, heriblandt en yderst velstillet bejler, der gerne vil købe en lejlighed til hende. Men Kate vælger familien, selv om det ikke altid er let at være den forstående datter, når ens mor hele tiden skifter personlighed. Kate har sin helt egen provokerende teenagefacon, hvor hun ihærdigt forsøger at løsrive sig. En samtale forløber eksempelvis: Fig. 12. Alice med sørgeslør og i færd med at ødelægge handlen af det renoverede nabohus ved at fortælle, at den tidligere ejer begik selvmord. Tara: Hey, Kate. Kate: Tara. Tara: No more "mom"? Now I'm just "Tara"? Kate: I don't know why you'd be upset, Tara. I've called you many names over our time together. Is there a name you'd rather be called, Tara, than Tara? Mens Kate konstant kæmper med sin ydre identitet ved at udskifte kostumer, kæmper hendes yngre bror Marshall en indre kamp. Marshall har et dilemma. Han elsker romantik og gamle film, men har indtil nu været til drenge. Derfor prøver han i anden sæson at finde ud af, om han også er til piger. Selv om United States of Tara er komedie, er Marshall ikke skildret som en typisk karikeret homoseksuel, og det er virkelig befriende. Der leges ligefrem med sterotypiseringen af homoseksuelle. Marshall skal finde ud af, hvilken type han vil være. Modsat Kates kække og rebelske facon, er Marshall eftertænksom og intelligent, men dog lige så velbevandret ud i sproglige statements, som hun er. Fx lyder en af hans overvejelser: ”We are like the dummest nation on the whole planet. I think it has something to do with freedom. We're very free, so we're very free to be stupid”. Hvem-er-hvem I anden sæson genkender vi hurtigt de forskellige personer, kender konteksten og tror ganske enkelt på Taras forvandlinger og de hændelser, der finder sted. Derfor kan skiftende mellem de forskellige personligheder også gøres ved et enkelt ansigtsudtryk eller en bestemt handling, og uden at vi behøver at se T, Buck eller Alice i fuld udklædning. Vi skal blot se Tara gå ind på et offentligt herretoilet, og vi ved straks, at det er Buck, der nu har taget over. På den måde kan en situationen tage et hurtigt skift, og handlingen tager en ny drejning, fordi en ny person dukker frem. Mens Tara i første sæson bliver udspillet af de mange excentriske alter egoer - i den forstand at vi langt hellere vil se dem end hende kommer vi i anden sæson til at lære Tara bedre at kende. Mens vi let kan genkende alter egoerne, bliver Tara dog svære at kende til trods for at hun får langt mere råderum. Men det er ikke kun tilskueren, der kan være i tvivl. Max kommer ind i køkkenet, hører sin kone nynne og kigger på hendes tøj, hvorefter han næsten panisk spørger ”Alice?”, og Tara må sige ”It's an apron, relax”, hun er altså ikke Alice. I en anden episode siger Charmaine, at Tara ligner Alice, fordi hun ikke har skiftet tøj, men stadig sidder i Alices kjole. Endnu et eksempel er da en politibetjent spørger Max: ”Is this your wife sir?”, og Max svarer: ”Who knows?”. Og på et tidspunkt må Tara sige: ”its me Max, its me”, da han igen tvivler på, om det nu er Tara eller blot en ny personlighed, hun har skabt. I anden sæson etableres også et nyt visuelt greb, hvor Tara kan tale med terapeuten Shoshane og være til stede - i bevidstheden – på samme tid. Dette greb aflyser de scener, hvor Tara filmer sig selv og dokumenterer sine tanker; noget der bliver anvendt i første sæson og i starten af anden sæson, dog uden at blive integreret optimalt. Alt kan synes at gå grueligt galt i anden sæson, men det gør det alligevel ikke, for familien har hinanden. Tara siger til Max: ”Life is long and you are my man”. Og Max kan senere sige til Tara: "If you're Tara, I'll be Max. But if you're Gimme, I'll be gotcha. And if you're Buck, I'll be your bike. If you're Alice, I'll be your astronaut. And I'd carry Chicken to the car, even though I knew she was pretending to be asleep”, hvor til Tara svarer: ”When did you become so perfect?” og Max responderer: ”Since Shoshana put me on a low dose of Prozac”. Forbedringer og nye forventninger Mens replikkerne er intelligent skrevet og nøje udvalgt, er der i det Fig. 13. Med ordene ”I'm your man” har Buck forført Pammy fra den lokale bar. Pedicure- behandling er blot en af de ting, Buck tilbyder sin store kærlighed. Fig. 14. Shoshana fungerer som terapeut for Tara og på en måde også for Max. Max er spillet af John Corbett - også kendt som Aidan fra serien Sex and the City (19982004). Fig. 15. Samling af seriens grafiske introduktion. Vi ser først et lukket familiealbum, og da det bliver åbnet er det en 3D- bog, hvor sammenfoldet papirklip rejser sig op og ud af siderne. Det afsluttes med at Tara slår øjnene op. Se også The making of USOT title sequence. Fig. 16. Tara og Charmaines moder siger til Charmaine: ”Oh honey, you're so pretty, but you've always made decisions like an ugly girl”. visuelle sprog ikke samme gennemarbejdede mæthed og form for direkte udlevering af tingene. Og det er ganske fint, fordi replikkerne kræver plads, så vi oplever ironien, dobbeltbetydningerne, den underliggende tone, de perfekte statements, legen med ord og klichéer. Man kunne komme med en kritik om, at ingen mennesker taler så velovervejet og sprogligt farverig, men det synes jeg er unødvendigt, for det er underholdende og vi tror på karaktererne. Og der er det, der karakteriserer Cody Diablo og gør serien særlig. Fig. 17. Charmaine står midt mellem de to mænd, Nick og Neal. Charmaine bliver spillet af Rosemarie DeWitt, der også har rollen som Midge Daniels i serien Mad Men(2007- ). Styrken ved anden sæson af United States of Tara er, at serien her formår at operere inden for et allerede etablerede univers. Som jeg har været inde på tidligere bliver personerne mere komplekse i takt med, at vi lærer dem bedre at kende. Og præmissen udnyttes i en hel anden grad end tidligere. Problemerne i første sæson opstod, når det kun var det umiddelbar morsomme, der blev udstillet, og hvor universet blev begrænset af, at der hele tiden skulle gøres opmærksom på det udsædvanlige i se-nu-skifter-Tara-personlighed. Både for United States of Tara og for en serie som Big Love krævede det tid at nå udover det bemærkelsesværdige i den grundlæggende ide og derved nå frem til et plausibelt og større univers. I anden sæson af United States of Tara bliver personerne sat i spil, familiens sammenhold sættes på spil, og vi kommer til at holde af familiens medlemmer til trods for, at de til tider opfører sig usympatisk. Fig. 18. Kate laver også en musikvideo, som hun efterfølgende ser på YouTube, og den er selvfølgelig på YouTube. Det er en fornøjelse at se anden sæson, men desværre byder DVD’en ikke på meget interessant ekstramateriale. Et alternativ er derfor, at man ser serien via itunes og derudover klikker på de links, som jeg har henvist til i artiklen. Fig. 18. Her et pressebillede fra 3. sæson, som kommer til at køre på amerikansk tv fra marts 2011. Og så er det bare at vente på tredje sæson (fig. 18), hvor vi forhåbentlig ser meget mere til den usædvanlige families identitetsjagter og redningsaktioner, og hvor Tara sikkert finder ud af meget mere om sin psykiske lidelse og den fortrængte barndom. Jeg glæder mig i hvert fald. Fakta Udskriv denne artikel Gem/åben denne artikel som PDF United States of Tara: DVD - Udgivelse 2 sæson (December 2010) Disc One: Yes, Trouble Junction, The Truth Hurts, You Becomin' You, Doin' Time, Torando. Disc Two: Dept. of F'd Up Family Services, Explosive Diorama, Family Portrait, Open House, To Have and to Hold, From This Day Forward. Gem/åben hele nummeret som PDF Showtimes hjemmeside 16:9 - februar 2011 - 9. årgang - nummer 40 Udgives med støtte fra Det Danske Filminstitut samt Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter. ISSN: 1603- 5194. Copyright © 2002- 11. Alle rettigheder reserveret. 10 Forside Indhold Arkiv Abonnement Profil Links Kontakt English 16:9 in English: It's not TV - or is it? søg Af AUDUN ENGELSTAD The Sopranos (1999-2007) and The Wire (2002-2008) have often been heralded as the zenith of television drama, and are regularly treated as if they transcend television all together. This position is not wholeheartedly embraced by academics, yet it is the uniqueness of the series that is often highlighted, thus glossing over how the series – as well as many other HBO drama series – truly belong to television as an art form. If we look back on the past ten years, or perhaps even just the past five years, it seems fair to claim that the critical and academic interest in serial television drama, and in particular the notion of quality television, has peaked exceptionally. Today, television drama is a regular topic on the curriculum within film and media studies, but that was undeniably not the case only a few years ago. The change is partly due to the increased availability of DVD box sets, that allows for a concentrated (and repeated) viewing experience of critically acclaimed television series, as well as, and perhaps more importantly, the impact of a long list of impressive HBO drama series (also available on DVD, of course). The famed slogan “It’s not TV. It’s HBO” is foremost related to several much-admired drama series developed at the cable channel. Series such as The Sopranos, Deadwood, Six Feet Under, Carnivale, The Wire and Sex and the City have earned HBO a reputation as a quality brand, which then has worked back as a quality marker for the series. A HBO drama series is recognized as high quality, edgy, original – something that stands aside from everything else shown on television. Hence, it is not television, it is something else, something known as HBO. The slogan is a clever marketing strategy but it invites to be taken seriously as well. Indeed, the slogan even features as a title, as well as the focal point, of a critical study dedicated to HBO (Leverette et al, 2008) (fig. 2). If taken at face value, what does the “Not TV” really imply? And what is gained by seeing the HBO drama series as something else than regular television? What are the merits of the HBO drama series that television otherwise do not hold? Has HBO become a venue for television drama that should be conceived as works of art rather than belonging to the sphere of television? Fig. 1. Is HBO’s slogan more than a clever marketing strategy? Fig. 2. The slogan is not only the title of this book length study but also features in two articles ( article one, article two) on HBO published in this journal. To Jane Feuer (2007), the HBO drama series are still indebted to television, but at the same time they lean heavily towards the traditions of art cinema and modernist theater, and she reminds us that this is something television drama has done before. Horace Newcomb (2007) is also convinced that a drama series such as The Sopranos should be regarded as television, and he situates HBO, and its slogan, within a post-network television era. It is television itself, rather than HBO, that no longer is television as we used to know it. This article will bring forward some of the frequently addressed arguments in the discussion of quality television series, before giving attention to some lesser commented upon aspects of television that the HBO drama series inhabit, with The Sopranos and The Wire as the prime examples (fig. 3). Rather than belonging to what is considered high art, or illustrating a change in television programming, the aspects presented at the end of this article are among the foundational traits of television as a medium. They can be summed up by the keywords intimacy, dialogue and confession. The HBO television drama, it will be argued, though marked as different from most of the drama series screened on the network channels, are still operating within the main principles of how television works. As such, The Sopranos and The Wire, along with other HBO drama series – and by extension drama series from other cable channels, such as AMC and FX – are profoundly Fig. 3. The Sopranos (1999- 2007) as ‘high art’? televisionesque. TV vs. High Art It is perhaps an outdated discussion, but there seems to be a repeated tendency to see quality and popular culture as two different and mutually exclusive entities. If a product of popular culture is endowed with an aura of quality, it ceases to exist as popular culture. Instead it moves to the realm of the art world. Historically, we can find this view expressed in W. H. Auden’s (1948: 151) classic article on the crime genre where he suggests that Raymond Chandler is not writing detective fiction, but rather serious studies of a criminal environment, and that his books “should be read and judged, not as escape literature, but as works of art.” And Tzvetan Todorov (1977), in his famous article “The Typology of Detective Fiction”, claimed that any experiment with the established features of the genre, in order to improve upon them, implied a move towards serious literature. In line with arguments like these, popular culture and high art exist as two different systems – and never shall the twain meet. Needless to say, this position has been challenged, in particular as a consequence of the interest postmodern theory has taken in popular culture. Jim Collins (1989) has demonstrated how crime fiction applies many of the strategies that define the writings within a modernist realm, such as a highly sophisticated play on intertextuality and the foregrounding of a self-conscious style. Indeed, much of the postmodernist aesthetics have been invested in blurring the boundaries between high and low culture, re-circulating tropes, forms, and narrative schemes established by popular culture. Apparently, postmodernism has put an end to the divide between the two art systems, it is all one mix now. Or so it seems at times, but perhaps it is not that easy. The reason for bringing this issue up again, even though it is easy to get the impression that it is settled, is that the conflict between high and low appears to be embedded in the slogan that defines HBO as different from television. And much of the literature on quality television, a term that until recently was something like an oxymoron, is bent on drawing attention to traits like narrative complexity, character density, and a distinctly defined style – traits that otherwise belong to the field of high art. At the peak of postmodernism, by the late 1980s and early 1990s, television looked quite different from today. Perhaps this is the reason why the notion of artworks within television comes so belatedly to television studies. The notion that the HBO television drama raises above the medium seems to be advocated by the series’ creators as well as HBO’s advertising department. Both writer-producer of The Sopranos, David Chase, and writer-producer of The Wire, David Simon, have in several interviews expressed a general lack of interest in television drama, and, it seems, in television altogether. Such a position is quite puzzling when looking at the track record of the two of them. It is obvious that they are well-seasoned within the trade of serial television drama. Chase has a background as a writer and a producer for television series such as The Rockford Files and Northern Exposure. Originally, his ambitions for The Sopranos was for it to be a movie, and he has stated that he treated every single episode as an equivalent to a stand-alone film. Much can be said about such a claim, but it definitively works towards distinguishing The Sopranos as something other than ordinary television drama. As for Simon, he was a former crime reporter who was introduced to television as a writer and producer on Homicide: Life on the Street, based on his book Homocide: A Year on the Killing Street. As en executive producer and writer for The Wire he has made a point about bringing in creative people with little or no background in television. This, obviously, serves the impression that The Wire was conceived as unrelated to television. Both Chase and Simon, in their publically well-known statements, express a disdain towards television drama, what it is recognized by and what it achieves (see e.g. Biskind 2007 & Goldman 2006). TV Auteurs Whether or not Chase and Simon’s disdain for television is reasonable is beside the point. By their positions they – consciously, or not – apparently align themselves with the nouvelle vague filmmakers who revolted against the current state of French cinema and called for a politics of auteurs (fig. 4-5). If we follow this line of argument, Chase and Simon et al, do not necessarily express a desire to make something else than television – a film, a visualized novel, or something else – rather the goal is to make television drama into something other than what it is otherwise recognized as, yet still television drama. In other words, to explore and stretch the possibilities of television as an art form. The idea of an auteur within television has been something of a contradiction in terms. The influence of auteur criticism arrived in USA in the 1960s at a time when cinema had lost the competition against television and found it necessary to distinguish itself from television. Ironically, some of the auteurs that came out of the period known as the Hollywood Renaissance had their background in television, such as Robert Altman, Bob Rafelson, Arthur Penn and John Cassavettes. Within cinema, the auteur is recognized as a person with a strong artistic impulse, the director who rises above the craftsmen on the film set, acting on an impulse to tell something of significance or of poetic value, and who is able to transform cinema to an art form worthy of serious debate. Television, on the other hand, is typically centered on personalities in front of the camera – the talk show host, the news anchor, the leading star of the soap series, and so forth. Take, say, The Late Show with David Letterman. The form follows a fairly strict format, and it really should make no difference who is doing the various jobs behind the camera. They are all replaceable. The only one that cannot be replaced without altering the show is David Letterman, the television personality. David Letterman can probably (and he once did) take his show to any other network channel, and it will still be recognized as The Late Show with David Letterman. The HBO drama series, by contrast, elevates the executive producer to the role of the artist. All though less pronounced, it is much the same position that Robert J. Thompson gives the producer in his study of quality television series of the 1980s and 1990s. Fig. 4. David Chase. TV auteur? Fig. 5. David Simon. TV auteur? The Notion of Quality Television Drama In his seminal book, Television’s Second Golden Age: From ‘Hill Street Blues’ to ‘ER’, Robert J. Thompson outlined a number of features constituting quality television drama, screened on American network television channels from the early 1980s to the mid-1990s. As his title indicates, he saw quality television drama inaugurated by Hill Street Blues, yet the phenomena of inventive television production had its predecessors. Television’s (first) golden age is generally identified as lasting from the mid 1940s to the late 1950s. The centerpiece of this period of inventive television was the anthology drama, such as Kraft Television Theater, Playhouse 90, and Actor’s Studio, broadcasted live on stage from Broadway (fig. 6-7). This was theater produced for television, applying three cameras for editing, and with an acting style that suited the intimacy of the format. The plays displayed a sharp social profile, with themes such as alcoholism, unemployment, and the disintegration of family structures, and it put dramatists such as Paddy Chayevsky and Reginal Rose on par with playwrights like Eugene O’Neill and Arthur Miller. No doubt, the proximity to Broadway and the real world of theater was beneficial in providing the anthology drama with an aura of quality. Although made for television, and acted for the benefit of the camera, the live anthology drama was experimental in a way that brought it closer to the theater than to television. Or, as Jane Feuer (2007: 147) has remarked, like today’s HBO, it was ’Not TV’. In 1977, Roots, based on Alex Haley’s novel, aired as an eight-hour miniseries on consecutive nights. Roots demonstrated the long format’s advantage in handling a historical scope, showing the impact of various dramatic events on families and generations, witnessing personal stories as they develop over time. In addition, television proved able to treat a sensitive theme in a serious manner without reaching for the sentimental or sensational, at least not in a way that watered down the historical events. The historical miniseries earned its respectability by acquiring the qualities of the novel. It was serialized drama equipped with a memory, characters underwent change, relations altered along with the unfolding of the story. It is very much the complexities of narrative scope, the building as well as unveiling of the character’s back story, and the changing status the various characters inhabit, that have earned the HBO drama series – in particular The Wire but the others as well – the reputation of being visual novels. With Hill Street Blues, as Thompson core argument goes, television series no longer drew upon other art forms, like theater or literature, Fig. 6. John Frankenheimer was the most prolific director of Playhouse 90 television dramas in the late 1950s. Other directors included Sidney Lumet and George Roy Hill. Fig. 7. From the title sequence of The Wire (1st season, 2002). “Teleplay” echoes the term widely used for 1950s anthology dramas. as their key markers of quality. Hill Street Blues was most of all indebted to television itself. The ensemble cast, the cop show genre, serialized multiple storylines showing the characters’ work life as well as their personal life, were all household features on television. It was the combination that was new and it came along with the nervous style of cinema verité. Thompson listed twelve characteristics of quality television series, the first being that it is best defined by what it is not: It is not regular television. What this means is that quality television series distinguishes itself from all the other television programs. Quality television drama usually has an ensemble cast, the story remembers past events, it often blends several genres in a new way, it tends to be writer-based rather than producer-driven, and it carries a distinct signature, often by someone with a strong footing in other art forms. Writing several years before The Sopranos and other HBO drama series, Thompson was remarkably right on target with his list of features. Despite their bent towards originality, Thompson (1996: 16) suggests that quality television drama constitutes a genre on its own, “complete with its own set of formulaic characteristics […] that we normally associate with ‘good,’ ‘artsy,’ or ‘classy’”. Quality television drama is recognizable in its own way. To Thompson, quality television drama constitutes a genre by the same token that art cinema can be called a genre. Thompson’s study reminds us that when the HBO television drama series claims to be ‘not television’, or at least ‘as not seen on television before’, it is part of a long-running trend dating back to Hill Street Blues. And it is worth repeating that Hill Street Blues carried above all - traits that were distinctly related to television. Serialized Quality Drama and HBO Jane Feuer gives an elaborate argument of how the HBO drama series, with Six Feet Under as her prime example, distinguishes itself from the quality drama of the 1980s and 1990s. Six Feet Under and HBO drama series in general draw upon soap opera just as quality drama does, by being serialized, they have an ensemble cast forming a workplace community or a family (or both), and they string the narrative together by multiple storylines. Yet, the HBO drama series, and Six Feet Under in particular, draw heavily upon a modernist cinema and avant-garde theater tradition, Feuer argues. As Feuer points out, this is not new to television, rather it stands in line with the live anthology drama of the golden age. Nevertheless, it makes the HBO drama series depart from what she refers to as prime time melodramas. Feuer’s extensive writings on quality television and quality drama series are of course much more sophisticated than rendered here, and her untangling of the complex intertwining between primetime melodrama and quality drama is impressive as well as convincing. Still the discourse around quality drama (in general, and not necessarily with Feuer in mind) tends to be too preoccupied with discussing how these series are not television, or at least are different from other television series, at the cost of overlooking how many defining characteristics of the television medium actually permeate HBO drama series. The following will offer a brief discussion of how this can be seen played out in two of HBO’s crime series, The Sopranos and The Wire. As Newcomb and Feuer, among others, have given elaborate accounts of, the HBO drama series have an ensemble cast that forms the community of the work place, or family, or sometimes both. In The Sopranos Tony (James Gandolfini) struggles to keep his professional family (the mob, his workplace) separate from his private family, and his ambitions seem to confirm Robert Warshow’s observation in his classic 1948 essay on the gangster as a tragic hero: becoming a respected member of society, or at least, in the case of Tony, a respectable member of the local community. Throughout the seasons of the show we witness how it is impossible to distinguish between the professional and the private families, as one affects the other in various ways. It is not only Tony’s two families that conflate in many complicated ways, this goes for several of the other members of the mob as well. Some of the storylines are foregrounded in a single episode, others are abruptly picked up at a later point, while still others drive the season’s story arc. The themes offered in The Sopranos might be existential, the events deeply felt, and the characters more profound than any soap can offer. But the story still unfolds in a manner intimately related to that of the serial soap. The Wire is famed for its extremely dense narrative structure, but anyone who has watched several hundred hours of television drama (and many have), can enjoy watching only occasional episodes of the series. The ensemble is exceptionally large, but the members are divided by clearly defined work place environments (or its equivalent) that makes it relatively easy to sort out which strand of the narrative they belong to. Each season introduces a new work place that forms the core interest of the narrative – the Polish dockland workers, the school, the political office, the newspaper – in addition to the police force and the drug-lords. The narrative might be more complex and less redundant than seen on television before, but not different in principle. If The Wire ought to be compared with the great novels of Dickens and (perhaps even more fittingly) Balzac, it is equally fair to hold that the serial soap can be likened to the great narratives of the nineteenth century novel. Intimacy, Dialogue and Confession That the HBO drama series follow a serialized narrative format, and have an ensemble cast, is admittedly nothing new to the discussion. But there are other aspects to explore. As recent examples of “therapy drama”, In Treatment and Tell Me You Love Me (both HBO), highlight, intimacy, dialogue and confession are the core elements for staging drama – also on television. Indeed, these aspects can also be described as the founding principles of television as a medium. Although the therapy drama series come close to being a kind of dedramatized television drama, and as such stands quite far from The Sopranos and The Wire, the latter still obey to the same principles that television of almost any kind is recognized by. Intimacy. Television is the intimate medium par excellence. For one thing, television programs are composed in order to make the viewing situation in people homes as pleasurable as possible, and with the charismatic television personalities almost becoming something like a close family friend. Secondly, the intimacy is mimicked by the studio settings and the predominant use of close ups and medium close ups. Neither The Sopranos nor The Wire can be said to offer intimacy in the first sense, with its depiction of brutal violence and heavy use of profane language. Yet, endless postings on discussion forums on the web bear witness to the fact that the viewers form strong relationships with the characters, however amoral and subversive they might be, and intense feelings of sorrow and emptiness occur when characters die or at the parting at the end of the series. Also visually both series match an intimate style (fig. 8). The most extensive travelling sequence in The Sopranos is probably that of the opening credits. Otherwise, the setting is predominantly indoors; at Tony’s or someone else’s home, the office at the Bada Bing, inside Tony’s car, various hotel-rooms, and so on. We move outdoors as well, but we seldom move around outside. The Wire offers more out-door scenes, but the scenery is often quite compressed; the lot in front of the projects, the street-corner (rather than the street itself or the neighborhood), the prison yard, the dockland, in addition to numerous offices, bars, and inside cars. To be a story that folds out at a vast amount of places, it offers surprisingly little travelling between them. The Wire also offers a vide variety of full shots and long shots, much more than The Sopranos it seems, but not in order to give a feeling of a free and open space. The world is rather closed and claustrophobic (fig. 9). Dialogue. If the idea of cinema is moving images with dialogue and sound added, the idea of television is dialogue and sound accompanied by images (both moving and static). Television’s closest kin in this respect is radio, not cinema. As a medium designed to be enjoyed at home, where all kinds of distractions take place, television is marked by redundancy. We are constantly told what we see, and important information is repeated in a multiple of ways; in discussions, in replays and recaps. Television is filled with talk, once the talk stop, a feeling of awkwardness and emptiness occurs. The talkshow is a quintessential television program, but also news, sport events and game shows are based on talk. This also goes for the soap opera, the hospital drama, the courtroom drama, as well as the cop show, which all are filled with endless expositional talk. The Sopranos and The Wire might provide less expositional and redundant talk compared to the ordinary soap opera – or perhaps they are better at concealing the exposition in clever dialogue. Anyways, the characters talk all the time; these are dialogue-based dramas. The dialogue might be rapid-firing, overlapping, or even mumbling, in ways traditional television makes sure to avoid. Still, the dialogue is as essential to the HBO drama series as it is to the realist theater. For one thing it is a kind of stylized talk that works to give an impression of everyday language use (fig. 10). More importantly, it is the dialogue that defines the situation the characters are placed in. Confession. The main purpose of all the talk on television, aside from its information value, is to unravel secrets and set the stage for confessions. Television is a therapeutic medium. Again, the talkshow is Fig. 8. An intimate moment in The Sopranos (1999- 2007). Fig. 9. The Wire (2002- 2008). A shot from the low- rises in season 1: the series features many exterior shots but the characters are often ‘closed in’ by buildings. The windows of the tenants appear to look down at D’Angelo (Larry Gilliard Jr.) and his crew like a set of eyes: Someone is always watching… and listening. Fig. 10. Stylized talk on The Wire: “’Snot Boogie’. He like the name?,” ask Jimmy McNulty (Dominic West) in the opening conversation of the first episode. the prime example. Not only is it the preferred arena for politicians and celebrities to ‘come clean’ if they have been involved in a scandal. But the talkshow itself is centered on sharing intimate information about oneself. The celebrity talkshow, the confrontational talkshow, and the confessional talkshow are all centered on sharing awkward, aggravating, or shameful misdoings. This is also what soap opera is all about. The characters are constantly engaged in confessing their missteps, their grievance, their forbidden passions. A series like Six Feet Under even elevates this to a higher level, at times one gets the impression that every scene is structured around the making of a confession. Jane Feuer (2005: 35), with reference to the television series Once and Again and thirtysomething holds that: “All TV drama is confessional, and all quality TV deals with the psychology of the character”, and that thirtysomething, and by extension the HBO television series, do this in ways conversant with a modernist theater tradition. Compared to the prime time melodrama, the confessional moments seems less staged for the purpose in the HBO drama series, but it is still there to be enjoyed and witnessed without a preference of art cinema as a necessary given. (Perhaps what Feuer has in mind is that a series like Six Feet Under and a Bergman film like Autumn Sonata stage their confessional scenes in much the same manner. The point made in this present article, however, is that this does not command the interpretative skills otherwise related to art cinema.) Fig. 11. A confessional moment in The Sopranos (1999- 2007). Fig. 12. D’Angelo tells his mother of a painful childhood incident in episode 6, season 2. In The Sopranos the therapy session that opens the series demonstrates Tony’s inability to confess, but the audience learns all the secrets that is to know. Confessions are very much an underlying theme in the series (fig. 11). Carmela (Edie Falco) confesses her mixed emotions to the catholic priest, the gangsters have to express their loyalty and hope for forgiveness when they come clear with their mistaken actions. And Tony and Carmela perpetually confront each other with their shortcomings, spelling out their frustrations, making accusations, and revealing suppressed feelings. The Wire might not offer confessions in a traditional sense, but there are plenty of moments of revelation, where the characters experience the consequences of their mistaken actions, and their secrets and missteps are exposed. Prime examples of narrative strands that carry strong confessional moments are the family relationships that the series explore, such as Frank Sobotka (Chris Bauer) and his son Ziggy (James Ransone), and D’Angelo Barksdale and his mother Brianna (Michael Hyatt), both in season 2 (fig. 12). As crime dramas, neither The Sopranos nor The Wire hold a strong enigma that carries the plot. It is not a whodunit, not even a howdunit. There are no secrets to be answered. We might wonder what will become of Tony, but not so much what will happen next. In The Wire we might wonder if the criminals will be caught in the end, but how that might happen is of less interest. The Sopranos and The Wire can no doubt be said to be different from most other forms of television drama, not to say other television programs. Still, one should not believe that they appear on television almost as by accident, that they exist independently of the television medium (if anyone should believe that). The HBO drama series are in fact deeply rooted in the founding features of television. Facts Udskriv denne artikel Gem/åben denne artikel som PDF References Auden, W. H. (1948), “The Guilty Vicarage: Notes on the Detective Story, By an Addict.” In: Harper’s Magazine. May 1948. Biskind, Peter (2007), “An American Family,” Vanity Fair (April 2007). [LINK: http://www.vanityfair.com/culture/features/2007/04/sopranos200704] Gem/åben hele nummeret som PDF Collins, Jim (1989), Uncommon Cultures: Popular Culture and Post- Modernism. London: Routledge. Feuer, Jane (2005), “The Lack of Influence of thirtysomething.” In: Micheal Hammond and Lucy Mazdon, eds., The Contemporary Television Series. Edinburgh: Edinburgh University Press. Feuer, Jane (2007), ”HBO and the Concept of Quality Television.” In: Janet McCabe and Kim Akass, eds., Quality TV: Contemporary American Television and Beyond. London: I. B. Tauris. Goldman, Eric (2006). “IGN Exclusive Interview: The Wire's David Simon” IGN, 27 October 2006. [LINK: http://tv.ign.com/articles/742/742350p1.html] Leverette, Marc, Brian L. Ott and Cara Louise Buckley, eds. (2008), It’s Not TV: Watching HBO in the Post Television Era. London: Routledge. Newcomb, Horace (2007),”’This Is Not AL Dente’: The Sopranos and the New Meaning of ’Television.’” In: Horace Newcomb, ed., Television: The Critical View, 7th ed. New York: Oxford University Press. Thompson, Robert J. (1996), Television’s Second Golden Age: From Hill Street Blues to E.R. New York: Continuum. Todorov, Tzvetan (1977), “The Typology of Detective Fiction.” In: The Poetics of Prose. Ithaca, NY: Cornell University Press. Warshow, Robert (1948). “The Gangster as Tragic Hero,” in The Immediate Experience: Movies, Comics, Theatre, and Other Aspects of Popular Culture. Garden City, N.Y.: Doubleday, 1962, pp. 85–88. 16:9 - februar 2011 - 9. årgang - nummer 40 Udgives med støtte fra Det Danske Filminstitut samt Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter. ISSN: 1603- 5194. Copyright © 2002- 11. Alle rettigheder reserveret. 11 Forside Indhold Arkiv Abonnement Profil Links Kontakt English Et billedes anatomi: Når tæppet rives væk under én søg Af JAKOB ISAK NIELSEN Thomas: måske fungerer det bedst hvis du benytter fig. 1 som stort billede i indledningen, men også har hele rækken af billeder fra 1 til 4 ude i højre margin, sådan at man bedre kan følge udviklingen i indstillingen. Kast et godt blik på ovennævnte indstilling af Harry Crane (Rich Sommer). Umiddelbart forestiller det Harry i telefonsamtale med en sløret væg i baggrunden. Det er det imidlertid ikke. Indstillingen er fra Matthew Weiners hæderkronede tv-serie Mad Men (2007-2010) og er at finde godt tre minutter inde i første sæsons afsluttende afsnit - i øvrigt ét af de få afsnit, som Weiner også selv har instrueret. ”The Wheel” hedder afsnittet, og mange vil huske én nøglescene, hvor seriens hovedperson Don Draper (Jon Hamm) viser lysbilleder af sine egne familieoplevelser, alt imens han overbeviser folkene fra Kodak om, at deres lysbilledapparat ikke blot er en teknisk gadget, men en følelsesmæssig tidsmaskine: ”It takes us back to a place where we ache to be”, som han siger. Don Drapers præsentation er i bund og grund en sales pitch for Sterling Cooper, der ønsker at markedsføre Kodaks produkt, men den fremstår snarere som en inspireret monolog, der knytter sig til hele seriens tilbageskuende blik, ligesom den rammer en øm nerve i flere af karakterernes privatliv. Heriblandt Harry Crane, der grådkvalt må forlade rummet midt under seancen. I det foregående afsnit skete der nemlig det for Harry Crane, som det sker for de fleste andre gifte mænd i serien: Han havde en affære. Harry er til gengæld knap så kynisk som Draper, Roger Sterling (John Slattery) og Pete Campbell (Vincent Kartheiser). Han er heller ikke god til at skjule sin affære. Under Harrys telefonsamtale kan vi hurtigt udlede, at hustruen har smidt ham ud hjemmefra. Han bliver dermed den første af seriens mænd, som bøder for sin utroskab. Fig. 1- 4 Hvis vi så igen kaster et blik på indstillingen af Harry, så afslører en elegant kamerakørsel (se fig. 2-4), at vores umiddelbare indtryk var forkert. Harry havde ikke en væg bag sig, men et gulvtæppe. Kamerakørslen er interessant i den forstand, at den ikke blot er en følgebevægelse, men en autonom bevægelse, som forandrer handlingsrummet, så det ophører med blot at være ’omgivelser’. Rummet ændrer altså status fra at være en ramme om fortællingen til at blive et medfortællende rum, der indbyder til abstrakte fortolkninger. Lig den faldende mand (Draper?) i seriens titelsekvens, så rokkes der her fundamentalt ved Harrys verdensbillede. Man kan mene, at iscenesættelsen prøver at fremskrive et billede af en mand, som er ’slået i gulvet’, eller man kan sige, at tæppet så at sige er revet væk under ham. Man kan også hæfte sig ved tilskuerens rolle. Der er jo tale om en relationsforvrængende og desorienterende iscenesættelse – næsten svimlende. Serien leger kispus med vores orienteringssans og for et kort øjeblik er det som om, at vi som tilskuere får en tur i ’the wheel’ eller ’karrusellen’, som Don mener, at Kodaks projektor skal hedde. Under alle omstændigheder, så indbyder iscenesættelsen til at fortolke bevægelsen som et udtryk for en karakterpsykologisk tilstand eller en visualisering af et abstrakt begreb. Indstillingen er på én måde typisk for serien og på en anden måde atypisk. Jovist, rummer serien flere eksempler på stilistiske iscenesættelser, der er med til at artikulere karakterpsykologiske problemstillinger: fx belysningsstrategien overfor Don Draper og seriens karakteristiske brug af en bagudkørende kamerabevægelse, der forlader Don i en særligt sigende handlingssituation mod slutningen af et afsnit. Alligevel er denne kamerabevægelse en kende mere refleksiv, og man kan endda indvende, at den forsøger at indsluse en interessant visuel idé, som egentlig ikke er nødvendig for at forstå, hvad der foregår rent karakterpsykologisk. Af Harrys mimik og dialog forstår vi jo udmærket hans oprigtige anger og ulykke. Kamerabevægelsen er til gengæld et godt eksempel på seriens visuelle ambitionsniveau. Ikke for ingenting har Mad Men optrådt hele to gange på forsiden af det højt respekterede fagtidsskrift American Cinematographer, som indtil for få år siden nærmest udelukkende var et organ for filmfotografi. I den første artikel fortæller Phil Abraham (som definerede seriens fotografiske udtrykspalet) følgende: ”Mad Men has a somewhat mannered, classic visual style that is influenced more by cinema than TV” (Feld 2008, s. 46). Mad Men rummer absolut også tv-serielle kendetegn, men udsagnet er ganske sigende for netop denne kamerabevægelse, som er klassisk i den forstand at den er karakterpsykologisk motiveret, men også netop manieret i den forstand, at den rummer en selvstændig attraktionsværdi. Fakta Udskriv denne artikel Gem/åben denne artikel som PDF Litteratur Feld, Rob (2008). ”Tantalizing Television”, American Cinematographer 89, 3 (marts): 46- 8, 50. Bosley, Rachel K. (2009). ”Pitch Perfect”, American Cinematographer 90, 10 (oktober): 30- 6, 38. Første artikel fokuserer på Phil Abrahams arbejde som fotograf på serien, mens den anden artikel fokuserer på Christopher Manley. Fra og med anden sæson blev Manley fast fotograf på serien. I Bosleys interview med Manley refererer han til en diskussion om, hvorvidt en specifik kamerabevægelse ligger inden- eller udenfor seriens ’visuelle vokabularium’. Samme spørgsmål kunne man med rette stille til ovennævnte kamerabevægelse. ’The Wheel’ har Steve Mason som fotograf, mens Samuel Buddy Fries var camera operator - sidstnævnte har sandsynligvis siddet bag kameraet under kørslen. De arbejdede sammen på fire afsnit i første sæson. Gem/åben hele nummeret som PDF 16:9 - februar 2011 - 9. årgang - nummer 40 Udgives med støtte fra Det Danske Filminstitut samt Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter. ISSN: 1603- 5194. Copyright © 2002- 11. Alle rettigheder reserveret. 12