Klik her for at hente pdf dokument
Transcription
Klik her for at hente pdf dokument
Reg.nr. 1989 - 03 Interview med Jens og Lars Mikkelsen f VEJ FORHOLDENE I J ERSLEV Omkring 1920 var der ikke til at gå nogen som helst steder i træsko i Jerslev. Man skulle altid i støvler. På vejen uden for det sted, hvor burgerbaren er nu, var der nogle huller så dybe, så børn kunne falde i dem, når de gik i skole. der var så bundløst over det hele, så det simpelthen var "vælt - hajl". Men så var der nogen, der kom efter, at der skulle brolægges, og det var jo noget fint noget. Der blev antaget to mand til at gå og feje gaden. Det var Kren Villadsen og Niels Jensen. De fejede gaden i mange, mange år hver lørdag. Så kom kroejer Jens Iversen i tanker om, at der skulle laves en ny gade mod nord ved enden af Jens Gårdens stuehus. (Borgergade 2 - 4.) Jens Iversen var en foregangsmand efter den tids forhold. Så rev de bare en stue væk fra stuehuset og så kunne de få gaden sat op, så den kunne komme lige over vejen ved købmand Svendsen. Den første, der begyndte at bygge på den gade var gartner Jens Larsen, og så kom posthuset. så kom det ene efter det andet. så tror jeg, at det var kæmnerkontoret, der blev bygget. Gaden blev lavet fin, og så var der til at gå i Jerslev. Vi var heldige her i Jerslev på mange måder. Vi fik vores elektricitetsværk meget tidligt, så vi havde gadelys. Lysene var tændt til kl.23, så standsede værket, og så var der nat i Jerslev S K O L E T I D Der blev lavet både det ene og det andet den gang også, men jeg tror ikke, børn var værre den gang, end de er nu. Vi havde lærer Hansen det meste af tiden. Sommetider matte vi lave akkurat det, vi helst ville. Men hvis han ikke var i humør, måtte vi aldrig rokke med et øre. så blev han gal og så kunne det godt ske, at der var nogle, der kom ind og svede, og de så ikke godt ud, når de kom ud igen. Der var mange ting med skolen. Jeg havde det let i mange år. Jeg kom med Chr. Hjulskov. De første år han gik i skole, kom han ridende på en lille sort islænder. Han kom hver dag og så fulgtes vi ad. Jeg holdt i stigbøjlerne. Så var vi heroppe og se til kaninerne og hvad vi ellers hav de at døje med den gang. så blev Christian større og islænderen blev for lille. så fik han en gul norsker (nordbagge), men den var for skarp at ride på. Så fik han en lille jumbe og så gik det bedre. Så kunne jeg stå på trinbrættet hver dag. Sådan gik det alle de år, vi gik i skole. Han kom hver dag. Der var ingen slinger i valsen. Og det er faktisk blevet ved med at gå ligesådan til i dag. Men lærer Hansen var en, der kunne lære os noget. Somme tider skulle vi bare have læst på det vi skulle, og til andre tider var det faktisk lige godt. Vi kunne bedre lide ham, end lærer Rasmussen, for han ville gøre forskel. Vi kunne nok sidde inde i timen og spise af en roe, og han kunne få et stykke ligesådan. Der var jo de store kakkelovne, som vi selv skulle fyre i. I l. og o. klasse skulle vi ikke fyre selv. Der fyrede Hansen. Så snart vi korn ind i 3. kl. ved lærer Rasmussen, skulle vi fyre. Der var altid to, der var dukse. Vi skulle hente tørv ned, ind gennem Rasmussens køkken og så helt ind på loftet efter tørv, ned ad trappen med de her tørv. Det var ikke altid, der så lige godt ud, når 7. havde fået en kassefuld tørv båret ned, men vi hørte aldrig andet, end at det var godt nok. FORHOLDET MELLEM BØRNENE KNÆGTENE DE VILLE SLÅS. Vi havde jo adventistskolen i denne ende af byen, og den anden skole var i den anden ende. Hver dag, når vi fik fri, var vi altid samlet og så sloges begge skolerne og det var hver dag - det var ikke til at tage fejl af. Når Sterup -drengene kom til Jerslev, ville de også slås! Jeg var nok 10 - Il år, da de byggede Villa Pax herovre. Da var vi to drenge, Chr. Gramkov og mig, der skulle gå til Sterup for en murer efter nogle dørhåndtag til dørene. Vi skulle hente dem i Sterup Brugsforening. ( Det var Pools-Jens, der var murer), men da vi skulle ud med pakken under armen, var der nok samlet 20 knægte udenfor. Så var det bare at se efter, hvem der kunne løbe hurtigst. Vi havnede i Møllegården i Flyvbjerg til sidst. Da var det først, vi slap fri fra dem, men så kunne de også bare vente, til de kom til Jerslev. Så skulle de få tærsk. - Sådan var det den gang. Det har nok hjulpet, siden børnene fra Sterup og andre steder fra er kommet til at være sammen. Men ellers er det jo nok ikke blevet anderledes med at slås og med spektaklerne i skolen. Men den gang lå spanskrøret oppe i pulten, og vi vidste, at det lå der. Men lærerne kunne også nok finde på at give en flad ørefigen. Den kunne synge. Når lærer Rasmussen gav Josva Skræm og Jens Iversens Karl en lussing, fik de somme tider en ordentlig en. De sad øverst, men de var et par slemme knægte. Karl var jo blevet svoger til lærer Rasmussen, da han blev gift med Johanne. Det var, mens vi gik i 2. klasse, vi var til bryllup. Det var jo en stor begivenhed med sådan et bryllup den gang. Hele skolen var oppe og få chokolade og kaffe hos dem dagen efter brylluppet. Mon ikke det var den gang, lærer Rasmussen havde lånt Jens Iversens bil. Det var en smalsporet en. Han var kørende til Brønderslev. Det var gået noget tosset. Hele skidtet var brændt sammen. Han havde glemt håndbremsen og han havde brugt 20 liter benzin, inden han opdagede, at han havde glemt håndbremsen. TELEFON Vi ved ikke rigtig, om det var Marie Kræmmergård, der var den første centraldame i Jerslev, men det var det nok. Vores mor kom med Marie Kræmmergård herop, og hun havde haft central i Dorf. Det var vist ikke ret stort et område, de havde dernede. Mor og Marie Kræmmergård kom cyklende herop, dvs. de trak det meste af vejen. Det var på den tid, cyklerne ikke var så almindelige. det var i 1909. Da havde de posthuset og mor havde fransk vask og strygning. Dagvognen korn hver dag. Det var Dagvogns - Mads, der kom fra Brønderslev og kørte til Hellum og Hallund. Der var nok at se efter den gang også. Marie og Elna Kræmmergård blev ved med at passe centralen her helt op til midt i 30erne. vi var nok nogle af de første, der havde telefon. Vi havde nr. 45 den gang. Det var nok omkring 1918. Da blev alle her i byen enige om, at de ikke ville være med til at betale så meget til telefonen. Det blev for dyrt, og folk havde simpelthen ikke penge til det, og så sagde de telefonen op alle sammen. Det kan godt være, at købmanden fortsatte, men ellers var der ikke ret mange, der beholdt den. Da telefonen kom i gang igen fik rutebilejer Evald Larsen nr. 45. MERGELBANEN Så gik der lang tid, hvor der ikke rigtig var gang i nogen ting. Men så kom mergelbanen. Den begyndte oppe i Serritslev og kørte ud til de forskellige egne, først oppe i Klæstrup, og så kom den her til Jerslev. Men der gik jo flere år, inden de fik de store "gravåler" gravet ned, så at der blev nogenlunde plant, så togene kunne køre. Det var ikke for godt alle steder, men det gik da. Men i dag ville man ikke kunne kalde sådan noget lovligt. Pludselig kom der en kolonne vogne uden at lokomotivet var med. Det skete tit. Store børn og unge kørte da også med vognene om aftenen. Det måtte vi da heller ikke. Det var trolleyvogne og tipvogne. Men det var farligt, når disse vogne kom. Der var ikke noget med blinklys eller lignende. De satte bare over vejen ved mejeriet mellem husene, og så var der ikke mere snak om det. Men så kom der alligevel til at stå en mand der. Det var kun en stor dreng, men det gik da, og der skete ingen ulykker. Sporene gik tværs over markerne her i mange år, og vi kan vældig godt huske, at vi skulle hen og jævne spor. Vi kunne blive ved med at se sporene her mange år efter. Der gik rigtig lang tid, inden sporene var slettet. Vi fik en gammel slåmaskine som betaling for at begynde at pløje noget af det ned, indtil vi fik fat i en gammel sluf - en slags jordskovl. Da vi fik den kunne øgene – hestene - gå ovre på den anden side og vi kunne tage en skovlfuld ad gangen og fylde ned i hullerne. Det var et stort arbejde, og vi fik ikke en krone for det. Vi spændte hestene for sluffen, og når vi korn hen til udgravningen, tippede den bare. Det var før maskinernes tid. Men vi høstede jo frugten ved mergelbanen. Vi kom til at kunne avle både roer og kløver. Før kunne der næsten ikke gro andet end spergel. Så selvom det var ubehageligt, blev det godt bagefter. Sådan vil der altid være noget for noget. PLANER OM J ERNBANE Noget af det første vi kan huske , er at planerne om at bygge en jernbane fra Brønderslev over Kirkholt og videre mod øst, blev drøftet. Det var meget på tale. Det blev drøftet i sognerådet og andre instanser. Stationen skulle ligge her på vores mark (nu Fanøgade), men det blev droppet, for efterhånden begyndte der at komme nogle enkelte lastbiler, og så blev det ikke til mere med jernbaneplanerne. Da doktorboligen skulle bygges i Jerslev var der brok her i Jerslev for at sige det rent ud. I 1922 havde kommunen købt et stykke jord heroppe i nærheden af Nørgård, et temmelig stort stykke. Det hele var i orden, der var skrevet og det hele, men så blev vestenden af byen tossede. De ville ikke have doktorboligen til at ligge uden for byen - som det jo var den gang. Nej, den skulle ned midt i byen, og de samlede penge sammen dernede. Far ville have 600 kr. for at lade handelen gå tilbage, når det var kommunen, der havde købt det, og dem fik de samlet sammen og så blev den bygget dernede. Sådan gik det til. De senere læger har ofte været misfornøjet med det. Havde vi endda boet deroppe, har de sagt. Doktorgården ligger ikke langt herfra. Men det er mange år siden, der har været doktor her. så vidt jeg husker, skal vi tilbage til 1874. Den gang doktorfamilien flyttede derfra, ridsede de deres navne i en vinduesrude, for at de stadigvæk kunne se, hvor de havde boet. Der har været familiemedlemmer heroppe mange år senere og set den så vidt jeg ved, ligger den på Svend Terkelsens loft endnu. BORNHOLMEREN Den gamle bornholmer i hjørnet af stuen her har en historie, der går langt tilbage. Den går så langt tilbage, som til en tid med billedskæring, som pastor Glasius har fortalt om. Det skulle efter forskellige papirer være nogle, der var indvandret fra Sønderjylland, der var billedskærere, der havde lavet nogle udskæringer i kirken. En søn af denne billedskærer, han hed Bertel Langthjem, begyndte at lave bornholmere og snittede det hele og lavede det hele, det går faktisk med trætappe. Jeg har den, der står her, og nu har den gået uafbrudt siden 1808, og hvis den vil gå i stå en gang imellem, får den en dråbe petroleum, og så dapper den af sted igen i et par år. Det var meget almindeligt den gang, at der stod en sådan bornholmer i et hjem. Chr. Hjulskov har en derhjemme endnu. Hans søster har en, der viser både dato, årstal, sol og måne og alt det der. Bertel Langthjem havde tre døtre. De fik hver sin. De er så vidt jeg ved kun en af dem tilbage, men den går også den dag i dag. Der kunne skrives tykke bøger om Bertel Langthjem. De ure er i dag i sådan en pris, at de ikke er til at betale.