Lisas datter blev myrdet:- Forleden væltede

FREDAG 24. DECEMBER 2010
12 EKSTRA BLADET
REDIGERET AF BIRGITTE HELWEG
JULEN ER
SÅ BARSK
UDEN CILLE
Lisas datter blev myrdet: - Forleden væltede
sorgen mig pludselig omkuld, og jeg græd og
græd ned i den nissehue, som Cille altid havde på
til jul. Bagefter gik jeg ud og skar flere brunkager
Marie Lade
Foto: Ernst van Norde
i den halvanden meter lange
nissehue, som Cille altid
havde på til jul. Bagefter rejste jeg mig og gik ud i køkkenet og skar flere brunkager.
Sådan er det bare. Og sådan
vil det være resten af mit liv.
----- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - ---
Julehjerter glimter i solen
på rødtjørnens dybfrosne
grene i Cilles Have.
Lisa Næblerød retter lidt
på en stribet slikstok og tænder et nyt, levende lys på sin
datters grav på kirkegården
i Aalborg.
– Se. Der har været så
mange her og hængt små juleting op, siger hun og smiler varmt.
For fire et halvt år siden
mistede Lisa sin 18-årige datter, Cecilie. Hun blev stukket
ihjel af sin jaloux ekskæreste David til en fest på Hasseris Gymnasium.
Cilles voldsomme død
skabte nærmest landesorg.
Hun efterlod mange nære
venner, veninder og hundredvis af elever i chok. Over
800 mennesker deltog i begravelsen i Aalborg Domkirke.
Men mest af alt efterlod
Cille sig en mor, en far, storesøster, lillebror og en bonusfamilie, der resten af deres
liv skal bære en sorg så tung,
at kun de, der selv har oplevet at miste, kan fatte dens
omfang.
Jeg hørte mig selv skrige
– Jeg husker næsten intet fra
de første dage. Alt var et
stort opslugende hul af
smerte. Jeg kravlede rundt
på gulvet og skulle have
hjælp til alt. Ved begravelsen hørte jeg mig selv skrige,
da rustvognen kørte bort
med Cille. Jeg ønskede kun
at lægge mig ned i kisten og
køre bort sammen med hende, siger Lisa.
Alle de mange, der var i
kirken den mørke dag i
En livslang sorg
18-årige Cille blev dræbt af sin ekskæreste, David, der
hængte sig kort efter. PRIVATFOTO
marts, da Cille blev bisat, vil
aldrig glemme den lyd, der
kom dybt nede fra en sørgende mors strube.
Nu står hun her ved rødtjørnen på kirkegården og
lyser. I dag kan hun le. Hun
kan gå på jorden, leve, blive
forelsket, og hun glæder sig
til resten af livet.
Savnet væltede mig
Men sorgen vil altid være
der, og indimellem vælter
den hende omkuld. Som forleden da hun stod i sit køkken og skar brunkagedej:
– For Cille var den største
julefreak. Hun var den i familien, der gjorde mest ud af
julen. Hun pyntede, bagte, lavede små gaver, købte specielt juletøj og røde støvler.
Hun elskede julen, siger Lisa
og fortæller.
– Og da jeg så stod der og
skar brunkagedej, så manglede hun bare så meget. Savnet væltede mig. Jeg gled
ned ad skabslågen og kravlede hen til sofaen, hvor jeg
overgav mig til den hulken,
der kommer helt inde fra det
dybeste hul.
– Jeg råbte min afmagt ud,
og jeg græd snot og tårer ned
Lisa har nu skrevet en bog
med titlen: ’Hvad er sorg andet end et udtryk for kærlighed?’. Dagbogssider, breve
og tanker om sin vej gennem
mørket – fra hun sidste gang
kyssede sin datter, der lå død
i sit festtøj på hospitalets båre – til i dag, hvor hun lever
med afmagten over aldrig
mere at skulle holde om sin
datter, men hvor hun samtidig også har lyst og energi til
at møde verden.
– Mit ønske er at bryde det
tabu, der stadig omslutter
død og sorg. Jeg håber virkelig, at min åbenhjertige fortælling måske kan hjælpe
andre mennesker med at finde ud af, hvordan man kan
leve, når man mister sit
barn, siger hun.
– For det er en livslang
sorg at miste sit barn. Og
den første tid er det nødvendigt for mange af os at lukke
os inde i en puppe for at beskytte os selv. Men sorgen
betyder ikke, at vi bliver ved
med at være lukket inde i
------------------------------------
Mit ønske er
at bryde det
tabu, der stadig
omslutter død
og sorg
------------------------------------
puppen, og vi skal selv finde
vejen ud.
– En sommerfugl dør, hvis
den får hjælp til at komme
ud af sin puppe. Hvis jeg var
blevet forceret til at komme
ud af min puppe, så havde jeg
ikke været her i dag. For mig
har det været vigtigt at lade
sorgen udfolde sig langsomt.
Udfolde sig til at blive noget,
jeg tager med mig for altid,
uden at det fylder alt i mit liv.
Cille blev et manifest
– På mærkedage og her i julen forstærkes minder og
traditioner. Alle de mange
fantastiske stunder, man
som forælder husker, popper
op – og man bliver dybt ulykkelig over at have mistet alt
dette. Det er nok også derfor,
jeg i denne tid får rigtig mange breve fra folk, der har
brug for hjælp.
– Det er ikke sådan, at jeg
har en opskrift på, hvordan
man lever med sorgen. Men
jeg vil gerne fortælle, hvad
jeg selv gør, siger hun.
– Få uger efter Cilles begravelse satte jeg mig det
mål, at jeg hver dag skulle
finde en ting at smile ad. Det
kunne være en lille erantis,
en stråle lys, et ord. Blot en
lille bitte ting i hverdagen.
Herefter begyndte jeg at
skrive. Først på ’Mindet’ på
nettet og derefter dagbog.
Det blev til 2000 sider. På den
måde fik jeg struktur i kaos.
Noget at holde mig til.
– Det var, som om Cille
blev et manifest, som holdt
mig oppe og som pegede
fremad.
Gid Cille længe leve ...
– Jeg vil gerne inspirere andre til at turde være fuldstændig hudløse, afmægtige,
hulkende og rasende. For jeg
EKSTRA BLADET 13
FREDAG 24. DECEMBER 2010 ...
REDIGERET AF BIRGITTE HELWEG
Jul på Cilles grav
har oplevet, at hvis jeg giver
sig selv lov til at give slip og
synke hen i afmagten, så føles det bagefter som at have
løbet et halvmaraton. Så får
jeg ro og energi til også at
turde vise glæde og lyst til livet.
– Jeg får modet til også at
turde være skør.
– Som til Cilles 19-års fødselsdag, hvor vi pyntede hendes have på kirkegården
med masser af flag og balloner og sang fødselsdagssang: ... ’Gid Cille længe i
Nirvana leve må’ ... og hvor
vi spiste lagkage og drak saftevand omkring gravstenen.
Folk troede, vi var rablende
sindssyge. Men i Cilles Have
er alle følelser tilladt, siger
hun.
Kun få meter fra Cilles Have ligger David begravet.
Kort efter han i rasende jalousi stak Cille ihjel, hængte
– Det er fire år siden, Cille blev myrdet, og i år er det første gang, jeg har glædet mig til jul. Det varmer, at så mange mennesker har været
her og hængt julepynt på Cilles rødtjørn, siger Lisa Næblerød en iskold decemberdag, hvor hun tænder endnu et lys på sin datters grav.
han sig i en garage. Omkring
hans død står en anderledes
ensomhed.
Hadet ville æde mig op
– Tusindvis af mennesker
tændte lys på nettet for Cille.
Det varmede og gav mig styrke til at kæmpe. Davids mor
fik ingen varme, siger Lisa.
– Kun få tændte lys for David. Det kunne jeg heller ikke, men jeg tændte et lys for
hans familie. For jeg vidste,
han havde søskende og en
mor, der havde mistet sin
søn. Hun måtte have det ligesom jeg. Måske endda værre.
For hun havde også fordømmelsen og skammen.
– Jeg har aldrig følt had til
David. Hvis jeg også skulle
føle det, så ville det æde mig
op. Så ville mine børn rådne
op med en mor, der var fyldt
med had. Til gengæld har jeg
været rasende ufattelig
mange gange. Men det har
kun handlet om det store
spørgsmål: HVORFOR. Og
det får jeg aldrig svar på.
– Selv om Cille ikke længe-
---------------------------------------------------------------------------
Jeg vil gerne inspirere
andre til at turde være
fuldstændig hudløse, afmægtige,
hulkende og rasende
---------------------------------------------------------------------------
re er her fysisk, så har jeg
store forhåbninger om at få
et godt liv. For mig er Cille nu
overalt. Hver eneste gang,
jeg trækker vejret, får jeg
lidt af hende. Det er det, der
giver mig styrke til at leve,
selv om jeg aldrig får det endelige svar, siger Lisa.
Svigtede mine børn
– Det hårdeste i alt dette har
været, at først da jeg genlæste mine dagbøger, kunne jeg
se, hvor dårligt mine børn
havde det efter, at Cille døde.
Jeg kunne måske godt se det
dengang, men jeg kunne ikke gøre noget ved det. Jeg
var så opslugt i min egen
sorg.
– Det har betydet, at Cilles
lillebror i den første tid måtte finde andre at holde sig til
og få hjælp og støtte hos.
Men han har det godt i dag,
selv om han savner Cille
hver eneste dag.
– Min ældste datter har det
meget svært. Hun var nærmest symbiotisk med Cille.
Hun har lidt meget, og sorgen rammer hende hårdt lige nu. Hun er meget vred på
mig, for hun føler, jeg har
svigtet hende, da jeg ikke
magtede at være mor for
hende, da hun havde allermest brug for mig.
– Jeg har sagt til hende, at
uanset hvad, så er jeg der for
hende nu. Jeg har fortalt
hende, at jeg godt kan forstå,
hun har det sådan. Og jeg
tror, at den dag hun selv sidder med sit første barn i sine
arme, så vil hun kunne forstå og mærke, hvordan jeg
havde det dengang.
lade@eb.dk
’Hvad er sorg andet end et udtryk
for kærlighed’ kan købes via Lisas
hjemmeside www.simple-being.dk
Drabet
3. marts 2006 blev 18årige Cecilie Kajus Næblerød
– kaldet ’Cille’ – myrdet af sin
ekskæreste, David, for øjnene
af flere hundrede elever til en
fastelavnsfest på Hasseris
Gymnasium. Efter mordet
hængte David sig i en garage
nær sit hjem.
To drenge forsøgte at redde
Cille. En af dem blev også
stukket, men overlevede. En
stor del af de elever, der oplevede mordet tæt på, har efterfølgende fået behandling for
traumatiske lidelser og chok.
Mordet optog tusindvis af
mennesker, og mange besøger
stadig Cilles gravsted, som familien kalder ’Cilles have’ på
Almen Kirkegård i Aalborg.