GAMMEL SKØRPING - Velkommen til Gl. Skørping
Transcription
GAMMEL SKØRPING - Velkommen til Gl. Skørping
Der er så kønt i Gammel Skørping. Velkommen til landsbyerne GAMMEL SKØRPING Helligkorskilde, Majstang og ”Butikken” Gammel Skørping er en landsby, der har måttet gå så grueligt meget igennem. Gennem langt mere end tusind år har den heddet Skørping, men så kom der en anden by, der syntes, at den var mere berettiget til det navn, og så måtte den kalde sig Skørping Kirkeby – lige indtil den anden by byggede en kirke, og så blev den igen degraderet. Denne gang til Gammel Skørping. Men for en by, der har mere end tusind år på bagen, er det sådan set et ganske udmærket og rammende navn. Gammel Skørping har virkelig ælde. Landsbyen er især kendt for to ting. Først og fremmest for den hellige kilde på kirkegården, kaldet Helligkorskilde. Så langt historien går tilbage har syge søgt kilden Sct. Hans nat for at blive overhældt af dens helsebringende vand. Lige indtil det i slutningen af 1800-tallet blev præsten, herredsfogeden og herremanden på Buderupholm for meget, og kilden blev kastet til. Men til deres forsvar skal siges, Tekst og foto: Helge Qvistorff at der havde den århundreder gamle tradition også udviklet sig til et rent gedemarked med cirkus, boder, frivole fruentimmere og optræden af alskens slags samt dans og druk. Forinden havde en videnskabsmand fra hovedstaden besøgt kildemarkedet for ved selvsyn at se, om vandet havde helbredende egenskaber. I sit videnskabelige arbejde nåede han frem til den konklusion, at han ikke kunne sige, om vandet var helsebringende, men almuen blev da i det mindste vasket den ene gang om året! I 1925 blev kilden genoprettet. Den findes på kirkegården et lille stenkast fra kirkegårdsdiget. Endnu i dag kommer der mennesker for at blive overhældt med dens vand – altså, når der er vand i kilden! ”Helligkorskilde”. Men spørgsmålet er: Var vandet virkelig helsebringende, eller var det tøjeri? Dertil er kun at sige, at for dem, der efterlod deres krykker i våbenhuset, var det virkelighed. Det andet, der har gjort Gammel Skørping kendt, er landsbyens majbøg. Der er kun to steder i Danmark, hvor man har en ubrudt tradition med majbøg siden oldtiden. Det er på Avernakø i Det sydfynske Øhav og i Gammel Skørping. Da man i 1860-erne skulle anlægge jernbanen fra Randers til Aalborg, var det meningen, at der skulle være en jernbanestation i (Gammel) Skørping, men da landsbyens vognmænd frygtede konkurrence fra toget, gjorde de så meget modstand mod planerne, at man anlagde stationen Sverriggaard små fire kilometer syd for landsbyen. Det var den, der siden hen stjal navnet ”Skørping”. Man kæmpede også mod de moderne tiders udflytninger og udstykninger, og den kamp vandt de også, for landsbyen er stort set intakt. Det er en såkaldt Tekst og foto: Helge Qvistorff ”stjernelandsby”, hvor markerne går ud fra bykernen som eger i et hjul. Men det ses bedst fra luften …! Der er mange kalkmalerier i kirken. Man er fælles om meget i Gammel Skørping, og det er på den centrale plads lige midt i byen, at majstangen rejses, og hvor der også afholdes en række forskellige arrangementer, som de lokale er fælles om. Dét sker med en sådan iver, at man nærmest fornemmer, at det er en herlig og munter livsform for Gammel Skørpings beboere. Her ligger også den gamle købmandshandel, som man kalder ”Butikken”. Der er ikke længere nogen købmand, men landsbyens borgere har købt huset, og her afholdes en række møder og fester. Men som sagt: Sammenholdet er usædvanligt godt i Gammel Skørping. Pladsen i byen blev tidligere kaldt for ”Bjerget” – lige indtil det blev kastet til. Men hvordan kan man kaste et bjerg til? Det kunne man, for ”Bjerget” var i virkeligheden et stort, dybt hul, nærmest som en grusgrav! Der er en snert af den himmerlandske, lidt barokke lune i navnet! Tekst og foto: Helge Qvistorff Her lå tidligere ”Bjerget”, der bare var et stort hul i jorden. Gammel Skørping er hyggelig. Den har bevaret sit landsbypræg med både bindingsværk, stråtag og gadekær. Skal huset kalkes kommer naboen til og giver hånd med, og er der konfirmation eller sølvbryllup i ”Butikken”, hjælper man med opdækningen eller madlavningen. Man har det godt med hinanden, og det er kendetegnende for landsbyliv. Kirken hedder ikke Gammel Skørping Kirke, men Skørping Kirke. For man kan ikke bare uden videre døbe en kirke om. Den har bevaret sit gamle navn, og da man byggede kirke i ”nybyggerbyen” Skørping, i 1912, måtte den tage til takke med navnet Skørping Nykirke. Præsten er for længst flyttet til Skørping, men præstegården står endnu. Gammel og smuk med bindingsværk, gulmalede mure og stråtag. Den gamle præstegård. Tekst og foto: Helge Qvistorff Kirken er smuk – ude som inde. Ja, indvendig er den usædvanlig smuk. Farverne er usædvanlige, men de er så afstemte og så rigtige. Velbevarede kalkmalerier er der mange af, og de forestiller Jesu lidelseshistorie. I 1392 forlangte den dengang 39-årige dronning Margrete, at der skulle rejses et Helligkorsalter i kirken, hvor præster hver fredag skulle holde en messe, og det skete langt op i tiden. Ja, det sker endnu – en enkelt gang om året. Skørping Kirke. Skørping Kirke er ikke kun kirke for Gammel Skørping, men også for Rebild, selv om Rebild ligger fire kilometer væk. Derfor er kirkegårdens gravsten også en vandring blandt egnens tidligere koryfæer, hvad enten det er præster, herremænd, storbønder, museumsinspektør, skovfolk eller krybskytter. Lige syd for Gammel Skørping er der anlagt et industriområde kaldet Skørping Nord. Seværdigheder Egholm Slot Rold Skov Skindbjerglund Lille Blåkilde Buderup Ødekirke Tekst og foto: Helge Qvistorff Den fredede egeskov i Skindbjerglund. Velkommen til landsbyerne SKINDBJERG Den gamle egeskov Tidligere dækkede Rold Skov store dele af Østhimmerland, men da menneskene koloniserede landet, begyndte man at fælde skovene, hvilket betød, at Danmark praktisk talt ikke havde nogen skov, da man nåede til slutningen af 1700-tallet. Kun 3% var der tilbage. Der var to forhold, der gjorde, at Rold Skov overlevede, selv om den var stærkt forhugget. Den ene, at udskibningsmuligheder fra skoven ikke var gode på grund af den lange afstand til havet, og det andet var, at skoven var så stor, at det var vanskeligt helt at gøre kål på den. Af en eller anden årsag, som vi ikke kender, ændrede Rold Skov sig fra at være en egeskov til at være en bøgeskov engang i slutningen af middelalderen. Var det sygdom i træerne, eller var det de fremmede tropper i 1600-tallet, der fældede egene? Sikkert er det, at lige med ét forsvandt den, og bøgen tog med glæde over. De få egetræer, der var Tekst og foto: Helge Qvistorff Egen er et meget smukt træ. tilbage, har man givetvis fældet, for eg er godt tømmer, og da man nåede frem til vor tid, var den oprindelige eg stort set udryddet i Rold Skov. Men heldigvis findes den ved Skindbjerg. Den smukke egeskov Skinbjerglund er en rest af den oprindelige Rold Skov, selv om der nu er en afstand på fem kilometer mellem skovene. Oprindelig tilhørte den lensgrevskabet på Lindenborg, men staten købte den i 1929, og den er delvis fredet. Halvdelen af skoven er egeskov, og gradvist fælder man beplantninger med nåletræer og erstatter dem med eg. Kanofart på Lindenborg Å ved Skindbjerglund. Tekst og foto: Helge Qvistorff Blåhøl, der giver 150 liter vand i sekundet. Skindbjerglund ligger lige ud til Lindenborg Ådal, og der er flot udsyn over landskabet, når man har kørt igennem landsbyen Skindbjerg på vej til skoven. Blot 400 m fra skoven finder man Blåhøl, der sammen med Lille Blåkilde er Nordeuropas mest vandrige kilder. De giver 150 liter vand hvert sekund. Det er næsten 100.000 liter i døgnet. Lille Blåkilde ligger seks kilometer længere sydpå i Lindenborg Ådal. Landsbyen Skindbjerg er ganske lille, men den har nogle store gårde, og det er da også landbruget, der er hovederhvervet her. Et stort landbrug i Skindbjerg. Seværdigheder Skindbjerglund Blåhøl Lindenborg Ådal Tekst og foto: Helge Qvistorff Volsted Plantage Egholm Slot Gammel Skørping Kirke Tekst og foto: Helge Qvistorff