Boykot Israel

Derfor sanktioner mod Israel
Audrea Lim (red.)
Derfor sanktioner mod Israel
Solidaritet 2012
Audrea Lim (red.): Derfor sanktioner mod Israel
oversat fra engelsk af
Gerd Berlev
Irene Clausen
Doris Kruckenberg
Johnna Mortensen
Birte Nyholm
Niels Stockmarr
fra Audrea Lim (ed.): The case for Sanctions Against Israel
© Verso Books (May 2012)
Dansk udgave ©
Solidaritet 2012.
ISBN: 978-87-87603-39-3
Printed in Denmark, 2012
Grafisk produktion: Solidaritet
1. udgave, 1. oplag.
Solidaritet – tidsskrift l forlag l trykkeri
Griffenfeldsgade 41 l DK-2200 København N
www.solidaritet.dk l vssolidaritet@gmail.com
4
Forord
Boykot af Israel fremkalder ofte voldsomme reaktioner, vi hører
ofte udtalelser som: Er det ikke at gå for vidt? Bosætterne, ja
dem kan man vel gå med til at boykotte, men Israel er jo et jødisk
demokratisk land så her vil en boykot få direkte negativ effekt.
Og Israel er trods alt ikke Sydafrika hvor det var skrevet sort på
hvidt at der var tale om apartheid.
Som nærværende bog dokumenterer, så er Israel ikke et demokratisk land. Israel er en apartheid-stat, og det er uvæsentligt
at skelne mellem selve Israel og de besatte områder. Hvis man
tager udgangspunkt i zionismens mål at Israel skal omfatte hele
Palæstina – må det også være logisk at boykotte både Israel og de
israelske bosættelser i de besatte områder. Israel, Golanhøjderne,
Vestbredden og Gaza er blot navne på områder i Palæstina på
forskellige trin i den israelske koloniseringsproces hen imod at
blive annekteret og udråbt som en del af Israel.
Et blik på Vestbredden dokumenterer også at dette er målet.
Alle Israels handlinger er dikteret af dette endegyldige mål, og
alle diskussioner om grænsedragninger, en- eller to-statsløsning
osv. er blot skinmanøvrer. I den virkelige verden ændres forhol­
dene henimod zionismens mål med brug af eksproprieringer, fordrivelser, mord, vold og generel undertrykkelse – apartheid.
Oslo-aftalerne var en foreløbig kulmination på denne udvikling. Med Oslo-aftalerne iværksattes den endelige opsplitning af
de palæstinensiske områder i bantustans, som reelt gør en levedygtig palæstinensisk stat umulig. PLO blev på det nærmeste
likvideret i og med etableringen af det palæstinensiske selvstyre
5
som blev det nye beslutningscenter for palæstinenserne – og som
er dybt sammenspist med besættelsesmagten.
I 2004 blev den israelske apartheidmur inde på Vestbredden
dømt ulovlig ved Den internationale Domstol i Haag. Verdens
regeringer blev opfordret til at presse Israel til at fjerne Muren.
Men intet skete. Herefter besluttede palæstinensiske græsrodsorganisationer og NGO’er i 2005 at starte en international
boykotkampagne mod Israel. Kampagnen, der var inspireret
at boykotkampagnen mod Sydafrikas apartheid, opfordrede til
boykot, de-investering og sanktioner (BDS) mod Israel. Kampagnen har tre krav:
m Afslutning på besættelse og kolonisering af al arabisk jord som
blev besat i juni 1967 og nedrivning af Muren
m Anerkendelse af fuld ligestilling for de arabisk-palæstinensiske indbyggere i Israel
m Respekt for, beskyttelse og fremme af de palæstinensiske flygtninges ret til at vende tilbage til deres hjem og ejendom som
beskrevet i FN resolution 194.
Så enkelt er det!
Over hele verden er BDS-opfordringen blevet positivt modtaget.
Der er dannet tusindvis af netværk og grupper nationalt og internationalt. Israel har reageret med fordømmelse, kriminalisering
og anklager om anti-semitisme. Ikke mærkeligt har BDS-aktiviteterne været stærkest i Sydafrika som har leveret inspiration fra
sin egen kamp mod apartheid i 1980’erne.
Nu har enhver borger i verden mulighed for at give sin mening om Israels besættelsespolitik til kende. Du kan boykotte i
din hverdag ved at undlade at købe israelske produkter, du kan
deltage i det organiserede arbejde for at isolere Israel økonomisk
og politisk og fx være med til at sikre at offentlige institutioner,
6
kommuner og regioner lever op til de forskellige etiske og sociale
krav til ordentlig virksomhedsførelse.
Det er Boykot Israel (www.boykotisrael.dk) der har oversat
bogen. Boykot Israel er med i BDS-bevægelsen. Vi kom til verden
i 2002 og gik allerede fra starten ind for en generel boykot af Israel. Siden da har vi deltaget i massevis af butiksaktioner hvor
vi opfordrer kunderne til ikke at købe israelske varer; vi har
demonstreret når der har været venskabskamp mellem det israelske og danske landshold og opfordret det danske landshold
til at boykotte kampen. Vi har demonstreret når kunstnere
der repræsenterer staten Israel har optrådt på fx Louisiana.
Og vi vil fortsætte vores boykotaktiviteter med endnu større vægt
og ildhu.
Boykot Israel
København, oktober 2012
7
Indhold
Forord................................................................................. 5.
Del 1 : Israel/Palæstina.................................................11.
FRIHED I VORES TID...............................................................13 .
af Mustafa Barghouti
NI’ILIN, LIGE SOM SOWETO..................................................25.
af Jonathan Pollack
HVAD SKER DER NÅR INTET SKER?....................................31.
af Slavoj Zizek
Del 2 : Boykot-bevægelsen...........................................37.
BDS- BEVÆGELSENS OPFORDRING....................................39.
DEN KULTURELLE BOYKOT:
ISRAEL VERSUS SYDAFRIKA ...............................................43
af Omar Barghouti
ØKONOMISK AKTIVISME MOD BESÆTTELSEN:
ARBEJDE INDEFRA.................................................................61.
af Dalit Baum og Merav Amir
MONSTERETS HJERNE...........................................................77
af Nada Elia
NORDAMERIKANSKE COLLEGES OG
UNIVERSITETER OG BDS.......................................................91.
af Joel Beinin
8
SEKS ÅR MED BDS SUCCES!................................................111
af Hind Awad
BDS i USA 2001-2010...............................................................121
af Noura Erakat
Del 3 : Krydsveje.................................................................. 139
SURE APPELSINER OG DEN SØDE SMAG AF FRIHED...141
af Ronnie Kasrils
OM ISRAELSKE OG AMERIKANSKE FORMER
FOR KOLONIALISME.............................................................155
af David Lloyd og Laura Pulido
DEN PALÆSTINENSISKE SEKSUELLE
BEFRIELSESKAMP FØR OG I DAG.....................................169
af Haneen Maikey
EFTER HOLOCAUST OG ISRAEL:
KAN PROFETER HELBREDE TO MARTREDE FOLK?......183
af Marc H. Ellis
SANDHEDENS ØJEBLIK: KRISTNE
PALÆSTINENSERE OPFORDRER TIL BDS........................195
af Jamal Khader
ISRAEL/PALÆSTINA OG APARTHEID ANALOGIEN
af Ran Greenstein......................................................................207
RETFÆRDIGHED FOR PALÆSTINA....................................221
af Angela Davis
9
Del 4 : Derfor sanktioner mod Israel.............................. 227
HVORFOR BOYKOTTE ISRAEL?..........................................229
Interview med Lisa Taraki af Mark LeVine
ISRAEL: BOYKOT, DE-INVESTÉR, SANKTIONÉR.............243
af Naomi Klein
BOYKOT VIRKER: ET ISRAELSK PERSPEKTIV................249
af Ilan Pappe
HVORFOR BOYKOT?..............................................................259
af John Berger
BOYKOT ISRAEL.....................................................................261
af Neve Gordon
JA TIL BDS! ET SVAR TIL URI AVNERY..............................265
af Michael Warschawski
LOOKING FOR ERIC, MELBOURNE FESTIVAL
OG KULTUREL BOYKOT.......................................................273
af Ken Loach, Rebecca O’Brien og Paul Laverty
INTERVIEW MED RA’ANAN ALEXANDROWICZ...............277
af Rebecca Vilkomerson
EN FAKKEL TÆNDES INDEFRA:
ISRAELSK STØTTE TIL BDS.................................................285
af Omar Barghouti
SOLIDARITETSORGANISATIONER.....................................299
Del 1
Israel/Palæstina
12
FRIHED I
VORES TID
1
Mustafa Barghouti
Jeg har levet hele mit voksne liv under besættelse og med Israels
fulde kontrol over min færden og hverdag.
Når unge israelske politibetjente tvinger mig til at sidde på
den kolde jord, og soldater slår mig under en fredelig protestmanifestation, så raser jeg. Intet menneske burde tvinges til at
sidde på jorden blot for at kunne udøve de rettigheder der tages
for givet i Vesten.
Uanset hvilken politisk aftale der til sidst måtte blive indgået
har palæstinenserne brug for en enhedsstrategi når det gælder
konfrontation med og bekæmpelse af Israels racisme, apartheid
og undertrykkelse.
Javier Solana hævdede, umiddelbart før han forlod jobbet som
EU’s udenrigspolitiske leder, at de palæstinensiske skridt i retning af statsdannelse ”måtte foretages med ro og besindighed og
på det rette tidspunkt”. Men han tilføjede også: ”Jeg tror ikke, at
i dag er det rette tidspunkt”. Men hvornår er mon så det rette
tidspunkt for palæstinensisk frihed? Hvis Israel insisterer på
at hænge fast i ældgamle tanker for at kunne bestemme datoen
for et andet folks frihed, så er det op til palæstinenserne selv at
organisere sig og sætte fokus på det moralsk anstødelige i sådan
et synspunkt.
13
Mustafa Barghouti
Palæstinenserne har kun to valg. Enten: 1) at undgå kampen
som nogle har forsøgt, eller 2) at opfordre den kollektive nationale
vilje til at gå ind i kampen.
Sidstnævnte betyder ikke nødvendigvis opfordring til væbnet
kamp. Israel er klart overlegen på dette felt, både hvad angår
konventionelle og ikke-konventionelle (atom-) våben. De arabiske
nabolande har hverken viljen eller evnen til at vælge den militære
vej. Den manglende evne til at føre krig betyder ikke nødvendigvis
at vi skal overgive os og undgå andre former for kamp.
Selv om Israel er militært stærkt, så er det svagt på to vigtige
områder: For det første kan Israel ikke påtvinge et folk som er fast
besluttet på modstand en politisk løsning ved hjælp af våben. Dette er blevet rigeligt demonstreret gennem to altomfattende krige
mod Libanon og i 2009 angrebet på Gaza. For det andet sker der
det at jo længere palæstinenserne holder ud, og jo større rolle den
demografiske faktor spiller i konflikten, jo tydeligere viser Israel
sig som et apartheidsystem der er imod fred. På samme måde som
den etniske udrensning i 1948 og den kolonialistiske ekspansion
beskriver de forhold der omgav fødslen af staten Israel, på samme
måde dokumenterer de nyligt vedtagne love der kræver lydighed
i forhold til den jødiske stat og forbud mod at palæstinenserne
mindes Nakba - statens dybt racistiske karakter.
Det er ironisk at netop som Israel har nået toppen i sit forsøg
på at splitte det palæstinensiske folk – med geografisk splittelse
mellem dem i Israel og dem udenfor, mellem Jerusalem og Vestbredden, mellem Vestbredden og Gaza, mellem forskellige politiske kræfter på Vestbredden, ved hjælp af bosætterveje, mure
og barrierer – netop da er palæstinenserne blevet forenet under
deres hårde levevilkår og de udfordringer der møder dem. Uanset
om de har israelsk statsborgerskab eller ej, og om de bor i Jeru-
14
FRIHED I VORES TID1
salem, på Vestbredden eller i Gaza, så er de alle ofre for Israels
systematiske diskrimination og apartheid.
Hvis det eneste alternativ til at undgå kampen er at gå i gang
med kampen for at vinde den, så kan vi bekræfte at vores nationale befrielsesbevægelse stadig lever. Vi kan endvidere bekræfte
at politisk og diplomatisk handling er en grundlæggende del af
håndteringen af konflikten – som alternativ til at undgå kampen.
Vi må faktisk gøre den diplomatiske og politiske handling til vores
hovedmetode, når det gælder afsløringen af Israels sande natur og
samtidig isolere landet og presse på for internationale sanktioner.
I denne sammenhæng må vi advare imod planen om at opbygge statsinstitutioner under besættelsen. En administration hvis
sikkerhedstjeneste ville sluge 35 pct. af det offentlige budget, og
som ville være under konstant pres for at agere politibetjent for
besættelsen, mens den samtidig styrker Benjamin Netanyahus
plan for økonomisk normalisering som erstatning for en politisk
løsning er klart et middel til at fremme tilpasning til status quo,
ikke forandring.
Opbygningen af palæstinensiske regeringsinstitutioner og
fremme af ægte økonomisk udvikling må finde sted inden for
rammerne af en ’modstandsudviklings’ tankegang. Sådan en
tankegang er baseret på det tosidede princip om 1) støtte til folkemagten for at modstå besættelsens byrde og 2) formindskelse af afhængigheden af udenlandsk finansiering og hjælp. Det
strategiske mål for den palæstinensiske kamp, set ud fra denne
tankegang, må være at gøre udgifterne til Israels besættelse og
apartheidsystem så store som muligt så de bliver ubærlige.
Hvis vi kan blive enige om denne linje for kampen, så vil næste skridt være at vedtage en fælles national strategi baseret på
følgende fire søjler.
15
Mustafa Barghouti
1. MODSTAND
I forhold til den US-amerikanske og europæiske mangel på handling er det afgørende vigtigt at vi fortsætter med at holde vores kultur med kollektiv aktivisme i live og kraftfuldt og ikkevoldeligt gør modstand mod Israels dominans over os. Det er
handlinger som enhver mand, kvinde og ethvert barn kan udføre.
Gennem årtier med besættelse og tyveri af ejendom har 90
pct. af den palæstinensiske kamp været ikke-voldelig. En metode
som er blevet støttet af det store flertal af palæstinensere. I dag er
stadig flere palæstinensere engageret i organiseret ikke-voldelig
modstand.
Modeller for den slags modstand findes allerede. Særligt bemærkelsesværdig er den tapre og vedvarende kampagne mod
Adskillelses- eller Apartheidmuren som har spredt sig til adskillige byer og landsbyer og er blevet stadig mere ubøjelig trods den
høje pris folk må betale, herunder den israelske hærs drab på fem
palæstinensiske fredsaktivister. Modstanden fra folk i Østjerusalem, herunder dem i Silwan og Sheik Jarrah, mod den israelske
husødelæggelsespolitik, og mod offensiven for judaisering af byen
er en anden heroisk model.
Strategien må beholde sin fredelige græsrodsbårne karakter.
Hvis den gør det, vil den genoplive kulturen med kollektiv aktivisme i alle sektorer af det palæstinensiske folk. Dette vil medføre
at kampen ikke bliver begrænset til eller monopoliseret af små
kliker og vil fremme kampens vækst og momentum.
Præsident Barak Obama støttede, måske ufrivilligt, denne
tendens, da han opfordrede til palæstinensisk ikke-vold i sin Cairo tale i 2009. ”Palæstinensere”, sagde han, ”må droppe volden
… I århundrede������������������������������������������������
r har sorte mennesker i USA … lidt under adskillelsens ydmygelser. Men det var ikke vold som bragte fulde og
16
FRIHED I VORES TID1
lige rettigheder. Det var en fredelig og beslutsom insisteren på de
idealer som ligger til grund for dannelsen af USA”.
Alligevel har Israel, uden at blive mødt af officiel klage fra
USA, dræbt og såret mange ikke-voldelige palæstinensere, mens
Obama har været præsident. Her skal især nævnes Bassem Abu
Rahme der i april 2009 blev dræbt af en israelsk højhastighedståregaskanon. Den amerikanske borger, Tristan Anderson, blev alvorligt såret af den israelske hær i sidste måned med et lignende
projektil. De to mænd protesterede imod illegal israelsk jordovertagelse og imod den israelske mur. Hundredvis af lignende sager
er ukendte for verden udenfor.
Et andet aspekt af modstanden har været bevægelsen for boykot af israelske varer og for brug af lokalt producerede varer.
Denne form for modstand kan – ud over at modvirke at besættelsesmagten frarøver os indtjening på lokalt producerede varer
– engagere en bred vifte af befolkningen, gamle og unge, mænd og
kvinder og genoplive kulturen og det kollektive samarbejdes ånd.
Kampen for at stoppe blokaden af Gaza, gennem eksempelvis protestskibe, forsyningskaravaner og presset på Israel for at få brudt
den økonomiske knibtang, er en anden vigtig form for modstand.
En ny generation af palæstinensiske ledere forsøger at tale
til hele verden på vegne af den ikke-voldelige kampagne: Boykot,
de-investering og sanktioner, BDS, præcist som Martin Luther
King og tusindvis af afro-amerikanere gjorde i Montgomery busboykotkampagnen i midten af 1950’erne. Vi har samme ret til at
bruge denne taktik for at nå vores mål. Den samme verden som
forkaster enhver form for vold fra palæstinensisk side, selv i tilfælde af selvforsvar, burde sandelig unde os at bruge samme ikkevolds metoder som blev brugt af personer som King og Ghandi.
17
Mustafa Barghouti
2. NATIONAL STANDHAFTIGHED
Denne modstandssøjle har fokus på at styrke det palæstinensiske
folks demografiske magt – med henblik på at gøre de millioner
af individuelle palæstinensere til en effektiv græsrodskraft. Det
indebærer at lytte til deres væsentligste behov for dermed at gøre
dem i stand til at holde ud i kampen og udvikle deres menneskelige resurser som basis for en stærk og uafhængig palæstinensisk
økonomi.
Men for at nå disse mål må den palæstinensiske selvstyremyndigheds økonomiske plan og budget ændres, så vægten lægges på udvikling af uddannelse, sundhed, landbrug og kultur – i
stedet for at ødsle en tredjedel af budgettet væk på sikkerhed.
For eksempel kunne en sådan tilpasning til budgettet for den
videregående uddannelse tjene til at opfylde hundredetusinder af
unge palæstinenseres uddannelsesbehov. Ud over at højne og udvikle niveauet inden for universitetsuddannelse kunne det også
bidrage til mere effektiv udvikling og støtte og i sidste ende mindske afhængigheden af udenlandsk hjælp. Et sådant budget kunne
også lette byrden med skolepenge for mere end 150.000 familier,
gøre en ende på nepotisme i behandlingen af studiestipendier og
lån og skaffe lige muligheder for akademisk avancement for alle
unge mænd og kvinder uanset deres økonomiske situation.
Lignende innovative og dynamiske ideer kunne anvendes på
andre uddannelsesområder og fx stimulere offentlig sundhed,
landbrug og kultur – med det overordnede mål at imødekomme
palæstinensernes behov så selvstyrende som muligt og dermed
øge vores kapacitet til at udøve pres på Israel.
18
FRIHED I VORES TID1
3. NATIONAL ENHED OG FORENET NATIONALT
LEDERSKAB
Det strategiske mål indebærer at omstrukturere PLO på en demografisk mere repræsentativ måde og gennemføre aftaler som er
blevet vedtaget på et tidligere tidspunkt i de palæstinensiske nationale dialoger i Cairo. I de seneste par år har Israel især draget
fordel af – og indrettet sine angreb i forhold til - splittelsen inden
for den palæstinensiske bevægelse og svagheden i det splittede
palæstinensiske lederskab. Med henblik på at rette op på denne
svaghed må palæstinenserne udvikle en ny mentalitet og adfærd.
De må specielt forlade deres praksis med at kappes om magten
i et meningsløst selvstyre som stadig er under besættelsens
tommelskrue, uanset om der er tale om Vestbredden eller Gaza.
De må opgive illusionen om at et enkelt palæstinensisk parti uanset hvor stort - er i stand til at lede den palæstinensiske kamp
alene; de må vedtage demokrati og pluralistisk demokratiske aktiviteter og processer som en livsstil, og fredelige beslutningsprocesser som de eneste acceptable midler til at løse vores uenigheder og skænderier med og modstå alle ydre pres og forsøg (især
fra Israels side) på at blande sig i vores interne sager og bestikke
den palæstinensiske folkevilje. Grunden til vores manglende enhed er USA og Israels forsøg på med alle midler at nedbryde den
enhedsregering vi oprettede som følge af demokratiske valg. Der
må være en fast og urokkelig overbevisning om palæstinensernes
ret til uafhængig national selvbestemmelse.
Den sværeste opgave i dag er at skabe en forenet ledelse og
strategi som forpligter os alle, som ingen politiske eller militære
beslutninger kan afvige fra, og inden for hvis rammer ingen enkelt gruppe eller parti har monopol på beslutningsprocesserne.
Kun med en forenet ledelse og strategi vil vi være i stand til at
bekæmpe blokaden i fællesskab, i stedet for at afstå fra fællesskab
19
Mustafa Barghouti
af frygt for blokaden. Med en forenet ledelse og strategi vil vi være
i stand til at erobre initiativet i stedet for bare at reagere, og vi vil
blive i stand til at hævde vores fælles vilje i stedet for at ødsle vores energi på interne magtkampe i hvilke de forskellige partier søger hjælp udefra for at styrke sig mod interne modstandere. Kun
da vil vi blive i stand til at ændre den proces der har underlagt
den nationale befrielsesbevægelse de snævre selvstyre-interesser
(både på Vestbredden og i Gaza), og i stedet gøre selvstyremyndigheden til et instrument for den nationale befrielsesbevægelse.
4. FORSTÆRK DEN PRO-PALÆSTINENSISKE
SOLIDARITET
Det er opmuntrende at en sådan bevægelse allerede eksisterer og
vokser. Men det vil kræve enorme kræfter at organisere den og
koordinere dens aktiviteter med henblik på at sikre at den har
størst mulig indflydelse på beslutningstagerne især i Europa og
Vesten. Palæstinensiske, arabiske og muslimske samfund bliver
nødt til at samles omkring samme mål. Solidaritetsbevægelsen er
allerede kommet langt med organiseringen af boykot af israelske
produkter, herunder den beslutning som blev taget af The Federation of British Universities om at boykotte israelske akademikere;
den forbløffende beslutning som blev taget af 52 britiske fagforeninger der repræsenterer 7 millioner mennesker, om at tilslutte
sig BDS-kampagnen; den beslutning som blev taget af Hampshire
College og nogle kirker i USA om at nægte at investere i Israel; og
den beslutning som blev taget i Norge og Danmark om at trække
investeringer tilbage fra israelske militærselskaber. Der er stadig
meget at gøre for at få udbredt den slags aktiviteter og opbygge
sådan en solidaritetsbevægelse.
Det er med stadig større bekymring jeg ser hvordan Obamaadministrationen endnu ikke er i stand til at stå fast i forhold til
20
FRIHED I VORES TID1
Israel og den pro-israelske lobby. Hilary Clinton kunne i en tale
i februar 2011 ikke få sig selv til at bruge ordet ’illegitime’ om
Israels ulovlige bosættelser.
Palæstinensernes vanskelige situation, som Nelson Mandela
har beskrevet som den vigtigste udfordring til den internationale
humanitære samvittighed, minder stærkt om Sydafrikas situation i starten af 1980’erne. Det krævede mange års kampagne før
det lykkedes den sydafrikanske befrielsesbevægelse at vinde de
forskellige regeringer for deres sag. Vendepunktet indtraf da de
store multinationale selskaber indså at prisen for at handle med
apartheidregimet i Pretoria var for stor. I tilfældet Palæstina vil
de afgørende kriterier for den internationale solidaritetsbevægelses succes være: 1) omhyggelig organisering og minutiøs planlægning, en høj grad af disciplin og tæt koordinering; 2) en rationel,
civiliseret retorik som ikke lader sig narre af Israels taktiske
provokationer og 3) rekruttering af progressive bevægelser og
mennesker ude omkring, herunder anti-zionistiske jøder og jøder
imod den israelske politik
Ingen af de her nævnte faktorer er nye, men de mangler stadig
at blive gennemført. Det logiske udgangspunkt for deres gennemførelse er at operere ud fra det princip at – skønt den palæstinensiske sag er palæstinensisk, arabisk og muslimsk – så er
den frem for alt en humanitær sag som henvender sig til alle i
verden som bekymrer sig om humanitære principper og værdier.
Den succes som blev opnået af frihedskæmperne i Sydafrika, Vietnam-bevægelsen og kampagnen for et uafhængigt Indien hænger
sammen med at de var i stand til at formulere en universel appel.
Og det er præcist hvad vi skal gøre. Vores motto for solidaritetsbevægelsen med det palæstinensiske folk må være ’kampen mod
den nye apartheid og den systematiske racisme’ og ’kampen for
retfærdighed og retten til frihed’. Den kendelse som Den inter21
Mustafa Barghouti
nationale Domstol i Haag udstedte om adskillelsesmuren, dens
udtalelse om det ulovlige i de jødiske bosættelser og i forandringen af Jerusalems udseende, er værdifulde legale redskaber som
den palæstinensiske regering har overset i fem år. Kendelsen om
Muren og Goldstone-Rapporten om Israels angreb på Gaza (trods
det faktum at Goldstone under pres trak rapporten tilbage) bør
nu være vores platform for fremstød i retning af at gennemføre
sanktioner mod Israel, på samme måde som FN-resolutionen mod
besættelsen af Namibia udgjorde en platform for skabelse af en
kampagne mod apartheidsystemet i Sydafrika.
Den firesporede strategi som er skitseret ovenfor, og som er
vedtaget af The Palestinian National Initiative Movement, kan
blive en succes hvis den fremføres med en klar vision, tålmodighed og systematisk udholdenhed. Jeg regner ikke med at alle vil
bakke op. Nogle er blevet så frustrerede og desperate at det har
svækket deres vilje til at engagere sig eller fortsætte konfrontationen mod Israel. Vi må også anerkende at visse sektorer i det
palæstinensiske samfund er blevet så afhængige af overgangsaftaler og udenlandsk hjælp og deres medfølgende økonomiske
situation at de er parate til at sælge ud af deres bidrag til virkelig forandring. Ikke desto mindre repræsenterer den foreslåede
omfattende strategi de allerfleste palæstinenseres interesser og
rummer løfter om en bedre fremtid.
Den palæstinensiske nationale kamp har indtil videre gennemgået to hovedfaser. Den første blev ledet af palæstinensere
i udlandet og glemte at inddrage palæstinenserne hjemme; og
den anden fase blev ledet af palæstinenserne hjemme og glemte
at inddrage palæstinenserne i udlandet. I dag befinder vi os på
tærsklen til en tredje fase som skal forsøge at kombinere kampen
hjemme med de kampagner som laves af palæstinenserne og deres sympatisører i udlandet.
22
FRIHED I VORES TID1
Til slut vil jeg kommentere spørgsmålet om valget mellem en
en-stats løsning og en to-stats løsning. Af to grunde er det både
teoretisk og praktisk rimeligt at rejse det spørgsmål her. For det
første har Israel vedvarende forsøgt at underminere udsigten
til en palæstinensisk stat – ved at presse på for at få skabt en
selvstyremyndighed eller en overgangsstat eller en stat uden reel
suverænitet. Alt dette svarer til at erstatte en virkelig stat med
klynger af ghettoer og bantustans. For det andet har Israels skabelse af ’facts on the ground’ i form af bosættelser og bosætterveje
gjort en levedygtig stat umulig. Sløvheden fra Vesten betyder at
tiden rinder ud for en to-stats løsning. Hvis det sker, skyldes det
at man ikke har standset den israelske bosætteraktivitet. Premierminister Netanyahus erklæring om at bygningen af bosættelser
vil fortsætte i Østjerusalem, og den samtidige bygning af stadig
flere boligenheder på Vestbredden gjorde totalt grin med den højt
profilerede ’indefrysning af bosætterbyggeriet’ som udløb i september 2010 efter ti måneder.
Lad os sige det ligeud: Israel har arbejdet døgnet rundt for at
ødelægge muligheden for en uafhængig palæstinensisk stat eller
for en to-stats løsning. Men det stiller ikke palæstinenserne uden
alternativ, sådan som zionistiske ledere utvivlsomt håber. Alternativet er: den demokratiske enhedsstat (ikke at forveksle med
en bi-national stat) i hvilken alle borgere har samme rettigheder
og pligter uanset deres religiøse tilhørsforhold eller oprindelse.
Den er et alternativ til forsøget på at tvinge palæstinenserne til
at acceptere slaveri under besættelse og et apartheidsystem i
form af en svag autonom regering som man så kalder en stat. Vi
palæstinenserne er så vante til – og så lidt indstillede på at acceptere – den slags falske kompromiser.
Et farvel til to-stats løsningen vil helt sikkert føre til nye kampe for lige rettigheder inden for én stat. Israel der favoriserer do23
Mustafa Barghouti
minans frem for integration med deres palæstinensiske naboer vil
selv være ansvarlig for den kamp idet man konsekvent har fortsat
bosættelser projektet. Ingen kan sige at man ikke var advaret.
Men hverken en ægte uafhængig stat eller en enkelt demokratisk stat – som begge afvises af Israel med lige stor voldsomhed
– kan opnås uden at udstille og nedkæmpe apartheid systemet.
Dette kræver en strategi. Og derfor – i stedet for på forhånd at
skændes om hvorvidt vi skal gå efter en en-stats eller to-stats
løsning så skal vi hellere samles om det fælles mål som er en forudsætning for begge de to løsninger: at formulere og gennemføre
en strategi som bekæmper besættelsen, apartheid og racistisk
diskrimination. Det vil føre os til noget som er absolut nødvendigt
i denne fase som er at gå fra en verden af slogans til en verden af
praktisk aktivisme i overensstemmelse med levedygtige strategiske planer som mobiliserer demonstranter imod Muren sammen
med intellektuelle og politikere og andre sektorer af samfundet.
Slogans afgør ikke befrielseskampe. Slogans uden strategier og
kampe for at gennemføre dem er ikke andet end tomme ønsker –
eller for nogle måske: en tilsyneladende ædel måde at undslippe
ansvar og det arbejde som følger med.
Det er på høje tid vi indser at diplomatiske anstrengelser og
forhandlinger ikke fritager os for at deltage i kampen. Vi har
en vej som fører til et mål: det palæstinensiske folks frihed. Der
findes ikke noget smukkere end at følge den vej til enden. Det er
ikke et projekt for engang ude i fremtiden. Det er et projekt som
ikke kan vente. Vi burde overtage parolen fra Sydafrikas frihedskæmpere: ”Frihed nu! Og frihed i vores levetid!”.
Vi vil til sidst blive frie i vores eget land – enten som resultat
af en to-stats løsning eller i en ny integreret stat. Der kommer et
tidspunkt, hvor folk ikke længere kan klare uretfærdigheden. For
Palæstina er det tidspunkt kommet.
24
2
NI’ILIN,
LIGE SOM SOWETO
Jonathan Pollack
Jeg var seks år gammel i 1988, og det var da den første Intifada var på sit højeste. På fjernsynsskærmen i min fars og mors
dagligstue flimrede billeder med hundredvis af demonstrerende
mennesker, de fleste unge mænd. Mange havde maskeret sig med
’keffyieh’, der var nogle der kastede med sten, andre brændte bildæk, andre igen svingede med flag. Tre blev skudt ihjel. På den
israelske Kanal 1 hørte vi nyhedsoplæserens neutrale stemme
fortælle om dødsfaldene uden at ryste det mindste på stemmen.
De døde var palæstinensiske ballademagere, for oplæseren var de
det og intet andet end det – navnløse og døde. Samme dag ville
lignende billeder kunne være sendt fra Soweto, Cape Town eller
Durban.
Skønt det er længe siden, er der ikke sket grundlæggende forandringer – og det der er forandret er forandret til det værre. Mere
end tyve år er gået; og mens Sydafrika er fri for apartheid (om
end ikke problemfrit), så fængsles, terroriseres og skydes demon-
25
Jonathan Pollack
stranter med jævne mellemrum i de palæstinensiske landsbyer
der gør oprør, som Bil’in, Naba Saleh og Ni’ilin.
Opførelsen af den israelske mur på Ni’ilins jord blev påbegyndt i 2004, men standset efter et pålæg fra Israels højesteret.
Trods dette - samt at den rådgivende forsamling ved Den internationale Domstol i Haag, 2004, dømte Muren illegal - blev byggeriet
genoptaget i maj 2008, ved at israelske bulldozere ryddede sig vej
gennem Ni’ilins århundredgamle olivenplantage. Som følge deraf
lancerede Ni’ilins indbyggere en kampagne for at protestere mod
tyveriet af deres jord med demonstrationer, strejker og direkte
aktioner. Israel svarede igen som det altid gør, med militærmagt
mod den civile modstand. Fem af Ni’ilins borgere blev dræbt, én
af dem en 10-årig dreng; hundredvis blev alvorligt såret og over
hundrede blev sat i fængsel.
Aqel Srour er den femte og seneste af Ni’ilins demonstranter der har mistet livet ved israelske kugler. Demonstrationerne
fortsætter, og tragisk nok vil Srour næppe være det sidste offer.
Faktisk er adskillige ubevæbnede demonstranter blevet dræbt
i andre landsbyer. Srour blev skudt den 5. juni 2009 da han løb
hen til en anden demonstrant, en 15-årig dreng der lige var blevet
skudt i maven. Kuglen, der dræbte Aqel, et eneste skud fra en
snigskytte, ramte ham i hjertet. Samme dag blev yderligere fire
personer skudt af snigskytter der lå og lurede i grøfterne.
Vi stod få meter fra Aqel og hørte skuddet, fulgt af en ligesom
forbløffet stønnen. Vi styrtede af sted, men da jeg nåede derhen
var han allerede ved at falde om. Med begge hænder mod brystet
gik han ned på knæ og faldt derefter bagover. Hans hvide skjorte
var gennemblødt af hans røde blod. Jeg prøvede at rive skjorten
op, men kunne ikke mobilisere styrke nok, en anden måtte gøre
det sekundet efter.
26
NI’ILIN, LIGE SOM
SOWETO2
Lægehjælpen kom med orangefarvede bårer. Jeg tog fat i venstre sides midte, og vi begyndte at løbe. Ambulancen var mindre
end 10 m væk. Jeg så ind i hans øjne, og han så ind i mine, sandsynligvis uden at være helt bevidst om det. Jeg kunne ikke få mine
øjne væk fra de øjne, selv efter at døden tog over og fyldte dem
med tomhed. Han havde fråde om munden, og huden blev gul og
stiv. Vi råbte hans navn, ville få ham til at sige noget, lige meget
hvad. Men han var allerede død.
Soldaterne trak sig tilbage til deres armerede jeeps og kørte
bort. Vi løb efter dem skrigende af raseri, men de var væk. Vi
fandt dem en km borte i en olivenlund - én der ikke var blevet
ødelagt - lige op ad Muren. Mens vi blev oversprøjtet med tåregas,
ringede en af vores telefoner med det formelle dødsbudskab. Vi gik
tilbage mod landsbyen. Halvvejs fremme standsede jeg alene på
den tørre mark og græd. Rundt omkring mig stod snesevis andre
alene og græd.
Hvor mange gange har jeg mon stået og grædt alene for en
ven hvis liv var blevet taget? Og hvor mange gange vil jeg gøre
det igen?
Under begravelsen næste dag stod jeg ved det nygravede hul
og så hans døde krop blive sænket ned. Ved siden af mig stod
en ældre ven, en veteran fra den første Intifada, måske en af de
unge mænd jeg så på TV da jeg var lille. Han stod og mumlede
for sig selv: ”Det er den vej vi har valgt, ingen har tvunget os; vi
ved hvad prisen er.”
Han har ret. Vi kender prisen, og vi tager vores valg; men tårerne der løber os i munden smager ikke mindre salt for det, og
smerten bliver ikke mindre. Tværtimod, den vokser. Og jo større
den bliver, desto klarere synes den valgte vej at være, desto stærkere bliver vores engagement.
27
Jonathan Pollack
Klarhed rammer hårdt i intervallerne mellem sorg og raseri,
mellem vrede og mismod. Og der er megen klarhed at tage vare
på. Støtten fra de helt almindelige mennesker der går med frem
mod den militære overmagt er somme tider svær at kapere for
os der går forrest, mens det lige står på. Men behovet for denne
støtte bliver aldrig tydeligere, end når vi begraver dem der døde
i kampen.
Evnen til at få civil modstand op at stå afhænger meget af
den støtte udefra det lykkes med at skabe, og det afhænger også
af støttens evne til at tøjle den vold som undertrykkelsen skaber.
Fra midten og frem til sidst i 1980’erne begyndte den sydafrikanske anti-apartheid bevægelse at få fremgang, delvis fordi ’Goliat’,
den sydafrikanske hær, ikke længere kunne holde stand mod de
stenkastende ’Davider’ fra de mange townships. Israel af i dag
ligner dog mere Sydafrika fra 60’erne med en ulastelig økonomi,
der er vokset midt i den globale økonomiske krise, og på trods af
(eller måske takket være) at det er en besættelsesmagt. Når vi
i dag demonstrerer, holder den israelske hær let og bekvemt sin
stilling mod retfærdigheden.
Enorme og magtfulde interesser er investeret i Israel og dets
besættelsesapparat. En BDS-bevægelse kan være en metode for
almindelige mennesker til at tage noget af den magt tilbage. At
boykotte, de-investere og sanktionere er hovedsagelig et spørgsmål om solidaritet og moral og om at lægge presset på den rette
måde. Desmond Tutu, vel den person vi ser som mest synonym
med den sydafrikanske anti-apartheid boykotbevægelse, har ved
mange lejligheder sagt at BDS-kampagnen var vigtig for Sydafrika, idet den var et psykologisk stærkt våben hvis påvirkning
åbenbart ikke lod nogen uberørt. Han har også ofte sagt at den
gav sorte mennesker håb om at verden brød sig om dem; at den
viste sin solidaritet på denne måde.
28
NI’ILIN, LIGE SOM
SOWETO2
Ni’ilin, nøjagtig som Soweto, har brug for at verden stiller sig
bag den og lægger et stærkt pres på Israel. Kun det vil kunne
stoppe kuglerne og udligne det hav af forskelle der er mellem
demonstranter og bevæbnede undertrykkere, mellem soldater og
frihedskæmpere. I Palæstina, som i Sydafrika, kan en stærk BDSbevægelse udvirke den forandring.
29
30
3
HVAD SKER DER
NÅR INTET SKER?
Slavoj Zizek
Den 2. august 2009 indhegnede det israelske politi et hjørne af
det arabiske kvarter Sheikh Jarrah i Østjerusalem hvorefter to
palæstinensiske familier (over 50 personer) blev bortvist fra deres
hjem. Umiddelbart efter fik jødiske bosættere lov til at flytte ind
i de tomme huse. Det israelske politi støttede sig til et udsagn fra
Højesteret. Men de bortviste arabiske familier havde boet der i
over 50 år. Denne ene, men langt fra unikke hændelse, tiltrak sig
opmærksomhed fra verdens medier; men den er del af en langt
større, og så godt som overset, igangværende proces.
To år senere ser det ikke meget anderledes ud. Den 16. oktober
2011 offentliggjorde Israel en plan om at bygge 2.600 nye hjem
i Sydjerusalem, trods fordømmende udtalelser fra USA, EU og
Storbritannien. Hvis planen bliver gennemført, vil det ikke bare
indebære at en del af den arabiske sektor adskilles fra resten af
den besatte Vestbred, det vil også groft underminere chancerne
for en levedygtig palæstinensisk stat og i det hele taget yderligere
besværliggøre palæstinensernes dagligliv. Hvad planen går ud på
31
Slavoj Zizek
er helt åbenbart: mens Israel bruger tomme ord om en to-stats
løsning, er det travlt optaget af at skabe en situation der i realiteten udelukker muligheden for to stater. Hvad der ligger bag denne
politik er også ganske tydeligt; se bare på den mur der adskiller
et bosætterkvarter fra en palæstinensisk landsby hvor som helst
på en bakke på Vestbredden. Den israelske side af Muren er blevet malet med billeder af en landlig idyl der måtte være der ude;
dog er den palæstinensiske landsby ikke til at få øje på, man ser
kun grøn natur, græs og træer. Er dette ikke etnisk udrensning i
den mest raffinerede udgave – altså at vise det omkringliggende
landskab som tomt, jomfrueligt og bare ventende på den driftige
bosætter?
Processen får somme tider et strøg af at være kulturelt baseret.
Den 28.oktober 2008 bestemte Højesteret at Simon Wiesenthal
Centret nu måtte gå i gang med at bygge det længe planlagte
’Center for Human Dignity – Museum of Tolerance’ på et omtvistet
sted midt i Jerusalem. Det er for nærværende under opbygning.
Frank Gehry (hvem ellers?) har tegnet et gigantisk kompleks der
indeholder museum, børnemuseum, teatersal, konferencecenter,
bibliotek, kunstgalleri, forelæsningssale, cafeteria osv. Den erklærede hensigt med komplekset er at promovere godt medborgerskab, respekt for de forskellige segmenter af det jødiske samfund
og mellem mennesker af alle trosretninger. Men disse gode formål
overskygges af at byggepladsen var Jerusalems største muslimske gravplads indtil 1948. (Det muslimske samfund appellerede
til Højesteret fordi komplekset ville vanhellige gravene som siges at indeholde knogler af muslimer dræbt under korstogene i
det tolvte og trettende århundrede. Det underkendte Højesteret).
Denne mørke historie viser på det tydeligste den skjulte sandhed
bag det ”multi-religiøse” projekt: et sted der fejrer tolerance, åbent
for alle, men under det israelske overherredømme som ignorerer
32
HVAD SKER DER NÅR INTET SKER?
3
de underjordiske ofre for intolerance. Som om man bliver nødt til
at have lidt organiseret intolerance for at kunne skabe rum for
den sande tolerance.
Hvad betyder alt det der? For at begribe hvad der virkelig er
sandheden i de nyheder vi får kan det somme tider være tilstrækkeligt at samlæse to modsatrettede nyheder; betydningen springer ud af det sted hvor de mødes - som gnisten ved en elektrisk
kortslutning. Den 21. september 2011 kritiserede Obama den palæstinensiske ansøgning om medlemskab af FN med beskeden ud
til verden om at ”fred kommer ikke gennem standpunkter og resolutioner i FN”. Mindre end en uge senere, den 27. september, gik
Israel ud med sin plan om at opføre 1.100 nye bosættelsesenheder
i det sydlige Jerusalem (på den anden side af Israels grænser fra
1967) hvorefter kvartetten - USA, EU, FN og Rusland - formanede
begge sider: de skulle gå tilbage til forhandlingsbordet og ”afstå
fra provokerende handlinger”. Et stop for bosættelserne blev overhovedet ikke nævnt.
Skal palæstinenserne bare stå der og se på at deres jord tages fra dem dag for dag? Når liberale, fredselskende israelere
beskriver deres konflikt med palæstinenserne i neutrale termer
(man tilstår at der er ekstremister på begge sider der afviser fred)
som om der var en symmetrisk balance, må man stille et enkelt
spørgsmål: ”Hvad er det der sker i Mellemøsten, når intet sker” altså på det politisk/militære niveau, når der ikke er spændinger,
angreb, forhandlinger? Jo, der sker det at et langsomt, uophørligt
arbejde finder sted. Det går ud på at fratage palæstinenserne
deres jord på Vestbredden: en gradvis kvælning af palæstinensernes økonomi, en opdeling af deres land, stadig flere bosættelser,
et pres på palæstinensiske landmænd for at få dem til at opgive
deres marker (fra afbrænding af høstudbyttet, over religiøs fornedrelse, til drab af enkeltindivider), alt sammen understøttet af
33
Slavoj Zizek
et Kafkask netværk af retsgyldige bestemmelser. Saree Makdisi
beskriver i ’Palestine Inside out: An Everyday Occupation,’ hvordan den israelske besættelse af Vestbredden, selvom den i sidste
ende håndhæves af militærmagten, alligevel kan siges at være
en besættelse hjulpet af bureaukrati: dens primitive former er
påbud, ID-kort, opholdspapirer og andre tilladelser. Det er denne
mikro-bestyrelse af det daglige liv som sikrer gennemførelsen af
den langsomme men uafvendelige israelske udvidelse: man skal
bede om lov til at rejse med sin familie, til at dyrke sin egen jord,
til at grave en grøft, gå på arbejde, i skole, til sygehuset. En efter
en bliver Jerusalem-fødte palæstinensere frataget deres ret til at
bo i deres by; de bliver forhindret i at få arbejde, nægtet retten til
en bolig og så videre. Palæstinensere bruger ofte den problematiske kliché om Gaza-striben som ”verdens største koncentrationslejr” – men denne betegnelse er kommet farligt nær sandheden.
Og det er en realitet som gør al abstrakt tale om at ”bede bønner
for fred” uanstændig og hyklerisk. Staten Israel er klart engageret i en langsom, usynlig proces, totalt ignoreret af medierne – en
slags graven dæmninger i undergrunden. Således vil verden en
skønne dag vågne op til at en palæstinensisk Vestbred ikke længere eksisterer. Og landet som palæstinenser-frei er et faktum
vi bare må acceptere. Kortet over den palæstinensiske Vestbred
viser allerede nu billedet af en fragmenteret øgruppe.
Ind imellem har staten Israel forsøgt at holde igen med sine
ekstreme udskejelser, som da Højesteret sidst i 2008 gav ordre til
at rømme nogle bosættelser. Det var efter at de illegale bosætteres
angreb på palæstinensiske bønder var blevet en daglig foreteelse
på Vestbredden. Men, som mange har noteret: en sådan forholdsregel kan ikke andet end at forekomme halvhjertet, set i forhold
til en politik der på det dybere plan er staten Israels langsigtede
politik, og som massivt overtræder de internationale aftaler som
34
HVAD SKER DER NÅR INTET SKER?
3
Israel selv har underskrevet. Netanyahu er i fuld gang med at
lægge planer for nye bosættelser trods international fordømmelse
fra mange kanter. Det er alt for let for de illegale bosættere at
svare de israelske myndigheder med: Vi gør lige som I, bare mere
åbent; så med hvilken ret kan I dømme os? Og statens svar må
være lige så let: ha’ tålmodighed, skynd jer langsomt; vi gør det
I ønsker, bare på en mere moderat og acceptabel måde. Det er
samme historie der er forsat lige siden 1949: mens Israel accepterer betingelserne for fred som det internationale samfund
fremlægger, kalkulerer det med at den plan nok ikke bliver til
noget. De brutale bosættere lyder somme tider som Brünhilde når
hun dadler Wotan, i sidste akt af Wagners Valkyrien. For ved at gå
imod hans eksplicitte ordrer og beskytte Siegmund virkeliggjorde
hun jo bare hans sande ønsker, de ønsker han havde været nødt til
at afstå fra efter pres udefra. På samme måde udfører de illegale
bosættere bare statens sande ønsker som den er nødt til at opgive
på grund af presset fra det internationale samfund. Mens den fordømmer de åbent voldelige udskejelser fra ’illegale’ bosættelser,
promoverer staten Israel nye ’legale’ bosættelser på Vestbredden,
den fortsætter med at strangulere den palæstinensiske økonomi
og så videre. Et kig på kortet over det forandrede Østjerusalem
siger alt: palæstinenserne bliver gradvist indhegnet og deres område splittet op i småbidder. Fordømmelsen af den ikke-statslige
anti-palæstinensiske vold kamuflerer det virkelige problem med
statslig vold; fordømmelsen af de illegale bosættelser kamuflerer
illegaliteten ved de legale bosættelser. Her ligger dobbeltheden
ved Højesterets så lovpriste upartiske ’ærlighed’: ved ind imellem
at afgive en dom i de fordrevne palæstinenseres favør og proklamere at fordrivelsen var illegal garanterer den legaliteten ved
langt de fleste andre sager.
35
Slavoj Zizek
Og – for at undgå enhver form for misforståelse – alt dette
indebærer på ingen måde ’forståelse’ for terrorhandlinger som
aldrig kan undskyldes. Tværtimod udgør det den eneste grund til
at fordømme terroristangreb uden at være hyklerisk.
36
Del 2
Boykot-bevægelsen
37
38
4
BDSBEVÆGELSENS
OPFORDRING
Et år efter at den rådgivende forsamling i Den internationale
Domstol tilkendegav at den israelske mur som er bygget på palæstinensisk jord er illegal, fortsætter Israel bygningen af sin
koloni-mur med en total ignorering af domstolens kendelse. 38 år
inde i den israelske besættelse af Vestbredden (inklusive Østjerusalem), Gazastriben og de syriske Golanhøjder fortsætter Israel sin udvidelse af de jødiske kolonier. Østjerusalem og Golanhøjderne blev annekteret ensidigt, og nu, gennem opførelsen af
Muren, er Israel de facto i gang med at annektere store dele af
Vestbredden. I skyggen af tilbagetrækningen fra Gaza forbereder
det udvidelsen af sine kolonier dér. 57 år efter at staten Israel
blev bygget, hovedsageligt på land der var blevet etnisk renset for
sine palæstinensiske ejere, er flertallet af palæstinensere stadig
flygtninge, de fleste også statsløse. Derudover er det israelske
grundfæstede system med racediskriminering mod egne arabiskpalæstinensiske indbyggere forblevet intakt.
39
BDS-BEVÆGELSENS OPFORDRING
I lyset af:
Israels fortsatte overtrædelser af international lov, og:
eftersom hundredvis af FN-resolutioner siden 1948 har dømt Israels koloniserende og diskriminerende politik ulovlig og krævet fyldestgørende og effektive afhjælpninger, og:
eftersom alle former for international indblanding og fredsmægling indtil nu på ingen måde har kunnet overbevise eller tvinge
Israel til at overholde humanitære love, respektere grundlæggende menneskerettigheder samt stoppe dets besættelse og
undertrykkelse af det palæstinensiske folk, og:
på baggrund af det faktum at samvittighedsfulde mennesker i det
internationale samfund historisk har bakket op om et moralsk
ansvar for at bekæmpe uretfærdighed eksemplificeret i kampen for afskaffelse af apartheid i Sydafrika gennem diverse
former for boykot, de-investering og sanktioner, og:
inspireret af sydafrikanernes kamp mod apartheid og i den internationale solidaritets ånd, moralske konsekvens og modstand
mod uretfærdighed og undertrykkelse, udtrykker vi hermed
vores opråb.
Vi, repræsentanter for Palæstinas civilsamfund, opfordrer de internationale civile organisationer og samvittighedsfulde mennesker overalt i verden til en bred boykot og en gennemførelse af
de-investeringer mod Israel magen til dem man tog i anvendelse
mod Sydafrika i apartheid-æraen. Vi appellerer til jer: Læg pres
på jeres respektive regeringer, kræv embargoer og sanktioner
40
BDS-BEVÆGELSENS OPFORDRING4
mod Israel. Samtidig inviterer vi også bekymrede israelere til
at støtte denne opfordring, for retfærdighedens og en ægte freds
skyld.
Sådanne ikke-voldelige straffemetoder skal opretholdes lige
til Israel erkender sit ansvar for det palæstinensiske folks ufravigelige ret til selvbestemmelse og fuldt ud følger folkerettens
forskrifter:
m Afslutte besættelsen og koloniseringen i alle arabiske lande,
rive Muren ned.
m Anerkende de arabisk-palæstinensiske borgeres ret til fuld
ligestilling;
m Respektere, beskytte og fremme de palæstinensiske flygtninges ret til at vende tilbage til deres hjem og ejendom, som
fastslået i FN-resolution 194
De palæstinensiske politiske partier, fagforeninger, foreninger,
sammenslutninger og organisationer, der repræsenterer de tre
uadskillelige dele af Palæstinas folk:
Palæstinensiske flygtninge.
Palæstinensere under besættelse.
Palæstinensiske borgere i Israel.
9. juli, 2005
41
42
5
DEN KULTURELLE
BOYKOT: ISRAEL
VERSUS SYDAFRIKA
Omar Barghouti
”Under apartheid i Sydafrika sagde man at det ville være
upassende for internationale kunstnere at optræde i Sydafrika,
et samfund baseret på diskriminerende love og racisme. På
samme måde ville det være forkert for Cape Town Opera at
optræde i Israel”1
Desmond Tutu, 26.oktober 2010
Der har aldrig været så mange BDS-sejre som efter at det store
flertal i det palæstinensiske civilsamfund i juli 2005 udsendte
sin opfordring til BDS mod Israel for at tvinge det til at opfylde
dets forpligtelser i forhold til folkeretten, og slet ikke efter Israels
massakrer i Gaza og blodbadet på Freedom Flotillaen på vej til
Gaza i maj 2010. Disse grusomheder fik den længe slumrende
1
”Tutu urges Cape Town Opera to call off Israel Tour”, Times, 26. oktober 2010
på timeslive.co.za
43
Omar Barghouti
internationale offentlige vrede over Israels særlige status som en
stat hævet over loven og især beskyttet af Vesten til brat at vågne
op. Samvittighedsfulde mennesker rundt omkring på kloden syntes at have overskredet en grænse da de gik ind for at udfordre
Israels straffrihed gennem effektiv pression i stedet for, som hidtil, eftergivenhed og ’konstruktiv dialog’. Dette blev mest synligt
på det kulturelle felt hvor opbakningen bag opfordringen fra The
Palestinian Campaign for the Academic and Cultural Boycott of
Israel (PACBI)2 oplevede markant vækst.
I 2009 blev USACBI, en USA-baseret kampagne for akademisk
og kulturel boykot af Israel dannet. Flere end 500 akademikere
skrev under på opfordringen, for ikke at nævne de hundredvis af
kulturpersonligheder som også skrev under3.
Det var også i 2009 at ’Boycott! Supporting the Palestinian
BDS Call from Within’4 (eller bare ‘Boycott from Within’) blev
dannet og kom til at spille en afgørende rolle i opfordringen til
kulturel boykot af Israel blandt kendte kulturpersonligheder og
bands verden over.
En norsk opfordring til international kulturel og akademisk
boykot af Israel (der lå på linje med PACBI’s retningslinjer)
samlede i oktober 2010 over 100 betydningsfulde underskrifter
fra akademikere, forfattere, musikere, andre kulturarbejdere og
sportsstjerner5. På omtrent samme tid blev The European Platform for the Academic and Cultural Boycott of Israel (EPACBI)
2
“Call for Academic and Cultural Boycott of Israel”, på pacbi.org
3
US Campaign for the Academic and Cultural boycott of Israel: ”Endorse Our
Call to Boycott”, på usacbi.wordpress.com
4
Boycott! Supporting the Palestinian BDS Call from Within, på boycottisrael.
info
5 “Call for an Academic and Cultural Boycott of the State of Israel”, på akulbi.
net
44
DEN KULTURELLE BOYKOT: ISRAEL VERSUS SYDAFRIKA
5
lanceret med deltagelse af boykotkampagner fra hele kontinentet
og i fuld koordinering med PACBI6.
Nogle uger tidligere var The Indian Campaign for the Academic and Cultural Boycott of Israel blevet lanceret. ������������
Den blev anbefalet af nogle af Indiens kendteste forfattere og akademikere7.
I november 2011 udsendte kunstnere i Sydafrika en historisk
vigtig udtalelse som støttede BDS’ opfordring til boykot af Israel.
Erklæringens8 overskrift lød: ” Sydafrikanske kunstnere mod
apartheid”. En lignende udtalelse blev udsendt i februar samme
år af 500 kunstnere i Montreal9, Canada, som støttede BDS, og i
august fulgte en irsk opfordring til kulturel boykot 10 som var den
første nationale kulturelle boykot mod Israel.
Akademiske og kulturelle boykotkampagner er også nået til
bl.a. Frankrig11, Italien12 og Spanien13.
I perioden efter angrebet på Flotillaen gik bestseller forfattere som Iain Banks, Alice Walker og Henning Mankell åbent ud
og anbefalede boykot af Israel; det samme gjorde forskeren Ann
Laura Stoler14. En række superstjerner holdt sig væk fra Israel
6
PACBI: “European Platform for the Academic and Cultural Boycott of Israel
(EPACBI) Brings Boycott Movement to a Higher Level in Europe”, 12. oktober
2010, på pacbi.org
7
“Indian Call for the Academic and Cultural Boycott of Israel, juli 2010, på
pacbi.org
8 “South African Artists Against Apartheid: A Declaration”, på southafricanartistsagainstapartheid.com
9
“500 Artists Against Israeli Apartheid” på tadamon.ca
10 Ireland Palestine Solidarity Campaign, “IPSC ‘Irish Artists’ Pledge to Boycott
Israel”, på pacbi.org
11 Association des Universitaires pour le Respect du Droit International en
Palestine, på aurdit.fr
12 ”l’appello italiano per il boicottaggio accademico e culturale”, på sites.google.
com
13 ComissióUniversitàriaCatalana per Palestina: “Col laboracióambxarxeseuropees: No al’acord EU- Israel”, 30. april 2010, på cuncap.wordpress.com
14 Ann Laura Stoler: “By Colonial Design”, 10. september 2010, på pacbi.org
45
Omar Barghouti
på grund af dets krænkelse af folkeretten og palæstinensernes
rettigheder, ofte i det stille, uden at udsende pressemeddelelser.
Det gælder megastjernen Meg Ryans aflysning af et besøg i Israel, og det gælder koncerter som blev aflyst af Elvis Costello,
Gill Scott-Heron, Carlos Santana, The Pixies, Faithless, Vanessa
Paradis, Ladysmith Black Mambazo, JelloBiafra, Thomas Quasthoff, August Burns Red, Marc Almond med flere – og som fik al
skepsis der måtte være i forhold til kampagnen til at forstumme.
Verdenskendte filmfolk lige fra Jean-Luc Godard15 og The Yes
Men16 til Mike Leigh17 fulgte opfordringen til boykot og holdt
sig væk fra israelske filmfestivaler. John Greyson og Ken Loach
spillede en afgørende rolle i promoveringen af den kulturelle boykot og i udbredelsen af kendskabet til kampagnens grundlag og
retningslinjer.
Støtten til BDS kom også fra berømte forfattere og kulturpersonligheder som John Berger, Roger Waters, Naomi Klein,
Arundhati Roy, Judith Butler, Aharon Shabtai, Udi Aloni, Sarah
Schulman, Angela Davis, Barbara Hammer, N. Pushpamala og
Adrienne Rich18.
Der var tale om intet mindre end et jordskred inden for den
kulturelle boykot da mere end 150 mainstream kunstnere inden
for teater, film og TV i USA og England i september 2010 udsendte
en udtalelse19 der var blevet til på initiativ af Jewish Voice for
Peace. Udtalelsen støttede den voksende kulturelle boykot inde
i Israel der var rettet mod de ulovlige bosættelser bygget på pa15 Matthew B. Zeidman: ”Jean-Luc Godard Cancels Trip to Tel Aviv Student
Film Festival”, Hollywood Today, 3. juni 2008, på hollywoodtoday.net
16 “For Once, the Yes Men Say No”, Letter from the Yes Men to the Jerusalem
Film Festival, 3. Juli 2009, på pacbi.org
17 Hannah Brown: “Mike Leigh Cancels Visit Over ’IsraeliPolicies’”, Jerusalem
Post, 17, oktober 2010, på jpost.com
18 Se forskellige rapporter på www.pacbi.org
19 ”Israeli Artists Condemn Settlements”, Jewish Voice for Peace, på jvp.org
46
DEN KULTURELLE BOYKOT: ISRAEL VERSUS SYDAFRIKA
5
læstinensisk område – på grund af bosættelsernes krænkelse af
folkeretten 20. Frank Gehry, der nyder ’Guggenheim berømmelse’,
sluttede sig til denne målrettede boykot.21 Mens det har stået
sløjt til med en omfattende kulturel boykot af Israel i USA, var
dette initiativ et brud med et langvarigt tabu, især i forhold til
at lægge pres på – for ikke at sige opfordre til boykot af – Israel
som reaktion på dets vedvarende krænkelse af folkeretten og
krigsforbrydelser. Hvis man i USA tillader sig at afvige fra den
sammenspiste linje som behandler Israel som hævet over international lov, ofte på bekostning af USA’s interesser22 så kan det koste
den enkelte kunstner, journalist, funktionær, akademiker eller
ganske almindelige mennesker dyrt. Derfor er denne udtalelse
fra kunstnerne ekstraordinært modig. Når udtalelsen fordømmer
Israels koloniale bosættelser og ”hæslige besættelse” og udtrykker
håb om en retfærdig og vedvarende fred i regionen og støtter
indholdet i boykot som et effektivt og helt legitimt redskab til at
gøre en ende på uretfærdighed, så er den en model til efterfølgelse.
Endelig synes en række berømte kunstnere i USA at have fattet
20 Chaim Levinson and Or Kashti: “150 Academics, Artists Back Actors’ Boycott
of Settlement Arts Center”, Hareetz, 31. august 2010, påwww.haaretz.com
21 Abe Hayeem: “Architects Against Israeli Occupation,” Guardian, 4.oktober
2010, påwww.guardian.xo.uk
22 I bogen The Israel Lobby and US Foreign Policy (Farrar, Strauss &Giroux
Paperbacks, 2008) leverer forfatterne John Mearsheimer og Stephen Walt en
imponerende og veldokumenteret argumentation for at Israels Indflydelse på
det beslutningstagende apparat ikke nødvendigvis skyldes fælles interesser
med USA, men snarere skal ses som resultat af den israelske lobbys enorme
magt. Jeg benægter ikke den israelske lobbyes helt ekstraordinære indflydelse i udformningen og dannelsen af USA’s politik i Mellemøsten og andre
steder, men jeg ønsker at foretage en klar skelnen her mellem de interesser somflertallet af der amerikanske folk repræsenterer og så dem som det
militære-olie-sikkerheds-kompleks repræsenterer. Sidstnævnte har rekord i
krigsstøtte, herunder den israelske militarisme og ekspansionisme.
47
Omar Barghouti
Nelson Mandelas advarsel mod fristelsen til ”at ligestille forso­
ning og fairness med retfærdighed og uretfærdighed”23.
Denne opportunistiske boykot af de israelske institutio­
ner
på bosættelserne blev startet af de samme personer inden for
den zionistiske ‘venstrefløj’24 som havde protesteret højlydt og
vredt mod PACBI’s opfordring da den første gang blev udsendt,
og havde citeret den principielle forpligtelse til at forsvare ’den
akademiske frihed’ eller ’de kunstneriske kommunikationskanaler’. Pludselig forsvinder hele denne højtravende tale om at afvise
boykot på det kulturelle område med henvisning til beskyttelsen
af ytringsfriheden og dialogen – og boykot bliver ikke kun legitim,
men en absolut moralsk pligt når den passer ind i den zionistiske
’venstrefløjs’ snævre politiske dagsorden25.
Udfordringer
Trods den spektakulære opbakning bag den kulturelle boykot af
Israel har der været en række pinefulde undtagelser når boykotten blev brudt.
I en masseproduceret opfordring26 til Cape Town Operaen i
Sydafrika om at aflyse dens ’urimelige’ optræden i Tel Aviv og
respektere den palæstinensisk igangsatte kulturelle boykot af
23 Desmond Tutu: ”Israeli Ties: A Chance to Do the Right Thing”, Times Live,
26.september 2010 på www.timeslive.co.za
24 Der findes ingen ’videnskabelig’ definition på sådan en fløj, men med henblik
på dette kapital defineres de som dem der går ind for at afskaffe en lille del
af Israels uretfærdigheder mod palæstinenserne, ikke ud fra en principiel
tilslutning til de universelle menneskerettigheder eller til folkeretten, men
for at styrke Israel som en jødisk overlegen og dermed racistisk stat.
25 For yderligere information om den manglende konsekvens i den zionistiske
’venstrefløjs’ holdning til boykot af Israel, se ”Boycotting Israel: Missing the
Forest of the Trees”, 26.september 2010, og ”Boycott ’Ariel’ and the Rest! All
Israeli Academic Institutions are Complicit in Occupation and Apartheid”,
10.februar 2010, beggepå pacbi.org
26 ”Cape Town Opera To Go on Israel Tour Despite Tutu Plea”, BBC, 27.oktober
2010, på bbc.co.uk
48
DEN KULTURELLE BOYKOT: ISRAEL VERSUS SYDAFRIKA
5
Israel27 skriver ærkebiskop emeritus Desmond Tutu: ”Kun den
mest tykhudede sydafrikaner ville have det godt med at optræde
for et publikum som udelukkede beboere fra fx en besat landsby
på Vestbredden kun 30 minutter fra Tel Aviv som ikke ville få
tilladelse til at rejse til Tel Aviv, mens man gerne må invitere de
jødiske naboer fra de ulovlige bosættelser på besat palæstinensisk
område”
Trods denne lidenskabelige opfordring besluttede Cape Town
Operaen at fortsætte sin optræden og krænkede derved den kulturelle boykots retningslinjer som formuleret af The Palestinian
Campaign for the Academic and Cultural Boycott of Israel og
vedtaget af det store flertal af palæstinensiske kunstnere og kulturpersonligheder28 og af snesevis af internationale kulturpersonligheder29.
Balladen om dette tilbageslag bidrog til at belyse det dybt
rodfæstede ansvar som de israelske kulturelle institutioner bærer når det gælder tilsløring af statens mangestrengede system
af kolonial undertrykkelse af det palæstinensiske folk. Det afgørende var at det også bidrog til at kaste lys på de internationale
kunstneres forpligtelse til – som et minimum – at afstå fra at
underholde den israelske apartheid og i det skjulte støtte Israels
forsøg på, med et tykt lag fernis af kunstnerisk og videnskabelig
patos, at hvidvaske sine forbrydelser. Den intense debat i medierne om dette og lignende brud på boykot har i høj grad skærpet
bevidstheden om den afgørende rolle som den kulturelle boykot
spillede i den sydafrikanske anti-apartheid kamp og den rolle
27 Se pacbi.org
28 ”Palestinian Filmmakers, Artists and Cultural Workers Call for a Cultural
Boycott of Israel”, 4.august 2006, på pacbi.org
29 “John Berger and 93 Other Film-makers, Musicians and Performers Call for
a Cultural Boycott of Israel”, 15.december 2006, på pacbi.org
49
Omar Barghouti
som den forventes at spille i den palæstinensiske kamp for selvbestemmelse, frihed, retfærdighed og lighed.
Der kom øjeblikkeligt to bemærkelsesværdige resultater ud af
BDS-bevægelsens succes med at tilsværte Israels ’brand’ på det
kulturelle område, trods Israel og den israelske lobbys febrilske
forsøg på at ’re-brande’ staten via en kostbar pr-kampagne. Først
begyndte et bemærkelsesværdigt stort antal berømte kunstnere
at afvise invitationer til at optræde i Israel selv om de blev tilbudt
’ekstremt høje’30 honorarer. Hertil kommer at det opleves som
skamfuldt af de få der accepterer den slags invitationer eftersom
de bliver udstillet i offentligheden. De forsøger derfor at dække
deres samarbejde med Israel med et figenblad
i form af besøg
31
til besat palæstinensisk område eller en eller anden aktion med
næsten en hvilken som helst palæstinensisk kunstner eller kulturinstitution.
Den mest sejlivede indvending mod kulturel og akademisk
boykot baseres faktisk på en falsk præmis – at vi opfordrer til at
boykotte og ’fryse’ individuelle israelske akademikere og kunstnere ud. Det har PACBI aldrig gjort.
PACBI-opfordringen fra 200432 og alle efterfølgende PACBIdokumenter og taler har konsekvent opfordret internationale
kunstnere, akademikere og institutioner til at boykotte alle israelske akademiske og kunstneriske institutioner (herunder
etablerede bands og orkestre) ikke individer. Til forskel fra den
sydafrikanske akademiske og kulturelle boykot som var en ’total’
boykot der var rettet mod alt og alle i Sydafrika, så er den palæstinensiske boykot kun rettet mod institutioner på grund af disses
30 “Boycott Targets Stars from Elvis to Elton,” Jewish Daily Forward, 19.maj
2010, på forward.com
31 “On BDS Bashers and their Search for Fig Leaves”, 29.juni 2011, på pacbi.org
32 ”Call for Academic and Cultural Boycott of Israel”, 6.juli 2004,på pacbi.org
50
DEN KULTURELLE BOYKOT: ISRAEL VERSUS SYDAFRIKA
5
dybt rodfæstede medskyld i Israels planlægning, retfærdiggørelse
og hvidvaskning eller andre måder at fortsætte Israels krænkelse
af folkeretten og de palæstinensiske rettigheder på.
PACBI har aldrig været rettet mod individuelle kunstnere
eller akademikere, – ikke fordi de formodes at være mere progressive eller mere imod uretfærdighed end resten af samfundet
– sådan som det fejlagtigt antages, men fordi vi principielt er
modstandere af politisk tankekontrol og ’sortlistning’. Hvis FN
i fremtiden udarbejder veldokumenterede og gennemarbejdede
lister baseret på bredt accepterede kriterier fra folkeretten, som
FN gjorde hen mod slutningen af kampen mod apartheid i Sydafrika, så er det en anden sag. Men BDS, som PACBI er en del
af, og som er en civilsamfundsorganisation, går ikke med til at
udarbejde lister over hvem der er gode israelere og hvem der ikke
er – på grundlag af tilfældige politiske kriterier33.
Israel versus Sydafrika: Apartheid – kald det hvad
du vil
De som i dag tøver med at boykotte de israelske akademiske og
kulturelle institutioner, mens de i fortiden skrev under på og
endda kæmpede for at gennemføre en total akademisk og kulturel
boykot mod apartheid-Sydafrika er nu under hårdt pres for at
forklare denne inkonsekvente holdning.
Israel gennemfører en mere sofistikeret, udviklet og brutal
form for apartheid34 end sin sydafrikanske forgænger, i følge auto33 “PACBI Guidelines for the International Academic Boycott of Israel (revideret
august 2010)”, 1.oktober
34 Israels legaliserede institutionaliserede system med racistisk diskrimination
passer med FN’s definition af forbrydelsen apartheid i The international
Convention of the Suppression and Punishment of the Crime of Apartheid fra
1973 og the Rome Statute of the international Criminal Court fra 2002. Se
“International Convention on the Suppression and Punishment of the Crime
of Apartheid”, på icc-cpi.int
51
Omar Barghouti
ritative udtalelser fra sydafrikanske anti-apartheid ledere som
ærkebiskop Desmond Tutu35 og landets tidligere minister Ronnie
Kasril36 som er jødisk. Den palæstinensiske sag fortjener derfor
samme solidaritet og medmenneskelighed fra samvittighedsfulde
mennesker verden over, især dem som var modstandere af sydafrikansk apartheid. Det bør være i form af effektiv BDS mod
Israel – indtil Israel viser respekt for folkeretten og de grundlæggende menneskerettigheder.
Israel praktiserer stadigvæk, 63 år efter sin dannelse, en nøje
gennemtænkt og systematisk proces med tvangsforflyttelse af hovedparten af den oprindelige palæstinensiske befolkning; Israel
praktiserer stadig racistisk diskrimination mod sine egne ’ikkejødiske’ borgere; opretholder den længstvarende militære besættelse i moderne tid; nægter stadig palæstinensiske flygtninge der
er revet op med rode og frarøvet al ejendom deres internationalt
anerkendte ret til at vende tilbage til deres hjem og ejendom;
begår stadig krigsforbrydelser og krænker grundlæggende menneskerettigheder og principperne i folkeretten – og slipper helt
for straf.
Nogle vil argumentere for at kunsten skal sætte sig ud over politiske splittelser og forene mennesker i deres fælles humanisme.
Dette argument overser det politiske indhold i – og den rolle som
de fleste kunstneriske udtryk spiller, især i perioder med vedvarende undertrykkelse. Endvidere glemmer de som efterplaprer
den slags snak at de legendariske herrer og slaver har meget lidt
til fælles – og mindst af alt nogen menneskelighed. I stedet for
at genopfinde hjulet vil jeg minde om de kloge ord som Enuga S.
Reddy, direktør for FN’s Center mod Apartheid, i 1984 udtalte
35 “Tutu Condems Israeli ‘Apartheid’”, BBC, 29. april 2002, på news.bbc.co.uk
36 Ronnie Kasrils: ”Israel 2007: Worse Than Apartheid”, Mail & Guardian,
21.maj 2007 på mg.co.za
52
DEN KULTURELLE BOYKOT: ISRAEL VERSUS SYDAFRIKA
5
som svar på kritikken af at den kulturelle boykot af Sydafrika
krænkede ytringsfriheden:
“Det er temmelig mærkeligt, for nu at sige det mildt, at se
det sydafrikanske regime som nægter al frihed … til det afrikanske flertal … optræde som forsvarer for verdens kunstnere
og sportsfolks frihed. Vi har en liste over mennesker som har
optrådt i Sydafrika, enten på grund af ukendskab til situationen eller tiltrukket af pengenes magt eller blot pga. ligegyldighed i forhold til racismen. De skal overbevises om at de skal
stoppe med at optræde for apartheid, stoppe med at profitere
på apartheid-penge og stoppe med at tjene apartheidregimets
propaganda-interesser”.37
Dette fandt sted to årtier efter at den irske anti-apartheid bevægelse i 1964 havde udsendt sin første udtalelse som var underskrevet af 28 irske dramatikere som havde besluttet ikke at lade
deres værker opføre for et raceadskilt publikum i Sydafrika38. Året
efter, i 1965, stod The American Comittee on Africa som var inspireret af prominente engelske og irske kunstsammenslutninger,
bag en historisk udtalelse om Sydafrikas apartheid, underskrevet
af over tres kulturpersonligheder. I december 1980 vedtog FN’s
generalforsamling omsider en særlig resolution om den kulturelle
boykot af Sydafrika og efterkom dermed gentagne opfordringer
fra sorte organisationer i Sydafrika som reelt kritiserede et stort
antal udenlandske entertainere som brød boykotten.
37 ”Cultural Boycott: Statement by Enuga S .Reddy direktør for FN’s Center
mod Apartheid på et pressemøde (1984)”, 11. januar 1984, på pacbi.org
38 www.anc.org.za/ancdocs/history/boycotts/cultural.html
53
Omar Barghouti
Re-branding Israel
I en erklæring som Mr. Isaac Zablocki, direktør for Det israelske
Filmcenter i New York, for nylig udsendte, hedder det:
”Centrets mål er at dele disse fantastiske filmiske bedrifter,
der stammer fra et land som normalt kun ses gennem nyhedsoverskrifter, med publikum. Gennem vores cinematek og fremvisning og markedsføring af film håber vi at dele et nyt stykke
af den israelske virkelighed – et Israel fyldt med uskyld, humor
og idealer, med publikum.”39
På slående vis var dette en afspejling af indholdet i den officielle
Brand Israel-kampagne som blev lanceret af den israelske regering helt tilbage i 2005 og siden da blev intensiveret, især i kritiske
situationer som da Israel blev ramt af internationalt raseri pga.
krigsforbrydelserne i 2006 i Libanon og vinteren 2008/09 i Gaza,
og her for nylig efter det blodige angreb på nødhjælpsflotillaen
på vej til Gaza. Denne kampagne som blev udviklet af lederne i
Israels tre mest magtfulde ministerier, satser på en ny plan der
skal forbedre Israels image i udlandet ”ved at nedtone religion og
undgå alle diskussioner om konflikten med palæstinenserne”. 40
Rapporten afslørede at ikke-jødiske amerikanere som blev inddraget i fokusgrupper med henblik på denne kampagne ”næsten
samstemmende så Israel som udelukkende ’militaristisk’ og ’religiøst’”. Den beskrev endvidere kampagnen som ”den seneste
manifestation af en voksende bevægelse – startet i USA – hvis
mål er at re-brande Israel eller forny dets image i både jøders og
39 “Announcing: New (and Enormous) Database of Israeli Films is Now Live”, 7.
juli 2010 på cultureshuk.com
40 Nathaniel Popper: ”Israel Aims to Improve its Public Image,” Jewish Daily
Forward,14.oktober 2005, på forward.com
54
DEN KULTURELLE BOYKOT: ISRAEL VERSUS SYDAFRIKA
5
ikke-jøders øjne. Det bagvedliggende koncept er at Israel kun vil
opnå støtte hvis det ses som relevant og moderne – i stedet for kun
at ses som et sted for krig og religion” .Nissim Ben-Sheetrit, tidligere vicegeneraldirektør i det israelske udenrigsministerium,
forklarede ved lanceringen af Brand Israel-kampagnen i 2005: ”Vi
ser kultur som et førsteklasses hashara (propaganda) redskab, og
jeg skelner ikke mellem hashara og kultur”.41
Efter den israelske aggressionskrig mod det belejrede Gaza tog
Israels image endnu et dyk og tvang regeringen til at poste endnu
flere penge i Brand Israel-kampagnen. Arye Mekel, en af hovedpersonerne bag kampagnen og vice- generaldirektør for kulturelle
spørgsmål i udenrigsministeriet, fortalte New York Times: ”Vi vil
sende berømte romanforfattere, skribenter, teaterkompagnier og
udstillinger til udlandet. På den måde viser vi Israels pæne ansigt så vi ikke kun sættes i forbindelse med krig”42. Israel sendte
faktisk stadig flere dansekompagnier, orkestre, digtere og film
til udlandet, især efter Operation Cast Lead. Jo større antallet
af uskyldige ofre for Israels uophørlige brutalitet og krigsførelse
var, des flere penge måtte det spendere – lyder argumentet for at
hvidvaske dets grusomme image.
Alt dette er nu velkendt. Hvad der er mindre kendt eller debatteret i medierne er det skjulte aspekt ved ’Brand Israel’- indsatsen, nemlig den kontrakt som tvinger kunstnere og forfattere til,
i kraft af deres rolle som tjenesteydende personer der modtager
statsmidler, at indrette sig efter eller endog promovere statens
politik. I virkeligheden køber sådanne kontrakter kunstnernes
og forfatternes samvittighed og gør grin med ’ytringsfriheds’mantraet.
41 Yuval Ben Ami: “About Face,” Haaretz, 20. september 2005, på haaretz.com
42 Ethan Bronner: “After Gaza, Israel Grapples With Crisis of Isolation,” New
York Times, 18.marts 2009, på nytimes.com
55
Omar Barghouti
Den slags kontrakter blev afsløret af en artikel i Haaretz43
som meget passende hed: ”Kontrakt på kunst” og var skrevet af
den berømte israelske forfatter Yitzhak Laor. Da det er af største
vigtighed at kende til den slags kontrakter hvis man skal forstå
det organiske partnerskab mellem staten og den tilpas selvglade
og medskyldige intelligentsia, bringes de mest relevante dele af
artiklen her:
”Den tjenesteydende person forpligter sig til trofast, ansvarligt og utrætteligt at forsyne Ministeriet med de mest professionelle tjenesteydelser. Den tjenesteydende person er klar over at
formålet med tjenesteydelserne er at promovere Israels politiske
interesser via kultur og kunst, herunder bidrage til at skabe et
positivt image of Israel.
Den tjenesteydende person vil ikke præsentere sig som agent,
udsending og/eller repræsentant for Ministeriet”.
Ministeriet er bemyndiget til at opsige kontrakten eller dele heraf
uden varsel og efter Ministeriets forgodtbefindende hvis den tjenesteydende person ikke forsyner Ministeriet med tjenesteydelser og/eller ikke opfylder sine forpligtelser til Ministeriets fulde
tilfredshed og/eller leverer tjenesteydelser på upassende måde
og/eller afviger fra tidsplaner og/eller hvis Ministeriet af en eller anden grund ikke har brug for tjenesteydelser længere og/
eller af budgetmæssige, organisatoriske eller sikkerhedsmæssige
grunde. Den tjenesteydende person kan ikke stille med krav, fordringer eller retslige tiltag på baggrund af Ministeriets opsigelse
af kontrakten.
43 Yitzhak Laor:”Putting Out a Contract on Art,”, Haaretz, 25. juli 2008, på
haaretz.com
56
DEN KULTURELLE BOYKOT: ISRAEL VERSUS SYDAFRIKA
5
Man sårer ofrene for apartheid
Et argument som ofte fremføres imod kulturel boykot af Israel
er at en sådan boykot, hvis den medfører at man nægter at vise
kunstværker i Israel, faktisk kan skade statens ofre, palæstinenserne, mere end den skader selve Israel.
Jonathan Demme, filmkunstner fra USA, som sammen med
Martin Scorsese grundlagde Film Makers United Against Apartheid, med det formål at protestere imod apartheid i Sydafrika i
1980’erne, blev spurgt44 om det at nægte at vise amerikanske film
for hele det sydafrikanske publikum ville straffe de sorte såvel
som det hvide regime. Han svarede:
”Vi tror at svaret er nej. Lederne af (oppositionen) African
National Congress har sagt at de brændende ønsker boykot ….
Hvad angår det faktum at vi afviser den bevidstgørelse som
amerikanske film kunne fremkalde så er der enighed om at det
vil tage mere end en film eller en gruppe film at hæve de hvide
herskeres bevidsthedsniveau”.
Israels kulturelle såvel som akademiske institutioner vil altid
hævde at en boykot vil begrænse deres frihed og straffe de kunstnere og akademikere som er de mest progressive og mest ihærdige
modstandere af ’besættelse’ i det israelske samfund. Bortset fra at
dette argument er falsk, så tjener det til at fjerne opmærksomheden fra to basale kendsgerninger: for det første at den palæstinensiske kulturelle og akademiske boykot sigter på institutioner og
ikke individer, og for det andet at disse institutioner ikke er mere
progressive end resten i Israel, men tværtimod hovedsøjler i Israels
44 Bob Thomas: ”US Entertainment Industry Fights Racism in South Africa”,
Associated Press, 20. december 1987
57
Omar Barghouti
struktur med kolonial apartheid og undertrykkelse. Ikke kun mister de undertrykte intet når samvittighedsfulde personer boykotter institutioner som konstant er medspillere i undertrykkelsessystemet. De vinder tværtimod utroligt meget når disse medløbere
svækkes som resultat af den effektive og vedvarende boykot.
”Ikke noget at fejre”
En af de største ’branding’- indsatser blev gennemført i 2008 af
den israelske regering i anledning af tresåret for oprettelsen af
staten. Nogle af de mest prominente kunstnere, politikere, akademikere og andre var inviteret til at fejre tresåret sammen med
Israel. Som reaktion udsendte PACBI i samarbejde med The Palestinian NGO Network en halvsides annonce i The International
Herald Tribune med titlen: “No Reason to Celebrate Israel at
60” (Ingen grund til at fejre Israels 60 år) efter at have samlet
snesevis af underskrifter fra prominente internationale kulturpersonligheder, herunder afdøde Mahmoud Darwish (den berømteste digter i den arabiske verden). John Berger, Ella Shohat, Ken
Loach, Augusto Boal, Roger Waters, Andre Brink, Judith Butler,
Vincenzo Consolo og Nigel Kennedy. Den lyder:
“Oprettelsen af staten Israel for næsten 60 år siden betød
forflyttelse og fordrivelse af hundredtusinder palæstinensere
fra deres hjem og land. Men på trods af at deres fredelige liv
var lagt i ruiner, samfundet splittet, deres ejendele frarøvet
dem og håbet om frihed og nationalstat smadret, så holdt
palæstinenserne fast ved drømmen om at vende tilbage, og palæstinensere overalt nærede en drøm om frihed og et værdigt
og helt liv..
Der er intet at fejre! Israel er som tresårig en stat som
stadig nægter palæstinensiske flygtninge deres FN-baserede
58
DEN KULTURELLE BOYKOT: ISRAEL VERSUS SYDAFRIKA
5
rettigheder, ganske enkelt fordi de er ’ikke-jøder’. Israel besætter stadig ulovligt Palæstina og anden arabisk jord og krænker derved utallige FN-resolutioner. Israel krænker stadig
groft folkeretten og bryder basale menneskerettigheder uden
at blive straffet. Det skyldes rundhåndet økonomisk, diplomatisk og politisk støtte fra USA og EU.
Israel behandler stadig sine egne palæstinensiske borgere
med institutionaliseret diskrimination.
Kort sagt, at fejre ’Israels 60 år’ svarer til at danse på palæstinensiske grave til jagende toner fra vedvarende fordrivelse
og mangesidet uretfærdighed.
Der er absolut ingen grund til at feste! Men der er tonsvis
af grunde til at overveje, at engagere sig, at arbejde for fred og
retfærdighed”. 45
Okay, der er tonsvis af grunde til at feste. Den kulturelle boykot af
Israel oplever, trods sin unge alder, allerede en fin vækst i Vesten
og har betydelig indflydelse på Israels straffrihed og ’brand’. Måske fangede Maxi Jazz, frontfigur i Faithless, et berømt engelsk
band som nægtede at optræde i Israel, pointen da han forklarede
bandets beslutning:
”Mens mennesker bevidst nægtes ikke blot deres rettigheder, men også deres egne, deres børn og bedsteforældres BEHOV, føler jeg at det ikke skulle være nødvendigt at sende end
ikke underforståede signaler om at dette hverken er ’normalt’
eller ’OK’. Jeg hverken kan eller vil støtte det. Det piner mig at
det er kommet så vidt, og jeg beder hver dag for at mennesker
i al deres visdom vil begynde at bekymre sig om hinanden”.
45 ”60 years of Palestinian Dispossession .. No Reason to Celebrate ’Israel at
60’!”, på pngo.net
59
60
6
ØKONOMISK AKTIVISME MOD BESÆTTELSEN:
ARBEJDE INDEFRA
Dalit Baum og Merav Amir
ET POLITISK KOMPROMIS
Lige siden udbruddet af Al-Aqsa Intifadaen har den israelske
bevægelse mod besættelsen genopfundet sig selv gennem nye former for aktioner og solidaritetsarbejde. Over for den israelske
offentlige menings fjendtlige benægtelser er omfattende protester
blevet mødt først med fuldstændig mangel på mediernes opmærksomhed og derefter med en sympatibølge over for politiets og hærens vold mod de protesterende. Bevægelsen blev yderligere marginaliseret og radikaliseret og reorganiserede sig i et netværk af
mindre grupper, som hver især specialiserede sig i at arbejde med
forskellige former for direkte aktion, påvirkning af offentligheden
eller modstand. I dette netværk har den feministiske modstand
mod besættelsen indtaget en central og ledende rolle ved både at
opretholde den synlige opposition i den israelske gade og ved at
skabe ad hoc så vel som langsigtede former for samarbejde for en
bredere indsats.
Who Profits from the Occupation? er et sådant specialiseret
projekt udført af Coalition of Women for Peace (CWP). Det opstod
61
Dalit Baum og Merav Amir
i 2006 som et politisk kompromis gennem en dyb, vedvarende diskussion inden for organisationen om hvad vores svar skulle være
på den palæstinensiske opfordring til BDS1 - en opfordring rettet
specielt også mod israelske aktivister. CWP er en organisation
som består af jødiske og palæstinensiske kvinder fra 1948-Israel og tilknyttede venstre-feministiske grupper som fx Women in
Black, New Profile, Bat Shalom, Machsom (checkpoint)Watch og
Tandi.2 Som en radikal feministisk gruppe har CWP, fra den blev
til, været plaget af dilemmaet mellem økonomisk retfærdighed i
forhold til besættelsen og af solidaritetsudfordringer henholdsvis
privilegier inden for den fælles bevægelse som tilsammen førte til
BDS-diskussionen.
Hvad er israeleres rolle i en bevægelse som opfordrer til internationalt pres? Hvordan kan en israelsk organisation fortsat
forsøge at kommunikere og ændre den israelske opinion under
sådanne omstændigheder? Hvilket ansvar har israelske askenazi
middelklasse kvinder for at kunne anbefale økonomiske forholdsregler som kan gøre de fattige- mizrahi jøder eller palæstinensere
der lever i Israel - endnu fattigere? Diskussionen rejste både
betydningsfulde og vigtige spørgsmål. I overensstemmelse med
traditionel, konsensusbaseret beslutningstagning fokuserede den
på det der var enighed om: at fremme økonomisk aktivisme i alle
dens former imod 1967-besættelsen både i Palæstina/Israel og
internationalt. Beslutningen indeholdt en aktionsplan – igangsættelse af en græsrods research-indsats for både at uddanne
os selv i besættelsens økonomi og for at bistå den bredere del af
bevægelsen i at anvende vores adgang til denne information.
1 ”Palestinean Civil Society Call for BDS” 9. juli 2006, se bdsmovement.net
2 Se yderligere informatiom om Coalition of Women for Peace på coalitionofwomen.org
62
ØKONOMISK AKTIVISME MOD BESÆTTELSEN: ARBEJDE INDEFRA
6
Tre år senere, i november 2009, afholdt CWP en generalforsamling for at gennemgå BDS-diskussionen. Det var bemærkelsesværdigt at støtten til den generelle opfordring til BDS denne
gang var enstemmig. Gennem de tre år havde vi været vidne til
angreb på og belejringen af Gaza, mens besættelsen af Vestbredden havde udviklet sig yderligere til en slags apartheid-regime
– alt sammen med støtte i den israelske opinion. Samtidig voksede BDS-bevægelsen globalt, og CWP spillede en vigtig rolle
gennem sit research-projekt med navnet ”Who Profits from the
Occupation?”. Gennem dette projekt havde vi studeret nye facetter af besættelsens økonomi, og resultaterne af vores studier
havde spillet en vigtig rolle i at vise hvordan anvendelsen af
boykot, de-investering og sanktioner er retfærdiggjort, nødvendig
og potentielt meget effektiv i vores arbejde for en retfærdig fred
i Israel/Palæstina.
FRA UDGIFT TIL PROFIT
Det er ikke første gang at den israelske bevægelse mod besættelse
har prøvet at beskæftige sig med de økonomiske aspekter af besættelsen. Det veltjente Fred Nu slogan ”Penge til (indre by) kvartererne og ikke til bosættelserne” blev udmøntet for ca. tredive år
siden. Det er siden blevet kritiseret for sin simple form og præsenteret som bevis på bevægelsens manglende respekt for ’virkelige’
klasse- og fattigdomsproblemstillinger. Dette slogan udviklede
sig til et meget solidt argument for forskere som Shlomo Swirski
fra Adva Center, som udfører periodiske undersøgelser der anslår udgifterne til besættelsen for den israelske økonomi og det
israelske samfund.3 Argumentet om at besættelsen er meget dyr
sigter mod at underminere den israelsk-jødiske offentlige støtte
3 Shlomo Swirski, The Price of Occupation, Adva Center and Mapa Publishers,
2005
63
Dalit Baum og Merav Amir
til bosættelserne og den fortsatte besættelse.4 Men de samme
undersøgelser viser at mange af de økonomiske udgifter for det
israelske samfund ved besættelsen også kan ses som indkomst
for bestemte parter som tjener på den koloniale ekspansion – gennem sikkerhedsindustrien og ved udnyttelsen af palæstinensiske
resurser og markeder. Dette nye perspektiv kræver en anden linje
i den politiske intervention: det er ikke tilstrækkeligt retorisk at
informere den israelske offentlighed om udgifterne ved besættelsen; det er også nødvendigt at følge pengene og udstille dem der
nyder godt af deres del i besættelsen.
Den israelske kontrol med Vestbredden og Gaza har ændret
sig gennem årene, men fra begyndelsen og hele vejen igennem
har det været et økonomisk militært kontrolsystem. Kontrollen
har været dikteret af den israelske økonomiske elite. En potentiel
konkurrencedygtig palæstinensisk økonomi er blevet af- og ikke
ud-viklet5, og de palæstinensiske arbejderes og varers bevægelse
er reguleret til fordel for det israelske marked, mens palæstinensiske forbrugere er blevet fastholdt som marked for israelske varer.
Kort sagt har israelske producenter, arbejdsgivere og købmænd
anvendt økonomisk-militær kontrol til at sikre sig profitter.6
Gennem 1990’erne gennemgik den israelske økonomi meget
hurtige neoliberale reformer som indeholdt nedskæringer i social
service og støtte; øget eksponering over for globale investorer,
markeder og virksomheder og privatisering af offentlig service,
nationale projekter og statslige aktiver og selskaber.
4 Shlomo Swirski, Is There an Israeli Business Peace Disincentive? Adva Center, 7. august, 2008, på adva.org
5 Sara Roy, Failing Peace: Gaza and the Palestinian-Israeli Conflict, Pluto
Press, 2007
6 Lev Grindberg, ”Economic Envelopment: Three Turning Points in Forty Years of Economic and Military Domination,” Theory and Criticism 31 (Winter
2007) (Hebrew). English Translation by Ami Asher, på whoprofits.org
64
ØKONOMISK AKTIVISME MOD BESÆTTELSEN: ARBEJDE INDEFRA
6
Disse dramatiske ændringer i den israelske økonomi har væsentligt øget private virksomheders økonomiske aktiviteter i de
besatte områder, i bosættelserne og ved checkpoints med forsyning af sikkerhedsservice, teknik og våben. Som det er tilfældet
under lignende globale omstændigheder som fx amerikansk militær intervention i Afghanistan og Irak, har den private sektor
øget sin andel i opretholdelse af besættelsen.
Som græsrodsaktivister diskuterer vi politiske argumenter og
religiøst nationalistiske opfattelser på den israelske, offentlige
arena, men økonomiske interesser er ofte mere skjulte og indviklede, og Who Profits? blev oprettet i forsøget på at udstille
og undersøge disse interesser for at kunne øve indflydelse på
dem. Virksomheders meddelagtighed i besættelsen er en farlig og
indflydelsesrig magt som kan undertrykke fredsinitiativer eller
sætte dem tilbage. På den anden side er virksomheder profitorienterede, og deres involvering i disse kontroversielle aktiviteter
kan blive omkostningsfulde for dem: offentlige kampagner kan
tilsmudse deres offentlige image, vigtige kunder eller investorer
kan vælge at forlade dem på grund af etiske overvejelser, og meddelagtighed i overtrædelse af menneskerettigheder kan i nogle
lande ligefrem få retslige følger. På en måde kan virksomheders
øgede medvirken i besættelsen anvendes til at forstærke civilsamfundets rækkevidde og indflydelse hvis vi effektivt kan forlange
at virksomheder skal stå til regnskab.
Who Profits from the Occupation? fokuserer på at udstille disse
virksomheders interesser ved at tilbyde nøjagtig, troværdig og
veldokumenteret information til brug for kampagner for at virksomheder skal påtage sig deres ansvar. Som israelske aktivister
inden for 1948-Israel, der taler hebraisk, kan vi bevæge os frit
i de besatte områder og er velbekendte med Israels økonomi og
med besættelsen, vi har derfor et fordelagtigt udgangspunkt for at
65
Dalit Baum og Merav Amir
gennemføre sådanne undersøgelser. Næsten al vores information
kommer fra virksomhedernes egne udgivelser eller fra regelmæssige besøg i de besatte områder Vestbredden og Golanhøjderne.
Vores database, som består af mere end 1000 virksomheder der
medvirker direkte i det militære-økonomiske kontrolsystem, er
blevet til et informationscentrum både ved at fungere som informationscenter og gennem vores website, www.whoprofits.org som
understøtter snesevis af initiativer og yder løbende støtte ved at
tjekke information til kampagner både internationalt og lokalt.
Mere end blot boykot af bosætterprodukter
Da vi begyndte på vores kortlægning af besættelsesindustrien,
havde vi i vores økonomiske aktivisme mod besættelsen mest
fokus på produktion i bosættelserne. Lange lister med bosættelsesvirksomheder og -produkter blev distribueret af israelske
fredsorganisationer som Gush Shalom, Bat Shalom og forskellige studenterorganisationer som redskaber for forbrugerboykot.
Disse gamle lister omfattede israelske virksomheder i bosættelserne, men ikke flertallet af distributører af landbrugsprodukter
og produkter delvist fremstillet i bosættelserne OG heller ikke
virksomheder der var registreret andre steder. Således rettede
disse boykot aktioner sig mest mod marginale produkter og blev
udført af en lille gruppe israelske, mest jødiske, aktivister; de gav
højest udtryk for diskret bekymring pakket ind i et sprogbrug om
etiske indkøbsvaner.
Ud over at tilbyde en nem – måske for nem – vej for israelere til
tilsyneladende at distancere sig fra bosættelserne udfordrede disse initiativer ikke virksomhederne med vedvarende kampagner,
og de forsøgte aldrig at ændre virksomhedernes politikker. Mens
udbredt forbrugerboykot kan være effektiv i nogle tilfælde, så har
denne aktionstype ingen effekt når procentdelen af deltagere er
66
ØKONOMISK AKTIVISME MOD BESÆTTELSEN: ARBEJDE INDEFRA
6
forsvindende lille, og når disse aktioner ikke er del af en bredere,
kollektivt organiseret aktivisme. Betegnende nok viser vores undersøgelser at bosættelsesindustrierne er få og deres indtægter
meget begrænsede, og at de alle undtagen i en håndfuld landbrugsbosættelser ikke medvirker væsentligt til bosættelsernes
økonomiske opretholdelse.7 Med andre ord vil selv strategiske
kampagner for virksomheders ansvarlighed med fokus på bosætterprodukter ikke nå meget længere end til det symbolske eller
oplysende niveau.
Derfor har vi besluttet at øge fokusbredden i vores kortlægning
og under overskriften, ”bosætterindustri” inkludere hele bosættelsens økonomiske grundlag. Oven i bosættelsernes landbrugsog industriproduktion undersøger vi handel med fast ejendom,
opførelse af bosættelser, infrastruktur og udbuddet af al vigtig
service og forsyning til bosættelserne. Som det tydeligt fremgår
nedenfor, er det israelske og internationale virksomheder der
bygger veje og boliger, tilbyder forskellig service som offentlig
transport, affaldshåndtering, vandforsyning, sikkerhed og telekommunikation og tilbyder lån og varer til markedet.
I bredere forstand inkluderer bosættelsesindustrien de fleste større israelske detailhandlere og udbydere af service. Disse
virksomheder fastholder at de følger en ”ikke diskriminerende”
politik, altså at de tilbyder den samme service inden for Israels
officielle grænser som de gør i de besatte områder – til jødiskisraelske bosættere. Eftersom det ikke er tilladt for palæstinenserne på Vestbredden at gå ind i israelske bosættelser, og eftersom
disse serviceydelser kun tilbydes i de israelske bosættelser, så
omfatter deres tilbudte service ikke de palæstinensiske indbyg7 Nøjagtige tal for produktion i bosættelserne kan ikke findes, fordi det Israelske Central Bureau of Statistics ikke tilbyder sådanne tal, men det vurderes,
at den samlede produktion i bosættelserne er forsvindende lille. Se ”Israels
Unbalanced Economis Development,” Avda Center, March 2011, på adva.org
67
Dalit Baum og Merav Amir
gere på Vestbredden. Med andre ord er deres politik ikke kun en
politik med systematisk diskriminering; den er en facet af den
etniske adskillelse mellem palæstinensere og jøder på den besatte
Vestbred.
Dexia Israel: Fra offentlig til privat og tilbage
Den tiltagende privatisering af offentlig service i Israel har også
påvirket lokale myndigheder og kommuner. Internationale virksomheder tilbyder lokale myndigheder alt fra affaldshåndtering
og offentlig transport til ledelse og finansiel service, og mange
leverandører af disse serviceydelser dækker service til bosættelsernes regionale råd og kommuner på Vestbredden, i Østjerusalem og i Golan Højderne. Dette giver nye muligheder for
aktivisternes indgriben hvad den hurtige succes mod Dexia Bank8
er et eksempel på.
I 2001 privatiserede Israel den israelske Municipality Treasure Bank, som var en regeringsinstitution der forsynede lokale
myndigheder med kreditter og finansielle serviceydelser. Banken
blev købt af den belgisk-franske finansielle gruppe, Dexia, og fik
navnet Dexia-Israel og opretholdt ellers de fleste af sine tidligere
funktioner.
I juni 2007 blev bankens administrerende direktør, Davis Kapah, indkaldt til møde med Knessets Finans Komite af bosætterbevægelsen som forinden havde beskyldt Dexia-Israel for ikke at
ville yde lån til bosættelser på Vestbredden. Kapah fastholdt at
Dexia ikke havde en sådan ”diskriminerende” politik, og han oplistede til referatet mindst syv israelske bosættelser og tre regionale bosættelsesmyndigheder som havde modtaget langsigtede
lån fra hans bank siden 2003. Han vidste ikke at Who Profits? og
8 Se denne virksomheds side på ”dexiaIsrael: (Tidligere: Local Municipality
Treasure Bank)”, på whoprofits.org
68
ØKONOMISK AKTIVISME MOD BESÆTTELSEN: ARBEJDE INDEFRA
6
den belgiske solidaritetsgruppe Intal9 i mange måneder havde
ledt efter et sådant bevis på direkte medvirken.
Lån, ydet af Dexia, anvendes til udvikling af infrastruktur, opførelse af offentlige bygninger og til levering af kommunal service.
Yderligere undersøgelse har bevist at banken yder service til andre lokale myndigheder i bosættelserne; den opererer som finansieringskanal til overførelse af regeringsmidler til bosættelserne,
og den forsyner dem med lån mod kaution i fremtidig offentlig
indkomst. Yderligere overfører banken regelmæssigt midler fra
det israelske nationallotteri (Mifal HePayis) til bosættelserne –
midler der bliver brugt til opførelse af skoler og kulturcentre og
til andre lokale udviklingsprojekter.
Intal og andre belgiske grupper igangsatte i samarbejde med
Coalition of Women for Peace en kampagne under navnet: ’Israel
koloniserer – Dexia finansierer’, som opfordrede Dexia til at afbryde alle økonomiske bånd til israelsk bosættelsesaktivitet. Kravet
opnåede meget stor troværdighed i offentligheden efter september 2008 da Dexia banken blev overtaget af regeringerne i Belgien, Frankrig og Luxembourg – regeringer der officielt er imod
opførelsen af israelske bosættelser, og som anser dem for at være
illegale. Således har privatiseringen af finansiel service sluttet
cirklen: fra israelsk regeringssikret støtte til egne kontroversielle
koloniseringsprojekter til en øjensynligt ikke-interesseret, international åbent handlet virksomhed og tilbage til et overvejende
nationalt ejerskab – denne gang ejet af en europæisk offentlighed
der er rigtig meget imod disse samme projekter.
I juni 2009 bekendtgjorde ledelsen af Dexia Group at finansiering af israelske bosættelser var imod bankens etiske kodeks, og
at den ville stoppe med at yde nye lån til bosættelser på Vestbred9 Mere om denne organisation og om kampagnen kan findes på dens hjemmeside på intal.be
69
Dalit Baum og Merav Amir
den. Yderligere annoncerede banken at den ikke havde givet nye
lån til bosættelser siden juni 2008. Vores research viste imidlertid
at banken forsat havde givet nye lån til bosættelsernes lokale
myndigheder i løbet af 2009. I den periode ydede banken lån til
et totalt beløb på næsten 4 mio. US dollars til tolv bosættelser
heriblandt Kdumim, Oranit og Emanual samt til det regionale
råd for bosættelserne i Hebron.
Som et resultat af denne vedvarende kampagne annoncerede bestyrelsesformanden i Dexia Group, Jean-Luc Dahaene, på
bankens årlige aktionærmøde i maj 2011 at siden banken ikke
kunne stoppe med at understøtte bosættelser, så ville den helt
de-investere i Israel og sælge sine aktier i den israelske bank
”selv med tab.”10 Desuden påstod Dehaene at banken ville bidrage
til det palæstinensiske samfund på Vestbredden som en slags
kompensation. Indtil det sker fortsætter kampagnen imidlertid.
Undertrykkelses- og udbytningsforretningen
Bosættelsesindustrien har ikke udtømt de forskellige måder
hvorpå virksomheder kan tjene på 1967-besættelsen; vores kortlægning identificerer yderligere to kategorier, virksomheder kan
involvere sig i. Den ene består af virksomheder der medvirker i
den israelske kontrol med den palæstinensiske befolkning i de
besatte områder. Dette omfatter opførelsen og driften af Muren
og af checkpoints og i almindelighed forsyning med og drift af
udstyr til overvågning af og kontrol med al palæstinensisk bevægelse både inden for de besatte områder og mellem disse og staten
Israel. Ud fra vores viden om vores egen begrænsede kapacitet
besluttede vi ikke at undersøge det militærindustrielle kompleks
og våbenindustrien selvom de ellers passer godt ind i denne ka10 Eran Peer: ”Dexia Israel To Be Sold ”Even at a Loss”,”Globes 15. Maj
2011, kan findes online på www.globes.co.il/serveen/globes/docview.
asp?did=1000645589&fid=1725
70
ØKONOMISK AKTIVISME MOD BESÆTTELSEN: ARBEJDE INDEFRA
6
tegori. Siden 9/11 og terrorangrebene i Europa har det voksende
marked for landenes egen sikkerhedsindustri bidraget betydeligt
til væksten på det israelske high-tech marked hvor produkter kan
blive ’testet’ på palæstinensere i israelsk kontrollerede områder.
Vi har set det anvendt som en grov markedsføringsstrategi af
sælgere af pro���������������������������������������������������
dukter lige fra ’anti-terrorist’ overvågningssystemer til lufthavnskontrol og til avancerede våbenplatforme solgt
til hære. Et eksempel på et tilsyneladende venligt selskab som er
dybt involveret i begrænsning og kontrol af palæstinensisk bevægelsesfrihed i de besatte områder, er den sydafrikanske stål- og
trådproducent, Cape Gate, hvis israelske søsterselskab Yehuda
Welded Mesh11 har leveret sikkerhedshegn til adskillelsesbarrierernes ’søm-linje’-zone rundt om bosættelser, langs kun-forisraelere-veje og -jernbaner, i bosættelsernes industrizoner og
omkring det belejrede Gaza. Ironisk nok skrev den afdøde grundlægger af dette selskab, Mendel Kaplan, tidligere præsident for
World Zionist Congress, ihærdigt om sin modstand mod apartheid
i sit eget land Sydafrika og opfordrede jøder til at ”gå i spidsen
for bevægelsen for at afskaffe al diskriminerende praksis” som en
lære fra jødisk historie.12
Den anden type virksomhedsdeltagelse uden for selve bosættelsesindustrien består af virksomheder som direkte tjener på
den systematiske fordel ved israelsk kontrol med palæstinensiske
jord, mennesker og markeder. Denne kategori omfatter de virksomheder som plyndrer naturressourcerne i de besatte områder,
bruger dem som lossepladser, profiterer på udnyttelsen af palæstinensisk arbejde og tjener på de palæstinensiske forbrugeres
stjålne markeder.
11 For yderligere information se ”Yehuda Welded Mesh” på whoprofits.org
12 For eksempel Mendel Kaplan og Marian Robertson: Jewish Roots in the South
African Economy, C. Struik, 1986: 133.
71
Dalit Baum og Merav Amir
For eksempel tjener mange israelske fødevare-producenter og
–distributører på at sælge andenrangs produkter på Vestbredden,
mens de palæstinensiske konkurrenter nægtes bevægelsesfrihed
gennem de israelske militære checkpoint. På samme måde udnytter leverandører af telekommunikation den israelske kontrol med
jord og radiobølger i de besatte områder til illegalt at trænge ind
på det palæstinensiske marked. Et aspekt ved denne kontrol er
den israelske eksklusive fysiske kontrol med område C, som udgør ca. 60 pct. af Vestbredden og strækker sig hen over alle større
befolkningscentre. De israelske selskaber har tilsået området
med hundredevis af mobilantenner, mens den palæstinensiske
mobil infrastruktur er begrænset til de palæstinensiske hovedbyer. Som resultat har de israelske selskaber et fast greb om det
palæstinensiske mobilmarked – især over længere distancer og
ved internationale opkald.13
Nogle selskaber falder ind under alle tre kategorier. Det gigantiske transnationale selskab, Cemex, er en af de største leverandører af bygningsmaterialer globalt og kontrolleres af den
mexicanske finansfyrste, Lorenzo Zambrano. Gennem sit israelske datterselskab Readymix Industries14 har selskabet adskillige anlæg i israelske bosættelser på den besatte Vestbred hvor
det anvender palæstinensisk arbejdskraft. Selskabet er partner
i stenbrud på Vestbredden som udnytter palæstinensiske ikkevedvarende resurser som sten og grus til at dække den israelske
byggeindustris behov med. Selskabet har også leveret ”støbte elementer” til bygningen af sikkerhedsmure og militære checkpoint
på Vestbredden.
13 Se ”The Cellular Companies and the Occupation”, august 2009, på whoprofits.
org
14 For yderligere information se ”Readymix Industries” på whoprofits.org
72
ØKONOMISK AKTIVISME MOD BESÆTTELSEN: ARBEJDE INDEFRA
6
Who Profits? har udført selskabsundersøgelser til brug for en
begæring til Højesteret afgivet af Yesh Din i marts 2009, som
krævede stop for al mineaktivitet på Vestbredden, herunder i
Yatir-stenbruddet som Cemex er medejer af. Israelske stenbrud
på den besatte Vestbred overfører for det meste deres produkter
til Israel. Som det siges i begæringen så overtræder sådan en
aktivitet lovene om besættelse og kan i nogle tilfælde betragtes
som plyndring. I maj 2010 informerede Israels regering retten
om at den ville standse alle nye tildelinger af land til israelske
stenbrud på Vestbredden, og at den også ville ophøre med at godkende udvidelser af eksisterende brud. Pr. oktober 2011 afventer
begæringen stadig rettens behandling.
Israel og besættelsen: Hvor går den grønne linje?
Da vi færdiggør vores kortlægning, er der en ting der står helt
klart: det kan ikke længere retfærdiggøres at skelne mellem den
israelske økonomi som helhed og besættelsens økonomi. Den
Grønne Linje er alt andet end eksisterende i selskabernes aktivitetsplaner. Selv hvis vi kun tænker på israelske bosættelser
og så igen udelukkende fokuserer på opførelsen af bosættelser,
opdager vi at hoveddeltagerne i den israelske økonomi er dybt
medskyldige i besættelsen. Fx viser vores resultater at alle israelske banker har finansieret og rådgivet byggeprojekter i bosættelserne. Ifølge israelske regler skal ethvert byggeprojekt have
en ’følgebank’ som ikke kun leverer finansiering og lån, men også
fungerer som en aktiv deltager og rådgiver på projektet, også når
der bygges. Således ikke kun hjælper alle større israelske banker
med opførelsen af bosættelser, men er aktivt involveret i hele
denne proces. Desuden leverer alle israelske banker realkreditlån
til huskøbere i bosættelser og leverer også service til israelske
forretningsaktiviteter i de besatte områder og til lokale myndig73
Dalit Baum og Merav Amir
heder i bosættelserne.15 De fleste detailhandlere har afdelinger i
bosættelser; serviceleverandører leverer deres service; importører
og eksportører udnytter de ulige handelsaftaler. Den israelske
økonomi er meget centraliseret; det påstås ofte at en håndfuld
finansfyrster kontrollerer en tredjedel af den private sektors indtjening og også de fleste medier, telekommunikation, bankvæsen
og infrastrukturindustrier.16 Vores undersøgelse viser at hver af
disse centrale økonomiske aktører er impliceret i bos�����������
ættelsesindustrien på mere end én måde.
Vi kan med sikkerhed sige at det meste af den israelske økonomi er deltager i besættelsesøkonomien: set i et økonomisk perspektiv er den grønne linje for længst væk. At vælge at opfordre til
økonomisk aktivisme mod Israelske virksomheder, som er direkte
medskyldige i den israelske besættelse, i stedet for at opfordre til
økonomisk aktivisme mod alle betydningsfulde israelske virksomheder skal ses som en taktisk beslutning, og eftersom alle
israelske virksomheder på den ene eller den anden måde er medskyldige, er denne skelnen mere eller mindre kun et spørgsmål
om formulering.
Strategi for en bevægelse i sin vorden
Vores undersøgelse begyndte som et forsigtigt svar på den palæstinensiske opfordring til BDS: en opfordring til at lægge effektivt
pres på Israel, at praktisere ikke-samarbejde og til at sigte på
den stadige støtte til det israelske regime – økonomisk, kulturelt
og diplomatisk. Meget hurtigt befandt vi os lige i kernen af en
ny, opmuntrende global bevægelse, en bevægelse som bestod af
adskilte og meget succesrige kampagner. Vi har lært at BDS ikke
15 Se en sammenfatning af vores rapport på whoprofits.org
16 Assaf Hamdani: ”The Centralization of Capital in Israel: Legal Aspects,” Policy Research 78, Israeli Democracy Institute, november 2009.
74
ØKONOMISK AKTIVISME MOD BESÆTTELSEN: ARBEJDE INDEFRA
6
handler om et på forhånd fastsat sæt af redskaber eller målsætninger; snarere handler det om at flytte sig om på den anden side
af opinionen, om protest og symbolske aktioner som benytter sig
af vores kollektive kraft og indflydelse til at udøve virkeligt afgørende pres.
En BDS- kampagne bør planlægge efter at opnå succes og
vælge sine mål herefter. Vores database er ikke en boykotliste; i
virkeligheden er der ingen boykotliste; og boykot er blot et redskab blandt mange. Valget af mål for en kampagne er afhængig af
omfattende undersøgelser, de fleste lokale. Hvad vil være et opnåeligt og målbart mål? Hvad er vores lokale indflydelse? Hvordan
opbygger vi en bevægelse fra den ene kampagne til den næste hen
imod de-investering og sanktioner?
Vores kortlægning af virksomheders medskyld i besættelsen
er blot ét redskab som kan hjælpe aktivist-fællesskaber over hele
verden til at trække linjer af ansvarlighed helt tilbage til deres egne kvarterer: til fabrikken i USA, købmanden i Frankrig
eller byggepladsen i Abu Dhabi. Besættelsen og koloniseringen
af Palæstina er ikke blot et spørgsmål om solidaritet som skal
undersøges og diskuteres. Disse ansvarlighedslinjer er vores vej
ind: det er der vi kan øve indflydelse på magten; det er der vores
styrke begynder.
75
76
7
MONSTERETS
HJERNE
Nada Elia
BDS-aktivister som arbejder for Academic and Culturel Boycott
of Israel (ACBI) står over for en speciel ondartet, om end ubegrundet, anklage – nemlig at de skulle gå ind for begrænsning
af ytringsfriheden, af akademisk frihed og forhindring af videnskabelig og kulturel udveksling. ACBI’s mål er i virkeligheden
lige det modsatte, idet dette særlige aspekt af den globale BDSkampagne specifikt sigter på at skabe veje for akademiske og
kunstneriske udtryk, såvel som kulturel udveksling, der hvor
disse i dag ikke eksisterer. En hjælp til at skelne mellem ’boykot’,
som en tidsbegrænset strategi, og ’censur’, som begrænsning af
ytringsfrihed, kan man finde ved lignende eksempler i historien:
hvilke stemmer blev dysset ned og af hvem?
Mine kolleger og jeg, som forsker i kønslige eller etniske problemer, globalt som regionalt, bliver ofte bedt om ekspertanalyser
af politisk udvikling rundt om i verden. Denne ekspertise bliver
opfattet som en evne til at forstå denne udvikling, til at begribe
og forklare dens kompleksitet og endda at kunne komme med
lærde ’gæt’ på kommende begivenheder. Samtidig med dette kan
77
Nada Elia
forekomme flatterende, så er det et faktum at de mikrofonholdere
der interviewer os, såvel som seere og lyttere, for det meste går ud
fra at videnskabsfolk egentlig ikke er med til at påvirke det der
sker, at de blot observerer og tolker det. Vi har brug for at problematisere og ophæve denne generelle opfattelse af videnskab. Jeg
argumenterer for at vi akademikere skal bidrage til udviklingen
af de begivenheder vi observerer, analyserer og kommenterer.
Med andre ord: vi er sande skabere af viden, ikke blot fortolkere.
Interessant nok lader der ikke til at være noget kontroversielt
ved direkte sammenhæng mellem forskning og implementering
inden for ’de hårde videnskaber’. Tværtimod er der en forventning
om at der skal være sådan en sammenhæng til forsvar for (og betaling af) denne forskning. Lægevidenskaben forsker i helbredende medicin som læger med succes kan behandle deres patienter
med. Aeronautiske ingeniører trækker linjerne for rumskibenes
veje. Ingeniører studerer mekanismer der kan sikre at broer bygges til at klare den tunge trafik. Faktisk hviler disse eksperters
succes på de produkter de har udviklet gennem deres research.
Når det kommer til de sociale videnskaber er det anderledes.
Her forventes der ikke nødvendigvis noget direkte, pragmatisk,
uvilkårlig forhold mellem intellekt og handling, ud over skabelsen af ’akademisk viden’. Ikke desto mindre er en af de mange
kundskaber vi har fået fra Edward Said’s bog ”Orientalism”, at
al produktion af viden er politisk. Narrative skrifter – litterære,
historiske, antropologiske og så videre – er blevet påvirket af, og
påvirker selv magtens dynamik og politik. Og eftersom den officielle produktion af statsgodkendt viden er koncentreret i den
akademiske sfære, bliver det klart at der ikke eksisterer noget
elfenbenstårn; vores forum er ikke som en ø af intellektuelle aktiviteter som ikke har noget at gøre med den virkelige verden.
Mod slutningen af ”Orientalism” skriver Edward Said om tiden
78
MONSTERETS HJERNE7
efter 2.verdenskrig, at USA’s akademiske front vandt frem i første
række inden for emnet ’Orientalisme’, hvilket indtil da havde været domineret af europæiske akademikere, og at ”specialisten på
området nu gør fordring på at være dén regionale ekspertise, som
står til rådighed med vejledning for regeringer eller erhvervsliv
eller begge disse”. Da både USA’s og Israels regeringer støtter sig
meget på såkaldte tænketanke, bemandet med netop sådanne
specialister, uddannet ved de mest prestigefyldte universiteter og
ofte professorer og kolleger dér, må vi slå fast at den akademiske
verden ikke er neutral, at den ikke findes som en boble eller et
elfenbenstårn. Det er et faktum, at jo mere militariseret et samfund er desto mere ’medskyldig’” er det den akademiske verden.
Og vi, som akademikere, vil ikke være en del af problemet, vi er
nødt til at være en del af løsningen.
Sammenfald af akademisk og sociopolitisk tænkning var centralt i sydafrikanske politiske studier. Det fremgår af professor
Shireen Hassim’s retrospektive analyse at universitetets rolle i
etableringen og fastholdelsen af apartheid i Sydafrika. Hassim
skriver:
”De højere læreanstalter står ikke uden for samfundets
magtcirkel. De indgår i forsvar, udarbejdelse og anvendelse af
magtens teknologi, og i uddannelse af den elite som skal gøre
brug af magten. Trods destruktiv brug af videnskab inden for
natur og fysiologi – som udvikling af effektive dræbermaskiner
– anerkendes den; sociologiforskere er også implicerede – for
eksempel gennem udviklingen af antropologiske og filosofiske
argumenter der dokumenterer det koloniserede folks påståede
raceunderlegenhed.” 1
1
Edward Said, Orientalism, Vintage, 1979: 184 – 5
79
Nada Elia
Der er ingen tvivl om at Israels akademiske verden har del i
at Israels apartheid-politik fastholdes, med en bosætter-kolonisering baseret på etnisk udrensning af det oprindelige palæstinensiske folk. Israel er, så vidt vides, regionens eneste atommagt
med Mellemøstens største hær – verdens fjerdestørste – trods
landets minimale størrelse. Hver eneste jødiske israeler, kvinde
som mand, skal aftjene militærtjeneste, og de færreste slipper
med de fire år for mænd og tre for kvinder. Når man betænker
hyper-militariseringen af dette samfund, er det utænkeligt at den
akademiske verden skulle fungere i en boble. Nej, i Israel er den
akademiske verden dybt involveret i alle aspekter af besættelsen.
Der er syv centrale forskningsuniversiteter, og hver enkelt
af dem er direkte involveret i besættelsen. For eksempel er ’The
Technion’ (Israels teknologiske institut) mest kendt for anvendt
videnskab. Her udvikles projekter for forskning og udvikling sammen med det israelske militær, som bl.a. inkluderer de fjernkontrollerede D9-bulldozere som militæret bruger til nedrivning af palæstinensiske hjem.2 The Technion har også udviklet
detektor-udrustning til at finde undergrundstunneller, og denne
anvendes af det israelske militær til at forstærke belejringen af
Gaza med. Og det har samarbejdet med ’Elbit Systems’, Israels
største elektroniske forsvarsindustri- og våben-research selskab,
udvikleren af Apartheid-Murens overvågningssystem.3 Et andet
prestigefyldt israelsk universitet, Weizmann Institute, har også
samarbejdet med Elbit Systems om at skabe et elektro-optisk
forskningsprogram, som træner de studerende direkte på Elbits
fabrikker. 4 Mange universiteters ingeniør- og arkitektafdelinger
2
Se fx ”Israel Deploy Robot Bulldozers”, 31. oktober, 2003 på: rense.com
3
”Elbit Systems and Israel Institute of Technology (Technion) to Establish New
Vision Systems Research Centre” på: prnewswire.com
4
Som det fremgår af the Weizmann Institute’s liste med lærerprofiler, indtager
et antal seniorlærere også poster som ledere af projekter og research på Elbit.
80
MONSTERETS HJERNE7
har professorer og kandidater som er ansvarlige for design og opbygning af bosættelser og Apartheidmuren. I 2008 konkurrerede
Hebrew University og Ben Gurion University om et legat til etablering af en skole for militærmedicin for at uddanne personale til
specifikt at arbejde i den israelske hær. Sondringen mellem ’civil
medicin’og ’militær medicin’ er vigtig, fordi israelske militærlæger længe har været under mistanke for at medvirke til tortur af
palæstinensiske fanger i de israelske fængsler. Et større antal af
disse fanger er ’administrativt tilbageholdt’, altså tilbageholdt
uden anklage. Haifa University har en militærbase på sit område.
Carmel College lukkede en hel afdeling fordi der var ”for mange”
israelsk-arabiske (palæstinensiske) studerende.5 The Herzliya
Interdiciplinary Center, et meget lille men prestigefyldt institut,
har gjort støtte til det israelske militær til en integreret del af sin
agenda . . . 6
I de humanistiske og sociale videnskaber, udelader sociologilærebøgerne den palæstinensiske fortælling; historiske redegørelser
og tekstbøger har slettet vores Nakba; geografibøgerne har slettet
navnene på vores byer og landsbyer; og arkæologiafdelinger overser palæstinensiske kulturgenstande, kun antikke jødiske fund
anses for værd at identificere. Alle disse produkter og undervisningsredskaber kommer fra Israels akademiske verden. Således
lærer israelske studerende at ignorere 2000 års kontinuerlig palæstinensisk historie, samfund, civilisation og dybe forbundethed
med landet. Hvis og når vor eksistens overhovedet anerkendes,
5
Lærere for israelsk-palæstinensisk fred, ”The Carmel Academic Center in
Haiha Closes Academic Track as Too Many Palestinian Students Registered”,
27.maj, 2009 på: ffipp.org
6
Mine oplysninger om den meget snævre forbindelse mellem israelske universiteter og militæret kommer først og fremmest fra Uri Yacobi Kellers
fremragende og meget detaljerede rapport, ”Academic Boycott of Israel and
the Complicity of Israeli Academic Institutions in Occupation of Palestinian
Territories”, på: usacbi.files.wordpress.com
81
Nada Elia
affærdiges den generelt som halvillegitim, fordi Palæstina ikke
eksisterede som en nationalstat, skønt selve konceptet ’nationalstat’ var en europæisk 1800-tals idé. Det burde ikke være et
afgørende kriterium for om et samfund – især et ikke-europæisk
– eksisterer i sit hjemland eller ej.
Til sidst: De fleste universiteter giver legater på op til op til 90
pct. for de soldater der kæmpeede i ’Cast Lead’, Israels morderiske krig mod de belejrede Gaza-flygtninge 2008-09, og 80 pct. til
de soldater der deltog i ’Defensive Shield’ (2002), Israels største
militære overfald på byer på Vestbredden siden 1967-krigen. At
belønne soldater på denne måde er direkte til skade for de palæstinensiske studerende.
De kan ikke gøre tjeneste i hæren, selv hvis de skulle ønske
det. Og – skønt arabisk er det andetsprog i Israel, talt af mindst 20
pct. af befolkningen, bliver der ikke i noget fag på nogen af Israels
universiteter, lige med undtagelse af sproget arabisk, undervist
på arabisk. På samme måde – mens palæstinensere udgør op til
20 pct. af Israels befolkning og tidligere var et højt uddannet folk
med fremragende akademikere, udgør de i dag mindre en 1 pct.
af universiteternes lærerkræfter. Altså er de højere læreanstalter,
langt fra at være et neutralt, isoleret elfenbenstårn, netop det
monsters hjerne der genererer ideologien – og redskaberne for
opretholdelse af besættelse, ejendomskonfiskeringer og overtrædelse af menneskerettigheder – hvormed de der betjener besættelsen bliver belønnet, mens ofrene, de studerende og de professionelle akademikere, bliver fremmedgjorte og diskriminerede.
Hvorledes kan så akademikere uden for Israel imødegå det?
Hvordan kan vi sikre at vi ikke selv er medskyldige, om så bare
ved forsømmelse? Vi har en historisk model i den boykotbevægelse der blev anvendt med succes i USA’s Sydstater, i Sydafrika
og i Indien. I sine skrifter om Sydafrikas kamp mod apartheid
82
MONSTERETS HJERNE7
kommenterer en anden sydafrikansk akademiker Jacklyn Cock
den strategi der førte til det brutale system af institutionaliseret
diskriminering til fald. Hun forklarer: ”Jeg mener at modstand
mod akademisk boykot går i retning af at privilegere universiteterne som elfenbenstårne, adskilt fra deres sociale sammenhæng;
og i den sydafrikanske sag var netop det, at vise at hensigten var
at isolere regimet, en meget tydelig, ikke-voldelig aktion.”7
Sydafrikansk apartheid – ikke ulig Israels med dets system
af voldelig påført bosætter-kolonisering, forflyttelse af den indfødte befolkning og institutionaliseret racistisk hierarki – blev
overvundet gennem den globale boykotbevægelse og ikke ved det
”konstruktive engagement”, et engagement som ellers havde været daværende USA-præsident Ronald Reagans attitude lige til
systemets sidste dage. Sydafrikas apartheid blev ikke overvundet
ved at boykotte appelsiner og diamanter alene. Det skete ved en
omfattende – nøgleordet er omfattende – boykot som også indbefatter sport, kultur og den akademiske verden. På samme måde
skal boykot af Israel være omfattende, hvis den skal være effektiv,
hvilket betyder at også her skal den akademiske og kulturelle
boykot inkluderes. Faktisk er den akademiske og kulturelle boykot den nye kampfront i Israel/Palæstina-konflikten, så meget
mere som Israel ihærdigt forsøger at rette op på sit alvorligt
anløbne image gennem hvidvaskning af forbrydelserne med en
facade af akademisk og kulturel brillans. Israels akademiske og
kulturelle bedrifter er dets ’ikke-militære’ ansigt – en maske det
bruger til at aflede opmærksomheden fra dets apartheidpolitik
og dets overtrædelser af folkeretten og menneskerettighederne.
De tilvejebringer den facade Israel viser udadtil i dets søgen efter
måder at genopbygge sit image på, efter de forskellige massakrer
7
Personlig kommunikation med Salim Vally, citeret i Jonathan Hyslops, Salim
Vallys og Shireen Hassims ”The South African Boykott Experience” på: aaup.
org
83
Nada Elia
og andre forbrydelser det er involveret i og som ikke længere kan
skjules for omverdenen, nu hvor alternative medier og borgeres
egen journalistik bliver mere demokratisk. Denne re-brandingpolitik, kendt som ’Brand Israel’-kampagnen, er skabt af et konglomerat af amerikanske markedsføringsfirmaer, specialiseret i
imageskabelse, og finansieret af Israels tre mest magtfulde ministerier: udenrigsministeriet, statsministeriet og finansministeriet. Skønt idéen allerede var i støbeskeen omkring 2002, blev
’Brand Israel’ først officielt antaget af ministerierne i 2005, da det
blev klart for dem at Israel ikke ville kunne vinde støtte udefra
med mindre det viste sig som relevant og moderne, ikke bare som
et sted for stridigheder og religion. Zionisternes historie om Israel
som ”et land uden folk, til et folk uden land” har nu konkurrence
af billedet af Israel som en aggressiv militærmagt, og der sættes
spørgsmålstegn ved dets påstand om at være et demokrati. Altså
har Israel behov for at fjerne opmærksomheden fra dette med
skabelse af akademiske og kulturelle resultater og overlegenhed der frembringer opfattelsen af at være tæt beslægtet med
andre udviklede ’førsteverdens lande’. I 2009, som følge af ’efterveerne’ ved ”Operation Cast Lead”, tog Israel yderligere et skridt
fremad i bestræbelserne på at skabe et bedre image ved at øge
finansieringen af ’Brand Israel’-kampagnen. Arye Mekel, vicegeneralsekretær for kulturelle anliggender inden for det israelske
udenrigsministerium, holdt en tale kort efter Gaza-massakren.
Han sagde bl.a.: ”Vi skal sende berømte forfattere og skribenter,
teaterkompagnier og kunstudstillinger til udlandet. På den måde
viser vi Israels smukkere side, så det ikke bare er i en krigskontekst man ser på os.”8
8
84
Ethan Bronner, ”After Gaza, Israel Grapples with Crisis of Isolation”, New
York Times, 18. marts, 2009 på: www.nytimes.com
MONSTERETS HJERNE7
I USA var den jødiske internationale universitets-organisa­
tion Hillel tidligt med på idéen om at re-brande Israel. Den fungerende vicepræsident, Waine Firestone, sagde at denne kampagne
ville portrættere Israel som et land med ”cool og hip people”. The
America Israel Public Affairs Commitee (AIPAC) udvikler, sammen med public-relation organisationen Israel 21c, samarbejde
om indhold af kampagnens akademiske og kulturelle begivenheder. Homo-rettigheder bliver også udnyttet og homo-aktivister
tager del i rebranding-bestræbelserne. Også dé pinkwasher aktivt
de israelske forbrydelser. Således er endda StandWithUs – en
ultrakonservativ zionistgruppe der aldrig før har været for homoseksuelles rettigheder – i gang med at promovere Israel som regionens eneste homo-venlige land. 9(Ironisk nok modsiges Israels
stolthed over åbent at tillade homoseksuelle at gøre militærtjeneste af det faktum at et uforholdsmæssigt stort antal unge israelere ville være lykkelige hvis de kunne slippe militærtjenesten ved
at erklære sig som homoseksuelle.) Men diskussionerne mellem
Israel-venlige grupper, der arbejder for at forandre verdens opfattelse af Israel, har ikke været fulgt af diskussioner om at forandre
den praksis der fra begyndelsen af gav Israel dets plettede image.
Tværtimod bliver politikken stadig hårdere: flere hjem der bliver
revet ned; bosættelser der stadig udvides; gentagne vilkårlige
angreb på Gaza, som stadig er under belejring; kriminalisering
af anderledes tænkende; militære svar på ikke-voldelige demonstrationer mod den ulovlige Mur på Vestbredden. At ’købe’ Israels
image som et levende demokrati og den ’branding-kampagne’ som
Israel fører, er det samme som at lade sig købe til at se bort fra
den morderiske virkelighed.
9
Se Jasbir Puar ”Israel’s Propaganda War”, 1. juli, 2010, på: www.guardian.
co.uk samt mine egne ”Reflections from Detroit: Standoff with StandWithUs”,
2. august, 2010 på: www.inciteblog.wordpress.com
85
Nada Elia
Ved siden af de kulturelle pinkwashing-kampagner presser
Israel også på med at præsentere sig som et ’normalt’ land ved
at tilbyde verdens fineste akademiske program. Derfor, når man
vil undersøge muligheden for akademisk boykot – en boykot af
institutioner, ikke af individer, som forklaret i PACBI’s vejledende
tekst – er det vigtigt at man tager hensyn til de områder der
handler om udveksling og samarbejde inden for forskning. Et
udenlands- semesterprogram som skal give USA-studenter en
’pletfri Israel-oplevelse’ er første mål. Allerede nu er et antal universiteter mere eller mindre i gang med at planlægge sådanne
boykotter. Der er tydeligvis gode grunde til at boykotte disse semesterprogrammer, for de overtræder også helt almindelig ligeret: USA borgere med arabiske aner får oftest afslag.
Samarbejdsprojekter på institutionsniveau skal også boykottes, for de har den største indvirkning på Israels akademiske
verden. Universiteterne finansieres ikke af studieafgifter, men
af de forskningslegater som akademikere opnår. Indenfor naturvidenskaberne især – med deres behov for laboratorier, udstyr,
eksperimenter, prototyper osv. – kan forskning blive voldsomt dyr,
og mange programmer søger samarbejde mellem to universiteter.
Således har de bedre chancer for at få bevillinger, samtidig minimereudgifterne for det enkelte universitet. Her kan boykot have
den allerstørste virkning, både direkte og indirekte. Det er her israelske akademiske institutioner leder efter samarbejdspartnere.
Nogen vil måske råbe op om at ”kunst står over politik og kultur
bygger broer”; men Israel bruger rent faktisk kultur og kunst til
at dække over apartheid. Andre vil sige at den akademiske boykot
”lukker af for akademisk og intellektuel udveksling”; men den
’frihed’ man her vil beskytte er udelukkende frihed for israelske
akademikere. Palæstinensernes ret til uddannelse er i alvorlig
fare. I realiteten har palæstinenserne ingen akademisk frihed, så
86
MONSTERETS HJERNE7
det man ville beskytte under navnet ’akademisk frihed’ er undertrykkerens privilegier.10 Inden de palæstinensiske akademikere
kom med deres opfordring til akademisk boykot, havde en gruppe
palæstinensiske universitetsansatte skrevet et brev til alle 9000
israelske medlemmer af Israels højere læreanstalter, vores ’kolleger’, og bedt dem om at støtte os i vores appel om at hæve de
restriktioner der er lagt på de palæstinensiske akademikeres bevægelsesfrihed. Af de 9000 israelske professorer var der ikke flere
end 400 der ville underskrive brevet. Resten - ca. 90 pct. - ville
ikke engang undsige de forskellige helligdage/lukninger der laver
huller i det palæstinensiske skoleår. Derudover er det kun et lille
mindretal af israelere der fordømmer adskillelsen i det israelske
skolevæsen, fra børnehave, forskole og hele vejen op til afslutning
af gymnasiet, og det til trods for at de to (’jødiske’ og ’arabiske’)
systemers tvedeling og ulighed er helt åbenlys, med en kronisk
underfinansiering af de arabiske skoler. En rapport fra 2009 afslører at den israelske regering investerede 1.100 US dollars pr.
år på hvert jødisk barns uddannelse i sekulære offentlige skoler;
til sammenligning fårhvert arabisk (palæstinensisk) barn 190
US dollars. Gabet er endnu større i de folkelige religiøse skoler,
som også drives af staten, og hvor de jødiske elever får ni gange
så meget i bidrag som de arabiske. 11Ganske på samme måde som
den israelske protest J 14 (14. juli) 2011 i Tel Aviv, der krævede
boliger der var til at betale – ikke gjorde sig mange tanker om det
faktum at palæstinenserne mister de huse de altid har boet i for
at Israel kan bygge boliger som middel- og arbejderklassen har
10 Se også Salim Vally’s glimrende analyse af Israels akademiske privilegier i
”The South African Boykott Experience”.
11 Jonathan Cook, ”Israeli School Apartheid: Arab Family Sues Over ’Racist
Incitement’”, Counterpunch, 10. august, 2009 på: jkcook.net Der er også racisme indenfor de ’jødiske Skoler’, hvor fx etiopiske elever bliver sendt til
underfinansierede, segregerede skoler for ’udlændinge’, selv om de er jødiske,
israelske statsborgere.
87
Nada Elia
råd til – således ignorerer de israelske akademikere også de hårde
vilkår der omgærder hvert eneste aspekt af akademisk liv for palæstinenserne. Og det er lige fra at gå hen til sin skole lidt længere
nede ad gaden, til hvordan regeringen finansierer de offentlige
skoler, til at rejse ud af landet for at uddanne sig eller deltage i
en konference i udlandet. Netop her kan den sammenhæng ses,
som begrunder den palæstinensiske opfordring til en akademisk
boykot af Israel: en virkelighed med millioner af palæstinensere
uden ret til uddannelse.
Modsat hvad man i almindelighed tror, er kultur ikke upolitisk, musik overskrider ikke de nationale og sproglige barrierer
og kunst bringer os ikke sammen – i hvert fald ikke når Israel
bevidst og eksplicit bruger kunsten til at fremme sin politiske
dagsorden, samtidig med at der blokeres for udbredelse af de
palæstinensiske kunstneres og musikeres værker. Faktisk spiller
illusionen om at ’kultur er apolitisk’ en brugbar rolle i den israelske strategi. Naturligvis er det bedre propaganda for de israelske
kulturambassadører at udstille Israels ’smukke ansigt’, frem for
at belyse problemet med apartheid og etnisk udrensning. I projektet ’Idan Raichel’ synges der ømme sange om multikulturel harmoni og sammenhold. Israels etiopiske (jødiske) balletkompagni
giver et forbløffende og smukt billede af hvordan flygtninge kan
blomstre op til kunstnere i verdensklasse. ”Waltz with Bashir”,
sponsoreret af det israelske kulturministerium, er en bevægende
filmisk beskrivelse af en israelsk soldats psykiske pinsler efter
massakren på hundredvis af flygtninge i Sabra- og Shatila-lejren.
Selv om det kan føles udfordrende at boykotte også de israelske
kulturprodukter som viser komplekse, mangesidede aspekter af
det israelske civilsamfund, så er vi alligevel nødt til det, på grund
af dét de bliver udnyttet til. Selvfølgelig ville Israel aldrig besætte
posten som ’kulturambassadør’ med en åbent voldelig racistisk
88
MONSTERETS HJERNE7
bosætter. Altså må boykot-vejledningen basere sig på hvordan
der sponsoreres – ikke på kulturindholdet. Sig ganske enkelt:
hvis en forestilling er offentligt sponsoreret til brug i ’hvidvask
image’-kampagnen, så er den et mål for boykot, ligegyldigt hvad
den handler om.
I mellemtiden møder palæstinensiske kunstnere enorme, til
tider uovervindelige, udfordringer, når de prøver at vise deres
kunst, udstillinger eller forestillinger, som for eksempel på Museum of Children’s Art i Oakland. Propalæstinensiske akademikere
oplever alvorlige repressalier hvis de lægger palæstinensiske fortællinger eller perspektiver ind i deres læseplaner, forelæsninger
eller skrivelser. I artiklen ”The Trial of Israel’s Campus Critics”
( skriver David Theo Goldberg og Saree Makdisi at ikke mindre
end 33 organisationer, herunder det meget magtfulde AIPAC, Zionist Organization of America, the American Jewish Congress, the
Jewish National Fund og StandWithUs er ��������������������
medlemmer af og tilsluttet ’Israel on Campus Coalition’. Disse organisationer, skriver
Goldberg og Makdisi, er ikke interesserede i ”det pæne i intellektuel udveksling og akademiske processer”. Her udgøres frontlinjevåbnet af insinuationer, anklager og bagvaskelse som svar
på modargumenter og kritik af israelsk politik.12 Derfor skal den
akademiske og kulturelle boykot forstås som en strategi og tages
op på grund af hvad den søger at opnå: akademisk og kulturel
frihed for alle, hvor der i dag kun er frihed for nogle. At påstå at
en boykot vil være strengt negativ, er ensbetydende med at sige
at de afroamerikanere, der i sin tid boykottede busserne i Montgomery, opførte sig strengt negativt og var imod offentlig transport;
mens de jo tværtimod boykottede det offentlige transportsystem
12 Davis Theo Goldberg og Saree Makdisi, ”The Trial of Israel’s Campus Critics”,
Tikkun, september/oktober 2009 på: tikkun.org
89
Nada Elia
for at det skulle blive reelt offentligt, tilgængeligt for alle uden
forskelsbehandling.
ACBI, Academic and Cultural Boycott of Israel, er et middel
til at nå et mål. Vi ønsker kultur som ikke er propaganda, og vi
ønsker akademisk frihed. Men en kultur der viser det tolerante
og komplekse israelske samfund, uden at nævne noget om Israels
institutionaliserede apartheid, forbliver propaganda. Indtil vi alle
har samme akademiske frihed, ogindtil universiteterne holder op
med at servicere besættelse og apartheid, indtil da er Israels såkaldteakademiske frihed kun et privilegium for undertrykkerne
og i den undertrykkende stats tjeneste. Vi sociologer, forskere i
etnicitet, historikere og professorer i kønsstudier må være dem
der minder vores kritikere om disse fakta. Det er os der skal huske
folk på at boykot er et middel til at nå et mål, til frihed, værdighed,
menneskerettigheder for alle og overholdelse af folkeretten.
90
8
NORDAMERIKANSKE
COLLEGES OG
UNIVERSITETER
OG BDS
Joel Beinin
I oktober 2005 takkede Ilan Pappe ja til at tale på adskillige amerikanske universiteter. Han støttede tidligt ’The Palestinian Campaign for the Academic and Cultural Boycott of Israel’ (PACBI) og
var på det tidspunkt professor på Haifa University. Studerende på
Stanford spurgte ham hvordan de burde reagere på opfordringen
til boykot. ”I bør boykotte mig”, svarede han, selv om den oprindelige opfordring fra PACBI indeholdt et afsnit der tilsyneladende
undtog israelere som Pappe der af PACBI med rette betragtes
som allierede.1 Studenterne der organiserede Pappes besøg på
1 Dette afsnit blev fjernet i 2006 fordi det gav indtryk af at PACBI gik ind for at
gøre brug af blacklistning; PACBI gjorde det klart at det ikke anbefalede at
boykotte enkeltpersoner. Se ” The PACBI Call for Academic Boycott Revised:
Adjusting the Parameters of the debate,” januar 2006 på pacbi.org
91
Joel Beinin
Stanford blev desorienteret�������������������������������������
og stod tilbage med uvished om hvordan de skulle forstå og anvende PACBI›s opfordring.
Skønt boykotten er rettet mod israelske institutioner, ville det
nok være en forståelig politisk handling at boykotte enkeltpersoner alene på grundlag af deres institutionelle tilknytning – eksempelvis en person med tilknytning til Ariel University Center
of Samaria der ligger i hjertet af det nordlige Vestbredden. På
opfordring fra Architects and Planners for Justice in Palestine
udelukkede den spanske regering i 2010 et arkitekthold fra Ariel
University Center fra at deltage i en grøn boligkonkurrence sponsoreret af det spanske boligministerium. Lederen af Solar Decathlan informerede Ariel University Center om at:
”Den spanske regering tog beslutningen på grundlag af
det faktum at universitetet ligger på besat område på Vestbredden. Den spanske regering er forpligtet til at overholde
internationale aftaler i EU- og FN-regi vedrørende dette
geografiske område. ”2
Er boykot af israelske akademiske og kulturelle institutioner et
lignende klart standpunkt? Fortjener Ben-Gurion University, der
har en lærerstab med nogle prominente personer hvis videnskabelige arbejde er zionisme-kritisk, og som mundtligt har fordømt
den israelske besættelse i mange år, at blive boykottet på samme
måde som Bar-Ilan universitetet: et universitet der var rugemaskine for Ariel University Center, og som har sin egen afdeling
på Vestbredden; og hvis ortodokse religiøst intellektuelle miljø
tolererede, nogen vil sige fremmede, ekstrem højrepolitik der udøves af personer som Yigal Amir, den tidligere premierminister
2 Yaheli Moran Zelkovich: ”Spain Boycotts Ariel College for being on Occupied
Territory”, 22. September 2009 på ynetnews.com
92
NORDAMERIKANSKE COLLEGES OG UNIVERSITETER OG BDS
8
Yitshak Rabins snigmorder? Selv om alle israelske og kulturelle
institutioner i princippet fortjener at blive boykottet, er det så
en god strategi at bruge en tilgang der omfatter alle, eller er
det bedre at fokusere på de værste tilfælde som Ariel University
Center og Bar-Ilan universitet der institutionsmæssigt er en del
af besættelsen?
Sådanne overvejelser fik John Berger, den Booker Prize-vindende kunstkritiker, forfatter og maler, til at redegøre for sin holdning i et brev, han vedlagde udtalelsen fra 49 forfattere, instruktører og andre i december 2006, en udtalelse der understøttede
opfordringen til kulturel boykot af Israel, udsendt af the British
Commitee for the Universities of Palestine.3 Berger forklarede:
”Boykot er ikke et princip. Hvis den bliver det, risikerer det
i sig selv at blive ekskluderende og racistisk. Ingen boykot …
bør være rettet mod en person, et folk eller en nation i sig selv.
En boykot er rettet mod en politik og de institutioner der støtter den politik, aktivt eller stiltiende …
Hvordan skal man bruge kulturel boykot? … For akademikere er det måske klarest – et spørgsmål om at afslå invitationer fra statsinstitutioner og forklare hvorfor. For inviterede
skuespillere, musikere, gøglere eller poeter kan det være mere
kompliceret. Jeg er overbevist om (…) at anvendelsen af
boykot ikke bør sættes i system. Valget må være personligt,
baseret på en personlig vurdering.
For eksempel: Hvis et betydende mainstream israelsk forlag i dag spørger om de må udgive tre af mine bøger, så vil jeg
bruge boykot og give en forklaring. Der eksisterer imidlertid
3 ’John Berger and 93 Other Authors, Film-makers, Musicians and Performers
Call for a Cultural Boycott of Israel’, 15. december 2006 på electronicintifada.
net. Se også hans artikel der startede boykot i Storbritanien: « We Must
Speak Out » på guardian.co.uk 15. december 2006.
93
Joel Beinin
nogle få små, marginale israelske f������������������������
orlag, som har givet udtryk for at de arbejder for at styrke udveksling og brobygning
mellem arabere og israelere. Hvis et af dem skulle spørge om
noget af mit, ville jeg uden tøven indvillige og desuden afvise
ethvert spørgsmål om forfatterhonorar. Jeg opfordrer ikke
andre forfattere, der støtter boykot, til nødvendigvis at komme
til præcis samme konklusion. Jeg giver bare et eksempel.”
Den canadiske journalist Naomi Klein brugte Bergers eksempel
da hun arrangerede sit besøg i Israel/Palæstina ved udgivelsen
af den hebraiske oversættelse af sin bestseller ’Chokdoktrinen’.4 I
stedet for at arbejde med sin tidligere kommercielle udgiver, Bavel, lod Klein et mindre forlag der er imod besættelsen, Andalus,
udgive sin bog, og hun overlod sit forfatterhonorar til Andalus.
Det var tilsyneladende acceptabelt for det internationale netværk
BDSmovement.net eftersom de på hjemmesiden offentliggjorde
Kleins interview med direktøren for Jewish Voice for Peace (JVP),
Cecilie Surasky, i hvilket Klein forklarer sine handlinger.5
Opfordringen fra 9. juli 2005: ’Boycott, Divestment and Sanctions against Israel until it Complies with International Law and
Universal Principles of Human Rights’ er noget mere begrænset i
handlemuligheder end PACBI’s opfordring.6 Men den åbner op for
spørgsmålet: er BDS rettet mod besættelsen, mod eksistensen af
staten Israel eller mod Israels nuværende udemokratiske karakter der institutionaliserer diskrimination mod de 20 pct. af dets
indbyggere der ikke er jøder? Reelt strækker Israels besættelse
sig langt længere end Vestbredden og Gaza-striben; hele staten
4 Naomi Klein : ’Boycott, Divest, Sanction’, Nation 8. januar 2009 på naomiklein.org
5 Cecile Surasky: ”Analysis: Naomi Klein Boycotts Life as Normal in Israel,” 2.
September 2009 på bdsmovement.net
6 ”Palestinian Society Call for BDS” 9. juli 2005 på bdsmovement.net
94
NORDAMERIKANSKE COLLEGES OG UNIVERSITETER OG BDS
8
ligger på besat og koloniseret jord. Er afslutningen af den ’store
besættelse’ målet for boykotten?
Sagen om Intel›s fabrikskompleks i Kiryat Gat illustrerer både
retskaffenheden og kompleksiteten i spørgsmålet om den ‘store
besættelse’. Intel fabrikken ligger på palæstinensisk jord ifølge
FN’s 1947-plan for deling. I krigen 1948-49 omringede den israelske hær området (Faluja lommen) og de forsvarende egyptiske
styrker, men den besatte det ikke. Før egypterne trak sig tilbage
ved slutningen af krigen, sikrede de en skriftlig israelsk garanti
for landsbyerne Faluja og ‘Iraq al-Manshiyyas 3.100 palæstinensiske indbyggere og flygtninges personlige sikkerhed og ejendom. Den israelske hær ignorerede sin udtrykkelige forpligtelse,
skræmte palæstinenserne til at flygte, konfiskerede deres jord
og ødelagde landsbyerne. I 1955 blev Kiryat Gat opført på ‘Iraq
al-Manshiyyas jord. Intels fabrik blev etableret dér i 1999, den
største udenlandske direkte investering i Israel på det tidspunkt.
Denne historie blev bragt af San Franciso Chronicle, USA i
2002 af teknologi-reporter og medlem af JVP, Henry Norr, efter
dennes omstridte meningsudveksling med sin redaktør om det
var eller ikke var ‘teknologi nyheder’.7 (Chronicle fyrede i 2003
Norr for at bryde sin professionelle forpligtelse til ’objektivitet’
efter at han blev arresteret i en demonstration den dag USA invaderede Irak – en begivenhed han ikke dækkede i avisen.)
I juli 2008 indviede Intel et nyt fabriksanlæg i Kiryat Gat,
kendt som Fab 28. Fab 28 udgør den største investering i den private sektor nogensinde i Israel (støttet af et betydeligt offentligt
tilskud). Den var projekteret til at bidrage med omkring 2 pct. til
7 Henry Norr : ‹Intel Chip Plant Located on Disputed Israeli Land›, San Francisco Chronocle 8. juli 2002 på sfgate.com. Se også Benny Morris The Birth of
the Palestinia Refugee Problem revisited, CUP, 2004 : 521-5. Ifølge et vidnesbyrd fra en overlevende rapporteret af Sharif Kana’na og Rashad al-Madani
i Kafr Faluja, citeret af Morris skabte den israelske hær «en situation med
terror, gik ind i husene og slog folk med geværkolber».
95
Joel Beinin
Israels BNP – lidt mere end den samlede årlige hjælp fra USA
(omkring 3 mia. US-dollars).8 Intels samarbejdspartnere i dette
projekt indbefatter adskillige førende japanske firmaer: Tokyo
Electron, Hitachi High Tech Instruments, Hitachi Kokusai Electric, Nikon, DNP, Daifuku, og Shinko.9 Den oprindelige Fab 18 fabrik blev overdraget til Nomonyx Israel, det lokale datterselskab
af Intels joint venture med STMicroelectronics, som producerer
hukommelseskort.
Denne historiske baggrund giver en principiel grund til at boykotte produkterne fra Intel og Numonyx’s produktionsenheder i
Kiriyat Gat. Men at gå løs på Intel ville være en kolossal opgave.
Et meget stort antal computere indeholder de avancerede chips
Intel producerer i Kiryat Gat, og der er titusindvis af brugere
af det hukommelseskort Nymonyx producerer der. Tres år efter
udsmidningen af Faluja og ‘Iraq al-Manshiyya’s indbyggere ville
en kampagne med en mere umiddelbar genklang nok få større
omtale.
Caterpillar forsyner Israel med D9 bulldozere som den israelske hær gør til våben, og som de siden 2002 har brugt til at bygge
adskillelsesbarrieren eller Apartheidmuren med. En D9 dræbte
den studerende fra Evergreen State College og medlem af International Solidarity Movement (ISM) Rachel Corrie i marts 2003.
Siden da har The Sisters of Loretto, The Sisters of Mercy og JVP
med støtte fra US Campaign to End the Occupation med flere ført
en kampagne blandt aktionærerne for at få stoppet salget af Caterpillar bulldozere til Israel.10 I tilsvarende aktioner stemte the
Church of England i februar 2006 for at sælge for 2,5 millioner £
8 Globes, 8. juli 2002.
9 ’Intel Recruits Japanese Equipment Companies for Fab 28’, EETimes Asia,
10. november 2006 €på eetasia.com
10 Se ’Our Report from the Caterpillar Shareholder’s Meeting’ på jewishvoiceforpeace.org
96
NORDAMERIKANSKE COLLEGES OG UNIVERSITETER OG BDS
8
Caterpillar aktier. ���������������������������������������������
Kirkerne United Church of Christ, the Presbyterian Church og the United Methodist Church i USA har seriøst
diskuteret de-investering fra Caterpillar. Efter syv års forsøg på
at få Caterpillar til at interessere sig for virksomhedens brud på
palæstinensiske rettigheder annoncerede udvalget for the Presbyterian Church’s investeringsvirksomhed ‘Mission Responsibility Through Investment’ i september 2011 at det ville anbefale
kirkens generalforsamling at de-investere fra Caterpillar.11 Det
vil også anbefale de-investering fra Motorola og Hewlett-Packard.
Kirker i USA har ikke tidligere taget sådanne skridt som følge
af pression fra jødiske organisationer i et bredt spektrum fra
Americans for Peace Now til pro-Likud organisationen ’Zionist
Organization of America’ der har truet med at stemple dem som
”anti-semitiske”. 12
Caterpillars salg til den israelske hær var et bærende element
i Hampshire College ’Students for Justice in Palestine (SJP)’s succesfulde kampagne. Dette højt estimerede lille, private college i
det vestlige Massachusetts blev den første højere amerikanske
læreanstalt der de-investerede fra firmaer der profiterer på Israels besættelse. Som de fleste institutioner er Hampshires kapitalforsikringsfond kontrolleret af bestyrelsen og investeres i aktier, obligationer og andre finansielle midler. SJP argumenterede
for at visse firmaer der opererer på Vestbredden var engageret i
produktionen af krigsmateriel eller i brud på menneskerettighederne, og at investering i disse firmaer var et brud på Hampshire Colleges etablerede politik for socialt ansvarlig investering.
Den 7. februar 2009 stemte bestyrelsen for at sælge aktierne
11 Betany Furkin : ‹MRTI Recommends PC (USA) Divestment af Three Companies›, 11. september 2011 på pcusa.org
12 ’United Methodist Church and Selective Divestment’ på jewishforpeace.org.
For eksempel på det institutionelle jødiske svar se Josh Gerstein : ’Presbyterian Church Proposals Could reopen Wounds with Jews’ New York Sun 23.
juni 2008 på nysun.com
97
Joel Beinin
i Caterpillar, Terex, Motorola, ITT, General Electric, og United
Technologies. Hampshires bestyrelsesformand bekendtgjorde at
”det var SJP’s gode arbejde der gjorde komitéen opmærksom på
dette emne”, mens medlemmer af bestyrelsen benægtede dette.13
På baggrund af denne succes var Hampshire SJP og tilsluttede
grupper vært for en national BDS-konference for universiteter i
november 2009.
Strategien der blev anvendt i Hampshire kan bruges i andre
institutioner med stærke retningslinjer for socialt ansvarlig investering, og den kan imødegå argumentet om at Israel udpeges
som et særligt tilfælde. (Israel er et særligt tilfælde; intet andet
land, der så massivt bryder menneskerettighederne, modtager 3
mia. US dollars om året fra USA’s regering. Egypten var en tæt
nummer to, i det mindste indtil det folkelige oprør der begyndte
25. januar 2011 – og det på trods af troværdige rapporter om
tortur og tilbageholdelse uden sigtelse efter eks-præsident Mubaraks fordrivelse den 11. februar). Men når studerende ikke
umiddelbart kan få at vide hvor deres institutionsmidler er investeret, og institutioner har en mindre solid standard for socialt
ansvarlig investering, så må andre tilgange udforskes. En deinvesteringskampagne der blev indledt i 2007 af Stanford Confronting Apartheid by Israel (SCAI) mislykkedes på dette punkt,
14
ligesom adskillige andre universiteters bestræbelser der gik
forud for Hampshire kampagnen.
13 Hampshire Students for Justice in Palestine : ’Hampshire College Becomes
First US Univesity to Divest from Israeli Occupation’, Indypendent, 12. februar 2009 på indypendent.org
14 I et sent svar på en studenterkampagne i for de-investering mod apartheid
i Sydafrika , tilføjede Stanfords bestyrelse sit svage ’Statement on Investment Responsibility’, oprindeligt vedtaget i 1971. Udtalelsen understreger
at de-investering kræver alvorlig overvejelse af bestyrelsesmedlemmerne,
når de « konkluderer at en virksomheds aktiviteter eller politikker er skyld
i væsentlig social uretfærdighed. » Det vil sige at Stanford under ingen omstændigheder er nødt til at de-investere.
98
NORDAMERIKANSKE COLLEGES OG UNIVERSITETER OG BDS
8
SCAI fornyede sin de-investerings kampagne i 2011, efter en
frugtesløs ’dialog’ med sigte på at overtale jødiske studerende til
ikke at stemple dem som ’anti-semitter’. Hurtigt efter genoptagelsen af de-investeringskampagnen ændrede SCAI sit navn til
Students for Palestinian Equal Rights, i et forsøg på at rette diskussionen mod de-investering i stedet for at diskutere om Israel
kan eller ikke kan kaldes en apartheidstat. Hvis man mener at
Israel er en apartheidstat, og det er der god grund til at mene,
kan omkostningerne ved denne taktiske fleksibilitet diskuteres;
men Stanford-studenterne mente åbenbart at de blev opvejet af
fordelene. I begyndelsen af det akademiske år 2011-12 havde
de Stanford-studerende der argumenterede for de-investering i
hvert fald ikke været i stand til at afgøre om Stanford investerede
i firmaer som var medskyldige i den israelske besættelse. Det gør
de næsten med sikkerhed. Men som privat institution er Stanford
ikke forpligtet til at offentliggøre sine investeringer. Det er måske
et projekt for Wikileaks.
Efter den israelske genbesættelse af Vestbredden i 2002 og
som svar på en opfordring fra ærkebiskop Desmond Tutu15 blev
der sat de-investeringskampagner i gang på Princeton, Harvard,
MIT, Yale, Tufts, Columbia, University of Pennsylvania og de offentlige universiteter i Californien, Illinois og North Carolina.
Efter den sydafrikanske model opfordrede de fleste af dem til
generel de-investering fra alle virksomheder der handlede med
Israel. Kampagnen på Penn ville imidlertid de-investere fra ”virksomheder hvis forretning støtter den israelske besættelse, særligt
firmaer der sælger våben til Israel og firmaer i illegale bosættelser
på Vestbredden og i Gaza.” Men de præciserede ikke hvilke sådanne firmaer der var i Penns investeringsportefølje. På Columbia,
15 Desmond Tutu : ’Build Moral Pressure to End the Israeli Occupation of the
Palestinian Lands’, International Tribune, 14. juli 2002.
99
Joel Beinin
der nok havde de bedst organiserede bestræbelser, forlangte studerende og lærere at universitetet skulle de-investere fra ”firmaer
der fremstiller og sælger våben til Israel”. Efter gennemgang af
aktierne i investeringsfonden rettede Columbia-kampagnen sig
mod Boeing, Caterpillar, General Electric og Lockheed Martin.
Disse tidlige kampagner mødtes af en usædvanlig fjendtlighed, uanset hvordan deres mål blev formuleret. Direktøren for
Columbia, Lee Bollinger, kaldte sammenligningen af Israel med
apartheid-Sydafrika ”grotesk og provokerende”.16 I en henvendelse til de studerende og�������������������������������������
lærerne den
����������������������������
17. september 2002 argumenterede præsidenten for Harvard, Lawrence Summers, idet
han hentydede til opfordringen til de-investering, at ”alvorlige
og tænksomme mennesker kommer med argumenter og aktioner
der er antisemitiske i deres virkning om ikke i deres hensigt.”17
(Summers, der sagde op i 2006 efter en mistillidsafstemning på
fakultetet i kølvandet på en kommentar han kom med, der satte
spørgsmålstegn ved kvinders egnethed som forskere
og inge-
niører, fortsatte siden med at lede præsident Obamas nationaløkonomiske råd til slutningen af 2010, hvorefter han returnerede
til Harvard). Adskillige år og to krige senere, mens fanatiske
afvisninger af BDS stadig er almindelige, er et bredere publikum
parat til at overveje taktikken.
Hvis undersøgelser afslører hvor en institutions kapitalforsikring er investeret kan særligt forbryderiske virksomhedstyper
være lettere mål for de-investerings kampagner end den stribe af
firmaer der handler med Israel, eller firmaer hvis aktivitet i de besatte områder er tilfældig i forhold til deres forretningsvirksomhed. Omkring 100 firmaer findes på NASDAQ-listen. Blandt dem
16 «‘President Lee Bollinger’s Statement on the Divestment Campaign », 7. november 2002 på columbiadivest.org
17 Om denne begivenhed se Judith Butler’ No, It’s Not Anti-Semitic’, London
Review of Books, 21. august 2003 på lrb.co.uk
100
NORDAMERIKANSKE COLLEGES OG UNIVERSITETER OG BDS
8
er Elbit Systems, Gilat Sattelite Networks og Magal Security Systems – alle hovedleverandører af udstyr til adskillelsesbarrieren
eller Apartheidmuren. Elbit leverer også ubemandede luftfartøjer
til den israelske hær der har været brugt i kamp på Vestbredden og i Gaza-striben. USA-baserede holdingselskaber er hovedaktionærer i israelske firmaer der er involveret i besættelsen.
Shamrock Holdings of California ejer 38 pct. af Orad-gruppen der
er involveret i bygningen af barrieren/Muren og checkpoints og
18 pct. af Ahava Dead Sea Laboratories der producerer og markedsfører skønhedsprodukter i Mitzpe Shalem, en bosættelse på
Vestbredden nær det Døde Hav.
De fleste mennesker køber ikke Caterpillar bulldozere eller
militært udstyr eller ejer aktier i de firmaer. Det gør boykot eller
de-investeringskampagner fokuseret på den slags firmaer vanskelige, undtagen i sammenhæng med institutionelle investorer.
Så skønt make-up ikke har slået nogen ihjel i Israel/Palæstina,
kan individuelle studerende såvel som de enkelte lærergrupper
synes det er lettere at gå til at deltage i kampagnen ’Stolen Beauty’ for boykot af Ahava-produkter iværksat af Code Pink.18
Ud over Caterpillar forsyner prominente amerikanske firmaer
Israel med militært udstyr, herunder Boeing (Apache helikoptere), Northrup-Grumman (våben og klyngebomber), General
Dynamics (våben, klyngebomber, fosforbomber), General Electric
(motorer til Apache helikoptere), L-3 Communications (våben
og kommunikationssystemer), Motorola Solutions (trådløs kommunikation), United Technologies (missilsystemer, helikoptere),
Raytheon (våbensystemer) og Lockheed Martin (F-15 og F-16
kampfly). Mange universiteters kapitalinvesteringsfonde ejer aktier i disse firmaer fordi de er ganske profitable. Hvorfor skulle de
ikke også være det, med USA’s regerings årlige militær-relaterede
18 Læs om Code Pink’s ”Stolen Beauty” kampagne på stolenbeauty.org
101
Joel Beinin
udgifter i omegnen af 1 billion US dollar, inklusive Foreign Military Sales der er finansieret med over 4,5 mia. US dollar hvoraf
1,8 mia. går til Israel?
Et andet let mål er Africa Israel Investments Ltd hvis største
aktionær er den russisk-israelske diamanthandler og bosætterstøtte Lev Leviv. Africa Israels datterselskab Danya Cebus har
stået for byggeprojekter i bosættelserne Ariel, Modi’in ’Ilit, Ma’ale
Adumim, Har Homa, Tzufin og Adam. Datterselskabet, ejendomsmægler Anglo-Saxon, har et kontor i Ma’ale Adumin og sælger
boliger på Vestbredden.19
Adalah-NY, ’New York kampagnen for boykot af Israel’, har
rettet sig mod Leviev. Efter kampagnens intervention har mindst
fire Hollywood-stjerner klaget over at deres billeder blev vist bærende Leviev’s diamantsmykker på kendis foto-siden på www.leviev.com. Efterfølgende blev hele siden fjernet fra hjemmesiden.20
I september 2009 opfordrede Adalah-NY den største pensionsfond for højere uddannede i Nordamerika, Teachers Insurance and Annuity Association, College Retirement Equities Fund
(TIAA-CREF) til at de-investere sine 257.000 US dollar i AfricaIsrael. Ud over i TIAA-CREF er pensionsmidlerne for universitetspersonale også investeret i Fidelity and Vanguard. Disse fondes
midler er udspecificeret i deres kvartalsregnskaber og let tilgængelige online. Denne kampagne kunne have været en effektiv
måde at engagere colleges, universitetslærere og administratorer
i BDS-bevægelsen. Men Adalah og dens støtter blev pinligt berørt
da det kom frem at TIAA-CREF faktisk havde solgt sine aktier
19 For mere oplysning læs Adri Nieuwhof: “Africa-Israel Under Scrutinity for
Settlement Construction”, 22. juni 2009 på electronicintifada.
20 Se Adalah-NY: The New York Campaign for the Boycott of Israel på adalahny.
org
102
NORDAMERIKANSKE COLLEGES OG UNIVERSITETER OG BDS
8
i Africa-Israel flere måneder tidligere af økonomiske grunde.21
Trods dette tilbageslag kan en de-investeringskampagne rettet
mod TIAA-CREF stadig være et levedygtigt projekt fordi de ejer
aktier i mange andre firmaer der profiterer på besættelsen.
I 2010 iværksatte JVP en kampagne der tilskyndede TIAACREF til at ”stoppe investeringerne i firmaer der profiterer på
den israelske besættelse af Gaza-striben og Vestbredden, herunder Øst Jerusalem.”22 JVP’s generelle erklæring om BDS klargør
at de ”støtter de-investering og boykot af firmaer der opererer i
eller fra besat palæstinensisk territorium, udnytter palæstinensisk arbejdskraft og knappe miljøresurser, forsyner bosættelserne
med produkter eller arbejdskraft eller producerer militært eller
andet udstyr og materialer der bruges til brud på menneskerettighederne eller til at profitere på besættelsen.” Caterpillar og
Elbit har en fremtrædende plads som kandidater til de-investering. Skønt JVP’s opfordring er langt mere begrænset end den
palæstinensiske BDS-komités opfordring fra 2005, har komitéen
godkendt JVP’s TIAA-CREF kampagne.
Salgsafdelingen for erhvervs- og institutionssalg af israelske
obligationer markedsfører israelske obligationer til universiteternes kapitalinvesteringsfonde. Med en rentesats på under 3
pct. har israelske obligationer ikke historisk været betragtet som
kvalitetsinvestering (med de nuværende rentesatser, er dette dog
måske ikke længere tilfældet); de har primært fungeret som en
følelsesmæssig erklæring om ’støtte til Israel’. Blandt de uddannelsesinstitutioner der har disse obligationer er University of
21 Adalahny.org/index.php/press-release/25-press-releases-land-developer/­358/
tiaa-cref-clients-ask-fund-to-divest-from-levievs-africa-israel-due-to-israelisettlements.
22 Jewish Voice for Peace website: jewishvoiceforpeace.org
103
Joel Beinin
Florida, The University System of Maryland og Marquette University.23
At købe israelske obligationer har været en populær måde at
støtte Israel på for USA’s fagforeninger som historisk har tætte
bånd til Israels faglige forbund Histadrut. AFL-CIO og tilknyttede forbindelser er den største ikke-jødiske ejer af israelske obligationer i verden med en total beholdning i omegnen af 5 milliarder US dollar. På mange universiteter er der fagforeninger
for lærerne, studieforskning og tekniske assistenter eller kontorpersonale og driftsmedarbejdere. Bilarbejderforbundet har
organiseret på studiesteder for at kompensere for sit faldende
antal medlemmer i bilindustrien. Det repræsenterer over 11.000
undervisningsassistenter og lærere på University of California’s
undervisningssteder, over 6.000 i Californiens statsuniversitetssystem såvel som lærere, undervisningsassistenter eller arbejdere på Columbia, Cornell, New School University, University of
Massachusetts, University of Washington, Boston University og
andre. UAW har nok så meget som 785.000 US dollar i israelske
obligationer.24 Det amerikanske lærerforbund, der repræsenterer
lærerne på en række institutioner, ejer 600.000 US dollar i israelske obligationer.25
Efter 1967-krigen forlangte forsamlingen af arabiske bilarbejdere i Detroit uden held at UAW solgte sine israelske obligationer.
Siden det forsøg har der ikke været nogen de-investeringskampagner mod fagforeninger før for nýlig. Inden september 2009
23 Erin Cohen: “Wild to be Honored by Israel Bonds”, Wisconsiin Chronicle,
20. Maj 2005 på jewishchronicle.org; “University of Florida Hillel Students
Donate 17.000 US-dollarin Israeli Bonds to University Foundation”, 18. april
2005 på hillel.org
24 Doug Henwood: ’UAW Finances (cont.),’ Left Business Observer, 3. Januar
1998 på mail-archive.com
25 Marcy Newman: ’How Many Israel Bonds Does Your Union Own?’ US Campaign for the Academic and Cultural Boycott of Israel, 17. April 2010 på
usacbi.wordpress.com
104
NORDAMERIKANSKE COLLEGES OG UNIVERSITETER OG BDS
8
opfordrede Connecticut-mødet i AFL-CIO’s ledelse til at sælge for
25.000 US dollar israelske aktier. Lærer og fagforeningsmedlem
Stanley Heller henvendte sig til fagforeningen og fik fra formand
John Olsen et løfte om at forbundets ledelse ville konferere med
embedsmænd i Washington og stemme om det senere på året, men
der er intet kommet ud af den bestræbelse. I december 2009 sendte Labor for Palestine, som er tilknyttet ”al-Awda - ’Retten til at
vende tilbage’-koalitionen”, et åbent brev til formanden for AFLCIO, Richard Trumka hvor de opfordrede til de-investering af
israelske statsobligationer samt yderligere boykot og sanktionstiltag. Men der har ikke været nogen synlig offentlig kampagne
om det.
Colleges og universiteter er mødesteder for kulturelle begivenheder der har israelske forfattere og kunstnere af alle slags
på programmet. I februar 2009 opfordrede Minnesota Break the
Bonds Campaign til boykot af Batsheva Dance Compagny›s optræden på University of Minnesota i Minneapolis. Der blev holdt
en meget lille, men engageret demonstration uden for arrangementet, men forestillingen fortsatte. Forbindelsen mellem dans
og nægtelsen af det palæstinensiske folks rettigheder er måske
ikke umiddelbart indlysende, men linket er klart nok. Efter Libanon-krigen i 2006 inkluderede Anholt National Brands Index for
første gang Israel i sin årlige undersøgelse af nationale brands.
Anholt opdagede at ”Israels brand på en bred front er den mest
negative vi nogensinde har målt på NBI, og den kommer ind i
bunden af omtrent ethvert spørgsmål.”26 Som svar iværksatte
israelske embedsfolk ’Brand Israel’-kampagnen hvis mål er at aflede opmærksomheden fra den palæstinensisk-israelske konflikt
og det negative billede den skaber af Israel ved at fremme positive
26 « A country with a Bad Reputation » Ynet, 22. november 2006 på ynetnews.
com
105
Joel Beinin
billeder af Israel. Den israelske generalkonsul i Toronto, Amir
Gissin, meddelte sit forsæt om at gøre Toronto til et ”testmarked
for ’Brand Israel’, herunder ”en væsentlig israelsk tilstedeværelse
på Toronto Film Festival (i 2009)”.27
I september 2009 kom filmskabere og andre med et udkast til
en erklæring der bekendtgjorde deres protest mod Torontos internationale Filmfestival der præsenterede ”Spotlight on Tel-Aviv”
som en del af deres by-til-by program. Den meget koncentrerede
protest argumenterede for at TIFF, bevidst eller ubevidst, samarbejdede med kampagnen ”Brand Israel”. Toronto deklarationen
var omhyggeligt formuleret:
”Vi protesterer ikke mod den enkelte israelske filmskaber
der er med i City to City, vi antyder heller ikke at israelske film er uvelkomne på TIFF. Imidlertid protesterer vi,
særligt i lyset af dette års brutale overfald på Gaza, mod
brugen af en sådan vigtig, international festival til at iscenesætte en propagandakampagne for, hvad den sydafrikanske ærkebiskop Desmond Tutu, tidligere præsident i USA,
Jimmy Carter og præsidenten for FN’s generalforsamling
Miguel d’Escoto Brockmann, alle har karakteriseret som et
apartheidregime”.28
Toronto-erklæringen blev støttet af over 1500 underskrivere,
herunder Harry Belafonte, Jane Fonda, Julie Christie, Danny
Glover, Naomi Klein, Eve Ensler og treogtres palæstinensere og
israelere, herunder Elia Suleiman og Udi Aloni. Offentliggørelsen
27 Canadian Jewish New2s, 28. august 2008 på www.cjnews.com/index2.
php?option=com_content&task=viewid=q15198pop=1&page=Itemid=86
28 «Toronto Declartation : No Celebration of Occupation » åbent brev til ‘Toronto International Filmfestival’ den 9. september 2009 på torontodeclaration.
blogspot.com
106
NORDAMERIKANSKE COLLEGES OG UNIVERSITETER OG BDS
8
afstedkom hektisk fordømmelse der beskyldte underskriverne for
anti-semitisme, censur, blacklisting og endog argumenterende for
”den fuldstændige fordømmelse af den jødiske stat”. Disse hysteriske påstande var baseret på en forsætlig fejllæsning af Torontoerklæringens tekst. Jane Fonda kom under ekstraordinært pres
og offentliggjorde en forklarende udtalelse, men bibeholdt sin
underskrift på erklæringen.29 Som svar på løgnene og presset
samlede JVP 7500 flere underskrifter på 24 timer og udformede
et faktapapir der gendrev stormen af løgne der cirkulerede i hele
det jødiske establishment, herunder af Jeremy Ben-Ami, administrerende direktør i den netop oprettede ’pro-Israelsk, pro-fred’lobby, J Street. 30
At boykotte danseensemblet Bashevas optræden i Minneapolis er principielt ikke anderledes end at protestere mod ”Spotlight
on Tel-Aviv” på Toronto filmfestival. Begge begivenheder var dele
af samme ’Brand Israel’-kampagne. Men Toronto-erklæringen
fik betydelig større opmærksomhed i Canada, USA og endog i
Israel. Tilsyneladende var den taktiske udformning og fokus’et
på et klart, afgrænset mål (sammen med Hollywood-stjernernes
mediemagt) mere effektivt. Toronto-erklæringen opfordrede ikke
til boykot, hvad nogen af de underskrivere der fik den største
medieopmærksomhed (som Jane Fonda) ikke ville have støttet.
Men den fik en tilsvarende effekt hvad der gjorde at den blev så
ondskabsfuldt angrebet. Så i dette tilfælde blev mindre til mer’.
Erfaringerne fra Califonia-Berkeley studenternes SJP-kampagne for de-investering peger på en tilsvarende konklusion. Den
første indsats i 2001 forlangte at universitetet de-investerede alt
hvad de havde investeret i firmaer der gjorde forretninger i Israel. Det gjorde universitetet ikke. Studerende for de-investering
29 Jane Fonda: An Intense Ten Days » 16. september 2009 på janefonda.com
30 www.jewishvoiceforpeace.org/publish/article_1212.shtml
107
Joel Beinin
besatte som svar adskillige bygninger, og en meget højlydt og
bitter debat fulgte. Men kampagnen ebbede ud. Med et taktisk
skift, delvist inspireret af Hampshire College’s sejr i 2009, rettede
den fornyede 2009-10 SJP kampagne sig mod to våbenhandlere
der profiterer på de groveste aspekter af den israelske besættelse af Vestbredden og Gaza-striben: General Electric og United Technologies. Detaljerne fra disse bestræbelser er taget op
andetsteds. Her er det tilstrækkeligt at notere at skønt det ikke
lykkedes kampagnen at opnå de-investering, var det en stor succes på to fronter: en omfattende regional og også national medieopmærksomhed fokuserede på emnet i ugevis; og en stærk, meget
synlig og inspirerende alliance blev opbygget mellem de arabiske,
israelske, muslimske og jødiske studerende og de lærergrupper
der støttede de-investering. JVP lagde enorme kræfter i at støtte
SJP og de-investeringsforslaget. De tætte relationer skabte som
resultat en varig resurse for BDS-bevægelsen. Ikke blot demonstrerer de at BDS ikke er anti-semitisk; endnu vigtigere er det at
de repræsenterer den slags menneskelige relationer det er muligt
at skabe når man har samme engagement i retfærdighed, lige
rettigheder og selvbestemmelse for palæstinenserne.
Dette overblik over BDS-indsatser som colleges og universiteter har været engageret i og kan overveje i fremtiden illustrerer
en bred vifte af tilgange og retninger. Til forskel fra Skandinavien,
Spanien og Storbritannien er det nordamerikanske miljø, trods
større åbenhed for debatten end nogensinde tidligere, stadig i vid
udstrækning uimodtageligt for forestillingen om at Israel er eller bør gøres til en pariastat. Det er umuligt og udemokratisk at
undertrykke nogens stemmer i BDS-bevægelsen. Massebevægelser består som regel af mange strømninger, og denne er fuldt ud
legitim. Men hvis BDS vil ses som en fornuftig og effektiv taktik
108
NORDAMERIKANSKE COLLEGES OG UNIVERSITETER OG BDS
8
i et relativt fjendtligt miljø, bør målene vælges så de sender de
enklest tilgængelige budskaber.
Én af to hovedretninger i BDS-bevægelsen ser den som en
kampagne mod Israel eller i det mindste statens zionistiske karakter. Den anden hovedstrømning forestiller sig det mere begrænsede mål at afslutte Israels besættelse af Vestbredden og
fængslingen af Gaza-striben. Disse forskelle kan, om end ikke
nødvendigvis, betyde at der vælges vidt forskellige sigtelinjer og
ligeså vigtigt, forskellige former for budskaber.
At fokusere på vores bekymring for folkenes skæbne snarere
end på staternes fremtid kan gøre det unødvendigt at løse disse
forskelle. At tilbagerulle den israelske besættelse af områderne
besat i 1967 er et nødvendigt første skridt hen mod at lette det
palæstinensiske folks angst og smerte under den besættelse, hen
mod ændring af den lokale og globale magtbalance og mobilisering af den nødvendige politiske bevidsthed, så en diskussion
kan begynde om hvad der er nødvendigt for en regional løsning
af konflikten, en løsning der garanterer det palæstinensiske og israelske folks demokrati, lighed, menneskerettigheder, sikkerhed
og nationale rettigheder, uanset hvor mange stater det efterlader
på kortet.
109
110
9
SEKS ÅR MED
BDS SUCCES!
Hind Awad
Mens verden fulgte med i det arabiske forår, så mange palæstinensere spor af Palæstinas revolution, specielt af den første Intifada – den folkelige opstand i 1987 – og de unge revolutionæres
smukke sjæl. Regimernes fald i Tunesien og Egypten blev fejret
i palæstinensiske hjem, ikke kun fordi det virkede lovende for
den arabiske modstands genkomst, en konstant dimension i den
palæstinensiske sag, men kapret af de diktatoriske regimer i så
mange år, men også fordi det var en påmindelse om at Palæstina
fortsætter med at bringe folk sammen: dem der kæmper så mange
steder rundt omkring i verden mod alle former for uretfærdighed.
Mens vi fortsætter med at se revolutionen udfolde sig – fra Wall
Street til Madrid, fra London til Seattle – kan vi se Palæstina i enhver Tahrir Plads. Det egyptiske forår er delvist et resultat af det
tidligere regimes stærke delagtighed i at fastholde den israelske
besættelse og kolonisering; de egyptiske studenters mobilisering
i solidaritet med Palæstina under den anden Intifada i 2000 var
vigtige forløbere for januar 2011. Den uretfærdighed der er resultatet af Israels besættelse, kolonisering og styrkelse af apartheid
111
Hind Awad
er dybt forbundet med virksomhedernes grådighed, miljømæssige forværring, nedskæring i undervisning og privatisering af
sundhedsvæsnet, bliver der i dag protesteret imod i Nordamerika og Europa. Kanaliseringen hvert år af mia. af skatteydernes
US-dollar væk fra uddannelse, sundhedsreform og social hjælp i
hjemlandet for at støtte Israels militær har forbundet kampen for
palæstinensernes rettigheder med årsagen til manglende lighed
og social retfærdighed i USA og andre steder. BDS-bevægelsen
har formidlet en vej for os til at bryde vores kollektive lænker.
I 2005 – et år efter at Den internationale Domstol i Haag havde
dømt Israels mur, bygget på besat palæstinensisk grund, ulovlig
og også inspireret af den sydafrikanske antiapartheidkamp - appellerede størstedelen af det palæstinensiske civilsamfund til
samvittighedsfulde mennesker i hele verden om at iværksætte
omfattende BDS-initiativer imod Israel
Det vigtigste ved opfordringen fra BDS er måske dens omfattende rettighedsbaserede tilgang. Dette er gjort med eksempler
på de tre krav: afslutning af besættelsen og tilbagetrækning til
grænserne fra før1967; anerkendelse af palæstinensiske indbyggeres grundlæggende menneskerettigheder og retten for de palæstinensiske flygtninge til at vende tilbage. Disse krav viser den
uretfærdighed, som det palæstinensiske folk har været udsat for
og begrænser ikke Israels undertrykkelse til besættelse. Tyve års
skin-’fredsforhandlinger’ har givet det falske indtryk – der selv
i dag er dominerende – at det palæstinensiske folk kun er dem
der bor i de besatte palæstinensiske områder, og at den israelske
besættelse er den eneste form for undertrykkelse af palæstinenserne. Dette har marginaliseret størstedelen af det palæstinensiske folk – dem der bor i selve Israel og dem i diasporaen og deres
rettigheder; og har gjort det muligt for Israel at slippe af sted
med de strengeste og legalt problematiske former for undertryk112
SEKS ÅR MED BDS SUCCES!
9
kelse uden at der er blevet stillet spørgsmål herved. BDS-bevægelsen har arbejdet for at ændre diskursen om palæstinensiske
rettigheder så den omfatter rettigheder for alle palæstinensere.
Bevægelsen har opfordret til en afslutning af Israels mangesidige
undertrykkelsessystem som indebærer besættelse, kolonisering
og apartheid – sidstnævnte inkluderer systematisk legaliseret
diskriminering af palæstinenserne i Israel og en 63 år gammel afvisning af de palæstinensiske flygtninges ret til at vende tilbage.
At sætte fokus på palæstinensiske rettigheder – og inkludere
både de palæstinensiske indbyggere i Israel og, af afgørende betydning, de palæstinensiske flygtninge – kunne ikke opnås uden et
stærkt palæstinensisk lederskab. The Palestinian BDS National
Committee (BNC), oprettet i april 2008, har vist sig som den principielle forankring og reference til den globale BDS-bevægelse.
BNC, den bredeste koalition i det palæstinensiske civilsamfund,
består af de største koalitioner, netværk og sammenslutninger af
palæstinensiske indbyggere i Israel og af palæstinensiske flygtninge, såvel dem der lever på Vestbredden som dem i Gaza. BNC
har konstant fremført en stærk og forenet palæstinensisk stemme
og fortsætter med at lede og guide den globale BDS-bevægelse,
mens den fuldt ud respekterer princippet om sammenhængens
betydning– ideen om at opfordringen til BDS skal implementeres
i hvert lokalsamfund på en måde der passer ind i de særlige omstændigheder i det lokale miljø og besluttet af de lokale aktivister.
I de sidste seks år har BDS været det mest effektive udtryk
for solidaritet med det palæstinensiske folk og en vellykket måde
at udfordre Israels straffrihed på. De sejre som BDS-kampagnen
har opnået overgik alle forventninger for så ung en bevægelse selv i sammenligning med den sydafrikanske BDS- kampagne.
Kampagnen er især vokset hurtigt i kølvandet på den israelske
massakre i Gaza i 2008-09 og angrebet på Freedom Flotillaen.
113
Hind Awad
Bevægelsen har nu bredt sig langt ud over rammerne for en traditionel solidaritetsbevægelse og inkluderer aktive og engagerede
deltagere fra fagforeninger, trossamfund, mainstream NGO’er og
politiske partier. Et hurtigt overblik over nogle af de største og
mest vellykkede kampagner viser hvordan bevægelsen er vokset.
En af de mest vellykkede er BDS-kampagnen imod Veolia, et
fransk multinationalt selskab, indblandet i udviklingen af Jerusalems letbane (JLR), en illegal letbane der forbinder Jerusalem
med illegale israelske bosættelser, og som cementerer Israels greb
om de besatte områder tillige med Israels indblanding i en mangfoldighed af affalds- og transportinfrastrukturer for illegale bosættelser. Det er lykkedes at udstille det franske multinationale
selskab over hele verden, men specielt i Europa. I Stockholm har
en civilsamfunds-kampagne ført til at Veolia mistede kontrakter
for driften af byens metrosystem til 3,5 mia. euro. Den målrettede
og internationalt koordinerede kampagne mod Veolia har ført
til at selskabet har mistet kontrakter til mere end 5 mia. euro
i Frankrig, England, Wales, Irland og Australien tilsammen. I
slutningen af sidste år meddelte Veolia og Alstom, et andet fransk
multinationalt selskab involveret i JLR, at de ville sælge deres
andele i driftsselskabet. Det faktum at både Veolia og Alstom bliver erstattet af israelske selskaber med ringe erfaring, frem for
velrenommerede internationale selskaber som ville være mere
kvalificerede til at udfylde deres plads, kan kun ses som en succes
for kampagnen: ingen internationale selskaber har lyst til at blive
udpeget af vores yderst effektive og synlige bevægelse. BDS- bevægelsen viser virksomheder der støtter Israels apartheid at der
er en pris at betale for deres aktive medvirken. Kampagnerne
mod Veolia og Alstom vil fortsætte indtil de stopper med at medvirke og leverer passende erstatning.
114
SEKS ÅR MED BDS SUCCES!
9
Kirker i England, Sverige, USA og andre steder laver undersøgelser og implementerer deres egne BDS-kampagner, overvejende som svar på Kairo-dokumentet – et dokument udfærdiget af
prominente palæstinensiske ledere med en opfordring til kirker
verden over ”til at sige sandheden og ærligt tage stilling til Israels
besættelse af palæstinensisk jord”. Kairos Palæstina godkender
entydigt BDS som en af de væsentligste ikke-voldelige former
for solidaritet, som internationale trossamfund tilskyndes til at
tilslutte sig: ”Vi ser boykot og de-investering som midler til retfærdighed, fred og sikkerhed.”1
Fagforeninger har historisk set været spydspidsen i kampe
mod uretfærdighed, specielt kampen mod Sydafrikas apartheid.
Fagforeninger i Sydafrika, Frankrig, Belgien, Irland, Sverige,
Italien, Australien, Canada, Brasilien, Indien, Norge og andre
steder har for nylig taget enkeltdele af BDS-kampagnen i brug.
I England har The Trades Union Congress, som repræsenterer 7
mio. arbejdere, påbegyndt oplysningsaktiviteter for alle medlemmer om nødvendigheden af at boykotte den israelske apartheid.
Fagforeningskongresserne i Sydafrika, Irland, Skotland, Brasilien og desuden mange foreninger rundt omkring i verden er i
gang med at afbryde forbindelser til den racistiske Histadrutarbejderorganisation. Få dage efter Israels angreb på Freedom
Flotillaen i maj 2010 fulgte de svenske havnearbejderes forbund
den palæstinensiske fagbevægelses opfordring til at blokere israelske skibe og gik i gang med at blokere 500 tons last der kom
fra Israel. De blev fulgt op af modige aktioner udført af ILWU
Lokalafdeling 10’s havnearbejdere fra afdelingen i Oakland, Californien der forhindrede et israelsk skib i at lægge til kaj i 24
timer, og af havnearbejdere i Sydafrika, Indien, Tyrkiet og andetsteds. CUT – den største og vigtigste fagforening i Brasilien som
1
Se kap. 15
115
Hind Awad
repræsenterer over 20 mio. arbejdere, har for nylig tilsluttet sig
BDS som grundlag for deres aktivistiske solidaritet og arbejder
på et program der skal sprede BDS blandt medlemmerne. Sanktioner, ledet af arbejdere inden for BDS-rammerne, er blevet den
toneangivende form for solidaritet med det palæstinensiske folk
inden for de internationale fagforeningers netværk.
Den akademiske boykot – formentlig den mest udfordrende af
alle former for boykot – har spredt debatten vidt omkring om de
selvtilstrækkelige israelske akademiske institutioners medvirken til at planlægge, retfærdiggøre og sikre den uendelige fortsættelse af statens koloniserings- og apartheidpolitik, herunder dens
krigsforbrydelser i Gaza, Jerusalem og andre steder. I maj 2010
skabte kongressen for det Britiske Universitet og College Union
(UCU) historie ved at stemme for boykot af Ariel University Center of Samaria (AUCS), et israelsk koloni-uddannelsessted på
besat palæstinensisk område, og for at afbryde al forbindelse med
Histadrut, den racistiske israelske arbejderorganisation der er en
bærende kraft i den israelske stats apartheidpolitik.
Universitetsmedarbejdere i Canadian Union of Public Employees vedtog et forslag med opfordring til en akademisk boykot af
Israel i februar 2009. Det lykkedes også akademikerne at presse
deres institutioner til at afbryde finansielle forbindelser med Israel. For nylig skabte Johannesburg University historie ved at
afbryde forbindelsen til Ben-Gurion University og blev det første
universitet i verden der afbrød forbindelser med en israelsk akademisk institution. Studenter i USA, England, og andre steder
har organiseret kampagner for boykot af israelske produkter og
for de-investering fra selskaber der profiterer på Israels besættelse. Efter Israels angreb på Gaza i januar 2009 slog de studerende
sig ned i treogtredive universitetsbyer i England og ’besatte’ dele
af universitetsområdet og krævede blandt andet de-investeringer
116
SEKS ÅR MED BDS SUCCES!
9
fra israelske firmaer og andre virksomheder der profiterer på besættelsen. I februar 2009 blev Hampshire College i USA det første
der de-investerede fra virksomheder der var involveret i Israels
besættelse, akkurat som det havde været det første i USA der deinvesterede fra apartheid-Sydafrika. I 2010 arbejdede studenter
på UC Berkeley på en velorganiseret de-investeringskampagne
der gav masser af opmærksomhed. De fik støtte fra ærkebiskop
Desmond Tutu, Naomi Klein, Judith Butler, Heidi Epstein og
andre kendte personer. Jewish Voices for Peace har organiseret
en kampagne hvor de opfordrer et gigantisk pensionsselskab til
at de-investere fra fem selskaber der støtter besættelsen. Deres
kampagne har fået opbakning fra adskillige organisationer og
studentergrupper over hele USA.
Kreative forbrugerboykot kampagner har tilvejebragt et fremragende middel til at engagere større dele af offentligheden i
BDS-bevægelsen. Code Pink’s ’Stolen Beauty’-kampagne rettet
mod Ahava, et israelsk kosmetikfirma der fremstiller deres produkter i en bosættelse, har haft succes med at overbevise en del
detailhandlere i USA, Canada og England om at droppe Ahava.
Kampagnen har spredt sig til Canada, Australien, og dele af
Europa som et resultat af de kreative protestformer og brugen af
sociale medier. I Frankrig har en stor sammenslutning af mere
end hundrede NGO’er og fem politiske partier organiseret en
kampagne for boykot af Agrexco, Israels største eksportør af landbrugsprodukter. Agrexco har været mål for folkelige boykotter,
blokader, demonstrationer og direkte aktioner overalt i Europa.
I Italien og i England lavede aktivister direkte aktioner for at
presse supermarkeder til at droppe Agrexcos produkter. I september 2011 trådte Agrexco i likvidation.
Som i Sydafrika er sanktioner fra regeringer og offentlige instanser først blevet gennemført efter at boykot og de-investerin117
Hind Awad
ger er blevet udbredt på græsrodsniveau. I den palæstinensiske
BDS-kampagnes seks korte år har vi været vidne til et antal
aktioner fra regeringer i form af sanktioner. For at nævne nogle
få, blev et israelsk akademisk hold fra Ariel Collegeudelukket fra
en prestigefuld konkurrence om bæredygtig arkitektur, organiseret af den spanske regering i 2009, fordi universitetet ligger i en
bosættelse på Vestbredden. Den norske regerings pensionsfond,
den tredjestørste i verden, de-investerede fra Elbit Systems i 2009
efter anbefaling fra det etiske råd, på grund af kompagniets engagement i levering af sikkerhedsanordninger til Israels illegale
mur og levering af droner til den israelske hær. Et år senere
de-investerede den norske regerings pensionsfond fra to andre
israelske selskaber på grund af deres aktiviteter i bosættelserne.
Deutsche Bahn, et regeringsejet tysk jernbaneselskab, har stoppet sit engagement i det israelske A1 jernbaneprojekt der skærer
igennem den besatte Vestbred.
Måske er kulturel boykot den mest synlige form for BDS-aktion. Langt fra at være ”hævet over politik” spiller israelske kulturelle institutioner i ’Brand Israel’- kampagnen en nøglerolle i det
israelske udenrigsministerium ved at puste statens image op og
hvidvaske dens koloniale politik og krigsforbrydelser. Et stigende
antal kulturelle superstjerner har tilsluttet sig den kulturelle
boykot af Israel og nægter at levere kulturel fernis for israelsk
apartheid. Kunstnere der har aflyst koncerter og arrangementer i
Israel tæller blandt andre Gil Scott-Heron, Elvis Costello, The Pixies, Mike Leigh, Klaxons og the Gorillaz Sound System. Væsentligt er at Hollywoods superstjerner Meg Ryan og Dustin Hoffman
annullerede deres deltagelse i Jerusalem Film Festival 2010 efter
angrebet på Freedom Flotillaen. Dertil kommer at kulturelle personligheder som John Berger, Roger Waters, Ken Loach, Judith
Butler, Naomi Klein, the Yes Men, Sarah Schulman, Aharon Sha118
SEKS ÅR MED BDS SUCCES!
9
btai, Udi Aloni, John Greyson, Adrienne Rich, og John Williams
utvetydigt har støttet den palæstinensiske kulturelle boykot af
Israel. Et antal kulturpersonligheder har også nægtet at deltage
i Israels officielle kulturelle begivenheder af politiske grunde,
heriblandt Augusto Boal, Roger Waters, André Brink, Vincenzo
Consolo, og Nigel Kennedy; og kulturpersonligheder som Bono,
Björk, Jean-Luc Godard, SnoopDogg, og andre har afslået tilbud
om at deltage i arrangementer i Israel – eller har taget imod, men
efterfølgende annulleret uden at give specifikke politiske grunde.
Et andet succeskriterium for den globale BDS-bevægelse kan
måles på den israelske reaktion på BDS-kampagnen. Det Israelske Knesset har for nylig vedtaget en lov der kriminaliserer
boykot af Israel, såvel for enkeltpersoner som for organisationer der opfordrer til det. The Reut Institute, en fremtrædende
israelsk tænketank, har kategoriseret BDS-kampagnen som en
”strategisk trussel” der kunne udvikle sig til en eksistentiel trussel. Endvidere har israelske politikere i nøglepositioner udsendt
advarende udtalelser om den voksende BDS-bevægelse og isolation af Israel. Efter premierminister Netanyahus seneste tale ved
Den amerikanske Kongres i maj 2011 talte han med medlem af
Knesset, Binyamin ”Fuad” Ben-Eliezer. ”Hør her, Bibi,” knurrede
Ben-Eliezer. ”Jeg ønsker dig tillykke med Kongressens krammer,
men det vil ikke fjerne os fra vejen mod konfrontation. Vores
situation i Europa er meget dårlig. Præsident Obama sagde alt
det vi ønskede han skulle sige … Som tidligere industri og handelsminister siger jeg dig: Markederne lukker. Vi vil lide under en
ødelæggende økonomisk storm.”
Præsident Shimon Peres har også udtrykt frygt for at Israel vil
blive udsat for økonomisk boykot og sanktioner. ”Der er ikke brug
for boykot,”, sagde han. ”Det ville være tilstrækkeligt at havne i
119
Hind Awad
Europa og Canada stopper med at losse israelske varer. Det er
allerede begyndt.”
Vicepremierminister Ehud Barak har også slået alarm. ”Der er
kræfter i verden, ganske magtfulde, i forskellige lande, indbefattet venligtsindede, i fagforeninger, (blandt) akademikere, forbrugere, grønne politiske partier,” advarede han, ”og denne drivkraft
er kulmineret i en bred bevægelse kaldet BDS … det var det der
blev gjort imod Sydafrika.”
Siden starten har BDS-bevægelsen bredt sig og opnået effektivitet langt ud over hvad der oprindeligt blev troet muligt for
bare seks år siden. Opfordringen fra bevægelsen bliver i stigende
omfang besvaret af mainstream og magtfulde aktører. Kulturelle
superstjerner, globale finansielle institutioner, betydningsfulde
fagforeninger, trosgrupper, politiske partier, regeringer og alle
slags samvittighedsfulde enkeltpersoner – alle er begyndt at
skride til handling. Vores globale bevægelse er faktisk begyndt
at isolere Israel.
120
10
BDS i USA 2001-2010
Noura Erakat
Den 26. april 2010 stadfæstede konsistorium på Berkeley University i Californien med én stemmes flertal et afgørende veto
mod SB 118 – studenterrådets resolution, som godkendte deinvestering af universitetets indeståender i General Electric og
United Technologies, to selskaber der profiterer på den israelske
besættelse af Østjerusalem, Vestbredden og Gaza. Resolutionens
forslagsstillere behøvede 14 stemmer for at nedstemme vetoet, og
da 16 konsistoriemedlemmer havde talt for at gøre det, syntes det
at være en enkel opgave.
Men afstemningen på Berkeley havde flyttet nationale, proisraelske organisationers opmærksomhed fra Capitol Hill mod
vest og skabt en uhellig alliance mellem det aggressive American
Israel Public Affairs Committee (AIPAC) og dennes selvudnævnte
progressive rival, J Street. De to grupperinger samarbejdede om
at lobbye på universitetet for at fastholde vetoet. Det endte med
at to konsistoriemedlemmer ændrede deres stemme, og en tredje
afstod med resultatet: 13 for at underkende vetoet og fem imod.
Selvom studenterorganisationens procedureregler senere har
blokeret for de-investeringen, er tallene udtryk for den stærke
121
Noura Erakat
støtte til de-investering på Berkeley University og må anses for
at være en milepæl i BDS-bevægelsen.
Den skingre reaktion på Berkeleys resolution fra grupper uden
for universitetet afspejlede den kendsgerning at BDS-bevægelsen
blev taget mere alvorligt af sine modstandere end nogensinde før.
Berkeley-studenterne havde været med i forreste række af BDS
lige siden den 6. februar 2001, den dag Ariel Sharon blev israelsk
premierminister. De oprettede en model af et checkpoint på universitetet og udfoldede bannere med slagord som ”De-invester
fra israelsk apartheid.” I løbet af tre års tid spredte denne første
de-investeringskampagne på et universitet sig både til snesevis af andre amerikanske undervisningssteder og til kirke- og
lokalorganisationer. Alligevel fik bevægelsen ikke international
legitimitet og fremkaldte alvorlige modreaktioner indtil der kom
en opfordring til BDS fra det palæstinensiske civilsamfund i 2005.
Siden da og især siden det internationale samfunds opsigtsvækkende fiasko i forhold til at holde Israel ansvarlig for krigsforbrydelserne begået under Operation Cast Lead, angrebet på Gaza
i vinteren 2008-09, er ideen om at bruge uofficielle fremgangsmåder for at kunne pege på israelske overtrædelser af menneskerettigheder trængt ind i almindelige institutioner. Der er ikke længere kun tale om idealistiske studenters engagement - BDS-krav
har genlydt i amerikanske detailforretninger, virksomheder og
internationale multilaterale organisationer.
Den stadig mere udbredte accept af bevægelsen blandt almindelige interessenter stemmer overens med en stadig lavere
tiltro til bestræbelserne på at opnå en forhandlet to-stats løsning
på den israelsk-palæstinensiske konflikt. Mens statsoverhoveder
ikke er i stand til at opnå selv de mest beskedne indrømmelser fra
Israel som fx stop for bosættelser, har BDS-aktivister i stigende
grad (omend langsomt) opnået øget overensstemmelse med inter122
BDS i USA 2001-2010
10
national lov blandt selskaber og institutioner, som har distanceret
sig fra eller de-investeret deres indeståender i bosætterrelateret
virksomhed.
Sejrene for BDS har til dato, i det mindste i USA, været rettet
mod den israelske politik i forhold til de besatte områder. Det er
opfattelsen at det, der skal boykottes og rettes sanktioner imod,
er besættelsen og ikke Israel selv. Men bevægelsen henter inspiration fra tilsvarende aktiviteter rettet mod apartheid i Sydafrika
i 1980’erne sammenkoblet med opfordringen fra Palæstina i 2005,
som også omfatter kravet om lighed for Israels palæstinensiske
statsborgere og retten til tilbagevenden for palæstinensiske flygtninge. Denne sammensætning gør BDS afskyelig for mange der er
loyale over for to-stats løsningen. J Street fx ser bevægelsen som
et angreb på Israels karakter som en jødisk stat. I indledningen
på sin blog mod Berkeleys resolution klager Isaac Luria fra J
Street over at bevægelsen
“ikke formår at skelne klart imellem modstanden mod
besættelsen efter 1967 og modstanden mod selve eksistensen
af staten Israel som et demokratisk hjem for det jødiske folk.
Selv om det ikke var hensigten hos de studerende der lavede
resolutionen gribes dens vedtagelse nu af den globale BDSbevægelse som en sejr i dens bredere kampagne.”
BDS-aktivisterne insisterer på at de lægger vægt på rettigheder
i modsætning til politiske løsninger netop for at undgå debatten
om hvorvidt Israel og Palæstina skal være en eller to stater. De
anerkender imidlertid at hvis kravene fra 2005 bærer frugt, kan
det føre til at Israel bliver én stat for alle sine indbyggere uanset religion. Derfor er det uundgåeligt at BDS vil blive bandlyst
ikke kun af AIPAC, men også af J Street og arabisk-amerikanske
123
Noura Erakat
tilhængere af en to-stats løsning som Hussein Ibish fra the American Task Force on Palestine.
Fordi den vækker vrede både i højre og venstre side af spektret af tilladelige synspunkter på Israel-Palæstina i Washington,
skærer BDS-platformen direkte ind til benet af konflikten mellem
Israel og Palæstina – og kan som sådan blive central i konflikten
selv.
Visioner om retfærdighed
På Verdenskonferencen mod racisme i Durban i Sydafrika i 2001
ligestillede NGO’er og aktivister Israels racediskriminerende politik både i selve Israel og i de besatte områder med apartheid og
anbefalede BDS som en strategi for modstandskampen. Lige siden
da har aktivisterne trukket på den generelle definition på apartheid udlagt i 1973 af International Convention on the Suppression
and Punishment of the Crime of Apartheid: - politik ”designet til
at opdele befolkningen … ved at etablere adskilte områder og
ghettoer for medlemmer af racegrupper (eller) ekspropriering af
landejendom (eller) forfølgelse af organisationer eller personer
… fordi de er modstandere af apartheid.” Derefter udstedte en
gruppe palæstinensiske intellektuelle og akademikere i 2004 en
opfordring til akademisk og kulturel boykot af Israel.
Den 9. juli 2005, et år efter at Den internationale Domstol i
Haag i sin historiske, vejledende udtalelse erklærede placeringen af Israels mur ulovlig, udstedte 170 af det palæstinensiske
civilsamfunds organisationer en opfordring til BDS. Den tredelte
strategi udspringer af økonomisk logik: Israel må adlyde folkeretten fordi det er for dyrt at undlade det politisk som økonomisk og
må gøre det ved at ”afslutte sin besættelse og kolonisering af ethvert stykke arabisk jord og rive Muren ned; tilkende de arabiskpalæstinensiske indbyggere fuld lighed og respektere, beskytte og
124
BDS i USA 2001-2010
10
fremme de palæstinensiske flygtninges ret til at vende tilbage til
deres hjem og ejendom som fastsat i FN Resolution 194.”
Denne opfordring markerede et betydningsfuldt skifte i den
palæstinensiske bevægelse for selvbestemmelse. Det vigtigste er
at den understregede palæstinensernes rettigheder, uanset hvor,
uafhængigt af hvilken stat de måtte bo i i dag, eller hvor de forestiller sig at bo i morgen. Omar Barghouti, grundlægger og medlem af bestyrelsen for PACBI og forfatter af 2005-dokumentet,
forklarer at ”det fundamentale grundlag for BDS-opfordringen
var dens rettighedsbaserede tilgang som ikke peger på nogen bestemt politisk løsning på den arabisk-israelske koloniale konflikt,
men fastholder at en retfærdig og holdbar løsning nødvendigvis
må forholde sig til alle tre grundlæggende rettigheder som er
indeholdt i opfordringen.”
Ikke alle anser bekræftelsen af alle tre rettigheder for at være
en neutral handling. J Street og ligesindede ser dem som en trussel mod Israels selvudråbte identitet som en jødisk stat, fordi tilbagevenden af flygtninge i et betydeligt antal vil gøre jøderne til et
lille mindretal. Dem på den propalæstinensiske side, der fastholder to-stats løsningen såsom Ibish, har tolket opfordringen som
en afvisning af det statsopbygningsprojekt som blev påbegyndt i
1993 og som en tilbagevenden til befrielsesmodellen. Men det var
vigtigt for forfatterne at repræsentere alle palæstinenseres interesser og ikke kun dem, der bor inden for en fremtidig palæstinensisk stats elastiske grænser. Derfor kræver opfordringens anden
klausul også fuld lighed for Israels ikke-jødiske indbyggere.
Det er logisk at denne klausul er sat ind, når Ittijah, paraplynetværket for palæstinensiske NGO’er i Israel, har deltaget i
udformningen. Ittijah kræver ligebehandling for loven uanset
race, etnisk herkomst, national oprindelse og religion. Set fra
palæstinensernes side vil det at være imod denne klausul være
125
Noura Erakat
det samme som at afvise palæstinensernes egen definition af sig
selv som én samlet national enhed. Men den anden klausul er
for tilhængere af palæstinensernes menneskerettigheder, som
foretrækker kun at sætte besættelsen under anklage, stadig en
fornærmelse mod deres solidaritet. Disse tilhængere kunne ønske
et ophør af jødiske privilegier i Israel, men det går længere end
mandatet for en bevægelse for palæstinensisk selvbestemmelse.
Uanset bestræbelser på at undgå politiske løsninger er BDSopfordringen derfor blevet forstået som en indforstået accept af
en en-stats løsning.
Det er måske overraskende at mange palæstinensiske NGOrepræsentanter i de besatte områder i begyndelsen også var imod
BDS-opfordringen. De anså den omfattende vægt på palæstinensiske rettigheder for en tilsløret accept af en-stats løsningen
og derfor for et slag mod det palæstinensiske selvstyre og en
undergravning af den strategiske linje for den palæstinensiske
nationale bevægelse siden slutningen af 1980’erne og fastholdt
i ’fredsprocessen’ i 1990’erne. Forfatterne af opfordringen herunder PACBI, Ittijah, Badil og Stop the Wall har brugt enormt
meget tid og energi på at forklare at den grundlæggende vægt på
rettigheder var nødvendig for at give oprejsning til den palæstinensiske nationale enheds sag i modsætning til at støtte en bestemt politisk løsning. I sidste ende hjalp the Council of National
and Islamic Forces in Palestine, det koordinerende organ for de
større politiske partier i de besatte områder sammen med PLO’s
større masseorganisationer med til at de mere betydningsfulde
sektorer i det palæstinensiske civilsamfund i de besatte områder
og andetsteds accepterede BDS-opfordringen. Selvstyret, som er
begrænset af ’fredsprocessen,’ har hverken accepteret eller afvist
BDS-opfordringen, men har iværksat en begrænset boykot af varer som er produceret i bosættelser. I januar 2010 foranstaltede
126
BDS i USA 2001-2010
10
premierminister Salem Fayyad afbrændingen af bosættelsesprodukter for en million US dollar og oprettede en National Dignity
Fund til støtte for produktion og distribution af palæstinensisk
fremstillede varer. I modsætning til 2005-opfordringen gentager
PA den statscentrerede tilgang for en løsning af konflikten og
forsøger derfor heller ikke at repræsentere en forenet palæstinensisk national enheds rettigheder.
Barghouti forklarer at opfordringen til lighed i Israel er det
mindst populære element i opfordringen blandt solidaritetsaktivister – endog mere kontroversielt end retten til tilbagevenden
fordi den går ud over at opfordre Israel til at være tilbageholdende
i sin politik i de palæstinensiske områder, og fordi den kræver at
Israel ændrer sin indenrigspolitik og giver ikke-jødiske arabiske
borgere fuld lighed. Men som Barghouti spørger: ”Hvis et politisk
system er bygget på et grundlag af ulighed og falder sammen hvis
der indføres lighed, er det så et system der er værd at bevare?”
Mainstream BDS
Barghoutis retoriske spørgsmål er præcis det som gør BDS så
kontroversiel. Selvom BDS i virkeligheden er en reformbevægelse, som søger at ændre virksomhedernes og statens adfærd,
er den blevet anset for at være radikal. Mark Lance, en filosofiprofessor fra Georgetown og medgrundlægger af Stop US Taxpayer Aid to Israel Now (SUSTAIN) forklarer at da hans gruppe
første gang i 2001 nærmede sig andre grupper med ideen om
de-investering, blev de fjendtligt afvist som naive. De etablerede solidaritetsorganisationer frygtede at en sådan taktik ville
skræmme den almindelige amerikaner væk, som ellers var klar
til at støtte en palæstinensisk stat, men ikke til at kritisere Israel
eller sætte spørgsmålstegn ved dets indenrigspolitik. SUSTAIN
ændrede retning og anvendte sin energi på unge grupper der
127
Noura Erakat
arbejdede for international retfærdighed, siger Lance og ventede
på at tiden skulle blive moden til BDS. Inden for to år havde The
US Campaign to end Israeli Occupation - ”bindevævet” mellem
amerikanske Palæstina solidaritetsgrupper - optaget adskillige
BDS-aktivister.
Grundlagt i 2001 med et tilskud på blot 20.000 US dollars og
nogle få snese medlemsorganisationer er kampagnen i dag vokset
til mere end 300 medlemmer og kan prale af et budget på 250.000
US-dollar. I 2005 accepterede kampagnen BDS-opfordringen og
gennemførte en kampagne mod Caterpillar, som fremstiller tunge
bulldozere der anvendes af den israelske hær til at jævne palæstinensiske hjem med jorden. Phyllis Bennis, medgrundlægger
af kampagnen og medlem af bestyrelsen, forklarer, at Caterpillar blev udpeget som mål på grund af sin rolle i ødelæggelsen
af palæstinensiske oliventræer og mordet på Rachel Correi, den
studerende fra Evergreen State College, som blev kørt henover
af en bulldozer i 2003 da hun forsøgte at forhindre ødelæggelsen
af et hjem. ”Snart”, fortæller Bennis, ”bevægede diskussionen sig
fra Caterpillar som det taktiske mål til den strategiske udfordring: at opbygge en kampagne mod selskabers profitering på
besættelsen.”
Kampagnens fokus, som afspejler medlemsgruppernes krav,
har ændret sig hele tiden. I 2006 vedtog sammenslutningen en
anti-apartheid ramme som gør rede for forskelsbehandlingen af
Israels ikke-jødiske befolkning, og i 2009 tilsluttede den sig den
akademiske og kulturelle boykot af Israel, et andet kontroversielt
element i BDS- bevægelsen. Kampagnens udvikling fra at kræve
de-investering i besættelsen til at boykotte Israel kan måske være
et signal til forandring i mainstream organisationer der er gået
ind i BDS-bevægelsen, men som har begrænset sine aktiviteter til
128
BDS i USA 2001-2010
10
at rette sig imod de selskaber der profiterer på krig ved at deltage
i besættelsen.
Code Pink, kvindernes fredsgruppe berømt for deres top-til-tå
pink beklædning og deres frække ødelæggelse af det-går-som-detplejer på Capitol Hill, forenede sig i modstanden mod krigen i Afghanistan og Irak. Ifølge medlemmet, Nancy Kricorian, udvidede
Code Pink sit mandat til at omfatte besættelsen af Palæstina, da
de gik ind i kampagnen i 2006 – men det var stort set en symbolsk
gestus da gruppens arbejde forblev fokuseret på Afghanistan og
Irak. Dette stille engagement blev meget mere højlydt efter Operation Cast Lead da Code Pink bragte Palæstina øverst på og i
centrum af deres dagsorden til mange af deres medlemmers og
grundlæggeres forfærdelse. Uforstyrret har kvindegruppen siden
ledsaget to delegationer til Gaza, været med til at lede Gaza frihedsmarchen i januar 2010, iværksat Stolen Beauty – en boykot
af kosmetikmærket Ahava fremstillet i bosættelser. Siden begyndelsen i juni 2009 har Stolen Beauty presset Oxfam til at suspendere sin goodwill ambassadør, ‘Sex and the City’-stjernen Kirsten
Davies før udløb af hendes kontrakt som Ahava talskvinde og
presset Costco, en national grossist, til at tage produktet ned fra
hylderne.
På trods af disse resultater, som har været dækket af New York
Post og andre steder, bemærker Kricorian at hendes gruppe bruger ”A-ordet” varsomt. Mens BDS kan forstås inden for rammen:
selskabers ansvarlighed og krigsprofit, så er betegnelsen ’apartheid’ kontroversiel. ”Dette ord vækker folks følelser på en måde
der udelukker dialog. Den virker som en aftrækker på grund
af dens historie i Sydafrika, men i tilfældet Sydafrika ville de
færreste have drømt om at sige at apartheid var for sikkerhedens
skyld, eller at det var en god idé at holde sorte i bantustans.”
129
Noura Erakat
Fayyad Sbaihat, en tidligere studerende på universitetet i
Wisconsin og ledende medlem af al-Awda Wisconsin, som organiserede fakultetets accept af de-investering i Wisconsins Universitets 25 campusområder i 2005, forklarer at den første og
den stærkeste modstand mod BDS kom fra gamle allierede som
frygtede at bevægelsen ville skubbe frisindede væk eller fremkalde tilbageslag i Israel.” Det var en hindring på den korte bane”,
siger Sbaihat.
”Ikke alene var BDS for meget at bede Palæstina ’når-deter-godt-vejr-vennerne’ om, det var også for meget for dem at
skulle acceptere eller leve med sammenligningen med apartheid. Imidlertid fik dele af BDS-appellen, som vi godkendte
den, de mindre interesserede til at begynde at stille spørgsmål og stille spørgsmål om Israels karakter, og det at bruge
apartheid- sammenligningen var en måde at fremprovokere
spørgsmål fra den tilfældige iagttager på.”
Glenn Dickson håber at præsentere netop denne udfordring for
den presbyterianske kirke i USA. På sin generalforsamling i 2004
accepterede den 2,3 millioner store kir��������������������������
ke de-investering fra selskaber som profiterer på Israels besættelse, med et overvældende
flertal på 460 mod 41. På trods af trusler om nedbrænding af
bedehuse og pression fra Kongressen for at trække resolutionen
tilbage har kirken bekræftet sin tilslutning til fælles engagement
på efterfølgende generalforsamlinger hvor støtten til de-investering blot er taget til. I 2006 var 17 af de 170 forslag til forsamlingen modstandere af resolutionen om de-investering, mens der
i 2008 kun var to der protesterede mod kirkens standpunkt. I
dag har Presbyterians’ Mission Responsibility Through Investment Committee taget afstand fra at Caterpillar har profiteret
130
BDS i USA 2001-2010
10
på ikke-fredelig anvendelse af sine produkter og fortsætter med
at undersøge de-investering i Motorola, ITT, Citibank og United
Technologies for deres understøttelse af besættelsen.
Dickson er den aftrådte presbyterianske præst som introducerede de-investerings-resolutionen i 2004. Han overvejede dengang
ikke at medtage boykot, fordi han følte at boykot i modsætning til
de-investering, som giver mulighed for fælles engagement, udelukker dialog. Han forudsagde ganske rigtigt at de-investering
har et potentiale for at skabe uenighed på trods af kirkens arv
om principiel de-investering i Sydafrika, Indonesien og Sudan
blandt andre overtrædere af menneskerettighederne. I dag overvejer Dickson og hans kolleger at introducere begrebet apartheid
for generalforsamlingen 2010, fordi ”det vil hjælpe folk til at forstå
at Israel er lige så slemt som Sydafrika i forhold til landets dårlige
behandling af farvede … fordi de fleste i USA anser Israel for at
være et menneskekærligt demokrati, mens de anser palæstinenserne for at være terrorrister, vil det at forstå hvordan Israel er
hjælpe os.”
Velsignelse eller byrde?
På trods af dens populære tilknytning til Sydafrikas erfaring er
betegnelsen ’apartheid’ ikke et nødvendigt element i BDS-strategien, selvom det kan være et nyttigt instrument til at “brande”
Israel med. Ligesom kampagnen i USA har presbyterianerne og
aktivistgrupper iværksat BDS-kampagner uden at anvende den
belastede betegnelse for så at anvende den senere efterhånden
som deres anstrengelser for støtte udviklede sig. Selv Students
Confronting Apartheid by Israel, en gruppe på Stanford University for hvem betegnelsen var åbenlyst central, har kun brugt
den taktisk.
131
Noura Erakat
Ifølge Omar Shakir, medgrundlægger af gruppen, som nu er
i Georgetown, ønskede de studerende på Stanford at gøre apartheid central for at vise den store forskel der ligger indbygget i den
israelsk-palæstinensiske konflikt og bevæge sig ud over talemåden om ”to sider”, som kunne betyde at Israel og palæstinenserne
har de samme resurse at trække på. Mens oppositionen på universitetet fokuserede på asymmetrien mellem de sydafrikanske
og de palæstinensiske forhold, droppede Shakir og hans kolleger
den ramme og fokuserede i stedet på de-investerings kriteriet,
inklusive forskelsbehandlingen af Israels ikke-jødiske arabiske
befolkning. Metoden var her at beskrive overtrædelsen hellere
end at kalde den ved navn. ”I begyndelsen ” kommenterer Shakir,
”fokuserede oppositionen mere på apartheid end på vores mål, deinvestering … vi kunne godt lide den måde vi gjorde det på fordi
vi kunne vælge, vi var ikke gift med apartheid.”
Apartheid-rammen er både en velsignelse og en byrde. På den
ene side, fordi den sydafrikanske erfaring er så godt kendt og så
almindeligt fordømt at den blotte bemærkning om apartheid tvinger pro-israelske fortalere til at forsvare et forskanset system af
racediskriminering og undertrykkelse snarere end at samle sympati for Israels sikkerhed. På den anden side er de to forhold langt
fra identiske. Ingen sorte sydafrikanere fik lov til at stemme eller
til at deltage i regeringen som de palæstinensiske indbyggere i
Israel får det. De sorte blev heller ikke underkastet militære offensiver eller humanitært belastende blokader som palæstinenserne bliver det i Gaza; og tusinder blev heller ikke drevet i eksil
som flygtninge for der at opfostre efterfølgende generationer i
diasporaen. På trods af disse forskelligheder er der inden for BDSbevægelsen generel enighed om at apartheidrammen er effektiv
særligt i den symbolske betydning. Som Lisa Taraki, professor på
Bierzeit University og medlem af PACBI’s bestyrelse kommen132
BDS i USA 2001-2010
10
terer: ”alle historiske analogier er ladet med problemer, men i
dette tilfælde … tror jeg at denne argumentation som helhed har
været meget succesfuld og har placeret Israels støtter i en meget
ubehagelig situation for at sige det mildt.”
At aktivister anvender ”A-ordet” taktisk mindsker ikke deres
alvorlige overbevisning om at rammen er passende. Tværtimod
er Shakir og Tarakis holdninger svar på den bagvaskelse, hvis
fokus på det der står med småt i analogien, blot er et forsøg
på at afvise den på grund af mangel på fuldstændig symmetri.
Sådanne forsøg går galt, fordi - �������������������������������
selvom den sydafrikanske erfaring gør apartheid-paradigmet mere overbevisende - så er den
ikke målestokken som enhver forekomst af apartheid skal måles
med, hverken i Israel-Palæstina eller hvor som helst. Måske er
det kun et lovforum som Den internationale Domstol i Haag der
kan løse op for dette anspændte forhold. I mellemtiden fortsætter
den offentlige diskussion om israelsk apartheid med at dominere
kampen på det symbolske niveau.
Strategiske overvejelser
Aktivister har i seks år ført dette slag offensivt gennem deres
organisering af 'Israel-apartheid ugen'. Oprindeligt var den begrænset til oplysende aktiviteter i2Toronto og New York, i dag
dækker den fyrre byer over hele verden, i 2010 for første gang
inklusive Beirut.
Adalah-New York’s BDS-kampagne er groet organisk ud af
organiseringen af ’Israel-apartheid ugen’. I modsætning til andre
grupper begyndte Adalah-NY med apartheid-rammen og bevægede sig hen imod de-investerings-taktikken senere. Lev Leviev,
en israelsk diamant-mogul hvis selskaber støtter bosættelserne i
Østjerusalem og på Vestbredden, har gjort kampagnen til et stjerneeksempel på organiseringen af BDS i USA. Lubna Ka’abneh fra
133
Noura Erakat
Adalah-NY forklarer at apartheid-analogien var en hjørnesten i
gruppens arbejde ”så vores (USA) tilhørere kunne forbinde det
til deres egne erfaringer.” Ka’abneh og hendes kampfæller havde
opdaget at de amerikanske tilhørere meget lettere forbinder sig
med fortællinger om institutionaliseret racediskrimination end
om besættelse. Derfor arbejder de på at trække paralleller mellem
borgerrettighedsbevægelsen og den palæstinensiske bevægelse
for at opnå frihed og lighed.
Siden Adalah NY igangsatte deres kampagne i 2008, har de
presset Danske Bank og den danske pensionskasse PKA til at
udelukke Levievs foretagende, Afrika-Israel, fra deres investeringsportefølje, opmuntret den næststørste hollandske pensionskasse til at de-investere fra Afrika-Israel og overtalt UNICEF, den
engelske regering og flere Hollywood-stjerner til at tage afstand
fra denne entreprenør. Adalah NY’s succes med at tydeliggøre
Israels diskriminerende karakter og samtidig vælge besættelsen
som sigtemærke for BDS viser både bevægelsens strategiske muligheder og afspejler dens politiske modenhed.
Historien om indsatsen på Berkeley er ligeledes sigende. Mens
resolution SB 118 oprindeligt var skrevet for at bekæmpe israelsk
apartheid og derfor rettede sig mod alle virksomheder med datterselskaber i Israel, der var 5.000 US dollar eller mere værd, så
begrænsede den sig efterhånden til to amerikanske selskaber der
profiterede på Israels militære besættelse. ”De-investering handler ultimativt om at studerende udfordrer administrationen,”
kommenterer Abdel-Rahman Zahzah, medgrundlægger af Berkeley-kampagnen og nu leder af en tilsvarende indsats i Beirut.
Zahzah noterer sig at de studerende på Berkeley ikke begyndte
med en politisk strategi i 2001. I stedet udstedte de korte trusler
mod administrationen: ”De-invester alle jeres indeståender der
stammer fra apartheid-Israel, eller vi overtager universitets byg134
BDS i USA 2001-2010
10
ninger.” Mens aktivister besatte Wheeler Hall to gange, kom de
ikke i nærheden af at opnå de-investering før ni år senere da de
studerende introducerede SB 118 i studenterrådets ledelse.
Det taktiske skift skyldes delvist Hampshire College’s store
succes med i 2009 at blive den første amerikanske højere uddannelsesinstitution der de-investerer fra Israel. Ilana Rostoff,
en ledende studenterorganisator i Hampshire, forklarer at deres
kampagne var et direkte svar på den palæstinensiske opfordring
til BDS. Hendes kolleger blev motiveret af muligheden ”for at
stå bag og styrke palæstinenserne i deres egen nationale kamp.”
Og dog, for at undgå at blive svækket af en opposition, udviklede
de studerende en strategi der rettede sig imod Israels besættelse
”men forsøgte ikke at bruge moralske argumenter om Israel som
en nationalstat. ”
De studerende vandt i skolens bestyrelse da den i 2009 stemte for at de-investere Hampshires aktier fra Caterpillar, United
Technologies, General Electric, ITT og Terex – selskaber der forsyner det israelske militær med udstyr og service til anvendelse i
de besatte områder. Under pres fra Alan Dershowitz, en af mange
selvudnævnte politimænd der overvåger den amerikanske omtale af Israel-Palæstina, benægtede Hampshires administration
at beslutningen var forbundet med israelske overtrædelser af
menneskerettigheder og fremhævede sine andre investeringer i
israelske virksomheder. Referatet fra bestyrelsesmødet afslører
imidlertid en tydelig sammenhæng: skolens øverste leder ”anerkendte at det var det gode arbejde udført af Studerende for
retfærdighed i Palæstina der gjorde komiteen opmærksom på forholdet.” Og selvfølgelig sørgede de studerende for at fastholde at
Hampshire de-investerede fra israelsk besættelse, ikke fra Israel.
135
Noura Erakat
Logikken i BDS
Mens Hampshire og Adalah NY’s successer har sat sig uudslettelige spor, kan de fleste kampagner ikke demonstrere målbare
virkninger af deres arbejde. I stedet har det gode ved BDS været
evnen til at udfordre Israels moralske autoritet – muligvis det
mest eftertragtede våben i dets arsenal. Israel var ikke en større
modtager af amerikanske hjælpedollar før efter Seksdageskrigen,
som meget forstærkede Israels image som David der overvinder
en arabisk Goliat. I juni 1968 godkendte Johnson-administrationen med stærk støtte fra Kongressen salget af supersoniske fly til
Israel og skabte præcedens for USA-støtte til ”Israels kvalitative
forspring i forhold til sine naboer” (faktisk i forhold til en hvilken
som helst kombination af naboer). Siden da har ingen amerikansk
politiker, der har søgt en højere stilling, talt om fred i Mellemøsten
uden først at understrege USA’s forpligtigelse i forhold til Israels
sikkerhed.
BDS-kampagnen gennemhuller denne sikkerhedsfortælling
ved at indtage en offensiv stilling. Den hævder at Israel fortjener
at blive udsat for BDS, og aktivisterne tvinger dermed forsvarerne af Israel til at forklare logikken i Israels politik som fx fængslingen, på et hvilken som helst tidspunkt siden 1967, af 20 pct. af
hele den palæstinensiske befolkning. Når diskussionen føres ud
i sin logiske konsekvens, som det sker stadig oftere, tvinges de
pro-israelske talspersoner til at udtale at palæstinensernes blotte
eksistens er en sikkerhedstrussel mod Israel.
I en nylig afholdt tale i Herzliya, hvor en vigtig årlig sikkerhedskonference i Israel blev afholdt, sprang Havard kollegaen
Martin Kramer direkte ned i bunden af denne klæbrige glidebane.
Han argumenterede for at når den voksne del af den arabiske og
muslimske befolkning udgør 40 pct. så stiger deres tilbøjelighed
til vold fordi de er blevet ’overflødige’ i samfundet. Kramer afviste
136
BDS i USA 2001-2010
10
ikke alene politiske forklaringer på radikalisering til fordel for
simpel demografi – tvivlsom samfundsvidenskab for at sige det
mildt – han sluttede også med at opfordre til bevidst at begrænse
befolkningstilvæksten blandt palæstinensere som et spørgsmål
om national sikkerhedspolitik. Talen var, som Kramer selv sagde,
”mindeværdig.”
Selvom israelsk legitimitet fortsat nedbrydes af sådanne udtalelser, finder strukturel diskriminering stadig allierede blandt
Kristne Zionister som trygler Gud og Israel om at fremskynde
Harmagedon; inden for forsvarsindustrien, som ønsker at beskytte sin nettoindtjening; og blandt de amerikanske jøder der af den
ene eller den anden grund lukker øjnene for palæstinensisk lidelse. Disse allierede er formidable, men de tilhører ikke det brede
spektrum af amerikanere hvis opbakning Israel må have for at
fastholde sin moralske autoritet. Derfor dedikerede AIPAC’s administrerende direktør, Howard Kohr, sin tale til gruppens årlige
konference i 2009 til advarsler om farerne ved BDS, som han
klagede over var ”en del af en bredere kampagne ikke kun for at
rakke ned på eller bagtale Israel, men for at delegitimere landet
i dets allieredes øjne.”
Reut Instituttet, en israelsk tænketank, er enig. I dets studie
fra 2009, ‘Building a Political Firewall Against Israel’s Delegitimization,’ konkluderer Reut at det er lykkedes et netværk fra
bunden og op og fra periferien til centrum at tildele Israel rollen
som en udstødt stat og advarer mod at kampagnen i løbet af få
år kan udvikle sig til ”en omfattende eksistentiel trussel.” I sin
præsentation til Knesset anbefalede instituttet, regeringen at
neddæmpe denne trussel med en flergrenet strategi som også gik
ud på at afslutte sin kontrol med den palæstinensiske befolkning
i de besatte områder.
137
Noura Erakat
Taraki siger at sådanne udtalelser viser at BDS har en effekt.
Til forskel fra dialogindsatsen, som forstærker forskellene ved at
skabe ”en falsk følelse af symmetri (som) ikke anerkender relationen kolonisator-koloniseret,” så takler BDS staten direkte. Det
rigtige svar som skal forhindre Israel i at undgå straf er at bruge
pres, og ”BDS-logikken er pres-logikken.”
I horisonten vokser bevægelsen for akademisk og kulturel boykot frem. Selvom den blev iværksat et år før BDS-opfordringen,
nyder kampagnen for akademisk og kulturel boykot ikke samme
støtte som økonomiske BDS-kampagner. Nogle argumenterer for
at kultur skal være immun over for politik, og at boykotte intellektuelle begrænser den akademiske frihed. Andre giver udtryk
for at de israelske intellektuelle er de bedste allierede inden for
Israel i den globale bevægelse for fred og retfærdighed. En nærmere undersøgelse af PACBI’s opfordring gør det klart at boykot
er begrænset til de israelske institutioner og enheder som er medskyldige i at retfærdiggøre, fremme og understøtte eller på anden
måde forlænge Israels besættelse, kolonisering og apartheid. I
dag kunne denne opfordring ikke være mere relevant i forhold
til at Israel ruller sin ”Brand Israel”-kampagne ud, den har til
hensigt at rehabilitere landets haltende image gennem populærkulturens medier. Uanset dens form, siger Barghouti, er BDS ”den
mest effektive form for solidaritet med det palæstinensiske folk i
dag.” Dens ikke-voldelige og universelle natur gør den til ”Israels
værste mareridt”.
138
Del 3
Korsveje
139
140
11
SURE APPELSINER
OG DEN SØDE
SMAG AF FRIHED
Ronnie Kasrils
Den internationale boykot og isolation af apartheid-Sydafrika,
der varede fra 60’erne til 90’erne, blev hurtigt symboliseret ved
modstand imod at købe Outspan appelsiner og Cape druer, af at
udstille den ikoniske bank Barclays Bank og af kraftige protester
i forbindelse med rugby - og cricketturnéer.
På en turné til europæiske byer som medlemmer af en agitpop teatergruppe ville vi fire ANC medlemmer, alle klædt i sort,
frembringe en gylden Outspan appelsin og nonchalant begynde
at kaste den til hinanden. ”Kom til det smukke Sydafrika”, ville
den første proklamere, ”landet med den blå himmel, evigt solskin
og ... apartheid”. Appelsinen ville sejle fra den ene til den anden,
mens alle på skift fremlagde statistikker såsom: ”Sydafrika hvor
87 pct. af jorden udelukkende er i hænderne på den hvide del af
befolkningen, og 13 pct. er tildelt de sorte … gennemsnitsalderen
for de hvide er 72 år og 40 for de sorte”, og ”børnedødeligheden for
de hvide er 27 pr. 100.000 og for sorte børn 150 pr. 100.000”. Vi ville
141
Ronnie Kasrils
kaste appelsinen rundt indtil den sidste udmelding: ”Hver gang et
sydafrikansk produkt bliver handlet internationalt, repræsenterer det en sten i muren af vores eksistens – det siger B.J. Vorster”.
Vorster, som var premierminister i Sydafrika fra 1966 til 1978,
var en svoren tilhænger af apartheid. Derefter ville den ’forhadte’
appelsin blive kastet ud til publikum med ordene: ”Så slug den!”.
Publikum ville svare med stort bifald. I et enkelt mindeværdigt
tilfælde, i en tæt pakket London Hall, landede appelsinen lige
ned hos ambassadøren for Tanzania, der greb den som om den
var et stykke glødende kul og kastede den ivrigt fra sig. Det var
et fantastisk eksempel på hvordan opfordringen til boykot havde
fået en vigtig betydning i de dage da vores nationalfrugt virkelig
smagte surt.
Rugby, en besynderlig sport, opfundet på en skole i England,
har i mere end et århundrede været betragtet som en sand religion af hvide sydafrikanere. Jeg så for nylig et stykke arkiveret
filmmateriale om Sydafrikas daværende helt hvide Springbok
rugbyhold på turné i New Zealand i 1966. I enhver by, stor som
lille, modtog indbyggerne de legendariske gæster med stor beundring. 1982 turnéen var meget anderledes. På det tidspunkt var
den internationale apartheidkampagne i fuld gang som resultat
af den voksende modstand i selve Sydafrika. Ved den lejlighed gav
titusinder af new zealændere udtryk for deres afsky for apartheid
og bombarderede gæsterne med rådden frugt og fornærmelser.
Kampe blev afbrudt af vrede folkemængder der havde voldsomme
sammenstød med det store opbud af politi. Til sidst måtte turnéen
afbrydes. Den anderledes velkomst end på tidligere turnéer kunne ikke have været mere dramatisk og illustrerede det faktum at
den internationale boykot af apartheid i Sydafrika voksede sig
stærk med stormskridt.
142
SURE APPELSINER OG DEN SØDE SMAG AF FRIHED
11
Det er vigtigt at understrege at det der satte den internationale boykot i gang var den erfaring og succes den allerede
eksisterende nationale boykot havde fået i Sydafrika. Den blev
taget i brug som en del af massemodstanden mod apartheidlovene
og hang sammen med 1950’ernes ulydighedskampagner som de
hårdt trængte sorte sydafrikanere gennemførte. De første boykotkampagner gjaldt den almindelige kartoffel som kommercielle
hvide farmere dyrkede ekstensivt. Boykotten rettede sig mod de
farmere der brugte sorte ’pasforbrydere’1, stillet til rådighed af
politiet, som rene slavearbejdere og udsatte dem for daglig ydmygelse, tæsk og sågar døden i kartoffelmarkerne.
I raseri over de rædselsvækkende slavelignende forhold på
disse farme skabtes med opfordringen til boykot af alle kartoffelprodukter, herunder franske kartofler, et enormt pres mod
landbrugsindustrielle interesser. Ligesom afvisningen af at købe
kartofler var et symbol på den interne kamp imod apartheid, blev
det internationale samfunds senere afvisning af at købe sydafrikanske appelsiner et symbol på solidaritet med sagen.
I en kommentar til betydningen af international solidaritet og
støtte til at knuse apartheids skadelige system og til lighederne
mellem den sydafrikanske og den palæstinensiske kamp skrev
den anerkendte nobelprismodtager, ærkebiskop Desmond Tutu:
”Afslutningen af apartheid står som en af det sidste
århundredes største bedrifter, men vi kunne ikke have sejret
uden hjælp fra det internationale pres … en lignende bevægelse har taget form, denne gang med det formål at stoppe
israelsk besættelse … Denne taktik er ikke den eneste parallel
1 Sorte sydafrikanere blev tvunget af apartheidlovene til at bære pas-bøger –
identifikationsdokumenter som tillod dem at befinde sig i bestemt udpegede
”hvide områder” kun for at arbejde. Kunne de ikke fremvise de nødvendige
dokumenter blev de øjeblikkeligt arresteret.
143
Ronnie Kasrils
til kampen imod apartheid. Indbyggerne i gårsdagens sydafrikanske townships kan fortælle jer om livet i de nuværende
besatte områder … Når apartheid kunne stoppes, så kan besættelsen også, men den moralske kraft og det internationale
pres må være ligeså målbevidst”.2
Betydningen af den slags udtalelser må aldrig undervurderes
idet de bekræfter det gamle mundheld at ”sandheden er ilde hørt”.
Faktisk resulterede den i at ærkebiskop Desmond Tutu blev føjet
til den lange liste af ofre for den zionistiske propagandamaskine.
En invitation til at tale på et universitet i USA blev uden videre
trukket tilbage efter at universitetet havde modtaget klager der
helt absurd stemplede denne leder af det sydafrikanske Holocaust Center som anti-semit alene fordi han turde sige sandheden. Men ligesom apartheid ikke kunne lukke munden på ham,
kunne de heller ikke. Deres løgne blev hurtigt afsløret netop på
grund af de verdensomspændende offentlige protester det udløste, med det resultat at universitetet sagde undskyld for deres
grundløse handling.
’Målbevidst internationalt pres’ opstår ikke i et vakuum. Det
blev tydeligt ikke alene når det handlede om sydafrikansk apartheid, men også når det drejede sig om kravet om at trække USA’s
tropper ud af Vietnam. Den vietnamesiske kampagne står som
en af de vigtigste inspirationer for international støtte, som et
vigtigt element i en bredere flerdimensional kamp for frihed og
uafhængighed. Denne fremgangsmåde havde faktisk en stor indflydelse på den sydafrikanske befrielsesbevægelse, ligesom den
sydafrikanske bevægelse nu er inspirationskilde for den palæstinensiske befrielsesbevægelse. Under alle omstændigheder er
international solidaritet en del af bevægelsens strategi, samtidig
2
Ærkebiskop Desmond Tutu:”AgainstIsraeli Apartheid.” Nation, 15.juli 2002
144
SURE APPELSINER OG DEN SØDE SMAG AF FRIHED
11
med at de undertrykte i deres eget land forenes i kampen mod
den fælles fjende.
Op igennem historien har forskellige tyranner benyttet sig af
’del og hersk’ strategien for at sikre at de undertrykte forbliver
svage og for at knuse deres modstand - en strategi palæstinenserne kun kender alt for godt. Sammenhold har derfor altid været en
vigtig del af kampen, og i Sydafrika forsøgte vi at stille os forrest
i fortroppen - de undertrykte - og ’isolere reaktionens centrum’,
hvilket bl.a. indebar at neutralisere og besejre undertrykkernes
sociale base, både nationalt og internationalt. Militærnægterbevægelserne, der opstod i USA og Sydafrika - meget lig dem i Israel
i dag - tjener som et stærkt forbillede hvor værnepligtige offentligt
erklærede at de nægtede at deltage i en uretmæssig krig. I Sydafrika blev de få hvide der fra begyndelsen stod skulder ved skulder med deres sorte kammerater i befrielseskampen mødt med
særlig hårdhed af staten. De havde undermineret myten om det
hvide overherredømme og det hvide sammenhold som byggede
på en bevidst fremelsket psykose af had og frygt. Efterhånden
begyndte flere og flere hvide aktivt at modsætte sig apartheid,
mens mange flere mistede tilliden til systemet. Sammenligningen
med de israelske jøder, der modigt går imod deres regering, er
særlig relevant set i forhold til der����������������������������
es hvide modstykker i apartheid-Sydafrika eller til USA›s antikrigsbevægelse i 1960’erne og
70’erne.
Således kunne der ikke fremhæves et enkelt element i den
overordnede strategi for at gøre vores folks kampe til inspirationskilde for den internationale støtte, ligesom den internationale
støtte omvendt inspirerede vores folks kampe. Hver især styrkede
de hinanden og smeltede sammen.
Både i Vietnam og Sydafrika bestod succesen i den tostrengede
strategi der forbandt en stærk international støttebevægelse med
145
Ronnie Kasrils
de undertryktes nationale kamp, baseret på en moralsk overlegenhed over deres modstandere og på retfærdigheden i deres sag.
Det kom til udtryk i den profetiske erklæring fra det vietnamesiske revolutionære ikon, Ho Chi Minh – senere gentaget af ANC
ledere: ”Vores befrielseskrig vil sejre fordi det er en retfærdig sag,
anerkendt og støttet af verdens befolkninger.”3
Til syvende og sidst fik disse kampe opbakning verden over,
på trods af at den kolde krig samtidigt splittede verden. Frihedselskende folk var i stand til at sætte sig ud over truslen fra undertrykkerne om ”den røde, sorte, gule eller terroristiske fare” og
var således også i stand til at stå sammen og kollektivt udtrykke
deres krav om retfærdighed.
Jeg har valgt at beskæftige mig med de ovennævnte sider
af retfærdigheden i vores sag, den moralske overlegenhed og
aktionsenheden, for at illustrere den pointe at hvis det enkelte element i en overordnet strategi skal lykkes, må det opstå
af disse grundprincipper. Jeg mener det er specielt relevant for
mobiliseringen af international solid�����������������������������
aritet i forhold til BDS-kampagnen imod Israel. Jeg tror på at kampagnen har stor fremgang
og vil lykkes med sine mål.
Ikke desto mindre kan vi stadig lære af erfaringerne fra vores
internationale bestræbelser på at isolere apartheid-Sydafrika.
For det første, som jeg allerede har nævnt, voksede den internationale solidaritet ud af vores egne tidlige og interne boykotter
som faktisk blev opretholdt under hele kampens forløb. Jeg nævner dette fordi disse boykotter ikke alene fungerede som værdifulde redskaber til at sikre den interne mobilisering, men også
demonstrerede i verden udenfor at opfordringen til international
isolation stammede fra folket selv. Dette budskab blev konstant
3
Tidligere premiereminister i den demokratiske republik Vietnam, Pham Van
Dong: ”Ho Chi Minh will light our Path forever.” Gioi Publishers 2002
146
SURE APPELSINER OG DEN SØDE SMAG AF FRIHED
11
understreget og illustrerer at den internationale kampagne ikke
arbejdede på vegne af de sorte sydafrikanere, men i forening med
dem.
Den tidligere ANC leder, Chief Albert Luthuli’s forklaring i sin
appel til det britiske folk i 1959 er lærerig her:
"Det er blevet sagt at ikke-hvide mennesker vil blive de
første som bliver ramt af udenlandsk boykot. Det kan godt
være, men enhver organisation som kræver … ikke-hvid støtte
i Sydafrika går ind for det. Alternativet til disse våben er en
fortsættelse af status quo og en dyster udsigt til vedvarende
diskrimination. Økonomisk boykot er en vej til at verden i
almindelighed kan overbringe budskabet til de sydafrikanske
myndigheder om at de enten må ændre deres adfærd eller lide
for den."4
Dette taler direkte til dem som er bekymrede for palæstinensernes
lidelser, men bliver ved med at være imod boykot, idet de hævder
at det vil gå ud over dem hvis sag de søger at fremme. Faktisk er
mange af de virksomheder BDS hænger ud direkte medskyldige
i besættelsen – som fx den mexicanske virksomhed Cemex, som
ulovligt etablerer miner i besat land og leverer bygningsmaterialer til sikkerhedsmure og checkpoints på Vestbredden.
For det andet bør vi ikke glemme det beskedne udgangspunkt
for den enorme anti-apartheidbevægelse som kom til at omfatte
internationale organisationer og NGO’er, det store flertal af verdens regeringer og de engagerede enkeltpersoner vi forbinder
bevægelsen med i dag.
4
”Erklæring af Albert Luthuli i fællesskab med Dr. G.M. Naicker og Peter
Brown, appel til det britiske folk til at boykotte Sydafrika,” decmber 1959, se
liberation.org.za
147
Ronnie Kasrils
Den blev til at begynde med etableret som en boykotbevægelse
i England, Sydafrikas tidligere kolonimagt og vigtigste handelspartner, i juni 1959 idet der specielt blev fokuseret på sydafrikanske varer. Som den tidligere præsident i Tanzania, Julius Nyerere,
som talte ved lanceringen af den, argumenterede: ”Vi beder ikke
jer, det engelske folk om noget særligt. Vi beder jer kun om at
droppe jeres støtte til apartheid ved ikke at købe sydafrikanske
produkter”.5 Det udviklede sig først til den verdensomspændende
bevægelse vi kender, i kølvandet på Sharpville massakren, 1960
og udvidede så sine aktiviteter til - ud over at boykotte sydafrikanske produkter - også at omfatte akademisk, kulturel og sportslig boykot, såvel som kampagner for de-investering og sanktioner.
Pointen her er at det tog en tid for bevægelsen at bygge sig selv
op, før den til sidst over en periode på tredive år fik en formidabel
styrke. Dermed ikke sagt at der ikke var nogen tidlige resultater –
der var mange; men vi var i stand til at fremme dem ved specifikt
at sigte på de områder som effektivt kunne kommunikere vores
budskab ud og dog være nemme at gennemføre.
Sportslig boykot er et eksempel. Den gik lige i hjertet hos
hvide sydafrikanere som i sidste ende gav deres støtte til forhandlingsprocesserne i 1990-94 idet de var blevet dødtrætte af at
blive behandlet som spedalske på sportsfronten. Det der begyndte
med en olympisk udelukkelse i 1960’erne, blev snart fulgt op af
massive protester på mangen en cricket - og rugbybane – i lande
som England, Irland, New Zealand og Australien – hvilket vakte
verdens opmærksomhed. Disse aktioner resulterede til sidst i at
Sydafrika blev udelukket fra enhver større international sportslig begivenhed.
5 ”The anti-Apartheid Movement: A 40-Year Perspective” June 25-26, 1999,
South Africa House, London, anc.org.za
148
SURE APPELSINER OG DEN SØDE SMAG AF FRIHED
11
Jeg argumenterer på ingen måde for at vi ignorerer sanktioner og de-investering. Faktisk er det blevet sagt at det var
de-investering som til sidst nedbrød apartheid da sektorer af
international bankvirksomhed i kølvandet på erklæringen om
undtagelsestilstand i 1985 nægtede at forny sydafrikanske lån.
Processen startede i 1985���������������������������������
da den amerikanske Chase Manhattan Bank standsede sine forretninger med Sydafrika – hurtigt
fulgt op af adskillige andre US bankkoncerner. Britiske Barclays
Banks beslutning om at trække sig ud af Sydafrika var et hårdt
slag. Barclays var den ældste og vigtigste udenlandske bank som
arbejdede i Sydafrika og blev betragtet som en grundpille i Sydafrika-England samarbejdet. Det var lykkedes for anti-apartheidbevægelsen (AAM) i England at få en kritisk masse af britiske
universitetsstuderende til at lukke deres konti - Barclays havde
længe haft dem i kikkerten som den fremtidige forretningsmæssige og professionelle elite. AAM medlemmer trak deres aktier ud
af Barclays, og bankens årlige generalforsamlinger protesterede
imod dens forbindelser med apartheid-Sydafrika. Jeg har talt
med tidligere ministre i apartheidregeringen som har indrømmet
over for mig at da Barclays trak sig ud af Sydafrika, var de rystede
i deres grundvold – vel vidende at tilstandene simpelthen måtte
ændres hvis Sydafrika skulle overleve. Da apartheidregimet ikke
længere var i stand til at rejse penge i udlandet, kastede det med
sin aggression og militarisme landet ud i en hastigt stigende finansiel og økonomisk krise som det ikke kunne klare.6 Dette viser
tydeligt vigtigheden af alle former for kamp.
Men sanktioner og de-investering, som i høj grad afhænger
af handling fra lande eller institutioner, opbygger bevægelsens
styrke langsommere end boykot som først og fremmest afhænger
af enkeltpersoners og forbrugeres aktioner.
6Ibid
149
Ronnie Kasrils
Hvis man ser på Israel, er boykot af varer produceret i de
ulovlige bosættelser et klart, passende og oplagt mål at mobilisere
til. Dette fritager på ingen måde alle andre israelske varer fra at
blive boykottet. Ligeledes kunne kampagner for udelukkelse af Israel fra UEFA og World Cup, de olympiske lege og det europæiske
melodi grandprix og det at boykotte dets akademiske institutioner også ses som umiddelbare og højt profilerede muligheder. Vi
skal huske på at ligesom sport var en særlig akilleshæl for hvide
sydafrikanere, er akademisk anerkendelse det for den israelske
elite. Israels diamantforarbejdningsindustri, dets våbenhandel
og informationsteknologi, dets finans- og banksektor – alle er de
betydningsfulde mål som strategierne for boykot og sanktioner
må rette sig imod.
For det tredje ligger anti-apartheidbevægelsens reelle styrke
i de masse-baserede græsrødders støtte, specielt i England, Vesteuropa Nordamerika og Australien/Asien, hvor regeringernes opbakning til kampagnen langtfra var imødekommende før langt
senere. Disse var apartheid-Sydafrikas traditionelle handelspartnere hvis regeringer måtte presses.
AAM var i stand til at fastholde en stor og bred støtte, i høj grad
i overensstemmelse med befrielsesbevægelsen som den opstod af.
Det var en bred front der gav plads til mennesker af alle farver,
trosretninger og politiske overbevisninger. Alt hvad der krævedes
var et engagement i forhold til at arbejde for apartheids ophør.
Den benyttede sig af spørgsmål som almindelige mennesker nemt
kunne identificere sig med. I Irland fx trak den på erfaringerne
fra den britiske kolonialismes hærgen, mens den i USA vækkede
fortvivlelsen fra slaveri og racisme til live igen. Den kunne også
uden videre tilpasse sine kampagnemetoder, sikre sig at de var relevante i forhold til særlige omstændigheder idet det anerkendtes
150
SURE APPELSINER OG DEN SØDE SMAG AF FRIHED
11
at de strategier der passer ind i én lokal eller national kontekst
ikke nødvendigvis er effektive i andre.
Det er netop den tilgang som underbygger BDS-kampagnen,
og som må forblive vigtigst i vores bestræbelser. Vi kan ikke tillade at nogen unødig opsplitning afsporer os fra vores endelige
mål, og vi må sikre at vi altid fokuserer på det der forener os.
For det fjerde var en stor del af anti-apartheidbevægelsens arbejde koncentreret om udbredelsen af information og oplysning til
offentligheden. Den var gearet til at udstille apartheids natur, at
afsløre myterne og regimets skræmmetaktik som til forveksling
ligner sit zionistiske modstykke. Samtidig blev der ikke slækket
på den kulturelle og akademiske boykot af Sydafrika. Selvom der
var bemærkelsesværdige undtagelser hvad angår landets akademikere, undervisere, forfattere, kunstnere og så videre, var de i
undertal i forhold til dem som på den ene eller anden måde arbejdede til støtte for apartheid-systemet. Derfor kunne der ikke
slækkes på den altomfattende kampagne for en total boykot og
isolation på alle områder, for at gøre undtagelser betød at underminere kampagnen i sin helhed. Samtidig indebar det dog ikke
at afvise støtte og opmuntring til dem som oprigtigt tog stilling
imod uretfærdighed, og vi ville med glæde mødes med sådanne
akademikere og kunstnere som enkeltpersoner i udlandet og på
særligt indkaldte seminarer og konferencer, når det senere passede sig bedre.
Ligesom med påstanden om at boykot af produkter ville have
negativ effekt for den sorte arbejdskraft, så var der også argumenter om at elementer inden for anti-apartheid i Sydafrika ville
blive frataget den ’frie strøm af information’ af kulturel og akademisk isolation. Eksemplet med Albert Luthuli’s svar på den slags
argumenter, nemlig at fortsat diskrimination og status quo var
langt værre, blev tydeligvis forstået i sin helhed. Hvad angår den
151
Ronnie Kasrils
’frie strøm af information’ kan det være et slagkraftigt argument
at det netop er kulturel og akademisk boykot der tvinger folk til
at fokusere på de abnormiteter og uretfærdigheder, som de for
det meste lader gå upåtalt hen i de samfund de selv lever i. Med
andre ord, det tvinger folk – ja selv intellektuelle – til at droppe
deres selvtilfredshed.
Efterhånden som BDS-kampagnen breder sig, må vi sikre os at
vi er nøje forberedt på at����������������������������������������
søge at engagere os på en måde���������
der ligner anti-apartheidkampagnen. For øvrigt er den vokset siden sin
start for seks år siden med større fart end i Sydafrikas tilfælde. Vi
må afvise kravet om at der bør være jævnbyrdighed i behandlingen af den israelske forbryder og det palæstinensiske offer, og at
den israelske brutalitet udelukkende er motiveret af sikkerhedshensyn. På den måde må vi bringe Israels kolonialisme, racisme,
apartheidlignende adskillelse og nægtelse af palæstinensernes
menneskerettigheder som er beslægtet med apartheid i Sydafrika
frem i lyset. Dette er, når alt kommer til alt, den grundlæggende
kilde til konflikten.
Det er den sandhed som vækker genklang i ærkebiskop Desmond Tutu’s vidnesbyrd hvori han udtaler: ”Nogle mennesker ophidses over sammenligninger mellem den israelsk/palæstinensiske konflikt og det der foregik i Sydafrika … For dem af os der gennemlevede apartheid-æraens dehumaniserende rædsler, synes
sammenligningen ikke alene passende, den er også nødvendig …
hvis vi vil bevare håbet om at tingene kan ændres.”7 Og uden tvivl
er vi sydafrikanere som bekæmpede apartheid enige om at finde
Israels system af undertrykkelse og kollektiv afstraffelse meget,
meget værre end noget vi så under vores lange og vanskelige befrielseskamp. Israels vilkårlige og udbredte bombning og beskyd7
Ærkebiskop Desmond Tutu: ”Realising God’s Dream for the Holy Land,” Boston Globe, October 26, 2007
152
SURE APPELSINER OG DEN SØDE SMAG AF FRIHED
11
ning af beboelsesområder, med minimalt hensyn til de civile ofre,
fandtes ikke i Sydafrika fordi apartheidsystemet var afhængigt af
billig sort arbejdskraft. Israel nægter fuldstændig et helt folk dets
eksistens og forsøger helt at eliminere den palæstinensiske tilstedeværelse enten ved frivillig eller håndhævet tvangsforflyttelse.
Det er klart det der er kernen i Israels højere grad af vedholdende
brutalitet i sammenligning med apartheid-Sydafrika.
Dette betyder så meget desto mere at det er helt nødvendigt
at verden i holdning og handling støtter det hårdt trængte palæstinensiske folk. Det er gennem BDS- kampagnen, set i sammenhæng med det palæstinensiske folks egen kamp at vi kan sikre
at de som indtil videre nægter at anerkende denne virkelighed
efterhånden accepterer at de ikke har andre muligheder. Og som
sydafrikanere udtrykker vi vores uforbeholdne støtte til denne
kampagne, ikke kun fordi vi føler os forpligtede som tidligere modtagere af udbredt international støtte, men også fordi som vores
tidligere præsident, Nelson Mandela, har udtalt: ”Vi ved kun alt
for godt at vores frihed er ufuldstændig uden palæstinensernes
frihed.”8
En ting er helt sikker: smagen af vores appelsiner er virkelig sød nu, og vores nationale rugbyhold, i lighed med alle andre sportsgrene, modtager atter hyldest fra et frit folk. Dette
er bestemt den søde smag af frihed som er værd at kæmpe og
ofre sig for. Men hver gang jeg spiser en appelsin, tænker jeg
på hvor nødvendig og mulig en verdensomspændende boykot
af det zionistiske Israel er, og at vi aldrig må slække på vores
støtte til frihed og retfærdighed for palæstinenserne. Sådan et
resultat vil komme alle mennesker i regionen til gode, det være sig
muslimer, kristne eller jøder – ligesom ophævelsen af apartheid
8 Nelson Mandela: “Address at the International Day of Solidarity with the
Palestinian People”, Pretoria, December 4, 1997.
153
Ronnie Kasrils
befriede de hvide såvel som de sorte. De opmuntrende eksempler
på fredelig forandring ved hjælp af masseopstande i Tunesien og
Egypten; starten på det såkaldte arabiske forår; den palæstinensiske ungdoms masseprotester i selve Israel imod manglen på
lige rettigheder og den jødiske befolknings masseprotester imod
de økonomiske byrder som besættelsen og understøttelsen af de
ulovlige bosættelser medfører – alt dette viser at forandring er
på dagsordenen overalt. Den internationale BDS-kampagne kan
kun inspirere alle dem der tørster efter en retfærdig og fredelig
løsning inden for Israel og i de besatte palæstinensiske områder
til at yde en større og mere dristig indsats.
154
12
I BOSÆTTERENS LANGE SKYGGE:
OM ISRAELSKE
OG AMERIKANSKE
FORMER FOR
KOLONIALISME
David Lloyd og Laura Pulido
Under operation Cast Lead, Israels brutale angreb på Gaza i januar 2009, som dræbte mere end 1400 palæstinensere, påberåbte
forsvarere af offensiven sig en tendentiøs analogi. Hvad, spurgte
de, ville USA gøre hvis terrorristgrupper i Tijuana fyrede raketter af mod San Diego? Underforstået var at USA’s militær ville
iværksætte et angreb af uset hårdhed for at straffe både terrorristerne og den civile befolkning som passivt eller aktivt gav dem
beskyttelse. Dette rationales forudsætning er at et overvældende
militært svar er en legitim adfærd for en ”civiliseret” nation, en
betegnelse der sædvanligvis er reserveret kolonimagter. Denne
sprogbrug trækker på dybt forankrede, orientalistiske ideologier
155
David Lloyd og Laura Pulido
efter hvilke Israel er den civiliserede kraft i ørkenen, mens, i relation til Mexico, USA ikke kun ses som en civiliseret kraft, men
også som den kompetente, legitime og magtfulde leder af regionen.
Således vil USA ikke kun være i sin gode ret til at forsvare sig selv,
men sådan en øvelse vil også være nødvendig for at opretholde
de eksisterende magtrelationer. Den ulighed der karakteriserer
USA-Mexicos relationer holdes i gang af racisme som stammer
tilbage fra den spanske erobring, blev tømret fast gennem den
mexicansk-amerikanske krig og igen og igen fortalt til både Mexico og den mexicanske befolkning i USA gennem det tyvende og
det enogtyvende århundrede. Den seneste manifestation af dette
begyndte i 1990’erne med den voksende antiimmigrant holdning
og med militariseringen af den amerikansk-mexicanske grænse,
som begge nåede deres højdepunkt efter 9/11.
I denne sammenhæng opnåede analogien mellem Gaza og
Baja i Californien stor resonans. Men Israels forsvarere igangsatte uforvarende sammenligninger der på en måde modarbejdede
deres intentioner. Sammenligningen sigtede imod at hensætte
palæstinenserne på den anden side af civilisationens grænser,
imod at umenneskeliggøre dem som terrorrister, mens den normaliserede Israels voldelige besættelse og ekspropriation af deres
jord. Men faktisk aktiverede den de fortællinger som den søgte
at skjule og kom uforvarende til at pege på de historiske og nutidige forbindelser der kan blive skabt mellem folk hvis kampe
alt for ofte ses som fjerne og frakoblede. Den genlød med netop
de ting som har cementeret båndene mellem Israel og USA, ikke
med det fælles forsvar af civilisation og demokrati, men med de
fælles fortællinger om bosætter-kolonialisme, besættelse og ekspropriation. Hvis analogien vandt genlyd i USA, var det mindre
på grund af den umiddelbare tilstand hos ofrene for terrorisme
end af de psykiske rester af sådanne fortællinger sammen med
156
I BOSÆTTERENS LANGE SKYGGE
12
resterne af bosætter-kolonialisternes belejringsmentalitet og med
det helt uforholdsmæssige raseri affødt af enhver udfordring af
kolonisternes overlegenhed og sikkerhedsforanstaltninger.
Analogien mellem Gaza og Tjuana inviterer til at sammenligne formerne for bosætter-kolonialisme mellem Israel/Palæstina og USA/Mexico. Vi har flere mål med at undersøge dette tilsyneladende ulige par. For det første kommer der kød på
bosætter-kolonialismens koncept som kan tjene som en fælles
forståelsesramme for relationerne mellem USA og Israel. Hvad
er lighederne og forskellene mellem de to? Hvordan virker denne
måde at erobre og underkaste på i forskellige sammenhænge og
over tid? For det andet håber vi ved at sidestille disse koloniale
historier at fremhæve de mulige områder hvor solidaritet kan
vokse. Solidaritet baseret på sammenlignende analyser er, selvfølgelig, væsentlig for ethvert engagement i globale udfordringer
i forhold til menneskerettigheder, men er særligt relevant for
enhver kritik af israelsk politik i forhold til Palæstina. For
ikke kun er det nødvendigt for at udfordre Israel: det er også
nødvendigt at forstå denne nødvendighed som en der følger med
nødvendigheden af at stoppe overtrædelser af menneskerettigheder og USA’s imperialistiske projekter. Det er vores mål at vise
hvordan bosætter-kolonialismens fælles praksis i begge regioner
opererer for at skabe ekstreme former for menneskelig lidelse og
uretfærdighed. Det første skridt i denne bestræbelse er at identificere, beskrive og sammenligne hvordan disse særlige former for
bosætter-kolonialisme opererer.
Bosætter-kolonialisme og jord-tilegnelse
Bosætter-kolonialisme er en praksis med at erobre jord for derefter at bosætte det med de sejrende. Sådan en udskiftning af
befolkningen kan sættes i gang af en voksende befolkning eller af
157
David Lloyd og Laura Pulido
nødvendigheden af at opnå økonomisk og politisk kontrol i det nye
område; uanset hvad, så fører det til fordrivelse og ofte udslettelse
af store dele af den ’indfødte’ befolkning og den deraf følgende kulturelle, økonomiske og politiske underordning af de resterende.
Deres fordrivelse og underkastelse følges af bosætternes stadig
mere voldsomme fastholdelse af deres ret til at tage i besiddelse
legitimeret af påberåbelse af uafvendelig skæbne, guddommelig
dispensation eller blot og bart civiliserende mission. Den forflyttede befolknings protester mod bosætternes krav bliver mødt
med en vildskab og vold som forstærkes af en belejringsmentalitet
som aldrig helt fortager sig, heller ikke når den militære styrke
og antallet af bosættere langt overgår de eksproprierede indfødte.
Eksproprieringen af palæstinenserne har været hård siden
grundlæggelsen af Israel i 1948. I det år modtog Israel på befaling
af de Forenede Nationer og uden konsultation af de oprindelige
indbyggere i Palæstina 56 pct. af det historiske Palæstina, selvom
den jødiske befolkning dengang udgjorde mindre en halvdelen af
den arabiske. I den arabiske-israelske krig som fulgte blev op mod
60 pct. af den arabiske befolkning fordrevet, for det meste smidt
ud med magt eller af frygt for massakrerne begået af de israelske
styrker. Flere end 500 landsbyer blev ødelagt. I de følgende 60
år og især efter 1967 og besættelsen af Gaza og Vestbredden har
Israel udvidet med magt til nu at besætte over 93 pct. af det historiske Palæstina. I de besatte områder fortsætter Israels koloniale
bosættelser – alle illegale ifølge international lov – med at udvide
og opdele hvad der måtte være tilbage af palæstinensiske områder i løsrevne øer og dermed underminere enhver mulighed for en
levedygtig, palæstinensisk stat. I stadig højere grad, i en proces
med etnisk udrensning eller ”tavs overførsel”, gør besættelsen li-
158
I BOSÆTTERENS LANGE SKYGGE
12
vet uudholdeligt for palæstinenserne og tvinger dem til at forlade
deres hjem og jord, som så falder ind under israelsk kontrol.
Den mexicansk-amerikanske krig var et klassisk eksempel på
bosætter-kolonial ekspansion i hvilken den dominerende magt
bevidst fremprovokerede en krig for at skaffe sig store landområder, herunder adgang til Stillehavet. Ved afslutningen mistede
Mexico gennem både den mexicanske afståelse og Gadsden k��
øbet over halvdelen af sit nationale territorium. Mens der var et
klart økonomisk motiv for krigen, blev den gødet ideologisk af
”uafvendelig skæbne” som ikke kun hævdede at det var USA›s
førstefødselsret at udvide på tværs af kontinentet, men også at
USA som et ”hvidt land” ville føre oplysning og civilisation til
det barbariske Mexico. På baggrund af denne ideologi om hvid
overlegenhed, landudvidelse og ny samfærdsel blev krigen meget
populær og udkæmpet i hovedsagen med frivillige.1 USA bestyrkede sin kontrol af sine nye besiddelser ved at bringe millioner af
bosættere til regionen.
Guadalupe Hidalgo-aftalen (1848) lovede de erobrede både
statsborgerskab og ret til at eje ejendom. I stedet blev den begyndelsen til 150 år med andenklasses statsborgerskab og fordrivelse. Mens Israels besættelse foregår i en fortløbende proces, centreret omkring overtagelse af palæstinensisk land, så blev USA’s
erhvervelse af mexicansk jord i det store og hele gennemført ret
hurtigt. Med få undtagelser blev den enkelte jordejer frataget sin
jord i løbet af få årtier. Individuelt og kollektivt ejet jord (statsejet
eller mercedes) blev mistet ved brug af forskellige metoder, lov-
1 Se John Michael Rivera: The Emergence of Mexican America: Recovering
Stories of Mexican Peoplehood in Culture, New Toyk University Press, 2006:
kapitel 2
159
David Lloyd og Laura Pulido
befalede afgifter var den mest almindelige.2 Mexicanere befandt
sig ofte i den situation at de måtte forsvare deres krav på jord
i retten over for anglo-amerikanske nybyggere som blev tildelt
betydelige rettigheder af staten for at fremme massesalg af jord
fra mexicanere til anglo-amerikanere.
Anglo-amerikanere har - stillet over for fakta om erobringen
og den fortsatte mexicanske tilstedeværelse i USA - reageret
på mange og komplicerede måder. Mens der har været mange
tilfælde af bosætter-kolonial raseri udløst over befolkningen af
mexicansk oprindelse – lynchninger, forflytninger, Operation
Wetback (udrensning af illegale indvandrere i Southwest USA
i 1954), kun-for-englændere-initiativer, Proposition 187 (forslag
i 1999 om at kunne udelukke hispanos og asiater fra modtagelse
af bestemte offentlige ydelser), ICE (Immigration and Customs
Enforcement) overfald – en anden strategi var simpelthen at benægte denne historie. Mens mange retfærdiggør USA’s overtagelse af mexicanske områder – mange lærde har insisteret på
at vilkårene i 1848-aftalen var ganske progressive, og at noget
så frihedstænkende i forhold til de erobrede havde ikke været
set før –står det faktum tilbage at USA fuldt bevidst og med dobbeltspil iværksatte en krig mod Mexico for at skaffe sig land og
adgang til havene.
På grund af denne betydningsfulde historie i regionen har
aktivister fra Chicana/o udviklet et velkendt svar på racistisk
retorik: ”Det var ikke os der kom til USA, det var USA der kom
til os”. Mens dette bogstaveligt talt er sandt for et lille mindretal
2 Om tabet af mexicansk jord, se Malcom Ebright: Spanish and Mexican Land
Grants and the Law, Sunflower University Press, 1989 og Leonhard Pitt,The
Decline of the Californios, University of California Press, 1966. Bemærk at
spaniere og mexicanere selv havde overtaget de indfødtes jord i både Mexico og i det som i dag er USA Southwest. (Audrea: eftersom udgivelsessted
sædvanligvis mangler har jeg slettet det hele vejen igennem og kun anvendt
udgiverens navn.)
160
I BOSÆTTERENS LANGE SKYGGE
12
(ifølge Richard Nostrand var der i 1850 tæt ved 80.000 mexicanere i det som nu er USA Southwest), skete den efterfølgende
migration på grund af bredere kulturelle, politiske og økonomiske
relationer der opstod i kølvandet på krig og erobring, som i sig
selv har rødder i bosætter-kolonialisme. Dens ideologier har nøje
formet mexicanske amerikanere (og som følge heraf latina- og
latino-grupper) og livet i Southwest. Selv ikke det faktum at der
i 2005 boede 25 800.000 mennesker med mexikansk oprindelse i
USA kan forstås på anden måde end i sammenhæng med krigen.3
I Israel har palæstinenserne - med et retorisk kneb der søger
at bevare forestillingen om israelsk demokrati - israelsk statsborgerskab (ezrahut på hebræisk), men ikke ’nationalitet’ (le’om), som
retten til ejendom, bevægelsesfrihed og til bosættelse afhænger
af. I stigende omfang bliver hvad der er tilbage af palæstinensisk
jord i Israel og i det besatte Jerusalem eksproprieret, huse bliver
ødelagt og palæstinensere udvist eller ’overført’. Både de besatte
områder og Israel selv udgør nu en ny form for apartheid-regime,
i mange henseender mere drakonisk og destruktivt end regimet
i Sydafrika og en ny variant af bosætter-kolonialisme støttet af
religiøs fanatisme og race-ideologi. Samtidig er de progressive
elementer der måtte have været i det zionistiske koloniale projekt
blevet overhalet, og stadigt mere uforsonlige, racistiske partier er
kommet til magten og argumenterer åbent for etnisk udrensning
af palæstinensere fra et Israel som bogstaveligt talt gerne besatte
hvad der er tilbage af Palæstina. 4
3
Richard Nostrand: ”’Mexican Americans Circa 1850”,Annals of the Association of American Geographers 65: 378-90. Om samtidig demografi af mexicansk immigrant-befolkning, se Jeffrey Passel og D’Vera Cohn, ’Mexican
Immigrants: How’ Many Come? How Many Leave? Pew Hispanic Reports,
22. Juli 2009, på pewhispanic.org
4 Om den israelske besættelses apartheid-karakter, se ”SA Academic Study
finds that Israel is Practicing Apartheid and Colonialism in the Occupied
Palestinian Territories” på South African Human Sciences Research Counsil
report på hsrc.ac.za; og MacAllister’Applicability of the Crime of Apartheid
to Israel’ i al-Majdal 38 (Sommer 2008) og på badil.org
161
David Lloyd og Laura Pulido
Dominans-former
Men der er økonomiske og ideologiske grunde til den fortsatte
tilstedeværelse af de koloniserede i de erobrede områder. Ideologisk tjener den konstante proklamation af de koloniseredes
underlegenhed til at retfærdiggøre kolonisatorernes egen strukturelle overlegenhed. Økonomisk friholder tilstedeværelsen af de
koloniserede kolonisatorerne fra at udføre arbejde der er nedværdigende i forhold til hans eller hendes status. Mexicaneren
har været den foretrukne arbejder i Southwest (og i stigende
omfang i Southeast) i mindst 100 år. Den aktuelle immigration
skyldes både Mexicos manglende evne til at skaffe sit folk økonomiske muligheder og USA’s umættelige behov for billigt og ikkebeskyttet arbejde. På mange måder udgør immigranter, særligt
dem uden tilladelse, den absolutte overskydende del af arbejdsstyrken. Men heri ligger også frøet til modsætningen. Selvom kapitalen desperat ønsker at fastholde overskydende arbejdskraft,
afviser nationen på det kraftigste mexicanere (og andre fattige
latinas og latinos, især dem fra Centralamerika) som kulturelt og
racemæssigt uønskede. Nationen afviser oven i købet at dække
udgifterne til social reproduktion i forhold til arbejdere og deres
familier.
5
Som et resultat af sådanne modsætninger vokser og
falder anti-immigrant initiativer med økonomiske og andre nationale kriser. Arizonas SB 1070, som blev gjort til lov i 2010, er
blot det mest bemærkelsesværdige stykke lovgivning der yderligere kriminaliserer immigranter uden tilladelse (og potentielt
alle latinas og latinos) med henblik på at få dem til at forsvinde.
Globaliseringen med dens nye mønstre for migration af arbejdskraft kan tilbyde Israel en anden og mere total løsning på
5 Pierette Hondagneu-Sotelo: ’Women and Children First’; Anna Gorman og
Andrew Blankstein, ’Massive Sveep Deports Hundreds’, på globalchange.org,
Teresa Watabe, ’Humanizing Immigration Crackdowns’ Los Angeles Times
24. Navember 2007, B11.
162
I BOSÆTTERENS LANGE SKYGGE
12
det bosætter-koloniale dilemma. Efter den anden Intifada i 2000
blev den palæstinensiske arbejdsstyrke som Israel var afhængig
af inden for byggeri og landbrug i stigende grad nægtet indrejsetilladelse til Israel (og er med bitter ironi i stigende grad blevet
ansat i byggeriet af bosættelser og i maguiladora-agtige foretagener gennem hvilke israelske virksomheder udnytter den besatte
Vestbred). Palæstinensisk arbejdskraft er i Israel i det store og
hele blevet erstattet af indvandret arbejdskraft mest fra Østeuropa, Sydasien og Filippinerne som udgør en ikke-permanent
arbejdsstyrke af gæstearbejdere uden krav på statsborgerskab
eller permanent ophold. Et dobbelt regime til regulering af bevægelse kontrollerer således både Israels koloniale udnyttelse af
arbejdskraft og muliggør dets fortsatte fordrivelse af palæstinensere fra deres hjemland ikke mindst ved hjælp af det drakoniske
net af checkpoints i de besatte områder og adskillelsesmuren
eller Apartheidmuren der slående ligner USA grænsehegn mod
Mexico.6
Israel som en bastion for ’vestlig civilisation’ i den ikke-vestlige verden er blevet et laboratorium for undertrykkelse og for
militære og undertrykkende former for befolkningskontrol - som
Nordirland og Sydafrika var det i 1970’erne og 1980’erne. Bosætterkoloniernes belejringsmentalitet gør dem ideelle som eksperimentelle zoner for teknologier til oprørsbekæmpelse og for
kontrol med underkuede og indvandrede befolkninger. Som følge
heraf er Israel blevet en afgørende resurse i ’den globale krig
mod terror’, - et øgenavn for indskrænkningen af menneske- og
civile rettigheder og genoplivningen af koloniale, racistiske stater.
6 Se Uri Ram: ’The Colonization Perspektive in Israeli Sociology’ i Ilan Pappé,
ed. The Israel/Palestine Question: A Reader, second edn, Routledge, 2007: 5377; Saree Makdisi, Palestine Indside Out: An Everyday Occupation, Norton,
2008: 194-207; Eyal Weizman, Hollow Land: Israel’s Architecture of Occupation, Verso, 2007: kapitel 6; og Neve Gordon, Israel’s Occupation, University
of California Press 2008.
163
David Lloyd og Laura Pulido
Israel er blevet en betydningsfuld partner i industrien til bekæmpelse af terrorisme, et internationalt akademisk-industrielt kompleks hvis positivistiske mangel på kritisk tænkning ville gøre
en åndeløs hvis det ikke var så opportunistisk selvservicerende.7
Samarbejdet mellem USA’s politikere og Israels propaganda- og
sikkerhedsapparat signalerer ikke kun USA’s alliance med Israel’s koloniale projekt, men en langt mere snigende normalisering af sikkerhedsstaten og dens teknologier og metoder, som
Israel er foregangsland for, og det udgør et væsentligt element i
den repressive ’vidensøkonomi’ som involverer det stadig mere
alvorlige samarbejde mellem universiteter, militæret og private
sikkerhedsselskaber i en stram løkke af egeninteresse. Imens kan
der være ringe tvivl om at israelsk ekspertise i race-profilering,
kolonialt politiarbejde og grænsesikkerhed fortsat vil blive tilpasset med stabil kraft til kontrol med sorte og brune befolkninger
gennem hele USA's Southwest. Det er velkendt at Kollsman Inc.,
en dattervirksomhed til Elbit Systems, forsyner USA›s grænse
til Mexico med overvågningsudstyr, mens adskillige politiafdelinger inklusive sheriffen af Los Angeles County, Lee Barca, støtter
Israel og trækker på israelsk ekspertise til udvikling af egne
teknologier til overvågning og kontrol.8
Uddannelse og akademisk boykot
Den forstærkede regulering og kriminalisering af folks bevægelsesfrihed stemmer overens med de altid forringede uddannelses7 Se fx the law enforcement and military training corporation ISI på isitrainingcenter.com
8 Om Elbit Systems kontrakt om grænsen, se ’Israeli Firm Gets Mexico Border
Wall Contract,’ World War 4 Report 8. november 2006 på ww4report.com. Om
Lee Baca’s støtte til Israel og besøg der under Operation Cast Lead, se ’En
Route to Israel, Sheriff Lee barca Slams Hamas Actions in Gaza Conflict’, Los
Angeles Times 8. januar 2009 på latimesblogs.latimes.com. Om israelsk politis træning se James Goldstein, ’US Law Enforcement Officials Fins Security
in Israel’ i Israel 21c 25. juni 2006 på israel21c.org
164
I BOSÆTTERENS LANGE SKYGGE
12
muligheder. Israels overvågning af palæstinensiske uddannelsesinstitutioner har været systematisk og indgående: ødelæggelse af
treogtyve uddannelsessteder i Gaza under operation Cast Lead
lige fra det Islamiske Universitet til den Amerikanske internationale Skole, en musikskole og forskellige FN-faciliteter, er det
synlige udtryk for den stadige indblanding i palæstinensisk uddannelse. Sådan indblanding rækker lige fra straf ved lukning
af palæstinensiske universiteter i længere perioder – en kollektiv straf for modstandsaktiviteter – til indskrænkning af studerendes bevægelsesfrihed mellem deres hjem og deres skoler, alt
sammen overtrædelse af internationalt accepterede normer for
menneskerettigheder. Palæstinenserne udgør 20 pct. af Israels
befolkning (et størrelsesforhold som fastholdes af zionistiske, racistiske politikker) sammenlignet med kun 10 pct. af de universitetsstuderende og mindre end 1 pct. af lærerstaben. Skolegangen
er næsten fuldstændig adskilt til skade for palæstinenserne både
materielt og kulturelt – fra diskriminerende adgang til boliger
baseret på aftjent værnepligt til ideologisk konfrontation over for
dem der kritiserer zionismen eller over for dem der blot forsøger
at huske palæstinensernes historie i det historiske Palæstina.9
Amerikansk kritik af zionisme som et kolonialt projekt er ofte
blevet mødt med anklagen om hykleri. USA, siges det, er ikke så
forskellig fra Israel.
Skulle USA, bliver der spurgt, afstå fra at eje områder som er
eksproprieret fra indfødte folk og sende de andre tilbage til Europa? Og ligesådan når talen falder på diskriminering i amerikansk
uddann��������������������������������������������������������
else, så stilles spørgsmålet om hvorfor israelske uddannelsesinstitutioner skal udpeges til boykot. Ingen af spørgsmålene rammer: at kritisere israelsk racisme er ikke at tilgive USA's
institutioner, men snarere at understrege forbindelsen mellem
9 Se Makdisi, Palestine inside Out: 150-1.
165
David Lloyd og Laura Pulido
dem. Det der kræves af Israel er ikke at den jødiske befolkning
skal ’go home’, men at dets love og handlinger beskytter, som det
er kravet i næsten enhver grundlov i verden, borgernes lige rettigheder uden hensyn til race eller religion. Det der kræves af USA
er at det både anerkender at institutionel racisme findes, uanset
hvor populære de farveblinde ideologier er, og at det forpligtiger
sig til at udvide uddannelsesmulighederne for dem der lever og
arbejder her – uanset statsborgerskab.
Der opfordres til boykot af israelske institutioner på baggrund
af deres systematiske hemmelige forståelse for den racistiske besættelse som bevidst fornægter palæstinenserne de samme rettigheder, som de israelske elever så rigeligt nyder, og som giver
israelske akademikere de resurser og privilegier som de mener at
have ret til. Retten til uddannelse er ikke delvis eller lokal, den er
ikke præget af besættelse eller fordrivelse. Ligesom fordømmelsen
af Sydafrikas apartheidsystem under de-investerings bevægelsen
i 1980’erne åbnede for udfordring af den fortsatte adskillelse på
Amerikas universiteter, således nu – specielt på et tidspunkt hvor
den vidt udbredte proces med betaling fører til en omfattende genlagdeling af adgangen til højere uddannelse, til bagdel for arbejderklasse- og farvede studerende – skal kampagnen mod zionistisk
apartheid kaste lys på relationen mellem Israels racistiske regime
og de fortsatte virkninger af bosætter- kolonialisme på USA’s stilling i racespørgsmål. BDS-sloganet, ’ret til uddannelse’ har lige
så stor betydning i USA som det har i Gaza eller i Jenin. Kampen
for menneske- og civile rettigheder mod den voksende vold fra den
nye sikkerhedsstat er lige så vigtig i USA eller i Europa, med deres
hårde anti-immigrant-regimer og kriminalisering af minoriteter,
som den er i Palæstina. På samme måde som med de-investeringskampagnen mod Sydafrika skal kritikken af Israels racisme over
for det palæstinensiske folk åbne vejen for en fornyet global kritik
166
I BOSÆTTERENS LANGE SKYGGE
12
af de racistiske statsformer i den såkaldte civiliserede verden. Anerkendelse af den fælles historie og kampe som forbinder Palæstina
med USA Southwest er en kritisk dimension ved dette projekt.
167
168
13
DEN
PALÆSTINENSISKE
SEKSUELLE
BEFRIELSESKAMP
FØR OG I DAG
Haneen Maikey
Den seksuelle diskurs og de forsøg på organisering der finder
sted i Palæstina/Israel i dag gør spørgsmålet om tid og historie
relevant. En indsigt i den historiske kontekst kan gøre det lettere
at forstå udviklingen af den palæstinensiske queer-bevægelse,
set i lyset af vigtige politiske perioder og begivenheder. Dette kan
måske give et bedre perspektiv på indholdet i queer-bevægelsen
og den rolle den er kommet til at spille. Aller vigtigst håber jeg
at denne artikel vil kaste lys over de ideologier og strategier som
den palæstinensiske queer-bevægelse har udviklet, og som understreger visionen om og forståelsen af det krydsfelt der eksisterer
mellem kamp og undertrykkelse i det palæstinensiske samfund
169
Haneen Maikey
og langt ud over dette. Den palæstinensiske queer-bevægelse er
måske en af de få sociale og politiske bevægelser som åbent og
klart diskuterer (og praktiserer) den klare forbindelse der er mellem seksuel, social og politisk kamp og virkelighed.
Når man ser på den palæstinensiske queer-bevægelse, er der
mange indbyrdes relationer som må tages i betragtning: relationen mellem det israelske og palæstinensiske samfund; relationen
mellem queer-palæstinensere og det palæstinensiske samfund;
relationen mellem queer-palæstinensere og det globale samfund, Vesten og globale mainstream medier og relationen mellem
queer-palæstinensere og Israel – både i form af Israels militære
kolonialisme og queer-progressive israelere og israelske organisationer. Derfor kan den aktive rolle som palæstinensiske queergrupper har spillet i den palæstinensiske BDS-bevægelse gennem
de senere år ikke forstås som resultat af en en-dimensional eller
enkel proces. Den afspejler det sidste årtis forsøg på organisering
hvilket igen hænger sammen med vores virkelige erfaringer som
queer-personer der lever både i et traditionelt samfund og under
besættelse – en erfaring som rummer vores ambition om at blive
en integreret og indflydelsesrig del af det palæstinensiske samfund. Hertil kommer at den klare og solide politiske ramme og
strategi som BDS bevægelsen udgør er blevet en hovedplatform
for den palæstinensiske queer-modstand.
Da seksualitet blev et politisk tema i Palæstina
Forud for dannelsen af den palæstinensiske LGBTQ-gruppe (lesbisk, bøsse, biseksuel, trans og queer), og især efter Oslo-aftalerne
i midten af 1990’erne, begyndte seksualitet, og især homoseksualitet, at dukke op som politisk tema i regionen. I 1993 underskrev
PLO og den israelske regering ’Principerklæringen om en midlertidig selvstyreregering’, den såkaldte Oslo-aftale, som var start170
DEN PALÆSTINENSISKE SEKSUELLE BEFRIELSESKAMP FØR OG I DAG
13
skuddet til den palæstinensiske selvstyremyndighed (PA), og som
for første gang siden 1948 gav palæstinenserne en vis myndighed
over dele af deres land. PA blev ansvarlig for forskellige sociale,
retslige og politiske spørgsmål.
I samme periode startede israelske LGBT-grupper deres organisering, især med henblik på at ændre den anti-sodomi lov
der kriminaliserede homoseksuelle handlinger. Den israelske
LGTB- bevægelses bestræbelser på organisering blev støttet, og
endda ledet, af et antal Knesset-medlemmer. Det lykkedes israelske LGBT- grupper at få ændret loven i 1988. Absurd nok tilføjede denne nye udvikling et yderligere aspekt til den voksende
interesse for LGTB’s legale status inden for den palæstinensiske
selvstyremyndighed. I lyset af denne dynamik blev kolonisatorens standarder og resultater den målestok det koloniserede folk
blev målt med, og som de skulle indrette sig efter.
Denne nye udvikling gav stødet til en voksende ensidig og
stereotyp vestlig interesse for spørgsmålet om seksuelle rettigheder i Palæstina. Interessen omfattede temaer som havde relation
til LGBTQ-miljøet, selv om der endnu ikke var nogen formelle
LGBTQ-grupper eller organiseringsforsøg i det palæstinensiske
samfund på det tidspunkt. Internationale regeringer, menneskeretsorganisationer og vestlige LGBTQ- organisationer plus mainstream medier forholdt sig til den fremvoksende palæstinensiske
stat uden at vise interesse for palæstinensisk kultur og moral og
palæstinensiske idealer hvad angår seksualitet og ’same-sex’- adfærd. Denne ensidige og undertiden patroniserende proces gik i
gang på et tidspunkt hvor hverken det palæstinensiske samfund i
almindelighed eller det palæstinensiske LGBTQ-miljø var parate
til at tackle det spørgsmål.
Hvis Oslo-processen repræsenterede et højdepunkt i den internationale interesse for Palæstina – og et vigtigt krydsfelt i
171
Haneen Maikey
forhold til at placere seksualitet som politisk tema i den offentlige debat - var den proces som bidrog mest til udviklingen af det
nuværende palæstinensiske homo-image - i hvert fald set fra det
palæstinensiske LGBTQ- miljø, det palæstinensiske samfund og
vestlige og andre mediers side – reelt begyndt nogle år tidligere,
nemlig under den første Intifada.
Under den første Itifada (1987 – 1993), som var højdepunktet
for politisk undergrundsaktivisme i Palæstina, begyndte Israel
at bruge afpresning under forhør som middel til at rekruttere
kollaboratører. Alt hvad der var socialt ilde set i det palæstinensiske samfund, herunder homoseksualitet og førægteskabelig
eller udenomsægteskabelig sex såvel som narko eller alkohol,
blev brugt af Israel til at true eller tvinge palæstinensere til at
samarbejde med Israel eller ’se konsekvenserne i øjnene’ (= straf).
Denne taktik fra Israels side spillede en hovedrolle hvad angår
fremstillingen af den palæstinensiske queer- person som en kollaboratør, og senere hen som en der var involveret i ’udenlandsk’
(og ’vestlig’) adfærd.
Samme taktik blev anvendt af den palæstinensiske ledelse
på Vestbredden under de ’anarkistiske’ perioder efter den første
Intifada og både før og efter den anden Intifada (ca. 2000 – 2004).
Politiske og bevæbnede grupper vedtog uformelt en strategi med
’udrensning’ og begyndte at true homoseksuelle og andre outsidere til at samarbejde ved at true med at afsløre deres seksualitet.
Det er vigtigt at bemærke at alle de sager vi har kendskab til har
komplicerede baggrunde, og at de involverede personer blev udpeget ikke kun fordi de var homoseksuelle, men også fordi de var
sårbare på andre områder. Men det meste af den slags aktivitet
stoppede på Vestbredden efter at Hamas vandt valget, og den
palæstinensiske selvstyremyndighed begyndte at ’kontrollere’
Vestbredden. Visse ting tyder på at samme proces nu udspiller
172
DEN PALÆSTINENSISKE SEKSUELLE BEFRIELSESKAMP FØR OG I DAG
13
sig i Gaza: homoseksuelle bliver arresteret og ’påtalt’ af ’gode’
mennesker eller af grupper som ønsker at hjælpe til med at ’rense’
samfundet (eller blot opnå myndighedernes opbakning).
Palæstinensiske queer-grupper begyndte at organisere sig under den anden Intifada – en af de mest epokegørende politiske
perioder i nyere palæstinensisk historie, især for palæstinensiske borgere i Israel som for første gang deltog i det nye oprør og
blev udsat for brutale politiangreb som resulterede i 13 unge demonstranters død, kendt som ’oktober 2002 begivenhederne’. For
mange unge palæstinensere inden for 1948-grænserne (Israel,
red.) blev den anden Intifada et vendepunkt i deres identitet som
palæstinensere, ligesom den redefinerede deres tætte forbindelse
til og identificering med den palæstinensiske befrielseskamp. Det
var i dette politiske klima at en palæstinensisk queer-bevægelse
begyndte at se dagens lys. Den startede inden for Israel på initiativ af en israelsk-jødisk organisation, The Jerusalem Open House
(JOH). Inden den anden Intifada havde nogle LGBTQ-palæstinensere (især bøsser) flere gange besøgt JOH for at deltage i sociale events. JOH-Centret og Jerusalem var ret nemt at komme frem
til fra Bethlehem, Ramallah og Østjerusalem. Efter den anden
Intifada blev de palæstinensiske LGBTQ-personer stoppet når
de kom til queer-steder i almindelighed og til JOH i særdeleshed.
JOH-ledere begyndte at tage initiativer til at få de palæstinensiske queer-personer tilbage, mens de ignorerede årsagen til denne
ændring i deres deltagelse. Dette kan, set i bakspejlet, opfattes
som et forsøg på at afpolitisere den palæstinensiske queer–kamp
og bringe den på linje med en israelsk LGBT-kamp som har været
og fortsat i høj grad er apolitisk.
Den palæstinensiske LGBTQ-organisering var ikke i stand
til at distancere sig fra den politiske situation eller distancere
sig fra forbindelsen mellem queer-politik og besættelse. Men de
173
Haneen Maikey
interne og offentlige debatter om queer-grupper og om lokal og
regional politik i Palæstina begyndte først med 2006-krigen mod
Libanon, samme år som JOH organiserede World Pride begivenhederne i Jerusalem – en by i centrum for de politiske spændinger
på det tidspunkt. For første gang blev palæstinensiske queergrupper bedt om at udtale sig offentligt om politiske spørgsmål.
Hvordan kan vi fejre Pride midt under den brutale 2006-krig
mod Libanon? Hvordan kan vi afholde en apolitisk World Pride
i en sådan periode og på et sted som Jerusalem, tyve minutter fra Apartheidmuren som adskiller os og skjuler sandheden
om 64 års besættelse og kolonial dominans? Hoveddiskussionen
fandt sted mellem World Pride-organisatorer og radikale queergrupper, herunder nogle palæstinensiske queer-personer. Krigen
i 2006 tvang mange queer-grupper til at tage stilling til krigen, og
tage stilling til forskellige queer-grupper ud fra deres holdning til
krigen. Det øjeblikkelige resultat var en brutal afklaring af den
uoverstigelige splittelse mellem de palæstinensiske og israelske
queer-organisationer. Mens de palæstinensiske queer-grupper
begyndte at tage spørgsmål om ’identitet’ /tværsektorialitet’ op
(dvs. hvordan forskellige sociale kategorier såsom race, klasse,
køn og handicap bidrager til social ulighed) og gradvist tilsluttede
sig kampen mod besættelsen, så tilsluttede de israelske queergrupper sig i stedet det israelske nationale projekt ved at agitere
for værdier som militarisme og hetero-normalitet som primære
veje til accept i samfundet – og beviste derved at israelske LGBTQ-grupper trods alt var mikrokosmos’er af et israelsk samfund
baseret på årtiers fornægtelse og medskyld i statsbaseret og systematisk undertrykkelse.
På baggrund af ovennævnte begivenheder indledte al-Qaws
for Sexual and Gender Diversity in Palestinian Society (al -Qaws)
i november 2006 en diskussion om hovedspørgsmålene inden for
174
DEN PALÆSTINENSISKE SEKSUELLE BEFRIELSESKAMP FØR OG I DAG
13
identitet og den videre politiske og sociale kontekst. World Pride
og 2006-krigen gav ny indsigt i betydningen og vigtigheden af at
investere massivt i opbygningen af et modent og bevidst palæstinensisk queer-miljø som - måske for første gang – kunne vise sig
relevant i forhold til de erfaringer fra virkeligheden som de fleste
palæstinensiske queer-personers havde gjort sig. Deres vigtigste
kamp var livet under besættelse i de palæstinensiske områder eller som andenklasses borgere inden for Israel – side om side med
den seksuelle kamp. Vi mente at kun ved at besvare disse spørgsmål kunne vi definere vores ambitioner om at blive en integreret
og vigtig del af det palæstinensiske samfund.
I slutningen af 2007 blev al-Qaws officielt udskilt fra Jerusalem Open House. Det kan ses som en naturlig og organisk proces.
Beslutningen om at opbygge en uafhængig palæstinensisk LGBTQ-enhed var et eksempel på at en palæstinensisk gruppe klart
meldte ud at et ikke-politisk rum ikke længere kunne fungere,
og at politik er del af vores daglige erfaringsverden. Det var et
budskab om vilje til at arbejde tværsektorielt inden for palæstinensisk seksual- og kønsaktivisme. Det var også et budskab som
fremhævede den magt og aktivitet der lå i de palæstinensiske
queer-grupper, snarere end et fokus på deres offerrolle eller praktiske nytte. Med Gaza-krigen i 2009 begyndte palæstinensiske
queer-grupper at bruge en mere radikal politisk diskurs og talte
offentligt om krigen, organiserede aktiviteter i Gaza og deltog (om
end oftest som individer) i demonstrationer. Nogle få måneder
senere, i august 2009 – lige efter Israels massakrer på hundredvis
af mennesker i Gaza i Operation Cast Lead – var der skyderi i
Bar-Noar, homo-ungdommens sted i Tel Aviv. Ortodokse jøder var
gået ind i centret og havde dræbt to unge bøsser. Palæstinensiske
queer-personer, som ønskede at udtrykke solidaritet og udsende
et anti-’hate crime’ budskab, blev imidlertid forvist fra hovedde175
Haneen Maikey
monstrationens scene fordi man kunne risikere at de ville ’tale om
politik’. Betydningen af forvisningen af LGBTQ-palæstinensere
fra denne begivenhed blev gjort brutalt klar da højrefløjspolitikere proklamerede et ’dræb –ikke’-budskab fra hovedscenen, alt
imens de ignorerede deres rolle i drabet på hundredvis af mennesker i Gaza kun få måneder tidligere. Dette budskab blev afleveret, mens organisatorerne spillede den israelske nationalmelodi
ved natgudtjenesten – en sang der af mange palæstinensere i
Israel ses som en afspejling af dybe zionistiske værdier. Denne
fejring af nationalismen bekræftede (progressive, homo-elskende)
israeleres nationale identitet og bidrog til yderligere at fremmedgøre de palæstinensiske masser.
Den aktuelle fremstilling af LGBTQ-politik i Israel/
Palæstina
I løbet af denne historie har der i Israel udviklet sig en anden
tendens som er blevet meget dominerende: homo-nationalisme,
eller normalisering og integration af visse ’mere acceptable’ queer-personer i det nationalistiske ideal. I Israel har homo-nationalisme antaget mange forskellige former, fx optagelse af bøsser i
militæret (”serving with pride”), øget tilstedeværelse af israelske
flag i Pride-demonstrationer og en voksende homo-normativitet,
eller queer-personer som tilpasser sig mainstream sociale normer
fra kernefamilien baseret på ægteskab, børn og social opstigning.
Fremkomsten af homo-nationalisme i Israel har også yderligere
bidraget til at fremmedgøre palæstinensiske queer-personer fra
israelske queer-grupper og –begivenheder og har kun alt for tydeligt vist splittelsen mellem de to gruppers ideer om queer-politik
og –solidaritet.
Homo-nationalistisk diskurs og aktion inden for Israel har
gjort det klart at det i stigende grad er umuligt for queer-palæ176
DEN PALÆSTINENSISKE SEKSUELLE BEFRIELSESKAMP FØR OG I DAG
13
stinensere at deltage i israelsk organiserede queer-events. For eksempel signalerede de 5.000 israelske flag der blev omdelt ved Tel
Aviv Pride-paraden i juni 2010 det budskab at eventen handlede
lige så meget om at være stolt som israeler som den handlede om
at være stolt som queer. De store nationalistiske demonstrationer
som fandt sted efter skyderierne i Tel Aviv er naturligvis også
slående eksempler på dette. Ved at stille sig på linje med den stat
som har igangsat den institutionaliserede undertrykkelse af det
palæstinensiske folk i de sidste 64 år, har det israelske queersamfund indskrænket sine ambitioner fra at kæmpe for seksuel
frihed til at være inkorporeret i nationen – og har selvsagt derved
presset den palæstinensiske queer-bevægelse til at redefinere sin
politiske dagsorden og følgelig sine relationer til den israelske
queer-bevægelse.
Splittelsen i politikken og det at skelne mellem forskellige
former for vold – fulgt af en fornægtelse af forbindelsen til politik
i bredere forstand, og især til besættelse og apartheid – har gjort
det åbenlyst at den palæstinensiske og israelske queer-bevægelse
styrer i forskellige retninger: på den ene side en kamp for befrielse
som forbinder queer-politik med bredere kampe – og på den anden
side en kamp for at opnå nationalt baseret accept som bygger på
nationalt baserede værdier. I denne kontekst blev solidaritet omdefineret idet de ideologiske forskelle fremkaldte spørgsmål om
hvad solidaritet egentlig betød for de to parter. Mens palæstinensiske queer-personer så solidaritet som noget der hang sammen
med vores holistiske udgangspunkt, på en måde vi havde forsøgt
at arbejde med gennem det sidste årti, så definerede og forlangte
israelske queer-personer en slags solidaritet der var baseret på
hierarki i kampene. Dette tvang os til endnu en gang at gå på
kompromis med vores kampe og vores identitet, alt imens vi holdt
besættelse, apartheid, racisme og daglige krænkelser af menne177
Haneen Maikey
skerettighederne ude af ligningen – som om disse ikke havde
noget at gøre med queer-kampen.
Pinkwashing og homo-turisme
Ud over at den israelske homo-nationalisme har fungeret som
endnu en form for andenrangs-placering af palæstinensiske queer-personer, har den også ført direkte til endnu en slags udbytning: pinkwashing. Fremkomsten af israelsk homo-nationalisme
og den deraf følgende fremmedgørelse af palæstinensiske queerpersoner har gjort det muligt for israelske grupper, queer eller ej,
at bruge den forslidte floskel om den stakkels palæstinensiske
bøsse/lesbiske og hans/hendes hjælpeløshed som de stiller op som
modsætning til de integrerede, normaliserede, befriede israelske
queer-personer, med det formål at fremstille Israel som frelseren,
alt imens de dæmoniserer det palæstinensiske samfund som tilbagestående og homofobisk – og således skjuler Israels brutale
behandling af alle palæstinensere. Denne taktik anvendes ikke
kun af den israelske regering, men også af uafhængige grupper
som står for stærke nationalistiske ideologier. Kort sagt, pinkwashing er den kyniske brug af palæstinensiske queer-stemmer og
af kampen for bøssers og lesbiskes rettigheder til at fremstille
det palæstinensiske samfund som barbarisk og homofobisk, mens
Israel fremstilles som en bastion for bøssers og lesbiskes rettigheder og dermed for menneskerettigheder – med det formål at tilsløre og glemme Israels undertrykkelse af palæstinenserne som
gruppe – uanset queer eller ej. Ved at fremstille det palæstinensiske samfund som generelt dårligt tjener pinkwashing også til
at retfærdiggøre den aktuelle israelske kolonialisme, apartheid,
og undertrykkelse af palæstinenserne.
Pinkwashing finder også sted når den israelske regering tager
initiativer til fremme af homo-turisme. Dette bygger direkte på
178
DEN PALÆSTINENSISKE SEKSUELLE BEFRIELSESKAMP FØR OG I DAG
13
den israelske homo-nationalisme og skal tjene til at lægge en
fernis over Israels utallige krænkelser af menneskerettighederne
og fokuserer derfor på ”vores fester (noget nyt og ophidsende som
finder sted hver aften), homo-strandfester (det hotteste og fedeste
i Mellemøsten) og masser af venlige og altid gæstfri lokale folk.
Israel er et land med store forskelligheder og med et uendeligt
og foranderligt udbud af seværdigheder og aktiviteter for vores
gæster – homoer såvel som heteroer.” Dette initiativ er ikke blot
en form for pinkwashing, men også en betydelig kilde til indtægter for Israel; ikke blot misbruger man palæstinenserne til
at stive Israels image af, men det er også et middel til at skaffe
indtægter; derved bidrager det til og drager nytte af det israelske
apartheidsystem.
Queer-kampen: Anti-besættelse og BDS-aktivisme
Billedet af de palæstinensiske queer-personer som kollaboratører,
som begyndte under den første Intifada, blev fremprovokeret af
misbruget af den palæstinensiske queer-sag og det iscenesatte
pink-vaskede billede af palæstinenserne som ofre. ’The Gay International’ kom yderligere salt i såret ved at presse det palæstinensiske selvstyre og det civile samfunds organisationer til
at respektere homoseksuelles rettigheder og skabte dermed et
billede af at der var tale om vestligt pres og vestlige forsøg på at
forandre vores samfund. Samtidig lyder en høj stemme inden for
det palæstinensiske samfund – en stemme som insisterer på at
prioritere kampene og insisterer på et hierarki for befrielse hvor
den palæstinensiske nationale befrielseskamp er øverst på listen,
mens andre kampe (kvinders rettigheder, kønskamp, seksuelle
rettigheder, minoritetsrettigheder osv.) kommer som nr. to. Derfor
betragtes palæstinensiske homoseksuelle – ud over at de ses som
vestliggjorte indtrængere og israelske kollaboratører – i kraft
179
Haneen Maikey
af deres snak om kampenes tværsektorialitet og deres forsøg på
at bryde kampens hierarki - med vrede af det palæstinensiske
samfund.
Når man arbejder inden for denne komplicerede politiske og
sociale sammenhæng, og er fanget i det spind af billeder der
produceres af en palæstinensisk queer-person, er det vanskeligt
at håndtere temaer om homofobi inden for det palæstinensiske
samfund når man samtidig kæmper imod besættelse og apartheid. Disse udfordringer har fået os til at udvikle nye og kreative
metoder for modstand som er baseret på den dybe forståelse af at
kampen mod besættelse og undertrykkelse er afgørende for den
palæstinensiske queer-kamp. Disse udfordringer har presset os
til at markere os gennem politiske platforme snarere end gennem
vestligt inspirerede apolitiske Pride-parader. Samtidig – efter i ti
år at have været aktive inden for vores samfund og have forholdt
os til det offerbillede som pinkwashing-aktiviteterne tegnede –
følte vi behov for at snakke åbent og afmontere de myter som
bruges imod vores kamp som palæstinensere og som palæstinensiske queer-personer.
Af disse grunde er BDS-opfordringen imod Israel, som det
palæstinensiske civilsamfund har udsendt, den perfekte platform
for vores deltagelse i den palæstinensiske kamp og er blevet en
vigtig modstandsform for det palæstinensiske queer-miljø. BDS
er blevet et vigtigt samlingspunkt ikke kun fordi det er en dokumenteret metode til at gøre ende på undertrykkelse (som den
bidrog til imod Sydafrikas apartheid), men også fordi den kommer
fra palæstinenserne selv og kan bruges af alle palæstinensere –
uanset om de lever i de besatte områder, i diasporaen eller i Israel.
Af disse grunde er BDS blevet så godt modtaget af det palæstinensiske queer-miljø.
180
DEN PALÆSTINENSISKE SEKSUELLE BEFRIELSESKAMP FØR OG I DAG
13
En gruppe som direkte arbejder med dette spørgsmål og har
spillet en aktiv og engageret rolle i BDS-bevægelsen, er Palestinian Queers for BDS, eller PQBDS. Den blev grundlagt i 2010 af
en række palæstinensiske queer-aktivister. PQBDS støtter BDSbevægelsen og henvender sig til forskellige internationale queergrupper og til kunstnere, aktivister og musikere med opfordring
til at de boykotter Israel, og boykotter alle events i Israel. Det var
en sejr for PQBDS da The International Gay and Lesbian Youth
and Student Organization for nyligt flyttede deres generalforsamling fra Tel Aviv til Amsterdam – som reaktion på opfordringen fra
PQBDS om at boykotte Israel. Det lederskab og den succes som
PQBDS demonstrerer er et vidnesbyrd om den rolle som palæstinensiske queer-personer skal spille i kampen mod den israelske
besættelse og undertrykkelse. Den viser ikke kun at BDS er en
effektiv og tilgængelig modstandsmetode, men også at palæstinensiske queer-personer har stor handlekraft og en vigtig rolle at
spille i den palæstinensiske kamp mod den israelske besættelse,
apartheid og kolonisering.
181
182
14
EFTER HOLOCAUST OG ISRAEL:
KAN PROFETER
HELBREDE TO
MARTREDE FOLK?
Marc H. Ellis
I de tidlige 1970’ere var jeg så heldig at studere sammen med
Richard Rubenstein, en af de første holocaust teologer i USA. I
1966 udgav Rubenstein sin banebrydende After Auschwitz: Radical Theology and Contemporary Judaism. I 1970’erne udvikledes
holocaust studierne i hurtigt tempo, Rubenstein var en af pionererne. I den periode blev holocaust overleveren Elie Wiesel og den
nu afdøde holocaust filosof Emil Fackenheim kendt inden for og
uden for den akademiske verden. I de følgende år blev de begge
betydningsfulde deltagere i holocaust erindringen og offentlighedens bevidsthed, og medvirkede til at definere den amerikanske
og den globale debat om jøder og jødedom.
Når man ser tilbage, var tiden moden til en opblomstring
af holocaust bevidstheden. For jøderne havde ugerne op til den
israelsk-arabiske krig i 1967 fremkaldt frygt for nederlag, med
mulighed for Israels endeligt og udradering af dets jødiske befolk183
Marc H. Ellis
ning. Så kom krigen og sluttede hurtigt til Israels fordel, på kun
seks dage. I betragtning af den forudgående frygt mente nogle at
Israels lynsejr var et mirakel.
Skønt amerikanske jøder befandt sig langt fra slagmarkerne
i Mellemøsten, blev Israels sejr for mange amerikanske jøder anledningen til en nyfunden stolthed over det at være jøde. Således
styrket kaldte jøderne også de enorme lidelser nazisterne udsatte
dem for årtier tidligere for holocaust. I kølvandet på 1967-krigen
blev holocaust og Israel i den jødiske forestilling forbundet som
centrum for jødedom og alt jødisk. Det er de stadig.
Jeg gennemlevede disse dage som ung studerende, med den
særlige position at studere sammen med Rubenstein. I After
Auschwitz havde Rubenstein allerede udnævnt holocaust til at
være kernen for moderne jødisk eksistens. Israel var også central
for Rubenstein, og ligesom holocaust var det endnu ikke givet
et navn af de jødiske autoriteter. Disse to afgørende tildragelser
måtte man ifølge Rubenstein beskæftige sig med hvis fremtiden
for det jødiske folk skulle analyseres. Jøderne led under holocaust
fordi de manglede magt i Europa og endnu ikke havde været i stand
til at finde sig tilrette med den moderne volds forskellige udtryk.
Lektien fra holocaust var at aldrig mere måtte jøder være uden
magt. Rubenstein så Israel som svaret på denne magtesløshed.
Kernen i Rubensteins værk handlede om begrebet efter. For
Rubenstein havde efter en lang række betydninger som relaterede
sig til gud, jødedom, Israel og modernitet. Hvad kan jøder sige om
gud efter Auschwitz? Hvis gud valgte jøder som sit folk og lovede
at være med os, hvor var gud da i Auschwitz? Jødedom som religion bygger på guds tilstedeværelse, eller i det mindste erindringen
om guds tilstedeværelse ved befrielsen fra Egypten og det forjættede land. Kunne jødedommen bekræftes efter Auschwitz uden at
forbinde et uacceptabelt straffende aspekt med den jødiske gud?
184
KAN PROFETER HELBREDE TO MARTREDE FOLK?
14
For Rubenstein kom staten Israel til at repræsentere den postholocaust jødiske vilje til at beskytte jødiske liv mod enhver der
ville skade dem. Gud beskyttede ikke Europas jøder, men, som
Rubenstein påpegede, det gjorde menneskeheden heller ikke. At
de europæiske jøder stod alene i deres bitre nød, og at de ikke var
i stand til at beskytte sig selv gjorde Israel til en nødvendighed.
Nok så skræmmende for Rubenstein var imidlertid modernitetens efter. For Rubenstein var nazisterne barbarer og gennemført
moderne på samme tid. Kombinationen af avanceret teknologi,
social organisation og bureaukrati som definerede modernitet
gjorde udryddelsen af jøderne mulig i nazi perioden, og det gjorde
andre, herunder jøderne, sårbare efter det historiske momentum.
Eftersom Rubenstein mente at anti-semitisme overlevede i moderniteten, kunne jøder blive endog mere sårbare i fremtiden.
Kun Israels evne til at straffe jødernes fjender kunne redde dem
når det var nødvendigt. Hvis Israel blev slået, ville det jødiske folk
i det mindste dø som stolte mænd og kvinder. De ville ikke som
holocaust jøderne gå som får til slagtebænken.
Når jeg lyttede til Rubenstein, forstod jeg at holocaust og læren
herfra var ladet med uenigheder og rivalisering. Jeg forstod på
Rubenstein at Wiesel og Fackenheim var hans bitre fjender, men
i begyndelsen var det vanskeligt for mig at forstå hvorfor. De var
alle tre enige om Europas jøders svaghed og nødvendigheden af at
styrke jøderne i Israel. De var også enige om vanskeligheden ved
at tale om gud efter Auschwitz. Fackenheim introducerede endog
et nyt bud som han følte var indbegrebet af jødernes tilstand efter
holocaust i relation til Israels centrale rolle for den jødiske fremtid. Idet han bemærkede at ortodoks jødedom har 613 centrale
bud givet af gud, anbragte han et 614. bud der stammede fra det
jødiske folks kamp for at overleve holocaust og det arabiske an-
185
Marc H. Ellis
greb på Israel i 1967- krigen: “Det er forbudt for den autentiske
jøde af i dag at give Hitler endnu en sejr posthumt.”
Ifølge Fackenheim gav den befalende stemme fra Sinai
jødedommen dens�������������������������������������������
613 bud. Men den stemme var tavs under holocaust og truslerne mod Israel. Det israelske folk nægtede at lade
sig handlingslamme af guds tavshed og afvente guds genkomst
og rejste sig i 1967-krigen og tog ansvaret for sin egen skæbne.
For Fackenheim kom det 614. bud fra det jødiske folk. Det var
inspireret af den befalende stemme fra Auschwitz.
Skønt diskussionen mellem Rubenstein, Wiesel og Fackenheim var skjult under pralende påstande og modargumenter fra
dem alle, kom den til udtryk i en direkte konfrontation mellem
Rubenstein og Wiesel i 1970 på en af de første holocaust konferencer i USA. Uenigheden gik på om de 6 millioner jøder der blev
dræbt under holocaust var ofre eller martyrer. Rubinstein påstod
at de døde under holocaust var ofre. Wiesel argumenterede for
martyrium.
Slaget om terminologi kan synes fejlplaceret, endog banalt. 6
millioner døde er 6 millioner døde. Hvad betyder det hvilke ord
der bruges om deres død? Terminologien havde snarere noget at
gøre med betydningen af jødisk liv og jødisk historie, var det eller
var det ikke omkostningerne værd at holde det jødiske folk i live
og intakt. Er der en mening med jødisk historie ud over øjeblikket? Findes der en jødisk skæbne? Hvis der er en mening og en
skæbne, hvad kan så hævdes om begge efter holocaust? Kunne
Israel være bæreren af jødisk liv og skæbne, den eneste mulige
efter holocaust?
For Rubinstein er Israel stedet hvor jødisk liv er sikret efter
holocaust. Skønt jødisk liv er beskyttet, er der for Rubenstein
ingen mening med en jødisk historie efter Auschwitz og ingen
nedarvet årsag til jødisk fortsættelse. Wiesel havde det anderle186
KAN PROFETER HELBREDE TO MARTREDE FOLK?
14
des. Betegnelsen martyrer for ofrene for holocaust gav deres liv
en retrospektiv funktion som grobund for en jødisk fremtid. For
Wiesel er det konkrete svar på jødisk martyrium og håbet om en
jødisk fremtid fundet med Israel. Derfor kræver Israel uforbeholden støtte fra jøder over alt i verden.
I en tid hvor gud er fjern forenes holocaust og Israel som den
centrale bekræftelse på jødisk historie og liv. Ellers ville, i det
mindste for Wiesel, de døde under holocaust og hele den jødiske
historie miste deres værdi. Som et ekko af Fackenheims 614. bud
tror Wiesel at det at se de døde under holocaust som ofre eller
alene tanken om en verden uden staten Israel giver Hitler en
posthum sejr.
Konstantinsk jødedom, progressive jøder og det 615.
bud
Mens debatten om holocaust og Israel udspilledes i 1970’erne,
fandt en anden ubemærket begivenhed sted: Israels besættelse
og bosættelse af Jerusalem, Vestbredden og Gaza. Skønt det ikke
blev nævnt af tidens holocaust kommentatorer og desværre heller
ikke i dag, underminerede den israelske ekspansionisme deres
argumenter. I det mindste ville argumenterne få sværere ved at
blive hørt og overvejet. Ville det også gøre dem helt ubrugelige?
Faktisk var overtagelsen af jord og etnisk udrensning af palæstinensere begyndt langt tidligere med grundlæggelsen af staten
Israel i 1948. For de fleste amerikanske jøder som mig var dette
ukendt i 1970’erne, eller hvis det var kendt så var det indhyllet
i debatten om ofre kontra martyrer der gav genlyd i hele den
jødiske verden. Til sidst vandt Wiesel sin debat med Rubenstein,
og hans synspunkter blev sammen med Fackenheims 614. bud
retningsgivende i det amerikansk-jødiske samfund og derudover.
187
Marc H. Ellis
Ligeledes overtog kristne i USA overbevisningen om at efter
holocaust blev Israel afgørende for jødisk overlevelse og fremgang. Kristne blev overbevist om at støtte til staten Israel var en
del af den kristne anger for deres historiske synd, anti- semitismen. I visse kredse blev holocaust teologien så gennemtrængende
at det blev vanskeligt at fastslå om holocaust teologi var vigtigst
for jøder eller for kristne. Som jøderne vidste de kristne som
regel ikke - eller tog sig i hvert fald ikke af det - at fordrivelsen
af palæstinenserne begyndte langt tidligere end i kølvandet på
1967-krigen. Faktisk bemærkede kristne og mange jøder næsten
heller ikke post-1967 overtagelsen af palæstinensisk land. For
jøder og kristne i USA var og forblev Israel uskyldig.
Da 1980’erne begyndte, og Israel bosatte sig permanent på stadig mere palæstinensisk jord, blev holocaust teologien udfordret.
Den israelske invasion af Libanon og det at Israel knuste den
palæstinensiske opstand i 1980’erne var en advarsel for flere end
nogle få jøder og kristne om at jødisk martyrium blev efterfulgt
af palæstinensisk martyrium. Kunne de to forfulgte og martrede
folk forsones og omformes til to stater, Israel og Palæstina og eksistere side om side i fred?
Denne to-stats mulighed kunne forenes med den holocaust/
Israel bevidsthed som Rubenstein, Wiesel og Fackenheim gik
i spidsen for, så længe uskyldigheden og den jødiske eksistens
forsonende karakter og staten Israel bestod. Dette blev de progressive jøders standpunkt i USA og i Israel. For progressive
jøder blev jødisk og israelsk uskyld kompromitteret i kølvandet
på 1967-krigen af den politik det israelske og amerikansk-jødiske
establishment fulgte. De troede at jødisk uskyld kunne genskabes ved at afslutte 1967-besættelsen. Men samtidig med at de
påpegede selvmodsigelser i det jødiske establishment, havde den
progressive jødiske bevægelse også sine egne selvmodsigelser.
188
KAN PROFETER HELBREDE TO MARTREDE FOLK?
14
Progressive jøder nægtede at anerkende kontinuiteten i fordrivelsen af palæstinenserne efter 1948, måske fordi det ville gøre
det vanskeligere at støtte en to-stats løsning på den israelskpalæstinensiske konflikt. Det ville samtidig gøre jøder skyldige i
ødelæggelsen af Palæstina fra begyndelsen.
I 1990’erne erkendte mange mellemøsteksperter at Israel
havde søsat en ekspansionistisk politik der forhindrede enhver
levedygtig to-stats løsning. Alligevel klyngede progressive jøder
sig til deres standpunkt. Jeg begyndte at tro at grunden til at
progressive jøder ikke ville slippe den forsvundne to-stats løsning
var at de afspejlede det jødiske establishments almene overfølsomhed. Jeg følte at progressive jøder var blevet venstrefløjen
af det jødiske establishment som så kunne fortsætte politikken,
mens de progressive argumenterede for en moralsk løsning på en
konflikt de vidste ville betyde Israels sejr over palæstinenserne.
Efter det andet palæstinensiske oprør blev det klart at Israel
og det jødiske establishment indeholdt en konstantinsk formation
- en formation der ligner bevægelsen i det fjerde århundrede, da
den spirende og marginale kristne menighed blev det romerske
imperiums officielle religion. Som imperiets religion velsignede
den konstantinske kristendom imperiet og fik privilegier ud af
det. Det forekom mig at noget lignende var sket for det jødiske
samfund. Jøderne, der kom fra udkanten af det europæiske samfund og holocaust lidelserne, havde overlevet og blomstrede op
med vores egen stat og indflydelse i USA. For at sikre fortsættelsen af den succes velsignede jøderne staten Israel og USA og
fik privilegier af dem begge. Havde vi af den grund overtaget
konstantinsk jødedom? Var progressive jøder, særligt grupper
som Peace Now i Israel og Tikkun-samfundet i USA, egentlig
venstrefløjen af konstantinsk jødedom?
189
Marc H. Ellis
Som tiden gik, var scenen for jødisk liv skiftet brat. Jøder blev
nu konfronteret med et ekspansionistisk Israel og udelukkelsen
af to-stats løsningen. Men retorikken og argumenterne i Israel og
det amerikansk-jødiske samfund forblev i holocaust ofre/martyrstilen der udelukkede enhver følelse af at jødisk skyld stod på
dagsordenen. I realiteten blev enhver der omtalte palæstinensernes situation fordømt som kristen antisemit eller selvhadende
jøde. Den konstantinske sammenblanding af establishment og
progressive kræfter gjorde det endnu vanskeligere for jøder og
andre at tænke nyt om meningen med jødisk overlevelse og jødisk
skæbne.
Ved afslutningen af første årti i det nye årtusind blev der brug
for at tilegne sig endnu mere information. I 2006 invaderede Israel Libanon for anden gang med blandede resultater. Bombningen af Libanon efterlod det i brand, men raketterne affyret mod
Israel af Hizbollah efterlod også Israel i brand. Kunne Israel og
jøder reelt være sikre i en verden med sofistikeret teknologi og
med et ekspansionistisk Israel? Så kom i 2008 endnu en israelsk
invasion af Gaza som medførte ødelæggelser for Gazas befolkning
og anklager mod Israel for krigsforbrydelser. Endog FN’s Goldstone- rapport om krigen blev fra starten fordømt af mange jødiske
ledere i Israel og USA. Imens fortsatte Gazas befolkning med at
leve i en omfattende fængselslignende situation med mangel på
de grundlæggende fornødenheder for et anstændigt liv.
På denne tid begyndte en del jøder at overveje forløbet af holocaust og Israel, og hvor de havde bragt os hen som folk. Hvad
skulle jøder gøre for at gennembryde det jødiske establishments
konstantinisme og de progressive jødiske kræfter der samarbejdede om denne politik? Hvis Israel ikke ville - eller ikke kunne
- stoppe sig selv, kunne jødiske dissidenter så stoppe det? Den
190
KAN PROFETER HELBREDE TO MARTREDE FOLK?
14
jødiske etiske tradition var blevet udviklet og anvendt i Israel i
årevis - men uden succes.
Diskussionen om holocaust var kommet hele vejen rundt.
Faktisk var det at tænke og tale om holocaust blevet stadig vanskeligere i lyset af Israels ekspansionisme og krig. Nogle jøder
begyndte at mene at den jødiske etiske tradition var i fare for
at blive ødelagt. Var der brug for et 615. bud til at komplettere
Fackenheims 614.? Det bud kunne lyde således: “Du må ikke udstøde, nedværdige eller ødelægge palæstinensisk liv.” Nogle jøder
begyndte at mene at uden dette bud havde Hitler vundet endnu
en sejr posthumt.
Bekymrede jøder
En tredje gruppe israelske og amerikanske jøder er dukket frem i
løbet af det seneste tiår – bekymrede jøder, som fx Gaza-eksperten
Sara Roy og den israelske reporter Amira Hass som begge er børn
af holocaust overlevere. Disse jøder føler at den jødiske fremtid er
truet af Israels magt og de begrænsninger det konstantinsk/progressive jødiske establishment sætter for hvad jøder og andre må
tænke om holocaust og Israel. Bekymrede jøder er opmærksomme
på den jødiske historie - herunder holocaust - og er opmærksomme
på den historie jøder skaber - herunder staten Israels historiske
og nuværende politik over for palæstinenserne.
For bekymrede jøder er styrkelsen af jøderne ikke uskyldig
og Israel ikke forsonende. Men der er også en jødisk særegenhed præget af historien. Mens jøder ikke må bruge magt til at
undertrykke et andet folk, så har jøder brug for magt i verden
efter holocaust. Bekymrede jøder argumenterer for en indbyrdes
forbundet indflydelse overalt hvor jøder bor særligt i Israel/Palæstina, hvilket betyder at jøder må have magt på lige fod med
palæstinenserne. Historien er: der var et holocaust; der er en is191
Marc H. Ellis
raelsk stat, men spørgsmålet er hvad der skal siges og gøres efter
holocaust og Israel. Hvordan skal jøder sone uretfærdighederne
mod palæstinenserne og begynde på en ny historie sammen med
det palæstinensiske folk?
Når jeg rejser blandt bekymrede jøder, kommer jeg i stadig højere grad til at tænke på de jødiske profeter. I tidligere tider talte
profeterne til lederne og folket om hvordan de vendte ryggen til
den jødiske skæbne. Profeternes fornemmelse for jødisk skæbne
handlede om at skabe et andet samfund end det uretfærdige
egyptiske samfund, de var befriet fra og også om deres rolle som
lyset for nationerne.
Det er rigtigt at i bibelsk forstand var Israel det forjættede
land, men profeterne vurderede Israels efter dets handlinger. Blev
det én gang dømt for at indskrænke retfærdigheden, var dommen hård. Hvis ikke Israels folk efterkom profeternes bud, blev
de afskåret fra gud, reduceret i antal og sendt i eksil. Med anger
blev Israels folk hilst velkommen igen til guds nåde og fik lov til
at vende tilbage til landet.
Profeternes skygge var dog stor. Reelt fulgte profeterne fra det
øjeblik med i jødernes liv i og uden for landet. Måske er det derfor
at konstantinske og progressive jøder så højlydt argumenterer for
den jødiske etiske tradition skønt virkeligheden modsiger deres
argumenter. Måske er dette også grunden til at bekymrede jøder
trods sanktionerne, der er forbundet med deres synspunkter, argumenterer for at den jødiske etiske tradition bliver forrådt.
Jøder har altid været på begge sider af det delte imperium. Mens
Israels folk gav profeterne til verden, har jøder også været store
modstandere af profeterne. Jeg kan se dette ældgamle profetiske
mønster når konstantinske og progressive jøder argumenterer
for et jødisk imperium i barske eller fløjlsbløde toner, eller når
192
KAN PROFETER HELBREDE TO MARTREDE FOLK?
14
bekymrede jøder udtrykker deres profetiske synspunkt mod det
jødiske imperium på trods af risikoen.
Et stigende antal bekymrede jøder argumenterer for at boykot,
sanktioner og de-investering mod det ekspanderende og besættende Israel er væsentlige hvis den jødiske etiske tradition skal
fortsætte i dag. Det er svært at argumentere mod at de følger
profeternes tradition. De vanskeligheder profeterne mødte var jo
netop fordi de rettede den anklagende pegefinger indad mod jøder
og det jødiske samfund.
Det er her profeterne berører jøder på de dybeste niveauer.
Ved at opfordre til retfærdighed inden for det styrkede jødiske
samfund udfordrer profeterne jøder til at række ud efter deres
højere skæbne. På samme måde som profeterne argumenterer
bekymrede jøder imod normaliseringen af undertrykkelsen, mod
et imperium der splitter og ødelægger og mod den uskyldighed
imperiet altid påberåber sig.
På samme måde som profeterne bliver bekymrede jøder der
argumenterer for boykot, sanktioner og de-investering anklaget
for forræderi. Og også som profeterne ses bekymrede jøder som en
trussel mod staten Israels sikkerhed og mod jøder overalt. Særligt
efter holocaust anses de som opfordrer til konkrete indgreb mod
staten Israels politik for at være bespottere. Men profeterne opfattedes på helt samme måde. Når jeg hører nogle af de skældsord
om jødisk selvhad som rettes mod bekymrede jøder, trøster jeg mig
ved at læse profeterne. Esaias, Jeremias, Amos og Ezekiels ord og
handlinger er endog barskere end dem bekymrede jøder bruger
i dag. Skønt konteksten er anderledes, er lighederne i synspunkterne slående. Hos profeterne bliver et magtfuldt israelsk imperium der misbruger sin magt og derved skaber kaos i relationen
til gud og samfund fordømt af en etisk retfærdig gud og tradition.
Og skønt det er sandt at bekymrede jøder sjældent taler om gud i
193
Marc H. Ellis
verden efter holocaust, så fordømte de bibelske profeter selv den
jødiske brug af gud-sproget i imperiesammenhæng. Bibelsk talt,
så er gud meget langt fra dem når de skaber uretfærdighed i deres
eget land. Uden retfærdighed er ingen gud tilgængelig for folket.
Kunne Israels undertrykkelse af palæstinenserne gøre det endnu
vanskeligere at tænke gud efter holocaust?
Hvis det er for vanskeligt at tænke gud, så tænk helbredelse.
Bekymrede jøder indser at undertrykkelse af et andet folk har
ført jøder til mere usikkerhed og lidelse, mere vægt på holocaust
og frygt for antisemitisme, og mere vrede i det jødiske samfund
- ikke mindre. Har et ekspansionistisk Israel helbredt jøder for
holocaust traumet eller forværret det?
Det kan være at boykot, sanktioner og de-investerings bevægelsen ligeså meget er en kamp for helbredelse som for retfærdighed. Kan det være at retfærdighed er den eneste måde at helbrede
begge de martrede folk på, og at den enes helbredelse ikke kan
finde sted uden den andens.
194
15
SANDHEDENS
ØJEBLIK: KRISTNE
PALÆSTINENSERE
OPFORDRER TIL BDS
Jamal Khader
I begyndelsen af 2008 mødtes en gruppe kristne palæstinensere
for at udveksle tanker om og holdninger til lidelserne i vores
land under den israelske besættelse og for at reflektere over vores tro og Guds vidunderlige forsyn med alle indbyggere i dette
land. Gruppen bestod af lægfolk og nogle gejstlige fra forskellige kirker. Det de havde tilfælles var deres kristne tro og deres
bekymring for den fremtidige fred og retfærdighed i Palæstina/
Israel. Inspireret af Sydafrikas ”Kairo-dokument”, skrevet i 1985,
hvori sydafrikanske teologer opfordrede verdens kirkesamfund
og det internationale samfund til at slutte sig til kampen imod
apartheid, udsendte de kristne palæstinensere et dokument som
de kaldte: ”Et sandhedens øjeblik, et udtryk for tro, håb og kær-
195
Jamal Khader
lighed fra hjertet af de palæstinensiske lidelser”1. Vi kalder os
Kairos Palæstina
Hvorfor nu det? Gruppen mente at vi har bevæget os ind i
en blindgyde hvad angår tragedien for det palæstinensiske folk.
Beslutningstagerne stiller sig tilfreds med at manøvrere i krisen i stedet for at forpligte sig til den alvorlige opgave det er at
løse den. Palæstinenserne spørger: Hvad gør det internationale
samfund? Hvad gør de politiske ledere i Palæstina, i Israel og i
den arabiske verden? Hvad gør kirken? Problemet er ikke kun
politisk. Den politik der føres ødelægger mennesker og dette må
være et spørgsmål for kirken.
Virkelighedens verden
For tiden taler alle om fred i Mellemøsten og om fredsprocessen.
Indtil videre er det imidlertid kun ord. Derimod er vores virkelighed Israels besættelse af palæstinensiske områder, berøvelse af
vores frihed, og alt hvad denne situation medfører.
I virkelighedens verden er en adskillelsesmur opført på palæstinensisk territorium, og palæstinensisk jord er konfiskeret for
at give plads til opførelse af Muren eller for at bygge nye bosættelser eller udvide dem. Vores byer og landsbyer er lavet om til
fængsler isoleret fra hinanden, efterladt som spredte og delte
kantoner. Befolkningen i Gaza lever under umenneskelige forhold
og permanent blokade afskåret fra resten af de palæstinensiske
territorier. Israelske bosættelser hærger vores land, kontrollerer
vores naturresurser blandt andet vores vand og landbrugsjord. På
den måde fratager de hundredetusinder af palæstinensere deres
livsgrundlag og forhindrer enhver politisk løsning.
Vores virkelighed er daglig ydmygelse, vi er underlagt de militære checkpoints når vi skal på arbejde, i skole eller på hospitalet.
1 Se kairospalestine.ps
196
KRISTNE PALÆSTINENSERE OPFORDRER TIL BDS
15
Selv vores religiøse frihed er kraftigt beskåret, vi nægtes fuld
adgang til vores hellige steder med henvisning til sikkerheden,
og Jerusalem og dets hellige steder er uden for rækkevidde for
mange kristne og muslimer fra Vestbredden og Gazastriben.
Flygtningeproblemet er også en del af vores virkelighed. De fleste
flygtninge lever stadig i lejre under vanskelige forhold,
����������������
i generationer har de ventet på at få anerkendt deres ret til at vende
tilbage. De tusinder af fanger som henslæber deres liv i israelske
fængsler er også en del af vores virkelighed.
Endelig bliver Jerusalem til stadighed tømt for sine palæstinensiske indbyggere, både kristne og muslimske. Deres ID-kort
bliver konfiskeret hvilket medfører at de mister retten til at bo i
Jerusalem. Deres hjem bliver revet ned og eksproprieret. Jerusalem, forsoningens by, er blevet til diskriminationens og eksklusionens by, nærmere en kilde til kamp end til fred.
Staten Israel bliver ved med at tilsidesætte folkeret og internationale resolutioner. Den arabiske verden og det internationale
samfund står lammede tilbage over for denne foragt. Menneskerettigheder undertrykkes, og på trods af rapporter fra adskillige
lokale og internationale menneskeretsorganisationer fortsætter
uretfærdighederne.
Stillet over for denne virkelighed retfærdiggør Israel sine
handlinger - bl.a. besættelse, kollektiv afstraffelse og mange andre
former for repressalier imod palæstinenserne - som selvforsvar. I
vores øjne er dette syn på sagen en omgåelse af sandheden. Ja, der
er palæstinensisk modstand imod besættelsen. Men hvis der ikke
var en besættelse, ville der heller ikke være en modstand, frygt
eller utryghed. Sådan opfatter vi situationen. Derfor opfordrer vi
israelerne til at stoppe besættelsen. Så vil de se en ny verden uden
frygt eller trusler, men i stedet med tryghed, retfærdighed og fred.
197
Jamal Khader
De palæstinensiske svar på denne virkelighed har været forskellige. Nogle har svaret med forhandling: det var den officielle
holdning hos den palæstinensiske selvstyremyndighed, men det
fik ikke fredsprocessen til at skride fremad. Nogle politiske partier har valgt vejen med væbnet modstand. Israel brugte dette
som påskud til at beskylde palæstinenserne for at være terrorister, og på den måde kunne de fordreje konfliktens sande natur
ved at fremstille den som en israelsk krig imod terror i stedet for
en israelsk besættelse over for en legal palæstinensisk modstand
som har til formål at stoppe besættelsen.
Midt i alt dette, hvad er da det kristne svar? Kairos Palæstinas
svar - dette dokument - er en erklæring om tro, håb og kærlighed.
Et ord om tro
Efter at have gentaget vores tro på en god og retfærdig Gud,
skaber af universet og menneskeheden, der elsker alle sine skabninger, bekræftede vi vores tro på at alle mennesker er skabt i
Guds billede, og at ethvert menneskes værdighed stammer fra
den Almægtiges værdighed. Biblen bliver ofte brugt til at retfærdiggøre staten Israels politik, bl.a. besættelsen og fordrivelsen
af palæstinenserne. Visse teologer i Vesten forsøger at forbinde
krænkelserne af vores ret med en bibelsk og teologisk legitimitet.
Således er deres fortolkninger blevet en trussel imod selve vores
eksistens. Den ”gode nyhed” i selve evangeliet er blevet en ”trussel om død” for os.
I lyset af læren fra den hellige bibel har løftet om det forjættede
land aldrig været et politisk program, men nærmere optakten til
at fuldføre universel frelse. I dag har vi her i landet tre religioner
– jødedom, kristendom og islam. Så vi tror på at det er vores pligt
at befri landet for uretfærdighed og krig. Vores tilstedeværelse
i dette land, som kristne og muslimske palæstinensere, er ikke
198
KRISTNE PALÆSTINENSERE OPFORDRER TIL BDS
15
tilfældig, men derimod dybt rodfæstet i dets historie og geografi,
i lighed med ethvert andet folks samhørighed med det land det
lever i. Vores samhørighed med dette land er en naturlig ret. I
en af de stærkeste erklæringer i ”Sandhedens Øjeblik” udtrykte
vi følgende: ”Vi erklærer at den israelske besættelse af palæstinensisk jord er en synd imod Gud og menneskeheden, fordi den
fratager palæstinenserne deres grundlæggende menneskerettigheder, skænket af Gud”.
Dokumentet udtrykker troen på at besættelsen ødelægger billedet af Gud i israeleren der er blevet en besætter, ligesom det ødelægger dette billede i palæstinenseren der lever under besættelse.
Er der håb?
Uden blot den mindste gnist af positive forventninger gives der
i den nuværende situation ikke noget løfte om en hurtig løsning
eller en afslutning på besættelsen. Ja, der har været mange flere
initiativer, konferencer, besøg og forhandlinger; men de er ikke
blevet fulgt op af nogen ændring af vores situation og vores lidelser. Det klare israelske svar, at modarbejde enhver løsning, levner
ikke plads til positive forventninger.
På trods af alt dette forsøger dokumentet at basere sit håb på
troen, på den almægtige Gud, på at hans kærlige og gode vilje en
dag vil sejre over det onde.
” Hvad er meningen med håb? Håbet i os er først og fremmest
vores tro på Gud og for det andet vores forventning om en bedre
fremtid, på trods af alt. For det tredje betyder det at undlade at
jagte illusioner – vi erkender at befrielsen ikke er nært forestående”. Styrken til at være standhaftige, vedblive at stå fast og
arbejde for at ændre realiteterne stammer fra denne vision. Håb
betyder ikke at give efter for det onde, men derimod at stå op imod
det og blive ved med at modarbejde det.
199
Jamal Khader
Vi kan se nogle tegn på håb i kirken her i landet, trods svagheder og splittelser. Vores sogn er spillevende, og de fleste af vores
unge mennesker er aktive apostle for fred og retfærdighed. Vi kan
tilføje de utallige møder med religiøs dialog, kristen-muslimsk
dialog hvor såvel religiøse ledere som en del af befolkningen har
deltaget. Der er en dialog imellem de tre religioner; jødedommen,
kristendommen og islam. De forsøger alle at nedbryde de mure
som besættelsen har påtvunget os og at modsætte sig vore søstres
og brødres forvrængede opfattelse af mennesker.
Ligeså vigtig er den voksende opmærksomhed i mange kirkesamfund rundt om i verden og deres ønske om at kende sandheden om hvad der foregår her. Desuden ser vi at mange er besluttet
på at overvinde fortidens vrede og være parate til forsoning når
retfærdigheden er blevet genindført. Der er en offentlig fokus
på nødvendigheden af at genindføre politiske rettigheder for
palæstinensere, og jødiske og israelske stemmer løftes til støtte
herfor med opbakning fra det internationale samfund. Sandt nok
har disse bestræbelser for fred og forsoning endnu ikke været
i stand til at ændre tilstanden af uretfærdighed, men de har
indflydelse og kan måske forkorte lidelserne og fremskynde
forsoningens tid.
For kirken er alt hvad der sker i vores land, alle uretfærdighederne og forsøgene på at stoppe dem en integreret del af bønnen til
kirken og alle dens institutioner. Vi takker Gud for at vores kirke
rejser sin stemme imod uretfærdighed, selvom visse ønsker at den
forbliver tavs og holder sig til sin religiøse fromhed. Når den tager
stilling, er det for at stille sig på samme side som de undertrykte.
Derfor kan eller vil religion ikke gå ind for eller støtte noget uretfærdigt politisk regime, men må tværtimod fremme retfærdighed,
sandhed og menneskelig værdighed. Den må bestræbe sig på
at fjerne regimer hvor mennesker undertrykkes og menneskelig
200
KRISTNE PALÆSTINENSERE OPFORDRER TIL BDS
15
værdighed fornedres. I dag bærer kirken kærlighedens styrke ikke hævnens, livets kultur - ikke dødens.
Kærlighedsbuddet:
Ikke-voldelig modstand imo det onde
Jesus Kristus sagde:
”I har hørt at det er sagt: ”Du skal elske din næste og hade
din fjende”. Men jeg siger til jer: Elsk jeres fjender og bed for
dem som forfølger jer, således bliver I børn af jeres fader i
himlen; thi han lader sin sol gå op over onde og gode og lader
det regne over retfærdige og uretfærdige” (Matthæus 5:45-47)
Kærlighed er Kristus’ bud, og det inkluderer både venner og fjender. Dette må stå klart når vi finder os selv i omstændigheder
hvor vi må modstå det onde. Men kærlighedsbuddet betyder ikke
at vi skal acceptere ondskab eller aggression. Tværtimod, denne
kærlighed søger at rette op på det onde og stoppe aggressionen.
Aggressionen imod det palæstinensiske folk, dvs. den israelske
besættelse, er en ondskab som det er nødvendigt at modstå. Det er
en ondskab og en synd som nødvendigvis må imødegås og fjernes.
Ansvaret for dette hviler især på palæstinenserne selv som lider
under besættelsen. Den kristne kærlighed kalder os til modstand,
for kærligheden stopper det onde ved at gå retfærdighedens vej.
Det internationale samfund bærer også et ansvar. Endelig hviler
ansvaret på undertrykkerne selv; de må befri sig selv fra det onde
og den uretfærdighed de har påført andre.
Når vi ser tilbage på nationernes historie, ser vi mange krige
og modstand imod krig gennem krig og imod vold gennem vold.
Palæstinenserne har brugt vold ligesom mange folk før dem, især
i de første stadier af deres kamp imod den israelske besættelse.
Men de har også kæmpet med fredelige midler, især i den første
201
Jamal Khader
Intifada. Magtens vej må vige for retfærdighedens vej. Dette ����
gælder først og fremmest de folk der er militært stærke til at påtvinge
den svagere part uretfærdighed med magt.
Over for den israelske besættelse står vi som kristne med
den ene mulighed at øve modstand; men det er en modstand i
kærlighedens navn og med kærlighedens logik. Det er således
en kreativ modstand, for den skal ved at appellere til fjendens
menneskelighed finde menneskelige veje til at stoppe uretfærdigheden og tvinge forbryderen til at stoppe sin aggression. På den
måde opnår vi vort ønskede mål, nemlig at få vores land, vores
frihed, værdighed og selvstændighed tilbage. Det kristne budskab
om kærlighed er vanskeligt, men det alene kan stå fast over for
besættelsesmagtens erklæringer som benægter os vores eksistens
og over for de mange undskyldninger der bruges til fortsat at påtvinge os besættelsen. Modstand imod besættelsens ondskab er
således en integreret del af den kristne kærlighed som afviser det
onde og står imod det. Den afviser ondskab i alle dens former med
metoder der ligger inden for kærlighedens logik og trækker på
alle gode kræfter for at skabe fred. Vi kan øve modstand gennem
civil ulydighed. Vi øver ikke modstand gennem død men derimod
gennem respekt for liv.
Palæstinensiske civile organisationer såvel som internationale organisationer NGO’er og visse religiøse institutioner opfordrer enkeltpersoner, virksomheder og stater til at deltage i
de-investeringer og i økonomisk og handelsmæssig boykot af alle
produkter fra besættelsesmagten. Vi anser dette for at være en
del af den fredelige modstands logik. Disse støttekampagner må
udføres med mod, det skal åbent og ærligt siges at målet ikke er
hævn, men tværtimod at sætte en stopper for den nuværende
ondskab og at befri både besætterne og de besatte. Målet er at
befri begge folk fra skiftende israelske regeringers ekstremistiske
202
KRISTNE PALÆSTINENSERE OPFORDRER TIL BDS
15
synspunkter og derved opnå retfærdighed og forsoning for begge
parter. I denne ånd og gennem denne stræben vil vi til sidst opnå
den løsning vi har ventet så længe på, ligesom det skete for Sydafrika og for mange andre befrielsesbevægelser i verden.
Med vores kærlighed vil vi overvinde uretfærdigheder og skabe
grundlaget for et nyt samfund, både for os og vores modstandere.
Vores fremtid og deres fremtid er én, enten en i voldens cirkel,
som ødelægger begge parter, eller i en fred, som vil komme begge
parter til gode. Dette dokument opfordrer den israelske befolkning
til at blive vores partnere i fred, ikke i den endeløse cirkel af vold.
Opfordring til at gå med i vores kamp for retfærdighed
Dokumentet slutter med en opfordring til at alle mennesker slutter sig til vores visioner for en fremtid med fred og retfærdighed
i Palæstina/Israel. Det starter med et ord til verdens kirker, et
ord om taknemlighed for deres solidaritet og en opfordring til at
imødegå fundamentalistiske teologiske synspunkter som støtter
uretfærdige politiske løsninger for det palæstinensiske folk - og til
ikke at yde et teologisk skalkeskjul for uretfærdigheden.
Dokumentet fordømmer alle former for racisme, det være sig
religiøs eller etnisk, herunder antisemitisme og islamofobi. Samtidig kræver det at sandheden skal frem hvad angår israelsk
besættelse af palæstinensisk land. Endnu en gang gentager dokumentet sin vision om boykot og de-investering som ikke-voldelige
værktøjer for retfærdighed, fred og sikkerhed for alle.
Derefter henvender dokumentet sig til det internationale samfund, beder det indtrængende om at droppe principperne om ”dobbeltstandard” og insisterer på at alle parter respekterer internationale resolutioner omhandlende det palæstinensiske problem.
En selektiv fortolkning af international lovgivning truer med at
203
Jamal Khader
efterlade os sårbare over for jungleloven. Den legitimerer visse bevæbnede gruppers krav og fastslår at det internationale samfund
kun forstår magtens logik.
Derfor opfordrer dokumentet til en reaktion på hvad civile og
religiøse institutioner, som tidligere nævnt, foreslår: at der opstartes økonomiske sanktioner og boykot rettet imod Israel. Dette
er ikke hævn, men derimod et serøst tiltag for at opnå en retfærdig
og endelig fred som vil sætte en stopper for israelsk besættelse
af palæstinensiske og andre arabiske områder og garantere sikkerhed og fred for alle.
Endelig må religiøse og spirituelle ledere, jødiske og muslimske, nødvendigvis forsvare de undertrykte og den værdighed, Gud
har skænket dem, de må løfte sig op over de politiske synspunkter
som indtil nu har fejlet, og som vedbliver at føre alle ad nederlagets og lidelsernes vej. Dette dokument forsøger at nå en fælles
vision bygget på lighed og fællesskab – ikke på overmagt, benægtelse af de andre eller aggression under påskud af frygt for sikkerheden. Fred er mulig, og det er endelig forsoning også. Således
kan retfærdighed og sikkerhed opnås for alle.
Ideen om en religiøs stat, jødisk eller muslimsk, kvæler staten,
indskrænker den med snævre grænser og omdanner den til en
stat som udøver diskrimination og eksklusion ved at foretrække
én borger frem for en anden. Lad staten blive en stat for alle dens
borgere med en vision, der bygger på respekten for religion, men
også på lighed, retfærdighed, frihed og respekt for mangfoldighed og ikke på én religions overherredømme eller på talmæssigt
flertal.
Dokumentet blev udsendt d. 11. december 2009. Siden da er
det blevet modtaget med mange positive reaktioner, både lokalt
og internationalt. Kristne palæstinensere har underskrevet det
204
KRISTNE PALÆSTINENSERE OPFORDRER TIL BDS
15
idet det udtrykker sig i deres navn, og andre har tiltrådt det for
at udtrykke solidaritet og støtte til visionen i det.
Dokumentet er også blevet modtaget med mange negative
reaktioner og beskyldes for at tegne et forvrænget billede af virkeligheden, som ifølge modstanderne er en virkelighed med islamisk fundamentalisme. Opfordringen til BDS er årsag til at nogle
internationale kirker ikke underskrev dokumentet og en grund
til, at det er blevet angrebet. I lyset af den blindgyde vi er kommet
ind i repræsenterer opfordringen til BDS en ikke-voldelig måde
at øve pres og at fortælle verden at denne uretfærdige situation
ikke kan fortsætte.
205
206
16
ISRAEL/PALÆSTINA
OG APARTHEID
ANALOGIEN
Ran Greenstein
I løbet af det seneste årti er det israelske politiske og militære kontrolsystem i stadig højere grad blevet sammenlignet med apartheidsystemet i Sydafrika. Sammenligningen er jævnligt blevet
lavet af bevægelser og aktivister som er imod 1967-besættelsen og
andre aspekter af israelsk politik over for palæstinenserne, herunder BDS-kampagnen. Det er blevet afvist af israelske talspersoner. Men den mere empiriske og teoretiske diskussion om de
respektive regimer og deres historiske forløb er blevet overset i
processen.1 Jeg vil nævne tre afgørende forskelle for at afklare
de begrebsmæssige sammenblandinger som debatten rammes af.
1
Undtagelser er Ran Greenstein: Genealogies of Conflict: Class, Identity and
State in Palestine/Israel and South Africa, Wesleyan University Press 1995;
Mona Younis: Liberation and Democratization: The South African and Palestinian National Movements, University of Minnesota Press, 2000; Hilla Dayan: ”Regimes of Separation: Israel/Palestine and the Shadow of Apartheid”,
in AdiOphir, Michal Givoni, and Sari Hanafi, udgivere: The Power of Inclusve
Exclusion: Anatomy of Israeli Rule in the Occupied Palestinian Territories,
Zone Books, 2009.
207
Ran Greenstein
For det første, hvilket Israel er emne for vores bekymring:
Israel som det er i dag, med grænser der strækker sig fra Middelhavet til Jordanfloden, eller Israel som det var før 1967, langs
den grønne linje? Er de palæstinensiske områder som blev besat
i 1967 en del af definitionen eller et element der ligger uden for
den? Hvilke grænser (geografiske, politiske, ideologiske) tænker
vi på når vi refererer til og analyserer analogien til apartheid?
Det centrale spørgsmål her er forholdet mellem tre elementer:
’selve Israel’ (med dets før-1967 grænser), ’Storisrael’ (med dets
efter-1967 grænser) og Storpalæstina (nærmere et demografisk
end et geografisk begreb idet det omfatter alle arabere med rødder
i før-1948 Palæstina).
For det andet er vi nødt til at skelne mellem historisk apartheid (det særlige system der herskede i Sydafrika fra 1948 til
1994) og den mere generelle definition på apartheid. Skal Israel
som apartheidsystem tackles på sine egne betingelser, uafhængigt af vores forståelse af sydafrikansk historie?
For det tredje, hvad betyder lighederne imellem og forskellene
på det sydafrikanske og det israelske system for strategierne for
politisk forandring? I hvilket omfang kan vi tage strategier fra
det første tilfælde og bruge dem i det sidste? Hertil må vi lave
en konkret analyse i forhold til de israelske og palæstinensiske
samfund og deres lokale og internationale alliancer, støttebaser
og sårbarhed.
Hvad er apartheid?
Den internationale konvention om afskaffelse og afstraffelse af
forbrydelsen Apartheid, underskrevet af FN’s generalforsamling
i november 1973, anser apartheid for at være ’en forbrydelse
mod menneskeheden’ og en krænkelse af folkeretten. Apartheid
betyder ”politik og praksis med raceadskillelse og diskrimination
208
ISRAEL/PALÆSTINA OG APARTHEID ANALOGIEN
16
som det praktiseres i Sydafrika … praktiseret med det formål at
etablere og opretholde én racemæssig befolkningsgruppes dominans over andre racemæssige befolkningsgrupper og systematisk undertrykkelse af dem”. Den opremser mange metoder, herunder lovmæssige foranstaltninger som indskrænker bestemte
gruppers ret til at deltage i det politiske, sociale, økonomiske og
kulturelle liv, og som bevidst nægter dem deres grundlæggende
menneskerettigheder og friheder: retten til at arbejde, forsamles
og organisere sig; til uddannelse, til at have en nationalitet; til at
færdes og bo frit og retten til have en mening og ytre sig frit. Den
indeholder opdeling af befolkningen i racemæssige skel ved hjælp
af reservater og ghettoer; raceadskillelseslove og ekspropriation
af jord på grundlag af race.
Selv om racebegrebet anvendes i denne definition, hvilket ikke
er relevant i det israelsk/palæstinensiske tilfælde, beskriver Den
internationale konvention om afskaffelse af alle former for Racediskrimination, underskrevet af FN i 1965, racediskrimination
som: ”Enhver forskel, udelukkelse, begrænsning eller fortrinsstilling på grundlag af race, farve, afstamning eller national eller
etnisk oprindelse som har til formål eller som virkning at ophæve
eller svække anerkendelsen af retten til på lige fod at bruge eller
udøve menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder i det politiske, økonomiske, sociale, kulturelle eller ethvert
andet område af det offentlige liv”.2
Hvis vi sammenholder de to konventioner, kan vi definere
apartheid som et sæt af politikker og metoder der går ud på
diskrimination i forhold til loven, politisk udelukkelse og social
marginalisering på grundlag af racemæssig, national eller etnisk
2
Office of the United Nations High Commissioner for Human Rights: “International Convention on the Elimination of All Forms of Racial Discrimination,”
se www.2.ohchr.org
209
Ran Greenstein
oprindelse. Denne definition trækker på historisk sydafrikansk
apartheid, men kan ikke reduceres til det.
Er Israel en apartheidstat?
For at besvare dette spørgsmål må vi indse at det er umuligt at se
på det egentlige Israel isoleret fra Storisrael eller Storpalæstina.
Samtidig må vi erkende at det israelske regime behandler forskellige grupper palæstinensere forskelligt. De som bor inden for det
egentlige Israel, eller før-1967 grænserne, er statsborgere og har
rettigheder som størstedelen af den sorte befolkning blev nægtet i
Sydafrika. Det vil sige at mens de diskrimineres på en række områder, fra manglen på jobmuligheder og begrænset adgang til jord
til langt færre sociale ydelser end jødiske statsborgere, beholder
de deres stemmeret. De i ’Storisrael’ eller under israelsk besættelse betragtes som ikke-statsborgere og bliver i høj grad behandlet
på samme måde som sorte sydafrikanere (specielt indbyggerne i
de såkaldte ’homelands’): de nægtes stemmeret og sociale rettigheder, udsættes for store begrænsninger i deres bevægelsesfrihed
og adgang til jord og er underlagt et fremmed styre som de ikke
har nogen kontrol over. Endelig er flygtningene i Storpalæstina
ikke-statsborgere og ikke-beboere og er udelukket i endnu højere
grad end sorte sydafrikanere: de kan ikke en gang sætte foden i
eget land for slet ikke at tale om at have noget at skulle have sagt
i forhold til hvordan det styres. Hvad angår apartheid i generel
betydning, lever israelsk politik og praksis op til mange af de
kriterier der findes i den internationale konvention om apartheid
selvom de bygger på et etnisk-nationalt grundlag snarere end et
racemæssigt. Det betyder ikke at den israelske stat og dens kontrolsystem er identiske med den historiske apartheid selvom de
har ligheder. Men ingen tilfælde er dog nogensinde fuldstændig
ens. Mens styrets foranstaltninger (tvangsmæssigt, lovmæssigt
210
ISRAEL/PALÆSTINA OG APARTHEID ANALOGIEN
16
og fysisk) i høj grad har nærmet sig sit apartheid-modstykke, er
der stadig afgørende forskelle. Disse omfatter ideologiske motiver,
økonomiske strategier og politiske sammenhænge. På alle disse
områder bevæger Israel/Palæstina sig hen imod mere adskillelse
end Sydafrika gjorde.
For at forstå årsagerne til dette er vi nødt til at undersøge de
to landes historiske forløb.3
I århundreder har forskellige kolonialistiske kræfter (det hollandske East India Company, afrikaanske og engelske bosættere,
missionærer, gods- og mineejere) samarbejdet og konkurreret om
at få kontrol over de meget forskellige grupper af oprindelige folk i
Sydafrika hvilket resulterede i væsensforskellige dominanssystemer, samarbejde og modstand i forskellige regioner. Som resultat
dukkede adskillige politiske enheder op (britiske kolonier, boerrepublikker, afrikanske kongedømmer, missionærområder), alle
karakteriseret ved forskellige former for sociale organiseringer
(slaveri, kontraktarbejde, leje af jord og arbejdskraft, forpagtning
og lønarbejde). Det var først i slutningen af det 19. århundrede at
kolonipolitikken blev systematiseret til en ensartet form for kontrol der sigtede på at indlemme den sorte befolkning økonomisk
og samtidig udelukke den politisk. Apartheid søgte simpelthen
at konsolidere hvid dominans som grundlaget for hvid velstand.
I modsætning til Sydafrika var jødiske bosættere og indfødte
arabere begyndt at konsolidere deres gruppeidentiteter – som
hang sammen med bredere etnisk-nationale kollektiver – før oprettelsen af staten Israel i 1948. Den israelsk/palæstinensiske
konflikt som har bredt sig lige siden har simpelthen gjort splittelsen mellem befolkningsgrupperne dybere. Men Israels fødsel
hang uløseligt sammen med Nakba’en – den ’etniske udrensning’
3
Yderligere diskussioner om disse emner kan findes i Greenstein: Genealogies
of Conflict
211
Ran Greenstein
af flertallet af den oprindelige befolkning som levede i de områder
den nye stat havde fået tildelt.
Resultatet er at det zionistiske projekt har betragtet den oprindelige befolkning som en forhindring der måtte fjernes fra
deres jord for at skaffe plads til jødisk immigration til landet.
Hvide bosættere i Sydafrika, derimod, fokuserede på at kontrollere resurser og befolkninger (jord og arbejdskraft) for at forøge
deres velstand. Politisk dominans var et redskab til at nå økonomiske mål i Sydafrika, mens den er blevet et mål i sig selv i
Israel/Palæstina.
Nakba’en skabte to modsatrettede effekter: på den ene side
har fjernelsen af de fleste palæstinensere fra deres jord, parret
med degraderingen af de palæstinensere som forblev i Israel til en
status af minoritet og andenrangsborgere (som ikke desto mindre
bevarer deres stemmeret) gjort det muligt for Israel at opretholde
den illusion at der er tale om et demokrati (om end det forudsætter jødisk demografisk dominans). På den anden side sikrede
Nakba’en også at Israel i al fremtid måtte betragte de fordrevne
palæstinensere fra 1948 som en udefra kommende trussel.
Ingen af disse scenarier viser sig i tilfældet Sydafrika. Besættelsen i 1967 føjede dog et nyt element til billedet og fik det til
at ligne historisk apartheid mere: et stort antal palæstinensere
blev inkorporeret i det israelske arbejdsmarked, men forblev uden
stemmeret. Staten var ikke villig til at lade dem blive omfattet af
de politiske og civile rettigheder som palæstinensiske statsborgere i Israel havde, men var samtidig også ude af stand til at påføre
dem en ny omgang etnisk udrensning som i 1948. De forbliver i
et limbo, ofre for et enormt juridisk og militært apparat, som er
designet til at sikre deres underkastelse, uden annektering og
uden etnisk ’udrensning.’
212
ISRAEL/PALÆSTINA OG APARTHEID ANALOGIEN
16
”En særlig form for apartheid”
Er dette apartheid i sædvanlig forstand? På afgørende områder er
det, men en særlig form for apartheid. Tilbage i de tidlige 1960’ere
opfandt det sydafrikanske kommunistparti udtrykket ’en særlig
form for kolonialisme’ for at referere til et system der kombinerede den koloniale arv bestående af racediskrimination, politisk
eksklusion og socioøkonomisk ulighed med politisk uafhængighed
fra det britiske imperium. De brugte dette nye begreb til at udarbejde en strategi for politisk forandring der snarere betragtede
lokale hvide bosættere som potentielle allierede end som indtrængende fjender der skulle smides ud fra området.
Det israelske adskillelsesregime er mere kompliceret end som
så. Graden af retslig politisk skelnen (mellem statsborgere, besatte indbyggere og flygtninge, og i de regler som retter sig mod
dem) er højere idet den indeholder en vifte af formelle og uformelle militære regulativer i de besatte områder, samt en politik
som delegerer magt og resurser til ikke-statslige institutioner
(the Jewish Agency og the Jewish National Fund), som optræder
på vegne af staten for at sikre dominans, men på en mere uigennemskuelig måde. Det relevante retsapparat rækker også ud over
Israels grænser (til jøder, der alle betragtes som potentielle statsborgere og til palæstinensere, der alle betragtes som uønskede
personer). Således kan vi anse regimet i Israel/Palæstina for at
være ’en særlig form for apartheid’: et system der kombinerer demokratiske normer med militært styre og eksklusion/inklusion af
ekstraterritoriale befolkninger. Der er fem grunde til dette.
For det første er grundlaget for opdelingerne en etnisk-national skelnen mellem jødiske ’insidere’ og palæstinensisk-arabiske
’outsidere’. Denne skelnen har en religiøs dimension – den eneste
måde man kan slutte sig til den jødiske gruppe������������������
p��������������
er ved at konvertere – men den er ikke berørt af graden af religiøsitet.
213
Ran Greenstein
For det andet bruger Israel denne skelnen til at udvide statsborgerskab ud over sit område (potentielt til alle jøder) og til at
begrænse statsborgerskab inden for det (palæstinensiske indbyggere i de besatte områder kan ikke blive statsborgere). Således er
det åbent for alle den ene gruppes ikke-indbyggere og lukket for
alle den anden gruppes ikke-indbyggere, uanset deres personlige
historie og aktuelle forbindelse til området.
For det tredje er Israels fysiske grænser udviskede, permanent
midlertidige og aldrig fastlagt ved lovgivning. De er også asymmetriske: gennemtrængelige i den ene retning (ved militære styrkers
og bosætteres udvidelse ind i naboområderne) og uigennemtrængelige i den anden retning (ved stramme restriktioner eller totale
forbud mod adgang for palæstinensere).
For det fjerde kombinerer Israel inden for de områder det kontrollerer, forskellige former for styre: civil myndighed og formelt
demokrati inden for den grønne linie og militær myndighed uden
for den. I krisetider har den militære styreform tendens til at
brede sig ud over den grønne linje for at gælde de palæstinensiske
indbyggere. Det civile styre udvides hele tiden ud over den grønne
linje af hensyn til de jødiske indbyggere. Som resultat nedbrydes
skellene mellem de to sider af den grønne linje konstant, og norm
og praksis udviklet under besættelsen fører tilbage til Israel; den
’jødiske demokratiske stat” er ’demokratisk’ for jøderne og ’jødisk’
for araberne, som det siges.
Endelig er Israel faktisk en ’jødisk demografisk stat’. Frygten
for at jøderne skal blive en minoritet gennemsyrer al statslig
politik og alle strukturer, mens alle foreslåede løsninger på den
israelsk/palæstinensiske konflikt derfor er indrettet på at opnå et
permanent jødisk flertal, som udøver politisk dominans i staten
Israel (uanset hvor grænserne går).
214
ISRAEL/PALÆSTINA OG APARTHEID ANALOGIEN
16
Ikke desto mindre er Israels ’særlige form for apartheid’ forskellig fra sydafrikansk apartheid overvejende på tre måder. For
det første var grundlaget for sydafrikansk apartheid en racemæssig skelnen mellem hvide og sorte (som yderligere blev inddelt i
undergrupper) snarere end en etnisk-national skelnen. Indadtil
blev racemæssige grupper opdelt efter sprog, religion og etnicitet og udadtil kædet sammen på forskellige måder på tværs af
farver hvilket derefter gav plads til større forskellighed i praksis
og betød forskellige placeringer i splittelse og samarbejde, på
trods af at staten var organiseret omkring en enkelt akse, nemlig
racer. Således blev der åbnet for bedre muligheder for sociale
forandringer.
Dette er ikke tilfældet i Israel/Palæstina Den voksende zionistiske bevægelse og den arabiske nationalisme i det tyvende
århundrede opslugte andre tværgående tilhørsforhold som eksisterede tidligere mellem anti-zionistiske ortodokse jøder, arabisktalende jøder osv. Statsorganiseringen i Israel/Palæstina afspejler
således den sociale virkelighed langt mere nøjagtigt. Men der er
en undtagelse: palæstinensiske statsborgere har en status der
befinder sig et sted midt imellem jødiske statsborgeres og palæstinensiske ikke-statsborgeres. De er det eneste segment af befolkningen som er tosproget, bekendt med den politiske og kulturelle
virkelighed på tværs af etniske opdelinger og har en større frihed
til at organisere sig end andre grupper. Som minoritetsgruppe
(15 til 20 pct. af den israelske befolkning og af palæstinensiske
arabere) kan de ikke skabe forandring selv, men må agere som
afgørende katalysatorer for den.
For det andet var det et centralt mål for staten i Sydafrika at
sikre at de sorte blev ved med at arbejde uden at stille sociale og
politiske krav. Strategien var at sætte de sorte ’udenfor’: at nægte
dem deres rettigheder hvor deres fysiske tilstedeværelse var nød215
Ran Greenstein
vendig (i hvide hjem, fabrikker, farme og serviceindustrier) og at
få dem til at udøve deres rettigheder andre steder. De som ikke
havde en økonomisk funktion – børn, kvinder (særligt mødre)
og ældre – blev forhindret i at bevæge sig ind i byområderne eller blev flyttet til ’reservater’ (bantustans eller homelands). Arbejdsdygtige sorte som arbejdede i byerne forventedes at pendle
imellem de steder hvor de havde arbejde (men ingen politiske
rettigheder) og de steder hvor de havde politiske rettigheder (men
intet arbejde).
Dette system af migrantarbejde afslørede en modsætning mellem politiske og økonomiske nødvendigheder. Apartheid ødelagde
familier og den sociale orden, hæmmede forsøgene på at skabe
en uddannet arbejdskraft, reducerede produktiviteten og øgede
kriminaliteten og de sociale protester. For at kunne kontrollere de
folkelige bevægelser skabte staten et omfangsrigt og dyrt undertrykkelsesapparat som konstant var en byrde i forhold til statens
resurser og ydeevne. Arbejdsgivere inden for husarbejde og industri stod over for voksende problemer med at imødekomme deres
arbejdskrafts behov. Hvad der til at begynde med betragtedes som
en økonomisk fordel blev efterhånden en økonomisk belastning
og måtte fjernes.
Derimod har det været en økonomisk nødvendighed for det
israelske system at skabe arbejdspladser til jødiske immigranter.
Palæstinensisk arbejdskraft har været brugt af bestemte grupper
på bestemte tidspunkter, men har aldrig været central for jødisk
velstand i Israel. Med den første Intifada i de sene 1980’ere og
på grund af globaliseringen kunne den erstattes af udenlandske
arbejdere. En massiv bølge af jødisk immigration fra Rusland i
1990’erne understøttede denne proces. Udelukkelsen af palæstinenserne – ved at nægte dem deres rettigheder, gennem etnisk
216
ISRAEL/PALÆSTINA OG APARTHEID ANALOGIEN
16
udrensning og ’fyringer’ – har kun medført få økonomiske problemer for israelske jøder.
Endelig var apartheid blot ét i en række af regimer hvor bosættere dominerede oprindelige folk i Sydafrika ved hjælp af
militær styrke, teknologisk overlegenhed og ’del og hersk’ strategier. Talmæssig dominans var aldrig en egentlig bekymring så
længe sikkerheden for personer, ejendom og investeringer kunne
garanteres. Da undertrykkelsen i voksende grad viste sig at
give bagslag, blev en aftale om at overgive den politiske magt til
gengæld for fortsat velstand acceptabel for de fleste hvide. Kan
en lignende aft�������������������������������������������������
ale tilbydes de israelske jøder for hvem demografien er nøglen til politisk overlevelse på deres egne betingelser?
Næppe.
Muligheder og løsninger
Hvad indebærer alt dette? Med de to etnisk-nationale grupper i
landet adskilt af sprog, politisk identitet, religion og etnisk oprindelse (selv om alle palæstinensiske statsborgere er tosprogede,
udgør de kun ca. 10 procent af den samlede befolkning), kan den
sydafrikanske ’regnbuenation’ næppe kopieres i Israel/Palæstina.
Multietniciteten og fraværet af en sammenhængende entydig adskillelse gjorde det muligt at indføre engelsk som fællessprog inden for politik, forretningsliv og uddannelse samt kristendom som
religiøs paraply, hvorimod den skarpere adskillelse i Storisrael/
Palæstina synes at gøre en to-stats løsning mere naturlig. Men
det er en smule mere kompliceret.
’Selve Israel’ ligner isoleret set Sydafrika. Her bruger erfarne
ashkenazi og misrahi jøder, russiske og etiopiske immigranter og
palæstinensiske statsborgere hebraisk i deres daglige samkvem
og deler sociale vaner og kulturel smag. I Haifa, Jaffa og Acre er
nogle kvarterer blandede hvor jøder og arabere lever sammen og
217
Ran Greenstein
deler livsstil. De har mere tilfælles end hvide forstadsbeboere har
med sorte sydafrikanere fra landet, under apartheid og også i dag.
’Teltprotesterne’ i sommeren 2011 viste at der kan skabes
meningsfulde politiske forbindelser mellem jødiske og palæstinensiske borgere selvom det ikke er nemt. Måske kan det skabe
grundlaget for bi-nationalisme inden for én stat. I Storisrael lever
de to grupper i en kombination af blandede og homogene områder.
Israels demografiske manøvrering har skabt et patchwork-tæppe
af mono-etniske og bi-etniske regioner som snarere er adskilt
på grund af politiske hensigter end af geografisk logik. Men for
at nå en overordnet løsning i en stat af den karakter bør fælles
statsborgerskab for alle indbyggere indføres, 1967-besættelsen
må afsluttes og 1948-flygtningenes ret bør anerkendes.
Men vi kan dog ikke se isoleret på selve Israel, og at skabe
bånd af fælles identitet og statsborgerskab imellem jøder og palæstinensere, flygtninge såvel som dem der lever under besættelse vil blive meget vanskeligt. En grundlæggende forandring
af begrænsningerne i statsborgerskab ville kræve en radikal omstrukturering af den politiske scene hvad ingen i øjeblikket taler
seriøst for. Det kan heller ikke erstatte kampen imod besættelsen.
Besættelsen vedbliver at være den største forhindring for israelsk/palæstinensiske forbindelser. De to seneste årtiers resultatløse forhandlinger har kun intensiveret besættelsens daglige
tilstedeværelse i palæstinensernes liv, både i Gaza og på Vestbredden. Dette har ført til lokal modstand imod restriktionerne
i forhold til bevægelsesfrihed, adgang til jorden, økonomisk aktivitet, vandforbrug, studier og byggeri – hvilket nødvendigvis vil
fortsætte og intensiveres, uanset hvordan det går med forhandlingerne mellem Israel og den palæstinensiske selvstyremyndighed, eller om FN anerkender Palæstina som selvstændig stat.
Forandringsprocessen i Sydafrika viser os at det at underordne
218
ISRAEL/PALÆSTINA OG APARTHEID ANALOGIEN
16
de lokale kampe diplomatiets krav var med til at bringe ANC til
magten, men fejlede med hensyn til at rette sig imod de mange
anliggender som i første omgang startede kampen.
Flygtningenes rettigheder i Storpalæstina vil blive den største
udfordring af begrænsningerne i forhold til israelsk statsborgerskab og israelsk kontrol. Der kunne umiddelbart tages to skridt
for at starte løsningsprocessen. For det første kunne de nuværende ’fraværende’ (palæstinensere som blev fjernet fra deres oprindelige hjem i 1948, men har fået statsborgerskab) gives adgang til
deres ejendom og konfiskerede jord. Det ville ikke få indflydelse på
Israels nuværende demografi eller medføre ændringer i status for
statsborgerskab. For det andet kunne de oprindelige 1948-flygtninge blive inviteret tilbage. Færre end 100.000 lever endnu, så
det ville kun betyde en øgning af den israelske befolkning med 1
til 2 pct. Der ville være modstand mod begge disse skridt fra de
israelske jøder som frygter enhver anerkendelse – selv en symbolsk og begrænset af retten til at vende tilbage. Forandring vil
således kun være mulig gennem vedvarende oplysende, politiske
og retsmæssige kampagner.
Vi må fokusere på den afgørende forskel imellem apartheid
i Israel og i Sydafrika: palæstinenserne har ikke en strategisk
placering inden for den israelske økonomi og mangler derfor et
vigtigt kampmiddel som de sorte sydafrikanere kunne benytte
sig af. De fleste palæstinensere opererer uden for det israelske
systems grænser og mangler en strategi for at forandre indefra.
Mens palæstinensiske statsborgere kan organisere modstanden
imod systemet indefra og spille en nøglerolle i forhold til at ændre
det, vil de for at nå deres mål have brug for en mobilisering af
systemkritiske jøder i Israel, en vedholdende kamp imod besættelsen og solidaritet fra regionale og internationale kræfter.
219
Ran Greenstein
På den positive side bliver status quo i stadig højere grad
ustabil. Det zionistiske projekts fremstød for geografisk ekspansion undergraver Israels demografiske nødvendighed i forhold til
at sikre jødisk majoritet. Skiftende internationale strømninger
nedbryder støtten til regimet. I to årtier drog Israel fordel af
Sovjetblokkens sammenbrud, af dens alliancer med ’progressive’
tredjeverdens regeringer og i nyere tid ved at stille sig i spidsen
for den ’globale krig imod terror’. Disse faktorer har medvirket til
at konsolidere dets greb om de besatte områder. Men det arabiske
forår i 2011 sammen med ændringerne i Tyrkiets og Egyptens
strategier, medfører en begyndende isolation af Israel og svækker
dets sponsor, USA’s greb om regionen. Den voksende internationale solidaritetsbevægelse og den voksende interne utilfredshed
med de evigt øgede omkostninger ved at opretholde besættelsen
’æder’ støtten til Israels apartheidpolitik op. Alene ved at kombinere indre og ydre pres vil kampen imod Israels ’specielle form
for apartheid’ få succes.
220
17
RETFÆRDIGHED
FOR PALÆSTINA:
OPFORDRING TIL HANDLING
FRA IKKE-HVIDE FEMINISTER
OG FEMINISTER TILHØRENDE
OPRINDELIGE FOLK
Angela Davis
Mellem 14. og 23. juni 2011 besøgte en delegation af universitetsfolk, aktivister og kunstnere det besatte Palæstina. Som feminister tilhørende oprindelige og farvede folk, involveret i arbejde for
social retfærdighed af al mulig forskellig art, ville vi styrke vores
tilknytning til den voksende internationale bevægelse for et frit
Palæstina. Vi ville med egne øjne se de forhold det palæstinensiske folk lever under og kæmper imod, og som vi nu med overbevisning kan kalde det israelske projekt for apartheid og etnisk
udrensning. Hver og én af os – inklusive dem i vores delegation
der voksede op i Jim Crow’s sydstater i USA, under apartheidSydafrika og i USA’s indianerreservater – var chokeret over hvad
vi så. I denne erklæring vil vi beskrive nogle af vores oplevelser
og udsende en indtrængende, presserende opfordring til alle der
ligesom vi er engageret i raceretfærdighed, ligestilling og frihed.
221
Angela Davis
Under vores korte ophold i Palæstina mødtes vi med akademikere, studerende, unge, ledere af borgerforeninger, lokalpolitikere, fagforeningsfolk, politiske ledere, kunstnere og civilsamfundsaktivister, ligesom folk fra flygtningelejre og landsbyer som
for nylig var blevet overfaldet af israelske soldater og bosættere.
Alle vi mødte – i Nablus, Awarta, Balata, Jerusalem, Hebron,
Dheisheh, Betlehem, Birzeit, Ramallah, Um el-Fahem og Haifa
– bad os fortælle sandheden om deres liv under besættelse og
om deres urokkelige forpligtelse over for et frit Palæstina. Vi var
dybt bevægede over folks insisteren på båndene mellem bevægelsen for et frit Palæstina og kampen for retfærdighed i verden
som helhed; som Martin Luther King jr. holdt fast på hele sit liv:
”Retfærdighed kan ikke deles. Uretfærdighed er en trussel mod
retfærdigheden et hvilket som helst andet sted.”
Vi rejste med bus rundt i hele landet, og vi så mængder af
israelske bosættelser på bakkerne som vidnede om systematiske
konfiskeringer af palæstinensisk jord i åbenlys overtrædelse af
folkeretten og FN’s resolutioner. Vi mødte flygtninge rundt om i
landet hvis familier var blevet fordrevet fra deres hjem af zioniststyrker; deres jorder var blevet konfiskeret, deres landsbyer og
olivenlunde raseret. Som konsekvens af denne kontinuerlige fordrivelse har Palæstina verdens største flygtningebefolkning (over
5 mio.), hvoraf de fleste bor i en afstand til deres oprindelige hjem,
landsbyer og jorder på mindre end 100 km. Trods FN-resolution
194 gennemfører Israel en politik der aktivt går imod de palæstinensiske flygtninges ret til at vende tilbage til deres tidligere
hjem og jord med begrundelsen at de ikke har nogen ret under den
israelske lov om tilbagevenden da den kun er for jøder.
I Sheikh Jarrah, et kvarter i det besatte Østjerusalem, mødte
vi en 88-årig kvinde som med magt var blevet smidt ud af sit
hjem midt om natten; hun stod og kiggede på da det israelske
222
OPFORDRING TIL HANDLING FRA IKKE-HVIDE FEMINISTER
17
militær, bare to timer senere, lod jødiske bosættere flytte ind. Nu
bor hun i nogle små rum bag i det hus der tidligere var hendes
store familiebolig, og hævder trodsigt at hverken de israelske
domstole eller militæret nogen sinde vil kunne tvinge hende ud
af sit hjem. I Hebron blev vi fuldstændig paffe over de israelske
soldater som åbenlyst opretholdt sande apartheidvilkår for byens
næsten 200.000 palæstinensiske indbyggere, mod dens 700 jødiske bosættere. Vi passerede adskillige israelske checkpoints der
skulle kontrollere palæstinensernes bevægelser på Vestbreddens
veje og langs med den grønne linie. Gennem hele vores besøg i
landet stødte vi på palæstinensere som var blevet nægtet adgang
til den hellige by på grund af Israels annektering af Jerusalem
og planerne om at forflytte dens indfødte befolkning. Vi talte med
en mand der bor ti minutters vej fra Jerusalem, men for hvem det
ikke har været muligt at komme ind i byen i nu 27 år. Tydeligt
nok fortsætter den israelske regering sin demografiske krig for
jødisk dominans over den oprindelige palæstinensiske befolkning.
Vi slap aldrig for det chokerende syn af den allestedsnærværende Apartheidmur. Den står der i foragt for folkeretten og
menneskerets-principperne. Den er blevet bygget op af 7-8 meter
betonstykker, cyklonagtig elektrificeret indhegning og toppet med
pigtrådssnoninger. Den lukker næsten hele Vestbredden inde og
breder sig et godt stykke øst for den grønne linie der markerer
Israels grænser fra før 1967. Den snor sig gennem gamle olivenplantager og spolerer landskabets skønhed, den splitter nabofællesskaber og familier, og den adskiller bønder fra deres jord så
de bliver frataget deres livsgrundlag. I Abu Dis skærer Muren
lige igennem fodboldbanen på Al Quds-universitetets område. I
Qalqiliya så vi massive porte der var blevet bygget for at kontrollere palæstinensernes adgang til deres jord og deres hjem; der var
endda en korridor med porte gennem hvilke palæstinensere, med
223
Angela Davis
de stadig sjældnere udstedte tilladelser, kan gå på arbejde i Israel
og således støtte det selv samme land som har fordrevet dem.
Palæstinensiske børn bliver hver dag to gange tvunget gennem
lignende korridorer hvor de kan stå i kø i timevis for at komme i
skole. Som en palæstinensisk kollega sagde: ”Det besatte Palæstina er det største fængsel i verden”.
Et omfattende fængselssystem beskytter besættelsen og undertrykker modstanden. Overalt hvor vi var mødte vi mennesker
der enten selv havde været fængslet eller havde familie der havde været det. Af de 20.000 palæstinensere der sidder i israelske
fængsler er mindst 8000 politiske fanger, og mere end 300 er børn.
I Jerusalem havde vi et møde med den Palæstinensiske lovgivende Forsamling, som må have beskyttelse af det internationale
Røde Kors for ikke at havne i fængsel. I UM el-Fahem talte vi med
en islam-leder, lige efter hans løsladelse, og vi fik en slående beskrivelse af hans oplevelser på Mavi Marmara og Gaza-flotillaen
2010. Kriminaliseringen af de politiske aktiviteter som mange
af de palæstinensere vi mødte er engageret i var et konstant og
oprivende emne.
Vi begyndte også at forstå at den åbenlyse undertrykkelse
blev understøttet af vildledende beskrivelser af staten Israel som
værende den mest socialt udviklede og demokratiske i regionen.
Som feminister græmmes vi over Israels praksis med at bruge
pinkwashing – statens demonstrative brug af progressiv kønspolitik og seksuel ligestilling til at kamuflere dets besættelse. I
Palæstina fandt vi klarsyn og analyser der nærmede sig en mere
substantiel helhedsopfattelse af retfærdighed. I Nablus mødte vi
forkvinden og de ledende inden for den Arabiske Feministforening
og adskillige andre kvindegrupper som talte om de palæstinensiske kvinders rolle og kamp på diverse fronter. Vi besøgte In’ash
al-Usra, et af de ældste kvindesagscentre i Palæstina, og hørte om
224
OPFORDRING TIL HANDLING FRA IKKE-HVIDE FEMINISTER
17
forskellige kulturelle projekter der øgede kvinders muligheder for
egen indkomst. Vi talte også med Palæstinensiske Queers for BDS,
unge organisatorer hvis kamp for kønslig og seksuel retfærdighed
indgår i den samlede struktur for selvbestemmelse og befrielse.
Feministkolleger ved Birzeit-universitetet, An-Najah-universitetet og Mada al-Carmel fortalte os om den organiske forbindelse
mellem antikolonial modstandskamp og kønslig og seksuel ligestilling, og om den udviklende rolle de palæstinensiske højere
læreanstalter spiller i disse kampe.
Vi blev konstant inspireret af den dybe og fast forankrede
modstandsbevidsthed der besjæler de historier folk fortalte os:
på murmalerier i husene inden for Muren som Ibdaa Center i
flygtningelejren Dheisheh, i de forskellige paroler der var malet
på Apartheidmuren i Qalqilya, Betlehem og Abu Dis, i de mindre
børns læring og i viljen til at producere frigørelsesbevidsthed. I
mødet med den nationale Boykotkomité – en paraplyorganisation
for over 200 palæstinensiske foreninger, deriblandt the Generel
Union of Palestinian Women (GUPW), the Generel Union af Palestinian Workers (PWU), the Palestinian Academic and Culturel
Boycott of Israel (PACBI) og the Palestinian Network of NGOs
(PNGO) – følte vi os dybt ydmyge over deres appel til os: ”Vi beder
jer ikke om heroiske handlinger eller dannelse af frihedsbrigader.
Det eneste vi beder jer om er at afstå fra at medvirke til at staten
Israels kan fortsætte sine kriminelle handlinger.”
Derfor går vi enstemmigt ind for BDS-kampagnen. Hensigten
med denne kampagne er at lægge pres på de statsligt støttede
israelske institutioner, for at få dem til at følge folkeretten, grundlæggende menneskerettigheder og demokratiske principper som
grundlag for retfærdighed og ligestilling. Vi modsætter os argumentet om at kritik af staten Israel er lig med antisemitisme. Vi
står sammen med palæstinenserne, et voksende antal jøder og de
225
Angela Davis
mange menneskerettighedsaktivister over hele verden der fordømmer den åbenlyse uretfærdighed den israelske besættelse er.
Vores opfordring går til alle vores akademiske aktivistkolleger
i USA, og overalt, om at gå med i BDS-kampagnen og om at arbejde for at stoppe USA’s økonomiske støtte på 8.2 mio. dollar hver
eneste dag til staten Israel og dens besættelse af Palæstina. Vi
appellerer til alle samvittighedsfulde mennesker om at samle sig
i seriøs dialog om Palæstina og om at erkende den forbindelse der
eksisterer mellem den palæstinensiske sag og alle andre kampe
for retfærdighed. Uretfærdighed hvor som helst er en trussel mod
retfærdighed overalt.
Angela Y. Davis, University of California, Santa Cruz
RababAbdulhadi, San Francisco State University
AyokaChenzira, kunstner og filmskaber, Atlanta, GA
Gina Gent, University of California, Santa Cruz
Melissa Garcia, PhD kandidat, Yale University
Anna Romina Guevarra, forfatter og sociologo, IL
Beverly Guy-Sheftall, forfatter, Atlanta, GA
Premilla Nadasen, forfatter, New York, NY
Barbara Ransby, forfatter og historiker, Chicago, IL
Chandra TalpadeMohanty, Syracuse University
Waziyatawin, University ogCictoria
226
Del 4
Derfor sanktioner
mod Israel
227
228
18
HVORFOR
BOYKOTTE ISRAEL?
Interview med Lisa Taraki af Mark LeVine
Mark LeVine (ML): Hvad er ’Boykot, De-investering og Sanktioner’- bevægelsen, og hvilken forbindelse har den med den
akademiske og kulturelle boykotbevægelse? Hvordan har de to
bevægelsers mål og metoder udviklet sig gennem de seneste år?
Lisa Taraki (LT): BDS-bevægelsen kan sammenfattes som kampen mod Israels kolonisering, besættelse og apartheid. BDS er
en strategi som bygger på rettigheder, og som fortsætter indtil
Israel opfylder sin forpligtelse til at anerkende det palæstinensiske folks umistelige ret til selvbestemmelse og retter sig efter
folkerettens krav.
Inden for denne ramme har akademisk og kulturel boykot
af Israel i høj grad vundet fodfæste i de syv år der er gået siden
lanceringen af The Palestinian Campaign for the Academic and
Cultural Boycott of Israel (PACBI) i 2004. Målene for akademisk
og kulturel boykot, ligesom for det palæstinensiske civilsamfunds
opfordring til boykot, de-investering og sanktioner udsendt i 2005,
229
Interview med Lisa Taraki af Mark LeVine
er forblevet de samme: at gøre en ende på koloniseringen af den
palæstinensiske jord der blev besat i 1967, at sikre fuld ligeret til
palæstinensiske indbyggere i Israel og stoppe den systematiske
racediskrimination og at anerkende de palæstinensiske flygtninges ret til at vende tilbage til deres hjem og ejendom, som det er
fastslået i FN’s resolution 194.
BDS-bevægelsens logik er også forblevet den samme. BDS’
logik er pressionens logik – ikke diplomatiets, overtalelsens eller dialogens. Diplomati som strategi til at opnå rettigheder for
palæstinenserne har vist sig resultatløs på grund af den beskyttelse og immunitet Israel nyder fra verdens stormagter og deres
ligesindede.
For det andet har også overtalelse spillet fallit idet ingen ’oplysning’ til israelerne om rædslerne som følge af besættelsen og de
andre former for undertrykkelse synes at have vendt stemningen.
Dialog mellem palæstinenserne og israelerne der stadig er meget
populær blandt liberale israelere og vestlige fonde og regeringer
som finansierer disse aktiviteter, er ligeledes slået helt fejl. Dialog forstås ofte som ’to sider af sagen’ på den måde at begge sider
må forstå den andens smerte, kvaler og lidelser og acceptere den
andens udlægning.
Dialogen præsenterer de ’to sider’ som lige skyldige og undgår
bevidst at anerkende det grundlæggende forhold mellem kolonisatoren og den koloniserede. Dialog fremmer ikke forandringer,
men forstærker nærmere status quo, og faktisk er den mest til fordel for den israelske side af dialogen eftersom den får israelerne
til at føle at de gør noget mens de faktisk intet gør. BDS’ logik er
pressionens logik. Og den pression er blevet styrket.
Den palæstinensisk ledede akademiske og kulturelle boykot er
en institutionel boykot, dvs. den sigter ikke på at ramme enkelte
akademikere eller kunstnere. Den pointe er også forblevet den
230
HVORFOR BOYKOTTE ISRAEL?
18
samme siden BDS-bevægelsens oprettelse. Det er dog vigtigt at
slå fast her at alle israelske universiteter og så godt som hele det
samlede spektrum af israelske kulturinstitutioner er medskyldige i statens politik og derfor også er legitime mål for boykotten.
Nye retningslinjer og kriterier for boykot er dog blevet udviklet
siden bevægelsens start efterhånden som man fik flere erfaringer
med arbejdet og som reaktion på ønsket om vejledning fra bevidste akademikere og kulturarbejdere som ønskede at respektere
den palæstinensiske opfordring til boykot. Især PACBI bruger en
hel del kræfter på at vejlede og rådgive internationale solidaritetsaktivister. Der er opnået sammenhæng ved at rette sig efter
de vejledninger PACBI har udarbejdet i samarbejde med andre
dele af den palæstinensiske BDS-bevægelse.
Verdensberømte
intellektuelle,
akademikere,
forfattere,
kunst­nere og andre slags kulturarbejdere har nu tilsluttet sig
opfordringen til akademisk og kulturel boykot. Der er for mange
navne til at de kan nævnes her, men interesserede læsere kan gå
ind på PACBI’s hjemmeside. Desuden er der blevet startet mange
kampagner for akademisk og kulturel boykot rundt om i verden:
England, USA, Frankrig, Pakistan, Libanon, Tyskland, Norge,
Indien, Spanien, Sydafrika og Australien og mange andre lande.
Den nyligt startede European Platform for the Academic and Cultural Boycott of Israel (EPACBI) er et vigtig koordinerende organ
i Europa.
Det dødbringende israelske angreb på Gazastriben i vinteren
2008-09 og mordene på de tyrkiske solidaritetsaktivister ombord
på skibet Mavi Marmara i maj 2010 blev yderligere katalysatorer
for den enorme udbredelse af BDS-aktioner rundt om i verden
som indebærer aflysning af kunstnerisk optræden i Israel, protester imod involverede israelske institutioners optræden i udlandet (som f.eks. de tidligere og nuværende protester i forbindelse
231
Interview med Lisa Taraki af Mark LeVine
med the Israeli Philharmonic Orchestra’s koncerter) og mange
andre kreative former for protest og boykot af israelske – og
’Brand Israel’- projekter og - institutioner.
ML: Israel har for nylig vedtaget en såkaldt ’anti-boykot’-lov som
åbner mulighed for at give betydelige bøder til israelere der støtter en hvilken som helst form for boykot- selv hvis det er begrænset til bosætterprodukter, og retsforfølge dem for at stoppe deres
aktiviteter. Kan du kommentere på hele denne debat, specielt de
kritiske kommentarer i den israelske presse som hævder at loven
repræsenterer et skridt væk fra demokrati, hen imod fascisme
og lignende reaktioner der synes at vise at disse love er uden
fortilfælde?
LT: Det er opmuntrende for den palæstinensiske BDS-bevægelse
at dele af den israelske venstrefløj har taget BDS’ logik til sig,
især boykot, og den føler at den er blevet bekræftet i sit argument
om at pression – og ikke overtalelse – er den bedste metode til at
få israelerne til at indse at systemet med besættelse, apartheid
og kolonialisme må ophøre. Når det er sagt, må jeg nævne at der
er mindst to bekymrende aspekter i bølgen af aktivitet i forhold
til den nye anti-boykot lov som blev vedtaget i Knesset for nylig.
For det første retter boykotten, som støttes af venstreorienterede og liberale israelere, sig kun imod institutioner (såsom The
University Center of Samaria og kulturcentret i Ariel) og produkter fra de israelske bosættelser på Vestbredden. Således fortier
denne form for boykot alle de israelske mainstream institutioners
– og i høj grad også mange industriers, såsom våbenindustriens –
medskyld i at bevare og legitimere undertrykkelsens strukturer.
For det andet bliver boykotten ofte fremført som et forsøg på at
’redde det israelske demokrati’. På den måde bliver debatten og
232
HVORFOR BOYKOTTE ISRAEL?
18
projektet koncentreret omkring Israel, og dens udgangspunkter
hverken palæstinensiske rettigheder fastslået af folkeretten eller anerkendelse af at de følger palæstinensernes opfordring. En
iøjnefaldende undtagelse er den israelske gruppe Boycott from
Within som udtrykkeligt støtter den palæstinensiske opfordring
og betragter den som det grundlæggende udgangspunkt for sine
aktiviteter– som f.eks. at opfordre kunstnere og musikere indtrængende til ikke at optræde i Israel, at støtte en militær embargo mod Israel, at gøre sig til fortaler for forskellige de-investeringskampagner og mange andre aktiviteter der retter sig mod
alle involverede israelske institutioner. Andre israelske grupper
som f.eks. The Coalition of Women for Peace (CWP) og andre har
også støttet den palæstinensiske opfordring til boykot offentligt.
ML: Hvad er dit indtryk af det der skete med den sidste Gaza
Flotilla? Nogle kommentatorer har argumenteret for at den israelske regerings ’succesrige’ brug af tilsyneladende ’ikke-voldelige’
strategier ved at presse andre regeringer til at stoppe Flotillaen
før den kom bare i nærheden af Gaza, repræsenterer et nederlag
for den ikke-voldelige modstand idet det viser at israelerne har
lært lektien og nu er i stand til at slå aktivisterne på deres egen
hjemmebane.
LT: Jeg er slet ikke enig i den vurdering. Jeg mener at flotillernes
hovedformål som har været at sætte fokus på, yde modstand imod
og protestere over Israels ulovlige belejring af Gaza er blevet
opfyldt på trods af de israelske forsøg på at lægge hårdt pres på
andre regeringer for at få dem til at forhindre skibene i at sejle.
Den latterlige israelske reaktion på den nylige ’Welcome to Palestine’- kampagne gav kampagnen mere opmærksomhed, end den
ellers ville have fået.
233
Interview med Lisa Taraki af Mark LeVine
Du har ret når du gør Flotillaen til en del af den internationale
bevægelse som arbejder for at isolere, udstille og øve pression for
at få Israel til at respektere folkeretten og opgive sit system med
kolonisering, besættelse og apartheid. At denne bevægelse – selv i
sin spæde start – har opnået verdensomspændende anerkendelse
kan ses af forvirringen i officielle israelske og zionistiske kredse.
Adskillige konferencer og strategipapirer er allerede blevet lanceret, både i og uden for Israel, for at imødegå det der markedsføres
som truslen om ’deligitimering’. Hvis BDS-aktiviteterne i den stadigt voksende årlige ’Israel Apartheid Week’ og andre modstandsaktioner såsom bølgerne af flotiller kun var et irritationsmoment,
tvivler jeg på at der ville blive investeret så mange kræfter i dem
ud fra en rent ’akademisk’ interesse. Magtdemonstration over for
visse regeringer har nok forhindret flotillerne i at nå Gaza, men
styrken hos BDS-bevægelsen – og andre solidaritetsaktioner –
bygger på folkelige initiativer. Disse er svære at undertrykke
trods intimidering, juridiske trusler, retsforfølgelse og andre metoder til at bringe folk til tavshed.
ML: I BDS-litteraturen er der kritik af dem der, som jeg selv,
argumenterer for at alle der ønsker at tilslutte sig BDS for Palæstina også burde bruge lignende metoder over for andre lande
som er involveret i massiv og systematisk undertrykkelse og/eller
besættelse (Kina, Indien og USA for at nævne de mest oplagte
eksempler), og at behovet for at tænke systemisk ikke kun er en
moralsk forpligtelse, men lige så vel en strategi. Dit svar, da vi
sidst mødtes i Ramallah, var at den strategi er utopisk, at palæstinenserne har nok besvær med at få folk til at engagere sig bare
i BDS mod Israel, og at udvide boykotten ville være uholdbart.
Kan du forklare hvordan BDS kan blive mere effektiv uden
overvejelser om at slå sig sammen med andre bevægelser imod
234
HVORFOR BOYKOTTE ISRAEL?
18
undertrykkelse og besættelse som måtte opfordre til lignende
kampagner?
LT: BDS-bevægelsen arbejder selvfølgelig inden for en begrebsmæssig ramme. Den indeholder en analyse af magtforholdene
globalt såvel som regionalt. BDS bygger på det faktum at den
vigtigste enkeltfaktor for at Israel kan blive ved med at blæse
på folkeretten er det ’internationale samfunds’ stormagters eller
supermagters underforståede enighed om Israels ret til straffrihed. Stormagterne beskytter ikke alene Israel mod fordømmelse,
de har også ofte vendt det blinde øje til deres allieredes alvorlige
forbrydelser – men kun når det tjener deres egne interesser. Jeg
går ud fra at jeg ikke her behøver at understrege USA’s og Europas inkonsekvente udenrigspolitik. Masser af uregerlige regimer
fortsætter med at undertrykke og udbytte deres egne borgere,
uden at blive ramt af international fordømmelse som vi alle ved.
Hvad der derimod er vigtigt at nævne er at når et undertrykt
folk beslutter sig for at appellere til resten af verden om at hjælpe
til med at opnå selvbestemmelse og frihed ved hjælp af boykot og
andre pressionsmidler, som et meget stort flertal i det palæstinensiske civilsamfund har gjort, så vil reaktionen hos alle samvittighedsfulde mennesker som regel være at respektere denne appel
direkte og umiddelbart. Det var i høj grad tilfældet i Sydafrika.
Jeg tror ikke at nogen i det land under anti-apartheidkampen var
dumdristige nok til at foreslå eksistensen af en antiimperialistisk
bevægelse - som forudsætning for støtten til den boykot som de
undertrykte i Sydafrika opfordrede til, eller at boykot af USA,
England og selvfølgelig også Israel var den eneste rigtige kurs
at følge. Det ville have været opskriften på handlingslammelse.
Som jeg har nævnt nyder Israel - ulig mange andre undertrykkende stater – fuld støtte fra stormagterne. Netop derfor,
235
Interview med Lisa Taraki af Mark LeVine
og eftersom der ikke er andre måder at sætte skub i forandringen på, påhviler det de kræfter som går ind for retfærdighed at
udbrede den palæstinensiske opfordring. Hvis der var en stærk
BDS-bevægelse i Kina eller Marokko i dag som opfordrede til at
boykotte de nuværende regimer, så ville vi bestemt have samme
forpligtelse til at respektere de undertryktes opfordring.
ML: Det ser ud til at et voksende antal jøder i diasporaen– og også
israelske jøder støtter BDS i hvert fald i princippet – selvom (som
du antydede) det kan være temmelig forskelligt hvad de forestiller sig at BDS er, og hvad det faktisk betyder. Hvad betyder den
voksende støtte for BDS’ succes? Tror du det trænger bedre igennem i det israelske samfund? Og har du set nogen ændringer i den
måde den israelske regering har behandlet ikke-voldelig protest
på inden for det sidste års tid, bevægelsens voksende succes taget
i betragtning?
LT: Mine kommentarer til den israelske boykot af bosættelserne
på Vestbredden er også relevante i denne sammenhæng. Jeg tror
at de fleste israelere er meget langt fra at kunne overbevises om
at BDS er en effektiv strategi for en radikal ændring af status quo,
og det er fordi det israelske samfund ikke har noget incitament til
at ændre på status quo. Kun pression i form af forskellige BDSaktiviteter kan ændre den israelske stat. Det er når alt kommer
til alt BDS’ logik. Hvad angår den israelske regerings og militærs
behandling af protester, ses det tydeligt at de hele tiden genovervejer deres taktik i praksis over for de stadigt voksende protester
både fra palæstinenserne og internationale og israelske tilhængere. Brugen af magt har været konstant i adskillige årtier nu og
er ikke noget nyt. Under den første Intifada, som var en form for
civil modstand og ulydighed, var det israelske militærs reaktion
236
HVORFOR BOYKOTTE ISRAEL?
18
dræbende og voldelig præcis som den er det i dag. Magtens sprog
vil ikke blive afskaffet. Det er når alt kommer til alt logikken hos
en kolonimagt.
ML: Kan du uddybe en smule hvad initiativtagerne til BDS mener når de taler om institutioner eller kunstnere og akademikere
der arbejder for ’Brand Israel’. Hvad er ’Brand Israel’, og hvis
interesser tjener det?
LT: ’Brand Israel’ er en verdensomspændende kampagne som
blev lanceret i 2005 af nogle af den israelske regerings agenturer
og større pro-israelske internationale grupper først og fremmest
i USA. Det er en diffus og forskelligartet indsats, men hovedidéen
bag er at fremstille og promovere Israel som et almindeligt land
for turisme, ungdomskultur, oplevelse af finere kunst, sport og
alle andre ’normale’ og ’civiliserede’ beskæftigelser. Public relation firmaer har spillet en vigtig rolle i forhold til at udforme det
israelske ’brand’. Desuden er israelske konsulater og ambassader
såvel som jødiske og zionistiske organisationer (som fx Hillel i
USA) aktivt involveret i at fremme israelsk kunst, videnskabelige
bedrifter og andre ’præstationer’ i udlandet. Der lægges vægt på
Israels modernitet, diversitet og vitalitet i ’Brand Israels’ reklameaktiviteter.
Jeg skal tilføje at den israelske forfatter Yitzhak Laor har lagt
beviser frem på officielle israelske sponsorater af ’Brand Israel’aktiviteter og endda med prisseddel på. I en artikel offentliggjort i
2008 afslørede han at enhver israelsk kunstner eller kulturarbejder der tog imod økonomisk støtte fra det israelske udenrigsministerium for at udstille eller fremvise hans eller hendes arbejde
i udlandet skulle underskrive en kontrakt der forpligtede ham
eller hende sådan: ”Den tjenesteydende person forpligter sig til
237
Interview med Lisa Taraki af Mark LeVine
trofast, ansvarligt og utrætteligt at forsyne Ministeriet med de
mest professionelle tjenester. Den tjenesteydende person er klar
over at formålet med tjenesteydelserne er at promovere Israels
politiske interesser via kultur og kunst, herunder bidrage til at
skabe et positivt image af Israel.
Den tjenesteydende person vil ikke præsentere sig som agent,
udsending og/eller repræsentant for Ministeriet”.
Hvad dette afslører, set i lyset af den dårlige presseomtale
Israel har fået i de senere år, er at det er blevet betragtet som
nødvendigt at sikre at kunstnere og andre kulturarbejdere –
måske pga. deres ry som særegne eller endog excentriske – ved
hvad der forventes af dem når de modtager statslig støtte til
deres ture udenlands. De forventes at optræde som ’kulturelle
ambassadører’ for Israel hvilket i vid udstrækning er det samme
som at forsvare den israelske politik og praksis som undertrykker
palæstinenserne.
ML: I forhold til akademisk boykot, når jeg har en studerende som
har brug for at komme til Israel for at udvikle sit hebraiske for
bedre at kunne forstå besættelsens dynamik, og som kun har råd
til at gøre det gennem diverse programmer som ’Erasmus’ eller
’Education Abroad Programs’ der indebærer tilknytning til israelske universiteter, eller som ønsker at lave historisk forskning i
israelske arkiver hvilket kræver at den studerende er tilknyttet
israelske universiteter for at få tilladelse til forskning, hvad er så
den officielle holdning til det hos PACBI?
LT: PACBI’s retningslinjer for den akademiske boykot, som henvender sig til internationale akademikere og studenter, er klare:
enhver forbindelse med israelske universiteter, uanset indhold
eller form (at studere der, gå i arkiver, give forelæsning, deltage i
238
HVORFOR BOYKOTTE ISRAEL?
18
en konference, foretage en research) er et brud på den akademiske
boykot hvis en sådan forbindelse medfører officiel kontakt med
institutionen.
Dette kan omfatte at tage imod invitation til at deltage i en
konference, indskrive sig til et kursus, sige ja til ansættelse eller
til at lede seminarer eller foretage forskning i samarbejde med
sådanne institutioner. Mens brugen af universiteternes faciliteter
som fx et bibliotek strengt taget ikke er et brud på boykotten, ville
det være det hvis det foregik inden for en ramme af samarbejde
med universitetet.
Institutionelle udenlandske studieordninger, forskning foretaget inden for rammen af institutionelle samarbejdsaftaler – som
fx de forskellige EU-finansierede programmer, herunder Erasmus
Mundus – er et brud på boykotten. Hvad angår studier af hebraisk
tror jeg at de internationale muligheder faktisk er meget gode. De
fleste universiteter i den vestlige verden tilbyder undervisning i
hebraisk.
Generelt opmuntres samvittighedsfulde akademikere og studerende til at sætte sig ind i logikken i og målet med boykot og
til at følge dens ånd hvis de skulle møde situationer som er anderledes end de ovenfor nævnte. Eftersom palæstinenserne – herunder akademikere og den organisation der repræsenterer dem,
The Palestinian Federation of Unions of University Employees
– har opfordret til akademisk boykot, bliver det en forpligtelse
for samvittighedsfulde akademikere og studenter som overvejer
at besøge området i forsknings - eller studieøjemed, at sætte sig
ind i sammenhængen hvilket indebærer seriøst at overveje hvad
meningen med deres tilknytning til de israelske universiteter er
- set i lyset af opfordringen til boykot.
239
Interview med Lisa Taraki af Mark LeVine
ML: Kritikere kunne sige at denne reaktion udtrykkeligt er at
prioritere politik – hvor velmenende den end er – højere end
forskningens fremskridt. Fx er det for historikere umuligt at
fremskaffe ny viden hvis de ikke har adgang til arkiverne. For
historiestuderende afhænger deres eksamen af adgangen til arkiver. Hvis arkiverne kontrolleres af staten, betyder alene det at
bruge dem så at man er medskyldig på lige fod med staten?
LT: Dette er ikke at prioritere politik højere end forskning, det er
at tilføje forskningens praksis etiske principper. Ingen videnskabelige aktiviteter finder sted i et vakuum, og enhver forsker må
overveje konsekvenserne af hendes eller hans forskningsmæssige
strategier når de udøver deres videnskabelige aktiviteter. Statskontrol over nogle arkiver udelukker ikke nødvendigvis brugen
af dem som jeg nævnte tidligere. Som regel er det tilstrækkeligt
at kunne bevise sine akademiske kvalifikationer for at få adgang
til dem. Det er det samme som at bruge israelske medicinske faciliteter eller enhver anden offentlig service. Hovedspørgsmålet
er den institutionelle tilknytning.
ML: Er der en lære fra det såkaldte arabiske forår eller fra andre
globale massemobiliseringer mod undertrykkelse inden for det
sidste år eller to, som BDS-bevægelsen og den palæstinensiske
modstand i bredere forstand kan drage nytte af? Giver de sidste
otte måneders begivenheder dig håb, eller er situationen i Palæstina så forskellig – idet der på samme tid er en kolonial situation og en intern kamp for demokrati både i det israelske og det
palæstinensiske samfund – at disse andre massemobiliseringer
egentlig ikke hjælper noget ud over at inspirere palæstinenserne
til at holde kursen?
240
HVORFOR BOYKOTTE ISRAEL?
18
LT: Den revolutionære ånd som har antændt den arabiske verden
vil uden tvivl gøre spørgsmålet om Palæstina mere påtrængende
end før både i de lande som har startet en proces med revolutionær transformation og i de lande hvor kampene for frihed og
demokrati stadig er i gang. Når der på et tidspunkt kommer frie
og retfærdige valg til de nye parlamenter i Egypten og Tunesien
såvel som i andre arabiske lande, vil de nye parlamenter blive
nødt til at være lydhøre over for folkets synspunkter – i modsætning til den situation som hidtil har været fremherskende.
Det er velkendt at Palæstina er en arabisk sag, og det medfører udbredt afvisning af Israels destruktive rolle i regionen. De
kontrarevolutionære kræfter vil måske forsøge at bekæmpe den
folkelige stemning, og der vil være en stadig styrkeprøve og vedvarende kampe, men de arabiske landes politik vil ikke være den
samme nu da den revolutionære ånd har fået tag i det arabiske
folks bevidsthed.
ML: Hvilken betydning tror du den pludselige opståen af protestbevægelsen ’social retfærdighed’ vil få for BDS-bevægelsen og den
bredere palæstinensiske modstand imod besættelsen? Specielt i
lyset af det sandsynlige sammenfald mellem nye protester i Israel
i næste måned og et betydeligt palæstinensisk pres for at blive
anerkendt som stat i FN, er der så mulighed for at palæstinenserne kan ændre den politiske diskurs i Israel med det formål
at brede debatten ud i protestbevægelsen. Hvis ja, hvilken rolle
kunne BDS spille i dette?
LT: Der er ingen indikationer på at protestbevægelsen i Israel
har noget som helst at sige om retfærdighed for palæstinenserne,
hverken som borgere eller som et besat folk. Den palæstinensiske
241
Interview med Lisa Taraki af Mark LeVine
BDS henvender sig ikke direkte til den israelske offentlighed for
at overtale den eller appellere til dens sans for retfærdighed. Det
er ikke BDS’ logik. Det er op til de israelske politiske kræfter at
formulere den sammenhæng og at øve indflydelse i deres egen offentlighed. Vi forventer at pro-BDS israelerne, lige meget hvor få
de er, tager dette op inden for deres eget samfund.
242
19
ISRAEL: BOYKOT,
DE-INVESTÉR,
SANKTIONÉR
Naomi Klein
En stor sammenslutning af palæstinensiske grupper fremlagde
juli 2005 planer for lige netop dét. De opfordrede ”bevidste, ansvarsfulde mennesker i hele verden til at slutte op om en bred
boykot og gennemføre de-investeringer mod Israel, på samme
måde som man gjorde mod Sydafrika under apartheid-æraen”.
Kampagnen ’Boykot,
De-investering, Sanktioner’ – forkortet BDS – var født. Hver
dag Israel tramper på Gaza er der flere der går over til BDSsagen, og talen om våbenhvile hjælper ikke til at nedtrappe den
tilskyndelse. Støtte til den vokser endda op blandt israelske jøder.
Midt under angrebet (Gazakrigen) sendte omkring 500 israelere,
dusinvis af dem kendte kunstnere og universitetsfolk, et brev til
de udenlandske ambassadører i Israel. I brevet opfordres der til
”umiddelbart at gribe til restriktive midler og sanktioner” og der
trækkes en klar parallel til Sydafrika-kampen. ”Boykotten mod
243
Naomi Klein
Sydafrika var effektiv, men Israel bliver behandlet med fløjlshandsker denne internationale opbakning må stoppe.”
Dog er der stadig mange som ikke kan gå så langt. Grundene
dertil er komplekse, emotionelle og forståelige. Og de er altså ikke
gode nok. Økonomisk boykot er det mest effektive redskab inden
for ikke-voldsarsenalet. At undlade at bruge det nærmer sig kanten af medskyldighed. Her kommer fire hovedindvendinger mod
BDS-strategien, efterfulgt af modargumenter.
1. Straf vil gøre at Israel fjerner sig i stedet for at
lytte
Verden har prøvet det der kaldes ’konstruktivt engagement’, og
det har i den grad været en fiasko. Siden 2006 har Israel løbende øget sine forbryderiske handlinger: udvidelse af bosættelser,
iværksættelse af en skændig krig mod Libanon og påføring af kollektiv straf mod Gazas befolkning gennem den brutale blokade.
Trods denne eskalering er Israel ikke blevet straffet – snarere
tvært imod. Våbnene og de 3 mia. US dollar årligt i bistand som
USA sender til Israel er bare en del af dét. Igennem hele perioden
har Israel nydt godt af en dramatisk forbedring af dets relationer inden for diplomati, kultur og handel med mange andre allierede. Fx blev Israel i 2007 det første land udenfor Sydamerika
som underskrev en frihandelsaftale med Mercosur. I de første ni
måneder af 2008 steg Israels eksport til Canada med 45 pct. En
ny handelsaftale med EU lægger op til at fordoble Israels eksport
af forarbejdede fødevarer. Og den 8.december 2008 opgraderede
europæiske ministre ’the EU-Israel Association Agreement’, en
belønning som Jerusalem længe havde sukket efter.
Det var i denne kontekst at de israelske ledere startede deres
seneste krig i tryg forvisning om at det ikke ville koste dem noget
af betydning. Det er bemærkelsesværdigt at flagskibindekset på
244
ISRAEL: BOYKOT, DE-INVESTÉR, SANKTIONÉR 19
Tel Aviv’s børs, i løbet af syv dages handel midt i en krig, kunne
notere en opgang på 10.7 pct. Når gulerødder ikke virker, så må
der stokke til.
2. Israel er ikke Sydafrika
Selvfølgelig er det ikke det. Det relevante ved sammenligningen
med Sydafrika er at den beviser at BDS-taktikken kan være effektiv når de svagere midler (protester, ansøgninger, lobbyisme
i korridorerne) har slået fejl. Og det vi hører er virkelig dybt
foruroligende: farvekodede ID- og rejsetilladelseskort, bulldozede
hjem og tvangsforflytninger, veje der kun må anvendes af jøder.
Ronnie Kasrils, en prominent sydafrikansk politiker, har sagt at
den adskillelses-arkitektur han så på Vestbredden og Gaza 2007
var ”uendelig meget værre end apartheid”.
3. Hvorfor pege specielt på Israel når USA, England
og andre vestlande opfører sig på samme måde i
Iraq og Afghanistan?
Boykot er ikke et dogme, det er en taktik. Grunden til at BDSstrategien er værd at prøve mod Israel er rent praktisk: i et så lille
og handelsafhængigt land kunne det rent faktisk virke.
Som svar på Israels angreb på Gaza afskrev EU, den 14.januar
2009, sine planer om at opgradere EU/Israel-samarbejdsaftalen,
et signal om den voksende forståelse for at politiske sanktioner
kan medvirke til at bringe krige til at ophøre.
4. Boykot afbryder kommunikationen; vi har brug
for mere dialog, ikke mindre
Denne påstand vil jeg besvare med en personlig historie. I otte år
har et kommercielt forlag, ved navn Babel, udgivet mine bøger i
Israel. Men da jeg udgav ”The Shock Doctrine” ville jeg respek245
Naomi Klein
tere boykotten. Efter råd af BDS-aktivister kontaktede jeg et
lille forlag der hedder Andalus. Andalus er et aktivistforlag, dybt
involveret i antibesættelses-bevægelsen og det eneste israelske
forlag der decideret helliger sig oversættelse af arabiske skrifter
til hebraisk. Vi lavede en kontrakt som garanterede at alt provenu
skulle gå til Andalus’ arbejde og ikke til mig. Med andre ord, jeg
boykotter den israelske økonomi, men ikke israelerne.
Denne plan krævede dusinvis af telefonsamtaler, e-mails og
sms’er fra Tel Aviv til Ramallah til Paris til Toronto til Gaza by.
Her er min pointe: så snart man implementerer en boykot-strategi, udvides dialogen drastisk. Og hvorfor skulle den ikke det?
At opbygge en bevægelse kræver endeløs kommunikation, noget
mange vil huske fra antiapartheidkampen. At sige at det at støtte
boykot vil afskære os fra hinanden er specielt uklædeligt på grund
af den kæde af billig informationsteknik vi har lige ved hånden. Vi
drukner i veje hvor vi kan løbe ind i hinanden hen over nationale
grænser. Ingen boykot kan standse os.
Lige nu gearer mangen en stolt zionist op for højere pointscoring: Skulle jeg ikke være helt klar over at meget af dette
højteknologiske legetøj kommer fra Israels research-kredse, verdensledere inden for info-teknik? Vist så, men dog ikke alle. Nogle
dage efter Israels angreb på Gaza, december 2008, sendte Richard
Ramsey, administrerende direktør i et britisk telecom-kompagni,
en e-mail til det israelske teknologifirma MobileMax: ”På grund af
den israelske regerings handlinger disse sidste dage kan vi ikke
længere se os i stand til at handle med jer eller med noget andet
israelsk firma.” Da Ramsey blev kontaktet af The Nation sagde
han at hans beslutning ikke var politisk – ”vi har ikke råd til at
miste nogen af vores kunder”, det var altså en ren handelsmæssig
beskyttelsesforanstaltning.
246
ISRAEL: BOYKOT, DE-INVESTÉR, SANKTIONÉR 19
Det var den slags kolde business-tankegange som førte til at
mange handelsselskaber trak sig ud af Sydafrika for to årtier
siden. Og det er lige netop den slags beregninger som giver os det
mest realistiske håb om at kunne få retfærdighed til Palæstina;
den retfærdighed som det alt for længe er blevet nægtet.
247
248
20
BOYKOT VIRKER:
ET ISRAELSK
PERSPEKTIV
Ilan Pappe
Jeg har været politisk aktivist det meste af mit voksenliv. Gennem
alle disse år har jeg været dybt overbevist om at den ubærlige og
uacceptable realitet, Israel og Palæstina, kun kunne ændres indefra. Derfor har jeg uophørligt været optaget af at overbevise det
jødiske samfund – som jeg tilhører, og som jeg blev født ind i - om
at dets grundlæggende politik i landet var forkert og katastrofal.
Ligesom for så mange andre var mulighederne for mig klare:
enten kunne jeg gå ind i politik ovenfra eller møde den nedefra.
Jeg begyndte med at gå ind i Arbejderpartiet i 1980’erne og
så, da jeg afslog et tilbud om at gå ind i Knesset, gik jeg ind i the
Democratic Front for Peace and Equality (Hadash). På samme
tid koncentrerede jeg min energi om at arbejde sammen med
andre inden for oplysnings- og freds-NGO’er, endda som formand
i to sådanne organisationer: det venstrezionistiske Institute for
Peace Studies i Givat Haviva og det ikke-zionistiske Emil Touma
249
Ilan Pappe
Institute for Palestine Studies. Begge steder søgte både erfarne
og yngre kolleger at skabe en konstruktiv dialog med vores landsmænd i håb om at øve indflydelse på den aktuelle politik i forhold
til fremtidens forsoning. Det var mest en informationskampagne
om forbrydelser og grusomheder begået af Israel siden 1948 og en
bøn om en fremtid bygget på lige menneske- og borgerrettigheder.
For en aktivist gror erkendelsen af at forandring indefra er
uopnåelig ikke kun ud af en intellektuel eller politisk proces, men
er mest af alt en erkendelse af nederlag. Og det var denne frygt
for nederlaget der forhindrede mig i at indtage et mere beslutsomt
standpunkt igennem meget lang tid.
Efter næsten tredive år med aktivisme og historisk research
blev jeg overbevist om at magtbalancen i Palæstina og Israel på
forhånd udelukkede muligheden for en forandring inden for det
jødiske samfund i overskuelig fremtid. Selvom det var temmelig
sent i forløbet, indså jeg at problemet ikke var en særlig politik
eller en bestemt regering, men snarere noget dybt rodfæstet i den
ideologiske infrastruktur som har formet israelske beslutninger
om Palæstina og palæstinenserne lige siden 1948. Jeg har beskrevet denne ideologi andetsteds som en hybrid mellem kolonialisme
og romantisk nationalisme.1
I dag er Israel en frygtindgydende bosætter-kolonial stat, uvillig til at ændre sig eller indgå kompromis og opsat på at knuse
enhver modstand mod sin kontrol og sit overherredømme i det
historiske Palæstina med ethvert middel det måtte kræve. Det
begyndte med etnisk udrensning i 80 pct. af Palæstina i 1948
og Israels besættelse af de resterende 20 pct. i 1967, og nu er
palæstinenserne i Israel spærret inde i mega-fængsler, bantustans og belejrede kantoner og udskilt gennem diskriminerende
1 Ilan Pappé: ’Zionism as Colonialism: A Comparative View of Diluted Colenialism in Asia and Africa: i ’South Atlantic Quarterly 107: 4 (2008): 611-33.
250
BOYKOT VIRKER: ET ISRAELSK PERSPEKTIV 20
politik. Samtidig har millioner af palæstinensiske flygtninge over
hele verden ingen mulighed for at vende hjem, og tiden har kun
svækket hvis ikke udslettet enhver intern udfordrer af denne
ideologiske infrastruktur. Den israelske bosætterstat fortsætter
med yderligere kolonisering og fordrivelse af den oprindelige befolkning i Palæstina, også mens denne bog er på vej i trykken.
Det skal indrømmes at Israel ikke er et lettilgængeligt studie i kolonialisme,2 hverken løsningen på 1967-besættelsen eller på spørgsmålet om Palæstina som helhed kan beskrives som
afkolonisering. Til forskel fra de fleste kolonialistiske projekter
havde den zionistiske bevægelse ikke nogen klar metropol, og
fordi den går langt forud for kolonialismens tidsalder, vil det på
mange måder være anakronistisk at beskrive den som det. Men
af to grunde er disse betegnelser stadig meget relevante i forhold
til situationen. Den første er at diplomatiske bestræbelser i Palæstina siden 1936 og fredsprocessen som begyndte i 1967 kun
har øget antallet af israelske bosættelser i Palæstina fra mindre
end 10 pct. af Palæstina i 1936 til over 90 pct. af landet i dag.
Således ser det ud til at beskeden fra fredsmæglere, i det store
og hele amerikanere, siden 1970 har været at der kan opnås fred
uden at der pålægges nogen særlig grænse for bosættelser eller
kolonier i Palæstina. Sandt nok er bosætterne i perioder blevet
drevet væk fra bosættelser i Gaza og fra nogle andre isolerede
outposts, men dette ændrer ikke ved det dominerende mønster af
kolonial kontrol og systematiske, daglige overtrædelser af borger
- og menneskerettigheder. Besættelsen af Vestbredden og Gaza,
undertrykkelsen af palæstinenserne inde i Israel og afvisningen
af flygtningenes ret til at vende tilbage vil fortsætte så længe
denne politik (besættelse, undertrykkelse og afvisning) er samlet
2 Se Gabriel Piterberg: The Returns of Zionism: Myths, Politics and Scholarships in Israel, Verso, 2009.
251
Ilan Pappe
i en omfattende fredsløsning som skal godkendes af lydige palæstinensere og arabiske partnere.
Den anden grund til at betragte situationen gennem en linse
af kolonialisme og anti-kolonialisme er at det gør det muligt at se
med friske øjne på fredsprocessens raison d’etre. Hovedmålet er,
bortset fra dannelsen af to adskilte stater, at få Israel til at trække
sig fra de områder det besatte i 1967. Men dette er betinget af at
israelske sikkerhedskrav kan opfyldes hvilket premierminister
Netanyahu har formuleret som en anerkendelse af Israel som en
jødisk stat, og som resten af Israels politiske midte har beskrevet
som eksistensen af en demilitariseret fremtidig palæstinensisk
stat etableret kun i dele af de besatte områder. Der er enighed om
at hæren efter tilbagetrækningen stadig vil overvåge Palæstina
fra de jødiske bosættelsesblokke, Østjerusalem, den jordanske
grænse og fra den anden side af murene og hegnene som omgiver
Vestbredden og Gaza.
Uanset om Kvartetten, eller selv den siddende amerikanske
regering, søger eller ikke søger en mere omfattende tilbagetrækning og en mere uafhængig palæstinensisk stat, så har ingen i
det internationale samfund for alvor udfordret det israelske krav
om at deres anliggender skal imødekommes først. Fredsprocessen
skal blot ændre den palæstinensiske dagsorden og samtidig lade
den israelske intakt. Med andre ord er budskabet udefra til Israel
at fred ikke kræver nogen ændring indefra. Faktisk efterlader det
ligefrem Israel rum til fortolkning: den israelske regering, som
var bange for reaktioner fra militante bosættere, var ikke villig til
at uddrive dem fra isolerede outposts i de besatte områder.
At selv det svage palæstinensiske lederskab har afslået at
acceptere dette rationale har givet israelerne mulighed for at
påstå at palæstinenserne er stejle og ufleksible, og derfor at Israel er i sin gode ret til at vælge sin egen politik for at beskytte
252
BOYKOT VIRKER: ET ISRAELSK PERSPEKTIV 20
sin nationale sikkerhed (den infame’hjemvenden til Israel’-politik
udmøntet af Ehud Olmert).3
Det ser derfor ud til at man med sikkerhed kan konkludere
at fredsprocessen faktisk har afskrækket kolonisatoren og besætteren fra at ændre sin mentalitet og ideologi. Så længe det
internationale samfund venter på at de undertrykte skal ændre
deres standpunkt, mens de har anerkendt gyldigheden af undertrykkerens siden 1967, vil dette stadig forblive den mest brutale
besættelse verden har set siden Anden Verdenskrig.
Fra kolonialismens og afkoloniseringens årbøger kan vi lære
at afslutning af militær tilstedeværelse og besættelse var en conditio sine qua non for overhovedet at indlede meningsfulde forhandlinger mellem kolonisator og koloniseret. En betingelsesløs
afslutning på Israels militære tilstedeværelse bør være en forudsætning for enhver forhandling som kun kan komme i stand når
forholdet mellem de to sider ikke er undertrykkende, men lige.
I de fleste tilfælde har besætterne ikke besluttet sig for rømning. De er blevet tvunget ud oftest gennem en langvarig og blodig væbnet kamp. Det har også været forsøgt med meget lille
succes i Israel-Palæstina konflikten. I få tilfælde er der opnået
succes ved at anvende eksternt pres på den rå magt eller stat i
allersidste stadie af afkoloniseringen. Denne strategi er mest attraktiv. I hvert fald vil det israelske fredsparadigme ikke ændre
sig medmindre det presses udefra eller bliver tvunget til at gøre
det i praksis.
Før man begynder mere specifikt at definere hvad sådant et
pres udefra medfører,�����������������������������������������
er det vigtigt ikke at sammenblande midlerne (pres) med målet (finde en måde at leve sammen på). Med
andre ord er det vigtigt at understrege at pres skal udløse meningsfulde forhandlinger, ikke overtage dem.
3 Ilan Pappe: ’Ingathering’ London Review of Books, 228:8 (20. april 2006): 15.
253
Ilan Pappe
Så mens jeg stadig tror at forandring indefra er nøglen til at
frembringe en vedvarende løsning på spørgsmålet om flygtningene, om den knibe den palæstinensiske minoritet befinder sig
i i Israel og om Jerusalems fremtid, så må der først tages andre
skridt for at opnå denne forandring.
Hvilken slags pres er nødvendigt? Sydafrika har leveret det
mest lysende og inspirerende eksempel til dem der leder denne
debat, mens aktivister og NGO’er under besættelse i virkeligheden har søgt ikke-voldelige midler til både at gøre modstand
mod besættelsen og til at udvide formerne for modstand ud over
selvmordsbomber og affyring af Qassamraketter fra Gaza.
Det var disse to impulser der skabte BDS-kampagnen mod
Israel. Det var ikke en koordineret kampagne styret af en eller
anden hemmelig klike. Den begyndte som en opfordring inde fra
det civile samfund under besættelse og blev godkendt af andre
palæstinensiske grupper og overført til individuelle og kollektive
aktioner over hele verden.
Disse aktioner varierer i form og fokus, fra boykot af israelske
produkter til at afbryde forbindelserne med akademiske institutioner i Israel. Nogle protesterer individuelt; andre i organiserede kampagner. De har det til fælles at de udtrykker vrede over
grusomhederne begået på Palæstinas jord – men kampagnernes
fleksibilitet har gjort dem til en bred proces med styrke nok til
at fremkalde en ny folkelig stemning og atmosfære uden noget
klart fokus.
For de få israelere der støttede kampagnen fra begyndelsen
var det et afgørende øjeblik som fastlagde vores standpunkt over
for vores stats oprindelse, natur og handlemåder. Men i bagklogskabens lys synes det også at have leveret en moralsk støtte som
har hjulpet til kampagnens succes.
254
BOYKOT VIRKER: ET ISRAELSK PERSPEKTIV 20
At støtte BDS forbliver en drastisk handling for en israelsk
fredsaktivist. Det ekskluderer øjeblikkeligt en fra den fælles fortælling og fra den acceptable diskurs i Israel. Palæstinensere
betaler en højere pris for deres kamp, og dem af os der valgte
denne vej bør ikke forvente at blive belønnet eller rost. Men det
betyder at du stiller op til direkte konfrontation med staten, dit
eget samfund og ofte også med venner og familie. I alle henseender er dette endegyldigt at krydse den røde linje – at sige farvel
til stammen. Det er derfor at enhver af os, der beslutter at følge
opfordringen, skal tage beslutningen helhjertet og med en klar
fornemmelse for dens følger.
Men der er virkelig ikke andre alternativer. Enhver anden
mulighed – fra ligegyldighed over blød kritik og helt hen til fuld
godkendelse af israelsk politik – er en forsætlig beslutning om at
være medskyldig i forbrydelser mod menneskeheden. Formørkelsen af den offentlige bevidsthed i Israel, bosætternes vedvarende
greb om det israelske samfund, den indbyggede racisme i den
jødiske befolkning, umenneskeliggørelsen af palæstinenserne,
hærens og industriens fastslåede ret til at fastholde de besatte
områder – alt dette betyder at vi befinder os i en længere periode
med afstumpet og undertrykkende besættelse. Således er israelske jøders ansvar langt større end det er for alle andre der måtte
være involveret i at fremme freden i Israel og Palæstina. Israelske
jøder må forstå denne kendsgerning, og det er derfor at antallet
af dem der støtter presset på Israel udefra vokser dag for dag. De
er stadig en meget lille gruppe, men de udgør kernen i den fremtidige israelske fredslejr.
Der kan læres meget af Oslo-processen. Der anvendte israelerne al tale om fred til at opretholde besættelsen (hjulpet i en
periode af palæstinensiske ledere som blev et let bytte for amerikansk-israelsk forførelsestaktik). Det betød at der blev nedlagt
255
Ilan Pappe
veto mod en afslutning på besættelsen ikke kun af ’høgene’ men
heller ikke ’duerne’ var reelt interesseret i at stoppe den. Det er
derfor der må lægges koncentreret og effektivt pres på Israel af
verden som helhed. Sådan et pres har givet succes i fortiden især i
tilfældet Sydafrika; og pres er også nødvendigt for at forhindre de
værste scenarier i at blive til virkelighed. Efter massakren i Gaza
2009 var det vanskeligt at se hvordan tingene kunne blive meget
værre, men det kan de – uden stop for udvidelse af bosættelserne
og med fortsatte angreb på Gaza, er det israelske ondskabens
repertoire endnu ikke udtømt.
Problemet er at regeringer i Europa og især USA sandsynligvis ikke vil tilslutte sig BDS. Men man bør huske alle sagerne
og prøvelserne som boykotten mod Sydafrika var igennem, den
kom fra de civile samfund og ikke fra magtens korridorer. På
mange måder kommer de mest opmuntrende nyheder fra den
mest uventede side: USA's universiteter. Entusiasmen og engagementet hos hundredvis lokale studerende har gennem det seneste
årti hjulpet med at bringe ideen om de-investering til det amerikanske samfund – et samfund der blev betragtet som en tabt sag
af den globale kampagne for Palæstina. De har været oppe imod
formidable fjender: både den effektive og kyniske AIPAC og de
fanatiske Christian Zionists. Men de udgør en ny måde at møde
Israel på, ikke kun for palæstinensernes skyld men også for jøders
overalt i verden.
I Europa har en beundringsværdig koalition af muslimer, jøder
og kristne en stadig fremgang for deres dagsorden mod hårde
beskyldninger om anti-semitisme. Tilstedeværelsen af nogle få
israelere blandt dem har bidraget til at lukke af for disse ondskabsfulde og totalt falske beskyldninger.
Jeg betragter ikke den moralske og aktive støtte fra israelere
som mig selv som den vigtigste ingrediens i denne kampagne.
256
BOYKOT VIRKER: ET ISRAELSK PERSPEKTIV 20
Men forbindelser til progressive og radikale jødiske dissidenter i
Israel er afgørende for kampagnen. De udgør en bro til en bredere
offentlighed i Israel som efterhånden må inkorporeres. Israels
paria-status vil forhåbentlig overtale det til at forlade fremgangsmåder med krigsforbrydelser og overgreb på menneskerettigheder. Vi håber at styrke dem udenfor som er engageret i kampagnen, og vi bliver selv stærkere af deres aktioner. Det ser ud til at
vi alle behøver sigtelinier og til stadighed må være årvågne over
for forenklede generaliseringer om at boykot er imod Israel fordi
det er jødisk eller imod jøder fordi de er i Israel. Det er simpelthen ikke sandt. Millioner af jøder i Israel skal respekteres. De
er en levende organisme som vil være en del af enhver fremtidig
løsning. Det er dog først og fremmest vores hellige pligt at bringe
den undertrykkende besættelse til ophør for at forhindre et nyt
Nakba – og den bedste måde at opnå det på er ved en levedygtig
boykot- og de-investeringskampagne.
257
258
21
HVORFOR BOYKOT?
John Berger
Boykot er en aktiv protest imod to former for udelukkelse som på
trods af mange andre protestformer har varet i mere end 60 år – i
mere end tre generationer.
I denne periode har staten Israel konsekvent negligeret enhver international pligt til at rette sig efter FN-resolutioner eller
domme afsagt af internationale domstole. Til dato har den trodset
246 resolutioner fra Sikkerhedsrådet.
Som en direkte konsekvens er 7 millioner palæstinensere blevet nægtet deres ret til at leve som de vil på den jord der internationalt er anerkendt som deres; og de bliver nu i stadig større
udstrækning, for hver uge der går, nægtet retten til overhovedet
at have en fremtid som nation.
Som Nelson Mandela har påpeget, er boykot ikke et princip,
men en taktik der tages i brug afhængigt af omstændighederne.
En taktik der gør det muligt for folk, i modsætning til deres valgte,
men ofte krysteragtige regeringer, at lægge et vist pres på den
brug af magt som de, boykotterne, anser for at være uretfærdig
eller umoralsk. (I det hvide Sydafrika af i går og i Israel i dag
bestod/består det umoralske i racistisk apartheid).
259
John Berger
Boykot er ikke et princip. Hvis den bliver det, risikerer den selv
at blive ekskluderende og racistisk. Ingen boykot bør ifølge vores
termer være rettet imod enkeltpersoner, et folk eller en nation
som sådan. En boykot er rettet imod en politik og de institutioner
der understøtter den politik, enten aktivt eller stiltiende. Dens
mål er ikke at afvise forandring, men derimod at skabe den.
260
22
BOYKOT ISRAEL
Neve Gordon
Israelske aviser har i denne sommer været fyldt med vrede artikler om fremstødet for en international boykot af Israel. Film er
blevet trukket tilbage fra israelske filmfestivaler, Leonard Cohen
er under beskydning rundt omkring i verden for sin beslutning
om at optræde i Tel Aviv, og Oxfam har afbrudt sin forbindelse
med en celeber talskvinde – en engelsk skuespiller som også anbefaler kosmetik fremstillet i de besatte områder. Det er klart at
en kampagne som bruger samme taktik som hjalp med at bringe
praksis med apartheid i Sydafrika til ophør får mange tilhængere
rundt omkring i verden. Ikke overraskende er der ikke mange
israelere - selv fredstilhængere – der skriver under. En global
boykot fremkalder uanset hvad uundgåeligt beskyldninger om
antisemitisme. Det bringer også spørgsmålet op om dobbeltmoral (hvorfor ikke en boykot af Kina for dets grove krænkelser
af menneskerettigheder) og det tilsyneladende selvmodsigende
standpunkt om at godkende en boykot af sin egen nation.
Det er virkelig ikke nogen enkel sag for mig som israelsk statsborger at opfordre fremmede regeringer, regionale myndigheder,
internationale sociale bevægelser, trosbaserede organisatio­
ner,
fagforeninger og statsborgere til at afbryde samarbejde med Is-
261
Neve Gordon
rael. Men i dag, når jeg betragter mine to drenge lege i gården,
er jeg overbevist om at det er den eneste måde at redde Israel fra
sig selv på.
Jeg siger dette fordi Israel står ved en historisk korsvej, og
krisetider kalder på dramatiske forholdsregler. Jeg siger dette
som jøde der har valgt at opfostre sine børn i Israel, som har været
medlem af den israelske fredslejr i næsten 30 år, og som er dybt
foruroliget over landets fremtid.
Den mest nøjagtige måde at beskrive Israel på i dag er som
en apartheid-stat. I mere en 42 år har Israel kontrolleret landet
mellem Jordandalen og Middelhavet. Inden for denne region bor
der omkring 6 mio. jøder og tæt på 5 mio. palæstinensere. Ud af
denne befolkning bor 3,5 mio. palæstinensere og næsten en halv
million jøder i områder som Israel besatte i 1967 – og dog, selvom
disse to grupper bor i det samme område, er de underkastet vidt
forskellige lovsystemer. Palæstinenserne er statsløse og nyder
end ikke blot de mest grundlæggende menneskerettigheder. I
skarp kontrast hertil er alle jøder – uanset om de bor i de besatte
områder eller i Israel – statsborgere i staten Israel.
Det spørgsmål som kan holde mig oppe om natten både som
forælder og som borger er hvordan jeg skal sikre at hverken mine
to børn eller mine palæstinensiske naboers børn skal vokse op i
et apartheid-regime.
Der er kun to moralske måder at nå dette mål på.
Den første er én-statsløsningen: give statsborgerskab til alle
palæstinensere og således etablere et bi-nationalt demokrati inden for hele det område Israel kontrollerer. Ud fra demografien
ville dette betyde døden for Israel som en jødisk stat. For de fleste
israelere er det bandlyst.
Den anden måde at afslutte vores apartheid på er ved en tostatsløsning som indeholder Israels tilbagetrækning til sine før262
BOYKOT ISRAEL 22
1967 grænser (med mulighed for en-til-en landbytning), delingen
af Jerusalem og en anerkendelse af palæstinensernes ret til at
vende tilbage under den forudsætning at kun et begrænset antal
af de 4,5 mio. palæstinensiske flygtninge vil få tilladelse til at
vende tilbage til Israel, mens resten kunne vende tilbage til den
nye palæstinensiske stat.
Geografisk forekommer én-stats løsningen nemmest fordi jøder og palæstinensere allerede er helt blandet sammen; for naturligvis ’i virkeligheden’ er én-stats løsningen (i sin apartheid
udgave) en realitet.
Ideologisk er to-stats løsningen mere realistisk fordi mindre
end 1 pct. af jøder og kun et mindretal af palæstinensere støtter
bi-nationalisme.
Som det ser ud nu, giver det på trods af konkrete vanskeligheder mere mening at ændre de geografiske kendsgerninger end de
ideologiske. Hvis de to folk en gang i fremtiden beslutter at dele
en stat, så kan de gøre det, men det ønsker de ikke i øjeblikket .
Så hvis to-stats løsningen er måden at bringe apartheid til
ophør på, hvordan kan dette mål så nås?
Jeg er overbevist om at pres udefra er det eneste svar. Gennem
de seneste tre årtier har jødiske bosættere i de besatte områder
dramatisk øget deres antal. Myten om et forenet Jerusalem har
ført til dannelsen af en apartheid-by hvor palæstinenserne ikke er
borgere og mangler grundlæggende serviceydelser. Den israelske
fredslejr svinder gradvist ind så den i dag er så godt som ikke
eksisterende, og israelsk politik bevæger sig stadig længere mod
det ekstreme højre.
Det er derfor klart for mig at den eneste måde at stå imod
apartheid-trenden i Israel på er ved massivt internationalt pres.
Ord og fordømmelse fra Obama-administrationen og den Europæiske Union har ikke givet resultater – ikke engang fastfrysning
263
Neve Gordon
af bosættelser, - for slet ikke at tale om tilbagetrækning fra de
besatte områder.
Derfor har jeg besluttet at støtte BDS-bevægelsen, som blev
sat i gang af palæstinensiske aktivister i juli 2005, og som siden
har opnået udbredt støtte kloden rundt. Målet er at sikre at Israel
respekterer sine forpligtigelser efter folkeretten, og at palæstinenserne bliver garanteret retten til selvbestemmelse.
I Bilbao i Spanien formulerede en koalition af organisationer
fra hele verden i 2008 BDS-kampagnens ti-punkts program som
skal presse Israel på en ”gradvis, bæredygtig måde som tager hensyn til sammenhæng og kapacitet”. Fx begynder bestræbelserne
med sanktioner mod og de-investering fra israelske virksomheder
der opererer i de besatte områder, efterfulgt af aktioner imod dem
der på en synlig måde hjælper til med at opretholde og forstærke
besættelsen. Efter samme retningslinjer er kunstnere som kommer til Israel for at gøre opmærksom på besættelsen velkomne,
mens de der blot ønsker at optræde ikke er det.
Intet andet har virket. At lægge massivt internationalt pres på
Israel er den eneste måde at garantere at den næste generation
israelere og palæstinensere - mine to drenge inklusive – ikke
vokser op under et apartheid-regime.
264
23
JA TIL BDS!
Et SVAR TIL URI AVNERY
Michael Warschawski
Opfordringen til BDS har endelig nået Israels offentlige rum. Norges beslutning om at de-investere fra israelske selskaber der er
involveret i bygning af bosættelser har gjort en forskel og resulteret i den første store succes for denne vigtige kampagne. Ydermere
vinder gruppen af israelske støtter til BDS, under navnet Boycott
from Within, en del fremgang, bl.a. takket være Naomi Kleins
offentlige appel til israelske aktivister da hun kom til Tel Aviv
for at lancere den hebraiske udgave af sin bog, ’Chokdoktrinen’.
Det faktum at der er en israelsk stemme – om end lille – til
støtte for den internationale BDS-kampagne gør en forskel, om
ikke andet så fordi den hjælper til at afvæbne de infame anklager
om antisemitisme som den israelske propagandamaskine rejser
mod enhver som vover at kritisere den jødiske stats kolonipolitik.
Og, som jeg også vil argumentere for efterfølgende, så udtrykker
de israelske BDS-støtter faktisk det israelske folks interesser på
lang sigt.
265
Michael Warschawski
Da jeg læste to nyligt skrevne tekster af Uri Avnery1– som
kritiserer BDS – blev jeg overbevist om at det er vigtigt at påvise
betydningen af denne kampagne, og hvorfor den burde støttes
af så mange israelere som muligt. Til tider er jeg uenig med
Avnery, men jeg har stor respekt for manden, journalisten og
analytikeren. Efter at Peace Now gik neden om og hjem under
Oslo-processen, har vi været i tæt kontakt; jeg kan endda sige at
vi blev venner. Netop derfor er det vigtigt for mig at reagere på
hans afvisning af BDS-kampagnen.
Avnery skriver: ”Jeg har ikke noget at sige til folk der hader
Israel, det er de i deres fulde ret til. Jeg tror bare ikke at vi har
noget fælles ståsted at diskutere ud fra. Jeg vil bare lige pege på at
had er en meget dårlig rådgiver. Had leder ingen steder hen, kun
til endnu mere had.” Derefter tilføjer han at sammenligningen
med Sydafrika er malplaceret.
Vi har ikke noget at debattere her. Had er sandelig en yderst
dårlig rådgiver, det vil jeg være den sidste til at indvende noget
mod. Jeg ved også at han vil være enig med mig hvis jeg tilføjer
at i denne vores aktuelle politiske kontekst er had forståeligt.
Og ganske vist er Israel ikke Sydafrika, ligesom enhver konkret
virkelighed adskiller sig fra enhver anden. Ikke desto mindre
har de to lande nogle lighedspunkter: begge er racistiske stater med forskellige slags apartheidsystemer (apartheid betyder i
bogstaveligste forstand ’strukturel adskillelse’). Begge lande blev
etableret som ’europæiske stater’ midt i nogle national/etniske
omgivelser befolket af ikke-europæere som ansås for at udgøre et
fjendtligt miljø – med rette.
1 Uri Avnery er journalist og veteran inden for politisk aktivisme, tidligere
medlem af Knesset og tidligere chefredaktør af ugebladet ”HaOlamHaZeh”.
266
JA TIL BDS! Et SVAR TIL URI AVNERY
23
Vi er også enige om – og det er endnu vigtigere – at for at nå
væsentlige resultater med vores kamp er det nødvendigt at skabe
en koalition mellem den palæstinensiske nationale modstand,
de israelske anti-besættelseskræfter og den internationale solidaritetsbevægelse. For ti år siden kaldte jeg det ’den vindende
triangel’.
Op til dette punkt følger jeg gerne Avnery, men så begynder
vores veje at skilles. Til at begynde med fejltolker han sine politiske modstandere. ”(De) har opgivet håbet for israelerne”, siger
han med reference til dem der støtter BDS. Hvis det virkelig
var sandt, hvorfor skulle så israelske støtter af BDS-kampagnen
bruge så meget af deres tid på, sammen med Uri Avnery, at skabe
en israelsk bevægelse mod krig, besættelse og kolonisering? Debatten handler ikke om hvem der er for og hvem der er imod at
”forandre det israelske samfund”, men om hvordan det kan gøres
og med hvilket formål.
Avnerys politiske mål er ”fred i Israel/Palæstina” med hvilket
han mener et kompromis som kan tilfredsstille flertallet i de to
samfund der udgår fra en symmetrisk base (i en anden vigtig artikel kalder han det ”sandhed mod sandhed”). En sådan symmetri
kommer fra en anden af Avnerys politiske formodninger, nemlig
at konflikten i Palæstina er en konflikt mellem to nationale bevægelser med ligeværdig legitimitet.
Mange støtter af BDS-kampagnen er uenige i begge disse formodninger: vores mål er ikke fred som sådan, for ’fred’ i sig selv
giver ingen mening,(næsten alle krige i den moderne historie blev
startet under påskud af at ville fred). Fred er altid en afspejling af
forholdet mellem to kræfter hvor den ene side ikke kan påtvinge
den anden det den synes er dens legitime rettigheder. Modsat
Avnery er vores mål at opnå et sæt værdier: grundlæggende individuelle og kollektive rettigheder, afslutning af dominans og
267
Michael Warschawski
undertrykkelse, afkolonisering, ligeret og så meget retfærdighed
som muligt. Inden for sådanne rammer er det klart at vi støtter
’fredsinitiativer’ som kan reducere vold og/eller gennemføre visse
rettigheder. Men i vores strategi er støtten til fredsinitiativer ikke
et mål i sig selv, men et redskab til at opnå en række værdier og
rettigheder.
Forskellen mellem ’fred’ og ’retfærdighed’ hænger sammen
med vores uenighed med Avnerys anden formodning – nemlig
den om symmetri mellem to nationale bevægelser der har ligeværdig legitimitet.
For os at se er zionisme ikke en national frihedsbevægelse, det
er en koloniseringsbevægelse, og den israelske stat er, og har altid
været, en bosætter- kolonistat. Fred – eller bedre endnu – retfærdighed kan ikke opnås uden en total afkolonisering (man kunne
sige af-zionisering) af den israelske stat; det er en forudsætning
for at kunne opnå legitime rettigheder til alle palæstinensere:
flygtningene, de der lever under militær besættelse og de som er
andenklasses medborgere i Israel. Om en sådan afkolonisering
resulterer i en ’en-statsløsning’, i to demokratiske stater, i en
føderation eller i en anden institutionel struktur er underordnet.
Kampen selv, og også niveauet for israelernes deltagelse, vil i
sidste ende afgøre det.
Følgelig har Avnery uret når han påstår at vores uenighed
handler om ’én stat’ eller ’to stater’. Som før beskrevet handler det
om rettigheder, afkolonisering og princippet om fuld ligeret. I min
optik er løsningens form irrelevant så længe vi taler om en løsning
hvor de to folk lever i frihed (dvs. uden kolonirelationer) og lighed.
En anden betydningsfuld uenighed med Avnery handler om
den israelske psyke og den dialektik der er mellem den nationale
palæstinensiske frihedsbevægelses dagsorden og den såkaldte
israelske fredslejr. Mens det er åbenlyst at den palæstinensiske
268
JA TIL BDS! Et SVAR TIL URI AVNERY
23
nationale bevægelse har brug for så mange israelske allierede
som muligt, for at opnå befrielse så hurtigt som muligt, og med
så få lidelser for begge folk som muligt, kan man ikke forvente
at den palæstinensiske bevægelse kan vente på at Avnery og de
andre israelske antikoloniseringsfolk får overbevist majoriteten
af den israelske offentlighed om at kolonialisme er forkert. For
det første fordi folkelige nationale bevægelser ikke venter med at
bekæmpe undertrykkelse og kolonialisme, og for det andet fordi
historien har lært os at ændringer inden for et kolonisamfund
altid har været resultat af frihedskampen, ikke den anden vej
rundt. Når prisen for besættelse bliver for høj, vil et voksende
antal mennesker forstå at det ikke er værd at fortsætte ad den vej.
Generelt sagt, så er den jødiske psyke formet af to virkeligheder – eller for at være mere eksakt – en virkelighed og en opfattelse af virkelighed. Den ene er den koloniale virkelighed der
udgør Israels eksistens, følelsen af at være omringet af fjendtlige
naboer som, for at sige det mildt, føler sig truet af den zionistiske
kolonialismes dynamik. Den anden faktor, der former den kollektive israelske mentalitet, er antisemitisme (reel eller konstrueret)
som bliver styrket af mindet om de nazistiske jødeudryddelser.
Som ethvert andet folk ønsker israelerne at blive accepteret,
endda elsket. De er imidlertid hæmmet af en dobbelt vanskelighed: de skal betale prisen for at blive accepteret – hvilket vil
sige at opføre sig civiliseret – og de skal stole på de andre der vil
normalisere forholdet til dem.
Ja, en udstrakt hånd til fordel for sameksistens er nødvendig,
men sammen med en jernnæve for oprettelse af rettigheder og frihed. Oslo-processens fiasko bekræfter en meget gammel historisk
erfaring: at et hvilken som helst forsøg på forsoning, inden man
har opnået at gennemføre rettigheder, bare yderligere belaster
det indbyrdes forhold og fortsætter den koloniale dominans. Hvis
269
Michael Warschawski
ikke der var en pris at betale, hvorfor skulle israelerne så stoppe
koloniseringen? Hvorfor skulle de risikere en dyb indrekrise?
Det er netop derfor at BDS-kampagnen er så relevant: den
giver en international ramme inden for hvilken man kan hjælpe
det palæstinensiske folk til at opnå deres legitime rettigheder,
både på det institutionelle plan (andre lande og internationale
institutioner) og på civilsamfundsniveau. Kampagnen retter sig
på den ene side mod det internationale samfund på statsligt plan
med opfordring til sanktioner mod et land der systematisk overtræder folkeretten, FN-resolutioner, Genève-konventionerne og
underskrevne aftaler. Og på den anden side opfordrer den det
civile internationale samfund til, som individer og som sociale
bevægelser (fagforeninger, partier, lokalråd, foreninger osv.),at
boykotte varer, institutioner og officielle repræsentanter der repræsenterer staten Israel.
Alle tre strategier – boykot, de-investering og sanktioner – vil
på et tidspunkt presse det israelske folk til at forstå at besættelse
og kolonisering har en pris, og at overtrædelse af internationale
regler før eller siden vil gøre staten Israel til en pariastat, en
nation der ikke er velset i fællesskabet af civiliserede nationer –
ligesom Sydafrika ikke var det i dets sidste årtier med apartheid.
Nøjagtig i den betydning, og modsat det Avnery påstår, henvender
BDS sig til den israelske offentlighed. Ved dette historiske vendepunkt er det den eneste måde hvormed vi kan fremprovokere en
forandring i den israelske holdning til besættelse og kolonisering.
Hvis man sammenligner det med BDS-antiapartheid kampagnen, som det tog 20 år at bære virkelig frugt, kan man ikke blive
andet end overrasket over hvor virkningsfuld kampagnen mod
den israelske besættelse allerede har været – selv inde i Israel
ser vi dens første resultater.
270
JA TIL BDS! Et SVAR TIL URI AVNERY
23
BDS-kampagnen blev startet af en bred sammenslutning af
palæstinensiske politiske og sociale bevægelser. Ingen anstændig
israeler der påstår at støtte det palæstinensiske folks rettigheder
som nation kan sidde den overhørig. Efter at de israelske aktivister i årevis er gået ind for at ”væbnet modstand ikke er vejen”,
vil det være skammeligt for dem også at afvise denne strategi.
Tværtimod burde de israelere der er interesseret i en retfærdig
fred slutte sig til kampagnen Boycott from Within, for derigennem
at få israelsk opbakning til dette palæstinensiske initiativ. Det er
det mindste vi kan gøre; det er det mindste vi burde gøre.
271
272
24
LOOKING FOR
ERIC, MELBOURNE
FESTIVAL OG
KULTUREL BOYKOT
Ken Loach, Rebecca O’Brien og Paul Laverty
Da vi opdagede at Filmfestivalen i Melbourne var delvist sponsoreret af den israelske stat, og derefter besluttede at trække
vores film ’Looking for Eric’ ud af den, skrev vi til festivalens
direktør, Richard Moore, med en detaljeret begrundelse. Siden da
har han kontinuerligt og løgnagtigt fejlciteret os og gør det1 ved
at udtale at det, at ”tillade at bruge én filmskabers personlige
politiske mening til fordømmelse af en festivals helhedsstandpunkt ... går imod hvad festivalers inderste væsen står for”. Og
derefter: ”Loach’s krav gik langt over grænsen”. Lad mig sige det
én gang til, hr. Moore: denne beslutning blev taget af tre filmskabere (instruktør, producer, forfatter) og ikke i en eller anden
privat abstrakt boble, men efter lange diskussioner os imellem og
1
Guardian, Comment Is Free, 27. august 2009
273
Ken Loach, Rebecca O’Brien og Paul Laverty
som svar på en opfordring til kulturel boykot - også af filmfestivaler - fra et bredt spektrum af det palæstinensiske civilsamfund,
deriblandt skribenter, filmskabere, kulturarbejdere, journalister,
menneskerettighedsgrupper, fagforeninger, kvindegrupper, studenterorganisationer og mange andre. Som Moore efterhånden
burde vide, så blev the Palestine Campaign for the Academic and
Cultural Boycott of Israel lanceret i Ramallah i april 2004, og dens
mål, dens begrundelser og information om dens medlemmer er i
vidt omfang tilgængelige på internettet. Dette er samtidig del af
en langt bredere international BDS-bevægelse mod den israelske
stat.
Hvorfor ser vi denne voksende internationale bevægelse? Gennem de sidste 60 år har Israel, bakket op af USA, vist en slående
foragt for hundredvis af FN-resolutioner ligesom for Genèvekonventionen, og det har kontinuerligt brudt med folkeretten. Det
har udstillet sig selv som en voldelig og skruppelløs stat, hvilket
blev meget klart under den nylige massakre i Gaza. Oven i købet
var Israel klar til yderligere at gå imod folkeretten gennem brug
af fosforbomber. Det er en hån mod den offentlige mening overalt i verden; og der findes ikke et klarere eksempel på dette end
beslutningen om at fortsætte bygningen af Muren gennem palæstinensisk område, trods beslutningen fra Den internationale
Domstol. Hvad gør så det internationale samfund ved det? Det
klager, intet andet. Og hvad gør USA? Det fortsætter med sine
ytringer om ’alvorlige bekymringer’, alt imens det støtter staten
Israel med i nærheden af 3 mia. US-dollar om året. I mellemtiden - ’nede på jorden’ (en rigtig god filmtitel)- fortsætter israelske
bosættere med dag for dag at fratage palæstinensere deres hjem
og jord. Dermed bliver et bæredygtigt, sammenhængende palæstinensisk hjemland umuliggjort. Et normalt liv, med de grund-
274
LOOKING FOR ERIC, MELBOURNE FESTIVAL OG KULTUREL BOYKOT
24
læggende menneskerettigheder, er i dagens virkelige verden blot
en drøm for de fleste palæstinensere.
På grund af folkerettens mislykkede bestræbelser og Israels
åbenbare straffrihed er der ikke andet alternativ for almindelige
borgere end på bedste måde at prøve at fylde hullet ud. Desmond
Tutu har sagt: ”Apartheids afslutning var et af det forrige århundredes mest strålende bedrifter, men vi ville ikke havde opnået
succes uden hjælp fra det internationale samfund, i særdeleshed
de-investeringsbevægelsen fra 1980’erne. I de sidste seks måneder har en lignende bevægelse taget form, denne gang for at sætte
punktum for Israels besættelse af Palæstina.
Naomi Klein har en vældig god pointe når hun siger at man
ikke direkte kan sammenligne Israel med Sydafrika. Hun siger:
Spørgsmålet er ikke om ”Israel (er) det samme som Sydafrika?”. Nej, spørgsmålet er: ”modsvarer Israels handlinger
den internationale definition af hvad apartheid er?” Og hvis
man ser på de eksisterende forhold med forflyttelse af folk,
endeløse rækker af love, officiel statsadskillelse, så ser man at
ja, det modsvarer den definition, hvilket ikke er det samme
som at sige at Israel er Sydafrika. Ingen stat er lig en anden.
Det er ikke det der er spørgsmålet; spørgsmålet er i sig selv en
undgåelse af selve problemet.2
Ikke længe efter invasionen af Gaza talte vi med lederen af organisationen for menneskerettigheder dér, som fortalte at israelerne havde afvist at tilføre de nødvendige kemikalier til en
passende rensning af det offentlige drikkevand – et klart eksem-
2
”Transcript of Naomi Klein Lecture in Ramallah”, 10.juli 2009 på bdsmovement.net
275
Ken Loach, Rebecca O’Brien og Paul Laverty
pel på hævngerrig kollektiv afstraffelse pålagt halvdelen af den
palæstinensiske befolkning.
Neve Gordon, en jødisk professor engageret i politik fra et
israelsk universitet, kom for nylig med følgende kommentar:
”Den mest nøjagtige beskrivelse af dagens Israel er at det er en
apartheidstat.”3 Og derfor støtter han nu også den internationale
kampagne med de-investering og boykot. Muligvis kan der i fremtiden forekomme besværlige modsigelser og gråzoner i forhold
til hvorvidt visse projekter skal rammes af kulturel boykot eller
ikke; men vi føler os bundne af pligten til at følge rådene fra dem
der lever det hårde liv inde i landet. Vi vil også gerne opmuntre
andre filmskabere og skuespillere, der bliver inviteret til festivaler, til at checke om disse bliver støttet af den israelske stat,
inden de takker ja, og i givet fald at de så respekterer boykotten.
Filmskabere står ikke for skud, den israelske stat gør. I den store
sammenhæng er dette et lille bidrag til en voksende bevægelse,
men eksemplet Sydafrika bør opmuntre os alle.
Ken Loach (instruktør)
Rebecca O’Brien (producer)
Paul Laverty (forfatter)
3
Se kapitel 22
276
25
INTERVIEW
MED RA’ANAN
ALEXANDROWICZ
Rebecca Vilkomerson
Ra’anan Alexandrowicz er en højt respekteret filmmand. Hans
film inkluderer The Inner Tour, en dokumentarfilm fra 2000 som
følger en gruppe palæstinensere på Vestbredden som tager på en
tur i Israel for at besøge deres oprindelige landsbyer; og James’
Journey to Jerusalem, en mørk komedie om en afrikansk indvandrers åndelige og fysiske rejse i Israel. Hans nyeste film, The
Law in These Parts, vandt prisen som bedste nye dokumentar ved
Jerusalems filmfestival i juli 2011, hvor han talte imod Israels
lov mod boykot som lige var blevet vedtaget i Knesset, og som
gjorde det ulovligt for israelske statsborgere at være fortalere for
boykot af Israel eller dets bosættelser. The Law in These Parts er
en overraskende anklage mod det israelske militære lovsystem
som anvendes i hovedsagen på Vestbredden. Udviklet som det er
gennem årtiers besættelse bliver det i filmen pillet fra hinanden
gennem interviews med tidligere israelske militærdommere.
277
Rebecca Vilkomerson
Ra’anan deltager også i aktiviteter mod besættelsen, mest
sammen med Ta’ayush i bakkerne i det sydlige Hebron og i Silwan i Østjerusalem. I adskillige år har vi diskuteret om BDS var
en effektiv strategi, især i sammenhæng med israelske kunstnere.
Det var først da de israelske love mod boykot blev foreslået at
Ra’anan besluttede sig for at sige ja til den palæstinensiske opfordring (hvis loven blev vedtaget) på trods af visse forbehold over for
nogle aspekter ved BDS. I august talte vi via Skype om Ra’anans
næste skridt, og om hvordan vi som israelere skulle handle under
de nuværende omstændigheder.
Rebecca Vilkomerson: Hvorfor har du indtil nu afholdt dig fra
at tilslutte dig BDS’ bestræbelser?
Ra’anan Alexandrowicz: Som israeler er det svært at puste og
have mel i munden. Jeg lever på den nemme side af denne konflikt. Enhver, der lever i et samfund, eksisterer et eller andet sted
i dette samfunds ”pyramide af privilegier.” Når jeg taler om samfundet i dette land, tænker jeg ikke kun på det jødiske samfund.
Jeg tænker på enhver som lever her: jødisk, muslimsk, besætter,
besat, ’lovligt’ eller ’ulovligt’. Virkeligheden er at jeg kommer fra
den del af samfundet som nyder størst frihed og velstand i den
nuværende politiske situation. Virkeligheden er at jeg nyder godt
af den nuværende politiske samfundsorden, uanset at jeg ikke er
enig i den overhovedet.
Jeg er israeler; jeg har en israelers privilegier, det er det jeg er.
Man kunne sige at i forhold til det grundlæggende, som at betale
skat, få vand eller uddannelse til sine børn, er det uundgåeligt.
Men, når du taler om en filmmand eller en akademiker som min
partner – folk som har ekstra privilegier, som kun en meget lille
del af samfundet nyder godt af, så er det et valg om man vil tage
278
INTERVIEW MED RA’ANAN ALEXANDROWICZ
25
del i det eller ej; og jeg deltager. Jeg har en masse privilegier
gennem at leve i dette samfund, og jeg bruger dem. Det bedste
eksempel er det at anvende offentlige midler til at lave film, eller
det at jeg i tre år økonomisk har nydt godt af et stipendium som
min partner modtager fra staten, mens hun gennemfører sin ph.d.
Derfor føler jeg���������������������������������������������������
at der foregår et dobbeltspil eller er en selvmodsigelse, ved at jeg med den ene hånd tager imod det samfundet
tilbyder, mens jeg med den anden prøver at være på den rigtige
side af historien.
Et andet privilegium jeg havde var at jeg som jødisk israeler ikke skulle betale prisen for at dyrke ideer som udfordrede
statens ideologi. Det israelske system giver folk som mig vide
muligheder for ytringsfrihed, men det er et privilegium ikke alle
i dette samfund har.
Hvad er den bedste måde at handle på i solidaritet med den palæstinensiske kamp?
At deltage i palæstinensiske aktioner som du er enig i og som
hænger sammen for dig – som det føles rigtigt at deltage i for dig.
Jeg synes det er vigtigt at deltage i kampen og dele risikoen. Der
er to væsentlige grunde til at vi ikke altid lever op til vores egne
forventninger, når vi ”kæmper” solidarisk. Den ene er at vi sommetider ikke er så villige til at opgive vores privilegier – eller for
dens sags skyld vores børns privilegier, eller ikke er villige til at
udsætte os selv for større risici. Sandheden er at de fleste israelere
der er engageret i kampen kæmper med et andet udgangspunkt
end palæstinenserne, ikke med ryggen mod muren, men ud fra
et valg, og det skaber mange forskelle på hvad vi vil og ikke vil.
Og der er en anden grund – som måske stammer fra den første.
Sommetider er vi israelere ikke velkomne til at deltage i kampen.
279
Rebecca Vilkomerson
Jeg føler at flertallet i det palæstinensiske samfund ikke længere
byder israelsk solidaritet velkommen. Der findes en palæstinensisk talemåde: ”Den ene hånd slår dig, og den anden giver dig
hatten på igen…”
Men tilbage til dit spørgsmål. Den bedste måde at deltage i den
palæstinensiske kamp på er at udføre så meget som muligt af det
de palæstinensere du er enig med beder dig om.
Gennem BDS-opfordringen anmodes israelere med den rigtige opfattelse om offentligt at støtte palæstinensernes bestræbelser siden
2005. Hvad har det ændret for dig?
Hvis vi taler om BDS-kampagnen, er det set fra et palæstinensisk perspektiv helt legitimt og logisk at arbejde den vej nu. Som
israeler mener jeg at det er helt legitimt.
Men jeg har også forbehold over for sammenhængen med BDStilhængernes kamp. Jeg talte om mit perspektiv som israeler, men
nu taler jeg om de internationale tilhængere, de gennemsnitlige
– ikke mennesker der vier deres liv til den palæstinensiske kamp,
eller den person der kunne have arbejdet med israelsk finansiering eller (gjort) forretninger med den israelske regering, og som
har besluttet ikke at gøre det, og som betaler en virkelig pris for
det. Jeg refererer til den årvågne, bevidste liberalt tænkende person som jeg tror de fleste internationale støtter er. At godkende
boykotten med et klik på en knap er på en eller anden måde en
nem handling at foretage, er det ikke? Måske ved jeg ikke nok;
måske er det en vanskelig handling at foretage, og jeg forstår det
ikke set herfra. Men jeg er sikker på at der er blandet en eller
anden inkonsekvens ind i det. Teoretisk er en handling legitim
hvis du ville anvende den samme standard i andre tilsvarende
280
INTERVIEW MED RA’ANAN ALEXANDROWICZ
25
sager, og jeg er usikker på om BDS-tilhængere i USA og England
overvejer dette?
Man kan gå i gang med BDS fordi det er belejligt, og det kan
have en virkning på Israel, men du skulle måske i teorien også
boykotte dit eget land. Og dette ville naturligvis være nytteløst
(og måske mindre behageligt). Så det lægges til side som ”upraktisk”. Så ved at se på det i dette perspektiv er boykot ikke nogen
moralsk kamp. Den er et våben anvendt i en modstandskamp. Du
anvender det mest effektive redskab fordi situationen kræver det.
Så selv hvis jeg forstår at dette ikke er et moralsk standpunkt,
men en taktik – en taktik jeg legitimerer, og som jeg forstår og
anser for at være passende som israeler – indtil vores nye lov er
vedtaget, så ville jeg have foretrukket at være på de boykottedes
side. Det var mit ansvar ud fra min rolle i samfundet. Det er mit
job at blive boykottet fordi jeg frivilligt modtager de privilegier
som dette samfund tilbyder mig.
Den nye lov ændrer denne situation. Nu er de folk der godkendte BDS i fare for at have gjort noget ulovligt. At godkende
opfordringen som er et legitimt politisk standpunkt er blevet
ulovligt. Så nu er balancen mellem hvad jeg anså for hyklerisk
– at drage fordel af hvad dette samfund tilbyder og så alligevel
fordømme dets fremgangsmåder – og behovet for solidaritet ændret, og solidaritet er blevet endnu vigtigere.
Så da jeg talte offentligt om denne lov, sagde jeg at denne
lov er en lov vi må bryde. På samme måde som andre love må
brydes – loven om indrejse til Israel, loven om Nakba, loven om
’accept-komiteer’.
Loven om Nakba og nogle aspekter ved loven om indrejse –
disse love er den slags love som beviser at selvom staten ønsker at
definere sig som ”jødisk og demokratisk”, så er den korrekte definition faktisk at det er et demokrati for jøder. Og loven om boykot
281
Rebecca Vilkomerson
går endda endnu længere – det er et demokrati for enhver der er
villig til at acceptere racistiske regler og støtte ekspansionisme.
I USA gøres der flere og flere forsøg på at skelne mellem boykot af
bosættelserne eller besættelsen og boykot af Israel generelt.
Ud fra min personlige holdning: ja, jeg ser virkelig en forskel. Når
det drejer sig om bosættelser, er det udtryk for hvad jeg kan gøre.
Som israeler vælger jeg allerede aktivt - så vidt muligt - ikke at
nyde frugten af besættelsen. Jeg kører ikke på tommelfingeren på
Vestbredden, jeg prøver at undgå at forbruge ting der er fremstillet der, jeg tager ikke mit barn med til en vens hus, hvis det ligger
på Vestbredden; jeg er blevet tilbudt at vise film for bosættere
på Vestbredden mod betaling, men det ville jeg ikke. At boykotte
bosættelserne er sammenhængende med hvordan jeg lever. Jeg
nægtede at aftjene min værnepligt i reserven på Vestbredden, nu
nægter jeg helt og holdent.
Når jeg prøver at se det i et amerikansk perspektiv, tror jeg at
der er en forskel mellem de to typer boykot. Jeg kan forstille mig
at boykotten af bos���������������������������������������������
ættelser godkendes af mennesker��������������
der er kritiske over for vores politik, men som føler sig som en del af Israel
på en eller anden måde. Måske tager jeg fejl. Men det interessante er at loven (af hvilken nogle aspekter også kunne gælde for
udenlandske nationaliteter) faktisk udvisker grænsen mellem de
to grupper, i hvert fald set i et israelsk perspektiv, og gør boykot
af bosættelser til det samme som at boykotte Israel.
På hvilken måde tror du at man internationalt bedst støtter den
palæstinensiske kamp?
282
INTERVIEW MED RA’ANAN ALEXANDROWICZ
25
Når jeg analyserer situationen nu, tror jeg at det at tilslutte sig
BDS er en meget effektiv måde at støtte den palæstinensiske
kamp på. Akademisk og kulturel boykot er den ting som virkelig
ser ud til at virke nu fordi det a) er meget nemt at udføre, og b)
det sårer faktisk israelere og skader Israel. Derfor er det effektivt.
Naturligvis er det vigtigt at involvere sig i direkte aktion og at
ændre folks holdninger.
Har du nogen specifikke bekymringer for hvordan BDS-bevægelsen vil påvirke Israel eller israelere?
Israelere som afviser boykotten, eller som bliver fornærmede over
den, kan ikke sige at andre metoder ikke er blevet forsøgt. Det
ser ud til at vi ikke flytter os medmindre vi bliver presset meget
hårdt.
Jeg tror at vedtagelsen af loven mod boykot er et bevis på at
de mennesker der tog initiativ til BDS-bevægelsen vidste, hvad
de gjorde. Den afslører den israelske regering og vil efterhånden
få det israelske samfund til at se sig selv i spejlet. Og det betyder
at den er effektiv.
Jeg forestiller mig at der må være folk som må føle en slags
tilfredshed hver gang boykotten vokser, og jeg kan se det positive
politiske aspekt, men det giver mig ikke den der gode følelse,
faktisk gør det mig nedtrykt. Men det vigtigste, det højest prioriterede er at ændre denne meget syge politiske situation.
Jeg ser den nye lov som et dårligt tegn i den forstand at jeg er
bange for hvad der forestår. Det er endnu et af flere tegn på at den
nærmeste fremtid vil bringe nogle frygtelige ting med sig. I takt
med at presset stiger vil det blive rettet indad mod palæstinenserne og mod de israelske ”forrædere”. Vi ser flere og flere tegn
på at det er det der vil ske, og det er både nedslående og skræm283
Rebecca Vilkomerson
mende. Jeg er ikke sikker på at når spændingen stiger, og den
næste runde med øget vold bryder ud, at den så kan kontrolleres.
Jeg er ikke sikker på at disse processer særligt let kan gøres om
igen, og jeg er usikker på hvad de faktisk vil føre til. Men på den
anden side, fordi jeg ikke ser nogen anden mulighed for at tingene
kan udvikle sig uden en krise, så tror jeg på at denne følelse er
tegn på at endelig er der noget, der flytter sig.
284
26
EN FAKKEL TÆNDES INDEFRA:
ISRAELSK STØTTE
TIL BDS1
Omar Barghouti
Det palæstinensiske civilsamfunds historiske opfordring til boykot der går ud på de-investering og sanktioner mod Israel indtil
det opfylder sine folkeretlige forpligtelser, indeholder en noget
overset dimension som er inspireret af kampen mod Sydafrikas
apartheid. Den opfordrer bekymrede israelere til at støtte denne
opfordring af hensyn til retfærdighed og ægte fred”2. Derved bekræftes det at principfaste anti-koloniale jødiske israelere som
støtter det palæstinensiske folks ufravigelige ret til selvbestemmelse, og som står fast på at frihed, retfærdighed og lighed for alle
som basis for en retfærdig omfattende og varig fred, betragtes som
partnere i kampen.
1
Dele af dette kapitel er baseret på tekster trykt i Omar Barghouti: Boycott,
Divestment,Sanctions, The Global Struggle for Palestinian Rights, New York:
Haymarket, 2011
2
”Palestinian Civil Society Call for BDS”, 9.juli 2005, på bdsmovement.net
285
Omar Barghouti
Principfaste israelske anti-kolonialister som holder fast ved
palæstinensernes rettigheder som formuleret i folkeretten har
spillet en stadig vigtigere rolle i kampen for palæstinensernes
rettigheder, trods deres beskedne antal. Mange af dem indser –
ud over deres utvetydige støtte til palæstinensernes omfattende
rettigheder – at israelerne umuligt kan leve et normalt liv uden
først at skille sig af med Israels koloniale karakter og anerkende
de palæstinensiske rettigheder. Udtalelser fra den brasilianske
pædagog og underviser Paulo Freire om hvordan de undertrykte
også kan genskabe humaniteten hos deres undertrykkere er relevante her:
”Fordi det er en forvrængning af fuldgyldig humanisme, hvis
de undertrykte med tiden bliver mindre humane i deres kamp
mod dem som gjorde at de blev sådan. Hvis denne kamp skal give
mening, skal de undertrykte ikke i deres søgen efter at genvinde
deres humanitet (som er en måde at skabe den på) blive undertrykkere af undertrykkerne, men snarere ’genoprettere’ af begge
parters humanitet”.3
I 2009 tilsluttede Boycott! Supporting the Palestinian Call
from Within (eller blot Boycott from Within)4 der var en bevægelse i vækst i Israel, sig fuldt ud den palæstinensiske opfordring
til BDS og godkendte dens principper. Dermed var den et eksempel på israelsk opposition til besættelse og apartheid. Israelske
grupper som har tilsluttet sig BDS-opfordringen omfatter blandt
andre: The Alternative Information Center (AIC)5, the Israeli Committee Against House Demolition (ICAHD)6 og Who Profits from
the Occupation? (et projekt som the Coalition of Women for Peace
3
Paolo Freire: ”De undertryktes pædagogik”, Christian Ejlers Forlag, 1997.
4
”Boycott! Supporting the Palestinian BDS Call from Within”, på boycottisrael.
info
5
Alternative Information Center, på alternativenews.org
6
Israeli Committee Against House Demolition: ”About ICAHD” på icahd.org
286
EN FAKKEL TÆNDES INDEFRA: ISRAELSK STØTTE TIL BDS
26
står for)7. Disse grupper har alle spillet en afgørende rolle når
det gælder om at skaffe politisk, moralsk, logistisk og IT støtte til
den globale BDS-bevægelse. Who Profits? organiserer fx en opdateret database over israelske og internationale selskaber som er
involveret i besættelsen, en liste som ofte anvendes af aktionærer der har investeret i pensionsfonde, banker og internationale
institutioner når de skal udvælge deres BDS-mål og forberede
sager imod dem.
Som kontrast til denne principfaste israelske støtte til BDS har
nogle forfattere og akademikere fra den zionistiske ’venstrefløj’ i
Israel og Vesten en tendens til at udforme kampen meget Israelcentreret. De fokuserer alene på at gøre en ende på besættelsen,
hvorved de overser de basale rettigheder som tilkommer flertallet af palæstinenserne, og de argumenterer for tilbagetrækning
fra det meste af det besatte palæstinensiske område med at det
vil gavne Israels interesser – som om det skulle interessere dem
der går ind for retfærdighed og menneskerettigheder. Et andet
kendetegn ved deres måde at arbejde på er at de udelader eller
sidestiller den palæstinensiske bevægelses oprindelse, The BDS
National Committee (BNC)8 og BDS-opfordringen - med forsøg
på at designe deres egne retningslinjer for anvendelsen af boykot
hvis rodfæstede koloniale holdning det er svært at overse.
BNC hilser altid initiativer velkomne som opfordrer til delvis
eller selektiv boykot af Israel og dets medskyldige institutioner, så
længe de ikke underminerer eller underkender palæstinensernes
grundlæggende rettigheder. Nogle zionister opfordrer nu til en
selektiv boykot af israelske akademiske og kulturelle institutioner som ligger i de koloniale bosættelser. Det sker efter årtiers
tavshed i forhold til et brutalt besættelses- og apartheidsystem, og
7
Who Profits? Exposing the Israeli Occupation Industry, på whoprofits.org
8
’Palestinian BDS National Committee’, på bdsmovement.net
287
Omar Barghouti
deres formål er at underminere eller omgå den mere omfattende,
principfaste og moralsk stærke BDS-kampagne. Men i stedet for
at svække BDS er den slags kampagner i virkeligheden med til
at gøde jorden for bevægelsens fremtidige vækst ved at forsvare
BDS-logikken, nemlig at pres og ikke eftergivenhed er den eneste
effektive måde at gøre en ende på Israels krænkelser af folkeretten.
Bløde zionister har altid prøvet at varetage en ledvogterrolle i
forhold til solidaritet med palæstinenserne og forsøgt at reducere
den til at fokusere specielt på et lille aspekt af palæstinensernes
rettigheder, mens de aktivt modsætter sig ethvert forsøg på at
udvikle en uafhængig, palæstinensisk ledet modstandsstrategi,
baseret på krav om selvbestemmelse og retfærdighed.
Med BDS’ voksende indflydelse bliver denne zionistiske ledvogters dominerende position revet i stykker. Bløde zionister
bliver vildt rasende, og nogle går så vidt som til at anklage det
palæstinensiske civilsamfund for at ’forråde’ dem og skade deres
egen sag. De mener, i deres selvoptagede syn på verden som er
så typisk for kolonialister over hele verden, at hvis de trækker
deres støtte tilbage, vil palæstinenserne miste deres eneste håb
for frigørelse. Men denne patroniserende, kolonialistiske diskurs
er blevet totalt bragt i miskredit og i stigende grad afsløret som
bedrageri. Den fodrer fortalernes ego, mens den freder Israels
apartheid.
BDS-bevægelsen forkaster totalt dette ’red Israels apartheid’synspunkt. For det tilstræber ene og alene at gøre en ende på
besættelsen, men uden at fokusere på flygtningene, dvs. det store
flertal af palæstinenserne hvis ret til at vende tilbage til deres
hjem og modtage erstatning er internationalt godkendt. Og det
undlader enhver omtale af behovet for at gøre op med Israels
legaliserede, racistiske diskrimination eller apartheid, imod de
288
EN FAKKEL TÆNDES INDEFRA: ISRAELSK STØTTE TIL BDS
26
’herboende’ palæstinensere – dvs. ‘ikke-jøder’ – som har israelsk
statsborgerskab. Denne tænkning forsøger, ofte ganske åbent, at
styrke apartheid demografisk ved at slippe af med de ca. 4 millioner palæstinensere (i de besatte områder) og opretholder således
Israels karakter af etnocentrisk, racistisk og ekskluderende stat
nogle årtier mere. Lakmusprøven for enhver israelsk gruppe som
hævder at støtte menneskerettigheder og en vedvarende fred baseret på retfærdighed og folkeret, er derfor om den er parat til at
støtte de mest grundlæggende rettigheder med henblik på fuld
lighed for de herboende palæstinensere. ”Lighed eller intet” som
afdøde Edward Said holdt fast på.
Sameksistens eller samlet modstand9
Kampen om Palæstina er, som Edward Said argumenterede,
10
ikke en symmetrisk kamp hvor ”begge parter” er i ”konflikt”. Der
er tale om en bosætterkolonialisme som nu - erkendes det i stigende omfang – er både ansvarlig for besættelse og apartheid11.
Det er derfor helt malplaceret at anbefale dialog og sameksistens
for at overvinde ’rodfæstet had’ samt nå til et kompromis om de
’konkurrerende krav’ som det ofte gøres i vestlige mainstream
medier. Frem for alt er kampen en kamp for frihed, retfærdighed
og selvbestemmelse for de undertrykte som til gengæld kan befri
undertrykkeren. Kun hvis besættelsen stoppes, kan der blive tale
om det som jeg kalder etisk sameksistens – sameksistens baseret
9
Maath Musleh: ”Opinion: Co-Resistance vs. Co-existence”, Maan News Agency, 17. juli 2011, på maannews.net
10 Edward W. Said: The Question of Palestine, Vintage, 1992
11 Læs mere om dette emne på: “United Against Apartheid, Colonialism and
Occupation; Dignity & Justice for the Palestinian People,” Palestinian Civil
Society‘s Strategic Position Paper for the Durban Review Conference ,Geneve,
20. – 24. april, 2009, på bdsmovement.net
289
Omar Barghouti
på retfærdighed og fuld lighed for alle, ikke en herre-slave ’sameksistens’ som mange inden for ’fredsindustrien’12 er fortalere for.
De boykotkriterier som det palæstinensiske civilsamfund vedtog, og som blev anbefalet af BNC indeholdt to betingelser uden
hvilke relationerne mellem en palæstinensiske og israelsk part
kunne ses som middel til normalisering. Normalisering defineres
i en arabisk, herunder palæstinensisk, kontekst som: udviklingen
af fælles relationer og projekter med den israelske part som giver et falsk indtryk af normalitet, trods fortsættelsen af kolonial
undertrykkelse.13 Sådanne projekter og relationer forsøger, per
definition og i praksis, at ignorere eller gå uden om og dermed
normalisere, det anormale: Israels koloniale undertrykkelse. De
to betingelser som garanterer en normaliseringsfri relation som
formuleret af Palestinian Campaign for the Academic and Cultural Boycott of Israel (PACBI) og vedtaget af det store flertal af
det palæstinensiske civilsamfund siden november 2007, er: 1) den
israelske side må anerkende det palæstinensiske folks internationalt anerkendte og ufravigelige rettigheder og 2) projektet selv,
uanset dets nøjagtige natur (kulturel, akademisk, miljømæssig,
medicinsk, feministisk eller andet) må have som et af sine hovedmål at gøre modstand mod besættelse og apartheid. Som en
ung palæstinensisk aktivist formulerer det: i en situation med
kolonial besættelse må ægte sameksistens mellem undertrykke12 For yderligere information, se Paris Giacaman: “Can We talk? The Middle
East Peace Industry,” Electronic Intifada, 20. august 2000, på electronicintifada.net
13 Den fulde definition af ’normalisering’ , på arabisk, kan findes på ”A Call
from Palestine: Palestinian Students’ Campaign for the Academic Boycott
of Israel”, på pacbi.org. Definitionen af ’normalisering’ lyder, kort fortalt:
”at deltage i ethvert projekt, initiativ eller aktivitet, såvel på lokalt som
internationalt niveau, som har til hensigt direkte eller indirekte at bringe
palæstinensisk og/eller arabisk ungdom sammen med israelere (individer
eller institutioner) og ikke eksplicit har til hensigt at bekæmpe eller udstille
besættelsen og alle former for diskrimination og undertrykkelse som er påført
det palæstinensiske folk”.
290
EN FAKKEL TÆNDES INDEFRA: ISRAELSK STØTTE TIL BDS
26
ren og de undertrykte medføre fælles modstand (dvs. israelsk og
palæstinensisk) mod undertrykkelsen14.
Israel forskanser sig
Nogle skeptikere har ment at boykot – i stedet for at vinde over
israelerne eller svække opbakningen i Israel bag statens krænkelser af palæstinensernes rettigheder – har tendens til at udløse
akut paranoia blandt israelere og medføre en aggressiv belejringsmentalitet. Dette kan være sandt nok i begyndelsen – som
i ethvert kolonialt samfund hvor undertrykkersamfundet eliminerer intern uenighed og knytter samfundet sammen, eller forskanser sig mod forestillede ydre trusler om isolation som kan
føre til en status som udstødt. I den fase synes interne projekter
som kunne udfordre kolonialismens og apartheidens strukturer
i bedste fald langt borte, hvis ikke helt illusoriske. Men når den
interne kamp anført af palæstinenserne og støttet af bekymrede
israelere bliver kombineret med kampen udefra, med det formål
at fremkalde et vedvarende og effektivt pres som skarpt hæver
prisen for undertrykkelsen, så begynder denne tilsyneladende
uovervindelige garnisonsenhed at krakelere. Det faktum at BDS
er kategorisk modstander af alle former for racisme og racistiske
ideologier, herunder antisemitisme, kan kun fremme udsigten
til forandring. Den modige israelske BDS-gruppe, Boycott from
Within, er meget bevidst om den lighed der er med kampe over
hele verden – i Sydafrika, Frankrig under den algeriske befrielseskamp, USA, Vietnam osv.
Der vil komme et vendepunkt hvor Israels undertrykkelse vil
blive mødt med kraftig modstand – især fra det palæstinensiske
folk, men også fra den større arabiske verden og hele den store
verden, og det vil især ske i form af en vedvarende BDS-kampagne
14 Musleh: ”Opinion: Co-Resistance vs. Co-existence”.
291
Omar Barghouti
der vil føre til omfattende FN-sanktioner (som det var tilfældet i
kampen mod Sydafrikas apartheid). Når den tid kommer, vil Israels økonomi opleve voldsomme problemer, og BDS-bevægelsen
inde i Israel vil vinde markant frem. I den situation vil almindelige, apolitiske israelere begynde at tænke sig om og overveje om
de ønsker fortsat at ”leve med sværdet” som Sharon formulerede
det, som udstødte i en stat der savner økonomiske fremtidsperspektiver, og som bliver undgået og boykottet af det internationale civilsamfund og endog af andre stater. Derpå vil der – under
det overvældende pres både indefra og udefra – opstå en naturlig,
menneskelig søgen efter normalitet, efter et fredeligt og økonomisk trygt liv, hvilket vil få mange israelere til at trække deres
støtte til den israelske apartheid og besættelse tilbage. Mange
vil endda tilslutte sig bevægelser som bekæmper denne politik.
Det vil derfra kun være et spørgsmål om tid før Israels mangestrengede undertrykkelsessystem kollapser. Erfaringerne fra den
sydafrikanske anti-apartheidkamp demonstrerer, trods åbenlyse
forskelle, dette mønster for begivenhederne.
Israels anti-boykot love15
En ledende israelsk tænketank og adskillige højtrangerede officerer ser BDS som en ’strategisk trussel’16 mod det israelske samfund og er frustrerede over de mislykkede forsøg på at forhindre
bevægelsens hastige udbredelse på verdensplan.
Israel har derfor besluttet at ty til lovgivning for at undertrykke støtten til BDS, i hvert fald inden for dets eget myndighedsområde.
15 Dette afsnit bygger på Omar Barghouti: ”Dropping the Last Mask of Democracy”, Aljazeera.net, 3. august 2011, på english.aljazeera.net
16 “Eroding Israel’s Legitimacy in the International Arena”, 28. januar 2010, på
reut-institute.org
292
EN FAKKEL TÆNDES INDEFRA: ISRAELSK STØTTE TIL BDS
26
Der har været mange kontroverser siden juli 2011 hvor det
israelske parlament vedtog en lovgivning der effektivt kriminaliserede støtte til enhver boykot mod Israel og dets institutioner,
under trussel om tunge bøder (som minimum) og uden krav om
at skulle bevise ’skyld’ eller at støtten til boykot står i et rimeligt
forhold til kravet om skadeserstatninger17. Snesevis af israelske
civilsamfundsorganisationer og førende juridiske eksperter, herunder mange som er imod boykot, har meget bestemt modsat sig
denne usædvanligt autoritære lov ud fra forskellige motiver der
går fra de mest principielle til de strengt pragmatiske.
Mest fraværende i debatten har været det palæstinensiske
perspektiv. I betragtning af at denne lov udelukkende kom til
verden på grund af de seneste års hastige vækst i den globale
BDS-bevægelse mod Israel, og den tilsvarende vækst i støtten
inde i Israel til BDS eller tilsvarende selektive boykot-initiativer
med henvisning til folkeretten, er dette meget sigende.
Samtidig med at BNC i en udtalelse18 udtrykte bestyrtelse
over dette seneste forsøg fra Israels side på at knuse fredelig
palæstinensisk modstand og støtte hertil blandt bekymrede israelere, så udtrykte man også tillid til at denne lov yderligere ville
fremme udbredelsen af BDS til andre progressive miljøer verden
over. Hind Awwad, koordinator for BNC, udtalte:
”Denne nye lovgivning som krænker folkeretten, er bevis på
den hastige vækst i den globale BDS-bevægelse og en erkendelse blandt de politiske eliter i Israel af at staten er ved a
­ t blive
udstødt i verden på en måde som Sydafrika engang var”19 .
17 ”Knesset passes Boycott Law; ACRI Plans to Appeal”, 12. juli 2011, på acri.
org.il
18 ”Leadership of Palestinian Boycott Campaign Responds to New Law”, 12.juli
2011, på bdsmovement.net
19
Ibid.
293
Omar Barghouti
Eilat Maoz, koordinator for The Coalition of Women for Peace, blev
i den hebræisksprogede avis Ma’ariv20 citeret for at sige:
”En illegitim regering vedtager en illegitim lov for at
beskytte en illegitim besættelse mens man klager over delegitimering. Vi vil fortsat boykotte, protestere, demonstrere og
gøre modstand mod besættelsen. Og vi opfordrer alle andre til
også at gøre det.”
BNC stod sammen med sine israelske partnere da de udtalte:
”Vi står solidarisk sammen med alle retskafne israelske borgere
og organisationer som især er målet for denne lov, og som kan
risikere bøder og endog fængsling når de udøver deres grundlæggende rettigheder og taler og handler ikke-voldeligt for at bringe
deres stat i overensstemmelse med folkeretten”.
Amnesty International21 fordømte den nye israelske lov og
sagde at den ville have ”en skadelig virkning på ytringsfriheden”. Medlemmer af Europaparlamentet gav udtryk for lignende
bekymringer, mens EU selv – normalt så underdanig i forhold
til Israel-USA-interesser – udtrykte uro ved lovens virkninger i
forhold til de grundlæggende rettigheder. Selv New York Times
betegnede i en leder22 loven som udemokratisk. Alt dette vil yder-
20 Arik Bender: “Boycott Law Passes Second and Third Reading in the Knesset.”
Ma’ariv, 11.juli 2011. (forfatterensoversættelse).
21 ”Israel Anti-Boycott Law an Attack on Freedom of Expression”, 12. juli 2011,
på amnesty.org
22 “Not Befitting a Democracy,” New York Times, 17. juli 2011, på nytimes.com
294
EN FAKKEL TÆNDES INDEFRA: ISRAELSK STØTTE TIL BDS
26
ligere skade Israels i forvejen lavt rangerende image i offentligheden på globalt plan23.
Det er som om Israel, da man vedtog denne lov, trykkede yderligere på speederen i processen med at grave en grav for sin egen
besættelses- og apartheidpolitik. Vedtagelsen af denne usædvanligt drakoniske lov som groft kvæler ytringsfriheden viser at Israel er parat til at ofre en af sine allersidste masker i ’demokratiet’
for at knuse BDS-bevægelsen med en jernnæve. Dette er yderligere et bevis på det israelske samfunds panik ved udsigten til
bevægelsens dramatiske vækst og voksende indflydelse. Det viser
endnu engang den manglende nytte af Israels andre usmagelige
våben i dets massive arsenal af skræmme- og smædekampagner,
trusler osv. – i dets kamp mod BDS der, som en ikke-voldelig og
moralsk principfast bevægelse, har trukket Israel ind i et ’kampfelt’ hvor selv dets skræmmende atomvåben er gjort ineffektive.
Det israelske samfunds forsøg på at retfærdiggøre den repressive nye lov med påstanden om at den skal modvirke en bevægelse
der er ude på at ’delegitimere’ det og sætte spørgsmålstegn ved
selve dets eksistens har ikke haft held til at overbevise store dele
af verdensoffentligheden. Mange observatører kan ikke lade være
at spørge hvorfor mon anti-apartheid boykotten mod Sydafrika
ikke blev set som en trussel mod statens eksistens? Og på samme
måde kan man spørge: Betød ophøret af raceadskillelsen i USA’s
sydstater mon en delegitimering af de hvide eller deres eksistens’
ophør? Det eneste som retfærdighed og lighed delegitimerer er
23 En BBC opinionsundersøgelse om den internationale, offentlige holdning
udført i marts 2011 afslører at Israels indflydelse var blandt de mest negativt vurderede - i skarp konkurrence med Nordkorea, Iran og Pakistan. Det
er sigende at mens undersøgelsen viser at den positive vurdering af Israel i
USA, dets tætteste allierede og ’herre’, er forblevet relativt stabil sammenlignet med 2010, nemlig på 43 pct., så er den negative vurdering steget med 10
pct. –op til 41 pct. - hvilket gør USA ”splittet snarere end positiv” som BBC
fastslår. BBC World Service: ”Positive Views of Brazil on the Rise in 2011
BBC Country Rating Poll”, 7. marts 2011 på worldpublicopinion.org
295
Omar Barghouti
uretfærdighed og ulighed. BDS har som formål at ’delegitimere’
Israels besættelse, koloniale politik og strukturer. Og det ser ud
til at mange i det internationale civilsamfund lidt efter lidt bevæger sig i retning af at støtte bevægelsen og dermed bringe Israels
’Sydafrika-øjeblik’ tættere på.
Til dem der siger at denne lov vil korrumpere Israels demokrati må man spørge om en stat som har snesevis af love som
diskriminerer sine ’ikke-jødiske’ borgere alene ud fra deres religiøse-etniske identitet kan kaldes et demokrati? Kan en stat
som er involveret i besættelse, tvungen fordrivelse, belejring og
nægtelse af flygtningenes mest basale rettigheder, betragtes som
et demokrati? Ilan Pappe, den kendte israelske historiker, kalder
Israel et ”Herrenvolk demokrati” – et demokrati kun for førerne.24
Endelig bliver Israels påstand om at BDS er imod jøder bedst
tilbagevist af Avraham Burg, tidligere formand for The Jewish
Agency, og i mange år formand for Knesset, parlamentet som har
spillet en afgørende rolle i fastholdelse af Israels koloniale undertrykkelse hvilket den seneste lovgivning understreger. Han siger:
”Israel fejer alle både retfærdige og uretfærdige kritikker
ind under det samme anti-semitiske gulvtæppe. Det er reelt
os som hele tiden sammenblander ægte kritik af Israel med
anti-semitisme. Det skyldes et ønske om for enhver pris at
undgå at se situationen i øjnene og tage svære eksistentielle
beslutninger: besættelsen, uretfærdigheden, forfølgelsen af det
ikke-jødiske mindretal i vores midte … Der er ingen lande i
den vestlige verden hvor det internationale samfund har fundet sig i handlinger der omfatter statslig vold i fem årtier –
andre end Israel … Og der er ingen anden kolonimagt tilbage
24 Frank Barat: ”Reframing the Israel-Palestine Conflict”, New Internationalist
Magazine, på newint.org
296
EN FAKKEL TÆNDES INDEFRA: ISRAELSK STØTTE TIL BDS
26
i verden end ’det eneste demokrati i Mellemøsten’. Verden
finder sig stadig i alt dette. Men ikke ret meget længere … det
vil snart være forbi.”25
Hvis palæstinensiske aktivister lærte noget af Sydafrika kampen
så var det at det mørkeste øjeblik er det som kommer lige før daggry. Ironisk nok kan den israelske lov blive en forløber for dette
mørke øjeblik. Det vil ske helt uden masker eller påskud, og uden
disse vil frihedens og retfærdighedens lys blive synlige.
Selv om BDS-bevægelsen ikke er et ideologisk eller centraliseret politisk parti har det en palæstinensisk ledelse, BNC, og et
omfattende og klart formuleret sæt målsætninger som på grundig
vis bekræfter palæstinensernes rettigheder i form af de universelle principper i folkeretten og menneskerettighederne. Hjertet
i BDS-opfordringen er ikke de forskelligartede boykothandlinger
der lægges op til, men den rettighedsbaserede tilgang der handler
om de tre basale FN-garanterede rettigheder der svarer til de tre
segmenter af det palæstinensiske folk. At gøre en ende på den
israelske besættelse, at gøre en ende på apartheid og holde op
med at nægte flygtningene deres ret til tilbagevenden. Tilsammen
udgør de minimumskravene for retfærdighed og gennemførelse af
palæstinensernes ufravigelige ret til selvbestemmelse. Støtte til
BDS-bevægelsen forudsætter opretholdelse af frihed, retfærdighed og lighed som et uomgængeligt grundlag for en retfærdig og
vedvarende fred. At tænde en fakkel i protest ved at støtte denne
bevægelse i Israel repræsenterer en uundværlig del af kampen.
25 Avraham Burg: ”When the Walls Come Tumbling Down”, Haaretz, 1. april
2011, på haaretz.com
297
298
Solidaritetsorganisationer:
Academic and Culturel Boycott of Israel (ACBI).
Adalah New York. (Adalah er arabisk for retfærdighed).
Al Qaws for Sexual and Gender Diversity in Palestinaian Society
(alQaws). (AlQaws er arabisk for bue).
Architects and Planners for Justice in Palestine.
Association des Universitaires pour le Respect du Droit International en Palestine.
Badil Ressource Center. (Badil er arabisk for alternativ).
BDS National Committee (BNC).
Boycott National Committee.
Boycott! Supporting the Palestinian BDS Call from Within (Boycott from Within).
Coalition of Women for Peace (CWP).
Code Pink. (Feministisk kvindeorganisation i USA).
Commisió universitaria Catalana per Palestin (CUNCAP).
European Platform for the Academic and Cultural Boycott of Israel (EPACBI)..
Film Makers United Against Apartheid.
General Union of Palestinian Women (GUPW).
General Union of Palestinian Workers (PWU).
299
International Solidarity Movement (ISM).
Ireland Palestine Solidarity (IPSC).
Ittijah. (Paraply-netværket for palæstinensiske NGO’er i Israel).
Jewish Voice for Peace.
Kairos Palestine. (Sammenslutning af kristne palæstinensere).
Labor for Palestine (U.S.).
L’appelo italiano per il boicottagio accademico e culturale.
LGBT. (Lesbiske, Bøsser, Biseksuelle, Transpersoner)
LBGTQ (Lesbiske, Bøsser, Biseksuelle, Transpersoner, Queers).
Mission Responsibility Through Investment (Den presbyterianske
kirkes investeringsvirksomhed).
Palestinian Network of NGOs (PNGO).
Palestinian Queers for BDS.
Palestinian Students’ Campaign for the Academic Boycott of Israel.
South African Artists against Apartheid.
Stanford Confronting Apartheid by Israel (SCAI). (Senere Students for Palestinian Equal Rights).
Stolen Beauty. (Kampagne for boykot af Ahava produkter)
Stop the Wall.
Stop US Taxpayer Aid to Israel Now (SUSTAIN).
300
Students Confronting Apartheid by Israel: Students for Palestinian Equal Rights (“SPER”) Stanford University
Students for Justice in Palestine (SJP).
The Alternative Information Center (AIC).
The American Committee on Africa.
The American Task Force on Palestine (ATFP).
The Arab Feminist Union.
The International Gay and Lesbian Youth and Student Organization.
The Israeli Committee Against House Demolition (ICAHD).
The Palestinian Campaign for the Academic and Cultural Boycott
of Israel (PACBI).
The Palestinian Federation of Unions of University Employees.
The Rachel Corrie Foundation for Peace and Justice.
The US Campaign to end Israeli Occupation
US Campaign for the Academic and Cultural Boycott of Israel
(USACBI).
Who Profits from the Occupation?
301
302