Mord|Sex|Gys En krimi kræver et mord og en opklaring

Transcription

Fra Wallanderland til Wallaland
Fra Sjöwall, Wahlöö og Mankell til Lapidus og
de la Motte. Den svenske krimi er i opbrud og
viser nye takter med bad guys og gamere
De intellektuelles swingerklub
’Hvem ved, hvad forfatterpar snakker om,
når de har sex?’ Martin Østergaard giver
gode råd til krimiduoaspiranter
KRIMI
Ondskaben hersker
Bestialske seriemordere og lemlæstelse af
kroppe beskrevet med kirurgisk præcision
fylder krimigenren, der bliver stadig mere ond
Mord |Sex |Gys
April 2011 | Dagbladet Information | Særavis
En krimi kræver et
mord og en opklaring.
Hvordan pokker kan det
forhindre nogen i at begå
god litteratur?
Susanne Staun kæmper
for at gøre krimien stueren
THRILLER
MESTEREN
Politiken
JEAN-CHRISTOPHE GRANGÉ
modtager Palle Rosenkrantz-prisen på Krimimessen lørdag kl. 13.15
MØD FORFATTERNE
PÅ KRIMIMESSEN
4 Krimi | April 2011
Indhold
Så er det sagt
DEBUTANTERNE »SIDE 6
’Jeg vil afsløre de onde ...’
Store krimiforfattere som Jussi Adler-Olsen og Jo
Nesbø har sat sig tungt på bogsalget med
spektakulære drab og frygtløse kommissærer. Vi
har spurgt fire debutanter om, hvad de kan tilbyde
på et allerede overfyldt skandinavisk krimimarked
PORTRÆT »SIDE 8-10
Krimikrigeren
Susanne Staun står indimellem alene i
skyttegraven mellem litterater på den ene side og
krimifans på den anden. I 12 år har hun kæmpet for
at gøre krimien stueren nok til de litterære saloner,
og i år ser det ud til at lykkes
Nye dramatiske
historier fra
Danmarks bedste
forfatter
TENDENS »SIDE 12-13
Den røde revolution der blev big business
På få årtier har den skandinaviske krimi forvandlet
sig fra at være en kampplads for et
samfundskritisk engagement til et velsmurt brand
FEATURE »SIDE 18-20
Velkommen til Wallaland
Fra strømer i Wallanderland til gangsta i Wallaland.
Fra Sjöwall, Wahlöö og Mankell til Lapidus og de la
Motte. Den forkølede kommissær er ved at blive
overhalet indenom af bad guys og gamere
INTERVIEW »SIDE 22-35
The Game Master
Velkommen til en verden, hvor virkeligheden er
spil, og spillet er virkelighed. Den gode gamle
Generation X har endelig sat sit aftryk på den
skandinaviske krimi. Vi har mødt Anders de la
Motte på Hilton i Kastrup
Velkommen til de intellektuelles swingerklub
Skulle du og din kæreste gå og lege med tanken
om at blive den nye krimiduo, giver parterapeut
Martin Østergaard et par gode råd
Nørrebros jordnære superhelte
Krimiforfatterparret Karen Vad Bruun og Benni
Bødker kalder krimigenren en bastard, fordi den
både kan være samfundskritisk og underholdende
Nybrud. Jens Lapidus benhårde Stockholm noir-krimi ’Snabba Cash’ tematiserer det pres, som nye kulturer – etniske og religiøse,
digitale og globale – lægger på ’Folkhemmet’ og dets trygge plads i Fort Europa. Bogen er solgt i over 600.000 eksemplarer, og er
blevet filmatiseret med tilsvarende succes og markerer et generationsskifte i den skandinaviske krimi. Foto: Camera Film
Et polaroidfoto af virkeligheden
Der bliver sjældent talt
pænt om krimier i de
litterære saloner. Man
står ikke ligefrem og
praler med at have læst
den nye af Jo Nesbø eller
Elsebeth Egholm til
Gyldendals årlige
opførelse af ’Håndtryk
& Kindkys’
TENDENS »SIDE 40-41
Man dræber da et monster
Bestialske seriemordere, blodbestænkte vægge og
lemlæstelse af kroppe beskrevet med kirurgisk
præcision fylder krimifiktionen, der i stigende grad
dvæler ved den visuelle vold og forbryderen som
ondskaben selv
Forsidefoto:
Sofie Amalie Klougart
Ansvarshavende chefredaktør:
Christian Jensen
Krimiredaktør:
Søren Heuseler www.ibureauet.dk
Layout:
Anders Haahr Rasmussen
Redaktion:
Niels Vestergaard og Anne Vindum
Skribenter:
Helle Eeg, Katrine Sekjær, Karsten Wind Meyhoff, Jannie
Schjødt Kold, Mette Størum Krogh, Andreas Harbsmeier,
Majken Klintø og Tonny Vorm
Annoncesalg:
Jens Pedersen 2164 4168
Tryk:
Sjællandske Medier
Dagbladet Information AS
St. Kongensgade 40C, Box 118
1006 København K
Tel: 3369 6000 I Fax: 3369 6110
www.information.dk
af Søren Heuseler
Hovedparten af landets litterater anser krimien for et underlødigt kulturprodukt,
som i bedste fald bare vil underholde og i værste fald er
grænsende til fordummende. Og der findes næppe den
kulturredaktør på en af de
større aviser, der ikke har
gjort sig lystig på bekostning
af genren og i samme åndedrag sukket efter flere digtsamlinger. Åh, den årgangsvin, den årgangsvin.
Det må derfor svide slemt
i de følsomme, finkulturelle
øjne, når en Jussi AdlerOlsen løber med De Gyldne
Laurbær, og en Susanne
Staun er lige ved at vinde
Weekendavisens Litteraturpris.
I virkeligheden har de ikke fattet en fløjtende fis. Bevares, der skrives da masser
af dårlige krimier, ligesom
der udgives stribevis af utålelige romaner, som ikke bevæger sig ud af stedet. Men
at affærdige en hel genre, det
er hovskisnovski ud over alle
rimelige grænser. Eller som
Susanne Staun tvister den på
side 8: »En krimi er en litterær genre, der kræver to
ting. Et mord og en opklaring. Hvordan pokker kan
det forhindre nogen i at begå
god litteratur?«
Når det rigtig lykkes for
en krimi, formår den at forene elementær spænding og
fængende fremdrift i sproget
med en særlig fornemmelse
for brydningerne i det moderne samfund, som man
skal kigge langt efter i de fleste ’rigtige’ romaner. Brydningerne spejles i forbrydelserne og hovedpersonerne
– i den samfundskritiske politiroman ofte kriminalkommissæren.
Det er den tradition, som
især svenskerne er mestre i,
og som Sjöwall & Wahlöö
indledte i 1960’erne og 70’erne med den livstrætte og
fraskilte antihelt Martin
Beck. Han er sindbilledet på
et Sverige midt i en brydningstid, hvor værdierne er i
hastig forandring, familier
går i opløsning, kønsrollerne
tilter og Vietnam-krigen
flimrer hen over tv-skærmen
hver aften. Et polaroidfoto af
folkhemmet, rystet i sin
grundvold.
Fanget
Et par årtier efter er
Berlin-muren faldet og
Sovjetunionen kollapset.
Koldkrigens sort-hvide værdisæt fader ud. Hvad skal der
nu ske? Hvem er fjenden?
Hvor er helvedesforestillingen, der gjorde vores vestlige verden og valg paradisisk?
Tabet af det gamle genkendelige verdensbillede gør
ondt i sjælen. Henning Mankells svar er Kurt Wallander.
Den evigt urolige kriminalkommissær, der ikke forstår
forandringerne, væmmes
ved forråelsen i samfundet
og den grænseoverskridende kriminalitet og alligevel
ikke kan kommunikere med
sine nærmeste omgivelser,
som det forventes af en moderne mand. Fanget midt
imellem det gamle og nye.
På samme måde indkredser Liza Marklund tidsåndens dyrkelse af det autonome individ og stærke krav til
den perfekte kvinde i sluthalvfemsernes opskruede og
mediebårne dotcom-rush,
der både skal gå efter et krævende karrierejob og stadig
være den, der står på mål for
det nære og trygge i familien.
Det kan Annika Bengtzon
selvfølgelig ikke og knækker
næsten midtover.
PR-pølse
10 år efter udvikler Stieg
Larsson den ultimative nyfeministiske fuckfinger til de
sidste rester af pænpige fra
det forrige årtusind: Lisbeth
Salander. Den gennempiercede og punkede androgyne
pige er ganske enkelt verdensmester i it og går hele
Der er bestemt tegn på,
at der er ved at gå PRpølse i krimibranchen.
Forlagene går urimeligt
meget op i salgstal og
lancering af nye
krimikonger og
-dronninger frem for
udvikling af gode
historier, nye greb og
nuanceret persontegning
vejen i overtagelsen af den
traditionelle manderolle.
Hun er tavs og indesluttet,
hun tæver dem, hun ikke kan
lide og kræver sex, hvis hun
har lyst. Og så stryger hun alle de multinationale millioner lige ned i sin virtuelle
lomme. Sådan!
Hvor står vi så nu i krimiland år 2011?
Der er bestemt tegn på, at
der er ved at gå PR-pølse i
krimibranchen. Forlagene
går urimeligt meget op i
salgstal og lancering af nye
krimikonger og -dronninger
frem for udvikling af gode
historier, nye greb og nuanceret persontegning. Imens
hælder forfatterne flere og
flere liter litteraturblod ud
over siderne, dyrker den
tabloide ondskab som Ekstra
Bladet med nyt sexmonster i
udsigt og trækker den ene
utroværdige seriemorder
ind efter den anden.
Men der er også rigtig
krimikvalitet af høj klasse, og
her er forfattere som Staun,
Nesbø og Nesser i en liga for
sig. Og så er der tegn på nybrud. Igen er det den svenske krimi, som viser vejen.
Med Jens Lapidus og Anders
de la Motte forskyder perspektivet sig. Der er stort set
ikke en strømer i horisonten.
Kun forbrydere og folk på
kanten af loven. Det er der
naturligvis en grund til. De
nye krimiforfattere har en
anden fortælling, noget nyt
på hjerte, noget at sige, som
ikke passer ind i den klassiske politiroman med halvforkølede kriminalkommissærer. Vi har taget en pejling
på de nye strømninger i krimiland.
heuseler@information.dk
UTAHS BJERGE og andre historier
udspiller sig i politiske og kulturelle
brændpunkter rundt om i verden – hvor
mennesker kastes ud i dilemmaer og
konflikter, og hvor deres valg og
handlinger kan vise sig at få
vidtrækkende konsekvenser.
Fortiden er aldrig helt forbi …
Scan koden
og læs meget
mere her
Udkommer d. 14. april
Dagbladet Information
NYHEDER FRA SOHN
Debutanterne
’Jeg vil afsløre de onde ...’
Fire nye. Store krimiforfattere som Jussi Adler-Olsen og Jo Nesbø har sat sig tungt på bogsalget
med spektakulære drab og frygtløse kommissærer. Vi har spurgt fire debutanter om,
hvad de kan tilbyde på et allerede overfyldt skandinavisk krimimarked
– Hvordan har du det med at debutere på et
succesombrust skandinavisk krimimarked?
»Rigtig godt. Det får mig til at yde mit allerbedste, at der er så mange dygtige forfattere omkring mig.«
– Hvad kan du tilføre genren?
»Et internationalt fokus og evnen til at rive sløret af de store multinationale virksomheder.«
– Hvad har din inspiration til ’Den afrikanske
jomfru’ været?
»Samtaler med højtplacerede chefer i
oliebranchen. De afslørede, at branchen har
alt, hvad en spændingsroman behøver: korruption, penge, magtkampe. Besøg i Kenyas
beskidte slum gav mig inspiration til, at bogen skulle foregå netop dér.«
– Hvilken indflydelse har din profession som
journalist på dit forfatterarbejde?
»I forbindelse med Den afrikanske jomfru
lavede jeg interviews med folk, der er eksperter på de områder, jeg skriver om – f.eks.
olieudvinding. Til min næste bog, Den filippinske pirat, har jeg interviewet korruptionseksperter i Asien og eksperter i pirateri.«
– Har du et bud på, hvorfor så mange
journalister skriver krimier?
»Krimier er en måde at udøve underholdende samfundskritik på. Desuden vil journalister gerne skrive længere og mere frit,
end avisartikler giver mulighed for.«
– Har du nogen faste ritualer i din
skriveproces?
»Jeg læser meget faglitteratur for at få inspiration til mit plot. Og så siger jeg tit
’Schhh!! Jeg skal lige skrive det her færdigt!’
til min mand.«
– Vælg et soundtrack til din bog!
»Sunday Bloody Sunday med U2.«
K
Skrevet på kaffe,
cola og øl
– Hvordan er det at debutere på det kæmpe
skandinavisk krimimarked?
»Det er vanvittigt spændende, fordi det i
princippet enten kan føre til fantastiske muligheder eller gå relativt upåagtet hen. Først
og fremmest er jeg superglad for bogen, og så
er det bare at lukke øjnene og håbe det bedste.«
– Hvad tilfører du genren?
»At det er muligt at skabe en spændingshistorie om opklaring af en forbrydelse på en
måde, så den er helt fri for splat og overdrevent makaberi. Og at det er muligt at skrive
jordnært om en dansk journalists løsning af
en krimigåde, selv om det mest foregår uden
for Danmark – jeg forsøger med en symbiose
mellem krimien og den internationale thriller.«
– Hvad har inspireret dig til ’Den danske
lokkedue’?
»Oplevelsen af den næsten skandinaviske
mentalitet hos mange indbyggere i Slovenien. Sammensuriet af indtryk fra Ljubljana
– af jugo-nostalgi og fremtidstro, samfundsstruktur, håndboldkultur m.m. – har ikke blot
leveret et oplagt bagtæppe for historien, det
har også været med til at forme handlingen
og plottet.«
skriveproces?
»Klokken 21 sætter jeg mig over på den lokale café på den anden side af gaden. Jeg
drikker en kop kaffe, en cola og en øl i nævnte rækkefølge, mens jeg skriver, indtil mine
øjenlåg efter halvanden times tid bliver for
tunge.«
– Hvilket soundtrack passer til din bog?
»Soundtracket til filmen Arizona Dream,
som Iggy Pop synger.«
K
Nøgleordet er
’forståelse’
– Hvordan har du det med at debutere på det
store skandinavisk krimimarked?
»Jeg laver strudsefinten. Hovedet i sandet. Og skriver så forskelligt fra krimien, som
jeg kan.«
– Hvad kan du tilføre genren?
»Romanen. Mine bøger burde gå under
genrebetegnelsen: en spændende roman.«
– Hvad har din inspiration til denne bog
været?
»For fem, seks år siden kom en strøm af
asylansøgende kinesiske unge mennesker til
forskellige europæiske lande. Alle var udstyret på samme måde: ens rygsække, ens mobiltelefoner, lige mange penge. Mens de ventede på at få besked, forsvandt de sporløst. I
dag er der stadig ingen – ikke politiet, ikke
myndigheder – der ved, hvor de er blevet af.«
– Hvilken betydning har din profession som
journalist på dit forfatterarbejde?
»De journalistiske metoder, jeg har brugt,
hedder ’intuition’ og ’stædighed’. Når jeg har
et spor, slipper jeg det ikke. Grådighed er der
også. Jeg vil afsløre de onde. Overvinde dem.
Og yde ofrene erstatning.«
– Hvorfor er der så mange journalister, der
skriver krimier?
»Det handler om at forstå menneskets bevæggrunde. Hvilke forudsætninger i verden
og i samfundet gjorde det muligt at udføre
forbrydelsen? Forstå er et nøgleord. For både
journalister og krimiforfattere.«
skriveproces?
»Jeg sætter mig på en stol. Tænder min
computer. Sætter hænderne til tasterne.«
– Hvilket soundtrack passer til din bog!
»En tidlig PJ Harvey, hvor hun lyder som
et såret, hævnlystent dyr.«
K
Dybt ned i den
menneskelige psyke
– Hvordan har I det med at debutere på et
succesombrust skandinavisk krimimarked?
»Det er stimulerende at vide, at vi kommer til at blive sammenlignet med forfattere,
som har succes rundt omkring i verden. Vores forlægger, som bl.a. har arbejdet med Liza Marklund og Jan Guillou, har været til stor
hjælp og en tryghed.«
– Hvad kan I tilføre genren?
»Krimien kritiseres ofte for at være
sprogligt dårlig, og det vil vi gerne ændre på.
Vi synes også, at vores personskildringer har
en psykologisk dybde, som tit mangler i lignende litteratur. Desuden vil vi gerne være et
modstykke til alle de hyggelige, urealistiske
puslespilskrimier.«
– Hvad har inspireret jer til at skrive
’Kragepigen’?
»Bortset fra personlige erfaringer har det
været den brutale virkelighed, der ofte overgår fiktionen i form af ufattelige overgreb.«
– Har I nogen faste ritualer i jeres
skriveproces?
»Vi har udviklet en arbejdsmetode, som
fungerer godt for os begge. Over en øl plejer
vi at fabulere en synopsis frem, som vi så koger ned til specifikke kapitler. Vi gennemgår,
hvad der skal ske med de forskellige karakterer, hvordan de udvikler sig osv. Vi deler arbejdet mellem os og sammenholder vores
tekster med jævne mellemrum. Jerker er den
med sans for detaljen, og Håkan den, der har
overblikket.«
– Vælg et soundtrack til jeres bog!
»Joy Division: She’s lost control, The Fall:
The acute, Cortex: The freaks og Kite: Way to
dance.«
K
Svarene er indsamlet af Anne Vindum
Henrik Brun
Åsa Lantz
Jerker Eriksson og Håkan Sundquist
Alder: 32 år.
Profession: Forfatter og journalist.
Krimidebut: ’Den afrikanske jomfru’.
Rosinante & Co, 18. marts 2011.
Bogens første sætning: ’Svingdøren i bunden
af glasbygningen slugte de mørke jakkesæt et
for et.’
Favoritfilm: ’Hotel Rwanda’ gjorde stort
indtryk på mig. Jeg var så berørt, at jeg ikke
engang kunne spise den obligatoriske
slikpose.
Yndlingsbog: ’Drageløberen’ af Khaled
Hosseini gik lige i hjertet.
Idol: John le Carré. For hans evne til at binde
hele verden sammen i én bog.
Hobby: Dykning og løb.
Alder: 42 år.
Profession: Journalist/udlandsredaktør.
Krimidebut: ’Den danske lokkedue’. Turbine,
8. april 2011.
Bogens første sætning: ’Hun var udsat for
passiv rygning, og det var dejligt.’
Favoritfilm: ’Goodbye Lenin’.
Yndlingsbog: ’Ulven i Banja Luka’ af Jens
Henrik Jensen, og ’Veronika beslutter at dø’ af
Paulo Coelho.
Idol: Jens Henrik Jensen og Leif Davidsen.
Hobby: Musiklytning (gerne live) og sport
(som publikum).
Alder: 44 år.
Profession: Forfatter og journalist.
Krimidebut: ’Kald mig Rosa Parks’. Modtryk,
17. marts 2011.
Bogens første sætning: ’Den første død
varede længe.’
Favoritfilm: Har mange. En er ’The Hours’.
Yndlingsbog: ’Dronningens juvelsmykke’ af
Carl Jonas Love Almqvist.
Idol: Amerikanske Reggie Nadelson. Haruki
Murakami, hans ’Trækopfuglens krønike’, som
vender verden på hovedet, overgår i
spænding de fleste thrillere.
Hobby: Læse. Se film og teater. Arbejde, kort
sagt. Og løbe.
Alder: 30+ (af og til yngre).
Profession: Bibliotekar (Jerker), småjobs
(Håkan).
Krimidebut: ’Kragepigen’. Lindhardt og
Ringhof, 2. maj 2011.
Bogens første sætning: ’Huset var over
hundred år gammelt, og de solide stenmure
var metertykke, hvilket betød, at hun
formentlig ikke behøvede at isolere dem, men
hun ville være på den sikre side.’
Favoritfilm: ’Stroszek’ af Werner Herzog (J),
’Gå og Se’ af Elem Klimov (H).
Yndlingsbog: ’Steppeulven’ af Herman Hesse
(J), ’En klovns opgør’ af Heinrich Böll (H).
Idol: Sjöwall & Wahlöö (J), Jan Guillou og Leif
G.W. Persson (H).
l
Kulungen
K
d iin C
Cuba
b
Made
M
h d
TTavsheden
- krimi
af Merete Junker
”Persontegningen er skarp, stemningen levende
og plottet har et dramatisk drive, der får handlingen til gnistre.”
Information
Mød Merete Junker på Krimimessen
Læs også: PIGEN MED BALLONEN
- krimi
af Monica Kristensen
En ny Svalbard-krimi man ikke lægger fra sig, før
sidste punktum.
”Nyd den” ***** VG
Læs også: HOLLÆNDERGRAVEN
- thriller
af Preben Haarup
Hæsblæsende spændingsroman fra Havana om
kærlighed, hævn og flugt af ny dansk krimidebutant.
Mød Preben Haarup på Krimimessen
- krimi
af Jan Costin Wagner
”En dyster, stemningsmættet og original krimi af
den slags, man på grund af forbrydelsens hæslige
karakter næsten har dårlig samvittighed over at
have følt sig glimrende underholdt af.”
***** Jyllands-Posten
VINDER AF DEN TYSKE KRIMIPRIS 2008
Læs også: ISMÅNE
Tre gode fra SOHN-klassiker serien:
GRAHAM
GREENE
Vor mand i Havana
Kriminalroman
FORLAGET SOHN
Brighton Rock
Vor mand i Havana
af Graham Greene
af Graham Greene
med forord af Leif Davidsen
med forord af Klaus Rifbjerg
”Graham Greenes mesterlige katolske gangster”En vellykket kombination af guddommelig farce
melodrama fra 1938 er relevant ude på dansk
og satanisk nervepirrende thriller.”
igen.”
***** Politiken
****** Berlingske Tidende
Hør Leif Davidsen og Bo Tao Michäelis samtale om Graham Greenes forfatterskab på Krimimessen.
Den tredje mand
Fortidens tåge
- thriller
af Graham Greene
med forord af Leif Davidsen
”En velskrevet og underholdende retro-krimi,
som med beskedne virkemidler får fortalt en stor
historie om moral.” Litteratursiden
- thriller
af Leonardo Padura
”Sublim krimi, hvis lige næppe findes på disse
breddegrader.”
Information
”Svedig krimikunst.”
Ekstra Bladet
,)"0,
Helle Vincentz
TTvillingen
illi
VIRKELIGHEDENS
KRIMIER
Fra Kenyas slum
til filippinske pirater
%+
'"$(,**"/
0+/1%'"*
?H>;HME
O>P;H>L?L@;GCFC?M
>L;G;NCME?FCPIA
MEx<H?
Fra Folketinget
til celle 290
- om Arne Munch-Petersen liv og skæbne
af Ole Sohn
Ny hardback-udgave
”Bogen om Arne Munch-Petersen, et af Stalin-tidens ofre, er en
begivenhed i historieskrivningen”
Information
#,/)$
"10,%
4JHEFU
NFEFOCPH
#FTUJMCHFSQlXXXTPIOEL
PHGlEFNUJMTFOEU(SBUJT
+
Jeg kommer
Jeg
er ssnart
sna
nartt hjem
hjem
em
- en ddansk udvandrerfamilies
andrerfamilies liv og skæbne
af Ole Sohn
Nu i 4. oplag
”En gribende fortælling, som man har svært ved at lægge fra sig.”
Weekendavisen
/VPHTlQBLLFUJOE
TPNHBWF
Køb bøgerne hos boghandleren eller på www.sohn.dk
Krimi | April 2011 9
Interview: Susanne Staun
Til trods. Susanne Staun hader fotografer,
gør hun opmærksom på, da billederne til
artiklen skal tages. Alligevel gør hun, som
der bliver sagt, og smiler og griner højt
under hele seancen, hvor fotografen beder
hende trække en strømpebuks ned og op
over hovedet, posere og ryge samtidig.
Foto: Sofie Amalie Klougart
ELSKER DU
OGSÅ KRIMIER?
Mangler du anbefalinger og en guide
til hvilke krimier, du skal vælge?
Vær med i Danmarks
største krimibogklub
Har du læst Stieg Larsson og savner bøger
i samme stil? Elsker du Jussis krimiserie og
vil læse noget, der ligner? Savner du
overblik og personlige anbefalinger, så du
kan vælge det bedste fra krimiverdenen?
Vær med i klubben Krimi & Spænding!
Jeg giver dig et stort udvalg af alle
bestsellere og kvalitetskrimier. Jeg
giver overblik og personlige
anbefalinger.
Og så præsenterer jeg de krimi- og
g tv-serier, alle
taler om. Jeg byder dig velkommen
n med
3 store krimier for kun 9 kr. pr. bog.
g.
Krimikrigeren
Velkommen i Krimi & Spænding
ing
Mette Bentholm,
Redaktør
Våbenhvile. Susanne Staun står indimellem alene i skyttegraven mellem litterater
på den ene side og krimifans på den anden. I 12 år har hun kæmpet for at gøre krimien
stueren nok til de litterære saloner, og i år ser det ud til at lykkes for den 53-årige forfatter
af Jannie Schjødt Kold
Vi skulle egentlig have mødtes på Vesterbros
dagligstue, Jernbanecafeen – af indlysende
røgfyldte årsager. Men mens støttebandet Artig Verner spiller til fordel for Vesterbros første fixerum, ringer Susanne Staun og spørger,
om vi ikke kan mødes på en mindre tæt befolket café på Halmtorvet i stedet for. Der kan
man godt nok ikke ryge, til gengæld kan man
høre, hvad hinanden siger.
Og Susanne Staun elsker at tale. Om krimier, om selvtægt og om den skyttegravskrig,
der udspinder sig mellem »lortekrimier og
litteratur«, som hun siger. I aften er hun glad
og ude for at fejre, at hun er i færd med at lægge sidste hånd på en thriller, der udkommer til
september.
»Det er så dejligt, når jeg er færdig med en
bog. Så skejer jeg seriøst ud, ser alle mine venner og spiser på svinedyre restauranter, jeg
slet ikke har råd til,« fortæller hun, da vi har
fået sat os ned, og tilføjer med blikretning
mod baren:
»Kommer ham der Prince Charming bag
baren ikke snart herover? Han behøver ikke
udgyde sit testosteron, bare lidt rødvin. Baby
come on, come on.«
Lige nu er der al mulig grund til at skeje ud.
Susanne Staun har netop fået at vide, at hendes bog Døderummet er blevet tildelt Harald
Mogensen Prisen for bedste kriminalroman
2010. Dermed indstilles Stauns retsmedicinske thriller automatisk til den skandinaviske
krimipris Glasnøglen.
»Det gør mig helt barnligt glad. Jeg har været den evigt nominerede,« siger hun selv om
den anerkendelse, der følger med fra krimiverdenen.
Samtidig høstede hun tidligere i år den store
litterære anerkendelse at blive indstillet til
Weekendavisens Litteraturpris for Døderummet, og således ser der ud til være dømt våbenhvile i den kamp, hun har ført for at få krimien anerkendt som ’rigtig’ litteratur gennem de seneste tolv udgivelser.
Forfatter ved et tilfælde
Det stod ellers ikke i kortene, at Susanne
Staun skulle være forfatter. Opvokset i en
småborgerlig lægefamilie udfyldte hun rollen som den trodsige treer, der ikke ville sidde
stille, lære de rigtige manerer og holde op
med at stamme og tisse i sengen. Senere fik
hun topkarakterer på engelskstudiet og fortsatte på et Fulbright-stipendium videre til en
uddannelse som journalist i USA. Hjemme i
Danmark redigerede hun tegneserier hos Egmont i ti år, inden hun sprang ud som forfatter
nærmest ved et tilfælde. Susanne Staun sad i
sin mormors sommerhus, hvor hun altid skriver, og skrev ordet ’dumme’ gentagne gange
på et stykke papir om den nabo, som hun lå i
åben krig med, og det udviklede sig til debutromanen Sådan lyder en salonriffel fra 1998.
»Når jeg skriver, er det meget sådan,« forklarer forfatteren.
»Jeg sidder lidt og tænker, ’hmm, hvad kan
jeg gøre med den her stemning? Hmm, hvad
sker der, hvis jeg kobler den her sag på?’ og så,
wham bam thank you ma’am, eksploderer det
hele, galopperer af sted med mig og bliver noget helt tredje,« siger hun.
»Bagefter står jeg sådan lidt og tænker:
Hvad skete der lige her?«
En følelse, Susanne Staun indtil videre har
haft 12 gange, og som hun sammenligner med
den pludselig erkendelse af, at ens børn ¨¨
3
9
Få
bøger
for
kun
pr. stkkr.
.
www.krimibogklub.dk
Interview: Susanne Staun
(BOHBO
#OFHPPLK
»Hvad er en krimi? En krimi er en litterær
genre, der kræver to ting: et mord og en
opklaring. Hvordan pokker kan det forhindre
nogen i at begå god litteratur?«
¨¨
er blevet store (Staun har to teenagebørn). Som forfatter har hun altid ligget relativt lunt i anmeldersvinget, men mangler stadig at opleve et egentligt gennembrud. Det
ændrer sig måske nu, hvor hun har en Glasnøgle i udsigt.
Den store fætter-kusine-fest
Prisen for årets kriminalroman 2010 bliver
overrakt på det, Susanne Staun ser frem til
som årets abefest: krimimessen i Horsens.
»Det er simpelthen én stor fætter-kusinefest, hvor uglesete krimiforfattere kan mødes
og feste, uden at en sur, sortklædt litterat står
i ringhjørnet og peger,« siger hun og refererer
dermed til debatten mellem litterater og krimi-aficionados om, hvad der kan kaldes
kunst. Litteraterne på den ene side hævder, at
krimi per definition ikke kan være kunst, fordi en krimi er skrevet efter en skabelon, og
derfor ikke kan være litteratur. Til det spørger
Susanne Staun:
»Hvad er en krimi? En krimi er en litterær
genre, der kræver to ting: et mord og en opklaring. Hvordan pokker kan det forhindre
nogen i at begå god litteratur?«
Hun hæver de markerede øjenbryn over
de kohlindrammede mørke, livlige øjne. Der
er smæk for skillingen, når hun først har talt
sig varm.
På den anden side af kløften står krimiforfatterne og de forlag, der har vejret morgenluft og »pøser lortekrimier ud« og »giver os
andre et dårligt rygte«.
»Så står litteraterne der og peger: ’Se! Det
er lort det hele,’« siger hun.
En lortekrimi er i Stauns verden en roman,
der ikke er skrevet af en rigtig forfatter. Sådan
en med kærlighed til sproget.
– Hvordan definerer man en god og en dårlig krimi?
»En god krimi udmærker sig ved at være
skrevet med begge hjernehalvdele i brug.
Den venstre til plot og den højre til sprog,«
forklarer hun. »Hvor en skønlitterær roman
Mød Fanny Fiske ...
... Susanne Stauns mest kendte figur. Gennem
fem bind, fra ’Som arvesynden’ (1999) til ’Før
jeg dør’ (2009), kæmper den aldrende
profileringsekspert mod kvinders to argeste
fjender: alderdom og seriemordere (når hun
ikke får foretaget en plastikoperation, spiser
svin eller begår selvtægt). Serien er blandt
andet blevet kaldt ’Tarantino på Østrogen’ og
’Femikrimi med bremsespor’.
sagtens kan være skrevet med kun den venstre, skrives alt for mange krimier udelukkende med den højre, og så går det altså helt galt.«
Hobos, fattigrøve og cowboys
Fotografen afbryder Susanne Stauns talestrøm og vil have os med ud til Øksnehallens
mere dunkle udendørsbelysning.
»Jeg hader fotografer, det skal du bare vide,« siger hun, mens vores støvletrin giver
genlyd over brostenene og lighteren gnistrer.
»Du har bare ikke at lave art på min bekostning, thank you very much.«
Hun ømmer sig flere gange i den bidende
aftenkulde og siger, at hun nægter at blive syg
netop nu, hvor hun er på vej til New York. Alligevel gør hun, som der bliver sagt, og smiler
og griner højt under hele seancen, hvor fotografen beder hende trække en strømpebuks
ned og op over hovedet, posere og ryge samtidig. Da vi er kommet indenfor igen, og Prince Charming langt om længe har været forbi
med et glas rødvin, fortæller hun om den forestående tur til The Big Apple.
»Jeg skal over og besøge min veninde, og så
skal vi spise frydefuldtsvin på Anthony Bourdains restaurant, men vi skal også lave noget
arbejde på min nye bog.«
Susanne Staun fortæller, at halvdelen af
den nye thriller, som næsten er færdig, foregår i staten New Yorks såkaldte panhandle,
den del af staten, der ligner et stegepandehåndtag, og hvor der kun bor »hobos, fattigrøve og cowboys«.
»Det er et fantastisk sted. Vi har en fælles
bekendt dér, som viplejer at ryge os godt skæve med. Så sidder vi på hans veranda og lytter
til, at de plaffer hinanden ned i skoven ved siden af,« siger hun.
– Tager du altid ud og besøger de steder, du
skriver om?
»Ja, som regel, men jeg gør det først, efter
jeg har skrevet romanen, og jeg finder altid ud
af, at det, jeg havde forestillet mig, virkede
bedre. Men jeg vil så gerne behage min redaktør gennem 12 år – jeg vil kysse den jord, han
går på – og han siger altid: ’Hvis dine karakterer absolut skal tænke så meget, kan de så ikke stå et sted og gøre det? Kan vi ikke få noget
rum?’«
Hun slår en høj latter op og propper et
stykke nikotintyggegummi i munden i mangel af bedre.
»Så nu tager jeg til New York for at prøve at
skaffe den stodder mere rum.«
Den kommende bog tager udgangspunkt i
en ’virkelig’ sag fra 2009, som starter, da en
mor kommer styrtende ind på skadestuen
med sin toårige pige og skriger:
»Mit barn er brunt, mit barn er brunt.« Ingen
ved, hvad der er sket med pigen, indtil det bliver opdaget, at hun har været overhældt med
afløbsrens, mens hun har været fastspændt i
sin barnevogn. Susanne Staun har fulgt sagen,
fordi en retsmediciner, hun kender, viste hende de ar, han har på armen efter selv at have lavet forsøg med afløbsrens. Forsøg, der klart
beviste, at pigen var blevet forulempet på det
tidspunkt, hvor kun moderen og stedfaderen
var i lejligheden. Alligevel gik de begge fri i
retten, da man ikke kunne bevise, hvem af
dem, der havde gjort det,eller om det var dem
begge.
»Det er da pisseprovokerende,« siger Susanne Staun oprevet. »Den her retspleje, vi
har i Danmark, hvor man ikke kan dømme nogen kollektivt, gør, at vi tager mere hensyn til
gerningsmandens retssikkerhed end ofrets.«
– Er det en samfundskritisk bog, du skriver?
»Ja og nej. Der er ingen forfattere, der sætter sig ned og siger: ’Nu vil jeg belyse hullerne
i vores jura. Det er for dårligt, at det kan foregå.’ Det er mere sådan, at en sag byder sig til,
og så bider man på,« siger hun.
Præcis sådan var det med sagen om pigen,
der blev vansiret for livet. Den lå lige til højrebenet for Susanne Stauns 47-årige retsmediciner Maria Krause fra Døderummet. I bogen
kobler forfatteren sagen med det såkaldte
Münchhausen by proxy-syndrom og lader
halvdelen af bogen foregå i Rexville, New
York, og så begyndte det at blive rigtig sjovt,
som hun siger. Münchhausen by proxy er et
syndrom, hvor typisk en mor opdigter alverdens sygdomme til sit barn og måske påfører
barnet skade med vilje for at få opmærksomhed.
»Jeg har altid gerne villet lave noget med
Münchhausen by proxy og har tilbragt en hel
aften i Horsens med en retsmediciner med
kun at tale om det,« siger hun og tilføjer, at
selv om sagen om den lille pige ikke ved første
øjekast ligner en Münchhausen by proxy, så
skal den nu fireårige pige igennem mange
plastikoperationer over flere år. Altså mulighed for massiv opmærksomhed.
Død over kendiskrimierne
Selv mener Susanne Staun, at hun har skrevet
den samme bog tolv gange. Om modne kvinder, der – koste hvad det vil – går ud i verden
med stun gun og peberspray og siger: Det vil
jeg ikke finde mig i!
»Det er min måde at reagere på uretfærdighed,« forklarer Susanne Staun, der intet
har imod at få klistret mærkatet ’femikrimi’
på sine bøger.
»Altså det handler om at se den nøgne abe
i øjnene, som jeg siger. Femikrimi er en ganske udmærket varebetegnelse for det, det er:
En krimi i et totalt kvindeinficeret univers,«
siger forfatteren, der alligevel laver heltinder,
der skiller sig ud og har mere end almindeligt
ualmindelige vaner.
Eksempelvis har Maria Krause fra Døderummet det med at bestille voldtægter til sig
selv – bare for adspredelsens skyld. Selv om
Stauns figurer på den måde har det med at
stikke ud, vil hun gerne forny sig.
»Jeg har jo stået i selvtægtsstampe i alle
mine bøger,« siger hun, men tilføjer, at det bare falder hende nemt med den der spænding.
At den rummer en puls, der er fed at skrive op
af. Og hun har egentlig ikke tænkt sig at stoppe.
»Når man først har mærket, hvor mindblowing fedt det er, at noget galopperer af sted
med én på den måde, holder man jo ikke op
med det, « siger hun.
Heller ikke når man som Susanne Staun er
midt i en krimikrig.
– Hvad skal der til for at slutte fred?
»Jeg siger til alle, der skriver lortekrimier,
at de skal holde op, og de skal holde op lige
nu,« siger hun, mens vi samler vores ting
sammen og forlader det nu øde Vesterbro og
Prince Charming bag disken.
Selv om hun er træt og rejser til New York
i morgen, skal hun lige levere de sidste bulletiner.
»Min ambition er at gøre krimien stueren.
Det er det, der er mit projekt,« siger hun,
mens vi går mod Hovedbanegårdens neonoplyste S-skilt.
– Hvornår ved du, at du har nået dit mål?
»Jeg popper en flaske champagne den dag,
kendisser holder op med at tro, de er forfattere, fordi de skriver krimier med venstre hånd
og kommer på forsiden af Euroman for det.«
Hun griner højt og puster hurtig røg ud.
»Ha! Den dag kommer nok aldrig.«
K
Fem fede krimier ifølge Staun
Louise Welsh: ‘Det skjulte
rum’ (2002)
Lionel Shriver: ‘Vi bliver nødt
til at tale om Kevin’ (2005)
Boston Teran: ‘God is a Bullet’
(1999)
Dan Simmons: ’Slutspil’ (1989)
Julie Parsons: ‘Mary, Mary’
(1998)
&H>K
1RKANRFPQ
En makaber sag om forsvundne
drenge, hvis lemlæstede lig
dukker op på steder, hvor ingen har set eller hørt noget,
bringer kriminalkommisær
Jeanette Kihlberg og psykolog Sofia Zetterlund tæt på
hinanden. Flere ledetråde
i politiets efterforskning
kan spores til en af Sofias
klienter, men foruroligende nok viser det sig
snart, at intet er, som det
først ser ud.
n og
S c a n k o d e d e nu
e
l æ s a l le r g a f
a
et ud d r E N
K R A GE P IG
UDKOMMER 9. MAJ
De originale: Sjöwall & Wahlöö
Forgængere. Maj Sjöwall og Per Wahlöös
viser i deres krimier, at det private er
politisk og del af en større sammenhæng,
der igen former privatsfæren, når de
kombinerer samfundskritikken i den
hårdkogte amerikanske krimitradition med
en krads hverdagsrealisme, som
inkluderer hovedpersonernes personlige
problemer. Foto: SDV/Scanpix
Den røde revolution
der blev big business
Succeshistorie. På få årtier har den skandinaviske krimi forvandlet sig
fra at være en kampplads for et samfundskritisk engagement til et velsmurt brand
i den internationale underholdningsindustri
af Karsten Wind Meyhoff
»Så siger jeg X, X som i Marx.«
Hvis læseren skulle være kommet i tvivl
om Maj Sjöwall og Per Wahlöös politiske ståsted undervejs, så bliver han mindet om det
med udgangsreplikken i tiende og sidste bind
i krimiserien Roman om en forbrydelse. Bindet, der har titlen Terroristerne, bliver udgivet
i 1975 og dermed afrunder den 3.000 sider lange fabel om den svenske velfærdsstats deroute. Eventyret begyndte i 1965 med den stilfærdige politikrimi Roseanna, som lagde grundtonen i Sjöwall og Wahlöös berømte romanserie og skabte fundamentet for et verdensomspændende brand og big business: Den
skandinaviske krimi.
I den uanselige første roman fisker kriminalassistent Martin Beck liget af en nøgen,
mishandlet kvinde op af Götakanalens sluser
og indleder hermed en omfattende kortlægning af det svenske samfunds virkelighed.
Beck er med tiden blevet arketypen på den
lettere udbrændte skandinaviske politimand
i 40’erne med de alt for menneskelige træk:
samspilsramt, depressiv og socialt dysfunktionel. Samtidig er han elskelig og ikke mindst
en kompetent og ubestikkelig politimand, der
må navigere i et system af råddenskab og inkompetence.
Omkring sig har Beck sin lille gruppe af
kolleger, der ligeledes er plaget af de problemer, moderne individer i 1960’erne og
1970’erne må døje med. Sammen udgør de en
art miniatureportræt af Sverige midt i en urolig tid, hvor Den Kolde Krig er på sit højeste,
værdierne er i hastig forandring, og Vietnamkrigen flimrer hen over tv-skærmene hver aften.
Den stockholmske storbyjungle
Forfatterparret har flere gange beskrevet den
overordnede strategi med Roman om en forbrydelse. De første romaner skulle indfange
krimilæserne og gøre dem interesserede i figurerne og miljøerne. Herefter skulle der stille og roligt skrues op for den marxistiske samfundsanalyse med den moderne svenske velfærdsstat i centrum. De ti romaners logik er i
et samtidigt interview beskrevet således: De
tre første romaner er traditionelle politikrimier uden politisk indhold. De næste tre-fire
titler er problematiserende og samfundskritiske uden at bekende alt for meget politisk
kulør i handlingen. De sidste titler er eksplicit
kommunistiske og konfronterer det kapitalistiske velfærdssamfund med dets problemer.
Per Wahlöö har selv beskrevet projektet i
romanserien som et forsøg på at forstå kriminaliteten som en social funktion og et produkt af velfærdsstaten og dens institutioners
indretning. Med deres marxistiske og stærkt
samfundskritiske udgangspunkt stiller de en
sort og forstemmende diagnose af Sveriges
tilstand. I seriens sjette roman Strisser, Strisser (1970) får læseren følgende billede af
Stockholm og velfærdsstaten:
»Bag sin spektakulære topografiske facade og under sit glatte, delvis fashionable ydre
var Stockholm efterhånden en storbyjungle,
hvor narkomani og perversitet florerede mere end nogen sinde, hvor samvittighedsløse
ågerkarle helt legalt kunne tjene enorme profitter på pornografi i dens mest snuskede og
modbydelige form, hvor de professionelle
forbrydere ikke bare blev flere og flere, men
også stadig bedre organiseret, og hvor der,
især blandt de ældre, var ved at blive skabt et
ludfattigt proletariat.«
Sverige beskrives nærmest som land i undtagelsestilstand og socialt kaos. Diagnosen
ligger kort sagt langt fra enhver idealiseret forestilling om de skandinaviske samfund som
generøse og rummelige velfærdsmodeller.
Fornemmelsen af, at utopien er strandet, og
noget er gået grueligt galt, gennemsyrer hele
romanserien. Samtidig er det netop den samfundskritiske holdning og grundlæggende
stemning af uro, hele den skandinaviske krimi som genre bygger på.
Fra private til public eye
Når man taler om Sjöwall og Wahlöös originalitet og udråber dem som den skandinaviske politiromans pionerer, er det vigtigt at pege på deres store inspiration fra den amerikanske politiroman. I 1950’erne begynder en
række amerikanske krimiforfattere, heriblandt Hillary Waugh og Ed McBain, at skrive de såkaldte police procedurals. Sjöwall og
Wahlöö oversætter selv en række af McBains
politikrimier. I politiromanen bliver detektiven, som vi kender fra både de hårdkogte
amerikanske forfatteres værker og den engelske guldalderkrimi, skiftet ud med polititeamet som ny hovedperson. Den klassiske private eye er ikke længere troværdig som hovedperson i en moderne og kompleks verden.
I stedet introducerer disse forfattere et public
eye, politimanden, som ny helt og omdrejningspunkt for fortællingen. I politiromanen,
som i dag fuldstændigt dominerer krimigenren, ligner opklaringsmetoderne virkelighedens. Og dagligdagen består ofte af kontorarbejde med halvlunken kaffe på kanden frem
for møder med forførende femme fatales, farverige skurke og melankolsk eftertænksomhed på neonoplyste hotelværelser. Polititeamet giver desuden stort spillerum for studier
i konflikter mellem mennesker på arbejdspladsen, og portrættet af politiet som institution indtager med tiden en fremtrædende rolle i genren.
Men Sjöwall og Wahlöö går skridtet videre
end deres amerikanske forbilleder. Svenskerne bruger krimien til at sætte problemer til
debat og til at tegne et kritisk billede af samtidens forfatning og institutioner. De arbejder
således ikke kun for at gøre krimien mere realistisk, de bruger genren til at skildre virkningerne af den uro og utryghed, 1960’erne og
1970’erne afføder hos normale borgere, når de
dagligt konfronteres med avisoverskrifter,
der melder om politisk terror, atomtruslen og
en heftig systemkritik fra en voksende venstrefløj. Sjöwall og Wahlöö kom begge fra
journalistikkens verden og var optaget af de
aktuelle problemstillinger i samtiden.
Duoen udvikler således den skandinaviske krimis særlige varemærke, der, når den
fungerer bedst, kombinerer samfundskritikken i den hårdkogte amerikanske tradition
med en kras hverdagsrealisme, som inkluderer hovedpersonernes personlige problemer
med parforhold, familie og økonomi. Med en
af datidens formler illustrerer den skandinaviske kriminallitteratur, hvordan det private
er politisk og en del af en større sammenhæng, og omvendt hvordan denne sammenhæng og helhed påvirker og former privatsfæren.
Lavinen ruller
40 år senere er den lavine, Roman om en forbrydelse satte i gang, stærkere end nogensinde. Forfattere som Henning Mankell, Håkan
Nesser, Leif G.W. Persson, Jan Guillou, Jo Nesbø, Leif Davidsen, Liza Marklund, Anne Holt,
Stieg Larsson, Simon Pasternak og Christian
Dorph er alle inspireret af Roman om en forbrydelseog arvtagere til den tradition, Sjöwall
og Wahlöö søsatte. Norske Anne Holt har beskrevet den betydning og status, forfatterpar-
ret har i den skandinaviske kriminallitteratur:
»Sjöwall og Wahlöö skrev en romanserie.
Men de skrev også en lærebog i ti bind. De opfandt en genre. De satte det niveau, vi stræber
efter at nå. De har efterladt sig et stort litterært værk, den endegyldige kanon, men også
en vejledning til alle, der vover sig ind i denne
kr
vende genre. De lærte os at beskrive
det store billede ved hjælp af den lille detalje,
at sænke kameraet, at gå tæt på objektet – den
forsømte, den fortabte, det almindelige menneske.«
Ser man på krimifænomenet i en større
sammenhæng, kan man konstatere, at krimien er blevet en integreret del af den globale
underholdningsindustri. På dette marked har
den skandinaviske krimi manifesteret sig
som et stadigt stærkere internationalt brand
med stor gennemslagskraft verden over. Forfattere som Henning Mankell og Stieg Larsson sælger deres bøger i millionoplag og
trækker en lang hale af skandinaviske krimiforfattere med sig. Bøgerne bliver filmatiseret og forvandlet til globale blockbusters,
mens skandinaviske krimi-tv-serier får priser og begejstrer tv-seere over hele verden.
Krimien, og især den skandinaviske, er blevet
en decideret industri med en milliardomsætning, som forlag, agenter og ikke mindst forfattere gerne vil have en del af. Forlagene
pumper krimier ud i håbet om, at de rammer
den næste guldgrube, den næste Larsson,
Mankell eller Adler-Olsen.
Krimien som politisk våben
Det er imidlertid ikke hele Sjöwall og Wahlöös projekt, som passer lige godt til den moderne krimiindustris formater. Ud over at
være gode sproghåndværkere var de to svenske forfattere politisk engagerede idealister
med en tro på, at mennesket kunne ændre
verden. Intet mindre. De ville kort sagt gøre
en forskel og påvirke folks virkelighedsbillede med deres krimier. For Sjöwall og Wahlöö
var krimien et politisk våben, et strategisk
værktøj til at formidle et bestemt socialt og
politisk budskab.
Resultatet af Sjöwall og Wahlöös anstrengelser er den sønderlemmende dystre diagnose, der udpeger institutionel inkompetence, en stigende magtkoncentration i samfundet, store uligheder og diskrimination på det
sociale og retslige område samt en gennemgående ansvarsforflygtigelse i de ledende organer af samfundet som de store syndere.
Navnlig det svenske politi, inklusive efterretningstjenesten SÄPO, står for skud og bliver
fremstillet uhyre negativt som en institution
domineret af magtinteresser, arrogance og
begrænsede evner, som direkte skader Sverige. Det er i dette perspektiv, navnet på serien
skal ses. Roman om en forbrydelse henviser ik-
ke til en bestemt forbrydelse, men til forestillingen om, at det etablerede system i Sverige
er i gang med at begå en omfattende og kompleks forbrydelse mod sin egen befolkning.
Mere diagnose, tak!
Sjöwall og Wahlöös dystre samfundsdiagnose bliver i løbet af serien mere og mere gennemsyret af en galgenhumoristisk misantropi, der beskriver livet i det svenske velfærdssamfund som mislykket. Det mest forældede
ved Sjöwall og Wahlöös analyse er nok, at de i
sidste ende altid giver samfundet skylden for
alle dårligdommene i Bergman-land. Imidlertid er det også det kulsorte samfundssyn
og de karikerede billeder af samtidens sociale og institutionelle forhold, der giver værket
en umiskendelig energi og gør de urimelige
analyser til læseværdige tidsbilleder.
Viljen til at levere en umaskeret samtidsdiagnose har svære kår i dag. Kun få forfattere som Henning Mankell og Arne Dahl holder
fanen rimelig højt og tilbyder en læseværdig
samtidsdiagnose af nutidens problemstillinger. I stedet svælges der i effekter, som i bedste exploitation- og horror-stil prøver at fremprovokere chokeffekter og skræmme læseren.
Som krimientusiast må man konstatere, at
det i dag alt for ofte er svært at få øje på ambitionerne i de aktuelle krimiers orgier af vold
og monstrøse fascination af psykopater og
kannibaler. Genuin samfundsdiagnose, uanset om den kommer fra venstre eller højre,
analyse af nutidens magtfulde institutioner
og ikke mindst en kritisk refleksion over det
moderne kapitalistiske velfærdssamfunds
indretning kunne være nogle af ingredienserne i en nutidig kriminallitteratur. På den
måde kunne man tage tråden op fra Sjöwall
og Wahlöö og videreudvikle en litteratur,
som fra starten har været skræddersyet til at
sætte problemer til debat.
K
Karsten Wind Meyhoff er en inkarneret
krimilæser. Han har udgivet bogen
’Forbrydelsens elementer – Kriminallitteraturens
historie fra Poe til Ellroy’ på Informations Forlag.
Desuden har han forsket i hårdkogte krimier med
ph.d.-afhandlingen ’Amerikanske mareridt. Et
kulturhistorisk portræt af Los Angeles’, der viser,
hvordan amerikanske forfattere bruger
kriminalgenren til at gennemhulle forestillingen
om det paradisiske Californien.
Populære bøger
De skandinaviske krimiforfattere går som
varmt brød i Danmark, mens øvrige
krimiforfattere sælger meget mindre. I 2010
blev der udgivet i omegnen af 75 nye krimier
samt et par antologier af danske forfattere,
og dertil kommer omkring 175 udenlandske
titler, hvoraf nogle er af ældre dato. Der var i
runde tal 250 nye krimiudgivelser alene i 2010.
I Danmark. Spektakulært!
Interview: Jens Lapidus
Nærkontakt. Jens Lapidus bliver ofte
rost af journalister for at skrive meget
realistisk. ’Men i virkeligheden har de jo
ingen ide om, hvad der er realistisk. De
fleste journalister har aldrig haft noget
at gøre med en rocker, men jeg møder
dem hver dag gennem mit arbejde,’
siger den 36-årige forsvarsadvokat.
Foto: Michael Bothager/Scanpix
1000 krimier
i tasken
Kun
895,kr. 1.im
ipakke
inkl. kr
Du får to
kvalitetskrimier
med i købet.
Donato Carrisi
Suffløren
og
Sony
50
PRS-6oglæser
Advokaten
og hans
bodybuildere
På g.dk finder du altid
gode tilbud på krimier
til din e-bogslæser!
Bling-bling. Han er kåret som Sveriges bedst klædte
mand. Han er jetsetter og topadvokat, men er mere
populær i fængslerne end på de bonede gulve. De seneste
par år har han trukket overskrifter som forfatter med
hårdkogte bøger om unge mænd, der jager hurtige penge,
damer og biler. Til juni kommer afslutningen på Jens
Lapidus’ trilogi om Stockholms kriminelle cirkler, ’Livet
deluxe’, der denne gang går i kødet på adelen
Af Helle Eeg
STOCKHOLM – Jens Lapidus portrætterer
de skumle sidegader, benhårde bandemedlemmer og kokainsniffende bodybuildere i sine krimier. Men han portrætterer også de unge, smukke og rige i toppen af fødekæden, der
ubekymret fyrer den af til cokefester på Stureplan et stenkast fra kulturinstitutionen
Dramaten. Med intense og indlevede beskrivelser af de to yderpoler af det moderne Sverige har Lapidus de seneste år skabt sig en kometkarriere som forfatter. Hans bøger befolkes af unge mænd, der på tværs af socialklasser visionsløst og uden tillid til andre end sig
selv smadrer igennem livet.
Den yderst velklædte og kontrollerede 36årige Jens Lapidus ligner antitesen til det Sverige, han skriver om, da vi mødes på en lille baristacafé på Söder i Stockholm. Han når at hilse, tjekke mail på sin iPhone, tage jakken af og
bestille frokost på samme tid, inden han sætter sig ved de alt for små caféborde mellem de
hvidmalede vægge. Det er formentlig det
tempo, han må opretholde for at få hverdagen
til at hænge sammen.
Vi skulle egentlig havde mødtes på en bar i
jetsetkvarteret omkring Stureplan, hvor flere
centrale scener i hans romaner udspiller sig,
men han har et sygt barn og foretrak at mødes
tættere på hjemmet. Lapidus er far, forsvarsadvokat og forfatter, i den rækkefølge, og det
gør han meget ud af at pointere. Det der med
at skrive, det er bare en hobby:
»Jeg har aldrig haft en drøm om at blive forfatter. Det begyndte, da jeg arbejdede i Sollentuna Tingsrätt i Stockholm. Det blev en
slags åbenbaring for mig og gav mig et indblik
i en verden, som jeg ikke anede fandtes.«
De personer, som blev stillet for retten, var
en broget samling af narkohandlere, voldsmænd og bandemedlemmer. Lapidus er selv
vokset op i et trygt middelklassekvarter lidt
uden for Stockholm og blev overrumplet af sit
direkte møde med de kriminelle typer. Han
begyndte at skrive om de ting, han havde oplevet, mest som en slags terapi, men siden af
ren og sker fascination. Halvandet år senere
lå resultatet klar: 487 sider hårdkogt krimi
med titlen Cash.
Jens Lapidus er tydeligvis vant til at tale
med journalister og henviser flere gange til
interview, han har haft med medier fra andre
lande om næsten de samme ting. Derfor bliver historien om, hvordan han kom i gang også fortalt effektivt, men lidt uengageret. Nu er
Cash jo blevet filmatiseret, efterfølgeren Aldrig fucke op en bestseller, og for Lapidus er
Carin Gerhardsen
Pandekagehuset
ts e-b
Kvalite " touch
med 6 y.
displa
Priser fra
det fortid. Nu gælder det færdigredigeringen
af den næste bog, der udkommer i Sverige til
juni. Den vender vi tilbage til.
Stockholm noir
I Jens Lapidus’ bøger vrimler det med rocke-
re, gangstere og unge mænd fra trøstesløse
forstæder, der forsøger at komme op og frem
og få del i hurtige penge, biler og damer. Det er
håndlangeren for den jugoslaviske mafia,
Mrado, det er chilenske Jorge, der flygter fra
fængslet, og det er smarte ’brat’-fyre som JW,
der sponserer sit jetsetliv med salg af kokain.
– Dit forlag har med succes markedsført dine bøger som ’Stockholm noir’, med tydelig hilsen til L.A.-forfatteren James Ellroy. Hvordan
vil du selv beskrive dine bøger?
»Jamen, det er enkelt. Jeg interesserer mig
for Stockholms virkelige kriminalitet: stofferne, prostitutionen, mishandlingerne, mordene. I mine bøger er storbyen et vigtigt element, dens mørke sider, som måske ikke beskrives så meget i anden litteratur. Det er storbyen med bordeller, politibrutalitet, cafeer,
barer, ødelagte lejligheder.«
Lapidus fremmaner et Sverige, der står i
grel modsætning til det Stockholm, som bystyret har brandet som ’Skandinaviens hovedstad’.
Med sin særegne stil adskiller Lapidus sig
markant fra den traditionelle skandinaviske
krimi. Her er ingen midaldrende, ensom og
halvfordrukken kriminalkommissær med
hjertet på rette sted. Her er ikke noget puslespil, hvor alle brikkerne falder på plads til
sidst. Og det er meget bevidst, Lapidus finder
nemlig størstedelen af den svenske krimilitteratur påfaldende ensartet:
»De svenske krimiforfattere skriver jo altid om et mord, der bliver opklaret til sidst.
Der er tit tråde tilbage i tiden, familiedramaet
er ofte centralt, og opklaringsarbejdet er altid
skildret ud fra politiets synsvinkel. Min ambition er at se tingene fra et nyt perspektiv. Mine hovedpersoner er bad guys.«
Lapidus er fascineret af, hvordan man lever og tænker i den kriminelle verden. ¨¨
kr. 99,-
På g.dk under e-bøger, kan du finde udvalget af danske
og udenlandske titler som kan købes som e-bøger.
- Gyldendals internetboghandel
MØD FORFATTERNE
Interview: Jens Lapidus
PÅ KRIMIMESSEN I HORSENS 9.-10. APRIL
¨¨ I bøgerne følger vi forbryderne, og deres handlinger fungerer som en del af miljøbeskrivelsen, ikke som handlingsbærende
elementer:
»I mine bøger er plottet sekundært, i stedet er scener, dialog og karakterer i fokus.
Plottet er måske vigtigt for holde læserens interesse, men det er faktisk ikke det, jeg selv interesserer mig for,« konstaterer Lapidus nøgternt.
Den rigtige virkelighed
Man forstår hurtigt, at autenticiteten er vigtig
for Jens Lapidus. Læseren skal få en følelse af,
at dette er Stockholm i det tredje årtusinde.
– Men hvordan kan vi være sikre på, at det,
du skriver, er realistisk? De fleste af os har jo ikke nogen personlig erfaring med den kriminelle
verden.
Lapidus holder op med at spise og ser lidt
overrasket ud.
»Det er et godt spørgsmål. Mange journalister roser mig for at skrive meget realistisk,
men i virkeligheden har de jo ingen ide om,
hvad der er realistisk. De fleste journalister
har aldrig haft noget at gøre med en rocker,
men jeg møder dem hver dag gennem mit arbejde.«
Opmuntret af det ærlige svar følger
spørgsmålet, om ikke hans karakterer er lidt
stereotype?
»Jo, absolut!« svarer han.
»Det er vigtigt at huske, at det, som folk opfatter som troværdigt, er baseret på deres forestillinger og fordomme om den kriminelle
verden. Så, ja, jeg arbejder bevidst med skabeloner for at skabe en slags genkendelse for
læserne. Men det er selvfølgelig en balance-
Blå bog: Jens Lapidus
Født: 24. maj 1974.
Opvækst: Middelklasseforstaden Gröndal uden for
Stockholm.
Civilstand: Gift med Hedda
Stiernstedt.
Børn: Jack og Flora.
Uddannelse: Uddannet
jurist på Stockholms
universitet. Har desuden taget korte kurser i
idéhistorie, medie- og kommunikation,
nationaløkonomi og praktisk filosofi.
Arbejdsplads: Försvarsadvokaterna, et af
Sveriges fornemmeste advokatkontorer.
Debut: ’Snabba Cash’, 2006. Solgt i over
500.000 eksemplarer.
Idol: James Ellroy.
Hobby: Amerikanske noir-krimier.
gang. På den ene side vil jeg ikke forstyrre
læsningen ved hele tiden at nuancere mine
karakterer. Jeg skriver jo underholdningslitteratur. På den anden side vil jeg også gerne
forsøge at gøre de hårde karakterer mere bløde og dermed gøre dem lidt mindre stereotype.«
Den tunge arv
Lapidus ligner med sine mørke øjne og krøllede hår ikke den gennemsnitlige Svensson.
Heller ikke hans måde at skrive på med korte,
pumpende sætninger bygger på en særlig
svensk tradition, og særlig usvensk er det, at
han ikke skriver samfundskritisk. Det forventes han nemlig at gøre, ikke mindst af udenlandske journalister, der har læst Stieg Larsson, og som gerne vil læse Lapidus ind i en ny Civilisationens afkast
bølge af indignerede skandinaviske krimier. Universet i Lapidus’ bøger er udpræget maMen det er ifølge Lapidus en fejl at forstå de skulint. Kvinderne befinder sig i baggrunden
nyeste svenske krimiforfattere som direkte enten som inventar i kuriøse luksusbordeller
politiske:
eller som en sidste livline for mændene; den
»Dem, der er kommet i 00’erne, Camilla bekymrede mor eller den velfungerende søLäckberg, Johan Theorin og Mons Kallentoft ster.
med flere, de er ikke politiske på den måde.
– Hvad er det, der gør de her mænd så interDet er de ikke rigtig interesserede i. I den essante?
sammenhæng er jeg faktisk mere optaget af at
»Ja, hvorfor er de interessante? Måske
beskrive et misforhold i samfundet, end de er, handler det om, at vi har opbygget en civilisamen jeg vil samtidig ikke tage stilling. Under- tion med regler for, hvordan vi skal opføre os,
holdningslitteraturen skal ikke politiseres. og så er det jo altid fascinerende med dem,
Forfatteren skal respektere læserne og regne der nægter at tilpasse sig de strukturer.«
med, at de selv kan tage stilling.«
Hipsterkulturen på Södermalm, hvor LaOgså fra læsernes side oplever han at blive pidus bor, er for længst blevet voksen, har fåpåduttet et budskab, som han ikke selv mener et børn og smag for baristakaffe. Cafeen, vi
findes i hans bøger:
sidder på, har eget risteri i baglokalet, og
»Jeg har haft læsere, der har skældt mig ud: rundt om os er flere frokostmøder i gang. La’Hvorfor glamouriserer du forbrydelser?’ pidus glider i ét med disse omgivelser. I 2008
mens andre siger: ’Jeg forstår virkelig, hvad blev han kåret til Sveriges bedst klædte mand,
du mener. Vi behøver strengere straffe.’ Det og han er ikke sjældent blevet fanget på den
viser jo bare, at læserne altid vil læse ud fra røde løber med sin kone, den adelige Hedda
deres eget personlige perspektiv.«
Stiernstedt. Måske er Lapidus selv det bedste
Lapidus føler sig hverken som en del af en forklaring på, at der er brug for romaner om
svensk tradition eller en del af en forfatterge- de utilpassede mænd, der giver Normalneration.
sverige fingeren: Vores dag»Mine kolleger er andre
ligdag efterlader ikke rum til
advokater, ikke forfattere,« Hvis jeg kan få læseren til den slags uciviliseret opførsiger Lapidus og trækker li- at føle empati med en
sel.
gegyldigt på skuldrene.
Hvis Lapidus skal pege på
Nå ja, Leif G.W. Persson, kriminel person, så er
et mål med sine bøger, så er
der siden 70’erne har skrevet noget lykkedes for mig.
det netop at give disse mænd
en række populære krimier, Så har jeg skabt en
en stemme:
og hvis plads som specialist i
»Da jeg var færdig med
forståelse for, at
programmet Efterlyst Lapimin første bog, indså jeg, at
dus i foråret har overtaget, mennesker er mennesker
jeg alligevel havde skrevet
ham har han lidt kontakt Jens Lapidus
med en moralsk agenda. Jeg
med. Ellers kigger han mod
vil stadig ikke kalde mine bøfilmens verden for at finde et
ger politiske. De foregår på et
genrefællesskab: den danske
mere basalt, filosofisk og
Pusher-trilogi, Godfather og
menneskeligt plan, men jeg
Scarface.
ville vise, at selv kriminelle er
En væsentlig grund til, at
mennesker, og hvis jeg kan få
FORÅRSSPÆNDING
1 stk. hårdkogt – og lettere afdanket – dansk krigsreporter
1 stk. yderst tiltrækkende slovensk reporter(inde)
1 stk. dansk, kvindelig håndboldstjerne
… placeret midt i orkanens øje på Balkan med et brutalt netværk
af menneskesmuglere og korruption på højeste niveau.
= Forårets bedste krimi – Den danske lokkedue af Henrik Brun,
prisvindende journalist og udlandsredaktør på Kristeligt Dagblad
DEN DANSKE
LOKKEDUE
Udkommer 8. april 2011
Foto: Jeroen Smit
Lapidus ikke skriver politisk, er, at det ville
være utroværdigt at presse ned over det miljø, han skriver om:
»Der findes måske en foragt for den almindelige svensker og et had mod politiet og
myndighederne, men der er ingen kraftig politisk strømning eller ideologi. Ideologernes
tid er forbi. Der er jo ingen mennesker, der ser
på strukturer længere. Alle ser på individer.
Jeg interesserer mig ikke for klasseforhold i
marxistisk forstand, men mere for de kulturelle brydningsflader, hvor forskellige samfundsgrupper mødes. Den kriminelle underklasse deler jo mange kulturelle værdimarkører med overklassen: hurtige biler, champagne, bling-bling.«
læseren til at føle empati med en kriminel
person, så er noget lykkedes for mig. Så har
jeg skabt en forståelse for, at mennesker er
mennesker, og at alt ikke er sort og hvidt.«
Den næste bog
– Jeg har hørt dig beskrive din første bog som en
bog om mænd på vej op i karrieren, og din anden bog, som en bog om mænd på vej ned. Hvad
handler din tredje bog om?
»Jaha! Det er sådan her: Som noget nyt har
jeg en kvindelig hovedperson. Det ville jeg teste, og så har jeg forsøgt at fjerne mig fra plottet igen.«
– Er det de samme samfundsgrupper, som
du tidligere har skrevet om?
»Nej, i min første bog beskrev jeg ’brat’kulturen, men det føles så 2006-agtigt. Den
kultur er blevet beskrevet af så mange nu. Jeg
har det sådan her: Jeg var den første, fint.«
Jens Lapidus læner sig tilbage i stolen og
signalerer, at det er, hvad han har at sige om
den bog. Men pludselig læner han sig frem
igen:
»Nej, vent, hvordan kunne jeg glemme det!
I den næste bog gælder det adelen, den rigtige, indercirklen,« siger Lapidus.
Han gentager »rigtige« to gange og smiler
indforstået. Og så taber Lapidus for alvor interessen for interviewet, piller ved sin iPhone
og flytter sig rundt på stolen, nu skal han hjem
til familien. Han rejser sig op og forlader cafeen lige så hektisk, som han ankom, kun efterladende en række af blikke, der nysgerrigt
kikker op fra deres Mac’s. Var det ikke …? K
N
A
K
HÅ SSER
NE
Rystende
velskrivende
Svenske Håkan Nesser er en formidabel forfatter, der stille og roligt
er ved at revolutionere krimigenren med sin serie om vicekriminalkommissær Barbarotti.
’Livet deluxe’
Jens Lapidus’ nye roman
’Livet deluxe’ udkommer i
Sverige til juni og genoptager
kontakten med hovedpersonerne fra de tidligere bøger i
’Stockholm Noir’-trilogien.
JW har snart afsonet sin straf,
men politiet mistænker ham
for at have hvidvasket penge.
Jorge har forsøgt at opvarte svenskerne med
cafe latte, sandwich og muffins – men han er
ikke skabt til et ni til fem-job.
Natalie har levet et beskyttet liv som datter af
den jugoslaviske mafiaboss Radovan Kranjic.
Men truslen mod faderens liv er blevet mere
påtrængende.
Trådene flettes stramt mellem dramaets
forskellige hovedpersoner.
MØD HENRIK BRUN
OG LOKKEDUEN PÅ
KRIMIMESSEN 2011
Krimimesse i Horsens 9. og
10. april. Mød Henrik Brun, der
bliver interviewet på scenen om
Den danske lokkedue.
Forudbestil bogen allerede nu i
webshoppen på www.turbine.dk
Weekendavisen
Det er sanseligt, det er overnaturligt, og det er dødspændende.
Nordjyske Stiftstidende
JydskeVestkysten
A
L
O
Lurmærket
kvalitet
L
L
E
J
K HL
A
D
Kjell Ola Dahl skriver som Volga.
Roligt og kraftfuldt.
Dagens Nyheter
’Livet deluxe’ udkommer i Sverige i juni.
L
Ø
E
B
N
R
LE ABE
KA
Hårrejsende
suverænt!
Sådan!
R
E
G
N
I LF
O
W
Dagbladenes Bureau
Det hele er skruet godt sammen, er begavet, uprætentiøst
og nagler læseren til lænestolen. Sådan! I det spegede spil
om hvepsene tager Inger Wolf
stikkene sikkert hjem.
Dagbladenes Bureau
Infamt
spændende
R
E
K
D
N
Ø
U
B BRU
&
Information
Krimidebutanter med noget på
hjerte ... En relevant og aktuel fortælling, og med flere af den slags
– ikke som alibi for et halsbrækkende plot, men som ægte interesse i virkeligheden – har parret
et varemærke, der nok skal sikre
dem holdbarhed.
Børsen
A
N
I
T
S
I
N
R
O
K LSS
OH
Nomineret til
Bedste Svenske
Krimi
Anden bog i den mesterlige serie om Fredrika Bergman bevæger sig i højt tempo
mellem Bagdad, Bangkok og
Stockholm.
Krimigenren: Det svenske ophav
Illustration: Jenz Koudahl/Spild af Tid
Velkommen til Wallaland
Schwedenkrimier. Fra strømer i Wallanderland til gangsta i Wallaland. Fra
Sjöwall, Wahlöö og Mankell til Lapidus og de la Motte. Den svenske krimi er i
opbrud og viser nye takter. Den forkølede kommissær er ved at blive overhalet
indenom af bad guys og gamere
af Niels Vestergaard
Schwedenkrimier kalder man de skandinaviske kriminalromaner nede i Tyskland. Det
er ikke så godt for den hjemlige selvtillid. Men
fred være med det. Danske og norske succesforfattere som Jo Nesbø, Anne Holt, Jussi Adler-Olsen, Elsebeth Egholm og Sara Blædel
vil sikkert være de første til at indrømme, at
deres forfatterskaber står på skuldrene af en
svensker, og at grunden til, at man overhovedet læser dem i Tyskland – og i England og
USA og resten af verden – var en svensker,
som gik foran og banede vejen. Med Sjöwall &
Wahlöö som de første og Stieg Larsson som
den største.
Det billede forandrer sig formentligt ikke
lige med det samme. Den litterære kritik, som
altid har hængt over krimigenren, har i de seneste år bredt sig til den svenske folkesjæl.
Der er en udbredt skepsis over for forfattere,
som bruger mere tid på selvpromovering end
på at skrive gode bøger; den altdominerende
genre, politiromanen, har fået sin egen hadegruppe på Facebook, og der er et voksende
krav om fornyelse.
Hvor Stieg Larsson, Lars Kepler og Roslund & Hellström er kendte eksempler på for-
fattere, som har forsøgt at forandre politiro- se, strømere etc. i jagten på en morder, samt
manen, er Håkan Nesser, Karin Alfredsson og hele rammehistorien med eksplicit social beÅke Edwardson lige så kendte eksempler på kymring, politisk indignation og psykologiseforfattere, som har afskrevet den. Og Jens La- ring (man jager et bæst og fanger – som regel
pidus og Anders de la Motte er de unge friske – et menneske).
bud på, hvordan en bestselDer er stort set ikke én af de
ler så kan se ud – og derfor
traditionelle figurer tilbage på
hvordan en dansk krimi Som danske fans sikkert
papiret.
kunne se ud om nogle år.
Ikke en eneste strømer med
har bemærket, så er
Jens Lapidus er kendt for
smerte i eksistensen eller tapsine hårdtpumpede gang- svensk krimilitteratur
per journalistmor, som kæmsterdramaer Cash og Aldrig efterhånden blevet et
per for at få privat- og arbejdsfucke op fra 2006 og 2008 og nationalt turistbureau,
liv til at hænge sammen.
har treer på vej i juni. AnHandlingen er skudt fra
hvor forfatter efter
ders de la Motte har alle
Wallanderland til Wallaland.
chancer for at få et lignende forfatter planter sin
Jens Lapidus og Anders de la
gennembrud. Hans prisvin- blågule majstang i et
Motte leverer onde anden
dende debut [geim] fra 2010 stykke svensk natur med
g’ere og etnisk svenske tabere
udkommer på dansk den 7.
og tåber i en konsekvent temaapril og har en umiskendelig dertil hørende
tisering af det pres, som nye
lokalhistorie
aura af nyklassiker.
kulturer – etniske og religiøse,
Med vidt forskellige af- Jens Andersen,
digitale og globale – lægger på
sæt skriver Lapidus og MotFolkhemmet og dets trygge
te bøger, der er klinisk ren- litteraturredaktør ved
plads i Fort Europa.
set for den traditionelle Berlingske Tidende
’Kollektivromanen’
skandinaviske krimibestsellers varemærker: AktiveGrundpillen i Schwedenkriring af retsmediciner, presmiens succes er politiroma-
nen. Det er den, Sjöwall og Wahlöö introducerer med et brag i 1965. Det er den, der genererer de store hits fra Arne Dahl, Håkon Nesser og Henning Mankell. Selv Liza Marklund
og de mange andre krimidronninger og -konger, som har valgt et andet regi end politiet
(redaktion, hospital m.m.), skriver en form
for politiromaner.
Udgangspunktet er det samme: ’kollektivromanen’ – og den skabelon den er skåret efter, hvor en lille deling soldater under Anden
Verdenskrig drog ud på en mission og var afhængig af at kunne overvinde indbyrdes forskelle i klasse, race og religion for at fuldføre
den og vende sikkert hjem igen. I politiromanen er forbryderne det ny nazi og strømerne
den nye deling – so to speak.
»Politiromanen slog netop igennem efter
Anden Verdenskrig, fordi den var en fortsættelse af krigsfilmen. Især amerikanske krigsfilm handler jo vældigt meget om, at dem,
som indgik i en patrulje eller en bataljon, de
var repræsentanter for hele det amerikanske
samfund; der fandtes en italiener, en jøde, en
sort osv., og så skulle de afspejle alle lagene i
samfundet, der fandtes overklasse og underklasse og alt derimellem. Når du ser på fortsættelsen i den svenske politiroman, så finder
du repræsentanter for forskellige grupper i
samfundet. På den måde er der i kollektivromanen en slags demokratisk æt, som står i
modsætning til den her lidt muskuløse superhelt,« siger Michael Tapper, som er ved at
lægge sidste hånd på en ottehundrede siders
moppedreng af doktorafhandling, Snuten i
skymningslandet: Svensk polisroman og polisfilm 1965-2010.
Her kortlægger han den skandinaviske
krimihelts inkarnationer som muskuløst og
uovervindeligt symbol på nationens vælde i
agent- og detektivromaner eller som politiromanens karakteristiske, udviskede leder
– symbolet på et indre sammenbrud. Samfundet spejler sig i strisseren, og strisseren spejler sig i samfundet. »Hans krop – samfundet
selv« som titlen lyder på et af Michael Tappers essays.
Sjöwall & Wahlöös Martin Beck er evindeligt træt og i gråvejrshumør. Håkan Nessers
Van Veeteren har kræft, og Henning Mankells Kurt Wallander lider af uro, diabetes og
takker til sidst af med Alzheimers. Rundt omkring dem er der vold og narko og familieproblemer og arbejdsfnidder, og fortællingen
finder sit naturlige leje i en altmodisch realisme, hvor så meget som muligt beskrives i et
tungt et til et-forhold til virkeligheden, og arv historiker Gunhild Agger, som har studeret
og miljø vægtes. Forbryderen er den indly- den skandinaviske krimi, må hun tilbage til
sende modstander, men dårligdommen har B.S. Ingeman og den historiske romans hysterod i en uhellig sammensmeltning af social- riske succes i midten af det nittende århunddemokrati og amerikansk kulturel og økono- rede for at finde noget lignende.
misk påvirkning. Folker
»De her krimier ligger i etBengtsson voldtager og
hvert supermarked, simpeltmyrder i romanen, der åbner Med en forenkling kan
hen, og de bliver jo købt ind
ballet, Sjöwall & Wahlöös man sige, at Stieg
som en vare i et supermarRoseanna fra 1965, fordi han
ked,« siger hun i en telefon.
ser amerikanske film. Gero- Larsson moderniserer
De seneste år har hun som
nimo Hoover skalperer sine Astrid Lindgren og skriver professor ved Aalborg Uniofre i Henning Mankells hende om for voksne, og
versitet stået i spidsen for
prisbelønnede roman Ildsforskningsprojektet ’Krimi og
at det er et af elemenpor fra 1995, fordi han læser
kriminaljournalistik i Skanditerne i bestselleramerikanske tegneserier.
navien’, der med seks ansatte
og en ph.d.-stipendiat i sig
succesen, at romanen
Fra bog til blockbuster
selv er udtryk for den opimplicit og eksplicit
Psykologien behøver ikke at
mærksomhed, der hviler på
være mere indviklet. Bare refererer til en af svensk
den skandinaviske krimi.
den er klar. Og formidler det litteraturs største
Hun betegner produktiogrundlæggende budskab. internationale
nen af krimier som industriel
Med tiden modereres den
og nævner ud over mange forpolitiske retorik, men bille- bestsellere
fatteres regelmæssige udgidet af den skandinaviske kri- Karen Klitgaard Povlsen,
velsesrytme med en titel om
mi som socialt bekymret og
året og den serielle produkkrimiforsker
indigneret består.
tion med de samme figurer i
Hvis man spørger mediedet samme miljø, den lette
transition fra roman til film-/tv-serie som et
andet væsentligt karakteristikum.
Når hun skal pege på et begreb, som indfanger industrialiseringstendensen i branchen, er det sloganet »We turn bestsellers into blockbusters«, som hun fandt på produktionsselskabet Miso Films hjemmeside.
Trækker på alle genrer
En af de bestsellere, som havde ingredienserne til at blive en blockbuster, var Stieg Larssons Millenium-trilogi (Mænd der hader
kvinder (2005), Pigen der legede med ilden
(2006) og Luftkastellet der blev sprængt
(2007)).
»Med en forenkling kan man sige, at Stieg
Larsson moderniserer Astrid Lindgren og
skriver hende om for voksne, og at det er et af
elementerne i bestsellersuccesen, at romanen implicit og eksplicit refererer til en af
svensk litteraturs største internationale bestsellere og til hendes værk som baggrundsmiljø,« bemærker krimiforskeren Karen Klitgaard Povlsen i essayet ’Astrid Lindgren for
voksne’ (i antologien Fingeraftryk).
Hovedpersonen, journalisten Carl Mikael Blomkvist, er skåret over Astrid Lindgrens kække drengedetektiv Kalle ¨¨
Krimigenren: Det svenske ophav
Vejen til en superbestseller
• Betingelser til bogen: et traditionelt
genreudtryk med et twist.
• Etablering af et klart forfatterimage med et
hook: Lars Kepler anonym. Stieg Larsson død.
Camilla Läckberg udseende etc.
• Medialisering: pressearbejde, prarrangementer, synlighed på nettet
(hjemmeside, bogblogs, søgemaskineoptimering …).
• ’ Tie in’ -effekter. Høje bogsalg fører til
film/tv-udgave som fører til endnu højere
bogsalg. Salg til udland bliver et argument for
andre lande og for læsere på
hjemmemarkedet. Høje placeringer på
bestsellerlisterne bliver et salgsargument
som fører til endnu større salg.
• Navn og titel når en udbredelse, hvor
impulskøberen napper den på vej gennem
lufthavnen og supermarkedet og føjer endnu
mere effekt til møllen.
Kilde: Gunhild Agger, mediehistoriker og
professor ved Aalborg Universitet. Har de
seneste år stået i spidsen for forskningsprojektet ’Krimi og kriminaljournalistik i
Skandinavien’.
Steffen Jacobsen
Krimiens udbredelse i Sverige:
Af de 50 mest solgte romaner i år 2010 var 22
svenske krimier (hertil kommer en hel række
udenlandske krimititler).
Kilde: Lasse Winkler/www.svb.se
¨¨
Blomkvist. Han er »en mand, der er
præget af sin tids idealer, og som uden forbehold stiller sig på Astrid Lindgren-idyllens side, når det gælder værdikampen mellem globaliseringen og det svenske folkehjem«, noterer Karen Klitgaard Povlsen.
Hans androgyne makker, Lisbeth Salander,
er den mutte variant af verdens stærkeste pige, Pippi Langstrømpe, og Kalle Blomkvists
tomboy-hjælper, Eva-Lotte Lisander.
Stieg Larsson er udtryk for en generel tendens til at udvikle den skandinaviske krimis
bestsellerformat med lån fra andre genrer.
Astrid Lindgren hører til i den mere opfindsomme og eksotiske ende, men den overordnede tendens er klar og eklektisk – politiromanen bliver tilført flere og flere elementer
fra andre genrer; melodrama, thriller, mysticisme (efterforskeren med en sjette sans, en
psychic), horror og splatter – for bare at nævne nogle stykker.
Den ultimative hype
Få steder er tendensen til at bruge løs af andre
genrer mere rendyrket end hos Lars Kepler.
Navnet er et heteronym for det smalle forfatterægtepar Ahndoril, som valgte krimien og
blev brede. Afsløringen af, hvem der stod bag
navnet, var en mediebegivenhed i sig selv.
Der blev gættet forkert langt ind i den engelsksprogede presse, og da sløret endelig
faldt, var opmærksomheden enorm.
Alexander Ahndoril havde skrevet en række dramaer og romaner, Instruktøren om Ingmar Bergman var bedst kendt. Alexandra
Ahndoril havde en mindre romansuite om
store historiske skikkelser bag sig og en kort
overgang tillige været at finde blandt rigsdagskandidaterne for et venstrefløjsparti. Ingen af dem havde en profil, som umiddelbart
passede med den stort anlagte og hypede debutroman Hypnotisøren fra 2009.
Navnet Lars Kepler er en hilsen til forbillederne Stieg Larsson og astronomen Johannes
Kepler. De to forfattere sigtede, om man så må
sige, efter stjernerne. Det kort, de navigerede
efter, var et postmoderne miks med alt godt
fra popkulturen blandet med lidt finkultur og
et par humanvidenskabelige referencer. Det
er den traditionelle svenske politiroman i
Hollywoodformat med Strindberg og Freud i
baggrunden; et mord med udgangspunkt i et
dunkelt familiedrama og politi og gangstere,
der ser ud som i en amerikansk tv-serie. Hovedpersonen er strikket sammen af en tavs
Martin Beck-type og en nærkampsstærk Carl
Hamilton (Jan Guillou). En umulig kombinationen nogle få år tidligere, men i det bevidste
forfatterpars vægtning af krimiens psykolo-
Den gode datter
Dødsenglen
En kriminal- og spændingsroman i sværvægtsklassen. Tempofyldt, voldelig, gribende
og morsom. Med et plot så udspekuleret, at
læseren halser to skridt bagefter indtil den
dramatiske finale. En dansk spændingsforfatter, der ikke blot tåler sammenligning med
genrens bedste, men sætter en ny standard.
Sara Blædels bedst sælgende krimi til dato!
Sjette selvstændige krimi om Louise Rick fra
Drabsafdelingen på Københavns Politigård.
Louise er blevet involveret i en sag om
forsvundne kvinder på den spanske solkyst.
Samtidig efterforsker Roskilde Politi drabet
på moren i den stenrige familie SachsSmith, hvor der samtidig blev stjålet et flere
hundrede år gammelt ikon, Dødsenglen. På
overraskende måde viser de to sager sig at
hænge sammen.
Stålhård action
giske betydning helt igennem meningsfuld:
»I vores del af verden er man kommet langt væk fra døden. Man ser ikke døde, man tager ikke hånd om sine
døde og har egentlig ikke noget forum for at håndtere sin skræk og fortvivlelse omkring det, som er skræmmende og svært begribeligt. Al litteratur og
kunst cirkler omkring dette, men jeg tror, kriminallitteraturen gør det tydeligst. Den præsenterer en gåde, en uhyggelig forbrydelse,
en forfærdelig hændelse, og bagefter skruer
den på en eller anden måde verden sammen
igen. Det er selve overenskomsten mellem
forfatter og læser, og alt det virker forløsende,« skriver en af genrens kritiske observatører fra denne side af Øresund, litteraturredaktør ved Berlingske Tidende Jens Andersen.
neste udgivelser har
markeret ’dette er ikke en politiroman’. Mest
markant er en flok yngre forfattere gået i pressen med et manifest, hvor de
som første bud lovede aldrig at skrive krimier.
Samtidig har det ifølge Carina Sjöholm udviklet sig til noget, som minder om en joke,
blandt mange svenskere, at småbyer, som skal
have deres egne strømerforfatter, og strømerforfattere skal have deres egen by. Jens
Andersen formulerede det på den her måde:
»Som danske fans sikkert har bemærket,
så er svensk krimilitteratur efterhånden blevet et nationalt turistbureau, hvor forfatter
efter forfatter planter sin blågule majstang i et
Begyndende mæthed
stykke svensk natur med dertil hørende loDet er ikke alle, der står så godt på mål for po- kalhistorie. Allemandsretten gælder skam
litiromanens bestsellerformat som Ahndo- også i svensk litteratur. Der er Åsa Larsson i
ril’erne.
Kiruna, Johan Theorin på Øland, Mankell i
»I Sverige taler man med en ganske stor Ystad, Lapidus og Larsson i Stockholm,
foragt om kommercialiseringen af litteratu- Läckberg i Fjällbacka og så videre og så videren,« siger etnolog og dr.phil. fra Lunds Uni- re. Alt sammen uhyggeligt hyggeligt og fermt
versitet Carina Sjöholm og nævner krimi- som bare pokker, men i længden også en kendronningen Camilla Läckberg som et tidsty- de forudsigeligt. Ligesom hjemstavnslitterapisk eksempel:
tur.«
»Hun er jo et ekstremt eksempel på, hvad
Den lokale kolorit er et vigtigt element i
der forventes af den nye forfatter, hun arbej- bestsellerformatet – det er i den landlige idyl,
der rigtig meget med markedsføring, og hun at kontrastfarven til de grusomme mord etaber jo blevet meget kritiseret for det. Der er fle- leres – og bestsellerformatet er vigtigt i den
re af hendes kolleger, som holder lidt lav pro- lokale økonomi, men noget tyder på, at trætfil, som ikke taler om markedsføring i samme heden også er sat ind her. Henning Mankells
grad, for jeg tror, de har indKurt Wallander-bøger har giset, at i længden holder det
vet et sagnomspundet boost til
I vores del af verden er
ikke.«
økonomien i Ystad i form af
Carina Sjöholm har stu- man kommet langt væk
øget turisme og tv- og filmindderet krimien i forbindelse
spilninger, men forsøgene på at
med forskningsprojektet fra døden. Man ser ikke
gøre dem kunsten efter har ik’Rejser i bøger, film og for- døde, man tager ikke
ke oplevet noget, der tilnærfatteres fodspor. Et kultura- hånd om sine døde og har melsesvis minder om den samnalytisk studie af litterær
succes – fra netop krimiegentlig ikke noget forum me
turisme’ og har noteret en
dronningen
Camilla
generel træthed omkring for at håndtere sin skræk
Läckbergs hjemby Fjällbacka
politiromanen. Hun peger og fortvivlelse omkring
over Johan Theorins Öland til
på sidste års udgave af den det, som er skræmmende Maria Jungstedts Gotland.
store og toneangivende
Råt for usødet
bogmesse i Gøteborg i 2010, og svært begribeligt.
hvor politiromanen for en Jens Andersen,
Den klassiske britiske krimi
gangs skyld ikke var hoved- litteraturredaktør ved
satte sine mord op i den samme
nummeret. Hun har belandskabelige idyl som mange
mærket, at flere store sven- Berlingske Tidende
af de svenske, og i tyverne og
ske krimiforfattere, heruntrediverne kom reaktionen fra
der Åke Edwardsson og Kaamerikanerne: en beskidt rerin Alfredsson, på deres sealisme som passede bedre til
den hverdag, som mødte dem i storbyen, med hårdkogte og usentimentale skildringer af vold og
sex.
Jens Lapidus gentager bevægelsen med
sin debutroman Cash fra 2006. Det er
Stockholm med bandekrig, ghettokultur,
yuppieliv, våben, sex og stoffer i byens hårdest belastede forstæder og mest glamourøse
minefelt, Stureplan. Intet derimellem. Handlingen er lagt ned på bunden af samfundet og
ud på gaden, hvor forskellen mellem nyt og
gammelt, lokalt og globalt, individ og fællesskab kan dramatiseres som et spørgsmål om
liv og død og gennemspilles frit. Det hele leveret i en hård maskingeværsprosa, choppet
op med en kontant klipning, og bogen solgte i
løbet af ingen tid 600.000 eksemplarer og
blev overført til film med tilsvarende succes.
Cash repræsenterer den samme hårdkogte
tilgang, som et af Jens Lapidus’ erklærede forbilleder Nicolas Winding Refn, introducerede i skandinavisk film med Pusher i 1996 –
Cash og Aldrig fucke op er grundlæggende
stockholmerversionen, af Pusher i romanformat.
Anders de la Motte forlader de samme horisonter som Jens Lapidus, men med en helt
anden stil, der afspejler den tematiske forskellighed. I de la Mottes thriller [geim] handler det om individualisering, mediesamfund,
drengerøvskultur og ironi, der formidles med
oneliners og kvikke replikker mikset op i
længere og roligere sætningsforløb.
Et par kendte titler fra den filmverden,
hvor romanen henter en del af sine greb, giver
en idé om genren: The Usual Suspects møder
Neoromantiker og Klovn. Det er cyber-crime
og capercrime – fortællingen om slackeren
HP, som en dag bliver hvirvlet ind i et kriminelt ’alternate realityspil’, »hvor virkeligheden er spil og spillet er virkeligheden«.
Hvis Cash hilser på Pusher, så gør [geim]
nogenlunde det samme for krimien, som
Klovn gjorde for komedien, gør en stil, som et
tiår tilbage var dyrket af et fåtal, tilgængelig
for de mange. Gør Zulu-stof til TV2-stof.
Cash og [geim] står relativt alene blandt de
skandinaviske krimibestsellere og formentligt blandt skandinaviske krimier som sådan.
Bevæger man sig ud af bestsellerperspektivet
er det nærmeste slægtskab vel Susanne
Staun, som i sin Fanny Fiske-suite slår de samme hårde toner an som i Cash, men med den
samme ironiske figur i front som i [geim] –
blot i en feminin version forstås og med egen
sproglig vildskab. Og for øvrigt, hvad der kan
være værd at bemærke i den her sammenhæng, i et bud på politiromanen.
K
Sara Blædel
”Oj, oj, oj for en international Thriller! ... Som
Guillous Carl Hamilton, kompromisløshed
som Stieg Larsson ... Det er svedigt i ordets
allerbedste betydning!”
Oliver Bottini
Peer Kaae
;fYY\ckdfi[\k
De dødes navne
”Sugende flot oprulning af berømt dobbeltmord fra 1948”
Weekendavisen
”Nu er bogen her, og det første spørgsmål efter
læsning er selvklart, om den står distancen.
Det korte svar er et rungende ja”.
++++ Jyllands-Posten
“Dramatik for alle pengene”
Kriminalkommissær Louise Boní fra politiet i
Freiburg står over for en dobbelt udfordring:
Hun skal for første gang bekæmpe fortidens
dæmoner uden hjælp af alkohol; og hun
skal opklare en sag, der trækker tråde til
krigen i eks-Jugoslavien og den betændte
situation i Pakistan efter 9/11. Oliver Bottinis
prisvindende serie om Louise Boní er fremragende og atmosfærefyldt kvalitetskrimi med
litterær og menneskelig dybde.
++++ Berlingske
Udkommer 28. april
Solgt i over 80.000 ex.
+++++Ekstra Bladet
Læs uddrag på krimifan.dk
Elias Palm
Carin Gerhardsen
Vuggevise
To små børn og deres filippinske mor findes
med halsene skåret over i deres hjem i Stockholm. Børnenes svenske far bliver med det
samme mistænkt –
Vuggevise er en fortælling om hemmeligheder
og skyld og er tredje bog i Carin Gerhardsens
populære og medrivende Hammerby-serie, der
indledtes med Pandekagehuset og Dukkebarn.
I Sverige er Carin Gerhardsen støt og roligt på
vej op i førerfeltet af bestsellende krimidronninger- Vuggevise har i Sverige solgt..
Corpus Delicti
Elias Palms første bind i serien om retsmedicineren Ella Andersson. Ella tvinges til at indse
en sammenhæng mellem en voldsom brand
i hendes barndom, hvor hendes far døde, og
et lig, der ligger på hendes obduktionsbord
30 år senere. Med hvad er sammenhængen
– og hvem er det, der vil forhindre hende i at
afdække sandheden?
Elias Palm er den første svenske krimiforfatter,
der selv til daglig arbejder som retsmediciner.
Udkommer 14. april
Udkommer 28. april
@_m`cb\ejm\ejbYp]fi\^i:Xd`ccXCZbY\i^jYµ^\i6
?mX[_\[[\i_fm\[g\ijfe\e`Jk\]]\eAXZfYj\ejYµ^\i6
?mfieil[bfd;µ[j\e^c\eX]JXiX9c´[\c6
Deltag i den store krimiquiz på nnn%bi`d`]Xe%[b og vind bøger til hele sommeren!
KRIMIFAN.DK er en blog for alle krimifans - her er det læserne, der kommer til orde og får
lov til at sige deres mening om bøger, gerningssteder og alibier. Krimifan.dk er stillet til
rådighed for læserne af forlaget People’sPress men det er frivillige bloggere, der står for
indholdet og meningerne på siden.
People’sPress
ArtPeople.dk
Interview: Anders de la Motte
Inspiration. Ideerne kommer til Anders de la
Motte, når han er tvunget til at holde sig i ro
– hvilket vil sige de minutter under start og
landing på de mange flyrejser, hvor han er nødt
til at slukke mobilen og computeren.
Foto: Uffe Weng
ling i det private erhvervsliv, var det kun, fordi han ikke kunne komme videre end til gadebetjent i Stockholm. Når han begyndte at
skrive, var det, fordi hustruen pushede ham.
Intet klarede han ved egen kraft og egne evner.
Hovedpersonen i [geim], HP, er den ekstreme udgave af manden uden egenskaber.
Han er en slacker og en dagdriver og en good
for nothing, som ingenting kan ud over at snyde kroner ud af de offentlige kasser. HP ser
grundlæggende sit snyderi som et udtryk for
civil ulydighed, for der må jo være noget helt
galt med samfundet, når han ikke er tiljublet.
En dag på en togtur finder han en mobil,
som lokker ham ind i et alternativt realityspil,
et onlinespil med spor lagt ud i virkeligheden.
Han bliver fyr og flamme. Han får point og
penge og vigtigst: bragende applaus fra et mystisk webcommunity, som følger med i hans
bedrifter. At de fleste af dem bringer ham et
godt stykke om på den forkerte side af loven,
bekymrer ham ikke. Der har han alligevel befundet sig det meste af sit voksne liv.
»HP føler jo, han er the shining star, som
venter på at blive opdaget. Han ved ikke rigtigt, hvad hans talent er, men han synes, det er
der. Jeg tror, mange mennesker kender følelsen: ’Jeg er jo unik på min måde,’ uden de helt
ved, hvad det præcist er, deres talent er,« siger
Anders de la Motte.
Med andre ord bliver tilblivelsen af [geim]
fortællingen om manden uden egenskaber,
som skriver om en mand uden egenskaber og
derved bliver en mand med egenskaber.
The Game Master
Debutant. Velkommen til en verden, hvor virkeligheden er spil, og spillet er virkelighed. Den gode gamle Generation X
har endelig sat sit aftryk på den skandinaviske krimi. Og resultatet er fænomenalt. Vi har mødt Anders de la Motte på
Hilton i Kastrup
af Niels Vestergaard
Han kan godt selv se det, han lyder som en
gammel selvudslettende protestant: Ikke så
snart har han anfægtet en tendens til at lægge
alt på Facebook og konstant kræve opmærksomhed og anerkendelse, før han svinger birkerisene over sine egne rygstykker og indrømmer, at han skam har en rem af huden
selv: Han holder af at blive rost, endda få gode
anmeldelser. Svusj, svusj! Birkeriset danser.
Indrømmelsen er fulgt af en ny bekendelse. Han har faktisk også en Facebook-side.
Ganske vist kun til promovering af debutromanen [geim]. Ikke til at berette fra privatlivet. Men alligevel, han har den. Svusj, svusj!
Og jo, han kan godt se det, det er protestantisk, sådan at vælte sig i sin syndighed. Også
det skal han have mentale ris for. Svusj, svusj!
Han straffer sig protestantisk for det protestantiske, og så er det jo svært ikke at se, at
den gamle skriftestol i landsbykirken er byttet ud med den nye, medierne, der hvor historie og nutid, drengerøvskultur og protestantisme, ironi og bekendelse, kan mødes
forholdsvis uproblematisk.
Vi er søgt opad i Hilton-hotellets enorme
atrium, væk fra den infernalske larm af service, der bliver kylet ind i afrydningsvogne. Han
stepper hen over gulvtæppet. Han er cirka 185
centimeter høj, kort, rødt hår, almindelig af
bygning, i en tyk, blå sweater, med lynlås i hal-
sen – eller hvordan han nu ville formulere det
i en af de rapporter, han har skrevet i endeløse
mængder.
Anders de la Motte er eksstrømer og arbejder nu for Dell, hvor han er ansvarlig for den
fysiske sikkerhed for den internationale computergigant. Hans debut [geim] er blevet til
under rejser rundt omkring i verden. Når han
er kommet tilbage på hotellet om aftenen, har
han sat sig til tasterne. På fire år er det blevet
til tre en halv roman.
Da [geim] udkom ud i Sverige i 2010 blev
den lunkent anmeldt et par steder og ellers
forbigået i larmende tavshed. Hermed kunne
historien udmærket være slut, inden den rigtigt kom i gang, men Sveriges Radio lavede et
kort indslag, og nogle entusiastiske bogbloggere fik den op under neglene, og så blev den
viral eller noget, som minder om det. Forfatteren modtog prisen som årets krimidebutant i Sverige, og i dag har hard cover-udgaven
solgt i 10.000 eksemplarer, en soft cover udgave og 30.000 eksemplarer i pocketformat er
på vej, og filmrettighederne er afsat – det samme er udgivelsesrettighederne på forskellige
udenlandske markeder, herunder det vigtige
tyske.
Det, forlæggerne køber, er en rendyrket,
moderne thriller, lydefri i sine greb, original i
sit plot, med højt tempo, hurtig i replikken
– og så er der det ekstra, som gør, at den ahr
potentialle til at blive en nyklassiker – en ude-
finerlig energi, som formentlig hentes i sammensmeltningen af forfatterens egen og romanens historie og en umiskendelig sans for
ironi. Det er ikke tilfældigt, at den 39-årige
Motte har citeret biblen for en hel generation,
Generation X, af den canadiske forfatter Douglas Coupland, flere steder undervejs.
Manden uden egenskaber
Anders de la Motte er en mand uden egenskaber. Det er sådan, han fortæller sin historie.
Han er fra landet i Skåne, og når han ikke overtog farens gård, var det, fordi han intet talent
havde for landbrug. Når han blev strømer, var
det, fordi et par kammerater søgte ind i politiet, og han flød med. Når han endte med en stil-
Grader i helvede
Moren var bibliotekar. Anders de la Motte
slugte bøger. Hårdt presset indrømmer han,
at der nok var en ting, han var god til dengang
i gymnasiet, sprog, svensk, nok nærmest ekstraordinært. Og skynder sig så videre i permanent dialog med forfædrene og den kristne kulturarv og slackeren og kontrolfreaken.
De har alle sammen til huse i de la Motte, og
under den linde, rolige talestrøm strides de
og slår hinanden i nødden.
For fire år siden spurgte hustruen, hvorfor
han ikke begyndte at skrive i stedet for at ærgre sig over al den tid, som blev spildt med at
zappe rundt på nyhedskanalerne, når han var
tilbage på hotelværelset på sine mange rejser.
Havde han ikke nogen ideer? Jo, det havde han
måske nok. Tanken var ikke helt fremmed.
Den første roman fik blankt afslag fra forlagene. Det næste var en samling noveller, det
gik lidt bedre, men det blev stadig ikke antaget. Det gik op for ham, at »der var forskellige
grader af helvede«. Afslag på en eller flere linjer alt efter, hvor godt manuskriptet var.
[geim] var det tredje forsøg. Da forlaget Alfabeta 10 dage senere ringede til hans mobil
midt i en stresset myldretidstrafik, var hans
første tanke: vauw, hvis de ligefrem ringer, så
må jeg have nået et helt nyt niveau af afslag.
Der gik en rum tid, før han forstod, at damen i den anden ende af røret faktisk prøvede
at fortælle ham, at han var antaget, og hun
bare ville sikre sig, at han ikke lavede ¨¨
Hvis alle var som
vores læsere, ville
flere bibliotekarer
gå ned med stress.
Postboks 188, 1006 København K
Kom i litterært selskab.
Det er ikke fordi, vores læsere er specielt besværlige lånere. De er bare
umanerligt flittige. Statistikken viser, at de læser næsten dobbelt så
meget*, som andre. Det stiller krav, hvis ikke til bibliotekarerne, så til
vores anmeldere.
Vil du oplyses og udfordres af en avis, der sætter en ære i altid at gå
et spadestik dybere? Information med tyngde og hele tre ugentlige
magasiner: Bøger, Billeder og Moderne Tider.
Send kuponen, ring 33 69 60 60 eller besøg information.dk
Ja tak, jeg vil i litterært selskab, og jeg vælger:
3 måneder for 569 kr. jeg sparer 426 kr.
6 måneder for 1.239 kr. jeg sparer 615 kr.
12 måneder for 2.479 kr. jeg sparer 1.060 kr.
Navn
Adresse
Postnr./By
Telefon
E-mail
Jeg er studerende.
*IndexDK/Gallup Marketing 1.H 2009
Information udkommer mandag til lørdag. Tilbuddet gælder til 31/12 - 2011 og
gælder kun husstande, der ikke har abonneret de seneste 12 måneder. Efter
tilbuds-perioden fortsætter abonnementet på de normale vilkår til det opsiges.
Ved levering til udlandet opkræves porto.
ONDSKABEN
ER TÆTTERE PÅ END DU TROR
Fås også
som
Fås også
som
Fås også
som
e-bog
e-bog
e-bog
W W W. J E N S H E N R I K J E N S E N . D K
Spøgelsesfangen af Jens Henrik Jensen
”Mesterlig."
Den skaldede detektiv af Anna Grue
★★★★★★
”Gruelig god." UGEBLADET SØNDAG
Den sidste gode mand af A. J. Kazinski
Journal 64 af Jussi Adler-Olsen
”Hæsblændende spænding.”
★★★★★★
EKSTRA BLADET
JYDSKE VESTKYSTEN
Det 13. spil af Morten Sabroe
Skrig under vand af Jeanette Øbro Gerlow og Ole Tornbjerg
★★★★★ ”Altså, Morten!
★★★★★
Hold da kæft hvor er det godt!”
bedre og bedre, og til sidst rammer spændingskurven loftet så
eftertrykkeligt, at man læser mellem fingrene.” POLITIKEN
”Det er en sofistikeret og velkomponeret
bog, underholdning i højeste potens.”
NORDJYSKE STIFTSTIDENDE
JYLLANDS-POSTEN
e-bog
MØD BL.A. JENS HENRIK JENSEN, ANNA GRUE, JEANETTE ØBRO, OLE TORNBJERG,
A. J. KAZINSKI OG JUSSI ADLER-OLSEN PÅ KRIMIMESSEN I HORSENS D. 9. OG 10. APRIL.
”Danmarks krimikonge.”
Jaguarens datter af Christian Mørk
”Det begynder godt, det bliver
Fås også
som
EKSTRA BLADET
Varslet af Liz Jensen
“Sæsonens bog.”WEEKENDAVISEN
Fås også
som
e-bog
POLITIKENS FORLAG.DK
¨¨ aftaler til anden side. Hun var oven i købet på vej ud af døren til August-galla, Sveriges fornemmeste litterære prisfest. Det kastede ekstra stjernedrys over øjeblikket. Selv
den fireårige søn var imponeret, da Anders
de la Motte endelig fandt ud af, hvordan han
kunne anskueliggøre, hvor stort det var – ved
at forklare, hvem der ellers var på forlaget: Så
kommer du nok til at møde Mummitroldene,
far. Festdag i den lille familie.
Controlfreak og nærkampsekspert
Anders de la Motte er myreflittig og en kompromisløs kulturprotestant, og han giver den
på alle de gammeltestamentlige tangenter i
skildringen af the evil genius – The Game Master, der går Gud i bedene og skaber sin egen
verden.
Men forfatteren gør det selv: »I 20 år har
jeg arbejdet med andre menneskers problemer. Så er det ret dejligt at lege gud for et øjeblik. I mit univers bestemmer jeg, hvad der
skal ske,« konstaterer han og synker tilbage i
stolen i hans home away from home, Hiltonhotellet.
Anders de la Motte er VIP-guldkunde på
Hilton, og en fotostat med en nyudsprungen
bøgeskov og opulent nordisk minimalisme i
cafeen minder ham om, at den her afdeling
befinder sig i Danmark, i Kastrup.
For enden af broen i Malmø ligger hjemmet med hustruen og de to børn.
Mellem de to yderpunkter i romanen, the
game master og manden uden egenskaber, er
Anders de la Mottes hverdagsinkarnation udspændt: kontrolfreaken.
Vi går hen til et lille bord med flotte sølvskinnende espressomaskiner. Der er frit udsyn til vores pladser og ingen andre gæster.
Sorte Slyngel og Egon Olsen i forening ville
ikke kunne nappe noget fra vores bord, uden
vi opdagede det. Og ingen af dem ville være
dumme nok til at prøve.
’Manden uden egenskaber’ er uddannet til
ene mand at kunne lægge Frømandskorpset i
natostilling, hvis de gik amok til det årlige
krebsegilde. Han var ikke bare almindelig
værnepligtig, han var militærpoliti. Med lidt
opvarmning kan han forstøve et kålhoved
med et syngende cirkelspark. Desuden var
han mesterskytte i politiet. Og i militæret har
han prøveskudt alle mulige stormrifler og
maskinpistoler og Dirty Harrys Magnum.
Alligevel tager han ikke nogen chancer.
Han lever i et risikosamfund. Og en del af det
findes inden i ham.
»Der har jeg jo Rebeccas egenskaber, hun
vil jo gerne have kontrol,« siger han med henvisning til dagdriveren HP’s søster, den tjekkede livvagt Rebecca.
»Sådan er jeg jo også. Jeg kompenserer for
den her HP-personlighed med at være lidt
anal, når det gælder kontrol. Jeg vil gerne være med, når de indlæser lydbogen, for jeg vil
gerne høre, at der er den rigtige nuance. Det
var også mig, som bestemte, at vi skulle mødes her og ikke på mit kontor.«
Det var det jo.
Kontoret ligger et sted i lufthavnen et ikke
nærmere specificeret stenkast væk. Men
»der er alligevel ikke noget at se«, bemærkede han og fratog mig dermed et væld af højdramatiske reportageelementer: sikkerhedssluser og retinascannere. Securityfolk med
headsets og taserguns. Et kontor med armeret våbenskab, 27 monitorer og et områdekort
med lysende dioder for folkene ude i marken.
På den anden side af vinduerne udsigt mod
runways og hangarer – sådan som en sikkerhedschefs kontor nu engang ser ud, hvis man
bare orienterer sig en lille smule i den thrillergenre, som [geim] læner sig op ad.
Drengerøven
Ideerne kommer til ham, når han er tvunget
til at holde sig i ro – hvilket vil sige de minutter under start og landing på de mange flyrejser, hvor han er nødt til at slukke mobilen og
computeren. Fingrene ender uvægerligt i
lommen på sædet foran ham. Der hvor andre
rejsende glemmer ting, finder Anders de la
Motte dem. For eksempel begyndelsen på en
roman.
»Jeg har en lille samling med ting, jeg har
fundet, små lapper, små notater og billetter
med mystiske navne, så jeg begyndte at tænke, hvad nu hvis jeg finder noget hemmeligt.
I begyndelsen var det, hvad hvis jeg finder en
usb-nøgle, og så stikker jeg den ind i min computer, og så opdager jeg noget urovækkende?
Så gik det over til, at det skulle være billeder,
det er mere visuelt, mere dramatisk, et dokument skal man læse igennem, og så blev det
en telefon, som jo har kamera, og det var her,
den her dimension dukkede op, med at han
begynder at kommunikere med dem i den anden ende …«
Geim er lyden af Game kastet tilbage fra
væggene i en tunnelbane. Hvert kapitel tema-
Uddrag fra [geim]
’’Lidt mere, lidt mere endnu, jeg er der
næsten,’ klynkede hun stønnende. Men det
ville han skide på. For han var Knaldekongen.
Prins Pik, the Ayatollah of Bolla-Bolla! Men
frem for alt var han også ’Clip of the Week,
first runner-up og number onehundredtwenty
fucking eight!’ Han styrede Spillet for vildt, og
den tanke gjorde ham betydeligt hårdere, end
hans sengekammerat med sine nøgne
kvindelige attributter nogensinde kunne have
klaret. Med endnu et par voldsomme stød
afsluttede han sit mesterværk, og i det øjeblik
han trak sig ud for at sprøjte på hendes
svedige ryg, havde han kun én tanke i
hovedet: Han skulle have filmet det!’
Foto: Sanne Berg
Interview: Anders de la Motte
tiserer en ny betydning af spilbegrebet. Spillets åbningshilsen er: »Velkommen til en verden, hvor virkeligheden er spil, og Spillet er
virkelighed.«
For en stund er Hilton forvandlet til en faldefærdig, dunkel setting med forbrydere i
hver en krog. De la Mottes arme er strakt ret
frem med dobbeltgreb om den imaginære pistol. Han stikker våbnet rundt om et hjørne og
følger efter og stønner lidende: Sådan ville ingen strømer ved sine fulde fem gøre!
Det samme med dem, der lister sig frem
med en pistol, som peger op i luften. Det gør
man ikke – medmindre man vil skyde loftet.
Han giver den virkelige version. Våbnet
helt inde ved brystet. Den anden arm fremstrakt, så han kan værge for sig. Skridtene er
små uden benkryds for hele tiden at bevare
den bedst mulige balance. Og hvis man skal
rundt om et hjørne kigger man først, så der ikke er nogen, som kan gribe fat i våbnet.
Han lader sig falde om i en stol og skæver
hen mod et par sydende, sølvskinnende espressomaskiner på den anden side af trappen.
Han kan ikke holde ud at se politiserier.
I hvert fald ikke dem, der foregår på hans gamle arbejdsplads. Det svenske politi.
Når drengerøven melder sig, er flagellanten der med det samme og svinger det mentale birkeris over rygstykkerne. Især da vi nærmer os dem, som kunne lide bogen, bogbloggerne og de venlige læsere, som leverer opmuntrende kommentarer. Han er umanerligt
glad for det, men han er ikke glad for, at han er
glad for det – indtil han bliver gjort opmærksom på protestantismen som omvendt blær,
så er han alligevel glad for, at han ikke er glad
for, at han er glad for det, for det har jo sin egen
komik.
Og komikken er vigtig. Faktisk peger den
over på den her side af Sundet. Forfatterens
yndlingssatire: Drengene fra Angora – og han
tjekker også tv-satiren Klovn ud.
Bøv
HP’s kultur er drengerøvens. Han er en bøv,
en børnevoksen. Han gamer og ser film og ryger fed og engangsknalder og gemmer sig bag
et tykt skjold af ironi for alt, hvad der minder
om en forpligtelse. HP mener, han sagtens
kunne være blevet strømer, hvis det var det,
han gad, men det gad han bare ikke.
Anders de la Motte mener til gengæld ikke,
han kunne være blevet HP. De deler manglen
på evner, han har en del af HP i sin personlighed, han har en veneration for typen, han ser
de samme film som HP, spiller de samme spil
og kan lide den samme humor.
Men han er langt mere HP’s søster Rebecca, den supertjekkede SÄPO-medarbejder og
livvagt, kontrolfreaken. Han klapper på den
lille computertaske, som han har slynget over
skulderen, selv om der kun er 30 meter hen til
vores bord, ikke et øje i syne, og han for øvrigt
kan nok nærkampstrick til at stoppe en mellemstor bandekrig. Det står selvfølgelig ikke
skrevet på ryggen af den blå sweater, men en
eller anden ville nok mistænke det, når de ser
den ranke holdning, den skarpe profil, det rolige radarblik i ansigtets markerede træk og
den trimmede top af rødt hår.
Why the mind change?
[geim] skriver med på fortællingen om mediesamfundet og interesserer sig for nogle af
de samme spørgsmål, som dukker op i debatten og undrer sig over nogle af de samme ting.
»Altså den underliggende fortælling handler
jo meget om det her med, at man skal ses og
være kendt. Det er ikke så vigtigt for hvad, du
behøver ikke at have præsteret noget, det vigtige er at blive bekræftet.«
Her er det faren-til-to-Anders, som kommer ind i samtalen, i vildrede omkring, hvilke
grænser, han skal sætte for sine egne unger:
»Jeg tror, at den næste generation kommer
til at gå ud fra, at det er en normal tilstand: Jeg
skal blive rost for alting, jeg gør, jeg tager mine sko på, juhu! Og det er jo lidt interessant,
for hvis man nu skal blive rost for de her småting, er der så nogen, som orker at gøre de store ting, som tager lidt mere tid og er lidt mere
besværlige, hvor man arbejder i stilhed længe, som at skrive bøger for eksempel.
Jeg vil jo ikke tilbage til det her protestantiske, hvor man ikke skal rose nogen ting, men
samtidig vil jeg heller ikke havne i en slags
verden, hvor man skal roses bare for at binde
sine snørebånd. Når man er seks år, kan man
få ros for det, men når man er 10, skal man ikke have det længere.
I Sverige hedder det jo ’curlingforældre’.
Helikopterforældre i USA. Man skal bane vejen for sine børn. Det er jo meget almindeligt
i Sverige. Der er meget debat omkring det.
Der ligger nok lidt i det, at så står de en eller
anden dag i et talentprogram og synger så
falsk, at urene går i stå, men ingen har nogensinde i 18 år fortalt den her person, at du er sikkert et vidunderligt menneske, men synge,
det skal du ikke. Jeg kommer til at arbejde
hårdt med mine egne børn og finde den rigtige balance.«
Når ironien ikke slår til
Tilbage ved bordet med computertasken i
sikker behold kommer han op af stolen og engagerer drengerøven i samtalen med et udfald mod politisk korrekthed og kaffemaskinerealisme i krimier. Det afgørende er, om det
virker, ikke om det minder om virkeligheden.
Somme tider er der bare et sammenfald mellem det, der virker og virkeligheden, og så må
man være opmærksom på det. Det er bare ikke tilfældet i særligt mange politiserier, hvor
kravet til det sexede og dramatiske skygger
for det troværdige. Og så er ironien jo, at det
dramatiske bliver udramatisk og det sexede
usexet. I hvert fald for en mand, som kender
hverdagen som strømer indefra.
Højdepunkterne i tiden som strømer:
Kammeratskabet, følelsen af at være indviet i
en hemmelighed, som den almindelige skatteborger ikke kendte, og adrenalinsuset, når
faren blev virkelig ved røverier og anholdelser.
Den anden af side af politiarbejdet blev
han introduceret til fra dag et. Ned til Estlands terminal på havnen i Stockholm. Skibet
Estonia var netop sunket. Der kunne han så
stå sammen med alle de andre nye i styrken og
lukke pårørende ind og videreformidle budskabet fra listerne over druknede.
Det var den 28. september 1994. Fem måneder og 20 dage efter Douglas Coupland
skrev sin nekrolog til Kurt Cobain oven på nyheden om hans død og talte om de øjeblikke,
hvor ironien ikke slår til.
K
FØRSTE
bind i en ny
krimi-serie
TRE HUNDES NAT af Elsebeth Egholm
Fås også
som
e-bog
Tre hundes nat er første bind i en helt ny krimi-serie af Elsebeth
Egholm. Mød den nye hovedperson Peter Boutrup, som er søn
af forfatterens kendte figur, aarhusjournalisten Dicte Svendsen.
Mød Elsebeth Egholm søndag kl. 12.00 på Krimimessen i Horsens.
’[geim]’ er første del i en trilogi. Anden del, ’Buzz’,
kommer på svensk til sommer
POLITIK ENSFORLAG .D K
Interview: Jan Costin Wagner
Interview: Martin Østergaard
Gennemtænkt. Det store
marked for kriminalromaner
skaber et enormt ansvar hos
både forfattere og forlag,
mener Jan Costin Wagner.
’Forfattere skal ville fortælle
noget, ellers bliver det ren
spekulation, der lukrerer på
menneskers angst,’ siger den
aktuelle forfatter.
Foto: Sofie Amalie Klougart
www.photografica.com
4),"5$
$+ITMEDMM
&R4ILBUD
$+ITMEDMM
&R4ILBUD
0RISERNEERINKL"ENRO
:TASKEOG3ANDISK
3$HC'"%XTREME
Skindergade 41 · 1159 Kbh. K · Tlf. 33 14 12 15 · Fax 33 32 78 64
Email: mail@photografica.com · man-tors 9.30-17.30 fre 9.30-18.00 lør 9.30-15.00
3½VENTERVIBAREP½FOR½RET
FORSKELLIGEFARVER,UXEMBOURGSERIENI
!LUMINIUMVEDLIGEHOLDELSESFRIKLASSIKER
B¾NK
LAVARMSTOL Ængsteligt. Kriminalromanen er så succesfuld, fordi tidens læsere kan forholde sig til angsten for forbrydelsen,
siger tyske Jan Costin Wagner, der er aktuel med en ny bog om den finske kommissær Kimmo Joentaa
Når en tysker begynder at skrive nordiske krimier, giver det anledning til mistanke. Det kan
næsten kun være spekulation i den skandinaviske krimis enorme popularitet på det gigantiske tyske bogmarked, hvor navne som Henning Mankell og Jussi Adler-Olsen topper
bestsellerlisterne. Ellers ville han jo som alle
de andre tyske forfattere have skrevet om et af
de urtyske traumer; Holocaust eller DDR-tidens uhyrligheder?
De gode folk på Goethe-Instituttet i København, hvor Jan Costin Wagner er mødt op
for at promovere sin nye bog, serverer finskbrød og kaffe under interviewet og lader som
ingenting. Wagner virker heller ikke umiddelbart som den udspekulerede type, men
fremtræder temmelig troskyldig med sine
sagtmodige øjne og det halvlange hår. Men
det kan jo snyde.
Direkte adspurgt er Wagner dog også ganske overbevisende i sin afvisning af anklagen
om litterær spekulation:
»Lige siden jeg mødte min finske kone på
en interrailtur i 1992, har Finland været mit
andet hjem. Det er vigtigt for mig, at det, jeg
skriver, overbeviser mig selv følelsesmæssigt. Og min forbindelse til Finland er blevet
en følelsesmæssig forbindelse. På den måde
er Finland på en og samme tid både fremmed
og velkendt – et ganske godt udgangspunkt
for en kriminalroman.«
Handlingen i Wagners kriminalromaner
er henlagt til det (åndeligt) dunkle Turku
(Åbo), hvor kommissæren Kimmo Joentaa
som en anden Wallander har rod i privatlivet
og væmmes ved det moderne samfunds bar-
bari. Det lyder som noget, man har hørt før,
men den lidt generte Wagner insisterer, mens
han rækker ud efter kageskålen:
»Jeg havde en idé til en figur – kommissær
Joentaa – hvis kone er død af kræft. Den sørgmodighed og den gådefuldhed, der lå i ham,
forbandt jeg øjeblikkeligt med Finland. Den
kraftfulde tavshed, som Kimmo har, går godt i
spænd med min forestilling om Finland.«
Anden bog i krimiserien om Kimmo, Tavsheden, er netop udkommet på dansk. Her er
det et 33 år gammelt mord på en ung pige, der
udgør plottet. Den gamle forbrydelse gentager sig tilsyneladende, og læseren kigger både morder og kommissær over skuldrene i
den psykologiske oprulning af en forbrydelses konsekvenser. Om temaet i bogen siger
Wagner:
»Voldelig død interesserer ganske enkelt
os mennesker. Den grænseoverskridelse,
som forbryderen foretager, påvirker mennesker, og han selv og de pårørende må leve med
det. For mig er det fascinerende at indkredse
konsekvenserne af en forbrydelse.«
Arven fra Dostojevskij
Da Wagner selv kredser om begreber som
skyld og soning, kommer vi til at tale om Dostojevskijs Forbrydelse og straf, der jo er en
lang udredning af, hvorvidt det er muligt at
sætte sig ud over den herskende moral. Den
litteraturuddannede Wagner er i sine romaner inde på samme tematik, men er hans romaner moralske fortællinger?
»Selvfølgelig er de moralske! Det ville jo
være forfærdeligt, hvis de var amoralske.
Men romanerne besvarer ikke spørgsmålet
om det gode og det onde. Det kan ingen ro-
WWWÙCKCOCOM#O
En tysker ser finsk
af Andreas Harbsmeier
Illustration: Ib Kjeldsmark
man. Men det handler om at belyse området
indimellem, så man måske kan fornemme
det.«
– I det hele taget er det antydninger, der karakteriserer dine bøger – både tematisk og fortælleteknisk. Er det en bevidst litterær strategi?
»I Tavsheden er det, der udløser katastrofen, alt det, der ikke bliver sagt. Jeg forsøger
hele tiden at reducere sproget. De bedste øjeblikke for mig som forfatter er, når der opstår
et bestemt billede, fordi noget ikke står skrevet. Romanens magi består i de tomme pladser. Ligesom der er meget plads i Finland, er
der meget plads i mine romaner,« siger Wagner.
– Er forbrydelserne i dine romaner et symptom på samfundet som helhed?
»Ligesom hos Dostojevskij er mit udgangspunkt inderligt og derfor ikke bundet til
en bestemt tid eller sted. De kunne lige så godt
være skrevet for 200 år siden, for det handler
for mig om tidløse, eksistentielle konflikter
som angst og skyld. Det er ikke min ambition
at blotlægge bestemte samfundsmæssige
strukturer.«
Krimiforfatterens ansvar
Vi finder ingen actionspækkede handlingseksplosioner i Wagners dystre, nordiske
stemningsbilleder. I stedet er hans bøger bygget op som langsomme, ubehagelige optrævlinger af både morderens og kommissærens
mildt syge og alligevel fuldt ud forståelige
psyke.
– Hvorfor tror du, at krimier har så mange
læsere for tiden?
»Det handler om angst. Angsten for at miste sit barn. Angsten for, at nogen i ens familie
bliver slået ihjel. Angsten for forbrydelsen.
Kriminalromanen er så succesfuld, fordi læseren kan forholde sig til den angst uden at
være i direkte berøring med forbrydelsen. Af
samme grund har genren også et meget stort
ansvar for at udfolde de vigtige eksistentielle
temaer på en gennemtænkt og alvorlig måde.
Jeg bruger angsten, fordi den er vedkommende for mig, ikke fordi den skal fremkalde en
bestemt reaktion hos læseren. Det store marked – de mange købere – skaber et enormt ansvar både hos forfattere og forlag. Forfattere
skal ville fortælle noget, ellers bliver det ren
spekulation, der lukrerer på menneskers
angst.«
K
VI TA‘R
DEADLINES
DØDALVORLIGT
Blå bog
Jan Costin Wagner
Tysk forfatter. Født 1972.
Finsk gift. Bor halvdelen af
året i Finland og den anden
halvdel i Hessen i Tyskland.
Wagner slog igennem med
den første kriminalroman i
serien om den finske
kriminalkommissær Kimmo Joentaa ’Ismåne’,
hvis engelske udgave blandt andet blev
nomineret til den prestigefyldte Los Angeles
Times Book Prize. Efterfølgeren ’Tavsheden’
blev i 2010 filmatiseret med Ulrik Thomsen i
hovedrollen. Nummer tre i serien er
udkommet på tysk med titlen ’Im Winter der
Löwen’, og Wagner arbejder pt. på nummer
fire.
MEDIEFABRIKKEN.DK
Velkommen til de
intellektuelles swingerklub
Skulle du og din kæreste
gå og lege med tanken om
at blive den nye krimiduo,
giver parterapeut Martin
Østergaard følgende bud
på, hvordan samarbejdet
omkring bogen kan
tilrettelægges, så der ikke
står mord i øjnene på din
elskede
af Katrine Sekjær
– Hvorfor er der så mange
par, der skriver krimier
sammen?
»Når der er noget, man
meget gerne vil, kan der samtidig være en ekstrem indre
modstand mod det, som gør
det rigtig svært. Men hvis
man i stedet kan gøre det i
fællesskab – bingo, så bliver
det meget nemmere.«
– Er der flere forklaringer?
»Der er også mange forhold, hvor samarbejde eller
det, at man har en ostebutik
sammen, er en stor del af ens
liv. Samarbejde kan være noget, man tager op undervejs
for at udvikle forholdet. Det
kan være en måde at opnå en
større grad af nærhed på, fordi man mødes om noget, som
måske er lidt lettere at åbne
sig omkring, end hvis man
skal sidde og se hinanden i øjnene og snakke om, hvordan
man har det med hinanden.«
– Hvad er fordelen ved at
skrive sammen med en
kæreste frem for at skrive
som søskendepar eller
kollegaer?
»Fordelen er, at man nok
er endnu mere inde under
huden på hinanden som kærestepar, og man kan bruge
den
der
mand-kvindedynamik. Der er jo altid en lille grad af magtkamp eller en
gnist, man kan stimulere. På
den måde kan det blive en
slags intellektuel swingerklub at skrive krimi sammen,
som en slags ’acting out together’.«
– Har du haft et forfatterpar i
terapi?
»Ja, det har jeg faktisk, nu
du spørger. Men det kan jeg
desværre ikke komme ind på
uden at afsløre for meget.«
– Kan du afsløre lidt?
»Lad mig sige det sådan, at
udfordringerne omkring det
professionelle virke kan være lige så dramatiske som
utroskab. Følelsen af svigt og
manglende nærhed kan generere sammenstød af vulkanske højder.«
Det nye campinghabit
– Nogle krimiforfatterpar
vælger at skrive under
pseudonym og lave et alter
ego, for eksempel ægteparret
Alexandra og Alexander
Ahndoril, der står bag Lars
Kepler. Er der tale om et
kinky rollespil, eller er det i
virkeligheden en usund
symbiose?
»Man kan måske sige, at
det er de intellektuelles campinghabit at skrive en roman
sammen: ’Så sidder vi her og
er begge to forfattere på den
samme bog og ligner hinanden til forveksling’. Men som
parterapeut må jeg sige, at
der findes ikke nogen sandhed om kærlighed. Jeg er jo
skide ligeglad med, hvordan
folk lever deres liv – bare de
er glade. Hvem ved, hvad forfatterpar snakker om, når de
har sex? Måske siger den ene:
’Hey, hvad hvis nu der kommer denne her alvidende fortæller ind i kapitel 26?’ Og
den anden svarer: ’Åh, du
tænder mig, når du siger sådan noget frækt noget!’«
– Hvilke konsekvenser kan en
svær skriveblokering få for
parforholdet?
»At den ene skriver bogen
færdig! Den, der har blokeringen, sidder måske lige
pludselig og skal interviewes
om denne her fantastiske
bog, de sammen har skrevet,
og han ved jo godt, at det er
konen, der har skrevet to
tredjedele af den. Der kan opstå en masse potensproblemer i det kølvand; skamfølelse, irritation og vrede.«
– Er det muligt, at arbejdet
omkring en krimi kan have en
terapeutisk effekt på
forfatternes indbyrdes
forhold?
»Ja, absolut, men det er ikke mere påskeliljehyggeligt,
end at man kan risikere at fin-
de nogle ting frem, som
knækker én.«
Hav hobbykniven klar
– Er der særlige faresignaler,
man skal være opmærksom
på hos sin partner, når man
sammen er ved at udtænke et
litterært mord? Bør man for
eksempel undgå at lade
køkkenknive og gaffatape
ligge fremme i hjemmet?
»Jeg vil hellere se det fra
den mere fællesdramatiske
platform og sige, at det er ok
at eksperimentere med nærdødsoplevelser
sammen,
men hav altid en hobbykniv
parat, så du kan skære plastikposen op. Jeg er stærkt tilhænger af, at man har erfaringer med det, man vil skrive
om, men lad være med at
overdrive. Man kan jo blive
fristet, hvis man ryger meget
ind i skriveprocessen. Se bare
på Ondskabens Hotel, hvor
forfatteren sidder og skriver
den samme sætning i månedsvis: ’All work and no play
makes Jack a dull boy’. Puha.
Man skal passe på. Når han
forsøger at komme ind på badeværelset med brandøksen,
vil jeg sige, at det er et klart faresignal. Så bør man redde
kvinder og børn ud af hjemmet.«
– Så er det, man ringer til
dig?
»Ja, så ringer man til mig
og siger: Denne her skriveproces har vidst ført for
vidt.«
K
Interview: Martin Østergaard
www.photografica.com
4),"5$
$+ITMEDMM
&R4ILBUD
$+ITMEDMM
&R4ILBUD
0RISERNEERINKL"ENRO
:TASKEOG3ANDISK
3$HC'"%XTREME
Skindergade 41 · 1159 Kbh. K · Tlf. 33 14 12 15 · Fax 33 32 78 64
Email: mail@photografica.com · man-tors 9.30-17.30 fre 9.30-18.00 lør 9.30-15.00
3½VENTERVIBAREP½FOR½RET
FORSKELLIGEFARVER,UXEMBOURGSERIENI
!LUMINIUMVEDLIGEHOLDELSESFRIKLASSIKER
B¾NK
LAVARMSTOL Illustration: Ib Kjeldsmark
WWWÙCKCOCOM#O
VI TA‘R
DEADLINES
DØDALVORLIGT
MEDIEFABRIKKEN.DK
Velkommen til de
intellektuelles swingerklub
Skulle du og din kæreste
gå og lege med tanken om
at blive den nye krimiduo,
giver parterapeut Martin
Østergaard følgende bud
på, hvordan samarbejdet
omkring bogen kan
tilrettelægges, så der ikke
står mord i øjnene på din
elskede
af Katrine Sekjær
– Hvorfor er der så mange
par, der skriver krimier
sammen?
»Når der er noget, man
meget gerne vil, kan der samtidig være en ekstrem indre
modstand mod det, som gør
det rigtig svært. Men hvis
man i stedet kan gøre det i
fællesskab – bingo, så bliver
det meget nemmere.«
– Er der flere forklaringer?
»Der er også mange forhold, hvor samarbejde eller
det, at man har en ostebutik
sammen, er en stor del af ens
liv. Samarbejde kan være noget, man tager op undervejs
for at udvikle forholdet. Det
kan være en måde at opnå en
større grad af nærhed på, fordi man mødes om noget, som
måske er lidt lettere at åbne
sig omkring, end hvis man
skal sidde og se hinanden i øjnene og snakke om, hvordan
man har det med hinanden.«
– Hvad er fordelen ved at
skrive sammen med en
kæreste frem for at skrive
som søskendepar eller
kollegaer?
»Fordelen er, at man nok
er endnu mere inde under
huden på hinanden som kærestepar, og man kan bruge
den
der
mand-kvindedynamik. Der er jo altid en lille grad af magtkamp eller en
gnist, man kan stimulere. På
den måde kan det blive en
slags intellektuel swingerklub at skrive krimi sammen,
som en slags ’acting out together’.«
– Har du haft et forfatterpar i
terapi?
»Ja, det har jeg faktisk, nu
du spørger. Men det kan jeg
desværre ikke komme ind på
uden at afsløre for meget.«
– Kan du afsløre lidt?
»Lad mig sige det sådan, at
udfordringerne omkring det
professionelle virke kan være lige så dramatiske som
utroskab. Følelsen af svigt og
manglende nærhed kan generere sammenstød af vulkanske højder.«
Det nye campinghabit
– Nogle krimiforfatterpar
vælger at skrive under
pseudonym og lave et alter
ego, for eksempel ægteparret
Alexandra og Alexander
Ahndoril, der står bag Lars
Kepler. Er der tale om et
kinky rollespil, eller er det i
virkeligheden en usund
symbiose?
»Man kan måske sige, at
det er de intellektuelles campinghabit at skrive en roman
sammen: ’Så sidder vi her og
er begge to forfattere på den
samme bog og ligner hinanden til forveksling’. Men som
parterapeut må jeg sige, at
der findes ikke nogen sandhed om kærlighed. Jeg er jo
skide ligeglad med, hvordan
folk lever deres liv – bare de
er glade. Hvem ved, hvad forfatterpar snakker om, når de
har sex? Måske siger den ene:
’Hey, hvad hvis nu der kommer denne her alvidende fortæller ind i kapitel 26?’ Og
den anden svarer: ’Åh, du
tænder mig, når du siger sådan noget frækt noget!’«
– Hvilke konsekvenser kan en
svær skriveblokering få for
parforholdet?
»At den ene skriver bogen
færdig! Den, der har blokeringen, sidder måske lige
pludselig og skal interviewes
om denne her fantastiske
bog, de sammen har skrevet,
og han ved jo godt, at det er
konen, der har skrevet to
tredjedele af den. Der kan opstå en masse potensproblemer i det kølvand; skamfølelse, irritation og vrede.«
– Er det muligt, at arbejdet
omkring en krimi kan have en
terapeutisk effekt på
forfatternes indbyrdes
forhold?
»Ja, absolut, men det er ikke mere påskeliljehyggeligt,
end at man kan risikere at fin-
de nogle ting frem, som
knækker én.«
Hav hobbykniven klar
– Er der særlige faresignaler,
man skal være opmærksom
på hos sin partner, når man
sammen er ved at udtænke et
litterært mord? Bør man for
eksempel undgå at lade
køkkenknive og gaffatape
ligge fremme i hjemmet?
»Jeg vil hellere se det fra
den mere fællesdramatiske
platform og sige, at det er ok
at eksperimentere med nærdødsoplevelser
sammen,
men hav altid en hobbykniv
parat, så du kan skære plastikposen op. Jeg er stærkt tilhænger af, at man har erfaringer med det, man vil skrive
om, men lad være med at
overdrive. Man kan jo blive
fristet, hvis man ryger meget
ind i skriveprocessen. Se bare
på Ondskabens Hotel, hvor
forfatteren sidder og skriver
den samme sætning i månedsvis: ’All work and no play
makes Jack a dull boy’. Puha.
Man skal passe på. Når han
forsøger at komme ind på badeværelset med brandøksen,
vil jeg sige, at det er et klart faresignal. Så bør man redde
kvinder og børn ud af hjemmet.«
– Så er det, man ringer til
dig?
»Ja, så ringer man til mig
og siger: Denne her skriveproces har vidst ført for
vidt.«
K
GODE KRIMIER
Interview: Bruun & Bødker
GODE KRIMIER
DIN PRIS
199,95
DIN PRIS
199,95
DIN PRIS
DIN PRIS
249,95
Jussi Adler-Olsen
199,95
Journal 64
Håkan Nesser
Vinder af De Gyldne Laurbær 2011.
Burlesk og brandspændende.
De ensomme
“Svenske Håkan Nesser er en
formidabel forfatter, der stille
og roligt er ved at revolutionere
krimigenren.”
Julie Hastrup
Elsebeth Egholm
Det blinde punkt
Tre hundes nat
Tre hundes nat er mere
end en krimi. Elsebeth
Egholm tager læseren med
ind i miljøer på kanten af
et kuldslået Danmark, til
ludere, svinebønder, indsatte,
pigebander og provinsens
stille eksistenser.
Politiken
Jydske Vestkysten
“Ikke en side for meget.”
Jyllands-Posten
Julie Hastrup har igen skrevet
en krimi lige efter bogen.
Derfor er ”Det blinde punkt”
svær at lægge fra sig.
Nanna Frank Rasmussen,
Jyllands-Posten.
Udsyn. Fra lejligheden på Nørrebro skriver Karen Vad Bruun og Benni Bødker krimier forankret i lokalmiljøet, men med internationale emner om f.eks. Danmarks krigsdeltagelse. Foto: Sofie Amalie Klougart
DIN PRIS
Benni Bødker og
Karen Vad Bruun
DIN PRIS
249,95
Lars Kepler
Paganinikontrakten
Bind nummer to i serien om
politimanden Joona Linna
er begavet, velkonstrueret
power-underholdning.
199,95
Nørrebros jordnære superhelte
DIN PRIS
Hanne Bech Hansen
199,95
Lasten
Blod vil have blod
Uskyldens tid er forbi – første
krimi fra nyt dansk forfatterpar.
“Sådan!!, dejlig dansk og
uhyggelig krimi, når den er bedst.”
Anmeldt på SAXO.com
Forførende. Krimiforfatterparret Karen Vad Bruun og Benni
Bødker debuterer med romanen ’Blod vil have blod’. De kalder
krimigenren en bastard, fordi den både kan være samfundskritisk og underholdende – et eventyr forklædt som realisme
Camilla Läckberg
Fyrmesteren
Camilla Läckberg er tilbage
med en spøgelseshistorie
og sin bedste bog indtil nu,
hvis man skal tro de svenske
anmeldere, der har uddelt
flotte roser til Fyrmesteren.
Politiken
af Katrine Sekjær
er på
i
m
i
r
k
e
r
Find fle
krimi
/
m
o
c
.
O
www.SAX
Bøger på nettet!
www.saxo.com
Der tages forbehold for trykfejl og udsolgte varer. Priserne gælder minimum til
d. d. 30. april 2011. Alle bestillinger tillægges 19,00 kroner i forsendelse i Danmark.
Der hersker en ganske særlig stemning i den
store, lyse nørrebrolejlighed, hvor det debuterende forfatterpar Karen Vad Bruun og
Benni Bødker lever og skriver. De har fået to
børn inden for det seneste par måneder: en
lille rødblond pige og en stor blodrød kriminalroman. Begge ligger på bordet i stuen. Det
første bliver pakket og puttet, mens det andet
– bastarden – ligger for bordenden svøbt i
smudsbind. For krimigenren er litteraturens
uægte barn, en halvblodsroman og resultatet
af et sidespring, hvis man skal tro Benni Bødker:
»Krimien er en fed bastardgenre. Man kan
skrive historier, som både helt reelt fortæller
og gør dig klogere, og som på samme tid er ramasjang og eskapisme.«
Netop friheden til at være ’både og’ er en af
krimigenrens styrker ifølge det unge forfatterpar. Krimien må stjæle med arme og ben
fra virkeligheden, men den er ikke forpligtet
til at være dokumentarisk. Tværtimod kan
den tage afsæt i faktiske hændelser og køre
dem ud i fri fantasi, kombinere de vildeste
konspirationsteorier med übercool agenter
og barske lejemordere.
Danmark ud af tornerosesøvnen
Deres egen krimi Blod vil have blod har da også lidt af det hele. Her bliver den danske kosmopolit og osteolog Linnea Kirkegaard tilkaldt til et ligfund i nærheden af Lammefjorden. Liget bliver identificeret som en irakisk
tolk med asyl i Danmark, og som historien
skrider frem, viser det sig at dreje sig om international handel med stjålne kulturskatte
fra irakiske museer – noget, der har kunnet lade sig gøre midt i det kaos, som er opstået efter invasionen af landet.
Selv om Lammefjorden leder tanken hen
på danske økogulerødder, så har det internationale aspekt hele tiden været forfatternes
fokus. Karen Vad Bruun og Benni Bødkers intention har været at skrive en krimi, som skulle afspejle det nye Danmark, der agerer på den
verdenspolitiske scene.
»Danmark er ikke længere et lukket land. På
godt og ondt er vi havnet i en globalisering,
hvor de ting, vi foretager os herhjemme, får
konsekvenser uden for landets grænser,« siger Benni Bødker.
»Da vi startede på vores bog for halvandet
år siden, var der ikke så mange, der havde beskæftiget sig litterært med Irak- og Afghanistankrigen. Der var få, der turde tage krigen
på sig og have den med i deres bøger. Man kan
være for eller imod krigen, men hvis krigen
ikke bliver nævnt, betyder det tilsvarende, at
den heller ikke bliver reflekteret.«
Sjöwall og Wahlöö-fejlen
– Det lyder som om, at I er meget bevidste om
den stærke, svenske tradition for
samfundskritiske krimier?
»Det er noget, vi selvfølgelig har diskuteret, men vi vil først og fremmest beskrive den
nye virkelighed, vi befinder os i lige nu og her.
Vores roman er inspireret af virkelige begivenheder, men der dukker jo hele tiden så
mange groteske ting op i medierne, som er
endnu vildere end det, vi selv er kommet på,«
siger Karen Vad Bruun, og Benni Bødker følger op:
»Vi vil ikke skrive en politisk roman, der
fortæller, hvordan læseren skal tænke om
nogle bestemte ting. Det synes jeg er uinteressant. Det er selvfølgelig politisk, at vi mener, det er vigtigt at afspejle det, der sker ude i
verden, men jeg gider ikke lave Sjöwall og
Wahlöö-fejlen: De startede med at lave romaner, som var politisk motiverede, og som derfor skildrede det svenske samfund super
skarpt, men de endte med at være politisk docerende.«
Pardannelse og modeblogs
Det var Karen, der foreslog Benni, at de skulle skrive en krimi. Efter først at have afvist sin
kones litterære tilnærmelser endte han alligevel med at lade sig forføre. Faktisk virker
det, som om det har været temmelig uproblematisk for dem at skrive en bog sammen. Karen Vad Bruun:
»Noget af det, vi har brugt mest tid ¨¨
DIN PRIS
249,95
I Lasten omsætter Bech
Hansen sin omfattende viden
om kriminalitet og politiarbejde
til et medrivende plot om et
internationalt forbrydersyndikat,
der huserer i Europa. To mord på
dansk grund vikler det danske
politi ind i en sag, der viser sig at
have et uhyggeligt omfang.
er på
i
m
i
r
k
e
r
Find fle
krimi
/
m
o
c
.
O
www.SAX
Bøger på nettet!
www.saxo.com
Der tages forbehold for trykfejl og udsolgte varer. Priserne gælder minimum til
d. d. 30. april 2011. Alle bestillinger tillægges 19,00 kroner i forsendelse i Danmark.
JENTAS
Årets
britiske
krimi
Interview: Bruun & Bødker
2010
Vinder af
Amazon Rising Stars 2010
Gold Dagger 2010
www.jentas.dk
Oplev Belinda Bauer i samtale med
Politikens Bo Tao Michaëlis lørdag
den 9. april kl 14:00, i Snedkeriet på
Krimimessen i Horsens.
Kom og besøg Jentas på stand nr. 12
Dyster viden
Belinda Bauer
»Når man fortæller historien i
hyperrealistiske rammer, må man
godt overskride realismen for at
skabe en bedre historie. Der må godt
være en højtflyvende kinesiskamerikansk lejemorder, der lander i
København og så går i gang.«
”En lille sort perle yderst original ... ”
Bo Tao Michaëlis,
Politiken
Ny bog fra bestseller forfatteren
NYHED
Sam Bourne.
2 nye super
ndenrilledree
spærisk
e th
histo
”DEN UDVALGTE er til
fans af den politiske
thriller, og til andre der
gerne vil underholdes
begavet. Oplagt at
semmenligne med Jussi
Adler-Olsen.”
Dansk BiblioteksCenter
Inkvisitoren
Patricio Sturlese
Helligt forræderi
James Forrester
¨¨ på, er at gå rundt og forberede en historie, som hænger rigtig godt sammen. Hvis
man skal skrive noget i fællesskab, er det en
oplagt genre. Krimier har ofte et klart gennemtænkt plot, en nøje tilrettelagt struktur,
og der en masse konkrete ting, man kan researche på.«
I Blod vil have blod er der lagt mange kræfter i at skabe en stærk realisme ved hjælp af
mærkevarer og genkendelige steder.
»Mange har fremhævet, at de synes, det er
fedt, det foregår steder, man kan genkende direkte. Det har vi gjort en hel del ud af. Selv om
vi har hele det internationale aspekt med, så
er der også meget København i bogen, særlige kvarterer og specifikke navne, som læseren kan genkende,« siger Karen Vad Bruun.
Eventyr forklædt som realisme
Ifølge forfatterne er der forskel på at skrive, at
en person sidder ved en computer, eller at han
sidder med en Macbook. De kulturelle konnotationer betyder noget, ikke nødvendigvis for
handlingen, men for det billedunivers, man
skaber hos læseren. Da det var Bennis idé at
have specifikke referencer, var det også ham,
der i arbejdet med Blod vil have blod måtte slide med at finde ud af, hvilke mærker og ting
krimiens karakterer ville bruge:
»Ja, han sad og surfede rundt på nettet og
tjekkede alle mulige modebloggere. På et
tidspunkt overgik Benni min viden om tøj og
sko,« griner Karen Vad Bruun.
»En ting, vi har arbejdet med, er et citat, jeg
har stjålet fra litteraten Bo Tao Michaëlis.
Han sagde på et tidspunkt, at ’krimien er
eventyr forklædt som realisme’, og det er
supergodt at have med i baghovedet, når man
skriver« siger Benni Bødker og fortsætter:
»Mange samtidige krimier er nøje resear-
Blå bog: Bruun & Bødker
Karen Vad Bruun, født 1977 i Emdrup,
cand.mag. i engelsk og har også læst
spansk. Har arbejdet på børnebogsagentur siden hun var 15 år
gammel og senere arbejdet både i
Spanien og i Danmark med at
sælge dansk børne- og
voksenlitteratur i udlandet
for Gyldendal Group Agency.
(Har speciale i postkolonial
litteratur, hvilket ifølge
forfatterparret afspejles i
deres krimiers fokus på det
internationale.)
Benni Bødker, født 1975 i Nakskov,
cand.mag. i dansk og filosofi. Specielt
optaget af mellemkrigstidens hårdkogte litteratur og den dokumentariske realisme, ’neue Sachlichkeit’, som blandt andet har
inspireret til den ’mærkevarerealisme’, der findes i ’Blod vil
have blod’. Han har skrevet
flere bøger om krimigenren,
men er også forfatter til en række
børne- og ungdomsromaner, blandt
andet vampyrserien ’Nattens
Børn’, der er udgivet i flere lande.
chede. Alting foregår, som det kunne være foregået i virkeligheden. Det er super realistisk
og refererer til autentiske mærker eller teknikker, begivenheder eller personer. Men når
man fortæller historien i de her hyperrealistiske rammer, må man godt overskride realismen for at skabe en bedre historie. Der må
godt være en højtflyvende kinesisk-amerikansk lejemorder, der lander i København og
så går i gang. Det var også det, Stieg Larsson
kunne. Alle hans karakterer er jo superhelte,
men de bliver placeret i et realistisk
Stockholm.«
I de jordnære rammer på Nørrebro virker
de to forfattere i højere grad drevet af fri fortællelyst end af politisk samfundskritik. Det
er den gode historie, krimien som et eventyr
og eventyret som forklædt virkelighed, der
er i fokus. Bogen er skrevet og trykt, og debuten er en realitet. Og nok er det den lille
sovende datter, der har forfatterparrets opmærksomhed, men i nu og da kaster de blikke hen på bogen, der er fuld af fiktion og forbrydelse. En skarp kontrast til barnet i dynen og tulipanerne, der balancerer i forårslyset.
K
Mord, intriger og
loyalitet - samt
det skrevne ords
magt i 1500 tallets
England.
Krucifiks-morderen
Chris Carter
En historisk thriller om
religiøse magtkampe,
intriger og den katolske
kirkes jagt på den
sataniske bog.
킬킬킬킬
Sam Bo
solgt i 70urne
eksemp .000
larer.
Et andet syn
Fortabte piger
George D. Shuman
”Gysende gru fra først
til sidst. Kors for en
morder”
킬킬킬킬킬
Ugebladet Søndag
bogrummet.dk
”Uhyggelig og åndeløs
spændende”
Tre hurtige
Når stilheden giver kuldegysninger
Rundspørge. 10 fagfolk fortæller om det bedste og det værste ved den skandinaviske krimi – og afslører deres helt
personlige yndlingsmord
Stinne
Hjortlund
Kristoffersen
programansvarlig,
BogForum
Det bedste er den helt speci-
elle nordiske stemning, der
kommer til udtryk i beskrivelserne af lokaliteterne
med landskaber, sne og is
som eksempelvis Johan
Theorins Øland og Åsa Larssons Kiruna. Et andet positivt særkende er hovedpersonernes troværdighed og
dybde. Jo Nesbøs antihelt
Harry Hole og Susanne
Stauns Fanny Fiske er meget
mere end de ensformige karakterskabeloner, der kan
kendetegne genren.
Det værste er, at der kommer
så mange gode, hvoraf flere
er serier. Det gør det svært at
vælge ud!
Yndlingsmord er fra Jo Nesbøs Snemanden, hvor gifte
kvinder forsvinder samme
dag, som den første sne falder. Det er rendyrket isnende kulde manifesteret i de
grusomme mord. Gys …
Det værste er måske ikke Liza
Marklunds feministfigur
Annika og hele hendes opførsel, men det er lige før.
Værst er Jan Guillous sidste
bøger, hvor der hersker en
særlig form for svensk snobberi, politisk-feministisk
korrekthed og selvglæde.
Den nye huslige machomand, der altid står i køkkenet, mens kvinderne koncentrerer sig om vinen. Her
sætter forfaldet ind. Det er
sådan en tilstræbt idealverden med herskabelige stuer
og en ulidelig persontegning.
Yndlingsmord Det sidste
mord i Stieg Larssons Luftkastellet der blev sprængt er
godt udtænkt. Salander har
et opgør med den blonde
kæmpe, der ikke kan føle
smerte. Hun sømmer ham
fast og ringer til rockerne.
Det er mord pr. stedfortræder.
Nanna
Rørdam
Knudsen
forlagsredaktør,
Modtryk
Bo Bjørnvig
journalist
og anmelder,
Weekendavisen
Det bedste er naturskildringerne, der skaber en helt
særlig stemning som den,
man finder i Håkan Nessers
Skyggerne og regnen eller i
første bind af Stieg Larssons
trilogi. Det er et fantastisk
landskab, der her folder sig
ud som ramme for fortællingen om indbyggernes fordærv.
Det bedste er, at den skandi-
naviske krimi fortæller gode
og vedkommende historier
om os selv og den verden, vi
lever i. Sat ind i en ramme af
spænding og underholdning.
What’s not to like?
Det værste er, at det af og til
kan blive for lidt underholdende og alt for bekymret
med misantropiske kriminalkommissærer, der går
rundt med mavesår, svedpletter under armene og kronisk dårlig samvittighed, fordi de ikke opklarer forbry-
Fem stjernet thriller: Metusalem
Et sadistisk sexmord på en smuk og begavet kvinde fører til
dom på den oplagte morder. Men er det nu den rigtige person,
politiet har sat bag tremmer? Jagten på sandheden fører os
rundt i Europa i et forsøg på at finde
den hemmelighed, der lå bag mordet.
Undervejs viser det sig, at der foregår
en ukendt genetisk forskning, som kan
ændre synet på ’det evige liv’.
”Et velkomment bud på en dansk thriller
med internationale perspektiver. Lige så
god som svenskerne og bedre end de
fleste danske kolleger...” ***** KultuNaut
”Flemming Dyrbye er et splinternyt navn
på den danske krimihimmel, og med hans flotte debut skulle der
nok være rigtig god mulighed for at høre mere fra ham.”
**** 24 timer
Metusalem, 269 kr. Siesta
Hør Flemming Dyrbye fortælle om sin spændende roman
på Krimimessen i Horsens, søndag 10. april kl 15.20
delser nok. For min skyld må
krimien godt på den ene eller den anden måde have lidt
mere kulør.
Yndlingsmord Det er ikke et
mord. Det er det, der er meget værre: I Mark Billinghams Sov sødt er seriemorderens projekt ikke at slå
ihjel, men at fremkalde det,
der hedder locked-in syndrome. Offeret kan se og høre,
men ikke røre sig, ikke tale,
ikke kommunikere. Den tanke er så skræmmende, at den
er svær at ryste af sig igen,
når man har læst bogen.
get udvandede. For nu at sige
det pænt. Det er aftensmad,
indretning og intet skrivetalent, og man må gang på gang
undre sig over, at folk gider
læse det.
Yndlingsmord Alt for mange
at vælge imellem. Franske
Grangés mord er uforglemmelige. Jo Nesbøs er også gode bud. Mordet med panserhjerte-instrumentet lader intet tilbage at ønske. Kan også
stadig få kuldegysninger af
stilheden bagefter, hvor snemanden står ude i parcelhushaven – og kigger ind.
Lars Ole
Sauerberg
Bo Tao
Michaëlis
prof., dr.phil.
(SDU), anm. ved
Jyllands-Posten
kritiker
og anmelder,
Politiken
Det bedste er, når den skandi-
Det bedste er, at genren helt
naviske krimi er god: Så formidles via sikker styring af
unik fortællerstemme en
original historie, der både
retter ind efter samfundets
aktuelle problemer og efter
genrens æstetiske regler. Arne Dahl og Håkan Nesser,
med andre ord.
Det værste er klonekrimier,
der lugter langt væk af spekulation med henblik på at
tjene penge og/eller komme
i avisen. Lavpunktet i så henseende må siges at være nået
med Therese Philipsen.
Yndlingsmord Mange, men et
bud er Anatomy of a Murder
fra 1958 (da.: Et mords analyse, 1960) af Robert Traver,
pseudonym for den amerikanske jurist John D. Voelker
(1903-1991).
lever op til Georg Brandes’
credo om det moderne gennembrud og fastholder, at
krimien gerne må afspejle en
genkendelig virkelighed.
Krimien er socialdemokratisk i den forstand, at den tager en socialdemokratisk
opfattelse af, hvordan samfundet hænger sammen, for
givet.
Det værste er stort set det
samme. At alle de gode hensigter desværre har tendens
til at blive for realistiske, socialdemokratiske og bekymrede og glemmer den labyrintiske historie. Der er for
meget dårlig samvittighed
og bondeanger. De eneste
stærke mænd er kvinder.
Manden er i forfald, mens
kvinden har det sorte bælte i
det meste.
Yndlingsmord I Raymond
Chandlers første roman Den
lange søvn skyder Philip
Marlowe ved en kvindes
mellemkomst den professionelle gangster Canilo. Det er
så retfærdigt, som det kan
være og elegant skrevet. Det
er et rigtig katarsismord.
Romantisk, noir og ædelt.
Og så involverer det en kærlighedshistorie.
Mette
Bentholm
redaktør i bogklubben Krimi & Spænding, Gyldendal
Det bedste er, at familien ofte
er den skyldige. På den ene
eller anden måde. Som i virkeligheden. Og samtidskritikken (når den fungerer).
Og at de efterhånden er ret
så makabre og hamrende
spændende. Jo Nesbø, Håkan Nesser og Stieg Larsson
gør det på forbilledlig vis.
Det værste er, at det nogle
gange kan blive lovlig korrekt og forudsigeligt. Og femikrimierne (om der så er
en mandlig eller kvindelig
hovedperson) er blevet no-
det. Hele opmærksomheden
på forholdet mellem forbrydelse, miljø og baggrund.
Det er en god måde at stille
skarpt på forbrydelsens
omdrejningspunkt.
Det værste er, at det bliver lidt
ulideligt, at der altid er så
meget i vejen. Det er to sider
af samme sag. Det er hele
krimiens bekymring i forhold til samfundet. Kommissæren, det være sig en mand
eller kvinde, bliver ført med
og bliver syg og ensom.
Yndlingsmord Mordet på konsul Carl August Frimann i
Gunnar Staalesens 1900
Morgenrøde. Opklaringen
varer 100 år og giver anledning til en gennemtrawling
af et helt århundredes bærende træk.
Svend Åge
Petersen
Thomas
Franch
Rasmussen
redaktør,
People’s Press
Det bedste er dens popularitet, og – når den er bedst –
dens realisme og menneskelighed.
Det værste er dens popularitet og deraf følgende tendens til konformitet og hjernedøde applauderinger fra
masserne og anmelderne og
– når den er værst – dens tråkiga 1:1-realisme og folkhems-moralisme.
Yndlingsmord Steffen Jacobsen: Den gode datter. To
skidtknægte dumpes fra en
helikopter ned i en swimmingpool og disintegreres
på modbydelig spektakulær
vis. Alt flyder ud, undtagen
de fjernudløste bomber, de
havde om livet. Op i luften
går narkobaronernes paradis
og langstilkede koner, så det
rent litterært er en fryd.
Vibeke
Johansen
bibliotekar og
medarrangør af
Krimimessen
Det bedste er, at der findes en
Gunhild Agger
professor, Institut
for Kultur og Globale Studier, Aalborg Universitet
Det bedste er samfundsori-
enteringen og kulegravningen af tendenserne i samfun-
de personskildringer og ikke
mindst et drive i handlingen.
I det hele taget begavet underholdning.
Det værste er, når der kun er
få sider tilbage i en Nesserkrimi. Hvor længe skal vi
mon vente på den næste?
Yndlingsmord Mordet i Orientekspressen er et af dem.
Agatha Christie har lige siden ungdomsårene været på
min top-ti. Faktisk var det
også hende, der for alvor fik
mig i gang med at læse krimier, fordi fastre og tanter til
familiesammenkomster altid diskuterede det seneste
mord, som Hercule Poirot
eller Miss Marple var i gang
med at opklare.
guldgrube af gode og meget
forskellige læseoplevelser:
Skærgårdskrimier, storbykrimier, psykologiske og historiske krimier. Jeg glæder
mig altid til nye af bl.a. Karin
Alvtegen, Jo Nesbø og Arnaldur Indriðason. I deres krimier belønnes man med go-
redaktør,
Klim
Det bedste er, at mange folk,
som måske ikke er så læsevante, får mulighed for at læse nogle bøger, der kvalitetsmæssigt – litterært og politisk – er højt hævet over det,
som var på markedet for 2030 år siden. Jeg håber så, at
denne nysgerrighed kan
sprede sig til andre former
for litteratur.
Det værste er, at den succes,
de skandinaviske topkrimier
har, afstedkommer udgivelser af en sand syndflod af
mindre lødige plagiater. At
forfattere og læsere ligesom
tror, at al krimilitteratur skal
se ud på en bestemt måde for
at være kvalitet. Og det betyder, at der kommer en vis
form for ’metaltræthed’ over
de skandinaviske krimier.
Yndlingsmord Som redaktør
bliver man lettere erhvervsskadet. Derfor synes jeg tit,
at mordet og mordgåden er
bedst i den bog, jeg læser for
øjeblikket. Dette er derfor en
opfordring til alle krimilæsere, som endnu er nysgerrige
på genrens potentialer, om at
læse den peruvianske forfatter Santiago Roncagliolos
Red April. Kafkask i skrivemåde, elementært spændende og provokende i det politiske.
K
'HVLJQ3HWHU-/DVVHQ
Svar indsamlet af Mette Størum
Krogh
Kriminoter
Den store krimiquiz
v/ Anne Vindum
v/ Majken Klintø
Mød forfatterne på krimimessen i Horsens
Bøger fra Mrs. Robinson
SYDHAVNSKRIMI
Forkullet lig og bandekonflikt
Test din viden om hovedpersonerne i de skandinaviske krimi
Jeanette Øbro og Ole Tornbjerg er et af de
mange forfatterpar, der med succes
udgiver krimier skrevet i fællesskab. Deres
kommende krimi, Fanget i flammer, er efterfølger til den
prisvindende Skrig under vand fra 2010, og også denne
gang følger vi psykolog Katrine Wraa og hendes makker,
politimanden Jens Høgh. De finder et forkullet kvindelig
i Københavns Sydhavn, optrevler denne kvindes forhold
til en højtstående rocker og pludselig involveres
efterforskningen i en verserende bandekonflikt.
1. I Henning Mankells serie om Wallander hører Kurt altid opera, når han skal slappe af.
Hvem er den svenske tenor, der optræder på den første plade, han køber som ung
politimand?’
2. I ’Dinosauerens fjer’ af Sissel Jo Gazan er hovedpersonen Anna Bella Nor ved at uddanne
sig til specialist i et bestemt fagområde. Hvilket?
Den sidste sura
af Zöe Ferraris
Splinten
af Sebastian Fitzek
’Fanget i flammer’ udkommer den 10. juni på Politikens Forlag
3. Den pensionerede kommissær Van Veeteren i Håkan Nesser bøgers spiller badminton
med en af sine kollegaer, når de skal gennemtænke forbrydelserne. Hvad hedder kollegaen?
KRIMIPAD
Læseren vælger rækkefølgen
4. Hvad hedder Varg Veums foretrukne spiritus i Gunnar Staalesens bøger om
efterforskeren?
Liv Mørk, der er et pseudonym for
forfatterparret Merete Pryds Helle og
Morten Søndergaard, når de skriver
krimier, afprøver ofte og gerne nye medier til sine
værker. Deres kommende krimi Begravelsen er som den
første skrevet direkte til iPad, og Pryds Helle fortæller, at
Begravelsen kommer til at bestå af en hovedhistorie med
en kriminalintrige samt syv dødsannoncer, som læseren
selv aktiverer. På den måde vælger læseren selv, i
hvilken rækkefølge historierne skal læses.
5. I Stieg Larssons ’Mænd der hader kvinder’ knytter Tredje Mosebog, kapitel 20, vers 27
– ’Når en mand eller en kvinde har en dødemaners eller en sandsigers ånd i sig, skal de lide
døden. I skal stene dem. De har selv skylden for deres død’ – sig til en kvindes død. Hvad
hedder kvinden?
6. I Lars Keplers debut, ’Hypnotisøren’, bliver Eriks kone, Simone, vækket den nat, hvor deres
søn, Benjamin, forsvinder? Hvad vækker hende?
’Begravelsen’ udkommer på Lindhardt og Ringhof i 2011
7. I Jussi Adler-Olsens ’Flaskepost fra P’ er sedlen i flaskeposten skrevet af den kidnappede
dreng Poul. Hvilken trosretning tilhører drengen?
TRE-I-EN
Femikrimien dissekeret
Forfatteren Lars Frost afslutter med sin nye
roman Skønvirke sin stort anlagte portrættrilogi
af den danske velfærdsstat, der indledtes med
knaldromanen Smukke biler efter krigen (2006) og
ingeniørromanen Ubevidst rødgang (2008). I lighed med
de tidligere værker har Skønvirke forbrydelsen – og
dermed kriminalgåden – indlejret i sig. I et heftigt plot
igangsat af en strandvasker og en seriemorder
genskrives femikrimien tilsat en art futuristisk science
fiction-krimi. Fremtidsroman, samfundskritik og
femikrimi i en og samme bog.
8. Dicte Svendsen, hovedpersonen i flere Elsebeth Egholm-krimier, ser sig i ’Skjulte fejl og
mangler’ ganske sur på den unge Cecilie Toft, som hun ikke alene mistænker for at have
været for tæt på hemdes kæreste, men også irriteres over pga. hendes meget faste og
højtsiddende bryster og fraværet af vinkefedt under armene. Hvad er Cecilie Tofts
profession?
9. Susanne Staun har udgivet adskillige fremragende krimier om bl.a. adfærdspsykologen
Fanny Fiske, der holder sig ung med 60 daglige armbøjninger og et ukendt antal plastiske
operationer. Fannys yndlingsdrik er en italiensk brandy, som hun opbevarer i badeværelset.
Hvilken?
’Skønvirke’ udkom den 17. marts 2011 på Gyldendal
KRIMISØSTRE
10. I Jens Lapidus’ debut ’Cash’ er hovedpersonerne sådan set tre skurke. JW er en af dem.
Han mingler med de kendte og superrige, men er egentlig fra en helt anden og mere
provinsiel baggrund. For at opretholde facaden om at være ’en af dem’ gør han noget ved sine
nye skjorter. Hvad?
Den farlige passion
Det svenske søskendepar Camille Grebe og
Åsa Träff udgiver nu deres anden bog på
dansk, Sort angst. Her møder vi terapeuten
Siri Bergman, der leder en selvhjælpsgruppe for
voldsramte kvinder, og der tegnes et uhyggeligt billede
af kærligheden mellem offer og voldsmand. Sort angst
var nomineret til Det Svenske Krimiakademis pris for
årets bedste krimi i 2010.
Send dine svar til bogdebat@information.dk senest 1. maj 2011. Vinderen offentliggøres i Bøger fredag den
6. maj – der trækkes lod om en bogpakke fra Politikens Forlag og Modtryk blandt dem, der har flest rigtige svar
’Sort angst’ udkommer den 8. april på Rosinante
H I G H L I G H TS
P
Å
K
R
I
M
I
M
Mød
RIE OSTED
S
S
Den røde dame
Efter den anmelderroste
krimidebut DAG & NAT, er
Rie Osted tilbage med DEN
RØDE DAME.
En lille pige kigger gennem et
kældervindue i en ubeboet
villa og ser en kvinde ligge på
en madras på gulvet.
Det fortæller hun Andrea de
Lima, som hurtigt bliver
involveret i en families tab og
traumer…
søndag d. 10. april
kl. 10.30 i samtale
om sin nye Andrea
de Lima-krimi
“Den røde dame”
med
Bo Tao Michaëlis i
Trykkeriet.
F O R L A G E T
E
P E R
K O F O D
E
N
I
H
Mød
EVA
GABRIELSSON
søndag d. 10. april
kl. 15.30 i samtale
om “MillenniumStieg og mig”
med
Bo Tao Michaëlis i
Snedkeriet.
O
R
S
E
N
S
Millennium – Stieg og mig
Eva Gabrielsson fortæller
historien om sit 32-årige samliv
med Stieg Larsson, om den
verdensberømte Millenniumtrilogi og om hendes medvirken
i bøgernes tilblivelse – både på
det indholdsmæssige og
personlige plan. Et stærkt og
følsomt indblik i to menneskers
samliv både hvad angår det
politiske og det kunstneriske.
”… en tankevækkende og fængende kriminalroman.” Information
”Han er blandt de bedste i genren…” DBC lektørudtalelse
”Velskrevet, interessant og velfungerende krimi, som på alle måder er
anderledes.” DBC lektørudtalelse
”Tysklærere sværger til Fitzek: Med sine romaner får han de unge
til at læse igen.” Berliner Kurier
”Ferraris’ bemærkelsesværdige debut er et intenst psykologisk drama og
et fængslende portræt af hverdagslivet i et samfund med paranoide
holdninger til kvinder og sex. The Sunday Times
Døckerslundsvej 33 . 5000 Odense C . www.mrs-robinson.dk
•
W W W . P E R - K O F O D . C O M
Tendens: Volden eskalerer
Monstrøs. Seriemordergenren blev for alvor introduceret med
Robert Blochs roman ’Psycho’ fra 1959, der blev filmatiseret
kongenialt af Alfred Hitchcock. Men det er først med Thomas
Harris’ Hannibal Lecter-romaner i 1980’erne – senere filmatiserer
med Anthony Hopkins i hovedrollen som Lecter (billedet) – at den
første gennemførte seriemorder ser dagens lys i fiktionen, og hvor
forbrydelsen bliver et element i en psykopats forkvaklede
forestillingsverden, der har rod i personlighedens dystre dybder.
Foto: Phil Bray/Scanpix
Man
dræber da
et monster
Barndommen er et farligt
sted. Det er næsten altid dér,
det går galt. I hvert fald hvis
man er forbryder tegnet efter
klassisk krimiskabelon. Bag
forbrydelsen står altid et
menneske, der selv har haft
en krank skæbne og bærer offerets sårbarhed i sig. Det synes i hvert fald at være den logik, man hidtil har forklaret
selv den mest uforklarlige
ondskab med i den skandinaviske krimi.
Men noget andet og mere
er på spil i disse år, hvor volden eskalerer og bliver udpenslet i et hidtil uset og detaljeret omfang. Gerningsmanden har i dag ofte en
stærkt afvigende karakter
med psykotiske og sadistiske
undertoner, og her er ingen
sprækker, der lukker lyset
ind.
»Dagens krimi bryder
med den nordiske traditions
dekorum om, at man jager en
forbryder og fanger et menneske,« siger anmelder ved
Politiken Bo Tao Michaëlis,
der i årevis har fulgt krimiens
udvikling.
Civilisationens
forklaringsled med terapeutiske
samtaler er veget til fordel for
en mere absolut og endegyldig lynjustits.
»Nu er forbryderen det
ondeste onde, der hverken
kan eller skal forklares.«
For nogle gange synes
mennesket slet og ret ondt.
Uden mellemregninger, forklaringer og undskyldninger.
Og det fascineres vi i stigende grad af. Særligt hvis det
har rod i virkeligheden. Mordere og voldtægtsforbrydere
hænges ud som monstre og
uhyrer i pressen og udsigten
til, at vi her til lands har fået
vores helt egen seriemorder,
sælger både aviser og frydefulde gys.
Virkelighedens forbrydelser har altid været godt stof.
På forsider, som underholdning og i kunsten.
»I essayet On Murder Considered as one of the Fine Arts
(fra 1827, red.), tager Thomas
De Quincey udgangspunkt i
virkelige hændelser og sætter dem i et æstetisk perspektiv, hvor drabsmanden ses
som stor kunstner. Drabet
bliver den mest sublime af alle handlinger,« fortæller den
norske filosof og forfatter
Lars Fr. H. Svendsen.
Men selv om kunsten har
taget den til sig, vil den aldrig
kunne konkurrere med virkeligheden.
»Edmund Burke hævdede, at hvis man havde en teaterforestilling med verdens
fremmeste
dramatikere,
Dagens krimi bryder med
den nordiske traditions
dekorum om, at man
jager en forbryder og
fanger et menneske. (...)
Nu er forbryderen det
ondeste onde, der
hverken kan eller skal
forklares
Bo Tao Michaëlis,
anmelder
HISTORIE
Jydske Vestkysten
Berlingske Tidende
KR. 349,455 SIDER
Umenneskelig. Bestialske
seriemordere, blodbestænkte vægge
og lemlæstelse af kroppe beskrevet
med kirurgisk præcision – nærbilleder
af det, vi normalt lukker øjnene for,
fylder krimifiktionen, der i stigende
grad dvæler ved den visuelle vold og
forbryderen som ondskaben selv
af Mette Størum Krogh
KRIMIENS
Ekstra Bladet
Et godt gys nydes trygt
i din yndlingsstol
skuespillere og komponister,
og der kom en mand ind og
bebudede, at en offentlig
henrettelse ville finde sted
uden for teatret, ville salen
udvandre og den sublime virkelighed overskygge teatrets.«
At bevidne andres ulykke
og afveje taler til noget i os,
der finder sin legitimering i
krimien.
Det hæsliges fascination
»Krimien beskæftiger sig
med alt det, der falder uden
for normaliteten og bryder
med vores homogene verden,« siger Karsten Wind
Meyhoff, der er forfatter til
en bog om kriminallitteraturens historie og ph.d. ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns
Universitet.
Al kunst og litteratur kredser om det skræmmende og
svært begribelige, men det
skildres tydeligst her, hvor vi
suges ind i det moderne samfunds skyggesider.
»En forbrydelse er jo en
art samfundsomstyrtende
handling. Krimien, aviser og
nyhedsudsendelser viser os,
at vold og hele paletten af kriminalitet ofte ligger snublende tæt på det, vi opfatter som
normalitet og god moral. De
fleste af os lever jo et enormt
civiliseret liv med familie, arbejde og boliglån, og vi er naturligt nysgerrige efter at forstå og begribe det, der ødelægger den orden,« forklarer
Karsten Wind Meyhoff.
Lars Fr. H. Svendsen, der
har skrevet bogen Frygt, mener, at vi lever i en altomfattende frygtkultur, og at svaret
på vores fascination af det
modbydelige er såre enkel:
»Vores liv har aldrig været
tryggere, og derfor har vi behov for at tage hele følelsesapparatet i brug. Vi er pakket
ind i vat og bobleplast, og dele af vores følelsesliv forbliver ubrugt. Det er derfor, vi
ser en forøget interesse af
kriminallitteratur, ekstremsport og risikoarbejde. Vi sø-
ger det, der ligger uden for
trygheden. Det er en overskridelse af en banal og kedelig virkelighed.«
Men det er langtfra noget
nyt fænomen, forklarer han.
»Det ligger i forlængelse
af den filosofiske æstetik og
Vores liv har aldrig været
tryggere, og derfor har vi
behov for at tage hele
følelsesapparatet i brug.
(...) Vi søger det, der ligger uden for trygheden.
Det er en overskridelse af
en banal og kedelig
virkelighed
Lars Fr. H. Svendsen,
filosof og forfatter til
bogen ’Frygt’
det sublime, som vi kender
det fra Kant. Vold kan være
det sublime, der vækker en
negativ lyst. Volden og det
hæslige er en del af det æstetiske repertoire. Det er en almenmenneskelig
fascination.«
Blodstænk fra USA
Ifølge Karsten Wind Meyhoff blev volden for alvor introduceret med den hårdkogte amerikanske krimi i
1930’erne og 40’erne, hvor
skildringen af livet i den moderne storby blev central for
handlingen.
»Skal man spore den aktuelle tendens inden for krimien med et stigende fokus på
vold, kan man gå tilbage til de
amerikanske exploitationfilm fra 1970’erne, som viser
grusomheder af alskens art.
Filmene var udtryk for en
kultur, der rammes af en vished om, at samfundet er gennemsyret af vold, og at krig er
et brutalt fænomen. Siden er
effektjageriet blevet main-
stream og en del af Hollywoods store maskine med
horror- og actionfilm, som
også påvirker krimigenren.
Vi genfinder den i computerspil, tegneserier og kunst, der
udforsker kroppens materialitet på alle niveauer.«
Et andet importprodukt
fra USA, som for alvor er dukket op i de skandinaviske krimier, er seriemorderen. I en
af den norske forfatter Jo
Nesbøs mest populære krimier, Snemanden, bliver
kvinder maltrakteret og
dræbt på årets første snevejrsdag. I Roslund og Hellströms prisbelønnede Udyret slagter en seriemorder
små børn. Og den danske krimiforfatter Elsebeth Egholm
er lige nu aktuel med seriemorderserien Den som dræber, der sendes i primetime
søndag aften på TV 2.
»Selv om serielle mord
nærmest er fraværende i vores del af verden, har seriemordene for alvor gjort deres
indtog i fiktionen. Vi er optaget af, hvordan han kan gøre
det. Og derfor ser vi et setup
med en profileringsekspert
og et politikorps i kapløb
med tiden for at opklare forbrydelsen, inden det næste
mord begås,« understreger
Karsten Wind Meyhoff.
Han mener, at vi fascineres af seriemorderen, fordi
han ikke respekterer individets ukrænkelige ret til sin
egen krop. I stedet besætter
og krænker han intimsfæren
i radikal forstan.
»Seriemorderen betragter jo kroppen som en slags
legeplads for psykopatiske
fantasiers virkeliggørelse, en
genstand for begærstilfredsstillelse og ikke mindst som
scene for en abnorm form for
kommunikation med omverdenen.«
Det ondeste onde
Seriemordere er udtryk for
en syg fantasi snarere end en
realitet, mener Lars Fr. H.
Svendsen, der også er forfatter til Ondskabens historie.
»Det er kun i fiktionen,
man finder den ondeste onde. Monstret som dæmonisk
skrækeksempel er mere reglen end undtagelsen i fiktionen, men det eksisterer ikke i
virkeligheden.«
Vi kan ikke forstå ondskaben, hvis vi opfatter den som
abstrakt og fremmed i forhold til os selv. Men vi drages
af det, der ligger hinsides vores fatteevne.
»Der har altid været en tilbagevenden til det monstrøse, som noget, der er forskelligt fra os selv. Det er dét, vi
ikke kan identificere os
med.«
For Bo Tao Michaëlis er
forråelsen af krimierne en
form for teatralsk modreaktion til den skandinaviske
pænhed:
»Man er blevet træt af folkehjem og velfærdssamfundets korrekthed. Stieg Larssons Mikael Blomkvist agerer jo den gode socialist, der
prøver at forstå forbryderen,
mens Lisbeth Salander er
træt af offersnak og handler
ud fra sin egen retfærdighedssans.«
Det er her selvtægten bliver legal, mener Bo Tao Michaëlis.
»Den ondeste onde skal
straffes, så retfærdigheden
kan ske fyldest. Og selvtægt
er ikke længere en sjældenhed.«
K
København: Torvegade 55-57 Tlf: 3257 2814
Lyngby: Jernbanepladsen 19-23 Tlf: 4587 5404
Hillerød: Helsingørsgade 10 Tlf: 4824 8161
Roskilde:
Tlf: 4632 3248
Interview: Jokum Rohde
’Tortur er blevet
mainstream’
Det er ikke kun krimien,
der dyrker seriemordere
og voldsomme mord. Det
Kongelige Teater har også
set rødt og viser ’Manson’
af Jokum Rohde, der ser
den berømte seriemorder
som en frelser
af Mette Størum Krogh
Der er mange måder at slå et
menneske ihjel på. En af de
mest umenneskelige ser man
i forestillingen Manson, der
lige nu opføres på Det Kongelige Teater – en dramatisering og fremstilling af kultlederen og massemorderen
Charles Mansons nedslagtning af skuespilleren Sharon
Tate og hendes venner i 1969.
Der er en hel del teaterblod
involveret.
»Jeg har aldrig lavet noget
så blodigt som Manson. Der
er 13 drab, en fødsel og en
genopstandelse. Sharon Tate
bliver jo slået ihjel to gange,«
siger husdramatikeren Jokum Rohde om stykkets brutalitet.
»Det er et meget langt
drab, forestillingen kredser
om. Oprindeligt var det et
vedvarende blodbad på 20
minutter, som blev skrevet
ned til 10. Men det er stadig
meget lang tid på teater.«
Manson er sidste del af
den såkaldte statsgysertrilogi, der startede med Pinocchios Aske fra 2005 og fortsatte med Darwins testamente i
2008. Alle tragedier med meningsløsheden som omdrejningspunkt.
»Manson er ikke orienteret så meget i retning af krimigenren, som mine tidligere værker, men med Manson
er jeg nået til vejs ende. Det er
både en genreforestilling og
en forestilling, der forsøger
at slå sig selv ihjel og bryde ud
af sig selv,« siger Jokum
Rohde.
»I Manson får man svaret
på, hvad der er efter døden.
Og på den måde sætter den et
punktum.«
Dæmon. Nicolas Bro spiller den amerikanske seriemorder Manson, der i 1969 var med til at myrde den unge, gravide skuespiller
Sharon Tate (her spillet af Helle Fagralid). Foto: Natascha Rydvald
Verden er formørket
Fascinationen og kultdyrkelsen af massemorderen Manson stammer fra det amerikanske, hvor man arrangerer
guidede ture til det hus, hvor
drabene fandt sted, og idyllen
krakelerede. Men Jokum
Rohde har ikke haft til hensigt at udnytte sensationen
ved forbrydelsen og levere
underholdning. Det var faktisk først i selve skabelsesprocessen, at han blev opmærksom på, at blodsudgydelserne pegede på en mere
generel tendens i samfundet,
der finder afløb i kunsten.
»Den eksplicitte vold i
kunsten for tiden ligger i for-
længelse af den sadisme, som
er integreret i krigen og den
menneskelige bestialitet, der
blev født med nazismen, og
som vedvarende omgiver os.
Jeg tror, ungdommen immuniserer sig fra den afstumpethed ved at se voldsfilm. Tortur er jo blevet mainstream.«
Rohde har en meget dy-
ster udlægning af voldsforherligelsen. Og han arbejder
bevidst med modsætninger
som en kilde til forløsning.
»Manson bærer præg af
den apokalyptiske stemning,
der også spiller i store sal i Palads. Det er en afklædning af
mennesket i et samfund, hvor
der ikke er nogen utopier til-
Holte Vinlager hjælper med vinen til festen!
• Vi står altid parat med råd og vejledning,
når du skal vælge vin til festen.
• I kraft af vores samlede indkøb til 18 butikker,
opnår vi de bedste priser til glæde for dig.
• Vi tilbyder fuld returret på alle uåbnede flasker vin.
• Vi skræddersyr flotte vinetiketter med dit firmalogo.
• Vi leverer fragtfrit i lokalområdet ved minimum 36 flasker.
• Vi leverer i hele landet til gældende fragtpriser.
• Ønsker du vingaver til dine medarbejdere,
pakker vi gerne i gaveæsker eller trækasser.
• Vi bestræber os på altid at yde vort absolut bedste,
for vi ønsker kun tilfredse kunder.
Holte Vinlager · Tlf.:
Tlf: 88
45 16
41 83
03 00
15 (henviser til nærmeste butik) · www.holtevinlager.dk
bage. Verden er formørket og
uigennemtrængelig,
og
drømmen om et bedre samfund eksisterer ikke mere.
Ondskaben og sadismen har
sjældent været mere present,
og derfor har jeg tænkt Manson som en frelser.«
For selv det umenneskelige har et menneskeligt ansigt
med sin egen lidelse. Jokum
Rohdes Manson-figur bærer
dobbeltheden i sig og er
mærket af barndommens
elendighed med en prostituerende mor.
»I populærkulturen har
han fået pladsen som overdæmon, men min Manson er
langtfra entydig. Han er en
kristusskikkelse, der sætter
sig selv mellem Hitler og Jesus, samtidig med at han er en
af de største dæmoner, verden har set.«
Publikum kan forlade teatret og går hjem i mørket.
Men tragedien har ingen udgang.
»Tragedien er ikke et populært format, men et endeligt format. Der er ingen tvivl
om, at Manson forsøger at
bryde ud fra populærgenren
og nå op til det tragiske. Hos
Euripides og Shakespeare er
der jo også en masse, der bliver slået ihjel. Tragedien
rummer et katarsiselement
af skæbne, forudbestemmelse og fri vilje, hvor du dør for
at skabe det, du gerne vil have,« siger han og understreger, at man ikke kan tage
blodrusen ind i et værk.
»Manson er det polaroidbillede, jeg har taget, lige inden det hele forbløder.« K
’Manson’ spiller på Det
Kongelige Teater frem til den
18. maj
BASE CAMP DUFFELS
Rummelig, slidstærk og perfekt til rejser!
SMALL
46
MEDIUM 70
LARGE
90
XLARGE 140
L
L
L
L
799,899,999,1199,-
THE NORTH FACE® STORE
Field’s, København S.
Bruun’s, Galleri Århus C.
Rosengårdcentret, Odense.
32 62 51 50
87 47 51 40
35 14 81 92
FRILUFTSLAND
København K, Frederiksborggade 52.
Roskilde, Karen Olsdatters Stræde 4.
Odense C, St. Gråbrødrestræde 6.
Århus C, Østergade 30.
Aalborg, Algade 54.
33 14 51 50
46 35 43 71
66 13 77 22
86 18 18 86
98 16 31 50
Interview: Scott Turow
Inspireret. Højt over
Chicago arbejder den
amerikanske jurist og
forfatter Scott Turow
med de sager, som
hans bøger tager
udgangspunkt i. En af
de mere berømte af
slagsen handler om
forsvaret af Alejandro
Hernandez, der i 1985
var blevet dømt til
døden for voldtægt og
mord på en tiårig pige.
Turow påtog sig sagen i
1990, og i 1995 fik han
medhold i, at hans
klient havde siddet over
10 år på dødsgangen
for et mord, han ikke
havde begået. Foto: M.
Spencer Green/Polfoto
MØD KARIN
SLAUGHTE
KRIMIMESSR PÅ
EN!
NY R
LE
L
E
S
T
S
E
B
AF KARTINER!
SLAUGH
Til helvede med Perry Mason
Længe ventet. Efter 25 år er Scott Turow klar med opfølgeren til den storsælgende klassiker ’Måske uskyldig’.
Tonny Vorm mødte forfatteren, der med sine retssalskrimier har været med til at ændre opfattelsen af den
amerikanske advokat og i sit virke som jurist har været med til at ændre retssystemet
af Tonny Vorm
CHICAGO – Det handler om forbrydelser,
men derfor kan man jo godt tale pænt til hinanden. Og den ældre kvindelige og diskret
klædte receptionist bag skranken i venteværelset taler pænt, når hun med sikker, fløjlsblød stemme siger »Sonnenschein. How may I
help you?« hver gang telefonen ringer.
Det er heller ikke helt normale forbrydelser, der bliver taget stilling til hos advokaterne, som holder til på den øverste kontoradresse i USA’s højeste kontorbygning, Sears Tower i Chicago. Sonnenschein, Nath & Rosenthal er et af verdens største firmaer af sin art,
og deres kunder er enten vanvittigt rige eller
ludfattige.
De sidste bliver indimellem modtaget af
Scott Turow, der hver dag klokken lidt over et
træder ud af elevatoren på 78. etage, hilser på
receptionisten og nærmest lydløst går ned ad
gangen mod sit kontor. Han bærer en sort
frakke uden på et mørkt jakkesæt, akkurat
som firmaets andre mandlige ansatte, og som
dem passerer han på sin vej en væg med glasskabe, hvori der står antikke lovsamlinger,
sportstrofæer og indrammede diplomer og
anerkendelser for firmaets arbejde med at
uddanne næste generation af gode jurister,
Tutor Program of the Year 2006 eller The ske uskyldig næsten altid at finde et sted
Black Law Students Association. Grateful Re- blandt de ti første.
cognition State Program 2008 for eksempel.
»Jeg behøver ikke at komme her på kontoNederst i det ene glasskab står også roma- ret, men jeg kan lide det,« siger Scott Turow,
nen Pressumed Innocent.
da han har sat sig ved sit bord foran panoraDen har 61-årige Scott Turow skrevet, og mavinduet med en solrig udsigt over Chicapå grund af den behøver han i princippet slet gos skyline og den blanke Lake Michigan.
ikke møde op i det advokatfirma, hvor han er
»En god dag for mig starter klokken seks.
partner og kun tager sig af sager, der interes- Så skriver til jeg ved 12-tiden, hvorefter jeg taser ham.
ger toget herind, hvor jeg er
Da Måske uskyldig, som
indtil klokken halv seks. Saul
romanen hedder på dansk, Jeg forstår, hvorfor de
Bellow sagde engang, at enudkom i 1987, placerede den efterladte og politiefterhver forfatter leder efter et elsig straks på de amerikanske
ler andet, han kan lave hen på
bestsellerlister og blev kort forskerne, der arbejder
eftermiddagen. Jeg elsker adefter lavet til en god film med med sagerne, vil have
vokatmiljøet og det lille samHarrison Ford i hovedrollen forbryderne slået ihjel.
fund af jurister og advokater
som advokaten Rusty Saog dommere, som findes her i
Men
det
fungerer
bare
bich, der anklages for mordet
Chicago, hvor jeg har boet i
på sin elskerinde og sekre- ikke. Hverken moralsk
over 30 år nu. Her er mine
tær. Romanen skabte groft eller i praksis
venner og mine kolleger, og i
sagt en hel ny genre – retssal- Scott Turow, forfatter og
øvrigt er det også her, jeg finskrimien eller the legal thrilder inspiration til mine romaler, som de kalder den i USA – advokat
ner.«
og den har solgt mere end 25
Siden debuten er det blemillioner eksemplarer på de
vet til otte romaner ved siden
20 sprog, den er oversat til. På
af jobbet som advokat. De flelister over alle tiders vigtigste af dem retssalskrimier, og
ste kriminalromaner er Mådet er også tilfældet med den
seneste, Uskyldig, der følger Rusty Sabich 22
år efter, at han er blevet renset for mordanklager i Måske uskyldig.
»Jeg havde forsvoret, at jeg nogensinde
ville skrive en opfølger,« siger Scott Turow.
»Det gav ingen mening, synes jeg. Men jeg
havde en post-it-seddel siddende på mit
skrivebord derhjemme i mange år, hvor der
stod: ’En mand sidder på kanten af en seng,
hvori der ligger en død kvinde.’ Jeg gloede på
den seddel, og på et tidspunkt havde jeg en
idé om at bruge Rusty Sabich i en føljeton,
jeg skrev for New York Times, men en morgen vågnede jeg og sagde, ’vent nu lige lidt,
manden på sengen er jo Rusty Sabich’, og så
begyndte jeg derfra. Hvorfor sidder han der?
Hvem har dræbt kvinden? Jeg skrev den ret
hurtigt.«
Det gjorde han ikke med Måske uskyldig.
Otte år var han om det, mens han arbejdede
fuld tid som assistent for statsanklageren i
Chicago.
»Min kone og jeg fik hurtigt børn, så jeg
skrev den halve time, det tog mig at komme til
arbejde hver morgen. Jeg opgav ret hurtigt at
skrive på vejen hjem efter fyraften, fordi jeg
fulgtes med kolleger hjem til forstaden, og
fordi mit hoved summede af indtryk fra de sa¨¨
ger, jeg arbejdede på.«
KARIN
SLAUGHTER
- UHYGGELIG SPÆNDENDE
Interview: Scott Turow
Morgenmælk opfordrer
til stærkt partnerskab
¨¨ Mange af sagerne har som nævnt fundet vej til hans skønlitterære værker, deriblandt de to mest kendte. Den første handler
om en FBI-undersøgelse i starten af 1980’erne, hvor advokater bestak dommere. Turow
fik af statsanklageren til opgave at lede en
større undersøgelse, der skulle fjerne fokus
fra FBI’s hemmelige undersøgelse, næsten
som det foregår i Personskade (1999). Den anden sag handler om forsvaret af Alejandro
Hernandez, der i 1985 var blevet dømt til døden for voldtægt og mord på en tiårig pige.
Turow påtag sig sagen i 1990, pro-bono, som
det hedder, når man arbejder ulønnet, og i
1995 fik han medhold i, at hans klient havde
siddet 11 år på dødsgangen for et mord, han ikke havde begået. Et lignende drama er drivkraften i romanen Sidste appel (2002).
Ingen reel dødsstraf
De to sager resulterede i, at Scott Turow i 1997
af Illinois’ guvernør blev bedt om at lede en
senatskommission, som to år efter afgav en
betænkning om dødsstraf.
»I princippet havde jeg i starten af min advokatkarriere ikke det store problem med
dødsstraf, hvis blot vi altså kunne være sikre
på, at det var skyldige voldsmænd, vi henrettede,« siger Scott Turow. »Men jeg erfarede,
at det ikke var tilfældet, og så opdagede jeg en
masse andre moralske problemer ved dødsstraffen: Vi fratager blandt andet forbryderne
muligheden for at forbedre sig. Vold er som
oftest et resultat af vold, og ved blot at fjerne
forbryderne, slå dem ihjel, så lægger vi det
egentlige problem fra os, nemlig spørgsmålet
om, hvordan vi behandler samfundets udsatte. Når alt det er sagt, så forstår jeg godt, hvorfor så mange i USA er for dødsstraf. Jeg forstår, hvorfor de efterladte og politiefterforskerne, der arbejder med sagerne, vil have
forbryderne slået ihjel. Men det fungerer bare ikke. Hverken moralsk eller i praksis.«
Kommissionens arbejde ledte til, at guvernøren benådede 164 fanger på dødsgangene.
Siden er dødsstraf reelt blevet afskaffet i Illi-
Det er nemmere at holde vægten og undgå at
tage på, når man spiser sund morgenmad.
Fuldkorn, frugt/grønt og magre mejeriprodukter
giver tilsammen en ideel start på dagen.
nois, eller som Scott Turow selv udtrykker
det:
»Mellem to og seks personer bliver dømt
til døden hvert år, langtfra lige så mange som i
gamle dage, men vigtigere er det, at ingen af
dommene bliver eksekveret. Og det lader til,
at indbyggerne her i Illinois har det fint med
det. Jeg har endda talt med mange konservative politikere, der synes, vi lige så godt kan afskaffe den, fordi det ganske enkelt er alt for
besværligt – ’det er ikke besværet værd,’ har
jeg hørt en magtfuld politiker her i staten sige.«
– Er den udvikling typisk for andre stater?
»Afskaffelsen af dødsstraf i Illinois vil ikke
automatisk medføre, at det sker i Alabama eller i Texas, nej. Men når Højesteret refererer
til en moralsk konsensus i landet, og det gør
de ofte i vigtige sager, så er det selvfølgelig
vigtigt, uanset hvilken stat det er. Til sidst
kunne vi ende der, hvor Højesteret vil erklæ-
Fem gode retssalskrimier
’Anatomy of a Murder’ (1958) af
John Traver
En advokat i en lille by forsvarer en
soldat, der anklages for at have
slået en bartender, der har
overfaldet hans kone, ihjel.
’A Time to Kill’ (1987, da. ’Tid
til at dræbe’) af John Grisham
En idealistisk advokat i
sydstaterne får problemer,
da han forsvarer en sort
mand, der har dræbt to hvide
mænd, der har voldtaget
hans datter.
’Compelling Evidence’ (1992) af Steve Martini
Den første i serien med advokaten Paul
Madriani, der her skal forsvare sin tidligere
elskerinde, der er anklaget for mordet på sin
ægtemand.
’Primal Fear’ (1993) af William
Diehl
En forsvarsadvokat forsøger at
finde sandheden om det mord,
hans klient, en alterdreng, står
anklaget for.
’The Quiet Game’ (2000) af
Greg Iles
En enkemand og anklager
forsøger at opklare et
gammelt mord og stoppe
afpresningen af hans far,
mens han med sin femårige
datter forsøger at komme
videre i livet.
re dødsstraf for forfatningsstridigt. Og så kan
vi kan ikke længere pejle mod det. Det kan
meget vel ske.«
– Får du mange henvendelser fra folk, der
mener sig uskyldigt dømt?
»Ja, det er derfor, jeg er herinde i dag. Der
ligger nok fem-seks breve til mig inde på mit
kontor fra indsatte, der vil have mig til at tage
mig af deres sag.«
– Hvor mange af dem mener du, der er grund
til at kigge på?
»Meget, meget få.«
Hjemme til spisetid
– Hvor mener du, at du gør den største forskel:
Som forfatter eller som advokat?
»Som forfatter. Min bøger rammer et stort
publikum for det første, og for det andet så
har de – sammen med andre bøger og film,
der kom i slutningen af 80’erne – været med til
at ændre folks opfattelse af, hvad advokater er
for mennesker. Det har været et helt klart mål
for mig at gøre dem mere menneskelige, end
de blev fremstillet på tv og i film og bøger indtil for få år siden. Da jeg var dreng, kunne jeg
læse om den flinke og rare enkemand Atticus
Finch i At dræbe en sangfugl (1960) og se film
med den altid retfærdige Perry Mason. Det er
to intelligente, modige og principfaste mænd,
og jeg kan huske, at jeg en morgen i toget på
vej til arbejde skrev i en af mine notesbøger:
Til helvede med Perry Mason! Måske uskyldig var et klart opgør fra min side med disse
idealistiske jurister. Jeg vil vise, hvad der virkelig sker i en retssag og blandt dommere og
jurister, og det har vist sig, at det vil folk gerne
vide.«
– Har du nogensinde overvejet, hvor du var
endt, hvis ’Måske uskyldig’ aldrig var blevet
skrevet eller udgivet?
»De otte år, jeg arbejdede for statsanklageren, er de år, hvor jeg har lært mest om mennesker og om mit fag. Det var spændende. Og
var jeg ikke blevet forfatter, så har jeg en forestilling om, at jeg ville have fortsat ad den vej
Anklaget. Harrison Ford spiller hovedrollen som
advokaten Rusty Sabich, der anklages for
mordet på sin elskerinde og sekretær, i
filmatiseringen af Scott Turows roman ’Måske
uskyldig’, som introducerede retssalskrimien
som genre og har solgt flere end 25 millioner
eksemplarer på de 20 sprog, den er oversat til.
Nu er Turow klar med opfølgeren, ’Uskyldig’.
Foto: Scanpix
og måske være blevet dommer. På den anden
side havde jeg tre børn, der skulle uddannes,
og jeg må nok indrømme, at jeg sikkert ville
have skiftet til et privat advokatfirma alligevel, som jeg jo gjorde for at få råd til at betale
for deres skolegang.«
– Hvad har din familie sagt til, at du de sidste 25 år reelt har haft to job?
»Ja, jeg har haft travlt, og det, er stunder,
hvor jeg ville ønske, at jeg havde været mere
hjemme. Men jeg synes også, jeg har været en
nogenlunde opmærksom og kærlig far over
for mine børn, og de giver udtryk for det samme. Min første kone og jeg havde da problemer, som vi nok skulle have set i øjnene tidligere, måske var vi så ikke blevet skilt. Men de
problemer var ikke nødvendigvis et resultat
af, at vi havde travlt, eller at jeg havde travlt.
Jeg har i øvrigt altid haft det princip, at jeg skal
være hjemme til middag hver aften, så vi kan
spise sammen hele familien. Men jeg ser da
frem til at mine egne børn får deres egen familie, så de forstår, hvor svært det egentlig er,
hvis du vil have en karriere i USA.«
Scott Turow tier, kører en hånd over sin
skaldede isse og kaster et blik ud over byen og
søen. Så siger han:
»Jeg tror, at de måske vil sige: ’Hmm, hvordan fanden fik du det til at hænge sammen,
far?’«
K
Scott Turows ‘Uskyldig’ udkommer på forlaget
Hovedland den 1. maj.
En morgenmad, der består af fuldkorn, frugt/grønt og magre
mejeriprodukter giver en ideel start på dagen. Tilsammen giver det
både protein, alsidige næringsstoffer og langtidsvirkende energi.
Morgenmælk er vores betegnelse for de magre mejeriprodukter, der passer ind i en sund morgenmad.
Vi støtter aktivt op om anbefalingerne fra Fødevarestyrelsen, 6 om dagen og Fuldkornspartnerskabet
og anbefaler, at morgenmaden består af både magre mejeriprodukter, fuldkorn og frugt/grønt.
Hent inspiration i Helle Brønnum Carlsens og Kille Ennas mange skønne opskrifter på morgenmaelk.dk
KAMPAGNE MED STØTTE FRA
DEN EUROPÆISKE UNION OG
FRA MÆLKEAFGIFTSFONDEN I DANMARK
KRIMIMESSE I FØTEX
KRIMI, KRIMI OG ATTER KRIMI! SKYND DIG NED OG FIND DINE FAVORITTER
– DET ER DET RENE
RØVERKØB!
LINDHARD OG RINGHOF
STEPHEN
SARA
BLÆDEL
Krimier
roman
KA LD
M IG
P R IN SE SS E
FRIT VALG
1713@=
!
59,DUMA K
EY
Li nd ha rd t og
Ri ng ho f
Fyrmesteren Ny bog af Camilla
Läckberg.
169,-
FRIT VALG
59,Panserhjerte 69,-
Paganini- kontrakten
179,SPAR
OP TIL
17095
Markedspris
op til 249,95
FRIT VALG
SPAR
OP TIL
Journal 64 Markedspris op til 299,95
179,-
12095
99,-
149,Den sidste gode mand af
A.J Kazinski
Markedspris
op til 349,95
Skrig under vand eller
Skindød
Manden der ikke var morder
Markedspris
op til 299,95
149,SPAR
OP TIL
15095
Spøgelses- fangen
149,-
SPAR
OP TIL
15095
Tilbuddene gælder fra fredag d. 1. april til og med lørdag d. 23. april · Åbningstider: Hverdage kl. 9.00-20.00 · Lørdage kl. 8.00-18.00
Samt søndag d. 3. april kl. 10.00-17.00 · Søndag d. 17. april kl. 10.00-17.00 · Onsdag d. 20. april kl. 8.00-21.00 · Lukket Skærtorsdag og Langfredag
Forbehold for evt. afgiftsforhøjelser, trykfejl, udsolgte varer og leveringssvigt. ©
Paperbacks Serien om vicekriminalkommissær Carl Mørck.

Mord|Sex|Gys En krimi kræver et mord og en opklaring

Transcription

Similar documents

TIL KRIMI LATE NIGHT FREDAG D. 4. APRIL, ÅBENT TIL KL. 21.00

8NYE BØ GER, FILM & SPIL - 8/ 2014

Krimi forår 2013

Krimi - ibureauet hjemmeside

God sommer – uden bedre Uni-Lov

Er du ved at drukne i krimier?

Krimiserier - Frederikssund Bibliotekerne

folderen i PDF format

hele presseprogrammet for 1. kvartal 2015