Tulstrup sogn - Tulstrup kirke
Transcription
Tulstrup sogn - Tulstrup kirke
Til samtlige husstande i Tulstrup sogn Tulstrup sogn 15. årgang nr. 3 Juni 2013 NYT MEDLEM I MENIGHEDSRÅDET SKABER SKULPTUR-KERAMIK Tekst: Kirsten Lund Hvad bruger du din tid på? Hvilken hobby har du? Spørgsmålene har jeg stillet Annemarie Aakjær Svendsen, som bor på Kielsgårdsvej 36. Annemarie Aakjær Svendsen, 50 år, er nyt medlem i Tulstrup menighedsråd og er trådt ind i rådet i stedet for Inger Brønholt, som er flyttet fra sognet. På Kielsgårdsvej 36 bor Annemarie sammen med sin mand Svend og deres yngste søn Sigurd på 18 år. De to ældste børn, Nanna på 24 og Martin på 26 år bor i hhv. Århus og Jelling. Før Annemarie og Svend købte gården i 1989 har de bl.a. boet og arbejdet på en gård i Jordrup. 480 søer fylder staldene og de producerer omkring 14.000 smågrise om året. Når grisene vejer 7 kg bliver de solgt til to faste aftagere. ”Det fungerer rigtig godt”, fortæller Annemarie, ”så behøver vi ikke selv have klimastalde, og vi kan rense staldene efter hvert hold. Det betyder, at sygdomstrykket er meget lavt, og vi kan holde medicinforbruget på langt under landsgennemsnittet.” Annemarie har indtil for nogle få år siden hjulpet i staldene, men nu står hun for kontorarbejdet og træder kun til i staldene, når det brænder på i weekender. Derudover er hun tilkaldevikar på Ry Højskole i køkkenet og også i rengøringen i nødstilfælde. Annemarie har valgt fast udearbejde fra og valgt sin lidenskab for kunst i keramik til. INDHOLDSFORTEGNELSE Hvad bruger du din tid på?... side 1 Træk af Alling-Tulstrup skolevæsens historie........ side 6 Minikonfirmander .......... side 12 Sogneindsamlingen ……. side 14 Ny bladuddeler................ side 14 Tulstrup sogn i tal ........... side 14 Tulstrup kirke.................. side 16 Forsidetegning: Jens Råby ”Jeg har altid været meget fascineret af ler”, fortæller Annemarie. ”Tilbage i 1980-81 gik jeg to gange 8 måneder på Engelsholm Højskole. Jeg lærte rigtig meget om at arbejde med ler og fik også en voksenpædagogisk uddannelse. Jeg ville egentlig gerne have fortsat på Kolding Kunsthåndværkerskole, men jeg turde ikke rigtig søge ind. Så flyttede vi herop på gården, fik børn og årene gik med, at jeg arbejdede i stalden, passede børnene, hus og en stor have. Jeg rørte ikke ved leret i mange år.” For små 10 år siden skete der noget. Maja Andersen, der var pædagogmedhjælper i Knudsøskolens SFO, havde fået orlov for at gå på Kunstskole i Silkeborg. Det inspirerede Annemarie. ”Det viste sig at være et meget billigt forløb, og det lykkedes mig at deltage i 12 uger. Det var helt fantastisk!” smiler Annemarie stort. Samme sommer købte Svend en keramikovn til mig. I begyndelsen stod den i vores vaskerum, for vi havde ikke rigtig plads andre steder. Men det duede ikke, jeg fik den ikke brugt; va- Annemarie ved keramikovnen sketøj og keramik passer nemlig ikke sammen!” For ca. 6 år siden byggede de en ny lade på gården og nu fik Annemarie endelig et rigtigt værksted i den ene ende af laden med vinduer mod syd, der giver lys og udsyn. ”Nu begyndte jeg at lave keramik! Jeg var med på et par små julemarkeder i bl.a. Jaungyde. Senere blev jeg inviteret til at deltage i julemarkedet i Alling. Jeg solgte simpelthen så meget. Hold da op, tænkte jeg. Nu kunne jeg godt se, at der var nogen, der godt kunne lide mine ting. Så fik jeg blod på tanden. Jeg vovede mig ud på markeder i Odder og i firmaers kunstforeninger. Jeg har også udstillet i Ry Kunstforening. For ca. 3 år siden tog jeg mod til mig og lejede en ret dyr stand på kunstmessen ART2SEE i Odense. Det er det største, jeg nogensinde har oplevet! Jeg stod ikke på gulvet hele weekenden – jeg svævede. Sammen med vores datter Nanna, der hjalp mig, svævede vi igennem udstillingsdagene. Der kom udelukkende mennesker jeg ikke kendte, de gav mig så meget ros og anerkendelse, de købte mine ting, tog mit visitkort, en journalist fra kunstavisen kom og sagde, at jeg skulle søge ind på gallerier i København osv. osv. Det var overvældende, jeg var helt oppe at ringe. Det var vildt!” Keramik med snører og lynlås er Annemaries særkende ”Krisen er kommet siden”, fortsætter Annemarie, ”og mine ting er ting, man absolut kan undvære, så det er gået lidt ned af bakke igen. Men jeg har heller ikke gjort så meget for det. Jeg har haft en stille tid, hvor jeg ikke har været så inspireret. Nu kommer det igen, kan jeg mærke, jeg er ved at være klar.” Annemarie overvejer at sætte et skilt op nede ved Kielsgårdsvej, så folk kan se, at hun sælger keramik. Hun har mange ideer og kunne godt tænke sig at bygge et sted op, hvor de er flere, der har værksteder. Det kunne være malere, vævere osv. ”Jeg er lidt en selskabspapegøje og har lidt svært ved at være meget alene. Så hvis vi var flere, kunne vi inspirere hinanden. Jeg har en drøm om at sætte grisene ud og lave gården om til et kreativt sted med café, overnatning, kunst, gårdbutik, wellness og meget mere, hvor kunstnere og andre kunne leje sig ind. Kunstnere skal have et rum, hvor der ikke skal ryddes op hver gang, de har været i gang. Det dræber kreativiteten” fortæller Annemarie Svendsen. Krisen satte en stopper for planerne, men Annemarie har drømmen intakt. Arbejdet med den keramiske skulpturkunst er vældig tilfredsstillende for Annemarie. ”Når fremmede mennesker køber min kunst og siger, det er flotte ting, det løfter mig og giver mig troen på mig selv. Det er fantastisk at mærke.” Annemarie udstiller og sælger keramik fra en lille butik på gården Hvad betyder kirken for dig? ”Det er lidt svært, jeg har jo ikke brugt kirken ret meget, men kan lide at være der, når jeg kommer til højtider, barnedåb, bryllupper og begravelser. For tiden er jeg ikke kirkegænger. Jeg må indrømme, at jeg glemmer det, fordi det ikke er en vane for mig. Men rent trosmæssigt, tror jeg på, at der er noget mere….jeg mener, livet skal leves, mens vi er her, men jeg tror, vi skal mødes igen og den tro, har jeg det godt med. Jeg må også indrømme, at der er meget af det, der bliver sagt i kirken, jeg simpelthen ikke fatter. F.eks. mange af de tekster, der lægger op til søndagens prædiken. Jeg forstår dem ikke.” Vi snakker lidt om de ideer, vi har drøftet i menighedsrådet om at holde nogle temaaftener om kristendom, for de mange af os, der ikke ved så meget om kristendom. ”Kristendom for dummies” er vores arbejdstitel, og det skulle bl.a. handle om, hvad vi kan bruge kristendommen til i vores hverdag. ”Det kunne sikkert være interessant,” mener Annemarie, der er blevet kasserer i menigheds- rådet og medlem i præstegårdsudvalget. ”Jeg kom med i menighedsrådet fordi sognepræst Erik Bredmose Simonsen kontaktede mig. Jeg blev smigret over, at han ringede for at høre, om jeg ville være med i rådet. Jeg kunne jo nøjes med at være anden stedfortræder og se, hvad der foregik sådan lidt på afstand. Men så gik det meget hurtigere, end jeg havde troet. Pludselig er jeg med helt inde i ”kernen”. Det overraskede mig lidt, men det er vældig hyggeligt.” ”Det passer mig fint, med de poster jeg har fået i menighedsrådet. F.eks. kan jeg læne mig lidt op ad min svoger Bent Svendsen, som er medlem i Alling menighedsråds præstegårdsudvalg, og så håber jeg, de andre mere erfarne menighedsrådsmedlemmer kan hjælpe mig på vej”, slutter Annemarie Svendsen. Bronzeskulpturer laver Annemarie også TRÆK AF ALLING – TULSTRUP SKOLEVÆSENS HISTORIE Tekst: Jytte Lundgaard Nielsen. Artikel nr. 3 af 3 Skolen som kulturcenter Læst i Silkeborg Avis sommeren 1961: ”Centralskolen er nu under opførelse, idet kommunen efter lange forhandlinger har erhvervet en pragtfuld beliggende grund paa Tulstrup præstegaards mark. De forskellige haandværksarbejder er afgivet til udførelse, og man venter skolen fuldført, saa den kan tages i brug efter sommerferien 1962. Med forventning af baade forældre og børn, ses der hen til den dag, da den nye skole kan tages i brug, ikke alene i den daglige skolegerning, men også som rammen om sognenes ungdoms og kulturliv.” Allerede i sommeren 1961, og i de forud liggende planer for skolens liv og virke, har der været taget højde for, at de om- kringliggende små samfund skulle kunne bruge skolens fysiske rammer til fællesskabsfremmende formål udenfor skoletiden. Skolen blev op gennem årene ramme om mange forskellige aktiviteter. Mange mennesker har mødtes på skolen med udgangspunkt i fælles fritidsinteresser. Som en af de første fritidsbeskæftigelser på skolen, startede Jaungyde idrætsforening håndbold for børn og voksne på den nye sportsplads, som blev etableret vest for skolen. Utallige træningsaftener og sportsstævner er blevet afviklet ved skolen om sommeren. Senere med de nødvendige sammenlægninger af de små sportsklubber, blev Jaungyde idrætsforening til Dover/ Jaungyde idrætsforening og endnu senere til Knudsø HK. I dag Ry sportsklub med tre afdelinger. Ry hallen blev bygget i begyndelsen af 70´erne, og nu blev udendørs sommerhåndbold på de lokale skoler gradvist til indendørs vinterhåndbold i hal- len, og dermed flyttede det ungdomsliv, som havde præget miljøet omkring Knudsøskolen til området ved Ry hallen. I mange år har håndbolden nu holdt til huse i og omkring Ryhallerne, og der spilles desværre ikke længere sommerhåndbold på sportspladsen ved Knudsøskolen. Hvis man er heldig, kan man dog stadig se en flok lokale fodboldentusiaster på sportspladsen om sommeren, som kommer for at dyrke deres fælles fodboldinteresse. Omegnsfester I begyndelsen af firserne var Jaungyde idrætsforening initiativtager til ”Omegnsfesterne”, hvor håndboldturnering på sportspladsen, markedsplads med boder, gøgl og konkurrencer, sang og underholdning samt auktion i skolegården, Omegnsfest Omegnsfest med fuld musik blev en årlig tilbagevendende begivenhed, hvor hele oplandet var af huse. Senere i 1986 opstod ideen om sogneaftener Et samarbejde mellem de eksisterende foreninger og klubber i lokalsamfundet blev etableret, med henblik på at styrke fællesskabet i lokalsamfundet. Efteråret 1986 var det første vinterprogram klar. De tre hovedkræfter i det projekt var forhenværende skoleleder Jørgen Larsen, idrætsforeningen Knudsø HK´s formand Bente Lundgaard Jensen og formand for ældresagen Frede Pindborg. Udover de tre initiativtagere, var skolen ved John Salling, Alling Tulstrup menighedsråd ved Erik Bredmose Simonsen og Jytte Lundgaard Nielsen, Ry havekreds ved Knud Jakobsen og Jaungyde badmintonklub ved Ralf Rasmussen, også repræsenteret i udvalget. Ideerne var talrige, og der kunne tilbydes et omfattende program en gang om måneden fra oktober til marts. Store navne var på programmet f.eks. Filminstruktør Niels Malmroes, Greenpeace og forfatteren Ebbe Kløvedal Reich, men også mange lokale kendisser var på programmet, hvilket ofte samlede flest deltagere. Udover foredrag for de voksne, var der hver aften 3-4 forskellige værksteder for såvel børn og unge samt voksne. Igennem vinteren var der mange forskellige muligheder f.eks. skakturnering, fluebinding, kreativt værksted, smykkeværksted, origami, leg og bevægelse i salen, hip hop, dart, frimærker, hestens røgt og pleje mm. Alt sammen instrueret af lokale frivillige. Til hver gang var der trykt et sanghæfte, hvor sangene var udvalgt med udgangspunkt i aftenens tema. Den økonomiske side af sagen blev klaret i samarbejde med kultursamvirket og via forskellige ansøgninger med henblik på at fremme fællesskabet i lokalsamfundet. Der blev bl.a. bevilget støtte fra AAG-Fonden og Oplysningsforbundets 5% pulje. Helt frem til 95-96, hvor TV2 overtog folkets opmærksomhed, var sogneaftenerne en kæmpe succes. Teaterprojekter Indenrigsministeriets landdistriktspulje, gjorde det senere muligt, at opføre to store teaterprojekter i sogneaftens regi, ”Grev Gerts kiste” i 1994, og en moderne udgave af ”Babelstårnet” i 1998. Fra ”Babelstårnet” Disse to store teaterprojekter lokkede mange forskellige lokale folk ind på skolen vinteren igennem, børn, unge, voksne og ældre borgere. ”Babelstårnet” opført i 1998 Et fantastisk projekt på tværs af alder og interesse, skuespil, scenebygning, forplejning, kostumesyning etc. Resultatet var to store forestillinger, som blev vist flere gange for fulde huse. Knudsømarken Inspireret af sogneteaterprojektet ”Grev Gerts kiste” i 1994, hvor der blev ansøgt om støttemidler fra Indenrigsministeriets Landdistriktspulje, søgte skolen ligeledes midler til at udnytte og aktivere et netop tildelt stykke kommunalt jord til anvendelse af fællesskabsfremmende aktiviteter i en kombination af lokalsamfund og skole. De ansøgte penge blev bevilget og et udvalg gik i gang med at planlægge ”Knudsømarken”. Det startede som et fælles projekt med lokale kræfter, hvor en forhindringsbane, en junglesti, et shelter, en bålplads og et klatretårn, blev resultatet af tre arbejdslørdage over et halvt år. Tanken var at såvel skolebørn, idrætsforeninger og andre lokale borgere frit skulle kunne benytte marken. Et vellykket projekt, som efterhånden blev overtaget af børnehave og skole. Men som stadig er til rådighed udenfor skole og pasningstid for andre end skole og børnehave. Arbejdsdag på ”Knudsømarken” Mange lokale tilbud Udover disse tiltag har Knudsøskolen dannet ramme om mange andre lokale tilbud. De første år var der mange aftenskoletilbud for egnens børn og unge, bl.a. fag som hybelkursus, studieteknik, samfundsorientering, ungdomsorientering, keramik, dramatik, maskinskrivning, korsang, gymnastik og springgymnastik. Den lokale musikskole ved Knudsøskolen, som blev stiftet af lokale kræfter bl.a. af Ellen Lystbæk m.fl. pga. ventelister ved Ry musikskole, har også haft stor succes. Jaungyde badmintonklub, Knudsøkoret v/ Jenny Larsen, madlavning af forskellig karakter bl.a. ”finere madlavning for mænd” ved Kjeld Fløe, lidt humoristisk sagt, også kaldet ”madlavning for finere mænd”! Forskellige foreninger som Ry havekreds, fluebinding, husmoderforeninger etc. har haft til huse på skolen gennem tiden. Zumba, pilates og andre forskellige tiltag har også forsøgt at lokke folk væk fra TVskærmen om aftenen. Vi må imidlertid sande, at når børnene vokser ud af den lokale folkeskole og flytter til Mølleskolen på den anden side af søen, flytter fritidsinteresserne med sammen med forældrenes opmærksomhed. Som tidligere skoleleder Jørgen Larsen udtrykte i 25 års jubilæumsskriftet: ”I anledning af 25 års jubilæet, kan det være passende at udtrykke nogle ønsker for den tid som kommer”. To af ønskerne lød som følger: At arbejdet med sogneaftener, som begyndte sidste år, (1986) må lykkes, så skolen virkelig må blive et kulturelt centrum for vores egn. At der fortsat må være et godt forhold til det omgivende samfund, forældrekredsen, kirken og plejehjemmet. Med henvisning til artiklens indledning og Jørgen Larsens ønsker for skolen ved 25 års jubilæet i 1987, kan vi konkludere at ”Skolen som kulturcenter”, siden den blev bygget, har haft stor betydning for lokalsamfundet ved siden af skolens kerneydelse, undervisning og senere pasning i form af børnehave, skolefritidsordning og klub. Igennem flere perioder, har skolen været i politisk fokus. Har vi råd til de små skoler? Det spørgsmål har ofte været stillet i politisk turbulente tider, og den problematik slipper vi nok ikke af med. Knudsøskolen ligger fysisk midt i den gamle Ry kommune, og binder de små samfund sammen i form af undervisning og fællesskab tilknyttet familier med børn, men også som et aktivt hus udenfor skoletid. Er Knudsøskolen i 2013 stadig et kulturhus med fællesskabsfremmende aktiviteter for lokalområdets borgere? Er der behov for, og er det muligt, at få genoplivet fælles aktiviteter på tværs af foreninger og interesser som i 80´erne og 90´erne? Ildsjæle med gode ideer, sogne- aftener, lokalteater, sportsaktiviteter mm. Hvis skolen fortsat skal have sin plads i lokalsamfundet, skal skolen som skole og kulturhus måske kunne tilbyde andre aktiver end undervisning og pasning. Indtil videre er Knudsøskolen en levende og aktiv skole i rivende udvikling. Men igen i disse skrivende minutter, har vi problemet tæt inde på livet. Får Knudsøskolen lov til at bestå i fremtidens lokalsamfund som skole, pasning og kulturcenter i en tid hvor værdierne er i spil og ”Riget fattes penge”? BLÆSEVEJRSDAG TIL VIBORG MED MINIKONFIRMANDERNE Tekst: Jytte Lundgaard Nielsen Torsdag d. 18. april tog minikonfirmanderne fra Dover og Alling-Tulstrup sogne, traditionen tro, på tur til Viborg Domkirke og Dollerup bakker. Med bagagen fyldt med juice, kage og the, men ikke kaffe, (ups, den havde Jytte glemt), kørte Klaus ”bussemand” af sted med 20 børn og 10 voksne ad den gamle Kongevej over Oksevejen mod Viborg. Bussen blev kastet hid og did i det kraftige blæsevejr, men ud over at have styr på bussen, fik vi også en spændende fortælling om Kongevejen til Viborg, og om tilblivelsen af de smukke bakker og søer over Oksevejen mod Laven og Linå. Mens børnene lyttede til Klaus´s fortællinger, føltes turen til Viborg ikke så lang. Da vi ankom til Viborg Domkirke, følte vi os ikke helt så velkomne, som vi havde regnet med. Guidet tur var bestilt, men man havde ikke regnet med en guidet rundvisning, som vi plejer at få. Nå, det blev hurtigt fikset, og vi fik vores rundvisning og bibelfortælling via kalkmalerierne. En lidt hurtig gennemgang denne gang, men vist nok for børnene, som trods en lidt langstrakt indledning, opførte sig yderst eksemplarisk. Lur mig om de forstod ret meget af den ældre herres fortælling om Viborg Domkirkes historie. Men skabelsesberetningen og bibelhistorierne optog alle børnene. Efter den lidt hurtige rundvisning, ”blæste” vi videre til Dollerup Bakker, vel vidende at regnen hang i skyerne og ventede på os. Heldigvis havde Klaus kaffemaskine i bussen, så kaffen blev serveret som planlagt. Efter et godt sukkerindtag med kage og juice og lang tids stillesiddende bustur, tog børnene livtag med blæsten, mens vi voksne skuttede os i en krog ved cafeen med kaffe, the og kage. Vi nåede heldigvis af få kaffetørsten slukket, inden regnen begyndte at sile. En dejlig dag sammen med børn, bedsteforældre, og andre voksne, på trods af blæst og små skønhedsfejl. Ti onsdage i præstegården med Alling-Tulstrup sognes 19 børn fra tredje klasse er nu afsluttet med familiegudstjeneste og Viborg tur. Det har været helt fantastisk med masser af sang og snak af både sjov og alvorlig karakter. Små livskloge og filosofiske samtaler med spørgsmål, som kun børn kan stille. Også en dejlig dag i kirken med ca. 75 mennesker til børnegudstjeneste og efterfølgende 55 personer til pizza i præstegården. To helt igennem vellykkede arrangementer. Tak for i år! SOGNEINDSAMLINGEN Tak til alle, der har gjort en indsats i forbindelse med sogneindsamlingen 2013. I Tulstrup sogn blev der indsamlet 4410,- kr. Pengene går til Folkekirkens Nødhjælpsarbejde mod sult blandt verdens fattigste. Karen og Otto Andersen, Birgitte Munk og Tyt Kirkeby trodsede polarkulden og samlede ind sammen med Anne Marie Svendsen. NY BLADUDDELER Den nye bladuddeler er Gerda Hansen, som bor på Oksevejen 18. Her bor hun sammen med sin mand Viggo. Gerda er ikke længere på arbejdsmarkedet og vil gerne tage sin tørn med at dele sognebladet ud. Gerda Hansen Menighedsrådet vil gerne takke Gerda for at stå klar til en frivillige indsats. Vi har været heldige og fået en ny bladuddeler, som har sagt ja til at overtage Inger Brønholts rute i og omkring Tulstrup. TULSTRUP SOGN I TAL På net-adressen sogn.dk findes oplysninger om alle sogne i folkekirken. Oplysningerne er opdateret pr. 1/1 2013 og om Tulstrup sogn ses følgende: Sognet har 781 indbyggere heraf er 671 medlemmer af folkekirken, hvilket svarer til 85,9%. Desuden er der en opgørelse over fødte og døde i sognet samt kirkelige handlinger. Disse tal vedrører året 2012. Fødte: 9 Døde: 17 Dåb : 9 Vielser: 2 Konfirmerede: 12 Begravede/bisatte: 14 TULSTRUP KIRKE - Siden sidst Dødsfald i sognet og begravede/ bisatte fra Tulstrup kirke Svend Aage Munch, Plejehjemmet Søkilde Sognepræst Erik Bredmose Simonsen Præstebakken 11 8680 Ry Tlf. 86 89 14 17 e-mail: ebs@km.dk Graver: Barry Leonard Tlf. 27 32 47 50 Træffes ved kirken fredag kl. 10 – 12 Grete Brøchner, Plejehjemmet Søkilde Kaj Lundgaard Nielsen, Jaungyde Eva Birte Krawezyk, Tulstrup Amy Franciska Bertelsen, Plejehjemmet Søkilde Johannes David Ericson, Plejehjemmet Søkilde Døbt i Tulstrup kirke Rozalia Gurfinkiel Heilmann, Jaungyde Kirkeværge: Grethe Jensen tlf.: 86 89 16 74 Menighedsrådsformand: Jens Peter Møller tlf.: 86 89 36 64 Tulstrup kirkes hjemmeside: www.tulstrupkirke.dk Sara Gurfinkiel Heilmann, Jaungyde Ida Kirstine Tjørnehøj Larsen, Alken Viet i Tulstrup kirke Stine Vad Rasmussen og Simon Lahn Christensen, Fiirgårde Redaktionen af ”Tulstrup sogn” Kirsten Lund (ansv.) Tulstrupvej 16, 8680 Ry tlf. 86 89 09 19 e-mail: kirsten.lund@fiberpost.dk ”Tulstrup sogn” udgives af Tulstrup menighedsråd. Omdeles til alle husstande i Tulstrup sogn 4 gange årligt: marts - juni - september - december. Tryk: Grafisk Indtryk, tlf. 86 82 09 49 Stof til næste blad modtages gerne - senest d. 12. august 2013