SKOVSHOVED AVIS - Skovshoved Kirke
Transcription
SKOVSHOVED AVIS - Skovshoved Kirke
Sognebladet S K OV S H OV E D AV I S Nr. 94 - Februar 2011 Marts / April / Maj 2011 Februar 2011 Overvejelser om fastetiden Alt er tilladt, men ikke alt gavner. Alt er tilladt, men ikke alt bygger op. Kirkeåret gennemgår en nøje gennemtænkt koreografi hvor mørke veksler med lys, gennem mørke til lys. Der findes ingen fest i kirken der ikke har en mørk baggrund. Fra adventstid der har bodspræg, til julens brag af en fest. I tiden mellem påske og pinse står tiden ligesom stille i kirken, - med mediative tekster fra Johannes evangeliet grubles der over det mysterium at Jesus Kristus sprængte gravens mørke, hvorefter helligånden og bøgetræerne springer ud i fuldt flor og holder pinsefest. Og i tiden op til påske handler kirkens tid om faste. I kirkens vægtigste periode, nemlig påsketiden da går der en længere periode hvor der kigges nedad, indad. Ned i mulmet og Sangaften med Hanne Bech Hansen Tirsdag den 8. marts kl. 19.30 det menneskelige sinds kringelkroge. Det er der en lang tradition for at lade komme synligt til udtryk gennem faste. Faste betyder jo at afstå fra bestemte ting, det være sig mad, drikke eller forlystelser. Alt sammen med det formål at komme tættere på Gud. Ikke fordi Gud ønsker det som gode gerninger fra os, eller fordi vi kan fortjene os til mere gudsvirkelighed. Men simpelthen ud fra den enkle erkendelse at hvis sindet er fyldt med alt muligt andet, så er der ikke meget plads tilbage til stilhed, bøn og eftertænksomhed. Jesus Kristus fastede selv, og i de første menigheder var faste en så naturlig sag, at det nævnes på linje med bøn som en del af gudsforholdet. Ligesom man må bruge tid på at være sammen med sin familie og pleje sine venskaber, hvis de ikke skal forvitre og blive skrøbelige, og ligesom man må bruge tid og energi på at holde sin krop i nogenlunde brugbar stand hvis man være fysisk stærk, så må man også bruge tid og opmærksomhed på forholdet til Gud, om det ikke skal forsvinde ud i ubevidstheden. Man kunne også sige at hvis man ønsker at gudsforholdet skal spille en rolle i forhold til ens øvrige liv, så bliver man nødt til at ofre det en smule tid og omtanke på det. Hvad kan man gøre? Der er så meget, og da kristendommen ikke er en lovreligion er der netop ikke noget der ligger fast når talen falder på hvad man kan gøre. Og igen – det er ikke for Guds skyld, og egentlig heller ikke noget der behøver at komme andre ved. Men for ens egen sjæleplejes skyld, om man vil. Og det får så, er det min påstand, uværgeligt afsmittende effekt på forholdet til andre mennesker. For øvelse gør mester. Og opøver man evnen til at se med taknemmelighed eller overbærenhed på de tildragelser livet giver en, så får det følger. Ligesom det modsatte er tilfældet; om du evig og altid oplever at verden går dig imod, at andre mennesker kun er ude på at genere dig, altså om Skovshovedsamtale om bevægelse og tro mellem Mikael Bertelsen og Søren Kjær Bruun Tirsdag den 29. marts kl. 19.30 Fortsættes side 2 2 S KOVS H OV E D AV I S du opfatter køen i Netto eller på motorvejen som en personlig fornærmelse, ja så ligger det også ligefor at reagere med bitterhed og forargelse på hvad der end sker. Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind det onde med det gode. Hvad kan man gøre for at øve sig i gudsforhold? Ja, det allermest nærliggende er at gå i kirke. Bruge kirkens rum med musik, salmer, bøn og tekster. Gå ind med åbent sind og se hvad der sker. Det andet nærliggende og historisk velafprøvede er at lade hver dag begynde og slutte med eftertanke og henvendelse til Gud. Bruge et øjeblik inden morgenen begynder for alvor, med at takke for dagen der venter, takke for det man nu har i livet og bede om at kunne møde dagen med overskud. Og om aftenen runde af med tak for hvad der så end skete, måske en bøn om overbærenhed i forhold til det man kunne have ønsket sig anderledes. Ordene fra Fadervor indfanger det hele. Og man kan også bruge sine egne ord uden at tænke så meget på hvordan man får det sagt. Gud forstår helt sikkert hvad man mener. Mange mennesker fortæller om vaner der holde dem fast på gudsforholdet. Og der kan enhver finde sine egne måder der passer ind i ens liv. Fastetiden i kirkeåret er under alle omstændigheder en lejlighed til at stoppe lidt op, og måske fremelske andre sider af ens sind. Signe Malene Berg, natkirkepræst i Vor Frue kirke i København, kommer i sin bog "Med hovedet i himlen og begge ben på jorden" med mange gode og øjenåbnende øvelser. F.eks denne her: "Læg i løbet af din dag mærke til 3 ting, du kan sige tak for. Det kan godt være 3 små ting. Det kan være en tak for, at du er i live; at det er en smuk morgen; at du får et dejligt måltid mad; at du får øje på et smukt træ eller en flot bygning; at du ser et smil eller en venlighed hos et andet menneske; at.. Når du lægger dig til at sove, siger du tak til Gud for de 3 ting, som du er glad ved. Du siger det bare ligeud til Gud, der er ikke noget særligt Gud-sprog. Og så blev det påske! Det er søndag morgen. Natten er endnu synlig som skumring, ude i kanten af himlen arbejder lyset sig langsomt og uafvendeligt frem. Du blinker med øjnene og i næste nu er himlen lysstribet, skyerne træder frem, hvide på den lyserøde-blå himmel. Fuglene strækker deres vinger og solsorten sætter i med nye overraskende fløjt der igen og igen lander på uventede toner, brudte spring og overraskende stop. Stilhed i luften som kun en søndag kan være stille. Skærtorsdags måltid, det sidste og det første, hvor Jesus deler ud af sig selv til alle sine forvirrede og skræmte disciple, og langfredags skrig hvor alt blev mørkt og alt håb forsvinder, klinger stadig med i kroppen. Hvorfor gik det som det gik? Hvordan kunne selve Guds kærlighed, Guds levende ord og den mand der bragte så meget liv og glæde med sig, hvordan kunne han dø? Fristende at give op, lade sig synke ned i menneskelig ondskab og kynisme. Morgenlyset forandrer alt. Maria Magdalene opsøger graven, sørger over tabet. Midt i sorgen, fuldstændig blind for forandringens mulighed mødes hun af Jesus den opstandne. Først da han siger hendes navn, forstår hun det er ham og ikke en anden. I sin bog "Alt det som er" beskriver præsten Johannes Værge hvordan virkeligheden omskiftes påskemorgen. På samme tid som et valg og som et livsvilkår. Vi kan vælge at blive i mørket fordi livet gør for ondt, og samtidig er det en menneskelig erfaring hvordan lyset kan tage os med, bjergtage os og gøre det vi troede var dødt, levende igen. Med et digt af den svenske poet Tomas Tranströmer indfanges forholdet mellem mørket og lyset, mellem langfredag og påskemorgen: "Jeg arvede en mørk skov hvor jeg sjældent går ind. Men der kommer en dag hvor de døde og de levende bytter plads. Da sætter skoven sig i bevægelse. Vi er ikke uden håb. De alvorligste forbrydelser forbliver uopklarede trods indsættelse af mange politibetjente. På samme måde er der et sted i vore liv en stor uopklaret kærlighed. Jeg arvede en mørk skov men i dag går jeg i en anden skov, den lyse. Alt det levende der synger slynger vifter og kryber! Det er forår og luften er meget stærk. Jeg har eksamen fra glemslens universitet og er lige så tomhændet som skjorten på tørresnoren." Den mørke skov og de uopklarede forbrydelser er livsvilkår. Vi slipper ikke udenom langfredag, hverken langs med livet eller når der sættes punktum. Men vi kan vælge, vi kan lade os føre ind i den lyse skov, der hvor luften er meget stærk. Der hvor solsorten sidder allerøverst i det høje grantræ, synger sjælen ud af brystet. Vi kan vælge at turde prøve igen. Og hvad ville livet være værd, om vi ikke, forsigtigt, tumlende, springende eller løbende begav os ud til påskemorgenens bud om kærlighed? Kærlighed der trodser selv døden, kærlighed der gør det hele værd og kærlighed som en kraft vi kan lade os bære af, selv når vi tror vi stadig står ved gravens rand, som Maria med rødrandede øjne, der møder sin opstandne Herre og Mester. Rigtig glædelig påske! MT 3 S KOVS H OV E D AV I S Babysalmesang Babysalmesangsholdet startede den 19. januar som det første af sin art i Skovshoved kirke. Musikpædagog Louise Rostved lagde kompetent ud med et stramt program for de 22 mødre og børn, der var mødt op. De følgende gange vil der blive oprettet to hold fra kl. 10-11 og fra kl. 11-12, dels for at give bedre plads, dels for at opdele børnene i alder, så programmet kan varieres imellem børn under og over 6 måneder. Hvad det er, der gør babysalmesang til så stor en succes ikke bare i Skovshoved, men over hele landet, er ikke til at sige, men mon ikke det har noget at gøre med, at det at være i et kirkerum er rart. Jeg kan huske, hvordan det var for 21 år siden, da jeg fik mit første barn. På tredjedagen fik jeg stravret mig ned i Rigshospitalets kirkerum til en gudstjeneste. Formålet var at sige tak. Måske er det taknemmelighed kombineret med en øget sårbarhed omkring det at få et barn, der gør det rart at være i en kirke. Måske er det samværet med andre i samme situation eller begge dele. Jeg ved det ikke. Det er heller ikke alt, der skal forklares. Babysalmesangen fortsætter dagene 2. februar, 9. februar, 16. februar, 23. februar, 2. marts. HMJ Tirsdagsmøder Tirsdagsmøder hver den 1. tirsdag i måneden kl. 14-16 Der er gratis adgang og der serveres kaffe/te og kage. Møderne er for alle der har tid og lyst til at bruge et par timer i selskab med andre, og høre om et aktuelt emne indenfor kirke, samfund, historie og eksistens. I foråret handler tirdagsmøderne overordnet om "mødet med de fremmede". Foredragsholderne belyser ud fra deres vidt forskellige udgangspunkt, hvordan mødet former sig. 1/3 Jakob Skovgaard-Petersen Dansk-arabiske forbindelser fra Carsten Niebuhr til i dag. Med udgangspunkt i Carsten Niebuhrs ekspedition til det Lykkelige Arabien - som fejrer 250 år dette forår - skitserer Jakob Skovgaard-Petersen de danske forbindelser til den arabiske verden gennem årene og diskutere det danske engagement i dag i rammerne af regeringens arabiske initiativ. Jakob Skovgaard-Petersen er professor i arabiske og islamiske studier på Københavns Uni- versitet og redaktør af Vandkunstens Carsten Niebuhr Bibliotek. 2005-08 var han direktør for det Dansk-Egyptiske Dialog Institut i Cairo. 5/4 Foredrag ved centerleder Liselotte Duch Liselotte Duch er leder af FAKTI som er en privat forening der er støttet bla. af Københavns kommune. Og hun fortæller om centeret: "Den gruppe af kvinder der kommer for øjeblikket kommer fra Afghanistan, Iran, og arabisktalende lande som Irak, Libanon, Palæstina – alle disse er i Danmark som flygtninge. Endvidere kommer en mindre gruppe brugere der kommer fra Marokko, og Pakistan og som har været i Danmark i mange år. Kvinderne er generelt kendetegnede ved at være marginaliserede. De lever i stor fattigdom, de har været isolerede i deres lejligheder i mange år, uden kontakt til det omkringliggende samfund, de har ikke lært dansk. Mange har rigtig mange børn, og mange af børnene præges af den svære opvækst. En stor gruppe af vores afghanske og iranske brugere er begyndt at samle penge ind til at sende til Afghanistan som nødhjælp. Selvom det er kvinder og familier, som har store udfordringer at slås med selv og meget dårlig økonomi, har de et stort ønske om at gøre noget for nogle andre som de ved har det endnu sværere. De tænker meget på situationen i Afghanistan og bekymrer sig. 3/5 Per Ramsdal Dialog på Nørrebro Per Ramsdal fortæller om sine erfaringer med dialog mellem kristne og muslimer, både i den hverdag han står i som ungdomspræst på Nørrebro, men også fra hans mange dialogrejser i Mellemøsten. Gennem dialogen med imamer og unge studerende bla. i Damaskus, får han stor inspiration til at arbejde for bedre dialog hjemme på Nørrebro. 4 S KOVS H OV E D AV I S Helsingør Stifts 50 års jubilæum Biskop Liselotte Rebel holdt søndag d.16 januar en særlig gudstjeneste i Helsingør Domkirke for at markere Helsingør Stifts 50 års jubilæum. Ved jubilæet var Hendes Majestæt Dronningen, repræsentanter for landets menighedsråd og præster inviterede til at fejre landets folkerigeste stift. Prædikenen over Johannes evangeliet kapitel 4 vers 5-26 bar præg af, at biskoppen er opvokset i Skovshoved. Hun omtaler i sin prædiken sin konfirmations præst fra Skovshoved sognepræst Frederik Paludan, der var ansat i Skovshoved kirke fra 1962-1973. Selvom biskoppen principielt mener at prædikener skal høres og ikke læses, så har hun indvilget i at gøre en undtagelse og lade sin prædiken trykke i Skovshoved Avis. Johannes evangeliet kap. 4, 2-26: v5 Han kom da til en by i Samaria, der hed Sykar, i nærheden af det stykke jord, Jakob gav sin søn Josef. v6 Dér var Jakobskilden. Træt af vandringen satte Jesus sig så ved kilden; det var ved den sjette time. v7 En samaritansk kvinde kom for at hente vand. Jesus sagde til hende: »Giv mig noget at drikke.« v8 Hans disciple var nemlig gået ind til byen for at købe mad. v9 Den samaritanske kvinde sagde til ham: »Hvordan kan du, en jøde, bede mig, en samaritansk kvinde, om noget at drikke?« – jøder vil nemlig ikke have med samaritanere at gøre. v10 Jesus svarede hende: »Hvis du kendte Guds gave og vidste, hvem det er, der siger til dig: Giv mig noget at drikke, så ville du have bedt ham, og han ville have givet dig levende vand.« v11 Kvinden sagde til ham: »Herre, du har ingen spand, og brønden er dyb; hvor får du så levende vand fra? v12 Du er vel ikke større end vor fader Jakob, som gav os brønden og selv drak af den, ligesom hans sønner og hans kvæg?« v13 Jesus svarede hende: »Enhver, som drikker af dette vand, skal tørste igen. v14 Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv.« v15 Kvinden sagde til ham: »Herre, giv mig det vand, så jeg ikke skal tørste og gå herud og hente vand.« v16 Han sagde til hende: »Gå hen og kald på din mand, og kom herud!« v17 Kvinden svarede: »Jeg har ingen mand.« Jesus sagde til hende: »Du har ret, når du siger: Jeg har ingen mand; v18 for du har haft fem mænd, og den, du har nu, er ikke din mand; dér sagde du noget sandt.« v19 Kvinden sagde til ham: »Herre, jeg ser, at du er en profet. v20 Vore fædre har tilbedt Gud på dette bjerg, men I siger, at stedet, hvor man skal tilbede ham, er i Jerusalem.« v21 Jesus sagde til hende: »Tro mig, kvinde, der kommer en time, da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem, I skal tilbede Faderen. v22 I tilbeder det, I ikke kender; vi tilbeder det, vi kender, for frelsen kommer fra jøderne. v23 Men der kommer en time, ja, den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. For det er sådanne tilbedere, Faderen vil have. v24 Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed.« v25 Kvinden sagde til ham: »Jeg ved, at Messias skal komme« – det vil sige Kristus; »når han kommer, vil han fortælle os alt.« v26 Jesus sagde til hende: »Det er mig, den der taler til dig.« Biskop Liselotte Rebels prædiken 2. søndag efter H3K, 16. januar 2011 Johannesevangeliet kap. 4,5-26 Når man kører med offentlige transportmidler, så sker det undertiden, at man tvinges til at overhøre en samtale mellem to personer. En samtale, som sådan set slet ikke var beregnet til en selv, da det netop er to helt fremmede, som mødes og som kommer i samtale. Som rejsende involveres man ufrivilligt. Det kan være vanskeligt at koncentrere sig om kronikken i dagens avis, hvis der lige overfor sidder to meget ivrigt talende og gestikulerende personer. Og uvægerligt sker det, at man begynder at gætte. Man gætter lidt på, hvor de to mon kender hinanden fra. Er det gamle skolekammerater? Kender de hinanden fra en sportsklub? Jo det er svært at holde tankerne ved avisen. Og hvordan er det nu med denne tredje person, denne Inge, som hele tiden dukker op i samtalen. Hvor mon hun bor? De taler om, at hun er ’kommet over det’ – hvad mon det for resten er, hun er kommet over? Og uanset at man altså for sin egen del virkelig forsøger at få læst den avis – ja så har man efterhånden fået dannet et helt lille billede af de to meget talende personer overfor og deres liv. Evangelisten Johannes, som vi lige har hørt fra, er en stor stilist, en genial forfatter. Den ene gang efter den anden etablerer han sådanne fortællinger i sit evangelium. Fortællinger, hvor vi – læserne, kirkegængerne – er med på en lytter. Vi er med i den lange historie, hvor Jesus møder kvinden ved Sykars brønd. Det er i den stille middagstime, hvor alle holder sig i ro. Varmen hænger tungt over landsbyen. Ingen rører sig. Der er ikke et øje at se i miles omkreds. Og Johannes fortæller, at disciplene var gået ind til byen for at købe mad. Kun Jesus er tilbage ved brønden. Da dukker en kvinde op. Måske er hun listet herhen på et tidspunkt, hvor hun kunne være sik- ker på ikke at møde nogen andre. Så hun kunne komme her alene med sin skam. Uden at skulle stilles til regnskab for alle sine fejltagelser. Sit mislykkede liv. Det var et liv fyldt med ydmygelser. Med brud, ramt af andres foragt. Men værst af alt var selvforagten. Hun havde ikke kunnet holde sig til en enkelt mand, hvad så end grunden kunne være. Den slags taler man om i byen. Og så tilhører hun jo også – i lighed med resten af byen – den forkerte religion. Vi er nemlig i Samaria. Den lille stribe jord mellem nord og syd i landet. Og samaritanerne var nu engang et foragtet folk. De var ikke rigtige jøder, ikke rigtige arvinger til de store religiøse og folkelige traditioner. Forkerte var de i alle andres øjne. Man gik helst i en stor bue udenom Samaria. Kun kvinden og Jesus er der ved brønden i Samaria. "Kvinde, giv 5 S KOVS H OV E D AV I S mig noget vand at drikke," siger han Kvindens tanker eksploderer ved det uventede spørgsmål. Han taler til hende! Hvad vil den fremmede? Hvem er han? Set på overfladen er historien sådan set enkel nok. Han spørger om vand. Hun svarer. De taler om vandet, om at slukke sin tørst. Og de taler om forholdet mellem de gamle jødiske overleveringer og om samaritanerne. Og så taler de om kvinden og hendes liv. Men som så ofte, når det er Johannesevangeliet, der fortæller, så er der også her nogle helt andre ting i spil. Det er som om ordene vil mere end blot tale om det ligefremme, det overfladiske. Ordene vil i dybden, de åbner for en mening, noget langt dybere – og også langt vanskeligere at få fat på. "Giv mig noget at drikke", siger Jesus. Og kvinden svarer ved at sige, at det kan du jo i grunden ikke spørge mig om! Du bryder et tabu. Du, som er jøde, må ikke tage imod tjenester fra en samaritansk kvinde. Men Jesus svarer kun, endnu mere gådefuldt. "Hvis du vidste, hvem du står overfor, så ville du have spurgt ham om noget at drikke." Den sætning giver i grunden kun mening, hvis Jesus taler om noget andet end om det vand, som kvinden taler om. Her er det, som om samtalens overflade brister og åbner for en mening på et helt andet plan. Herefter mærker vi hele tiden denne dobbelthed: På en gang taler de to så at sige om den virkelige virkelighed - om vandet, bjerget, religionen, folket, tørsten, kvinden og manden – og samtidig skjult nedenunder overfladen, åbner sig den virkelighed, som evangelisten Johannes vil vise os igennem Jesus. "I samaritanere tilbeder det, I ikke kender. Vi, jøderne, tilbeder det, vi kender", siger Jesus til hende. Der er tale om en hemmelighed, en hemmelighed, som Jesus og Johannes kender – men som kvinden i fortællingen åbenbart ikke kender. Endnu. Vi – tilhørerne – sidder og venter. Hvad er det, som vi skal kende? Hvad er det, fortællingen vil give os indsigt i? Med et gammelt kirkeligt ord kan man sige, at det er en epifanifortælling. Epifani betyder at noget viser sig. Fortællingen handler om noget, som vi ikke har i vores magt, men som i egen magt og ret må vise sig. Helt af sig selv. Epifanisandheder, det er sandheder, som forunderligt nok åbner sig og kommer til os. De allerstørste ting i vore liv, troen, håbet og kærligheden – det er ting, hvor vi er henvist på, at de kommer til os. Rækkes os. For vi har dem ikke selv i vores magt. Der er en scene fra den efterhånden gamle, men alligevel evigt aktuelle TV-serie Matador – en sce- ne som står prentet ind på min nethinde. Det er Mads Skjern, der kommer til Korsbæk med sin lille søn Daniel. Mads Skjern kæmper sig til en plads blandt byens spidser. Han forlanger meget af sig selv, og af sine omgivelser - især sønnen Daniel. De store krav gør barnet nervøs og usikker i en evig kamp for at få sin fars kærlighed og accept. Adoptivdatteren Ellen, derimod, hun kan alt det, som Daniel ikke formår. Hun gør familien ære, henter de højeste karakterer og skal naturligvis belønnes. Hun får en hest – og Daniel får samtidig at vide, at sådan en kan man kun få hvis man er dygtig og gør sin far ære. Barnets smerte føles helt ind i hjertekulen. Men den dulmes ved den gæve Katrines mellemkomst. Hun ser Daniel, hun kan se ham som det helt særligt fine og skrøbelige menneskebarn han er. Hun ser et barn, der higer efter sin fars accept. Og hun giver Daniel en hest. Ikke fordi han har fortjent den, men fordi han er sådan en god dreng, som det hedder. Det er en fortælling om det, som kun er virkeligt, når det selv viser sig. En uventet accept, et pant på Katrines kærlighed. For kærligheden må selv vise sig. Som det, der ikke kræves, det skrøbelige og sarte. Kærlighed er en sådan epifanisandhed. Det samme gælder tilgivelsen, hvor den slår igennem. Det har forfatteren Ida Jessen skrevet om i romanen "Det første jeg tænker på". Her fortælles om den unge kvindelige præst Lisa, der rammes af den helt ubærlige sorg at miste et barn. Hendes søn bliver kørt ned på sin nye cykel af en flugtbilist på sin 7års fødselsdag. Romanen rammer os med de helt store spørgsmål i livet: hvordan lever vi med kærligheden, hvordan lever vi med sorgen, med skylden. Og bogen rejser spørgsmålet til skyldneren, til drabsmanden: Hvis man har kørt en ned, som ligger og er død, kan man så redde sit eget skind ved at flygte fra stedet? Det er spørgsmålet om tilgivelsen. Man kan måske flygte. Man kan måske unddrage sig straffen. Men kan man leve uden tilgivelsen? Kan man leve bundet til sin skyld – også selv om den ikke består i en så alvorlig forbrydelse som flugtbilistens? Spørgsmålet kan også rejses fra den anden side. Kan et offer for en forbrydelse blot meddele sin tilgivelse? Kan man tilgive – sådan uden videre? Så nem en størrelse er tilgivelsen jo ikke. Den skyldige har jo ikke krav på offerets tilgivelse. Og selv om han forsøger at gøre krav, så er det ikke sikkert, at han får den. Og hvis han ikke får den – tilgivelsen – kan han så overhovedet leve videre på en menneskeværdig måde? Med sådanne spørgsmål er vi langt ude over de problemer, som kan håndteres med et plastickort eller lidt velvillig trøst: "Du skal se, det hele går nok endda. Tiden læger alle sår". Og hvad vi ellers kan sige. Og det er rigtigt: den slags er jo netop, hvad vi af os selv kan sige. Men vi kan ikke altid sige det afgørende. Der er situationer, hvor vi ikke sige det forløsende, det tilgivende ord. Der udspiller sig scener i vore liv, hvor vi ikke magter at sige det ord, som genopretter, som forsoner og som gør helt. Det ord har vi ikke bare sådan uden videre. Tilgivelsen, den er så mægtig en størrelse, at den selv må melde sig. Selv ankomme. Og når det sker, ja, så er det – som vi er inde på – som tilsynekomst. Som en epifanisandhed. Som noget, der kommer fra en anden verden af, og som gør den gamle fordømte, den gamle skyldige verden ny. Helt ny og fra grunden af. Ægte tilgivelse er et under, sjælden, kostelig. En perle. Fortællingen om Jesus og kvinden ved brønden, den læser jeg som en sådan epifanifortælling. Den handler om menneskers forhold til Gud. Et forhold, der afslører sig som en epifanisandhed. Midt i det gamle, som fortællingen på overfladen handler om – vandet, bjerget, de etniske forskelligheder, forskelligheder mellem kvinde og mand – i, med og under dette virkelige, almindelige bryder noget helt andet frem. Kvinden erkender, at denne mand, Jesus, han er Messias. Han er Kristus. Han er Guds tilsynekomst midt i verden, han er af Gud, som det hedder andetsteds i evangeliet. Som kærlighedens vildveje, som den tilgivelse, der slet ikke kunne forventes – men som kom alligevel, paradoksalt og frydefuldt – sådan kom han. Jesus Kristus. Og med ham kom Gud selv og Guds rige. Han kom til synderinden ved Sykar brønd og han kommer til alle os andre syndere, som det ufortjente nye, som en tilgivelse og en kærlighed, som gør den gamle verden ny som på skabelsens morgen. Jesus Kristus er selv den hemmelighed, som alle disse hellig tre kongers søndage kredser om. De handler om, at der midt i alt det almindelige er flere dimensioner på spil. De handler om, at noget nyt kan slå igennem – bryde frem. Overfladisk set er det ingenting. Men i det, som for vore overfladiske blikke er ingenting, kan selv Guds rige bryde frem. Min gamle konfirmationspræst fortalte engang en uforglemmelig historie om dette store og hemmelighedsfulde i det helt almindelige. Det var på en gård på landet. Børn i alle aldre leger på gårdspladsen. Med et stavrer en af de mindste på sine små ben ind til mor, der går og har travlt i køkkeFortsættes side 6 6 S KOVS H OV E D AV I S Biskop Liselotte Rebels prædiken Fortsat fra side 6 net. Hvad vil du min lille dreng, siger hun. Ingenting svarer han. Men hun er en god mor, hun ved besked. Mor tager den lille op, tørrer hans næse, giver ham et kram og sætter ham ned igen. Kan du så løbe ud og lege igen. Ude på gårdspladsen driller de andre ham. Nå, du har nok været inde hos mor og tigge kage. Nej, siger han. Jeg fik ingenting. Men vi, der hører historien, vi ved bedre. Han fik alt. Slet og ret alt – hele sin mors kærlighed. Og det fik han i et almindeligt moderligt kram. Når kirken samles, så er det en sådan virkelighed, vi står med. Helt almindelige mennesker, næsten alt for almindelige, kunne man sige. Men vi mødes. Vi mødes om gamle ord, gamle tekster, salmer og bønner. Og vi mødes om nadveren og om dåben. Så lidt ingenting vil nogle måske sige. Men igennem disse smuler, et par ord, et par håndfulde vand over et barns hoved, lidt tørt brød og lidt vin ved altergangen, gennem disse smuler får vi alt. Hele vor Guds rige kærlighed og tilgivelse. Det rækkes os som en kærligheds og tillidserklæring, der sætter sig igennem ved sin egen ret. Vi bliver rejst op ved disse "smuler" – vi ind- sættes som kongebørn, som arvinger til evigt liv, vi kendes værdige til at kaldes Guds elskede kære børn. Ikke på grund af os selv. Men på grund af ham. Sådan handler den almægtige Gud. Sådan viser han os, hvad kærlighed er, hvad tilgivelse er. Gennem barnet i krybben, manden på korset viser han os det. Sådan er den Gud vi bekender her i kirke – den treenige Gud, som selv viser os hvem han er. Og som viser sig så helt anderledes end alt, hvad vi selv vil kunne finde på. Vi er samlede i dag for at fejre halvtredsåret for Helsingør Stift. Ikke for at fejre os selv. Men vi er skelse. For selvom forlæggene i mange tilfælde var katolicismens grandiose teater, skulle det "transformeres til protestantistisk sober redelighed". Karin Kryger og Ole Nørlyng beskriver det således i forbindelse med Frederiksberg kirkes loftsudsmykning: "Grundlæggende kan det være vanskeligt at finde klare visuelle beviser på den ønskede evangeliske fortolkning. Et fingerpej i protestantisk retning er det dog, når beskueren i scener som denne apokalyse eller i dommedagsfremstilling ikke kan identificere helgener. I de katolske inspirationskilder er der foruden de bibelske aktører ofte tale om hærskarer af helgener. Disse skikkelser er i et protestantisk maleri forvandlet til anonyme sjæle. Generelt kan det konstateres, at de konfessionelle forskelle mellem romerkirken og den evangeliske kirke i nogen grad tilsløres, der hvor der kunstnerisk så og sige tales det samme sprog. I det hele taget er det – også i forbindelse med teatraliseringen – vigtigt at skelne mellem form og indhold. Således kan en kirkeudsmykning udmærket betjene sig af scenografisk tricks , uden at indholdet bliver til verdslig underholdning. " Transformeringen fra katolicismens grandiose teater, til protestantistisk sober redelighed kan læseren følge igennem forlæg og skitser frem til de endelige alterpartier. Adskillige steder er der tale om det forfatterne kalder " En eksercits i teologi og ikonografi". Kirkerne, som Karin Kryger og Ole Nørlyng har analyseret, er Kastelskirken, Frederiksberg Slotskirke, Vor Frelsers kirke, Garnisons kirke, Københavns Slotskapel og Helligåndskirke, Trinitatis kirke, Frederiksberg kirke og Christians kirke. Gud, konge og enevælde. Kryger og Nørlyng beskriver forholdet således: " Kongen blev opfattet som en dualistisk person, en person med to legemer. Forestillingen om, at kongen havde to legemer, er tankegods, der går tilbage til middelalderen. Han er den ophøjede konge, Guds stedfortræder. Det er kongens ene legeme eller repræsentation. Derfor er kongen også tydeligt tilstede i kirkerummene. Kongens regalie, monogram, portræt og valgsprog er ofte dominerende elementer i enevældens kirkeinventar , og enevældens konge indtager til tider, set med moderne øjne, en rimelig anmasende plads i kirkerummet på bekostning af Faderen, Sønnen og Helligånden. Men kongens andet legeme eller repræsentation er det almindelige syndige menneske . Det sidste demonstrede alle de envældige konger....Derfor er kongen også et ydmygt menneske, da han ved , at han ligesom alle andre på den yderste dag skal stå til ansvar for sine gerninger over for Gud. her for at glæde os sammen, for at sige tak sammen, fordi der er en kirke – hver af os har en eller flere kirker, som i særlig grad er vores egen. Og Helsingør domkirke er på en særlig måde vores allesammens. Kirken den er her for at det ord skal siges og høres af alle. For vi kan ikke sige det til os selv. Det må rækkes os. Derfor holder vi gudstjeneste – for at høre hvad vi er i Guds øjne. Her dømmes vi i nåde, her ses vi på med kærlighed, her rejses vi op i værdighed. Vi takker Gud at han nådigt har ladet os leve i denne salige tid, hvor endog vi kan høre Guds glædelige evangelium. Amen Boganmeldelse Karin Kryger Ole Nørlyng Gudsfrygt, bøn og omvendelse Billedsproget i københavnske alterpartier fra 1700 – tallet Forlaget Falcon 2010 Smag og behag har til alle tider skilt folk, det gælder ikke mindst, når der er tale om kirkeudsmykning, men denne veloplagte bog om billedsproget i de københavnske alterpartier fra 1700-tallet handler ikke bare om det skønne og knap så skønne. Her er tale om en arkitektonisk og kirkeudsmykningsmæssig tilgang til den teologiske tidshistorie, som ikke blot beskriver, hvad vi ser, men også fortæller, hvorfor det ser sådan ud. Når man har læst et på samme tid lettilgængeligt og grundigt historisk værk, giver det afkast i form af paratviden, men også i et nyt syn på det, der er lige nu. Under læsningen af værket om billedsproget i 1700-tallets København blev alterpartiet i Skovshoved kirke genstand for fornyet interesse for denne beskuer. Når man står helt tæt på, bliver man let som en voyeur, en beskuer, en del af den ydre del af sceneriet. Proportionerne er nogenlunde svarende til det normalt menneskelige. Der er lige plads til én bag hyrderne, derfra kan man se ind på den fredfyldte scene omkring Maria og den nyfødte i stalden. Men dårligt har man tænkt tanken sceneri, før man må indrømme, at det er en noget svag association, i forhold til det teater, der er inspirationskilden til alterpartierne i 1700-tallet. Iscenesættelse, illusion og drama De danske kirkeudsmykningskunstnere beherskede teatrets finurligheder: Iscenesættelsen, illusionen og dramaet – og dertil skal tilføjes, at de havde selvbeher- Gud, konge og enevælde Et kapitel, der for en nutidig læser virker særlig fremmedartet, er beskrivelsen af forholdet mellem To legemer Kongen har to legemer, og det er den ophøjede, Guds salvede , enevældige konge, rigets undersåtter skal forholde sig til. Kongen på sin side skal forholde sig til den Almægtige, da hans dødelige legeme engang skal stå til regnskab for den måde, han har forvaltet mandatet fra Gud. Ønsket om at forvalte dette mandat bedst muligt afspejles i flere af de valgsprog, kongerne valgte." f.eks. Christians V. valgsprog " Ved fromhed og retfærdighed. Frederik IV Herren er min hjælper, Christian VI For Gud og folket. Dette vigtige og velformidlede værk om billedsproget i københavnske alterpartier i 1700-tallet er en fornøjelse at have i sine hænder. Det er en smuk bog, forlaget Falcon har udgivet, og den har skærpet denne læsers appetit til at se mere, så det allerede nu er besluttet, at sensommerens udflugt går til nogle af disse københavnske kirker. Sensommerens udflugt bliver tirsdag den 30. august 2011. HMJ 7 S KOVS H OV E D AV I S Skovshoved samtale Skovshovedsamtale om bevægelse og tro Tirsdag d. 29 marts kl. 19.30 er der Skovshoved samtale. TV-journalist Mikael Bertelsen, senest aktuel med sine adventsprogrammer og sognepræst ph. d. og maratonløber Søren Kjær Bruun. Koncerter i Skovshoved kirke Søndag den 27.marts kl.16.00 Bente Vist, sopran Irene Spranger, traversfløjte Kjeld Lybecker Steffensen, barokcello Leif Meyer, cembalo Koncerten den 27. marts står i barokkens tegn. Programmet består af kantater og sonater af Bach og Telemann, bl.a. Bach’s fløjtesonate i E-dur og en arie fra hans Påskeoratorium samt Telemann’s kantate "Deines neuen Bundes Gnade". Sopranen, Bente Vist, er uddannet ved konservatorierne i Oslo og København samt ved Juilliard School of Music i New York. Hun har i det seneste årti slået sit navn fast som en af landets førende fortolkere af både tidlig og ny musik. Irene Spranger, traversfløjte, er uddannet i Tyskland og Holland. Hun er freelancefløjtenist og spiller i mange sammenhænge bl.a. har hun været tilknyttet Concerto Copenhagen i 20 år. Kjeld Lybecker Steffensen, barokcello, er uddannet i København og London. Han er meget efterspurgt i diverse ensembler inden for tidlig musik. Cembalisten, Leif Meyer, som også er uddannet som organist, har optrådt i ind-og udland med ensembler som Ars Nova og Leipziger Kammerorchester og har medvirket ved talrige CD-indspilninger. Signe Asmussen. Berit Johansen Tange. Søndag den 10. april kl.20.00 sig i sine sidste leveår kunstnerisk og menneskeligt isoleret, både i Ribe og i det danske musikliv som sådan. Schumanns åndeligt prægede og til tider forrevne musik talte stærkt til Langgaard, der i tiltagende grad spejlede sig i Schumanns tragiske skæbne med selvmordsforsøg og tiltagende vanvid. "Schumann og Langgaard i skæbneparløb" er en visuel koncert med musik, ord og billeder. Sopranen Signe Asmussen synger sange fra bl.a. Schumanns Liederkreis op.39 samt "Lieder von Goethe" og "Fünf Lieder" af Langgaard. Pianisten, Berit Johansen Tange spiller Schumanns "Geistervariationer" og Langgaards "Vanvidsfantasi" samt uddrag af "Små Sommerminder". Esben Tange kæder undervejs de to komponisters skæbner sammen. "Schumann og Langgaard i skæbneparløb" Signe Asmussen, sopran Berit Johansen Tange, klaver Esben Tange, ord og billeder Bente Vist. En musikalsk rejse i tid og rum med Schumann og Langgaard. Med musik, billeder og ord knyttet til Rhinen, Skt. Martin Domkirken i Bonn og Ribe Domkirke, formidles den romantiske ånd, som både Schumann og Langgaard dyrkede. På trods af at de ikke levede samtidigt, følte Rued Langgaard (1893-1952)sig stærkt forbundet med Robert Schumann(1810-56) og hans skæbne. Langgaard følte 8 S KOVS H OV E D AV I S Konfirmandforældremøde Helle Møller Jensen og Marianne Telling indbyder til to forældremøder i forlængelse af søndagens gudstjeneste. Marianne Telling holder forældremøde d. 20/3 og Helle Møller Jensen holder forældremøde d. 27/3 efter gudstjenestenHer vil vi gennemgå det praktiske omkring konfirmationerne. Helles hold konfirmeres d.30/4 kl.9.30, 7/5 kl.11.30 og d. 8/5 kl.10.00. Mariannes hold konfirmeres d.30/4 kl.11.30 og d.7/5 kl.9.30 Søren Kirkegård studiekreds Den 8. marts 2011 kl. 19.30 i Skovshoved Kirkes nederste sidesal. Tidligere politidirektør for Københavns Politi, statsadvokat for København, Frederiksberg og Tårnby og chef for Politiets Efterretningstjeneste m.m. HANNE BECH HANSEN, der for tiden er aktuel som forfatter af kriminalromanen "Lasten", kommer og fortæller om salmer og sange fra henholdsvis Salmebogen og Højskolesangbogen, der har gjort særligt indtryk på hende, hvorefter vi synger salmerne og sangene sammen. Kirkebil Til gudstjenester og møder i Skovshoved Kirke kan gangbesværede og andre handicappede på kirkens regning blive hentet og bragt i taxa. Ring til kirkekontoret i åbningstiden, lørdag inden kl. 12. (Der kan ikke ringes søndag). Adresser og træffetider: SKOVS HOVED Sognepræst, k.b., ph.d. Helle Møller Jensen KIRKE Sophus Bauditzvej 38, 2920 Charlottenlund Træffes bedst tirsdag kl. 17-18 onsdag og fredag kl. 9-10, torsdag kl. 10-11 og lørdag efter aftale Mobil: 20 23 81 01 e-mail hmj@km.dk Gudstjenester marts - maj 2011 27/2 Seksagesima 10.00 STA 16.30 MT 6/3 Fastelavn 10.00 MT kirkekaffe 16.30 STA 13/3 1.s.i fasten 10.00 HMJ 16.30 HMJ 20/3 2.s.i fasten 10.00 MT 16.30 MT Konfirmandforældremøde 27/3 3.s.i fasten 8.30 MT 10.00 HMJ Konfirmandforældremøde 3/4 Midfaste 8.30 MT 10.00 MT kirkekaffe 7/4 påskegudstjeneste for børn 10.00 HMJ 10/4 Mariæ Bebudelse 8.30 HMJ 10.00 HMJ 17/4 Palmesøndag 8.30 MT 10.00 MT 21/4 Skærtorsdag 20.00 HMJ med brød og vin efterfølgende 22/4 Langfredag 10.00 HMJ 24/4 Påskedag 10.00 MT 25/4 2.påskedag 10.00 MT 30/4 Konfirmation 9.30 HMJ 11.30 MT 1/5 1.s.e.påske 8.30 HMJ 10.00 HMJ kirkekaffe 7/5 konfirmation 9.30 MT 11.30 HMJ 8/5 konfirmation 10.00 HMJ 15/5 3.s.e.påske 8.30 HMJ 10.00 HMJ 20/5 Bededag 10.00 MT 22/5 4.s.e.påske 8.30 MT 10.00 MT 29/5 5.s.e.påske 8.30 HMJ 10.00 HMJ STA: Sarah Thorngren Auken I sin egenskab af at være værnspræst deltager Helle Møller Jensen i en øvelse fordelt over nogle uger. Embedet passes af Sarah Thorgren Auken der her præsenterer sig selv: Jeg har den glæde at være vikar for Helle Møller Jensen et par uger i februar og marts. Jeg blev ordineret sidste sommer og har fungeret som sognepræst i hhv Grøndalslund i Rødovre og pt. Kokkedal hvor jeg er vikar i en 75 pct stilling. Jeg har i løbet af min studietid beskæftiget mig med Kierkegaards retorik. Den faglige interesse holder jeg stadig ved lige, og udgives af menighedsrådet i Skovshoved Sogn. Redaktion : Helle Møller Jensen (ansv.) ____________________________ Næste nummer udkommer Ultimo maj Stof til dette nr. skal være redaktionen i hænde senest 30. april i min fritid har jeg kastet mig over et projekt omhandlende Grundtvigs bønner og kollekter. Privat er jeg gift med Sune og vi bor i Rødovre med to søde drenge og tre bløde katte. Jeg har allerede hilst på de flinke og artige konfirmander og jeg glæder mig til hilse på menigheden i Skovshoved til gudstjeneste. Jeg kan træffes på tlf 20633585 Hjertelig hilsen Sarah Auken Sognepræst MMCR Marianne Telling Damgårdsvej 30, 2930 Klampenborg Træffes bedst tirs, ons, fredag kl. 9-10 samt torsdag kl.19-20 Tlf. 3963 6220 Mobil: 3022 7870 e-mail mt@km.dk Kordegn Morten Iversen Kirkekontoret Krøyersvej 1 2930 Klampenborg Tlf. 3964 1721 Fax 3964 1487 e-mail: miv@km.dk www.skovshovedkirke.dk Træffetid Mandag lukket tirsdag-lørdag kl. 9-12 onsdag kl. 17-19 Organist Tove Lindgreen Tårnholmsvej 9 2700 Brønshøj Tlf. 3860 5512 Kirketjener Pauli Jensen Teglgårdsvej 16 2920 Charlottenlund Tlf. 3964 0380 Menighedsrådets formand Henrik Holmblad Søbakken 8A 2920 Charlottenlund Tlf. 3963 3838 Sats/repro og tryk: Provins-Trykkeriet, Vordingborg. Sangaften Kierkegaard studiekredsen fortsætter i et langsommere tempo. Næste gang vi mødes bliver den 30 marts, hvor vi læser "Imod Feighed" fra 1844. Interesserede kan henvende sig til Sognepræst Helle Møller Jensen, hmj@km.dk, og få original tekst og dialog tilsendt. Dialogen vi lægger til grund for læsningen er udfærdiget af professor George Pattisson fra Oxford universitet og Helle Møller Jensen. Hmj@km.dk Sognebladet Skovshoved Avis