SKOVSHOVED AVIS - Skovshoved Kirke

Sognebladet
S K OV S H OV E D AV I S
Nr. 94 - Februar 2011
Marts / April / Maj 2011
Februar 2011
Overvejelser om fastetiden
Alt er tilladt, men ikke alt gavner. Alt er tilladt, men ikke alt bygger op.
Kirkeåret gennemgår en nøje gennemtænkt koreografi hvor mørke
veksler med lys, gennem mørke til
lys. Der findes ingen fest i kirken
der ikke har en mørk baggrund.
Fra adventstid der har bodspræg,
til julens brag af en fest. I tiden
mellem påske og pinse står tiden
ligesom stille i kirken, - med mediative tekster fra Johannes evangeliet grubles der over det mysterium
at Jesus Kristus sprængte gravens
mørke, hvorefter helligånden og
bøgetræerne springer ud i fuldt
flor og holder pinsefest. Og i tiden
op til påske handler kirkens tid
om faste. I kirkens vægtigste periode, nemlig påsketiden da går der
en længere periode hvor der kigges
nedad, indad. Ned i mulmet og
Sangaften
med Hanne Bech Hansen
Tirsdag den 8. marts
kl. 19.30
det menneskelige sinds kringelkroge.
Det er der en lang tradition for
at lade komme synligt til udtryk
gennem faste. Faste betyder jo at
afstå fra bestemte ting, det være
sig mad, drikke eller forlystelser.
Alt sammen med det formål at
komme tættere på Gud. Ikke fordi
Gud ønsker det som gode gerninger fra os, eller fordi vi kan fortjene
os til mere gudsvirkelighed. Men
simpelthen ud fra den enkle
erkendelse at hvis sindet er fyldt
med alt muligt andet, så er der
ikke meget plads tilbage til stilhed,
bøn og eftertænksomhed. Jesus
Kristus fastede selv, og i de første
menigheder var faste en så naturlig sag, at det nævnes på linje
med bøn som en del af gudsforholdet.
Ligesom man må bruge tid på
at være sammen med sin familie
og pleje sine venskaber, hvis de
ikke skal forvitre og blive skrøbelige, og ligesom man må bruge tid
og energi på at holde sin krop i
nogenlunde brugbar stand hvis
man være fysisk stærk, så må man
også bruge tid og opmærksomhed
på forholdet til Gud, om det ikke
skal forsvinde ud i ubevidstheden.
Man kunne også sige at hvis man
ønsker at gudsforholdet skal spille
en rolle i forhold til ens øvrige liv,
så bliver man nødt til at ofre det
en smule tid og omtanke på det.
Hvad kan man gøre? Der er så
meget, og da kristendommen ikke
er en lovreligion er der netop ikke
noget der ligger fast når talen falder på hvad man kan gøre. Og
igen – det er ikke for Guds skyld,
og egentlig heller ikke noget der
behøver at komme andre ved.
Men for ens egen sjæleplejes skyld,
om man vil. Og det får så, er det
min påstand, uværgeligt afsmittende effekt på forholdet til andre
mennesker. For øvelse gør mester.
Og opøver man evnen til at se
med taknemmelighed eller overbærenhed på de tildragelser livet
giver en, så får det følger. Ligesom
det modsatte er tilfældet; om du
evig og altid oplever at verden går
dig imod, at andre mennesker kun
er ude på at genere dig, altså om
Skovshovedsamtale
om bevægelse og tro
mellem Mikael Bertelsen og Søren Kjær Bruun
Tirsdag den 29. marts kl. 19.30
Fortsættes side 2
2
S KOVS H OV E D AV I S
du opfatter køen i Netto eller på
motorvejen som en personlig fornærmelse, ja så ligger det også
ligefor at reagere med bitterhed og
forargelse på hvad der end sker.
Lad dig ikke overvinde
af det onde, men
overvind det onde med
det gode.
Hvad kan man gøre for at øve sig
i gudsforhold? Ja, det allermest
nærliggende er at gå i kirke. Bruge
kirkens rum med musik, salmer,
bøn og tekster. Gå ind med åbent
sind og se hvad der sker. Det
andet nærliggende og historisk
velafprøvede er at lade hver dag
begynde og slutte med eftertanke
og henvendelse til Gud. Bruge et
øjeblik inden morgenen begynder
for alvor, med at takke for dagen
der venter, takke for det man nu
har i livet og bede om at kunne
møde dagen med overskud. Og
om aftenen runde af med tak for
hvad der så end skete, måske en
bøn om overbærenhed i forhold til
det man kunne have ønsket sig
anderledes. Ordene fra Fadervor
indfanger det hele. Og man kan
også bruge sine egne ord uden at
tænke så meget på hvordan man
får det sagt. Gud forstår helt sikkert hvad man mener.
Mange mennesker fortæller om
vaner der holde dem fast på gudsforholdet. Og der kan enhver finde
sine egne måder der passer ind i
ens liv. Fastetiden i kirkeåret er
under alle omstændigheder en lejlighed til at stoppe lidt op, og
måske fremelske andre sider af
ens sind.
Signe Malene Berg, natkirkepræst i Vor Frue kirke i København, kommer i sin bog "Med
hovedet i himlen og begge ben på
jorden" med mange gode og øjenåbnende øvelser. F.eks denne her:
"Læg i løbet af din dag mærke til 3
ting, du kan sige tak for. Det kan
godt være 3 små ting. Det kan være
en tak for, at du er i live; at det er en
smuk morgen; at du får et dejligt
måltid mad; at du får øje på et
smukt træ eller en flot bygning; at du
ser et smil eller en venlighed hos et
andet menneske; at.. Når du lægger
dig til at sove, siger du tak til Gud for
de 3 ting, som du er glad ved. Du
siger det bare ligeud til Gud, der er
ikke noget særligt Gud-sprog.
Og så blev det påske!
Det er søndag morgen. Natten er endnu synlig
som skumring, ude i kanten af himlen arbejder lyset sig langsomt og uafvendeligt frem.
Du blinker med øjnene og i næste nu er himlen lysstribet, skyerne træder frem, hvide på
den lyserøde-blå himmel. Fuglene strækker
deres vinger og solsorten sætter i med nye
overraskende fløjt der igen og igen lander på
uventede toner, brudte spring og overraskende
stop. Stilhed i luften som kun en søndag kan
være stille. Skærtorsdags måltid, det sidste og
det første, hvor Jesus deler ud af sig selv til alle
sine forvirrede og skræmte disciple, og langfredags skrig hvor alt blev mørkt og alt håb forsvinder, klinger stadig med i kroppen. Hvorfor
gik det som det gik? Hvordan kunne selve
Guds kærlighed, Guds levende ord og den
mand der bragte så meget liv og glæde med
sig, hvordan kunne han dø? Fristende at give
op, lade sig synke ned i menneskelig ondskab
og kynisme.
Morgenlyset forandrer alt. Maria Magdalene
opsøger graven, sørger over tabet. Midt i sorgen, fuldstændig blind for forandringens
mulighed mødes hun af Jesus den opstandne.
Først da han siger hendes navn, forstår hun
det er ham og ikke en anden. I sin bog "Alt det
som er" beskriver præsten Johannes Værge
hvordan virkeligheden omskiftes påskemorgen.
På samme tid som et valg og som et livsvilkår.
Vi kan vælge at blive i mørket fordi livet gør
for ondt, og samtidig er det en menneskelig
erfaring hvordan lyset kan tage os med, bjergtage os og gøre det vi troede var dødt, levende
igen. Med et digt af den svenske poet Tomas
Tranströmer indfanges forholdet mellem mørket og lyset, mellem langfredag
og påskemorgen:
"Jeg
arvede
en mørk
skov
hvor jeg
sjældent
går ind.
Men der kommer en dag
hvor de døde og
de levende
bytter
plads.
Da
sætter skoven sig i bevægelse. Vi er ikke uden håb.
De alvorligste forbrydelser forbliver uopklarede
trods indsættelse af mange politibetjente. På
samme måde er der et sted i vore liv en stor
uopklaret kærlighed. Jeg arvede en mørk skov
men i dag går jeg i en anden skov, den lyse.
Alt det levende der synger slynger vifter og
kryber! Det er forår og luften er meget
stærk. Jeg har eksamen fra glemslens
universitet og er lige så tomhændet
som skjorten på tørresnoren."
Den mørke skov og de uopklarede
forbrydelser er livsvilkår. Vi slipper
ikke udenom langfredag, hverken
langs med livet eller når der sættes
punktum. Men vi kan vælge, vi kan
lade os føre ind i den lyse skov, der
hvor luften er meget stærk. Der hvor
solsorten sidder allerøverst i det høje
grantræ, synger sjælen ud af brystet.
Vi kan vælge at turde prøve igen.
Og hvad ville livet være værd, om vi
ikke, forsigtigt, tumlende, springende eller løbende begav os ud til
påskemorgenens bud om kærlighed?
Kærlighed der trodser selv døden,
kærlighed der gør det hele værd og
kærlighed som en kraft vi kan lade
os bære af, selv når vi tror vi stadig
står ved gravens rand, som Maria
med rødrandede øjne, der møder sin
opstandne Herre og Mester.
Rigtig glædelig påske!
MT
3
S KOVS H OV E D AV I S
Babysalmesang
Babysalmesangsholdet startede
den 19. januar som det første af
sin art i Skovshoved kirke. Musikpædagog Louise Rostved lagde
kompetent ud med et stramt program for de 22 mødre og børn, der
var mødt op.
De følgende gange vil der blive
oprettet to hold fra kl. 10-11 og fra
kl. 11-12, dels for at give bedre
plads, dels for at opdele børnene i
alder, så programmet kan varieres
imellem børn under og over 6
måneder.
Hvad det er, der gør babysalmesang til så stor en succes ikke bare
i Skovshoved, men over hele landet, er ikke til at sige, men mon
ikke det har noget at gøre med, at
det at være i et kirkerum er rart.
Jeg kan huske, hvordan det var
for 21 år siden, da jeg fik mit første barn. På tredjedagen fik jeg
stravret mig ned i Rigshospitalets
kirkerum til en gudstjeneste. Formålet var at sige tak.
Måske er det taknemmelighed
kombineret med en øget sårbarhed omkring det at få et barn, der
gør det rart at være i en kirke.
Måske er det samværet med andre
i samme situation eller begge dele.
Jeg ved det ikke. Det er heller ikke
alt, der skal forklares. Babysalmesangen fortsætter dagene 2. februar, 9. februar, 16. februar, 23.
februar, 2. marts.
HMJ
Tirsdagsmøder
Tirsdagsmøder hver den 1. tirsdag
i måneden kl. 14-16
Der er gratis adgang og der serveres kaffe/te og kage. Møderne er
for alle der har tid og lyst til at bruge et par timer i selskab med
andre, og høre om et aktuelt emne indenfor kirke, samfund, historie og eksistens.
I foråret handler tirdagsmøderne overordnet om "mødet
med de fremmede". Foredragsholderne belyser ud fra deres
vidt forskellige udgangspunkt, hvordan mødet former sig.
1/3
Jakob Skovgaard-Petersen
Dansk-arabiske forbindelser
fra Carsten Niebuhr til i
dag.
Med udgangspunkt i Carsten
Niebuhrs ekspedition til det
Lykkelige Arabien - som fejrer
250 år dette forår - skitserer
Jakob Skovgaard-Petersen de
danske forbindelser til den arabiske verden gennem årene og diskutere det
danske engagement i dag i rammerne af regeringens arabiske initiativ.
Jakob Skovgaard-Petersen er professor i arabiske og islamiske studier på Københavns Uni-
versitet og redaktør af Vandkunstens Carsten
Niebuhr Bibliotek. 2005-08 var han direktør
for det Dansk-Egyptiske Dialog Institut i Cairo.
5/4
Foredrag ved centerleder
Liselotte Duch
Liselotte Duch er leder af
FAKTI som er en privat forening der er støttet bla. af
Københavns kommune.
Og hun fortæller om centeret: "Den gruppe af
kvinder der kommer for
øjeblikket kommer fra
Afghanistan, Iran, og arabisktalende lande som
Irak, Libanon, Palæstina – alle disse er i Danmark som flygtninge. Endvidere kommer en
mindre gruppe brugere der kommer fra
Marokko, og Pakistan og som har været i
Danmark i mange år.
Kvinderne er generelt kendetegnede ved at
være marginaliserede. De lever i stor fattigdom, de har været isolerede i deres lejligheder
i mange år, uden kontakt til det omkringliggende samfund, de har ikke lært dansk.
Mange har rigtig mange børn, og mange af
børnene præges af den svære opvækst.
En stor gruppe af vores afghanske og iranske
brugere er begyndt at samle penge ind til at
sende til Afghanistan som nødhjælp. Selvom
det er kvinder og familier, som har store
udfordringer at slås med selv og meget dårlig
økonomi, har de et stort ønske om at gøre
noget for nogle andre som de ved har det endnu sværere. De tænker meget på situationen i
Afghanistan og bekymrer sig.
3/5
Per Ramsdal
Dialog på Nørrebro
Per Ramsdal fortæller om
sine erfaringer med dialog
mellem kristne og muslimer,
både i den hverdag han står
i som ungdomspræst på Nørrebro, men også fra hans
mange dialogrejser i
Mellemøsten. Gennem dialogen med imamer og unge studerende bla. i
Damaskus, får han stor inspiration til at arbejde for bedre dialog hjemme på Nørrebro.
4
S KOVS H OV E D AV I S
Helsingør Stifts 50 års jubilæum
Biskop Liselotte Rebel holdt søndag d.16 januar en særlig gudstjeneste i Helsingør
Domkirke for at markere Helsingør Stifts 50 års jubilæum. Ved jubilæet var Hendes
Majestæt Dronningen, repræsentanter for landets menighedsråd og præster inviterede til at fejre landets folkerigeste stift. Prædikenen over Johannes evangeliet kapitel 4
vers 5-26 bar præg af, at biskoppen er opvokset i Skovshoved. Hun omtaler i sin
prædiken sin konfirmations præst fra Skovshoved sognepræst Frederik Paludan, der
var ansat i Skovshoved kirke fra 1962-1973. Selvom biskoppen principielt mener at
prædikener skal høres og ikke læses, så har hun indvilget i at gøre en undtagelse og
lade sin prædiken trykke i Skovshoved Avis.
Johannes evangeliet kap. 4, 2-26:
v5 Han kom da til en by i Samaria,
der hed Sykar, i nærheden af det stykke
jord, Jakob gav sin søn Josef. v6 Dér
var Jakobskilden. Træt af vandringen
satte Jesus sig så ved kilden; det var ved
den sjette time.
v7 En samaritansk kvinde kom for
at hente vand. Jesus sagde til hende:
»Giv mig noget at drikke.«
v8 Hans disciple var nemlig gået
ind til byen for at købe mad.
v9 Den samaritanske kvinde sagde
til ham: »Hvordan kan du, en jøde,
bede mig, en samaritansk kvinde, om
noget at drikke?« – jøder vil nemlig
ikke have med samaritanere at gøre.
v10 Jesus svarede hende: »Hvis du
kendte Guds gave og vidste, hvem det
er, der siger til dig: Giv mig noget at
drikke, så ville du have bedt ham, og
han ville have givet dig levende vand.«
v11 Kvinden sagde til ham: »Herre,
du har ingen spand, og brønden er
dyb; hvor får du så levende vand fra?
v12 Du er vel ikke større end vor
fader Jakob, som gav os brønden og
selv drak af den, ligesom hans sønner
og hans kvæg?«
v13 Jesus svarede hende: »Enhver,
som drikker af dette vand, skal tørste
igen.
v14 Men den, der drikker af det
vand, jeg vil give ham, skal aldrig i
evighed tørste. Det vand, jeg vil give
ham, skal i ham blive en kilde, som
vælder med vand til evigt liv.«
v15 Kvinden sagde til ham: »Herre, giv mig det vand, så jeg ikke skal
tørste og gå herud og hente vand.«
v16 Han sagde til hende: »Gå hen
og kald på din mand, og kom herud!«
v17 Kvinden svarede: »Jeg har ingen mand.« Jesus sagde til hende: »Du
har ret, når du siger: Jeg har ingen
mand;
v18 for du har haft fem mænd, og
den, du har nu, er ikke din mand; dér
sagde du noget sandt.«
v19 Kvinden sagde til ham: »Herre,
jeg ser, at du er en profet.
v20 Vore fædre har tilbedt Gud på
dette bjerg, men I siger, at stedet, hvor
man skal tilbede ham, er i Jerusalem.«
v21 Jesus sagde til hende: »Tro mig,
kvinde, der kommer en time, da det
hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem, I skal tilbede Faderen.
v22 I tilbeder det, I ikke kender; vi
tilbeder det, vi kender, for frelsen kommer fra jøderne. v23 Men der kommer en time, ja, den er nu, da de sande
tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og
sandhed. For det er sådanne tilbedere,
Faderen vil have.
v24 Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed.«
v25 Kvinden sagde til ham: »Jeg
ved, at Messias skal komme« – det vil
sige Kristus; »når han kommer, vil han
fortælle os alt.«
v26 Jesus sagde til hende: »Det er
mig, den der taler til dig.«
Biskop Liselotte Rebels prædiken
2. søndag efter H3K, 16. januar 2011
Johannesevangeliet
kap. 4,5-26
Når man kører med offentlige
transportmidler, så sker det
undertiden, at man tvinges til at
overhøre en samtale mellem to
personer. En samtale, som sådan
set slet ikke var beregnet til en
selv, da det netop er to helt fremmede, som mødes og som kommer i samtale. Som rejsende
involveres man ufrivilligt. Det
kan være vanskeligt at koncentrere sig om kronikken i dagens
avis, hvis der lige overfor sidder
to meget ivrigt talende og gestikulerende personer. Og uvægerligt sker det, at man begynder at
gætte. Man gætter lidt på, hvor
de to mon kender hinanden fra.
Er det gamle skolekammerater?
Kender de hinanden fra en sportsklub? Jo det er svært at holde tankerne ved avisen. Og hvordan er
det nu med denne tredje person,
denne Inge, som hele tiden dukker op i samtalen. Hvor mon hun
bor? De taler om, at hun er ’kommet over det’ – hvad mon det for
resten er, hun er kommet over?
Og uanset at man altså for sin
egen del virkelig forsøger at få
læst den avis – ja så har man
efterhånden fået dannet et helt
lille billede af de to meget talende
personer overfor og deres liv.
Evangelisten Johannes, som vi
lige har hørt fra, er en stor stilist,
en genial forfatter. Den ene gang
efter den anden etablerer han
sådanne fortællinger i sit evangelium. Fortællinger, hvor vi –
læserne, kirkegængerne – er med
på en lytter. Vi er med i den
lange historie, hvor Jesus møder
kvinden ved Sykars brønd. Det er
i den stille middagstime, hvor
alle holder sig i ro. Varmen
hænger tungt over landsbyen.
Ingen rører sig. Der er ikke et øje
at se i miles omkreds. Og Johannes fortæller, at disciplene var
gået ind til byen for at købe mad.
Kun Jesus er tilbage ved brønden.
Da dukker en kvinde op. Måske
er hun listet herhen på et tidspunkt, hvor hun kunne være sik-
ker på ikke at møde nogen andre.
Så hun kunne komme her alene
med sin skam. Uden at skulle stilles til regnskab for alle sine fejltagelser. Sit mislykkede liv. Det var
et liv fyldt med ydmygelser. Med
brud, ramt af andres foragt. Men
værst af alt var selvforagten. Hun
havde ikke kunnet holde sig til en
enkelt mand, hvad så end grunden kunne være. Den slags taler
man om i byen. Og så tilhører
hun jo også – i lighed med resten
af byen – den forkerte religion. Vi
er nemlig i Samaria. Den lille
stribe jord mellem nord og syd i
landet. Og samaritanerne var nu
engang et foragtet folk. De var
ikke rigtige jøder, ikke rigtige
arvinger til de store religiøse og
folkelige traditioner. Forkerte var
de i alle andres øjne. Man gik
helst i en stor bue udenom Samaria.
Kun kvinden og Jesus er der ved
brønden i Samaria. "Kvinde, giv
5
S KOVS H OV E D AV I S
mig noget vand at drikke," siger
han
Kvindens tanker eksploderer ved
det uventede spørgsmål. Han taler
til hende! Hvad vil den fremmede?
Hvem er han? Set på overfladen er
historien sådan set enkel nok.
Han spørger om vand. Hun svarer. De taler om vandet, om at
slukke sin tørst. Og de taler om
forholdet mellem de gamle jødiske
overleveringer og om samaritanerne. Og så taler de om kvinden og
hendes liv. Men som så ofte, når
det er Johannesevangeliet, der fortæller, så er der også her nogle
helt andre ting i spil. Det er som
om ordene vil mere end blot tale
om det ligefremme, det overfladiske. Ordene vil i dybden, de åbner
for en mening, noget langt dybere
– og også langt vanskeligere at få
fat på.
"Giv mig noget at drikke", siger
Jesus. Og kvinden svarer ved at
sige, at det kan du jo i grunden
ikke spørge mig om! Du bryder et
tabu. Du, som er jøde, må ikke
tage imod tjenester fra en samaritansk kvinde.
Men Jesus svarer kun, endnu
mere gådefuldt. "Hvis du vidste,
hvem du står overfor, så ville du
have spurgt ham om noget at
drikke."
Den sætning giver i grunden
kun mening, hvis Jesus taler om
noget andet end om det vand,
som kvinden taler om.
Her er det, som om samtalens
overflade brister og åbner for en
mening på et helt andet plan.
Herefter mærker vi hele tiden
denne dobbelthed: På en gang
taler de to så at sige om den virkelige virkelighed - om vandet, bjerget, religionen, folket, tørsten,
kvinden og manden – og samtidig
skjult nedenunder overfladen,
åbner sig den virkelighed, som
evangelisten Johannes vil vise os
igennem Jesus.
"I samaritanere tilbeder det, I
ikke kender. Vi, jøderne, tilbeder
det, vi kender", siger Jesus til hende. Der er tale om en hemmelighed, en hemmelighed, som Jesus
og Johannes kender – men som
kvinden i fortællingen åbenbart
ikke kender. Endnu.
Vi – tilhørerne – sidder og venter.
Hvad er det, som vi skal kende?
Hvad er det, fortællingen vil give
os indsigt i?
Med et gammelt kirkeligt ord
kan man sige, at det er en epifanifortælling. Epifani betyder at
noget viser sig. Fortællingen handler om noget, som vi ikke har i
vores magt, men som i egen magt
og ret må vise sig. Helt af sig selv.
Epifanisandheder, det er sandheder, som forunderligt nok åbner
sig og kommer til os.
De allerstørste ting i vore liv, troen, håbet og kærligheden – det er
ting, hvor vi er henvist på, at de
kommer til os. Rækkes os. For vi
har dem ikke selv i vores magt.
Der er en scene fra den efterhånden gamle, men alligevel evigt
aktuelle TV-serie Matador – en sce-
ne som står prentet ind på min
nethinde. Det er Mads Skjern, der
kommer til Korsbæk med sin lille
søn Daniel. Mads Skjern kæmper
sig til en plads blandt byens spidser. Han forlanger meget af sig
selv, og af sine omgivelser - især
sønnen Daniel. De store krav gør
barnet nervøs og usikker i en evig
kamp for at få sin fars kærlighed
og accept. Adoptivdatteren Ellen,
derimod, hun kan alt det, som
Daniel ikke formår. Hun gør familien ære, henter de højeste karakterer og skal naturligvis belønnes.
Hun får en hest – og Daniel får
samtidig at vide, at sådan en kan
man kun få hvis man er dygtig og
gør sin far ære. Barnets smerte
føles helt ind i hjertekulen. Men
den dulmes ved den gæve Katrines
mellemkomst. Hun ser Daniel,
hun kan se ham som det helt særligt fine og skrøbelige menneskebarn han er. Hun ser et barn, der
higer efter sin fars accept. Og hun
giver Daniel en hest. Ikke fordi
han har fortjent den, men fordi
han er sådan en god dreng, som
det hedder.
Det er en fortælling om det, som
kun er virkeligt, når det selv viser
sig. En uventet accept, et pant på
Katrines kærlighed.
For kærligheden må selv vise sig.
Som det, der ikke kræves, det skrøbelige og sarte. Kærlighed er en
sådan epifanisandhed. Det samme
gælder tilgivelsen, hvor den slår
igennem. Det har forfatteren Ida
Jessen skrevet om i romanen "Det
første jeg tænker på". Her fortælles
om den unge kvindelige præst
Lisa, der rammes af den helt
ubærlige sorg at miste et barn.
Hendes søn bliver kørt ned på sin
nye cykel af en flugtbilist på sin 7års fødselsdag. Romanen rammer
os med de helt store spørgsmål i
livet: hvordan lever vi med kærligheden, hvordan lever vi med sorgen, med skylden. Og bogen rejser
spørgsmålet til skyldneren, til
drabsmanden: Hvis man har kørt
en ned, som ligger og er død, kan
man så redde sit eget skind ved at
flygte fra stedet?
Det er spørgsmålet om tilgivelsen. Man kan måske flygte.
Man kan måske unddrage sig
straffen. Men kan man leve uden
tilgivelsen? Kan man leve bundet
til sin skyld – også selv om den
ikke består i en så alvorlig forbrydelse som flugtbilistens?
Spørgsmålet kan også rejses fra
den anden side. Kan et offer for en
forbrydelse blot meddele sin tilgivelse? Kan man tilgive – sådan
uden videre?
Så nem en størrelse er tilgivelsen
jo ikke. Den skyldige har jo ikke
krav på offerets tilgivelse. Og selv
om han forsøger at gøre krav, så
er det ikke sikkert, at han får den.
Og hvis han ikke får den – tilgivelsen – kan han så overhovedet
leve videre på en menneskeværdig
måde?
Med sådanne spørgsmål er vi
langt ude over de problemer, som
kan håndteres med et plastickort
eller lidt velvillig trøst: "Du skal se,
det hele går nok endda. Tiden
læger alle sår". Og hvad vi ellers
kan sige. Og det er rigtigt: den
slags er jo netop, hvad vi af os
selv kan sige.
Men vi kan ikke altid sige det
afgørende. Der er situationer, hvor
vi ikke sige det forløsende, det tilgivende ord. Der udspiller sig scener i vore liv, hvor vi ikke magter
at sige det ord, som genopretter,
som forsoner og som gør helt. Det
ord har vi ikke bare sådan uden
videre. Tilgivelsen, den er så mægtig en størrelse, at den selv må
melde sig. Selv ankomme. Og når
det sker, ja, så er det – som vi er
inde på – som tilsynekomst. Som
en epifanisandhed. Som noget, der
kommer fra en anden verden af,
og som gør den gamle fordømte,
den gamle skyldige verden ny.
Helt ny og fra grunden af. Ægte
tilgivelse er et under, sjælden, kostelig. En perle.
Fortællingen om Jesus og
kvinden ved brønden, den læser
jeg som en sådan epifanifortælling. Den handler om menneskers
forhold til Gud. Et forhold, der
afslører sig som en epifanisandhed. Midt i det gamle, som fortællingen på overfladen handler om
– vandet, bjerget, de etniske forskelligheder, forskelligheder
mellem kvinde og mand – i, med
og under dette virkelige, almindelige bryder noget helt andet frem.
Kvinden erkender, at denne mand,
Jesus, han er Messias. Han er Kristus. Han er Guds tilsynekomst
midt i verden, han er af Gud, som
det hedder andetsteds i evangeliet.
Som kærlighedens vildveje, som
den tilgivelse, der slet ikke kunne
forventes – men som kom alligevel, paradoksalt og frydefuldt –
sådan kom han. Jesus Kristus. Og
med ham kom Gud selv og Guds
rige. Han kom til synderinden ved
Sykar brønd og han kommer til
alle os andre syndere, som det
ufortjente nye, som en tilgivelse og
en kærlighed, som gør den gamle
verden ny som på skabelsens morgen. Jesus Kristus er selv den hemmelighed, som alle disse hellig tre
kongers søndage kredser om. De
handler om, at der midt i alt det
almindelige er flere dimensioner
på spil. De handler om, at noget
nyt kan slå igennem – bryde frem.
Overfladisk set er det ingenting.
Men i det, som for vore overfladiske blikke er ingenting, kan selv
Guds rige bryde frem.
Min gamle konfirmationspræst
fortalte engang en uforglemmelig
historie om dette store og hemmelighedsfulde i det helt almindelige.
Det var på en gård på landet.
Børn i alle aldre leger på gårdspladsen. Med et stavrer en af de
mindste på sine små ben ind til
mor, der går og har travlt i køkkeFortsættes side 6
6
S KOVS H OV E D AV I S
Biskop Liselotte Rebels prædiken
Fortsat fra side 6
net. Hvad vil du min lille dreng,
siger hun. Ingenting svarer han.
Men hun er en god mor, hun ved
besked. Mor tager den lille op, tørrer hans næse, giver ham et kram
og sætter ham ned igen. Kan du
så løbe ud og lege igen. Ude på
gårdspladsen driller de andre
ham. Nå, du har nok været inde
hos mor og tigge kage. Nej, siger
han. Jeg fik ingenting. Men vi, der
hører historien, vi ved bedre. Han
fik alt. Slet og ret alt – hele sin
mors kærlighed. Og det fik han i
et almindeligt moderligt kram.
Når kirken samles, så er det en
sådan virkelighed, vi står med.
Helt almindelige mennesker, næsten alt for almindelige, kunne
man sige. Men vi mødes. Vi mødes
om gamle ord, gamle tekster, salmer og bønner. Og vi mødes om
nadveren og om dåben. Så lidt ingenting vil nogle måske sige.
Men igennem disse smuler, et par
ord, et par håndfulde vand over et
barns hoved, lidt tørt brød og lidt
vin ved altergangen, gennem disse
smuler får vi alt. Hele vor Guds
rige kærlighed og tilgivelse. Det
rækkes os som en kærligheds og
tillidserklæring, der sætter sig igennem ved sin egen ret. Vi bliver
rejst op ved disse "smuler" – vi ind-
sættes som kongebørn, som
arvinger til evigt liv, vi kendes
værdige til at kaldes Guds elskede
kære børn. Ikke på grund af os
selv. Men på grund af ham. Sådan
handler den almægtige Gud.
Sådan viser han os, hvad kærlighed er, hvad tilgivelse er. Gennem
barnet i krybben, manden på korset viser han os det. Sådan er den
Gud vi bekender her i kirke – den
treenige Gud, som selv viser os
hvem han er.
Og som viser sig så helt anderledes end alt, hvad vi selv vil kunne
finde på.
Vi er samlede i dag for at fejre
halvtredsåret for Helsingør Stift.
Ikke for at fejre os selv. Men vi er
skelse. For selvom forlæggene i
mange tilfælde var katolicismens
grandiose teater, skulle det "transformeres til protestantistisk sober
redelighed". Karin Kryger og Ole
Nørlyng beskriver det således i forbindelse med Frederiksberg kirkes
loftsudsmykning: "Grundlæggende
kan det være vanskeligt at finde
klare visuelle beviser på den
ønskede evangeliske fortolkning.
Et fingerpej i protestantisk retning
er det dog, når beskueren i scener
som denne apokalyse eller i dommedagsfremstilling ikke kan identificere helgener. I de katolske
inspirationskilder er der foruden de
bibelske aktører ofte tale om hærskarer af helgener. Disse skikkelser
er i et protestantisk maleri forvandlet til anonyme sjæle.
Generelt kan det konstateres, at
de konfessionelle forskelle mellem
romerkirken og den evangeliske
kirke i nogen grad tilsløres, der
hvor der kunstnerisk så og sige
tales det samme sprog. I det hele
taget er det – også i forbindelse
med teatraliseringen – vigtigt at
skelne mellem form og indhold.
Således kan en kirkeudsmykning
udmærket betjene sig af scenografisk tricks , uden at indholdet bliver til verdslig underholdning. "
Transformeringen fra katolicismens grandiose teater, til protestantistisk sober redelighed kan
læseren følge igennem forlæg og
skitser frem til de endelige alterpartier. Adskillige steder er der tale
om det forfatterne kalder " En
eksercits i teologi og ikonografi".
Kirkerne, som Karin Kryger og Ole
Nørlyng har analyseret, er Kastelskirken, Frederiksberg Slotskirke,
Vor Frelsers kirke, Garnisons kirke,
Københavns Slotskapel og Helligåndskirke, Trinitatis kirke, Frederiksberg kirke og Christians kirke.
Gud, konge og
enevælde. Kryger
og Nørlyng beskriver forholdet således: " Kongen blev
opfattet som en
dualistisk person,
en person med to
legemer. Forestillingen om, at kongen havde to legemer, er tankegods,
der går tilbage til
middelalderen.
Han er den ophøjede konge, Guds
stedfortræder. Det
er kongens ene
legeme eller
repræsentation.
Derfor er kongen
også tydeligt tilstede i kirkerummene. Kongens regalie, monogram,
portræt og valgsprog er ofte
dominerende elementer i enevældens kirkeinventar
, og enevældens
konge indtager til tider, set med
moderne øjne, en rimelig anmasende plads i kirkerummet på
bekostning af Faderen, Sønnen og
Helligånden. Men kongens andet
legeme eller repræsentation er det
almindelige syndige menneske .
Det sidste demonstrede alle de
envældige konger....Derfor er kongen også et ydmygt menneske, da
han ved , at han ligesom alle
andre på den yderste dag skal stå
til ansvar for sine gerninger over
for Gud.
her for at glæde os sammen, for at
sige tak sammen, fordi der er en
kirke – hver af os har en eller flere
kirker, som i særlig grad er vores
egen. Og Helsingør domkirke er
på en særlig måde vores allesammens. Kirken den er her for at det
ord skal siges og høres af alle. For
vi kan ikke sige det til os selv. Det
må rækkes os. Derfor holder vi
gudstjeneste – for at høre hvad vi
er i Guds øjne. Her dømmes vi i
nåde, her ses vi på med kærlighed,
her rejses vi op i værdighed.
Vi takker Gud at han nådigt har
ladet os leve i denne salige tid,
hvor endog vi kan høre Guds glædelige evangelium. Amen
Boganmeldelse
Karin Kryger
Ole Nørlyng
Gudsfrygt, bøn og omvendelse
Billedsproget i københavnske
alterpartier fra 1700 – tallet
Forlaget Falcon 2010
Smag og behag har til alle tider
skilt folk, det gælder ikke mindst,
når der er tale om kirkeudsmykning, men denne veloplagte
bog om billedsproget i de københavnske alterpartier fra 1700-tallet
handler ikke bare om det skønne
og knap så skønne. Her er tale om
en arkitektonisk og kirkeudsmykningsmæssig tilgang til den
teologiske tidshistorie, som ikke
blot beskriver, hvad vi ser, men
også fortæller, hvorfor det ser
sådan ud.
Når man har læst et på samme
tid lettilgængeligt og grundigt historisk værk, giver det afkast i form
af paratviden, men også i et nyt
syn på det, der er lige nu.
Under læsningen af værket om
billedsproget i 1700-tallets København blev alterpartiet i Skovshoved kirke genstand for fornyet
interesse for denne beskuer. Når
man står helt tæt på, bliver man
let som en voyeur, en beskuer, en
del af den ydre del af sceneriet.
Proportionerne er nogenlunde
svarende til det normalt menneskelige. Der er lige plads til én bag
hyrderne, derfra kan man se ind
på den fredfyldte scene omkring
Maria og den nyfødte i stalden.
Men dårligt har man tænkt tanken sceneri, før man må indrømme, at det er en noget svag association, i forhold til det teater, der er
inspirationskilden til alterpartierne
i 1700-tallet.
Iscenesættelse, illusion
og drama
De danske kirkeudsmykningskunstnere beherskede teatrets
finurligheder: Iscenesættelsen, illusionen og dramaet – og dertil skal
tilføjes, at de havde selvbeher-
Gud, konge og enevælde
Et kapitel, der for en nutidig læser
virker særlig fremmedartet, er
beskrivelsen af forholdet mellem
To legemer
Kongen har to legemer, og det er
den ophøjede, Guds salvede , enevældige konge, rigets undersåtter
skal forholde sig til. Kongen på sin
side skal forholde sig til den
Almægtige, da hans dødelige legeme engang skal stå til regnskab
for den måde, han har forvaltet
mandatet fra Gud. Ønsket om at
forvalte dette mandat bedst muligt
afspejles i flere af de valgsprog,
kongerne valgte." f.eks. Christians
V. valgsprog " Ved fromhed og retfærdighed. Frederik IV Herren er
min hjælper, Christian VI For Gud
og folket.
Dette vigtige og velformidlede
værk om billedsproget i københavnske alterpartier i 1700-tallet
er en fornøjelse at have i sine hænder. Det er en smuk bog, forlaget
Falcon har udgivet, og den har
skærpet denne læsers appetit til at
se mere, så det allerede nu er
besluttet, at sensommerens udflugt
går til nogle af disse københavnske
kirker. Sensommerens udflugt bliver tirsdag den 30. august 2011.
HMJ
7
S KOVS H OV E D AV I S
Skovshoved samtale
Skovshovedsamtale
om bevægelse og tro
Tirsdag d. 29 marts
kl. 19.30
er der Skovshoved samtale.
TV-journalist Mikael Bertelsen,
senest aktuel med sine adventsprogrammer og sognepræst ph. d. og
maratonløber Søren Kjær Bruun.
Koncerter i Skovshoved kirke
Søndag den 27.marts
kl.16.00
Bente Vist, sopran
Irene Spranger, traversfløjte
Kjeld Lybecker Steffensen,
barokcello
Leif Meyer, cembalo
Koncerten den 27. marts står i
barokkens tegn. Programmet
består af kantater og sonater af
Bach og Telemann, bl.a. Bach’s
fløjtesonate i E-dur og en arie fra
hans Påskeoratorium samt Telemann’s kantate "Deines neuen
Bundes Gnade".
Sopranen, Bente Vist, er uddannet ved konservatorierne i Oslo og
København samt ved Juilliard
School of Music i New York. Hun
har i det seneste årti slået sit navn
fast som en af landets førende fortolkere af både tidlig og ny musik.
Irene Spranger, traversfløjte, er
uddannet i Tyskland og Holland.
Hun er freelancefløjtenist og spiller
i mange sammenhænge bl.a. har
hun været tilknyttet Concerto
Copenhagen i 20 år. Kjeld Lybecker
Steffensen, barokcello, er uddannet
i København og London. Han er
meget efterspurgt i diverse ensembler inden for tidlig musik. Cembalisten, Leif Meyer, som også er
uddannet som organist, har
optrådt i ind-og udland med
ensembler som Ars Nova og Leipziger Kammerorchester og har medvirket ved talrige CD-indspilninger.
Signe Asmussen.
Berit Johansen Tange.
Søndag den 10. april
kl.20.00
sig i sine sidste leveår kunstnerisk
og menneskeligt isoleret, både i
Ribe og i det danske musikliv som
sådan. Schumanns åndeligt prægede og til tider forrevne musik
talte stærkt til Langgaard, der i tiltagende grad spejlede sig i Schumanns tragiske skæbne med selvmordsforsøg og tiltagende vanvid.
"Schumann og Langgaard i skæbneparløb" er en visuel koncert med
musik, ord og billeder. Sopranen
Signe Asmussen synger sange fra
bl.a. Schumanns Liederkreis op.39
samt "Lieder von Goethe" og "Fünf
Lieder" af Langgaard. Pianisten,
Berit Johansen Tange spiller Schumanns "Geistervariationer" og
Langgaards "Vanvidsfantasi" samt
uddrag af "Små Sommerminder".
Esben Tange kæder undervejs de to
komponisters skæbner sammen.
"Schumann og Langgaard
i skæbneparløb"
Signe Asmussen, sopran
Berit Johansen Tange, klaver
Esben Tange, ord og billeder
Bente Vist.
En musikalsk rejse i tid og rum
med Schumann og Langgaard.
Med musik, billeder og ord knyttet
til Rhinen, Skt. Martin Domkirken
i Bonn og Ribe Domkirke, formidles den romantiske ånd, som både
Schumann og Langgaard dyrkede.
På trods af at de ikke levede samtidigt, følte Rued Langgaard
(1893-1952)sig stærkt forbundet
med Robert Schumann(1810-56)
og hans skæbne. Langgaard følte
8
S KOVS H OV E D AV I S
Konfirmandforældremøde
Helle Møller Jensen og Marianne Telling indbyder til to forældremøder i forlængelse af søndagens gudstjeneste. Marianne Telling holder forældremøde d. 20/3 og
Helle Møller Jensen holder forældremøde d. 27/3 efter gudstjenestenHer vil vi
gennemgå det praktiske omkring konfirmationerne. Helles hold konfirmeres
d.30/4 kl.9.30, 7/5 kl.11.30 og d. 8/5 kl.10.00. Mariannes hold konfirmeres
d.30/4 kl.11.30 og d.7/5 kl.9.30
Søren Kirkegård
studiekreds
Den 8. marts 2011
kl. 19.30
i Skovshoved Kirkes nederste sidesal.
Tidligere politidirektør for
Københavns Politi, statsadvokat
for København, Frederiksberg og
Tårnby og chef for Politiets Efterretningstjeneste m.m.
HANNE BECH HANSEN, der for
tiden er aktuel som forfatter af kriminalromanen "Lasten", kommer
og fortæller om salmer og sange
fra henholdsvis
Salmebogen og Højskolesangbogen, der har gjort særligt indtryk
på hende, hvorefter vi synger salmerne og sangene sammen.
Kirkebil
Til gudstjenester og møder i Skovshoved Kirke kan gangbesværede og
andre handicappede på kirkens regning blive hentet og bragt i taxa.
Ring til kirkekontoret i åbningstiden, lørdag inden kl. 12.
(Der kan ikke ringes søndag).
Adresser og
træffetider:
SKOVS
HOVED
Sognepræst, k.b., ph.d.
Helle Møller Jensen
KIRKE
Sophus Bauditzvej 38,
2920 Charlottenlund
Træffes bedst tirsdag kl. 17-18
onsdag og fredag kl. 9-10,
torsdag kl. 10-11
og lørdag efter aftale
Mobil: 20 23 81 01
e-mail hmj@km.dk
Gudstjenester marts - maj 2011
27/2 Seksagesima
10.00 STA
16.30 MT
6/3 Fastelavn
10.00 MT kirkekaffe 16.30 STA
13/3 1.s.i fasten
10.00 HMJ
16.30 HMJ
20/3 2.s.i fasten
10.00 MT
16.30 MT Konfirmandforældremøde
27/3 3.s.i fasten
8.30 MT
10.00 HMJ Konfirmandforældremøde
3/4 Midfaste
8.30 MT
10.00 MT kirkekaffe
7/4 påskegudstjeneste for børn
10.00 HMJ
10/4 Mariæ Bebudelse 8.30 HMJ
10.00 HMJ
17/4 Palmesøndag
8.30 MT
10.00 MT
21/4 Skærtorsdag
20.00 HMJ med brød og vin efterfølgende
22/4 Langfredag
10.00 HMJ
24/4 Påskedag
10.00 MT
25/4 2.påskedag
10.00 MT
30/4 Konfirmation
9.30 HMJ
11.30 MT
1/5 1.s.e.påske
8.30 HMJ
10.00 HMJ kirkekaffe
7/5 konfirmation
9.30 MT
11.30 HMJ
8/5 konfirmation
10.00 HMJ
15/5 3.s.e.påske
8.30 HMJ
10.00 HMJ
20/5 Bededag
10.00 MT
22/5 4.s.e.påske
8.30 MT
10.00 MT
29/5 5.s.e.påske
8.30 HMJ
10.00 HMJ
STA: Sarah Thorngren Auken
I sin egenskab af at være værnspræst deltager Helle Møller Jensen i en øvelse fordelt
over nogle uger. Embedet passes af Sarah
Thorgren Auken der her præsenterer sig selv:
Jeg har den glæde at være vikar for Helle
Møller Jensen et par uger i februar og
marts. Jeg blev ordineret sidste sommer
og har fungeret som sognepræst i hhv
Grøndalslund i Rødovre og pt. Kokkedal
hvor jeg er vikar i en 75 pct stilling. Jeg
har i løbet af min studietid beskæftiget
mig med Kierkegaards retorik. Den faglige interesse holder jeg stadig ved lige, og
udgives af menighedsrådet
i Skovshoved Sogn.
Redaktion :
Helle Møller Jensen (ansv.)
____________________________
Næste nummer udkommer
Ultimo maj
Stof til dette nr. skal være
redaktionen i hænde senest
30. april
i min fritid har jeg kastet mig over et
projekt omhandlende Grundtvigs bønner
og kollekter. Privat er jeg gift med Sune
og vi bor i Rødovre med to søde drenge
og tre bløde katte.
Jeg har allerede hilst på de flinke og
artige konfirmander og jeg glæder mig til
hilse på menigheden i Skovshoved til
gudstjeneste.
Jeg kan træffes på tlf 20633585
Hjertelig hilsen
Sarah Auken
Sognepræst MMCR
Marianne Telling
Damgårdsvej 30,
2930 Klampenborg
Træffes bedst tirs, ons, fredag
kl. 9-10 samt torsdag kl.19-20
Tlf. 3963 6220
Mobil: 3022 7870
e-mail mt@km.dk
Kordegn
Morten Iversen
Kirkekontoret
Krøyersvej 1
2930 Klampenborg
Tlf. 3964 1721
Fax 3964 1487
e-mail: miv@km.dk
www.skovshovedkirke.dk
Træffetid
Mandag lukket
tirsdag-lørdag kl. 9-12
onsdag kl. 17-19
Organist
Tove Lindgreen
Tårnholmsvej 9
2700 Brønshøj
Tlf. 3860 5512
Kirketjener
Pauli Jensen
Teglgårdsvej 16
2920 Charlottenlund
Tlf. 3964 0380
Menighedsrådets formand
Henrik Holmblad
Søbakken 8A
2920 Charlottenlund
Tlf. 3963 3838
Sats/repro og tryk: Provins-Trykkeriet, Vordingborg.
Sangaften
Kierkegaard studiekredsen fortsætter i et langsommere tempo. Næste gang vi mødes bliver den 30
marts, hvor vi læser "Imod Feighed" fra 1844. Interesserede kan
henvende sig til Sognepræst Helle
Møller Jensen, hmj@km.dk, og få
original tekst og dialog tilsendt.
Dialogen vi lægger til grund for
læsningen er udfærdiget af professor George Pattisson fra Oxford
universitet og Helle Møller Jensen.
Hmj@km.dk
Sognebladet
Skovshoved Avis