KAPITEL9 TO PSYKOLOGIER

130 Personlighedens Almene Grundlag II
KAPITEL9
TO PSYKOLOGIER
To principielle skemaer
I Abriss der Psychoanalyse - skrevet i 1938, posthumt udgivet i 1940 - skriver
Freud: "Det'ets magt udtrykker individets egentlige livshensigt. Denne består i
at tilfredsstille dets medbragte behov. Den hensigt at holde sig i live ... De kræfter, vi antager bag det'ets behovsspændinger, kalder vi drifter ... Skønt de er den
sidste årsag til enhver aktivitet, er de af konservativ natur; fra enhver tilstand, et
væsen har opnået, udgår bestræbelse for at genoprette denne tilstand, såsnart
den er forladt."'
Dette er den klassiske forklaring. Behov opfattes som afvigelser fra en eksisterende tilstand (optimum), og drifter opfattes som de processer, der stræber
efter at genoprette den oprindelige tilstand. Det vil sige livet som en servostyret
homeostasis.
Til disse grundlæggende driftsprocesser, primærprocesseme, knytter der sig i
Freuds tænkning nogle sekundære processer, der skal sikre, at driftstilfredsstillelsen efterstræbes på en realistisk måde (i overensstemmelse med realitetsprincippet). Det vil sige, at tilDet'et knytter sigleg'ets funktion.
Her melder den indlysende tanke sig, at Freuds dobbelthed modsvarer den
dobbelthed, som vi netop har set opstå ved differentiering af sansningens momenter. På den ene side det perceptuelle og operationelle færdighedssystem,
der er orienteret mod de genstandsmæssige relationer (dvs. de objektive forhold), og driftsapparatet, der tager form af det autonome nervesystem og hypothalamus.
Driftssystemet lever i vid udstrækning op til Freuds beskrivelse, idet hypothalamus og dens funktioner i væsentligt omfang er et kybernetisk system, der
ved servostyring forsøger at udligne afvigelser i kroppens balancer. Er der så
ikke grund til at tro, at genstandsvirksomhedens system er en tjener for dette
behovs- og driftssystem? At Jeg' et er Det'ets agent i verden og netop varetager
driftens interesser ved at genspejle de genstandsmæssige relationer, som Freud
forestiller sig?
Det mener Leontjev ikke. Han skriver i Virksomhed, bevidsthed, personlighed: "Et vidt udbredt synspunkt på de menneskelige behovs og drifters natur
består i, at de regnes for de bestemmende faktorer for personlighedens virksomhed, dens 'kompas'. Fremdeles, at det er psykologiens hovedopgave at stu-
To psykologier 131
dere, hvilke behov der er karaktedske for mennesket, og hvilke psykiske oplevelser (impulser, ønsker, følelser) de frembringer.
Et andet synspunkt går til forskel fra det første ud på at forstå, på hvilken
måde udviklingen af menneskets egen virksomhed, dens motiver og midler,
transformerer dets behov og frembringer nye behov, således at behovenes hierarki herunder forandrer sig, og således at tilfredsstillelsen af nogle af dem degraderes til status af blot at være nødvendige betingelser for menneskets virksomhed og dets eksistens som personlighed ...
Det ene fører til opbygningen af en personlighedens psykologi, der går ud fra
behovets primat ... Det andet fører til en psykologi, der går ud fra virksomhedens
primat, således at det er gennem sin virksomhed, mennesket hævder sin menne~
skelige personlighed."'
Da der er tale om en principiel distinktion, gentager Leontjev den igen
senere, hvor han siger: "Vi har således at gøre med to principielle skemaer, der
fremstiller forbindelsen mellem behov og virksomhed. Den første udtrykker
den ide, at udgangspunktet er behovet, og at proceduren i sin helhed kan
udtrykkes med denne cyklus: behov - > virksomhed - > behov. I dette skema
realiseres, som Lucienseve bemærker, 'behovenes materialisme', som svarer til
den førmarxistiske forestilling om forbrugssfæren som den grundlæggende. Det
andet skema, som står i modsætning til dette, har denne cyklus: virksomhed - >
behov - > virksomhed. Dette skema, der svarer til den marxistiske opfattelse af
behovene, er også fundamentalt for psykologien, hvor (og her citerer Leontjev
Seve) 'intet begreb, der bygger på ideen om en drivkraft, der principielt går
forud for selve virksomheden, kan spille rollen som første begreb og optræde
som den gyldige basis for en videnskabelig teori om den menneskelige personlighed."'
Nu skal det for en ordens skyld nævnes, at såvel Leontjev som Seve her beskæftiger sig med den menneskelige virksomhed. Men det spiller for os ingen
rolle, da modsætningen mellem behovets primat og virksomhedens primat ikke
kan reduceres til en modsætning mellem dyr og mennesker. Hvis modsætningen findes, så findes den både på dyrenes lavere og på menneskets højere niveau.
Freuds og Leontjevs psykologi hører naturligvis til hver sit skema. Freud går
ud fra behovets (driftens) primat, og Leontjev går ud fra virksomhedens primat.
For Freud er virksomheden Ueg-funktionen) en hjælpefunktion for behovet, for
Leontjev er det omvendt. Han skriver: "I behovenes psykologi må man lige fra
begyndelsen gå ud fra følgende principielt vigtige distinktion mellem behovet
som indre betingelse, som en af de obligatoriske forudsætninger for virksomhed, og behovet som det, der styrer og regulerer subjektets konkrete virksomhed i tingsverdenen ... I det første tilfælde fremstår behovet kun som en behovstilstand i organismen, som i sig selv ikke er i stand til at fremkalde nogen bestemt styret virksomhed ... Først som et resultat af dets 'møde' med en genstand,
der svarer til det, bliver behovet i stand til at styre og regulere virksomheden. 1>4
132 Personlighedens Almene Gmndlag II
Det psykologiske og det tysiologiske
Problemet om forholdet mellem behov og virksomhed er klassisk i psykologien.
Freuds opfattelse er den simpleste, og den der har mest belæg i fysiologien.
Freuds indgangsvinkel til psykologien var da også fysiologens. Han var uddannet fysiolog (læge), og havde via Ernst Briicke en andel i de fires pagt. Det har
derfor været uomgængeligt, at han måtte opfatte organismen som en kraftoverføringsmaskine, der transformerer (psykisk) energi. Selv hans elev Jung (også
læge), der opponerer mod Freuds reduktion af det psykiske til "det hensynsløse
begær efter lyst", er filStholdt i denne maskintænkoing. Han siger, at "den psykologiske maskine, der forvandler energi, er symbolet" og opfatter psykodynamikken som noget analogt til termodynamikken.5
Problemet med den horncostatiske opfattelse af det psykiske er, at den lægger hele vægten på konservation (selvopretholdelse) og derfor udelukker det
psykiske som udvikling (selvudfoldelse). Hermed ikke sagt, at Freud ignorerer
det indlysende, at individer undergår en udvikling. Hans teorier handler faktisk
om denne udvikling. Men udviklingen (af jeg-funktionerne) ændrer ikke
grunddrifternes primat, der er blot tale om hjælpefunktioner, der sikrer grunddrifternes realitetstilpasning, og disse hjælpefunktioner er i den forstand blot et
lån fra grunddrifternes energi. Uanset hvilke nye former det psykiske antager,
så er der blot tale om en sublimering af grunddriften, der ad nye veje skal sikre
"det hensynsløse begær efter lyst".
Dette er ikke empirisk indlysende, men psykoanalysens påstand er jo også
netop, at vore virkelige motiver er skjult for os. Har man en metode, der formår at trænge igennem til det fortrængte og ned i det ubevidste, så opløses selv
de ædleste motiver i deres grundlæggende og uforanderlige driftsgrundlag.
Hertil kan man indvende, at selv om det skulle være sandt (hvad der er
umuligt at afgøre), så er der tale om en reduktion af et molært fænomen til sine
bestanddele, hvilket som bekendt betyder tabet af det molære fænomens
molære egenskaber. Altså en bortforklaring.
Et sådan holistisk synspunkt kombineret med en lysere menneskeopfattelse
(den hedonistiske reduktionisme er misantropisk) har ihvertfald været en del af
bevæggrunden for den nyorientering af psykoanalysen, der finder sted i USA i
30'erne med betegnelsen ego-psykologi. Den grundlæggende tanke her er
nemiig, at J eg' et råder over en vis mængde egen-energi og dermed besidder en
vis uafhængighed af behovet (eller Det'et). Eller, udtrykt med Leontjevs ord,
behovet har primat, men også virksomheden har nogen primat.
Men giver fysiologiens resultater ikke Freud ret, når han insisterer på, at
"the ego has no energy of its own"?6 Vi har jo netop set, hvordan hypothalamus
som en kybernetisk maskine ved servostyrede drifter sikrer, at enhver afvigelse
fra den optimale basistilstand bliver kompenseret gennem indre regulation eller
ydre aktivitet.
To psykologier !33
Vi vil ikke benægte, at dette er tilfældet. Men selv om hypothalamus (efter
refleksbuen) er den måske mest studerede og bedst forståede funktionelle
struktur i centralnervesystemet, så er det ikke hjernens eneste struktur. Der er
tilmed grund til at tro, at den er den bedst forståede,Jordi den i så høj grad er
homeostatisk. Fordi dens virkemåde er i overensstemmelse med det naturvi~
denskabelige årsag-virkning skema. Når andre hjernefunktioner volder fysiologerne langt større begribelsesmæssige vanskeligheder, så kunne det meget vel
være fordi, at de følger et andet princip end det homeostatiske. Nentiig virksomhedens princip.
I den sammenhæng er det værd at nævne, at hvis det er rigtigt, at hjernens
funktioner er en materialiseret (ved naturlig udvælgelse) genspejling af organismens aktive forholden sig til sin omverden (og det er det), så fordrer en helhedsforståelse af hjernens virke inddragelsen af de psykologiske principper, som
den i så fald virker efter. Anskuet rent neurofysiologisk kan man nemlig ikke
komme længere end til processernes mekanik (hvilket selvfølgelig ikke i sig selv
er uvæsentligt). Det er følgelig psykologien, der er nøglen til hjernens fysiologi,
og ikke hjernens fysiologi, der er nøglen til psykologien. Dette er begrundelsen
for neuropsykologien som videnskabsgren. Det er således ingen tilfældighed, at
det er en psykolog - Luria - der mere end nogen anden har bidraget til at
grundlægge en helhedsforståelse af de højere hjernefunktioners virke. Og netop ved at anskue de fysiologiske processer ud fra en psykologisk synsvinkel.
Det er dog ikke på den måde, at fysiologien som oftest har holdt sit indtog i
psykologien. Det er det omvendte, der har været reglen: anskuelsen af det psykologiske ud fra det fysiologiske.
Nu er det imidlertid sådan, at psykologer, der arbejder ud fra en (reduktionistisk) fysiologisk grundopfattelse af det psykiske, ofte er mere katolske end paven. Paverne viser sig nentiig ikke at være så katolske endda. Den franske fysiolog Claude Bernard, hvis undersøgelser i forrige århundrede lagde grunden
til en forståelse af kroppen som et selvregulativt system, udtalte således: "La
fixite du milieu interieur est la condition de la vie libre.n7 Og Cannon, der
opfandt betegnelsen homeastasis og kaldte den "the wisdom of the body",
udtrykte noget lignende, da han skrev: "With essential needs answered through
homeostasis, the priceless unessentials could be freely sought."8
Eller udtrykt med andre ord: Når fysiologien har fået sit, så kan psykologien
få resten. Når behovene er blevet tilgodeset, så kan individet forfølge højere
mål med sin virksomhed.
Det er dette princip, som kommer til udtryk i den brede strømning, der
kalder sig humanistisk psykologi, og hvori neo-freudianerne indgår. Maslow
udtrykker det meget klart i sin skelnen mellem 'deficit-motivation' og 'growthmotivation', og det er det samme, der ligger til grund for Allports 'functional
autonomy'.
134 Personlighedens Almene Grundlag II
Koblingen mellem behov og genstand
I sin behandling af de to skemaer (behovets primat og virksomhedens primat)
henviser Leontjev til Allports 'funktionelle autonomi', som han knytter sammen
med den genstandsmæssige virksomhed. Han skriver: "Behovets møde med sin
genstand er en vigtig begivenhed ... Denne vigtige begivenhed er den akt, hvor
behovet 'genstandsgøres', hvor det 'fyldes' med et indhold, der tages fra den
omgivende verden. Dette fører behovet over på det egentlige psykologiske
plan." Hvilket - bemærker vi - netop er foreningen af drift og billede. Leontjev
nævner iøvrigt her de etologiske beskrivelser af denne forening (drift og nøglestimulus) som et fremragende eksempel. Men Freud kunne her også være
nævnt, idet driftens genstandsgøreise (kathexis eller objektets driftsbesættelse)
er et centralt begreb i hans teori. Leontjev fortsætter: "Behovenes udvikling på
dette plan sker i form af en udvikling af deres genstandsmæssige indhold. I parantes bemærket er det også kun denne omstændighed, der gør det muligt at
forstå, at der hos mennesket kan fremkomme nye behov, der ikke har deres
analogier hos dyrene, behov der er 'løst' fra organismens biologiske behov og i
den betydning optræder som 'autonome'."9
Det vil sige, at Leontjev lader behovet bestemme af virksomhedens genstand, mens Freud lader virksomhedens genstand bestemme af behovet. I det
første tilfælde udvikler behovene sig med virksomhedens genstandsmæssige ud·
vikling. I det andet tilfælde forbliver behovet det samme, men realiserer sig
blot i forskellige genstande.
Vi bemærker dog her, at hvad enten man ser det på den ene eller den anden
måde, så er der i begge tilfælde tale om en løs kobling imellem drift og genstand.
Dette er netop en karakteristisk ting ved den perceptive psykes stadium. Ved
sansning kan driften og det kognitive ikke adskilles. Men i det øjeblik de kan
adskilles (i en eller anden grad), så er der indtruffet et hidtil ukendt mål af fleksibilitet i organismens omgang med genstandene i verden. Den kan nemlig
overføre sin drift på nye genstande uden, at den nye forbindelse nødvendigvis
skal etableres over den temmeligt langsommelige senso-motoriske betingning.
One-triallearning bliver en mulighed. Og hvad enten man opfatter det som en
tilpasning (Freud) eller en udvikling (Leontjev), så er der tale om en forøget
evne til at genspejle de genstandsmæssige realiteter, som livsudfoldelsen er
underordnet.
Dyremishandling?
Det er nemt at forstå Freuds forklaring, der lader behovet være en afvigelse
fra et organisk optimum (en driftsspænding), som adfærden søger at råde bod
på ( driftstilfredsstillelse i form af driftsreduktion). Derimod er det sværere helt
at forstå Leontjevs behov, der bliver bestemt af virksomheden. Det skyldes for
det første, at behov i almindelig psykologisk sprogbrug faktisk henviser til en
mangeltilstand, der - via drift - giver anledning til kompenserende adfærd. Og
To psykologier 135
det skyldes for det andet, at Leontjev ikke selv kan befri sig fra denne forestillingskreds.
Ganske vist søger han at skelne imellem behovet forud for virksombeden
(den organiske tilstand med dens spændinger), og behovet forude for virksomheden. Det vil sige den genstand, som virksomheden er rettet imod, og som han
kalder motiv. Men han er ikke ganske konsekvent.
Leontjevs ærinde i Rids af det psykiskes udvikling er at beskrive mennesket
som et resultat af en psykogenetisk udvikling i evolutionen, hvi1ket vil sige et resultat af virksomhedens udvikling. Og hermed forklare, hvori den fundamentale
forskel mellem dyr og menneske består.
Det vil sige, at han skal finde træk ved dyrene, der fører frem til mennesket,
og træk ved dyrene, som mennesket klart overvinder eller ophæver.
Den første opgave løser Leontjev med sin beskrivelse af subjekt-objekt forholdets udvikling i den genstandsmæssige virksombeds udvikling fra sensibilitet
over perception til intellektuel virksomhed. Den anden opgave løser han derimod ikke. De egenskaber, som han ti1lægger mennesket, er korrekte nok.
Men det, der er det afgørende træk, der skiller mennesket fra dyret, får han
ikke fat i. For at fremhæve forskellen mellem dyr og mennesker sælger han
derfor ud af det, som han allerede har vundet. Knap så entydigt som Seve, men
ikke desto mindre, tillægger han dyrene den psykologi, der følger skemaet Behov - > Virk.wmhed - > Behov, og mennesket den psykologi, der følger det omvendte skema Virksomhed - > Behov - > J'irksomhed. Han siger: "Dyrenes virksomhed er instinktiv-biologisk. Derved adskiller den sig grundlæggende fra
menneskets virksomhed." 10
Hvad betyder det? Jo, det betyder "med andre ord: Dyret fuldbyrder kun sin
virksomhed med henblik på den genstand, der har betydning for det biologiske
behov henholdsvis på egenskaber, ting og deres sammenhænge (situationer),
der for dyret har en mening for så vidt, som de er forbundet med indfrielsen af
nogle bestemte biologiske behov... Analyserer vi en eller anden af et dyrs mangfoldige virksomheder, så vil vi hele tiden fastsætte en bestemt biologisk relation,
der bliver virkeliggjort gennem denne virksomhed; vi kan følgelig altid opspore
det biologiske behov, der ligger til grund for den."
Dette kan kun forstås på den måde, at hos dyrene, der gælder behovets primat: Behov - > Virksomhed. Leontjevs kamp mod Freud er derfor alene et slag
om mennesket.
Er det nu ikke uretfærdigt sagt? Jo, en lille smule11, men det bringer os frem
til det, som primat-problemet i virkeligheden drejer sig om: Den fundamentale
forskel mellem aktivitet og reaktivitet.
Virksombeden kan per definition ikke være en virkning. Hvad Seve siger
om menneskelig virksombed gælder al virksomhed: "intet begreb, der bygger på
ideen om en drivkraft, der principielt går forud for selve virksomheden, kan
spille rollen som første begreb og optræde som den gyldige basis for en videnskabelig teori om" ... det psykiske. Virksomhed som et nyt bevægeprincip i ma-
136 Per.vonlighedens Almene Grundlag Il
teriens udvikling har sine fysisk-kemiske forudsætninger, men som virksomhed
har den ingen årsag ud over sig selv (causa sui). Herved adskiller den sig som
aktivitet fra reaktiviteten, der også findes i den organiske materie. At virksomheden aldrig er virkning af en forudgående årsag gælder uindskrænket for al
virksomhed. Det er for at slå dette fast, at vi har hentet virksomheden op fra
evolutionens allerdybeste bund.
Heraf følger, at virksomheden ikke kan være en virkning af behovet. Hvis
behov derfor indgår i virksomheden, så må det være i en anden betydning.
Virksomhedens primat
At virksomheden er en årsag i sig selv, betyder ikke, at den foregår uden sammenhæng med organismens omverden. Tværtimod er den netop en formidling
af organismens livsaktivitet ved at imødekomme omverdenen. Det er ved denne
imødekommende formidling (genspejlen), at det psykiskes dimensioner og kategorier opstår.
Nå_r stimulus-respons sekvenserne bliver integreret i denne aktivitetsramme,
så forvandles irritabilitet til sensibilitet, idet de antager virksomhedens psykologiske kvaliteter. Dette gælder også impulserne fra organismens indre miljø, der
er relevante for virksomhedens styring og prioriteringen i forhold tillivsaktivitetens mål. Det vil f.eks. sige de meddelelser, der udgår fra hypothalamus og informerer om, hvilken prioritering der er mest optimal set ud fra kroppens synsvinkel. Man kan gerne kalde dem behov eller drifter, hvis man blot forstår, at
der er tale om meddelelser og ikke virkende årsager.
I og med at de antager en kognitiv sansekvalitet (trange, fornemmelser, osv.)
afslører de nemlig deres psykologiske karakter, dvs. deres karakter af genspejling eller information, som organismen orienterer sin aktivitet efter på samme
måde som efter den sensoriske information fra omverdenen. Og orienteringen
består selvfølgelig ikke mindst i at knytte dem sammen (drift + billede).
Der findes også et væld af impulser fra hypothalamus, der har karakter af
virkende årsager, reflekser. Der er f.eks. kontrollen med blodtryk og graden af
øjets pupildilation. De har ingen kognitiv kvalitet. Nogle gange taler man om
den glatte versus den stribede muskulatur, hvor den første er involuntær, mens
den anden er under 'viljens' kontrol. Dette er forskellen på virkende og virksomme muskler, hvis man vil. løvrigt har det vist sig (f.eks. ved bio-feedback),
at de involuntære reguleringer også kan bringes under 'viljens' kontrol, hvis
man kan få sansernæssig adgang til dem!
Selvfølgelig lægger det ingen ny forståelse til, at man siger, at virksomheden
er en viljesproces, men betegnelsen vilje henviser netop til den spontane eller
den ikke-reaktive egenskab ved virksomhed.
Nu siger det sig selv, at dyrene sjældent vil noget andet end det, som de ydre
stimuli og de indre impulser fortæller. Dyret trodser ikke sin sultfornemmelse
for at bevise sin frie vilje. Det er virksomt i nøje overensstemmeJse med de ydre
To psykologier 137
og indre informationer, og kunne derfor lige så godt (især hvis det er veltunet til
sit partikulære miljø) være en responsmasldne. Det er dyret bare ikke. Sti·
mulus-respons sekvenser kan figurere nok så meget, grunden forbliver dog den
ikke-reaktive aktivitet, og det er det helt afgørende. Vi kan da også se denne
grund titte frem i form af den eksplorative genstandsvirksombed, som vi har
omtalt som et kendetegn ved den perceptive psykes stadium. Hvis man vil, kan
man naturligvis også kalde nysgerrighed et biologisk-instinktivt behov. Det har
vi med vores behovsdefinition intet at indvende imod. Men så er behovet også
et moment ved virksombeden og ikke virksomhedens årsag.
Hermed siger vi, at virksomhed per definition også betyder virksomhedens
primat. Virksomhed er ikke en reaktion, men en aktivitet. Nemlig den aktive
formidling af subjekt-objekt forholdet. Det psykiske opstår som en særlig kvalitet i og med den aktive genspejlen af dette forhold og de genstandsmæssige relationer, forholdet er underkastet. Virksomhed kan følgelig ikke reduceres til
en virkning forårsaget af fysiologiske behov eller ydre stimuli, uagtet at såvel
ydre som indre stimuli som information indgår som meget vigtige aspekter ved
virksombedens orientering. Det psykiske er intet epifænomen. Det er den kva·
litativt nye dimension, der opstår med den virksomme genspejlen. Hvis organismen blot var en responsmaskine, der reagerer på stimu1i, så var der ingen
grund til, at den sk.u1le sanse, mærke, fornemme, høre, lugte og se. Men organismen rækker aktivt ud efter verden og herved opstår ikke alene den kognitive
kvalitet, men også den kognitive kvalitets nødvendighed.
Vore anstrengelser kan ikke skjule, at det ingenlunde er let at beskrive den
kognitive kvalitet i sig selv. Det kan vi heller ikke forvente. Det er næsten
umuligt at få en iagttagende distance til det psykiske, og hvis det ikke var for
sproget, ville det være helt umuligt. Her må vi derfor nøjes med at pege på det
bekendte, som Freud gjorde, da han opgav at beskrive bevidstheden · "den
uforlignelige, enhver forklaring og beskrivelse trodsende kendsgerning" - i tillid
til, at "taler man om bevidsthed, ved man alligevel umiddelbart af egen erfaring,
hvad der menes hermed." 12
Vi ved ihvertfald af egen umiddelbar erfaring, hvad det vil sige, at være be·
vidst om verden omkring os. Dette er en kognitiv kvalitet. Men den kognitive
kvalitet rækker meget længere tilbage. Vi kan følge den baglæns gennem psy·
kogenesen til den allerførste sensibilitet. Hvad det vil sige, har vi derimod
næppe nogen anelse om. Man kan som von Uexktill more sig med at forestille
sig, hvordan andre arters perceptuelle verden måske ser ud. Men mere end en
pædagogisk øvelse kan det næppe blive. Ihvertfald er det umuligt at forestille
sig noget kognitivt hos protozoaen, og dog var det fra dens spontane aktivitet, at
det psykiskes dimensioner første gang udfoldede sig i tid og rum.
138 Personlighedens Almene Grundlag Il
De to søjler
Dette må vel betyde, at vi giver Leontjev ret over Freud? At skemaet Virksomhed-Behov-Virksomhed, der hævder virksomhedens primat over behovet, er det
sande? (Vi tager ikke det med dyrenes behovsdeterminerede virksomhed så alvorligt, idet vi både forstår de begrebsmæssige vanskeligheder og Leontjevs
ærinde).
Nej, det betyder det ikke. At Virksomhed-Behov-Virksomhed er et sandt
skema, betyder ingenlunde, at Behov-Virksomhed-Behov er et falsk skema. Vi
har nemlig på intet tidspunkt hævdet, at egenaktiviteten var organismernes ene~
ste bevægelsesprincip. Faktisk har vi fremstillet reaktivileten som et ligeså fimdamentalt bevægelsesprincip. Og reaktivileten følger netop det alternative
skema (som nok her bør kaldes Behov-Adfærd-Behov.)
Det vil sige, at de to alternative psykologier, som Leontjev stiller op, i virkeligheden kan modsvare to forskellige realiteter, der har rod i henholdsvis aktiviteten og reaktiviteten. Og hermed kan såvel tesen om virksomhedens primat
som tesen om behovets primat være rigtige på en gang. Som det iøvrigt som oftest er tilfældet, når man har en modsætningsfuld dualitet, der forårsager en enten-eller strid.
Tager vi udgangspunkt i det kompromis, man som regel også finder i en
sådan strid, og som her er repræsenteret ved Maslow, så bringer hans distinktion mellem 'deficit-motivation' og 'growth-rnotivation' uvilkårligt tanken hen
på den figur fra side 79, der så således ud:
Livsudfoldelsen
• - Virksomhedens princip
+
o--t-'"""~-----=?""~----
~
,~lvopretholdelsen
~ ' - Homeostasens princip
At det i princippet er det samme, som Maslows dichotomi og denne tegning
henviser til, er temmeligt indlysende. Maslows 'deficit~motivation' modsvarer
nøje vores borneostatiske selvopretholdelse, og hans 'growth~motivation'
modsvarer nøje vores virksomme livsudfoldelse.
Da det sidste tillige er udtryk for aktiviteten og det første for reaktiviteten,
så har vi hermed den levende organismes to søjler, der svarer til livsaktivitetens
to fundamentale mål: objekt og optimum.
To psykologier 139
Vi kan stille søjlerne op således:
Aktivitet
Livsudfoldelse
Objektet som mål
Udvikling
Virksomhed
Genstandsstyret
'Growthwmotivation'
Virksomhedens primat
Virksomhed-Behov-Virksomhed
Reaktivitet
Selvopretholdelse
Optimum som mål
Tilpasning
Homeosta...;;e
Driftsstyret
'Deficit~motivation'
Behovets primat
Behov-Virksomhed-Behov
Starten på disse to søjler, husker vi, var henholdsvis den spontane kinesis og den
servostyrede kinesis. Den første har vi fulgt i det foregående. Lad os nu se,
hvad der i mellemtiden er sket med den sidste.
Noter til kapitel 9
l.
Freud, S.: Abriss der Psychoanalyse, 1940. Cf. P. Lauridsen (ed.): Personlighedspsykologi, en
antologi, Kbhvn. 1977, s. 174.
2.
Leontjev, AN.: Virksomhed, bevidsthed, personlighed, Moskva 1977, s.17~18.
3.
Ibid., s. 199-200.
4.
Ibid., s. 91-92.
5. J ung, C.G.: Ober psychische Energetik und das Wesen der Traume, 1928. Cf. Lauridsen, op.cit.,
s. 232.
6.
Cf. C.S. Hall: A Primer of Freudian Psychology, Cleveland 1954, s. 36.
7.
Cf. R.F. Thomson: Faundations of Physiological Psychology, Tokio 1%7, s. 127.
8.
Cannon, W.B.: The Wisdom ofthe Body, NewYork 1932, s. 323.
9.
Lcontjev, op.cit., s. 92.
10.
Leontjev, A.N.: Problemer i det psykiskes udvikling, 2, Kbhvn. 1977, s. 304.
11.
Lcontjev kunne sige med Walt Whitman (citeret efter hukommelsen): "Do I contradiet my·
self? Then I contradiet mysclf. I contain multitudes." Og dette er ikke en svaghed. For en
tænker, der ikke modsiger sig selv, har ikke grebet dybt nok i posen.
12.
Freud: Abriss der Psychoanalyse, cf. Lauridsen, op.cit., s. 183.