Kunnskapsløftet som reformproces

Kunnskapsløftet som reformproces
SVEN ERIK NORDENBO
INSTITUT FOR UDDANNELSE OG PÆDAGOGIK, AARHUS UNIVERSITET
Synteserapportens formål og problemstilling
Kunnskaptsløftet er et eksempel på en uddannelsesreform, der på den ene side ligger i forlængelse af
tidligere nationale uddannelsesreformer og på den anden side inddrager den internationale reformdiskurs.
Uddannelsesreformer er primært et politisk anliggende, sekundært et administrativt og først tertiært et
pædagogisk. Og de tilhører især tiden efter anden verdenskrig, hvor man begynder at indse
sammenhængen mellem pædagogik og økonomi. Kunnskapsløftets reformproces initieredes officielt i juni
2004 med Stortingets tilslutning til hovedlinjerne i den nye reform i grunnopplæringen ved behandlingen af
Stortingsmelding nr. 30 (2003-2004) Kultur for læring. Reformen blev gradvis indført fra august 2006, da 1.9. trin i grunnskolen og 1. trin i videregående opplæring tog nye læreplaner for fag og ny fag- og
timefordeling i brug. Skoleåret 2007-2008 skete det samme for 10. trin og 2. trin i videregående opplæring
og skoleåret 2008-2009 for 3. trinn i videregående opplæring.
I det følgende vil den reformproces, som Kunnskaptsløftet frem til juni 2012 har gennemløbet, blive
analyseret med hensyn til følgende hovedproblemstillinger, der fremgår af opdragsbrevet Oversigt over
temaet: Reformimplementering som prosess (Utdanningsdirektoratet, 2012, p. 1):
o
Hva var intensjonene med reformen?
o
Hvilke verktøy, strategier og virkemidler er valgt for å implementere reformen?
o
I hvilken grad er reformen implementert?
o
Kan det påvises noen effekter av reformen?
Synteserapportens kilder er den følgeforskning, som er stillet til forfatterens rådighed, jf. Appendiks
1. For den metodiske tilgang til opgaven henvises til noten om metode i Appendiks 2.
Reformprocessen – rationalitet eller kreativitet?
Der er grundlæggende to måder at beskrive en reformproces på. Den ene – som kan kaldes den klassiske –
bygger på forestillingen om at gennemførelse af en reform er en proces, der styres fuldt rationelt. Som
sådan minder den om den rationelle beslutningsteoris faser: beslutning, planlægning, udførelse og
evaluering. Som det ses er det nærliggende at antage, at Utdanningsdirektoratets opdrag er inspireret af en
sådan tankegang. Den anden – som kan kaldes den internationale reformforskning – bygger på empiriske
1
undersøgelser af faktisk forekommende reformprocesser. Den argumenterer for at det kan vises, at
uddannelsesreformer sjældent får lov til at udspille sig som isolerede, dvs. afgrænselige, størrelser, og at
mange andre forhold end rationalitet er med til at forme reformprocessen.
Den klassiske beskrivelse af reformprocessen får ikke fat i den store kompleksitet, som ifølge den
empiriske implementeringsforskning karakteriserer alle faser i reformprocessen. Honig har givet en oversigt
over forskning i implementering af uddannelsesreformer (jf. Honig, 2006). Han finder, at
uddannelsesreformernes ambitionsniveau generelt øges over tid. Han identificerer tre perioder: I
1960’erne beskæftiger man sig med, hvad der faktisk bliver implementeret. Policydesignet er bygget op
som et klart top down-perspektiv – policy-beslutterne formulerer retningslinjerne, implementator udfører
og monitorerer. Hovedinteressen i evalueringerne er at undersøge, om der forekommer resultatsvigt og
forskningen skal afdække, hvad der kunne være årsagen til disse svigt.
I 1970’erne vendes opmærksomheden mod, hvad der implementeres over tid. Man ved nu, at
realiseringen af en policy tager tid, fordi det ofte drejer sig om at forene mange samtidige krav, der støder
sammen og giver konflikter i praksis. Der bliver udviklet omfattende tjeklister, der betjenes af
reformkonstruktørerne med henblik på bedste fremgangsmåde for at sikre mod afvigelser.
Den tre periode betegner Honig som øget opmærksomhed på, hvad der virker. Opmærksomheden
om policydesignet – mandater, incitamenter, kapacitetsopbygning, osv. – afspejler underliggende
antagelser om, hvordan man motiverer til forandring. Policyimplementering anskues her som forhandlede
processer mellem forskellige aktørniveauer (fx føderale og lokale aktører, men også organisationer og
professionelle). Interessen skifter fra hvilke policies der implementeres, til de vilkår der er af betydning for
effektiv praksis. Man er nu ikke fokuseret på resultatsvigt, snarere på indsigt i, hvorledes man øger
reformdeltagernes evne til at indgå i reformen. Meningsskabelse, fortolkning og læring bliver de centrale
begreber. Den empiriske forskningsudvikling synes at vise, at realiseringen af policy hverken kan eller bør
forstås i en enkelt kæde oppe fra og ned. Der er stadigt et styringsperspektiv fra policy til implementering,
men man inddrager, hvorledes oversættelsen af styredokumenter åbner for kreativ håndtering af praksis.
Uddannelsesreformers fire elementer
I undersøgelser af uddannelsesreformer kan man anvende en fremgangsmåde, der vægter en faseopdeling
af reformprocessen. Levin foreslår en model, der har fire elementer: Origins, Adoption, Implementation, og
Outcomes (Levin, 2001, chap. 2). Det første element, oprindelsen, beskæftiger sig med, hvad der er den
politiske baggrund for at den pågældende reform bliver til regeringens dagsorden. Hvad antager aktørerne
om uddannelse, og hvor kommer inspirationen fra? Det andet element beskæftiger sig med, hvorledes den
2
initierede policy bliver til konkret lov og styredokumenter. Hvorledes påvirkes de oprindelige ideer af de
politiske forhandlinger? Det tredje element omhandler implementeringen, specielt hvilke modeller for
implementering, der bygges ind i reformen. Det sidste element ser på reformens outcomes eller resultater.
Der er naturligvis ikke i praksis tale om at de fire faser er klart afgrænselige elementer i den konkrete
virkelighed, men som analytisk ramme dækker fase-modellen de problemstillinger, som opdraget omfatter,
jf. opdragsbrevets hovedproblemstillinger. I det følgende adopteres denne model følgelig som overordnet
præsentationsramme.
Oversigt over elementer og følgeforskning
Appendiks 1 opregner de primære følgeforskningsrapporter, som denne synteserapport skal forholde sig til.
Disse rapporter betoner i sit udgangspunkt forskellige elementer i Levins fire-element model. Man kan få et
første overblik over, om der er grundlag for synteser mellem rapporternes resultater ved at plotte dem ind i
et skema, jf. Tabel 1. På skemaets X-akse opregnes de hovedintentioner eller de overordnede mål, som
Kunnskapsløftet opstiller. Skemaets Y-akse gengiver Levins fire elementer i modellens progression.
Social ulighed
Kvalitetsreform
/vurdering
Tilpasset opplæring
Lærerens
metodefrihed
Grundlæggende
færdigheder og
læringsstrategier
Kompetencemål
Læreplan og
resultatmål
Lærende
organisation
Styringsreform
Tabel 1: Oversigt over de elementer, som primærforskningen overordnet behandler
Oprindelse
Antagelse
Implementering
Outcomes
I tabellen anvendes følgende farvekoder (for betydningen af akronymer, se appendiks 1):
ARK =
SMUL=
FIRE=
NOVA=
FaFo=
NIFU =
I de følgende fire afsnit leverer følgeforskningsrapporternes data bidrag til forståelse af indholdet
og karakteren af de fire elementer i Levins model, idet denne gennemgang desuden skal anvendes til
besvarelse af de følgende spørgsmål, som i opdragsbrevet er ønsket belyst i særlig grad
(Utdanningsdirektoratet, 2012, p. 1):
3
o
o
o
Er strategier og virkemidler som i Kunnskapsløftet, utformet og dimensjonert i tråd med reformens
intensjon?
Er strategiene og virkemidlene utformet slik at det kan sies å være sammenheng og konsistens i
reformen?
Er det sammenheng mellom reformens strategier og virkemidler og andre rammevilkår og
utviklingstrekk som påvirker og styrer utdanningssystemet?
Efter gennemgangen af de fire elementer fremsættes nogle afsluttende bemærkninger.
Oprindelse
Ingen af følgeforskningsrapporterne har haft det primære opdrag at undersøge, hvor de politiske og
pædagogiske ideer til Kunnskapsløftet som uddannelsesreform kommer fra. Alligevel kan en række forhold
uddrages af ARK-2 rapporten om Kunnskapsløftets intentioner og forudsætninger og FIRE-S rapporten
vedrørende Kunnskapsløftet som styringsreform.
Målet for Kunnskapsløftet er at alle elever skal udvikle grundlæggende færdigheder og
kompetencer for at kunne tage aktivt del i videnssamfundet. Norsk skole skal være en inkluderende skole
med plads til alle og med vægt på den faglige indlæring. Alle skal have de samme muligheder for at udvikle
sine evner. Specielt skal Kunnskapsløftet bidrage til at sikre ’tilpasset opplæring’ for alle elever. Princippet
om tilpasset opplæring befæstes yderligere ved at grunnskolen begrebsbestemmes som en ’fællesskole’ og
ikke som en ’enhedsskole’.
Som begrundelser for disse mål anføres det at vi nu på den ene side lever i et videnssamfund (jf.
ARK-2, pp. 36-38), mens vi på den anden side i stadig stigende grad oplever samfundet som et kulturelt,
etnisk og religiøst mangefold (jf. ARK-2, pp. 39-44). Videnssamfundet implicerer, at behovet for ufaglært
arbejdskraft, som tiden går, vil blive mindre og at kravene til udbyggede faglige kompetencer til stadighed
vil stige. Skal Norges konkurrence- og innovationsevne og velfærdsniveau opretholdes er det nødvendigt,
anføres det i flere policydokumenter (jf. fx Stortingsmelding. nr. 31. Kvalitet i skolen, 2007-2008) at flere
end i dag i Norge har gode kundskaber og færdigheder. Det kulturelle, etniske og religiøse mangefold
kræver desuden at befolkningen i almindelighed besidder veludviklede sociale og kulturelle kompetencer.
Det ses altså, at argumentationen for – og dermed intentionen med – Kunnskapsløftet overvejende
er af økonomisk karakter. Hertil kommer, at forventningerne til at Norge kan leve op til disse
uddannelsesmæssige krav, løbende forekommer at være blevet svækket, hvis man henholder sig til
resultaterne af især internationale, komparative undersøgelser, som Norge har deltaget i fra 1990’erne og
frem (jf. ARK-2, pp. 44-50). Den politiske analyse tilsagde således ikke alene ved påbegyndelsen af
4
reformdiskussionen at Norge – som alle de postindustrielle lande – befinder sig i en ny vidensmæssig og
økonomisk situation, men også at forudsætningerne for at håndtere denne situation vil stille store krav til
det norske uddannelsessystem. Dette forhold implicerer da også, at de forudgående uddannelsesreformer
(M87/ fra 1993 – L94 – L97) er blevet kritiseret, erklæret for utilstrækkelige og at være for stramme med
hensyn til de undervisningsmæssige rammer, de stiller op for lærerens arbejde, ved bl.a. at give ret
detaljerede anvisninger om undervisningens indhold og form (se også ARK-1, p. 10).
Som værktøjer, strategier og virkemidler til at realisere Kunnskapsløftets intention har politikere og
embedsmænd i de centrale, styrende organer introduceret nogle styredokumenter, en række pædagogiske
principper og strategiske organisationsformer. Disse falder i to hovedelementer. Det ene element vedrører
området læreplan. Læreplanen for Kunnskapsløftet fra 2006 (LK06) som blev resultatet af de politiske
drøfter, skal med input fra især politikere, embedsmænd, forskere og lokale debattører leve op til nogle
krav af pædagogisk karakter. Læreplanen skal formulere læringsmål som resultatmål i form af
kompetencer, dvs. der skal primært redegøres for, hvad eleven skal være i stand til at gøre, når målet er
realiseret eller – formuleret på anden måde – læringsresultatet skal være beskrevet som kompetencemål.
Med Kunnskapsløftet introduceredes for alvor resultatstyring og forventningsstyring i norsk
grunnopplæring. Resultatmålene skal styre undervisningens indhold og undervisningsmetoder. Skolen og
læreren er i sine valg af indhold og metoder principielt stillet frit, dvs. læreren forudsættes at være
professionel, så han eller hun er i stand til at håndtere metodefrihed. Af de internationale undersøgelser
fremgik det desuden, at norske elever ikke besad grundlæggende færdigheder i tilstrækkelig grad til at
varetage de faglige udfordringer i at udtrykke sig mundtlig og skriftligt, kunne læse og regne, og kunne
bruge digitale redskaber. At betegnelsen ’grundlæggende færdigheder’ anvendes, betyder ikke at det
drejer sig om færdigheder på et grundlæggende niveau, men at færdighederne hævdes at være
grundlæggende for læring og udvikling i alle fag (jf. SMUL-1, p. 47). For at sikre at alle elever kan deltage
med et godt udbytte af undervisningen uden anvendelse af elevdifferentiering, skal undervisningen tilbyde
tilstrækkelige muligheder for ’tilpasset opplæring’, dvs. undervisningsdifferentiering, et pædagogisk princip
som allerede før reformen var blevet gjort til genstand for selvstændig udredning i en baseline rapport, jf.
(Bachmann & Haug, 2006). I tilknytning til ønsket om forbedringer af grundlæggende færdigheder, havde
de internationale undersøgelser også afdækket, at norske elevers færdigheder i metakognition og
anvendelse af læringsstrategier burde styrkes.
Endelig ønskede man, at Kunnskapsløftet fik udviklet nogle ledsagende værktøjer. Når fokus bliver
sat på resultatmål, er det afgørende, at man også besidder redskaber til at vurdere, om målene faktisk nås.
Langt den hyppigste anvendelse af planlagte vurderinger i Kunnskapsløftet vedrører, hvad man traditionelt
betegner som formative evalueringer – men i Kunnskapsløftet fik betegnelsen ’underveisvurdering’ – dvs.
5
redskaber som har til formål pædagogisk at støtte det daglige arbejde i klassen med tilrettelæggelse og
gennemførelse af undervisningen med henblik på elevlæring. Derfor ses underveisvurdering da også som et
redskab i tilknytning til bl.a. tilpasset opplæring. Den såkaldte summative evaluering, som i Kunnskapsløftet
fik betegnelsen ’sluttvurdering’, har til formål at give information om det niveau eleverne har opnået ved
afslutningen af et fag (jf. SMUL-3). Endelig kommer vurderinger der indgår i internationale test til som et
kvalitetsindikatorredskab (jf. Stortingsmelding. nr. 31. Kvalitet i skolen, 2007-2008). Centrale virkemidler for
ledelsen er således kompetencemål, et nationalt kvalitetsvurderingssystem med vægt lagt på
resultatkvalitet og dokumentation af opnåede resultater.
Mens reformens ene hovedelement er en læreplan, er reformens andet hovedelement en
styringsreform. Forbindelsen mellem de to dele af den samlede uddannelsesreform udgøres af de lokale
aktørers medvirken i reformen ved skabelsen af lokale læreplaner. FIRE-S rapporten peger på fire centrale
intentioner på dette område, sådan som de kommer til udtryk i politiske reformdokumenter og i andre
uddannelsespolitiske dokumenter forud for reformen (jf. oversigten over disse dokumenter i FIRE-S, pp. 6165), nemlig: (1) Mål- og resultatstyring, (2) vidensbaseret ledelses- og professionsudøvelse, (3) udvikling af
professionelle kompetencer og (4) accountability. I disse dokumenter omtales styringsreformen endvidere
som et systemskifte. Systemskiftet skulle berede grunden for en ’kultur for læring’ og for udvikling af skolen
som en vidensbaseret, lærende organisation, lokal kompetenceudvikling og kapacitetsopbygning, og med
tydelig skoleledelse.
Kunnskapsløftet som styringsreform havde fra starten som intention at øge decentraliseringen af
beslutningsmyndigheden og forvaltningsopgaverne inden for uddannelsessektoren. Skoleejer, skolen og
læreren skulle tildeles større handlerum og større frihed. Et hovedindtryk fra FIRE-S’ gennemgang af et
udvalg af uddannelsespolitiske dokumenter, som er blevet lagt frem efter at reformen blev vedtaget og
implementeringen startede, er at de statslige politisk-administrative myndigheder i øget grad har skærpet
den statslige styring og nu mere betragter underliggende forvaltningsniveauer som redskaber for
iværksættelse af national politik på grunnopplæringens område (jf. oversigten over disse dokumenter i
FIRE-S, pp. 69-80). I nyere styredokumenter og udtalelser tager regeringen til orde for stærkere
centralstyring. Dette sker, fremhæver FIRE-S rapporten, uden at det kan ses at regeringen har taget et
principielt opgør med reformens ambition om systemskifte imod større kommunalt selvstyre (større
beslutningsmyndighed) og mere opgavedelegering i norsk grunnopplæring til de lokale niveauer.
6
Kunnskapsløftet
Læreplan
Læringsstrategier
Udjævning af social ulighed
Grundlæggende færdigheder
Resultatmål →Kompetencemål
Tilpasset opplæring
Lokal læreplan
Accountablity
Metodefrihed
Kvalitetsvurderingssystem
Sluttvurdering
Underveisvurdering
Styringsreform
Lærende organisation
Vidensbaseret professionsudøvelse
Figur 1: En skitse over Kunnskapsløftets hovedelementer
De styrende elementer i Kunnskapsløftet kan nu tentativt sammenfattes i en grafisk skitse, som det
sker i Figur 1. Reformen går på to ben, idet den består af en ny læreplan og en styringsreform. Læreplanen
har til intention først og fremmest at give eleven faglige kundskaber, hvis beskrivelse angives i de enkelte
fagplaner som kompetencemål. Som ledsagende indlæring skal eleven også tilegne sig læringsstrategier og
grundlæggende færdigheder, der på en og samme tid er læringsmål og redskaber (forudsætninger) for
elevens læring af kompetencemålene. Endelig er det et ønske, at denne form for læring også vil kunne
bidrage til en øget udjævning af sociale uligheder (jf. NOVA-S, p. 25) – i figuren er de elevtilknyttede
elementer gengivet med sort.
De lokale myndigheder, dvs. skoleejere, rektorer og lærere, er ansvarlige for udarbejdelse af lokale
læreplaner. Læreren har principielt metodefrihed i realiseringen af reformmålene, men skal dog indrette
undervisningen så den tilpasses de enkelte elevers individuelle forudsætninger (tilpasset opplæring) og
foretage løbende underveisvurdering som pædagogisk hjælp til eleven og som kvalitetskontrol af læringen
– reformens lærertilknyttede elementer er angivet med blåt. Læreren er også ansvarlig for
sluttvurderingen, mens de centrale myndigheder monitorerer skoleoplæringen gennem et varieret
kvalitetsvurderingssystem, ligesom læreren skal holdes accountable for sin indsats – med farven rød
angives de elementer, der knytter sig til de centrale instanser.
Endelig er det håbet, at det lokale niveau udvikler sig til en lærende organisation og at dette fører
til at lærerens professionsudøvelse bliver vidensbaseret – det lokale element er angivet i figuren med
farven grøn.
Samlet set ses det altså, at reformen samler sig om fire felter: (1) elevens læring, (2)
undervisningens planlægning, tilrettelæggelse, gennemførelse og vurdering, (3) lærerens og lærerkollegiets
kompetenceudvikling, og endelig (4) det centrale niveaus monitorering og kvalitetskontrol.
7
Kunnskapsløftet bringer eksisterende elementer fra tidligere reformer sammen med nye
pædagogiske ideer, som i løbet af beslutningsprocessen har været udsat for mange og modstridende
påvirkninger. Det er ikke nogen indre logisk nødvendighed, der har bragt de elementer, som er nævnt i
Figur 1, sammen. Fx kan elementerne læringsstil og grundlæggende færdigheder godt anses for at være
såkaldte surrogat-mål, idet det alene er antagelsen – som må godtgøres empirisk – af at de bidrager til
realiseringen af læringens resultatmål, der betinger deres tilstedeværelse. Tilsvarende gælder elementerne
metodefrihed, tilpasset opplæring, underveisvurdering og accountability. Det kan sagtens logisk tænkes, at
realiseringen af kompetencemålene kan finde sted, også selvom disse elementer ikke varetages i
undervisningen. Dertil kommer styringsreformen med lokalt læreplansarbejde, som ikke på nødvendig
måde er knyttet til intentionen om kompetencemål. Når reformens elementer må siges at være bragt
sammen fra forskellige kilder, ville det være at forvente – nu i bagklogskabens klare lys – at reformen efter
vedtagelsen nødvendigvis i det videre forløb ville komme til at kræve modificering med hensyn til
udformning og handlinger. Ball formulerer denne – velkendte – indsigt på følgende måde:
National policy making is inevitably a process of bricolage: a matter of borrowing and copying bits and pieces
of ideas from elsewhere, drawing upon and amending locally tried and tested approaches, cannibalizing
theories, research, trends and fashions and not infrequently flailing around for anything at all that looks as
though it might work. (Ball, 1998, p. 126)
En central inspirationskilde til uddannelsesreformer kommer fra den internationale uddannelsesdiskurs, jf.
Rasmussen (2012). Levin (2001, pp. 12-18) gør opmærksom på fire trends, som især har været
indflydelsesrige fra årtusindskiftet og frem. For det første ser alle i dag behovet for uddannelsesreformer
primært ud fra økonomien og mere specifikt som uddannelse af en arbejdskraft, der er i stand til at
konkurrere med andre lande. Uddannelse ses som en nøglefaktor for landenes evne til at få en bedre eller i
det mindste fastholde den eksisterende, økonomisk velfærd. Den ene tilskyndelse til denne opfattelse kan
findes i den neo-liberale pædagogik, som blev adopteret både i Storbritannien og USA fra 1980’erne og
frem (jf. Nordenbo, 2008). Den anden afgørende tilskyndelse genspejles i OECDs rapporter fra 1990’erne og
frem:
Only a well-trained and highly adaptable labour force can provide the capacity to adjust to structural change
and seize new employment opportunities created by technological progress. Achieving this will in many cases
entail a re-examination, perhaps radical, of the economic treatment of human resources and education.
(OECD, 1993, p. 9)
For det andet genfindes kritikken af den eksisterende skole. Mens skolerne frem til 1970’erne overvejende
blev anskuet positivt, er kritikken vokset i retning af, at de ikke leverer det nødvendige. De internationale
komparative præstationstest, såsom PISA, viser dette, samtidig med, at skolerne hævdes at koste mere og
8
mere. Den underliggende tone bag mange reformer efter 1970’erne er negativ – en bestræbelse på at
begrænse skaden. Videre er viljen til at investere flere penge i den offentlige skole blevet svækket. Mange
steder skal reformer gennemføres uden økonomiske kompensationer. Endelig er problemet om kulturel
forskellighed og mangefold blevet mere påtrængende. Dels kræver oprindelige befolkningsgrupper mere
opmærksomhed ligesom ny befolkningsgrupper har synliggjort kultur, etnicitet, religiøsitet og kønspolitik.
Af den internationale diskurs fremgår det desuden, at der er fælles strategiske måder at udforme
uddannelsesreformer på. Man har for det første decentraliseret en del af den operationelle autoritet til
skoleejere, lokale skoler og forældreråd. Tanken bag er, at man bedre på det lokale niveau kan effektivisere
skolens arbejde. Man har desuden forøget antallet af nationale test, der kan afdække i hvilken udstrækning
de foreskrevne læringsmål nås – sammenkoblet med publicering af resultaterne – og som en konsekvens
heraf, udformet mere centraliserede styredokumenter. Tanken er her, at offentliggørelse af testresultater
vil have en gavnlig virkning på ”uddannelses-markedet”, så konkurrencen om elever øges. Endelig har der
været en tendens til at introducere mere valgfrihed eller andre markedslignende mekanismer, som fx
vouchers der følger forældrenes skolevalg. Forventningen har i det hele været, at en uddannelsesreform
må påtrykkes udefra/ovenfra, fordi den ikke kan forventes at vokse frem fra skolen selv – i modsætning til
tidligere tiders reformpædagogik.
Antagelse
I forrige afsnit blev det omtalt, at Kunnskapsløftet kan ses som en reform, der går på to ben. De
styredokumenter, som giver mandat til reformen, er mange. I ARK-1 (p. 16) foreslås følgende terminologi.
Reformen består af (1) en skolelov, (2) ny læreplan (3) centrale styreelementer og (4) lokale
strategidokumenter. Den skolelov der gælder for ”begge ben”, er vedtaget før Kunnskapsløftet og går
under navnet Opplæringsloven (jf. Innst. O.nr. 70 (1997-1998). Innstilling fra Kirke-, utdannings- og
forskningskomiteen om lov om grunnskolen og videregående opplæring (Opplæringsloven)), men er senere
fulgt op af mange tilføjelser (jf. FIRE-S, pp. 61, 66, 71, 75, 89-90, 96-99), som på en række punkter
modificerer og reviderer den.
Den nye læreplan består af tre forskellige dele (a) Generrell del, (b) Principper for opplæring, og (c)
Fagplaner for de enkelte fag. Generell del er fælles for hele grunnopplæringen (grunnskole og
videregående) og skal desuden danne grundlag for voksenopplæring på grunnopplæringens område. Den
indeholder idégrundlaget for undervisningen, dvs. de holdninger og værdier som uddannelsen skal forsøge
at udvikle og forstærke, og denne del danner basis for, hvordan de mere fagspecifikke dele af
læreplanværket skal fortolkes og omsættes i praksis. Generell del giver også anvisninger på hvordan
9
læreren skal udøve sin rolle i arbejdet med at tilrettelægge og støtte eleverne i processen med tilegnelse af
viden og udvikling af holdninger, værdier og færdigheder. Planen er, som alle læreplaner, resultat af
politiske kompromisser og giver som sådan mange og dels modstridende signaler.
Prinsipper for opplæringen præsenteredes efteråret 2005 som erstatning for den tidligere
Læringsplakaten. Principperne skal synliggøre skolejernes ansvar for undervisningen. Tilpasset opplæring er
trukket frem som et centralt princip for arbejdet, ligesom udvikling af gode læringsstrategier.
Den fagspecifikke del af læreplanen omfatter fag som er specifikke for grunnskolen, fag som er
gennemgående gennem hele uddannelsesforløbet, og fag som er specifikke for de enkelte
programområder inden videregående opplæring. I den fagspecifikke del af læreplanen opstilles de
kompetencer som eleven gerne skal erhverve gennem undervisningen i de enkelte fag, mens der på den
anden side ikke gives anvisninger på hvordan kompetencerne bibringes eller hvilken hjælpemidler der skal
anvendes (læremidler og udstyr). Dette betyder at det i princippet ud fra dette styredokument står den
enkelte skole og lærer helt frit at vælge arbejdsmåder og læremidler.
Som Opplæringsloven således er også den nye læreplan blev fulgt op af en række tilføjelser (se
ARK-2, pp. 49-61), som på en række punkter modificerer og reviderer den.
Styringsreformen har en lang forhistorie i norsk forvaltningstradition (jf. FIRE-S, pp. 59-65), der
fører frem til en policy om, at statens styring af grunnopplæringen bør begrænses, mens kommune- og
fylkesektoren skal gives større handlerum. I St. meld. nr. 17 (2004-2005) Makt og demokrati, understreges
det med direkte adresse til Kunnskapsløftet, at den politiske intention er, at der
vil skje en oppmykning av nasjonale regler om fag- og timefordelingen som vil gi skolene større mulighet til
lokal og individuell tilpassing. Samlet sett skjer det et systemskifte i styringen av skolen (citeret efter FIRE-S, p.
66).
Siden er styringsreformen blevet fulgt op af en række policydokumenter, der ligesom læreplansreformen til
stadighed præciserer og ændrer styringsformen på en række punkter (se FIRE-S, pp. 69-80).
Jeg har fire forskellige bemærkninger at gøre til den samlede mængde af styredokumenter.
Den første bemærkning om reformens styredokumenter er at – som ikke-norsk – forekommer
antallet af dokumenter, som man skal forholde sig til, hvis man troværdigt skal kunne følge proskriptioner
og tolkninger, overvældende. Ikke alene antallet, om også det forhold, at temaer som tages op i fx nogle
stortingsmeldinger, undertiden er helt fraværende eller ændrede i senere policydokumenter, kan forvirre.
Jeg vil tro, at det også for en norsk lærer kan fremtræde som overvældende at man er nødt til at forholde
sig til så mange tolkelige dokumenter, så det kan blive en barriere for reformens implementering set ud fra
de centrale myndigheders perspektiv.
10
Den anden bemærkning drejer sig om den nye læreplan. Om den fremhæver både ARK-1 (pp. 8189) og ARK-S (pp. 58-59) at der eksisterer et konsistensproblem i og med at Generell del i Kunnskapsløftets
læreplansværk skal være generel del for to forskellige læreplantyper: L97 og LK06. L97 kan betegnes som
en indholdsorienteret læreplan. Kunnskapsløftets særegenhed er imidlertid som nævnt ovenfor at være en
læreplan med kompetencemål, der siger noget om, hvad elevene skal ”kunne gøre rede for …”, ”kunne
beskrive …”, ”kunne forklare …”. Kunnskapsløftets læreplaner for fag er lavet ud fra en uddannelsespolitisk
intention om at lave en læreplan karakteriseret ved kompetencemål. Men dele af læreplanen kan også
tolkes som elevcentreret.
Det fremgår klart af alle efterfølgende styredokumenter, at Kunnskapsløftet grundlæggende
understøtter beskrivelse af de pædagogiske mål som kompetencemål. Den samlede følge er, at den nye
læreplans indre inkonsistens slører billedet af, hvad reformens egentlige formål er. Denne usikkerhed må
vise sig i reformimplementeringen.
Den tredje bemærkning vedrører en bestemt side af ambitionsniveauet i den nye læreplan. Det
fremgår klart af den nye læreplan, at den stiller krav om øgede kognitive kvalifikationer samtidig med, at
opplæringens inkluderende funktion (tilpasset opplæring) skal øges. Derved stiller reformen betydelige krav
til læreprofessionalismen, som må føle sig udfordret af reformen.
Den fjerde bemærkning vedrører forholdet mellem Kunnskapsløftets nye læreplan, der bygger på
kompetencemål som resultatmål, og Kunnskapsløftet som en styringsreform. Styringsreformen bliver til et
didaktisk princip om metodefrihed for lærer og skole. Det kan give indtryk af, at koblingen mellem fastlagte
mål for opplæringen og de andre pædagogiske tiltag, som en lærer og skole kan benytte sig af, har en
kontingent karakter. Ser vi på en didaktisk beskrivelse af undervisningens momenter, som fx i: formål,
indhold, metode, materiale og evaluering, kan dette anfægtes (jf. fx Nordenbo, 1997, kap. 2 & 3). Den
såkaldte Berliner didaktik, der opstod i 1960’rne ved den vestberlinske Pædagogiske Højskole, udviklede en
tilsvarende beskrivelse af undervisningens momenter og påviste i særlig grad sammenhængen mellem
momenterne og betvivler på den måde tesen om at forholdet mellem mål og metode er kontingent.
Ifølge Berliner didaktikkens opfattelse må vi skelne mellem to felter i en undervisning, nemlig
beslutningsfeltet og betingningsfeltet. Beslutningsfeltet er det område, hvor enhver underviser i egenskab
af underviser må træffe afgørelser for at være i stand til at gennemføre en undervisning, mens
betingningsfeltet, som i x rammefaktorteorien, sætter vilkårene for undervisningen. De faktorer, der indgår
i beslutningsfeltet i beskrivelsen af undervisningens momenter gives i Berliner didaktikken lidt andre
betegnelser, jf. Figur 2.
Betingningsfeltets momenter virker imidlertid ikke i et tomrum. På den ene side er beslutningerne i
beslutningsfeltet underkastet de vilkår, som sættes af betingningsfeltets antropogene (dvs. biologiske og
11
psykologiske) og socio-kulturelle forudsætninger. På den anden side påvirker beslutninger truffet i
undervisningens beslutningsfelt også betingningsfeltet.
Figur 2: Skematisk oversigt over Berlinerdidaktikkens strukturanalyse
Det er afgørende at fremhæve, at de her nævnte faktorer ifølge Berliner didaktikkens opfattelse
indgår i et mangesidigt afhængighedsmønster, idet der eksisterer en interdependens mellem de fire
momenter i beslutningsfeltet og de to momenter i betingningsfeltet. Det har derfor ikke mening at tale om
at faktorerne på vilkårligt/kontingent måde kan være uafhængige af hverandre, således som det
tilsyneladende forudsættes i Kunnskapsreformens kombination af nye læreplan og ny styringsreform.
Berliner didaktikken sætter således spørgsmålstegn ved den forudsatte metodefrihed som styringsreformen har til intention at sikre. På opplæringens område betyder det, at når de centrale
styringsinstanser (politikere og statslige organer) har fastlagt kompetencemålene, fastlægges dermed også
det virkefelt, som de lokale myndigheder, skole og lærere kan bevæge sig indenfor. Interdependens-tesen
kan derfor være en forklaring på, at FIRE-S registrerede, jf. forrige afsnit, at der i nyere styredokumenter
kan konstateres en stærkere centralstyring på opplæringens område. Denne mulige modstrid mellem
12
reformens to hoveddele er ikke en inkonsistens i logisk forstand, men en inkommensurabilitet i empirisk
forstand.
Implementering
I forsøget på at få en policy realiseret har regeringer og centraladministration adgang til en række
forskellige instrumenter, der undertiden betegnes policy levers. Man kan klassificere disse ”løftestænger”
på forskellig måde. Hvilket kategorisystem det er hensigtsmæssigt at anvende, afhænger af det givne
tilfælde. I dette afsnit opregnes de policy levers, som registreres i Kunnskapsløftets følgeforskning.
McDonnell & Elmore (1987) har foreslået et kategorisystem til karakteristik af implementeringsinstrumenter der er udviklet med specielt henblik på uddannelsesreformer. Det præsenteres i det følgende
med en modifikation på et enkelt punkt. McDonnall & Elmore opdeler de politiske instrumenter i fire
kategorier: mandates, inducements, capacity-building og system-changing (pp. 138-140). Til disse fire
tilføjer jeg en femte kategori, betegnet følgeforskning. Bemyndigelser (mandates) bygger på den legale
autoritet og inkluderer lovgivning og andre juridiske reguleringer. Overtalelsesmidler (inducements)
omfatter strategier der har til formål at fremme opmærksomheden om de politiske mål som betones i en
reform, ofte ved hjælp af ekstra økonomiske tilskyndelser. Kapacitetsopbygning (capacity-building) går ud
fra den antagelse at skal de politiske mål nås, er det nødvendigt at opbygge nye kompetencer hos skoler og
lærere. Systemændring (system-changing) fokuserer på systemiske forandringer, der kan underbygge en
bestemt policy. Endelig anvendes følgeforskning som et redskab både til monitorering og kvalitetsvurdering
af implementeringen af en policy, men følgeforskning kan også have andre virkninger.
1. Anvendes dette kategorisystem på Kunnskapsløftet, fremgår det allerede af de forrige afsnit at
bemyndigelse, mandatet, udgør det måske vægtigste implementeringsinstrument i Kunnskapsløftet. Love,
bekendtgørelser, direktiver, etc. er under hele Kunnskapsløftets eksistens blevet udsendt fra centralt hold.
En helt afgørende policytekst udgøres af Læreplanverket for Kunnskapsløftet (LK06), der er i centrum i en
række af følgeforskningsrapporterne, jf. ARK-1 (Centrale styredokumenter-lokale strategidokumenter),
ARK-2
(Utdanningsreform-læreplanverk),
ARK-S,
SMUL-1).
Umiddelbart
opfordrer
instrumentet
’bemyndigelse’ til at tænke i en top down-implementering. Kan disse styringsinstrumenter anvendes hertil?
Om disse dokumenter er dommen i ARK-1 ret kategorisk: ”De sentrale styringssignalene må for en stor del
bli karakterisert som vage, diffuse og mangetydige” (p. 189). Næsten ligeså nedslående er dommen over
læreplanværket som et redskab til at vejlede opplæringen, idet man kan ” finne steder for å begrunne
nesten ethvert pedagogisk standpunkt og nesten enhver form for opplæringspraksis” (ARK-1, p. 178). Der
13
er intet overraskende i disse udsagn. Den empiriske forskning i reformimplementering understreger igen og
igen læreplaners og styredokumenters karakter af politiske kompromisser og konsensusforsøg, der dækker
over eller tilslører de bagvedliggende værdimæssige og politiske uenigheder.
Man bør derfor nok snarere stille spørgsmålet om, hvordan disse vilkår stiller de udøvende
reformaktører. Hvad skal lokale myndigheder og lærere gøre? Matland har udarbejdet et review over policy
implementering og finder, at de to velkendte, stridende opfattelser, der enten lægger vægt på top-down
henholdsvis bottom-up perspektivet, ikke tilfredsstillende beskriver data. I stedet foreslår han en matrixmodel, der udfolder fire former for implementeringsprocesser. Vægter vi betydningen af, at der kan være
mere eller mindre konflikt om reformens mål og midler, mod vægten af, at der kan være mere eller mindre
flertydighed ved tolkningen af mål og midler, kan man opstille følgende ”flertydighed-konflikt matrix”, jf.
(Matland, 1995, p. 160):
Figur 3: Ambiguity-Conflict Matrix: Policy Implementation Processes (efter Matland, 1995)
Er konflikten og flertydigheden begge lave, nærmer vi os den rationelle model, dvs. top-down tilgangen.
Den centrale antagelse er her, at resultaterne bestemmes af ressourcerne. Denne implementeringsproces
kan betegnes som administrativ.
Er konflikten høj, men flertydigheden lav, er de forskellige aktører bekendt med, hvad konflikten
drejer sig om. Resultatet bestemmes her af magtdominans eller kompromisvilje. Der er stadig principielt
tale om en top-down tilgang. Denne implementeringsproces kan betegnes som politisk.
14
Er konflikten lav, men flertydigheden høj, overlades banen til aktørerne på det udøvende niveau.
De mest aktive aktører vil eksperimentere med forskellige mulige realiseringer, og succes med resultatet
kan bedre beskrives som læring end som outcomes. Evaluering og feedback er vitale komponenter, og
Matland fremdrager, at bottom up-teorierne om implementering i denne kontekst har en særlig
berettigelse. I dette tilfælde afhænger en vellykket implementering af tilstedeværende viden eller erfaring,
robuste strukturer, etc. Denne implementeringsproces kan betegnes som eksperimentel.
Hvis både konflikten og flertydigheden er høj, kan implementeringsprocessen forvandle sig til
propageren for forskellige politiske mål og midler frem får en egentligt løsning af implementeringsopgaven.
På resultatplanet bliver implementeringen overladt til reformaktørernes mulige koalitionsdannelser. Denne
implementeringsproces kan betegnes som symbolsk.
Anvender vi Matlands matrix på Kunnskapsløftets implementeringsproces, forekommer kombinationen af lav konflikt og høj flertydighed mest nærliggende – ’lav konflikt’ fordi LK06 er fremkommet ved
en konsensus der har kunnet forene de fleste af Stortingets partier – ’høj
flertydighed’ fordi
følgeforskningen giver læreplanen denne karakteristik. Dette bringer aktørerne på det lokale niveau i en
særlig situation, fordi styredokumenterne på en og samme tid både er åbne for mange tolkninger og
samtidig ikke giver klare konkrete handleanvisninger, hverken med hensyn til udformningen af lokale
læreplaner eller pædagogiske fremgangsmåder (jf. SMUL-2 & SMUL-3).
I denne situation kræver en vellykket proces at lokale aktører besidder de nødvendige
kompetencer til at opfylde deres del af reformprocessen. På den anden side må det forventes at
reformprocessen ikke kan opfattes som en realiseren af foreskrevne reformmål, men må beskrives som
både en læringsproces og en kreativ proces. De lokale aktører er nødt til at konkretisere reformen, men
omskaber derved måske de oprindelige intentioner – eller bevarer status quo. Signaler fra følgeforskningen
synes at bekræfte at begge resultater er mulige – og forventelige. Dette kan umiddelbart opfattes som en
"fejl". Men implementeringsforskningen viser, at dette kun er én mulig tolkning. Set ud fra et
organisationsteoretisk synspunkt kan det faktisk styrke en reformproces, fordi det nødvendiggør, at de, der
skal realisere reformen, derved får større frihed til at fortolke og kreativt bearbejde styredokumenterne.
Ønsker man samtidigt, at denne reform også skal være en styringsreform, hvor det lokale læreplansarbejde
skal blomstre, er de indbyggede tvetydigheder måske ikke nogen dårlig idé.
Men udnyttes denne frihed så lokal, så aktiviteterne i klasseværelset ændres? Følgeforskningen
udført i SMUL-projektet giver et interessant indblik i klasseværelsesaktiviteter, lærertænkning og sider af
elevernes perspektiver på undervisning og læring. Baseret på kodning af klasserumsobservationer giver
SMUL-S os et detaljeret oversigt over arten og hyppigheden af, hvad der i didaktikken kan betegnes som
undervisningens socialformer (jf. Nordenbo, 1997), i SMUL-S omtalt som ’organisationsformer’. Som det
15
fremgår af Figur 4, er langt den hyppigst forekommende socialform helklasseundervisning, der af de totale
aktiviteter anvendes i ca. 60 % af den totale tid, gruppe og individuelt arbejde med ”lærerbesøg” i ca. 30 %,
mens eleverne er på egen hånd i de sidste 10 %.
70%
60%
50%
40%
30%
20%
10%
0%
Andel av total tid
(7)
(6)
(5)
(4)
(3)
(2)
Individu Individu Individu
Gruppea
Gruppea Gruppea
(1)
elt
elt
elt
rbeid –
(8)
rbeid – rbeid –
Helklass
arbeid – arbeid – arbeid –
lærer
Stasjons lærer
ingen
eundervi
lærer
lærer
ingen
besøker
arbeid besøker involveri
sning
besøker besøker involveri
alle
noen
ng fra
alle
noen
ng fra
grupper
grupper lærer
elever elever
lærer
61%
12%
10%
7%
Socialformer
4%
3%
2%
1%
Figur 4: Oversigt over de forskellige socialformers andel af den totale aktivitet. Figuren er baseret på SMUL-Slutrapport,
tabel 6, s. 46, men lettere bearbejdet.
Skete der så nogen ændring i lærernes socialformer i den observerede periode fra 2007-2009/10? Nej,
analyserne giver ingen indikation på ændringer i læreradfærden i den observerede periode (SMUL-S, p. 53).
Ser vi på indholdet i de læreraktiviteter der udfylder socialformerne, er konklusionen at analyser af
”ordinær” helklasseundervisning afdækker en positiv tendens i retning af stor andel af mundtligt
interaktion mellem lærer og elever, men med en skuffende knaphed på dybde i interaktionen, i betydning
udforskning og støtte til udvikling af elevens forståelse af lærestoffet. Diskussion i klassen forekom ganske
sjældent. Når lærerne samarbejdede med eleverne i gruppearbejde og individuelt arbejde, var der kun et
begrænset antal læreraktiviteter i anvendelse, med hovedvægten på ”Overflate – overvåking og
oppfølging” af elevernes arbejde. Endelig fandt man ikke tegn som tyder på – ved analyse af de
observerede lærere gennem hele projektperioden – at der var ændring i lærernes praksis fra første gang til
sidste gang de blev observeret (SMUL-S, p. 63). Så status quo ser ud til snarere at være tilfældet end
kreativitet.
2. Det andet instrument er tilskyndelser. Utdanningdirektoratet har gennem hele processen søgt at påvirke
implementeringen gennem informationer på direktoratets hjemmeside, ved bestemte strategier og
16
udviklingsprogrammer (Underveis i Kunnskapsløftet, Artikkelstafett, Informationsark, Skoleporten.no, etc.).
Tilskyndelserne har også været at fremme skolelederes og læreres satsning på kompetenceudvikling ved at
stille økonomiske midler til rådighed, se pkt. 3. Videre har fylkesmændene haft en tilskyndende rolle ved fx
at afholde konferencer og at hjælpe med at få kommuner til at samarbejde. Det er vanskeligt at vurdere
effekten af sådanne informationsbaserede tiltag.
En helt anden form for tilskyndelser optræder, når der testes. I Kunnskapsløftet anvendes flere
former for testning: underveisvurdering, sluttvurdering, nationale test, internationale test, tilsyn (jf. også
SMUL-3; FIRE-S). Vi ved fra den internationale testforskning, at lærere, elever og undervisning påvirkes af,
at man er bevidst om, at tester vil forekomme (jf. Nordenbo et al., 2009). Det kan både skabe positive og
negative effekter. Det er samtidig en kendsgerning, at testning ikke i sig selv kan opfattes som en
undervisningshandling – eleven lærer ikke i selve testen, mens præstationsspredningen i klassen kan øges
som følge af bevidstheden om, at der skal testes.
3. Tredje instrument er kapacitetsopbygning, der i uddannelsesmæssig sammenhæng især vedrører
ledernes lederkompetencer og lærernes pædagogiske og faglige kompetencer, men også dele af
Kunnskapsløftets elevmål kan opfattes som kapacitetsopbygning. Den norske stat har satset økonomisk
stærkt på kapacitetsopbygning gennem programmet ”Kompetanse for utvikling. Strategi for
kompetanseutvikling i grunnopplæringen 2005-2008” ved i alt at bevilge cirka 1,4 mia. til at drive
kompetenceudvikling i lokalt regi. Tanken er, at en sådan virksomhed vil kunne tage hensyn til de særlige
lokale vilkår og behov, og at det økonomiske incitament i sig selv kan motivere ledere og lærere til
deltagelse i efter- og videreuddannelse, kursusforløb af formel karakter og give mulighed for at opbygge
kollegiale netværker og organisatorisk læring. Denne kapacitetsopbyggende aktivitet har været genstand
for følgeforskning og rapporteret indgående af Fafo-forskergruppen.
Fafo konstaterer, at ”deltakelsen i utdannings- og opplæringstiltak har, slik vi måler det, ikke økt
vesentlig som følge av strategien” (Fafo-S, p. 14). Spørger vi om, hvorvidt den omfattende lokale
kompetenceudviklingsstrategi i sidste instans har medført, at undervisningspraksis har ændret sig, så ”ser vi
også at tiltak påvirker praksis, selv om endringen er ganske liten” (Fafo-S, p. 158). Dette er ganske
nedslående effekter. Fafo foreslår, at én af forklaringerne er, at kursusdeltagerne ikke i tilstrækkelig grad
har været dialoginddraget ved etablering af uddannelsestilbud. Sikrer man sig ikke, at undervisning opleves
som relevant, at der gives tilstrækkelig tid til kompetenceudvikling af lærerpraksis, og at kvaliteten af
udbuddene er høj, er disse effekter at forvente. Man noterer sig ligeledes at lærere er mere interesserede i
kollegiale netværksgrupper end i formel efteruddannelse.
17
Til disse overvejelser kunne man henvise til et fund i et systematisk review om effekten på læreres
undervisningshandlinger af at efteruddanne og coache dem, se Tabel 2.
Tabel 2: Sammenfatningen af en metaanalyse af effekten af uddannelse og coaching af lærere. Kilde: Fixsen et al. (2005,
p. 30)
I tabellen sammenlignes fire scenarier for et efteruddannelsesforløb af lærere. I det første scenarie
overværer lærerne et ekspertforedrag hvor en teori præsenteres med efterfølgende diskussion. I andet
scenarie tilføjer eksperten en demonstration af hvordan teorien kan praktiseres. I tredje senarie tilføjes det
yderligere at kursusdeltagerne på kursusstedet kan øve sig i at realisere teoriens praktiske implikationer og
få ekspertfeedback. I fjerde og mest komplekse senarie får læreren yderligere coaching i sit eget klasserum
efter afslutningen af kurset. Først i det sidste scenarie, fremgår det af tabellen, viser forskningen at
lærerpraksis virkelig ændrer sig. Ser vi på Fafo-rapporternes beskrivelser af strategier til
kompetenceudvikling anvendt i Kunnskapsløftet, finder vi ingen praksis, der bygger på denne evidens.
Man kan også betegne undervisningen i læringsstrategier og grundlæggende færdigheder, som
Kunnskapsløftet fokuserer på, som en kapacitetsopbygning af eleverne. Om effekten heraf henvises til det
følgende afsnit Outcomes.
4. Det fjerde instrument er systemændringer ∗. Det er ovenfor blevet nævnt, at Kunnskapsløftet som et
andet hovedelement har en styringsreform, hvor afgørende beføjelser overføres til det lokale niveau.
∗
I Videregående opplæring forekommer også ny struktur, (jf. NIFU-S), der havde til formål at ændre
elevernes valg af fag og øge gennemførelsesprocenten. NIFU-S kan dog ”konkludere med at de strukturelle grepene
som ble gjennomført ikke har ført med seg noen grunnleggende endringer” (Vibe et al., 2012, p. 10).
18
I Kunnskapsløftets styredokumenter tales der både om mål- og resultatstyring i tilknytning til denne
overførelse af beslutningsmyndighed. Det kan imidlertid være vigtigt at skelne mellem målstyring og
resultatstyring. Forskellen ligger i tidsperspektivet. Målstyring forudsætter, at målene kan formuleres i
forvejen (ex ante). Det kræver at målene er formuleret så præcist at man ud fra dem kan afgøre, hvilke
handlinger der kan realisere dem. På det lokale niveau består opgaven da i at udføre disse handlinger.
Resultatstyring indebærer at man på baggrund af allerede gjorde erfaringer (ex post) træffer
beslutninger om forandringer. Resultatstyring kan siges at være udtryk for et mere ydmygt syn på
muligheden for at planlægge. Derfor udformes reglerne for en bestemt aktivitet i tilknytning til tildeling af
ressourcer. Resultatstyringens metode kombinerer på denne måde normative og økonomiske
styringsmidler. Et resultatstyret system indebærer, at de valgte politikere alene skal angive de almene
retningslinjer for skolen. Ansvaret for tilpasningen forskydes nedad i organisationen. Reformerne har da en
tendens til at blive formuleret alment og mangetydigt, snarere end entydige. Problemer som opstår ved
reformimplementering forklares da ikke sjældent med at målene netop er utydelige og upræcist
formulerede. Men et decentralt styresystem skal lokalt tilpasse reformindholdet til lokale forudsætninger
og alt for præcise mål vanskeliggør en decentralisering af beslutningen. Det er op til de lokale aktører selv
at løse de konflikter som findes indbygget i mangetydige og alment formerede reformer. Det bliver således
de lokale aktører snarere end de valgte beslutningstagere, som i praksis kommer til at udforme politikken.
5. Endelig har Kunnskapsløftet været ledsaget af en omfattende følgeforskning, som har haft flere formål.
Følgeforskning er primært motiveret med de statslige myndigheders behov for at monitorere og
kvalitetsvurdere reformprocessen. Det er også i denne sammenhæng de forskellige testsystemer har deres
begrundelse. Men følgeforskningen kan også virke som en tilskyndelse (jf. pkt. 2), idet de lokale aktører
som gøres til genstand for følgeforskning, kan opleve et pres om at være konform med reformens
intentioner. Derved bliver følgeforskning også til et implementeringsinstrument.
I Kunnskapsløftet har alle følgeforskningsgrupper været forpligtet til at producere ”undervejsrapporter”, nogle regelmæssigt med ca. et års mellemrum. Derved er forskellige sider af
reformimplementeringen blevet fulgt så tæt at det har været muligt for politikere og Utdanningsdirektorat
at intervenere i den løbende implementeringsproces, når ”fejl” eller ”mangler” blev rapporteret. En
virkning heraf kan blive, at det er noget uklart, hvornår interveneringen alene gjaldt ”tekniske” forhold,
eller måske betød ændringer i reformens intentioner. Inddrager vi samtidig de lokale aktører i denne
betragtning, jr. pkt. 4, er det nærliggende at forestille sig, at deres bidrag – indirekte som informanter til
følgeforskningen – også kan have politiske implikationer.
19
Hvad betyder disse overvejelser for forståelsen af Kunnskapsløftets implementeringsproces?
Hvorledes karakteriseres Kunnskapsløftets policyproces bedst?
Den lokale
praksis
De centrale
myndigheder
Følgeforskning
Figur 5: Model for Kunnskapsløftets policyproces.
Bowe, Ball & Gold (1992) har foreslået en model, der tager udgangspunkt i det synspunkt, at
implementeringsprocessen indebærer en stadig forhandling af mening mellem de forskellige instanser. Når
følgeforskningen har fulgt skoler, lærere og ledere så tæt, som tilfældet har været, og når følgeforskerne
har omsat og foreslået tiltag på baggrund af undervejsrapporter, som derefter er blevet fulgt op af
direktorat med tilkendegivelser, som har haft til formål at oplyse og retlede, så er en policyproces startet,
som indebærer, at skaberne af policyteksterne ikke længere har monopol på at tolke meningen af deres
tekster. Bowe, Ball & Gold konkluderer derfor, at det i implementeringssammenhæng er forenklende at
tale om ’policy making’. Man må snarere tale om ’policy making and re-making’. En undervisningsreform
har derfor heller ikke resultater, men nok virkninger. Figur 5 gengiver denne cirkulære analysemodel. De
centrale myndigheders styredokumenter bliver udsat for indflydelse fra eksperterne (følgeforskerne), der
influeres af input fra den lokale praksis, der påvirker skabelsen af nye styredokumenter, osv. Derved startes
en stadig kørende ”reform-centrifuge”. Det er påstanden, at denne model gengiver Kunnskapsløftets
faktiske policyproces.
20
Outcomes
Vi er nu fremme ved det sidste element i Levins fase-model. Selv hvis man ville forsøge at opfatte
introduktionen af Kunnskapsløftet som en intervention, der anvender et ”one group-pretest-post-test”
forsøgsdesign: (O1 X O2) , ville det ikke give mening at tale om, at interventionen havde outcomes, som kan
gøres til genstand for valid måling (jf. Cohen, Manion, & Morrison, 2007, pp. 282-283). Dertil kommer, som
netop omtalt ovenfor, at Kunnskapsløftets implementeringsproces under hele forløbet har været
underkastet nytolkninger, justeringer og løbende indgreb, svarende til Bowe, Ball & Golds cirkulær
analysemodel. Derfor har det kun mening at spørge, om Kunnskapsløftet har haft virkninger, som er
registeret i følgeforskningen.
Kan vi med udgangspunkt i Figur 1: En skitse over Kunnskapsløftets hovedelementer, opregne de
virkninger, som følgeforskningen har registreret for Kunnskapsløftets fire felter: (1) elevens læring, (2)
undervisningens planlægning, tilrettelæggelse og gennemførelse i klassen, (3) lærerens og lærerkollegiets
kompetenceudvikling, og endelig (4) det centrale niveaus monitorering og kvalitetskontrol? Det er værd at
understrege, at dette spørgsmål adskiller sig fra de undersøgelser, som følgeforskningen har vægtet højest,
nemlig tolkningen af styringsdokumenter, reformaktørernes tolkninger af dem, samt de problemer der
knytter sig til at realisere reformintentionerne. Her spørges i stedet: Er det blevet påvist, at de tiltag som
udgør Kunnskapsløftets hovedelementer, har fremmed elevlæring eller skoleværkets funktionsmåde?
Elevens læring. Spørgsmålet om reformens indvirkning på social ulighed er blevet undersøgt af
NOVA-forskergruppen. Undersøgelsen er afgrænset til ungdomstrinnet. Det spørgsmål, som undersøgelsen
belyser, er: ”Hvordan har den sosiale ulikheten i skoleresultater utviklet seg etter at Kunnskapsløftet ble
innført? Og hvilken rolle har Kunnskapsløftet spilt i denne utviklingen?” (NOVA-S, p. 25). Den samlede
konklusion er, ”at svært lite tyder på at Kunnskapsløftet, slik reformen så langt har vært utformet og blitt
praktisert, vil ha en utjevnende innvirkning på karakterulikhetene […]Reformen har jo ikke hatt dramatiske
konsekvenser for den sosiale ulikheten i skoleresultater, men de – forholdsvis små – endringene vi kan
observere, peker stort sett i retning av økende sosial ulikhet under Kunnskapsløftet” (NOVA-S, p. 250).
Ser vi på målet/midlet grundlæggende færdigheder kan det konstateres, at den følgeforskning, der
indgår i denne analyse, i det store og hele ikke beskæftiger sig med, om satsningen har haft virkninger.
Eneste udtalelse lyder at ”bare et fåtall av instruktørene i lærebedriftene mener at Kunnskapsløftet har
styrket lærlingenes grunnleggende ferdigheter” (FIRE-S, p. 299).
Om virkning af at undervise i læringsstrategier udtaler følgeforskningen sig ikke.
Ligeledes siger følgeforskningen intet om, hvorvidt indføringen af strategien kompetencemål har
medført bedre læring. Eneste virkning findes omtalt i SMUL-S, der nævner, at lærere mener, at de måske er
blevet bedre til at planlægge undervisning med udgangspunkt i kompetencemål.
21
Undervisningens planlægning, tilrettelæggelse, gennemførelse og vurdering. Følgeforskningen giver intet
svar på, om tilpasset opplæring har ført til bedre læringsresultater. Kun i én sammenhæng berøres emnet.
Det hedder således i SMUL-S (p. 184): ” Når det gjelder hvorvidt LK06 gir støtte til å realisere tilpasset
opplæring, så finner vi ikke noe entydig svar på det” (SMUL-S, p. 184). Om elevernes oplevelse af tilpasset
opplæring hedder det ”at det store flertallet av elevene opplever at de får nok utfordringer i skolen, mens
langt færre synes at undervisningen er tilpasset eget nivå” (NOVA-S, p. 149).
Om metodefrihed mener flere lærere, at metodefrihed, koblet med mere fokus på mål, kan
resultere i større grad af lærerstyret undervisning (SMUL-2, p. 98). I SMUL-S hedder det: ”Selv om de i all
hovedsak omfavner dette prinsippet når de blir utfordret direkte til å si noe om det, er det et spørsmål om
det har ført til endringer av noe slag, og om disse i så fall er positive. Med unntak av at lærerne beskriver at
det nå foregår mindre tverrfaglig arbeid gjennom temaarbeid og mindre prosjektarbeid, sammenlignet med
foregående læreplaner, så beskriver de ikke andre vesentlige endringer i praksisen sin som følge av den
metodefriheten de nå har” (SMUL-S, p. 189).
Spørger vi efter om underveisvurdering eller sluttvurdering har bidraget til bedre læring, giver
følgeforskningen intet svar (Om dette punkt, se også Vegar Olsen, R.( 2012)).
Endelig kan vi spørge, om udarbejdelse af lokale læreplaner kan påvises at have virkninger på
læringen. Følgeforskningen giver intet svar.
Lærerens og lærerkollegiets kompetenceudvikling. Hverken om tiltaget lærende organisationer eller
vidensbaseret professionsudøvelse udtaler følgeforskningen sig. Vi ved derfor ikke, at disse tiltag har haft
gavnlige virkninger.
Det centrale niveaus monitorering og kvalitetskontrol. Om accountability udtaler SMUL-S at det er
spørgsmål hvad der vil ske med læreres praksis, hvis en kultur med fokus på måling af læringsudbyttet og
redegørelse for resultaterne – en såkaldt accountability kultur – får lov til at udvikle sig:
”Det vi kan konkludere […] er at de nå ser ut til å ha et fokus på fagkunnskap og på bruk av nokså direkte
metoder for ”overlevering” av denne kunnskapen gjennom muntlig presentasjon, repetisjon etc.
Derigjennom får de trygghet for at elevene har fått kunnskapen presentert og eventuelt bearbeidet noe
gjennom repetisjon og oppgaveløsning. […]. Hvorvidt de mer direkte metodene, som ser ut til å ha forrang nå,
er mer effektive, kan imidlertid diskuteres, og vil være avhengig av hvilke type kunnskap, ferdigheter eller
holdninger som vektlegges”. (SMUL-S, p. 189).
22
Om kvalitetsvurderingssystemet har medført øget elevlæring, udtaler følgeforskningen sig ikke.
Afsluttende bemærkninger
Ovenfor er Kunnskapsløftet som proces blevet analyseret gennem følgeforskningens øjne. Analysen har haft
et dobbelt formål. På den ene side er processen blevet karakteriseret teoretisk ud fra eksisterende
forskning i reformprocesser, på den anden side er det vurderet hvor hensigtsmæssige de anvendte
reforminstrumenter har været. I dette afsluttende afsnit sammenfattes nogle hovedpunkter fra denne
analyse ledsaget af få anbefalinger i tilknytning til implementeringen af fremtidige uddannelsesreformer.
Kunnskapsløftet er en reform for den norske grunnopplæring. Den er introduceret med intentionen
om at sikre den norske konkurrencekraft i det internationale videnssamfund. Til det formål har
styringsdokumenterne indbygget en række pædagogiske mål, tiltag og principper, som var aktuelle på
beslutningstidspunktet. Det drejer sig om ’udjævning af social ulighed’, ’læringsstrategier’, ’grundlæggende
færdigheder’,
’kompetencemål’,
’underveisvurdering’,
’tilpasset
’slutvurdering’,
’lærende
opplæring’,
’lokale
organisation’,
læreplaner’,
’vidensbaseret
’metodefrihed’,
professionsudøvelse’,
’accountability’ og ’kvalitetsvurderingssystem’.
Disse reformmål, tiltag og pædagogiske principper har ikke nogen indre logisk sammenhæng. Det
fremgår heller ikke, at disse tiltag og pædagogiske principper henviser til forskning, der godtgør at deres
applikation implicerer en evidensbaseret praksis.
Reformprocessen har været ledsaget af et opfattende program for følgeforskning. Den har på
troværdig måde dokumenteret en række forhold i denne proces. En væsentlig del af denne forskning
beskæftiger sig med at tolke implikationerne af reformens mål, tiltag og pædagogiske principper, herunder
de primære aktørers forståelse af og praksis på grundlag af disse mål, tiltag og principper. Følgeforskningen
påviser at styringsdokumenterne rummer vide fortolkningsmuligheder og at lokale aktører udviser stor
usikkerhed over for reformens mål, tiltag og principper. Denne usikkerhed har man fra centralt holdt søgt
at afhjælpe gennem et omfattende program for kapacitetsopbygning ved hjælp af kompetenceløft og
oplysning. Ved udformningen af dette program ses det dog ikke at man har trukket på
efteruddannelsesprincipper byggende på evidensbaseret implementeringspraksis.
Følgeforskningen giver nogen – men desværre for begrænset – indsigt i, om reformens mål, tiltag
og pædagogiske principper har ført til forbedret lærerpraksis og elevlæring sammenlignet med situationen
før reformimplementeringen. I de tilfælde hvor denne indsigt foreligger, viser data, at Kunnskapsløftet som
reform endnu ikke har vist sig i ændringer i lærerpraksis eller elevlæring.
Det kan anbefales at fremtidige reformer
23
o
Bygger på mål, tiltag og pædagogiske principper, som gennem forskning er påvist at
sikre en evidensbaseret praksis
o
Bygger på mål, tiltag og pædagogiske principper, som gensidigt støtter hverandre
som et kohærent system
o
Opbygger systemer til evidensbaseret efteruddannelse af reformnødvendige
kompetencer, og
o
Lader reformprocessen være objekt for følgeforskning som inddrager registrering
af, om reformmål, tiltag og pædagogiske principper har virkninger, der fremmer en
bedre lærerpraksis og elevlæring.
24
Appendiks 1 – Inkluderet følgeforskning
Universitetet i Oslo. Pedagogisk forskningsinstitutt. Forskningsprosjektet ARK
ARK-1= (Engelsen, 2008)
ARK-2= (Dale & Øzerk, 2009)
ARK-S= (Dale et al., 2011)
Nordlandsforskning, Bodø
SMUL-1= (Rønning et al., 2008)
SMUL-2= (Hodgson et al., 2010a)
SMUL-3= (Hodgson et al., 2010b)
SMUL-S= (Hodgson, Rønning, & Tomlinson, 2012)
Universitetet i Oslo, Institutt for lærerutdanning og skoleforskning
FIRE-1= (Sandberg & Aasen, 2008)
FIRE-2= (Møller, Prøitz, & Aasen, 2009)
FIRE-3= (Ottesen & Møller, 2010)
FIRE-S= (Aasen et al., 2012)
Norsk institutt for forskning om oppvækst, velferd og aldring
NOVA-S= (Bakken & Elstad, 2012)
Institutt for arbeidslivs- og velferdsforskning
Fafo-S = (Hagen & Nyen, 2009)
Nordisk institutt for studier av innovasjon, forskning og utdanning
NIFU-S= (Vibe et al., 2012)
Appendiks 2 – Note om metode
Forskningssynteser i den etablerede metaforskning forudsætter at de(t) problem(er), som man ønsker at
belyse, er behandlet i et antal af hinanden uafhængige primærforskningsrapporter. Hvis det er tilfældet
består opgaven i at finde frem til hvilket svar på problemet der er mest evidens for i en to-faset procedure:
Først bestemmes de enkelte primærforskningsrapporters forskningskvalitet og dernæst syntetiseres
resultater fra primærforskning af god forskningskvalitet, der behandler samme problem. Ser man på
temaerne i den følgeforskning, der er opregnet i appendiks 1, er det et spørgsmål, om der overhovedet
findes overlappende forskning, der muliggør sådanne forskningssynteser. Det har derfor ikke mening at
omtale denne rapport som en forskningssyntese i betydningen: metaforskningsrapport.
25
Det er derfor nødvendigt at forstå begrebet om syntese i opdragspapiret på anden måde. De seks
primære følgeforskningsgrupper, der henvises til i opdragspapiret om 'tema om process' (jf.
Utdanningsdirektoratet, 2012), behandler af gode grunde – for deres opdrag er forskellige – forskellige
sider ved den reformproces, som Kunnskapsløftet gennemløber. Tilsammen giver de et billede af
processen, men dette billede er snarere fremkommet som resultatet af at lægge et puslespil end som en
syntese, der kan afdække evidens. Opgaven må derfor løses som en jig-saw puzzle, og kriteriet på om den
løses godt, er hvor vellignende billedet er. Den indgående følgeforskning kan derfor forskningsmetodisk
beskrives som kilder i samme forstand som kilder i historieforskning og kvaliteten af den resulterende
karakteristik af Kunnskapsløftet som reformproces afhænger da af kildeanvendelsen og kildernes
forskningskvalitet. Den foreliggende rapport kan således karakteriseres som en syntese i samme forstand
som en historisk fremstilling syntetiserer kildegrundlaget.
Den her anvendte følgeforskning er karakteriseret ved, at data overvejende er indsamlet som
dokumentanalyser (lovgivning /pædagogiske dokumenter /lærebogsmaterialer, etc.), registerdata-undersøgelser, survey-undersøgelser ved anvendelse af spørgeskema, interviewundersøgelser, cases og
observationsundersøgelser. Forskningskvaliteten er alt overvejende god, idet begrænsninger i repræsentativitet (herunder bortfald) og informanternes troværdighed i visse undersøgelser med rette noteres af
forfatterne. I særlig grad fremtræder resultaterne fra registerforskningen og observationsundersøgelserne
som pålidelige. Følgeforskningen er primært deskriptiv – hvordan og hvorfor forløber reformprocessen,
som den faktisk gør? – og ikke proskriptiv – hvad er den bedste måde at gøre tingene på? Følgeforskningen
anvender mange kræfter på at beskrive aktørernes forståelse af styringsdokumenterne, mens spørgsmålet
om effekten af anvendelsen af styringsdokumenterne som reformredskaber i langt mindre grad registreres.
Man kan problematisere, om selve konstateringen – og formidlingen – af styringsdokumenternes
intentioner i sig selv forklarer reformprocessens forløb. Konstateringen af om styringsdokumenternes
intentioner forstås af de primære aktører er i sig selv hverken nødvendig eller tilstrækkelig som forklaring
på at processen forløber som registeret. Mange andre forhold, som kun i begrænset omfang er gjort til
genstand for undersøgelse i følgeforskningen som fx skolekultur, må inddrages for at forklare processens
faktiske forløb. Den foreliggende følgeforsknings data kan derfor kun belyse visse sider af Kunnskapsløftet
som proces.
Den foreliggende rapport fokuserer på Kunnskapsløftet som proces og omtaler kun i begrænset
omfang de temaer, som indgår i de tre parallelle synteserapporter om henholdsvis Kunnskapsløftets
læreplaner, elevernes læringssituation og de videregående erhvervsuddannelser.
26
Referencer
Bachmann, K., & Haug, P. (2006). Baseline om tilpasset opplæring. Volda: Høgskulen i Volda. Møreforsking Volda.
Bakken, A., & Elstad, J. I. (2012). For store forventninger? Kunnskapsløftet og ulikhetene i grunnskolekarakterer (Vol.
7/2012). Oslo: Norsk institutt for forskning om oppvekst, velferd og aldring.
Ball, S. (1998). Big policies/small world: an introduction to international perspectives in education policy. Comparative
Education, 34(2), 119-129.
Cohen, L., Manion, L., & Morrison, K. (2007). Research Methods in Education (Sixth Edition). London and New York:
Routledge.
Dale, E. L., Engelsen, B. U., & Karseth, B. (2011). Kunnskapsløftets intensjoner, forutsetninger og operasjonaliseringer:
En analyse av en læreplanreform. Slutrapport. Oslo: Pedagogisk forskningsinstitutt. Forskningsprojektet ARK.
Dale, E. L., & Øzerk, K. (2009). Underveisanalyser av Kunnskapsløftets Intensjoner og Forutsetninger. Rapport nr. 2.
Oslo: Universitetet i Oslo. Pedagogisk forskningsinstitutt. Forskningsprosjektet ARK.
Engelsen, B. U. (2008). Sentrale Styringssignaler og Lokale Strategidokumenter. Rapport nr. 1. Oslo: Pedagogisk
forskningsinstitutt. Forskningsgruppen Læreplanstudier.
Hagen, A., & Nyen, T. (2009). Kompetanse - for hvem? Sluttrapport fra evalueringen av "Kompetanse for utvikling.
Strategi for kompetanseutvikling i grunnopplæringen 2005-2008". Oslo: Fafo-rapport 2009:21.
Hodgson, J., Rønning, W., Skogvold, A. S., & Tomlinson, P. (2010a). På vei fra læreplan til klasserom. Om lærernes
fortolkning, planlegging og syn på LK06. NF-rapport 2/2010. Bodø, Norge: Nordlandsforskning.
Hodgson, J., Rønning, W., Skogvold, A. S., & Tomlinson, P. (2010b). Vurdering under kunnskapsløftet. Læreres
begrebsforståelse og deres rapporterte og faktiske vurderingspraksis. NF-rapport 3/2010. Bodø:
Nordlandsforskning.
Hodgson, J., Rønning, W., & Tomlinson, P. (2012). Sammenhengen Mellom Undervisning og Læring. En studie av
læreres praksis og deres tenkning under Kunnskapsløftet. Sluttrapport. Bodø: Nordlandsforskning.
Honig, M. I. (2006). Complexity and Policy Implementation. Challenges and Opportunities for the Fields. In M. I. Honig
(Ed.), New Directions in Education Policy Implementation. Confronting Complexity (pp. 1-24). Albany, New
York: State University of New York Press.
Levin, B. (2001). Reforming Education. From origins to outcomes. London & New York: RoutledgeFalmer.
Matland, R. E. (1995). Synthesizing the Implement Literature: The Ambiguity-Conflict Model of Policy Implementation.
Journal of Public Administration Research and Theory, 5(2), 145-174.
McDonnell, L., & Elmore, R. (1987). Getting the job done: alternative policy instruments. Educational Evaluation and
Policy Analysis, 9(2), 133–152.
Møller, J., Prøitz, T. S., & Aasen, P. (2009). Kunnskapsløftet – tung bør å bære? Underveisanalyse av styringsreformen i
skjæringspunktet mellom politikk, administrasjon og profesjon (Vol. Rapport 42/2009). Oslo: UiO. Norsk
institutt for studier av innovasjon, forskning og utdanning.
Nordenbo, S. E. (1997). Fagdidaktik - En pædagogisk diskussion af undervisning i filosofi. København: Gyldendal.
Nordenbo, S. E. (2008). Fra progressiv til liberal pædagogik. I: Finn Collin og Jan Faye (red.). Ideer vi lever på:
Humanistisk viden i videnssamfundet. København: Akademisk forlag.
Nordenbo, S. E., Allerup, P., Andersen, H. L., Dolin, J., Korp, H., Larsen, M. S., Vegar Olsen, R, et al. (2009). Pædagogisk
brug af test - Et systematisk review. København: Danmarks Pædagogiske Universitetsforlag.
OECD. (1993). Education at a Glance. Paris: CERI/OECD.
Ottesen, E., & Møller, J. (2010). Underveis, men i svært ulikt tempo. Et blikk inn i ti skoler etter tre år med
Kunnskapsløftet. Delrapport 3 Underveisanalyse av Kunnskapsløftet som styringsform (Vol. Rapport 37/2010).
Oslo: UiO. Norsk institutt for studier av innovasjon, forskning og utdanning.
Rasmussen, Jens (2012). Kunnskapsløftet i et internasjonalt perspektiv. Oplæg ved Avslutningskonferansen:
Evalueringen av Kunnskapsløftet, 31.10.2012. Oslo: Radisson Blu Scandinavia Hotel.
Rønning, W., Fiva, T., Henriksen, E., Krogtoft, M., Nilsen, N. O., Skogvold, A. S., & Solstad, A. G. (2008). Læreplan,
læreverk og tilrettelegging for læring. Analyse av læreplan og et utvalg læreverk i naturfag, norsk og
samfunnsfag (Vol. 2/2008). Bodø: Nordlandsforskning.
Sandberg, N., & Aasen, P. (2008). Det nasjonale styringsnivået Intensjoner, forventninger og vurderinger. Delrapport I.
Evaluering av Kunnskapsløftet (Vol. Rapport 42/2008). Oslo: UiO. Norsk institutt for studier av innovasjon,
forskning og utdanning.
27
Stortingsmelding nr. 30 (2003-2004). Kultur for læring. Oslo: Utdannings- og forskningsdepartementet.
Stortingsmelding. nr. 31. Kvalitet i skolen. (2007-2008). Oslo: Kunnskapsdepartementet.
Utdanningsdirektoratet. (2012). Oversikt over temaet: Reformimplementering som prosess. Tillæg til oppdrag.
Vegar Olsen, Rolf. (2012). Elevenes læringssituasjon. Synteserapport præsenteret ved Avslutningskonferansen:
Evalueringen av Kunnskapsløftet, 31.10.2012. Oslo: Radisson Blu Scandinavia Hotel.
Vibe, N., Frøseth, M. W., Hovdhaugen, E., & Markussen, E. (2012). Strukturer og konjunkturer. Evaluering av
Kunnskapsløftet. Sluttrapport fra prosjektet «Tilbudsstruktur, gjennomføring og kompetanseoppnåelse i
videregående opplæring». Rapport 26/2012. Oslo: Nordisk institutt for studier av innovasjon, forskning og
utdanning.
Aasen, P., Møller, J., Rye, E., Ottesen, E., Prøitz, T. S., & Hertzberg, F. (2012). Kunnskapsløftet som styringsreform - et
løft eller et løfte? Forvaltningsnivåenes og institusjonenes rolle i Rapportimplementeringen av reformen (Vol.
20/2012). Oslo: UiO. Nordisk institutt for studier av innovasjon, forskning og utdanning.
København, 17.11.2012
Sven Erik Nordenbo, Professor emeritus
Institut for uddannelse og pædagogik, Aarhus Universitet
Tel. +45 32593347 Mobil +45 26792354
E-mail: sen@dpu.dk og nordenbo@gmail.com
Privat adresse:
Thingvalla Allé 46
DK-2300 København
Danmark
28