imperialisme – kildetekster

2’r1pe~tf~L/sr~1E~,\/ I~?”~-I’1!1j
KILT E7~KSTE1Z~
D
Sainzonsens leksikon om negeren
Det fremmesre og fornemste leksikon i Danmark var
Salmonsens store illustrerede konversationsleksikon
fra 1890 ‘erne og stod så højt i kurs at det er det
eneste leksikon i ledighed, videnskabelighed og i
omfang, der i dag kan sammenlignes med Den Store
Danske Encyklopædi. I Sal,nonsens leksikon fra
1890 ‘erne står der under opsiaget Afrika, følgende
om befolkningen i Afrika:
Hensyn til sine aandelige Evner ligner Negeren ogsaa
Barnet, hans Efterlignelser er stor, men hvor det
kommer an paa selvstændig Tænken, staar han kun
paa et lavt Trin. Et Negerbarn ere i de første Aar af
sin udvikling det hvide Barn overlegent, men paa et
vist Tidspunkt stanr det stille og bliver paa samme
Standpunkt hele Livet igennem. Negrene lærer let
fremmede Sprog, men sansen for Tal er kun ringe,
dog vise de i Handelssamkvem stor List og Snuhed.
Negeren lader sig vel afrette, men sjælden virkelig
opdrage.”
“...Negrene ere i det hele stærkt og muskuløst bygge
de, i Arbejdsydelse staa de også Europæern~e nær
mest. Lemmerne derimod ere ikke så kraftig. Den
PO
ET Y PER
mørke Farve skyldes et Pigment i Overhudens under
ste Lag, Slimlaget. Huden er blød, atlaskagtig, men
har modbydelige ammoniakalske Uddunstninger, der
virker i høj Grad frastødende paa Europæerne i deres
Omgang med de Sorte. Negrenes Karakter ligner i
mange Punkter Barnets. De ere i det hele Stemnings
mennesker hos hvem Fantasien er overvejende. Et
Grundtræk i deres Temperament er derfor overgiven
Munterhed, som ved pludselig indvirkede Aarsager
kan slaa over i sin Modsætning. Fra deres utøj lede
Fantasi udspringer ogsaa deres Pyntesyge og Forfæn
gelighed, der altid giver sig Udslag, saavel som deres
i,
Tilbøjelighed til larmende Skuespil og Danse. I den
‘ti
ne Stemning ere de i Stand til at glemme alle Sorger
og Lidelser og at forsone sig med den haardeste Lod.
Negeren er ligesom Barnet et øjeblikkets Menneske,
han lever saa at sige kun for den Dag i Dag og be
kymrer sig hverken for om Fremtiden eller Fortiden.
Negerens i det hele ringe aandelige Energi har en vis
Godmodighed ,ja Blidhed til Følge, men ligesaa god
modig han er overfor sin Ven, ligesaa hensynsløs og
grusom er hans Færd over for hans Fjende, om end
Indianerens raffinerede Grusomhed er ham fremmed.
Negerens Liv bevæger sig i stadige Modsætninger: Afrikanske folketyper afbil.et i Salmonsens kon~’er
letfærdig, tom Lystighed veksler med Fortvivlelse, sationsleksikon 2.udgave 915) under opsiaget
overspændte Forhaabninger med dødelig Angest, Afrika.
letsindig ødselhed med den usleste Gerrighed. Med
I.
.K
~
Dadabhai Naoroji: Fordelene ved det britiske styre af Indien (1871)
Dadabhai Naoroji (1825-1917) var med til at starte Kongrespartiet i 1885 og blev
dets præsident i 1886 og igen i 1906. Naoroji hørte til den moderate fløj indenfor
Kongrespartiet og fik stor indflydelse på Gandhi.
Fordelene ved det britiske styre
Menneskerettigheder: Afskaffelse af suttee (enkebrænding) og barnemord. Bekæm
pelse af dacoitter (landevejsrøvere), thuggee (religiøst samfund, som levede af mord
og plyndring), pindarees (lejesoldater, der blev betalt ved ret til plyndring) og andre
af det indiske samfunds plager. Tilladelse til nyt ægteskab for hinduenker. Det er
storartede resultater, som enhver nation kunne være stolt over, og som er enestående
i verdenshistorien.
Civilisation: Uddannelse for både piger og drenge. Selvom den endnu kun er del
vist indført, er det et uvurderligt fremskridt, som gradvist vil føre til bekæmpelse
af overtro og mange andre moralske og sociale onder. Genoplivelse af Indiens egen
fremragende litteratur i ændret og forædlet skikkelse ved kontakten med den vestlige
oplysning.
Politik: Ro og orden. Ytringsfrihed og pressefrihed. Større politisk viden og ambitio
ner. Forbedret administration i de indisk-ledede delstater. Sikkerhed for liv og ejen
dom. Frihed for undertrykkelse forårsaget af despotiske herskeres luner og grådighed
og for ødelæggelser foràrsaget af krig. Lighed for loven (indimellem dog forvansket
af partiskhed til fordel for europæere). Rådighed over højt uddannede administrato
rer, der har gennemført de ovennævnte resultater.
Materielt: Lån til jernbaner og kunstvanding. Udvikling af enkelte værdifulde pro
duktioner, såsom indigo, te, kaffe, silke etc. Forøget eksport. Telegraf.
Generelt: I den senere tid et langsomt fremvoksende ønske om at behandle Indien
rimeligt, som betroet gods. Gode hensigter. Ingen anden nation har nogensinde haft
muligheden for at udrette et så storslået arbejde. Jeg håber, at jeg har givet et retfær
digt billede af fordelene, og hvis jeg har glemt noget af vigtighed, vil jeg med glæde
indføre det. Jeg værdsætter, lige som mine landsmænd, hvad England har gjort for
Indien, og jeg anerkender, at Indiens genrejsning kun kan gennemføres af englæn
derne. Nu kommer vi til ulemperne.
Ulemperne ved det britiske styre
Menneskerettigheder: Intet. Alt under denne overskrift er altså til fordel.
Civilisation: Som jeg allerede bar sagt, er der ikke nået så meget, som man kunne
ønske, men det regner jeg dog ikke for en ulempe. Der er trods alt gennemført mange
ting.
Politik: Gentagne brud på løfter om at give de indfødte en rimelig og retfærdig an
del i den overordnede administration af deres eget land. Dette har medført forringet
tillid til britisk ordholdenhed. Politiske aspirationer og det legitime krav om at blive
hørt i forbindelse med lovgiviiiiig og skatteudskrivning er blevet efterkommet i me
get lille grad, og den indiske befolkning bliver således ikke behandlet på lige fod med
englænderne, for hvem repræsentation er en medfødt rettighed. I konsekvens heraf
sker der en fuldstændig forbigåelse af de indfødtes følelser og synspunkter. Det store
problem med den manglende udvikling af kundskaber og praktisk administrativ er
faring hos inderne er, at ingen kan vejlede de kommende generationer.
I
•
økonomisk: AJ opmærksomhed er rettet mod at finde på nye beskatningsmulighe
der uden tilsvarende bestræbelser på at øge befolkningens muligheder for at betale.
Konsekvensen er, at skatterne både de landsdækkende og de lokale fremstår som
undertrykkende og en kilde til ærgrelse. Den urimelige finansielle fordeling mellem
England og Indien, dvs. opkrævningen af 100 millioner i Indien foruden dækningen
af de hjemlige udgifter, skønt det engelske finansministerium bevilger næsten 3 mil
lioner til kolonjadministrationen
Materielt: Den politisk bestemte pengeoverførsel fra Indien til England på niinds
500 millioner (lavt sat) foruden renter, det vil sige flere tusinde millioner. Den fort
satte overførsel af over 12 millioner om året med stigende tendens. I konsekven
—
heraf den stadigt stigende fattigdom i Indien, bortset fra, hvad der kommer tilbage
i form af lån til jernbaneanlæg og kunstvanding og ekstrafortjenesten siden 1850
p. gr. a. den amerikanske krig.2 Selv med den lettelse er de materielle vilkår i Indien
således, at de fattigste har mindre end 2 pence om dagen og nogle få laser, kort sagt
at de lever på et eksistensminimum. Hungersnød, som englænderne ville have været
i stand til at forhindre, hvis de havde gjort deres pligt som en god og intelligent re
gering. Den politik, der er blevet gennemført i de sidste 15 år med at bygge jernbaner
og kunstvandingsanlæg giver anledning til håb og har allerede medført gode resul
tater, som englænderne får æren af; hvis denne politik bliver fortsat, vil de opnå stor
anerkendelse og tilfredshed. Forøgelse af eksporten uden passende kompensation,
tab af produktionsvirksomhecier og færdigheder. Her slutter jeg ulemperne.
Konklusion: For at opsummere det hele, har det britiske styre været: moralsk en stor
velsignelse; politisk på den ene side ro og orden, på den anden side brølere; materielt
øget fattigdom, som dog er mildnet ved lån til jernbaner og andre ting. Inderne kal
der det britiske system for “Sakar ki Churj,” kniven af sukker. Det vil sige, at der ikke
er nogen undertrykkelse, alting er blødt og sødt, men det er stadig en kniv. Jeg nævner
det, for at I skal kende disse følelser. Vores store ulykke er, at I ikke kender vores behov.
Hvis I kendte vores virkelige ønsker, har jeg ikke den mindste tvivl om, at I ville øve
retfærdighed. Det britiske folks ånd er ærligt spil og retfærdighed.
—
—
—
Den Amerikanske Borgerkrig, 1861-65. Ekstrafortjenesten skyldtes stærkt stigende bomuldspnser pa
grund af lavere amerikansk produktion.
/
‘
D
Manifest om tysk kolonisation. Carl Peters
Carl Peters (1856—19 18) var initiativta
ger til oprettelsen af Selskabet til fremme
af tysk “olonisation, og udfærdigede føl
gende manifest.
(Fra Dr. Carl Peters, Die Gründung von
Deutsch-Ostafrika, Berlin 1906)
~
..L’~
~
4--:
/‘~~ 7~
rer, fordi vort folk mangler dets egne ko
lonier.
For at afhjælpe denne nationale ulykke,
kræves der praktisk og beslutsom indsats.
På denne baggrund er der organiseret
et selskab i Berlin med det formål
af fremme sådanne praktiske initiativer.
Selskabet til fremme af tysk kolonisation
har til formål selv at påtage sig
reso
lut og hurtigt omhyggeligt udvalgte ko
lonisationsprojekter og derved supplere
den række af organisationer, der har lig
nende formål.
Dets specielle arbejde vil være:
1. at sørge for den. nødvendige kapital
til kolonisation.
2. at udsøge og erhverve passende kolo
nisationsområder.
3. at dirigere tyske emigranter til disse
områder.
Da vi er overbeviste om, at det ikke
længere er tilladeligt at tøve med en ener
gisk mobilisering af os selv til dette store
—
April 1884.
I opdelingen af jorden, som den har fun
det sted fra det 15. århundrede og op til
vor tid, har den tyske nation ikke modta
get noget. Alle de øvrige kulturfolk i Eu
ropa besidder arealer uden for vor ver
densdel, hvor deres sprog og skikke kan
slå rødder og blomstre. I det øjeblik den
tyske emigrant forlader riget, er han en
fremmed, der opholder sig på fremmed
jord. Det tyske rige, mægtigt i størrelse
og styrke ved den med blod tilkæmpede
enhed, står i en lederposition på det eu
ropæiske kontinent: Dets sønner i udlan
det må tilpasse sig nationer, der ser på
os med ligegyldighed, ja endda med
fjendtlighed. I århundreder har den ty
ske strøm af emigranter slået sig ned hos
fremmede racer, hvor de er forsvundet.
Tyskheden uden for Europa har undergået en stadig national nedgang.
Dette forhold, der er så smerteligt for
den nationale stolthed, repræsenterer og
så en stor økonomisk ulempe for vort folk.
Vort fædreland mister hvert år ca. 200000
tyskeres ydeevne. Den største del af den
ne arbejdskraft går direkte ind i vore øko
nomiske konkurrenters lejr og giver vo
re rivaler større styrke. Tysklands import
af produkter fra tropiske zoner stammer
fra områder, hvor andre folkeslag har
slået sig ned, hvorved mange millioner af
tysk kapital går tabt til fremmede natio
ner hvert år. Tysk eksport er afhængig
af andre landes told. Vor industri mang
ler et absolut sikkert marked for dens va
D
—
nationale mål, drister vi os til at komme
til det tyske folk med en bøn om aktiv
støtte til vort selskabs bestræbelser. Den
tyske nation har den ene gang efter den
anden vist sin villighed til at bringe ofre
for almindelige p.atriotiske foretagender.
Måtte den også vie sin fulde energi til at
hjælpe med til løsningen af dette store hi
storiske arbejde.
Enhver tysker, hvis hjerte banker for
vor nations storhed og ære, beder vi om
at støtte vort selskab. Det, der står på spil,
er kompensation for århundreders tab: at
vise verden, at det tyske folk
sammen
med rigets glans
også har arvet den
gamle nationale tyske ånd fra dets for
fædre.
—
—
/~‘~ ~
~
‘~
24.
ejsedagbog fra Matabeleland
Cecil Rhodes imperialistiske drøm var
at udvide det britiske iirtperium med et
samlet område i østafrika fra Kapsta
den til Cairo. I den forbindelse søgte
Rhodes at indgå en aftale med hong Lo
bengula afMatabelelano1. Til det formål
blev der nedsat en komité bestående af
Rhodes og hans to samarbejclspartnere,
den engelske C.D. Rudd og den sydafri
kanske farmer RR. Thompson, der
havde et godt kendskab til lohalbefolk
ningen. Rudd og Rhodes ven Rochfort
Maguire blev sendt til Matabeleland,
hvor de opholdt sig fra august til no
vember 1888. Teksten er et uddrag fra
Rudds rejsedagbog.
Vi stod op kl. 6.30 den næste morgen (:
30. oktober) og fandt alle kraalens (:
cirkelformet landsby omgivet af palisa
deværk) porte lukket, og man fortalte
os, at kongen (: Lobengula) havde no
get for med medicinmændene. Da vi
havde ventet en time, kom fire
indunaer (: stormænd) og bad os følge
med for at fortsætte indabaen (: for
handlingen). Vi gik om til bagsiden af
kraalen, hvor der snart var mere end
hundrede stormænd forsamlet. Nogle
af indunaerne havde tydeligvis talt
med kongen, da de begyndte at stille
en mængde nye spørgsmål, og særligt
ønskede de at vide, hvor vi ville grave
miner. Vi fortalte dem, at vi ønskede
hele landet. De sagde: Nej, tag denne
del af Tati (: omrade med guld), I har
selv set det. Jeg sagde: Nej, vi ma have
Mashonaland og helt op til Zambezi
altså hele landet. De sagde: Hvor er
Mashonaland, og hvor er Zambezi? En
gammel f~yr pegede mod syd og sagde:
—
I
/!
~
D
Zambezi må være der. De fortsatte
med at sige, at vi måtte tage den del af
landet ved Tati. Jeg spurgte dem, hvor
meget der var blevet betalt dem for
Tati Concessionen (: tidligere i 1888
havde selskabet Tati Consessions Ltd.
erhvervet sig alle rettigheder i områ
det) og hvor meget, vi tilbød og hvor
meget guld Tati havde produceret i
femten år? De sagde, at de igen ville
gå til kongen og overbringe ham vores
ord. Efter en halv time kom de tilbage
og sagde, at kongen ikke vidste, hvad
vi mente med “Mashonaland og
Zambezi”: når vi talte på denne måde,
kunne de ikke forstå det, og de blev
forvirrede. Jeg sagde: Det er i orden,
så er det hele forbi, og ~ejste mig op, og
det samme gjorde Thompson. De
sagde: Nej, sæt jer ned igen. Kongen
sagde os, at vi ikke har fået alle jeres
ord, men at Thompson havde sagt noCharles Dunell Rudd.
D
get på engelsk, som var vigtigt, men
som vi er for dumme til at forstå. Kun
Lotje (: Lobengulas rådgiver) havde
forstået det og fortalt kongen det. De
sagde, at de måtte gå tilbage til kon
gen igen. Da de nu havde afsløret de
res position, sagde jeg: Nej, I skal ikke
gå tilbage til kongen, da I ikke forstår
engelsk. Dette samtykkede de i, og ef
ter at Thompson og Lotje havde været
væk i et kvarter, sendte Thompson bud
efter mig og meddelte, at kongen ville
undertegne koncessionen, og at den
skulle komme ind straks. Naturligvis
var det, absolut nødvendigt at have
vidner og for Maguire og mig at være
til stede, sa til sidst gik vi alle ind og
fandt den konge på en cognac-kasse i
et hjørne. Han sagde god morgen i et
venligt tonefald, men viste sig at være
meget forvirret og bange. For at gøre
en lang historie kort nægtede han at
underskrive i en halv time, idet han
hævdede, at han aldrig før havde un
derskrevet med sit navn: Jeg havde
næsten besluttet at rense luften igen,
da han pludselig sagde: Helm, giv mig
den, og derpå satte han sit mærke på
den. Han ville ikke tillade sine indu
naer at underskrive den. Han sagde, at
det ikke var nødvendigt, da de alle
havde diskuteret den igennem og ac
cepteret den, og da Helm sagde, at det
var unødvendigt, og da det hele var
gået meget lovformeligt til, så forsøgte
vi ikke at udøve pres for at få det ført
igennem.
Derefter fortalte jeg kongen, at jeg
skulle rejse for at kunne sende riflerne.
Han tog min hånd og holdt den nogen
tid og sagde: Skal du virkelig rejse så
hurtigt, hvornår kommer du tilbage.
Jeg fortalte ham at jeg eller min “big
brother” ville komme tilbage til marts
med riflerne...
Under forhandlingerne med induna
erne skete der meget, som jeg ikke kan
nedskrive, men det mest afgørende
fandt sted, da Thompson og jeg, efter at
de havde vist svaghed, lige ud forkla
rede dem deres stilling og understre
gede, hvordan de ville blive drevet ud af
deres land, hvis de ikke fik venner og
våben. Og dette synes mange af dem at
forstå og tage meget alvorligt på.
Rudd-koncessionen
cis Robert Thompson fra Kimberley
(...) har indgået overenskomst om og
samtykket i at betale til mig, mine arvinger og efterfølgere et beløb på eet
hundrede £ den første dag i hver af
rnåneårets måneder. Desuden har de
påtaget sig at levere i min kongelige
Kraal eet tusinde Martini-Henry bag
ladegeværer tilligemed eet hundrede
tusinde patroner. 500 af de nævnte rif
ler og 50.000 af de nævnte patroner
skal beordres afsendt fra England
straks og leveres indenfor en rimelig
tidsfrist
mens resten
de nævnte
ler og patroner
skal af
leveres,
når nf
de
Under sin rejse i Matabeleland indgik
Rudcl den 30. oktober 1888 en aftale
med kong Lobengula.
nævnte personer har påbegyndt deres
ininevirksomjaed i mit land. Endelig
har de påtaget sig at levere en dampbåd på Zambezi-floden forsynet med
Herved bekendtgøres for alle, at
Charles Dunell Rudd fra Kimberley,
Rochfort Maguire fra London og Fran-
kanoner til defensive formål, eller, hvis
jeg i stedet for den nævnte dampbåd
skulle foretrække det, da at få udbetalt
500 £.
Høvding Lobengula holder møde i sin kraal med indunaerne og to hvide mænd. Samti
digt træ~ait.
~
~
~
F
Til gengæld for disse ga~rer tilstår og
overdrager jeg, Lobengula, konge over
IVlatabeleland og Mashonaland og visse
tilstødende terrjtOrjer i udøvelsen af
mine suveræne beføjelser og i nærvæ
relse og med samtykke af mit råd af
indunaer, herved til de nævnte perso
ner alle rettigheder til de metaller og
mineraler, der findes i mit kongerige og
tilstødende territorjer tilligemed uind
skrænket magt til at gøre alt, hvad de
skønner nødvendigt for at udvinde og
fremstille disse metaller og mineraler
og at indkassere det mulige udbytte
heraf i henhold til den tidligere nævnte
betaling. Oa jeg i den senere tid er ble
vet kraftigt generet af forskellige perso
ner, som søger og ønsker tilståelser og
koncegsjoner vedrørende jord- og minerettigheder i mine territorjer, bemyri
diger jeg herved de nævnte personer og
deres arvinger til at foretage alle nød
vendige og lovlige skridt for at bortvise
fra mit land alle personer, som søger
jord-, metal-, mineral- og minerettig
heder, og påtager mig at yde den nød
vendige støtte hertil, som de fra tid til
anden skulle Ønske for at udelukke så
danne personer, og endvidere ikke at
give nogen koncession vedrørende jordeller minerettigheder fra denne dato
uden de nævnte personers samtykke...
Denne aftale vedrører ikke en tilståelse
af visse minerettighed~~ jeg har foreta
get for en del af mit territorium syd for
Ramakobanfioden, og som almindelig
vis er kendt under navnet Tati Konces
Sionen.
D
Lobe gulas klage til dronning
Victoria
Efter at Lobengl4la havde indgået afta
le??. med Rhodes (Tekst 25) overbevjste
en engelsk rnission~r ham om, at han
var blevet snydt. Han henrettecie sin
rådgiver Lotje og sendte en klage til den
engelsk dronning Victoria. Brevet er da
teret 23. april 1889 og modtaget i Lon
don juni 1889.
For nogen tid siden kom en gruppe
mænd til ialt land, tilsyneladende un
der ledelse af en mand ved navn Rudi
De bad mig om at måtte få udpeget et
sted, hvor de kunne grave efter guld,
og de sagde, at de ville give mig nogle
ting for retten til at grave. Jeg bad dem
bringe mig, hvad de kunne give, og jeg
ville vise dem, hvad jeg kunne give. Et
dokument blev udfærdiget og forelagt
mig til underskrift. Jeg spurgte, hvad
det indeholdt, og jeg fik at vide, at i det
var nedfældet mine ord og deres. Jeg
satte mit tegn under det. Omkring tre
måneder senere hørte jeg fra andre, at
jeg derigennem havde afgivet rettighe
derne til alle mineraler i mit land. Jeg
indkaldte mine Indunaer (: rådgivere)
til møde, og jeg indkaldte ligeledes de
hvide mænd og krævede en kopi af do
kumentet. Jeg fik derigennem bevis for,
at jeg med min underskrift havde af
skrevet mig rettighederne til minedrift
i hele mit land og overdraget dem til
Rudd og hans mænd. Jeg har siden haft
et møde med mine Indunaer, og de vil
ikke anerkende dokumentet, fordi det
hverken indeholder mine ord, eller gen
giver, hvad der blev sagt af dem, som fik
det. Jeg skriver til Dem, for at De kan
vide sandheden om disse forhold.
D
i
0)
-
L~
Lobengulas udseridinge indunaerne Babayane og Mtshte modtages af drönnin.g Victoria.
Samtidig satirisk tegning.
Dronning Victorias svar til
Lobengub
I juni 1889 modtog Dronning Victoria
Lobengulas klage (Tekst 26), som blev
besvaret med følgende brev 15. novem
ber 1889. Brevet er skrevet af den briti
ske koloniminister Knutsford på den en
gelske regerings vegne. Inden da havde
dronningen, den 29. oktober~ underskre
vet et Royal Charter, dvs, et kongeligt
brev, der erklærede britisk overherre
dømme over området.
Siden besøget af Lobengulas udsen
dinge, har dronningen foretaget dybt
gåender undersøgelse vedrørende de
særlige omstændigheder~ der gør sig
gældende i Matabeleland. Og dronnin
gen forstår vanskelighederne i forbin
delse med de hvide mænd, der kommer
ind i hans land for at grave efter guld;
men uanset hvor guldet er, eller hvor
det menes at være, er det umuligt for
hein at udelukke hvide mænd. Det klo
geste og sikreste for ham, og også det,
der vil give ham selv og hans stamme
de færreste besværligheder, vil være at
indgå aftaler, ikke med en eller to
hvide mænd hver for sig, men med en
godkendt forsamling af hvide mænd,
som vil lytte til Lobengulas Ønsker, og
som vil anvise, hvor de hvide mænd må
grave, og som vil være ansvarlige over
for høvdingen for enhver fortræd og
vanskelighed, der forårsages mod ham
eller hans folk (...).
Dronningen bifalder derfor den kon
cession, der er oprettet afLobengula og
nogle hvide mænd, som var repræsente
ret i hans land ved de herrer Rudd,
Maguire og Thompson. Dronningen har
undersøgt disse personers forhold og er
tilfreds, da det er mænd, som overhol
der indgåede aftaler (...). Og da nogle af
dronningens højeste og mest betroede
undersåtter har tilsluttet sig de perso
ner, med hvem Lobengula aftalte kon
cessionen, mener dronningen nu, at
Lobengula handler klogt ved at indga
aftaler med disse personer. (...)
Dronningen forstår, at Lobengula
ikke ønsker at afgøre stridigheder
blandt hvide mænd eller at påtage sig
jurisdiktion over dem. Det er meget
klogt, da disse stridigheder ville tage
megen tid, og Lobengula kan ikke for
stå hvide folks love og sædvaner (...).
For at gøre dem i stand til at handle
lovligt og med fuld myndighed, har
dronningen med hendes Royal Charter
givet denne forsamling af hvide mænd
tilladelse til at påtage sig denne pligt
(...).
Naturligvis må det være som
Lobengula Ønsker, da han er landets
konge, og ingen kan udøve jurisdiktion i
det uden hans tilladelse.