GAMMEL_DANSK_HUND_Jaeger - Klubben for Gammel Dansk

Tekst og foto Harris Jensen
hunde
gammel dansk hønsehund:
EN NATIONAL RACE
Specialklubben for den gamle danske hønsehund kan i år fejre 60-års jubilæum.
Racen er meget ældre og hører nok til blandt de ældste racer inden for de stående jagthunde.
FOR 300 ÅR SIDEN boede der i Glenstrup
sogn mellem Randers og Hobro en mand
ved navn Morten Bak. Han var jæger, og
han interesserede sig for avl af jagthunde.
Interessen for jagt og jagthunde delte han
formentlig med mange af datidens bønder
og landsbyboere. Det, der imidlertid gjorde Morten Bak til noget særligt, var hans
interesse for gennem målrettet og bevidst
avl at skabe en bestemt jagthundetype.
Igennem otte led krydsede han lokale
gårdhunde med de såkaldte sigøjnerhunde. Gårdhundene blev på de egne dengang
ofte kaldt „blodhunde“, men det er sandsynligt, at der er tale om afkom af adelens
støverhunde, som havde islæt af St. Hubertushunde, og som netop dengang blev behæftet med denne benævnelse. Sigøjnerhundene stammede formentlig overvejende fra spanske pointere, som også har
lagt gener til mange andre jagthunderacer.
Det lykkedes Morten Bak i løbet af disse
otte generationer at renavle en race af
hvid- og brunbrogede jagthunde. De blev
dengang kaldt Bakhunde eller Gamle Danske Hønsehunde.
Digteren Steen Steensen Blicher, der som
bekendt var passioneret jæger, er ofte på
tegninger gengivet sammen med brun/hvi-
48
de jagthunde. De minder umiskendeligt
om den gamle danske hønsehund, og da
Blicher netop levede sit liv i denne del af
Jylland, er der vel al mulig grund til at antage, at hans følgesvende på de lange jagtture er „forfædre“ til nutidens gamle danske hønsehunde.
Racen fører de næste 250 år en usikker tilværelse. Som det var kendetegnende for
mange racer, foregik avlen på den tid uden
en egentlig godkendt registrering og stambogsføring.
I tiden umiddelbart efter afslutningen på
Anden Verdenskrig tog en kreds af jagthundeejere imidlertid initiativ til at stifte Klubben for Gamle Danske Hønsehunde.
Geografisk er racens kraftcenter nu flyttet til Fyn, Ærø, Lolland og Falster. Chr.
Bansen, Ærø, Johs. Matzen, Nysted, Carl E.
Petersen, Svendborg, M. Jensen, Aarup og
Chr. Schneekloth, Tommerup, udgjorde pionergruppen, som lavede forarbejdet, således at klubben kunne stiftes på et møde i
Svendborg den 1. maj 1947.
For at sikre og stabilisere racen blev der i
de følgende år foretaget et stort arbejde
med at registrere hunde og fastlægge en
standard for racen. Udstillinger og prøver
www.jaegerforbundet.dk
var de anvendte redskaber. Nutidige medlemmer af klubben lægger ikke skjul på, at
vor tids ejere af gamle danske hønsehunde
er disse pionerer stor tak skyldig; de sikrede Danmark en national stående hønsehund.
En række af personligheder har siden
forstået at varetage racens tarv. Et klogt
ordsprog siger „Ingen nævnt, ingen glemt“.
Men en enkelt person skal dog nævnes her:
Knud Pedersen, Gamborg, blev klubbens
formand i 1959, og han varetog denne post
frem til 1986, hvorefter han fortsatte en
årrække i avlsudvalget. Er man med i forreste linje i så mange år, kan man ikke undgå
at sætte et markant præg på race og klub.
Efter flere og lange forhandlinger blev
Klubben for Gamle Danske Hønsehunde
optaget som anerkendt specialklub i Dansk
Kennel Klub i 1963, og efter lige så lange og
grundige overvejelser blev klubben i 1979
en del af fællesskabet for de stående jagthunde i Danmark, da den blev tilsluttet
Fællesrepræsentationen for specialklubber
for stående Jagthunde i Danmark (FJD).
Igennem en lang årrække udviklede klub
og race sig i et roligt og stabilt tempo, men
i 1981 indledte Danmarks Radio en udsendelsesrække med titlen „Dus med dyrene“.
Udsendelsen var tilrettelagt af Poul Thomsen, og han medbragte som „fast inventar“
i udsendelserne sin gamle danske hønsehund, Balder.
Både udsendelser og Balder tog seerne
med storm. Umiddelbart skulle man tro, at
alle var lykkelige for succesfulde udsendelser med høje seertal og gratis tv-reklame
for hunderacen. Men spørger man medlemmer af klubbens bestyrelse i dag, er det
med blandede følelser, at man tænker tilbage på tiden med „Dus med dyrene“.
Efterspørgslen efter hvalpe eksploderede, og det medførte en avl af gamle danske hønsehunde, som helt klart var i overkanten af, hvad racen kunne bære. Man
5 / 2007
skal huske på, at den gamle danske hønsehund var et dansk fænomen. Hvis efterspørgslen på hvalpe øges markant i andre
racer, kan avl og population tilgodeses ved,
at „fremmede blod og gener“ hentes i andre lande. Denne mulighed havde Klubben
for Gamle Danske Hønsehunde bare ikke.
Måske var den eksplosive tilvækst i hvalpetillægget en medvirkende årsag til, at racen blev ramt af avlsmæssige problemer.
Konkret blev nogle hunde ramt af den defekt, der kaldes muskeltræthed, og som
manifesterer sig ved, at hundene ikke kan
udfolde sig fysisk i en grad, der er nødvendig for en jagthund.
Imidlertid har klubben med bestyrelsen i
spidsen vist initiativ og handlekraft. Der er
udarbejdet retningslinjer for avlen, og muskeltrætheden er i dag et problem under
kontrol. Defekten kan spores gennem en
analyse af hundenes muskelfibre, og desuden har et medlem lavet en helt enestående kortlægning af de forskellige blodlinjers
helbredsmæssige styrker og svagheder.
Endelig har man valgt at tilføre racen
nye gener ved indkrydsning af den franske race braque français. En race, der til
forveksling ligner den gamle danske hønsehund, og som efter sigende oven i købet
er i besiddelse af stor jagtlyst og udholdenhed. „Krydsningerne“ følges nøje af
klubbens bestyrelse og avlsråd. Hvert enkelt individ bliver bedømt af sagkyndige
personer, inden de får lov til at indgå i
fortsat avl.
Det skal også nævnes, at Genressourceudvalget, som er et overordnet udvalg, der
skal sikre nationale husdyrracer, har bevilget betragtelige beløb til sikring af den
gamle danske hønsehund.
Jægers udsendte har besøgt et af klubbens medlemmer for at få en førstehånds-
Verner Dalgaard er klart til „gammel
dansk“.
beretning om den gamle danske hønsehund.
Verner Dalgaard er landmand med en
masse bijob, som ikke skal nævnes i denne
sammenhæng. Han bor i naturskønne omgivelser i landsbyen Gl. Korup på Fyn. Verner har haft andre hunderacer, men for 10
år siden oplevede han på jagt en gammel
dansk hønsehund. Siden har denne race
været hans foretrukne jagthund, og når jeg
hører ham fortælle om racen, er der ikke
noget, der tyder på, at han nogensinde
skifter race.
– En gammel dansk hønsehund er en alsidig race, der kan bruges til alle former for
jagt. Samtidig er den nem at dressere, og
afhængigt af hvordan du præger den i det
første år, kan racen både byde på hunde,
der søger stort, og hunde der søger i et
mere begrænset søg, fortæller Verner.
Han understreger, at denne evne til at
tilpasse søget er en vigtig egenskab. Det er
af afgørende betydning for jagtens kvalitet,
at jagtterræn og søgsstørrelse passer sammen.
– Jeg giver mine hunde frie tøjler i det
første år. Jeg er ikke så nervøs ved, at unghunde preller lidt efter vildtet, jeg skal ved
en velovervejet og grundig dressur nok
finde „håndbremsen“ på mine hunde, når
de skal med på jagt og prøver, fortsætter
han.
Selvom en gammel dansk hønsehund sagtens kan lære at gå i et meget stort søg, understreger Verner, at det ikke er det meget
store søg, der skal være racens særpræg.
Det er derimod grundighed og stabilitet.
– Når en gammel dansk hønsehund har
afsøgt et terræn, er det gjort grundigt. Og
har den taget stand, kan du regne med, at
den holder sin stand, indtil føreren kommer til og kan afvikle en jagtlig situation,
siger Verner med begejstring i stemmen.
– En gammel dansk hønsehund kan holdes som stuehund, og den kan holdes i en
velindrettet hundegård. Igen handler det
om at præge og opdrage hunden på den
rigtige måde, fortsætter han. Jeg fornemmer dog tydeligt på Verner, at en hund, der
konsekvent tilbringer hele livet i hundegård, nok ikke bør være en gammel dansk
hønsehund. Han understreger også, at racen, ligesom enhver anden jagthunderace,
har brug for daglige tilbud om fysisk udfoldelse i vekslende form af træning, jagt og
motionering.
Verner ser lyst på racens fremtid. Som før
nævnt har bestyrelse og avlsråd styr på udviklingen, og desuden er racen i dag spredt
til andre lande. Faktisk er der oprettet en
specialklub i Sverige. Den elektroniske medieverden åbner også i denne sammenhæng for kontakter med hundefolk over
hele kloden.
Verners præstationer med egne hunde
giver ham også berettiget grund til optimisme. Et pokalskab med diverse pokaler
og sølvtøj fortæller, at han med jævne mellemrum demonstrerer, hvordan en gammel dansk hønsehund skal arbejde på jagtprøver. Og at racen fint kan begå sig i selskab med andre jagthunderacer.
haki@dlgmail.dk
RACENS STANDARD
Helhedsindtryk: middelstor, rektangulær,
kraftigt bygget hund. Stor forskel i eksteriør mellem han og tæve.
Proportioner: Forholdet mellem skulderhøjde og kropslængde er som cirka otte
til ni.
Temperament: giver indtryk af ro, soliditet, beslutsomhed og mod. Under jagten
relativt langsomt gående. Den bevarer
stedse kontakten med jægeren og løser sin
5 / 2007
opgave som stående hønsehund uden at
skabe unødig uro i terrænet. Den er lige
velegnet til store såvel som til små jorder.
Størrelse: skulderhøjden for hanner: 5460 cm, idealhøjde over 56 cm, tæver: 5056 cm, idealhøjde over 53 cm.
Vægt: han 30-35 kg, tæve 26-31 kg.
„Racens standard“ kan evt. ses i sin fulde
ordlyd på klubbens hjemmeside:
www.gdh.dk
www.jaegerforbundet.dk
Priser
En hvalp koster ifølge Verner Dalgaard
fra kr. 4.500-6.000. Forældrenes præstationer på jagt og prøver forklarer prisforskellen. Verner har ikke et bud på, hvad
en voksen færdigdresseret hund koster.
– Ejere af voksne færdigdresserede hunde sælger ikke deres hunde. Man sælger
da ikke et familiemedlem, siger han med
eftertryk.
49