Dantes verona

Dantes Verona
Af H a n n e R o e r
lt hvad du elsker mest, skal du forlade,
og det er blot den første af de pile
landflygtigheden snart skal sende mod dig.
At fremmed brød er salt, skal du snart erfare,
og du vil finde vejen hård at vandre
der fører op og ned ad andres trapper.
(Paradiset xvii, vers 55-57)
A
pille at sluge for den stolte digter. Dantes sidste tyve
år var en vandring fra mæcen til mæcen, hvor han
opholdt sig i flere midt- og norditalienske byer. Vi
kender ikke ruten i detaljer, men han boede flere
år i Verona, hvor den generøse hersker, Cangrande
1. della Scala, støttede ham og formodentlig også
brugte ham som diplomat eller sekretær.
Disse profetiske ord stammer fra Paradiset, tredje del af Dantes Guddommelige Komedie. Dante
er både forfatter og hovedperson i det store digt
om rejsen i de tre dødsriger, Helvedet, Purgatoriet
(Skærsilden) og Paradiset, og det giver ham mulighed for at fremstille sit eget liv i det lys, han
ønsker. Komedien er skrevet i perioden ca. 13071321, men den fiktive rejse i dødsrigerne foregår
i påsken 1300.
De n g æ s t f r i e l om ba r de r
I årene lige efter eksilet var Dante sammen med
andre fordrevne, bl.a. i byen Forlí, men dem blev
den kompromisløse digter hurtigt uvenner med.
Cacciaguida giver dem et ordentligt fur i samme
tale (vers 61-69, hvor de kaldes fjolser, tåber og
dyr!) og fortsætter:
På v ej mod e k si l e t
Dante var i det virkelige liv involveret i det turbulente politiske liv i Firenze, hvor han var prior
i sommeren 1300. Da de pavevenlige kræfter kaldet de sorte guelfer kort efter fik magten, sendte de
deres modstandere – de kejservenlige hvide guelfer
– i eksil. Dante, der ønskede et kejserdømme uafhængigt af kirken, var en af de eksilerede, sågar
med en dødsdom oveni, og han genså aldrig Firenze. Kærligheden til byen og hadet til de politiske modstandere går som en rød tråd gennem alle
de værker, han skrev frem til sin død i 1321.
Citatet ovenfor er del af en længere tale, som
Dante har lagt i munden på Cacciaguida, der udover at være en agtværdig korstogsridder fra
1100-tallet også var hans forfader: et symbol på de
gode gamle dage før verden og især Firenze gik af
lave! Cacciaguida profeterer – som det just var tilfældet på Komediens tilblivelsestidspunkt – at Dante ville komme til at leve af andres nåde, en bitter
62
Din første tilflugt og dit første herberg
finder du hos den gæstfrie lombarder,
han på hvis stige ørnen troner øverst.
Og han vil sætte dig så højt i venskab
at det at gi og det at be, hos jer to
bliver omvendt af hvordan det er hos andre.
(Paradiset xvii, vers 70-75)
Cacciaguida fortæller her, at Dantes første ophold er i Lombardiet hos Scala-familen, også kaldet Scaliger-slægten, hvis våbenskjold bestod af en
stige kronet med den kejserlige ørn. Dette første
ophold må have været omkring 1303-1304, og den
”gæstfrie lombarder” er formodentlig Bartolomeo
della Scala, der døde 1304. Han var bror til Cangrande della Scala, der på dette tidspunkt kun var
ni år. Det fortæller Cacciaguida i de følgende vers,
der er en ubetinget lovprisning af den kære mæcen og slutter således:
Hans ry skal vokse så endog hans fjender,
hvor gerne de end ville, ikke helt kan
· SFIN X 34 · 2 , 2011 – Gardasøen og Verona
Statuen af Dante på Piazza dei Signori blev afsløret 14. maj 1865. Den står foran Loggia del Consiglio (t.h.),
som blev indviet i 1476 og som husede byens råd under den venetianske periode. Dante var selv gæst i Cangrandes palads, der indrammer pladsens østside. Foto: Darren & Brad.
fortie hvad han udretter dernede.
Sæt blot din lid til ham og til hans yndest,
for gennem ham vil manges vilkår ændres,
og tiggere og rigmænd skifte pladser.
(Paradiset xvii, vers 85-90)
Cangrande 1. della Scala (1291-1329) var hersker i
Verona fra 1308 (indtil 1311 sammen med broderen Alboino) og fra 1310 med titlen kejserlig generalvikar. Dante havde store forhåbninger til ham, fordi han støttede den nykårede kejser Henrik 7. af Luxembourg. I årene 1308-13 satte Dante al sin lid til,
at Henrik 7. kunne bringe en afslutning på stridighederne i Italien, men Henrik døde uventet i 1313.
Prof e t i e r n e i Kom e di e n
Komedien indledes med en mystisk profeti om en
frelsende mynde, der skal komme og redde Italien,
hvilket kan være en hentydning til Henrik 7. (Helvedet i, vers 100-111). Men det kan også være en
hentydning til Cangrande della Scala, hvis fornavn
synes at betyde ”stor hund”, selvom ordets egent­
lige oprindelse er khan, hersker. Denne flertydighed er typisk for Komedien, der har sat sine læsere på arbejde fra dag ét! Selv hans samtidige havde brug for kommentarer for at forstå Dantes nybrydende værk med dets mange selvopfundne ord
og intense historier om personer fra fortid, nutid
og fremtid. Dertil kommer den gådefuldhed, der
karakteriserer profetierne i Komedien; mynden siges således at herske ”fra Feltro til Feltro”. En ud af
mange forklaringer på disse dybest set uforståelige
ord kunne være, at frelseren kommer fra et sted
mellem to ”Feltro”, f.eks. byerne Feltre og Montrefeltro. Da Verona ligger midt imellem de to byer,
kunne det pege på Cangrande som den fremtidige
redningsmand.
Da n t e o g C a ngr a n de
Dante boede med sikkerhed i Verona fra 1315
til 1317 og sandsynligvis i det meste af perioden
1312-1318. Dermed er Helvedet og Purgatoriet
63
Detalje af gitterværket om en af Scaliger-familiens gravmæler foran Santa Maria Antica med gengivelse af
stigen fra scagliernes våbenskjold. Foto: Darren & Brad.
blevet færdige og det meste af Paradiset skrevet
under opholdet i Verona, hvor Cangrande støttede Dante i det store arbejde. Cacciaguidas tale
er blevet udlagt som Dantes afskedshilsen til Cangrande. Senest 1318 vælger Dante nemlig at flytte
til Ravenna, hvor den litterært interesserede hersker Guido Novello da Polenta tilbyder den nu
berømte digter husly. Her lever han frem til sin
død i 1321. Vi ved, at han var tilbage i Verona i
1320, hvor han i kirken Sant’Elena oplæste sin lille naturfilosofiske afhandling Quaestio de aqua et
terra (Spørgsmål om vand og jord).
Dantes taknemmelighed mod Cangrande
kommer også til udtryk i det 13. brev, hvor han
dedicerer Paradiset til sin ven og beskytter. I indledningen udtrykker Dante sin taknemmelighed
i en retorisk tour de force, hvor Cangrande sammenlignes med de største herskere. Faktisk var
Cangrande den, der for alvor gjorde Verona til en
mægtig by med sejre over Vicenza og Padova. Han
satte også gang i nybyggeri i Verona, hvor middelalderpaladser brød med det antikke gadenet og
64
sprængte byens rammer. Dermed var grunden lagt
til den kulturelle blomstring i midten af århundredet, hvor de første humanister genopdagede vigtige antikke håndskrifter i Biblioteca Capitolare, Veronas berømte bibliotek for antikke håndskrifter,
og påskønnede byens romerske levn. Dante havde
ikke den slags arkæologiske interesser; han var et
middelaldermenneske, der først og fremmest søgte efter spor af Guds store plan i denne verden.
V e rona i Da n t e s væ r k
Lokalpatrioter fra Verona – og dem har der altid
været mange af – har foreslået, at Dantes klippefyldte Helvedestragt beskrevet i Komedien kunne være inspireret af byens romerske arena og de
mange romanske kirker. En fri fantasi som hverken kan af- eller bekræftes. Det samme gælder forslaget om, at det store rosevindue i kirken San Zeno, med form som et lykkehjul og tilskrevet en vis
Briolato, skulle have inspireret digteren til lignelser, hvor Fortuna indgår. Det har også pirret fantasien, at Dante nævner fire store familier i byen:
· SFIN X 34 · 2 , 2011 – Gardasøen og Verona
Kom se, du sten sjæl, se dog Cappelletti,
Montecchi, Filippeschi og Monaldi:
De første er i nød, de sidste ængstes!
(Purgatoriet vi, vers 106-108)
Dante vil sikkert sige, at slægtsfejder ødelægger alt,
men man kunne jo også udlægge familierne Cappelletti og Montecchis sorg som et resultat af den
ulykkelige historie med Romeo og Giulietta! De to
familier er nemlig blevet identificeret med Shakespeares Capulet og Montague – og nok er historien ikke sand, men den er god! Angiveligt skulle de
to ulykkelige elskende have giftet sig i krypten under San Zeno.
De n nat iona l e Da n t e
Byen var på Dantes tid centreret omkring klostret San Zeno, hvoraf kun et tårn er tilbage, kirken Sant’Elena og della Scala-familiens residens
ved Santa Maria Antica. Ved siden af Santa Maria Antica findes gravmonumenterne for Scala-familien, Arche Scaligere, de fleste i en særegen, gotisk stil (se s. 56). Cangrande troner til hest øverst
på det monument, der indeholder hans kiste. Den
originale rytterstatue befinder sig nu i museet i
borgen Castelvecchio. Dante giver os et glimt af
Rosevinduet i San Zeno kirken, der efter sigende inspirerede Dante (se artikel s. 64). Foto: Sebastiá Giralt.
Maleri fra 1465 af Domenico de Michelino (141791). Dante står med sin bog Den guddommelige
komedie i hånden uden for sin fødeby Firenze, der
er kendetegnet ved dens karakteristiske domkirkekuppel. Til venstre for Dante vandrer de forpinte
syndere til Helvedet. I baggrunden ses Purgatoriebjerget ovenpå hvilket Paradis ligger og øverst de ti
himmelsfærer. Maleriet befinder sig i Domkirken i
Firenze.
Dantes gudommelige komedie
Dante Alighieri (1265-1329) skrev flere vidunderlige
værker, men Komedien er hovedværket. Den skildrer en levendes rejse i dødsrigerne, altså en umulig
rejse, og ender med en storslået vision af det guddommelige lys og den treenige Gud. Den romerske
digter Vergil leder hovedpersonen Dante ned gennem Helvedestragten med de forpinte syndere, hvor
Lucifer tårner dybt nede i jordens indre. Sammen
med Vergil møder han de angrende syndere på Purgatoriebjerget, der ligger på den sydlige og ubeboede side af jordkloden. På toppen af det mægtige
Purgatoriebjerg ligger det jordiske paradis, Edens
have, hvor Dante endelig møder sin ungdomselskede Beatrice, der døde i 1290, 10 år før Komediens fiktive tid. Hun leder ham op gennem de ti
himmelsfærer, hvor de møder de lyksalige sjæle. Komedien slutter brat med hovedpersonens vision af
det guddommelige lys, Treenigheden, der viser sig
for Dantes næsten blændede øjne som tre cirkler.
bylivet i Helvedet, hvor Verona nævnes flere gange.
Vi får et glimt af et fastelavnsløb, der fandt sted
uden for byen, men endte på Piazza delle Erbe.
Præmien var et grønt klæde, som vi hører i denne
lignelse:
Boks om Romeo og Julie
...og han [Brunetto Latini, hovedpersonen i denne
sang] lignede én af dem der i kappelyst på marken i
Verona løber Det Grønne Klæde
(Helvedet xv, vers 121-123)
Romeo og Julies Verona
Løbet fandt sted første søndag i fasten, hvor der
også var et hestevæddeløb med et rødt klæde til
præmie. Veroneserne er i dag stolte af at have opfundet et væddeløb til fods, for ikke siden antikken havde man brugt tid på sådan noget, og de
har genoptaget traditionen for få år siden. Veroneserne dyrker i dag Dante og det med rette, for
Verona er en af de vigtigste byer i Dantes liv, sammen med Firenze og Ravenna. Dante blev en national samlingsfigur under Italiens samling, hvor
hver større by fik en Piazza Dante. I Verona smykkes denne centrale plads, også kaldet Piazza dei
Signori, naturligvis af en statue af digteren.
En af Dantes sønner Pietro Alighieri, en
ihærdig udbreder af faderens værk og forfatter til
en vigtig kommentar til Komedien, slog sig ned
i Verona, hvor slægtens mandlige linje uddør i
1558, mens den kvindelige fortsætter med slægten Serego Alighieri. I dag har slægten en vingård
i Gargagnano i Valpolicella-området, hvor Pietro
ganske rigtigt købte ejendomme. Skeptiske historikere påstår, at linjen slet ikke er ubrudt, som familien markedsfører sig med. Men mon ikke det
også er en af de gode historier, der ikke vil dø?
Forslag til videre læsning
Dante Alighieri, Dantes Guddommelige Komedie. På danske vers af Ole Meyer, Viborg 2000 (alle
oversættelser i artiklen er taget fra denne bog).
Hanne Roer og Christian Høgel, Dante om sprog
og poesi. Odense 2008.
Hanne Roer, Beatrice i Paradiset. Aarhus 2010.
66
· SFINX 34·2, 2011
I Via Capello nr. 23 i Verona skal den udødelige
historie om Romeo og Julie og deres ulykkelige
kærlighed have taget sin begyndelse. Den version af historien, vi kender bedst i dag, er William
Shakespeares tragedie Romeo and Juliet, der blev
opført første gang omkring 1595. Men allerede
fra det tidlige 1500-tal kendes italienske versioner
af legenden på skrift, og Shakespeare har ladet
sig inspirere af adskillige andre forfattere.
Verona lever i dag højt på den historie,
som byen efter sigende dannede ramme om for
godt 700 år siden. I Via Capello findes et palazzo, som i den folkelige tradition antages at
være Julies families hus ikke alene på baggrund
af bygningens datering til 1200-tallet, men også
pga. den smukke balkon, fra hvilken man levende kan forestille sig Julie kalde:
O Romeo, Romeo! wherefore art thou Romeo?
Deny thy father and refuse thy name;
Or, if thou wilt not, be but sworn my love,
And I'll no longer be a Capulet.
Går man til klosteret San Francesco al Corso
kan man i krypten se en ofte blomstersmykket
stensarkofag, der angiveligt skulle være Julies
grav. Også de unge elskendes bryllup skal have
fundet sted i klosterets krypt. San Zeno gør dog
også krav på dette bryllup, som nævnt i artiklen.
Verdens mest berømte kærlighedshistorie tiltrækker hvert år turister i massevis til Verona, ikke
mindst elskende, der i håbet om evig kærlighed
skriver deres navne på muren eller på små sedler
ved Julies hus. Også adskillige kommercielle vielsesfirmaer har forstået at udnytte Veronas ry som
kærlighedens by og lokker med tilbud om romantiske vielser under balkonen eller ved Julies grav.