Jeg kommer til at lukke og slukke på Mandø

10
RIBE
ESB
fredag 31. december 2010
– Hvis der kom en kiosk i
stedet, ville det blive sæsonbetonet, og ejerne ville bare
skumme fløden om sommeren og rejse igen om vinteren. Og så er vi lige vidt, fastslår Niels Christian.
Han føler ind imellem, at
det er gået ned ad bakke på
Mandø, siden skolen lukkede i 1992.
– Først mistede vi skolen,
og fra 1995 har vi delt præst
med Vester Vedsted, hvor
præsten har bopælspligt.
dog, at han vil starte op igen
til foråret. Men det bliver
svært at få det i gang igen. På
grund af ulykken er der
kommet flere krav om sikkerhed, så han kommer hurtigt af med en million. Og
hvordan får man vendt en
negativ stemning til en positiv oplevelse?
– Vi har kun kirken, møllen og hjemstavnsmuseet i
midten sammen med Brugsen, og det er svært at se
fremtiden for øen, selvom
mange arbejder på alle mulige måder for eksempel for
bedre
parkeringsforhold
for busser og biler og bedre
bredbånd, der kunne give
hjemmearbejdspladser, siger Niels Christian og rejser
sig. Arbejdet kalder
– Hvis bare buschaufførerne og dem fra Vadehavscentret boede herovre, så
ville der være mere liv, fortsætter han, men indrømmer, at det ikke er så lige til.
Jeg kommer
til at lukke
og slukke
på Mandø
FREMTIDEN: Niels Christian Nielsen er
født på Mandø og lever og ånder for øen.
Men han er betænkelig for Mandøs fremtid og øens rolle som en del af Nationalpark Vadehavet.
J
eg er spændt på, hvad
der sker nu efter åbningen af nationalparken. Ja, jeg har jo mine betænkeligheder. Det kommer
jo sikkert til at påvirke os
med stramninger på regler
om husdyrhold og udkørsel
af møg.
Niels Christian Nielsen
sidder i sin stue med de
enorme hænder foldet på
stuebordet.
– Hvad hjælper det at få en
nationalpark, når det tvinger de lokale væk. Til sidst
er det hele kun for turister,
brummer han med et fjernt
blik.
– Det er spændende, om vi
må blive ved med at pløje
vores jord, eller om det hele
skal være græs, fortsætter
den store mand, der har boet på øen altid, og som i takt
med, at andre er flyttet fra
øen, har fået det ene hverv
efter det andet og efterhånden kan pryde sig med mange titler. Han fortæller, at de
fem lodsejere, der driver
landbrug på øen, har søgt
om at dyrke mere jord.
– Vores kontrakt med Ministeriet for Fødevarer,
Landbrug og Fiskeri udløber
snart, og så begynder der en
ny femårig periode. Og måske vil de tvinge os til at sætte bestanden ned.
– Det ville selvfølgelig være attraktivt for os at så
korn. Her har været græs
permanent i 20 år, men
kommunen må ikke give tilladelse til, at der bliver pløjet mere, end vi gør nu, fordi
man mener, at det ødelægger forholdene for engfuglene. Men politikerne burde i
stedet tage fat på problemet
med bramgæssene, siger
Niels Christian, der understreger, at det er dem, der er
et af de største problemer
på Mandø.
– Bramgåsen er fredet, og
MANDØ-SERIEN
Tekst og foto:
Annett Bruhn
Tlf. 7912 4642, ann@jv.dk
der bliver flere og flere
hvert år. Det er dem, der
skræmmer de andre dyrearter væk.
Niels Christian forklarer,
at gæssene ikke er et problem om vinteren, når trækfuglen er på vej væk, men
om foråret, når der er
20.000-30.000
gæs
på
Mandøs 750 ha indendiges
arealer og 350 fastlandsarealer, er det en alt for stor belastning.
– De æder alt ned til golfbaner, så der ikke er noget
tilbage til at bygge rede med
for engfuglene. Dem får vi
ikke flere af, før vi har løst
problemet med gæssene,
slår han fast.
– Det er en forkert fredning. Jeg ville ønske, at vi
kunne få en lokal tilladelse
til at nedbringe antallet af
gæs. Der skal være et vist
græsningstryk, ellers ville
alt gro op i tagrør, fortsætter
Niels Christian, der blandt
andet fungerer som strandfoged, digegreve og brandinspektør på Mandø
– Naturfolk siger, at vi er
for hårde ved naturen, men
jeg mener, at vi følger naturen. Der har trods alt levet
mennesker på Mandø siden
før 1630.
N
C
IELS
HRISTIANS far
kom til Mandø fra Langeland for at overtage en ejendom efter to tanter, og hans
mor blev født på Mandø.
– Min mormor var kirketjener og faldt om og døde
på kirkegrunden, fortæller
Niels Christian, der selv fungerer som kirketjener, ringer og graver.
– Og min far var alt mulig
mand herovre. Han rensede
grøfter og arbejdede på mejeriet, indtil det blev nedlagt
i 1970. Og så var han digegreve og brandinspektør, lige
som mig.
Det går dramatisk tilbage med indbyggertallet
på Mandø. Tallet er mere end halveret siden
årtusindskiftet. I dag er
der kun omkring tredive faste mandøboere,
og der er ikke umiddelbart noget, der tyder
Niels Christian Nielsen er bekymret for Mandø, som han selv lever og ånder for.
»
Hvad hjælper det at få
en nationalpark, når
det tvinger de lokale
væk. Til sidst er det
hele kun for turister.
Disse hænder er vant til at
bestille noget.
Niels Christian er Mandø
og lever og ånder for sin ø.
Og han er trist over den vej,
udviklingen er gået, siden
han blev født for 50 år siden.
– Jeg har en drøm for øen.
Men det bliver mig, der
kommer til at lukke og slukke herovre. For jeg er nok
den sidste, der bliver, siger
Niels Christian med et lunt
smil.
– Engang var der alt, der
var behov for, herovre, men
der er mere og mere, der forsvinder, og befolkningstallet er nede på et par og tredive. Det er jo også svært at
have et 8-16 job på grund af
tidevandet, der forskyder
sig. Jeg ved ikke, hvordan
man skal gribe det an, siger
han trist og fortæller, at man
på øen har kæmpet for at få
en lokalplan, der tillader 17
nye sommerhuse, men at
der kun blevet opført et.
B
OLIGFORENINGEN har fire handicapvenlige ældreboliger til salg. De har stået
tomme i fire år. Niels Chri-
på, øen kan tiltrække
nye kræfter. De mandøboere, der er tilbage,
kæmper for deres ø og
prøver holde sammen
på de få og vigtige institutioner, der er tilbage
på øen. Serien om
Mandø slutter i dag.
Niels Christian
stian er af den opfattelse, at
det er fordi, de er placeret
forkert.
– Da man opførte dem i
1992 gemte man dem af vejen. Det er forkert at gemme
gamle mennesker af vejen.
De skal være nede i byen, så
de kan se, hvad der sker.
Det er imidlertid begrænset, hvad der sker på Mandø,
så det er vigtigt at holde fast
i det, der trods alt er tilbage.
– Øen bliver besøgt af
mange turister, og det er jo
først og fremmest dem, vi
skal tjene penge på. Mandø
Centret, kroen og campingpladsen lever af dem, der
kommer herover og Brugsen til dels også. Brugsen
har det svært, og vi kæmper
for at holde liv i den. Brugsen er det sidste, vi har at
kæmpe for herovre, for vi
har ikke særlig meget mere.
Hvis ikke Brugsen er der,
forsvinder det hele herovre,
siger Niels Christian, der er
bange for, at campingpladsen og sommerhusudlejningen uddør, hvis der ikke
er en tovholder.
D
ET BETØD, at endnu en familie flyttede fra øen, lige
som det skete, da lægepraksisen blev nedlagt.
– Vi havde vores egen læge, og det fungerede godt,
men besparelsen ramte også her i 2002. Nu kommer
der en læge hver tirsdag eller onsdag og har konsultation i et af klasseværelserne
på Mandø Centret.
Præstegården bliver lejet
af en 79-årig kvinde, og lægeboligen er solgt som fritidshus.
Og heller ikke Mandø Kro
genererer beboere til øen
længere, men har nu ejer fra
fastlandet og lukker til dels
ned i vinterhalvåret.
– Det er lidt dystert, at der
kommer noget nyt dårligt
på vores cv hvert år, siger
Niels Christian.
– Mandø skal overleve på
naturen, og at der er højt til
himmelen. Udflugterne til
Koresand har ligget stille siden ulykken, men det siges
Tirsdag 28. december:
MANDØS OMDREJNINGSPUNKT SKAL STYRKES
■
Onsdag 29. december:
DET ER BÅDE SJOVT OG
SURT AT BO PÅ MANDØ
SELV
HAR Niels Christian
fire børn, der er fløjet fra reden, og som har valgt ikke at
bosætte sig på Mandø.
– Jeg må jo acceptere, at
de er flyttet. Min søn er friluftsmenneske og jæger lige
som mig, og kommer meget
herovre. Men de vil ikke bo
her. Der skal jo være noget
at tilbyde de unge mennesker, siger han og tager jakken på.
Der skal lægges gran på
gravene henne på kirkegården.
Torsdag 30. december:
DET ER GÆSSENE DER
BESTEMMER OM VI BLIVER
■
Fredag 31. december:
JEG KOMMER TIL AT LUKKE
OG SLUKKE PÅ MANDØ