SABOTØRERNE 01-7
Transcription
SABOTØRERNE 01-7
1 SABOTØRERNE i pdf af Per Mortensen. Copyright © Per Mortensen. CD kopi af ISBN 87-987729-4-5. Til læsning på computere. 292 sider. Design: pdfbog.dk Tryk: videoc.dk Forlag: bopafilm.dk Danmark: 2010. Bogen må bruges til; læsning, salg, udlån, og privat kopiering. og den må kopieres og vises på biblioteker, skoler og andre institutioner. ISBN 978-87-92679-01-7 SABOTØRERNE SABOTØRERNE udkom på Tiderne Skifter i 1978. Dengang slørede man navne, men da der siden er kommet mange bøger, der omtaler de samme personer under de rigtige navne, så har det været naturligt i denne udgave af SABOTØRERNE, ikke at sløre folk. Bortset herfra, og fra nogle sproglige og stavetekniske rettelser, er de to udgaver identiske. 2 Fortegnelse over kapitler med sidenumre: Vanløse skole 3. BurWain 9. Broen 15. B&W 25. Det første møde 30. Det første hold-up 38. Strategi i sabotagekrig 46. Ubådsmotoren 56. Dagaktion 62. Kraftcentralen 66. Nordwerk 75. Det lange stop 82. Forårsoffensiv 93. Axelborg Bodega 106. Husundersøgelsen 115. Vestre fængsel 120. Det store forhør 126. Far på Dagmarhus 139. Efter forhøret 148. Café Mokka 155. Celle 184 165. Besøg i Vestre fængsel 177. Frøslev 183. Himmelfartskommando 191. Tilbage i Frøslev 201. På Shellhuset 209. Den begrænsede tilståelse 214. Udrensning 225. Boyesgade 229. Våben fra England 236. Om aftenen 4 maj 239. Den glade sommer 247. Undersøgelsesudvalg 255. Motorvognskompagniet 261. I Jugoslavien 267. Status 272. Løse ender 286. Litteratur 292. Vanløse skole 3 Tæt ved Damhussøen ligger der en skole. Udefra er der ikke meget ved den, og indeni er den værre. Her masede jeg hen i ti år for at høre på en masse sludder og vrøvl, og for at være bange for at lærerne skulle finde ud af et af de mange numre vi fik tiden til at gå med. Opdagede lærerne noget så stod den på øretæver eller slag, ikke fordi det skete så tit, men truslerne hang jo hele tiden i luften. Men lidt fik vi da lært midt i salmeversene og den lille tabel. Vi lærte at håndtere en situation lynhurtigt med en tilsyneladende ligegyldighed. Vi lærte at stikke en plade med klare sikre øjne og frem for alt så lærte vi at skulle man klare sig, så måtte klassen holde sammen, last og brast. Vi kom aldrig på den idé at skolen var til for børnenes skyld. Vi havde vores verden og lærerne havde deres. Der var selvfølgelig nogle dengser der smiskede for lærerne, men dem holdt vi ude og nede med kold terror. Et par enkelte af lærerne var nu gode nok, og med dem snakkede vi en masse om, hvad der foregik ude i den store verden. Jeg gik i skole fra 1930 til 1940 og det var en meget urolig tid. Der var megen arbejdsløshed, og det hørte med til dagligdagen at se de mange arbejdsløse, der luntede rundt for at tigge sig til en tiøre til et måltid mad. 4 Selvfølgelig stod der i avisen, at det var arbejdssky personer og at der var en bondemand i 27. kartoffelrække der ikke kunne høste fordi ingen gad hjælpe ham. Men den var der nu ikke mange der gik på i Vanløse skole. Vi havde husvildebarakkerne lige uden for døren, så vi vidste hvad fattigdom var. I Tyskland havde Hitler taget magten og mange syntes det var en fin ide med al den ro og orden. Vi fattede nok ikke rigtigt hvad nazisme var for noget, men der var i alle fald en masse snak om man var for eller imod jøderne. Al diskussion med folk der havde sympati for, hvad der foregik i "Det tredje rige" startede altid her. Da der både var nogle af lærerne og nogle af klassekammeraterne der var jødehadere, kunne snakken godt blive så temmeligvoldsom. Men på en eller anden måde var det med racehad og den internationale plutokratiske jødedom for abstrakt for os, for vi syntes det var forkert at brænde synagoger af og jagte folk fordi de havde en anden tro. Når vi vendte os mod alt det nazigejl, så var det nok noget ubevidst der kom frem. Vi følte helt enkelt sympati for de svage og forfulgte, og råberi og skallesmækkeri kendte vi godt nok til at vide, at det var noget lort. I 4. mellem fik jeg en ordentlig en på tuden. Jeg havde altid drømt om at blive sømand. Det at komme ud og sejle var simpelthen sagen. Jeg læste alt om både og skibe, og så søgte jeg at komme ud med 5 skoleskibet "Georg Stage", men jeg dumpede med et brag til optagelsesprøven. Jeg var alt for nærsynet. Hvad nu? Efter megen snak fik mine forældre overtalt mig til at fortsætte i skolen og se at få en realeksamen. Jeg var ikke meget for det. Næst efter det at sidde i spjældet er det at gå i skole nok det kedeligste der findes. Men jeg var noget slået ud og så blev jeg jo hængende. Til søs ville jeg og kunne jeg ikke komme på dækket, så kunne jeg måskeblive telegrafist. Men mine to onkler der begge sejlede øste op med, at det var et rigtigt møgjob. Det var ikke til at gå i land på, og så skulle man være skrap til sprog. Engelsktimerne var heller ikke mine bedste, så ville jeg ud på de salte vover, så måtte jeg gå i maskinen, og så skulle jeg i smedelære. Det var jo noget andet end at kravle rundt i takkelagen, men OK er der ikke andre muligheder, så må du jo tage en læreplads. Hvis jeg altså kunne finde en, for det var svært. Meget svært. Alle vegne skulle man have været skrevet op, mens man endnu lå i vuggen. Nå, min onkel Emil var gået i land, da krigen startede og han var nu sliber på BurWain. Han fik snakket med nogen, og enden på det hele blev, at jeg kunne komme i lære derude, når jeg havde fået denne her realeksamen. Hvis jeg altså fik den, for det var lidt af et spørgsmål. For at forbedre chancen blev jeg sendt ned i Smallegade for at få lidt 6 lektiehjælp. Meget blev det nu nok ikke til, men studenten der hjalp var en frisk fyr, så vi fik en masse god snak om alt muligt andet end engelske verber. En eftermiddag sagde han: "Nu sker der snart noget, den tyske højsøflåde er på vej op gennem Storebælt, og den har en masse troppeskibe med. Nu tager de Norge og Sverige, og vi ryger nok også med". Da jeg kom hjem havde far nogle andre rygter, og vi snakkede en masse frem og tilbage om, hvad det mon var der var under opsejling. Stemningen var så underligt ladet med et eller andet. Tidligt næste morgen blev jeg vækket af en helvedes larm. Jeg sprang ud af min reolseng og smadrede knæet ind i en skarp kant. Hen til vinduet, og jeg så hvordan det ene tyske bombefly efter det andet kom sejlende hen over huset. De var så lavt nede at ma kunne se piloterne. Jeg humpede ind til min forældre. De troede først at det var danske fly, men da de så de sorte kors på flyvemaskinerne så blev de meget alvorlige og urolige. Vi lukkede op for radioen. Her begyndte nu et kor af dybe alvorsfulde mandsstemmer at præke om ro og orden, om lovlige myndigheder, om besindig og loyal optræden og en masse andet vås. Ikke en eneste vej, ikke en eneste bro, end ikke Ålborg flyveplads var blevet sprængt. Jo, det var en fin hjælp til kampen i Norge. Lidt underlig tog man i skole, men skolen gennemførte 7 sit normale program som om intet var hændt. Vi var nu nok lidt mere uopmærksomme, end vi plejede, og da skolen endelig var slut, så cyklede vi rundt i byen for at se, hvad der var sket. Mange steder holdt der lange kolonner af tyske soldater. Soldaterne grinede og underholdt sig med emsige danskere, mens de åd en masse wienerbrød. Så kom der besked om mørkelægning, og vi gik ned og købte sort papir. Studentens kommentar til mørkelægningen var, at nu kunne man pisse midt på Gl. Kongevej uden at nogen gjorde vrøvl. Det var den 9. april 1940. For min far blev denne dag et vendepunkt på mange måder. Han blev voldsomt kritisk over for det luskede og borgerlige Danmark, og han foragtede og nærmest hadede de mænd, der havde lukket tyskerne ind. Og da det senere kom frem at kongen den slemme morgen med bombemaskinerne havde spurgt sine rådgivere: "Har vi kæmpet nok?" Ja så fnøs far. "Man kan aldrig kæmpe nok", var min fars standpunkt, og hvis man kun havde tænkt sig at bruge de faldne den 9. april til en heltegrav, og at det slet ikke var tanken at gøre reel modstand, så burde de ansvarlige anklages for mord på sagesløse, når vi en gang fik smidt tyskerne ud. Endelig fik jeg mig bakset igennem denne her eksamen, og da den var overstået så cyklede en kammerat og jeg rundt i Jylland og så på tyskere. De holdt mest til i havnene, hvor de lå 8 med deres lortebåde, og som regel var der en sværm, der stod og pjattede med germanerne. Jo, denne sommer 1940 var så temmelig ulækker. Krigen var startet i efteråret 1939 med at Tyskland havde smadret Polen, og bagefter blev byttet delt med Rusland. Det var vel aftalt i den "ikkeangrebspagt", de to store modpoler Stalin og Hitler havde lavet. Vi cyklede altså nordpå i Jylland. Vi ville op og se hvor vandene mødes, men lidt før Grenen sprang der et par tyskere frem og råbte "Halt". Det var ret brøsige, så vi fik vendt cyklerne i en fart. Den var sgu skrap. Her er man på tur i sit eget land, og så skal sådan et par grønne skiderikker bestemme, hvad man må se. En lille ting, men det kriblede i fingrene for at give dem en god skarp sten i nakken, men det var jo ikke så lige til, når de sådan stod og svingede med deres geværer. I Viborg sad vi på et konditori og betragtede gadelivet. Her var masser af soldater både officerer og menige, og de hilste på hinanden med hæleklap og honnør. Ja, det var fint og danske soldater hilste på tyske soldater og tyske hilste på danske. Det var en jammerlig komedie. Man fik kvalme af den. BurWain 9 En dag var cykelturen forbi, og en morgen klokken syv stod jeg på BurWain. Jeg havde ikke lukket et øje hele natten, og jeg følte mig meget grøn i min alt for store ny kedelsut. Det var en flot og smart fabrik. Den var lys og venlig med gule streger på gulvet og fine grågrønne moderne maskiner i lange rækker. Først stod jeg og ventede længe på en trappe, men så kom der en eller anden, og så blev jeg sendt ned til mester Daniel. Han var lidt reserveret, men ellers meget flink. Han sagde: "Tag den her kasse". Kassen var ikke ret stor, men der var 500 små dimser i den. Nogle dimser, hvor gevindet skulle renses for glødeskaller. Jeg fik et sæt tegn, og på dem skulle jeg låne et sæt 3 mm. snittappe og et vindejern i buret. Så gav Daniel mig fem minutters instruktion og sagde, at når jeg var færdig med kassen så kunne jeg komme igen og få en ny kasse. Den første dag rensede jeg næsten 50 dimser, og jeg knækkede alle tre snittappe. Det at knække tappe tog jeg ret tungt. Jeg var godt klar over at firmaet ikke gik fallit på grund af de tappe, men det at ødelægge noget gav mig en eller anden følelsesmæssig konflikt. Jeg følte mig skidt tilpas, når jeg måtte hen til Daniel for at få en rekvisition på et nyt sæt. Han tog det nu helt 10 afslappet og uden kommentarer, så satte han sit D på den røde seddel. Men disse ture pinte mig meget, og en dag spurgte jeg om jeg ikke kunne få lov til at betale de her tappe. Daniel så forundret på mig og sagde, at det var der ingen mulighed for, og jeg følte at jeg på en eller anden måde havde gjort mig helt til grin. Sådan gik de første måneder. Hold da kæft, hvor var det kedeligt, og hvor fik man ømme fødder. Der var et ur på væggen, og det stod bare stille. Men efterhånden fandt man jo ud af det. En gut kommer og spørger om man vil med på lokum, ikke bare for at pisse, men til møde på drengenes lokum. Her hang vi i timevis og sludrede. Vi var ofte en fem-seks stykker inde på det her lokum, og når der så kom en mester ind, så måtte vi jo op og stå på kummen alle sammen for at han ikke skulle se de mange fødder. De andre lærekammerater gav fiduser. Brug dog en håndboremaskine til de snittappe og skid på det dødssyge vindejern. Det gjorde jeg så, men jeg fik en rigtig dårlig samvittighed. Jeg havde jo fået besked på at bruge et vindejern, men man var jo nødt til at bruge en hurtigere metode, når alle lokumsturene skulle indhentes. Selvom det var en ny og fin fabrik med timeure og gule streger, så var der alligevel en del skallesmækkeri. Nogle af svendene og især nogle af de gamle læredrenge kunne godt lide at stikke på tæven. Vi ny og små var 11 selvfølgelig særligt udsatte. Enten var vi ikke hurtige nok, eller også brokkede vi noget, eller også syntes de her tævegutter at vi var frække. Lidt var der nok om det, for tryk avler modtryk, og vi ny rottede os sammen på hundrede måder om at drille og genere de her voldsgutter. Måske var det også for at få tiden til at gå. Det værste ved at arbejde på sådan en moderne fabrik var den uhyre kedsomhed. Der var flere evigheder til frokost, og den halve ædetime gik som et lyn, og eftermiddagen var endnu værre at få has på end formiddagen. Man begyndte at føle en stærk misundelse, ja nærmest et had, til alle de folk der bare kunne valse rundt, og som ikke var bundet til et ganske bestemt sted med et hul-i-hovedet-arbejde. Tænk at kunne gå på en gade og bare kigge på husene. Når det en meget sjælden gang skete, at man blev sendt en tur i byen og kom uden for murene, ja så havde man vundet den store gevinst. Disse første måneder var skrappe at komme igennem, men mærkeligt nok faldt det ikke en ind, at det kunne være anderledes. Man var begyndt på noget og så måtte man se at gøre det færdigt. Det at kvitte et job var ligesom for abstrakt, men så måtte man finde på hundreder måder, der gjorde jobbet så nogenlunde udholdeligt. Det blev da også en lille smule bedre efterhånden. Jeg kom i buret, hvor jeg blev sat til at udlevere 12 værktøj. Indimellem solgte jeg øl, tobak og forskelligt slik fra et hemmeligt depot. Det med at sælge var jeg skrap til, og bossen i buret gav mig topkarakterer som smedelærling. Det at omsætningen steg var jo en god ting for hans lille skattefri fidusforetagende. I buret lærte jeg nu også en masse om værktøj, og om hvordan en stor moderne maskinfabrik er skruet sammen. Man lærte at klare sig. Nogle af svendene var skidehysteriske, råbte op og ville hundse med en. De skulle måske have bor, sænker og rival på 19,6 og det kunne ikke gå stærkt nok, og man fik en lortespand i hovedet. Men var man så lidt fiks, så fik man byttet sænkeren i sættet om til en på 19,8 uden at han lagde mærke til det, og så fik han brokket en stavl emner, inden han opdagede fejlen. Den var god nok. Svenden blev selvfølgelig helvedes sur, men vi i buret havde ikke ansvar for, hvad der var i kassen, det var jo sliberen. Sliberen gav igen og sagde, at han kunne da bare se ordentlig efter, og så gik den højrøstet derudaf med håndværkerære og en masse andet vås. En sjælden gang var der en morakker, der var ved at sprænge akkorden og så var buret vigtigt. Så var man meget længe om at finde stålene, og var den rigtig slem, så fik stålene lidt med en hvæssesten omme bag reolen. Det skulle ikke være alt for nemt at skide på kammeraterne. Alt det her kom ikke på en gang, men 13 det var ret let at fatte. Det mindede om skolen. Her var det bare formænd, mestre og ingeniører der repræsenterede systemet, og det var klart imod os der arbejdede. På vor side var vi desværre ikke så enige som i skolen. Vi var jo delt op i en masse grupper. Der var værktøjsmagere, smede, maskinarbejdere, specialarbejdere, arbejdsfolk og læredrenge. I tutten sad alle ved hver sit bord, når de hev klemmerne frem, og drengenes bord var helt naturligt det dårligste. Vi var nederst i pyramiden, så os var de fleste efter. Med visse undtagelser selvfølgelig. Der var to grupper, der på en måde gik på tværs af alle skel, og som altid var flinke og hjælpsomme. Et par grupper, der hver på sin måde repræsenterede en holdning til lortet. Det var de fordrukne, dem der tog en gevaldig hivert hver fredag, og så de røde. De røde var som regel kommunister. De var kvikke og havde teorierne i orden, men det kneb lidt for dem, når alle de løse ender skulle sættes sammen. Noget måtte de jo vrøvle. Sovjetunionen var ikke kommet med i krigen endnu, men kørte stadig løs med dette her ikke-angrebs-pagt sludder. Det lange efterår i 1940 og den sure vinter, der fulgte efter, var på mange måder et underligt tidsrum. Man oplevede så mange stærke ting både på fabrikken og udenfor. Det gav en masse hakker, og når vi senere på krigen blev ret kåde, så var det nok en hævn for alt det vrøvl, vi måtte 14 lægge ryg til dengang. I foråret 1940 havde tyskerne jo bøffet os og Norge, og lidt senere kom Holland, Belgien og Frankrig med i "lynkrigsmøllen". De tyske pansertropper smed englænderne på hovedet i Kanalen ved Dunkirk og gik så i stå. Det flød med rygter om at tyskerne snart ville invadere England, men det trak ud, og så brugte nazierne ventetiden til med deres bombemaskiner at gennemsmadre London. Nazierne opfandt i deres umådelige storsnudethed endda et nyt ord for det: "De coventryserede". Hvilket på godt dansk vil sige, at de systematisk terrorbombede beboelseskvarterer og myrdede kvinder og børn. På samme tid så hyggede vi os gevaldigt her i den danske andegård. Tyskerne var jo så pæne og korrekte. Man indrettede sig på "Neuropa". I en næsegrus beundring for de storslåede tyske sejre og for de nye ordninger under Tysklands Fører Adolf Hitler. I et aktivt samarbejde, med vores store og ædle beskytter fra syd, håbede et læs af politikere og andre samfundsfiduser, at finde forståelse for den så danske fredelige egenart. Det var noget abnormt sludder, men hvor var der mange der gaflede våset i sig, mens en håndfuld spitfirepiloter kæmpede på liv og død mod de horder af morderfly, der blev sendt ind over England. Men her indrettede folket sig. Danskerne hyggede sig og "egenarten" brød ud i alsang og 15 kongerøgelse, og pillede man ved det, så blev folk meget, meget vrede. Radioen fortalte selvfølgelig om nogle unge, helt uansvarlige elementer, som udenlandske agenter fik til at lave brok i de fine nazidemonstrationer, men så blev det danske politi så sandelig også sendt ud med kniplerne. Men gadeslagsmål og demonstrationer er nu ikke det jeg holder mest af. Jeg er nok for ømskindet. Jeg bliver også lidt utryg, når jeg står sammen med en masse der bare råber og råber, og ærligt talt, er det så ikke lidt fattigt kun at sparke en nazi ind under en bil, når spitfiregutterne samtidig slås på liv og død med Görings Luftwaffe. RAF piloterne fortjente en meget mere kontant håndsrækning. For det er jo det med en demonstration, at nok føler man, at man er med i noget. Nok varmer det lidt at være sammen med en masse der mener det samme, men hvad fører den til? Sjældent til ret meget andet, end til flere penge og mere udstyr til politiet Broen I sommeren 1943 lå jeg lidt udenfor Vamdrup og døsede i solen. Jeg lå og kiggede på en kantet jernbanebro der var forsynet med et årstal. Det var 16 den sidste feriedag, og humøret var langt nede. Jeg havde stået i lære i snart tre år, så jeg vidste en del om maskiner og fabrikker, men da jeg havde været et par år på BurWain, var jeg blevet flyttet over på B&W Christianshavn. Det var en gammel og meget større fabrik, og tonen var en hel del mere frisk end på mit gamle lærested. Jeg fik en masse ny kammerater og det var egentlig rart med lidt luftforandring. Men når man på fabrikken knoklede ved drejebænken, så gik tiden jo med at fantasere over alt det dejlige, man ville opleve, når idiotanstalten lukkede, men de 14 feriedage havde kun givet lidt forkølelse. En kammerat og jeg havde ligget i telt ude ved Vestkysten, og det havde regnet og stormet. Vi havde prøvet på at få lidt varme og selskab på det lokale drønkedelige konditori. Kongebilleder og løbesods kaffe var der nok af, men end ikke skyggen af et skørt. Kontrasten, til alt det man havde fantaseret om, var ret enorm. Drengeklasse kombineret med en smedelære giver jo ikke mange kontakter, så det kværnede jo rundt i bolden med en masse nøgne piger, der bare spænede rundt i marehalmen, men dem havde vi selvfølgelig ikke set, og så skulle man stemple ind på møjanstalten i morgen klokken syv. Det var temmelig meget af helvede til. Her ved banen var der smadder kønt. Som på et postkort lå den hvide bro, mellem grønne marker og 17 gumlende køer og tog sig ud i solen. Men alt det kønne gjorde kun, at humøret blev endnu sløjere, og så det fjollede årstal på broen, som om det ikke var det ligegyldigste af alt, hvornår den bro var blevet brokket færdig. Den skøre ide med at sætte et tal på en bro måtte stamme fra en eller anden gammel tumpe. Han tog vel konen og ungerne med herud om søndagen for at prale med den bro farmand havde bygget, dengang han rodede vand og sten sammen og fik cement ned af ryggen. Nå, han ville snarere ævle om alt det, han havde sagt til formanden, da formanden fik besked og fik at vide, hvad han kunne tillade sig. Sådan var de gamle tumper. De ævlede altid om, hvad de havde sagt, hvordan de havde hævdet sig. Og hvad var de så? Røven af fjerde division. I dette her land var der højst ti der havde noget at skulle have sagt. Højst ti der havde magt til at bestemme noget, resten ævlede bare. Demokrati og folkestyre, hvor var det? De ti magtfyre bestemte jo alt, hvad der skulle stå i aviserne. De trak i alle tråde. De gav politikere og andre overrøve de gode ben, og var der en fyr der satte sig op imod en af disse magtfyre, så havde de 1000 måder at kvæle ham på. Det hele var ad helvede til, og i morgen skal jeg stemple ind, og så er der et helt år til, at jeg igen kan ligge og drive den af foran en køn udsigt. Og så de tåbelige årstal. Skulle man finde en stump jern og så gå op og brække 18 dem af? Ville det føre til noget? Nå, jeg turde sgu ikke en gang gå op på broen. Det var jo forbudt og blev straffet med bøde efter gældende lov. Evneløshed, usikkerhed og mindreværd blandedes med had og foragt. Men hvad solen skinner og skulle det ske, at en eller anden kom dryssende forbi på vejen, ville han kun se en rødmosset fyr der lå og nød livet. Men der kom ingen forbi, for folk havde åbenbart nok at lave, selvom der var masser af krig og besættelse. Nå, nu sker der noget. Fra syd kommer der et langt tog kørende. En rød og sortlakeret maskine slæber vogn efter vogn. Lokomotivet har åbenbart holdt for udkørsel, for det har endnu ikke fået farten op. Transporten består af åbne og lukkede godsvogne, og på de åbne vogne står der noget kantet under presenningerne. Maskinens bevægelige dele er blanke og glinser i solen. Stempelstænger og forbindelsesstænger arbejder monotont og stædigt i en sej rytme. Det er en flot maskine, ikke en af statsbanernes. Det er sikkert en Büssing, og pudsetwist er der ikke mangel på i Det Tredje Rige. Maskinen bliver kørt pænt. Trods det store træk op af bakken har drivhjulene ikke rovset en eneste gang. Det er en skør ide med alle de røde stafferinger, men de ser nu ganske tekniske ud. På tenderen har de skrevet med gotiske bogstaver: "Die Räder rollen für den Sieg". Ja hjulene ruller, og det er ikke roeoptagere, der står under de 19 presenninger. Og hjulene ruller for sejren. Hvis sejr? Vores sejr? Eller måske er det for nordmændenes sejr? Gud fader, hvor de gamle ævler. Ævl om en værdig optræden. Ævl om ro og orden og tilpasning. Hvorfor siger De ikke ligeud, at De ønsker, at alle russere får maven sprættet op, og at det er meget fint at togene kører præcist, og hvis lokomotivet kommer til at køre over et par jøder, hvad rager det så jer? Hvorfor siger I ikke, at I er smaddernervøse og at I, hvis det hele ramler, helst vil sidde i en lænestol tæt ved et lokum. I bruger alt for indviklede ord. I taler om en udenlandsk, os venligsindet magt, hvis ro og fred vi ikke må forstyrre. I taler om uansvarlige og ungdommelige terrorister, der er fjender af lov og orden. I taler om fremmedelementer, som hvis man kender, man endelig må underrette de lovlige organer om. Organer der har en lovlig myndighed at udøve. En myndighed der har folkets mandat i disse alvorlige og svære tider, hvor nationens tarv kræver ro og besindelse. I taler med dybe og korrekte stemmer om vor store sydlige nabo med de beundringsværdige sejre. Savl, snot og fede røve i lænestolene, det er ikke til at holde ud. Da toget var kørt dryssede jeg hjem til aftenkaffen hos mine bedsteforældre. Hvor var her fredeligt. Hvid kirke i solnedgang og en rislende å der tullede afsted. Jeg gik forbi elværket, hvor en tocylindret diesel dunkede afsted. 20 Denne stille dunken ville vare til midnat, hvor så tyste akkumulatorer ville blive koblet ind. Hvorfor kunne jeg ikke nyde alt det her? Hvad var det der hele tiden kørte rundt i knolden på en? Siden jeg var kommet i lære, havde jeg set så mange former for social fornedrelse, men værst af alt var, at det tyske lortearbejde hele tiden sivede ind på fabrikken. Hvor skulle den ubådsmotor bruges? Hvor skulle det bombefly smide sin ulækre last? Hvem skulle nu have maven sprættet op eller armen revet af? Krigen gik frem og tilbage. I foråret masede Hitler ned over Balkan, og 22. juni 1941 gik vores ædle beskytter, i gang med Sovjetunionen. Radioen var fyldt med tusinder af trompetskrald over alle Værnemagtens fantastiske sejre. Vi flyttede nipsenåle på kortet. Det så mørkt ud, men efteråret og vinteren kom. Nu fik germanerne pludselig travlt med at strikke muffediser til deres stolte og uovervindelige arme. Det var som at se et lille lys i en lang mørk tunnel, og at Amerika, lige før jul, kom med på vores side gjorde ikke lyset mindre, men som sædvanlig jokkede banditterne på Christiansborg i spinaten, og de meldte os ind i antikominternpagten. I 1942 røg nålene frem og tilbage. Hist og her gik der ild i tyske jernbanevogne, og den danske statsminister Vilhelm Buhl, opfordrede i radioen folk til at angive sabotørerne. En stikker havde nu kontor på Christiansborg, og en større lus 21 kan ikke tænkes. Men så kom Østens helte hjem på orlov og gik i gang med at tæve en dansk mariner på Christianshavns torv. Tid og sted var heldigt valgt for det var lige før frokost, og så stejlede vi læredrenge ud for at sikre os de bedste pladser på broen og på monumenterne. Pludselig så vi de tre helte fra Frikorps Danmark, og da vi var mindst 500, blev der ikke megen kamp. Vi smed frikorpserne i kanalen, og Bornholmeren tog en skråhue og en bajonet med hjem til tutten. Her bankede vi bajonetten i til skaftet midt i billedet af alfader Stauning. Kors i hytten, hvor blev der ballade. Fagforeningspamperne truede og råbte op, men så kom frikorps kompagniet og besatte fabrikken. Blandt de frikorpsere der besatte B&W, var der en af vore gamle lærekammerater. Midt i geleddet stod Jubbe og ragede op. Jeg havde været sammen med Jubbe på BurWain. Han havde været en af de gamle skallesmækkerlæredrenge. Han var et ret stort brød, og vi små første års skulle passe lidt på, især i starten. Men han var ikke for klog, så han blev et let offer for vores drillerier. Vi smurte pariserblåt på håndtagene på hans maskine, så han kom til at se farlig ud. Vi gemte hans madpakke og en dag, da han havde tævet en af de små, brækkede vi hans garderobeskab op og overpissede hans arbejdstøj. Bagefter kunne vi godt se, hvor ledt det var, for Jubbe havde kun det ene overlappede sæt. 22 Han fik ikke penge hjemmefra til noget som helst, og han måtte aflevere hele hyren, til en fyr der boede sammen med hans mor, og som endda gav ham tæsk. Men en dag havde Jubbe set nogle annoncer i avisen om, at de søgte nogle helte til Østfronten. Han syntes det lød rigtig fint. Vi fortalte ham på tusind måder, at det lød som noget lort, men han blev ved. Der var jo en masse pæne folk, politikere og den slags, der også sagde, at det var en fin sag. Vi sagde: "Hold da helt kæft, du må da ikke tro på, hvad de landsforrædere siger". Men han var bevidstløs som en hegnspæl. En dag var han stukket af, og havde meldt sig til Frikorps Danmark. Vi glemte ham, men nu stod han lyslevende i grøn SS uniform, med et gevær i hånden, og så sur ud. Det føltes underligt. Skulle man foretage sig et eller andet? Nå, der blev tænkt for os, og vi blev snart jaget ind i hallerne. Her satte vi os ned og ventede, mens bosserne parlamenterede. De fandt desværre ret hurtigt en løsning, og så vi måtte starte maskinen igen. Jubbe så vi aldrig mere. En måned senere var han til Frikorpsets afskedsparade, hvor chefen for den danske hær, general Ebbe Gørtz højtideligt skridtede fronten af, men ved juletid fortalte rygtet, at russerne havde skudt hovedet af Jubbe i en sump på Østfronten. I januar 1943 kom englænderne med deres bombemaskiner og smadrede prøvelokalet og flere andre haller på 23 fabrikken. En masse huse udenom gik med og mange civile folk blev dræbt. Mere end 6000 mennesker blev hjemløse, men for os var det helt fint. Vi fik vinterferie. Et par dage efter bombardementet kapitulerede tyskerne i Stalingrad, og vi følte, at nu gik det den rigtige vej. Sejren ved Stalingrad føltes som et enormt vendepunkt i krigen, men den danske statsadvokat fejrede sejren på sin egen måde. Han udlovede en dusør på 5000 kr. til den, der ville stikke Mogens Fog. Tilbage til Vamdrup og aftenkaffen. Farmor og jeg sad og sludrede. Hun kendte også til tyske overgreb. Hun var født i Slesvig, i Høgelund, tæt ved Haderslev. Hun fortalte, hvordan det havde været at vokse op under et preussisk regime. En besættelse der kom til at vare over 60 år. Farmor fortalte om de mange former for undertrykkelse, danskerne havde været ude for. Hvordan "æ gendarm" snusede rundt for at finde ud af, om man læste de rigtige ting og ikke havde forbudte bøger på hylden. Hvordan mange danskere endte i tugthuset i Kiel, fordi de ikke ville være tyske soldater, og hvis de så måske en gang blev løsladt, så var de som regel på gravens rand af tuberkulose. På trods af alt hvad farmor havde oplevet, så var hun ikke hadefuld eller bitter. Hun mente, at det vigtigste var den menneskelige værdighed og den åndelige styrke. Hvis vi brugte voldelige midler ville vi 24 fornedre os, og vi kunne ikke skabe en retfærdig verden. Men, hvis vi var modige, lysvågne og værdige ville vi sejre, hvor lang tid, det tog var af ringe betydning. De blodsudgydelser, der hærgede Europa, følte hun knugende og nærværende, men hun levede i en dyb tro mod Jesus budskab. Hvis man erstattede vold med kærlighed, så ville Ham der styrede alt til sidst hjælpe. Hvor jeg så samvittighedsløse samarbejdsfolk, korrupte politikere og forbryderiske landssvigere, der så hun nogle svage og forvirrede mennesker, der skulle og kunne hjælpes. De var langt ude i mørket, men en dag ville troen mod retfærdigheden og troen mod Ham komme tilbage, og det gode ville sejre. Jeg fortalte om mit arbejde. Man spænder topstykket på en ubåds motor på den foreskrevne måde. Er man så ikke ansvarlig, når et skib torpederes ned med mand og mus? Man udborer en oliepumpe til en Stukas med den angivne tolerance. Er man så ikke ansvarlig, når flygtninge bombesmadres på en vej i Rusland? Hun tog min hånd og sagde: "Der er alt for meget slemt til, prøv om du kan finde den rigtige vej, men pas på at det onde ikke får tag i dig, så skal du se så går det nok". B&W 25 I løbet af 1943 trak det sammen. Nu måtte der ligesom ske et eller andet. Sagen var på en måde ganske enkel og ligetil. Tyskland skulle tabe krigen, og det kunne ikke gå stærkt nok. Men nazierne og deres agenter havde et enormt undertrykkelsesapparat, hvordan kunne en snottet læredreng i cykeldækssutter, med lapper på knæene, tage kampen op mod det frygtindgydende apparat? Det så ret håbløst ud, men samtidig så jeg den tyske produktion stige, og jeg havde en fornemmelse af, at det ville den blive ved og ved med. Der var ikke megen slow motion. I virkeligheden var der ikke nogen egentlig modstand mod tysk arbejde. Man bandede selvfølgelig over det, man sagde det var noget pis, men man udførte det, og man udførte det tiptop. Normerne blev overholdt, men man kunne jo heller ikke andet, hvis der skulle være penge i fredagsposen. Var det bedre at være arbejdsløs? Så ville fagforeningen sende dig til en maskine i Berlin eller Hamborg. Var det bedre? Men noget måtte man kunne gøre. Det tyske arbejde skulle stoppes. Nu skulle det være slut, om man så skulle fylde hele havnen op med alle deres morderapparater. Det at skulle være sabotør, hvad det så ellers gik ud på, virkede meget fjernt, men at man på en eller 26 anden skør måde skulle se at få lammet lortet, det kom alle ens tanker til at dreje sig om. Skal der brændes eller sprænges eller hvad? Det var ligesom om hadet til arbejdet, som var steget meget voldsomt, hadet til de lede aktionærer som bestemte, hadet til tyskerne, hadet til alle disse mennesker, som gik rundt uden at foretage sig en pind, hadet til alle dem, der havde hængt hjernen på et søm, hadet til hele dette forløjede system, det måtte nu have en udløsning. Jeg begyndte at spekulere på, hvordan jeg kunne få det lagt ned. Hvad med lidt sprængstof på nogle af de sarte steder? Ja den er god, men hvor vil du få det fra? Jeg kendte måske nogen, der kendte nogen, så jeg kunne få en kontakt. Men kan man sådan henvende sig? Det er sikkert en stor og dyr og skrap organisation. Var det ikke lidt blæret og komme og sige: "Så er det B&W". Kunne man i det hele taget klare sådan noget? Hvad med nerverne? Jeg havde ikke store tanker om mig selv. Men noget skulle der nu ske, og det eneste jeg kunne tænke mig var, at man kunne lave en opgave. Kunne man udfylde en plads, så måtte ens opgave være løst, længere tænkte jeg ikke, og jeg gik så i gang med at spekulere på, hvordan man kunne lægge møget ned, og det virkede meget svært. Det eneste punkt, hvor man rigtig kunne lamme fabrikken, var ved at sprænge kraftcentralen. De udstrakte fabriksanlæg ville kræve altfor mange 27 sprængninger, så derfor drejede det sig jo om at tage centralen, så maskinerne ikke kunne køre. Der var midt i fabrikken en stor kraftcentral, og denne kraftcentral skulle man så se og få fat i. Jeg kunne ikke forestille sig at det kunne gøres om dagen. Man måtte vælge et tidspunkt, hvor der ikke var nogen derude, der kunne komme til skade, når møget røg. Men om natten var der jo propfuldt af vagter og hunde. Der var pigtrådshegn og meget andet godt. Men efter hundredvis af overvejelser formede der sig en plan, men da jeg var klar over, at nu drejede det sig om at holde kæft, så sagde jeg ikke til et eneste menneske, hvad jeg gik og rodede med. Lige ved kraftcentralen var der et fransk pissehus, hvor man kunne kigge ud over, og i timevis stod jeg der og kiggede og pissede og pissede og kiggede. Men selve kraftcentralen, den var altså rigtig svær. Det var som om, man ikke kunne komme igennem med den, men så var der et gasanlæg lige udenfor, og det var ligesom lettere at få fod på. Dette anlæg bestod af en kolonne på tre gasgeneratorer, og de fik hele tiden kørt tørv til af nogle hestevogne. Man lukkede kolonnen op, hældte tørv ned, og så lavede de gas til motorerne i kraftcentralen. Og så var tanken jo ret ligetil: Vælter du kolonnen, kan motorerne ikke trække dynamoerne, og så er der nul strøm til maskinerne. Jeg undersøgte kolonnen meget grundigt. Jeg kravlede op 28 på den og rundt på den under alle mulige påskud. Det var nu ikke særligt svært, for man kunne foretage sig de mærkeligste ting på B&W uden at nogen sagde noget. Men hvordan får man anbragt en bombe i kolonnen? Det var ikke så ligetil. Jeg skulle jo også selv kunne komme væk. I det hele taget, hvordan gør man sådan noget? Jeg kunne ikke finde på noget bedre end at tage noget mørkt tøj på, måske en mørk badedragt, og så om natten svømme over kanalen, kravle op på kolonnen, lægge sprængstoffet, løbe væk, springe i vandet igen og svømme hjem. Det var jo en plan, der skulle udføres mens vandet var nogenlunde varmt, det var jeg klar over, men på den anden side kunne jeg jo heller ikke komme og sige: "Hit med noget stof til B&W". Så for at blive mere sikker på mig selv, gik jeg i gang med at træne til svømmeturen. Jeg løste et månedskort til Damsøbadet og gik så i gang. Med stor overvindelse klatrede jeg op på tremetervippen. Jeg kan ikke lide at springe højere end fra enmeteren, men bolværket var jo temmelig højt, og hvis jeg skulle i gang med gasværket kunne det jo ikke nytte at være alt for pivset. Altså på hovedet i vandet, dykke og så ned igennem bassinet i zigzag. Jeg havde aftalt med mig selv, at når jeg kunne klare en snes meter under vandet sådan nogenlunde smertefrit, så kunne jeg bruges til opgaven, så kunne jeg være bekendt at henvende mig. Man 29 skulle egentlig tro, at et træningsprogram af denne karakter ville vække opsigt i svømmehallen, men der gjorde det egentlig ikke. Selvfølgelig var jeg lidt diskret, men jeg gjorde den meget nyttige erfaring, at man nemt kan foretage sig de mest usædvanlige ting uden at nogen bemærker det. Folk ser sgu ikke ret meget, når bare man gør det på en hel almindelig udramatisk måde. Efterhånden syntes jeg det hele var i orden, og så tog jeg ud til min onkel Emil, som jeg altså havde en fornemmelse af kendte noget til nogen. Vi snakkede et stykke tid, og så kom jeg frem med min plan. Onkel Emil indrømmede, at han godt nok havde en kontakt, men gik så ellers i gang med at tage modet fra mig. Først af alt kunne man ikke lave sådan noget alene. Hvordan havde jeg tænkt mig at plaske rundt med det sprængstof? Jeg skulle også have en masse kendskab til tændinger, og hvad med våben? Havde jeg nogensinde set en pistol? Havde jeg tænkt mig at have den i badebukserne? Havde jeg overvejet følgerne? Var det i det hele taget noget for mig? Jeg pressede og pressede, og til sidst sagde han: "OK, prøv at tage ud til Otto". Det var en anden onkel, og han var lige blevet medlem af en S-gruppe. Nå, ud til Otto og snakke. Han kom også med en hel masse indvendinger, men til sidst gav han sig, og jeg blev optaget i hans gruppe. Det vil sige, der var nu ikke nogen rigtig gruppe 30 endnu. Der var kun ham og så en ingeniør ude fra Hellesen. De havde fundet en kontakt, og havde nu fået et tilsagn et eller andet sted om at få nogle materialer og lidt instruktion. Gruppen var jo ikke overfyldt, så de kunne sagtens bruge et par mand til, men det med at sprænge B&W i luften kunne, selvfølgelig slet ikke lade sig gøre. Det var jo noget andet, end jeg havde tænkt mig, men det lød meget godt. Jeg fik fat i min gamle lærekammerat Ole. Han sagde, det lyder helt fint, men jeg er nu med i noget andet, så lad mig lige snakke med kammeraterne. Det med kammeraterne var nu nok kun et påskud for at få et par dage til at tænke i. Det var jo ikke bare en indbydelse til at komme til aftenkaffe, han havde fået, men Ole var frisk og så startede vi en gruppe. Det første møde Mødet blev holdt hos ham ingeniøren, der havde et værelse på Hollændervej. Det var meget spændende. Vi sad inde på et lille bitte værelse, og det var meget hemmelighedsfuldt. Der sad vi fire, der skulle være i gruppen, og så kom Jens. Vi var meget duperede af Jens. Han var en 31 lille, jeg tror fynsk, tæt fyr i gummisko. Han havde pistoler og sprængstof med, og gav os så lidt instruktion af forskellig art. Det var utroligt spændende. Vi fik lov at skille sådan en lille 6,35 damepistol ad, og så gav han os grundreglerne for, hvordan man skulle lave sabotage og illegalt arbejde. Det gjorde et voldsomt indtryk på os, men efter nogle flere møder, så var vi klar til at begynde på aktionerne. Hvor meget organisationen bestod af, fandt vi aldrig ud af. Den fortonede sig, stor og mægtig og meget hemmelighedsfuld. Chefen hed HH og en anden hed KK, men noget egentlig kendskab til dem fik vi ikke. Vi snakkede noget mere om våben og tændere, og så kom der også nogle andre, og så skulle vi til de her aktioner. Vi havde også valgt dæknavne, hvilket senere skulle vise sig at være en kæmpe fordel. Vores første aktion var mod et smedefirma der hed Eikoff. Det lå inde på Vesterbrogade, men aktionen var ikke særligt planlagt. Vi tog bare derind, uden at have været der før, og gik ind i gården og læste på skiltene. Der var nemlig også et papirlager, der også helst skulle brændes af. Det var noget dilettantisk, men der var også nogle sprængningsfolk med. Det var KK og en anden, og vi stod der med vores små brandbomber og følte os mægtig grønne. Papirlageret kunne vi ikke finde, men der var nogle store ruder, så da KK havde tændt lunterne, hev 32 vi brandbomberne ind gennem de her ruder. Det klirrede forfærdeligt, og vi håbede på, at det var det rigtige sted. KK sprængte firmaets transformator, for det var meget moderne på dette tidspunkt at stoppe et firma, ved at sprænge dets transformator. Da KK havde tændt, spænede vi panikagtigt ud gennem porten. Vi væltede folk, da vi løb ned af Vesterbrogade. Det var meget opsigtsvækkende, men der var jo gudskelov mørkelægning. Ingen kunne rigtig se os. Vi løb over på St. Thomas plads, og jeg var så nervøs, at jeg ligefrem pissede i bukserne. Det at foretage sig den slags ting, var faktisk rædselsfuldt. Man var så fantastisk nervøs, men vi stivede hinanden af, og så gik det jo. Det var vores første aktion. Onkel Otto, der havde valgt dæknavnet Jørn, gik tilbage for at se hvor meget der var sket. Det var imod reglerne, fordi det blev anset for en unødvendig sikkerheds risiko. Jørn fortalte, at bomben var blevet anbragt så langt tilbage, at trafoen ikke var blevet ødelagt, men at bomben så til gengæld havde den væltet en mur hos en mand i gården ved siden af. Han lavede i dybeste hemmelighed lænkeled til tyskernes maskingeværer, og at netop han fik sit værksted smadret, fik folk i kvarteret til at tro, at sabotørerne havde en fantastisk efterretningstjeneste. Der var altså reglen om aldrig at gå tilbage til et aktionssted, men der var også mange andre. Den første og 33 vigtigste regel var, at man aldrig måtte fortælle nogen noget. Man måtte ikke snakke til nogen om, hvad man gik og rodede med. Heller ikke til folk der var gode nok. Reglen var helt klar, men næsten umulig at praktisere. Den var så ufattelig svær at overholde, især så længe man opretholdt sin legale status. Selvfølgelig pladrede man ikke over sig vidt og bredt, men alle ens tanker drejede sig kun om en eneste ting, og den var til og med en meget spændende ting. Det var svært, især når man var sammen med gamle venner, at holde helt tæt. Man skulle jo bruge en masse kontakter og hjælp, så lidt måtte man jo af og til løfte sløret. en næste regel hang sammen med den første. Du må ikke vide mere end nødvendigt. Du må ikke være nysgerrig. Du må ikke kende de andres navne og adresser. Du har dæknavnene og mødestederne, det er nok. Denne regel gav stort set aldrig kvaler, undtagen måske indirekte, når et møde kiksede. Det var jo sådan, at vi holdt kontakt med hinanden i form af aftalte møder på gadehjørner, i parker og altid i fri luft. Men det medførte selvfølgelig, at det var umuligt, eller næsten umuligt, at få fat i hinanden, hvis der skete noget. Man måtte vente til det næste møde, så hvis folk ikke kom til mødet som aftalt, ja så mistede de kontakten. Da det at miste kontakten, kunne føre til, at folk helt forsvandt ud af billedet, så var der en 34 meget skrap og helt nødvendig selvdisciplin ved overholdelse af møderne. Var der blevet sagt kl. 11.17 ved Damhussøen, så var det kl. 11.17 ved Damhussøen. Det måtte ikke variere mere end højst et halvt minut til hver side, og der var jo ikke noget med at stå og glane med et lommeur i hånden. Vore mødesteder var alle omhyggeligt udvalgte, så man på afstand kunne opdage eventuelle baghold. Man gled med en afslappet, uinteresseret mine forbi mødestedet på tidspunktet. Alle sanser var spændt, øjnene sad i nakken og alle steder og alle tegn blev tydet lynhurtigt. Vi gik aldrig tæt sammen, men dækkede hinanden. Så opdagede man de andre, så fik man fik øjenkontakt i et glimt og gled roligt videre et langt stykke. Tegnene blev tydet nok en gang. Var de OK, så etableredes kontakten. Denne mødeteknik virkede helt perfekt, og vi havde aldrig bare et tilløb til ubehageligheder ved vores indbyrdes møder. Til tider havde vi hundredvis af den slags møder om måneden, og det i en af fjenden besat by, der var propfuld af alle slags politi, stikkere og almindelige nævenyttige. En tredje regel var ingen illegale blade og den slags og intet arbejde for andre grupper. En klar og let regel at overholde, når arbejdet gik normalt. En fjerde regel var aldrig at tage noget som helst på aktion. Det kunne måske spores, var en unødvendig risiko og så var det i øvrigt groft tyveri. Reglen 35 blev overholdt meget, meget strengt og blev reglen overtrådt, var det ud på minutten. Så var der alle de gode råd. Hold dig fra værtshuse, hold dig fra den indre by, sky demonstrationer som pesten, sørg for at dine våben og din cykel er i tiptop stand, gå aldrig for mange sammen, hav aldrig noget farligt på dig, hvis det ikke er nødvendigt, undgå telefoner, sørg for afsløringsmærker ved depoter og garager, og som det måske vigtigste, lad ingen kende dit logi. Det var lidt om grundlovene. Hvilke materialer brugte vi så? Ja brandbomberne, der jo var de nemmeste at lave selv, havde præget kampen indtil nu, men her i sommeren 1943 var de ligesom ved at blive lidt umoderne, og de blev næsten ikke brugt mere. Nu var det sprængstof, der var sagen. Her brugte vi engelsk nedkastet plastisk stof, enten 808 eller PE. Nr. 2. For at få det til at ryge i luften, måtte vi bruge en primer. En primer er en konisk sag af trotyl på størrelse med en prop til en syreballon. Der var et hul midt i primeren, og det passede til tænderen, der var rørformet, 5 centimeter lang, og indeholdt knaldkviksølv. Vi skulle være meget omhyggelige med tænderen, for hvis vi stødte eller tabte den, så røg den i luften for et godt ord. Normalt satte vi da også først tænderen i stoffet lige før sprængningen. Vi kaldte det "at armere bomben". Knaldkviksølvet blev som regel antændt med en lunte af sortkrudt. Den 36 lignede en sort ledning, og da den brændte indeni kunne den brænde under vand. Den var ca. et minut om at brænde en meter, og lige når den blev tændt, fusede den som en kineser og kunne stikke ild i de nærmeste ting. Når først lunten brændte kunne man kun på røgudviklingen se, hvor langt der var igen, så efter et par nævenyttige vagter på F.L.Smith havde desarmeret en af vores bomber begyndte vi at rulle lunterne sammen, for så kunne vagterne ikke se, hvor langt røgen var nået. Lunten blev tændt med stormtændstikker eller, når det var rigtig fint, med en påmonteret strygesats. Hvis vi ikke kunne bruge lunter, så brugte vi "blyanter". En blyant ligner mest en fyldepen. Den har et blødt kobberrør, hvori der ligger en syreampul. Når man trykkede på kobberrøret smadrede ampullen. Syren gav sig til at tære i en tråd, der var udspændt i røret. Når tråden var tæret over, udløstes en fjederhammer. Den slog på en tændsats, der så satte gang i knaldkviksølvet. Fidusen var så den, at jo tykkere tråden var, jo længere tid tog det. Vi havde blyanter fra ca. en halv time og til omkring et døgn. Vi stolede ikke helt på dem, så hvor vi normalt kun brugte to lunter ofrede vi tit tre til fire blyanter på en sprængning. Det plastiske sprængstof, både 808 og P.E. Nr. 2., var til mange aktioner ubrugeligt, fordi det stank stærkt af marcipan, og fra efteråret 1943 var det næsten umuligt at få fat i. Men så 37 fik vi kontakt til nogle kammerater på Holmen, der kunne skaffe trotyl også kaldet TNT. Som regel fik vi stoffet i pulverform, og når vi sad og pakkede det i vores snævre depoter, så sved det i næsen, og vi fik tit en drønende hovedpine. Fra en gang i 1944 brugte vi mest tysk TNT. Det kom i 25 kilos pakkasser, hvilket var en velegnet transportstørrelse, og at der stod Donarit og Berlin på kasserne, syntes vi var en god spøg. Det var en smart fyr i et ingeniørfirma, der helt legalt importerede stoffet til brug for Switsers vragsprængninger. Donaritten ankom på godsbanegården, men på vej ud til havnen stoppede vi lastbilen og fik en masse 25 kilos pakker. Problemet var ikke at "røve" stoffet, men da Switser jo ikke "turde" anmelde "tyveriet", så måtte vi betale for stoffet, og da vi næsten ingen penge havde var det tit meget, meget svært. Hvis vi skulle have flere ladninger til at gå på samme tid, forbandt vi dem med cordex. Hvilket kan beskrives som en ledning af sprængstof. Så havde vi en masse forskellige træk og tryk tændere og andre fidusapparater, som englænderne kastede ned, men dem brugte vi faktisk aldrig. Våben var en svær sag. Vi skaffede dem ved tyverier eller ved hold-up. Vi havde nogle enkelte pistoler, 7,65 mm Walter eller 9 mm Parabellum, men ellers var det mest gamle sløje tromlerevolvere. De blev kaldt G&Mére , fordi vi fik de første fra et kup 38 på Glud & Marstrand. Senere blev det bedre, men vores første Suomi maskinpistol, stammede fra en aktion mod BurWain i januar 1944. Onkel Emil var en skrap maskinarbejder, og han reparerede de gamle skydere, som folk fandt de mærkeligste steder. Senere udvidede Emil, og en flygtet tysk finmekaniker programmet, og begyndte at fabrikere maskinpistoler. De brugte den engelske sten-gun som model, men løbet havde de svært ved at udbore, og at rømme den indvendige og snoede riffelgang var umuligt. KK, der tit kom på værkstedet, huggede derfor, på en aktion mod Hærens Våbenarsenal, et helt læs 9 mm. piber til de illegale sten-guns. Det første hold-up En dag havde ledelsen organiseret et af de store felttog. Det var en rigtig skæg-og-blå-briller-aktion. Vi skulle en aften cykle ud af Ålekistevej. Der ville vi, klokken 7, møde en mand der lappede cykel. Hvis vi spurgte ham om at låne en tændstik, ville vi få besked. Vi lynede derud på væltepeteren, og rigtig nok, midt på cykelstien stod en fyr og fumlede med sin cykel. Vi fyrede den af med tændstikken, og han hev straks et par bomber op af 39 tasken. Vi fik også et kort med et stort rødt kryds på. Han hvæsede smaddernervøst: "Kl. 9 skal I vælte masten ved det røde kryds" og så var han væk. Det var lidt af et gok. Vi trak ind i skyggen, pakkede bomberne ind i en trøje og kikkede på kortet. Krydset var næsten i Bagsværd, så vi kom på cyklerne igen og knoklede derudaf. Det er ikke sjovt at færdes i ukendt terræn med noget dynamitlort på bagagebæreren, så vi valgte stille veje, og omsider kom vi til krydset. Masten bar en højspændingsledning og vi gik så og lurede på, hvordan vi kunne lægge den ned. Det var ikke helt ligetil, sådan midt i et villakvarter. Nå, vi fandt en mast, der stod ved banelinien, og her kunne vi håbe på at være nogenlunde uforstyrrede. Vi skyndte os at armere masten, og da det var gjort, viste klokken kun halv 9. Hvor falder tiden lang, når man skal sidde og vente og vente på en tænding. Nerverne går helt agurk. Det var lyst endnu, så hvis folk gloede ud af haven kunne de sagtens opdage os. Sådan en aller helvedes lang halv time er smadder uhyggelig. Jeg lagde mig ned i græsset og prøvede på at ligne en pige, og så gav Ib den som Romeo. Men for den hellige ansjos, hvor så vi mystiske ud. Endelig kunne vi tænde, og så styrtede vi helt åndssvagt væk. Formålet med denne aktion var at finde ud af elnettets ledningsføring. Sabotørerne kunne jo ikke ringe til NESA og spørge, men 40 når vi rev nogle ledninger ned hist og her, så vor det jo ret enkelt at konstatere, hvor lyset gik ud i byen. Jeg vil ikke kalde metoden elegant, men den var dog rimelig effektiv. Vi havde jo denne Hellesen ingeniør i gruppen, og så var det sådan ligetil, at vælte noget ude hos dem. Det med lokalt kendskab er altid godt, og det blev også efterhånden en vigtig støttepille i vores kampteknik. Men da vi begyndte at snakke om at vælte noget ude hos Hellesen, så blev han faktisk kold. Men sådan er der så meget. Folk kan være mægtig friske indtil de selv får noget i klemme, så begynder det tit at knibe. Han kunne selvfølgelig ikke være med selv. Det var for farligt, og det var sådan set også rigtigt nok, men lidt oplysninger måtte vi da kunne få. Han slog sig lidt i tøjret, men han fandt da ud af, at de ikke lavede ret meget for tyskerne, ud over noget der skulle smadres nede i et mølleri langt væk fra hovedfabrikken. Det var nok noget sludder, men vi var glade for lidt, for vi følte os endnu ikke rigtig skrappe nok til at klare de store opgaver. Vi fik nogle skitser, lidt oplysninger om vagter og den slags, og gik så i gang. Vi regnede ud, at der mindst skulle bruges ti mand, så vi blev derfor koordineret med en anden gruppe. Det var en ældre gruppe, som vi var meget duperet af. De havde lavet flere forskellige ting. Blandt andet havde de lavet en fin aktion ude på Iron, så de var meget 41 nedladende og meget overbærende, da de mødte os. På vejen ud til Hellesen gav vi dem vores plan. Vi drøftede, hvem der skulle gå ind, og hvem der skulle i dækningen. Det med at gå ind er altid lidt kildent, så da vi var de nye, og da det var vores plan, blev det altså til, at vi skulle trænge ind i fabrikken. Vi kom så ud til Hellesen. Vi kravlede alle ti over plankeværket uden at fjerne pigtråden. Det kunne vi godt have givet os tid til, men det var ikke så særligt gennemtænkt, og grupperne gik så i stilling ved nogle cykleskure. Ib og jeg luntede hen for at smadre en rude i et værkførerkontor, der lå lige ved siden af det her mølleri. Vi havde på forhånd, ude på B&W, trænet til det her rudeknuseri. Vi havde prøvet med grøn sæbe, og vi havde endda købt en diamant til tre kroner for at se om det var bedre. Ib tog sin revolver, gik hen til ruden. Vi stod alle sammen bomstille, og så smadrede Ib ruden. Det gav et frygteligt brag med klir klir, og det i en stille nat på Østerbro. Jeg stod lige bag Ib med en Parabellum i hånden. Jeg havde afsikret den, da Ib smadrede ruden, og nu skulle jeg jo gerne have den sikret igen. Jeg stod og rodede med den i mørket. Jeg havde aldrig set den type før. Der stod "Gesichert" et sted, og jeg drejede sikringen der hen, og så holdt jeg den mod jorden for lige med aftrækkeren at prøve, om den var god nok. Det var den altså ikke. Den gav et vældigt 42 skrald og et ildglimt, og så tog fanden ved os alle sammen. Nerverne havde været på højkant lige siden den smadrede rude og nu et brag til. Vi væltede alle ti hen over plankeværket, rev vores tøj og nærmest sloges for at komme først. Det var en meget sørgelig affære. Men vi kom da ud og styrtede så væk. Vi havde ikke aftalt et mødested efter aktionen, så vi mistede helt den skrappe gruppe. Jørn, Ib og jeg holdt lidt sammen, vi kørte et par gader væk og gik i gang med at overveje situationen. Jeg var til at købe for en femøre. Det er en kedelig ting at lave et vådeskud, og så lave et på en aktion! Jeg var ikke særlig stolt. Mens vi stod og snakkede, kunne vi holde øje med fabrikken. Den lå stadig mørk og øde hen. Der kom intet politi, der kom ingen vagter ud af hoved bygningen. Vi så tiden an en times tid, og da alt stadig var roligt, blev vi enige om at gå tilbage. Da der mindst skulle to mand til at sikre tilbagetoget, og da det var mig der havde jokket i spinaten, så var det helt indlysende, at jeg måtte gå alene ind med bomberne. Vi fjernede nu omhyggeligt al pigtråden og kravlede ind. Jørn og Ib agerede otte mand i dækningsgruppen. Jeg lirkede vinduet op og kravlede ind med mit stof. Med pistolen i hånden, med snøret strube og geléknæ tvang jeg mig selv ind i det her mørke møllerum. Jeg havde ingen lommelygte, men kunne da skimte et par store maskiner. Pludselig 43 slog en række relæer til med skarpe smæld, og jeg havde nær fået et hjerteslag. Men mit kendskab til fabrikker gjorde, at jeg kunne tyde tegnene, og med en kraftanstrengelse kunne jeg handle igen. Jeg placerede stoffet på et par store tandhjul og tændte lunten, og så skulle jeg stryge et par brandbomber. Vi var altid bange for at blive blændet af dem. Martin, en af vores kammerater, var en gang ved at brænde inde på en tømmerplads, fordi han mistede synet i det øjeblik, hvor han skulle finde udgangen. Så med bortvendt ansigt kastede jeg djævelskabet over i en stak sække, og så var det ellers ud. Over plankeværket, væk og så lytte. Før vi havde hørt drønet, var vi aldrig rigtig rolige. På vejen hjem mødte vi den flotteste brandudrykning, jeg nogen sinde har set. De hylede godt i hornene, men det var helt klart, at travlt havde de ikke. Det luner at se sådan en langsom brandbil. Vi holdt på dette tidspunkt kun møde en gang om ugen, så vi havde "jernene" hjemme til fredag. Vi fik jo kun udleveret våben, når vi skulle på aktion. En af disse dage havde vi i øvrigt jødejagten. En nat blev jeg vækket ved at tyskerne kørte en stor lastvogn ind i gården, og så stod den på razzia. Flakkende lygter, tyske kommandoråb, støvletramp og våbenraslen. De råbte og skreg og prøvede på at finde en eller anden. Han var da gudskelov over alle bjerge, men man 44 vidste jo ikke rigtig, hvordan det ville udvikle sig. Man får ikke sovet så meget, jeg lå jo og tænkte på alle de skydere, jeg havde gemt et hemmeligt sted på loftet. Vi havde altså jernene hjemme og så gjaldt det om at udnytte dem. Vi måtte også prøve at holde nogen op. Vi havde nu været sabotører i mange måneder, og vi havde ikke endnu holdt nogen op. Det var sgu for sløjt. Tidlig en torsdag morgen startede Ib og jeg med at hente jernene, og så gik det over til Finsensvej, hvor vi havde fundet et par ofre. Her stod et par fede fyre og passede på en transformatorstation lige ved banen. Det var meget enkelt. I ly af broen trak vi jernene, og så var det bare at gå til den. Vi gik under broen med skyderne nede langs siden, og lige da vi var ud for de fede, drejede vi rundt og jog revolveren ind i maven på dem. Vi råbte: "Hænderne op og hit med skyderne". De begyndte at ævle om, at de var gode danskere, at de læste Frit Danmark hver dag osv., men vi skulle ikke høre deres skriftemål. Vi skulle bare have skyderne, og det som lyn og torden. Ib fik en G&M tromle, og jeg fik en dansk militærpistol med magasin foran. Vi ordnede dem klokken seks om morgenen, for vi skulle hjem på mit loft med det hele, og vi skulle også nå at komme rettidigt på arbejde. Den første gang man har holdt nogen op, er en stor dag. Klokken ni kom HC og en anden fra en konkurrerende gruppe og holdt de fede op, 45 og de fik kun to trækøller. Det grinede vi ret meget over. Fredagen stod i de store skideballers tegn. Vi skulle smides ud af organisationen. Vi var nogle dumme svin, der ikke alene havde lavet vådeskud på aktion, men vi var også gået tilbage, hvilket var strengt forbudt. Nå, vi gav lidt igen. Vi havde da fået sprængt noget. Ingeniøren kom med en rapport om, at virksomheden var sat ud af spillet i mange måneder, hvilket nok var lidt overdrevet, men så kom vi med to dejlige jern, og så var der spøgen med køllerne. Til sidst gav Jens og KK sig, og vi fik lov til at blive, men kun på prøve. Den skrappe gruppe forsvandt bare. Den fik vel kolde fødder på en eller anden måde. Det var jo sådan, at det kun var meget få, der i efteråret 1943 var indstillet på at gå i illegalitet. Man arbejdede på den måde, at man gik og rodede med noget samtidig med, at man opretholdt sin legale tilværelse. Man lavede to, tre eller måske fire aktioner, men så havde man snakket lidt over sig, og man følte, at nu blev det for hedt, og så tog man over Sundet. Det at blive i byen, det at gå under jorden føltes svært, og det var noget ualmindeligt hos os. Jeg vil tro at her i efteråret var tallet under ti fuldtids illegale. Men måske var der ved at komme en anden indstilling. Det hængte nok sammen med, at det var folk med en anden baggrund, der nu begyndte at præge arbejdet. Hvor det tidligere var skoleelever og 46 studenter, der havde taget fat, så var det nu maskinlærlinge og smededrenge, der rykkede frem. Vi var mere hårdkogte, og vi havde et veldefineret kampmål. Vi så, hvordan den tyske industriproduktion steg. Vi var selv med til at lave de modbydelige ting, der skulle skære maven op på Englænderne eller halsen over på Russerne. Vi var indstillet på, at hele dette lede system skulle ned med nakken. Og det nu. Det at lunte rundt i en svensk skov var ikke en mulighed for os. Strategi i sabotagekrig Man kan jo ikke vade rundt i parker altid, så vi opbyggede efterhånden et helt system af tilholdssteder og her måtte familier og ældre kammerater give husly. Det væsentlige ved disse tilholdssteder var, at her kunne vi få lidt fred og ro og frem for alt, her kunne vi få talt ud. Her kunne vi få trukket de større linier i kampen op. Vi værnede meget om disse oaser, og jeg ved ikke af, at et sådant sted blev blæst op på grund af os. Vi havde et sted, vi kaldte "Olga". Det var hos en stud. jur. og to medicinere der delte en stuelejlighed på Dronning Olgas vej. Dette mødested var opstået 47 gennem kontakter, jeg havde fra min tid som spejder, og her holdt også min gamle patruljefører Preben Hagelin til. Han havde været kornet og var nu med i gruppe fra Holger Danske. Nu var det sådan, at på dette tidspunkt opererede der tre organisationer i byen, der alle gav sig i lag med sabotage. Der var Kaninerne, Holger Danske og så os. Kaninerne var de engelske faldskærmsfolk og deres hjælpere. Kaninerne havde lavet noget, men nu var de på vej ud. De havde ikke meget begreb om industrisabotage, så der blev grinet godt af deres aktioner. Så var der HD. De lavede mange fine ting, men ind i mellem gjorde de sære ting. De "saluterede", fordi en prinsesse var blevet født, og brugte en masse godt stof til at lave Ørstedsparken om til en schweizerost. De besatte biografer for at vise et billede af Hitler med en flue på næsen, og de sprængte Forum. Sådanne ting var vi ikke så meget for. Vi havde sat os det mål, at smadre og ødelægge al tysk industri København, og så var vi højrøvede nok til at synes, at alt det andet var ret så primitivt. Vi tog nok fejl. Disse ting havde vel en stor propagandavirkning, men den forstod vi ikke rigtig. Vi var stort set ligeglade med, hvad folk gik og tænkte på, når bare de ikke gik i vejen. Der var forskellige typer af aktioner, en af dem var stikkerlikvideringerne. Forræderi eller stikkeri er kolossalt farligt for illegalt arbejde. Næsten alle 48 de kammerater der faldt, blev dræbt, fordi en stikker sladrede til tyskerne. Vi havde ikke vore egne fængsler, og vi kunne ikke sende stikkerne til Sverige, fordi vi vidste at tyskerne havde en masse efterretning derovre. Vi havde ikke andre reelle muligheder, end at begå et mord, men det er klart at en sådan handling giver en masse moralske konflikter. Det var vanskeligt. At have våben med på aktion og at være rede til at bruge dem mod de folk der forsvarer det tyske krigslort, det er én ting, at lægge sig i baghold og pløkke en fyr, ér noget helt andet. Hvis du kender stikkeren, og ved at han i morgen vil blæse en masse op, er sagen klar nok, men så enkelt var det jo langtfra altid. Man ved sjældent, at en mand er stikker, før han har været på Dagmarhus, og så er det som regel for sent. Når først han har blæst noget op, er han færdig med at arbejde i gruppen, og så bliver motivet til mordet ikke at eliminere en sikkerhedsrisiko, så bliver det kun hævn. Et motiv som måske i en kampsituation kan føles rimeligt, men som medfører både kynisme og forråelse. En moralsk udhuling af grupperne, der gør udførelsen af det egentlige kampjob til en biting, og som derfor let bliver lavet dårligere. På den anden side afskrækker en tidlig død, vel tit en fyr fra at gå op til Gestapo, for vi må ikke glemme at stikkeren, hvad grund han end havde til sit forræderi, så gik han til det med åbne øjne. Stikkeren 49 var altid klar over risikoen, når han gik i gang med at melde folk. Stikkeren var aldrig i tvivl om, hvad der så let kunne ske. Den forskel i stil, der var mellem de forskellige organisationer, kom også frem ved likvidationerne. Vi foretog dem. Vi gik ind for nødvendigheden af dem. Det er klart. Vi var ikke sarte. Vi kunne jage en bandit i dage og ugevis, men på den anden side begrænsede vi kampen til dem, vi kunne kalde vore personlige modstandere. Vi rørte aldrig tyske kriminalfolk og sjældent deres håndlangere. Når der røg nogen fra Dagmarhus eller nogen fra Værnemagten, så skete det som regel i en kampsituation. Dette medførte, eller vi havde en fornemmelse af, at det medførte, at vi fik en mere rolig behandling, når vi blev taget. Ikke, at vi ikke blev henrettet eller røg til Tyskland, slet ikke. Men bortset fra tæsk, mange tæsk, rigtig mange tæsk, så havde det tyske politi alligevel en slags human holdning til os. De andre organisationer havde en lidt anden stil. De arbejdede tit sammen med lyssky efterretningstjenester, og de påtog sig mange flere opgaver. De andre organisationer brugte også de næsten officielle dødslister fra de illegale blade, og så snart de fik nys om en stikker, så gik de på ham. De spredte en masse skræk i stikkerkredse. En skræk som vi også havde gavn af, men på grund af det langt større antal, de satte ud af spillet, kom de 50 også ud for fejltagelser. De måtte have specialister til dette særlige job, og nogle af deres mest skrappe folk, som fx. Flammen, nåede at få over tyve hak i kolben, før de selv røg. Og blev de taget levende, så kom hele Frankenstein maskineriet i aktion. Men tilbage til "Olga". Den sabotagegruppe, der også holdt til der bestod af nogle fyre, der havde været sammen på en kornetskole i Næstved. De havde overgivet sig sammen med hæren i august, men de havde svoret, at når de en gang kom fri, så ville de danne en aktiv gruppe. Da de havde været interneret en måneds tid, kom de ud og fik kontakt til HD. De kaldte sig gruppe 4. og gik så ellers i gang. De lavede Hartmann, Absalon og nogle forskellige andre ting, men de optrådte på en helt anden måde end os. De var mere ensartet påklædt. Vi lignede en samling subjekter og så temmelig grønne ud. De så meget smarte ud. De var ældre. De havde været befalingsmænd i hæren og havde en vis opførsel, kan man sige. De optrådte i deres militærstøvler, ridebukser og cottoncoat, så man kunne se et vist system. I det hele taget havde de meget mere system, end vi havde. Vi havde jo nok vore regler, men ellers var vi mere for det løse. I virkeligheden kunne vi ikke døje systemer. I denne mærkelige kamp gav for megen systematik os faktisk myrekryb. Vi sad og sludrede, og da vi alle var med i noget, så 51 snakkede vi nogenlunde frit. Det var egentlig en lærerig aften, for det var nærmest et par illegale skoler, der her midt under mørklægningen sad og udvekslede deres erfaringer. Hvordan fører man sådan en sabotagekrig? Hvilken taktik er den rigtige? Hvad med strategien? Disse ting spekulerede vi smedelærlinge meget mere over, end mange måske forestiller sig. Vi studerede det så at sige. Vi var ikke kommet i gang med Clausewitz endnu, men vi læste alle de bøger, vi kunne finde om emnet. Der var Svejk, Conan, og især Lawrence of Arabia. Men nu må man ikke tro, at det drejede sig om en bogklub. Det vigtigste var den daglige praksis, hvor nødvendighedens lov formede kampen. Vi var unge, rimeligt friske, vi følte os måske som revolutionære, men vigtigst! Vi kendte fabrikkerne indefra. Ud fra alt dette skabte vi så vores egen kampteknik og krigsmoral, og den var i hvert fald, så temmelig forskellig fra, disse kornetters måde at gøre tingene på. For det første så disse kornetter ned på os. De regnede os faktisk for en slags terrorister. Folk der var uddannet i hæren var mere moralsk berettigede til at føre krig. De havde også bedre forudsætninger. I virkeligheden mente kornetterne, at vi burde holde os fra sabotagen. De havde også visse æresbegreber. Et af dem var: "Den ærlige kamp". De kom til en fabrik, sabotagevagten gjorde modstand, og så blev der kæmpet. Så 52 blev der skudt et vist antal skud fra begge sider, og så kunne vagten måske overgive sig. Hellige Moses, hvor så vi dog forskelligt på det. Vi anså en sabotagevagt for en mand, der havde valgt side, så for os var han fuldstændig retsløs. Der var ikke tale om, at man kunne give ham en ærlig kamp, eller om at han kunne overgive sig. Hvis man holdt en vagt op, og han sagde: "Den er i orden," så gjorde man ham ikke noget, men viste han tegn på modstand, prøvede han på at alarmere, eller det helt uhørte, brugte han våben mod os, så kendte vi kun en regel, og det var en pløk. Vi fattede ikke dette overgivelsesprincip. På industriaktionerne kom vi da heller aldrig ud for, at nogen nægtede at lade sig holde op. Folk var klar over, at når vi kom, blev der ikke givet ved dørene. Og senere på krigen, da vagterne forskansede sig i bunkers, så sørgede vi for at have så stor en ildoverlegenhed, at vi kunne udslette dem. En teknisk ting, vi arbejdede meget med, var hold-up igennem et gitter. Hvis en vagt kom gående bag et gitter, og man holdt ham op og gav ham besked om at låse os ind, hvad skulle man så gøre, hvis han nægtede? Her var vores indstilling, at havde vi fundet, at den eneste forsvarlige måde at åbne aktionen på, var at holde vagten op på afstand, og han så nægtede det, eller prøvede på at stikke af, ja så faldt fars hammer. Vi var en gang ude for sådan en tåbe vagt, og han 53 fik selvfølgelig en pløk. Den næste dag gav aviserne den hele armen på omkvædet: "Frygtelige terrorister myrder familiefar med fem børn". Manden var vagt på et værksted, der var propfuld af Værnemagtens og Gestapos biler. Familiefaderen havde bare behøvet at løfte armen og slå en lås fra, så havde han reddet livet. Her skal det lige siges, at vi aldrig gik i gang med en virksomhed, før vi havde vished for, at den havde masser af værdifuld tysk produktion på lager. På det punkt var vores efterretning tiptop. Kornetternes og vores syn på de folk der arbejdede, var også temmelig forskelligt. De betragtede faktisk arbejderne som en slags krigsforbrydere. Dumme svin, der puklede for tyskerne. Folk som man bare kunne jage ud, når man skulle til. Gik det for langsomt, ja så skød kornetterne en byge op i loftet. Her blev snakken rigtig skarp. Vi kælede ikke for folk. Vi vidste fra dagligdagen, at mange knoklede godt til, men vi havde også set den store masse, der var slaver af systemet, og som på trods af akkordsystemer og andet lort, tog den med ro, når det var muligt. Når vi ryddede en fabrik, var vi tit uhyre høflige, for det vi frygtede mest af alt var, at der gik panik i rydningen. Vi planlagde minutiøst, hvordan vi fik alle folk væk, så ingen kom til skade, når vi væltede lortet. Det kræver nogen snilde og planlægning at evakuere ti tusind mennesker, når der kun 54 er to minutter på lunterne. Den forskel i stil, der var mellem kornetterne og os, opstod måske på grund af den måde, vi skaffede os de nødvendige oplysninger på. De brugte planer over fabrikkerne, som de havde hugget på et kommunekontor, så de så det jo sådan lidt udefra. Vi fandt derimod altid en personlig kontakt, der arbejdede på stedet, og som så gav os alle de oplysninger om vagtskifter, placeringer af vigtige maskiner og de tusind andre ting, det var nødvendigt at vide, hvis det skulle blive en god aktion. Den tekniske aftenskole var her et fint sted til at finde folk inde på fabrikkerne. At sagesløse skulle advares inden en sprængning, det var alle helt enige om, men hvordan med vagterne? Her mente kornetterne, at man burde give dem en rimelig chance. Vi var knap så sikre. Nogle af de fineste ting lavede vi jo med tidsindstillede bomber. Jack, en af vores smedekammerater, tog for eksempel en gang arbejde på et lille værksted, der holdt til i et hjørne af en stor fabriksbygning. Resten af bygningen var ellers optaget af Always, en rigtig modbydelig hitler smedje. Jack bar halvfjerds kilo ind og lagde dem i et skab ved siden af hovedgasledningen. Inden han gik, trykkede han så et par to timers blyanter flade, og vi kunne i ro og mag bestille dagens middag på en tagrestaurant i Havemanns Magasin. Her sad vi helt fredeligt, og da vi var midt i flæskestegen, så vi 55 Always blæse til himmels på en hundrede meter høj ildsøjle. Skulle vi have ringet og advaret vagterne? De havde sikkert splittet det hele ad og havde muligvis fundet bomben. Næh, vi undersøgte og vurderede de forskellige fabrikker og deres vagter. Sådan noget ville vi jo aldrig lave på B&W og på lignende fabrikker, der holdt en fin stil med hensyn til bevogtning. Her ville vi advare. Det var helt klart, men var det en eller anden svinefabrik, der havde sat et eller andet nazikorps på, marinevægtere, Sommerfolk eller lignende, så havde vi ikke ret mange skrupler. Nu skete det sørgelige, at denne HD gruppe blev revet op nogle måneder efter vores møde. Tyskerne havde vel holdt den slags gutter under opsigt. Kornetterne var ikke så anonyme som os. Det kunne de ikke være. De var langt mere udsatte efter en internering. Kornetterne var virkelig friske ved deres arrestation. De barrikaderede døre, slog tyskere ned med stoleben og alt det der. Det var heltemodigt, men det fører ikke til noget. Når vi blev hugget, så logrede vi underdanigt. Vi troede på den tyske sejr. Vi havde jo aldrig bevidst skadet de tyske interesser. Det gjaldt om at klare den. En levende soldat er bedre, end en død helt. Kornetterne så tingene på en anden måde end os, men de var modige. De satte skulderen til sammen med os, og at de brugte gammeldags æresbegreber gjorde kun, at deres 56 kamp blev mere vanskelig. De endte som hullede lig i en vejgrøft på vejen til Ringsted. "Skudt under flugtforsøg". Det var hvad det Tyske Riges Befuldmægtigede i Danmark, Dr. Werner Best, kaldte det. Jødemorderen, terrorchefen og den højtstående danske embedsmand Nils Svenningsens gode ven. Men det var ikke et flugtforsøg. Det var et massemord. Kornetterne og nogle andre fine kammerater blev jaget ned af en prærievogn, for nu skulle de pisse, og da de lod vandet i grøften, så hakkede tyskerne og deres danske hjælpere de 11 danske sabotører i små stykker med et læs af maskinpistoler. Ubådsmotoren Vi gik og lavede en række forskellige ting. Vi lærte efterhånden fiduserne, og vi blev mere og mere sikre på os selv. Vi lærte at håndtere nervepresset, når vi var på aktion, og denne følelse af at være udenfor forsvandt efterhånden. Vi gik på arbejde om dagen, sov hjemme om natten og brugte så al den øvrige tid på aktioner. Ordentlige aktioner kræver normalt et kolossalt forarbejde. Der er så mange ting, der skal undersøges, så mange 57 ting, der skal organiseres, så mange ting, der skal falde i hak, for at lave en fin aktion. Men egentlig var det en ret sorgløs periode. Vi spurtede rundt. Vi var i gang hele tiden, men vi var ikke særligt bange for at blive opdaget. Tyskernes undertrykkelse føltes nok nærværende, men på en ret upersonlig måde. Bagefter gøs vi, når vi tænkte på den tid, at vi kom igennem den med skindet på næsen, var mere held end forstand. En gang imellem fik vi besked oppefra, at nu måtte vi ikke sprænge. Sådan en måned eller to måtte vi ikke gå ud og lægge noget ned. Jeg blev aldrig klar over værdien af disse stop. Det blev påstået, at de var nødvendige for at reorganisere grupperne. Det er noget helt abnormt sludder og vrøvl. Reorganisering af illegalt arbejde? Den er lige til Svikmøllen. Så længe en fjeder er spændt, så længe kan den virke. Slapper du lidt, så går det hele nemt agurk. Alle får 117 andre ting i hovedet, end at smadre fabrikker. De begynder på risikable hold-up og en mængde andet lort. Og når det så blev givet frit igen, så har det jo samlet sig sammen. Vi får pludselig to eller tre aktioner om ugen, og det er helvedes meget mere anspændende, end at have sådan jævnt godt at bestille hele tiden. Men disse stop måtte vi altså overholde. Vi kunne ikke andet. Vi var endnu ikke blevet selvforsynende med stof, og ledelsen lukkede jo for sprængstoffet. Næ disse stop tjente et andet formål 58 end denne såkaldte "reorganisering". De var simpelthen ledelsens eneste måde at bevise overfor kommandoudvalg, Frihedsråd eller hvad nu hønisserne kaldte sig, at de i det hele taget ledede noget som helst. De kunne sige: "Nu stopper vi fra den 1. til den 25. ", og så kunne enhver tåbe se, at nu blev der lidt stille, og at lederne havde et vist system i tingene. Men vi kunne som sagt ikke døje disse stop. Der var vel heller ikke efterårsferie på Østfronten? Vel? Vi havde altså et af disse stop, og så med en gang blev der en ubådsmotor klar ude på B&W. De fleste motorer var røget ved bombardementet eller rettere sagt under rydningen. De, der skulle rydde forsagerne væk, var friske. Lå der sådan en bombe lige op af noget tysk lort, så var det altid alt for farligt at transportere den væk eller desarmere den, så den blev sprængt på stedet. Jeg tror, at de ligefrem skubbede bomberne helt ind under motorerne, før de lod dem ryge. I alle fald så opstod langt de fleste præcise skader, da man begyndte at rydde forsagerne væk. Men en motor havde altså overlevet, og den var nu blevet prøvekørt af tyske ingeniører. Det havde givet anledning til en masse ballade. Ingeniørerne havde fået stjålet både cigaretter, kitler og gummihandsker. Vi havde jo denne her moral, at når det var fra en tysker, så kunne man jo bare gå i gang med at gafle. Der var også en, der havde 59 hældt syre i lejerne på ubådsmotoren. De tyske ingeniører ville have politi på, men det nægtede B&W og satte sin deres egen undersøgelse i gang. Det var en fin undersøgelse. En mester gik rundt og spurgte: "E r det dig der har hældt syre i?"," Er det dig?" Og da alle sagde nej, så sagde B&W, at det måtte være en udenlandsk agent, idet en grundig undersøgelse havde vist, at ingen på fabrikken kendte noget til det her syrehalløj. Men motoren blev mere og mere færdig, og vi sagde til hinanden, stop eller ikke stop, det lort skal ikke ud og torpedere noget. Vi tømte et par depoter. Vi havde ikke meget på lager, men vi fik da skrabet sølle ti kilo forskelligt gammelt stof sammen. Vi puttede det i min gamle skoletaske, og så var det ellers bare med at få fingeren ud. Planen var enkel. Vi behøvede kun at være tre mand. Jeg tog arbejdstøj på hjemmefra, og med tasken diskret under armen og med Ib og KK i nærheden til at dække, så gled jeg stille ind på fabrikken med seksholdet. Det var der ingen, der lagde mærke til. Der var jo i hundredvis af gutter på vej til fræse og drejeafdelingerne. Men den øvrige del af fabrikken startede først klokken syv, så vi havde en time til jobbet. Prøvelokalet lå dødstille hen. Det var mørkt som i en grav, og med alle sanser spændt gled jeg hen til ubådsmotoren. Blikket sugede alle tegn ind. Alt var roligt. Så op på motoren, finde kædetrækket, klemme mappen 60 fast, stryge lunterne og så afsted. Vi vidste, at der ville være ro og fred i lokalet og ingen folk før om en halv time, så vi havde givet den ti minutter på lunterne. Jeg gled i skyggen hen til vores hemmelige udgang. Her stod Ib og sikrede tilbagetoget. Et kort nik og så var det ellers op på cyklen og rundt om kanalen. Over Langebro og hen til en buegang ved Christiansborg. Her lå mit pæne tøj i en pakke, og så var det om at få skiftet. Mens jeg gjorde det, lyttede jeg efter drønet. Der var gået næsten et kvarter nu. Noget måtte have kikset. Det var ad helvede til. Jeg måtte se at få fat i det stof igen, hvis det ikke var gået i luften. Så op på cyklen igen, race over broen, ind i omklædningen, skifte til arbejdstøj, og så styrtede jeg igen ned til prøvelokalet. Tænk, vore sidste ti kilo! Lige i det øjeblik, jeg river døren op, ser jeg, at der er hamrende fuldt af betjente og vagter, og så er det med at finde en grimasse, der kan passe. Jeg luntede altså op på kommandobroen, det kaldte vi lokummet her. For satan, de stod med lup og lignede Sherlock Holmes. Min gamle, halvbrændte skoletaske lå der også. De ti kilo kunne vi skyde en hvid pind efter. Det var en skrap omgang, ikke sådan, at de gjorde noget. Jeg fik da lov til at gå igennem, men jeg gjorde mig en masse tanker om fingeraftryk. Måske kunne de spore et eller andet i mappen. Vi havde fjernet alle mærker, men alligevel. 61 De har jo meget apparatur, og det havde ikke været noget problem for en af detektiverne i kriminalromanerne. I alle fald var det en skam, at vi ikke havde fået flækket motoren. Det var til at blive helt syg over. Vi prøvede om vi kunne få noget nyt stof, men NEJ. Ledelsen havde jo sit sabotagestop, så vi måtte lade ubådsmotoren passere. Hvor var det kiks ad Pommern til. Der var nemlig sket det, at bomben, der var pakket på depotet, havde fået lunterne anbragt for langt inde inde i tasken. Det var noget vi brugte, hvis vi var bange for, at en nævenyttig vagt skulle komme forbi. Men jeg havde kludret i det. Jeg havde ikke fået trukket lunterne nok ud, da jeg strøg, og lunten hvæser jo, som en flækket kineser. Derved gik der ild i sprængstoffet, og det var derfor næsten brændt, inden knaldkviksølvet detonerede, og så er der jo ikke meget drøn tilbage. Selvfølgelig skulle motoren skilles ad og undersøges, inden den kom ud på verdenshavene, men det var alligevel en ordentlig kældertur. Det eneste reelt positive ved den aktion var, at B&W, fra den sure dag i oktober, holdt op med at producere ubådsmotorer. Det var jo på en måde hele aktionen værd, for B&W kunne nemt have produceret 50 ubådsmotorer i 1944. Hvis vi havde tilladt det, selvfølgelig. Dagaktion 62 En dag i december var Erwin Rommel i byen, og der var masser af dumme folk, der stimlede sammen for at se Afrikageneralen. Ved et tilfælde havde vi planlagt en dagaktion samme dag, og vi følte, at det var godt at drøne, når generalen hyggede sig på d'Angleterre. Det var Vistoft, der skulle lægges ned. Om natten lignede fabrikken et fort. Spanske ryttere i flere etager, projektører, elektriske alarmer og meget andet godt. Om dagen var der endnu ikke vagter på. De kom først efter arbejdstid, men fabrikken lå jo også i et tæt beboelseskvarter, så den var ikke så ligetil at vippe. Vi havde snart mange aktioner bag os af den sædvanlige slags, med at ligge og rode rundt i nattens mulm og mørke. Det er der ikke så meget ved, så vi følte, at nu måtte vi også prøve en af de her dagaktioner, som var ved at blive moderne. Vi kunne da heller ikke på nogen måde røre Vistoft om natten, så skulle den have et drøn på brillen, måtte det blive om dagen. Vi havde planlagt aktionen utroligt omhyggeligt. Det er sådan, at disse dagaktioner, der teknisk set bygger på "hit and run" princippet, skal udføres fabelagtigt hurtigt. Der var ikke noget med, at vi sådan efterhånden som aktionen skred frem kunne snakke sammen. Alt skulle 63 være aftalt på forhånd. Vi havde: Hold til at åbne, dækningsgrupper, sprængningshold og rydningshold A, B, og C. Det var med at stille ure, og med at den skulle melde til den. Det var sgu næsten helt militært. På slaget tolv gik vi i gang, og det var egentlig skægt at se optakten til en dagaktion. Ned af en fredelig sidevej til Jagtvej kom en lang række unge mennesker gående i en ganske bestemt rækkefølge. Først kom ham, der skulle åbne aktionen. Det var et kedeligt job og ikke særligt eftertragtet. Vi vidste aldrig rigtig, hvad der kunne ske, når vi åbnede porten. De første minutter er altid vanskelige, så nerverne skal være iskolde. Altså først kom Hammergeden, der var direktør for åbneholdet. Så kom, en snes meter efter ham, rydningsholdene. Så var der igen en snes meter til sprængningsfolkene, der alle slæbte på store pakker i brunt papir. Rundt omkring begyndte dækningsfolkene gå i stilling, og alle så meget målbevidste ud. Der var en sammenbidt stemning over det hele, men utroligt nok, så tror jeg ikke, nogen forbipasserende opdagede noget. Hammergeden åbnede aktionen ved at holde portneren op, og da vi gled forbi med vores pakker, så vi et par pæne ældre herrer, der havde fået slået en bowlerhat ned over øjnene, men vi havde jo travlt. Senere fik vi at vide, at der havde været nogen fra bestyrelsen i portnerlogen, da vi tilfældigvis 64 kom forbi. Disse høje Vistoft herrer ville altså ikke holdes op. De havde slet ikke tysk arbejde på virksomheden og mere af samme skuffe. Hammergeden sagde, at han ikke diskuterede med nazier, og da de høje herrer så koksede helt ud, så måtte han jo slå bowleren ned over øjnene på dem. Det var virkeligt skønt at sakse sådan et par værnemagere med en fed tyskerbonus. Hvor var vi egentlig flinke, at lade nogle sådanne tyske håndlangere slippe så let. Vi vidste jo, fra en gut på Teknisk Skole, at Vistoft væltede sig i tysk arbejde. Gutten havde også fortalt på hvilke maskiner det var bedst at placere sprængningerne, så vi gik bare hurtigt igennem bygningerne uden at se hverken til højre eller venstre. Da vi havde fundet stederne, blandt andet et boreværk der fræsede bombesigter, så lagde vi stoffet til rette. Vi forbandt med cordex og armerede, og så var det bare at vente på, at rydningen skulle blive klar. Gutterne havde efter en særlig plan spredt sig ud over hele fabrikken, og hver gang et område var ryddet, meldte de tilbage til os, der stod klar ved lunterne. Men det er nu ikke så let at få et par hundrede mennesker ud, og vi måtte jo ikke glemme nogen. Ib startede i øvrigt her på Vistoft med denne særlige antipanik teknik, vi udviklede, når vi skulle rydde større forsamlinger. Han bankede pænt på dørene. "Kom ind"! "Åh, vil De ikke nok være venlig at forlade 65 etablissementet. Vi skal altså til at sprænge. Husk nu Deres personlige ejendele og prøv at skynde Dem en lille smule. Vi har lidt småtravlt. Kan De ikke tage frakken på ned af trappen"? Vi gjorde alt for at sprede ro og fred over gemytterne. Det var ikke så nemt. Folk har måske sovet i hundrede år på den stol, og nu ryger det hele i luften på ti sekunder. Der er ikke noget at sige til, hvis de følte, at det var lidt mærkeligt. Nå vi fik alle ud, men det er nogle nervepirrende minutter man har, mens man står og venter ved tændingerne. Det varede et kvarter, hvilket var mindst ti minutter for meget. Endelig var evigheden forbi. Der blev meldt klar. Vi tændte og nu skulle vi væk. Da vi kom ud, så var dækningsgrupperne over alle bjerge. Det var selvfølgeligt sløjt, men på den anden side. De så jo at alle trak sig væk, og det er ikke hyggeligt at stå på blanke eftermiddagen med en skyder på Jagtvej. De folk, der tændte, var altid lidt ilde stedt. Der skete nu ikke noget særligt. Der kom ganske vist et par fyre, der ville stoppe os, og nogle andre begyndte at råbe. Men det var jo i slutningen af 1943, så de gik jo ikke rigtig til den. Vi havde jo også vores skydere, men selvfølgelig er en Walter 7.65 ikke meget værd, når der står sådan et par hundrede og råber på fortovet. Vi fik lov at passere. De nævenyttige kunne også nemt få et par på kassen, men det var helt klart, at aktioner af denne 66 type kun kunne gennemføres med en vis lad velvilje fra tilskuernes side. Vi kom væk, hørte drønet og det var efterfulgt af den høje skingre hylen, der opstår når tusindvis af ruder smadres på en gang. En skøn, skøn lyd. Da vi mødtes bagefter råbte vi: "Nu kommer vi med i bordellet". Vi var jo nogle unge fyre, der var mere eller mindre underernærede, og et af vores yndlingstemaer var derfor at fable, om vores sabotbordel. Og her stod der i fantasireglementet, at man kunne komme gratis ind, hvis man i et drøn havde smadret ruder for over en halv million kroner. Kraftcentralen Her i december 1943 havde vi spærretid, hvilket vil sige, at man skulle være inde fra klokken otte aften til klokken fem morgen, Det at man ikke måtte gå på gaden, når man ville, det var der megen surhed over. Nu var det snart jul, og folk begyndte at snakke om, at spærretiden nok snart blev hævet. Op til en højtid sagde Tyskerne tit: "Nu har I længe været rigtig artige, så nu må I gerne gå ud på gaden igen". Folk gik altså og snakkede om alle de dejlige lempelser, der var i sigte. Vi så det fra en lidt anden 67 vinkel. Vi havde på mange måder gavn af spærretiden. Vi følte ikke, at det gjorde noget, at alle de danskere, der bare sejlede rundt med et kongemærke, kom lidt nærmere til det store skræmmebillede: "Norske tilstande". Vi tog nu lempesnakken roligt, for vi havde vores indtil nu største sprængning under opsejling. Klar til at drøne et par dage før jul. Det var kraftcentralen på B&W. Ib og jeg arbejdede jo derude, og vi var begyndt at bære sprængstof ind. Vi tog ca. 3 kilo ad gangen med ind i tasken, og selvom vi skulle passere vagtstuen, så gav det gav ingen problemer. Værre var det, at vi skulle opbygge en transportkæde fra depoterne, og slæbe stoffet igennem en besat by med razziaer og al den slags. Det værste var dog at gemme stoffet. At bære ind tog med diverse kiks godt fjorten dage, men hvor var det svært at finde et helt sikkert gemmested. Sådan hundrede kilo TNT fylder en del, og vi havde regnet ud, at meget mindre kunne det ikke være. Vi måtte altså lægge stoffet lige ved siden af, hvor vi arbejdede, så vi kunne holde lidt opsyn med det. Der gik jo altid en masse og snusede rundt efter brænde og den slags. Vi var også bevæbnede hver dag og havde aftalt en lang række forskellige alarmeringssystemer. Altså vi bar ind, vi gemte, vi holdt øje med, og vi var i det hele taget oppe på mærkerne hele tiden. Sådan fjorten dage leves fra 68 minut til minut. Man slapper ikke af, så meget som et sekund. Da vi havde fået stoffet ind, gik vi til den en tidlig tirsdag morgen. Det blev et kæmpe kiks. Ib og jeg var gået ind med seksholdet. Vi skulle lige gå en runde for at se om alt var roligt. Da vi gled forbi metalstøberiet, så vi pludselig en af B&W bådene komme i kanalen. Den havde en stor projekter tændt, og den hamrede lyset lige ind i vores dækningsgruppe, der ved Langebrogade gjorde klar til at kravle ned i et par småbåde. Gutterne her blev smadder forvirrede, at to af dem røg i vandet. Så tænkte vi: "Vores dækning er opdaget. Den går bare ikke. Vi må afblæse aktionen". Sikken en ballade der blev. Der er altid ballade, når man afblæser, og da vi endda glemte at fortælle vores dækningsgruppe om afblæsningen, var den helt gal. Det var noget rigtigt svineri, at de ikke fik besked, for det er ikke morsomt at stå i timevis med vådt tøj i en iskold december måned og vente på et drøn, der aldrig kommer. Ib og jeg måtte så gå på arbejde som sædvanligt. Stoffet kunne jo ikke ligge og rode uden opsyn. Vi sprang onsdagen over og sagde: "Så er det torsdag morgen." Nu klappede det bare. Vi havde jo også haft generalprøve på opmarchen, og vi havde haft et par dage til at polere planen endnu mere. Nu gik det bare. Ib og jeg gled ind med seksholdet, snusede lidt rundt og gennem en nødhjælpsport lukkede vi KK, HC og 69 Jonas ind. De skulle sørge for de nødvendige hold-up, og vi gemte dem under en spånkværn. Så hentede vi stoffet, og lagde det i to gamle olietønder. Godt halvtreds kilo i hver, og dem stillede vi uden for døren til kraftcentralen. Sådan et par gamle tønder, er der sgu ingen der ser. Vi hentede en stige, vi havde organiseret, og så var det hen til spånkværnen efter kammeraterne. B&W var egentlig ikke hårdt bevogtet. Der var selvfølgelig en del vagter, der luntede rundt, men nu var det jo mørkt, og der gik en masse folk fra og til. Vagterne kunne heller ikke kende alle, så når vi først var inde på området kunne meget praktiseres. Kraftcentralen, hjertet i B&W, var derimod virkelig godt beskyttet. Man kunne kun komme ind med særlige passersedler, og alle vinduer var fyldt med alarmtråde. Ved døren var der lavet et slusearrangement, så det med at holde op igennem et gitter kunne ikke lade sig gøre her. Man kan nemlig ikke holde op igennem en sluse. Vi vidste, at der midt i maskinhallen var et kontor, hvor den vagthavende mester sad. Han havde en masse knapper, der kunne give lyd på Politigården, i vagtstuerne og måske endnu værre steder. Det var altså ikke en let opgave at komme ind, og selv om alt var planlagt minutiøst, så var den sidste detalje afhængig af lidt lykke og lidt held. Det at komme ind i centralen føltes i lange tider som en umulighed, 70 men efter megen spejden og kikken, opdagede vi et hul i panseret. Når man starter en kold diesel op, så slår den jo det, man populært kalder en ordentlig skid. Den blæser i sikkerhedsventilerne, rummet fyldes med en sort fed røg, og så er det hyggeligt med lidt frisk luft. Lidt over seks lukkede folkene i centralen derfor et vindue op i en fem, ti minutter, og så var det at være der med en stige. Planen var perfekt til dette punkt, men så kom det hasarderede. Vinduet sad fire meter oppe, lige over for dette kontor med manden med knapperne. Der var gys på. Du skal springe fire meter ned, løbe ti meter frem, holde knapfyren op gennem vinduerne i kontoret. Måske var han bevæbnet? Jo man er lidt slap i koderne i det øjeblik, man sætter stigen op. Men manden, der havde lukket vinduet op, havde også brugt en stige og ikke et snoretræk, som vore spioner havde meddelt, så vi kunne liste lige så stille ned! Mesteren i kontoret havde tabt sin blyant og lå og rodede på gulvet, da vi prikkede ham i siden og bad ham om at få poterne i vejret. Viola! Resten af aktionen var rutine. Vi fik stoffet ind og begyndte at forbinde. Det var en stor historie. Der var fire motorer, der skulle smadres. Vi lagde fyrre kilo på giraffen og godt tyve på hver af de andre. Ladningerne blev placeret på de ømme punkter. Der blev forbundet med cordex, og til sidst armerede vi. Selvom vi knoklede godt, 71 så tager det alligevel en halv time at ordne sådan et maskinrum. I mellemtiden havde KK og HC gennemsøgt gasværket og de havde her holdt en femten-tyve gutter op. Resten af B&W rørte vi selvfølgelig ikke, og vi holdt de her gutter lidt inde i skyggen. Vi havde på forhånd udarbejdet lister til rydningen. Hver af dem vi havde holdt op, fik nu en afdeling at advare. KK tog deres identitetskort, så vi havde deres navn og adresse og KK sagde, at hvis vi opdagede at de snød os, så ville vi gøre dem ansvarlige, når vi havde vundet krigen. Det gav ikke anledning til vrøvl, men vi var altid bange for, hvad der kunne ske, når panikken bredte sig. Vi tændte, låste centralen igen, og få sekunder senere hujede det igennem B&W: "Der er sabotører i kraftcentralen". Det nu gjaldt om at komme væk, og imellem de tusindvis af folk, der løb ud igennem porten, gled vi diskret og stille med. Vagtstuen var jo ikke blevet advaret, så til sidst måtte vi desværre smadre en rude lige ned i hovedet på et par søvnige revolverfyre. Vi stod oppe ved Knippelsbro og låste cykler op, da drønet kom. Det var som en solopgang i syd, med lange rumlende detonationer. Umådelige orange ildskær der lyste alt op. Flammesøjler der steg højere op end kirkespiret. Det var virkelig flot. Der var for meget mere, end for vores hundrede kilo. Gasværker, iltflasker og olielagre måtte være gået 72 med. Så var det op på cyklerne og ud til "Olga", hvor morgenkaffen og de varme rundstykker ventede. Vi var ret kåde da vi kørte igennem byen. Efter en sådan aktion er man helt agurk. Måneders arbejde, og her især de sidste ugers nervepres var overstået. Alt var gået godt. Ingen skrammer til nogen, jo, det var helt, helt fint. Efter B&W gik Ib og jeg under jorden. Vi havde jo haft næsen langt fremme. Noget bliver der altid snakket, og alt for populære var sabotørerne ikke. Sådan at smadre arbejdspladser er der ret mange, der ikke kan lide. Det at blive fuldt illegal føltes mægtig befriende og nerveberoligende. Vi kunne på mange måder slappe af, og vi fik langt mere hold på vores risiko. At der kunne ske noget på aktioner var til at leve med. Det at sove et sted, hvor man var tilmeldt folkeregisteret, var noget helt andet. Og havde jeg ikke i maj set stort på et af de gode råd var jeg nok kommet fredeligt igennem krigen. Vi holdt juleaften hos fremmede. Det var en sær fornemmelse. Goddag Hr. Tom Mikkelsen, hvor var det hyggeligt, de kunne komme. Alle osede af hemmelighed og mystik. Det var da smadder pænt at folk lukkede deres hus op, men man følte sig som en slags reservejulemand. Lige efter nytår fik jeg drønsikkert logi hos fru Bøgvad, en gammel dame i Nordborggade 10, og så gik vi ellers i gang. Natten før vi havde vippet kraftcentralen, havde Kaj og Øjvind 73 væltet Riffelsyndikatet, og nu gik det ellers slag i slag. Vi havde masser af stof, og det gjorde jo ikke megen gavn, så længe det lå på depotet. Vi havde masser af planer, masser af tid, så nu rullede det. Vi planerede BurWain, der længe havde irriteret os. Det var den afdeling af B&W, der var mest med i tysk arbejde, og det var arbejde af den helt stygge slags, dele til flyvemaskiner, hurtigbåde osv. På BurWain fik vi vores første Suomi maskinpistol, og et par dage senere fordoblede vi antallet ved at snuppe en fra en vagt på F. L. Smidt. Vi havde et par sprængninger om ugen, så vi fik en masse rutine, og vi lærte de andre grupper og deres teknik godt at kende. Det var små styrker, der foretog dette vinterfelttog. Vi var ca. ti fuldt illegale, og der var måske lidt flere der stadig gik på normalt arbejde. Sådan et tal svinger, men hvis vi siger, at vi var ca. femogtyve, er det ikke helt forkert. Kaninerne havde tilsyneladende droppet industrisabotagen, og Holger Danske havde fået revet sin meget aktive kornetgruppe op, så HD kørte på mindre end halv kraft. Efter jul kom vi ud for noget ret mærkeligt. HC alias Teglers og et par andre begyndte at lide af kommunistskræk. Vi rullede med øjnene. Selvfølgelig er smedelærlinge røde, men hvad kom det kampen ved? Nazierne skulle ned med nakken, og det kunne ikke gå hurtigt nok, og så kunne det være 74 fløjtende ligegyldigt, hvilken farve vi så langt, langt ude i horisonten. Vi syntes, de så nogle sære spøgelser i det klare dagslys, men de ville ikke blive hos os, så de skred. Det var nok det bedste, når de følte det på den måde, og HD havde sikkert god brug for nogle skrappe folk. I begyndelsen af januar blev Jacob, Jens, Sprængsmith og HH taget af Gestapo på Café Oehlenschlæger i Allégade. Det var et ordentlig gok, men vi reddede stofkontakten, så arbejdet kunne fortsætte næsten som normalt. Grupperne arbejdede jo i vid udstrækning med selvorganisering. Vi skaffede selv våben, logier, mødesteder, penge og meget andet. Vi gav ikke ret mange oplysninger fra os, og toppen havde nok heller ikke lyst til at snakke, så vi mistede ikke dengang en eneste mand i grupperne. Men 8. august 1944 blev: Jacob, Jens, Otto, Preben, Freddy og Gunnar, samt Preben Hagelin og fire andre fra HD skudt ned på landevejen mellem Ringsted og Roskilde. Det var det, den tyske Rigsbefuldmægtigede, nazigeneralen og jødemorderen dr. Werner Best kaldte for: "Skudt under flugtforsøg." Nordwerk 75 En gang i efteråret, mens vi stadig arbejdede på B&W, var der en fyr ved navn Krenchel, der holdt et radioforedrag med titlen: "Sabotage - Gadens Terror". Han ævlede en masse mod sabotagen. Han fortalte om det lille svage land, der ville stå uden maskiner, når krigen var forbi. Han talte om manglende konkurrenceevne, og om at det slet ikke kunne nytte at lave sabotage. Han talte om skumle bagmænd og lyssky pengemænd, og samtidig rakkede han lidt ned på Tyskerne. Han var i virkeligheden smadderdygtig, og han havde en mægtig evne til at ramme, hvad stille folk sådan gik og tænkte, og sabotagen var jo heller ikke særlig populær. Alle de drøn og brag gjorde folk urolige. Pludselig røg alle deres ruder, og det måske lige midt i aftenkaffen. Folk gik på arbejde om morgenen, men inden de fik stemplet ind, var deres dejlige fabrik væk, og så gik turen måske til en drejebænk i Hamborg. Mange pæne folk var altså urolige, men her med Krenchel fik de hovedet lidt op. Tænk hvad han turde sige til tyskerne? Jo, han var dygtig. Det var det smarteste propagandanummer Tyskerne nogen sinde fik stablet på benene. Selv på B&W, som vi dog anså for at være en så nogenlunde bevidst arbejdsplads, selv her begyndte 76 stemningen at svinge. Der var ligefrem nogen der i større forsamlinger begyndte at brokke sig. Ganske vist var det nogen fra fagforeningen, men alligevel var det groft, for det var umuligt at arbejde med sabotage, effektivt og i en rimelig skala, hvis vi ikke havde nogen sympati på pladserne. Den velvilje var vigtig, og vi så pludseligt måneders arbejde smuldre. Inden vi begyndte på sabotagen, havde vi nemlig måttet berede jordbunden, ved at gå og diskutere for og imod med alle mulige folk. Så alene af den grund bliver man nemt for kendt, og så kom Krenchel, og vi så måneders arbejde gå i vasken. Vi sammenkaldte til et lille møde. Det var såmænd ikke noget rigtigt møde. Vi var bare nogle læredrenge, der aftalte at gå på lokum. Vi var enige om, at det her det gik for fanden ikke, men hvad skulle vi finde på? Lægges ned, det skulle han. En foreslog, at han nok havde taget af kassen, men det var der ikke rigtig musik i. En anden kom med, at han nok var på det forkerte hold, sådan lidt med uterlighed, små børn og smide bukserne. OK, så siger vi det, for vi vidste udmærket godt, at hvis man spredte sådan noget ud om en mand, så var han færdig. Vi aftalte nogle ulækre detaljer, og gik så ud med parolen. Det var rent Göbbelsk og "Der Stürmer" kunne ikke have gjort det bedre. Når der nu blev diskuteret i tutten, ja alle vegne hvor man snakkede Krenchel 77 og sabotage, så var der altid en fra lokumsmødet, ikke altid os selv, der stod op og sagde: "Regner du virkelig med, hvad sådan en gammel gris af en ulækker børnelokker siger"? Krenchel tilhængeren prøvede at give igen, men han vidste ikke noget om manden, så hans argumentation var svag, når vi påstod, at han havde smidt bukserne og havde forført mindreårige, piger, småbørn, kvinder og alt sådan noget. Det virkede. Det virkede fantastisk. Vores metoder var ikke fine i kanten, men i hvert fald fik vi lukket kæften på vores modstandere. Der var ikke nogen, der turde nævne Krenchels navn, uden han var bange for at komme i klammeri med sædeligheds politiet. Men sådan en episode viser, hvor svagt det hele var. Hvor svag stemningen og holdningen var. Det her skete endda i efteråret 1943. En enkelt provokatør, der får radioen til sin rådighed en halv time, kan vende stemningen, når han altså forstår at slå på de rigtige strenge. Det var sgu sløjt. Krenchel holdt altså en serie foredrag, men det er nu med den slags ting, at de altid er bedst de første gange, mens manden har noget på hjerte. Når først modpropagandaen i de illegale blade sætter ind, så bliver det noget andet. I sine foredrag begyndte han nu at svine sabotørerne til, ved at sige, at vi var nogle feje kujoner. Vi angreb kun de svage og kun fra ryggen. Vi turde aldrig kæmpe ærligt mand mod mand. Det var jo også 78 noget politikerne kørte med i deres propaganda. Den her med, at danskerne altid fægter med åben pande og en masse lignende sludder og vrøvl. Man kan jo ikke kæmpe med åben pande, når man får en på tuden lige så snart man stikker hovedet frem. Det kan bare ikke lade sig praktisere. Det heltemodige og friske, som mange mennesker syntes, der var ved sabotagen, det prøvede Krenchel at svække og bagatellisere med alt sit sludder om ærlig kamp og svage punkter. Krenchel blev ved at komme tilbage til, at hvis der for eksempel var en fabrik, der var bevogtet af gamle soldater fra Østfronten, så turde vi ikke komme. Her hentydede han til General Motors. Det vil sige, General Motors havde ikke hallerne mere. Dem havde tyskerne beslaglagt og hallerne skulle nu bruges til Nordwerk. De havde stillet maskiner op i lange baner og nu skulle de til at lave en helvedes masse. Tanken var vel den, at ved at koncentrere produktionen på nogle få store steder, så fik tyskerne nemmere ved, at forsvare sig mod gadens terrorister. Nordwerk blev i hvert fald indrettet, som en rigtig fæstning, med masser af pigtråd, spanske ryttere, bunkers, lyskastere, maskingeværer og en masse afspærring udenom. Vagterne var gamle frontkæmpere, der var kommet hjem fra kulden i øst for at få en tjans ved et maskingevær på Nørrebro. Og nu blev vi hånet af Krenchel i radioen. 79 Det var selvfølgelig en provokation. Det var vi godt klar over, men det ærgrede jo alligevel. Vi lurede lidt på fortet, men det var helt umuligt at lave noget der. Det kunne ikke angribes med de midler vi havde. Men så en dag sidst i januar kom en forbindelsesmand, vi havde på General Motors, og sagde: "Er I friske, kan I lave en hurtig plan, så er det nu." Han fortalte, at der gik en varmekanal fra den gamle, endnu ikke besatte, General Motors bygning over til Nordwerks kraftcentral. Indgangen var kun bevogtet med en enkelt vagt, og han skulle være til at klare. Vi fik lidt flere tekniske oplysninger og gik så i gang. En sådan aktion kan man ikke aftale på et gadehjørne, så vi samledes på et af vore tilholdssteder. Det var hos en meget fattig familie i Elmegade. Familien opretholdt tilværelsen ved at klistre forskelligt biks sammen til påskekyllinger. Vi smededrenge havde aldrig tænkt over, at der var noget mærkeligt i det. Folk skal jo tjene penge på en eller anden måde, og det kan ret nemt blive bedre, end at stå på en dødssyg fabrik. Men vi havde altså en gut med til mødet der fandt, at det her klisteri var evigt grinagtigt og begyndte at vælte rundt med de her kyllinger. Gutten syntes, det var en stor spas, at voksne sådan sad og "legede". Nu var han ganske vist fra et mærkeligt, ret velhavende miljø, men alligevel. Det gav en masse surhed. Folk begyndte at tale temmelig 80 højt, og alle tiders aktion var ved at gå i vasken. Men vi kølede af, og to dage efter gik vi i gang. Vi lagde tre dækningsgrupper ud. De havde to Suomier og nogle håndgranater, så de kunne larme lidt, hvis der blev ballade, og derved give sprængningsholdet en chance for flugt. Men det var ret sølle sammenlignet med det fyrværkeri, østfrontheltene på Nordwerk kunne brænde af. Sprængningsgruppen gled i en død vinkel over gaden hen til den gamle bygning og fandt et vindue, der var fixet lidt. Ind i bygningen, glide musestille afsted og pludselig havde sabotagevagten fire skydere imellem øjnene. Nu vidste vi, at han med passende mellemrum skulle melde til vagtstuen, at alt var vel. Så han fik besked på at udføre sine rutiner, som om intet var hændt. Han fik også at vide, at lavede han numre, så var det en pløk. Han svarede, at det skulle han nok, og han skulle faktisk ringe lige nu. Det lød mystisk, men OK. Han tog telefonen og meldte: "De taler med sabotagevagt Engel." I det øjeblik, han meldte, blev han kobberrød i hovedet, og et sekund senere helt askegrå af skræk. Alle var øjeblikkelig klar over, at han havde sagt kodeordet. Han blev presset lidt, så brød han sammen og tilstod. Den var også umuligt at nægte, for vagtstuen tændte med det samme alle lyskasterne. Det var i virkeligheden skidegroft. Aktionen var lige startet, med alle tiders 81 pragtplan, og så gik sådan en idiot hen og ødelagde hele tegningen med sit melderi. Skal vi afblæse eller hvad? Det er en stram beslutning at tage. Der blev overvejet i et par lange sekunder, så sagde KK: "Vi går sgu til den". Ned i tunnelen. Der var som i et dampbad. Der var mindst ti ståldøre, der skulle smadres, og der var firs kilo stof at slæbe på. Endelig holdt gangen op og stoffet blev placeret lige under kraftcentralen. Lunterne blev strøget, og så var det hjemad. Engel sad og græd. Reglen var, at vi ikke tolererede at vagter lavede lort med os, men på den anden side er det ikke så ligetil at skyde en fyr der sidder og flæber. For at udskyde det uundgåelige, blev vi enige om at tage ham med som gidsel, når vi igen skulle passere gaden. Men pludselig slog Engels nerver klik. Han prøvede på at stikke af. Han nåede ikke mange meter væk, så var han pløkket. Det kan lyde groft. Det var også groft, men sådan var kampens lov. Han prøvede på at stoppe os, og få sine medgutter til at smadre os. Han var ansat på den mest beskidte nazi-fabrik i hele riget. Han havde siddet ved den telefon i månedsvis, så han havde haft god tid til at tænke sagerne igennem. Han vidste, hvad han gjorde. Vi kom uskadt over gaden og senere, da vi cyklede ned ad Aldersrogade, fløj kraftcentralen i et vældigt drøn til himmels med alle sine maskingeværer og projektører, og vi var færdige med Krenchel. Det lange stop 82 Efter Nordwerk fik vi igen besked på stop. Nå, vi havde drønet godt i de sidste par måneder, så det kunne sgu blive helt rart med et par uger i fred og ro. Men god morgen, vi blev holdt hen med snak i flere måneder. Ledelsen kørte stadig på dette her reorganiseringsvrøvl. Vi murrede. Vi kunne ikke døje de her stop. De gav en slags opløsning og slaphed blandt os alle sammen. Folk begyndte at rode med alt muligt andet. Selvfølgelig var det forbudt, men når der nu var et par kammerater i knibe et eller andet sted, så er det ikke så ligetil at sige nej. Endog illegale blade var der nogen der gik i gang med, og bladarbejdet var et af de mest risikable jobs, man kunne have. Ikke fordi bladfolkene ikke var skrappe til at lave illegalt arbejde. Slet ikke. Deres organisationstalent var tiptop. Men tænk uge efter uge, år efter år, kunne de udsende bunker af skrifter. Det var imponerende. Tænk hvad det kræver af trykkesteder og transportruter, for ikke at tale om indsamlingen af oplysninger. De fik, enten de ville det eller ej, kontakt med en masse mennesker. Sådan er strukturen af den type arbejde, og gang på gang røg der selvfølgelig lange kæder af bladfolk. Det kunne ikke undgåes. De kunne ikke nøjes med at mødes ti minutter ved en sø, eller 83 hænge et kvarter på et plankeværk. Nat efter nat skulle de stå i en eller anden dødssyg kælder og fodre et larmeapparat. Det måtte gå galt en gang imellem og alligevel udkom de illegale blade hele tiden. Vi fik altså god tid til at gå på gaderne og kigge, og det var i alle fald dejligt. Vi støvede hele byen rundt. Alle vegne. Vi gik ture de mærkeligste steder for at lære det hele at kende. Det kunne være livsvigtigt i en given situation at kende alle smut og genveje. Når man stak af ind i en port, så skulle der jo gerne være et hul i den anden ende. Vi havde i øvrigt noget, vi kaldte vores distrikter. Ib og jeg var vanløsere og christianshavnere. Andre kendte Østerbro og Hvidovre, og på Nørrebro havde Martin en skrap gruppe. Vi gik som sagt og daskede rundt. Indimellem arbejdede vi selvfølgelig også med aktioner. Men nu er det jo sådan, at en fabrik som regel bliver moden på et bestemt tidspunkt. Det kan være noget med bevogtningen, noget med produktionen eller noget med, at fabrikken pludselig har en masse krigsudstyr færdigt, som helst skal sprænges inden det bliver leveret til tyskerne. Det var altså svært at planlægge noget, når oppefyrene ikke ville fortælle, hvor længe deres dødssyge stop skulle vare. Ib og jeg var i øvrigt steget i graderne. Vi havde fået vores eget private jern, en Walter 7,65, som vi gik med i et hylster, der sad i armhulen. Det var en glimrende måde at 84 bære jernet på. Let at få fat i og næsten ikke til at se. Men så var der det med at skaffe nye folk. Det kunne vi altid arbejde med, for der var en evig mangel på friske folk i grupperne. Der gled hele tiden nogen ud, og det var svært at finde nogle ny. Ikke fordi der ikke var masser af friske folk i byen, slet ikke, men det var så svært at få etableret en sikker kontakt. Vi kunne jo ikke sætte en annonce i avisen. Vi ville helst selv finde og opfordre folk. Vi var naturligvis rystende bange for at få en stikker med i gruppen. Så længe vi var legale, var det nemmere. Vi kunne gå og lure en fyr ud, og så en dag passe ham op, og give ham et forslag. Denne metode var stensikker med hensyn til at undgå stikkeri, men man skulle færdes i visse kredse, og da vi nu var gået under jorden, kneb det med at lure nogen ud. Vi måtte derfor leve med, at vi fik de nye folk anvist gennem organisationen, eller måske gennem kommunistpartiet. Den 22. juni 1941 havde Hitler jo overfaldet Sovjetunionen, og samme dag havde politikerne på Christiansborg igen brudt Rigets Grundlov. Politiet arresterede, i de tidlige morgentimer, 350 kommunister, og præsidenten for Danmarks Højesteret Troels G. Jørgensen talte om en: "lovlig præventiv frihedsberøvelse". På almindeligt dansk mente overdommeren altså, at det uden lov og dom, var OK at sende danskere til døden i de tyske koncentrationslejre. DKP var 85 selvfølgelig gået under jorden, men både medlemmer og sympatisører blev jagtet hidsigt af domstole og af alle slags politi. Denne jagt havde varet i tre år, så kommunisterne var blevet rigtig dygtige til dette illegale tys-tysroderi. Vi beundrede deres teknik og overlevelsessystem, men partipolitik er ret meget langt væk, når man er i gang med at vinde en krig. Vi ledte altså med lys og lygte efter friske folk, og en dag fik vi en adresse fra kommunistpartiet på Amager. Vi tog derud, men vi vadede bare ikke lige op på en første sal på Øresundsvej. Næ, vi kæmmede først hele distriktet. Vi fandt smutveje, dækningsgrupper ud, blokerede telefonen, og så gik vi til den. Forsigtigt op af trappen, ringe på, kodeord og så ind. Hen til vinduet, for at give det aftalte tegn til dækningen, der ellers ville komme med brask og bram. Først nu kunne vi begynde at tage de tre nye kammerater i øjesyn. Sådan et første møde er spændende. Først skal man afgøre, om det er en fælde. Dernæst skal man se om det er nogle fyre, der kan tåle mosten. Det med at snuse til folk var jo et vigtigt led i det normale arbejde, og man følte sig som en slags psykolog, når man skød de forskellige spidsfindigheder af. I dette tilfælde var det nemt. De tre fyre var alle i smedelære. De havde allerede prøvet en masse, og de var vilde med at fortælle om det. De havde stjålet masser af våben. Blandt andet 86 havde en, der senere fik dæknavnet Johnny, kørt ud fra Våbenarsenalet med 89´geværer i buksebenet. Det kan lade sig gøre, hvis man bruger sin cykel som løbehjul. De havde også drønet bevæbnet rundt ved nogle af de store demonstrationer. De var meget skrappe og meget friske, men måske nok lidt vel hasarderede efter vores smag. Vi var mest for få ting, men ordentlige ting, og vi var ikke meget for at blande alting sammen. Vi begyndte så at hale dem ned på jorden. Vi fortalte om vores grundregler og gode råd. Vi gav dem lidt om stof og nævnte i forbifarten, at vi også brugte våben, og vi bekæmpede vores lyst til at se deres arsenal. Inden vi gik, viste vi dem de skumle fyre, der stod i skyggen og ventede på, at vi kom ned i god behold. Jeg tror det gik op for dem at vi, på trods af sabotbordel og andet gas, var folk, der ikke kunne lide en unødvendig risiko. Selvom vi fik de her tre med, lå det stadig mægtigt tungt med bevæbningen. Vi havde kun to Suomier, og et par ordentlige pistoler, resten kørte med gamle G&M´er. Og det blev værre endnu, for vi gik ud på lossepladsen en gang imellem og skød efter konservesdåser. Her viste det sig, at halvdelen af de gamle tromlebørger, enten ikke kunne skyde, eller også sprængte løbet den første gang, vi spændte hanen og affyrede et skud. Jo, det var en fin sikkerhed at gå rundt med sådan noget lort. Vi havde fået et tip om, at 87 B&W havde tyve maskinpistoler i pengeskabet, og vi lavede et utal af aktioner for at se, om det passede, Tænk tyve dejlige bollesprøjter. Men aktionerne blev ved med at kikse. Vi besatte nogle forkerte kontorer, så ville vi kidnappe hovedbogholderen, som havde nøgle til pengeskabet. Han hed Hansen, men på grund af navnelighed fik vi fat i en forkert Hansen. Så måtte vi afblæse fordi den ambulance, vi skulle bruge til bortførelsen, blev bevogtet af politi. Endeligt var det hele klar. Vi masede op til den rigtige Hansen, men så var hans kone gravid, og hun tog helt naturligt den store tur, da vi ville hente manden, og så måtte vi aflyse igen. Til allersidst måtte vi opgive de tyve Suomier. Det var hårdt. En morgen, da vi cyklede på vej til dagens arbejde, ser vi, at Landmandsbanken havde bevæbnet portvagterne med langløbede Parabeller. Nu gjaldt det om at skynde sig, for de skydere ville mange gerne have fat i. Vi samlede lynhurtigt nogle folk, og da klokken slog ti på Nikolaj gik vi til den. Vi var meget bange for alle de hemmelige systemer, som vi regnede med sådan en bank havde. Automatiske låse, sirener og den slags, og da banken havde Parabeller både ved hovedindgangen i Holmens Kanal og ved kælderindgangen i Laksegade, så gik vi til den på begge sider, lige da det første klemt lød. Jørn, Phillip og jeg var på Laksegadeholdet. Jørn tog 88 vagten på gaden. Han var nemlig skrap til at holde op på en stille måde, så ingen lagde mærke til noget. Phillip skulle passe på døren, og jeg skulle tage vagten i kælderen. Da vi kom ned i gangen fik vi et chok! Der stod sgu to mand! Phillip tog den ene med det samme, men den anden, som i øvrigt var vagtchef og gammel skydelærer fra livgarden, stod ret langt tilbage. Jeg for løs på ham med hævet pistol. Han tog det lidt for roligt og sagde, at jeg ikke kunne bruge den pistol. Det var sådan set rigtigt nok, for på den slags aktioner hverken ville eller måtte vi bruge jernet. Jeg for altså frem, og da jeg nåede ham, gav han mig en kajetrækker i bedste filmstil. Jeg kurede hen af gulvet og det fløj gennem knoppen på mig, om man nu skulle ende sit unge liv som bankrøver. Men jeg kom da op og røg på ham igen, tilpas lavt selvfølgelig, og jeg hamrede min Walter ind i knæskallen på ham. Jeg afsikrede og hvæsede: "Så er det rullestolen." Så blev han tam og en Parabel skiftede ejer. Men nu var det med at komme væk. En bunke folk stod udenfor og ville stoppe røverne. Det var ikke rart, og det blev værre endnu. Pludselig hylede sirenerne luftalarm. Hvor sygt kan det blive? En holdt i min bagagebærer. Parabellen blev brugt som en forhammer, og en hånd blev hakket til mos, så slap han og væk var jeg. Næsten da! Gaderne var tomme. Folk var gået i beskyttelsesrum, og jeg 89 skulle se at komme i sikkerhed ude på Christianshavn. Det gik da, selvom det er en underlig fornemmelse at krydse Knippelsbro helt alene. Der går selvfølgelig nogle timer, før man er kommet i ro oven på sådan en tur, men fem langløbede Parabeller er en god nervemedicin. Vi prøvede også at skaffe nogle bedre depoter. Vi havde et under gulvet hos et ligkistemagasin på Gl. Kongevej. Men et var svært at komme ind i depotet, fordi vi skulle ind af en lem, der sad højt oppe på væggen i en snæver kældergang. Jo, det var en rigtig rottefælde. Der var ikke noget vindue, så vi lå og rodede med alle vores farlige sager ved et julelys, men det værste var, at vi ikke måtte give en lyd fra os i forretningstiden. Det var svært at pakke stof eller rense våben under de forhold. Senere fik vi et virkeligt godt kælderrum i baggård i Rosengården 14, og det lykkedes også at leje to garager. Men alt blev blæst op et par måneder senere, fordi jeg klokkede i det. Det med at leje var forresten mægtigt svært, for vi ejede ikke kongens mønt. Vi fik næsten aldrig penge oppefra, så vi måtte ud med tiggerstaven hos familie og venner. Vi havde altid særligt travlt op til den første. Vores lejemål gik jo på falske navne og adresser, og så skal betalingen jo falde inden husejeren går i gang med at rykke. Penge til personligt brug var der endnu færre af, men selvfølgelig betalte vi ikke for vores logier, og de flinke 90 mennesker, der husede os gav som regel morgenmad og aftenkaffe, hvilket ikke altid var lige nemt, for der var rationering på alting. Frokost og middagsmad kneb det med. Her støttede familie og venner, men vi kunne jo ikke altid hænge hos dem, og så gik vi til Kirkens Korshær eller til Frelsens Hær og fik en madpakke. Der var også nogle restauranter, hvor værten var god nok. Her kunne vi få et gratis måltid varm mad. De to bedste var Skandia og Pihl´s mælkeri, men vi var lidt utrygge, når vi gik derind, for begge steder lå temmelig tæt på Dagmarhus. Vi levede dog, om end lidt sultne. Vi fik meget wienerbrød fra dagen før, og når det var fint, splejsede vi til rugbrød og ost. Den billigste var den her myseost og den spiste vi i grunden meget af. En vigtig ting var at have et godt logi, og her var vores bedste skaffer en abonnine fra Tivoli. Det var utroligt, hvad hun kendte af gamle friske damer, der ikke var bange for noget som helst. At bo hos en gammel dame var drønsikkert. De snakkede aldrig over sig. Siden august 1943 havde der været dødsstraf for at kende og hjælpe sabotører, og da vi følte, at vi ikke kunne bede om husly uden at fortælle, hvad vi stod for, kan man ikke kalde disse gamle damer pivede, og uden dem var vi aldrig kommet helskindet gennem krigen. På grund af spærretiden tilbragte vi mange aftener sammen. Hyggen var gammeldags 91 med stegte æbler i kakkelovnen og højtlæsning, men vi fortalte også om vores aktioner, og der blev lyttet med megen sympati. Jeg havde et fint logi i Nordborggade 10, og en dag sker der så en kedelig ting i opgangen ved siden af. I nr. 8. boede der nemlig en marinevægter, og han bliver pløkket en aften. Ingen lægger mærke til skuddet, men pludselig kommer hans værtinde ind i kammeret og finder ham med et skud i hovedet. Hun tilkalder politiet, og så starter kriminalerne en undersøgelse. Nå, en halv time senere kommer jeg raslende hjem og drøner lige igennem politiafspærringen. Jeg burde have været mere vågen, men man slapper jo lidt af, når man er nået ind i sidegaderne. Hvad skal man så gøre? Skal man vende om og styrte ud? Det ville jo se lidt mærkeligt ud, så man tænkte, du kører løbet igennem. Det er nok et andet sted. Men da jeg kommer ind i min egen opgang, er den også sjokfuld af politi. Så for satan, men nu er det helt udelukket at vende om, så det er bare videre op af trapperne. På første sal står der et par gutter og stemmer dørklokker og idet jeg glider forbi, kan jeg se de viser politiskilt. Det bliver værre og værre. Nå, op på tredje sal, lukke op og ind på logiet. Jeg boede hos en gammel dame på næsten firs, og jeg satte ti sekunder af til at forklare hende situationen. Jeg fortalte hende, at der i løbet af et øjeblik ville komme en 92 afhøring af dansk politi, og at vi skulle holde fast ved vores gamle aftale om, at jeg var hendes nevø, og at hun skulle lade som hun var døv, hvad hun altså slet ikke var, og så skulle jeg prøve at klare spørgsmålene. Jeg havde min pistol liggende på mit værelse, og det er jo ikke så rart, hvis der blev husundersøgelse, så jeg tog den og for ud i køkkenet med den for at putte den i skraldespanden. Ikke særligt genialt, men jeg kunne ikke finde på noget bedre i farten. Den gamle dame iagttog mig og sagde så: "Det er synd at lægge den i spanden, min stoppekurv er meget bedre." Det kalder jeg åndsnærværelse, og vi havde lige fået pistolen i kurven, så ringede det på døren. Jeg lukkede op og i løbet af et øjeblik stod der en mand i entreen og sagde, at han var fra kriminalpolitiet og at han gerne ville stille et par spørgsmål. Det måtte han jo godt, når blot han tog lidt hensyn til min tantes dårlige nerver. Det var i orden, og så spurgte han om jeg boede her, og da jeg svarede nej, så mistede han helt interessen for mig. Så gik vi ind til "tante". Han ville gerne vide om hun havde hørt et skud i går aftes. Min tante spillede rollen som døv udmærket og sagde: "Unge mand de må virkelig tale højere". Han råbte nu om det med skuddet, men hun kunne ikke rigtig forstå spørgsmålet, og så sagde han meget fornuftigt og venligt: "Når De ikke kan høre, hvad jeg siger, er mit spørgsmål uden betydning", 93 og så undskyldte han mange gange forstyrrelsen. Da han var gået fik vi os en kop kaffe og vi snød os til en cognac fra flasken, der egentlig skulle gemmes til freden. Og da der lidt senere var ro i lejren, gemte jeg min pistol på loftet og luskede væk. Forårsoffensiv En gang i april blev stoppet hævet, og vi skulle se at komme i gang igen. Man kunne godt mærke, at man ikke var helt så frisk, som man havde været før. Man var blevet påpasselig med sig selv. De nye sagde, at man havde fået "listen". Når en mand havde fået en "liste", så betød det, at han på en eller anden måde havde lavet aktioner nok. Han havde fået en liste, han havde fået sit regnskab til at stemme. Han blev lidt for omhyggelig, og han tænkte for meget på at overleve. Kort sagt han var ikke så frisk. De nye, der ikke havde prøvet så meget endnu, gik mere på med krum hals, og de så lidt ned på de gamle. På den anden side var erfaring ikke dårligt, og vi gamle kendte jo mange fiduser. Men havde de nye mere kampgejst og gåpåmod, så var de ret grønne teknisk set, og de var slet ikke omhyggelige 94 nok. Tag for eksempel den med at blomstre. At blomstre vil sige, at man af en eller anden grund skulle opholde sig i nogen tid på et sted, hvor folk gik fra og til. Man skulle stå på et gadehjørne og spionere mod en fabrik, eller man skulle passe nogen op. Ofte kunne sådan en blomstring vare flere timer, og så var det med at gå i et med det hele. Ingen måtte opdage noget. Man måtte ikke vække mere opsigt end en lygtepæl. Denne teknik tog det lang tid at lære og den krævede megen indføling. Her var de nye tit på glatis. Hold da kæft, hvor kunne de stå og se mystifistiske ud. Vi startede midt i april med Carltorp på Roskildevej. Dagaktion! Lige stoppe op. Ind på fabrikken, rydde, armere, tænde og så væk. Fem, højst ti minutter, og så længe var der vel fred og ro selv på Roskildevej. Men god morgen Karl Børge. Da vi ryddede en villa, der lå lige op af møganstalten, fandt vi en invalid, der havde ligget i sengen i tyve år. Hvis vi ikke fik ham væk, så ville vi slå ham ihjel, når vi sprængte. Vi organiserede derfor et bord, og fik ham med madras og sengetøj op på det, og så var det ellers ned ad Roskildevej. En frisk brandmand kom på sin Nimbus. Den invalide sagde, at han gerne ville prøve at køre på motorcykel, og med lidt besvær fik vi ham proppet ned i sidevognen, og så raslede de afsted. Det tog tid og dækningen stod og trippede. Pludselig kom der en kolonne tyske 95 prærievogne. Det er en lastvogn, hvor ladet var dækket af en stor presenning på buer, og de var fulde af soldater. Vi trak ind i skyggen, men en fuld stodder, der havde set at vi havde stoppet folk, ville hjælpe til. Da han ikke kunne se forskel på noget som helst, røg han ud foran de her prærievogne, men en af gutterne lod som om, han var lige så fuld og agerede et kammeratligt fyldebøtteslagsmål med stodderen, så tyskerne grinede, og de stoppede gudskelov ikke op. Da banen igen var klar, så sendte vi stodderen over i kroen overfor med en besked fra Frihedsrådet om at smadre telefonen. Han ville jo så gerne gøre noget for Danmark. Vi tændte og gled, hørte drønet, og så gik det altså, selvom der var for meget hasard i det. Vi havde besvær med at få folk til at overholde vores sikkerhedsafstande, og nogle gik tættere på, end vi havde givet besked på. En af de nysgerrige fik en tagplade i hovedet og blev dræbt på stedet. Vi følte os trods alt ansvarlige og vi var enige om at næste gang måtte vi tale med noget større bogstaver. Det var i øvrigt første gang, at vi fik slået en sagesløs ihjel. Onsdag den 3. maj cyklede vi i øsende regn til Glostrup. Vi skulle ud og smadre Globe, og det var en dagaktion. Men aktionen kom til at gå på en helt anden måde, end vi havde planlagt, da det første hold-up kiksede. Vagterne nåede at gå i stilling, og der blev et helvedes skyderi. Vi 96 havde kun to Suomier, så det tog næsten ti minutter før vi havde fået jaget vagterne væk og kunne få bomberne anbragt og tændt. Vi havde endnu ikke fået hold på de her ildkampe, og Kaj fik et grimt skud i armen. Blodet fossede ud af ærmet, men vi skulle få en endnu barskere lærestreg. På grund af skyderiet gik vores tilbagetog lidt i opløsning, og en af vores folk måtte gemme sig i en klynge tilskuere, mens hans cykel blev lappet. Der stod Chang så og trippede, mens Gestapo besatte hele byen. Det var nok gået, hvis ikke en af de skide vagter havde styrtet rundt mellem folk. Vagten så Chang og udpegede ham, og Chang blev overmandet og ført ind til Dagmarhus. Vi var langt nede i kælderen den aften. Vi tænkte hele tiden på Chang, og hvad han nu stod model til. Vi havde mistet kontrollen over udviklingen på en aktion, og vi havde mistet Chang. Vi var på en måde langt nede, og på en anden måde var der ligesom ved at ske noget inden i os. Alt småpersonligt sludder og vrøvl forsvandt. Var der noget med nye og gamle? Er du ikke frisk mere? Har du ondt i røven af den megen cykling? Er du våd og kold? Alle småting var så ligegyldige nu. Nu var det hævn og kamp. Vi følte os som et stort iskoldt dyr, der nok måtte jage i skyggen, men som nok skulle få smadret alt deres forbandede pisselort. Fredag den 5. maj var det St. Bededag. Halvt i søvne hørte man bumpet, da avisen 97 kom. Man gik ud og hentede den. På forsiden stod: "Sabotør henrettet"! "Jørgen Ejvind Schacht var blevet henrettet"! Det var Chang. De havde skudt Chang! Det hele raslede sammen inde i en. Man stod der med den rådne avis. Man læste overskriften tyve gange. Man fattede det, og man fattede det alligevel ikke. Man havde snakket så meget sammen. Man havde lavet så meget sammen. For to dage siden var Chang sund og frisk, og nu var han pløkket. Alle de små ting blev så mærkeligt nærværende. Det skøre maleri, der hang over din seng. Der stod Ribe på kakkelovnen. Planten i vinduet var ved at få en blomst. Alt så ud som det plejede, og alligevel var det hele forandret. Man følte mathed og tomhed. Man smed sig på sengen. Man følte under hovedpuden efter pistolen. Man kunne hele tiden se Chang for sig. Hvordan havde han haft det de sidste par dage? Angsten skyllede ind over dig. Du var så smadret. Men du må tage sig sammen. Det gavnede ikke Chang at ligge her og klynke. Det skar i struben. Du kunne mærke din puls. Det var svært at trække vejret. Men du skal, du skal, til møde. Lidt over ti sad vi så en snes stykker omkring et bord i et spejderlokale på La Cours vej. Vi skulle i gang med at planlægge Kløvermarken. Vi var stille, og meget mere åbne over for hinanden end vi plejede at være. Vi talte om Chang, og om at være bange. åge fortalte, at 98 han havde vrøvl med at sove om natten. Vi følte meget stærkt, at vi var i krig nu. Vi var med i en total krig, hvor der ikke blev givet ved dørene, men samtidig var der den mest iskolde fornemmelse af, at nu skulle der fortsættes. Var tyskerne skrappe, så skulle vi være helvedes mange gange skrappere. Nu skulle de få krig, og vi gik i gang med planen. Vi havde fået et par skrappe værktøjsmagere med. Kaj, den ene af dem, havde været med på Riffelsyndikatet, og han var ekspert i dramatiske, omstændelige, men knippelgode aktioner. Kaj gennemgik planen. Det tog sin tid. Hold da kæft, hvor var det grundigt, men det var helt i orden. Vi havde nok taget det for let på Globe, og denne sag var på det helt skrappe plan, endnu skrappere end Nordwerk, og siden hen regnede vi den da også for vores aller fineste aktion. Aktionen krævede nerver af klavertråd, og vi foretog derfor en millimeterfin udvælgelse til de enkelte job. Aktionsholdet kom til at bestå af Ib, Finn, Jack og så de to nye James og Johnny. Nu skulle vi en gang for alle have dem ned på jorden. Dækningen blev udvalgt af folk, som ikke flyttede sig en millimeter, før sidste mand var ude, og som noget nyt udarbejdede vi en katastrofeplan, der skulle sikre det fremtidige arbejde, hvis alting gik i fisk. Den lette tjans at starte planen, hvis aktionsgutterne nød cigaren fik jeg, så til vores hidtil flotteste aktion, var 99 jeg bare en simpel tilskuer. Planen byggede på det enkle, men helt geniale princip, at vi midt på dagen skulle besætte og sprænge fabrikken, uden at røre vagterne. Disse vagter var nemlig af en usædvanlig modbydelig nazi kaliber. De skød efter fredelige forbipasserende, og vagtchefen Dedenkolb havde senere det infame held at pløkke vores læge Erik Hagens. Fabrikken lavede værktøj og patronbælter til maskinkanoner. Kanoner der af Stukaspiloterne blev brugt både mod RAF, og mod flygtninge på tilfældige landveje. Fabrikken lå i tre hangarer på en gammel flyveplads, og området var mere en kilometer langt. Langs den ene side lå en eksercerplads for Værnemagten, og på den anden side lå Amagerbanen. Her vrimlede det med skydegale SS-patruljer der skulle sikre benzinforsyningen til Kastrup. Ville vi nedkæmpe og sprænge den fabrik, så måtte vi mindst have en "Ottende armé". Kaj havde derfor lavet en plan, hvor man helt stille holdt hele fabrikken op, lagde sit stof og gled uden at nazikoret så eller hørte noget. Kaj, der arbejdede på et værktøj til tyve millimeter ammunition, smuglede, trods kropsvisitering, en del stof ind, og Kaj sørgede også for alle de små ting, der gør en aktion vellykket. Han fjernede pigtråd på de rigtige steder, stillede cykler frem, lagde en hammer med søm ved en skuffe og så videre. Men først og fremmest udspionerede Kaj vagterne og 100 klarlagde deres rutiner, og for at få et alibi blev Kaj selvfølgelig holdt op, som alle de andre ansatte. Lørdag den 6. maj kl. 10.15 startede aktionen. Børge Brandt, der siden januar havde været chef for organisationen, og jeg stod højt oppe i det snoede Frelsertårn og fulgte aktionen i en kikkert. Det bedste vejr til aktionen havde været regn eller tåge, men det fik vi ikke. Amager lå under os i en tindrende klar forårssol. Afstanden var for stor til, at vi kunne se første del af aktionen. Her kravlede aktionsfyrene på maven i en død vinkel, fra nogle kolonihaver, over en afspærret vej hen til et hul i fabrikshegnet. Så hen til nogle cykler, hvor Kaj havde gjort lidt ved låsen og så kørte holdet rundt til de forskellige hangarer. Alle var i smedetøj, så de så ganske tilforladelige ud. Fra tårnet kunne vi se, hvordan kammeraterne fredeligt krydsede pladsen, indtil de forsvandt ind i hangarerne. Vi holdt vejret, for vi kunne se mange hundrede tyske soldater eksercere måske 50 meter fra hangarerne. Vi kunne se nazi vagterne spejde fra deres tårne, og vi så endda et benzin tog med SS-vagter tøffe langsomt afsted. Men alt var fredeligt. Solen hamrede ned på det grønne græs og det blå vand, mens vi skiftedes til at holde et øje i kikkerten og et øje på sekundviseren. Inde i hangarerne var Ib og Finn i gang med at holde arbejderne op, og det var en indviklet sag. De måtte passe på at ingen i 101 panik løb ud, for så ville vagterne med det samme ane uråd. Det var en masse med døde vinkler, tre skridt tilbage og så endeligt ikke længere, for vi skulle have alle folk ned i et beskyttelsesrum der lå bagved hangaren. Inde i hangaren fandt Ib den skuffe, hvor stoffet lå, og så var det kun at armere og sømme skuffen til, så ingen kunne ødelægge de tændte lunter. Vi i Frelsertårnet begyndte at tro, at der var et kæmpekiks på vej, for der var kun få minutter tilbage til drønet skulle komme, og vi så pludselig alle arbejderne løbe ud midt på pladsen. Senere fortalte Kaj, at der var sket det, at selvom vi havde pålagt alle, at de skulle blive i beskyttelsesrummet indtil de hørte braget, så var der gået panik i folk og efter en tre fire minutter var alle løbet ud. Det fik gudskelov ingen betydning, for på det tidspunkt, var aktionsholdet nået tilbage til kolonihaverne. Da alle folk var nået ud midt på flyvepladsen, dukkede den tyske overingeniør op for at jage de dovne arbejdere ind igen. De fortalte om sabotørerne, men så kom vagtchefen Dedenkolb til. Han slog hælene sammen, hævede armen til hilsen og meldte: "Heil Hitler, dette er en provokation. Vi har lige kontrolleret, at alt er i orden." Og så kom et af krigens store højdepunkter, for i samme øjeblik røg taget af den første hangar med et vældigt drøn. Alle smed sig ned på maven og et øjeblik senere sejlede der endnu to tage 102 rundt i luften. Søndag den 7. maj sad vi om formiddagen i depotet og pakkede stof til mandag. Nu var det B&W Refshaleøen der skulle have et drøn. Vores plan gik simpelthen ud på at smadre tørdokken og vælte flydedokken. Så var alt reparationsarbejde på tyske skibe lammet to eller måske tre år frem i tiden, og så var krigen nok forbi. Sådan en flydedok er ret nem at tage, for den ligger over en dyb grav. Den skal jo have noget at gå ned i, så hvis man sprængte den skævt med et stort skib i, ville den kæntre og gå til bunds i et helvedes roderi, og så skulle man have dykkere ned med skærebrændere for at splitte det hele ad, og det på vanddybder på tyve, tredive meter. Det ville sikkert blive en temmelig voldsom affære. Tørdokken skulle også helst smadres med skibe i. Den er et stort bassin, der kan tømmes for vand. I den ene ende er der en dokport, så hvis vi sprængte den ville vandet styrte ind og smadre alt, hvad der var i dokken. Den ville nok være nemmere at få i gang igen end flydedokken, men et års tid ville det nok tage. Det var en storstilet plan, og vi arbejdede længe med den. Vi aflagde nogle besøg i arbejdstøj. Vi kom om morgenen, fik en kop kaffe i kantinen og gik så med ind med syvholdet. Så snusede vi rundt hele formiddagen, og gled så ud til frokost. Vi havde også kontakt med den illegale generalstab på værftet, så vores aktioner kunne blive koordineret 103 med det mere almindelige politiske arbejde. Lige efter at de havde hævet stoppet, blev tørdokken moden, idet en tysk minestryger og en hurtigbåd på samme tid gik til reparation, og så var det bare at gå til den. Vi måtte på grund af travlhed skyde dokken et par uger, men nu skulle vi til at lave skibssalat. Da vi havde pakket de to bomber, tog jeg ud i Damsøbadet for at få alt trotyllortet vasket af, og så var det ud til Kirsten. Hun var søster til Lasse, en af mine spejdervenner, og vi havde kendt hinanden i lang tid, sådan uden at bemærke hinanden, men så her i vinterens løb var der opstået en masse. Det hele trak sammen på en eller anden skør måde. Kort sagt, jeg var smadder forelsket, og jeg besøgte hende så tit, der var en mulighed. Vi snakkede fint sammen, men at komme videre var svært. Hun var et år ældre end mig, og ønskede nok mere af en fyr, end hvad jeg kunne give. Hun så ikke nogen fremtid for os, og det var der ikke meget at sige til, med det liv jeg førte. Men vi havde det i alle fald smadder rart sammen, og kommer tid kommer råd. Hun var med på, at tyskerne skulle have nogle ordentlige drag over nakken, så de hurtigst muligt kunne tabe deres krig. Men hun syntes, der var et misforhold i kampen, et nærmest absurd misforhold i risiko. Hendes synspunkt gik på, at det var forkert at nogle få arbejdede med livet som indsats, for at de mange kunne rokke 104 videre i gyngestolen. Hvis alle var imod det tyske arbejde, så behøvede vi jo ikke ligge og drøne på plankeværkerne. Hvis man fordelte risikoen, så ville der ikke blive så meget til hver. Hun følte, at vi blev røvrendt til at agere nogle naive helte, så de andre kunne slippe for en virkelig stillingtagen. Vi gjorde det alt for nemt for kollaboratørerne. Jeg gav igen og sagde, at det måske var rigtigt nok, men at det ville vare hundrede år og en tjørnehæk inden de bevidstløse kom i gang. Nå, i aften lod vi det ligge. Vi var glade for at være sammen, og da vi havde penge på lommen gik vi i Riddersalen og så "Livet er jo dejligt". Mandag den 8. maj gik Holm og jeg klokken syv ind på øen. Jørn kørte udenom med stoffet, og på et stille sted hev han det ind over hegnet til os. Vi skjulte det mellem noget skrot, og så gik vi ud for at snuse. Vi opdagede hurtigt, at der var en særlig stemning. Det flød med mystiske personer, og der var en million vagter alle vegne. Efter planen skulle jeg jo ned i tørdokken og ind under porten. Det havde jeg jo prøvet de gange, hvor vi havde været på besøg, men i dag var det platumuligt. Nede, helt nede i bunden af dokken stod der måske halvtreds marinere med maskinpistoler. De stod med en afstand på under tyve meter, så den dok måtte vi opgive. Det var sgu en skam, for det var et par virkelige godbidder, der lå og ventede på et knald. Nå, vi drev rundt for 105 at finde et eller andet vi nemmere kunne smadre, for vi ville ikke tage stoffet med ud. Men det var svært. Det hele var en luserede. Vi snusede videre, og til sidst fandt vi en kraftcentral for svejsemaskiner Her var kun en enkelt maskinmester. Ham tog vi navn og adresse på, bad ham holde kæft, og så placerede vi bomberne med en halv times blyanter. Vi havde afpasset tidspunktet, så centralen ville ryge midt i frokosten. Vi behøvede derfor ikke advare nogen, og klokken lidt i elleve gled vi med strømmen over mod kantinen. Vi forsvandt dog ind i cykelskuret, og så var det op på geden. Et kvarter senere var vi nået til fastlandet. Vi stoppede ved Børsen, og præcis klokken elleve hørte vi et godt drøn. Vi var ikke helt tilfredse, men vi kunne jo ikke gøre for at der havde været så megen bevogtning. Om aftenen kontaktede vi Harry fra generalstaben på Refshaleøen. Han tog det meget alvorligt. Han mente, at vi havde en læk, eller at vi havde fået en stikker med. Harry var overbevist om, at tyskerne vidste, at der skulle sprænges. Der havde været masser af civilt politi på værftet, og da bomben røg, kom der få minutter efter et helt korps af politisoldater, der havde været skjult i nærheden. Vi burde have behandlet Harrys advarsel meget mere omhyggeligt, men vi slog det hele hen som noget hændeligt, og det til trods for, at vi havde haft forskelligt underligt vrøvl i den sidste 106 tid. I vores jagt efter depoter havde vi fået kontakt med overtjener Holger Rasmussen på Skandia. Han skulle så en dag møde KK på Vesterport Station, men overtjeneren kom ikke. KK blev i stedet for anholdt af en Gestapomand, der pludselig dukkede op og sagde, at han ville have KK med på Dagmarhus. På Axeltorv fik KK et hosteanfald, og da han skulle putte sit lommetørklæde tilbage i lommen fik KK fat i sin pistol, og gennem inderlommen fik han pløkket tyskeren i benet, og så spænede KK selvfølgelig. Tyskeren skød efter ham, og vi talte seks skudhuller i KK´s frakke, da han kom hjem. Det havde været tæt på. Men alt det her mærkelige bøvl fik vi aldrig kædet rigtigt sammen. Vi gennemgik selvfølgelig alle muligheder for at finde en lækage, men alle der vidste noget var 100 % gode nok, så det måtte være en tilfældighed. Men havde vi opdaget fidusen, var meget kommet til at gå på en helt anden måde. Axelborg bodega Tirsdag den 9. maj var det børnehjælpsdag. Nu havde vi haft nogle hårde dage, så vi blev enige om at i dag ville vi hygge os lidt. Vi ordnede en 107 nødvendig flytning af at depot inden frokost. Så tog jeg hjem, lagde jernet og skiftede til lidt pænere tøj. Så var det ind til byen, klar til Tivoli og tombolaer. Jeg møder Jørn. Så kommer Børge, og så skulle vi i gang med det her børnehalløj. Men Børge skulle lige sige noget til Thomsen, og vi fik fat i ham. Nu var der mange mennesker på gaden, men sådan at stå og blomstre midt på Vesterbrogade var lidt tyndt, så vi luntede ind i Axelborg Bodega. Her fik vi os en stille bajer, og overtjener Holger Rasmussen, der også var i bodegaen, kom over og snakkede med Børge, som han kendte fra Skandia. Vi sad altså og sludrede, mens vi ventede på Kaj, der var ude for hente sine penge på Kløvermarken. Thomsen havde været i Amerika, og han fortalte en masse om, hvad vi skulle bruge til hold-up. Han sagde, at det med en pistol var noget lort. Nej man skulle save løbet af et jagtgevær, og så komme svaneknopper i. Det var meget bedre. Det gav noget, hvis det kom til en ildkamp. Lige midt i Thomsens udredning var der en mand der følte mig på ryggen og under armene: "Deutsche Kriminal Polizei. Vær stille, keine Dumheiten, rejs Dem op og vær venlig at følge med". Det var ikke godt, men vi måtte da betale vores regning? Det var i orden, og det blev så Børge, for han var den eneste, der havde penge, og så traskede vi andre afsted til Dagmarhus, Vi trækker tyskernes 108 dækningsgruppe med, så da Børge kommer ud, er han alene med en enkelt tysker. Børge opfatter lynhurtigt situationen, giver tyskeren et fur og springer ind foran en sporvogn, og så ind i en taxa, der meget heldigt lå og hyppede. Chaufføren var frisk og med sømmet i bund drøner Børge væk. Efter den flugt gik der kaos i den på Dagmarhus. De for ud for at fange Børge, og vi andre fik lidt tid til os selv. Vi fik tid til at snakke sammen. Vi udvekslede vores rigtige navne, og vi prøvede at brygge en god historie sammen. Jeg tog min lommebog. Det var sådan en med spiral i ryggen, og fik revet alle mine notater ud. Dem kom jeg sammen med mit tyske Waffenschein op i skulderforet på min jakke. Her var der på forhånd, og for alle tilfældes skyld, sprættet en søm op. Da disse indledende manøvrer var overstået, så slappede vi af. Vi var egentlig ret rolige. Hvad fanden, de ved jo ikke noget om dig? Vi sad så en halv times tid, så kom De tilbage, men uden Børge, eller Brandt, som var det navn de kendte ham under. De var med et mildt udtryk rasende over, at Brandt var stukket fra dem. Det sagde de selvfølgelig ikke, men det lå sådan i luften. Vi kunne heller ikke se Børge nogen steder, så vi var klar over, at vi hele tiden skulle skyde til Brandt. Vi skulle hele tiden bygge vores forklaringer op på, at han var kontaktmanden, så de ikke kunne koordinere, hvad der eventuelt måtte 109 komme frem i forhørene. Vi blev nu ført op på første sal og ind i hver sit værelse. Værelserne lå lige over, hvor biografen har sådan et halvtag ud, og der var en dør imellem dem. Jeg var stadig helt rolig. Den tyske kriminalmand, jeg fik senere at vide at han hed Koch, startede med mig. Han kom ind stillede sig truende foran mig og sagde brøsigt: "Du heist Tom und Du hast gestern, um elf Uhr, Sabotage am Refshaleøen gemacht"! Det var sgu et gok. Alting brød faktisk sammen inden i mig. Jeg kikkede som en sindssyg på biografens rådne halvtag. Han vidste det hele. At jeg hed Tom, at jeg havde været på øen i går. Det var der højst ti der vidste. Han måtte være kolossalt godt underrettet. Det sved i hjertekulen, og det rådne halvtag gyngede nogle øjeblikke. Jeg vidste jo, hvad der ventede, hvis jeg brød sammen, og man skulle da heller ikke give køb lige med det samme, så jeg sagde: "Det er fandeme løgn. Jeg hedder Per Mortensen og jeg var på arbejde i går". Så gik han amok. Han vidste alt om mig. Jeg skulle ikke belære ham. Der var intet at snakke om. Jeg kunne bare komme i gang med at tilstå. Jeg mumlede lidt mere om Per Mortensen, men så kom han farende med en gummiknippel på en meter, og så stod den på tæsk. Nu er det sådan, at jeg er temmelig ømskindet, så jeg hylede og skreg, og smed mig ned på gulvet. Han bankede bare videre. Han prøvede 110 på at få mig til at stå stille, men hver gang han kom med kniplen, så røg jeg ned på gulvet, ind under stole og borde, og han efter med sin knippel. I sit raseri fik han smadret en stol. Papirerne fløj om ørerne på os. Jeg hylede op i vilden sky og han brølede sit: "Du heist Tom". Det var en værre redelighed. Mine stakkels kammerater, inde i værelset ved siden af, kunne jo ikke se, at han lige så tit ramte stolene som mig. De hørte kun en fæl larm og en masse skrigeri, så de troede, at jeg var mast helt til plukfisk, og at tæve turen nok snart kom til dem. Men tæsk er jo ikke noget særligt. Man kan hele tiden overveje, om man kan holde til dem. Man får en dragt klø, men det er egentlig ikke så slemt. Det er ikke mere, end man kan holde til. Det er jo ikke rigtig tortur. Det er noget, der gør smadder ondt i tortur. Der er noget, der er psykisk anspændende, men tæsk er der jo ikke meget psykologi i. Det er jo bare at holde kæft. Angsten for tæsk, det kan være noget, men når man først er i det, så kører man det jo igennem. Omsider blev Koch træt og han proklamerede, at når jeg ikke ville med det gode, så skulle jeg skydes. Fra et hylster i bæltet tog han en Walter frem, det var en gammeldags type med udvendige fjedre til rekylen og med en kaliber på 6,35. Han lagde den lige foran mig, tog sit lommeur og sagde, at jeg kunne få to minutter til at tilstå i. Jeg tænkte: Der er ikke andet end at 111 holde kæft, indtil videre i hvert fald. Der gik så to minutter, to af de rigtig lange, og så begyndte han at tale om noget andet. Roen kom igen. Han var altså ude på et bluff. Så var det måske alligevel ikke så slemt. Jeg kørte stadig løs med mit Per Mortensen, og til sidst opgav han mig og gik ind til de andre. Så var der tre danskere, der overtog mig. En af dem kunne jeg genkende fra stikkerlisten, der lige var udsendt af "De frie Danske". Det formede sig som et slags rutineforhør, og det var helt klart, at de ikke vidste det om Tom og øen. Jeg skulle forklare, hvad jeg hed, hvor jeg boede, hvor jeg arbejdede og videre i den dur. Jeg skulle lægge alt, hvad jeg havde op på bordet, og så kropsvisiterede de mig, men de fandt altså ikke hverken mit Waffenschein, mine papirer eller min boksnøgle. Det med nøglen var næsten det vigtigste, for den var til en bankboks hvor jeg havde en masse kedeligt liggende, lejekontrakter og sådant noget. Noget der muligvis kunne spores, så den var smadder slem. Jeg fik pillet boksnøglen ud af nøgleknippet nede i lommen. Det er temmelig svært med en hånd, men når man er lidt presset, så kan det altså lade sig gøre. Jeg fik presset nøglen op i kanten af lommen, så selvom jeg skulle vende vrangen ud så opdagede de den ikke. De andre nøgler skulle jeg gøre rede for en for en, og jeg måtte opfinde temmelig mange cykelskure for at klare dem. De 112 undrede sig over, at jeg havde en lommebog, der var helt tom. Det var selvfølgeligt også lidt mærkeligt, men hvad, jeg havde jo lige købt den. Ham lommebogsmanden blev ved med at sidde og bladre og pludselig tog begivenhederne fart, for han fandt en tegning, som jeg noget uforsigtigt havde tegnet inde midt i bogen, og som derfor ikke sad oppe i skulderforet. De spurgte, hvad tegningen forestillede, og jeg svarede som sandt var, at det havde jeg fuldstændig svedt ud. Så var det en lige i synet. Slaget kom bag på mig, så det gik lige ind. Han flækkede min overlæbe, og blodet randt i strømme. Men jeg kom op på mærkerne, så de næste byger af slag fik jeg næsten alle opfanget med skuldre og hænder. De gjorde ikke megen skade, me jeg satte selvfølgelig hyleriet i gang igen. Det letter så dejligt, og så tror de vel også at de bryder en rigtigt ned. Så slappede de lidt af og gik videre i forhøret, men nu blev det heldigvis helt usagligt. De var temmelig ophidsede over mit lange hår og kaldte mig swingpjatte, jødesvin, bolsjevik, terrorist og en del mere af samme skuffe. De spurgte mig om, hvorfor jeg havde en hvid kam, og da jeg måske lidt for omstændeligt forklarede, at det var fordi, at man så nemmere kunne se om den var beskidt, så måtte jeg jo have et par på kassen igen. Nu fik jeg næseblod, og det fik jeg tværet godt rundt i ansigtet og på jakken, for jeg 113 havde en fornemmelse af, at jo farligere jeg så ud, jo mere ville de tro på mine forklaringer. Så kom Koch igen og smed danskerne ud. På en eller anden skør måde fik jeg en fornemmelse af, at han ikke ligefrem var vild med de her blodforhør. Han var næsten venlig, da han fortalte mig at Thomsen lige havde sagt, at jeg hed Tom, og at han havde set mig to gange på Pihl´s Mælkeri sammen med Brandt. Jeg virrede med hovedet og sagde, at Thomsen måtte være en syg person, for det var det rene løgn og opspind. Jeg havde hentet min onkel Otto fra arbejde, og så var vi gået ind i bodegaen for at få en øl. Der havde været propfuldt, og så havde vi fået plads ved et bord, hvor der sad to gæster i forvejen, og så var Tyskerne kommet, og jeg forstod ikke, hvorfor de behandlede mig sådan. Koch svarede, at han kun søgte sandheden, så hvis jeg holdt mig til den ville alt ende godt. Tonen lød tilforladelig, så jeg spurgte om jeg ikke måtte ringe hjem, for mine forældre var sikkert ved at blive urolige, men det kunne slet ikke lade sig gøre, og med endnu et par formaninger blev jeg ført ned i flyveselskabernes gamle ventesal. På vejen ned blev jeg ført hen til en håndvask og fik besked om at vaske mig, hvor var det rart med lidt koldt vand i ansigtet. Ventesalen lå lige på hjørnet ud mod Rådhuspladsen. Der sad vi så og ventede på at skulle et eller andet sted hen. Her har der siddet 114 folk og ventet på at de skulle med flyveren, og jeg tænkte: "Ja, nogen venter på det ene og nogen på det andet, men det er sgu ikke ligegyldigt, hvad man venter på." Vi var vel en tyve, tredive stykker der sad og ventede, og folk så ud til at være meget kede af det. Et par stykker sad og græd, men det er jo helt naturligt, for det var et barsk sted at opholde sig. Vi måtte ikke sige noget. Vi skulle sidde med hænderne på ryggen og kikke lige ud, og der gik et par fyre med maskinpistoler og stirrede på os hele tiden. Nu fik jeg lidt tid til at tænke, og først nu begyndte det at gå op for en, hvad der var sket, og hvor forfærdeligt det hele egentlig var. Jeg var ikke ret mange sure sild værd. Det var en rigtig dejlig forårsaften udenfor. Solen stod lavt hen over pladsen. Uden for ruderne så man folk valse ubekymret afsted uden at ane noget om os, der sad og ventede. Det var to helt adskilte verdener. Jeg ville have givet alt for at kunne gå derude. Det var ikke til at holde ud at se folk fredeligt hoppe på en sporvogn. Det gav et vældigt sug. Tænk at være fri. Vi sad indespærrede. Angst for vores liv. Angst for at få tæsk, angst for at få tortur, angst for alt muligt andet man ikke vidste. Det var en mærkelig fornemmelse. Bare halvtreds meter. Hvis man bare kunne flytte sig lynhurtigt halvtreds meter eller bare tyve meter, så ville det hele være væk. Hvis man lukkede øjnene og tænkte indædt på 115 de rådne tyve meter, så var det hele måske bare en drøm. Man følte sig noget skør, men sådan har vel alle fanger følt. Sent om aftenen blev vi kommanderet op og stå. Så samlede de dagens høst sammen, og så blev vi ført ud på gaden. Det føltes som en stor lettelse, for nu blev man klar over, at man skulle væk fra Dagmarhus, og så blev det nok bedre. Så var det værste nok overstået for i dag. Vi kom op i en prærievogn, og med nogle politisoldater på bagsmækken blev vi kørt ud til Vestre Fængsel. Her blev vi stillet med næsen ind mod væggen, og vi begyndte at vænne os til den elendige fængselsakustik. Så var der igen en kropsvisitering. Jeg klarede frisag nok en gang, og så var det ind i celle 182, hvor man til støvletramp og smækken med døre skulle se at få sig en på øjet. Husundersøgelsen En arrestation er en skrap ting. Den kommer som et lyn, og alle kan påvise, at den kom, fordi der var jokket på nogle helt enkle regler. Næsten alle der røg ind havde klokket i det. Men det var typisk, at disse overtrædelser af tåbeparagraffen blev fortrængt hurtigt og effektivt. I det 116 øjeblik en arrestation var en realitet gik alle afværgemekanismerne i gang på minutten, og der blev ikke brugt bare et sekund på bagklog fordeling af skyld, og på, at havde man ikke gjort dit, var dat aldrig sket. For grupperne var de første timer kritiske, men efter et døgns tid var alt egentlig ved det gamle. Et par gutter var væk, men arbejdet skulle gå videre, så der var ikke megen tid til dybsindig meditation, og af indlysende grunde kunne man ikke gå alt for højt op i, hvad de der var buret inde stod model til. For familierne var det noget andet. Under det normale arbejde kunne de støtte med mad, måske penge og lidt fredelig snak, men ved en arrestation kom familien pludselig i centrum. Det kan ses af en slags dagbog min far førte (dagbogen blev ført i kode og først renskrevet efter krigen). Her er et par uddrag: 9. Maj. Det, som vi havde ventet og frygtet så længe, skete i Dag, og denne Dag, som vi netop havde ønsket at have i Fred og Ro. Fars og Mors Guldbryllup skulde fejres hos os den 11. Maj, og de var kommet i Dag for, at være i god Tid til Festen. Tom havde været hjemme til Frokost og var sammen med Jørn taget i noget så uskyldigt som Tivoli. Ganske vist for at møde Brandt, men ingen anede Fare. Lidt før syv sidder jeg og hører Radio. Far og Mor er i Soveværelset for at pakke deres Tøj ud. Ely må gå til Telefonen, der netop ringer; det er Bodil. Da hører jeg stemmer i 117 Entréen. Bent har lukket 3 Mænd ind, som maser ind i Spisestuen. Jeg farer dem i Møde. "Deutsche Kriminalpolizei", siger Føreren, en høj, lidt brutalt udseende, men ganske flot Tysker. Ely lægger Røret på; Bodils Advarsel er jo nu uden Interesse. Vi veksler et Blik for at søge Styrke til den kommende Dyst. Nr. 2 i Selskabet, en lille tæt, blisset Dansker, rigtig Stikkertype, farer løs på mig og spørger på gebrokkent (de Mennesker har tit ikke noget Modersmål): "Wa wet De om Deres Søns illegale Arbejte?" Jeg må have set tilstrækkelig uforstående ud, for han gentager. Tid, Tid, bare vinde Tid, tænker jeg, og med et "Entschuldigen Sie" til Tyskeren går jeg ind og lukker for Radioen. Danskeren spørger igen efter Våben, Sprængstoffer og illegale Blade. Jeg vender mig nu mod Tyskeren; denne, der har sat sig på Divanen, spørger mig, om jeg ønsker at tale Tysk. Dette bejaer jeg naturligvis. (Jeg tænker nu bagefter på den for sin Danskhed, åh, så kendte Professor, om hvem der fortælles, at han i Horserød ikke vilde tale Tysk; han har nok ikke været så hårdt kørende, som vi var!). Det at tale Tysk med Gestapo er de første scorede Point. Tonen er straks ændret mærkbart. Jeg udtaler nu med Bestemthed aldrig at have set Våben eller Sprængstoffer hos min Søn; angående illegale Blade trækker jeg på Skuldrene; de er også Tyskerne fuldkommen ligegyldige. Ely bliver nu 118 kort forhørt om, hvor Per har sine Ting, om han er hjemme om Aftenen, hvad han bestiller osv. Hun svarer roligt og forsigtigt på alle Spørgsmålene. Lidt må vi jo væve i det angående Pers Arbejde. Det er et vanskeligt Problem. Vi aner jo heller ikke endnu, hvad der er sket. Stikkeren roder lidt i Pers Bord, også enkelte Skuffer i Skrivebordet med Film og Breve bliver undersøgt. Jeg anmoder Tyskeren om at tage lidt Hensyn til mine Forældre, de er over 75 og skal fejre, jeg kan i Øjeblikket ikke huske Ordet for Guldbryllup, men Tyskeren forstår mig og siger: "Ach so, goldene Hochzeit! Wo sind Ihre, Eltern"?"Im Schlafzimmer"," Wir gehen garnicht drin". Ely er imidlertid gået ind til Bent og her smider hun kolblodigt Numre af "Land og Folk", Plakater og andet illegalt Materiale ud af Vinduet. Danskeren spørger os nu pludseligt og skarpt: "Hvor var Deres Søn i Forgårs Kl. 11"? "I Forgårs, det var jo Søndag", svarer jeg, "da var vi alle på Landet". "Nej, ikke i Forgårs", siger Tyskeren ærgerlig: "I Går Kl. 11"? Vi svarer roligt og tilforladeligt, at Per gik hjemmefra i Går ved sædvanlig Tid og kom hjem som sædvanligt; hvor han var Kl. 11 kan vi ikke med Bestemthed sige. Tyskeren bliver nu utålmodig: "Weiter gehen, weiter gehen", og vi forligger Residensen til Bent Værelse. Stikkeren, der er synlig skuffet over den Vending, Sagerne 119 har taget, finder her endelig noget mistænkeligt: En stor Luftpistol. Han og den tredje, der åbenbart var med, hvis der blev Brug for det grove (åbnede ikke Munden hos os, men han havde det mest udprægede Forbryderfjæs), kastede sig over den. Ely tog triumferende de små kulørte Pile frem, og Tyskeren lo faktisk. "Weiter gehen, weiter gehen," næste Dør Schlafzimmer, "das ist gut, weiter gehen," Küche, "das ist gut, weiter gehen." Vi gik igen ind i dagligstuen, hvor Tyskeren underkastede os et kort Forhør, der nærmest formede sig som en Samtale – hvad jeg var, hvilket Firma jeg rejste for, osv. Hvornår Per plejede at komme hjem om Aftenen, om han var ude om Natten, og den Slags. Vi fortalte løst og fast, at han var Spejder (Pfadfinder). (Jeg var meget stolt over at kunne huske dette Ord, som ikke, en Gang Stikkeren kendte), at han tit lå i Lejr med sine Kammerater, og at vi slet ikke kunde forstå, hvad der dog kunde være i Vejen. Tyskeren fortalte os, at Per var arresteret sammen med Sabotører og nu var på Dagmarhus, og at det vielleicht ikke var so schlimm. Vi kunde høre derind om 14 Dage. "Det var længe", sagde Ely på Tysk, "når vi nu havde Guldbryllup i Overmorgen". "Ach, nein, so schnell geht es nicht". Vi: "Wir sind ja doch Eltern und sind unruhig". Han: "Ja, ja, natürlich. Aber machen Sie sich keine Gedanken, und kommen Sie 120 Übermorgen neun Uhr, Zimmer 66, weiter gehen, weiter gehen". (Det var en Herre, der havde travlt). Jeg siger nu: "Bitte, ein Augenblick, sagen Sie mir Ihre Namen, es wird sonst nicht leicht für mich in Dagmarhus". "Kriminalsekretär Koch, Zimmer 66, Wiedersehen." Og vi skiltes faktisk på den forbindtligste Måde Vestre Fængsel Det med at få sig en på øjet var nu ikke så lige til. På en eller anden måde var det hele gået for stærkt. Op af en trappe med et par politisoldater, der hele tiden kørte på med: "Los, Bewegung", så tømme lommerne for alt. Indholdet blev skrevet op, og jeg fik en kvittering. Det var sgu en underlig fornemmelse at stå med en seddel, hvoraf det fremgik at prøjserkassen nu skyldte mig ti kroner og tolv øre. Så op med døren. Den smækkede i bag en med et uhyggeligt brag. Fælden var klappet i. Jeg stod et øjeblik og nåede lige at opfange et lille temmelig primitivt rum med tre blege fjæs, så gik lyset ud. Jeg tænkte: "Det er nok nogle stikkere". Men de sagde ikke noget eller spurgte om noget, så de troede vel at det var mig, der var 121 stikkeren. Jeg lagde sig ned på det hårde terrazzogulv. En af gutterne hev sit tæppe ned til mig med et: "Tag det roligt, kammerat". Det lunede en lille smule midt i den knugende angst, hvor det kørte vildt rundt i bolden på en. Jeg prøvede at tænke lidt, men her i mørket slog angsten hele tiden igennem. Jeg prøvede at få orden i tankerne, men man følte sig lammet. Det var som om ens fysik hele tiden gjorde knuder. Jeg blev helt klar på, hvordan man trækker vejret, at man havde tunge ben og en bange krop, og at den troede at nogen pludselig ville begynde at skære i den. Disse fornemmelser kendte jeg jo fra plankeværksrytteriet, så det var ikke helt nyt, at skulle få styr på geléknæene og tankemylderet. Altså, hvad var det vigtigste lige nu og her? Det var det ømme punkt i skulderen. Nu måtte det lort væk! Uendelig forsigtigt og aldeles lydløst fik jeg fat i det, og så var det med at komme i gang med gumleriet. Det var så temmelig ufordøjeligt, men ned kom det da. Det eneste jeg måtte opgive var celluloid hylsteret til Waffenscheinet, men da det var revet i små stykker, kunne det stamme fra alt muligt andet. Den dobbeltkammede nøgle til bankboksen havde jeg lagt på gulvet i ventesalen, hvor jeg forsigtigt havde fået den skubbet ind under en dør ved millimeterlangsomt, at bevæge den ene fod. Da vi blev samlet sammen til køreturen og stod på en lang række, havde en eller anden idiot 122 fået besked på at feje gulvet. Han hørte til de ihærdige nævenyttige, så det lykkedes ham at finde både min nøgle med dobbeltkam og en stor guldforsiret stålnøgle. Tyskerne blev selvfølgelig helt spedalske, og de for rundt med de fine nøgler og bandede på, at de nok skulle finde ejermanden. De gik fra mand til mand med øretæver og kikken dybt i øjnene. De svor at lige så snart de havde ejermanden, ville de skære ham i små stykker, og hvis svinet ikke meldte sig, så ville alle komme til at undgælde. Dette hypnoseforhør var lige ved at give resultat, for en af de sidste i rækken kunne ikke rigtig tåle mosten, og ham var vagterne lige ved at få til at indrømme, at det var hans nøgler. Jeg fik lidt ondt af fyren, men jeg skulle nok nære mig for at hjælpe ham. Nå, han blev gudskelov reddet af en transportkommando, der havde en eller anden køreplan, der var vigtigere, meget vigtigere, end sådan et par nøgler. Nå, jeg faldt i søvn, og da vi om morgenen blev vækket til lokumsturen, var jeg helt udsovet, om end lidt øm i knoglestativet. Efter morgenmaden, der bestod af en stor kop hybente, rugbrød og smør skete der noget der fik stor betydning. Noget der totalt ændrede hele min sag, og som gav mig et vist håb. Jeg blev flyttet ind i cellen ved siden af, ind i celle 184. Her røg jeg ind til et par gamle rotter. Ind til et par folk der havde siddet mange måneder inde. Et par folk 123 der sad i nogle af de virkelig store sager. Kurer og spionvirksomhed, våbentransporter, radiokontakt med London og stikkerlikvideringer. De havde været i masser af forhør og havde læssevis af fiduser, og de gik straks i gang med at få mig bygget op. På en eller anden skør måde troede man jo, at man var noget helt specielt, noget helt enestående i verdenshistorien, og så blev man lige med et klar over, at man kun var en lille splint af en hel million tilfælde. Efter at jeg havde fortalt lidt om, hvordan det stod til ude, og om hvordan det stod til på fronterne, så spurgte de, hvad tyskerne havde på mig. Selvfølgelig kunne jeg ikke vide om det var et par stikkere, men nu havde vi som sagt udviklet en særlig sans under krigen til at afgøre, om folk var gode nok. Alle der var med i noget havde sådan en særlig måde og snuse på, så det var egentlig underligt, at stikkerne i det hele taget kom ind i noget. Men nu er der selvfølgelig situationer, hvor nogen tog det lidt for meget med ro, og tilfælde hvor det af en eller anden grund kiksede, men normalt tror jeg nok, vi var i stand til at føle en stikker. Det er noget med intuition, kildren i nakkehårene, håndsved og lignende mærkelige tegn, men det kunne jo gå galt, især hvis stikkeren var en dobbeltagent, eller endnu værre en muldvarp. Men det at jeg bedømte dem til at være gode nok betød selvfølgelig ikke, at jeg gav 124 mig til at plapre. Jeg fortalte kun, hvad jeg havde sagt til tyskerne, og hvad de havde spurgt mig om, og at jeg ikke fattede, hvad jeg egentlig skulle i Vestre Fængsel. Det syntes cellegutterne også var noget underligt, men på den anden side var de ikke helt åndssvage, så de kunne nok ane nogle af lufthullerne. Mange måneder senere, da vi var blevet mere fortrolige, viste det sig, at en af dem kendte Børge, så cellefyren var med det samme klar over, at der var lusk i min forklaring. Sabotagedirektøren sad vel ikke og pjattede med hvem som helst på et værtshus. Men så gik de ellers i gang med at give mig stakkevis af gode råd om, hvordan man kunne klare sig i et forhør, og de mente begge, at i sager som min, ville tortur ikke komme på tale. Tortur blev selvfølgelig brugt, men det var kun i få tilfælde, og kun når specielle omstændigheder talte for det. Tæsk, mange tæsk, og alle slags psykiske beskidte trick blev brugt, men chancen for tortur var mindre end en til tusind. Et tal, som jeg senere, da jeg havde talt med et utal af fanger, kunne se var helt realistisk. Men selv om chancen var lille, så lå angsten for det frygtelige alligevel altid og murrede i baghovedet. Grundreglen i et forhør var meget enkel. Man måtte ikke begynde at snakke eller sige noget. Lige meget, hvad der skete, så skulle man holde kæften lukket i, eller i hvert fald næsten i. Begyndte man at snakke bare lidt ud over det 125 allermest nødvendige, ville man rode sig ind i en masse, og kriminalerne ville begynde at trævle, og så var fanden løs. Man skulle, hvis det overhovedet var muligt, se at få en ikke for lang, skudsikker, og nogenlunde rimelig forklaring ned på papiret, og så skulle man, hvad der end skete, holde dødfast på den og ikke rykke en brøkdel af en tomme. Og så kunne man i øvrigt spille groft på tyskernes dumhed. De var i virkeligheden offer for alle deres egne tåbelige fordomme, så det at snyde dem var tit, som at tage stokken fra en blind. Det var derfor vigtigt at tale tysk, hvis man altså kunne og cellegutterne begyndte derfor at spille tyske kriminaler, og til tider var de næsten for realistiske. Jeg måtte køre min historie igennem på tysk og cellegutterne slog som høge ned på de bløde steder. Så måtte jeg give mig lidt, og så kom der lidt mere med i forklaringen. Så tog vi turen igen en masse gange med nye skarpe spørgsmål. Det var et helt illegalt universitet, jo de to gutter kan jeg takke for meget. Jeg sad på Vestre hele onsdagen. Op ad dagen tilkaldte mine cellekammerater vagten og sagde, at de ikke kunne holde ud at sidde sammen med en, der var så langhåret. Det kunne prøjserfyren godt indse, så han tog mig op til en barber, der så helt salig ud, da han blev bedt om at skalpere en swingpjatte. På ti minutter var der kun en centimeter karse 126 tilbage. Hvor var det rart at få håret af. For det første kunne de jo ikke lide det på Dagmarhus, og for det andet var jeg rystende bange for at nogen skulle kunne genkende mig. Det var en mægtig fordel at få lagt parykken. For med flækket overlæbe, en skæv tud og uden hår på hovedet, så jeg dejligt anderledes ud. Det store forhør Torsdag den 11. maj startede meget roligt. Jeg havde fået en lang nats søvn på en madras. Jeg havde fået morgenmad, og vi var ved at gøre klar til gårdturen, da døren røg op, og en af stikkerne fra Dagmarhus kom for at hente mig. Så var geléknæene der igen, og rummet gyngede nogle øjeblikke. Cellekammeraterne gav mig et dunk i ryggen og hvæsede: "Husk clips, blyanter og helst også et par elastikker". Tiden går jo langsomt i en celle, der hverken har ryge eller læsetilladelse, så man kan bruge alt til at lave små ting og spil af. Jeg havde derfor fået besked på at slæbe alt muligt med hjem fra Dagmarhus. Cellefyrene sagde, at det var temmelig let at gafle noget, hvordan måtte jeg selv finde ud af, men de 127 stod nu altså og manglede disse her ting til deres projekter. Hvordan jeg kom ned af trappen kan jeg ikke huske. Jeg gik som i en tåge. Pludselig sad jeg på bagsædet i en lille DKW, og så Ingerslevsgade rulle forbi. Hvor var det mærkeligt, at se folk køre på cykel, at se mødre med barnevogne, at se en sporvogn rasle afsted. Alt var så uhyggeligt almindeligt, og her sad man og anede ikke, hvad dagen ville overraske en med. Bilen kørte over Rådhuspladsen og ind bag pigtrådsspærringen, hvor den stoppede. Jeg nåede lige i et glimt at opfatte "Den lille Hornblæser" inden jeg med kæder om håndledene blev ført op af trappen til første sal. Efter lidt parlamentering blev jeg overtaget af en lille småfed tysker, der så temmelig provinsiel ud. Han førte mig ind i et kontor, der lå ud til gården. Vi satte os ned ved hans skrivebord, som flød med clips, og så gik han ellers i gang med en ordentlig svada. Meget venligt forklarede han, at sagen faktisk var helt opklaret. Der var kun nogle få uklare punkter tilbage. Det hele var nærmest en formssag, jeg skulle bare oplyse om et par få ting, så ville jeg være ude af billedet, og så kunne jeg komme hjem til mine forældre. Det kunne måske allerede ske i dag, bare jeg var oprigtig og havde tillid til ham. Han ville kun mit bedste, og jeg kunne jo alligevel ikke skjule noget for det tyske kriminalpoliti, det ville være helt nytteløst. 128 Nej, hvis jeg var klog og samarbejdede, så var det hele sikkert kun en bagatel. Jeg skulle bare fortælle ham alt, hvad jeg vidste, og det ville gå mig godt. På denne måde øste han op et stykke tid, så spurgte han, hvad jeg mente om det. Jeg svarede, at jeg nødig ville gøre mine forældre kede af det, og at jeg nok skulle være helt oprigtig, for jeg følte ligesom ham, at det hele måtte være en tilfældig misforståelse. Han tilkaldte nu sin sekretær. Det var en sød ung wienerpige, hun smilede venligt og opmuntrende til mig. Nå, det var nu nok mest moderlige følelser jeg påkaldte, som jeg sad der godt forslået og nyklippet. Men en vis sympati opstod der nu alligevel, og hun var sørme kvik. Gang på gang havde jeg en fornemmelse af, at hun hjalp mig på en mærkelig, uigennemsigtig måde. Jeg gik i gang med min historie. Det var den gamle om den med at onkel Otto og jeg var kommet ind på bodegaen for at få en øl, og at der havde været optaget ved alle bordene, og at vi så havde sat os ved et bord, hvor der sad to i forvejen, og så var tyskerne pludseligt dukket op. Jeg kunne ikke fatte noget af det alt sammen, og det at de kaldte mig Tom var det rene nonsens. Og så var der en lang historie om at jeg hverken kendte KK, Knud, Ib, Phillip eller nogen andre, som jeg slet ikke kendte. Alt det her gik der en times tid med. Wienerpigen skrev det hele ned, og da jeg var 129 færdig fik jeg besked om at skrive min tilståelse under. Det gjorde jeg, og så gik tyskeren helt amok. Han gav sig til at råbe op om, at jeg var fuld af løgn, og at han nu ville bevise det. Han hentede Thomsen og spurgte ham om hvad jeg hed. Thomsen stod henne ved døren og så alt andet end glad ud. Tyskeren skreg, mens han pegede på mig: "Name, Name, Name"? Thomsen kunne nok se på mig, at han var ved at bringe mig i fedtefadet, men han kunne ikke huske mit rigtige navn. Vi havde jo udvekslet navne lige efter at vi var blevet arresteret, men jeg havde jo også glemt hans, man husker jo ikke alt i en sådan situation. Tyskeren råbte og pressede, og til sidst så Thomsen ned i gulvet og sagde lavmælt, at jeg hed Tom, og at han havde set mig et par gange på Pihl's Mælkeri sammen med Børge. Så tog jeg en stor tur. Jeg kaldte ham et sygt svin, en modbydelig idiot og mere af samme skuffe. Så tog Thomsen fat og kaldte mig en luskefis, men han så jo, at det kneb for mig, så han blev ved at forstærke sine argumenter indtil de lød som det rene vrøvl. Han sagde, at han var helt sikker, og at han aldrig havde hørt andet, at det var helt brandsikkert, at det var helt fuldstændigt rigtigt, at jeg sikkert var Tom. Sådan stod vi så og råbte og skreg ad hinanden. Tyskerne så ud til at nyde, at vi var sådan i modstrid. Men hvad det var jo kun godt. Det at folk i samme sag går på hinanden, 130 gør et godt indtryk, så tror de jo mere på forklaringerne. Thomsen og jeg vidste mange barske ting om hinanden, så hvis vi kunne begrænse tilståelserne, ville det være en stor fordel. Det er i virkeligheden et spørgsmål om egen overlevelse at undgå, at medfangen får så meget læsset på, at han bryder ned. Så blev Thomsen smidt ud, og så gik tyskeren i gang med at hegle mig. Ikke noget med tæv, men der blev lagt lidt slemt op på bordet. Det blev nu kun til trusler og skældsord. Han fortalte om alle de midler de havde for at få mig til at tale, og han rådede mig til besindelse, før det var for sent. Jeg prøvede på at give lidt igen, men så røg han helt ud af tangenten med terrorist og gangster som det pæneste. Til sidst proklamerede han, at nu gad han ikke spilde mere tid på mig. Nu kunne jeg få en tur i "Dunkelcellen", så skulle obsternasigheden nok fordampe og så kunne det jo være, at jeg kom på bedre tanker. Han ringede, og snart var jeg igen på vej lænket til et par stikkere. Jeg var temmelig langt nede, og angsten var flere gange ved at tage magten fra mig. Man bliver ført op af en trappe og tror man skal ind i et torturkammer. Man stopper uden for en dør. Gennem det matte glas kan man se et stærkt lys og skyggerne af nogle mærkelige instrumenter. Døren åbnes, og man skal bare fotograferes til deres kartotek. Puha! Den var slem, men man kom da til at grine lidt af sig 131 selv, og jeg tror, at det var første gang den dag, at jeg åndede lidt op, men det skulle blive bedre endnu. Jeg skulle nemlig vente på, at de blev færdige med at fotografere en ung jødisk pige, og hun var fandeme frisk. Hun hersede med vagterne og med fotografen, og endda på flydende tysk. Så ville hun ikke sidde på den måde, så måtte de ændre på lyset, og da det endeligt var klart alt sammen, så var der noget nyt i vejen. Tyskerne brokkede sig, men så gav hun igen, om de ikke mente et billede skulle ligne, ellers var det hele jo alligevel ligegyldigt. At tage et billede, der ikke var i orden, var egentlig værre end slet ikke noget billede. Hun forstod på en eller anden kringlet måde hele tiden at gøre sig gældende. Jeg sad og følte, hvad er det for en verden du er havnet i? Fanger der gør vrøvl lige midt i Gestapoborgen. Fanger der opponerer og siger på den måde vil de ikke, men det skal være sådan og sådan. På den måde havde jeg aldrig troet at fanger kunne være. Det var igen noget nyt, og igen noget der ligesom gav et håb. Til sidst kunne hun ikke trække den længere, og så blev det min tur. Inden hun blev ført væk smilede hun noget så dejligt til mig og sagde: "Pas nu på ikke at sige for meget, så skal du se, at det hele nok ordner sig, og så vil jeg glæde mig til, at vi ses igen". Så fik jeg min bøjle i nakken, og jeg så ualmindelig tvær og sur ud. Jeg pustede de 132 hævede læber endnu mere op og prøvede at ligne alle andre, end mig selv, og så var det videre til dunkelcellen. Nede i ventesalen var der en gammel telefonboks, og her blev jeg nu lukket inde. Den var helt tom og så temmelig umagelig. Udenfor sad der to vagter for at passe på mig, og jeg kunne gennem et lille hul i døren se, at de tog nogle partier skak. Her i denne "Dunkelcelle" var jeg nu i en otte-ni timer, og jeg fik hverken mad eller drikke eller noget som helst. Jeg var så helt alene. Jeg kunne kikke lidt ud på de andre fanger, men jeg blev så træt. Man kunne ikke sidde ned, og jeg prøvede halvtreds forskellige måder at hænge på, men de var alle lige umagelige. Det var meget trættende og meget, meget enerverende. Dette at være isoleret, og hele tiden kun vente på at blive kaldt op til et nyt skarpt forhør, og så det at man hverken kunne stå eller sidde. Efter et par timer skulle jeg pisse og tilkaldte vagten. Det var helt i orden, og jeg blev ført ned på et toilet i kælderen. Inde på lokummet undersøgte jeg kummen, og jeg ærgrede mig lidt, for der var ikke noget gitter eller noget. Jeg burde med det samme, den slemme tirsdag, have bedt om en pottetur, og så kunne jeg lige så let som ingen ting have skyllet alt det kedelige lort, Waffenschein, papirer og nøgler ud, og så havde jeg undgået mange nervepirrende minutter. Det at være fange er mærkeligt, man er meget 133 isoleret, men hele tiden kunne jeg mærke varmen fra kammeraterne. På dette lokum havde en fange skåret et "NÆGT" centimeterdybt i døren. Med fare for allehånde ubehageligheder havde en eller anden haft det overskud at kunne give sin forhørserfaring videre. Det lyder måske ikke af så meget, men når du står til lort i halsen, så luner det faktisk. Oppe i telefonboksen, eller i dunkelcellen, gennemgik jeg for tyvende gang sagen. Cellegutterne fra 184 havde indtil nu haft ret. De havde sagt, at tyskernes normale fremgangsmåde ved forhør starter med en fredelig overtalelse, så lidt grovheder, så lidt påvisning eller lignende, så lidt isolation, eller man blev kommanderet op af en væg. De regnede med, at normen her var en fire-fem timer. Så kom det store forhør som regel lidt hen på aftenen, hvor det store sammenbrud helst skulle komme. Skete det ikke, ville man nok blive holdt vågen om natten, mens kriminalerne fik sig en på øjet, og så ville turen starte forfra igen næste dag. Der kunne være lidt variation i mønstret, men tyskerne var egentlig ret skematiske. Hvis de ikke følte, at de havde fået bid, ville de blive ved et par døgn, men sjældent længere. Cellegutterne havde da også inden jeg blev hentet forudsagt, at senest lørdag ville jeg være tilbage i 184, og at jeg hele tiden, hvis det blev hårdt, skulle tænke på den hjemlige hygge i Vestre. Jeg stod altså og gennemgik 134 alle de ting, der var kommet frem i forhørene, overvejede om tyskerne havde spillet alle trumferne ud, tænkte over hvad cellegutterne havde sagt, og så var det at jeg bryggede min historie sammen. Jeg tog så vidt muligt alt det med der var, prøvede på at sandsynliggøre sammenhængen, og så lagde jeg en plan for serveringen. Jeg gennemgik det igen og igen, og jeg prøvede på at finde de tyske ord, mens jeg stod og gyngede frem og tilbage i boksen. Jeg ventede hele tiden på at blive hentet, men de kom ikke. Så alligevel, efter mange timer, gik døren pludselig op, og jeg blev ført op på første sal igen. Det varede lidt, inden jeg vænnede mig til lyset, og jeg var så helvedes angst. Jeg blev ført ind til kriminaleren, og han kom truende hen mod mig. Det hele kørte rundt inden i mig. Alle de smarte og overlagte tanker forsvandt. Han kom hen mod mig og spurgte, om jeg var kommet på bedre tanker. Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle få startet, men så kom han mig til hjælp ved at give mig et par ordentlige slag på skulderen. Jeg gav mig til at ømme mig og forsøgte lidt snøften. Spændingen gjorde, at jeg kom til at flæbe helt godt, og der kom til alt held også lidt tårer. Jeg følte, at jeg nu var på sporet, og jeg gav mig helt hen i sammenbruddet. Jeg bønfaldt ham om ikke at slå. Jeg faldt på knæ og hiksede, at jeg nok skulle tilstå alt. Jeg måtte have renset min 135 samvittighed. Jeg følte en dyb skam over at have løjet for ham, nu måtte jeg have lagt kortene på bordet. Tyskeren rullede sig oplagt ud og bød på cigaretter. Jeg havde fået strenge ordrer på kun at ryge dem en lille smule og så skodde dem og så sætte dem i lommen. Ordren kom fra cellegutterne, der sagde, at ligeså snart jeg gik i gang med en tilståelse, så ville jeg få alle de cigaretter, jeg ønskede, og så havde jeg fandeme bare at gafle nogen med hjem til cellen. Så jeg røg og skoddede og hiksede tilpas usammenhængende igennem min historie. Det værste var wienerpigens hånlige blik, der sagde noget om at jeg var alligevel alle tiders skvat. Han ser nogenlunde hel og pæn ud i betrækket og så flæber han jammerligt og tilstår. Men efterhånden som min lange historie skred frem, følte jeg lidt efter lidt sympatien komme igen. Hun havde jo levet som wienerbarn i Danmark, så jeg tror nok hun anede dobbeltspillet. Jeg var nok også lige på grænsen, da jeg greb tyskerens hånd og mumlede, at jeg ville betro mig til ham, som om han var min far. Jo, der var jeg sgu tæt ved at overspille, men han åd tilsyneladende alting økseråt. Hovedindholdet i min lange forklaring gik ud på, at jeg igennem en lærekammerat og her opgav jeg Ibs legale navn, nu var der jo gået de nødvendige 24 timer, og vi havde den aftale, at var vi i knibe, så kunne vi bruge hinandens rigtige navne til at 136 give den ene nødvendige kontakt, man aldrig kunne undslå sig for. Altså igennem en lærekammerat havde jeg fået kontakt med Børge Brandt, som havde bedt mig om at leje nogle garager til sig. Han gav halvtreds kroner for hver, og jeg havde brugt pengene til at gå på værtshus for, eller til at gå ud med piger. Jeg havde lejet to garager til ham, og de lå på Østerbro og i Vanløse. Jeg kunne roligt opgive adresserne, for lejekontrakterne lå i boksen, og der var ikke andre end mig, der kendte dem. Tegningen i lommebogen havde jeg netop lavet i bodegaen over den garage der lå i Vanløse, hvilket var det mest sande i min lange historie. Den sympati wienerpigen viste mig, kunne jeg føle på flere måder, mest når jeg søgte efter et ord på tysk, og hun så hjalp mig. Så følte jeg at hun valgte et, der var lige i øjet. Og da vi kom til tegningen, så hun på den og sagde, at den var god nok. Hun boede lige i nærheden, og den passede lige på en prik. Alt er jo indicier og fornemmelser, og jeg følte, at hun var en virkelig støtte i det spil. Min taktik var den at give lidt los i nogle småting, for så at vende mig med alle mulige midler mod beskyldningen om, at jeg var Tom. Jeg kæmpede som en vild for, at de ikke skulle få, et Tom ud af mig, for fik de det, så var hele spillet gående. De havde simpelthen alt på mit dæknavn. Senere opdagede jeg, at der sad flere i Vestre, der på grund af 137 den tyske forhørsteknik havde indrømmet læssevis af de aktioner, jeg havde lavet, og det til trods for, at de aldrig havde set skyggen af B&W. Det virkede forvirrende på mig, og det har det sikkert også gjort på tyskerne. Wienerpigen fik det hele med på skrivemaskinen, og så skulle jeg skrive under igen, hvilket jeg så gjorde. Tyskeren havde som sagt været engleblid under min lange forklaring, men nu tog han den store tur. Han bebrejdede mig meget stærkt, at jeg havde skrevet falsk først. Pludselig var jeg ved at komme på glatis. Jeg kunne nok lyve for ham, men jeg havde slet ikke fornemmelsen af, hvor angergiven jeg burde være over, at jeg havde skrevet under på noget forkert. Selvfølgelig sagde jeg, at jeg var ked af det, men alligevel manglede der noget. Det at skrive under på noget, der ikke var rigtigt, var en meget, meget stor forbrydelse. Det var nærmest ligeså slemt som at være sabotør og at sprænge fabrikker i luften. Jeg må tilstå, at jeg havde svært ved at se sammenhængen. Man skriver under under pres, men så er underskriften selvfølgelig heller ikke en krone værd. De siger skriv, eller du får en på frakken, så grifler man sit navn, det er da klart. At papiret så kun kan bruges på et skidehus, det er lige så klart. Men så enkelt opfattede germanerne altså ikke sagen. Der har de nogle sære blokeringer. Til sidst blev jeg stillet ud på gangen med besked om at holde 138 næsen ind i væggen. Jeg var ret mat, men egentlig underlig rolig. Efter en halv time blev jeg ført ind i et nyt kontor, hvor en anden tysker og en dansk stikker, tog mig under behandling. De kørte på kryds og tværs i tilståelsen og fyrede løs med de skarpe spørgsmål. Bortset fra at stikkeren hele tiden stod bagved mig, hvilket var temmelig ubehageligt, så var denne tur ikke særlig slem, og jeg følte det som lidt af en sejr, at de tog alt det vås højtideligt. Vi fik en dejlig afsporing, da jeg spurgte om det var muligt, eventuelt efter en skriftlig ansøgning, at få min første tilståelse tilintetgjort. Selv den bed de på, og de forklarede mig, at selv om de godt forstod, at det pinte mig, så var der ingen mulighed for den slags. Jo, de var sgu meget flinke, og da jeg fortalte, at jeg ikke havde fået noget at spise hele dagen, så fik stikkeren besked på at tage mig med op i kantinen. Der sad jeg så pludselig og spiste pølser med sauerkraut midt i et slæng af tyske kriminaler og danske stikkere. Min egen stikker pumpede mig om stemningen ude blandt folk. Jeg fortalte, hvordan alle håbede på, at tyskerne ville vinde, men at man ikke kunne sige noget, på grund af de mange terrorister. Det kendte han også godt, og vi var enige om, at det var forfærdeligt, at nogle få udenlandske agenter havde en sådan magt. Jeg spurgte ham, om han var bevæbnet, og han viste mig stolt sin Walter. Den 139 var jeg selvfølgelig meget bange for, og han viste mig, hvordan han kunne tvinge mig i knæ med førerlænken. Alt det her lyder lidt pjattet, men det var jo vigtigt at få lagt en lang, lang afstand til den slemme Tom. Lidt før midnat blev jeg kørt hjem til det hyggelige Vestre, og cellegutterne fik pølser, cigaretter, clips og en masse andet jeg havde gaflet. De roste mig og sagde hold fast i den skure, så skal du nok klare den. Far på Dagmarhus Da husundersøgelsen var forbi og tyskerne var gået, så måtte far og mor i gang med at advare. Især min onkel Emil måtte have et praj, så han kunne få sin illegale våbensmedie væk. Det gik fint, så da Gestapo dukkede op hos ham, var alt renset op, og de gik med uforrettet sag. I det hele taget blev familie og venner underrettet, og alle så helt klart alvorligt på det, men det var som om tyskernes opførsel under husundersøgelsen trods alt gav et vist håb. Den næste dag fik far gennem en forsigtig kontakt til Ib at vide, hvad der var sket i bodegaen, og så gjorde far sig klar til besøget på Dagmarhus. Han beskriver det således i sin dagbog: Torsdag den 11. Maj. 140 Vi havde meget travlt i de Dage, så man fik heldigvis ikke Tid til at spekulere. Lidt fik jeg dog tænkt over mit Møde i Gestapos Hovedkvarter. Det var afgjort nødvendigt at gå derind. Først og fremmest for at forstærke det gode Indtryk vores Hjem havde gjort ved Husundersøgelsen, således at Tyskerne aldrig ville komme på den Tanke at Familierne var medvidende. Dernæst, hvis Lejlighed gaves, at støtte Jørn og Per. De var ikke taget på fersk Gerning, og jeg var sikker på, at de havde Fysik og Nerver til at gå selv skrappe Ting igennem, så jeg ville sandsynligvis kunne nå at få Kontakt med Tyskerne, inden afgørende Ting skete. Præcis kl. 9 forcerede jeg Indgangen til Dagmarhus. Det var under den såkaldte Biografspærring og Tyskerne var ikke meget villige til at lade Uvedkommende slippe ind, men Kochs navn gjorde Underværker. Nr. 66 lå på første Sal, et stort lyst Værelse ud til Jernbanegade med Billeder af Hitler, Himmler og Göring på Væggene. Herr Koch førte en højrøstet Telefonsamtale, men slog, da jeg kom ind, affabelt ud med Hånden mod en Stol. Der var et Rykind af Politifolk og Stikkere der alle "heilede", så det var en Gru. Herr Koch var rasende, kunne jeg høre og pludselig opdagede han at det var Ringsted og ikke Rungsted han talte med, og med en Ed kylede han Telefonen hen ad Bordet. Nu fik han Tid til at tage sig af mig. Sagen var overdraget til en 141 anden, men nu skulle han forestille mig og vi gik over Gangen til Nr. 77. En lille mørk, tæt Herre, hans Udseende mindede mig om en fransk Bulldog, rejste sig og jeg lagde med Interesse Mærke til, at han og Koch hilste på hinanden på almindeligvis Vis uden at "heile". "Det er Faderen til Per Mortensen", sagde Koch og gik. Jeg talte fra Begyndelsen Tysk, og Gestapomanden var ret elskværdig. Jeg fortalte, at vi naturligvis var blevet overraskede og urolige, men da vi på den anden Side ikke kunde tænke os, at noget alvorligt var på Færde, om vi snart kunde vente Per hjem, og om han vilde være så venlig at oplyse mig om hvad der var i Vejen. Han svarede dertil, at Per havde været sammen med Sabotører (schlimme, schlimme Leute), og at han var så ufornuftig ikke at ville udtale sig. – Per vil ikke fortælle, hvem de Mænd er, som han var i Selskab med, og hvor han kender dem fra, og jeg er sikker på, at den Smule, han fortæller mig, er usandt. Men hvis De vil hjælpe mig, Herr Mortensen, tjener det jo i alles Interesse at få Sagen oplyst. Ich suche nur die Wahrheit. Kender De Navne som Børge, Thomsen, Knud. Han nævnte flere Navne, som jeg ikke nu kan huske. Jeg havde jo mine Anelser, men kendte naturligvis ikke disse Navne og var sikker på, at ingen af Pers nærmeste Venner hed sådan. Tyskeren siger nu: – I de kommende Dage vil De sikkert få Opringninger og 142 Forespørgsler om Per, så vær klog (sei klug), fortæl ikke disse Mennesker noget, men sæt Dem straks i Forbindelse med mig. Jo før vi får Sagen opklaret, jo før kommer Per ud. Jeg sagde ikke noget til dette ikke særlig fine Forslag, men tog fat på en lang Forklaring om, at vi var Ængstelige overfor det skete, man hørte jo så meget, navnlig var hans Mor og Farmor urolige, og så gav jeg ham en Sludder om "goldene Hochzeit", hvortil også tyske Venner skulde have været med, hvis de havde kunnet rejse osv. Han beroligede mig lidt. "Her bruger vi ikke disse Metoder," og han gjorde en meget sigende Bevægelse med sine Fingre: – Es ist nur Greulpropaganda. Jeg kan nok få Sandheden frem uden det. Han brugte også Udtrykket: – Ich habe ja selbst Kinder. Det var faktisk dér, jeg vilde have ham hen, og jeg forsikrede ham da også, at jeg kendte Tyskerne alt for godt til at tro den Slags Historier. På Forespørgsel om, hvornår jeg måtte komme igen, svarede han på Mandag, og jeg skulde bare komme op på Nr. 77. Også ham spurgte jeg direkte om hans Navn; han var ikke meget for at sige det, men kom dog frem med det, Glosch. Jeg tror, at Hr. Glosch var eller senere blev Kriminalrat. 15. Maj. Medens Hr. Glosch havde optrådt med en vis kølig Elskværdighed i Torsdags, var han i Dag ret ubehagelig. Da jeg kom op, anviste han mig en Stol, men dermed var også Venligheden forbi. Han 143 tog Sagens Akter frem og begyndte at bebrejde mig, at Per havde løjet for ham, og dels havde været meget forbeholden. Han spurgte igen meget indtrængende, om jeg virkelig ikke kendte Børge, Thomsen og nogle andre Navne; men det var stadig de to første, han kredsede om. Jeg nægtede naturligvis dette og fik som Svar et langt Foredrag om, at det ikke kunde nytte, at jeg ønskede hans Hjælp, når jeg ikke vilde hjælpe ham. Og at min Hustru og jeg ikke havde passet særlig godt på Per, når han kunde omgås sådanne Mennesker uden vort Vidende; om vi virkelig ikke havde lagt Mærke til, at Per havde haft mange Penge mellem Hænderne. Per havde nemlig fået mange Penge for at leje Garager og Lokaler til disse Mennesker, hvorimellem var Ophavsmanden (Urheberen) til Sabotagen her i København. Derefter fulgte en lang Forklaring om disse Bagmænds Fejhed og Evne til at bringe andre i Forlegenhed. Han holdt meget af at høre sig selv tale, og da jeg jo ikke kunde sige ret meget til hans Udtalelser, var jeg naturligvis ikke så ked af det. Pludselig tog han en af de såkaldte Sabotørpistoler, der ligner en Fyldepen og kun indeholder et Skud, frem og spurgte mig, om jeg nogensinde havde set en sådan hos Per. Det kunde jeg med rolig Samvittighed sige Nej til; sådant Legetøj havde Per aldrig befattet sig med. Og jeg sagde ret skarpt: – Jeg har aldrig under 144 nogen Form set Våben hos Per, og jeg tror heller ikke, han har haft nogen, og når De stadig bebrejder mig, at vi er forbeholdne, må jeg måske bemærke, at De var på Husundersøgelse hos os mindre end to Timer efter Anholdelsen, idet Per straks opgav Navn og Adresse, og at De trods grundig Undersøgelse og Forhør hos os ikke fandt noget mistænkeligt. At Vi er rolige Folk, der ikke giver os af med Politik, kan De ikke undgå at se Tyskeren svarer mig nu kort: – Hr. Koch og jeg har været Politimænd i over 20 år, så vi kan nok se vore Folk an og tager naturligvis Hensyn til, hvad vi ser og hører. og tyskeren fortsætter: – Men når De ikke kender nogen af de Navne, jeg her har nævnt, vil De måske opgive mig Navne på nogle af Pers Venner, så jeg kan se, hvilke Kredse han færdes i? Jeg holdt jo ikke meget af dette Spørgsmål og vævede vistnok grufuldt i det, men han blev ved og blev ved. Til sidst sagde han: – Per må dog have et Par Venner, som De kender, nævn mig navnet på hans bedste Ven (Bestfreund). Jeg kunde måske uden Skade have nævnt een eller to Kammerater, men nogle Ubehageligheder kunde de jo nok have fået, og selve Spørgsmålet irriterede mig lidt, og jeg sagde til sidst kort og bestemt: – Nein, das tue ich nicht. Så fik jeg igen et langt Foredrag om at skulde Sagen opklares, kunde det ikke nytte at lægge Hænderne i Skødet; jeg 145 måtte selv hjælpe til. Om der var nogen, der havde ringet eller opsøgt os; det var der jo desværre heller ikke. Stemningen var ikke god os imellem. For at tale om noget andet spurgte jeg om Besøg og ekstra Forplejning. Han for op. Dette her var ikke noget Hotel, osv. – Nå ja," sagde jeg fredsommeligt, hvis Per må ryge og få rent Tøj, vil vi jo gerne sørge for det. Om Tobak var der da slet ikke Tale. Angående rent Tøj kunde jeg henvende mig på Nr. 405. Jeg følte ingen Trang til at blive her længere og sagde, at jeg så vilde høre derop, og at vi naturligvis var interesserede i Sagens Udvikling, så jeg håbede, at han ikke havde noget imod, at jeg kom herop igen. Det måtte jeg naturligvis gerne, og hvis nogen ringede osv. Sagens akter ligger på Bordet, og idet jeg rejser mig, ser jeg ned over dem. Et Afsnit begynder således Ole Ewé (Ibs rigtige Navn). Jeg lod som ingen Ting, men det var vel nok en Advarsel, og den blev selvfølgelig benyttet omgående. 20. Maj. Besøget på Dagmarhus i Dag formede sig noget i Retning af sidste Gang; de samme indtrængende Spørgsmål til mig og de samme Bebrejdelser over Pers Løgnagtighed. Tonen er måske dog lidt blidere. Og jeg blev i hvert Fald klar over, at Per ikke er tage med Våben eller falsk Waffenschein på sig. 146 Besværlighederne stammer sikkert fra, at han og Thomsen kun har kendt hinanden under Dæknavne. Jeg har en Dags Tid i Forvejen talt med Ib og Lille Svend og vidste, at ingen af Kammeraterne havde været i Forlegenhed på Grund af Anholdelsen; dette beroligede os jo også. 25. Maj. Ely har i Dag gjort en Pakke i Stand til Per. Det var sikkert hendes kæreste Arbejde hele Sommeren. Det var jo ikke muligt at variere Pakken ret meget, men lidt kunde der jo altid gøres. Vi sendte altid W.C. Papir, Salt, Vitamintabletter samt alt, hvad der kunde tænkes af Toilet og Syartikler, foruden Tøjet. Var det Elys kæreste Arbejde at lave Pakkerne i Stand, var Torsdagene også mine bedste; jeg længtes ligefrem efter dem. Vi var i Dag mindst 200 (ofte var vi flere), og hele Eftermiddagen gik. Var vi ikke færdige til Kl. 5, måtte de resterende gå hjem igen. Man måtte for at komme i den tyske Afdeling først passere dansk Kontrol, og jeg fatter ikke, hvorfor danske Fængselsbetjente altid skal være stupide og uhøflige. Jeg kan ikke undgå at vide, at mange Fængselsbetjente selv er sat fast for Deltagelse i Frihedskampen, al Ære og Respekt for dem, men det er en Kendsgerning, at vi var mange, som forargedes over Betjentenes uelskværdige Tone. Denne Gang fik jeg "schmutzige Wäsche zurück" fra Per; og han havde oven i Købet kvitteret for Modtagelsen på den vedlagte 147 Fortegnelse. Det var hans første Livstegn siden den 9. Maj. Det var en stor Glæde. Da jeg kom hjem ventede der en endnu større Glæde. Jørn var blevet løsladt. 29. Maj. Jørn og Bodil tilbragte Pinseferien sammen med os på Dyssebo; vi trængte alle til at komme lidt bort fra Byen. I dag, 2. Pinsedag, kom Knud og Brandt på Besøg; de vilde høre Nyt. Hvor var jeg glad for at hilse på Brandt. Vi havde lange Samtaler og udvekslede Tanker og Meninger om Forholdene. Jeg tror nok, han var spændt på, hvordan vi så på Pers Sag. Men vi var enige om, at jeg så vidt muligt skulde komme på en venskabelig Fod med Glosch og derigennem hjælpe Per. Jeg tror, han var særlig glad for en Udtalelse fra mig om, at en Far kun kunde være glad for, at hans Søn kæmpede for de Idealer, der også var hans. 30. Maj. Var i Dag på B&W. Mester Cramer var som altid venlig. Gestapo havde ikke været der angående Per og Ole (Ib); skulde noget sådant ske, skulde han straks underrette mig. Han håbede for de unge Mænd (han havde mange af sine Lærlinge i Fængsel eller under Jorden), at Forholdene snart måtte blive sådan, at de kunde komme tilbage til B&W og gøre deres Tid færdig, men han og Fabrikken vilde gøre alt for at hjælpe dem, hvor de kunde. Det stemmer, thi Cramer er altid sine Drenge en god Mand. Og B&W var et Bevis for, at når Ledelse og Arbejdere var besjælet af den 148 rette ånd, blev man fri for at få Navnet Værnemager hæftet på sig. Man kunde nemlig arbejde sammen med Tyskerne uden at opgive sin Danskhed; men det krævede mere Rygrad, end Flertallet af vore førende Mænd var i Besiddelse af. Dernæst gik jeg i Banken. En forstående ung Bankassistent gik ind på Tanken, at jeg var stud. polyt. Per Mortensen, og lod mig tage Papirerne. Det var godt, at han var klar over, hvad det drejede sig om. Per havde brugt Tom som Kendeord. Boksen var fuld af kontrakter, ganske vist på Dæknavne, men frygteligt, hvis Gestapo havde fundet dem. Efter forhøret Man er jo godt smadret efter sådan en torsdags tur, men cellegutterne gik i gang igen, og jeg måtte gentage tilståelsen femhundrede gange. Bortset fra nogle bagateller var de godt tilfredse med deres elev, men de borede og borede i alle de svage punkter, det hele skulle jo cementeres helt vandtæt, og derfor gjaldt det om at gøre alt sludderet til en del af mig selv. Det gik fint, og jeg følte mig mere og mere skvattet og pivet for hver gang, vi kørte 149 vrøvlet igennem. Den grimme Tom kom til at stå mere og mere uskarpt. Der sker noget mærkeligt med knolden på en. At man kan terpe salmevers ind, så de sidder som svejset fast, det ved enhver, men at man også kan terpe ud, det var en helt ny fornemmelse. Som dagene gik røg en masse navne, begivenheder og andet kedeligt gas helt ud af huskeren. Selvfølgelig lå den rigtige Tom en kilometer nede, men han blev effektivt begravet i en masse lag af nødvendigt sludder og vrøvl. Til sidst havde jeg endda den triumf at den ene af cellegutterne begyndte at lægge mig på is. Han var en god dansk mand fra Randers, og han syntes, at det var groft, at han skulle dele celle med en fyr, der var lidt små kriminel. Der gik en fjorten dage, inden jeg kom i forhør igen. Pludselig en eftermiddag blev jeg ført ned til forhørscelle på Vestre. Det kom lidt bag på mig. Man sidder midt i et illegalt spil kryds og bolle, og ti sekunder senere så er man midt i en haglbyge af skarpe spørgsmål. Det var en tysker og to danskere, der kørte løs. Jeg kom op på mærkerne og nu kom celletræningen til sin ret. Det var de to stikkere, der skiftedes til at spørge, og de kørte derudaf med hundrede kilometer i timen. De var ikke særlig flinke, men da det ret hurtigt gik op for mig, at de ikke havde godter i posen, blev jeg egentlig mere og mere rolig. Udadtil var jeg selvfølgelig skidenervøs og bange, 150 men det gik næsten efter cellegutternes lærebog. Tag nu den her for eksempel. Manden bag ved dig fyrer løs med noget du ikke må vide, mens de to andre truende glor dig ind i fjæset, med noget de tror er et røntgenblik. Den er ikke særlig slem at klare, og den stod også under de pjattede tricks i lærebogen. Nej, fakta, påvisninger, skarpe spørgsmål med et reelt indhold, det giver gele i knæene, det er pissesvært at klare, det andet er bare tåbeligheder, især når du kender teknikken på forhånd. Men selvfølgelig er der hele tiden en ulidelig spænding, og selvom det kun tager et par timer, så er du helt klart lige til kludebunken bagefter. Det var i øvrigt sidste gang jeg kom i forhør. De kom selvfølgelig en gang imellem og spurgte om noget, eller ville vise mig nogle billeder af Ibs bror, som jeg selvfølgelig ikke kunne genkende, men ellers var der aldrig noget, Det hele blev faktisk klaret den første torsdag, og det var der flere grunde til. Den vigtigste var nok den, at Børge var stukket fra dem. De havde haft sabotagedirektøren i kraven, og så havde grebet glippet. Hvor må de have ærgret sig, og suset er nok gået af sagen. Ham der havde stukket os, har vel også fået et par af de mest klamme fødder, man kan tænke sig. Husk på at tyskerne vidste alt om os, på dæknavnene selvfølgelig, og tænk så på, at Børge fjorten dage før hyggetimen i Axelborg Bodega havde pløkket en af 151 deres superstikkere. Jo, vores stikker har nok tænkt på Hestetyven, og på at Børge stadig gik løs med et par store skydere i baglommen, så svinet har nok følt en kold plet i nakken og han har trukket godt i land. Hvorom alting er, hele sagen osede af mystik. Tyskerne tager det også lidt med ro i min sag. De kan ikke have troet på den garagehistorie. Nok er de dumme, men der må være grænser for, hvad selv en germaner slubrer i sig. De troede nok ikke på, at jeg var Tom, og at jeg var sabotør. Jeg var for pjattet og for flæbende, for rødmosset og søn af pæne forældre. Jeg var spejder og småborgerlig, og en sabotør var jo for tyskerne en forbryder og en ugerningsmand. En terrorist må have et vist format og ikke være et barnligt pjok. Stikkeren bliver kold, og de får kontakt med en pæn, i deres øjne, hæderlig familie, så gider De ikke bore videre. De kunne vel bare finde lidt mere sortbørs, og det er vel ikke umagen værd. De kender vel også godt fra Tyskland problemet med en pæn ung mand, der bliver lidt små kriminel. Der var altså sådan nogle uldne punkter, men der gik da ro i sagen. Der var en nogenlunde skudsikker tilståelse, og de havde en hel del andre ting om ørene. På et eller andet tidspunkt ville der måske også dukke et eller andet nyt op, og så kunne jeg ellers rådne op i celle 184 så længe. Så var der Thomsen. Jeg prøvede flere gange at få kontakt med ham på 152 Vestre, og det lykkedes også en enkelt gang, men det var temmelig svært, for han sad alene i en isoleringscelle med eget lokum og nul gårdtur. De var ret rå ved ham på Dagmarhus, og han fik en masse, masse tæv og bank. Han havde det strengt og førte en fortvivlet kamp for at begrænse tilståelserne og for at få blokeret alle de løse tråde, der hele tiden trævlede op. Hans udgangspunkt var så temmelig elendigt. Han havde været sabotagedirektør i Ålborg, men det danske politi havde sporet ham og fik ham spærret inde i arresten. Her sad han så med et vældigt generalieblad og ventede på at blive udleveret til tyskerne. Men Thomsen fik smuglet en pistol ind, og ved hjælp af et "hold-up" gik han sin vej, og i en mystisk forklædning, som katolsk pater, tog han toget til København. Thomsen fik kontakt med os og var med til lidt forskelligt, blandt andet var han med til, at organisere sprængningen af Riffelsyndikatet lige før jul. Han havde en anden stil end os læregutter. Thomsen elskede forklædninger og skøre våben. Hans cykelpumpe var lavet, så den kunne skyde med 9 mm ammunition, og han havde syv fyldepennepistoler på sig, da vi blev taget i bodegaen. Han var halvgammel næsten fyrre, og han var en høj skarp fyr med en vis myndig optræden. Jo, han var en rigtig bagmand og "Urheber" efter tyskernes kogebog. En sådan fin fisk skal selvfølgelig have en særlig 153 udspekuleret og rå behandling, og med alt det lort, der var i sagen, herunder rapporten fra det danske politi, var det helt klart at der kom en masse ned på papiret. Med hensyn til min sag var han, bortset fra det med Tom og mælkeriet, tavs som en østers. Thomsen var en fin, fin kammerat, men når betrækket bliver flosset, er det ikke altid nok. Jeg har set masser af topfine gutter, der til sidst brød sammen, og lod det hele rulle. Det er der hverken noget anstødeligt eller mærkeligt i. Når de skrappe sager kommer på bordet, kan ingen holde. Det var også sjældent, at nogen ikke følte varme og hjælpsomhed for sådan en gut, der havde været i vridemaskinen. Det var jo kampens lov. Hold fast så længe du kan, skrider det alligevel for dig, så er vi lige gode venner for det. Du kan ikke mere, end du kan. Noget andet var, at dem det brød for, tit efter tilståelserne, koksede helt ud i vilde selvanklager og moralske tømmermænd, og nogen af dem blev aldrig hele indeni mere. Jeg fik senere et par af slagsen tæt ind på livet, og det var dybt tragisk at se gutter, der havde lavet tonsvis af fine ting, ende med fortvivlende selvanklager, og med en masse skyld og andet pis. Det var tit så satanisk, at tyskerne skånede hovedmanden og sendte de mindre fisk til pælen og til de ni skarpe skud. Så er det jo helt klart, at hovedmanden følte en skyld, så stor som hele det indiske ocean. Men selvfølgelig var det 154 noget pis. Hvis en illegal organisation er bygget så elendigt op, at nogle få kan bringe stakkevis til skafottet, efter de vigtige 24 timer er gået, så er det organisationen, der er elendig, og det kan i virkeligheden ikke rage den enkelte en papand. Her må man i øvrigt sige, at den slags føleri så man ikke meget til hos kommunisterne. De havde noget mere tag på det. De blev også taget i dusinvis. Nogen kunne holde kæft, nogen måtte plapre. Nogen klarede frisag, og en masse røg til koncertlejrene og til pælene, men de var lige gode kammerater, hvad der end skete. De havde selvfølgelig også gråd og jammer. Det er da helt klart, men på en eller anden måde kom det aldrig til de mentale sammenbrud, som man tit kunne fornemme i de borgerlige og militære cirkler. Nå, det var noget af et sidespring, og det har egentlig ikke noget med Thomsen at gøre, for der røg ingen på grund af hans tilståelser. Jeg var selvfølgelig i farezonen, hvis han brød, men foruden alle kammeratgrundene var der en grund til at han holdt sig fri af mig. Jeg vidste, hvem der havde lavet aktionen mod "Café Mokka". Og hvis jeg ikke kunne holde fri af Tom, så ville jeg måske komme ud for skarpe ting, og så ville jeg måske begynde at plapre, og hvis først sådan noget kører, hvordan kan man så få det stoppet? I efteråret 1943 var vi jo ikke så mange der drønede rundt, så på trods af alle vores hovedregler og 155 gode råd, så kunne det ikke undgåes, at vi kom til at kende ting, eller få en viden, som vi ikke egentlig havde brug for. En af disse ting var aktionen mod Café Mokka. Café Mokka Café Mokka var en vaskeægte terroraktion, ingen tvivl om det, og hvordan modstandsbevægelsen kom ind på det terror spor, er en kompliceret historie. En historie der er godt fortrængt, og som ikke kom med i de helteberetninger, der dukkede op efter krigen. At det så var os, industrisabotørerne, der lavede Café Mokka er et af de helt sære paradokser. I alle illegale krige er der masser af småterror, og når en stikker skal ned med nakken, kan der godt komme blod på manchetterne, men en likvidering er trods alt noget andet. Her var der også en vis moral, og da et barn blev skudt i en bil på Roskilde bakke, så syntes vi, at det var noget svineri, selvom chaufføren var en modbydelig stikker. Vi afskyede formålsløse aktioner, vi kunne ikke døje upræcise ting, og vi hadede tilfældig personvold. Fascisternes diktaturer og de borgerlige demokratier 156 sejler jo rundt i søer af tilfældig personvold. Hos dem er terroren et udtryk for et politisk system, og de kunne ikke holde magten et sekund, hvis de ikke systematisk terroriserede almindelige folk fysisk og psykisk, men for os skulle det gerne være noget andet. Vi følte, at det at ødelægge Værnemagtens produktionsapparat, var det eneste vigtige. Vi gik på ting, modbydelige ting, der blev produceret med det ene formål, at det skulle skade vore venner mest muligt. Vi sprængte, brændte og smadrede ting. Døde ting af stål og beton. Men mennesker? OK, der står en bandit i vejen. Vi beder ham flytte sig og han skider på os, så har han selv bedt om mosten, og vi går til ham med alle midler, det er klart, men det at flække en dansebule, hvor germanerne og deres piger driver rundt i en stille tango, det var sgu noget andet. Noget helt andet. Men hvordan kan man forklare dette helt andet? Hvordan kan man ramme holdninger og stemninger fra en tid, der ligger så langt væk? Kan nogen forstå, hvordan vi vekslede mellem optimisme, overlegenhed, fandenivoldsk gåpåmod og så dybe kælderture, med forkrampet had. Vi følte os tit som en billardkugle, der drønede frem og tilbage i en masse skøre vinkler og så var der hele tiden den skærende angst. Angst for smerte. Angst for at blive taget. Angst for ikke at nå nok. Hvordan bliver du hård nok? Kan din bløde indmad tåle mosten? Hele 157 tiden skal du spille pæn mand, og det splitter dig næsten ad. Hele den nødvendige forråelse kommer krybende ind over dig med og mod din vilje. Stadig dette andet. Er det til nogen nytte at fortælle om drabet på fem tilfældige tyskere og nogle danske piger, der kunne lide lidt soldaterdans? Hvilken politik, hvilken interesse kan denne oldgamle historie tjene? Hvad med de gamle kammerater? Kan de forstå vigtigheden af, at også de uldne ting kommer frem i lyset? Vil vore fjender ikke bare hovere videre med deres sludder om gadernes terrorbander? Skal denne viden ind på båndoptageren? Kan båndet ikke bedre lide hyggemusik fra radioen? Men, pisser man ikke på folk, når man begynder at montere og tolke på sandheden? Hvordan så der egentlig ud i København i dette sære efterår 1943? Den stemning er svær at ramme, og hvis ikke fantasien går lidt i gang, er det ikke til at fatte, om man så bruger en kilometer bånd. Der var stille i København dengang. Man kunne høre folk gå på gaden. Man kunne høre folk snakke, og var der endelig lidt larm, kom det, når en enlig sporvogn tog en kurve med en skinger hylen. Der var hesteklapren og cykelklokker. Biler var der kun få af, og dem der var, kørte på tørv eller brænde. Når de stod stille klikkede luftspjældet på gasgeneratoren på en speciel måde, nærmest som en hurtig klokke. Hørte du denne lyd om 158 natten, stod du op og lurede, for så kunne det være Gestapo der var ude med nettet. Om dagen var byen ret køn med de mange grønne træer og med alle de småstykker jord, der var udlagt til nyttehaver. Her gik folk og rodede med kål og purløg, så der var lidt at stå imod, med hvis forsyningerne skulle svigte. Om natten var byen blæksort. De få gadelygter var malet blå, og var der en 5 watt pære over din gadedør, var den dækket med en papskærm. Alle ruder var mørkelagt, og hvis himlen var klar, orienterede man efter stjerner og måne. Var du uden for dit distrikt, kunne det godt være svært. Gik du på gaden om natten var alt stille, sort og tyst, men, og det var meget typisk for Besættelsen, pludselig kunne der komme et brøl af larm, der efter få sekunder forsvandt igen. Som regel kom brølet fra et af de mange kannibalgilder, der opmuntrede de små hjem. Indendørs sang, drak og festede man, og pludselig røg et vindue op. En eller anden trængte til frisk luft, og et brøl af lyd sejlede ned af gaden, før de fik ham overmandet og fik lukket til igen. Så var der de mange brag og drøn. Hver eller hver anden nat kom der et stort dumpt drøn rullende. Det lå tungt over byen som en sky af hemmelig lyd. Efter et stort drøn spekulerede vi jo over, hvem der havde været ude. Var det Martin? Var det KK? Var det HD? Som regel fandt man ud af det i løbet af 159 et par dage. Nogle gange var der en fin anmeldelse i avisen, men som regel blev det dysset ned. Så var der luftværnssirenerne, der pludselig gik i gang med deres stigende og faldende tuden. Lidt senere startede flakskytset med knitren og brag. Hjemme på Marielystvej stod vi lidt tilbage i stuen og fulgte sporprojektilernes bane. Det lignede tit et rigtigt festfyrværkeri. Politikken, stemningen, hvordan var så den? På en skør måde var den ligesom lyden. Her var den lille hverdag, hvor de gamle røve forsøgte at få det til at glide. Aviserne pladrede om en kordegn i Ribe Stift, der havde forstuvet foden på en ganske særlig interessant måde, og at nattefrosten i år kom hele fire dage før, end den plejede. Der var også taler af Hitler og indlæg af Göbbels, og mange lod sig påvirke. Så var der gudskelov frontberetningerne, hvor det nok gik lidt tilbage, men hvor det dog hele tiden gik mest frem. Når det var germanerne, der trak sig var det altid efter en ganske særlig velovervejet plan, hvormed de foretog deres geniale frontforkortninger, der slog verden med åbenlys forbavselse. Men her i sommeren 1943 gik det jo lidt langsomt for vennerne. De har sikkert gjort hvad de kunne, men tyskerne var stadig skrappe og gav sig ikke sådan lige på en gang. Mussolini blev taget til fange, men så blev han befriet af sin gode ven Adolf, og aviserne var fulde af helteberetninger om det utrolige 160 kup. På hjemmefronten gærede det, og i provinsen var der meget mudder med optøjer og strejker. Så proklamerede fagforeningerne, at i den seneste tid havde provokatører af blandet udenlandsk oprindelse forsøgt at lokke danske arbejdere ud i desperate politiske eventyr. I august slog tyskerne til, og regeringen lod som om, den trak sig tilbage. Hæren og flåden blev interneret, men flåden var frisk, så Holmen kom til at ligne en skibskirkegård med alle de fartøjer, der blev sænket og sprængt. Der blev proklameret undtagelsestilstand. Radioen drønede med trusler om dødsdomme bare for kendskab til sabotage og våben. Vi følte, at det gik den rigtige vej, men vi følte os også små og svage. Det var som om hele det samarbejdende borgerlige Danmark, tyskerne, politiet, og alle mulige andre banditter, nu gav den hele armen mod os. Det gav selvfølgelig selvfølelse, at de sådan masede på, men det var også et pres. Vi knyttede næverne i bukselommerne, dukkede hovedet og tænkte hold ud, men vi var egentlig ret små. I oktober slog tyskerne til igen med et drøn. De gik i gang med at finde og fange alle jøderne. Vi følte os så helvedes magtesløse, for vi kunne stort set kun være tilskuere til denne modbydelige jagt. Vi færdedes ikke i transportkredse, så vi så det lidt ude fra. Jødetransporterne arbejdede næsten halvlegalt, og man må indrømme, at Værnemagten tog 161 den lidt med ro. Det lykkedes gudskelov, at få de fleste af jøderne til Sverige, men der røg jo også en del sydpå, og hadet og afmagten fik en tand til. OK, der presses og presses, og en illegal organisation kan være i en periode, hvor den har svært ved at give igen. Den mangler måske både udstyr eller stof. Der er angst og pres, og en øjeblikkelig mangel på evne til at lave de rigtige ting. Du lever i et rum, der hele tiden bliver mindre og mindre. Hvornår bliver du klippet? Har du ikke helt orden på, hvorfor du slås, forsvinder den usynlige tråd, der holder dig på den rette kurs. Det kammer måske over, og desperate aktioner føles rigtige. Om en time er du, eller din bedste ven, måske smadret eller på vej til en torturcelle. OK, de presser dig op mod muren, men du er bevæbnet. Du har lidt stof og pludselig reagerer du hæmningsløst. Den afstand du er nødt til at holde til samfundet eller systemet, en afstand du sommetider opretholder med had og kynisme, gør at din handling måske tager et forkert sigte. Hvad er så forkert? Hvad er så rigtigt? Vi så det nok lidt enøjet. Kampen gik trods alt langt længere end bare at brække en masse tandhjul ned. Så længe man gik på arbejde, så længe du knoklede på fabrikken hver dag, var det nemmere. Du kunne snakke og være sammen med de mennesker, der gav hele kampen mening. Dem du på en eller anden sær måde følte, at du kæmpede 162 med og for. Da du måtte gå under jorden blev det hele meget mere skematisk og kantet. Igen et af de sære paradokser. Lever du i legale forhold, med en uhyggelig risiko, kan du føle kampen og dens mål i fingerspidserne. Går du under jorden, øges sikkerheden enormt, men chancen for, at din krig løber af sporet bliver stor. Med al denne frem og tilbage snak er der ikke taget stilling til noget, men noget af dette må med, hvis man vil forklare, hvordan illegalt arbejde kan udvikle sig. En dag i oktober lænser Thomsen så et depot. Der var ikke meget på lager. Noget ubrugelig ammunition og et par kilo stof. Det hele kan være i en mappe. Han klæder sig ud som Gestapomand, sådan med en hat, hvor skyggen er slået ned hele vejen rundt. Han har sit Waffenschein i lommen. Vi fik det Schein fra en eller anden skrap forbindelse, og det fremgik af det, at indehaveren var ansat på Dagmarhus og havde lov til at gå med pistol. Sådan et Schein så ganske teknisk ud med billede og en masse ørnestempler. Altså sammen med en kammerat og et par veninder glider Thomsen ind på cafeen. De sætter sig ved et bord op af væggen og bestiller øl. Forsigtigt skubbes mappen ind bag en radiator. De drikker ud og glider. Klokken ti har syren i blyanterne ædt tråden over, og bomben går med et vældigt drøn. Der er et par hundrede tyskere, piger og danske 163 håndlangere i lokalet, og da glastaget rasler ned, sker der helt klart en masse. Avisen fortæller næste dag om fyrre sårede og fem dræbte. Tyskerne forbyder øjeblikkelig al færdsel og ophold i gaderne fra klokken otte aften til klokken fem morgen og idømmer København en bod på fem millioner kroner. Det var Mokka! Vi gentog aldrig den slags aktioner. Det værste var, at borgerskabet syntes, at det egentlig var ret smart, sådan at vælte en dansebule. Tyskerne og især deres piger havde rigtig godt af ikke at føle sig alt for sikre. Borgerskabets modstandskamp gik jo meget på kongemærke i knaphullet, alsang søndag eftermiddag og så den berømte "kolde skulder". Denne kolde skulder, der mest gik på en harmløs chikane af tilfældige tyske menige, der stod på en sporvogn, eller som havde lyst til et par stykker wienerbrød. Det borgerfolk, der havde hamstret kaffe og tobak til en hundredårskrig. Det borgerfolk, der havde konto, der var "faste kunder", og som derfor kunne få de gode ting, der lå under disken, var meget optaget af, hvor meget tyskerne huggede fra dem og gamle Danmark, og det borgerfolk havde ikke megen sympati over for den smedesvend, der for at slippe for at lave morderværktøj til nazierne, til sidst blev så desperat, at han satte en dynamitpatron i sin drejebænk. Næh, det var ikke borgerskabets bord. Tyskerne var slemme, fordi de ragede til 164 sig af alting, af mad, af sprut og af piger. Især når det var om piger, så koksede småborgerne. Så kom fråden frem. Selv i hæderlige illegale blade talte de om jammerlige hundyr og skrev patetisk: "Du viser så skamløst din Brunst frem, og for Vores Ære er Du en Trussel". Det hændte af og til at nogle gode danske mænd fik fat i en såkaldt feltmadras og så gik de til den. De "gode" danskere flåede tøjet af hende, klippede hendes hår af, og så overmalede de hendes nøgne krop med store tjærehagekors, og til sidst tog de en masse billeder af deres heltedåd, og dette farlige illegale materiale gik fra hånd til hånd. Vi så en gang et af disse lede fotografier, der viste en stakkels nøgen grædende pige, der sad helt knust på en bænk i Eventyrhaven i Odense omgivet af en harsk samling skrigende mænd. Vi tog en dyb indånding. For helvede, hvor var det ækelt, hvor var det beskidt. Var det de svinehunde til pikspillere, vi kæmpede for og måske sammen med? En af gutterne rev billedet itu med kommentaren: "De sku´ fandeme pløkkes hele bundtet". Mokka kan måske forsvares ud fra militærtekniske overvejelser, men propagandaværdien af Mokka var ad helvede til. Nu kunne borgerfolket rigtig føle, at de viste tyskerne deres kolde skulder ved at gå i teatret klokken syv om morgenen! På mange måder kom Mokka til at sætte et usynligt skel i kampen. Vi fik ubevidst 165 ligesom mere hold på de slørede grænser, det var nødvendigt at ligge indenfor, hvis vore aktioner skulle være i top, men frem for alt så ændrede vore modstandere taktik efter denne værtshusaktion. De begyndte på gengældelsesaktioner. En uge efter Mokka sprængte de færgen Storebælt i luften. Første bombe ryger da færgen er midt ude i Storebælt og en masse såres. Man får færgen i havn, og begynder at slukke branden, men så ryger der en bombe til og tre brandmænd bliver dræbt. Sabotørerne får skylden for sprængningen og aviserne messer om de modbydelige udanske terrorister. Men den var for tyk, og deres al overpropagandavrøvl mistede de faktisk taget i folk og blev helt utroværdige. Sabotørerne angreb aldrig mål af den type, og de lavede aldrig tandemsprængninger, der er så rædselsfuldt farlige for redningsmandskabet. Celle 184 De fleste af kammeraterne sad som regel kun en måned eller to, men på grund af al mystikken, sad jeg i celle 184 i godt fire måneder. Man sad vel i en slags undersøgelsesarrest, og det var ikke særligt sjovt. Det er slet ikke 166 sjovt at sidde så længe. Man kan komme i forhør når som helst, og selv om man selvfølgelig vænner sig til at leve med denne fordømte usikkerhed, så kan det ikke kaldes rart. Det er i det hele taget ikke rart at sidde inde. Man er sgu meget indespærret. Tre mand, seks kvadratmeter, to lokumsture der højst kan trækkes til ti minutter, og så højdepunktet de tyve minutter i stjernegården. Det er et stille liv. Efterhånden får man jo snakket alt igennem, så man ikke kan sige et ord, uden kammeraterne har hørt det før. Der hænger en husorden på væggen, hvor det står, det må du ikke, og det må du ikke, og det er ikke tilladt, og det er forbudt, og hvis du gør noget af det, så ryger du otte dage i dunkelcelle. Sådan en husorden kan godt give lidt spænding, for vi overtrådte den selvfølgelig hele tiden. Men vi havde virkelig god tid til at bygge numrene op, så vi blev aldrig taget. Med grønne fanger havde vagterne en chance, men senere kunne de intet gøre. En dag for eksempel lavede vi et af de gode numre. Vi havde fået nye vagter, og så gik der altid et par dage, hvor meget kunne lade sig gøre. De råbte selvfølgelig meget op, men de kendte ikke meget til fanger, så de var lette at snøre. Vagtskiftet skete om morgenen, og så var det det ny holds første tjans at sørge for at vi kom på potten. De kom trampende, rev døren op og så skulle det gå "Los, Los". Vi luntede afsted i gåsegang med 167 hænderne på ryggen, undtagen fyren, der skulle tømme natpotten. Vi vader sløvt og med alle sanser spændt ned til lokummerne, der lå for enden af galleriet. Ved lokumsturene kunne vi få glimt af andre fanger, glimt af en masse ting, der skete, så det var selvsagt et vigtigt højdepunkt på dagen. Vi observerede med det samme, hvad vi havde anet på støjen, at vagterne var helt nye og grønne. På deres vagtpult havde de midt i det klare dagslys sat en pose wienerbrød og to store flasker med mælk. Hold da helt kæft, vi ud på lokummet, hvor vi straks gik i gang med at planlægge en gafling. Den mislykkedes, vi lå heller ikke alt for godt for pulten, og det var en skam. Vi var godt ærgerlige, da døren igen smækkede bag os, men så gik vi i gang med at gemme alle de småting, som vi ikke måtte have. Selvom vi kun havde seks kvadratmeter, så er der mange steder, hvor noget kan skjules. Vi havde en hemmelig hylde oppe i pottekanalen. Vi havde særlige rum i madrasserne, vi kunne, men den var lidt farlig, hænge noget ud af vinduet i en tynd snor. Den bedste, men den krævede at celleholdet var godt samarbejdet, var at lade tingene gå fra hånd til hånd under razziaen. Ham der blev først visiteret fik, når han var færdig, hele lortet bragt over. Det skete meget stille, og det var ret let, men det krævede selvfølgelig lidt nerver og en masse samkøring. Man skulle helt uden ord forstå hinanden 168 perfekt. Men vi gik altså i gang med at gøre razziaklar, og som forudset tikkede telegrafen "Razzia" efter ti minutter. Vagterne kom brasende og råbte op om mælkeflasker. Vi der havde rent mel i posen skulle selvfølgelig trække tiden mest muligt, så vi gik selvfølgelig straks i gang med de her nonsensdialoger, som kørte det hele op i vrøvl og sludder. Vi svarede: "Mælk? Ja det ville vi da meget gerne have", og så kom vi med krusene. Nej, det skulle være flasker, jamen vi havde kun krus, men mælk var jo meget sundt, og vi syntes da også. Det hele kørte på en sær blanding af dansk og misforstået tysk. Til sidst råbte vagterne: "Hold kæft", "Maul halten" og gik så i gang med at splitte det hele ad. Men de fandt selvfølgelig ikke en krumme. De larmede rundt i den halve snes celler, der havde været på potten. Det tog en times tid og gårdturen røg, men de to flasker var og blev væk. Resten af dagen var vi selvfølgelig opstemte. Vi havde lange diskussioner om, hvilken teknik den skrappe celle havde brugt. Wienerbrødet, posen og mælken var helt let at klare, men at trylle to store glasflasker væk, det var sgu et mesterstykke. Vi holdt som sagt en vis kontakt med de andre celler ved at banke på væggene. Der var flere systemer. Det mest brugte var at banke et slag for A, to for B, tre for C osv. Dette system var enkelt og godt, men lidt langsomt. Man kunne også bruge 169 morse og her var en prik et bank og en streg to bank. Det var ikke så almindeligt, men min cellekammerat Poulsen var ekspert her. Han kunne endog den variant, hvor det er længden af mellemrummet mellem slagene, der angiver om det er en prik eller en streg. Et sidste system var: "Singsing". Her skriver man alfabetet op med fem bogstaver i fem rækker. Bogstavernes placering aftales med den celle man vil sende til, og systemet er så, at hvert bogstav fås ved først at banke rækkenummeret og så at banke bogstavnummeret. Sing-sing er det bedste system, og her er det ikke muligt for nogen, der ikke kender koden at høre, hvad der tales om. Det bedste at banke med er en almindelig træblyant, og det der huskes bedst fra Vestre er denne evige, snart svage, snart stærke tikken. Midt om natten forsvandt den måske lidt, men lige så snart der skete noget, kom den drønende fra alle sider. Forår og sommer 1944 var en urolig tid. Der var mange henrettelser. De kammerater der skulle op af pælen, sad ofte deres sidste nat i Vestre. De blev som regel hentet ved totiden om natten, og en sådan nat tog telegrafien fat. Vi vidste næsten, hvad der var i gære, inden fyrene var kørt væk. En sådan nat var det, da de skød Fiilgruppen. Vi havde set Marius, der sad i celle 182 om aftenen til potteturen, men om natten telegraferede Meyer, at de havde hentet Marius Fiil. Der var hentet 170 flere og vi så prærievognene nede i gården. Alle på Vestre var vågne, og så kom der et fantastisk kollektivt bankeoprør. Signalet der blev brugt var pausesignalet fra BBC i London. Tre hurtige, lidt svage bank, og så et kraftigt, så en lille pause, og så igen forfra. Bankeoprøret varede i mange timer. Snart var det svage bank, men pludselig fandt hundredvis af celler den samme rytme. Der blev banket med alt. Med svære træbænke, med stole og med jernsenge. Det var, som om hele den kolde bygning med sine terrazzogulve og jernbalkoner var ved at styrte sammen. Vi hamrede, hamrede og hamrede. Vi følte sammenhold, styrke og et frygteligt had, men også et afmægtigt raseri. Under hele bankeriet for tyskerne selvfølgelig rasende rundt. De tændte lys og åbnede døre. De råbte og skreg, men alle celler sov jo, så efter en tid måtte de tage den med ro og lade det hele ebbe ud, men vi havde fået fortalt, de forbandede nazier, hvad der ville ske med dem, når vi havde vundet krigen Efter et par måneder fik jeg læse og rygetilladelse, og så gik det lidt bedre. Det med rygetilladelsen, det var jo fint for hele galleriet. En masse gutter sendte så deres tobak ind igennem mig. Vi fik pakker om torsdagen, og så gik de næste dage med at få det afleveret. Det hele blev aftalt pr. telegraf. Man kunne lægge det på lokummet, eller man kunne lave et kast. Et godt kast kræver præcis timing, 171 og der skal nogle gamle rotter til at klare det. På et godt tidspunkt slår du klappen ned, og man går på lokummet. Et øjeblik senere slår de også klappen ned i den celle, der skal have tobak. De forlader også cellen og døren er åben så længe. Tegnene tydes, så er det nu, og vi glider tilbage til cellen. Vi glider i gåsegang, forrest ham der skal aflede vagten, så kasteren og til sidst chefen. Det hele går i sløv gåsegang. Men nu kommer timingen, aflederen spørger vagten om en eller anden ting, i det samme øjeblik er kasteren ud for den åbne celledør, chefen tyder alle tegn på et mikrosekund og hvæser: "Kast". Et lynhurtigt buk og kast og fire pakker smøger glider hen over gulvet og i sikkerhed dybt ind under sengen. Vi lavede det trick over tyve gange, og det kiksede kun en gang. En ujævnhed i gulvet afsporede kastet og pakken havnede midt på gulvet. Vagterne blev skidetossede og for rundt med forhør, men de havde jo ikke set selve kastet, så de gik frem efter de sammenlignende cigaretmærkers metode, og en mægtig frisk politimester fra Varde, der tilfældigvis havde en pakke af samme slags, som den der blev kastet fik en ordentlig tur. Nå, Simone var en gammel pensionær i celleslottet, så han klarede nogenlunde nemt fri af dunkelcellen. Det simple med trinnet kiksede aldrig. Det var et gårdturstrick. Vores celle lå på første sal, og på den trappe, der midt i 172 bygningen gik op til os, var der et par trin, som vagterne ikke kunne se. Det var sådan noget med en død vinkel. Man aftalte med bankeriet, hvad der skulle ske. Når man så gik op af trappen efter gårdturen, så lagde man ganske simpelt pakken på det trin, vagten ikke kunne observere. Der lå den så indtil den rigtige celle kom. De snublede lidt, og så var pakken oppe i foret. Denne metode brugte vi til meget andet end smøger, både breve, bøger og meget andet fik vi udvekslet her på trappen. Der var helt klart en masse andre fiduser, og da man jo havde uanede mængder af tid til at forberede og træne, så var det uhyre sjældent det kiksede, og når det skete, så var det jo altid lavet på en sådan måde at det ikke kunne spores. Det med læsetilladelsen var rart, og tiden gik ligesom en anelse hurtigere og det gamle spil med at lave et lille brødkugle, lukke øjnene og så tabe den på terrazzogulvet, og så bruge et par timer til at finde den, man måtte kun bruge øjnene, ikke føle, gik lidt af mode. Jeg fik en masse bøger ind, men der var en, der ligesom var helt for sig selv. Det var Visdommens syv søjler. Den handlede om Lawrence og hans guerillakrig. Den blev tygget igennem på kryds og tværs, og jeg begyndte efterhånden at forstå lidt af strategien i det, man havde lavet. Måske kunne man og så få brug for noget af lærdommen, hvis man en dag røg ud igen. Men til trods for bøger 173 er det jo ikke lutter lagkage at sidde inde. Efterhånden var jeg ikke så urolig for min sag mere. Jeg havde illegalt fået hele min sag sendt ud, så skulle Børge ryge, ville han sige det samme som i min tilståelse. Engang imellem var nerverne helt på højkant, og vi havde nogle forfærdelige skænderier, som til sidst endte i halvslagsmål. Måske var det en eller anden seksuel spænding, der kom frem. Alle der sidder inde river den selvfølgelig af. Det skete om natten under tæpperne, men når man kun ligger tyve centimeter fra hinanden, så ved alle hvad der foregår, helt lydløst er sådan noget sengerokkeri jo ikke. Efter sådanne onani nætter var der mere splid i luften, og det var da også som regel helt åndsforsnottede ligegyldigheder striden drejede sig om. Hvem havde siddet længst på stolen og den slags. Vi havde nu også rigtige diskussioner. For nok forsvandt Tom og alt det der, men selvfølgelig gav vi den tit hele armen om kampen og krigen. Vi tre havde jo siddet i over to måneder sammen, så det med at nogen var stikker, var helt lagt på hylden og selv om vi aldrig berørte vores egne sager, så vidste vi alle sammen en masse, og så kunne den godt skære knivskarpt afsted. Hos mig skabte indespærringen, afmagten og vel også angsten et glashårdt, vanvittigt had til alt bestående. Had til nazierne, had til værnemagerne, had til aktionærerne, der med fine 174 røvsyge ord forklarede, hvorfor det var så vældigt nødvendigt at tjene penge på alle mordermaskinerne. Had til alle dem, der bare ville have det til at køre, hvad prisen så end var. Mine cellekammerater, som nok var friske og hvis læs af forhørs og fængselsfiduser havde reddet mig, kunne slet ikke følge mig. De var også lidt ældre og havde en vis, om end beskeden, position i systemet. Den ene var pelshandler, og den anden havde et mindre autoværksted, så det ville være noget overdrevent, hvis man troede, at de gik ind for verdensrevolutionen, fordi de sad på Vestre. Selvfølgelig havde jeg fuldstændig kontrol med mit had, og uden for cellen gav jeg den hele armen som nazi sympatisør, sådan med et lille stænk lurvet sortbørs. Jeg skulle jo nødig ende mit unge liv på skafottet. Men indeni kogte det som glødende lava. Det kunne næsten gøre ondt, og hadet smeltede sammen til en racisme. Et racehad til de gamle. Et racehad til den gamle generation. Den generation, der opførte sig så luset. Den generation der hele tiden holdt igen og som ævlede om ro og orden i et land, hvor nazierne turede rundt. Hvorfor skulle vi slås og risikere alt muligt? Det var sgu de gamle røves skyld. Dem der havde noget. Dem der besad noget. Dem der havde magten. Men du sidder i fælden. Går du mere end fem skridt, så smadrer du panden mod muren, og de syge svin, der 175 havde tegnet sådan et cellehus, de havde sat vinduet helt oppe under loftet, så man ikke uden store anstalter, kunne se ud. Ikke alene skal folk mures inde, men de skal sgu heller ikke have lov at glo på noget så elementært som et grønt træ. Nå, jeg må ikke beklage mig, jeg hørte til de heldige. Jeg havde nået at smadre en masse af de gamles lort inden de saksede mig, så ligegyldigt hvad de gjorde ved mig, så ville der være overskud på kontoen. Man bandede på, at hvis de engang skulle være så åndssvage at lukke en ud igen, så skulle der smadres i den helt store stil. Der var ikke andre muligheder. Der var ikke andre måder at bekæmpe de gamle moralsk opløste landsforrædere på. De havde ikke andet i hovedet end en blød lænestol og så at tjene nogle fede grunker på noget lækkert udstyr til naziernes slagtehus. Men sådan noget siger de ikke. De taler om, at det er vigtigt at have et intakt produktionsapparat, og at det er synd for de stakkels arbejdere, hvis de ikke har et sted at gå hen og knokle. Og så var der den med, at vi er så små, og at det hele ikke nyttede noget. Jo vel nyttede det. Til sidst var der ikke nogen industri tilbage af betydning. Vi kom desværre for sent i gang og tyskerne fik desværre også for meget flæsk og smør, men vi gjorde hvad vi kunne. Og så er det er i virkeligheden en af de mest humane former for modstand: At smadre 176 krigsudstyret på produktionsstedet. Fra efteråret 1943 var krigen mellem os og besættelsesmagten kommet op på fuld styrke, og det blev almindeligt, at vores drøn blev efterfulgt af tyske gengældelsesaktioner. Den såkaldte Schalburgtage, hvor tysk politi og danske nazister sprængte roklubber, persontog, bladhuse, vandtårne, biografer, ja selv gamle Tivoli blev bombesprængt. Vi følte, at denne skærpelse af kampen var en fordel, for folk vendte sig kraftigt mod Schalburgtagen, og da de gamle politikersvin ved juletid kom med et ynkeligt opråb, hvor de fordømte den stigende udanske attentatvirksomhed, ja så følte vi, at nu skred det. Vores verden blev altså mere og mere militant. Vi følte, vi var med i en total krig, men hvad med vore familier, der prøvede at leve normalt? Far havde været OK fra dengang, da jeg på en skovvej i Tokkekøb Hegn fortalte ham: "At nu var jeg med". Far var født i Slesvig. Det danske land der i 1864, blev besat af Preussen. Far havde gået i tysk skole og i hans barndomshjem kom "æ gendarm" hver dag for at snuse. Myndighederne ville jo gerne vide, hvilke aviser og bøger farfar og farmor læste, men da far var ti år måtte familien flytte til Danmark. Mor var noget helt andet. Hendes familie, havde ikke været undertrykt af Tyskland, så da jeg fortalte mor, at jeg var blevet sabotør, tog hun den store tur. Hun havde ikke sat børn i 177 verden, for at de skulle sætte deres liv på spil. Ikke, at hun ikke kunne se tyskernes forbrydelser. Slet ikke! Otto, Emil og Ulla havde sejlet, så mor hadede også den tyske ubåd, der havde torpederet Ullas far maskinmester Teglers. Men det, at hendes søn gik i gang med at sabotere, det kunne hun bare ikke snuppe. Vi havde nogle forfærdelige opgør, hvor vi diskuterede hele natten. Mor mente, at jeg skulle tænke på min fremtid og ikke spille helt. De småting vi kunne lave, ville næppe skade tyskerne ret meget, men hvis jeg blev arresteret, så kunne det koste mig livet. Men efter jeg kommet på Vestre Fængsel Tysk Afdeling, ændrede mor sig totalt, hvilket far skrev om i sin dagbog. Besøg i Vestre Fængsel Nr. 415 ligger på 4. Sal, den fine Gang, hvor også Dr. Hoffmanns Kontorer findes; han var den Gang det store Navn på Shellhuset. Det er et lyst og venligt Kontor med Udsigt over Gammel Kongevej. På Væggene findes de sædvanlige Billeder. Hr. Glosch viser mig Udsigten og forklarer, at hans Sekretær sidder i et Værelse ved Siden af, viser i det hele taget frem som 178 til en Forretnings ven; jeg lader ham snakke. Han fortæller mig om sine Oplevelser som Politimand i Tyskland og her i Danmark. Hans sidste Sag her handler om en ung Mand, der har overfaldet en tysk Soldat; hvis Soldaten dør, er den unge Mand "um den Kopf". Hr. Glosch gør en talende Bevægelse med sin Hånd hen over Halsen. "Furchtbar, furchtbar", svarer jeg, og jeg bliver virkelig uhyggeligt til Mode. Jeg skulde ikke være bange, skynder han sig at sige, for Per var ikke "so schlimm". Sigtelsen for Sabotage ville forhåbentlig vise sig uholdbar; om jeg for Resten kendte Jørgen Lind; det gjorde jeg ikke (han havde været hos os flere Gange, men jeg havde virkelig glemt hans Navn). At Børge Brandt ikke havde opsøgt os, gik vi også let henover. Stemningen var nogenlunde. 22. Juni. Vi havde nu fået en illegal Brevforbindelse i Gang med Per. Det er ikke lange Breve; væsentlig skrevet på Cigaret- eller Toiletpapir; men det er opmuntrende at høre fra ham. Han meddeler, at han i de to første Forhør har været ude for skrap Behandling, og at han har tilstået, at Ole (Ib) har bragt ham i Forbindelse med Brandt (Han og Ib havde en gensidig Aftale om dette). Kendskab til Tom og til Sabotage har han pure nægtet og kun tilstået have lejet 2 à 3 Garager til Brandt. Disse Forklaringer går naturligvis videre og stemmer jo overens med, hvad vi selv har tænkt os. 28. Juni. I Dag var jeg 179 så indenfor Murene for første og forhåbentlig sidste Gang i mit Liv. Vi var vel en 50-60 Stykker, der havde fået Besøgstilladelse; jeg kendte dem næsten alle sammen fra Torsdagene. Der var den unge Frue, hvis Hjem var blevet ødelagt ved en af de store Schalburgtager; nu havde hun reddet sig et ekstra Besøg for at tale med sin Mand om Forsikringen. Det var Hustruen til en af Dansk Samlings fremtrædende Mænd; hun havde hørt det Rygte, at Tyskerne tillod, at man tog et Barn med på Besøg; hun fik aldrig opklaret, om Rygtet talte Sandhed, for den nidkære danske Vagthund ved Indgangen til V. F. tillod ikke en Gang Barnet at betræde Fængslets hellige Grund. Da min Tur kom, blev jeg ført ind i en Celle i Stuen, hvor Per ventede mig. Han var meget bleg, men så ud til at være i god Form. Vi sludrede om løst og fast, og jeg forstod, at Per gerne så, at jeg holdt Forbindelsen med Shellhuset vedlige. Et rask Farvel, og jeg blev igen lukket ud i Solskinnet. Det sidste Indtryk den Dag fra Vester Fængsel var den lille Pige, der tappert ventede på sin Mor uden for de Mure, der skilte hende fra Faderen. 12. Juli. Havde i Dag en Samtale med Hr. Glosch på omtrent to Timer. Vi drøftede først alt andet end Sagen. Vi diskuterede Generalstrejken, Stikkervirksomhed, og Hr. Glosch fortalte mig mange interessante Enkeltheder om Tyskernes Syn på Sabotagen; han kom altid 180 tilbage til denne Sætning: "Jamen, Krigen vil jo aldrig blive afgjort i Danmark!" Jeg tror, han nød det, denne jævne Tysker, at kunne tale med et andet Menneske. Til sidst kom vi lidt ind på hans private Forhold, og han indrømmede åbent, at Krigen havde varet alt for længe. Hans Syn på Stikkere og Schalburgfolk var heller ikke væsentlig forskelligt fra mit. Alt dette var jo en anden Tone end fra Dagmarhus. 25. Juli. Jeg har været lidt træt et Par Dage; måske er det Varmen. Det kan også være, at Nerverne er lidt tyndslidte. Jeg får i hvert Fald et Besvimelsesanfald lige før Besøget på Shell. Ely går imidlertid resolut derind. 26. juli. Jeg banker på Hr. Glosch's Dør. "Herein!" Gudskelov, så er han hjemme. "Det er Per Mortensens Mor", siger jeg højtideligt. Der går et Smil over hans Ansigt. "Ach Per", siger han, "ja, jeg kender Deres Mand so gut, han so tit komme hier." Han beder mig venligt tage Plads. Om jeg taler Tysk? "Ja-e," jeg trækker på det, "aber, aber, nicht so gut". "Ja, men det gør ikke noget, så taler vi Dansk", siger han flot, og det gør vi så på den Måde, at han taler Tysk med Dansk, og jeg taler Dansk med Tysk imellem. Det går glimrende og virker langtfra kedeligt. Det bliver en lang Samtale; jeg må igennem meget af det, som han har sagt til Christian. Jeg lytter og siger så lidt som muligt. Ser bedrøvet ud, da han bebrejder mig, at jeg ikke har haft 181 ordentlig Opsigt med Per; han har haft dårlige Venner, meget dårlige, man siger, Per er Sabotør. Så tilføjer han heldigvis: "Men det tror jeg ikke på." Jeg ryster på Hovedet. Det er umuligt, Per har altid været en flink og god Dreng, har næsten altid været hjemme om Aftenen; jeg har aldrig hørt noget om de "Venner", osv. Samtalen har taget en kedelig Vending, og jeg prøver på at dreje den derhen, så jeg kan få de Oplysninger, jeg er kommet for; det andet kender jeg altfor godt. – Bliver Per snart fri? spørger jeg. Nej, det gør han ikke, men han får sin Dom om nogle få Dage; den skal blot underskrives. Hr. Glosch har indstillet ham til 9 Måneder, og jeg forstår, at det er en stor Gunstbevisning, at jeg får dette at vide. "Ak, så længe", siger jeg med et dybt Suk, og jeg synes virkelig i øjeblikket, at det er en lang Tid. "Nej". Hr. Glosch tæller på Fingrene, "vi er i Juli; det er kun til Februar". Nu skal han skaffe mig et Besøg, inden Per bliver flyttet til Horserød. Horserød! Det lyder som Paradis. Når jeg besøger Per, må jeg under ingen Omstændigheder fortælle ham hans Dom; min Mand må vide det, men ingen andre. 2. August. Hr. Glosch er kortfattet i Dag. Sagen er nu færdig fra hans Hånd, og jeg vil for Fremtiden kunne få mine Oplysninger hos Krause. Da jeg udtrykker min Beklagelse over, at jeg nu skal henvende sig et andet Sted, slutter han Samtalen med en Vending, som 182 jeg ofte har hørt i mine unge Dage: "Was denn, Herr Krause ist auch ein netter Kerl!" 17. August 44 Aviserne har lige bragt meddelelse om de 11 dræbte i Shellhusets kælder. Det er rystende at se hvor mange gode venner blandt de pårørende, man nu må savne. Så længe vi mødtes her på V.F., kunne vi opmuntre hinanden og give hinanden styrke. Nu var igen alt håb ude i en række danske hjem. Blandt de dræbte var: Pers første sprængstof instruktør Jens (Victor Bering Mehl), og Pers spejderkammerat fra barndommen: Kornet Preben Hagelin, der var Holger Danske mand. Enhver vil forstå at foruden sorgen over disse unge raske mænd, så følte vi en usigelig angst for Per. Dette massemord, som tyskerne hyklerisk kaldte ”Skudt under flugtforsøg ” bør huskes til evig tid. Ære være deres minde. 18. August 44. Per har fået en ny cellekammerat. Samsø og vi er straks kommet i forbindelse med hans familie. Samsø har ikke ryge og læsetilladelse, så hans tobak går gennem mig til Per. Tyskerne er naturligvis sikre på, at Per læser sin kære Anatole France og ryger sin tobak, mens Samsø ser til. De ser begge fornøjet ud af vinduet, da jeg forlader V. F. 19. August 44. Mindehøjtideligheden for Preben i dag er det mest gribende, jeg nogen sinde har oplevet. Ved vor krans havde vi hæftet 183 et kort med Hostrups skønne linier: Grønnes kun, se det er sagen, leve med og være vågen. Leve kort tid eller længe, blot vi lyser op i tågen. Frøslev Engang i juli blev mine to gamle cellekammerater løsladt, og det for ind og ud med forskellige. Så var det slut med de hårde diskussioner, og man falder hen i en slags lysvågen sløvhed. Jeg satte tempoet ned. Jeg gad overhovedet ikke røre mig. Jeg talte, hvor få skridt pr. dag, jeg kunne komme ned på. Men jeg blev jo jaget både på lokummet og i gården, så meget under 300 skridt kom jeg ikke ned på. Jeg sov aldrig rigtigt, og jeg var aldrig rigtig vågen. Jeg lå og smådøsede på sengen hele dagen. Det var selvfølgelig strengt forbudt, men en gammel fange kunne vagten aldrig snuppe. Selvom han tilsyneladende snorksov, så havde han begge ører uden for cellen hele tiden. Han kendte alle lyde. Han lyttede hele tiden til telegrafen. Han vidste hele tiden, hvad der var under opsejling. Men pludselig en aften kom vagten helt uden for programmet, og så stod den på transport. Efter i et par timer at have stået med med næsen mod væggen 184 nede ved Meisters kontor, kom der en prærievogn. Så gik turen til godsbanen, og jeg var færdig med Vestre Fængsel Tysk Afdeling. På godsbanegården blev vi puttet ind i en gammel jernbanevogn. Der var sat jernplader for vinduer og døre, og da der kun var et hul i vinduet på størrelse med en femøre, så var der næsten helt mørkt i kupeen. Vi var ti mand med pakker og tasker i hver kupé, så der var lidt trangt. Nu havde jeg i måneder glædet mig til, at der bare skulle ske et eller andet. Når det så endelig skete, så var jeg helt rundt på gulvet. Vi havde megen snak om, hvor vi skulle hen, men det var ikke noget lyntog, og først efter fire dage var vi ved målet: Padborg station. Her blev vi jaget ud af toget, og så startede en frygtelig vandring. Det var fra Padborg og ud. Vi gik i en lang kolonne med vagter på begge sider. Det var mørk nat, og vi anede ikke hvor langt vi skulle gå. Jeg var så træt, så træt. Hvert skridt var en udmattelse. Jeg havde i måneder ikke lavet noget, bare sat tempoet ned, bare døset og læst. Mine bøger havde jeg ikke fået sendt hjem, så dem slæbte jeg sammen med mit tøj i en helvedes tung kuffert. Jeg var ved at give fuldstændig op, men et par kammerater tog sig af mig. En tog kufferten, og en anden gav mig en arm at hænge på. Den anonyme hjælp og håndsrækning, som fanger giver hinanden i en trøstesløs situation, giver 185 en masse varme og optimisme, så klarede jeg den. Omsider nåede vi Frøslevlejren. Selvfølgelig var det dejligt at komme væk fra Vestre, forstået på den måde at nu slap jeg for angsten for tæv, forhør og alt muligt andet, men det føltes også uhyggeligt. Jeg havde vænnet mig til det stille celleliv, så at sige groet ind i det, og nu stod jeg pludselig i en ret uvenlig og fremmedartet lejr. Frøslevlejren var meget, meget dyster. Med de mørke granskove og moser udenom. Med masser af tårne, pigtråd, bidske hunde og så de temmelig hysteriske vagter. Vi blev jaget ind i nogle halvfærdige, kolde barakker. Der var køjer, men hverken madrasser eller tæpper. Vi frøs gudsjammerligt, og megen ro var der ikke. Så blev vi vækket, fordi vi skulle tælles endnu en gang. Så blev vi vækket, fordi der skulle afgå en transport til Tyskland. Vi vidste til sidst ikke om det var nat eller dag. Jeg følte mig så helvedes utryg og ude af flippen. Så blev vi visiteret, og kun ved et held lykkedes det at få alle mine ting med ind. Så skulle vi smide bukserne. Alle med kønssygdomme skulle gå tre skridt frem. Det var en ny og mærkelig verden, jeg var havnet i. Det var en voldsom overgang fra det isolerede og dybt monotone liv i Vestre, og så til det vilde liv i Frøslevlejren. Der skete noget hele tiden. Der var uro, råben og ballade. Jeg var aldrig alene. Der skete noget ustandseligt, og det væltede ind med 186 en masse nye krav. Den første dag skulle vi ikke arbejde, og jeg stod på en trappe og kiggede ud over lejren med dens sammensurium af mennesker, barakker og plørede veje og hvem så jeg? Min gamle ven Kaj, værktøjsmageren fra Kløvermarken, og vi gik straks i gang med at snakke en masse. Kaj og Ejvind havde været en tur i Sverige. Over Sundet gik det fint, men da de ville hjem igen, måtte de "låne" en robåd i Halmstad. Det blæste op til en orkan fra vest og de endte på Anholdt. En emsig sognerådsformand ringede til politiet, der kom i med en fiskerbåd og så røg de i arresten i Grenå. En dansk dommer dømte Kaj og Ejvind til 8 dages fængsel for ulovlig indrejse, men Gestapo kom efter et par dage og tog dem med til Århus. Men Kaj og Ejvind var, som jeg, jo nærmest tyskvenlige. De var kun taget til Sverige for at søge arbejde som værktøjsmagere, og da det mislykkedes, var de taget hjem. På trods af nogle ret skarpe forhør hos blodhunden Schwitzgiebel og stikkeren Pelving klarede Kaj og Ejvind frisag og de var blevet sendt til Frøslev. Her var de nu, det meget foragtelige: Retursvenskere. Vi sagde selvfølgelig kun, hvad vi sad for. Når folk spurgte, hvad jeg havde lavet, så måtte jeg jo svare, som sandt var, at jeg havde lejet garager til modstandsbevægelsen for at få et par håndører, og så var jeg leveret. Flere gange måtte jeg flytte 187 til en ny stue, fordi nogle meget pæne folk ikke ville bo sammen med en sortbørshaj. Det var ret lærerigt. Men jeg havde da gudskelov Thomsen. Han havde kun siddet en måned på Vestre, så var han, via Horserød kommet til Frøslev. Vi fik snakket sag, og vi fik redet de fleste tråde ud. Han bekræftede, hvad jeg havde tænkt om sagen, og det var klart, at jeg havde fået god hjælp af ham til at bortforklare, at jeg ikke var den slemme sabotør Tom. I Frøslev blev jeg blikkenslager og rørlægger. Da jeg var den af sjakket, der kunne bedst tysk, så arbejdede jeg altid i den tyske afdeling af lejren. Jeg satte spejle, lokummer og vaske op. Jeg sørgede for at "Stuba" (det var øgenavnet på lejrkommandanten) kunne få sig et varmt bad, og at tyskerkantinen kunne få vasket op. Kaj og Ejvind arbejdede også i den tyske afdeling. De læssede tørv og fyrede i kakkelovne. Det at vi sådan luntede rundt ovre hos germanerne, det kunne de pæne fanger ikke lide. I Frøslev var det således, at der var dem, der hadede tyskerne, og så var der dem, der ikke hadede tyskerne. Her var igen en skillelinie. En usynlig grænse, men sabotørerne var ligeglade. Vi snakkede med hvem, vi havde lyst til. Det betød ikke noget. Så længe de har dig i saksen, kan du lige så godt gøre gode miner til slet spil. Vi snakkede med vagterne for at finde ud af, hvad de stod for. Vi forsøgte, tit med held, at underminere 188 deres standpunkter, og finde ud af hvem der var gode nok. Men det vigtigste ved, at jeg nogenlunde frit kunne færdes i den tyske afdeling, var at jeg kunne skaffe en masse gode ting. Sådan en snusket rørlægger, der lunter rundt med sin rørtang og værktøjskasse, lægger sgu ingen mærke til. Vi fik lokaliseret våbendepoter, og de steder hvor der blev opbevaret sprængstof. Det ville være et stort aktiv, hvis situationen skulle spidse til. Der var især et af depoterne, der lå ret godt, og her kunne jeg, så let som ingenting, vippe et helt læs Schmeissere og maskinpistoler. Det var lidt af en ejendommelig fornemmelse at trække et par halv tomme vandrør gennem et depot, der var fyldt med alskens mærkeligt soldaterisenkram. Det her med at hade tyskerne, det er sådant noget pladder. Man kan måske hade nogle af de danskere, der falder for fjenden. Men tyskerne selv, det virker tåbeligt, og så er det også helt uoverkommeligt. Tænk at hade 80 millioner. Det kan man simpelthen ikke, og hvilket formål skulle det også tjene? Men derfor kan man selvfølgelig godt gøre alt, hvad man kan for at de skal tabe deres krig, og hvis de så, mens de er ved det, går lidt fra snøvsen, så er det måske godt at kunne få fat et par Schmeissere. Vi gik så i gang med at organisere en gruppe dernede. Grundstammen var folk fra organisationen i København. Vi sad seks mand i Frøslev på dette tidspunkt, 189 men det var lidt ejendommeligt, for vi sad alle for noget underligt rod. Den eneste, der sad for noget nogenlunde ordentligt, var Thomsen. Han havde været nødt til at tilstå en masse ting. Han havde en vis stil, og han var meget respekteret. Respekt er måske ikke det helt rigtige ord. Frygtblandet beundring er nok bedre, for Thomsen overtrådte ustandselig lejrens mange reglementer, og han gjorde det på en ret åbenlys måde. Men nu var han en gammel lejrrotte, så han klarede sig altid. Vi sad for eksempel en aften på hans stue, og så halede han det kort frem over Sønderjylland, som Kaj havde organiseret. Med sin ru og hæse stemme begyndte Thomsen nu at vurdere forskellige flugtruter. Pludselig blinkede lyset to gange. Det var vagten ved indgangen, der meldte besøg af tyskere. Få sekunder senere masede de ind på stuen, og så stod den på razzia. Alt i stuen blev endevendt, men efter ti minutter gled de uden at have fundet noget. Næppe var de ude af døren, før Thomsen igen sad ved bordet og tegnede ruter på kortet. Han fortalte os senere tricket. Man sørger for at kortet hele tiden er klart til hurtig foldning, og man sidder hele tiden med en tegnestift i hånden, og sker der så noget, så sætter man lige så stille kortet op under bordpladen. Voila! Thomsen var i øvrigt chef for lejrens mest arbejdssky gravehold, men da holdet pudsede sine spader, og da det havde en vis 190 militær anstand (Thomsen havde været korporal i den amerikanske hær), havde holdet en høj stjerne hos Stuba. Så når andre hold stod ude i regnen og masede i pløre og ælte, så sad de inde i varmen og snittede bunker af "Frøsleve" og andre små træting. Gruppen var selvfølgelig lidt efter Thomsen, fordi han var så åbenhjertet, men vi kunne sgu aldrig blive rigtig sure på ham. I en eller anden skrap situation ville han også virke mere troværdig end os med vores blakkede sager. Vi gennemtrawlede altså lejren på alle leder og kanter for at finde svage punkter og den slags, og gruppen begyndte at arbejde på en række planer. Foruden de lidt upræcise mytteriplaner, så var der nogle konkrete flugt og benådningsplaner. Vi syntes, at vi havde siddet inde længe nok. Med vores forstående indstilling til tyskerne, så syntes vi slet ikke, at der var nogen grund til, at vi sad inde. Kaj og Ejvinds ansøgning om benådning sluttede med, at de gentog deres erklæring af 27. juni, om at de aldrig bevidst havde modarbejdet tyske interesser. Det, at man med koldt blod kunne skrive sådan, var der mange, der ikke kunne snuppe. Men hvad! Man er fange og muret inde, og så må man jo bruge alle midler. Det gjaldt jo om så vidt det var muligt, at beholde livet, komme ud igen og få væltet nogle flere fabrikker. Ikke? Vi blev dernede i et par måneder. Himmelfartskommando 191 Vi der sad i sabotagesager, og det gjorde jeg også, selv om jeg blev regnet for sortbørsmand, vi kom på noget, vi kaldte for Himmelfartskommandoer. Det var sådan, at der var nogle tog, der skulle nordpå med tyske tropper, og da der på dette tidspunkt var ret mange tog sprængninger, så tog man fanger fra sabotageafdelingen i Frøslev, og de blev så sendt med som gidsler. Ti fanger med hvert tog. Det var det rene pjat, for de tog vi var i blev selvfølgelig ikke væltet, og det hindrede heller ikke jernbanegutterne i at hakke sporene over andre steder. Mit hold bestod af gamle rutinerede fanger, så vi fik en fin tur. Bagagen blev kørt i hestevogn til Padborg, og vi gik sammen med de fire politisoldater, der skulle passe på os. Vi kom ind til Padborg og blev jaget op i en fuldstændig tom godsvogn. Det kan vi da ikke finde os i, sagde vi til tyskerne. Vi må da have noget at sidde på. Efter lidt palaver gik to mand ud på stationen og fandt et par dejlige bænke, med rygstød og det hele. Fat i dem, men så kom der en eller anden DSBgeneral farende og sagde, at vi ikke måtte tage hans bænk. Vi sagde, at vi var på skovtur for gamle Danmark, og det ville vi sgu ikke gøre stående, og det måske i mange dage. Vi var meget venlige og sagde at vi bare ville 192 låne den osv. Jamen det var imod reglementet, og ham jernbanekongen råbte op om en hel masse. Klap i snutte, nu tager vi din bænk, og er der mere vrøvl så beder vi vores bodyguard om at give dig en pløk. Og så sagde vi til tyskerne, om de ikke kunne vifte lidt kanonerne. Han forsvandt som lyn og torden, og bare for at drille ham, så tog vi hele tre bænke. Vi var vist fem dage om at køre til Ålborg, for man kører jo ikke hele tiden. Holder meget på et eller andet sidespor og venter og rangerer og kører og venter. Vi kørte så med dette her tog. Det var fyldt med mere end tusind tyske marinesoldater. Uden marine, men meget sultne og meget forhutlede, og hver gang vi holdt, sprang der bunker af militærpoliti af toget. Lige så meget for at hindre tyskerne i at stikke af, som for at hindre os i det. Vi var sådan set i den samme båd, som de her marinere. Vi havde bare betydelig bedre plads i vores vogn, end de havde i deres. For vi var jo kun 14, hvor de måske var 40. Vi havde da også noget at spise, og det havde marinerne ikke. Jo, vi havde det meget godt, og vi fik tiden til at gå med at stikke til de her politifyre. I starten var de meget sure og tvære og ikke til at slå et ord af, men efterhånden fik vi da tøet dem lidt op. Vi diskuterede med dem, hvorfor de sloges. Jo, det var altså for at hindre den tyske kultur i at blive jokket ned af bolsjevikkerne. Hvad er så tysk kultur? spurgte vi. Ja 193 det var altså noget med Göthe og Schiller. Vi havde en tysklærer på holdet, så han fyrede løs med: "Über allen Gipfel ist Ruhe", og mere af samme skuffe. Vi hævdede så, at vi kendte mere til tysk kultur end de her politier, altså måtte det være os, der forsvarede den her kultur. Det lyder temmelig spidsfindigt, men det gjaldt jo om at rokke lidt ved dem og med al vores snak, fik vi dem lidt pacificeret, og det var en god og vigtig ting. Vi landede en tidlig morgen i århus, og vi trængte ligesom til et eller andet. Vi gik et par mand i byen, hvor vi møder en mælkebil. Den var lige i øjet, men fyren ville altså ikke stoppe. Men vi havde jo gudskelov germanerne med, og dem fik vi til at lægge geværet til kinden. Så råbte vi: "Halt" og så virkede bremserne lige på en gang. Vi bad så om fjorten hele sød, og mælkemanden sagde, at han gerne ville se lidt penge. Så blev den ene tysker hysterisk og råbte, om mælkemanden ville tage penge fra patrioter? Næh, det var måske ikke lige sagen, men flaskerne ville han da gerne se igen. Dem lovede vi så at sætte ved hegnet. Ham tyskeren, der ikke syntes om, at mælkemanden ville have penge, var nu også ganske særlig frisk. Vi snakkede meget med ham. Han var fra Hamborg, hvor han havde arbejdet i havnen som bananpakker. Han var god nok. Det var der en til af tyskerne, der måske også var, men han var bare så forfærdelig dum. Med de sidste to 194 var det noget helt andet. Meisteren var jo befalingsmand, og sådan en overrøv kan man aldrig stole på, selvom han tilsyneladende var ret fredsommelig, men den sidste var et totalt nazisvin. Han var helt sikkert en af de beskidte stikkere, som Gestapo havde fået anbragt i samtlige tyske afdelinger. Nå, vi havde det nu ret gemytligt. Vi fik masser af tobak, madvarer, varme kyllinger og nybagt brød, og en lille en manglede heller ikke. På alle stationer væltede det frem med en masse flinke folk, der kom for at høre om vi kendte den eller den, og for at høre om hvordan en eller anden havde det. Vi svarede så godt vi kunne, og så gav de os, hvad de havde med. Hold da helt kæft, hvor det varmede. Her kom røven af femte division, og så var vi lige pludselig helte i noget, der næsten smagte af et triumftog. Det var med vinken, hurraer og blomster og en masse andet gas. Det var rigtig dejligt. Efter en fire dage nærmede vi os rejsens mål Ålborg. Vi havde som sagt fået en masse madvarer under turen. Vi havde også haft en del med fra Frøslev, så vi havde hver et par ølkasser fulde af smør, brød, pølse og meget andet godt. Nu er det jo sådan at disse ting har en begrænset holdbarhed, og turen var snart forbi. Vi måtte se at finde på en måde, at komme af med al den mad. Løsningen var sådan set ligetil. Vi kunne dele det hele ud til marinerne. Det skete lige før Ålborg. Her holdt 195 toget på et passende sted. Vi fandt ud af, at det skulle det gøre ret længe, og så spurgte vi, gennem politierne, den tyske officer der var togfører, om vi måtte dele lidt mad ud. Det gav han sin tilladelse til, da marinerne var, for at sige det mildt, ret sultne. Vi lavede så alle tiders tiptop organiserede maduddeling. Vi hakkede, jeg ved ikke hvor mange, portioner ud af brød, smør, pølse og en lille lækkert. Da det hele var klar, bad vi marinerne om at komme hen til vores vogn, hvor de så stillede sig pænt op i en lang kø. Det er en af de mest groteske situationer, jeg nogen sinde har oplevet. Tænk at se denne lange kø af udmarvede og udpinte tyske soldater i blå, luvslidte marineuniformer stå stille og roligt og vente på, at det skulle blive deres tur. Lidt genert kom de hen til fangevognen, hvor vi sad i tykt varmt tøj og med nogle frygtelig grimme kasketter på hovedet og uddelte af vores overflod. Vi følte det som en vigtig sejr. Det kan være svært at forklare, hvorfor. Måske var det hele det absurde i situationen, der gjorde det, jeg ved det ikke. Nogle vil måske sige, at det var tyskerne, der havde givet tilladelse til denne maduddeling. Det havde de da helt klart også, men på den anden side så var de umærkeligt blevet lusket ind i en situation, hvor de på en uigennemsigtig måde, var lidt til grin. Hvorfor fanden beslaglagde de ikke hele møget? De havde jo magten, så 100 % 196 endda. Det var en eller anden ting med ærlighed, orden og hæderlighed, som det var vigtigt for dem at vise, hvis de skulle have os, og måske vigtigere, deres egne til at tro på alt det politiske nonsens, som var grundpillen i det stortyske tåbe rige. Så gik det i øvrigt vældigt muntert til. Vi kendte jo læs af tyske, lidt synftige, soldatervitser, så gang på gang rullede latteren ned langs toget, så der var ingen der var bange for at modtage lidt smør og pølse af de grumme terrorister. Efter denne besynderlige maduddeling kom vi til Ålborg, og vognen skulle kobles fra, og så måtte transporten klare sig uden os. Vi havde kammerater fra Ålborg med i vognen, så nu skulle det helt store slag slås. Vi lavede lange lister til den købmand, og til den tobakshandler, og vi underskrev listerne med: Den rejsende afdeling af Danmarks Frihedsråd. Meisteren og den dumme tysker gik i byen for at hente alle de gode sager, men så blev der uklarhed om, hvem der skulle spænde vognen fra. Pludselig skulle toget køre og vi i fangevognen hang stadig på. Marinerne var ligeglade og så gik det igen mod nord. Stemningen skiftede som et lyn, fordi der nu kun var bananpakkeren og nazisvinet tilbage til at passe på. Nazisten gik helt grassat. Det var med ladegreb på maskinpistolen. Vi skulle have hænderne om bag på nakken og stå henne i den ene ende af vognen. Bananpakkeren 197 gav sig meget frisk til at diskutere med ham, men han blev nærmest smidt hen til os. Vi prøvede på at give lidt igen, men så kørte den på Maul halten og Hände hoch. Stemningen var temmelig trykket og uhyggelig overspændt. At se ind i det sorte løb på en Schmeisser, hvor sikringen er slået fra, er ikke bare lykke. Vi vidste godt, hvad en nervøs tysker kunne finde på, så vi blev bløde i knæene. Da vi havde kørt en allerhelvedes lang time på denne måde, holdt toget i Åbybro. Nazisten sendte bananpakkeren hen til den tyske officer, der havde kommandoen over toget, for at låne et par mand til bevogtningen af os. Milde Moses! "Togføreren" kom egenhændigt og fuldstændig hysterisk og gav nazisten alle tiders skideballe. Hvordan kunne sådan en lus af en gefreiter drømme om at henvende sig til en OFFICER. Hvordan kunne sådan et røvhul af et politisvin overhovedet komme på den tanke at sende et bud til en MARINEOFFICER. Kendte han ikke sin plads? Jeg har aldrig hørt så mange skældsord på så kort tid. Hvor blev han skældt ud, og det på den rigtige lede metode med: Saml hælene for fanden! Stå ordentlig ret, når en overmand taler osv. Togføreren var kobberrød i hovedet af raseri, og han sluttede med en vældig svada om, at han ikke kunne drømme om at stille mandskab til rådighed, men tværtimod ville give instruks om, at ingen på 198 toget måtte løsne et skud, hvis vi flygtede. Det kom frem, at Værnemagten var rasende over at Gestapo fyldte togene med gidsler. Den tyske hær behøvede ingen paraply. Muligvis har også balladen på de forskellige stationer spillet ind, og måske også vores fine maduddeling. Situationen var så underligt ladet. Hvad skulle vi? Det med at marinerne ikke ville skyde, hvad betød det? Pludselig rullede der en stor politibil ind på stationen, og ud kom meisteren og den dumme politisoldat, og stor var gensynsglæden. Vi glemte nazisten og alt hans vrøvl, og kravlede ud af vognen med alle vores pakkenelliker. Toget kørte videre, og en dansk jernbanemand, der havde siddet ude i bremsekupeen, og som havde været ved at blive skudt flere gange, fordi han prøvede på at få kontakt med os, kom nu frem med sine 15 bajere. Vi gik ind i pakhuset, hvor nu de fire politisoldater, vi ti fanger og så jernbanemanden drak en skål på, at vi igen var blevet lykkeligt forenede. Vi var virkelig glade for at være sammen igen, hvor absurd det end kan lyde. Det var med dunk i maven og slag på skulderen, og da et par af fangerne lavede en skøn parodi på togførerens overhaling af nazisten, var taget af pakhuset simpelthen ved at ryge af af grin. Meisteren fik øllet i den gale hals. Vi dunkede i ryggen. Vi grinede så tårerne randt. I døren stod politibilens chauffør, en meget værdig dansk 199 hipomand, og så undrende til. Det var ikke til at holde ud, hold kæft hvor var det skægt. Selvfølgelig var der en masse reaktion i det. Vi havde stået i timer og kigget ind i løbet på en sort Schmeisser, hvor en smaddernervøs pegefinger lå på aftrækkeren. Meisteren havde følt feltrettens nærhed, da han stod med de gode ting på en tom perron. Det var jo noget imod reglementet sådan at forlade ti superfarlige fanger. Nazisten, ja han rokkede med hovedet og vidste hverken ud eller ind. Men Ålborg kaldte, så til sidst måtte vi lunte ind i bussen. Vi sad et par stykker oppe ved siden af denne her hipofidus. Han var som sagt meget værdig og korrekt. Det var de jo altid, når de ikke var med til forhør og den slags. Vi tog gas på ham. Vi syntes ikke, han kørte stærkt nok. Vi havde jo travlt, vi skulle hjem og passe på flere tog. Hold da helt kæft, hvor det gik, og hvis nogen en oktoberdag i 1944 i Ålborg så en politibil tage hjørnerne på to hjul og køre over for rødt, ja så var det faktisk os der var på vej til banen. På stationen i Ålborg kikkede vi lidt på godsvogne, og til sidst fandt vi en god en med kakkelovn i. Så organiserede vi brænde og noget at sove på. Vi havde fået masser af gode ting fra gutterne i Ålborg, så nu skulle der festes. En af gutterne var skrap til madlavning, og han stegte skønne bøffer. Vi åd og drak øl. Brændevin var der nok af, ja selv store cigarer manglede ikke. Der 200 blev fortalt historier i bunker. Der blev sunget og skrålet, og den lille enakter med togføreren og nazisten blev opført igen og igen. Nazisten holdt sig strunk længe, men til sidst kunne han ikke mere, og da han til sidst proklamerede, at det tyske folk nok havde trådt i det og ikke fortjente at vinde krigen, så måtte vi jo udbringe alle tiders skål. Ud på de små timer skulle vi pisse, og jeg måtte kravle ned fra den ret høje vogn. Tyskerne skulle have deres våben med, og da den dumme tysker skulle ned, rakte han mig sin maskinpistol. Da jeg mærkede Schmeisserens kolde metal i hænderne røg det igennem mig: "Alle tiders chance". Men jeg var sgu for pløret, og vi havde det jo smadderhyggeligt. I Ålborg gav en anden gruppe et godt eksempel på det med at køre tyskerne. De vadede ned ad gaden på vej til banen, og så var de stoppet op og havde bekendtgjort, at det var torsdag, og at torsdag var deres faste badedag i Frøslev. Vagterne kom i vildrede. De kunne da ikke tage bad sådan midt på gaden? Det var ikke gruppens problem. De ville bare påpege, at renlighed var vigtigt, og at reglementet vel ikke var lavet for sjov. Der måtte være en vis orden i tingene, og de kunne jo ikke gøre for, at deres badedag var fastsat til en torsdag. Til sidst fik de gjort vagterne så kulrede, at de fik dem til at rydde en badeanstalt en times tid og gruppen fik alle tiders bad. Det var igen 201 denne teknik med at bruge tyskernes vås til egen fordel. Hele tiden at slå på deres ære, troskab, pligt og renlighed og så dreje dem nogen knapper. Det var nemmest med de menige tyske soldater, der som regel var skide usikre, men lidt af systemet kunne også anvendes højere op, ja selv Gestapofolk kunne man lokke på en limpind. Til sidst var alle grupper samlet, og vi blev kørt samlet hjem. Denne gang tog det ikke så lang tid. Et døgn efter blev vi sat af på Fårhus station, og hele kompagniet drog samlet hjem i den mørke nat. Vi fandt ud af, at næsten alle grupperne havde haft en fin tur. Vi og vore vagter glædede os til, at vi skulle afsted igen. Men den spøg, med at sende folk på "Himmelfartskommandoer", brugte Gestapo aldrig nogen sinde mere. Tilbage i Frøslev Vi gik stadig og arbejdede med flugtplaner, men det var nu mest de andre, for jeg lavede ikke ret meget. Jeg var blevet kold. Jeg turde ikke. På en vis måde var alting kammet over. Jeg har aldrig været så meget for det modige. Jeg kan tvinge mig selv til at gøre et eller andet, og når jeg så er i 202 det, ja så kører løbet, og så er det ret let at hænge på. Men det at få startet, at komme i gang, det har altid givet mig de forfærdeligste problemer. Og det at flygte, det at stikke af fra en lejr eller et fængsel, det kræver meget mod. Et kolossalt mod i et bestemt øjeblik, og det var ikke lige min stil. På den anden side, så ville jeg ikke stå tilbage for mine kammerater. Jeg blev også regnet for en af de gamle hårde, og den rolle giver man jo ikke så let fra sig, så jeg sagde, at jeg var med på spøgen, men at det selvfølgelig måtte planlægges virkeligt grundigt, og så havde jeg helt klart en masse tekniske indvendinger, så jeg kunne trække tiden. Først og fremmest holdt jeg på, at vi skulle have tilladelse fra København, før vi måtte stikke af. Det blev meget diskuteret i Frøslev, om man måtte flygte eller ej. Den almindelige mening var, at det var meget ukammeratligt. Ja, man var næsten en særlig slem slags landsforræder, hvis man gjorde det. De folk Gestapo havde sat pigtråd om, var jo en noget broget skare. Hovedparten havde ikke lavet ret meget. De sad nærmest for det rene pjat. Selvfølgelig er den slags ting svære at konstatere, men vi havde som sagt udviklet nogle sære evner til at lokalisere den slags, og på en eller anden led hænger det også sammen med den almindelige holdning til det daglige lejrliv. I holdningen til det, man kunne kalde lejrens overklasse af ledende 203 fanger. Denne overklasse var ikke valgt, men den bestod af folk med en eller anden position udefra, og det var dem, der havde den officielle kontakt med tyskerne. Disse overfanger boede som regel på en eller tomandskamre. De havde tjenere og oppassere, og de udlagde selvfølgelig den daglige tekst om tilpasning, ro og orden, og vi afskyede dem som pesten. Vi var temmelig sikre på, at fik de nys om, hvad vi gik og rodede med, så ville de nok kunne skaffe os en billet sydpå. Nogle af disse overfanger havde lavet virkelig fine ting, før de blev buret inde. Et par af dem hørte til de helt store kanoner, men hvad de kunne også være bange for deres skind, så der var nok ikke så meget at sige til dette usynlige dobbeltspil. Fanger er jo presset af titusind ting til at blive super, super egoister. Vil de overleve, så må de først og fremmest tænke på sig selv. Set ud fra de almindelige borgerlige normer er det sjældent de ærlige, der når at komme hjem, og når vi holdt så hæmningsløst sammen i vores lille celle, så var det ikke alene kønne følelser, men også den kendsgerning, at når en fire-fem mand står sammen, så er de sgu lidt sværere at vælte, og din personlige chance for at klare dig bliver maksimal. Man kan endog oparbejde et overskud, så man i en given situation kan give de andre kammerater en håndsrækning. Vi havde altså sendt en "ansøgning" til 204 København om tilladelse til flugt, men disse illegale meldesystemer tager jo lidt tid, så mens vi ventede, gik vi i gang med det tekniske. Kaj og jeg blev udset til at være de to første, der prøvede flugtruten. Den var lavet sådan, at den var svær at spore, og så var tanken den, at gik det godt for os, så skulle resten af gruppen følge efter med nogle få dages mellemrum. Planen byggede på, at der hver dag kom nogle lastbiler med tørv til lejren. De blev læsset af i et skur, der lå i den tyske afdeling, så her var kontrollen knap så streng. Vi havde opdaget, at det var ret let at kravle op under sådan en lastvogn, og havde man så lagt et par brædder ind i chassisrammen kunne man ligge noget så nydeligt og køre ud af lejren. Fordelen ved denne plan var endvidere, at den var svær at spore, og at den ville give mange timers forspring. Flugten ville først blive opdaget ved aftenappellen, og så ville vi være over alle bjerge. Vi savede brædder til alle lastvognstyper og gemte dem et sikkert sted. Jeg huggede et kompas, som blev gemt et sted i den tyske afdeling. Kaj organiserede et kort, og så gik vi i gang med en snak om vi skulle tage et par pistoler med. Den ide blev dog skrinlagt, idet vi regnede med, at hvis vi blev hugget, og havde sådan noget lort på os, så ville vi på minutten blive stillet op af en pæl til ti skarpe skud. Et våbentyveri ville måske også føre til repressalier over for 205 den øvrige lejr, så jeg lavede derfor en skøn Walter i træ. Den fik godt med sort skosværte og en hyldebøsning som løb, så den kunne vi sagtens skræmme en eller anden med. En aften prøvekørte vi også et system, der kunne mørkelægge hele lejren. Det var jo en god ting at kunne ved en flugt, eller hvis noget andet skulle ske. Ejvind lavede et par gode sikringer med tre millimeter jerntråd i stedet for den sædvanlige tynde sikringstråd af nikkelin, og midt i aftensmaden lavede Mads så en kortslutning. Den gik over al forventning. Hold da helt kæft en larm der blev. Vi mørkelagde det halve af Sønderjylland, idet kortslutningen smadrede et hovedbly på en trafo i Åbenrå. Tyskerne gik amok. De for rundt i det egyptiske mørke med nogle sølle lommelamper for at jage os ind på stuerne. Det var helt fint, og hvad bedre var, det tog næsten to timer inden vagterne igen fik blus på lampen. Jo, vi kunne, hvis det havde været nødvendigt, ret let havde lavet en masse gode ting. Så kom tilladelsen igennem. Vi måtte flygte, men jeg var altså blevet kold. Det ville jeg dog ikke indrømme, så jeg fandt på flere nye påskud for en udsættelse. Noget med at det var for mørkt, eller var det den med fuldmånen? Jeg ved det ikke, men hele sagen pinte mig meget. Det var en led tid. Min mor og far kom på besøg en dag, og det var rart at få en sludder. De tog en masse ting med hjem, men vi berørte ellers ikke 206 flugten. Jeg tror nok, at Børge havde snakket med dem om det, men selvom tolken var let at snøre, så er det jo ikke lige stedet at lægge flugtplaner. Men jeg gik altså og trådte vande og havde det mildt sagt skidt. At skulle sige: "Så er det nu" lå som et kolossalt krav og gnavede hele tiden, men så lige pludselig midt på blanke eftermiddagen blev jeg kaldt over til tårnet. Hvad nu tænkte jeg, er noget blæst op? Nej, jeg skulle løslades. Stil om en time med alle dine ting. Vi vil ikke se dig mere. Hvordan har man det efter en sådan besked? Det kan ikke beskrives, det var bare helt i top. Jeg pakkede mine sydfrugter, og så tog jeg en masse af Kaj og Ejvinds ting med. De kunne jo ikke have ret meget med op under lastvognen. Vi aftalte en masse ting, for nu skulle jeg til København og kunne undersøge sagerne. Kaj og Ejvind havde også søgt om løsladelse, måske var deres sag på trapperne, og hvis ikke, så måtte jeg ned og modtage dem, når de kom med bilen. Det blev aftalt i et læs af koder, så vi kunne holde kontakt. Disse koder gik jo på bestemte vendinger, som vi skulle indsætte i de tilladte breve til familierne, og den slags tegn kan intet nok så smart dechifreringssystem finde ud af. Efter den sædvanlige ransagning og papirunderskrift stod jeg så igen med en helvedes tung kuffert på landevejen til Padborg. Men jeg var fri, men det var synd at sige, 207 at jeg følte mig særlig befriet. Jeg var så bange hele tiden, når vejen drejede, når der var et træ blev fødderne som bly, og hjertet gav nogle hop. Lige før Padborg stod der et par folk på vejen, og jeg turde næsten ikke gå forbi dem. Måske var denne løsladelse bare en fidus, måske var den en fejltagelse, og lige med et ville Gestapo være der med nettet igen. Jeg måtte hele tiden synke spyttet og udføre alle de almindelige handlinger rent tvangsmæssigt. Alene at købe en togbillet var et problem. Stationen flød med tyskere fra lejren, måske ville de komme hen og sige, "Skal vi to ikke lige have en snak"? Skulle man i det hele taget køre med det tog? Var der ikke en mere sikker mulighed? Men hvad gør man en sen efterårsaften midt under krigen i Padborg? Jeg ventede en time på at toget skulle køre, men jeg var hele tiden klar til at spæne, hvis noget skulle hænde. I Vamdrup luskede jeg diskret af toget, og så blev jeg mere rolig. Nu var jeg på et kendt sted, og jeg gav mine bedsteforældre et chok, da jeg bankede på ruden. Jeg kom ind, fik en masse mad, og så prøvede jeg at få sovet lidt. Men det kneb noget. Jeg hørte lyde ad helvede til, og det kørte åndssvagt rundt i bolden på en. Den næste dag tog jeg videre, og havde det lidt bedre, men denne forfærdelige knugen var der stadigvæk, men efterhånden som jeg kom længere og længere væk fra Frøslev, ja så tøede man jo op. Ved 208 Storebælt var der nogle båse, hvor man skulle vise sit legitimationskort til et par tyske soldater. De var meget fredelige, men jeg havde jo ikke noget kort, men et fint Schein fra lejren. Det interesserede tyskeren, og han sagde et eller andet. Jeg var jo vant til at snakke med tyske soldater, så jeg gav lidt igen. Soldaten var i øvrigt frisk og sagde, at den var god nok, sådan at slippe ud af en lejr. Men pludselig var der en masse kold luft omkring mig. Jeg måtte ikke tale med en tysker. Jeg havde ikke noget kort som alle andre. Folk så ret skævt til mig. Det var en væmmelig fornemmelse. Jeg havde siddet inde, og nu kendte jeg ikke stemningen ude mere. Oppe i restauranten fik jeg lidt mad. De ville se rationeringsmærker, og da jeg bad om en øl, så tjeneren på mig, som om jeg var tosset. Så fortalte jeg, at jeg kom fra Frøslev, og så fik piben en anden lyd. Så kunne jeg få alt, og folk stimlede sammen for at høre nyt. Det var næsten lige så ubehageligt, som det med den kolde skulder. Nå, endelig nåede jeg til København. Et mellemspil var forbi. På Shellhuset 209 At slæbe sin kuffert op på anden sal og ringe på døren, det var skønt, og sikken en modtagelse, jeg fik. Alle var helt rundt på gulvet. Jeg blev fejret som en, der havde gjort det umulige muligt. Det var overvældende, men angsten, der stadig sad i nakken, tanken på alle kammeraterne, der stadig sad i saksen, gjorde at man ikke blev alt for rørstrømsk. Hvad fanden, du var kun et lille heldigt hjul i en stor maskine. Når du sad her og solede dig, så var det jo kun fordi mange andre havde lagt skulderen til. Dine sabotørkammerater havde holdt kæft. Dine fængselskammerater, der havde givet dig en hånd, da det var ved at vippe, men først og fremmest dine forældre, din mor og far, der havde haft evne til at føre kampen videre på de sære betingelser, der gælder for en sådan luskekrig. Hvor blev der snakket. Alle var vilde med at høre om, hvordan der var inden for tremmerne. Det syn, vi der havde siddet inde havde på tyskerne, kom bag på de fleste. Alle vore småfiduser vakte jubel og når vi gav den om "Himmelfartskommandoen", ja så gik taget af huset. Det er måske ikke så let at forstå, men husk på, at tyskerne var kolossalt frygtet på grund af al deres terror, så det at gøre grin med undertrykkerne var helt i top. Efter en 210 lang nats søvn sad jeg så ved morgenkaffen og gumlede på et rundstykke. Telefonen ringede, jeg tog den. Det var Glosch! Stuen gyngede et øjeblik, og torsdagen for et halvt år siden var pludselig tæt på. Han ønskede mig velkommen hjem, men jeg havde glemt at underskrive et par papirer i Frøslev, så jeg ville måske have ulejlighed med lige at kigge ind til ham. Så kunne jeg underskrive på Shellhuset, det var det letteste. Det ville jeg selvfølgelig gerne. Om det ville passe mig den næste dag kl. 10. Jo, det var i orden, og jeg kunne godt tage min far med som tolk. Puha, den var streng. Skulle man virkelig gå i løvens hule en gang til? Der var masser af eksempler på, at folk var blevet løsladt, for derefter at blive kaldt tilbage, rent rutinemæssigt måske, og så var fælden klappet i en gang til. Hovedreglen i fængslerne var, at var man engang sluppet fri, så skulle man aldrig, aldrig, aldrig mere komme igen, og denne regel var banket ind i en næsten lige så hårdt som NÆGT. Men var denne løsladelse ikke ægte? Der var sket det, at da mine forældre hørte, at vi var i gang med flugtplaner, så var de blevet opskræmte. Far var gået til tyskerne, og havde pumpet godt på min sag. Far havde sagt noget om, at jeg var lidt sløj, og at jeg nok havde fået dårlige nerver. Far spurgte om der måske var en mulighed for at få straffen nedsat. Mor gik også ind på Shellhuset, og enden på det hele 211 blev, at de fik Glosch til at anbefale en benådning. Det var lykkedes, at få mig ud, og hele dette spindelvæv ville blive revet op, hvis jeg ikke stillede i morgen klokken ti. Og hvis der var kommet nyheder i sagen, så ville vi vel vide det, og så havde Glosch vel ikke bare taget telefonen. Tog jeg ikke ind på Shellhuset, så måtte hele familien gå under jorden. Det ene med det andet, jeg besluttede i hvert fald at lægge hovedet på blokken en gang til, men jeg lukkede ikke et øje hele natten. Den næste dag tog far og jeg afsted i god tid. På slaget ti passerede vi de spanske ryttere og alt det andet lort, tyskerne havde barrikaderet sig med. Der blev set godt skævt til et par civilklædte fyre, der sådan skred ind på Shellhuset. Her i slutningen af 1944 var stemningen ret god, men da først vi var inde gik det fint. En vagt ville stoppe os, men vi kunne jo jargonen. Når en kriminalrat havde sagt, at vi skulle komme klokken ti, så mente han vel klokken ti. Vi havde virkelig ikke tid til at stå og hænge i en vagtstue. Skulle der ikke være orden i sagerne? Vi vadede op af trapperne og fandt kontoret. Wienerpigen sad her endnu. Vi vekslede et par ord, og så kom Glosch. Vi snakkede om den smukke udsigt, og så fik jeg nogle papirer til underskrift. Jeg skrev selvfølgelig under. Det var noget med aldrig at være slem mere, og så fik jeg et foredrag om, at jeg endelig måtte holde mig fra disse slemme folk, 212 og hvis de skulle kontakte mig, hvilket der måske var en chance for, nu jeg var kommet ud, ja så måtte jeg meget gerne ringe til ham. Han skulle nok være diskret osv. Jeg gik ind på alt, man er jo en lille mand. Vi snakkede lidt mere, næsten på kanten af det overhjertelige. Endelig var vi færdige. Vi sagde farvel. Da jeg trykkede hans hånd sagde Glosch: "Hvis vi mødes på gaden, dann begrüssen wir uns nicht". Hvorfor skulle vi dog ikke hilse på hinanden? Næ, der findes så mange, og så gjorde han en sigende bevægelse med hånden og sagde: "Pif-paf". Han var vel bange for at blive udpeget. Vi gled ned af trapperne og passerede barrikaden. Kan almindelig byluft smage så godt? Nu gik der en fjorten dage, hvor jeg gik og hang, men på den anden side, så kunne jeg jo ikke gå omkring uden at lave noget. Der måtte ligesom ske et eller andet. Altså startede jeg igen på B&W. Jeg havde endnu lidt læretid igen. Det med at begynde igen på B&W, det blev helt gennemdrøftet. Der var meget både for og imod, men nu var jeg jo begyndt at spille rollen som legal, og selv om jeg havde holdt mange op derude, så var det jo længe siden, og hvis man laver det uventede, så kommer det jo altid bag på folk, og så kan de ikke sætte tingene sammen. Jeg blev behandlet tiptop af B&W. De regnede det hele med til læretiden, både den illegale periode med lægeattesten, Vestre og 213 Frøslev, så de fandt ud af, at allerede om to måneder skulle jeg lave mit svendestykke. Jeg startede engang i december, og de første dage var skrappe. Jeg var bange for at blive genkendt, men nogle gamle kammerater og jeg lavede en masse varslings og meldesystemer. Vi lavede huler, hvor vi kunne gemme os under razziaer, vi lavede hemmelige udgange og en masse andet gas. Det gik altså godt på B&W, men der var kommet tyske vagter på, mens jeg havde været på skovtur, og dem fik jeg lidt vrøvl med. Jeg sludrede med dem engang imellem for sådan at lodde stemningen. De var som de fleste menige ret flinke, men den gik slet ikke. Det var igen det samme smadder som på færgen. Pludselig kom der en masse folk, som aldrig havde lavet et suk, og begyndte at blande sig. Jeg blev pludselig anset for en mystisk, meget upålidelig person. Jeg havde godt nok siddet inde, men sådan at blive løsladt, er det ikke lidt muggent? Der kom nogle røve fra fagforeningen og spurgte ud. Jeg sagde selvfølgelig, at jeg ville pisse på dem og Stauning, men rart var det ikke. De mumlede lidt om en tur i kanalen, og jeg måtte til at være bevæbnet, når jeg var på arbejde. Ikke med pistol selvfølgelig, men jeg havde altid en hjemmelavet totensläger på mig. Det med at snakke med de tyske vagter, gik slet ikke. En dag fortalte jeg dem om sagen. Fortalte at jeg ikke turde snakke mere 214 og den slags, og det forstod de med det samme. De måtte heller ikke hilse, når jeg gik igennem vagten, og den var tyskerne også med på. De gav efter den dag kun et usynligt blink, og hvad bedre var, de så aldrig min taske efter, så jeg var nok den eneste, der helt sikkert kunne have båret stof ind igen, hvis det havde været sagen. Den begrænsede tilståelse Lige før jul tog jeg en aften ud til et af gruppens tilholdssteder i Vanløse for at få en sludder og for at se, hvordan krigen nu blev ført. Der var ikke mange gamle tilbage og der var kommet en del til, som jeg ikke kendte. Nå, stemningen var god nok, og da den almindelige udveksling af nyheder var forbi, begyndte de helt klart at pumpe mig. De var mægtig interesseret i, hvordan man skulle gribe tingene an, hvis man blev arresteret. Jeg fortalte om mine erfaringer. Hvor vigtigt det var at nægte. Hvordan man byggede en begrænset tilståelse op. Hvad man skulle passe på i forhør, og om muligheder for tortur. Hvordan man fik kontakt med hinanden. Jeg fortalte om bankesystemer, og som det vigtigste: Hvordan man kunne få 215 breve ud gennem vasketøj og den slags. Det illegale universitet fra celle 184 fik en afdeling på Sallingvej. Men det aller vigtigste var, at jeg gav en eller anden mystisk tillid fra mig. Gutterne fik et andet forhold til en arrestation. De fik en anden vinkel på den tortur, der for dem stod som noget med nosser i en kødmaskine. Eller de tænkte måske lidt mere over den giftampul, som mange gik med i en snor om halsen. De så en lyslevende gammel fyr, der på trods af ringe odds var vendt hjem fra noget, de opfattede som hinsides graven. Jeg sad hel i betrækket og beviste, at der trods alt var en chance. At det var en kæde af usandsynlige held, der fulgte mig betød mindre, jeg gav alligevel et håb, om det så kun var et halmstrå. Den helvedes angst vi alle gik rundt med, byggede jo på ukendskab til, hvad en tur hos tyskerne egentlig var. Eksakt viden er nu godt at have, og viden om alle de tåbeligheder, der førte til fangehullet, det var simpelthen guld værd. Stemningen var høj den aften på Sallingvej, men allerede et par dage efter var det hele igen noget lort. En del af gruppen røg nemlig i et baghold ved et af depot på Holger Danskes Vej. Anders blev skudt under ildkampen. Finn og Jack blev overmandet og røg på Vestre. Jeg tog straks ud til Jacks søster, og allerede tre dage efter arrestationen havde vi en illegal brevforbindelse i gang. Vi prøvede på at 216 koordinere forklaringer og give gode råd. Hvor meget det hjalp er svært at sige, men lidt moralsk støtte gav det vel. Finn og Jack og Bob, som også var taget, fik en tur med mange tæsk, men ved lige før jul blev de indkaldt til et møde på Dagmarhus hos: Den Højere SS og Politifører Günther Pancke. Han fortalte, at han kom fra Elsass, og at han som ung havde været med i modstandsarbejde mod Frankrig. Han var meget jovial, gav øl og pølser, og til sidst fik gutterne valget mellem at blive i Danmark, eller komme i en tysk koncentrationslejr. Finn, Jack og Bob valgte lejren, og da de var kommet til Neuengamme, så trak vi faktisk vejret igen. Krigen kunne ikke vare evigt mere, og det at komme væk fra København, hvor henrettelser hørte til den daglige kost, det var godt for tre så belastede gutter. Jeg havde fået sludret med Kajs familie og her var godt nyt i sagen. En løsladelse var på trapperne. Så gik koderne til Frøslev, og så slap Ejvind og Kaj for at hænge under ladet. For den sidste i gruppen, Mads, var der ikke noget håb. Han stod til Tyskland, så han tog turen fra tørveskuret og ud. Ved flugten kom der kludder i brædderne, så Mads måtte hage sig fast i chassisrammen oppe under ladet. Dette var temmelig livsfarligt, da kardanakselen roterede lige under ham. Den greb fat i hans tøj og hans fars lommeur blev smadret, men han holdt ud en meget lang 217 halv time og nåede til Fårhus station Her skulle lastbilen hente tørv ved en jernbanevogn, så Mads lod sig falde ned på jorden, og efter en lang kravlen på langs under godsvognene, lykkedes det ham at komme væk. Mads satte kurs mod Tønder, hvor han havde en kontakt. Det blev en lang kold nat. Flere gange var han ved at passere grænsen til Tyskland, og til sidst måtte han søge husly på en bondegård. Men det gav ingen problemer, for i Sønderjylland kan man på husene se, om folk er gode nok. Næste dag nåede Mads Tønder, hvor han blev gemt på et koldt pulterkammer, indtil han fik nye papirer og noget civilt tøj. Lige før jul blev Ejvind og Kaj løsladt og de tog til København og da Mads, lige efter nytår, også dukkede op, så var vores hemmelige celle fra Frøslev klar igen. Vi manglede kun Thomsen og Lykke, men de var røget til Tyskland ved en transport i november. Vi skulle jo se og komme i gang igen og begyndte at bygge en gruppe op. Vi valgte nye dæknavne, og slørede i det hele taget vores identitet. Efter Sallingvej blev jeg mere forsigtig, og gav ikke mere instruktioner i større forsamlinger. Vi lod vores viden sive mere indirekte ind, og vi gik meget stille med dørene, og fortalte ingen af de nye om vores meriter hos tyskerne. Vi gled lige så stille ind i Ibs afdeling. Han dækkede os virkelig godt, men han måtte opfinde mange, dødssyge 218 forklaringer på den nye gruppes mærkelige måde at være på. Vi var, på grund af nerver og den slags, noget trekantede engang imellem. Jeg tror nok, at mange af de nye syntes, at vi var nogle ret skøre og meget for mystiske personer. Men Ib var helt i top, så vi blev en illegal gruppe i en illegal organisation. Hvor hemmeligt kan det blive? Arbejdet blev nu grebet an på en hel anden måde. Det var andre ting, der var vigtige nu. Stilen var lagt om på mange måder, og vi havde svært ved at finde melodien igen. På det halve år var der sket en masse. I krig er en måned jo noget andet, end når man går og hypper radiser. De få, der var tilbage fra maj, havde haft en hård tid. På mange måder værre end os, der havde været på feriekoloni. Vi blev måske også dyrket lidt for meget. Mange syntes jo, at, vi havde været ret smarte og havde fuppet tyskerne godt. Axelborg Bodega havde været et sceneskift for os. Ganske vist til ryggen mod muren, men da de første rigtig slemme måneder var overstået, så havde vi jo forholdsvis fred og ro. Vi var i alle fald fri for en masse krav, og de her evindelige mange gange, hvor man skal tage sig sammen. For dem der undgik saksen var det noget andet. Helt andet. Aktionerne skal jo laves, og når nogle kammerater ryger, så bliver det hele langt mere stresset. En masse nye mønstre skal bygges op, og gruppen kommer nemt i 219 tidsnød. Alle er skidebange, og det hele flyder, indtil man igen får det nogenlunde under kontrol. Selvom alt gik på aftalte møder, og vi normalt kun sås med dages mellemrum, så havde vi et nærmest ubevidst system, der i katastrofesituationer gjorde det muligt, hurtigt at få fat i de fleste. Så skulle der flyttes. Alle depoter, garager og mange logier skulle flyttes. Vi sagde altid, at dem, der røg, skulle give dem derude 24 timer. Man skulle holde et døgn. Jeg havde haft kendskab til en række depoter, nogle garager og nogle logier, og Ib måtte i gang med en masse flytninger. Vores hoveddepot lå i en baggårdskælder i Rosengården 14. Selve depotet var skidegodt, men beliggenheden tæt ved alt muligt lort i den indre by var ikke spøjs, især var det kedeligt at komme der uden for forretningstiden. I Rosengården havde vi en tre-fire hundrede kilo trotyl, en del af vores tunge våben, plus tændere og patroner. I de første hektiske timer var det svært at få samlet en gruppe, så Ib måtte lunte alene der ned. Så da jeg lå og gumlede på Waffenschein i cellen på Vestre, lastede han en trehjulet cykel med det vigtigste. Da Ib ikke kunne have sprængstoffet med, så armerede han det med en masse træk og aflastningstændere, så hvis jeg brød sammen og gik med til en påvisning, så ville både jeg og Nørreport Bio ryge i luften med et vældigt drøn. De første dage efter en arrestation er 220 skrappe, man må tage en masse chancer, man normalt ikke tager. Ib fortalte, at da han mutters alene kørte en lastet trehjulet cykel over Nørrevold midt om natten var han temmelig sur på mig. Og så det, at jeg var røget på et værtshus 200 meter fra Dagmarhus, det var for tåbeligt. Hertil kom, at de grupper vi møjsommeligt havde bygget op gik fuldstændig i smadder. En tre-fire mand, hvor kun jeg havde kontakten, gled helt ud og forsvandt, Chang var skudt efter Globe. Jørn og jeg var i Vestre. Ejvind og Kaj var taget et svip til Sverige. B&W skulle fortsat havde nogle på frakken, og den hidtil største dagaktion på Globus var planlagt til at gå af først i juni. Jo, der var nok at se til. Bevæbningen var fortsat elendig, så Ib, KK og Lille Sven tog en dag ud på F. L. Smidt for at hente maskinpistoler. Et svin af en vagt undslap det første "hold up", han gemte sig og pløkkede Ib i benet. Men det var gudskelov med en tromlerevolver, der har en lav mundingshastighed, så kuglen prellede af og gik kun igennem lægmusklen. Gutterne savede på vagten med deres maskinpistoler, men det lort er svært at ramme med, så svinet undslap. Det var sgu en skam. Den 6. juni gik så "Globus". Fint arbejde, men på vejen hjem skød en vagt på "Carltorp" vores læge Erik Hagens. Han var en fin fyr, der havde hjulpet os meget på mange måder. Når vi en gang imellem 221 følte, at nu gik det lidt for stærkt, dryssede vi op til ham og fik en kop te, og vi fik ligesom de større perspektiver i vores krig trukket op. Vi var jo også bange for at der skulle ske os noget, når vi var ude og larme, så han havde lært os en masse om, hvad vi skulle gøre, hvis nogen blev såret, og vi skulle have dem væk. Det var en masse med kompresser, underbindinger og morfinsprøjter, og når der var noget stort under opsejling vidste vi altid, hvor vi kunne finde ham. Han skaffede os også de gifttabletter, nogen gik med. Da Ib blev rask gik han i gang med B&W. Strategien blev lagt om, krigen var måske snart forbi, så dokkerne blev fredet. Nu gjaldt det om at tage de tyske skibe, efterhånden som de blev færdige. Ib og Lille Sven fik, sammen med Harry Svensson og nogle andre folk fra B&W, i løbet af sommeren sænket en fire Hansabåde. Men så havde de fået "Riffelsyndikatet" i gang igen, og så skulle det jo have et pulver til. Her var der i øvrigt vrøvl med nogen i ledelsen, der syntes at vi gik for hårdt på. De ville have os til at opgive aktionen. Men dem gad vi ikke høre på. Vi havde kammerater på syndikatet, så vi vidste, hvad de lavede. Nå, syndikatet fik sit knald, og vi fik en masse gode skydere. Det var bare tiptop. Da jeg begyndte aktivt igen, var der kommet en masse nye, og de havde som sagt, en noget anden måde at arbejde på. De havde en 222 anden stil. Vi gamle følte os tit mærkelige, og vi havde svært ved at akklimatisere os. For det første så foregik alt nu i biler, og i gamle dage var biler jo bandlyst. Vi gamle brugte dem aldrig, kun cyklerne. Biler var forfærdelig farlige, men de nye aktioner med store skyderier, og hvor vi skulle have kraftige våben frem, krævede på en måde biler. Man blev bilminded og man lavede en masser af transporter med bil, men det havde vi svært ved at vænne os til. Ved en af de første aktioner vi var med til, efter at vi var startet igen, blev vi kørt ud til Cheminova. Fabrikken lå i Søborg, og vi sad under en presenning på en lastvogn. Det var det værste, jeg nogensinde har været med til. At sidde en ti-femten mand og kukkelure på et lad og ikke ane, hvad der skete udenfor, eller hvor man var, det var så helvedes uhyggeligt. Senere, da vi vi havde tændt lunterne og skulle væk, så havde vi nær aldrig fået kassen i gang igen. Den gik jo på gengas, og da vi kom til Vanløse, så brændte hele lortet sammen, og jeg stod pludselig midt på Ålekistevej og prøvede på, at gemme min maskinpistol under jakken. Savnede man spænding, kunne man altid lave en aktion, hvor der var biler med. Sådan var der mange ting, hvor vi havde en anden stil. De nye tog alting mindre højtideligt. De var klædt mere outreret. De gik meget med alpehue. Vi gamle elskede det stille, at glide ind i det hele, at 223 ligne en skygge på tapetet. Nu var det hele mere råt og kontant, men det var nok bare os, der havde fået for mange nerver på. Vi kunne ikke klare, bare at tænke på, igen at skulle til et forhør hos Gestapo. Organisationen var blevet større, og ledelsen var begyndt at tilrettelægge alting mere fast. Det syntes vi var noget lort, men tyskerne fik jo mange klø på fronterne, så der skulle vel være lidt styr på tingene, når de fik deres sammenbrud. Grupperne var blevet samlet i afdelinger, og Ib var nu direktør for ca. 30 mand. Vi gamle lavede så en gruppe på seks mand hos ham, og den blev rigtig organiseret med smarte depoter, kodelåse, særlige kasser til våben og en masse andet gas. Her i februar 1945 førte vi krig mod benzinen og alle tanke i København blev sprængt i luften. Det var den første aktion, jeg var med til efter løsladelsen, og jeg har aldrig været så bange. Tænk, at skulle sætte en dynamitpatron i standeren på en ubevogtet benzintank? Det var frygteligt. Efterhånden fik jeg lært at beherske mine nerver, men det var skrapt at starte igen. Vi skulle hjælpe den større gruppe med denne her kemiske fabrik i Søborg. Vi lurede på lidt hinanden. De kunne ikke finde ud af os. Vi sagde sådan set ikke noget, men alligevel kunne gutterne i den større gruppe godt mærke, at rigtigt nye, det var vi altså ikke. Men da vi kom ud til fabrikken, så kom vi ud for noget helt ekstraordinært: De 224 ansatte gjorde vrøvl og lavede obstruktion! Når vi havde været ude for det før, så havde det været en enkelt eller højst et par stykker. I gamle dage var folk bange, når vi kom. Men nu havde folk vænnet sig mere til sabotører og sabotage. De vidste, at vi engang imellem kom med våben og bomber, og så skulle der ske noget. Men på denne Søborgfabrik gjorde de altså vrøvl! De ville ikke have deres dejlige fabrik sprængt. De var ret dumme. Fabrikken producerede masser af kemisk lort til Værnemagten, og den lavede cyklon B til gaskamrene i Auschwitz. Kaj og jeg havde, vore gamle vaner tro, jo luret på fabrikken, og vi havde set masser af tyske tankvogne med syntetisk benzin køre fra og til. Men den større gruppe gav sig til at diskutere breve fra Frihedsrådet og andre højere materier med de ansatte. Der var et helt borgermøde, og det på blanke eftermiddagen, midt i en by der var fuld af bevæbnede tyskere. Det kunne vores nerver ikke klare. Vi eksploderede i et afsindigt raseri. Vi tog ladegreb på maskinpistolerne, og vi havde sgu myrdet hele banden, hvis de ikke havde fulgt vores venlige råd. Nå, fabrikken fik så sit knald, og til sidst kom vi da også hjem. Udrensning 225 Det viste sig i øvrigt, at nogle i den gruppe vi var blevet slået sammen med var småkorrupte. Vi havde været på husundersøgelser sammen med dem, og vi havde studset over, at de havde taget nogle ting til personligt brug. Ligegyldige ting ganske vist, men det at man tog noget til sig selv på aktion, det var ret mærkeligt. Først troede vi, at det var et led i den ny stil, men så snakkede vi med Ib om det, og han blev stiktosset. Vi lavede så nogle flere undersøgelser, og det viste sig, at de faktisk også var lidt kriminelle. Det måtte stoppes. Men det var svært at gå ind i en illegal organisation og rense ud. Grupperne havde jo deres egne depoter og ting af enhver art. Vi ville jo også være på tæerne, hvis nogen var alt for nysgerrige. Men med lidt tålmodighed lykkedes det, og en dag, da vi havde fået lokket stof og våben fra dem, slog vi til. Vi mødtes ved vandtårnet i Brønshøj under påskud af, at vi skulle på aktion. Der var Ib og os seks gamle. Vi luntede ned i Utterslev Mose. Dernede fik vi dem samlet i en klynge ved bredden af noget vand, og lige pludseligt gik vi så tilbage, trak og afvæbnede hele bundtet. De fik et grimt chok, da de så Mads stå med en maskinpistol ude i sivene. Det at deres egne kammerater pludselig 226 trak pistoler, det havde de svært ved at fatte. Vi lavede så en undersøgelsesarrest på en bænk, hvor der stod et par mand og sørgede for at de ikke snakkede sammen. På næste bænk kom de i forhør hos Ib og Kaj. Når det var forbi, så kom hen på en tredje bænk, hvor deres dom blev afsagt. Vi smed altså nogle fra den store gruppe ud med pålæg om at forsvinde fra København. Hvis vi så dem efter 24 timer ville de få en pløk. Den trussel tog de til sig, for de forsvandt alle sammen, nogen til Sverige og nogen til Jylland. Så skulle vi igen til at organisere. Vi stod med en masse biler og våben, og skulle skaffe nye depoter og garager. Det var svært. Vi begyndte en hvervekampagne, og det lykkedes igen at få stablet noget på benene. Vi fik fat i nogle, vi kendte fra Frøslev, nogle gamle lærekammerater og så nogle helt nye,. Vi var klar over, at krigen snart måtte være forbi. Det kunne mærkes på meget, blandt andet begyndte det officielle Danmarks holdning at ændre sig. Sabotørerne kunne politikerne selvfølgelig stadig ikke lide, men der var mange kolde nazifødder, der pludselig fik travlt med at skabe sig et alibi som frihedskæmpere. Et par dage efter det her Søborgshow var vi med til den første større ildaktion, efter vi var kommet ud. Det var på Tankstelle, som var et af tyskernes hoveddepoter for benzin. Det var en gruppe, vi ikke havde arbejdet 227 sammen med før, der havde planen. De havde lavet en model af hele området for at kunne placere de forskellige maskingeværer, der skulle beskyde området, mens sprængningsfolkene trængte ind til tankene. Vi var nærmest med som turister, og kendte ikke hele planen. Jeg fik besked på at stå ved et plankeværk og så dække Lille Sven. Det føltes næsten lige så fjollet som i starten, hvor man heller ikke altid vidste, hvad det hele gik ud på. Tankstelle lå lige op til Vanløse Station, og skjult på perrontagene lå måske tyve mand med en masse skydere, men togene kørte normalt, og folk luntede fredeligt afsted. Pludselig så vi en mand kravle op på taget af vagtstuen med en pakke. Vi så, han strøg lunten, og et øjeblik senere røg lortet i luften. Og så tog de fat oppe fra stationen, hold da kæft sikken en larm der blev. På få sekunder var det fredelige Vanløse forvandlet til et inferno af skyderi og brag fra håndgranater. Vi kravlede over plankeværket og op på tankene der var dækket med græs. Lille Sven lå en meter til højre for mig. Vi råbte begge to, men det var umuligt at høre noget i den helvedes larm. Vi trykkede os helt ned i græsset og lurede forsigtigt. Vagtstuen lå på den anden side af tankene. Ruderne var smadret, men nogle glimt i mørket bagved kunne tyde på at vagterne skød, men jeg havde kun en 7.65 pistol, så jeg trykkede mig helt fladt ned. Pludseligt 228 rejste Lille Sven sig op. Jeg skreg noget om, at det var åndssvagt, men han blev stående et øjeblik. Så drejede han rundt, og halvt løbende trimlede han ned ned af tanken. Da Lille Sven nåede asfalten faldt han og blev liggende helt stille. Jeg ruskede i ham. Blod var der ikke noget af, men han lå, som om han sov. Jeg tænkte: Vi må væk! Så jeg slæbte ham i armene hen langs tankene. Lige inden porten var der et stykke på ca. 10 meter, der lå helt åbent for skud fra vagtstuen. Hvad nu? Skyderiet var stadig lige voldsomt, men så stak Børge hovedet ind af porten. Jeg skreg om at hjælpe og begyndte at slæbe Lille Sven over mod porten, hvor Børge så dukkede op igen. Sammen slæbte vi den slappe krop ud, og fik den lagt den på bagagebæreren på min cykel. Vi var nu i læ bag plankeværket og trak op mod Vanløse Allé. Vi skulle have Lille Sven væk fra skyderiet, og så kom Ib med en varevogn og tog ham med. De kørte ham ud til Bispebjerg Hospital, men Lille Sven var død inden de nåede derud. Det fik jeg først at vide om eftermiddagen, da vi mødte Ib på en åndssvag vej i Søborg. Jeg havde hele tiden billedet på nethinden af Lille Sven, der lå som en sæk over en bagagebærer. Han så ikke godt ud, men de kan jo så meget på et hospital. Men så kom Ib. Han kom lige fra lægen, og så fik vi vished. Dræbt på stedet. Det snørede sig sammen. Det var en uhyggelig, en 229 mærkelig sær fornemmelse. Lille Sven var død. Vi havde lavet skæg sammen for nogle få timer siden. Vi havde sammen kravlet rundt på de her benzintanke, og nu var han bare død. Hvordan fatter man sådan noget? Vi tænkte på Chang. Vi tænkte på Jens. Vi tænkte Texas. Vi tænkte på Anders. Vi tænkte på alle de andre, der bare var forsvundet. Vi stod på denne skøre vej i Søborg og vi så alle de små banale ting. Men krigen var der endnu. Så 100% endda. Nå, vi var eksperter i fortrængninger. Always havde fået en gammel skole i Boyesgade, hvor de nu lavede radiostyringer til V2 raketter. Fabrikken havde et stort lager, der lå klar til afsendelse, og det ville vi gerne ødelægge. Det ville være OK at stoppe nogle af de raketter, der hele tiden smadrede ned i London, og vi havde en mægtig plan . Boyesgade Boyesgade ligger i hjertet af København ved krydset Kingosgade og Vesterbrogade. Da aktionen var planlagt som et ildoverfald, så skulle det gå aller helvedes stærkt. Vi skulle helst klare hele aktionen på en tre-fire minutter. Det var Kaj, der havde lagt planen, og den havde den særlige stil, 230 der kendetegnede hans aktioner. Sådan ret dramatisk, og med store krav til dem der ville være med. Altså en af disse aktioner, hvor det var nødvendigt med en millimeter fin gennemgang, og hvor hver mand var helt klar over sin opgave og kunne passe sit job ind i en tidsplan, der gik på sekunder. Vi holdt nogle mægtige møder, hvor vi gennemgik planen igen og igen. John kom med sin skrappe gruppe fra Amager, og da de var eksperter i ildoverfald, så de fik til opgave at klippe de vagter, der forsvarede vagttårnet ved hovedporten. Men der var masser af andre job. Der skulle lægges fælder ud for tyske udrykningskolonner. Der skulle stoppes sporvogne. Der skulle være biler til at køre eventuelle sårede væk. Der skulle findes en opgang i Brorsonsgade til selve aktionsholdet. Det var på 4 mand, og de skulle smadre sig vej ind i fabrikken, så Ejvind kunne komme til med bomberne. Kaj startede med at træne. Boyesgade var målt op, og i Søndermarken var gaden nu tegnet, som streger i gruset. Mads var der med et stopur, og så startede Kaj med en pakke på nøjagtig ti kilo. Han gik i en rolig gangart, til han kom til en bestemt streg, så kastede Kaj pakken over en bænk og spænede duknakket, som bare fanden hen til en ny streg. Det blev gentaget igen og igen og igen. Her blev beregnet løbstider, kastelængder og luntetider. Så hjem på depotet, hvor masser af 231 lunter blev brændt af, så vi var helt sikre, på at luntetiden på de otte sekunder var i orden. Vi havde ikke megen tid, så vi kunne ikke nå at få en god kontakt indenfor. Til gengæld lurede og lurede vi på fabrikken i timevis. Vi blomstrede godt rundt i kvarteret, og det skulle være folk, der kunne ligne en lygtepæl, for vagterne var af den helt skrappe nazislags. Det at vagterne var supernazister var egentlig en fordel, for så behøvede vi ikke tage hensyn til dem, når vi skulle til at sprænge. Vi skulle kun sørge for, at forbipasserende og almindelige folk i nabolaget blev holdt udenfor. Det forenklede sagen, for det var det gode ved disse overfaldsaktioner, at når skyderiet startede, så var gaderne blæst på sekunder. Always var bevogtet med masser af vagter, pigtråd, projektører og med et højt vagttårn ude på gaden. Tårnet dækkede hovedporten med vagtstuen, og det var slemt. For ville man ind på fabrikken, så var den eneste mulighed, at kæmpe sig ind gennem porten. Kajs plan var simpel, men den krævede koldblodighed og timing af ham, der skulle sprænge porten og af dem der skulle klippe vagten i tårnet. Kasteren strøg sin bombe i en død vinkel bag et plankeværk i Kingosgade, så slentrede han ned ad Boyesgade hen mod vagttårnet. Ud for hovedporten eksploderede han og kastede bomben over et højt jernstakit ind på porten. I samme øjeblik skulle skytten skyde 232 vagten og hans projektør i tårnet ud, og så skulle både kasteren og skytten i dækning, for efter planen, så ville bomben ryge fire sekunder efter kastet. Det var altså tanken med ti kilo at få lavet et stort hul i bygningen, så fire mand med maskinpistoler kunne komme til og rydde lidt op. Herefter skulle sprængningsfolkene komme. De holdt, under de indledende manøvrer, med en Long John, på St. Thomas Plads. Sprængstoffet, 75 kilo tysk sprængstof af mærket Donarit, blev pakket helt fantastisk. I kasser, der var skruet sammen og med indvendige lunter på et halvt minut. Der var endog en kæde og en hængelås, så vi kunne låse hele møget fast. Jo, det skulle ikke være til at afmontere. Budcyklen havde vi hugget fra Always. Det var en af de spøgefuldheder, vi kunne lide, det at bruge firmaernes egen cykel til den sidste transport. Aktionen var fastsat til 21. marts. Marts måned i 45 var i øvrigt en af de skrappe. Tyskerne og deres morderbander turede rundt, og pløkkede en masse mennesker på må og få. En dag var de gået ind på sygehuset i Odense og havde myrdet fire læger med nakkeskud. Der var mange officielle henrettelser og her i foråret blev der i snit skudt to mand hver dag. Vennerne var åbenbart gået i stå. De havde ligget i måneder ved Rhinen og Oder, men de samlede vel kræfter til det sidste store spring. Tyskerne var tilsyneladende ikke lette at vippe, og 233 de satte terrormøllen op på fuld speed. Vi skulle til den i Boyesgade, men så bomber englænderne Shellhuset samme dag, som vi skulle i gang. Det var OK, og det ville vel endda gøre vores job lidt lettere. Skade kunne det vel ikke, at Gestapoborgen var i knæhøjde. Men da vi om aftenen skulle i gang var det ikke så godt. Der var røget en flyvemaskine ned i den franske skole, og den lå tæt på Boyesgade. Vi havde ikke regnet det for så slemt, men da vi om aftenen skulle i gang, så vi hvordan ambulancerne kørte op og ned af Frederiksberg Allé. Vi så hvordan det brændte, og hvordan man lå og gravede efter børn i ruinerne, så vi udsatte aktionen. Det ville give al for megen forvirring, hvis vi gav os til at larme, og en dag fra eller til var nærmest ligegyldigt. Vi aflyste, og da vi fortalte det til Børge Brandt blev han lidt småtosset. Han spurgte, hvad vi bildte os ind. Vi svarede, at vi sprængte, når det passede os, og når vi havde lyst til at sprænge, og det havde vi ikke lige nu. Vi aflyste måske lige sent nok for alle folk var gået i stilling, men så havde vi da holdt generalprøve, og vi fik lejlighed til at rette forskellige småfejl. To dage senere gik vi til den igen. Aktionen krævede fuldstændig ro i terrænet i de tre-fire minutter, vi skulle bruge til at få alt i stilling, så vi gjorde gerne det, at vi lige inden det sidste startskud, luntede en tur rundt for at se om alt var roligt. Det var det altså 234 ikke. På hjørnet ved Kingosgade havde en strejfer slået sig ned, og den gjorde ingen mine til at flytte sig. En strejfer var en kolonne på 50 politisoldater på cykel. De var bevæbnet med karabiner og håndgranater, så da vi så dem stå og hænge, lige hvor vi skulle til, ja så aflyste vi igen, men nu blev Børge rigtig tosset. Vi var tøsedrenge. Vi kunne ingen ting. Vi var nogle sølle fjolser, og vi blev revet i næsen at en anden gruppe samme dag havde lavet et gevaldigt nummer. Den havde taget en lastbil, og så havde de kørt sig en tur. På turen var de kommet i kamp med en Hipobil, som de så havde lagt helt ned. Jo de var friske. De var modige folk. Vi gav igen. Hvad fanden kom sådan en Hipobil krigen ved? En sådan bil er sgu det ligegyldigste af alt. Stopper krigen så meget som ti sekunder før, fordi du tværer den ud? Hvis der var så meget brok, hvorfor lavede Børge så ikke aktionen selv? Næh, ledelsens opgave var at skaffe lidt cigarretter og penge og så i øvrigt ikke blande sig. Vi tog Always, når vi syntes, at alle tegn var tiptop. Et par dage efter gik vi til den igen. Alt var på skinner. Vi spærrede hele distriktet af. Vi filtrede alle de sporvogne, vi kunne få fat i ind i hinanden. Når vi havde fået dem kørt hen, så de rigtig spærrede, hev vi stangen til køretrådene ned og skar den snor over, der skulle bruges til at sætte stangen på plads igen. Når vi gjorde så meget ud af at blokere 235 gaderne omkring Boyesgade, så var grunden jo den, at der var mange tyske kaserner kun få hundrede meter væk. Det var tæt på alt sammen. Men efterhånden viste det sig, at når der var et gevaldigt skyderi, så tog tyskerne den med ro. De var ikke så varme på at komme masende. De tænkte vel på, at det kunne være rart at overleve krigen. Det hele gik, som det var planlagt. Kaj kom med forsprængningen, han fik den kastet, vagten blev klippet og de ti kilo røg. Hold da helt kæft, hvor så der ud bagefter. Alle ruder var smadret, alt lys var gået ud. Vagttårnet var fløjet til himmels. Hovedporten var bare væk. Det lignede en by i krig. Nu gik aktionsholdet i gang. Ib og jeg havde gemt os i en opgang. Vi sprang over glasskårene og tog fat med maskinpistolerne. En vagt havde fået fat på et maskingevær, og han sendte den ene byge af skud efter den anden ned af Brorsonsgade. Men fordi han brugte sporprojektiler, der lyser i mørke, så kunne vi se hans skud. Maskingeværet var inde i porten, men på grund af murbrokker kunne han ikke skyde lavt nok, så vi kunne komme forbi ham og hen til bygningen. Vi skød uafbrudt og tømte magasin efter magasin. Det var jo vigtigt at holde vagterne væk fra vinduer og døre. åge og Bent kom og vi trængte ind i bygningen. Så kom Ejvind med hovedbomben. Den blev låst med kæderne til et gelænder. Ejvind tændte lunterne, viste os 236 de tre stryg på tændstikæsken, og så spænede vi væk. Da vi passerede Frederiksberg Allé kom drønet. Det var et af de lange rullende, og få minutter efter lyste bålet himlen op. Det var en fin aktion. Den varede under fire minutter og vi fyrede mange tusind skud af. Det viste sig, at ledelsen havde en aftale med nogle pladeskærere. De optog det hele, og hvis man hører rigtig efter på pladen, så kan man høre den korte byge til vagten i tårnet få sekunder før forsprængningen, så det gik faktisk helt efter planen. Pladen kom til England, og de sendte den igen og igen ud til hele verden. Jo, det var et fint punktum vi satte. For det var et punktum. Det vidste vi bare ikke, men Boyesgade blev faktisk vores sidste industriaktion. Våben fra England Fjorten dage efter Boyesgade fik vi pludselig en hel masse af de nedkastede våben. Jo, den var god. Nu havde vi hele krigen måttet være selvforsynende, men nu i den mere end elvte time, så væltede der en masse gode skydere frem. Her havde vi drønet rundt for at få lidt ordentligt 237 værktøj, og så havde nogle idioter haft sådan en masse på lager. Det var skrapt, og vi svor nogle dyre eder. Der var især en lille US karabin som vi var helt syge med. Den var et virkelig fint våben, og vi havde savnet sådan en lille nem ting masser af gange. En maskinpistol er sådan både og. Den larmer godt, men den er ikke nem at ramme med, og slet ikke hvis du er lidt på afstand. OK, du ligger med et godt anlæg, og målet var en snes meter væk, så gav den lidt, men ellers var sådan en bollesprøjte ufarlig. En US karabin havde været meget bedre. Patronerne var større, løbet længere, træfsikkerheden fin, og så var den ikke større, end man nemt kunne gemme den under frakken. Havde vi haft den, så havde meget kørt på en helt anden måde. De tyske soldater havde karabiner med enkeltskud, og fik de smidt sig ned, så var vi færdige med at se godt ud. Her var pistoler og Suomier ikke til megen gavn. Et par dage før Boyesgade fik en af grupperne dræbt to mand. Folk med karabiner var svære, men havde vi haft den lille US, halvautomatisk, med 16 skud i magasinet, så var tilbagetoget nok gået bedre. Her i april 1945 var det hele det værste rod. Vi kunne godt mærke, at Tusindårsriget var ved at skride. Vi slæbte rundt på ny våben, og begyndte at rense dem. Så røg åge og Bent ved en eller anden idiotisk Hipo razzia og så skulle alt flyttes igen. Det var ikke til at finde et 238 ordentligt depot eller logi længere. Alle flyttede og myrede rundt. Der boede folk illegalt alle vegne. Det var den store opløsnings tid. Tyskerne og deres håndlangere, især fra Hipokorpset, var helt vilde. De skød og henrettede og sprængte, så der var ikke noget at sige til, at alle var så temmelig opskræmte. Vi prøvede på at holde hovedet koldt. Vi organiserede os stærkere, fik efterhånden bevæbnet alle grupperne, og vi huggede en del biler for at have lidt at køre med. Men der var ingen aktioner. Vi holdt krudtet tørt, men det var en meget forvirret tid. En dag kom Børge med et dødssygt forslag. Ledelsen havde fundet ud af, at vi var de helt rigtige til, i en given situation, at indtage Kronborg. Ja, Kronborg! Ledelsen syntes, at det var en fin ide, hvis vi kunne lave et brohoved til Brigaden. Kaj og Ib cyklede i et helvedes dårligt vejr til Helsingør for at kigge på lokaliteterne. Da de kom hjem snakkede de en masse om voldgrave og spanske ryttere, men alle syntes den Kronborg idé var dødssyg, så vi sagde, at hvis Børge skulle bruge nogle helte, måtte han finde dem et andet sted. Vi ville ikke til Helsingør. Rigtig krig det var ikke os. Vi kunne måske overtales til at stå på et tag, og hive nogle bomber ned i hovedet på nogle germanere. Vi kunne måske lave et bagholdsangreb et sted, hvor det var let at komme væk, men vi ville ikke i rigtig krig. Vi 239 kendte vores begrænsning. Vi var eksperter i den illegale, hemmelige kampform, men vi kunne ikke bruges til rigtige militære operationer. I slutningen af april kunne vi mærke, at lavinen begyndte at rulle. Hitler og Mussolini blev dræbt, og vi ventede sammenbruddet når som helst. Vi havde grupperne samlet konstant, og det i en by, hvor Hipo og en masse andre landsforrædere stadig turede rundt. Det var ikke særligt spændende. Der var godt med nerver på, og så var vi i øvrigt frygtelig fattige. Vi ejede ikke kongens mønt, og mad var der heller ikke noget af. Vi levede af mariekiks og maltekstrakt, som vi havde fået et eller andet skørt sted. Det var det rene skuddermudder. Vi for frem og tilbage for at holde lidt styr på tingene. Vi aftalte alle mulige meldesystemer og mødesteder. Vi regnede med at telefoner og den slags ville bryde sammen, så vi holdt os tæt op ad hinanden og vi vidste næsten minut for minut hvor alle var. Om aftenen 4 maj Jeg havde været oppe hos Kaj og var nu på vej ud til gruppen. Pludselig blev alle vinduer slået op. Folk råbte ud over gaden, at var krigen forbi. 240 Jeg stod af cyklen. Hvad var nu det? Var krigen forbi? Eller var det bare noget vrøvl? OK, krigen er forbi, men er vores job forbi? Er vi færdige? Hvad skulle der ske? Det hele svirrede, og jeg kørte tilbage til Kaj. Vi aftalte, at han skulle få kontakt med Ib, og så skulle jeg samle kammeraterne hos Jørgensen, der var navnet på et bestemt gadehjørne. Jeg tog telefonen, den virkede, og jeg fik fat i Sam. Vi aftalte at mødes, med det samme, i garagen på Svanholmsvej. Jeg kom først og begyndte at gøre bilen klar. Den skulle tændes op. Den kørte jo på gengas, og jeg begyndte at pille nogle reklameskilte af vognen. De var vel unødvendige nu. Eller var de? Jeg følte mig ikke godt tilpas. Jeg var svært bevæbnet, men kom der nogle tyskere, hvad så? Hvad skulle jeg så gøre? Kunne jeg bare sig til dem, at jeg havde hørt i radioen, at de havde tabt krigen, og at de bare havde at stikke poterne i vejret? Nå, endelig kom Sam. Vi fik bilen, en lastvogn med åbent lad, i gang, og kørte ud af porten. Skulle vi tage en af vores sædvanlige skumle bagveje? De siger jo i radioen, at vi har vundet krigen, og så vi kan vel godt tage Gl. Kongevej. Vi var meget anspændte. Vi havde Suomierne klar med 50 skud i magasinet. Det gik nu fredeligt, men da vi kørte forbi Frederiksberg Rådhus, vinkede folk og råbte hurra. Var det for os? Meget mystisk, men da vi kom ud til gruppen, stod de på 241 gaden og var temmelig forvirrede. Vi havde aftalt, at de ikke måtte sige, hvem de var. Men med alt det leben, var det svært. Folk kom med bajere. De råbte hurra, og folk var helt vilde med at se, hvad der var i kasserne. Så lindede gutterne lidt på låget, og så blev det meget, meget værre. Nå, de kravlede op på lastvognen, og spurgte om de skulle tage skyderne frem? Er I rigtig kloge? Vi er illegale. Men det var alligevel som om det hele flød. Gutterne sad oppe på lastvognen og prøvede på, at se lidt almindelige ud. Vi havde vores våben hængende skudklare i en stor kasse. Der kunne jo ske noget, men så var det ellers afsted til Jørgensen. Her holdt vi på en sidevej til Vesterbrogade og ventede i mange timer på at få en besked. Det var slet ikke sjovt. Masser af folk kom og gloede. Vi tænkte: Mon de ringer til Hipo? Men krigen var vel forbi, selvom vi ikke rigtig havde fattet det. Kan en krig bare slutte med at en mand råber noget ud af et vindue? Pludselig var det sket. En masse råbte hurra, og så var det løb kørt. Sam begyndte at skrabe mørkelægningen af forlygterne, og jeg sagde: "Kan du ikke vente lidt"? Men Sam gav igen: "Har vi vundet krigen, eller har vi ikke vundet krigen"? Nu havde han kørt med møglys længe nok. Nu ville han se, hvor han kørte. Endelig kom der besked. Vi skulle besætte café St. Thomas. Det lød virkelig fornuftigt. De fleste grupper besatte en eller 242 anden maskinfabrik, og det er noget værre stads at ligge og rode rundt i en fabriksbygning. Så er et værtshus meget bedre. Der er polstrede møbler, et ordentlig køkken og den slags. Altså ned til St. Thomas, med lidt følelse fik vi brækket døren op og begyndte at indrette os. Efterhånden dukkede alle grupperne i Ibs afdeling op. Glæden ved at se hinanden, glæden ved at være blandt de overlevende, glæden ved alting var enorm. Jo, det var højdepunktet den aften i café St. Thomas. Midt i glæden var vi stadig meget nervøse. Vi satte vagter ud, barrikaderede os, stablede en masse sandsække op og kørte alle vores biler ud på kryds og tværs. Nu havde vi overlevet, og det ville vi blive ved med. Det hele var fantastisk. Jeg har aldrig set så mange glade mennesker. Folk var så spontane. Alle snakkede med alle. Alle hentede bajere og andet godt. Nu dukkede der også en hel masse frihedskæmpere op. Vi havde troet, at vi var ret alene på skansen. Vi vidste selvfølgelig, at der var nogle, der gik og rodede med ventegrupper og den slags, men at de var så mange, det havde vi ikke forestillet os. De havde en masse biler, mange endda på benzin. Når de kom kørende, lå der en frihedskæmper på hver forskærm med karabin. Vi syntes, det så lidt risikabelt ud. De kunne da lige så godt sidde inde i varmen, men det var ikke den ny stil. De havde et også armbind på, stålhjelme og noget der 243 lignede en slags uniform. Alt det kunne vi slet ikke leve op til, men vores krig var vel også forbi. I de næste dage sov vi ikke meget, men vi kørte meget rundt. Vi lavede ikke rigtigt noget, men vi kørte meget frem og tilbage. Vi skulle have mad. Tingene skulle organiseres. Vi samlede vores depoter sammen. Vores krudt og kugler og sprængstof og hvad vi ellers havde. Når vi sådan lå og kørte, blev vi af og til stoppet. Vi sagde skrub af, vi ville ikke stoppes af sådan nogle subjekter. Det skulle vi, og de spurgte hvor vi kom fra? Hvor vi kommer fra? Det er os der har vundet krigen! Det er os der har lavet sabotagen! Det ville de blæse på. Hvor var vores armbind? Hvad hed vi i det hele taget? Så måtte vi opgive en telefon, og så ringede de og så fik de besked om at slippe os løs. Senere gik det lidt bedre. Så fik vi et armbind, og det satte vi på forruden af bilen. Vi fik også at vide at vores organisation hed "Borgerlige Partisaner" og at vi tilhørte et distrikt, de kaldte for 8 M. Det var øvrigt farligt, at færdes i byen i de dage. Der var hele tiden et helvedes skyderi. De skød og skød, og en gang imellem kunne vi høre kuglerne svirpe. Det var meget værre, end da der var krig. Hvad folk egentlig skød efter, var svært at finde ud af. Vi så aldrig noget, det var værd at pløkke efter, men nu havde frihedsfolkene jo lige fået fat i kanonerne, og så skød de vel efter hinanden. Vi rodede altså 244 noget rundt. Måske var vi overkørte, måske havde vi ikke fået vitaminer nok? Hvad ved jeg? Den kapitulation var meget uvirkelig. Vi kunne se alle tegnene, men alligevel troede vi ikke på, at det kunne være rigtig sandt. Vi var også pludselig blevet nogle helt andre. Noget inden i havde ændret sig. Det var ligesom om noget var knækket, at noget var hakket i små stykker. Alt gik nu på en anden måde. Det hele var så anderledes. En aften kom der nogle journalister og ville snakke. Hvad var nu det? Vores forhold til pressen havde altid været ligetil. Det var nogle skiderikker, der skrev for tyskerne og kapitalisterne. Nu ville de med en gang have et interview. De var nu mest interesseret i os, der havde været bag tremmerne. Hvor mange tæv havde vi fået? Var der ikke også noget med nosser og tænger? Om vi ikke kunne give lidt smarte detaljer? Den med tortur var der vel mest oplag i. Der flød en masse rygter rundt om, at der snart kom nogle opgaver, men det hele var nu blevet noget orientalsk. Måske skulle vi storme Vesterport. Måske skulle vi lave en razzia hos Gestapo i Borgergade, men så pludselig kom der nogen fra ledelsen og sagde: "Så er det Politigården." Vi masede derind for fuld tryk. Det var som om der endelig skulle ske noget igen. Selvfølgelig var vi klar over, at krigen var forbi, og at vi skulle være glade for det, men det var svært at omstille sig. Jeg tror sgu at alle gutterne på en 245 gang var gået hen og blevet krigsliderlige. De troede pludselig, at de rigtig skulle ind og lave en ordentlig ballade. Vi parkerede nede ved Glyptoteket og gik i dækning, så sneg vi os hen langs en husmur, så lynhurtigt rundt om et hjørne. Men her, lige foran Gården, hvor vi skulle have stormet, stod en hel del ventegrupper og lavede eksercits. Det var slet ikke vores stil. De så pæne ud, og de var mere ens. De gjorde en masse knæbøjninger på samme tid. Det viste sig at Gården var sjokfuld af tyskere, og vi fik kun en fem-seks mand ind, og vi var nær aldrig kommet ud igen. Vi stod på en trappe og holdt et læs SS gutter op med et par sølle maskinpistoler. Det var ikke særligt spændende, men en del af dem fik vi da afvæbnet. Det gav nogle gode skydere, men så kom der nogle høvdinge og parlamenterede, og så stak vi af igen. Hvis vi ikke måtte besætte, så ville vi ikke have noget med deres lort at gøre. Ordentlige opgaver var der ikke mange af, men så begyndte vi at køre ud og hente nogen af dem, vi ikke kunne lide, nogle stikkere, som vi havde haft et øje til på en eller anden måde. De fleste af dem var fordampet fra jordens overflade og ikke sådan at finde. Vi kørte ud for at få fat i den og den, men han var som regel væk, men så var folk så flinke. De kendte altid en eller anden, der vistnok havde været på den forkerte side. Så tog vi ham med i stedet for. Det var et temmelig ulækkert 246 show. Når vi så havde fået sådan en fyr op på vognen, så blev folk helt vilde, så skulle han rives i småstykker, og i hvert fald have en snotklat. Det spytteri var ledt. Et par gange gik vi amok, og jagede folk væk med maskinpistolerne. Når vi kom hjem, samlede vi dagens høst i et tørveskur, og så begyndte vi at sortere lidt. De fleste havde ikke stukket noget som helst. Det var mestendels cigarhandlere, husværter og en eller anden konen var blevet varm på, men selvfølgelig en gang imellem røg der en fin fisk i nettet, og så sendte vi ham videre. På en transport ud til Vestre fik jeg en chance for at kikke ind i min gamle celle. Det var en sær fornemmelse. Her sad nu fire mand, og de så helt klart bedrøvelige ud. Jeg slog gluggen i og gik en tur på lokummet. Her stod der stadig NÆGT med store bogstaver. Jeg satte mig på tønden og filosoferede lidt. Her sad du for et år siden og var ved at skide en gris af skræk. Nu tilhører du herrefolket og kan gå rundt med alle dine skydere. Nu putter du selv folk ind bag tremmer. Da jeg gik, gjorde jeg noget skørt. Jeg bad om at komme ind i celle 184. Det var i orden. Vagten troede vel at jeg havde et eller andet personligt mellemværende med en af fyrene. De røg op og angsten flakkede i deres øjne. Nå, jeg stod lidt og gloede, og så fortalte jeg dem lidt om, hvad vi havde stået model til for ikke så længe siden. Det forstod de ikke meget af, 247 men da jeg gled, lod jeg, en pakke smøger og en æske tændstikker, falde diskret ned bag sengen. Skørt ikke? Den fred var ikke så nem at få hold på. Under krigen havde vi alle sammen følt os betydningsfulde. Vi havde været noget, havde haft en vis magt måske. Vi havde været bange, helvedes bange og vi havde også det meste af tiden tænkt: "Bare det lort snart er forbi". Men nu da det var forbi, så følte vi os en del udenfor. Det myldrede frem med en masse frihedsgutter, og der var ingen, der lagde mærke til os mere. Det var ikke fordi vi var vilde efter at blive lagt mærke til, for vi havde jo altid holdt vejret og ordnet os i stilhed, men pludselig betød vi heller ikke noget mere. Vi vidste at næsten alt, hvad der var blevet sprængt i København, det var os, men lige nu følte vi os helt udenfor. Den glade sommer Den fred var mærkelig. En dag syntes ledelsen at det var en god ide, hvis vi myldrede ind, og stod på række og geled foran Christiansborg. Rigsdagen skulle åbnes. Hvad fanden skulle vi det for? Havde vi noget at gøre med den? Folketinget var blevet valgt, under tysk kontrol, ved et 248 absolut svindelvalg i marts 1943, så vi anså dem, der holdt til på Christiansborg, for at være en samling landsforrædere og halvnazier. Og nu skulle vi til åbning med hornmusik, kongerøgelse og fanesving. Det var ledt, men det skulle blive værre endnu. En dag skulle vi ud til en parade for general Gørtz. Den danske overgeneral med det fine honnør, da Frikorpset drog afsted til heltedøden på Østfronten. Den vits var svær at sluge, og geledderne begyndte at murre. Der var noget, der var helt rivende forkert. Hvad det var, kunne vi ikke rigtig finde ud af, vi kunne bare mærke, at midt i glæden var der en mislyd i det hele, som når et leje er ved at brænde sammen. Selvfølgelig snakkede vi om det. Men det var svært at se de store linier. Selv John og hans gutter, der havde kørt systematiske studiekredse, og hvis politiske niveau var tiptop, kunne ikke se den røde tråd. Fejlen var nok den, at når vi kom uden for vores speciale, nemlig at vælte fabrikker, så tænkte vi i grunden ret borgerligt. Vi blandede personen og politikken sammen. Det var svært at indse, at en gammel fyr, som vi vidste var virkelig frisk, og som vi stolede på helt ind til skelettet, kunne have uorden i sine politiske vurderinger. Vi blev usikre. Men alle var jo så glade, så det var vel os, der havde fis i kasketten, når vi hørte mislyde. Men vi var jo vant til at gå stille og spille komedie, så vi skjulte os hurtigt 249 under en kynisk, lidt nedladende maske, og så var resten ellers tomhed. Total tomhed. Det hele var blevet så ligegyldigt, så fuldstændig intetsigende. Selvfølgelig stod vi op hver dag, og foretog os et eller andet, men hvilken betydning havde det? Vi havde under krigen nået noget vi syntes var stort. Noget der var flot. Det, der kom bagefter, var bare en tynd kop te. Vi murrede over deres parader og lort og snød os fra det, så snart vi kunne se vores snit til det. At hugge tyve liter benzin og tage en tur op af Strandvejen og se solen stå op, det var en del sjovere. Benzinen stjal vi især fra de engelske soldater. Har du en skarp kniv, så er det ret nemt at vippe en Jerrycan fra en parkeret jeep. Da vi havde været på St. Thomas i fjorten dage fik vi besked om at flytte ud til Sundholm. Her havde man samlet en bunke Hipoer og andet godt, og så var det meningen, at vi skulle gå og passe på, at de opførte sig ordentlig og ikke stak af. Men at være fangevogtere, det duede vi slet ikke til, og der blev en ballade af rang. Vi syntes, at der var lidt snusket på stuerne, så vi tog hele koret ned på plænen, så de kunne banke deres madrasser. Ledelsen blev vildt tosset og fortalte, at det var farlige fyre, der flere gange havde forsøgt at lave oprør. Vi sagde, at det kun ville glæde os, hvis de ville starte den slags narrestreger, mens vi var der. Det skulle vi nok ordne. Men så klagede 250 fangerne over, at vi mishandlede dem. Sådan noget nonsens. Der var ingen af os, der så meget som rørte dem. Det med mishandlingen kom sig af, at vi under tæppebankningen havde skudt et par byger op i luften for at vise de her Hipoer, at vi havde patroner nok. Men den slags forebyggelse af flugtforsøg, kunne ledelsen slet ikke tage, så vi fik besked om at pakke sammen og forsvinde. Så startede igen den lange kolonne af lastbiler. Hvor skulle vi nu hen? Vi følte os som sigøjnere, da vi igen trillede afsted og endte i en gammel bygning ude på Garderhusarkasernen. Det var selvfølgelig den glade sommer, og vi nød den for så vidt også. Vi nød at gå og drive og ikke at lave noget. Penge havde vi på lommen. Der var ingen tremmer og kontrolure, og når solen skinnede, så kunne vi organisere en bil og køre til stranden. Men det var fuldkommen åndssvagt. I øvrigt gik nogle af os i gamle tyske uniformer med SS på kraven og mågen på ærmet. Det var der nogle frihedskæmpere, der ikke kunne lide, og engang imellem blev vi anholdt. Når vi festede, sang vi "Denn wir fahren gegen Engeland". Jeg ved ikke rigtig, hvorfor vi syntes, den nazisang var skæg, men vi havde vel lyst til at forarge borgerskabet. Indimellem blev vi inviteret ud til officielle fester. De endte tit i kaos. Vi blev nok for fulde, og når der så var en eller anden med, som vi anså for blakket, en gammel politikerrøv 251 måske, ja så generede vi ham rigtig groft. Det kunne da godt være, at der havde stået i avisen, at han havde frelst nationen ved at skrive en fed check ud på en million maskinpistoler, men vi havde jo aldrig set skyggen af de skydere, og så havde han været imod os dengang i 1942, da vi hang med røven i pigtråden og gerne ville have haft en håndsrækning. Vi havde vores sange, hvor vi i en masse, masse vers pralede af vores aktioner. Vi var stolte. Vi havde lavet et godt job, og så havde vi overlevet. Det sidste var det vigtigste. Vi havde en del begravelser. Mange af vores døde kammerater blev jo nu gravet op et eller andet sted, hvor tyskerne havde pløkket dem, eller de blev måske hentet hjem fra Tyskland. Kammeraterne skulle så begraves i Ryvangen eller i familiegravstedet. Vi ville gerne vise vores døde kammerater en sidste ære, ved at komme til ceremonierne, men det var tit svært. Vi skulle hilse på familien, snakke lidt, og det var vanskeligt. De pårørende var så kede af det, og det at vi stod lyslevende og ragede op i landskabet, det gjorde kun sorgen værre. Det værste var dog, at familierne gerne så, at vi sagde et eller andet begavet ved højtideligheden. Vi var ikke meget for store ord. Vi mumlede lidt om, at han havde været en flink fyr og en god kammerat, og at vi var kede af det. Men vi var på glatis. Det var jo så længe siden. Det hele lå i en tyk tåge, og det var svært 252 at føle forbindelsen mellem det frygtelige, der var sket dengang, og så den hvide kiste, der stod midt i solen. Vi følte os lidt besynderlige, når vi stod i vores lurvede påklædning og med vores biler i baggrunden, som vi pralende havde overmalet med navne på alle vores aktioner. Nå, til slut hævede vi vores karabiner og skød et par salutter hen over graven. Grene og blade raslede ned fra træerne, for vi havde jo ingen løse patroner. Det vi havde kæmpet for, var på en eller anden sær måde ved at ryge af sporet, men de fleste af os var nu også temmelig bevidstløse. Vi opdagede slet ikke, eller fattede slet ikke, hvad der var ved at ske her midt i den glade sommer. Vore kammerater på arbejdspladserne var i gang med en masse god snak, og pludselig eksploderede det i en kæmpedemonstration foran Christiansborg den 4 juli. Hvor vi var den dag har jeg glemt, men vi solede os måske i Liseleje, mens vores gamle kammerater fik knippelsuppe af politiet og blev kaldt fanatiske urostiftere, fordi de ville have bedriftsråd, en ordentlig udrensning, 40 timers arbejdsuge, strejkeretten tilbage, og fordi de ville af med den forhadte lov, om arbejdsgiverens ret til at lede og fordele folk og arbejde. Vi var bevæbnede, vi havde kamperfaring. Nogle kaldte os for røde, nogle var endda medlem af DKP, men hvorfor var vi ikke med? Var vi for trætte? Var det fordi, vi havde ydet nok for gamle 253 Danmark? Var det fordi vi havde haft så meget andet at tænke på? Nej, sandheden var, at arbejderne ikke ragede os en papand mere. Vi var specialiserede elitedyr. Vi kunne brække ned, men da der var brug for noget andet og mere, så var vi ikke en krone værd. Så glemte vi, hvor vi kom fra. Var der nogle af os der drømte om at vende tilbage til filebænken eller til drejebænken og stå skulder ved skulder sammen med kammeraterne på værkstedsgulvet? Nul amigo. Med al vores viden om fabrikker, med al vores viden om klassekamp og beskidte aktionærtrick, så fattede vi ikke, at nu gik kampen videre på en ny måde. Vi følte ikke engang lyst til at være med. Vi vandt krigen den 4. maj om aftenen. To måneder senere tabte vi freden på gulvet, men det var vi ikke alene om. Alfred Jensen, trafikminister i den såkaldte Befrielsesregering, medlem af DKP´s centralkomité, tidligere medlem af Frihedsrådet, var også med til demonstrationen den 4. juli. Han stod dog ikke sammen med kammeraterne fra B&W. Nej, han sad på ryggen af en politibetjent, og Alfred råbte til kammeraterne, at de roligt kunne gå hjem. Alfred, som ikke fik klaret søfolkenes erstatninger for krigsforlis, eller som fik stoppet den toskiftede vagt, råbte: "Partiet skal nok klare sagerne". Desværre var han var ikke alene. Langt de fleste af modstandsbevægelsens modige og flotte 254 høvdinge endte som sølle pampere eller politikere, men hvorfor gjorde sabotørerne ikke noget? Fjederen var brækket. Vi var gået itu. Vi havde indstillet sigtet så fuldstændigt på en bestemt ting, at overleve krigen og løse nogle opgaver. Eller bedre: Løse nogle opgaver, og så håbe på at overleve. Men pludselig var det overstået. En mand råbte noget ud af et vindue på Gl. Kongevej, og så var det forbi. Det var en glad sommer, men der skete meget som vi ikke kunne døje. Der dukkede mange folk op, som vi anså for blakkede, og som fortalte rørende historier om, hvordan de havde vundet krigen. Vi vaskede slagordene af bilerne og begyndte igen at gå med jernet i skulderhylster. Vi var godt klar over, at vores opgave var slut. Der var ikke mere. Fjederen var knækket, og man var blevet firs. Det vi kunne, var der ikke brug for mere, og gudskelov for det. Maskinpistolernes tid var forbi. Så var der det med det andet køn. Det at have et fornuftigt forhold til en pige, havde været svært under krigen, og nu skulle ske noget på det punkt. Vi raslede ud til fester. Vi gik i Tivoli og ud på danserestauranter, men det gik ikke rigtigt. Engang imellem lykkedes det for en kort bemærkning, men af en eller anden grund blev det aldrig rigtig til noget. Det var nok mest vores egen skyld. Vi var lidt rodløse, og vi havde svært ved at finde melodien. Snart var vi så helvedes 255 pågående, og snart ville vi så alligevel gerne holde en vis kølig afstand. Der var ikke noget at sige til, hvis pigerne syntes at det rod, var det ikke værd at satse på. Undersøgelsesudvalg Der var en del uopklarede spørgsmål fra krigens tid, og det kunne jo være rart at få sat lys på dem, og få dem klaret op. Vi lavede derfor et udvalg på en tre-fire mand, og vi lå så og raslede rundt for at rede de spegede tråde ud. Først gik vi i gang med at finde ham, der havde udpeget Chang til Gestapo. Efter en del arbejde fandt vi frem til det hold vagter, der havde været med i skyderiet på Globe, og efterhånden gik puslespillet op, og vi kunne udpege ham, der havde været så nævenyttig. Vi fik ham sat fast, men han var helt klart en hård benægter. Der var jo dødsstraf for stikkeri dengang, og på trods af mange forhør benægtede han alt. Med alle de oplysninger vi havde samlet, var vi sikre på, at det var ham. En aften hentede vi ham, og vi fik ham ind i et lokale. Vi lavede et kort resumé af sagen, som den så ud fra vor side. Han rokkede lidt med hovedet, men 256 pludselig plantede Kaj et fotografi af Chang lige foran øjnene på ham. Det kunne han ikke klare. Han brød sammen med et næsten uhørligt: "Jeg troede ikke, de ville skyde ham". Han fik en ret mild dom, og et par år senere var han ude igen. Men det var OK, for på det tidspunkt var udrensningen løbet helt af sporet. De virkeligt slemme blev ikke engang arresteret. Vi fandt også den vagt, der havde skudt Hagens, og opklarede nogle andre sager, men det var svært. Vidnerne, hvoraf mange måske havde en hel del at skjule, var som regel ikke særlig meddelsomme. Politiet havde bunker at lave, så der var måske ikke noget at sige til, at de ikke kunne hjælpe os. Men der var en sag, vi aldrig fik hold på. Det var, hvad der lå bag min arrestation, og hvad det var for en masse mystik, vi havde været ude for i april-maj 1944? Hvem havde stukket aktionen mod Refshaleøen? Der var kun en fem-seks mennesker, der vidste, at vi skulle derud klokken 11. Hvorfor var tyskerne dukket op i Axelborg Bodega? Nok var Thomsen eftersøgt af dansk politi, men alligevel. Og KK? Han var blevet passet op af en Gestapofyr på Vesterport Station. Efterhånden samlede mistanken sig om en af Jørns kollegaer på Skandia. Overtjener Holger Rasmussen. Han var ikke direkte med hos os, men han var god til at skaffe ting. Det var ham, der havde skaffet depotet i Rosengården. Det 257 viste sig, at han havde fået tidspunktet for Refshaleøen at vide, fordi han ville tage et fotografi af en eksplosion. Det var ham, KK skulle have mødt på Vesterport station. Han var i bodegaen den dag, vi blev anholdt. Han var ikke en ordinær stikker, det var klart. Han kunne have blæst en masse mere op, men mystisk det var han. Hvad kom der egentlig ud af det bodegamøde? Ja, Børge stak jo af med det samme, og vi andre fik en mulighed for at klare den. Jørn (onkel Otto), der også arbejdede på Skandia, klarede frisag i forhørene og blev løsladt efter 14 dage. Jeg slap ud efter et halvt år. Men Thomsen (Texas) endte i Tyskland. Da han blev ført væk fra Frøslev var hans sidste ord: "De har selv været ude om det. Jeg skal fandeme røve og plyndre på vejen hjem". Men det var ren galgenhumor, og selv om mange kammerater kunne stive sig af ved at tænke på, at når krigen var forbi, så ville Thomsen drage hærgende op gennem Nordtyskland, så vidste Thomsen jo godt, at det ikke var let at overleve i en KZ-lejr. Det var endda særligt svært for folk, som kom fra Frøslev eller direkte hjemmefra, som det for eksempel skete med politiet. Hvis man lever et nogenlunde normalt liv med mad og alting, så bliver overgangen let for brat. Kammerater, der kom lige fra fængslerne, klarede sig bedre. Det er en absurd tanke, at den gode forplejning i Frøslev faktisk 258 var et handicap. En dag, da jeg stod og drejede på mit svendestykke på B&W, blev jeg kaldt til telefonen. Thomsen var død i Tyskland. Kaj og jeg tog ud og snakkede med familien. Man sidder stille i en almindelig stue. Man viser sin medfølelse, man er ked af det, og man føler sig fattig og underligt tomhændet. Det uafvendelige var sket, man finder nogle ord frem, men realiteten er, at man ikke kan sige eller gøre noget. Men vi kunne måske finde dem der stod bag al den tragedie. Ikke for at få hævn, men for at få regnskabet til at stemme, For at få orden i sagerne. Så var det at vi fik kik på overtjeneren fra Skandia. Ham ville vi gerne have en snak med. Vi fik at vide, at han var i Odense. Vi lånte en bil og tog afsted med den hensigt, at få ham med til København og til forhør. Men da vi kom til Odense var det faktisk ikke ret godt. Overtjeneren var faktisk en af topcheferne for modstandsbevægelsen på Fyn, og på det hotel, hvor han holdt til, flød det med bevæbnede gutter. Vi kunne altså ikke arrestere ham. Vi gik så op og sludrede. Men det var ikke så ligetil. Han kunne ikke huske ret meget fra dengang., og vi ville heller ikke brænde vores trumfer af. For ikke at ødelægge det videre arbejde med sagen, holdt vi kæft med, at vi mente at han var stikkeren fra Refshaleøen. Nogle af kammeraterne, der var med, kom også i tvivl. Kunne en topkanon i en fin engelsk uniform 259 være stikker? Det lød usandsynligt, men det var klart, at han ikke fortalte alt, og at han løj om sin tilstedeværelse i bodegaen, hvor jeg havde set ham med mine egne øjne, gjorde, at jeg personlig følte, at vi var på rette spor. Almindelig gemen stikker var han ikke, det var klart, men hvad var han så? En muldvarp måske. Nå, vi var jo gamle venner, så han gav en god frokost. Vi slog ham for 60 liter benzin og lånte hans sommerhus på Samsø. Det lyder måske underligt. Sådan at tage hjemmefra for at hente en fyr, man tror er stikker, og så ende med at få og låne alt muligt af ham, men det var en ret mærkelig sommer. Da vi kom hjem fra Samsø prøvede vi, om politiet havde noget om sagen, men de kendte ikke et muk til den. Vi spurgte, om de havde nogen af tyskerne. Kunne vi få fat i Koch eller Glosch, så var der måske en mulighed for at få hul på sagen. Men det danske politi havde dem ikke. De var blevet dræbt ved bombardementet på Shellhuset. Så de spor løb også ud i sandet. Så samlede vi vidneudsagnene i en rapport, hvor vi gjorde rede for vores mistanke til overtjener Holger Rasmussen. Den sendte vi til et kontor hos Frihedsrådet, hvor folk fra Modstandsbevægelsen kunne klage over hinanden. En måned senere mødte vi på Københavns Universitetet. KK, Børge, Jørn og jeg blev afhørt om rapporten, og så kom Holger Rasmussen i engelsk uniform. Han havde 260 et par engelske officersvenner med, og da han blev spurgt ud om rapporten, svarede han med et stort grin, at det var det værste sludder, og at den rapport var løgn fra ende til anden. Kontoret tog Rasmussens forklaring for gode varer, og vi blev nærmest betragtet som sygelige kværulanter. Vi snakkede igen med politiet, men de grinede. Holger var god nok. At vi kunne finde på at sætte sådan en rapport op, var helt fjollet. Vi kørte i stå alle steder. Børge havde alt for travlt med at blive valgt til Folketinget, og han bakkede os heller ikke op. Vi kunne ikke få en reel afhøring af overtjeneren. Det var så længe siden. Det passede nok ikke. Han var en kæmpe frihedsfyr. Vi kørte hele tiden fast og vi måtte til sidst opgive sagen. Det var nok lidt sløjt. Men meget senere viste det sig, at Holger Rasmussen var medlem af SOI (en engelsk spionageorganisation) I august blev jeg hjemsendt, og så skulle jeg se at finde på et eller andet. Drejebænke var der ingen af, så jeg blev arbejdsløs. Jeg gik til kontrol tre gange om ugen, hævede min understøttelse og tog en værtshustur, når det hele blev for røvkedeligt. Amerika kastede den første atombombe. Vi syntes, det var i orden, at japanerne fik et gok, men da bomben blev kastet under fredskonferencen i Berlin, så kunne vi godt forstå, at Stalin blev rasende. Sovjetunionen havde jo ydet langt mest til sejren over Naziriget, 261 så de følte vel, at atombomberne var en trussel mod dem, og deres berettigede krav om krigskadeerstaninger. Motorvognskompagniet Den 5 november stillede jeg ude i Ryvangen. Jeg var blevet indkaldt som soldat. Det var lidt skørt. Vi var jo i virkeligheden en slags militante antimilitarister. Men nu skulle vi til, at være rigtige soldater. Jeg er ikke modstander af, at forsvare mig, men på den anden side, det forsvar, jeg kom ind i, var et umådeligt stort hul i jorden. Nogen egentlig stilling til idiotiet tog jeg dog ikke. Vi var jo vant til at gå og daske, finde ud af det, kringle den, og måske lave lidt lort med overmændene. Det var ligesom gået i blodet, så vi klarede os helt fint inden for hæren. Vi skulle finde ud af lidt andre fiduser, men dem lærte vi hurtigt. En af de officerer, der hujede rundt med os, havde været medlem af nazipartiet, og så blev spøgen jo rigtig god. Jeg lå ved 2. Motorvognskompagni, så jeg kørte en masse i lastvogn. Det var meget skægt, og da jeg skulle lære at køre med larvebåndskøretøjer, så blev jeg ligefrem interesseret. Ved siden af 262 kostforplejningen lå henrettelsespladsen. Jeg dryssede engang imellem derned og tænkte. Pladsen lå der bare, som om tyskerne lige havde forladt den. Der var et lille halvtag, hvor de sikkert havde stået og gjort deres geværer klar. Så var der tre pæle, godt opflosset af skud, og med nogle gamle rebstumper om. Bag pælene var der en jordvold. Det hele flød med gamle konservesdåser og avispapir. Det lignede en losseplads, hvad det jo egentlig også var. Det var her de har stået. Chang og alle de kammerater, der var blevet hentet på Vestre. Hvordan har de følt det? Hvordan er det, at blive bundet til en pæl? De har nok ikke haft overskud til at kigge efter konservesdåser. Mon de havde fået et bind for øjnene? Hvordan klarer man en sådan situation? Jeg stillede mig foran pælen. Det er her, lige her, at de har stået den sidste gang. Hvad tænkte de på? Dør man sådan lige med det samme? Gør det ondt? Har kammeraterne følt døden, som en befrielse efter modbydelige torturforhør? Har de fået en sidste cigaret? Eller er det gået helt forretningsmæssigt til? Værsgo! Her er et styk pløk. Færdigt arbejde. Jeg sparkede til pælen og tænkte: Hvor har du egentlig været heldig. Det kunne nemt have været dig. Jeg samlede et tomt patronhylster op. Skulle man tage det med? Næ, hvorfor det, og så hev jeg det helvedes langt ind i buskene. Hele vinteren gik med at være rekrut, men en dag blev 263 jeg kaldt frem foran kompagniet og naziløjtnanten meddelte, at jeg var blevet udnævnt løjtnant og 1. marts gik turen så til Modstandsbevægelsens Befalingsmandsskole i Jægerspris. Her mødte jeg Ib, KK, John Eider, Børge Brandt, Teglers og andre af de gamle gutter. I Jægerspris var der mere frihed. Vi fik en ordentlig betaling, men ellers var det mere end dødssygt. Det vi lavede, var mere tåbeligt, end det havde været i motorvognskompagniet. Vi lavede da vrøvl, men det føltes ret håbløst. Så det gik videre i den gamle skure, hvor man bare dingler afsted. Jeg er ikke modstander af forsvaret. Selvfølgelig skal du gøre modstand, og hvis en eller anden braser ind i dit land, så skal han have nogen på trynen. Det er klart. Men måden er ikke ligegyldig. Hvordan? Hvornår? Mod hvem? Det er vigtige spørgsmål for en soldat. En soldat skal tage andre menneskers liv. Det er jo det projektet går ud på, men der er mange former for overgreb, og de er ikke alle så lige til, som da tyskerne kom 9. april. Meget få af den danske hærs officerer havde gjort modstand mod tyskerne, men det havde alle sabotørerne gjort. Vi havde skudt på fjenden. Sabotører havde likvideret stikkere og nogle sabotører var blevet henrettet. Vi havde været i ildkampe og nu skulle vi lære at føre krig efter et oldnordisk eksercer reglement. Det var med "Enkeltmandsspring fremad", hvilket 264 sabotørerne syntes var den mest tåbelige måde at føre krig på. Tyskerne havde på Østfronten mistet tusinder på den spøg. Den Røde Hær havde semiautomatiske geværer, og det er ikke ret smart at ligge og springe rundt foran en Tokarev 40. For sabotørerne var det at føre krig en alvorlig sag, meget alvorligere, end et tåbeligt eksercer reglement. For os var krig noget med død. Din egen død eller din modstanders. Det at tage et andet menneskes liv er en alvorlig sag, og ikke noget man bare gør, fordi det står i et eksercer reglement. Jeg havde lyst at kvitte, men hvad skulle jeg så tage mig til? Det var måske også, at svigte de gamle kammerater med deres naive snak om hærens demokratisering. Når vi havde orlov gik vi på Skandia. Peter Rasmussens jazzband spillede og her mødte jeg Lizzi. Hun var sød og frisk. Det om man var frisk, var noget vi lagde en masse vægt på. Det var nok et levn fra krigens tid. Det kunne være noget med en tur til Sverige. Her i disse første efterkrigsår var vi muret meget inde, og vi havde en kolossal trang til at komme ud. Det var svært, men vi organiserede en weekend til Halmstad, og det var en hel aktion. Vi havde det altså vældig godt og hyggeligt. Men når man bliver forelsket i en pige, så begynder man at tænke på fremtiden. Til sidst kommer der en dag, hvor der ligesom skal være mere orden i sagerne. Men jeg var jo ikke andet end 265 en idiot, der rendte rundt og spillede fandango i hæren. Hvad førte det til? Perspektivet gav kuldegysninger. Tænk, at tjene sine penge ved at sparke folk i røven for, at få dem til at kravle frem på maven. En aften friede jeg. Lizzi sagde, at det var OK, og så blev jeg præsenteret for familien. Det blev ikke nogen succes. Jeg kunne ikke finde kammertonen. Jeg var så langt væk fra, hvad normale mennesker mener er passende. Jeg havde så mange erfaringer, som ikke passede ind i et borgerligt mønster. Vi koksede jo helt ud, når vi syntes, at det blev småborgerligt. Men hvad er det småborgerlige? Det er vel det konventionelle. Bare at gøre, som de andre gør. Tro på, hvad der står i avisen. Klassemodsætninger, for ikke at tale om klassekamp, hvad er dog det? Lizzis familie var nu ikke så slem. De holdt Berlingeren, men derfor kunne de jo godt være friske. Det var nok mest mig, der ikke forstod dem. 1. maj 1947 skulle jeg starte på officersskolen. Jeg gik og trådte vande. Hvad skulle jeg gøre? Så længe man ikke tog hæren alvorligt, var den måske til at holde ud, men så man længere end en halv time frem, så det sort ud. Jeg gumlede på sagen i nogle dage. Nej, det var for tosset. Det går simpelthen ikke. Jeg skrev en afskedsansøgning, og så kom der gang i kludene. Permissionen var der på to dage med kongelig underskrift. De har nok hevet Christian X ud af sengen, for de var jo ikke 266 ret glade for os, og når de så fik en chance til, at komme af med en sabotør, så skulle det gå stærkt. Da jeg havde fået papirerne, fortalte jeg de andre om beslutningen. Det var ikke et træk, jeg blev populær på. Børge og de andre gamle kammerater syntes det var faneflugt. Jeg var en borgerlig røv, og hvis jeg følte sådan, hvorfor var jeg så taget til Jægerspris? Der havde været mange ansøgere, og en frisk spaniensfrivillig var ikke var kommet til Jægerspris, fordi antallet af pladser var begrænset. Jeg gav lidt igen. Man kan ikke være klogere end man er, og det at man bliver klogere efterhånden, er vel ingen forbrydelse, og hvis den her Spaniensfyr, der havde ansøgt uden held, virkelig var så frisk, så havde han jo fundet ud af denne her lorteleg længe før mig. Det skulle jeg aldrig have sagt. Nu fik jeg med grovfilen. Antydede sådan en småborgerlig lus, at de ikke var friske? De havde altid anset mit politiske niveau for ret anløbet. De var i gang med et stort demokratisk projekt til gavn for hele befolkningen, men det regnede de ikke med, jeg kunne fatte. Var det hårdt at fortælle kammeraterne om permissionen, så var det endnu værre, at fortælle det til Lizzi. Hun blev så lynende gal. Ikke så meget over beslutningen, men jeg kunne da have givet hende et praj, inden jeg gik i gang med det her skriveri. Det burde jeg jo nok have gjort, men det kunne ikke laves om. 267 Hvad skulle vi finde på? Hvad med fremtiden? Jeg var jo smedesvend, så jeg kunne vel finde en maskine. Det kunne vel lade sig praktisere, selvom det var svært at holde en ugeløn ved en drejebænk. Det var et dødssygt knokkelarbejde, men hvad der er jo masser af gutter, der finder ud af det, så hvorfor ikke dig. Men at være smedesvend var klart, noget andet end at være officer i hæren. Vi snakkede det igennem på kryds og tværs, men på en måde havde jeg skuffet hende. Lizzi havde mistet fidusen til mig, og hun syntes, det var bedre, at vi holdt en pause. Så løb jeg på Kaj, han skulle ned og bygge en jernbane i Jugoslavien. Det var noget med genopbygning og socialistisk solidaritet. Er du frisk, så tag med sagde han. Det lød godt. Tænk at komme væk fra andedammen, og allerbedst, da Lizzi hørte om projektet, var hun frisk og tog med. I Jugoslavien I 1947 var det at rejse uden for Danmark meget usædvanligt og helvedes svært. Man skulle have bunker af visa, hvilket der tit gik kludder i, så det tog tyve dage at komme fra København til Jugoslavien, hvor vi var med til 268 at bygge en jernbane fra Samac til Sarajevo. Den danske brigade på 100 deltagere lå i Nemila, hvor man havde samlet de udenlandske hold og brigader. Her fik vi rig lejlighed til at studere de forskellige landes måde at gribe tingene an på. Danskerne udmærkede sig ved, at kværulere meget over de i Beograd fastlagte arbejdsregulativer. Vi ville ikke bruge hakker, når vores egne spader kunne gå lige i jorden. Vi organiserede kørebrædder til trillebørene, og vi fandt på en masse arbejdsbesparende fiduser. Vi kunne nå Udarnik normen på den halve tid, og når normen var nået, gik vi ned til Bosna floden for at sove eller bade. De andre brigader, der var mere autoritetstro, blev selvfølgelig sure, når de så os ligge på ryggen, og det gav en masse palaver. En af brigaderne var nu lige så hurtig som danskerne til at forbedre produktiviteten, men de stoppede ikke, når normen var nået. De var kommet til Jugoslavien for at give en hånd med ved genopbygningen, og så brugte de skovl og bør til de var dødtrætte og ikke kunne mere. Deres arbejde var endda vanskeligere end vores, og selv på Titos fødselsdag, hvor vi andre gik ud på fest og sjov, stillede de på arbejdspladsen, og gav den en ekstra skalle. Når vi beklagede os over, at køre med en trillebør i 50 graders varme, og at vi ikke kunne mærke forskel på om trillebøren var kapitalistisk eller kommunistisk, så 269 forklarede denne brigade os venligt, at der vist var noget, vi ikke havde fattet. At opbygge en stat på socialistisk grundlag var hårdt arbejde, hvor du måtte give alt, hvad du havde i dig. Vi måtte forstå, at det måske var kapitalisternes største forbrydelse, at de havde ødelagt glæden og forståelsen af at udføre et godt stykke arbejde. Kapitalismens store forbrydelse bestod netop i, at den gjorde almindelige og hæderlige folk til små svindlere, der hele tiden sked på fællesskabet, og kun så på deres egen fordel. Det skrappe hold var fra Palæstina, og for at komme med i arbejdet i Nemila havde de illegalt måtte rejse ad mange besynderlige ruter. De havde en masse lærerige historier at fortælle. Nogle havde kæmpet i Montgomerys 8. arme, og havde været med til at smide tyskerne ud af Afrika. Andre havde levet illegalt i Tyskland under krigen, og havde været med til modstandsarbejde af den helt hårde slags, og atter andre var kommet levende fra ophold i KZ lejre. Hjemme i Jerusalem, hvor de fleste kom fra, var de med i forskelligt modstandsarbejde. De håbede på at englænderne snart var kørt trætte, så de kunne komme i gang med at opbygge en ny stat. Jo, det var et fint hold, og det bestod af jøder og arabere, lige mange af hver. Tre måneder er ikke evigheden, og en dag stod vi igen på gaden i København. Hvad så? Hvad skulle vi nu gå i gang med? 270 Lizzi, syntes stadig, at hæren var OK, og fik et job på et mystisk militærkontor. Jeg følte at det med drejebænken var noget møg, så jeg begyndte at læse til ingeniør, men pludselig en dag havde BT en historie om, at jeg var deserteret fra hæren. Jeg kæmpede på partisanernes side i Grækenland, og der ventede mig en streng straf, hvis jeg igen dukkede op i fædrelandet. Hvad gør man så? Jeg gik under jorden, og gik i gang med at undersøge sagen. Det viste sig, at det var startet med et postkort, jeg havde sendt hjem til kammeraterne på officersskolen. Det var et kort af den slags, der var en million af i Jugoland. Det forestillede en russisk krigstank og jeg skrev på kortet, at her kunne de se mig og min nye tank, og nu skulle fascisterne i Grækenland fandeme have nogen på trynen. Det var et rigtigt turistkort med kryds på. Det er mig bag kanonen! På officersskolen holder Hærens Efterretningstjeneste øje med alt og alle, og sådant et fint kort med en T 34 tank er jo lige noget for spionjægerne. Uden at spørge i min stamafdeling, går de i gang med at forstørre billedet af den sagesløse russer bag kanonen. HE må jo have et billede af mig til eftersøgningen. De sendte billedet til politiet, så de havde noget til deres stikbreve, men politiet tog det roligt, og en kontakt i kriminalpolitiet fortalte, at henvendelser fra HE, som regel endte i kassen for almindeligt vås. Denne 271 postkorthistorie er en banal fortælling om, hvad der kan ske, når myndigheder forfalder til at tro på deres eget propagandavås, og historien havde ikke været værd at nævne, hvis det ikke var for en bestemt ting. Se, lige da sagen var i udbrud, og vi ikke havde opklaret den endnu, stod jeg og sludrede med vor gamle kending, overtjener Holger Rasmussen. Jeg fortalte lidt om sagen og sagde, at vi havde en mistanke om, at det var HE, Hærens Efterretningstjeneste, der stod bag. Han grinede og sagde: "Det kan vi hurtigt klare op". Så gik han hen og drejede et nummer. Jeg fik det ekstra hørerør, og så fortalte overtjeneren en mand i efterretningen om min historie. Det kunne måske være et fupnummer, men den er jo alligevel spids, at han skulle have en mand siddende ved en telefon, der kunne give sig ud for efterretningsmand. Det var igen en brik i puslespillet. På trods af, hvad mange troede og sagde, var jeg stadig meget mistænksom. Der var så mange løse ender med den fyr, men hvad kan man bygge på en telefonopringning? Status 272 Efter krigen sagde man, at der gik politik i kampen mod tyskerne. Men det er noget vrøvl. Selvfølgelig dukkede der en masse politikere op, som man ikke havde hørt meget godt fra under krigen, og som nu gik i gang med at slå plat på modstandsbevægelsen. Et rørende eksempel var Hr. Bomholt, en socialdemokratisk kanon fra den dansk-tyske forening, der møvede sig ind i de store befrielsesfester på Rådhuspladsen. Men sådanne folk ejer jo ikke levemåde. Frihedsrådets medlemmer var måske i virkeligheden større slyngler. De delte jo magten med de politikere, der var kommet i Folketinget i 1943, efter Danmarkshistoriens mest udemokratiske valg. Et valg der blev afholdt under absolut tysk kontrol. Et valg med forbud mod bestemte politiske partier. Hvor kandidater til de frie arbejderlister blev arresteret af det danske politi. Frihedsrådet godkendte også eventyret om, at den danske regering var gået af den 29. august 1943. Modstandsfolkenes krav om, at Danmark skulle erklære, at det var kommet i krig med Tyskland, kunne altså ikke vedtages. Det lyder som en bagatel, men det var det slet ikke. Sabotørerne juridiske status, som kriminelle terrorister, blev ikke ændret og stikkerne kunne kun straffes, ved at lave de mest 273 uhyrlige love med tilbagevirkende straf. Hvis Danmark havde sat krigslovene i kraft 29. august 1943 havde meget set anderledes ud, og vi havde muligvis fået en mere retfærdig fred. Selv modstandsbevægelsens helt ufravigelige krav om, at alle stikkerlikvideringer skulle bedømmes af en uvildig domstol, lykkedes det at sylte. Og hvad det medførte af sorg og ulykke i miljøet er helt ubeskriveligt. For 30 sølvpenge solgte Frihedsrådet de folk, der havde gjort Rådets arbejde muligt, og hvordan den hæderlige Mogens Fog kunne holde sig selv ud, var en. stor gåde. Da modstandsbevægelsens politiske ideal blev gjort politisk, var det først og fremmest på grund af kommunisternes planer. DKP var under Finlandskrigen blevet så utroligt forhadt, og for at komme ind i varmen igen, lagde partiet op til at danne en folkefront. Den var Socialdemokratiet modstander af, men statsminister Buhl kunne måske bankes på plads af modstandsbevægelsen. Den havde i de glade majdage en stor folkelig opbakning og goodwill, hvad Socialdemokratiet slet ikke havde. Kommunisterne havde på mange måder ført an i kampen, så de sad helt naturligt i en masse af de forskellige organisationer, og DKP bankede nu modstandsbevægelsen op til noget folkeligt og vidtfavnende, hvad den altså slet ikke var. Kommunisterne vidste selvfølgelig lige så godt, som vi 274 andre, at hvis man skar majkæmperne fra, så var der ikke megen folkefront tilbage, men de underordnede realiteterne under politikken med det absurde resultat, at den danske befolkning følte, at den havde kæmpet en god kamp. Det er egentlig skørt, at dette så udskældte og forfulgte parti sørgede for, at det danske Danmark ikke mistede sin selvrespekt. Socialdemokraterne og de borgerlige partier havde under krigen fået mange skeletter i skabet, så de fulgte med rædsel modstandsbevægelsens forsøg på, at få en retfærdig fred. Danmark havde samarbejdet med Tyskland på mange måder: Udenrigsministeriet havde haft hemmelige pagter med Hitlerriget. Fragtnævnet i Amaliegade havde, for at redde landbrugseksporten til England, samarbejdet med den tyske krigsmarine om sækning af danske skibe. Chefredaktørerne havde "drukket te" på Christiansborg og skrev derfor kun, hvad de fik besked på. Politiet havde samarbejdet med Gestapo. De danske domstole havde dømt folk til tyske KZ-lejre. Regeringen havde i al hemmelighed fortsat sit tætte samarbejde med Besættelsesmagten efter 29. august 1943. Hæren havde udleveret alle sine våben, og alt sit sprængstof til den tyske Værnemagt. Danske officerer havde fået lov til at tage til Østfronten, hvor de havde været med i det folkeretsstridige overfald på Rusland. Folketingsvalget i marts 1943 havde 275 været i strid med Grundloven. Stikkerne havde arbejdet på opfordring af statsministeren. Fabrikkerne havde arbejdet for den tyske krigsindustri. Entreprenørerne havde bygget bunkers til tyske kanoner. Bønderne havde tjent formuer på leverancer til tyskerne. Kong Christian X havde ikke abdiceret. osv. osv. osv. Frihedsrådet og DKP kendte alle disse skeletter, og alligevel gik de med i den såkaldte Befrielsesregering. De gjorde det sikkert ud fra de aller bedste hensigter. Naivt troede gamle modstandsfolk, at nu fik de indflydelse på et kommende og mere retfærdigt samfund. Naivt fordi de med deres kendskab til marxismen måtte vide, at de der bestemmer over samfundets produktionsmidler, de bestemmer også over politikken. Sabotørerne var ikke klogere. Vi havde haft for travlt med, at få tyskerne til at tabe krigen. Vi havde ikke haft tid til at finde ud af, hvad vi ville gøre, når fjenderne havde tabt deres krig. Indbyrdes var vi også mest enige om, hvad vi ikke kunne snuppe. Vi var antifascister og antiværnemagere, og da vi skulle til det positive slog vi ikke til. Vi var for trætte i den glade sommer. Men lidt nåede vi da. Det var på grund af modstandsbevægelsen, at Danmark ude i den store Verden ikke blev opfattet, som en tysk vasalstat. Det var sabotørernes skyld, og ikke de gamle politikeres indsats, der førte til, at Danmark ikke modtog en 276 krigserklæring, men tværtimod blev anerkendt som allieret nation og kom med i FN. Vi fik da også smadret en masse tysk krigslort. Hvor meget blev det egentlig til? Ja, mange tal har vi ikke set. Det er svært at gøre op, og mange regnskaber forsvandt lige så stille i den glade sommer. Værnemagere og andre forrædere fik efterhånden iskolde fødder, da de så, hvad der så let kunne ske med deres fabrik. Men der blev lavet meget for tyskerne i starten af Besættelsen. Der gik meget ud fra fabrikkerne indtil 1943, men alle fabrikkerne blev næsten stoppet fra 1944. Det er flot, at en industriby på Københavns størrelse blev ordnet således, at kun lidt af krigsudstyret fandt vej til fronterne. Det var temmelig godt, og ingen Royal Airforce angreb har været mere effektive. Sabotørernes omhyggelighed gjorde, at tabene af menneskeliv var små. Selvfølgelig blev der såret nogle få, især af glassplinter fra ruder der røg, men at folk blev dræbt var uhyre sjældent. Hvis det havde været bombemaskiner der smadrede fabrikkerne, så var København nok kommet til at ligne Hamborg. Det blev hævdet, at BOPA lavede over tusind sprængninger. Det tal lyder stort, men mange var det i alle fald, og i hvert fald var vort forbrug af sprængstof, mest trotyl fra marinens miner og Donarit fra Berlin, på flere tons. Vore tab var i tal beskedne. Det gennemsnitlige tal af 277 aktive sabotører i organisationen var nok lidt under 30. Det normale var, at en sabotør holdt ca. 3 måneder. Så blev han arresteret, eller han måtte af en eller anden grund tage over Sundet. Eller værst af alt han faldt. Hvis vi regner 3 måneder og 30 mand, så giver det 10 mand/måned. BOPA startede januar 1943 og sluttede maj 1945, så regnestykket skulle give 28 måneder eller 280 mand. Der kom flere med til sidst, men mere end 300 mand har vi næppe været. Vi mistede 40 kammerater. 12 blev dræbt på aktion. 11 blev henrettet, ofte efter tortur. 10 blev skudt ved de såkaldte flugtforsøg. 4 døde ved arbejdsulykker og 3 døde i en KZ-lejr. Tabet var altså knap 15 procent. Dette tal er ikke overvældende. I den store krig var procenterne mange gange større, for eksempel døde der 13 millioner russiske soldater under kampen mod Hitlers Tyskland. Men på en måde var vi amatører. På godsbanegårdene i det tyske tusind års rige, var der fx. nogle fattige arbejdere, hvis eneste våben var et stykke kridt og en blyant. De rettede hist og her på numre, og de tyske godsvogne for fra Herodes til Pilatus i en syndig forvirring. Hvad det har skadet Værnemagten, kan slet ikke gøres op. Tænk, at stå foran Moskva og vente på vigtig ammunition, og så få et par vogne med spaghetti. Og, hvad med ammunitionen? Takket været nogle friske folk på fabrikkerne, var den fyldt med forsagere. Jo, vi 278 fik en gang imellem en bizar hilsen fra kammeraterne. Vi brugte jo næsten udelukkende tyske patroner. De gode svenske eller amerikanske patroner kunne vi ikke få fat i, så vi havde tit en klemmer, og maskinpistolen var ikke mere værd, end et bøjet søm. De kammerater ved banen og fabrikkerne, de var de virkelige helte. De måtte leve stille og legalt, og deres risiko var enorm. Det, der holdt os oppe var gruppen, og at vi engang imellem så et tag helvedes højt oppe i luften. Men den slags ting kendte de ikke. Stå alene, lure lidt til siderne og et femtal blev til et nital. Det var deres kamp, og da de havde vundet den, var der ikke gratis øl og lys i vinduerne. Vi fik nedskåret industriproduktionen, men der er altså en produktion vi ikke fik ram på. Det er et sørgeligt kapitel, og det er måske nok så vigtigt at omtale. Det kapitel er måske i virkeligheden grunden til, at alt det andet kunne lade sig gøre. Grunden til, at tyskerne ikke gik hårdere frem. Den enorme landbrugsproduktion blev ikke stoppet, og det var en skam. Det havde været godt, hvis sabotørerne havde haft overskud til at sprænge nogle kornlagre og slagterier. Da vi blev hjemsendt, virkede hele den antiorganisation, vi havde elsket så højt under krigen, perfekt. Det hele så at sige ramlede fra hinanden. Da den sidste fabrik var lagt ned, så gik det hele op i den blå luft. Vi havde bygget kampen op på personlige 279 kontakter. Der var ikke meget med, at nogen ledede nogen. Det var først da krigen var forbi, at vi begyndte at organisere med kompagnier, chefer og alt det gas. Vi havde heller ikke noget navn under krigen. Navnet BOPA blev ikke brugt under krigen. Det var ikke kendt, som f. eks. Holger Danske var det. Der var i virkeligheden kun ganske få, der kendte navnet på den organisation, de var med i. Det gjaldt jo om at genere de tyske kriminaler mest muligt. Vi var på mange måder sære i BOPA, for eksempel brød vi os ikke om soldater. Vi var en ren sabotagegruppe. Vi skabte vores egen kampform, vores egen taktik og vores egen måde at være på, så den kunne svare til det, gruppen skulle bruges til. Vi havde en søgende og utraditionel indstilling, og folk, der kom fra en hær, havde svært ved at finde melodien. Nej, når vi skulle have nogen med, så var det bedste at henvende sig til en fyr på en 18-19 år. Var han meget over tyve, var der tit mug på kransekagen. Han var ikke hurtig nok. Han var ikke frisk nok. Han var ligesom stivnet i for meget. Han gav sig til, at tænke over helt uvedkommende ting, og så fik han måske nerver på. Selvfølgelig var han tit bange, men det var vi jo alle sammen. Dårlige nerver er noget andet. Det er med at prale for meget, især på værtshuse. Noget med at opføre sig på en påfaldende måde. Den bedste sabotør var en fyr på atten, der havde 280 henslæbt sit unge liv på en stor beskidt fabrik. Han vidste umiddelbart, hvad sagen drejede sig om. Tilbage til modstandsbevægelsens politiske sigte. Var det rigtigt, som de borgerlige partier hævdede, at vi i de glade majdage havde planer om et rask kup? Et kup, der skulle ændre ejendomsforholdene, og starte en slags socialistisk udvikling. Det var klart, at situationen føltes revolutionær. Det var også klart, at borgerskabet var ved, at få hold på det hele igen. Vi var overbevist om, at vi nemt kunne tage magten i København. Men hvad så? Vi tog en forsigtig kontakt til "Centralkomiteen", og den gik helt op i limningen. Var vi blevet rablende skøre? Vi skulle ikke ødelægge deres folkefront, så DKP´s net af friske tillidsfolk kvalte alle tanker om en magtovertagelse, hvilket var fint, for det havde bare ført til et unødvendigt blodbad. Politisk var situationen imidlertid grotesk. Hovedhjørnestenen i al borgerlig politik har altid været at bruge angsten for et kommunistisk kup til at tryne vælgerne, når de kom med nogle fornuftige forslag. Det er den evige historie om, at banke en ydre fjende op, når man har vanskeligheder ved at klare sine indre problemer. Derfor var situationen grotesk, for da DKP endelig fik sin eneste ene chance for et statskup, så kvalte Centralkomiteen chancen lynhurtigt. Den gjorde det så kvikt og så skjult, at borgerskabet kunne lade, 281 som om det slet ikke var sket, og det kunne stadig køre løs med vrøvlet om det store kommunistiske kup. Noget andet er, at Frihedsrådet helt undervurderede de gamle politikeres muligheder for at sno sig. De fejlbedømte fuldstændig systemets evner for at gøre sort til hvidt. De overså naivt, at de gamle landsforrædere var i stand til at slå politisk mønt på frihedsbevægelsens goodwill, og derfor blev hele opgøret med politikere, stikkere og værnemagere helt afsporet. De gamle tyskvenlige politikere sørgede for, at pengemændene og fabrikanterne stadig fik lov til at skalte og valte med folk. Nu havde alle danskere i årevis set, hvordan kapitalen havde udnyttet sin magt til, at lede og fordele arbejdet på den mest landsforræderiske og menneskefjendske måde. Alligevel lykkedes det for de gamle politikere at få det til at se rimeligt og anstændigt ud. Pamperne og kapitalisterne var kvikke, og de havde klassesolidaritet. Hvorfor gik det sådan? Den er svær at svare på. Kampens folk var nok for troskyldige. De var for idealistiske, måske var de bare trætte. Mange af modstandsfolk havde været jagtet i årevis af systemets politi. Mange havde siddet i tugthuse og koncentrationslejre, og så er man godt smadret. Men det er stadig uforklarligt, hvorfor Frihedsrådet og DKP solgte sig selv, og hele den rigtige indstilling til retfærdighed og social orden, som 282 Besættelsen havde skabt hos mange mennesker, for nogle taburetter i en regering, hvor magten lå hos det gamle system. Statsministeren Vilhelm Buhl havde i den danske radio gjort det klart for alle, og navnlig for de unge, at lavede de sabotage, eller fortalte de det ikke til politiet, hvis de fik kendskab til en sabotør, så handlede de mod fædrelandets interesser. Den skurk udnævnte Christian X til chef for Befrielsesregeringen, og her er det svært at finde en grimasse der kan passe. Kunne modstandsbevægelsen have fået noget andet, noget bedre ud af det? Sikkert ikke. Havde det også været rimeligt? Vores kamp udviklede sig til en elitekamp, fordi der var så meget, måske politisk, vi ikke fik fat på. Kan man bygge noget som helst på en elite? Nok var vi en skæg elite i dårligt tøj, og med et evigt hul i maven efter gode saftige bøffer, men vi var mere end de andre. Når vi gik til den, så dukkede småborgerne hovedet. Når aktionen rullede, så var det os. Så var alt lortet væk. Så var alle sanserne spændt. Du følte din hud som silke. Jernet lå let i hånden. Den tunge pakke sprængstof var som en fjer. Du gled tyst og spændt afsted. Du kunne hele tiden føle kammeraterne. Jernet i masken på vagten, og fyren knækkede sammen med et uhørligt: "Jeg er god nok". Videre, placere stoffet, armere, stryge tændsatserne og væk som et lyn. Så kom det skønne drøn, og du gik to tommer over jorden. 283 Jo, det var en dejlig fornemmelse, når fabrikken var i knæhøjde, men hvad fik kammeraterne på værkstedsgulvet ud af det? Hvad vandt de under krigen? Hvad fik de ud af freden? Og da en kvart million af dem stod foran Christiansborg den 4. juli, hvor var så Frihedsrådet, Centralkomiteen og vi henne? Man skulle have skidt på alle toppe og hørt efter hvad mængden råbte. Men dem, der burde have været hørt, blev overhørt, og så kunne livet bare fortsætte på værkstederne og i fabrikkerne, som om intet var hændt. Se det var kampen, og befrielsens virkelige røvrending. En vinterdag i 1943 gik KK, Ib og jeg inde i Landbohøjskolens have og kikkede på den lille sjove ø, der ligger midt i søen. Så sagde KK: "Tænk engang på, at når krigen er forbi, hvor vil vi så få det skidegodt". Ib så på ham og sagde så: "Sikke noget fis at komme med, der er ingen, der takker os, fordi vi har smadret alt deres lort. Undgår vi at blive straffet, når vi har fået banket tyskerne, så skal vi sgu være glade". Sådan var stemningen midt under krigen. Der var ikke mange af os, der drømte om at få noget godt ud af det, vi gik og rodede med. Vi vidste godt, hvor mange fjender vi havde, og de var ikke alle sammen tyskere. Vi var ikke så helteagtige, vi var ikke så blåøjede, for det kunne man ikke være hos os. Skulle man have en chance, måtte man være realist. Vi kendte terrænet. Vi var praktiske, og 284 vi havde et mål, og det nåede vi i det store og hele. Det er det, der betyder noget. Vi havde det mål, at med så enkle midler, og så få tab at ødelægge så meget af den tyske industriproduktion, som det var muligt. For at nå dette mål måtte vi mase med en masse gamle skiderikker, værnemagere og alle mulige andre folk. For hvem fanden kan lide en industrisabotør? Det er så synd at smadre, man må hellere lade forbryderen, lade morderen få den kanon, eller lastbil, eller radio, eller hvad det nu er, han skal bruge. Det er egentlig elementært. En skiderik maser ind i dit land og går i gang med at bøffe dig med vold og vås. Men alt hans gejl er ikke en krone værd, hvis du tager hans skyder fra ham. Så enkelt er det. Tag kanonen fra ham, så er han tam. Når han er færdig, så må man prøve på, om man kan genopdrage ham. Ikke noget med at hugge knoppen af ham. Hvad skulle det hjælpe? Næ, undgå, hvis det er muligt, at gå på ham fysisk. Terror og mord har aldrig ført til noget godt. Næ, gør ham ukampdygtig. Gør ham tam. Tag hans industrilort fra ham. Det er det, der er sagen. Nå, for os var det nu ikke så indviklet. Havde vi taget, den sommetider svære beslutning, om at ville være med i noget, og havde vi snuset en god kontakt op, så var sagen ligetil. Så var der ikke meget at spekulere over, så var det bare at komme ud af røret. Tænk, vi havde muligheden for at sætte os et skidegodt 285 mål, og en halv time, eller måske en uge senere, så at nå det. Vi sagde, at det ville være pissegodt, at få lavet den eller den ting, og fem minutter efter havde vi måske realiseret den. Hvor var vi heldige. Masser af friske folk fik aldrig den chance. Masser af folk gik og puklede med noget lort under hele krigen, uden at kunne finde en god kontakt. De fik måske en kontakt, men inden de kom i gang med noget, røg hele møget. De kom måske for første gang til et mødested, og Gestapo sad og ventede. I stedet for at komme i gang med en masse gode ting, så røg de måske på en sonderkommando i en sump i Polen. Vi var heldige. Vi fik mulighed for at realisere visse ting, vi troede på. Mange, alt for mange, fik ikke den chance under krigen. Hvor mange får den chance i dag? Det er et spørgsmål om situation og muligheder. Nogle vil sige, at det er et spørgsmål om "mod". Men hvad er mod? Er det mod at stoppe løbske heste? Er det mod at kravle op i en høj skorsten? Hvis det er mod, så var ingen af os modige. Vi var nærmest bange for alt muligt. Vi havde nogle der blev hårde, men de fleste af os var godt bange. Det med mod er noget vrøvl. Situationen var sådan, at vi fik mulighed for at realisere noget godt, og så var vi med til at vinde krigen. Vinde krigen lyder flot, og det var flot, men vi var ikke alene. 13 millioner russiske kammerater, 0,5 million engelske kammerater, 0.1 286 million amerikanske kammerater og en masse andre kammerater gav deres liv for vi kunne kunne få et godt liv. Deres heltemodige død må vi aldrig glemme. Løse ender Der er et par løse ender, der er et par ligninger, der flyder med ubekendte. Men efterhånden begynder det at lysne. Vi har altid rost os af, at vi ikke havde mere end en modstandsbevægelse i Danmark. Alle grupper trak på samme hammel og de bekrigede aldrig hinanden. Her i Danmark var alle gode kammerater, og vi førte kun krig mod tyskerne, men er det rigtigt? Kigger vi ud i Europa, er det et særsyn. I de fleste lande havde man to modstandsbevægelser. En borgerlig og en rød, som sloges indbyrdes for fuldt drøn. Først bankede man løs på hinanden, og hvis der så var kræfter tilbage, så gik man i gang med tyskerne. Dette idiotiske kraftspild undgik vi i det store og hele, men rivalisering og ansatser til en slags borgerkrig det var der nu. Den bedst oplyste sag er: "Den skæve våbenfordeling". Den sag går på, at borgerlige grupper, på trods af aftaler med Frihedsrådet, 287 huggede en masse maskinpistoler til såkaldte ventegrupper, og de var helt ligeglade med, at sabotørerne kun havde nogle gamle cowboy revolvere. Især O-grupperne ventede på mange ting, og mens de ventede, så fik vi pløkket en masse kammerater, fordi vi måtte bruge kræfter på at skaffe ordentligt værktøj. De O-grupper, der her er tale om, var nogle officererne organiserede. De menige vidste ingenting, men ledelsen var godt rådden. Den blev kaldt: "Den lille generalstab". Denne stab havde et fint samarbejde med de gamle politikere, og så var den rodet sammen med HE. "Hærens Efterretningstjeneste", og her bliver det for alvor spændende. Chefen for HE Schjødt-Eriksen, og som sad i centrum af spionnettet, var gammel nazi, med medlemskort til DNSAP. Der var fx. en løjtnant Skov der spurgte for meget om våbenfordelingen, og ham lod Schjødt-Eriksen likvidere. Han udspredte rygter om, at Skov var våbenhandler, og fik HD til at pløkke ham og hans ven Chrone. Efter krigen indrømmede SchjødtEriksen, at det havde været en fejltagelse og løjtnanten fik æresoprejsning, men det bliver han jo ikke mere levende af (Chrone undslap attentatet, men blev henrettet af tyskerne). Mordet på løjtnanten og våbentyverierne er kun toppen af isbjerget, og det meste af disse hemmelige tjenesters arbejde ligger stadig i bælgmørke. Det er en kendt og logisk ting, at alle 288 disse tys-tys foretagender udveksler oplysninger og handler med hinanden. Det er også kendt, at disse foretagender prøver at infiltrere de grupper, som de føler vil rokke ved den magtstruktur, som de er ansat til at forsvare. Det ligger i arbejdets natur, at de prøver på at fylde det, de opfatter som modstandere af lov og orden, op med agenter og stikkere. Dette er banalt. Langt sværere er det at finde ud af, hvilke oplysninger de faktisk udveksler. Hvor meget samarbejde havde HE med Gestapo? Havde HE en muldvarp i BOPA? Sad der agenter i Kommandoudvalget? Var der spioner i Frihedsrådet? Hvad ligger der bag sabotagestoppene? Hvad var det med de fabrikker, vi ikke måtte sprænge? Vi har kun få konkrete oplysninger, men en masse mystik falder på plads, hvis vi siger, at nogen infiltration, det har der været. I "Bodegasagen" har vi mere fast grund under fødderne. Hærens Efterretningstjeneste har haft brug for militære oplysninger i al almindelighed. Den har haft brug for hjælp til sine agenter og til sine kurertransporter, og den har vel også haft brug for at få agenter ud af tyskernes klør. Gestapo har også haft brug for hjælp til sine agenter, og Gestapo havde frem for alt brug for oplysninger, til at bekæmpe de grupper, der prøvede på at få Tyskland til at tabe sin krig. I dette spil kommer BOPA ind. Oplysninger om os har været i høj kurs hos tyskerne, 289 så selv et lille tip har sikkert været en masse værd. HE kunne ikke døje industrisabotører. De var røde, de smadrede pæne kapitalisters ejendom, og de ville sikkert sprænge Christiansborg i luften. Var det så ikke i orden, at få Gestapo til at bøffe en sabotør? Holger Rasmussen var ikke stikker, men han var sikkert agent, måske hos HE, måske hos Arne Sejr, eller måske hos SOI. Holger var ikke en af de store, men sikkert en vigtig muldvarp. Da han rapporterede, at han havde fået kontakt med os, så har spioncheferne følt, at nu blev det rigtig smart. Nu havde de noget rødt guf at handle med. Holger presses til, at skaffe tyskerne toppen af sabotørerne. Han går i gang, og han må have fået en solid rygdækning, for han var bestemt ikke nogen vovehals. Han kendte os godt nok til at vide, at vi kunne være barske. Han starter med KK. Det kikser. Så prøver han, at blæse Refshaleøen op. Det kikser. Så ser han Børge, som han kendte fra Skandia, sammen med Thomsen, Jørn og mig i Axelborg Bodega. Holger ringer. Det lykkes næsten, men til alt uheld stikker Børge af, og vælter spillet. Holger trækker nu i land og redder Jørn, der også var tjener på Skandia. Efter det mislykkede stikkeri evakuerer spiontoppen Holger til Odense. Vi ved, at han havde kontakt til efterretningsfolk, og så er der ikke langt til at påstå, at han også var agent, og al mystikken fordamper med det 290 samme. Politiet, de ved alt det her. Politiet er kloge når det drejer sig om den slags hemmelige sager. For dem er der ingen mystik, og de dækker også. Da vi spurgte efter Koch og Glosch, så havde politiet dem på Vestre, mens de til os sagde, at de var blevet dræbt på Shellhuset. Hvorfor måtte vi ikke få en snak med vores gamle sagsbehandlere? Nok havde politiet meget at se til i den glade sommer, men her var der tale om et oplagt stikkeri mod Københavns mest aktive sabotører. Et stikkeri der medførte, at Thomsen døde i Meppen. Hvorfor sagde politiet, at vi var vanvittige, og hvorfor anklagede de os ikke for at udsprede beskidte rygter om en anset person? Hvordan kunne overtjeneren være en stor kanon på Fyn og grine smørret, når man beskyldte ham for mord? Hvorfor lyver en hæderlig mand om visse ting, hvis han har rent mel i posen? Hvorfor bliver "Bodegasagen" altid til mystik, når den når lidt op i pyramiden? Måske blev Glosch og Koch også stoppet oppefra? Der må stå mægtige kræfter bag, og tyder man tegnene, er det logisk, at en flere efterretningstjenester må stå bag det hele. Det at Holger Rasmussen kom i engelsk uniform kunne tyde på, at SOI var med i komplottet. SOI er en engelsk efterretningstjeneste, der opererer i Danmark, og som som sikkert har mange mord på samvittigheden. Mord som, på grund af Frode Jacobsen fra 291 Frihedsrådet, aldrig kom for en dommer i en retssal. "Bodegasagen" er styg, men som det mest groteske, så skylder jeg sandsynligvis dette stygge system mit liv. Krigen er slut, det er klart, men der ligger en mand i Ryvangen på grund af dette stygge system. Ligger der flere? Men hvad betyder så nogle formuldede lig i dag? Ikke meget. Her er der ikke noget at hente, men hvad med de store beslutninger, hvis virkninger vi slås med den dag i dag? Hvor har disse hemmelige afdelinger grebet ind her? Hvordan greb SOI ind i strategien for kampen? Hvordan greb HE ind i udrensningen? Hvordan greb alle disse hemmelige afdelinger ind i efterkrigstidspolitikken? Kommer NATO med her? Hvordan afsporede De alle de gode ideer om, hvordan det nye frie Danmark skulle se ud? Hvor mange, og især hvor meget, har disse hemmelige afdelinger for beskidte trick egentlig på samvittigheden? Disse spørgsmål rummer grove formodninger og beskyldninger. Landsforræderi, stikkeri, samarbejde med fjenden, kontakt med Gestapo, infiltration i udvalg, komiteer og råd, hemmelige og plantede oplysninger til politikere og meget, meget mere. Er det rigtigt at anklage statsansatte funktionærer for disse ting? I den sidste ende bliver det et spørgsmål om tro og fornemmelse, for rigtige beviser på svineriet findes, men kan ikke komme frem. Man kan ikke slå op i en 292 hovedbog og konstatere, at de og de oplysninger er blevet betalt med 3 stk. sabotører. I en gulnet papkasse ligger der måske nogle støvede papirer, der kunne oplyse om sagerne, men sådanne papirer er umulige at få fat i. Politikerne og deres hemmelige politi skjuler altid deres forbrydelser under påtegningen: "Af hensyn til staten og kongerigets sikkerhed". Systemets folk beskytter sig. Her tages ingen chancer. Ligegyldigheder stemples hemmeligt på hundrede år. Det er meget svært, men forhåbentlig ikke umuligt, at få sandheden frem. En sandhed der ville give et alsidigt billede af en række dramatiske og afgørende begivenheder i Danmarks historie, og denne sandhed er vigtigere, end magthavernes store fortællinger. For en sand og korrekt indsigt i magtstrukturernes teknologi ville gøre det lettere, at udvikle en historisk opfattelse, der måske kunne blive til gavn for alle klodens mennesker. Litteratur: Børge Brandt: Sabotage. Jørgen Jespersen: KK og KRIGEN. H.E. Teglers: Kæmp for alt hvad du har kært. Gylling Mortensen: Danske Partisaner. Esben Kjeldbæk: Sabotageorganisationen BOPA. Per Mortensen: Himmelfartskommando, 4. MAJ, Sprængstof, og Praktisk Patriotisme. Chr. Mortensen: Dagbog fra Besættelsen.