Verner Christensen

LUDVIGSGAVE 1957-59
Ludvigsgaves eget og sidste forvalterpar
Beretning ved Verner Christensen, forvalter, og Jonna Christensen, husjomfru.
Ludvigsgave fra tiden 1-3-1957 til 1-11-1959, hvor gården havde sit eget og sidste forvaltepar. Efter denne periode blev Friisenfeldt, Ludvigsgave og Bøtøgård/ Friskoven ledet af én avlsforvalter, som var overforvalter Verner Mouritsen, der blev boende på Friisenfeldt.
Ludvigsgave havde i 1959 stort
set samme bygningsopdeling
og anvendelse som Friisenfeldt. Her siloerne i tilknytning
til stalden, hvor en af
Danmarks bedste malkekvægbesætninger var opstaldet.
Privatfoto:
Verner og Jonna Christensen
Navn: Verner Christensen
Fødselsår: 1933
Fødested: Århus
Uddannelse/faglig baggrund: Landmand/ 12 md Landbrugsskoleophold.
Tidligere beskæftigelse/arbejdspladser: Gårde på 20-50-40-70 tdl. Samt Lindholm v. Slagelse 150 tdl. Soldat på flyvestationen Karup i 16 md.
1-4-1956 til 1-3-1957, underforvalter på Friisenfeldt.
Stilling på Ludvigsgave: Gift forvalter
Ansættelsesperiode: 1-3-1957 til 1-11-1959
Navn: Jonna Marie Christensen
Fødselsår: 1937
Fødested: Ejer ved Skanderbog
Uddannelse/faglig baggrund: I forretning og husholdning
Tidligere beskæftigelse/arbejdspladser: Som ung pige i huset på Riis Østergård, Ejer Brugsforening. Husjomfru på Pommergården i Fiskebæk. Elev på Ry Husningsskole.
Stilling på Ludvigsgave: Husjomfru.
Ansættelsesperiode: 1-3-1957 til 1-11-1959
Bopæl i forbindelse med ansættelsen på Ludvigsgave: Stuehuset.
Børn: Stefan (1958)
Gift i al hast…
Verner og Jonna.
Privatfoto: Verner og Jonna Christensen
Her skrives 1-3-1957. Min tid som ugift underforvalter på Friisenfeldt var nu slut. Hofjægermester Axel Tesdorpf havde tilbudt mig, Verner Christensen, og min forlovede Jonna Sørensen stillingen som gift forvalterpar på Ludvigsgave og det havde vi skrevet under på.
Jeg havde haft orlov i syv dage, hvoraf den første dags ni timer var rejsetid til Jylland med tog og taxi. Jonna
havde desværre måtte afbryde sit ophold på Ry Husholdningsskole (for den chance fik Jonna nok ikke igen).
Vi havde nu travlt med at forberede dette haste-bryllup, hvor alt skulle være overstået på fem dage. De to
af de syv var jo rejsedage.
19 VÆRELSER
Vi havde sovet på Friisenfeldt om natten, stod nu på Ludvigsgave og trådte ind i denne store kasse, bestående af nitten værelser. I det nederste plan var der 3,17 m. til loftet; det med isolering var som en ukendt
by i Rusland. Der var brændeovne i næsten alle rummene.
I køkkenet stod et stort komfur, som var leverandør til forbruget af varmt vand og hvis tappehane sad på
siden af komfuret. Der var ikke varmt vand over vasken i køkkenbordet, vandet skulle bæres fra komfuret
over de næsten tre meter til køkkenvasken.
Andelsfryseren på Krogedevej ved Gedesby blev flittigt benyttet af borgere fra Gedser og Gedesby. Den lille rødstensbygning skilter fortsat med ”Frostbox” på facaden. Foto: Gitte Ahrenkiel, 13.10.2013
Fryseren var et lille rum i en andelsfryser, som stod i Gedesby. Her i køkkenet var der et lille køleskab men
også et stort spisekammer. I kælderen stod der et par kar med kød i saltlage.
Al opvask foregik med hånden.
Når vi skulle i bad og skulle bruge varmt vand, måtte vi fyre op i en varmtvandsbeholder på badeværelset.
Det hele forekom lidt primitivt. Ingen kritik for sådan var tiderne /forholdene dengang.
Jeg måtte efterlade Jonna her i hendes nye domicil. Der var ellers nok, jeg burde være behjælpelig med.
MEN det var forår her den 1. marts 1957. Jorden lå klar til at blive harvet. Heldigvis havde underforvalter
Stigsen været på Ludvigsgave i nogle år og skulle blive til første maj, hvorefter han skulle være gift forvalter
på Gammelgård på Lolland. Vi fik hurtigt de tre traktorer sendt i marken. Det var jo fantastisk at komme i
jorden så tidligt.
Verner Christensen yderst til venstre sammen med bl.a. traktorfører Laurits og fast daglejer Axel.
”Det med heste i arbejdet var ikke effektivt mere, de manglede jo et roterende kardantræk i
bagdelen.” Men som rideheste var de til stor fornøjelse.
HVER ONSDAG FIK VI BESØG AF GODSFORVALTEREN
Hver onsdag fik vi besøg af godsforvalter Melby Christensen, som fik, hvad han skulle have af papir med
hjem og jeg fik penge til lønninger med mere. Ofte når han kom ved middagstid, spiste han sammen med
os.
Det skete også, at hofjægermesteren kaldte os forvaltere sammen til møde på Gjedsergaard. Vi samledes
neden for trappen til den fløj, som hofjægermesteren beboede. Herfra kunne vi se uret i forvalterfløjen
overfor, så først i det minut klokken viste mødetid, satte vi fødderne på trappestenene.
Hofjægermesteren havde, med sukkerfabrikkerne, været sejlende til Amerika. Da han kom hjem, indbød
han funktionærerne på godserne til et haveselskab, hvor han fortalte om turen. Først om hans store nervøsitet ved at skulle være væk så længe hjemmefra, nervøsiteten lagde sig først efter skibet havde rundet
Skagen. For som han fortalte: ”… kunne jeg jo ikke gøre min indflydelse gældende længere. Kan I tænke jer,
vi fik seks retter mad at vælge imellem om dagen. Det var jo meningsløst, det rene fråseri.”
TOPPLACERING
Pludselig en dag kom der en bil fra Gjedsergaard med to lette Oldenborgere. Det med heste i arbejdet var
ikke effektivt mere, de manglede jo et roterende kardantræk i bagdelen. Men nu havde jeg da en ridehest,
som jeg havde megen fornøjelse af.
Ludvigsgave havde også fået en ny fodermester. En lille dygtig mand, som bragte besætningen op på førstepladsen i kontrolforeningen.
Godsforvalteren havde nu færdiggjort vores første år på Ludvigsgave. Vi unge mennesker var stolte, da han
fortalte, at det havde været Ludvigsgaves bedste regnskab nogensinde.
KLAPJAGT
Godsforvalteren inviterede funktionærerne på en klapjagt på Pandebjerg og Ny Kirstinebjerg, hvor vi nu
stod samlet. Humøret var højt og der blev fyret mange gode historier af, da Melby Christensen pludselig
siger: ”Hør Verner Christensen, hvad er det dog De står med i hænderne?”
”Det er mit lånte gevær,” svarede jeg. Og kønt var det bestemt ikke, så jeg stod og følte mig mindre og
mindre.
Så sagde Melby Christensen: ”Må jeg ikke prøve at se det gevær.”
Han fik det, vred det lidt i løbet og kolben. Det gav sig en hel del. Han rystede på hovedet.
Senere sad vi til bords på Ny Kirstinebjerg, hvor vi nød frokosten.
Telefonen ringede. ”Det er til Dem.”
Jeg tog telefonen, det var Jonna: ”Der står en mand her og siger, at han har glemt at lukke for vandet i hønsehuset og vandet står nu over dybstrøelsen, hvad gør han?”
”Hvor brænder det?” spurgte Melby,
Han fik historien.
”Hvad vil De gøre ved det?” spurgte Melby.
”Hønsegården er i orden, jeg gav ordre til, at hønsene skulle lukkes derud, hvor hønsene skal gå i nat. I
morgen skal hønsehuset tømmes og rengøres i klorvand, en ny dybstrøelse skal laves. Væggene skal fejes
ned og kalkes, så kan hønsene komme ind igen.”
”Jamen det lyder jo enkelt,” sagde Melby, ”… og så gider vi to ikke spekulere mere på det.”
Vi skulle lige prøve en såt mere, inden fyraften. Herefter skulle skytten have indført i protokollen, hvad der
var blevet skudt og af hvem. Mit navn blev råbt op, seks hare og ingen forbiere.
Melby Christensen: ”Jeg tager mine ord i mig igen angående det gevær, for skyde det kan det.”
TI MAND PÅ KOST
Jonna havde i lange perioder alt for travlt, her var så afgjort arbejde til to. Men Jonna var meget af tiden
alene, med mange på kost og karlekamre, der skulle ordnes og vaskes.
Dette på grund af, at de unge piger hellere ville have job på færgerne fra og til Gedser. Det var forståeligt,
da pigerne på færgerne var meget bedre lønnet og havde lettere og behageligere arbejde.
Gedserfærgen ”Grossen Brode”, 1957. Privatfoto: Verner og Jonna Christensen
Til gengæld var Jonnas gode mad noget, der blev talt godt om, så jeg havde ikke svært ved at få og holde på
mit mandskab.
Gjedsergaard, den 27/1-1957
BILAG TIL OVERENSKOMST
Husholdningen forestås af fru Christensen
Foruden madlavningen og rengøring af folkeværelser. Alle udgifter vedr. indkøb til husholdningen
(madvarer m.v.) betales af gården efter regning. Hushjælp betales efter entreprise således: Der betales
forvalteren et beløb, der skal dække al løn til hjælp i husholdningen. Nemlig pigelønninger og konehjælp, herunder også betaling af folkeværelser, hovedrengøring og lign. Beløbet betales a konto månedsvis bagud og reguleres pr. 1. november og 1. maj efter opgjorte antal kostdage, omregnet til normale kostdage således:
1 mand – 1,0 kostdag. 1 kvinde – 0,8 kostdag. Betaling er fastsat til kr. 1,75 pr. kostdag.
Kostdage beregnes for følgende:
1. Forvalteren og hans kone.
2. De på gården værende medhjælpere, der er antaget på den måde, at de skal have kost og logi
på gården.
3. Andre folk, der lejlighedsvis arbejder på gården. F.eks. kvægavlslederen, håndværkere m.fl.
4. Enkelte lejlighedsvise måltider - 1/3 kostdag for hvert af de tre hovedmåltider.
5. 1/5 kostdag for en kop kaffe.
I tilfælde af «specielle bespisninger» på gården efter herskabets ordre f.eks. jagtfrokoster og lign. træffes der særlig aftale i enkelt tilfælde ang. evt. konehjælp.
Den ovenfor nævnte pris pr. kostdag vil blive reguleret forholdsvis hvis der sker væsentlige ændringer i
timelønnen for kone eller ændring i pigelønninger i al almindelighed – for pigelønningers vedkommende efter afgørelse fra godskontoret – eller hvis det antal kostdage, der har været almindeligt i de sidste
5 år ændres væsentligt. Hvis en husassistent bliver syg i sammenhængende 8 dage, vil der udover entreprisebeløbet blive udbetalt et beløb efter aftale, der skal dække konehjælp i sygdomsperioden.
Jonna om sin graviditet på Ludvigsgave:
Vi var kommet hen på efteråret, da jeg blev gravid. Vi var lykkelige og det passede os meget fint lige netop
på denne tid af året, for da havde jeg ikke så travlt. De sidste sukkerroer skulle leveres til sukkerfabrikken.
Herefter ville folkeholdet svinde ind.
I STRID MODVIND MED TYK MAVE
Der var også andet end arbejde. Vi kom stadig sammen med familien Skov både i Nykøbing, på Hjørnegården i Gedesby og på Pommergården i Fiskebæk samt Anni og Verner Mouritsen på Friisenfeldt.
Vi var inviteret til fest på Hjørnegården. Min mave var blevet noget stor, så der måtte nyt tøj til. Verner og
jeg tog med toget til Nykøbing, men på turen blev jeg så dårlig, at jeg besvimede og kastede op. Togvognen
så forfærdelig ud. Vi kom til byen, fik købt en fin ventekjole med hvid bluse. Men hvordan jeg så ud og har
lugtet, husker jeg ikke.
En anden hændelse, som jeg husker tydeligt, var, da jeg på cykel var på vej hjem fra kontrol hos lægen i
Gedser. Det var lige før vores søn Stefan blev født. Det blæste meget kraftigt og jeg cyklede i strid modvind
med min tykke mave. De tre kilometer syntes uendelige lange. Jeg blev bange for at skulle føde midt på
vejen, men hjem kom jeg da.
STORKEN PÅ MARKEN
Stefan blev født den 19. juni 1958 ca. kl. 12:00. Så vi måtte selv bestemme, om det skulle være den 18. eller
den 19. juni.
Verner var ikke med ved fødslen. Han sad nede i kontoret og lavede lønningsregnskab. Men stolt som en
pave blev han, da han så sin søn for første gang og fik ham overrakt i sine arme.
”Det er ikke ret meget, han fylder,” udbrød han.
Jeg tror nok, at jeg blev lidt sur, for kampen med veerne havde varet i 24 timer.
Hvor var vi stolte og lykkelige. Næste dag kom mormor, hun blev i nogle dage og passede os.
Dagen før Stefan blev født, gik storken på marken lige bag haven, så siden da har vi virkelig troet på, at
storken kommer med de små børn.
POLSK DAGLEJER-KONE TIL HJÆLP I HUSET
Så begyndte en ny tid. Nu var vi tre og det var dejligt. Sommerferien stod foran os, så vi kunne slappe lidt
af. På det tidspunkt havde vi til hjælp i huset en polsk daglejer-kone nogle timer hver dag. Hun var meget
sød og hjælpsom. En dag, hvor hun skulle skifte Stefan, tissede han lige ned i lommen på hendes forklæde
til stor morskab for os alle sammen.
Vores søn Stefan Kjær Christensen blev født 19. juni 1958 og døbt i Gedesby Kirke
den 27. juli 1958. Foto viser Stefan i haven på Ludvigsgave, 1959.
Privatfoto: Verner og Jonna Christensen.
JULETRÆSFEST
Hofjægermesterinden havde inviteret alle børnene fra Friisenfeldt og Ludvigsgave til juletræsfest her på
gården, så juletræet blev sat på fod i den største stue.
Hofjægermesterinden sammen med døtrene Anne Dorthea, Merete og Helle var til stede. Der blev danset
og sunget omkring træet. Sodavand, kager og slik blev uddelt.
Hofjægermesterinden sad med vores søn Stefan på skødet og stemningen var god lige til Merete udbrød: ”MOR, kan du ikke se, hvordan Stefan ligner far?”
”Hvad er det, dog du siger, barn,” udbrød hofjægermesterinden vredt.
Men Merete forsatte: ”Kan du da slet ikke se det?”
Nu kunne jeg se på hofjægermesterinden, at julestemningen var gået fløjten.
Men heldigvis udbrød Helle så: ”Mor kan du ikke se, de er lige skaldet begge to.”
Hvorefter julehyggen kom frem igen.
FARVEL TIL FALSTER
Tiden var nu inde til, at vi gerne ville tættere på vore familier og venner i Jylland, så 1-11-1959
startede vi som forvalterpar på Borupgård ved Gedved. Tesdorpf-navnet fulgte med os, idet vi her fik den
ene af sønnerne fra Gjorslev gods, Iver Tesdorpf, som elev.
Verner og Jonna fejrer
sølvbryllup, 1982
… og holder fortsat
ved og sammen.
5 ½ år som forvalterpar på Borupgård ved Gedved, hvor Jonna havde tre elever på kost i forvalterboligen.
Herefter til Ceres Bryggeriernes Horsens Malteri. Her blev det til 10 år som forvalter plus 21 år som driftsleder.
Jonna var forretningsuddannet og blev ansat hos HC hvidevare i Horsens, hvor Jonna stod for barnevognsafdelingen. Ved overgang fra HC til Kosan, i samme forretning, blev Jonna bogholder. Senere kom Jonna til
Sønderby Savværk som bogholder.