CA7 Rejseudgifter Indhold

Transcription

Udskrift af C.A.7 Rejseudgifter
C.A.7 Rejseudgifter
ISBN-nummer
978-87-7121-339-3
Resumé
Skatteministeriets juridiske vejledninger er i øjeblikket ved at blive skrevet om til en mere
læsevenlig og netbaseret udgave, der samler alle de juridiske vejledninger i én samlet
vejledning, Den juridiske vejledning. Dette er 5. udgave af Den juridiske vejledning. I
indholdsfortegnelsen kan du se de afsnit, der er skrevet om og indgår i Den juridiske vejledning.
Indhold
Dette afsnit handler om fradrag og godtgørelse af rejseudgifter.
Afsnittet indeholder:
●
●
●
●
Om rejsebegrebet (C.A.7.1)
Skattefri godtgørelse af rejseudgifter (C.A.7.2)
Fradrag for rejseudgifter (C.A.7.3)
Fradrag for udgifter til dobbelt husførelse, se afsnit A.F.1.2
C.A.7.1 Om rejsebegrebet
Indhold
Dette afsnit handler om de generelle betingelser for at være på rejse efter LL §9 A.
●
●
●
●
●
Hvad vil det sige at være på rejse? (C.A.7.1.1)
Betingelse om afstand (C.A.7.1.2)
Betingelse om ”sædvanlig bopæl” (C.A.7.1.3)
Betingelse om ”midlertidigt arbejdssted” (C.A.7.1.4)
Betingelse om overnatning og varighed (C.A.7.1.5).
C.A.7.1.1 Hvad vil det sige at være på rejse?
Indhold
Dette afsnit beskriver rejsebegrebet og sondringen mellem selvvalgt rejse og tjenesterejse.
●
●
●
●
Regel
Selvvalgt rejse eller tjenesterejse
Sondringens betydning
Betydningen af at være på rejse.
Regel
LL §9 A, stk. 1 fastlægger, hvornår en person er på rejse (rejsebegrebet).
Efter bestemmelsen er en lønmodtager på rejse, når
29.02.2012
Side 1 af 56
●
lønmodtageren på grund af afstanden mellem sin bopæl og det midlertidige arbejdssted ikke har mulighed for at
overnatte på sin sædvanlige bopæl (selvvalgt rejse).
Efter forarbejderne til LL §9 A, stk. 1, dækker rejsebegrebet også den situation, hvor
●
arbejdsgiveren midlertidigt udsender lønmodtageren til et andet arbejdssted end lønmodtagerens sædvanlige
arbejdsplads, og dette medfører, at lønmodtageren ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl
(tjenesterejse).
Selvvalgt rejse eller tjenesterejse
Selvvalgt rejse
I den første situation er det lønmodtageren selv, der har valgt at arbejde på et midlertidigt arbejdssted meget langt fra
sin sædvanlige bopæl. En sådan rejse kaldes ”selvvalgt rejse”.
Tjenesterejse
I den anden situation er det lønmodtagerens arbejdsgiver, der har bestemt, at lønmodtageren midlertidigt skal arbejde
et andet sted end på lønmodtagerens sædvanlige (faste) arbejdsplads. En sådan rejse kaldes ”tjenesterejse”.
Sondringens betydning
Sondringen mellem de to typer af rejser har især betydning ved vurderingen af, om lønmodtageren har mulighed for at
overnatte på sin sædvanlige bopæl.
Transporttiden og afstanden mellem det midlertidige arbejdssted og den sædvanlige bopæl indgår som væsentlige
momenter i vurderingen af, om lønmodtageren har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl.
Ved selvvalgte rejser bliver transporttiden/afstanden fastlagt på baggrund af en objektiv vurdering. Ved selvvalgte
rejser regnes transporttiden ud fra det transportmiddel, der fører til den korteste transporttid mellem bopælen og et
midlertidigt arbejdssted, også selv om lønmodtageren ikke har benyttet det.
Ved tjenesterejser tages derimod hensyn til lønmodtagerens samlede situation, herunder arbejdsgiverens instruktioner
om, hvilket transportmiddel der skal anvendes på tjenesterejsen.
Se afsnit C.A.7.1.3 om rejsebegrebets betingelse om afstand.
Betydningen af at være på rejse
Hvis en lønmodtager er på rejse kan arbejdsgiveren skattefrit dække lønmodtagerens udgifter til kost og
småfornødenheder samt logi. Se LL §9 A, stk. 1.
Enten kan arbejdsgiveren refundere de faktisk dokumenterede udgifter lønmodtageren har afholdt til kost,
småfornødenheder og logi (udlæg efter regning), eller også kan arbejdsgiveren, uden dokumentation, dække
lønmodtagerens udgifter med en skattefri godtgørelse med standardsatser, der er fastsat i ligningsloven. Endelig er der
også en mulighed for, at arbejdsgiveren i stedet skattefrit stiller fri kost og logi til rådighed. Se afsnit C.A.7.2 om
skattefri godtgørelser.
I de tilfælde, hvor arbejdsgiveren stiller frit logi til rådighed for en indstationeret lønmodtager, kan forskellige
”relocationydelser”, fx udgifter til formidling af midlertidig indkvartering, forhandling af leje af hus mv., være så tæt
knyttet til arbejdsgiverens valg af at stille frit logi til rådighed, at sådanne relocationydelser også er skattefrie. Se
SKM2011.150.SR.
Hvis ikke arbejdsgiveren dækker lønmodtagerens rejseudgifter til kost, småfornødenheder og logi, er det i stedet muligt
at få fradrag for udgifterne. Se afsnit C.A.7.3 om fradrag for rejseudgifter.
C.A.7.1.2 Betingelse om afstand
29.02.2012
Side 2 af 56
Indhold
Dette afsnit beskriver rejsebegrebets betingelse om, at afstanden skal medføre/gøre, at en lønmodtager ikke har
mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl.
●
●
●
●
●
Regel
Afstandsbetingelsen ved selvvalgt rejse
Afstandsbetingelsen ved tjenesterejse
Eksempler
Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.
Regel
Afgørelsen af, om en lønmodtager på grund af afstanden mellem bopæl og et midlertidigt arbejdssted har mulighed for at
overnatte på sin sædvanlige bopæl eller ej, træffes på baggrund af en konkret, individuel vurdering for hver enkelt
lønmodtager.
Det skal være arbejdet på det midlertidige arbejdssted og afstanden mellem det midlertidige arbejdssted og bopælen, der
nødvendiggør overnatning et andet sted end på den sædvanlige bopæl. Det er altså ikke tilstrækkeligt, at lønmodtageren
finder det mest bekvemt at overnatte et andet sted end på den sædvanlige bopæl efter hver arbejdsdag på det
midlertidige arbejdssted.
I vurderingen af, om lønmodtageren har haft mulighed for at overnatte på sin bopæl, indgår også arbejdsgiverens
arbejdsmæssigt begrundede instruktioner til lønmodtageren, herunder fx at lønmodtageren skal være tilkaldevagt, eller at
lønmodtageren har lange eller skiftende arbejdstider, så der er kort tid mellem, at én arbejdsdag slutter og en ny
begynder. Det er lønmodtageren, der skal dokumentere eller sandsynliggøre ovennævnte forhold.
Er afstanden lang, men dog ikke så lang, at det er fysisk umuligt at komme hjem og overnatte hver dag efter arbejdet
på det midlertidige arbejdssted, beror det på en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde, om arbejdet og afstanden
mellem bopælen og det midlertidige arbejdssted muliggør, at lønmodtageren kan overnatte på sin bopæl eller ej.
Jo kortere afstand og transporttid des mere skal der til for at sandsynliggøre, at det ikke er muligt for lønmodtageren at
overnatte hjemme. Højesteret har i den forbindelse fastslået, at afstanden mellem den sædvanlige bopæl og et
midlertidigt arbejdssted kan være så kort (51 km), at lønmodtagerens arbejdsforhold, arbejdstid og arbejdsgiverens
instruktioner ikke tillægges vægt.
I sådanne tilfælde, vil afstandsbetingelsen derfor kun være opfyldt, hvis lønmodtageren beviser, at overnatning er en
nødvendig betingelse for, at han eller hun kan udføre arbejdsopgaven på det midlertidige arbejdssted.
Som eksempel kan nævnes en skolelærer, der er på 3 dages lejrskole med sin 9. klasse,5 kmfra bopælen. På trods af den
korte afstand mellem den sædvanlige bopæl og det midlertidige arbejdssted er der behov for, at skolelæreren overnatter
på det midlertidige arbejdssted, fordi klassen ikke kan være alene om natten. Se SKM2009.333.HR samt
Skatteministeriets kommentar til Højesterets dom i SKM2009.648.DEP, afsnit III, ad 4.
Der stilles generelt høje krav til lønmodtageren om, at han eller hun skal overnatte hjemme, hvis det overhovedet er
muligt. Ved arbejde i en begrænset periode må lønmodtageren acceptere en længere afstand mellem den sædvanlige
bopæl og den midlertidige arbejdsplads end ved arbejde på det sædvanlige (faste) arbejdssted. At det er besværligt,
langt, upraktisk eller dyrt i transportudgifter for lønmodtageren at tage frem og tilbage mellem det midlertidige
arbejdssted og den sædvanlige bopæl hver dag, er derfor ikke tilstrækkeligt til, at det er umuligt for lønmodtageren at
overnatte på bopælen.
Afstandsbetingelsen ved selvvalgt rejse
Hvis en lønmodtager selv har valgt at arbejde på et midlertidigt arbejdssted, er der tale om en selvvalgt rejse.
Ved selvvalgte rejser indgår følgende momenter i vurderingen af, om det er umuligt for lønmodtageren at overnatte på
29.02.2012
Side 3 af 56
den sædvanlige bopæl:
●
●
●
Transporttiden/afstanden mellem det midlertidige arbejdssted og den sædvanlige bopæl
Lønmodtagerens arbejdstid
Lønmodtagerens arbejdsforhold.
Se SKM2005.492.ØLR (den såkaldte "Metro-dom").
Transporttiden og afstanden bliver fastlagt ud fra en objektiv vurdering. Transporttiden bliver fastlagt på baggrund af
det transportmiddel, der fører til den korteste transporttid mellem den sædvanlige bopæl og det midlertidige arbejdssted,
uanset om lønmodtageren har benyttet dette transportmiddel. Se SKM2005.318.HR.
Lønmodtagerens arbejdsmæssigt betingede forhold indgår kun i vurderingen, hvor det er relevant på baggrund af de
faktiske forhold, og i så fald kun som ét af flere elementer. Se SKM2010.80.SR, hvor Skatterådet har besvaret en
række spørgsmål om arbejdstid, rejsetid, anvendelse af KRAKs ruteplan, betydningen af myldretid, tid forbrugt på at
parkere, ventetid ved færgeleje og arbejdsmiljølovens hviletidsbestemmelser i relation til udbetaling af skattefri
godtgørelse for rejseudgifter ved tjenesterejser. Uanset afgørelsen vedrører tjenesterejser, er den også delvist
anvendelig i forhold til selvvalgte rejser.
SKAT har - med udgangspunkt i nogle konkrete eksempler - præciseret, hvornår afstanden mellem en lønmodtagers
bopæl og midlertidige arbejdssted medfører, at det ikke er muligt for lønmodtageren at overnatte på sin sædvanlige
bopæl, jf. rejsebegrebet i LL §9 A, stk. 1. Se SKM2008.853.SKAT.
Afstandsbetingelsen ved tjenesterejse
Hvis arbejdsgiveren midlertidigt udsender lønmodtageren til et andet arbejdssted end lønmodtagerens sædvanlige
arbejdsplads, er der tale om en tjenesterejse.
Ved tjenesterejse indgår følgende momenter i vurderingen af, om det er umuligt for lønmodtageren at overnatte på den
sædvanlige bopæl:
Lønmodtagerens samlede situation, herunder
●
●
●
●
arbejdsforholdene
arbejdstiden
arbejdsgiverens arbejdsmæssigt begrundede instruktioner
transporttiden og afstanden mellem det midlertidige arbejdssted og den sædvanlige bopæl.
Se SKM2009.333.HR samt SKM2011.401.ØLR.
Ved tjenesterejser bliver transporttiden ikke - som ved selvvalgte rejser - uden videre fastlagt på baggrund af det
transportmiddel, der fører til den korteste transporttid mellem det midlertidige arbejdssted og den sædvanlige bopæl.
Der er derfor ikke givet, at det uden videre er transporttiden i bil, der skal indgå i vurderingen af, om en lønmodtager har
mulighed for at overnatte på den sædvanlige bopæl eller ej, selvom det er den transportform, der fører til den korteste
transporttid.
For en række lønmodtagere kan arbejdsmæssigt betingede forhold fx bevirke, at det er relevant at lægge transporttiden
med tog til grund under forudsætning af, at lønmodtageren rent faktisk har benyttet toget hen til det midlertidige
arbejdssted.
En arbejdsgiver kan fx have pålagt en lønmodtager at benytte tog som transportmiddel til et midlertidigt arbejdssted,
fordi arbejdet begynder på en station, og lønmodtageren på denne måde begynder arbejdsdagen, så det passer med
togets ankomsttid. Denne situation kan eksempelvis forekomme, hvor et arbejde begynder et sted på en
jernbanestrækning og slutter et andet sted på jernbanestrækningen, fordi arbejdsstedet flytter sig i takt med, at
arbejdet udføres. Lønmodtageren skal derfor transportere sig hjem fra et andet sted end det sted, hvor arbejdet
begyndte ved arbejdsdagens start. Se SKM2009.333.HR og kommentaren hertil i SKM2009.648.DEP.
Lønmodtagerens transportmulighed kan også tillægges vægt. Se SKM2011.401.ØLR Det forhold at skatteyderen
29.02.2012
Side 4 af 56
disponerede over en bil og havde en transportmæssigt ukompliceret adgang til arbejdsstedet indgik i vurderingen af, om
lønmodtageren havde mulighed for at overnatte på den sædvanlige bopæl. Afgørelsen betyder omvendt at det også kan
indgå i vurderingen, hvis skatteyderen eksempelvis ikke har en transportmæssig ukompliceret adgang til arbejdsstedet.
De arbejdsmæssigt betingede forhold indgår kun i vurderingen, hvor det er relevant på baggrund af de faktiske forhold,
og i så fald kun som ét af flere elementer.
Se SKM2010.80.SR, hvor Skatterådet har besvaret en række spørgsmål om arbejdstid, rejsetid og arbejdsmiljølovens
hviletidsbestemmelser i relation til udbetaling af skattefri godtgørelse for rejseudgifter ved tjenesterejser.
Se også SKM2008.853.SKAT, hvor SKAT - med udgangspunkt i konkrete eksempler bl.a. om tjenesterejser - har
præciseret, hvornår afstanden mellem en lønmodtagers bopæl og midlertidige arbejdssted medfører, at det ikke er muligt
for lønmodtageren at overnatte på sin sædvanlige bopæl, jf. rejsebegrebet i LL §9 A, stk. 1.
Eksempler
Eksempel 1
Lønmodtager A bor i Stubbekøbing og arbejder midlertidigt på et byggeprojekt i Kalundborg. Afstanden i bil er ca.128
kmog transporttiden er 1 time og 48 minutter. A arbejder 5 dage om ugen fra kl. 07.00 til kl. 15.00. A er ikke på rejse,
heller ikke selvom han vælger at overnatte ved det midlertidige arbejdssted.
Fristen for aflevering af det byggeri, som A arbejder på, udløber om kort tid, og byggeriet er forsinket. Derfor har A's
arbejdsgiver beordret de ansatte på overarbejde for at få byggeriet gjort færdigt til tiden, og A begynder at arbejde fra
kl. 06.00 til kl. 18.00 mandag til torsdag og fra kl. 06.00 til kl. 14.00 om fredagen. Han kører fra Stubbekøbing mandag
morgen og hjem igen fredag efter arbejdstids ophør. Fra mandag til fredag overnatter A i sin campingvogn nær det
midlertidige arbejdssted.
Ændringen i A's arbejdsforhold (arbejdstid) betyder, at A er på rejse fra han tager hjemmefra mandag morgen til han
kommer hjem fredag eftermiddag. Det skyldes, at han skal arbejde 12 timer dagligt mandag til torsdag og møde kl. 06.00
fredag. Hans arbejdsforhold betyder derfor, at det ikke er muligt for ham at komme hjem til Stubbekøbing og overnatte.
Eksempel 2
Lønmodtager B bor i Odense. Tirsdag sender hans arbejdsgiver ham til Vejle, hvor han skal opstille en maskine hos en
virksomhed, som er arbejdsgiverens kunde. B er den eneste af arbejdsgiverens ansatte, som har det fornødne kendskab
til maskinen.
B skal begynde arbejdsdagen kl. 08.00 med at hente maskinen på arbejdsgiverens virksomhed i Odense. Kl. 08.30 kører
han i arbejdsgiverens bil til kunden i Vejle, hvor han bruger resten af arbejdsdagen på at opstille maskinen og instruere
virksomheden i brug af den mv. Maskinen er ny og skal køre i døgndrift. Derfor har B's arbejdsgiver bedt B om at blive i
Vejle både om aftenen og om natten, så B hurtigt kan tilkaldes, hvis der skulle opstå problemer med maskinen. Onsdag
kl. 07.00 er der behov for, at B justerer maskinen. Det tager noget tid, og B vender derfor først tilbage til
arbejdsgiverens virksomhed i Odense samme dag kl. 11.00, hvor han afleverer arbejdsgiverens bil og i øvrigt fortsætter
med at arbejde til normal arbejdstids ophør kl. 16.00.
Der er ca.75 kmfra B's bopæl i Odense til virksomheden i Vejle. Turen tager ca. 50 minutter i bil. B er på rejse, fra han
forlader det faste arbejdssted (arbejdsgiverens virksomhed) om tirsdagen, til han vender tilbage hertil igen om
onsdagen. Det skyldes, at det på grund af hans arbejdsforhold - tilkaldevagten - ikke har været muligt for ham at
komme hjem til sin bopæl og overnatte.
B's arbejdsgiver har betalt for overnatning på et hotel i Vejle (frit logi). B kan derfor ikke få skattefri logigodtgørelse.
Men da B selv har holdt sig med kost, mens han har været i Vejle, kan hans arbejdsgiver dække hans kostudgifter
skattefrit enten med en kostgodtgørelse med standardsatsen eller som udlæg efter regning. Hvis ikke arbejdsgiveren
dækker udgiften til kost og småfornødenheder, har B fradrag herfor.
Eksempel 3
Lønmodtager C bor i Nykøbing Falster og arbejder midlertidigt på et vejarbejde ved Roskilde hver dag fra kl. 07.00 til kl.
29.02.2012
Side 5 af 56
15.00. Der er ca.111 kmfra Nykøbing Falster til Roskilde, og transporttiden med bil er ca. 1 time og 15 minutter.
Efter nogle uger får C nye arbejdstider. Vejarbejdet skal nu udføres om natten, når der ikke er så meget trafik. Onsdag
arbejder C derfor først fra kl. 07.00 til kl. 15.00 og derefter igen samme dag fra kl. 23.00 til kl. 07.00 torsdag morgen.
C's arbejdstider i den uge er derfor følgende:
●
●
●
●
Mandag fra kl. 07.00 til kl. 15.00
Tirsdag fra kl. 07.00 til kl. 15.00
Onsdag fra kl. 07.00 til kl. 15.00 (udrejse fra Nykøbing Falster kl. 05.45) og igen fra kl. 23.00 til torsdag kl. 07.00
(hjemkomst til Nykøbing Falster kl. 08.15)
Torsdag fra kl. 23.00 til fredag kl. 07.00, hvor C går på weekend.
Det er muligt for C at komme hjem og overnatte efter arbejdstids ophør på disse dage: Mandag kl. 15.00, tirsdag kl.
15.00 og torsdag kl. 07.00 og fredag kl. 07.00. Han er derfor ikke på rejse disse dage.
Onsdag vil det ikke være muligt for C at overnatte hjemme, inden hans næste arbejdsperiode begynder kl. 23.00. C vil
derfor kunne blive i Roskilde for at hvile m.m. mellem kl. 15.00 og kl. 23.00, og arbejdsgiveren kan betale en skattefri
rejsegodtgørelse for de udgifter, C har til kost og logi i den forbindelse. C er på rejse, fra han tager hjemmefra onsdag
morgen kl. 05.45, til han kommer hjem igen torsdag morgen kl. 08.15.
Eksempel 4
E er selvstændig vognmand og bor i Skanderborg. Han har flere ansatte, men kører også selv som chauffør. E's
vognmandsforretning ligger i Århus V. E skal køre potteplanter til en større by i Midtsverige. E møder kl. 07.00 mandag
morgen i Århus V, hvor han skal hente lastbilen og de nødvendige papirer mv. Kl. 08.00 kører E fra Århus V, og han
arbejder nu på et midlertidigt arbejdssted (lastbilen), fordi et arbejdssted, der bevæger sig i takt med arbejdets
udførelse, altid betragtes som et midlertidigt arbejdssted. E's rejse begynder derfor mandag kl. 08.00, når han kører i
lastbilen fra det faste arbejdssted i Århus V.
E skal først hente potteplanterne på et gartneri i Kolding. Han kører derfra over Fyn til København og via Øresundsbroen
til Sverige. Undervejs til bestemmelsesstedet i Sverige holder han pauser efter de gældende køre-/hviletidsregler.
Mandag aften er han fremme ved bestemmelsesstedet. Han kører ind på en rasteplads, spiser på et cafeteria dér, og
overnatter i lastbilen. Tirsdag morgen læsser han som det første potteplanterne af hos modtageren og kører herefter
tilbage til Danmark.
På hjemvejen tager han færgen fra Helsingborg til Helsingør, da han skal hente et parti varer i Hillerød. Han skal køre
varerne til Fåborg og læsse dem af dér. Undervejs på hele turen fra Sverige holder han de pauser, han skal efter køre/hviletidsreglerne.
Fra Fåborg fortsætter han mod Århus V. Da han ved 18-tiden når Vejle, er hans køretid ved at være brugt op. Efter
køre-/hviletidsreglerne må han nu ikke køre mere denne dag, og han kører derfor ind på transportcentret i Vejle for at
holde hvil. E er ca.40 kmfra sit hjem i Skanderborg. Det er derfor - på grund af afstanden - muligt for ham at komme
hjem, også selv om han har opbrugt sin køretid, og derfor ikke må køre længere i lastbilen.
Da det er muligt for E at komme hjem og overnatte, afbrydes rejsen tirsdag, når han stopper for at holde hvil (i Vejle),
og der kan ikke beregnes rejsegodtgørelse/-fradrag derefter. Det forhold, at rejsen er afbrudt, betyder dog ikke, at E
nødvendigvis skal tage hjem og overnatte, men blot at han ikke længere er berettiget til skattefri rejsegodtgørelse eller
fradrag for rejseudgifter.
Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse samt evt.
tilhørende SKATmeddelelse
Afgørelsen i stikord
Yderligere kommentarer
SKM2009.333.HR
På tjenesterejser er det ikke alene
Ledende dom
29.02.2012
Side 6 af 56
afstanden og transporttiden
mellem den sædvanlige bopæl og
det midlertidige arbejdssted, men
også lønmodtagernes samlede
situation, herunder bl.a.
arbejdsforholdene, arbejdstiden og
arbejdsgiverens instruktioner, der
afgør, om en lønmodtager har
mulighed for at overnatte på den
sædvanlige bopæl.
Se også
SKM2009.648.DEP og
SKM2009.650.SKAT
Ved vurderingen af afstanden og
transporttiden kan der ikke
opstilles en generel regel om, at
der skal lægges vægt på
transporttiden i bil, selv om dette
fører til den korteste transporttid.
Der var en generel instruktion til de
ansatte om at benytte tog, og
arbejdsgiveren betalte de ansattes
togtransport. De ansatte
benyttede faktisk tog på
tjenesterejserne.
Togforbindelserne var i mange
tilfælde dårlige.
Højesterets flertal fastslog, at det
ikke var muligt at overnatte på den
sædvanlige bopæl på de
tjenesterejser, hvor afstanden
mellem det midlertidige arbejdssted
og den sædvanlige bopæl var
mellem 71-117 km, hvor
arbejdstiden var på 8 timer og
rejsetiden mellem 3 timer og 22
minutter og 12 timer og 6 minutter
i alt.
På de tjenesterejser, hvor
afstanden var 40 og51 km,
arbejdstiden 8 timer og rejsetiden
mellem 3 timer og 10 minutter og 9
timer og 8 minutter var afstanden
mellem den sædvanlige bopæl og
det midlertidige ansættelsessted så
kort, at dette i sig selv indebar, at
betingelsen, om, at det ikke var
muligt at overnatte på bopælen,
ikke var opfyldt, medmindre der var
behov for, at arbejdstageren
overnattede på eller i nærheden af
det midlertidige arbejdssted.
SKM2005.318.HR
29.02.2012
Afstanden mellem lønmodtagerens
sædvanlige bopæl og midlertidige
arbejdssteder var ca.60
kmLønmodtagerens arbejdstid
begyndte kl. 06.00. Det var ikke
muligt at benytte offentlige
transportmidler til de midlertidige
arbejdssteder på dette tidspunkt
Ledende dom
Side 7 af 56
af dagen. Arbejdstiden var på 8
timer.
Lønmodtageren ejede en bil, der
ifølge det oplyste blev benyttet af
ægtefællen.
Lønmodtageren var på selvvalgt
rejse. Under disse omstændigheder
kunne der ikke lægges vægt på, at
lønmodtageren ikke havde haft
mulighed for at køre i bil til
arbejdsstederne.
Afstandsbetingelsen var ikke
opfyldt.
Landsretsdomme
SKM2011.401.ØLR
Lønmodtageren var på
tjenesterejse. Arbejdsgiveren
havde ikke havde givet
instruktioner om rejsemåde eller
ophold. Skatteyderen disponerede
over bil. Lønmodtageren udførte
fysisk krævende rørmontage.
Sagen er anket til
Højesteret
I SKM2009.869.BR har
byretten truffet afgørelse
vedrørende de dage, hvor
arbejdstiden inklusive
frokostpause var på 10
Der var mellem101 kmog105
timer. Afstandsbetingelsen
kmmellem sædvanlig bopæl og det
blev anset for opfyldt på
midlertidige arbejdssted. Mødetiden disse dage.
var kl. 07.00, og transporttiden
frem og tilbage med bil var ca. 3
I SKM2007.429.LSR har
timer i alt. Arbejdstiden inklusiv
Landsskatteretten truffet
frokostpause var mellem 8½ og 9½ afgørelse vedrørende de
time.
dage, hvor arbejdstiden
inklusiv frokostpause var på
På grund af afstanden og
10½ time.
rejsetiden fra bopælen til det
Afstandsbetingelsen blev
midlertidige arbejdssted,
anset for opfyldt på disse
mødetidspunktet og varigheden af
dage.
de omhandlede arbejdsdage,
sammenholdt med skatteyderens
transportmæssigt ukomplicerede
adgang til arbejdsstedet, var det
muligt for lønmodtageren at
overnatte på den sædvanlige
bopæl.
opfyldt.
SKM2009.627.ØLR
En læge ansat i en turnusstilling
var på selvvalgt rejse.
Lægen havde ikke bil i den første
del af turnusperioden. Afgørelsen
af, om lægen havde haft mulighed
for at overnatte på sin sædvanlige
bopæl, blev derfor truffet på
baggrund af en objektiv vurdering
af, om han ved hjælp af ét eller
29.02.2012
Side 8 af 56
flere almindelige befordringsmidler
ville have haft mulighed for at
Afstanden mellem den sædvanlige
bopæl og det midlertidige
arbejdssted var167,6
kmTransporttiden udgjorde 2-2 1/4
time hver vej. Der blev taget
hensyn til trafik, vejarbejde mv.
Den normale arbejdsdag startede
kl. 08:00 eller kl. 08:15 og var på
mellem 7 og 8½ time.
En konkret vurdering af lægens
arbejdsforhold og arbejdstid
sammenholdt med transporttiden
førte til, at afstandsbetingelsen
ikke var opfyldt.
SKM2009.467.VLR
En lønmodtager var ansat som
undervisningsassistent og senere
også som ph.d.-studerende i
samme by.
Hovedarbejdsstedet som ph.d.studerende var bopælen.
Lønmodtageren var ikke forpligtet
til at møde på bestemte
tidspunkter og valgte selv at
udføre en del af arbejdet som
ph.d.-studerende i kombination
med arbejdet som
undervisningsassistent.
Kun arbejdstiden som
undervisningsassistent på 2½ time
blev lagt til grund for afgørelsen.
arbejdssted var112 kmog
transporttiden var ca. 3 timer.
opfyldt. Oplysninger om
lønmodtagerens dårlige
helbredstilstand ændrede ikke
herpå.
SKM2006.482.ØLR
Lønmodtageren var på
tjenesterejse for forsvaret.
Tilsvarende afgørelse i
SKM2004.390.LSR
Arbejdstiden var mellem 7 og 9
timer dagligt. Mødetiden var kl.
07.00. Afstanden mellem sædvanlig
arbejdssted var 84 og99 km
(lønmodtageren flyttede bolig
undervejs).
Transporttiden med bil frem og
29.02.2012
Side 9 af 56
tilbage var maksimalt 3 timer i alt.
Lønmodtageren havde bil. og fik
godtgørelse, der svarede til prisen
for rejsen tur/retur med DSB, når
han kørte mellem den sædvanlige
arbejdssted.
Rejseordren blev ændret til
overnatning ved skolen i stedet for
daglig ud- og hjemrejse. Årsagen
var, at den daglige rejsetid ellers
skulle indregnes i den daglige
arbejdstid, hvorved arbejdsgiveren
ikke i tilstrækkelig grad kunne
udnytte hans arbejdskraft.
Lønmodtageren var ikke tjenstligt
forpligtet til at stå til rådighed
uden for sin sædvanlige arbejdstid.
Det var ikke godtgjort, at den
ændrede rejseordre var begrundet
i, at lønmodtageren i øvrigt som
følge af arbejdets tilrettelæggelse
ikke havde mulighed for at
En konkret vurdering af
arbejdsforhold og arbejdstid førte
til, at afstandsbetingelsen ikke var
opfyldt.
SKM2005.492.ØLR
Lønmodtagerne A og B var på
selvvalgte rejser.
(Metro-dommen)
Ledende dom
Se SKM2006.138.DEP
A havde115 kmfra sædvanlig bopæl
til det midlertidige arbejdssted.
Transporttiden i bil eller tog var i
hvert fald 1½ time hver vej.
Den daglige arbejdstid var mellem
10 timer og 13 timer og 24
minutter. Arbejdet som sjakbajs
begyndte ofte kl. 05.30 med
fremmøde på pladsen kl. 07.00.
Lønmodtager B havde96 km,97
kmog98,5 kmfra den sædvanlige
bopæl til de respektive
arbejdspladser i København. B
havde ikke mulighed for at benytte
offentlig transport. B havde ikke
nogen bil. Transporttiden i bil var i
hvert fald 1½ time hver vej.
Lønmodtager B havde haft
forskellige arbejdsgivere og stærkt
varierende arbejdstider.
Både A og B havde hårdt fysisk
29.02.2012
Side 10 af 56
arbejde.
A opfyldte afstandsbetingelsen.
B opfyldte afstandsbetingelsen de
dage, hvor arbejdstiden var på 10
timer eller mere. Da der var tale
om selvvalgt rejse blev der ikke
lagt vægt på, at B ikke havde
mulighed for at køre i bil.
Byretsdomme
SKM2008.845.BR
Et uddannelsessted var et
arbejdssted, da lønmodtageren var
pålagt at deltage i uddannelsen
som led i tjenesten
Bemærk, at byretten på
baggrund af
SKM2007.960VLR lagde til
grund at afstanden og
transporttiden skulle
fastlægges ud fra en
Der var tale om tjenesterejser.
objektiv vurdering af
afstanden og
Den normale arbejdstid var ca. 7
transporttiden mellem
timer daglig.
bopælen og det midlertidige
arbejdssted.
SKM2007.960VLR er
efterfølgende ændret. Se
arbejdssted var118 km, og
Højesterets afgørelse i
transporttiden med bil udgjorde ca.
SKM2009.333.HR.
3 timer frem og tilbage.
opfyldt bortset fra dage, hvor det
kunne dokumenteres, at der havde
været undervisning eller andre
skoleaktiviteter - som fx internat
tur eller projektarbejde på skolen
uden for normal undervisningstid og hvor der var mødetid på skolen
dagen efter på et så tidligt
tidspunkt, at det ikke var muligt at
køre hjem til bopælen og opholde
sig der i 11 timer inden næste
skoledag, selvom der blev anvendt
bil til transporten.
Tid anvendt til forberedelse og
selvstudium blev ikke medregnet i
den daglige arbejdstid
Landskatteretsretskendelser
SKM2008.259.LSR
For en lastbilchauffør var det
afstanden/transporttiden mellem
den sædvanlige bopæl og
overnatningsstederne i følge
kørselsrapporterne, der indgik i
vurderingen af om lastbilchaufføren
havde mulighed for at overnatte
på den sædvanlige bopæl.
Afstanden til det faste arbejdssted
eller lignende, herunder om
29.02.2012
Side 11 af 56
lønmodtageren var "i nærheden af"
disse steder blev ikke tillagt vægt.
SKM2006.340.LSR
Selvvalgt rejse. Arbejdstid 12-13
timer. Afstand mellem sædvanlig
bopæl og midlertidigt arbejdssted
var76 km.Transporttiden udgjorde
knap 1 timer hver vej.
Afstandsbetingelsen var opfyldt
SKAT
SKM2008.41.SR
Lønmodtageren skulle i en periode
på ca. 4 uger arbejde på et lager i
3 dage pr. uge med timer svarende
til en hel arbejdsuge, dvs. 12 timer
pr. dag.
Afstanden mellem hjemmet og den
midlertidige arbejdsplads var66
kmDen vejledende køretid efter
Kraks ruteplan var 1 time og 2
minutter hver vej. I modsætning til
SKM2007.145.SR var der ikke tale
om fysisk hårdt arbejde.
opfyldt.
SKM2007.145.SR
Skatterådet bekræftede, at der
kunne udbetales skattefri
rejsegodtgørelse, hvis arbejdstiden
var på 12 timer, og der var en
transporttid på mellem 1 og 1½
time, og arbejdet var fysisk hårdt.
Det samme gjaldt hvis arbejdstiden
var på 10 timer eller mere, og der
var mere end 100 km/90 minutters
transporttid hver vej, og arbejdet
var fysisk hårdt.
C.A.7.1.3 Betingelse om "sædvanlig bopæl"
Indhold
Dette afsnit beskriver rejsebegrebets betingelse om en "sædvanlig bopæl"
●
●
●
Regel
Sædvanlig bopæl
Regel
Det er en betingelse for at være på rejse efter LL §9 A, stk. 1, at der er en sædvanlig bopæl til rådighed som
udgangspunkt for rejsen.
Dette har sammenhæng med, at udgifter til kost og logi er private udgifter, lønmodtagere normalt afholder - uafhængigt
af, om den enkelte har en erhvervsmæssig indkomst eller ej. Derfor er udgifter til kost og logi kun erhvervsmæssige
udgifter, hvis der er tale om udgifter, der er påført af erhvervsmæssige årsager.
29.02.2012
Side 12 af 56
Når en lønmodtager på grund af afstanden mellem den sædvanlige bopæl og det midlertidige arbejdssted ikke har
mulighed for at overnatte på den sædvanlige bopæl, men må overnatte på en "midlertidig bopæl" nær det midlertidige
arbejdssted, så bliver lønmodtageren påført udgifter til kost og logi af erhvervsmæssige årsager. Se SKM2001.629.LSR
og SKM2007.112.LSR.
Rejsebegrebet forudsætter derfor to "bopæle". Se SKM2002.438.TSS.
Hvis lønmodtageren fx har udlejet den sædvanlige bopæl under en udstationering, har han eller hun ikke rådighed over en
"sædvanlig bopæl" i dette tidsrum, men alene rådighed over en "midlertidig bopæl" på udstationeringsstedet.
Lønmodtageren opfylder derfor ikke forudsætningen for at være på rejse efter LL §9 A.
Selv om det er en betingelse, at der er en sædvanlig bopæl, er det ikke en betingelse, at lønmodtageren har udgifter til
en sædvanlig bopæl. Se SKM2007.112.LSR og SKM2004.362.TSS, hvor Told- og Skattestyrelsen udtalte sig om
forståelsen af begrebet "sædvanlig bopæl", og om hvorvidt rejsebegrebets betingelse herom er opfyldt ved udlejning af
bopælen under udstationering i udlandet. Bemærk, at det i SKM2002.438.TSS forudsætter, at der er afholdt udgifter til
den sædvanlige bopæl. Dette synspunkt er forladt. Se SKM2004.362.TSS. Det afgørende er, at lønmodtageren stadig
har rådighed over den sædvanlige bopæl.
Det har stor betydning, hvor lønmodtagerens sædvanlige bopæl er. Det skyldes, at det er en betingelse for at være på
rejse, at lønmodtageren ikke har mulighed for at overnatte på den sædvanlige bopæl. Se afsnit C.A.7.1.2 om
afstandsbetingelsen.
En udenlandsk lønmodtager, der både har bopæl i hjemlandet og i nærheden af det midlertidige arbejdssted i Danmark, er
ikke på rejse, hvis bopælen i Danmark er lønmodtagerens sædvanlige bopæl. Det er, fordi lønmodtageren i så fald har
mulighed for at overnatte på den sædvanlige bopæl. Afstandsbetingelsen i LL §9 A, stk. 1, er derfor ikke opfyldt.
Det er lønmodtageren, der skal godtgøre, hvor den sædvanlige bopæl er. Se SKM2006.308.ØLR og SKM2007.826.BR.
Sædvanlig bopæl
Den sædvanlige bopæl er det sted, som lønmodtageren har den største tilknytning til, og derfor normalt bebor.
Hvor dette er, beror på en konkret, individuel vurdering.
I vurderingen indgår en række kriterier, fx personlig, social, familie- og boligmæssig tilknytning, opholdenes hyppighed og
tilmelding til folkeregistret mv.
Familiemæssig tilknytning
I praksis lægges der stor vægt på den familiemæssige tilknytning. Det sted, hvor lønmodtagerens eventuelle
samlever/ægtefælle og/eller børn bor, er normalt lønmodtagerens sædvanlige bopæl. Forældres og søskendes bopæl
indgår også i vurderingen og får mere vægt, hvis lønmodtageren ikke har en samlever/ægtefælle og/eller børn.
Periodens længde
Længden af den periode, lønmodtageren skal arbejde på det midlertidige arbejdssted, indgår også i vurderingen. Hvis der
eksempelvis er tale om en kort periode, taler det for, at den sædvanlige bopæl er opretholdt. Hvis der er tale om en
række kortere perioder hos samme eller forskellige arbejdsgivere i samme område, indgår det også i vurderingen.
Udlejning
Hvis hele den "sædvanlige bopæl" er udlejet i en del af den periode, hvor der bliver arbejdet på et midlertidigt
arbejdssted, kan lønmodtageren ikke være på rejse efter LL §9 Ai denne periode, se ovenfor i dette afsnit.
Hvis kun en del af den "sædvanlige bopæl" er udlejet har det betydning, hvor stor en del der er udlejet. Jo større del af
bopælen, der er udlejet, jo større vægt vil udlejningen få ved bedømmelsen af, om den sædvanlige bopæl er bevaret.
Hvis lønmodtageren har udlejet så stor en del af sin bopæl (hus/lejlighed), at der kun er et værelse med opmagasinerede
29.02.2012
Side 13 af 56
møbler til rådighed, er det Skatteministeriets opfattelse at udlejningen medfører, at den "sædvanlige bopæl" ikke er til
rådighed.
Opholdenes hyppighed
Det har også betydning, hvor lønmodtageren opholder sig, når lønmodtageren ikke arbejder på det midlertidige
arbejdssted, fx i forbindelse med ferie og fridage og eventuelle arbejdsløshedsperioder.
Boligmæssig tilknytning
I vurderingen indgår også en sammenligning af boligforholdene, herunder størrelsen og indretningen af boligerne.
Det kan fx være, om den ene bopæl en ejerbolig, mens den anden er lejet, om et lejemål er tidsbegrænset eksempelvis i
form af en fremlejekontrakt, eller om den ene bopæl er et værelse hos familie eller på et vandrerhjem, mens den anden
bopæl er en lejlighed eller et hus.
Det er også væsentligt, hvor lønmodtagerens indbo er, fx om det er opmagasineret, eller fortsat er i den "oprindelige"
bolig, eller det er flyttet med, ligesom det har betydning, om et eventuelt lejemål er lejet møbleret.
Økonomisk tilknytning
Driver lønmodtageren virksomhed, ejer fast ejendom eller har anden økonomisk tilknytning til enten det ene eller andet
sted, indgår det også i vurderingen.
Social tilknytning
Det indgår også i vurderingen, hvor lønmodtageren er medlem af foreninger mv. (sports-, kulturelle eller sociale
foreninger). Hvis lønmodtageren er medlem af sådanne foreninger begge steder, hvor er hans sportslige, kulturelle eller
sociale engagement så størst (antal af foreninger hvert sted og deltagelse i aktiviteter hvert sted)?
Tilmelding til folkeregistret
Det har også betydning, hvor lønmodtageren er tilmeldt folkeregistret.
Opregningen af kriterier er ikke udtømmende. Det er nødvendigt at vurdere alle relevante forhold konkret og individuelt i
hvert enkelt tilfælde, hvilket også fremgår af afgørelserne i afgørelsesskemaet.
Afgørelse samt evt. Afgørelsen i stikord
Yderligere
kommentarer
Landsretsdomme
SKM2008.454.VLR
To ægtefæller med et barn havde
folkeregisteradresse i København. Efter afslutning
af medicinstudiet flyttede de til Aalborg og tiltrådte
hver deres fuldtidsstilling som turnuslæge i
Nordjyllands Amt.
Turnusperioden i Nordjylland, der oprindeligt var på
18 måneder, kom til at strække sig fra den 1.
september 2005 til udgangen af november 2007.
Arbejdsforløbet var derfor af længerevarende
karakter.
29.02.2012
Side 14 af 56
I perioden havde ægtefællerne ingen arbejdsmæssig
tilknytning til København.
De beholdt en andelslejlighed på70 m2i København
og lejede en lejlighed i Aalborg på100 m2, som blev
møbleret med deres eget indbo.
De var kun et begrænset antal gange i København i
mere sammenhængende perioder. I en del heraf var
de også hos familien i Helsingborg eller i
sommerhuset i Sverige.
De tilbragte størstedelen af deres tid i Aalborg.
Under turnusperiode fik de yderligere et barn.
Lejligheden i Aalborg blev anvendt under
barselsorloven.
Efter et år fremlejede de lejligheden i København. I
forbindelse hermed flyttede de fra Aalborg til et
hus på120 m2i Dronninglund.
Den ene ægtefælles mor boede i Dronninglund. En
søster med familie boede i København. Den anden
ægtefælles familie boede i Sydsverige.
Ægtefællernes netværk boede i Københavnsområdet
og i Sydsverige.
Efter turnusperiodens udløb flyttede de ikke tilbage
til andelslejligheden, men til Malmø.
Andelslejligheden blev solgt til lejeren.
Uanset arbejdets og boligens midlertidige karakter
førte en samlet vurdering af deres arbejdsmæssige,
boligmæssige og familiemæssige tilknytning til, at
de havde haft deres sædvanlige bopæl i Aalborg.
At de i en del af turnusperioden opretholdt deres
folkeregisteradresse i København og ind imellem
benyttede andelslejligheden i København, ændrede
ikke herpå.
SKM2006.308.ØLR
En lønmodtager overnattede fra mandag til fredag
normalt i en campingvogn i nærheden af det sted,
hvor han havde sit aktuelle arbejde, og hvor han
havde kørt campingvognen hen til.
I weekenderne overnattede han som regel enten i
et 4-sengs værelse på et vandrerhjem, som han
betalte 500 kr. om måneden for, eller hos sin
kæreste i Tyskland.
Værelset på vandrerhjemmet var på20 m2. Der var
vask og bruser på værelset samt køleskab.
Lønmodtageren havde nogle personlige effekter og
et tv, men ikke øvrigt indbo. Det var
opmagasineret.
I højtiderne og i ferieperioderne, herunder i det
29.02.2012
Side 15 af 56
meste af februar 2002, opholdt han sig væsentligst
enten på feriesteder, som fx Tenerife eller i
Tyskland.
Lønmodtageren havde ikke sandsynliggjort, at der
var sædvanlig bopæl på vandrerhjemmet, selv om
han havde tilmeldt sig folkeregisteret på
vandrerhjemmets adresse.
Byretsdomme
SKM2007.826.BR
En lønmodtager havde hus og folkeregisteradresse i
Sønderjylland. Hun havde i en årrække arbejdet på
Samsø dels i en pølsevogn, dels i et byggefirma og
dels på en fabrik.
Mellem ansættelserne var hun på dagpenge.
Hun havde ingen ægtefælle eller børn. Huset stod
tomt, når hun ikke var der.
På Samsø boede hun hos en veninde.
Hun havde udelukkende arbejdet på Samsø i
perioden selv om rejsen mellem Sønderjylland og
Samsø var både besværlig og dyr. Hun havde ikke
dokumenteret, at det ikke var muligt at skaffe
tilsvarende arbejde nærmere boligen i
Sønderjylland.
Der blev stillet skærpede krav til dokumentationen
for, at hun i arbejdsfrie perioder faktisk havde
opholdt sig i boligen i Sønderjylland.
Lønmodtageren havde ikke fremlagt nogen form for
dokumentation for, hvornår hun havde opholdt sig i
boligen i Sønderjylland i de omhandlede år. Hun
havde derfor ikke bevist, at hendes ophold i
Sønderjylland havde haft et sådant omfang, at hun
havde opretholdt huset dér som sin sædvanlige
bopæl.
Landsskatteretskendelser
SKM2011.774.LSR
En lønmodtager blev ud fra en konkret
helhedsvurdering anset for at have centrum for
livsinteresser i Danmark fra 15. maj 2009, hvor han
flyttede sammen med en partner. Han var derfor
ikke berettiget til fradrag i hele den midlertidige
ansættelsesperiode.
SKM2009.735.LSR
En læge var på turnus i 18 måneder i Sønderborg.
Lægens ægtefælle havde haft arbejde i
Sønderborgområdet. Begge ægtefæller og børn
boede i en helårsbolig i Sønderborg. Deres lejlighed
i København havde været udlejet i en del af
perioden.
Den sædvanlige bopæl var i Sønderborg og ikke i
København.
SKM2009.731.LSR
29.02.2012
En læge var på turnus i Sønderjylland i 12 måneder.
Side 16 af 56
Lægen havde en andelslejlighed i København der
ikke var udlejet i perioden. Lægen havde opholdt
sig i København i et betydeligt omfang.
Sædvanlig bopæl bevaret i København.
SKM2007.112.LSR
En lønmodtager havde frem til den 16. august 2003
folkeregisteradresse på forældrenes bopæl på
Bornholm. Her var to værelser med adgang til bad
og egen indgang til rådighed.
Under militærtjeneste og efterfølgende midlertidige
ansættelser i København boede han hos en
bekendt, og fik fra den 16. august 2003
folkeregisteradresse dér.
I fri weekender mv. rejste han tilbage til boligen på
Bornholm
Sædvanlig bopæl var bevaret på Bornholm under
militærtjenesten på Sjælland og de midlertidige
ansættelser i København frem til medio august. Der
kunne ikke stilles krav om, at lønmodtageren havde
udgifter til en sædvanlig bolig. Se
SKM2004.362.TSS.
SKM2001.629.LSR
En studerende havde feriejobs i Sønderjylland.
Boede hos sine forældre i nærheden af de
midlertidige arbejdssteder i forbindelse med sit
arbejde dér. Fælles lejelejlighed på Fyn. Sædvanlig
bopæl på Fyn.
SKAT
SKM2008.849.SR
Oplysningerne om bopælsforhold i Polen og i
Danmark samt familiemæssige og økonomiske
forhold i Polen førte til, at det var sandsynliggjort,
at den sædvanlige bopæl var i den sydlige del af
Polen. Først hos forældre i byen X og siden januar
2008 i eget hus i byen Y.
C.A.7.1.4 Betingelse om "midlertidigt arbejdssted"
Indhold
Dette afsnit beskriver rejsebegrebets betingelse om, at der skal være tale om et midlertidigt arbejdssted.
●
●
●
●
Regel
Midlertidigt arbejdssted
Eksempel
Regel
Hverken LL §9 Aeller forarbejderne til bestemmelsen indeholder en objektiv definition af, hvornår et arbejdssted er
midlertidigt i relation til rejsebegrebet. Det må derfor afgøres på baggrund af en konkret, individuel vurdering af den
enkelte lønmodtagers ansættelses- og arbejdsforhold.
Bemærk
29.02.2012
Side 17 af 56
Hvis der er tale om et midlertidigt arbejdssted, men de øvrige betingelser for at være på rejse ikke er opfyldt, kan
arbejdsgiveren skattefrit stille fri kost til rådighed. Det fremgår af LL § 16, stk. 11. Se afsnit C.A.5.12.2 om fri kost og
logi.
Midlertidigt arbejdssted
En række arbejdssteder vil altid være midlertidige, uanset om lønmodtageren er fast eller midlertidigt ansat. Et eksempel
er arbejdssteder, hvor der bliver udført bygge- og anlægsarbejder. Her ophører arbejdet på det pågældende arbejdssted,
når byggeriet/anlægsarbejdet er færdigt. Tilsvarende har lønmodtagere med mobile arbejdssteder og arbejdssteder, der
flytter sig, fx lastbilchauffører, fiskere og vejarbejdere, også et midlertidigt arbejdssted. Se SKM2003.294.TSS, om
forståelsen af "midlertidigt arbejdssted" og hvornår en "rejse" er afbrudt i forhold til fiskeres anvendelse af fradrag efter
rejsereglerne i LL § 9 A. Bemærk, at SKM2007.559.HR efterfølgende har ændret den del af Told og Skattestyrelsens
udtalelse, der fastslår, at det afgørende er, hvor fiskerbåden er hjemmehørende.
Se også TfS 2000, 863 og TfS 2000, 898, om ansatte på bore- eller produktionsplatforme, der ikke er forankret i
undergrunden samt SKM2009.129.HR vedrørende ansatte på færger i rutefart.
For andre arbejdssteder, som ikke i sig selv er af midlertidig karakter, og hvor arbejdet i princippet lader sig udføre på
det samme sted dag ud og dag ind - fx arbejde på en fabrik eller et slagteri - forudsætter "et midlertidigt arbejdssted"
en tidsbegrænsning. Det kan udledes af forarbejderne til LL §9 A og praksis på området. En fastansat lønmodtager på
sådanne arbejdssteder har derfor ikke et midlertidigt arbejdssted. Se SKM2006.109.LSR og eventuelt
SKM2006.161.LSR, hvor lønmodtageren var ansat "indtil videre". Se også SKM2003.453.LSR, hvor en fastansat
sygeplejerske havde midlertidigt arbejdssted i en tremåneders prøveperiode samt SKM2011.752.SR, hvor der ikke var
en så tilstrækkelig reel begrundelse, at tidsbegrænsede ansættelser på 24 måneder kunne anses for midlertidige efter
ligningslovens § 9 A.
Tidsbegrænsningen er ikke objektivt defineret i loven eller forarbejderne. Der er derfor nødvendigt at vurdere dette
konkret og individuelt på baggrund af lønmodtagerens ansættelses- og arbejdsforhold.
I vurderingen indgår en række kriterier, herunder specielt:
●
●
●
Tidsbegrænsningens længde. Jo kortere perioden er, jo mere sandsynligt er det, at der er tale om et midlertidigt
arbejdssted.
Årsagen til tidsbegrænsningen. Er der tale om en konkret opgave, der skal færdiggøres eller er tidsbegrænsningen
begrundet i andre arbejdsmæssige forhold?
Muligheden for forlængelse af ansættelsesforholdet efter tidsbegrænsningens udløb.
Se SKM2008.853.SKAT, hvor SKAT - med udgangspunkt i konkrete eksempler - har præciseret, hvornår en
lønmodtagers arbejdssted kan anses for midlertidigt. SKAT redegør også for sin opfattelse af begrebet "midlertidigt
arbejdssted" i relation til "åremålsansættelser".
Se også SKM2001.188.TSS, hvor Told- og Skattestyrelsen i forbindelse med en forespørgsel om behandling af EØSborgere med sæsonarbejde i Danmark udtalte, at et arbejdssted, som en person arbejder på i en periode på under 12
måneder, normalt vil blive anset for et midlertidigt arbejdssted.
Bliver en fastansættelse efterfølgende ændret til en tidsbegrænset ansættelse, påhviler der lønmodtageren et skærpet
krav til sandsynliggørelse af, at der er tale om et midlertidigt arbejdssted. Se evt. SKM2010.183.SR.
Eksempel
Dette eksempel fra SKM2008.853.SKAT illustrerer, hvornår et arbejdssted kan anses for midlertidigt:
En dansk virksomhed ansætter en udenlandsk medarbejder, der opretholder sin sædvanlige bopæl i udlandet. Afstanden
mellem den sædvanlige bopæl i udlandet og arbejdsstedet i Danmark er så lang, at medarbejderen ikke kan nå hjem og
overnatte på bopælen mellem arbejdsdagene i ugens løb. Ansættelsen er tidsbegrænset til 12 måneder. Det fremgår ikke
af ansættelseskontrakten, at den vil kunne forlænges. Der er tale om tidsbegrænset ansættelse til et arbejde, der dag
efter dag bliver udført på den samme arbejdsplads, og som normalt bliver udført af fastansatte, fx arbejde på en fabrik.
29.02.2012
Side 18 af 56
Ved afslutningen af den udenlandske medarbejders ansættelsesperiode bliver ansættelsen forlænget med 12 måneder
med den begrundelse, at virksomheden er tilfreds med medarbejderens arbejdsindsats, og at man regner med, at der vil
være arbejde nok til medarbejderen i yderligere 12 måneder.
Spørgsmålet er nu, om der er tale om et "midlertidigt arbejdssted" for den udenlandske medarbejder i relation til LL §9 A,
stk. 1, henholdsvis i de første 12 måneder og i de efterfølgende 12 måneder.
Af forarbejderne til LL §9 Aog praksis på området fremgår, at "et midlertidigt arbejdssted" forudsætter en
tidsbegrænsning. Da denne tidsbegrænsning ikke er objektivt defineret i loven eller dens forarbejder, afgøres dens
udstrækning derfor konkret ud fra en vurdering af medarbejderens ansættelses- og arbejdsforhold.
I eksemplet er medarbejderens oprindelige ansættelse tidsbegrænset til 12 måneder. Det lægges derfor til grund, at der
er tale om et midlertidigt arbejdssted. Medarbejderen er som følge heraf på rejse i LL §9 A's forstand i de første 12
måneder af ansættelsesforholdet.
Med hensyn til de efterfølgende 12 måneder er arbejdsstedet - i den konkrete situation - ikke længere reelt midlertidigt,
selv om ansættelsen er tidsbegrænset. Der lægges vægt på
●
●
at der ikke er en dokumenteret, konkret arbejdsmæssig begrundelse for forlængelsen af ansættelsesforholdet, og
at der er tale om et arbejdssted, der ikke efter dets karakter er midlertidigt som fx et arbejdssted på en
byggeplads eller sæsonarbejde på en frugtplantage, men derimod om et arbejdssted, hvor arbejdet kan fortsætte i
ubegrænset tid, selv om selve ansættelsen er tidsbegrænset til et år ad gangen.
Når et arbejde ikke i sig selv er af midlertidig karakter, er det en forudsætning for fortsat at anse arbejdsstedet som
midlertidigt ved en forlængelse af arbejdsforholdet, at det dokumenteres, at der er en arbejdsmæssig begrundelse for
forlængelsen. Dette gælder også, hvor den oprindelige midlertidige ansættelse er kortere end 12 måneder.
Hvis det allerede ved indgåelsen af en ansættelsesaftale kan lægges til grund, at en medarbejders arbejdssted ikke er
tidsbegrænset enten til en bestemt periode eller til en konkret opgaves færdiggørelse, fx fordi ansættelseskontrakten
indeholder en generel mulighed for forlængelse, opfylder medarbejderen ikke betingelsen i LL §9 A, stk. 1, om at arbejde
på et "midlertidigt arbejdssted". Allerede derfor er medarbejderen ikke berettiget til skattefri rejsegodtgørelse eller
fradrag for rejseudgifter efter LL §9 A- heller ikke for de første 12 måneder.
Yderligere
kommentarer
Højesteretsdomme
SKM2009.129.HR
En lønmodtager var fastansat på en
færgerute med fast mødested på færgen, når
den lå i færgelejet i havnen X. Hans arbejde
sluttede samme sted.
SKM2009.146.LSR
Han havde haft et fast arbejdssted
tilknyttet havnen X i hele indkomståret.
Først når færgen forlod havnen, var der tale
om et midlertidigt arbejdssted. Allerede som
følge heraf var han ikke berettiget til fradrag
for rejseudgifter.
SKM2007.559.HR
En fisker havde faste arbejdssteder i tre ud
af fem havne, hvor der blev fisket fra.
SKM2007.557.HR
Der var først tale om et midlertidigt
arbejdssted, og dermed mulighed for fradrag
29.02.2012
Side 19 af 56
for rejseudgifter, når båden forlod en af de
tre havne, som fiskeren var fast tilknyttet.
Rejserne sluttede ved bådens ankomst til en
af disse havne igen.
Liggetiden i havnene og turen mellem
bopælen og havnene skulle ikke medregnes
til rejsetiden, selv om fiskeren udførte
arbejde på båden i havnene.
Landsretsdomme
SKM2001.490.VLR
En lønmodtager var udsendt af et dansk
selskab som konsulent for et polsk og senere
også et litauisk selskab, som det danske
selskab var medejer af.
Arbejdsopgaver udført i Polen og Litauen var
ikke af midlertidig karakter.
Arbejdsopgaverne havde karakter af
sædvanlige ledelsesmæssige opgaver af
permanent og fast tilbagevendende karakter.
En samlet vurdering førte til, at
lønmodtageren havde faste arbejdssteder i
Polen og Litauen.
Skatteyderen var ikke berettiget til at
modtage skattefri rejse- og
befordringsgodtgørelse.
Byretsdomme
SKM2011.182.BR
En fisker havde hvert år siden 1981 fisket
fast fra X havn omkring 7 måneder om året.
I 1983 købte han en helårsbolig i X, som dog
ikke blev anset for fiskerens sædvanlige
bopæl. Boligen blev benyttet til overnatning,
når der blev fisket fra X havn. I årene 2001,
2003 og 2004 blev 67-70 pct. af fangsterne
landet i havnen X havn.
Sagen er anket til
landsretten
Fiskerens erhvervsmæssige tilknytning til X
havn medførte, at havnen blev anset for et
fast arbejdssted. At fiskeren tillige fiskede
fast fra en anden havn ændrede ikke herpå,
da det er muligt at have mere end et fast
arbejdssted.
Havnen i X var derfor ikke et midlertidigt
arbejdssted for fiskeren.
SKM2010.847.LSR
29.02.2012
En lønmodtagers ansættelsesforhold indebar,
at han arbejdede på fartøjet X1 og at hans
arbejde og vagter på dette skib begyndte og
sluttede fast i havnen i Y3. Det faste
ansættelsessted var ifølge
ansættelseskontrakten Y2.
Sagen er indbragt for
byretten
Side 20 af 56
Y3 blev anset for et fast arbejdssted.
Arbejdsstedet om bord var først midlertidigt,
når X1 forlod havnen i Y3.
Beredskabsvagt, der umuliggjorde
overnatning eller ophold på sædvanlig bopæl
under vagterne, blev ikke tillagt betydning.
Liggetid i havnen var også uden betydning.
SKM2009.458.LSR
Et containerområde nær arbejdsgivers
adresse, som en lastbilschauffør
regelmæssigt vendte tilbage til, var ikke et
fast arbejdssted. Rejsen blev derfor ikke
afbrudt, når chaufføren kørte ind på
containerområdet.
SKM2006.161.LSR
En lønmodtager var ifølge
ansættelseskontrakten ansat "indtil videre".
Der var ikke tale om et midlertidigt
arbejdssted.
SKM2006.109.LSR
En fastansat lønmodtager havde ikke et
midlertidigt arbejdssted. Opretholdelsen af to
boliger blev anset for en privat disposition,
og der var ikke fradrag for ekstra udgifter til
logi.
SKM2003.453.LSR
En sygeplejerske, der boede på en ø, havde
fået arbejde på et hospital på fastlandet.
Der var 3 måneders prøvetid, og herefter var
arbejdet fast.
Arbejdsstedet var midlertidigt i
prøveperioden. Herefter var arbejdsstedet
fast.
SKAT
SKM2011.752.SR
Udenlandske lønmodtagere kunne ikke
foretage fradrag med standardsatserne for
logi for hele perioden af en på forhånd aftalt
midlertidig ansættelse på 24 måneder.
At det var en mere overskuelig periode var
ikke en tilstrækkelig reel begrundelse for at
tidsbegrænsede ansættelser på 24 måneder
kunne anses for midlertidige efter
ligningslovens § 9 A. I den forbindelse var
det blandt andet ikke begrundet, hvorfor en
24 måneders kontrakt var mere overskuelig
end de tidligere 12 måneders kontrakter der
havde været anvendt.
Der var endvidere tale om arbejde, som
kunne udføres så længe spørger opretholdt
sin produktion og som i øvrigt blev udført
af fastansatte danske medarbejdere.
SKM2010.183.SR
29.02.2012
En fastansat lønmodtager, der blev
tidsbegrænset ansat i 2 år i sit hidtidige job
på samme sted og med samme
arbejdsopgaver, uden mulighed for
Side 21 af 56
forlængelse havde ikke et reelt midlertidigt
arbejdssted.
SKM2008.849.SR
En lønmodtager med 1-årig kontrakt i en
industriproduktionsvirksomhed fik forlænget
sin ansættelse.
Lønmodtageren kunne ikke regne med at
have arbejde i
industriproduktionsvirksomheden efter den
første kontrakts udløb.
Arbejdsstedet var midlertidigt i den første
I den anden periode, hvor
ansættelsesforholdet var forlænget med 1 år,
var arbejdsstedet ikke midlertidigt.
Der blev lagt vægt på:
at lønmodtageren tog svejse-kursus i hans
første ansættelsesperiode i virksomheden
at lønmodtageren som afslutning på dette
kursus fik et særligt svejse-certifikat
at lønmodtageren udførte den samme slags
arbejde som virksomhedens fastansatte
svejsere
at lønmodtageren på grund af manglende
arbejdskraft i den del af Danmark,
virksomheden lå i, nu var mere end
velkommen til at blive
at lønmodtageren derfor fik en ny kontrakt
på yderligere et års ansættelse
at lønmodtageren arbejdede på samme
arbejdssted med det samme arbejde som i
sin første ansættelsesperiode
at virksomheden gerne ville forlænge
ansættelsen på den ene eller anden måde,
hvor selskabet evt. kunne lokke med, at
lønmodtageren stadigvæk kunne få det høje
fradrag for rejseudgifter.
Arbejdsstedet var heller ikke midlertidigt i
forbindelse med en yderligere forlængelse på
endnu 1 år af den anden
ansættelsesperiode, dvs. i en tredje
At lønmodtageren efter den anden
ansættelsesperiode rejste hjem til Polen i 20
dage og først herefter indgik en ny 1-årig
ansættelsesaftale med samme arbejdsgiver
ændrede ikke ved det.
29.02.2012
Side 22 af 56
At lønmodtageren i stedet for ansættelse i
samme virksomhed blev ansat i
virksomhedens søsterselskab til at udføre
det samme arbejde, som han hidtil havde
udført, og på samme arbejdssted ændrede
heller ikke ved det.
SKM2007.340.SR
En elektrikerelev, der havde indgået en
uddannelsesaftale med en praktikvirksomhed
i overensstemmelse med
erhvervsuddannelsesloven, blev under
skoleopholdene betragtet som en
lønmodtager på et midlertidigt arbejdssted.
Tilsvarende afgørelse
om en
tandteknikerelev i
SKM2007.341.SR
Se
SKM2009.624.SKAT
Et grunduddannelsessted kan være et
arbejdssted, når undervisningen er en
integreret del af ansættelsesforholdet. Det
er en forudsætning, at eleven har en
uddannelsesaftale med praktikstedet og
dermed er i et ansættelsesforhold.
Skoleopholdet skal endvidere være en mindre
del af uddannelsen, mens praktikken hos
arbejdsgiveren skal være uddannelsens
primære del.
TfS2000.863.TSS
En boreplatform, produktionsplatform, borerig
eller lignende, der flytter sig i takt med
arbejdets udførelse, fordi
fartøjet/installationen befinder sig på havet
og ikke er forankret i undergrunden, mens
den ansatte arbejder dér, bliver - ligesom
skibe - betragtet som et midlertidigt
arbejdssted.
Det er ikke tilfældet, hvis arbejdsstedet er
forankret i undergrunden. I så fald afgøres
spørgsmålet, om arbejdsstedet er
midlertidigt, ud fra den ansattes
ansættelses- og arbejdsforhold i øvrigt.
C.A.7.1.5 Betingelse om overnatning og varighed
Indhold
Dette afsnit beskriver betingelserne om, at lønmodtagere skal overnatte, og at rejsen skal have en varighed på mindst
24 timer.
●
●
●
●
Regel
Overnatning
Varighed på mindst 24 timer
Regel
Det er en betingelse for, at lønmodtageren kan få godtgørelse eller fradrag efter LL §9 A, at rejsen har en varighed på
mindst 24 timer, og at han eller hun har overnattet. Lønmodtagere på éndagsrejse kan derfor ikke få udbetalt nogen
form for skattefri rejsegodtgørelse eller få fradrag efter LL §9 A.
29.02.2012
Side 23 af 56
På éndagsrejse kan arbejdsgiveren skattefrit dække lønmodtagerens faktiske udgift til kost som udlæg efter regning eller
stille fri kost til rådighed. Det fremgår af LL § 16, stk. 11. Se afsnit C.A.5.12.2 om fri kost og logi.
Lønmodtagere på éndagsrejse kan ikke fratrække noget beløb efter LL §9 A, stk. 7-12. Medmindre de opfylder
betingelserne for fradrag efter andre bestemmelser i skattelovgivningen, kan de kun trække deres dokumenterede,
erhvervsmæssige merudgifter fra efter den generelle bestemmelse i SL § 6, litra a. Se afsnit C.A.7.3.6 om fradrag efter
SL § 6, litra a.
En lønmodtager, der tager direkte fra bopælsadressen ud til et midlertidigt arbejdssted, påbegynder rejsen, når bopælen
forlades og afslutter rejsen ved tilbagekomst til bopælen eller det faste arbejdssted. En lønmodtager, der tager fra det
faste arbejdssted ud til et midlertidigt arbejdssted, påbegynder rejsen, når det faste arbejdssted forlades og afslutter
rejsen ved tilbagekomst til bopælen eller det faste arbejdssted. Det er lønmodtageren, der skal godtgøre, at han eller
hun har overnattet, og at rejsen har haft en varighed på mindst 24 timer.
Overnatning
Det er en betingelse, at lønmodtageren har overnattet. Der er derimod ingen betingelser til selve overnatningsstedet.
Det er derfor uden betydning, om lønmodtagerne har overnattet i telt, lastbil, skurvogn/campingvogn, på hotel eller hos
familie eller venner.
Varighed på mindst 24 timer
Det er en betingelse, at rejsen varer mindst 24 timer. En lønmodtager, der tager direkte fra bopælsadressen ud til et
midlertidigt arbejdssted, påbegynder rejsen, når bopælen forlades og afslutter rejsen ved tilbagekomst til bopælen eller
det faste arbejdssted. En lønmodtager, der tager fra det faste arbejdssted ud til et midlertidigt arbejdssted, påbegynder
rejsen, når det faste arbejdssted forlades og afslutter rejsen ved tilbagekomst til bopælen eller det faste arbejdssted.
Når lønmodtageren vender tilbage til det faste arbejdssted eller den sædvanlige bopæl, bliver rejsen således afbrudt. Der
skal på dette tidspunkt være gået mindst 24 timer.
Yderligere
kommentarer
Højesteretsdomme
SKM2009.129.HR
Lønmodtageren sejlede med færge i rutefart
mellem to færgehavne.
Se tilsvarende
afgørelse i
SKM2009.146.LSR
Lønmodtageren mødte til aftentørn på
færgen i G1 Færgehavn. Færgen sejlede i
rutefart mellem G1 og G2 Færgehavn.
Overfartstiden var ca. 45 minutter.
Lønmodtagerens aftentørn sluttede i G1
Færgehavn, hvor færgedriften i øvrigt
ophørte for det pågældende døgn.
Rejsen blev afbrudt, når færgen returnerede
til havnen. Lønmodtagerens rejser varede
derfor aldrig mindst 24 timer. Lønmodtageren
havde derfor ikke krav på fradrag for
rejseudgifter efter LL §9 A, stk. 7, jf. stk. 1.
SKM2009.458.LSR
29.02.2012
Et containerområde nær arbejdsgivers
Side 24 af 56
adresse, som lastbilschaufføren regelmæssigt
vendte tilbage til, var ikke et fast
arbejdssted. Rejsen blev derfor ikke afbrudt,
når chaufføren kørte ind på
containerområdet.
Betingelsen om 24 timers varighed var derfor
opfyldt.
SKM2009.146.LSR
En fastansat skibsfører arbejdede på færgen
"X". Hans arbejde på denne færge begyndte
og sluttede i færgehavnen i Y2.
Færgehavnen i Y2 var lønmodtagerens faste
arbejdssted.
Først når færgen sejlede fra havnen, dvs.
det faste arbejdssted, begyndte rejsen.
Først fra dette tidspunkt var lønmodtageren
på et midlertidigt arbejdssted.
Overfartstiden var ca. 45 minutter.
Betingelsen om 24 timers varighed var derfor
ikke opfyldt.
SKM2003.506.LSR
Zonetillæg var ikke en godtgørelse til dækning
af rejseudgifter efter LL §9 A, blandt andet
fordi de blev udbetalt, uanset om
lønmodtageren overnattede eller ej.
C.A.7.2 Skattefri godtgørelse af rejseudgifter
Indhold
Dette afsnit handler om skattefri godtgørelse af rejseudgifter.
●
●
●
●
●
●
●
●
●
Godtgørelse (C.A.7.2.1)
Personer, som kan få skattefri rejsegodtgørelse C.A.7.2.2.
Personer, som ikke kan få skattefri rejsegodtgørelse C.A.7.2.3
Hvem kan udbetale skattefri rejsegodtgørelse? C.A.7.2.4.
Rejsegodtgørelse med standardsats (C.A.7.2.5)
Godtgørelse af den dokumenterede faktiske udgift (udlæg efter regning) (C.A.7.2.6)
Dækningsprincip for rejseudgifter (udlæg efter regning eller godtgørelse) (C.A.7.2.7)
Betingelse om kontrol (C.A.7.2.8)
Efterfølgende betaling af lønmodtagerens skat (C.A.7.2.9).
C.A.7.2.1 Godtgørelse
Indhold
Dette afsnit handler om godtgørelse for rejseudgifter generelt.
●
●
Regel
Modregningsforbud
29.02.2012
Side 25 af 56
●
●
Godtgørelse i forbindelse med uddannelse - LL § 31
Regel
Godtgørelser, der udbetales af arbejdsgiveren for udgifter, lønmodtageren bliver påført som følge af arbejdet, skal som
udgangspunkt medregnes til lønmodtagerens personlige indkomst. Det fremgår af LL § 9, stk.4, 1. pkt. Lønmodtageren
kan herefter fratrække udgifterne som et ligningsmæssigt fradrag i den skattepligtige indkomst, hvis udgifterne er
fradragsberettigede.
Godtgørelser, som en lønmodtager modtager til dækning af rejseudgifter på en erhvervsmæssig rejse efter LL §9 A er dog
ikke skattepligtige. Det fremgår af LL § 9, stk. 4, 2. pkt. Hvis rejsen ikke har et erhvervsmæssigt formål er der ikke
adgang til at udbetale skattefri godtgørelse, se evt. SKM2011.507.BR.
En lønmodtager, der er på rejse og opfylder betingelser i LL §9 A, kan få godtgjort rejseudgifterne skattefrit af
arbejdsgiveren. Se afsnit C.A.7.1 om rejsebegrebet og betingelserne for at være på rejse.
Arbejdsgiveren kan godtgøre rejseudgifterne på en af disse to måder:
●
●
betale den faktisk dokumenterede udgift, lønmodtageren har afholdt (udlæg efter regning)
godtgøre lønmodtageren rejseudgifterne uden dokumentation med standardsatser, der er fastsat i LL§9 A eller i
visse tilfælde af Skatterådet.
Standardsatserne dækker lønmodtagerens udgifter til kost, småfornødenheder og logi.
Hvis rejseudgifterne helt eller delvis er dækket ved udlæg efter regning eller fri kost og logi, kan arbejdsgiveren ikke
udbetale skattefri godtgørelse med standardsats. Hvis logiudgiften, fx en hotelregning, er inklusiv morgenmad, og
arbejdsgiveren dækker denne som udlæg efter regning, kan arbejdsgiveren dog godt udbetale godtgørelse med
standardsatsen for kost. Men standardsatsen for kost skal reduceres med 15 pct. for fri morgenmad. Se LL §9 A, stk. 3,
2. pkt. og afsnit C.A.7.2.5.1 om reduktion for fri kost.
Se afsnit C.A.7.2.5 om rejsegodtgørelse med standardsats og afsnit C.A.7.2.6 om rejsegodtgørelse med faktisk
dokumenteret udgift (udlæg efter regning).
Hvis betingelserne for at udbetale skattefri rejsegodtgørelse er opfyldt, men arbejdsgiveren ikke har udbetalt skattefri
rejsegodtgørelse eller har udbetalt skattefri godtgørelse med et lavere beløb end ligningslovens/Skatterådets
standardsats, kan lønmodtageren fratrække forskellen mellem den faktisk modtagne rejsegodtgørelse og standardsatsen
i den skattepligtige indkomst. Det kaldes "differencefradrag". Se afsnit C.A.7.3 om fradrag for rejseudgifter.
Bemærk
Visse lønmodtagere, fx værnepligtige kan dog kun fratrække de faktisk dokumenterede rejseudgifter og er derfor afskåret
fra at foretage differencefradrag. Se LL §9 A, stk. 11, 3. pkt. og afsnit C.A.7.3.3 om personer, som helt eller delvist er
afskåret fra at fratrække rejseudgifter.
Godtgørelse for rejseudgifter med faste månedlige eller årlige beløb medfører, at hele beløbet allerede af den grund er
skattepligtigt for lønmodtageren.
Modregningsforbud
En rejsegodtgørelse kan ikke udbetales skattefrit, hvis den fragår i en forud aftalt bruttoløn. Det fremgår af LL § 9, stk.
4, 3. pkt. og § 1, stk. 4 i bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse.
Modregningsforbuddet rammer blandt andet tilfælde, hvis
●
●
●
lønnen løbende bliver nedsat i overensstemmelse med antallet af rejsedage, dvs. med den udbetalte
rejsegodtgørelse
lønnen bliver nedsat til 0 kr. mod, at der udbetales skattefri rejsegodtgørelse. Se SKM2006.685.SR
et aftalt tillæg, eksempelvis et zonetillæg, ændres til en skattefri rejsegodtgørelse når betingelserne i LL §9 A er
29.02.2012
Side 26 af 56
●
opfyldt. Se SKM2005.226.ØLR
lønmodtager og arbejdsgiver aftaler, at den udbetalte løn plus skattefrie godtgørelser skal svare til det beløb, som
lønmodtageren ville få udbetalt, hvis lønmodtageren fik overenskomstmæssig løn. Se SKM2011.464.SR.
Modregningsforbuddet hindrer derimod ikke, at lønmodtager og arbejdsgiver frit kan aftale lønvilkår - herunder en generel
lønnedsættelse - under hensyntagen til årets gennemsnitlige rejseudgifter mod, at der til gengæld fremover udbetales
skattefri godtgørelse oven i lønnen.
Godtgørelse i forbindelse med uddannelse - LL § 31
Der kan udbetales skattefri rejsegodtgørelse i forbindelse med deltagelse i undervisning. Se LL § 31. Modtageren af
ydelsen skal på grund af afstanden mellem bopæl og uddannelsessted eller kursussted ikke have mulighed for at
Den persongruppe, der er omfattet af LL § 31, kan modtage skattefri godtgørelse efter satserne i LL §9 A, stk. 2, nr. 1
og nr. 4, når opholdet nødvendiggør overnatning uden for den sædvanlige bopæl, og når opholdet på uddannelsesstedet
har varet mindst 24 timer. Se LL § 31, stk. 4.
Det følger også af LL § 31, at faktiske udgifter til kost ved uddannelsesophold, der varer mindre end 24 timer, kan
dækkes som udlæg efter regning.
Se afsnit C.A.5.4 om de øvrige betingelser for at kunne benytte LL § 31 (personkreds, undervisningens karakter mv.).
Landsretsdomme
SKM2005.226.ØLR
Et selskab udbetalte
overenskomstmæssigt fastsatte
zonetillæg som skattefri
rejsegodtgørelse, når medarbejderne på
grund af afstanden til det midlertidige
arbejdssted ikke havde mulighed for at
overnatte på deres sædvanlige bopæl.
Se tilsvarende afgørelse i
SKM2008.193.SR
Når arbejdet ikke var forbundet med
overnatning, blev samme zonetillæg
udbetalt til medarbejderne som et
almindeligt løntillæg
Det var i strid med
modregningsforbuddet at udbetale
zonetillæg som skattefri
rejsegodtgørelse.
Byretsdomme
SKM2011.690.BR
29.02.2012
En udgift til rejse- og
befordringsgodtgørelse blev ikke afholdt
i det pågældende selskabs interesse,
men i et andet selskabs interesse.
Selskabet havde derfor ikke fradragsret
for udgiften. Godtgørelsen var
skattepligtig for direktøren
(hovedaktionæren) da den ikke dækkede
Side 27 af 56
udgifter påført som følge af arbejde for
det pågældende selskab.
SKM2011.507.BR
Der påhvilede hovedanpartshaver en
skærpet bevisbyrde for at de
omhandlede rejser var afholdt i
selskabets erhvervsmæssige interesse.
Da bevisbyrden for, at rejserne havde
haft et erhvervsmæssigt formål ikke var
løftet blev såvel rejseudgifter som
udbetalt rejsegodtgørelse anset som
yderligere løntillæg.
SKAT
SKM2011.464.SR
En aftale om, at den udbetalte løn plus
skattefrie godtgørelser skulle svare til
det beløb, som lønmodtageren ville få
udbetalt, hvis lønmodtageren fik
overenskomstmæssig løn, var udtryk
for, at en skattepligtig løn, som ellers
ville komme til udbetaling, blev
konverteret til skattefri
rejsegodtgørelse i strid med
modregningsforbuddet i LL § 9, stk. 4,
3. pkt.
SKM2010.518.SR
En aftale mellem virksomheden og de
ansatte om lønreduktion med et fast
månedligt beløb var ikke i strid med
modregningsforbuddet i LL § 9, stk. 5,
fordi lønnedgangen var uafhængig af
den faktisk udbetalte
kørselsgodtgørelse og ikke
beløbsmæssigt svarede hertil.
Modregningsforbuddet
gælder tilsvarende i forhold
til skattefri
befordringsgodtgørelse
efter LL § 9 B. Afgørelsen
er derfor relevant, selv om
den vedrører skattefri
befordringsgodtgørelse og
ikke skattefri
rejsegodtgørelse.
SKM2008.189.SR
En virksomhed og dens medarbejdere
havde indgået aftale om lønreduktion
mod udbetaling af skattefri
kørselsgodtgørelse for kørsel efter 60dages reglen til virksomhedens nye
adresse.
Modregningsforbuddet
gælder tilsvarende i forhold
til skattefri
befordringsgodtgørelse
efter LL § 9 B. Afgørelsen
er derfor relevant, selv om
den vedrører skattefri
befordringsgodtgørelse og
ikke skattefri
rejsegodtgørelse.
Lønnen blev nedsat med et beløb, der
svarede til kørselsgodtgørelsen for
antallet af km efter 60-dages reglen.
Dette var i strid med
modregningsforbuddet.
SKM2006.685.SR
En aftale om nedsættelse af
lønmodtagernes grundløn til 0 kr. mod,
at der blev udbetalt skattefri
rejsegodtgørelse var i strid med
modregningsforbuddet.
C.A.7.2.2 Personer, som kan få skattefri rejsegodtgørelse
Indhold
29.02.2012
Side 28 af 56
Dette afsnit handler om den personkreds, der kan få skattefri rejsegodtgørelse.
●
●
●
Lønmodtagere
Bestyrelsesmedlemmer mv.
Både fuldt skattepligtige og begrænset skattepligtige personer kan få skattefri rejsegodtgørelse under forudsætning af,
at betingelserne i LL §9 A er opfyldt. Se TfS 2000,897TSS.
Lønmodtagere
Lønmodtagere kan som udgangspunkt få udbetalt skattefri rejsegodtgørelse, når betingelserne er opfyldt. Der er dog
særlige grupper af lønmodtagere, som ikke kan anvende rejsereglerne eller som ikke kan få skattefri logigodtgørelse med
standardsats. Se afsnit C.A.7.2.3 om personer, som ikke kan få skattefri rejsegodtgøre.
En lønmodtager er en person, der er ansat i et tjenesteforhold af en arbejdsgiver til personligt at udføre et arbejde efter
arbejdsgiverens anvisninger og for dennes regning og risiko. Det er karakteristisk for et lønmodtagerforhold, at det
vederlag (løn), som lønmodtageren får for at udføre arbejdet, helt eller delvis bliver betalt af arbejdsgiveren.
Hvis lønmodtageren ikke får løn, kan arbejdsgiveren heller ikke udbetale skattefri rejsegodtgørelse. Det fremgår af LL §
9, stk. 4, 2. pkt. En udbetalt rejsegodtgørelse vil derfor være skattepligtig efter LL § 9, stk. 4, 1. pkt., jf.
statsskattelovens § 4. Se SKM2011.502.BR.
En person i jobtræning eller med løntilskud, som modtager løn af en arbejdsgiver for det udførte arbejde, vil typisk
opfylde de almindelige betingelser for at blive anset for lønmodtager og dermed omfattet af reglerne i LL §9 A. Det
afhænger dog af en konkret vurdering af ansættelses- og arbejdsforholdene under jobtræningen. Se TfS 2000, 839.
Personer, der får revalideringsydelse, anses derimod ikke som lønmodtagere i relation til denne ydelse. Se
SKM2009.55.BR.
Både lønnede og ulønnede medlemmer af eller medhjælpere for bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd, og lignende, kan
få udbetalt skattefri rejsegodtgørelse efter samme principper og med samme beløb, som gælder for udbetaling af
skattefri rejsegodtgørelse til lønmodtagere. Det fremgår af LL § 9, stk. 4, 5. pkt. og LL §9 A, stk. 9, 1. pkt.
I forhold til de lønnede bestyrelsesmedlemmer mv., er det dog en betingelse, at det vederlag, de får, er A-indkomst
efter KSL§ 43, stk. 2, litra a.
Højesteretsdomme
SKM2004.22.HR
29.02.2012
En direktør og anpartshaver i et
selskab fik ikke godkendt fradrag
for rejseudgifter, da det ikke var
bevist, at han havde modtaget
vederlag for sit arbejde i selskabet
og dermed var lønmodtager. En
iværksætterydelse, som han havde
modtaget fra det offentlige, kunne
Afgørelsen er taget med i dette
afsnit, selv om den vedrører
fradrag for rejseudgifter. Det
skyldes at
"lønmodtagerbetingelsen" i LL § 9
er den samme, uanset om der er
tale om fradrag eller skattefri
godtgørelse for rejseudgifter.
Side 29 af 56
ikke anses for betaling for arbejde
udført i selskabet.
Byretsdomme
SKM2011.502.BR
En direktør og anpartshaver i et
selskab gav i indkomståret 2000
afkald på løn.
Da han ikke havde
indtægtsgivende arbejde for
selskabet i 2000, kunne han ikke
anses som lønmodtager.
Han var derfor ikke omfattet af
skattefritagelsesreglen i den
dagældende LL § 9, stk. 5, 2. pkt.,
nu stk. 4.
Han var derfor skattepligtig af den
befordrings- og rejsegodtgørelse,
som han modtog fra selskabet i
2000, jf. LL § 9, stk. 5, 1. pkt., jf.
SL § 4.
At han i tidligere indkomstår havde
modtaget løn, og at han efter det
oplyste kun gav afkald på løn på
grund af selskabets økonomiske
situation, førte ikke til andet
resultat.
At han i august 2009 modtog
3.000 kr. i løn for sit arbejde i
2000 førte heller ikke til et andet
resultat, da det var forholdene i
2000, hvor han modtog
befordrings- og rejsegodtgørelsen,
der var afgørende.
SKM2009.55.BR
Personer, der modtager
revalideringsydelse, anses ikke for
lønmodtagere i forhold til denne
ydelse.
SKAT
SKM2011.202.SR
EU-praktikanter, der ikke modtog
løn, men alene fri kost og logi, var
ikke omfattet af LL §9 A.
SKM2006.181.SR
En timeløn på 100 kr. var
tilstrækkelig til, at X kunne
udbetale skattefri
befordringsgodtgørelse til Y. Der
bestod et reelt ansættelsesforhold
mellem X og Y, og Y var underlagt
X's instruktionsbeføjelse, Y
arbejdede som udgangspunkt fast
hver 14. dag, og Y modtog et
vederlag, hvoraf der blev beregnet
feriepenge i overensstemmelse
med ferielovens regler.
29.02.2012
"Lønmodtagerbetingelsen" i LL §
9, stk. 4 gælder også i relation til
skattefri befordringsgodtgørelse
jf. LL § 9 B. Afgørelsen er derfor
også relevant i forhold til
skattefri rejsegodtgørelse.
Side 30 af 56
C.A.7.2.3 Personer, som ikke kan få skattefri rejsegodtgørelse
Indhold
Dette afsnit handler om, hvilke personer der helt er afskåret fra at få skattefri rejsegodtgørelse.
●
●
●
●
Lønmodtagere
Honorarmodtagere
Selvstændigt erhvervsdrivende
Lønmodtagere
Disse personer, som er omfattet af eller anvender særlige skatteordninger, kan ikke anvende rejsereglerne i LL §9 A, stk.
1 - 8:
●
●
●
●
●
lønmodtagere, som kan tage fradrag efter SØBL § 3, jf. § 4, stk. 2,
lønmodtagere, som kan anvende reglerne i SØBL § 5, stk. 1, jf. stk. 4 (DIS-ordningen)
lønmodtagere, som får diverse tillæg og lignende ydelser, fordi de er udsendt af den danske stat. Se LL § 7, nr. 15
lønmodtagere, som får skattefri godtgørelser under deres uddannelse mv. efter reglerne i LL § 31, stk. 4, og
lønmodtagere, som er registrerede som erhvervsfiskere, og som har valgt at tage fradrag efter reglerne i LL §9
Gved fangstture i det pågældende indkomstår.
De nævnte lønmodtagere kan ikke få udbetalt skattefri rejsegodtgørelse efter LL §9 A. De kan heller ikke få fradrag efter
reglerne i LL §9 A, stk. 7. Se afsnit C.A.7.3.3 om personer, som helt eller delvist er afskåret fra at fratrække
rejseudgifter.
Herudover er en række lønmodtagere, fx langturschauffører og turistfører, der heller ikke kan få skattefri logigodtgørelse
med standardsats. Men de kan godt få skattefri godtgørelse for kost og småfornødenheder med standardsats. Se afsnit
C.A.7.2.5.2. om rejsegodtgørelse med standardsats for logi.
Endelig bemærkes at der for lønmodtagere der beskattes efter KSL § 48 B (arbejdsudlejede) beregnes 30 pct. skat af
godtgørelse til dækning af udgifter til rejse og ophold mv. jf KSL § 48 B, sidste led uanset betingelserne for at være på
rejse i LL § 9 A er opfyldt. De pågældende kan som udgangspunkt heller ikke skattefrit få stillet fri kost og logi til
rådighed eller få dækket udgifterne hertil som udlæg efter regning skattefri. Se herom SKM2011.611.SR og afsnit
C.F.3.1.4.
Honorarmodtagere
Personer, som får honorarer, der er B-indkomst, kan ikke få udbetalt skattefri rejsegodtgørelse eller foretage fradrag
efter LL §9 A. Disse personer kan i stedet trække deres dokumenterede, faktiske udgifter på erhvervsmæssige rejser fra i
den personlige indkomst efter SL § 6.
De kan dog få dækket de faktiske omkostninger til overnatning mv. af hvervgiveren som udlæg efter regning. Se
SKM2011.112.SR og afsnit C.A.7.2.6 om godtgørelse af den dokumenterede faktiske udgift (udlæg efter regning). Hvis
honorarmodtageren får dækket rejseudgiften som udlæg efter regning, kan han eller hun ikke trække udgiften fra.
Selvstændigt erhvervsdrivende kan ikke få udbetalt skattefri rejsegodtgørelse.
I stedet kan de fratrække deres rejseudgifter i det omfang, de har været på en erhvervsmæssig rejse. Se afsnit
C.A.7.3.2 om personer, som kan fratrække rejseudgifter efter LL §9 A.
29.02.2012
Side 31 af 56
Yderligere
kommentarer
SKAT
SKM2011.611.SR
Skatterådet har besvaret en række spørgsmål Afgørelsen er indbragt
om arbejdsudlejede personers mulighed for at for Landsskatteretten
modtage fri bolig, fri kost m.v. uden
indeholdelse af skat, hvis de pågældende
opfylder betingelserne i rejsereglerne.
Arbejdsudlejede personer, der opfylder
betingelserne i rejsereglerne, kan således
ikke modtage skattefri godtgørelse med
Skatterådets satser for kost pg logi, uden at
der skal indeholdes 30 % skat af
hvervgiver.
SKM2011.112.SR
En honorarmodtager kan skattefrit få dækket
de faktiske omkostninger til overnatning mv.
som udlæg efter regning af hvervgiveren. I så
fald er der ikke fradrag for udgiften.
C.A.7.2.4 Hvem kan udbetale skattefri rejsegodtgørelse?
Danske og udenlandske arbejdsgivere eller hvervgivere kan udbetale skattefri rejsegodtgørelse efter LL §9 A, uafhængigt
af om arbejdsgiveren eller hvervgiveren er skatte-, indeholdelseseller oplysningspligtig her i landet. Se TfS1993,222.
Bemærk
Betingelsen om kontrol mv. gælder også for en udenlandsk arbejdsgiver, selv om denne ikke er skatte-, indeholdelseseller oplysningspligtigt her i landet. Se afsnit C.A.7.2.8 om betingelse om kontrol.
De hvervgivere, som kan udbetale skattefri rejsegodtgørelse, er bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd og lignende. Se
LL §9 A, stk. 9.
En dansk virksomhed, der arbejdsudlejer medarbejdere til udlandet, kan udbetale skattefri rejsegodtgørelse til de
udlejede medarbejdere, hvis det er arbejdsudlejervirksomheden, der påfører medarbejderen rejseudgifter. Se TfS
1997,480.TSS.
Yderligere
kommentarer
SKAT
TfS1993.222
29.02.2012
Ligningsrådet udtalte i en bindende
forhåndsbesked, at en udenlandsk arbejdsgiver
kan udbetale skattefri rejsegodtgørelse, fordi
det ikke er en betingelse, at arbejdsgiveren er
skattepligtig eller indeholdelsespligtig efter
kildeskatteloven.
Se
TfS1993.231.TSS
Side 32 af 56
C.A.7.2.5 Rejsegodtgørelse med standardsats
Indhold
Dette afsnit handler om rejseudgifter, der dækkes med skattefri godtgørelse efter standardsats
●
●
Rejsegodtgørelse med standardsats for kost og småfornødenheder (C.A.7.2.5.1)
Rejsegodtgørelse med standardsats for logi (C.A.7.2.5.2).
C.A.7.2.5.1 Rejsegodtgørelse med standardsats for kost og småfornødenheder
Indhold
Dette afsnit handler om skattefri godtgørelse af rejseudgifter til kost og småfornødenheder med standardsats.
●
●
●
●
●
●
●
●
●
●
Standardsatsen for kost og småfornødenheder
Satsen for lønmodtagere og turistchauffører
Hvilke udgifter dækker standardsatsen?
Reduktion for fri kost
25 pct. godtgørelse til småfornødenheder
Hovedreglen om 12 måneders begrænsningen
Undtagelser fra 12 måneders begrænsningen
Start af ny 12 måneders periode
Eksempler
Når en lønmodtager er på rejse efter LL §9 A, stk. 1, kan arbejdsgiveren dække lønmodtagerens udgifter til kost og
småfornødenheder med en standardsats uden dokumentation for de udgifter, lønmodtageren har afholdt.
Standardsatsen er fastsat i ligningsloven eller i visse tilfælde af Skatterådet.
Arbejdsgiveren kan vælge i stedet at dække lønmodtagerens dokumenterede, faktiske udgifter til kost og
småfornødenheder på rejsen som udlæg efter regning. Se afsnit C.A.7.2.4 om godtgørelse af den dokumenterede
faktiske udgift (udlæg efter regning). Det kan fx være relevant, hvor lønmodtagerens udgifter til kost mv. er - eller
forventes at blive - større end godtgørelsen med standardsatsen.
Bemærk
Der skal vælges samme dækningsprincip for alle udgifterne til kost og småfornødenheder på den enkelte rejse. Se afsnit
C.A.7.2.7 om dækningsprincip for rejseudgifter (udlæg efter regning eller godtgørelse med standardsats).
Standardsatsen for kost og småfornødenheder er fastsat som et grundbeløb pr. døgn. Se LL §9 A, stk. 2, nr. 1. Satsen
bliver reguleret årligt. Se PSL § 20 og LL §9 A, stk. 12. I perioden frem til og med 2013 bliver satsen dog ikke reguleret.
Se PSL § 20, stk. 3.
For turistchauffører er der fastsat en særlig sats. Se LL §9 A, stk. 2, nr. 2 og 3. Den særlige sats er ikke et grundbeløb
og bliver derfor ikke reguleret. Satsen bliver til gengæld heller ikke reduceret, hvis turistchaufføren modtager fri kost på
rejsen. Se afsnit C.A.7.2.5.1 om rejsegodtgørelse med standardsats for kost og småfornødenheder.
Skatterådet kan forhøje kostsatsen for lønmodtagere, undtagen turistchauffører, med et grundbeløb på 142 kr. (20112013 niveau) pr. døgn for lande, hvor leveomkostningerne er væsentligt højere end i Danmark. Se LL §9 A, stk. 2, nr. 1,
2. pkt. Også dette grundbeløb reguleres efter PSL § 20.I perioden frem til og med 2013 bliver satsen dog ikke reguleret.
Se PSL § 20, stk. 3. Skatterådet har ikke fastsat en forhøjet kostsats for nogen lande i 2012.
29.02.2012
Side 33 af 56
Satsen for lønmodtagere og turistchauffører
Lønmodtagere, undtagen turistchauffører
Ved rejse med overnatning efter LL §9 Aer standardsatsen for lønmodtagere - med undtagelse af turistchauffører:
●
455 kr. pr. døgn (2011-2013-niveau). I perioden frem til og med 2013 bliver satsen ikke reguleret. Se PSL § 20,
stk. 3. Det er en betingelse for udbetaling af skattefri kostgodtgørelse, at en rejse har varet i mindst 24 timer Se
afsnit C.A.7.1.5 om betingelse om overnatning og varighed. Herefter kan godtgørelsen udbetales med 1/24 af
døgnsatsen for tilsluttende rejsetimer.
Satsen for turistchauffører
Ved rejse med overnatning er standardsatsen for turistchauffører:
●
●
75 kr. pr. døgn for rejser i Danmark
150 kr. pr. døgn for rejser i udlandet.
Det er en betingelse for udbetaling af skattefri kostgodtgørelse, at en rejse har varet i mindst 24 timer. Se afsnit
C.A.7.1.5 om betingelse om overnatning og varighed. Herefter kan godtgørelsen udbetales med 1/24 af døgnsatsen for
tilsluttende rejsetimer.
Hvis arbejdsgiveren udbetaler godtgørelse med standardsatsen, og beløbet overstiger godtgørelse beregnet efter
ligningslovens eller Skatterådets standardsats, skal hele det udbetalte beløb medregnes til lønmodtagerens personlige
indkomst. Arbejdsgiveren skal indeholde A-skat og AM-bidrag af hele godtgørelsesbeløbet. Se LL §9 A, stk. 1 samt § 1,
stk. 3 i bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse.
Hvis arbejdsgiveren ved den endelige opgørelse og afregning klart har opdelt og specificeret, hvad der er skattefri
godtgørelse efter ligningslovens eller Skatterådets standardsats, og hvad der er supplerende skattepligtigt løntillæg, er
det dog kun det supplerende løntillæg, der indgår i lønmodtagerens personlige indkomst. Se § 1, stk. 3, 2. pkt. i
bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse.
Når godtgørelsesbeløb allerede er udbetalt, kan de ikke efterfølgende splittes op i en skattefri del og et supplerende
skattepligtigt løntillæg. Se TfS 1994,495.
Hvilke udgifter dækker standardsatsen for kost og småfornødenheder?
Standardsatsen dækker lønmodtagerens udokumenterede udgifter til måltider, småfornødenheder og lokaltransport, fx
bagageopbevaring, en avis, en kop kaffe, et mellemmåltid, udgifter til bus mellem logiet og en restaurant, hvor
lønmodtageren spiser aftensmad. En kop kaffe og et stykke chokolade, der nydes i forbindelse med et måltid, anses i
den forbindelse som en del af selve måltidet.
Standardsatsen dækker derimod ikke udgifter til transport mellem den sædvanlige bopæl eller det faste arbejdssted og
det midlertidige arbejdssted med fx fly eller tog. Disse udgifter kan arbejdsgiveren afholde ved at stille fri transport til
rådighed, eller ved at refundere de faktisk betalte udgifter, fx fly eller togbillet, som udlæg efter regning. Arbejdsgiveren
kan også udbetale befordringsgodtgørelse for benyttelse af egen bil eller motorcykel mv. til erhvervsmæssig kørsel efter
LL § 9 B. Se afsnit Ligningsvejledningen, Almindelig del, afsnit A.B.1.7.2 om skattefri befordringsgodtgørelse.
Hvis lønmodtageren får stillet ét eller flere af døgnets hovedmåltider til rådighed, er der tale om fri kost. Får en
lønmodtager fri kost på rejsen, skal standardsatsen for kost og småfornødenheder reduceres med 15 pct., 30 pct. og 30
pct. for henholdsvis fri morgenmad, fri frokost og fri aftensmad. Se LL §9 A, stk. 3.
Selv om der skal ske en reduktion af standardsatsen for kost og småfornødenheder med værdien af fri kost på rejsen,
kan arbejdsgiveren dog altid udbetale et skattefrit beløb på indtil 25 pct. af kostsatsen beregnet for den samlede rejse.
Se LL §9 A, stk. 3, 3. pkt.
29.02.2012
Side 34 af 56
Hvis fx en lønmodtager i 2011 har været på en rejse i Danmark i 26 timer og på denne rejse har fået to gange frokost
samt én gang morgenmad og én gang aftensmad vil lønmodtageren kunne få udbetalt en skattefri godtgørelse af
arbejdsgiveren på 25 pct. af 493 kr. (regnet ud som 26/24 af 455 kr.).
Den særlige kostsats for turistchauffører i LL §9 A, stk. 2, nr. 2 og 3, skal ikke reduceres med værdien af fri kost på
rejsen. Det står i LL §9 A, stk. 3, 2. pkt.
Hvis logiudgiften er inklusiv morgenmad, og arbejdsgiveren dækker logiudgiften som udlæg efter regning, er dette ikke til
hinder for, at arbejdsgiveren kan udbetale kostgodtgørelse med standardsatsen. Arbejdsgiveren skal blot reducere med
15 pct. for fri morgenmad. Se LL §9 A, stk. 3, 2. pkt. Hvis lønmodtageren af erhvervsmæssige årsager har været
forhindret i at spise morgenmad skal der dog ikke ske reduktion. Se TfS.1997.659.
Hvis lønmodtageren får stillet fri kost til rådighed af en anden end arbejdsgiveren i forbindelse med arbejde, som
lønmodtageren udfører i arbejdsgiverens tjeneste, skal arbejdsgiveren også reducere for fri kost. Se TfS.1996, 697.
25 pct. godtgørelse til småfornødenheder
En arbejdsgiver, der dækker lønmodtagerens kostudgifter på en rejse som udlæg efter regning, kan herudover udbetale
en skattefri godtgørelse på indtil 25 pct. af kostsatsen, beregnet for den samlede rejse, til dækning af
småfornødenheder. Se LL §9 A, stk. 4. Se afsnit C.A.7.2.6 om godtgørelse af den dokumenterede faktiske udgift (udlæg
efter regning).
Beløbet dækker alle udgifter til småfornødenheder.
Dækker arbejdsgiveren kun en del af lønmodtagerens regninger til kost og småfornødenheder fx et eller flere måltider
som udlæg efter regning, kan arbejdsgiveren også udbetale en skattefri 25 pct. godtgørelse.
Hvis arbejdsgiveren udbetaler en godtgørelse, der overstiger 25 pct. af kostsatsen beregnet for den samlede rejse, skal
hele beløbet medregnes i lønmodtagerens personlige indkomst. Se herom ovenfor i dette afsnit.
Arbejdsgiveren kan ikke udbetale 25 pct. godtgørelse på éndagsrejser. Se LL §9 A, stk. 4.
Turistchauffører kan ikke få udbetalt 25 pct. godtgørelse. Se. LL § 9 A, stk. 4.
12 måneders begrænsningen gælder også ved udbetaling af 25 pct. godtgørelsen.
Hovedreglen om 12 måneders begrænsningen
Et arbejdssted kan godt være midlertidigt i et tidsrum på mere end 12 måneder. I forhold til godtgørelse med
standardsatsen for kost og småfornødenheder kan et arbejdssted imidlertid højst anses for midlertidigt i 12 måneder.
En arbejdsgiver kan derfor kun udbetale skattefri godtgørelse med standardsatsen for kost og småfornødenheder de
første 12 måneder på et midlertidigt arbejdssted. Herefter kan arbejdsgiveren kun godtgøre lønmodtageren udgifter til
kost og småfornødenheder skattefrit med de faktisk dokumenterede udgifter, alternativt stille fri kost til rådighed. Det
fremgår af LL §9 A, stk. 5.
De 12 måneder regnes fra den første dag, lønmodtageren er på rejse til det midlertidige arbejdssted efter LL §9 A, stk.
1.
Ferie, fridage, tjenesterejser eller sygedage afbryder ikke optællingen af de 12 måneder.
Undtagelser fra 12 måneders begrænsningen
Mobile arbejdssteder
Lønmodtagere, der har en arbejdsplads, der ikke er knyttet til en stationær lokalitet, men som bevæger sig fra sted til
sted, er ikke omfattet af 12 måneders begrænsningen. Se LL §9 A, stk. 5, 2. pkt.
Tidsbegrænsningen på 12 måneder gælder derfor ikke for lønmodtagere, der arbejder på mobile arbejdssteder.
29.02.2012
Side 35 af 56
Lønmodtagere, som transporterer varer, gods eller mennesker, fx langturschauffører eller turistchauffører, kan derfor få
godtgørelse med standardsatsen for kost og småfornødenheder uden tidsbegrænsning. Det er en forudsætning, at de
opfylder de øvrige betingelser i LL §9 A, herunder at de ikke har haft mulighed for at overnatte på deres sædvanlige
bopæl. Det samme gælder lønmodtagere, som gør tjeneste om bord på skibe under sejlads (også fiskerfartøjer). Om
ansatte på bore- eller produktionsplatforme, se TfS 2000,863 og 898, der er refereret i afsnit C.A.7.1.4 om betingelse
om midlertidigt arbejdssted.
Arbejdssteder, der flytter sig
Lønmodtagere, der arbejder på arbejdssteder, der flytter sig i takt med at arbejdet udføres eller færdiggøres over en
strækning på mindst8 km, er heller ikke omfattet af tidsbegrænsningen på 12 måneder. Se LL §9 A, stk. 5, 2. pkt.
Det er en forudsætning, at der er mindst8 kmmellem anlægs-, forbedrings- eller vedligeholdelsesarbejdets begyndelsesog slutpunkt. Om arbejdets samlede udstrækning bliver på i alt mindst8 km, skal bedømmes ved arbejdets start. Senere
ændringer i arbejdet, der gør, at udstrækningen bliver kortere end8 km, medfører, at arbejdsstedet fra dette tidspunkt
bliver omfattet af 12 måneders begrænsningen.
Eksempler herpå er arbejdssteder i forbindelse med anlæg, forbedring eller vedligeholdelse af motorveje, broer,
jernbaner, metrobaner eller gasledninger.
Lønmodtagere på sådanne arbejdssteder kan få godtgørelse med standardsatsen for kost og småfornødenheder uden
tidsbegrænsning under forudsætning af, at de opfylder betingelserne for at være på rejse efter LL §9 A.
Enkeltstående og kortvarige tjenesterejser til samme midlertidige arbejdssted
Tidsbegrænsningen på 12 måneder gælder heller ikke i de tilfælde, hvor en arbejdsgiver udsender en lønmodtager på
enkeltstående og kortvarige tjenesterejser til samme midlertidige arbejdssted og udbetaler skattefri godtgørelse med
standardsatsen for kost og småfornødenheder.
Bemærk
Undtagelsen gælder alene tjenesterejser og ikke selvvalgte rejser. Se afsnit C.A.7.1.1 om sondringen mellem
tjenesterejser og selvvalgte rejser.
Der er tale om enkeltstående kortvarige tjenesterejser til samme midlertidige arbejdssted, når en lønmodtager en til to
gange om måneden er på tjenesterejser af kortere varighed til det samme midlertidige arbejdssted. Rejsemønsteret
indgår dermed i vurderingen af, om der er tale om enkeltstående kortvarige tjenesterejser.
En lønmodtager i en koncern, der en til to gange om måneden bliver sendt på kortvarige tjenesterejser, som nogle
gange varer 2 andre gange 4 dage, til det samme datterselskab i udlandet kan skattefrit få godtgjort udgifterne til kost
og småfornødenheder med standardsatsen udover 12-måneders perioden, i modsætning til den lønmodtager, der bliver
udsendt til samme midlertidige arbejdssted (fx et datterselskab i udlandet) i en længere sammenhængende periode.
Start af ny 12 måneders periode
Tidsbegrænsningen på 12 måneder gælder for det enkelte arbejdssted.
Nyt midlertidigt arbejdssted
Ved skift til et nyt midlertidigt arbejdssted, starter en ny 12 måneders periode på det nye midlertidige arbejdssted. Det
er dog en betingelse, at det nye midlertidige arbejdssted ligger mindst8 kmad normal transportvej fra lønmodtagerens
tidligere arbejdssted. Se LL §9 A, stk. 6, 1. pkt.
Tilbagevenden til tidligere midlertidigt arbejdssted
Ved tilbagevenden til et tidligere midlertidigt arbejdssted er det en væsentlig forudsætning, at arbejdsstedet fortsat er
midlertidigt efter LL §9 A, stk. 1. Se afsnit C.A.7.1.4 om betingelse om midlertidigt arbejdssted og SKM2008.849.SR,
der er refereret i samme afsnit.
29.02.2012
Side 36 af 56
Hvis en lønmodtager vender tilbage til et tidligere midlertidigt arbejdssted, som fortsat kan anses for midlertidigt, starter
en ny 12 måneders periode på dette arbejdssted, forudsat at lønmodtageren har arbejdet i en sammenhængende
periode på mindst 40 arbejdsdage på et andet arbejdssted inden tilbagevenden til det tidligere midlertidige arbejdssted.
Hvor lønmodtageren afbryder arbejdet på det midlertidige arbejdssted for at arbejde på et nyt arbejdssted og senere
vender tilbage til det midlertidige arbejdssted, er spørgsmålet, om den oprindelige 12 måneders periode på det
midlertidige arbejdssted er afbrudt. Er det tilfældet, begynder der en ny 12 måneders periode, når lønmodtageren vender
tilbage til det midlertidige arbejdssted.
Arbejdsforholdet (og 12 måneders perioden) på det midlertidige arbejdssted (arbejdssted 1) er afbrudt, hvis
lønmodtageren skifter til et nyt arbejdssted (arbejdssted 2) og arbejder dér i en sammenhængende periode på mindst 40
arbejdsdage. Hvis lønmodtageren efter den 40. arbejdsdag på arbejdssted 2 vender tilbage til det midlertidige
arbejdssted 1, begynder der en ny 12 måneders periode på arbejdssted 1 for lønmodtageren.
Men der skal være tale om en sammenhængende periode på mindst 40 arbejdsdage på arbejdssted 2.
Hvis lønmodtageren arbejder på flere forskellige arbejdssteder efter sin første arbejdsperiode på det midlertidige
arbejdssted 1, lægges alle arbejdsdagene fra de forskellige arbejdssteder sammen ved beregningen af de 40
arbejdsdage. Alle arbejdsdagene på de forskellige andre arbejdssteder skal dog ligge i én sammenhængende periode. Se
LL §9 A, stk.6.
Ferie, fridage eller sygedage tæller ikke med i de 40 arbejdsdage. En vinterlukning på 6 uger afbrød ikke 12 måneders
perioden. Se SKM2008.851.SR.
Kortvarige enkeltstående tjenesterejser til samme midlertidige arbejdssted afbryder ikke optællingen af 40 arbejdsdage i
forhold til det midlertidige arbejdssted, fordi tjenesterejser er undtaget fra 12- måneders begrænsningen.
Eksempler
Eksempel 1
Hvis en lønmodtager arbejder på et midlertidigt arbejdssted (arbejdssted 1) og herefter skifter til et nyt midlertidigt
arbejdssted (arbejdssted 2), som ligger mindst8 kmvæk fra arbejdssted 1, er arbejdsforholdet og 12 måneders perioden
på det midlertidige arbejdssted 1 afbrudt, når lønmodtageren har arbejdet på arbejdssted 2 i en sammenhængende
periode på mindst 40 arbejdsdage.
Der er dermed en 12 måneders periode på arbejdssted 1 for lønmodtagerens første arbejdsperiode dér, og en ny 12
måneders periode for lønmodtagerens anden arbejdsperiode på det midlertidige arbejdssted 1, når han eller hun vender
tilbage til arbejdssted 1 fra arbejdssted 2.
Da arbejdssted 2 også er et midlertidigt arbejdssted, og det ligger mindst8 kmvæk fra arbejdssted 1, er der en
selvstændig 12 måneders periode for arbejdssted 2.
Arbejder lønmodtageren mindre end 40 arbejdsdage i en sammenhængende periode på arbejdssted 2, eller ligger de 40
arbejdsdage ikke i en sammenhængende periode, men spredt over et længere tidsrum, er arbejdsforholdet og 12
måneders perioden på det midlertidige arbejdssted 1 ikke afbrudt.
I denne situation er der kun én 12 måneders periode på det midlertidige arbejdssted 1 og ingen på arbejdssted 2. Det
betyder, at arbejdsdagene på arbejdssted 2 - omregnet til kalenderdage - tæller med i den oprindelige 12 måneders
periode på det midlertidige arbejdssted 1.
Eksempel 2
En studerende, der er juleassistance i et stormagasin, vender tilbage året efter på samme tidspunkt. Den studerende
har ikke i den mellemliggende periode arbejdet i en sammenhængende periode på mindst 40 arbejdsdage på et andet
arbejdssted. Den studerende kan derfor ikke få skattefri godtgørelse med standardsatsen for kost og småfornødenheder,
når han eller hun vender tilbage året efter.
Eksempel 3
29.02.2012
Side 37 af 56
En lønmodtager bliver udsendt fra sit sædvanlige arbejdssted på enkeltstående kortvarige tjenesterejser til det samme
midlertidige arbejdssted i januar, februar og marts.
I januar drejer det sig om to tjenesterejser af 3 dages varighed. I februar en tjenesterejse af 5 dages varighed. I marts
en tjenesterejse af 2 dages varighed. I april og maj bliver lønmodtageren udsendt på tjenesterejse i en
sammenhængende periode på 2 måneder til det samme midlertidige arbejdssted.
Herefter er lønmodtageren igen på enkeltstående kortvarige tjenesterejser frem til april og maj måned året efter, hvor
lønmodtageren igen bliver udsendt på tjenesterejse i en sammenhængende periode på 2 måneder til det midlertidige
arbejdssted.
De enkeltstående kortvarige tjenesterejser er i dette tilfælde ikke omfattet af 12 måneders begrænsningen. Se LL §9 A,
stk. 5, 2. pkt. De sammenhængende tjenesterejser på 2 måneder er derimod omfattet.
Der begynder imidlertid en ny 12 måneders periode, hvis lønmodtageren har arbejdet 40 arbejdsdage på et andet
arbejdssted før tilbagevenden til det tidligere midlertidige arbejdssted. Da de enkeltstående kortvarige tjenesterejser til
samme midlertidige arbejdssted, ikke afbryder optællingen af de 40 arbejdsdage, har lønmodtageren i eksemplet arbejdet
40 arbejdsdage på et andet arbejdssted inden tilbagevenden til det tidligere midlertidige arbejdssted i april måned året
efter. Lønmodtageren kan derfor påbegynde en ny 12 måneders periode med standardsatsen for kost og
småfornødenheder, når han eller hun vender tilbage til det midlertidige arbejdssted i april måned året efter.
Eksempel 4
En lønmodtager bliver udstationeret på et midlertidigt arbejdssted i 12 måneder fra den 1. januar 2011 til den 31.
december 2011 og bliver efterfølgende udsendt til det samme midlertidige arbejdssted på enkeltstående kortvarige
tjenesterejser i januar og februar 2012. På det tidspunkt i marts, hvor lønmodtageren har arbejdet 40 arbejdsdage på et
andet arbejdssted, begynder en ny udstationering på 12 måneder.
Når den nye udstationering sker så kort tid efter den tidligere udstationering, og lønmodtageren samtidig i den
mellemliggende periode er på enkeltstående kortvarige tjenesterejse til det tidligere midlertidige arbejdssted, er der et
skærpet krav til, at arbejdsgiveren eller lønmodtageren sandsynliggør, at der ikke reelt er tale om en sammenhængende
udstationering.
Landsretsdomme
TfS1994.495
Efter Østre Landsrets opfattelse var
der ikke hjemmel til efterfølgende at
opsplitte godtgørelsen i en skattefri
godtgørelse og et supplerende
skattepligtigt løntillæg.
Afgørelsen vedrørte tidligere
gældende regler. Men kan
anvendes tilsvarende i
forhold til de nugældende
regler.
TfS1997.659
29.02.2012
Landskatteretten konstaterede, at der
ikke skulle reduceres i satserne, hvis
lønmodtageren var forhindret i at spise
morgenmad det sted, hvor han havde
overnattet, når det var begrundet i
erhvervsmæssige årsager
gældende regler, men er
tilsvarende anvendelig på de
nugældende regler.
Side 38 af 56
I den konkrete sag var det dog ikke
godtgjort, at det var af
erhvervsmæssige årsager, at
lønmodtageren havde været forhindret
i at spise morgenmad, hvorfor der
skulle ske reduktion med 15 pct. på
grund af fri morgenmad
TfS1996.697
En lønmodtager var ansat i et
isoleringsfirma og udførte arbejde om
bord på skibe.
gældende regler, men er
tilsvarende anvendelig på de
nugældende regler.
Et skibs korresponderende reder havde
stillet fri kost og logi til rådighed under
arbejdets udførelse. Det blev
sidestillet med, at arbejdsgiveren
havde stillet fri kost og logi til
rådighed.
SKAT
SKM2008.851.SR
6 ugers vinterlukning afbrød ikke 12
måneders grænsen for anvendelsen af
standardsatsen for kost, fordi ferie,
fridage, tjenesterejser eller sygedage
ikke afbryder optællingen af de 12
måneder.
Bemærk, at afgørelsen
vedrører det tidligere
gældende krav om 20
arbejdsdages afbrydelse, der
nu er afløst af et krav om 40
arbejdsdages afbrydelse.
C.A.7.2.5.2 Rejsegodtgørelse med standardsats for logi
Indhold
Dette afsnit handler om skattefri godtgørelse af rejseudgifter til logi med standardsats.
●
●
●
●
Regel
Standardsatsen for logi
Personer, som ikke kan få logigodtgørelse med standardsats.
Regel
Når en lønmodtager er på rejse efter LL §9 A, stk. 1, kan arbejdsgiveren uden dokumentation for udgifterne dække
lønmodtagerens udgifter til logi med en standardsats. Standardsatsen er fastsat i ligningsloven.
Arbejdsgiveren kan dog i stedet vælge helt eller delvist at dække lønmodtagerens faktiske dokumenterede logiudgifter for
rejsedøgnet som udlæg efter regning. Se afsnit C.A.7.2.6 om godtgørelse af den dokumenterede faktiske udgift (udlæg
efter regning). Det kan fx være relevant, hvis lønmodtagerens rejseudgift til logi for et rejsedøgn er større end
standardsatsen for logi.
Hvis arbejdsgiveren helt eller delvis dækker lønmodtagerens faktisk dokumenterede udgift til logi kan arbejdsgiveren ikke
også udbetale skattefri logigodtgørelse med standardsatsen for det pågældende døgn.
Hvis arbejdsgiveren helt eller delvist stiller frit logi til rådighed, kan arbejdsgiveren heller ikke udbetale skattefri
logigodtgørelse med standardsatsen for det rejsedøgn, hvor der er stillet logi til rådighed.
I modsætning til udgifter til kost og småfornødenheder kan arbejdsgiveren dække udgifter til logi efter forskelligt
dækningsprincip fra døgn til døgn. Se afsnit C.A.7.2.7 om dækningsprincip for rejseudgifter (udlæg efter regning eller
godtgørelse med standardsats). Et rejsedøgns logiudgift kan derfor enten dækkes ved
29.02.2012
Side 39 af 56
●
●
●
en skattefri logigodtgørelse op til standardsatsen, eller
hel eller delvis dækning af de faktisk dokumenterede udgifter som udlæg efter regning, eller
helt eller delvist frit logi til rådighed på rejsen.
Hvis en anden end arbejdsgiveren stiller frit logi til rådighed i forbindelse med arbejde, der er udført i arbejdsgiverens
tjeneste, sidestilles dette med, at arbejdsgiveren selv har stillet frit logi til rådighed på rejsen. Se TfS.1996.697, som er
gengivet i afsnit C.A.7.2.5.1. om rejsegodtgørelse med standardsats for kost og småfornødenheder.
Bemærk
Tidsbegrænsningen på 12 måneder, der gælder for udbetaling af skattefri kostgodtgørelse med standardsats, gælder ikke
for udbetaling af skattefri logigodtgørelse. Se afsnit C.A.7.2.5.1 om rejsegodtgørelse med standardsats for kost og
småfornødenheder. En arbejdsgiver kan derfor skattefrit udbetale logigodtgørelse med standardsatsen, lige så længe
arbejdsstedet er midlertidigt, og de øvrige betingelser for at være på rejse er opfyldt.
Standardsatsen for logi er fastsat som et grundbeløb pr. døgn. Se LL §9 A, stk. 2, nr. 4. Satsen bliver reguleret årligt.
Se PSL § 20 og LL §9 A, stk. 12. I perioden frem til og med 2013 bliver satsen dog ikke reguleret. Se PSL § 20, stk. 3.
Standardsatsen for logi er 195 kr. pr. døgn (2011-2013-niveau).
Det er en betingelse for udbetaling af skattefri logigodtgørelse, at en rejse har varet i mindst 24 timer. Se afsnit
C.A.7.1.5 om betingelse om overnatning og varighed. Herefter kan logigodtgørelse med standardsatsen kun udbetales
pr. fulde døgn - i modsætning til kostgodtgørelse, der også kan udbetales pr. påbegyndt time på den tilsluttende
rejsedag. Se afsnit C.A.7.2.5.1 om rejsegodtgørelse med standardsats for kost og småfornødenheder.
Standardsatsen for logi dækker lønmodtagerens udgifter til overnatning på rejse for arbejdsgiveren. Der kan fx være
udgifter til overnatning på hotel eller pensionat, i campingvogn og lignende eller ved privat indlogering hos familie eller
venner.
Hvis lønmodtageren får skattefri logigodtgørelse med standardsatsen, kan han eller hun ikke samtidig afskrive på
driftsmidler mv., fx en campingvogn, der anvendes ved overnatning på rejsen. Se LL §9 A, stk. 2, pkt. 4.
Personer, som ikke kan få logigodtgørelse med standardsats
Udover de personer, der er nævnt i afsnit C.A.7.2.3 om personer, som ikke kan få skattefri rejsegodtgørelse - dvs.
lønmodtagere, der er omfattet af eller anvender særlige skatteordninger som fx erhvervsfiskere, der tager fradrag efter
LL §9 G, og lønmodtagere, der kan anvende DIS-ordningen mv., honorarmodtagere og selvstændigt erhvervsdrivende er en række yderligere personer afskåret fra at få skattefri logigodtgørelse med standardsats.
Det er lønmodtagere, bestyrelsesmedlemmer og lignende med følgende hverv eller arbejdsforhold. Se LL §9 A, stk. 2,
pkt. 4, og stk. 9.
Det drejer sig om ansatte/personer, som:
●
●
●
●
i deres hverv medvirker til transport af varer eller personer
gør tjeneste om bord på skibe (herunder fiskerfartøjer)
arbejder på luftfartøjer
arbejder på fartøjer og i installationer, der anvendes i tilknytning til efterforskning og udnyttelse af
naturforekomster.
Udtrykket "ansatte, som i deres hverv medvirker til transport af varer eller personer", omfatter ansatte, som medvirker
til transport af varer eller personer på en måde, som gør det muligt for dem at overnatte i det køretøj, skib mv., der
benyttes til afvikling af rejsen, fx langturschauffører og turistchauffører.
29.02.2012
Side 40 af 56
Derimod omfatter udtrykket ikke ansatte, hvis opgave er at stå for eller medvirke til transport af varer eller personer,
men som ikke i kraft af hvervet og den måde rejsen bliver afviklet på, har mulighed for at overnatte i køretøjet, på
skibet eller lignende. Det kunne fx være ansatte, som har en støttefunktion i forhold til transport af varer og personer,
fx speditører eller personale, som booker billetter for busrejsende.
"Ansatte, som gør tjeneste om bord på skibe", er den samme persongruppe, der tidligere i ligningsloven er blevet omtalt
som ansatte "påmønstret skibe". Der er derfor alene tale om en sproglig justering og ikke en ændring af den tidligere
praksis for den persongruppe.
De ovennævnte ansatte, som ikke kan få dækket deres logiudgifter på en rejse med en skattefri logigodtgørelse efter
standardsats, overnatter normalt i deres køretøjer, om bord på skibene eller lignende og har derfor typisk ikke udgifter til
logi.
Hvis de nævnte ansatte har dokumenterede udgifter til logi, kan arbejdsgiveren eller hvervgiveren (dvs. bestyrelser,
udvalg, kommissioner, råd og lignende) dække disse udgifter skattefrit som udlæg efter regning. Se afsnit C.A.7.2.6 om
godtgørelse af den dokumenterede faktiske udgift (udlæg efter regning).
Hvis ikke arbejdsgiveren eller hvervgiveren dækker den dokumenterede udgift til logi skattefrit som udlæg efter regning,
kan lønmodtageren eller hvervtageren (dvs. medlemmer af eller medhjælpere for bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd
og lignende) trække udgiften fra ved indkomstopgørelsen. Se afsnit C.A.7.3.5 om fradrag for dokumenterede
rejseudgifter.
C.A.7.2.6 Godtgørelse af den dokumenterede faktiske udgift (udlæg efter regning)
Når en arbejdsgiver refunderer de udgifter, en lønmodtager har betalt (lagt ud for), mod dokumentation i form af
eksterne udgiftsbilag, er der tale om udlæg efter regning. Udgiftsbilagene indgår herefter i arbejdsgiverens
regnskabsmateriale.
Når lønmodtageren betaler med arbejdsgiverens penge i form af et forskud, og lønmodtageren ved den endelige
afregning med arbejdsgiveren afleverer de originale udgiftsbilag til denne, er der også tale om udlæg efter regning.
Beløb, en lønmodtager modtager som udlæg efter regning, er ikke indkomstskattepligtige for lønmodtageren, forudsat at
de ville være fradragsberettigede for lønmodtageren, hvis lønmodtageren ikke fik dem refunderet af arbejdsgiveren.
En arbejdsgiver kan derfor skattefrit godtgøre en lønmodtager, der har været på rejse efter LL §9 A, de dokumenterede
udgifter, lønmodtageren har lagt ud for til kost, småfornødenheder og logi. Arbejdsgiveren kan derimod ikke skattefrit
refundere fx private udgifter, anlægs- eller etableringsudgifter. Hvis en del af bilaget vedrører private udgifter, bliver
lønmodtageren derfor beskattet af refusionen af denne del. Se eventuelt SKM2005.183.ØLR.
Tilsvarende gælder, når en hvervgiver dækker udgifter, som en hvervtager har lagt ud for hvervgiveren. Hvervgiver og
hvervtager er i dette tilfælde bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd og lignende og deres medlemmer eller medhjælpere.
Arbejdsgiveren kan ikke dække rejseudgifter efter LL §9 A skattefrit som udlæg efter regning hvis der sker en tilsvarende
reduktion af lønmodtagerens løn, dvs. ved modregning i lønnen. Se afsnit C.A.7.2.1 om godtgørelse samt TfS. 1989,
396SD.
Hvis en lønmodtager eller hvervtager har fået refunderet rejseudgifterne som udlæg efter regning har de ikke fradrag for
udgifterne ved indkomstopgørelsen. Derimod kan arbejdsgiveren eller hvervgiveren trække udgifterne fra ved sin
indkomstopgørelse som driftsomkostninger, jf. SL § 6, litra a.
Er rejseudgifterne til logi helt eller delvist dækket som udlæg efter regning, kan arbejdsgiveren ikke samtidig udbetale
skattefri rejsegodtgørelse med standardsatsen for logi.
Er morgenmaden inkluderet i den logiudgift, arbejdsgiveren har dækket som udlæg efter regning, er der tale om fri
morgenmad. Arbejdsgiveren kan derfor godt udbetale skattefri rejsegodtgørelse med standardsatsen for kost og
småfornødenheder. Standardsatsen skal dog nedsættes med 15 pct. for den fri morgenmad. Se afsnit C.A.7.2.5.1 om
reduktion for fri kost.
Hvis rejseudgifterne til kost helt eller delvis er dækket som udlæg efter regning, kan arbejdsgiveren udbetale et skattefrit
29.02.2012
Side 41 af 56
beløb på indtil 25 pct. af standardsatsen for kost og småfornødenheder beregnet for den samlede rejse. Beløbet dækker
alle udgifter til småfornødenheder. Se afsnit C.A.7.2.5.1 om rejsegodtgørelse med standardsats for kost og
småfornødenheder.
Se afsnit C.A.7.3.5 om fradrag i tilfælde, hvor lønmodtagerens rejseudgifter kun er delvist dækket som udlæg efter
regning.
Honorarmodtagere kan også få dækket de faktiske omkostninger til overnatning mv. som udlæg efter regning. I så fald er
der ikke fradrag herfor. Se SKM2011.112.SR, der er gengivet i afsnit C.A.7.2.3 om personer, som ikke kan få skattefri
rejsegodtgørelse.
C.A.7.2.7 Dækningsprincip for rejseudgifter (udlæg efter regning eller godtgørelse)
Kost og småfornødenheder
Dækningsprincippet for alle udgifterne til kost og småfornødenheder på den enkelte rejse skal være det samme. Det
fremgår af LL §9 A, stk. 3, 3. pkt. og stk. 4.
Arbejdsgiveren kan derfor enten
●
dække alle kostudgifter mv. på rejsen med en skattefri kostgodtgørelse med standardsats - eventuelt kombineret
med fri kost, som reducerer godtgørelsen med værdien af den fri kost. Se afsnit C.A.7.2.5.1 om rejsegodtgørelse
med standardsats for kost og småfornødenheder.
eller
●
dække alle udgifterne til kost på rejsen som udlæg efter regning eventuelt sammen med udbetaling af en
godtgørelse til småfornødenheder på op til 25 pct. af standardsatsen for kost beregnet for den samlede rejse. Se
afsnit C.A.7.2.6 om godtgørelse af den dokumenterede faktiske udgift (udlæg efter regning).
Logiudgifter
Arbejdsgiveren kan derimod dække logiudgifter efter forskelligt dækningsprincip fra døgn til døgn.
Arbejdsgiverne kan derfor dække et rejsedøgns logiudgift enten
●
ved en skattefri logigodtgørelse med standardsats
eller
●
som udlæg efter regning eller i form af frit logi.
C.A.7.2.8 Betingelse om kontrol
En arbejdsgiver eller hvervgiver, der udbetaler skattefri rejsegodtgørelse, har pligt til at kontrollere, at alle betingelserne
for, at udbetalingen kan ske skattefrit, er opfyldt.
Ved udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse skal arbejdsgiveren eller hvervgiveren føre kontrol med:
●
●
●
●
rejsens erhvervsmæssige formål,
rejsens startog sluttidspunkt, antallet af erhvervsmæssige rejsedage,
rejsens mål og eventuelle delmål og
beregningen af rejsegodtgørelsen - herunder de anvendte satser.
Det fremgår af § 1 i bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000.
Hvis ikke arbejdsgiveren eller hvervgiveren foretager den fornødne kontrol, er godtgørelsen skattepligtig som personlig
indkomst (løn eller vederlag).
29.02.2012
Side 42 af 56
Lønmodtageren eller hvervtageren kan herefter i stedet tage et ligningsmæssigt fradrag for udgifterne, hvis
betingelserne herfor er opfyldt. Se evt. SKM2006.229.LSR.
Afgørelse samt evt.
tilhørende SKAT-meddelelse
Højesteretsdomme
SKM2007.247.HR
Afgørelsen i stikord
Arbejdsgiverens kontrol havde
ikke været udført med henblik på
at kontrollere grundlaget for
skattefriheden af de diæter og
rejsegodtgørelser, som blev
udbetalt med faste beløb pr. dag.
Arbejdsgiveren kontrollerede ikke
de enkelte medarbejderes startog sluttidspunkt for rejsen, og
indeholdt A-skat af det beløb, der
blev udbetalt til dækning af
rejseudgifter.
Diæterne/rejsegodtgørelserne var
skattepligtige.
Landsretsdomme
SKM2010.778.VLR
SKM2004.517.ØLR
Når der er interessefællesskab
mellem en hovedanpartshaver og
selskabet, er der strenge krav til
dokumentationen for, at
betingelserne for skattefrihed er
opfyldt.
På det foreliggende grundlag
kunne arbejdsgiveren ikke
kontrollere, om overnatningerne
var nødvendiggjort af
lønmodtagerens arbejdsopgaver.
Afgørelsen vedrører skattefri
befordringsgodtgørelse.
Princippet om strenge krav til
dokumentationen gælder også
ved udbetaling af skattefri
rejsegodtgørelse.
Også af den grund var det
Landsrettens opfattelse, at de
udbetalte rejsegodtgørelser var
skattepligtige.
SKM2006.229.LSR
Arbejdsgiveren havde ikke
udøvet fornøden kontrol af, om
betingelserne for udbetaling af
skattefri rejsegodtgørelse var til
stede.
Lønmodtageren var skattepligtig
af hele den udbetalte
rejsegodtgørelse som følge af
arbejdsgiverens manglende
kontrol med udbetalingerne.
Lønmodtageren fik fradrag for de
udstationeringer, der efter en
29.02.2012
Side 43 af 56
konkret vurdering blev anset for
at opfylde rejsebegrebet.
C.A.7.2.9 Efterfølgende betaling af lønmodtagerens skat
SKAT kan tillade, at arbejdsgivere og hvervgivere efterfølgende kan indbetale 56 pct. af en udbetalt rejsegodtgørelse,
hvis godtgørelsen viser sig at være skattepligtig, fordi betingelserne i LL §9 A ikke er opfyldt. Se KSL §69 A og LL § 7 Ø.
Beløbet på 56 pct. svarer til den skat og det arbejdsmarkedsbidrag, som arbejdsgiveren eller hvervgiveren skulle have
indeholdt ved udbetalingen af godtgørelsen.
Hvis arbejdsgiveren eller hvervgiveren får tilladelse af SKAT til en efterfølgende betaling på 56 pct. af godtgørelserne,
og beløbet bliver indbetalt rettidigt, så bliver lønmodtageren eller hvervtageren behandlet, som om godtgørelserne ved
udbetalingen opfyldte betingelserne for skattefrihed.
Lønmodtageren eller hvervtageren er herefter hverken skattepligtig af de udbetalte godtgørelser eller af det beløb, som
arbejdsgiveren eller hvervgiveren efterfølgende, frivilligt har indbetalt til dækning af skatten og arbejdsmarkedsbidraget
af godtgørelserne, jf. LL § 7 Ø, stk. 1.
Arbejdsgiveren/hvervgiveren har ikke fradragsret for den frivillige betaling til dækning af den ansattes/hvervtagerens
skat og arbejdsmarkedsbidrag af de omhandlede godtgørelser.
Se nærmere om denne ordning i vejledningen: Indeholdelse af A-skat og AM-bidrag, afsnit B.1.7.1.1.
C.A.7.3 Fradrag for rejseudgifter
Indhold
Dette afsnit handler om fradrag for rejseudgifter
●
●
●
●
●
●
Generelt om fradrag for rejseudgifter (C.A.7.3.1)
Personer, som kan fratrække rejseudgifter efter LL §9 A (C.A.7.3.2)
Personer. som ikke (helt eller delvist) kan fratrække rejseudgifter efter LL §9 A (C.A.7.3.3)
Fradrag for rejseudgifter med standardsats (C.A.7.3.4)
Fradrag for dokumenterede rejseudgifter (C.A.7.3.5)
Fradrag efter SL § 6, litra a (C.A.7.3.6).
C.A.7.3.1 Generelt om fradrag for rejseudgifter
Indhold
Dette afsnit handler om nogle generelle forhold i forbindelse med fradrag for rejseudgifter
●
●
●
●
●
Regel
Udgifter godtgjort på anden vis
Fradragsbegrænsning til 50.000 kr. pr. indkomstår
Fradragsprincipper
Regel
Det fremgår af LL §9 A, stk. 7, at der er fradrag for rejseudgifter efter LL §9 A, stk. 1. Betingelserne for at være på
rejse skal derfor være opfyldt. Se afsnit C.A.7.1 om rejsebegrebet.
29.02.2012
Side 44 af 56
De øvrige betingelser, der fremgår nedenfor og af afsnit C.A.7.3.2, såsom at udgiften ikke må være godtgjort på anden
vis, at lønmodtageren skal tilhøre den personkreds, der kan foretage fradrag osv., skal også være opfyldt.
Lønmodtageren kan enten, uden dokumentation for rejseudgifterne, trække dem fra med standardsatser, eller trække de
faktiske dokumenterede rejseudgifter fra. Se afsnit C.A.7.3.4 om fradrag for rejseudgifter med standardsats og afsnit
C.A.7.3.5 om fradrag for dokumenterede rejseudgifter.
Hvis betingelserne for fradrag efter LL §9 Aikke er opfyldt, fx fordi der er tale om en éndagsrejse, er der eventuelt
mulighed for at trække udgifterne fra efter den generelle regel i SL § 6, litra a, om fradrag for driftsomkostninger. Se
afsnit C.A.7.3.6 om fradrag efter SL § 6, litra a.
Udgifter godtgjort på anden vis
En lønmodtager kan ikke trække dokumenterede eller udokumenterede rejseudgifter fra i det omfang, udgifterne er
dækket af en skattefri godtgørelse med standardsats. Se LL §9 A, stk. 7, 5. pkt. Rejseudgifterne kan heller ikke trækkes
fra i det omfang, de er dækket som udlæg efter regning eller ved fri kost og/eller logi.
I tilfælde, hvor arbejdsgiveren har dækket rejseudgifterne som udlæg efter regning, er der dog adgang til fradrag for
småfornødenheder med 25 pct. af standardsatsen for kost og småfornødenheder beregnet for den samlede rejse,
medmindre arbejdsgiveren har udbetalt en 25 pct. godtgørelse til dækning af rejseudgifter til småfornødenheder. Hvis
arbejdsgiveren kun delvist har udbetalt 25 pct. godtgørelsen, er der fradrag for differencen op til de 25 pct. Se LL §9 A,
stk. 7, 3. pkt. og afsnit C.A.7.3.4.1. om fradrag for kost og småfornødenheder med standardsats.
I tilfælde, hvor arbejdsgiveren har stillet fri kost til rådighed på rejsen (og ikke udbetaler skattefri godtgørelse) kan
lønmodtageren også fratrække 25 pct. af kostsatsen beregnet for den samlede rejse. Se LL §9 A, stk. 7. 1 pkt. samt LL
§9 A, stk. 3, 3. pkt.
En selvstændigt erhvervsdrivende kan ikke trække rejseudgifter fra med standardsatserne efter LL §9 A, stk. 8, når
udgifterne samtidigt helt eller delvist er fratrukket som dokumenterede driftsudgifter i den selvstændigt
erhvervsdrivendes virksomhed.
Forskere, som modtager tilskudsbevillinger, der er A-indkomst, kan ikke foretage fradrag i det omfang, udgifterne er
dækket af en skattefri del af tilskudsbevillingen. Se LL § 7 K, stk. 7.
Hvis arbejdsgiveren har udbetalt skattefri godtgørelse med et lavere beløb end ligningslovens eller Skatterådets
standardsatser i LL §9 A, kan lønmodtageren trække forskellen mellem det modtagne beløb og standardsatsen fra - det
såkaldte "differencefradrag". Se afsnit C.A.7.3.4.1 om fradrag for kost og småfornødenheder med standardsats.
Hvis rejseudgifterne til kost og småfornødenheder eller logi kun er dækket delvist som udlæg efter regning, fx kun
udgifter til ét eller flere måltider på rejsen eller kun en del af hotelregningen, kan lønmodtageren ikke få fradrag med
standardsatsen. I så fald er der kun fradrag for de dokumenterede rejseudgifter, der ikke er dækket som udlæg efter
regning.
Hvis lønmodtagerens rejseudgifter overstiger de modtagne skattefrie godtgørelser, kan lønmodtageren fratrække
forskellen mellem samtlige afholdte og dokumenterede udgifter og den modtagne godtgørelse.
Fradragsbegrænsning til 50.000 kr. pr. indkomstår
Fradrag for rejseudgifter kan ikke overstige et grundbeløb på 50.000 kr.(2010-niveau) i et indkomstår. I indkomstårene
2010 - 2013 bliver dette grundbeløb ikke reguleret. Fradragsbegrænsningen gælder både for fradrag med
standardsatserne og for fradrag med de dokumenterede, faktiske udgifter, jf. LL §9 A, stk. 7, 4. pkt.
En tilsvarende fradragsbegrænsning gælder også for fradrag for dobbelt husførelse efter SL § 6, litra a. Se
Ligningsvejledningen, Almindelig del, afsnit A.F.1.2.
Fradragsprincipper
Kostudgifter
29.02.2012
Side 45 af 56
Fradragsprincippet for alle kostudgifter på den enkelte rejse skal være det samme. Se LL §9 A, stk. 7, 1. pkt. og LL §9
A, stk. 8, 1 pkt.
Der er enten fradrag for udgifterne til kost og småfornødenheder på rejsen med standardsatserne for kost og
småfornødenheder efter LL §9 A, stk. 2, nr. 1 - 3, eventuelt reduceret med værdien af fri kost efter LL §9 A, stk. 3 eller
fradrag med de dokumenterede faktiske udgifter efter LL §9 A, stk. 7, 1. pkt.´
Turistchauffører og selvstændigt erhvervsdrivende kan dog ikke få 25 pct.-fradrag. Se LL §9 A, stk. 7, 3. pkt.
sammenholdt med stk. 4, og LL §9 A, stk. 8.
Bemærk
Turistchauffører ikke skal reducere fradrag med standardsatsen med værdien af fri kost, se LL §9 A, stk. 3, 2. pkt.
Logiudgifter
Der er fradrag for de enkelte rejsedøgns logiudgifter enten med standardsatsen for logi eller med de dokumenterede,
faktiske udgifter. Der kan derfor skiftes mellem fradrag med standardsats og fradrag med dokumenteret faktisk udgift fra
døgn til døgn på samme rejse.
Yderligere
kommentarer
Højesteretsdomme
SKM2009.333.HR
At lønmodtageren overnattede på de midlertidige
arbejdssteder i en skurvogn, der tilhørte H1, og
var indrettet som kontor, var ikke udtryk for, at
H1 havde stillet frit logi til rådighed for ham.
SKM2002.487.HR
En direktør og hovedanpartshaver havde ikke ført
sikkert bevis for, at han selv havde afholdt
udgifter til kost og logi under udenlandsophold,
eller at han havde refunderet selskabets udgift
hertil.
Det var betydelige uregelmæssigheder i selskabets
bogførings- og regnskabsforhold, som direktøren
var ansvarlig for.
TfS1998,117
En ansat ved Storebæltsbyggeriet var berettiget
til fradrag for logiudgifter med Ligningsrådets
satser ved overnatning i egen campingvogn på
arbejdsgivernes plads uden udgifter til pladsleje
eller lignende.
TfS1997,406
En musiker var berettiget til fradrag for udgifter til
kost og logi, i det omfang arbejdsgiveren ikke
havde sørget herfor.
C.A.7.3.2 Personer, som kan fratrække rejseudgifter efter LL § 9 A
Indhold
29.02.2012
Side 46 af 56
Dette afsnit handler om de personer som kan fradrage rejseudgifter efter LL §9 A.
●
●
●
Lønmodtagere
Bestyrelsesmedlemmer og forskere
Selvstændigt erhvervsdrivende.
Lønmodtagere
Lønmodtagere kan som hovedregel fradrage rejseudgifter, når betingelserne for at være på rejse er opfyldte. Der er dog
særlige grupper af lønmodtagere, som ikke kan anvende rejsereglerne, se afsnit C.A.7.3.3 om de særlige grupper af
lønmodtagere, som helt eller delvis er afskåret fra at fratrække rejseudgifter.
Se afsnit C.A.7.2.2 om lønmodtagerbegrebet.
Fradraget foretages i den skattepligtige indkomst. Fradraget efter LL § 9 A, er ikke begrænset af det grundbeløb på
5.500 kr. (2010-niveau), der er nævnt i LL § 9 A, stk. 1.
Bestyrelsesmedlemmer og forskere
Lønnede medlemmer af eller medhjælpere for bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd, og lignende. der modtager vederlag,
der er A-indkomst efter KSL § 43, stk. 2 litra a, kan få fradrag efter de samme principper og med de samme beløb, som
gælder for lønmodtagere. Se LL §9 A, stk. 9, 2. pkt.
Det samme gælder forskere, der modtager vederlag, der er A-indkomst, og som på grund af afstanden mellem bopæl og
det sted, hvor forskeren midlertidigt udfører et forskningsprojekt, ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige
bopæl. Se LL §§ 9, stk. 10.
Fradraget foretages i den skattepligtige indkomst
Selvstændigt erhvervsdrivende, der på grund af afstanden mellem bopæl og et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed
for at overnatte på deres sædvanlige bopæl, kan fratrække de dokumenterede, faktiske udgifter til kost,
småfornødenheder og/eller logi på rejsen.
Selvstændigt erhvervsdrivende kan i stedet vælge at fratrække udokumenterede rejseudgifter med de standardsatser,
der gælder for lønmodtagere i de samme erhverv og på de samme betingelser.
Selvstændigt erhvervsdrivende kan dog ikke tage 25 pct. fradrag for småfornødenheder efter LL §9 A, stk. 4. Se afsnit
C.A.7.3.3 om personer, som helt eller delvis er afskåret fra at fratrække rejseudgifter.
Selvstændigt erhvervsdrivendes kan fratrække rejseudgifterne i den personlige indkomst.
C.A.7.3.3 Personer. som ikke (helt eller delvist) kan fratrække rejseudgifter efter LL § 9 A
Indhold
Dette afsnit beskriver de personer, som helt eller delvist er afskåret fra at få fradrag for rejseudgifter efter LL §9 A.
●
●
●
●
●
Lønmodtagere
Bestyrelsesmedlemmer
Honorarmodtagere
Ingen fradrag efter LL §9 A.
29.02.2012
Side 47 af 56
Lønmodtagere
Lønmodtagere, som er omfattet af eller anvender særlige skatteordninger, kan ikke fratrække rejseudgifter efter
rejsereglerne. Se LL §9 A, stk. 11.
Det drejer sig om:
●
●
●
●
●
lønmodtagere, som kan tage fradrag efter SØBL § 3, jf. § 4, stk. 2,
lønmodtagere, som kan anvende reglerne i SØBL § 5, stk. 1, jf. stk. 4 (DIS-ordningen),
lønmodtagere, som får diverse tillæg og lignende ydelser, fordi de er udsendt af den danske stat, jf. LL § 7, nr. 15,
lønmodtagere, som får skattefri godtgørelser under deres uddannelse mv. efter reglerne i LL § 31, stk. 4, og
lønmodtagere, som er registrerede som erhvervsfiskere, og som har valgt at tage fradrag efter reglerne i LL §9 G
ved fangstture i det pågældende indkomstår.
De nævnte lønmodtagere kan heller ikke få udbetalt skattefri rejsegodtgørelse efter LL §9 A. Se afsnit C.A.7.2.3 om
personer, som ikke kan få skattefri rejsegodtgørelse.
Værnepligtige og frivilligt personel i uddannelsestiden kan ikke trække udgifter til kost, småfornødenheder og logi fra med
standardsatserne, men de kan fratrække dokumenterede rejseudgifter. Se LL §9 A, stk. 11, 3. pkt.
Værnepligtige er personer, der aftjener værnepligt, dvs. mænd der i forlængelse af mødet på ”Forsvarets Dag” (tidligere
”sessionen”) aftjener deres værnepligt, enten fordi de er udpeget hertil, eller fordi de har meldt sig frivilligt efter at have
trukket frinummer.
Frivilligt personel i den periode, der er fastsat som uddannelsestid, er:
a. Kvinder der ansættes som konstabelelever på værnepligtslignende vilkår med en særlig, tidsbegrænset (som
basisuddannelsestiden) overenskomstansættelseskontrakt. De gennemgår samme uddannelse som værnepligtige og
får samme løn og ydelser som dem.
b. Mænd der ansættes på almindelige overenskomstvilkår enten som konstabelelev eller konstabel, og som ikke har
aftjent deres værnepligt (endnu ikke indkaldt/trukket frinummer). De starter ansættelsen med frivilligt at aftjene
deres værnepligt, dvs. med basisuddannelsen. I denne tid har de samme løn og ydelser som værnepligtige.
c. Kvinder der ansættes på almindelige overenskomstvilkår enten som konstabelelev eller konstabel. Hvis de ikke
tidligere har gennemgået forsvarets basisuddannelse som under a), starter de normalt med denne uddannelse på
samme vilkår (løn mv.) som værnepligtige og kvindelige ansatte på værnepligtslignende vilkår, jf. under a.
Ulønnede medlemmer af eller medhjælpere for bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd og lignende kan ikke få fradrag
efter LL §9 A.
Lønnede medlemmer af eller medhjælpere for bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd, og lignende, der modtager vederlag,
der er A-indkomst efter KSL § 43, stk. 2 litra a, kan få fradrag efter de samme principper og med de samme beløb, som
gælder for lønmodtagere. De kan derfor fratrække rejseudgifter med de satser og på de betingelser, der gælder for
lønmodtagere med samme hverv.
Honorarmodtagere
Personer, som får honorarer (honorarmodtagere), der er B-indkomst, er ikke omfattet af LL §9 Aog kan derfor ikke få
fradrag efter denne regel. Honorarmodtagere kan i stedet trække deres dokumenterede, faktiske udgifter på
erhvervsmæssige rejser fra efter SL § 6.
Selvstændigt erhvervsdrivende kan ikke tage 25 pct. fradrag for småfornødenheder. Se LL §9 A, stk. 8, der alene
henviser til LL §9 A, stk. 2 og 3. Selvstændigt erhvervsdrivende er i øvrigt underlagt samme principper og satser for
fradrag, som gælder for lønmodtagere. Selvstændigt erhvervsdrivende kan derfor fratrække rejseudgifter med de satser
og på de betingelser, der gælder for lønmodtagere med det samme hverv.
29.02.2012
Side 48 af 56
En selvstændigt erhvervsdrivende, der driver vognmandsvirksomhed og selv kører som langturschauffør, kan derfor
eksempelvis ikke fratrække logiudgifter med standardsats. Se LL §9 A, stk. 8 og LL §9 A, stk., 2, nr. 4.
Intet fradrag efter LL §9 A
En række lønmodtagere, som ikke kan få skattefri godtgørelse til logi, jf. LL §9 A, stk. 2, nr. 4, kan heller ikke få fradrag
for logi med standardsatsen, men de kan trække deres dokumenterede udgifter fra.
Det drejer sig om ansatte/personer, som:
●
●
●
●
i deres hverv medvirker til transport af varer eller personer
gør tjeneste om bord på skibe (herunder fiskerfartøjer)
arbejder på luftfartøjer
arbejder på fartøjer og i installationer, der anvendes i tilknytning til efterforskning og udnyttelse af
naturforekomster.
Se afsnit C.A.7.2.5.2 om denne persongruppe.
Bemærk
Turistchauffører kan fratrække kostudgifter med standardsatserne i LL §9 A, stk. 2, nr. 2 og 3, men kan ikke få fradrag
for småfornødenheder med 25 pct. af kostsatserne efter LL §9 A, stk. 4.
C.A.7.3.4 Fradrag for rejseudgifter med standardsats
Indhold
Dette afsnit handler om fradrag for udgifter til kost og logi med standardsats.
●
●
Fradrag for udgifter til kost og småfornødenheder med standardsats (C.A.7.3.4.1)
Fradrag for udgifter til logi med standardsats (C.A.7.3.4.2).
C.A.7.3.4.1 Fradrag for udgifter til kost og småfornødenheder med standardsats
Indhold
Dette afsnit handler om fradrag med standardsatsen for kost og småfornødenheder.
●
●
●
●
●
●
●
●
●
●
Regel
Satsen for lønmodtagere, undtagen turistchauffører
Differencefradrag
Godtgørelse af småfornødenheder (25 pct-regel)
12 måneders begrænsningen
Regel
Lønmodtagere kan i stedet for at fratrække de faktisk dokumenterede rejseudgifter til kost og småfornødenheder vælge
at fratrække rejseudgifter til kost og småfornødenheder med en standardsats uden dokumentation for rejseudgifterne.
Standardsatsen for kost og småfornødenheder er fastsat i ligningsloven eller i visse tilfælde af Skatterådet.
29.02.2012
Side 49 af 56
Standardsatsen dækker lønmodtagerens udokumenterede udgifter til måltider, småfornødenheder og lokaltransport, fx
bagageopbevaring, en avis, en kop kaffe, et mellemmåltid, udgifter til bus mellem logiet og en restaurant, hvor
lønmodtageren spiser aftensmad. En kop kaffe og et stykke chokolade, der nydes i forbindelse med et måltid, anses i
den forbindelse som en del af selve måltidet.
Standardsatsen dækker derimod ikke udgifter til transport mellem den sædvanlige bopæl eller det faste arbejdssted og
det midlertidige arbejdssted med fx fly eller tog.
Standardsatsen for kost og småfornødenheder er fastsat som et grundbeløb pr. døgn. Se LL §9 A, stk. 2, nr. 1. Satsen
bliver reguleret årligt. Se PSL § 20 og LL §9 A, stk. 12. I perioden frem til og med 2013 bliver satsen dog ikke reguleret.
Se PSL § 20, stk. 3.
For turistchauffører er der fastsat en særlig sats. Se LL §9 A, stk. 2, nr. 2 og 3. Den særlige sats er ikke et grundbeløb
og bliver derfor ikke reguleret. Satsen bliver til gengæld ikke reduceret hvis turistchauffører modtager fri kost på rejsen.
Det fremgår af LL §9 A, stk. 3, 2. pkt. modsætningsvist.
Skatterådet kan forhøje kostsatsen for lønmodtagere, undtagen turistchauffører, med et grundbeløb på 142 kr. (20112013 niveau) pr. døgn for lande, hvor leveomkostningerne er væsentligt højere end i Danmark. Se LL §9 A, stk. 2, nr. 1,
2. pkt. Også dette grundbeløb bliver reguleret efter PSL § 20. Skatterådet har ikke fastsat en forhøjet kostsats for
nogen lande i 2012.
Satsen for lønmodtagere, undtagen turistchauffører
Ved rejse med overnatning i Danmark eller i udlandet er standardsatsen for lønmodtagere - med undtagelse af
turistchauffører:
●
455 kr. pr. døgn (2011-2013-niveau).
Det er en betingelse for fradrag, at en rejse har varet i mindst 24 timer. Se afsnit C.A.7.1.5 om betingelse om
overnatning og varighed. Herefter kan lønmodtagerne få fradrag med 1/24 af døgnsatsen for tilsluttende rejsetimer.
Hvis det efter en konkret vurdering er naturligt, at lønmodtageren rejser aftenen forinden for at kunne være på det
midlertidige arbejdssted ved arbejdstids start tidligt næste morgen, kan der beregnes fradrag fra afrejsetidspunktet
aftenen før. Se SKM2005.297.LSR.
Ved rejse med overnatning er standardsatsen for turistchauffører:
●
●
75 kr. pr. døgn ved rejse i Danmark
150 kr. pr. døgn i udlandet.
Det er en betingelse, at en rejse har varet i mindst 24 timer. Se afsnit C.A.7.1.5 om betingelse om overnatning og
varighed. Herefter kan turistchaufføren få fradrag med 1/24 af døgnsatsen for tilsluttende rejsetimer.
Differencefradrag
Hvis arbejdsgiveren har udbetalt skattefri godtgørelse med et lavere beløb end standardsatsen, kan lønmodtageren få
fradrag med forskellen mellem det modtagne beløb og standardsatsen - det såkaldte "differencefradrag".
Hvis rejseudgifterne til kost og småfornødenheder kun er dækket delvist som udlæg efter regning, fx kun udgifter til ét
eller flere måltider på rejsen, kan lønmodtagerne ikke få fradrag med standardsatsen. I så fald er der kun fradrag for de
dokumenterede rejseudgifter, der ikke er dækket som udlæg efter regning. Se afsnit C.A.7.3.1 om fradragsprincipper.
29.02.2012
Side 50 af 56
Hvis lønmodtageren får stillet ét eller flere af døgnets hovedmåltider til rådighed, er der tale om fri kost. Får en
lønmodtager fri kost på rejsen, skal standardsatsen for kost og småfornødenheder reduceres med 15 pct., 30 pct. og 30
pct. for henholdsvis fri morgenmad, fri frokost og fri aftensmad. Se LL §9 A, stk. 3.
Selv om standardsatsen til kost og småfornødenheder skal reduceres med værdien af fri kost på rejsen, kan
lønmodtageren dog altid fratrække et beløb på indtil 25 pct. af kostsatsen beregnet for den samlede rejse. Se LL §9 A,
stk. 3, 3. pkt.
Hvis fx en lønmodtager i 2011 har været på en rejse i Danmark i 26 timer og på denne rejse har fået to gange frokost
samt én gang morgenmad og én gang aftensmad, kan lønmodtageren fratrække 25 pct. af 493 kr. (regnet ud som 26/24
af 455 kr.).
Den særlige kostsats for turistchauffører i LL §9 A, stk. 2, nr. 2 og 3, skal ikke reduceres med værdien af fri kost på
rejsen. Det fremgår af LL §9 A, stk. 3, 2. pkt.
Hvis logiudgiften er inklusiv morgenmad, og arbejdsgiveren har dækket logiudgiften som udlæg efter regning, skal
standardsatsen til kost og småfornødenheder reduceres med 15 pct. for fri morgenmad. Se LL §9 A, stk. 3, 2. pkt.
Lønmodtageren kan dermed godt få fradrag med standardsatsen for kost og småfornødenheder, men standardsatsen
skal blot reduceres med den fri morgenmad. Se afsnit C.A.7.3.1 om fradragsprincipper.
Der skal dog ikke ske reduktion, hvis lønmodtageren af erhvervsmæssige årsager har været forhindret i at indtage
morgenmaden. Se TfS.1997.659.
Hvis lønmodtageren får stillet fri kost til rådighed af en anden end arbejdsgiveren i forbindelse med arbejde, som
lønmodtageren udfører i arbejdsgiverens tjeneste, skal standardsatsen også reduceres med den fri kost. Se TfS.1996,
697.
Godtgørelse af småfornødenheder
Hvis en lønmodtager eller et lønnet bestyrelsesmedlem og lignende, der modtager vederlag, der er A-indkomst efter KSL
§ 43, stk. 2, litra a, får dækket rejseudgifter til kost mv. som udlæg efter regning, og ikke herudover får udbetalt en 25
pct. godtgørelse til dækning af udokumenterede udgifter til småfornødenheder, jf. LL §9 A, stk. 4, eller kun får udbetalt
en delvis 25 pct. godtgørelse, så kan lønmodtageren eller det lønnede bestyrelsesmedlem fratrække 25 pct. af den
aktuelle kostsats beregnet for hele rejsen eller differencen op til fuld 25 pct. godtgørelse, jf. LL §9 A, stk. 7, 3. pkt., og
stk. 9, 2. pkt.
En lønmodtager eller et lønnet bestyrelsesmedlem og lignende, som alene har modtaget fri kost på rejsen og ingen
skattefri godtgørelse på 25 pct., kan også få fradrag med 25 pct. af den aktuelle kostsats beregnet for hele rejsen, jf.
LL §9 A, stk. 3, 3. pkt., sammenholdt med stk. 7, 1. pkt., og stk. 9, 2. pkt.
12 måneders begrænsningen
Der er kun fradrag med standardsatsen for kost og småfornødenheder i de første 12 måneder på et midlertidigt
arbejdssted. Se LL §§ 9A, stk. 5 og 6. Se afsnit C.A.7.2.5.1om 12 måneders reglen.
Yderligere
kommentarer
SKM2005.297.LSR
29.02.2012
En lønmodtager fik på baggrund af en
konkret vurdering beregnet fradrag for
rejseudgifter fra afrejsetidspunktet
Side 51 af 56
søndag aften og ikke først fra mandag
morgen.
TfS1997.659
Landskatteretten konstaterede, at der
ikke skulle reduceres i satserne, når
lønmodtageren var forhindret i at indtage
morgenmad det sted, hvor han havde
overnattet, når det var begrundet i
erhvervsmæssige årsager
Afgørelsen vedrørte
tidligere gældende regler.
Men er tilsvarende
anvendelig på de
nugældende regler.
I den konkrete sag var det dog ikke
godtgjort, at det var af erhvervsmæssige
årsager, at lønmodtageren havde været
forhindret i at indtage morgenmad, hvorfor
der skulle ske reduktion med 15 pct. på
grund af fri morgenmad
TfS1996.697
En lønmodtager var ansat i et
isoleringsfirma og udførte arbejde om bord
på skibe.
Et skibs korresponderende reder havde
stillet fri kost og logi til rådighed under
arbejdets udførelse. Det blev sidestillet
med, at arbejdsgiveren havde stillet fri
kost og logi til rådighed.
tidligere gældende regler.
Men er tilsvarende
anvendelig på de
nugældende regler.
C.A.7.3.4.2 Fradrag for udgifter til logi med standardsats
Indhold
Dette afsnit handler om fradrag for udgifter til logi med standardsats.
●
●
●
●
Regel
Differencefradrag
Ingen afskrivning på driftsmidler mv.
Regel
Lønmodtagere kan i stedet for at få fradrag for de faktisk dokumenterede rejseudgifter til logi vælge at fratrække
rejseudgifter til logi med en standardsats uden dokumentation for rejseudgifterne.
Standardsatsen for logi dækker lønmodtagerens udgifter til overnatning på en erhvervsmæssig rejse. Der kan fx være
tale om udgifter til overnatning på hotel eller pensionat, i campingvogn og lignende eller ved privat indlogering hos
familie eller venner.
Standardsatsen for logi er fastsat i ligningsloven.
Standardsatsen for logi er fastsat som et grundbeløb pr. døgn. Se LL §9 A, stk. 2, nr. 1. Satsen bliver reguleret årligt.
Se PSL § 20 og LL §9 A, stk. 12. I perioden frem til og med 2013 bliver satsen dog ikke reguleret. Se PSL § 20, stk. 3.
Der er kun fradrag med logisatsen pr. fulde døgn med overnatning, jf. LL §9 A, stk. 3, 1. pkt.
Ved rejse med overnatning er standardsatsen:
29.02.2012
Side 52 af 56
●
195 kr. pr. døgn (2011-2013-niveau).
Bemærk
12 måneders reglen, som er omtalt i afsnit C.A.7.2.5.1 omfatter ikke fradrag med logisatsen.
Differencefradrag
Hvis arbejdsgiveren har udbetalt skattefri godtgørelse for logi med et lavere beløb end ligningslovens standardsats, kan
lønmodtageren få fradrag med forskellen mellem det modtagne beløb og standardsatsen - det såkaldte
"differencefradrag".
Hvis rejseudgifterne til logi kun er dækket delvist som udlæg efter regning, fx kun en del af udgiften til hotel, kan
lønmodtageren ikke få fradrag med standardsatsen. Derimod kan lønmodtagerne få fradrag for den del af den
dokumenterede udgift til logi, der ikke er dækket som udlæg efter regning. Se afsnit C.A.7.3.1 om udgifter godtgjort på
anden vis.
Ingen afskrivning på driftsmidler mv.
Fradrag med logisatsen medfører, at der ikke samtidig kan afskrives på driftsmidler mv., der anvendes ved overnatning
på rejse, fx en campingvogn. Se LL §9 A, stk. 7, 6. pkt., stk. 8 og stk. 9, 2. pkt.
C.A.7.3.5 Fradrag for dokumenterede rejseudgifter
Indhold
Dette afsnit handler om fradrag med faktisk dokumenterede rejseudgifter.
●
●
Regel
Regel
Lønmodtagere kan i stedet for at få fradrag for udokumenterede rejseudgifter til kost, småfornødenheder og logi med
standardsatserne vælge at fratrække de faktisk dokumenterede rejseudgifter til kost, småfornødenheder og logi, som
lønmodtageren har afholdt, fx udgifter til hotelovernatning, måltider mv.
Udgifterne skal ikke reduceres med sparet hjemmeforbrug. Se LL §9 A, stk. 7, 2. pkt., stk. 9, 2. pkt., og stk. 10.
En lønmodtager, der overnatter på rejsen fx i sin egen campingvogn og derfor ikke kan vise dokumentation for
logiudgiften, kan afskrive efter afskrivningslovens regler på campingvogn eller andre driftsmidler, der er anvendt til logi,
jf. LL §9 A, stk. 7, 6. pkt., modsætningsvist. Se om skattemæssige afskrivninger Ligningsvejledningen, Erhvervsdrivende,
afsnit E.C.2.
Det er lønmodtageren, der skal dokumentere de rejseudgifter, der er afholdt. Se SKM2002.487.HR.
Hvis den skattefri rejsegodtgørelse, som arbejdsgiveren udbetaler med standardsatserne, er mindre end de
dokumenterede afholdte rejseudgifter, kan lønmodtageren fratrække differencen mellem samtlige, afholdte og
dokumenterede rejseudgifter og den modtagne skattefrie rejsegodtgørelse, hvad enten den er udbetalt med de fulde
satser eller med lavere beløb.
Hvis arbejdsgiveren kun dækker en del af rejseudgifterne som udlæg efter regning, fx kun ét ud af flere måltider, kan
lønmodtageren fratrække de øvrige dokumenterede rejseudgifter, der ikke er dækket efter regning.
Hvis kun en del af rejseudgifterne til kost og småfornødenheder er dækket som udlæg efter regning, fx ét af flere
måltider, og der er udbetalt en skattefri godtgørelse på indtil 25 pct. af kostsatsen, kan lønmodtageren fratrække de
29.02.2012
Side 53 af 56
dokumenterede udgifter, som ikke er dækket efter regning. Fradraget kan dog ikke overstige differencen mellem
samtlige, afholdte og dokumenterede rejseudgifter og det refunderede beløb plus 25 pct. godtgørelsen.
Yderligere
kommentarer
Højesteretsdomme
SKM2002.487.HR
En direktør og hovedanpartshaver havde ikke ført
sikkert bevis for, at han selv havde afholdt
udgifter til kost og logi under udenlandsophold,
eller at han havde refunderet selskabets udgift
hertil.
Det var betydelige uregelmæssigheder i selskabets
bogførings- og regnskabsforhold, som direktøren
var ansvarlig for.
C.A.7.3.6 Fradrag efter SL § 6, litra a
Indhold
Dette afsnit handler om fradrag for rejseudgifter efter SL § 6, litra a.
●
●
●
●
●
●
●
Generelt
Driftsomkostningsbegrebet
Personkredsen
Fradrag for logiudgifter eller afskrivning på driftsmidler anvendt til logi
Fradragsbegrænsning
Fradragsværdien
Generelt
Hvis betingelserne for fradrag for arbejdsrelaterede udgifter til kost, småfornødenheder og logi ikke er opfyldt efter
andre regler i skattelovgivningen, som fx LL §9 A, stk. 7 - 12, om fradrag for rejseudgifter, eller efter Ligningsrådets
særlige anvisning om fradrag for udgifter til dobbelt husførelse, er der eventuelt mulighed for at fratrække de nævnte
udgifter ved indkomstopgørelsen efter den generelle regel om fradrag for driftsomkostninger i SL § 6, litra a.
Fradrag efter SL § 6, litra a, forudsætter, at der er tale om nødvendige, aktuelle, erhvervsmæssige udgifter, dvs.
driftsomkostninger. Se Ligningsvejledningen, Erhvervsdrivende, afsnit E.A.2.1. Det er også en forudsætning for fradrag
efter SL § 6, litra a, at der er dokumentation for størrelsen af de nævnte driftsomkostninger.
Driftsomkostningsbegrebet
Driftsomkostninger er defineret i SL § 6, litra a, som de udgifter, der i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og
vedligeholde indkomsten, herunder ordinære afskrivninger.
Fradrag efter SL § 6, litra a, forudsætter ikke, at udgifterne (driftsomkostningerne) skal være afholdt på en rejse, der
opfylder betingelserne i LL §9 A, sådan som det er tilfældet for at kunne få fradrag for rejseudgifter efter LL §9 A, stk. 7
- 10. Se om rejsebegrebet i LL §9 A, stk. 1 afsnit C.A.7.1.
29.02.2012
Side 54 af 56
Driftsomkostningsbegrebet i SL § 6, litra a, forudsætter imidlertid, at der er tale om merudgifter i forhold til sædvanlige
privatforbrugsudgifter, dvs. udgifter til fx kost, småfornødenheder og logi. Se Ligningsvejledningen, Erhvervsdrivende,
afsnit E.A.2.1. Derfor skal de dokumenterede, faktiske udgifter reduceres med den skønnede værdi af personens
sparede hjemmeforbrug.
Om hvorvidt og i hvilket omfang en persons dokumenterede udgifter til kost, småfornødenheder og logi på en rejse er
fradragsberettigede merudgifter, afgøres ved en konkret, ligningsmæssig vurdering.
Personkredsen
Visse persongrupper kan fratrække dokumenterede, erhvervsmæssige merudgifter til kost, småfornødenheder og logi ved
indkomstopgørelsen efter SL § 6, litra a, medmindre de kan fratrække udgifterne efter andre bestemmelser, herunder
reglerne i LL §9 A, stk. 7 - 10.
Det drejer sig om:
●
●
●
●
●
Lønmodtagere
Lønnede medlemmer af eller medhjælpere for bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd og lignende (Aindkomstmodtagere)
Forskere, som modtager tilskudsbevillinger, der er A-indkomst
Honorarmodtagere (B-indkomstmodtagere)
Selvstændigt erhvervsdrivende.
Bemærk
Personer, som får honorarer (honorarmodtagere), der er B-indkomst, er ikke omfattet af LL §9 A og derfor ikke kan få
fradrag efter denne regel, men kun efter SL § 6, litra a.
Se om selvstændigt erhvervsdrivendes fradrag efter SL § 6, litra a, for udgifter til rejser i udlandet, Ligningsvejledningen,
Erhvervsdrivende, afsnit E.B.3.2.1.
Fradrag for logiudgifter eller afskrivning på driftsmidler anvendt til logi
Hvis en person overnatter på rejsen i sin egen campingvogn eller lignende kan han eller hun i stedet for at fratrække
disse udgifter med standardsatsen for logi foretage skattemæssige afskrivninger efter afskrivningslovens regler på
campingvogn eller andre driftsmidler, der bliver anvendt i forbindelse med logiet. Se i LV Erhvervsdrivende, afsnit E.C.2
om skattemæssige afskrivninger.
Fradragsbegrænsning
Begrænsningen af lønmodtageres fradrag med 5.500 kr. (2011-2013 niveau) ved opgørelsen af den skattepligtige
indkomst efter LL § 9, stk. 1, gælder også ved lønmodtageres fradrag for dokumenterede erhvervsmæssige merudgifter
til kost mv. og logi efter den generelle regel om fradrag for driftsomkostninger i SL § 6, litra a.
Derimod gælder den særlige fradragsbegrænsning på 50.000 kr. i grundbeløb (2010-niveau) efter LL §9 A, stk. 7 ikke for
fradrag for dokumenterede erhvervsmæssige merudgifter til kost mv. og logi efter SL § 6, litra a, rejseudgifter. Derimod
gælder fradragsbegrænsningen på 50.000 kr. (2010-niveau) for det specielle fradrag for dobbelt husførelse efter SL § 6.
litra a.
Fradragsværdi
Honorarmodtagere kan efter praksis trække de dokumenterede merudgifter fra i den personlige indkomst.
Selvstændigt erhvervsdrivende kan også trække sådanne udgifter fra i den personlige indkomst, jf. PSL § 3, stk. 2, nr. 1
og 11.
Lønmodtagere mv. kan alene trække sådanne udgifter fra i den skattepligtige indkomst.
29.02.2012
Side 55 af 56
Yderligere
kommentarer
Landsretsdomme
SKM2002.669.VLR
To kurser var ikke udelukkende ajourførende
efteruddannelse af den hidtidige uddannelse
som folkeskolelærer. Betingelserne for fradrag
efter SL § 6, litra a var derfor ikke opfyldt.
SKM2001.562.ØLR
Der er kun adgang til fradrag for udgifter, der
har en nødvendig forbindelse med den
pågældendes arbejde, ligesom arbejdet skal
udføres under sådanne vilkår, at merudgifter er
en nødvendig følge heraf.
andre udgifter end
rejseudgifter, men
illustrerer
rækkevidden af SL
§ 6 litra a
Det var ikke tilfældet i den konkrete sag.
Skatteyderen var derfor ikke berettiget til
fradrag for rejseudgifter til logi, kost mv.
SKM2006.161.LSR
Uanset ansættelsesforholdet ved en svensk
virksomhed nødvendiggjorde
overnatningsmulighed i Sverige, og medførte en
ikke nærmere dokumenteret ekstraudgift for
skatteyder, var der ikke hjemmel til fradrag for
disse udgifter i SL § 6, stk. 1, litra a, eller i
skattelovgivningen i øvrigt, da
fradragsmuligheden for logi- og
forplejningsudgifter er begrænset til
ansættelsesforhold på midlertidige
arbejdspladser. Arbejdsstedet i Sverige var ikke
et midlertidigt arbejdssted.
SKM2006.109.LSR
Der var ikke fradrag for ekstra udgifter til logi i
forbindelse med fastansættelse.
Opretholdelsen af to boliger blev anset for en
privat disposition, hvorfor udgiften var
indkomstopgørelsen uvedkommende, jf. SL § 6,
litra a.
29.02.2012
Side 56 af 56

CA7 Rejseudgifter Indhold

Transcription

Similar documents

Spil til fællessang

Præsentation ledelsesteam vest.pdf

Hestemanager - Jordbrugets Uddannelser

Anmeldelse af Primadonnaledelse i Jyllandsposten

sponsor-dokument - Brøndby Strand IK

Vejledning om LG´s dækning ved konkurs, ophør eller død

blanket EØS 4.0 (pdf) (nyt vindue)

Hvordan påvirker de nye regler min tjenstemandspension?

Vejledning til årsopgørelsen 2010

Supplerende arbejdsmiljøuddannelser vedrørende støj og vibrationer