Steen Steensen Blicher - Hanne og Fredes hjemmeside

Transcription

Steen
Steensen
Blicher
– hvordan var han egentlig?
Frede Lauritsen
SIDE 2
Indholdsfortegnelse:
Side 1
Side 2
Side 3-4
Side 5-29
Side 30-36
Side 37-107
Side 108-109
Titelblad
Indholdsfortegnelse og kort
Niels Blicher - hvordan var han egentlig?
Steen Steensen Blicher - hvordan var han egentlig?
Resume af udvalgte blichernoveller
Udpluk af – MINE TIDSBILLEDER –
primært fra 1700 - 1800-tallet - opført kronologisk
Tidligere udgivelser
Steen Steensen Blicher – hvordan var han egentlig?
SIDE 3
Litografiet på forsiden af Steen Steensen Blicher er skabt af Emilius Bærentzen
(1799-1868) og udført på baggrund af en blyantstegning af Jens Christian Bøgh i
1840. Dette portræt menes at være det mest vellignende portræt af Blicher
Niels Blicher - hvordan var han egentlig?
En fortælling om Steen Steensen Blicher bør helt naturligt begynde med faren, for de to var
uadskillelige og så nært knyttet til hinanden, at alt andet ville være uforsvarligt.
Faren Niels Blicher var landbrugskonsulent, opfinder, forfatter, læge, præst og topograf, dvs. han
beskrev den lokale geografi, og så var han velgører. Niels Blicher er født i 1748, som den ældste i
en børneflok på ni, af præsteparret i Starup Pouline Gantzel og Jens Nielsen Blicher.
Gennem sin mor Pouline kan slægten føres 350 år
tilbage i tiden til Martin Luthers kødelige morbror.
Familien var landsbypræster i femte led. Det var
dengang svært at få et præstekald, så Niels Blicher
blev først huslærer hos kammerherre Lüttichau på
herregården Tjele i årene 1773-79.
Men så lykkedes det endeligt, i 1779 fik han et
præstekald i Vium og Lysgård pastorat S for Viborg,
fordi etatsråd Steen de Steensen på herregården
Aunsbjerg i Sjørslev Sogn anbefalede ham.
Med til historien hører, at af det lille præstekalds 464
Aunsbjerg trefløjet herregård fra 1500-tallet
indbyggere var der kun 16, der både kunne læse og skrive og yderligere 5 personer, der kun kunne
læse. Der var altså kun 4½% af befolkningen, der hørte til blandt de ”lærde,” som dengang var
betegnelsen for dem, der kunne læse.
Måske havde Steen de Steensen, herremanden på Aunsbjerg,
lumske bagtanker, i hvert fald sad han med ansvaret for sin
moderløse søsterdatter, som det var på tide at få afsat. Hvis så
var, lykkedes listen til fulde. Niels Blicher blev 24. juli 1780
gift med søsterdatteren Kristine Marie Curtz.
I 1795 fik Niels Blicher et bedre lønnet kald, idet han blev
udnævnt til sognepræst i Randlev og Bjerager S for Odder.
Han holdt afskedsprædiken i kirkerne i Vium og Lysgård 3.
jan. 1796.
Samme år udgav Niels Blicher som forfatter sit
hovedværk: ”Topographie over Vium
Præstekald,” et værk blandet af egnens geografi,
stenarter, plante- og dyreliv, fordomme, overtro
og dialekt. Han var den første dansker, der fik
noget trykt på jysk. Bogen giver et indgående
kendskab til den tids bondesamfund og
hedelandskab. Den rummer også forslag til
forbedringer af undervisning samt læge- og
fødselshjælp. Et dristigt værk i en tid hvor folk
blev brændt på bålet for det mindste hekseri.
SIDE 4
På et enkelt område synes Niels Blicher at være kommet på ”udebane,” nemlig når det gælder
faunaen. Han er ellers blevet betegnet som en god jæger og kyndig med hensyn til dyreverdenen,
men - her hopper kæden fuldstændig af. Om vildanden skriver han:
”Til Rede udsøger Vildanden sig forskjællige, ofte ret besynderlige
Steder, snart et grønt Kjær i Skoven, snart midt ude i en Mose snart
under en Lyngtop eller en Enebærbusk i Heeden. Bliver den dær
foruroliget, så udser den sig et andet Sted i Nærheden, hvorhen den
gående flytter sine Æg, og tager to på Gangen, et under hver Vinge.
Men dersom den taber et undervejs, bliver det liggende.”
Her har Niels Blicher bestemt bevæget sig over i fantasiens verden. I den ellers så gode anmeldelse
af bogen læses der:
”Sognenes Naturhistorie burde hr. Forfatteren ej have befattet sig med.”
Jeg kan kun være enig. I 1800 udgav Niels Blicher en lille bog: ”Om overtro” i anledning af
lynchning af en gammel kone, der var udpeget som heks.
Niels Blicher var en gudbenådet fortæller, og han var den sidste i Danmark der skrev digte på latin.
Landsbypræsterne skulle dengang i 1700-tallet lære kemi, fysik og landøkonomi, for præsten skulle
ikke kun være præst, han skulle også virke som landbrugskonsulent i sit pastorat. Niels Blichers
forsøg som konsulent var velment og kreativt, men praktisk var han bestemt ikke. Fx solgte han
egetræernes bark til et garveri med det resultat, at egetræerne naturligvis gik ud. En nabo anbefalede
ham, med slet skjult ironi: “Sælg huderne af dine kreaturer det kan de sikkert ikke tage skade af.”
Niels Blicher eksperimenterede med kartoffelavl og seletøj til trækstude. Sygdomsbekæmpelse af
kopper var Niels Blichers største bedrift. I årene 1790-1820 vaccinerede han over 5.000 af
bøndernes børn mod kopper, hver enkelt af dem fik en attest. Alt sammen var uden betaling,
udgifterne til vaccinen gik af Niels Blichers egne lommer. Niels Blicher var en elskelig, livlig,
energisk og meget engageret person i det lokale samfund. Men han havde ingen fornemmelse for
økonomi og var derfor dybt forgældet, ikke mindst grundet hans omfattende velgørenhed.
I 1786 fik Niels Blicher tildelt Det kgl. Danske Landhusholdningsselskabs sølvmedalje, men i et
brev til selskabet bad han om at måtte få selve
medaljens værdi udbetalt i rigsdaler. Et klart bevis på,
at han havde økonomiske problemer, for det har
sikkert været et svært ønske for en meget ærekær
mand.
I årene 1811-17 drev Niels Blicher Randlev Privat
Seminarium. Også her var udgifterne betalt af hans
egne lommer, for opholdet var gratis for
seminaristerne.
Niels Blichers kone Kristine Marie Curtz døde i 1820
efter mange års tungsind. Det var til stor lettelse for
hele familien.
I en alder af 91 år og næsten blind døde Niels Blicher
10. marts 1839 i Spentrup Præstegård. Hans sidste ord
til sin søn var: ”Nu vil jeg sige farvel og så tak.”
SIDE 5
Steen Steensen Blicher - hvordan var han egentlig?
Den 11. okt. 1782 blev der født en lille dreng i Vium Præstegård. Med ham var denne jyske
præsteslægt nået til sit sjette led. Drengen var egentlig dødfødt, men ved hjælp af varme mælkebade
blev han igen kaldt til live og straks hjemmedøbt med navnet Steen Steensen Blicher til ære for
herremanden på Aunsbjerg, der havde anbefalet faren til præstekaldet i Vium og Lysgård.
Dengang var det helt almindeligt, at mange børn var svage og syge ved fødslen, lægevidenskaben
var på et beskedent niveau, så hvis man frygtede, at barnet ikke ville overleve, blev det
hjemmedøbt.
En måned efter, 11. nov. 1782, blev drengen fremstillet i kirken af kammerherreinde de
Schinkel til Hald. Ifølge Vium Kirkebog fik den lille Steen samfundets øverste som faddere
Frederich de Schinkel til Hald, von Waldow, Viborg, etatsråd de Steensen og fru de Schinkel til
Aunsbjerg. Den lille svækling voksede sig stærk og sund. Senere syntes han, at han havde haft en
pragtfuld barndom.
I de første år af Steens liv havde han en god og kærlig mor. Hun havde travlt i præstegården, og
derudover pyntede hun brudene, før deres bryllup i kirken. Da Steen var fem år, fik han en lillebror,
Jens, senere fødte moren to andre børn, men de døde som børn. Så Steen var i virkeligheden næsten
som et enebarn. Som årene gik, tiltog morens depressive sygdom, hun blev tungsindig, isolerede
sig, og det udviklede sig til anfald, som gjorde Steen bange. Så Steen kom aldrig rigtig tæt på
moren. Måske var børnenes død medvirkende til morens tungsind, selv om børnedødelighed
dengang var meget hyppige.
Af og til tog faren Steen med på lange vandreture på heden, hvor han som præst besøgte
sognebørnene, hvoraf mange boede ensomt langt ude på heden. På disse ture fortalte faren
sin søn om landskabet, naturen og de mennesker, der boede derude.
Steen var livet igennem stærkt knyttet til sin far og meget påvirket af ham. Men det var en
påvirkning, der ikke kun blev til glæde og lykke for ham senere i hans liv, for Niels Blicher havde
sine bestemte og ubøjelige meninger om livets mange forhold. Han gik ikke ind i diskussioner, for
hans ord var lov. Sagt på godt jysk, han var en stædig rad. Denne stædighed smittede meget af på
Steen, og kom til at betyde rigtig meget for ham i hans voksne liv, hvor det skaffede ham mange
problemer og uvenner.
Kun sjældent har Steen omtalt sin mor. Heller ikke i historien er der skrevet meget om hende, men
det var bestemt heller ikke et normalt hjem, til dels fordi hun var syg i sindet. Når stemningen i
præstegården blev for trykket på grund af morens anfald og syge sind, valgte faren at sende Steen
"på ferie" til Aunsbjerg, for det var ikke sundt for drengen at se sin mors anfald.
Den godmodige herremand etatsråd Steen Steensen og hans skrappe kone tog gerne imod Steen.
Her blev han nærmest behandlet som et stykke legetøj. Når der kom gæster i det fine hjem, blev
Steen klædt ud som en anden dukke i rød silkefrakke, gule fløjlsbukser og piskeparyk. Af tante
Steensen fik han streng ordre på at bukke dybt for gæsterne og ellers sidde pænt og stille, frygteligt
syntes han. Han hadede tanten, hun var larmende og lunefuld, men onkel Steensen han var rar.
Allerhelst ville Steen være sammen med skytten på Aunsbjerg, Vilhelm (1728-19/8 1791), der
lærte ham alt om bøsser, vildt, jagt og naturen. Derfor kunne Steen godt lide at være på Aunsbjerg,
her oplevede han en masse af det, han ikke var vant til i præstegården i Vium. Her så han de store
jagter, hvor mange fine herrer kom for at deltage i klapjagterne. Der var et leben og et folkeliv på
Aunsbjerg, og det var lige, hvad Steen kunne lide.”Skytten på Aunsbjerg” fra 1839 er netop titlen
på en af Blichers kendte noveller. (Læs resume side 36)
SIDE 6
Steen har åbenbart altid været et følelsesmenneske, for i en alder af syv år forelskede han sig i en
pige på fjorten år. Det fremgår af en senere skrevet dagbog: ”Hvis jeg ikke var i nærheden af denne
pige, gik der en sol for skyen, jorden blev mørk, græsset visnede og blomsterne skiftede farve."
Allerede da afslørede han en poetisk åre.
På Aunsbjerg opdagede han den store forskel, der var på mennesker. Der var de rige herrefolk, og
så var der de fattige tjenere og bønderne. Men Steen måtte ikke lege med de fattiges børn, når han
var på besøg på Aunsbjerg, men livet igennem befandt han sig bedst sammen med jævne folk som
bønderkarle og arbejdere. Han elskede fattigfolk højere end andre mennesker. Det var dem, der fik
betydning i hans senere digtning. Men endnu anede han ikke, at han skulle blive digter.
Det skete også, at Steen blev sendt til herregården Hald, hvor hans gigtsvage tante fru von Schinkel
tog sig kærligt af ham. Her læste han sammen med datteren Charlotte Amalie. Den store, brede og
rødmossede von Schinkel kunne Steen bestemt ikke lide, han var opfarende, bandede til hver en
sætning og havde små stikkende øjne. Bedre blev det jo heller ikke af, at han var en bror til tante
Steensen, som Steen hadede.
Af udseende lignede Steen sin mor, han blev undervist i hjemmet, noget der på den tid var ganske
normalt. Fra Vium, der oprindelig hed Viung, helt ud til Vesterhavet og langt mod S var der på den
tid lutter hede, og 95% af befolkningen var analfabeter.
I 1795 flyttede Blicher familien til Randlev S for Odder, hvor faren fik et bedre lønnet kald som
sognepræst. Steen var ulykkelig, han skulle skilles fra sin elskede hede. I Randlev blev Steen som
13-årig stormende forelsket i en 16-årig nygift lægekone Maren Marie Hartmann (1779-1835),
hun var datter af den tidligere præst. Hendes smukke ansigt, perlende latter og åbenlyse interesse
for Steen var mere, end den kommende unge mand kunne modstå. Marie og hendes 14 år ældre
mand flyttede imidlertid til en lægepraksis på Als.
Steen var fortvivlet, han syntes livet var slut: ”Aldrig vil Solen skinne
igen.” Steen blev sendt til Randers lærde Latinskole i Helligåndshuset
under rektor Estrup. Den første dag han mødte op på skolen, havde
han sit jagtgevær med, noget der for ham var helt selvfølgeligt.
Fra skolen bestod han i 1799 artium, som studentereksamen dengang
hed, med udmærkelse endda.
På randersegnen boede tre af hans farbrødre, der alle var præster,
onkel Didrik i Borup, onkel Jørgen i Vorning og onkel Peter Daniel i
Spentrup N for Randers. De havde alle fået besked på at holde øje
med den livlige unge mand. Gennem sine barne- og ungdomsår kom
han udover de førnævnte herregårde også meget i disse hjem hos sine
kusiner og fætre grundet morens sindslidelse. Familiens opsyn med
Steen forhindrede ham dog ikke i at havne i armene på endnu en gift kvinde den 17-årige Marie
Elisabeth Beutlich, hun var gift med den galanterihandler, han havde lejet et værelse hos.
Randers var dengang i år 1800 en by på 4.500 indbyggere, i provinsen kun overgået af Odense,
Aalborg og Helsingør, København havde 120.000 indbyggere.
Efter studentereksamen i Randers rejste den nu 18-årige Steen Steensen Blicher til København for
at læse teologi på Københavns Universitet, præst – det skulle man jo være i den familie. Noget der
irriterede ham grænseløst i København var, at byens fire porte blev låst hver aften og nøglerne
afleveret til opbevaring hos kongen. Om morgenen blev portene om sommeren åbnet kl. 4 og om
vinteren kl. 7.
SIDE 7
Udover studierne på Københavns Universitetet gik han til danse- og fægteundervisning og øvede
sig på at virke elegant, for han ville gerne være en ”Mahoni-Fyr,” skrev han selv og mente dermed,
at kunne optræde med elegance, fine manerer og et poleret væsen. Kort sagt at kunne begå sig i de
bedre københavnske kredse, for det var her, han ville accepteres. Men det nåede han aldrig, hans
selvsikkerhed krympede blandt de smarte københavnere, der betragtede ham som en kejtet
jydetamp med bondemanerer, og et sprog de ikke forstod, eller måske rettere ikke ville forstå. Hans
store fejl var, at han søgte selskab i det fine borgermiljø, havde han søgt selskab blandt studenter og
i de litterære kredse, havde resultatet muligvis blevet ganske anderledes. Men på Universitetet gik
det fint, her bestod han første og anden del med glans.
Mens Blicher boede i København, plagedes han flere gange af sygdom, hvor selv lægerne opgav
den medicinske behandling, og han var graven nær. Men med sin stærke vilje kæmpede han sig
tilbage til livet ved hjælp af fløjtespil, lange ture i den friske luft, jagt og så spiste han, lige hvad han
havde lyst til, stik imod lægernes ordination. Efter et halvt år var han igen helt frisk.
Med krigstrusler fra England blev den danske ungdom på kronprinsens opfordring anmodet om at
melde sig i Kronprinsens Livkorps. Korpset blev oprettet marts 1801 og bestod udelukkende af
studenter. Over 900 meldte sig heriblandt så kendte navne som Adam Gottlob Oehlenschläger
(se 1779), Knud Lyne Rahbek (se 1760), H.C. Andersen (se H.C. Andersen - hvordan var han
egentlig?), Søren Aabye Kierkegaard (se Søren Aabye Kierkegaard – hvordan var han egentlig?)
og Blicher. Men Søren Kierkegaard blev kasseret.
Den 2. april 1801 overværede Blicher Slaget på Reden, hvor englænderne forsøgte at overtage den
danske flåde, det var under kommando af den 61-årige admiral Sir Hyde Parker med den 42-årige
viceadmiral Horatio Nelson (se 1758) som næstkommanderende.
Fra 1. nov. 1801 tog Blicher job som hovmester og huslærer for fire børn hos godsejer Voss på
proprietærgården Holgershåb i Nørre Alslev på Nordfalster. Turen til Falster foregik med en
smakke, et fladbundet sejlskib. Et af børnene på Holgershåb, Laurits, var kun fem år yngre end
Blicher, men af vækst lige så stor, dette vakte nogen bekymring hos godsejerparret, gik det mon?
Bekymringen blev gjort til skamme, der udviklede sig et varmt venskab mellem Laurits og Blicher.
Kun en times vandring fra Nørre Alslev lå byen Gundslev, her boede Blichers fars fætter, Nicolai
Blicher, og selvfølgelig var han som flertallet i den familie også præst.
Hjemmet hos Pastor Blicher i Gundslev var berømt for sine fine selskaber. Her kom Blicher meget
og befandt sig godt. Her kunne han endelig brillere som selskabsløve, selskabet var bl.a. familiens
smukke døtre. Og her mødte han professorer, provster og proprietærer til mange diskussioner og
alvorlige samtaler. Nogle gange mødte han også den et år yngre student Nicolai, ham kunne han
bestemt ikke fordrage, for han var stortalende, brovtende og ville dominere det hele. Student
Nicolais fulde navn var Nicolai Frederik Severin Grundtvig
(se N.F.S. Grundtvig - hvordan var han egentlig?)
Den virkelige årsag til, at Blicher ikke syntes om Nicolai, var nok nærmest, at Grundtvig stjal
billedet fra Blicher, det gjaldt ikke mindst hos de smukke unge piger. Grundtvig gik på frierfødder
til en af de elskværdige døtre Elisabeth Christine Margrethe Blicher (28/9 1787 Gundslev-14/1
1851 København) kaldt ”Lise.” Efter en forlovelsestid på 7 år blev Grundtvig gift med sin ”Lise.”
Det skete 12. aug. 1818 i Ulse Kirke. ”Lise” fødte Grundtvig tre børn, og det var hende, der
reddede familien Grundtvig gennem stor fattigdom ved at spinke og spare.
Det sted på Falster, hvor Blicher allerhelst kom, var hos manden på Næsgård, landbrugslærer
Christian Olufsen (se 1763). Han var kendt som en af landets dygtigste agronomer og økonomer.
SIDE 8
Olufsen havde skrevet flere værker om landbrugets historie. Derudover var han også digter, havde
skrevet komedien: ”Gulddåsen,” der med succes blev opført på Det kgl. Teater. Blicher var
benovet, - han havde mødt en rigtig digter. Christian Olufsen lånte ham en bog med skotten James
Macphersons (1736-96): ”Ossians digte,” hvoraf Christian Olufsen havde oversat brudstykker.
Blicher blev så begejstret for digtene, at han besluttede at lære engelsk og oversætte hele bogen,
hvad han gjorde i årene 1807-09. Hos ham var der ikke langt fra tanke til handling. Han opsagde sit
job hos familien Voss, der alle blev meget bedrøvet over, at han ville rejse, specielt Laurits var
skuffet. Men Blicher rejste i efteråret 1803 tilbage til København for at studere videre, væsentlig
sundere og stærkere end da han kom.
I København levede han de følgende år fra 1803-07 stort set sit liv på biblioteket. Han havde ikke
råd til bøger eller engelskundervisning og måtte klare det hele ved selvstudier på biblioteket. Faren
havde ikke råd til at støtte ham, men roste ham til gengæld, selv om han forsømte teologistudiet, der
jo egentlige var målet. Det daglige brød tjente Blicher ved at undervise privat.
Da Blicher havde de første oversættelser af ”Ossians digte” klar, rejste han til Næsgård for at få
Christian Olufsens bedømmelse. Da Christian Olufsen havde læst Blichers værk, så han ham fast i
øjnene: ”Ved De hvad, unge mand De er jo digter!”
Tårerne løb ned af Blichers kinder: ”Kan det virkelig passe, er jeg digter?”
Det blev dermed lånet af Christian Olufsens bog ”Ossians digte,” der ændrede Blichers liv. Han var
virkelig blevet vækket, nu vidste han, at han ville være digter.
På Københavns Universitetet var Blicher meget optaget af filosof og naturforsker Henrich Steffens
(se 1773) forelæsninger. Her blev vinduer og døre smækket op på vid gab til den forunderlige
åndernes verden. Henrich Steffens talte i årene 1802-04 om Romantikken. Til de nye strømninger
lyttede også Adam Oehlenschläger og den ubehagelige student Nicolai Grundtvig, der for øvrigt var
en fætter til Henrich Steffens.
Blicher var begejstret for de nye strømninger, men samtidig var han skeptisk, fordi han syntes,
ændringerne gik for hurtigt. Han fortsatte selvstudierne på biblioteket i engelsk og oversættelserne.
Første bind af Blicher oversættelse af: ”Ossians digte” udkom i 1807.
Den 16. aug. 1807 landsattes 31.000 britiske soldater ved Vedbæk N for København. Igen var vi i
krig med England (se 1807). Årsagen var, at Danmark imod Englands ønsker havde sluttet
overenskomst med Frankrig. Den britiske styrke gik mod København, der blev belejret. Den 2. sept.
regnede bomberne ind over København fra de engelske skibe i Øresund. Byen var i kaos, store dele
af København brændte og mange af byens historiske dokumenter blev flammernes bytte. Den 7.
sept. havde København fået nok, kommandant general Henrik Ernst Peymann (1737-1823)
kapitulerede. Efter briternes sejr sejlede den engelske flåde fra København 21. okt. 1807
medbringende den sødygtige del af den samlede danske flåde. Forinden sørgede de for, at de
halvfærdige danske orlogsskibe blev ødelagt. Hermed var Danmark tvunget ind i Napoleonskrigene
på Frankrigs side. Denne traktat blev underskrevet 31. okt. 1807 i Fontainebleau i Frankrig.
England havde travlt for at få adgang til Østersøen før Napoleon. En adgang, der kun kunne foregå
gennem de danske bælter. Norge blev isoleret med streng hungersnød til følge, en hungersnød der
kostede op i nærheden af 100.000 livet. Forståeligt nok var England meget upopulær i Danmark
gennem mange år, ja, faktisk helt frem til Anden Verdenskrig.
Københavns bombardement i 1807 var verdens første bombe- og raketkrig mod en civilbefolkning,
og som sådan var det egentlig verdens første terrorangreb. Under bombardementet døde rigtig
mange heste, men det var forbudt at spise hestekød. Men da krigen var årsag til mangel på mad, så
blev det tilladt at sælge hestekødet. Men, men, men - kun til de fattige.
SIDE 9
Bombardementet ødelagde også Blichers planer. Da han en morgen kom hjem fra Kronprinsens
Livkorps, efter nattens kraftige bombardement af kvarteret omkring Vor Frue Kirke, var huset han
boede i, brændt ned til grunden. Alt hvad han ejede, var borte. Det gjaldt også et færdigt manuskript
til hans allerførste forsøg på et større arbejde tragedien: ”Forstbrødrene.” Men heldigt var det, at
manuskriptet til andet bind af ”Ossians digte” havde han fået oversat og afleveret til bogtrykkeren.
Det udkom i 1809.
Grundet krigen var Københavns Universitetet lukket, så der var ikke meget for Blicher at lave i
København. Og han savnede Jylland, han længtes efter bønder, fattigfolk og det folkelige liv. Og
han undrede sig meget over, hvor lidt universitetet interesserede sig for, hvordan almindelige
mennesker levede.
Derfor besluttede Blicher sig for at vandre hjem til far Niels i Randlev, der bakkede sønnen op i
sine ideer, men insisterede fornuftigvis på, at han skulle gøre sine teologiske studier færdige for at
have et levebrød.
Derfor tog Blicher i 1808 igen tilbage til København og universitetet. Han hængte ihærdigt i med
teologien, selv om det ikke interesserede ham synderligt, han ville meget hellere digte. I 1809, ti år
efter teologistudiets start, blev Blicher cand.theol. med 1. karakter endda. Han holdt prøveprædiken
3. jan. 1810 i Regenskirken, men han søgte ikke et præstekald, han ville hellere digte.
I stedet blev han fra 14. april 1810 udnævnt til adjunkt af kongen ved sin gamle skole - Randers
lærde Latinskole, støttet af kammerherre Harbou, der tidligere havde været hans mæcen. Blicher
trivedes godt i Randers, ikke mindst fordi adskillige unge piger villigt lod sig overbevise om, at den
charmerende unge teolog kunne lære dem mere end - Fader Vor. Hvad det var, han lærte pigerne, er
desværre ikke nærmere beskrevet. Han havde også en overgang en del privatundervisning.
For tredje gang krydsede en gift kvinde Blichers vej, denne gang var hun dog til en afveksling
yngre end ham – 10 år endda Ernestine Juliane Berg. Ernestine var født i København 4. jan. 1793
som datter af lotterikollektør P.C. Berg. Da Ernestine var 12 år, røg faren i fængsel for bedrageri, og
børneflokken blev splittet. Præsteparret i Spentrup Karen Marie og Peder Daniel Blicher, som var
Steen Blichers farbror, tog en af pigerne til sig - den 12-årige Ernestine. Tre år senere døde Karen
Marie fra sin mand, plejedatter og en lille datter. Præsten Peder Daniel Blicher, der da var 55 år,
giftede sig 20. sept. 1808 med sin 40 år yngre plejedatter den kun 15-årige Ernestine. Den treårige
datter kom i pleje, og den nye 15-årige præstefrue fordelte sin tid mellem at lege med dukker og
herse med tjenestefolkene. Præcis ni måneder efter, 23. juni 1809, fødte Ernestine en søn, Niels.
”Den rige Blicher,” som Peder Daniel blev kaldt, holdt ikke længe, han døde tre måneder senere 6.
okt. 1809 i Spentrup fra sin barnekone og nyfødte søn.
Ernestine blev i Spentrup Præstegård nådensåret ud. Mange bejlere gjorde deres gang i den
underskønne og rige enkes nærhed. Få måneder efter mandens død forlovede Ernestine sig med
sekondløjtnant Frederik Andreas Kyhn (29/8 1788-18/1 1810), men han omkom ved en
drukneulykke under skøjteløb på Limfjorden.
Det fortælles, at da Ernestine modtog budskabet om sin forlovedes død, udbrød hun: "Det var
heldigt. Jeg blev forlovet med præstegårdsforpagteren i går aftes."
Blicher havde tidligere besøgt farbroren og hans unge livsglade kone. Men nu dukkede han op og
friede til den lille, søde, buttede, sorthårede, smukke og livlige Ernestine med de strålende mørke
øjne. ”Lille Neste,” som han kaldte hende, faldt for den charmerende ”Mahoni-Fyr,” der på sin
hjemegn begik sig betydelig bedre end i kongens København. I en rude i præstegården i Spentrup
har Blicher ridset: ”Jeg elsker min Lille Neste.”
SIDE 10
Fem måneder efter sin forlovedes dødsfald viede pastor Niels Blicher sin brors 17-årige enke
Ernestine til sin 27-årige søn Steen, det skete 11. juni 1810 i Randlev Kirke. Hun havde mange
penge fra arven, og han havde hovedet fuld af ideer.
Parret købte en herskabelig villa på Vestergade 29 i Randers, og blev en del af byens unge, smukke
og rige. Peder Daniel Blicher efterlod sig 35.000 rigsdaler, en enorm sum dengang, hvor årslønnen
for en adjunkt var 400 rigsdaler. Sønnen Niels fik 10.000 rigsdaler. Men Niels skulle blive familiens
”sorte får.” Han giftede sig i 1831 med Christine Møller og fik dermed Linå Kro, men satte alt over
styr. I 1833 blev han værtshusholder i Aarhus og samme år separeret. Herefter levede han af
tilfældigt arbejde og tiggeri. I 1842 krævede amtmanden, at Spentrup Sogn skulle forsørge ham.
I 1847 blev han dømt for tyveri af en overfrakke. ”Et fordærveligt og liderligt Subject” skrev
Blicher engang i et brev. I 1848 meldte Niels sig til sognefogeden i Spentrup for at få fattighjælp.
Den tidligere sognefoged gårdejer Hans Møller i Randrup, med hvem Blicher havde haft flere
alvorlige kontroverser, bebrejdede Blicher denne handling med stærke udtryk som foragteligt,
lumpent, nedrigt og skændigt.
Mange penge arvede Ernestine, ja, men pengene var stort set også den eneste lykke, der blev
ægteparret til del. De første år, hvor forelskelsen blomstrede, og der var penge nok i deres pot
money, gik det fint. De gav hinanden knus og kærtegn og havde en fælles lykke. Men de var meget
forskellige af sind, og der var ingen harmoni i deres interesser. Det gjorde Ernestine ondt, at Blicher
overhovedet ikke havde øje for personlig hygiejne og et propert og pænt hjem. Det gjorde Blicher
ondt, at Ernestine ikke havde nogen som helst interesse for hans skriverier, og det var sikkert her,
den største forhindring for deres manglende lykke skulle findes.
Blicher havde det svært med sit skolejob i
Randers, hans temperament passede dårligt
med tilværelsen som gymnasielærer. Han
gik kun halvhjertet ind i undervisningen, der
blev ret forsømt. Mange ting i skolesystemet
irriterede ham. Han havde ingen forståelse
for, at skulle møde til tiden, og at alle timer
skulle være lige lange, det passede meget
dårligt til hans mange impulser og heftige
temperament. Blicher blev uvenner med
rektor og flere af lærerne. Hans
forsømmelser tog til, og situationen spidsede
så meget til, at han efter 1½ år nærmest blev
tvunget til at søge sin afsked. Ikke smart for embedet havde han fået på kongens nåde.
Men Blicher havde besluttet sig, han ville leve som digter, og penge havde de jo nok af – troede de
begge. Herskabsvillaen i Randers blev 13. aug. 1811 annoncerer til salg i Randers Avis og solgt.
Parret havde, foruden Ernestines søn Niels, 14. marts 1811 fået endnu en søn, Peder Daniel opkaldt
efter Ernestines afdøde mand. En besynderlig gestus synes vi i dag.
Familien flyttede okt. 1811 ind hos faren i Randlev. Den 2. juni 1812 oplyste faren Niels Blicher,
at han havde overdraget sin søn at drive præstegårdens avl og være selskabets bogholder. Som
forpagter og bonde blev det en meget anderledes tilværelse for det unge par.
På farens Randlev Privat Seminarium underviste Blicher 40 vordende skolelærere – uden betaling.
Undertiden prædikede han for faren i kirken. Han udgav et par små hefter om jødeproblemer, noget
SIDE 11
der særlig var aktuelt i København. Ernestine sørgede for husholdningen, passede børnene og
hendes sindslidende svigermor. Blicher lavede forsøg med landbrug, for tiden var det fåreavl, der
fængede hans interesse, han konstruerede en flytbar fårefold på hjul, og så eksperimenterede han
med vekseldrift. Resultaterne blev publiceret i fagblade. Mange af hans ideer var fornuftige, men
nye ideer er, for at de skal være nye, altid forud for sin tid. Så mange af bønderne grinede i skægget.
Blichers første bogudgivelse kom i Århus i 1814: "Digte." Her fornemmes hans konflikt mellem
den lyse barndom og manddommens realiteter. Fra denne digtsamling stammer bl.a.:
"Kær est du, fødeland," her er digteren efter min mening på sit allerhøjeste med dette vers:
Min fødestavn er lyngens brune land,
min barndoms sol har smilt på mørken hede,
min spæde fod har trådt den gule sand,
blandt sorte høje bor min ungdoms glæde.
Kan det gøres smukkere? - Nej vel!
Men det var ikke omkostningsfrit at blande sig blandt de etablerede digtere. Janteloven var
åbenbart opfundet 100 år før Aksel Sandemose (se 1899). Johan Ludvig Heiberg (se 1791), tidens
litterære guru, gjorde i sine anmeldelser nærmest nar af Blichers digte. Blicher var en af de første
forfattere i Danmark, hvis forfatterskab drejede sig om almindelige borgere og fattige fra Jylland,
og så brugte han ofte jysk, hvad der bestemt ikke var populær i de fine københavnske litterære
kredse.
Pengene havde det altid med at forsvinde mellem fingrene på Blicher. Det skal dertil siges, at
statsbankerotten (se 1813), med den efterfølgende inflation og krise i dansk landbrug var en
væsentlig årsag til, at formuen blev voldsom reduceret. Så det blev nødvendigt for Blicher at søge et
præstekald. Men heller ikke det var let, Kong Frederik VI (se 1808) havde ikke glemt, at Blicher
havde gjort sig umulig i sit job i Randers.
Der skulle gå endnu nogle år uden lønnet job. Først da venner
trådte anbefalende til, lykkedes det Blicher at få ansættelse. Den
20. okt. 1819 fik han endelig sit kaldsbrev til det præsteembede,
han havde søgt i aug. Det var dog et af landets fattigste kald Thorning og Lysgård, men det lå få km fra, hvor han var født, så
han glædede sig til at vende hjem til sin fødeegn. Landsbyen
Thorning bestod af kirken, den forsømte præstegård, skolen, 14-15
gårde og en halv snes huse. Landsbyen lå midt i et enormt stort,
men fattigt lynglandskab V for det jyske vandskel – Højderyggen.
Ernestine og Blicher rejste til præstegården i Thorning, den havde
200 tønder land mager jord og var i miserabel stand. Ikke kun
præstejobbet skulle passes, med sig havde de også deres nu seks
børn, så der var masser af opgaver, der skulle løses.
1.
Niels, der var Peder Daniels søn, født 23. juni 1809 i Spentrup
2.
Peder Daniel født 14. marts 1811 i Randers
3.
Jens Frederik født 26. jan. 1813 i Randlev og døbt samme dag
4.
Christiane Steensdatter født 17. sept. 1814 i Randlev
5.
Christian Charles født 25. juli 1816 i Randlev og døbt dagen efter
6.
Malvina Steensdatter født 5. nov. 1818 i Randlev
Hun blev Blichers yndlingsdatter. Til hende skrev han i 1837 digtet: ”Min svanesang.”
SIDE 12
Pseudonymet S.S. Barbeer, Nibe brugte Blicher for første gang 6. juli 1816. Det skete i Aarhus
Stiftstidende i et ironisk avertissement.
Med sig i bagagen havde de også en gæld, for Randlev perioden havde forvandlet Ernestines
oprindelige formue på den formidable sum på 25.000 rigsdaler til en gæld på 5.000 rigsdaler.
De måtte endda låne 300 rigsdaler til flytteomkostningerne.
Økonomisk var Blicher meget overfladisk. Når han havde penge, var han gavmild og rundhåndet.
Det var ikke usædvanligt, at han stak en rigsdaler til de fattigste i pastoratet. Det gjorde ham
populær og afholdt af alle - ja, han var næsten forgudet. ”Ham Blicher er tovli lige som sin far,”
sagde sognebørnene, men de var godt tilfreds med hans måde at være ”tovli” på. Men lidt naiv
skulle han nu også vise sig at være.
Ikke mindst derfor blev Blicher meget afholdt i sit sogn. Som præst var han formand for sognets
fattigkasse. Men hvis kassen var tom, kom hjælpen fra Blichers egen lomme. Han var venlig,
hjælpsom, havde humor, optimisme og var oprigtig interesseret i sine medmenneskers ve og vel.
Han besøgte egnens beboere og sugede til sig af deres historier. Til fods gennemvandrede han
heden på kryds og tværs, ofte med hund og gevær som følgesvende. Ernestines bror Fr. Berg blev
Blichers gode ven. En overgang boede han i præstegården og havde embede på egnen som lærer.
Familiens mæcen Jonas Collin (se 1776), der også blev H.C. Andersens mæcen, blev løbede
underrettet med breve. Også kongen fik breve fra Blicher mest omhandlende emner fra landbruget,
men 10. jan. 1822 skrev han et brev til kongen med ansøgning om 800 rigsdaler til at redde sin
skrantne økonomi. Svaret kom, men dog kun med 300 rigsdaler.
Selve præsteembedet interesserede ikke Blicher meget, det gjorde derimod digtning, så han forsatte
med at skrive digte og efter nogle år også noveller, som han kaldte fortællinger. I 1823 sendte
Blicher to skuespil ind til bedømmelse, men de kom begge retur, så han droppede skriveriet på dette
felt. I stedet indgik han en aftale med Elmquist i Aarhus, der ejede bladet ”Læsefrugter.” For hver
trykt side ville han få fem rigsdaler. Det var nemlig blevet nødvendigt med indtægter udover lønnen
som præst for at redde Blichers fortsatte betrængte økonomi.
Bladet ”Læsefrugter” blev leverandør til flere af Blichers mest kendte noveller. Den første udkom
februar 1824: "Brudstykker af en landsbydegns dagbog." (Læs resume side 31). Han regnede
egentlig ikke med at Elmquist ville bruge novellen, som han havde skrevet i 1822, den var vist for
lang, for Elmquist skulle jo betale fem rigsdaler for hver trykt side. Novellen har det midtjyske
hedelandskab som en melankolsk baggrund. Den er bygget over personen Marie Grubbe (se 1643)
på Tjele, der i novellen hedder Sofie. Blicher anede ikke, at han med denne novelle havde skabt sit
mesterværk. Af mange er den betegnet som det ypperste af dansk litteratur, og i hvert fald Blichers
bedste novelle. Blichers evner som digter var også blevet bemærket af kongens rådgivere ikke
mindst de stærkt kongetro digte.
Næst efter digtning var det jagt, der havde Blicher store interesse, her kunne han komme ud i
naturen og få en god snak med hedebønderne. Det fortælles, at da han en søndag kom op ad gulvet i
Thorning Kirke, hviskede degnen til ham: ”Der går en ræv udenfor.” Øjeblikkelig gav Blicher
degnen ordre til, at menigheden skulle istemme en salme af Kingo med et utal af vers, så lagde han
sit ornat i sakristiet, fattede sit gevær, løb ud, skød ræven og nåede tilbage tidsnok til at holde sin
prædiken. Og det blev, som der står: ”En grov go præken.”
Blicher var også meget musikalsk, det var ham, der spillede violin til Viborg Privatteaters
opførelser. Som musikelsker var han en stor beundrer af troldmanden Wolfgang Amadeus Mozart.
(Se Mozart - hvordan var han egentlig?)
SIDE 13
Blicher påstod, at man på den
94 m høje Lyshøj udenfor den
lille landsby Lysgård SØ for
Dollerup Bakker kunne tælle 41
kirker. Jeg skal ikke gå i rette
med Blicher, men i dag kan
man, grundet beplantning, i
hvert fald ikke se særlig mange
kirker fra Lyshøj. På denne høj
rejstes i 1893 en mindesten for
Blicher. Stenen var fundet på en
mark i nærheden og menes at
veje sine 38.000 pund.
Det var på den gamle skole i
Lysgård, "E Bindstouw" blev
fortalt, og stadig kan
genopleves.
Efter igen at være kommet i kridthuset hos Frederik VI fik Blicher 14. sept. 1825 kald i sin
farbrors gamle præstekald Spentrup og Gassum Sogn, der ligger mellem Mariager og Randers, et af
de bedst lønnede embeder i Jylland. Stærkt medvirkende hertil var en anbefaling fra Jonas Collin.
Blicher holdt 16. okt.1825 sin afskedsprædiken i Thorning Kirke. Overfor kirken blev der 20. okt.
1919, på 100 års dagen for Blichers tiltræden som præst i Thorning, opsat en mindesten for ham.
Økonomien haltede konsekvent for Blicher familien. Da de i
1825 forlod Thorning, skyldte de skat for samtlige seks år, de
havde boet der. Ofte havde pantefogeden gjort besøg i
præstegården, men med sine talegaver evnede Blicher hver
gang at udstede løfter om kommende indtægter med en sådan
overbevisning, at han undgik tvangsauktion, – men hvor
længe kunne det blive ved at gå?
Blicherfamilien havde aldrig lært at spare, de havde et stort
forbrug, familiens gæld var vokset til 6.000 rigsdaler, men
også børneflokken var vokset til nu elleve børn:
7.
Niels Jørgen født 18. marts 1821 i Thorning
8.
Francisco født 6. juni 1822 i Thorning
9.
Theodor Eberhardt født 31. marts 1826 i Thorning
10.
Hans Gustav født 7. maj 1828 i Spentrup
11.
Christina Marie født i Spentrup
Blicher søgte hedens ensomhed med lange gåture, bøsse og
hund var altid med. Men nu var det først og fremmest for at være alene, han kunne ikke holde ud at
være hjemme. I begyndelsen så det ellers ud som om Ernestine og Blicher havde det godt sammen,
men efterhånden som børneflokken voksede, var det nødvendigt for Blicher at tjene flere penge. De
mange børn gik Blicher på nerverne. Han var deprimeret, og han var også bange for, at han havde
arvet morens sindssygdom. Alene tanken gjorde ham syg og tungsindig. Det kneb med at passe
arbejdet som præst, og han begyndte så småt at indtage rigeligt af våde varer indeholdende
promiller.
SIDE 14
Blicher fortsatte forsøgene i landbruget, nu var det primært høravl og forarbejdning af hør, han
tumlede med. Skønt håbløs forgældet bekostede han i 1827 at anlægge en svømmedam i Spentrup.
Men der skete andet i 1827. Den 11. dec. fejrede familien Ernestines 35-års fødselsdag, men
Ernestine fortsatte festen i ægtesengen med en af gæsterne en købmand fra Mariager. De købmænd er
ikke til at stole på, til gengæld er der ikke så mange af dem mere. Det opdagede Blicher, og han blev både
ulykkelig og gal, så gal at han smed Ernestine ud af deres hjem, en dag han senere betegnede som
”en mærkelig terminsdag.” Parret blev separeret, og Ernestine blev forvist til Randers, med sig fik
hun den yngste af børnene Christina Marie. Men lang tid gik der ikke, hverken Steen eller hans far
Niels kunne undvære Ernestine, de besøgte hende flere gange i Randers, og efter få måneder blev
hun igen hentet hjem. Den første søndag efter Ernestines tilbagekomst var det Niels Blicher, der var
prædikanten i Spentrup Kirke. Ernestine sad på øverste bænk i kirken.
Niels Blicher talte om synderen, der omvendte sig - den bodfærdige Magdalene. Ikke en i kirken var
i tvivl om, hvem prædikenen var rettet imod. Det har bestemt ikke været sjovt for Ernestine, men
luften blev renset i sognet.
Måske havde Blicher ikke nogen grund til at bebrejde Ernestine hendes udskejelser, for flere af
præstegårdens unge piger har antydet, at de ikke kunne gå i fred for ”æ præjst.”
Moral er godt, men umoral er ikke at foragte, bare det ikke bliver opdaget.
I ægteskabet var der trods genforeningen kommet et bolværk. Blicher valgte ikke at lægge sig i
dobbeltsengen, i stedet sov han i sit studerekammer, der også var sovekammer for far Niels. Så det
forblev ved de 11 børn. Tidligere havde Ernestine hånligt kaldt studerekammeret for ”svinestien,”
for her ryddede han aldrig op eller gjorde rent, og han havde forment hende at gøre det.
Trods disse fysiske adskillelser levede Ernestine og Blicher under samme tag til hans dødsdag.
Tidligere havde man i Spentrup undret sig
over den fine unge frue, der ved fester
tumlede sig i dansen med karlene som en
anden bondepige. Folkesnakken
bebrejdede hende også, at hun ikke holdt
manden og hans tøj proper. Men det var
helt uden grund, for det var en ret umulig
opgave for det ydre interesserede ikke
Blicher. På et tidspunkt fik han den ide, at
vand var skadeligt, så han holdt op med at
vaske sig. Derfor gik han altid rundt med
en ulden klud i lommen til at tørre ansigtet
med, hvis han kom i sved.
Trods den højere løn fra præsteembedet i
Spentrup slog indtægterne stadig ikke til.
Så Blicher forsøgte at supplere indtægten
ved at blive endnu mere aktiv som digter. Jan. 1827 udgav han sit eget litteraturtidsskrift
”Nordlyset,” i samarbejde med sin forlægger Søren Wissing Elmenhoff (1766-1837), Randers.
”Nordlyset” var på 96 sider, og Blicher skulle skrive det hele. Her fandt han ud af, at noveller var
sagen, og han publicerede gennem ”Nordlyset,” flere af sine mest kendte noveller.
Blicher turde bruge den jyske dialekt, som ingen anden før ham havde gjort. I sept. 1827 udgav han
”Stakkels Louis” og "Røverstuen." (Læs resume side 33). Den 3. jan. 1828 kom: ”Jøderne på
Hald” og i marts "Sildig opvaagnen." (Læs resume side 34). Sidstnævnte blev skrevet efter
SIDE 15
Ernestines troløshed, og handler netop om svigtet kærlighed. I jan. 1829 udkom en af hans mest
kendte: "Hosekræmmeren." (Læs resume side 35). Johanne Louise Heiberg (se 1812) oplæste
“Hosekræmmeren” ved en aftenunderholdning i Det kgl. Teater (se 1748) 9. feb. 1834.
Hosebinderiet var en vigtig del som hjælp til, at de fattige hedebønder kunne komme over
sultegrænsen. Hoserne blev solgt til hosekræmmere eller uldkræmmere, de gik fra hus til hus og
falbød deres uldtøj, som de bar i en bylt på nakken. Hoserne kunne også sælges til de større gårde,
der solgte dem videre til købstæderne. "Præsten i Vejlbye" (læs resume side 36) udkom 9. juni
1829, den blev Danmarks første tonefilm med premiere i Kinopalæet i København 7. maj 1931. Den
amerikanske forfatter og “tyveknægt” Mark Twain har til sin roman ”Tom Sawyer” direkte stjålet
tekster fra ”Præsten i Vejlbye.”
I starten gik salget af ”Nordlyset” fint. Måske skyldtes det, at Blicher, da han blev separeret fra
Ernestine, flittigt skrev rundt til venner, bekendte og litterære kredse. Her udmalede han sin
personlige ulykke og bad om støtte i form af, at man købte hans litterære blad: ”Nordlyset.”
Oplaget nåede op på 400 eksemplarer. Men i 1829 slap ”medlidenheden” op, efter knap to år gik
salget af ”Nordlyset” helt i stå, bladet måtte stoppe. Lidt af de seriøse noveller blev der dog stadig
solgt, fx købte Søren Aabye Kierkegaard i 1833 Blichers ”Samlede Noveller.”
”Præsten i Vejlbye” er med på vores litteraturkanon.
Digterisk var Blicher i en meget aktiv periode. I novellen: ”Kjeltringliv” fra juni 1829 skildrer han
kriminelle, tatere og natmænd, folk som friluftsmennesket Blicher ofte mødte på sine mange lange
vandre- og jagtture. Det bør her nævnes, at en ”kjeltring” og en ”tater” i den forbindelse er det
samme, og dem som man i de sydlige lande ville kalde sigøjnere. Natmænd eller rakkere som de
også kaldes, var dem, der i gammel tid udførte det arbejde, som godtfolk ikke selv ville.
De gik bødlen til hånde, fjernede ligene, udførte glarmesterarbejde, rensede skorstene og ikke
mindst lokummer, kastrerede dyr, optrådte som dyrlæger, slagtede heste, aflivede hunde og katte og
flåede selvdøde dyr, som de fjernede og begravede. Men de blev beskyldt for at lave spegepølser af
dem, som vi så det i filmen: ”Ditte Menneskebarn.”
Økonomien tvang Blicher til i en periode at skrive almindelige lejlighedssange til familiefester
som konfirmationer og bryllupper. Men en annonce 24. jan. 1830 i Randers Avis meddelte, at han
fremover ikke kunne love at lave de lejlighedsdigte, han blev bedt om.
Det at ”Nordlyset” ikke fortsat var en succes, gjorde ondt på egoisten Blicher. Skriveriet gik
næsten i stå. Men så dukkede en forlægger op, Christian Steen, som bestyrede et mindre og ukendt
forlag, han foreslog at udgive Blichers noveller i to bind, for noveller var nemlig kommet på mode.
De to bind udkom i 1832, bøgerne blev en succes, så i 1836 udgav Christian Steen yderligere fem
bind. En senere udgivelse havde omslag tegnet af Christen Dalsgaard (se 1824). Blichers navn var
for alvor blevet slået fast, han kom i bås med så fine navne som Thomasine Gyllembourg (se 1773),
Hans Peter Holst (1811-93), Christian Winther (se 1796), B.S. Ingemann (se 1789) og Hans
Christian Andersen (se H.C. Andersen - hvordan var han egentlig?)
Anmeldelserne blev mere positive, men stadig var der nogen, der ikke opfattede Blicher som
stueren, han var naiv, uden smag og provinsiel, ikke mindst på grund af hans jyske sprog som de
fine københavnere ikke forstod. Den negative tone fik lov at leve videre i Blichers levetid, det
gjorde ondt, men der blev dog solgt en del bøger, og for en tid slap Blicher for økonomiske
lommesmerter. Og hvad kritik angår, bør det nævnes, at også H.C. Andersen dengang fik kritik.
Som 50-årig så Blicher for første gang Vesterhavet, skønt afstanden, da han boede i Thorning, kun
var 80 km. Det skete på en tur i 1833 langs Vestkysten til Sønderjylland. Forinden sendte han en
SIDE 16
ansøgning til Jonas Collin, med ønske om tilskud til en dialektordbog, hvor turen til Sønderjylland
skulle være en vigtig bidragsyder.
Hvis du graver lidt i det, der er skrevet om og af Blicher, finder du hurtig ud af, at han har haft en
enorm brevveksling - snesevis af breve. En overvejende del af dem er fyldt med beklagelser og
kalder på medynk. Familiens betrængte økonomiske situation er det gennemgående tema.
Pantefogeden har lige været her, pantefogeden er på vej eller andre fortrædeligheder. Beklagelserne
er ofte efterfulgt af en bøn om lån eller tilskud, og her er iderigdommen stor - til betaling af:
Skatterestancer, rejser, gæld til skolevæsenet, indsamling af materiale til en jysk ordbog,
færdiggørelse af dialektleksikon, garnindkøb og sikkert flere jeg ikke har fundet. Andre breve beder
om forskud på kommende skriverier. Brevene er sendt til Kong Frederik VI, Jonas Collin,
Landhusholdningsselskabet, Danske Cancelli, B.S. Ingemann, Studenterforeningen m.fl. Ofte er der
svaret med et afslag, undertiden med løfte om et mindre beløb end det ønskede.
Skønt Blicher var en meget ærekær person, har han overraskende nok ikke haft besvær ved at være
underdanig og betlende, når det gjaldt økonomi.
En af Blichers jagtkammerater var justitsråd Søren August Fjelstrup (2/9 1773-1859) ejer af
Sindinggaard NV for Herning. Under en af de lange vandreture med
ham fik Blicher ideen til at udgive et tidsskrift. Det blev Danmarks
første jagtblad, den fik titlen ”Diana” et smuk navn efter jagtens
gudinde. Bladet udkom i årene 1832-36, men kun seks numre blev det
til. Blicher var redaktør og stort set den eneste, der skrev i bladet. Hans
første artikel: "Jagtens Forsvar" gik imod dem, der angreb jagten og
jægerne. Han vendte derimod synsvinklen mod jægerens velbefindende
såsom motion, frisk luft og at jagt er som et apotek for sundhed og
helbred. Andre artikler omhandler jægernes moral.
Dette maleri af Blicher er det eneste samtidige billede.
Det er malet af hans fætters søn Diedrich Chr. Blicher i 1834 >
Blichers første udenlandsrejse gik til Sverige. Fem vellykkede uger i
sommeren 1836 hvor han traf en del forfattere og litterater. Han søgte om, at hans søn Peder Daniel
måtte ansættes som kapellan i Spentrup, mens han selv var på rejse, men ansøgningen blev afslået.
Efter hjemkomst fra Sverige skrev Blicher: ”Vi er jo i virkeligheden samme folk.” Vi skal her
huske, at Danmark og Sverige på det tidspunkt hørte til på hver sin side i det europæiske opgør.
Bogen: "Sommerrejse i Sverrig Aar 1836" fortæller om turen, men udkom først i 1841. Med
Sverigesrejsen som baggrund skrev Blicher i 1837 digtsamlingen: "Svithiod," den afslørede, at
Blicher på ny havde fået kunstnerisk fodfæste. Fx skrev Blicher en salme der blev brugt til
indvielsen 23. sept. 1838 af en ny kirke i Agger tegnet af selveste C.F. Hansen, der også tegnede
København Domkirke. Sverigesturen var økonomisk støttet af Jonas Collin og Kong Frederik VI.
Efter hjemkomsten var Blicher i audiens hos kongen.
Efter sverigesturen blev Blicher i 1837 igen alvorlig syg, diagnosen hed gigtfeber. Ligesom i hans
ungdom opgav lægerne. Han var sengeliggende i næsten et halvt år, og var til sidst kun skind og
ben. Blicher var overbevist, nu var hans sidste time kommet, han skrev testamente og forberedte sig
på at dø. I denne svære periode tog han afsked med livet i en række digte, der skulle blive til hans
mest betydningsfulde digtsamling: "Trækfuglene," der udkom 11. aug. 1838 og skildrer hedens
natur og bondeliv. Det var her han skrev:
SIDE 17
Sig nærmer tiden, da jeg må væk,
jeg hører Vinterens Stemme;
ti også jeg er kun her på træk
og haver andensteds hjemme.
Samt:
Det er hvidt herude,
kyndelmisse slår sin knude
overmåde hvas og hård,
hvidt forneden, hvidt foroven,
pudret tykt står træ i skoven
som udi min abildgård.
Disse digte betegnes af mange som Blichers lyriske hovedværker.
Men Blicher snød både videnskaben og sig selv, han kom sig. Det var en ny ung læge, der så
mirakuløst helbredte ham.
Samme år, vi er i 1838, døde Blichers eneste bror, Jens, hans kone, som var en søster til Ernestine,
var allerede død i 1835. Parret efterlod sig tre forældreløse børn, dem tog familien Blicher til sig.
Så nu var den hungrige børneflok nået op på 14.
- Nå ja, - de ældste af dem var ganske vist godt op i tyverne.
Blicher gav sig i kast med en bog om Viborg Amt. Den udkom i 1838 og handlede om
forbedringer i landbruget, kvæg- og planteavl, forbedrede levevilkår for almuen, kalkværkerne ved
Mønsted og Daugbjerg m.m. Bogen er et fint billede af dagligdagen på Blichers tid.
Det var også i 1838, han foretog en længere rejse, den gik fra Hamborg langs den Jyske Vestkyst og
helt til Skagen. På turen gjorde han også et besøg på Nørre Vosborg. Turen var råstof til: ”Vestlig
profil af den Cimbriske Halvø,” der udkom i 1839 et værk, hvor han, ikke overraskende gik imod
hedeopdyrkningen.
I okt. 1838 skrev Blicher flere artikler til Jyllandsposten, det fremgår i hvert fald af de mange
papirer, der fortæller om hans liv og virke. Men der er lige det, at Jyllandspostens første udgave
kom i 1871. Ved henvendelse til Jyllandsposten om dette spørgsmål fik jeg den besked, at der før
1871 havde været flere spæde forsøg på at starte bladet, men at det dengang ikke blev permanent.
Der var kommet en stadig større uro over Blicher, han var kørt fast i hverdagen i Spentrup. For at
finde forandring søgte han præstekald flere steder Tårnby juni 1839, Ærø jan. 1841 og Ledøje feb.
1841, men ingen af disse anstrengelser gav resultat.
Den 10. marts 1839 døde den 91-årige efterhånden næsten blinde Niels Blicher. I 36 år havde han
boet sammen med sin søn, og siden 1825, altså hans sidste 14 år, på aftægt hos sønnen. Far og søn
havde altid haft et meget tæt forhold, de holdt meget af hinanden, og forstod hinanden til fulde.
Ifølge Mylius-Erichsen, der tidligere var journalist, havde sønnesønnen Francisco betroet ham, at
hans farfar ikke efterlod sig noget som helst af værdi, men kun en betydelig gæld som den ærekære
søn måtte betale. Blicher havde nemlig vedgået sig farens arv og gæld, han skulle ikke gå
gældbunden i graven. Det blev en dyr sag. Så med til forståelsen af Blicher familiens økonomiske
trængsler hører også denne brik.
En annonce 5. nov. 1839 i den lokale avis gjorde rigtig ondt:
Fredagen den 20de December, Kl.10 Formiddag,
afholdes offentlig Auktion i Spentrup Præstegaard
over 7 kakkelovne, som ere udpantede for resterende Skatter og Afgifter.
SIDE 18
Egentlig burde Blicher ikke være overrasket, for herredsfuldmægtig Lewerkhusen havde adskillige
gange gået forgæves efter skatterne. Altid havde Blicher lige indsendt manuskripter, som der helt
bestemt meget snart ville komme store honorarer for, for nu var han jo blevet berømt - i det ganske
land endda. Men hver gang der kom et honorar, blev det brugt til hjemmets daglige fornødenheder.
En børneflok på 14 krævede nemlig store gryder. Og mange andre småhuller var der jo også. Så
næste gang den gode herredsfuldmægtig mødte op, fik han de samme plus nye kreative udflugter.
Et par dage efter den ulykkelige annonce sås endnu en annonce i Randers Avis:
”Skjønsomme Medborgere kom den herlige Skjald, den troe Naturskildrer,
Folkedigteren St.St. Blicher til hjælp.”
Mænd af Middelstande
Underskriften var anonym, men annoncen menes at være indrykket af Søren Elmenhoff avisens ejer
og Blichers forlægger. Annoncen fortalte på sit tydelige sprog, at Blicher havde mange tilhængere.
Opfordringen fængede, en indsamling blev iværksat. Og det skulle vise sig, at han var afholdt af
sine sognebørn, nu kunne de hjælpe ham, som han tidligere havde hjulpet dem. Småbeløb
strømmede til ikke blot fra sognets beboere, men fra alle egne af landet. For Blicher var det et
dejligt bevis for, at han bestemt ikke var ukendt udover det ganske land:
”Et strå til Steen Blichers rede = 5 rigsdaler.”
”Tre sallingske præster = 5 rigsdaler.”
”Fra en erkendtlig veninde = 50 rigsdaler.”
”Fra københavnske studenter = 150 rigsdaler.”
Selv Prinsesse Caroline sendte 20 rigsdaler. I Randers holdtes der koncert, og teatre gav
forestillinger, hvor overskuddet gik til ”kakkelovne” eller ”Blichers slunkne kasse.”
Indsamlingen indbragte i alt ca. 1.000 rigsdaler. Det var nok til, at den berammede auktion blev
aflyst, men ondt havde det gjort – meget ondt.
Blicher var meget politisk interesseret. Han var en altid vågen og ivrig samfundsdebattør, der
flittigt kommenterede i pressen. Fx var han meget irriteret over ventetiden ved rofærgen over
Sallingsund. Det var Blicher, der af den grund døbte færgestederne Pinen og Plagen (se 1978).
Frem til 1873 blev overfarten her klaret af en rofærge, herefter blev den afløst af en motorfærge.
Blicher havde oplevet krigen mod England, statsbankerotten og deltaget i jødefejden på jødernes
parti. Han gik varmt ind for trykkefriheden og han afskyede den franske revolution. Altid var han på
den lille mands parti.
Det der stod Blicher allermest på sinde, var det nordiske sammenhold, Danmark, Norge og Sverige
burde samles i en nation. Det var hans politiske overbevisning, at hvis ikke de nordiske lande
samledes i en nation, ville Rusland tage Sverige, England tage Norge og Tyskland tage Danmark.
Politisk vågen, som han altid var, skuffede det ham meget, at han ikke blev indvalgt i
stænderforsamlingen forud for den nye danske grundlov, der kom 1849. Men han hyldede
forsamlingen og deltog med sange og taler ved de årlige fester. Det var disse arrangementer, der gav
ham ideen til de senere så berømte folkefester på Himmelbjerget fra 1839 til 1844.
Nationaløkonom og professor Christian Nathan David (1793-1874), der var Blichers politiske
modstander, udgav fra 1834 dagbladet ”Fædrelandet.” Bladet havde samfundskritiske artikler bl.a.
om at ændre stænderforsamlingen. Kongen var forarget, og Blicher skrev artikler, der bakkede
kongen op, noget kongen ikke glemte. Men 3. dec. 1839 døde Blichers tro støtte Kong Frederik VI.
Efter voksende økonomiske vanskeligheder gik ”Fædrelandet” ind i 1882.
SIDE 19
Himmelbjergmøderne blev en stor del af Blichers politiske liv. Deres hovedformål var netop at
fremme det nordiske samarbejde. Blicher var egentlig den første, der indså truslen fra det
nationalistiske røre i Tyskland.
Himmelbjerget og arealerne omkring ejedes af Peder Nielsen. Før himmelbjergmøderne kunne
“Kolden,” som stedet blev kaldt på egnen, købes for 20 rigsdaler, under festen steg prisen til 50
rigsdaler. Efter festen blev der forgæves budt helt op til 1.000 rigsdaler. ”Danmarks Olympos”
kaldte Blicher Himmelbjerget, der dengang blev betragtet som Danmarks højeste bjerg. Men
geografernes nøjagtighed i 1830-erne var ikke særlig præcise. De angav højden på Himmelbjerget
til 1.800 fod, svarende til 565 m. Kun 50 år tidligere i 1777 angav en geograf Himmelbjergets højde
til ”over 3.000 favne” svarende til 5.650 m. Med den højde var Himmelbjerget favorit til Europas
højeste bjerg. Den er dog senere skrumpet en del – nemlig til 147 m.
Der opstod en voldsom uenighed mellem Himmelbjergets
ejer Peder Nielsen og Blicher om brugen af “Kolden.”
Peder Nielsen søgte om lov til beværtning under mødet,
men fik afslag. Det skuffede ham meget, for han ville gerne
have en økonomisk gevinst ud af arrangementet. Men det
økonomiske interesserede ikke Blicher, han var uforstående
overfor Peder Nielsens tankegang, han var jo selv en af de
små bondemænd, netop dem som Blicher talte så varmt for,
og derfor burde han vederlagsfrit stille “Kolden” til
rådighed. Tingene gik fuldstændigt i hårdknude. Og det var bestemt ikke uforståeligt, for Blicher
havde skrevet glødende artikler i avisen mod Peder Nielsen, og han havde absolut ikke sparet på
stærke udtryk:
”Den halunk Peder Nielsen er en elendig stymper og pengepuger, en træl af simpel mammon.
En spedalsk jeg ikke vil komme så nær, at jeg kan lugte røgen fra hans skorsten.”
Det var bestemt ikke ord, der gødede jorden for et godt samarbejde. Men det fortæller meget om
Blichers uforsonlighed overfor dem, der tænkte anderledes end ham.
Få dage før arrangementet var planlagt, dukkede Kong Christian VIII pludselig op ledsaget af
Dronning Caroline Amalie og 50 ridende sognefogeder fra området, de udbragte en skål på
“Kolden” for ”enhver troe Jyde.” Kongen beordrede Peder Nielsen at møde op dagen efter i
Silkeborg, så der kunne træffes en ordning. På dette møde købte kongen brugsretten til
Himmelbjerget for 1.000 rigsdaler sølv, hvorefter:
”Der på Himmelbjerget til alle tider kan være fri adgang for alle og enhver.”
Der stod ikke noget om, at det senere kunne tillades at tage penge for at parkere sin bil på
Himmelbjerget, men vi må jo så erindre, at der skulle gå endnu 46 år, før bilen i 1885 blev opfundet
af Daimler og Benz.
Det første himmelbjergmøde blev en realitet en solfyldt dag 1. aug. 1839. Kromanden i Rye
sørgede for telte, pavillon og andet udstyr. Talerækken indledtes af Blicher. En lang tale om de
olympiske lege, der var indført i det gamle Grækenland 776 fvt. til ære for græsk mytologis øverste
gud Zeus. Stor begejstring udfoldede han også for det nordiske samarbejde. Han talte om
folkedragter, at man til de følgende himmelbjergmøder burde være iklædt folkedragter. Men det var
dog ikke en ide, som fængede. Her på Himmelbjerget optrådte Blicher som en folkevækker, han var
faktisk Jyllands svar på N.F.S. Grundtvig.
Der var flere taler, der var sange, der var digte, der var gymnastiske konkurrencer og kamplege, og
uddeling af hæderstegn, som der også var i det gamle Grækenland. I bakkerne sad folk med deres
SIDE 20
madtejne fyldt op med pølser, brød og hjemmebryg, mens de nød samværet og den smukke natur.
Hele arrangementet sluttede med et flot fyrværkeri.
Dette første Himmelbjergmøde blev imidlertid betegnet som - ingen succes. Blicher havde med
sine avisskriverier mod Peder Nielsens vægring mod at udlåne “Kolden” vederlagsfrit, skræmt
mange væk der stod bag den lille bonde - personificeret ved Peder Nielsen. Den manglende succes,
der taltes om, må henregnes til stemningen, for i beretninger fra festen kan læses, at mellem 2-3.000
var mødt op - vel ikke så ringe endda.
Blicher havde selv sørget for alle detaljerne i hele arrangementet. Men det kneb gevaldigt med
hans organisatoriske og praktiske evner. Han var langt bedre til at få ideerne. Årsagen skal til dels
findes i, at han var begyndt at kikke lidt dybt i flasken, og jo mere beruset han blev, jo mere
begejstredes han, og med begejstringen forsvandt overblikket. Horsens Regimentsmusik mødte ikke
op til tiden, talerstolen manglede, og andre små kiksere fortalte, at
aftalerne ikke var tilstrækkelige nagelfaste. Han indbød også både
Grundtvig og Ingemann til at holde foredrag, men de kom ikke - sendte
end ikke afbud.
Etatsråd Andreas Ewald Meinert Tang (1803-68), Nørre Vosborg holdt
sin 37 års fødselsdag 26. maj 1840. Der blev også sendt en invitation til
Blicher, men han var i København og fik derfor brevet for sent. Blicher
skrev et brev til Tang, hvor han forklarede grunden til hans udeblivelse
fra fødselsdagsfesten.
Etatsråd Andreas Ewald Meinert Tang >
Trods visse mediers betegnelse af Himmelbjergmøderne som tæt på fiasko, arbejdede Blicher
ihærdigt videre. Men på grund af hans manglende organisatoriske evner og overblik, var det hele
tiden op ad bakke.
Blicher havde fx skriftligt indkaldt himmelbjergkomiteens fem medlemmer til møde på Ry Kro 11.
okt. 1840. Han begav sig til fods i regn og rusk de 60 km fra Spentrup til Ry. Undervejs glædede
han sig til at få gang i sagerne. Han glædede sig også til sammen med gode venner at fejre sin 58års fødselsdag, der netop var 11. okt. Men da han nåede frem til kroen, efter en meget lang
dagsmarch, var ingen af de fem mødt op. Etatsråd Tang fra Nørre Vosborg havde haft høflighed nok
til at sende afbud, men de øvrige fire mødte bare ikke op. Efter en vandretur på 60 km er det meget
forståeligt, at Blicher både var rasende og skuffet, han følte sig svigtet og fik selvmedlidenhed. Det
blev ikke den fødselsdag, han havde set frem til, og måske for første gang blev han virkeligt ramt af
tvivl. Vandreturen de 60 km tilbage til Spentrup har givetvis været en meget tung gang, skønt vejret
havde ændret sig fra regn og rusk til solskin.
Til Himmelbjergmødet 1841 havde Blicher lejet to dampskibe fra København til Aarhus. Ikke
mindst fordi han forventede en større gruppe svenske gæster efter hans rejse til Sverige få år
tidligere, men de kom ikke, så der blev ikke behov for skibene. Blicher sørgede for restauratører,
vinhandlere, telte, fyrværkeri og kanoner. Men købmand Bentzen i Århus ville have betaling forud,
det kunne Blicher ikke klare, økonomi var ikke hans stærke side. Ved Himmelbjergmødet 1841
holdt Blicher selv hovedtalen, den handlede om værnepligt.
Den 24. sep. 1841 sendte Blicher et brev til Tang med begejstring over, at Tang havde givet tilsagn
om at indtræde i Himmelbjergkomiteen. Blicher roste Tangs godgørenhed mod sine bønder og
foreslog, at de mødtes i Rye 11. okt., der var Blichers fødselsdag. Ved dette møde anmodede
Blicher om økonomisk hjælp fra Tang. Senere på året sendte Blicher et brev til kongen, hvor han
søgte om at få en kapellan og bevilling til dennes aflønning. Så han kunne hellige sig sine
skriverier. Det blev ham tildelt 5. juni 1842, W. Christian Lakier hed den unge mand, en lang, bleg,
SIDE 21
lidt nervøs person, der havde bestået sin afgangsprøve med en beskeden 3. karakter. Men han så
from og tjenstvillig ud, hvad han også viste sig at være. Efter at Lakier havde haft jobbet i 1½ år,
gav Blicher ham fra 20. jan. 1844 fuldmagt til på amtstuen i Randers at hæve de 100 rigsdaler som
Blicher modtog til kapellanløn.
Den 1. juni 1842 blev der holdt et møde i Rye, hvor komiteens medlemmer tilrettelagde årets
Himmelbjergmøde. Fra 2. aug. ankom folk til Himmelbjerget og Rye. De boede i byer og gårde i
miles omkreds klar til Himmelbjergmødet 3. aug., hvor Blicher begyndte at tale kl. 8:00 og talte
hver anden time frem til kl.18:00. Efter Himmelbjergmødet rejste Blicher til København, men her
slap pengene op. Den 22. nov. 1842 sendte Blicher et brev til kongen, hvor han bad om penge til at
rejse hjem fra København.
Skønt slet skjult kritik fra mange sider, specielt omkring den organisatoriske del af
himmelbjergmøderne, gav Blicher ikke op, selvkritik lærte han aldrig. Men skønt han selv var
idemanden svækkedes hans indflydelse på himmelbjergmøderne år for år. Han måtte opleve den tort
langsomt at blive udmanøvreret af komiteens bestyrelse, skønt han som ophavsmanden burde være
selvskrevet.
En af Blichers allerstørste succeser: "E Bindstouw" blev udgivet 23. juli 1842. Den var skrevet på
jysk, og af den grund var der stort set ingen anmeldere, der nedlod sig til at læse den.
Også den kendte sang “Mads Doss” er skrevet på jysk, og
selv for os jyder er den i dag bestemt ikke let læselig.
Så derfor kan du i anden kolonne læse den på rigsdansk.
Digtet er skrevet over en fårehyrde af samme navn, der levede
i Thorning fra 1779 til 28. maj 1854, som det ses på hans
gravsten V for tårnet på Thorning Kirkegård.
Blicher udødeliggjorde Mads Doss 1842 med den kendte sang.
Nej, den er bestemt ikke let at forstå, ej heller let at synge.
Mads Doss på jysk:
Mads Doss på rigsdansk: - Ikke sangbar
Mads Doss han war en kon koltringsknæjt, Mads Doss han var en lille halvvoksen knægt,
han gik mæ foer en i hien,
han gik med fårene på heden;
imelle så slow han lyng til en bejt,
en gang imellem slog han lyng til en bagning,
imelle så band han åu vien
en gang imellem bandt han af vidjer
en liim te hans muer, å så sång han imell, en fejekost til sin mor, og så sang han ind imellem,
di hoer ed så vit, nær han tow te år hwell: de hørte det så langt, når han tog til at råde:
La la la luh – la la la lih – kom, så skal a bih. La la la luh – la la la lih – kom, så skal jeg vente
Mett Kølvrå war en kon stonthostøs,
Mette Kølvrå var en lille pige med såleløse strømper,
gek åsse mæ foeren i hien,
hun gik også med fårene på heden,
å somti hun swedt, å somti hun frøs;
og sommetider hun svedte, og sommetider hun frøs;
den drywwen slet ett hun ku li en.
den driven slet ikke hun kunne lide den;
Hun snøwsed imelle, få hin dawwen wa lång, hun græd en gang imellem, for hendes dage var lange,
iwessomda tahrt hon sin klukker, å sång:
en gang imellem tørrede hun sine øjne og sang:
La la la luh – la la la lih – kom, så skal a bih. La la ---------------------------
SIDE 22
Å somti di mødtes, så his å så hæhr,
Og somme tider de mødtes, så hist og så her,
od mælmad, å språked så knøwt da,
spiste mellemmad og snakkede så pænt da,
å let om let fek di hweranner så kjæhr.
og lidt efter lidt fik de hinanden så kær,
Jen kam, næ den åhn ga en hwøwt da.
den ene kom, når den anden gav et vink.
Å næ di had ett, gek di hwæ te sit hjaer,
Og når de havde spist, gik de hver til sin flok
å sång, så de gjall owwe mosser og kjaer: og sang, så det gjaldede over moser og kær:
La la la luh – la la la lih – kom, så skal a bih. La la ---------------------------
Tiggerbreve om lån til rejser var ganske almindeligt for Blicher. Den 21. sep. 1842 var det pastor
senere biskop Peter Christian Kierkegaard (1805-88), en bror til Søren Kierkegaard, der modtog
hans bøn om et lån på 100 rigsdaler. Hvorvidt henvendelsen gav resultat vides ikke.
Til himmelbjergmødet 15. aug. 1843 var etatsråd Tang, Nørre Vosborg blevet valgt som formand.
Og det var ham der 24. juli 1843 inviterede til festen i Randers Avis. Han stod for alle de praktiske
arrangementer. Alt fungerede perfekt. Med i bestyrelsen var også gårdejer, politiker og
foregangsmand indenfor kvægbrug Ole Chr. Kirk fra Stadil (se 1788).
Der blev sunget sange, oplæst digte, og holdt taler foruden Tang selv J. Chr. Drewsen, Müllen, Carl
Ploug, Bloch, With og Blicher, men det var ikke ham, der dette år fik lov at holde hovedtalen. Han
var for ustabil, Tang kunne aldrig være sikker på, hvorvidt han var ædru, når han indtog talerstolen.
Det har sikkert været en mærkelig oplevelse for selve idemanden, at blive sat ud på et sidespor, men
det var selvforskyldt. Trods et fremmøde på 6-7.000 mennesker, betegnes festen i beretningerne lidt
overraskende som - ingen succes. Det forleder til at tro, at bestyrelsen ønskede, at det skulle være
slut med himmelbjergmøderne.
Himmelbjergmødet i 1844 blev det sidste.
Som optakt til mødet i 1845 havde Blicher
brevveksling med Tang, der lovede at klare
udgifterne. Der tales om væddeløb, svømning,
dans, aftale med leverandører osv. Men det
hele blev alligevel ikke til noget, formentlig
har økonomien ikke kunnet bære, og måske
var idegrundlaget krakeleret. Etatsråd Tang
og hans bestyrelsen besluttede i hvert fald at
himmelbjergmøderne skulle stoppe.
Efter himmelbjergmøderne blev Blicher en
anden, en slagen og ensom mand. Han
lignede nærmest en ”bums” lurvede klæder,
snavset, sorte negle og så blev der kortere og
kortere mellem snapsene. Tragisk for den
efterhånden 60-årige gamle mand.
Blicher foreslog i 1844 amtmanden, at degnen i Spentrup Thomas Wandborg, tildeltes
Dannebrogskorset, idet han var en stor hjælp og støtte for Blicher. En opfordring han gentog i 1845.
Men nu hvor Blicher hjemme i Spentrup havde fået kapellan Lakier, der endda var blevet hans
svigersøn, idet Lakier var blevet forlovet med den yngste af Blichers døtre Christiane Steensdatter
Blicher (17/9 1814-20/12 1852). Så valgte Blicher at rejse til København. Familien skulle dog
stadig blive i Spentrup. I København fandt han et beskedent logi bag Rundetårn. Blicher havde
nemlig et eneste stort håb, nemlig at blive anerkendt i de finere litterære kredse i hovedstaden.
SIDE 23
Men Blichers ”flugt” til København blev ingen succes, han blev stadig ikke anerkendt. Han solgte
ingenting af sine digte og noveller, til gengæld trøstede han sig mere og mere med flasken.
Den 22. juli 1845 var der møde i Studenterforeningen, Blicher besluttede, at han ville ind og holde
en flammende tale om det nationale og nordiske sammenhold. Da han kom til indgangen, blev han
stoppet med besked om, at det kun var for studenter. Han fortalte stolt, at han var den kendte digter
Steen Steensen Blicher og tidligere student, men han fik det nedværdigende svar:
”Der er ikke adgang for lurvede personer.” - - - Han var langt nede.
Det endte med, at Blicher blev beordret tilbage til Spentrup, hvorfra han for øvrigt aldrig havde
fået tilladelse til at rejse. Men han havde ingen penge til hjemrejsen, så han skrev et brev til kongen
med en bøn om penge til at rejse hjem til Spentrup. Men denne gang afslog kongen. Blicher nåede
hjem til Spentrup, hvordan vides ikke, men formentlig har det været på gåben. Datidens satiriske
illustrerede ugeblad ”Corsaren” (se 1840) viste en tegning, hvor Blicher i præstekjole kom ridende
på en gris. Det har bestemt været helt galt med Blichers private økonomi, for 3. nov. 1845 bad han
sin plageånd Hans Møller om et lån på 10 rigsdaler.
Igen blev Blicher syg og indlagt 24. jan. 1846 på Frederiks Hospital (se 1757) i København, denne
gang lød diagnosen nervebetændelse. Men da man opdagede, han ikke havde penge på lommen,
blev han overflyttet til Almindelig Hospital, hvor hans forlægger kancelliråd C.A. Reitzel måtte
kautionere for behandlingen.
Den 18. maj 1843 startede Sprogfest på Skamlingsbanken. Initiativet kom fra den sønderjyske
politiker Laurids Skau (1817-64), ideen var at højne det danske sprog i Sønderjylland, der følte sig
truet af tysk. Til dette første møde kom der 6.000 gæster. Til Sprogfesten 4. juli 1844 kom der 9.000
gæster, talerne var Grundtvig, Orla Lehmann, Carl Ploug og Goldschmidt. Ved Sprogfesten 18. juli
1945 kom der 8.000 gæster. Her var Blicher en af talerne, han havde også skrevet en sang til festen.
Derforuden var der taler af Laurids Skau, Fr. Barfod og Carl Ploug.
Det gik ikke godt med præstejobbet i Spentrup. Blicher skulle som
præst styre regnskabsførelsen for skole- og fattigvæsen, men
regnskabet var meget mangelfuldt. Når han var på jagt, glemte han
ofte tid og sted, og det hændte, at menigheden måtte vente i kirken
en times tid, før han dukkede op. Mere og mere ”tørstede” han, og
forsømmelser blev efterhånden det normale. Hans hidsige
temperament bragte ham gang på gang i vanskeligheder overfor sine
overordnede, det gjaldt såvel provst Vallentin som biskoppen. En
afskedigelse fra sin stilling som præst i Spentrup var efterhånden
uundgåelig.
Dette billede af Blicher er tegnet i 1845 >
Det blev historien om kapellan W. Christian Lakier, der udløste afskedigelsen. Lakier boede i
præstegården som en af familien. Men han var efterhånden godt træt af sit job som kapellan, fordi
alle der havde et mellemværende med Blicher, og det var ganske mange, kreditorer, bestyrelser,
myndigheder og menighed, de henvendte sig altid til ham, fordi Blicher som regel ikke var hjemme.
Ofte havnede de indviklede sager i retten, hvor også Lakier måtte møde op. Dertil fik Lakier, som
også Blicher havde det, store problemer med den tidligere sognefoged den trættekære Hans Møller:
”Du er en flab, en skurk, en langbenet hund. Du er kun præstens tjenestekarl.”
Lakier blev også beskyldt for at have beholdt 50 rigsdaler af skolelærerens løn. En anklage han
dog blev pure frikendt for, og Hans Møller måtte indkassere en bøde på 5 rigsdaler for den
SIDE 24
uberettigede beskyldning og 10 rigsdaler i sagsomkostninger. Lakier søgte flere andre embeder fx
Tunø, men han blev hver gang vraget. Søndag den 3. jan. 1847 kom han ikke som vanlig til
gudstjenesten. Menigheden ventede, og så gik Blicher op for at se, om han havde sovet over sig. Et
skrækkeligt syn mødte ham, Lakier havde skudt sig liggende i sin seng, han kunne ikke magte livet
mere. Blicher skrev samme dag et brev til herredsfoged von Bergen om Lakiers selvmord.
Dødsannoncen 8. jan. i Randers Avis fik han vendt, så det så ud som en ulykke, derfor lykkedes
det at få Lakier begravet i indviet jord, skønt alle vidste, at der var tale om selvmord. Begravelsen
foregik 8. jan. 1847, og dødsårsagen blev mod sædvane ikke indført i kirkebogen. Christiane blev
anbragt i ”Det Petersenske Kloster” på Vimmelskaftet i København, hvor hun levede til sin død.
Dagen før Lakiers selvmord havde han spillet l’hombre med Blicher og to af Blichers sønner Jens
Frederik og Eberhardt.
Provst Vallentin og biskoppen sendte 25. marts 1847 et brev til Blicher:
"Paa Grund af de uheldige Forviklinger, der i en længere Aarrække har fundet Sted i Spentrup
Pastorat maatte det, efter vor Formening, for Menighedens Standpunkt og i dens Tarv ansees
ønskeligt, om Sognepræst Blicher aldeles resignerede, og Menigheden istedetfor en respondabel
Kapellan erholdt en ny Sognepræst."
I brevet antydedes, at Blichers søn Jens Frederik, der hidtil forgæves havde forsøgt at tage teologisk
embedseksamen, kunne forrette gudstjenesten - men kun midlertidigt.
Realiteten var, at Blicher grundet uforsvarlig embedsførelse og forsømmelighed måtte søge sin
afsked. Han var tilbøjelig til at acceptere. Så kunne de tage bopæl i København, det ville måske live
”Neste” lidt op, han kunne gå på biblioteket og træffe de mennesker, der var værd at samtale med.
Måske kunne han holde forelæsninger. Alt i alt et tiltalende fremtidsperspektiv.
Der var ganske vist det, at han var blevet blind på det ene øje, og frygtede samme skæbne for det
andet. Og da han så hørte sin svigersøn tærske inde i loen, og yndlingsdatteren Malvina tumle med
kar og baljer i bryggerset, så fortrød han. Malvina var 28. juli 1842 blevet gift med
præstegårdsforpagteren Rasmus Berg, en forpagtning der næppe ville kunne fortsætte under en ny
præst.
Det lå imidlertid klart, at provst og biskop ønskede Blichers afsked. Han skrev til kongen "min
eneste Beskytter," og gik i forbøn, men denne gang føjede kongen ham ikke, han fik ingen svar. Den
26. juni 1847 underskrev Christian VIII på Sorgenfri Blichers afsked og tildelte ham samtidig en
årlig pension på 600 rigsdaler, hvad der var det dobbelte af en almindelig præsteløn. Også her havde
Jonas Collin en finger med i spillet, som en honorering for Blichers digteriske evner.
Pinefuldt var det for Blicher at erfare, at hans efterfølger netop skulle blive Provst Vallentin, med
hvem han havde haft så mange uoverensstemmelser. Og allerværst – de skulle bo under samme tag
- nådensåret ud.
Men Blicher faldt ikke hen. Han tog på togter for at opstøve folkesagn, der havde været kilde til
mange af hans fortællinger. Faktisk sluttede Blicher sit liv, som han begyndte det med lange
traveture i naturen, som han i sin tid også gik med faren i Vium.
Nu var det snart hans 65-års geburtsdag, den skulle fejres med maner. Blicher har sikkert anet, at
det kunne blive hans sidste fødselsdag. Han bestilte 12 pund fersk ørred hos apotekeren i Randers.
For sidste gang samledes familie og venner i Spentrup Præstegård 11. okt.1847 til en fin
fødselsdagsfest med sange og taler.
På hjemmefronten knagede ægteskabet voldsomt, som det, bortset fra de allerførste år, længe
havde gjort. Ernestine interesserede sig ikke meget for, hvad Blicher foretog sig, såsom de lange
SIDE 25
vandreture på heden, jagt, snak med bønderne og rakkerne og selskabslivet på herregårdene, der var
i det hele taget ikke meget, de var fælles om. Hans digterevne interesserede hende ikke, hun fattede
ikke dens rigdom, og det var så absolut det, der pinte Blicher allermest. Da Ernestine senere blev
ene, viste det sig, at hun ikke havde en eneste af sin mands bøger i sit hjem. Overfor befolkningen
var Ernestine godheden selv, flink, særdeles afholdt og meget populær. Hun var pillen og
omhyggelig med sit udseende. Hun havde drømt om et rent, propert og pertentligt hjem med en
kærlig, hensynsfuld, solid og elegant ægtemand. Men hun havde fået en rigtig sjusk. En mand der
med årene var blevet ligeglad med sit udseende og sin påklædning. Og en mand der bestemt ikke
var let at gøre tilpas.
I stedet for at være hensynsfuld overfor Ernestine og hendes pæne stuer, provokerede Blicher
hende. Når han kom hjem fra jagtturene, beholdt han sine beskidte støvler på ind i stuerne. Selv
jagthunden Chasseur, der naturligvis var mindst tilsvarende beskidt, fik lov at komme med ind i
stuerne. Ikke usandsynligt var det netop disse erfaringer, der provokerede Ernestine til at udvikle sin
medfødte ordenssans, så det nærmede sig rengøringsvanvid. Også hendes glade gemyt ændredes,
hun blev vranten, hidsig og trættekær. At hun også manglede interesse for at lave mad til manden,
forstår man fuldt ud i en sådan situation. Og hvad angår hendes manglende økonomiske sans, som
der påstås, ja, så har hr. Blicher bestemt ikke noget desangående at lade hende høre.
Blicher havde på sin side drømt om en kærlig, ungdommelig, blid digtermuse og sværmerisk
hustru. Han holdt af sin ”Lille Neste,” men han forstod ikke, at leve op til det hun forventede, han
lærte aldrig at forstå hendes ønsker, og at Ernestine var blevet en voksen kvinde.
- - - Ingen af dem blev tilfreds med livet.
Trods den manglende idyl holdt de sammen, de fik ti børn - ægte eller uægte – hvem ved.
Blichers over hundrede socialrealistiske noveller, er dem han huskes bedst for. Noveller var
betydelig hurtigere og lettere at få publiceret, og da han gennem alle årene næsten konstant havde
økonomiske lommesmerter, måtte han skrive noget, der hurtigt kunne skaffe en indtægt. Af samme
grund var kvaliteten af det skrevne temmelig meget svingende.
Meget andet har Blicher også skrevet, artikler om praktiske landbrugsmæssige forhold,
oversættelser, jagttidsskrifter, skuespil og digte. Højskolesangbogen rummer 15 af hans digte, ud
over tidligere nævnte kender vi bedst: ”Hulde engel, du min barndoms ven!” fra 1825 og "Jyden
han æ stærk og sej," skrevet på jysk 18. sept. 1846 til en påtænkt folkefest på Hohøj ved Mariager.
Den skulle være et forsøg på at genoplive Himmelbjergmøderne, men han måtte aflyse grundet
mangel på tilslutning, Blichers image var krakeleret.
Grundtonen i Blichers forfatterskab, der strakte sig over 40 år fra 1807-47, byggede ofte på
personlige oplevelser som regel tragiske. Hans problemer i ægteskabet drev ham tit fra hjemmet ud
blandt mennesker i Midtjyllands hedeegne, ud i naturen på jagt. Flugten gav ham inspiration, hvad
der klart ses i hans forfatterskab. Et forfatterskab der er meget betydelig i dansk litteratur, med en
samlet produktion på ca. 7.000 tryksider.
Blicher blev aldrig anerkendt af den herskende litterære kreds omkring Johan Ludvig Heiberg, der
var en søn af Thomasine Gyllembourg (se 1773) og P.A. Heiberg (se 1758). Blicher opfattede Johan
Ludvig Heiberg som en fjende, han glemte aldrig, at han havde gjort nar af hans digte. Med
datidens forfattere havde Blicher ikke meget kontakt. Fra 1817 brevvekslede han med B.S.
Ingemann, kaldte ham for en ven, men fra Ingemanns side var der i svarbrevene mere tale om
høflige gensvar på Blichers breve. Blicher nåede aldrig at blive accepteret som forfatter i sin samtid,
han evnede ikke i samme grad som H.C. Andersen at gøre reklame for sig selv. Historiker og
kritiker Georg Brandes (se 1842), der var den førende kulturpersonlighed sidst i 1800-tallet, kendte
SIDE 26
ikke til Blicher, har i hvert fald aldrig omtalt ham, for ham var dansk litteratur ensbetydende med
københavnsk litteratur og til nød sjællandsk litteratur. Og dog blev Blicher sammen med H.C.
Andersen den mest læste danske guldalderforfatter.
Blicher var god til at lytte. I sine sidste år vandrede han rundt til hedebønderne, her indsamlede han
folkesagn, som alle omhyggeligt blev skrevet ned. Hans værker blev langsomt men sikkert udbredt
efter hans død, og mange udgivelser blev trykt i nye oplag. For at belyse de litterære værkers
udbredelse og popularitet så blev der i Blichers levetid udgivet 37 titler, men efter hans død er der
udgivet og genoptrykt 260 titler i omkring 100.000 eksemplarer. En udbredelse ingen andre af hans
samtid opnåede. Og så skal vi lige huske, at i Blichers tid var det at kunne læse og skive noget
ganske særligt, som kun var de få forundt.
Christian VIII døde 20. jan. 1848, men det sansede den 66-årige Blicher ikke, han var allerede
langt henne i sin sygdom. To måneder senere 26. marts 1848 blev der sendt bud efter de
nærmestboende børn. Deres gamle far kunne næppe trække vejret. ”Kongen er død,” sagde en af
sønnerne i hans øre, men Blicher hørte intet, hans timeglas var udrundet, mens kirkens klokker
ringede aftensolen ned.
Dødsannoncen i ”Randers Avis” blev indrykket 28. marts 1848 af Blichers lokale tro støtte og
medarbejder, degnen Thomas Wandborg:
Præsten, Sangeren, Frihedens og den danske Nationalitets varme Talsmand og Forsvarer
Steen Steensen Blicher er ikke mere. Efter et langvarigt Sygeleie indslumrede han igaar
blidt og roligt ved Solens Nedgang i sit 66de Aar. Hans Dagværk er her tilende; men den Sæd, han
her har udstrøet, og hvis Frugter han ikke oplevede at see, vil han fra hiine Lysets Egne see
modnede. En dybtsørgende Enke og 10 Børn, 7 Sønner og 3 Døtre,
begræde Tabet af den kjerligste Mand og Fader.
Spentrup, den 27. Marts 1848.
Wandborg.
Steen Steensen Blicher kunne tildeles mange titler: Præst, digter, landmand, jæger,
samfundsdebattør og humanist. Han blev begravet på Spentrup Kirkegård, på et sted han flere år før
sin død havde udpeget. Ernestine vedgik sig arv og gæld og sad i uskiftet bo.
Den 3. juli 1848 afholdtes auktion i Spentrup Præstegaard, over det som Ernestine ikke fik brug for
eller plads til i hendes fremtidige liv som enke i Randers. Der var 343 auktionsnumre, de indbragte
685 rigsdaler, hvad der var meget for den tids auktioner. Indboet bar ikke præg af nogen fattigdom,
hvad alle havde forventet grundet de evindelige klagesange. Men Blicher havde også store passiver,
så pengene forsvandt i de mange huller. Der blev ikke engang råd til en gravsten.
Randers Avis beskrev i 1850 Blichers grav som:
"Et Chaos og Noget lig Muldvarpeskud, som en forvitret Vegetation har været saa barmhjertig at
dække mod de barske Vestenstorme."
Der skulle gå fire år, før en folkeindsamling i 1852 blev sat i gang for at skaffe midler til en
mindesten på Blichers grav, men – resultatet var deprimerende - 32 rigsdaler og 1 skilling.
Efter yderligere fem år blev befolkningen igen opfordret til at yde en skærv til Blichers minde,
denne gang med et lidt bedre resultat, nu stod der 272 rigsdaler, 5 mark og 13 skilling på kontoen.
Igen gik der en rum tid, efter yderligere syv år havde beløbet med påløbne renter sneget sig op på
351 rigsdaler. Så var det forsvarligt at købt en gravsten. På den polerede forside er der udhugget en
lyre omgivet af en laurbærkrans.
SIDE 27
Men så opstod der et andet problem, for her 16 år efter Blichers død kunne ingen bestemt huske,
hvor graven oprindelig var. Den 28. nov. 1864, blev gravstenen sat, hvor man mente den forfaldne
grav lå. Ernestine nåede at se sin mands sten.
Ernestine havde udtrykt ønske om at blive begravet ved siden af sin første mand, Peder Daniel
Blicher. Men dette ønske blev ikke opfyldt, hun ligger begravet ved siden af sin anden mand på
Spentrup Kirkegård. I de efterfølgende år kom der en hel hær af mindesmærker for Blicher rundt
om i landet.
Inskriptionerne lyder:
Steen Steensen Blicher,
Født i Vium 11. oktober 1782.
Død i Spentrup 26. marts 1848.
Dit Navn skal i de fjerne Dage mindes,
og Fremtids Børn Dit Kvad forlyste vil,
naar Ingen veed, at her Din Gravhøj findes,
og Ingen af Din Slægt er mere til.
Erneste Juliane Blicher, f. Berg.
Født 1793.
Død 1875.
Blicher havde ved en forglemmelse ikke sikret Ernestine en normal
enkepension. Som erstatning herfor modtog hun 100 rigsdaler om året
fra statskassen. Ellers levede hun af at sy og strikke for folk. Derfor
blev Ernestines 27 år som enke i en lejlighed i Markedsgade i
Randers en trang tid. Fra 1860 gik det dog en anelse bedre, idet
nyudgivelserne af Blichers bøger kastet lidt af sig, så Ernestine
høstede lidt af frugterne fra de skriverier, hun aldrig havde brudt sig
om. Da hun døde 2. april 1875, efterlod hun sig en pæn sum penge på
sparekassebogen, indtægterne fra noveller og digte var begyndt at
komme. Men hun havde ikke en eneste af Blichers bøger i sit hjem,
de havde aldrig interesseret hende.
< Erneste Juliane Blicher
Blichers liv havde bestemt ikke været ”en dans på roser,” tornene havde været fremtrædende i
hans liv. Blichers helt store anerkendelse kom først efter hans død. Men alligevel blev han den
forfatter, som for alvor placerede Jylland på det litterære landkort.
Der er skrevet rigtig meget om Steen Steensen Blicher. Her fremhævet dem jeg har læst mest i:
Evald Tang Kristensen og M.A.S. Lund: ”Steen Steensen Blichers liv og gjerning” fra 1882
Jeppe Aakjærs trebindsværk: ” Steen Steensen Blichers livstragedie” fra 1903-27. Her er der
præsenteret en imponerende bunke breve og oplysninger om Blichers liv
L. Mylius-Erichsen: ”Den jyske hede før og nu” fra 1903
Knud Sørensen: St.St. Blicher digter og samfundsborger” fra 1984
SIDE 28
I den gamle
forpagterbolig i
Spentrup havde
Blichers yndlingsdatter
Malvina sit hjem efter
giftermålet
med præstegårdens
forvalter Rasmus Berg.
Her er ”Malvinas
Hus” indrettet som
mindestue for Blicher.
Her er mulighed for at
studere mange af Blichers personlige ejendele, manuskripter og førstetryk af
en række af hans værker ikke mindst de kongetro. Her fornemmes
atmosfæren omkring Spentrup Kirke, præstegård og skole, hvor Blicher
havde sin gang, mens han var præst i Spentrup dvs. fra 1825 til sin død
1848.
I ”Malvinas Hus” er der indrettet mødelokaler med thekøkken, der er atelier
og mindre lokaler til kunstudstillinger, foreningsmøder m.v.
Blicheregnens Museum findes i udlængerne til Thorning Præstegård
I 1908 besluttede Jeppe Aakjær (se 1866), at han ville rejse en mindesten
over forældrene ved landsbyen Aakjær i Fly Sogn, hvor han var født og
opvokset. Han annoncerede, at han ville holde "Markfest i Aakjær" den 12. juli 1908.
Jeppe Aakjær forventede omkring 150 deltagere, men da dagen oprandt, kom der 3.000 en kæmpe
overraskelse for alle.
På herregården Herningsholm Ø for Herning åbnede Blicher Museet i 1930. Grundlaget var
primært effekter samlet af Jeppe Aakjær og skænket til museet.
Den 11. okt. 1951 blev Blicher-selskabet stiftet med det formål af fremme og uddybe interessen for
Steen Steensen Blichers liv og værker. Selskabet har siden 1955 uddelt Blicherprisen og arrangerer
hvert år en fest for foreningens ca. 500 medlemmer. Blicher-selskabets formand er operasanger Erik
Harbo.
Ideen med Himmelbjergmøderne blev fulgt
op af Jeppe Aakjær, der 26. juli 1908
arrangerede den første “Jenlefest.”
Annoncen her er fra ”Jenlefesten” 1. aug.
1920. Til denne fest nåede deltagerantallet
op på 8.000. Et af årene var ”Jenlefestens”
hovedtaler en ringkjøbingdreng nemlig
sømand, bogbinder, politiker og forfatter
Harry Søiberg (se 1880), der var født i
Ringkjøbing. Den eventyrlystne Harry
Søiberg var en ivrig debattør i
arbejderbevægelsens politiske arbejde, hvor
han markerede sig som socialist. Tilmed var
han en blændende taler.
SIDE 29
I anledning af 200 året for Steen Steensen Blichers fødsel udgav Post Danmark 26. aug. 1982 et
frimærke med hans portræt pålydende 2 kr., der var den tids normale porto.
Ingen er god til det hele, men alle er god til noget.
Steen Steensen Blicher ville være god til det hele,
det gjorde hans liv meget besværligt.
Og dog blev han en af Danmarks største digtere
Frede Lauritsen
SIDE 30
Her følger et resume over udvalgte Blicher noveller:
Brudstykker af en landsbydegns dagbog: Skrevet i 1824
Det er Blichers første prosatekst, den blev udgivet februar 1824 i tidsskriftet ”Læsefrugter,” der
ejedes af Elmquist, med hvem Blicher havde lavet en aftale om fem rigsdaler for hver trykside. At
det blev en novelle, skyldtes primært, at hans tidligere digte fyldte for lidt, og indtægt var ret så
nødvendig.
Novellen er skrevet i dagbogsstil, bygger over den historiske person Marie Grubbe på Tjele, der i
novellen hedder Sophie. Blicher gruede for, at han skulle få novellen retur, fordi forlæggeren ikke
fandt den god nok, men den blev antaget, og Blicher anede ikke selv, at han havde skabt sit
mesterværk. Af nogen betegnet som det ypperste af dansk litteratur.
Lidt fup var der med i spillet. Blicher havde efter selve novellen skrevet: Fundet, gjennemseet og
udgivet af S.S. Blicher, noget som også udgiver Elmquist var bekendt med.
Novellen handler om Morten Vinge, fra han er 14 år, til han er 67. Den foregår i årene 1708-53,
altså i Blichers oldefar og bedstefars tid. En tid som faren Niels Blicher havde fortalt sønnen om på
deres lange vandringer i heden.
Handlingen starter 1. jan. 1708 i Føulum, hvor Morten får undervisning i latin og græsk af Hr.
Søren, den gamle præst i Føulum. Mortens fars drømmer om, at Morten skulle blive præst i
Føulum, så kunne præstens Jens blive biskop i Viborg. Jens har dog ikke meget lyst til at læse, han
vil hellere gå på jagt. Præsten er gal på sønnen og taler dansk til ham, hvorimod han taler latin til
Morten, der læser flittigt, og som han holder mere af end af sin søn. Morten sætter også stor pris på
præsten: ”Bevar vor gode Hr. Søren, han lever nok ikke til næste Nytår.”
Det gjorde Hr. Søren heller ikke. Ikke kun Morten, men også Jens græd.
Det var nu meningen, at Morten skulle i skole i Viborg. Hans far gik til Viborg for at arrangere
sønnens ophold og forplejning. Men faren kom aldrig hjem igen, en snestorm har fanget ham, og
han findes i en snedrive frosset ihjel. Mortens planer ændres, og han bliver hjemme for at forsørge
sin mor. Tre uger senere dør Jens’ mor. Den optimistiske Jens bliver skytte på Tjele med grønt tøj
og fjer i hatten. Han er pigernes Jens. Skolepeblingen Morten får tilbudt at blive en af seks tjenere
hos herskabet på Tjele.
Farvel præstekald! Farvel Latin! O mine kjære Bøger! Jeg har solgt min frihed for 12 Sletdaler!
Morten er den flittige, der læser. Herskabet taler fransk ved bordet, så Morten beslutter at lære
fransk. Han lister sig til, at få den bog frøknerne får undervisning efter, og står udenfor døren og
lytter til undervisningen. På den måde lærte han fransk.
Af Jens lærte han at gå på jagt, fordi herremanden bad ham om det. En dag reddede Morten nådig
herrens liv ved at skyde en vildbasse.
Under opholdet bliver Morten forelsket i frøken Sofie:
”Der har saa dejlige Tænder.”
”En dejlig Frøken jeg har Glæde af at se på.”
”Frøken Sophie smilte så venlig til mig, at mit Hjerte sad i min Hals.”
”Ak, jeg elendige Menneske! Nu ved jeg, hvad det er, jeg fejler - - Amor!”
”Ak, Frøken Sophie! Gid du var en Bondepige, eller jeg en Prinds!”
”Det er både ondt og godt at være forlibt.”
Under en kanetur med Sophie røber Morten, at han forstår fransk. Han kan derfor ikke fortsætte
som tjener ved herskabets bord, men bliver forfremmet til kammertjener og skal rejse med junker
Kresten til Paris.
SIDE 31
Den 17. dec. 1710 dør Mortens mor. Ligprædikenen varede i syv kvarter. Jo længere prædiken jo
større ære.
Jan. 1711 rejser Kresten og Morten til København, hvor de skal blive hele sommeren. Morten
længes efter Sophie: ”Jeg tænker, jeg er død inden Maidag.”
På sejlturen til Sjælland bliver de angrebet af et svensk sørøverskib. De skyder igen på svenskerne,
som var de snapper. Det lykkes Morten at ramme den svenske kaptajn, hvorefter sørøverskibet
flygter.
I København oplever de meget, og Morten bliver forelskelsen kvit. Men sidst på sommeren
udbryder der pest i København, pesten angriber Junker Kresten, der dør. Lange ligvogne kører rundt
i gaderne for at opsamle lig. Morten rejser tilbage til Tjele og sørger sammen med familien over
Krestens død.
Men Mortens forelskelse blusser op på ny, for der er kommet en kavaler til Sophie, Hr. Gyldenløve.
En bryllupsdato bliver bestemt. Da Morten fortæller det til Jens, viser det sig, at Jens også er
forelsket i Sophie.
Sophie og søsteren Marie får børnekopper, men Marie overlever ikke.
Morten ligger syg i tre måneder, og da han ser Sophie igen, var hun bleg, men ser ellers fornøjet ud.
Excellensen Gyldenløve er rejst bort, de var vist allerede kede af hinanden.
Morten har med sygdommen mistet sin ungdoms munterhed.
Jens og Morten bytter værelse, så Morten får udsigt til forældrenes grave og Hr. Sørens, hvor der
gror tidsler, som han vil luge bort.
Fruens pige får en søn, kniplingskræmmeren bliver udlagt som fader, skønt alle ved, hvem den
skyldige er - nemlig Hr. Gyldenløve.
En nat da Jens ikke er hjemme, lægger Morten sig i sit gamle kammer. Han blev vækket med kys, det var Sophie. Han bliver ovenud lykkelig, favnede hende der hvilede ved hans bryst – ville gerne
dø af frygt for at vågne. ”Evindelig min” udbryder han, da først opdager Sophie sin fejltagelse og
flygter med et skrig.
Morten fortæller ingen om sine oplevelser. Men en af pigerne har opdaget Sophies forhold til Jens
og røber dem. Stor opstandelse - herren løber med bøssen for at skyde Jens, men han var på sin hest
allerede langt borte. Frøknen spærres inde. Efter få dage henter Jens Sophie en nat, og sammen
flygter de.
”Herren tager vist sin Død derover,” han bliver syg og dør, men inden han dør, kalder han Morten
til sig, og beder ham om at skyde sin hund Vaillant, når han er død. Som belønning får han hesten
Blis og et gevær.
Herefter beslutter Morten at forlade Tjele, han har ikke flere venner her, og går i krigens tjeneste for
det giver - brød eller død. Med sig har han Blis.
I svenskekrigen tages han til fange, Blis dør, og han tvinges til at blive svensk soldat, men ikke mod
sine landsmænd - kun mod moscoviten.
I fireogtyve år opholder Morten sig i Sibirien. Meget hører vi ikke fra den tid, om hvad han
foretager sig, kun at han går på jagt efter hermelin og mår, men han længes mod den danske natur.
Med skib kommer han igen til Danmark og ser det danske flag. I en storm knuses skibet mod
Falsters kyst. Fattig og halvnøgen vandrer han i land. På Korselitse finder han et fristed:
”En ædel Herre har taget mig i sit Brød, og lovet at sørge for mig til min Dødedag.”
Foråret i Danmark er en lise i forhold til Sibiriens kulde.
Herren holder af Morten, der i timevis fortæller om krigen og oplevelserne i Sibirien.
”Jeg har seet hende – hende? Ak nei! Ikke hende! en falden Engel har jeg set, en Mørkhedens
Gestalt – tidt har jeg ønsket mig Døden, men nu – nu ækles jeg ved Livet – jeg kan ikke skrive
meer.”
”Dersom du læser denne Journal, skal det ses, hvorlunde Synden lønner sine Børn.”
SIDE 32
En dag promenerer Morten i haven ved Korselitse. En mand synes bekendt - tykt skæg, skummelt
øjekast: ”Er du også her?” sagde han med et skævt grin. Morten skælvede – det var Jens.
”Hvor er Sophie?” Var Mortens første spørgsmål.
”Soffi” skreg Jens, ”her er en gammel Bekjendter.”
Sophie lå tre skridt fra Morten og lugede. Hun vendte ansigtet så et øjeblik på Morten og gav sig
igen til at luge. Ingen bevægelse i det fordums så dejlige ansigt. Forandret, bleggult, rynket,
fortrædent, som havde det aldrig smilet. En hullet kyse med lasede kniplinger. Skidne pjalter af
engang smukke klæder hang om hendes tykke, ildedannede krop. Angst og vammel kunne Morten
hverken tale eller røre sig.
”Nu er hun nok ikke saa smuk, som dengang hun krøb i Sengen til Dig?” råbte Jens. Morten gyste.
”Forgyldningen er slidt af, men Kneveren kan hun bruge,” fortsatte Jens:
”Har Du ikke til en Pæl, Morten! for gammel Kjendskabs Skyld?”
Morten gav ham noget og gik op til gården.
”Kjender Du disse Mennesker?” Spurgte herren.
”Ak Du gode Gud! Ja, jeg har kjendt dem for mange Aar siden.”
”Det er slette Folk,” sagde herren, ”hun er arrig og bandsat, og han drikker som en Svamp. De har
boet et Par Aar i et Huus nede ved Stranden! Han fisker. Og hun gjør Ugedage her i Haven. Hun
skal være kommet af skikkelige Folk?”
Morten græd og fortalte herren historien om Sophie og Jens, der havde flakket rundt i Danmark og
Tyskland, han spillede valdhorn, hun sang og spillede lut. Var dette ikke nok til at opretholde livet,
levede de af hendes prostitution. De var omkommet, hvis ikke herren havde forbarmet sig. Herrens
forfærdelse var stor som Mortens bedrøvelse.
Efter mødet med Sophie og Jens mærker herren, at Morten ønsker at komme til sin fødestavn, og
skaffer ham plads hos det nye herskab på Tjele. Men herskabet nyder ikke jagt, det er en traurig
slægt.
Undervejs mod Samsø sammenligner Morten sine oplevelser, det at være i krig – kårde, kugler,
hug, stik, sår og død er intet at regne mod sjælens fordærv. Hellere havde han set Sophies skønne
legeme sønderrevet af vilde dyr.
Efter tredive år er Morten tilbage på Tjele. Han har vundet en grav hos sine forfædre. Slægten er
borte, men han genkender træer, stene og lynghøje.
Mortens sidste otte år går med minder, han bor alene i sin fars hus, og bliver degn i Tjele og Vinge.
På den tid kunne man blive degn, hvis man besad evnen til at læse, hvad højst 5% af befolkningen
gjorde.
Disse blade (dagbogen) skulle være det eneste mærke om mig. - Slutter Morten.
Røverstuen: Skrevet i 1827
Novellen starter med en parentetisk indledning på to sider. Handlingen foregår med Aunsbjerg som
base. Som det sig hør og bør, er der spøgeri på godset. Skytten Niels på Aunsbjerg afslører
krybskytten Sorte Mads, der er hjemfalden til straf, men krybskytten holder gæk med
herregårdsskytten. Frøken Mette på herregården lader sig midt om natten bortføre af sin elskede –
Holger fra Vestervig. Faderen og den forsmåede bejler junker Kaj optager forfølgelsen, finder
Mettes sløjfe og senere hendes ene handske. Men tateren Sorte Mads og Mikkel Rævehale kommer
de flygtende til hjælp, de skjules i ”Røverstuen” en halvmilsvej V for Karup Å, der formentlig er en
gammel gravhøj, for høje kæmpesten udgør stuens væg. Mette og hendes Holger har forinden
højtidelig lovet ikke at røbe skjulestedets eksistens for nogen. I ”Røverstuen” møder vi Sorte Mads’
kone Lisbeth og tre nøgne børn. Det flygtende par bliver lykkeligvis senere herskabet på Aunsbjerg.
Novellen viser, at alle er bange for det ukendte, landsoldaten er bange for det frygtelige hav,
sømanden er bange mellem sabler og bøsser, og kommandanten er bange for konen.
SIDE 33
Sildig opvågnen: Skrevet i 1828
Novellen starter med omtale om den 48-årige doktors død, og handler om baggrunden for det
dramatiske dødsfald. Han er faglig dygtig, munter, elskværdig, lykkelig gift, far til seks, formuende
og aldrig syg. Han er en selskabsmand, der er forblændet af kærlighed til sin kone Elise. Udadtil ser
alt rigtigt ud, men lykken lider skibbrud, og doktoren skyder sig.
Fortælleren er præsten Wilhelm, der bliver vidne til ”skibbruddet.”
Handlingen starter 35 år tidligere på dansegulvet, hvor Wilhelm byder jomfru Elise op til dans, hun
er smuk, munter, en dygtig danser, men overfladisk og går ikke af vejen for en flirt. Doktoren
hævder imidlertid, at Elise har lovet ham denne dans. Doktoren er meget jaloux, og det viser sig, at
de er hemmeligt forlovet, og parret bliver da også gift.
Wilhelm, der grundet sin stand har en vis værdighed, bliver gift med sin ungdomsforelskelse
Henriette, en stille, bly nærmest from, dannet, venlig og ydmyg pige med dybe følelser og en klar
forstand. Set med præstens øjne dog lidt for trist.
En tredje familie flytter til byen, det er den muntre løjtnant senere major Frans. En ædel, modig,
smuk og retskaffen mand og hans smukke og lige så muntre kone Charlotte er vittig, åbenmundet
og kvik i replikken. Også en velstående familie dog med den skavank, at de ingen børn har.
De tre par bliver gode venner, og går under navnet ”Trianglen.”
På et maskebal mødes majoren Frans og Elise, forklædningen får skyld for fejltagelsen, men reelt er
der opstået ”sød musik,” og forholdet udvikler sig.
Så går der en halv snes år, majoren bliver alvorlig syg med høj feber. Charlotte tilkalder doktoren,
majoren taler i vildelse til sin kone Charlotte, som om hun var Elise. Han bedyrer, at deres forhold
må holde op for, som han siger, det er synd for både min kone Charlotte og for din mand doktoren.
Ydermere fortæller han Elise, som altså er Charlotte, om et hemmeligt rum i chatollet, hvor han har
gemt deres kærestebreve, dem skal hun brænde. Brevene kommer frem og afslører til fulde et
årelangt kærlighedsspil. Skandalen rulles op for alle, og doktoren, der elsker sin kone så højt, kan
ikke bære at være svigtet og tager sit eget liv.
En handlingsmættet og god novelle, der viser utallige sider af menneskelivets såvel lyse som mørke
sider.
Novellen blev skrevet lige efter Ernestines troløshed og handler netop om omkostningerne ved
kærligheden, når der kommer svigt i forholdet.
Ak! Hvor forandret: Skrevet i 1828
Historiens jeg - hedder Per Spillemand, en lang københavner, ung moderigtig spradebasse, der tror
en masse om sig selv. Han har forsøgt at blive graver og bedemand, men uden succes. Sammen med
sin ven Ruricolus er han draget til det jyske, her fortæller Per, ikke uden stolthed, om sit tyvende
kærlighedsforhold til den dejlige, underskønne jomfru Maren Lammestrup. Efter en bryllupsfest hos
stedets pastor, hvor alle er sløve, matte og uden glans, er der arrangeret en jagt. Per gør sig ikke
rigtig i jagtselskabet, med de erfarne jægere, han bliver belært om, at hundene ikke gøede, nej de
halsede. Per skød en and, med det resultat at han gik bagover og havnede i vandet. Han bliver
iklædt tørt tøj af fru pastoren, men tøjet hænger, det passer bedre til den lave, digre pastor.
Idet Per, i sit tørre men lidet flatterende tøj, træder ind i stuen hos alle damerne, kom latteren helt af
sig selv og jomfru Lammestrups forhen så gunstige stemning ændres. Trods sin aparte påklædning
tror Per dog stadig på sin uimodståelige charme, han kan i sin selvglade naivitet ikke se, at jomfru
Lammestrup gør grin med ham.
Per foreslår, at de alle går ud for at overvære jagten, her kommer de til en bæk, hvorover ligger en
smal spange, som damerne bestemt ikke tør forcere. Per fatter imidlertid jomfru Lammestrup i sin
SIDE 34
favn, og vover at gå over spangen. Hun minder ham med slet skjult ironi om, at han allerede en
gang i dag har været i bad. Naturligvis falder Per i bækken, han træder i de alt for vide bukser og
uvante gevandter. Men bækken består ikke, som navnet lyder, af rent kildevand, men er i stedet den
rene mudderpøl. Per gør sig totalt umulig i selskabet, og forliser hermed sin nys erobrede kærlighed.
Så går der tyve år, hvorefter Per kommer tilbage. På møddingen ved præstegården møder han en,
han tror, er en gammel staldkarl, først kender han ham ikke, men opdager så, at det er hans gamle
ven Ruricolus, der nu er blevet præst på stedet. Ruricolus byder Per indenfor, hvor det viser sig, at
præstens kone er den før så underskønne jomfru Lammestrup. Tiden har dog udslettet hendes
skønhed, vid og munterhed. Omkring dem vimser en halv snes børn. Pers ungdomsdrømme har lidt
et alvorligt knæk.
Hosekræmmeren: Skrevet i 1829
Novellen indledes med: ”Den største sorg i verden her er dog at miste den, man har kær.”
Fortælleren er en vandringsmand - formentlig Blicher selv, han går over heden, hvor han ser
fatamorgana af slotte og pyramider, men da sulten melder sig, drømmer han om en menneskelig
hytte. I et lyngtækket hus finder han fattige hedebønder, men bag fattigdommen skjuler sig værdier
i et usselt hængeskab, i et umalet skrin og i en tegnebog indenfor en lappet kofte. Alkoven er fyldt
op af strømper. Det er altså en hosekræmmer, og de er, trods deres tarvelige udseende, altid
velhavende. Bonden Michel Krænsen byder vandringsmanden velkommen. En dejlig bondepige
varter op, og giver også hunden Chasseur en skål mad. ”Hende beholder I vist ikke længe,” siger
vandringsmanden. ”Bejlere er der nok af,” siger bonden: ”At fri med et lommeur og en sølvbeslået
pibe kan ikke gøre det, der skal mere til at køre end at sige hyp.”
Bonden forklarer om den uværdige nabosøn, en fåredreng, kumpan og dum hund. Skønt han kun
har to stude og halvtredje ko frier han til Cecilia, og faren ejer kun et liden boel og skylder endda
hosekræmmeren 200 daler.
Nabosønnen er netop på vej mod huset. Moren siger: ”Velkommen Esben,” en ung, smuk, kraftig
karl, pæn påklædt, en god gut med et ærligt ansigt, men altså – uden penge.
Esben vil rejse i Sønden til Holsten: ”Min Begjæring er ellers, at I ikke vilde jage for stærkt med at
gifte Cecil hen, inden jeg kommer tilbage, og vi faae at see, hvordan min Lykke skal blive,” siger
Esben.
Michel Krænsen er dog ikke til sinds at love noget: ”Mens græsset gror, dør horsemor,” og mener
hermed, at forelskelsen dør ved adskillelsen.
”Dersom I tvinger Cecil til nogen Anden, gjør I stor Synd baade mod hende og mig.”
Esben hilste de gamle farvel og til Cecil i en blød tone:
”Farvel Cecil! og Tak for alt Godt! Tænk paa mig til det Bedste, om Du ellers maae – Gud være
med Dig! - og med Eder Allesammen! Farvel!”
Moren sukker: ”Aa ja.” Og tårerne triller ned over Cecilias kinder.
Efter seks lange år vendte vandringsmanden tilbage til det lyngtækkede hus, Cecilia sidder og
synger bleg, smuk, men med vanvid i øjnene: ”Er I fra Holsteen? Saae I Esben? Kommer han
snart?”
Moren fortæller, at Mads Egelund med en gældfri gård og 3.000 daler havde friet til Cecil og fået
farens ja. Men Cecil sagde nej. Faren blev gal og gik sammen med Mads Egelunds far til præsten og
lod lyse. Da præsten læste lysningen op tredje gang og sluttede med: ”Haver Nogen Noget derimod
at sige?” Rejste Cecil sig i stolen og råbte: ”Det har jeg; der er lyst tre Gange for mig og Esben i
Paradiis.”
Vi overgik en stor skam, fortalte moren, og Cecil var ramt af vanviddet.
Et halvt år efter kom Esben hjem, ingen havde hørt fra ham i mellemtiden, Cecil siger: ”Du tøver
længe, Brudesengen har staaet opredt over Aar og Dag; men siig mig først: er Du død eller
SIDE 35
levende?”
”Herre Gud, Cecil! Du kan jo vel see, at jeg er levende!”
”Det var Skade for saa kan Du ikke komme ind ad Paradiisets Dør. Stræb at ligge Dig til at døe
saasnart Du kan! thi Mads Egelund gaaer og lurer paa, om han ikke kunde komme først.”
Esben anklager Michel Krænsen den uret, han har forvoldt de to elskende. Esben er nu en holden
mand på 5.000 daler, og Michel Krænsen ærgrer sig på det nærmeste til døde.
Det er blevet aften og optræk til uvejr, så Esben overnattede i overstuen. En times tid efter midnat
vågnede moren, hun opdager, at Cecil har forladt sin alkove, og at noget ikke var rigtigt. I overstuen
finder hun Cecil siddende i Esbens seng med hans hoved i sit skød. Men Esben var bleg som et lig
og lagnerne røde af blod. ”Tys! tys! nu sover min Kjereste den søde Søvn. Ligesaa snart som I have
begravet hans Legeme, bære Englene hans Sjæl til Paradiis, og der skal vort Bryllup staae med stor
Herlighed og Glæde.”
Cecil havde skåret halsen over på sin elskede, den blodige ragekniv lå på gulvet.
Michel Krænsen blev aldrig mand igen, et par måneder efter Esbens begravelse døde han. Efter
farens begravelse faldt Cecil i en tre døgns dyb søvn, da hun vågnede var hendes forstand kommet
tilbage.
Igen frier Mads Egelund, men Cecil afviser, og i arrigskab fortæller Mads Egelund om hendes store
ugerning, og igen faldt Cecil hen i vanvid.
”Den største sorg i verden her er dog at miste den, man har kær.”
Præsten i Vejlbye: Skrevet i 1829
Herredsfoged Erik Sørensens dagbog er grundlag for historien om Præsten i Vejlbye.
Erik Sørensen forelsker sig i pastor Søren Quists datter, og de bliver forlovet. Forinden har Morten
Brun friet og fået nej. Morten Brun er en ubehagelig person, der ønsker at tage hævn. Han får sin
bror Niels til at tage tjeneste hos præsten, som er en hidsig og ilter person. Niels ypper kiv, der
resulterer i, at præsten slår ham. Niels flygter ud af landet. Mortens plan er stadig lykkedes. På
kirkegården er der nylig begravet en ung mand. En nat graver Morten den unge mand op, og
begraver ham i stedet i præstens have. Forskellige vidner bistår med udsagn, der antyder, at præsten
har slået Niels ihjel, en har endda en nat set ham grave i sin have. Liget af den unge mand findes, og
præsten begynder selv at tvivle, han kender jo godt sin hidsighed, han såvel som datteren er dybt
ulykkelige. Præsten stilles for herredsfogeden, der dømmer ham til døden.
Nogle år senere dukker Niels op fra Hamborg og fortæller sin historie - men for sent.
Søren Quist ligger begravet på Aalsøe Kirkegaard lige ved døren. Få dage efter at Niels er dukket
op, findes han liggende død på Søren Quists grav. Det formodes, at anger har drevet ham i døden.
Skytten på Aunsbjerg: Skrevet 1839
Under Steen Blichers opvækst opholdt han sig ofte på Aunsbjerg grundet morens sindslidelse, eller
var rettere indespærret, for det var under skarp overvågning af den snobbede godsejerfrue Steensen,
som Steen bestemt ikke kunne lide: ”Hvor er din Villie lille Steen?” var hendes spørgsmål, og
svaret skulle være ”I Bedstemors Lomme.” Godsejeren Steen Steensen, der var Steen Blichers mors
morbror, var derimod godmodig og rar. Parret havde ingen børn, og derfor måtte Steen agere
velopdragent barn, når der kom gæster. Skytten Vilhelm Marteaus (1728-19/8 1791) eller på fransk
Guillaume de Martonniere holdt Steen meget af, han fortalte ham om jagt, geværer og naturen. Det
viser sig, at Vilhelm er af fransk adelsslægt.
En ung pige mister livet på en køretur, hvor hestene løber løbsk, men Vilhelm afslører, at det er et
mord. Nemlig kusken som skal have et barn sammen med pigen, men han vil hellere have Mette,
der er stuepige på Aunsbjerg. Kusken sættes i fængsel, men imidlertid viser det sig, at Mette også er
SIDE 36
gravid med samme kusk. Stor opstandelse og Mette trues med at skulle forlade herregården.
Vilhelm træder til, beder om en samtale med godsejeren under fire øjne og påtager sig fadderskabet
trods sine 50 år med det resultat, at han og Mette får tildelt et hus, som de flytter ind i.
Alt ender dog i bar elendighed. Vilhelm dør efter styrt fra sin hest, han blev fundet flere dage efter
liggende under hesten, der også var død. Visse kilder mente, det skyldes morderens bror, der ville
hævne sig. Mettes barn dør og kort tid efter også Mette. Steen var dengang 9 år.
Eneste Barn: Skrevet i 1841
Anmeldt i ”Corsaren” 31. dec. 1841
En mystisk midaldrende dame bor til leje hos en høker. Hun er klædt, så man aner, hun har set
bedre tider med fortids velstand. Hun var datter af en rig godsejer, men giftede sig mod farens vilje,
men løb dog fra manden. Faren er kammerherre og meget brutal, han har engang slået en mand
ihjel, men blev dog frikendt i retten.
Frøknen, som hedder Lotte, med det rigtige navn Charlotte Schinkel, skulle efter farens befaling
giftes med en køn ung baron, men hun ville have en anden, som beklageligvis kun var præstesøn.
Derfor sættes hun i forvaring. Hun får dog via hurtigløber Thomas hemmelige breve fra sin elskede
præstesøn. Lotte gør sig rejseklar, og idet en vogn ruller frem, kommer kammerherren ud og undres
over, at datteren står rejseklar. Ud fra vognen træder en herre, fornem klædt som var også han
kammerherre. Med sig har han yderligere to herrer, og en allerhøjeste skrivelse der fritstiller Lotte
at vælge, mellem den faderen har valgt og hendes udkårne præstesøn, som tillige viser sig at være
løjtnant i den kongelige marine. Skrivelsen siger, at ifald faren ikke accepterer Lottes valg, skal hun
befries om nødvendig med magt.
Faren kalder datteren for en taske og erklærer hende arveløs. Faren er meget ophidset, og dagen
efter dør han af et hjertetilfælde. Dermed er den forhadte svigersøn pludselig blevet universalarving.
Parret vil dog ikke bo på godset, der for Lotte ikke har de rette minder. Efter nogle år sælges godset,
men da hendes mand efter salget kommer tilbage, er ”fuglen” fløjet, men børnene og tyendet var
der stadig. Lotte har fundet sig en ny løjtnant - svensk endda. Inden de er draget til Sverige, har de
tømt huset for alt ædelt metal. Svenskeren var dog heller ikke spændende nok for Lotte, han får ikke
mere sit udkomme ved hende, idet hun løber med en dansk handelsbetjent, der ”kneb en del mønter
fra sin principal,” som der står.
Handelsbetjenten er en upålidelig fyr, der forstår at tappe Lotte for de sidste mønter Derfor er Lotte
endt i armod siddende til leje hos høkeren.
Denne novelle er en af Blichers dårligste. Det var sikkert, en af dem han skrev udelukkende for at
hæve fem rigsdaler for hver trykside.
Generelt:
Blicher er en rigtig god fortæller, - men, for os der ikke er alvidende, er det irriterende at latinske,
tyske eller franske sætninger ikke bliver oversat. Ligeså irriterer det, at han i visse noveller bruger et
bogstav som erstatning for et stednavn eller et personnavn. Som fx B rejste til S-kjøbing.
SIDE 37
På Niels Blicher og Steen Steensen Blichers tid:
Hvordan så samfundet ud?
Hvad skete der i den omkringliggende verden?
Hvilke betydende personer levede der?
For at belyse dette ses her et udpluk af
- MINE TIDSBILLEDER fra 1700- 1800-tallet
Primært begivenheder der har relation til Danmark
Oplysningerne er opført kronologisk, så du kan dykke ned, hvor du har lyst
1643-1718 Marie Grubbe dansk adelsdame datter af Maren Juul og Erik Grubbe til Tjele der fik
seks børn. Moren døde i 1647, da Marie var fire år. Marie Grubbe blev gift i 1660 med
Ulrik Frederik Gyldenløve, der 1664 blev Norges statholder, han var Frederik III’s
uægteskabelige søn med Margrethe Pape. Gensidig utroskab opløste ægteskabet i 1670,
hvor Marie Grubbe blev sendt hjem til Tjele. Medgiften på 12.000 rigsdaler betalte
Gyldenløve tilbage, hvad der var ret usædvanligt. Beløbet svarede i nutidskroner til ca.
1 mio. kr. Dem soldede Marie op i løbet af et par år på udenlandsrejser sammen med
søsterens mand Stig Høeg. I 1673 fik faren hende gift med Palle Dyre til Sindinggaard,
hvor de boede i 13 år. Marie var dog stadig ustyrlig og utro og forlod Palle Dyre efter 17
års ægteskab til fordel for den rå og fordrukne Søren Sørensen Møller, der var kusk og
ladefoged på Trinderup,
som også ejedes af Palle Dyre. Marie drog sammen med sin nye kærlighed rundt og
optrådte på markeder i Danmark og Tyskland, han spillede valdhorn, hun sang og
spillede lut. Og hvis ikke det var nok til livets ophold, levede de af hendes prostitution. I
1706 havnede de i Borrehuset et overfartssted på Falster ved Grønsund. Foruden
færgestedet havde de udskænkning til den lokale befolkning. Søren var ofte fuld og kom
i klammeri, her dræbte han en skipper i 1711 og fik tre års strafarbejde. Marie Grubbe
så ham aldrig mere, han døde i 1717.
Da Ludvig Holberg 1711 flygtede fra København grundet pesten, lejede han sig ind i
Borrehuset, her traf han Marie Grubbe som færgekone. Unægtelig en noget anden Marie
Grubbe end hende Holberg tidligere havde truffet som adelsdame på Tjele. Holberg fik
en alvorlig snak med hende, uden at det dog førte til ændringer i hendes liv. Han skrev
senere: ”Epistel over sælsomme ægteskaber.” I ”Epistel 89” skildrer Holberg personen
Marie Grubbe. H.C. Andersen har også foreviget Marie Grubbe i 1869 med:
”Hønsegrethes familie.” Steen Steensen Blicher: ”Brudstykker fra en landsbydegns
dagbog” fra 1824 handler også om Marie Grubbe. Morten Vinge fik, da han kom
tilbage fra Sverige og Sibirien, ophold på Korselitse og til sin store forfærdelse, ser han
den tidligere for ham så uopnåelige unge og smukke adelsdatter Sofie forvandlet til det
ukendelige, en lugekone med rynket ansigt, hullet kyse og pjaltede klæder omkring
hendes tykke ildedannede krop. Kun vammelhed betog ham. I.P. Jacobsen skrev i 1876
sit hovedværk: ”Fru Marie Grubbe,” der herhjemme kun blev solgt i 7.000
eksemplarer, men dog oversat til 20 forskellige sprog. I 1994 udgav Juliane Preisler:
”Kysse-Marie”
der altså også er Marie Grubbe. Ved Grønsund står en beskeden sten: ”Her lå
Borrehuset 1705-1731. Udgravet 1941.” Det er, hvad man her ønsker at mindes om den
fallerede adelsdame.
SIDE 38
Christian V’s danske lov blev offentliggjort 15. april 1683. Hovedmændene i arbejdet
var juristen Peder Lassen samt professor ved Københavns Universitet Rasmus Vinding,
anbefalet af Peder Schumacher. Det var den første lov der gjaldt for hele Danmark. Der
blev fælles norm for mønt, mål og vægt, hvad der tidligere havde været et stort problem.
Loven afløste landskabslovene fra 1200 tallet - Jyske Lov, Sjællandske Lov og Skånske
Lov. I alle disse love var det tilladt at tage loven i egen hånd overfor lovbrydere. Her et
eksempel: ”Det er tilladt den ægtemand, der finder en anden mand i seng med sin kone,
ret til at slå horekarlen ihjel.” Ellers kaldes han i loven for en ussel mand. Snobberiet
var meget udbredt, det var dengang embedsmænd pralede med, at de ikke kunne dansk:
”Kun dansk med hans hund han talte” et Holberg citat.
I anledning af 300 året for Christian V danske lov udgav Post Danmark 8. sept. 1983 et
frimærke pålydende 5,00 kr.
1746-1766 Frederik V (1723-66), født 31. marts 1723 som søn af dronning Sophie Magdalene og
Christian VI. Frederik V blev 6. aug. 1746 indsat som konge af Danmark og Norge.
Hans regeringstid var fredelig for Danmark, om end det 1762 var tæt på en krig med Zar
Peters Rusland. Et kostbart forsvarsberedskab blev opretholdt, men landet oplevede
samtidig et økonomisk opsving. I 1757 nedsattes en landbokommission, og styret
opfordrede til debat om økonomiske og sociale forhold.
Frederik V blev gift 1743 med den populære prinsesse Louice af England. Parret
opnåede stor popularitet takket være Louises ukomplicerede væsen og opblomstring af
forlystelseslivet efter den pietistiske periode under Christian VI. De fik sønnen, senere
Christian VII, og tre døtre. Dronning Louice var født 1724 men døde 1751 af navlebrok.
Året efter ægtede kongen Juliane Marie af Braunschweig-Wolfenbüttel, der blev mor til
arveprins Frederik. Efter gemalens død boede hun på Fredensborg Slot. Glæden
udfoldede sig igen i landet, efter at pietismen blev trængt i baggrunden. Kunst og
videnskab blomstrede, flere institutioner så dagens lys. Det kgl. Teater blev genåbnet
1748, Kunstakademiet på Charlottenborg blev oprettet 1754 og grundstenen til
Marmorkirken blev lagt 1749, men Frederik V så aldrig byggeriet færdig (se 1894).
Mange udlændinge, flest fra Tyskland, fik embeder i Danmark.
Kongen var godmodig, venlig og oprigtig elsket af folket. Det officielle billede af
kongen svarede imidlertid ikke til virkeligheden. Frederik V havde en svag og
uselvstændig karakter. Han drog om natten rundt til de københavnske bordeller, førte et
udsvævende liv med liderlighed, druk og spil, så man kan vist roligt sige, at han drak sig
ihjel. En ægte drukkenbolt og alkoholiker, der altid faldt over sine egne ben, altså ikke
særlig elegant i privat- og selskabslivet. Økonomien var ofte dårlig grundet hoffets
ødselhed. Grundet hans mangelfulde uddannelse lå magten hos medlemmerne af
Gehejmekonseilet, J.H.E. Bernstorff, Ditlev Reventlow og overhofmarskal Adam
Gottlob Moltke. For at undgå skandaler måtte Moltke dække over kongens drikkeri og
voldelige seksualitet. Så selvom Frederik V ikke personligt evnede at udøve sin
enevældige magt, fungerede staten alligevel takket være hans dygtige og loyale tjenere.
Derfor fremstod Frederik V's regeringstid som en lykkelig og fremgangsrig periode.
Frederik V valgsprog var: “Ved forsigtighed og bestandighed.” Han har lagt navn til
Frederiksværk.
Frederik V døde om morgenen 14. jan. 1766. På Amalienborg Slotsplads står
Rytterstatuen af Frederik V, udført af Jacques-Francois-Joseph Saly.
1747
Det kgl. Teater Danmarks nationalscene tegnet af Nikolai Eigtved (1701-54) og indviet
18. dec. 1748 på Kongens Nytorv under navnet - Det danske Comediehus. Teatrets
forløber var Comediehuset i Lille Grønnegade fra 1722, der brændte under Københavns
1683
SIDE 39
Brand i 1728. Teatret blev grundlagt af Frederik V, der skænkede grunden med flådens
tjæreplads ved siden af det kongelige kanon- og klokkestøberi på Kongens Nytorv. I
1750 blev teatret overdraget til staden København, men driften blev byen en for stor
byrde, så i 1770 ansøgte man kongen om atter at overtage teatret. Først fra 1772 fik
teatret navnet Det kgl. Teater, fordi kongen da overtog det fulde ansvar for den
voksende gæld og udpegede selv en direktion. På prosceniet, som er den del af scenen
der ligger foran tæppet, har der siden 1774 stået “Ei Blot til Lyst.” I 77 år betalte
kongen “gildet” og bestemte repertoiret. Efter enevældens ophør i 1849 ændredes
teatret fra kongens til nationens teater under folkestyret og staten i Kirke- og
Undervisningsministeriet med årlige bevillinger på finansloven og fik Johan Ludvig
Heiberg (1791-25/8 1860) som direktør. Teatret er om- og tilbygget så ofte, at det
efterhånden lignede ”en sammensunken elefant.” I 1874 rev man bygningen ned og
byggede et nyt i fem etager med 1544 pladser. Men Vilhelm Dahlerups og Ove
Petersens teaterbygning var, med skråtstillet scenegulv og et usmidigt system af faste
kulisser, født forældet.
Her, som i dag betegnes ”Gamle Scene,” opføres kun opera og ballet. Et meget smukt
rum med forgyldt fornemt stuk. Over det mægtige røde scenetæppe sidder figurerne, der
symboliserer komedien og tragedien. Foran bygningen står to statuer af henholdsvis
Oehlenschläger og Holberg udført af henholdsvis H.W. Bissen og Theobald Stein.
Nye Scene, der også kaldes “Stærekassen,” blev indviet 1931. Fra 1992 opføres der her
kun skuespil. Staten giver et ganske stort tilskud til teatret, i år 2000 udgjorde dette
tilskud 840 kr. pr. solgt billet.
Det kgl. Teater havde i 2005 ca. 925 fastansatte, knap 100 forestillingsansatte og ca. 875
opførelser af skuespil, ballet, opera og koncerter. Besøgstallet var knap 600.000. Siden
1990 har der desuden været en række udendørs arrangementer.
1748-1839 Niels Blichers levetid
1749
Ringkjøbing udførte 382 stude, der er byens vigtigste udførselsvare. For hver stud skal
der betales 2 Rigsdaler og 24 Skilling i told.
1749
Berlingske Tidende udkom 3. jan. som Danmarks første endnu eksisterende avis.
Grundlagt med en konservativ holdning af kgl. hofbogtrykker og forlægger Ernst
Heinrich Berling (1708-50) under navnet: ”Kjøbenhavnske Danske Post Tidender.”
Avisen udkom på tre sprog, fransk for adelen, tysk for håndværkere og dansk for
almuen. Flere andre navne har avisen haft i årenes løb. Fra 1808-31 ”Danske
Statstidende,” fra 1833-1935 ”Berlingske Politiske og Avertissements Tidende,” og fra
1935 ”Berlingske Tidende.”
1749-1832 Johann Wolfgang von Goethe Tysklands nationale digter
1750
Åbningen til Ringkjøbing Fjord fra Vesterhavet er rykket yderligere sydpå. Nu udfor
Bjålum Klit lige N for Nymindegab.
1750
Europas befolkning har igen en størrelse som før ”Den sorte død” i 1300- tallet
1750
Jordens befolkning menes at være 800 millioner
1751
Ringkjøbing Løve Apotek startede 19. nov. som et selvstændigt apotek i Bredgade 9.
Tidligere har den været en filial af Kolding Løve Apotek, idet Christian Cornelius
Eilschou den 31. okt. 1749 fik bevilling af Frederik V på Christiansborg til at indrette et
apotek i Ringkjøbing. Dengang lavede apoteket det meste af medicinen selv, i dag
kommer alt fra medicinalfabrikker. I år 2000 overtog Henning Lukasen apoteket, der i
2002 blev flyttet til Torvegade.
SIDE 40
1751-1772 Encyklopædi udgives af Denis Diderot (5/10 1713-1784) og J. d’Alembert med tidens
store forfattere bl.a. Voltaire og Rousseau som medarbejdere. Ophavsmændene til dette
skelsættende opslagsværk er kendt som encyklopædisterne.
1753
Kongelige Københavnske Klasselotteri oprettes med tilladelse af Kong Frederik V i
lokaler på Rådhuspladsen i København. Overskuddet fra lotteriet skulle gå til Det
Kongelige Opfostringshus i Hellebæk, og lodtrækningen foretages af Opfostringshusets
elever også kaldet Skorper. Kun to trækninger fik Opfostringshuset fornøjelse af, så
opdagede Struense, hvilke indtægtsmuligheder der her lå, siden har Staten indkasseret
gevinsten. Opfostringshusets elever har dog fortsat foretaget trækningerne, men i år
2000 har elektronikken overtaget dette arbejde.
1754
Amalienborg blev opført som centrum i bydelen Frederiksstad. Arkitekten var Nikolai
Eigtved (1701-54), der hermed gav sit bud på dansk rokoko. Slottet består af fire ens
palæer med et samlet areal på 37.000 m2. I centrum på Amalienborgs Slotsplads står
Jacques-Francois-Joseph Salys berømte rytterstatue i bronze af Frederik V. Det blev en
langtrukken og meget dyr proces. Saly fik 12 frederiksborgheste stillet til rådighed, for
at studere deres kroppe og bevægelser.
Asiatisk Kompagni bekostede statuen med ½ mio. rigsdaler. Men Saly var utilfreds med
det beløb, han fik tildelt. Statuen blev opsat 16. aug. 1768, men stod først endelig færdig
i 1770. Navnet Amalienborg har slottet efter Frederik III’s dronning Sofie Amalie af
Braunschweig, der i 1670 opførte et slot på stedet - Sofies Amalienborg, men det
nedbrændte i 1689 under en teaterforestilling, hvorunder 180 mennesker omkom.
Palæerne blev bekostet og beboet af fire adelsmænd. Adam Gottlob Moltkes (Christian
VII’s) Palæ. Den indeholder Flora Danica stellet fremstillet i årene 1790-1803 og
tiltænkt kejserinde Katharina II af Rusland, men hun døde 1796, og kongefamilien
besluttede at beholde stellet, der hører til de flotteste stel, der findes.
Hans Schacks (Frederik VI eller Christian IX) Palæ. Det er her Dronning Margrethe II
residerer og har boet siden 1967. Det var også Hans Schack (1609-1676), der byggede
godset Schackenborg i Møgeltønder fra 1664-67.
Joachim Brockdorffs (Frederik VIII og Frederik IX) Palæ. Her boede Dronning Ingrid.
Gehejmeråd Christian Frederik Levetzaus (Christian VIII og Christian X’s) Palæ.
Indvendig blev Amalienborg udsmykket af N.A. Abildgaard (1743-1809) i 1794, hvis
assistent var en ung mand ved navn Bertel Thorvaldsen. Her bor nu Kronprins Frederik.
Så man kan vel egentlig sige, at Amalienborg er Danmarks flotteste familiekollektiv.
Da Christiansborg brænder i 1794, stod Christian VII med familie uden hjem.
Adelsfamilierne, der boede i de fire palæer, viste stor velvilje, og kongefamilien flyttede
ind i Moltkes Palæ. Siden da har kongefamilien boet på Amalienborg. I en periode
husede Schacks Palæ Højesteret. Den 17. marts 1994 udgav Post Danmark et frimærke
med Amalienborg pålydende 3,75 kr.
1755-1845 Serampore dansk koloni under navnet Fredriksnagare 30 km N for Calcutta. Kolonien
gav et pænt overskud til den danske stat pga. handelsskibenes afgift. Besat af
englænderne fra 1801-02 under Englandskrigene. College, der stadig fungerer,
indviedes i 1821. Christian VIII solgte besiddelsen i 1845 sammen med Trankebar for
1.125.000 rigsdaler. Danmarks kolonieventyr var forbi.
1756-1868 Nicobarerne indisk øgruppe på 19 øer hvoraf de syv er ubeboet. Nicobarerne, der ligger
helt over mod Bagindien, blev 1. jan. 1756 erobret af to skibe Kongen af Danmark og
Ebenezer udsendt med 82 mand fra Trankebar under ledelse af løjtnant Tancks, der
lokkede med gaver og brændevin. Hovedstationen her kaldtes Ny Danmark og øerne
kaldtes Frederiksøerne. Men den dødelige tropesygdom nicobarfeber, der formentlig var
SIDE 41
1756-1791
1756-1838
1756-1845
.
1757
1757
1757
1758-1805
malaria, udslettede få år efter næsten alle indbyggerne. I 1768 overdrages øerne til
herrnhuterne. Storbritannien overtog øerne gratis i 1868, efter år med død og
elendighed. Hermed var kolonieventyret slut. Øerne er lukket for turister.
Wolfgang Amadeus Mozart østrigsk komponist. En af musikkens største talenter
(Se Mozart - hvordan var han egentlig?)
Michael Pedersen Kierkegaard Søren Aabye Kierkegaards far
Christian Frederik Hansen dansk arkitekt født 29. feb. 1756 i København.
Og den sjældne dato er rigtig. Forældrene er Anne Marie Malling (1716-66) og
skomager Mathias Hansen (1708-89). Christian Frederik kom allerede som tiårig på
Kunstakademiet, hvor han 1775 fik sølvmedalje. Han blev samtidig udlært som murer. I
1779 fik han den store guldmedalje, der gav ham mulighed for at rejse til Rom 1782-84
for at studere arkitektur. Blev ansat på Harsdorffs tegnestue som konduktør ved
opførelsen af Frederik V's kapel i Roskilde Domkirke.
I 1785 blev C.F. Hansen landbygmester i Holsten, med sæde i Altona. Lønnen var lav,
og jobbet lidet udfordrende. Han opbyggede derfor en privat praksis. For Altonas og
Hamburgs rige handelsfolk byggede han talrige landsteder, hvoraf de fleste er bevaret. I
Altona har C.F. Hansen præget den brede, mondæne gade Palmaille med store
fritliggende patricierhuse og en sammenhængende række mindre huse. I Holsten
byggede han flere herregårde: "Alt Fresenburg" (1791) og "Haseldorf" (1802-04). C.F.
Hansen blev gift 11. maj 1795 med Anna Margrethe Rahbek. I 1804 flyttede familien til
København, hvor der efter de store brande 1795 og 1807 blev genopbygget og nyopført
mange betydende bygninger: Metropolitanskolen (1810-16), Christiansborg Slot og
Slotskirke (1810-28), Vor Frue Kirke (1810-26), Rådhus med arresthus (1813-16) og
Domhus med søjlefront. Andre betydelige bygninger: Private huse som Søholm N for
København (1805-09), Skagen gamle Kirke, Sindssygehospital i Slesvig by (1817-30),
Agger Kirke, Hørsholm Kirke (1818-24), Lemvig Rådhus (1821-22), Vonsild Kirke
(1822-24), Neumünster Kirke (1828-34), Husum Kirke i Slesvig (1829-33) og Aabenraa
Rådhus (1830).
C.F. Hansen blev professor ved Kunstakademiet fra 1808, dets direktør i tre perioder fra
1811-33 og prægede dermed flere generationer af elever.
I 1808 blev han etatsråd og 1826 konferensråd. En af Danmarks mest anerkendte
arkitekter Christian Frederik Hansen døde 10. juli 1845 på Frederiksberg.
Drukkenskab kan ifølge lov af 1. feb. udløse bødestraf
Sekstant til måling af længde- og breddegrader blev opfundet af John Campbell
Det Kongelige Frederiks Hospital Bredgade i København åbnede som Danmarks
første sygehus, det senere Rigshospital. Opført af Nikolai Eigtved (1701-54) og de
Thurah. Det var her, Søren Kierkegaard døde 11. nov. 1855. Siden 1926 har
bygningerne huset Kunstindustrimuseet.
Lord Horatio Nelson britisk admiral og nationalhelt. Født
29. sept. 1758 i Norfolk som nummer seks i en fattig
landsbypræsts børneflok på 11. Nelson blev sendt til søs som
12-årig, det bragte ham på en arktisk ekspedition og til Det
Indiske Ocean. Han udviste personligt mod, og blev som 19årig udnævnt til løjtnant og sendt til Vestindien. Her blev han
21 år gammel kaptajn og fregatchef. Skønt lille var Nelson
forfængelig, modig, hyklerisk, selvrådig, uregerlig, grusom
og skamløs, men havde til tider et stort hjerte og var elsket af
sine mænd.
SIDE 42
Efter Den Amerikanske Revolution og nogle år i Vestindien måtte Nelson i årene 178893 gå ubeskæftiget og på halv løn. Ved udbruddet af Revolutionskrigen i Frankrig 1793
fik Nelson kommando over et linjeskib og sendt til Middelhavet.
Nelson mistede højre arm 24. marts 1797 ved Canariske Øer, og mistede synet på højre
øje ved kamp på Corsika i Middelhavet. For sin indsats blev han udnævnt til
kontreadmiral.
Tilbage i Napoli, den britiske flådes hovedbase, fik Nelson en heltemodtagelse af den
britiske ambassadør William Hamilton og hans unge hustru, Emma. Skønt gift med
Frances Nisbet udviklede der sig et kærlighedsforhold til den gifte Lady Emma
Hamilton (26/4 1765-15/1 1815). Såvel Lord Nelsons lovformelige hustru som Sir
William Hamilton måtte magtesløse se til. Rygterne nåede også admiralitetet i London,
hvor man i forvejen var misfornøjet med den ret selvrådige Nelson, der bl.a. uden at
spørge i London havde modtaget titlen hertug af Brontë af Kong Ferdinand I. Nelson
blev derfor kaldt hjem 1800, hjemrejsen var i selskab med Mr. og Mrs. Hamilton.
Emma var blevet gravid med den i forvejen gifte Nelson. Lady Hamiltons pigenavn var
Emily Hardt. En spændende pige fra fattige kår der var nået langt. Først som
barneprostitueret, derefter som holdt kvinde hos en adelsmand ganske vidst fattig,
dernæst hustru for Englands napoliambassadør skotten Sir William Hamilton (12/1
1731-6/4 1803), der var 34 år ældre end hende, og sidst Lord Nelsons elskerinde. Lord
Nelson forlod sin kone og boede en periode i hus sammen med Emma og William
Hamilton. Emma og Lord Nelson fik to børn sammen. Det blev Napoleontidens
saftigste skandale.
Lord Nelson blev 1801 næstkommanderende hos admiral Hyde Parker, der med en
stærk flåde skulle tvinge Østersøstaterne til at opgive det væbnede neutralitetsforbund
rettet mod Storbritannien.
Den 2. april 1801 slog han os danskere i: "Slaget på Reden." Skønt Hyde Parker havde
kommandoen, ignorerede Lord Nelson Parkers signal om at standse kampen ved at:
”Sætte kikkerten for det blinde øje.”
Hans overvældende sejr over Napoleon I ved Kap Trafalgar 21. okt. 1805 gjorde ende
på Napoleons forhåbninger om invasion af England. Det var under denne kamp Nelson
udtalte: “England forventer, at hver mand gør sin pligt.”
Under kampen blev Nelson ramt af en geværkugle og døde umiddelbar efter, at han
havde fået meldingen om sejren. Liget blev taget med hjem til en statsbegravelse i
England, men for at kunne holde sig, blev det lagt i en tønde med rom. Bisættelsen skete
i St. Pauls Cathedral i London. Efterfølgende fik man rombudding (formodentlig).
Lord Nelson anses med rette for Englands største søhelt. En fremragende taktiker, der
var i stand til at improvisere i en vanskelig situation og altid med et skarpt blik for
modstanderens svage sider.
Lord Nelsons kendteste skibe var Agamemnon, flådens mindste, og flagskibet Victory.
Victory er bygget 1765 i Chatham, den er 69 m lang, 15 m bred, stikker 7 m, har en
tonnage på 2.196 uden last og 3.556 med last. Stormasten er 62,4 m høj, skibets 37 sejl
dækker et areal på 5.468 m2 og styres af 41,9 km tovværk. Skibet var med ved slaget
ved Trafalgar, dens max hastighed var 11 knob. Besætningen udgjorde 821 mand fra 22
lande, 7 af besætningen var danskere. Victory har fra 1922 ligget som en attraktion i
tørdok i Portsmouth Havn på Royal Naval Museum.
I et britisk lægetidsskrift fra 1998 kan man i en artikel af Milo Keynes læse, at man har
fundet ud af, at Lord Nelson slet ikke var blind, han var ganske vist blevet såret i øjet i
kamp på Middelhavet, men såret var helet og synet vendt tilbage. Hans påstand om
SIDE 43
blindhed skulle udelukkende hænge sammen med kravet om en årlig invalidepension på
200 £.
Trafalgar Square i London blev etableret 1835. Et meget benyttet samlingssted for
politiske demonstrationer, nytårsfest osv. På pladsen afsløredes 3. nov. 1843 en 5½ m
høj statue af Lord Nelson på en 46 m høj søjle. På soklen findes fire store
bronzerelieffer til minde om hans fire største maritime sejre: Kap Sankt Vincent 14. feb.
1797, Abu Qir 1. aug. 1798, "Slaget på Reden" 2. april 1801 og Kap Trafalgar 21. okt.
1805.
1758-1841 Peter Andreas Heiberg født i Vordingborg hvor faren var rektor på latinskolen. Som
ung flygtede P.A. Heiberg grundet stor gæld til Sverige. Her blev han lejesoldat.
Studerede ved Uppsala Universitet, blev senere huslærer i Bergen i Norge, hvor han var
ilde lidt og rejste herefter tilbage til København, hvor han blev translatør i portugisisk
og spansk. P.A. Heiberg blev efter to års forlovelse gift i 1790 med sin elev en af
Københavns mest omsværmede skønheder den 16-årige Thomasine Christine Buntzen
(1773-1856). De fik sønnen Johan Ludvig Heiberg (1791-25/8 1860), som blev gift med
Johanne Louise Pätges (1812-21/12 1890), den senere primadonna på Det kgl. Teater.
Thomasine og P.A. Heiberg ægteskab knagede, og de blev skilt i 1799, hvad der
dengang var en stor skandale.
Thomasine giftede sig med den svenske adelsmand Gyllembourg. Sønnen blev
ikke ved nogen af forældrene, men kom i pleje hos vennerne Kamma og Knud Lyne
Rahbek i Bakkehuset, det kulturelle samlingssted på Frederiksberg med den syv tdr.
land store romantiske have.
P.A. Heiberg udgav i 1787: ”Rigsdalersedlens hændelser” en satire mod både højre og
venstre. Romanen skabte stor politisk røre. Samtidig skrev han syngespil komedier,
viser og artikler i sit tidsskrift med den provokerende titel: ”For sandhed.” Her rettede
han skarpe angreb på enevælden, censuren og de tyske kredse. Herfor indkasserede han
ofte bøder.
P.A. Heiberg blev i år 1800 landsforvist grundet sin konstante chikanering af landets
embedsmænd og øvrighed, hans markante kritiske holdning til enevælden og dertil den
sindssyge Christian VII. Majestætsfornærmelse hed anklagen. ”Ordener hænger man på
idioter - stjerner og bånd man kun adelen gir,’” var P.A. Heibergs kendte slogan.
Heiberg passerede den danske grænse midnat 11. feb. 1800 på vej til eksil i Paris.
Grundet sine store sproglige evner fik han her job i udenrigsministeriet. Peter Andreas
Heiberg levede sine sidste år ensom, glemt og blev til sidst blind.
Omkring århundredskiftet var kongen og regeringen meget på vagt over for kritik rettet
mod staten. Man havde den franske revolution i tankerne, så den mindste optakt til uro
blev prompte slået ned, med fængsling eller udvisning til følge.
1759
British Museum i London åbnede 15. jan. Grundlagt i 1753 af Sir Hans Sloane der
skænkede sin store samling af bøger og antikviteter til nationen.
1759-1796 Robert Burns født 25. jan. 1759 i Dumfries. Skotlands fineste lyriker af
kærlighedssange og en fin skildrer af natur og hjemstavn. ”Robey” ældst af syv
søskende, faren fattig bonde, men ”Robey” fik en god uddannelse. Gift 1788 med Jean
Armour de fik fire børn. Forfatter til: ”Should Auld Acqaintance be forgot.” Denne sang
omskrev Jeppe Aakjær, der var en stor beundrer af Burns, til: ”Skuld gammel venskab
rejn forgo.” Burns købte gård 1788, men grundet dårlig økonomi måtte den afhændes
igen 1791. Sine sidste år fik Burns stilling som skatteopkræver, indtil han døde 21. juli
1796 af en hjertesygdom.
SIDE 44
1759-1805 Johann Christoph Friedrich von Schiller tysk dramatiker, historiker, digter og filosof.
Født 10. nov. 1759 i Marbach som søn af en officer i Württemberg. Spændingen mellem
hjemmets pietistiske moral og indsigten i menneskets "dyriske natur" blev
bestemmende for Schillers litterære produktion. I 1773 blev Schiller beordret til at
indtræde i hertugens militærakademi og begyndte 1776 at
læse medicin og jura. I ly af skolens strenge disciplin dyrkede han sine litterære
interesser. Han afsluttede 1780 sine studier med en afhandling: "Sammenhængen
mellem menneskets dyriske og åndelige natur." Schiller debuterede 1782 med
gennembrudsdramaet: "Røverne" der med et slag gjorde ham berømt. Schiller udnyttede
succesens gunst efter sit første stykke.
Men hertugen forbød ham at skrive oftere, Schiller var nemlig blevet regimentets læge,
men han hadede militæret. Derfor flygtede Schiller og førte et omflakkende liv uden
social sikkerhed. Han blev fanget og fængslet, men undslap 1782 fra Stuttgart til
Mannheim, hvor han fik ansættelse som teaterdigter og skrev 1783 revolutionsdramaet:
"Fiesco" og 1784 det borgerlige sørgespil: "Kabale og Kiærlighed." Schiller blev gift
med Charlotte von Lengefeld (1766-1826)).
Efter to år måtte han opgive stillingen, alvorlig sygdom truede families eksistens. Men
så fik han et stipendium fra hertugen af Augustenborg og grev H.E. Schimmelmann,
formidlet gennem Jens Baggesen, det gav ham arbejdsro de næste fem år.
Schiller blev anset som frihedsdigter. Sammen med Goethe blev han betragtet som
Tysklands største dramatikere, blandt de betydeligste i europæisk litteratur.
Schiller lagde i sit forfatterskab stor vægt på frihed. Han skrev ofte under pseudonym
for at undgå udlevering til Württemberg. Hans vigtigste historiske værk fra 1788:
"Historien om Nederlandenes oprør." I dramaet fra1796-99: ”Wallensteintrilogien”
danner Trediveårskrigen rammen om en tragisk konflikt mellem politisk storhed og
menneskelighed. Det er her vi finder udtrykket: ”At kende sine Pappenheimere.” Han
skrev også historiske romaner: ”Maria Stuart” fra 1800 en politisk og menneskelig
konflikt omkring den engelske dronning Elizabeth. I Weimar opførtes 1801den
romantiske tragedie: "Johanna d'Arc,"
1803 "Bruden fra Messina" og 1804 ”Wilhelm Tell.”
Schiller boede fra 1789 i Thüringen, flyttede 1799 til Weimar og blev professor i
historie ved universitetet i Jena og Weimar. I Weimar blev der 1857 afsløret et
monument for Goethe og Schiller af billedhugger Ernst Rietschels på pladsen foran
Deutsches Nationaltheater.
Schiller blev adlet 1802, hvor han fik titlen von. Han havde et livslangt venskab med
Goethe, de stimulerede hinandens udvikling. Flere af Schillers værker er blevet sat i
musik: "Don Carlos" som opera af Verdi og "Wilhelm Tell" som opera af Rossini.
Johann Christoph Friedrich von Schiller døde 9. maj 1805.
1760
”Kartoffeltyskerne” var tyske kolonister fra Heidelberg, inviteret til Danmark af Kong
Frederik V, hvis de ville “brække heden” på de store ubeboede egne på den jyske hede,
for han kunne ikke finde danskerne der ville påtage sig det slidsomme arbejde. De gik
til fods herop. Til gengæld blev de lovet jord, understøttelse en kort periode,
skattefrihed i 20 år, arveret og rejseudgifterne betalt. Under heden ligger et lag al i
varierende dybde omkring ca. 40 cm. Al er opstået ved, at sand er blandet med
jernmalm og nærmest rustet og derfor meget hårdt, men det er nødvendigt at bryde dette
lag, hvis jorden skal blive frugtbar. Det var altså hedeopdyrkning hundrede år før Enrico
Mylius Dalgas (1828-94).
SIDE 45
1760
1760
1760
Tyskerne havde i deres hjemland sociale og religiøse problemer. Interessen var i
begyndelsen ikke overvældende, den 1. maj 1760 kom der 100 personer - mænd,
kvinder og børn, men flere familier fulgte efter. En del af dem faldt aldrig til, nogle gik
tilbage, mens andre gik til Rusland, hvor de slog sig ned i egne omkring Volga. De først
ankomne måtte bo i jordhuler. Men så oprettede regeringen kolonier langt ude på den
jyske alhede, de fik navn efter kongen for at hædre ham. Frederikshede nu Havredal,
Sønder Frederikshøj nu Firehuse og Frederikshøj nu Grønhøj alle på Skygge Hede
mellem Ikast og Viborg. Også på Harbo Hede og Christianshede mellem Ikast og
Silkeborg blev der bygget kolonier, lang tid før disse byer så dagens lys.
Det blev et meget slidsomt arbejde, og det lykkedes da heller ikke for alle familierne at
holde til sliddet, mange blev skuffede og rejste hjem igen. Med slet skjult foragt fra
misundelige jyske bønder blev de indvandrende familier i tilgift kaldt for
”kartoffeltyskere,” for det blev kartofler, de efter flere forsøg fandt bedst egnede som
afgrøde på den fattige jord. Der var dog bestemt ikke grund til at chikanere dem, for
Danmark har haft enorm gavn af deres indsats, og det var så absolut
”kartoffeltyskerne,” der gjorde kartoflerne til en almindelig fødevare i Danmark.
I 1766 byggede de Frederiks Kirke, præcis midt mellem Grønhøj og Havredahl. Her
blev der de første 100 år prædiket på tysk. En spændende kirke at besøge. Først efter
1800 begyndte samværet med danske familier, og de første giftermål parterne imellem
blev indgået.
Når de nye kartofler kommer om foråret, undgår vi i dag ikke at støde på navnet Samsø.
Men Samsø kom først på kartoflens verdenskort i 1775 indført på øen af birkedommer
H.C. Lips. I begyndelsen regnede man kun disse ”jordæbler” for svineføde, selv
fattigfolk ville ikke sætte tænderne i dem. Det kan nok undre lidt, men man forstår det
bedre, når man læser, at man i begyndelsen spiste kartoflerne - rå. I 1799 fandt man så
på at stege dem og senere at koge dem, og så gik kartoflerne sin sejrsgang. Det var dog
først omkring 1870, kartofler blev en daglig spise. Det er tankevækkende, at det tog et
halvt hundrede år for kartoflerne at komme fra det jyske og over på Samsø, det fortæller
en del om, hvor langsom kommunikationen var et par hundrede år tilbage i tiden.
”Kartoffeltyskernes” efterkommere er nu på niende generation spredt ud over hele
Danmark. I Frederiks står “Kartoffelpigen” en skulptur til minde om de første
kolonister.
København havde 80.000 indbyggere
Ringkjøbing havde ca. 500 indbyggere. Nedgang i befolkningen skyldes pesten
Assistens Kirkegaard blev anlagt som en fælles kirkegård for alle Københavns otte
kirker, fordi byldepestens hærgen i 1300-tallet havde fyldt de eksisterende kirkegårde.
Hver kirke fik sin afdeling på den nye kirkegård, der dengang lå helt ude på landet. I
første omgang var kirkegården anlagt som de fattiges, men i 1785 blev en etatsråd
begravet her. Dette ændredes attituden, så det efterhånden blev en kirkegård for de
velhavende, kunstnere og intellektuelle. Her mødte familierne op med madkurven, som
de indtog på gravene. Det berettes også at byens offentlige fruentimmere betjente deres
kunder på gravene. Arealet havde tidligere, udover en tobaksplantage, været overdrev
dvs. fællesjord til græsning af kreaturer. Efter flere udvidelser er arealet i dag på 36
tønder land.
På Assistens Kirkegaard hviler mange berømtheder, men de to som turister primært
kommer for at se er H.C. Andersen (1805-75) og Søren Kierkegaard (1813-55). Disse to
grave findes forholdsvis let, for vejskilte viser vejen. H.C. Andersen ligger ved siden af
sin ven Edvard Collin (1808-86), og ved siden af Jens August Schade (1903-78). Søren
SIDE 46
1760-1830
1761
1761-1850
1763-1827
1764-1826
1765-1815
1766
1766-1808
Kierkegaard ligger sammen med flere fra den Kierkegaardske familie, og pudsigt nok
ligger hans kærlighed Regine Olsen (1822-1904) også ret tæt ved. Af andre berømtheder
kan nævnes Martin Andersen Nexø (1869-1954), Peter Malberg (1887-1965), Peter
Faber (1810-77), Peter Adler Alberti (1851-1932), Viggo Stuckenberg (1863-1905),
Herman Wilhelm Bissen (1798-1868), Christoph Ernst Frederik Weyse (1774-1842),
Dan Turéll (1946-93), Niels Bohr (1885-1962), Henry Heerup (1907-93), hvis gravsten
er en af hans egne skulpturer ”naturens hårdkogte æg,” Peter Christian Abildgaard
(1740-1801), Nicolai Abraham Abildgaard (1743-1809), Søren Gyldendal (1742-1802),
Hans Scherfig (1905-79), hvis gravsten er en granitskildpadde, V. Bähncke (18321907), Rasmus Rask (22/11 1787-14/11 1832), H.C. Ørsted (1777-1851) og der kunne
fortsættes meget længe endnu.
Assistens Kirkegaard er i dag nærmest at betragte som et museum, hvor folk vandrer
rundt og leder efter kendte navne. Plænerne på kirkegården bliver brugt som plæner i en
park, folk tager solbad, nogle har madkurven med, men det virker ikke anstødeligt.
Knud Lyne Rahbek elev fra Herlufsholm Skole, dansk forfatter, professor i æstetik ved
Københavns Universitet 1790-99 og i litteraturhistorie 1816-30. Lærer ved Det kgl.
Teaters Elevskole 1805-16. Hans ungdomskærlighed var Johanne Cathrine Rosing. Men
blev i 1798 gift med den 15 år yngre Karen Margrethe kaldt Kamma (1775-1829).
Parret boede til Kammas død i 1829 i Bakkehuset på Frederiksberg en forfalden
lystejendom med en syv tdr. land stor romantisk have. Ægteskabet knagede, men parret
og ikke mindst Kamma gjorde Bakkehuset, til et kulturelt samlingssted for datidens
litterære navne, der talte P.A. Heiberg, Jens Baggesen, Adam Oehlenschläger, B.S.
Ingemann, H.C. Andersen mfl. ”Parnasset” kaldtes Bakkehuset blandt venner, nærmest
for at dække over stedets materielle armod og fremhæve den åndelige rigdom. Efter
Knud Lyne Rahbeks død lejede N.F.S. Grundtvig Bakkehuset. Her skrev han:
”Kirkeklokke, ej til hovedstæder.”
Søren Harpøths Gård Østergade 11 Ringkjøbing blev bygget som købmandsgård for
85.000. Købmandsgården var oprindelig firefløjet og gik helt over til Mellemgade, den
tilhørte slægten frem til 1911. Søren Harpøth (1761-1852) var tilknyttet herrnhuterne.
Østergade er byens gamle hovedvej mod N. I dag rummer det flotte hus showroom for
møbelfirmaet Hansen & Sørensen.
Marie (Madame) Tussaud schweizisk voksmodellør
Christian Olufsen dansk agronom og økonom fra Falster. Forfatter til flere værker om
landbrugets historie, økonomi og videnskab. Også forfatter af komedien ”Gulddåsen”
fra 1793 der med succes blev opført på Det kgl. Teater. Flere kilder har dog stillet
spørgsmål ved, om Christian Olufsen var den rigtige forfatter. Fra 1815 professor i
statsøkonomi. Det var Christian Olufsen, der vækkede Blichers digteriske evner ved at
låne ham ”Ossians digte.”
Jens Baggesen dansk forfatteren
Robert Fulton amerikansk ingeniør og kunstmaler
Frederiks Kirke bygget af ”kartoffeltyskerne” uden kor og tårn. Helt frem til 1870
blev der i kirken prædiket på tysk. Kirken bliver restaureret i 2001 for 3½ mio. kr.
Christian VII født 29. jan. 1749 som søn af Louise af England og Frederik V. Lille,
mager og kuet men superintelligent med brændende øjne. Talte både dansk, tysk og
fransk og brevvekslede med Voltaire. Han havde den ide, at han som barn var blevet
forbyttet, og egentlig var en simpel bondedreng, hvad han meget hellere ville have
været. Christian VII's opdragelse var overladt til grev Ditlev Reventlow (1712-1783),
SIDE 47
1766
hvis pædagogiske metoder var moraliserende med skænd og prygl, lidet egnet for den
unge prins Christians sarte og nervøse gemyt.
Ved hoffet regnede man Christian VII's særheder for ungdommelige griller, der ville gå
over med alderen. Han blev udråbt til Danmarks konge 14. jan. 1766, men havde
hverken lyst eller evner til at regere. Også konge over Norge. Grundet hans levevis blev
vielsen med hans kusine den 15-årige engelske prinsesse Caroline Mathilde,
fremskyndet til 8. nov. 1766 kl. 7:30. Hun fik senere betegnelsen: “Den lille engelske
ludder.” Hun var født 22. juli 1751 i Leicester House i London, og yngste søster til den
engelske Kong George III. En stærk kvinde, der sikkert bedre end Christian VII havde
evnet at blive regent. Parret fik 1768 sønnen Frederik, den senere Frederik VI.
Caroline Mathilde indledte et forhold til Struensee, fordi kongen efter en vanskelig
opvækst fik vrangforestillinger, forfølgelsesfobi og 1768 svækkedes af skizofreni
(ungdomssløvsind), der viste sig som dyb depression eller ubændig raseri, og endte med
åbenlys sindssygdom. Blandt andre tåbeligheder udnævnte han sin hund - schnauzeren
Vitrius - til rigsråd. 1768-69 var han på rejse til Tyskland, Holland, England og
Frankrig. Her optrådte han upåklageligt, sikkert under påvirkning af lægen Struensee.
Caroline Mathilde fødte 1771 Louise Augusta som resultat af forholdet til Struensee. Et
forhold der førte til ægteskabets opløsning 1772.
Christian VII tog på turne på byens bordeller og var ofte i slagsmål, der ved hoffet
nærmest blev betragtet som hans hobby. Men der blev til offentligheden sagt, at kongen
havde en dobbeltgænger. En overgang overvejede man en trepanation (åbning af
kraniet), men det blev dog frarådet. Han havde flyvske fantasier, sukkersyge og så drak
han ubehersket. En elskerinde havde han også, Anna Cathrine Benthagen (1745-1805)
med øgenavnet “Støvlet-Katrine,” fordi hendes stedfader lavede støvletter. Hun var
skuespiller, prostitueret, høj, kraftig og Københavns mest berygtede person. Men vel
egentlig kongens eneste kærlighed, fordi hun var den eneste, der forstod ham.
Gennem en tid bearbejdede kongens rådgivere, med Ove Høegh-Guldberg (1731-7/2
1808) i spidsen, ham med nødvendigheden af at “Støvlet-Katrine,” grundet rigets
sikkerhed blev fjernet. Det endte med et kongen så sig nødsaget til at underskrive en
udvisningsattest. Den 5. jan. 1768 blev “Støvlet-Katrine,” hentet af politiet på sin bopæl
i Christianshavn, forvist fra Danmark og ført til Hamburg pga. ”et forargeligt levned.”
Struensee, der var kongens livlæge, førte regeringen fra 1770-72. Efter Struensees fald
blev kongeparret skilt, og Caroline Mathilde forvistes til Celle, hvor hun døde i 1775
kun 24 år gammel. En falsk ”Caroline Mathilde” dukkede senere op. Fra 1772-84 førtes
regeringen af stiftamtmand Ove Høegh-Guldberg (1731-7/2 1808) han var teolog,
historiker og professor ved Sorø Akademi. En opkomling på kun 148 cm, men med en
indre storhed, og som statsminister den faktiske magthaver i Danmark. Fra 1784 og til
kongens død overtog Kronprins Frederik styret ved et kup. Efter Christiansborgs brand
1794 flyttede Christian VII med familien til Amalienborg. Herfra kunne de 1801 følge
Slaget på Reden, men forlod byen i forbindelse med det engelske bombardement af
København 1807.
Christian VII døde af et slagtilfælde på Gottorp Slot 13. marts 1808. Det fortælles, at
den livstrætte konge døde af bar forskrækkelse, fordi spanierne i 1808 marcherede forbi
slottet mod Koldinghus, som de brændte af 30. marts 1808. Kong Christian VII
valgsprog var: “I kærlighed til Fædrelandet vil jeg søge min hæder.”
Hofteatret, i daglig tale kaldt ”Byens Teater,” åbnede 30. maj i Det kgl. Rustkammer
oven på Christiansborg Slots Ridebane som biscene til Det kgl. Teater og blev
udelukkende brugt af franske skuespillere. Den sindssvage Christian VII fik ideen under
SIDE 48
1767
1767
1769
1769
1769
et af sine luner. Kongen spillede selv som Sultan Orasma, men det har næppe været
særlig vellykket, for som der står: ”Selv om han spillede smukt, måtte han dog hellere
ikke spille.” Arkitekten for omdannelsen af Det kgl. Rustkammer var Nicolas Henri
Jardin. Af direktører kan bl.a. nævnes fra 1770 kulturminister og fløjtespiller Grev
Enevold Brandt (1738-28/4 1772). Han blev henrettet i 1772 sammen med Struensee (se
1737), fra 1799 Jens Baggesen og H.C. Andersens velynder Jonas Collin. Struensees
endeligt startede efter et maskebal på Hofteatret 17. jan. 1772, han blev anholdt kl. 4:30
af Anden Grenaderkompagni Falsterske Regiment, lagt i håndjern og ført til Kastellet
(se 1737). Fra 1786 brugtes teatret til koncerter, ballet og syngespil. Der var 36
stolerækker med rødt betræk og plads til 700 tilskuere. Der blev spillet skuespil dagen
lang nogle gange natten med. Som teolog angreb Grundtvig lystighederne på teatret,
hvor der ud over skuespillet blev spist, drukket og danset bl.a. af Steen Steensen
Blicher.
Da det kneb med at få kvalificerede skuespillere, dannede Knud Lyne Rahbek i 1804
Dramatisk Planteskole, senere Det kgl. Teaters elevskole, med sig selv som lærer frem
til 1816. Men han var mere teoretiker end praktiker. Eleverne spillede skuespil om
søndagen, hvor Det kgl. Teater var lukket, og kunne med entreindtægt dække skolens
udgifter. Christian VIII, der gjorde meget for morskabens skyld, ombyggede i 1842
teatret for 19.000 rigsdaler. Teatret blev nyindviet 1. nov. 1842 af fru Heiberg. Herefter
begyndte de at spille opera.
Rigt er det væld af navne, der har optrådt på Hofteatret. Louise Rasmussen den senere
Grevinde Danner lærte at danse her. Johanne Louise Pätges, den senere fru Heiberg,
lærte at spille skuespil. Adam Gottlob Oehlenschläger (1779-1850) lærte at danse
menuet. H.C. Andersen dansede og nåede at få sit navn på plakaten i 1839 - men:
”Følelse har De! Men det er ikke Skuespiller, De skal være. Vor Herre veed, hvad det
er.” Hans store kærlighed Jenny Linds sang gik til hjertet. N.W. Gade (1817-1890)
spillede skøn musik. Bournonville lærte sine første trin i ballet og viste sin første
forestilling på Hofteatret.
På grund af brandfare blev teatret lukket i 1881, inventaret blev solgt på auktion og
teatret lå ubrugt hen til 1914. Siden 1922 har Hofteatret fungeret som teatermuseum.
Teatret gennemgik en større restaurering i 1997, ikke mindst for at brandsikre. Ved
specielle lejligheder spilles der teaterstykker, men der tillades kun 118 tilskuere.
Rådvad industrisamfund opstod omkring Mølleå N for København. Rådvad
Knivfabrikker var generatoren.
Silkeborg Hovedgård blev bygget af ritmester Hoff, det er Silkeborgs ældste bygning
og her, hvor Silkeborg Museum i dag har til huse. Hovedgården har udover privatbolig
været benyttet til kirke, skole, posthus og børnehave. Udover at være et lokalt
egnsmuseum, har museet en fin samling af dansk glaskunst, træskomagere, hjulmagere,
pottemagere og papirmagere. Museets klenodie er Tollundmanden.
Folketælling Danmarks første fortæller, at der findes 797.584 danskere. Tidligere var
folketælling et skøn med hjælp fra kirkebøger og skattelister. Den sidste folketælling
skete i 1970, idet den nye CPR registrering overflødiggjorde anden optælling. Sverige
var det første land, der i 1748 foretog en folketælling.
Ringkjøbing havde 506 indbyggere
Ringkjøbing Vægterlaug blev grundlagt og fungerede frem til 1910-11. I 1785 ansatte
byen to borgere til at være rådhusstuetjenere om dagen, hvor de skulle rengøre og
opvarme rådhuset, opvarte fangerne, klare ærinder for rådmanden og derudover være
gravere og stævningsmænd. Om natten skulle de fra kl. 21, når kirkeklokken slog,
SIDE 49
1769
1769-1821
1769-1826
1770
1770
1770
1770-1827
1770-1844
begynde vægtergang gennem gaderne og for hver hele time synge vægterversene. Hver
time har sit vers, som man sang, medens man gik rundt i gaderne. Vægterne havde ikke
politimyndighed, men var politiets medhjælpere, holdt øje med ildløs og sørgede for, at
berusede kom hjem i seng eller i kachotten, der lå i kælderen under den vestlige del af
Amtsrådhuset på Torvet, hvor der i dag er vægterstue. Vægterne var ikke ansete folk,
men under dem stod natmændene, der rensede toiletter, fejede skorsten, udførte
glarmesterarbejde og flåede selvdøde dyr. Nederst i hierarkiet stod bøddelen.
Vægterne nævnes første gang i Københavns stadsret 1294. Deres uniform var kappe,
bælte og en kraftig hue. Bæltet var beregnet til at spænde fulde folk fast med, når de
blev transporteret bort på en brandstige. Det øvrige udstyr bestod af lygte, kårde,
morgenstjerne, der oprindelig var et fodfolksvåben, med 12 pigge en for hver måned
eller måske en for hver af Jesus 12 disciple. Kården blev dog senere afskaffet. I en kæde
om halsen har de et skilt indgraveret Kgl. Vægter.
Fra 1. aug. 1975 genoplives den gamle skik nogle uger hver sommer, men som en
turistattraktion. Ringkjøbing Vægterkorps tæller i dag 12 medlemmer. (Se art.)
Kongelige Danske Landhusholdningsselskab blev stiftet til fremme af landbrugets
udvikling især gennem oplysning. I anledning af selskabets 200 års jubilæum udgav
Post Danmark 29. jan. 1969 et grønt frimærke pålydende 30 øre, med en sædemand.
Napoleon I kejser af Frankrig
Schack Staffeldt dansk digter
Klintholm renæssanceslot med park bygget på Møn. Siden 1798 er Klintholm ejet af
slægten Scavenius. Under Klintholm hører Klinteskoven med Møns Klint og en
vikingeborg. Nuværende bygninger er opført 1873-75 og tegnet af arkitekt August
Klein. Grundet angreb af hussvamp, der allerede konstateredes i 1940-erne, flyttede
familien Peter Scavenius i 1964 ind i kammerherreboligen. I 1983 solgtes slottets indbo
på auktion. Den årlige vedligeholdelse koster 300.000 kr., et uacceptabel beløb. Derfor
er slottet dømt til nedrivning i år 2000.
Gyldendal blev etableret som første danske forlag af Søren Gyldendal (12/4 1742-8/2
1802), der oprindelig hed Søren Jensen. Samtidig havde han en boghandel i København.
Fra 1780 blev han universitetsboghandler og som sådan skattefri. For de sparede
skattekroner købte han i 1787 Gyldendals nuværende bygning i Klareboderne. I 1809
overtog svigersønnen Jacob Deichmann firmaet. Gyldendal har haft stor betydning for
boghandelens udvikling. Forlaget betragtes af mange som Danmarks nationale forlag og
har som sådan stadig en dominerende rolle i den litterære udvikling i landet. Søren
Gyldendal ligger begravet på Assistens Kirkegaard.
Trykkefriheden indførtes 14. sept. af Struensee
Ludwig van Beethoven tysk komponist
Bertel (Albert, Alberto) Thorvaldsen dansk billedhugger. Født 19. nov. 1770 i
København af Karen Dagnes Grønlund (16/1 1736-7/1 1804) Lemvig, datter af degn og
organist ved Nr. Nissum Kirke Jacob Hansen Dagnes. Der var et stærkt bånd mellem
Bertel Thorvaldsen og hans mor, faren var den islandske billedskærer Gotskalk
Thorvaldsen (1740-1806), der arbejdede som billedskærer i København. Datoen er,
hvad Thorvaldsen selv mente, men senere forskning mener, at fødselsdatoen snarere var
13. nov. 1768, der hersker også lidt usikkerhed omkring fødested. Allerede som 11-årig,
eller måske 13-årig, blev han optaget på Kunstakademiet i København. Her havde han
N.A. Abildgaard som lærer og afsluttede uddannelsen 1793 med Den store Guldmedalje
og det dertil knyttede seksårige rejsestipendium for relieffet ”Apostlene Peter og
Johannes helbreder en halt foran templets port.” De medaljerede arbejder gav 400
SIDE 50
rigsdaler årligt de første tre år, “særdeles i Rom” og dernæst skulle han indsende
“prøver af fin fremgang” til Akademiet på sine arbejder. Disse var imidlertid ikke
populære, fordi Thorvaldsen havde undladt personernes parykker og ordener og satset
på det personlige. Vi skal her huske på, at det var lige efter den franske revolution, hvor
de rige ikke blot havde mistet parykken, men også hovedet.
Thorvaldsen var, sammen med Abildgaard, med ved udsmykningen af Christian VIII’s
Palæ Amalienborg i 1794. Han ankom efter en omstændelig rejse til Rom ad søvejen 8.
marts 1797, denne dag betragtede han resten af sine dage som sin “romerske
fødselsdag.” Han opholdt sig her helt til 1819, hvor H.C. Andersen en periode boede
overfor ham. Thorvaldsen kaldtes i Rom for Cavaliere Alberto.
Hans sans for enkel og rolig skønhed gjorde ham til en central skikkelse i europæisk
kunst. Thorvaldsen var en selvbevidst, levende og årvågen kunstner, han har aldrig
fremstillet krigeriske scener. Hans gennembrud blev den 2½ m høje ”Jason med det
gyldne skind” fra 1803, den reddede ham fra at rejse tilbage til Danmark. Stipendietiden
var udløbet, og rejsevognen stod klar, da en engelsk rigmand og kunstkender Thomas
Hoppe bestilte Jason i marmor og gav Thorvaldsen et forskud, og dermed blev han i
Italien. Ordrerne indløb nu så hurtigt, at Thorvaldsen en overgang havde fem atelierer i
Rom med 40 ansatte, en af dem var den senere så berømte H.W. Bissen. Thorvaldsen
blev en holden mand. Andre kendte skulpturer er: ”Nat og Dag,” ”Venus,” ”Amor og
Psyche” samt ”Kristus og de tolv apostle” i Københavns Domkirke - Vor Frue Kirke.
Apostlene var af arkitekten placeret i 12 nicher. Dette syntes Thorvaldsen ikke om, så
han lavede den genistreg at gøre statuerne to cm for høje samt levere dem i allersidste
øjeblik, derfor blev apostlene trukket frem på søjler udenfor nicherne, og så var
Thorvaldsen tilfreds. Om kristusfiguren fortælles, at Jesus oprindelig havde hævet
armene, men under tørringsprocessen var armene sunket, og sådan blev det. I 1805
udnævntes Thorvaldsen til professor ved Kunstakademiet, hvor han fik en lejlighed og
boede her sine sidste år. Blev også direktør på Charlottenborg.
Thorvaldsen rejste tilbage til Danmark 17. sept. 1838 efter 41 år i Italien, men kun fordi
Frederik VI gav ham tilsagn om at bygge et museum til hans mange værker og hans
malerisamling, han ville egentlig helst være blevet i Italien. Hans hjemkomst blev en
stor begivenhed i København. Et skib med berømtheder som H.C. Andersen, Adam
Oehlenschläger, Johan Ludvig Heiberg, N.F.S. Grundtvig og Christian Winther sejlede
fregatten “Rota” i møde ude på Reden som velkomst i det tågede vejr. Tusinder var
samlet på kajen, for at hylde Thorvaldsen og byde ham velkommen hjem, da fregatten
med hovedparten af hans værker om bord og kaptajn Dallerup ved roret lagde til. Der
var en sådan trængsel på kajen, at flere blev skubbet i havnen, og dagbladet
”Kjøbenhavnsposten” udkom med et døgns forsinkelse, fordi kunstinteresserede sættere
også skulle ned og se med. Thorvaldsen blev af folket trukket på en åben vogn til sit
hjem.
De mange skulpturer var pakket ned i solide trækasser og for at skåne dem mod stød,
var de emballeret med bjørneklo. Det menes, at det var her de nu så forhadte og giftige
bjørneklo kom til Danmark.
Thorvaldsen fandt sit hjem på herregården Nysø nord for Præstø, her blev han forkælet
af baronesse Christine Stampe (1797-1868), der opførte et atelier til ham, og han boede
faktisk på Nysø sine sidste seks leveår. Mange andre kendte danskere som H.C.
Andersen, Oehlenschläger, N.F.S. Grundtvig, Christian Winther, P.C. Skovgaard og
Wilhelm Marstrand har også haft deres gang på Nysø.
SIDE 51
Thorvaldsen var klart mere kendt ude i Europa end i sit fædreland. Det fortælles, at han
under forhandlingerne truede med, at hvis ikke København ville bygge et museum, så
ville München og dermed også få alle hans værker. Han testamenterede sin store
kunstsamling foruden egne arbejder til København. Thorvaldsens Museum blev hermed
en realitet og Danmarks første offentlige museum, der indviedes 18. sept. 1848.
Arkitekten var Michael Bindesbøll, der afbrød sit arbejde i 1848, fordi han deltog i Den
Slesvigske Krig. Museet har samlet en stor del af Thorvaldsens værker. En historisk og
fornem frise pryder bygningen rundt, den er udført af Jørgen Sonne (1801-90), og
skildrer Thorvaldsens tilbagekomst til sin fødeby 17. sept. 1838. Her ser vi mange
berømtheder tage imod ham, H.C. Andersen, N.F.S. Grundtvig, Christian Winther, J.L.
Heiberg, Adam Oehlenschläger og mange flere. Der var meget kritik af frisen, der
kaldtes smagløs, fordi der var for mange personer og i for moderne tøj. Ja, sådan går
det, i dag ser vi frisen som et smukt og værdifuld dokument fra en periode, hvor vort
land fostrede mange kulturelle personligheder.
Den 18. okt. 1826 fik Thorvaldsen en overraskelse, et uanmeldt besøg af Pave Leo XII,
der havde fået anbefalet Bertel Thorvaldsen som den absolut bedste til at udføre et
gravmæle over Pave Pius VII. Gravmælet er det eneste blandt Peterskirkens utallige
kunstværker, der er skabt af en protestant. Det var jo noget af en lyssky affære, bestemt
ikke tilladelig med en sådan “hedning” i folden, så Thorvaldsen fik strenge ordre på
ikke at signere kunstværket med sit eget navn, men måtte i stedet bruge pseudonymet
“Consalvi.” Det passede ikke den selvsikre hr. Thorvaldsen ret godt, men han var en
kløgtig filur, der gerne ville udføre det prestigefyldte bestillingsarbejde, så han spillede
dem et pus. Da statuen af Pave Pius VII skulle afsløres, og tæppet blev trukket til side,
gik der et sus gennem den fremmødte forsamling. Statuens ansigt var ganske synlig ikke
Pave Pius VII’s ansigt - men Thorvaldsens ansigt. Så Thorvaldsen fik alligevel sat sin
signatur i Peterskirken om end på anden vis.
Andre kendte statuer af Bertel Thorvaldsen: Johann Gutenberg (1837) i Mainz,
Friedrich Schiller (1839) i Stuttgart, Herkules (1843) ved Christiansborg Slot og
Gottlieb Bindesbøll Thorvaldsens Museum i København, opført 1839-48.
Thorvaldsen blev aldrig gift, men havde mange elskerinder. En af dem Anna Maria
Magnani var gift med en prøjsisk gesandt, men grundet Thorvaldsen holdt ægtestanden
ikke. I 20 år blev Anna Maria holdt hen. Forholdet gav dog to børn, Carlo Alberto der
døde ved en drukneulykke kun 6 år gammel og datteren Elisa, som Thorvaldsen
adopterede.
Den 24. marts 1844 spiste Thorvaldsen middag hos familien Stampe i
Kronprinsessegade sammen med H.C. Andersen og Adam Oehlenschläger. Efter
middagen gik Thorvaldsen sammen med Adam Oehlenschläger i Det kgl. Teater, hvor
de så premieren på Friedrich Halms skuespil: ”Griseldis.” Thorvaldsen ramtes her af en
blodprop, faldt ind over Oehlenschläger og blev båret ud, men genoplivningsforsøg var
forgæves. Han havde i flere år lidt af åreforkalkning. Efter episoden fortsatte
forestillingen. Så vidt vides er han den eneste, der er død under en forestilling i Det kgl.
Teater.
Thorvaldsen blev begravet 30. marts 1844 fra Vor Frue Kirke til en sørgemarch af
Hartmann. I 1848 blev han gravsat i gården på sit eget museum. Han blev udnævnt til
æresborger i København i 1838, for øvrigt som den eneste nogensinde. Fik flere
hædersbevisninger bl.a. æresmedlem af Studenterforeningen. Den 17. nov. 1938 blev
der udgivet tre frimærker med Bertel Thorvaldsen og hans skulptur ”Jason med Det
gyldne Skind,” anledningen var 100-året for Thorvaldsens hjemkomst fra Italien.
SIDE 52
1771
1771
1771-1832
1772
1772
1773-1845
1773-1856
1774-1792
1774-1842
1775-1826
Motivet er efter C.W. Eckersbergs (1783-1853) berømte maleri af Thorvaldsen. I 1952
blev han hædret med sit portræt på en femkroneseddel. Den 19. nov. 1970 udgav Post
Danmark igen et frimærke med Thorvaldsen, denne gang pålydende 2 kr.
Det danske tallotteri så sin begyndelse 12. jan. Lotteriet fungerede frem til 1851
Husnumre. Ifølge forordning af 8. maj skal alle huse nu være forsynet med et nummer
Sir Walter Scott skotsk forfatter og advokat
Christen Jacobsen Drakenberg dansk-norsk sømand døde 9. okt. i en alder af 145 år.
Idet han hårdnakket hævdede, at han var født i 1626. Der findes dog ikke beviser for
hans påstand.
København havde 93.000 indbyggere. Ingen andre byer i Danmark havde over 5.000
Henrich Steffens dansk-tysk filosof og naturforsker født i Norge, doktor ved
universitetet i Kiel. Holdt 1802-04 forelæsninger på Københavns Universitet, og
indførte hermed romantikken i Danmark. Her lyttede Oehlenschläger, Grundtvig,
Blicher mfl. Henrich Steffens var en fætter til N.F.S. Grundtvig.
Thomasine Christine Gyllembourg-Ehrensvärd dansk forfatter født 9. nov. 1773 af
Anne Bolette Sandgaard faren var handelsmand Johan Buntzen. Da Thomasine var fem
år døde moderen. Som 17-årig blev hun gift med sin lærer den 32-årige P.A. Heiberg, de
fik sønnen Johan Ludvig Heiberg (1791-1860). Parret blev dog skilt i 1799, hvad der
dengang var en stor skandale. Sønnen Johan Ludvig blev sendt til Thomasines far Johan
Buntzen og senere i pleje hos Kamma og Knud Lyne Rahbek i Bakkehuset. Samme år
blev P.A. Heiberg landsforvist grundet sine skrifter med landsfjendtlige holdninger mod
enevælden, - majestætsfornærmelse hed anklagen. P.A. Heiberg rejste 7. feb. 1800 i
eksil til Paris. Thomasine giftede sig anden gang med den landflygtige svenske
adelsmand Carl Fredrik Gyllembourg, der var mistænkt for medvirkende til mordet på
Kong Gustaf III af Sverige under et maskebal i 1792. Parret flyttede til Sorø og levede
lykkeligt. Deres gård brændte, og de flyttede tilbage til København 1806, hvor deres
hjem blev samlingssted for dansk og svensk adel. Efter Carl Fredrik Gyllembourgs død
1815, holdt hun hus for sønnen Johan Ludvig Heiberg og svigerdatteren Johanne Louise
Heiberg i 25 år. Det har bestemt ikke altid været let, men krævede en gensidig tolerance.
Thomasine Gyllembourg begyndte at skrive i sønnens tidsskrift: ”Kjøbenhavns flyvende
post,” der var i stofnød. Hun blev blandt Danmarks første kvindelige forfattere, som en
typisk repræsentant for biedermeier. Fra 1827-45 udsendte hun under pseudonym 24
romaner. Hendes forfatterskab rummer psykologiske, borgerlige romaner og noveller.
De kendteste er: ”En hverdagshistorie” fra 1828, der beskriver to forskellige
kvindeskikkelser, ”Den lille Karen” fra 1830, ”Ægtestand” fra 1835, ”Extremerne” fra
1836, ”Én i alle” fra 1840 og ”To tidsaldre” fra 1845. Thomasine Gyllembourg døde 1.
juli 1856, hendes portræt har prydet en af vore 100 kr. sedler. Først efter Thomasine
Gyllembourgs død blev det kendt, at det var hende der stod bag forfatterskabet.
Louis XVI eller Ludvig XVI (1754-1793). Fransk konge
Christoph Ernst Friedrich Weyse tysk komponist ligger begravet på Assistens
Kirkegaard
Malthe Conrad Bruun dansk forfatter og geograf født 12. aug. 1775 i Thisted hvor
hans far var amtsforvalter. Blev grebet af ideerne fra den franske revolution. Udgav
1794 et radikalt tidsskrift: ”Vækkeren,” hvis meninger var så kritiske og oprørske, at
han blev landsforvist 19. dec. 1800 og rejste til Frankrig, hvor han blev kendt under
navnet Malthe-Brun. I 1796 udgav han den morsomme og satiriske: ”Aristokraternes
Catechismus.” Det var Malthe Conrad Bruun, der først i 1800-tallet gav landene Laos,
Vietnam og Kampuchea navnet Indokina. Navnet Indokina blev født af, at landene
SIDE 53
ligger mellem Indien og Kina, i 1944 forsvandt navnet igen, men det huskes stadig.
Malthe Conrad Bruun døde som en anset geograf i Paris og ligger begravet på
Montparnasse Kirkegård.
1775-1854 Friedrich Wilhelm Joseph von Schelling tysk romantisk filosof. Schelling hævdede, at
naturen var synliggjort ånd og menneskeånden usynliggjort natur.
1776
Dansk lov om indfødsret af 15. jan. bestemte, at statsembeder fremtidigt skal
forbeholdes danskere, nordmænd og holstenere. Loven var et resultat af den nationale
bølge, der gik over landet efter Struensees fald.
1776
Den amerikanske uafhængighedserklæring blev underskrevet 4. juli i Philadelphia
1776-1861 Jonas Collin dansk embeds- og finansmand født 6. jan. 1776. Blev cand.jur. 1795 og
tog landmålereksamen 1800. Gift i 1803 med Henriette (1772-19/5 1845). Jonas Collin
var aktiv i mange foreninger, “Selskabet til naturlærens udbredelse,” “Selskabet for
hesteavlens fremme” og “Akademiet for de skønne kunster” og han var hovedmanden
bag Thorvaldsens Museum 1848. Deputeret i Rentekammeret og Finanskollegiet 181648. Præsident for Det kgl. Danske Landhusholdningsselskab 1809-55. Direktør for Det
kgl. Teater 1821-29 og igen 1842-49. Etatsråd, konferensråd og gehejmekonferensråd
fra 1847. Og det vi måske kender ham allermest for, mæcen for vordende forfattere som
fx Steen Steensen Blicher og H.C. Andersen. Jonas Collin døde 28. aug. 1861.
1777-1851 Hans Christian Ørsted dansk farmaceut, bibliotekar, forfatter, kemiker og fysiker.
Født 14. aug. 1777 som søn af apotekeren i Rudkøbing på Langeland, der ernærede sig
ved brændevinsfremstilling. Hans Christian var bror til Anders Sandøe Ørsted. Brødrene
hjalp til i farens apotek og fik her interesse for fysik og kemi. Skoleuddannelsen var
tilfældig og mere eller mindre autodidaktisk, bl.a. blev de undervist i tysk og religion af
en tysk parykmager og dennes kone.
Et nært forhold til sin et år yngre bror, Anders, fik stor betydning for Hans Christian,
idet de indbyrdes vejledte hinanden i forskellige fag. Som 11-årig begyndte Hans
Christian at assistere sin far i apotekets laboratorium, her fik han
en grundig træning i praktisk kemi. Derudover nærede han stor interesse for poesi. I
foråret 1794 drog de to brødre til København, de bestod samme år studentereksamen.
H.C. Ørsted koncentrerede sig om filosofi, poesi og naturvidenskaberne med kemi som
sit hovedfag. I 1797 tog han farmaceutisk eksamen cand.pharm. og vandt guldmedalje
for prisopgave i æstetik og medicin.
I 1799 blev Ørsted doktor i filosofi på en afhandling på latin om Kants naturmetafysik.
Blev derefter bibliotekar. I 1800 fik H.C. Ørsted ansættelse som ulønnet adjunkt ved
Det Medicinske Fakultet på Københavns Universitet, hvor han underviste i kemi. Han
blev bestyrer af Løveapoteket i København for professor Ludvig Manthey (1769-1842)
og varetog dennes kemiske forelæsninger ved Det Kirurgiske Akademi. I 1801-04
foretog Ørsted en studierejse til Tyskland, Frankrig og Holland for at studere
naturvidenskab. Han blev fra 1806 professor i kemi og fysik ved Københavns
Universitet, her var han til 1829.
I 1808 blev han medlem af Det Kgl. Danske Videnskabernes Selskab og i 1815 dets
sekretær, en post han besad til sin død.
Medstifter af Polyteknisk Læreanstalt og dens første direktør fra 1829 til sin død 1851.
Under en forelæsning 21. juli 1820 opdagede Ørsted elektricitetens magnetiske virkning
- elektromagnetismen, ved at sætte en kompasnål ved siden af en strømførende ledning.
Ørsted konstruerede 1822 sit berømte piezometer (trykmåler), der kunne sætte en
indesluttet vandmasse under højt tryk og måle formindskelsen af dens rumfang. Stiftede
1824 "Selskabet for Naturlærens Udbredelse" inspireret efter et besøg i England. I 1825
SIDE 54
opdagede han grundstoffet aluminium. Han udgav flere bøger mest om naturfilosofi. I
årene 1829-38 var han en flittig litteraturanmelder ved "Maanedsskrift for Litteratur."
Hans Christian Ørsted tilføjede det danske sprog omkring 2.000 nye ord her en række
eksempler: Ilt, brint, elektromagnetisk, fortætning, gnidningsmodstand, rumfang,
udfaldsvinkel, vægtfylde, varmefylde, billedkunst, ildsjæl, klangbund, nejsiger,
opkomling, tankeeksperiment, udstråling, alkundig, dådkraft, lærefag, slutværk,
vittighedspil, efterbillede, fordampe, foretagsom, retstavning, hvalfisk, sommerfugl osv.
Hans Christian Ørsted blev gehejmeråd 1850, han havde et venskab med Adam
Oehlenschläger. På Gåsetorvet i Rudkøbing rejstes 1920 en statue af Hans Christian
Ørsted, en afstøbning af H.W. Bissens statue der står ved Polyteknisk Læreanstalt. Hans
Christian Ørsted døde 9. marts 1851, og blev begravet 18. marts fra Vor Frue Kirke med
tale af provst Tryde. Han ligger på Assistens Kirkegaard. I anledning af 100 året for
hans død udgav Post Danmark 9. marts 1951 et blåt frimærke med hans portræt
pålydende 50 øre. Og i anledning af 150 året for opdagelse af elektromagnetismen 13.
aug. 1970 et grønt frimærke pålydende 80 øre.
1778-1860 Anders Sandøe Ørsted dansk forfatter, retslærd, politiker og en af Danmarks største
statsmænd. Født 21. dec. 1778 som søn af apoteker Søren Christian Ørsted, Rudkøbing
på Langeland der ernærede sig ved brændevinsfremstilling. Bror til fysikeren Hans
Christian Ørsted. Anders Sandøe Ørsted blev student 1794 og begyndte sine juridiske og
filosofiske studier på Københavns Universitet, hvor han 1797 fik universitetets
guldmedalje. Blev cand.jur. 1799, dommer 1802 og assessor i Højesteret 1810, men
opgav 1813 sin dommervirksomhed. Blev deputeret (folkerepræsentant) ved Danske
Kancelli 1813-48.
I 1825 blev Ørsted udpeget til generalprokurør (embedsmand der inddriver Kronens
fordringer) med ansvar for udformning af ny lovgivning. Det skabte vanskeligheder for
ham, at han i 1826 publicerede en afhandling om kirkeret, hvor han kom ind på
spørgsmålet om betydningen af præsteløftet og præstens binding til
bekendelsesskrifterne. Ørsted skrev udelukkende som jurist, men kongens mishag blev
vakt, og Ørsted fik valget mellem at fratræde sin stilling eller ophøre med sit
forfatterskab. Han valgte det sidste, men færdiggjorde dog en række værker og
afhandlinger i de kommende år. Ørsted havde ved andre lejligheder indtaget en
selvstændig holdning i forhold til kolleger i Kancelliet.
Allerede 1802 begyndte han som redaktør af Juridisk Arkiv 1804-30, skrev her talrige
afhandlinger om juridiske emner. Hans hovedværk: "Haandbog over den danske og
norske Lovkyndighed I-VI" (1822-35).
Anders Sandøe Ørsted foreslog 1830 Kong Frederik VI, at Dannebrog, der var
forbeholdt kongen og staten, også skulle være folkets flag. Til Ørsteds store skuffelse
blev det afslået. Senere blev Ørsted justitsminister, og så gennemførte han selv
ordningen. I 1842 blev “Dannebrog” hærens officielle flag, og siden 1854 har vi alle
elsket dette flag, hvad vi altså kan takke Anders Sandøe Ørsted for. Hans popularitet på
stænderforsamlingen led et knæk 1842, han talte imod en støtte til beskyttelse af dansk
nationalitet på den slesvigske stænderforsamling, hvor P. Hiort Lorenzen havde talt
dansk og vedblev at tale dansk.
I årene 1842-48 var han medlem af Gehejmestatsrådet, han indvalgtes i Den
Grundlovgivende Rigsforsamling. Her fremsatte han mange kritiske bemærkninger, som
han sammenfattede i et omfattende værk: "Prøvelse af de Rigsforsamlingen forelagte
Udkast til en Grundlov og til en Valglov" (1849). Forfattede også: "Af mit Livs og min
Tids Historie I-IV" (1851-57).
SIDE 55
Anders Sandøe Ørsted stemte imod Junigrundloven af 1849. Medlem af Rigsdagens
Landsting 1849, konseilspræsident 1853-54, men afskedigedes efter betydelig kritik og
et brud med Frederik VII. Ørsted gav det praktiske liv fortrin frem for det det teoretiske
i lovgivningen og satte dermed dybe spor i dansk retsvæsen. Anders Sandøe Ørsted blev
1802 gift med den smukke og ombejlede Sophie (1782-1818) en søster til Adam
Oehlenschläger. Anders Sandøe Ørsted døde 1. maj 1860.
1779-1850 Adam Gottlob Oehlenschläger dansk forfatter født 14. nov. 1779 på Frederiksberg i
København. Faren kom fra Slesvig, han blev organist og slotsforvalter på Frederiksberg
Slot, her voksede Adam op sammen med sin smukke, åndfulde, poetiske og ombejlede
søster Sophie (1782-1818), der 1802 blev gift med Anders Sandøe Ørsted (1778-1860).
På Efterslægtsselskabets Skole var han elev fra 1783-96. Hvorefter han forsøgte sig som
skuespiller på Det kgl. Teater 1797-99, men uden synderlig held. På Københavns
Universitet blev han optaget på jurastudiet sammen med brødrene Ørsted, men fuldførte
aldrig studiet.
Digtningen havde allerede taget magten, inspireret af digterne Edward Storm og
Heinrich Steffens. I Bakkehuset hos Knud Lyne og Kamma Rahbek mødte han 1799
Kamma Rahbeks søster Christiane Heger (1782-1841), de blev forlovet 1800, men først
gift 1809 - altså ti år senere. Ægteskabet blev dog aldrig lykkeligt, men de forblev gift
til Christianes død 1841.
Adam Oehlenschläger debuterede 1803 med: ”Digte,” hvorfra vi alle kender:
”Guldhornene,” der blev skrevet nov. 1802 og blev hans gennembrud. Bogen blev sat i
antikvaskrift ikke i fraktur (krøllede bogstaver) som på den tid var det normale i
Danmark. På titelbladet stavede den unge digter sit navn Øhlenslæger.
Adam Oehlenschläger introducerede romantikken i Danmark. Han fornyede det
digteriske sprog og havde i sin levetid en enestående position som ikke blot Danmarks
men "Nordens Digterkonge." Han benyttede sig i stor udstrækning af den nordiske
mytologi, skrev mange digte, romaner og skuespil. Her et udvalg af hans mest kendte
værker:
”Sankt Hans aften” (1803), "Vaulundurs Saga" (1805) kunstsmeden der udvikles
gennem prøvelser, og hvem kender ikke: ”Aladdin og den vidunderlige lampe” (1805)
det er herfra, vi har udtrykket: "En appelsin i sin turban," ”Hakon Jarls død,” (1807),
"Palnatoke" (1809), ”Axel og Valborg” (1810), "Stærkodder" (1812), ”Hagbart og
Signe" (1815), "Fostbrødrene" (1817), "Nordens Guder" (1819), "Erik og Abel" (1820),
"Tordenskiold" (1821), "Samlede Digte" (3 bind 1823-24), heri står bl.a. vores
nationalsang: ”Der er et yndigt land,” "Hrolf Krake" (1828), "Oehlenschlägers Levnet"
selvbiografi (1830-31), "Dina" (1842), "Amleth" (1847) og kærlighedstragedien
"Kiartan og Gudrun" (1848).
"Oehlenschlägers samlede Værker" på 30 bind udkom i årene 1841-49.
Adam Oehlenschläger tilegnede kronprinsen "Danmarks Frederik (VI)" flere udgivelser,
for dem kvitterede kronprinsen med rejsestipendier, så i årene 1805-09, i
Napoleonskrigenes tid, rejste han Europa tynd Tyskland, Frankrig og Italien.
Her mødte han litterære personer i Weimar Johann Wolfgang von Goethe, i Halle
Henrik Steffens og Fichte. Han var yderst produktiv på disse rejser.
Adam Oehlenschläger blev en overgang kritiseret voldsomt af J.L. Heiberg og ikke
mindst Jens Baggesen, med hvem han havde en fejde i årene 1813-19.
I 1810 blev han udnævnt til professor i æstetik. Trods embedet måtte han, som
familiefar, stadig kæmpe med økonomiske problemer, han forsøgte sig som sin egen
SIDE 56
forlægger og arbejdede aktivt for at udbrede sine værker, som han selv oversatte, på det
tyske marked.
Adam Oehlenschläger blev en stor fornyer af dansk digterkunst. Den 23. juni 1829 blev
han laurbærkranset i Lund Domkirke af Esaias Tegnér (1782-1846) som "Nordens
digterkonge," som en fornem repræsentant for romantikken.
I Wien kaldtes han: ”Solguden fra Nord” grundet sine skuespil, der blev spillet meget
her. “Skjaldenes Adam” døde 20. jan. 1850 og blev 26. jan. bisat fra Vor Frue Kirke i
København.
I anledning af 200 året for Adam Oehlenschlägers fødsel udgav Post Danmark 4. okt.
1979 et frimærke med hans silhuet pålydende 1,30 kr., der var den tids normale porto.
1780
Odense havde som Danmarks største provinsby 5.000 indbyggere
1780
Lak- og chokoladefabrik åbnede i Ringkjøbing af apoteker Broager med 1 håndlanger
og 1 dreng som medarbejdere.
1780
Herregården Viskum blev bygget Ø for Viborg. Frederik VI besøgte herregården 17.
juni 1826, af den grund har man i Viskum Vesterskov opført en tre m høj obelisk med
kongens portræt og et digt skrevet af Steen Steensen Blicher. Herregården er fredet.
1781-1848 George Stephenson britisk ingeniør født 9. juni 1781. Pioner som bygger af
lokomotivet “Blucher” i 1814. Byggede verdens første jernbane Stockton Darlington i
1825. Sønnen Robert Stephenson (1803-59) fulgte i farens fodspor.
1781-1852 Jesper Kierkegaard i daglig tale kaldet ”Jesper Maler.” Født og døbt i Ringkjøbing 5.
feb. 1781. ”Jesper Maler” løste i 1811 borgerskab som håndværksmaler i Ringkjøbing,
levede herefter som selvstændig malermester frem til 1847, hvor han kom under
fattigvæsnet. Men ”Jesper Maler” kunne andet end håndværksmalerfaget, han kunne
også male billeder, fortrinsvis akvareller med motiver fra Ringkjøbing By. På
Ringkjøbing Museum findes tolv prospekter af Ringkjøbing malet mellem 1808 og
1847. Samlingen betragtes som 1800-tallets største kulturhistoriske skat fra byen.
1782-1848 Steen Steensen Blicher dansk forfatter
1783-1808 Peter Willemoes dansk søofficer født 11. maj. 1783 på amtsgården i Assens af
Christiane Dreyer (16/8 1753-20/12 1832) og kammerherre og amtsforvalter Christen
Willemoes (25/4 1736- 10/11 1818). Peter Willemoes blev kadet 1795 og
sekondløjtnant 1800, men det var ikke uden problemer, for han var udisciplineret. Han
blev 1801 chef på Gernerske Flådebatteri No. 1, med en besætning på 129 mand og 20
kanoner. Under "Slaget på Reden" 2. april 1801 var hans modstander admiral Nelson på
linjeskibet Elephant. Willemoes trak sig efter tre timers kamp med 12 faldne og 34
sårede. I 1807 blev han udnævnt til premierløjtnant. Peter Willemoes ledede også slaget
ved Sjællands Odde 22. marts 1808 fra linjeskibet Prins Christian Frederik, bygget 1804
med 140 kanoner. Det var Danmarks eneste operative linjeskib efter tabet af flåden
1807. Skibets kaptajn var Carl Vilhelm Jessen. I det heroiske slag mod den engelske
overmagt, bestående af to linjeskibe og tre fregatter, faldt Willemoes sammen med 63
andre, omkring 150 blev såret. Willemoes ikke bare faldt, han fik faktisk skudt det
øverste af hovedet væk. Peter Willemoes ligger begravet på Odden Kirkegård på
Sjællands Odde i en fællesgrav med yderligere en officer og 21 matroser samt fire
afskudte ben, der drev i land efter kampen. Et monument over de faldne bærer
inskriptionen:
“De snekker mødtes i kvæld på hav,”
forfattet af vennen N.F.S. Grundtvig. En statue af Peter Willemoes fremstillet af
billedhugger Christian Carl Peters (1822-99) blev rejst 1902 på havnen i fødebyen
SIDE 57
Assens. Sangen: ”Kommer hid, i piger små!” er skrevet om Peter Willemoes i 1810
også af N.F.S. Grundtvig.
1783-1830 Simon Bolivar sydamerikansk frihedshelt
1783-1853 Christoffer Wilhelm Eckersberg dansk kunstmaler født 2. jan. 1783 i Blåkrog i
Slesvig. Voksede op på halvøen Sundeved ved Als Sund i Sønderjylland. Han kom i
malerlære hos Jes Jessen (1743-1807) i Åbenrå og Flensborg og blev svend 1803.
Samme år blev han, med økonomisk hjælp fra rige borgere, antaget på Kunstakademiet i
København med Nicolai Abraham Abildgaard (1743-1809) som lærer. I akademitiden
tegnede Eckersberg grafiske blade for kobberstikkeren G.L. Lahde, deres samarbejde
nåede et højdepunkt 1807 under Københavns bombardement, hvor Eckersberg udførte
tegninger og malerier af de dramatiske begivenheder.
Eckersberg fik 1805 både den lille sølvmedalje og den lille guldmedalje og 1809 den
store guldmedalje, der skaffede ham et treårigt rejsestipendium til Paris og Rom, med
formålet at uddanne sig som historiemaler. I Rom skildrede han en lang række af de
berømte bygninger - Forum Romanum, Villa Borghese, Colosseum og Capitol. Han
mødte Bertel Thorvaldsen og malede det kendte portræt af "Thorvaldsen" (1814), som
han betragtede som sit hovedværk og skænkede det til Kunstakademiet, hvor det stadig
hænger. Billedet pryder et frimærke, der blev udgivet 1938 i anledning af 100-året for
hjemførelsen af Thorvaldsens værker.
Eckersberg blev medlem af Kunstakademiet 1816, professor 1818 og Akademiets
direktør 1827-29. Han fik dermed betydning for flere unge malere fx Christen Købke og
Constantin Hansen. Eckersberg, der blev kaldt for dansk malerkunst far, havde store
menneskelige værdier, var ubestikkelig og havde pædagogiske evner. Han udførte flere
arbejder for kongehuset, portrætter og historiske motiver. Et af hans billeder:
“Spadserende ved Aqueduc de la Vanne” blev solgt på Kunsthallens Auktion i
København 22. april 1998 for 4,1 mio. kr. til en schweizisk køber, det firedobbelte af
vurderingen. I 2004 blev et maleri af "Købmandsskibe" solgt for 5,2 mio. kr.
Andre af hans kendte værker:
"Udsigt gennem tre buer i Colosseums tredje stokværk"
(1813-16 Statens Museum for Kunst. Maleriet er optaget i Kulturkanon)
"Kammerherreinde Sophie Hedvig Løvenskjold og datteren Bertha"
(1817 Statens Museum for Kunst)
"Det Nathansonske familiebillede" (1818 Statens Museum for Kunst)
"Ægteparret Schmidt" (1818 Den Hirschsprungske Samling)
"Emilie Henriette Massmann " (1820 Statens Museum for Kunst)
"Det russiske linieskib Asow og en fregat til ankers på Helsingørs red"
(1828 Statens Museum for Kunst)
"Kongeloven" (1828)
"En hentydning til Stavnsbåndets løsning" (1837-39 Christiansborg)
"En nøgen fra ryggen set kvinde sætter sit hår foran et spejl"
(1837 Den Hirschsprungske Samling)
"Nadveren" (1839-40 altertavle i Frederiksberg Kirke)
"En korvet på stablen" (1851 Statens Museum for Kunst)
Hans sidste, ufuldendte maleri
Eckersberg var gift tre gange, anden og tredje gang med maleren Jens Juels døtre Julie
Juel (1791-1827) og Susanne Juel (1793-1840). Blandt hans mange børn var sønnen
Erling Eckersberg, der blev kobberstikker.
SIDE 58
Christoffer Wilhelm Eckersberg døde 22. juli 1853 af kolera under epidemien i
København, han ligger begravet på Assistens Kirkegaard i København. Kilder til
Eckersbergs liv og kunst findes i hans breve fra udlandsrejsen og dagbøger med
notater og regnskabsoplysninger, han førte fra 1810 (Det Kongelige Bibliotek).
I anledning af 200 året for Eckersbergs fødsel udgav Post Danmark 3. nov. 1983 et
frimærke pålydende 2,50 kr., der var den tids normale porto.
Her er de billeder af Eckersberg, der er solgt på auktioner for over 1.000.000 kr.:
Spadserende ved Aquaduc de la Vanne i Arcueil Paris 1812 - Kunsthallen 1998 4.100.000
Handelsskibe krydser med alle sejl - Sotheby 2001
4.030.000
Kongen med Følge på Dampskibet Ægir 1843 - Bruun Rasmussen 2002
3.500.000
En anden Del af Via Sacra 1813-16 - Bruun Rasmussen 2011
3.400.000
Liggende model på seng Paris 1810-13 - Bruun Rasmussen 2000
3.300.000
Samme solgt Bruun Rasmussen 2004 1.500.000
Parti ved Cloaca Maxima Rom 1814 - Bruun Rasmussen 1998
2.700.000
Parti af det Indre Colosseum. Rom 1815 - Kunsthallen 1998
2.400.000
Udsigt mod syd fra Helsingørs Rhed 1830 - Bruun Rasmussen 1998
2.400.000
Borre Kirke på Møn 1810 - Bruun Rasmussen 2000
2.150.000
To fregatter saluterer for et dampskib (Tvivl om ægtheden) - Ellekille 2001
2.150.000
Den nordøstlige Capitolerbjerg 1813-16 - Bruun Rasmussen 1999
2.050.000
Udsigt til Sommerspiret 1809 - Bruun Rasmussen 2003
1.900.000
Christian IV hos Tycho Brahe på Uranienborg 1831 - Kunsthallen 2000
1.800.000
Et søstykke. Skibe som krydser 1825 - Ellekilde 2002
1.800.000
Jesus som fristes af farisæerne 1843 - Ellekilde 2000
1.750.000
Et søstykke. Skibe som krydser 1825 - Christie's 2006
1.561.000
Vestatemplet i Rom 1814-16 - Sotheby 2006
1.539.300
En engelsk fregat til ankers 1822 - Bruun Rasmussen 1999
1.500.000
Forum Romanum med Campo Vaccino 1814 - Kunsthallen 1992
1.400.000
Købmandsskibe krydser med alle sejl 1827 - Bruun Rasmussen 1992
1.350.000
En jagt sejlende - Ellekilde København 2001
1.300.000
Danske Fregatter under Equipering Foraaret 1849 - Bruun Rasmussen 2003
1.250.000
Udsigt gjennem en dør til løbende figurer 1845 - Bruun Rasmussen 1998
1.180.000
Et møde på søen 1853 - Ellekilde 1999
1.160.000
En Storm 1845 - Kunsthallen 2002
1.000.000
1783-1872 Nicolai Frederik (døbt Frideric) Severin Grundtvig dansk digter
(se N.F.S. Grundtvig - hvordan var han egentlig?
1784
Kronprins Frederik (28/1 1768-1839) senere Frederik VI overtog styret 14. april ved
et statskup mod sin sindssyge far.
1786
Landboreformen. Selveje og markedsmekanismen indførtes
1786-1826 Carl Maria von Weber tysk komponist
1786-1832 Daniel Friedrich Rudolph Kuhlau tysk komponist
1787
Træhesten blev afskaffet som straffemiddel i Danmark fra 8. juni
1787
Danmarks befolkning var på 841.806
1787
Odense var Danmarks næststørste by, havde 39 gader og 5.365 indbyggere, der boede i
1.069 husstande
1787
Ringkjøbing havde 465 indbyggere fordelt på 118 familier
SIDE 59
1787
Ringkjøbing fik sin første tobaksfabrik, anlagt som A/S af fem købmænd og en
købmandsenke på hjørnet af Smedegade og Søndergade. Ejendommeligt nok er huset
ikke vinkelret. Skråtobak var den store salgssucces med Ringkjøbing Kardus No. 4, der
blev solgt over hele landet. Efter få år var der fire tobaksfabrikker i Ringkjøbing. Kun
en havde lov til at fremstille brændevin, men 30 gjorde det, hvad man ikke tog så tungt.
1787
Hindemae fredet herregård 12 km V for Nyborg. Bygget af major Johan Ove Vind i
nyklassicistisk stil. Hindemae har siden 1982 været tilgængelig for publikum.
Herregårdens mange rum er rigt møbleret, alt inventaret er sat til pris, så derfor er
udstillingen meget skiftende.
1787
C.W. Obels Tobaksfabrikker A/S. Præstesønnen Christian Winther fik 30. marts
privilegium til at anlægge en tobaksfabrik i Aalborg. Produktionen startede med skrå,
snus og pibetobak. I 1828 overtog barnebarnet C.W. Obel fabrikken. Der var i 1872
ansat 250 i firmaet, 100 af dem var børn. I 1873 kom en lov om børnearbejde. Loven
forbød børn under 10 år at arbejde på fabrik. Børn mellem 10 og 14 år måtte højst
arbejde 6½ time hver dag og ikke før kl. 6 om morgenen og ikke efter kl. 20 om aftenen.
I 1898 strejkede børnene og fik derved ugelønnen hævet fra 1,70 kr. til 2,10 kr. Med til
historien hører, at børnenes indtægt dengang var en meget nødvendig del af familiens
indtægt. I 1901 blev det forbudt børn under 14 år at arbejde på fabrik. Gennem flere
generationer var C.W. Obel Aalborgs største arbejdsplads. I 1961 fusionerede C.W.
Obel med Augustinus og Færch og dannede Skandinavisk Tobaksfabrik.
1787-1832 Rasmus Rask dansk sprogforsker født i små kår i en skrædderfamilie 22. nov. 1787 i
Brændekilde, SV for Odense. Student 1808 fra Odense Katedralskole, hvor han bl.a.
læste islandsk. Udgav i 1811 sit første værk: “Vejledning til det islandske eller gamle
nordiske sprog.” Rejste i 1812 til Sverige for sin velynder Johan Bülows 300 rigsdaler.
Studerede foruden sprog også teologi ved Københavns Universitet hvor han i 1814 blev
underbibliotekar ved Universitetsbiblioteket og i 1829 bibliotekar. I 1825 blev Rasmus
Rask professor i litteraturhistorie. Den 3. dec. 1831 kom der bud fra Kong Frederik VI,
at Rasmus Rask blev udnævnt til professor i orientalske sprog ved Københavns
Universitet. ”Jeg frygter, det er for sent,” var hans kommentar. Året efter døde han kun
45 år gammel.
Rasmus Rask kunne tale omkring 25 forskellige sprog og havde et stort kendskab til
yderligere omkring 50 sprog. Kendskabet fik han på sine mange rejser, hvor han altid
medbragte sit bibliotek. Fra rejserne samlede han også mange værdifulde håndskrifter,
der i dag findes på Det kgl. Bibliotek. Størst interesse havde han dog for de nordiske
sprog og helt specielt islandsk, som han lærte sig selv allerede fra drengeårene, for at
kunne læse de Islandske Sagaer. Hans mål var at finde alle sprogs moder - det
oprindelige sprog. I den sprogstrid der opstod, kom han på kant med Brødrene Grimm.
Han regnes for den nordiske filologis grundlægger.
Rasmus Rask døde 14. nov. 1832 og ligger begravet på Assistens Kirkegaard. Hans
gravmæle er designet af Bindesbøll, men blev først rejst syv år efter hans død. På
gravstenen er prentet Rasmus Rasks motto, som egentlig er et udslag af, at Danmark
ikke ville give slip på ham: “Vort Fædreneland skylder man Alt, hvad man udrette.”
I anledning af 200 året for Rasmus Rasks fødsel udgav Post Danmark 15. okt. 1987 et
frimærke med hans portræt pålydende 2,80 kr., der var den tids normale porto.
1788
Landbrugsudbyttet var 5 fold
1788
Stavnsbåndet blev gradvis ophævet fra 20. juni, det har fungeret siden 1733. En af
hovedkræfterne i Stavnsbåndets ophævelse var Statsminister Christian Ditlev Frederik
Reventlow (1748-1827). I anledning af 200 året for ophævelsen udgav Post Danmark 5.
SIDE 60
maj 1988 et flerfarvet frimærke pålydende 3,20 kr. med Eckersbergs maleri af Christian
VII, der rider forbi Frihedsstøtten.
1788
Latrinspande måtte i København nu ikke mere tømmes ud i rendestenen
1788
Acciseboden i Østergade i Ringkjøbing tæt ved det gamle Amtsrådhus blev oprindelig
bygget som smedje. Det var et godt stykke udenfor Rennumkøpingh, senere
Rennekøbing på grund af den store brandfare, der var ved en smedje. Senere blev
smedjen til accisebod, et navn vi også i dag bruger om bygningen.
Accise betyder nemlig forbrugsafgift, det var den tids moms, og fordi bygningen lå ved
indfaldsvejen fra N, har huset fungeret som toldsted og indkasseret afgifter for alle de
varer der kom til købstaden. En ordning der ophørte 1857.
1788-1876 Ole Chr. Kirk landmand, politiker og foregangsmand. Født 9. okt. 1788 på Kirkegård
tæt ved Stadil Kirke. Faren var en oplyst og intelligent bonde, så velhavende, at han
kunne indskyde 50 rigsdaler i hovedgården Søndervang som stadilbønderne købte 1791,
og så var han sognefoged. Som mange andre kom Ole ud at tjene om sommeren som 7årig, om vinteren gik han i skole. Da der var mangel på lærere, startede Ole kun 13 år
gammel som lærer. I seks år var han lærer om vinteren, landbrugsmedhjælper og
hyrdedreng om sommeren. Blev 1814 gårdejer, idet han overtog fødegården. I 1816
giftede han sig med Mette, de overtog også hendes fødegård Halkjær også i Stadil. Efter
at have solgt begge gårde, barndomshjemmet til en bror, købte de 1823 Ebbensgaard i
Ulfborg, der var større.
Som landmand blev Ole Chr. Kirk foregangsmand og landskendt indenfor skov-,
hedebeplantning og kvægbrug. Han forbedrede sædskiftet, merglede, indførte bedre
redskaber og var den første i Danmark, der brugte drænrør. Han arrangerede, i
samarbejde med etatsråd Andreas Evald Meinert Tang (1803-68) Nørre Vosborg, med
hvem han havde et varmt venskab, Danmarks første dyrskue 1831 som afholdtes i
Ulfborg. I leksikon står der ganske vist, at det første dyrskue blev holdt i Randers 1910,
men hvad, de kan jo heller ikke vide alt. Som politiker gik Ole Chr. Kirk ind for
almindelig værnepligt, tidligere kunne en velhavende gårdmand købe sig fri ved at
betale løn til sin karl, som så “aftjente” gårdmandens værnepligt. Han kæmpede for at
give bondestanden selvværd, gik ind for friskoler, men var, overraskende nok,
modstander af tvungen skolegang og almindelig valgret, som han foretrak, blev bestemt
i forhold til formuen.
I 1836 blev han valgt i Lemvigkredsen til Nørrejyske Stænderforsamling i Viborg, der
skulle forberede Grundloven. Blev også valgt som medlem af Den grundlovgivende
Rigsforsamling 1848-49, og dermed blev han dennes medunderskriver. I 1853 opstillede
Ole Chr. Kirk til Folketingsvalg, men opnåede ikke valg. Han boede på Ebbensgaard til
sin død 24. jan. 1876. Tidligere amtsborgmester Aage Ebbensgaard er født på denne
gård. Hans søn Jens Nørby Ebbensgaard har i femte generation drevet gården videre,
men 1994 mistede han sin kone, og 1. aug. 1999 solgte han slægtsgården. Som sin far
og bedstefar er Jens Nørby Ebbensgaard politiker og direktør i den lille lokale
sparekasse. I haven står en mindesten over Ole Chr. Kirk.
1789
Uran stoffet blev opdaget 24. sept. af den tyske kemiker Martin Heinrich Klaproth
1789
Gåsemandens Gård, et gammelt hedelandbrug fra
1789 SV for Tarm med tre km ud til Ringkjøbing
Fjord. Gården er udstykket fra herregården
Grubbesholm og hører under Ringkjøbing-Skjern
Museum. Her demonstrerer Ringkjøbing Amts Husflid
traditionelle husflidsteknikker.
SIDE 61
Hvert år holdes Historisk Dyrskue på Gåsemandens Gård, en familieoplevelse med
mange aktiviteter specielt for børn – ponyridetur, gåsebingo og børnene har direkte
kontakt til de gamle danske husdyrracer. Der er udstilling af veterantraktorer og
maskiner. På visse dage er der ringridning, hvor veterantraktorer fungerer som hest. Der
er en rigtig markedsstemning med spillemandsmusik, folkedans og sågar
lirekassemusik. Og der kan måske gøres en god handel i boderne. Et arrangement der
fastholder en del af den danske kulturarv. I det hyggelige køkken serveres kaffe fra ægte
Madam Blå kander. I 2013 donerede Realdania 150.000 kr. til en tiltrængt restaurering.
1789
Den amerikanske kongres blev samlet for første gang 4. marts i Federal Hall i New
York
1789
Menneskerettighedserklæringen blev vedtaget af den franske Nationalforsamling 26.
aug. 1789. Formentlig under indflydelse af den engelske Bill of Rights fra 1689 og
USA's Uafhængighedserklæring fra 1776. Erklæringen er et resultat af mange
uforenelige og modstridende interesser. Den indledes med en fortale, hvori det fastslås,
at lykke er samfundets højeste mål. Det fastslås, at alle fødes frie og med samme
rettigheder, alle er lige for loven og har lige ret til embeder. De egentlige
naturrettigheder er frihed, ejendom, sikkerhed og modstandsret. En række individuelle
rettigheder er meningsfrihed, ytringsfrihed, religionsfrihed og frihed mod vilkårlig
fængsling.
Nogle har hæftet sig ved, at erklæringen er alt for abstrakt, mens andre påstår, at den
udspringer af den konkrete situation i 1789. Menneskerettighedserklæringens betydning
for eftertiden har inspireret de fleste rettighedserklæringer i mange landes forfatninger
og til dels FN's erklæring fra 1948. Menneskerettigheder er også blevet brugt i politisk
øjemed af de vestlige demokratier som ideologisk ammunition mod diktaturer.
1789-1797 George Washington blev valgt som USA’s 1. præsident
1789-1799 Den franske revolution startede 14. juli 1789. Borgerne stormede den forhadte gamle
middelalderborg Bastille støttet af bondestanden. Den 15. juli anerkendtes Frankrigs nye
flag “Trikoloren,” adelen blev frataget sine privilegier, kongedømmet afskaffet og
Bastille revet ned. 83 sten med indgraveringer blev sendt ud til alle franske provinser
som symbol på de nye tilstande. Resterende sten blev brugt til at bygge Concorde Broen
over Seinen. Den 4. aug. ophævedes standsprivilegierne. Et folkeoptog, der i okt.
bevægede sig til Versailles, tvang kongen til at følge med til Paris. Det gode forhold
mellem folket og Ludvig XIV også kaldet ”Solkongen” svækkes af Ludvig XV og især
Ludvig XVI, som begge var svage herskere. Sidstnævnte var velmenende, men holdt
mere af jagtture. Hans østrigske dronning Maria Antoinette var trods velbegavet
uinteresseret i folket og påvirkede kongen. Finansielle problemer kom der - ikke mindst
på grund af Frankrigs involvering i Amerika. Følgelig opstod der sociale problemer,
med revolution mod enevælden som det uundgåelige resultat, og underskrivelse af
menneskerettighedserklæringen 26. aug. 1789 med trykke-, tale- og trosfrihed og retten
til at gøre oprør.
Natten mellem 24. og 25. april 1792 blev “Marseillaisen” skrevet og komponeret af den
franske officer Joseph Rouget de Lisle (1760-1836). Den blev et hit, og 15. juli 1795
blev den gjort til Frankrigs nationalsang. For at slå revolutionen ned erklærede Europa
med England i spidsen i 1793 krig mod Frankrig.
1789-1862 Bernhard Severin Ingemann dansk digter og forfatter født 28. maj 1789 i Torkildstrup
Præstegård på Falster. Efter farens død flyttede moren til Slagelse til fattigere kår.
Studerede 1806-17 jura i København, men fuldførte aldrig sine studier. Han havde
friplads på Valkendorfs Kollegium 1811-16, han brugte mest tiden til at digte. En
SIDE 62
1790
1790
1790
kongeligt finansieret dannelsesrejse 1818-19 gik til Paris, Rom, Napoli, Wien og
Dresden.
Ingemann blev i 1822 gift med malerinden Lucie Mandix. Samme år blev han lektor ved
Sorø Akademi i dansk og litteratur, senere blev han akademiets direktør til sin død i
1862.
Digte, salmer, sange, dramaer, eventyr, noveller og romaner alt mestrede han i en meget
omfattende produktion på i alt 41 bind, og han var den første der skrev på dansk,
tidligere havde digtere skrevet på tysk. Ingemann debuterede i 1811 med: ”Digte” i
1814 udkom: ”De sorte riddere” og i 1816: ”Blanca i Julespøg og Nytårsløjer,” der
blev en publikumssucces. Den fik dog en hård kritik af J.L. Heiberg og gav anledning til
en litterær fejde, hvor den blide og ømme Ingemann dog forholdt sig tavs. Allermest
kendes han for sine mange salmer og sange i letfattelig lyrik. I salmebogen finder vi
bl.a.: ”Den store mester kommer” (1841), ”Til himlene rækker din miskundhed, Gud,”
”Dejlig er Jorden” (1850), ”Julen har bragt velsignet bud” (1839) og ”Glade jul”
(1850).
I Højskolesangbogen er der mange morgen- og aftensange fx: ”Nu titte til hinanden”
(1837), ”Der står et slot i vesterled,” ”Fred hviler over land og by,” ”I alle de riger og
lande” (1837), ”På Tave bondes ager,” ”I sne står urt og busk i skjul” (1831) og ”I
østen stiger Solen op” (1837), selv om sidstnævnte tekst er en fordrejning af
virkeligheden. Også kendt er Ingemanns historiske romaner: ”Valdemar Sejr” fra 1826,
”Erik Menveds barndom” fra 1828, ”Kong Erik og de fredløse” fra 1833 og ”Prins
Otto af Danmark” fra 1834. Som ældre skrev han tre prosabøger: ”Christen Bloks
ungdomsstreger” en lystig bog fra 1850, ”Landsbybørnene” en samtidsroman fra 1852
og ”Levnedsbog” der udkom posthum i 1862. Ingemann havde brevveksling med Steen
Steensen Blicher og H.C. Andersen, der begge betragtede Ingemann som en ven.
Bernhard Severin Ingemann døde i sit hjem i Sorø 24. feb. 1862 og blev begravet 4.
marts. I anledning af 200 året for Ingemanns fødsel udgav Post Danmark 24. aug. 1989
et grønt frimærke med hans portræt pålydende 7,70 kr.
Trykkefriheden blev indskrænket igen grundet sagen med P.A. Heiberg
Levealderen var som gennemsnit i Danmark 33 år
Niels Bugges Kro ved Hald blev bygget af grev Frederik Schinkel. Kroen har sit navn
efter Jyllands rigeste mand, herremanden Niels Bugge, onkel til Niels Ebbesen der i
1300-tallet ejede arealerne. Hans adelsvåben pryder indgangspartiet
Her har konger, knægte, kristne, og kreaturer stået model til vigtige kapitler i
danmarkshistorien. Niels Bugge ledede det jyske oprør mod Valdemar IV Atterdag, der
fandt ham så farlig, at det var sikrest at slå ham ihjel, så Niels Bugge blev sammen med
Uffe Stigsen og Peder Andersen snigmyrdet julen 1359 af soldater forklædt som fiskere
på havnen i Middelfart, der dengang hed Melfart. Ingen blev dømt for drabet, men
Melfart idømtes en bod ”Buggepenge,” som byen betalte helt frem til 1874.
I 1872 byggede ejeren Frederik Krabbe en ny smuk kro tegnet af Martin Nyrop, som var
i familie med ejeren. Senere er kroen blevet udbygget, men 16. juli 1948 blev kroen
delvis ødelagt af oversvømmelser i forbindelse med et voldsomt regnvejr. Et
nærliggende plejehjem blev overtaget af kroen i 2003, så nu har man plads til 27
overnattende gæster. Kroen er kendt for en høj kulinarisk standard og et hyggeligt
interiør. Og så har kroen - den blå gris - med teksten Drikkepenge, den står i receptionen
og tømmes kun en gang om året. Beløbet dobles op af kroen, og så går turen for alle
ansatte med familie til Spanien. Naturen omkring kroen med høje bøge, krogede ege,
SIDE 63
hede, stejle skrænter, den 30 m dybe Hald Sø og Dollerup Bakker hører til landets
ypperste, en smørklat fra istiden.
1790
Henne Kirkeby Kro 3½ km fra Vesterhavet startede som traktørsted, og fra 1850 kro. I
dag er tredje generation Kirsten og Hans Beck Thomsen ejer af kroen, som de overtog
efter Hans Beck Thomsens far i 1981. Kroen drives som en fornem gourmetrestaurant,
der selv avler sine grøntsager og blomster.
1790
Metersystemet blev vedtaget af Den franske Nationalforsamling. Det skete i kølvandet
på den franske revolution, for at efterkomme folkets krav om ensartethed og kontrol, så
adelen ikke kunne snyde på vægtskålen. Louis XVI kom med forslaget, at de gamle og
upræcise vægt- og længdemål skulle erstattes af ensartede måleenheder baseret på tallet
10, for dermed at lette håndteringen. I 1799 fastsatte Den franske Nationalforsamling, at
en meter svarer til 1/10.000.000 del af afstanden fra Ækvator til Nordpolen. Et kilogram
fastsattes til 1/1.000 del af en kubikmeter destilleret vand ved 40C.
En ”normalmeter” afmærket i en platinstok og et platinlod på et kilogram opbevares i
”Det Internationale Bureau for Mål og Vægt” i Paris. Platin er et meget stabilt
materiale. I Paris opstillede man 16 forskellige steder marmorblokke indgraveret med
meterinddelingen, så befolkningen kunne vænne sig til de nye måleenheder. Men i
praksis tog det mange år. Senere målinger af jordens omkreds har vist, at de oprindelige
målinger var upræcise, men man fastholdt de vedtagne mål. Siden 1983 har en meter
været defineret som den afstand, lyset bevæger sig i det tomme rum 1/299.792.458
sekund. Først ved lov af 4. maj 1907 indførtes metersystemet i Danmark.
1790-1872 Carsten Hauch dansk forfatter, naturvidenskabsmand og professor
1791
Garveri og læderfabrik blev oprettet i Ringkjøbing af købmand Jens Harpøth
1791-1860 Johan Ludvig Heiberg dansk forfatter, kritiker, oversætter, tidsskriftsredaktør og
direktør født 14. dec. 1791 som søn af Thomasine Gyllembourg og P.A. Heiberg. Johan
Ludvig Heiberg fik en søn med sin mors kusine, der i forvejen var gift. Sønnen Georg
fulgte Thomasine Gyllembourg som et plejebarn. Johan Ludvig Heiberg studerede
æstetik, rejste til Paris og blev lektor i Kiel. Hans pædofile interesser fornægtedes ikke.
Han forelskede sig i en fransk barnestjerne. Blev i 1931 gift med den 21 år yngre
balletpige og senere skuespiller Johanne Louise Pätges (22/11 1812-21/12 1890), som
han havde været betaget af, siden hun var 13 år. Johanne Louise Pätges, der fik navnet
Heiberg, blev nationalscenens hovedkraft. Parret boede i Søkvæsthuset på
Christianshavn. I ægteskabet havde de et ret kedsommeligt liv og forblev barnløs. Deres
hjem var hjemsted for tidens parnas af skuespillere og digtere ikke mindst på grund af
Johanne Luises skønhed. Blandt gæsterne taltes Frederik Paludan-Müller, Christian
Winther, Carl Bagger, Poul Martin Møller, skomagersønnen H.C. Andersen og
hosekræmmersønnen Søren Kierkegaard.
Johan Ludvig Heiberg var en ivrig amatørastronom, gjorde som sådan også et besøg på
Hven, det fortælles, at stjernekikkeriet irriterede Johanne Luise, han ville hellere kikke
stjerner end være sammen med hende. Foruden digte skrev han også vaudeviller,
specielt til sin unge kone, samt skuespil, hvoraf: “Elverhøj,” med musik af Friedrich
Kuhlau, blev uropført på Det kgl. Teater 6. nov. 1828 i anledning af Prins Frederiks
bryllup med Prinsesse Vilhelmine. “Elverhøj” er stadig det oftest opførte danske drama.
Andre kendte værker er: “Kong Salomon og Jørgen Hattemager” og “Recensenten og
dyret.” Undertiden skrev moren Thomasine Gyllembourg for ham, hun boede hos
sønnen til sin død - fire år før ham. Fra 1849-56 var Johan Ludvig Heiberg direktør for
Det kgl. Teater. Han havde stor indflydelse på datidens litteratur- og kulturliv. Johan
Ludvig Heiberg døde 25. aug. 1860 på herregården Bonderup ved Ringsted.
SIDE 64
1791-1872 Samuel Finley Breese Morse opfandt 1882 den elektromagnetiske telegraf og
morsealfabetet
1792
Den gamle Købmandsgaard Nørregade 2 Ringkjøbing blev bygget af Christen Anders
Husted (1766-1833) som en firlænget gård. Navnet Husted stammer fra gården Husted i
Ulfborg Kirkeby. Herfra blev der drevet både detail- og grossistvirksomhed med en
betydelig del af egnens import og eksport over land og sø med egne skibe med hjemsted
i Ringkjøbing. Husted tjente først hos købmand Jens Wedersø, Østergade, Ringkjøbing.
I 1833 overdrog han forretningen til sin brorsøn Christen Husted (1806-83), der også
drev tobaksfabrikken, farbroren havde startet 1817. Christen Husted var også medejer af
kartefabrikken, Østergade, der blev startet 1794 af Croner & Moelberg sammen med
Christen Anders Husted. Han købte råtobak i Amsterdam og Bremen, som han
forarbejdede på fabrikken i Ringkjøbing til videresalg.
Christen Husted var en rigtig storkøbmand, han var velstående og fungerede også som
bank for den lokale befolkning.
Han blev amtmand, byens matador og gift tre gange, sidste gang med en 38 år yngre
kvinde. I 1881 overtog C. Berthelsen forretningen, i 1806 blev A. Brædstrup-Holm
købmand. I 1925 gik forretningen videre til Aage Madsen. Ved Aage Madsens død 1958
videreførtes forretningen af sønnen Morten Madsen, der døde sept. 1994 og
købmandsforretningen ophørte juli 1995.
I dag huser bygningen Scanline indretningsarkitekt og arkitektkontorer for Flemming
Bay-Jørgensen. Jesper Kierkegaard har malet tre malerier af købmandsgården omkring
1847, altså før fotografiets dage. Chr. Hustedsvej i Ringkjøbing er opkaldt efter Christen
Anders Husted.
1792
Guillotinen en nykonstruktion af en henrettelsesmaskine med faldøkse. Guillotinen
blev taget i brug 25. april 1792 for første gang. Delinkventen, en ung landevejsrøver ved
navn Pelletier, kunne bagefter have konstateret, at den virkede, hvis ikke det var fordi
den virkede.
Den franske læge dr. J.I. Guillotin (1738-1814) var arkitekten bag den nye konstruktion,
hans ønske var at spare den franske revolutions ofre for slet bøddelhåndværk. En human
tanke. Forståeligt nok havde bødler for vane, grundet deres belastende job, at drikke sig
mod til, inden arbejdet påbegyndtes, dette resulterede ikke sjældent i, at øksen fejlagtigt
havnede i skulderen. Guillotinen blev brugt sidste gang i 1979, til da havde 4.600
personer måttet aflevere hovedet i den, dræbt og glemt som gale hunde. Guillotinen er
nu på museum. Dens rekord er 54 hoveder på 28 minutter, svarende til et hoved hvert
31. sekund. Dødsstraffen blev først afskaffet i Frankrig i 1981.
1792
Liselund særdeles idyllisk hovedgård på Møn
1792
Slavehandel. Kong Christian VII chokerede de store slavehandlernationer, idet
Danmark 16. marts 1792 som den første nation i verden udstedte forbud mod den
oversøiske slavehandel. Men ikke forbud mod slaveri, et forbud der først kom i 1848.
Forbuddet skulle dog først gælde fra 1. jan. 1803, altså 10 år ude i fremtiden. Da
forbuddet blev kendt, blomstrede slavehandelen op som aldrig før, der blev i den grad
hamstret. Men der var skumle tanker bag beslutningen. Kongen formodede, at den
usympatiske slavehandel kunne erstattes ad naturens vej. Derfor blev afgiften på
kvindelige slaver ophævet med det formål, at kolonierne af den grund ville få flere
kvinder og med deres hjælp blive selvforsynende. Dertil kom, at fortet Accra i Ghana
var blevet dyrere i drift, samtidig var prisen på slaver på Dansk Vestindiske Øer blevet
lavere, og en stor del af besætningsmedlemmerne døde undervejs. I de første 10 år efter
forbuddets offentliggørelse fragtede danske skibe ca. 10.000 slaver fra Guldkysten over
SIDE 65
Atlanterhavet til Dansk Vestindiske Øer. Men - trods forbuddet fortsatte slavehandelen
også efter 1803. Det skulle vare flere år, før andre nationer forbød denne handel:
Storbritannien fra 1807, Canada fra 1834, USA fra 1863, Saudi Arabien fra 1962 og
Mauretanien fra 1980. Og nitallerne er korrekte.
1792
Frankrig erklæredes 21. sept. for republik. Alle franskmænd skal fremover tiltales
borgerinde eller borger.
1792-1797 Frihedsstøtten på Vesterbro i København fik lagt sin grundsten 31. juli 1792 af
Kronprins Frederik, den senere Frederik VI. “Bondefrihedsmonumentet,” som den også
kaldes, er sat som minde om Stavnsbåndets ophævelse. Den 15 m høje obelisk, af
bornholmsk sandsten på fodstøtte af norsk marmor, er tegnet af N.A. Abildgaard.
Indskriften på soklen lyder således: “Kongen bød: Stavnsbåndet skal ophøre, Landboe
Lovene gives Orden og Kraft, at den frie Bonde kan vorde kiek og oplyst, flittig og god,
hæderlig Borger, lykkelig.” Årenes syreregn og benzinos i centrum af København har
tæret så meget på monumentet, at der er afsat 14 mio. kr. til en gennemgribende men
nødvendig restaurering, der forventes tilendebragt grundlovsdag 1999. Og sandelig tiden holdt, men prisen blev væsentlig dyrere.
I anledning af 150 års dagen for stavnsbåndets løsning udgav Det danske Postvæsen 20.
juni 1938 et frimærke med Frihedsstøtten pålydende 15 øre, der var den tids normale
brevporto.
1792
Det Hvide Hus. Grundstenen til The White House blev nedlagt 13. okt. 1792 i
Washington D.C. Embedsbolig med 132 værelser for USA’s præsident er tegnet af
James Hoban.
1792-1848 Frederick M. Marryat populært kaldet Kaptajn Marryat. Britisk forfatter
1792-1865 Christian de Meza dansk general fra Treårskrigen 1848-50
1792-1868 Gioacchino Rossini italiensk komponist
1793
Louvre det gamle kongeslot i Paris åbnes som Frankrigs Nationalmuseum
1794
Amterne i Danmark reduceres til 17 og i 1970 yderligere til 14 amtskommuner
1794
Christiansborg brændte 26. feb. med undtagelse af ridebaneanlægget. Varmesystemet
bestod af ildkanaler og kakkelovnsrør, hvori der hvert år havde været ild, men denne
gang gik det helt galt. For nyopførelsen stod arkitekten C.F. Hansen. Kongeparret
Christian VII flytter til Amalienborg. Slottet har for øvrigt kostet 2,7 mio. rigsdaler,
svarende til hele Sjællands jordegodsværdi. En stor del af det øvrige København
brændte også.
1794
Strejke 4.-5. aug. Danmarks første organiserede strejke af 202 tømrersvende. Af dem
frafaldt 78, resten blev landsforvist. Straffen blev senere ophævet grundet protester i
samfundet.
1794-1838 Poul Martin Møller dansk forfatter og oversætter
1795
Skagen Kirke Skt. Laurentius på Skagen Mark 2-3 km SV for Skagen By lukkes.
Jorden her har tidligere været ejet af Niels Bugge til Hald. Kirken var dengang
Vendsyssels længste og største kirke, der af søfolkene blev brugt som pejlemærke under
navnet “Lange Maren.” Den sengotiske kirke er opført af teglsten omkring år 1400,
mens Erik af Pommern endnu herskede over de tre nordiske kongeriger. Efter flere
udgravninger grundet sandfygning, der begyndte i 1500-tallet og senest under en storm
Almindelig Bededag i 1775, blev kirken opgivet. Da præsten kom frem til kirken og så
sanddyngerne og umuligheden i at holde gudstjeneste, sagde han: ”Nu har Gud selv
lukket kirken.” Den 5. juni 1795 blev den, efter tilladelse fra Kong Christian VII,
endelig lukket. Begravelsespladsen blev dog bevaret til 1810, hvor kirken, undtagen
tårnet, blev solgt til nedrivning. En del af stenene blev brugt i omegnens gårde og til
SIDE 66
huse i Skagen By. Tårnet blev stående som vartegn og et fortsat sømærke under
fyrvæsenet, hvad der dog i dag er umuligt grundet en tiltagende vegetation. I
sommerhalvåret holdes der dog ofte aftengudstjeneste på pladsen ved det ensomme tårn.
Den egentlige grund til sandfygning var kreaturgræsning i klitterne, der ikke lod
vegetationen vokse. Af kirkens inventar blev noget solgt og andet gemt til Skagens
nuværende kirke.
Der blev i 1830 iværksat en landsindsamling til en ny kirke, pengene blev af bystyret sat
i værdipapirer, men beklageligvis med det resultat, at alle pengene blev tabt – en slem
bet. Der blev rejst en ny kapital, og arkitekt C.F. Hansen, der også tegnede Københavns
Domkirke, blev sat på opgaven. Den nye kirke blev indviet 31. aug. 1841. Men ingen
var tilfreds med bygningen, den var det kedeligste, man kunne forestille sig. Allerede
fra 1909 blev kirken udvidet og ombygget totalt og genindviet i 1910. Arkitekterne bag
nyskabelsen af kirken og det 36 m høje tårn med klokkespil var Thorkild Jørgensen i
samarbejde med Ulrik Plesner, der er født i Vedersø Præstegård. Inventaret blev
designet af Thorvald Bindesbøll, og alterbilledet af Betlehemsstalden er malet af Joakim
Skovgaard.
I 1903 blev tårnet til Den Tilsandede Kirke fredet og lagt under Nationalmuseet.
Formedels otte kr. er der adgang til tårnet, hvorfra man kan se Skagen By og det
tidligere kongelige sommerhus Klitgården.
1795
København var igen udsat for en storbrand. Den udbrød 5. juni og varede i to døgn.
Branden hærgede i 55 gader, hvor den ødelagde 941 gårde og huse.
1795
Blyanten blev opfundet af Nicolas J. Conte
1796
Åbningen til Ringkjøbing Fjord fra Vesterhavet er rykket helt til S i nuværende fjord,
udfor Nymindegab
1796
Koppervaccine blev opdaget af den britiske læge Edward Jenner
1796-1876 Christian Winther dansk digter født 29. juli 1796 i Fensmark på Sydsjælland. Faren
var præst, da han døde, giftede moren sig med Poul Martin Møllers far, der var præst i
Købelev på Lolland. Christian Winther blev cand. theol. 1824, men fik aldrig embede. I
stedet blev han 1825 huslærer i København, senere på Lolland. Debuterede 1828 med:
”Digte” bl.a. ”Flyv fugl flyv.” Måske er han mest kendte: ”Flugten til Amerika” et
fantastisk digt som han skrev 1835. Christian Winther er en af Danmarks betydeligste
romantiske digtere, der skildrer natur og kærlighed. Opholdt sig 1830-31 i Italien, hvor
han blev optaget i kredsen omkring Thorvaldsen. Frem til 1837 var han i økonomisk
krise, men så fik han job som lærer for Kronprins Frederiks, senere Frederik VII,
forlovede Mariane og titel af professor.
Christian Winther blev glødende forelsket i den unge præstefrue Julie Werliin, hun
inspirerede ham til mange digte. Efter mange genvordigheder blev de gift i 1848.
Winthers hovedværk er: ”Hjortens flugt” fra 1855 et langt digt på 329 sider med
motiver fra Erik af Pommerns tid en forening af den jordiske og himmelske kærlighed.
Det lange digt er virkelig sej at tygge. Lettere er det med: "Flugten til Amerika" fra
1835. Christian Winther døde 30. dec. 1876.
1797-1828 Franz Schubert østrigsk komponist født i Wien
1797-1870 Henrik Hertz dansk forfatter af komedier, lystspil, tragedier og digte. Faren jødisk
bager, efter hans død fortsatte moren med dygtighed bageriet, men så kom Københavns
Bombardement 1807, og familien mistede alt. Henrik Hertz var en nervøs og svagelig
dreng, stille, læselysten og flittig i skolen, hvor han rimede. Læste jura på Københavns
Universitetet og fik guldmedalje. Debuterede i 1826, men først fra 1832 under eget
navn. Dette år blev han også døbt. Hans mest kendte er komedien: ”Sparekassen” fra
SIDE 67
1836, men hans produktion tæller 54 skuespil. Han blev sent gift og var en kær gæst hos
familien Heiberg. Henrik Hertz traf i de litterære kredse både H.C. Andersen og Søren
Kierkegaard.
1798
”Evangelisk-kristelig Psalmebog” blev udgivet
1798-1868 Herman Wilhelm Bissen dansk billedhugger uddannet maler født 13. okt. 1798. Fik
både den lille og den store guldmedalje og opnåede et femårigt rejsestipendium, hvor
han mest opholdt sig i Rom. Her arbejdede han under Bertel Thorvaldsen, som
tilskyndede ham til at blive billedhugger. Bissen blev i 1840 professor ved
Kunstakademiet og dets direktør 1850-53. Mange af hans arbejder kan ses på Ny
Carlsberg Glyptotek. Blandt hans mange kendte statuer er: ”H.C. Ørsted” i
Ørstedparken, ”Landsoldaten” efter sejren i Slesvig 1848-51 i Fredericia, maleren
Johan Thomas Lundbye stod model, ”Istedløven” i Tøjhusmuseets gård, den blev dog
afsløret på Sankt Marie Kirkegård i Flensborg 25. juli 1862, og har haft en omtumlet
tilværelse, ”Tycho Brahe” ved Københavns Observatorium, “Oehlenschläger” ved Det
kgl. Teater, ”Tordenskjold” ved Holmens Kirke og ”Frederik VII” på Christiansborg
Slotsplads. Herman Wilhelm Bissen døde 10. marts 1868.
1799
Næsgaard Agerbrugsskole SØ for Stubbekøbing på Falster. Oprettes som Danmarks
første landbrugsskole af ”Det Classenske Fideicommis.” Ejeren af herregården
Korselitse, Johan Fredrik Classen (1725-92) testamenterede ved sin død 1792 alle sine
værdier til ”Det Classenske Fideicommis” et velgørende selskab. Dette til stor
fortrydelse for arvingerne.
1800
Strandgården på Husby Klit ved Vest Stadil Fjord. En firelænget klitgård i frisisk
byggestil bygget af sten fra lokale teglværker. Er oprindelig opført omkring 1800 og
nyopført i 1875. I 1920 fik Strandgaarden sit navn, fordi den da af Jens Madsen blev
indrettet til sommerpensionat. Staten overtog gården i 1973, den blev indrettet som
museum for et strandfogedhjem og åbnet i 1975. Derudover et museum for
redningsudstyr, der har været benyttet ved de mange strandinger, samt gamle landbrugsog fiskeriredskaber. På stedet er der en hyggelig cafe. På fjordengene overfor
Strandgaarden ses hver for- og efterår tusindvis af gæs på træk.
1800
København havde 120.000 indbyggere
1800
Randers havde 4.500 indbyggere og var landets femte største by. I provinsen kun
overgået af Odense, Aalborg og Helsingør.
1800
Danmarks befolkning var 2 mio. Omkring 95% af befolkningen var analfabeter
1800
Vest Stadil Fjord var indtil 1800-tallet forbundet med Stadil Fjord og Ringkjøbing
Fjord. Udenom lå der store sumpede arealer. Vandstanden varierede meget efter årstid
og vindretning, så diger og afvanding var nødvendig, hvis der hos klitbonden skulle
“brød på bordet.” Digerne blev bygget i 1863 og vandstanden sænket til 0,4 m. under
havets overflade, men afvandingsforsøgene mislykkedes, grundet efterårsstormes
digebrud og for lille pumpekapacitet. I 1911 og 1923 satte storme hele arealet under
vand, avlen blev mistet med armod for klitbønderne til følge. En større pumpe blev
etableret, men under Anden Verdenskrig kunne der ikke skaffes dieselolie til pumpen. I
1949 blev der installeret en elektrisk pumpe, der holdt vandet ude, så fjordbunden kunne
dyrkes.
I 1954 sænkedes vandstanden yderligere til 1,4 m under havets overflade, det skete med
en pumpe, hvis kapacitet var 1.200 liter pr. sekund. Resultatet blev, at yderligere 1000
hektar kom under plov. Det var dengang, politikken gik ud på at dyrke så meget som
muligt, man tænkte ikke i brakmarker. I 1960 købtes området af grev Carstenskjold, der
grundet økonomiske smerter måtte sælge, og i 1993 udnyttede staten sin forkøbsret og
SIDE 68
overtog området. Hele området, der har tilsyn fra Skov- og Naturstyrelsen, er ca. 14 km
fra N til S og 2-3 km fra klitvejen til diget, der løber langs østkanten af Sundå, der
egentlig er en kanal.
Skelmosevej deler området, N herfor har man etableret et okkerfældningsanlæg, der
filtrerer og ilter vandet. I den nordlige del enedes man om at hæve vandstanden med 90
cm fra -1,40 til kun 0,5 m under havets overflade, begge dele med begrundelsen at
forbedre vandkvaliteten.
Til de koloniynglende fugle er der i området etableret tre “rævesikre“ øer. Men man
havde glemt, at “Mikkel” også kan svømme. Skulle en af disse øer blive indtaget af
skarver, vil de omgående blive bekæmpet.
Kreaturer sørger for, at vegetationen holdes nede, men i visse områder plejes en høj
vegetation for at beskytte en bestand på hen mod 100 stykker råvildt. Vandområderne
har et rigt fiskeliv. Det sydlige areal er fra 1. sept. 1998 udlagt som vildtreservat, dvs. at
jagt som hovedregel er forbudt, men Skov- og Naturstyrelsen holder efteråret igennem
en ugentlig jagt. Ræven må dog jages hele året.
Ved Skelmosevej findes en P-plads, her står Jens Bjerg Thomsens (1900-dec. 1982)
historiske hytte som et informationscenter for området. Jens Bjerg Thomsen var født på
Vejrgård i Hee. Efter Folkeskolen elev på Holsted Efterskole, Vestbirk Højskole og
Tune Landbrugsskole. Herefter forpagtede han fødegården som han købte 1925 samme
år han giftede sig med Valborg. I 1931 solgte han Vejrgård. I 1932 udgav han: "Fugle
fra fjorden" med egne fotooptagelser. Han optog mange film og skrev adskillige artikler
til "Dansk Jagttidende" og "Sportsfiskeren."
Valborg og Jens Bjerg Thomsen flyttede 1935 til Djursland, hvor han 1949 blev leder
og overjæger på Kalø Jægerskole, til han blev pensioneret 1968. Han kan betegnes som
1940 og 50-ernes Søren Ryge Petersen. Naturmennesket Jens Bjerg Thomsen var tillige
en stor fortæller, og for øvrigt far til Poul Thomsen. Her går også den 11 km lange
asfalterede cykelsti. Forår og efterår gæstes området af omkring 30.000 gæs på vej til og
fra ynglepladserne på bl.a. Svalbard. Gæssene fodres om foråret med 50 tons korn, da
de ellers vil ragere områdets nysåede kornmarker. Udgifterne hertil betales af staten.
Den der forstår at lytte, kan opleve et tusindtalligt fuglekor ud over engarealerne - en
himmelsk lyd, som selv Carl Nielsen ikke kan konkurrere med.
Samarbejdet mellem de private lodsejere og Skov- og Naturstyrelsen er forbilledlig,
men der har været mange sværdslag undervejs. Det er Danmarks største
naturgenopretningsprojekt - pris 30 mio. kr. Projektet har skabt en væsentlig
produktionsudvidelse af tagrør, hvoraf der kan høstes 90%, dvs. 2-3.000 traver af 20
bundter. Tagrør udgør den absolut væsentligste økonomiske vægt på indtægtssiden.
Grundet fuglene må der ikke høstes hø, før rugesæsonen er ovre. (Se art)
1800
Brændevinsbrænderier af dem fandtes der 2.500 registrerede i Danmark, alene i
Viborg var der 150, i Aalborg 101 og i Thisted 84. Og der var god brug for dem, for
Danmarks 2 mio. indbyggere drak 50 mio. flasker brændevin om året.
1800
Jordens befolkning menes at være 980 millioner
1800
Landbruget beskæftigede 3/5 af den danske befolkning
1800-tallet Gækkebreve så dagens lys. De var en afløser af de tidligere bindebreve, et gådebrev
der sendtes på navnedage, ifald modtageren ikke kunne løse gåden, var vedkommende
forpligtet at holde et gilde.
1800-tallet Gadespejle dukkede op som ”fortidens fjernsyn”
1800-1856 Johan Lauritz Jensen anerkendt dansk blomstermaler født 8. marts 1800 i Gentofte
som søn af lærerpar. Uddannet på Kunstakademiet 1814-1818 elev af C.V. Eckersberg
SIDE 69
og C.D. Frizsch. I.L. Jensen, som han oftest benævnes, havde et talent, der vakte stor
opmærksomhed allerede på akademiet. En tid overvejede han portrætkunsten, men
valgte at specialisere sig som blomstermaler. Han skabte fornyelse i
blomstermalergenren, arrangerede opsatser med mørk baggrund, og lagde vægt på
blomsternes symbolik, med rosen som de foretrukne. Forståeligt nok blev han kaldt
"Blomster Jensen."
Han Danmark gav et dejligt Blomsterflor.
Deri hans navn igjennem Slægter groer.
I.L. Jensen blev 1825 ansat som overmaler på Den Kongelige Porcelainsfabrik.
Hans Kundekreds var stor og rakte fra kongelige til almindelige borgere.
Johan Lauritz Jensen døde i København 26. marts 1856 og ligger begravet på Gentofte
Kirkegård. Hans billeder er solgt til høje priser.
Her er de billeder af I.L. Jensen, der er solgt på auktioner for over 1.000.000 kr.:
Hortensia i en krukke 1834 - Christie 1990
2.337.000
Roser, magnolia og andre blomster 1834 - Christie 1990
1.965.000
Blomster i græsk vase 1848 - Sotheby 1989
1.889.000
Opstilling blomster og kirsebær på marmorbord 1848 - Sotheby 1988 1.763.000
Roser i græsk vase. Ukendt år - Christie 1989
1.755.000
Rhododendron m.fl. i græsk vase 1844 - Bruun Rasmussen 2004
1.400.000
Roser i en kurv 1846 - Christie 1989
1.066.000
Frugtstykke ananas og druer i kurv 1833 - Bruun Rasmussen 1988 1.000.000
1800-1856 Michael Gottlieb Birckner Bindesbøll dansk arkitekt, født i Ledøje 5. sept. 1800 af
Karen Johanne Hornemann (1766-1807) og sognepræst Jens Bindesbøll (1756- 1830).
Kom i lære 1815 hos møllebygger Jørgensen i København, hvor han også var som svend
til 1819. I 1820 rejste han til Stockholm for at tegne korntørringsmaskiner. Blev
sideløbende uddannet på Kunstakademiet fra 1817-20. Sammen med H.C. Ørsted rejste
han i 1822 til Tyskland, Frankrig og England, på turen fik han kendskab til og interesse
for Pompeji, den kultur der kom til at præge hans senere arbejder. I 1823 arbejdede han
som konduktør hos hofbygmester J.H. Kock, som ikke kunne se Bindesbølls talent, men
rådede ham til igen at blive håndværker. Bindesbøll fulgte løbende Kunstakademiets
undervisning og fra 1824-33 vandt han alle akademiets medaljer. Akademiets store
guldmedalje udløste det store rejsestipendium, der i 1834 førte ham til Athen og Rom.
Her blev han påvirket af den antikke arkitektur. I Rom levede han i det sociale miljø
sammen med Wilhelm Marstrand, Constantin Hansen, Martinus Rørbye og ikke mindst
Bertel Thorvaldsen. Allerede her begyndte han at tegne Thorvaldsens Museum, der
skulle blive hans hovedværk. Bindesbøll rejste tilbage til Danmark i 1838. Af andre
kendte bygninger med hans streg er den særprægede Hobro Kirke fra 1852, Thisted
Rådhus fra 1853, "Brumleby" Lægeforeningens boliger på Østerbro tegnet efter den
store koleraepidemi 1954, Næstved Rådhus fra 1856 og Landbohøjskolen fra 1856.
Bindesbøll blev kongelig bygningsinspektør og 18. marts 1856 udnævnt til professor i
bygningskunst ved Kunstakademiet. Bindesbøll blev 28. maj 1845 gift som 44-årig i
Værløse med Andrea Frederikke Andersen (16/3 1819-2/1 1899) født i Jonstrup. Parret
fik sønnen Thorvald Bindesbøll (1846-1908). Michael Gottlieb Birckner Bindesbøll
døde 14. juli 1856 på Frederiksberg. (Se art. under Thorvaldsen 1770-98-1848)
1800-1856 Carl Ludvig Emil Aarestrup dansk lyrisk digter, eurotiker og cand.med. Født 4. dec.
1800 i København af Sophie Charlotte Aagaard (1775-1808) og postkontrollør ved
Østerport toldkammer Jørgen Voigt Aarestrup (1775-1808). Forældrene blev separeret,
da Emil var 7 år, året efter døde begge forældre stærk forgældet. Emil og hans bror
SIDE 70
voksede op hos morfaren Rasmus Aagaard, der var urtekræmmer og købmand i Store
Kongensgade i København, som han selv sagde te- og porcelænshandler.
Emil fik privatundervisning, blev student 1819 og kom på universitetet, hvor han
studerede medicin, æstetik og filosofi. Fra morfaren arvede brødrene en anselig formue,
der gjorde dem uafhængige af indtægt i studietiden. Trods sine mange digteriske forsøg
og et nært bekendtskab til Adam Oehlenschläger fandt Emil Aarestrup ud af, at han ville
være læge.
Allerede som 14-årig blev han volontør ved det militære medicinalvæsen.
I studietiden boede han hos adjunkt Christian Spengler, hvis kone Louise han gjorde
gravid. Spengler døde, og Louise fødte en datter, der fik navnet Cornelia.
I mange år skjulte Emil Aarestrup sin datter for omverdenen og i særdeleshed for sin
kone.
Emil Aarestrup blev gift 21. okt. 1827 i København med sin kusine Caroline Frederikke
Aagaard (28/2 1808-1/1 1897). Først 1852 fik hun vished for sine bange anelser. Hun
havde indtil da født ham 12 børn og haft flere aborter. Forholdet blev meget spændt, og
det var tæt på et ægteskabeligt brud.
Emil Aarestrup fik embedseksamen med udmærkelse 1827 og nedsatte sig straks
herefter som praktiserende læge på Adelgade 78 i Nysted på Lolland, stærkt tilskyndet
af sin kone, der gerne ville have ham væk fra Københavns mange kvindelige fristelser.
I 11 år frem til 1838 var Emil Aarestrup læge i Nysted, familien flyttede herefter til
Sakskøbing, hvor parret boede også i 11 år. Fra 1849 til sin død 21. juli 1856 virkede
Aarestrup som stiftsfysiker og læge ved Gråbrødre Hospital i Odense, det vi i dag kalder
embedslæge.
Emil Aarestrup debuterede 1838 som poet med: ”Digte” for øvrigt den eneste han selv
udgav, men han efterlod sig en mængde manuskripter - tilegnet hans kone og hans 12
børn. Vennen forfatter Chr. Winther udgav disse digte 1863 som ”efterladte digte.”
Emil Aarestrup er guldalderens betydeligste lyriske, ironiske og erotiske digter krydret
med humor. Men også angst, syndsbevidsthed, melankoli og dødslængsel træder frem i
hans digtning. Han er en fornem repræsentant for romantikken. Han anvendte naturen til
at beskrive kærligheden. Tilværelsens fundamentale meningsløshed kan kun ophæves
midlertidigt via kærlighed, og bag det hele ligger angsten for tomheden, når
kærligheden forsvinder.
I sin samtid var Emil Aarestrup ikke særlig agtet, han blev nærmest tiet ihjel,
udgivelsen af hans digte blev ikke anmeldt, en udgave solgte kun 40 eksemplarer, og det
tog det poetiske initiativ ud af Aarestrup, han følte sig overset og mistede illusionen om
digterberømmelse og viede det meste af sin tid på sit embede.
Emil Aarestrup var en hyppig gæst på Aalholm Slot hos den unge smukke komtesse
Amalie Raben. Til vennekredsen hørte også Søren Aabye Kierkegaard. Sophus Clausen
var elev af Emil Aarestrup. Skønt han ofte brugte hans udtryksformer og ligner meget i
stil, bagtalte han Emil Aarestrups poesi som værende “for emaljeret.”
Emil Aarestrup var en spillenatur og en særdeles korpulent herre. Han sagde, han ville
vise lægevidenskaben, hvor meget et menneskes hud kunne udvide sig. På biblioteket i
Nysted findes en udstilling af ting fra Emil Aarestrups hjem.
På Aarestrups 150 års dag 4. dec. 1950 blev Aarestrupmedaljen indstiftet, en af de
fineste udmærkelser en lyriker kan få. Prisuddelingen finder altid sted i Nysted. (Se art.)
1800-1870 Romantikken indførtes i Danmark, da Oehlenschläger udgav sine første digte påvirket
af den dansk-tyske filosof og naturforsker Henrich Steffens (1773-1845), der holdt
forelæsninger på Københavns Universitet 1802-04. Steffens var en fætter til N.F.S.
SIDE 71
Grundtvig. Romantikken er udadrettet søgende efter det tabte, det oprindelige, et opgør
med oplysningstiden. Den dualistiske verden med ideerne overfor fænomenerne.
Følelser, anelser, fornemmelser og lidenskab er nøgleord. H.C. Andersen er en fornem
repræsentant for romantikken, der har rødder helt tilbage til den græske filosof Platons
lære.
1800-1900 1800-tallets krige for hver fem soldater der døde i krige, døde de fire af sygdom, tyfus,
kolera, kopper etc. Dårlig ernæring var en væsentlig årsag. Under den JapanskKinesiske krig 1894-96 var tallet 11 ud af 12. Under Anden Verdenskrig var de
amerikanske styrkers tilsvarende tal, at hver gang der døde en grundet krigen, var der
kun 0,07 der døde af sygdom, om dette så skyldes bedre våben eller bedre læger skal
være usagt.
1801
Anders Pedersen Ikast blev i Ringkjøbing idømt rettens mildeste straf, fordi han var en
fattig mand og ikke tidligere straffet. Dommen lød på 2 måneders arbejde på tugthuset i
Viborg. Forseelsen bestod i, at han havde stjålet en stribet serviet, nogle ruller sytråd og
enkelte andre småting.
1801
Danmarks befolkning var 929.001. Omkring 95% af befolkningen var analfabeter
1801
Vildsvin er det tamme svins vilde forfar, det sidste vildsvin i Danmark blev skudt
ved Silkeborg 1801. Siden er vildsvinet genindvandret fra det nordlige Tyskland, og
observeret over hele Sønderjylland. Det overvejes imidlertid at tillade vildsvin i
Danmark, således at påbuddet om at skulle nedlægge alle vildsvin fjernes, så der igen
kan komme vildsvin i de danske skove. Et vildsvin kan veje op til 350 kg, måle op til
180 cm i længden og 120 cm i højden. De lever normalt i familieflokke på ca. 20
individer. En so får normalt 5-6 grise pr. kuld.
1801
Ringkjøbing havde 771 indbyggere, heraf 16 købmænd der totalt dominerede bystyret.
(Se 1672)
1801
"Slaget på Reden" også kaldet Skærtorsdagsslaget eller Slaget på Kongedybet 2. april
1801. Danmark-Norge havde underskrevet neutralitetsforbund med Rusland, Sverige og
Preussen, men det var en misligholdelse af den aftale, man havde med Storbritannien.
Englændernes krav var, at Danmark-Norge skulle bryde med sine tre allierede, men det
var en umulighed.
Derfor styrede den engelske flåde 12. marts 1801 ud af Yarmouth mod Danmark og
ankrede flåden op N for Kronborg 21. marts 1801. Tidspunktet var netop valgt, fordi
den svenske og russiske flåde sad fast i Østersøens is. Preusserne skulle man ikke tage
hensyn til, for de havde ingen flåde. Den engelske flåde bestod af 23 linjeskibe, 5
fregatter, 14 andre krigsskibe samt flere mindre skibe og var under kommando af den
61-årige admiral Sir Hyde Parker med den 42-årige viceadmiral Horatio Nelson som
næstkommanderende. Nelson der betragtedes som en dårlig diplomat, men en god
taktiker i søkrige.
Hyde Parkers mål var egentlig i første omgang at gå ned gennem Storebælt for at sejle
mod Rusland og nedkæmpe deres flåde, før den var blevet fuldt udrustet efter vinterens
frost. Men Nelson fik gennemtrumfet, at man på udvejen i stedet først slog den danske
flåde, hvad han anså for en overkommelig opgave.
Den 30. marts gik englænderne ned gennem Øresund, og skød med skarp mod Kronborg
i stedet for at salutere. Pudsigt var det, at et par af kanonkuglerne ramte den engelske
konsuls hus i Helsingør. Men Kronborg kanoners rækkevidde kunne ikke nå ud til den
engelske flåde, der kunne more sig over, at kuglerne havnede i vandet foran dem.
Svenskerne tilbød at beskyde flåden, men det afviste Frederik VI af frygt for at miste
Øresundstolden.
SIDE 72
1802
Frederik VI kunne vælge at slutte sig til englænderne og tage konflikten med Napoleon
I og russerne, i så fald ville russerne lade svenskerne rykke ind i Norge.
I stedet valgte han at tage konfrontationen med briterne. Danmark stod altså alene med
opgaven, og som så ofte før i historien var Danmark mærkværdig uforberedt til krig.
Myndighederne var forberedt på angrebet, men trods det var flåden ikke blevet udrustet,
og udbygningen af Københavns søforsvar, der var besluttet 10 år tidligere, var stadig
ikke gennemført. Men Danmark-Norge havde en jettetro på, at deres allierede ville ile til
hjælp, specielt fra Sverige var man sikker på, der ville komme hjælp, men der kom
ingen hjælp.
Danmarks flåde bestod af 11 linjeskibe og 9 batteriskibe under ledelse af kommandør
Olfert Fischer (1747-1820) på Dannebrog, der havde 60 kanoner og 357 mand. På
Gernerske Flådebatteri nr. 1 havde Peter Willemoes (1783-1808) ledelsen.
Angrebet fra englænderne begyndte kl. 9:45 skærtorsdag 2. april 1801. Under angrebet
gik tre engelske linjeskibe på grund ved Middelgrunden blandt dem linjeskibene
Bellona og Russell. Dannebrog blev skudt i brand kl. 11:30.
Kl. 13:30 efter knap fire timers kamp havde Danmark faktisk overtaget trods det, at vi
kun havde 650 kanoner mod Englands 975 kanoner. Den danske styrke bestod
hovedsageligt af bønder og andre frivillige uden egentlig kamptræning, hvor det
engelske mandskab var professionelt uddannede krigsfolk.
Admiral Sir Hyde Parker vurderede, at de ikke kunne slå danskerne uden for store tab,
han skulle jo også videre mod russerne, så han hejste derfor det hvide overgivelsesflag
kl. 13:15 og signalerede til Nelson, at han skulle stoppe kampen og trække sig tilbage.
Men næstkommanderende Horatio Nelson på “The Elephant,” der havde 74 kanoner og
550 mand, ”satte kikkerten for sit blinde højre øje,” det øje som han havde mistet ved
kamp på Korsika i Middelhavet og udtalte de udødelige ord: ”I can’t see the signal.”
Nelson fortsatte kampen, så ren faktisk var der tale om mytteri fra Nelsons side.
Københavns befolkning fulgte slaget fra Langelinje. Om eftermiddagen kapitulerede
Olfert Fischer.
Danskernes mandskab var på 5.846 mand tabene var store 790 dræbte, ca. 900 sårede og
1779 blev krigsfanger. Englændernes tab var 254 faldne og 689 sårede, men de
kontrollerede nu Øresund.
Admiral Sir Hyde Parkers handling kom få timer senere til at koste ham embedet, idet
den engelske regering fratog ham kommandoen på grund af sit vankelmod, og overgav
kommandoen til Nelson.
Nelson sendte et brev til Frederik VI med trusler om, at afbrænde de erobrede skibe
uden hensyn til de ombordværende fanger, hvis ikke man overgav sig.
Og så snuppede englænderne hele vores flåde.
Efterfølgende bestemte den danske regering, at der skulle plantes nye egetræer, da det
var eg man brugte til bygning af skibe. Det gjorde man så, - de er klar nu i år 2007.
Guldhornene fra Gallehus blev stjålet fra Kunstkammeret i København 4. maj 1802.
Der blev udlovet en dusør på 1000 rigsdaler og fuld anonymitet for at angive tyven.
Tyven blev opdaget af guldsmedelavets oldermand, Andreas Holm. Det viste sig at være
en meget dygtig, men forgældet guldsmed og urmager Niels Heidenreich, der tolv år
tidligere havde været i fængsel grundet pengefalsknerier. Mærkværdigvis passede Niels
Heidenreichs stuenøgle til Kunstkammeret, han lod nøglen sidde i døren, for at
mistanken ikke skulle kastes på Kunstkammerets personale. Niels Heidenreich
indrømmede 30. april 1803 tyveriet. Dommen faldt 10. juni 1803, og han blev sat i
tugthuset til 1840. Fire år senere døde han. Inden han blev pågrebet, havde han desværre
SIDE 73
omsmeltet de uvurderlige horn i sit køkken til 5 pund guld. Muligvis er en lille rest af
guldhornsguldet bevaret i et par øreringe, som Niels Heidenreich forærede sin nabo.
Disse øreringe findes på museet i Ringe på Fyn. Formentlig har Niels Heidenreich
samarbejdet med sin svoger Peter Jensen, men det kom ikke frem i retssagen.
Myndighederne ønskede at lukke sagen hurtigst muligt, det var pinligt, at det var
guldsmedkollegaer der afslørede tyveriet og pinligt, at man så let kunne bryde ind i
Kunstkammeret.
Guldhornene blev berømte, måske ikke mindst på grund af tyveriet og tabet af dem.
Tyveriet inspirerede Adam Oehlenschläger til hans udødelige digt: “Guldhornene” fra
1803:
De higer og søger i gamle Bøger.
I oplukte Høie
Med speidende Øie,
Paa Sværd og Skiolde
I muldne Volde,
Paa Runestene
Blandt smuldnede Bene.
Oldtids Bedrifter - - Sjovt er det at tænke på, at Oehlenschläger faktisk boede kun få husnumre fra det sted,
hvor Heidenreich boede, og hvor altså guldhornene i al hemmelighed blev omsmeltet i
hans køkken.
I 1976 bekostede Simon Spies fremstillingen af en ny konstruktion af guldhornene til
Nationalmuseet, og lavede lige en kopi til sig selv. Nationalmuseets kopier blev i 2007
udstillet i Kongernes Jelling. Herfra blev de
stjålet 17. sept. 2007, men igen fundet.
1802
Røde Kro i Velling holdt rejsegilde 5. juni 1802 som en fæste- og studedrivergård.
Prisen var 699 rigsdaler. Gården var den første på egnen, der fik et grundmuret stuehus
opført af røde, helbrændte mursten - derfor navnet.
Langs drivvejene til markederne i Hamborg, Husum og Itzeho skød der kroer op. Her
kunne studedriverne holde hvil eller overnatte. Som regel var der tale om
landbrugsejendomme, der havde krohold som
biindtægt.
Røde Kro er i dag en selvejende institution med 3040 frivillige hjælpere, der gennem årene har lagt
megen arbejdskraft i bygningerne, der 1992 blev
restaureret og fungerer nu som en museumsgård,
hvor der årligt holdes påske- og julemarked,
høstdage, ringridning og børnedyrskue. I 1998 fik
Røde Kro Ringkjøbing By og Omegns Bevaringspris.
1802-1840 Ole Pedersen Kollerød fra Kollerød S for Hillerød. Han skildrer sit liv i ”Min
historie,” der er et enestående tidsbillede af elendighed, håbløshed og uretfærdighed for
fattige og tyende. En skæbne der efter min mening tangerer vores opfattelse af baron
von Munchhausen med modsat fortegn, så megen usandsynlig uheld og uretfærdighed
kan ikke ramme et enkelt menneske. Ole Pedersen Kollerød mistede hovedet i nov.
1840. Historien er skrevet nøjagtigt i det sprog Kollerød selv har brugt, og smækfyldt
med stavefejl. Charmerende men vanskelig læsning og virker noget langtrukken.
SIDE 74
1802-1870 Alexandre Dumas den Ældre fransk forfatter født 24. juli 1802. Faren havde været
general i Napoleon I's hær, efter hans død var familiens økonomi meget
stram. Gift 1840 med sin elskerinde Ida. Dumas rejste til Paris, hvor han arbejdede som
jurist. Forsøgte sig på teatret som dramatiker, det blev succes med: "Henrik III og hans
hof" (1829). Han fortsatte med at skrive skuespil, men ændrede stil til historiske
romaner. Bistået af hjælpere skrev han over 300 forskellige værker, historiske,
spændende og fantasifulde romaner og blev en af Frankrigs mest populære forfattere.
Hans kendteste: “De tre Musketerer” fra 1844, hvis motto er “En for alle, alle for en”
og ”Greven af Monte-Cristo” fra 1845.
Med sit krøllede hår, buttede kinder og sin vældige krop var Dumas typen på den
muntre pariserboheme. For ham var romantikken historiens pragt, politikkens kampe og
elskovens nydelser. Han levede et ødslet liv, nødsagedes derfor til at skrive meget for at
holde kreditorerne fra døren, og han var både vittig, generøs og flittig. Skrev også, uden
synderlig succes, et par rejsebøger.
Umiddelbart før sin død skrev Dumas en kogebog på 1150 sider: "Grand dictionnaire
de cuisine." Kogebogen udkom posthumt 1872, den er skrevet med anekdoter i en
underholdende stil og har fået stor udbredelse til trods for flere fejlagtige oplysninger.
Alexander Dumas døde 5. dec. 1870, blandt hans efterladenskaber var også en gæld på
50.000 franc. Han blev begravet på Cimetiere de Montmartre, men i
2002 flyttet til det berømte Panthéon i Paris, hvor mange af nationens store sønner
hviler. (Se art.)
1802-1885 Victor Hugo fransk romantisk og alsidig forfatter
1803-1848 Martinus Rørbye dansk maler født i Norge. Han var elev af Eckersberg (1783-1853).
Hans malerier er farverige skildringer af folkelivet i Danmark. Fra Grækenland malede
han motiver fra de store udgravninger, og i Italien var det specielt de kirkelige motiver.
Martinus Rørbye var blandt de første danske kunstnere, der tog til Vestjylland for at
male det storladne landskab og det folkelige liv. Mange af hans billeder er solgt på
auktioner for betydelige beløb.
Her er de billeder af Martinus Rørbye, der er solgt på auktioner for over 1.000.000 kr.:
Vindenes Taarn i Athen 1839 - Ellekilde 2001
3.100.000
En tyrkisk notar skriver ægteskabskontrakt 1837 - Christie 1997
2.580.000
Den læsende Abate 1836 - Bruun Rasmussen 2002
1.200.000
Græsk skrivende dreng 1838 - Bruun Rasmussen 2000
1.000.000
1804-1849 Johann Strauss den Ældre østrigsk komponist, violinist og dirigent
1804-1876 George Sand fransk forfatter af romaner og skuespil
1804-1880 Constantin Hansen dansk maler født 3. nov. 1804. Gik på Akademiets Bygningsskole
1817 og – Modelskole 1825. Elev af sin far Hans Hansen. Præget af Jens Juel og
studieophold i Italien fra 1835-43. Fra den tid stammer mange af hans bedste værker.
Constantin Hansens mest berømte arbejde er: “Den grundlovgivende Rigsforsamling i
1848” med over 100 vellignende portrætter.
I anledning af Grundlovens 100 års jubilæum udgav Det danske Postvæsen 5. juni 1949
et frimærke med maleriet pålydende 20 øre, som var den tids normale brevporto. Fire år
tog det ham at male dette klenodie i dansk malerkunst for en pris af 4.000 rigsdaler, det
svarer til ½ mio. i 1998 kroner. Opgaven var imidlertid større, end Constantin Hansen
havde beregnet. Omkostningerne oversteg maleriets aftalte pris, og Constantin Hansen
var på fallittens rand, hans anmodning om at få dækket en ekstra regning på 600
rigsdaler blev ikke honoreret.
SIDE 75
1805
1805
1805-1875
1805-1879
1805-1888
1805-1900
1806
1806
1806
1806
1807
Fredskovloven så dagens lys, fordi skovene er blevet udpint af græssende kvæg, der
også åd de nye træer. Derfor bestemmes det: ”Der hvor der er skov, der skal evigt
forblive skov.” En væsentlig grund var, at der skulle være egetræ nok til flådens forbrug.
Statsminister Christian Ditlev Frederik Reventlow (1748-1827) var manden bag
fredskovloven. Det har bestemt været fornuftigt at komme med denne lov, for Danmark
var et skovfattigt land på den tid, kun 2% af arealet var skov.
Beauforts vindskala en tolvdelt skala for måling af vindstyrke fra 0 = stille til 12 =
orkan. Indført af den britiske admiral Francis Beaufort (1774-1857). Anvendt i Danmark
til 1976 hvor man indførte meter pr. sekund.
Hans Christian Andersen Danmarks verdenskendte digter
(Se H.C. Andersen - hvordan var han egentlig?)
August Bournonville dansk solodanser, koreograf, instruktør og forfatter født 21. aug.
1805 i København af den svenske skuespillerinde Lovisa Sundberg og den fransk
balletdanser Antonio Bournonville. De havde tidligere været ansat ved Kong Gustaf
III’s hofteater i Stockholm. August fik balletundervisning af sin far som 8-årig og
begyndte samme år på Det kgl. Teaters Balletskole, hvor han hurtigt fik sin debut. Han
fik også en grundig skoleundervisning, hvad der ikke var almindelig for andre
balletbørn.
August Bournonville ville gerne være skuespiller, men en fremtid her var udelukket, for
han stammede. Så han blev sendt til Paris og uddannet under August Vestris som
balletdanser fra 1824-29. Vendte i 1830 tilbage til Det kgl. Teater som dansevirtuos,
koreograf, lærer og organisator. August Bournonville skrev over 50 balletter. Af de
kendteste kan nævnes: ”Sylfiden” med premiere 28. nov. 1836, ”Napoli” med premiere
29. marts 1842 og ”Et Folkesagn” med premiere 20. marts 1854. Til en senere udgave
af ”Et Folkesagn” har Dronning Margrethe II kreeret scenografien. August
Bournonville var dansk ballets betydeligste person. Den der stod for opbygningen af den
danske romantiske ballet. Han løftede Den kgl. Ballet op i verdenseliten, hvor den
stadig befinder sig. Gennem 50 år var han teatrets enerådende diktator og samtidig
international anerkendt. August Bournonville blev i 1830 gift med den svenske Helena
Frederikke Håkansson, parret fik syv børn. Hun var en veninde til ”Den svenske
Nattergal” Jenny Lind, som var H.C. Andersens store kærlighed.
August Bournonville har i tre bind skrevet sine erindringer: ”Mit Theaterliv,” der
udkom i 1848 samtidig med, at han holdt som aktiv danser. Derudover var han en ivrig
debattør indenfor kunst, politik og religion. Hans hemmelige ambition var at blive
digter. August Bournonville døde 30. nov. 1879 og ligger begravet på Asminderød
Kirkegård. I anledning af 100 året for August Bournonvilles død udgav Post Danmark 8.
nov. 1979 et blåt frimærke med balletmotiv pålydende 1,60 kr. I anledning af hans 200
års fødselsdag blev der 4. maj 2005 udgivet to frimærker med balletmotiver.
Peter Christian Kierkegaard dansk teolog og biskop. Bror til Søren Aabye
Kierkegaard
Johan Peter Emilius Hartmann dansk romantisk komponist
Fodpostbude begyndte 1. marts at udbringe bypost i København
Blindtarmsoperation udførtes for første gang i verden
Ballonopstigning for første gang i Danmark 1. okt. i København
Karbonpapir blev opfundet 7. okt. af Ralph Wedgwood i London
Ringkjøbing Kirkegård, der oprindelig lå omkring kirken, blev nedlagt 1807 og flyttet
til sin nuværende plads 200 m N for kirken. I de følgende år solgte man ud af de gamle
SIDE 76
1807
1807-1814
1807-1846
1807-1882
1807-1885
gravsten til private, hvoraf nogle den dag i dag kan ses i byen som fx Toldbodens
trappesten.
Finland, der hidtil har hørt under Sverige, blev overtaget af Rusland
Krig mod England. Årsagen var, at Danmark, imod Englands ønsker, havde sluttet
overenskomst med Frankrig. Den engelske regering frygtede derfor, at den stærke
danske flåde skulle falde i Frankrigs hænder. Derfor fremsattes de et ultimatum til den
danske regering: ”Indgå en alliance med England og udlever den danske orlogsflåde
eller få krig med England.” Samme dag blev den danske gesandt i Paris stillet over for
et lignende ultimatum fra fransk side. Men før det nåede frem til København, havde
Kronprins Frederik afvist englændernes krav. Den overlegne engelske flåde indledte 2.
aug. 1807 en blokade af Sjælland. Den 16. aug. blev en hær på 31.000 krigsvante
tropper landsat ved Vedbæk N for København. De gik straks mod København, og snart
var København med sine forældede fæstningsværker under belejring for dermed at
tvinge den danske regering til at udlevere sin flåde. Danmarks 13.000 soldater gjorde
flere forgæves forsøg på at bryde belejringen.
Det engelske hovedkvarter ved København kendte til landeværnets mobilisering, de
beordrede 27. aug. general Arthur Wellesley at finde og nedkæmpe det danske
landeværn. Det blev til et slag ved Køge 29. aug. mellem de engelske tropper, og det
danske landeværn. Slaget blev i folkemunde kaldt "Træskoslaget," fordi de dårligt
trænede og udrustede danske bønder smed de tunge træsko under flugten fra de
disciplinerede og veludrustede engelske soldater.
Københavns Bombardement er verdens første bombe- og raketkrig mod en
civilbefolkning, og som sådan verdens første terrorangreb. Den indledtes sent om
aftenen 2. sept. 1807 fra de engelske stillinger, der havde indkredset hovedstaden. Byen,
der på den tid havde 120.000 indbyggere, var i kaos. Store dele af byen brændte, og
mange af byens historiske dokumenter blev flammernes bytte.
Den 7. sept. havde København fået nok, kommandant general Henrik Ernst Peymann
(1737-1823) kapitulerede og udleverede den hjemmeværende del af flåden og dens
materiel. Store dele af byen var nedbrændt, ca. 300 ejendomme totalt ødelagt og over
1500 beskadiget. De menneskelige tab af terrorbombningen er usikker, forskellige
kilder nævner fra 400 til 1600 og et lignende antal sårede.
Det var ikke populært, general Peymann blev udset som syndebuk og afskediget uden
pension.
Efter briternes sejr sejlede den engelske flåde fra København 21. okt. 1807
medbringende den sødygtige del af den samlede danske flåde. Forinden sørgede de
danske søfolk for, at de halvfærdige danske orlogsskibe blev ødelagt. England havde
travlt for at få adgang til Østersøen før Napoleon I, en adgang der kun kunne foregå
gennem bælterne. Under bombardementet døde mange heste, men det var forbudt at
spise hestekød. Krigen var dog årsag til mangel på mad, derfor blev det tilladt at sælge
hestekødet, men kun til de fattige. Det blev også udbredt at male bark til mel for at drøje
på almindeligt mel.
Arkitekt C.F. Hansen stod for en stor del af Københavns nyopførelse.
Norge blev isoleret med streng hungersnød til følge. Af den grund døde 20.000
nordmænd i 1807, 24.000 i 1808 og 32.000 i 1809. Forståeligt nok var England meget
upopulær i Danmark gennem adskillige år, ja, helt frem til Anden Verdenskrig.
Carl Bagger dansk forfatter
Giuseppe Garibaldi italiensk fiskersøn og frihedshelt
Niels Simonsen dansk billedhugger, tegner og maler
SIDE 77
1808
Koldinghus Slot fra 1268 brændte 30. marts, efter at de spanske tropper, der var
indkvarteret her under Napoleonskrigene med prinsen af Ponte Corvo, marskal Jean
Baptiste Bernadotte (26/1 1763-1844), den senere Karl XII Johan af Sverige. Man
havde fyret så kraftigt, at der gik ild i rørene, der ledte varmen fra kaminen og ud i
slottets mange værelser.
1808-1839 Frederik VI (28/1 1768-3/12 1839) søn af Caroline Mathilde og Christian VII. Konge
af Danmark 1808-1839 og af Norge 1808-14. Frederik VII var som barn svag ingen
troede, han kunne overleve, og køn var han heller ikke. Forældrene hærdede sønnen
med sult og kulde i en sådan grad, at det blev til regulær børnemishandling. Fire år
gammel mistede Frederik forbindelsen med moren, grundet hendes forhold til
Struensee, og til sin sindssyge far fik han aldrig noget forhold. Frederik blev gift 1790
med Marie Sofie Frederikke af Hessen-Kassel. De fik otte børn, heraf døde de seks som
små. De to overlevende var begge piger Caroline og Vilhelmine, hvad der gav
problemer i arvefølgen, fordi kun drenge kunne arve tronen. Frederik VI havde ganske
vist også to sønner med nyboderpigen Bente Rafsted, som kongen kaldte “Rikke.” Hun
var hans faste elskerinde og boede i Toldbodgade i København, det var et varmt
kærlighedsforhold, men sønnerne talte ikke med, når snakken var om arvefølge.
Det gjaldt også oberstinde Frederikke Dannemand, som kaldes for Danmarks sidste
officielle maitresse, med hende havde kongen fire børn to døtre og to sønner. Derudover
havde han flere andre elskerinder bl.a. Caroline Sieffert. Som 16-årig tog Frederik VI
magten fra sin sindssyge far 14. april 1784 ved et kup med hjælp fra A.P. Bernstorff.
Han gik altid i uniform og var omgivet af sin stab, der i folkemunde kaldtes ”de røde
fjer.” Frederik VI regerede som kronprins til farens død. Han gik varmt ind for
landboreformen rejste som tak herfor Frihedsstøtten, tegnet af Abildgaard (1792-97), til
minde om Stavnsbåndets opløsning 1788. Men alt gik galt for ham, han tabte "Slaget på
Reden" 2. april 1801 til briterne, der tog vores flåde. Tabte igen til briterne under
København Bombardement 1807. Han var konge af Norge 1808-14. Frederik VI’s
forbund med Napoleon I fra 1807-14 var årsag til Danmarks statsbankerot 1813, og at vi
tabte Norge 1814. Frederik VI og dermed Danmark var den sidste nation, der holdt fast
ved Napoleon I.
Frederik VI var lukket, stiv, ubøjelig, tålte ikke indsigelser og troede han altid var den
klogeste: ”Vi alene vide,” sådan lød kongens sammentrængte gengivelse af et svar på et
bønskrift af 21. feb. 1835 fra ”Selskabet til trykkefrihedens rette brug,” skrevet af H.N.
Clausen og underskrevet af 572 kendte borgere. Den originale tekst lød sådan: “Ingen
uden Vi alene være i stand til at bedømme, hvad der er til begges sande gavn og
bedste.” Udtrykket: ”Vi alene vide” citeres ofte som kongens sande valgsprog, men
hans officielle valgsprog var: “Gud og den retfærdige sag.”
Trods alle nederlagene var Frederik VI populær grundet sin iver for genopbygning. Han
satte virkelig alle sine evner ind på at løse de kriser, der
opstod, men nederlagene pinte ham til hans død 3. dec. 1839.
1808-1888 Jørgen Roed dansk maler
1809-1847 Felix Mendelssohn-Bartholdy tysk komponist og dirigent af jødisk oprindelse
1809-1870 Johan Ole Emil Horneman dansk komponist og klaverpædagog søn af maleren
Christian Horneman. Stærkt påvirket af Christoph Ernst Frederik Weyse (1774-1842).
Hornemans kendteste melodier er: “Dengang jeg drog af sted,” “Kongernes konge” og
“Højt fra træets grønne top.”
1809-1876 Frederik Paludan-Müller dansk forfatter
1809-1882 Charles Darwin britisk forsker i natur, medicin, filosofi og teologi
SIDE 78
1810
Koppevaccination blev ved lov i Danmark af 3. april gjort obligatorisk for alle børn
inden det fyldte syvende år.
1810
Bækkestenen blev fundet i kirkediget omkring Bække Kirke
1810
London havde 800.000 indbyggere
1810
Sparekasse verdens første blev stiftet af grev Holstein på Holsteinborg
1810
Konservesdåsen blev opfundet af franskmanden Nicholas Appert. Den første udgave
var et glas med tætsluttende låg. Napoleon I havde udskrevet en konkurrence om at lave
holdbare feltrationer, idet alt for mange af hans soldater blev ukampdygtige pga.
fordærvede madvarer. Præmien på 25.000 franc indkasserede Nicholas Appert. Men
først 45 år senere blev dåseåbneren opfundet.
1810-1848 Christen Schiellerup Købke dansk maler født i Hillerød 26. maj 1810 i et solidt
borgerligt miljø, fra 1819 flyttede familien til Kastellet i København, hvor faren,
bagermester Peter Berendt Købke, ledede det militære bageri.
Købke begyndte 1822 som 12-årig på Kunstakademiet, først med C.A. Lorentzen og fra
1828 med C.W. Eckersberg (1783-1853) som professor. Eckersberg optog desuden
Købke mellem sine privatelever. Samtidig fulgte Købke kunsthistoriker N.L. Høyens
anvisninger på nationalkunst, landskaber, befolkningen og historiske monumenter. Det
resulterede i, at han som 20-årig udførte mesterstykker: "Parti af Århus Domkirke"
(1829/30), "Den gamle sømand" (1832) og "Ida Thiele" (1832), alle tre findes på
Statens Museum for Kunst. Udstillede fra 1831 på Charlottenborg. I 1832 fik Købke den
store sølvmedalje. Sammen med vennerne malede han efter nøgenmodel på
Kunstakademiet.
I 1832 erhvervede bagermester Købke et stateligt hus på Blegdammen ved
Sortedamssøen, her fik sønnen bolig og atelier.
Købke betragtes som Danmarks største guldaldermaler. Han malede
arkitekturmonumenter, landskaber, portrætter samt altertavlen i Ramløse kirke. Hans
bedste arbejder er dog de små intime motiver ofte med et religiøst islæt. Evnede som få
at male forgrund, mellemgrund og baggrund med samme præcision. Blandt Købkes
kendte malerier kan nævnes: "Landskabsmaler Frederik Sødring" som han delte atelier
med i Toldbodgade (1832 Hirschsprung), "Parti af Østerbro i morgenbelysning" (1836)
og "Parti af bugten ved Kalkbrænderiet" (1837) begge Statens Museum for Kunst. Også
Nivågård har flere af Købkes malerier.
Christen Købke blev 1837 gift med en slægtning Susanne Cecilie Købke (1810-49),
parret fik en selvstændig lejlighed i hjemmet ved Sortedamssøen. I årene 1838-40 rejste
Købke over Venezia og Rom til Napoli og Capri, hvor han oplevede en lang og lykkelig
arbejdsperiode sammen med malerne Georg Hilker og Constantin Hansen.
Christen Købke fik underkendt sit arbejde, da han søgte optagelse som medlem af
Kunstakademiet, det var hans livs tragedie, der menes at være medvirkende til hans alt
for tidlige død 7. feb. 1848 af lungebetændelse.
Guldaldermalerne brød med tidens skik og brug, de malede det, borgerskabet ville se,
afløste dermed impressionisterne der malede det “de så.” Den 3. juni 1980 solgtes hans
maleri af søsteren "Cecilie" for 530.000 kr. på Bruun Rasmussens auktioner i
København til Winterthur Museet i Zürich. Til denne dato Danmarks hidtil dyreste
maleri. En rekord der dog flere gange siden er slået.
Den 10. nov. 1989 udgav Post Danmark et frimærke pålydende 4,40 kr. med Købkes
maleri: ”Parti af den nordre Kastelsbro.”
Her er de billeder af Købke, der er solgt på auktioner for over 1.000.000 kr.:
Parti af Capris Sydside Marina Piccola 1841 - Bruun Rasmussen 20033.900.000
SIDE 79
1810-1849
1810-1856
1810-1870
1810-1873
1810-1874
1810-1877
1811
1811
Fra den Nordre Kastelsport 1837 - Sotheby 1886
3.242.000
Efterårslandskab 1837-38 - Bruun Rasmussen 1988
2.600.000
Udsigt fra vindue i Eckersbergs atelier 1829 - Bruun Rasmussen 2000 2.500.000
Liggende kvindelig model 1833 - Ellekilde 2000
1.460.000
Et parti ved indgangen til Pompeji 1846 - Bruun Rasmussen 1987
1.000.000
Frédéric Chopin polsk-fransk komponist og pianist
Robert Schumann tysk komponist
Orla Lehmann dansk politiker og jurist
Wilhelm Marstrand dansk maler
Hans Christian Lumbye dansk selvlært komponist og dirigent.
Peter Christian Faber (døbt Peder) dansk forfatter og telegrafdirektør
Juletræ. Det første juletræ blev tændt i Danmark hos dr. Lehmann i Store Strandstræde
i København. Familien havde taget ideen med sig fra deres hjemland, Tyskland. En
måbende menneskeskare betragtede gennem vinduerne disse tosser, der slæbte et træ
ind i den pæne stue og tændte lys på det. Først hen mod 1900 blev juletræet almindeligt
i Danmark. Juletræet omtales dog allerede i 1605 i Strasbourg. Senere har jeg ifølge
“Tuborgs leksikon” erfaret, at Danmarks første juletræ blev tændt på godset
Holsteinborg i Sydsjælland i 1808.
Juletræer er blevet en stor eksportartikel fra Danmark, der avles 12 mio. juletræer om
året, det dækker 17% af Europas forbrug på 70 mio. juletræer.
St. George og Defence to engelske orlogsfartøjer, eskorteret af over 200 koffardiskibe,
forliste under en orkan 24. dec. 1811 henholdsvis kl. 4:30 og kl. 6:00. Defence, med
David Atkins som kaptajn, ved Rysensteen Strand N for Thorsminde og St. George,
med D. Guion som kaptajn, S for Thorsminde. Der omkom 1391 mand, de fleste
druknede, men mange blev slået ihjel af løsrevne kanoner, og andre frøs ihjel, kun 18
overlevede. Den danske presse rejste 1937 to mindesten for de omkomne S for
Thorsminde. Strandingsulykken betragtes som historiens største. Den 60 m lange St.
George ligger 900 m ude på kun 10 m vand.
Ulykken blev fulgt af en stor menneskemængde fra stranden, de kunne intet stille op
mod havets enorme kræfter. Det var 40 år før Det Danske Redningsselskab blev
oprettet.
Dykkere fra Holstebro, med Gert Normann som chef, har siden 1976 bjerget mange
effekter porcelæn, våben, guld-, sølv- og kobbermønter, domino, beskøjter, portvin der
var drikbar, brændevin, beklædningsgenstande, skibsdele, menneskeskeletter, ja, selv
skelettet af skibskatten er bjerget. Beskøjter var en stor del af sømændenes ernæring.
Beskøjter vejer 65-67 gr. pr. stk., og dagsrationen var 7-8 beskøjter dvs. at der dagligt
var brug for omkring 5-6.000 beskøjter på hvert skib. I sommeren 1997 fra 9. juni til 4.
juli blev et større bjergningsarbejde sat i gang af dykkere, før havet ødelagde de sidste
rester. Sigtbarheden for dykkerne var ret ringe, man anså 30 cm for acceptabel.
Et meget spændende og Danmarks eneste strandingsmuseum, der sorterer under
Ringkjøbing Museum, blev åbnet 1992 i Thorsminde. Flere gange er museet udvidet, i
2001 for 18 mio. kr. Der findes på museet omkring 4.000 fundne genstande fra de to
skibe fx kanoner op til 4 tons. Museet besøges årligt af 40.000 (2002) gæster. Ved
kommunesammenlægningen 2007 kom Strandingsmuseet ind under Holstebro Museum
til stor fortrydelse for Ringkjøbing Museum, der dog fik en økonomisk kompensation.
Begge skibe blev bygget i Portsmouth. Defence: Bygget 1763, den havde 74 kanoner,
en besætning på 544 mand og kommandør Atkins som chef, kun 6 overlevede. Skibet
var 64 m fra køl til mastetop. Den har været med ved mange historiske begivenheder,
SIDE 80
1811-1886
1811-1887
1811-1887
1811-1896
1812
1812
1812-1870
1812-1890
erobringen af Gibraltar 1781, "Slaget på Reden" 1801, Trafalgar 1805 og Københavns
Bombardement 1807. Skibet blev genfundet 1985 to km. N for Thorsminde.
St. George: Bygget 1785 af 2.000 egestammer, den havde 98 kanoner, 865 mand og
admiral Reynolds som chef, kun 12 overlevede. St. George var flagskib for admiral
Nelson under "Slaget på Reden" 1801 og med under Englandskrigene, der varede fra
1807-14. St. Georges strandede 14. nov. 2011 på Rødsand Flak ved Lolland, men kom
flot efter 30 timer, hvor den dog havde mistet både master og sit store ror og måtte sejle
videre på slæb og nødroret. Mandskabet havde diskuteret, om skibet kunne klare turen
til England, hvad der senere skulle vise sig, den ikke kunne. Den 17. dec. sejlede den
mod England, men 24. dec. 1811 sluttede aktiviteten. Vraget blev først genfundet 1970,
og 2003 fandt man det forliste 12 m høje ror ved Rødsand, der også kan ses i
Thorsminde. Skibsklokken blev bjærget af dykkere fra Fjaltring 1976, den har været
kirkeklokke i No Kirke, men kom 2011 til Strandingsmuseet i Thorsminde. De fleste af
de omkomne blev begravet i klitterne, hvor de drev i land, derfor kaldes stedet for
”Dødemandsbjergene.” Nogle blev begravet på egnens kirkegårde, på Sdr. Nissum
Kirkegård ligger 60 begravet, her er en mindesten rejst. Helt ned til Blåvand drev lig i
land.
Af reglementet ses, at sømændene ikke led tørst, den daglige ration var 1 gallon (4½ l)
øl og 1 pint (½ l) vin eller ½ pint spiritus. Ikke underligt at drukkenskab var særdeles
almindelig. Man siger, mandskabet drak, men kaptajnen, han drak tæt. Med til historien
hører dog, at vand havde svært ved at holde sig, derfor var der et stort forbrug af øl, vin
og brændevin.
Mindestedet i ”Dødemandsbjergene,” der blev opsat i 1937, blev 2011 flyttet til
østsiden af klitvejen, fordi der konstant skulle graves sand væk fra det tidligere
mindested. De to ankre blev fornyet, idet de gamle på det nærmeste var rustet op.
Indvielsen af det nye sted skete 24. sep. 2011, og ikke 24. dec. som var den korrekte
dato for 200 års dagen for forliset, man formodede, at det var svært at få mange til at
møde op 24. dec.
Franz Liszt ungarsk komponist, dirigent og klavervirtuos
Ditlev Gothard Monrad politiker og biskop
Jacob Christian Jacobsen dansk brygger og mæcen. Opførte fra 1846 Carlsberg
Bryggerierne
Harriet Beecher-Stowe amerikansk forfatter
En elefant optrådte for første gang i cirkus, det skete i Paris
Grimms eventyr blev udgivet af de tyske filologer og folkemindesamlere brødrene
Jacob Grimm (1785-1863) og Wilhelm Grimm (24/2 1786-16/12 1859).
Charles Dickens britisk journalist, forfatter og redaktør
Johanne Louise Heiberg dansk skuespiller og forfatter. Født Pätges 22. nov. 1812 i
København. Johanne Louise voksede op med ni søskende under fattige kår. Hendes
forældre var indvandrere fra Holland, moren var jøde, elskelig og fabrikerede pølser,
som hun solgte i en bod. Faren var en fordrukken og brutal værtshusholder. I 1820 kom
hun som syvårig på Det kgl. Teaters Balletskole, når hun kom hjem efter balletskolen,
måtte hun danse for gæsterne i farens værtshus, undertiden på bordene, og måtte efter
eget udsagn lægge krop til adskilligt. Hun debuterede som balletdanser 8. feb. 1826 kun
13 år gammel. Samme år kom hun på Det kgl. Teaters Elevskole. Her fik Johan Ludvig
Heiberg, med sine pædofile tilbøjeligheder, “øje” på den 21 år yngre skønhed. Han
friede til hende efter uropførelsen af ”Elverhøj” i 1828, men fik nej. I 1829 blev
Johanne Louise ansat som kgl. skuespillerinde og logerede ved Thomasine
SIDE 81
1813
1813
Gyllembourg, hvor hun kom nærmere Johan Ludvig Heiberg, og de blev gift i 1831.
Deres hjem på Christianshavn var hjemsted for tidens parnas af skuespillere og digtere.
Johanne Louises skønhed havde også en betydelig tiltrækningskraft, fx Henrik Hertz
(1797-1870), der oversatte Goethes ”Faust,” forelskede sig vildt i hende, som også
mange andre gjorde.
Ikke kun gennem familieskabet, men også grundet sit store talent, blev hun
nationalscenens hovedkraft. Fx spillede hun hovedrollen i Oehlenschlägers Dina, her
var publikum så begejstret for hendes spil, at de spændte hestene fra hendes vogn, som
de trak fra Det kgl. Teater til hendes hjem. En hyldest der tidligere kun var vist over for
Frederik VI og Bertel Thorvaldsen. Johanne Louise Heiberg nåede at spille 275 roller på
Det kgl. Teater, men stoppede i 1864. De seneste år virkede hun som instruktør.
Johanne Louise Heiberg skrev: ”Et liv genoplevet i erindringen” (1892) en selvbiografi
der har stor betydning i romantikkens kvindelitteratur. Derudover skrev hun vaudeviller,
artikler og værker om svigerforældrenes liv.
Johanne Louise Heiberg var forgudet og lagde navn til en plante, en cigar, en lampe,
sæbe, brevpapir, konditorkager, chokolade, en vals af selveste H.C. Lumbye og hendes
portræt pryder i dag en grøn 200 krone seddel, der udkom 10. marts 1997. I anledning af
200 året for hendes fødsel udgav Post Danmark 5. sept. 2012 et frimærke med hendes
portræt pålydende 8 kr. Johanne Louise Heiberg døde 21. dec. 1890.
Statsbankerot blev fastslået af regeringen 5. jan. Alle landets banker blev suspenderet.
Seddelpressen havde kørt lidt for flittigt. De gamle sedler blev med øjeblikkelig
virkning ugyldige. En ny seddelbank oprettedes – Rigsbanken. Men der var mangel på
guld og sølv, så der gik en tid, hvor befolkningen hverken havde gyldige sedler eller
mønter. I denne periode udstedte man private pengesedler med sikkerhed i jord og fast
ejendom. Den økonomiske nedtur startede under Englandskrigene, hvor vi fejlagtigt
holdt med taberen Napoleon I. I årene fra statsbankerotten og frem til 1820 gik 248
københavnske firmaer fallit, dvs. tæt på en om ugen.
I denne deprimerende periode havde befolkningen brug for ”ansvarlige” syndere, det
blev jøderne, de gik aparte klædt med runde kalotter, og mændene havde fuldskæg. De
skulle kanøfles, og det blev de. Det er fra den tid vi kender udtrykket: “Nu kniber det
for de små jødedrenge.”
Fra 29. marts 1814 blev jøderne ved dansk lov ligestillet med kristne borgere. Men i
praksis blev denne lov ikke accepteret, danskerne nedtalte jøderne og bekæmpede dem
med rå tilråb på gaderne, hvad der skabte had og bitterhed. Helt galt gik det under
jødefejden 1819, hvor befolkningen gik til angreb på jødiske forretninger i København
og flere provinsbyer. De slog brutalt jøderne ned, stjal deres penge og varer som de
puttede i sække medbragt til samme formål.
Det var ”Janteloven,” der blev taget i brug mere end hundred år før Aksel Sandemose
opfandt den, det var nemlig et udtryk for danskernes misundelse på jødernes dygtighed.
Den danske forfatter, journalist og jøde Meir Aron Goldschmidt (1819-1887) skrev i
1845 under pseudonymet Adolph Meyer romanen: ”En jøde,” den fortæller levende om
dagliglivet for jøder i Danmark, hvad der bestemt ikke var problemfrit. Også forfatteren
Steen Steensen Blicher, der var meget politisk interesseret og en ivrig samfundsdebattør,
deltog aktivt i jødefejden på jødernes parti.
Danmarks sidste ulv blev skudt 1813 ved Estvadgård nær Skive. Ulven har været
meget almindelig i Danmark. Flere gange er der siden opserveret enkelte strejfere fra
Tyskland, til stor plage for datidens bønder. Undertiden er det er det blevet påstået at det
SIDE 82
1813-1855
1813-1873
1813-1883
1813-1891
1813-1894
1813-1901
1814
1814
1814-1865
1815
1815-1897
1815-1898
var store hunde. Udtrykket "Ugler i mosen" stammer egentlig fra ordene "Ulve i
mosen."
Søren Aabye Kierkegaard dansk digter og filosof
(Se Søren Aabye Kierkegaard – hvordan var han egentlig?)
David Livingstone skotsk læge, missionær, opdagelsesrejsende og eventyrer
Richard Wagner tysk komponist
Theophilus Hansen dansk arkitekt
Parmo Carl Ploug dansk digter, politiker og journalist
Giuseppe Verdi italiensk komponist og kapelmester
Almueskoleloven. Skolepligten indførtes fra 24. marts for alle fra 7-14 år, også dem fra
landet. Ja, det står der virkelig. Fagene religion, læsning, skrivning og regning skal være
obligatorisk, og lærerne kræves en uddannelse. Lærerne var hidtil typisk personer, der
ikke kunne klare sig i tilværelsen fx grundet et handicap, eller ikke duede til fysisk
arbejde. Men for at ordningen ikke skulle blive for dyr, sparede man på lærerkræfterne
ved at lade de store børn undervise de små. Langt frem i 1800 tallet var analfabetisme
stadig almindelig, bl.a. fordi børnenes arbejdskraft var nødvendigt, derfor skulle børn i
byerne gå i skole hver dag, mens dem på landet måtte nøjes med hver anden dag.
Manden bag loven, der vedtoges 29. juli 1914 og forblev i kraft helt frem til 1953, var
statsminister Christian Ditlev Frederik Reventlow (1748-1827). Danmark var blandt de
første lande i verden, der udryddede analfabetismen.
Danmark tabte Norge til Sverige ved Lübeckfreden 17. maj efter Napoleonskrigene
og efter 400 års eje. Men nordmændene ønskede ikke at komme under Sverige og
gjorde oprør. Unionsflaget kaldte nordmændene for ”sildesalaten.” Danmark fik dog
lov at beholde Færøerne, Grønland og Island. Grundlaget for den danske økonomi
rykkes mærkbart i negativ retning.
Peder Ludvig Møller dansk forfatter og litteraturkritiker
Waterloo. Napoleon I mødte 18. juni sit ”Waterloo” ved Bryssel i det sydlige Belgien
Edvard Lembcke dansk forfatter og pædagog
Otto Eduard Leopold von Bismarck tysk statsmand, rigskansler og greve født 1. april
1815 af landadelig officersfamilie og godsejerslægt på slottet Schönhausen i Göttingen,
der har været i familiens eje i 400 år. Otto Bismarck er opvokset i Brandenburg og
Pommern. Blev student fra Göttingen og Berlin, herefter jurist og reserveofficer. I sin
ungdom var han løssluppen, men fik interesse for politik, historie og teologi. I 1845
arvede Otto Bismarck slottet Schönhausen Ø for Elben og blev dermed selv godsejer,
han viste sig som en dygtig landmand. Han blev 1847 gift med den religiøse
godsejerdatter Johanna von Puttkamer. Samme år blev han indvalgt i den preussiske
landdag, og var 1851-59 preussisk repræsentant i den fællestyske Forbundsdag i
Frankfurt. I perioden 1859-62 var Bismarck diplomat, først ved forbundsdagen i
Frankfurt, derefter i Skt. Petersborg og til sidst i Paris. I 1862 blev han kaldt tilbage for
at løse konflikten mellem Kong Vilhelm I og landdagens liberale flertal om en reform,
der indebar øgede militærudgifter. Bismarck "løste" konflikten ved at gennemføre
reformer i modstrid med flertallet i landdagen, ligesom militærbudgettet i en årrække
blev vedtaget uden om parlamentsflertallet. Den liberale modstand foranledigede
Bismarck til at erklære: "Tidens store spørgsmål løses ikke med taler og
flertalsbeslutninger, men med blod og jern," en udtalelse der har præget eftertidens
opfattelse af ham.
Den prøjsiske kriger med pikkelhjelm gik ind i politik og blev 1862 under Kong
Wilhelm I ministerpræsident og udenrigsminister i Prøjsen. Han var så diktatorisk og
SIDE 83
1816
1816-1870
1816-1900
1817-1890
1818
1818
1818-1848
1818-1883
1818-1885
1818-1892
hård, at han fik tilnavnet ”Jernkansleren.” Han oprustede og moderniserede hæren:
“Mod demokrater hjælper kun soldater.” Otto Bismarck blev 1866 udsat for et attentat,
men slap uskadt.
Reformen blev Bismarcks vigtigste middel til at nå det politiske mål Tysklands
nationale samling, som under hans ledelse blev realiseret efter tre krige.
Hans store evner til politiske og militante manøvrer, fik vi til fulde at føle 1864, hvor
han i alliance med Østrig knuste de danske ejderdrømme. Østrig gik det ikke bedre
1866, og hovedmodstanderen Frankrig slog han 1871. Sejren over Frankrig førte til
oprettelsen af Det Tyske Rige. Som den første rigskansler i riget fik Bismarck
omfattende indflydelse. Her proklamerede han i Spejlsalen på Versailles Slottet
Preussens konge som kejser Wilhelm I og sig selv som rigskansler og grundlagde
dermed: “Det nye Tyske Rige.”
I 1878-90 indførte han en omfattende undtagelseslovgivning, med forbud mod
foreninger, forsamlinger og publikationer, det rettede et hårdt slag mod det unge
Socialdemokrati. I 1880-erne indførte han syge-, ulykkes-, alders- og invalideforsikring
- verdens første pensionslove.
Imidlertid faldt han i unåde hos den nye Kejser Wilhelm II (27/1 1859-1941), og tog om
end nødtvungen sin afsked 1890. Han blev nu mere liberal, kæmpede mod den katolske
kirke og iværksatte en omfattende sociallovgivning. Otto Bismarck var en dygtig taler
og Europas mest indflydelsesrige politiker i sidste del af 1800-tallet. Også som forfatter
var han på banen med sine memoirer: “Tanker og minder” og “Kejseren og jeg” (18981901).
Otto Bismarck levede sit otium på godset Friedrichsruh nær Hamburg, hvor han døde
30. juli 1898. Han er den tysker, der står på flest sokler, den største statue står i
Hamburg. Og så har han fået opkaldt bismarcksklumper efter sig. Oprindelig hed de
bismagsklumper og havde to røde streger. Men Bismarck, der var næsten skaldet,
hævdedes at have tre hår på hovedet, og det fik bismarcksklumpen derfor også.
I det senere Østtysklands øjne var Otto Bismarck samfundsfjendsk, 2. aug. 1958 under
DDR regimet blev Slottet Schönhausen sprængt i luften.
Sankt Hans Hospital ved Roskilde blev grundlagt som Danmarks første hospital for
sindslidende
Christen Mikkelsen Kold pædagog, forfatter og danske folkehøjskolers pioner
Carit Etlar pseudonym for Carl Brosbøll dansk forfatter der hovedsagelig skrev om
historiske begivenheder. Omkring år 1900 var han Danmarks mest læste forfatter. Skrev
i alt 50 bøger der blev trykt i 4 mio. eksemplarer. Hans mest læste og berømte bog er
uden tvivl ”Gøngehøvdingen” fra 1853, den blev filmatiseret i 1961. “Dronningens
vagtmester” fra 1855 og “Fangen på Kalø” fra 1887 hører også til hans mest populære.
Carl Brosbøll blev i 1888 gift med den norske forfatter Olga Augusta (1853-1927)
Niels Wilhelm Gade dansk romantisk komponist
Danmarks Nationalbank blev stiftet 4. juli
Frederikshavn fik 25. sept. sit navn af Frederik VI og udnævntes samtidig til købstad.
Tidligere hed byen Fladstrand.
Johan Thomas Lundbye dansk maler
Karl Marx tysk socialist, filosof, teoretiker, ideolog, forfatter, politisk økonom,
emigrant, racist og levemand.
Hans Wilhelm Kaalund dansk forfatter
Jens Christian Hostrup dansk forfatter, dramatiker og præst
SIDE 84
1819-1880 Jacques Offenbach hvis egentlige navn er Jacob Eberst. Tysk/fransk komponist og
kapelmester
1819-1887 Meir Aron Goldschmidt dansk forfatter, journalist og jøde
1819-1891 Herman Melville amerikansk forfatter
1820
Ringkjøbing bys ældste bykort så dagens lys
1820
Drænrør blev opfundet af skotten Smith of Deanston. Blev anvendt første gang i
Danmark i 1850.
1820
Studenterforeningen blev stiftet i Regensgården
1820
Kristine Marie Curtz, Steen Steensen Blichers mor, døde til stor lettelse for familien
1820-1859 Hans Egede Schack dansk forfatter og politiker
1820-1887 Jenny Lind svensk sopran. Opnåede verdensry og modtog overalt stor begejstring
under den smigrende betegnelse: ”Den svenske Nattergal.” Trods hendes strålende
sangbegavelse kender vi nok bedst Jenny Lind, fordi H.C. Andersen var håbløst
forelsket i hende.
1821-1881 Fjodor Mikhajlovitj Dostojevskij russisk forfatter
1822
Hieroglyffer blev tydet for første gang af den franske videnskabsmand, ægyptologiens
grundlægger Jean Francois Champollion (1790-4/3 1832).
1822-1895 Louis Pasteur fransk kemiker, bakteriolog og videnskabsmand
1824-1884 Bedrich Smetana tjekkisk komponist og dirigent
1824-1907 Christen Dalsgaard dansk maler født på herregården Krabbesholm ved Skive. Startede
som håndværksmaler kom på Kunstakademiet hvor han havde C.W. Eckersberg (17831853) som lærer, gik desforuden til privatundervisning hos Martinus Rørbye.
Debuterede 1847 på Charlottenborgs Forårsudstilling. Blev tegnelærer ved Sorø
Akademi fra 1862-69 for at skaffe til livets opretholdelse. Her havde han bl.a. Martin
Nyrop (1849-1921) som elev. Herefter blev han professor ved Københavns
Kunstakademi. Christen Dalsgaards motiver var omkring almuen i Nordjylland. Han har
også malet en del religiøse motiver og udført mange altertavler. Hans malerier er rigt
repræsenteret på Skive Kunstmuseum, Aarhus Kunstmuseum, Vestsjællands
Kunstmuseum og Den Hirschsprungske Samling. Christen Dalsgaard var ven med
malerne Julius Exner og Frederik Vermehren (1823-1910).
1825
Agger Kanal opstod på grund af en stormflod
1825
Holmegaards Glasværk ved Næstved blev grundlagt
1825
Jernbane verdens første indviet på strækningen Stockton-Darlington i England
1825-1891 Niels Johannes Fjord lærer, docent og forsøgsleder født i Gammelsogn på Holmsland
1825-1899 Johann Strauss den Yngre østrigsk komponist, violinist og dirigent
1825-1913 Jacob Brønnum Scavenius Estrup dansk landmand og politiker
1827
Fotografi verdens første taget af den franske fysiker Joseph-Nicephore Niepce
1828-1890 Ragnhild Goldschmidt dansk forfatter
1828-1905 Jules Verne fransk forfatter
1828-1906 Henrik Ibsen norsk udenrigskorrespondent og forfatter
1828-1910 Lev Nikolajevitj Tolstoj russisk forfatter, filosof, samfundskritiker, levemand,
spillefugl og greve
1829
Polyteknisk Læreanstalt i København blev grundlagt
1829
Blindskrift eller punktskrift blev konstrueret af franskmanden Louis Braille
1829-1891 Chresten Berg dansk venstrepolitiker
1829-1894 Anton Rubinstein russisk pianist og komponist
1829-1901 Vilhelm Beck dansk præst
SIDE 85
1829-1901 Carl Frederik Tietgen dansk finans-, industri- og forretningsmand født 19. marts 1829
i Odense. Søn af en bestyrer i en odenseansk klub for borgerskabet, her måtte Carl
Frederik hjælpe til. Tietgen kom 1843 i lære hos Chr. Jürgensen, Odenses største
manufakturhandel. Efter endt læretid tog han fem år til E. Hald og Rahr i Manchester,
som rejsende til Nordtyskland, Sverige og Norge. Kom tilbage til Danmark 1854. Her
startede han 1855 grossistfirmaet C.F. Tietgen & Co. på Gammeltorv i København, med
salg af manufaktur, jern, metalartikler og telegrafmateriel. Tietgen medvirkede som
kurator i et konkursbo, her afslørede han store evner for økonomisk og strategisk
tænkning. Han stiftede Privatbanken i Kjøbenhavn 1857, blev dens direktør kun 28 år
gammel og indføre check i Danmark.
Tietgen var initiativtager til følgende virksomheder:
1865 Kryolith Mine og Handelsselskabet
1866 Kjøbenhavns Sporvei-Selskab
1866 Det Forenede Dampskibs-Selskab (DFDS)
1869 Det Store Nordiske Telegraf-Selskab (GN Store Nord)
1872 De Danske Sukkerfabrikker (Danisco-koncernen)
1872 De Danske Cikoriefabrikker
1872 Burmeister & Wain
1872 Em. Z. Svitzers Bjergnings-Entreprise
1873 Tuborgs Fabrikker
1881 De Danske Spritfabrikker
1881 Kjøbenhavns Telefon Aktieselskab (KTAS)
1884 Faxe Kalkbrud (Fakse Kalkbrud)
1888 De Brockske Handelsskoler
1891 De forenede Bryggerier
Tietgen bekostede desuden fuldførelsen af Frederikskirken eller Marmorkirken som den
i daglig tale kaldes. Den havde ligget hen nærmest som en 10 m høj ruin siden 1770,
fordi Frederik V var i pengenød. Tietgen købte byggeriet 1874, og Marmorkirken stod
færdig 1894. Tietgen havde sin egen salonvogn, bygget 1886, der benyttedes på hans
private Gedser Jernbane. Salonvognen lejede han ud til de kongelige, hvis de fik
fornemt udenlandsk statsbesøg. Han skabte også jernbanen Aarhus-Struer. Af andre
børsherrer blev Tietgen kaldt stormogulen. Han er kaldt Danmarks mest initiativrige
erhvervsmand gennem tiderne. Medlem af Københavns Borgerrepræsentation 1861-65.
Fik fortjenstmedaljen i guld 1874. Har udgivet: "Erindringer og optegnelser" (posthumt
1904). C.F. Tietgen døde 19. okt. 1901. Ved hans død skrev Herman Bang i Politiken:
"Han skabte vort samfunds udvikling i mere end et halvt århundrede." Carl Frederik
Tietgen ligger begravet på kirkegården ved Lyngby Kirke, som han selv ejede frem til
1901.
1830
Frederik VI, det første danskbyggede dampskib, løb 12. juni af stabelen
1830
Dansk blev det sprog, der fremover undervistes i på Københavns Universitet. Tidligere
har undervisningen foregået på latin.
1830
Verdens første jernbaneulykke skete 15. sept. 1830, da den britiske politiker William
Huskisson blev kørt ihjel af George Stephensons lokomotiv “The Rocket” ved åbningen
af Manchester-Liverpoolbanen.
1830-1872 Mathilde Fibiger dansk forfatter
1830-1903 Jacob ”Camille” Pissarro dansk/fransk maler og grafiker
1831
Kolonihaveforeningen Hjelm blev etableret i Aabenraa som den første i Danmark
1831-1856 Brede Klædefabrik blev anlagt ved Mølleå N for København
SIDE 86
1831-1914 Anton Dorph dansk maler
1832
Dyrskue Danmarks første afholdtes i Ulfborg. Den var arrangeret af gårdejer, politiker
og foregangsmand indenfor kvægbrug Ole Kirk. I leksikonet står ganske vist, at det
første dyrskue blev holdt i Randers 1910, men de kan jo heller ikke vide alt.
1832-1883 Edouard Manet fransk impressionistisk maler og grafiker
1832-1910 Bjørnstjerne Bjørnson norsk forfatter og journalist
1833
EM. Z. Svitzers Bjergnings-Entreprise blev oprettet
1833
Slaveriet blev ophævet 28. aug. af det britiske parlament i alle britiske besiddelser
1833-1896 Alfred Bernhard Nobel stifter af Nobelpriserne
1833-1897 Johannes Brahms tysk komponist
1834
Svostrup kgl. privilegeret Kro blev grundlagt i Søhøjlandet ved Gudenå
1834-1917 Edgar Degas fransk maler, billedhugger og grafiker
1835
Postvæsenet indførte lukkede diligencer til personbefordring
1835
Fæstebønder, der var endnu 24.795 af dem i Danmark
1835
Ringkjøbing Balforening blev stiftet på Hotel Ringkjøbing. Der blev holdt bal hver
måned, begyndende kl. 5:00 med børnebal og kl. 21:00 bal for voksne til den lyse
morgen. Til nytårsbal var hvide handsker påbudt.
1835
Charles Darwin besøgte de 15 største Galapagosøer
1835-1910 Mark Twain pseudonym for Samuel Langhorne Clemens. Amerikansk forfatter og
humorist født 30. nov. 1835. Mark voksede op med en god barndom ved
Mississippifloden. Mark Twain er egentligt et udtryk, der blev brugt i 1800-tallet af
sejlende på Mississippifloden og betyder: ”To favns dybde,” "dybt nok" eller "fri
navigation." Faren døde, da Mark var 12 år, så han måtte arbejde for at forsørge
familien. Mark Twain kom i lære som bogtrykker og blev uddannet journalist. Senere
sejlede han som los på Mississippifloden. Han skrev for adskillige aviser og udgav
humoristiske rejsebreve og historier. Hans litterære produktion hører til blandt Amerikas
mest læste. I hans roman: ”Tom Sawyer” (1876) har Mark Twain direkte stjålet tekster
fra Steen Steensen Blichers: ”Præsten i Vejlbye.”
Manuskriptet til: ”Livet på Mississippi” (1883), menes at være det første manuskript,
der er skrevet på en skrivemaskine. Hvem kender ikke?: ”Huckleberry Finn” (1884),
der viste en fornyet eventyragtig fortællestil.
En dødsannonce var åbenbart kommet for tidligt på banen, for Mark Twain måtte selv
dementere: “Rygtet om min død er stærkt overdrevet.” Halleys Komet viste sig, den dag
Mark Twain blev født, og igen 21. april 1910 den dag han døde. Næste gang, vi så
Halleys Komet, var i 1986.
1835-1911 Vilhelm Bergsøe dansk forfatter og zoolog
1835
Andrew Carnegie amerikansk industristålmagnat og filantrop Grundlagde med sin
formue talrige stiftelser. Bl.a. I Danmark, Carnegies Belønningsfond for heltemod.
1836
Triumfbuen i Paris blev indviet
1836-1903 Carl Mathildur Schubert købmand og velgører i Ringkjøbing
1837-1901 Dronning Victoria (1819-22/1 1901) blev kronet 1837 i Westminster Abbey
1837-1914 Harald Wilhelm Jensen født i København 21. dec. 1837. Faren Christopher Jensen
kom fra Brovst og prøvede lykken i storstaden, her mødte han Ane Kirstine Aagesdatter,
de blev gift og fik Harald. Faren blev en rig mand på fremstilling af brændevin. Han
bestemte, at sønnen Harald skulle gøre ham kunsten efter, men i Aalborg. Harald, der
var ateist, var dog mere interesseret i kunst. Fra 1852-56 var han i malerlære, og fra
1854-60 var han elev på Akademiet for de skønne Kunster i København. Han
debuterede på Charlottenborg i 1856 og fik i 1859 den lille sølvmedalje. Da han i 1861
SIDE 87
igen sendte ind til udstillingen, blev hans værk: ”En scene fra Klampenborg” ikke
antaget, hvad han blev meget skuffet over. Men det blev som faren ville, og i 1862
købte faren et brænderi i Aalborg til Harald. Harald Jensen viste udover sine kunstnerisk
evner også evner som forretningsmand og sendte flere brændevinsmærker på markedet.
Han kørte selv rundt og solgte sine produkter og betragtedes som ”en klog mand.” Han
blev dog dømt for kvaksalveri, fordi han solgte medicinske medikamenter uden
tilladelse.
I 1868 blev han formand for Aalborg Kunstforening, der var startet i 1852, og tog i 1870
initiativ til foreningens permanente udstilling. Der blev dog i 1898 dannet en
protestforening mod Harald Jensen, fordi nogle mente, at kun hans tanker blev ført ud i
livet. Hvad der sandsynligvis også var tilfældet. Det var på Harald Jensens initiativ, at
Aalborg Kunstmuseum blev bygget fra 1874 og indviet i 1879 med Harald Jensen som
formand til sin død. I denne periode skaffede han over 360 kunstværker til museet.
Samme initiativ gælder også for Aalborg Historiske Museum.
Harald Jensen blev Aalborgs godgørende mæcen, som brygger Jacobsen var det for
København. Han sad i Aalborg Byråd fra 1876-82, desuden var han medstifter af
Landbosparekassen 1885 og blev senere dens formand og direktør i 16 år. I 1881 solgte
han brændevinsfabrikken til C.F. Tietgen, der senere sanerede den danske
spiritusfabrikation.
Harald Jensen blev gift med Emilie Hansen (1836-1912), de fik to børn Holger og
Tekla. Men Harald Jensen viste her sin egenrådighed, han var på det nærmeste en tyran.
Holger ville læse teologi, men hans strenge far tvang ham med økonomiske sanktioner
til at læse jura. Holger døde brat, og hans død formodes at være selvmord. Datteren
Tekla blev i en meget moden alder forelsket i Erling Bjørnson, en søn af den norske
forfatter Bjørnstjerne Bjørnson, der var Harald Jensens ven. Men Harald Jensens
venskab rakte ikke: ”Det sømmer sig ikke for en direktørdatter, at gifte sig ind i en
digterfamilie.” Men Tekla trodsede faren og giftede sig med Erling. Med til historien
hører måske (for egen regning ganske vist), at Erling Bjørnson måske nok var mere
interesseret i snapsefirmaets penge end i Tekla. Harald Jensen døde 18. juli 1914 på
Haraldslund, som han havde bygget i Aalborg i 1884.
1838
Lønborggaard hovedgård blev bygget S for Skjern
1838
Ringkjøbing Boghandel åbnede som Vestjyllands første
1838-1875 Georges Bizet fransk komponist
1838-1916 Otto Mønsted dansk købmand og fabrikant
1839
Danmarks første industriområde findes langs Mølleå N for København. Ni
vandmøller leverede “grøn” energi til virksomhederne
1839
Niels Blicher døde 10. marts
1839
Stenografi blev opfundet af Sir Isaac Pitman
1839-1848 Christian VIII født 18. sept. 1786 som søn af arveprinsesse Sophie Frederikke af
Mecklenburg-Schwerin og arveprins Frederik. Det er dog antaget, at faren var
arveprinsens adjudant, Frederik von Blücher (1760-1806). Prins Christian var
velbegavet og fik en god uddannelse, der ved siden af den obligatoriske
officersopdragelse gav ham indsigt i historie, litteratur og dannelse.
Prins Christian Frederik forelskede sig 1802 som 16-årig i den to år ældre Charlotte
Frederikke af Mecklenburg-Schwerin. De blev gift 1806, men før brylluppet fik de en
datter, født i dølgsmål langt fra hoffet, pigen blev bortadopteret. Parret fik 1808 sønnen
Frederik. Charlotte var uligevægtig og blev taget på fersk gerning i sengen med sin
franske sanglærer komponisten Édouard Du Puy, en skilsmisse var uundgåelig. Det var
SIDE 88
en uhørt skandale, dronningen forvistes først til Horsens senere til Rom, hvor hun døde.
Men barnet så hun aldrig mere.
Som ung var Prins Christian Frederik statholder i Norge fra 1813, hvor han 17. maj
1814 underskrev Eidsvollforfatningen, den norske demokratiske grundlov og blev valgt
til Norges konge. Men efter en kort svensk-norsk krig forhandlede den svenske
tronfølger Karl XIV Johan med nordmændene, der grundet manglende støtte så sig
nødsaget til at gå i union med Sverige, og Christian Frederik nedlagde kronen 10. okt.
1814.
Christian VIII blev 22. maj 1815 gift anden gang med Caroline Amalie af
Augustenborg, der blev 84 år gammel. Samme år blev han guvernør på Fyn. Det var et
smukt og lykkeligt par.
Efter at have været dansk kronprins i 25 år blev Prins Christian Frederik 1839 Kong
Christian VIII af Danmark. Christian VIII gjorde meget for morskaben i vort land, han
håbede dermed at kunne dæmme op for kravet om en fri forfatning. Han var velbegavet,
kvik i replikken og gennemførte betydelige administrative reformer. Han var den sidste
konge i Danmark, der blev kronet, det skete i Frederiksborg Slotskirke 28. juni 1840.
Blandt gæsterne var H.C. Andersen. I ni år var han konge og undgik netop De
Slesvigske Krige. I et brev til sin søn og efterfølger Frederik VII pålagde han ham at
give Danmark en fri forfatning.
Under Christian VIII begyndte bønderne at tabe tilliden til enevælden. Kongens
valgsprog var: “Gud og Fædrelandet.” Christian VIII havde en betydelig samling af
græske vaser og mønter, som i dag findes på Nationalmuseet.
Christian VIII døde 20. jan. 1848 kl. 22:15 af en blodforgiftning, der opstod efter en
åreladning. Han ligger begravet i Roskilde.
1839-1906 Paul Cézanne fransk postimpressionistisk maler
1839-1917 Hans Smidth dansk maler bror til F.L. Smidth. Malede studier over Blichers noveller fx
”E Bindstouw.”
1839-1937 John Davison Rockefeller amerikansk oliemagnat, industri- og finansmand
1840
Verdens første frimærker de engelske sort ”one penny” og blå “two pence” med
Dronning Victoria udkom 6. maj 1840. En lov af 10. jan. 1840 vedtog en omfattende
portoreform nemlig, at der skulle bruges frimærker som betaling for brevforsendelser.
Ideen til denne nyordning for postforsendelser kom 1837 fra embedsmanden Rowland
Hill. Hidtil havde brevportoen været afhængig af vejlængden og forsendelsens vægt.
Idéen i portoreformen var indførelse af enhedsporto inden for landets grænser
uafhængigt af, hvor langt forsendelserne skulle befordres, samt en samtidig nedsættelse
af taksterne. Andre lande tog hurtigt frimærker i anvendelse, heriblandt Danmark 1851
som det første nordiske land.
1840
Gennemsnitslevealderen i Danmark for kvinder var 43,5 år og for mænd 40,9 år. Højst
på landet grundet dårlige kloakeringsforhold i byerne. Børnedødeligheden er 155 o/oo.
1840
Ringkjøbing havde 1239 indbyggere
Esbjerg havde 20 indbyggere
Herning havde 27 indbyggere
Silkeborg havde 29 indbyggere
1840
Danmark havde 1.289.075 indbyggere. 80% af dem boede på landet, 9% i København
og 11% i provinsbyerne. Industrien var næsten uden betydning. Landsbylægen og
præsten var de eneste studerede, der levede på landet, hvor over halvdelen af
befolkningen stadig var fæstere.
SIDE 89
1840
1840-1846
1840-1893
1840-1902
1840-1920
1840-1926
1841
1841-1894
Hygiejne var ikke noget, der blev værdsat. I København var der 2.777 heste, 1.450
køer, 739 svin og et ukendt antal høns. Brændevinshandler Cadovius havde indrettet
noget så usædvanligt som en kostald til 20 køer. De blev fodret med den bærme, der
blev som affaldsproduktet af at producere brændevin. Men køerne havde også deres
affaldsprodukter, og den gødning fandt man ingen anvendelse for, den blev ledt direkte
ud i gadens rendesten, som hundredvis af andre også gjorde. Det samme gjaldt også i
stor stil afløb fra toiletter. Resultatet blev en uudholdelig lugt og uhumskhed i
København. Samtidig var det også en bakteriebombe, men det anede ingen og tog det
derfor ikke særlig alvorligt. Teologiprofessor H.N. Clausen rasede i ”Dansk Folkeblad”
over den manglende hygiejne. Artiklen gjorde indtryk på byrødderne, der som
forsøgsordning i 1852 opstillede to bittesmå pissoirer på Slotsholmen, de var så små, at
de i folkemunde blev kaldt ”urinskabe.” Det hjalp ikke meget på stanken fra husdyrene,
men var dog et lille, om end meget beskeden, skridt i hygiejnens tjeneste.
”Corsaren” dansk populært illustreret ugeblad udgivet første gang 8. okt. 1840 af
forfatter og journalist Meir Aron Goldschmidt (1819-87). ”Corsaren” indeholdt
politiske artikler, hvor modstanderne blev latterliggjort med satiriske bidrag og ditto
tegninger. Det var et blad, som alle intellektuelle læste, ellers kunne man ikke tale med i
de kulturelle kredse. Oplaget var på 3.000 eksemplarer, og bladet solgtes i boglader
også i Norge og Sverige. Imidlertid udløste de kompromitterende artikler flere
anmeldelser og retssager. Oftest havde Goldschmidt for en god betaling sat unge
mennesker på posten som redaktør, så var det dem, der stod for skud, men i 1842 fik
Goldschmidt 24 dages fængsel og en bøde på 200 rigsdaler samt livsvarigt censur. Dette
fik Goldschmidt til fra blad nummer 95 at sætte et sørøverskib på forsiden, en humor
der blev forstået. Efter en polemik med Søren Aabye Kierkegaard mistede Goldschmidt
lysten til at fortsætte, trods bladets succes.
Pjotr Iljitj Tjajkovskij russisk komponist
Emile Zola fransk forfatter
Theodor Philipsen dansk maler, billedhugger og keramiker
Claude Monet fransk impressionistisk maler
Skagen Kirke blev indviet 31. aug. Efter at den tilsandede kirke måtte lukke i 1795,
blev der i 1830 iværksat en landsindsamling til en ny kirke, pengene blev af bystyret sat
i værdipapirer, men beklageligvis med det resultat, at alle pengene blev tabt. Der blev
rejst en ny kapital, og arkitekt C.F. Hansen, der også tegnede Københavns Domkirke,
blev sat på opgaven. Men ingen var tilfreds med den nye kirke, der var det kedeligste,
man kunne forestille sig. Allerede fra 1909 blev kirken ombygget totalt og genindviet i
1910. Arkitekterne var Thorkild Jørgensen i samarbejde med Ulrik Plesner, der er født i
Vedersø Præstegård. Inventaret blev tegnet af Bindesbøll.
Louis Pio, døbt Louis Albert Francois Pio, dansk skilsmissebarn, huslærer, timelærer,
postfunktionær, officer og pioner som socialistisk politiker. Født 14. dec.1841 i
Roskilde som søn af en kaptajn og kom ind i militæret i en ung alder. Student fra
Metropolitanskolen 1859 og derefter timelærer på Borgerdydskolen.
Studerede på Polyteknisk Læreanstalt. Meldte sig som officersaspirant1864 krigen, men
kom aldrig i kamp. Fortsatte i militæret og blev sekondløjtnant 1869. I 1870 blev han
postskriver i København, her gav han udkast til postkasser, der kunne tømmes nedefra.
Louis Pio brugte sin fritid til at skrive artikler i det succesfyldte ugeblad ”Socialisten,”
som han startede 15. okt. 1871. Louis Pio var initiativtager til dannelse af "Den
Internationale Arbejderforening for Danmark" okt. 1871, og var selvskreven som
foreningens første formand. I første omgang anonymt. Men året efter trådte han efter sin
SIDE 90
udlandsrejse frem i offentligheden i den rolle. I 1874 blev bladet til ”SocialDemokraten.” Han etablerede kontakt til Karl Marx og Friedrich Engels, over for hvem
han udviklede sine idéer om socialismens muligheder i et bondesamfund som det
danske.
Søndag 5. maj 1872 arrangerede Louis Pio sammen med fætteren Harald Brix samt
lærer og journalist Poul Geleff et socialistisk "Folkemøde på Nørrefælled" (i dag
Fælledparken), hvad der dengang var forbudt. Formålet var at starte en fagbevægelse.
Natten mellem 4. og 5. maj 1872 blev Pio anholdt på sin bopæl i Ravnsborggade
sammen med Harald Brix og Paul Geleff. Mødet i Fælledparken blev voldelig, husarer
og politi mødte op og kæmpede mod demonstranter og arbejdere med mange sårede
som resultat. I dag kendt som "Slaget på Fælleden."
Den 28. marts 1873 idømtes Louis Pio seks års forbedringshus, Geleff fem år og Brix
fire år for at ville omstyrte det bestående samfund. Ved højesteret blev straffen 6. aug.
1873 nedsat Pio til fem år, og Geleff og Brix hver til tre år. Efterfølgende udstedte
justitsministeren forbud mod "Den Internationale Arbejderforening for Danmark."
Men allerede året efter 8. april 1875 blev Pio og Geleff løsladt i forbindelse med
kongens fødselsdag. De fik en større sum penge, formentlig af politiet, mod løfte om at
udvandre til USA, hvad de gjorde marts 1877. Louis Pio tog familien med, de slog sig
ned i Smoky River, Kansas. Her forsøgte han at skabe et nyt socialistisk samfund, men
det brød dog hurtigt sammen. Louis Pio ernærede sig i de følgende år som skribent,
typograf, bladudgiver og kontormand.
Louis Pio betragtes som den første socialist i Danmark, og dermed Socialdemokratiets
grundlægger. Han døde af tyfus 27. juni 1894 i Chicago. I 1921 blev hans aske hentet
hjem i forbindelse med Socialdemokratiets 50-års jubilæum. Og partiet rejste en
mindesten over Louis Pio på Vestre Kirkegård i København. Louis Pio var far til Sylvia
Pio, der levede sammen med statsminister Thorvald Stauning.
1841-1902 Viggo Hørup dansk journalist og politiker
1841-1919 Pierre-Auguste Renoir fransk impressionistisk maler
1841-1923 Kjælle Casper Danmarks sidste omstrejfende rakker fødes af An Mari Masters og Kræ
Fænds, der i forvejen har mange børn. Rakkerne, som i byerne kaldtes for natmænd, fik
det arbejde, andre ikke ville have, tømme latriner, feje skorstene, glarmesterarbejde,
slagte heste og nogle gange optræde som dyrlæger på særdeles barske måder.
Oprindelig var deres arbejde at hjælpe bødler med fjernelse af lig, fjerne og begrave
døde dyr som de dog beskyldtes for at lave spegepølser af. En situation vi så i filmen
”Ditte Menneskebarn.” Som spæd var Casper meget urolig, han ville ikke have
brændevin, selv om der kom sukker i, det var ellers det normale middel til beroligelse af
børn. I skolen hørte det til dagens orden, at de mindre boglige og urolige fik prygl. En
dag væltede Casper læreren og råbte: ”No vil a it ha’ mier,” man ville sikkert i dag
kalde ham ”hyperaktiv.” En finurlig fætter var han, men kvinderne tilbad ham, blandt
de kendte forhold var Mette, Mette Swin, An Vind, igen Mette og endnu engang en
Mette. Med øvrigheden havde han flere sammenstød, der gav ham mange domme.
Kjælle Casper døde som 82-årig på fattiggården i Rind, og verden var en original
fattigere.
1842
Danmarks første fotoatelier blev indrettet i Bredgade i København af den wienerske
portrætmaler Joseph Weninger. Her kunne man formedelst otte rigsdaler lade sig
forevige, det tog 15 sekunder. Datidens navn for at blive fotograferet var
daguerreotypere.
1842
Dannebrog bliver hærens officielle flag
SIDE 91
1842
1842
1842
1842-1900
1842-1914
1842-1927
1842-1927
Pilsnerøl så for første gang dagens lys 24. sept. Navnet fik øllet fordi det var i den
bøhmiske by Pilsen, brygningen har fundet sted, og det skete i fællesskab af 200
bryggere, der hermed forbedrede den hidtidige ølkvalitet.
Bedøvelse blev for første gang brugt under en operation
Wiener Staatsoper blev grundlagt. Det er et af verdens kendteste operahuse
Sir Arthur Sullivan britisk komponist
Carl Jacobsen søn af J.C. Jacobsen i Carlsberg dynastiet
Vilhelm Thomsen dansk sprogforsker dr. phil. og professor
Georg Morris Cohen Brandes dansk historiker, litteraturforsker, kritiker, forfatter,
samfundsdebattør og journalist. Født 4. feb. 1842 i København i en jødisk
grossererfamilie hvis aner han ikke ville anerkende. Bror til medstifteren af Radikale
Venstre, finansminister, redaktør på Politiken, teaterkritiker og forfatter Edvard Brandes
og vekselerer, journalist, forfatter og nationaløkonom Ernst Brandes, der senere gik
fallit. Georg var et fremmeligt barn, flersproget som 3-årig og kunne læse som 4-årig.
Student 1859. Studerede jura, kultur, filosofi og æstetik på Københavns Universitet.
Blev magister 1864 i æstetik og dr. phil. 1870. Hans dagbøger viser en travl og ofte
tvivlende mand. Brandes skrev mange biografier om store kulturpersonligheder fx
Shakespeare, Holberg, Søren Kierkegaard og Esaias Tegnér. Biografierne blev dog ikke
solgt i store oplag.
Efter halvandet års studier i Italien, Frankrig og England 1870-71 vendte han hjem
ulmende af nye idéer og oprørslyst. Hans forelæsninger på Københavns Universitet fra
3. nov. 1871: ”Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur,” vakte kolossal
opsigt, ikke mindst fordi han var en dygtig fortæller. De gjorde ham til samlingspunkt i
dansk litteratur, og han fik en enorm indflydelse på samtidens kulturliv århundredet ud.
Her skabtes udtrykket brandesianismen. Han beundrede romantikerne Oehlenschläger,
Staffeldt, H.C. Andersen og Heiberg.
Læste også Kierkegaard men forstod ham ikke. Brandes angreb religion og ægteskab,
han hævdede, at Jesus var en sagnfigur. I 1880-erne var han aktiv i kampen mod Estrup
og skuffet over ikke at være blevet udnævnt til professor. Årsagen kunne måske være
hans jødiske oprindelse, som dengang ikke var velset her i landet. Brandes flyttede
derfor til Berlin, men vendte hjem igen 1883.
I 1902 blev han endelig udnævnt til professor. Brandes fik brev fra Nietzsche, der bad
ham oversætte nogle værker, det ændrede Brandes stil, og han blev ven med Nietzsche.
Brandes ægteskab med Gerda, hvor der var to børn, blev dybt ulykkelig. Han hævdede,
at familielivet og hjemmehyggen skyldtes det danske kolde klima, der nødvendiggjorde
kunstig varme. På hans skrivebord stod et fotografi af hans elskerinde Birthe Knutson,
derudover havde han en stribe intellektuelle kvinder som elskerinder bl.a. forfatter
Agnes Henningsen (1868-1962) og forfatter, journalist, kvindesagsforkæmper,
socialdemokrat og senere nazist Olga von
Eggers (1875-1945). Læs også den tragiske historien om Victoria Benedictsson.
Jeppe Aakjær skrev efter et besøg hos Brandes: ”Hvis vi havde fået rødgrød, havde de
nok været blå.” Georg Brandes døde 19. feb. 1927.
Brandes gæstebog med adskillige kommentarer fra berømtheder som Albert Einstein,
Thomas Mann, Lev Tolstoj, Emile Zola mfl. blev solgt på Bruun Rasmussens Auktioner
marts 2006 for 1,2 mio. kr.
I anledning af 100 året for Georg Brandes første forelæsninger udgav Post Danmark 11.
nov. 1971 et frimærker med Georg Brandes billede pålydende 90 øre.
SIDE 92
1843
Bundsbæk Vandmølle ved Dejbjerg N for Skjern blev genopbygget efter en brand. Det
gjaldt både stuehuset og vandmøllen. Man mener, der her har været vandmølle helt
tilbage til 1620, en fæstemølle under herregården Dejbjerglund. Avlsbygningerne er en
rekonstruktion fra 1976. Smedjen og informationshuset er fra 1987-88. Møllen har
været midtpunktet i mange rakkeres liv på egnen. Her fik de under statsbankerotten
1813 udleveret mel som fattighjælp. I årene 1918-48 leverede møllen elektricitet til de
omkringliggende gårde. Det fortælles, at møllens ejer Andreas Jensen altid var budt med
til fest, for så var man sikker på strømforsyning hele aftenen. I 1975 overtog SkjernEgvad Museum Bundsbæk Vandmølle og dens 35 ha store naturområde, der i dag
fungerer som museum med en fast udstilling om rakkernes liv samt skiftende
udstillinger. Museet besøges årligt af 17.500 gæster. I stuehuset er der indrettet cafe,
hvor der serveres såvel frokost som middag. Brød og kager bages i egen stenovn.
Specielt er man kendt for sine lækre kommenskringler. Der er også en gammel
købmandshandel. Lige N for Bundsbæk Vandmølle ligger Bjørnemosen, hvor der blev
gravet tørv, samtidig var det, sammen med Vognbjerg, i 1800-tallet tilholdssted for 2030 rakkere. Bundsbæk Naturpark i Bjørnemosen blev 2011 beriget med Alfio Bonannos
Land-Art "De Fire Øer."
1843
Den gamle Toldbod i Ringkjøbing blev bygget. Bygningen er opført af materialer fra
egnen. Kvadre fra No Kirke og trappen er gamle gravsten fra byens nedlagte kirkegård.
Dengang var Ringkjøbing en betydelig havneby. I gammel tid var tolderens øgenavn
“posekikker." Vejen forbi Toldboden er den gamle vej til Søndervig. Men allerede
1870, da Tangen lukkede udsejlingen til Vesterhavet, var Toldbodens mission til ende,
og ejendommen blev indrettet til lejligheder. I 1940 købte Ringkjøbing Kommune
ejendommen. I dag hedder ejeren Bente Merrild, der købte huset 1995, og indrettede
stedet som restaurant og galleri, senere er restauranten lukket og ændret til privatbolig.
1843
Kjøbenhavns Tivoli åbnede med journalist og tidsskriftsredaktør Georg Carstensen
(1812-1857) som initiativtager.
1843
Skamlingsbanken SØ for Kolding er Sønderjyllands højeste punkt. Fra 1843 er der
årligt holdt en national folkefest og folkemøde på stedet til støtte for danskheden i
Slesvig.
1843
C.C. Burmeister dansk mekaniker etablerede en maskinfabrik i et baghus i
Købmagergade i København. Virksomheden voksede og flyttede til Christianshavn,
hvor man begyndte med skibsbygning. I 1865 optog Burmeister skotten William Wain
som kompagnon. Senere blev firmaet til B & W. C.C. Burmeister døde 11. dec. 1898.
1843
Julekort sås for første gang i Danmark, otte år før frimærket udkom
1843
Frit lejde blev givet for aflevering af de forbudte destillationsapparater fra landets
mange hjemmebryggere. Resultatet bliver 11.000 destillationsapparater, heraf kom de
10.000 fra Jylland. Konklusion - jyderne er et ærligt folk.
1843
Toupéen blev opfundet som en erstatning for manglende hårvækst af den franske frisør
af samme navn.
1843-1907 Edvard Grieg norsk komponist
1843-1929 Evald Tang Kristensen dansk folkemindesamler af eventyr, sagn og folkeviser. Født
24. jan. 1843 i Nr. Bjert ved Kolding af Ane Persine Sand og degn Anders Kristensen.
Evalds opvækst blev ikke lykkelig, faren døde ung og moren giftede sig igen, men
Evald havde ikke hendes fortrolighed, og den nye stedfar styrede strengt hans
opdragelse. Evald ønskede at blive læge, men af økonomiske grunde måtte han nøjes
med at læse til lærer og dimitterede i 1861 fra Lyngby Seminarium med karakteren
”meget duelig.” Først blev han hjælpelærer i Husby, dernæst i Helstrup ved Randers. I
SIDE 93
1864 tog han en tillægseksamen i musik og kirkesang og fik ansættelse som degn og
kirkesanger i Gjellerup ved Herning.
Samme år blev han gift med Frederikke Duedahl. Men ægteskabet sluttede brat, da
Frederikke og barnet døde i barselseng. Han giftede sig igen i 1872 med sin kusine Ane
Margrethe Risum. Parret flyttede til Fårup, og Evald Tang Kristensen havde job som
lærer i Brandstrup ved Viborg. I 1888 fik han tildelt statsunderstøttelse, det muliggjorde,
at han kunne opgive skoleembedet for at arbejde med indsamling af folkeminder. Evald
Tang Kristensen var ven med digteren Anton Berntsen. I mere end 50 år indsamlede han
viser, eventyr, sagn og historier fra ca. 6500 meddelere, hovedsageligt fra de fattiges
samfundslag. Det blev til rigtig mange bogudgivelser, første bog udkom i 1881: ”Jyske
Folkeminder” efterfulgt af ”Danske sagn” og ”Jysk almueliv.” Men han måtte selv
finansiere udgivelserne, der kom i små oplag, for interessen var begrænset. Senere er
optegnelserne blevet en højt skattet kilde til viden om 1800-tallets folkeliv. I 1897
flyttede familien til Mølholm ved Vejle i en villa med navnet ”Mindebo.” Her boede
han resten af sit liv. Blev i 1900 enkemand, men giftede sig igen i 1905 med Kirsten
Marie Jensen Huus. Evald Tang Kristensen døde 9. april 1929.
Evald Tang Kristensens folkemindesamling blev til Europas største privatarkiv på dette
område. Det var svært for Evald Tang Kristensens at få økonomi i pionerarbejdet, hvor
han ofte vandrede rundt til fods. Der ligger stadig store mængder uudforsket materialer
fra Evald Tang Kristensens hånd i form af lommebøger, dagbøger og løse ark. Men
oplysningerne om datoer, oprindelse og meddelere er ret unøjagtige, så der ligger en stor
opgave for en initiativrig person med masser af tid.
Det er nok lidt for stærkt at sige, at optegnelsen af folkeviserne først er begyndt i 1800tallet. Der findes håndskrifter med visesamlinger fra omkring 1500. Anders Sørensen
Vedel udgav 100 udvalgte danske viser 1591. Peder Syv genudgav dem suppleret med
yderligere 100 i 1695. Men det er rigtigt, at den store systematiske indsamling først kom
i gang med Svend Grundtvig og Evald Tang Kristensen i 1800-tallet.
1844
Povlsbro en af Hærvejens gamle stenbroer med kun en bue S for Røde Kro. Opført i
1844 for 137 rigsdaler. Allerede i 1744 byggede man en egetræsbro på samme sted, den
blev flere gange restaureret. Povlsbro betegnes som Hærvejens smukkeste bro og fører
Hærvejen over Bjerndrup Mølleå. Ingen mørtel, kun mos og jord er brugt mellem
broens kløvede sten, så regnvand kan trække igennem og derved undgå
frostsprængninger. I 1970 blev broen gennemgribende restaureret efter en nøjagtig
opmåling. Alle sten blev nummererede, så broen efter nedbrydning kunne genopsættes
nøjagtig som den originale bro. Disse hærvejsbroer fungerer i øvrigt som naturlige
opholdssteder, hvor hærvejsturisterne kan holde hvil og hive madpakken frem.
1844
Danmarks første jernbane blev åbnet i Slesvig-Holsten fra Altona til Kiel. Et område
der i 1844 var dansk.
1844
Rødding Højskole, verdens første, blev oprettet mellem Gram og Vejen
1844
Brugsforening verdens første åbnede i Rochdale i Lancashire i England
1844
Silkeborg Papirfabrik blev grundlagt af Christian og Michael Drewsen
1844-1900 Friedrich Nietzsche tysk digter og filosof
1845
Silkeborg havde kun 30 indbyggere i hele området. Byen voksede op omkring den
senere nedlagte borg - Silkeborg fra 1400-tallet. Først da Michael Drewsen grundlagde
Silkeborg Papirfabrik ved Gudenå i 1844 tog udviklingen fart.
1845
København havde ifølge en folketælling 126.787 indbyggere
SIDE 94
1845-1923 Wilhelm Conrad Röntgen fysiker. Röntgen opdagede i 1895 under arbejde med
katodestrålerør ved et tilfælde en elektromagnetisk stråling, som han kaldte “x-stråler.”
Röntgen var med et slag blevet verdensberømt.
1846
Æter blev brugt som bedøvelsesmiddel for første gang
1846
Rød Aalborg, der er det populære navn for Aalborg Taffel Akvavit så dagens lys.
Ganske enestående har dette handelsprodukt overlevet 150 år, og betragtes stadig af
mange som den ”rigtige” snaps.
1846
Ringkjøbing Jernstøberi åbnede
1846
Dubonnet kan nydes for første gang, det skete i Paris
1846-1905 Amalie Skram norsk-dansk forfatter af romaner, noveller og skuespil
1846-1908 Holger Henrik Herholdt Drachmann dansk forfatter og marinemaler
1846-1908 Thorvald Bindesbøll dansk arkitekt
1847
Danmarks næstførste jernbane den 31 km lange strækning mellem København og
Roskilde blev åbnet 27. juni 1847, lokomotivet hed Odin. Med på “dampdragens”
første tur var Christian VIII og den rejselystne H.C. Andersen. Til indvielsen
komponerede H.C. Lumbye den kendte “Jernbanedampgalop.” Banen betragtedes i
begyndelsen nærmest som en folkeforlystelse. Oftest får denne strækning prædikatet
”Danmarks første,” men det er ikke korrekt, idet Altona-Kiel, der dengang var dansk,
blev etableret 1844. København-Roskilde
strækningen blev 27. april 1856 udvidet til Korsør. Først efter 1861 bredte
jernbanenettet sig kraftigt, og ”stationsbyen” blev et nyt ord i det danske sprog.
I anledning af 100 året for København-Roskilde rutens åbning udgav Post Danmark 27.
juni 1947 tre frimærker med motiver af forskellige tog. Den 26. juni 1972 fejredes 125
året med et rødt 70 øres frimærke, der var den tids normale brevporto. Motivet var en
Henry Heerup tegning af passagerer og tog. Og 12. juni 1997 blev 150 året fejret med
udgivelsen af to flerfarvede frimærker.
1847-1885 Jens Peter Jacobsen dansk forfatter
1847-1922 Alexander Graham Bell skotsk-amerikansk fysiolog og døvstumlærer.
1847-1928 Prinsesse Dagmar, eller Maria Sophie Frederikke Dagmar som er hendes fulde
navn, født 26. nov. 1847 i Det Gule Palæ tæt ved Amalienborg som datter af Louise og
Christian IX, der blev kaldt ”Europas svigerfar” på grund af, at fire af hans børn kom
til at sidde på europæiske troner. Hans ældste søn som Frederik VIII af Danmark,
Alexandra som dronning af England, Dagmar som kejserinde af Rusland og Vilhelm
som Kong Georgios I af Grækenland.
Dagmar, med sin hvepsetalje, blev 28. sept. 1864 forlovet med den russiske tronfølger
storfyrst Nikolai Alexandrovitsch, som hun kaldte ”Nixa,” men han døde i april 1865 af
rygmarvstuberkulose. Inden sin død udtrykte han ønsket om, at hun giftede sig med
hans yngre bror Alexandr Alexandrovitsch (26/2 1845-1/11 1894). Dagmar blev 23.
juni. 1866 forlovet med broren, som var zarens næstældste søn. De blev gift 9. nov.
1866 i Vinterpaladset i St. Petersborg, hvor hun tog navnet Grautza Marija Fjodorovna,
i familien kaldt ”Minnie.” Men hendes forældre Dronning Louise og Kong Christian IX
af Danmark var ikke med til brylluppet, af økonomiske årsager, det danske kongehus
kunne ikke hamle op med så fornem påklædning og udstyr som den russiske zarfamilie,
og valgte derfor at blive væk. Marija Fjodorovna blev meget afholdt og populær i
Rusland, ikke mindst grundet hendes indsats i sygeplejen under den russisk-tyrkiske
krig. Hun var også præsident for Røde Kors frem til og med Første Verdenskrig. Marija
Fjodorovna og Zar Aleksandr III besteg den russiske trone 1881. Dagmar blev
storfyrstinde af Finland, hvor hun blev kaldt ved sit danske navn. De boede på Anitjkov
SIDE 95
Paladset i Skt. Petersborg, hvor de levede et harmonisk og lykkeligt ægteskab. De fik
seks børn, to døtre Xenia (1875-1960) gift 1894 med Alexander Mikhailovich (18661933) og Olga (1882-1960) og fire sønner Nicholas (1868-1918), der som Nicolai II
blev Ruslands sidste zar gift 1894 med Alex of Hesse-Dormstadt (1872-1918),
Alexander (1869-70), Georg A (1871-99) der døde af tuberkulose og Michael II (18781918) gift 1912 med Natasha Wulfert (1880-1952).
Efter Zar Aleksandr III’s død 1. nov. 1894 i Livadia på Krim, vejledte Dagmar sønnen
Nicolai II, og forsøgte at begrænse munken Rasputins (1871-1916) indflydelse ved
hoffet. Som enkekejserinde var hun stærkt dominerende og forlangte forret frem for sin
svigerdatter, den tyskfødte Aleksandra Fjodorovna (1872-1918).
Kejserinde Dagmar og hendes to døtre befandt sig på Krim under revolutionen i 1919.
Dagmars søster Dronning Alexandra af England overtalte Dagmar til at rejse til London.
Sammen med en gruppe hviderusser flygtede de aug. 1919 på et britisk krigsskib fra
Krim til Danmark. Men hun var et politisk problem for det officielle Danmark og blev
ikke behandlet pænt af den danske regering. Heller ikke Kong Christian X var venlig
overfor Kejserinde Dagmar. Først boede hun i Christian IX’s palæ på Amalienborg,
flyttede senere til godset Hvidøre i Klampenborg, som hun havde købt 1906 sammen
med søsteren den britiske enkedronning Alexandra. Dagmar hjalp russiske landflygtige i
Danmark. På Hvidøre døde ekskejserinden 13. okt. 1928, hun blev balsameret og
anbragt i en egetræssarkofag ved siden af sine forældre Dronning Louise og Christian
IX i krypten i Roskilde Domkirke. Hun havde udtalt, at hun gerne ville begraves ved
siden af sin mand i Rusland, hvor hun har levet i over 50 år med sin familie. Derfor
bestemte Dronning Margrethe, at hendes sarkofag skal flyttes tilbage til familien
Romanoffs kejserlige gravsted i Peter-Paul Katedralen i Skt. Petersborg. Overflytningen
skete først ved en højtidelighed i Roskilde Domkirke 23. sept. 2006, afsejling fra
Danmark 26. sept. og ankomst og genbegravelse, i egetræskisten på 150 kg, i Peter-Paul
Katedralen i Skt. Petersborg 28. sept., der var datoen for Dagmars første ankomst til
Rusland, og 140 år efter sit bryllup.
Kejserinde Dagmars rejseapotek er sin egen historie værdig:
Kejserinde Dagmar (1847-1928), datter af Europas svigerfar Christian IX, blev gift med
den senere russiske Zar Alexander III, og fik navnet Maria Feodorovna. Parret fik bl.a.
sønnen Nicolaj, der senere blev Zar Nicolaj II og dermed Ruslands sidste zar. Zar
Nikolaj II og hele hans familie blev myrdet af bolsjevikkerne i Jekaterinburg 1918. I
1919 flygtede Kejserinde Dagmar fra Krim over England til Danmark, hvor hun
tilbragte sine sidste leveår på slottet Hvidøre i Klampenborg, N for København. Ved sin
død 1928 blev hun gravsat i Roskilde Domkirke, men 2006 blev hun genbegravet ved
siden af sin mand Zar Alexander III i Peter-Paul Katedralen i Sankt Petersborg.
Kejserinde Dagmars rejseapotek fra år 1900 har været igennem en turbulent tilværelse,
den har ledsaget en meget berejst kejserinde og på flugten 1919 til Danmark. Senere er
den gået i arv til hendes datter, Storfyrstinde Olga, der i forbindelse med emigration til
Canada 1948 overdrog rejseapoteket til familiens læge Børge Scheibel, hvis søn har
skænket det til Medicinsk Museion 2005.
Rejseapoteket befinder sig i en stor, kraftig, slidt og
ridset læderkuffert. En gylden messingplade
med indgraverede kyrilliske bogstaver ”EИB” og den
kejserlige russiske krone vidner om et
betydningsfuldt tilhørsforhold.
I kufferten befinder rejseapoteket sig i en sort
SIDE 96
skindbetrukket trækasse med gyldne
messingbeslag og kyrilliske guldprægede bogstaver: ”ЕЯ ИМПЕРАТОРСКАГО
ЕЛИЛЧЕСТВА” og den kejserlige russiske krone der fortæller, at rejseapoteket har
tilhørt: ”Hendes Kejserlige Højhed.”
I kassen er der 67 små rum beklædt med vinrødt velourstof, her ligger flasker, flakoner
og glasbeholdere i forskellige størrelser med medicinske medikamenter. Etiketter på
russisk præsenterer indskriften: ”Hendes Kejserlige Højheds Apotek,”
I kassens nederste rum ligger der kirurgiske instrumenter tandlægeinstrumenter, injektionssprøjter, v
Kejserinde Dagmars rejseapotek har et bredt velopdateret
udstyrs- og medikamentindhold til behandling mod
sygdomme omkring år 1900. Her er æter, opium, zinksulfat,
midler mod malaria, tyfus, lungebetændelse, hjertesygdomme
m.m. Der er midler til desinfektion og mod gigt, gigtfeber,
hoste, smerte m.m. Rejseapoteket dokumenterer, hvad der
blev brugt af medicin og udstyr. Det er et unikt klenodie for
Medicinsk Museion, og et
unikum for den medicinsk- og
farmacihistoriske kulturarv.
Siden 1918 har Københavns Universitet ejet og drevet
museet. Medicinsk Museion er en afdeling under Institut
for Folkesundhedsvidenskab, Det
sundhedsvidenskabelige Fakultet.
1847-1931 Edvard Brandes dansk politiker og forfatter bror til Ernst og Georg Brandes
1847-1931 Thomas Alva Edison amerikansk opfinder og industrimand.
1848
”Det kommunistiske Manifest” udsendtes af Karl Marx og vennen Friedrich Engels
1848
Slaget ved Bov 9. april 1848. I begyndelsen af april 1848 stod der 10.000 mand i
Slesvig, de mødte 7.000 slesvig-holstenere i krigens første slag ved Bov. Det blev en
overlegen dansk sejr, og Frederik VII kunne dagen efter holde sit indtog i Flensborg.
1848
Slaverne på Dansk Vestindiske Øer blev frigivet 3. juli på generalguvernør Peter Carl
Frederik von Scholtens (1784-26/1 1854) eget initiativ. Han havde siden 1829 foreslået
Frederik VI en trinvis frigivelse, men hver gang blev forslaget afvist. Frigivelsen skete
efter, at slaverne 2. juli 1848 havde gjort oprør på Skt. Croix. Peter von Scholten blev
dømt skyldig i misrøgt af embedet ved ikke at have slået oprøret ned med militært magt.
Ved en appeldomstol i Højesteret blev han dog senere frikendt. På den tid er byen
Charlotte Amalie på Skt. Thomas Danmarks næststørste by. I 1859 fastslog Christian
VIII at slavehandelen var ophørt.
1848
Værnepligt indførtes i Danmark i sept. af krigsminister Anthon Frederik Tscherning
(1795-1874). Han var medlem af Rigsdagen fra 1849-66. Nu var det ikke kun husmænd
og arbejdere, der skulle slås for Danmark. Lærere og præster var dog fritaget frem til
1861. Hærens almindelige soldaterløn var 12 skilling pr dag. Den direkte årsag til
ændringen var Første Slesvigske Krig. Tidligere havde det været sådan, at de
velhavende kunne købe sig fri for militærtjeneste og kugleregn ved at betale mindre
bemidlede, der så tog tjenesten. ”Den tapre landsoldat” var altså god nok til at slås for
fædrelandet, men ikke god nok til at få stemmeret. De fem f-er: Fruentimmere,
fattigfolk, fjolser, forbrydere og folkehold fik først valgret og valgbarhed ved
grundlovsændringen af 5. juni 1915.
1848
Thorvaldsens Museum blev indviet
1848
John Curtis producerede verdens første tyggegummi hjemme i sit køkken
SIDE 97
1848
Valg til Den grundlovgivende Rigsforsamling 5. okt. Valgret havde alle frie mænd
over 30 år. Valgdeltagelsen var kun 23%. De valgte trådte sammen første gang 23. okt.
på Christiansborg Slot, en begivenhed der er foreviget i Constantin Hansens (18041880) berømte maleri, der er gengivet på et frimærke udgivet til Grundlovens 100 års
jubilæum 1949. Rigsforsamlingen udformede de demokratiske rettigheder og regler for
landets styre i den kommende grundlov. Tankevækkende er det, at valget fandt sted
mens Treårskrigen rasede.
1848
Indenrigsministeriet blev oprettet
1848
Sikkerhedstændstikker, der kun kan antændes ved strygning mod et bestemt materiale,
blev opfundet af Anton von Schrötter. Tændstikker, der kan antændes på enhver flade,
og derfor er mere farlig, har været kendt siden 1823.
1848
Steen Steensen Blicher døde 26. marts 66 år gammel
1848-1850 Første Slesvigske Krig også kaldet Treårskrigen som Danmark vandt ved Dannevirke
og endelig ved det blodige slag på Isted Hede 25. juli 1850, hvor general Frederik Adolf
Schleppegrell og oberst Læssøe faldt. Krigen kostede den danske stat 85 mio. kr.
Fra soldaternes øveskydninger før krigen fødtes et stadig brugt udtryk. Soldaterne havde
deres ammunition i en bæltetaske, og efter øveskydninger skulle det menige mandskab
aflade geværerne og meddele antallet af tilbageværende patroner til officeren. Ved at slå
på tasken dannede soldaterne sig et indtryk af, hvor mange patroner der var. Herfra har
vi det folkelige udtryk: ”Et slag på tasken.”
1848-1863 Frederik VII født 6. okt. 1808 i København som søn af Charlotte Frederikke af
Mecklenburg-Schwerin og den senere Kong Christian VIII. Hans fødsel og dåb blev
aldrig noteret i kirkebogen, det blev simpelthen glemt. Charlotte Frederikke blev
grundet ”sidespring” bortvist til Rom, hvor hun også døde. “Fritz” blev Frederik
kaldtes i sin tøjlesløse ungdom. Han var fra 1939 guvernør over Fyn. To opløste
ægteskaber præsterede han, først med Vilhelmine, datter af Frederik VI, fra 1828 til
1837, og dernæst med Mariane af Mecklenburg-Strelitz fra 1841 til 1846. De kunne
simpelthen ikke holde ham ud, karaktersvag og uden standpunkter som han var.
Ægteskabelige sidespring var en stor del af Frederik VII’s liv. Balletdanserinde Jensine
Weiner var en tid hans faste elskerinde. Senere mødte han den 14-årige elev i balletkoret
Louise Rasmussen (21/4 1815-6/3 1874). Hun var født udenfor ægteskab af en
tjenestepige, vaskekone og pyntekone på Det kgl. Teater. Louise Rasmussen kom på
Den kgl. Balletskole som 11-årig 1826 og blev balletdanser på Det kgl. Teater fra 183542. Grundet en knæskade måtte hun opgive balletten. Sommeren 1844 tog hun til Paris.
Her studerede hun handel i modehuset Emmy Lecharpentier & Cie. Den 22. nov. 1844
åbnede hun en filial med franske kollektioner i Vimmelskaftet, noget der dengang var
helt usædvanlig for en kvinde, som hun kaldte:
Emmy Lecharpentier & Cie, Magazin de Modes en chapeaux, topues, bonnets et
autres coiffures, Rue Vimmelskaftet 20, Copenhague
Den økonomiske hjælp fik hun af avisudgiver og bogtrykker Carl Berling (1812-71),
med hvem hun levede papirløst. De fik en søn 1841, men det blev hemmeligholdt, for
Carl Berlings rige mor modsatte sig forholdet. Sønnen blev bortadopteret til England.
Som voksen boede han i England, men holdt i skjul kontakt med sin mor. Grundet en
voldsom brand 23. jan. 1846 opgav Louise Rasmussen modebutikken. Også i dag er der
tøjbutik i ”Louises Hus” med mærker fra Bestseller. Samme år åbnede Louise
Rasmussen en ny forretning på Amagertorv. Carl Berling var manden i hendes liv, hun
elskede ham livet igennem. Gennem ham mødte hun Frederik VII, der var Berlings
ungdomsven. Frederik VII indledte et varigt forhold til Louise Rasmussen, men
SIDE 98
forbindelsen forargedes adelen og det finere borgerskab. Fra Louise Rasmussens side
var der nærmest tale om en vennetjeneste, for hun var aldrig rigtig forelsket i kongen,
nærede kun ømhed og agtelse for “Fritz,” som hun kaldte for en “ustyrlig krabat.” Men
Louise Rasmussen havde en meget gavnlig indflydelse på kongen og har rimeligvis
forlænget hans liv alene ved at kontrollere hans enorme alkoholforbrug, ellers ville han
helt være gået i hundene.
Efter farens død blev Frederik VII udråbt til konge 20. jan. 1848. Hans omdømme ved
tronbestigelsen var ikke positiv, to skilsmisser, en sjofel omgangskreds og andre
skandaler fra den lavstammede, fedladne og uligevægtig mand med den svage psyke.
Han frasagde sig enevoldsmagten og formåede at fremstå som et folkeligt og nationalt
samlingsmærke med fornemmelse for en kongelig optræden.
Frederik VII's regeringstid er for eftertiden sammenbundet med Treårskrigens nationale
stemning.
Han udnævnte Berling til sin privatsekretær, og Berling fik herigennem stor politisk
indflydelse, som også Louise Rasmussen fik. Carl Berling døde 1871 på en tur til Det
Hellige Land.
Den 7. aug. 1850 blev Louise Rasmussen Frederik VII’s tredje hustru til venstre hånd
og ophøjet til Lensgrevinde af Danner. Parret blev viet i Frederiksborg Slotskirke. Hun
styrede husholdningen, broderede, skrev breve og ydede stor velgørenhed for mange
fattige. Men samtiden var rystet over kongens valg: “Til ydmygelse for sin slægt og til
sorg for sit land.” I befolkningen blev grevinden aldrig populær. Hun hadede
København, forargelsen var permanent, hun blev altid betragtet som “en simpel
ludder,” og smædeviser hørte til dagligdagen. Ved Grevinde Danners død 6. marts 1874
under et ophold i Genua i Italien, testamenterede hun sin betydelige formue til stiftelsen
for ældre kvinder af arbejderklassen og til børnehjemmet i Jægerspris for forældreløse
piger. Grevinde Danners sarkofag blev indsat i en gravhøj i Jægerspris Slotspark. Hun
var ugleset i sin samtid, men eftertiden har forstået hendes storslåede indsats og
gavmildhed. Alt hvad hun havde fået af Frederik VII, gav hun tilbage, til dem der
trængte. Og på den tid var der ingen sociale love der hjalp nødstedte, hun havde et stort
hjerte. Ved grevinde Danner og Frederik VII’s besøg på Nørre Vosborg i 1861 blev
kongen vejet på godsets vægt, der viste 115 kilo.
Hans meget livlige fantasi bar præg af lystløgner. Hans hobby var udgravning af
oldsager, jagt- og fisketure samt almindelig borgerlig hygge, men det passede dårligt til
salene på Christiansborg. Kongen elskede nødder, han spiste så mange, at
Grevinde Danner forbød ham spise dem grundet hans tiltagende vægt. Kongen kunne
ikke få børn. Hans popularitet steg, da han afskedigede Danmarks sidste enevældige
regering 21. marts 1848, det gav ham tilnavnet ”Frederik Folkekær.” Han underskrev
Danmark Riges Grundlov 5. juni 1849 kl. 11 - Junigrundloven, den afløste Kongeloven
fra 1665, men gjaldt kun kongeriget ikke hertugdømmerne. Frederik VII var den sidste
oldenburger på den danske trone, han døde af rosen på Glücksburg Slot ved Flensborg
Fjord 15. nov. 1863. Her stod hans lig til skue i 14 dage, det udviklede en frygtelig
stank, så stærk at flere af de soldater der stod vagt besvimede. Grevinde Danner arvede
Jægerspris Slot og kongens hele formue.
Med Frederik VII uddøde også den oldenborgske kongerække. Kongens valgsprog var
det samme som jordemødrenes: ”Folkets kærlighed min styrke” det var ærligt ment,
men han yndede ikke regeringsarbejdet.
På torvet i Hillerød står en statue af Frederik VII fremstillet af H.W. Bissen. Og i et lille
anlæg ved Brejningkrydset på Herning-Ringkjøbing hovedvej er der 15. nov. 1875 rejst
SIDE 99
en mindestøtte med inskriptionen: “De danskes erkjendtlighed vil følge ham til sildigste
slægter.” I anlægget i Skjern står en buste af Frederik VII rejst 5. juni 1877. Men her
har den ikke altid stået, oprindelig havde den sin plads ved Skjernbrogård, hvor egnens
befolkning hvert år 5. juni samledes til grundlovsfest. Her lå ”æ Bommhus,” hvor
vejfarende i gammel tid måtte betale bompenge for at passere broen over åen. Før der
var noget der hed Skjern, lå også her den landskendte kro Skjernbro, hvor madam
Lybecher residerede. Her lå også herredets tingsted med Galgehøjen og ”æ Polles
Knold.”
1848-1903 Paul Eugine Henri Gauguin sømand, børsmægler, maler, grafiker, billedhugger,
sælger og forfatter
1849
Danmarks Riges Grundlov ”Junigrundloven” blev underskrevet 5. juni 1849 af
Frederik VII. Loven markerer overgangen fra enevælde til repræsentativt folkestyre.
Folkestyret indførtes med en tredeling af magten den lovgivende, udøvende og
dømmende magt. En ide fra den franske filosof Charles de Secondat de Montesquieus
bog “Lovens ånd” fra 1748. Hovedideen var, at alle mennesker er født lige, og derfor
bør have lige andel i samfundets styre og goder med frie folkevalg og beskyttelse mod
overgreb fra tyranner. Og dog – for den bestemte også, at beboere på fattiggårde og
modtagere af fattighjælp mistede deres stemmeret og valgbarhed.
Hovedreglerne om statens forfatning kan normalt ikke ændres, men kun opfyldes og
skærpes. Loven gjaldt kun kongeriget, derfor var Slesvig-Holstens forfatningsforhold
stadig uløste. Det første møde i Den grundlovgivende Rigsforsamling fandt sted på
Christiansborg 23. okt. 1848, og blev vedtaget 25. maj 1849. Grundlovsudkastet blev
udarbejdet af politiker (håbløs) og biskop Ditlev Gothard Monrad (1811-87) og
redigeret af juristen Orla Lehmann. To personligheder der i særlig grad kom til at
påvirke lovens indhold.
Junigrundloven indførte de såkaldte frihedsrettigheder, dvs. religions-, trykke-,
forenings- og forsamlingsfrihed, grundlovsforhør samt boligens og ejendomsrettens
ukrænkelighed. Ligeledes blev den almindelige værnepligt og retten til offentlig
forsørgelse og fri skolegang for ubemidlede grundlovsfæstet. En række løfteparagraffer
varslede love om bl.a. folkekirken, retsvæsenet og næringsfriheden. Rigsdagens to
kamre, Folketinget og Landstinget, fik hhv. 100 og 51 medlemmer, og valgreglerne
gjorde Junigrundloven til samtidens mest demokratiske grundlov.
Første folketingsvalg efter Grundlovens vedtagelse var 4. dec. 1849. I alt 204.200
vælgere deltog, svarende til 14,5% af befolkningen. Det morsomme bestod i, at med
befolkningen mentes selvstændige med egen husstand, uberygtede mænd over 30 år, for
kun de havde valgret.
Af skræk for uoplyste massers magtovertagelse udelukkede man de fem f’er:
Fruentimmere, folkehold, fattige, fallenter og fjollede. Landstinget var forbeholdt
personer med en vis indtægt.
Den københavnske rigmand, grosserer og storkøbmand Alfred Hage hyrede, med Orla
Lehmann som mellemmand, guldaldermaleren Constantin Hansen for en pris af 4.000
rigsdaler, det svarer til ½ mio. 1998 kroner, til at gengive dette skelsættende møde i
danmarkshistorien. Opgaven var imidlertid større, end Constantin Hansen havde
beregnet, fire år tog det ham at male: “Den grundlovgivende Rigsforsamling i 1848”
med over 100 vellignende portrætter. Omkostningerne oversteg maleriets aftalte pris, og
Constantin Hansen var på fallittens rand, hans anmodning om at få dækket en ekstra
regning på 600 rigsdaler ifald grosserer Hage var tilfreds med arbejdet, blev ikke
honoreret. Det 338 x 500 centimeter store maleri hænger på Frederiksborg Slot i
SIDE 100
1849
1849
1849
1849
1849-1912
1849-1914
1849-1921
1849-1927
1866-1930
Hillerød og betragtes som museets klenodie. Det er samtidig et enestående monument i
danmarkshistorien. I forgrunden af billedet ses alle de prominente personer og i
baggrunden bønderne, arbejderstandens repræsentanter og de mindre prominente.
Af de mange kendte personer i Den grundlovgivende Rigsforsamling sad foruden Ditlev
Gothard Monrad og Orla Lehmann bl.a. N.F.S. Grundtvig, Andreas Evald Meinert
Tang, Anders Sandøe Ørsted, Ole Chr. Kirk, skomager Jens Andersen Hansen,
teologiprofessor H.N. Clausen, professor Schouw, A.F. Tscherning, A.W. Moltke, Carl
Ploug.
I anledning af 100-året for Danmarks Riges Grundlov udgav Post Danmark 5. juni 1949
et rødbrunt frimærke pålydende 20 øre, den tids normale porto. Motivet er netop
Constantin Hansens “Den grundlovgivende Rigsforsamling i 1848.” I 150-året for
Grundloven udgav postvæsenet 2. juni 1999 et hvidt/rødt frimærke med paragraftegn
pålydende 4 kr.
Danmarks første revy opførtes nytårsaften på Casino Teatret i København
Lægdsrulle betegnelse for register over værnepligtige, blev indført i forbindelse med
Treårskrigen.
Reuters Bureau et britisk nyhedsbureau blev oprettet i Aachen af tyskeren Paul Julius
Freiherr von Reuter (1816-1899).
Ringkjøbing Rådhus på Torvet blev indviet. Bygherren var købmand Laurids Lange
August Strindberg svensk forfatter
Jacob August Riis dansk tømrer, journalist, fotograf og forfatter. Han blev af Præsident
Theodore Roosevelts kaldt for “New Yorks nyttigste borger.”
Martin Nyrop dansk arkitekt i Holmsland Præstegård i Kloster
Michael Ancher dansk maler
Jeppe Aakjær socialrealistisk, folkelig forfatter født 10. sept. 1866 i Aakjær, Fly ved
Skive af Cathrine Margrete Jeppesen (1839-90) og Jens Peder Jensen (1834-1901).
Jeppe var tredje ældste barn af otte. Trods det de havde en lille gård, var de fattige
bønder, men hørte til den oplyste del af bondestanden. Aakjær i Fjends Herred var en
lille bygd på seks gårde S for Fly. Jeppe Jensen hed han indtil 12. marts 1906, hvor han
tog fødegårdens navn Aakjær.
Jeppe var en læsehest og kom på Staby Højskole. Han tog præliminæreksamen fra
Blaagaard Seminarium i København i 1884. I 1887 fik han 17 dage i Viborg arrest med
sigtelse for blasfemi. Havde ophold på Askov Højskole 1887-88. Underviste på Elbæk
Friskole 1888-89, hos Morten Pontoppidan i Jørlunde og senere i København fra 189192. Blev student 1892 fra København hvor han var politisk aktiv. I 1893 skulle han ind
som soldat, men slap grundet en øjenskade.
Jeppe Aakjær blev gift 11. juli 1893 i København med Marie Bregendahl (6/11-186722/7-1940), der også var fra Fly. Aakjær havde bestemt sig for at læse til cand. mag. i
historie på Københavns Universitet. Samtidig blev han rigsdagsreferent for
socialdemokratiet. Marie Bregendahl, der endnu ikke var blevet forfatter, havde den ide,
at hun kunne ernære familien ved at drive et pensionat. De anstrengte økonomiske
forhold sled på ægteskabet, der opløstes i 1900, hvor Jeppe forlod sin Marie. Sønnen
Svend Bregendahl Aakjær (20/1 1894-12/1 1963) blev landsarkivar i Viborg 1929,
stadsarkivar i København 1945-56 og rigsarkivar 1956-63.
Jeppe Aakjær skrev som journalist i blade, politiske agitationer, digte og samlede
folkeminder. Derudover holdt han utallige foredrag og oplæsninger, hvor han kunne
være meget morsom.
SIDE 101
Jeppe Aakjær blev gift anden gang 25. april 1907 med billedskærer Nielssine Juliane
Nanna Jensen Krog, der var født på Store Dør i Måbjerg ved Holstebro 23. jan. 1874,
parret fik to børn Solvejg og Esben.
I april 1907 erhvervede familien gården Jenle N for Skive, først var det broderen Jens
Aakjær, der havde skødet, og Jeppe Aakjær sad til leje. Først fra 1919 blev han selv
ejer, efter at have udgivet sine samlede værker og dermed fået penge i kassen. Nanna
Aakjær brugte sin uddannelse som billedskærer til at sætte præg på det kulturelle hjem,
med billedskærerarbejder overalt i såvel møblementet, småting i hjemmet og i selve
bygningen. Hun var også aktiv i landets samfundsanliggender, hvor hun forud for
grundlovsændringen 1915 var meget aktiv i ”Kvindevalgretsforeningen,” der netop
skaffede kvinderne valgret i 1915. Nanna Aakjær døde 4. aug. 1962 på Skive Sygehus.
I 1961 overtog datteren Solvejg Aakjær Bjerre (1908-2001) gården Jenle. Den 6. feb.
1981 solgte hun Jenle til Fredningsstyrelsen for 1,4 mio. kr., med den klausul at hun
måtte bo der til sin død. I 1976 flyttede Solvejg Aakjær Bjerre ind på Jenle som
pensionist. Hun udgav flere bøger bl.a. “Livet på Jenle” fra 1985.
Solvejg Aakjær Bjerre var uddannet fysioterapeut, hun havde arbejde på Kofoeds Skole
i København. Blev i 1929 gift med Hans Bjerre overlæge på Fåborg Sygehus.
Jenle har været og er stadig rammen om folkemøder. En ide fra St.St. Blichers
“Himmelbjergmøder” og Bjørnstjerne Bjørnsons “Aulestadmøder,” med politiske og
litterære indlæg efterfulgt af sang og dans, omen stilen er ændret en del.
Jeppe Aakjær angreb gårdmandsstandens undertrykkelse af husmænd, samt kirken og
præster især de missionske. Han skrev socialrealistiske fortællinger om hjemstavnen i
lighed med Skjoldborg, Johs. V. Jensen og Martin Andersen Nexø.
Jeppe Aakjær debuterede 1899 dels med fortællingen “Bondens Søn” og dels med
digtsamlingen ”Derude fra kjærene.” Romanen ”Vredens børn” fra 1904 er en
fantastisk god roman, der skabte et voldsomt røre. Med over 800 avisartikler landet over
blev den direkte årsag til ophævelse af ”tyendeloven,” hvor husbond havde ret til fysisk
afstraffelse af sit tyende. Aakjær er markens digter, og 27 kendte sange har han med i
“Højskolesangbogen.” I 1905 udkom digtsamlingen ”Fri felt.” Hvem kender ikke det
sørgelige digt om ”Jens Vejmand” skrevet 19. juni 1905 i Jebjerg, til digtsamlingen
”Rugens sange,” der udkom 1906, samt “Jeg er havren. Jeg har bjælder på” skrevet til
“Politiken” i 1916. Den rigtige ”Jens Vejmand” hed Jens Nielsen (17/11 1832-3/2
1901) søn af Karen Sorensdatter og husmand Niels Hansen. Jens Nielsen blev gift i
Herning Kirke 7. juli 1854 med Johanne Marie Pedersen (1829-23/10 97). Parret fik 10
børn, hvoraf de fire døde som små. Jeppe Aakjær havde en samtale med Jens Nielsens
efterfølger Thomas Pedersen om vejmandens slidsomme arbejde og trange kår, en
samtale der gav Jeppe Aakjær inspiration til sangen, herfor fik Thomas Pedersen 25 øre,
står der noteret i Jeppe Aakjærs regnskabsbog. Jens Nielsen var fra Tjørring N for
Herning og blev begravet på Tjørring Kirkegård 9. feb. 1901, hvor gravminde nr. 126
naturligvis er et frønnet bræt. På en rasteplads ved hovedvejen N for Tjørring står en
skulptur af Erik Heide over ”Jens Vejmand.” Aakjær skrev også skuespil: ”Livet på
Hegnsgården” fra 1907. Biografier var også med i hans produktion fx om Steen
Steensen Blichers livstragedie fra 1928. Erindringsromanen: ”Fra min bette tid” udkom
i 1928. Aakjær skrev desuden mange noveller, var også en ivrig debattør i artikler og
utallige foredrag og en evig forkæmper for de sociale tabere. Ved et besøg hos Georg
Brandes skrev Aakjær til en ven: ”Havde vi fået rødgrød, var den nok blå.” Aakjær nød
stor folkelig popularitet og udnævntes i 1926 til nationens folkelige sangskriver. Post
SIDE 102
mortem udgivet af Solvejg Aakjær Bjerre: ”Efterladte erindringer” fra 1934 og
”Breve” fra 1944.
Jeppe Aakjær blev fundet død i sin have på Jenle 22. april 1930. Da han havde ønsket at
blive brændt, blev hans lig sendt til København, for det var dengang det eneste sted i
Danmark, man kremerede. En stor menneskemængde fulgte ham på hans sidste rejse,
der blev i Idrætshuset holdt en storstilet højtidelighed. Hans urne blev nedsat i skoven
nedenfor Jenle, hvor der ligger en beskeden gravsten. I 1980, 50 året for hans død,
stiftedes Aakjærselskabet. Selskabet afholder folkemøder, den årlige “Jenlefest” og
uddeler en årlig “Aakjærpris.” Jeppe Aakjær var en stor beundrer af Robert Burns.
1880-1954 Harry Søiberg bogbinder og forfatter født søndag 13. juni 1880 i Ringkjøbing af
Christiane Margrethe Pultz (1850-1927) af gammel tysk adelslægt og bundtmager Niels
Nielsen Søiberg (1844-1910) af vestjysk bondeslægt.
Faren var oprindelig meget velstående, en overgang byens største skatteyder, men
økonomisk gik det ikke alt for godt for bundtmageren, så familien flyttede 1892 til
Aarhus, hvor faren måtte arbejde som svend, da var Harry 12 år.
Harry var et svageligt barn, han stammede og havde svært ved at følge med i skolen.
Efter konfirmationen stak Harry Søiberg til søs, men morens nervøsitet for det farefulde
liv på søen fik Harry til efter et år at gå i land. Han kom i lære som bogbinderi Aarhus
og blev udlært 1899. Under sin læretid tumlede han flere gange med planer om igen at
stikke til søs eller måske endda emigrere til USA, men tankerne forblev luftkasteller. Sit
eventyrlystne gemyt fik Harry Søiberg tilfredsstillet ved at deltage i
arbejderbevægelsens arbejde og i politik, hvor han markerede sig som socialist. Han var
en blændende taler, år senere var han hovedtaler ved et af de årlige Himmelbjergmøder.
Men al den fagforeningssnak bekom ikke hans chef vel, Harry Søiberg blev fyret, og
ingen andre mestre ville ansætte en sådan rebel. Herefter tog han til København, hvor
han et års tid arbejdede i bogbinderfaget.
Så blev han statist ved teatret, her fik han uddybet sit kendskab til den litterære verden.
Igennem årene havde han på privat plan puslet med digte og fortællinger, men nu
trængte digterverdenen sig for alvor på, skriveriet havde fænget. Men for at kunne gøre
sig i denne verden, var det nødvendigt at læse videre. Det gjorde han, men det blev
nogle drøje år, for i forfatterverdenen starter man kun sjældent med indtægter. Men
Harry Søiberg havde det held, at hans pensionatsværtinde i København Karen Svendsen
fattede interesse for den unge mand, hun blev hans velgører. Hun støttede ham i at læse
til artium, som studentereksamen dengang og frem til 1850 hed. Men - Harry dumpede.
Harry Søiberg debuterede som forfatter 1904 med skuespillet: “Syg slægt,” men kritikerne hånede ham. Den næste bog var en knaldroman: “Under kampen,” den blev
modtaget en anelse bedre. Bøgerne solgte han ved kolportage, hvad der dengang var
ganske almindeligt for forfattere. Men 1906 fik han sit gennembrud med
novellesamlingen: “Øde egne,” fire historier der skildrer vestjyske bønder og fiskere,
bogen blev godt modtaget.
Den 19. marts 1909 blev Harry Søiberg gift i København med Inger Marie Jensen Ipsen
(18/7 1886 København-30/8 1932 København). Ægteskabet holdt ikke og 23. okt. 1913
blev han gift anden gang i Frogner med Helene Jenny Frederikke Storm (1882-1977 i
Skagen).
Harry Søiberg sad i årene 1939-46 i bestyrelsen for Dansk Forfatterforening. Han blev
støttet af talrige legater, for dem rejste han i Norge, Tyskland, Italien og Orienten. Med
sit vildmandsblod i årerne bosatte han sig snart i Norge, snart på Sjælland og snart i
Jylland. Længst tid boede han i Skagen.
SIDE 103
1881
Af hans romaner kan nævnes: “Folket ved havet” fra 1908, “Af Jordens slægt” fra
1910, “Mens vinden hvisker i marehalmen,” fra 1925 og fra 1932 “Fra hjertets
krinkelkroge.” Trilogien: “De levendes land” indbragte ham litteraturprisen i 1932 og
betragtes som hans hovedværk. Trilogien beskriver konflikten mellem kærligheden og
den strenge missionske tro: “Foran livets port” fra 1916, “Lyset” fra 1918 og “De
levendes land” fra 1920. Endnu en trilogi: “Søkongen” fortæller om en vestjysk fisker.
De tre bøger hedder: “Søkongen” fra 1926, “Søkongens datter” fra 1928 og
“Søkongens sidste rejse” fra 1930.
Sluttelig kom endnu trilogi, denne gang med selvbiografiske træk fra Ringkjøbing og
Aarhus: “En kvindes kamp” I-II fra 1938, “En børneflok vokser op” fra 1949 og “På
vej mod tiden” fra 1952. Derudover skrev Harry Søiberg adskillige artikler om fiskeriet
og om de grønlandske forhold. Han var en af vore bedste folkelige fortællere, og en af
de mest læste forfattere i begyndelsen af 1900-tallet.
I Ringkjøbing er han hædret ved at få opkaldt en gade, Søibergsvej, efter sig. Harry
Søiberg døde 2. jan. 1954 i København og ligger begravet på Højen Kirkegård i
Gammel Skagen.
De Danske Spritfabrikker oprettes med C.F. Tietgen som ophavsmand ved en
sanering af den danske spiritusfabrikation.
Eau de vie eller aqua vitae betyder livets vand oversat til akvavit. En gammel opfindelse
som allerede de gamle egyptere brugte til fremstilling af parfume. Alkymisten Arnaud
Villeneauve betegnede den spiritus, han i 1300-tallet fik i glasset, som eua de vie. I
1400-tallet destillerede munkene, men brændevinen blev også brugt til at blande i krudt
og til at væde kanonlunterne med, det satte fut i affyringen. I 1500-tallet reklamerede
apotekerne for brændevin tilsat urter: “Hjælp mod alle Krankendommer et Menneske
kan have indvortes.”
Herhjemme blev snapsen først fremstillet af vin. Men i 1500-tallet begyndte man at
bruge korn og i 1800-tallet kartofler. I mange år brugte man hvede om sommeren og
kartofler om vinteren. Der gik 1 kg hvede eller 2 kg kartofler til én flaske snaps. Man
sagde, én kartoffel giver én snaps. I dag bruges kun korn i brændevinsproduktionen, der
hver dag er på 20.000 liter. Hovedparten heraf eksporteres til 140 lande.
Den hjemmebrændte snaps var uklar og smagte fælt på grund af fuselolien, der er en
giftig blanding af alkoholer bl.a. propylalkohol, derfor døvede man smagen med
kommen. Hjemmebrænding blev forbudt i 1689, men det fortsætter i stor stil illegalt. I
årene efter De Slesvigske Krige fra 1864 og frem til 1920 var det meget vanskeligt for
værtshuse i Sønderjylland, at få spiritusbevilling. Derfor opfandt sønderjyderne som en
art erstatning “det sønderjyske kaffebord.” Det skulle bestå af mindst syv og helst tyve
slags kager. Her et eksempel: Bundlæggere i form af boller, brødtærte og kringle,
efterfulgt af pladekage og to slags sandkager, mindst to slags lagkager den ene med
flødeskum, riskager, cremesnitter og sluttelig mindst seks slags småkager.
I 1843 grundlagde polakken Isidor Henius Aalborg Privilegerede Sirups- og Spritfabrik
i Jomfru Ane Gade. I 1860 fandt Isidor Henius, en ny metode til fremstilling af fuselfri
snaps. Han sendte Aalborg Taffel Akvavit på markedet, og “Rød Aalborg” var født. I
1923 havde Aalborg opkøbt alle tilbageværende brænderier i Danmark og fik
koncession på spritfremstilling frem til 1972, hvor vi kom i EU.
Allerede i 1621 indførte Danmark afgift på snaps, den var dog særdeles beskeden. Men
afgørende betydning for snapsen fik Første Verdenskrig. Da blev der indført en markant
ekstra afgift, fordi hæren havde brug for korn til føde frem for, at kornet blev brugt til
snaps. Den 27. marts 1917 kostede en hel flaske snaps 99 øre., 28. marts 1917 steg den
SIDE 104
til 5 kr. og få måneder efter til 12,40 kr. Resultatet blev, at forbruget faldt til en
tiendedel fra 15 flasker pr. indbygger om året til 2, et tal der ikke har ændret sig meget
siden. Med til historien hører, at man i årevis havde sloges om forhøjelser på 5 eller 10
øre pr. flaske.
Navnet De Danske Spritfabrikker er senere ændret til Danisco Distillers. De fremstiller
sprit, akvavit, gær, kartoffel- og løgprodukter på fabrikker i København, Aalborg,
Grenå, Roskilde, Varpelev ved Køge samt en del i udlandet. Desuden ejer Danisco flere
forsøgsgårde.
Der findes i dag (1999) 17 typer snaps. Aalborg Taffel Akvavit fra 1846, Harald Jensen,
Brøndums, Aalborg Export (madeira/sherry), Fuselfri, Brøndums Kummenaquavit fra
1819, Aalborg Stjerne, Porse, Akeleje (fennikel), Jubilæums, Havstryger (dild), Aalborg
Extra, Aalborg Juleakvavit 47%, Krone, Gylden mild Høker, Klar mild Høker og Blå
Aalborg. Senere er dog Fuselfri og Akeleje udgået, men Dild kommet til.
Danisco har i marts 1999 budt 9,5 mia. kr. for finske Cultor, en handel der dog skal
godkendes af aktionærerne. Bliver det en realitet, vil firmaet beherske al sukkerhandel i
Norden, være den største udbyder i verden af tilsætningsstoffer og den tredje største i
Europa med emballage. Til gengæld vil der blive solgt ud af arvesølvet først og
fremmest Spritfabrikkerne med den danske snaps, men også Bähncke og Skelskør.
Sverige er her den seriøse interesserede, og 19. dec. 1999 overtager det svenske
statsforetagende Vin og Sprit AB det danske arvesølv.
1899-1965 Aksel Sandemose hed oprindelig Axel Nielsen. Dansk-norsk forfatter født 19. marts
1899 på Færkenstræde 12 i Nykøbing Mors. Moren Amalie Jakobsdatter Sandermosen
var fra Norge, og faren Jørgen Nielsen var smed og afholdsmand.
Ni søskende kom der med passende mellemrum i smedefamilien. Man forsøger p.t. at
skaffe penge til istandsættelse af Sandemoses barndomshjem, der i så fald skal bruges til
ophold for bl.a. sandemoseforskere.
Sandemoses kærlighedsløse barndom dukker ofte op i hans litteratur. Han skriver, at
hans far en eneste gang lagde hånden på hans hoved, og at hans mor aldrig har kysset
ham. Aksel var med sit fantasifulde og sårbare sind anderledes, derfor blev han mobbet i
skolen. Foråret 1914 blev han sat i lære som gartner. Han var på en gang både genial og
gal, gik for at være en slagsbroder og drukkenbolt. Han flygtede i 1916 fra hjemstavnen
for at sejle tværs over Atlanten til den canadiske
provins Newfoundland. I 1919 rejste Sandemose til København for at tage
studentereksamen, faren og en ældre bror kautionerede for et lån i Nykøbing Bank, men
hvad de ikke vidste, var at Sandemose kun sjældent kom til undervisningen, han fik
aldrig sin eksamen, men da han igen kom til Nykøbing, havde han studenterhuen på, de kan jo købes. April 1921 tog han efternavnet Sandemose.
Sandemose blev gift med Dagmar Ditlevsen, de havde kendt hinanden fra 1915.
Parret fik tre børn, heraf var to piger tvillinger. Meget forskelligt har Sandemose prøvet
dansk “lærereksamen” fra Staby Vinterlærerseminarium, arbejdsmand ved anlæggelse
af Morsøbanen, tørvegraver i Vamdrup, hvortil familien flyttede i 1923, og levede her
stort set af kartofler. Så flyttede de til Hareskoven, herfra flyttede de til Bispebjerg i ly
af nattens mørke, fordi de skyldte alle handlende i Hareskov penge. En overgang var
han kustode på Ny Carlsberg Glyptotek med uniform og trekantet hat. Så sendte
Sandemose nogle noveller til Johannes V. Jensen, der åbenbart så et talent og hjalp
Sandemose med at rette stilen til. Hvert år besøgte Johannes V. Jensen familien
Sandemose på Store Bededag. Fra 11. maj 1930 bosatte familien sig i Norge, hvorfra
hans mor stammede, herefter skrev Sandemose på norsk. Årsagen til, at han flyttede til
SIDE 105
Norge, skal måske findes i, at han havde solgt romanen: ”En sømand går i land” til
både Gyldendals - og Hasselbalchs Forlag, og derfor forsøgte at forsvinde. I romanen
optræder for første gang figuren Espen Arnakke, digterens ego Den første lejlighed de
havde på Blylaget i Oslo, flyttede de fra uden at betale. Sandemoses økonomi har altid
været håbløs, men han havde lært sig en god teknik nemlig at låne penge, men betalte
dem meget nødigt tilbage.
Dagmar Ditlevsen var en tålmodig sjæl, for Sandemose indledte i 1931 et forhold til den
fraskilte Karen Lang, der også var sandemoses ven Sigurd Hoels elskerinde. Dagmars
tålmod slap op i 1937, da stillede hun Sandemose et ultimatum. Sandemose var ikke en
modig mand, så han rejste til London og senere til Newfoundland. I 1938 fødte Karen
ham en søn, Stephan. Ved krigens udbrud i 1940 erklæredes Sandemose uønsket i
Norge. Han så nærmest sin udvisning som en løsning på sit umulige familieforhold og
flyttede til Sverige. Økonomien var fortsat i uføre. I en periode flakkede han rundt i
Sydnorge stak af fra pensionater og hoteller uden at betale regningen. Også forfatteren
Tom Kristensen var blandt Sandemoses venner.
Sandemose debuterede i 1923 med: ”Fortællinger fra Labrador.” Hans hovedværk og
egentlige gennembrud er: ”En flygtning krydser sit spor.” Bogen der fødte
”Janteloven,” skrev han i 1933, den udkom først på dansk i 1938. Det er en
selvbiografisk skildring af hans fødeby i 1910, byen kalder han Jante. Som Espen
Arnakke ser han byen som et åndeligt torturkammer, hvor alle kæmper for at holde
hinanden nede. Uretfærdigheden der avler aggressivitet, vidnet der udråbes som
synderen, mennesket der trænger til forbedringer. Bogen afslører samtidig Espens
mange fobier.
Jantelovens ti bud, som alle egentlig siger det samme: ”Du skal ikke bilde dig ind, at du
er noget,” en lov alle bruger, og alle er offer for samme. Og skulle en enkelt alligevel
hæve sig over de ti bud, har Sandemose garderet med en ekstra straffelov: ”Du tror
måske ikke, at vi ved noget om dig?” Bogen blev opfattet som en provokation mod hans
fødeby. Først 5. marts 1965 skete Sandemoses forløsning, på Centralhotellet i Nykøbing
Mors: ”Han var rystende nervøs. Der var dødstille. Sandemose gik langsomt et skridt af
gangen. Det var tydeligt, at han var bange. Så var der endelig et behjertet menneske,
som begyndte at klappe, og alle 600 i salen fulgte efter. Man kunne ligefrem se lettelsen
på Sandemoses ryg.” Fem måneder senere døde Sandemose på Rigshospitalet i
København. Ifølge brev fra digteren Knud Sørensen var han formand for det udvalg, der
arrangerede det omtalte møde, og ham der så: "lettelsen på Sandemoses ryg." Derfor
skrev han verset:
Aksel Sandemoses ryg i Jante 5. marts 1965
Den aften stod han længe
foran døren, den aften
stod han længe foran døren i Jante,
ind til Jante eller ud af Jante, den aften
stod han længe foran en dør i Jante,
og de papirer
han havde i hånden sitrede, den aften
var hans ryg mere hans ansigt
end hans ansigt var, og den aften
efter timers eller minutters eller måske
var det kun sekunders tøven gik han
ind ad den dør, og 600 ansigter
SIDE 106
blev vendt imod ham den aften,
og man kunne høre døren blive lukket igen
og ellers ingenting, og han gik
stift gennem 600 stilheder
10 skridt, 11 skridt, 12 skridt, og så
begyndte 600 mennesker at klappe den aften,
og hans ryg blev en anden ryg,
og man kunne se på den,
at den var en gammel ryg,
at den var en gammel mands
pludselig ganske almindelige og trætte ryg,
og det var ikke mere ham,
der gik hen ad gangen den aften,
og det var ikke mere Jante den aften,
og folk klappede og klappede, og afstanden
blev større og større for hvert skridt han kom nærmere.
Sandemoses bøger handler alle om mænd, der må slå sig igennem i kamp mod
rædselsfulde skurke. Af andre kendte værker har han skrevet: ”Klabavtermanden” fra
1927, hans andet hovedværk: “Det svundne er en drøm,” en psykologisk thriller om en
flygtning og et dobbeltmenneske skrevet 1944 i Sverige, "Alice Atkinson og hendes
elskere" (1949), ”Varulven” (1958), ”Nybyggerne i Alberta” og hans selvbiografiske
romaner: ”Rejsen til Kjørkelvik” (1954) og ”Murene omkring Jeriko” fra 1960 og
"Felicias bryllup" (1961).
Om Nykøbing siger Sandemose med Espens ord: ”Undres på, om mange har elsket sin
by og sin slægt så højt, som jeg har gjort det. Men de lo ad mig, og mit dybe had blev
den negative målestok for, hvor stor min kærlighed har været.”
I 1942 forlod Karen ham. I 1963 blev Sandemose igen gift. Sandemose led af
mindreværdskomplekser, måske netop derfor var han mytoman, dvs. han havde en
sygelig trang til at fortælle opdigtede historier og til at sprede rygter. Han havde en stor
brevveksling bl.a. med forfatteren Knuth Becker.
I efteråret 1999 var der premiere på filmen: “Flugten fra Jante” eller “Misery
Harbour” en biografi over Aksel Sandemose, der delvis er indspillet i Nykøbing Mors.
Filmen har kostet 38 mio. kr. at producere. Forfatteren Espen Arnakke flygter med båd
fra “Jante” til Newfoundland og bliver skovhugger i Canada. Filmen har fået en meget
beskeden anmeldelse.
Jante er desuden en betegnelse for småpenge, var oprindelig blyknapper som børnene
spillede med i mangel af bedre. En anden forklaring af ordet er ”jantegoejaus,” som
skulle betyde i forgårds aften. Aksel Sandemose døde 6. aug. 1965 i København.
Janteloven:
1. Du skal ikke tro, at du er noget
2. Du skal ikke tro, at du er lige så meget som os
3. Du skal ikke tro, at du er klogere end os
4. Du skal ikke bilde dig ind, at du er bedre end os4
5. Du skal ikke tro, at du ved mere end os
6. Du skal ikke tro, at du er mere end os
7. Du skal ikke tro, at du dur til noget
8. Du skal ikke le ad os
9. Du skal ikke tro, at nogen bryder sig om dig
SIDE 107
1978
10. Du skal ikke tro, at du kan lære os noget
Sallingsundbroen mellem Salling og Mors på vejen mellem Skive og Nykøbing Mors,
ved det gamle Pinen-Plagen færgested, blev indviet 30. maj 1978 af Dronning
Margrethe. Den 1734 m lange højbro har 30 m frihøjde. Til indvielsen serveredes tre
håndmadder på en støbejernstallerken fra Morsø Jernstøberi, Nykøbing med inskription
- Morsø 1978 og et billede af broen. Tallerkenen måtte man tage med hjem efter brug.
Umiddelbart efter indvielsen blev broen afspærret pga. en telefonbombe. Frem til 1873
havde en rofærge klaret overfarten. En af rofærgens passagerer var Steen Steensen
Blicher, han følte ventetiden irriterende lang. Det var ham, der af den grund opfandt
færgestedernes navne Pinen og Plagen. I 1873 blev rofærgen afløst af en dampfærge,
der 1924 afløstes af en motorfærge.
Broen pryder en 50-kroneseddel, som udkom 11. aug. 2009.
SIDE 108
Tidligere udgivelser:
1980 Andorra
1987 Arnold - novelle
1990 Thailand på godt og ondt
1991 Sydamerika Chile - Brasilien
1992 "Jambo" Kenya - du forunderlige land
1993 Barnløshed - adoption
1994 En lille bid af tilskudssamfundet: "Jeg løfter røret"
1994 Mine Tidsbilleder. Kronologiske leksika.
1994 Leksikassen. Ord jeg er ramlet i uden til fulde at forstå.
1994 Søren Aabye Kierkegaard - hvordan var han egentlig?
1995 De Slesvigske Krige
1995 Østeuropa i forandring
1995 Colombia - smuk og mangfoldig
1996 Hærvejens historie - i cykelhøjde
1996 Øretæver i tilværelsen
1996 Æseløre - litteraturanmeldelser.
1997 En dag i 1997
1997 Budapest & Ungarn - i efterårsdragt
1997 Lolland-Falster & Møn - i cykelhøjde
1997 Ego - det bevidste jeg
1997 En lille stump af det mægtige Kina
1998 Storebælt - i cykelhøjde
1999 Skt. Petersborg - paladsernes by bygget på sumpen
1999 Sjælland Stevns - Masnedø - Asnæs - i cykelhøjde
1999 Et eventyr om julenissens morgensvømmetur
2000 Madeira - en blomstrende ø
2000 Rom - Den evige Stad
2001 En lille stump af Himalaya - verdens tag
2001 Samos - en ferieø for alle
2001 Samsø - i cykelhøjde
2002 Limfjorden Ø - i cykelhøjde
2002 Vest Stadil Fjord – i cykelhøjde
2002 Wien - musikkens by
2002 Mozart - hvordan var han egentlig?
2002 Egypten – Nilens gave
2003 Steen Steensen Blicher - hvordan var han egentlig?
2003 Vietnam – Østens smukke, venlige land i forandring
2003 Limfjorden V - i cykelhøjde
2003 Ragna Tang - en legende
2004 Grænselandet – i cykelhøjde
2005 H.C. Andersen - hvordan var han egentlig?
2005 Mexicos - Store Riger
2005 Sjælland N – i cykelhøjde
2005 Paris – byernes by
2006 IKA MARKED - gennem 27 år
2006 Skal vi hejse Dannebrog, eller skal vi brænde det?
Ajourføres løbende
(Revideret 2007-2013)
(Revideret 2010)
SIDE 109
2006 Hven – i cykelhøjde
2006 Sydfyn og Det Fynske Øhav - i cykelhøjde
2006 Bulgarien – et smukt og alsidigt land
2006 Sydafrika – en regnbuenation
2007 Kaj Munk - hvordan var han egentlig?
(Revideret 2012)
2007 Vendsyssel - i cykelhøjde
2007 N.F.S. Grundtvig - hvordan var han egentlig?
2007 Cornwall – den sydvestlige del af England
2008 Læsø ”Kattegats Perle” – i cykelhøjde
2008 Ti Radioforedrag - fra The Big Bang til år 1380
2009 Ti Radioforedrag - fra år 1380 til år 1682
2009 Chile – det lange land i ly af Andesbjergene Peru – inkaernes land
2009 Lissabon – en smuk og alsidig by
2010 Bornholm – i cykelhøjde
2010 Canada - på tværs. Fra Newfoundland til Vancouver
2010 Julemærkets historie
2011 Hvidsten - gruppen
2011 Mariager Fjord og omegn - i cykelhøjde
2011 Tyrkiet - med fødderne i to kontinenter
2011 En lille julemus på spil
2012 Fregatten Jylland
2012 Kreta - Grækenlands største ø
2012 Ringkjøbing Fjord og omegn - i cykelhøjde
2013 Ringkjøbing By - i gåhøjde
2013 Ecuador og Galapagos - riget på ækvator
Frede Lauritsen - Herningvej 7B 1.1. 6950 Ringkjøbing
Tf: 97 32 15 32 - 23 31 12 43
Mail: fredelau@webspeed.dk
Hjemmeside: www.h-f-lauritsen.dk

Steen Steensen Blicher - Hanne og Fredes hjemmeside

Transcription

Similar documents

Klik her for at se opslag. - Skjern Ådalens Jægersammenslutning

Onsdag den 6. maj 2015. Studietur til Steen Steensen Blichers

Den Franske Kvinde i Torp

Nordjyske Stiftstidende – Aviatec og Hub North

Danske Studier 1941

B. S. Ingemann

DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY

Danske Studier 1944

infrastruktur og økonomisk udvikling langs vestkysten