Magasin fra Fremfærd

Et magasin fra KL og KTO
om fremtidens velfærd
i kommunerne
Medarbejderne
på Nordfyn trives
med selv at styre
opgaveløsningen
effektivt
Kommune 3.0:
Skanderborg vil
aktivere borgernes
egne ressourcer
Kommunale topfolk:
Vi skal skabe
et nyt velfærdssamfund
Kerneopgaven
kort fortalt
10 spørgsmål til lektoren
1
FREMtidens
velFÆRD
Indhold
I
alle landets kommuner står politikere, ledere og
medarbejdere i de kommende år over for samme
grundudfordring: at løse stadigt større velfærdsopgaver med høj kvalitet uden væsentlig flere ressourcer.
Skal det lykkes, forudsætter det nye effektive måder
at løse kerneopgaverne på. Hvor vi sikrer, at både
medarbejdernes, borgernes og resten af samfundets
ressourcer anvendes bedst muligt. Hvor alle ikke bare
er kritiske kunder i en velfærdsbutik, men så vidt muligt
selv er med til at definere og skabe de rigtige løsninger.
Derfor har overenskomstparterne på det kommunale
arbejdsmarked, KL og KTO, etableret samarbejdet
Fremfærd. Målet er at finde nye fælles veje til at udvikle
de kommunale kerneopgaver.
Fem ekspertområder udgør kernen i Fremfærds
aktiviteter. Her samles eksperter og praktikere på de
store velfærdsområder for at iværksætte projekter, der
udvikler og afprøver nye løsninger på en række af hverdagens udfordringer.
Projekterne skal inspirere andre kommuner og være
med til at konkretisere den politiske og folkelige debat
om videreudviklingen af velfærdssamfundet.
Samme formål har dette magasin, der sætter fokus på
en række af de temaer, Fremfærd arbejder med. Her
fortæller forskere, konsulenter, ledere og medarbejdere
om udfordringer, visioner og erfaringer med den kommunale velfærd.
Velfærd skaber
vi sammen
Mindre bruger
– mere borger
4
Borgeren
i centrum
8
Det gode
ældreliv
Fremfærds opgave er at sætte fart på udviklingen af
og debatten om fremtidens velfærd. De konkrete svar
og løsninger skal vi finde sammen med alle jer, der er
engageret i de kommunale opgaver. Vi håber, at magasinet giver lyst til at tænke og tale med – om nutidens
udfordringer og fremtidens velfærd.
Marianne Brinch-Fischer, forhandlingschef i KL
Formand for Fremfærd
Dennis Kristensen, formand for FOA
Næstformand for Fremfærd
Læs mere om Fremfærd på side 30.
Vi skal skabe
borgernes
velfærdssamfund
14
6
I n n ovat i o n o g
ko m pe t e n c e r
Professionelle
følgesvende
Nye
kompetencer
løfter
hverdagen
12
16
Velkommen
til selvtillidsreformen
10
Effektivitet
skaber
trivsel
24
Tværfaglige
udfordringer
22
Ti korte om
kerneopgaven
20
K e r n e o p g av e
o g t væ r fag l i g t
s a m a r be j d e
18
E f f ek t i v i t e t
o g t r i v s el
Fokus,
fællesskab
og synlig
ledelse
26
Tillid og teknologi
på Nordfyn
28
Byg bro
mellem
siloerne
3
Borgeren i centrum
Farvel til hvide riddere
og kræsne kunder
Aktivt medborgerskab giver både bedre
bundlinje og bedre livskvalitet. Men kun
hvis borgerne formår at slække på krævementaliteten, og medarbejderne gør op med
forestillingen om altid at vide bedst, mener
velfærdsforsker Jacob Torfing.
Jo mere vi gør
borgerne til kunder,
jo mere krævende
og mindre ydende
bliver de.
4
M
eget mindre bruger.
Langt mere borger.
RUC-professor Jacob
Torfing er ikke i tvivl om,
at den bevægelse fra brugerorienteret
til borgerfokuseret, som den offentlige
sektor har skubbet i gang, er meningsfuld. For det er som regel en hel del
sjovere at være aktiv medskaber af sit
eget liv end at få det diagnosticeret,
doseret og leveret af en offentlig sektor,
som altid ved bedst.
– Mennesker har altid været medskabende, men det er, som om vi først
får øjnene op for det nu. Tag fx en ydelse
som undervisning i folkeskolen. Den
leveres af det offentlige, men det er
børnene, der læser lektier. Det nye her
er ikke, at borgerne selv lægger en del af
ressourcerne, men at det bliver set som
selve strategien, siger Jacob Torfing.
Når han ruller Velfærdsdanmarks
historie ud over de seneste 25 år, tegner
der sig en tydelig udvikling: borgeren i
centrum, men iklædt skiftende gevandter. Idéen om ”borgeren i centrum” giver
genlyd i den offentlige sektor tilbage
i 1980’erne, men opgaven fortolkes
dengang som at tilfredsstille borgernes
behov ved at levere dem serviceydelser.
Fra borger til kunde
– Og det mener eksperter og politikere
ikke altid sker på den bedste måde, når
det offentlige har monopol på servicen.
Derfor beslutter man at udlicitere det,
man kalder ”dyr og dårlig service”, samt
supplere med fritvalgsordninger for borgerne. Meningen er at sætte borgeren i
centrum ved at gøre borgeren til kunde,
forklarer Jacob Torfing.
Manøvren lykkes. I hvert fald til dels.
For politikerne får i bytte for borgerne
en flok rationelle, egennyttige kunder,
der har skabt store problemer for en
Vi har vænnet borgerne til at være
krævende og kræsne. Nu skal vi
vænne dem til at være medskabende
på en måde, der frigør ressourcer.
offentlig sektor, der i stigende grad har
økonomiske problemer med at holde
trit med kundernes krav om stadig mere
service.
– Den offentlige sektor erkender
efterhånden, at jo mere vi gør borgerne
til kunder, jo mere krævende og mindre
ydende bliver de. Derfor får vi den nye
definition af ”borgeren i centrum”, som
er groet frem de seneste fem-seks år.
I dag handler det i høj grad om at facilitere dækningen af borgernes behov.
Grundtanken er, at borgeren skal tage
mere ansvar og bruge egne ressourcer
som medproducent af den offentlige
service, siger Jacob Torfing.
Mentale udfordringer
For ham er ordet ”samskabelse” helt
centralt. Det er, mener han, den offentlige sektors force, at den kan producere
service med borgeren som omdrejningspunkt – i modsætning til fx tandpastaeller støvlefabrikanten, der producerer
varer uden nogen sinde at stå ansigt til
ansigt med deres kunder.
– Samskabelse er en strategi med
mulighed for mange vindere, men vane-
tænkning kan være en barriere. Fx ser
offentligt ansatte ofte sig selv som de
hvide riddere, der servicerer borgerne
med én faglig skabelon, som lægges
ned over alle. Det er en mental udfordring for de fagprofessionelle at invitere
til medskabelse – og en svær omstilling
for de borgere, hos hvem kundementaliteten har sat sig. Det tager tid at få folk
til at forstå, at de selv skal byde ind frem
for at kræve ind, siger Jacob Torfing.
Han ser også en vis form for kynisme
som en oplagt faldgrube i forsøget på at
forme fremtidens fællesskaber af selvkørende borgere:
– Aktivt medborgerskab giver både
bedre bundlinje og bedre livskvalitet
– for de fleste. Men skal begrebet ”borgeren i centrum” være meningsfuldt for
alle, skal vi lade være med at se skævt til
dem, der ikke formår at byde ind selv. Vi
har vænnet borgerne til at være krævende og kræsne. Nu skal vi vænne dem
til at være medskabende på en måde,
der frigør ressourcer – som så også kan
bruges til dem, der ikke kan selv.
5
Borgeren i centrum
Velfærd skaber vi
sammen
Visionen ”Kommunen 3.0” gør op med hverdagens rygmarvsreaktioner og siger farvel
til kommunen som serviceleverandør til borgerne. Skanderborg er i gang.
I
Skanderborg går bussen. Ikke bare til tiden,
men helt bogstaveligt,
for på tre af kommunens
skoler er en flok store elever
på skift ”chauffører” i den
gåbus, som til fods og med
faste stoppesteder fragter de
mindre børn sikkert gennem
morgentrafikken.
For kommunaldirektør Lisbeth
Binderup er gåbussen et
glimrende eksempel på, at
borgerne gerne vil bruges.
Busserne, som drives i et
samarbejde med Dansk Skoleidræt og støttes af TrygFonden, giver en sikker, social og
sund start på skoledagen –
og aflaster også både travle
forældre og den trafikale morgenuro omkring skolerne.
Vi skal væk fra ”dem og
os”-tankegangen og skabe
et attraktivt og innovativt
lokalsamfund, hvor alles
ressourcer er i spil.
6
– Gåbussen udnytter elevernes egne ressourcer og
skaber nye fællesskaber frem
for at udbyde en offentlig service. Den er et godt billede
på det, vi vil med Kommunen
3.0, siger Lisbeth Binderup.
I Kommunen 3.0, et begreb som Lisbeth Binderup
er ophavskvinde til, er grund-
opfattelsen af kommunen
rusket godt igennem. Her er
den offentlige servicestation
nedlagt til fordel for et aktivt
lokalsamfund, hvor det offentlige i samspil med borgerne
skaber en hverdag med aktiv
deltagelse af alle: borgere,
medarbejdere og politikere.
Væk fra ”dem og os”
– Kommunen 3.0 er et paradigmeskift og et mål i sig
selv. Vi ønsker at skabe bedre
livsvilkår for den enkelte
borger, bedre arbejdsvilkår
for den enkelte medarbejder
og et stærkere samfund,
der bæres af små og store
fællesskaber. Vi skal væk fra
”dem og os”-tankegangen og
skabe et attraktivt og innovativt lokalsamfund, hvor alles
ressourcer er i spil. Det kræver, at vi alle sammen stopper
op og ser de tusindvis af
rygmarvsreaktioner i hverdagen og går i dialog med
os selv om at forandre dem,
siger Lisbeth Binderup, der
understreger, at kommunens
medarbejdere ikke smider
fagligheden på porten, men
bruger den til at facilitere og
støtte fællesskaberne.
I hendes øjne er Kommunen 3.0 en måde at skabe
et fælles sprog og en ny
fælles platform for udvikling,
hvor man åbner øjnene for
menneskers ressourcer frem
for at agere velmenende, men
bedrevidende serviceleverandør.
Vi skal gøre det sammen
– Lad os tage eksemplet
en sundhedsplejerske. I
Kommunen 1.0 varetog hun
en myndighedsopgave som
kontrollant. I Kommunen 2.0
varetog hun en serviceopgave som leverandør. I Kommunen 3.0 varetager hun en
fællesskabsopgave. Hun ser
de nybagte forældre og deres
netværk som ressourcer,
siger Lisbeth Binderup.
Der er, pointerer hun,
mange måder at være borger
på og mange måder at være
medarbejder på. Men målet
er fælles i form af et menneskeligt og økonomisk stærkt
samfund af aktive mennesker.
– Det kan være Viggo
på 75, der vasker for sin
demente kone på ældrecenteret, eller Ulla på 54, der
har lungesygdommen KOL
og nu bruger sine erfaringer
og sin viden til at undervise
andre med samme diagnose.
Kommunens opgave bliver
fremover at sætte ressourcer
i spil i et tværfagligt samarbejde. Vi skal arbejde smartere, minimere spild og bruge
ny teknologi. Og vi skal gøre
det sammen, siger Lisbeth
Binderup.
Hver morgen følger ældre elever
en række yngre børn sikkert
i skole. Et eksempel på, at
hverdagens problemer ikke altid
skal løses med mere kommunal
service.
7
Borgeren i centrum
Stikkelsbærbusken,
postkassen
og det gode liv
Det her er ikke et projekt, men fremtidens måde at arbejde på, siger
Bente Larsen, senior- og sundhedschef i Sønderborg. Kommunen har gjort
hverdagsrehabilitering til hverdag – for både borgere og medarbejdere.
F
Jeg tror, stort set
alle mennesker er
motiverede til at
forblive selvstændige og herrer i
deres eget liv.
8
ru Hansen
ved det faktisk
godt. Måske
er det ikke
det første, der dukker
op, når man spørger
til hendes drømme,
men dykker man bag
om vanerne og alt
det, fru Hansen
har vænnet sig fra
at gøre, så ville
det faktisk være
dejligt, hvis hun igen
selv kunne gå de små
50 skridt ud til postkassen
og tilbage igen.
– Det kan godt være, at
det er os, der spørger, men
det er borgeren, der sætter
målene, og så formulerer vi
sammen den plan, der stille
og roligt forfølger drømmen
og gør fru Hansen i stand til
selv at hente posten. Eller at
klippe sine stikkelsbærbuske
selv. Det har en af vores borgere på 88 år, der efter tre
års sygdom var blevet usikker
på benene, trænet sammen
med en social- og sundhedshjælper. Han beskriver
selv forandringen som ”ikke
længere at være fanget i sin
egen krop”. Jeg tror, stort set
alle mennesker er motiverede
til at forblive selvstændige og
herrer i deres eget liv, siger
Bente Larsen.
Hun er senior- og
sundhedschef i Sønderborg
Kommune, hvor hverdagsrehabilitering er indgangen til
arbejdet inden for ældre- og
sundhedsområdet. Her er de
grundlæggende antagelser,
at alle borgere er motiverede
til at mestre hverdagen. At
borgeren helst vil klare sig
selv uden hjælp fra andre. Og
at selvhjulpenhed og livskvalitet hænger sammen.
En ny måde
at arbejde på
De cirka 700 medarbejdere
på social- og sundhedsområdet er på kurser blevet
introduceret til tankegangen
og har arbejdet med at tænke
anderledes, end man er vant
til – og måske uddannet i.
For hverdagsrehabilitering
er ikke, som Bente Larsen
pointerer, et projekt, men en
ny måde at arbejde på. Nu
og fremover, hvor antallet af
ældre medborgere vokser.
– Vi snakker ikke økonomi
– overhovedet. Men det er
vigtigt for mig, at vores medarbejdere forstår, at andelen
af borgere over 80 år vil være
fordoblet i 2020, samtidig
med at antallet af unge falder.
Vi er nødt til at sætte i gang
nu og ændre adfærd, siger
Bente Larsen.
Kommunen har lagt
en overordnet strategi for
hverdagsrehabilitering, men
handleplanerne udarbejdes
ude hos og sammen med den
enkelte borger. Her arbejder
man på tværs af faggrupper – ergoterapeuten og
hjælpemiddelkonsulenten er
på samme hold – og sørger
sammen med borgeren for,
at stikkelsbærbuskene igen
bliver beskåret og kuverterne
i postkassen hentet.
Kommunen har uddannet
en række ambassadører og
forandringsagenter, der skal
holde gryden med den nye
tankegang i kog, men samtlige medarbejdere er blevet
undervist i den motiverende
samtale.
Også konflikthåndtering
står på skemaet, for som
Bente Larsen påpeger, så
kræver det indimellem sin
forklaring, ikke mindst til den
bekymrede familie, når kommunen pludselig ikke længere
tømmer vaskemaskinen, men
i stedet lægger ressourcer
i at træne kunsten at sætte
klemmer på en tøjsnor i kørestolshøjde.
Hvorfor skal jeg selv …?
– Vi har ændret et overordnet
paradigme, men naturligvis
lader vi ikke dem, der ikke
kan selv, i stikken. Opgaven
er at bruge de ressourcer,
der kan trænes og trækkes
på. Når folk spørger ”Hvorfor
skal jeg pludselig til at smøre
min egen mad selv?”, svarer
vi ofte: ”Fordi der sikkert
også er en masse andet, du
så bliver bedre til.” Men de
borgere, der ikke kan selv,
får naturligvis stadig hjælp.
Meningen med de tværfaglige team er netop sammen at
finde den rigtige løsning, den
rigtige metode og den bedste
plan for den enkelte borger,
siger Bente Larsen.
Hun peger på, at en del af
opgaven for medarbejderne
også er at se deres egen
faglighed efter i fugerne:
Bidrager det, man engang
har lært, nu også til at gøre
borgeren så selvstændig og
selvhjulpen som muligt?
– Vi har ikke været vant til
at omsætte hjælp til selv-
hjælp, så vi er også nødt til
at ændre vores egen adfærd
og tankegang. Vi taler om en
helt ny kultur, også hos os
medarbejdere. Det kræver en
anden faglighed at arbejde
motiverende, men tilbagemeldingerne er klart positive: Det
styrker fagligheden og virker
motiverende, når man arbejder sammen mod et fælles
mål eller en drøm. Før kom vi
bare og ”gjorde for” – i dag
kommer vi og ”gør sammen
med”, siger Bente Larsen.
Carla Wesselius fra hjemmesplejen i Gråsten besøger Martha
Kristensen, som for nylig er kommet hjem fra hospitalet efter en
blodprop, som delvist har taget hendes førlighed og sprog fra hende.
Sammen øver de sig på at gå og at vaske op, og selv om Marta stadig
leder efter ordene, er hendes sprog allerede blevet meget bedre.
Vi taler om en helt ny kultur, også hos
os medarbejdere. Det kræver en anden
faglighed at arbejde motiverende.
9
I n n ovat i o n o g ko m pe t e n c e r
Velkommen
til selvtillidsreformen
Kommunerne skal tænke i andet end økonomi og organisationsændringer, hvis de vil nyudvikle velfærdssamfundet. De skal fx
spidse ører, lytte til medarbejdernes idéer og fremme stoltheden over godt arbejde, påpeger kommunal topchef.
Svend Tabor
Direktør for Social- og
Sundhedsforvaltningen
i Køge Kommune siden
2010.
Har en master i public
administration. Oprindeligt uddannet kontorelev i
Tårnby Kommune i 1979.
Har siden haft alle kommunale titler fra underassistent over superfuldmægtig til direktør i syv
forskellige kommuner.
Sammen med Lonni Hall
forfatter til bogen ”Ledelse af velfærd – mod,
besindighed, retfærdighed.”
Det er dét, der sidder
mellem ørerne på folk,
der gør forskellen, og
dér, vi skal sætte ind.
10
Å
r 2021: Der
mangler 800
medarbejdere
og 100 millioner
kroner i budgettet i Socialog Sundhedsforvaltningen,
hvis udviklingen på ældre-,
sundheds- og psykiatriområdet fortsætter som nu. Det
er fremtidsscenariet i Køge
Kommune – og i rigtig mange
andre danske kommuner.
– Hvis ikke vi vil mangle
hundredvis af medarbejdere
og millioner af kroner, er vi
nødt til at gøre tingene på
en ny måde og tænke nogle
helt nye tanker om hvordan,
konstaterer Svend Tabor,
der er direktør for Social- og
Sundhedsforvaltningen i
Køge Kommune.
Her blev ovenstående
brændende platform afsæt
for processen ”Velfærd på
nye måder”. Flere end 250
medarbejdere fra alle faggrupper i forvaltningen har
været på 20 idéworkshops,
hvor de har udviklet bud på
nye løsninger. Og kommunen
fik meget hurtigt innovationsvaluta for pengene: Helt konkret 20 tætskrevne A4-sider
med idéer, heraf nogle, der
gik endnu videre, end ledelsen selv havde turdet. Det var
fx idéen om at slå social- og
sundhedsafdelingen sammen og samle de cirka 100
forvaltningsmedarbejdere
under én fælles chef. Det er
nu sket.
Ud over at få den slags
bud på nye løsninger var
målet også at skabe en organisationskultur med mod på
forandringer.
– Vi er nødt til at skabe
et rum til nytænkning og
innovation og gøre noget
for at ændre kulturen, så
medarbejderne bliver mere
tolerante over for forandring,
forklarer Svend Tabor, der har
været kommunal leder siden
1988 og har skrevet bogen
”Ledelse af velfærd”.
Nye løsninger kræver
nye briller
Den demografiske udvikling
med flere ældre og færre
fremtidige medarbejdere
betyder, at det ikke er nok at
kigge på løsninger gennem
de økonomiske og rationelle
briller.
– For 15-20 år siden var
det nødvendigt med forandringer. Men nu er det blevet
sådan, at alt gøres op i økonomi og benchmarking. Hvis
vi skal have et velfungerende
velfærdssamfund også fremover, må vi skabe rum til nytænkning og ikke kun tænke i
økonomi, siger Svend Tabor,
der medgiver, at det er svært i
en tid med intenst fokus på at
holde budgetterne.
Han fremhæver, at Einstein engang sagde, at enhver intelligent klovn kan gøre
ting mere komplekse, men
det kræver et geni at gå den
anden vej. På samme måde
er det med forandringer i det
offentlige.
– Ethvert fjols kan lave en
dårlig organisationsændring
og skabe forandringer og
”gang i den”. Men det er ikke
en løsning at lave organisationsskemaet om, hvis folk
i øvrigt fortsætter, som de
plejer, siger han.
I stedet er der brug for
fundamentale ændringer, der
er langt større end at skære
ned og skære til. Derfor er
det nødvendigt at skrue på
holdninger og kultur i stedet
for at forsøge at ændre organisationen og metoderne.
Den tilgang har blandt andet
betydet, at samtlige medarbejdere i Køge Kommunes
socialpsykiatri har været på
kompetenceudvikling i velfærdsledelse.
- Det er dét, der sidder
mellem ørerne på folk, der
gør forskellen, og dér, vi skal
sætte ind, forklarer han.
Grund til at ranke ryggen
Mange af de centrale løsninger ligger med andre ord hos
medarbejderne. Og de kan
roligt ranke ryggen.
– Der er brug for en selvtillidsreform i kommunerne.
Klager og sure læserbreve
kan ikke undgås, når vi som i
vores forvaltning årligt leverer
en lille million ydelser i form af
fx hjemmehjælp, pleje og træning, siger han og fortsætter:
– Vi tager hver eneste
klage alvorligt og prøver at
gøre det bedre. Men vi skal
også sætte det lidt i relief i
stedet for hu hej at lave en
ny kontrol, retningslinje eller
procedure, når det en sjælden gang går galt. Lad os i
stedet være stolte af alt det,
der går godt hver eneste dag,
og udvikle nye løsninger på
baggrund af det, siger han.
Velfærd på nye måder
Tre eksempler på nye løsninger, som er undfanget
på idéworkshops af medarbejderne i Køge Kommunes Social- og Sundhedsforvaltning. Alle tre er nu
realiseret:
Slå socialafdelingen og sundhedsafdelingen
sammen, og saml de cirka 100 medarbejdere under
én fælles chef. Konsekvens: en sparet chefstilling
og bedre mulighed for at samarbejde og udveksle
erfaringer.
Lad sygehuset kontakte ergo- og fysioterapeuterne direkte frem for at skulle gå igennem
forvaltningens bestillere. På den måde spares en
arbejdsgang. Konsekvens: Før var ventetiden på
genoptræning op til 20 dage; i dag er den højst fem
dage.
Servér brunch til ældre i plejeboliger. På den
måde kan de ældre selv vælge, hvornår de vil spise
morgenmad og frokost. Konsekvens: De ældre får
mere selvbestemmelse, og personalet sparer en
arbejdsgang, når de ikke skal servere både morgenmad og frokost.
11
I n n ovat i o n o g ko m pe t e n c e r
Jane Eistrup elsker sit arbejde som neuropædagog
og havde ikke meget fidus til at blive tvunget på
skolebænken igen som led i kommunens strategi.
Men så skete der noget …
Jeg bliver høj af
det. Det løfter min
hverdag, og jeg
får en helt anden
forståelse for,
hvordan en kommune er skruet
sammen.
12
J
ane Eistrup kalder sig selv
”frontmedarbejder” med åbenlys
stolthed i stemmen.
Hun er uddannet pædagog
med en videreuddannelse som neuropædagog og arbejder i socialpsykiatrien
i Køge Kommune. Her er hun på 16. år
tilknyttet tilbuddet Klemmen for mennesker med senhjerneskader, psykiske
lidelser og udviklingshæmning.
– Jeg hjælper borgere hjemme hos
dem selv med de fundamentale ting, der
gør, at de kan bo for sig selv. Det er alt
fra at åbne post og betale regninger til
at følge med dem til tandlægen.
Ligesom alle andre medarbejdere i
socialpsykiatrien i Køge – fra chefer til
sagsbehandlere og nattevagter – har
hun inden for de sidste måneder gennemført et specialdesignet firedages
diplommodul i velfærdsledelse.
Jane Eistrup husker meget tydeligt,
hvad hun tænkte, da hun første gang
hørte om, at hun skulle på kurset:
– Velfærdsledelse. Nu stopper det!
Det dér kursus er ikke det, jeg har brug
for, husker hun og fortæller, at hun og
hendes kolleger havde efterspurgt
kurser og mere viden om de psykiatriske
diagnoser, som en gruppe nye brugere
af Klemmen havde.
Paradigmer, primadonna
og paradokser
Men på kursus kom hun, og hun har nu
gnavet sig igennem mange hundrede
siders pensum af teoretiske tekster om
alt fra paradokser til primadonnaledelse
– og har til sin egen store overraskelse
elsket det.
– Det er faktisk kommet bag på mig,
at jeg er så glad for det. Jeg oplever, at
jeg bliver høj af det. Det løfter min hverdag, og jeg får en helt anden forståelse
for, hvordan en kommune er skruet sammen. Hvor jeg før kunne blive frustreret
og rasende over ændringer, er jeg nok
ved at få et andet perspektiv. Før tænkte
jeg: ”Jamen så skaf da de penge!” Nu
har jeg et andet indblik og ved, at sådan
bliver det ikke, siger Jane Eistrup.
Hun oplever, at når hun ved, at der er en
ramme, hun ikke har indflydelse på, kan
hun bedre koncentrere sig om at lave et
godt stykke arbejde inden for de givne
rammer.
– Det frigør noget energi ikke at
skulle blive vred og træt, men løsningsorienteret og få det bedste ud af det,
siger hun.
At ledere og medarbejdere har siddet side om side på samme kursus, skaber også en stærkere fælles forståelse.
– Vi har læst samme pensum og
drøftet samme dilemmaer. Det er med til
at løfte dialogen op på et andet niveau
og betyder også, at lederne skal være
skarpere, når de argumenterer, siger
hun.
13
Vi skal skabe
borgernes
Mere vægt på kvalitet i kerneopgaven skal få aktive borgere, dygtige
medarbejdere og effektiv velfærd til at gå op i en højere enhed. Vi
skal væk fra primitive besparelser, overflødigt bureaukrati og fagligt
snæversyn. Det er de to kommunale parter bag Fremfærd enige om.
arbejdsgiveres førstemand,
det andet fra den forbundsformand, der er KL’s modpart,
når der skal forhandles om
lønkronerne i kommunerne.
M
an ved på
forhånd, hvad
de vil sige, når
man sætter sig over for de absolutte
topfolk og modparter på det
kommunale arbejdsmarked:
formanden for FOA, Dennis
Kristensen, og formanden for
KL’s Løn- og Personaleudvalg, Høje Taastrups konservative borgmester, Michael
Ziegler.
– Vi kan ikke blive ved
med bare at få den enkelte
medarbejder til at løbe hurtigere. Hvis vi skal løse opgaverne mere effektivt, handler
det i høj grad om bedre
tværgående samarbejde mellem medarbejderne.
– Velfærdssamfundet blev
ikke skabt for at overtage så
meget af ansvaret for folks liv
som muligt. Velfærd skal ikke
per automatik være noget,
det offentlige leverer til passive borgere, men snarere
noget, vi skaber sammen.
Men alt er ikke ved det
gamle. Det første udsagn
er nemlig fra de kommunale
14
Væk fra kundetænkningen
For trods andre uenigheder
har de to fundet en fælles
melodi, som deres visioner
for fremtidens kommunale
velfærd kan afsynges på.
– Vi er på vej væk fra den
gamle måde at tænke på,
hvor vi ser borgerne som velfærdskunder og kommunerne
som leverandører. I stedet leder vi efter en velfærdsmodel,
hvor vi i højere grad sætter
folk i stand til at mestre deres
eget liv – og hjælper dem
med det, de ikke selv formår,
lyder det i Michael Zieglers
version.
Dennis Kristensen er
grundlæggende enig og føjer
så til:
– Målet er en mere håndholdt velfærd, hvor medarbejderne har større frihed til at
udnytte deres faglighed til at
samarbejde med den enkelte
borger. Det handler både om
borgerens værdighed og om
at bruge medarbejdernes
faglighed og viden på en
mere effektiv og meningsfuld
måde.
En nødvendig
sidegevinst
Begge parter ved, at kommunerne ikke får økonomisk
medvind til den omstilling.
Tværtimod er det en bunden
opgave, at bedre kvalitet og
trivsel samtidig skal gøre opgaveløsningen mere effektiv.
De hensyn kan ifølge både
Michael Ziegler og Dennis
Kristensen godt forenes – på
én betingelse, som de også
er enige om:
– Hvis fokus på borgeren
kun er et skalkeskjul for at
skære i velfærden, så går det
galt. Man skal kunne begrunde ændringer i opgaveløsningen med henvisning til
kerneopgavens kvalitet. Det
kan sagtens betyde, at vi kan
frigøre ressourcer til andre
opgaver, men effektivisering
Vi leder efter en velfærdsmodel, hvor
vi i højere grad sætter folk i stand til
at mestre deres eget liv – og hjælper
dem med det, de ikke selv formår.
velfærdssamfund
skal være en sidegevinst, ikke
hovedformålet, siger Dennis
Kristensen.
Michael Ziegler henviser
til, at det faktisk er lykkedes
på ældreområdet at fastholde, at hverdagsrehabilitering
primært handler om værdighed og værdi for borgeren. At
der samtidig spares ressourcer, er vigtigt, men det
skal ikke være styrende for
indsatsen.
– Jeg tror, at man mange
andre steder i kommunerne
kan finde og aktivere ressourcer hos borgerne og civilsamfundet og på den måde
skabe nye velfærdsløsninger,
som både medarbejderne,
borgerne og kommunekassen
er bedre tjent med, siger han.
De skjulte ressourcer
Gevinsten ved at fokusere på
kerneopgaven opstår ifølge
de to kommunale topfolk på
flere måder. Dennis Kristensen lægger især vægt på
potentialet i at give medarbejderne et større spillerum til at
bruge deres faglige kunnen
og dømmekraft i det daglige
arbejde:
– Med kerneopgaven som
ledestjerne kan vi forhåbentlig få aflivet meget af den
unødige registrering, kontrol
og dokumentation, så vi kun
har det tilbage, som faktisk
Målet er en mere håndholdt
velfærd, hvor medarbejderne
har større frihed til at udnytte
deres faglighed til at samarbejde med den enkelte
borger.
giver mening – for medarbejderne og for borgerne, siger
han.
Michael Ziegler ser også
gerne, at der tyndes ud i
bureaukratiet, fx på jobcentrene, og peger desuden på
de uudnyttede gevinster i et
stærkere samarbejde mellem faggrupper, enheder og
sektorer:
– De enkelte faggrupper
og enheder gør uden tvivl
hver for sig deres bedste.
Potentialet ligger i høj grad i
at få dem til at arbejde bedre
og mere effektivt sammen om
kerneopgaven, siger han.
Dennis Kristensen er
enig i betydningen af det
tværgående samarbejde og
understreger, at det i hvert
fald ikke må være stive faggrænser, der kommer i vejen
for et fleksibelt samarbejde
om kerneopgaven:
Fokus på kerneopgaven
vil udfordre faggrænserne,
fordi hovedfokus bliver at få
det bedste ud af det for borgeren. Det betyder ikke, at de
mere kompetencebetingede
faggrænser bare forsvinder,
eller at alle kan og skal løse
alle opgaver. Men vi
skal undgå en opsplitning, hvor hver faggruppe
kun passer deres egen del af et
samlebånd, siger han.
En fælles dagsorden
Begge ser et partssamarbejde
som Fremfærd som en rigtig
måde at fremme nytænkningen af den kommunale velfærd
på – især fordi det giver kerneopgavetænkningen høj troværdighed, at
begge parter bakker den op.
– Når det gælder overenskomster
og ressourcer, er vi fortsat modspillere. Men i de kommende år vil denne
dagsorden vokse sig mindst lige så
vigtig, og her har vi rigtig gode traditioner for at finde løsninger, som både
arbejdsgivere og lønmodtagere vil stå på
mål for, siger Dennis Kristensen.
For hans mod- og medspiller i KL
ligger den afgørende styrke i
et samarbejde som Fremfærd i
den praksisnære og løsningsorienterede tilgang til emnet:
– Der er mange andre, der snakker
om tillidsreform, kerneopgave, velfærdsledelse, social kapital osv. Fremfærd skiller
sig ud ved at etablere konkrete projekter
på de store kommunale velfærdsområder,
som forhåbentlig skaber resultater, der kan
inspirere andre kommuner.
15
I n n ovat i o n o g ko m pe t e n c e r
Fremtidens velfærdsuddannelser skal uddanne
mennesker med overblik, der kan gøre det
komplekse enkelt for borgerne. Og så skal
faglighederne ranke ryggen, mener
uddannelseschef for SOPU Anette Macko.
P
å spisebordet foran den 85-årige
dame ligger en
indkaldelse til en
scanning og lægesamtale på
hospitalet. Der ligger også en
bestillingsseddel til den kommunale madordning, et brev
fra hjælpemiddelafsnittet om
en ny rollator og en håndskrevet papirlap om at ringe
til den praktiserende læge og
få svar på en blodprøve.
Det er et eksempel på,
at det at være borger er
komplekst og for mange
ældre næsten umuligt at
16
navigere i. Det har de brug
for stærke fagprofessionelles støtte til, påpeger Anette
Macko, der er uddannelseschef på SOPU – social- og
sundhedsskolen i København og Nordsjælland. Hun
samarbejder dagligt med
kommunerne om uddannelsen af deres fremtidige
frontmedarbejdere i form af
pædagogmedhjælpere samt
social- og sundhedshjælpere
og -assistenter.
– En af de kerneopgaver, jeg ser fremover, bliver
at være en professionel
følgesvend i borgernes liv.
Som ældre bliver du mødt
af en masse forskellige
fagprofessionelle, der laver
punktnedslag i dit liv. Det
er sosu-medarbejderne,
der har den regelmæssige
kontakt og det dybe indblik i
borgerens liv, som de i stort
omfang bliver eksperterne i –
sammen med borgeren selv.
De har overblik over og indblik i systemernes strukturer,
så de kan oversætte dem for
de borgere, der har behov,
forklarer Anette Macko.
Ida Gårsdal Justesen
træner sin klassekammerat
Momena Nielsen i selv at
kunne rejse sig fra sengen,
mens deres lærer Birgit
Skov ser til.
Sosu-medarbejdere
skal være stolte,
fordi de dagligt står
på mål for en af
velfærdssamfundets
bærende værdier:
at vi skal støtte de
borgere, der har
behov for det.
Hun vurderer, at sosu-medarbejdere – med den rette
kompetenceudvikling – har
potentialet til at bygge bro
mellem borgeren og det offentlige system.
Nye kompetencer
skal tæt på praksis
Og det med at bygge nye
broer på tværs er kommet
for at blive. Lige nu eksperimenterer SOPU med et
sammenhængende forløb,
hvor eleverne både på skolen
og i praksis har særligt fokus
på velfærdsteknologi. En del
af forløbet er et meget tæt
samarbejde mellem skolen
og elevens praktiksted i
kommunen. Fx er underviserne fra skolen med til en
række temadage på elevens
praktiksted. Responsen fra
både undervisere, elever og
praktiksteder er overvældende god.
– Både lærere og
praktiksteder oplever, at det
giver supermeget mening
at få et indblik i hinandens
virkeligheder, og det styrker
i dén grad fagligheden hos
praktikstederne, undervisernes føling med praksis og
elevernes hverdag samt ikke
mindst elevens læring og
kompetencer, forklarer Anette
Macko. Hun forudser, at der
bliver skruet markant op for
den slags udvekslinger mellem uddannelser og praksis i
fremtiden.
Uddannelseschefen bemærker, at nogle af de meget
borgernære arbejdsfelter
bliver talt ned mange steder,
uagtet hvor central opgaven
er. Hun opfordrer frontmedarbejderne til at være stolte af
deres fag.
– De her mennesker står
hver eneste dag ude hos
borgere, som er afhængige
af deres professionelle hjælp.
Sosu-medarbejdere skal
være stolte, fordi de dagligt
står på mål for en af velfærdssamfundets bærende
værdier: at vi skal støtte de
borgere, der har behov for
det.
17
K e r n e o p g av e o g t væ r fag l i g t s a m a r be j d e
Relationel koordinering
– hvad får vi ud af det?
Borgeren – får hurtigere hjælp og
bedre kvalitet. Når et forløb bindes
Byg broer
mellem
siloerne
sammen på tværs af forvaltninger
og logikker, giver det typisk både
bedre kvalitet for borgeren, går
hurtigere og koster mindre.
Medarbejderne – bliver gladere og
oplever, at de gør en positiv forskel
ved at samarbejde på tværs og
levere en bedre ydelse til borgeren.
Kommunen – får løst opgaverne
bedre og billigere. Når topledelsen
lytter til medarbejdere og mellemledere, bliver de i stand til at stille de
rigtige spørgsmål og dermed finde
de bedste løsninger.
– Den næste store
værdiskabelse i den
offentlige sektor ligger
i at arbejde på tværs
af faglige funktioner
og afdelinger på nye
måder.
18
Der er arbejdsglæde, større effektivitet, bedre
kvalitet og tilmed sparede kroner og øre at hente,
når kommuner zoomer ind på kerneopgaverne og
løser dem på nye tværgående måder. Faktisk er dét
den næste store værdiskaber i den offentlige sektor, mener konsulent og forfatter Bo Vestergaard.
Bo Vestergaard
Ledelses og organisationskonsulent i act2learn, konsulenthuset i UCN – University College
Nordjylland. Uddannet cand.
scient.adm.
B
o Vestergaard er på vej ud
til en nordjysk kommune, der
gerne vil nedbringe antallet af gentagne faldulykker
blandt ældre. Med sig har han en værktøjskasse med prisbelønnede teorier,
tanker og praksiseksempler, der alle
kredser om det, han kalder ”relationel
koordinering”.
Det handler kort fortalt om, hvordan
man kan udvikle kerneopgaven og få
mere kvalitet for pengene, når medarbejdere og ledere nytænker arbejdsgange
og arbejder sammen på tværs af fag,
afdelinger og forvaltninger. Og ønsket
om målbart at reducere antallet af ældre,
der falder igen, kan formentlig godt opfyldes, vurderer Bo Vestergaard. Lykkes
det, vil det ikke blot spare de ældre for
smerter og lange genoptræningsforløb.
At forebygge nye fald giver også færre af
de hospitalsindlæggelser, kommunerne
medfinansierer.
– Den næste store værdiskabelse i
den offentlige sektor ligger i at arbejde
på tværs af faglige funktioner og afdelinger på nye måder. Borgerne er afhængige af, at alle de knusende dygtige,
specialiserede fagpersoner arbejder
sammen om at levere en sammenhængende ydelse, siger han.
En sød melodi
Bo Vestergaard nynner en melodi, der
klinger smukt i mange kommunale ører:
Det kan faktisk lade sig gøre at forbedre
kvaliteten i kerneydelsen for borgerne,
skabe mere tilfredse medarbejdere og
øge effektiviteten for de samme eller
færre penge. Hvis det vel at mærke
bliver grebet rigtigt an. Den største forhindring finder man, når en opgave går
på tværs af forvaltningsområder.
Blandt andet forfatter til bogen
– Forvaltningerne har forskellige logikker – og incitamenter. Det kan være en
barriere for nye løsninger, hvis der ikke
fra begyndelsen er nogle ledere med tilstrækkeligt mange stjerner på skuldrene,
der er opmærksomme og handlekraftige.
Cigarkassetænkning risikerer at bryde
enhver ny indsats, arbejdsgang eller idé
ned, pointerer Bo Vestergaard.
Laver man fx en fælles indsats for at
få knæopererede hurtigere tilbage i arbejde, vil det måske koste flere penge i
sundhedsforvaltningen, men til gengæld
pynte i jobcenterets budgetter. Det skal
der tages højde for økonomisk, så de,
der skal handle, også har en tilskyndelse
til at gøre noget ekstra.
Bo Vestergaard taler ikke for, at
fagforvaltningerne skal nedlægges, men
anbefaler kommunerne at bygge ”kloge
gangbroer” imellem dem.
– Siloerne er gode nok. De fagopdelte forvaltninger har opbygget en
stærk logik, høj faglighed og effektiv
intern koordination. Det vigtige er, at vi
får etableret nogle kloge gangbroer på
tværs af forvaltnings- og afdelingssiloerne, så borgerne kan gå ubesværet på
tværs, når det er nødvendigt, forklarer
Bo Vestergaard.
Slå et lille brød op
Når Bo Vestergaard hjælper kommunerne, giver han dem ofte tre grundlæggende erfaringer og råd:
1. Arbejd konkret med afgrænsede forbedringsindsatser. Lav fx en arbejdsgang om, og prøv det af i otte uger.
2. Sørg for, at indsatsen bliver drøftet i
fællesskab på tværs af afdelinger og
forvaltninger, og inddrag de ledere
og medarbejdere, der er tættest på
kerneydelsen.
Fair Proces – fra upopulære
forandringer til medarbejdere
der udvikler løsninger.
3. Vær klar til at ændre de økonomiske
pengestrømme, hvis arbejdsgangen
sparer ressourcer i én afdeling eller
forvaltning, men kræver flere i en
anden afdeling.
– Nøglen er at lave små, konkrete og
korte indsatser med mindre investeringer. Undgå, at projekterne bliver
supertankere, hvor man binder sig i tre
år til at gøre noget, der måske hurtigt
viser sig ikke at fungere. Som regel vil
man se med det samme, om noget virker
i praksis. Så kom i gang i stedet for at
snakke og lave modeller, opfordrer Bo
Vestergaard.
Brug mellemlederne bedre
Nogle af dem, der virkelig kan skabe
forandringer i en kommune, er mellemlederne. Og de bliver ifølge Bo Vestergaard alt for tit overset:
– Ofte er det ikke struktureret,
hvordan man inddrager mellemlederne
i udviklingen af kerneydelsen. De er tæt
på opgaveløsningen og har samtidig et
strategisk blik. Tit kan de pege meget
klart og kvalificeret på, hvordan kommunen løser opgaverne bedre og billigere.
Inddragelse af både medarbejdere og
mellemledere styrker også ejerskabet til
idéer og forandringer og dermed chancen for succes, siger han.
19
K e r n e o p g av e o g t væ r fag l i g t s a m a r be j d e
Ti korte
om kerneopgaven
Hvorfor er ”kerneopgaven” blevet det fælles politiske
mantra i kommunerne? Hvad skal begrebet gøre godt
for – og hvem gør det ondt på? Vi har stillet ti spørgsmål
til lektor Ole Henning Sørensen.
3
Hvorfor er kerneopgaven blevet et så
populært begreb?
1
Hvad er en
kerneopgave?
Ole Henning
Sørensen
Lektor, Center for Industriel
Produktion, Aalborg Universitet. Har i flere år beskæftiget
sig med ledelse, organisation
og psykosocialt arbejdsmiljø
med afsæt i kerneopgaven
– blandt andet i dagtilbud i
Københavns Kommune.
Medlem af en gruppe forskere
og konsulenter, Fremfærd har
bedt om at samle og formidle
2
den eksisterende forsknings-
Har en hel organisation da kun én kerneopgave?
mæssige viden om kerneopga-
Man er nok nødt til at tale om kerneopgaver på flere niveauer.
En hel børne- og ungeforvaltning kan fx godt have som fælles
kerneopgave at udvikle børnene til kompetente og livsduelige
borgere. Men det skal selvfølgelig konkretiseres, hvad dét så
betyder for fx skole- eller dagtilbudsområdet – og helt ned til
den enkelte institution.
vebegrebet. Gruppen har ikke
afsluttet sit arbejde, og svarene
er alene udtryk for Ole Henning
Sørensens egne vurderinger.
20
Der findes flere varianter
af definitionen: det samlende formål for en hel
organisations virke, dens
mission eller eksistensberettigelse eller den forskel,
organisationen skal gøre for
kunder, brugere eller borgere. Fælles for dem er, at
perspektivet er det samlede
resultat frem for de bidrag,
som enkelte faggrupper eller funktioner leverer.
Først og fremmest fordi det
er et begreb, som medarbejdere og ledere kan mødes
om og bruge til at tale om
noget, der har stor betydning
for dem begge. Lederne og
politikerne er stærkt optaget
af den service, borgerne
modtager. For medarbejderne giver det faglig stolthed
og arbejdsglæde at fokusere
mere på den forskel, de gør
for borgeren.
7
4
Hvad betyder samarbejdsklimaet
for udviklingen af kerneopgaven?
Hvorfor er det særlig
vigtigt i kommunerne
netop nu?
Kommunerne har været
igennem en bølge af effektiviseringer, hvor en del medarbejdere måske har oplevet,
at deres ønsker og faglige
vurderinger ikke har spillet
den store rolle. Og ledelsen
har omvendt opdaget, at hvis
medarbejderne ikke er taget
ordentligt i ed, så fører forsøg
på effektiviseringer ofte ikke
til de ønskede resultater.
5
Er det bare den nyeste
managementmode?
Som alle andre buzzwords er
det en måde at frigøre og fokusere energi på med henblik på
at skabe bestemte forandringer. Men jeg tror, at begrebet
er langtidsholdbart, fordi det
meget direkte adresserer en
hovedudfordring i alle kommuner: at levere velfærd på en
måde, som gavner borgerne,
som er meningsfuld for medarbejderne, og som der faktisk
er råd til.
6
Næsten alt. Forandringsprocesser med fokus på kerneopgaven kræver, at alle parter tør forlade deres faste pladser og
privilegier og være åbne for nye samarbejder med andre faggrupper eller aktører. Det kan sagtens lykkes i en organisation,
der i forvejen har høj social kapital. Ellers kan det virkelig være
op ad bakke.
8
Hvordan hænger kerneopgave
sammen med styring?
At have fokus på kerneopgaven i det daglige giver en meget
vigtig feedback til styringen: Når vi faktisk vores mål? Det
kræver desuden mindre kontrol at styre i et system, hvor
alle parter har tillid til, at de andre stræber efter samme mål.
Styring, kontrol og regler er helt nødvendige i den offentlige
sektor, men hvis ikke systemerne opleves som meningsfulde,
svækker de let både tillid, trivsel og effektivitet.
9
Hvordan udfordrer det
fagbevægelsen?
Fagbevægelsen må acceptere,
at kerneopgaverne skal løses
så effektivt som muligt inden for
de givne økonomiske rammer –
også selv om det nogle gange
kan betyde færre medarbejdere og et lavere serviceniveau.
Mange faggrupper må også
vænne sig til, at professionen
skal bidrage til kerneopgaven,
men ikke definere den.
Hvad med de opgaver, der ligger langt fra kerneopgaven?
Jeg ser to scenarier: Enten kan man fokusere på, hvordan alle
funktioner bidrager til ét fælles formål, så fx rengøring og kantinedrift
også er vigtige for at understøtte en institutions kerneopgave. Eller
man kan vælge at koncentrere sine kræfter om det, der meget direkte
skaber værdi for borgerne. I så fald glider nogle af støttefunktionerne
let lidt ud i periferien – også ud af ledelsens opmærksomhedsfelt.
10
Hvordan udfordrer
det kommunerne?
Kommunernes topledelse er
nødt til at erkende, at de ikke
kan forbedre kvalitet og produktivitet uden medarbejdernes aktive medspil. Derfor må
de tage sig tid til en ordentlig
dialog med medarbejderne
om kerneopgaven og lytte respektfuldt til deres erfaringer,
bekymringer og forslag.
21
K e r n e o p g av e o g t væ r fag l i g t s a m a r be j d e
Tværfaglige
udfordringer
Hvilke konsekvenser har et øget tværfagligt samarbejde og fokus på
udvikling af kerneopgaven for de fagprofessionelle i kommunerne?
Vi har spurgt to formænd for stærke professionsforbund. Mød
sygeplejerskernes formand, Grete Christensen, og Henning
Pedersen, formand for BUPL.
Vi skal have modet
til at gå i dialog
med forvaltning
og politikere, når vi
bliver pålagt rammer og betingelser,
der fjerner fokus
fra løsningen af
kerneopgaven.
Vi skal samarbejde til gavn for børnene
Henning Pedersen, formand for BUPL
Hvad betyder øget fokus på kerneopgaven og
tværfagligt samarbejde for
en stærk profession som
pædagogernes?
– Det betyder i bedste fald,
at vi kan fokusere langt
mere på det væsentlige: Det
udviklende samvær med børn
og unge og det at skabe
gode samarbejder med deres
forældre og med vores kolleger i andre faggrupper. Alt
sammen med børns trivsel
for øje.
Foto: H
22
ung Tie
n Vu
Hvor ser du konkrete
muligheder for et øget
tværfagligt samarbejde?
– Der er allerede mange
eksempler på vellykket
samarbejde mellem pædagoger og en lang række andre
faggrupper. Fx er der rigtig
gode erfaringer med at lade
socialrådgivere og sundhedsplejersker rykke ind i daginstitutionerne. Det betyder,
at der bliver sat turbo på at
hjælpe børn, der ikke trives.
Pædagogens observationer
og viden om børns udvikling
kombineres dels med socialrådgiverens viden om mulige
indsatser for børn og familier,
dels med sundhedsplejerskernes viden om sundhed
og trivsel. Det sikrer en
hurtigere, mere målrettet og
langt tidligere forebyggende
indsats.
– Vi ser også tættere
samarbejder med fx fysioterapeuter og ergoterapeuter,
der i stedet for at træne med
et enkelt barn med særlige
behov bag en lukket dør laver
træning med flere børn ad
gangen fx ude på legepladsen. På den måde bliver terapeuterne en del af det almene
pædagogiske og inkluderende arbejde i institutionen
frem for at lave noget særligt
med et enkelt barn.
Hvad er det næste område,
hvor I gerne vil skrue mere
op for det tværfaglige samarbejde?
– Det er i skolen. Med den
nye folkeskolereforms visioner for skolen er pædagogerne skrevet ind i folkeskolens
kerneopgave med ambitioner
om forebyggelse af negativ
social arv, understøttende
undervisning og øget social
trivsel. Også forskningen
viser, at det har en gavnlig effekt, at lærere og pædagoger
samarbejder.
Et helhedsperspektiv på borgeren
Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd
Hvilke udfordringer og
muligheder giver det, at I
skal samarbejde tættere
med faggrupper som fx
ergoterapeuter og sosuassistenter?
– Vores faggruppe har altid
levet med det vilkår, at vi skal
samarbejde opad, nedad og
med andre faggrupper på vores eget niveau. Det nye er, at
det tværfaglige samarbejde
bliver fuldstændig nødvendigt
for at løse kommunernes
opgaver fremover.
– Tværfaglighed handler
om at lytte og finde den bedste løsning – om, at vi lægger
Hvad skal kommuner og
medarbejdere blive bedre
til for at fremme fokus på
den fælles kerneopgave?
– Kommunerne skal stole på,
at deres fagmedarbejdere
kan bruge deres faglighed til
at løse kerneopgaven bedst
muligt, i stedet for at begrænse dem med kontrolfunktioner
og unødvendig dokumentation. Og medarbejderne
skal stå fast og insistere på
deres faglighed. Vi skal have
modet til at gå i dialog med
forvaltning og politikere, når
vi bliver pålagt rammer og betingelser, der fjerner fokus fra
løsningen af kerneopgaven.
– Kommunerne skal
også blive bedre til at gribe
de muligheder, der er for
tværfagligt samarbejde, som
fx skolereformen, så den ikke
bliver en spareøvelse, men en
mulighed for at løfte børnene
i skolen.
alle vores hoveder sammen.
Fx er det i hverdagsrehabiliteringen blevet mere tydeligt,
at det ikke er en enkelt faggruppe, der skaber succes,
men de fælles kompetencer.
Nogle kommuner har overset,
at rehabilitering handler om
meget mere end træning.
Der skal både fysioterapeuter, ergoterapeuter, sosu’er
og sygeplejersker indover.
Kun på den måde sikrer
vi helhedsperspektivet på
borgeren.
Hvad betyder det, at faggrupperne i stigende grad
træder ind på hinandens
områder?
– For mig at se er pointen
ikke, at vi overtager hinandens fag, men at vi på tværs
af faglig baggrund hjælper
hinanden med at løfte den
samlede opgave.
– Dybest set handler
det om at se borgeren som
en hel person og ikke som
en person, der kan inddeles
efter vores faggrænser, så
nogle tager sig af ben og
arme, og andre tager sig af
hovedet. Hvis en borger skal
genoptrænes, men har nogle
økonomiske problemer, der
fylder det hele, så er det
måske hensigtsmæssigt at få
en socialrådgiver indover til
at hjælpe med det, før man
går i gang med medicin og
træning.
Hvad er bagsiden af den
tværfaglige medalje?
– Tværfaglighed må ikke betyde, at vi udvander fagligheder. Det har vi set eksempler
på på nogle plejehjem, hvor
alle laver alt – fra rengøring til
medicinering.
– Vores fagligheder skal
ikke vandes ud. Tværfaglighed handler derimod om, at
vi hver især bidrager med det
særlige, vi kan. På den måde
udnytter vi bedre alle parters
kompetencer.
Tværfaglighed handler om, at vi hver især
bidrager med det særlige, vi kan. På den måde
udnytter vi bedre alle parters kompetencer.
23
E f f ek t i v i t e t o g t r i v s el
Effektivitet
skaber trivsel
Medarbejderne brænder efter at gøre et godt stykke arbejde. Det er
ledelsens vigtigste opgave at sætte fokus på at løse kerneopgaven
effektivt – så kommer trivslen af sig selv. Det handler mere om social
kapital end om flere ressourcer, siger Tage Søndergård Kristensen.
Jeg møder ofte holdningen:
Hvis man trives, så laver man
et godt stykke arbejde. Nej!
Sammenhængen er omvendt.
Hvis man laver et godt stykke
arbejde, trives man.
24
D
et hele står og falder med
ledelsens kvalitet. Det er i
hvert fald ganske få gange,
Tage Søndergård Kristensen, professor emeritus og konsulent i
social kapital, er stødt på medarbejdere,
der ligefrem modarbejder ledere, der har
sat en tillidsbaseret dagsorden.
Til gengæld møder han ret ofte offentligt ansatte – på alle niveauer – der
tilsyneladende har misforstået deres
kerneopgave. Og det er ærlig talt både
bekymrende og forstemmende, mener
professoren. For hvis velfærdsopgaverne skal løses godt, produktivt og i højt
humør, kræver det som minimum, at man
er enige om, hvad opgaven er.
– Det handler om ledelse, ledelse og
atter ledelse, og der har den offentlige
sektor en udfordring. Der bliver talt alt
for meget om struktur, økonomi og ledelse som varm luft og alt for lidt om kerneopgaven. Hvis det var en filial i Irma,
der gav underskud, fordi medarbejderne
ikke var helt klar over deres opgaver og
derfor ikke var effektive, ville man skifte
ledelsen ud med det samme. Mener man
noget med effektivitet, kvalitet og trivsel,
så start med at kigge på ledelsen, siger
Tage Søndergård Kristensen.
Social kapital – styrken i relationerne
– er i hans øjne en vigtig strategisk ressource for udviklingen af de offentlige
kerneydelser. Har ledelsen ikke fod på
de tre grundbegreber tillid, retfærdighed
og samarbejde, daler effektiviteten. Og
dermed trivslen.
Det starter med
kerneopgaven
– Jeg møder ofte holdningen: Hvis man
trives, så laver man et godt stykke arbejde. Nej! Sammenhængen er omvendt.
Hvis man laver et godt stykke arbejde,
trives man. Så mener vi noget med at
styrke og udvikle velfærdssamfundet,
skal vi starte med at sætte fokus på kerneopgaven og borgeren. Når medarbejderne skaber ydelser af høj kvalitet, så
er de stolte af deres arbejde og trives,
siger Tage Søndergård Kristensen.
Hans kongstanke er, at høj produktivitet og kvalitet går hånd i hånd med trivsel på arbejdspladser med en høj social
kapital. Den sociale kapital opbygges og
vedligeholdes blandt andet via gensidig
tillid mellem ledere og medarbejdere,
og ved at medarbejderne oplever, at
tingene går ordentligt for sig.
– Hvis der er forskel på ”siger” og
”gør” i ledelsen, er den gal. Den sociale
kapital udhules, hvis ledelsen ikke formår
at forklare sine beslutninger og handlinger – herunder hvorfor tingene ikke altid
bliver, som medarbejderne ønsker det,
siger Tage Søndergård Kristensen.
Han har som både forsker og konsulent dokumenteret, at der kan være
markant forskel på den sociale kapital på
arbejdspladser, der ellers er underlagt
stort set de samme økonomiske, strukturelle og lovgivningsmæssige rammer.
Derfor mener han ikke, at der er nogen
entydig forbindelse mellem adgangen til
ressourcer, fx antallet af medarbejdere,
og produktivitet, kvalitet og trivsel.
– Naturligvis betyder det også
noget, at der er medarbejdere nok til
at tørre snotnæserne i børnehaven,
men den afgørende faktor er stort set
altid ledelse, mener Tage Søndergård
Kristensen.
Verdensmestre i
selvledelse
Han peger på, at der mange steder i den
offentlige sektor er opbygget en struktur,
hvor man slår dagligdagen i stykker med
masser af møder, som trækker effektiviteten og dermed trivslen ned for alle:
– Det er et kæmpe spild af ressourcer, og jeg møder ofte både ledere og
medarbejdere, der sukker efter bare at
kunne få lov til at passe deres arbejde. I
mange sammenhænge opfører man sig i
det offentlige, som om tid er en uendelig
ressource. Mener man noget med effektivitet, bør man starte der – og også
det er en ledelsesopgave, siger Tage
Søndergård Kristensen.
Han understreger, at med til god
ledelse hører også, at medarbejderne
leverer deres eget bidrag i form af selvledelse.
– Det betyder, at man ikke sætter
sig ned og venter på en ordre, men selv
bidrager aktivt til opgaveløsningen. Og
gør man ikke det, bør man finde sig et
andet job, siger han.
Den disciplin, vurderer han, er danske kolleger stadig verdensmestre i.
25
E f f ek t i v i t e t o g t r i v s el
Sig det, som det er
I vuggestuen Charlottehaven er åbenhed en dyd. Her tømrer
fagligt fokus, fællesskab og tydelig ledelse medarbejderne
sammen om kerneopgaven: et godt børneliv.
I
København stod vuggestuen Charlottehaven
for et par år siden over
for to store udfordringer:
flere børn på samme matrikel
og et sygefravær, der havde
sneget sig lidt for højt op.
– Vi skulle have nye børn i
huset uden at blive flere voksne, men hvordan? Samtidig
kunne vi se, at vores korttidsfravær var relativt højt, og
det undrede os egentlig, for
vi syntes ikke, at trivslen var
dårlig her, siger Trine Bach
Hermansen, pædagogisk leder for vuggestuen, der hver
morgen byder velkommen til
70 børn i alderen 0-3 år.
Udfordringen blev starten
på en proces, hvor både
struktur og arbejdsmiljø blev
kastet op i luften. Pladsproblemet blev løst – med en
ny stue til nogle af de store
børn. Og sygefraværet blev
vendt og drejet og diagnosticeret som ”alt for meget fart
over feltet”.
– Vi kan dårligt slutte et
projekt, før vi allerede er i
gang med et nyt.
Og det koster kræfter. Vi
besluttede os derfor for at
arbejde med at bruge vores
ressourcer mere balanceret
– og faktisk indimellem lige
at trække os lidt og lade bør-
26
nene selv udforske verden,
siger Trine Bach Hermansen.
Åbenhed og realisme
I dag er der snittet pænt af de
korte sygemeldinger. Og arbejdet med den faglige udfordring i den nye stuestruktur
har skabt bedre organisering
og større åbenhed.
– Vi har ét fælles mål: et
godt børneliv. Det betyder,
at vi ikke hele tiden skal
forhandle om kerneopgaven.
Vi kan godt være uenige, men
det fælles udgangspunkt
betyder, at vi kommer et spadestik dybere. Vi ved, hvorfor
vi gør det, vi gør. Og at vi kun
kan udvikle det her sammen,
siger Trine Bach Hermansen.
Som leder er hun
opmærksom på at koble
åbenheden med en tydelig
markering af, hvad der er
vigtigt – og muligt. Diskussioner om udefrakommende
vilkår eller omstændigheder,
der bare ikke er noget at gøre
ved, stoppes, før frustrationerne vokser sig voldsomme.
Nogle gange er det bare
”sådan, det er”.
… Eller som Trine Bach
Hermansen formulerer det:
Vi skal ikke bruge krudt på
at kæmpe imod noget, som
er givet som en skal-opgave
oppefra. Det handler om at få
det bedste ud af det og gøre
det til vores.
Ærlighed varer længst
– Jo klarere jeg kan være på
det, der forventes i den her
butik, jo bedre er det. Det
betyder ikke, at jeg læner mig
tilbage, men tværtimod at jeg
holder fast i målet og opfordrer til, at vi gør noget andet.
Der kan lade sig gøre. Man
når langt med at være ærlig
og sige det, som det er, siger
Trine Bach Hermansen.
Fx har hun lige besluttet
en pædagogrokade, som bestemt ikke er lige bekvem for
alle, men som var nødvendig
på grund af et samarbejde,
der ikke fungerede.
– Jeg er helt åben om min
beslutning og om det grundlag, den er truffet på. Jeg
laver ikke en ”Nu leger vi, at
I har brug for nye udfordringer” over for medarbejderne.
Jeg siger åbent, at vi har et
problem her, som jeg har
valgt at tage hånd om på den
her måde. Ærlighed er helt
afgørende for tilliden mellem
os. Hvis jeg ikke var ærlig,
ville jeg blive ”regnet ud” med
det samme, siger Trine Bach
Hermansen.
Hver morgen tager medarbejderne i Charlottehaven imod
70 vuggestuebørn. Der er de
senere år tyndet ud i projektjunglen og skabt bedre plads til
at koncentrere sig om børnenes
trivsel og udvikling.
– Vi har ét fælles mål: et godt
børneliv. Det betyder, at vi ikke
hele tiden skal forhandle om
kerneopgaven.
27
E f f ek t i v i t e t o g t r i v s el
Vi styrer
det selv
Her kan man altid finde en rendegraver eller en gartner i
nærheden. Hos Vej og Park i Nordfyns Kommune sparer
teknologien tid og bringer medarbejderne tættere sammen.
28
Vi har investeret i teknologi, der
giver en bedre kommunikation,
og det giver stor frihed.
E
r du klar over, at der er et
stort hul i vejen her?
Før i tiden kunne asfaltarbejder Idrees Haider blive
kimet ned af velmenende kolleger, der
lige ville gøre opmærksom på, at den
kommunale vejbelægning råbte på en
kærlig hånd.
I dag har ny teknologi i form af et
avanceret GPS-system, hvor kollegerne
via tablets, smartphones og computere
hele tiden kan se hinanden, sat både
plæneklippere, rendegravere, samarbejde og sammenhold i system.
– Nu bliver det der hul tastet ind i systemet, og vi kan se, hvor maskinellet er.
Jeg kan også finde en ledig rendegraver
eller se, hvor brolæggerne befinder sig
nu. Vi har investeret i teknologi, der giver
en bedre kommunikation, og det giver
stor frihed. Vi styrer det selv her, siger
Idrees Haider.
Ud over at være asfaltarbejder er
han også arbejdsmiljørepræsentant for
de cirka 50 kolleger, der på det nordlige
Fyn passer næsten 900 km vej og 60
hektar fodboldbaner og andre grønne
områder. Kommunen og afdelingen er
dygtige til at udnytte både mandskab,
maskiner og økonomiske midler på en
måde, der skaber meningsfuld koordinering og høj trivsel. Det blev i 2013
belønnet med fagforbundet 3F’s pris
som ”Årets arbejdsplads”.
Tillid er guld
En del af succesen handler om ny teknologi, men som vejformand Jens Otto
Larsen pointerer, så rimer trivsel og
samarbejde på Nordfyn også på tillid.
– Vi er en decentral afdeling med
meget stor frihed – også til at prioritere
og bruge pengene, hvor det er nødvendigt. Vores sammenhold betyder, at vi
”følger med i hinanden” på arbejde og
gør meget ud af det sociale; jubilæer
fejrer vi med smørrebrød, til de runde
fødselsdage køber vi kager, og efter
fyraften mødes vi i vores motionscenter.
Men det vigtigste her er nok den tillid, vi
både bliver mødt med fra ledelsens side
og selv møder med som kolleger, siger
Jens Otto Larsen.
Tilliden betyder også, at Vej og
Park selv styrer økonomien – naturligvis inden for det overordnede budget.
Det gør det muligt for medarbejdere
og ledelse af løse opgaverne mere effektivt via tillidsbaseret koordinering og
samarbejde.
– Vi har sluppet den centrale
styring. I dag sender vi opgaver ud, og
så finder holdet selv ud af resten. Den
tillid er bogstavelig talt guld værd, siger
vejformand Jens Otto Larsen.
29
Fakta om Fremfærd
Baggrund
Organisering
Aktiviteter
Fremfærd blev etableret som en del af
overenskomstfornyelsen 1. april 2013.
Samarbejdet fik arbejdstitlen Partssamarbejde om Udvikling af Kerneydelsen
og blev senere omdøbt til Fremfærd.
Fremfærds arbejde er organiseret i fem
ekspertområder, der tilsammen dækker
alle de store velfærdsopgaver i kommunerne:
• Fremfærd Børn – opgaverne omkring
børn og unge
• Fremfærd Ældre – opgaverne omkring ældre og sundhed
• Fremfærd Borgere med særlige
behov – opgaverne omkring psykiatri,
handicap og udsatte børn og voksne.
• Fremfærd Borger – opgaverne omkring borgerservice, sagsbehandling
og beskæftigelse
• Fremfærd Bruger – opgaverne omkring kultur, idræt, natur, miljø mv.
De fem ekspertområder er kernen i
Fremfærds aktiviteter. Hvert område
iværksætter og støtter projekter om udvikling af kerneopgaven på deres felt.
Samarbejdet, der er aftalt mellem KL og
KTO, har også deltagelse af Sundhedskartellet. Ultimo maj 2014 besluttede
KTO og Sundhedskartellet at danne et
nyt forhandlingsfællesskab.
Formål
Fremfærds erklærede formål er ”at
fokusere samarbejdet om at udvikle de
kommunale kerneopgaver og effektiv opgaveløsning ved bl.a. at arbejde med:
• at styrke kvalitet og faglighed herunder strategisk kompetenceudvikling
• at fremme tillid, trivsel og et godt
psykisk arbejdsmiljø i arbejdet med
kerneopgaven
• at udvikle innovationskraft
• måleredskaber og evalueringskulturer
• at fremme godt lederskab
• at sætte borgeren i centrum
• at udvikle medarbejdernes indflydelse
på eget arbejde.”
På hvert af disse områder er der nedsat
en gruppe med 12-15 personer med
særlig indsigt i området – fra både
arbejdsgiver- og lønmodtagerside.
På tværs af ekspertområderne arbejder
Fremfærds bestyrelse med at samle
og formidle ny viden om udvikling af
kerneopgaven. Det sker blandt andet i
samarbejde med en ekstern forsker- og
ekspertgruppe.
Bestyrelse
Marianne Brinch-Fischer,
forhandlingschef i KL (formand)
Dennis Kristensen, formand for FOA
(næstformand)
Ingrid Stage, næstformand for
Akademikerne
Henning Pedersen, næstformand for
FTF-K
Grete Christensen, formand for
Sundhedskartellet
Helle Basse, sekretariatschef i KTO
Jane Wiis, direktør i KL
Lisbeth Binderup, kommunaldirektør i
Skanderborg Kommune
Bjarne Pedersen, kommunaldirektør i
Helsingør Kommune.
Læs mere om Fremfærd
på fremfaerd.dk
Skriv til os på
fremfaerd@fremfaerd.dk
Marianne Brinch-Fischer,
forhandlingschef i KL
(formand)
Dennis Kristensen,
formand for FOA
(næstformand)
30
Fremfærd er et partssamarbejde
om udvikling af de kommunale
kerneopgaver.
Det fælles mål er at skabe effektive
arbejdspladser, hvor opgaverne
løses i et tæt samspil med borgerne,
og hvor medarbejdere trives.
Fremfærd er organiseret i fem
områder, der iværksætter udviklingsarbejde inden for alle dele af den
kommunale velfærd.
Fremfærd
Et magasin fra KL og KTO
om fremtidens velfærd i kommunerne
© KL og KTO
Juni 2014
Redaktionsgruppe:
Jacob Møller, KL
Henrik Carlsen, KTO
Lars Bøjesen, Fremfærd
Redaktion: Ola Jørgensen, Klartekst
Tekst: Kirsten Weiss og Signe Tonsberg
Grafisk design: Karen Krarup
Foto: Tomas Bertelsen m.fl.
Tryk: PRinfoTrekroner
ISBN 978-87-92907-63-9
ISBN 978-87-92907-64-6-pdf.
Det handler om ledelse,
ledelse og atter ledelse.
Der bliver talt alt for
meget om struktur og
økonomi og alt for lidt
om kerneopgaven.
Arbejdsmiljøekspert
Tage Søndergård Kristensen.
Borgerne er afhængige af, at alle
de knusende dygtige, specialiserede
fagpersoner arbejder sammen om at
levere en sammenhængende ydelse.
Konsulent Bo Vestergaard.
Der er brug for en
selvtillidsreform i
kommunerne.
Mennesker har altid
været medskabende,
men det er, som om vi
først får øjnene op for
det nu.
Professor Jacob Torfing.
Et magasin fra KL og KTO om
fremtidens velfærd i kommunerne
32
Direktør Svend Tabor.