Granudial - Fresenius Medical Care
Transcription
Granudial - Fresenius Medical Care
Manden de kaldte Rolex Aldersgruppe: fra 12 år og op. Varighed: 75 min. Tekst: Alex Byrne og Søren Ovesen. Iscenesættelse: Alex Byrne. Scenografi: Nathalie Melbye. Musik: Batidas ensemble og Kirsten Juul Seidenfaden. Medvirkende: Ni medlemmer af Batida. Teatergruppen Batida ⋅ Rentemestervej 25 A ⋅ 2400 København NV ⋅ 3810 3609 ⋅ info@batida.dk En kulsort tragisk komedie fra det gamle Østeuropa Den store leder, landsfaderen, viser vejen imod den lysende fremtid. Hans magt er fuldkommen, hans selvtillid er ubegrænset. Han bestiller et kæmpe helteportræt af sig selv hos en ung, talentfuld kunstmaler og belønner ham på forhånd med et kostbart schweizisk guldur. Men maleren har kvaler med at frembringe det strålende lys i landsfaderens øjne. I en brandert forelsker maleren sig i en vidunderlig kvinde, der for altid forstyrrer hans sikre hånd, hans guddommelige penselstrøg. Sammen får de en uønsket søn, som gemmes af vejen på et børnehjem som ingen husker og hvorfra intet huskes. Sønnen vokser op, gør karriere i sikkerhedspolitiet, og det bliver ham, der en dag sætter sin oprørske far bag lås og slå. Men det er også ham, der en skønne dag vender sit våben mod den store leder, landsfaderen, og gør en ende på historien. Den britiske instruktør Alex Byrne fra det berømte NIE-teater har fundet sammen med Batidas musikalske ensemble, som med denne forestilling sender os ud på en forrygende rejse ind i en ikke særlig fjern fortid. Undervisningsmateriale Undervisningsmateriale til forestillingen kan hentes på www.batida.dk. Materialet er bygget op på en måde, så det er klar til at bruge direkte i undervisningen. Det kan bruges både i folkeskolens ældre klasser og i gymnasiet. Det lægger op til samtale om forestillingen, analyse af de fysiske rammer og de tematikker, forestillingen berører, og til fysiske aktiviteter med drama og musik, som tager afsæt i forestillingens stil og virkemidler. I historie og samfundsfag lægger forestillingen op til at arbejde med emner som: − − − − − Østeuropa, den kolde krig og Berlinmurens fald demokrati/diktatur stigmatisering af etniske minoriteter (specifikt: romaer) kunsten og kunstnerens rolle i samfundet individets rolle i samfundet I dansk, drama og musik kan den være genstand for analyse, fortolkning og perspektiverende arbejde med musikdramatik som udgangspunkt. Det særlige ved den levende musik og drama som genre er netop, at det er live og dermed taler et forstærket auditivt, visuelt og kropsligt sprog. Forestillingen kan derfor bruges som inspiration til en kropslig og musikalsk tilgang til arbejdet med mundtlige fremstillingsformer. I forbindelse med større projekter står Batida gerne til rådighed for aftertalks og yderligere informationer. Fra Teateravisens anmeldelse: “Den livlige spillestil, musikken og genbrugstøjet skaber et autentisk nærvær i forestillingen, der sætter fokus på løgn og sandhed i et land og en familie under den (is)kolde krig.” “Batidas bramfrie musikalske udfoldelser og frodige komik gennemsyrer forestillingens barske historie om tab og frygt og angiveri. Den bliver en livsbekræftende fabel om at overleve med sin menneskelighed i behold, selv om det er ikke nemt.” “Historiens gang kan ikke stoppes, men den kan vendes. Hos Batida foregår det heldigvis med smil på læben og fejende festlig musik.” Anmelder: Randi K. Pedersen Om Batida Siden sin start for snart 30 år siden er Teatergruppen Batida blevet kendt i Danmark og udlandet for sin farverigdom, sin musikalitet, sin ofte groteske humor og sin vilje og evne til at fortælle en vedkommende historie. Stilen er folkelig uden at være forudsigelig, og har en umiddelbar tilgængelighed, som inviterer alle ind – også mennesker uden særlige erfaringer med teater og mennesker med andre kulturelle baggrunde end dansk. Batidas produktioner er, med enkelte undtagelser, baseret på nyskrevet, dansk dramatik og originale musikkompositioner. Gruppen arbejder med at forene dramaet og musikken til den stærkest tænkelige ”organiske” enhed. Et scenisk udtryk, hvor ord, musik, bevægelse og billeder alle bliver handlingsbærende elementer i fortællingen. God fornøjelse med forestillingen og materialet. Teatergruppen Batida