Et bæredygtigt landbrug for eftertiden

I N FO R M ATION MAJ 2014
Håb i Europa
• ’Den tabte generation’ er optimistisk
• Gyldent high tech-boom i Rumænien
• Græske byboere bliver økobønder
• Populisme er sundt for Europa-Parlamentet
• Få ildsjæle holder liv i lukket græsk stats-tv
Valg til Europa-Parlamentet den 25. maj
Temaavis til Dagbladet Information
EUROPA
2
INFORMATION MAJ 2014
Indhold
Leder
Illustration: Mia Mottelson/iBureauet
» Side 4-5
’Den tabte generation’: I Sydeuropa udfordres unges forventninger
til fremtiden drastisk af krisen. To forfattere har gennem et års rejse
rundt i Europa besøgt 24 lande og sovet i 100 hjem
» Side 6
At føle sig tysk, ikke europæisk: Den tyske forfatter Hannah
Beitzer er opdraget med, at Europa er cool og eventyrligt. Men
hendes søster på 23 ser sig som tysk, ikke europæer
» Side 10-12
Grækerne søger jord under neglene: Da eurokrisen ramte
Grækenland, søgte byboerne ud på landet for at leve af at dyrke
jorden. Det har skabt små, innovative og bæredygtige økolandbrug
» Side 16-18
Steet art i Athen: Unge grækere har for længst mistet troen på
politikere og politiet. Afmagten har givet sig udslag i gadekunst af
høj standard på murene i Athens studenterkvarter, Exarchia
» Side 22-23
Rumænsk trend inden for it: Bukarest er i al ubemærkethed
blevet centrum for nogle af Europas dygtigste it-virksomheder.
33-årige Valentin Radu var en doven computerspilsnørd. I dag er
han virksomhedsejer
» Side 30-31
Geert Wilders hetz mod marokkanere: Den højrenationale
politiker Geert Wilders’ negative marokkanerretorik har fået en hård
medfart. Men Wilders ser ud til at opnå EP-valgets største sejr
» Side 34-35
En arbejdsdag i EU’s maskinrum: Hvad laver de 766 folkevalgte i
Europa-Parlamentet egentlig på en gennemsnitsarbejdsdag? Vi har
fulgt svenske Amelia Andersdotter fra Piratpartiet som en skygge
Forsidefoto: Jakob Dall
Ansvarshavende chefredaktør: Christian Jensen
Magasinchef: Søren Heuseler/iBureauet
Redaktionssekretær: Jens-Arne Sørensen
Redaktion: Christian Andersen, Anders Fjordbak Trier, Mette Rodgers,
Troels Heeger og Mads Frese
Art Director: Jesse Jacob/iBureauet
Illustrationer: Mia Mottelson/iBureauet
Infografik: Jesse Jacob og André Leit /iBureauet
Skribenter: Mette Rodgers, Troels Heeger, Mads Frese, Peter Laugesen,
Elena Maria Askløf, Alma Wilthers, Göran Rosenberg og Paolo Flores
Fotografer: Tor Birk Trads, Jakob Dall, Bjarke Ørsted, Malene Korsgaard
Lauritsen, Rob Voss, Scanpix
Korrektur: Jesper Jordan og Gustav Henningsen
Annoncesalg: FrontMedia
Tryk: Sjællandske Medier
Udgivet i samarbejde med: Folkehøjskolernes Forening i Danmark:
Det du ikke lærer andre steder
Udgivetmed støtte fra: Europa-Nævnet og Dansk Ungdoms Fællesråd
Velkommen til Europa
Af Andreas Harbsmeier,
Højskolernes Hus & Anders
Fjordbak-Trier, Information
I
krisens skygge vil
Europa mod slutningen af denne måned
vælge 751 medlemmer
til Parlamentet i Bruxelles til at repræsentere de omkring 500
millioner europæere.
Og især for den unge
generation med længst
fremtid i Unionen, er
der nok at stemme for
og rigeligt at forsøge at
forandre.
Paradoksalt er det
derfor, at den tabte generation, som de unge
ofte bliver kaldt, samtidig er en gruppe, som
det er yderst vanskeligt at få til at stemme.
Nogle steder lyder det,
at blot hver tredje unge
vil stemme. Andre steder hver femte.
Tallenes fortælling er dyster: Unge
europæeres tillid til offentlige institutioner
er faldet i løbet af krisen. Antallet af unge,
der oplever alvorlige
afsavn, er steget med
seks procent siden
2007. Det gælder især
unge i Spanien, Cypern, Portugal og Grækenland.
Ledigheden blandt
unge er vokset mere
under krisen end for
ældre europæere. Mellem 2007 og 2012 er
den gennemsnitlige
ledighed blandt unge
mellem 15 og 24 år vokset fra 15 til
23 procent ifølge Eurostat. Værst
ser det igen ud mod syd.
Men ligeså nedslående tallene er, ligeså glædeligt er mødet
med de unge europæere. For nok
kan de vise sig svære at trække
til valgurnerne, men mange af de
steder i Europa, hvor Informations journalister er rejst hen, har
der været positive fortællinger
om europæere, der trodser dårlige konjunkturer og korruption
og skaber sig en ny levevej. Det
gælder især, hvor krisen har slået
hårdest – mod syd – og det sker
nogle gange inden for det etablerede system – andre gange udenfor.
Som Evangelos Vergos, der
hjælper unge grækere med at skabe sig en ny fremtid ved at dyrke
den græske jord. De kommer godt
nok ofte til ham i desperation,
fordi de ikke ser andre muligheder, men grækerne er før blevet
reddet af deres jord, og nu forsøger de – oven i købet på bæredyg-
tig vis – ad denne vej igen.
Eller rumænske Valentin
Radu, der indledte sin succesrige karriere som teenager med at
spille Counter-Strike på sin computer. Det skabte behov for hurtig
netforbindelse og grobund for en
forretning, der hurtigt blev rentabel for den unge rumæner. Ikke
kun på grund af Radu, men nok
på grund af personer som ham
har Rumænien – Unionens fattigste land – i dag verdens femtehurtigste internet. Og en gruppe af
unge, innovative it-entreprenører.
I denne avis om Europa retter
Information i samarbejde med
højskolerne øjnene mod en række
unge europæere, deres visioner
for og drømme om Europa. De
nævner fordele og ulemper, men
efter mødet med dem er det vanskeligt kun at se pessimismen.
Det giver håb om, at genera-
tionen måske ikke er så tabt, som
tallene ellers kunne illustrere.
Hvor de unge er vanskelige at
mobilisere til at stemme, har EUmodstanden og en stigende nationalisme
flere steder fået folk
til at rejse sig. Fra de
nazistisk inspirerede
protester i øst fra eksempelvis Grækenland
og Ungarn til britiske,
hollandske og danske
EU-modstanderes krav
om øget selvstændighed og mindre union
som følge af en fri bevægelighed, der af
mange ses som tærende på landenes sociale
kasser.
Et problem, der, når
en million arbejdstagere indvandrer til
Storbritannien, kan
virke reelt, men som
andre steder – som når
det handler om børnecheck til nogle få skattebetalende udenlandske arbejdere – er så
småt, at det er tæt på
at være ikke eksisterende.
Mange steder i
Europa fører højre og
venstre en fælles kamp
imod fri bevægelighed
– for lokal protektionisme og for grænsehegn.
Men det er ikke
nye grænser, mange af de unge, vi har
mødt i Europa, ønsker
at trække. Deres protest retter sig mod det
etablerede politiske system. Mod uhensigtsmæssige, ineffektive strukturer
og mod korruption og en elite, der
fordeler goderne blandt sig selv.
De unge, vi har talt med, kan
mødes i drømmen om at blive
budt velkommen i et nyt, frit, solidarisk Europa med muligheder
og plads til innovation og kreativitet. På tværs af grænser.
Så mest af alt efterlader denne
avis formentlig læseren med et
håb om, at fremtiden for Europa ikke behøver være så dyster,
som de mange statistiske nøgletal
kunne give anledning til.
Måske er det tiden nu til at lytte
til de unge. Når de etablerede systemer ikke fungerer, må man skabe
sine egne. Og ikke bygge hegn, men
nedbryde barrierer og med de unge
sige til nytilkomne: ’Velkommen til
Europa’.
aft@information.dk
stem.dk
FORENINGSLIVET
STYRKER UNGES
POLITISKE
ENGAGEMENT
EUROPAPARLAMENTS
VALG
OG
FOLKEAFSTE
MNING
En undersøgelse fra Eurofound* viser, at danske unge hører til de mest politisk engagerede
i Europa. Unge danskere ligger helt i top, når det kommer til at deltage i politiske aktiviteter,
de har stor tillid til folkevalgte, og de ser lyst på fremtiden.
Det er foreningslivet, der former det engagement, unge møder demokratiet med: Ved at
være aktive i én af DUFs 70 medlemsorganisationer lærer unge, at de altid har en stemme.
Sådan er det også den 25. maj.
VALGET ER DIT.
STEM FOR DEMOKRATIET.
(XURIRXQG6RFLDOVLWXDWLRQRI\RXQJSHRSOHLQ(XURSH3XEOLFDWLRQV2IğFHRIWKH(XURSHDQ8QLRQ/X[HPERXUJ
4
INFORMATION MAJ 2014
INFORMATION MAJ 2014
REJSEREPORTAGE
REJSEREPORTAGE
Belèn og hendes kæreste Ben
fra Malaga er i årevis blevet
tudet ørene fulde om den triste
ledighedsstatistik for unge, der i
Spanien ligger mellem 40 og 50
pct. ’Men helt ærligt, hvad kan
man regne med andet end sin
lyst?’ siger Belén, der faktisk har
et job, men tænker på at flytte til
Sydamerika med Ben.
Foto: Elena Maria Askløft
Mulighederne i at tilhøre
’den tabte generation’
Disse års europæiske ungdomsgeneration er blevet kaldt
’den tabte generation’. Særligt i Sydeuropa udfordres unges
forventninger til fremtiden drastisk af krisen. Denne reportages to
forfattere har gennem et års rejse rundt i Europa besøgt 24 lande
og sovet i 100 forskellige unges hjem. Hjemvendt er de i tvivl om,
hvorvidt det er dårligt, at Europas unge bliver voksne i en krisetid
Af Peter Laugesen
og Elena Maria Askløf
D
et er nu præcis et år siden, at
vi pakkede vores bil og tasker.
Fyldt med tøj, udstyr og spørgsmål ville vi på et års rejse gennem
kontinentet møde andre europæiske unge og finde ud af, hvordan
det egentlig er at være en tabt generation.
»Mine forældre ryster på hovedet af os. De synes, vi er sindssyge,
fordi vi vil kvitte vores job og tage
til Sydamerika,« siger Belèn til os
under den varme sol i Málaga. Hun
er kæreste med Ben, og de to er henholdsvis 28 og 29 år.
»Men helt ærligt, hvad kan man
regne med andet end sin lyst? Jeg
gider ikke gå og være bange for noget,
og jeg gider slet ikke fortsætte med
at arbejde, bare fordi folk truer mig
5
med ’arbejdsløshedsstatistikker’«.
Ben og Belèn er, hvad de fleste i
Sydspanien vil kalde heldige. De
har begge et fast job i et land med
astronomisk høj arbejdsløshed på
næsten 50 pct. for unge. Deres løn
er dog som de fleste andre spanieres
ikke særlig god. Faktisk tilhører de
det, der på spansk kaldes la generación de los mil euros(1000 eurogenerationen), da de kun tjener omkring 7.500 kr. om måneden, selv om
de er uddannet og har fuldtidsjob.
»Men nu rejser vi snart til Sydamerika
for at være med i forskellige projekter
derovre,« fortæller Belèn og kigger
forelsket på Ben.
Belèn har prøvet at være arbejdsløs. I næsten to år søgte hun job hver
eneste dag uden held.
»Jeg mistede enormt meget tro
på autoriteterne i de år, jeg gik ledig.
Jeg havde tid til at tænke mig om og
arbejde frivilligt med grøn omstilling, og det gik op for mig, at når
der er så meget, der ikke fungerer i
systemet, så må man selv gribe til
handling. På en måde oplever jeg
det sådan, at krisen har fået mig til
at miste tilliden til systemet og politikerne, men har styrket min tro på
mig selv og mine venner.«
Holdninger forandres
I Italien oplever vi også, hvordan krisen har ændret unges måde at forstå
samfundsstrukturerne på. I Torino
bor vi hos det unge kærestepar Salvatore og Chiara. Hun arbejder ved
siden af sine studier, men har ikke
nogen kontrakt. Han er selvstændig
og nødsaget til indimellem ikke at
skrive kvitteringer på det, han sælger, fordi han ellers ikke tjener nok
penge til at klare sig.
»Jeg kan huske, hvordan jeg havde
det før i tiden, når venner af familien
kom og fortalte, hvordan det nu var
lykkedes dem at snyde i skat. Jeg
syntes, det var sejt, ligesom de fleste
andre,« fortæller Salvatore og ryster
meget italiensk og karikeret på hovedet og fortsætter:
»Jeg synes helt ærligt ikke længere, det er sejt at snyde i skat. Det
er jo ligesom dét, kombineret med
et korrupt system og korrupte politikere, der har kørt vores land i
sænk – så jeg tænker, at det er på
høje tid med en forandring af vores mentalitet, og derfor reklamerer jeg ikke med mit skattesny-
deri. Jeg holder det for mig selv.«
I Grækenland kender de også til de
problemer, som Salvatore beskriver.
»Vi unge grækere har mistet retten til at drømme.« Sådan diagnosticerer den arbejdsløse læge Xristoy
situationen for sin egen ungdomsgeneration, da vi taler med ham til
en demonstration på Syntagmapladsen i Athen.
føler os lidt utilpasse og kan jo godt
se, at vores fine kamera og notesbøger ikke hjælper en skid på Zafs situation. Han sidder i saksen, og om
lidt sidder vi i bilen på næste etape
af vores store Europatur. Med tårer
i øjnene rejser han sig og giver os et
knus og et klap på skulderen:
»Husk nu at nyde det, mine danske venner.«
I bilen er vi begge kede af at måtte
forlade vores nye ven på den måde.
Men vi kommer også frem til, at de
græske unge måske har mistet retten
til at drømme, men mange af dem
har til gengæld vundet lysten til at
kæmpe.
Nord og syd mødes
Sovende forelæsning
Derefter tager vi afsked med ham,
som vi har gjort med så mange unge
europæere før ham. Det har ikke altid
været nemt at forlade personer, vi er
kommet tæt på, men der er specielt
en afsked, som rører os. Det er den
dag, vi kører mod Istanbul og skal
sige farvel til Zaf, som vi bor hos i
Athen. Han er sociolog, arbejder i
et reklamebureau til en skodløn, og
han hader sit job. Han vil så gerne
prøve noget andet.
Krisen har for Zaf, ligesom for
mange andre unge europæere, været en formativ begivenhed. Zafs tankegang er blevet præget af denne
finanskrise, og han var også meget
aktiv under de folkelige demonstrationer i 2011 på Syntagma-pladsen.
Han har kæmpet mod politiet, mod
racister og fascister.
Da vi den dag drikker afskedskaffe
med Zaf, opfører han sig underligt.
Han bider os af.
»Nu rejser I videre, og jeg skal tilbage til mit lortearbejde,« siger han
og kigger stift ud af vinduet. Zafs
mund, der engageret plejer at kritisere korruptionen, uligheden og
EU-trojkaens sparekrav er tavs. Vi
I London møder vi Lena, som kæmper for at få en fod inden for på arbejdsmarkedet. Hun får én fuldtidsløn for to fuldtidsstillinger, og ved
siden af arbejder hun ulønnet på to
store projekter. Over aftensmaden i
hendes lejlighed fortæller hun, at hun
er enormt stresset: »Jeg har problemer med vejrtrækningen, men som
ung i Europa kan man jo ikke klage,
når man har et job – eller fire – ligesom mig.« Hun griner halvhjertet
og fortsætter:
»Der er jo kamp om pladserne i
dag, og selv om du har en kandidatgrad i, hvad ved jeg, så er du jo ikke
sikret noget som helst.«
To uger senere møder vi en helt
anden virkelighed i Stockholm, da vi
tager med to brødre til forelæsning.
De er i gang med at tage en kandidatgrad i filmvidenskab, og hver gang
forelæseren slukker lyset for at vise
et filmklip, lægger brødrene hovedet
på bordet for at lukke øjnene ligesom mange af de andre fra holdet. I
mørket tænker vi for os selv, at der er
langt fra denne skandinaviske studentervirkelighed til Lenas arbejdsiver, til Ben og Belèns antiautoritære
eventyrlyst og til Zafs stærke følelser
og oprørstrang.
Tabt bag en vogn, vi ikke vil med
Jeg mistede
enormt meget tro på
autoriteterne i de år,
jeg gik ledig. Jeg havde
tid til at tænke mig om
og arbejde frivilligt
med grøn omstilling.
På en måde oplever
jeg det sådan, at krisen
har fået mig til at miste
tilliden til systemet
og politikerne, men
styrket min tro på mig
selv og mine venner
Belén
Arbejdsløs i Spanien
De millioner af unge bliver kaldt
’den tabte generation’, men er der
ikke også nogle muligheder i det at
være tabt?
Helt skidt er det måske ikke at
blive tabt bag en vogn, når man finder ud af, at man ikke ville med på
den vogn. Krisen ser ud til at få de
unge, vi har mødt på rejsen rundt i
Europa, til at tænke nye tanker, gøre
op med korruption og få skabt nye
fællesskaber, ideer og værdier. Og
det er vel ikke så skidt igen?
Krisen har gjort vores generation
opmærksom på, hvad det er for en
verden, vi er ved at blive voksne i.
Det er en verden, der byder på europæisk union, global finanskapitalisme og tvungen migration for at
finde arbejde.
Men det er også en verden, der
byder på mange muligheder, hvis
man evner at gribe dem.
udland@information.dk
EUROPÆISKE STEMMER
det lettere at rejse internt mellem
de europæiske lande.«
Constantina Panagi
27 år, Cypern
Psykolog på en privat klinik
– Hvilke fordele har det for dig, at
du lever i EU?
»Efter Cypern blev en del af
Eu i 2004 er der sket mange
ting. Blandt andet, er det blevet
lettere at handle med andre
europæiske lande. Det kan ses
i supermarkedet. Der er mere
græsk ost og flere typer spiritus,
som vi ikke havde tidligere. Der
er også kommet flere turister til.
Måske fordi de åbne grænser gør
– Hvilke ulemper oplever du ved
EU?
»På grund af den økonomiske
krise, som er særligt slem her i
Cypern, har vi tyskerne hængende
over vores hoveder hele tiden. De
tjekker bankerne, og undersøger,
hvad der gik galt med vores
økonomi. Krisen kom efter vi
fik Euroen, men jeg tror ikke, at
Euroen gjorde nogen forskel. Det
er på grund af korruptionen, at
det går dårligt økonomisk. Det
er et problem, at nepotismen
bestemmer, hvem der kan få
job og hvem, der ikke kan. Jeg
håber, at unionen vil hjælpe os
med at håndtere de økonomiske
problemer. At de måske vil
gøre reklame for vores smukke
strande, så der fortsat vil komme
mange turister. Og allervigtigst:
At de vil hjælpe os med at komme
korruptionen til livs.«
SERIE
Europæiske stemmer
• Irriterende rygelov, en savnet
ost, forvirrende mobilpriser og
følelsen af et sammenhold, som
er større end det nationale.
• Information spørger frem til
europaparlamentsvalget søndag
den 25. maj 28 unge mennesker
fra samtlige EU-medlemslande,
hvad de ser som fordelene og
ulemperne er ved at leve i et
europæisk samarbejde som EU.
SPAR OVER
1.700 kr.
på BRILLER med
glidende overgang
fra
r.
900 k
900 kr.
Briller med glidende
overgang inkl stel,
glas, synsprøve
og etui.
Få 2 briller
IS til 1 brilles pris
GRAT
(Du skal kun betale for evt.
tillægsydelser *)
www.optikhuset.dk
Tillægsydelser såsom antiireflex behandling, betales extra. Tilbuddet gælder også enkelt
styrke briller. Glidende overgangsglas findes i 4 forskellige kvaliteter.
Tilbuddet kan ikke kombineres med andre tilbud.
OPTIK
ÅRHUS - Klostertorvet 6,
LYNGBY - Lyngby Hovedgade 19c,
ODENSE - Fisketorvet 5,
HILLERØD - Slagerupgade 2,
RANDERS - Rådhustorvet 6,
ROSKILDE - Hersegade 1A,
SILKEBORG - Vestergade 35,
FREDERIKSBERG - Falkoner Allé 47,
8613 6008
4587 1078
6613 7135
4828 7899
4466 6008
4632 4800
8681 0102
3810 1468
6
INFORMATION MAJ 2014
IDENTITET
Unge tyskere
føler sig
ikke længere
europæiske
Den tyske forfatter Hannah Beitzer er
opdraget med ideen om Europa som
noget cool og eventyrligt. Men hendes
lillesøster på 23 ser ikke sig selv som
europæer, men som tysker. Det vækker
forundring, men også en vis forståelse
Af Troels Heeger
Korrespondent, Berlin
E
uropa er ikke længere cool.
Europa er en angstprovokerende kombination af krisebevidsthed, manglende sammenhængskraft
og truende ungdomsarbejdsløshed.
Det er den fornemmelse, den
31-årige tyske forfatter og journalist
Hannah Beitzer får, når hun taler
med sin kun otte år yngre lillesøster.
»Hun tilhører en generation, som
først lige er blevet voksen, og som
netop nu er på vej ud på arbejdsmarkedet, og det er en generation, der ser
på de økonomiske vilkår. De er ikke
vokset op med de samme europæiske
idealer. I det øjeblik da de begyndte at interessere sig for politik, var
krisen der allerede«, siger Hannah
Beitzer, der til sin egen overraskelse
blev mødt af et »Hvorfor?«, da hun
for nylig forklarede sin søster, at hun
selv som 20-årig hellere så sig selv
som europæer end som tysker.
Selv om der kun er otte år mellem
Hannah Beitzer og hendes 23-årige
lillesøster, er der en verden – eller
rettere et kontinent – til forskel mellem de to unge tyske kvinder.
Da Hannah Beitzer var 20 år, var
Europa stadig forholdsvist uberørt af
krisetegn og konflikt. Den europæiske fortælling bestod af elementer
som fred og genforening og manifesterede sig i vidtløftige drømme
om bevægelsesfrihed, eventyr og
fællesskab.
Opvokset med fred og samhørighed
»I min egen ungdom handlede Europa ikke om penge eller økonomi. Folk
på min alder er vokset op med forestillingen om Europa som en forestilling om fred, naboskab og kulturel samhørighed. At man lærer sine
naboer at kende og gerne vil møde
dem og tale med dem«, siger hun.
»Når man spørger dem om Europa,
er det ord som ungdomsarbejdsløshed, gældskrise, hvem betaler for
hvem, der falder dem ind.«
Europa virker ikke langt væk på
en fortovscafé i den populære berlinerbydel Prenzlauer Berg, hvor
Information møder den 31-årige
journalist og forfatter. På de brede
fortove hører man uafladeligt brokker af dansk, fransk, engelsk, polsk,
spansk og italiensk. Særligt en større
andel af sydeuropæere har i løbet
af krisen fundet vej til Nordeuropa,
hvor jobmulighederne ganske enkelt er bedre. Men det er ikke kun
sydeuropæerne, der i dag bekymrer
sig om et svigtende arbejdsmarked.
»Det handler meget om arbejdsløshed«, forklarer Hannah Beitzer.
»Udefra set er det måske lettere
fjollet, for det går jo egentlig fint i
Tyskland. Vores ungdomsarbejdsløshed er lav i forhold til andre lande.
Der hersker en følelse af usikkerhed.
Hvad sker der med det økonomiske
system, vi lever i. Vi er midt i Europa. Politisk, økonomisk, geografisk.
Derfor er der stor angst for, at krisen
har negative virkninger på de unges
egne muligheder og chancer.«
Det er naturligvis den store europæiske krise, eurokrisen, der har spillet en afgørende rolle i den gradvise
forandring af unge tyskernes forhold
til både omverdenen og sig selv. I
udenlandske medier er Tyskland i
løbet af krisen på grund af sine stærke
økonomi blevet udskreget til krisevinder på de sydeuropæiske landes
bekostning, mens den tyske kansler,
Angela Merkel, har stået i spidsen
for en europæisk krisepolitik, hvis
fokus på sparedisciplin og offentlige
nedskæringer har fået vrede demonstranter i lande som Grækenland og
Italien til at sammenligne den tyske
kansler med Hitler. Samtidig har kri-
Danskere
er originale
sen også gjort ideen om et europæisk
tilhørsforhold mindre indlysende
hos unge tyskere. I en meningsmåling foretaget for det tyske bankforbund angiver blot otte pct. af de
adspurgte unge tyskere, at de føler
sig europæiske. 35 pct. mener, at de
føler sig både tyske og europæiske,
mens et flertal bestående af 56 pct.
primært føler sig tyske. Det er en
forbløffende udvikling i Tyskland,
hvor både uddannelsessystemet og
den offentlige samtale sædvanligvis
søger at lægge en dæmper på tysk
nationalfølelse. I modsætning til de
fleste andre EU-lande har Tyskland
indtil for ganske nylig havde Tyskland ikke haft et euroskeptisk parti.
Hvordan kan Europa ændre sig?
Hvordan kan ideen om Europa atter
blive attraktiv for en ny generation?
Som forfatter til bogen Wir wollen
nicht unsere Eltern wählen. Warum
Politik heute anders funktioniert«
(Vi vil ikke stemme på vores forældre. Hvorfor politik i dag fungerer
anderledes, red.), der handler om de
politiske partiers manglende evne til
at appellere til den tyske ungdom,
udtrykker Beitzer på den ene side bekymring for den lave valgdeltagelse
blandt sine generationsfæller. Hun
ser derfor på en styrkelse af Europa-
Parlamentet som en mulighed for at
forbedre EU’s demokratiske legitimitet. På den anden side viser hun
forståelse for leden ved de etablerede
politiske partier og systemer hos en
generation af unge europæere, der
efter Murens fald i 1989 er opflasket
med en blanding af ideologiernes
død, økonomiske kriser og en stærk
individualisme.
Det er netop denne generation af
tyskere under 30, som ifølge Beitzer
i stigende grad også i de seneste år
har mistet den naturlige begejstring
for Europa, som siden efterkrigstiden
har været et uundgåeligt led i unge
tyskeres politiske dannelse.
På grund af en nationalt institutionaliseret skyldfornemmelse over
Tysklands nazistiske fortid har tysk
politisk kultur traditionelt lagt vægt
på hensynet til Europa. Blandt andet gik tyske kansler Helmut Kohl
gik med til at ofre den stærke tyske
D-mark til fordel for euroen af hensyn til Europa. Det er ikke så sikkert,
at nutidens Tyskland ville have vist
samme beredvillighed.
»Med krisen er denne økonomiske
faktor rykket frem i billedet. Det er
blevet klart for en masse mennesker,
at de havde en idé om, hvad Europa
burde være, men samtidig har noget
ændret sig både i politik og økonomi,
Kriser og en stærk
individualisme har ifølge
Hannah Beitzer gjort, at yngre
tyskere under 30 i stigende
grad har mistet den naturlige
begejstring for Europa. De
ser sig selv som tyskere, ikke
som europæere. Foto: Malene
Korsgaard Lauritsen
som har sin egen selvstændige dynamik«, siger Hannah Beitzer.
Rusland-Europa
Trods smuldrende bånd mellem
Tyskland og det omgivende kontinent, er Hannah Beitzer optimistisk
anlagt og holder selv endnu fast ved
sin europæiske identitet, som især
bringes frem af eksotiske kontraster.
»Hver gang jeg er i Rusland, føler
jeg mig europæisk«, siger Beitzer,
der har studeret russisk og har boet
i Rusland i flere år.
»Man bliver ofte også tiltalt på den
måde: Jer fra Europa. Det er altid
en stærk fornemmelse, når man befinder sig i lande, som ikke har frie
medier og demokrati. Det er noget
af det vigtigste ved Europa for mig:
den demokratiske frihedstanke«.
heeg@information.dk
Danmark er et lille land med originale idéer. Det skaber
arbejdspladser – og det er godt. Men originale idéer har
det med at blive kopieret, hvis ikke vi passer godt på dem.
I dag er det ikke nok at have patent på sin idé i Danmark.
Man skal have det i alle europæiske lande, og det er både
dyrt og besværligt at få. Én fælles europæisk patentdomstol vil gøre det lettere og billigere.
Danske lønmodtagere og danske arbejdsgivere er enige
om at beskytte vores originale idéer mod kopiering
– og dermed passe godt på vores danske arbejdspladser.
Pas godt på
Danmarks
originale idéer:
Ja
Stem ja til én fælles europæisk
patentdomstol den 25. maj
8
INFORMATION MAJ 2014
INFORMATION MAJ 2014
9
EU-GLÆDE
20-årige Ab Brightman og 18-årige
Conor McKenzie ser EU som en
del af deres liv og mobilitet. De
taler her i det britiske Liberale
Partis kontor i Oxford med
partiets spidskandidat til EuropaParlamentet, Catherine Bearder.
Foto: Anders Birger
For de unge er EU en del
af løsningen – ikke problemet
EU’s unge er blevet ramt hårdere af eurokrisen end nogen anden
gruppe. Men hvor de ældre borgere i højere grad har bebrejdet
EU, støtter de unge stadig projektet og ser EU som en del af
løsningen. Alligevel er der intet, der tyder på, at de denne gang vil
møde talstærkt op ved stemmeurnerne til EP-valget
Af Mette Rodgers
Udsendt medarbejder, Oxford
D
e har stadigvæk godt to års
studier igen, men 20-årige Ab
Brightman og 18-årige Conor
McKenzie kan allerede nu få lidt kriller i maven ved tanken om, hvilket
jobmarked der venter dem, når de
afslutter deres studier i henholdsvis
filosofi og internationale relationer
på Oxford Brooks University.
»Hvis jeg ikke har udsigt til et godt
job, når jeg bliver færdig, så vil jeg
udforske muligheden for, om jeg kan
studere filosofi i et andet EU-land,«
siger Ab Brightman, der ud over studierne er international leder for Liberal Ungdom i Oxford.
Dermed tænker den unge kvinde
præcis som et voksende antal unge
ligesindede i Europa i de seneste seks
år, hvor finans- og eurokrise har for-
krøblet arbejdsmarkedet. Antallet af
unge, der har udskudt deres debut på
arbejdsmarkedet og i stedet er blevet
hængende i uddannelsessystemet, er
steget med 3,7 procent mellem 2000
og 2011 ifølge EU’s European Youth
Report 2012, en tendens, der særlig
er taget til siden 2008.
»Det er rart at have muligheden
for at læse i udlandet,« mener Conor
McKenzie – også medlem af Liberal Ungdom – der dog ikke håber,
at han får behov for at forlænge sin
studietid.
Hårdt ramt
Flere år på skolebænken er langt fra
den eneste eller den værste konsekvens af krisen på europæiske unges liv.
Anna Ludwinek, researchmanager
for Eurofound, der for nylig har udarbejdet en rapport om europæiske
unges livskvalitet, påpeger, at næ-
sten halvdelen af Europas unge nu
oplever en grad af afsavn som følge
af den højere ungdomsarbejdsløshed, der nu er på 24 procent i gennemsnit – det dobbelte af den totale
ledighed i EU.
I Nordeuropa har stadig flere unge
ikke råd til ferier eller til at gå ud
med vennerne, mens sydeuropæiske
unge i voksende grad må undlade at
opvarme deres hjem samt droppe et
måltid. Og i både Nord- og Sydeuropa
tvinges de unge til at blive boende
hjemme hos deres forældre længere.
»Det har konsekvenser for overgangen til voksenlivet, og især unge
mennesker, der selv har børn, men
bliver tvunget til at bo hos deres forældre, ligger lavt i undersøgelserne
af social eksklusion og lav velvære,«
siger Ludwinek. Men på trods af, at
de unge i høj grad er blevet krisens
tabere føler de sig langt fra som ’den
tabte generation’, sådan som medier
og forskere har døbt dem, tilføjer hun.
»Når du spørger dem, så siger
de, at de ikke føler sig ekskluderet
af samfundet. Men de føler, at livet
er blevet meget kompliceret, og de
føler ikke, at de bliver værdsatte.«
Alligevel har de unge ikke – i samme grad som deres forældre og bedsteforældre – vendt sig imod EU.
I Unionens mest EU-fjendtlige
land, Storbritannien, viste en undersøgelse udarbejdet af tænketankene
The Fabian Society og FriedrichEbert-Stiftung (FES) sidste år, at 67
procent af de 18-34-årige briter vil
stemme for, at Storbritannien forbliver medlem af EU, hvis landet får en
folkeafstemning i 2017. Kun 39 procent af de over 60-årige – en forskel
på 23 procentpoint – vil stemme for
fortsat medlemskab.
Eurobarometer-undersøgelser
i løbet af krisen har bekræftet, at
den yngre generation i de øvrige
EU-lande også er mere positiv over
for det europæiske samarbejde end
deres ældre landsmænd. 55 procent
af unge mellem 15-24 år svarede i 2012
ja til, at deres lands medlemskab af
EU var »en positiv ting« mod 47 procent af dem over 55. 47 procent af de
15-24-årige har desuden et »positivt
indtryk af EU« mod 37 procent af
dem over 55.
»Det står meget klart, at ung-
dommens holdning er langt mere
proeuropæisk – også i andre EU-lande end Storbritannien,« siger Ulrich
Storck fra FES, der var involveret i
udarbejdelsen af rapporten.
»De unge er kritiske over for EU,
men de stiller ikke spørgsmålstegn
ved Unionens eksistens,« tilføjer han.
Spørgsmålet er hvorfor. Storch
mener, at det i høj grad hænger sammen med, at unge i dag er vokset
op med EU.
»Det er sædvane for dem. Fri bevægelighed, at de kan studere i et
andet EU-land. De ser EU som deres
’rum’, og de kan slet ikke forestille
sig, at de fordele, de er vokset op
med, kan forsvinde ... at du skulle
have visum for at rejse til Frankrig,«
siger han.
Hans kollega Ed Wallis fra Fabian
Society er enig:
»Unge er mere kosmopolitiske,
de er mere komfortable med samarbejde, de er vandt til at rejse, og
mange har venner rundt omkring
i Europa. De er mere forbundet på
tværs af kontinentet gennem den
digitale teknologi,« siger Wallis og
tilføjer, at der er »en stor grad af realisme blandt unge«.
»Unge mennesker forstår, at vi er
stærkere sammen, og at EU faktisk
kan hjælpe med at løse de problemer,
vi står over for, såsom klimaforan-
dring og terrorisme.« Ab Brightman
og Connor McKenzie nikker genkendende til forskernes pointer.
“»Min mor har måske et par venner i Europa, men de er begge født i
Storbritannien og er rejst ud,« siger
Brightman, der gennem sit engagement i Liberal Ungdoms internationale netværk har venner overalt i og
uden for Europa.
Efter at hun har sat sit kryds ved
EP-valget, der holdes torsdag den
22. maj i Storbritannien mod søndag
den 25. maj i Danmark, rejser hun
til København for at hjælpe Radikal
Ungdom med deres kampagne forud
for den danske afstemning søndag
d. 25. maj.
»Jeg ser min nationalitet som
mere flydende. Ja, jeg er britisk, og
ja, jeg er engelsk, men jeg følger mig
bestemt også europæisk,« siger hun
på linje med 46 procent af Europas
unge mellem 15 og 24 år.
Kun 39 procent af dem over 55 år
vil beskrive sig selv som europæere
ud over deres nationale identitet.
Conor McKenzie påpeger, at han i
høj grad ser EU’s åbne grænser som
en »tovejsproces«, der nok betyder,
at unge fra resten af Europa har adgang til det britiske arbejdsmarked,
men også betyder, at han og hans
generation har adgang til resten af
det europæiske arbejdsmarked.
»EU vil styrke mine chancer for at
finde et job,« supplerer Brightman.
»Hvis vi forlod EU, ville det få
virkelig negative konsekvenser for
unge mennesker og for vores jobmuligheder,« mener hun og henviser til
bl.a. EU-initiativer såsom ungdomsgarantien samt afsatte midler til lande med særlig høj ungdomsledighed.
Stemmer ikke
På trods af de unges generelle opbakning til det europæiske samarbejde
– der varierer fra land til land – er der
imidlertid ikke meget, der tyder på,
at de i højere grad end ved tidligere
EP-valg har tænkt sig at møde op og
stemme, siger Giuseppe Porcaro, der
er generalsekretær for organisationen European Youth Forum.
»Vores undersøgelser bekræfter,
at unge generelt er mindre EU-skeptiske, men det betyder ikke, at de vil
møde op og stemme til EP-valget,«
siger han og forklarer, at den måde,
partierne fører kampagne på, er en af
årsagerne til, at de unge ikke tænder
De unge er
kritiske over for EU,
men de stiller ikke
spørgsmålstegn
ved Unionens
eksistens. Det er
sædvane for dem.
Fri bevægelighed, at
de kan studere i et
andet EU-land. De
ser EU som deres
’rum’, og de kan slet
ikke forestille sig,
at de fordele, de er
vokset op med, kan
forsvinde
Ulrich Storck
Tænketanken FriedrichEbert-Stiftung (FES)
på valget. »De nationale partier taler
om nationale problemstillinger – de
taler ikke om Europa, og hvis de gør,
er det som regel for at score point på
den nationale arena,« forklarer han
og tilføjer, at de ikke gør sig umage
for at tale til de unge, »sandsynligvis fordi, de unge ikke stemmer«.
Ed Wallis mener, at de unge, fordi
de er vokset op med EU, ikke ser det
som noget, der er »værd at kæmpe
for på samme måde som dem, der
vil ud af Unionen.«
Han – og de øvrige eksperter –
påpeger dog, at de unge ikke nødvendigvis er mindre politisk engagerede end tidligere, selv om de ikke
stemmer. Andre former for politisk
engagement – såsom at underskrive
appeller og deltage i enkeltsagskampagner, ofte online – er vokset blandt
yngre mennesker.
Ikke desto mindre kan det få alvorlige følger for de unge, hvis de ikke
stemmer – en nylig undersøgelse
af den britiske tænketank IPPR har
påvist, hvordan nedskæringerne har
ramt unge mere end andre aldersgrupper, fordi de unge ikke stemmer.
Og især i Storbritannien kan det få
stor og vedvarende betydning for
de unges liv, hvis de ældre og mere
EU-skeptiske generationer møder
talstærkt op, hvis landet får en fol-
keafstemning om medlemskabet af
EU i 2017.
For EU-entusiaster som Ab Brightman og Connor McKenzie vil deres
lands eventuelle træden ud af EU
være dybt alvorlig af mange grunde.
Men det irriterer dem især, at den
ældre generation på den måde kan
influere deres fremtid, for »det er
os unge, der vil stå med aben,« som
Brightman siger.
»Problemer som for eksempel klimaforandring vil ikke ramme den
ældre generation på samme måde,
som det vil ramme os. Vi har behov
for at samarbejde, og det vil være
vanvittigt at forlade et af de fora, der
faktisk kan gøre noget ved problemer
som klimaforandring,« siger hun.
Netop fordi konsekvenserne er så
store for deres generation, har de to
unge liberale kastet alle deres frie
kræfter ind i partiarbejdet. McKenzie
stiller sågar op til lokalvalget samme
dag som EP-valget for – som han siger – »at gøre en forskel«.
»Jeg stiller ikke op for at vinde,
eller fordi jeg har politiske ambitioner, men at gå fra dør til dør er en
god måde at komme i kontakt med
folk og tale med dem om EU.«
mrod@information.dk
HAR DU HØRT OM EU-MODSTAND FRA
RADIKALE ELLER SF’ERE?
– på liste N finder du bl.a. Lave K. Broch og Jørgen Grøn
EU går på mange måder den forkerte vej. Med øget centralisering og en udemokratisk struktur
træffes mange beslutninger, der er til skade for befolkningerne i EU og omverdenen.
■ EU blander sig i alt fra børnechecken til realkreditlånene i Danmark.
■ Og EU begår overfiskeri i afrikanske landes farvande og støtter våbenindustrien.
■
Vi mener det er på tide at vende denne udvikling.
Vi vil et bedre samarbejde i Europa uden EU.
Og vi mener, at EU’s udvikling kræver, at vi står sammen på tværs af partier.
Derfor stiller vi op på Folkebevægelsen mod EU’s liste N til EU-valget.
Jørgen Grøn
kandidat til EU-parlamentet
for Folkebevægelsen mod EU
og medlem af SF
www.jorgen.folkebevaegelsen.dk – facebook.com/sjostrup
Lave K. Broch
kandidat til EU-parlamentet
for Folkebevægelsen mod EU og
medlem af Radikale Venstre
FOLKEBEVÆGELSEN MOD EU
www.broch.dk – www.facebook.com/lavekbroch
10
INFORMATION MAJ 2014
INFORMATION MAJ 2014
BÆREDYGTIGHED
11
BÆREDYGTIGHED
Koula Manabi høster frisk salat
og samler æg i minilandbruget i
Agios Anastasios, som har fået
vejledning af American Farm
School. Her ses Evangelos Vergos
i stedets økologiske butik, hvor
man kan købe friskmalket mælk,
og ude i olivenlunden.
Foto: Jakob Dall
Grækere
søger ud
på landet
og får
jord under
neglene
Da eurokrisen forandrede Grækenland,
søgte byboerne ud på landet for at leve
af at dyrke jorden. Små, innovative og
bæredygtige landbrug kan modvirke den
nye fattigdom i det græske samfund
Af Mads Frese
Udsendt medarbejder,
Thessaloniki
D
en amerikanske drøm lever i
bedste velgående i det nordlige
Grækenland, tæt på grænserne
til Albanien, Republikken Makedonien, Bulgarien og Tyrkiet.
Det er ikke forestillingen om et
dollargrin og et liv i overhalingsbanen, men den oprindelige drøm om
amerikansk frihed, som en europæisk emigrant, franskmanden Jean
de Crèvecœur, drømte og beskrev
i Letters from an American Farmer
fra slutningen af 1700-tallet.
Den uafhængighed, man kan opnå
ved at dyrke egen jord, får en klassebevidst og undertrykt europæer
til at »glemme underkastelsens mekanismer og den servile indstilling,
som fattigdommen har lært ham«:
»Det er altså her,« skriver Crèvecœur, »at lediggængerne finder beskæftigelse, hvor de ubrugelige bliver
nyttige, og hvor de fattige bliver rige.«
På en skråning ved Thermaikosbugten ligger American Farm School,
som forsøger at formidle noget i retning af Crèvecœurs version af den
VINDER
VINDER
VINDER
VINDER
CANNES FILM
FESTIVAL
PALM SPRINGS
FILM FESTIVAL
STOCKHOLM
FILM FESTIVAL
FESTIVAL - NEW CINEMA
BEST DIRECTOR
CINE LATINO AWARD
BEST CINEMATOGRAPHY
MONTRÉAL
LOUVE D’OR
EN FILM AF AMAT ESCALANTE
++
++
++
++
+
”KRÆVER VORES
OPMÆRKSOMHEED”
THE GUARDIAN
amerikanske drøm til det sydøstlige
hjørne af Europa.
I mere end 100 år er unge fra Grækenland og nabolandene på Balkan
blevet undervist i landbrugsteknikker
her. Det startede med en amerikansk
missionær, John Henry House, som i
1904 købte 20 hektar uopdyrket jord
15 km vest for havnen i Thessaloniki.
De første elever på den skole, han
oprettede her, havde mistet deres
forældre i forbindelse med Det Osmanniske Riges sammenbrud, som
førte til Thessalonikis indlemmelse
i Grækenland.
Efter Anden Verdenskrig, hvor
bygningerne blev de tyske besættelsestroppers hovedkvarter, og efter
den græske borgerkrig, hvor en hel
afgangsklasse blev kidnappet, kom
skolen til at spille en nøglerolle i forbindelse med implementeringen af
Marshall-planen og genopbygningen
af Grækenland. Nu har eurokrisen
skabt et lignende behov.
»Takket være hr. House har Grækenland et redskab til at modvirke
krisen, og vi er nogle få, der stadig
har et job,« siger Evangelos Vergos,
som underviser og rådgiver nye entreprenører i landbrugssektoren:
»Det handler om at skabe nye virksomheder som svar på ny fattigdom
i en nyt økonomisk virkelighed .«
Brug for hjælp
Under krisen har den 49-årige Koula
Manabi ikke blot mistet sit job på en
skønhedsklinik i Thessaloniki, hun
er også blevet skilt. Nu lever hun af,
hvad hun kan tjene på et stykke jord
i Agios Anastasios, en landsby med
grusveje, et par hundrede sjæle, en
kirkegård og en automekaniker her
omkring 25 km nord for Grækenlands
næststørste by. Her købte hendes far
i 1980 en grund og har bygget et hus
for nogle af de penge, han har tjent
gennem knap 34 år som mekaniker
for Porsche i Stuttgart. En høne trisser rundt i haven, hvor Informations udsendte bliver budt på græsk
kaffe og et udvalg af produkter fra
Manabis have og køkken – brænde-
nældemuffins, butterdejstærte med
spinat, urter og frisk ost samt hårdkogte æg med peber og bønnespirer
på toppen:
»Krisen kan få os til at genopdage,
hvor rig jorden er,« siger Manabi.
»Jeg kan lide det, så jeg bliver ikke
træt, selv om jeg ofte arbejder 12 timer om dagen.«
For at gøre sin hønsegård og køkkenhave til en forretning har Manabi
søgt rådgivning ved American Farm
School. Således har hun fået indsigt
i næringsværdien i nælder og andet ukrudt, som mange landmænd
bruger kemikalier på at bekæmpe.
Gennem laboratorieforsøg på skolen
har hun fundet ud af, hvordan den
særlige sammensætning af planter
og urter på grunden kan omsættes
til fødevareprodukter.
Det har foreløbig resulteret i aftaler med tre kæder af delikatesseforretninger i Thessaloniki-området,
som Manabi leverer færdige salater
og brændenældemuffins til:
»Det er ikke nemt at leve af at
Mange
højtuddannede
fra byerne søgte
for et par år siden
ud på landet for at
dyrke jorden, da de
mistede deres job
eller udsigten til at
finde et arbejde.
Men langt de fleste
er vendt tilbage til
byerne, fordi de ikke
havde de nødvendige
forudsætninger for
at kunne leve af
jorden
Evangelos Vergos
Landbrugslærer på
American Farm School
dyrke jorden. Jeg har haft brug for
meget hjælp til at kunne komme i
gang. Det kan kun løbe rundt, fordi
jeg bor sammen med mine gamle
forældre, og fordi mine tre voksne
døtre alle har arbejde,« siger Manabi
og fortsætter:
»Jeg kunne have solgt salat og andre afgrøder direkte til supermarkederne, men jeg ville selv stå for indpakningen. Man er også nødt til at
være god til markedsføring. Men det
er ikke kun business. Jeg vil tilbyde
folk det bedste, jeg har.«
Lav intensitet
På American Farm School byder
Evangelos Vergos velkommen med
et af Europas fasteste håndtryk:
»Det er bondehænder,« siger landbrugsprofessoren og griner, mens
han med sadistisk fryd klemmer
til. For Vergos er der ingen tvivl
om, at landbruget kan spille en vigtig rolle i den dybe krise, som Grækenland befinder sig i – eller under »det nye økonomiske regime«,
som han foretrækker at kalde det:
»Mange højtuddannede fra byerne
søgte for et par år siden ud på landet
for at dyrke jorden, da de mistede
deres job eller udsigten til at finde et
arbejde. Men langt de fleste er vendt
tilbage til byerne, fordi de ikke havde
de nødvendige forudsætninger for
at kunne leve af jorden. Selv de, der
besad nødvendige forudsætninger,
havde det svært. Ifølge de oplysninger, jeg har, er det kun omkring en
procent af dem, der har forsøgt sig
som landmænd, som har formået
at kunne leve af det. Entusiasme er
ikke nok, og når desperate mennesker kaster sig ud i noget nyt, kan
det nemt ende galt. Opskriften på at
lykkes med at skabe moderne landbrug er lav dyrkningsintensitet ...
++
++
++
++
+
”ESCALANTES FORTÆLLLESTIL
ER EKSSEMPLARISSK”
TIME OUT UK
+++
++
+
”STILFULD, SEVÆ
ÆRDIG OG RØRENDE”
FILM
MMA
MAGA
GASI
SINE
NET EKKO
PREMIERE 8. MAJ
Fortsættes næste side
GRAND tEMPIREtVESTER VOV VOV
ØST FOR PARADIS AARHUS
CAFÉ BIOGRAFEN ODENSE tBIFFEN AALBORG
ALBERTSLUNDtISHØJ t VICTORIA SORØ m. flere
12
INFORMATION MAJ 2014
BÆREDYGTIGHED
Information
om Europa
Koula Manabi blev fyret og skilt på en gang og måtte begynde helt forfra. Hun valgte livet på landet og har stablet en forretning på benene ved at sælge brændenældemuffins, færdige
slalater og friske æg til cafeer inde i byen. ’Krisen kan få os til at genopdage, hvor rig jorden er,’ siger Manabi. Foto: Jakob Dall
Fortsat fra forrige side
og et højt teknologiniveau, så man
udnytter områdets naturlige ressourcer bedst muligt.«
Skolen er struktureret som et selvforsynende samfund. På skråningerne ved Det Ægæiske Hav er der
kollegie- og lærerboliger, forsøgsmarker, stalde, olivenlunde, laboratorier,
vinstokke, bistader, en børneinstitution, en lille kirkegård, et forskningsbibliotek, en fodboldbane, en
sportshal og et supermarked, hvor
skolens egne produkter er til salg:
»I et par år har vi også haft en almindelig skole for mindre børn, som
på den måde kommer i kontakt med
landbrug fra en meget ung alder. I
alle led af uddannelsen udgør miljømæssig bæredygtighed et centralt
element,« siger Vergos og fortsætter:
»Grækenland er skabt til små landbrug med produkter af høj kvalitet.
Tre fjerdedele af landet er bjergegne,
så der er ikke meget tilbage at opdyrke. For at vinde markedsandele
er vi nødt til at tænke landbrug og
fødevarer sammen på en ny måde
og omstille os til agrofood-sektoren.
Det gør man ved at forsøge at kombinere forskellige produkter af høj
kvalitet gennem samarbejde mellem
forskellige producenter. Det forsøger
vi at lære studerende og kursister
her på skolen.«
Inden krisen gik der blot fem kursister på American Farm Schools hold
for voksne, nu er der over 700, fortæller Vergos:
Holistiske landbrug
»Jeg har 62 studerende i klassen for
biavl. I år er der omkring 70, der lærer
at lave ost og efter bestået eksamen
vil kunne kalde sig statsgodkendte producenter. Vi har også kurser
i dyrkning og forarbejdelse af naturlige lægeurter. Avl af spisesnegle er
også populær, ligesom presning af
oliven til olie. Og så er produktion af
vin og alkohol selvfølgelig et meget
populært emne.«
Selv om reformerne skulle have
gjort det græske samfund mindre
bureaukratisk, er det ikke blevet væsentligt meget nemmere at starte et
landbrug, vurderer Vergos. Ifølge den
tyske ngo Transparency International, som overvåger det oplevede korruptionsniveau i verdens lande, er
Grækenland heller ikke blevet mindre
korrupt under krisen. Så håbefulde
landmænd møder stadig mange administrative forhindringer:
»Det tager vel i gennemsnit omkring otte måneder at få papirerne
i orden,« vurderer Vergos.
»Politikerne siger, at det er kun
tager en måned nu, men dem tror
ingen længere på her i landet. Mange
må gennem et helvede for at få deres
tilladelse og lever i lange perioder
som en slags lovløse. Det største problem er dog, at det er så besværligt
og langsommeligt at få bevilget og
udbetalt iværksætterstøtte. Så mange
opgiver helt.«
Tidligere var Thessalien-regionen,
som ligger mellem Thessaloniki og
Athen, centrum for Europas største
bomuldsproduktion.
Grækenland har stadig næsten
lige så mange producenter af oliven-
Jeg har 62
studerende i
klassen for biavl. I
år er der omkring
70, der lærer at
lave ost og efter
bestået eksamen
vil kunne kalde sig
statsgodkendte
producenter. Avl af
spisesnegle er også
populær, ligesom
presning af oliven
til olie. Og så er
produktion af vin og
alkohol selvfølgelig
meget populært
Evangelos Vergos
Landbrugslærer på
American Farm School
olie som resten EU-landene tilsammen. Men meget græsk produceret
olie bliver hældt på flaske i Italien
og solgt som italienske produkter.
På samme måde bliver dele af den
landbrugsstøtte, som græske gårde
får uddelt, i virkeligheden brugt til
produktion i lande med lavere omkostninger f.eks. Bulgarien, EU’s fattigste land, mindre end en times kørsel fra Thessaloniki.
Under alle omstændigheder –
bl.a. på grund af vandmangel og
konkurrencen på produktionsomkostningerne – hører den intensive
landbrugsproduktion fortiden til,
mener Vergos:
»Vores opgave går ud på at opdrage
landmænd til at producere holistisk.
Det handler f.eks. om ikke at vande
jorden midt på dagen i 40 graders
varme og ikke at bruge kunstgødning
i store mængder. Samtidig forsøger
vi at fremme udveksling af viden om
kvalitetsprodukter. Sidste år var vi
f.eks. en tur i Sepino i det sydøstlige
Italien for at studere, hvordan de laver deres berømte ost, caciocavallo.
Krisen kan måske lære små producenter at samarbejde i grupper og
dermed styrke hinanden.«
Fri for ekstremer
For Crèvecœur, der skrev om at dyrke
jorden som nybygger i 1700-tallets
USA, handlede den amerikanske frihedsdrøm ikke kun om selvudfoldelse. Den handlede for ham især
om naboskab og om fraværet af såvel ekstrem rigdom som ekstrem
fattigdom.
Problemet med samfund med stor
ulighed er, at de meget rige »hverken
ser, hører eller føler lidelsen hos deres
stakkels slaver, fra hvis anstrengende
arbejde al deres rigdom stammer«,
mente franskmanden.
Allerede i 2005 havde Grækenland og et andet kriseramt land i
Sydeuropa, Portugal, EU’s højeste
Gini-koefficient, som måler forskellen mellem samfundets rigeste og
fattigste. Den forskel er ikke blevet
mindre under krisen, mens de græske
familiers gennemsnitlige rådighedsbeløb ifølge Elstat, den græske stats
statistiske institut, i samme periode
er blevet reduceret med 40 procent.
For Koula Manabi har krisen medført både personlige og økonomiske
omvæltninger. Men udfordringerne
med at drive et landbrug er blevet
til en lidenskab for hende:
»Fordi jeg taler så entusiastisk
om mine produkter, har jeg hurtigt
fået mange kunder,« siger hun, »det
gør mig ondt med de gamle, som har
sparet op hele livet, men nu har fået
halveret deres pensioner. Og det gør
mig ondt med de unge, som har taget
lange uddannelser og nu kun kan få
dårligt betalte jobs. Men alle er gode
til et eller andet. Jeg føler selv, at
jeg har genvundet min værdighed.«
frese@information.dk
Gratis avis i fire uger til dig
eller en du kender?
Vi leverer avisen i fire uger. Den stopper
helt af sig selv. Så kommer vi med et godt
tilbud om at fortsætte avisen.
For jo flere læsere vi har, jo bedre
Information kan vi lave.
Sådan:
Ring 70 10 09 08
eller SMS: AVIS til 1241
eller besøg
information.dk/4ugergratis/eu
Tilbuddet gælder kun husstande i Danmark, der ikke har abonneret de seneste 12 måneder. SMS koster 0 kr. + alm. takst, udbydes af Information, Store Kongensgade 40C, 1264 København K, tlf: 33 69 60 00, og betales
via mobilregning. Avisen stopper automatisk efter fire uger.
14
INFORMATION MAJ 2014
INFORMATION MAJ 2014
15
ØKOAKTIVISTER
Mistillid til den
rumænske elite
har vakt en ung
grøn aktivisme
mentsmedlemmer og ngo’er, munde
ud i en række anbefalinger. I praksis
har de vasket deres hænder. Der er
ikke meget mere, vi kan forvente af
dem.«, siger Diana Iftodi.
Det er heller ikke blevet nemmere
at være modstander af fracking i Rumænien efter Ruslands anneksion af
den ukrainske halvø Krim. Frygten
for at blive afhængig af russisk gas
har gjort spørgsmålet om Rumæniens energiforsyning til et spørgsmål
om loyalitet og patriotisme.
»I Bulgarien har de allerede forbudt fracking,« siger Diana Iftodi.
»Men hvis man siger det i Rumænien, siger myndighederne, at Bulgarien er filtret ind i russiske interesser. De bruger samme argument
til at påstå, at rumænske antifracking-demonstranter er sponsoreret af
Rusland, hvilket er nonsens.«
Kampklædt politi
Statsligt brandudsalg af Rumæniens naturressourcer har
genoplivet den sociale protest i et land, der er svært præget af
politisk ligegyldighed i postkommunismens tidsalder. ’Det største
siden Ceausescus fald,’ siger unge rumænske aktivister om de
grønne protester mod bl.a skiftergasudvinding og giftforurening
Af Troels Heeger
Udsendt medarbejder, Bukarest
D
an Trifu står på taget af et tårnhøjt boligkompleks i en sydlig
udkant af Bukarest. Under horisonten udpeger han Ceausescus
vulgært store præsidentpalads og
de ortodokse kirkers tårnspir, der
hæver sig over massen af Bukarests
grå etagebyggerier.
For foden af højhuset ligger Vacaresti-deltaet. Dan Trifu har ført os
op på taget af huset, der er opført af
investorer på jagt efter hurtigt afkast,
for at vise os udsigten over betonsøen, der resultatet af et ukontrolleret
møde mellem falleret kommunistisk
byggeplanlægning og vild natur. Set
ovenfra ligner det sumplignende vådområde, der er omgivet af en enorm
cementvold, en tilgroet fæstning i et
post-apokalyptisk landskab.
I 1986 var Vacaresti-deltaet det absolutte prestigeprojekt for den kommunistiske diktator Nicolae Ceausescu, der besluttede at rydde et lokalt
kloster til fordel for dannelsen af en
kunstig sø med en bund af støbt beton. Bukarest skulle have et olympisk
svømmebassin med en omkreds på
godt fire kilometer, mente diktatoren,
hvis byggeplaner blev skrinlagt, da
han blev henrettet af revolutionære
i december 1989.
Som formand for den miljøaktivistiske gruppe Eco Civica kæmper
Dan Trifu for at beskytte Vacarestideltaet mod boligspekulanter. I de
sidste 25 år er bassinet gradvist blevet
fyldt med sivende grundvand og har
undervejs udviklet sig til et vildtvoksende hjemsted for et mangfoldigt
dyre- og planteliv. Vandrefugle på
træk gennem Europa har til glæde
for ornitologer slået sig ned og lægger æg i sivene, mens lokale fiskere
kan være heldige at få mere end 90
forskellige ferskvandsfisk på krogen
i ferskvandsdammene. Trifu frygter,
at det kun er et spørgsmål om tid,
før spekulanter får held med at bebygge det grønne område.
»Nogle af dem, der ejede området
før kommunismen, har vundet ejendomsretten tilbage ved en retssag.
Yderligere 250 retssager er i gang i
øjeblikket. Mange af dem ønsker at
sælge landet til internationale investorer. Vi har forsøgt at forklare dem,
at de ikke kan bygge noget her på
grund af grundvandet står så højt.
Huslejerne i de omgivende bygninger er allerede for høje. Derfor står
de tomme.«
Grøn aktivisme
Set fra toppen af de nærliggende højhuse afslører Vacaresti-deltaet sig i
dag som enestående grøn plet af i den
tæt bebyggede og svært trafikerede
rumænske hovedstad. Men det er
langtfra det eneste vidnesbyrd om
de utilsigtede og uforudsigelige virkninger af det mangeårige kommunistiske diktatur i nutidens Bukarest.
Endnu en langtidsvirkning af det
kommunistiske diktatur er den udbredte resignation og mistillid til det
politisk system, som man støder på
overalt hos yngre rumænere. For den
britiske journalist Michael Bird, der
der har boet i Rumænien i over 10
år og i løbet af et årti har observeret
tilblivelsen af en ny form for politisk
aktivisme i Rumænien, er det derfor heller ikke overraskende, at det
netop er klimaaktivister som Dan
Trifu, der i disse år mobiliserer den
rumænske ungdom.
»Unge mennesker i 20’erne og
30’erne, der måske endnu har en
erindring om kommunismen, har
set både den autoritære venstrefløjs
fejl, og de har set højrefløjens fejl ved
overgangen til kapitalismen,« forklarer Michael Bird.
»Når unge rumænere i dag søger
at få deres politiske frustrationer ud,
vender de sig mod grønne mærkesa
ger. Det er noget, man ikke tidligere
har prøvet i Rumænien. Det bliver
set som et klart brud med både højre
og venstre. Det er blevet en ideologisk præference blandt en lille, men
dog magtfuld kerne af aktivister i
Bukarest.«
Mistillid til politikerne
En af Rumæniens unge grønne aktivister hedder Diana Iftodi, der denne
dag er mødt frem i forårskulden på
Piata Romana i Bukarest. Sammen
med en håndfuld demonstranter
deler hun flyers ud foran socialdemokraternes partikontor, mens højttalere brager løs med protestmusik.
Aktivisterne har slået midlertidig lejr
på den centrale plads i Bukarest for
at ytre deres frustration over både
manglende politisk indflydelse,og
et statsligt brandudsalg af landets
naturressourcer.
»Vi håber, at vores stemme bliver
hørt, men vi er skeptiske over for,
hvordan den politiske klasse reagerer«, siger Diana Iftodi, der er ph.d.studerende og i slutningen af 20’erne.
Anført af premierminister Victor
Ponta fra det socialdemokratiske parti er den rumænske regering stærk
tilhænger af den omstridte udvindingsmetode, der er kendt som fracking. Netop nu er det amerikanske
energifirma Chevron ved at gøre sig
klar til at udvinde skifergas fra den
rumænske undergrund ved hjælp
af fracking, der forurener voldsomt.
»Vi protesterer mod frackingplanerne, men eftersom den samlede
politiske klasse er enig om at støtte
og fremme udvinding af skifergas retter vores protester sig også mod den
politiske dagsorden og mod politiske
klasse som sådan. De politikere, der
burde repræsentere os, repræsente-
rer en række multinationale selskabers interesser,« siger Diana Iftodi.
Det rumænske efterår
I det postkommunistiske Rumænien
er fordelingen af energi- og naturressourcer en milliardforretning,
der ofte vækker mistanke om lyssky
studehandler mellem udenlandske
investorer og korrupte rumænske
politikere.
»Det er en krig om ressourcer«,
siger ingeniøren og spejderlederen
Vasile Darie med henvisning til regeringens tidligere planer om at ud-
Når unge
rumænere i dag
søger et output
for deres politiske
frustrationer, vender
de sig mod grønne
mærkesager. Det
er noget, man ikke
tidligere har prøvet
i Rumænien. Det er
blevet en ideologisk
præference blandt
en lille, men stadig
magtfuld kerne af
aktivister i Bukarest
Michael Bird
Britisk journalist i Rumænien
licitere guldminedrift i den nordrumænske bjergregion Rosia Montana
til et canadisk selskab, der ønsker
at åbne Europas største guldmine.
Ifølge planen ønskede Gold Corporation at udvinde 300 ton guld
og 1.600 ton sølv over en periode på
17 år. Minedriften ville imidlertid
medføre ødelæggelsen af tre landsbyer, samt bortsprængning af fire
bjerge. Dertil kommer anvendelsen
af mindst 12.000 tønder cyanid og
endnu større mængder af mineaffald,
der vil have seriøse konsekvenser
for miljøet. Før sit valg til premierminister i 2012 var socialdemokraten Victor Ponta imod minedrift i
bjergregionen Rosia Montana. Efter
sit valg vendte han på en tallerken
og blev tilhænger af mineplanerne.
»Politikerne respekterer ikke basale demokratiske principper. For
eksempel har vi ingen gennemsigtighed, når det gælder kontrakter
med olie- og gasselskaberne. Der er
ingen dialog eller politisk debat. De
eneste proteststemmer er de lokale
beboere i Pungesti, der er oprigtigt
bekymret, fordi det er dem, der vil
blive påvirket. De ønsker blot at vide,
om det vil påvirke dem, og de har
konstant forhørt sig hos de lokale
myndigheder, men alle nægter at
give et svar«, siger Diana Iftodi.
Indledningsvist blev protesterne
mod regeringens planer båret af få
aktivister samt lokale landsbyboere i
nærheden af den planlagte minedrift.
Til både aktivisterne og politiker-
Ceaucescus megalomane planer
om et svømmebassin/kunstig
sø med en omkreds på fire km
i udkanten af Bukarest, er i
dag muteret og omdannet til et
sumplignende vådområde, der er
omgivet af en enorm cementvold.
Det er blevet en tilgroet grøn oase,
der forsvares af miljøforkæmpere.
Foto: Tor Birk Trads
nes overraskelse vandt protesterne
tilsutning blandt et bredt udsnit af
rumænere, da den rumænske regering i august sidste år fremlagde et
lovforslag, der gav mineselskabet
Rosia Montana Gold Corporation,
et datterselskab af den canadiske
Gabriel Resources, beføjelser til at
tvangsforflytte lokale beboere.
»Vi kalder det for ’det rumænske
efterår’«, siger Vasile Darie, der selv
var involveret i protesterne mod minedrift i Rosia Montana. I løbet af
kort tid bredte protesterne sig til adskillige rumænske byer, hvor mere
end 30.000 demonstranter gik på
gaden med en efter rumænske forhold usædvanlig fornemmelse af
sammenhold til at tale både politikere og svigtende medier imod. I
sidste ende valgte regeringen at aflyse minedriften i Rosia Montana,
hvilket gav aktivister og unge rumænere en gigantisk sejrsfølelse og
genetablerede en flig af troen på det
rumænske civilsamfund.
»Protesterne er det største, der er
sket i Rumænien siden Ceausescu.
For 10 år siden var vi som børn. Vi
ejede ikke evnen til at bedømme,
hvad der skete på et institutionelt
niveau. Siden september sidste år
har vi haft en følelse af at være en
familie, der kan vælge en anden retning, end vores forældre har gjort i
den postkommunistiske æra,« siger
Vasile Darie.
Når Chevrons planer om at bore
efter skifergas er blevet modtaget
med et skuldertræk af mange rumænere, bliver Vasile Darie bekymret for, om hans landsmænd
evner at holde fast i protestånden.
»Problemet er, at vi ser, at folk er begyndt at blive demotiverede på grund
af regeringens skifergasplaner. De
har netop monteret de første boremaskiner. Chevron har budt ind på
omtrent 70 pct. af rumænsk jord. Vi
har begyndt en PR-kampagne, men
det har ikke den samme effekt som
Rosia Montana-kampagnen. Den familiefornemmelse har vi ikke set i
protesterne mod skifergas.«
Netop på grund af mistilliden til
de hjemlige politikere sætter mange
rumænske aktivister, der arbejder
for forbedrede demokratiske vilkår,
deres lid til EU, som Rumænien blev
medlem af i 2008. Det er dog ikke al-
tid, at EU formår at leve op til forventningerne.
Håb om europæisk indblanding
»Vi har været i kontakt med ngogrupper i Bruxelles. De prøver at skabe bevidsthed om konsekvenserne
af fracking i Europa-P arlamentet
og måske bevirke nogle direktiver,
der måske en dag kan forbyde fracking. I begyndelsen ville vi bare have
en rapport, der kan vurdere konsekvenserne af fracking,« siger Diana
Iftodi.EU-Kommissionen har på en
eller anden måde formået at lade den
ret solide information om de akutte
konsekvenser af fracking, som er blevet stillet til rådighed af både parla-
Allerede sidste år stødte demonstranter sammen med kampklædt politi i
den nordøstrumænske by Pungesti,
hvor Chevron planlægger at påbegynde sine omfattende frackingplaner i
Rumænien. Efter sabotage fra lokale
aktivister har Chevron været nødt til
at opstille tre meter høje pigtrådshegn omkring fracking-området.
I dag er kampklædt politi ifølge
Diana Iftodi permanent til stede i
de berørte landsbyer. »Det er noget,
man ellers ikke ser i et demokratisk
samfund. Lokale kræfter har forsøgt
at få en folkeafstemning. De har forsøgt at indsamle underskrifter. Og der
har været lokale politiske beslutninger. Men de demokratiske metoder
er nu nået til vejs ende. Nu kan vi
kun lave demonstrationer og protestaktioner.«
Ifølge Michael Bird er den manglende tiltro til det politiske system
langtfra atypisk for en ny generation
af rumænere.
»I løbet af de seneste 20 år har en
generation af rumænere oplevet skuffelsen over den postkommunistiske
æra, der trods løfterne om et bedre
liv og et velfungerende frit marked
er sandet til i turbokapitalisme og
korruption. Rumænien har været
et kleptokrati, hvor en rumænsk elite, der tidligere var en del af kommunismen, holdt op med at docere
kommunistiske værdier og i stedet
begyndte at tale om det frie marked,
men ellers fortsatte som hidtil med
at sætte sig på statens værdier«, forklarer Michael Bird.
Som medlem af en generation, der
har oplevet de værste sider af både
kommunismen og turbokapitalismen
ved Vasile Darie, at det handler om at
bevare modet og tiltroen til den næste
generations håb og drømme. Derfor
arbejder han i dag som spejderleder
for at påvirke unge rumænere til at
opbygge selvrespekt, respekt for deres medmennesker og ikke mindst
for naturen. Kun på den måde kan
han bevare optimismen.
»Vi bliver nødt til at være millioner. Selv 100.000 er ikke nok. Vi så
potentialet sidste år. Der blev sået
et frø. Nu er vi nødt til at vande det
frø. Jeg føler, at det kan være en sag
for den rumænske ungdom. Hvis
jeg mister den følelse, er jeg død.«
heeg@information.dk
16
INFORMATION MAJ 2014
INFORMATION MAJ 2014
POLITISK GADEKUNST
17
POLITISK GADEKUNST
Det vægmaleri, som tandlægen
Mapet (t.v.) har skabt med
skabeloner og sine tandlægebor
på muren, forestiller en veteran
fra den græske borgerkrig, som
brød ud i 1946 i forbindelse med
det første valg efter den tyskitalienske besættelse af landet:
’Jeg sloges mod fascisterne,
men mine børnebørn har vakt
dem til live igen,’ står der over
tegningen af den rygende
partisan.
Foto: Jakob Dall
I Athen er
demokrati
blot en
silhouet
Mange unge grækere har for længst mistet troen på det
repræsentative demokrati. Den skepsis og afmagt i forhold
politikere og politi, som krisen kun har forstærket, står malet på
alle mure i Athens studenterkvarter, Exarchia
Af Mads Frese
Udsendt medarbejder, Athen
F
or Mapet og mange andre i hans
generation begyndte tilværelsen og Grækenland for alvor at
ændre sig en aften i december 2008:
»Jeg havde aldrig før deltaget i en
demonstration,« fortæller den 35-årige tandlæge, som i sin fritid ulovligt
dekorerer husmurene i Athen. Derfor
er han nødt til at udtale sig under
sit kunstnernavn, da Information
møder ham og hans venner i studenterkvarteret Exarchia.
Få meter længere henne ad gaden
døde Alexandros Grigoropoulos den
aften for seks år siden, da en betjent
affyrede sin tjenestepistol mod den
15-årige gymnasieelev under de tilbagevendende protester i kvarteret.
For mange blev det begyndelsen
på en undtagelsestilstand, som eurokrisen har gjort mere eller mindre
permanent:
»Det var en lørdag aften, hvor jeg
bare sad derhjemme og hørte musik,« erindrer Mapet.
»Men så ringede en af mine venner
og fortalte, at politiet havde skudt
en dreng. Jeg gik på gaden iført en
skjorte, som jeg havde bundet rundt
om hovedet, da jeg mange timer senere kom hjem igen. Siden da har
jeg deltaget i et utal af protester.«
Politivold
Tandlægen har også givet et hav af
interview i de seneste år. Ligesom
i f.eks. Egypten og Libyen er graffiti og street art kommet til at spille
en stor rolle for yngre grækere. Det
samme gør symboler på en idé om
international solidaritet.
Mapet har f.eks. lavet en stencil
af den 15-årige tyrker Elvan Berkin,
som i marts blev dræbt af en tåregasgranat under optøjerne i Istanbul. Hans ansigt pryder nu en væg
i Athen ved siden Grigoropoulos’.
Mapet bruger et tandlægebor til
at de lave matricer, som gør ham i
stand til hurtigt at male politiske og
kunstneriske budskaber på byens
vægge. Det har gjort ham til et af de
store navne på den blomstrende scene for street art, som krisens Athen
også er blevet: »Den udenlandske
presse er vild med det. Jeg har også
lige talt med The New York Times,«
siger han grinende.
Vi står foran et stencilmaleri, som
han foreløbig har udført fire steder i
den græske hovedstad. Et af stederne
har nynazisterne fra partiet Gyldent
Daggry overmalet værket med slogans om et racerent Grækenland.
Vægmaleriet forestiller en veteran fra borgerkrigen, som brød ud
i 1946, da den britisk støttede overgangsregering ignorerede terror mod
den kommunistiske modstandsbevægelse i forbindelse med det
første parlamentsvalg efter den
tysk-italienske besættelse af landet:
»Jeg sloges mod fascisterne, men
mine børnebørn har vakt dem til live
igen,« står der over tegningen af en
rygende og aldrende partisan.
Appelsagen mod den politimand,
der skød Grigoropoulos og ved første retsinstans blev idømt fængsel
på livstid, blev forleden udskudt til
marts 2015. I Grækenland har både
politiet og politikerne længe været
vant til straffrihed. Og under krisen
er politivold, som tidligere generationer havde kendt til i juntatiden fra
1967 til 1974, igen blevet hverdag for
mange unge grækere og indvandrere:
»Jeg er sikker på, at politimanden
skød ham med vilje, og at han selv
var sikker på at slippe godt fra det,«
siger Mapet og fortæller om politiets
nyeste metoder:
»Trods nedskæringerne har staten
købt 1.000 nye politimotorcykler.
Dem bruger de bl.a. til at køre ind i
folkemængden ved demonstrationer. Der sidder så en betjent bagpå
og slår med sin knippel på alle, der
kommer i vejen for dem.«
Markedsføring
Trods
nedskæringerne
har staten
købt 1.000 nye
politimotorcykler.
Dem bruger de
bl.a. til at køre ind i
folkemængden ved
demonstrationer.
Der sidder så en
betjent bagpå og slår
med sin knippel på
alle, der kommer i
vejen for dem
Mapet
Street artist og tandlæge
På skibsrederfamilien Onassis’ kulturcenter midt i byen kan man indtil
midten af juli se en række eksempler på græsk graffiti og street art. På
kunstakademiet i Athen bliver der
undervist i street art, hvilket selvfølgelig har været med til at hæve
niveauet, mens udtryksbehovet
har været stigende. Nu vil bystyret
markedsføre sig på tendensen, men
forsøger også at forebygge den ulovlige praksis ved at give anerkendte
kunstnere lov til at udsmykke murene i slumkvarterer:
»Når en by bryder sammen og
samtidig er blevet dækket med graffitimalernes tags, har vi en forpligtelse til at stoppe det,« siger Amalia
Zeppou, som udsteder kommunens
tilladelser til at lave gavlmalerier.
Hun udtaler håbefuldt til The New
York Times, at »når graffiti bliver til
bestilt kunst, er det et tegn på begyn-
delsen til enden på den økonomiske
og sociale krise, byen har oplevet«.
Exarchias mure er helt dækket
med graffiti. Her patruljerer politiet sjældent, så det er nemt at få
arbejdsro, forklarer Mapet.
Nogle gange må han dog først
male et stykke væg hvidt for at kunne
lave sine stencils. Gyldent Daggry
holder sig også væk, selv om politiet
fandt et kort over mål i kvarteret, da
partiets lokaler blev ransaget efter
mordet på rapperen Pavlos Fyssas
i september 2013.
I gaderne omkring Den Polytekniske Læreanstalt, der tilbage 1973
var centrum for oprøret mod militærjuntaen, er politiet knap så synligt som tidligere. Det skyldes især,
at regeringspartiet Pasok, Grækenlands svar på Socialdemokraterne,
ikke længere kunne betale huslejen
i partihovedkvarteret og derfor er
flyttet et andet sted hen, fortæller
Mapet. Her hersker en udpræget
skepsis mod den store medieinteresse for grækernes reaktioner på
eurokrisen:
»Hvis I vil tale med folk, skal I
sige, at I kommer fra et uafhængigt
medie,« lyder rådet fra en af Mapets
venner, skolelæreren Makis Stais.
»Undertrykkelsen er blevet en
vane,« står der under en stencil,
hvor en befolkning i knæ lader sig
portrættere mod betaling: »Kun tre
euro for et foto!!!«
Forventningsløse
Min mor er 47
år og arbejder som
tjener til en euro
i timen – 10 timer
om dagen. Det er
selvfølgelig sorte
penge. Og hun er
endda heldig. En
af mine venner er
bartender, men han
får kun løn, hvis der
er kunder i baren
Nasia Tentolouri
Arbejdsløs indretningsarkitekt og jordbærplukker
på Tåsinge
Europaparlamentsvalget har ingen
store forventninger til. Det er ikke
blot parlamentets sammensætning,
men hele systemet, der skal ændres,
mener de fleste i Exarchia-kvarteret:
»Jeg stemmer ikke og har heller
ikke tænkt mig at gøre det denne
gang. Jeg bryder mig ikke om systemet og vil ikke være en del af det,«
siger den 31-årige indretningsarkitekt
Nasia Tentolouri. Hun er arbejdsløs,
men tjener lidt penge ved at sælge
brugt tøj i en bod.
»Min mor er 47 år og arbejder som
tjener til en euro i timen, 10 timer
om dagen. Det er selvfølgelig sorte
penge. Og hun er endda heldig. En
af mine venner er bartender, men
han får kun løn, hvis der er kunder
i baren,« siger Testolouri.
Hun har tidligere arbejdet som
jordbærplukker på Tåsinge, hvilket
gav hende mulighed for at istandsætte sin bolig i Athen: »Jeg fik 16
euro (omkring 120 kr., red.) i timen.
En fantastisk løn!« Alligevel kan hun
ikke se nogen fordel ved EU: »For mig
er Europa blot et sted ligesom alle
andre. EU betyder intet for mig. Det
er jo bare et spil, når USA, Rusland
og Europa konkurrerer om, hvem der
er stærkest. Vi er nødt til at bryde de
store systemer ned og starte forfra
i små enheder. Jo, jeg tror på politik som en måde at ændre tingene
på. Men jeg tror ikke på de politiske
partier, de er døde.«
Makis Stais er den eneste, der har
tænkt sig at stemme. Tidligere stemte
han på venstrefløjsalliancen Syriza,
som nu næsten står med nøglerne
til regeringsmagten i Grækenland –
bl.a. som følge af Pasoks sammenbrud under krisen.
Nu rykker han et skridt længere til
venstre – ud blandt de partier, som
i modsætning til et flertal i Syriza
vil have Grækenland til at forlade
eurozonen:
»Min forældre er medlemmer af
Syriza og tror meget på partiet. Jeg
har selv svært ved at tro på partiets
leder, Alexis Tsipras. For at få magten
siger han alle de ting, som bankerne
og Bruxelles vil høre,« mener Stais.
Han er 38 år og arbejder som
kunstlærer ved en række landsby-
skoler på halvøen Peloponnes, et par
timers kørsel fra Athen. Under krisen
er hans løn blevet skåret ned med
mere end en tredjedel. Nu risikerer
han endda at miste sit job, hvis han
får en dom for vold mod politiet.
Stais hævder selv, at han og en
række andre blev tilfældige ofre for
en masseanholdelse for et par år siden. Foreløbig har han brugt 2.700
euro, omkring 20.000 kr., på at betale en advokat:
»Mange står i samme situation
som mig. Det skyldes de love mod
demonstrationer, som blev vedtaget
for at kvæle protesterne mod låneaftalen,« siger Stais og fortsætter:
»For at dække nogle af udgifterne
har jeg fået trykt et hæfte med street
art, som jeg kan tage lidt penge for.
De fleste af mine venner er knækket
på et tidspunkt under krisen. Jeg har
også selv haft et par sammenbrud.
Hver dag tænker jeg på at flytte til et
andet land, men det kræver lang tid
og meget energi at fungere et andet
sted. På en måde kan man sige, at
vi grækere ikke længere nyder den
luksus at kunne tillade os at blive
deprimerede.«
Fortsættes næste side
18
INFORMATION MAJ 2014
POLITISK GADEKUNST
Vi skal beskytte de gode idéer, der giver
vækst og arbejdspladser i Danmark.
Stem ja til patentdomstolen.
Morten Helveg Petersen
Spidskandidat til Europa-Parlamentet
Fortsat fra forrrige side
»Globalt udgør politiske stencils i
dag en af protestkunstens vigtigste
udtryksformer,« skriver gadekunstneren UNPAUSE i det hæfte, som
Makis sælger til revolutionsturister
i Exarchia.
Gennemslagskraft
Teksten forklarer, at teknikkens
udbredelse hænger sammen med
nutidens storbyer, hvor »statsmagten og dens allierede gennem love
og politimagt konstant forsøger at
kontrollere det visuelle rum, der
omgiver os«.
Faktisk var det de italienske fascister, som i 1920’erne først begyndte
at bruge stencils i politisk øjemed
for at vise bevægelsens lederes ansigter på byernes mure og dermed
i borgernes bevidsthed.
Siden blev teknikken overtaget
af borgerrettighedsbevægelser i Latinamerika og ved det parisiske studenteroprør i 1968. Nu bruges den
overalt fra Rio de Janeiro til Istanbul,
på Wall Street i New York såvel som
på Tahrir-pladsen i Cairo, påpeger
UNPAUSE:
»Anvendelsen af et visuelt tegnsystem, som er fælles og forståeligt
for store dele af samfundet, tillader
ikke beskueren ikke at forstå,« hedder det bl.a. om den politiske stencils potentielle gennemslagskraft:
»De fungerer ikke blot som illustrationer af den politiske diskurs,
men bidrager aktivt til en alternativ
politisk diskurs og til samfundskritik
gennem billedskabelse (…) Stencils
fremmer kommunikationen mellem
mange lokale bevægelser, og på denne måde bidrager de til styrkelsen
af globale bevægelser.«
For den forhenværende amerikanske diplomat John Brady Kiesling, som er ekspert i den græske
venstrefløj, er billedeksplosionen i
Athen snarere et tegn på selvbedrag,
rådvildhed og mangel på ideer blandt
venstreradikalisterne:
»Meget af det har nærmest karakter af performancekunst, og deres
strategi er ikke særlig sofistikeret,«
sagde Kiesling til Information i 2010:
»Det går ud på at vælte systemet og
først bagefter bekymre sig om, hvad
der så skal ske.«
Protestkunstnere
Ifølge Mapet er det værste ved krisen,
at den har givet politikere og medier
mulighed for at tømme ordene for
betydning:
»De politikere, der bærer ansvaret for landets desperate situation,
bliver nu fremstillet som de eneste,
der kan redde os,« siger Mapet og hiver en pose rulletobak frem fra sin
Adidas-regnjakke, som må være lige
så gammel som ham selv:
»Gyldent Daggry, som regeringen
påstår at beskytte os mod, har den
selv skabt. Der er efterhånden ingen
grænser for, hvor racistisk græske
politikere kan udtale sig på tv. En
af de eneste måder, man kan gøre
De fleste af mine
venner er knækket
på et tidspunkt
under krisen. Jeg har
også selv haft et par
sammenbrud. Hver
dag tænker jeg på
at flytte til et andet
land, men det kræver
lang tid og meget
energi at fungere et
andet sted
Alexis Tsipras
Kunstlærer
offentlig modstand mod det på, er
gennem street art. F.eks. kalder regeringen indsatsen mod indvandring
i Grækenland for Operation Zeus,
men Zeus var jo også gæstfrihedens
gud. Og nu bliver flygtninge spærret
inde på ubestemt tid i modtagelsescentre, eller også risikerer de at blive
overfaldet af Gyldent Daggry – uden
at politiet griber ind.«
Kort efter det skelsættende drab
i december 2008 skrev en anonym
græsk blogger:
»Under disse dages opstand er
normaliteten og den normale tid
blevet suspenderet – det har endelig givet os god tid til at leve og til
at vokse. Af denne og en million andre årsager er der simpelthen ingen
vej tilbage: Vi kan ikke skrue tiden
tilbage, vi kan ikke slette minderne
om disse dage.«
Siden da har unge grækerne fået
mange flere grunde til at tvivle på
landets og deres egen fremtid:
»For mig betyder Europa ikke andet end problemer,« siger Mapet, som
heller ikke har tænkt sig at stemme.
I hæftet med dokumentation for
de seneste års protestkunstneriske
aktiviteter er der en stencil, som viser
silhuetten af en mand, der peger til
venstre med den ene tommelfinger
og til højre med den anden:
»Når demokratiet er latterligt, må
borgerne være ynkelige,« står der.
frese@information.dk
Politisk street art på et
forfaldent hus i Athens
studenterkvarter, Exarchia.
Foto: Jakob Dall
FAKTA
Fra gaden til skærmen
• ’Gadekunst transmitterer en
fornemmelse af, at ordet ikke er
noget man får, men noget man
kan tage,’ siger kuratoren og
kunstkritikeren Toke Lykkeberg,
der til efteråret udgiver en
monografi om graffitimaleren
Zevs på det franske forlag
Gallimard.
• Scenen i Grækenland er
så politiseret, at næppe ikke
giver mening at skelne mellem
kunst og aktivisme, mener
Lykkeberg: ’Når det er så let
at tale på nettet, kan det virke
som et endnu stærkere udsagn
at gøre sig besværet med at
agitere i gaden. Det kan altså
have en virkelighedseffekt
ligesom fotografi. Det bevirker,
at gadekunst ikke bare spreder
sig fra en mur til en anden, men
også fra byen til internettet. På
skærmbilledet bekræftes vi i, at
der er en verden derude, og at
den kan ændres.’
Kristina Siig
Radikale Venstre
Jeppe Kofod
Socialdemokraterne
Christel Schaldemose
Socialdemokraterne
Karen Melchior
Radikale Venstre
Sissel Kvist
Radikale Venstre
Britta Thomsen
Socialdemokraterne
C
Kathrine Alexandrowiz
Socialdemokraterne
VALG 2014
Lasse Quvang
Socialdemokraterne
Thomas Elkjær
Radikale Venstre
Gunde Odgaard Rasmus Gjedssø Bertelsen
Socialdemokraterne
Socialdemokraterne
B
Morten Helveg Petersen
Radikale Venstre
Tonni Hansen
Socialistisk
Folkeparti
Søren Gytz Olesen
Socialistisk
Folkeparti
Anne-Mette Wehmüller
Socialistisk
Folkeparti
Marianne Mørk Mathiesen
Liberal Alliance
Volkan Turan
Socialistisk
Folkeparti
Christine Sidenius
Socialistisk
Folkeparti
Nichlas Vind
Det Konservative
Folkeparti
Michael Thomsen
Socialistisk
Folkeparti
Jakob Bille
Liberal Alliance
Jørgen Grøn
Folkebevægelsen
mod EU
Bendt Bendtsen Josefine Kofoed Christiansen Tove Videbæk
Det Konservative
Det Konservative
Det Konservative
Folkeparti
Folkeparti
Folkeparti
Margrete Auken
Socialistisk
Folkeparti
Kasper Heumann Kristensen
Liberal Alliance
Charlotte Broman Mølbæk
Socialistisk
Folkeparti
Karina Rohr Sørensen
Folkebevægelsen
mod EU
F
Niels Westy
Liberal Alliance
Christian Juhl
Folkebevægelsen
mod EU
Victoria Rsibjerg Velásquez
Folkebevægelsen
mod EU
Mette-Katrine Ejby Buch
Det Konservative
Folkeparti
Rune Bai Nielsen
Socialistisk
Folkeparti
Ole Nors Nielsen
Folkebevægelsen
mod EU
Mehmet Aksoy
Folkebevægelsen
mod EU
Susanne Eilersen
Dansk Folkeparti
Anders Stoltenberg
Det Konservative
Folkeparti
Christina Egelund
Liberal Alliance
Malte Bang
Inger-Marie
Folkebevægelsen
Tryde Martensen
mod EU
Folkebevægelsen mod EU
Jørn Dohrmann
Dansk Folkeparti
Harry Jensen
Venstre
Catja Gaebel
Det Konservative
Folkeparti
Lave K. Broch
Folkebevægelsen
mod EU
Tilde Bork
Dansk Folkeparti
Poul-Erik Høyer
Venstre
Julie Broe
Det Konservative
Folkeparti
Rina Ronja Kari
Folkebevægelsen
mod EU
Jean Thierry
Folkebevægelsen
mod EU
Karsten Lorentzen
Dansk Folkeparti
Diego Gugliotta
Venstre
Allan Norré Pedersen
Socialistisk Folkeparti
Hans Henrik Larsen
Folkebevægelsen
mod EU
Rikke Karlsson
Dansk Folkeparti
Ole Davidsen
Venstre
Sanni Aakjær-Olesen
Venstre
N
N
I
Thorkil Sohn
Folkebevægelsen
mod EU
Anders Vistisen
Dansk Folkeparti
Asger Christensen
Venstre
Aleksander Aagaard
Venstre
Annemette Johnsen
Socialistisk
FolkepartL
Morten Messerschmidt
Dansk Folkeparti
Nils Juhl Andreasen
Venstre
Irene Simonsen
Venstre
Meta Fuglsang
Socialistisk
Folkeparti
V
Ulla Tørnæs
Venstre
Jens Rohde
Venstre
Halime Oguz
Socialistisk
Folkeparti
Danni Olsen
Dansk Folkeparti
Nicolai Svejgaard
Poulsen
Venstre
Henrik Frost
Rasmussen
Venstre
Fathi El-Abed
Socialistisk
Folkeparti
Samira Nawa Amini
Radikale Venstre
Ole Christensen
Socialdemokraterne
EUROPA-PARLAMENTET
A
Christian Kjølhede
Radikale Venstre
Jacob Isøe Klærke
Socialistisk
Folkeparti
Christian Wedell-Neergaard Morten Thiessen
Det Konservative
Det Konservative
Folkeparti
Folkeparti
Teis Volstrup
Socialistisk
Folkeparti
Lau Lykke Tambjerg
Socialistisk
Folkeparti
Niels Høiby
Liberal Alliance
Troels Stru Schmidt
Socialistisk
Folkeparti
Anne Kathrine Kirk
Liberal Alliance
Helge Rørtoft-Madsen
Folkebevægelsen
mod EU
Jørgen Jørgensen
Socialistisk
Folkeparti
Andreas Hastrup
Liberal Alliance
Erik Bach
Folkebevægelsen
mod EU
Jan Kjær
Socialistisk
Folkeparti
Sabeena Sareen
Liberal Alliance
Brian Olsen
Folkebevægelsen
mod EU
Githa Nelander
Dansk Folkeparti
Jess Myrthu
Venstre
O
Mette Langdal
Folkebevægelsen
mod EU
Kristina Jørgensen
Dansk Folkeparti
Morten Løkkegaard
Venstre
Troels Juel
Tobias Clausen
Preben Kristensen
Folkebevægelsen mod Folkebevægelsen mod Folkebevægelsen mod
EU
EU
EU
Marcus Knuth
Venstre
BRUG DIN INDFLYDELSE!
Hvilke 13 danske kandidater skal være med til at bestemme i EU? Når du stemmer, er du med til at
afgøre Europa-Parlamentets politiske retning for de næste fem år. Er du i tvivl? Så vil en kandidattest
kunne inspirere dig til at beslutte, hvor du skal sætte dit kryds. Du kan matche dine holdninger med
kandidaternes på www.altinget.dk eller www.europarl.dk.
#EP14DK
22
INFORMATION MAJ 2014
INFORMATION MAJ 2014
RUMÆNSK HIGH TECH
RUMÆNSK HIGH TECH
Rumæniens
fremtid flyder
i optisk fiber
EUROPÆISKE STEMMER
Esben Wibe Nielsen
24 år, Danmark
Læser teologi på Aarhus
Universitet
– Hvilke fordele har det for dig, at
du lever i EU?
»Store dele af min familie er
landmænd, så min holdning er
måske meget præget af deres.
Men jeg ser det da som en fordel,
at der er et samarbejde. At der er
et fælles organ i Europa, og at der
er et standardiseringselement.
Det er rart, at ens pas er gyldigt i
mange lande, at tingene minder
om hinanden i landene. Selv om
jeg ikke selv rejser så meget,
Bukarest er i al ubemærkethed blevet centrum for nogle af
Europas dygtigste it-virksomheder. Rumænien menes at have
verdens femtehurtigste net. 33-årige Valentin Radu startede
som computernørd. I dag er han virksomhedsejer med positive
forventninger til Rumæniens fremtid
Af Troels Heeger
Udsendt medarbejder, Bukarest
I
dag er Valentin Radu 33 år en succesrig forretningsmand, der udstråler alvor og seriøsitet. Men det
var afhængigheden af computerspillet Counter-Strike, der for godt
11 år siden befordrede Radus karriere som iværksætter i et land, der
ikke er kendt for at hylde det private
initiativ.
I selskab med en håndfuld venner brugte han som 22-årig universitetsstuderende al sin tid på at spille
onlinespil på Bukarests computercafeer. En dag fik Valentin nok af at
smide penge ud ad vinduet på cafeer
med elendige internetforbindelser.
»På et tidspunkt sagde vi til os
selv: ’Lad os selv være udbyderselskabet’,« fortæller Valentin Radu.
»Jeg overbeviste min chef om at
låne mig 300 dollar, hvilket svarede til
et forskud på to en halv måneds løn.«
Elektrisk stød
Sammen med fire venner indsamlede Valentin i alt 700 dollar, som de
investerede i indkøb af ADSL-kabler. Uden myndighedernes tilladelse
begyndte de at hænge kablerne op
tværs over Bukarest befærdede gader. På et tidspunkt måtte de blokere
den lokale sporvognsrute med store
sten for at skaffe tid til monteringen
af kablerne.
»Vi vidste ikke engang, at vi kunne
risikere at få voldsomme stød som i
en elektrisk stol,« ler Valentin Radu
i dag.
Rygterne om den hurtige internetforbindelse bredte sig hastigt i
Radus fattige nabolag i Bukarest.
På mindre end et år havde de fem
venner en lukrativ forretning med
over 4.000 kunder. Selv naboen til
Valentin Radus forældre, der ellers
anså den unge computernørd for at
være en døgenigt, ændrede sit syn på
den unge mand, da han uden knas
på linjen kunne tale via Skype med
sin datter i London.
»Folk i vores kvarter hyldede os
som heltene, der bragte internet til
kvarteret. Vores forældre, der plejede
at bande over, at vi sad og gloede
ind i en skærm, skiftede pludselig
mening«, fortæller Valentin Radu.
»Der var mange små virksomheder som os. I sidste ende var der et
stort internetfirma, der bestak sig til
alle netværksforbindelserne, og vi
solgte også vores andel til det firma.«
Valentin Radu leder i dag en af
de såkaldte tech-startup-virksomheder, Marketizator, der i disse år
skyder frem i Bukarest. Der er tale
om virksomheder grundlagt på en
blanding af mod og oftest en enkelt
god idé udviklet af talentfulde programmører eller entreprenører.
Fair fremtid
Valentin Radu har inviteret os til
at besøge ham på hans kontor, der
har til huse i et veloplyst loftrum i
den gamle bydel af Bukarest, som
en frisk ejendomsmægler muligvis
ville kunne finde på at beskrive som
»new-yorker-agtigt«. Han er iklædt
blazer og taler et formfuldendt og
selvsikkert engelsk.
»Vi satser på, at vores virksomhed
bliver det oplagte førstevalg, når det
gælder marketingsløsninger i Europa. Vi har amerikanske virksomheder, men det er vanskeligt at operere
på det amerikanske marked på grund
af tidsforskellen. Vores muligheder
ligger i Europa.«
Sammen med sine ansatte sidder han bag en rumopdeler, mens
det øvrige lokale optages af reklamebureauet Friends for Advertising.
En sort kontorkat slanger sig mageligt på et ledigt tastatur, mens reklamebureauets ubarberede direktør,
Sorin Branca, ligger henslængt på i
en sofa. Godt 15 ansatte taster løs bag
opslåede Macbooks. Selv om indretningen er afslappet og tydeligvis skal
signalere en vis kreativ spontanitet,
er stemningen koncentreret. På væggen hænger et logo med ordlyden:
»Do your best. Or go home«.
Firmaet Marketizator er Radus
hjertebarn og har fem ansatte.
»Vi har udviklet et værktøj, der
kan maksimere kommercielle internetplatformes såkaldte conversion
rate«, forklarer han. Marketizator, der
blev stiftet i 2012, leverer optimerede
23
marketingsløsninger til udenlandske
virksomheder. Blandt deres kunder
er tyske, amerikanske og canadiske
firmaer, der sætter pris på rumænske virksomheders kombinationen
af råt talent og billige produktionsomkostninger.
Når unge rumænere bliver succesrige virksomhedsejere skaber det
håb om en lysere fremtid i et land,
hvis mest begavede indbyggere har
haft for vane at udvandre til resten
af Europa.
»Jeg tror på, at vort land har en
mulighed for en fair fremtid. Den
nye generation er mere bevidst. De
kan se, når politikerne og medierne
begynder at lyve. Fjernsynsmedierne går tilbage, mens internettet går
frem. Bloggerne og andre vil blive
langt mere magtfulde, når det gælder om at nå de unge generationer.
Derfor vil korruptionen også dø ud
i fremtiden,« siger Valentin Radu.
Postrevolutionært kaos
Internettet er en enorm industri i
Rumænien: Ud af 18 mio. rumænere
er godt syv mio. på Facebook. Omtrent 90 pct. af rumænsk ungdom
under 25 med internetadgang er på
Facebook. Måske er netop det en del
af forklaringen på, at Rumænien for
tiden oplever en opblomstring af succesfulde virksomheder inden for itteknologi.
For nylig pegede det amerikanske
nyhedsbureau Bloomberg på Rumænien som verdens femtebedste land,
når det gælder internethastigheder,
hvilket skyldes, at Rumænien var
fremsynet nok til at droppe kobberkabler og i stedet lagde optiske
fiberkabler, da landets kommunikationsinfrastruktur skulle etableres.
Derudover har billige huslejer, lave
lønninger og produktionsomkostninger samt ikke mindst en stor andel
af kvalificeret og højt motiveret arbejdskraft gjort nystartede rumænske
it-virksomheder som Marketizator
til særdeles konkurrencedygtige på
internationalt niveau.
En virksomhed som Bigstep, hvis
programmører befinder sig i Bukarest, leverer også ombejlet cloudteknologi til internationale kunder.
så er det en fordel, at euroen
kan bruges andre steder end
i Tyskland. Altså sådan helt
lavpraktisk.«
– Hvilke ulemper oplever du ved
EU?
»Hvad der gør sig gældende i ét
land, gør sig ikke nødvendigvis
gældende i et andet land.
Derfor kan nogle af de centralt
besluttede ting, som skal gælde
for alle lande, ofte virke helt
latterlige. Det kan man så grine
af, og det gør jeg da også, men
der er noget problematisk i det.
For mig rent personligt, gør det jo
ikke noget. I hvert fald ikke sådan,
at jeg opdager det og tænker
over det. Men for min familie som
driver landbrug i Nordjylland og på
Bornholm er der noget lovgivning,
som ikke giver mening for dem, og
de ryger i økonomiske klemmer
på grund af det. Jeg tror aldrig,
at EU kan blive til et USA version
2. Landene er hver især alt for
nationalistiske til det. Det viser
historien jo også.«
EUROPÆISKE STEMMER
Rumænerne har i stor
stil taget it-teknologi til
sig, og har en af verdens
fem hurtigste internetfiberforbindelser. Rumænske
it-firmaers kunder er tyske,
amerikanske og canadiske
firmaer, der sætter pris på
den rumænske kombination
af råt talent og billige
produktionsomkostninger.
Foto: Tor Birk Trads
Vort land har en
mulighed for en fair fremtid.
Den nye generation er mere
bevidst. De kan se, når
politikerne og medierne
begynder at lyve. Bloggerne
og andre vil blive langt
mere magtfulde, når det
gælder om at nå de unge
generationer. Derfor vil
korruptionen også visne
Valentin Radu
Chef for Marketizator
»Mange af vores ingeniører er
rumænere, der har tilbragt deres
teenageår i 90’ernes postrevolutionære kaos og været usikre på, hvad
fremtiden ville bringe dem. Derfor
skabte de muligheder for sig selv,
fordi langtfra var givet, at andre ville
gøre det«, siger Bigstep-direktøren
Ioana Hreninciuc til erhvervsmagasinet Forbes.
Europæiske værdier
Trods fremkomsten af utallige dygtige rumænske virksomheder er det
stadig fordommene om de altoversvømmende rumænske indvandringsbølger, der rejser mod nord
for at lænse europæiske velfærdsstater for sociale ydelser, der præger
mange europæeres billede af Rumænien, der blev medlem af EU i 2007.
Da rumænere og bulgarere ved
årsskiftet 2014 fik ret til at søge arbejde i de øvrige EU-medlemslande pustede især de britiske tabloidmedier
til frygten for de østeuropæiske indvandrere. Antallet af rumænere, der
siden 1. januar er udvandret er ifølge
eksperter ikke steget betragteligt.
For unge virksomhedsejere som Valentin Radu er de britiske mediers
skræmmekampagner meningsløse.
»Bukarest er ikke nødvendigvis
det bedste sted for os rent forretningsmæssigt, men det passer os
bedst. Hvis vi skulle skifte kultur,
familie og venner ud ville det være
uproduktivt. Derfor bliver vi i Bukarest. Vi kommer til at rejse rundt for
at etablere partnerskaber og lære,
hvordan nationale markeder fungerer. På samme måde som amerikanske virksomheder gør med os.
Men Rumænien er vores hjem, og
vi kommer til at blive her.«
For Valentin Radu er det indlysende, at Rumænien i de seneste årti
har åbnet sig mod Europa.
»Som nation er vi blevet mere
åbne«, siger han, men han mener
stadig, at det postkommunistiske Rumænien har meget at lære af Europa.
»I har en masse værdier i Europa,
som vi har behov for at låne, f.eks.
åbenhed. Vi europæere er ikke så
konkurrenceprægede som amerikanerne. Vi har en slags kristendom,
der ikke er så fanatisk. Vi har kirker, hvor man kan holde rockkoncerter. Man kan have sin tro, men
man generer ikke nødvendigvis sin
nabo med den. Det er derfor, vi har
så mange indere og muslimer i eksempelvis Storbritannien. På trods
af vores økonomiske vanskeligheder
i Europa, er det min overbevisning,
at vi europæere vil blive mere forenede, ikke kun økonomisk.«
Sygt korrupt system
Valentin Radu gør sig dog ingen falske illusioner. Rumænsk erhvervsliv
er som resten af landet præget af korruption og nepotisme. For at nå til
tops i traditionelle brancher er det
nødvendigt med gode forbindelser
til både magtfulde forretningsmænd
og politikere, der udsteder nødvendige tilladelser.
»Systemet er sygt,« siger Valentin
Radu, der mener, at det rumænske
samfund trænger til forandring.
»En trekant af religion, medier
og uddannelse lader ikke individet
tænke for sig selv. I stedet skal folk
lære ting udenad. På grund af internettet kan jeg tale med mine venner
uden at tænke på regeringen eller på
medierne eller andre faktorer. Vi begynder at udvikle vores egen måde
at kommunikere på.«
Som virksomhedsejer i et land,
der på grund af den kommunistiske
fortid ikke har nogen lang tradition
for privat initiativ, er sådan en som
Radu stadig et særsyn, men som tusinder af andre rumænere tilhører
han en generation, der har førstehåndserfaringer med både kommunismen og turbokapitalismen. For
ham handler virksomhedsskabelse
hverken om rastløs akkumulering af
kapital eller status.
»Jeg har venner, der tjener adskillige millioner. Men de ønsker sig altid mere. Hvor meget skal der til?
Forestil dig en verden, hvor vi er 40
år og har arbejdet i 20 år, og hvor vi
ikke har behov for at arbejde mere.
Hvorfor skal vi vente med at se Kina,
Indien eller Australien, til vi er 70
år og ikke kan bevæge os mere? Vi
burde ændre systemets algoritmer,«
siger Valentin Radu, der med egne
ord ønsker »et system, der tillader
dig at skabe arbejde til andre mennesker, og lader dig sørge for dine
egne basale behov.«
heeg@information.dk
Liva Sibirjova
19 år, Letland
Går på Brandbjerg Højskole
FAKTA
Rumæniens it-boom
• Kombinationen af lave
produktionsomkostninger,
en bred talentmasse inden
for programmering og
ingeniørfag gør i stigende grad
Bukarest til hjemsted for små
it-virksomheder med store
ambitioner, såkaldte tech-startups, der tiltrækker kunder fra
hele verden.
• Ifølge databasen Romanian
Startups står omtrent 375
rumænske grundlæggere
bag omtrent 183 startupvirksomheder inden for
forskellige brancher som 3D
design, marketing, bioteknologi,
Big Data og it-sikkerhed.
• Til de mest succesrige
produkter udviklet af rumænske
startups tæller app’en Twotap,
en software beregnet til
online-produktbestilling via
mobiltelefon og mobil-app’en
The Pole, der lader brugere
skabe deres egne reklamer
for lokale events via mobil og
streame dem direkte til digitale
skærme i Bukarest.
• Multinationale som Intel,
Amazon, Microsoft og Electronic
Arts har alle lokale afdelinger i
Bukarest, hvor fokus ligger på
udvikling af lokalt talent.
– Hvilke fordele har det for dig, at
du lever i EU?
»Jeg kan rejse frit mellem EUlandene, og nu hvor jeg f.eks.
er taget til Danmark, har jeg
mulighed for at få et CPR-nummer
og alle de privilegier, som følger
med det. På grund af EU har jeg
fået et stipendium, så jeg kan
gå på højskole i Danmark. Jeg
behøver ikke at betale den fulde
pris, som danskerne gør for at
gå her. Hvis jeg skulle det, havde
det ikke været en mulighed for
mig at tage af sted. Når folk, som
ikke kender Letland, spørger mig,
hvor jeg kommer fra, er det let at
sige, at jeg kommer fra Europa.
For mig er det ét fedt, om jeg
er fra Østeuropa eller Letland.
Jeg håber, at EU-landene kan
blive ved med at leve fredeligt
sammen og få støtte fra hinanden.
Ikke kun økonomisk, men også
moralsk. Da vi sidste år havde
et butikstagskollaps i Letland og
over 50 mennesker døde, var det
rart, at hele Unionen viste empati.«
– Hvilke ulemper oplever du ved
EU?
»I Letland har vi lige fået euroen.
Det ærgrer mig. Jeg tror, at alle
lande har brug for symboler for
deres egen nationalitet, og det får
man netop gennem møntfoden.
Første gang jeg fik euro tilbage, da
jeg betalte for en vare i en butik,
blev jeg lidt trist til mode.«
Tag et ophold på Hadsten Højskole
og bliv klar til:
~
~
~
~
Statskundskab
DMJX
Jurastudiet
Politiskolen
Vi er Danmarks førende højskole på det
samfundsvidenskabelige felt, og vi underviser
på et højt fagligt niveau.
www.hadstenhojskole.dk
T: 8698 0199
24
INFORMATION MAJ 2014
INFORMATION MAJ 2014
YDERFLØJENE
YDERFLØJENE
EUROPÆISKE STEMMER
Kan græsk
ekstremisme
eksporteres?
hjulpet mig. Der er sikkert også
andre ting, som indirekte påvirker
mig positivt. Måske er den fisk, jeg
spiser til frokost i kantinen, fanget
under forhold bestemt af EU.«
Anna-Kajsa Peräkorpi
31 år, Finland
Merchandising manager i
Google
– Hvilke fordele har det for dig, at
du lever i EU?
»Jeg har studeret i Sverige og
nu arbejder jeg i Storbritannien,
så det er uden tvivl den frie
bevægelighed for mennesker og
varer, som er det vigtigste for mig.
Uden EU og Schengen-aftalen
havde mit liv været bøvlet. Jeg
ville sandsynligvis ikke have
arbejdet i London nu, hvis de
aftaler ikke havde været der.
Det europæiske samarbejde har
Under krisen vinder yderfløjene frem i europæisk politik.
Tendensen er mest markant i Grækenland, som har oplevet
enorme sociale omvæltninger. De europæiske højrepartier vil
helst ikke sammenlignes med nazisterne i Gyldent Daggry, mens
venstrefløjen har gjort SYRIZA til et symbol på solidaritet i EU
Af Mads Frese,
Korrespondent, Athen og Rom
E
urokrisen har genoplivet såvel
eurokommunismen som nazismen, to spøgelser fra ideologiernes tidsalder. Det er sket i
Grækenland, som har været krisens
laboratorium med en hastig afvikling af socialstaten.
De europæiske institutioners
hårdhed; udueligheden blandt såvel socialister som konservative i de
græske regeringspartier; korrupte politikeres straffrihed; sammenbruddet
i et politisk system, der for længst
burde være faldet sammen af sig selv,
men som ikke desto mindre havde
sikret social fred i Grækenland siden
militærjuntaens fald i 1974 – det er
nogle af de faktorer, der har givet
ekstremerne i græsk politik stor og
uventet fremgang.
Synaspismós Rizospastikís Aristerás (Koalitionen for den radikale
venstrefløj, forkortet SYRIZA, red.)
og Chrysí Avgí (Gyldent Daggry, red.)
er på få år blevet synlige i Europas
politiske landskab, og de to ideologiske modsætninger har også delvis
overlappende vælgerskarer. For ifølge
opinionsundersøgelser foretaget i
forbindelse med de to græske parlamentsvalg i 2012 overvejede omkring
15 procent af begge partiers vælgere
det andet parti som eneste alternativ – fra den yderste venstrefløj til
det ekstreme højre eller omvendt,
uden mellemstationer:
»Det viser jo bare, hvor konfus
den politiske situation i Grækenland er blevet under krisen,« siger
en af SYRIZA’s kandidater til Europa-Parlamentet, Anastasia Christodoulopoulou.
Vi sidder på tagterrassen i partiets nye hovedkvarter i et af de mest
nedslidte kvarterer, Metaxourgeio,
i Athens efterhånden anløbne centrum:
»Mange tager kun stilling til, om
de er for eller imod trojkaens (EU, Den
Europæiske Centralbank og Den Internationale Valutafond, red.) krav.
Efter flere årtier med klientelistisk
system er befolkningens politiske
opdragelse i sig selv et problem,«
siger Christodoulopoulou, der som
garvet menneskerettighedsadvokat
har oplevet metapolítefsi, overgangen fra diktatur til demokrati, fra
en privilegeret position:
»Mange vælgere stemmer stadig
ikke for at beskytte deres rettigheder, men for at opnå privilegier. Hvis
SYRIZA får regeringsmagten, bliver
en af de største opgaver at gøre op
med den kultur.«
Autoritære regimer
Grækenlands regeringsleder, Antonis
Samaras, fra det konservative Nea
Dimokratia, drager ofte paralleller
mellem yderfløjene. Da ledelsen i
Gyldent Daggry sidste år blev anholdt i forbindelse med drabet på
den antifascistiske rapper Pavlos Fyssas, udtalte Samaras, at regeringen
ikke blot havde en forpligtelse til at
bekæmpe højreekstremismens forsøg på at undergrave demokratiet,
men også til at bekæmpe »den anden ekstremisme«:
»For at bekæmpe populisme må
man sikre sig, at man ikke selv forfalder til populisme,« sagde Samaras
med henvisning til SYRIZA’s kritik af
regeringens og trojkaens krisepakker, »for at bekæmpe ekstremisme
må man sikre sig, at man ikke selv
går til ekstremer.«
Historien om, hvordan SYRIZA på
få år er gået fra at være et lille venstrefløjsparti til nu at have en vælgeropbakning på knap 30 procent
og dermed næsten stå med nøglerne
til regeringsmagten i Grækenland,
adskiller sig dog alligevel markant
fra historien om, hvordan nazistisk
raceteori med Gyldent Daggrys store
fremgang pludselig har fået et nyt
talerør i europæisk politik.
Inden valgene i 2012 spillede Gyldent Daggry en marginal rolle i græsk
politik. Partiets holdninger var indtil
25
da blevet repræsenteret af et andet
nationalistisk og fremmedfjendsk
parti, LAOS, som nød opbakning i
den græsk-ortodokse kirkes mest
konservative kredse.
Men da LAOS i 2011 støttede bankøkonomens Lucas Papademos’ nationale samlingsregering, tabte partiet alle de vrede vælgere. Af de 16
mandater i det græske parlament,
som Gyldent Daggry erobrede i 2012,
kom de 15 fra LAOS, der mistede alle
sine mandater. Gyldent Daggrys kernevælgere er efterkommerne af de
30.000 græske kollaboratører under
besættelsen, som senere blev vindere i borgerkrigen (1946-49, red.).
Indtil krisen ændrede alt, var partiets stifter og leder, den nu fængslede Nikolaos Michaloliakos, blandt
de få, der ønskede sig oberststyret
(1967-74) tilbage:
»Den græske æt er kun stor under autoritære regimer,« har han
udtalt på tv.
Men mange års masseindvandring
og indskrænkningen af grækernes
sociale rettigheder har givet ny grobund for ideer fra historiens mødding. Gyldent Daggry er nu i kraft af
sine pladser i det græske parlament
også repræsenteret i Europarådet, der
efter krigen stod bag Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention som
en følge af nazisternes forbrydelser.
Men partiet risikerer at blive
stemplet som en kriminel organisation og dermed opløst og forbudt,
mens Michaloliakos risikerer en dom
for medvirken til drab, til afpresning
og til mange immigranters forsvinden: »Vi er nazister, fordi vi i den
tyske revolution i 1933 har set den
kraft, der frigør menneskeheden fra
det jødiske afskum,« har han forklaret
i partiets blad, »vi har set den kraft,
der fører os mod en ny europæisk
renæssance.«
Enorme omvæltninger
SYRIZA udspringer af det græske
kommunistparti, KKE, som var forbudt fra borgerkrigen til juntaens
Et af Gyldent Daggrys
partimedlemmer, Ilias
Panagiotaros, taler her til en
forsamling i Athen i februar
i år. Ingen kan være i tvivl
om, hvor partiet henter sit
idémæssige ophav fra med det
svastikaagtige-flagsymbol og
den militaristiske fremtræden.
Foto: Nicolas Koutsokostas
Efter flere
årtier med
klientelistisk system
er befolkningens
politiske opdragelse
i sig selv et problem.
Mange grækere
stemmer stadig ikke
for at beskytte deres
rettigheder, men for
at opnå privilegier.
Hvis SYRIZA får
regeringsmagten,
bliver en af de
største opgaver at
gøre op med den
kultur
Anastasia
Christodoulopoulou
SYRIZA’s kandidat til EP
fald. Der findes stadig kommunister i Grækenland, partiet KKE har
12 mandater i parlamentet, og partiet marcherer stadig demonstrativt
alene ved protesterne mod krisepolitikken. Men allerede som undergrundsparti under oberststyret blev
KKE splittet i en stalinistisk og en
reformistisk fløj.
I slutningen af 1970’erne teoretiserede kommunistpartierne i Italien,
Spanien og Frankrig eurokommunismen som en vej til et både socialistisk
og pluralistisk samfund.
SYRIZA forsøger, som en reaktion
på krisen og et forsøg på overvinde
gammel splittelse på den græske
venstrefløj, at genopfinde denne tradition, der gik i glemmebogen omkring Sovjetunionens sammenbrud.
Betydningen af ordet kommunisme
diskuteres stadig i partiet:
»Vi forsøger at eksperimentere
med en regeringsform og en alternativ samfundsmodel for at redefinere
ordets betydning,« har partiets unge
leder, Alexis Tsipras, sagt:
»Vi er bevidst om at stå over for
et afgørende slag, som kan fremprovokere enorme omvæltninger ikke
bare her i landet, men i hele Europa,«
siger han, »det er et slag, som bliver
udkæmpet på mange planer: på de
økonomiske argumenters plan, på
det politiske plan og på det kommunikative plan.«
Tsipras første erfaring med europæisk politik var i 2001, da han sammen med andre græske venstrefløjsaktivister blev forhindret i at deltage i
Social Forum, som blev afholdt i protest mod G8-mødet i den italienske by
Genova. De italienske myndigheder
havde ophævet Schengen-traktatens
bestemmelse om fri bevægelighed i
forbindelse med G8 og kunne derfor afvise grækerne ved grænsen,
mens antiglobaliseringsdemonstrationerne i Genova som bekendt udviklede sig til omfattende optøjer og
politivold.
Inden eurokrisen fungerede SYRIZA primært som talerør for små
borgerrettigheds-, miljø- og antiglobaliseringsbevægelser. Men ved
valget i 2012 – da trojkaen allerede
havde installeret sig i Athen og dikteret et fortsat regeringssamarbejde
mellem de to partier, som i knap 40
år havde skiftedes til at udplyndre
Grækenland, Nea Dimokratia og
PASOK – fik SYRIZA pludselig 27
procent af stemmerne. Opbakningen, som nu har gjort partiet til Grækenlands største, er blevet fastholdt
og udbygget gennem en konstant
tilstedeværelse ved de seneste års
protester mod krisepolitikken:
»Vi har ingen gylden teori, men
vi har en metode,« siger advokaten
og kandidaten Christodoulopoulou
på partiets tagterrasse med udsigt
over byen, »det handler om at starte
nedefra og skabe et program, som er
anderledes end det, der havde staten
i centrum. Vi skal opmuntre sociale
eksperimenter, solidaritetsnetværk,
alternativ produktion, sammenslutninger af uafhængige producenter
og forbrugere, nye banksystemer og
originale institutioner. Vi ved, at det
bliver meget svært, hvis ikke vi får
støtte fra andre europæiske lande.«
I samme bassin
Kan yderfløjenes fremgang i Grækenland få europæiske konsekvenser? De fleste højrefløjspartier har
travlt med at lægge afstand til Gyldent Daggry, der ikke skjuler sine
antisemitiske holdninger. Samme
angst for at blive identificeret med
belastende tankegods har fået bl.a.
Dansk Folkeparti og det britiske UKIP
til at afvise en alliance mellem alle de
EU- og indvandringskritiske kræfter
i parlamentet, sådan som Marine Le
Pens Front National og Geert Wilders
Partij voor de Vrijheid, der står til at
blive de største partier i henholdsvis
Frankrig og Holland, har foreslået.
Gyldent Daggry, som står til at
få to mandater, vil nok kun kunne
finde fælles fodslag med partier som
Jobbik fra Ungarn og de tyske nynazister i Nationaldemokratische
Partei Deutschlands. Tilsammen får
de næppe mandater nok til at kunne
danne en politisk gruppe.
Nyfascistiske grupperinger i Italien har forsøgt at lukrere på Gyldent
Daggry succes, men ligger langt under spærregrænsen. På den italienske
højrefløj står Berlusconi stadig vakler mellem traditionel europæisme
og et opgør med euroen, mens hans
tidligere allierede flokkes om Le Pen
og Wilders’ EU-modstanderalliance.
Afsløringer af tætte forbindelser
mellem Gyldent Daggry og premi-
erminister Samaras’ nærmeste rådgivere har vist, at den yderste højrefløj ikke er helt politisk isoleret i
Grækenland.
Ifølge George Pleios, professor i
kultur- og mediesociologi ved universitetet i Athen, flyder Nea Dimokratias højrefløj og Gyldent Daggry
»i samme ideologiske bassin«.
»I antikommunismen navn har
staten samarbejdet med og til tider
også skabt højreekstreme grupperinger,« skriver journalisten Dimitri
Deliolanes i en bog om Gyldent Daggrys oprindelse. På nogle grækere
virker partiets forslag om en tilbagevenden til fortidens voldelige opgør
med venstrefløjen ikke som et helt
ufornuftigt svar på krisen, påpeger
Deliolanes:
»Løftet er endnu et halvt århundredes monopol på magten.«
ler venstrefløjen, eller om den er for
eller imod euroen. Initiativtagerne
til Tsipras’ liste håber, at den kan
udgøre et fælles holdepunkt for de
mange tusinde borgerinitiativer, der
er opstået i senere år til beskyttelse
af fælles goder, f.eks. skoler, teatre,
vandforsyning og natur. Venstrefløjsog miljøpartiet Sinistra Ecologia Libertà støtter listens kandidater, der
alle har en fortid i græsrodsinitiativer
som f.eks. Social Forum:
»De europæiske socialdemokratier bærer et stort ansvar for krisen,
fordi de har solgt ud til neoliberalismen. De er endda gået så vidt som
til at forestille sig et Europa uden
Grækenland,« tordner partiformanden Nichi Vendola ved et velbesøgt
vælgermøde i Teatro Vittoria i det
romerske arbejderkvarter Testaccio.
I foyeren lader en gruppe vælgere, som ikke kan få adgang til den
overfyldte sal, deres frustrationer
gå ud over teatrets sikkerhedspersonale. Tsipras repræsenterer derimod Italiens sidste håb for, at 20 års
berlusconisme kan munde ud i en
– Hvilke ulemper oplever du ved
EU?
»Med en stor organisation
som den Europæiske Union vil
der altid være en følelse af, at
tingene er meget bureaukratiske.
Nogle gange synes jeg også,
at EU er noget ugennemsigtig
i beslutningsprocesserne. Det
kan altid blive forbedres. Men
når man kommer fra et lille land
som Finland, må man se på det
pragmatisk. Vi har flere fordele
end ulemper ved at være en del
af noget stort. Fremover håber
jeg, at EU vil tage en ledende
rolle på sig, når det kommer til
klimaspørgsmålet. EU skal ikke
lade sig skubbe rundt længere. Vi
har brug for at handle nu, og vi må
stå sammen. Når vi taler med én
stemme, står vi stærkere.«
venstredrejning, hævder Vendola
nede i salen. Linjen er, at euroen skal
bestå, men finanspagten må forgå:
»At indføre et forbud mod budgetoverskridelser svarer til at forbyde
Keynes’ (økonomen John Maynard,
red.) ideer,« siger Vendola.
Tsipras’ italienske aktivister bruger den græske kædedans Syrtaki
som mobiliseringsredskab i det offentlige rum – ligesom Berlusconis
modstandere for 10 år siden symbolsk
slog beskyttende ringe om landets
institutioner.
Forsøget på at blande græsk og
italiensk politik sammen ved europaparlamentsvalget handler om at »forandre vreden til handling«, forklarer en af hovedkræfterne bag listen,
journalisten Barbara Spinelli. Eksperimentets udgangspunkt er, at
venstrefløjen ikke længere findes,
fastslår Spinelli:
»Alle ved, at Grækenland er blevet brugt som prøveklud.«
frese@information.dk
Vinderen af #MYEUROPE14
Fælles holdepunkt også i Italien
SYRIZA’s fremgang har gjort Tsipras
til et forbillede på den europæiske
venstrefløj og til Europæisk Venstrepartis kandidat til posten som kommissionsformand.
I Italien repræsenterer han håbet
om en ny venstrefløj og et nyt Europa,
så her han fået sin egen borgerliste,
L’altra Europa con Tsipras (Det andet
Europa med Tsipras, red.).
Komikeren Beppe Grillos protestbevægelse, MoVimento 5 Stelle (Den Femstjernede Bevægelse,
red.), appellerer til nogle af de samme vælgere. Det står dog ikke klart,
om bevægelsen tilhører højre- el-
“In my future Europe there will be equal education opportunities for all!”
Simone Hagen Rieder, 21, fra Danmark, @simonhrieder
Dagbladet Information og Højskolerne bad unge give deres bud på de
vigtigste kampe og udfordringer i Europa 2014.
Simone Hagen Rieder modtager polaroidkamera i præmie for sit vinderbillede.
Se de øvrige bidrag på Instagram og Twitter under: #MYEUROPE14
26
INFORMATION MAJ 2014
POPULISME
Vi stemmer på
Folkebevægelsen mod EU
Internationalt samarbejde er hamrende vigtigt. Også i Europa. Men den økonomiske krise
har kastet millioner - især unge - ud i arbejdsløshed, og EU’s nedskæringspolitik forhindrer
investeringer i jobs og presser vores velfærd.
Vi har brug for en kritisk stemme i EU. En stemme, som kæmper imod nedskæringer i
vores velfærd og for et internationalt samarbejde baseret på fællesskab.
Den 25. maj stemmer vi for mere solidaritet, bæredygtighed og demokrati.
Stem sammen med os på Folkebevægelsen mod EU.
’Islam er en løgn. Profeten Mohammed er en horeunge. Koranen er det rene gift’ står der på arabisk på en sticker, som en af Europas mest kendte populistiske partiledere, den hollandske
islambekæmper Geert Wilder fra PVV viser frem i det hollandske parlament i Haag. Hans parti sælger klistermærket. Foto: Bas Czerwinski
Populismens spøgelse
Der går et spøgelse gennem Europa, skrev Karl Marx
engang. Marx’ 1800-talsspøgelse hed kommunismen
og skræmte datidens magthavere med ideen om
en revolution, som ville feje dem af banen. I dag
fremmaner magthavere populismens spøgelse
Af Göran Rosenberg
O
gså i dag går der et spøgelse gennem
Europa. Et spøgelse, som rasler stadigt højere med sine kæder, og som
måske også skræmmer stadig flere, men til
forskel fra kommunismen har ingen skrevet
noget manifest for dette spøgelse. Ej heller
har nogen gjort sig en nogenlunde samlet
idé om, hvad det vil, endsige udtænkt en
plan for, hvordan det vil feje vor tids magthavere af banen, og det er derfor ret uklart,
hvad disse magthavere skal frygte.
Et navn på vor tids spøgelse kunne være
populisme, et andet nationalisme. en løfter
man op i det ene spøgelseslagen, bliver som
regel også det andet synligt, eftersom populismen som oftest er nationalistisk, og nati-
onalismen som oftest er populistisk, og der
derfor i praksis ikke er nogen større forskel.
Det ene, der spøger, er Folket. Det andet er
Nationen.
Begge hævder at ville repræsentere de
skuffede, de marginaliserede, de overhalede, de bedragne, de angste mennesker.
Europas tabere, kort sagt. Eller i det
mindste dem, der oplever sig selv som tabere. Eller de, som af en eller anden grund
frygter at blive tabere.
Tabere i globaliseringens spil, tabere på
grund af EU, euroen, indvandringen – og ja,
også på grund af det parlamentariske demokrati, som de ikke anser for at være et
sandt demokrati, men snarere et viljesløst
redskab for magthaverne.
Folket mod magthaverne er populismens retoriske grundstemning.
Nationen imod De Andre er nationalismens.
Men som nævnt er de som oftest sammenfaldende. Og mere sofistikeret end dette bliver
det sjældent. De enkle løsninger er det nye
spøgelses specialitet.
Finanskrise? Lad bankerne betale. Velfærdskrise? Stop al indvandring. Demokratikrise? Forlad EU. Budgetkrise? Beskat de
rige.
Løsninger, som er lette at forstå og populære at lancere, men svære at føre ud i livet.
I hvert fald på det nationale niveau.
Og i hvert fald ikke uden en åbenlys risiko for, at løsningen kommer til at forværre
problemet.
Det er også her, at spøgelset blegner
og undertiden går helt i opløsning, lige så
snart det er rykket ind i magtens korridorer
og ikke har andet at skræmme end sig selv.
Vor tids populistiske og nationalistiske bevægelser lever kort sagt højt på, at de ikke
behøver at indfri og tage ansvar for, hvad de
lover. Politisk ansvar har samme effekt på
disse bevægelser som sol på en huletrold –
de sprænges i stykker. Det er derfor, de elsker folkeafstemninger og foragter parlamentariske beslutninger. Som i Schweiz for
nylig, da det såkaldte folk, opildnet af landets største parti, stemte for at stoppe den
såkaldte masseindvandring. Beslutninger
ved folkeafstemninger er nemlig beslutninger, som nogle andre end det såkaldte folk
bliver nødt til at tage det politiske ansvar
for og de politiske konsekvenser af. Folket
er en politisk fiktion. Ikke et politisk parti.
Tager ikke ansvar for utilfredshed
I valget til Europa-Parlamentet søndag den
25. maj ventes populistiske og nationalistiske partier at opnå stor fremgang, idet de
rider på en bølge af utilfredshed rettet mod
EU fremfor alt, og så på indvandringen. Og
på håbet om en enkel og håndfast løsning
på Europas sociale og politiske problemer.
Ikke at der ikke kan være gode grunde til at
være utilfreds i dagens Europa. Det kan der
i høj grad. Men hvad der savnes hos disse
partier og bevægelser, er en evne til at bevæge sig fra utilfredshed til ansvar. Populismen lever af en folkelig utilfredshed, som
den ikke kan tilfredsstille.
Nationalismen lever på en nostalgisk
drøm, som den ikke kan virkeliggøre. En
drøm, som for mange europæere desuden
vil blive et mareridt.
Så hvad har vi grund til at være bange
for, om noget? Ikke så meget selve spøgelset, tror jeg, som frygten selv. Frygten hos
det parlamentariske demokratis partier og
ledere for at tage konfrontationen med de
fordrejede forenklinger og den uholdbare
kortsynethed. Frygten for at gå i brechen
for det komplicerede, det krævende og det
langsigtede.
Frygten for at gå i brechen for den europæiske politik, som Europas demokratier behøver. De falske forenklinger og den
uholdbare kortsynethed er populismens og
nationalismens livsluft – og demokratiets
problem. Det er ikke spøgelset, vi skal være
bange for. Det er os selv.
© Göran Rosenberg er svensk journalist og forfatter
Göran Rosenberg og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen
Johanne Schmidt-Nielsen
Politisk ordfører, Enhedslisten
Niels Hausgaard
Sanger, underholder og satiriker
Læs mere på enhedslisten.dk eller folkebevægelsen.dk
28
INFORMATION MAJ 2014
INFORMATION MAJ 2014
POPULISME
29
POPULISME
Europa
’Populister
er sundt
for EuropaParlamentet’
Udsigten til et Europa-Parlament med langt flere EU-skeptikere
og -modstandere kan få alvorlige konsekvenser for arbejdet i de
kommende fem år, men flere populister i Bruxelles kan vise sig
sundt for demokratiet, mener professor
Af Mette Rodgers
Korrespondent, London
M
ed udsigt til, at EU-skeptiske
populistiske partier – både på
højre- og venstrefløjen – kan
sætte sig på op mod en tredjedel af
Europa-Parlamentets mandater efter valgene i maj, har der ikke været mangel på dommedagsprofetier blandt mainstream-politikere
og iagttagere.
Den forhenværende italienske
premierminister Enrico Letta har
advaret om, at »risikoen ved at få
det mest EU-skeptiske Europaparlament i historien undervurderes
markant«.
Og Mark Leonard, direktør for
tænketanken European Council
on Foreign Relations i London, har
sammenlignet den euroskeptiske
blok med det amerikanske Tea Party,
men forudser, at de europæiske populister kan gøre langt større skade
end deres amerikanske kolleger.
»Tea Party-bevægelsen ønsker
at jage regeringen ud af borgernes
liv, men de er ikke modstandere af
unionens eksistens eller af den amerikanske kongres. EU-skeptikerne
støtter ikke EU’s eksistens, og følgelig er de modstandere af EuropaParlamentet, som de søger valg til.
Hvis – som meningsmålingerne forudser –EU-skeptikerne opnår stærk
støtte, kan vi ende med et ’selvhadende parlament’, som i sidste ende
ønsker at sikre sin egen afskaffelse,«
skriver Leonard i en analyse på Reuters hjemmeside.
Frygten er ikke blevet mindre af
de højrepopulistiske partilederes –
bl.a. Front National leder, Marine
Le Pens – tilkendegivelser af, at de
vil samarbejde med yderligtgående
partier fra andre lande for at skabe
en »krise« i Parlamentet med det mål
at destabilisere EU’s institutioner.
Imidlertid mener to eksperter,
Information har talt med, at truslen er overdrevet. Faktisk kan det
styrke det europæiske demokrati,
at disse stemmer nu bliver repræsenteret, mener Simon Hix, profes-
sor i europæisk politik ved London
School of Economics, der bekræfter,
at de seneste målinger tyder på, at
europæerne vil indvælge »den største
antiføderale, populistiske koalition
nogensinde set i Bruxelles«.
»Vi vil se en stigning i støtten for
den yderste venstrefløj og særligt
den yderste højrefløj – en anti-føderalistisk, populistisk koalition, om
man vil,« siger Hix, der også bestyrer hjemmesiden VoteWatch.eu, der
holder styr på, hvordan europaparlamentarikerne stemmer.
»Mit synspunkt er, at det vil være
sundt for EU-politikken. Det vil være
sundt for det europæiske parlament
at have medlemmer, der repræsenterer disse synspunkter, for der er
ingen tvivl om, at det er borgernes
synspunkter.«
Janis Emmanouilidis, senioranalytiker ved tænketanken European Policy Centre i Bruxelles, er
enig i, at truslen er overdrevet.
»Jeg ville ikke bekymre mig alt
for meget om, at disse EU-skeptiske
kræfter får succes i forhold til effek-
Debat
Danskerne skal stemme til Europa-Parlamentet den 25. maj, og Information inviterer i den
anledning til en række debatarrangementer
Unge og Europa
I samarbejde med Højskolerne inviterer vi til debat om unge og
Europa. Hvilken rolle spiller den unge generation i Europa? Hvilke
udfordringer står Europa overfor, og hvilket fremtidigt Europa
ønsker vi os?
Tirsdag d. 6. maj kl. 16.30-18.00
Den Internationale Højskole, Montebello Allé 1, 3000 Helsingør.
Informations europakorrespondenter indleder med personlige
beretninger om deres møder med Europas unge, og herefter er
der debat mellem unge kandidater til valget.
Gratis entré (Arrangementet er på engelsk)
Onsdag d. 7. maj kl. 15.30-17.00
’Vi vil se en stigning i
tilslutningen til den yderste
venstre- og særligt den
yderste højrefløj – en antiføderalistisk, populistisk
koalition ved dette valg til
Europa-Parlamentet, men
det er sundt,’ siger Simon
Hix, professor i europæisk
politik ved London School of
Economics.
Foto: Bjarke Ørsted
Jeg ville ikke
bekymre mig alt
for meget om, at
disse EU-skeptiske
kræfter får succes i
forhold til effekten
på EuropaParlamentets
arbejde. Det er en
meget uhomogen
gruppe, og
Parlamentet har
før vist sig i stand
til at klare store
udfordringer.
Janis Emmanouilidis
Senioranalytiker ved
tænketanken European Policy
Centre i Bruxelles
ten på Europa-Parlamentets arbejde.
Det er en meget uhomogen gruppe,
og Parlamentet har før vist sig i stand
til at klare store udfordringer. Det er
et parlament, som i løbet af årtier har
måttet tilpasse sig traktatændringer,
påtage sig nye roller og ny magt. Så
jeg tror også, at det vil være i stand
til at håndtere denne udfordring,«
siger den græsk-tyske Emmanouilidis, der forudser, at populisterne vil
få samarbejdsvanskeligheder, som
tiden går.
»Det er en ekstrem uhomogen
gruppe, men hvad de alle har tilfælles er deres brug af populistisk
retorik, og de har alle en systemkritisk og antielitær tilgang. I den første
tid, vil de nok forsøge at vise deres
vælgere, at de kan samarbejde, men
som tiden går, vil forskellene blive
mere og mere tydelige. De fleste er
ikke rigtig interesserede i EuropaParlamentets egentlige arbejde. De
ser Parlamentet som en platform,
hvorfra de kan score point på hjemmefronten,« siger han.
Politisk pres
At de to eksperter mener, at dommedagsprofetierne er overdrevne
betyder imidlertid ikke, at det ikke
vil få politiske konsekvenser både i
EU og på nationalt niveau, hvis de
EU-skeptiske partier får succes ved
valgene.
»Politisk set er disse grupper
anti-big business, antibanker, antifinansinteresser. Det yderste højre
er modstandere af hjælpepakkerne,
det yderste venstre er modstandere af nedskæringspolitikken. Begge
grupper er i høj grad modstandere
af en dybere økonomisk og monetær union. Den antiamerikanske fløj
vil blive større i Parlamentet, og der
vil være større modstand mod den
frihandelsaftale, EU i øjeblikket forhandler med USA,« forudser han og
tilføjer, at der fra begge sider vil være
tørst efter en reform af den frie bevægelighed inden for Unionen; ikke
af hovedprincippet, men af retten til
velfærdsydelser.
Emmanouilidis mener, at det er
effekten på national politik – og dermed indirekte på EU’s politik – der
er af større bekymring.
Hjemlige politikere presses
»Den største fare og udfordring er
den effekt, disse partiers succes på
europæisk plan vil få på nationalt
plan. For de nationale regeringer vil
sandsynligvis blive nødt til at reagere, hvis disse EU-skeptiske kræfter
klarer sig godt. De vil tilpasse deres
politikker og overtage noget af den
populistiske retorik, fordi de frygter, at de ellers vil miste stemmer
på nationalt plan,« siger han.
»Så faren ligger mere i, hvordan
de etablerede partier vil reagere på,
at disse EU-skeptiske grupper klarer
Den største fare
og udfordring er den
effekt, disse partiers
succes på europæisk
plan vil få på
nationalt plan. For de
nationale regeringer
vil sandsynligvis
blive nødt til at
reagere, hvis disse
EU-skeptiske
kræfter klarer sig
godt. De vil tilpasse
deres politikker og
overtage noget af
den populistiske
retorik
Janis Emmanouilidis
Senioranalytiker ved
tænketanken European Policy
Centre i Bruxelles
sig godt, og hvilken indirekte effekt,
det kan få på europæisk politik via de
nationale hovedstæder,« tilføjer han.
Begge eksperter konstaterer, at
europæisk politik i øjeblikket er meget mere polariseret end op til sidste
parlamentsvalg i 2009. Simon Hix
mener dog, at det er en virkelighed,
parlamentet vil være i stand til at tilpasse sig – især set i lyset af, at det
europæiske parlament, modsat de
nationale, « bygger koalitioner emne
for emne». Og de to største grupper i
parlamentet – den socialistiske gruppe og centrumhøjre-gruppen European People’s Party – vil sammen
have flertal imod fløjene.
»Vi vil overordnet se de to store
grupper blive klemt, og vi vil se en
stigning af både det yderste højre og
det radikale venstre. Det er et meget
mere fragmenteret parlament, end
det nuværende, og det vil tvinge de
to største grupper til at samarbejde,»
konstaterer han.
Skolerne i Oure, Sport og Performance, Idrætsvej 1, 5883 Oure.
Informations europakorrespondenter indleder med personlige
beretninger om deres møder med Europas unge, og herefter er
der foredrag med Vores Europa.
Gratis entré
Læs mere og tilmeld dig via ishop.information.dk
Europa - hør fra
korrespondenterne
Hvordan går det i Europa lige nu, og hvad taler europæerne om
før valget? Hvem er optimistiske og tilfredse, hvem er frustrerede
og i oprør?
Mød Informations europakorrespondenter Mette Rodgers,
korrespondent i London, Troels Heeger, korrespondent i Berlin,
og Mads Frese, korrespondent i Rom, og oplev dem i samtale om
deres oplevelser, møder og rejser rundt i Europa.
Torsdag den 8. maj kl. 17.00-18.30
Information, Store Kongensgade 40C, 1264 København K.
Pris 50 kr. (85 kr. for ikke-abonnenter)
Læs mere og køb billet via ishop.information.dk
mrod@information.dk
30
INFORMATION MAJ 2014
INFORMATION MAJ 2014
31
POPULISME
Kacem Bhayaje (siddende),
født og opvokset i Holland af
marokkanske forældre, hos sin
i Apeldoorn. Frisøren er fra De
Hollandske Antiller i Caribien.
’Før politikere som Pim Fortuyn og
Geert Wilders kom til, følte jeg mig
mere som hollænder. Nu minder
de os hele tiden om, at vi er en
minoritet,’ siger Kacem Bhayaje.
Foto: Rob Voss
Aalberts, som spår, at Frihedspartiet
kan blive et af landets største partier
ved europaparlamentsvalget.
Men hvem er egentlig de vælgere,
der stemmer på Wilders’ enmandsparti? Ifølge Wilders-eksperten tæller
de statistisk set flere lavt uddannede
end højtuddannede og flere mænd
end kvinder. De bor primært i de socialt belastede boligområder i store
byer som Amsterdam, Rotterdam
og Utrecht, og i de lidet prominente
dele af landet, såsom Gelderland,
hvor Apeldoorn er hovedby. Og så
efterlyser de mærkbare løsninger på
de problemer, som de møder i deres dagligdag, siger Chris Aalberts.
Og det kan den 54-årige blomsterhandler Gert Oonk tale med om. Fra
sin forretning på et lille torv i den
Marokkanerhetz kan gøre Geert
Wilders til EP-valgets vinder
Den omstridte højrenationale politiker Geert Wilders’
marokkanerretorik under det hollandske kommunalvalg i marts
har fået hård medfart af hans politiske modstandere og af
marokkanerne selv. Men Wilders ser stadig ud til at lede
det parti, der bliver landets største ved EP-valget
Af Alma Milthers, Apeldoorn
V
il I gerne i denne by og i dette land have flere eller færre
marokkanere?,« spurgte Geert
Wilders på den seneste valgaften i
Holland i marts.
»Færre, færre, færre!,« råbte hans
tilhængere uden tøven.
Dertil svarede den karismatiske
politiker: »Det skal vi nok sørge for!«
Men Wilders muligheder for at
indfri sit valgløfte er ikke just blevet større efter affæren. For mens
hans højrenationale Frihedspartiet
– Partij Voor de Vrijheid (PVV) agerede støtteparti for den daværende
koalitionsregering fra 2010-12, var
regeringschef Mark Rutte fra det liberale parti VVD ikke sen til at lægge
afstand til Wilders udtalelser:
»Hvad han i aften har sagt, giver
mig en beskidt smag i munden,« udtalte han senere på aftenen.
Også alle andre partiledere har
stået i kø for at slå hånden af Geert
Wilders. Marokkanertalen præger
den hollandske debat så meget, at
den har afgørende betydning for
europaparlamentsvalget den 25.
maj, hvor Wilders står til at blive
den store sejrherre og stå i spidsen
for landets største parti.
Ifølge ekspert i politisk kommunikation, Chris Alberts er der dog intet
nyt ved Wilders udtalelser.
Og derfor tager 28-årige Kacem
Bhayaje med marokkansk baggrund
dem også med et gran salt.
»Hvis flertallet af hollænderne
begyndte at stemme på Wilders, ville det bekymre mig. Men vi ved jo
godt, at han ikke kan smide alle os
med mørk hud på porten,« siger Kacem Bhayaje, der er en af de mange
unge mænd med anden etnisk baggrund, som kommer fast hos en barber i Apeldoorn, der drives af en ung
mand fra den hollandske ø Curaçao
i Caribien. Men selv om Wilders ikke
kan gøre alvor af sine valgløfter, påvirker de alligevel Kacem Bhayaje,
der er født og opvokset i Holland.
»Før politikere som Pim Fortuyn
og Geert Wilders kom til, følte jeg mig
mere som hollænder,« fortæller han.
»Wilders minder os hele tiden om
at vi er en minoritet. Og jeg føler mig
ikke længere særlig velkommen her,«
fortæller Kacem Bhayaje, før han sætter sig i barberstolen blandt sine kammerater fra Tyrkiet, Afghanistan,
Suriname og Indonesien.
Modstand avler modstand
Kacem Bhayaje er ikke den eneste
unge med marokkansk baggrund, der
føler sig stødt af Wilders udtalelser.
I en kampagne på Twitter portrætterer marokkanere med hollandsk
statsborgerskab sig selv med deres
hollandske pas i hånden. Rapper
og teaterinstruktør Ali Bouali, som
også er født i Holland, spurgte til en
koncert for nylig sit publikum med
direkte reference til Wilders udtalelse i marts:
»Vil I gerne have mere eller mindre Wilders?« Svaret giver sig selv.
For mange velfungerende marokkanere føler sig misforstået af Wilders og hans vælgere.
»Der er også en masse unge marokkanske drenge og piger, der uddanner sig og gør gode ting. Dem taler
Wilders aldrig om – han taler kun om
rødderne,« siger Kacem Bhayaje, der
selv er pædagogisk medarbejder på
en institution for unge mellem 15-18
år, der har begået kriminalitet, og
som alternativ til fængselsstraf får
mulighed for at blive resocialiseret.
Mange hollændere bakker marokkanerne op. I en kampagne på
Facebook indsender de eksempelvis
billeder af sig selv iført en T-shirt med
teksten: »Jeg er også marokkaner.«
’Debattøren Mittchel Esajas er en
af de mange tusind mennesker, der
den seneste måned har indgivet anklage mod Geert Wilders.
»Han er gået over grænsen, og nu
kan vi som samfund fortælle ham,
at det vil vi ikke være med til,« siger han.
Men på trods af modstanden står
Wilders som altid ved sine ord:
»Jeg fortryder intet, og jeg har ikke
i sinde at undskylde nogen for noget,« sagde han dagen efter episoden
i en ’forsvarstale’ til pressen. Wilders
fastholder, at hans udtalelser ligger
i forlængelse af partiprogrammet og
dermed inden for lovens grænser.
»Og kun en dommer kan overbevise mig om det modsatte,« har
han bedyret.
Tidligere har Wilders udtalelser
om muslimer skaffet ham en retssag
på halsen. Men det førte ikke andet
med sig end, at Wilders blev en endnu
større helt i sine tilhængeres øjne. Og
selv om han denne gang skulle blive
idømt eksempelvis et års fængsel,
vil det kun styrke partiet, vurderer
Chris Aalberts, som har skrevet en
bog om Wilders vælgere.
Wilders vælgere vil tages alvorligt
Marokkaneraffæren har affødt en
mediestorm, der først nu ligeså stille
er ved at stilne af. Men medierne er
domineret af eliten. Og elitens meninger siger ikke noget om, hvor mange der vil sætte deres kryds ved Frihedspartiet i fremtiden, siger Chris
betonbelagte del af Apeldoorn, har
han i sin tid overværet megen ballade, forårsaget af unge med udlændingebaggrund. Og han er heller ikke bleg for engang imellem at
sætte fredsforstyrrerne på plads.
Gert Oonk udpeger en boligblok i
nærheden, hvor seks mennesker er
blevet bestjålet inden for det seneste halve år, og han har ondt af de
ældre damer, der ikke længere tør
gå uden for en dør.
»Vi er blevet alt for slappe her i
Nederlandene. Straffen for kriminalitet burde være langt højere, end
den er i dag,« mener Gert Oonk, der
sætter sit kryds ved Wilders, selv om
han ikke altid er »100 procent enig«
med ham.
»Vi må finde de rådne æbler. Når
en udlænding med dobbelt statsborgerskab har begået kriminalitet for
tredje gang, så må vi tage passet fra
ham og sende dem tilbage til, hvor
de kommer fra,« siger Gert Oonk.
»Wilders er den eneste, der italesætter de problemer, der rent faktisk
eksisterer,« siger Chris Aalberts, der
fastslår, at Wilders har ret, når han
siger, at der er en overrepræsentation
af unge marokkanere i kriminalstatistikerne. Ifølge en undersøgelse af
den kendte meningsmåler, Maurice
de Hond, er 43 procent af hollæn-
derne enige i, at antallet af marokkanere skulle skæres ned.
»Det kan godt være, at Wilders
formulerer det forkert, men han er
den eneste, der tør tage diskussionen
op. Og det er det vigtigste for mig,«
siger Gert Oonk.
Wilders medvind til EP-valget
Da jeg spørger den inkarnerede Wilders-vælger, om han også har tænkt
sig at stemme til valget til EuropaParlamentet, svarer han:
»Nej, det har jeg ikke lyst til. Jeg
er ikke for EU. Jeg mener, at grænserne skal lukkes.« Men da det går
op for ham, at Frihedspartiet også
er på valglisten, siger han prompte:
»Jamen, så skal jeg helt sikkert
ned at stemme!«
PVV’s valgprogram har den meget sigende titel: ’Deres Europa, vores Nederlandene’. Og er man som
Gert Oonk EU-kritisk, er der kun én
mulighed i hollandsk politik, med
mindre man er ekstremt socialistisk
eller konservativ kristen, fortæller
Chris Aalberts.
Da Wilders sidste år indledte et
samarbejde med Marine Le Pen, lederen af det højrenationale franske
parti Front National, blev det blæst
stort op i medierne, siger han.
Men skal det lykkes de to højre-
orienterede politiske ledere at opnå
reel politisk magt, skal de ikke alene
bygge bro over deres interne uenigheder om eksempelvis jøder, men
også finde fem andre partier, der vil
stemme sammen med dem. Og det
kan godt blive svært, vurderer Chris
Alberts. Men selv om Wilders’ reelle
Alle ved, at
Wilders er halvt
indoneser og
afbleger sit hår.
Han er selv blevet
diskrimineret
som ung, og nu
diskriminerer han
os. Wilders er en
klog mand, og derfor
burde han ikke tale
som et vredt lille
barn
Kacem Bhayaje
Hollandsk marokkaner
parlamentariske magt er begrænset,
skal man ikke undervurdere ham,
siger kronikør i den store landsdækkende hollandske morgenavis
Volkskrant Max Pam:
»For fire år siden skrev jeg i denne
avis, at Wilders befandt sig på afgrundens rand. Der står han stadig.
Så længe vreden dominerer, vil han
blive stående der – ikke så meget for
at opnå noget, men først og fremmest for at blive stående,« skriver
han. Også Kacem Bhayaje taler om
Wilders vrede:
»Alle ved, at han er halvt indoneser og afbleger sit hår. Han er
selv blevet diskrimineret som ung,
og nu diskriminerer han os andre.
Wilders er en klog mand, og derfor
burde han tale klogt – ikke som et
vredt lille barn. Så længe han bare
sårer folk og skaber splid, hjælper
han hverken sit land eller Europa,«
siger den unge marokkaner.
Men for vælgere som Gert Oonk
er klare og kontante løsninger på de
store sociale problemer vigtigere end
kloge ord.
»Der skal simpelthen gøres noget.
Og det er Wilders den eneste, der vil.
Derfor stemmer jeg på ham,« siger
blomsterhandleren.
udland@information.dk
VORES BEDSTE MAND
I BRUXELLES ER EN
KVINDE
DER ER BRUG FOR
MARGRETE I EU
I Europa-Parlamentet kæmper SF for:
> at bekæmpe social dumping. Vi skal
sikre danske løn- og arbejdsvilkår
på danske arbejdspladser.
> at sikre fordele til den grønne industri.
Vi skal skabe vækst og arbejdspladser
ved at satse på vedvarende energi.
> at tøjle den finansielle sektor,
så grådige banker ikke fremover
kan sende regningen videre
til EU’s borgere.
HENT APP’EN “I SEE”, HOLD MOBILEN
OP FORAN ANNONCEN OG HØR MERE.
WWW.SF.DK
32
INFORMATION MAJ 2014
INFORMATION MAJ 2014
EU-MODSTANDERE
EU-MODSTANDERE
’Meld jer ind
i folkehæren
mod EU’
Partiformand for UK Independence Party, Nigel Farage (t.v.) og
Liberaldemokraternes Nick Clegg
er ved flere lejligheder de seneste
uger mødtes til en live-debat for
og imod Storbritanniens EUmedlemskab. UKIP ’s Farage har
forladt debatterne som den mest
populære. Foto: Jeff Overs
har udfordret Farage til debat, fordi
han mener, at UKIP’s populistiske
retorik skal kvæles med fakta.
Skeptikerne
Det antieuropæiske britiske parti UKIP er stormet
frem de seneste år og står til at få flest stemmer ved
europaparlamentetsvalget. Men hvad er baggrunden for
succesen? Og vil den holde? Information er taget med partileder
Nigel Farage til EU-duel mod liberaldemokraten Nick Clegg og til
akademisk debat i en tænketank for at opklare, hvad det er,
UKIP har og kan, som tiltrækker så mange briter
Af Mette Rodgers
Korrespondent, London
O
mrådet omkring BBC’s Broadcasting House nær Oxford
Circus i London summer af
ophidselse og forventning. Udenfor glasfacaden står BBC News 24’s
kvindelige vært og følger ankomsten
af aftenens to debattører: Liberaldemokraternes Nick Clegg og UK
Independence Partys Nigel Farage.
For anden gang på to uger mødes de
to partiformænd til en live-debat for
og imod landets medlemskab af EU.
»Bliver det personligt i aften,«
spørger en reporter, der følger efter den liberale politiker, som han
hastigt skrider op mod hovedindgangen.
I mediecentrets café i bygningen
på modsatte side af gaden interviewer en anden BBC-vært de to partiers
udsendte talsmænd, mens repræsentanter for den britiske og udenlandske presse gør sig bekendte med
de øvrige spindoktorer og politikere,
der er mødt op for at kommentere på
debatten før, under og efter.
En storskærm flankeret af fire
mindre skærme er sat op foran rækkerne af arbejdsborde, hvor skrivende
journalister og radiorapportere har
sat deres udstyr op og spændte afventer udfaldet af aftenens verbale dyst.
Men ligegyldigt resultatet af den
obligatoriske meningsmåling blandt
seerne efter debatten, har den ene af
de to debattører allerede sejret. Det
er ikke længe siden, at Nigel Farage
og hans partifæller i UKIP blev afskrevet som »tosser«, »skøre kugler«
og »skabsracister« af landets premierminister, David Cameron.
At han overhovedet står her i dag
– på et oplyst podium i BBC’s store
radiostudie, foran et inviteret publikum, i en timelang live-debat med
landets vicepremierminister, præsenteret og styret af landets mest
garvede vært, David Dimbleby – er et
vidnesbyrd om, at UKIP-formanden
har formået at etablere sig selv og
sit parti som en reel spiller på den
politiske kampplads.
»Vi har ventet på det her i 20 år,«
indrømmer Tim Aker, leder af UKIP’s
politiske afdeling, der velvilligt stiller sig til rådighed for kommentarer.
Begyndelsen
UKIP’s revolte mod Storbritanniens
medlemskab af EU blev ironisk nok
startet af en liberaldemokrat – i dag
landets mest proeuropæiske parti.
Det var historikeren Alan Sked, der
som ansvarlig for London School of
Economics Europastudier op gennem 1980’erne havde mødt nok »bureaukrater og andre euro-fanatiske
akademikere« til at nå til den konklusion, at »det hele var vanvittigt«.
Inspireret af Margaret Thatchers kritiske Brügge-tale i 1988 stiftede han i
1991 den Anti-Føderale Liga – senere
UKIP – som stillede op for første gang
ved parlamentsvalget i 1992.
Partiets mål var at presse de konservative, så partiet ville blive tvunget
til at antage en hårdere antieuropæisk kurs, der i sidste ende skulle resultere i, at landet forlod EU. Valget blev
dog et flop, og partiet opnåede kun
gennemsnitligt 0,5 procent af stemmerne, hvor det stillede op. Samlet
set fik det færre stemmer end protestpartiet Monster Raving Loonies.
Men spol frem til 2014, og virkeligheden ser anderledes lys ud for
UKIP. Premierminister Cameron har
siden han kom til magten i 2010 haft
omkring 100 EU-kritiske parlamentsmedlemmer på nakken, der har krævet en hårdere EU-kurs. Resultatet er
blevet en markant Bruxelles-kritisk
linje fra regeringens side. Cameron
har gentagne gange truet med at ned-
33
lægge veto i EU-forhandlinger og har
sågar brugt vetoretten i ét tilfælde.
Og han har ikke mindst lovet den
britiske befolkning en folkeafstemning i 2017 om et genforhandlet forhold mellem landet og EU. Et løfte
afgivet under pres fra egne rækker,
hvor de siddende parlamentarikere
oplever vælgerflugt til UKIP og fra en
befolkning, hvoraf over 50 procent
nu tilkendegiver, at de vil stemme
ja til at forlade EU, hvis de får muligheden.
Meningsmålingerne forud for
europaparlamentsvalget i maj viser,
at UKIP nu står til at høste næstflest
stemmer med hele 31 procent af stemmerne mod Labours 28 procent og
de konservatives kun 19 procent,
mens liberaldemokraterne risikerer at blive så godt som udryddet i
europæisk sammenhæng med kun
ni procent. Ved det forrige Europaparlamentsvalg i 2009 fik UKIP 17
procent af stemmerne.
Med andre ord – det tog tid, men
UKIP har opnået præcis det, partiets
grundlægger havde håbet på.
»UKIP’s opkomst har været temmelig ekstraordinær. Vi forventer,
at det mest sandsynlige udfald af
det europæiske valg bliver, at UKIP
vinder flest stemmer (i forhold til de
konservative, red.),« siger Joe Twyman fra meningsmålingsinstituttet
YouGov i debatten ’UKIP, den radikale højrefløj og Europaparlamentsvalget’ i tænketanken Chatham House
få dage før BBC-debatten mellem
Nigel Farage og Nick Clegg.
Anti-establishment
I BBC’s Broadcasting House er klokken blevet 19 en onsdag aften, og David Dimbleby skyder debatten i gang.
»Det er 40 år siden, BBC debatterede dette spørgsmål,« lægger Farage ud og erklærer, at alt i mellemtiden er forandret. Fællesmarkedet er
f.eks. blevet til en politisk union.
»Hvis vi i dag skulle stemme om,
hvorvidt vi ville være medlem af
den union, ville vi sige nej med overvældende flertal. Men der er en forhindring, og den forhindring står
her i dag i form af Nick Clegg. Det
er karrierepolitikerne og deres venner i erhvervslivets top, der ønsker
at fastholde dette status quo,« tordner han og beskylder den »politiske
klasse« for at have skabt et lavtløns-
samfund ved at åbne dørene på vid
gab for resten af EU’s arbejdskraft.
»Det er meget, meget godt for big
business, det er godt for rige mennesker, der skal hyre tjenestefolk. Men
det er ikke godt for dem på bunden
af samfundet,« fortsætter han.
Det viser sig, at debatten bliver
personlig i aften.
Nick Clegg kalder Farage’s verdensbillede for en »fantasi« og forsøger at gå i rette med UKIP’s på-
stand om, at 75 procent af britiske
love stammer fra Bruxelles.
»Det er syv procent, ikke 75 procent, som er et tal Nigel Farage har
opfundet. Syv procent af primærlovgivningen kommer fra EU. Så lad
os få en debat, der ikke er baseret på
skræmmebilleder, ikke på en eller
anden farlig fantasi, men om nogle
af de realiteter vi står over for som
et moderne samfund,« lyder det fra
den liberaldemokratiske leder, der
Men kan han det? Kan fakta sætte
en stopper for UKIP’s fremmarch?
Ifølge Joe Twyman fra YouGov interesserer UKIP’s vælgere sig ikke
nævneværdigt for Europa, som han
forklarer i sin præsentation i Chatham House.
»Når du spørger om Europa generelt, så rangerer det ikke særlig højt
hos folk. Så spørgsmålet er, hvad det
er, der driver UKIP’s fremgang,« spørger han og giver selv et bud.
»UKIP har været særlig god til
at samle de utilfredse op. Folk, der
ikke stoler på politikerne, og folk, der
misbilliger udviklingen i samfundet.
Og ja, det er ofte fair at karakterisere
dem som euroskeptikere, men det
er ’skeptiker’-delen, der er det vigtigste, ikke ’euro’-delen,« siger han.
Forsker i populisme i Europa Matthew Goodwin, der sammen med kollegaen Robert Ford netop har udgivet
bogen Revolt of the right – explaining
support for the radical right in Britian, er enig. Han mener, at UKIP
er »misforstået som politisk parti«.
»Vi tror, vi ved, hvad der ligger
bag UKIP. Vi får konstant at vide,
at det primært er et oprør fra den
euroskeptiske konservative middelklasse. At det er enkeltsagsvælgere.
Men når du ser på UKIP i en anden
kontekst – nemlig hvordan det britiske samfund har forandret sig siden
1970’erne – begynder du at forstå,
at virkeligheden er en helt anden,«
siger Goodwin og forklarer, at UKIP
»i virkeligheden næres af et meget
dybt socialt skel« i samfundet.
»Nigel Farage og UKIP tiltrækker
dem, der er blevet ’hægtet af’. Arbejderklassen, lavt uddannede, økonomisk klemte, hovedsageligt ældre,
hvide mænd, som ser et land, de ikke
kan genkende, og som de ikke ønsker
at være en del af. Og de er ikke blot
motiveret af én sag: Europa. Disse
mennesker er dybt bekymrede over
hjemlige problemer såsom indvandring og opfattelsen af en ikkelydhør Westminster-elite. Tendensen
viser os, at UKIP’s opkomst har været
lang – men også at den har lang vej
igen,« siger han og kalder UKIP for
et »symptom«.
»UKIP fortæller os noget om de
sociale ændringer og det værdiskifte,
der har fundet sted i Storbritannien.
På den ene side er der dem med færdighederne og evnen til omstilling
og overlevelse i den globale postindustrielle økonomi; på den anden
side dem, der blev hægtet af. Dem,
som ikke kun blev ramt af landets
økonomiske omstilling over de seneste tre årtier, men derefter blev
ramt hårdest af finanskrisen og nedskæringerne.«
Disse er, tilføjer han, langt fra alle
utilfredse konservative. Faktisk viser
målingerne, at 19 af de 20 kredse,
hvor opbakningen til UKIP er størst,
i dag har Labour-flertal.
Så er UKIP et parti af afhægtede,
gamle, hvide mænd, vil ordstyreren
vide. For Nigel Farage er også til stede
i denne debat. Og når han ikke taler
direkte til vælgerne, står det klart, at
der ligger politisk kalkule bag hans
joviale og forenklede måde at tale
til vælgerne på.
Han er fuldt ud klar over, hvem
hans støtter er, og han roser Goodwin
og Ford for deres beskrivelse af dem.
»Når man læser de Cameron-støttende aviser, skulle man tro, at alle,
der støtter UKIP, er pensionerede
oberster bosat i udkanten af Salisbury-sletten, som hader Europa, og
som ikke har været der siden 1945.
Det er rigtigt, at vi er populære i det
segment, men der er bare ikke særlig mange af dem,« siger en jokende,
men i dag også analytisk Farage.
»Nej, det er blevet klart i de seneste to år, at vores virkelige potentiale
ikke er defineret af folks politiske
baggrund, men af deres klasse. Så
simpelt er det.«
Han opremser tre årsager til, at
partiet har oplevet fremgang. Den
første er, at partiet forudsagde, at
landet ville opleve masseindvandring, hvis Storbritannien i 2004
– som et af kun tre lande – åbnede
sine grænser for de nye øst- og centraleuropæiske landes arbejdskraft.
Flere end en million EU-borgere er
siden ankommet frem for de højst
13.000 om året, det britiske indenrigsministerium havde forudset.
»Og i forhold til euroen forudså
vi ulykke og sagde, at alle, der støttede det projekt, måtte være idioter.
Se på middelhavslandene i dag og
vurder selv. Vi kom med nogle store
forudsigelser, og mange kan se, at
vi fik ret,« siger han.
»Den anden årsag er, at desillusionen med de tre etablerede partier –
den professionelle karrierepolitiske
klasse – er langt større, end nogen
forstår. Der er millioner af mennesker derude, der ikke har nogen intentioner om at stemme på de tre
partier igen, og som flyder rundt i
systemet på udkig efter et andet sted
at gå hen. En af de ting, folk oftest
siger til mig, er: ’Nigel, jeg er ikke
enig med alt, hvad du står for, men
i det mindste ved jeg, hvad du står
for,« siger den 50-årige partileder,
der overrasker de fremmødte ved at
erklære, at »folk ikke stemmer UKIP,
fordi de ønsker at forlade EU«.
»De stemmer UKIP, fordi de kender og forstår vores holdninger. De
stemmer på UKIP, fordi de kan se,
at vi taler om de emner, der virkelig
bekymrer dem, hvoraf indvandring
står øverst på listen.«
»’Cleggers’ (Nick Clegg, red.) kan
komme med alle de statistiske tal,
han vil, om, at vi får et par hak ekstra opad i BNP (som følge af indvandring, red.). Men det handler om den
grundlæggende forandring, som har
fundet sted i vores samfund og en
følelse af, at noget er gået frygtelig
galt,« tilføjer han.
En folkehær
Nigel Farage
og UKIP tiltrækker
arbejderklassen,
lavt uddannede,
økonomisk klemte,
hovedsageligt ældre,
hvide mænd, som ser
et land, de ikke kan
genkende, og som de
ikke ønsker at være
en del af. Og de er
ikke blot motiveret af
én sag: Europa. Disse
mennesker er dybt
bekymrede
Matthew Goodwin
Forsker i populisme i Europa
Nigel Farage ved med andre ord præcis, hvem han taler til, hvad de frygter, og hvad han skal love dem for at
vinde deres stemme. I aftenens debat
trykker han på alle de rigtige knapper, mener Tim Aker, der har travlt
med at erklære sin mand for vinder,
allerede før debatten er afsluttet. Og
han ved, at det er medieeksponering
som den, partiet har fået i de seneste uger, der får medlemmerne til
at strømme til.
«I denne uge – efter sidste uges
debat – steg vores medlemstal til over
35.000. Vi har en reel chance for at
skabe et jordskælv ved EP-valget og
derefter sikre, at vi ved næste parlamentsvalg får fjernet den politiske
klasse, som ikke lytter til folk,« som
han siger til Information.
»Elite«, »karrierepolitiker«, »big
business«, »indvandring«. Det er
langt fra en tilfældighed, at disse ord
er velrepræsenteret i Nigel Farages
ordforråd i debatten med Nick Clegg.
»Jeg opfordrer folk til at melde
sig ind i folkehæren. Lad os sammen vælte det etablissement, der
fik os ind i det her cirkus,« afslutter
han sin appel til seerne. Få minutter
senere kvitterer de med at erklære
ham for aftenens suveræne sejrherre
– afsløret af BBC på Twitter:
»Det er Farage igen, 68 pct. er for
ham, siger YouGov’s Joe Twyman
,mens 27 pct. er for Nick Clegg.«
mrod@information.dk
FAKTA
UKIP - United Kingdom
Independence Party
• 60 procent af UKIP’s
nuværende støtter
stemte konservativt ved
parlamentsvalget i 2010.
15 procent stemte på
Liberaldemokraterne og syv
procent på Labour. 12 procent
stemte på UKIP.
• 54 procent af UKIP’s
tilhængere foretrækker en
regering under ledelse af den
konservative premierminister
David Cameron mod 19 procent
for Labours Ed Miliband. Men 27
procent afstår fra at vælge side.
• Mens 60 procent af de
britiske konservative tilhængere
ser sig selv som til højre for
midten i britisk politik, er tallet
kun 46 procent for UKIP’s
støtter. Mens 25 procent af de
konservative beskriver sig selv
som på midten eller til venstre
for midten, er det tilsvarende tal
for UKIP’s støtter 36 procent.
• 58 procent af UKIP-vælgere
– mod 49 procent af de
konservative vælgere - læser
en af de højreorienterede
tabloidaviser The Daily Mail, The
Sun eller The Daily Express.
• 57 procent af UKIP’s vælgere
er mænd.
• Hvor 46 procent af alle
vælgere er over 50 år og 38
procent under 40 år, er tallene
for UKIP’s vælgere henholdsvis
71 procent og 15 procent.
• Kun 13 procent af
UKIP’s vælgere har en
universitetsuddannelse –
halvdelen af det nationale
gennemsnit.
• 23 procent af UKIP-vælgerne
bor i en husstand, hvis samlede
indkomst er over £40.000
om året (ca. 364.000 kr.)
sammenlignet med 38 procent
af de konservative vælgere og
28 procent af Labours vælgere.
rod
Kilde: YouGov og www.ukip.org/index
34
INFORMATION MAJ 2014
INFORMATION MAJ 2014
PARLAMENTARIKEREN
35
PARLAMENTARIKEREN
Amelia Andersdotter (t.h.) fra
det svenske Piratparti sidder i
Parlamentets grønne partigruppe
– og hun er med sine 26 år det
yngste medlem i labyrinten af
gråhvide korridorer i det enorme
parlamentskompleks i Bruxelles.
Her lytter hun med skeptisk
mine til en kollega i en mødesal i
Parlamentet.
Foto: Bjarke Ørsted
Selv uforenelige
interesserer kan
finde løsninger i EU
De 766 folkevalgte medlemmer af Europa-Parlamentet er
ansigterne på det europæiske demokrati. Men hvad laver
de mange parlamentarikere egentlig på en gennemsnitsarbejdsdag? Information følger i hælene på den unge svenske
parlamentariker Amelia Andersdotter fra morgen til aften for at få
et indtryk af demokratiet i funktion
Af Mette Rodgers
Udsendt medarbejder, Bruxelles
A
ftalen var at mødes kl. 11, men
den bliver lidt i 14, før det lykkes at finde Amelia Andersdotter – Europa-Parlamentets yngste
medlem – i labyrinten af gråhvide
korridorer i den monstrøse parlamentsbygning i Bruxelles’ europæiske kvarter.
For Amelia Andersdotter – valgt
for det svenske Piratparti – begyndte
dagen kl. otte med et morgenmøde om handelshemmeligheder, kl.
10 blev ugens program og strategi
diskuteret med medarbejderne på
kontoret, kl. 11 skulle hun lige mødes kort med en svensk masterstuderende. Men mødet trak ud, så hun
løber direkte videre til en arbejdsfrokost, hvorfra hun nu kommer, på vej
til næste møde i lokale 5E1 – det vil
sige 5. sal, område E, rum 1.
Her skal hun som del af den grønne gruppe i parlamentet koordinere
gruppens holdning forud for en afstemning dagen derpå.
»I må undskylde, men mandage er
altid lidt hektiske. Det er den dag, du
mødes med alle dem, du ikke normalt
ser,« forklarer hun, da vi et kvarters
tid senere skridter ned gennem de
anonyme gange mod hendes kontor
for enden af en anden anonym gang,
der dog straks får lidt karakter, da
vi nærmer os.
Uden for har Amelia og hendes
medarbejdere – to assistenter og to
praktikanter – hængt forskelligt parti-materiale op. Bl.a. en kampagneplakat, hvor den i dag 26-årige Amelia, flankeret af tre jævnaldrende
medarbejdere, toner frem.
Snart skal de på valgkampsturné
igen, for Amelia har trods fem til ti-
der frustrerende år besluttet sig for
at genopstille.
»Jeg mener, at der stadig er gode
ting, jeg kan gøre her – og der er
ting, som Parlamentet kan gøre for
at skubbe Kommissionen i den rigtige retning. Alt i alt mener jeg, at
min indflydelse tjener EU-systemet
godt,« siger parlamentarikeren, da
hun endelig ser sit kontor igen og lader sig dumpe ned foran computeren.
»Hvad jeg faktisk ikke bryder mig
om er selve valgkampen. Arbejdet her
er frustrerende, men okay. Valgkamp
handler mest om markedsføring, om
hvordan du når ud til dine kernevælgere, hvordan du konstruerer de
rette soundbites. Men hvordan kan
du fortælle din vision for verden i én
soundbite,« spørger hun panderynkende, men trækker så på skuldrene.
»Jeg burde være bedre til det –
det er en del af jobbet.«
It-strategi, pres og lobbyister
Den del af jobbet Amelia Andersdotter derimod elsker og er god til,
er det konkrete lovgivningsarbejde.
Hun sidder i parlamentets industri-,
forsknings- og energiudvalg og kan
derfor kæmpe for Piratpartiets mærkesager: reform af copyright og patentlovgivningen.
»Copyright er et enormt vigtigt
område for samfundet. Hvordan vi
håndterer copyright er altafgørende
for, hvordan infrastrukturen i alle
andre sektorer fungerer – i sundhedsvæsnet, i offentlige institutioner, det
handler om ting såsom, hvordan en
browser fungerer, hvilke egenskaber
der er inkluderet i de redskaber, du
benytter til al din internetkommunikation – alt dette påvirkes i meget,
meget høj grad af den måde, vi skriver
copyrightlovene på,« forklarer hun
ivrigt og tilføjer, at copyrightlove og
it-politik generelt bliver besluttet
på det europæiske niveau, ikke det
nationale.
»Så det europæiske niveau er
et naturligt niveau for vores parti
at operere på – også fordi der er et
enormt ekspertise- og kvalifikationsunderskud her.«
Resultatet er, fortæller den unge
politiker, at »vi på EU-plan fuldstændigt mangler en strategi« på området.
Mens Amelia Andersdotter har
formået at sætte sit og partiets aftryk
på en række områder – særligt parlamentets afvisning af ACTA-aftalen,
en handelsaftale om bekæmpelse af
forfalskning – erkender hun, at den
politiske virkelighed ikke helt lever
op til de forventninger, hun havde,
da hun i 2009 blev valgt ind i parlamentet, endnu inden hun havde
afsluttet studierne i matematik, fysisk, spansk og erhvervsret på Lunds
Universitet.
»Problemet er dybere, end jeg
troede, det ville være. Det er ikke
nok at ændre en detalje her eller der.
Problemet er, at EU ikke har nogen
strategi for internettet eller for de
digitale servicer. Jeg er uenig i valget
af ikke at reformere copyrightlovene,
men der ligger ikke engang en strategi bag beslutningen om at undlade
at reformere. Og det er det samme
inden for mange andre områder,«
forklarer hun, mens hun sideløbende
besvarer e-mails på computeren og
spørgsmål fra hendes assistenter, der
af og til dukker op med forespørgsler
fra nabokontoret.
Hun erklærer sig også led ved den
indflydelse, lobbyister har over politikerne i Bruxelles, og som har indvirkning på lovgivningsarbejdet.
»Jeg var til en konference og hørte
en repræsentant fra Cable Europe,
der sad i et panel, sige noget, som jeg
havde hørt en konservativ britisk kollega sige under et møde i parlamentet. Det kunne være læst op af det
samme stykke papir, og fordi det er
usandsynligt, at det er min kollega,
der har lobbyet Cable Europe til at
antage den position, så må jeg formode, at indflydelsen er gået i modsat
retning. Den slags giver mig lidt en
dårlig smag i munden over Europa,«
erkender hun, inden hun igen rejser
sig fra kontorstolen.
»Kan vi tale videre på vejen,«
spørger hun.
»Jeg skal hen og stemme.«
Demokratiet og at læse bøger
En hollandsk
kristendemokrat
og vores interesser
ville normalt ikke
være forenelige, men
han var i stand til at
se gennem fingre
med det og se, at
det var i vores fælles
interesse at forsvare
vores ret til at være
uenige. Det var
meget demokratisk
af ham og meget
inspirerende
Amelia Andersdotter
Det svenske Piratparti
På vejen til afstemningerne i parlamentets budgetkontroludvalg, hvor
Amelia Andersdotter er stedfortræder, falder snakken på udsigten til,
at Parlamentet efter europaparlamentsvalget i maj vil bestå af måske
en tredjedel medlemmer fra populistiske partier.
»Problemet med højreekstremister
er, at deres værdigrundlag som regel
er meget uklart. Det står klart, at de
ikke kan lide fremmede, men det er
ikke et særlig stærkt værdigrundlag at
have som udgangspunkt. Og spørgsmålet er, hvordan det vil stille dem i
forhold til de store erhvervsgrupper,
og hvordan de vil blive influeret af de
mange interessegrupper i Bruxelles
– hvilken retning vælger de? De kan
gå begge veje – enten blive bedste
venner med erhvervslobbyen, eller de
kan blive anti-establishment. Vil de
kæmpe for de større medlemslandes
interesser eller de mindre medlemslandes. Vi ved det ikke« siger hun.
Dog mener hun, at det vil være
en fejl at fryse dem ude.
»Både EPP (centrum-højre-gruppen European People’s Party, red.)
og Socialdemokraterne vil afvise at
samarbejde med de populistiske partier, og det vil forværre problemet, for
det vil legitimere dem og give dem
grund til at sige, at ingen vil samarbejde med dem,« som hun siger.
Inde i Altiero Spinelli-mødelokalet er de cirka 60 fremmødte ved at
indtage deres pladser. Amelia Andersdotter hilser på kollegerne på vej
mod sin plads under glasburene, hvor
tolkene sidder parat til at oversætte
dagens procedure. Blandt bordene
går tjenere iført hvid skjorte og sort
butterfly rundt og tilbyder medlemmerne kaffe og te.
Formanden lægger ud, og ifølge
den danske tolk udtrykker han ønske
om at komme hurtigt igennem den
15 sider lange afstemningsdagsorden, fordi det er konens fødselsdag.
Høflig latter lyder dæmpet fra
medlemmerne. De næste to timer
lyder det monotont fra tolken:
Ȯndringsforslag 2. Hvem stemmer for? Imod? Hverken for eller
imod?« ... pause ... »Forslaget er
vedtaget«.
Formanden gør sit bedste for at
frembringe lidt latter indimellem
det ensformige arbejde, der fortsætter til kl. 17.
Tilbage på kontoret kommer Amelias assistenter ind på stribe for at
få afklaret spørgsmål, der er dukket
op i de seneste timer, og rundt om
på ledige stole sidder mennesker,
der ikke var der før, og arbejder eller snakker.
»Hvis du vil tale med Amelia, er
det bedst at vente til hun er i Sverige,« konstaterer den slovakiske
praktikant.
Den franske assistent, Julien Bencze, kommer ind for at oplyse sin
parlamentariker om, at EPP spre-
Du får aldrig
de repræsentanter,
du ønsker dig,
så tidligere har
jeg tenderet til at
støtte mere direkte
demokratiske
modeller med flere
folkeafstemninger.
Men nu kan jeg se,
at repræsentativt
demokrati måske
ikke er så skidt
endda
Amelia Andersdotter
Det svenske Piratparti
der rygter om, at Piratpartiet ikke
er til at stole på, hvilket har foranlediget et andet medlem til at søge
klarhed over, om Amelia har tænkt
sig at stemme imod et forslag, han
har fremsat.
»Jeg forsikrede ham om, at du ikke
ville stemme imod, hvis det var en
forbedring af det eksisterende forslag,« forklarer Bencze.
Piratpartiets tyske medlem, der
har været inde for at koordinere arbejdet, må afsted og beklager på vejen
ud, at hun nok ikke når at læse den
bog, Amelia har anbefalet hende.
»Amelia er den eneste, der læser bøger her i Parlamentet,« mener parlamentarikerens assistent,
Galia, da Amelia begejstret åbner
en papkuvert med en bog med titlen
The Future Mind.
Kanapeer og champagne
Klokken nærmer sig 19, men ingen synes på vej hjem. Amelia Andersdotter har en aftenreception
et andet sted i parlamentet med
interesseorganisationen Knowledge4innovation.
Champagne og vin samt et bord
med kanapeer byder de inviterede
velkommen, og en K4I-vært genkender straks Amelia Andersdotter og
takker hende for, at hun er mødt op.
Så snart han bevæger sig videre til
en næste gæst, kommer en fransk
forretningsmand op til hende og
fortæller om sit virke.
Kampen om politikernes gunst
er konstant i Bruxelles og en del af
spillet. Men Amelia Andersdotter
synes efter snart fem år garvet og
fremstår med en skeptisk rynke i
panden, mens hun lytter, ikke som
én, der er let at imponere. Og selv
om andre af hendes kolleger tydeligvis er, fortæller hun, at hun faktisk »er blevet en mere overbevist
demokrati«, efter at hun er kommet
til Bruxelles.
»Jeg har altid været en forbeholden demokrat, fordi der ikke synes
at findes nogle gode valgkriterier for
ledere i et demokrati. Du får aldrig
de repræsentanter, du ønsker dig, så
tidligere har jeg tenderet til at støtte
mere direkte demokratiske modeller
med flere folkeafstemninger. Men nu
kan jeg se, at repræsentativt demokrati måske ikke er så skidt endda,«
siger hun og mener, at parlamentet
i dag har tilpas med magtbeføjelser,
men bare ikke altid er særlig god til
at forsvare og kæmpe for sine egne
interesser.
»I hele 2013 var det, der gav mig
den største tiltro til det demokratiske
system, da jeg fik en meget mærkelig
allieret fra de hollandske kristendemokrater,« siger hun og forklarer, hvordan hun var på jagt efter
underskrivere på et protestbrev til
støtte for parlamentets ret til at debattere et emne, som Kommissionen
forsøgte at begrave.
»Hans og vores interesser ville
normalt ikke være forenelige, men
han var i stand til at se gennem fingre
med det og se, at det var i vores fælles interesse at forsvare vores ret til
at være uenige. Det var meget demokratisk af ham og meget inspirerende,« konstaterer hun.
»Den slags lysglimt er der engang
imellem.«
mrod@information.dk
FAKTA
Fra EU’s maskinrum
• Information besøger det
europæiske demokratis
maskinrum: EuropaParlamentet i Bruxelles.
• Vi følger en dag i
en folkevalgt europaparlamentarikers arbejdsliv,
vi taler med den politiske
rådgiver, administratoren,
tolkene, pressetjenesten, itfolkene og flyttemanden – alle
sammen tandhjul i det større
maskineri, der udgør Europas
eneste folkevalgte institution.
36
INFORMATION MAJ 2014
INFORMATION MAJ 2014
MEDIER
MEDIER
’Jeg ikke acceptere en sort
skærm,’ siger Eleftheria
Farantaki, som her viser et
klip fra dokumentarfilmen om
regeringens dramatiske lukning
af Grækenlands DR som led i
statens spareplaner. Minderne
om chokket får tårerne til at
trille ned ad hendes kinder. Hun
har arbejdet på ERT’s afdeling i
Thessaloniki i 20 år.
Foto: Jakob Dall
Da græsk
stats-tv
gik i sort
ejerne af seks kommercielle kanaler,
kontrol over de digitale sendefrekvenser. De er alle sammen skibsredere på nær en enkelt, som ejer
motorvejene og lufthavnene. Det er
sket efter en udbudsrunde med kri-
Lukningen af ERT, Grækenlands statslige
radio-tv-selskab, var et af de få øjeblikke
under eurokrisen, der egnede sig til tv.
I Thessaloniki har ERT’s tidligere ansatte
besat redaktionen, dog gratis fortsat deres
arbejde i over 10 måneder og opdaget, at
de spiller en hovedrolle for demokratiet
Af Mads Frese
Udsendt medarbejder,
Thessaloniki og Athen
M
an skal prøve at forestille
sig Danmark uden DR eller
Storbritannien uden BBC. Så
kan man begynde at danne sig et
begreb om det chok, der ramte den
græske befolkning, da regeringen i
Athen den 11. juni 2013 meddelte det
statslige radio- og tv-selskab ERT’s
øjeblikkelige lukning. Samme aften
gik ERT i sort efter 78 års udsendelser, som hverken var blevet afbrudt
under Anden Verdenskrig eller under militærdiktaturet. Billederne
af grædende musikere under det
nationale symfoniorkesters sidste
koncert skabte et af de få øjeblikke
under eurokrisen, hvor grækernes
situation blev forståelig for andre
europæiske tv-seere:
»Jeg elsker mit arbejde. Derfor kan
jeg ikke acceptere en sort skærm,«
siger Eleftheria Farantaki.
Vi sidder i en nedslidt redigeringssuite på ERT’s afdeling i Thessaloniki, Grækenlands næststørste by.
Farantaki var produktionstekniker for ERT i 20 år – her mødte
hun sin mand, som hun har to børn
med. Beslutningen om at standse
alle udsendelser fik ERT’s ansatte
til at besætte bygningerne og fortsætte arbejdet i protest. Men i november gennemtvang regeringen
lukningen af hovedsædet i Athen
med politimagt. Thessaloniki er et
af de få steder i landet, hvor de tidligere ansatte ikke har givet op. De
kan stadig trække på et netværk af
frivillige korrespondenter og får tilbudt gratis produkter fra kolleger
over hele landet. Farantaki og hendes
mand er blandt dem, der sørger for,
at stationen stadig sender. Før var
37
afdeling i NERIT kun består af fem
personer. Det betyder, at NERIT
ikke har teknisk kapacitet til overgangen til digitale udsendelser over
hele landet.
»Det er en katastrofe,« siger Michalitsis.
»Det betyder, at DIGEA kan lukke
for signalet, hvis de er utilfredse. Når
vi skal til valg næste gang – jeg ved
ikke, hvornår det bliver, men forhåbentlig bliver det snart – vil de have
installeret digitale sendere 156 steder i landet. Så hvis en ny regering
skulle vælge at opsige kontrakten,
som løber i 50 år, kan de bare lukke
for signalet i hele Grækenland. På
den måde vil de også kunne afpresse
fremtidige regeringer.«
frese@information.dk
Dansk Hudpleje Der Virker
CRÈME MÉTAMORPHIQUE - VITAMIN A CREME
der 375 ansatte, omkring 100 holder
stand – selvfølgelig uden at få løn:
»Vi arbejder meget mere end før.
Vi er nødt til at være her hele tiden
for at forhindre, at politiet beslaglægger lokalerne. Jeg udfører alle
mulige opgaver, som journalist, producer og tekniker,« siger Farantaki.
Farvel, venner
På vej til ERT støder vi på en anden
gruppe af krisens ofre. Det er bygningsarbejdere fra metroen i Thessaloniki, som nu er blevet arbejdsløse.
Arbejdet blev påbegyndt i 2006, tre
år inden den græske krises begyndelse. Undergrundsbanen skulle efter
planen ligne den i København og stå
færdig i 2018. Men et stort antal arkæologiske fund har været med til at
forsinke og fordyre arbejdet: »Det er
ligesom at bladre i en historiebog,«
udtaler en begejstret arkæologiprofessor, Michalis Tieverios, til avisen
Kathimerini.
Men nu er kassen bare tom, og
de ledige metroarbejdere ser ikke
entusiastiske ud, mens de demonstrerer blandt ufærdige og nedrivningsmodne bygninger på byens
bredeste boulevard.
For mange grækere er piratudsendelserne fra ERT i Thessaloniki,
som også kan følges på hjemmesiden ertopen.com, blevet et symbol
på modstanden mod en økonomisk
overmagt. Eleftheria Farantaki, hvis
fornavn betyder frihed, viser os nogle
af alle de tilkendegivelser af støtte
og sympati, som de får tilsendt. De
har fået chokolade fra Frankrig, breve fra grækere over hele verden og
et postkort fra en kvinde på Kreta,
som er stilet til »smukke fru Frihed«:
»Vi føler os meget heldige,« siger
Farantaki, »vi har truffet et valg, som
vi ikke behøver at skamme os over.
Vi er de eneste, der taler om f.eks.
terier, som kun DIGEA kunne leve
op til, så der var kun én ansøger. Før
havde de kun kontrol over indholdet,
nu ejer de også signalet,« forklarer
Michalitsis og fortsætter:
»Da ERT’s signal blev afbrudt sidste år, begyndte en privat kanal at vise
udsendelserne fra medarbejdernes
ERT. Men så skiftede DIGEA denne
kanal ud med en, der sender tegnefilm. Samtidig har de kommercielle
kanaler fået bedre økonomiske vilkår. Før skulle de betale to procent
af deres omsætning for at sende på
statens frekvenser, nu skal de kun
betale 0,1 procent. DIGEA består af
problematiske virksomheder med
stor gæld, så staten har sat sig selv
i et svært dilemma.«
Der var 100 ansatte i Michalitsis’
afdeling i ERT, mens den tekniske
Jeg er blevet
en bedre journalist.
Nu hvor bølgen også
har ramt os, forstår
vi bedre, hvad det
vil sige. Jeg står
ikke længere kun op
for at forsvare min
egen arbejdsplads,
men for at kæmpe
for samfundet. Det
har ændret min
personlighed. Før
kom nyhederne til
mig, nu finder jeg og
analysere dem selv
Athanasios Vikopoulos
Politisk reporter
miljørisikoen i forbindelse med de
guldminer, som et canadisk selskab
vil åbne her i området. Så vi er nødt
til at kæmpe for Grækenland, demokratiet og vores børns fremtid.«
Farantaki fortæller om en kvindelig kollega, der begik selvmord to
måneder efter regeringens beslutning om at lukke ERT. Hun havde
været ansat i 35 år. Universitetet i
den sydengelske by Portsmouth har
regnet ud, at for hver procents nedskæringer i de offentlige budgetter
er selvmordsraten blandt grækerne
steget med 0,43 procent. Stigningen
er mest markant blandt mænd. Af
de 508 selvmord i 2012 kan omkring
halvdelen tilskrives nedskæringernes
konsekvenser, vurderer forskerne.
»Farvel, venner« – sådan lød de
sidste ord på det officielle ERT, fortæller Farantaki, som viser os klip
fra dokumentarfilmen The Lost Signal of Democracy om den dramatiske
lukning af ERT. Pludselig får minderne om chokket og 10 måneders
modstandskamp tårerne til at trille
ned ad den spinkle kvindes kinder:
»Der findes ikke længere public
service i Grækenland. I dag har vi
kun kommercielle medier, der hjælper regeringen. Selvfølgelig er krisen
ikke slut, når 30 procent af befolkningen og 60 procent af de unge er
arbejdsløse.«
Vi laver bedre nyheder end før
»Vi har forvandlet os fra byzantinske
malere, der ser på dig fra Guds perspektiv, til renæssancemalere, der
beskriver verden fra menneskenes
perspektiv,« siger Athanasios Vikopoulos, en af stationens politiske
journalister, i et radiostudie:
»Før var jeg en, der gik på arbejde
for bagefter at kunne holde fri. Nu
har arbejdets betydning ændret sig
radikalt, det samme har forholdet til
kollegerne og til samfundet. Vi må
ikke glemme, at ERT som statsligt
medie var den siddende regerings
talerør, ligesom alle andre steder i
verden. Det er vi nu sluppet for, så
vi i stedet kan fungere som samfundets talerør.«
Ligesom sine kolleger lever Vikopoulos nu for en beskeden understøttelse, omkring 500 euro om måneden,
og har ikke længere råd til sociale
aktiviteter. Han er afhængig af hjælp
fra sin mor og sine svigerforældre.
Alligevel tøver han ikke med at betegne de sidste 10 måneder som sit
livs største professionelle eventyr:
»Jeg er blevet en bedre journalist,«
siger han, »som statsansat journalist
har man normalt en stor sikkerhed i
sit job, hvis man holder sig inden for
de afstukne rammer. Den sikkerhed
kan også lulle dig i søvn i forhold til
noget af det, som sker uden for døren. Man kan hurtigt komme til at
tænke, at verden jo ikke går under,
hvis 500 skolelærere mister deres
arbejde. Nu hvor bølgen også har
ramt os, forstår vi bedre, hvad det
vil sige. Jeg står ikke længere kun op
for at forsvare min egen arbejdsplads,
men for at kæmpe for samfundet.
Det har ændret min personlighed.
Før kom nyhederne til mig, nu finder jeg og analysere dem selv. Før
skulle jeg også stå til regnskab over
for politikerne, nu skal jeg kun stå
til regnskab over for mig selv, kollegerne og lytterne. Jeg kan rigtig godt
lide, at jeg nu kun selv har ansvaret
for det, jeg siger og skriver.«
Under vores besøg fejrer ERT’s tidligere ansatte, at de har holdt stand i
præcis 10 måneder. Det foregår med
et sammenskudsgilde i et tilrøget
mødelokale. Midt i rummet sidder
en mand og drikker vin af et plasticbæger, mens han nynner med på melodien til et gammel græsk hit om
en kvinde, der kræver store gaver af
sin mand, mens hun er ham utro:
»Entusiasme er ikke nok,« understreger Vikopoulos, »man er nødt til
at få entusiasmen og en organiseringsstrategi til at gå op i en højere
enhed. Men de redaktionelle beslutninger kan vi nu træffe i større frihed,
hvilket betyder meget. Tag f.eks. den
store nyhed fra i går om, at staten
nu igen udbyder statsobligationer.
Før lukningen havde vi helt sikkert
fulgt regeringens ønsker og beskrevet det som noget meget positivt.
Men enhver, der ved bare lidt om
politik og økonomi, kan se, at man
blot graver et dybere hul, når man
trods en kæmpe gæld låner penge.
Derfor valgte vi at beskrive den gode
nyhed som en stor løgn.«
Private ejere er tæt på magten
Om pressens vilkår generelt i Grækenland skriver den amerikanske demokratiorganisation Freedom House,
at »mange ejere af medierne har et
tæt forhold til regeringen«. En re-
præsentant for de internationale organisationer, som skulle reformere
den græske økonomi, har betegnet
forholdet mellem medier, virksomheder og politikere i Grækenland som
»ekstremt incestuøst«:
»Hævdvundne interesser modsætter sig de reformer, som er nødvendige for at kunne gøre økonomien konkurrencedygtig,« lød vurderingen.
Det er et lille netværk bestående af forbindelser mellem landets
skibsrederfamilier og bankerne, der
kontrollerer næsten hele den græske mediesektor. Men i stedet for at
reformere det kommercielle tv-marked med henblik på at undgå monopoldannelser og interessekonflikter,
benyttede regeringen situationen til
at lukke det statslige radio- og tvselskab. ERT var blevet »et typisk
tilfælde på uigennemsigtighed og
spild af offentlige midler«:
»I en tid, hvor det græske folk
må bringe ofre, er der ikke plads til
forsinkelser og tøven. Ligesom der
heller ikke er plads til hellige køer,«
sagde regeringens talsmand, Simos
Kedikoglou, da han meddelte, at selskabet skulle lukkes og ville blive erstattet af »en moderne og offentlig,
men ikke stats- eller partikontrolleret
medievirksomhed«.
På et hotel i Athen møder vi Nikos
Michalitsis, som tidligere var leder
for ERT’s tekniske afdeling. Afviklingen af ERT og oprettelsen af det
nye selskab, NERIT, sker samtidig
med afviklingen af det analoge signal:
»Regeringen har valgt at give et
konsortium, DIGEA, som består af
Virker på både
mor & datter!
Se det selv i spejlet
Foryng din hud med Crème Métamorphique
vitamin A creme. Kom ind til en af vores
forhandlere og få det bekræftet med en gratis
ultralydscanning af din hud.
Scanningsdage og forhandlernet ses på
beaute-pacifique.dk
115 ml tube Kr. 549,- 50 ml krukke Kr. 389,-
beaute-pacifique.dk
Made In Denmark
Udviklet og produceret i Danmark
38
INFORMATION MAJ 2014
INFORMATION MAJ 2014
ESSAY
ESSAY
fjender, der forskanser sig for at beskytte
deres privilegier. Derfor er der akut behov
for en institutionel revolution, som kan give
det repræsentative demokrati nyt liv. Parlamentarikerne skal ikke kunne gøre politik
til et job, men kun udføre deres opgave som
delegerede i en begrænset årrække. Politik
skal kort sagt være midlertidig samfundstjeneste.
Hvordan kan
Europa reddes?
Nye organisationsformer
Hvis det er forudsætningerne for demokratiseringen af EU’s institutioner, står det
klart, at de reformer, Habermas foreslår,
svarer til at tage en aspirin mod en kræftsvulst. Det står dog også klart, at institutionerne ikke kan tage det første skridt. Det
kan kun ske gennem en politisk kamp. En
EU-regering, der bliver valgt på baggrund af
fratagelse af borgenes suverænitet, hvilket
er stadig mere udbredt over hele kontinentet, minder nemlig på tragisk vis om »borgerskabets forretningsudvalg« – som om de
politiske eliter i Europa kappedes om at give
Lenins gamle teser ny glans. Det største problem er altså dannelsen af en politisk formation, der på europæisk plan kan fremme
et alternativt program som det her skitserede. Den findes ikke i dag. Alle de socialdemokratiske partier i EU er irreversibelt
integreret i kombinationen af politisk og
økonomisk magt. De kan ikke reformeres indefra. Når de vinder, skyldes det kun deres
modstandere. Hollande vandt ikke, mange
For at der skal kunne opstå europæiske institutioner,
som er virkeligt demokratiske, kræves der en politik,
som implementerer idealerne ’frihed, lighed og
broderskab’ i hverdagslivet
Af Paolo Flores d’Arcais
D
et ville være synd at sige, at Europa
vækker begejstring. Ideen om »Europas Forenede Stater« appellerer ikke
til borgerne, mens det reelt eksisterende EU
fremkalder fjendtlige følelser. Det opleves
som finansmagtens og de underkastede
regeringers EU, ikke som den folkelige suverænitets EU. Hvis EU vedbliver med at være
dette EU, vil den folkelige modvilje vokse,
de nationalistiske fristelser vil mangedobles, og reaktionær populisme vil vinde stadig mere indpas.
At prædike for »mere Europa«, som Jürgen Habermas gør for at uddrive den snæversynethed, der også forpester venstrefløjen, svarer til at bede en bøn. Hvis man altså
ikke forvandler de faktisk eksisterende demokratiers paradigm e radikalt. I sin seneste prædiken om Europa (Hvis Europa skal
reddes, bragt i en forkortet udgave i Information 5. april) skriver Habermas:
»Uden et vitalt skub fra borgerne i et civilsamfund, som kan mobiliseres på tværs af
landegrænser, mangler EU’s regering i Bruxelles (…) styrken til og interessen i på socialt
bæredygtig vis at regulere markederne, som nu
er blevet overladt til deres dyriske instinkter.«
Varm luft
Det er uimodsigeligt. Men hvordan kan
dette »vitale skub« af borgeraktivisme opstå? Habermas foreslår to »nyskabelser«: »Et
fælles, dybtgående politisk projekt med de
dertil hørende økonomiske overførsler« og
»ligestilling af Europa-Parlamentet og Det
Europæiske Råd (stats- og regeringscheferne, red.) i lovgivningsprocessen, hvor EUKommissionen står til regnskab for begge«.
Desværre er det varm luft. Det, der bliver
fremstillet som et universalmiddel, er kun
en gradvis tilpasning af de europæiske institutioner til de liberaldemokratiske institutioner i de enkelte medlemsstater. Men hvis
det næste Europa-Parlament fik samme beføjelser som de nationale parlamenter, og
hvis EU’s regering fik parlamentets støtte, så
ville spørgsmålet om »et vital skub« af aktivt
medborgerskab ikke have gjort fremskridt.
Finanskapitalens overmagt i forhold til de
»suveræne borgere« vil endda kunne øges.
Hvis den udøvende magt i Bruxelles i dag er
underlagt de økonomiske magthaveres dik-
39
tat, så er de nationale regeringer lige så underlagt slyngelkapitalen, der har forvandlet
aktiemarkederne til et gigantisk Las Vegas.
Det er meget sandsynligt, at modstanden
mod den vilde liberalisme og myten om
»ekspansive stramninger« svækkes i det
parlament, vi skal vælge sidst på måneden.
Den eneste trendy opposition til ulighedens
apostle vil sandsynligvis bestå af chauvinisme og racisme.
Blot et redskab
Man kan indvende, at det nytter ikke at jamre: Det er risikoen ved folkestyre. Men det
er netop dette mangehovedede uhyre, den
eksproprierede suverænitet, som ingen ønsker at se: Hvor meget har traditionelle former for demokratisk legitimering gennem
folkeafstemninger egentlig med folkestyre
at gøre?
Kan det være rigtigt, at vi blot 80 år efter
Europas tragedie pr. definition har glemt, at
Hitler kom til magten ved et regulært valg?
Og at valghandlingen ikke er essensen af demokratiet, men blot dets redskab? Det er et
uundværligt redskab, men blot et blandt flere. Kan det være rigtigt, at man glemmer, at
demokratiets vilkår – dets juridiske, socioøkonomiske og kulturelle forudsætninger
– kommer først og derfor forudbestemmer
valgene? Og at hvis ikke disse forudsætninger er rodfæstede, og hvis ikke en samfundsborgerlig etos er udbredt, kan flertalsafstemninger være et redskab for despoti og
tyranni – til at fratage medborgerskab snarere end til at udøve folkelig suverænitet?
Illustration: Mia Mottelson/iBureauet
mokrati er kort sagt et radikalt velfærdssamfund i konstant ekspansion. Vaccinen
mod demokratiets krise er derfor en konstant omfordeling af indkomster og formuer. Det indgår allerede i mulighedernes horisont, fordi store dele af offentligheden er
moden til det.
Fortrængte forudsætninger
En fri stemme kan ikke være en skræmt,
købt eller manipuleret stemme. Blandt dens
forudsætninger er en retspolitik med kompromisløs respekt for princippet om lighed
for loven. Dette princip skal håndhæves af
retsvæsenet, der som uafhængig magtinstans begrænser politikernes og finansfyrsternes magt og bekæmper alle former for
organiseret kriminalitet (hvor Ȏn person,
én stemme« bliver til »én kugle, én stemme«) og korruption (»ét seddelbundt, én
stemme«). En politik, der bekæmper religiøs indflydelse i det offentlige rum (»én
bøn, én stemme«), monopoler i medierne
(»ét indslag, én stemme«) og ethvert forræderi mod den faktuelle sandhed (»én løgn,
én stemme«), er lige så nødvendig. Foragten
Frie og lige
Hvis valghandlingen er den ultimative kilde
til legitim magtudøvelse, skal afstemningen
være fri og lige. Det liberale demokratis minimumstandard – »én person, én stemme«
– bliver kun overholdt, hvis vælgerne stemmer ud fra deres overbevisning. Efter den
franske revolution argumenterede konservative briter stadig for, at den, der ikke nyder fuld materiel og psykologisk uafhængighed, ikke kan træffe frie valg. De havde helt
ret. De brugte det bare til at argumentere for
begrænset valgret, bestemt af klassetilhørshold, mens den logiske konsekvens snarere ville være en så dyb social forandring, at
den sikrer alle den individuelle trivsel og de
kritiske redskaber, som er nødvendige for at
kunne stemme frit.
Frie og lige valg indebærer et samfund,
der kæmper konstant for at mindske materielle og åndelige uligheder, uanset om de er
indkapslet i traditionen eller bliver frisat af
markedskræfterne. Forudsætningen for de-
for »beskedne, faktuelle sandheder« var for
Hannah Arendt et utvetydigt symptom og
tegn på totalitarisme.
En mere velkendt, men ofte fortrængt
forudsætning er neutraliseringen af pengenes betydning i det offentlige rum. Realiseringen af borgernes juridiske og politiske
lighed kræver, at forskelle i besiddelser, indkomst, status, køn, religion, race osv., som
karakteriserer det konkrete individ, slettes
i det offentlige rum. Det er det stik modsatte af, hvad der sker i USA, hvor fundraising
er afgørende for enhver præsidentkandidat. Alle politiske kræfter skal have samme
adgang til kommunikative ressourcer, og
ingen skal kunne nyde godt af privat finansiering. Blot en enkelt, delvis krænkelse af
disse – og så meget, hvis det er flere og indbyrdes forbundne krænkelser – undergraver
demokratiets minimumgrundlag og underminerer folkets suverænitet, uanset hvor tit
der afholdes valg. Paradokset er indlysende:
Forudsætningerne for det liberale demokratis institutioner består af politik substans,
som i de faktisk eksisterende demokratier
kun foreslås af »ekstremister«. Således fornægtes forudsætningerne for et demokrati, der realiserer løftet om »én person, én
stemme«.
lighed og broderskab« i hverdagslivet.
Det er det stik modsatte af, hvad der sker
i det liberalistiske Europa. Forudsætningen for de institutionelle reformer, Habermas foreslår, er en europæisk socialpolitik,
som indfører samme mindsteløn, samme
faglige rettigheder og samme miljøregler i
alle medlemslande for, at virksomhederne
forhindres i at afpresse arbejdstagerne. Nogle lande er beholdere af billig arbejdskraft,
hvilket gør det muligt at sænke lønningerne
til et eksistensminimum. I 1970’erne syntes
disse marxistiske betragtninger at være blevet definitivt overflødiggjort af socialdemokratismens erobringer, som selv borgerlige
regeringer ikke satte spørgsmålstegn ved, og
som den skandinaviske lighedsmodel gjorde til hele kontinentets fremtid.
Men isvinteren under Thatcher og Reagan og globaliseringen af den utæmmede
liberalisme har gjort Marx’ analyse af arbejdsmarkedet aktuel igen. Uden en fælles europæisk arbejdsmarkedslovgivning
vil lønvilkårene uundgåeligt nærme sig
kinesernes. Der er også brug for europæiske politikker, som uforsonligt bekæmper
sammenhængen mellem skatteunddragelse, korruption, hvidvaskning af penge og
finansspekulation, der tværtimod fejrer tri-
umfer på finansmarkederne i London. Forvandlingen af hele kvarterer, som overtages
af emirer og russiske oligarker, er et slag i
ansigtet mod ethvert demokratisk ideal.
Organiseret kriminalitet er ikke længere
et italiensk problem. Nye og gamle mafiaer
fra Italien, Kina, Rusland, Albanien og det
tidligere Jugoslavien er ved at kolonisere
hele kontinentet. I finansfyrsternes Europa er de blot forretningsfolk blandt forretningsfolk. Desuden må finanssektorens frihed indskrænkes for at tvinge bankerne til
at være demokratisk acceptable redskaber
til gavn for den produktive økonomi.
Men den største, tilsyneladende uoverstigelige forhindring for demokratisk repræsentation er de politiske partier, sådan
som de har udviklet sig og er degenereret
strukturelt. Partierne på såvel højre- som
venstrefløjen fungerer i dag som maskiner
til fratagelse og ophævelse af borgernes suverænitet. Jeg er ikke fortaler for direkte
demokrati, men netop som tilhænger af det
repræsentative demokrati, finder jeg det
nødvendigt at understrege, at »demokratisk
repræsentation« i dag er en fiktion. Partierne er blevet selvkørende maskiner, og politik som karriere får vælgerne til at opleve
deres repræsentanter som fremmede eller
Paolo Flores d’Arcais
Italiensk filosof
Uden de nævnte forudsætninger repræsenterer parlamentet ikke borgerne, men højest deres desperate og resignerede marginalisering. Det er således ikke et tilfælde, at
antallet af sofavælgerne og dem, der afgiver
blanke eller ugyldige stemmer, er stærkt stigende. Selv om man i Nordeuropa endnu
ikke har nået det samme niveau af foragt,
som borgerne i Italien, Spanien eller Grækenland betragter deres politikere med, skal
man være blind for ikke at se, at utilfredsheden med de eksisterende repræsentative
institutioner er Europas store problem, hvis
man vil undgå et Weimar af kontinentale eller globale dimensioner.
For at der skal kunne opstå europæiske
institutioner, som er virkeligt demokratiske, kræver det europæiske politikker, der
implementerer de gamle idealer om »frihed,
Hinnerk Brunk,
26 år, Tyskland
Medicinstuderende i
Aarhus
– Hvilke fordele har det for dig, at du lever
i EU?
»Jeg ved jo ikke, hvordan det havde været,
hvis jeg ikke levede i EU. Det, jeg primært
oplever, er, at samarbejdet hen over
grænserne er større og mere omfattende,
end man ser det andre steder i verden. Det
giver en frihed for os alle, at vi kan bevæge
os frit inden for EU’. Det giver en følelse af
at være fælles om noget stort og godt. At
man ikke nødvendigvis er nødt til at pege
på nogen og sige: »Han er tysker – eller han
er dansker«. For mig eksisterer den dansktyske grænse praktisk talt ikke.«
»Jeg synes, det er værd at arbejde frem
imod, at man frit kan bevæge sig rundt i
hele verden, uden at man skal ’have lov’
Europa - hør fra korrespondenterne
Torsdag den 8. maj kl. 17.00-18.30
Der er valg til Europa-Parlamentet i Danmark den. 25. maj. Men hvordan går det i Europa lige nu, og hvad taler
europæerne om før valget? Hvem er optimistiske og tilfredse, hvem er frustrerede og i oprør? Mød Informations
europakorrespondenter Mette Rodgers, korrespondent i London, Troels Heeger, korrespondent i Berlin, og
Mads Frese, korrespondent i Rom, og oplev dem i samtale om deres oplevelser, møder og rejser rundt i Europa.
50 kr. (85 kr. for ikke-abonnenter)
Læs mere og køb billet på ishop.information.dk
Paolo Flores d’Arcais er italiensk filosof og redaktør for
tidsskriftet MicroMega.
© Information & MicroMega 2014
Oversat af Mads Frese
EUROPÆISKE STEMMER
Borgernes foragt
Jeg er ikke fortaler
for direkte demokrati,
men netop som tilhænger
af det repræsentative
demokrati, finder jeg det
nødvendigt at understrege,
at ’demokratisk
repræsentation’ i dag er en
fiktion. Partierne er blevet
selvkørende maskiner, og
politik som karriere får
vælgerne til at opleve dem
som fremmede
franskmænd kunne bare ikke længere holde
Sarkozy ud. Derfor kan Marine Le Pen nu
også risikere at vinde.
En genoplivelse af kommunismen kan
ikke udgøre et svar på venstrefløjens harakiri, som har stået på i mindst et kvart århundrede. Der er brug for en ny og fleksibel organisationsform, som konstant kan
forny sig i forhold til de politiske kampe og
holdninger, der gennemstrømmer civilsamfundet. Radikale bevægelser på venstrefløjen blusser stadig hyppigere op, men de har
ikke fundet katalysatorer, som har kunnet
give dem organisatorisk kontinuitet og parlamentarisk repræsentation. Der er brug for
udveksling af ideer og koordinering mellem
alle de europæiske erfaringer for borgeraktivisme. Bevægelserne har ofte nægtet at
forstå, at hvis ikke de kan gøre sig gældende
ved valg, så er deres aktiviteter på gaden og
på nettet blot en måde at afreagere og ikke
politiske handlen, der kan ændre tingene.
Hvis ikke denne demokratiske grobund, der
i dag kun kommer til udtryk som sporadisk
harme, bliver til en politisk kraft, har Europa kun valget mellem finansdiktaturet eller
den mørke afgrund, som består af nye former for fascisme med sukker på toppen.
af den ene eller den anden stat. Jeg har
bopæl i både Tyskland og Danmark, og
det giver noget bøvl. Især med forsikring
og mobilabonnement oplever jeg store
udgifter. Derfor er jeg glad for, at EU
arbejder for at få mere strømlinede priser
internt i EU. Jeg har et indtryk af, det bliver
lettere og lettere at være EU-borger. Måske
min danske forsikring fremover også vil
dække mig, når jeg er i udlandet? Det ville
være dejligt, hvis priserne var nogenlunde
de samme over alt.«
– Hvilke ulemper oplever du ved EU?
»Nogen gange bliver der truffet
beslutninger hen over hovedet på én.
Pludselig er genmodificerede majs
blevet tilladt i hele EU. Den europæiske
politik er efter min mening ikke specielt
gennemsigtig. Egentligt er jeg fortaler
for, at vi får et større fællesskab, men
der er nogle ting, som man ikke kan eller
bør beslutte på så stort et plenum som
Europa-Parlamentet er. Det skal man være
klog nok til at se. Nogle gange skal magten
uddelegeres til et regionalt plant.«
NYE BØGER
Weekendavisen
Berlingske
Berlingske
”Et resultat af klassisk humanistisk videnskabelighed.”
”Vedkommende og udfordrende”
Information
Kristeligt Dagblad
FRA SYSTEMKRISE TIL GRØN ØKONOMI
KORT FORTALT
Østarbejdere og social dumping i byggeriet
KSEMPEL? - HVAD VIL DU HELT KONKRET? - KONKRET BETY
RET BETYDER DET - DET ER ALT FOR UKONK RET - KONKRET
KONKRET VIL VI - HELT KONKRET - VÆR KONKRET - VÆR
ONKRET - ET KONKRET EKSEMPEL? - LIGE KONKRET - ET K
LT KONKRET? - KONKRET BETYDER DET - KONKRET VIL VI
FOR UKONKRET - KONKRET VIL VI- HVAD VIL DU HELT KO
RET ”- VÆR LIGE KONKRET - LIGE KONKRET - ET KONKRET E
EL? - HVAD VIL DU HELT KONKRET? - HVAD VIL DU HELT KO
ER DET - DET ER ALT FOR UKONKRET - KONKRET VIL VI - H
L VI - HELT KONKRET - LIGE KONKRET - ET KONKRET EKSE
KONKRET - VÆR LIGE KONKRET LIGE KONKRET - ET KONKR
KRET BETYDER DET - KONKRET BETYDER DET - KONKRET V
Om -samtalens
i dansk-politik
HVAD VIL DU HELT K
EKSEMPEL?
ET KONKRETdød
ONKRET
LT KONKRET? - KONKRET BETYDER DET - HVAD VIL DU HELT
VIL VI - KONKRET BETYDER D
- KONKRET
UKONKRET
FORJAN
MAINTZ
HANSEN
- HV
RET - VÆR LIGE KONKRET - ET KONKRET EKSEMPEL?
KSEMPEL? - HVAD VIL DU HELT KONKRET? - KONKRET BETY
RET BETYDER DET - DET ER ALT FOR UKONK RET - KONKRET
KONKRET VIL VI - HELT KONKRET - VÆR KONKRET - VÆR
ONKRET - ET KONKRET EKSEMPEL? - LIGE KONKRET - ET K
LT KONKRET? - KONKRET BETYDER DET - KONKRET VIL VI
FOR UKONKRET - KONKRET VIL VI- HVAD VIL DU HELT KO
RET ”- VÆR LIGE KONKRET - LIGE KONKRET - ET KONKRET E
EL? - HVAD VIL DU HELT KONKRET? - HVAD VIL DU HELT KO
ER DET - DET ER ALT FOR UKONKRET - KONKRET VIL VI - H
L VI - HELT KONKRET - LIGE KONKRET - ET KONKRET EKSE
KONKRET - VÆR LIGE KONKRET LIGE KONKRET - ET KONKR
KRET BETYDER DET - KONKRET BETYDER DET - KONKRET V
VÆR LIGE KONKRET - HELT KONKRET - KONKRET VIL VI ONKRET - ET KONKRET EKSEMPEL? - HVAD VIL DU HELT K
LT KONKRET? - KONKRET BETYDER DET - HVAD VIL DU HELT
FOR UKONKRET - KONKRET VIL VI - KONKRET BETYDER D
RET - VÆR LIGE KONKRET - ET KONKRET EKSEMPEL? - HV
Politiken
158
Forord af
LEIF GW PERSSON
KAN DU VÆRE MERE
KONKRET?
HANNES RÅSTAM
FALSKE
DEN
JØRGEN STEEN NIELSEN
DEN STORE
OMSTILLING
KAMP
PLADSER
”Der er store tanker, poetiske formuleringer og vrede til et helt liv
i Friedrich Nietzsches Schopenhauer som opdrager. ”
Politiken
Jyllands-Posten
Jakob Mathiassen & Klaus Buster Jensen
”Giver anledning til at tage hul på
de nødvendige politiske og idémæssige diskussioner, som Europas socialdemokratier står over for”
Politiken
”Fejende flot historieskrivning.”
På sporet af den amerikanske beatgeneration
LEVERANDØR TIL EN NUANCERET DEBAT
”Danner et fint grundlag for at
sætte Anne Franks skæbne ind i
en bredere sammenhæng”
”Historieskrivning i bedste angelsaksiske stil: Levende, skarpsindig
og følelsesladet ”
Lars Movin
FRA INFORMATIONS FORLAG
KAI SØRLANDER
FORNUFTENS
SKÆBNE
SERIEMORDER
Thomas Quick og Skandinaviens største retsskandale
TANKER OM MENNESKETS VILKÅR
INFORMATIONS FORLAG
INFORMATIONSFORLAG.DK
DEN SPANSKE
BORGERKRIG
BAGGRUNDEN, KRIGEN OG VERDEN OMKRING
TORBEN RIIS PETERSEN
INFORMATIONS FORLAG