317 Kapitel 8. Dommeres lønmæssige forhold. 8.1. Indledning

Transcription

nr. 192
marts 2012
tema:
Historieundervisning i en
verden af medier
1
Anmeldelser Noter 192
(klik på titlen for at komme direkte til anmeldelsen)
Christian Lund: ”Videnskabsteori og faglige metoder”, Frydenlund 2011
Hans Branner: ”I krig igen. Danmark og de nye krige 1990-2011”. Forlaget Columbus 2011
Søren Schmidt: ”Politik og sikkerhed i Mellemøsten. Analyser og teorier”. Gyldendal 2011
Johnny Thiedecke: ”Slaveri – fra oldtid til nutid”, Pantheon 2011
Pietras & Jens Aage Poulsen: ”Historiedidaktik”, Gyldendal 2011
Erik Lund: ”Historiedidaktik – en håndbok for studenter og lærere”, Universitetsforlaget 2011
Kristian Massey Møller: ”Danmark i øjenhøjde – tolv fortællinger, tolv fragmenter”, Forlaget Zar 2011
Lotte Møller Bøtcher: ”Når Gud bliver nationalist. Civilreligion i USA og Danmark”. Columbus 2011
Ole Høiris: Antikkens verden. Videnskab, kunst, kultur, myter og religion. Aarhus Universitetsforlag 2011
Jens Engberg: Det daglige brød. Bønder og arbejdere 1650-1900. Politikens Forlag 2011
Bjørn Bredal: ”Manden der ville vise verden – Malthe Conrad Bruun & Malte-Brun”, Gyldendal 2011
Hans Vammen: ”Den tomme stat – angst og ansvar i dansk politik 1848-1864”, Tusculanum 2011
Jørgen Grimstrup: I folkedemokratiets tjeneste. En tidligere kommunists selvopgør. Informations Forlag
Kasper Lægring & Badeloch Vera Noldus (red.): ”Skjulte skatte i grænselandet – Dansk bygningsarv i Slesvig
og Holsten”. Forlaget Bianco Luno 2010
Erling Bjøl: I min tid. Artikler og tilbageblik 1938-2011. Politikens Forlag 2011
Hiram Bingham: Inkaland. Den utrolige historie om opdagelsen af Machu Picchu. Rosenkilde & Bahnhof.
Stacy Schiff: Kleopatra. Et liv. Jyllands-Postens Forlag 2011
Kurt Villads Jensen: Korstog ved verdens yderste rand - Danmark og Portugal ca. 1000 til ca. 1250,
Syddansk Universitetsforlag 2011
Søren Bitsch Christensen (red.): Renæssancens befæstede byer. Danske Bystudier 5. Aarhus
Universitetsforlag 2011
Tryk Ctrl+home for at komme til indholdsfortegnelsen
2
Hansen, Peter Wessel og Leon Jespersen (red.): ”Stormen på København. Den svenske belejring 16581660”. Københavns Stadsarkiv.
Jørn Henrik Petersen, Klaus Petersen, Niels Finn Christiansen (red.): Dansk velfærdshistorie. Bind II.
Perioden 1898-1933. Mellem skøn og ret. Syddansk Universitetsforlag 2011
Yvonne Hirdman: ”Den røde grevinde”, Sohn 2011
Dorthe Gert Simonsen og Iben Vyff (red.): Amerika og det gode liv 1950-70. Materiel kultur i Skandinavien i
1950’erne og 1960’erne. Syddansk Universitetsforlag 2011
Fernando Arrabal: ”En forsvundet løjtnant”. Forlaget Kahrius 2011
Timothy Snyder: Bloodlands. Europa mellem Hitler og Stalin. Jyllands-Postens Forlag 2011
Samuel Rachlin: Mig og Stalin og andre essays. People’s Press 2011
Michael Jones: Tilbagetoget. Hitlers første nederlag. Gyldendal 2011
Ulrich von Hassell: Det andet Tyskland. Rosenkilde og Bahnhof.
Barbara Beuys: Sophie Scholl. Pigen, der trodsede Hitler. Informations Forlag 2011
Frank Dikötter: Maos store hungersnød. Den største katastrofe i Kinas historie, 1958-62. Informations
Forlag 2011.
Asger Røjle Christensen: Bortført i København. Japanske skæbner i Nordkorea. Gyldendal 2011
Jens-Martin Eriksen: Fra skorpionernes verden. Kirken, krigen og nationalismen – beretninger fra rejser i
Serbien. Gyldendal 2011
Das Beckwerk: Nielsens verdens historie. Gyldendal 2011.
Nagieb Khaja: ”Historien der ikke bliver fortalt – om krigen i Afghanistan”, Gyldendal 2011Howard Wasdin
& Stephen Templin: ”NAVY SEAL Team Six”, Nyt Nordisk Forlag Arnold Busk 2011
Kommentarer til 2 anmeldelser: Susanne Ørnstrøm & Lotte Schou, ”Danmark i verden – fortid, nutid,
fremtid” og Jørn R. Hansen, ”José Marti, liv og værk – og hans skildring af USA”
3
Endelig en vellykket bog til AT-undervisningen
CHRISTIAN LUND: ”Videnskabsteori og faglige metoder”, Frydenlund
2011, 144 sider, 199 kr.
Christian Lunds bog om videnskabsteori og faglige metoder i gymnasiet er
en velskrevet bog. Faglig set matcher den gymnasiet godt. Den er inddelt i
9 kapitler.
Kapitel 1-5 danner til sammen den videnskabsteoretiske afdeling i bogen.
I denne del mærker man tydeligt, at den er skrevet af en fagmand (Lund
er filosof af uddannelse), der til daglig omgås gymnasieelever. De
generelle videnskabelige metoder (deduktion, induktion og abduktion)
formidles, så det hænger sammen. Kuhns paradigmeteori bliver
gennemgået, så det må stå klart for eleverne, hvorfor dét er relevant at
stifte bekendtskab med. Specielt synes jeg at de to kapitler om teori og
forklaringstyper må give rigtig god mening for eleverne. Ind i mellem
teksterne er små øvelser, som i omfang og sværhedsgrad passer fint til variation og opsamling i
undervisningen. I den bedste af alle bøger kunne man godt ønske sig små citater og tekstuddrag fra
videnskabsteoriens klassikere, evt. placeret på en browserbaseret portal. På den anden side giver det plads
til at underviseren selv finder aktuelle og relevante eksempler, som eleverne kan konkretisere deres
nyvundne indsigt på.
De fire sidste kapitler er helliget de tre hovedfakulteters (naturvidenskab, humaniora og
samfundsvidenskab) metodikker. Her gennemgås de centrale kendetegn ved områdernes
videnskabelighed, lige som grundlæggende diskussioner inden for de tre fakulteter behandles. Det er ofte
at naturvidenskabelig metode gennemgås ved hjælp af tal og formler. Det slipper man for her. I stedet har
vi en, også for ikke-naturvidenskabeligt uddannede fagpersoner, anvendelig tekst, der ubesværet
gennemgår de centrale elementer i naturvidenskabens metodologi. Det humanistiske metodekapitel er
såvel righoldigt som velformidlet. Det indeholder også et udmærket afsnit specifikt om historie, dvs.
kildekritik. Man finder ligeledes et pænt langt afsnit om hermeneutikken. Det samfundsvidenskabelige
kapitel er det korteste. Fokusset er her lagt på modsætningen mellem aktør og struktur samt på kvalitativ
og kvantitativ metode. Hvis man gerne vil inddrage diskursteori eller socialkonstruktivisme i denne del af
undervisningen, må man læse det i humanioraafsnittet. Placeringen af de enkelte teoritilgange er jo altid en
diskussion, men man kunne måske sige at de to sidstnævnte er kommet til at spille en vigtig rolle i
samfundsfag inden for de sidste par år og derfor udmærket kunne have været inddraget i dette afsnit. Det
skal pointeres, at det lykkes at vise hvordan fakulteterne har en fælles meta-teoretisk videnskabelig
platform samtidig med, at de hver især har og behandler helt specifikke problemstillinger.
Christian Lund ligger ikke under for arven fra den klassiske og nærmest uopslidelige Lund/Phil/Sløks ”De
europæiske ideers historie”. En bog der har formet generationer af gymnasieelevers forestilling om
tænkningens historie. Flere tidligere AT-udgivelser har ubehjælpsomt forsøgt at formidle essensen af den
bog. For mig at se har disse pixi-fortællinger aldrig skabt nogen klarhed om noget som helst hos eleverne.
Christian Lunds ”videnskabsteori og faglige metoder” er en bog, mange har måttet vente længe på at kunne
købe til deres elever i forbindelse med AT-undervisningen. Det er en bog, der vil give eleverne indsigt og
4
viden. Hvor mange AT-udgivelser har lidt af det lidt grundskoleagtige syndrom, man kunne kalde ”frygten
for Kundskaber” er Lunds bog præget af gymnasiets kernekompetence ”meningsfuld faglighed”.
Denne bog har med sikkerhed en meget lang holdbarhedsdato og vil givetvis sætte spor hos de elever, som
får den læst og arbejdet konstruktivt med den i AT-undervisningen. Deres ydmyge anmelder vil bede sin
boginspektor om at indkøbe et klassesæt. Andre kan trygt gøre det samme.
Jørgen Lassen
5
Danmark i krig
HANS BRANNER: ”I krig igen – Danmark og den nye krige 1990-2011”,
Columbus, 1. udgave 2011, 96 sider, 159 kr. – skolepris 89 kr.
”Er det der overhovedet en historiebog?” – spurgte en af anmelderens
bekendte, da denne fik forevist Hans Branners nye bog om Danmarks
krigsdeltagelse fra 1990 til i dag. Det er det bestemt, af flere grunde.
Dels den for anmelderen og den jævnaldrende bekendte lidt
bemærkelsesværdige grund, at nutidens elever har det med Murens fald,
som vi der er født i midten af 1970’erne har det med ungdomsoprøret:
Noget ”de voksne” altid taler om som noget banebrydende og hvor man
har set de samme TV-klip igen og igen med en masse mennesker, der
farer rundt i noget kikset tøj.
Derudover er bogen skrevet som grundbog til det kernestof i lærerplanen for historie, der omhandler
Danmarks internationale placering efter 1989. Men udover at være selvskrevet til dette formål, egner
bogen sig også til andre ting. Det gælder eksempelvis bogens første kapitel om ”Krige før og nu” eller
kapitlet om ”Humanitær intervention”, der begge kunne benyttes som afsæt for en AT-uge om krig, eller
som supplement til et samfundsfagligt forløb om international politik.
Efter kapitlet om krig som begreb følger et oversigtskapitel om Dansk forsvarspolitik i det 20. århundrede
med tråde tilbage til 1864. Derpå gennemgås den danske krigsdeltagelse fra 1990-2011 i fire tematiske
kapitler: FN-krige (Golfkrigen og eks-Jugoslavien), Humanitære interventioner som nævnt ovenfor (Kosovo
og Libyen), med USA i Irak og med NATO i Afghanistan. Hvert kapitel giver en god baggrundsviden om de
respektive konflikter og er suppleret med fakta bokse, forklarende modeller, billeder og kort. Kilderne
findes kun på hjemmesiden, hvortil der henvises løbende.
Bogens styrke er de faglige lag som kapitlerne bevæger sig ned igennem, og som kan grupperes i to: 1) Den
internationale dimension med konflikternes baggrund, forløb og de involverede organisationer eller
koalitioner, 2) Den nationale dimension, hvor den danske deltagelse sættes ind i en større udenrigs- og
forsvarspolitisk kontekst og hvor der ofte inddrages aspekter af den danske debat. Forfatterens
undervisningserfaring fra samfundsfag mærkes lige så tydeligt som hans forskningserfaring om dansk
udenrigspolitik.
Bogens svagheder er få, men der plads til et par forbedringer. NATO og FN bliver nævnt mange gange også
med faktuelle oplysninger og juridiske paragraffer (eks. s 23-26). Men de burde nok i en bog der primært
handler om krig præsenteres endnu grundigere, evt. via en øvelse på hjemmesiden, da eleverne ofte har
svært ved at kende forskel på formålet med de to. I forlængelse heraf kunne det også have været
interessant at gå lidt dybere ned i, hvorfor FN-mandatet forud for Kosovo-konflikten i 1999 aldrig kom. Det
nævnes men problematiseres ikke (s. 47f.). Derudover kunne forfatteren godt have gjort noget mere ud af
1980’ernes fodnoter, som også nævnes et par gange, men som godt kunne inddrages mere. Udover at de
er ganske perspektivrige at arbejde med i sig selv, kunne de også benyttes til at bygge bro mellem den
danske udenrigspolitik før og efter den kolde krig, på samme måde som den kobling forfatteren laver
mellem samarbejdspolitikken under besættelsen og det efterfølgende NATO-medlemskab. Endelig kunne
man afveksle lidt i de tilknyttede kilder, fra kun tekst til TV-klip, radiodebatter o. lign. Som nævnt er det
6
mest forslag til forbedringer.
Det er en god og meget aktuel bog, med mange perspektiver og potentielle arbejdstemaer. Gå blot i krig
med den.
Sebastian Lang-Jensen
7
Mellemøsten – nu med teorier
SØREN SCHMIDT: ”Politik og sikkerhed i Mellemøsten. Analyser og teorier”,
Gyldendal 2011, 120 sider, 139 kr.
Mellemøsten er et af de mest spændende områder i verden og har i utallige
år været emne for mangt et undervisningsforløb. Den dynamiske udvikling
gør, at man som lærer næppe kan lave det samme forløb to gange i træk,
ligesom de seneste godt 10 år har flyttet fokus væk fra den egentlige
konflikt mellem Israel og de arabiske lande eller Israel og palæstinenserne,
der dog stadigvæk spiller en meget stor rolle i regionen og
verdenssamfundet.
Nye fokuspunkter er f.eks. 9/11 og reaktioner herpå, Irakkrigen fra 2003,
Iran og atombomben, det arabiske forår, islamisme og sharia lovgivning,
Tyrkiets rolle i 21. århundrede for blot at nævne nogle, og så kan det i høj grad diskuteres om udviklingen i
Afghanistan/Pakistan og Sudan ikke også hører ind under Mellemøsten i bred forstand.
Søren Schmidts bog er den nyeste blandt ganske mange i de seneste år. Som titlen antyder, er det især
politik og sikkerhed, der behandles, men der er også blevet plads til økonomi og religion i den korte, men
meget stofmættede bog. Undertitlen ’Analyser og teorier’ er meget vigtig, for Søren Schmidt har valgt ud
fra 15 analyser, som han selv har skrevet og fået publiceret, især i dagbladet Politiken, at introducere
læseren for en bred vifte af teorier, der i mange tilfælde kan forklare og i hvert fald give en større forståelse
for de ofte komplicerede problemstillinger i Mellemøsten. Således er bogen i højere grad beregnet for
samfundsfag end for historie, men i disse AT-tider giver det en enestående chance for (gerne sammen med
religion og andre fag) at opnå en større indsigt i emnet. Som historielærer driller man tit
samfundsfagslærerne med, at bare de har en teori, kan de løse alle problemer, men Søren Schmidt lægger
vægt på ”ikke at docere ’den rigtige forståelse’, men derimod at slå et slag for, at teorier ikke bare er luftige
generelle overvejelser, men faktisk kan bruges til at få en bedre forståelse af de sammenhænge og
mekanismer, der ligger bag de konkrete fænomener.”
Det må siges at være lykkes.
Foruden flotte billeder og spørgsmål efter hvert afsnit har bogen et udmærket register og navnlig tre sider
meget relevant litteraturliste med 3-6 titler til hvert afsnit. Man får meget for pengene med den prisbillige
bog.
Det første afsnit omhandler politik i bred forstand. Udgangspunktet er 5 artikler om omvæltningerne i
Mellemøsten, tiden efter Gaddafi (skrevet 22/3 2011, altså et halvt år, før Gaddafi endelig faldt), Egypten,
Palæstina/Israel og Afghanistan. Næste afsnit omhandler sikkerhed og belyses med yderligere 5 artikler om
Afghanistan (med oplagt parallel til Vietnamkrigen), Irak, tre konflikter i Mellemøsten (Gazastriben,
Israel/Syrien og Irans olie), Syrien som pokerplayer og Irans atomvåben. Afsnittet om økonomi rummer tre
artikler om Syrien som en ’copycat’ af Kina, fred, men manglende frihed i Irak og Pakistans skrøbelige
demokrati. Bogen afsluttes med 3 artikler om religion: Israels pyrrhussejr (i krigen mod Hizbollah), al-Sadr
8
som ny leder af Irak og Irak set ud fra en etnisk-religiøs konflikt. Hvert afsnit har efter artiklen et par sider
om de teorier, der ligger til grund for den.
Det vil føre for vidt her at komme ind på samtlige artikler og teorier, men lad mig give et par eksempler:
I afsnit 13 behandles Pakistan ud fra en artikel fra Politiken i 2008 (10/1) ’Skrøbeligt demokrati til eksamen’
Artiklen behandler valget 18/2 og kommer ind på de oplagte problemer i landet: bliver Pakistan
demokratisk eller kaos til gavn for terrorismens støtter. Selve artiklen rummer mange fornuftige
iagttagelser, selv om den naturligvis allerede er forældet her knap 4 år efter, men det mest interessante er
teoriafsnittet.
Her forsøger Schmidt at forklare, hvorfor Indien er et blomstrende demokrati og Pakistan et autoritært
skin-demokrati. Den klassiske marxistiske teori om strukturalisme er utilstrækkelig, men amerikaneren
Barrington Moore har peget på borgerskabets rolle i den demokratiske proces. Med rødder tilbage til den
industrielle revolution i England i 19. århundrede når Moore frem til den simple model, at jo stærkere
borgerskabet er, desto stærkere bliver demokratiet (i modsætning til de engelske godsejere var det
industrielle borgerskab afhængig af en stærk, fungerende, demokratisk stat med udbygning af offentlige
goder: infrastruktur, et godt uddannelsessystem (til rekruttering af arbejdskraft bl.a.) og et stabilt
retsvæsen), og jo svagere borgerskab, desto ringere chance for demokrati. Denne udvikling kan overføres til
de to lande, hvor Indiens borgerskab var langt mere udviklet end i Pakistan. Den såkaldte ’nye klasse’ af
officerer, lærere og bureaukrater formåede i højere grad i Indien at samarbejde med borgerskabet end
tilfældet var i Pakistan, hvor jordejerne var mere dominerende.
Et andet eksempel er afsnit 5 om Afghanistan. Artiklen er fra Politiken 25/8 2009 og hedder ’Fred er
vigtigere end demokrati’. De vestlige lande har gang på gang udtalt, at de frie valg i Afghanistan er vigtige,
men som Schmidt kan påvise, er freden vigtigere, for uden varig fred (med Taleban) intet demokrati, da
Taleban stadigvæk vil kunne øve vold mod de demokratiske kræfter i landet.
Det teoretiske grundlag stammer fra 3 amerikanske forskere (North, Weingast og Wallis), der søger at
forklare betingelserne for at indføre et demokrati i et land uden demokratiske traditioner. De inddeler
samfundet i to grupper: dem, der kontrollerer de fysiske magtmidler og dem, der producerer de
økonomiske goder. Magthaverne kan vælge to veje: 1) at udbytte de producerende kræfter (som i en
feudalstat i middelalderen eller som en konge eller krigsherre i Afghanistan), 2) at organisere samfundet
med statsligt magtmonopol, der kan sikre at lovene overholdes (som i England i 17-1800 tallet). Løsningen
for Afghanistans vedkommende må være at sikre et fungerende retsvæsen og en liberal forfatning, så vil
der være muligheder for at skabe et demokrati på sigt, men udefrakommende kræfter kan naturligvis ikke
pålægge landet et demokrati a la vesten her og nu.
Sådan kan man blive ved, og jeg må – som ikke samfundsfagslærer – tilstå, at jeg har fået tilført ny viden og
indsigt efter at have læst bogens artikler og teoriafsnit. Særligt spændende er teorierne om borgerkrige (s.
54-56), der sagtens kan anvendes (og diskuteres) på mange andre end det aktuelle eksempel fra
udviklingen i Irak. Dog sidder jeg af og til med en fornemmelse af, at de mange teorier ganske vist kan
forklare meget, men mange af dem rummer også banaliteter. Det gælder især teorien om global dominans,
hvor teorierne om USA's skiftende roller gennem verdenshistorien ikke bringer noget nyt, men det skyldes
måske, at jeg selv har arbejdet meget med det i historieundervisningen. Noget lignende kan siges om
9
realismeteorien (s 66-67), der belyser pokerspilleren Syrien. Spilteorien (s. 72-74) bruges – ikke helt
overbevisende – til at belyse emnet: Kan man stole på mullaher med A-våben?
Bogen er som skrevet formentlig bedre egnet til samfundsfag end historie, men altså meget anvendelig til
AT med de to fag i samspil. Jeg vil ikke turde bruge den alene, men vil anbefale at bruge en artikel eller to til
at belyse de nutidige emner i historieundervisningen. Jeg vil næppe bruge megen tid på teoriafsnittet, da vi
jo mangler den ekstra time (i 1.g), der blev skåret væk, da alle skulle have samfundsfag, og
samfundskundskab mere eller mindre forsvandt ud af historieundervisningen, men jeg vil i givet fald bede
mine gode samfundsfagskolleger om at fremlægge nogle af de relevante teorier i deres timer.
En sådan bog har det med at blive forældet, næsten inden den udkommer, men det er markedets vilkår, og
enhver ansvarlig lærer vil kunne supplere med den seneste udvikling.
Bogen bør som minimum købes til skolens bibliotek og/eller fagdepot, og det bedste vil være, hvis hver
lærer kan have sit eksemplar. Et eventuelt klassesæt kunne måske deles med samfundsfag.
Kai Verner Nielsen
10
Flerfagligt om slaveri
JOHNNY THIEDECKE: ”Slaveri – fra oldtid til nutid”, Pantheon 2011, 192 sider,
184 kr. u. moms, 230 kr. m. moms
Johnny Thiedecke har begået endnu en udgivelse – denne gang en bog med lidt
over 100 tekster om slaveri, der behandles flerfagligt i fagene historie,
oldtidskundskab, religion og engelsk. Hertil kommer en afsluttende del af bogen
med tekster om politiske slaver om Nordkorea, trafficking i Mexico og USA,
slaveri i nutidens Indien og sex trafficking i København.
Anmelderen skal ikke gøre sig klog på teksterne om religion og oldtidskundskab,
men blot nævne, at der efter en kort introduktion med en definition af slaveri
bringes 14 tekstuddrag fra gamle og nye testamente sammen med en analyserende artikel om Cecil B. De
Mille’s film ”De 10 bud”. Her kunne man godt tænke sig en mere generel introduktion til teksterne – det
forekommer ikke rimeligt blot at give eleverne teksterne. Religionslæreren skal derfor ud for at finde
fremstillingsmateriale til eleverne før teksterne kan anvendes.
Oldtidskundskab, der jo er forfatterens ene undervisningsfag, indledes med en sides introduktion til
slaveriet i det antikke Grækenland sammen med en række tekstuddrag fra græske dramaer, der pludselig
bliver afbrudt af en perspektiverende tekst s. 34-35 om livet som russisk slave under nazisterne i lejrene
under 2. verdenskrig, efterfulgt af nogle artikler, der diskuterer det græske slaveri.
Det romerske slaveri indledes med en faktionstekst fra et slavemarked i Rom og et kort fremstillende afsnit
efterfulgt af tekster om slaveriet i byerne og på landet, Appians tekst om Spartacus oprøret sammen med 2
fiktionstekster om samme efterfulgt af diskuterende artikler om Spartacus filmen sammen med forskellige
artikler med synspunktsmateriale om slaveriet i romer riget.
Historiedelen udgør den største enkeltdel af bogen og indledes med en fremstilling, hvor der kort gøres
rede for baggrunden og merkantilismen, den transatlantiske slavehandel (der efterfølgende ledsages af et
par tekster herom) og den danske del heraf, hvorefter tekstdelen skifter til USA med tekster for og imod
slaveriet. Det drejer sig bl.a. om Frederick Douglass og Harriet Jacobs samt ikke oversatte uddrag af ”Uncle
Tom’s Cabin” og ”Roots” (begge med tilhørende gloselister).
Den danske debat i slutningen af 1700-tallet om ophævelsen af slaveriet kædes i teksterne sammen med
dens engelsk ophav om samme og det hele samles til slut i kapitlet om slaveri og økonomi, hvor der er
tekstudblik til USA og Danmark samt en foreslået rundtur i det florissante København, der er i høj grad var
betalt af penge tjent på den transatlantiske slavehandel.
Endelig afsluttes bogen med et kapitel med både fremstilling og tekster om nutidigt slaveri. Hertil tilbydes
forskellige tilgange til arbejdet med denne del af emnet. Til slut er der en omfattende litteraturliste over de
materialer, der er brugt i bogen, samt et register.
Har man tidligere arbejdet med emnet indenfor historie eller engelsk er der ikke så mange nye tekster til
emnet. Bogen udmærker sig ved gode indledende noter til stort set alle de 103 tekster hvoraf en del er
oversat af forf., men man savner oplysninger om det anvendte billedemateriale. Bogens kvalitet er idéen
om et flerfagligt samarbejde med tekster til flere fag. Det ville måske være mere relevant at kalde bogen en
tekstsamling idet der ikke er meget fremstillingsstof om emnet (dette begrænser sig til nogle få sider). Her
11
er materialerne samlet – lærerne skal blot ud at finde fremstillingsmateriale til et (AT)forløb herom. Men
det skulle vel efterhånden heller ikke være så svært.
12
Hurra! - Historiedidaktik til inspiration
JENS PIETRAS & JENS AAGE POULSEN: ”Historiedidaktik”, 1. udgave,
1. oplag Gyldendal 2011, 295 sider, 311,25 kr.
Først og fremmest tusind tak til Jens Pietras og Jens Aage Poulsen.
"Historiedidaktik" er inspirerende og velskrevet. Bogen viser den
ramme som historiefaget har udviklet sig inden for – både politisk og
i forhold til historiefagets rolle i folkeskolen. I mine øjne er det den
historiedidaktiske bog jeg har manglet i forhold til mine studerende
på læreruddannelsen, ikke mindst fordi bogen "gør det" i en dansk
kontekst. Samtidig er den relevant for alle, der underviser i historie –
uanset niveau. Blandt andet fordi del 2 handler om de mange måder
historie formidles på, og hvordan det kan bruges i egen undervisning.
Bogen starter med mødet med historie, hvordan vi bruger historie til
at legitimere handlinger. Hvordan historie anvendes moralsk,
eksemplerne er flere: Herodot om græsk storhed og Anders Fogh
Rasmussens tale om samarbejdspolitikken(17-18) – uden sammenligning i øvrigt. Eksemplerne er næsten
for gode – eller meget velkendte, og det ville have været fint med nogle friske (mindre kendte) eksempler,
men det er en lille anke. Til gengæld kan det ikke nævnes for tit, at det ikke kun er onde eller totalitære
styre som bruger historien tendentiøst (19). Kapitlet sætter derefter fokus på at fortiden er forsvundet i
den forstand at den er sket, den er levet. Og at historie er beretninger om fortiden og i den forstand kan
genskabes om end ikke fuldstændigt(20f).
Hvert kapitel afsluttes med en grøn side (overført reference til eksamen?) med opgaver og øvelser, der
burde kunne sætte gang i refleksion og diskussion af, hvad historiefaget er og kan og skal. De grønne sider
er også fin repetition af det netop afsluttede kapitel og giver en god struktur i læsningen af bogen.
Kapitel 2 handler kort og godt om historiefagets historie.
Det næste kapitel sætter historiebevidsthed i centrum, og fortæller om begrebets betydning og hvordan
det på mange måder forandrede måden at arbejde med historie i årene efter 1993(95). Udover at
historiebevidsthed har mange produktionssteder, så inddrages forskellige tilgange til
historiebevidsthedsbegrebet. I dansk kontekst: "Den dominerende retning blev først repræsenteret af
lektor Svend Sødring Jensen (1937-89) og blev senere videreført og udviklet af lektor Bernard Eric
Jensen."(77)
I kapitel 4 kikker forfatterne på skolefaget efter 2000 – og sammenligner blandt andet formålet for historie i
hhv. 1995 (62) og 2009 (91) – alene dér ligger masser af stof til eftertanke og diskussion – hvad vil vi med
historie som individer, historielærere og som samfund?
Del 1 afslutter med et kapitel om elevernes historieforståelse. "Faktisk er historie som fag kompliceret og
opleves af mange elever som vanskeligt. Videnbegrebet i historie … er i sig selv en udfordring for eleverne
at forstå, herunder at det, de undervises i – den fortalte historie – er noget andet end den levede historie.
Kronologisk overblik og sammenhængsforståelse – herunder årsagsbegrebet, der betones i fagformålet,
13
kan forekomme uoverskueligt."(102) Det er vist det der hedder en didaktisk udfordring  Det er i hvert fald
fint at diskutere det og dermed skærpe opmærksomheden over for det, som kan være svært. Forfatterne
henviser til Piaget, Hauge og Bøe og argumenterer for at det er uhensigtsmæssigt at bruge kronologi før i
udskolingen. Børnenes forståelse af tid er ikke udviklet nok til at fange pointen før omkring 6. klasse (107).
En væsentlig pointe – synes jeg.
Del 2 handler om læremidler – den historiske fortælling, kilder, historiebogen, tidslinjer, børneromaner,
billeder – foto og film, computerspil og museer. Hvert kapitel i delen har sit fokus, og diskuterer
anvendelighed og relevans i undervisningen. I kraft af omtale og diskussion får Pietras og Poulsen sat de
forskellige former for historieformidling i spil – og det er godt. Dermed er nogle former for
historieformidling ikke dårligere, mere useriøse eller ukvalificerede end andre alene i kraft af deres form –
alle formidlinger af historie er relevant i en nutidig forståelse af den fortalte historie – og kan naturligvis
svinge i kvalitet.
Bogens sidste del – 3 – handler om organisering af undervisning, planlægning af indhold, eksempler fx
stationslæring eller værkstedspræget undervisning - og om undervisningen som eksemplarisk: "Det
eksemplariske princip blev i delvist ændret form revitaliseret som en fremgangsmåde til at håndtere
stofmængden ud fra følgende grundtanker:
 At erhverve sig grundlæggende erfaring med og indsigt i erkendelsesprocessen var vigtigere end
blot at tilegne sig viden om flere og flere resultater
 En grundlæggende beherskelse af et mindre område"(239)
Og dermed lægger Pietras og Poulsen frem hvad der har gennemsyret hele deres bog. Hvad der "gør" en
god historieunderviser. Nødvendigheden af at vælge noget frem for andet. Og være åben for nye og andre
forståelser af, hvad som skete. I deres forord skriver de: "God historieundervisning er, hvor man ikke kun
lærer, hvad der skete, men også hvorfor det skete. (…) En god historielærer (…) Han skal kunne sit kram,
han er nødt til at besvare de spørgsmål, der nu må komme. (…) Historielæreren skal også være klar til at
lære noget af eleverne,"(10) – citat fra Jeppe (tidligere folkeskoleelev)
Jeg har læst den som underviser på læreruddannelsen, og jeg tænker at meget ville være nået, hvis vi –
undervisere og studerende - læser og diskuterer med udgangspunkt i Pietras og Poulsens bog. Den er en
god opsummering af hvad der er på spil i historiefaget – både historisk og nu.
Katrine Scheibel
14
Den kompetente historielærer
ERIK LUND: ”Historiedidaktikk. En håndbog for studenter og lærere”, 4.
Utgave, Universitetsforlaget, Oslo 2011. 380 sider, illustreret, 449
NKR.
”Den første og største utfordringen du får som ny historielærer er att
unngå å bli lærebokstrell”. Så er tonen slået an i den ny udgave af Jens
Lunds historiedidaktik, der udkom første gang i 2003. Helt direkte er
håndbogen skrevet til brug for studerende ved den norske
grundskolelæreruddannelse, men den er udformet, så den i høj grad
også kan anvendes af den veletablerede, praktiserende historielærer.
Når man fordyber sig i bogen bliver det tydeligt, at den rummer
ganske meget, der kan tjene til inspiration og udvikling for den danske
historielærer på gymnasialt niveau, der vil undgå at ende som
”lærebokstrell”. Og hvem vil ikke gerne undvige den skæbne?
Erik Lunds håndbog dækker hele spektret fra teori til praksis, afspejlet i bogens tredeling: 1.
Historiedidaktikk i dag, 2. Historiefaget i bruk og 3. Tekst- og bildearkiv. Denne spændvidde er kombineret
med en overskuelig systematik og en nær sammenhæng mellem faget ”i bruk” og den righoldige bank med
materialer og øvelser en afgørende kvalitet ved håndbogen. Den praksisorienterede og planlæggende
historielærer kan bare bruge løs. I sit udgangspunkt sigter bogen mod den norske grundskole, men ganske
meget – både på det didaktiske og på det praktiske niveau – vil være af relevans for den gymnasiale
historieundervisning.
Et robust fagligt og historiedidaktisk ståsted udenfor lærebogen. Det er den afgørende fordring til den
moderne historielærer – ifølge Erik Lund. Og det er vist svært at være uenig i. Derfor må historielæreren
møde op med solide fagkundskaber. Men det er også et særkende for faget, at den unge lærer meget
hurtigt vil opdage, at det faglige grundlag fra studiet langtfra er tilstrækkeligt. Læreren må være sin egen
”efteruddanner” og ”klasserumsudvikler”. Og her kan Erik Lunds håndbog helt afgjort blive en veludstyret
værktøjskasse.
Erik Lunds didaktik tager sit udgangspunkt i historiebevidsthedsbegrebet med historiens ”janusansigt” som
både rationel videnskab og som irrationel oplevelse af identitet og fællesskab. Og med et elevcentreret
udgangspunkt for al tilrettelæggelse af undervisning. Her er den norske historiedidaktik helt på
omgangshøjde med den danske 2005-reforms didaktiske tænkning. Og måske endda et hestehoved foran.
Det er en afgørende forudsætning for, at så mange af bogens læringsstrategier og forslag til kildemateriale
uden videre vil kunne udnyttes også på dansk gymnasialt niveau.
Som noget nyt i denne tredje udgave drøfter Erik Lund fagets placering i et multikulturelt, globaliseret
samfund. Hvordan løfter man faget ud af den traditionelle rolle som skaber af national identitet til en ny
tids transnationale forståelse? Ifølge Erik Lund er svaret ikke en samlet ”masterplan” eller kanon, men en
udvikling af den enkelte elevs evne til at generalisere og på den måde ”utvikle sine egne oversikter”, ”store
bilder av sammenhængene fortid-nutid-fremtid”. Som modeksempel nævnes den aktuelle danske kanonforpligtelse.
15
Den traditionelle metodiske ”kildegranskning” tillægges stor vægt, samtidig med at eleverne for alt i verden
skal opleve en progression, hvor det er ”spennende, utfordrende og lærerikt”.
Samtidig får billeder og film som kildemateriale hver sit fyldige kapitel. Et righoldigt materiale i bogens
tekst- og billedarkiv åbner for grydeklar praksis.
”Digital læring” har fået sit eget kapitel i bogen. Det rummer en central og fremadrettet udbygning af fagets
kritiske dimension. Udfordringen er at kvalificere eleverne til at omsætte de enorme informationsmængder
til holdbar viden. En vigtig opgave er at aflære eleverne den autoritative læsning, de er flasket op med fra
lærebøgerne. Samtidig rummer digitaliseringen store muligheder for en ny kreativitet som f.eks. udbygning
af billeder til ”digitale fortællinger”.
Spørgsmålet er så, om ikke brugen af Erik Lunds Historiedidaktikk er at gå over åen efter vand. Vi har jo
vores egen gymnasiale historiedidaktik fra 2009. Der et tydeligt ”åndsfællesskab” mellem de to
publikationer, baseret på den elevcentrerede historiebevidsthed. Men Erik Lunds bog har sin særlige styrke
som håndbog med tilhørende systematik og overskuelighed. Dertil kommer det stærke remtræk til praksis,
knyttet til det omfattende tekst- og billedarkiv, samt til Erik Lunds egen digitale bank: www.aktivbasen.no.
Historiedidaktikk kan anbefales både til den historielærer, der vil være sin egen klasserumsudvikler og til de
faggrupper, der vil investere tid og kræfter i at tilpasse faget til en ny tid. Eleverne vil sætte pris på det.
Knud Holch Andersen
16
12 fortællinger om Danmark
KRISTIAN MASSEY MØLLER: ”Danmark i øjenhøjde. Tolv
fortællinger. Tolv fragmenter”. Forlaget Zar 2011, 243 sider, 225
kr.
”Kloge mennesker siger, at danskheden er et produkt. Noget man
fandt på i 1800-tallet. Som alene et stykke udtænkt historie. I deres
optik er vi blevet til som et vi, fordi vi skulle bruges til et vi. Af hvem,
kan jeg spørge? Måske af kongen eller staten? Måske da for at sikre
magt og rigdom? Hvem ved. I al fald siger det ikke meget om mig.
Det giver mig ikke noget. En mere brugbar og holdbar vinkel er, at vi
er danskere. Med tryk på er. Beviset herfor er sproget. Uanset
hvordan pokker det er blevet til. Vi taler det, og ingen andre taler
det, som vi taler det(...)dansk er dansk. Og når det tales af en
dansker, er det bevis nok for vor danskhed” (s. 138)
Et af historiefagets faglige mål er jo at ” bearbejde forskelligartet historisk materiale og forholde sig
metodisk-kritisk til eksempler på brug af historien”. Hvis man vælger at inddrage (uddrag) af Kristian Massey
Møllers bog ”Danmark i øjenhøjde”, vil man få mulighed for både at diskutere historiesyn og
problematikken ved at anvende anden håndskilder med sine elever.
I bogen ”Danmark i øjenhøjde”, som Kristian Massey Møller har udgivet på eget forlag, bliver Danmark
skildret i mosaikform gennem tolv essays (som forfatteren kalder ”fragmenter”) om forskellige egnes
historie, natur og ”folkesjæl” og gennem med egne interview (her kaldet ”fortællinger”) med tolv
almindelige danskere. Kristian Massey Møllers erklærede mål er at indkredse Danmark i dag, med
udgangspunkt i sin forståelse af Grundtvigs opfattelse af danskhed. Han kunne også samtidig være
inspireret af Herder og nyere fransk mentalitetshistorisk forskning om, at ”kulturel og social identitet
grundlæggende formes og reproduceres i menneskers kreative tilpasning til geografiske grundbetingelser”
(se Jørn Guldberg: Guldalderens kulturlandskab
(http://www.bjornetjenesten.dk/teksterdk/Romantik%20og%20HCA/guldalder.htm)
Det er jo et historiesyn, man i dag sjældent møder i vores lærebøger.
Bogen ville ikke være nem at anvende i gymnasiets historieundervisning. Fragmenternes historiske og
geografiske referencer ville være svære for vores elever at forstå, idet de er bygget op som
associasionskæder, og kræver en forholdsvis stor forhåndsviden. Eleverne kan måske også have svært ved
at skelne mellem Kristian Massey Møllers brug af sagnstof og faktuel historisk viden i sin fremstilling.
Et par eksempler på fragmenternes egnskarakteristikker af danskere lyder således: Vendelboerne er
imødekommende, hvis man spiller sine kort rigtigt, lollikkerne taler stødløst, med en antydning af arrighed,
måske som protest mod vendiske sørøvere eller stenhårde godsejere, sjællændernes kollektive erfaring
med magten er måske grunden til, at de trækker ordene indad…
Formålet med fortællingerne er ifølge Kristian Massey Møller at give mæle til tolv danskere, der selvom de
ikke kommer fra alle sociale grupper repræsenterer en spredning på køn, erhverv, geografi og
”efterkommere af indvandrere”. Som læser er mit problem, at de fleste interviewede tilsyneladende giver
17
udtryk for et verdenssyn, som harmonerer med forfatterens grundlæggende synspunkter, som han også
giver udtryk for i bogen, f.eks.:
Opfatter og føler man sig uden tvang som dansker, så er man dansker. Et godt grundtvigsk dogme, som
lader sproget, poesien og historien være bærende…” (s. 104) Som Jørn Christensen, pensioneret lærer i
Løgstør skulle have udtrykt det: ”Hvad er der med Grundvig og hans danskhed? ... med folkelighed menes,
om du vil være lig dit folk … Det er dansk sprog og mæle. Dansk historie og dansk mig her og der. Kit i
samfundet…( s. 127 ff.). Det er som om forfatteren argumenterer for sin egen opfattelse af de emner,
interviewene kredser om, gennem de tolv forskellige fortællinger. Emnerne er bl.a. danskheden,
Muhammed-krisen og indvandringen. Fortællingernes og Fragmenternes pointe er, at indvandrerne skal
integreres, og bekende sig til de danske værdier. Og at det kniber i øjeblikket. Helle Taulbjerg fra Åbenrå
fortæller f.eks.:
”Vi skal ikke have et Underdanmark af indvandrere. Det skaber vold og utryghed. Det har hendes søn
oplevet, da han som efterskoleelev besøgte Rosengårdscentret i Odense. Indvandrerdrengene var truende.
De nedstirrede alle. Drengene må indordne sig, fastslår Helle. Og når deres søstre klarer sig godt, får de det
endnu sværere. Heldigvis er de et fåtal. De fleste indvandrere falder ind” (s.72)
Som gymnasielærer i Odense, hvor både jeg og eleverne jævnligt er kunder i Rosengårdscentret kunne det
være et interview, hvis historiske udsagnskraft, det var interessant at diskutere med sine elever.
Ifølge fragmenterne tonede kartoffeltyskerne rent flag efter besættelsen, og roepolakkerne er også fuldt
integrerede, - hvorimod imamen i Ishøj kun snakker engelsk, sluger sin kaffe hurtigt og smiler syrligt til sin
danske gæst. Han indgår heller ikke som fortælling, men i et fragment.
De interessanteste afsnit i bogen er dér, hvor Kristian Massey Møller selv er vores førstehåndskilde, og
fortæller om sin egen barndom.
”Danmark i øjenhøjde” giver således ikke en dækkende repræsentation af Danmark i dag, men udfolder
gennem bogens forskellige fortællinger og fragmenter et grundtvigsk inspireret historiesyn anno 2011.
Bogen kan bestemt inddrages i historieundervisningen og bruges som et eksempel på et historiesyn, hvor
kultur og nationalitet spiller en anden rolle end i de fleste historiebøger til gymnasiet. Jeg tror imidlertid
ikke, at dette historiesyn er så udbredt, at jeg, med den begrænsede tid, vi har til rådighed, vil bruge
undervisningstid på bogen.
Anne Melillo
18
Når Gud bliver nationalist
LOTTE MØLLER BØTCHER: ”Når Gud bliver nationalist – civilreligion i
USA og Danmark”, Forlaget Columbus 2011. 128 sider. Ill.. 174 kr.
(vejl.). Skolepris 98 kr. ekskl. moms og forsendelse.
”God bless the United States of America”.
Præsidentens afsluttende ord i sin tale til den amerikanske nation er
et eksempel på et civilreligiøst udsagn. Civilreligion kan måske
definitorisk siges at være udtryk for det minimum af religiøsitet –
herunder ritualer som er fælles for et samfunds borgere. I denne bog
er civilreligion i især USA, men også i Danmark, temaet. Det er således
ikke specielt den metodistiske, baptistiske, luthersk-evangeliske,
katolske, jødiske eller muslimske Gud eller Gud hjemmehørende i et
andet af USA’s talrige trossamfund, der er tale om i præsidentens tale til nationen; det er derimod
samfundets og statens fælles Gud, det, som borgerne i den henseende antages at kunne blive enige om i en
slags samfundskontrakt eller som en konsensus-beslutning. Der er altså tale om en slags universel Gud og
ikke om en partikulær Gud, dvs. ikke om en Gud for et helt specifikt trossamfund. Men af denne grund
bliver den, om man så må sige, ’politiske’ Gud også en meget abstrakt Gud, hvilket så igen legitimerer Gudordets optræden i en politisk præsidenttale i et land, hvis forfatning ellers fastslår adskillelsen af religion og
politik; for når Gud i den slags sammenhænge er tilpas abstrakt, kan Gud ikke angive nogen konkret politik,
som derfor altså netop bliver de demokratiske beslutningers, statsborgernes og politikernes, egen sag.
Men hvad nu med ateisterne i den her forbindelse; kan de med rimelighed siges at være taget med, når
præsidenten beder Gud velsigne USA? Et tænkt, pragmatisk ræsonnement for ateisters samtykke til dette
kunne lyde, at da den nævnte Gud ikke har nogen reel politisk indflydelse, kan det ikke skade nogen, at han
tages med i bønnen for de troendes skyld; ateisten kan vel således dårligt have noget imod, at Gud – hvis
der måtte være en sådan – bedes om at velsigne USA. M.a.o. udelukkes ateisten altså ikke fra det sociale
fællesskab ved, at den civilreligiøse Gud nævnes i præsidentens tale, tværtimod bedes Gud her implicit om
også at velsigne landets ateister.
Det skal understreges, at civilreligion ikke, i hvert fald i USA, er eller måske snarere principielt kan være en
bestemt religion, en statsreligion, som borgerne skal bekende sig til eller frivilligt bekender sig til;
civilreligion er – ideelt set – den abstrakte, politisk eller kulturelt relevante del af det religiøse, hvilken
borgerne kunne blive enige om, hvis de, efter sin modne overvejelse, blev spurgt. En indikation herpå er, at
ingen nægtes statsborgerskab i hverken USA eller andre demokratiske lande med frihedsrettigheder,
herunder jo ikke mindst trosfriheden, pga. sit religiøse eller ikke-religiøse tilhørsforhold. Civilreligion har
altså indbygget en udpræget tolerance i sig.
Sker det imidlertid alligevel, at Gud af fx den amerikanske præsident tages til indtægt for et bestemt
politisk program eller en bestemt politisk sag, så synes det at være problematisk og at bryde med det
centrale i civilreligionen. For dels bliver denne anråbelse af Gud så en anråbelse af en særlig, partikulær
Gud, og dels – og ikke mindst –, brydes der så med princippet om adskillelsen af kirke og stat, der i hvert
19
fald de facto også gælder for det officielle politiske og offentligt administrative liv i Danmark, dvs. for
landets lovgivende, udøvende og myndigheder.
Den amerikanske civilreligion har dog også sine historiske forudsætninger; forfatteren nævner selv den
puritanske arv, der indbefatter kravet om adskillelse af kirke og stat, samt oplysningstidens ideer, herunder
religionsfrihed og -lighed.
Historikeren, religionssociologen og gymnasielæreren Lotte Bøtchers bog er en informativ og spændende
indføring i amerikansk og dansk civilreligion, det gælder især hoveddelen om USA. Denne del er i grunden
hovedsageligt en interessant gennemgang af USA’s nyere historie, perioden 1945-2009, med særligt
henblik på præsidenternes (civil)religiøse tilgang til embedet. Og denne gennemgang med sin særlige optik
er, anderledes og forfriskende som den også er, rigtig vellykket. I det afsluttende kapitel – med den
karakteristiske titel ”Gud bevare Danmark” – gennemgås dansk civilreligion.
Dansk civilreligion synes, i hvert fald formelt set, i modsætning til den amerikanske at være noget
problematisk som sådan, idet der ikke turde være tvivl om, at den danske dronning, når hun beder Gud
bevare Danmark, ifølge Grundloven må mene den evangelisk-lutherske Gud, nærmere bestemt folkekirkens
Gud – den folkekirke, som monarken jo er født medlem af. Den danske stat er som bekendt ikke adskilt fra
folkekirken, og formelt set har vi vel næppe en civilreligion i Danmark, idet statens repræsentanter, når de
nævner Gud uden nærmere bestemmelse, vel nærmest med nødvendighed må mene folkekirkens Gud. Et
er dog det formelle, et andet det reelle og pragmatiske, og der kan ikke være tvivl om, at Dronning
Margrethe som den begavede og moderne danske monark, hun er, har en så at sige alt- og alle favnende
Gud i tankerne, protestantisk eller ej, når hun beder Gud bevare Danmark.
Indimellem under læsningen af bogen er det spørgsmål dog dukket op: Er dette religion? Eller er der
snarere tale om noget mere eller mindre nationalt bevidst, når flaget hejses, og nationalsangen synges ved
officielle, halvofficielle (fx fodboldlandskampe) eller private lejligheder, eller når fædrelandet (manikæisk)
udråbes som det gode i sin mission mod det onde? Bogens titel antyder, at en skelnen kan have sine
vanskeligheder, og man er altså under læsningen ikke altid så sikker på, at Gud har noget med affærerne at
gøre. Bøtcher tager dog fortjenstfuldt selv problemet op i et kortere afsnit (s. 119-21), hvor nogle forskere
refereres for at mene, at der nødvendigvis hører en Gud eller et guddommeligt princip til civilreligion, mens
en anden forsker refereres for det modsatte synspunkt, at en Gud altså ikke behøves, men at det i den
henseende er tilstrækkeligt til definitionen af begrebet civilreligion, at nationen betragtes som ’hellig’.
For mig at se bliver begrebet om civilreligion i det sidste tilfælde imidlertid for udvandet og bredt. Skulle
man dog til forsvar for denne sidste opfattelse nævne noget, så kunne det være panteismen, altså den
romantiske opfattelse fra ca. 1800, der kort fortalt siger, at Gud er overalt, og ikke mindst i nationen som
selve indbegrebet af nationen, og ikke blot som indbegrebet af denne eller hin nation, men af alle nationer
som sådanne. Men på den anden side synes allerede denne form for national tænkning for partikulær til at
kunne udgøre grundlaget i en genuin civilreligion, om end romantikkens panteisme sikkert har inspireret
opfattelser med affinitet til det civilreligiøse.
Bogen indeholder foruden hovedteksten gode noter og tavler samt uddybende, mindre artikler om centrale
begreber og emner.
20
Bogen er udarbejdet til undervisningen i almen studieforberedelse på stx og kultur- og samfundsfag på hf.
Desuden giver den mulighed for samarbejde på tværs af fagene historie, religion, samfundsfag, engelsk –
der findes en del længere og kortere engelsksprogede citater i bogen – og dansk. Farvekoder i margen
henviser i forbindelse med de enkelte afsnit til de relevante fag; hele bogen synes dog for anmelderen at
kunne have relevans for historieundervisningen. Desuden hører der en hjemmeside med bl.a.
arbejdsspørgsmål og opgaver til denne udmærkede bog.
Poul Ferland
21
Antikkens verden
BIRTE POULSEN & OLE HØIRIS (red): ”Antikkens verden. Videnskab,
kultur, myter, religion og de fremmede”, Aarhus Universitetsforlag
2011, 540 sider, 500 kr.
Antikkens Verden er sidste bind i seksbindsværket
”Verdensbøger” fra Aarhus Universitetsforlag om den europæiske
verdens historie fra grækerne til modernismen. Som i de andre
udgivelser søger redaktionen bag Antikkens Verden at få artikler
til antologien fra mange forskellige videnskaber. På denne måde
skabes ikke blot et historisk værk, men netop et kulturhistorisk
værk, hvor perioden anskues fra så mange forskellige sider som
muligt.
Bogen er opbygget tematisk, dog med den kronologiske
beslutning, at den minoiske og mykenske periode bliver behandlet
som det første i bogen under den beskrivende overskrift ”Prolog”.
Resten af antologien er inddelt i fem temaer, som behandler
forskellige sider af antikken, samt afslutningsvis ”Antikken i
eftertiden”. Helt genialt indeholder indledningen et kort resumé af alle artikler, således at man kan gå fra
indholdsfortegnelsen, hvis man finder en overskrift interessant, og derefter læse resuméet, inden man
bruger kostbar tid på at læse artiklen igennem og måske der finde ud af at den ikke er egnet.
De fire andre temaer behandler ”Videnskab”, ”Kunst og kultur”, ”Myter og religion” samt ”De fremmede”.
Det gøres fra de mange forskellige vinkler og på mange forskellige niveauer. Set ud fra en historielæres
synspunkt (hvilken en anmeldelse i Noter jo må være) er der stor forskel på brugbarheden af de forskellige
artikler. Henrik Kragh Sørensens bidrag med titlen ”At begribe det ubegribelige – matematikkens verden”
skriger næsten efter et AT forløb mellem historie og matematik. Artiklen er velskrevet uden at være for
højpandet, men den taler alligevel op til læseren. Som humanist var der øjeblikke hvor min
matematikfilosofiske kunnen blev sat på en alvorlig prøve, men jeg tænker at den jævne og dygtige elev vil
få et stort udbytte. Desuden er denne, ligesom alle andre artikler, forsynet med en god litteraturliste hvor
læseren får en god mulighed for at arbejde videre med emnet.
I temaet om religionen befinder der sig en perlerække af artikler, som henvender sig til et kvalificeret
samarbejde mellem historie og religion. F.eks. Stine Birks artikel ”Død og begravelse i den romerske
verden” giver et rigtig fint indblik i, hvordan de romerske borgere opfattede døden. Dette ikke kun i de
højeste samfundslag, men ud fra arkæologiske fund bliver der også givet nogle fine betragtninger om den
almindelige borgers syn på sagen. På denne måde bliver artiklen mere repræsentativ for samfundet som
helhed.
Denne helhed giver sig egentlig til udtryk i store dele af antologien, hvor man forsøger at tale om den
antikken verden som helhed og ikke laver alt for mange nålestiksstudier. Det styrker efter min opfattelse
værket, da man som læser får den generelle introduktion til emnet efterfulgt af en meget fornuftig
litteraturliste.
Dog er der også artikler som ikke lige henvender sig til historieundervisningen eller historie i et fagligt
samspil. Her kan f.eks. nævnes ”Den antikke komedie – med særlig vægt på Aristofanes” af Ole Thomsen,
der som klassisk filolog behandler en genre ud fra et sprogligt og litterært synspunkt. Det er dog ikke
22
ensbetydende med at det er uinteressant læsning, blot er det ikke umiddelbart anvendelsesorienteret i
historieundervisningen anno 2012.
Hvis man som anmelderen er særligt interesseret i antikken, i dette tilfælde er det sidefaget i
oldtidskundskab som trækker, kan læsning af hele antologien anbefales. Den kommer rundt om mange
aspekter af den antikke verden, og formår desuden at udfordre en gymnasielærer intellektuelt i en
hverdag, hvor man primært er pædagogisk udfordret.
Alt i alt er det et værk, som kan komme den jævne og dygtige elev til gode i fagligt samspil om antikken,
hvor artiklerne både kan bruges som inspiration og baggrundsmateriale. Jeg har dog svært ved se
antologiens artikler blive brugt i en almindelig klasse, da de ofte er for lange og bevæger sig til tider på et
højt abstraktionsniveau, ligesom nogle artikler forventer en relativ stor viden af læseren.
Niels Bendiksen Green
23
Under-Danmarks historie
JENS ENGBERG: ”Det daglige brød. Bønder og arbejdere 16501900”. Politikens forlag 2011, 446 sider, illustreret, pris 350 kr.
Jens Engberg har som bekendt skrevet om de fattiges vilkår i
Danmark tidligere. I forordet til denne bog argumenterer han for, at
når man skal beskrive de fattiges liv, er det ikke nyttigt at skrive om
de mange stænder som man kan læse om i de fleste historiebøger.
Det vil blot fortegne billedet. Det er ”både tilstrækkeligt og bedst at
foretage en inddeling i et Overdanmark og et Underdanmark” (s. 9).
Hans emne er ”det befolkningsflertal af underdanskere der havde
en placering i samfundet, om end den var ydmyg, og som
forandrede samfundet ved at arbejde og ved at kæmpe for deres
ret til at være en del af det” (s. 10).
Tiggerne og de hjemløse er altså ikke hans hovedpersoner, men der
findes dog afsnit om dem rundt om i bogen. Overklassen hører vi
slet ikke noget om, den behandles grundigt i de fleste historiebøger,
mener han. Engberg giver ikke nogen begrundelse for at begynde ca. 1650, men årsagen er tilsyneladende
mangel på kilder fra tiden før midten af 1600-tallet, hvor præsterne får pligt til at føre kirkebøger. Disse
kirkebøger er blandt bogens vigtigste kilder i de første mange kapitler. Når Engberg slutter sidst i 1800tallet skyldes det, at Danmark her begynder at blive industrialiseret. Det er de fattige bønder i tiden før
industrialiseringen der er bogens hovedpersoner. Fattige folk i byerne hører også til Underdanmark, men
de fylder ikke meget i fremstillingen før vi nærmer os bogens slutning.
Bogen falder i seks store afsnit. Det første handler om følgerne af 1600-tallets krige og kriser. Andet afsnit
går videre med bønderne i 1700-tallet i tiden før de store landboreformer. Tredje afsnit tager fat på de
store landboreformer, især deres konsekvenser for husmændene. I fjerde afsnit er vi oppe i 1800-tallet
blandt de grupper på landet der ikke kom med op i gårdmandsstanden, altså husmænd, landarbejdere og
tjenestefolk. Femte afsnit beskriver de samme grupper i slutningen af 1800-tallet, herunder vandringen til
byerne og udvandringen. Endelig skildres livet for det nydannede byproletariat i sjette afsnit.
Faktisk er bogen en slags meta-Danmarkshistorie. Den fortæller ikke om de store begivenheder i de 250 år
den spænder over. Svenskekrigene, enevældens indførelse og afskaffelse, de store landboreformer osv.
forudsættes bekendt. Bogen handler så om hvordan disse begivenheder påvirkede det store
befolkningsflertal, hvordan disse mennesker levede og hvordan de reagerede på forandringerne. Der er
også meget materiale om hvordan overklassen så på de fattige til forskellige tider. Engberg har fundet
mange gode citater fra samtiden. Nogle gange lader han dem stå uden kommentar, men som regel kan han
ikke dy sig for at tage afstand, ofte med ironi. Han har oversat de gamle tekster til nutidsdansk, hvilket gør
bogen meget læsevenlig. Principperne for oversættelsen gør han rede for i et efterskrift.
Bogen bygger overalt på primære kilder, og Engberg har gjort et stort og rosværdigt arbejde med at finde
kirkebøger og andre beskrivelser af livet på landet frem. Han beskriver mange sider af tilværelsen i de
omtalte århundreder: sygdomme, børnedødelighed, heksetro, landsbyfællesskabet og dets opløsning,
24
forholdet til herremænd og ridefogeder, børnearbejde, fattiggårde. Alt sammen meget fint.
Alligevel har jeg svært ved at blive rigtig fanget af bogen. Den er på én gang ensformig (den stadige
fattigdom og undertrykkelse) og flimrende. Forfatteren går fra emne til emne, og geografisk springer han
tiden rundt og henter eksempler alle vegne fra. Det ene øjeblik et vi i en landsby på Stevns, dernæst i Thy
og så på Lolland. Noget tilsvarende gælder de mange delemner, som Engberg tager fat på, helt åbenlyst
uden at gå i dybden med dem. F.eks. er det ikke denne bog man skal gå til hvis man vil vide noget om
hekse. Der findes langt grundigere behandling af dette emne. Men det skyldes jo, at han ikke er ude på at
fortælle om f.eks. heksetroens historie. Hans ærinde er at fortælle om hvilke konsekvenser den fik for de
fattige i Danmark. Dette emne bliver til gengæld grundigt belyst fra flere sider i hele den periode som
bogen behandler.
Han bruger også en del krudt på at polemisere mod andre historikere. De skriver for meget om overklassen
og idylliserer fortiden. De roser landboreformerne sidst i 1700-tallet uden at tænke på de stakkels
husmænd. Spørgsmålet er om han ikke her render åbne døre ind, døre som han selv har været med til at
åbne, bl.a. med den oversigt over Danmarkshistorien som han for en del år siden fik trykt i Samvirke og som
senere udkom som bog. Engberg er selv ude i et politisk ærinde. Naturligvis ligger hans sympati hos de
fattige, og han lader bogen slutte med billedet af arbejderen der sidder og læser sin avis: SocialDemokraten.
Spørgsmålet er hvem denne bogs læsere kan tænkes at være. For en uddannet historiker er der ikke meget
nyt at hente hvad angår substansen i den danske historie, selv om vi får mange eksempler på hvor slemt de
fattige havde det og på overklassens arrogance. Men hvad med lægmanden? Hvor meget ved han/hun om
de begivenheder der forudsættes bekendt? Og hvis man ikke kender dem, hvor meget forstår man så af det
der fortælles i bogen? Hvor fascineret bliver læseren i vore dage af en tyk bog med megen tekst og nogle få
s/h illustrationer?
Kan bogen bruges til opgaveskrivning? Ikke hvis man vil undersøge forholdene på en bestemt egn. Hvis man
ser i registeret, bliver de fleste steder kun nævnt en eller to gange. Men den vil kunne bruges hvis man vil
skrive om de fattiges vilkår i et bestemt tidsrum i perioden 1650-1900. Hvis læreren hjælper eleverne med
at finde de relevante afsnit, vil de kunne finde masser af godt stof her. Ved hjælp af noterne og
litteraturlisten kan man komme dybere ned i et tidsrums problemer. Engberg fortæller godt og levende, og
værket er bedst hvis man læser det i bidder. Bogen bringer mange gode eksempler på synet på de fattige i
det behandlede tidsrum. Disse synspunkter kan også bruges til at sætte nutidens diskussion om fattigdom i
perspektiv.
Jørgen Krøigård
25
Globalisering
BJØRN BREDAL: ”Manden der ville vise verden”. Gyldendal, 2011,
432 sider, 200 kr.
Den første globus blev fremstillet i Nürnberg i slutningen af 1400tallet og var et renæssanceprojekt. Med oplysningstiden i 1700tallet blev der med Diderots berømte leksikon sat fokus på alt
mellem himmel og jord. Oplysningstidens filosoffer og
videnskabsmænd ville sprede lys, viden og kundskaber til
mennesket. At en dansker ved navn Malthe Conrad Bruun kom til
at spille en stor rolle i kortlægningen af verdens geografi og
dermed også blev en af de store videnskabsmænd i
oplysningstiden har ikke fået sin plads i historiebøgerne. I sit værk
”Précis de la Géograhie Universelle” var det Malthe Conrad Bruuns
ide, at ”den vågne læser skulle se hele kloden klart for sig”.
Forfatteren Bjørn Bredal vil med sin seneste udgivelse ”Manden
der ville vise verden” fortælle historien om Malthe Bruun, der i den store verden blev betegnet som
”verdensbeskriver”. Når man i 1800-tallet tog et atlas frem kaldte man det for ”un Malte-Brun”. For Bjørn
Bredal var projektet et bestillingsprojekt, igangsat af Sportgoods Fonden, men han skildrer passioneret
Malthe Conrad Bruuns liv og levned. Værket ”Manden der ville vise verden ” er en hyldest til såvel
videnskabsmanden Malthe Conrad Bruun som til den engagerede borger Malthe Conrad Bruun. Som
person var Bruun nemlig ikke kun videnskabsmand. Tidligt i sit liv blev han optaget af oplysningstiden og
den franske revolutions ideer. Malthe Bruun kritiserede den danske enevælde og kæmpede for
menneskerettigheder. Det førte til, at han 24 år gammel i 1799 blev forvist fra Danmark. Han kom til Paris
som statsløs og politisk flygtning og tog navneforandring til Malte-Brun. Malte-Brun ernærede sig som
journalist og redaktør og blev en kendt kulturpersonlighed i den franske hovedstad.
Nærværende værk er murstenstykt, og vi følger Malthe Conrad Bruun fra fødslen til døden i 1826, hvor
geografen fik et apoplektisk anfald, da han var i færd med at skrive ”Grundrids af den universelle geografi”,
der senere udkom i otte bind. Bjørn Bredals værk er yderst spændende læsning om en ”ukendt” dansker,
der nu har fået sit fortjente eftermæle i Danmark små to hundrede år efter sin død. Et vellykket værk der
varmt kan anbefales.
Kim Beck Danielsen
26
En læreproces – men kan vi bruge den?
JØRGEN GRIMSTRUP: ”I folkedemokratiets tjeneste. En tidlige kommunists
selvopgør”. Informations Forlag 2011, 220 sider, 249 kr.
Jørgen Grimstrup er lektor i historie på Viborg Katedralskole, og han er
tidligere medlem af Danmarks Kommunistiske Parti. Han har skrevet sine
erindringer om sit engagement i DKP mellem 1974 og 1985. Det er der
kommet en spændende og letlæst, men på mange måder også problematisk
bog ud af.
Grimstrup vil med I folkedemokratiets tjeneste gennemføre tre projekter på
en gang. For det første vil Grimstrup formidle sine erfaringer som medlem af
DKP: Hvorfor gik han ind i partiet? Hvordan var det at være DKP’er? Og
hvorfor forlod han partiet? Desuden vil bogen give en karakteristik af den
venstredrejede tidsånd i 1970’erne, som var baggrunden for Grimstrups valg.
For det tredje vil Grimstrup advare (unge) læsere mod at slå ind på samme ikke-demokratiske kurs, som
han selv gjorde som ung studerende.
De tre projekter spænder konstant ben for hinanden i bogen. Det hænger sammen med både synsvinklen
og fortællerholdningen i bogen. Grimstrup vil gerne gøre det begribeligt for læseren, hvorfor han valgte at
blive kommunist i 1974, og hvorfor han blev 11 år i DKP. Han gør derfor ret nøgternt rede for sine motiver.
Denne del fungerer fint – det er i mange passager fascinerende læsning. Men samtidig har han valgt at
formidle tidsånden ved hjælp af en række personer og cases, hvor vi får gennemgået sager fra 1970’erne og
1980’erne med politikere som K. Helveg Petersen, Poul Hartling, Gert Petersen, forfattere som Erik
Knudsen og Peter Seeberg plus en del kulturpersonligheder som centrale aktører. Alle disse cases
underbygges med citater, som skal demonstrere, hvordan de pågældende var positivt stemt over for
revolutionære eller kommunistiske holdninger. Grimstrup kommenterer og kritiserer disse cases ud fra sit
nuværende antikommunistiske standpunkt – som regel i en lidt nedladende og hovedrystende stil. Hvilket
efterlader læseren med samme hovedrysten - over for unge Grimstrup.
I folkedemokratiets tjeneste er fortællingen om den læreproces, Grimstrup har været igennem, og som er
angivet i bogens undertitel. I slutningen af bogen citerer Grimstrup forfatteren Knud Sørensen for følgende
svar på spørgsmålet om, hvilke oplevelser han gerne vil lægge bag sig: ”Ingen, for selv ubehagelige
oplevelser giver erfaring. Hvis man har dummet sig gevaldigt, er det bedste ikke at glemme det, men at
huske og lære af det”. Kloge ord. Friedrich Engels, som Grimstrup ikke bryder sig om, har sagt nogenlunde
det samme på følgende måde: ”Man er intet uden den vej man er gået”
Jeg har det lidt vanskeligt med omvendelseshistorier. Altså den slags erindringer, hvor forfatteren totalt
forkaster en hel periode af sin fortid og ender med at have synspunkter, der følgelig er diametralt
modsatte. En sådan er Grimstrups. Hvor Knud Jespersen og Bresjnev var Grimstrups ledestjerner i 19751985, er de nu totalt forkastede, og Ronald Reagans koldkrigs-strategi gennemgås som den korrekte. Nu
dømmer Grimstrup fx koldkrigeren George F. Kennan ude som værende for blød over for
sovjetkommunismen!
27
Man savner, at Grimstrup forholder sig lidt mere – ja, undskyld udtrykket – dialektisk til sin fortid. Et
eksempel på en sådan tilgang er den nyligt afdøde (øst)tyske forfatter Christa Wolfs meget reflekterende
tilgang til sin egen fortid både som feteret DDR-forfatter og senere aktiv i grupper, der var i opposition til
den østtyske stat. Hun forholder sig dialektisk-selektivt til sine erfaringer og kan på den baggrund nuanceret
veje positive og negative sider ved de to systemer op mod hinanden.
Grimstrup anvender en del plads og energi på at kritisere nogle gymnasielærebøger i historie (s. 47-49 &
206-09). En af passagerne har forlaget vedlagt anmeldereksemplaret i kopi. Måske et vink med en
vognstang om, at anmelderen skal kommentere netop denne passage. Det gør jeg gerne. I det vedlagte
gennemgår Grimstrup afsnittet om revolutionen i Nicaragua i 1979 i Verden i konflikt (1988-udgaven). Han
finder fremstillingen alt for venlig over for sandinisterne og for kritisk over for USA. Grimstrups pointe er, at
sandinisterne burde have gennemført fulde demokratiske rettigheder for landets borgere fra day one. Og
han anerkender ikke lærebogens argumenter om, at der var en borgerkrig i gang, at der var en konstant
trussel om en amerikansk invasion, og at en stor del af landets ressourcer derfor måtte gå til militæret. Det
sidste afsnit i dette kapitel af I folkedemokratiets tjeneste lyder: ”Ved det frie valg i 1990 tabte
sandinisterne til oppositionen under ledelse af Violeta Ghamorro”. En konklusion, der vel trækker tæppet
væk under Grimstrups argumentation og hans kritik af Verden i konflikt.
Grimstrups kritik af Verden i konflikt illustrerer meget godt det forenklede og sort-hvide demokrati-begreb,
han opererer med. Han giver sig ikke tid og plads til at udfolde, hvad han forstår ved demokrati, det bliver
til vage formuleringer som at ytringsfriheden er kronjuvelerne i demokratiet, og at demokrati ikke både kan
forstås som gadens parlament og som stemmeboksenes parlament. En klar og præcis definition af begrebet
savner man, ikke mindst fordi en meget stor del af Grimstrups argumentation og kritik har demokrati som
krumtap. For Grimstrup er et parti, en bevægelse eller en stat enten demokratisk eller udemokratisk. At se
mere nuanceret på styreformer, fx som et spektrum, hvor der er mange varianter og muligheder – og hvor
ingen reelt er absolut demokratiske eller absolut diktatoriske - er ikke en mulighed i Grimstrups univers.
I den sidste perspektiverende del hævder Grimstrup, at fascinationen af kommunismen lever videre. Han
harcelerer her over, at det tidlige Blekingegade bande medlem Torkil Lauesen i 1998 fik lov til at forelæse
på Københavns Universitet. Det kan man måske nok være enig med Grimstrup i. Men han foretager på den
baggrund følgende generalisering: ”Der er en klar tendens til at højreekstremister og venstreekstremister
behandles forskelligt. De første er sat ud på et sidespor og opererer i mørket, de sidste hales ind i varmen
uden at blive stillet til ansvar for deres gerninger”.
Hertil må man vel for det første sige, at Torkil Lauesen i 1998 rent faktisk havde afsonet sin fængselsdom
(og altså været stillet til ansvar). For det andet holder påstanden efter min opfattelse ikke vand: Den
konservative Ole Bjørn Kraft blev landets udenrigsminister 1950-53, selv om han havde skrevet en meget
rosende bog om fascismen i 1932, og det tidligere medlem af Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti
(DNSAP) Simon Spies var i 20 år et tiljublet medie-ikon.
Jørgen Grimstrup har i kølvandet på bogen i en artikel i Politiken (29. 10.) advaret unge mod at stemme på
Enhedslisten. Fair nok. Men man kunne også bruge Grimstrups historie til at minde både unge og ældre om,
at den Kolde Krig er forbi, og den tænkning i ideologiske absolutter, som Grimstrups bog formidler, burde
være et overstået stadie.
Henrik Bonne Larsen
28
Det umodne demokrati
HANS VAMMEN: ”Den tomme stat. Angst og ansvar i dansk
politik 1848-1864”. Museum Tusculanums Forlag 2011, 388 sider,
375 kr.
Der er hausse i 1864 for tiden, og det er der da ikke noget at sige
til, selv om man ind imellem synes at al den ”krigsbegejstring”
bidrager til at trække historien skæv. På den anden side handler
bogen her kun indirekte om krigen i 1864. Det er der den ender,
men dens emne er det politiske system, og ikke mindst de
mænd, der på dansk side havde ansvar for at krigen brød ud og
for at den fik et så katastrofalt resultat. Og dette ansvar skal
placeres.
Ganske vist siger forfatteren (s. 123) at det ikke er målet med
denne fremstilling at fordele skyld og ansvar i udviklingen 18481864, men det gør han med stor fornøjelse alligevel. Han lægger
også en vis afstand til kontrafaktisk tankegang, hans hensigt er
”at forklare og forstå” (s. 123). Men naturligvis kan han ikke selv
holde sig i skindet og spekulerer den ene gang efter den anden
på hvad der ville være sket hvis ikke… Og hvorfor skulle han også holde sig tilbage? Forfatteren har gennem
40 år beskæftiget sig med 1800tallets kultur og politik, og bogen her kan betragtes som en slags
sammenfatning af meget af det han ellers har lavet. En erfaren mands vurderinger er altid interessante.
Disse vurderinger er vist de mest udbredte i øjeblikket indenfor - og udenfor – fagkredsen, og man kan
spørge om forfatteren nærmest har slået den åbne dør ind. Selvransagelse er på mode i historiefaget og har
været det længe. Vore nationalliberale helte var ansvarsløse drømmere, der førte nationen i ulykke. Nu
føjer forfatteren til at de også var intrigante magtmennesker, der alligevel veg tilbage for at tage ansvar for
deres egne handlinger. Er det nødvendigt at få dette præciseret? Ja, det er det nok. Vi lever i en tid hvor
nationalismen hele tiden forøger at stikke sit grimme hoved op, og den vil søge at tage historien til indtægt
for sine ideer. Derfor er selvransagelsen nødvendig.
Bogens tese præsenteres s. 123: ”Det er denne bogs tese, at Danmarks ulykker efter 1848 skyldes, at ingen
af de fem netværk, som bogen behandler, ville eller kunne tage ansvaret for statsmagten.” Man kunne
udlægge det som et udslag af politisk umodenhed hos eliten. De ”netværk” som forfatteren nævner i
citatet, er centrale for bogens opbygning. Egentlige politiske partier hører jo ikke perioden til, men det er
rimeligt og relevant at tale om politiske ”netværk”, og forfatteren har valgt at lægge dem til grund for
bogens struktur: Sorø-netværket, helstatspolitikerne, de nationalliberale, bondevennerne og det kongelige
netværk gennemgås i rækkefølge, deres personer og disses betydning for udviklingen. Forfatteren
undskylder for at den valgte fremgangsmåde medfører en del gentagelser, men det er nu ikke så slemt –
man kan for resten ind imellem have godt at få nogle ting repeteret. Den meget personcentrerede
fremgangsmåde vil sikkert øge læserinteressen hos mange; den kender de jo fra alle de populære medier.
Til gengæld må man så selv medbringe en del faktuel viden om sociale og økonomiske forhold og udvikling,
hvis man skal have fuldt udbytte af bogen.
29
Der er en udførlig tidstavle i slutningen af bogen, og det er en rigtig god idé, fordi man på den måde kan
samkøre udviklingen i de fem netværk bogen gennemgår. Der er også noter, henvisninger og materialeliste,
som sig hør og bør. Bogen er illustreret med fotografier og tegninger, men der er ingen tabeller, kort eller
diagrammer – meget naturligt, bogens emne taget i betragtning, men meget nødvendige hvis man skal
forstå hele problematikken omkring 1864. Men disse er nu ikke svære at skaffe for en historielærer.
Set i bagklogskabens lys forekommer det naturligvis vanvittigt at man ikke løste det slesvigske problem på
et tidligt tidspunkt ved en deling af landet. Forfatteren deler det synspunkt, aner man, men tilføjer
forsigtigt at reaktionen blandt lokalbefolkningen måske ikke ville være så positiv. Synspunktet trænger nok
til en stærk understregning. Grænserne mellem dansk og tysk var på ingen måde enkle. For eksempel
protesterede man i Mellem Slesvig vildt og voldsomt mod sprogreskripterne, ikke bare i de tysktalende og
de blandede sogne, men også i rent danske. Man talte dansk derhjemme, men ønskede at børnene skulle
undervises på tysk! Var man så dansk- eller tysksindet? Og hvordan ville man eventuelt stemme hvis man
blev sat kniven på struben ved en folkeafstemning? Måske var dét, der for alvor overbeviste de
dansktalende slesvigere om at de var danske og ”sønderjyder”, at preusserne efter 1864 fik chancen for at
vise at de nærmest var endnu værre undertrykkere end danskerne.
Bogen er ikke skrevet specielt med henblik på undervisning i gymnasieskolen, men den er spændende og
underholdende (på en god måde).
Axel Moos
30
Bygninger, arkitektur og arkitekter i Slesvig og Holsten
KASPER LÆGRING & BADELOCH VERA NOLDUS (red): ”Skjulte skatte i
grænselandet – Dansk bygningsarv i Slesvig og Holsten”. Forlaget
Bianco Luno 2010, 296 sider, 499 kr.
I betragtning af at Holsten og Danmark var i monarki sammen i 400 år,
og at Danmarks og Holstens historie har været tæt sammenvævet
gennem betydelig længere tid, er det ikke meget man i dansk
historieskrivning beskæftiger sig med Holsten. Med Slesvig går det en
del bedre, naturligvis, men ikke med Slesvig i sammenhæng med
Holsten. Så alene derfor er der grund til at ønske den foreliggende bog
velkommen.
Der er en anden grund også, nemlig at det er en meget flot bog. Den
er ligefrem rar at have i hænderne, og den er fyldt med smukke
billeder, tegninger, kort osv. Altså lidt af et pragtværk. Den har givetvis været dyr at lave, men en
imponerende række af fonds har stillet op med tegnebogen fremme, anført af Realdania, der var
initiativtager til udgivelsen. Bogen burde kunne inspirere mange danskere til at køre en smule længere,
næste gang de er over grænsen for at købe billigt ind.
Understregningen af ”det danske” i titlen kunne gøre en lidt nervøs. Skal vi endnu engang til at kæmpe for
Danmark til Ejderen, eller måske Elben? Nå, så slemt er det ikke. ”Dansk” fortolkes i bogen særdeles bredt,
og der gøres selvfølgelig ikke noget forsøg på at påstå at dansk arkitektur har befundet sig i kulturel
isolation. Tvært imod forholder flere af bogens forfattere sig mildt ironisk overfor tanken om at der findes
en særlig dansk arkitektur med uændrede grundtræk gennem historien.
De enkelte kapitler er skrevet af hver sin forfatter, og bogen forekommer ret heterogen. Det betyder at
nogle kapitler vil være interessante for nogen, andre for andre. Man kan vel sige at nogle kapitler er
overvejende teoretiserende, andre er mere rent historiske, og rigtig mange kapitler beskæftiger sig med
enkelte arkitekters værker. De historiske kapitler kan vi godt bruge, mener jeg, men først et par ord om
nogle af de andre.
Gregory Ashworth beskæftiger sig med begrebet ”kulturarv” og understreger at det ikke er noget der har
en fysisk eksistens, men findes inde i hovederne på folk, som en fortolkning eller konstruktion. Det er ikke
som historie, siger han (s. 31), der kan være sand eller falsk. Vi andre ville vel sige det på den måde at
bygninger, lige som så meget andet, kan bruges som historiske kilder i mange forskellige sammenhænge,
men vel ikke ganske frit. Nå, men hvis vi ikke må bruge ordet ”kulturarv” i forbindelse med selve
bygningerne, kommer vi til at savne et ord for dem. Det gør Ashworth også, og han bruger ordet
”kulturarvsobjekt”. Dette være hermed givet videre… Ashworth når i slutningen af kapitlet frem til nogle
begreber, nemlig forskellige slags ”kulturarvsdissonans”, som man godt kunne bruge i en analyse, men det
er der nu ikke mange ansatser til i bogen. Vi kunne f.eks. bruge begreberne til en analyse af de mange
”danskhedskanoner”, der kom under vor forhenværende regering, f.eks. Kulturkanon, udgivet af
Kulturministeriet på Gyldendals Forlag 2006. (Det var den regering der hadede smagsdommere).
31
Som sagt er der rigtig mange kapitler om enkelte arkitekters virke i Slesvig og Holsten, og de kan måske nok
være interessante at læse, også for os, men i en undervisningssammenhæng er de nok mindre relevante.
Af historiekapitlerne er der grund til at fremhæve Peter Dragsbos kapitel om bondegårde og byhuse.
Mange af os har hørt om dansk og tysk byggeskik og ”kampen” mellem dem, men det lykkes Dragsbo at få
sat tingene på plads, på overbevisende måde. Udviklingen i gårdtyper, kultur og sprog var på ingen måde
entydig eller sammenhængende. Et andet interessant kapitel er Bjarne Stoklunds om ”Værdikampen om
den slesvigske bondegård”.
Mere specielt har Inge Adriansen undersøgt kampen om monumenter og mindesmærker i Slesvig, og man
må med stolthed konstatere at danskerne fører 4:1 i ødelæggelse af mindesmærker. Det vil nok komme
som en overraskelse for mange, der troede at det kun var tyskerne der gjorde den slags. Hun har et nyt,
genialt udtryk for den fred og forsoning der heldigvis hersker mellem danske og tyske i øjeblikket, med en
implicit påstand om at sådan har det været i meget lang tid: ”Glemselsfællesskab”.
Inde midt i bogen har man fundet det formålstjenligt at anbringe et kapitel om Slesvigs og Holstens historie
i bred almindelighed. Det er der al mulig grund til, og det er da også ok, sådan da. Det koncentrerer sig om
den politiske historie, ikke mindst de mange delinger på tværs af de to landsdele. Der er ikke ret meget
økonomisk og social historie, ærgerligt nok. De fleste historikere er fortrolige med opdelingen på tværs af
Slesvig og Holsten, i kongelige og hertugelige dele, som skiver af en pølse. I virkeligheden er inddelingen på
langs måske mindst lige så interessant: Det bakkede og frugtbare land mod øst, med en række halvstore
byer og med herregårde, Ritterschaft og livegenskab, det flade marskland helt ude mod vest, også med
byer, med de selvbevidste bondesamfund, og det mindre frugtbare og sandende gestland midt i.
Axel Moos
32
Tilbageblik
ERLING BJØL: ”I min tid, artikler og tilbageblik 1938-2011”. Politikens
Forlag 2011, 432 sider, 300 kr.
Jeg har ikke haft Bjøl som underviser, men jeg tror, at min generation
af historielærere alligevel er påvirket af ham. Hans Verdenshistorie,
Kulturhistorie m.fl. fra 1970’erne var vigtige støtter i min første tid
som lærer, hvor ”hurtig” baggrundsviden ikke kunne søges på nettet.
Bjøl har haft mange produktive år. Han rækker som skribent tilbage til
tiden før 2. Verdenskrig. Det er i sig selv en bedrift, at han nu gennem
mere end 70 år har kunnet bidrage til den offentlige debat - og hans
artikler kan stadig læses som vægtige bidrag.
Bogen I min tid er først og fremmest en artikelsamling, der rækker fra
1941 til sommeren 2011. Artiklerne er bundet sammen af korte
selvbiografiske tilbageblik, der danner en ramme om artiklerne.
Læsningen af bogen opleves som en rejse/vandring med punktnedslag i 70 års verdenshistorie og Bjøls
egen omskiftelige og spændende livsbane fra krigskorrespondent i Stockholm og London, journalist ved
Information og Politiken, professorat ved statskundskab i Århus og derefter igen tilbage som friere skribent.
Artiklernes indhold veksler meget. Der er snart sagt ikke den begivenhed, han ikke kommer forbi fra kuppet
i Chile og Prag 68 til Kinas nye storpolitiske rolle i dag. De indsigtsfulde artikler om europæisk og
international politik viser Bjøls evne til at skære ind til benet, og hans forståelse for problemstillingerne
virker selv ved læsning mange år efter begivenhederne meget visionær og præcis. Men der er også små
personlige artikler og forbindende fortællinger. Det gælder fortællingen om den 7 årige søn Yan, der i
Birkerød kunne have problemer med sit danske sprog med fransk accent, men som i Århus blev accepteret i
det jyske. Helt glad blev faderen, da sønnen første gang brugte ordet ”træls”. Beskrivelsen af, hvordan det
opleves at blive næsten blind, er meget personlig, men egentlig også livsbekræftende. En artikel med
overskriften ”Brug og misbrug af historien” sætter arbejdet som historiker i perspektiv.
Bogens største værdi ligger nok i glæden ved at følges med Bjøl på ”rejsen”, men de enkelte artikler vil
kunne bruges som værdifulde samtidskilder, der stadig kan overraske ved deres præcision og forståelse for
begivenhederne.
Johannes Lebech
33
Jagten på den forsvundne skat
HIRAM BINGHAM: ”Inkaland – den utrolige historie om opdagelsen af
Machu Picchu”. Oversat fra Inca Land (1922) af Mette Tvermoes,
Rosenkilde og Bahnhof 2011, 368 sider illustreret S/H., 399 kr.
I denne bog jagter den amerikanske historiker Hiram Bingham III
(1875-1956) - virkelighedens svar på Indiana Jones – i spidsen for en
større videnskabelig ekspedition den forsvundne inkaby Machu Picchu.
Selv om Machu Picchu er hovedformålet, studeres den peruvianske
natur undervejs, og i forbindelse hermed opdager medlemmerne af
selskabet både nye plante- og dyrearter.
Vi følger undervejs i detaljer de mange strabadser, hvor deltagerne på
den ene side rejser på gammeldags maner med muldyr og heste og på
den anden side medbringer moderne kviksølvbarometre og
forsyninger. Dette betyder, at man undervejs virkelig føler med de
stakkels rejsende, som når de må slæbe deres 28 kilo oppakning ned af det 6561 meter høje bjerg
Coropuna. Den tredje faktor i denne rejse er de lokale indbyggere, som Bingham giver en nuanceret
skildring af. Dette gælder både efterkommerne af spanske erobrere og de lokale indianere, der alle ses som
et produkt af deres levevilkår, samtidig med at Bingham som ”god videnskabsmand” hele tiden placerer
dem i deres historiske kontekst. Denne fordomsfri tilgang sikrer, sammen med ”a fistful of dollars”, et godt
forhold til de lokale indbyggere undervejs. Det viser sig da også at det er lokale bønder, som i sidste ende
hjælper ham med at finde hans drømmeby.
Bogen giver et fascinerende billede af opdagelsesrejser i en tid, som på den ene side er præget af en
gryende modernitet, men på den anden side stadig har sorte pletter på landkortet. Samtidig sammenligner
Hiram Bingham undervejs sine fund med datidens arkæologiske viden, rejseberetninger fra spanske
conquistadorer og de lokales historier og myter og eksemplificerer dermed på glimrende vis hvordan man
arbejder videnskabeligt.
Den ekstraordinære og spændende ekspedition fik fortjent omtale i et særnummer af National Geographic
og for de af os, der ikke har dette kan bogen tjene som erstatning.
Rasmus Østergaard
34
Kleopatra
STACY SCHIFF: ”Kleopatra – et liv”, Jyllands-Postens Forlag
2011, 360 sider, pris 300 kr.
Bogen indeholder 294 siders tekst, 5 siders udvalgt
litteraturliste, 46 siders noter, personregister og 2 kort.
Forfatteren Stacy Schiff er journalist og Pulitzer vinder for en af
sine andre store biografier, og den foreliggende bog er klart en
biografi, snarere end et historisk værk. Der foreligger en
omfattende og meget grundig research, og vi får særdeles
mange oplysninger undervejs. Lige fra de politiske diskussioner
i det romerske senat, til overvejelser over og referencer til hvor
længe man i grunden skal koge perler i eddike før de opløses.
Schiffs fascination er tydeligvis personen Kleopatra, snarere
end det rent historiske og der er en del eksempler på at
Ptolemæer-dronningens placering i egyptisk historisk sammenhæng ikke er helt på plads. Til gengæld er der
gjort flittigt brug af alle de romerske kilder, og bogen bringer mange og detaljerede oplysninger om
udviklingen i de romerske magtforhold, borgerkrigene samt de ægteskabelige problemer i det romerske
aristokrati. Således skulle Kleopatra have overtaget en Antonius, der allerede var ”tæmmet” af hustruen
Fulvia. Schiffs hovedpointe er, ikke overraskende, at Octavian med sine 44 år ved magten efter Kleopatras
død havde rigelig tid til at få redigeret sin egen synsvinkel på Dronningernes Dronning ind i historien, og at
kildematerialets mangler og tendens således har en logisk årsag.
Der er som nævnt anvendt en overordentlig omfattende mængde kilder og litteratur, og forfatteren
udleder så ud fra dem, at Kleopatra som barn har leget med lerdukker og dukkehuse, og at hun i sin boglige
uddannelse udover Homer og alle de andre græske klassikere, muligvis også har kendt til
gammeltestamentlige skrifter, som f.eks. Prædikerens bog. Godt nok er der generel enighed om at
Kleopatra var særdeles veluddannet, men bogens detaljeringsgrad forekommer her en anelse søgt.
På omslagets inderside citerer forlaget lidt fra Judith Thurmans anmeldelse i The New Yorker. Hun skriver:
”Et helt igennem litterært værk”. Og bogen er bestemt også velskrevet og meget spændende at læse, men
næppe egnet til undervisnings- eller opgavebrug.
Konkluderende kan citeres hvad forfatteren selv skriver om sine to hovedkilder i forbindelse med
Kleopatras død, hvad enten det så foregik ved hjælp af gift eller slange:”Plutarch skriver for Puccini, Dio
Cassius for Wagner”. I begge tilfælde er der tale om drama i den helt store stil.
Gitte Kjærup
35
Grænselandenes dobbeltkarakter
KURT VILLADS JENSEN: ”Korstog ved verdens yderste rand.
Danmark og Portugal ca. 1000 til ca. 1250”. Syddansk
Universitetsforlag 2011. 612 sider, Ill. i farver, med bogbånd,
398 kr.
Værket er Kurt Villads Jensens disputats, der blev forsvaret 3.
juni 2011. Kurt Villads Jensen påpeger gang på gang i bogen,
at det er afgørende at kunne være middelalderlig i sit
perspektiv f.eks. ved at revidere sin opfattelse af ”afstand og
geografisk centrum og periferi, der har ændret sig siden
middelalderen” (s. 122). Ud over religiøse og politiske forhold
gælder også den gamle sandhed om perioden, at vand
forbinder. Korstogshistorien har været domineret af en fransk
synsvinkel eller af Vatikanets i Rom. Set herfra lå Danmark og
Portugal ”ved verdens yderste rand”. Men ud fra en
tankegang, der sætter missionen og kampen mod de
hedenske naboer i centrum, bliver randområderne centrale.
Herude i grænselandene levede man ofte i en dobbelthed. Saxo og andre skildrer således det danskvendiske forhold som domineret af krig (grænsen som en adskillelsesgrænse), arkæologerne kan imidlertid
fortælle om en høj grad af fredelig sameksistens (en sammenvoksningsgrænse), der støttes af et blik på de
fyrstelige stamtavler.
Det er vigtigt for Kurt Villads Jensen at understrege, at begrebet grænse skal forstås såvel fysisk-politisk
som mentalt.
Det er en af Kurt Villads Jensens store iagttagelser, at der i 1000-tallet i de europæiske randområder
opbygges et netværk af fyrster – et broderskab så at sige. De erklærer sig som vasaller af Sct. Peter, hvis
efterfølgere er den til enhver tid siddende pave. I periodens kirkelige reformbevægelse er der to
omdrejningspunkter: pavestolen og reformklostret i Cluny, der er toneangivende i den pavelige reformbevægelse og arnestedet for korstogsbevægelsen. Gennem dette netværk får paven inddæmmet den tyske
kejser og til dels de allestedsnærværende normanner. De deltagende fyrster ikke blot hjælper hinanden,
men cementerer netværket gennem dynastiske forbindelse. Den første danske konge, der går ind i dette
broderskab, er Svend Estridsen. Flere af hans børn bliver gift ind i pavereformvenlige fyrstehuse, herunder
det portugisiske. Den danske kongefamilie er desuden vævet tæt sammen med de flanderske og ikke
mindst de burgundiske hertuger.
I tidens litteratur fra ridderviser til teologiske udlægninger og prædikener fremhæves nordmændenes og
danskernes indsats under Det første Korstog. Kurt Villads Jensen undrer sig med rette over bl.a. dette
aspekts fravær i moderne historieskrivning. Med den foreliggende disputats retter han afgørende op på
problemet.
36
Undervejs kommer vi tæt på hele korstogsteologien og den tilhørende ideologi og ikke mindst den politiske
og militære praksis. Hvad er et korstog egentlig? Hvilke åndelige og praktiske institutioner hører til det?
Undervejs diskuterer Kurt Villads Jensen og giver svar, når han anser det for muligt og ikke mindst relevant.
I løbet af 1100-tallet trådte cistercienserne ind på scenen og overtog Clunys centrale rolle. På ca. 40 år blev
der grundlagt ca. 350 cistercienserklostre over hele Europa. Talrige benediktinerklostre blev reformeret til
cistercienserklostre. Det blev en overordentlig magtfuld organisation. Ærkebiskop Eskild stod som
klostergrundlægger stærkt. Han var, påpeger Kurt Villads Jensen, en del af den internationale ridderkultur,
nær ven af den franske konge, af Bernhard af Clairvaux og mere lokalt af den magtfulde stormand Peder
Bodilsen, der bl.a. stod bag hans indsættelse. Det centrale kloster på dansk grund var det knopskydende
cistercienserkloster i Esrom. Disse klostre var missionsivrige og blev brugt som spydspidser i nyerobrede og
nykristnede grænseområder, hvor de i mere end én forstand dyrkede Guds ager.
Det er ikke tilfældigt, at der er nære forbindelser mellem cistercienserne og tempelherrerne. Bernhards
nevø var således grundlægger af tempelherreordenen. Esrom var tæt forbundet med Eskilds slægt og Sorø
med Hviderne. Begge slægter var tæt knyttet til kongeslægten. Præcist samme mønster som på den
iberiske halvø. Knudsbroderskabet/knudsgilderne var organiseret efter cisterciensermønster, havde Knud
Lavard som skytshelgen og kongen som medlem – og havde en central rolle i forbindelse med de danske
korstog mod de vendiske og estiske områder.
Vi bliver kyndigt og grundigt orienteret også om tidens militæropbygning og våbenkapløb. På et tidspunkt i
1100-tallet disponerede den danske konge således over et fast korps på over 1000 trænede
armbrøstskytter – en imponerende styrke (det er da vist det eneste sted, hvor forfatteren har glemt en
note). Når både cisterciensere og johanniter omkring 1200 havde store og privilegerede besiddelser i
Halland, handlede det om organisering af jernproduktionen med kong Valdemar og Absalon diskret i
baggrunden – og tilsvarende på Den iberiske Halvø. Vi hører om periodens omfattende borgbyggeri og
organiseringen af det i anspændte grænseområder. Alle dele af samfundslivet var berørt. Det er et gennemgående træk i korstogsperioden, at såvel krigsmaskiner som borgbyggeri udvikler sig hastigt – det bliver
ganske enkelt dyrere og dyrere for begge parter at føre krig og at befæste det vundne og dermed truede.
Forfatteren holder hele vejen den metodiske fane højt og bestræber sig på at udgå faldgruberne, hvor
forgængerne fylder pænt op.
Vi kommer under kyndig vejledning grundigt omkring alt – forekommer det. Kurt Villads Jensen vender hver
sten, diskuterer, bedømmer og perspektiverer. Paralleliseringen af Portugal og Danmark gør det muligt at
komme længere med det ofte sparsomme kildemateriale, end det ellers ville have været muligt.
Påvisningen af bl.a. det fyrstelige netværk giver frugtbare nøgler til ny forståelse.
Kurt Villads Jensen skriver godt og disponerer sin fremstilling flot, så læseren aldrig lades i stikken trods
flere samtidige niveauer og dagsordener. Det gør ofte læsningen til en intellektuel nydelse.
Alle formalia dvs. register, særdeles omfattende litteraturliste, relevante stamtavler, kongerækker m.m. er i
smukkeste orden. I ganske enkelte tilfælde som f.eks. noterne 258, 279 og 765 bruger forfatteren noget
usædvanligt en mundtlig henvisning til f.eks. ’Institut for Navneforskning’ på Københavns Universitet. I det
mindste kunne han have sat navn på sin kilde. Det er så langt fra noget kardinalpunkt, men i det mindste
37
stærkt afvigende fra den minutiøse og i bedste forstand traditionelle omhu, der ellers præger værket. Selv
korrekturen synes at være i orden. Den slags glæder denne anmelder, der ofte må gå så grusomt meget
igennem.
Flere af forfatterens tanker har tidligere været publiceret bl.a. i artikler i Den jyske Historikers temanummer
om ”Krig, korstog og kolonisering”, nr. 89 2000. Hverken de nævnte artikler eller andre fra samme
temanummer er imidlertid at finde i litteraturlisten – formodentlig, fordi de er mere eller mindre identiske
med andre, allerede noterede. En anden praksis eller et par ord om sagen ville kunne have været en hjælp
for læseren.
Mod slutningen polemiserer Kurt Villads Jensen effektivt mod den rabiate koldkriger, Harvard-professoren
Samuel Huntingtons påstand fra 1996 om, at store og farlige konfrontationer finder sted og altid har fundet
sted mellem civilisationer. Skønt et blik på det 20. århundredes historie med bl.a. to verdenskrige viser en
ganske anden virkelighed, er han blevet læst af beslutningstagere over hele verden fra Al-Qaida til USA.
Væbnet kamp er en nødvendighed, og de andre begyndte! Det er skræmmende, når alt bliver sort og hvidt.
Huntington har også i Danmark sine højtråbende disciple. Måske ligger Kurt Villads Jensens egentlige
ærinde og fortjeneste her.
I skrivende stund er der kommet fokus på visse danske feltpræsters fremfærd i Afghanistan – som var der
tale om et korstog. De kunne have forlæst sig på Saxos beretninger om Absalon. Sig så ikke, at vi ikke kan
lære af historien – om ikke andet, så at den er et farligt våben i de forkerte hænder.
Martin Salmonsen
38
Renæssancen
SØREN BITSCH CHRISTENSENS (red.): ”Renæssancens befæstede byer”,
Aarhus Universitetsforlag 2011, 196 sider rigt illustreret, 399 kr.
Renæssancens befæstede byer er femte bind i udgivelsesrækken ”Danske
bystudier.” I 14 velvalgte kapitler giver en række yderst kompetente
forskere deres meget forskellige input til dette vigtige emne. De enkelte
kapiteller har oprindeligt været indlæg i renæssanceårets byhistoriske
seminar på Moesgaard (2006). De er så blevet omarbejdet og udvidet.
Denne baggrund er måske årsagen til bogens friskhed. Det er veloplagte
og godt skrevne artikler, hvor man får lyst til at blive ved med at læse.
Artiklerne dækker emnet godt og der er forbavsende få gentagelser. En
klar styrke ved bogen er, at man ikke ser renæssancen som en lukket
kasse, men ser renæssancen som en fortsættelse af middelalderen. Dette
medvirker til, at læseren får fornemmelsen af, hvilken ændring der sker
for de danske byer med overgangen fra middelalderen til renæssancen.
Bogens indledning – som er skrevet af Søren Bitsch Christensen - er absolut værd at læse, den giver en
meget kortfattet og stram redegørelse for, hvad der menes med renæssancebyen. Indledningen giver
dermed retning til læseren, der ikke er velbevandret i byhistorie. I bogens næste tre kapitler føres læseren
ind i renæssancens verden. I bogens første bidrag Renæssancens befæstningssystem – våbenteknologi og
militærhistorie, skrevet af Hans Henrik Appel, får læseren en klar fornemmelse af hvad bogen drejer sig om.
Det andet bidrag skrevet af Jan Kock er en samlet oversigt over de befæstede byer i renæssancens
Danmark. Jan Kock giver en fin lille indføring i den politiske baggrund for de danske renæssancebyer.
Kapitlet fortæller ganske fint om Christian den 3.s problemer efter at have erobret Danmark – landets
forsvarsværker var forældede og nedslidte. Kock gennemgår klart udviklingen, hvor langt færre byer bliver
befæstet, men til gengæld med tidssvarende fæstningsanlæg.
Lidt mærkeligt er det, at redaktøren Søren Bitsch Christensen placerer et bidrag om middelalderens danske
bybefæstninger (skrevet af Janne D. Kosior) som 3.bidrag. Det fortjener stor ros, at redaktøren har
medtaget et kapitel om middelalderbyen, det sætter renæssancebyen i perspektiv, men hvorfor kommer
det ikke tidligere i bogen. Denne ”artikel” er for øvrigt fremragende. Godt skrevet, meget fine oversigter
der giver læseren en viden om, hvilke byer, der hvornår var befæstede. Kapitlet bygger blandt andet på
forskningsresultaterne fra projekt middelalderby. Kapitlet er kort, måske for kort, men middelalderen er jo
heller ikke bogens emne. Redaktøren fortjener stor ros for at have medtaget dette kapitel.
Herefter følger 10 udmærkede bidrag om renæssancebyen, som dækker de væsentligste områder inden for
emnet: Købstædernes militære ydelser, De bevæbnede borgere – borvæbningerne fra 1536-1660,
Københavns befæstning og orlogsværket på Bremerholmen, Aalborgs befæstning i middelalderen og
renæssancen, Nyborg Slot og Fæstning, Fredericia 1629-1909 Bersodde- Frederiskodde – Fredericia, Hals
Skanse og Hals by, Renæssancens påvirkninger i norsk fortifikasjonshistorie- Akershus, Frederikstad og nye
39
undersøkelser på Isegran, Renæssancens fæstningsbyer i Slesvig-Holsten, og som det sidste bidrag
Renæssancens stadsbefästningar i Danmark öster om Öresund.
Det er et plus for bogen, at den medtager anlæg i Norge og i Slesvig-Holsten, selvom det strengt taget ikke
var en del af det danske rige – det var en del af kongens rige og var og har aldrig været dansk.
Der er desværre ikke plads til, at jeg kan gå ind i de enkelte bidrag, men jeg vil dog fremhæve Marianne
Goral Krogh Johansens bidrag Nyborg Slot og fæstning. Dette bidrag er yderst velskrevet og giver læseren
et overblik over Nyborgs fæstningsanlæg fra den tidlige middelalder til 1660. Forfatteren får virkelig lagt
Chr. 3.s ændringer i af Nyborg Slot ind i den historiske kontekst. Bidraget afsluttes med Nyborg og den
svenske besættelse 1658-1660. Ofte har den slags bidrag kun lokalhistorisk betydning, men dette forstår at
løfte lokalhistorien op i den nationalhistoriske, ja op i den europæiske historie.
Bogen Renæssancens befæstede byer er på mange måder en god bog, en bog man får noget ud af.
Bogen er forsynet med en fin ordliste, hvor specialudtryk forklares og med et fint register, der gør bogen
anvendelig som opslagsbog. Hvis man i forbindelse med undervisning i renæssancen vil tage fat i den
militærhistoriske vinkel, så er bogen uhyre nyttig, men den har også en værdi på et andet felt. Med denne
bog kan man levendegøre overfor studerende, hvordan de militære behov ændrede menneskets fysiske
rammer i renæssancen. Militærhistorie er ikke kun historien om krudt og kugler, det er dybest set historien
om menneskets vilkår. Bogen kan bestemt anbefales.
Torben Svendrup, ph.d.
40
Svenskekrigene
PETER WESSEL HANSEN & LEON JESPERSEN (red.): ”Stormen på
København – den svenske belejring 1658–1660”. København
Kultur og Historie bd. 1, udg. af Københavns Stadsarkiv 2009, 217
sider, 175 kr.
I anledning af 350-års-jubilæet for Stormen på København natten
mellem den 10. og 11. februar 1659 har Københavns Stadsarkiv
udgivet denne antologi, som er første bind i en ny skriftrække
kaldet København. Kultur og Historie, der afløser den gamle
årbog, Historiske Meddelelser om København, der også i 1959
udkom med et særnummer om den svenske besættelse 1658–60.
Som noget nyt har man udpeget to gæsteredaktører, og
indlæggene har været udsat for fagfællebedømmelse. Men
hvorfor overhovedet mindes disse års begivenheder og udgive
endnu et temanummer? Det funderer redaktør Leon Jespersen
over i indledningen: 1600-tallets krige fremkaldte kritik og
selvkritik og stillede spørgsmål ved samfundsordenen.
Svenskekrigene viste, at adelen ikke formåede at forsvare riget, og omvendt fremstod borgerne som de
store vindere. Med Københavns privilegier af 24. marts 1659 blev der slået hul på et stænder- og
privilegiesystem med århundreder på bagen, en overgang, der fuldbyrdedes med Enevældens indførelse
året efter.
Et andet svar kunne lyde, at det slet og ret var det dansk-norske riges eksistens, der stod på spil. København
var rigets administrative, økonomiske og militære hovedstad og det oldenborgske monarkis sidste skanse,
“efterdi den hele krones velfærd samme sted angår”, som det hed i en betænkning fra 1646.
Begivenhederne er da også blevet omtalt som “Danmarks skæbnetime” i eftertiden. Efter en svensk sejr
skulle Danmark inddeles i fire guvernementer, København jævnes med jorden som et andet Karthago, og
Malmø gøres til orlogshavn.
Stormen på København som nationalt erindringssted
Historien skrives og fortolkes som bekendt løbende, og mindet om det svundne påkaldes til at legitimere
skiftende tiders projekter og ideologier. Allerede i 1661 gjorde Frederik III den 11. februar til national
taksigelses- og helligdag med musik og klokkeringning, men i 1766 blev den afskaffet som upassende i
anledning af prinsesse Sophie Magdalenes bryllup med den svenske kronprins Gustav (senere III). I 1849
blev fejringen af Stormen på København genoptaget med stort anlagte festligheder, hvor borgernes og
studenternes forsvarsvilje blev mindet i lyset af truslen fra syd, og det nordiske blev fremhævet på en lidt
anstrengt måde, og ved 250-års-jubilæet i 1909 blev der opsat et pompøst mindesmærke i Kongeporten
ved Christiansborg.
I 1959 var markeringen væsentlig mere beskeden, og denne gang valgte Københavns kommune
bemærkelsesværdigt nok at opsætte en tavle til minde om de svenske og hollandske soldater og søfolk i
Stormgade, hvor nogle af de hårdeste kampe havde fundet sted. I 2009 fremhævede man det demokratiske
element, idet den forsamling på 32 mænd, der indstiftedes med Københavns privilegier, kan ses som en
41
forløber for Borgerrepræsentationen. Ud over Borgerrepræsentationens markering blev dagen
højtideligholdt som en militær mindedag.
Om stormen på København som erindringssted kan man læse yderligere i Sebastian Olden-Jørgensens bog
Stormen på København 1659. Et københavnsk og nationalt erindringssted gennem 350 år, som blev omtalt i
Noter nr. 189, s. 15–16.
Den mislykkede storm
Bogen understreger, hvor hasarderet den svenske storm var. Ifølge samtidens litteratur var der en række
betingelser for, at en storm på en befæstet stad kunne anses for at være tilrådelig, bl.a. skulle
invasionshæren være væsentlig større end forsvarsstyrken. Ingen af disse betingelser var opfyldt. Den
svenske angrebsstyrke bestod af næsten 11.000 mand, og forsvaret rådede over nogenlunde det samme,
heraf 6.000 danske og hollandske soldater og søfolk og resten borgere og unge mænd. Tabstallene talte da
også deres eget tydelige sprog. Mens svenskerne havde flere hundrede døde, mistede forsvarerne 10–12
mand af alle rangklasser!
Svenskerne fejlvurderede ganske enkelt situationen og undervurderede styrken af det danske forsvar. De
oplysninger, man byggede på, og som stammede fra Erik Dahlberghs spionage i København sommeren
1658, var forældede og utilstrækkelige. Det er et emne, Peter Ullgren behandler.
Gunner Lind fremhæver forsvarernes store aktivitet og mange udfald (ni–ti i løbet af september/oktober
måned). Kun i de første to en halv måned var der tale om en virkelig militær belejring. Efter at den
nederlandske flåde havde undsat hovedstaden fra søsiden d. 29. oktober 1658, blev skanser, løbegrave og
effektiv beskydning opgivet. Derefter fulgte en aktiv blokering, hvor svenskerne fra fæstningslejren Karlstad
forhindrede hovedstadens indbyggere i at drage nytte af Sjællands resurser og forberedte sig på en storm.
Om borgenes rolle påpeger Lind, at de ganske vist tilhørte reserven, men at de deltog både i vagthold og
under stormnattens kamphandlinger og med deres næsten 4.000 mand udgjorde en ikke ubetydelig del af
forsvarsstyrken. Fundamentet “under de tropper, som forsvarede byen, var først og sidst stændernes
løbende bidrag med selve byens borgerskab som den helt dominerende bidragyder.” Studenterne havde
deres eget regiment, der talte omtrent 300 mand, og i modsætning til borgerne deltog studenter i udfaldet
d. 23. august 1658. Den danske kampmoral synes at have været høj.
Lars Ericson Wolke betragter Stormen i et svensk perspektiv og omtaler bl.a. de omfattende svenske
udskrivninger af dansk mandskab fra efteråret 1657 til 1659 – i alt 12.000 mand (dog undtaget
udskrivninger fra Bornholm og Trondhjem len, udskrivningerne i Skåne nævnes mærkeligt nok slet ikke). Da
folket var upålideligt og i flere tilfælde deserterede eller gik over til fjenden, må disse udskrivninger i første
omgang have handlet om at dræne Danmark for unge våbenføre mænd. Beklageligvis er et stykke af
Wolkes tekst mellem s. 27 og 28 om de svenske angrebsplaner faldet ud.
Københavns befæstning og svenskelejren Karlstad
David Høyer og Jens Ole Christensen skriver om Københavns befæstning fra moderniseringen under
Christian IV, nybefæstningen 1647–57 og udbygningerne 1657–58. Befæstningen var endnu i dårlig stand,
da Karl Gustav nærmede sig hovedstaden februar 1658 – formentlig en stærkt medvirkende årsag til, at
danskerne undertegnede “panikfreden” i Roskilde.
42
Da Karl Gustav på ny gik i land på Sjælland i august 1658, så det ikke meget bedre ud, men nu fik man
hurtigt udbedret og forstærket anlæggene, og under hele belejringen blev befæstningen udbygget, således
at svenskernes oplysninger var forældede, da kongen endelig valgte at storme staden.
Maria Kargaard skriver om Karl X’s fæstningslejr ved Brønshøj, der senere er blevet døbt Karlstad. Lejren
var svenskernes militære hovedkvarter i Danmark og svenskekongens residens. Lejren tjente som en
“operativ base, hvor soldaterne kunne restituere sig, og hvorfra der kunne hentes forstærkninger under
offensive kampagner; og den udgjorde et sikkert helle, hvis krigslykken vendte”.
Karlstad talte på et tidspunkt omkr. 5.800 menige og officerer, men lægger vi de civile indbyggere til, kan
tallet anslås til omkr. 20.000 – til sammenligning havde København i 1660 omkr. 25.000 indbyggere. Her er
der dog tale om et rent skøn.
Kargaard interesserer sig især for de kulturhistoriske forhold – fortællingen om det levede liv og forholdet
mellem hærens indbyggere og landbefolkningen. Lejren blev bygget med materialer fra de omgivende
købstæder, landsbyer og skove, bl.a. sønderbrød svenskerne Rødovre Kirke og landsbyskole, og nogle
landsbyer blev lagt mere eller mindre øde.
Bønderne ydede naturalier, penge og arbejdskraft, men selvom forholdet kan have været præget af tvang
og trusler, synes landbefolkningen ikke at have ydet nogen modstand imod lejren. “Tværtimod kan det
konstateres, at de svenske soldater kunne blive begravet på de lokale kirkegårde, de kunne have sex med
lokale kvinder, og de kunne bedrive handel med de lokale bønder”, skriver Kargaard. Her kan man så
spørge, om modstand overhovedet havde været noget reelt alternativ.
Øvrige bidrag
Leon Jespersen skriver om den københavnske privilegiesag og 1600-tallets strukturændringer og fokuserer
på modsætningerne hos Københavns indbyggere. Han inddrager de forskellige udkast til privilegier fra
1658–60, der tidligere ikke har påkaldt sig større opmærksomhed. Det viser sig især at være de velhavende
borgere, der profiterede af privilegierne, og man kan anskue disse som storborgerskabets betaling for
samarbejdet med og støtten til kongemagten, bl.a. agerede storkreditorer som Jens Lassen og Henrik
Müller i kulissen. Forfatningsforholdene var derimod underordnede, København blev aldrig til en “fri
rigsstad” med politisk medindflydelse, og riget fik ikke nogen stænderforfatning.
Jens Christian Vesterskov Johansen behandler i et kort indlæg synet på svenskerne. Vartovpræsten Anders
Matthiesen Hjørring skrev i løbet af krigen hele fire skuespil om tilstanden i Danmark, hvori harmen og de
antisvenske følelser får frit spil. Det samme var tilfældet i mange af tidens digte og viser. I det anonyme
skrift Discours eller Samtale imellem tvende Personer ytrer en københavnsk borger om årsagen til det
svenske angreb: “Der er huercken skam eller Samvittighed hos de Svenske […] Det er alene aff den onde
Begierlighed till att regiere oc undertvinge alle nationer”. Fjendebilleder er ikke noget, der er forbeholdt
nutiden, ligesom træk af dagens danske selvforståelse kan spores langt tilbage.
Peter Wessel Hansen skriver om fødevareforsyning og prisregulering, Thomas Lyngby om det københavnske
patriciat, Nils G. Bartholdy om Københavns byvåben set i lyset af begivenhederne, og Søren Mentz om
Stormen som kunstmotiv. Mentz taler to gange om Danmarks afståelse af de “sydsvenske provinser”, en
43
pudsig formulering i betragtning af, at Skånelandene dengang var lige så danske som Jylland, Sjælland og
øerne.
Fejl og mangler
Egentlige fejl har jeg ikke fundet mange af, men når Leon Jespersen skriver, at Hven blev afstået ved
Roskildefreden 26. februar 1658, er det ikke korrekt. Den sjællandske ø Hven var ikke omfattet af
fredsaftalens bestemmelser, men Karl Gustav gav efterfølgende sine forhandlere ordre på at kræve øen,
“om det så skulle koste ham et øje”. Først d. 22. juni bøjede danskerne sig, hvorefter Hvens afståelse
sammen med flere andre punkter skulle indføjes i en tillægsprotokol til Roskildefreden, men Karl Gustavs
fredsbrud d. 7. august 1658 kom i vejen. Hven blev altså først afstået ved freden i København 27. maj. 1660.
På s. 101 tales der om Ludvig 3, hvilket er en fejl for Ludvig d. 13. På s. 194 læser man om Kalmarkrigens
afslutning i 1616, den endte som bekendt 1613.
Bogen indeholder en del sproglige sjuskefejl, som kunne have været undgået ved en grundigere korrektur.
Den indeholder mange samtidige illustrationer, men mangler alligevel et fyldestgørende kortmateriale –
eksempelvis måtte nærværende anmelder ty til anden litteratur for at finde detaljerede grafiske
fremstillinger over datidens København og Stormens forløb.
Når redaktørerne lægger vægt på, at der er tale om en tværnational udgivelse med både danske og svenske
bidrag, må det undre, at man har fundet det nødvendigt at oversætte de svenske bidrag til dansk.
Mærkeligt nok gælder dette dog ikke citaterne på 1600-tals-svensk, som får lov til at blive stående uden
ordforklaringer af nogen art.
Arild Hald Kierkegaard
44
En brydningstid i dansk socialpolitik
JØRN HENRIK PETERSEN, KLAUS PETERSEN OG NIELS FINN
CHRISTIANSEN (red): ”Dansk Velfærdshistorie bd. 2”. Syddansk
Universitetsforlag 2011. 824 sider, 498 kr.
Bogen er anden del af et større projekt på i alt 6 bind, der
udkommer i perioden indtil 2014. Første bind blev anmeldt i
Noter, nr. 189.
Bind 2 har undertitlen ”Mellem skøn og ret 1898-1933”, og den
afspejler at denne periode var en brydningstid hvor vigtige
principper i socialpolitikken var i konflikt, men efterhånden fandt
deres plads i den danske lovgivning. Det var ikke bare skøn
kontra ret, men også forsørgelse kontra forsikring, det
offentliges ansvar kontra privat godgørenhed. Der var store
meningsforskelle mellem partierne, men efterhånden tvang de
ydre omstændigheder synspunkterne nærmere hinanden, så at
der kunne opnås så nogenlunde konsensus om Steinckes
socialreform. Spørgsmålet om denne så nogenlunde konsensus
er ved at være brudt nu, vil sikkert blive behandlet i det sidste bind.
På trods af de store meningsforskelle mellem partierne - og mellem de enkelte politikere – var de fleste
enige om at rose den specifikt danske model, ikke mindst sammenholdt med tysk socialpolitik. Bogen har,
ganske berettiget, en mildt humoristisk holdning til denne socialpolitiske nationalisme, selv om den ind
imellem blokerede for hvad embedsmænd og eksperter i samtiden, og også bogens forfattere, anså for de
optimale løsninger. En af pointerne er også at ”den danske model” var en skøn rodekasse af forskellige
principper og ordninger, og at man for resten var særdeles velorienteret om hvad der foregik i andre lande
og også gerne lånte ideer og løsninger her, heldigvis. Navnlig var der måske et princip som man i datiden
anså for særligt dansk, nemlig frivilligheden, f.eks. det frivillige medlemskab af sygekasserne – også dette
ret tankevækkende, fordi man allerede ved Steinckes socialreform i nogen grad brød med dette princip, og
fordi det jo ikke ligefrem præger dansk socialpolitik i dag, selv om man også i dag med stor begejstring taler
om ”den danske model”.
Bogens opbygning er som bind 1, dvs. et par generelle kapitler i starten, om samfundsudvikling og om
ideerne, og et generelt afsluttende kapitel, kaldet sammenfatning og perspektivering, måske mere det
første end det sidste. De fleste ikke-eksperter vil nok foretrække at læse disse kapitler først, og det vil i
udpræget grad gælde vore elever. Hvordan man så fortsætter læsningen, afhænger af hvilket fokus man
har. Bogens øvrige kapitler drejer sig nemlig om hver sin gren af socialpolitikken: Fattigforsørgelse,
alderdomsforsørgelse, sygeforsikring, ulykkesforsikring, arbejdsløshedsforsikring, invalideforsikring og
familiepolitik. Det sidste emne er nyt, de andre finder man også i bind 1. Bøgerne kan således bruges både
”på langs og på tværs”, altså til historiske længdesnit indenfor en speciel gren eller til tværsnit på et enkelt
tidspunkt.
45
En bog på over 800 sider om et emne som mange måske ikke umiddelbart vil finde specielt ophidsende selv om det selvfølgelig er deres egen forbandede fejl – bør man naturligvis forsøge at gøre så læsevenlig
som muligt, og man kan se at forfatterne har gjort sig umage. Der er fotografier og tegninger, tabeller og
diagrammer, punktopstillinger osv. De er meget velkomne, og der måtte faktisk godt være endnu mere af
den slags. Ikke mindst yngre læsere er blevet vant til sådan noget, og massive tekstsider uden afbrydelser
vil afskrække mange. Det kan naturligvis være svært helt at sætte sig i læsernes sted, som når man f.eks. i
nogle tabeller undlader at præcisere hvor lang tid en pengestrøm løber over – altså, når der bare står ”kr.”
og ikke ”kr. pr år”. For mange yngre læsere kan det være svært at indse at de minimale kronebeløb faktisk
dækker over et helt år. Som regel vil man kunne gætte sammenhængen hvis man blot læser 20-30 sider
længere frem til en anden tabel, men pointen er at bogen sikkert i høj grad vil blive brugt som opslagsværk.
Til det formål er der et personregister, men ikke et sagregister. Her må man forlade sig på bogens stramme
opbygning, og det vil da også virke i de fleste tilfælde.
Ligesom bind 1 er den normale synsvinkel ”oppefra”. Det vil sige at fokus er på tilblivelsen af lovgivningen,
den politiske proces og ”hvem-mente-hvad-og-hvornår”. Administrationen af loven og virkningerne af loven
behandles ikke nær så grundigt. Hvad det angår, har vi stadig ikke en dansk velfærdshistorie.
Hele værket bør stå i ethvert skolebibliotek som opslagsværk. De generelle kapitler kan umiddelbart bruges
i undervisningen, og de emneorienterede kapitler til elevopgaver o.l.
Axel Moos
46
Grevindens odyssé
YVONNE HIRDMAN: ”Den røde grevinde. En europæisk historie”,
Forlaget Sohn 2010, 467 sider (ill.), 249 kr.
Efter at afsluttet den israelske forfatter Amos Oz´ fremragende
selvbiografiske roman, En fortælling om kærlighed og mørke, greb jeg
så Yvonne Hirdmans (svensk professor i kønshistorie) Den røde
grevinde, der på mange måder minder om Amos Oz´ roman. Men det
kan være svært at vende sig til Hirdmans skrivestil, fordi hun ofte er i
dialog med sig selv og personerne i historien. For det er, hvad det er.
En historie, der favner vidt, men også er researchet og
dokumenteret. Det primære projekt er at afdække moderens
historie. Det er nemlig hende, der er den røde grevinde. Men det, der
ser småt ud, kommer til at udspille sig på baggrund af den mest
dramatiske periode i europæisk historie. Hirdmans beretning modtog
i øvrigt ”Augustpriset” i 2010.
Hirdman og Oz og har begge rødder i en familiesaga, der strækker sig
over tre generationer og med baggrund i europæisk historie fra
omkring 1900. Hvor Oz´ familie er polske jøder, er Hirdmans mor tysk, hendes daværende mand en baltisk
greve. Bedsteforældrene på mødrene side var bosat adskillige steder, afhængigt af morfaderens luner og
erhvervsmæssige muligheder. Han ender efter nogle år i Oxford som boghandler i den (nu) rumænske by,
Radautz.
Radautz er beliggende i regionen Bukovina, der indtil afslutningen af 1.verdenskrig var et hertugdømme
med begrænset selvstyre i det habsburgske rige og senere i Østrig-Ungarn. I denne periode var byen et
mylder af nationaliteter, præget af rumænere og ukrainere, men også med store grupper af jøder og
tyskere, de såkaldte ”Volksdeutsche”. Hirdmans fortælling åbner et fjernt hjørne af Europa og beretter om
et hverdagsliv, hvor jøderne stadig kunne leve forholdsvis ubekymret for forfølgelse og pogromer. Det
ændrede sig som sagt. I øvrigt kom Radautz til at skifte hænder mellem krigens parter, hvor specielt de
russiske tropper var voldsomme i deres fremfærd. Efter krigen tog rumænerne over, og fra da af var
tolerancen en saga blot i Bukovina.
Hirdmans mor bliver senere gift med Alexander, en baltisk greve, hvis titel reelt var den eneste kapital, han
havde bragt med sig vestpå. Her involveres ægteparret i 1920´ernes Berlin med alt, hvad der hører til i de
excentriske kunstnerkredse. Senere krise og så nazisternes magtovertagelse. Ikke gode tider, når man som
parret har kommunistiske sympatier og venner. Livet i Tyskland bliver for besværligt, og greven og
Hirdmans mor skilles (som ofte før). Moderen tager til Paris, greven til Moskva. Moderen rejser også, med
en ny kæreste, til Moskva i en periode, hvor Stalins udrensninger bl.a. går ud over Kirov, der myrdes i 1934.
Moskva er ikke stedet længere; Hirdmans mor flygter for, efter et intermezzo i København, at ende i Paris,
hvor boghandlerdatteren fra Radautz møder den ti år ældre Sven Hirdman. Det er så derfor, Yvonne
Hirdman er svensk.
47
Når Hirdmans beretning først får fat, så åbner der sig en usædvanlig odyssé gennem Europas turbulente
historie. Spændende, gribende, forvirrende og usædvanlig. Fine litteraturhenvisninger og oversigt over
beretningens persongalleri.
Hans-Henrik Christensen
Den store køkkenkamp
DORTHE GERT SIMONSEN & IBEN VYFF (red.): Amerika og det gode liv.
Materiel kultur i Skandinavien i 1950’erne og 1960’erne (Studies in
History and Social Sciences 425), Syddansk Universitetsforlag 2011, 242
sider, illustreret i farver, 275 kr. hos forlaget.
Som del af forskningsprojektet ”Amerika på dansk” handler denne
antologi om amerikaniseringens betydning for det skandinaviske
privatliv i tiden efter anden verdenskrig. Hvor traditionelle
fremstillinger af denne periode vil lægge vægt på USA’s betydning for
udviklingen af velfærdsstaten eller udviklingen af Danmarks stilling
under den kolde krig, er fokus her på hvordan amerikaniseringen
prægede hjemmefronten i de skandinaviske lande.
I forordet og i Uta Poigers indledende artikel betones det, at
amerikanisering er en kompliceret proces og det beskrives, hvordan amerikanske idealer blev modtaget og
inkorporeret i hverdagslivet. De nedslag der er i bogen er afhandlinger om svenske Rakkere, der ses som
Nordens svar på James Dean og truede tankegangen bag Folkhemmat. Andre bidrag handler om
udviklingen af køkkenet i alle tre skandinaviske lande, hvor lokal byggeskik, madtraditioner og fordomme
forenes med den amerikanske tradition for Home Science og Taylerisme. Andre artikler handler om
kogebøger, cowboybukser, fotoalbums og forbrugersamfundets udvikling eksemplificerer denne proces.
Alle emner behandles sobert og giver både detaljerede og teoretiske tilgange til stoffet, der viser, at soft
power kunne være et stærkt våben i den Kolde Krig, for hvem foretrækker ikke materialisme og ”the
American way of living” hvis man fik chancen?
Bogen er interessant, men for snæver til den daglige undervisning. Den kan finde anvendelse til
opgaveskrivning eller AT-forløb. Den anbefales derfor til skolens bibliotek.
Rasmus Østergaard
48
Modstanden mod Hitler – en konservativ diplomats dagbøger genudgivet
ULRICH VON HASSEL: "Det andet Tyskland – Ulrich von Hassels
dagbog september 1938 - juli 1944”, Rosenkilde og Bahnhof
2011, 475 sider, 399 kr.
Kort efter Anden Verdenskrigs afslutning blev den tyske
diplomat Ulrich von Hassels dagbøger udgivet i en række
europæiske lande – også i Danmark i 1947. Der var et behov for
at vise, at der i Nazi-Tyskland var højt placerede personer med
erfaring og indsigt, der ikke var en del af det nazistiske vanvid, og
som på forskellig måde havde forsøgt at modarbejde regimet.
Denne bog er nu genudgivet i en lidt ændret udgave med en fin
indledning af den engelske historiker Richard Overy.
Ulrich von Hassel (1881-1944) var af tysk adelsslægt, deltog i og
blev alvorligt såret under Første Verdenskrig og var i
mellemkrigstiden en fremstående diplomat. En af hans
lykkeligste perioder – ifølge familien – var hans tid som
ambassadør i Danmark fra 1926 til 1930. Han var en indædt modstander af nazismen, selv om han meldte
sig ind i DNSAP i 1933, og det blev hans skæbne og årsagen til, at vi kender ham i dag. I 1938 blev han
nemlig afskediget fra Udenrigsministeriet, efter Ribbentrop var blevet Hitlers lydige udenrigsminister, og fra
det tidspunkt begyndte han at føre dagbog, som han førte med stor omhyggelighed frem til sin død i
september 1944.
Ulrich von Hassel tilhørte en gruppe af konservative tyskere, der væmmedes ved den politik, som blev
indledt med Hitlers magtovertagelse i 1933. Særligt var han optaget af den tyske udenrigspolitik, men han
var også forfærdet over det nazistiske styres adfærd over for politiske modstandere, jøder og andre
grupper i det tyske samfund. Han tilhørte den gruppe officerer og embedsmænd, der stod bag attentatet
mod Hitler i juli 1944, dog ikke i nogen aktiv rolle. Han var mest med til at skitsere tankerne om et nyt styre,
hvis det lykkedes at vælte Hitler, og han var af flere udset som udenrigsminister i en overgangsregering.
Efter det mislykkede attentat 20. juli 1944 blev von Hassel arresteret sammen med 5.000 andre, og efter en
skueproces under forsæde af den berygtede dommer Freisler blev von Hassel henrettet d. 8. september,
1944.
Dagbogen indeholder korte referater af von Hassels utallige møder 1938-44 og hans egne overvejelser om
Tysklands politiske og udenrigspolitiske situation. Med stigende fortvivlelse iagttager han krigens udvikling,
og hvorledes Hitler-styret fører Tyskland ud i den ene katastrofe efter den anden. Livet i Tyskland går
videre, men manglen på snart sagt alle varer og de allieredes bombninger får stadig større konsekvenser for
den del af den tyske befolkning, der ikke kæmper ved fronterne.
Med mindre man er meget interesseret og vidende om de politiske forhold i Tyskland og Europa, er bogen
ikke det mest oplagte valg. Enkelte steder finder man værdifulde oplysninger især om forsøgene på at
etablere et alternativ til Hitler, men en meget stor del af dagbogen er af begrænset interesse i dag. Jeg har
49
for eksempel haft mere glæde af at læse Victor Klemperers ”Jeg vil aflægge vidnesbyrd til det sidste”,
udgivet i 2003, der gav en fornyet indsigt i det nazistiske styres undertrykkelse og væsen.
Når man i dag har valgt at genudgive bogen på dansk hænger det nok sammen med, at den er kommet igen
på engelsk, og at problemstillingen omkring den tyske modstand har fået fornyet aktualitet med filmene
om Operation Walkürie og Die Weisse Rose.
Ulrik Grubb
Det andet Tyskland
BARBARA BEUYS: „Sophie Scholl. Pigen der trodsede Hitler”.
Informations Forlag 2011, oversat fra tysk af Hanne Lund efter
Sophie Scholl. (tysk udgave 2010), 473 sider illustreret S/H, 399 kr.
Titlen på denne bog antyder at bogen er en biografi over Sophie
Scholl (1921-1943), men man skal ikke lade sig narre. Skildringen
gælder nemlig hele familien Scholl og dens bekendtskabskreds.
Temaet for historikeren Barbara Beuys (f.1943) bliver derfor,
hvordan indbyggerne i ”det andet Tyskland” gebærdede sig under
nazismen og forholdt sig til dens gerninger.
Det overraskende for mig er, at de yngre familiemedlemmer Hans,
Inge og Sophie efter magtovertagelsen i 1933 så at sige omfavner
Nazismen og deltager aktivt i både Hitlerjugend og Bund Deutscher
Mädel. Dette huer ikke forældrene. Faderen Robert Scholl er aktiv
socialdemokrat og allerede under første verdenskrig anti-militarist
og wilsonianer. Moderen. Moderen Lina er praktiserende lutheraner. Ingen af dem er tiltrukket af
nazismens halvreligiøse karakter.
De unges fascination varer dog ikke ved, og selvom Scholls kæreste Fritz Hartnagel er aktiv officer,
forårsager en kombination af tysk litteratur, samtaler med katolske kritikere af nazismen og hendes
personlige oplevelser i arbejdstjenesten at Sophie Scholl går fra modvilje til direkte modstand mod
nazismen. Som bekendt sker dette gennem organisationen ”Hvide Rose”, hvor Sophie Scholl med broderen
Hans uddeler flyveblade mod nazismen og derfor bliver henrettet 1943 sammen med Christopher Probst.
Bogen bygger i høj grad på private optegnelser og breve fra Scholl-familien, samtidig med at der
perspektiveres til andre modstandere af regimet, som fx. Staufenberg. Man kan derfor følge den personlige
udvikling i familien og den tankegang, der leder de unge fra den ene grøft over til den anden. Bogen giver et
godt indblik i mulighederne for at forholde sig kritisk til nazismen, mens den stadig sad på magten.
Interesserer man sig for Tyskland og nazismen, får man et rigt udbytte af at læse dette værk.
Rasmus Østergaard
50
Spanien under Franco
FERNANDO ARRABAL: ”En forsvundet løjtnant”. Forlaget Kahrius
2011, oversat af Viveca Tallgren, 164 sider, 160 kr. inkl. porto på:
vivecatallgren@gmail.com
Med oversættelsen af Arrabals bog ”En forsvundet løjtnant” er der
udkommet et værk af den berømte spanske dramatiker, som
kaster lys over Francotidens Spanien på en måde, der er velegnet
til inddragelse i tværfaglige projekter om Francotidens Spanien i
fagene spansk, historie og dansk.
Bogen handler om forfatterens fader, hans dunkle skæbne og
dens virkning på Arrabal og hans familie.
Fernando Arrabal var 5 år, da borgerkrigen brød ud. Hans far var
officer i den spanske hær og bosiddende i Mellila, der var et af
oprørets arnesteder. Da Arrabals far var republikaner, blev han
arresteret og dømt til døden af oprørene. Dødsdommen blev dog
aldrig eksekveret, og han sad i mange år i spansk fængsel, blev
anbragt på en sindssygeanstalt, hvorfra han angiveligt iført pyjamas flygtede gennem høj sne og forsvandt.
Hvad der egentlig skete med faderen har aldrig kunnet afdækkes.
Bogen beskriver med forskellige midler de chokerende begivenheder og deres virkning på Arrabals
barndom under og lige efter borgerkrigen. Arrabals moder var frankist og hun forsøgte at slette mindet om
faderen, muligvis fordi hun ville beskytte sin familie. Som ung 15-årig dreng opdagede Arrabal moderens
løgne, og fra da af begyndte en livslang kamp for at afdække sandheden.
Bogen forsøger at nærme sig de traumatiske begivenheder gennem flere indfaldsvinkler. Der er aftrykt
dokumenter, bl.a. brevveksling mellem moderen og fængselsvæsenet, hvoraf det bl.a. fremgå, at moderen
aktivt modarbejdede faderens frigivelse. Der er aftrykt brevvekslinger mellem den voksne Arrabal, som
havde svært ved at affinde sig med familiens officielle løgne, og moderen og hendes gode ven og støtte, en
spansk officer.
Gennem en digterisk gengivelse af forholdet mellem moderen og den voksne Arrabal (der ligger meget tæt
på Arrabals værk ”Baal Babylon”) får man et indtryk af de mentale virkninger af den undertrykkelse, der
fulgte i borgerkrigens kølvand. Bogen indeholder også ”Brev til Franco” og teaterstykket ”De to bødler”, der
begge kaster lys over den mentale virkning af Francos diktatur.
I en tværfaglig gymnasial sammenhæng giver bogen mulighed for en litterær behandling af nogle af
Arrabals vigtigste værker. I historie repræsenterer bogen en oplagt mulighed for at inddrage de
mentalitetsmæssige virkninger af den spanske borgerkrig og det frankistiske diktatur under og efter
borgerkrigen. Den nye åbenhed i Spanien om borgerkrigens mentale virkninger gør bogen særdeles
relevant.
Sten Jacobsen
51
Dødslandet og Historien.
TIMOTHY SNYDER: ”Bloodlands. Europa mellem Hitler og Stalin”.
Jyllands Postens Forlag 2011. 536 sider, 400 kr.
Denne bog er på mange måder skelsættende og efter endt læsning
må man udbryde: Endelig kom den. Hvor vi i årevis har præsenteret
1900-tallets historie især som udviklingen i det forbryderiske NaziTyskland og Socialismens Fædreland USSR hver for sig med den
derpå følgende verdenskrig og afledte kolde krig, så har Timothy
Snyder vendt historien på hovedet og skrevet en anden slags
verdenshistorie fra neden , hvor det er ofrene for de to regimer i
området mellem Warszawa-Minsk og Leningrad-Krim i perioden
1933-1945 som er i centrum. Det omtalte område betegner han som
” Bloodlands.” På blot 12 år lykkedes det for de to totalitære regimer
nazismen og kommunismen at tage livet af 14 millioner mennesker.
Mænd, kvinder og børn. Alle civile. Pointen er, at begge regimer
opererede i samme område og på samme tid og for ofrene var det
vel lige meget om de myrdedes af tyskere eller sovjetrussere. Myrdet blev de og for næsten 100 % ´s
vedkommende uden at de havde gjort noget som helst. De var bare noget eller boede bare et bestemt
sted. I intet andet område i Europa er så mange mennesker på så kort tid ført til slagtebænken. Nøgne kom
de til verden og nøgne forlod de den. Ydmyget. Ribbet for alt.
I 1951 udgav filosoffen Hannah Arendt en bog, hvor hun kædede Stalin og Hitlers regimer sammen i et
fælles begreb ”Totalitarismen” (Bogen blev først 30 år senere oversat til dansk). Som flygtet tysk jøde blev
Arendts beskrivelse af de to blodige diktaturers fællestræk ikke modtaget med glæde i venstreorienterede
kredse og sammen med indholdet af ikke-angrebspagten 1939-1941 og det tætte nazistisk-kommunistiske
samarbejde i samme periode blev tankegangen om ”det fælles” nedtonet, da den kulturelle elite i Vesten i
1960érne svingede de røde faner og istemte flosklerne om den paradisiske fremtid i de kommende
kommunistiske samfund. Arendt formulerede i store linjer sine tanker uden mere konkrete beviser. Bogen
her leverer beviserne og i en mere skarp og konkret form.
I 1951 var nazismens forbrydelser ikke færdigt afdækkede. Afdækningen af kommunismens forbrydelser
tog sin tid, da al negativ omtale af USSR betegnedes som ondsindet bagvaskelse af sovjetsystemet og dets
heppekor i udlandet. Men konklusionen er klar og det bedste sted at begynde er Blodlandet, hvor polakker,
ukrainere, hviderussere, jøder, russere, baltere osv. blev myrdet i milliontal. 1933-39 myrdede
kommunisterne millioner medens nazisterne end ikke havde nået de 10.000 ofre. 1939-41 myrdede de lige
dygtigt og endelig vandt nazisterne konkurrencen 1941-45.
Ved at arbejde med det område i Europa, hvor Holocaust især blev praktiseret og ved at fremdrage de
andre ofre i området løb Timothy Snyder ind i aggressiv kritik fra jødiske historikere, som hævede, at han
ville nedgøre den jødiske katastrofe ved at fremdrage, at Stalin i samme område myrdede langt flere
millioner end de nazistiske bødler. Holocaust var ved sin højteknologiske udførelse anderledes og for nogle
mere skræmmende end nakkeskud og sult, og er dette den afgørende målestok samt det forhold, at
nazisterne ville udrydde alle jøder i hele verden, hvis de fik muligheden herfor, da er Holocaust den unikke
forbrydelse i verdenshistorien. Stalin ville myrde modstandere i hele verden og især i visse områder, men
52
han var dog mere blodtørstig end Hitler og var også han antisemit og måske også polakhader? Og er
kommunismens forbrydelser i Det tyvende Århundrede ikke også et unikt fænomen ligesom Holocaust?
Bogen er på mange måder tung læsning. Den er med en lang litteraturliste, noter og masser af tal. Jeg har
ikke haft tid eller energi til at efterkontrollere hans tal for ofrene som når de for de nazistiske dødslejre
næsten er anført med en usikkerhedsfaktor på en person, men at hans beviser holder, det er jeg ikke i tvivl
om. De utroligt mange tal og enkelte beskrivelser er på en måde ubehagelig læsning men også æggende, da
han har så mange gode pointer ved sammenligninger mellem de nazistiske og kommunistiske metoder og
samarbejdet mellem dem. Man kommer hurtigt frem til spørgsmålet: hvorfor kom den jødiske katastrofe
hurtigt frem i lyset og hvorfor er den så velkendt og ofte fremme i debatten sammenlignet med katastrofen
for polakker osv.?
Snyders afsnit om Holocaust bringer ikke meget nyt på dansk medens det modsatte er tilfældet især for de
millioner af polakker som i zarens Rusland levede overalt i det store rige, men efter 1945 næsten alene
fandtes i Polen og i hvert fald ikke i USSR. Flere hundredetusinde polakker levede efter den polsk-sovjetiske
grænseaftale 1920 i Sovjet-Ukraine og andre steder i USSR. Under den store terror og jagten på spioner
1937-38 blev alle nationale mindretal i det vestligste USSR kraftigt decimeret. 1 uge efter Krystalnatten i
Tyskland, som kostede under 100 tyske jøder livet, afleverede Den sovjetiske politichef Jeszjov sin rapport
til Stalin om aktionerne mod de nationale mindretal, hvor 247.157 personer var skudt som spioner og
modstandere af sovjetsystemet.
Da USSR ved alliancen med Hitler tog Østpolen blev i første omgang 14.000 polakker sendt til GULAG.
15.000 blev soldater i Den røde Hær og 22.000 blev henrettet ved den såkaldte Katyn aktion. 61.000
pårørende til Katyn ofrene blev ligeledes deporteret til GULAG/ Kazakstan. Hertil kom 80.000 polske jøder,
som ikke ville have sovjetisk pas, da de ville vende tilbage til Polen - hvad det end måtte være. Efter 1945
blev over 1½ million polakker fra Sovjet-Ukraine overflyttet til det nye Polen, som nu havde plads i de
områder, som de havde fået fra Tyskland. De overflyttede havde dog alle været igennem NKVD´s
sorteringsmekanismer, således at der ikke var folk med kapitalistiske, anti-kommunistiske ja tanker
generelt. Foreløbig skulle polakkerne have de cirka 9 millioner tyskere, som var på det nye Polens jord, ud
af landet. Da det var sket fik polakkerne ordre til at løse et andet mindretalsproblem, idet der var over
100.000 ukrainere i det nye østlige Polen, som alle skulle spredes rundt i landet for at blive poloniseret.
Nazisterne havde fjernet jøderne – og tyskerne – og Stalin ordnede resten. Resultatet var et nyt homogent
Polen. Udrensningen blandt ukrainerne og hviderusserne, som havde smagt på 20 års polsk kapitalisme var
også i hundredtusindklassen. Isoleret set mistede Hviderusland halvdelen af sin befolkning 1939-1945.
Europarekord. Hertil kom at hele den politisk-økonomisk-kulturelle elite alle var myrdet som overalt i
Østeuropa og de i USSR indlemmede områder. Glemt er vel også at 16.000 letter, 8.000 estere og 9.000
finner i USSR også fik et nakkeskud 1937-38. Siden 1920 var de cirka 150.000 ingermandlændere, der boede
som finsktalende mindretal omkring Leningrad stille og roligt blev udryddet og 1945 kunne antallet af
finsktalende i regionen tælles til under 500. Det var næppe et emne, som var fremme i den finske eller den
danske offentlighed 1945-1989. Ligeledes tæt på Danmark var deportationerne af 200.000 baltere 1940-41
samt yderligere flere hundredtusinder efter krigen plus de direkte henrettede. En kraftig åreladning for de
små baltiske folkeslag og en svækkelse af al modstandskraft og medfølgende fattigdom, når hele den
initiativrige del af befolkningen forsvandt. Til gengæld kunne sovjetiseringen / russificeringen skride
planmæssigt og smertefrit fremad.
53
Snyder bringer også definitionen om folkedrab på banen. FN´s Folkedrabskonvention, vedtaget af
Generalforsamlingen i 1948 fastslog, at folkedrab var handlinger der ”… tilsigter helt eller delvist
tilintetgørelse af national, etnisk, racemæssig eller religiøs art ”. Hermed kunne kommunisternes mord på
sociale grupper holdes udenfor og USSR stemte da også for konventionen. Ifølge den kommunistiske
udlægning blev de nationale mindretal omtalt ovenfor myrdet som anti-sovjetiske og ikke som polakker
osv. Nazisterne myrdede også sociale klasser, nemlig asociale elementer og især etniske grupper så som
jøder og sigøjnere, men ikke samme gigantiske målestok som Stalins bødler.
Ser vi på tallene myrdedes i Gulag 1933-45 cirka 3 millioner. I tyske KZ i det egentlige Tyskland et fåtal især
sigøjnere. 12 millioner tyske og sovjetiske soldater døde i krigen mod 1 million amerikanere og briter.
Mindst 3 million mennesker i Ukraine blev sultet ihjel under Stalins felttog mod de såkaldte kulakker. 1
million døde under belejringen af Leningrad og 3 millioner russiske krigsfanger døde i de tyske lejre. Det var
en dødsrate på 50 % mod en 10 % rate for tyskere i sovjetisk fangenskab. Af de tilfangetagne 100.000 tyske
soldater ved Stalingrad vendte bare 5.000 tilbage til Tyskland i live. NKVD skød over 700.000 mennesker
under den store terror 1937-38. Nazisterne myrdede 1,6 millioner jøder i dødsfabrikkerne plus næsten 1
million i Auschwitz og lidt over 3 millioner andre steder. 100.000 polakker myrdedes i Auschwitz og de
25.000 dræbte ved nazisternes bombardement af Warszawa i september 1939 er i småtingsafdelingen og
svarer til antallet døde ved de allieredes bombninger i Dresden 1945. De 200.000 polakker som døde ved
opstanden i 1944 er i antallet flere end det samlede dødstal fra atombomberne over Japan 1945.
Nazisterne myrdede 1 million polakker og 3 millioner polske jøder. Kommunisterne myrdede over 1 million
polakker i Bloodlands og det skønnes at 1 million polakker døde som følge af krigshandlingerne i området.
300.000 jøder i Bloodlands blev myrdet af kommunisterne primært som anti-sovjetiske. Kan man klare
mere?
Troede polakkerne, russere, jøder og andre at krigens afslutning skulle stoppe terroren? De tyske
krigsfanger blev tilbageholdt i USSR endnu ti år under vanskelige forhold. De sovjetiske krigsfanger røg ved
hjemkomsten direkte i GULAG og jøderne i Østeuropa følte sig ikke velkomne tilbage. De gamle nazistiske
KZ lejre Sachsenhausen, Majdanek og KZ Warschau mærkede næsten ikke overgangen fra det ene
morderiske diktatur til det andet. Metoderne var de samme kun var klientellet et andet. Personalet kunne i
en vis udstrækning genbruges. Hvor nazisterne var draget mod øst og havde myrdet og plyndret kunne Den
røde Hær gentage det samme bare i en anden retning og med langt større økonomisk udbytte. Hvor Hitler
med sin Generalplan Ost havde planer om at myrde over 30 millioner slaviske mennesker var
kommunisterne mere målrettede og skabte et sovjet- kommunistisk imperium på færre mord men også
med en klar herrefolksdominans eller kontrol om man vil. Nakkeskuddene gik ikke af mode.
Sejrherrerne skriver historien plejer man at sige. Hvorfor skulle det tage 60 år førend der kom en bog som
indirekte sammenligner og har til formål at vise det blodige fællesskab som Hitler og Stalin forestod med
den begrundelse at det nazistiske og kommunistiske tusindårsrige nødvendiggjorde det? Timothy Snyder
svarer ikke direkte på spørgsmålet, men gør opmærksom på, at kildegrundlaget fra Bloodlands har været
skjult i relation til den sovjetiske side.
For mig er det klart, at dels har vi været i den specielle situation at et land – Tyskland – blev erobret og
kilderne gjort tilgængelige og dels har Holocaust specielle natur de sidste 40 år været meget fremme i
rampelyset godt hjulpet af jødiske interessegrupper. Befolkningerne i Polen, Hviderusland, Ukraine,
Baltikum - og Finland for den sags skyld - har ikke haft mulighed for at bidrage med oplysninger om
54
kommunisternes ugerninger eller erfare noget officielt og efter befrielsen havde de andet at tænke på.
Måske skal man rose kommunisterne i de vestlige demokratier for i årevis at have fået dagsordenen
fokuseret på nazisterne godt hjulpet af sympatisører af socialismen. Hvad vidste de? Og skal vi rose vores
demokrati for at vi ved valget i 2011 fik en minister og folketingsmedlemmer og folk med stor indflydelse i
regeringens støtteparti og dermed på landets politik som måske vidste/ikke vidste/accepterede den blodige
kommunistiske fortid - men nu (måske)ser tingene i et andet lys?
Nazisternes millionmord blev hurtigt kendte. Hvad med Stalins? Hitler havde 12 år. Kommunisterne fik 70
år og nåede at myrde mange flere millioner end Hitler havde planlagt. Var det en hemmelighed for
kommunister og andre i 1980`erne og dermed forklaringen på at Snyders bog af mangel på kilder først
udkom så sent eller var tiden først moden til ”totalitarismen” i 2010 eller er det først nu, at en historiker vil
vade i floden af nazistisk blod og så forene den med en endnu mere rivende strøm? Vil fremtidens
historiebøger have et kapitel om demokratierne og et, hvor fascismen, nazismen og kommunismen er slået
sammen under rubrikken diktaturerne? Bliver det Det 20.århundredes Historie i det lange perspektiv? Vi
har siden murens fald officielt kæmpet for demokrati og menneskerettigheder og bruger mange milliarder
af offentlige penge herpå. De gamle tilhængere af kommunismen står forrest i køen i dansk fjernsyn, når
Institut for Menneskerettigheder eller noget med racisme og demokrati skal debatteres og
forsvares/angribes. Er det fordi de nu er de ivrigste til at omskrive historien?
Køb bogen og frem for alt: læs den. Mine mange spørgsmålstegn er for mig mange spændende
diskussionsemner med kød på for eleverne i det smørhul som hedder Danmark langt væk fra Bloodlands.
Klavs Verholt
55
Rachlins essays
SAMUEL RACHLIN: ”Mig og Stalin – og andre essays”. People’s
Press 2011. 304 sider, 249 kr.
Titlen på Samuel Rachlins nye bog får umiddelbart læseren til at
tro, at det er en bog, som handler om Samuel Rachlins barndom i
Sibirien og eventuelt om hans tid som korrespondent i Rusland i
det tidsrum, hvor der blev gjort op med Stalinperioden. I
virkeligheden passer den næste del af titlen ”og andre essays”
bedre, for bogen kunne med lige så stor ret hedde ”Har Israel en
fremtid? – og andre essays”.
Bogen består af en række essays, hvoraf ”Mig og Stalin” er det
første. Nogle af de bragte tekster har været trykt tidligere i
næsten samme form, og har derfor nogle år på bagen. Andre er
skrevet til lejligheden og er fra 2011. Teksterne er ikke tænkt som
Rachlins erindringer, men er refleksioner over fortiden fra
barndommen i Sibirien, den videre opvækst i Danmark, tiden som
korrespondent i Moskva og Washington og tilværelsen i Trevi i Italien, hvor Rachlin tilsyneladende har
fundet et særligt frirum.
Konceptet gør, at der er mange temaer og verdensdele på spil. USSR/Rusland fylder meget i bogen. Der er
essays med meget personligt udgangspunkt, dels om opvæksten i Sibirien, dels om et senere forsøg på at
finde frem til de steder og personer, som spillede en rolle for familien Rachlin under deportationen. Der er
ligeledes et langt og detaljeret essay om Putins vej til magten og et essay, som er skrevet i anledning af
mordet på Anna Politkovskaja. Medieverdenen, jødisk bevidsthed og Israels forhold til den arabiske verden
indgår også i temaerne.
Rachlin er vidende, indsigtsfuld og velskrivende, og bogen er bestemt interessant læsning. Men en række af
de bragte essays er præget af den tid, de er skrevet på, og der er siden sket en udvikling, så tilgangsvinklen
har ændret sig. Det kræver også en vis baggrundsviden at få noget ud af teksterne, så det er ikke en bog,
det er oplagt at give til elever, som skal skrive opgave eller lave oplæg, dertil er den for kalejdoskopisk i sin
tilgang til stoffet. Men for læreren kan det være udbyttegivende at læse et eller flere af de bragte essays.
Bente Thomsen
56
Hitlers tilbagetog
MICHAEL JONES: ”Tilbagetoget - Hitlers første nederlag”. Gyldendal
2011. På dansk ved Ole Steen Hansen. 334 sider, s/h ill., 350 kr.
I sommeren 1941 brød Hitler ikke-angrebspagten med
Sovjetunionen, og de tyske tropper væltede ind over grænserne –
operation ”Barbarossa” var indledt. Fronten kom til at gå fra de
baltiske kyster i nord, til Sortehavet i syd. Et af hovedmålene var de
store olieressourcer i det sydlige Sovjetunionen, de store bysamfund
og selvfølgelig hovedstaden Moskva.
Hitler og hans militære chefer var overbeviste om, at de russiske
"undermennesker" ikke ville kunne stille noget op imod de både
teknisk og racemæssigt overlegne tyske styrker. Det gik da også fint i
de første måneder efter angrebet den 22. juni 1941, da de sovjetiske
styrker blev overrumplet, fordi Stalin ikke ville tro på, at Hitler ville
åbne en ny front, før England var besejret. Med deres blitzkriegstrategi rykkede panserdivisionerne mod nordøst i rivende fart, og
de forreste enheder var så tæt på Moskva, at de kunne beskyde byen
med deres artilleri.
Men hårdnakket modstand under ledelse af kompetente sovjetiske hærførere kombineret med den
russiske vinter bremsede den tyske offensiv. De tyske soldater havde ikke vinterudstyr, der kom ikke
forsyninger frem over de lange afstande, og soldaterne fik forfrysninger eller frøs ihjel, ligesom deres
tekniske udstyr ikke fungerede ved de ekstreme kuldegrader – med helt ned til 40 graders frost.
Jones påviser, hvordan tyskerne i alle faser af kampene på østfronten havde Napoleons katastrofale
ruslandsfelttog i tankerne, og hele tiden drog sammenligninger mellem deres egen situation og den franske
invasionshær. Ofte var det den samme rute de to hære fulgte blot - med 129 års mellemrum.
Bogen er en blanding af dagbogsoptegnelser og interviews med såvel civile som soldater. Hidtil
hemmeligholdte russiske dokumenter fra politiet og sikkerhedsstyrkerne er efter Sovjetunionens opløsning
blevet tilgængelige og har kastet nyt lys over de sovjetiske politiske lederes uduelighed og kynisme. Bogen
ville have indeholdt endnu flere autentiske beretninger fra de deltagende soldater, officerer og civile, hvis
forfatteren havde kunnet inddrage den russisksprogede litteratur. Han har dog udelukkende anvendt
engelske eller tyske oversættelser af de sovjetiske beretninger.
Man får som læser rigtig mange personlige skildringer fra menige soldater, officerer og sovjetiske civile. Så
mange, at overblikket af og til forsvinder mellem alle de mange dagbøger og breve, der beskriver
hændelser hist og her og alle vegne op og ned ad fronten. Der anføres særdeles mange stednavne, men
læseren får ikke megen hjælp fra de tre kort, der bringes bag i bogen. Det kræver noget af læseren, at
holde fast i den røde tråd og vide hvor man er i geografien.
Bogen er udstyret med et noteafsnit til hvert kapitel, litteraturliste, tidslinje, de tre landkort og et
glimrende register. De sort/hvide fotos er desværre af alt for dårlig kvalitet – der findes langt bedre
billedmateriale i andre bøger.
57
Sammen med forfatterens bog ”Leningrad”, som jeg anmeldte i Noter nr. 180 for 3 år siden, giver
”Tilbagetoget” et godt indtryk af Østfrontens barske krigsførelse og dens tragiske følger. Michael Jones bog
”Tilbagetoget” er, trods sine grusomme historier og barske illustrationer, livsbekræftende, tankevækkende
og nødvendig læsning. Den kan varmt anbefales.
Frank Weber
58
Hungersnød i Kina 1958-62
FRANK DIKÖTTER: ”Maos store hungersnød. Den største katastrofe i
Kinas historie, 1958-62”, Informations forlag 2011, 478 sider, 399 kr.
Kineserne udviser ikke stor lyst til at tale om Mao-tiden. Dette måtte
en lille gruppe gymnasielærere og jeg selv sande, da vi i efteråret var
på udveksling i den østlige Jiangsu-provins. Vi rejste rundt i store
dele af provinsen, var på officielt besøg i en af de større byers
skoler, og besøgte Kinas største by, den overvældende og
tankevækkende Shanghai. Hverken skolens lærere (historielærerne
var i øvrigt ingen undtagelse) eller vores rejseguider udviste stor
entusiasme når vi forsøgte at få dem til at fortælle om Mao-tiden.
Godt nok lyder et kinesisk ordsprog, at ”Mao gjorde 70 % godt og 30
% skidt”, men hverken de 70 % eller de 30 % var noget man ønskede
at uddybe for videbegærlige danske besøgende.
Der er stort fokus på Kina i disse år. Det vidner den seneste tids
mange bøger om Kina om. Frank Dikötters: Maos store hungersnød. Den største katastrofe i Kinas historie,
1958-62 er en af de bøger der udmærker sig i særlig grad. Både på kildesiden og på fremstillingssiden
udvides grænserne for vores forståelse af Kina i tiden under Mao. Og som grænserne udvides så åbenbares
en menneskeskabt sultkatastrofe som i omfang er uden sidestykke i menneskehedens foreløbige historie.
Kilderne
På kildesiden foretager Dikötter nye landvindinger i forhold til den hidtidige forskning i kinesisk historie.
Dikötter er professor i moderne kinesisk historie ved University of London og har som en af de første fået
adgang til større dele af de kinesiske provinsers partiarkiver. Han har i flere år rejst gennem Kinas provinser
og skrevet sin bog på basis af ikke tidligere set kildemateriale.
Dikötters fremstilling hviler på partitoppens taler, lokale provinsrapporter, klagebreve fra menigmand til
embedsmand og konfiskerede personlige breve. Bogens kapitler indeholder derfor alle en vid række af nye
relevante kildecitater fra den almene befolkning, fra implicerede embedsmænd, fra partitoppen og fra Mao
selv.
Derudover præsenteres vi for statistiske beregninger udført på baggrund af både officielle og uofficielle tal
fra perioden 1958-1962. Der er således mange gode og særdeles undervisningsanvendelige tabeller om alt
fra produktion til dødelighed (eks. s. 153; 189; 205 m.fl.).
Et særligt afsnit kun om kildematerialet plus en fuldt dækkende kildefortegnelse og et gennemført
noteapparat viser os, at der er tale om sikker empiri og en høj grad af grundighed; ”Mit udvalg
repræsenterer en god spredning af provinser” skriver Dikötter, og tilføjer at bogen dog skal læses med det
lille forbehold at ”… virkeligt følsomt materiale forbliver utilgængeligt” (425).
59
Målsætningsfeber og hierarki 1958-1962
Historien om Maos liv er velkendt: Bondesønnen Mao (1893-1976) deltog i revolutionen mod
kejserdømmet i 1911 og som 27årig var han med til at grundlægge KKP, Kinas Kommunistiske Parti. I
perioden fra 1927 og frem til slutningen af 1940’erne var kommunisterne under konstant pres fra Shiang
Kai-Sheks republikanske parti, Goumingdang. Da Mao som leder af den kommunistiske guerillabevægelse
og forfulgt af Goumingdangs tropper, førte 100.000 kommunister op gennem Kina på den berømte ”Lange
March” (1934-35), opnåede han den legendestatus der senere sikrede ham pladsen som Kinas ubestridte
leder - en status der næsten har gjort Mao immun overfor kritik i Kina.
Pga. en række komplicerede historiske omstændigheder vandt Mao og det kommunistiske parti i 1949
magten i Kina. Nu skulle et ideelt kommunistisk samfund etableres.
Med en svagt skitseret plan igangsatte Mao i 1958 et projekt som skulle bane vejen for dette idealsamfund
og kaldte projektet for ”Det Store Spring Fremad”. Ud fra en idé om en hurtig implementering af et
kommunistisk enhedssamfund satte Mao alt ind på at mobilisere den kinesiske befolkning i en aggressiv
industrialisering. Rygraden i dette teknologiske og økonomiske spring fremad skulle ifølge Mao være
bondens slidsomme arbejde styret af et stærkt hierarkisk politisk system hvor ”Hver embedsmand er sin
overordnedes ambolt og sin underordnedes hammer” (s. 251). Pres og målsætning kom ovenfra og
resultater skulle komme nedenfra.
Som det første blev det kinesiske samfund med Mao og KKP organiseret i store folkekommuner. Maos idé
var, at han ville effektivisere udnyttelsen af overfloden af kinesisk arbejdskraft ved at nedlægge
bondebefolkningens landsbyfællesskaber. Samtidigt kunne man så slippe af med den private ejendomsret hvilken ifølge Maos overbevisning var det forhadte kapitalistiske samfunds absolutte fundament. Man
tvangsflyttede store dele af bondebefolkningen til store kollektive sammenslutninger med fælleseje,
folkekommunerne. Her skulle folk udelukkende koncentrere sig om at yde forskellige former for arbejde og
samtidigt skulle man ikke længere tænke på at sørge for mad til sig selv eller til sin familie. Man
centraliserede fødeindtaget så alle folkekommunebeboere spiste sammen i centrale kantiner. Her blev
hvert individ tildelt madrationer efter arbejdsindsats. Var der folkekommuner som ikke opfyldte
målsætningerne i det nye kommunistiske samfund skar man simpelthen ned på de i forvejen sparsomme
rationer.
Maos redegørelser for metoderne til at nå en lyn-industrialisering var uhåndgribelige og uigennemtænkte.
Han redegjorde for metoderne i generelle termer mens kun de overordnede ideologisk baserede mål blev
skarpt defineret. Mao og Beijing ”… satte en række mål, der er under alle omstændigheder skulle nås” (71)
koste hvad det ville og straks gik hele befolkningen i gang med et forsøg på at opfylde målene. Frank
Dikötter beskriver således Det Store Spring Fremad på følgende måde: ”Hele landet blev ét stort univers af
normer, kvoter og mål, hvorfra ingen flugt var mulig, idet slagord blev blæst ud gennem højttalere, kadrer
tjekkede og vurderede arbejdsindsatsen og komiteer i en uden lighed rangerede og vurderede verden
omkring sig… snart var hele Kina ramt af feber, målsætningsfeber” (s. 72-73).
Et konkret eksempel kan hentes fra forceringen af den kinesiske stålproduktion: Indenrigspolitik blev
blandet sammen med udenrigspolitik da Mao krævede at Kinas stålproduktion skulle overhale
60
Storbritanniens og USA’s stålproduktion indenfor 15 år. Maos ambition var et spring fra de 5,35 millioner
tons stål produceret i Kina i 1957 til svimlende 700 millioner tons stål i 1975.
Dette igangsatte målsætningsfeberen hvor befolkningen straks overalt byggede tre til fire meter høje
interimistiske højovne af forhåndenværende materiale og efterfølgende begyndte på en helt igennem
inkompetent stålproduktion. Som basis for stålproduktionen benyttede man alle former for jern. Alt fra
livsvigtige landbrugsredskaber til gryder og pander blev skabt om til stål. Hele huse, tøj, og meget andet
brandbart materiale blev inddraget og anvendt som brændsel til ovnene.
”Kina var nedsænket i et hav af ild” (98) skrive Dikötter. Men det industrielle stålspring fremad ramte helt
ved siden af målet. De kinesiske lavteknologiske ovne kunne ganske rigtigt fremstille stål, men under en
tredje del af stålet var brugbart og en senere beregning har vist at tabet på stålproduktionen alene var på 5
milliarder yuan (s. 99).
Stålproduktionen var kun en af de planer som indgik i Maos Store Spring Fremad. Nævnes kan også
overrislingsprojekter, landbrugsomlægning og gigantiske byggeprojekter i byer og på land. Stort set ingen
projekter gav de resultater man håbede på. Eksempelvis måtte de fleste byggeprojekter siden forlades og
nedrives pga. byggesjusk, konstruktionsfejl eller fordi det uanvendelige stål ikke kunne skabe bærende
konstruktioner.
”Menneske spiser menneske, hund spiser hund…” (352)
”Hvor er bønderne?” spurgte en ukrainsk embedsmand da han rejste gennem Kina i 1958.
”Det Store Spring Fremad” havde resulteret i en voldsom urbanisering, hvor en blanding af sult og håb
havde drevet store dele af den kinesiske landbefolkning ind i fabrikkerne eller ind til byerne.
Dikötter fremhæver tal for Yuanan-provinsen som eksempel på dette: I 1957 var der 124.000
industriarbejdere i provinsen. På kun et år steg dette tal til 775.000 i samme provins.
Med vanvittige og urealistiske ideologisk funderede målsætninger og med bondens flugt til byerne var
katastrofen sikret på alle niveauer. Fra 1957 og frem til 1962 udvikler der sig en helt absurd situation i Kina
som embedsmændene var alt for langsomme til at indse og som Mao aldrig anerkendte åbent.
Miljøet led ubodelig skade, enorme skovområder blev fældet og benyttet som brændsel i stålproduktionen,
vandveje blev omdirigeret i forsøget på at indvinde mere landbrugsland, som der ikke var bønder til at
dyrke. Det omdirigerede vand resulterede nogle steder i jorderosion og oversvømmelser af gode marker.
Andre steder førte projekterne til tørke eller forurening af drikkevand. Byerne voksede eksplosionsagtigt.
Alt i alt forlod 15 millioner indbyggere i Kina deres marker og rykkede ind til byerne simpelthen i den tro at
de her kunne overleve Det Store Spring Fremad. Enorme boligområder blev nedrevet for at give plads til
nye mere effektive beboelseskomplekser som aldrig kom, men da var de oprindelige beboere allerede
blevet forflyttet eller smidt på gaden. Infrastrukturen brød sammen på grund af, at varer som korn og den
dårligt producerede stål på ineffektiv måde måtte transporteres på kryds og tværs af landet for yderligere
bearbejdning. Mange steder i Kina stod bortrangerede togvogne og ventede på at blive videredirigeret,
mens tusinder tons korn rådnende og befolkningen sultede.
61
Folk spiste stråtage, græs, bark fra træerne eller de kogte deres læderbælter og fortærede dem (s.
105/189) blot for at fylde maven og dæmpe den bidende sult. Også kannibalisme bredte sig. Kilderne giver
eksempler på at lig blev gravet op og fortæret og i nogle landsbyer spiste man børnene. Også på det sorte
marked blev menneskekød handlet. ”En bonde, der byttede et par sko for et kilo kød på Zhangye
jernbanestation opdagede, at der i pakken også var en menneskenæse og flere ører” (s. 402).
Maos udtalelse om at ”Det er bedre at lade halvdelen af folket dø så den anden halvdel kan spise sig
mætte” (s. 128) var tæt på at blive en historisk realitet.
Et regnskab gøres op
45 millioner døde under Maos projekt, ifølge Dikötter. Et svimlende stort tal i betragtning af den korte
periode der er tale om og i betragtning af at befolkningen var på 650 millioner indbyggere ved indgangen til
1958.
Da forsvarsministeren Peng påpegede at Det Store Spring Fremad var ”baseret på fantasi og var et totalt
rod” (144) fastholdt Mao sin holdning om at idéen var god og at defekterne ved springet kun kunne skyldes
dovne elementer i befolkning og kontrarevolutionæres modstand.
Maos store hungersnød er en kortlægning af en katastrofe. Den maoistisk-kommunistiske ideologiske base,
Maos idéer samt gennemførelsen af Det Store Spring Fremad fremstår som en absurditet af monumentale
proportioner i Dikötters fremstilling. I kraft af kortlægningsstilen kan bogen til tider føles som en temmelig
lang ørkenvandring i pinsler, sult og vanvid. Selvom den fascinerer er bogen ikke just opløftende læsning.
Man skal derfor være villig til at tilbringe over 400 sider i selskab med en helvedes hård brutalitet, som godt
nok oplyser, men som også både forarger, undrer og deprimerer.
Anvendelse af bogen i gymnasiet og på HF:
”Maos store hungersnød” er på alle måde en anbefalelsesværdig bog. Den er ikke tænkt som en
undervisningsbog, men som en grundig historisk fremstilling. I sin helhed vil bogen da heller ikke kunne
anvendes som undervisningsbog i gymnasiet. Dertil er bogen alt for omfattende. Men da bogen er tematisk
opbygget, vil flere af kapitlerne kunne anvendes separat under et forløb i kinesisk historie. Jeg har selv med
succes anvendt kapitlet om den kinesiske stålproduktion (kap. 8) i min historieundervisning af en 2g klasse.
Dikötters velskrevne anskueliggørelse af Det Store Spring Fremads vanvid og katastrofale følger gjorde
indtryk på eleverne.
Man kan eventuelt vælge at benytte udvalgte kapitler fra Dikötters bog i samspil med nogle af de nyere
undervisningsbøger i kinesisk historie. Eksempelvis: Jens-Peter Madsen: Ansigt til ansigt med kineserne.
Pantheon 2010. Eller Bonne og Smitt: Kina efter 1840. Systime 2010.
Man kan også skræddersy et kompendium i nyere kinesisk historie. Et eller flere kapitler fra ”Maos store
hungersnød” kan da indgå sammen med uddrag fra andre af de nyere bøger om Kina; eksempelvis Gert
Nielsen: Balancegang. Ti historier om Kina og menneskerettighederne. Frydenlund, 2010. Peer Christensen:
Politik og ideologi i Kina. Syddansk Universitetsforlag 2010. Begge er tidligere anmeldt i ”Noter”.
Thomas P. Larsen
62
Forunderligt og fascinerende univers
DAS BECKWERK: ”Nielsens verdenshistorie, 2001-2011”, Gyldendal 2011,
452 sider, 349 kr.
Det er et forunderligt og fascinerende univers som Claus Beck-Nielsen alias
Helge Bille Nielsen eller Das Beckwerk inviterer os ind i med denne bog;
uden tvivl en af de mest anderledes og vanskeligt definerbare udgivelser i
mange år.
Lidt forhistorie er imidlertid nødvendig, hvis det følgende overhovedet skal
give nogen mening: Claus Beck-Nielsen var en fremtrædende skuespiller
og dramatiker (modtog bl.a. en Reumert) indtil sin imaginære død i 2001.
Herefter har personen optrådt som identitetsløs leder af
kulturinstitutionen Das Beckwerk, der indtil 2011 lå overfor Glyptoteket i
København. Das Beckwerk er imidlertid nu lukket, og er blevet omdannet
til et museum og mausoleum over Claus Beck-Nielsen – hovedpersonen
der i vinteren 2011 blev imaginært begravet ti år efter sin død. Heraf følger så nærværende bog, der er en
opsamling på Das Beckwerks ”bedrifter” siden 2001. Det lyder alt sammen meget underligt, men hele ideen
bag denne leg med identiteten er for så vidt enkel nok, da det er Das Beckwerks grundlæggende opfattelse,
at det er identiteten, der er kernen i alle de problemer verden står over for i dag – man skal med andre ord
lidt forenklet ofre sin identitet – som Claus Beck-Nielsen gjorde det på menneskehedens vegne i 2001 – og
skabe en ny verden på et nyt grundlag. Med andre ord er det menneskers fastlåste og stivnede
identitetsopfattelser, der skal gøres op med – det være sig religiøs identitet, national identitet, etnisk
identitet, ja, fortsæt selv listen. Nielsens Verdenshistorie er altså historien om Nielsen, der rejser rundt til
verdens brændpunkter i forsøget på gennem dialog at indføre: Demokratiet, Friheden og det Nye på
verdensplan (s. 291).
Bogen er opbygget af en lang række rejseessays fra Irak, Iran, Jordan, USA og senest Cairo i Ægypten. De
fleste essays er i øvrigt genoptryk fra især Weekendavisen gennem årene – jeg påstår, at der er tale om
essays, men det er i virkeligheden i mangel på et bedre begreb, for genren er vanskelig at fastholde. Der er
ingen tvivl om, at vi er et sted i faktionens verden mellem virkelighed og fantasi, mellem helt personlige
følelser og storpolitikken, og dermed falder bogen fint i tråd med den senmoderne litterære realityprægede tendens i litteraturen, hvor vi igennem en årrække er blevet præsenteret for såkaldte
erindringsromaner og biografiske romaner, der heller ikke lader sig entydigt indplacere; fx Knud Romer,
Erling Jepsen, Kim Leine, Karl Ove Knausgård og Morten Ramsland er gode eksponenter for denne
litteratur. Det personlige tilsnit gør Nielsens verdenshistorie langt mere interessant at læse end meget
anden historieskrivning, ikke mindst fordi selvironi, humor og et spændende sprog er fremtrædende
virkemidler i bogen. Det ender imidlertid ikke i det rene navlepilleri, da den klarsynede og kritiske refleksion
samtidig er et gennemgående træk. Den indirekte, men skærende sarkastiske beskrivelse af den
amerikanske dobbeltmoral omkring demokratispørgsmålet i Irak og Afghanistan er et rammende eksempel
herpå. Ydermere er det befriende at få en personlig vinkel på verdenspolitikkens store spørgsmål; hvad
tænker taxichaufføren i Bagdad eksempelvis om krigen og de amerikanske demokratibestræbelser i landet?
63
Det siger næsten sig selv, at dette ikke er stof til gymnasieelever – det er for komplekst, det kræver en for
stor baggrundsviden og sproget er bestemt ikke gennemtygget til denne målgruppe. Der er med andre ord
tale om godnatlæsning for den samfundsinteresserede akademiker. Spørgsmålet er imidlertid (og dette er
uden tvivl min største anke mod bogen) om denne målgruppe ikke har læst mange af bogens tekster i
Weekendavisen i forvejen? Det bliver i hvert fald trættende i længden at læse den (næsten) samme
avisindledning til alle afsnittene, som forklarer baggrunden for projektet – når teksterne er samlet i en bog
behøver denne baggrund altså kun at blive forklaret én gang. Men jeg kan selvfølgelig godt se, at det er
svært for Nielsen at lave om på teksterne her efter sin begravelse…
Anders Bærholm Frikke
64
Den lille og den store historie
ASGER RØJLE CHRISTENSEN: ”Bortført i København - Japanske Skæbner
i Nordkorea”, Gyldendal 2011, 256 sider, illustreret, 300 kr.
Ingen bortførsel er rar, men noget af det værste må være en ufrivillig
tur til Nordkorea med ringe udsigt til tilbagevenden. Historien om
bortførsler til Nordkorea af japanere er velkendt. I 2002 måtte det
nordkoreanske styre indrømme, at det havde stået bag en række
bortførsler af japanere i de foregående årtier. Keiko er en af disse
japanske skæbner, som læseren følger gennem bogen.
Keiko var en ung og naiv pige, der i begyndelsen af 1980erne rejste til
England for at opleve verden, men det skulle blive hendes skæbne.
Kort før sin planlagte tilbagevenden til Japan blev hun, med løfte om
et job indenfor international handel, lokket i en fælde af en gruppe
nordkoreanere, som skulle bruge hende og andre japanere i det store
revolutionære projekt, hvor først og fremmest Japan skulle omvendes. En noget ambitiøst idé med base i
den revolutionære landsby uden for Pyongyang. Andre japanere blev bortført direkte på øde strande i
Japan og sejlet over til Nordkorea.
Historien tager dog sin begyndelse med et kapret japansk fly helt tilbage i 1970, hvor flykaprerne kommer
til at spille en helt central rolle i den nordkoreanske politiske kamp for revolutionen. Denne politiske
udvikling er den ret så stilfærdige Keiko næppe særligt vidende om, selv da hun bliver voksen. Hun kommer
først ind i historien, da hun forsvinder i 1983 som 23-årig. Af alle steder forsvinder hun i København og
bringes via Moskva til Nordkorea, og her slutter sporene. Officielt er hun død af en gasulykke i 1988, men
om det er sandt, er ikke til at vide. Lever hun stadig, og er hun fortsat hustru til en anden hjernevasket
japansk mand, som også var udset til at arbejde for den revolutionære ide?
Røjle Christensen har rejst og researchet grundigt i Danmark, Japan og en lang række lande for at optrevle
historien om Keiko og hendes skæbne. I Japan sidder de efterhånden aldrene forældre tilbage og håber
stadig, at hun en dag dukker op, selv om deres håb, realistisk set, er meget lille.
Men Røjle Christensen holder sig ikke snævert til Keiko – det kunne han næppe heller få en hel bog ud af.
Han bruger Keiko som et omdrejningspunkt for det anspændte forhold mellem Japan og Nordkorea under
den kolde krig. Som grundig kender af det japanske samfund giver han læseren en dybere indføring i
tankegangene der. Ikke mindst er der andre skæbner end Keikos, nemlig hendes bortførere og andre folk
med tydelig tilhørsforhold i den revolutionære landsby.
Det er sammenblandingen af de små historier, sammenholdt med det storpolitiske spil, der gør bogen
utrolig spændende. Umiddelbart får man indtryk af, at Keiko møder sin skæbne i London i 1983, men
måske er der hjemlige forhold, som spiller en langt større rolle. Alt bliver ikke opklaret, men spændende er
det.
Det netop overståede magtskifte i Nordkorea gør bogen ekstra interessant. Denne anmelder kan ikke lade
være med at tænke over den meget sigende sætning set fremhævet med megabogstaver på den
65
nordkoreanske udstilling under Expo i Shanghai i 2010. ”Paradise For People”. Selv det formentlig mest
forfærdelige diktatur på denne klode kalder sig for et paradis – det er ikke just den konklusion læseren får
af denne bog.
Det er ikke lige bogen til klassesættet, den er også svær at tage små uddrag af, men den kan anbefales til
supplerende læsning for læreren, der laver et forløb om Nordkorea, Japan eller til 3.g eleven, der i sin SRP
vil ind på østasiatiske tankegange og politiske systemer af demokratisk og i høj grad udemokratisk art.
Røjle Christensen har været så venlig at lave en personliste bag i bogen, for de japanske navne kan af og til
volde lidt problemer.
Karsten Faurholt
66
Den serbiske nationalisme
JENS-MARTIN ERIKSEN: ”Fra Skorpionernes verden. Kirken, krigen og
nationalismen – beretninger fra rejser i Serbien”, Gyldendal 2011. 233
sider, 279 kr.
Jens-Martin Eriksen (f.1955) har skrevet adskilligt om Serbien og det
tidligere Jugoslavien – bl.a. Hadets Anatomi (2003) og Krigens scenografi
(2004) - begge sammen med Frederik Stjernfeldt. Siden udgivelsen af
disse har han skrevet en række artikler til både Information og Politiken,
det finske ”Ny tid”, Bergens tidende og det ligeledes norske og seriøse
Morgenbladet. Det er disse artikler, som er samlet i denne udgivelse.
Bogen falder i en Indledning, der er skrevet til lejligheden, to større dele:
”Krigen og kirken”, ”Krigen og nationalismen” samt en epilog – alt
sammen 18 kapitler/artikler trykt i kronologisk rækkefølge fra januar
2007-april 2010, med en epilog i oktober 2010.
Jeg vil fremhæve udvalgte artikler fra bogen. En meningsfuld anmeldelse burde nok tage udgangspunkt i
hver enkelt artikel, men disse er af noget vekslende beskaffenhed, fordi de fleste artikler forudsætter, at
læseren kan følge og føle Eriksens indignation over folkemord, etniske udrensninger og Kirken – både i
almindelighed og i Serbien i særdeleshed. Det er bogens omdrejningspunkt.
Afslutningen af bogen håndterer denne indignation på en mere kvalificeret måde. De to sidste kapitler:
”Tiden er inde nu (april 2010)” og Epilogen ”Generalens sidste slag (april og oktober 2010)” er begge en
afbalanceret fremstilling om bogens indhold. Læs dem først.
I kapitlet: ”Tiden er inde nu!” taler Eriksen med sin ven på Beograds universitet Milan Vukomanic og denne
redegør for, at Serbien i dag rummer mange grupperinger ”der propaganderer en ekstremistisk ideologi,
der baserer sig på en genopfindelse af gammel nationalisme i fundamentalistisk form” (s. 195). Senere
læser man, at disse grupper er ”engageret i et helt urealistisk projekt, hvor man vil aktualisere fortiden.
Disse folk her i Serbien er engageret i et program, som de har hentet fra middelalderens Serbien – de vil
realisere en virkelighed, som de mener at kunne se i historien.”(197).
Det er i store træk disse folk, som Eriksen interviewer i sine artikler og mens han holder mikrofonen for
dem himmelvender han sine øjne for læseren, hvis man ikke selv skulle fatte, hvad Eriksen har forstået – at
der er tale om fanatikere.
I bogens bedste kapitler fungerer Eriksens fremstillingsform. Det drejer sig fx om øjenvidneskildringen til
GayPride-parade i oktober 2010 (Dydens drabanter, side 174), der støder sammen med de forskellige
ekstreme grupper i Beograds gader med Eriksen og en kameramand som vidne. Optakten til kapitlet finder
man i de to foregående kapitler, hvor Eriksen interviewer formænd for de to væsentligste grupper, der
nærer had til homoseksualiteten (og meget andet).
Fremstillingen er også stærk i artiklen: ”Fanget i krigens malstrøm” (s. 108), der er en hjerteskærende
fortælling om en mand fra Tuzla, der uniformeret og af frygt for sit eget liv deltager i nedskydningen af
67
mennesker bragt til Branjevofarmen i busser (artiklen anslår ca. 60 i hver af de 20 busser). Nedskydningen
var en del af Srebenica-massakren, hvor man skønner at mellem 7000-8000 mænd og drenge blev
henrettet af den bosnisk-serbiske hær. Her er en god kilde til en gymnasieklasse.
Skulle man drive en smule kildekritik med en klasse, så er kapitlet ”Historien om et kamera” (s. 119) ikke
helt ueffen. Her har Eriksen fået et interview i stand med en virkelig sortsindet præst, fader Gavrilo, som
Eriksen oprindeligt er stødt på i en video, hvor Gavrilo velsigner nogle soldater, der går lige ud og henretter
6 mennesker. Eriksen er nu optændt af glød for Sandheden, men i klosteret til interviewet mødes han af et
rullende kamera og en lille delegation, der ved en konfrontation med Gavrilo lynhurtigt kan mobilisere folk
fra den lokale landsby og, aner man, er i stand til at bortføre eller ligefrem dræbe Eriksen. Det er et kapitel,
hvor man ser tiggeren, der taber sit mod, men som alligevel forsøger at bortforklare det for læseren. Det er
kostelig læsning og kapitlet peger vel på fremstillingens generelle mangler:
Eriksen er farvet af sin forudindtagethed og skriver på en indignation, som sjældent klæder en fremstilling.
Fremstillingen er dertil i de fleste artikler besværet af en lidt tung sprogbrug, der vel er et forsøg på at
kvalificere fremstillingens kvalitet, men ikke gør det.
Slutteligt kan hans selvbillede nok stå i vejen for det, som historikere ville kræve af en fremstilling: ”Jeg
takker naturligvis for denne smiger, og er i og for sig med på tanken om at litteraturens sensibilitet kan ses
som en slags tentakler, der kan forudane kulturens sitringer og understrømme” (p. 92). Tja.
Stefan Emkjær
68
”... vores mænd kæmper for religion, fædreland og ære”
NAGIEB KHAJA: ”Historien der ikke bliver fortalt - om krigen i
Afghanistan”. Med forord af Carsten Jensen. Gyldendal 2011. 356 sider,
349 kr.
Forfatteren, Nagieb Khaja (f. 1979), har arbejdet for TV 2 og DR og drog
i årene 2004-11 nytte af sin afghanske baggrund ved på rejser til
Afghanistan at indsamle materiale om krigen i de østlige og sydlige
provinser. Dette værk præsenterer han som både ’en objektiv skildring’
og ’en strengt personlig beskrivelse’. Den mest spektakulære oplevelse
var hans, udførligt beskrevne, tilbageholdelse i januar 2008 formentlig
af lokale stammekrigere med en vis tilknytning til Taleban og med
speciale i vilkårlige kidnapninger. En heldigt gennemført flugt fra ’et
sted i Kandahar, Helmand eller Nawa’ bragte ham via Forsvarets
debriefing i Kandahar tilbage til Danmark og til en, ikke ganske
uberettiget, kritik af sine handlinger, som tillige gav et faktuelt ringe udbytte med henblik på denne
’historie’.
Khaja konkluderede i april 2011 i sin efterskrift: ”Flertallet af Afghanistans befolkning, som bor i
landsbyerne og udgør 80 procent, har kun set et land i en stadig værre forfatning. Af de 20 procent, som bor
i byerne, er det kun et fåtal, som nyder godt af de udenlandske troppers og ngo’ernes tilstedeværelse. Et
simpelt regnestykke viser, at det samlet ikke er mere end fem procent af befolkningen, som har fået det
bedre, mens et overvældende flertal oplever enten mere krig og ødelæggelse, mere fattigdom og
elendighed eller begge dele” (s. 321).
Hvorledes ser Afghanistans fremtid så ud? Khajas samtaler med talebanere herom i marts 2011 i Kabul
demonstrerer ikke større nytteværdi end f.eks. hans referat fra juli 2010 af en anonymiseret damage
controller fra den afghanske regering, som havde denne løsningsmodel: 1) de udenlandske styrker forlader
Afghanistan; 2) vi slutter fred med ’vores brødre’ blandt oprørerne; 3) Pakistans indflydelse i Afghanistan
skal begrænses. ”Når de tre ting går i opfyldelse, garanterer jeg for, at der bliver fred i vores land” (s. 287).
Det bliver nok sværere end som så. Afghanistan fremstår som et søndersplittet land med en blodig historie
og med modsætningsforhold til Iran og Pakistan. Der er flere sprog og endnu flere dialekter. Landet er,
bortset fra den igangværende krig, et konglomerat af konflikter mellem nationale flertal og minoriteter,
nogle minoriteter er mere forhadte end andre, mellem sunni- og shiamuslimer, mellem islam og
modernitet, mellem land og by, mellem klaner, familier, krigsherrer og militser, mellem ’selvstændige’
oprørsgrupper, organiserede kriminelle, korrupte politifolk og lokale røvere. Til kaos bidrager den altid
rådende vilje til i ’rette’ øjeblik at skifte side.
Khajas beretning er dels baseret på et trykt materiale, dels på hans notater og videooptagelser samt ”mine
og andre medvirkende personers respektive erindringer om begivenhederne” (s. 332). Det trykte materiale,
hvortil der ingen præcis henvisning er i ’kildeangivelserne’, er indeholdt i en litteraturliste. Beretningen om
hans rejser er spækket med samtaler og ’vidneafhøringer’, der ofte er lange, velformulerede og i direkte
tale, hvilket unægteligt fordrer enten elektroniske hjælpemidler eller meget detaljerede notater. Ikke
69
sjældent er vidnerne anonymiseret. Begivenheder og samtaler gengives, i næsten skønlitterær stil, også på
tidspunkter, hvor forfatteren notorisk ikke rådede over papir og blyant endsige elektronik.
Forfatteren Carsten Jensen påstår i sit forord ”De ukendte afghanere”, at danske journalister før afrejsen til
Helmand deponerer ”deres øjne og ører hos Forsvarsministeriet, som derefter ser og hører for dem. Andre
journalister tager til Kabul og taler med den højtuddannede middelklasse, hvis medlemmer alle uden
undtagelse bekender deres begejstring for vores militære tilstedeværelse. Så vender journalisterne hjem og
erklærer, at vi har hele befolkningens uforbeholdne opbakning”. Fra det Jensen’ske univers hyldes Khaja
derfor som ’mønsterbryderen’, der i Ekstrabladet ”har fundet et fristed for sine reportager fra en
virkelighed, vi ikke ønsker at vide noget om. Hvad de øvrige medier angår, kan forsvarsministeren og
udenrigsministeren uimodsagt fortsætte deres løgnagtige enetaler” (s. 12 ff.). Disse reportager fra
’virkeligheden’ er dog langt fra uproblematiske. De savner ofte bekræftelse fra anden side. Et særligt
kildekritisk spørgsmål er verificeringen af materiale, der er indhentet over mobiltelefonerne, som bl.a. for
at give danske journalister ’en alternativ kilde’ blev udleveret til civile afghanere.
Ole Halding
70
Verdens bedste soldater
HOWARD E. WASDIN & STEPHEN TEMPLIN: ”Navy SEAL Team Six”, Nyt
Nordisk Forlag Arnold Busck 2011, 288 sider, 299 kr.
Den amerikanske aktion mod Osama bin Laden i Pakistan den 2. maj
2011, der førte til Al-Qaeda-lederens død, blev gennemført af en særlig
toptrænet amerikansk eliteenhed, Navy SEAL Team Six. Den tidligere
snigskytte Howard Wasdin fra Navy Seal, flyvevåbnets eliteenhed, giver i
denne bog et personlig indblik i træningen til og arbejdet i verdens
brændpunkter som amerikansk soldat ud fra en amerikansk patriotisk og
militær synsvinkel.
Wasdins selvbiografi koncentrerer sig især om Slaget om Mogadishu i
1993, der også er blevet berømt og berygtet gennem filmen Black Hawk
Dawn, og står som et af sorteste kapitler i amerikansk udenrigspolitik og ikke mindst stadig rider det
amerikanske militær som en mare. Aktionen påførte som bekendt amerikanerne 18 elitesoldater livet.
Mishandlingen af to amerikanske soldater, hvis lig blev slæbt rundt efter en bil i Mogadishus gader, fik i
øvrigt Clinton-administrationen til at nedtrappe den amerikanske FN-aktion i det borgerkrigshærgede
Somalia øjeblikkeligt. En militær aktion der ellers skulle have stoppet borgerkrigen og overgrebene på civile.
Wasdin giver ikke hemmeligheder fra sig om Navy Seal Team Six, så der har ikke været en blæst om bogen
som eksempelvis vores egen jægersoldat Thomas Rathsacks beskrivelse af Afghanistan-krigen i ”Jæger - i
krig med eliten”. Men ønsker man en letlæst, selvbiografisk fortælling om en soldats vej fra en opvækst
præget at tæv til at blive en af de ypperste soldater, der modtager sølvstjernen for sin indsats i kampene i
Mogadishu, og til sidst ender med at blive civilist og kiropraktor efter en omskiftelig periode, ja så er bogen
anvendelig - især hvis man er til militær-jargon.
Brian Dupont Larsen
71
Re: Anmeldelse i Noter af bog om José Martí
I sin anmeldelse i Noter 191 af bogen ”JOSE MARTÍ, liv og værk - og hans skildring af USA” konkluderer
Thorkil Smitt (TS): ”Men forfatteren kan dog ikke, så gerne han end ville det, gøre José Martí til socialist.
Hertil er beviserne trods alt for svage.” Det er en falsk konklusion - for det fremføres tværtimod flere
gange, at Martí ikke var socialist. (f.eks. side 254, hvor der direkte står: ”Men uanset Martí livet igennem
altid stod på ”de underste side”, så gjorde - eller gør - det ham stadig ikke til socialist.”). Ydermere er TS´s
følgeslutning: ”Så (altså fordi Martí ikke var socialist!) kan bogen kun anbefales til ”fans af den cubanske
revolution” - rent vrøvl. Men den viser, at hans ærinde er at få Noters læsere til ikke at læse bogen (med de
motiver han måtte have). Det er trist, når gymnasie-historielærere så usagligt skal frarådes at stifte
bekendtskab med denne politisk, litterært og etisk enestående skikkelse i ikke blot Cubas men
Latinamerikas historie - om hvem denne bog er den første i Skandinavien. Af særlig interesse for
historielærere kan nævnes, at arven fra Martí spiller en aktuel og væsentlig rolle i den ideologiske kamp
mellem cubanerne nord og syd for Floridastrædet - hvilket bogen også belyser.
Jørn R. Hansen (bogens forfatter, cand. mag. i spansk)
Kommentar til anmeldelse
Vores bog ”Danmark i verden” blev i sidste nummer af Noter anmeldt af Thorkil Smitt.
I anmeldelsen oplister Smitt en lang række såkaldte faktuelle fejl, ahistoriske slutninger og uheldige
formuleringer. Vi har valgt at tage det usædvanlige skridt at kommentere Smitts faglige kritikpunkter, fordi
de fejl og mangler der oplistes i anmeldelsen er enten direkte vildledende eller fejlagtige i forhold til bogens
indhold. Prisen er for køb til skoler kr. 139,-.
Vores dokumentation kan ses på foreningens hjemmeside:
http://www.emu.dk/gym/fag/hi/foreningen/ornstrschou.html
I øvrigt henviser vi til anmeldelsen af ”Danmark i verden” i Gymnasieskolen, 19. januar, 2012, s. 50, hvor
den anmeldes ud fra bogens historiedidaktiske tilgang.
Susanne Ørnstrøm & Lotte Schou

317 Kapitel 8. Dommeres lønmæssige forhold. 8.1. Indledning

Transcription

Similar documents

Word instruktion - Frederikssund Gymnasium

MTD - PORTALEN - Yard-Man

KOM I GANG - PCSCHEMATIC

Brugervejledning for Hagen persienne Model 61-31

Eksempelsamling anden del grundlæggende

Katalogisering - Besøg axielldrift.dk