24. ÅRGANG NR. 3 August 2012

Nr. 11
september
2014
Papegøjen er et uafhængigt tidsskr ift, hvis for mål er at br inge oplysninger og artikler om papegøjer og parakitter på dansk. Der ud over også
at bringe gode råd, tips samt nyheder fra udlandet.
Redaktion
Redaktør: Harald Pihlkjær, Vestergade 32, 6650 Brørup.
Kontakt, telefon 20 36 09 87 eller på mail: harald@hpfugle.dk
Original tekst til brug i bladet kan sendes i Word til redaktøren.
Hjemmesiden for bladet http://papegoejebladet.dk
Spørgekasse:
Der vil være mulighed for indsende spørgsmål til redaktionen.
Spørgsmål og svar vil blive bragt i kommende nummer.
Spørgsmål sendes til redaktøren
Brug af tekster og billeder fra PAPEGØJEN må kun ske mod forudgående aftale.
Anden henvendelse angående blad: ploceus@mail.dk
Reg nr.: 9294 Konto nr.: 0004450515
IBAN: dk9692980004450515
Bic: krondk22
Sparkassen Kronjylland.
Årsabonnement: 250 kr. Bladet udkommer i ulige måneder.
1.
9.
11.
15.
18.
21.
27.
.
Indholdsfortegnelse blad 11
Blåtoppet lori.
Natparakit.
En dommer fortæller.
Foderplan i efteråret.
Vinteropdræt.
Hyacintaraer af Peter H. Them.
Hold øje med næseborene.
Forsiden: Hyacintara.
Bagsiden: Blåtoppet lori.
De artikler der ikke er navn under, er redaktionsartikler.
www.Tukanshop.dk
Egne frø blandinger
Kasper Fauna foder til
zoo dyr
Levende og dybfrosne insekter Jan Koenings speciale frøblandinger
Avian Bird Food vitaminer og mineraler Optibird pellets til papegøjer og parakitter
Universal- og kraftfoder til alle behov Tilskud- og farvefoder
Fuglegaarden´s Zoo service
Sønderlundvej 11,
6430 Nordborg
Tlf.: Mandag til fredag 9.00-17.00
Lørdag fra 9.00 til 12.00
60 13 80 58
gen skal foregå gennem næsen på ganske samme måde som vi skal trække vejret gennem næsen og ikke gennem munden.
Næsen er indrettet som en endog meget fin termostat, der sørger
for, at den luft, som kommer ned i lungerne, altid har den rette temperatur, og yderligere sørger næsen for at tilbageholde kolossale mængder af
bakterier og andet smittestof, der findes i luften, således at infektioner
undgås. Men når nu næsen er tilstoppet, så trækker fuglene vejret gennem
næbbet, og dels er luften, der kommer ned i lungerne, ofte for kold, så der
kommer lungebetændelse, og dels er faren for infektion fra luften betydelig.
Altså det er vigtigt, hidtil er der ikke agtet nok herpå, at fuglenes
næsebor holdes rene, mange forkølelsessygdomme og megen lungebetændelse kan undgås, hvis fugleholderne vil tænke lidt herover.
Naturen og Hjemmet 58. årg.
Miraklet
På den lange biltur ud på landet pralede jægeren vældigt af sine evner som skytte, så da selskabet nåede frem, var han ivrig efter at vise i
praksis, hvad han så hårdt havde bedyret.
Men uheldigvis var det ikke noget at skyde efter. Dagen gik mod
hæld, og ikke det ringeste stykke vildt havde vist sig.
Men omsider - en halv time før dagen var omme - kom en enlig
vildand hen over himmelen.
"Nu skal I bare se!« råbte jægeren begejstret. Han lagde jagtgeværet
mod kind og fyrede. Men anden fløj videre med alle fjerene i behold.
"Tag hatten af!« sagde jægeren. "I er vidne til et mirakel. Dér flyver
en død and!"
28
1. artikel om de 5 Lorier i Stillehavet.
BLÅTOPPET LORI
Vini australis (GMELIN) 1788
Umiddelbart
er det den af V inislægten, som der er
flest af i fugleholdet.
Mange er der
nok ikke, men den
findes rundt om.
Den findes på
øerne Samoa og
Tanga og sydpå til
det sydlige af Lau
området i Fjiøerne
Skraveret: Vini australis
(se området på udGråt: Phigys solitarius
bredelseskortet).
Den anses ikke
for særligt truet i det mest af området, og den er rimelig almindelig på nogle af øerne. Det afhænger dog lidt af, hvad man forstår ved almindelig, for
store flokke af den ses ikke. Den er tilsynelandende heller ikke særligt
knyttet til mennesker, og dens leveområder er skove og andre træbevoksninger, hvor den gerne kommer til blomstrende træer herunder også palmer
i blomst.
Under fødesøgning kan den ses i mindre flokke, men ellers holder
den sig mest parvis. Reden angives at være i et hul i et træ eller i en hulning. Ellers er der ikke mange oplysninger om dens liv i naturen. Den synes
at vandre rundt alt efter, hvor der er blomstrende træer, så som kokospalmer, Hibiscus og Erythrina. Da der både sker en befolkningstilvækst og reduktion af leveområdernes naturlige vegetation, så kan den over tid blive
truet.
Endelig er der kommet forskellig rovdyr til, og det er arter, som mennesket har haft med. Disse udgør også en trussel mod arten.
1
I fugleholdet
Underligt nok er der ingen ældre oplysninger om den i fugleholdet.
Noget af det første, der er, stammer fra omkring 1970, hvor San Diego
Zoo får 5 stykker i november. De døde dog alle året efter. Der må dog
været kommet yderligere nogle ind, idet samme zoo har opdræt i 1973.
Hunnen havde indtil da haft 3 kuld befrugtede æg, men ikke fået unger
på pind. Rugetiden var 23 dage, og ungerne kom med 2 dages mellemrum, hvilket kunne tyde på, hun har ruget fra første æg blev lagt. Begge
unger gik af kassen. Næste kuld kom samme år, og her gik en unge af
kassen. Året efter gik der også 1 unge af og 1 mere fra næste kuld. Siden
har jeg ikke set oplysninger om disse fugle.
Burkard i Schweiz fik den også på et tidspunkt først i 1970’erne og
havde også opdræt af den i 1973. Han skriver meget kort i Gefiederte
Welt 1974:
Sidste år kom efter lang tids vente en unge på pind. Parret anvendte en meterlang redekasse med 10 cm. indertværmål, der lå på bunden.
Rugetiden kunne ikke nøjagtigt fastlægges, men burde være mere end 4
uger. Derefter rugede parret i samme rede og havde 2 befrugtede æg. I
en anden rede med nøjagtig samme dimensioner på bunden i ydervolieren havde et andet par begyndt på deres kuld. Det viste sig hos denne
lori og at være en bekræftelse på tesen, ligesom det er iagttaget hos
Hold øje med næseborene
Ikke så sjældent bliver fugle forkølede og begynder at hoste, mange
af de større papegøjer og parakitter kan sidde og hoste i timevis, og det er
ikke ualmindeligt, at der til STUEKULTUR kommer forespørgsler om,
hvilken behandling der kan tilrådes i disse tilfælde.
Dalborg- Johansen giver flere råd i sin bog om stuefuglenes sygdomme, men derudover er der vel nok et par ting, som enhver fugleholder med
lidt forsigtighed kan benytte sig af. Vask næseborene med en ”Chinosol”
opløsning, køb et lille glas med tabletter på apoteket og følg brugsanvisningen; lidt i drikkevandet kan heller ikke skade. Dertil kommer, at fuglen bør
sættes i et godt afskærmet bur og på et lunt sted, måske vil også lidt bestråling med en infrarød lampe være godt (men pas endelig på, at fuglen ikke
kommer til at fryse, når lampen slukkes, dette er bagsiden af medaillen).
Hvis ikke disse enkle midler hjælper, så bør der tales med en dyrlæge. Lad være med selv at eksperimentere, lad være med at få en recept hos
Deres egen læge, desværre syntes dette at være for nemt. De kan ikke sådan bare uden videre tro, at hvad der kan bruges til os mennesker, også kan
anvendes til vore fugle. Alene at finde den rette dosering er vanskelig, og
kun en dyrlæge har mulighed for at skønne rigtigt, og så er der, hvis der
anvendes et antibiotika, hele efterbehandlingen at tage hensyn til, hvilke
bivirkninger har et sådant antibiotika, hvilke bakteriegrupper i kro, tarme
m. m. har lidt skade og skal genoprettes, hvilken indflydelse har den evt.
nedbrydning af bakterier haft på disses frembringelse af vitaminer o. s. v.
Det er altså ikke bare sådan at give fuglene noget, måske hjælper det, men
bivirkningerne kan ikke overses i første omgang, så der er desværre ikke så
ganske få chancer for, at slutresultatet bliver negativt.
Altså, lad være med at prøve selv, få rigtig anvisning og vejledning
fra en dyrlæge.
Men i virkeligheden stammer mange af disse forkølelses- og andre
sygdomme i åndedrætsorganerne fra, at næseborene er blevet tilstoppede,
og derfor må De vel agte på, at dette ikke sker, og hvis det sker, så omgående sørge for at få vasket næseborene rene, bedst i en ”Chinosol” opløsning.
Det kan da ikke have så stor en betydning, at næseborene kan tilstoppes et par dage, vil vel mange sige. Jo, det har stor betydning. Vejrtræknin-
Shaw Nat. Misc. Pl. 1 1789
2
27
chloroptera), nandayparakitter (Nandayus nenday), blåhovede aratingaer (A ratinga acuticaudata), pavuaparakitter (A . leucophthalma), halvmåneparakitter (A . aurea) foruden den meget sjældent Bolivia rødbugede
conure (Pyrrhura frontalis devillei), munkeparakitter (Myiopsitta monachus), kanarievingede parakitter (Brotogeris chiriri), maximilian pionus
(Pionus maximiliani) og blåpandede amazoner (Amazona aestiva) foruden 345 andre fuglearter.
Hjælp til hyacintaraerne.
Succesen af hyacintaraprojektet er i høj grad afhængig af den finansielle og materielle støtte til mange fugleinteresserede. Kun ved at
fortsætte med de dyre og nødvendige feltstudier, der er er brug for overlevelse af hyacintaraerne, bliver arbejdet af stor betydning. Listen over
nødvendige materialer er lang: kikkerter, teleskoper, fuglebøger, billeder
af araer og andre papegøjer, kameraer, videokameraer, computere, software og meget mere. Der er mange måder at støtte Neiva og hendes teams arbejde.
Jeg anbefaler alle hyacintaravenner at besøge projektet Arara Azul
stedet i Caiman Ecological Refuge og for at få et billede af, hvad der
sker der.
Grundlægger og ejer af Caiman Ecological Refugee Mr. Roberto
Klabin er en meget dedikeret naturforsker og miljøforkæmper, der
bor det meste af året i Sao Paulo,
og i 1998 fik Neiva Guedes og
hendes team tilladelse til at etablere et besøgscenter i Caiman Ecological Refuge med deres hovedkvarter med laboratorier, lagre og
beboelse.
For mere information om
arbejdet i Projeto Arara Azul, så
besøg hjemmesiden:
www.caiman.com.br
Den pragtfulde indianske fjerprydelse findes i Museum Dom Bosco
in Campo Grande
26
Trichoglossus: det er kun det dominerende par, der yngler på en begrænset rum (4x4 m), når de holdes i flok.
Rosemary Low oplyser, at Burkard i 1977 har oplyst om, han har
haft opdræt i 2 omgange. Reden stod på bunden og var 3 fod lang og med
3 tommer i diameter. Der er ingen kønsforskel hos arten, og parret opholdt
sig det meste af tiden i kassen.
Hun oplyser, at hannens adfærd, da hun så yngleparret i San Diego
Zoo, mindede meget om den, der kan ses hos Charmosyna arter: hoppende
hurtigt hen ad pinden og løbende på bunden hen til foderskålen.
San Diego Zoo fik 2 par til låns af kongerige Tonga (som der står i
beretningen). Efterfølgende er et uddrag fra deres opdrætsberetning.
De blev anbragt i bure (1.2 m x 2.4 m x 3.7 m), hvor en trediedel var
dækket med plader for vejrets skyld. Potteplanter så som Ficus benjamina
og bambus var der til at sidde på, søge dækning i og til at muntre sig med.
Foderet var nektar og frugt. Der blev brugt en nektarblanding udviklet af
Milton Scott fra Cornell University.
Den bestod af blendede æbler, gulerødder, rosiner, Zeigler lory pre-mix
(et færdigprodukt), hvedebrød, salat,
neocalglucon (et calciumprodukt) og
vand.
Grundet det varme vejr i San
Diego, var man bekymret for ødelæggelse af nektaren, så der blev fodret
med nektar 4 timer om morgenen og
derefter frugt, som regel æble, papaya
eller pære om eftermiddagen. Ud over
frugt blev der også givet hakkede
grønsager, 5 melorm pr. fugl, neocalglucon og superpreen
(et vitaminpræparat). Mens ungerne
var i reden fik de en ekstra gang nektar
om eftermiddagen.
Det er aktive fugle, og om morEt par Blåtoppet lori
genen, inden foderet blev givet, morede de sig med at lege tagfat, og efter at have fået mad, konkurrerede de om
3
at have overherredømme ved madskålen. Gensidig nusning (såkaldt preening) kunne udvikle sig til leg på hvilket som helst tidspunkt. Nogle lorier,
og det ses i særdeleshed hos V ini arter, har en vane med "vinke" efter deres partner for at kalde til leg. Den ene fod løftes, derefter åbnes og lukkes
den gentagne gange mod en anden fugl, som om for at sige "Se! Kom herover og lege med mig." De er næsten non-stop i aktion fra solopgang til
solnedgang. Yngleadfærden er også
noget for sig selv. Hannen nærmer
hunnen med hurtige hop langs grenen. Hovedet bobber op og ned med
fjerene rejst, og en underlig fra side
til side svajen finder sted, og efterfølges af samleje med han ovenpå
hunnen
Parrene fik en rede på (45,7 cm
x 20,3 x 40,6). Den blev hængt ud
mod fodergangen for at være nem at
komme til. Indgangshullet var omgivet af kork for at vække deres interesse og for at se naturlig ud. Pinje
spåner blev brugt til redemateriale.
Den 19. januar lagde et par det første
æg, som blev efterfulgt af et andet
20. januar. Hunnen forlod reden den
22., så æggene blev fjernet med henLevailliant vol 1 pl. 71 1801
blik på kunstig udrugning. Samme
par lagde igen den 19. og 22. februar.
Bekymret over, at det samme kunne ske igen, blev æggene fjernet og lagt
under et par af Goldie s lorier. De blåkronede lagde igen den 25. og 28.
marts. Denne gang rugede hunnen fint, og fuglene fik lov at beholde dem.
Hunnen så ud til at ruge det meste af tiden, men hannen var ofte i reden
hos hende. Begge fugle gik af reden for at æde, eller hvis de blev forstyrret, men hunnen gik i hurtigt på igen. Rugetiden var 25 dage med en gennemsnitlig periode på 48 timer fra pippen begyndte til klækningen. Det
første kuld blev udruget på den forventede tid. Desværre klækkede det første æg ikke, og i det andet pippede ungen, men klækkede ikke og døde.
de ulovlige indfangninger og handel med vilde dyr spiller ikke så stor en
rolle - ikke mindst takket være den øgede årvågenhed af de ansatte i projektet Arara Azul. Denne bemærkelsesværdige succes gjorde, at miljøforkæmpere nu også fokuserede deres opmærksomhed om bevaring af naturtyper i
Pantanal.
38
4
25
Uddannelse
Aktiviteterne i hyacintaraprojektet er ikke længere begrænset til arbejdet i en lille gruppe af miljøforkæmpere i Pantanal, men de hidtidige resultater skyldes også mobilisering af store dele af befolkningen i Mato
Grosso do Sul. Landarbejdere og ranchers begyndte at støtte Neivas arbejde, og i dag er de stolte af de store araer, der lever på deres jord. Desuden
kommer jævnligt biologistuderende fra universitetet i Sao Paulo i Pantanal
for at hjælpe Neiva i hendes arbejde og at lære at undersøge en vildfuglebestand. Hele året kommer besøgende til Caiman Ecological Refuge for at
høre om hyacintaraerne og arbejdet med at sikre dem.
Økoturisme
Caiman Ecological Refugee med
Arara Azul projektet er et glimrende eksempel på, hvordan økoturisme kan gå
hånd i hånd med papegøjebevaring. Lederen af vores rejsegruppe var Marion
Kallerhoff, der er en fremragende naturkender, der vidste og kunne fortælle en
masse om Brasilien. Hun er født i Kenya
og voksede op i Sydafrika. Hun boede i
Amazonas og Pantanal , hvor hun havde
været medlem af projektet Arara Azul i
flere år.
Til fods, med båd eller lastbil samt
heste rejste vi rundt i landet under CaiI stor højde undersøger en
man Ecological Refuge, som er hjemsted
medarbejder hos hyafor mange arter af papegøjer. Ud over
cintaraprojektet en rede. Unhyacintaraer er her også gulnakkede aragen er kun omkring 24 timer
er (A ra auricollis), mørkerøde araer (A ra
primært af frugter fra acuri palmen (A ttalea phalerata) og bocaiuva palmen
(Acrocomia aculeata). Frøene af acuri palmen, der vokser på de endeløse
enge og vådområder, tages normalt først af araerne, når de hårdskallede
nødder er faldet ned og blevet spist af kvæg eller store vildt dyr og igen
”skidt” ud. Frugterne af bocaiuva palmen plukker araerne dog direkte fra
træerne. Da fuglene som tidligere nævnt er meget sociale så indsamler og
æder de ofte i smågrupper, som regel i den tidlige morgen og den sene aften.
Trusler
Hyacintaraer er blandt de sjældneste og
mest truede fuglearter. Der er stadig en betydelig risiko for, at bestanden vil uddø i naturen, hvis de vigtigste årsager til det ikke kan
fjernes hurtigt. Det gælder krybskytteri, ulovlig handel med vilde fugle, jagt, konvertering
af naturlige landskaber til landbrugsjord eller
græsgange, fældning af redetræer, men også
hydroelektriskeprojekter, hvor der skal bygges kraftværker og opdæmmes vand.
Indsatsen fra Neiva og hendes team synes dog at bære frugt: plyndringerne er taget
meget af. Især er samarbejdet mellem biologerne og kommunerne i regionen værdifuldt
for beskyttelse af Pantanal og dets indbyggere. Med i Neivas projekter hører også uddannelse og miljøbevidsthed i skolerne. Neivas hyacintaraer ved redehul
arbejde har vist hvilke faktorer, der kan påvirke den reproduktive succes hos hyacintaraerne og dermed også artens overlevelse.
I 1980erne anslog man, at indfangere, der leverede til det internationale fuglemarked, allerede havde taget over 10.000 hyacintaraer. Situationen var endnu mere kritisk for den, da dens naturlige habitat i stigende grad
blev ødelagt af afbrænding og skovrydning. Desuden blev hyacintaraer traditionelt jaget af indianere, der af dem lavede fjerornamenter og desuden
blev de solgt.
I dag er fuglehandlen stadig en trussel især i Mato Grosso do Sul, og
24
Der var bedre held med det andet kuld. Begge ungerne blev klækket hos
fosterforældrene den 15. og 17. marts.
Ungerne blev taget ind med henblik på håndopmadning den 31.
marts, og Goldies lorierne fik lov at opmade dem igen og dermed prøves at
undgå, at de blev præget af Goldierne. Det 3. kuld var på 2 æg, og det ene
klækkede ikke, mens det andet klækkede den 24. april.
Ungerne var 17 og 15 dage, da de blev fjernet for at blive håndopmadet. De tog hurtigt opmadningen til sig og blev fodret med en ske hver 3.
time med nektar fra kl. 6.30 til 18.30. Vægten tog fint til, og fra dag 21
blev de fodret med 4 gange om dagen. Fra dag 32 gik man ned på 3 gange
dagligt og fra dag 41 2 gange dagligt.
Fast foder i form af frugt var tilstede i deres bur. Lorierne var nemme
at vænne til et foder, og de to her begyndte at æde selv fra dag 49.
”Udflyvningen” fandt sted, da de var 40 dage.
Andre opdræt
Siden har der været flere opdræt rundt om i verden. Herhjemme blev
den opdrættet i 2000 uden nævneværdigt besvær. Foderet, der blev brugt,
var en tynd suppe, der blev lavet af en tør, hjemmelavet pulverblanding.
som består af følgende: 1 del druesukker, 1 del Nekton plus, 1 del blomsterpollen, 2½ dele CeDe lorifoder og lidt calciumfosfat. Blandingen blev
opløset i varmt vand sammen med en knivspids honning, så blandingen
blev tyndtflydende. Ud over denne suppe, som var fuglenes hovedfoder, fik
de hver dag frisk frugt skåret i små stykker, men de tog ikke meget af det.
De blev tilbudt æble, appelsin, kiwi, forskellig slags melon, bløde pærer,
ananas, banan og vindruer, som var det, de bedst kunne lide. En gang imellem også kogte ris. Der var altid en skål med rent vand.
Der blev givet foder om morgenen, mens der var unger i kassen (der
var kun en unge), og om aftenen fik de 6 halve vindruer drysset med pulverblandingen og lidt pollen. Det tog de gerne.
Den er så vidt vides endnu i fugleholdet i Danmark
Systematik
Papegøjebogen oplyser følgende:
NOMENKLATUR: Psittacus australis GMELIN, Syst. Nat., 1, 1788 p. 329
(Sandwich Islands, error = Samoa Islands). Psittacus fringillaceus
5
GMELIN, S. N. r. p. :337 no. 107 1788. Blue-crested Parrakeet LATH.
1781. Psittacus porphyreocephalus SHAW 1789. Psittacus pipilans LATH.
1790. Sparrow Parrakeet LATHAM 1802. La Perruche fringillaire LEVAILL. 1801. Brotogeris fringillaceus STEPH. 1826. Lorius fringillaceus
LESSON 1831. Coriphilus euchloris WAGLER 1832. Brotogeris
porphyreocephalus SW. 1836. Vini fringillaceus LESS. 1838. Psittacus
euchloris FORST. 1844. Coriphilus pipilans G. R. GRAY 1845. Trichoglossus pipilans PEALE 1848. Coriphilus fringillaceus BP. 1854. Coriphilus australis CASS. 1858. Nanodes fingillaceus SCHLEG. 1864. Domicella fringillacea FINSCH 1868. Vini fringillaceus G. R. GRAY 1870. Coriphilus fringillaceus SUNDEV. 1872. Trichoglossus fringillaceus GIEB.
1877. Vini australis SALVADORI 1891.
Engelsk: Blue-crested Lory, Blue-crested Parrakeet. Sparrow Parrot.
Tysk: Blaukäppchen, Blauschopfiger Breitschwanzlori.
Fransk: Perruche fringillaire, Psittacule fringillaire.
Native: Kohanga (Venskabsøerne), Vini-Sega (Wallisøerne), Hega
(Tongatabu) .
Farvebeskrivelse:
♂ og ♀: Grøn, overhovedets fjer er smalle, forlængede. blå og dækker
isse og baghoved. Pande grøn, resten af oversiden grøn, lysest på baghals
og overhaledækfjer. Overryg, skuldre og vinger med olivengrønt skær.
Tøjler, kinder og strube rød. På nederste del af brystet en stor rød plet, der
er adskilt fra den røde strube ved resten af brystets grønne farve. som har et
blåligt skær. Bug og lår purpurblå, lårenes bagside dog med nogle grønne
fjer. Flankerne klart grønne. Håndsvingfjerene mørke i spidsen og på inderfanen. 1. fjer helt mørk. Vingesvingfjerenes underside grumset, undervingedækfjer og underskulderfjer lyst grønne. Halens overside grøn, fjerspidserne og inderfanerne gule, undersiden gulgrøn. Næb orangerødt. Fødder røde, men sandsynligvis kødfarvede hos levende fugle. Iris rødlig eller
brunlig gul.
L: 180; V: 120; H: 68; N: 13; L: 12,5 mm.
Ungfugle:
Fjerene på hovedet kortere. Det røde på struben mindre udbredt, det
røde på nedre del af brystet kun begyndende og ungfugle er uden blå plet
på underlivet.
6
Først når de er omkring 7 år, vil de selv sætte familie. Der er højest to
unger pr. rede. Både rugning og madning af ungerne tager hunnen sig af,
mens hannen sørger for mad til hende.
Rugetiden er 28 til 30 dage, og hunnen
forlader næppe reden i det tidsrum. De
små unger vokser hurtigt, men trods
intensiv pleje og bevogtning af ungerne
er de udsat for mange farer. Af de to
unger vil den ene normalt blive offer
for en redeplyndrer. Det kan være rovfugle og tukaner, som også ud over en
lille unge også kan tage æggene, men
også aggressive myrer, aggressive bier
og selv store kakkerlakker kan gøre kål En frugtstand af acuri palmen
på ungerne.
Biotop
I Pantanal yngler 90% af hyacintaraerne i en enkelt træart: manduvi
(Sterculia striata). Dens kernetræ er meget blødt, så araer har let ved at
udhule reden. Araen er udkig efter revner og sprækker i træerne, der er opstået ved at en gren er knækket af eller ved svampeangreb, men også hvor
termitter har været på færde. Så udvider araeren stedet med sit næb og laver
en rede. Som redematerialebruger fuglene det materiale, som der er gnavet
af inde i redekammeret.
I Pantanal, er det ikke let at finde naturlige redesteder. Hyacintaraerne må kæmpe med mange andre hulerugende fugle om de få egnede steder.
Derfor har de ansatte i hyacintaraprojektet udviklet specielle redekasser til
araer og sat dem op forskellige dele i Pantanal. Den første af dem blev sat
op i 1997 på et kvægbrug. I begyndelsen blev rederne næsten ikke brugt af
araerne, men da andre hulerugere så som mørkerøde ara (A ra chloroptera),
tukaner, høge, ugler, ænder og gribbe, hvilket gjorde at presset på de naturlige redesteder faldt (der var nu ikke så stor konkurrence om disse reder).
Foder
Hyacintaraer har brug for en ekstrem energirig kost. Derfor lever de
23
veret på 180 reder, men der var kun 80 ynglepar i dem. Heraf fik 54 74
unger, hvoraf 58 blev selvstændige. Siden er hyacintharaerne igen begyndt at vise sig i de områder uden for Pantanal, hvor de plejede at leve.
Neiva har inviteret os til at følge med i deres arbejde. Nogle fugle
har hun forsynet særlige ”kraver”, der indeholder sendere, og nu kan hun
følge radiosignalerne fra disse hyacintharaer.
Meget sociale fugle
Næsten en tredjedel af alle fuglearter i verden lever i Sydamerika,
og en stor del af dem i Brasilien, herunder omkring en femtedel af alle
kendte arter af papegøjer. Hyacintaraen er ikke
kun den største af dem, men for mange papegøjefolk også den mest pragtfulde. Den måler
fra spidsen af næbbet til halespidsen omkring
en meter og vejer omkring 1,3 kg. Grundfarven
er blå. I skarp kontrast ses den klare gule farve
af kinderne og omkring øjnene.
På deres levesteder holder araerne sammen i smågrupper og trækker rundt i området.
Om aftenen finder sig nogle store hviletræer,
de såkaldte dormitorios, hvor fuglene slår sig
Neiva Guedes har i
ned ikke kun for at hvile, men også for at udmange år ledet hyaveksle "de seneste nyheder fra dagen, der er
gået". Hyacintaraer er meget sociale fugle, og
hvert par holder normalt sammen hele livet, og de voksne fugle samarbejder om opfostringen af afkommet.
Yngle aktiviteter
Da vi besøgte Pantanal var yngletiden for hyacintaraerne lige begyndt, og vi var i stand til at følge med og se, hvordan reder med æg og
unge fugle blev kontrolleret af holdet bag det omtalte hyacintaraprojekt.
Neiva fortalte os, at nyklækkede unger af hyacintaraer er små og
meget svage. De bliver i gennemsnit lidt mere end tre måneder i redekassen og får hele tiden intensiv pleje af forældrene. Familielivet slutter ikke
med ungernes udflyvning. De forlader reden for altid, men de bliver, indtil
de er omkring 6 måneder i nærheden af de voksne fugle, og de fodres stadig.
22
Blåtoppot lori blev opdaget af kaptajn Cook på hans 3. rejse (17761780), da han fandt den på Venskabsøerne, og den blev senere observeret
af Peale på Samoaøerne, og der er ikke senere opdaget nogen anden art af
familien Loriidae på disse øer. Derimod forekommer den ikke på Sandwich-øerne, så det er fejlagtigt, når Latham og Gray har meddelt dette. I
beretningen om Cook's tredie rejse har Forster kun meddelt følgende om
denne art: ”Den er ikke
større end en spurv,
smukt gulgrøn med lyseblå plet på issen. bryst
og bug er røde”. Ældre
forfattere, som f. eks.
Buffon, bringer kun beskrivelse af fuglen, men
oplyser intet yderligere
om den.
I naturen.
Dr. Eduard Gräffe
har givet følgende interessante
oplysninger:
”Den lille papegøje forekommer f. eks. på øen Tongatabu og den nærliggende ø Eua og lever næsten udelukkende mellem de store palmeblade i de
høje kokuspalmer, hvor man kun sjældent kan få øje på den, skønt den forråder sin nærværelse ved sine skingrende skrig, der nærmest lyder som
sølvfløjtetoner. Ved skarp iagttagelse opdager man den dog og ser den
klatre rundt blandt blomsterklaserne. Formodentlig er blomstersaften dens
eneste næring, hvilket det udelukkende flydende maveindhold hos nedlagte eksemplarer kunne tyde på. Kun i august måned kan man også se den
blandt de røde blomster på det indiske Koral- eller Dadaptræ og da i selskab med andre fugle. Fra januar til marts finder man dens rede mellem de
gamle frugtklaser eller i en af rotter udhulet frisk kokusnød, hvis stilk da
tørrer ind, så nøddeskallen bliver hængende i den. Her ruger hunnen normalt et eller to æg ud. Ungerne er i begyndelsen helt grønne med få røde
fjer på bug og hoved. sort næb og smudsiggule fødder, deres fjerdragt er
altid forpjusket og bliver først meget sent lige så glansfuld, som de gamle
fugles”.
7
Import:
Meget sjældent indført, men enkelte har dog i 1870'erne nået engelske og hollandske havnebyer, kun undtagelsesvis har den kunnet holdes i
live i mere end ganske kort tid, og den er ikke opført i fuglefortegnelsen i
Zoo, London i forrige århundrede.
I fangenskab:
Dr. Gräffe oplyser, at denne lille papegøje desværre kun kan holdes i
live i nogle få uger, og kun dersom man kan give den friske sukkerrør. Disse river den itu med næbbet, suger marv og stængel ud med tungen, så kun
de tørre trevler bliver tilbage. Dr. Russ erhvervede i sin tid et eksemplar,
som dyrehandler Hieronymi, Braunschweig i 1875 hjembragte fra en rejse
til England og Holland. Fuglen ankom temmelig syg til Dr. Russ og åd f.
eks. kanariefrø. Den holdt sig nogenlunde i cirka 3 uger, men da Dr. Russ
så begyndte at fodre den med opblødt æggebrød, biskuit og frugt, fandt han
den en morgen pludselig død af tarmbetændelse.
Såvel fra naturen som fra fangenskab går oplysningerne ud på. at
Blåtoppet lori altid synes irriteret og bider kraftigt om sig med sit lille spidse næb, den udstøder også meget ofte sit skingre skrig og rejser de små, blå
hovedfjer, så dens opførsel i det hele taget giver iagttageren indtrykket af,
at den altid er arrig eller utilfreds.
Som det kan ses af den lange liste over de systematiske og andre navne, den har haft gennem tiden, så har man langt fra været enige om, hvor
den hørte hjemme i systemet. Ligeså dens forskellige artsnavne angiver, at
man langt fra anså den for at være en art. det skal dog lige haves i baghovedet, at der nok ikke har været mange fugle til rådighed i slutningen af
1700tallet, og de der var, var ofte dårlige skindlagte.
Da det er John Latham, der i 1781 første gang beskriver den, så har
den formentlig været med hjem fra en af Cooks rejser til Stillehavet. Underligt nok, så er der ikke nogen af de mange, der har skrevet om den, der
angiver, hvem der først bragte den med hjem til Europa. Nogle oplyser, at
den findes på det eller det museum, og de gamle eksemplarer fra dengang
er for længst gået til, da man ikke kendte en langtidsholdbar konserveringsmetode den gang (undtagen i sprit).
8
Peter H. Them døde for nogle år siden, og hans billeder, videoer og
nogle af manuskripterne endte hos J. Møller Hansen. Herfra er hentet
nedenstående beretning, der tidligere har været bragt i et tysk tidsskrift.
Hyacintaraer
Peter H. Them
For os var det en stor oplevelse at besøge hyacintharaernes rige: Pantanal, der
med cirka 170.000 km2 i den sydlige del af
Brasilien er verdens største vådområde. Dens
areal spænder over to brasilianske stater Mato Grosso og Mato Grosso do Sul og videre
til Bolivia og Paraguay. I regntiden er 80%
af landskabet under vand, og det er et ideelt
levested for vandfugle, padder, krybdyr og For at fremme opdræt af
araerne, sættes der talrige
fisk.
redekasser op
Vi rejste fra Sao Paulo via Campo
Grande, der er hovedstaden i Mato Grosso
do Sul, til Caiman Ecological Refuge i Miranda-distriktet i det sydlige
Pantanal. I området bliver der ikke kun opdrættet kvæg, men turister har
mulighed for i det store område at opleve en stort set uspoleret natur, der er
under beskyttelse.
På Caiman Ecological Refuge fungerer den kendte biolog Neiva Guedes som koordinator af Projeto Arara Azul (portug. = Projekt hyacintara).
Hun har gennem tolv år stræbt på at beskytte disse fantastiske blå
fugle, og det har været et hårdt arbejde, som hun i nogle år har måtte udføre
uden nogen hjælp. Ifølge Neiva, så stiger antallet af hyacintharaer atter, og i
observationsområdet er antallet faktisk fordoblet. På trods af denne positive
tendens, så skal bestanden af hyacintharaer i naturen dog stadig betragtes
som sårbar.
Sammen med sit team har Neiva indsamlet individuelle oplysninger
af omkring 3.000 hyacintharaer i undersøgelsesområdet, der dækker ca.
400.000 hektar. I området er der i øjeblikket (2004) mindst 284 naturlige
reder på 41 landbrug og 154 redekasser, der blev sat op på tolv landbrug. I
årene 1999 og 2000 blev der fundet 53 nye redetræer. I alt blev der obser21
de været nede på minus 15 grader.
Forældrene passede ungerne
lige efter bogen, og kulden syntes
ikke at være noget problem.
Den eneste ekstra foranstaltning var en isolering af redekassen
med 20 mm tykke plader af polystyrenskum.
Midt i april gik 2 perfekte
unger af kassen.
Herefter lægges der 4 ubefrugtede æg og et nyt forsøg i juli
giver 5 æg, hvoraf de 3 er befrugtede.
Kun et af disse æg klækker, og
Redekassen med dens indhold af 4
dejlige unger af
årets resultat bliver 3 unger på pind.
Der var sket et gennembrud hos de rødryggede og årets resultat må
betegnes som en stor succes.
Men ligesom i Guinness World Records, så holder en rekord ofte
ikke ret længe. Hos de rødryggede dværgaraer blev rekorden allerede i
indeværende år, 2012, godt og grundigt slået.
I februar blev der lagt 5 befrugtede æg - 3 unger kom på pind.
I august blev der lagt 4 æg. Heraf var de 2 befrugtede, og der kom 2 unger på pind.
Og som nævnt
i starten af denne
artikel, så ligger der
nu december 2012 4 velnærede unger i
kassen.
Selv om resultaterne lader vente
på sig og der er lidt
uheld undervejs, så
er vedholdenhed og
tålmodighed vejen
Volieren med forældrefugle og redekasse.
frem til resultaterne.
20
Natparakit
Natparakitten (Pezoporus occidentalis), blev ”fundet” og navngivet i
1861 af den kendte John Gould. Nu har jeg skrevet ”fundet” i citationstegn, og det skyldes, at Gould ikke selv har indsamlet den (hvad han vist i
øvrigt ikke har gjort ved så mange af de fugle, han har beskrevet). I 1. beskrivelsen er der ingen oplysning om, hvordan den er kommet i hans besiddelse. Du kan læse mere på Papegøjens hjemmeside om fundet, beskrivelsen og en længere redegørelse om dens anatomi alt fra 1860’erne.
I dag er den i samme slægt som jordparakitten, men tidligere stod
den for sig selv i slægten Geopsittacus. Den har heddet forskellig på
dansk: huleparakit, jordpapegøje og så natparakit, som den nu skal hedde.
I naturen
Det er en art, som man
ikke har set meget til. I årene
mellem 1912 og 1979 så man
den ikke, og troede endda, den
var uddø. Siden er den iagttaget nogle gange og nu også
fotograferet. Efter sigende
Natparakit - Pezoporus occidentalis
skulle der være blev udsat en
dusør på 25.000 AU$ for den (død eller levende! - og så tænker jeg straks
på en westernfilm), og den er vel nu blevet indløst. Det med westernfilmen
er nu ikke helt forkert, for den lever i det vestlige af Queensland.
Man har en gang fundet et dødt eksemplar ved en vej, men ellers er
der kun få oplysningerne om den. Der er senere fundet enkelte eksemplarer, og en ihærdig fotograf har brugt rigtig mange timer på at fotografere
den. Han (John Young) oplyser, at han har brugt 17.000 timer og 15 år på
sit projekt, og at han har fotograferet den flere gange og optaget en 17 sekunders video. Den er blevet vist i 2013.
I de sidste 10 år er følgende iagttagelser af den noteret:
Den er blevet set i april 2005 i Pilbara region, Western Australia og
nær Fortescue Marshes Samt i september 2006, hvor det blev fundet en
død hun i Diamantina National Park, SW Queensland.
Endelig i maj 2013 ses den første video og fotografier af en levende
fugl.
9
Der ud over er der fundet fjer, som via DNA test har vist, at de er
fra natparakitten.
Ud fra fundene, så synes den at være ret udbredt (stort leveområde),
og den er hovedsagelig nataktiv og jordlevende. Flyver den op, så er det
kun en kort strækning. Dens foretrukne biotop er spinifixområderne, som
især findes i de tørre indre dele af Australien. Ældre oplysninger angiver,
at den ikke findes så langt fra vand. Dens føde er mest frø fra græsser
samt ukrudt.
I dag er den listet på IUCN Red List som truet, hvor den tidligere
på samme liste var angivet som stærkt truet.
Den fugl, der blev set i 2005 i Western Australia, blev fundet, fordi
der var givet tilladelse til en mineudvinding, og derfor blev der kræver en
undersøgelse af området. Der var to biologer, der så en mindre flok (3
fugle), men året før var der også set fugle nær ved. Det er omtalt i det australske fugletidsskrift Emu i 2008.
Så kom så fotografierne og videoen i 2013, men stedet er hemmeligholdt. Fuglen blev fundet grundet lydoptagelser fra 2008. De lød som
kommende fra en papegøje, og lyden blev så afspuillet i områdeet flere
gange. På den måde lokkes en natparakit frem, så den kunne fotograferes.
Kikker vi i de gamle annaler, så kan vi se, at der er oplysninger om,
at den har været i London Zoo i 1867 og 1873. Den angives endda at have ynglet i 1877, men det er vist en ”and”. Kilden til opdrætsoplysningen
skulle være de Brisay, men jeg har ikke
fundet kilden.
Vil du vide mere om den opdagelse,
så kik på Papegøjens
hjemmeside, hvor 1.
beskrivelsen og en
nærmere analyse af
dens anatomi kan læses.
Natparakit på jagt efter græsfrø.
Der bliver sat en eftersøgning i gang for at finde en ny hun, men det
viser sig ikke at være så
let.
Endelig bliver der
fundet en hun fra 2003 i
Sverige. Den hedder
Maja og har siddet som
tamfugl. Den har lidt
frostskader på tæerne,
fordi den har været bortfløjet i en periode en
vinter.
Fuglen bliver afhentet et sted i Jylland,
hvor svenskeren havde
Det østvendte voliereanlæg, hvor der går New
et møde.
Det var en dejlig
Guinea Ædelpapegøje, Rødrygget Dværgara
fugl, som talte klingenog Sortkronet Korthalepapegøje
de svensk og i øvrigt
kun ville snakke med Lagoni.
Efter at den havde siddet alene i nogle uger, blev det besluttet at sætte
den sammen med begge hanner, så de selv kunne parre sig ud. Det viste sig
at være en god idé.
Hunnen fattede sympati for han nr. 2, så de blev herefter flyttet til en
anden voliere.
Og nu var det slut med at snakke med Lagoni. Han var ikke længere
interessant.
Der går så nogle år, hvor intet sker, men så begynder hunnen i 2010 at
lægge ubefrugtede æg. Det bliver til 12 stk. i alt dette år.
I januar 2011 lægges der igen 4 æg, og denne gang er der for første
gang 2 befrugtede æg.
Den 19. februar konstateres, at der er 2 fine unger i kassen i den udendørs voliere.
Det var meget koldt i starten af 2011. Temperaturen havde i en perio-
http://papegoejebladet.dk/
10
19
Vinteropdræt
Af CARL HAMMER, Stauning
Det er en frostklar december morgen med sol fra en næsten skyfri himmel. Termometret viser minus 9 grader
og i de fleste volierer er al udendørs opdræt for længst indstillet. Fuglene nyder
en enkelt solskinsdag og holder ellers
vinterferie indtil næste års ynglesæson
kan starte til foråret.
Men hos Lone og Lagoni på
"Klitten" er det anderledes.
Her ligger der i en udendørs ophængt
redekasse 4 velnærede unger af Rødrygget Dværgara. De er for nogle dage siden blevet ringmærket med fast LDFring.
Historien om de rødryggededværgara'er starter egentlig med en tra- Det ynglevillige forældrepar af
gisk oplevelse for ca. 10 år siden.
Rødrygget Dværgara
Lone og Lagoni havde dengang et
par Severa Ara, der begge var ringmærket med en åben stålring.
En dag fandt de den ene fugl hængende død i tråden. Ringen havde
ikke været helt lukket og havde derfor sat sig fast i tråden. Nogle måneder
senere skete præcis det samme med den anden fugl, og nu blev den åbne
ring klippet af de resterende fugle.
Det var en lidt traumatisk oplevelse, og nu var det indtil videre slut
med at holde Severa Ara. Men så skulle der jo findes andre beboere til volieren, og det måtte gerne være fugle af en lignende type.
Valget faldt på Rødrygget Dværgara, og efter nogen søgen blev der i
2003 indkøbt et ungt par på Sjælland. Efter nogen tid dør hunnen, og der
bliver indkøbt endnu et par - denne gang i Jylland.
Efter et års tid dør også hunnen fra dette par, så nu sidder der 2 hanner i hver sin voliere.
18
En dommer fortæller.
Ser vi tilbage i tiden på udstillingsformen kan vi konstatere via katalogerne, at der også dengang var dommere til at fordele præmierne.
Disse dommere var som oftest folk med en vis social baggrund eller
folk med en særlig anerkendt viden. Egentlig uddannelse i hvervet kan
man ikke sige, de fik - og slet ikke, som vi kender det i dag.
Vi skal egentlig ret langt op i tiden, før der kommer uddannelse indenfor dommerarbejdet. Noget af det første jeg kender til er kurser fra
1960'erne og med Albrecht-Møller (A-M) som underviser.
Disse kurser var vidtfavnende og så at sige alle grupper af fugle, som
vi holder i vores volierer, blev der undervist i. Nogle af de ældre dommere
i dag er således undervist i såvel undulater som kanarier og zebrafinker
foruden småfugle og papegøjer.
Oftest strakte det sådant forløb sig
over nogle weekends, hvor såvel A-M var
tilstede som andre undervisere med specialviden. Kursusmateriale var det så som så
med og det blev egentlig forudsat, at eleverne selv lavede noget og selv var aktive i
undervisningen.
Det var tidligere, hvor nutiden giver
et noget mere differentieret billede af en
dommer.
Det er nok mest grundet i et ønske om en specialisering af dommere
i og med at fugleholdet også fik tilført en større mængde domesticerede
variationer. Siden første halvdel af 1980'erne har der været kørt et ret intenst undervisningsforløb for diverse dommerkategorier enten via Dommerudvalget eller Specialforeningerne. Alle er dog tilstræbt knyttet til
dommergruppen under Danske Fugleforeninger - tidligere Samarbejdet.
Nu kræves det, at en dommer følger kurserne og indenfor visse grupper deltager aktivt evt. med udarbejdelse af dommermateriale. Dommermaterialet er i dag ret omfattende, og det er nok et spørgsmål om ikke de
danske dommere totalt har det største og mest omfattende dommermateriale i Europa. Andre landes dommerkomiteer kan have fokuseret mere på at
gå til bunds i enkelte arters mutationer, hvor vi herhjemme selvsagt også
11
gør det, men desuden også har danske beskrivelser og vejledninger på et
meget stort antal "natur"fugle .
Desværre er der en tendens til, at for få ønsker en uddannelse i det
at dømme fugle. Årsagerne hertil er mange, men ofte er der tale om
tidsproblemer og en tilbageholdenhed
for det at stå frem. Det er langt fra øretævernes holdeplads at være dommer,
men ørene kan ofte blive varme. Udviklingen er gået hurtigt og det er måske
sådant nu, at nogle af de ældre dommere
har vanskeligt ved at være med mere og
nogle af de nyere er meget progressive begge faktorer der kan give uro.
Jeg ved godt man ofte undskylder
sig med, at det er en fritidsinteresse, at
man gør det for at hjælpe, at der ikke er
andre der vil - men mon ikke det er som
med de berømte cirkusheste (i nogle tilfælde).?
Heldigvis er der ikke hørt endnu, at nogen vil være dommer grundet betalingen. Det er da altid noget!
For det er ingen guldgrube at være dommer. Der skal betales dommerkontigent, og man skal være medlem af en forening. Man skal deltage i kurser - som regel er der mindst 2 om året og omkostninger ved kørsel og fortæring her, må man selv afholde. Kursusmateriale er dog gratis
indenfor gruppen. Så er der generalforsamling for dommere og endelig
er der selve udstillingssæsonen, hvor stort set hver weekend er "ødelagt".
Helt galt er det imidlertid for dommere indenfor især småfugle og
papegøjer, idet disse grupper er spredt over flere verdensdele. Det er ret
grotesk for de dommere, der dømmer i småfugle. Her skal der anvendes
bøger fra Kina, Indien, Indonesien, Australien, Afrika, Mellemamerika
og Sydamerika - og det skal bemærkes, at det som regel ikke drejer sig
om et enkelt værk fra hver verdensdel. Ydermere er en del af småfuglene
nu i færd med at mutere. Til eksempel er der ret mange "variationer" af
Gouldsamadinen: først de 3 hovedfarver: sort, rød og gul, dernæst brystfarver: violet, blå, hvid, cream og "viol" samt rosa. Derefter kommer så
de enkelte mutationer i farve, hvor gouldsamadinen har såvel det gule
12
lige fra træerne. Der er oplysninger om, at hyldebær i store mængder skulle
være giftige, men det er ikke bevist. Giften skulle findes i kernerne, og
sundhedstyrelsen anbefaler således, at man kun spiser kogte hyldebær. Giften skulle være det naturlige lektin. Der er ingen angivelser af, at fuglene
ikke kan tåle dem.
Det samme gælder i øvrigt om ligusterbær, der af nogle anses for giftige. Fuglene vil
som regel godt tage dem, når de har fået frost.
Der er ingen giftstoffer i liguster, men nogle
bitterstoffer bl. a. syringin, der kan give opkastning, idet de irriterer slimhinderne.
Slåen anvendes ikke meget til fuglene,
men den bruges af nogle som smagsstof i
snaps. Slåen kan udmærket bruges til fuglene,
men så skal man tage bærrene lige når den første frost kommer, da de så er
mest søde. Der er ikke oplysninger om, at slåen er giftig.
Lidt praktisk
Er det bær, der skal pilles af stilke, så kan det ofte være en fordel at
fryse dem i nogle timer, og så derefter pille dem af. Da går bærrene ikke i
stykker og sviner derfor ikke, ligesom de ofte er meget nemme af knække
af stilkene.
Så er det frugterne
En af de frugter, som ikke man bruger meget til fuglene, er bog. Der
er ofte utroligt mange bog under bøgetræerne, og bog er egentligt en ret næringsrig frugt. Desværre er fuglene ikke helt så glade for den. Hvis man i
stedet for giver fuglene grene med bog, så er de straks mere interesserede.
Bog er ret fedtholdige, så giv dem moderat eller knus dem og bland dem i
foderet.
En af de frugter, som man stor fordel kan høste om efteråret er majs.
Her er den såkaldte sukkermajs mest vellidt af fuglene. Man skal ikke høste
den, når den er moden, men mere når den er ”halvmoden”. Så er majskornet
ikke hårdt som den majs, man får i tørfoderblandingerne, men blød og hvid.
Man fryser majskolben og giver den hel til fuglene efter, den er tøet op.
Især i yngletiden og som tilskud til ungerne bruges majs meget.
17
Problemet kan være, at de sidder noget højt i træerne. Rønnebær kan
både fryses og tørres. Begge dele har sine fordele, men når man tørrer den,
så læg dem i et tyndt lag, ellers mugner de nemt. Fuglene vil ofte helst have de, der har været frosne, men de kan ved optøningen blive lidt smattede, så nogle fryser dem sammen med noget, der kan suge væsken
(savsmuld, rasp, aviser). Det er nu normalt ikke nødvendigt, med mindre
man fryser dem våde. De tørrede kan man blande i tørfoderet, og da vil
nogle fugle godt tage dem. Giver man dem for sig selv, er der sjældent det
store træk på dem.
Andre bær
Ud over de to nævnte kan man også samle tjørn. De er lidt vanskelige at få fat i grundet tornene, men de er et ganske udmærket foder, som
både kan fryses og tørres. Der er nogle farvestoffer i rødtjørn, som fuglene
kan bruge.
Der er andre stikkende planter, som har gode frugter herunder havtornens gule bær eller ildtornens røde bær. Berberis kan bruges, men ofte
er det mest praktisk at tørre dem og så knuse dem og komme dem i tilskudsfoderet. Det er noget forskelligt, hvor glade fuglene er for dem som
bær.
Det gælder i øvrigt andre bær/ frugter, som fuglene ikke er så glade
for, men som vi ved indeholder en del gode ting: tør dem og knus dem og
kom dem så i tilskuds– eller æggefoderet.
Sorte bær
Ofte tænker vi kun på de røde bær og
frugter, når vi samler ind til fuglene, men
der er nogle mørke og sorte bær, som er
ganske udmærkede.
Et af de mest almindelige sorte bær i
Danmark er nok hyldebærret, som vi gerne
bruger til at lave hyldesuppe af. Det er dog
et stærkt farvende bær, så man vil ikke have
det ind til fuglene, da afføringen farvet kraftigt af dem. Man kan så tørre dem og give
dem i pulveriseret form i foderet. Der er dog stadig farve i afføringen, men
så også kun der, hvorimod nogle fugle sviner med bærrene, når de gives
16
lutein, som det røde astaxantin, melaninfarver i sort og brunt (rødt) og
strukturfarver. I disse ovennævnte er der masser af muligheder for variation, og så skal man huske på, at hver variation her kan overføres til hver af
de 3 hovedfarver samt de 5 til 6 brystfarver. Ydermere findes der også enkelt og dobbelt faktor i mørk, på samme vis som hos undulat og dværgpapegøje. Alt i alt kan der så vidt der løseligt kan regnes ud laves mere end
2.000 kombinationsfarver hos gouldsamadinen. Så kom ikke og sig, at det
er let at være dommer.
Nu skal man ikke
male fanden på væggen,
men gøre sig klart, at
ingen (ingen regel uden
undtagelser - siger man
jo) kan magte at være
perfekt i det hele. Derfor
specialiserer man sig også i dag. Denne specialisering er både godt og
ondt, idet allround viden
ofte mangler i katastrofal
grad hos disse specialister. Ofte "tror" de blindt
på en eller anden guru,
uden mindste blusel. Ofte har de heller ikke en tilstrækkelig tilbundsgående viden, men vurderer ud fra evt. billeder eller guru - udtalelser.
Nu er intet statisk - i hvert fald ikke indenfor de domesticerede fugle. Prøv at se på standarden hos undulaten gennem de sidste 30-40 år, og
ikke mindre pudsigt er det med zebrafinken, der har fået 3 standards siden
70'erne, og nu begynder det samme tilsyneladende at gøre sig gældende
indenfor de australske græsparakitter. Jo det er noget af en sisyfosopgave
at holde sig bare almindeligt orienteret indenfor sådanne grupper, der ikke
gør andet stort set end flagre med som vinden blæser. Til forklaring om
Sisyfos, så var han en græsk sagnkonge, der grundet gudsbespottelse blev
sat til at trille en klippeblok op af et bjerg, for så nær toppen at måtte se
den trille ned igen - hver gang!
13
Jamen, kunne man så sige - er det fremtiden?
Måske - hvis udstillerne ønsker det, men vi kunne stoppe op og se
på dommerens væsentligste opgave: vurdere den/de fugle, der er i nummeret ud fra et kvalitetskriterie. Her behøves stort set ingen specialviden,
hvad enten det drejer sig om en papegøje eller en zebrafinke. Kvalitet kan
alle vurdere, er den påstand som ikke burde være vanskelig at acceptere.
Hvorfor skal dommere så på de lokale udstillinger beskæftige sig
med navngivelser på fugle og mutationer? Ku' vi som udstillere ikke være
tilfredse med at få vores fugle klassificeret? Behøver vi som udstiller at få
at vide til offentlig beskuelse, at vore fugle mangler en negl eller næbbet
er ridset?
Det, der nok er mest værdifuldt for opdrættere at få at vide, er, om
de fugle, der avles med er gode nok, om avlsarbejdet går i den rigtige retning, om foder og pasning har været så optimalt som muligt. Det er vanskeligt at sætte på papiret og det kan let misforstås.
Her er der en udfordring for såvel dommere, opdrættere og selve
uddannelsessystemet. Der må ikke på det område være vaklen i geleddet.
Det kræver forståelse for også de fejl dommere ind imellem begår husk det!
J.M.H.
Hvorfor pokker køber du dig ikke
nogle piberensere?
14
Foderplanter i efteråret
Frø fra naturen
De frø og andre foderemner, som vi kan hente i naturen, er i langt de
fleste tilfælde nogle, som fuglene gerne vil have. Desuden er de også rige
på vitaminer, mineraler og spormineraler, foruden de er friske.
Her hen sidst på sommeren og først på efteråret er det tid til at høste
fra naturen. Det gælder selvsagt ikke kun landbruget og havefolket, men
også fuglefolket, hvor der er masser af gode emner til vore fugle.
Når
man færdes i naturen eller bare kører i bilen, så kan man se buske og hække med røde bær, man kan se masser af græsaks og ukrudtsplanter med
aks lige til at høste og gemme til fuglene.
Hyben
Hyben er en ganske udmærket ting at samle ind til sine fugle, enten
det er papegøjer eller småfugle. Desuden er det et udmærket produkt til
marmelade (også til fuglene). Hyben findes som frugt i en længere periode
end de fleste andre frugter, så sent på sommeren og langt hen på efteråret
kan man samle dem. Kommer man længere hen vil de vilde fugle ofte have været i dem, og de er gode til at sprede frøene, så der bliver endnu flere
hyben. For øvrigt er hyben jo en af ”invasive” arter, som ikke hører hjemme i vores natur!
Den er så også blevet kultiveret, men selv det har ikke fjernet tornene, så man skal have nogle gode handsker på, når man samler dem. Der er
en del forskel på størrelsen og formen på de forskellige hyben, men alle
typerne kan bruges.
Hyben kan man dybfryse hele og så bruge dem efterhånden som optøede. De kan også tørres, og så holder de sig ret godt, men der er så heller
ikke så mange vitaminer i dem. Man kan bruge dem hele eller findele dem,
og hvis fuglene ikke kender dem, så vil det være en fordel at findele dem,
så fuglene kan komme til indholdet. Nogle fugle kan dog svine en del med
dem, så der kan godt være lidt rengøring i forbindelse med brugen af hyben.
Rønnebær
Nogle bruger rønnebær til fuglene, og det er et nemt bær at samle.
15