se her - Tranevænget
Transcription
se her - Tranevænget
8. semester projektrapport, Pædagogisk innovation, stud. Læring & forandringsprocesser, Aalborg Universitet København Opgavens titel: Et fremtidsværksted i et nyt perspektiv Udgivelsesinstitution: Aalborg universitet i København Semester: 8.semester projekt Afleveringsdato: d. 3. Juni. 2014. Vejleder: Marie Louise Gammelby Antal normalsider: 119 Anslag: 200.308 Studerende: Louise Steenholt Larsen, studie nr. 20132192 ______________________________ Pernille Clausen Nymand, studie nr. 20131633 ______________________________ Pernille Märcher Dalgas, studie nr. 20131648 ______________________________ Lea Møller Strandgaard, studie nr. 20131682 ________________________________ Marie Louise Bjørn, studie nr. 20131664____________________________________ 2 INDHOLDSFORTEGNELSE 1. INDLEDNING 5 1.1 DIMENSIONSFORANKRING 7 1.2 PROBLEMFELT 7 1.3 ERKENDELSESINTERESSER 8 1.4 PRÆCISERING AF EN FORANDRINGSPROCES 10 1.5 AFGRÆNSNING 12 1.6 LÆSEVEJLEDNING 12 BLOK 1 2. METODE 14 2.2 KVALITATIV METODE 15 2.3 OBSERVATION 16 2.3.1 DELTAGENDE OBSERVATION 18 2.3.2 VIDENSKABELIGHED I OBSERVATIONSSTUDIER 19 2.3.3 NARRATIVER OG ETNOGRAFIER 20 3. TEORI OG VIDENSKABSTEORETISKE OVERVEJELSER 21 3.1 AKTIONSFORSKNING 22 3.1.1 HISTORIE 23 3.1.2 AKTIONSFORSKNINGENS PRODUKTION AF VIDEN: ONTOLOGI OG EPISTEMOLOGI 23 3.1.3 FORHOLDET MELLEM TEORI OG PRAKSIS 24 3.1.4 SAMSPILLET MELLEM FORSKER OG DELTAGER 25 3.1.5 OVERGANGEN FRA AKTIONSFORSKNING TIL FREMTIDSVÆRKSTED 26 3.2 FREMTIDSVÆRKSTED 27 3.2.1 PRODUKTION AF VIDEN 28 3.3 BRUNO LATOUR OG AKTØR-NETVÆRKSTEORIEN (ANT) 30 3.3.1 ANT: EN KONSTRUKTIVISTISK TILGANG 31 3.3.2 AKTØR 34 3.3.3 NETVÆRK 34 3.3.4 FORHOLDET MELLEM AKTØR OG NETVÆRK 35 3 3.3.5 TRANSLATIONER OG TRANSLATIONSPROCES 36 3.3.6 TALSMAND 37 3.4 OPSAMLING 37 BLOK 2 4. ET FREMTIDSVÆRKSTED PÅ KEA 38 4.1 DET FORBEREDENDE MØDE 38 4.2 FORBEREDELSESFASEN 39 4.3 FREMTIDSVÆRKSTED I ’HÅNDVÆRKERFAGET’ 41 4.3.1 PRAKSIS UDFØRELSEN 42 4.3.2 KRITIKFASEN 44 4.3.3 UTOPIFASEN 46 4.3.4 HANDLINGSFASEN 46 4.3.5 OPFØLGNINGSFASEN 47 4.4 ETISKE OVERVEJELSER 48 4.4.1 PERSONLIG DØMMEKRAFT I CENTRUM 49 4.5 HVORDAN FORLØB DAGEN? 50 4.5.1 ET NARRATIV AF FREMTIDSVÆRKSTEDET OM HÅNDVÆRKERFAGET 50 4.6 OPSAMLING PÅ FREMTIDSVÆRKSTEDET 52 4.6.1 REFLEKSIONER EFTER FACILITERINGEN 53 BLOK 3 5. EN FORANDRINGSPROCES I ET ANT-PERSPEKTIV 55 5.1 ANT SOM ANALYSERAMME 56 5.2 ANALYSEBÆRENDE BEGREBER 59 5.2.1 BLACKBOXING 60 5.2.2 MODALITET 61 5.2.3 INSKRIPTIONER, TRANSLATIONSPROCESSER, HYBRIDISERING OG ASSOCIERING 62 5.3 ANALYSE: ET FREMTIDSVÆRKSTED I ET NYT PERSPEKTIV 63 5.3.1 STABILISERING AF NETVÆRK MED FOKUS PÅ OPLÆG 63 5.3.2 SPÆNDING MELLEM STABILISERING OG DESTABILISERING AF ET HANDLINGSFORSLAG 69 4 5.3.3 MOBILTELEFON SOM EN SEJ STRUKTUR 73 BLOK 4 6. DISKUSSION: OM PLANLAGT FORANDRINGS UMULIGHED 79 6.1 PROBLEMATISERING AF FREMTIDSVÆRKSTEDET SOM METODE 81 6.3 FREMTIDSVÆRKSTEDET SOM OVERSÆTTELSESARBEJDE 82 6.4 MATERIALISERING OG ASSOCIERING 84 6.5 KRITISKE EFTER-REFLEKSIONER AF LATOUR 85 7. KONKLUSION 87 8. LITTERATURLISTE 89 9. BILAG 1. Indledning At beskæftige sig med organisatoriske forandringer i hverdagen udgør en disciplin, der ofte befinder sig i et spændingsfelt af forskellige rationaler, hvor teori- og praksisudvikling skal forenes på et meningsgivende niveau. Nærværende projekt er optaget af at forstå de forskellige faktorer, der har betydning for, hvad der sker i en forandringsproces og blotlægge nogle af de udfordringer og konflikter, der kan ligge latent, som seje strukturer. Projektets væsentligste interesse skal findes i udforskningen af disse seje strukturer, som ikke umiddelbart er til at få øje på, men som kommer til syne gennem kontroverser. I den forbindelse tager vi i projektet udgangspunkt i en konkret selvkonstrueret case; et undervisningshold på Københavns Erhvervsakademi (KEA), der studerer afsætningsstrategi. Gennem udførelsen af et aktionsforsknings-inspireret fremtidsværksted med de 18 studerende, vil vi undersøge, hvilke muligheder og problematikker, der forekommer i en forandringsproces i praksis. Er det overhovedet muligt at gennemføre forandring, gennem et fremtidsværksted, der som metode skal ændre forståelsen af relationen mellem forsker og deltager i det udforskede felt? 5 Forandring fryder, men ikke altid. Forandringsprocesser kan være udfordrende og til tider oplever man ikke, at forandring giver mening. Måske til dels fordi man ikke synes en forandring er nødvendig eller fordi det at starte en forandring kan igangsætte nogle andre og større uforudsete problematikker. Vi er interesserede i at forstå, hvilke faktorer der skal medregnes i en forandringsproces; skal forandringsagenten være medejer af visioner og strategier for at formidle et helhjertet budskab? Er forandring kun noget, der kan lykkes, hvis information, kommunikation og mulighed for at blive involveret fungerer godt mellem deltagere på alle niveauer i organisationen? I en aktionsforskers optik bliver fremtidsværkstedet præsenteret som en ideel og demokratisk måde at skabe forandring på, hvor deltagerne bliver gjort til medforskere og vidensproduktionen sker i fællesskab. Vi vil med en udforskende tilgang til denne forskningsmetode afprøve, hvorvidt denne kan være en produktiv metode for skabelsen af forandring. Slår man ”forandring” op i den danske ordbog, står der skrevet: ”det at nogen eller noget får en anden form, karakter, egenskab eller lignende” (Den danske ordbog). Virkeligheden er hele tiden i forandring mere eller mindre uafhængigt af os, men samtidigt efterspørger man i disse dage konstant forandringer, der skal kunne dygtiggøre og effektivisere os yderligere (regeringen 2012). Vi taler om visioner, innovation og fantaserer os til perfekte utopier, men hvordan bliver disse til mere end bare tankestrømme? En forandringsprocess kan være en udfordrende disciplin. Spændingsfeltet mellem teori- og praksisudvikling, samt relationen mellem forsker og deltager er præget af forskellige rationaler og værdier, der opstiller en særlig udfordrende opgave for forandringsagenten samt deltager, og har betydning for forandringsprocessen (Duus, 2012, s. 13-36 ). En forandringsproces er sommetider præget af en i forvejen formuleret idé for, hvad der ville være essentielt og hensigtsmæssigt at arbejde med inden for en given praksis. Når en forandringsproces sættes i gang, forventes en hurtig løsning. Det kan også forstås som det, at der smedes, mens jernet er varmt; ved eventuelt at bringe nogen eller noget ind, der understøtter en hurtig beslutning. Men undervejs i en forandringsproces kan der opstå nogle kontroverser, der forhindrer eller komplicerer at der kan smedes, mens jernet er varmt. Kontroverser er ikke så ligetil, fordi de stiller spørgsmålstegn ved ‘hvad man plejer at gøre’. De afstedkommer som det der kaldes ”ontologiske forstyrrelser” (Petersen, 2013, s. 106). I denne forbindelse er der også tale om situationer, der har konsekvenser i en forandring, fordi de kan gå ind og berører selve det ’stof’, som hverdagslivet er gjort af. De seje strukturer. At forstå og have 6 respekt de seje strukturer kan således opfattes som en forandringsagents vigtigste opgave, som en yderst svær disciplin, idet man går ind og rokker ved hverdagslivets selvfølgeligheder. 1.1 Dimensionsforankring Følgende afsnit har til formål at præcisere, hvordan nærværende projekt udspringer af en direkte motivation af vores deltagelse på valgmodulet på pædagogisk innovation. Ligeledes tjener afsnittet til en form for argumentation af, hvorfor projektets undren og undersøgelsesarbejde kan ses i tråd med, hvad der påkræves for dette semesters fokusområde. Som kandidatstuderende på uddannelsen Læring og forandringsprocesser med specialisering i pædagogisk innovation beskæftiger vi os med teorier om pædagogik og didaktik samt læring og innovation. Vi beskæftiger os altså med læring og forandring, der har med uddannelseskontekster at gøre. Vi arbejder med metoder til undersøgelse og udforskning af innovative læreprocesser og de pædagogiske, didaktiske og ledelsesmæssige udfordringer, der er forbundet med forandringer af gældende praksis og traditioner i forskellige uddannelsessammenhænge. Derudover beskrives det i studieordning for dette semester, hvordan projektet skal omhandle design af et læringsbaseret forandringsforløb (Studieordningen 2014). Vi har derfor valgt at eksperimentere aktivt med en konkret metode og redskab til design af et forandringsforløb med en specifik målgruppe og med centralt fokus deltagernes særlige ønsker og behov. 1.2 Problemfelt Ud fra ovenstående motivation vil vi undersøge ved først og fremmest at igangsætte en forandringsproces i en konkret praksis på KEA. Med udførelsen af et aktionsforsknings-inspireret fremtidsværksted vil vi undersøge om denne efterspørgsel på brugerinddragelse er mulig at indfri. Nærværende projekt beskæftiger sig med, hvad det er for en særlig opgave, man har som forandringsagent i et aktionsforsknings-inspireret fremtidsværksted og hvordan denne metode kommer til udtryk i praksis. Dernæst antager vi, med inspiration fra adjunkt på institut læring og filosofi, Morten Krogh Petersen, at der er nogle seje strukturer, man skal være opmærksom på i en implementering af en metode med henblik på en forandringsproces. For at komme dette nærmere vil vi gøre brug af sociologen Bruno Latours aktør-netværks teori (ANT). Denne teori tillader os at kigge på genstandsfeltet som et netværk af aktører, hvor non-humane elementer også er en del af processen- og dermed også en del af de eventuelle seje strukturer. 7 Vi er opmærksomme på, at vi gennem udførelsen af dette fremtidsværksted kan blive opslugt undervejs i processen. Dette er endnu et argument for, hvorfor inddragelsen af ANT som projektets teoretiske og analytiske forståelsesramme er relevant for dette projekt. Da vi med ANT kan opnå en analytisk distance. For at opnå analytisk distance har vi ligeledes valgt, at halvdelen af projektgruppen observerer, hvad der sker i fremtidsværkstedet uden at deltage i processen. ANT vil fungere som et værktøj og et perspektiv, som vil åbne op for nogle analyser og diskussioner, som vi umiddelbart ikke vil have fundet udelukkende ved brug af et aktionsforsknings-inspireret perspektiv. Ud fra et ANT-perspektiv er vi interesserede i at blotlægge, hvilke seje strukturer og selvfølgeligheder, der kan have betydning for, hvordan en forandringsproces forløber. Alt i alt efterstræbes et behov for at forene villigheden og muligheden for skabelsen af forandring med en stadig respekt og fornemmelse for de seje strukturer og selvfølgeligheder, der muligvis kan siges opstå i det udførte fremtidsværksted. Med udgangspunkt i ovenstående motivation og problemfelt skal projektets væsentligste opgave findes i besvarelsen af følgende problemformulering: Hvordan praktiseres et aktionsforsknings-inspireret fremtidsværksted på KEA, og hvordan kan vi med afsæt i ANT udforske seje strukturer og kontroverser og disses betydning for forandringsprocessen i fremtidsværkstedet? 1.3 Erkendelsesinteresser Særligt ved nærværende projekt er, at vi i arbejdet med ovenstående problemstilling beskæftiger os med to forskellige erkendelsesinteresser1. Det betyder, at vi dels som studerende, men også som læser oplever et tydeligt brud idet, vi efter udførelsen af et handlingsrettet fremtidsværksted på KEA (erkendelsesinteresse 1), stopper op og udfolder et andet forskningsperspektiv, herunder ANT (erkendelsesinteresse 2). Begge erkendelsesinteresser uddybes nærmere i næste afsnit. 1 Begrebet erkendelsesinteresse kommer fra den tyske sociolog og filosof Jürgen Habermas. Begrebet stammer fra en indsigt i at at der ikke findes interesseløs erkendelse. Erkendelsesinteresse handler om hvilken interesse man har forbundet med den erkendelse man producerer i sit projekt (Knudsen, 2009, s. 17) 8 I erkendelsesinteresse 1. er vi handlingsrettede og eksperimenterende med udgangspunkt i en særlig metode, herunder fremtidsværkstedet. Denne type interesse adskiller sig fra erkendelsesinteresse 2, hvor vi snarere bestræber os på at stå udenfor det praktiserede. Argumentet for det omtalte brud, herunder inddragelsen af erkendelsesinteresse 2 med afsæt i ANT, foreligger i en antagelse om; at vi som facilitatorer af fremtidsværksted har behov for at inddrage et andet perspektiv, for at kunne opnå analytisk distance. Dette aspekt tillægges også en særlig betydning, idet vi i projektets metode har valgt at indtage yderst forskellige positioner i forhold til observation og udførelse af fremtidsværkstedet. Nedenstående afsnit vil præcisere de to erkendelsesinteresser yderligere og dermed tydeliggøre, hvad der menes med et brud i projektet. Vi har hertil udarbejdet en model (se side 16), der skal bidrage til større klarhed over projektets erkendelsesinteresser og illustrere arbejdet med problemstillingen undervejs i projektet. Forståelse og udforskning af, hvad det vil sige at gøre forandring, vil fungere som den røde tråd i projektet. Efter en præcisering af projektets to erkendelsesinteresser følger en afgrænsning samt konkretisering af, hvad vi i projektet forstår ved en forandringsproces. Erkendelsesinteresse 1 - Et fremtidsværksted i håndværkerfaget Projektets første erkendelsesinteresse består i at udføre et aktionsforsknings-inspireret fremtidsværksted på KEA. Dertil hører et frigørende og emancipatorisk sigte mod at igangsætte forandring gennem et aktivt samarbejde mellem forsker og deltager. Samspillet mellem forsker og deltager er afgørende for, hvorvidt forandringen kan indfries, fordi man i arbejdet med fremtidsværkstedet som metode efterstræber et jævnbyrdigt forhold, hvor deltager bliver til medforsker; deltagerne formulerer og udarbejder forandringen. Det handler om at skabe viden om verden, gennem forsøg på at ændre verden, i en retning som deltagerne ønsker det (Duus, 2012, s. 171). I udførelsen af fremtidsværkstedet ønsker vi derfor et centralt fokus på forholdet mellem teori og praksis, samt forsker og deltager. Der arbejdes ud fra en interesse om at nedbryde stereotype forestillinger og styrke samarbejde, via deltagernes viden om praksis og deraf skabe ny produktion af viden, der kan være medvirkende til en potentiel forandring. Der fokuseres på at løse problemer ved at prioritere understøttelsen af hver enkelt deltager i definitioner og forslag til, hvordan man sammen kan løse en problematik. Vi vil i projektets metodeafsnit side 16 uddybe, hvorfor vi kalder det et aktionsforsknings-inspireret projekt. 9 Erkendelsesinteresse 2 - ANT-perspektiv Projektets anden erkendelsesinteresse består, med udgangspunkt i ANT, at analysere processen i fremtidsværkstedet. Fremtidsværkstedet vil således fungere som indgang: et vindue vi kan kigge ind af, som giver os mulighed for at få afklaret vores undren i erkendelsesinteresse 2. Med udgangspunkt i ANT vil vi kigge nærmere på, hvilke kontroverser, der muligvis opstår i ovenstående fremtidsværksted. Vi vil blotlægge, hvilke seje strukturer, der ligger under overfladen og som kan gøre det svært at igangsætte en forandring. Det kan være handlemåder og begivenheder, der ikke stilles spørgsmålstegn ved, fordi der er enighed om at det er ‘sådan det gøres’ - det Latour kalder det kollektive accepterede (Blok og Jensen, 2009, s. 267). Vi indtager et radikalt anderledes perspektiv end i erkendelsesinteresse 1, idet vi frem for at være i forandringsprocessen, nu står udenfor processen og gennem empirien, kigger tilbage på den case vi konstruerede. Med ANT som teoretisk forståelsesramme udvælger vi efter udførelsen af fremtidsværkstedet nogle analysebærende begreber, der skal være behjælpelige i vores udforskning af forandringsprocessens seje strukturer og kontroverser. Via disse begreber kan vi muligvis undersøge, hvordan der skabes forbindelser mellem humane og non-humane elementer og hvad det betyder for processen. ANT forstår vi som en måde, hvorpå viden kan kortlægges i en forandringsproces. Altså hvordan konkrete ideer på fremtidsværkstedet kan udvikles til almen accepteret viden blandt deltagerne. En forandringsproces kan som udgangspunkt synes nærmest umulig at skulle blotlægge, men via ANT som forståelsesramme kan vi komme mere konkret og dybdegående ind på, hvad der har indflydelse på forandring og hvilke selvfølgeligheder der kan være svære at komme forbi undervejs. Vi er nysgerrige efter om, hvorvidt ANT kan give os en klarere idé om, hvordan forandring opstår og udvikles. 1.4 Præcisering af en forandringsproces Følgende afsnit består af en præcisering af projektets problemstilling i forhold til, hvad vi mener med en ‘forandringsproces’. I projektet ønsker vi at undersøge, hvordan en forandring kan finde sted, og hvad der foregår og opstår i processen. Forandringsprocesser tager tid, hvilket desværre ikke er noget vi har meget af i forbindelse med dette projekt. En vigtig tilføjelse i forhold til besvarelsen af problemstillingen og projektets hovedtema, forandring, skal derfor tilføjes, at vi som studerende selvfølgelig er bevidste 10 om, at når vi taler om forandring, skal det forstås i et langt større perspektiv og tidshorisont, end hvad dette projekts tidsramme tillader. I forbindelse med forandring ser vi det vigtigt at præcisere, hvad vi mener med en forandringsproces. I vores forståelse af en forandring, kan en sådan bestå i mange forskellige størrelser og former. En forandring fordrer en handling, men denne handling kan ligeså vel være en deltagen i et fremtidsværksted, som det kan være, at forandre noget fysisk. Vi ser en tydelig sammenhæng mellem forandring og det at lære nyt. I vores optik er det at forandre per definition at lære nyt. En forandring skal fører til en situation, hvor man kan noget, man ikke kunne før. Det skal være nyttigt og meningsfuldt, men det behøver nødvendigvis ikke at have en ekstern anvendelses dimension. Det at forandre kan forstås så basalt som det, at én person tænker en tanke, hun ikke har tænkt før, og hvordan denne i en individuel eller kollektiv repræsentation kan føre til nye måder at handle på. Nogle understreger kommercielle eller teknologiske aspekter ved forandringer, og forstår det som enten iværksætteri eller ingeniørkunst. Andre forstår forandringspotentiale som en mere generel evne til nytænkning eller ser den som tæt forbundet med kreativitet, kritisk sans eller frigørelse. Det forhold, at man som forandringsagent eller deltager er placeret i et krydsfelt af forskellige idealer, målsætninger og forventninger, giver god grund til at beskæftige sig med de mere fundamentale spørgsmål om, hvad man kan og skal forstå ved forandringsprocesser. Alt sammen spørgsmål, der ligger til grund for nærværende projekts motivation. Modsætningen mellem nyt og gammelt er kernen i en forandring. Det kan opfattes som et udtryk for en måde at tænke på; bestræbelsen på at skabe fornyelse. Forandringer, fornyelse og det at lære nyt kan ligeledes betragtes som produktion af ny viden. Hvis vi forstår en forandringsproces som det at lære nyt, kan dette relateres til, hvad vi i et ANT-perspektiv forstår som én af undersøgelsens væsentligste opgaver: at blotlægge, hvordan viden produceres. Hvorfor produktionen af ny viden i en forandringsproces kan forstås som det kollektivt accepterede resultat, deltagerne i processen når frem til. Hvilken ny viden, der produceres i fremtidsværkstedet vil ikke være et emne vi søger eksplicit svar på i projektets analyse, men vil dog alligevel ligge mellem linjerne som en interessant tematik. Derfor vil vi i projektets diskussionsafsnit kort illustrere, hvordan det at lære nyt eller produktion af viden hænger så unægteligt sammen med projekts samlede undren. Projektet vil i forbindelse med udforskningen af processen i fremtidsværkstedet analysere de seje strukturers 11 betydning for facilitator og deltager i en konkret forandringsproces. Vi indtager denne fokusering, idet vi ser en forandringsproces som en produktion af viden. Ligesom en forandring kan fremstå i forskellige størrelser, kan en produktion af viden for fremtidsværkstedets deltagere bestå i mindre eller større grad. 1.5 Afgrænsning Vi afgrænser os fra at afgøre, hvorvidt en forandring eller produktion af viden rent faktisk fandt sted under fremtidsværkstedet. Vi afgør ikke, hvorvidt deltagerne måtte synes en forandring har fundet sted og foretager således ikke en egentlig evaluering. I forlængelse heraf bygger fremtidsværkstedet ‘kun’ på en inspiration af aktionsforskning, denne beslutning bygger på både pragmatiske og metodiske valg. For det første har gennemførelsen af projektet en begrænset tidsramme både for os som studerende og for deltagerne på KEA. For det andet ønskede vi at igangsætte en forandringsproces, hvor det primære fokus ikke var at afslutte den, men i stedet forstå, hvad der skete i processen i et andet teoretisk perspektiv - deraf vores erkendelsesinteresse 2, ANT. I projektet betyder det altså, at vi henter inspiration (til fremtidsværkstedets sigte) i aktionsforskningen ved at vi gør brug af den aktionsvidenskabelige retning som et metodisk afsæt, idet den opstiller en konkret fremgangsmåde, til at gribe en forandring an. Vi vælger at tilføre en aktionsforsknings-inspireret tilgang til fremtidsværkstedet, da fremtidsværkstedet i sin selvstændighed ikke indeholder et teoretisk fundament, men udelukkende er konstrueret som en metode. 1.6 Læsevejledning Læsevejledningen præsenteres for at give en overskuelighed og læsevenlighed. I det følgende gives der derfor en kort introduktion af indhold for hver af projektets fire blokke. Blok 1 Første del af projektet har indledningsvis gjort rede for projektets problemformulering og dens to tilknyttede erkendelsesinteresse samt en præcisering af, hvad vi forstår ved en forandringsproces. Derudover følger en illustration af projektets valg af observation som metode, samt hvad et aktionsforsknings-inspirerede fremtidsværksted skal indeholde. Der stilles skarpt på forholdet 12 mellem forsker og deltager, samt teori og praksis i udførelsen af et succesfuldt fremtidsværksted. Afslutningsvis præsenteres projektets teoretiske forståelsesramme, herunder sociologen Bruno Latours aktør-netværks teori, som bidrager med en kontroversiel forståelse, af hvordan vi med en analytisk distance kan undersøge, hvordan processen foregår i fremtidsværksted. Blok 2 I blok 2 beskrives, hvilke overvejelser og praktiske forberedelser forud for fremtidsværkstedet endelige udførelse. I blok 2 gøres der også rede for etiske overvejelser i forbindelse med fremtidsværkstedet samt, hvilke etiske problematikker, der opstår undervejs. Afslutningsvis præsenteres et narrativ som er skrevet ud fra fremtidsværkstedet og en opsamling af Blok 2, i et reflekterende perspektiv afrundes der med. Blok 3 Ud fra ANT som en teoretisk forståelsesramme præsenteres projektets analysestrategi og deraf udvalgte analybærende begreber; kontrovers, black box, modalitet, transkription, translation, hybridisering og associering. Dette giver anledning til en identifikation af, hvordan der indgås stabilisering og destabilisering i forandringsprocessen, og der blotlægges, hvilke seje strukturer og kontroverser der kan være væsentlige at have for øje når man vil implementere forandring. Blok 4 I sidste del af projektet ønsker vi at diskutere de seje strukturers betydning for forandringsprocessen i fremtidsværkstedet ud fra, hvad vi tidligere har præsenteret som formålet i erkendelsesinteresse 1. Det diskuteres således, hvad vi med resultaterne i erkendelsesinteresse 2, kan sige om vores tidligere erkendelsesinteresse 1. Der vil først og fremmest blive præsenteret en kort opsummering af resultaterne fra analysen, med fokus på, hvad vi kunne sige om de seje strukturer og kontroverserne i fremtidsværkstedet. Derudover vil vi diskutere disses betydning for, hvordan vi kan forstå et aktionsforsknings-inspireret fremtidsværksted som metode. For at komme dette nærmere vil vi i dette afsnit både befinde os i og udenfor fremtidsværkstedet. Slutteligt vil vi drage en parallel til projektets indledning med en refleksion over sammenhængen mellem forandring og 13 produktion af viden i relationen til fremtidsværkstedet. Samt en mere kritisk refleksion over vores anvendelse af ANT som teoretisk forståelsesramme. 2. Metode I det følgende kapitel vil vi præsentere projektets valg af kvalitativ metode, herunder observation. Nærværende projekt indeholder en stor mængde metodiske overvejelser, hvorfor vi har valgt følgende disposition over beskrivelsen af disse: 1) kvalitativ metode og 2) observation, hvorefter der følger en præsentation af projektets to teoretiske forståelsesrammer og videnskabsteoretiske overvejelser: 3) Aktionsforskning/fremtidsværkstedet og 4) ANT. Vi udarbejdet en model for at fremme overblikket over projektets opdeling og lette læsevenligheden. Visuelle design Vores motivation til at lave et fremtidsværksted udspringer fra ønsket om at være med til at skabe en mulig forandring i praksis. I udførelsen af fremtidsværkstedet er vi inspireret af aktionsforskningen emancipatoriske sigte, hvor håbet er at vi og deltagerne sammen kan være medskabere af en mulig forandringsproces. I udførelsen af værkstedet i praksis er tre af os, som indikeret foroven: PN, L og C deltagende observanter i kraft af titlen som facilitatorer, mens PD og ML foretager direkte observation - de er til stede i rummet, men deltager ikke direkte i interaktionen. LE foretager det der kaldes in situ samtaler og er derfor deltagende observant, 14 hvorfor hun, som ses i modellen, er på linjen til fremtidsværkstedet. PN, L, og C’s deltagende observationsdata benyttes som opsamling på udførelsen af værkstedet og afrundes dernæst med en delkonklusion. Vi bevæger os ud af processen, der sker altså et brud, hvor vi kigger på processen i vores konstruerede genstandsfelt; Fremtidsværkstedet, med ANT som forståelsesramme. Analysen udarbejdes i en vekselvirkning mellem ANT og den indsamlede empiri fortaget af PD., LE og ML. 2.2 Kvalitativ metode Udgangspunktet for den kvalitative metode er, at ethvert fænomen består af en unik kombination af kvaliteter. Disse kvaliteter kan ikke tælles, måles, vejes og gøres generaliserbare. Grundforståelsen indenfor de kvalitative metoder, er at det er umuligt at gøre alt måleligt (Andersen og Gamdrup, 2011, s. 60). Kvalitative metoder er mangfoldige, ofte bliver de kategoriseret sådan, at de metoder der ikke umiddelbart afkaster kvantitative data (Hårddata: tal, svar, facts som kan kvantificeres og beregnes statistisk) bliver kategoriseret som kvalitative (Harboe, 2006, s. 31). Når vi vælger at arbejde med kvalitative metoder hænger det sammen med projektets formål; at undersøge og forstå processen i fremtidsværkstedet. Vi leder således ikke nødvendigvis efter konkrete svar på konkrete spørgsmål, men vi ønsker en dybere forståelse for den kompleksitet, der ligger i forandringsprocessen (Olsen, 2011, s. 186-187), en forståelse der muligvis vil lede til flere nye spørgsmål. Derfor har vi valgt at benytte den eksplorative tilgang til undersøgelsesdesignet som de kvalitative metoder, og især observationsmetoden som vi uddyber nedenfor, tillader. At kvalitative metoder er eksplorative betyder, at de er udforskende og undersøgende. Vores tilgang til empiriindsamlingen er eksplorativ fordi, vi ikke har haft en særlig forudgående indsigt i vores undersøgelsesfelt. Vi har valgt at bruge kvalitativ metode, fordi den er fleksibel over for nuancer og individuelle situationer og åben overfor nye og overraskende begivenheder og informationer. Kvalitative metoder har et forstående sigte, som betyder at empiriindsamlingen gør det muligt at opnå en dybere forståelse af det genstandsfelt, der studeres. Da den menneskelige livsverden anses som at være kompleks, er formålet altså at forstå individet, det særlige og unikke. De kvalitative metoder er præget af nærhed og autencitet i forhold til den empiriske kilde (Berg, 2002, s. 108). Vi har som udgangspunkt, til indhentning af empiri i projektet, gjort brug af observation, hvilket vi vil komme nærmere ind på i følgende afsnit. 15 2.3 Observation I følgende afsnit præsenteres, hvordan vi ud fra en triangulering af observationsmetoder, ønsker at indsamle empirisk materiale. Yderligere vil vi redegøre for, hvordan vi vil behandle det empiriske materiale på en måde, der stemmer overens med erkendelsesinteresse 1 og 2. Projektets problemformulering er eksplorativ, derfor bruger vi en kombination af metoder, fra direkte observation til deltagende observation og korte in situ samtaler (Olsen, 2011, s. 186-187). Vores observationsmetode er flerfoldig, fordi vi i kraft af forskellige roller i fremtidsværkstedet, deltager på forskellige niveauer (se bilag 2). De tre facilitatorer som står for fremtidsværkstedet, bliver automatisk deltagende observanter, fordi de deltager i fremtidsværkstedet. To personer observerer fremtidsværkstedet, via direkte observation. Det betyder, at disse observanter er til stede i rummet, men ikke deltager aktivt i udførelsen af værkstedet. Den tredje observant ‘deltager’ i værkstedet på en måde så observanten vil have mulighed for at spørge ind til forskellige deltagere i løbet af processen. Deltagende observation fordrer dialog, som er nødvendig for forståelsen (Nielsen, 2010, s. 324-328). Derfor vil den deltagende observant foretage spontane in situ samtaler. Målet med triangulering af metoder er at få et bredt empirisk grundlag. En triangulering er altså, når man bruger forskellige metoder, for at komme frem til et virkningsfuldt resultat. Når flere observatører observerer den samme situation, sker der automatisk en krydstjekning i forhold til empirien. Krydstjekning fortsætter også efter dataindsamlingen, når flere observanter analyserer og fortolker på samme empiri. Det kan være en fordel for at få de mest valide resultater (Launsø et al., 2011, s. 188-189). Under fremtidsværkstedet afspejles denne triangulering ikke kun i observatørrollen, men også i observanternes erkendelsesinteresse fremtidsværkstedets og facilitatorer/observanter, fokusering observerer under ud observationerne. fra Fem af erkendelsesinteresse 1. Facilitatorerne, hvis observatørrolle er deltagende, nedskriver deres observationer retrospektivt, efter fremtidsværkstedets forløb i form af narrativer, som bliver brugt som opsamling på erkendelsesinteresse 1. Observanten som interagerer med deltagerne i form af in situ samtaler, fokuserer særligt på de respektive dialoger og handlinger, som foregår ved bordene, hvor hun sidder. 16 En af de to observanter, som agerer fluen på væggen, observerer mere overordnet, uden et bestemt fokus for observationen. Den anden af de to observanter observerer ud fra erkendelsesinteresse 2, altså har hun implicit fokus på situationer, der kunne være interessante i forhold til ANT analysen. Begrundelsen herfor er baseret på bruddet med erkendelsesinteresse 1 og erkendelsesinteresse 2 samt i relation til at kunne besvare problemformuleringen. Observation i en ANT optik kan argumenteres for at have mere begrænsende karakter, da observationerne nedfældes på baggrund af en allerede en fastlagt fokusering. I forhold til, at observationsstudiet foregår over én dag, kan det dog have sine fordele ikke at være alt for eksplorativ og åben, men mere fokuseret og selektiv (Nielsen, 2010, s. 318-319). Hvorfor vi har fundet det essentielt at udvælge en observant med ét særligt fokus. Vi har valgt forskellige fokuseringer, da vi mener, at dette er mest virkningsfuldt i forhold til at synliggøre mønstre i handling og interaktion blandt fremtidsværkstedets facilitatorer og deltagere. Vores opmærksomhed på vores forskellige fokuseringer og måder at observere på er også nødvendigt i forhold til, hvad vi i sidst ende skal bruge vores observationsmateriale til; som grundlag og udgangspunkt for vores ANT-analyse. I følge Latour er man altid positioneret et sted, hvorfra man ser verden. Man kan skifte position og se noget nyt, men der er ikke muligt at se noget ‘intet’ sted fra.’ Man skal derfor tilstræbe sig et beskrivende perspektiv på det felt man undersøger, og samtidig vedkende sig, at man har brug for relativt mange vinkler på feltet for at beskrive det godt nok (Tangaard og Brinkmann, 2010, s. 497). Derfor har valgt en metode som fordrer en vekselvirkning mellem nærhed og distance, som er vigtig i den videre analyse af observationsstudierne. For at synliggøre nogle af forholdene, som ligger til grund for vores erkendelse af det vi observerer i fremtidsværkstedet, har vi udarbejdet profiler af alle seks studerende (se bilag 2). Profilerne er konstrueret ud fra den præmis, at ikke alle forhold, som danner hver enkeltes forforståelse kan blotlægges. De er derfor yderst afgrænset i forhold til, hvad vi hver især har med i rygsækken. Vi lægger i profilerne snarere vægt på, hvordan observatørrollen og hver enkelt facilitators allerede eksisterende viden om projektets undren, kan have indflydelse på observationsdatas udformning. Profilerne er med til at give et sporadisk indblik i forhold, som kan spille en rolle i det oplevede og den endelige konstruktion af feltet gennem etnografier. 17 2.3.1 Deltagende observation Det er grundlæggende for deltagende observation som metode, at forskeren søger at få viden om sit genstandsfelt gennem tilstedeværelse. Forskeren skal lære sit genstandsfelt at kende ved aktivt at deltage i det. Det kan være gennem, direkte observation, small talk, og deltagelse med henblik på indlevelse, ligeledes kan kollektive diskussioner og dokumentstudier være en del af denne metode (Nielsen, 2010, s. 314). Deltagende observation er ikke en entydig metode, og der er derfor heller ikke nogen bestemt metodisk opstilling, man må gøre dét der passer i situationen. Samtidig må man praktisere deltagende observation, så der er overensstemmelse mellem undersøgelsens erkendelsesinteresser og metoder. I følgende afsnit vil vi præcisere, hvorfor forskellige typer af observation er relevant for nærværende projekt. Der findes fire idealtypiske måder at observere på: 1) Komplet observatør 2) Observatør som deltager 3) Deltager som observatør 4) Komplet deltager Vi benytter os af to forskellige deltagerroller. To af observanterne er udelukkende observanter, det vil sige at de benytter sig af type 1 komplet observatør. Denne type observation minder mest om det at være ‘fluen på væggen,’ og deltagelsen i rummet er minimeret mest muligt; man sidder helt ude på sidelinjen og observerer. Begrundelsen for at denne type observation er valgt for at forstyrre mindst muligt i de naturlige interaktioner i fremtidsværkstedet. Samtidig er denne type observation valgt, for at få plads til at koncentrere sig om observationerne, uden at blive forstyrret af deltagelsen. Det er også vigtigt, at der observeres nøgternt uden henblik på nødvendigvis at forstå eller fortolke på det observerede. Den anden metode til deltagerobservation, vi benytter os af, er type 2, observatør som deltager. Her er det et bevidst greb fra forskerens side, at hun bevæger sig væk fra ‘fluen på væggen,’ hvorved der på denne måde kan observeres samtidig med, at forskeren kan spørge ind til deltagerne (Nielsen, 2010, s. 317). Forskerrollen type 2, observatør som deltager, er meget synlig for de studerede subjekter, fordi de vil genkende, at forskeren ikke er en ‘rigtig’ del af felten. Deltagelsen består i forskningsaktiviteter, frem for den praksis, der er genstand for forskningen. Faldgruppen ved denne 18 type af observationer er, at observatøren kan miste det overordnede overblik, når hun dykker ned i detaljen. Denne faldgruppe imødekommes, ved at de andre observatører har fokus på overblikket. 2.3.2 Videnskabelighed i observationsstudier Hvad vi vælger at fokusere på afhænger af projektets problemfelt og videnskabsteoretiske tilgang samt, hvilket genstandsfelt vi observerer på. Kravene til måden vi ‘objektiverer’ på i forhold til videnskabeliggørelse af vores observationer afhænger af projektets undren. Vores tilgang til observation er konstruktivistisk orienteret og fokuseret på at forstå ‘sense-making’ i processen, altså menings- og betydningsdannelse. Dette kan ikke kun forstås ved systematisk registrering, men må involvere oplevelse. For at erkende noget om interaktionerne, der foregår i processen, er vi som studerende nødt til ikke kun at benytte os af syns- og høresansen, men ideelt set alle sanser. Her bliver vores kulturelle forståelse også en del af observationen i forhold til at kunne forbløffes, overraskes og mærke stemninger (Nielsen, 2010, s. 319). I konstruktivistiske tilgange til observationsstudier er der fokus på refleksivitet, subjektivitet, indlevelse og æstetik (Guba og Lincoln, s. 211-213). Vores opgave er her ikke blot at observere deltagerne i fremtidsværkstedet, men også vores egen deltagelse i fremtidsværkstedet. Det handler om at tilgodese alle sanseindtryk. Dette fokus på refleksion kommer fra en erkendelse af, at viden ikke kan erkendes objektivt, men handler om perspektiv. (....) deltagende observation bruges om den videnskabelige praksis, hvor forskerens konkrete tilstedeværelse og sansning af den kontekstualiserede sociale sammenhæng, som studeres, bliver betragtet som en del af metoden, frem for som blot et ignoreret eller problematiseret vilkår (Nielsen, 2010, s. 316). Denne tilgang til observation tager afstand fra at kunne adskille beskrivelse og fortolkning, da fortolkningen allerede er tilstede i sansningen. Idealet er at bruge ‘mættende beskrivelser’ der gør det muligt at fortolke på mangfoldige måder, men hvor der stadigvæk kan lægges fokus på en æstetisk dimension i forhold til følelserne, oplevelsen og det intuitive. Her bliver deltagerrollen, deltagerpositionen og vores erkendelsesinteresse som studerende relevant som en del af de ‘mættende beskrivelser.’ Erkendelse i de konstruktivistiske tilgange til deltagerobservation tager 19 altså højde for at deltagerrollen, positionen, teoretisk/metodisk baggrund, personlighed, social og kulturel baggrund har en afgørende betydning for, hvordan vi oplever og observerer (ibid). Essensen af dette er, at det der bliver observeret hænger sammen med de som observerer. Det er derfor en præmis i en konstruktivistisk metode, at andre ville kunne have observeret noget andet. Det vi observerer er unikt for den pågældende situation den pågældende dag, men gennem mættende beskrivelser har vi alligevel mulighed for at udlede dækkende empiri gennem triangulering af observationsmetoden. 2.3.3 Narrativer og etnografier Herunder vil vi uddybe, hvordan vi har valgt at bearbejde og præsentere vores observationsdata samt vores belæg for at vælge denne fremgangsmåde. Som nævnt tidligere bliver de tre facilitatorer af fremtidsværkstedet deltagende observanter. De observationer de tre facilitatorer gør sig, vil være præget af deres integration i processen i fremtidsværkstedet. Derfor kan det være vanskeligt at bearbejde indtrykkene, da de vil være kropsligt forankret, og forskellige fra facilitator til facilitator (Andersen og Gamdrup, 2005, s. 40). Vi har valgt aktivt at benytte facilitatorens oplevelse og sansning af tilstedeværelsen og forløbet i fremtidsværkstedet, ved at lave et samlet narrativ (se side 62). Narrativet vil blive brugt til at give læseren en malende beskrivelse af, hvad der skete i fremtidsværkstedet. Samtidig vil det blive brugt som efter-refleksioner på erkendelsesinteresse 1 (s. 66), hvorefter vi laver et brud og lader erkendelsesinteresse 2 tage over. Som kontrast til narrativerne og som empiri til brug for analysen, har vi valgt at kode de tre andre observanters observationer i en samlet etnografi. Etnografien kan formuleres som en metode, der bruges i forskellige discipliner blandt andet inden for de traditionelle samfundsvidenskabelige områder. Etnografier udarbejdes for at opnå indgående viden om kompleksiteten af det levede liv (Raudaskoski, 2010, s. 82). Essensen af etnografien er at beskrive, fortolke og forklare menneskelige kultur- og samfundsforhold og bidrage med viden om den menneskelige tilværelse under forskellige vilkår (Hastrup og Ovesen, 1980, s. 13). Nærværende projekts etnografier er kun inspireret af den traditionelle tilgang til etnografisk feltarbejde, som oprindeligt var en metode til at indsamle oplysninger om andre kulturer og folkeslag. Etnografens virke kan blandt andet formuleres således: “Etnografen bosætter sig for en tid i et fremmed samfund (...) som sætter ham i stand til at beskrive det indefra” (Hastrup og Ovesen, 1980, s. 35). 20 Vi forklarer vores etnografiske tilgang med, at vi i stedet for at bosætte os i et fremmed samfund, ‘bosætter’ os i genstandsfeltet ‘Fremtidsværksted’, som vi vil beskrive indefra, via observationsstudie. Ud fra observationsdata, konstruerer vi detaljemættede og erfaringsnære beskrivelser af konkrete hændelser og udsagn oplevet i fremtidsværkstedet. Etnografierne er udarbejdet med fokus på en nøgtern og kronologisk beskrivelse af hvad der skete, ud fra tre af observanternes data. Vi har valgt at skrive etnografierne kronologiske, grundet ønsket om en systematisk tilgang til empirien, som også kan give en systematisk forståelse af det oplevede (Hastrup og Ovesen, 1980, s. 52). Etnografierne tillader os at sidde tilbage med en grundig empiribase, til brug for analysen. På den måde har vi ikke på forhånd udvalgt, hvilke analysekategorier vi ville havde fokus på, hvilket også skal ses i forlængelse af vores brug af ANT som teoretisk forståelsesramme. Dette aspekt vil vi komme nærmere ind på i starten af projektets analyse. Vi har lavet en samlet etnografi over hele forløbet, for at lade empirien tale til os. Etnografien er aldrig helt objektiv, da de altid vil være farvet af forskerens vidensinteresse eller position i praksis. Fortolkning er derfor et grundvilkår i etnografers, eller som i vores tilfælde observaternernes oplevelse af konkrete begivenheder, handlinger eller udsagn i den pågældende undersøges. Da fortolkning er formet af den enkelte persons sociale og kulturelle baggrund, samt moralske og etiske holdninger med mere, er etnografen fornemmeste opgave i første omgang at lægge sin egen baggrund fra sig i undersøgelsesarbejdet, for at opnå intern forståelse af de fænomener, som iagttages (Hastrup og Ovesen, 1980, s. 66). Intern forståelse skal forstås som vigtigheden af ikke at isolere begivenheder fra de sociale og kulturelle sammenhænge de indgår i, i det etnografiske feltarbejde (Hastrup og Ovesen, 1980, s. 67). Med en nøgtern, kronologisk og fyldig etnografisk beskrivelse af det observerede, ønsker vi som udgangspunkt at opnå intern forståelse af det oplevede, som skal danne fundamentet for det videre analytiske arbejde. 3. Teori og videnskabsteoretiske overvejelser Projektets teoretiske fundament bygger dels på en motivation, der udspringer af grundlæggende tanker inden for aktionsforskningen. Denne motivation munder ud i gennemførelsen af det aktionsforsknings-inspirerede fremtidsværksted. Vores ønske om en dybere forståelse af de 21 processer, der foregår når man igangsætter forandring på denne måde gør, at vi vælger at indtage en anden teoretisk position (ANT), for at se på de kontroverser, der opstår. Aktionsforskningen kommer således ikke til at blive en del af vores analysearbejde, men tjener i højere grad som vores motivation og udgangspunkt for at gennemføre fremtidsværkstedet. I følgende afsnit vil vi kort gennemgå de grundlæggende tanker inden for aktionsforskningen, som motivation for påbegyndelse og fremførelse af fremtidsværkstedet. Herunder ligger implicit en antagelse om at aktionsforskningen ikke kan give os det vi ønsker, nemlig en dybere forståelse for processen. I opnåelsen af en dybere forståelse for processen og for at opnå analytisk distance til genstandsfeltet, skifter vi fokus og vælger at bruge ANT i en analysestrategi. Der vil afsluttende i afsnittet følge en præsentation af det videnskabsteoretiske grundlag for Latour og ANT. 3.1 Aktionsforskning Dette afsnit tjener til at redegøre for projektets tilgang til aktionsforskning ved først kort at præsentere, hvad aktionsforskning er. Der tages afsæt i Det Danske Aktionsforskningsnetværks forfatterskab i “Aktionsforskning - en grundbog” (Duus, et al, 2012). Netværket blev udviklet med det formål at etablere et samlet dansk aktionsforskningsmiljø, og består af forskere fra primært Roskilde og Aalborg Universitet. Vi har i arbejdet med aktionsforskning indset, at tilgangene til forskningstraditionen er mange, og vi har derfor valgt at afgrænse os til denne udlægning af, hvordan aktionsforskning skal forstås i en skandinavisk kontekst. I følgende afsnit redegøres for aktionsforskningens væsentlige områder og præsenterer dens metodiske tilgang og anvendelse i forhold til projektet. Aktionsforskning er ændringsorienteret og handlingsrettet og relaterer derfor til spørgsmål om, hvad der kan ske eller lade sig gøre, og hvordan man kan gøre, for at noget kan ske (Duus, 2012, s. 116). Aktionsforskning retter sig eksplicit mod forandring af det felt, der undersøges, der baserer sig på et aktivt samarbejde mellem deltagere og forskere. Fremtidsværkstedet, beskrevet på side 33, er en metode der bruges inden for aktionsforskning og rummer et potentiale for udvikling af handlemuligheder og deraf forandring. ”Aktionsforskning er en videnskabelig forskningstilgang, som tilstræber at skabe viden gennem forandring af verden i et aktivt og demokratisk samspil mellem forskere og de andre mennesker, som denne forandring inddrager.” (Duus, 2012, s. 13). Sådan beskriver aktionsforsker Gitte Duus, hvad aktionsforskning drejer sig om. Aktionsforskning adskiller sig fra andre akademiske retninger ved, at forskeren deler den videnskabelige erkendelsesproces med handlende aktører i praksisfeltet. 22 3.1.1 Historie Aktionsforskning er et videnskabsteoretisk og metodisk bud på, hvordan helt centrale spørgsmål om, hvordan vi skal leve og arbejde kan stilles og undersøges (Husted og Tofteng, 2012, s. 61). Aktionsforskningen opstod i Skandinavien i 1960’erne og 1970’erne, hvor intellektuelle og politiske bevægelser, ungdomsoprør med mere, stillede spørgsmålstegn ved, hvordan livet og samfundet bør indrettes. Dette foregik med et normativt og teoretisk afsæt i kritisk teori, hvor det særligt drejede sig om forskningen i arbejde, teknologi og arbejdsorganisering. Arbejdet blev betragtet som et væsentligt område for udvikling af demokrati. Aktionsforskningen slog rod i en tid i opbrud og tilbød en kritisk handlingsorienteret forskning, der under indflydelse af de sociale, politiske og kulturelle bevægelser forsøgte at undersøge kritikken og mulighederne for en mere frigørende praksis (Husted og Tofteng, 2012, s. 61). Aktionsforskningens ophavsmand, Kurt Lewin (1890-1947), arbejdede i 1930’erne med at udvikle socialpsykologien - og blev blandt andet kendt for den såkaldte feltteori. Lewin var ikke kun optaget af at flytte fokus på handlinger fra den enkelte til den sociale gruppe i bredere forstand. Han koncentrerede sig også om at tildele subjektet og gruppen en aktiv rolle i de forandringsprocesser, som han så som indholdet af udvikling af ledelse og organisation. Organisationers forandringsmuligheder blev ifølge Lewin et anliggende, som måtte tage afsæt i deltagernes perception af organisationen. Lewin foreslog, at der blev udviklet en metode til at arbejde med deltagernes egen perception - en metode, der implicerer læring. Metoden som han senere betegnede ‘aktionsforskning’. I forhold til hidtidig human- og socialvidenskabelig forskning var det en banebrydende og forandrende forståelse af relationen mellem forsker og deltager. Deltager er medforsker, og læring af deltagers individuelle og især kollektive perception tillægges en altafgørende betydning (Nielsen, 2012, s. 19-39). 3.1.2 Aktionsforskningens produktion af viden: Ontologi og epistemologi I følgende afsnit opstilles nogle karakteristiske træk ved den måde aktionsforskning skaber viden på. Aktionsforskningens ontologi refererer til: “(...) de forestillinger, man inden for denne 23 forskningstilgang gør sig om virkelighedens karakter og omverdenens indretning” (Laursen, 2012, s. 102). I aktionsforskningens ontologi anser man verden som værende ‘ufærdig’. Der er hele tiden plads til forbedringer, og man går ud fra at disse kan skabes gennem styrkelse af mennesker, der tager del i et aktionsforskningsprojekt. Udviklingen foregår først og fremmest gennem deltagernes læring og eller erfaringsdannelse. Aktionsforskningen ser på den måde sig selv som en forandringsagent, der medvirker til måder at skabe ny viden på, samt nye måder at anvende gammel viden. Aktionsforskningen antager, at der altid findes konfliktende interesser i et socialt felt. I forhold til aktionsforskningens epistemologi, refereres til opfattelsen af, hvordan denne forskningstilgang kan skabe valid viden om verden. Som tidligere nævnt er aktionsforskning praksisorienteret med eksperimenter som en central faktor. Derfor skabes ny viden gennem nye former for praksisser for eksempel gennem de omtalte ‘eksperimenter’ herunder fremtidsværkstedet. Tilgangen er derfor på mange måder pragmatisk og tager afsæt i en forestilling om, at verden ikke er som den skal være. Man tager afsæt i en opfattelse af: “(...) at menneskers mulighed for at lære og erkende, er afhængig af deres mulighed for at handle” (Laursen, 2012, s. 103). Vi tager udgangspunkt i en tilgang til aktionsforskning, der beskæftiger sig med eksperimenternes utopiske karakter. Ideen og formålet er her, at en positiv vision om, at det er fantasien der udgør afsættet for eksperimentet. Det er aktionsforskningens opgave at skabe sociale frirum, hvor der skabes mulighed og lyst til at sætte fantasien i bevægelse, for eksempel i fremtidsværkstedet. Essensen af aktionsforskningens ontologiske og epistemologiske karakter, kan man sige er en orientering imod de potentialer, der kan aflæses i en ufærdig verden. 3.1.3 Forholdet mellem teori og praksis Aktionsforskningsprocessen præges af et samspil mellem forsker - deltager og mellem teori praksis, og handler både om praktisk problemløsning og teoretisk udvikling (Berlin, 2013. s. 235). Følgende afsnit vil stille skarpt på netop disse forhold, og hvordan samspil kan komme til udtryk. Selvom der kan bygges bro over spændingsfeltet mellem teori og praksis på forskellig vis, er der forskel på ankuelsesmåderne. Udover, at fremtidsværkstedet kan være skabende for en potentiel forandring, bidrager det også til ny produktion af viden i praksis. Yderligere kan man også anskue processen som en mulighed for at lære aktørerne en udviklingsmetode, som kan leve videre i organisationen længe efter, at forskeren har forladt stedet. Aktionsforskning kan være med til at 24 engagere praktikere og give dem mulighed for at teoretisere deres egen praksis. Omvendt gives teorierne en form for afprøvning ved, at deres praktiske konsekvenser afprøves. Aktionsforskningen forudsætter derfor en nær kobling mellem teori og praksis, hvor forskerens viden om praksis har betydning for potentialet i forandringen, samtidig med, at praktikeren har mulighed for at tage del i den teoretiske udvikling. I koblingen mellem teori og praksis ligger implicit en fordring mellem aktionsforskningen som teori og fremtidsværkstedets udførelse i praksis. Dette udspringer i lyset af aktionsforskningens forandringsagenda, der overordnet set består af nogle fællestræk (Clausen og Hansen, 2010, s. 136), hvoraf vi har udvalgt følgende, der understøtter fremtidsværkstedets iværksættelse: • Forskning som gensidig videnskabelse • Aktion I henhold til ovenstående træk, der omhandler; løsrivelse fra strukturelle bindinger, hvor det tilstræbes, at deltagerne bliver selvhjulpne og frigjorte i hverdagens praksis (ibid), omfavnes hensigten med vores fremtidsværksted. Idet vi tilsigter muligheden for at være selvbestemmende og medskaber af ny viden, der muliggøres i selve refleksionen, som deltagerne får mulighed for undervejs i fremtidsværkstedets forløb. 3.1.4 Samspillet mellem forsker og deltager Inden for aktionsforskning foreligger en todelt forståelse; en hverdags- kontra en videnskabelig forståelse (Berlin, 2013, s. 230). Hverdagsforståelsen rummer personlige oplevelser af en kendsgerning eller hændelse, mens den videnskabelige forståelse er rettet mod de generelle og mere abstrakte sammenhænge, hvor man sigter mod det der er fælles inden for et givent felt (Íbid). Man kan sige, at de to forståelser implicit repræsenterer hver deres område; henholdsvis forsker og deltager. Det er vigtigt at have de to forståelser for øje, idet man i aktionsforskning kobler teori og praksis sammen. Heraf er det vigtigt at forholde sig til deltagernes ståsted og dennes interesse for at se muligheder frem for begrænsninger. Dette kan lade sig gøre, hvis forskeren er bekendt med det forskningsområde, deltageren agerer i (ibid). Dog kan forskerens forforståelse om 25 deltagerne fremkalde en større problematik, idet forskerens indblik baseres på forudsætninger, der kan påvirke tolkningen af en kendsgerning eller hændelse. Dette er ikke ualmindeligt, da mennesket via personlige erfaringer, sprog og begreber erfarer verden, uanset ståsted (Berlin, 2013, s. 231232). Ved anvendelse af et aktionsforsknings inspireret fremtidsværksted brydes den klassiske tilskuerrolle, og ændres i stedet til en deltagerrolle. Dette inkluderer udover deltageren også forskeren, for på den måde at imødekomme dialogen, der udspringer af idealet om borgerinddragelse, som værende medskaber af forandringer (Nielsen, 2012, s. 206). I aktionsforskning opfatter man ”subjektet som noget, der aktivt skaber sig selv socialt og praktisk, men som blokeres og forstyrres af de sociale forhold, det lever under.” (Nielsen, 2004, s. 528). Derfor inddrager aktionsforskningen aktivt deltagerne, som en del af processen, for at forbedre disse sociale forhold. Dette sker blandt andet ved hjælp af fremtidsværkstedet som metode, dette belyser vi nedenfor. 3.1.5 Overgangen fra aktionsforskning til fremtidsværksted Den aktionsforsknings tilgang, som vi bruger i projektet, kaldes også den kritisk-utopiske (Clausen og Hansen, 2010, s. 137). Forklaringen herfor er, at Robert Jungk var optaget af konflikten mellem drømme og fantasier om en bedre verden i forhold til hverdagslivet kontra den eksisterende virkelighed (Nielsen, 2004, s. 528). Via Jungk og fokuseringen omkring dialog, medvirker dette til relationer og samtaler mellem de deltagende, der muliggøre skabelsen af et socialt frirum (Bladt, 2012, s. 149). Dette frirum er en mulighed for individernes handlen, og implicit tilgodese det frigørende element ved at indgå i relationer (ibid). Hermed inkorporeres medarbejdernes medbestemmelse og åbenhed ud fra problematikker, for eksempel magtstrukturer, der ønskes forbedret eller forandringer der skal implementeres i organisationen. Ved at deltagerne i et fremtidsværksted får mulighed for at udtrykke utopier, medvirker dette til igangsættelsen af processer, idet man i dette frirum ikke dømmes i forhold til tabuer eller decideret undertrykkelse, som kan opstå i hverdagens præmisser. Den kritisk-utopiske aktionsforskning henleder derfor perspektivet på de subjektive dannelsesprocesser, der synliggøres i dette frirum (Nielsen, 2004, s. 151). Fremtidsværkstedet kan implicit ses som en opfordringsstruktur, der er orienteret mod utopiske forestillinger, som bærer processen og selve frirummet frem (ibid). 26 3.2 Fremtidsværksted I det følgende afsnit redegøres for Robert Jungks fremtidsværksted, og hans tanker bag metoden, som vi har valgt at anvende i projektet. Herudover har vi valgt at tage afsæt i fremtidsværkstedet, som vi på specialefaget Pædagogisk Innovation har deltaget i. Dette blev faciliteret af Vibeke Andersen og Annette Bilfeldt, begge lektorer og ansat ved Institut for Læring og Filosofi (HUM) Aalborg Universitet i København. Deres brug og fremgangsmåde af fremtidsværkstedet vælger vi at arbejde videre med i projektet, da udgangspunktet for dem er det samme, som den vi står overfor; at konstruere deres eget genstandsfelt, og deraf producere ny viden i fællesskab med de deltagende. I løbet af 1980’erne udvikler fremtidsforskeren Robert Jungk en forskningstilgang, der har stor betydning i udviklingen af sociale eksperimenter som samfundsmæssige forandringsstrategier (Bladt, 2012, s. 149). Fremtidsværkstedet anses her for at være et redskab med henblik på forandring, hvor demokrati er fundamentet for metodens udvikling. Jungk anser fremtidsværkstedet som en social opfindelse og ser det som en mulighed for >demos< (folket) at tage del i den politiske proces på en mere intensiv og fantasifuld måde, end hvad folket kan praktisere i et repræsentativt demokrati (Jungk og Müllert, 1998, s. 7). Man kan formulere fremtidsværkstedet, som et sted, hvor mennesker mødes og beskæftiger sig med et bestemt anliggende, idet de udfolder deres ønsker og fantasi frit og orienteret mod fremtiden (Jungk og Müllert, 1998, s. 15). Vi vil indgive det enkelte menneske mod, og vise det, at det bestemt er i stand til at tale med om store mål. (...) dets erfaringer og de ønsker, der vokser ud af dem, er vigtige for udformningen af fremtiden (Jungk og Müllert, 1984, s. 15). Formålet med fremtidsværksteder er medinddragelse af borgere i processen, hvor beslutninger bliver til. Beslutninger som oftest kun involverer politikere, eksperter og planlæggere, da vores sociale fantasi bliver nedprioriteret i lyset af et rationelt samfund. Via brugen af fremtidsværksted tillades fremførelse af kritik og dertil drømme og ideer, for sidst at konkretisere disse i handlemuligheder for fremtiden. Dette kan ses som et forum, hvori fællesskabet har stor værdi, og hvor man sammen først udkaster kritiske, derefter ønskelige, mulige og utopiske forestillinger om fremtiden, samt undersøger mulighederne for at virkeliggøre disse forestillinger. For at ovenstående kan lade sig gøre, er det vigtigt, at fremtidsværkstedet er organiseret efter et tema, der imødekommer deltagernes erfaringer, samt heraf ønsket om tilsvarende forandring på området. Det 27 er samtidigt nødvendigt, at man som forsker sætter sig godt ind i metoden – og forstår vigtigheden af systematisk og kronologisk at gennemarbejde faserne. Der kræves dog ikke mange, hverken tekniske eller organisatoriske foranstaltninger, at gennemføre et fremtidsværksted, men det er vigtigt at det faciliteres i et venligt og indbydende miljø (Jungk & Müllert, 1984, s. 15-16). Ved brug af et fremtidsværksted indkredses problematikker, særlige behov eller ønsker. Man udvikler udover, nyskabende viden gennem italesættelse; strategier og metoder med henblik på at udføre disse i praksis (Clausen og Hansen, 2010, s. 137). Fremtidsværkstedet fungerer som en gruppearbejdsmetode, opdelt i fem faser: 1. Forberedelsesfasen 2. Kritikfasen 3. Utopifasen 4. Handlingsfasen 5. Opfølgningsfasen Vi udfører alle fem faser i fremtidsværkstedet på KEA, men det er vigtigt at pointere, at vi kun er inspireret af Jungks oprindelig idé med disse faser. Hvorfor vi tager egne til-og fravalg i forhold til, hvad vi mener giver mening i praktiseringen af fremtidsværksted på KEA. En nærmere konkretiseringen af dette er at finde i projektets blok 2. 3.2.1 Produktion af viden Der findes inden for aktionsforskning forskellige opfattelser af, hvordan forskningsopgaven kan gribes an. Der synes dog at være enighed om, at aktionsforskning har to hovedformål nemlig; både at skabe forandring i og at skabe viden om verden (Duus, 2012, s. 97). De to formål kan siges at opstå simultant, forstået således, at viden om verden skabes gennem forsøg på at ændre verden. Ligeledes er et aktionsforskningsprojekt et forsøg på at skabe forandring i en retning, som deltagerne ønsker det. I forhold til vores konstruktion af et genstandsfelt gennem udførelsen af et fremtidsværksted, har projektets metodeafsnit fokus på erkendelsesinteresse 1; hvoraf aktionsforskningen bidrager til projektets motivation, mens fremtidsværkstedet udtrykker hvad vi reelt set gør i praksis. 28 Vi ønsker at undersøge, hvordan samspillet mellem deltager og facilitator udspiller sig i praksis, og hvordan processen i fremtidsværkstedet foregår. Udover samspillet mellem parterne foreligger også en arbejdsdeling, der har betydning for aktionsforskningens skabelse af viden (Laursen, 2013, s.105). Som aktionsforsker i et fremtidsværksted er vi i samarbejde med deltagerne, medskaber af den viden, som bliver produceret (Bilfeldt et. al., 2012, s. 107). Produktionen af viden sker i form af kollektive processer (ibid), som tager form i et ligeværdigt miljø blandt de implicerede parter. Det er vigtigt at vi som facilitatorer er bevidste om vores rolle, og er eksplicitte i vores ageren, men samtidig bibeholder en ydmyghed overfor den ligeværdige relation, vi ønsker at skabe i fremtidsværkstedet. Dette for at facilitatoren kan fungere som ordstyrer, så fremtidsværkstedets faser forløber inden for de planlagte rammer og for at kunne forstå processen samt produktionen af viden, forud for vores arbejde med analysen. I udførelsen af et aktionsforsknings-inspireret fremtidsværksted, kan vi i erkendelsesinteresse 1 drage parallel til en kritisk-teoretisk videnskabsteori, der omhandler kritik og transformation af strukturer, der begrænser eller udnytter mennesker (Guba og Lincoln, 1998, s. 211). Denne transformation eller forandring er det, vi omtalte i det foregående afsnit; Det handler om at skabe viden om verden, gennem forsøg på at ændre verden, i en retning som deltagerne ønsker det. Kritisk teori indfører altså det frigørende sigte, der er at finde i aktionsforskningen. Erkendelsesinteresse 2 derimod bygger på en konstruktivistisk videnskabsteori, hvor vi søger at undersøge og rekonstruere konstruktioner mellem mennesker (ibid), der befinder sig i en verden som er flydende, ustabil og består af flertydige fænomener (Mik - Meyer og Järvinen, 2008, s. 9). For at kunne indfri ønsket om at se på processen i et forandringsforløb, gør vi brug af en konstruktivistisk tilgang, idet den som nævnt tilbyder en undersøgende tilgang. Vi gør derfor kun brug af en kritisk-teoretisk tilgang i etablering af forandringsprocessen og indtager derefter en analytisk distance til det konstruerede genstandsfelt ved at arbejde konstruktivistisk i den resterende del af projektet og dermed i besvarelsen af problemformuleringen. Man kan sige, at vi gennemgående arbejder konstruktivistisk i projektet, men at vi, i ønsket om at etablere en forandringsproces, tilføjer et aktionsforskningsperspektiv som afsæt i konstruktionen af vores genstandsfelt. 29 3.3 Bruno Latour og aktør-netværksteorien (ANT) I følgende afsnit vil vi med udgangspunkt i ANT redegøre for Bruno Latours videnskabsteoretiske perspektiv, og på hvilken måde dette kan synes relevant for besvarelsen af anden del af projekts problemstilling. Det følgende danner ligeledes grundlag for projektets teoretiske ramme i forhold til udarbejdelsen af projektets analyse. Bruno Latour er en fransk filosof og antropologisk sociolog født i 1947 (Latour, 2008, s. 11- 17 ). Latour betegnes som den nyere tids mest radikale sociolog, idet han med sin banebrydende forskning i naturvidenskabelige laboratorier viser, hvordan at videnskabsmænd konstruerede sine kendsgerninger i et socialt netværk, der ikke er anderledes end andre sociale netværk (Holm, 2011, s. 133). Latour var imidlertid ikke i laboratorierne for at studere biologi, men for at studere forskerne. Han ville lave et antropologisk studie af livet i et laboratorium, ved at analysere og observere forskernes adfærd. Han noterede sig nogle påfaldende paradokser i denne videnskabelige praksis. På den ene side var, hvad der foregik i laboratoriet et åbenlyst socialt foretagende, hvor forskerne arbejdede sammen, udtænkte, gennemførte og evaluerede deres forsøg sammen. På den anden side; blev hele denne sociale udviklingsproces glemt, så snart forskerne havde udviklet noget som en kendsgerning. Derefter handlede forskningen pludselig kun om opdagelsen, den gode ide eller den logiske udligning af en formel, som forskerne havde gjort sig. Her oplevede Latour, hvordan videnskaben blev til noget helt forskelligt fra det sociale liv, til noget mere rationelt og stringent (Holm, 2011, s. 130-134). Med andre ord kunne Latour konstaterer: “(...) hvordan myten om videnskaben som en særlig rationel og systematisk undersøgelse af virkeligheden baserer sig på en fortrængning af det videnskabelige arbejde som en først og fremmest social dynamik” (Holm, 2011, s. 131). Latour observerede, hvordan forskerne i laboratoriet i fællesskab selv konstruerede denne myte, men for ham handlede det først og fremmest om at undersøge, hvilken social dynamik, der kendetegner lige netop videnskaben. Latour viser gennem hans forskning (...) hvordan forskerne ikke opdager sandheden, men derimod forhandler den på plads i et spil, hvor deres indbyrdes sociale relationer er afgørende Holm, 2011, s.132). Han konkluderede således, at diskussionerne i laboratoriet ikke er mere rationelle end samtaler og forhandlinger i dagliglivet. Latour har med sin tilgang til den videnskabelige praksis bidraget med en kontroversiel teori, der ønsker at gøre op med den moderne forståelse af det sociale og hertil bidrage med en ny (videnskabelig) tilgang til forståelse af produktion af viden. Latours teori betragtes som en 30 kontroversiel ‘ny’ sociologi, idet han går tilbage til ordets oprindelige betydning og derved opsporer dets tidligere forbindelser. Ordet socio - lo- gi stammer fra græsk og latin og betegner ‘videnskaben om det sociale’. Latour påstår, at der i den moderne brug af ordet social opstår en problematik, når det sættes sammen med ordet videnskab (Latour, 2008, s. 22). Han ønsker at gøre op med denne moderne forestilling om det sociale, idet han mener den hviler på en forkert opfattelse af verdens sammenhæng; hvor det sociale betragtes som et særligt domæne, der findes uafhængigt og som tillader dets brug, som social forklaring på et givent fænomen eller genstand. Latour mener derimod ikke, at man kan skelne subjekt fra objekt, ord fra verden, samfund fra natur, tanke fra materie, da disse i forbindelser, konstrueres i kraft af hinanden. Tværtimod er det i forbindelserne, at Latour ser ‘det sande’ sociale og tilføjer, at forbindelserne såvel som det sociale altid er fuldstændig empirisk afhængigt. Hvad der menes med empirisk afhængigt uddybes i projekts analysedel. Det er en vigtig pointe i Latours forståelse af verdens sammenhængskraft, at det han kalder det sociales psykologi ikke tages for givet, idet begreber og ord tilfører betegnelser for det der er kollektivt accepteret. Det kollektivt accepterede, som er en betegnelse af ’samfundet’ hjælper os til at navigere sammen ( Blok og Jensen, 2009, s. 267) . Det vigtige aspekt i denne begrebsliggørelse af ‘det levede liv’, skal ses i forhold til den begrænsende adfærd dette medfører, idet der kun stilles én type til rådighed (Latour, 2006, s. 32). Latour efterspørger en bevidstgørelse af disse accepterede selvfølgeligheder og deraf fordrer en beskrivelse af det sociale en opsporing af forbindelserne i konstante bevægelser, der er at finde mellem heterogene elementer (Blok og Jensen, 2009, s. 157). Heterogene elementer og hybrider er ifølge Latour betegnelsen af altings indflydelse og eksistens i aktør- netværk, både humane og non -humane elementer og materialitet ( Blok og Jensen, 2009, s.16). 3.3.1 ANT: En konstruktivistisk tilgang Formålet med den følgende præsentation af ANT er at eksplicitere det teoretiske- og videnskabsteoretiske fundament for projektets analyse, og præsentere de begreber i ANT vi anser som de mest grundlæggende, og derfor dem der kan beskrive hvad ANT er for en størrelse; aktør, 31 netværk og translation. I analysen vil disse begreber både have en beskrivende og analyserende karakter. På baggrund af Latours antropologiske studier i laboratoriet udsprang de første grundsten til det, der senere blev betegnet som aktør-netværk teori (ANT) i samarbejde med sociologerne Michel Callon og John Law. I ANT foreligger, hvad Latour selv benævner som hans væsentligste pointe: (...) nemlig at henlede opmærksomheden på, at det sociale ikke foreligger som en altid allerede eksisterende størrelse, men at det tværtimod konstant skabes og genskabes gennem nye forbindelser” (Latour 2008:14). ANT fremstår som et originalt bud på en samfundsteori; den påpeger, at der findes både menneskelig og ikke-menneskelige aktører (Fuglsang, 2009, s. 417). ANT’s væsentligste opgave fremstår idet den vil analysere, hvad der holder os sammen i samfundet, ved udelukkende at studere, hvordan det foregår i praksis. I stedet for at forsøge at forklare konkrete fænomener ved samfundsmæssige lovmæssigheder, ønsker ANT ikke at finde et principielt svar, men tværtimod tage udgangspunkt i de spørgsmål og svar aktørerne i den givende praksis rejser hvad der virker i praksis i den konkrete situation (Fuglsang, 2009, s. 419). I præsentationen af Latour har vi allerede nævnt, hvordan han gennem sin opfattelse af det sociale ontologisk placerer sig. Vi kan yderligere præcisere, at Latours videnskabsteoretiske position læner sig op af konstruktivismen. Konstruktivisme: er hvis man anser sit genstandsfelt som flydende, ustabilt og flertydigt fænomen, som bliver formet i mødet med forskeren ( Mik - Meyer og Järvinen, 2008, s. 9). I projektet er vores gennemgående videnskabsteoretiske tilgang ‘konstruktivistisk’. Vi gør brug af en konstruktivistisk tilgang inspireret af Latour og hans begrebsapparat ANT. For at kunne opnå den bedst mulige forståelse for anvendelsen af konstruktivismen i vores projekt, vil vi i det følgende kort redegøre for, hvordan vi bruger den. For Latour betyder konstruktivismen, at det tages som præmis, at virkeligheden er et produkt af konstruktion (Fuglsang, 2009, s. 435). Særligt for Latours udgave af konstruktivismen er således fremhævelsen af det sociale dynamiske samspil mellem humane såvel som non-humane elementer i konstruktionen af viden og verden (Blok og Jensen, 2009, s. 267-268). Altså er Latours form for konstruktivisme mindst lige så materiel, som den er social (Latour, 2006, s. 9). 32 ANT er en mikro og makro-sociologisk tilgang, der tilbyder et begrebsapparat, der kan se på det vekselvirkende forhold mellem videnskab, teknologi og samfund, som ifølge ANT menes at være. ANT flytter fokus fra forskning som søger at forklare konkrete fænomener ved brug af samfundsmæssige lovmæssigheder til at tilbyde en beskrivende og analyserende forskning, der har fokus på udfoldelsen af fænomener. ANT ønsker altså at vise, hvordan mikroprocesser, som via translationsprocesser udvikler sig til makroprocesser og ikke den anden vej rundt. ANT er i modsætning til andre mikrosociologiske tilgange ikke socialkonstruktivistisk, men ‘kun’ konstruktivistisk (Fuglsang, 2009, s. 421). Dette kommer til syne idet Latour ønsker at gøre op med ordet social, da han mener at der er mange misforståelser forbundet med den moderne brug af ordet og af brugen af udtrykket ’social konstruktion’. Bevæggrunden for dette, er fordi Latour og ANT anser dét konstruktivismen beskriver, som konstruktioner af reelt eksisterende objekter og ikke som et produkt af sociale relationer (Fuglsang, 2009, s. 421). Man kan se det som et arbejde, der udføres af et aktør - netværk bestående af humane og non humane aktører, der muliggør forskellige objekters eksistens. Latour og ANT er ligeledes konstruktivistiske og samtidig anderledes i hans brug af den, idet han gør brug af non humane aktører såvel som humane. Konstruktionerne skal dog ikke forstås som ontologisk entydige eller som determinerende, men som omskiftelige og mangfoldige (Scheuer, 2006, s. 10 ). Heri ses en af de vigtigste pointer for Latours begrebsapparat ANT, nemlig at den er empirisk afhængig, da virkeligheden konstrueres i det, der er lige foran én. Centralt i Latours ontologiske perspektiv er, at han medtænker non-humane aktører i sine studier. Materialer er ifølge Latour medvirkende til, at nogle sociale repræsentationer materialiseres og bliver mere faste. Den faste form gør, at der ikke længere stilles spørgsmålstegn ved dem. De bliver selvfølgeligheder. Denne materialisering er yderligere med til at forklare, hvordan aktør-netværk udvikles (Fuglsang, 2009, s. 432). Selvfølgelighederne og de faste former er, for Latour, det han ser som ANT’s væsentligste opgave at kunne blotlægge og derved stille spørgsmålstegn ved, hvordan disse skabes. Selvfølgelighederne er på en anden måde det vi omtaler som ‘seje strukturer’. Alt sammen elementer vi vil udforske i projektets analysedel. Det interessante ved ANT som teoretisk ramme for analysen, skal findes i spørgsmålet om, hvordan aktørerne gennem aktivitet holder samfundet sammen i netværk. Denne betragtning kan via ANT som begrebsapparat ligeledes forstås, som udgørende for Latours epistemologi. Det vil sige, sandheder og erkendelser skal findes i netværk og forbindelser. Således fastslår Latour: “Samfundet 33 er ikke det, der holder os sammen, det er det, som holdes sammen.“ (Fuglsang, 2009, s. 418). Latour ønsker med aktør-netværks teorien at analysere, hvordan aktørerne gennem aktiviteter holder samfundet sammen i netværk. Aktør- Netværks begrebet bliver i en epistemologisk forståelse genstand for opnåelse af erkendelse. I de følgende tre afsnit vil vi præsentere begreberne aktør, netværk, translation og talsmand. 3.3.2 Aktør En aktør i ANT er af en semiotisk betydning, hvilket betyder, at en aktør ændres til en aktant i kraft af en handling. En menneskelig model af en aktør alene gør sig i ANT ikke gældende. I ANT er både humane og non- humane subjekter og objekter aktører. Teorien afstedkommer ingen liste over grundlæggende kompetencer en aktør indeholder (Latour, 2006, s. 215). Den betegner de knudepunkter i netværk, som tilskrives handling. “En aktant kan bogstavelig talt være hvad som helst forudsat den anerkendes som kilden til handling.” (Latour, 2006, s. 214). En aktør eller en aktant kan altså både være; et organ, et menneske, en stol, en mobil eller en bog. Den ‘ opnår stabilitet ved at denne indtager en position, hvor denne kan tale eller virke på vegne af en anden aktør (Jensen, 2005, s. 190). I ANT er handlingsaspektet centralt og kommer til udtryk således, at en aktør der ikke gør en forskel (handler), ikke er en aktør (Latour, 2008, s. 157). Aktantbegrebet skal forstås som handlemåder, der knytter sig til situationer, som betyder, at aktørerne opfører sig på en bestemt måde. Aktanterne skal ikke forstås som aktøren, men som et begreb for den måde, hvorpå aktørerne udfører og definerer deres roller (Fuglsang, 2009, s. 426-427). 3.3.3 Netværk Et netværk i ANT er ikke et på forhånd givet og geografisk afgrænset fænomen. Når netværket ikke er givet hænger det sammen med, at det skal ses som et arbejde, der udføres. Arbejdet indebærer en repræsentation af noget, og uden dette arbejde eksisterer netværket ikke (Fuglsang, 2009, s. 430). Som udgangspunkt er relationerne altid usikre og det kræver et enormt arbejde at stabilisere netværkene (Blok og Jensen, 2009, s. 138-139). 34 Følgende egenskaber gør sig gældende for alle netværk: Nær/fjern: Fokus på forbindelser og netværk gør det muligt at slippe fra tanken om objekt og subjekt (Latour, 2006, s. 211). Latour sætter med sin aktør-netværks tænkning, tingene i perspektiv og fremhæver at elementer, der umiddelbart fremstår som nære, i virkeligheden er fjerne, når de adskilles og forbindelserne analyseres. Omvendt kan netværk, der synes fjerne, være nære, i det øjeblik forbindelserne igen bliver fokuspunktet. Dette eksemplificerer han med, at du fysisk kan stå en meter fra et menneske, i næste telefonboks, men trods dette være tættere forbundet til din mor, der befinder sig på den anden side af jordkloden. I skolen kan dit barn sidde ved tomandsbord med en alderssvarende araber, men trods denne nærhed er det muligt, at de med tiden glider fra hinanden, grundet to usammenlignelige verdener. I geografien forbindes nær og fjern med evnen til at etablere forbindelser, hvilket ikke er intentionen med ANT. Den geografiske opfattelse af nær og fjern, skal blot ses som én type forbindelse - én type netværk, der skal inkluderes, men ikke den eneste. Det er ifølge Latour den geografiske definition, der en hæmsko for at tænke forbindelser i termer af netværk (ibid). Lille skala/stor skala: Med netværksteorien er det muligt at opløse forholdene; mikro og makro og i stedet erstatte disse af en skalametafor om forbindelser. Intet netværk er større end et andet - det kan være længere eller bestå af en mere intens forbindelse - altså som en mere sammenvævet forbindelse. I stedet for at vælge mellem at skulle undersøge mikro-niveau i forhold til makroniveau tillader Latours forestilling om netværk os at tænke på, hvordan: “(...) et givent element bliver strategisk gennem antallet af forbindelser, som det behersker, og hvordan det taber sin betydning, når det mister sine forbindelser” (Latour, 2006, s. 212). 3.3.4 Forholdet mellem aktør og netværk Aktør og netværk er i ANT delvis synonyme begreber, men de har alligevel lidt forskellige betydninger. Begrebet aktør signalerer bevægelse, handling, begivenhed. Begrebet netværk signalerer snarere noget i retningen af oversættelser og transformationer af handlemåder end forskellige sammenhænge. “Aktør-netværket består af aktører og ting, der, oversat til repræsentationer, cirkulerer blandt aktører og ting. Teorier er praktiske ressourcer for netværket, der bidrager til denne oversættelse og repræsentation” (Fuglsang, 2009, s. 434). 35 I ANT er det en vigtig pointe at holde sig for øje, at aktører konstituerer, men samtidig også konstitueres af netværk. En uddybelse af dette skal ses i forbindelse med den overfølsomhed et netværk kan stå overfor og ligeledes den stabilitet et netværk kan have. Hvis et netværk er stabiliseret kan en aktør tale på vegne af denne og omvendt. Som illustration kunne dette for eksempel være en politiker, der taler på vegne af et parti og en valgplakat, som taler på vegne af politikeren (Jensen, 2005, s. 190). En aktør og et netværk indgår i et dialektisk forhold, idet de påvirker hinanden samt står i konstant relation til hinandens eksistens. Netværket træder i kraft idet det bliver stabiliseret. Et netværk stabiliseres gennem translationer (ibid). 3.3.5 Translationer og translationsproces Translation er ANTs begreb for den proces, hvor en aktør knytter an til andre aktører og konstruerer et netværk (Latour, 2005, s. 108). Translation betragtes som centralt i ANT og indebærer, at noget flyttes eller erstattes, og dermed skabes der et mønster, som danner både orden og uorden, også kaldet programmer og modprogrammer (Jensen, 2005, s. 190). Translation er et generelt begreb som indbefatter alle de måder, hvorpå aktører forbinder sig med hinanden. Der skabes en lighed og en forbindelse mellem to ting, der før var forskellige. Latour beskriver translation som en form for mediering (formidling af processer), som på samme tid viderebringer og forstyrrer et signal. Translation tillægges ofte den betydning, som en relation, der får to aktører til at sameksistere (Latour, 2005, s. 133). Eksempelvis opfandt grundlæggeren af Apple, Steve Jobs, Iphonen i 2007. Her forbandt han den oprindelige betydning mobiltelefon og musikafspiller i én kompakt størrelse, der kunne rumme begge funktioner. Derved opstod, hvad der i ANT kan betragtes som en translationsproces mellem to aktører, der før var forskellige. I forbindelse med en analyse fremhæves det, at ANT definerer en særlig relationel ontologi, idet begreberne aktør, netværk og translation er fuldstændig afhængige af hinanden. Der er altså tale om at enhver aktant er defineret af sine relationer (Jensen og Blok, 2009, s. 80-81). 36 3.3.6 Talsmand For at en translationssproces kan lykkes, drejer det sig om at oversætte netværkets interesser, så disse fremstår som fælles. Her bliver begrebet talsmand en vigtig aktør, fordi det ikke er muligt for alle i netværket at tale på samme tid. Talsmanden bliver på den måde, den der får lov at præsentere netværkets samlede holdning, når translationen er lykkedes (Justesen, 2008, s. 223-224). Udbredelsen af viden betragter Latour som en kamp mellem talsmanden på den ene side som forsøger, at udbrede en bestemt kendsgerning, og på den anden side tvivlere, skeptikere og afvigere som forsøger at udbrede en anden kendsgerning. Begge parter kan opfattes som en slags talsmænd, men med hver deres kendsgerning som de ønsker at udbrede (Olesen og Kroustrup, 2007, s. 77-79). En talsmand er altså en aktør, der argumenterer og arbejder for udbredelse af sine argumenter med henblik på, at gøre dem til kendsgerninger. Gennem translation kan det lykkes talsmanden at få andre aktører inddraget i stabile alliancer (Justesen, 2008, s. 222-225). Forholdet herimellem er, hvad vi senere i projektets analysedel vil behandle som en kontrovers. Ovenstående præsentation af de fire begreber netværk, aktør, translation og talsmanden er blot nogle af de begreber, som vi vil berøre i projektets analysedel. Af læsevenlige grunde vælger vi at gøre rede for de begreber vi har tænkt som de egentlige analysebegreber, i afsnittet før analysens påbegyndelse. 3.4 Opsamling I de forudgående afsnit har vi beskrevet projektets problemformulering og metode i forhold til aktionsforskning og fremtidsværkstedet. Ydermere er der i forbindelse med erkendelsesinteresse 1 og 2 præsenteret videnskabsteoretiske overvejelser i forhold til de respektive teorier. Bevæggrunden for denne opbygning og de efterfølgende overvejelser i forhold til observation af den konkrete case, KEA, er således at læsers forståelse, forud for casen, er skærpet og indstillet på, at der forekommer et brud umiddelbart efter gennemlæsningen af casen (blok 2). Afslutningsvis har vi beskrevet projektets teoretiske forståelsesramme ud fra Latours teori om aktør-netværk. Vi vil senere i analysen konkretisere, hvilke analysebærende begreber vi inddrager i besvarelsen af projektets erkendelsesinteresse 2. 37 Blok 2 4. Et fremtidsværksted på KEA I den følgende blok beskriver vi de overvejelser og praktiske forberedelser vi som facilitatorer af fremtidsværkstedet gjorde os før den endelige praksis udførelse. Vi beskriver “to lag” af forberedelser, idet der 1) er en forberedelse i at tilegne sig viden omkring genstandsfeltet og 2) en praktisk forberedelsesfase på den pågældende dag for fremtidsværkstedet. Afsnittet vil bestå af metodiske overvejelser og vores (facilitatorernes) refleksioner om den konkrete brug heraf forud for og i selve fremtidsværkstedet. Vi formulerer , hvilke etiske overvejelser, vi har gjort os inden udførelsen af fremtidsværkstedet samt, hvilke etiske problematikker, der opstår undervejs. Vi vil yderligere komme ind på, hvorfor dette har en forbindelse til erkendelsesinteresse 1. Afslutningsvis opsamler vi fremtidsværkstedets forløb i narrativer ud fra facilitatorernes perspektiver. 4.1 Det forberedende møde I det nærværende afsnit beskriver vi det første møde med KEA og deraf det første led i forberedelsesfasen; at indhente informationer omkring genstandsfeltet for fremtidsværkstedet. Forud for faciliteringen af fremtidsværkstedet på KEA, blev der afholdt møde med holdets nuværende underviser i faget afsætningsstrategi. Et fag, der omhandler den studerendes nuværende ståsted, men med øje for deres mål med uddannelsen. Det var tiltænkt de studerende, at de undervejs i forløbet ville modtage værktøjer fra faget, der kunne understøtte dem i deres arbejdsfunktioner efter deres tid på KEA. Vi briefede underviseren omkring fremtidsværkstedets formål og forløb, og eksemplificerede ved at inddrage det fremtidsværksted vi for nyligt selv havde gennemgået på valgfaget ‘Pædagogisk Innovation.’ Deres underviser ville sikre sig, at vi tilgodeså de studerende og deres behov i lyset af fagets begreber og termer, og han gjorde meget ud af at forklare, at de 18 studerende ikke kunne stilles tilfreds med et for højt abstraktionsniveau under fremtidsværkstedet. De studerende er alle praktikere med håndværksmæssig baggrund, og er vant til at forholde sig til konkrete og håndgribelige fakta. Underviseren gjorde os opmærksom på, at de studerende højst sandsynligt ville associere handlingsfasen med konkrete analyseværktøjer fra afsætningsstrategifaget. 38 Mødet med underviseren bidrog til bevidstheden om potentielle problematikker, der kunne opstå undervejs. Dette kom til at påvirke vores forudindtagelse om de studerendes stærke og svage sider i forhold til fremtidsværkstedets faser. Ifølge underviserens udtalelser omkring sine studerende, var det relevant at tage stilling til deres pragmatiske tilgang til ny viden, samt at de havde svært ved at visualisere og tænke abstrakt. I lyset heraf udsprang utallige vinkler på det kommende fremtidsværksted, og hvorledes dette skulle forløbe i praksis. For at imødekomme potentielle problematikker i forhold til at kunne relatere til dét de studerende var blevet undervist i, valgte vi at tage imod noget af det materiale de havde gennemgået på holdet. 4.2 Forberedelsesfasen Opstarten af fremtidsværkstedet, er ifølge Jungk forberedelsesfasen, og her hvor det første møde mellem facilitator og deltagere finder sted. Ifølge Jungk er det vigtigt specielt i opstarten, at fremme en afspændt atmosfære i fremtidsværkstedet. Dette kan med fordel skabes ved fælles at arbejde frem mod opstarten af selve fremtidsværksted. For eksempel ved i fællesskab at hænge papirark på væggene, at sørge for forplejning og proviant. Via denne afslappethed og selvorganisering, fordres der til småsnak, og et godt værkstedsklima. Gennemførelsen af fremtidsværkstedet kræver desuden materialer, såsom store papirark, tape og tuscher i forskellige farver og størrelse. Begrundelsen herfor, skal ses i lyset af Jungks opfattelse og erfaring af, at de traditionelle måder at sidde på, vil bremse værkstedsarbejdet. Ved at opstille borde og stole i en halvkreds, og herudover tilgængelighed til materialer, fordrer dette deltagernes ‘frie bevægelighed’ i rummet (Jungk og Müllert, 1984, s. 61). Selvom fremtidsværkstedet beror på demokratiske processer og deltagerinddragelse, samt at facilitatoren kun bør udvise minimum af autoritet, er en ordstyrer dog nødvendig for, at fremtidsværkstedet skal kunne lykkes. Gruppen skal føres igennem faserne, og det er facilitatorens opgave at sørge for, at faserne overholdes og forløber efter hensigten. Dette er med henblik på varsomt at motivere deltagerne til nye forsøg, hvis dette bliver aktuelt. Det er derfor essentielt for fremtidsværkstedets ’succes’, at facilitatoren er fortrolig med de forskellige faser og forstår sin rolle (Jungk, 1984, s. 56-57). På denne måde opretholdes den kollektive skabelse af nye fællesskaber, der implicit har til formål at gøre deltagerne værdifulde og selv- og medbestemmende i deres tilværelse på arbejdspladsen og i samfundet. 39 Vi laver et fremtidsværksted, fordi den tilbyder at de studerende på KEA får indsigt i, hvordan noget konkret kan forandres, og hvordan mulighederne for realisering er i praksis (Jungk, 1984, s. 123). Forberedelsesfase – Vores overvejelser Tiden er en afgørende faktor, når man afholder et fremtidsværksted. Det optimale udgangspunkt vil være over dage, uger, måneder, år. Praktiske begrænsninger i forhold til vores fremtidsværksted på KEA, resulterer i et èndagsværksted. Af samme årsag har vi været nødsaget til at holde en forholdsvis stram tidsplan, dog med forbehold for tidsudvidelse i de enkelte faser, så produktionen af viden kan forløbe så problemfrit som muligt. Vi har nøje overvejet hvorvidt en tidsplan skal offentliggøres blandt de deltagende, da en tidsramme på den ene side kan begrænse deltagerne i at udfolde deres potentiale, idet de stoppes i en proces. Men på den anden side kan en tidsplan give deltagerne mulighed for at følge med i forløbet, og få en forståelse for fremtidsværkstedet. Her forsøger vi ligeledes, at imødekomme den pragmatiske tilgang vi forudindtager, at deltagerne har. Nedenstående skema er udarbejdet ud fra det sigte; at overholde de indlagte pauser, og med rig mulighed for at vurdere på selve dagen, hvor meget tid der skal afsættes til hver fase. Kl. 7.30 - 8.15 Velkomst - vi medbringer morgenbrød Kl. 8.15 - 9.00 Kritikfasen Kl. 9.00 - 9.15 Brainstorm: “Den gode virksomhed” Kl. 9.15 - 9.30 PAUSE Kl. 9.30 - 10.30 Utopifasen Kl. 10.30 - 10.45 PAUSE Kl. 10.45 - 11.15 Udvælgelse Kl. 11.30 - 12.15 Frokost 40 Kl. 12.15 - 14.15 Handlingsfasen Kl.14.15 - 14.30 Eftermiddagskaffe Kl. 14.30 - 15.00 Opfølgningsfasen Som modellen viser har overvejelser omkring forplejningen været i fokus, da vi ønsker at skabe en afslappet atmosfære i rummet, for at undgå at fremtidsværkstedet skal minde for meget om en undervisningssituation. 4.3 Fremtidsværksted i ’Håndværkerfaget’ Fremtidsværksted er en demokratisk proces, hvorfor den overordnede tematik formuleres ud fra deltagernes egne behov (Jungk og Müllert, 1984, s. 7-9). Værkstedets tematisering kan derfor udspringe fra samtaler, møder og research, der ligger forud for selve fremtidsværkstedet og som skaber et mere indgående kendskab til genstandsfeltet. På grund af fremtidsværkstedet snævre tidsramme, har vi ikke haft mulighed for at imødekomme dette. Vi valgte derfor, hvad vi mener er en mere åben tematisering, for at fastholde en mulighed for at dreje fokuseringen, mod hvad der blev skabt i fællesskab. Efter længere tids argumentation resulterer det i følgende tema: ‘Håndværkerfaget’. Dette tema har vi valgt, for at have et passende begreb der favner alle deltagernes baggrunde, på den måde håber vi på længere sigt at kunne imødekomme deltagerne og deres proces i fremtidsværkstedet. 41 4.3.1 Praksis udførelsen Vores indretning af undervisningslokalet på KEA: Når deltagerne ankommer går forberedelsesfasen i gang, og bordene rykkes rundt sådan så, der bliver dannet samarbejds-stationer i midten af rummet, der skal bruges undervejs i faserne. Vi vælger at inddrage alle deltagere i klargøring af rummet, i forhold til at imødekomme forholdet mellem forsker og deltager, teori og praksis ved hjælp af en demokratisk ligeværdig deltagelse i processen, og i vidensproduktionen. Alle deltager i denne forberedelsesfase, både facilitatorer, observanter og deltagere. På denne måde skabes en behagelig stemning i rummet forud for fremtidsværkstedet. Tæt ved halvcirklen lægges papir og kuglepenne, så de studerende har det inden for rækkevidde, hvis de skulle få brug for det. Der skrives undervejs på whiteboards, men da vi kun har et 42 whiteboard til rådighed, sættes der papir op på modsatte væg, som der kan skrives på. Vi skal sørge for alle at være gode til at fange nyankomne til rummet og sætte disse i gang, hvad enten det er at “tage fat” eller invitere dem til at tage morgenbrød og kaffe. Dette er med til at igangsætte en atmosfære og en god energi. Når rummet er indrettet og alle har taget morgenbrød og kaffe, henleder vi til at alle sætter sig i en halvcirklen. Vigtigheden i, at de studerende kan føle sig ligeværdige i fremtidsværkstedet er prioriteret højt. Derfor er vi meget grundige i vores overvejelser med henblik på formidling, og iscenesættelsen af fremtidsværkstedet i praksis, set i lyset af vores mål og de studerendes perspektiv. Indretningen af rummet spiller derfor også en vigtig rolle for fremtidsværkstedet, da det understøtter faciliteringen af fremtidsværksted (og dets processer), så det bliver optimalt for de deltagende. Forud for hver fase skal der være en introduktion, hvor der kan indtænkes en appetizer, for at ramme de studerendes motivation. Eventuelt kan begreber fra pensum nævnes, så abstraktionsniveauet ikke bliver for højt. Det er vigtigt, at vi som facilitatorer er i stand til at konkretisere værkstedets formål undervejs i processen, da det for deltagerne ellers kan blive en ‘langhåret’ affære. Desuden er det meningen, at de studerende bliver medskabere af viden. De skal gøres opmærksomme på, at vi kommer med en metode, hvor rammerne for fremtidsværkstedet udspringer fra. Udfordringen består i, at de studerende på KEA forventer, at vi som facilitatorer medbringer svar. Derfor er det vigtigt, at vi fra start belyser og præciserer fremtidsværkstedets forløb, og hele tiden har metoden for øje, så der ikke opstår misforståelser på dagen mellem os og dem. For at imødekomme en ligeværdig og afslappet atmosfære, er vi bevidste om vores egne formuleringer og ageren i fremtidsværkstedet. Det ønskværdige scenarie er, at den enkeltes udvikling kommer til udtryk i form af dennes mundtlighed og aktive deltagelse i faserne. Derfor er det vigtigt at pointere, at der hverken findes forkerte eller mere rigtige svar end andre. Dette medvirker forhåbentligt til, at de studerendes visioner, opretholdes i løbet af hele dagen, således at progressionen fra start til slut bliver opretholdt. Herudover har vi uddelegeret roller imellem os, som skal facilitere fremtidsværkstedet. Mest af alt så der på selve dagen opretholdes en organisering facilitatorerne imellem, for hvem der gør hvad undervejs i forløbet. På denne måde kan nervøsitet på selve dagen tilgodeses. 43 • En der er ordstyrer og holder øje med om reglerne overholdes, og at faserne forløber som de skal. (Pernille) • En der styrer værkstedet; “hovedpersonen” der taler mest; indleder faserne og fortæller hvad der skal ske generelt i løbet af dagen. (Louise) • En der noterer deltagernes kommentarer på vægpapirerne. (Christine) Vi er meget opmærksomme på flowet i forløbet og medregner derfor, at det kan være nødvendigt at tage over for hinanden i løbet af dagen. Denne uddelegering af opgaver er foretaget for at sikre at vi indbyrdes har hvert vores fokusområde, så dagen kan forløbe på bedste vis. Indledningsvist er vi nysgerrige omkring de studerendes forventninger til dagen. Derfor indsættes en spørgerunde i forbindelse med velkomsten, som bliver første punkt på programmet. Vi synes det er meningsgivende forud for dagen på KEA, således man afslutningsvist kan vende tilbage til forventningerne, når dagen er omme. Desuden vælger vi at vente til sidst på dagen til at forklare vores formål med tilstedeværelsen i forhold til nærværende projektopgave. Det gør vi for ikke at påvirke de studerende i en bestemt retning. 4.3.2 Kritikfasen I denne fase begynder det egentlige værkstedsarbejde. Formålet med kritikfasen er at lave en mangfoldig kritisk statusopgørelse over den nuværende situation. Her skabes rum til at deltagerne i plenum kan fremlægge deres bekymringer eller frustrationer, og her også deres mest radikale indvendinger om den nuværende situation. Det er essentielt i kritikfasens udførelse, at deltagerne undgår at diskutere under kritikindsamlingen. Hvis det er nødvendigt må ordstyreren skride ind og kan eventuelt henvise til, at der er mulighed for diskussion senere i fremtidsværkstedet. Deltagerne bør ikke tale mere end 30 sekunder af gangen, da ytringerne skal skrives op i stikordsformat på vægpapiret. De første indvendinger kan virke tøvende og stammende, men alt hvad der bliver skrevet op virker ifølge Jungk og Müllert tilskynder , at deltagerne tilkendegiver yderligere kritikpunkter. Ordstyreren kan enten have fastsat en tidsramme for kritikpunkterne eller der kan 44 gives plads til, at alle kommer til orde, indtil ordstrømmen ebber ud, hvorefter næste trin i kritikfasen påbegyndes (Jungk og Müllert, 1984, s. 66- 68). Kritikfase - vores overvejelser I dette afsnit præsenterer vi overvejelser, vi har haft forud for den praktiske udførelse af kritikfasen, da overvejelser omkring, at kritik af praksis kan være svært at italesætte af deltagerne. Ligeledes har vi gjort os overvejelser om en overgang fra kritik til utopi i form af øvelsen “Den gode virksomhed”. Efter at have udvalgt fremtidsværkstedets tema: Håndværkerfaget, er vi ikke bekymret for en såkaldt tøvende tilgang fra de studerende i kritikfasen. Dette skyldes vores egen forforståelse for emnet. I lyset af meninger og holdninger fra branchen forventes en god aktivitet i denne proces. Det kan forventes at deltagerne ender ud i en diskussion, som følge af deres indgående kendskab til temaet. Som facilitator og ordstyrer kræves rygrad, og vi skal være meget eksplicitte omkring 30 sekunders reglen, samt at formulere sig i stikordsform. Vi står overfor en flok voksne mænd, der enten er selvstændige eller arbejder i større virksomheder, og er vant til at være selv- eller medbestemmende i praksis. Det er derfor nødvendigt for facilitatorerne at sætte sig i respekt og være tydelige omkring reglerne, for at værkstedet kan forløbe optimalt. Vi vælger at sætte en tidsramme fra 8:15 - 9:00. Vi formoder, at tiden på selve dagen går hurtigt, og afsætter derfor tre kvarter til kritikfasen. Vi forestiller os, at det er fordelagtigt med et afbræk forud utopifasen. I lyset af egne erfaringer med fremtidsværkstedet på valgfaget Pædagogisk Innovation, har vi derfor valgt at indsætte en lille øvelse. For at nulstille tankestrømmene der kan være præget af en kritisk “negativ” tilgang og derfra ændre kurs, er det sigtet at denne øvelse medvirkende til en behagelig overgang fra kritik- til utopifasen. Øvelsen varer 15-30 min alt afhængig af antallet i en gruppe. Det er vigtigt, at alle får taletid, gerne 5 minutter, og at de tilhørende respektere den enkelte. Derfor ingen indvendinger eller kommentarer i denne seance. Idet vi har med ledere eller mellemledere at gøre, finder vi ‘Den gode virksomhed’ oplagt som emne, da det er noget alle kan forholde sig til, og temmelig sikkert har en klar mening om. 45 4.3.3 Utopifasen Formålet med med denne fase er, gennem fantasi og kreativitet, at beskæftige sig med hvordan man bedst muligt kan forandre de kritiserede forhold. For at kunne udfolde evnen til at fantasere må deltagerne ikke lade sig begrænse af love, forskrifter, ekspertvurderinger eller erfaringer, men tænke i nye løsninger og sammenhænge. De skal formå at lægge daglige vanskeligheder og besvær bag sig og være klar til at tænke det utænkelige. At forholde sig åbne overfor forandringer, eksperimentere med idéer og være nysgerrige. Samtidigt mener Jungk, at man skal møde det utopiske og irrationelle med åbent sind og turde risikere at fejle. I fantasifasen kreerer deltagerne ønskeverdner, igennem utopiske forestillinger og fri fantasi (Jungk og Müllert, 1984, s. 77-78). Utopifasen – vores overvejelser I forbindelse med mødet med underviseren på holdet, blev der gjort fokus på deltagernes manglende evne til at visionere, fordi de generelt tænker for konkret og håndgribeligt i forhold til blandt andet økonomiske ressourcer og praktiske løsningsforslag. Det vil sige, at vi i gruppen skal gøre os ekstra umage i denne fase. Hvis de studerende er i stand til at komme ud over egen praksis, og sætte fantasien i gang er det muligt at udvikle ideer, der på sigt kan gavne deres egen udvikling og endda praksis. Forberedelserne for denne fase er møntet på mulige motivationsfaktorer, der kan medvirke til udfoldelse af den enkeltes muligheder, frem for begrænsninger. Da vi selv har afprøvet et fremtidsværksted, går vores overvejelser på, hvorvidt egne erfaringer kan implementeres som inspiration på selve dagen, hvis de studerende på KEA finder det vanskeligt at byde ind med utopier i forhold til håndværkerfaget. Vi er bekendt med, at det for deltagerne kan være udfordrende at tænke ud-af-boksen. Der vil blive udleveret tre post-its, hvorpå de studerende skal udvælge en utopi per post-it. Alle utopier vil blive nummereret, så man blot skal skrive et tal, og ikke utopien i dens fulde længde. Resultatet af afstemningen har betydning for den videre proces i handlingsfasen. 4.3.4 Handlingsfasen Formålet med handlingsfasen er at bevidstgøre kløften mellem de utopiske forestillinger og dét, der rent faktisk er muligt. Konfrontationen mellem de virkelige betingelser og det deltagerne 46 ønsker, igennemskueliggøre samfundsmæssige afhængigheder og sammenhænge. Hensigten er at forene kritik og utopi i alternative løsninger, med udgangspunkt i deltagernes behov. Derigennem blotlægges nye veje ud af de kritiserede forhold. Denne fase indledes med at vi fremlægger de utopiske udkast fra fantasifasen. Der skal herefter udvælges, hvilke udkast, der skal arbejdes videre med hen imod en realisering af idéerne (Jungk og Müllert, 1984, s. 87). Handlingsfasen - vores overvejelser Handlingsfasen indledes med, at facilitatorerne fremlægger afstemningens resultat fra utopifasen. Det optimale vil være, at der er stor enighed blandt de studerende, og at vi står med 3-4 utopier, der skal arbejdes videre med. Dette er i lyset af en eventuel realisering af ideen i handlingsfasen og som udledes i opfølgningsfasen. Det er her, der skal udtænkes handlemuligheder, hvor det for de studerende kan være en styrke at anvende strategier og metoder fra faget. I denne proces kan man opfordre de studerende til at sammenkoble kritik - og utopi punkterne fra tidligere, for at afdække styrker og svagheder i forhold til en mulig realisering i praksis. Afhængig af om vi er i god tid skal grupperne arbejde med et par utopier, og omvendt hvis tiden er knap nøjes vi med gennemarbejdning af en utopi. Vi vælger at være optimistiske i forhold til tidsrammen, og afsætter to timer til denne fase. Der vil desuden være mulighed for diskussion, der ellers ikke indgår i de andre faser. Vi håber, at målet med fremtidsværkstedet vil blive synliggjort for de studerende i denne proces. Vores muligheder i handlingsfasen er reduceret, idet vores fremtidsværksted er et en dags forløb. Vi har derfor valgt gruppefremlæggelser i handlingsfasen, således at vi tilgodeser italesættelsen af såvel muligheder som aktion i praksis (Jungk og Müllert, 1984, s. 94). Idet følgende har vi udarbejdet et skema, for at bibeholde overblikket for fremtidsværkstedets faser samt overordnede regler for forløbet. 4.3.5 Opfølgningsfasen Da vi ikke har mulighed for at facilitere et fremtidsværksted over en længere periode, finder vi det vanskeligt at gennemføre opfølgningsfasen, som Jungk tiltænker den; nemlig med et permanent værksted (Jungk og Müllert, 1984, s. 152). Derfor har vi valgt at lade os inspirere af 47 fremtidsværkstedsmetoden, frem for at følge den til punkt og prikke. I stedet laver vi en fælles opsamling, hvor vi inkorporerer forventninger fra morgenens spørgerunde. Vi overvejer svar på spørgsmålene: - Hvad tænker I om dagen? - Hvorvidt har I fået det ud af dagen, som I forventede? - Er der noget I kan tage med videre? Dette for at igangsætte refleksioner over dagens forløb, der forhåbentligt belyser læring på flere niveauer og områder, de ellers ikke regner med. Vi håber, at deltagerne er i stand til at se fremtidsværkstedet som en brugbar metode, der medvirker til italesættelsen af visioner, og herfra omsættes til praksis. Herudover er planen, at ‘fremlægge’ projektgruppens mål med fremtidsværkstedet, og på denne måde tydeliggøre ‘sammensmeltningen’ mellem facilitator og de studerendes rolle som medskabere af vidensproduktionen i rummet. 4.4 Etiske overvejelser Dette afsnit vil berøre, hvilke etiske overvejelser vi har gjort os inden udførelsen af fremtidsværkstedet samt, hvilke etiske problematikker, der opstår undervejs. Vi vil yderligere komme ind på, hvorfor dette har en forbindelse til erkendelsesinteresse 1. Kvalitativ forskning er en social praksis og i udførelsen af fremtidsværkstedet opererer vi med menneskers personlige liv og erfaringer, hvorfor der kan opstå etiske problematikker, der skal tages højde for. Yderligere drejer det etiske problemfelt sig om, at de mennesker et kvalitativt forskningsprojekt involverer, placerer deres private ytringer i en offentlig arena, herunder KEA. Det betyder, at vi i vores projekt arbejder direkte med private, subjektive aspekter af de deltagendes liv. Dette er i modsætning til kvantitative spørgeskemaer eller statistikker, hvor individuelle egenskaber ligger gemt bag tal og gennemsnitlige holdninger (Brinkmann, 2010, s. 429). I forbindelse med planlægning af, hvordan fremtidsværkstedet skal foregå er det etiske spørgsmål om, hvorvidt deltagerne selv skal nedskrive egne udsagn i hver fase, et vi må forholde os til. Det er et etisk dilemma, idet vi har viden om, at nogle af deltagerne er ordblinde og det er et spørgsmål 48 om, hvorvidt deltagerne vil føle sig udstillede og ydmygede i en sådan situation. Denne indsigt er medvirkende til, at vi vælger, at de ikke skal nedskrive deres egne udsagn. Vi vurderer, at det ikke vil være hensigtsmæssigt, fordi det skal nedskrives på nogle papirer, der hænger på væggen og derved vil deres udsagn være til frit udsyn for alle. 4.4.1 Personlig dømmekraft i centrum I stedet for at opstille en lang række universelle etiske regler foreslår filosoffen Aristoteles, at menneskets dømmekraft og karakter må sættes i centrum for etikken. Dette fordi det er et anliggende, at der foreligger nogle mere almene etiske regler på den ene side, men at disse på den anden side kan blive udfordret i den konkrete praksis, hvorfor de ikke længere gør sig gældende som etisk korrekte. Det betyder midlertidigt ikke, at man skal udelukke generelle etiske regler, men at man ved at følge sin egen personlige dømmekraft og visdom kan imødekomme de udfordringer, der kan udspille sig i den konkrete praksis (Brinkmann, 2010, s. 435). Der er mange forskellige værdier på spil i kvalitativ forskning, som afhænger af forskningsprojektets erkendelsesinteresse (Brinkmann, 2010, s. 434). Da et af fokuspunkterne i udførelsen af fremtidsværkstedet i forhold til erkendelsesinteresse 1, er at skabe et jævnbyrdigt forhold mellem os som facilitatorer og deltagerne, opstiller dette flere etiske overvejelser undervejs. Det er her vores personlige dømmekraft aktiveres i spørgsmål såsom: hvor meget kan vi tillade os at rette deltagernes udsagn? Hvor meget kan vi tillade os at gå ind at påvirke en deltagers holdning? Dette er etiske spørgsmål, vi er opmærksomme på, i forsøget på at udjævne forholdet mellem forsker og deltager, samt bidrage til en rar og behagelig stemning. Inden fremtidsværkstedets afslutning oplyser vi deltagerne, at vi ikke vil personificere de individuelle udsagn, der bliver nedskrevet af observanterne. På den måde garanterer vi deltagerne anonymitet, således at ingen af deltagernes navne vil blive nævnt i den endelige projektrapport. 49 4.5 Hvordan forløb dagen? Den totale integration i selve forskningsprocessen, som kendetegner aktionsforskningen stiller store krav til forskeren. Det kan eksempelvis være vanskeligt efter deltagelsen i fremtidsværkstedet at bearbejde sine indtryk, da disse’ data’ ofte vil være oplevelses betonede, da oplevelsen af hvad der skete i fremtidsværkstedet i høj grad knyttet til graden af deltagelse i processen, og vil være forskellig for de forskellige deltagere (Andersen og Gamdrup, 2005 i Andersen, s. 40). Vi har valgt at benytte fremtidsvæksteds oplevelserne fra facilitatorerne, til en mere narrativ gennemgang af processen. Gennemgangen vil være en kombination af de tre ’forskers’ samlede oplevelse i fremtidsværkstedet. Denne fortælling vil stå i kontrast til etnografierne i projektets analyseafsnit. 4.5.1 Et narrativ af fremtidsværkstedet om håndværkerfaget Startfase og velkomst Det er med sommerfugle i maven, vi træder ind i lokalet, hvor fremtidsværkstedet skal være. En blanding af spænding og afslappet atmosfære er, hvad der møder os i døren. Rundstykkerne tages frem og der skabes grobund for en hyggelig stemning. Velkomsten starter med, at bolden smides ud til deltagerne, som går i færd med en runde, hvor de fortæller, hvad de hedder og hvad de laver. Én er mellemleder i et byggefirma, en anden tømrer, mens de fleste andre sidder i ledende stillinger indenfor håndværkerfaget. Pernille som står for velkomsten lægger meget vægt på at opbygge et ligeværdigt fundament, ved at fortælle, at vi ligesom dem også er studerende – i håbet om at skabe en rar og jævnbyrdig stemning i rummet. Louise tager over og giver en introduktion til, hvad fremtidsværkstedet er for en metode og at emnet ‘håndværkerfaget’, er noget de alle kender til. Hun gennemgår dagens program og det virker til at skabe et lidt større overblik hos deltagerne. Pernille spørger efterfølgende ind til deltagernes forventninger til dagen, men de har ikke meget på hjertet. Vi fornemmer en anelse utålmodighed hos deltagerne og haster derfor hurtigt videre til kritikfasen. Kritikfasen Louise igangsætter denne fase med hvordan kan håndværkerfaget gøres bedre. Deltagerne indleder den med meget intern kommunikation – der laves mange jokes. For os som facilitatorer er det en udfordring at bryde med denne stemning, da det er svært at fornemme, hvor grænsen går. Langsomt begynder kritikpunkterne dog at tage form og deltagerne bliver ivrige og taler enkelte gange i 50 munden på hinanden. Vi fastholder reglerne og minder deltagerne om, at de kun må tale i stikord og ikke diskutere med hinanden. De er super gode til at gøre deres udsagn kortfattede og alle deltagerne får mulighed for at komme med deres kritikpunkter: “Manglende respekt fra andre håndværkere – ingen tid – dårlig sikkerhed – kunderne betaler ikke til tiden - mangel på ansvar østarbejdere”. Vi begynder at fornemme, at det nok skal blive en god dag trods en drøj opstart. Overgangen fra kritik- til utopifasen sker via øvelsen ”Den gode virksomhed”. Meningen er, at deltagerne implicit opfordres til at stoppe op, og vende blikket væk fra negativerne fra kritikfasen. I en gruppe på tre, opfordres de på skift til at fortælle, hvordan den gode virksomhed ser ud for dem – helt uden begrænsninger. Utopifasen Alle hæmninger og barrierer skal smides langt væk og det er tid til at drage til et sted, hvor alt er muligt. I starten er der megen interaktion deltagerne imellem, især når nogle punkter i den sjofle kategori bliver nævnt, som for eksempel fyraftensstrip hver fredag. Der bliver dog strammet op for denne løse, lidt useriøse stemning ved, at vi pointerer, at det er vigtigt de koncentrere sig og tager opgaven seriøs, selvom det kan virke grænseoverskridende. Stemningen i rummet bliver mere seriøs, hvoraf enkelte indimellem kommer med nogle sarkastiske kommentarer omkring de andre deltageres forslag. Til trods for dette, går utopifasen over al forventninger. I alt bliver der produceret 42 utopier. Vi afslutter fasen med en demokratisk afstemning, hvor deltagerne får mulighed for at vælge ud, hvilke utopier, de vil går videre med i handlingsfasen. Stemmerne fordeler sig meget sporadisk, men der bliver alligevel fordelt nogle selvvalgte hold, hvor deltagerne arbejder med i alt fire utopier af to omgange. Her kan blandt andet nævnes kunderne betaler til tiden, harmoni og total enighed samt max en arbejdsuge på 40 timer. Handlingsfasen I overgangen fra utopifasen til handlingsfasen sker der et skift i energien - jargonen og dynamikken ændrer sig markant. Koncentration og en intensitet omkring opgaverne breder sig i rummet. Louise begynder handlingsfasen med detaljeret at beskrive, hvad denne fase går ud på. Deltagerne virker til at forstå, at det nu handler om at føre kritikpunkterne og utopierne sammen, for at gøre dem realistiske og virkelige. Louise pointerer, at det netop er her, at de kan inddrage teori fra strategifaget og benytte sig af deres logiske og praktiske sans. Louise afslutter ved at fortælle 51 deltagerne, at de efter arbejdet med handlingsfasen, skal holde oplæg for resten af holdet, hvor der kan stilles spørgsmål og diskuteres. Vi fornemmer en koncentreret stemning blandt deltagerne. Gruppearbejdet går over al forventning og deltagerne er meget produktive, hvilket kommer til udtryk i deres oplæg omkring de forskellige temaer de arbejder med. De rejser sig på skift, går til tavlen, fremlægger handlingsforslag via deres teorier fra strategifaget. Christine nedskriver deres overvejelser og handlemuligheder i forhold til det givne emne på vægpapirerne. Louise og Pernille spørger om uddybende spørgsmål til deltagernes oplæg. Sommetider virker deltagerne til at opleve det som en form for testning om de nu har udført opgaven på den rigtige måde. Andre gange fungerer det som gode dialoger, hvori aha-oplevelser opstår, og deraf viden, der produceres i takt med udfoldelsen af de studerendes faglige ståsted kontra vores ‘manglende forforståelse’, der omsættes til ny viden. Opfølgningsfasen Louise afslutter værkstedet med at fortælle om vores to formål med dagen. Vi ville lære dem en metode, de kan bruge på deres arbejdspladser og samtidig bryde skellet mellem forskere og deltagere ved at gøre dagen til et fælles projekt, hvor vi alle har noget at byde på; vi kommer med metoden, mens de har en erfaring og praksisviden om håndværkerfaget, som i sidste ende ville kunne igangsætte en potentiel forandring. Opfølgningen kredser ligeledes om, hvad deltagerne har fået ud af dagen. Dette spørger vi frit ud i rummet om, hvor en af deltagerne nævner, at han mærker et skifte fra de to første faser til den sidste, hvor der virkelig blev arbejdet. En anden tilføjer, at det var meget langhåret i starten, men at det hele gav mening i handlingsfasen. Efterfølgende får vi desuden et par positive kommentarer fra et par af deltagerne, der fortæller, hvordan de fik arbejdet med deres fag på en ny og anderledes måde. Da vi går derfra er det med en god fornemmelse i maven, om at dagen har været vellykket, på trods af udfordringer med tiden, den hårde jargon og indbyrdes diskussioner deltagerne imellem. 4.6 Opsamling på fremtidsværkstedet I nærværende kapitel har vi præsenteret vores udførelse af et fremtidsværksted i håndværkerfaget, og i samme omgang behandlet vores erkendelsesinteresse 1. Til denne hørte et frigørende- og emancipatorisk sigte mod at igangsætte forandring gennem aktivt samarbejde med deltagerne. Vi ønskede ydermere et centralt fokus på forholdet mellem teori og praksis, og vi arbejdede med en 52 interesse, der skulle gøre deltagerne til medforskere. Hvorvidt denne interesse er blevet indfriet eller ej, kan vi kun være spekulative omkring idet fremtidsværkstedet rejste flere nye spørgsmål end svar. Vi kan hverken måle eller veje deltagernes tanker og følelser; om de har oplevet sig selv som medforskere, følt sig frigjorte eller ej. Vi ønsker heller ikke at afgøre, hvorvidt deltagerne måtte synes en forandring har fundet sted og foretager således ikke en egentlig evaluering. Dog ønsker vi at fremstille nogle succeskriterier, hvori vi mener at kunne lede at igangsættelsen af en forandringsproces fandt sted. Dette skal ses i følgende; 1) deltagerne blev under hele fremtidsværkstedet 2) deltagerne engagerede sig i udformningen af konkrete handleforslag og 3) den afsluttende opfølgning viser, at deltagerne har fundet det svært, men at de samtidig også giver udtryk for at de har fået et konkret værktøj med sig. >>“En af deltagerne siger højt, at det var meget svært, at være så fjollet som i utopifasen. Samme deltager siger også at han har fået det med sig at der ligger et værktøj der hedder et fremtidsværksted, som man kan hive frem og bruge, og at det har været rigtig rart at sidde og lære noget nyt, og også et konkret værktøj til at vende kritik til handling. ” << På baggrund af dette mener vi at kunne drage en sluttelig betragtning af, at fremtidsværkstedets igangsætning af en forandringsproces, blev opfyldt. I det følgende præsenterer vi mere dybdegående, de refleksioner vi har haft efter faciliteringen af fremtidsværkstedet og forbereder i den forbindelse, læseren på det kommende brud; erkendelsesinteresse 2. 4.6.1 Refleksioner efter faciliteringen Undervejs i fremtidsværkstedet skete et skred i formålet med dagen, idet deltagerne var blevet briefet lidt forkert om selve formålet med faciliteringen, der jo omhandlede implementeringen af en metode. Derfor skulle forventningerne omkring vores foretagende, afstemmes på ny i løbet af dagen. Dette medførte en useriøs stemning mellem deltagerne og os som facilitatorer. Hvorvidt bedre information omkring fremtidsværkstedets formål, kunne have medført et andet udfald for de studerende eller om vi som facilitatorer ville være blevet opfattet mere autoritære, er et af mange spørgsmål, der siden hen er udsprunget i vores refleksioner. Hvis vi var blevet bekendt med deres 53 forforståelse forud for fremtidsværkstedet, er spørgsmålet om vi ydermere kunne have imødekommet manglende forventningsafstemmelse bedre eller ej. Omvendt kan forforståelse udmønte sig i former for standardisering (Berlin, 2013, s. 233), som i vores situation på KEA kunne medvirke til, at fremtidsværkstedet ville blive en forudsigelig proces, og forforståelsen dermed bliver en hindring for os. Dermed kan forforståelse blive en svaghed, idet forskeren bliver sat overfor en udfordring i at problematisere det mest indlysende, for hvem, det bliver en svær opgave taget deltagernes og egen forforståelse i betragtning. Det handler implicit om indforståethed, og hvorvidt denne kan og skal brydes, for at samspillet mellem forsker og deltager opretholdes. For at imødekomme bearbejdningen af erkendelsesinteresse 1, der centrerer sig om et frigørende sigte, som udspringer i samspillet mellem forsker og deltager, er det nødvendigt ikke at lade sin egen forforståelse blokerer for udsyn i udviklingen af viden i fremtidsværkstedet. Da dette kan medføre eventuelle misforståelser i projektet, og ikke mindst i samarbejdet mellem forsker og deltager. Ingen af de studerende nævnte ordet forandring ved den mundtlige spørgerunde i opfølgningsfasen. I henhold til vores første erkendelsesinteresse om at igangsætte en forandringsproces, opstod tvivl om, hvorvidt denne igangsættelse lykkedes. Primært på grund af manglende respons og eller bekræftelse fra deltagerne. Ligeledes er forholdet mellem teori og praksis et abstrakt område, hvor resultatet vil være nærmest umuligt endeligt at identificere. Dog kan vi alligevel konkludere, at der undervejs i fremtidsværkstedet opstod situationer, hvor man kan fristes til at påstå, at deltagerne blev til medforskere og forholdet mellem teori og praksis blev udlignet. Det kom blandt andet til syne idet, vi som facilitatorer ’kun’ præsenterede deltagerne for en metode og værktøjskasse, men derefter trådte tilbage og lod alt indhold og resultater blive formuleret og praktiseret via deltagerne. I kritikfasen var det deltagerne, der formulerede stikord som problematiseringer rettet mod håndværkerfaget. Utopifasen forløb på samme måde, og i handlingsfasen fik deltagerne forenet kritikpunkterne og utopierne til otte forandringsorienteret handlingsforslag. Forslag der indeholdt stort potentiale til videre arbejde, og en potentiel forandringsproces kunne måske siges at være igangsat grundet vores udførelse af fremtidsværkstedet. Men om deltagerne efterfølgende vælger at arbejde videre med ideerne fra handlingsforslagene står uvist hen. Under alle omstændigheder kunne vi som facilitatorer og observanter på dagen sige at have opnået, hvad der var vores intention inden for erkendelsesinteresse 1; at udføre et fremtidsværksted. 54 På grund af begrænset mængde af tid samt mulighed for analytisk distance har vi foretaget en del afgrænsninger i forhold til, hvad andre muligvis ville gøre. I tråd med dette har det derfor heller ikke været vores hensigt at skulle foretage en direkte vurdering eller evaluering af fremtidsværkstedet. Udførelsen af det omtalte fremtidsværksted, vil i resten af projektet fungere som vores metodiske greb og konstruktion af et interessant genstandsfelt. Det fungerer som en indgang; et vindue vi kan kigge ind af til at få afklaret vores undren i erkendelsesinteresse 2. Det er derfor nu tid til at stoppe op og ændre fokus, for således at kunne praktisere det brud, som benævnt i projektets problemfelt. I resten af projektet beskæftiger vi os med ANT som analysestrategi, og vil kun i enkelte tilfælde henvise tilbage og illustrere spor fra det aktionsforsknings-inspirerede fremtidsværksted. Blok 3 5. En forandringsproces i et ANT-perspektiv I denne del af projektet vil vi undersøge og analysere, hvad der skete i fremtidsværkstedet med ANT som vores teoretiske forståelsesramme. Vi har udvalgt nogle analysebærende begreber, som vi bruger til at blotlægge, hvordan noget stabiliseres og destabiliseres i fremtidsværkstedet, samt hvorledes kontroverser og seje strukturer har betydning for, hvordan vi forstår processen. Man kan være tilbøjelig til at påstå, at Latour ville mene, at der ikke skabes forandring uden repræsentationer. Forandringsprocesser forudsætter således ordentlig repræsentation af mennesker og ting, og et aktør-netværk med et antal uafgrænsede aktører. I en forandringsproces fremkommer konstant pludseligt opdukkende aktører, der ikke føler sig tilstrækkeligt eller rigtigt repræsenteret (Fuglsang, 2009, s. 435-436). Idet aktører opnår stabilisering via translationsprocesser, kan der siges at være opnået forbindelse mellem to elementer, der før var forskellige; en forandring er blevet til, en ny viden er produceret. I disse tilfælde handler det, ud fra et ANT-perspektiv, også om at kigge nærmere på de elementer, der ikke opnår stabilisering i forandringen. Hvad ekskluderes i forhold til, hvad der inkluderes? Hvorvidt vi kan vurdere, om der kan være tale om en egentlig forandringsproces eller produktion af ny viden i det omtalte fremtidsværksted er ikke vores hensigt. Projektets tidsramme har været begrænsende i 55 forhold til opnåelsen af ovenstående, men vi kan ved hjælp af ANT dog alligevel udlede en interessant analyse, idet der i sådan et perspektiv konstant produceres translationer, små forandringer, der har betydning for hvordan vi forstår processen. En måde at blotlægge, hvad der sker i fremtidsværkstedet og identificere de førnævnte seje strukturer skal i analysen findes i fremtidsværkstedets kontroverser. I en gennemlæsning af projektets samlede etnografi optræder kontroverser som et gennemgående tema, der kan være interessant at undersøge nærmere, eftersom vi ud fra ANT skal forstå kontroverser som: “(...) selve det, der gør det muligt for det sociale at etablere sig og for de forskellige sociale videnskaber at deltage i dets dannelse (Latour 2008, s. 46). Vi vil således anskue kontroverserne i fremtidsværkstedet som en spænding mellem stabilitet og ustabilitet, som en altid igangværende konstruktionsproces, der er central for, hvordan vi forstår processen. Ustabilitet er kendetegnet ved, når en uenighed opstår og en kontrovers fremkommer, hvorimod stabilitet er kendetegnet ved en situation, hvor aktør-netværk og dets forbindelser aflejres i handlinger, der bliver taget for givet, og hvor kontroverser og forhandlinger afløses af en almen accept (Justesen, 2008, s. 223). I nedenstående afsnit vil vi præsentere vores analysestrategi samt udvælgelsen af analysebærende begreber. 5.1 ANT som analyseramme Vi vil i dette afsnit eksplicitere det perspektiv, vi vælger at benytte i analysen. Som udgangspunkt vil vi præcisere, at en analysestrategi ikke skal ses som en metodologisk regelramme, men som en strategi. En strategi, hvor vi ud fra erkendelsesinteresse 2, udvælger nogle begreber fra ANT, som vil danne grundlag for, hvad vi ønsker at analysere (Andersen, 1999, s. 14). Som tidligere nævnt indeholder erkendelsesintersse 2, en nysgerrighed efter, hvordan vi med ANT som forståelsesramme kan komme mere konkret ind på, hvad der har indflydelse på forandring og hvilke seje strukturer, der har betydning for forandringsprocessen. Vi ønsker at præcisere, hvad vi vil gøre vores blik følsomt for, når vi kigger på, hvilke aktør-netværk, der bliver konstrueret i fremtidsværkstedet. I projektets problemfelt undrer vi os over, om der vil være nogle seje strukturer, som man skal være opmærksom på i en forandringsproces. ANT’s teoretiske forståelsesramme 56 tillader os at kigge på fremtidsværkstedet som et netværk af aktører, hvor non-humane elementer også er en del af processen - og dermed også en del af de potentielle seje strukturer. Vi har tidligere i projektet gjort opmærksom på, at vores fremtidsværksted på KEA er en konstrueret praksis, hvor vi selv agerer som både facilitatorer og deltagende observanter i større eller mindre grad. Vi anskuer nu vores genstandsfelt, fremtidsværkstedet, som en praksis, der skal udfoldes og gendefineres (Fuglsang 2009, s. 417). Det vil sige, at vi flytter fokus fra at have været i processen til nu at stå udenfor processen. Med dette skal pointeres, at vi integrerer en analytisk distance, hvorved de føromtalte facilitatorer og deltagende observanter betragtes som aktører lige så vel som de andre i fremtidsværkstedet. Idet vi analyserer med afsæt i ANT som et konstruktivistisk perspektiv, må vi ligeledes forholde os til dette i måden, vi anskuer vores genstandsfelt på; fremtidsværkstedet som analyseobjekt. Fordi vi står udenfor søger vi at undgå forudindtaget antagelser om genstandsfeltets konstruktion, og anskuer fremtidsværkstedet som et flydende, ustabilt og flertydigt fænomen, som bliver formet i mødet med analysearbejdet (Mik-Meyer og Järvinen, 2005, s. 9). Med ANT som teoretisk afsæt antager vi således, at der ikke findes på forhånd definerede kategorier, som vi skal analysere ud fra. ANT er med det konstruktivistiske perspektiv fleksibel og empirisk sensibel. Det er derfor nødvendigt at lade empirien tale til en og ikke arbejde ud fra på forhånd definerede kategorier. Med det i mente vil vi ud fra nogle analysebærende begreber, blandt andet kontroverserne undersøge, hvad der stabiliseres og destabiliseres i netværk. Denne fokusering er først udvalgt efter en grundig gennemlæsning af de udarbejdede etnografier. Begreberne præsenteres og konkretiseres i næste afsnit, hvor de ligeledes vil blive operationaliseret. Da vi konstruerer genstandsfeltet fremstår dette skrøbeligt. Dette består i en empirisk overfølsomhed, der er afgørende for, ‘hvad vi vil gøre vores blik følsomt for’, når der observeres og ligeledes når der analyseres. Med ANT som analyseredskab stilles der krav til os som studerende og vores refleksive ind tænkning af os selv i vidensproduktionen, idet vi indgår i det konstruerede lige såvel som de aktører vi observerer og analyserer på (Jørgensen, 2002, s. 195-197). Der er tale om et valg om det, der observeres samt analyseres på og dermed et valg med konsekvenser. Der er noget vi vælger at fokusere på frem for andet, derfor vælger vi ét genstandsfelt frem for andre mulige 57 genstandsfelter. Vi skal fralægge os antagelsen om, hvem eller hvad, der handler i en given kontekst. Det samme kan siges om de analyseberærende begreber, vi har udvalgt til analysestrategien. Denne udvælgelse er foretaget på baggrund af bedst muligt at kunne udforske erkendelsesinteresse 2, herunder, hvilke seje strukturer, der er afgørende for fremtidsværkstedets forandringspotentiale, og hvordan disse kommer til udtryk i kontroverser. Empiriens aktører konstruerer netværk, som vil udgøre genstandsfeltet for nærværende projekts analyse. Når vi som studerende i analysen, konstruerer en strategi af forskellige begreber, der vil være afgørende for måden, vi anskuer genstandsfeltet på og udvælger den empiri vi vil analysere på, konstruerer vi disse netværk på ny gennem analysen. Empirien vil derfor fremstå som en afhængig og unik størrelse i forhold til vores besvarelse af projektets problemstilling. I anvendelsen af ANT som teoretisk ramme skal vores væsentligste analytiske opgave findes i Latours metodiske motto om: “ At følge aktørerne selv” (Blok og Jensen, 2009, s. 157, 221). Dette gør vi ved at lade empirien være styrende for, hvor vi vælger at fokusere undersøgelsesarbejdet vores i analyse. analysen ANT giver os efter projektets fleksibilitet til at problemformulering, tilrettelægge herunder erkendelsesinteresse 2, men gør også analysen sårbar overfor empirisk kritik. Dette er i sig selv et formål med hele den empiriske undersøgelse og indsamlingsarbejde i ANT, idet analysen skal være ’risikabel’; den må ikke være immun overfor kritik (Latour, 2008, s. 121). Som tidligere nævnt undersøger vi først og fremmest, hvorledes der ud fra ANT kan blotlægges og identificeres seje strukturer i fremtidsværkstedets kontroverser. Vi ønsker at analysere, hvilke seje strukturer, der kan siges at være afgørende for måder aktørerne stabiliserer netværk i fremtidsværkstedet. Vi ønsker yderligere at analysere, hvordan en stabilisering materialiseres, ved at kigge på forbindelserne mellem humane og non humane aktører. Hvordan går noget for eksempel fra at være sagt til at være en nedskrevet kendsgerning? Og hvordan kan non-humane aktører være med til at determinere forskellige måder at handle på? Ligesom Latour er vi interesserede i at blotlægge det, der bliver kollektivt accepteret og dermed til selvfølgeligheder. De selvfølgeligheder, der går hen og medfører begrænsende adfærd. Det er i forhandlingerne og argumenterne i kontroverserne, vi konkret kan se, hvordan noget går hen og bliver kollektivt accepteret. Sociologiens opgave er ifølge ANT at studere de forbindelser, der holder netværk sammen – de aktører der konstituerer, men som samtidig også konstitueres af 58 netværk (Olesen og Kroustrup, 2007, s. 63). I et givent netværk og i en given forbindelse, er der forud for denne foregået en translationsproces. Translation betyder ifølge Latour, det som er forbundet (Blok og Jensen, 2009, s. 157). ANT anskuer som udgangspunkt empiriske fænomener som uklare, i en konstant forandring. De er ikke afgrænset og præget af ustabiliserede interaktion på kryds og tværs. Det er først som resultat af analysens argumentation, at relationer og grader af stabilitet kommer til syne (Fuglsang, 2009, s. 432-433). Vi har med ANT således stor frihed til selv at definere vores genstandsfelt helt specifikt til projektets konkrete problemstilling ud fra de analysebærende begreber, vi har udvalgt. 5.2 Analysebærende begreber Indtil videre har vi præciseret, at det er de seje strukturer, vi er interesserede i at blotlægge, ved at rette vores blik mod kontroverserne. I dette afsnit vil vi redegøre for, hvilke analysebærende begreber vi vil benytte og operationalisere hvert enkelt begreb. Mere uddybende; hvilken viden vi kan komme frem til med de enkelte begreber og hvordan de hjælper os med at besvare vores problemformulering. Latour anser kontroverser som, den handling, der gør det muligt for noget at stabilisere sig. Eftersom vi søger at udforske seje strukturer og selvfølgeligheder, er det derfor netop disse vi vil være særligt interesseret i. Ordet kontrovers kan forstås på mange måder. Når man slår kontrovers op i den danske ordbog, står der: (mindre alvorlig) strid, konflikt, uenighed eller uoverensstemmelse. Vi kender alle til strid, konflikt eller uoverensstemmelser, men interessant ved disse er, hvad der sker, når en påstand eller et udsagn godkendes eller forkastes. Kontrovers er ofte noget, der opfattes negativt, men ifølge Latour skal man drage fordel af kontroverser om det sociale (Latour, 2008, s. 43). Altså skal kontroverser ikke ses som noget negativt, men som en et interessant spændingsfelt mellem, når noget stabiliseres eller destabiliseres i et netværk. En stabilisering og destabilisering kan være grobund for forandring, idet man enten gør op med en tidligere almen accept eller skaber forbindelse mellem to elementer, der før var forskellige; der opfindes noget nyt. 59 Når kontroverser opstår kan man, hverken stoppe op eller give slip på dem – man bliver nødt til at tage stilling til dem. Der er mange måder, hvorpå man midlertidigt kan afslutte en kontrovers. Det sker blandt andet, når aktør-netværk gennem en translationsproces stabilisere en almen accept. I denne forbindelse har retorikken en afgørende betydning. Retorik er en disciplin, der i årtusinder er blevet brugt til at skabe viden om, hvordan mennesker kan overbevises til at tro og opføre sig samt lære mennesker, hvordan de kan overtale andre. Metaforisk set kan man anskue udsagn som en flod, hvormed man enten kan følge eller gå imod strømmen. Dette betegner Latour som downstreams (at følge) og upstreams (at gå imod strømmen) (Latour, 1999, s. 25). Men hvad sker der, når en påstand eller et udsagn godkendes eller forkastes? I forhold til vores projekt er dette relevant idet, de seje strukturer bliver synlige i kontroverserne. Det er i den stabiliserede handling, hvor aktør-netværk bliver taget for givet og kontroverserne erstattes med almen accept. Disse processer beskriver Latour ved hjælp at begrebet blackboxing. 5.2.1 Blackboxing Et begreb der kendetegner en sej struktur er i ANT begrebet blackboxing. Det fortæller os noget om handlemåder og begivenheder, der er blevet selvfølgelige, hvorfor der ikke stilles spørgsmålstegn ved disse (Fuglsang, 2009, s. 432). Ordet black box er en metafor, der har rødder i ingeniørvidenskaben, og betegner en maskine, der ‘kører af sig selv’. Dette skyldes, at instruktionerne er for komplekse og i stedet for at gentage instrukserne, oprettes en black box, der tillader folk kun at forholde sig til dets input og output – det komplekse simplificeres (Latour, 1999, s. 2-3). Sættes dette i forhold til sociale relationer, kan man sige, de bliver en del af teknologiske konstruktioner, der ikke længere stilles spørgsmålstegn ved, fordi ingen kan overskue indholdets kompleksitet. Idet øjeblik noget betragtes som kendsgerninger frem for, blot diskutable teser, er der blevet tale om, at en black box er etableret (Justesen, 2008, s. 223). Black boxes kan også forstås som, når forbindelser mellem aktører foldes sammen og gøres tekniske. Teknisk forstået på den måde, at det der er black boxet er en stabiliseret sandhed - en sej struktur, der ikke sættes spørgsmålstegn ved i det givne netværk. For at eksemplificere dette kan man sige, at det at tale i telefon kan oversættes til utallige konkrete situationer. Endvidere kan 60 telefonen bruges på mange måder af forskellige aktører. Jo mere de teknologiske handlemåder kan oversættes til sociale handlinger, og jo mere de findes anvendelige, desto mere kan de pakkes ned i komplekse konstruktioner og stå stærkere. Styrken ses eksempelvis i form af bygninger, telefonmaster, mobiltelefoner med mere (Fuglsang 2009, s. 432). Det vil sige, at det er igennem en materialitet at noget stabiliseres. Når en begivenhed eller handlemåde bliver meningsfuld for andre, og en nedpakning af dem i en black box bliver mulig, binder aktør-netværket aktanter, begivenheder eller handlemåder til sig, som ingen stiller spørgsmålstegn ved. Forudsætningen for, at begivenheden eller handlemåden bliver meningsfuld er, at man formår at oversætte sin handling, så den gøres forståelig. Andre skal kunne identificere sig med den og finde den brugbar. Hvordan dette lader sig gøre i fremtidsværkstedet vil vi illustrere nærmere i den kommende analyse. For nærværende projekt bliver det interessant, fordi vi har en forestilling om, at seje strukturer har en betydning for om en potentiel forandringsproces kan finde sted eller ej. 5.2.2 Modalitet For at kunne komme nærmere en analyse af, hvad der foregår i de omtalte kontroverser anvender vi blandt andet det tekstanalytiske begreb modalitet. Latour nævner positive og negative modaliteter, det vil sige udtryk for den talendes holdninger og vurdering af en påstand (Latour, 1999, s. 23). Hver holdning og vurdering af en påstand tillader muligheden for at gå forskellige veje. Her anses udsagn med positiv modalitet, som åben for forhandling og med en mindre grad af udsagnskraft. Der anvendes for eksempel ord som kan, bare, måske, tror og så videre. Positive modaliteter medvirker til at det er nemmere for an aktør at tilslutte sig udsagnet, fordi disse fremstår som åben for forhandling. Et udsagn med negativ modalitet fremstår derimod som lukket og lægger ikke op til forhandling. Her kan anvendes ord som skal, jo, er, bør og så videre. Brug af negativ modalitet betyder nødvendigvis ikke en mindre grad af tilslutning, idet disse udsagn ofte optræder med en større kraft, der kan virke overbevisende og der stilles derfor ofte ikke spørgsmålstegn til det sagte. Tager vi disse forskellige udfald i mente kan vi forestille os, at det er ved at kigge på modaliteten i kontroverserne, at vi finder de mest stridige uenigheder, eftersom det er her forhandlinger og udsagn optræder (Latour, 1999, s. 25). I analysen bruger vi modalitet til at vurdere afsenderens grad 61 af tilslutning til et udsagn. Dette er interessant i forhold til undersøge hvordan man gennem translationsprocessen kan stabilisere og destabilisere netværk, gennem udsagn. 5.2.3 Inskriptioner, translationsprocesser, hybridisering og associering I kontroverser gøres der brug af inskriptioner, som er non-humane aktører og det er ligeledes det redskab, der benyttes til udbredelse af viden og kendsgerninger. Når to aktører mødes i strid om et udsagn og skal forhandle dette, gøres der brug af inskriptioner. Inskriptioner kan være en rapport, artikel, fotografi eller formel nedskrevet på papir (Blok og Jensen, 2009, s. 72-73 ). En inskription har forinden den har fået status af at være en inskription, været igennem en translationsproces. Altså en proces fra at være en given substans til at være et litterært produkt (Blok og Jensen, 2009, s. 63). Translation kan ses som en oversættelse (Blok og Jensen, 2009, s. 12). Det er i denne forbindelse, at det interessante forefindes, idet en oversættelse fra en aktør til en anden består i en translation, der på samme tid er virkelig, men ligeledes også er skrøbelig, da den er konstrueret i dén givne kontekst og deraf ikke nødvendigvis er lige gyldig i en anden (Berg, 2002, s. 105). Pointen her, skal ses i synonymet af translation, nemlig oversættelsen (Olesen og Kroustrup, 2007, s. 77). Hvad sker der i oversættelsen og hvad tillægges eller går tabt? I en sådan optik kan man sige, at det er afhængigt af de ‘øjnene der ser’ og deraf afhængig af de givne øjnes forståelse af situationen, genstanden eller konteksten. Oversættelsesprocessen er et interessant perspektiv, som betegnelsen for den proces og det arbejde, der kræves hver gang en idé skal flyttes og bearbejdes. I ANT indtager inskriptionen en vigtig rolle i formidlingen af viden eller budskaber mellem aktørerne. Inskriptioner har karakter af et mere praktisk redskab som eksempelvis en tekst eller model, men kan i princippet være hvilket som helst medie, som kan bære et budskab fra en aktør til en anden. Begrebet translationsproces hænger sammen med det Latour kalder en hybridisering eller associering, alt afhængig af, hvilken kontekst translationen foregår i (Blok og Jensen, 2009, s. 38). Hybridisering betegner Latour generelt som en sammenblanding af humane og non-humane aktører, idet det kommer til udtryk i to heterogene netværk, det vil sige uensartede elementer, som smelter sammen og bliver til ét (Blok og Jensen, 2009, s. 266). Begrebet association bruges til at betegne enhver forbindelse mellem humane og non-humane aktører, som befinder sig i et socialt 62 begivenhedsforløb. Med begrebet sætter Latour den dynamiske proces, hvorigennem nye forbindelser skabes og forandring er i fokus. Evnen til at kunne associere hænger sammen med forestillingen om forandringer og skabelsen af translationer, der ikke er har været der før. Associering hænger i højere grad sammen med, hvad der holder sammen på et netværk af noget alment accepteret (Blok og Jensen, 2009, s. 264). 5.3 Analyse: Et fremtidsværksted i et nyt perspektiv I det følgende vil vi analysere ud fra de præsenterede analysebærende begreber; kontroverser, translation, black box, modalitet, inskription, hybridisering og associering. Det vi ønsker at analysere er spændingen mellem stabilisering og destabilisering, for at kunne blotlægge seje strukturer, der opstår i processen. Analysen er opdelt i tre underoverskrifter: 1) Stabilisering af netværk med fokus på oplæg, 2) Spændingen mellem stabilisering og destabilisering af et handlingsforslag og 3) mobiltelefon som en sej struktur. Der vil indgå større eller mindre afsnit fra etnografien, for at kunne illustrere sammenhængen, de udvalgte dele er taget ud fra. 5.3.1 Stabilisering af netværk med fokus på oplæg Ved gennemlæsning af etnografien blev vi opmærksomme på en interessant udvikling i af hvordan noget opnår stabilitet fra utopifasen til handlingsfasen. Udviklingen optræder i en proces, der går fra et ustabilt til mere stabilt netværk. Dette udtrykkes direkte i en af deltagernes udsagn; Jeg gik fra at være løssluppen i starten til at blive mere seriøs så snart vi startede med at skrive ting fra handlingsfasen på papirerne. I dette afsnit vil vi derfor kigge på, hvordan handlemåderne tilknyttet ‘fremlæggelse af oplæg’ i fremtidsværkstedet bliver en almen accept, en black box ingen stiller spørgsmålstegn ved, og som stabiliserer forsker-deltager netværket - det vi kalder det kollektivt accepterede. Altså hvordan processen; fremtidsvækstedet fra utopifasen til handlingsfasen, accepteres af deltagernetværket og hvordan oplægget kan siges at fremstå som en central aktant i denne udvikling. Vi konstruerer i aktiviteten ‘utopifasen’ to heterogene netværk, bestående af deltagerne i det ene og facilitatorer i det andet, som udvikles i aktiviteten ‘handlingsfase’, hvor et nyt sammenvævet netværk mellem forsker og deltagere konstrueres. Vi vil blotlægge, hvilke humane og nonhumane aktører/aktanter, som spiller ind i stabiliseringen af forsker-deltager netværket og hermed også det kollektivt accepterede. 63 Nedenstående analysedel vil præcisere, hvilke handlemåder, der er afgørende for, hvordan deltageren går fra at være løssluppen i starten til at blive mere seriøs. Handlemåder, som har betydning for stabilisering af føromtalte netværk. For at blotlægge denne stabilisering, vil vi først analysere, hvordan forsker-deltager netværket fremstår som ustabilt i utopifasen. Vi vil i nedenstående tekst præsentere etnografien fra utopifasen, hvorfra vi udvælger relevante uddrag: Utopifasen (ustabil) Alle flytter sig fysisk i rummet hen foran utopifase-vægpapiret, som er i den anden ende af lokalet. Flere af deltagerne tager selv deres stole og rykker op foran vægpapiret på den ene væg. Deltagerne sidder på rækker ved siden af hinanden, tilbagelænet med arme og ben over kors. Der sidder ingen på forreste række. (L) Fortæller at deres underviser har fortalt, at de på holdet arbejder med visioner og drømme og at det er det de skal til nu. (L) Fortsætter med at understrege at det er vigtigt at alle er i lokalet under faserne. Deltagerne griner. En deltager siger ”det kan ikke lade sig gøre. Vi er jo selvstændige folk.” En telefon ringer og en deltager går ud. (P) står på et bord for at kunne skrive på toppen af vægpapiret. En deltager siger henvendt til hende ”Pas nu på.” En deltager siger, ”Vi har lige været på sikkerhedskursus.” En af deltagerne kommer med en utopi ”Jeg vil køre i Mercedes.” (L) siger ”Det er stadig i forhold til håndværkerfaget, men det kan selvfølgeligt også have noget med håndværkerfaget at gøre.” En anden deltager formulerer sit utopiske udkast: ”Alt arbejde udføres i regning” Facilitatorerne udtrykker at de ikke helt forstår hvad det betyder. Flere af deltagerne uddyber. (L) siger henvendt til en deltager som har fremlagt et utopisk punkt, ” Hvad er det modsatte af bureaukrati?” Deltageren svarer ”Total enighed”. En anden deltager siger ” Total happines.” En deltager kaster hænderne i vejret og siger, ”skal vi så også alle sammen have blomsterkranse på?” En ny deltager kommer ind i lokalet. En anden deltager forlader rummet med sin mobiltelefon i hånden. (P) siger ”Jeg synes I er vildt gode.” (C) siger, mens hun peger på whiteboardet, at deltagerne også kan vende sig om få inspiration fra punkterne i kritikfasen og nævner for eksempel ”bedre uddannelse. ” Flere deltagere vender hovederne og kigger på whiteboardet med kritikpunkterne. En deltager siger mens han kigger ned på sin mobiltelefon, ”Vi kan jo også bare gøre ligesom akademikerne og kalde uddannelse for livslang læring.” En anden deltager siger ” Nu ikke så negativ” Flere 64 deltagere snakker sammen og griner. (L) siger ”Lad os nu lige holde formen.” (P) siger at deltagerne skal tænke ud af boksen og kommer med eget eksempel på hvordan dette kan gøres. Flere deltagere griner. En deltager siger ”Vi skal arbejde uden arbejdstøj.” Deltagerne griner. (L) tager tuschen og begynder at skrive på vægpapiret. En anden deltager siger ”fyraftensstrip hver fredag.” (P) siger til (L) ”skriv det”. Deltagerne griner og der bliver snakket videre om fyraftensstrip. (P) siger højt ”fokus.” En deltager siger som utopisk punkt ”at kalenderpigerne bliver levende.” (L) skriver det ikke op og siger ”det står implicit i fyraftensstrip, gør det ik?” Deltageren svarer ”jooo”. En anden deltager fortsætter med sit utopiske udkast ”Sund mad og motion i arbejdstiden.” (L) siger ”Ja, vi er ved at være færdige, tror jeg, der er 42 punkter, I har været virkelig gode.” (L) siger ”Nu er det vigtigt at I stemmer seriøst”. En deltager siger ”Så nu skal vi stemme seriøst om det useriøse.” Han nikker, tager sig til hagen og griner lidt. I utopifasen opstår der en gennemgående kontrovers mellem facilitatorerne og deltagerne for, hvad der anses for værende accepterede handlemåder. Denne kontrovers kommer til udtryk på følgende måde: >> (P) siger højt ”fokus.” og (L) fortsætter med at understrege at det er vigtigt at alle er i lokalet under faserne. Deltagerne griner. En deltager siger ”det kan ikke lade sig gøre. Vi er jo selvstændige folk.” En telefon ringer og en deltager går ud.<< De fremhævede observationer synliggør modsatrettede handlemåder forsker og deltager imellem, idet deltagerne går ud af lokalet og griner, på trods af, at der fra facilitatorernes side pointeres vigtigheden af fokus, og at alle er i lokalet. En deltager argumenterer for, at dette slet ikke kan lade sig gøre, fordi de jo er selvstændige folk. Deltageren forkaster altså facilitatorernes udsagn ved at sige at det ikke kan lade sig gøre. Samtidig gør deltageren brug af modalverbet ‘jo’, som kan tolkes som deltagerens holdning til det sagte. At de jo er selvstændige folk, bruger deltageren som argumentation for, at de ikke kan undlade at tage deres telefon og må gå ud af lokalet. Der gøres brug af negativ modalitet med ordet ‘jo’, som ligger an til en selvfølgelighed - en almen accepteret handlemåde. Det fortæller noget om deltagernes holdning til eget udsagn; noget facilitatorerne ikke kan stille spørgsmålstegn ved. En anden deltager giver udtryk for, hvordan han ikke associerer 65 facilitator-netværkets udsagn om formålet med utopifasen; visioner og drømme med noget seriøst, da han udtrykker: “skal vi så også alle sammen have blomsterkranse på? Deltageren forkaster altså udsagnet og en anden aktør fra deltager-netværket fortsætter:”Så nu skal vi stemme seriøst om det useriøse.” I utopifasen handler deltagerne på skift, det vil sige, de individuelt kommer med ideer til, hvad de hver især mener skal være en del af utopien. Facilitatorernes handlemåder kontra deltagernes handlemåder, illustrerer et modsætningsforhold, hvor der i spændingsfeltet opstår kontroverser mellem de to netværk; forsker- og deltagernetværket. Deltager-netværket og facilitator-netværket arbejder hver især for at stabilisere deres accepterede handlemåder, som er i kontrovers. Kontroverserne kan ses som en måde, hvorpå de to heterogene netværk er ‘stabile’ i sig selv, men ustabile i et samlet hele. Utopifasen betragtes som løssluppen og useriøs, og en kontrovers optræder, idet facilitatorerne ikke er enige om, hvorvidt deltagerne skal blive i lokalet eller ej, når deres mobiltelefon ringer. Denne kontrovers vil vi komme nærmere ind på, når vi inddrager mobiltelefonen som en sej struktur. Ovenstående uddrag af etnografien illustrerer en tydelig løssluppenhed i starten (utopifasen). Vi vil i det følgende analyserer, hvordan der stabiliseres en kollektiv accepteret handlemåde for hele fremtidsværkstedet; seriøsitet i handlingsfasen. Handlingsfasen (stabil) (L) siger ”Så må I gerne rykke ud til gruppebordene”. Deltagerne tager den stol de sidder på og kigger rundt på de forskellige borde. Nogle deltagere går rundt i lokalet med deres stole. Enkelte deltagere siger at de ikke ved hvor de skal sidde. (L) snakker med dem, peger på bordene og siger, hvor de skal sidde. Deltagerne sidder i fire grupper. (L) begynder at snakke. Deltagerne kigger op mod hende. (L) fortæller at vi ikke kender noget til marketing og strategi, men at vi er ved at lære dem en metode. (L) fortæller hvordan de kan bruge deres viden fra afsætningsfaget og derigennem gøre utopierne realistiske. Hun fortæller at de skal lave et oplæg som skal fremlægges til sidst. Der er ikke andre der snakker i lokalet. (L) og (C) hænger papir op på væggen oven på whiteboardet. Ved et bord kigger deltagerne på hinanden, mens den ene skriver noget på et stykke papir. De 66 snakker ikke. Ved to af bordene kigger deltagerne i deres lærebog fra strategifaget. Alle fire borde kigger på SWOT-modellen. (L) sætter sig ved bord D. (L) griner og det gør deltagerne ved bordet også. (C) sætter sig ved et bord. Hun snakker, imens deltagerne kigger på hende. (C) og deltagerne snakker sammen. Deltagerne ved bordet kigger på (C) og nikker. (L) sidder ved et andet bord. (LE) går over til tredje bord og sætter sig ned. Gruppen ved bordet har utopiudkastet ”lukkede grænser”. De flytter deres ting på bordet, og (LE) stiller sin computer på den tomme plads. Deltagerne kigger ned i deres bøger igen. (L) siger ud i lokalet ”Der er 15 minutter tilbage. Det er super fedt at i bruger SWOT mm. husk at få ordet handling med.” Deltagerne ved bordet hvor (LE) sidder siger til (LE), at de er blevet lidt låst fast ift. at de lukkede grænser skal være fysisk lukkede grænser.(LE) siger at der også kan være strukturelle vilkår, der gør at grænserne bliver lukket ‘metaforisk’. Deltagerne ved bordet taler videre om det og kommer frem til en model hvor man skal have certificeringer i forhold til den uddannelse man har og at det skal være ulovligt at bruge håndværkere, der ikke er certificeret. (P) råber ud i lokalet “Fem minutter”, hvorefter hun sætter sig ved et bord. En af grupperne vil gerne starte og fremlægge deres handlingsforslag på det utopiske udkast maks arbejdsuge på 40 timer. En deltager i en gul polo rejser sig op imens han siger ”skal jeg ikke lige komme til tavlen?”. Andre deltagere klapper og udbryder ”jaaaa”. Han går med hurtige skridt op til tavlen, fægter med armene og snakker højt. De andre deltagere siger ”der har vi ham igen”. Han fortæller med høj stemme mens han laver fagter, om gruppens handlingsforslag, mens han tegner en stakeholder-model med en intern og ekstern del op på tavlen med flipover-papir. (L) spørger ind til noget ved modellen vedr. intern og ekstern. Alle deltagere sidder foroverbøjet med blikket mod flipover-tavlen. Deltageren som fremlægger, tegner SWOT-analysen og gennemgår den i relation til den utopi, som gruppen har arbejdet med. (L) spørger deltageren som fremlægger om, hvad man gør ved de resterende 10 timer og arbejdsopgaverne der. Deltageren som fremlægger siger til deltagerne ved bordet hvor (P) sidder ”Hvis I (…) er det okay, men ellers følg lige med i guldkornene heroppe.” Flere deltagere griner. Deltageren som fremlægger gennemgår stadig SWOT- analysen. (L) spørger ind til noget i SWOTanalysen., imens hun peger på den. Deltageren som fremlægger er færdig med sit oplæg og kaster de papirer han står med i hånden op i luften. Alle klapper. (L) siger ud i lokalet. ”Hvad siger I til at tage en gruppe mere og så er der frokost?” Flere deltagere svarer ”ja” (L) siger ” I behøver ikke at komme herop, men hvis I har lyst, så bare fyr den af.” Næste gruppe på to personer rejser sig og går op til flipover-tavlen. Deres utopiske udkast er ‘kun sjove opgaver’. En anden gruppes emne er 67 ‘lukkede grænser’. Deltageren fremlægger forslaget med modellen stakeholder-analyse.(L) beder ham om selv at tegne den på flipover-tavlen. I handlingsfasen etableres en stabilitet af et ‘fælles’ netværk (facilitatorer-deltagere), idet der fremtræder en non-human aktant, der forbinder de to netværk. Denne non-humane aktant er en flipover tavle. En facilitator informerer deltagerne om, at de skal bruge deres viden fra afsætningsstrategifaget, hvorefter at der forventes et oplæg. Vi vil analysere, hvordan deltagerne stabiliserer handlemåden til aktiviten at fremlægge oplæg og viser det kollektivt accepterede - det der bliver selvfølgeligt (blackboxing) for alle aktører i netværket. I det ovenstående uddrag viser en af deltagerne at godtage udsagnet om, at handlingsfasen afsluttes med et oplæg ved at associere dette med spørgsmålet; “skal jeg ikke lige op til tavlen?” Denne handling stiller facilitatorerne ikke spørgsmålstegn ved, og i en anden situation beder (L) deltageren om selv at tegne en model på flip-over tavlen: (L) beder ham om selv at tegne den på flipovertavlen. Dette tilsammen udgør at facilitatorerne er med til at stabilisere handlingen; at bruge tavlen. når der laves oplæg. Deltageren i oplægget gør brug af den non-humane aktant; tavlen, der i translationsprocssen stabiliserer det kollektivt accepterede. Dette stabiliseres yderligere ved, at deltagerne klapper og udbryder ”jaaaa”. Endvidere er der to deltagere fra næste gruppe, der skal fremlægge, som rejser sig og går op til flipover-tavlen uden facilitatorernes opfordring. Ud fra de foregående uddrag ser vi udtryk for en stabilisering, der opløser modsætningsforholdet mellem de to netværk; facilitator- og deltagernetværket. Denne opløsning af modsætningsforholdet kommer yderligere til udtryk idet en aktør, der taler på vegne af facilitator-netværket, spørger ind til deltagernes inskriptioner (analysemodellerne) og dermed understøtter stabiliseringen. Dette ses i det følgende: >> …han tegner en stakeholder-model med en intern og ekstern del op på tavlen med flipover-papir. (L) spørger ind til noget ved modellen vedr. intern og ekstern.<< og >>Deltageren som fremlægger gennemgår stadig SWOT-analysen. (L) spørger en til noget i SWOT-analysen.<< 68 I handlingsfasen virker deltagerne straks mere seriøse og koncentrerede; der er ingen andre i lokalet der snakker, og da deltageren holder oplæg sidder alle deltagere foroverbøjet med blikket mod flipover-tavlen. I handlemåden omkring oplægget, gøres der som nævnt brug af tavlen. Tavlen taler til aktøren gennem associationer og indtræder derfor som en aktant, idet deltageren tegner SWOTanalysen på tavlen. I denne translationsproces bliver tavlen en inskription. Inskriptioner indtager en vigtig rolle i overleveringen af budskaber fra et netværk til et andet. Flip-over tavlen bliver en inskription, idet den har været igennem en translationsproces, og opnået status i forbindelse med, at der undervejs i oplægget bliver nedskrevet og illustreret teoretiske analysemodeller fra gruppens netværk, afsætningsstrategifaget. tavlen er en inskription, men optræder også som en hybrid, idet der sker en translationsproces, hvor den non-humane og humane aktør smelter sammen. Hybriden taler på vegne af gruppen der fremlægger som netværk, der via flip-over tavlen som inskription styrker og stabiliserer det kollektivt accepterede. Opsamling Ovenstående analyse viser, at der i kraft af en stabilisering opstår en kollektiv accepterede måde at holde oplæg på for hele fremtidsværkstedet. Der associeres altså en bestemt handlemåde, til det seriøse, via oplæg, hvor flip-over tavlen anvendes som inskription til at understøtte gruppen som netværk og præsentere resultater fra hver gruppe. En handlemåde for det at holde oplæg stabiliseres og en black box kan siges at være etableret. Til forskel fra utopifasen bliver der i handlingsfasen ikke stillet spørgsmålstegn til facilitatorens udsagn; fordi der er enighed, via det kollektivt accepterede; om hvordan en særlig handlemåde knyttes til det at holde oplæg. 5.3.2 Spænding mellem stabilisering og destabilisering af et handlingsforslag Følgende del af analysen vil undersøge, hvordan der via forskellige handlemåder kan siges at opnås henholdsvis stabilisering og destabilisering af to forskellige udkast til samme handlingsforslag; Kunder betaler altid til tiden. Den stabiliserede handlemåde til det at holde oplæg, som vi analyserede i ovenstående, vil endnu engang indgå som en væsentlig pointe. Hertil tilføres, hvordan den stabiliseret handlemåde vedrørende det at holde oplæg, går den og bliver en sej struktur i fremtidsværkstedet. 69 Kunder betaler til tiden Anden del af handlingsfasen begynder. Deltagerne er delt op i fire nye grupper med 3 personer i hver. Deltagerne får at vide, at de ikke får lige så lang tid, som sidst til at arbejde med utopierne. (L) siger ud i lokalet ” Vi har allerede lagt navne på bordene, så tjek lige hvor I skal sidde” (C) siger til deltagerne ” I bruger værktøjer sindssygt godt, men nu vil vi gerne, at I tænker lidt mere i hvordan I kan handle” (C) giver nogle eksempler på hvordan et handlingsforslag kunne se ud. (L) fortæller om resten af dagens forløb. Facilitatorerne og observanterne samler sig i det ene hjørne. Flere steder bliver der snakket om de utopiske udkast og handlingsforslag til disse. (PD) tager billeder af vægpapirerne med handlingsfasen. En af deltagerne siger ”skal jeg komme op så du kan tage billeder af mig også [navn]?” (PD) Ja det gør du bare, men jeg tror ikke at du kan være her”. Deltageren siger ”på grund af mine brede skuldre?’. Alle ved hans gruppebord griner. (LE) sidder på et bord med utopien: ‘total enighed og harmoni’. En deltager ved bordet diskuterer højt hvordan man kan få folk til at arbejde over. En anden på bordet spørger (LE) ”hvad tror du han er, leder eller medarbejder?” To grupper har emnet kunder betaler til tiden. (P) skriver på vægpapiret under handlingsfasen. En deltager fra første gruppe, som skal fremlægge tager selv initiativ til at komme op til flipover- tavlen. Deltageren som fremlægger siger ”vi har lavet PEST. Kender I PEST analysen tøser?” Deltageren fortæller videre at modellen læner sig op ad den svenske model. (L) spørger deltageren som fremlægger, om et punkt i modellen ”er det et IT system?” Deltageren som fremlægger svarer ”Stalk kan skrive kunder op i kartoteket, som dårlige betalere” (L) spørger mere ind til stalk. Flere deltagere spørger også ind til Stalk. Deltageren som fremlægger spørger de andre deltagere ”Kender I Bambus-systemet?” Deltageren som fremlægger kommer med eksempler fra virkeligheden. En anden deltagers telefon ringer og han går ud af lokalet. Nummer to gruppe som har samme emne bliver siddende ved bordet. En deltager ved bordet fremlægger” vi har snakket forskellige muligheder i forhold til hvordan vi skal handle ”Deltageren fortæller om et handlingsforslag, hvor kunden skal betale. En anden deltager spørger ”Hvad med referencen? Hvordan kan du få den?” Deltageren som fremlægger svarer ”dette her er bare et udkast.” Deltageren fortæller om et andet handlingsforslag om forventningsafstemning. (L) skriver på vægpapiret. (L) siger ”så I har egentligt snakket om en proces og handling, mens den anden gruppe talte om konsekvenser”. Deltageren fremlægger endnu et handlingsforslag vedr. noget med en garanti skal gå begge veje. Han fortæller en model, som hedder Kanos-model og siger ”Vi har 70 prøvet at sidde og lege med modellerne, men vi nåede ikke så langt” (P) siger ”det var heller ikke et krav at inddrage modellerne, så det er helt fint”. Ud fra ovenstående etnografi kan vi analysere to væsentlige elementer. Vi vil 1) undersøge, hvordan der ud fra den samme utopi, kan produceres to meget forskellige udkast til, hvordan et handlingsforslag kan se ud. Ud fra ANT kan vi således blotlægge, at hvad der inkluderes i det ene handlingsforslag eksluderes i det andet og omvendt. Nedenstående analyse udforsker således først og fremmest, hvordan deltagerne kan nå til to meget forskellige erkendelser inden for det samme afgrænsede område; ‘kunder betaler til tiden’. Derudover vil vi 2) analysere, hvor stor en betydning translationsprocessen har i forhold til, når et handlingsforslag går fra at være en accept i gruppen til at skulle være en kollektivt accepteret i hele fremtidsværkstedet. I arbejdet med utopien, Kunder betaler altid til tiden, tager deltagerne som aktører adskillige valg. De vælger nogle ideer til og nogle andre fra. Fordi deltagerne som aktører arbejder i to forskellige grupper, kommer de også med to forskellige bud på, hvordan de vil realisere utopien. De kan på den måde siges at repræsentere to forskellige netværk. Empirien fortæller ikke noget om, hvilke forhandlinger grupperne foretog sig internt inden deres forslag blev fremlagt. Men vi må antage, at de har været betydeligt forskellige idet gruppe 1, fremlægger et svensk IT-system, som deres bedste løsning, og gruppe 2 i stedet kommer med ideer til en såkaldt forventningsafstemning. Det ene bud behøver nødvendigvis ikke at udelukke det andet, og ville muligvis kunne indgå i en kombination, hvis de to grupper ønskede det. I et ANT-perspektiv pointeres vigtigheden i at have øje for, hvad der eksluderes i en proces. Det ene handlingsforslag kan således være repræsentant for, hvad der i det andet handlingsforslag blev ekskluderet og omvendt. Da de to grupper med samme utopi skal fremlægge, tager en deltager fra gruppe 1 selv initiativ til at komme op til flip-over tavlen for at holde oplæg; han oversætter, hvad de er nået frem til i gruppen og fremlægger det som ‘fælles’. Talsmanden skriver en PEST-model på flip-over tavlen, der fremstår som en inskription i translationsprocessen mellem gruppe 1 og oplægget. Talsmanden forklarer, hvordan de har integreret besvarelsen af spørgsmålene fra tavlen (som facilitatorerne har stillet dem) i deres analyse-model. Han påfører således endnu en aktant, og styrker repræsentationen af gruppe 1’s netværk. Deltagerne i gruppe 1 har gennem i en translationsproces forenet to opgaver, 71 der indtil da var blevet betragtet som forskellige (opgaverne fra tavlen og inddragelsen af analysemodel). Talsmanden bruger flip-over tavlen og tuschen som inskription til at kunne stabilisere translationen mellem de to ellers forskellige opgaver. Dette gør han for at stabilisere en almen accept af det netværk, han taler på vegne af (gruppe 1). Translationprocessen i ovenstående eksempel anskues som en styrke i forhold til, hvordan stabiliseringen af gruppe 1’s handlingsforslag kan vinde indpas hos de andre som modtagere. Derudover er talsmanden vigtig, fordi netværkets elementer ikke kan tale på samme tid. Undervejs er der mange af deltagerne samt facilitatorer, der spørger ind til IT-systemet og talsmanden kommer med eksempler fra virkeligheden, for at argumentere for det repræsenterede netværk. Eksempler fra virkeligheden kan betragtes som endnu en måde, hvorpå talsmanden forsøger at stabilisere det netværk, han taler på vegne af. Med eksemplerne fra virkeligheden muliggør han en potentiel translation mellem gruppens fremlagte handlingsforslag, og hvordan denne muligvis kan vinde accept udenfor den kontekst, det præsenteres i. Ligeledes kan eksemplerne fra virkeligheden anskues som en translation mellem analyse-modellens teori og virkelighedens praksis. Hvis de andre deltagere i fremtidsværkstedet kan associere sig til denne translation kan de ligeledes indgå som aktører i det netværk, talsmanden taler på vegne af. Talsmanden oplever umiddelbart ingen modstand, idet han handler i tråd med, hvad der tidligere på dagen blev gjort til en black box; en selvfølgelighed og en sej struktur for det at holde oplæg. I gruppe 2 kan vi undersøge, hvordan der imidlertid bliver åbnet op for denne black box og en destabilisering opstår. I præsentationen af andet bud på samme handlingsforslag, vælger deltagerne i at blive siddende ved bordet. De gør ikke brug af den stabiliseret handlemåde; at holde oplæg med flip-over tavlen og anvende analysemodellerne som inskription. Deltageren i gruppe 2 fortæller om, at det bare er et udkast, og at de har prøvet at sidde og lege med modellerne, men nåede ikke så langt. Ved brug af modalverbet bare fortæller deltageren noget om, hans holdning til det netværk han repræsenterer, som værende noget mindre end, hvis det var et færdigt udkast. Udkast er altså noget man forbinder med ufærdigt. Denne betegnelse samt gruppens destabilisering af det-at-holdeoplæg, kan muligvis hænge sammen med den manglende tilstedeværende af de non-humane aktører; flip-over tavlen og analysemodeller som inskription. Som deltageren beskriver prøvede de at lege med modellerne, men nåede ikke så langt. Det ses, hvordan den tidligere stabilisering af handlemåden inden for det at holde oplæg kan determinere handlemåder. Idet gruppe 2 ikke inddrager non-humane aktører repræsenterer de deres netværk som værende ufærdigt og ikke så 72 langt, hvorimod at vi i gruppe 1 oplevede et langt større og stabilt netværk via talsmandens inddragelse af aktør-netværk. Den tidligere stabiliserede black box, om det at holde oplæg på en særlig måde, kan muligvis siges at determinere gruppe 2’s netværk, så det fremstår ustabilt og ufærdigt. Dette er også tydeligt i den måde, de andre aktører i fremtidsværkstedets netværk reagerer på de to oplæg. Efter gruppe 1’s oplæg bliver der stillet mange opklarende spørgsmål, som der efterfølgende bliver svaret på. Denne opklarelse af spørgsmål er med til at stabilisere netværket med de nye aktører, der får svaret på deres spørgsmål, denne opklarelse af spørgsmål er med til at udvide og stabilisere netværket med flere aktører, og translationen gennem talsmanden lykkes. I gruppe 2 bliver der også stillet spørgsmål til oplægget, men der bliver svaret med for eksempel dette her er bare et udkast. Ved ikke at svare på andre aktørers spørgsmål, lukker gruppe 2 af for at uddybelsen af deres fremlæggelse. På den måde lykkes translationen af netværkets pointer ikke, netværket formår ikke at få flere aktører og netværket stabiliseres ikke på samme måde som gruppe 1’s netværk. Opsamling Nærværende analysedel har ikke til hensigt at vurdere, hvorvidt den ene gruppe var bedre end den anden. Tværtimod er det interessant at undersøge spændingen mellem det stabile og ustabile, uafhængigt af det konkrete resultat. Det fokuserer i stedet på at blotlægge hvilke forbindelser, der ligger til grund for, hvorvidt noget godkendes eller ej. Hvorfor man efter identifikationen af de nonhumane aktøreres indflydelse ikke kan lade vær med at stille spørgsmålstegn ved, om gruppe 2, ville have haft en radikal anderledes præsentation og modtagelse af deres netværk, hvis de ‘rigtige’ aktører (‘rigtige’ i forhold til det kollektivt accepterede) var blevet inkluderet fra starten. Eller på en anden måde; om gruppe 1 kunne have opnået stabilisering af deres netværk i en præsentation med, hvilket som helst handlingsforslag, så længe de bare gjorde det ud fra den stabiliserede black box om-det-at-holde-oplæg. 5.3.3 Mobiltelefon som en sej struktur Aktørernes brug af mobiltelefoner under fremtidsværkstedet, springer i øjnene ved gennemgang af etnografien. Mobiltelefonen som non-human aktør determinerer i løbet af hele dagen flere 73 forskellige handlemåder, hvoraf nogle stabiliseres af alle aktørerne i rummet, mens andre bliver fanget i kontroversen mellem de to tidligere omtalte netværk; facilitatorer og deltager. Ud og ind af fremtidsværkstedet En deltagers telefon bipper. (…)En telefon ringer. En deltager rejser sig pludseligt op og går hurtigt ud af lokalet, han taler i mobiltelefon imens. Flere deltagere griner. En telefon ringer. En deltager rejser sig op og går ud af lokalet. En deltager skriver på sin mobiltelefon. Flere af deltagernes mobiltelefoner bipper. Facilitatorerne snakker sammen om hvordan de kan skrive de utopiske udkast op på vægpapiret. En ny deltager kommer ind i lokalet. En anden deltager forlader rummet med sin mobiltelefon i hånden. (…) En deltager siger mens han kigger ned på sin mobiltelefon, ”Vi kan jo også bare gøre ligesom akademikerne og kalde uddannelse for livslang læring.” En anden deltager siger ” Nu ikke så negativ” Flere deltagere snakker sammen og griner. (…) En af deltagerne som tidligere forlod lokalet med sin mobiltelefon i hånden, kommer ind i lokalet og snakker til andre deltagere. En anden går ud af døren snakkende i sin mobiltelefon. (…) (LE) snakker med en deltager som siger: Vi arbejder ved siden af og det gør at det er svært ved at være helt tilstede i undervisningen. Vi skal jo være ved vores telefoner som du nok kan se. Deltageren smiler. (LE) ”Ja det kan man jo tydeligt se når telefonerne ringer hele tiden i jeres lommer. (…) En af deltagerne, som lige er kommet ind, går ud igen med mobilen i hånden. (…) En deltager, som sidder med sin telefon i hånden siger. ”Det er benhårdt arbejde, hvis man kun vil have sjove opgaver, det handler om livssyn”. (…) Deltageren som fortalte læner sig tilbage og kigger på sin telefon igen. (…) (ML) tager billeder med sin iphone. (L) tager også billeder. (…) (L) går ud i det hjørne af lokalet, længst væk fra gruppebordene. Hun kigger på sin mobil, som hun har i hånden. (…) En deltager går ud af døren, da hans telefon ringer. Da han kommer tilbage spørger (LE) ham, om det er fordi værkstedet ikke er spændende eller om det er fordi han måtte arbejde på telefonen. Deltageren svarer at man er nødt til at være tilgængelig konstant når man er selvstændig. Alle deltagere sidder lænet foroverbøjet med blikket mod flipover-tavlen. (…) (PD) tager billeder af vægpapirerne med handlingsfasen. En af deltagerne siger ”skal jeg komme op så du kan tage billeder af mig også [navn]?” (PD) Ja det gør du bare, men jeg tror ikke at du kan være her”. Deltageren siger ”på grund af mine brede skuldre?’. Alle ved hans gruppebord griner. (…) En af deltager fra fremlæggergruppen går ud af lokalet, da hans telefon ringer. Deltageren som fremlægger spørger de andre deltagere ”Kender I Bambus-systemet?” Deltageren som 74 fremlægger kommer med eksempler fra virkeligheden. En anden deltagers telefon ringer og han går ud af lokalet. (…) Deltagerne i fremtidsværkstedet har deres mobiltelefoner ved hånden hele tiden, så selvom de er fysisk til stede i rummet; undervisningslokalet på KEA, har de hele tiden forbindelse til deres arbejde (kunder, kolleger med videre) ved deres brug af mobiltelefonen. Dette bekræfter udsagnet: >> “Vi arbejder ved siden af og det gør at det er svært ved at være helt tilstede i undervisningen. Vi skal jo være ved vores telefoner som du nok kan se.” << Ordet mobiltelefon eller telefon bliver i ovenstående del af etnografien nævnt 18 gange, og ofte i forbindelse med handlemåden gå ud eller at forlade rummet. Man kan sige, at deltagerne i kraft af, at de har en mobiltelefon, bliver en hybrid, da der sker en sammensmeltning af et menneske; deltageren og en ting; mobiltelefonen. Der er sket en translationsproces, hvor deltagerne låner noget af mobiltelefonens styrke til at kommunikere med mennesker, der geografisk befinder sig et andet sted. Deltagerne arbejder for at stabilisere et netværk, som er udenfor den givne aktivitet i rummet; fremtidsværkstedet. Netværket som arbejdes for, er deres kunder eller omgangskreds. Alle deltagere har kollektivt accepteret de tilknyttede handlemåder ved brugen af mobiltelefonen, og stiller derfor ikke spørgsmålstegn ved det. De accepterede handlemåder tillader dem at forlade lokalet, når mobiltelefonen ringer. Det er dog ikke alle aktører i rummet, der er enige i denne handlemåde tilknyttet mobiltelefonen: >> “(...)det er vigtigt at alle er i lokalet under faserne”. Deltagerne griner. En deltager siger ”det kan ikke lade sig gøre. Vi er jo selvstændige folk.” En telefon ringer og en deltager går ud. Da han kommer tilbage spørger (LE) ham, om det er fordi værkstedet ikke er spændende eller om det er fordi han måtte arbejde på telefonen. << Facilicatorene arbejder for at stabilisere aktiviteten; fremtidsværkstedet som et netværk. Her betragtes handlemåden;”det er vigtigt at alle er i lokalet under faserne.” som den kollektivt accepterede i facilitatorens netværk. 75 >> Da han kommer tilbage spørger (LE) ham, om det er fordi værkstedet ikke er spændende eller om det er fordi han måtte arbejde på telefonen. Deltageren svarer at man er nødt til at være tilgængelig konstant når man er selvstændig. << En aktør, der repræsentere facilitatorernes netværk, (LE) stiller spørgsmålstegn ved handlemåden i deltagernes netværk tilknyttet mobilen; altså at de forlader rummet. Facilitatoren associerer det at lave et fremtidsværksted, med at de deltagende bliver i lokalet. Og hvis de går ud stilles der spørgsmålstegn ved, om dette skyldes, at det ikke er spændende. Kontroversen bliver eksplicit, da deltageren svarer at det ikke kan lade sig gøre at blive i rummet, hvorefter hans argument er at de jo alle er selvstændige mennesker. Ergo er de ifølge tidligere citat også nødsaget til at være tilgængelige konstant. I og med at aktørerne i rummet arbejder for at stabiliserer to modsatrettede netværk, kan der siges at være en kontrovers. Facilitatorerne får ikke overtalt deltagerne til at blive i rummet, da deres udsagn ikke er stabiliseret af et ‘stort nok’ netværk. dermed forkastes deres udsagn, med handlingen at forlade lokalet. Dette kan forklares ved at se på hybriden; mobiltelefonen. Selvom deltagerne rent fysisk er tættere på facilicatorene, har de gennem mobiltelefonen en tættere forbindelse til netværket på den anden side; aktører tilknyttet deres virksomhed. Jævnfør tidligere citat ses det i udsagnet “Vi er jo selvstændige folk”, at adverbiet ‘jo’ forstærker udsagnet og det fremstår selvfølgeligt at deltagerne er nødsaget til at handle med at forlade lokalet, når mobiltelefonen ringer. Deltageren taler på vegne af et længere netværk, der både er de andre deltagere i rummet og samtidig et netværk på den anden siden af mobiltelefonen. Ergo stabiliseres netværket ‘deltagere og aktører tilknyttet virksomheden’, idet handlemåderne; at forlade lokalet, når mobiltelefonen ringer, fortsætter hele dagen (se bilag). Det er altså ikke tale om at der etableres en kollektiv accepteret handlemåde for hele fremtidsværkstedet i forbindelse med brugen af mobiltelefon. Med ‘kollektiv’ mener vi begge netværkene; facilitatorens og deltagernes dette netværk forbliver altså destabiliseret. 76 I følgende afsnit vil vi vise, hvordan nogle bestemte handlemåder går hen og bliver kollektivt accepteret af alle aktører i rummet, det vil sige både det netværk tilknyttet facilitatorerne og det netværk tilknyttet deltagerne: >>(ML) tager billeder med sin iphone. (L) tager også billeder. (...) (PD) tager billeder af vægpapirerne med handlingsfasen. En af deltagerne siger ”skal jeg komme op så du kan tage billeder af mig også [navn]?” (PD) Ja det gør du bare, men jeg tror ikke at du kan være her”. Deltageren siger ”på grund af mine brede skuldre?’. Alle ved hans gruppebord griner.<< Det kollektivt accepterede ses idet, at aktører der repræsenterer facilitator-netværket alle er enige om brugen af mobiltelefonen i den konkrete aktivitet i fremtidsværkstedet. Det er altså accepteret at mobiltelefonen må bruges til at tage billeder med. En repræsentant fra deltagernetværket stabiliserer handlemåden ved at sige: ”(...) skal jeg komme op så du kan tage billeder af mig også?”. De resterende aktører i deltagernetværket griner og stiller ikke spørgsmålstegn på handlingen. Opsamling >>“Jeg gik fra at være løssluppen i starten til at blive mere seriøs så snart, vi startede med at skrive ting fra handlingsfasen på papirerne”<< Ovenstående citat indeholder mange af de elementer, vi har undersøgt i analysen. Nedenstående afsnit vil kort skitsere hvordan. I projektets etnografi og analyse findes utallige eksempler på, hvordan en lang række non-humane aktører blev medtænkt i forandringsprocessen. Blandt andet da analysemodellerne fra strategifaget via flip-over tavlen bliver en stabiliseret handlemåde for det at holde oplæg i fremtidsværkstedet. Tavlen, teoribogen, tuschen, papirerne og stolene var også alle non-humane elementer, der kan betragtes som forudsætninger for opnåelsen af stabilitet. Stabilitet af fremtidsværkstedet kan vi også betragte som en form for solidaritet og varighed. Med solidaritet og varighed henvises til det, at deltagerne udførte faserne uden større modstand (solidaritet) og blev i den tid, som var tiltænkt (varighed). I opfølgningsfasen giver deltageren fra ovenstående citat en 77 direkte illustration på, hvordan det non-humane element har betydning for stabilisering fremtidsværkstedet som forandringsproces. Deltageren udtaler: “Jeg gik fra at være løssluppen i starten til at blive mere seriøs så snart, vi startede med at skrive ting fra handlingsfasen på papirerne”. Citatet fortæller noget om udviklingen af den translationsproces, der er foregået mellem facilitatorene som repræsentant for fremtidsværkstedet og deltageren som repræsentant for deltager-netværket, jeg gik fra at være ét i starten til noget andet, som et vi i slutningen. Idet deltageren vælger at bruge den fælles betegnelse vi om det seriøse, kan vi fristet til at opfatte som en form for stabiliseret kollektiv accept af fremtidsværkstedet. Deltageren fortæller, hvordan han gik fra at være løssluppen til at være mere seriøs i kraft af handlingen; skrive ting fra handlingsfasen på papirerne. Papirerne, et non-humant materiale, bliver brugt som belæg for den positive stabilisering af deltageren, aktørens tilslutning til fremtidsværkstedet som netværk. Derudover kan det også være værd at bemærke, hvordan ordet ting udgør betingelsen for produktionen af viden i handlingsfasen. Ting bliver i citatet erstattet som deltagerens betegnelse for, hvad han forstår som de ideer og handlingsforslag gruppen producerede som løsningen til de forskellige utopier. Ting forstås traditionelt som en: “afgrænset fysisk størrelse bestående af fast stof der kan ses og røres” (Den danske ordbog). Deltageren viser i dette citat, hvordan han via en materialisering af de abstrakte handlingsforslag i forandringsprocessen via begrebet ting opnår stabilitet. Dette er et tydeligt eksempel på, hvad vi har analyseret os frem til i analysen; via nonhumane elementer som også kan forstås som ting, stabiliseres et længere og tydeligere netværk. Det viser et interessant behov for, hvordan materialisering og konkretisering anses som væsentlige faktorer i accept af fremtidsværkstedets proces. Dette kan ses i direkte tråd med, hvad vi tidligere har beskrevet som væsentligt i et ANT-perpsektiv. At man medtænker non-humane aktører i sine studier. Materialer er ifølge Latour medvirkende til, at nogle sociale repræsentationer materialiseres og bliver mere faste. Flip-over tavlen og SWOT-analysen som kollektiv accepteret handlemåde i handlingsfasen viser, hvordan denne faste form gør, at der ikke længere stilles spørgsmålstegn ved dem. De bliver selvfølgeligheder og seje strukturer. Denne materialisering er yderligere med til at forklare, hvordan aktør-netværk udvikles (Fuglsang, 2009, s. 432). Selvfølgelighederne og de seje 78 strukturer i fremtidsværkstedet er, hvad vi ønskede at udforske i ovenstående analyse. I blotlæggelsen af disse kan vi siges imidlertid at have rekonstrueret dét spørgsmålstegn, man under normale omstændigheder ikke ville have sat. Materialiseringen af ordet ting bliver en metafor for den translationen der stabiliseres mellem deltager-netværket og facilitator-netværket, herunder fremtidsværkstedet. Om fremtidsværkstedet opnåede “rigtig” solidaritet eller stabilitet kan vi kun være spekulative omkring. Ovenstående citat kan dog illustrere, at der ud fra én deltagers synspunkt synes at være sket en udvikling, fra det mere løsslupne i starten til at blive mere seriøst. Samtidigt fortæller udtagelsen også noget om, hvad han ikke vælger at betragte som medregnende for stabiliseringen. I en udtalelse vælger man altid at sige noget frem for noget andet. Vi ved ikke, hvad den pågældende deltager ville have sagt mere, hvis tiden var til det, og vi ved heller ikke om deltageren vælger at sige det, han rent faktisk mener. Men hvis vi nu, går ud fra, at han rent faktisk siger, hvad han siger - kan vi således også diskutere hvilke aktører, der ud fra omtalte stabilisering bliver eksluderet. Deltagerne vælger at nævne nedskrivningen på papirerne og ikke; samtalen i gruppearbejdet, jeres (facilitatorenes) opsummering af, hvad fremtidsværkstedet gik ud på, SWOT-analysen, erfaringerne fra praksis med mere. Således kan vi ud fra et ANT perspektiv tale om, hvilke elementer, der eksluderes fra betragtningen om, hvad der var afgørende for udviklingen af fremtidsværkstedet som forandringsproces. Blok 4 6. Diskussion: Om planlagt forandrings umulighed I sidste del af projektet ønsker vi at diskutere de seje strukturers betydning for forandringsprocessen i fremtidsværkstedet ud fra, hvad vi tidligere har præsenteret som formål i erkendelsesinteresse 1. Det diskuteres således, hvad vi med resultaterne i erkendelsesinteresse 2, kan sige om vores tidligere erkendelsesinteresse 1. Der vil først og fremmest blive præsenteret en kort opsummering af resultaterne fra analysen, med fokus på, hvad vi kunne sige om de seje strukturer og kontroverserne i fremtidsværkstedet. Derudover vil vi diskutere disses betydning for, hvordan vi 79 kan forstå et aktionsforsknings-inspireret fremtidsværksted som metode - i et større perspektiv. For at komme dette nærmere vil vi i følgende afsnit både befinde os i og udenfor fremtidsværkstedet. Slutteligt vil vi drage en parallel til, hvordan denne diskussion kan bidrage til kritiske overvejelser omkring brugen af ANT som teoretisk og analytisk forståelsesramme i udforskningen af en forandringsproces. Vores væsentligste fokus i analysen var at finde frem til de seje strukturer. De seje strukturer kom til udtryk gennem de analysebærende begreber: kontroverser, translation, black box, modalitet, inskription, hybridisering og associering. Gennemgående for processen i fremtidsværkstedet, var at de seje strukturer i høj grad var knyttet til non-humane aktører. En af de seje strukturer, der blev stabiliseret under fremtidsværkstedet var brugen af den non-humane aktant flip-over tavlen. Brugen af flip-over tavlen blev en sej struktur fordi deltagerne stabiliserede en handlemåde til aktiviteten at fremlægge oplæg. Måden at holde oplæg ved brug af flip-over tavlen blev kollektivt accepteret. Det blev en black box, en selvfølgelighed for alle aktører i fremtidsværkstedets netværk samt en sej struktur, der gjorde sig gældende for, hvordan resten af fremtidsværkstedet forløb. Der associeres altså til en bestemt handlemåde, hvor det seriøse forbindes med det at holde oplæg via flip-over tavlen. Tavlen anvendes som inskription til at understøtte gruppen som netværk og præsentere resultater fra hver gruppe. En handlemåde for det at holde oplæg stabiliseres og en black box kan siges at være etableret. Mobiltelefonen var ligeledes en sej struktur, der var med til at destabilisere en mulig translation mellem facilitator-netværket og deltager-netværket; der opstod en kontrovers. Kontroversen blev eksplicit, da deltageren svarede, at det ikke kan lade sig gøre at blive i rummet, hvorefter hans argument var, at de jo alle er selvstændige mennesker. Facilitatorerne oplevede, hvordan mobiltelefonen som en sej struktur blev en udfordring for igangsættelsen af den planlagte forandringsproces. Ovenstående opsummering skal pointere, hvorledes nogle af de seje strukturer blev stabiliseret i fremtidsværkstedet på den pågældende dag for eksempel handlemåden om det at holde oplæg. Men mobiltelefonen antager vi er en sej struktur, der allerede var skabt inden fremtidsværkstedet. 80 I nærværende diskussion vil vi afslutningsvis inddrage en kritisk refleksion over brugen af Latour som teoretisk forståelsesramme i analysen. Her følger et yderst interessant kritikpunkt, som vi er stødt på i arbejdet med besvarelsen af projektets problemformulering: Hvordan undersøges seje strukturer, der foreligger inden fremtidsværkstedet, men opstår som kontroverser i fremtidsværkstedet? Vi vil i følgende afsnit diskutere, hvorfor vi ved at se fremtidsværkstedet i et større historisk perspektiv kan lede op til en kritisk refleksion af ANT. 6.1 Problematisering af fremtidsværkstedet som metode Ud fra det aktionsforsknings-inspirerede fremtidsværksted handlede det om at skabe viden om verden, gennem forsøg på at ændre verden, i en retning som deltagerne ønskede det (Duus, 2012, s. 171). Dertil hørte et frigørende og emancipatorisk sigte for at kunne igangsætte forandring gennem et aktivt samarbejde mellem os som facilitatorer og deltagerne på KEA. Der efterstræbes et jævnbyrdigt forhold, idet vi ikke på forhånd har defineret, hvad der måtte være en god forandring for håndværkerfaget. Vi har således kun udstukket et oplagt emne, som vi vidste deltagerne kendte til i kraft af deres arbejde med håndværkerfaget, men ladet det være op til dem, hvordan en forandring måtte se ud indenfor den givne praksis. I en forståelsesramme med afsæt i aktionsforskningen arbejdes der ud fra en interesse om at nedbryde stereotype forestillinger og styrke samarbejde, via deltagernes viden om praksis og deraf skabe ny produktion af viden, der kan være medvirkende til en potentiel forandring (Duus, 2012, s. 36-54). I fremtidsværkstedet på KEA så vi, hvordan deltagerne selv udformede indholdet i hver eneste af metodens tre faser, og således selv formulerede, hvilke forandringer, der med bestemte handlingsforslag, ville være essentielle at arbejde videre med i håndværkerfaget. Vi anvendte fremtidsværkstedet som fremgangsmåde, idet vi betragtede selve formuleringsarbejdet af forandringen som en væsentlig opgave at medinddrage deltagerne i. Vi fokuserede altså på at løse problemer ved at prioritere understøttelsen af hver enkelt deltager i definitioner og forslag til, hvordan man sammen kan løse problematikker i håndværkerfaget. Alt sammen med inspiration fra aktionsforskning og fremtidsværkstedets metodologi. Ud fra de resultater, vi nåede frem til i analysen er vores fokus i diskussionen draget af en undren om, hvordan vores viden om fremtidsværkstedet oversættes og cirkulerer i forskellige netværk. Ifølge Latour kan vi som tidligere nævnt ikke anskue fremtidsværkstedet som et passivt medie, som 81 blot videregiver information. I stedet må vi betragte det som et materiale, hvis betydning transformeres i takt med, at det bevæger sig rundt i netværk og i den forbindelse bruges på nye måder i nye sammenhænge. I arbejdet med analysen sidder vi dog alligevel tilbage med en undren i forhold til vores forudgående arbejde med fremtidsværkstedet og dets betydning. Vores spørgsmål lyder altså, hvorfor man kan sige noget om, hvordan der blev stabiliseret forbindelser på fremtidsværkstedet, uden at forholde sig til alle de oversættelser (translationsprocesser) dette fremtidsværksted har gennemgået inden det iværksættes. I vores tilfælde handler oversættelsesarbejdet om, at en undervisningssituation på Aalborg Universitet blev til et eksperiment på KEA. Interessant her er, hvordan vi med respekt for de seje strukturer kan identificere oversættelsesarbejdet som en yderst central mekanisme i forbindelse med forandringsprocesser. I følgende afsnit vil vi tydeliggøre, hvad vi mener med et oversættelsesarbejde i forhold til fremtidsværkstedet. 6.3 Fremtidsværkstedet som oversættelsesarbejde Som tidligere nævnt var fremtidsværkstedet en metode, vi allerede var blevet introduceret til tidligere på året i faget Pædagogisk innovation. Ikke nok med en introduktion fik vi også selv lov til at være deltagere og prøvede det på egen krop. På et senere tidspunkt udforskede vi en stor del af litteraturen om fremtidsværkstedet og aktionsforskning, for at kunne udføre et fremtidsværksted, der gerne skulle igangsætte en forandringsproces. Fremtidsværkstedet som metode havde derfor gennemgået utallige oversættelser i forskellige aktør-netværk, for til sidst at ende i den form, den blev på KEA den pågældende dag. I et større perspektiv kan vi altså betragte vores facilitator-rolle som værende talsmand, der repræsenterede et uendelig langt oversættelsesarbejde. Nærværende projekt har dog ikke til hensigt eller kapicitet til at blotlægge medvirkerende translationsprocesser, black boxes, inskriptioner, aktanter og aktører humane såvel som nonhumane i hele fremtidsværkstedets oversættelsesarbejde. Vores arbejde med ANT har ikke gjort det muligt at klargøre eller identificere de forudgående translationsprocesser. Vi mener dog, at det er værd at reflektere over, hvorfor vi vil uddybe dette nærmere i projektets afslutning. 82 Oversættelsesarbejde associerer vi med legen, hvor børnene sidder mussestille i en rundkreds og et langt ord eller en kompliceret sætning bliver hvisket til én af børnene. Herefter går begrebet på runde og kunsten bliver, så vidt det er muligt, at fastholde betydningen i samme formulering. De mange oversættelser og manglende evne til forståelsen af enten ordet eller sætningen resulterer ofte i et forvrænget og uforståeligt ord, når sidste barn kommer med sit udkast. Børnene venter i spænding til oversættelsen er nået igennem hvert et led, og sidste barn sige resultatet højt. I 9 ud af 10 tilfælde er præsentationen af ordet i sidste led, så forvrænget og uigennemskueligt at alle børnene udbryder i latter. Dette er selvfølgelig en noget firkantet og forenklet billede af, hvad der foregår i en forandringsproces, men kan forstås som en metafor til, hvordan deltagerne kan ende ud med et resultat helt anderledes, end den ide, der var udtænkt fra start af. Ovenstående metafor kan påpege, hvordan vi i oversættelsesarbejdet af fremtidsværkstedet ligeledes skal gennemgå en masse led, der muligvis kan føre til samme forvrængede eller uigennemskuelige resultat af, hvad der ellers var tiltænkt i udgangspunktet. Dog er et enkelt navneord i en leg væsentligt nærmere at forstå end en så abstrakt og uigennemsigtig begivenhed som en forandringsproces. Inden fremtidsværkstedet holdte vi et møde med underviseren for holdet, der skulle forberede os på, hvad vi kunne forvente i arbejdet med de 18 håndværkere. Underviseren fortalte blandt andet, at de havde svært ved at visionere og drømme, hvilket også kom til udtryk i utopifasen. Denne viden har vi naturligvis haft med i vores oversættelsesarbejde og på den måde formet vores repræsentation af fremtidsværkstedet. For eksempel da vi forklarer: “Vi lærer jer en metode, som I kan bruge efterfølgende, når der opstår konflikter og problemer i jeres virksomhed”. Vi oversætter fremtidsværkstedet adskillige gange inden det praktiseres i den påtænkte praksis på KEA. En oversættelse, der i vores optik umuligt kan fremstå i præcis samme form, som den vi modtog første gang i en undervisningssituation på vores specialisering i pædagogisk innovation. For at kunne lave et fremtidsværksted på KEA, et nyt sted, med nogle nye mennesker, havde vi brug for at kunne oversætte metoden, så det kunne accepteres og opnå stabilitet i en ny sammenhæng. Dette arbejde har vi ud fra ANT ikke haft mulighed for at blotlægge. I et ANT’s perspektiv drejer oversættelsesarbejdet sig om at følge den proces, hvor elementer fra et miljø bliver repræsenterer i et andet miljø. I nærværende tilfælde kan forbindelsen her dreje sig om, hvordan vi oversætte fra ‘studiemiljøet’ til ‘deltagermiljøet’. Det handler således om, hvilken oversættelse, der konkret virker og hvordan arbejdet med at repræsentere en bestemt sammenhæng 83 konkret foregår. Ved at påpege denne diskussion, finder vi paradoksalt nok også anledning til at kunne omtale fremtidsværkstedets metode som en sej struktur i sig selv. Fremtidsværkstedet fremstår på mange måder som et utrolig stabiliseret og kraftfuldt netværk, idet metoden er hele rammen for forandringsprocessen. Det er overskriften på dagen, og som facilitatorer gør vi et stort stykke arbejde i at fastholde metodens form og regler, for ikke at træde i nogle sorte huller undervejs. Samtidig med at vi som facilitatorer arbejder for at holde metodens form, ønsker vi også et jævnbyrdigt forhold. Her kommer vi ikke uden om, hvordan vi som facilitatorer i rummet som undervisningslokale associerer til en traditionel og fastlåst forestilling om et lærer-elev forhold. Associationen til en undervisningssituation determinerer og destabiliserer det ellers planlagte formål om et jænvbyrdigt forhold mellem alle aktørerne i rummet. Vi påpeger, hvordan man i et bredere perspektiv kan forstå fremtidsværkstedet som en sej struktur i sig selv, der indeholder en masse selvfølgeligheder, der på samme måde, som brugen af mobiltelefonen også burde stilles spørgsmålstegn ved. 6.4 Materialisering og associering Vi har tidligere analyseret, hvordan materialiseringen af ordet ting bliver en metafor for den translationen, der stabiliseres mellem deltager-netværket og facilitator-netværket, herunder fremtidsværkstedet. Det viser et interessant behov for, hvordan materialisering og konkretisering anses som væsentlige faktorer i accepten af fremtidsværkstedets proces. Dette kan ses i direkte tråd med, hvad vi tidligere har beskrevet som væsentligt i et ANT-perspektiv; at man medtænker nonhumane aktører i sine studier. Materialer er som tidligere nævnt medvirkende til, at nogle repræsentationer materialiseres og bliver mere faste; der stilles ikke længere spørgsmålstegn ved dem. Den faste form kommer i fremtidsværkstedet til udtryk ved selvfølgelige måder at handle på i tilknytningen til flip-over tavlen. Denne materialisering er yderligere med til at forklare, hvordan non-humane aktører udvikler aktør-netværk og bliver til seje strukturer. En materialisering af fremtidsværkstedet kan også findes i slutningen af etnografien, da en deltager udtaler sin mening om metoden, om at: >>“han har fået det med sig, at der ligger et værktøj der hedder et fremtidsværksted som man kan hive frem og bruge, og at det har været rigtig rart at sidde og lære noget nyt, og også et konkret værktøj til at vende kritik til handling”<<. 84 Som tidligere nævnt forstår vi en forandringsproces som, det at lære nyt. Vi forestiller os, at en forandring skal fører til en situation, hvor man kan noget, man ikke kunne før. Det at forandre kan forstås så basalt som det, at én person tænker en tanke, han ikke har tænkt før, og hvordan denne i en individuel eller kollektiv repræsentation kan føre til nye måder at handle på. Modsætningen mellem nyt og gammelt er kernen i en forandring. Det kan opfattes som et udtryk for en måde at tænke på; bestræbelsen på at skabe fornyelse. Citatet ovenfor illustrerer tydeligt, hvordan denne proces rent faktisk kan siges at have fundet sted, i hvert fald for én deltager. Han beskriver, hvordan han har formået at vende det abstrakte til noget konkret - fra et værksted om fremtiden til en egentligt konkret materialiseret størrelse. Et værktøj forstår traditionelt som: en handlemåde til udførelsen af et håndværksmæssigt stykke arbejde (Den danske ordbog), som deltageren kan hive frem og bruge. I sidste ende kan vi ligeledes fastslå, hvordan deltageren beskriver, at det var rigtig rart at sidde og lære noget nyt. De sidste tre ord beskriver direkte, hvad vi ville opnå med fremtidsværkstedet på den pågældende dag; at igangsætte en forandring. Lære noget nyt. Fremtidsværkstedet kommer til at fremstå som noget materielt og som en sej struktur. Man kan sige, at der sker en konkretisering af det abstrakte. Materialiseringen af fremtidsværkstedet som metode betragter vi som noget positivt. Men den seje struktur, herunder handlemåden brug-af-tavle, der opstår i fremtidsværkstedet er negativ. Taget i betragtning af, at forandringer fordrer en destabilisering anskuer vi stabiliseringen af handlemåden tilknyttet brug af tavlen, som en fastlåst størrelse. I et forandringsperspektiv skal intet i processen stabiliseres før selve implementering af forandringen er sket. Der skal drages fordel af kontroverserne og som forandringsagent, må man efterstræbe en konstant fordring om risikovillighed. 6.5 Kritiske efter-refleksioner af Latour I vores arbejde med aktør-netværksteorien som teoretisk forståelsesramme har det været en vanskelig opgave at navigere i Latours univers. Ikke mindst fordi Latour er tilbøjelig til at opfinde forskellige begreber for det samme. Det mest oplagte eksempel er translationsbegrebet, som vi har redegjort for og benyttet i analysen, der også i andre kontekster kaldes hybridisering, mediering, associering med mere. Forskellige ord for de samme begreber, gør det derfor yderst kompliceret at fase-inddele Latour (Blok og Jensen, 2009, s. 38). Udover at udvikle nye begreber, der i sin 85 grundbetydning allerede findes, er begreberne formuleret meget upræcist og uden nogen form for historik. Aktørerne er altså ikke allerede indlejret i på forhånd given sammenhæng. Den upræcise beskrivelse af ANT’s begreber samt dens ahistoriske tendenser, gør det svært at vide, hvilke begreber vi opererer med og hvad de forskellige kan bruges til (ibid og Fuglsang, 2009, s. 436-437). Et eksempel kan nævnes i forbindelse med begrebet black boxing, hvor det ikke fremgår, hvor længe noget skal være stabilt før det står stærkt nok til, at der kan være tale om en egentlig black boxing. Ligeledes står der heller ikke beskrevet i aktør-netværks teorien, hvor mange aktører, netværket skal bestå af, før det er stabilt nok til at kunne kaldes en black box. Dette efterlader os i projektet tilbøjelige til ikke at benytte begrebet, hvilket vi tænker ikke er hensigten med en udarbejdelse af en teori. Det kunne derfor være behjælpelig med en mere i dybdegående beskrivelse af ANT’s begreber. Latour bruger adskillige synonymer og beskrivelser for på bedste vis at præsentere hans teoretiske forståelsesramme, men opstiller på intet tidspunkt en direkte kogebog. På den måde kan det synes utroligt vanskeligt at skulle oversætte hans begrebsapparat til en et anvendeligt og overskueligt analysearbejde. Han giver efter vores mening en værktøjskasse med en mængde værktøjer, der synes at være nærmest de samme, men undlader at fortælle, hvordan man rent faktisk anvender disse. Det kan være svært at tage en teori seriøst, når selv ophavsmanden kalder denne for: “et navn så bizart, så forvirrende og så meningsløst, at det fortjener at blive stående.” (Latour, 2008, s. 30). Det ligger an til, hvordan vi i arbejdet med ANT som analytisk og teoretisk forståelsesramme, er stødt på utallige udfordringer i vores forståelse af hans tankevirksomhed. Dette kan ligeledes ses i tråd med, at ANT skal betragtes som en kontroversiel anderledes måde at forstå, hvad vi normalt forstår ved et sociologisk studie. Han gør således op med en allerede grundlæggende måde at forstå adskillige fænomener og forbindelser i det samfund vi lever i. Et samfund, vi som studerende paradoksalt nok ikke kan se os selv ude af. Jævnfør tidligere citat kan det synes som om Latour blot er ude på at provokere og sætte sig på tværs, når han ikke vil identificere sig med, hvad vi i andre samfundsteorier kender som værende ‘det sociale’ (Latour, 2008, s. 22). 86 7. Konklusion I nærværende projekts problemformulering undersøges der: Hvordan praktiseres et aktionsforsknings-inspireret fremtidsværksted på KEA, og hvordan kan vi med afsæt i ANT udforske seje strukturer og kontroverser og disses betydning for forandringsprocessen i fremtidsværkstedet? Vi har gennem fremtidsværkstedet eksperimenteret aktivt med en konkret metode og redskab til design af et forandringsforløb med en specifik målgruppe og med et centralt fokus for deltagernes særlige behov og ønsker. Vi har fokuseret på samspillet mellem forsker og deltager som afgørende for, hvorvidt forandringen kunne indfries, fordi man i arbejdet med fremtidsværkstedet som metode efterstræber et jævnbyrdigt forhold, hvor deltager bliver til medforsker; deltagerne formulerer og udarbejder forandringen. Vores tilgang til projektets genstandsfelt var med udgangspunkt i sociologen Bruno Latours teori om aktør-netværk, at analysere og blotlægge, hvilke seje strukturer og kontroverser, der kom til syne undervejs i forandringsprocessen. Vi finder ud af, at forandringsprocesser forudsætter en repræsentation af non-humane og humane aktører. I en forandringsproces fremkommer konstant pludseligt opdukkende aktører, der ikke føler sig tilstrækkeligt eller rigtigt repræsenteret. Vi har fundet det væsentlig at lave et brud i projektet for at opnå en analytisk distance. Det er først i gennemlæsningen af empirien, vi bliver opmærksomme på, hvad der er det kollektivt accepterede i den givne kontekst. I analysen kommer vi frem til at, når aktører opnår stabilisering via translationsprocesser opnåes en forbindelse mellem to elementer, der før var forskellige; en forandring er blevet til. “Jeg gik fra at være løssluppen i starten til at blive mere seriøs så snart, vi startede med at skrive ting fra handlingsfasen på papirerne”. Citatet fortæller noget om udviklingen af den translationsproces, der er foregået mellem facilitatorerne som repræsentant for fremtidsværkstedet og deltageren som repræsentant for deltager-netværket. Jeg gik fra at være ét i starten til noget andet som et vi i slutningen. Idet deltageren vælger at bruge den fælles betegnelse vi om det seriøse, kan vi fristes til at opfatte det som en form for stabiliseret kollektiv accept af fremtidsværkstedet. Deltageren fortæller, hvordan han gik fra at være løssluppen til at være mere seriøs i kraft af den stabiliserede 87 handlingsmåde; skrive ting fra handlingsfasen på papirerne. Papirerne, et non-humant materiale, bliver brugt som belæg for den positive stabilisering af deltageren, aktørens tilslutning til fremtidsværkstedet som netværk. Ovenstående er blot ét ud af mange eksempler på, hvordan der i projektets etnografi og analyse kan findes utallige eksempler på, hvordan en lang række non-humane aktører har betydning i forandringsprocessen. De seje strukturer og kontroverser er én side af samme sag, men først i arbejdet med ANT bliver vi bevidste omkring den seje struktur vedrørende brug af flip-over tavlen. Dette skal ses i lyset af, at det først er i kontroverserne selvfølgelighederne gennemskueliggøres. I projektets diskussion kommer vi frem til, at fremtidsværkstedet i sig selv kan opfattes som en utrolig sej struktur. Vi havde som projektgruppe forinden stabiliseret og destabiliseret fremtidsværkstedet gennem et uendeligt stykke oversættelsesarbejde, der hver og én, på en eller anden måde fik betydning for, hvordan vi vælger at repræsentere fremtidsværkstedet som metode. Vi kan sige nok så meget om mobiltelefonens betydning for midlertidig stabilisering og destabilisering af det kollektivt accepterede, men i sidste ende rettes vores undren dog alligevel mod; hvordan man skal forstå en tilrettelagt metode for forandring. Hvis forandring handler om at tænke en tanke, der aldrig er tænkt før; at stabilisere en translation mellem to ting, der aldrig før har opnået stabilitet - hvordan kan man så planlægge det foranderlige? Man kan altså som forandringsagent forberede sig nok så meget inden selve processen, men der vil undervejs opstå seje strukturer i forbindelser af aktør-netværk, som gør forandringsarbejdet yderst udfordrende og kompliceret. Vi betragter således en forandringsagents væsentligste opgave som det at kunne navigere og drage nytte af kontroverser. En disciplin, der i ønsket om forandring, altid fordrer en respekt og bevidstliggørelse af de seje strukturer. En forandringsproces behøver ikke være et brud med traditioner og værdier, men snarere bestå i at omfortolke dem og sætte dem sammen på nye måder; oversætte dem på en måde, der giver mening. I sådan et perspektiv vil en forandring muligvis kunne sigte bredere, og også forstås som forandringer i det små; en ny måde at tænke på for ét enkelt individ. Det kan forandringsagenten forhåbentligt bruge konstruktivt i fremtidige samarbejde med både de måske lidt for forandringsivrige og de måske lidt for forandringsangste. 88 8. Litteraturliste Bøger • Andersen, N. R. (1999). Diskursive analysestrategier. København: Nyt fra Samfundsvidenskaberne. • Andersen, Vilmer og Gamdrup, Peter (2005): Problemformulering og projektarbejde. I Andersen, Heine: Videnskabsteori & metodelære - introduktion. Frederiksberg: Samfundslitteratur. S. 40 • Andersen, Vilmer og Gamdrup, Peter (2011): Forskningsmetoder. I Andersen, Heine: Videnskabsteori & metodelære - introduktion. Frederiksberg: Samfundslitteratur. S. 60. • Berg, R. (2002). Den “gode” politiker - et studie af politiske ledelsesværdier i kommunerne. Syddansk Universitet: Odense universitetsforlag. • Berlin, Johan (2013): Aktionsforskning - en problematisering. I Rönnerman, Karin: Aktionsforskning i praksis - erfaringer og refleksioner. Århus: Forlaget Kliim. S. 230-235. • Bilfeldt, Annette, Andersen, John og Søgaard Jørgensen, Michael (2012): Empowerment og aktionsforskning. I Bilfeldt et al: Refleksiv praksis - forskning i forandring. (ebog). Aalborg Universitetsforlag. S. 107. • Bladt, Mette (2012).: Frirum og værksteder. I Duus, Gitte et. al.: Aktionsforskning - en grundbog. Frederiksberg: Samfundslitteratur. S. 149. • Blok, A,. & Jensen, T. E. (2009). Bruno Latour: Hybride tanker i en hybrid verden. København: Hans Reitzels Forlag. • Brinkmann, Svend (2010): Feltarbejde. I Brinkmann, Svend og Tanggaard, Lene: Kvalitative metoder - en grundbog. København: Hans Reitzels Forlag. S. 55-80. • Brinkmann, Svend (2010): Etik i en kvalitativ verden. I Brinkmann, Svend og Tanggaard, Lene: Kvalitative metoder - en grundbog. København: Hans Reitzels Forlag. S. 429 og 434435. • Clausen, Laura Tolnov og Hansen, Hans Peter (2010): Deltagerbaseret forskning. I Fuglsang, Lars, Hagedorn-Rasmussen, Peter og Olsen, Poul Bitsch: Teknikker i samfundsvidenskaberne. Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag.S. 136-137. 89 • Duus, Gitte (2012): Indledning. I Duus, Gitte et al: Aktionsforskning - en grundbog. Frederiksberg: Samfundslitteratur. S. 13-36. • Duus, Gitte (2012): Validitet. I Duus, Gitte et al: Aktionsforskning - en grundbog. frederiksberg: Samfundsitteratur. S. 116. • Duus, Gitte (2012): Aktionseksperimentet. I Duus, Gitte et al: Aktionsforskning - en grundbog. Frederiksberg: Samfundslitteratur. S. 171. • Duus, Gitte (2012): Udfordringer i dansk aktionsforsknig • Fuglsang, Lars (2009): Aktør-netværksteori eller tingenes sociologi. I Fuglsang, Lars og Olsen, Poul Bitsch: Videnskabsteori i samfundsvidenskaberne - på tværs af fagkulturer og paradigmer. Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag. S. 417-418, 426-427 og 430-436 • Guba, Egon og Lincoln, Yvonne (1998): Competing Paradigms in Qualitive Research. I Denzin, Norman og Lincoln, Yvonne: The landscape of qualitative research. Sage Publications. S. 211. • Harboe, T. (2006). Indføring i samfundsvidenskabelig metode. Frederiksberg: Forlaget Samfundslitteratur. • Hastrup, K., & Ovesen, J., (1980). Etnografisk grundbog: Metoder, teorier, resultater. København: Gyldendal.. • Holm, A. B. (2011). Videnskab i virkeligheden: En grundbog i videnskabsteori. København: Samfundslitteratur. • Husted, Mia og Tofteng, Ditte (2012): Arbejdsliv og aktionsforskning. I Duus, Gitte et. al.: Aktionsforskning - en grundbog. Frederiksberg: Samfundslitteratur. S. 61. • Jensen, Torben Elgaard (2005): Aktør-netværksteori : Latours, Callons og Laws materielle semiotik. I Esmark, Anders, Laustsen, Carsten Bagge og Andersen, Niels Åkerstrøm: Socialkonstruktivistiske analysestrategier. Frederiksberg: Roskilde Universitetesforlag. S. 190-191. • Jungk, R., & Müllert, N. R., (1998). Håndbog i Fremtidsværksteder. København: Politisk Revy. • Justesen, Lise (2008): Dokumenter i netværk. I Järvinen, Margaretha og Mik-Meyer, Nanna: Kvalitative metoder i et interaktionistisk perspektiv - interview, observationer og dokumenter. København: Hans Reitzels Forlag. S. 222-225. • Jørgensen, M. W. (2002). Refleksivitet og kritik: Socialkonstruktiviske subjektpositioner. Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag. 90 • Latour, B. (2008). En ny sociologi for et nyt samfund: Introduktion til Aktør-Netværk-Teori. København: Akademisk Forlag. • Latour, B. (1999). Science in action. Cambridge, Massachusetts: Harvard University Press. • Latour, B. (2006). Vi har aldrig været moderne. København: Hans Reitzels Forlag. • Laursen, Erik (2012): Aktionsforskningens produktion af viden. I Duus, Gitte et. al.: Aktionsforskning - en grundbog. Frederiksberg: Samfundslitteratur. S. 102-105. • Launsø, L., Olsen, L., & Rieper, O. (2011). Forskning om og med mennesker: Forskningstyper og forskningsmetoder i samfundsforskning. København: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck. • Mik-Meyer, Nanna og Järvinen, Margaretha (2008): Indledning: Kvalitative metoder i et interaktionistisk perspektiv. I Järvinen, Margaretha og Mik-Meyer, Nanna: Kvalitative metoder i et interaktionistisk perspektiv - interview, observationer og dokumenter København: Hans Reitzels Forlag. S. 9. • Nielsen, Hanne Warming (2010): Deltagende observation. I Fuglsang, Lars, HagedornRasmussen, Peter og Olsen, Poul Bitsch: Teknikker i samfundsvidenskaberne. Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag. S. 314-319 og 324-328. • Nielsen, Helle (2012): Borgerdeltagelse. I Duus, Gitte et. al.: Aktionsforskning - en grundbog. Frederiksberg: Samfundslitteratur. S. 206 • Nielsen, Kurt Aagaard (2012): Aktionsforskningens historie - på vej til et refleksivt akademisk selskab. I Duus, Gitte et. al.: Aktionsforskning - en grundbog. Frederiksberg: Samfundslitteratur. S. 19- 39. • Nielsen, Kurt Aagaard (2009): Aktionsforskningens videnskabsteori. I Fuglsang, Lars og Olsen, Poul Bitsch: Videnskabsteori i samfundsvidenskaberne - på tværs af fagkulturer og paradigmer. Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag. S. 528. • Olesen, Finn og Kroustrup, Jonas (2007): ANT - Beskrivelsen af heterogene aktør-netværk. I Jensen, Casper Bruun, Lauritsen, Peter og Olesen, Finn: Introduktion til STS - Science, Technology, Society. København: Hans Reitzels Forlag. S. 63 og 77-79. • Olsen, Poul Bitsch (2011): Metode i problemorienteret projektarbejde. I Olsen, Poul Bitsch og Pedersen, Kaare: Problemorienteret projektarbejde - en værktøjsbog. Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag. S. 186-187. 91 • Radauskoski, Pirkko ( 2010): Observationsmetoder (herunder videoobservation). I Brinkmann, Svend og Tanggard, Lene: Kvalitative metoder - en grundbog. København: Hans Reitzels Forlag. S. 82 Artikler • Knudsen, M. (2009): En guide til litteratur om metode, analysestrategi og videnskabsteori. Frederiksberg: Nr. 01 • Krogh Pedersen, M. og Munk, A. K. (2013): I vælten: Kulturanalysens nye hverdag. I Kulturstudier, 4. årgang, nr. 1. • Scheuer, J.D. (2006): Om oversættelse af oversættelsesbegrebet - en analyse af de skandinaviske ny-institutionalisters oversættelse af oversættelsesbegrebet. I Nordiske Organisationsstudier, 8. årgang, nr. 4. Link • Regeringen (2012). Danmark. Løsningernes land, Innovationsstrategien - Styrket samarbejde og bedre rammer for innovation i virksomhederne. Rosendahl Schultz Grafisk A/S http://ufm.dk/aktuelt/temaer/innovationsstrategi 92 Bilag 1 - rådata Forkortelser/symboler i etnografien: Facilitatorer: (P), (L), (C) Observanter: (LE), (ML), (PD) Manglende ord: (...) Istedet for navn: [navn] Intro: Flere af deltagerne står samlet henne ved døren og snakker med hinanden, mens det hovedsageligt er observanter og facilitatorer, som hænger papirer op på væggene, rykker rundt på møblerne og gør klar til morgenmad. Det meste af dette foregår i modsatte side af lokalet (ved vinduerne) end der hvor de fleste af deltagerne opholder sig. Deltagerne står med fronten mod os og smiler, mens de drikker kaffe. En af facilitatorerne spørger en af deltagerne om han ikke vil hjælpe med at hænge vægpapiret op, hvilket han gør. (P) tager fat i en stol, kigger på deltagerne ved døren og spørger ”vil I ikke lige hjælpe med stolene?”. (PD) Siger til deltagerne ved døren og til dem der står på gangen ved kaffeautomaten ”Værs’go så er der rundstykker”. Bordet med morgenmad er placeret i modsatte hjørne, end der hvor deltagerne ved døren står. Kun enkelte deltager er gået i gang med at smøre rundstykker. Lidt efter siger (PD) igen til deltagerne ved døren, at der er rundstykker og at de er velkomne til at gå igang. Flere af deltagerne står med et papbæger med kaffe i hånden. Kaffen kommer fra automaten på gangen. Deltagerne snakker indbyrdes og griner. (PD) går selv hen til morgenmadsbordet og smører et rundstykke. (P) spørger (PD) om deltagerne ved at der er morgenmad. (P) tager også et rundstykke. Lidt efter kommer flere af deltagerne og begynder at smøre et rundstykke. Bagefter går alle deltagerne tilbage til døren, i den modsatte ende af lokalet. Forberedelsesfasen eller situationer lige inden kritikfasen: (P) opfordrer deltagerne til at præsentere sig. Deltagerne sidder på stole i en halvkreds foran et langt whiteboard på den ene væg. En deltager begynder ”Jeg hedder [ navn].. .og jeg er murer… og jeg kan godt lide pasta”. Deltagerne griner. En anden deltager præsenterer sig også og afslutter med ”Og mit telefonnummer er”. Facilitatorerne præsenterer observanterne og sig selv. En af facilitatorerne siger” Vi har glemt navneskilte.” Både deltagere og facilitatorer griner. En deltager siger ud i lokalet ” hvem er I og hvad vil I gerne bruge det her til?”. (P) forklarer at vi er interesserede i at forstå processen i fremtidsværkstedet og at vi skal bruge det i et projekt. Den 93 samme deltager spørger igen ” Men hvad skal I bruge det til?”. En anden deltager siger ”Hvad har vi lært når dagen er gået?”. En tredje deltager siger ”Men hvad er det at vi skal blive gode til?”. (L) siger ”Det kan jeg ikke fortælle noget om, for nu vil jeg fortælle om fremtidsværkstedet”. (L) begynder at forklarer. (L) siger ” Vi ved ikke noget om håndværkerfaget. Det er jer, der ved det” (L) fortsætter og nævner faserne. ”De to første faser er nok dem I har sværest ved. For det I er gode til er det hernede” og peger på handlingsfasen, som er skrevet på whiteboardet. En deltagers telefon bipper. (L) ” Vil I høre om faserne eller skal vi bare kaste os ud i det?” En af deltagerne siger et eller andet til sine to sidemakkere. Der bliver grinet. ”Det var den her handlingsfase, vi kom fra” siger en af deltagerne. (L) ”den kommer vi til, for I glemmer det alligevel” Deltagerne griner. (L) forklare hvornår der er pauser. Størstedelen af deltagerne sidder med arme og ben over kors. (C) spørger ind til deltagernes forventninger til dagen. (C) spørger ”har I brug for et par minutter?” En deltager svarer ”Nej bare fyr løs” (C) ”Ok”. Nogle af deltagerne udtrykker deres forventninger på skift. Deltagerne udtrykker forventninger som: ” Seriøst arbejde, Jeg har revet en dag ud af kalenderen, så jeg forventer at jeg får noget med herfra.” “Jeg forventer når dagen er omme at jeg har fået noget jeg kan bruge til min eksamen.” ”Jeg forventer at få noget konkret jeg kan skrive i min opgave.” En deltager rejser sig og skærer et stykke brød mens hans siger ”Jeg forventer øget indblik og overblik” (C) siger at de første faser nok bliver lidt langhåret og fortsætter, “men vi skal nok hjælpe jer igennem, så godt vi kan.” Kritikfasen (L) fortæller om kritikfasen. (C) spørger ” Vil I have lov at tænke over det kritikpunkterne” Deltageren svarer ”nej, vi er ikke vant til at tænke så meget. “Flere deltagere griner. (L) siger at der er tvungen rækkefølge, i forhold hvor de sidder og hvem de sidder ved siden af. Den første deltager kommer med sit kritikpunkt. En anden Deltager begynder at formulere et kritikpunkt. (C) siger ”Hov det er ikke din tur. Vi går lige videre til den næste.” (L) siger ”I er gode til stikord. Det var vi ikke så gode til” En af deltagerne nævner ordet ’Arbejdskraft’ (P) spørger ”Altså mere arbejdskraft, bedre arbejdskraft? “Deltageren siger ”Nu begynder det at blive meget detaljeret” (L) siger ”Det må det også gerne være”. Deltagerne diskuterer højlydt noget i relation til et af kritikpunkterne om østarbejdere. (L) afbryder, ” Vi skal ikke diskutere endnu først senere.” (P) siger ”Måske du lige vil gentage” hun svinger armen og peger i retning af personen, som var ved at sige et kritikpunkt, da diskussionen gik i gang. (P) fortsætter ”så kan vi lige skrive ned, hvad du sagde.” Nogle af deltagerne (de samme 3-4 personer) kommenterer flere gange på hvad andre deltagere siger. Nogle deltagere snakker sammen indbyrdes, mens en deltager siger sit kritikpunkt. Han taler ikke så højt 94 som deltagerne som snakker sammen. Flere deltagere griner. En af deltagerne som afbrød diskussionen tidligere, rejser sig op og smører et rundstykke. Deltagerne følger ikke længere rækkefølgen, en af dem siger ”vi tager den bare fra hoften.” De fleste deltagere sidder med strakte ben og armene ned langs siden. Mange af de andre deltagere sidder med overkroppen lænet frem mod tavlen. Facilitatorerne står alle tre foran deltagerne og diskuterer indbyrdes, om deltagerne må uddybe stikordene. De kigger på hinanden og kigger også ud på deltagerne, mens de snakker sammen. (P) forklarer at det også kan være godt for deltagerne at vide, hvis de selv engang skal bruge metoden. (L) spørger ind til ordet ”Ansvar” og vil gerne have det uddybet. (P) siger ”I må gerne sætte tillægsord på stikordet … om det er godt eller dårligt” Nogle af deltagerne begynder igen at diskutere et kritikudkast. En ny deltager kommer ind i lokalet. (L) siger ”Hej…” Deltageren kigger rundt i lokalet og kigger på hver observant og facilitator og siger ”Der er da ikke kun to. Det har jeg fået at vide at der ville være…” (L) spørger om han vil briefes kort. ”Nej det er okay” siger han. (L) siger ”Så får du lige et par minutter. Vi er i gang med at kritisere håndværkerfaget helt vildt.” Deltageren sætter sig, efter opfordring fra andre deltagere, på forreste række og kigger på tavlen. En af deltagere nævner ”respekt fra andre håndværkere” som punkt i kritikfasen, en af de andre deltagere siger ”det er da godt at vi ikke må kommentere på det.” Flere griner. (P) siger ”I skal sige hvad der er dårligt og ikke gå over i de andre faser.” Facilitatorerne spørger ud i lokalet om de har mere at sige til kritikpunkterne. En deltager siger ”Det var det, det var også meget, synes i ikke at det er nok?” (L) siger til deltagerne ”jeg synes I er gode.” Intro til fantasifasen : Den gode virksomhed’ En af deltagerne siger ”Det er bedre hvis I deler os op i grupper.” Deltagerne sætter sig ud til de tre opstillede borde. (P) siger ” Det er vigtigt at I taler en ad gangen, altså 4 min og så den næste.” En deltager siger, ”så er det ikke brainstorm, så er det kommunikation.” (P) svarer, ”Tak for tippet.” (LE) sætter sig med en computer ved et bord. De ser ikke på (LE) som sidder ved bordet. (LE) spørger en af deltagerne om det er svært at tænke i de baner, deltageren svarer at han er vant til at tænke mere konkret. Deltagerne snakker sammen og flere sidder med en kuglepen i hånden. En deltager kommer med ideer til den gode virksomhed: at alle føler sig lige vigtige og byder ind på lige vilkår, firmaet skal have en stresspolitik, tid til familien: skole/hjem-samtaler, tid til f.eks. tandlæge med børnene. En anden deltager fortsætter: ”God økonomi, kun indtægter, god bundlinje, 95 mere tid til familien, balance mellem arbejde og familie.” Facilitatorerne står samlet i den ene side af lokalet, snakker sammen og kigger rundt på grupperne. (P) går hen til en af bordene, hvor deltagerne griner ”Hvordan går det?” spørger hun. En af deltagerne ved det bord (P) tidligere henvendte sig til siger, ”Jeg synes hele tiden du kommer ud med sådan nogle bløde værdier.” (L) kommer hen til samme bord. En af deltagerne spørger hende, ”Skal det være useriøst?” (L) svarer ”Nej, ikke useriøst, men det må gerne være urealistisk” deltageren svarer (L) ”Jamen, det er det hele jo.” (L) siger at det ikke er nuværende fase at de skal arbejde videre med, men at det bare er en lille smagsprøve. En ny deltager kommer ind i lokalet og sætter sig ved et bord. (LE) går hen til bordet med den nye deltager, (LE) spørger i plenum til de fire deltagere om det er svært at tænke i den gode virksomhed. De bliver enige om det er svært, fordi det ikke er noget de tænker over i hverdagen. (L) siger ud i lokalet, ”I har fem minutter til at gøre det færdigt og så tager vi en lille pause.” En deltager kommer ind i lokalet. Facilitatorerne og to observanter stiller sig samlet i en gruppe lidt væk fra bordene og snakker med kortvarig øjenkontakt, mens de peger ud i lokalet, på de forskellige grupper og op på whiteboardet. Ved et af bordene er der en deltager der snakker, mens de andre deltagere kigger på ham. Ved et andet bord griner deltagerne. Deltagerne klikker med deres kuglepenne flere steder i lokalet, der bliver skrevet i blokkene. En gruppe på tre personer rejser sig og går ud af lokalet. (L) Meddeler at der er 15 minutters pause. En deltager spørger “Er der ikke pause allerede? – Vi holder pause”. (L) siger ”Hvad! Jeg troede I lavede noget!” Hun griner. (LE) tager sin computer med sig og går ud på gangen til kaffemaskinen. En af deltagerne siger: ”Åh nej, kommer hun nu også her og observerer, så kan vi jo heller ikke være her.” Han går væk mens han griner. Utopifasen Der er et af gruppebordene der har fortsat diskussionen om den gode virksomhed under de 15 minutters pause. (L) siger ”vi går videre.” Deltagerne fra det bord der fortsat diskuterer siger: ” Det er fint, bare I ikke forstyrrer os.” De griner. Alle flytter sig fysisk i rummet hen foran utopifase-vægpapiret, som er i den anden ende af lokalet. Flere af deltagerne tager selv deres stole og rykker op foran vægpapiret på den ene væg. En deltager tager papir og kuglepenne. Deltagerne sidder på rækker ved siden af hinanden, tilbagelænet med arme og ben over kors. Der sidder ingen på forreste række. (L) Fortæller at deres underviser har fortalt, at de på holdet arbejder med visioner og drømme og det er det vi skal nu. (L) Fortsætter med at understrege at det er vigtigt at alle er i lokalet under faserne. Deltagerne griner. En deltager siger 96 ”det kan ikke lade sig gøre. Vi er jo selvstændige folk.” En telefon ringer og en deltager går ud. (P) står på et bord for at kunne skrive på toppen af vægpapiret. En deltager siger henvendt til hende ”Pas nu på.” En deltager siger, ”Vi har lige været på sikkerhedskursus.” Deltagerne siger på skift deres utopi. En af deltagerne kommer med en utopi ”Jeg vil køre i Mercedes.” (L) siger ”Det er stadig i forhold til håndværkerfaget, men det kan selvfølgeligt også have noget med håndværkerfaget at gøre.” En anden deltager formulere sit utopiske udkast: ”Alt arbejde udføres i regning” Facilitatorerne udtrykker at de ikke helt forstår hvad det betyder. Flere af deltagerne uddyber. (P) som skriver på vægpapiret siger ”pointen er at der ikke må stå ingen.” Udkastet ”ingen kedelige dage”, bliver herefter vendt om til ”kun sjove dage.” (P) siger ”Det er meget vigtigt at alle siger noget … meget vigtigt.” En af deltagerne siger ”Ingen skat.” (L) siger ”Ingen… man må ikke sige ingen” Deltageren prøver igen ”Afskaffelse af skat… øh… må man godt sige det?.” (L) siger henvendt til en deltager som har fremlagt et utopisk punkt, ” Hvad er det modsatte af bureaukrati?” Deltageren svarer ”Total enighed”. En anden deltager siger ” Total happines.” Også punktet, ”kun sjove opgaver” bliver nævnt. En deltager kaster hænderne i vejret og siger, ”skal vi så også alle sammen have blomsterkranse på?” Flere deltagere griner. En telefon ringer. En deltager rejser sig op og går ud af lokalet. En deltager skriver på sin mobiltelefon. Flere af deltagernes mobiltelefoner bipper. Facilitatorerne snakker sammen om hvordan de kan skrive de utopiske udkast op på vægpapiret. En ny deltager kommer ind i lokalet. En anden deltager forlader rummet med sin mobiltelefon i hånden. (P) siger ”Jeg synes I er vildt gode.” (C) siger, mens hun peger på whiteboardet, at deltagerne også kan vende sig om få inspiration fra punkterne i kritikfasen og nævner for eksempel ”bedre uddannelse. ” Flere deltagere vender hovederne og kigger på whiteboardet med kritikpunkterne. En deltager siger mens han kigger ned på sin mobiltelefon, ”Vi kan jo også bare gøre ligesom akademikerne og kalde uddannelse for livslang læring.” En anden deltager siger ” Nu ikke så negativ” Flere deltagere snakker sammen og griner. (L) siger ”Lad os nu lige holde formen.” (P) siger i at deltagerne skal tænke ud af boksen og kommer med eget eksempel på hvordan dette kan gøres. Flere deltagere griner. En deltager siger ”Vi skal arbejde uden arbejdstøj.” Deltagerne griner. (L) tager tuschen og begynder at skrive på vægpapiret. En deltager siger ”Ja så kom [navn]” (her henvises til holdets undervisers måde at skrive på tavlen på) (L siger ”Ja jeg skriver ikke så pænt.”Flere griner. (L) kigger ud i lokalet og siger ”Der er kommet en ny herre.” Den nye deltager svarer ”Ja” og smiler. (L) smiler også og siger ”Velkommen til. Har du noget at tilføje?” En anden deltager siger ” fyraftensstrip hver fredag.” (P) siger til (L) ”skriv det”. Deltagerne griner og der bliver snakket videre om fyraftensstrip. (P) siger højt ”fokus.” En deltager 97 siger som utopisk punkt ”(…) at kalenderpigerne bliver levende.” (L) skriver det ikke op og siger ” det står implicit i fyraftensstrip, gør det ik?” Deltageren svarer ”jooo.” En anden deltager fortsætter med sit utopiske udkast ”Sund mad og motion i arbejdstiden”. (L) siger ”Ja, vi er ved at være færdige, tror jeg, der er 42 punkter, I har været virkelig gode.” (L) siger ”I får hver tre stemmesedler” (L) ”I skal tage de punkter, som I helst vil arbejde videre med og ikke hvad sidemanden skriver” En telefon ringer og en deltager forlader lokalet. En deltager siger til en anden deltager ”Hvad vil du helst arbejde med [navn]?” (D) svarer ”Det er noget jeg selv vurderer, er det ik?” Han kigger op på (L) ”Jo, det skal du selv vurderer” siger hun. Der er pause. Flere deltagere griner højlydt. (P) siger ”ud og stræk benene.” En af deltagerne som tidligere forlod lokalet med sin mobiltelefon i hånden, kommer ind i lokalet og snakker til andre deltagere. En anden går ud af døren snakkende i sin mobiltelefon. Pause: Under pausen spørger (LE) ind til en gruppe af deltagere for at høre hvad de har fået ud af dagen til nu. Deltagerne fortæller at de har haft en lidt anden opfattelse hvad der skulle ske. Flere af dem havde regnet med at de skulle sidde og arbejde på deres opgaver og få hjælp fra os. (LE) brugte lidt tid på at forklare at vi ikke kom til at hjælpe hver enkelt med deres opgaver. Men at de forhåbentlig kunne få nogle værktøjer som de kunne vende til konkrete elementer det kunne hjælpe dem til at blive fremadsynede i deres opgaver. En af deltagerne siger: “Jamen, lad os se hvad der sker.” Vi skal til at gå i gang med næste fase. (LE) snakker med en deltager som siger “Vi arbejder ved siden af og det gør at det er svært ved at være helt tilstede i undervisningen. Vi skal jo være ved vores telefoner som du nok kan se.” Deltageren smiler. (LE) ”Ja det kan man jo tydeligt se når telefonerne ringer hele tiden i jeres lommer.” Hun smiler. Deltageren siger til hende ”Ja og når computeren er tændt er vores mail altid kørende ved siden af”. Handlingsfasen: Efter pausen introducerer facilitatorerne handlingsfasen. (L) taler om at de er blevet briefet lidt forkert i forhold til , hvad det er vi kan hjælpe dem med. Flere af deltagerne sidder og snakker, med krydsede arme og mange har ryggen til (C) og (L). Flere deltagere er begyndt at afbryde og spørge om de må gå i gang. En deltager sidder og skriver på sin computer. Hans telefon ringer og han går ud af lokalet. Flere deltagere, som ikke er vendt tilbage fra pause, kommer ind i lokalet lidt efter 98 lidt. En af deltagerne, som lige er kommet ind, går ud igen med mobilen i hånden. Facilitatorerne siger ud i lokalet at deltagerne skal stemme på de grønne sedler. Flere deltagere snakker sammen og griner. (L) siger “Shit, hvor er I uenige mand”. (L) fortsætter “Hvem stemmer på 8 og hvem stemmer på 27”. “Nu skal i stemme på 5 bogstaver” siger (L) og tæller på fingrene. “Jo det er 5” siger hun. Alle griner. (L) siger ”Nu er det vigtigt at I stemmer seriøst”. En deltager siger ”Så nu skal vi stemme seriøst om det useriøse.” Han nikker, tager sig til hagen og griner lidt. En deltager giver udtryk for at han er i tvivl om han har stemt. (L) finder ud hvilken en han har stemt på. De griner begge to.(L) siger ”Så må I gerne rykke ud til gruppebordene”. Deltagerne tager den stol de sidder på og kigger rundt på de forskellige borde. Nogle deltagere går rundt i lokalet med deres stole. Enkelte deltagere siger at de ikke ved hvor de skal sidde. (L) snakker med dem, peger på bordene og siger hvor de skal sidde. Deltagerne sidder i fire grupper. (L) begynder at snakke. Deltagerne kigger op imod hende. (L) fortæller at vi ikke kender noget til marketing og strategi, men at vi er ved at lære dem en metode. (L) fortæller hvordan de kan bruge deres viden fra marketing og strategifaget og derigennem gøre utopierne realistiske. Hun fortæller at de skal lave et oplæg som skal fremlægges til sidst. Der er ikke andre der snakker i lokalet. En deltager begynder at snakke og rulle med øjnene. I understående observationer har (PD) givet gruppebordene numre bord A (3 pers), bord B & C (2 pers), bord D (5 pers). Bord D går i gang med at diskutere. Deltagerne snakker om det utopiudkast de sidder med. Tre af deltagerne kigger på de to andre deltagere ved bordet. De to deltagere, der bliver kigget på snakker på skift. De andre deltagere ved bordet snakker ikke så ofte. Facilitatorerne står ved whiteboardet og ændrer i tidsplanen. Der indlægges en ekstra handlingsfase før frokost. (L) og (C) hænger papir op på væggen oven på whiteboardet. Ved bord C kigger deltagerne på hinanden, mens den ene skriver noget på et stykke papir. De snakker ikke. Ved to af bordene kigger deltagerne i deres lærebog fra strategifaget. Alle fire borde kigger på SWOT- modellen. (L) sætter sig ved bord D. (L) griner og det gør deltagerne ved bordet også. En deltager fra bordet, som tidligere er gået ud kommer ind i lokalet igen. (L) sidder på den stol, som han sad på. Deltageren tager en ny stol og sætter sig ved bordet. (LE) sidder ved bord A. Deltagerne spørger hende om hun kan hjælpe eller om hun bare observerer. Denne gruppe har utopien ”Kun sjove opgaver”. (LE) forklarer dem at de skal vurdere muligheder og forhindringer, for at de kan få følelsen af, at de kun 99 har sjove opgaver. Hun forklarer videre at det ikke nødvendigvis behøver at betyde at opgaverne er mega sjove, men at betingelserne er til stede for, at man kan sidde tilbage med en god fornemmelse, når man har været på arbejde. (LE) siger, at de ikke skal afskrive nogle af de andre punkter, hvis det kan være med til at gøre det nemmere, at konkretisere ‘kun sjove opgaver’, hvis det kan gøre det sjovt, at man har gode mennesker omkring sig eller bæredygtige materiale, må man godt inddrage det. En deltager, som sidder med sin telefon i hånden siger. ”Det er benhårdt arbejde, hvis man kun vil have sjove opgaver, det handler om livssyn”. Han fortæller en historie om to murere, der står og arbejder ”man spørger den ene ‘hvad laver du?’ han svarer ‘ stabler mursten’. Den anden bliver spurgt og siger ‘jeg bygger et hus’ hvem er mest stolt? Hvem er mest glad? hvem har det sjovest med opgaven?” Deltageren som fortalte læner sig tilbage og kigger på sin telefon igen. (P) går hen til bord C og spørger deltagerne ved bordet ”må jeg sætte mig her?”. En deltager fra bord C rejser sig og går hen til det bord (PD) står ved, for at tage en marketing og strategibog. (L) går over til (PD). (L) og (PD) snakker i et par minutter om fremtidsværkstedets forløb efter den sidste pause. (L) går videre til bord A hvor (LE) sidder med sin computer og snakker til hende. (P) rejser sig, går videre til bord D og sætter sig ned. (C) skriver på vægpapiret med overskriften handlingsfasen. (L) og (LE) snakker sammen. (ML) tager billeder med sin iphone. (L) tager også billeder. (LE) snakker med (ML). (C), (P) og (L) samler sig i et hjørne af lokalet, snakker sammen, peger rundt i lokalet. (ML) går lidt rundt. (L) begynder at skrive på vægpapiret, hvor handlingsfasen er overskriften. (C) går rundt. (ML) går rundt. Deltagere ved to af bordene kigger i strategibøger. (P) hjælper (L) oppe ved handlingsfase vægpapiret. (ML) kommer over til (PD). Hun fortæller hvad hun har observeret og går igen. (C) kommer over til (PD). (C)siger at det ville være godt at have mere insigter- viden om håndværkerfaget og at vi ikke har det, kan ses som en mangel.(P) sætter sig ved bord B. (C)sætter sig ved bord A. Hun snakker, imens deltagerne kigger på hende. (C)og deltagerne snakker sammen. Deltagerne ved bordet kigger på (C) og nikker. (L) sidder ved bord D. (LE) går over til bord C og sætter sig ned. Gruppen ved bordet har utopiudkastet ”lukkede grænser”. De flytter deres ting på bordet, og (LE) stiller sin computer på den tomme plads. Deltagerne kigger ned i deres bøger igen. Deltagerne ved bordet spørger (LE) om hvordan man kan definere den lukkede grænse. De spørger om det skal være rent fysisk lukkede grænser eller om de skal være lukkede i den forstand, at man skal være godkendt statsborger for at arbejde i Danmark. (LE) siger at hun desværre ikke ved så meget, om det de taler om. (P) går over til (ML). (P) spiser et rundstykke imens hun sætter sig ved bord D og siger ”Har I fundet ud af hvem, der skal sige hvad?”(P) snakker med nogle af deltagerne ved bordet, mens andre af deltagerne snakker sammen. (P) stiller nogle 100 spørgsmål (L) siger ud i lokalet ”Der er 15 minutter tilbage. Det er super fedt at i bruger SWOT mm. husk at få ordet handling med” (L) går ud i det hjørne af lokalet, længst væk fra gruppebordene. Hun kigger på sin mobil, som hun har i hånden. Deltagerne ved bord C siger til (LE) at de er blevet lidt låst fast ift. at de lukkede grænser skal være fysisk lukkede grænser.(LE) siger at der også kan være strukturelle vilkår, der gør at grænserne bliver lukket ‘metaforisk’. Deltagerne ved bordet taler videre om det og kommer frem til en model hvor man skal have certificeringer i forhold til den uddannelse man har og at det skal være ulovligt at bruge håndværkere, der ikke er certificeret. Deltagerne fortsætter og forklarer at ikke danskere også kan blive certificeret, men at det skal betyde, at de skal have samme løn og ikke er en trussel længere. Facilitatorer og observanter stiller sig i hjørnet, hvor (L) står. De snakker forløbet indtil nu igennem og planen for resten af dagen bliver kort gennemgået. (P) råber ud i lokalet “Fem minutter”, hvorefter hun sætter sig ved bord B. Gruppe D vil gerne starte og fremlægger deres handlingsforslag på det utopiske udkast maks arbejdsuge på 40 timer. En deltager i en gul polo rejser sig op imens han siger ”skal jeg ikke lige komme til tavlen?”. Andre deltager klapper og udbryder ”jaaaa”. Han går med hurtige skridt op til tavlen, fægter med armene og snakker højt. De andre deltagere siger ”der har vi ham igen”. Han fortæller med høj stemme, mens han laver fagter, om gruppens handlingsforslag, mens han tegner en stakeholder-model med en intern og ekstern del op på tavlen med flipover-papir. (L) spørger ind til noget ved modellen vedr. intern og ekstern. (L) spørger om det skrevne i modellen ikke kan se anderledes ud. En deltager siger til (L) ”Ja det kan jeg godt give dig lidt ret i”. Flere deltagere nikker, mens en siger ”Ja, det har vi også undret os lidt over”. En deltager går ud af døren, da hans telefon ringer. Da han kommer tilbage spørger (LE) ham, om det er fordi værkstedet ikke er spændende eller om det er fordi han måtte arbejde på telefonen. Deltageren svarer at man er nødt til at være tilgængelig konstant når man er selvstændig. Alle deltagere sidder lænet foroverbøjet med blikket mod flipover-tavlen. Deltageren som fremlægger, tegner swot-analysen og gennemgår den i relation til den utopi, som gruppen har arbejdet med. Deltageren som fremlægger siger til deltagerne ved bordet hvor (P) sidder ”Hvis I (…) er det okay, men ellers følg lige med i guldkornene heroppe.” Flere deltagere griner. (P) nyser. En deltager siger prosit. Deltageren som fremlægger gennemgår stadig swotanalysen. (L) spørger ind til noget i SWOT- analysen. En deltager fra fremlæggergruppen, svarer på (L)’s spørgsmål. (L), deltageren som fremlægger og en deltager fra samme gruppe samtaler omkring det, som er blevet fremlagt. (L) spørger ind og de to deltagere 101 svarer. (L) gentager det, de to deltager siger. En deltager fra en anden gruppe spørger deltageren, som fremlægger om noget i relation til Swot-analysen. En deltager fra en anden gruppe siger ”Hvad med lønnen?”. Noget med lønnen bliver diskuteret mellem nogle af deltagerne. En deltager siger ”den sidste, der betaler er altid kunden”. En deltager fra bord C siger ”Nej det er jeg ikke enig i” Flere deltagere udtrykker deres mening om emnet. Dette fortsætter et par minutter, hvorefter (P) siger i plenum, at vi er nød til at stoppe diskussionen, da vi snart skal videre til næste gruppe. (L) siger ”kan denne metode synliggøre en synlighed” En af deltagerne siger ”Ssssschy” til en af de andre deltager som snakker.(L) spørger deltageren som fremlægger om, hvad man gør ved de resterende 10 timer og arbejdsopgaverne der. Nogle af deltagerne svarer. (L) spørger om noget, imens hun peger på SWOT-analysen. (L) spørger ind, deltageren som fremlægger svarer og andre deltagere byder ind med en mening eller et synspunkt. (L) stiller et spørgsmål ” Skal alle pengene komme fra virksomhedens fire vægge? ”En deltager fra en anden gruppe, rejser sig og går hen og åbner for persiennerne .Deltageren som fremlægger er færdig med sit oplæg og kaster de papirer han står med i hånden op i luften. Alle klapper. (L) siger ud i lokalet. ”Hvad siger I til at tage en gruppe mere og så er der frokost?” Flere deltagere svarer ”ja” (L) siger ” I behøver ikke at komme herop, men hvis I har lyst, så bare fyr den af” Næste gruppe på to personer rejser sig og går op til flipover-tavlen. Deres utopiske udkast er kun sjove opgaver. Gruppen taler lidt sammen indbyrdes, inden de går i gang med at fremlægge. (L) siger ”I kan også bare sige hvad I har snakket om”. Gruppen bliver siddende ved bordet. Deltagerne i gruppen som fremlagde tidligere, snakker indbyrdes og til gruppen som er gang med at fremlægge. (P) siger, mens hun kigger på gruppen, der snakker, at vi alle også skal give plads til den her gruppe som fremlægger, nu hvor vi også har været på hos deres gruppe. Deltageren som fremlægger siger at han ikke kan læse hvad den anden deltager har skrevet på papiret. Deltageren , som har skrevet på papiret siger ”Tak for det [navn]”. (P) spørger ind til noget om medejerskab, som gruppen fremlægger. Fremlæggergruppen svarer. (C)spørger også ind til noget. (P) spørger ind igen for at få uddybet et spørgsmål, som hun har. (P) spørger ”Er her tale om promovering af faglighed?” En deltager nikker en anden deltager udtrykker en anden holdning. (L) siger ” Så større faglighed ex den her uddannelse og det her eksamensbevis og i det hele taget livslang læring fører til sjove arbejdsopgaver?” En af deltageren fra fremlæggergruppen siger at den gode opgave handler ikke kun om at have det sjovt. Men at det også er når svære opgaver lykkes, når alle er inddraget, når lederen har tillid, når man har overblik og det hele lykkedes. Han fortsætter og siger at det ikke er altid, at man får de spændende opgaver serveret, men at man må ændre sin mentalitet og gøre grundarbejdet for at opgaven skal blive 102 spændende og sjov. Han siger også at man kan gøre sig lækker for de sjove opgaver for at få dem at man må promovere sig på sin faglighed og at man skal være dygtig, samt udbyde sig for at få de gode opgaver. Han siger afslutningsvis at en kedelig opgave kan blive sjov, hvis man har en sund virksomhed, glade medarbejdere og gode forhold. Samme deltager siger også at man skal fylde på sine medarbejdere, med uddannelse, sjove opgaver og gode relationer. En anden deltager fra gruppen læser nogle punkter op fra et papir han sidder med. Han siger at man kan forsøge at have medarbejdere, der synes forskellige ting er sjove, så de kan få de forskellige opgaver. Det handler om at kende sine medarbejdere godt, relationer og indre landkort. Næste gruppes emne er lukkede grænser. Deltageren har en rød polo på og fremlægger forslaget med modellen stakeholder-analyse. (L) beder ham om selv at tegne den på flipover-tavlen. Kun deltageren, som fremlægger snakker og tegner modellen. Han taler en del lavere en fremlæggeren fra første grupper. Ingen andre i lokalet siger noget. (P) spørger ind til modellen. (L) spørger deltageren, som fremlægger ”er befolkningen ikke en del af den enkelte dansker?” (L) spørger ”I har identificeret, hvem der skal påvirkes ift. lukkede grænser?”(P) spørger ”har I snakket om hvordan man kan handle?” Deltageren der fremlægger siger ” det kommer senere i et andet spørgsmål, hvis det er ok?”(L) spørger ind til utopien. Deltageren som fremlægger siger mens han peger på modellen ”man kan påvirke befolkningen ikke er passive mere og flytte dem herop”(L) spørger deltageren som fremlægger ”har I så tænkt i hvordan man kan handle?” Han svarer ”Jamen det har vi jo svaret på i SWOT- analysen.” Louise siger ”har i også lavet en SWOT-analyse’. Alle griner. Deltageren som fremlægger svarer ”’hvorfor virker I så overraskede over at vi er produktive”. Han griner. Alle griner. Deltageren som fremlægger tegner swotanalysen, for at illustrere de handlingsforeslag, som de har diskuteret. (L) fortæller at man før en konkret handling selvfølgelig vil vurdere handlingen udfra statistikker mm. (L) spørger ind til noget i gruppens analyse. En deltager fra en anden gruppe udtaler en anden holdning til om der skal være polakker i Danmark eller ej. Han udtaler sig om arbejdsmarkedets muligheder og svagheder. (P) spørger ind til om deltagerne i gruppen har fået nogle erkendelser. En deltager fra en anden gruppe er ikke enig med gruppen, som fremlægger i, at udelukke polakker fra Danmark. Flere deltagere udtaler sig også om emnet. . Flere deltagere begynder at en diskutere rigtigheden af nogle af punkterne. Deltagerne bliver enige om at det er noget man kunne undersøge yderligere, hvis man var interesseret. (L) rækker hånden op. Deltagerne som fremlægger fortæller et handlingsforslag til utopien. Han siger “regeringen og EU bliver oplyst om problemet”. (P) siger ”har I tænkt over noget i konkret kan gøre”. Deltageren som fremlægger siger ”vi kan tage det op i medierne”. En deltager fra en af de 103 andre gruppe griner og hvisker til sin gruppe ”de er gammeldags”. En anden deltager spørger om gruppen som fremlægger har tænkt på lønniveau. Deltageren som fremlægger siger noget med åbne grænser. (L) spøger ind til noget deltageren som fremlægger siger, hvorefter han fortsætter ”Vi laver en forandring. Vi laver en skandinavisk union”(L) siger ”Det er nok den sværeste opgave I har fået. I er i gang med en utopi, som handler om en stor fremtidsændring. En opblødning af utopien kunne være flere danskere i arbejde” (L) fortsætter ”der er flere forskellige holdninger, hvilket man også kan mærke herinde” Flere deltagere og griner. En deltager siger til deltagerne som fremlægger ”I stemmer vidst Dansk Folkeparti”. 2. del af handlingsfasen: Anden del af handlingsfasen begynder. Deltagerne er delt op i fire nye grupper med 3 personer i hver. Deltagerne får at vide, at de ikke får lige så lang tid, som sidst til at arbejde med utopierne. (L) siger ud i lokalet ” Vi har allerede lagt navne på bordene, så tjek lige hvor I skal sidde” (C)siger til deltagerne ” I bruger værktøjer sindssygt godt, men nu vil vi gerne, at I tænker lidt mere i hvordan I kan handle” (C)giver nogle eksempler på hvordan et handlingsforslag kunne se ud. (L) fortæller om resten af dagens forløb. Facilitatorerne og observanterne samler sig i det ene hjørne. Deltagerne griner ved et bord. De to deltagere der snakkede mest ved det tidligere bord D sidder stadig ved samme bord. Flere steder bliver der snakket om de utopiske udkast og handlingsforslag til disse. (PD) tager billeder af vægpapirerne med handlingsfasen. En af deltagerne siger ”skal jeg komme op så du kan tage billeder af mig også [navn]?” (PD) Ja det gør du bare, men jeg tror ikke at du kan være her”. Deltageren siger ”på grund af mine brede skuldre?’. Alle ved hans gruppebord griner. (LE) sidder på et bord med utopien: ‘total enighed og harmoni’. En deltager spørger (LE) hvordan man staver til coach. Deltagerne ved bordet foreslår at man kan bruge coach og teambuilding. Det handler om at lytte til og inddrage alle medarbejdere siger de. (LE) siger til deltagerne, at man også kan lave en nedskalering af fremtidsværkstedet. En deltager ved bordet diskuterer højt hvordan man kan få folk til at arbejde over. En anden på bordet spørger (LE) ”hvad tror du han er, leder eller medarbejder?” To grupper har emnet kunder betaler til tiden. (P) skriver på vægpapiret under handlingsfasen. En deltager fra første gruppe, som skal fremlægge tager selv initiativ til at komme op til flipover- tavlen. Deltageren som fremlægger siger ”vi har lavet PEST. Kender I PEST analysen tøser?” Deltageren fortæller videre at modellen læner sig op ad den svenske model. (L) spørger deltageren som fremlægger, om et punkt i modellen ”er det et IT system?” Deltageren som fremlægger svarer ”Stalk kan skrive kunder op i kartoteket, som dårlige betalere” (L) spørger mere 104 ind til stalk. Flere deltagere spørger også ind til Stalk. En af deltager fra fremlæggergruppen går ud af lokalet, da hans telefon ringer. Deltageren som fremlægger spørger de andre deltagere ”Kender I Bambus-systemet?” Deltageren som fremlægger kommer med eksempler fra virkeligheden. En anden deltagers telefon ringer og han går ud af lokalet. Nummer to gruppe som har samme emne bliver siddende ved bordet. En deltager ved bordet fremlægger” vi har snakket forskellige muligheder i forhold til hvordan vi skal handle ”Deltageren fortæller om et handlingsforslag, hvor kunden skal betale. En anden deltager spørger ”Hvad med referencen? Hvordan kan du få den?” Deltageren som fremlægger svarer ”dette her er bare et udkast.” Deltageren fortæller om et andet handlingsforslag om forventningsafstemning. (L) skriver på vægpapiret. (L) siger ”så I har egentligt snakket om en proces og handling, mens den anden gruppe talte om konsekvenser”. Deltageren fremlægger endnu et handlingsforslag vedr. noget med en garanti skal gå begge veje. Han fortæller en model, som hedder Kanos-model og siger ”Vi har prøvet at sidde og lege med modellerne, men vi nåede ikke så langt” (P) siger ”det var heller ikke et krav at inddrage modellerne, så det er helt fint”. Gruppen med emnet Loyalitet skal fremlægge deres handlingsforslag. Denne gruppe bliver også siddende ved bordet. En deltager fra gruppen fremlægger deres handlinger og modeller. En deltager går ud for at ringe men kommer tilbage i lokalet efter få minutter. (L) sidder på huk og skriver nederst på vægpapiret. Hun rejser sig op og siger ud i lokalet ”jeg skriver ikke mere ned nu. Nu snakker vi bare om det sidste”. Deltagerne i en anden gruppe sidder og snakker sammen.(P) beder dem om at være stille, følge med og høre efter. Deltagerne bliver ved med at snakke. En deltager som går rundt bagerst i lokalet med hænderne bag på ryggen, går hen og sparker til stolen en af de snakkende deltager sidder på. (L) fortæller om måder hvorpå deltagerne også kan tænke i ”medarbejderinitiativer” (L) siger og peger mod tavlen ”fin model. Her taler vi om pilen, altså handlingerne”. Sidste gruppe fremlægger deres handlingsforslag. Deltageren som fremlægger går ikke op til tavlen, men står enten ved gruppebordet eller går nogle meter frem og nogle meter tilbage ved deres bord. Deltageren siger noget med coach. Han siger ”det har jeg i hvert fald lært at stave til” mens han kigger på (LE) og griner. . opfølgningsfasen: De studerende sidder meget stille og tilbagelænet og ingen siger noget. Facilitatorerne siger at de håber at deltagerne kan bruge det i har lært om til eksamen eller efter eksamen i deres arbejde.(L) 105 siger “I har brugt jeres praksis erfaringer til handlingsforslag for at skabe forandringer.” De fortsætter og siger at de har nogle forskellige spørgsmål til deltagerne. (P) spørger “Hvad synes i om den måde rummet har været, har det gjort noget anderledes” En deltager svarer at de er vant til at deres underviser flytter rundt på møblerne. En anden deltager siger “’jeg er altid så lykkelig når jeg går herfra, for nu har jeg siddet på en hel ny måde” Deltagerne fortæller at det var svært i kritik- og utopifasen, fordi de ikke forstod hvad det handlede om. Det var svært at tænke så ukonkret, siger de. En af deltagerne siger højt, at det var meget svært, at være så fjollet som i utopifasen. Samme deltager siger også at han har fået det med sig at der ligger et værktøj der hedder et fremtidsværksted som man kan hive frem og bruge, og at det har været rigtig rart at sidde og lære noget nyt, og også et konkret værktøj til at vende kritik til handling. Deltagerne siger at der er nogle ting de er kommet frem til, som de helt sikkert vil tænke videre over, at alle sidder i lederjob og oplever mange af problematikkerne i hverdagen. En deltager siger til (L) ‘“Den måde du fremlagde håndværkerfaget i starten provokerede mig. Den holdning til håndværkerfaget overraskede mig.” Den deltager som ser fremtidsværkstedet som et værktøj siger “Jeg kender godt det med at få mange negative ting at vide fra mine medarbejdere. Men det er rigtig rart at få en streng at spille på i forhold til at man kan vende kritik til handling.” Han fortsætter “vi kommer og hepper på jer til eksamen.” Nogle deltagere siger således:“ Det var svært at tænke kreativt og abstrakt”, “Det er en tung mølle at starte op rent praktisk i virksomheden”, “men altså… bare navnet fremtidsvæksted.. det lyser jo langt væk af blomsterkranse” og “jeg gik fra at være løssluppen i starten til at blive mere seriøs så snart vi startede med at skrive ting fra handlingsfasen på papirerne”. 106 Bilag 2 Profiler Observationsrolle Observationsfokus Research før FV Pernille N. (P) Deltagende observant: Observerer Komplet deltager reflekterer Bruno Latour, ANT’s retrospektivt. videnskabsteoretiske erkendelsesinteresse position. og Research af ANT, 1. Louise (L) Deltagende Observerer og Aktionsforskning, observant: reflekterer Fremtidsværksted Komplet deltager retrospektivt. erkendelsesinteresse 1. Christine (C) Deltagende Observerer og Aktionsforskning, observant: reflekterer Fremtidsværksted Komplet deltager retrospektivt. erkendelsesinteresse 1. Marie Louise (ML) Lea (LE) Deltagende/direkte Observere gennem Research Observant: ANT briller og udfra Bruno Latour, ANT’s Observatør som erkendelsesinteresse videnskabsteoretiske deltager 2. position. Direkte observant: Observere, samt Metode: af ANT, Deltagende 107 Komplet observatør foretager spontane in observation, ANT’s situ samtaler og udfra videnskabsteoretiske erkendelsesinteresse position. 1. Pernille D (PD) Direkte observant: Observerer overordnet Aktionsforskning, Komplet observatør og nøgtern udfra Fremtidsværksted erkendelsesinteresse 1. 108