Min tip-tipoldefar, Christian Henrik Biering

Ingses tipoldefar
Christian Henrik Biering - min tiptipoldefar
Christian Henrik Biering blev født i Korup ved Odense 26. aug. 1729 som
søn af degnen i Trøstrup-Korup gennem 5o aar, Niels Jørgensen Biering og
hustru Else Bosdatter. Han blev student fra Odense gymnasium 1749 og fik
en lille teologisk embedseksamen allerede 1752, holdt dimisprædiken det
følgende aar, blev 1759 ansat som hører ved sin gamle skole i Odense og
176o sognepræst i Aastrup paa Falster, hvor han blev livet ud. 1773 tog
han m agister gr ade n. Ha n døde 8. sept. 1804.
1761 blev han gift med Anne Marie Schrøder (1737-1767), hv is fa der
Rasm us Peter S chr øder var skipper i Ærøskøbing og siden blev
postmester i Rudkøbing. Han blev gift anden gang 1770 med El i sabeth
Jæger (1746-1809), datter af sognepræst Adolph Jæger i
Munkebjergby. Ved sin første hustrus død skrev han i Fruentimmer
Tidende n 1767 »Ja cobs Kie nde-Tegn over Rache ls Grav«.
Hans myndige selvhævdelse og hans vittige og ska r pe tunge
medfør te, i sær i hans før ste pr æstetid, at han ofte kom i konflikt med andre. I 1764 følte han sig
krænket, fordi en kirkegænger ikke blot havde formindsket højtidsofret, men ogsaa vedlagt nogle
spottende ord paa alteret. Han hav-de aabenbart mølleren mistænkt. Den 1. søndag e. paaske benyttede
han Jesu ord til Peter om, at S atan begære de a t si gte ha m som hvede, sa ale des at de ogsaa
passede paa dagens tekst om den vantro Thomas, som blev sigtet i Satans mølle. Denne anstrengte
lignelse havde ikke behøvet at fornær-me nogen, hvis han ikke i indledningen havde an-ført mange
klassiske bemærkninger om mølleres daar li ge r y, og hvi s han ikk e efter si n pr ædike n havde
fortalt menigheden om den spottende offerseddel. Det ene med det andet røbede, at han havde et
personligt sigte, og det fremkaldte en proces fra 8 falsterske møllere; det endte med, at han 1767 fik en
bøde ved Højesteret. Men ellers vandt han ret ofte sine processer.
I de pr aktisk e for hol d var ha n fr em skr idtsmand. Han kritiserede stavnsbånd og hoveri. Han var
en dygtig landmand, lærte bønderne at grøfte, at dyrke Humle og avle kartofler, og det vakte særlig
opmærksomhed, at han gik i spidsen ved at gennem før e en ful dstændig udski ftni ng mellem
præstegaardsjorden og bondejorden. Han r estaur er ede fuldstændi gt si n pr æstega ar d og anlagde
en stor have 1770. Til bondefester kunde han digte viser, som blev husket længe o g l ati nske digte
tr ykt som fjor tenaar i g, o g sener e for tsatte han, naar en le jl ighed bød sig, paa et af disse
spr og. I kandidatti den di gte de han om dr onni ng Lovi ses »høystbedr øve li ge Døds F al d«
1752 og »Poeti ske Tanker over Lissa bons Ødeleggelse v ed det uhør l i ge Jo rdskiel v paa Al le
He lgens Dag 1755«. 1757 begyndte han, og 1777 fuldendte ha n si n over sættel se af Ho ra ts'
br eve paa danske v er s. Paa l ati n besang han saa for skel li ge em ner so m
Landhushol dni ngssel skabet 1784, o g de n ev ige fr ed, som m an v entede 1801. At han for det
si dstnævnte di gt »Ol ivam paci s« skulde ha ve faaet en gul ddaase af N apol eon, ber or kun
paa en fami l ie spøg, som er blev et m isfor staaet. Mest skrev han hylde stdi gte til fødsel sdage ,
sør gedi gte ved døds-fald, snar t om kongeli ge per soner , snar t om andr e ber øm te m ænd,
endda engang om et bi speski fte i Odense 1763: »Da Jacob indto g Chr istjans Sæde, br ød
Pr æste r ud i Gr aad og Glæde«. Me st l æst blev m aaske hans »Mor al ske F abl er og
F or tæll inger «, 1759. Han vandt efter ha anden betydelig an-seel se baade som di gter og so m
en pr akti sk o g i deal i sti sk fr em skr i dtsma nd. Det si dste gav a nledning ti l en lo vta le i Ove
Mall i ngs »Stor e o g go de Handlinger.«
I ngem ann ski ldr er Bi er ing i sin »Levnetsbog« (uden navns nævnel se, m en det e r
utvi vlso mt ham ) som »en vakke r Repræsentant for hi n sor gløse Ti ds cla ssisk danne de
Lær de, der i egentli gst F o rstand i sit patri ar kal ske Hus l od F iol en sør ge, im edens han
gl ædede sig ved at efter l igne H or ats og Vi r gi l i si t S tuder ekam me r og opby gge sin
Menighed me d en Levnetsv ii sdom , de r i F o re ning m ed god chr i stel i g Mor al k unde spr ede
en m il d og r oli g Gl ands over Live t. Det var en l il l e, l etbevægel ig Pr æst fr a F alster s
Sønder her r ed, so m var te mm el i g be kjendt for si ne gode l atinske Ve rs og var et Mønster
for m i lde og sagtm odi ge Husfædr e. At lev e ov er ensstem mende m ed Na ture n (conv enie nte r
natur ae) var hans Pr inci p, og ti dl ige Ægteskaber ansaa e ha n for det vi r ksom ste Mi ddel ti l
at bevar e Sæder nes Renhed og Si ndets F r isk hed i F am i li el ivet. Musi kkens for ædl ende
Side 1
Ingses tipoldefar
Vi r kni ng paa U ngdo mm ens Sæder kje ndte ha n fr a sine gr æske Cl assike r e, og det
natur l igste U dtr yk af sa nd o g us kyldig Li vsglæde saae han i de n l ette, ufor ber edte Dands.
I Over ensstem m el se m ed denne si n Livsbetr agtni ng l od han sine voxne S ønner [Bie ri ng
havde 15 bø rn] gi fte si g jo før jo hell er og behol dt dem al le m ed der es s tedse vo xende
F amilier i si t Hus, til der efter haanden k unde aabne si g nogen selv stændi g Levevei for
dem . H ans Pr æstega ar d va r saal edes næsten, før han mær kede kede det, blev en e t Hjem
som Patri ar ker ne s, og der kom aa rl i g fl er e o g fl er e V ugger , so m sel v gjor de
Da ndsepl adsen i Stor stuen noge t i ndskr ænket. Hvo r der var Hjer te rum var der dog alti d
Rum , og for fr em m ede Gjester fandtes der al ti d endnu Pl ads. Man kunde al dr i g ko mm e i
noge t gl ader e Hus. Naar den li l le , l ær de Bedstefader om A ftenen for lo d si ne Cl assi ker e o g
Studer ek am re t, me dbr agte han gjer ne sel v F io li nen og havde si n Glæde af a t vær e
Spi l lem and, m ens Bør n og Bør nebør n dandsede omk r ing ham me d H usets k jær kom ne
Gjester «
B ier i ngs r y so m di gter var dog i kke saa ro dfæstet i Københa vn, at Bal le s
sal m ebogskom m i ssion i ndbød ham ti l at skr iv e sal m er ; m en da han sel v i apr i l 1792
i ndsendte et for søg paa om ar bejdel se a f gam le sal m er , vandt det saa sto rt bi fal d i
kom m issi one n, at man skr i ftl igt takkede ham og bad ham o m fler e saada nne
bear be jdel ser . Det l od han si g i kke si ge to gange, m en indsendte endnu 20, som blev
for ela gt paa m ødet 28. august, o g si dst i oktober indsendte han endnu en tre dje sam l ing.
Hans bear be jde lse af Luther s tr ossal me »Vi tr o, vi al l e tr o paa Gud«, vi ser o s, at han i sin
teolo gi var fo rholdsv is konser va ti v og som skr i bent en r et habi l ver si fi kator , hvil ket var
til strækkel i gt ve d en saadan bunden opgav e.
(F r a A .Mal li ng: Dansk Sa lm ehi stor ie VI – Københa vn 1971)
F r a Dansk bi ogr afisk Lexi kon:
Biering, Christian Henrik, 1729-1804, Præst,foregaaendes Søskendebarn, var en Degnesøn fra Korup ved
Odense og blev født 26. Avg. 1729. Faderen hed Niels B., Moderen Else Bosdatter. Tidlig sat i OdenseSkole
dimitteredes han der fra 1749, tog Attestats 1752 og prædikede Aaret efter for Dimis. Efter at han et Aars Tid
havde været Hører ved Odense Skole, blev han 1760 kaldet til Sognepræst i Aastrup paa Falster, og i dette
Embede forblev han til sin Død, 8. Sept. 1804. Magistergraden erhvervede han 1773. Han var i sin Tid en
meget anset Mand, der udfoldede en betydelig Virksomhed baade i litterær og praktisk Retning. Samtiden
regnede ham endog blandt Digterne. Da Lissabons Ødelæggelse 1755indtraf, medens han laa i Kjøbenhavn
som ung Kandidat, debuterede han i den Anledning med «Poetiske Tanker» og fortsatte derefter med
adskillige baade danske og latinske Digte -- endog Landhusholdningsselskabet blev lovsunget paa Latin -- og
oversatte Horats paa danske Vers. At han for sit latinske Digt «Oliva pacis» (1801) skulde have faaet en
Skrivelse samt Gulddaase med Portræt fra Napoleon, saaledes som Nyerup melder i Lit. Lex., er en
fuldstændig Mystifikation, der kun har en Familiespøg til Udgangspunkt. I øvrigt skulle flere af hans
Folkeviser endnu længe efter hans Død være bevarede i levende Erindring paa Falster. Men
det var langtfra blot hans digteriske Virksomhed, der gjorde hans Navn bekjendt. Han optraadte meget
myndig og havde dertil en skarp og vittig Tunge, hvorfor han ofte fik Processer paa Halsen, blandt disse den
saakaldte «Møllerproces», foranlediget ved hans «Møllerprædiken» 1764, da han i denne vilde en Møller til
Livs, der havde af knappet Højtidsofferet (Afskrifter i Kgl. Bibl. og i Sorø Akademis Bibl.). Som Landmand
stod han i første Række blandt Falsters Agerbrugere med Iver for Udskiftning, Indgrøftning og alle Haande
Forbedringer i Jordens Dyrkning, ligesom han var den, der indførte Humle- og Kartoffeldyrkning
i sin Egn. B. var 2 Gange gift, 1. med en Broderdatter af Konferensraad de Schrødersee, Anne Marie Schrøder
(d. 1767), 2. med en Præstedatter fra Munkebjærgby i Sjælland, Elisabeth Jæger, der overlevede ham i 4
Aar. I begge Ægteskaber havde han 15 Børn, hvoraf 3 vare Præster.
Barfod, Den falsterske Gejstligheds Personalhist. I, 147 ff. og Stamtavlen S. 11 ff. Malling, Store og gode
Handlinger, 1810, S. 407. S. Birket Smith, Til Belysning af lit. Personer og Forhold, 1884, S. 348 ff.
Side 2