Banecyklingens historie i Odense

BANECYKLING I ODENSE
FRA THORVALD ELLEGAARD
TIL
THORVALD ELLEGAARD ARENA
Banecyklingen i Odense har inden for de sidste 100 år haft mulighed for at fostre
talenter og mestre på udendørs cykelbaner placeret forskellige steder i Odense.
Med etableringen af den nye overdækkede cykel- og atletikarena i Odense
Idrætspark får både banecyklingen og atletikken i Odense for første gang
mulighed for at dyrke deres idrætsgrene hele året.
Det vil give de to idrætsgrene optimale vilkår, og jeg ser frem til, at de to lokale
klubber – Cykling Odense og Odense Atletik/OGF – i et tæt samarbejde og i et
samspil med byens borgere får udnyttet faciliteterne fuldt ud.
Særligt glæder det mig, at vi med den nye skolereform får endnu et idrætsanlæg,
hvor byens skolebørn får mulighed for at udfolde sig til gavn for sundheden.
Dejligt at cykelklubben er klar til at starte cykelskole og skoleturnering med det
samme.
Jeg håber, at både atletikken og cykelsporten vil blomstre og fortsat udvikle
sig med nye talenter og selvfølgelig også nye mestre. Med dette imponerende
bygningsværk mener jeg, at rammerne til deres sportsgrene nu er etableret.
Jeg ønsker atletikudøverne og cykelfolket tillykke med de nye rammer og håber,
at arenaen må blive samlingssted for masser af aktive sportsfolk.
Venlig hilsen
Jane Jegind
By- og kulturrådmand
03
ECM – OPTIMERING AF INTERNE PROCESSER OG ARBEJDSGANGE
BLIV MERE
EFFEKTIV
MED DIGITALE
ARBEJDSGANGE
Banecykling i Odense er en historie værd. Den går langt tilbage i tiden, ja helt til
det forrige århundrede, så det er en lang periode der kan skrives om.
Cyklebanen har gennem årene ligget flere steder i Odense og har skabt mange
stjernestunder, med bysbarnet, Thorvald Ellegaard som den første store
banestjerne.
Den nu forhenværende Odense Cyklebane, som var udendørs, startede i 1948
og her i Bolbro har der på denne dejlige bane været mange stjerner på besøg, og
den har skabt mange odenseanske verdensstjerner.
Ud over Thorvald Ellegaard kan nævnes Palle Lykke, Kaj E. Jensen, Peder
Pedersen, Alex Rasmussen, Casper Jørgensen og Lasse Normann, alle navne
der har nået det allerhøjste niveau.
Forestil dig, at du kender en partner, der ved, hvordan du arbejder mest effektivt med elektroniske dokumenter og informationer. Hos Konica Minolta forestiller vi os ikke kun dette
– vi gør det faktisk! Som en service, kan Konica Minolta sørge for, at din virksomhed…
• Øger sin effektivitet markant
• Øger produktiviteten med 30 %
• Forkorter svartider til kunder og kollegaer med 400 %
• Får udbytte af videndeling mellem kollegaer, partnere og kunder
• Bevarer vitale informationer og gør dem tilgængelige i fremtiden
Nu skal der startes en ny æra i Odense. En ny fantastisk cyklebane er klar til
brug, og klar til at skabe de næste odenseanske banestjerner. En cyklebane som
vil skabe mange nye baneryttere, og selv om alle ikke bliver verdensmestre, er vi i
Cykling Odense glade for al den aktivitet der kommer på banen.
Vi kommer til at bruge mange timer i denne arena, med skoleturneringer og
cykelskoler for såvel mindre som større børn. Der kommer unge som ældre
licensryttere, unge som ældre, motionsryttere, og selvfølgelig eliteryttere.
På arrangementssiden vil vi gøre meget for at være med på højt niveau og
videreudvikle.
At hallen skal rumme både cykling og atletik, bliver fantastisk spændende.
To idrætsgrene i samme hal, som kan træne samtidig, vil give et fantastisk
træningsmiljø, og i Cykling Odense ser vi frem til denne nye æra.
Reserver et uforpligtende møde og få et bud på,
hvordan din forretning bliver mere effektiv.
For yderligere information, kontakt:
Michael Fray, chefkonsulent, ITS & ECM
Mobil: 4214 3077 E-mail: michael.fray@konicaminolta.dk
OPTIMERING
AF ARBEJDSGANGE
Konica Minolta Business Solutions Denmark a/s
Stensmosevej 15 • 2620 Albertslund • 72 21 21 21 • www.konicaminolta.dk
Claus Rasmussen
Formand Cykling Odense
05
PÅ FYN DER ER JEG FØDT...
Thorvald Ellegaard, Danmarks første
store cykelsportsstjerne, kom fra Fyn,
og det er ganske vist, at Danmarks
første cykelbane blev anlagt på Fyn
i Hestehaven ved Svendborg i 1887,
et år før Dansk Bicycle Clubs bane i
Charlottenlund, den senere så berømte
Ordrupbane. Og dermed er der vel en
vis dækning for overskriften på denne
tekst, inspireret af en elsket dansk
sangtekst, forfattet af en anden af
Fyns store sønner.
Overalt i Danmark spirede
cykelsporten frem i 1800-tallets
sidste årtier. Danmarks ældste
cykelklub, DBC, blev stiftet i 1881 og
konkurrencesporten vandt frem, både
på bane og landevej – og ikke mindst
på bane. DBC kørte cykelløb på Tivolis
havegange, i Odense kørte man rundt
om markedspladsen og tilsvarende
aktiviteter fandt sted mange andre
steder i det ganske land.
Når vi kalder banen i Svendborg
for den første ”rigtige” cykelbane,
så er det først og fremmest fordi,
det formentlig var den første bane
i Danmark, der direkte var anlagt
06
med det formål at fungere som
cykelbane. Hvor ”rigtig” den så var,
kunne man diskutere. Der var tale
om en ca. 190 meter lang grusbane
med flade sving, og som man kan se
på billedet, var den anlagt rundt om
en sø (hvilket kunne give anledning
til underholdende episoder, når der
blev skubbet og kantet lidt rigeligt i
svingene…).
De første baneløb i Odense fandt sted
31. juli 1887, arrangeret af Odense
Bicycle Club (stiftet i 1883) på den
til lejligheden etablerede bane rundt
om Markedspladsen. ”Banen” var
575 alen (eller ca. 360 meter) lang
og 9 alen (5,65 meter) bred. Her
kørtes der de følgende år, men da
man i 1893 fik afslag på fremover at
anvende Markedspladsen, kom der for
alvor gang i planerne om en egentlig
cykelbane. I mellemtiden var Fyns
Cykle Union (FCU) blevet stiftet, og
det var denne forening, der satte gang
i projektet om en bane i Fruens Bøge,
i dag et villakvarter i Odenses sydlige
forstad Dalum.
BANEN I FRUENS BØGE
Banen i Fruens Bøge startede som en jordbane men allerede efter et år blev den lagt i
cement. Starteren på dette foto er Salomon Andersen, der et halvt århundrede senere
var primus motor for skabelsen af den nye cykelbane i 1948.
Den 3. september 1893 afholdtes
ekstraordinær generalforsamling i FCU
med det ene punkt på dagsordenen:
Oprettelse af en permanent bane i
Fruens Bøge. Det blev vedtaget at
købe en grund ved jernbanestationen
Thorvald Ellegaard
og i første omgang at opføre en 340
meter jordbane med en hævning i
svingene på seks fod (ca. 1,8 meter),
men således forberedt, at den senere
kunne lægges i cement. I april 1894
kunne træningen påbegyndes og det
første stævne kørtes 27. maj, dog for
”blot” 1.600 tilskuere da vejret var
dårligt…
Der blev kørt med totalisatorspil (se
også s. 13) og allerede på den anden
løbedag rundede man kr. 4.000 i
omsætning. FCU fik et pænt lille
overskud på den første sæson, så i
april 1895 begyndte man at lægge
banen i cement, samtidig med at
svingene blev yderligere hævet. Så
hurtigt blev der arbejdet, at de første
løb på den nye bane kunne finde
sted allerede 3. juni – 2. pinsedag –
der i øvrigt skulle blive en traditionel
løbedag på banen i Fruens Bøge.
07
Blandt dagens debutanter var den
18-årige murerlærling fra Fangel,
Thorvald Ellegaard. Han vandt
Landboløbet og betegnedes i pressen
som havende ”noget talent”.
Den nye banes kvalitet blev bevist,
da den kendte københavnske rytter
Chr. Ingemann-Petersen senere på
sæsonen satte ny rekord for 1 dansk
mil (7,532 km) med tiden 10 min. 19
2
/5 sek. Chr. Ingemann-Petersen var
samme år blevet nr. 2 ved VM i sprint
for amatører i Köln og havde dermed
indskrevet sig som VM-historiens
første danske medaljevinder.
Åbningsløbene i Fruens Bøge 2.
pinsedag 1896 trak 3.000 tilskuere, og
københavneren Edwin Schrader, der
året efter i Glasgow blev Danmarks
første verdensmester ved at vinde
titlen i amatørsprint, vandt hovedløbet.
Bedste lokale ryttere var Thorvald
Elllegaard og hans bror Peter, der nu
også var begyndt på banen. Senere på
sæsonen blev der sat publikumsrekord
med 4.500 tilskuere.
Succes og vendepunkt
Sæsonen 1897 forløb så godt, at man
besluttede at udvide tilskuerpladserne,
og ved sæsonpremieren 2. pinsedag
1898 var der trods truende skyer
5.000 tilskuere. Hovedattraktionen
var Thorvald Ellegaards professionelle
debut og det var i øvrigt banens
1. prof. stævne. I 1899 fik banen
et nyt stort lokalt navn i Niels
Marius Andersen, og samme år
opnåede banen den anerkendelse
at blive den første bane i provinsen,
der fik overdraget at afholde et
danmarksmesterskab.
Mens Thorvald Ellegaards stjerne
steg højere og højere, i 1901 vandt
08
Motorpace i Fruens Bøge.
N.M. Andersen blev Fyns næste store
prof. stjerne. Han slog også sine folder i
USA, hvor han i 1908 vandt 6-dagesløbet
i Boston med amerikaneren Ivar Lawson.
Dermed blev han historiens første danske
6-dages vinder.
han den første af sine seks VM-titler i
professionelt sprint, så begyndte det
langsomt at gå den modsatte vej for
banen i Fruens Bøge. Tilskuertallet
faldt og der taltes om ”aftalt spil” i
totalisatorløbene. Ellegaards succes
internationalt betød, at han kun
sjældent kunne være hjemme, og FCU
kom i strid med DBC om den efter
fynboernes opfattelse hævdvundne
termin 2. pinsedag, hvor såvel
Ordrupbanen som Fruens Bøge i 1903
ønskede at køre løb med Ellegaard.
”Storebror” DBC vandt – lignede det
noget, man skulle komme til at opleve
igen senere…
Noget måtte man finde på, og så
forsøgte man sig med motorpacede
løb med den lokale Rasmus
Rasmussen med tilnavnet ”Fremad
Expres”, men også det havde kun
begrænset effekt.
Banen sælges
Stridighederne med DBC, der dengang
havde en magtposition i dansk
cykelsport som den egentlige union,
fortsatte og gav sig udslag i gensidig
rytter-boykot og i at DBC også satte
sig på danmarksmesterskabet over en
engelsk mile, som Odense ellers følte
man havde hævd på.
I 1908 blev Salomon Andersen valgt
som ny formand for Fyns Cykle Union,
og det lykkedes ham at få bilagt
stridighederne. Men baneløbene
gav fortsat underskud og den 19.
august 1909 måtte FCU meddele, at
cykelbanen var solgt til et konsortium,
der håbede at kunne videreføre
cykelløbene. Det lykkedes dog kun
konsortiet at arrangere ét løb, det
definitivt sidste på banen, den 29.
august 1910. Thorvald Ellegaard
stillede til start og 3.000 tilskuere så
ham vinde alt, hvad han startede i,
men banens skæbne var beseglet.
Udgiver: Cykling Odense.
Forfatter/redaktør: Henrik Elmgreen.
Layout: Alexander Nyrup.
Tryk: Konica Minolta
Fotos: Stadsarkivet, Niels Nyholm, Chr. Asbøl, Erling J., Lars Rønbøg, Peter
Schoonen, Tommy Petersen, Mogens Thrane m.fl.
Kilder:
Ib Vagn Hansen: Fra Thorvald Ellegaard til Palle Lykke, 1958.
Jørgen Beyerholm: Dansk Bicycle Club’s Historie 1881 – 1941, 1941.
Fredy Budzinski: Biographien berühmter Rennfahrer, 1907.
Cykle Sport, dansk cykelsports officielle organ.
Odensebanens programmer 1948 – 1981.
DBC’s Årsberetninger.
TAK til Peder Pedersen, Claus Rasmussen, Ove Nørgaard, Kurt Rasmussen og
Claes Larsen, der har bidraget med oplysninger og hjulpet med at sætte facts
på plads.
09
THORVALD ELLEGAARD
Han debuterede i 1895, blev
professionel i 1998 og kørte frem til
1926, hvor han i den høje alder af 49
år kørte sit afskedsløb 26. september
på cykelbanen i Ordrup, hvor 10.000
tilskuere gav ham stående applaus
under en opvisningsmatch, hvor han
uden modstander kørte en dansk mil i
tandem-pace.
I sin lange karriere startede han på 153
cykelbaner i 18 lande i tre verdensdele
(Europa, USA og Australien). I sin
storhedstid op til 1. verdenskrig var
han internationalt anerkendt som sin
tids største cykelrytter, og han var
også den bedst betalte.
Efter karrieren blev han sportsleder på
Ordrupbanen. Som den eneste danske
cykelrytter gennem tiderne blev han
Ridder af Dannebrog.
Født 7. marts 1877
Død 27. april 1954
Er Thorvald Ellegaard Danmarks
største cykelrytter nogensinde?
Sammenligninger kan være svære
at drage, når man skal gå mere
end 100 år tilbage i tiden, men en
kendsgerning er det, at da Danmarks
Idræts Forbund i 1996 (det år hvor
Bjarne Riis vandt Tour de France)
skulle kåre århundredets sportsmand,
var Ellegaard eneste cykelrytter blandt
de fem nominerede. I årene mellem
1901 og 1911 vandt han seks gange
verdensmesterskabet i sprint på
bane for professionals, og det var i
en tid, hvor banesporten og sprintet
klart overstrålede landevejen og stod
som det største i cykelsporten, også
internationalt.
10
De, der har kendt Thorvald Ellegaard,
beskriver ham som et ydmygt og
beskedent menneske, der blev
oprigtigt glad og dybt rørt, når
hæder og hyldest blev ham til del.
Han lagde ikke skjul på, at hans
resultater nok så meget skyldtes
flid og pligtopfyldenhed som det
gudsbenådede talent. Interessant
kan det i den forbindelse være at
læse, hvad en udlænding i samtiden
mente om Ellegaard. Berlineren Fredy
Budzinski (1879 – 1970) skrev i en
biografi om vor berømte landsmand
bl.a.: ”Den velvoksne dansker tåler
sammenligning med sportens største
matadorer – og på adskillige punkter
overgår han dem endog. Man ser
det ikke umiddelbart, men han har
et stærkt temperament. Han er
cykelrytter med liv og sjæl, og for
ham er intet offer for stort, når det
rejer sig om at forblive på toppen.
Hans træningsflid er enestående og i
konkurrence gør han altid sit yderste.
Dertil kommer at han er pålidelig, han
er en mand, man altid kan regne med.”
Budzinski, der var en af sin tids største
cykeleksperter, skrev disse ord i 1907,
på et tidspunkt hvor Ellegaard ”kun”
havde vundet fire af sine i alt seks
verdensmesterskaber.
Thorvald Ellegaards sidste start på Ordrupbanen 26. september 1926.
Guld VM Sprint professionals 1901, 1902, 1903, 1906, 1908 og 1911.
Sølv VM Sprint professionals 1904, 1905, 1910 og 1913.
Grand Prix Paris 1901 og 1911.
DBC’s Grand Prix på Ordrupbanen 1899, 1901, 1902, 1903, 1904, 1905, 1906,
1907, 1910, 1911 og 1914.
Dansk mester Sprint 1898.
Dansk mester Dansk Mil 1898, 1899 og 1900.
Opnåede i sin karriere 1.560 placeringer i internationalt betydende løb, heraf
971 sejre.
I adskillige kilder kan man se Ellegaard nævnt som dansk mester alle årene fra
1898 til 1925. Dette er ikke korrekt. Han boede det meste af sin professionelle
karriere i Paris og deltog slet ikke i DM i tiden efter 1900.
11
BANEN I KOCHSGADE
Da banen i Fruens Bøge definitivt
lukkede og slukkede i 1910 skulle
der gå 15 år før Odense atter fik en
cykelbane – eller noget, der lignede
det…
I foråret 1922 så en ny fynsk cykelklub
dagens lys under navnet Fyns Stifts
Cykelklub. Stifteren var tømrermester
H.P. Petersen, en af tidens ildsjæle i
fynsk cykelsport. Der havde længe
været talt om planer om en ny
cykelbane, og kommunen havde
erklæret sig positiv, men det var blevet
ved snakken, indtil tømrermester
Petersen gjorde noget ved sagen. Han
opgav at vente på kommunen men
tog i stedet kontakt til atletikklubberne
O.G. og Stjernen og fik en aftale i
stand, så cykelrytterne kunne låne
cindersbanen i Kochsgade. Når banen
blev hævet en meter i svingene,
kunne den bruges af såvel løbere som
cykelryttere – et interessant apropos
til samarbejdet mellem atletik og
cykelsport anno 2015!
I april 1925 var banen klar og 2.
pinsedag 1925 kørtes det første
stævne og iflg. referater fra samtiden
ligefrem ”sprængte” publikum
tælleapparaterne for at komme ind (!).
Man havde fået totalisatorbevilling
og på 1. dagen omsattes kr. 1.614.
Hovedløbet over én dansk mil vandtes
af Elmer Volder, der skulle blive den
nye banes lokalmatador.
Ellegaard og ”Spejderen”
i Kochsgade
Åbningssæsonens største begivenhed
fandt sted torsdag 11. juni 1925,
hvor Thorvald Ellegaard deltog i
12
Ellegaard ved jubilæumsløbet i 1925.
Elmer Volder var lokalmatador i
Kochsgade og han vandt også i 1925 det
første Grand Prix på banen.
løbene i anledning af sit 30 års rytterjubilæum. 3.000 tilskuere mødte op og
hyldede den nu 48-årige champion,
der som det sig hør og bør vandt
sit jubilæumsløb foran den dygtige
københavner Niels Magnussen og
tyskeren Bruno Wegener. Det var første
gang i 15 år man igen så Ellegaard
på en fynsk cykelbane og det blev
den største dag i Kochgade-banens
historie, også selv om Ellegaard kom
igen ved et par senere lejligheder.
Et andet af dansk cykelsports store
navne nåede også at gæste banen.
Det var den unge Willy Falck Hansen,
der dengang blot var 21 år og befandt
sig i den anden ende af sin karriere.
I overværelse af 2.000 tilskuere vandt
den senere så succesombruste
”Spejder” suverænt Grand Prix 1926
foran Elmer Volder.
Men ideel var banen i Kochsgade jo
ikke og det gik nedad med interessen
i sæsonen 1927. Man drømte
stadig om at få en rigtig cykelbane
ved kommunens mellemkomst, og
Fyns Stifts Cykelklub brugte mange
ressourcer på sagen men måtte til
sidst give op. Man havde fået bevilling
til en række totalisatordage i 1928,
Elmer Volder, Willy Falck Hansen og
helt t.h. den initiativrige formand H.P.
Petersen.
men fik dem aldrig udnyttet. Og
dermed sluttede et entusiastisk men
kort stykke af odenseansk banesports
historie.
Totalisatorspil
Begrebet totalisatorspil i forbindelse med cykelløb er måske ikke så bekendt
for nutidens deltagere og tilskuere, så en lille forklaring er måske på sin plads.
Totalisatorspil, hvor man kan gøre indsats/spille på de deltagende ryttere,
sådan som det kendes fra hestesporten og fra duevæddeløb, var almindeligt
i banecykling i Danmark, faktisk lige fra den spæde start i 1880’erne og
hundrede år frem. Overskuddet fra totalisatorspillet var i mange år af
afgørende betydning for cykelbanernes økonomi, ofte nok så væsentlig som
entréindtægten. Men totalisatorspillet var ikke ganske problemfrit. Det var
mennesker, man havde med at gøre, og mennesker taler sammen… Rygter
om keep ”aftalt spil” opstod med jævne mellemrum, og af og til måtte man
konstatere, at der ikke blot var tale om ”rygter”…
Totalisatorspillet krævede derfor en høj grad af disciplin og en streng
håndhævelse af reglementets bestemmelser om, at man altid skulle køre sin
egen chance. Når banerne i 1980’erne droppede totalisatorspillet, var det
først og fremmest fordi, omsætningen var faldet til et niveau, så indtægten
for banerne ikke længere stod i et rimeligt forhold til omkostningerne, på den
ene og den anden måde. Udover Danmark er det stort set kun i Japan, at man
kender til totalisatorspil i forbindelse med cykelløb. I Japan har de berømte
keirinløb specielt efter 2. verdenskrig været en guldgrubbe for japansk
cykelsport.
13
DRØMMEN OM EN NY CYKELBANE
Drømmen om en ny cykelbane levede
fortsat i Odense, men der skulle
gå mere end 20 år før drøm blev til
virkelighed. I mellemtiden forlystede
man sig med diverse surrogater
som slaggebaneløb, cindersbaneløb
på stadions, rulleløb etc. Men
søndag den 25. juli 1948 kørtes det
første officielle stævne på den nye
Odense Cyklebane, en 333 1/3 meter
cementbane med hævede sving og
en bredde på 7 meter. Banen var
kommet i stand på privat initiativ med
den 70-årige Salomon Andersen som
primus motor. Han havde været den
sidste formand på den gamle bane i
Fruens Bøge, og nu meldte han sig
atter under fanerne, efter 35 års fravær
fra cykelsporten! Som sportsleder
havde man engageret Martin Jensen,
foreløbig for en fem måneders periode.
Martin Jensen havde en fortid som
en dygtig banerytter på Ordrupbanen,
både som amatør og professionel,
og han havde efterfølgende været en
værdsat lederskikkelse i cykelsporten.
Den 8-årige Bent Arne Andersen i
Dannebrog
14
Halsbrækkende cindersbaneløb var et lidet tilfredsstillende alternativ
mens man ventede på ”den rigtige vare”, en ny cykelbane i Odense.
9.000 tilskuere på åbningsdagen
Strålende solskin og 9.000
tilskuere var den festlige ramme
om åbningsstævnet. Efter diverse
taler kørte den 8-årige Bent Arne
Andersen dannebrogsklædt den
første omgang på den nye bane og
derefter sejrede Haagen Christensen,
der skulle blive en af den nye banes
første lokalmatadorer, i Thorvald
Ellegaards Erindringsløb. En match
mellem Danmarks tre bedste sprintere
vandtes af danmarksmesteren Axel
Schandorff foran Heron Mariager og
Ib Vagn Hansen. 7½ løbedag nåede
man at få afviklet den første sæson og
regnskabet udviste et overskud på kr.
46.846 kr. Optimismen herskede og
sportsleder Martin Jensen fik en treårig
kontrakt til en gage af kr. 10.000 pr. år.
Fruens Bøge-banen nåede at eksistere
i 16 år, den interimistiske bane i
Kochsgade blot i godt tre. Den nye
bane fik en forrygende start men kom
også til at opleve sine op- og nedture,
alligevel holdt den flaget vejende i
mere end 60 år frem til 2010, hvor de
sidste løb blev kørt på den gamle og
efterhånden hårdt medtagne cement.
Og man gav ikke op, før man med
sikkerhed vidste, at en moderne
indendørs 250 meter bane var på vej.
15
ODENSEBANEN 1948 - 1962
Forventningerne var store forud
for den første hele sæson på den
nye bane, men man kom hurtigt
ned på jorden. De første løbedage
i 1949 skuffede såvel med hensyn
til tilskuere som med omsætning i
totalisatoren. Senere på sæsonen
rettede det sig noget, og man fik en
stor dag 22. juni da folkehelten Willy
Falck Hansen under publikums udelte
begejstring kunne vinde en match
efter dernymotorer foran den berømte
hollænderen Jan Derksen. Det var den
nu 43-årige ”Spejders” første besøg
på odenseansk bane siden han i 1926
vandt Grand Prix i Kochsgade.
Løbedagen efter kørtes det første
Grand Prix på den nye bane. Det
vandtes af københavneren Ib Vagn
Hansen, der senere skulle komme til
at spille en betydelig rolle for Odense
Cyklebane.
Bedste lokale ryttere var Haagen
Christensen og Erik Korsholm, der
satte præg på begivenhederne i
Odense i de første år. Og så var der
Bent E. Jørgensen, der i 1951 i 4
km indiv. forfølgelsesløb hjemførte
banens første danmarksmesterskab.
Året forinden havde Odensebanen
for første gang været vært for
et danmarksmesterskab, også i
forfølgelsesløb, og her var Bent E.
blevet nr. 3.
Odensebanen befæstede sin position
som en vital del af dansk banesport
i de første år af 1950’erne, men alt
var naturligvis ikke idyl. Til de mindre
morsomme oplevelser hørte et besøg
af en halv snes danske professionals
på banen i august 1950. Den chauffør,
der havde kørt de professionelle
ryttere fra København til Odense,
De første lokalmatadorer, t.v. Bent E. Jørgensen (dansk mester 1951) og i midten
Haagen Christensen (Vitesse Cykler). T.h. Ib Vagn Hansen, først populær rytter i
Odense, senere dygtig og idérig sportsleder.
16
deltog med et så påfaldende held i
totalisatorspillet at det gav anledning
til mistanke om aftalt spil. Det blev der
en stor sag ud af, men den endte med
at falde på ”bevisets stilling”. Men det
varede et par år før der atter blev kørt
løb for professionals på Odensebanen.
Ib Vagn sportsleder og Palle Lykke
begynder
I marts 1953 døde Odensebanens
afholdte sportsleder Martin Jensen og
hans efterfølger blev, overraskende for
de fleste, den 27-årige københavner
Ib Vagn Hansen, der havde været
aktiv så sent som året forinden, hvor
han var blevet dansk mester i sprint
og nr. 6 i 1.000 meter på tid ved OL
i Helsingfors. At han skulle holde på
posten i 10 sæsoner, var det måske
ikke alle, der havde ventet.
Blandt de første begyndere, den nye
sportsleder modtog på banen, var den
blot 16-årige Palle Lykke Jensen. Han
var egentlig for ung, men fik alligevel
snakket sig ind, og selv om han var
lidt klein i det, så gik det endda. Da
sæsonen var forbi havde han vundet
såvel Begyndermesterskabet som
B-mesterskabet.
24 timers parløb på Odensebanen
- Var de rigtig kloge på Odensebanen?
24 timers parløb på åben bane og
for amatører, det kan man da ikke?
Det må være noget ham den nye
sportsleder har fundet på!
Sikkert nok har det været Ib Vagns
idé, at der 14. – 25. august 1954
skulle køres 24 timers parløb på
Odensebanen. Om vinteren kørte
6-dagesfeberen på højtryk i Forum i
København og fra januar 1954 også i
Århushallen. Hvorfor ikke køre med på
bølgen, selv om man ingen vinterbane
havde…
Ib Vagn Hansen var ikke blot en
dygtig sportsleder, han var også en
god PR-mand, og han forstod at slå
på tromme for sine arrangementer.
Til det første 24 timers løb kom der
på de to dage 14.000 tilskuere, og
Palle Lykke t.v. var bedste begynder på Odensebanen 1953. Hans ”mentor” var den
erfarne Erik Korsholm t.h., der siden midten af 1930’erne havde huseret på de fynske
landeveje, og som fortsatte sin karriere helt frem til og med sæsonen 1955.
17
Stemning og fest på Odensebanen august 1954
det til trods for at vejret drillede og
løbet momentvis måtte neutraliseres.
Dertil kom at det ikke var så lige til
at køre et så stort parløb på en åben
cementbane med amatørryttere med
begrænset erfaring i den specielle
parløbsteknik. Styrt kunne ikke
undgås, ikke mindst når trætheden
satte ind, for der skulle som i
6-dagesløbene (dengang) konstant
være mindst én rytter fra hvert par
på banen. Det første 24 timersløb
vandtes af de ikke ueffne tyskere Willi
Hochgeshurtz – Hardy Remagen foran
Odenseparret Bendy Pedersen – Ove
Rasmussen. Bendy Pedersen blev
senere som professionel en glimrende
vinterbanerytter.
I juli 1955 kørtes det andet – og
sidste – 24 timers parløb i Odense.
Man startede med at hele feltet kørte
i samlet optog fra Albani Torv til
cykelbanen, mens et rullende orkester
spillede 6-dagesvalsen. Denne gang
var det ikke regnen men heden, der
generede rytterne, og det så slemt at
man malede styrthjælmene hvide for at
udholde varmen…
Den odenseanske elite 1953 fra venstre Bent E. Jørgensen, Svend Aage Hansen, Ove
Rasmussen, Kaj Andersen, Erik Korsholm og Rønn Nielsen.
18
Fra det professionelle Grand Prix i 1955: Fra venstre tyskeren Werner Potzernheim,
danskeren Ove Krogh Rants og hollænderen Arie van Vliet. Se tilskuerpladserne!
Landevejsrytterne Hans E. Andresen
– Bent Ole Retvig, der senere blev
kendte 6-dagesryttere, vandt løbet
foran englænderne Don Burgess –
Dennis Peterson og de lokale helte
Bendy Pedersen – Palle Lykke, men
der skumledes i krogene om, at
vinderne havde fået ublu hjælp af det
andet københavnske landevejspar Fritz
Ravn – Jørgen Frank Rasmussen.
Når der ikke blev flere 24 timers parløb
i Odense, så var det ikke på grund af
manglende interesse fra publikum (der
var 16.000 til løb nr. 2) og ryttere, men
fordi Danmarks Cykle Union nedlagde
forbud. Om det var under indtryk af
uroen efter det sidste løb eller om det
var fordi man ikke fandt, at et sådant
løb var passende for amatørryttere,
skal være usagt. Odensebanen kørte i
stedet i årene 1956, 1958 og 1959
8 timers parløb, men det havde ikke
helt den samme gennemslagskraft.
Odense Bys Grand Prix
Siden 1949 havde man kørt Odense
Bys Grand Prix i sprint for amatører,
og fra en spæd begyndelse på
stort set national basis, havde løbet
efterhånden fået internationalt snit
med vindere som englænderen Cyril
Peacock i 1953 og tyskeren Werner
Potzernheim i 1954. I 1954 kørte man
for første gang også et professionelt
Grand Prix, som vandtes af et af
tidens allerstørste navne, englænderen
Reginald Harris, der imponerede ved
at sætte banerekord for 200 meter
med tiden 11,5 sekund. Amatørernes
Grand Prix blev en fast tradition i
Odense, og det kørtes op gennem
tiden, helt frem til 1999, mens det
professionelle Grand Prix kun kørtes,
når man fandt det aktuelt og kunne
finde penge til det. Bag i hæftet kan
man finde vinderlisten fra Grand
Prix’erne gennem årene.
19
Bechmann (t.v.) og “Proppen” før et af deres mange opgør på Odensebanen
Palle Lykke, van Steenbergen og Kay Werner på Odensebanen 1959.
Bechmann og ”Proppen”
De bedste fynske sprintere blev
efterhånden bedre og bedre til at
matche københavnerne og specielt
to navne gjorde sig gældende i
perioden. Det var Preben Johansen,
populært kaldet ”Proppen”, hvilket
man forstår, når man ser hans statur,
og Willy Bechmann. Preben Johansen
begyndte i 1952 og kørte frem til
1962. Willy Bechmann startede sin
karriere på Ordrupbanen men flyttede
til Odense og var fra 1955 og frem
til 1962 en af banens mest markante
ryttere.
Willy Bechmann vandt sølv ved DM i
sprint 1957 og 1958 og han blev nr. 3
i 1960. Han opnåede en flot 3. plads
i Odenses Grand Prix 1957 og vandt
Odensetrøjen i 1956 og 1958.
Preben Johansen var Begyndermester
i 1952. Ved DM i sprint vandt han sølv
i 1959 og var en overgang indehaver
af den danske rekord på 500 meter på
tid. Og han vandt Odensetrøjen i 1959.
Preben Johansen blev efter karrieren
Bechmann gjorde senere karriere
som forretningsmand, bl.a. med
Carmen Curlers og Club La Santa på
Lanzarote. I 50 års alderen gjorde han
et spektakulært come back på cyklen,
og mange mente, han selv inklusive,
at havde han i sin ungdom haft den
samme vilje og energi, som han senere
lagde for dagen, var hans cykelkarriere blevet endnu flottere…
20
en aktiv leder i dansk cykelsport og
ikke mindst en energisk kasserer for
OCK. Yderligere kendt som indehaver
af ”Lille-Pers Konfekture”.
Palle Lykke som prof. trækplaster
Palle Lykkes bedrifter er beskrevet
andetsteds, men han var naturligvis
også en af periodens markante
skikkelser på Odensebanen, selv
om han også lagde megen tid på
landevejen. Fra 1958 var han et stort
trækplaster ved de professionelle
stævner, der i kraft af Palle fik en
renaissance på Odensebanen.
Euchen Larsen (t.v.) her sammen med
“Proppen” og Ib Vagn var i mange år en
værdsat leder på Odensebanen.
Atter en fynsk verdensmester
Fynsk banesport havde
markeret sig smukt i den danske
cykelsportshistorie, ikke mindst efter
at Odensebanen kom i gang i 1948,
men ikke siden Thorvald Ellegaards
dage havde man oplevet en fynsk
verdensmester. Det kom man til i 1962,
og det var ikke så lidt af en sensation,
for det var også den første danske
verdensmester i 13 år!
Navnet var Kaj Erik Jensen og
året var 1962, hvor han vandt den
eftertragtede regnbuetrøje i 4 km indiv.
Forfølgelsesløb på Vigorellibanen
i Milano. Tre uger før VM havde
Preben Isaksson på Ordrupbanen
vundet det danske mesterskab,
men finalekampen mellem ham og
fynboen Kaj E. havde været knivskarp,
5.07,66 og 5.07,95 viste urene. Begge
ryttere skulle herefter repræsentere
Danmark ved VM og her lagde Kaj
E. sensationelt ud ved i den indl.
tidskørsel at præstere bedste tid af
alle 4.54,2. Efter sikre sejre i halvfinale
og kvartfinale kom han frem til finalen
mod belgieren Herman van Loo, som
han i tiden 4.55,4 slog med mere end
tre sekunder. 1962 blev i øvrigt et
21
gemmebrudsår for dansk cykelsport
efter flere års mørke. Foruden Kaj E.s
VM blev det på banen til sølv for 4.000
meter holdet med Kaj E. Jensen, Kurt
vid Stein, Preben Isaksson og Bent
Hansen, og på landevejen vandt Ole
Ritter sølv i amatørernes landevejsløb
og Danmark tog endvidere sølv i
holdløbet.
Begejstringen var stor hjemme i lille
Danmark og naturligvis ikke mindst
på Fyn. Desværre – og typisk dansk,
fristes man til at sige – skulle der dog
komme lidt krusninger på vandet, da
man skulle diskutere, hvem æren for
det fornemme resultat skulle tillægges:
Den italienske træner Guido Costa,
der var chef for rytterne ved VM, eller
hollænderen Jan Buis, der havde
set Kaj E.s talent og trænet ham op
hjemme i Odense…
Desværre blev det ikke så mange år,
dansk cykelsport fik glæde af Kaj E.
Jensens enestående talent og evner.
Kaj E. Jensen, født 19. februar 1942,
Kaj E. med træner Jan Buis.
22
var dukket op på Odensebanen i 1959,
hvor han var næstbedste begynder
efter Leif Larsen. Samme år vandt
han junior DM på landevej i 30 km
enkeltstart. Efter jubelåret 1962 vandt
han i 1963 DM i forfølgelsesløb på
hjemmebane i Odense foran den nye
komet Mogens Frey, og han deltog
også i VM i Liége i Belgien, hvor
han blev nr. 4 i den indl. tidskørsel
for derefter at blive slået af russeren
Moskvin. Et sidste DM vandt han på
Odenses hold i holdforfølgelsesløb i
1965 på Århusbanen. Han kørte endnu
et par sæsoner frem til 1967, men
nåede aldrig igen niveauet fra 1962.
30. august 1962 forlod Ib Vagn Hansen
sportslederjobbet efter 10 sæsoner
på posten. 1. september og nogle år
fremover overtog parret Bendt Banke,
der i en periode havde været en af
banens bedste ryttere, og Anders
Andersen opgaven. Efter et par år blev
Bendt Banke erstattet af Bent Storm.
Kaj E. på vej mod VM-titlen i Milano.
ODENSELØBET & ODENSETRØJEN
På cykelbanen i Odense blev der
op gennem årene skabt en række
traditioner, hvoraf nogle havde stærk
lokal karakter og spillede en væsentlig
rolle i banens sportslige liv. Én af dem
var Odenseløbet, der kørtes over
en serie køb gennem sæsonen, for
at blive afsluttet på en af sæsonens
sidste løbedage. Vinderen vandt den
eftertragtede Odensetrøje, som i
hvert fald en overgang var hvid med
rød inskription. Konkurrencen blev
indstiftet i 1954 og det er lykkedes
at fremtrylle vindernavnene frem
til og med 1971 + 1974 og 1976.
Konkurrencen har med sikkerhed
været kørt endnu en række år, men
hvor længe og vindernavnene har det
desværre ikke været muligt at finde
frem til.
På hosstående foto ses de to bedste
efter Odenseløbet 1961, vinderen Leif
Larsen (holdt af Haagen Christensen)
og den senere verdensmester Kaj E.
Jensen.
ODENSETRØJEN
1954: Ove Rasmussen, 1955: Leo
Lind, 1956: Willy Bechmann, 1957:
Svend Aage Johansen, 1958: Willy
Bechmann, 1959: Preben Johansen,
1960: Jens Normann, 1961: Leif
Larsen, 1962: Ole Bækgaard, 1963:
Leif Larsen, 1964: Jørgen Lønsmann,
1965: Peder Pedersen, 1966: Jørgen
Lindegaard, 1967: Jørgen Lønsmann,
1968: Poul G. Hansen, 1969: Poul
G. Hansen, 1970: Poul G. Hansen,
1971: Jørgen Jensen, 1972: ?, 1973:
?. 1974: Jørgen Lønsmann, 1975:
?,1976: Per Andersen.
23
PALLE LYKKE
OL-hold i Melbourne 1956. Dengang
kunne man finde på at sende en ung
amatørrytter over på den anden side
af jordkloden for som eneste dansker
at deltage i landevejsløbet, uden leder,
massør eller mekaniker til at støtte sig.
Resultatet blev derefter, Palle udgik.
Født 4. november 1936
Død 19. april 2013
Hans fulde navn var Palle Lykke
Jensen, men da Palle fra Fyn i 1958
blev hele Danmarks 6-dageshelt,
forsvandt Jensen lige så stille.
Da han i november 1957 debuterede
på vinterbanen i Forum havde han
allerede i en række år været betragtet
som et af de største talenter i dansk
cykelsport, og der tales stadig
om, at han i 1956 på landevejene
ved Ballerup kunne være blevet
verdensmester i amatørernes løb. 200
meter fra mål sad Palle på hjul af den
senere vinder, hollænderen Mahn, men
så var det at en ”forbandet” italiener
rev ham i trøjen, så han mistede trådet
og først blev nr. 4…
Som amatør markerede han sig som
en af vores bedste landevejsryttere
og hans 4. plads ved VM bragte ham
da også en plads på det danske
24
Også på banen var Palle med helt
fremme, og på Ordrupbanen skabte
han opmærksomhed ved at slå de
bedste københavnere. I 1957 blev han
sammen Eluf Dalgaard, Kurt vid Stein
og Svend Aage Hansen (som Palle
fra Fyn) europamester i 4.000 meter
holdforfølgelsesløb.
Som professionel blev vinterbanen og
6-dagesløbene hans primære levevej
og han ”gik over” på det helt rigtige
tidspunkt, hvor Kay Werner stod og
skulle bruge en ny makker i par nr. 7.
Allerede i deres første løb sammen
vandt de! Det var i Århus i januar 1958,
og det var her at en grådkvalt Palle før
æresrunden takkede sin gamle farmor
for en sympatipræmie på 50 kr. for
god kørsel. Det var noget Gunnar Nu
kunne bruge, den gik direkte ind hos
de danske TV-seere!
Parret Kay Werner – Palle Lykke blev
på rekordtid et par i international
topklasse og i 24 6-dagesstarter
sammen vandt de otte sejre og var
19 gange på podiet. På det tidspunkt
var der faktisk kun danskerne og så
det belgiske par Van Steenbergen –
Severeyns, og derefter de andre…
Da Kay Werner stoppede i 1961
flyttede Palle til Belgien og kørte et par
sæsonen med Rik van Steenbergen,
Også i den kulørte ugepresse var Palle fra Fyn godt stof.
der også en overgang var hans
svigerfar. I den sidste del af karrieren
havde han succes i makkerskabet
med landsmanden Freddie Eugen. Der
var ingen vinterbaner og 6-dagesløb i
Danmark i den periode, men ”par nr.
7 i eksil” vandt på de udenlandske
baner 7 6-dagessejre, inden Palle
sluttede definitivt i 1969. Landevejen
havde i hans prof. tid kun sekundær
betydning for ham, men han opnåede
dog en bemærkelsesværdig 3. plads
i den belgiske semi-klassiker Gent –
Wevelgem i 1966.
Debuterede på landevejen i 1952 og på Odense Cykelbane i 1953.
Professionel 1957 – 1969.
Nr. 4 ved VM på landevej for amatører i Ballerup 1956.
OL-deltager på landevej i Melbourne 1956.
Europamester i holdløb på bane i Leipzig i 1957.
Dansk mester i sprint som professionel 1958, 1959, 1960 og 1961.
Europamester i omnium 1962.
Europamester i parløb 1963 med Rik van Steenbergen.
Nr. 3 i Gent – Wevelgem 1966.
Med 21 6-dagessejre mest vindende danske 6-dagesrytter gennem tiderne.
25
ODENSEBANEN 1963 - 1987
Det sportslige ansigt på Odensebanen
havde ændret sig i 1963. Bechmann
og ”Proppen” var væk. Åbningsløbet
(sprint) blev vundet af Ole Bækgaard
foran verdensmesteren Kaj E. Jensen,
Jørgen Lindegaard og begynderen
fra året før, Peder Pedersen, der nu
kørte med nr. 44 på ryggen. Nr. 44 var
nu ikke så dårlig, senere på dagen
vandt han et ¼ mile scratchløb og et
6 omg. spurtløb og tog 2. pladsen i et
udskilningsløb.
Foruden de allerede nævnte bestod
A-klassen af navne som Leif Larsen,
Leif Jul Andersen, Jørgen Lønsmann,
Erik G. Hansen, Poul Jørgensen og
Kurt Rasmussen. Mest lovende af
begynderne var Jørgen Jensen, der
senere skulle blive en af banens
bedste sprintere.
Bedste Odenserytter i 1963 var Leif
Larsen. Han toppede præmielisten
med 29 sejre, vandt Odenseløbet
og var på det danske hold, der ved
VM i Liège vandt bronze i 4.000
meter holdforfølgelsesløb. Hans
holdkammerater var københavnerne
Kurt vid Stein, Preben Isaksson og
Bent Hansen.
Store Peders gennembrud
Efter mange års københavnsk
dominans i sprint havde provinsen
for alvor taget over i begyndelsen af
1960’erne. I 1962 havde århusianeren
Per Sarto vundet DM og året efter
gjorde hans kun 16-årige bysbarn
Niels Fredborg ham kunsten efter.
Og så i 1964 vandt Peder Pedersen
på Ordrupbanen den første DM-titel
i sprint til Odense siden Ellegaards
dage.
26
Peder Pedersens karriere er nærmere
beskrevet andetsteds i hæftet,
men han var længe et ”flagskib” for
odenseansk cykelsport, også selv
om han i en periode havde base
i København. Hans dyster med
den jævnaldrende århusianer Niels
Fredborg var legendariske, og begge
disse to store navne i dansk banesport
var senere enige om, at den indbyrdes
konkurrence i høj grad var befordrende
for deres sportslige udvikling.
Provinsen udfordrer København
Ikke kun i sprint men også i
tempodisciplinerne rykkede provinsens
bedste ryttere frem, og efter at
4.000 meter holdforfølgelsesløb
var blevet indført som DM-disciplin
i 1962 blev ikke mindst kampen
om dette mesterskab en intens og
prestigemættet fight mellem de tre
baner i København, Århus og Odense.
Stor var glæden og stoltheden på
Fyn, da kvartetten Kaj E. Jensen,
Erik G. Hansen, Jørgen Lønsmann
og Ove Petersen i 1965 for første
gang fravristede københavnerne
titlen. Bølgerne kunne gå højt og
lokalpatriotismen kunne måske af og
til – på begge sider af Storebælt – tage
overhånd, men alligevel var datidens
engagement langt at foretrække for
den apati, der i dag præger dette
mesterskab, når det overhovedet bliver
kørt.
I det hele taget må man sige, at DBC
og Ordrupbanens dominerende stilling
i dansk banesport blev udfordret
i disse år, både sportsligt og på
ledersiden, og det var nok meget
sundt…
Odenses første DM i holdforfølgelsesløb, vundet på Århusbanen i 1965.
Fra venstre Ove Petersen, Erik G. Hansen, Kaj E. Jensen og Jørgen Lønsman.
København – Provinsen i kamp på Odensebanen, fra venstre Kurt vid Stein (Kbh.),
Peder Pedersen, Poul Jørgensen, Alf Johansen (Kbh.), Ib Sejersen (Århus), Søren
Poulsen (Kbh.) og Preben Isaksson (Kbh.).
27
Peder Pedersen (t.v.) og Jørgen Jensen var Odenses to bedste sprintere i midten af
1960’erne.
For dansk banesport totalt var
perioden en storhedstid, der
kronologisk blev omkranset af de to
fynske verdensmestre Kaj E. Jensen i
1962 og Peder Pedersen i 1974.
Palle Lykke lægger op, Peder P.
bliver professionel
Lejlighedsvis, om end ikke i samme
omfang som tidligere, præsenterede
man bysbarnet Palle Lykke, der nu
boede i Belgien. Sidste gang man så
Palle Lykke på Odensebanen var 28.
august 1969. Hele 20 internationale
professionals besøgte Odensebanen,
og Palle Lykke vandt VIKASUPER
Omnium og par nr. 7 Palle Lykke –
Freddie Eugen blev nr. 3 i et 75 omg.
parløb, der vandtes af det kendte
tyske par Klaus Bugdahl – Sigi Renz.
Palle Lykke indstillede karrieren få
måneder efter.
28
Palle Lykke for sidste gang i
Odensebanens dommertårn.
Verdensmester Pedersen og hans franske
træner og rådgiver Emile Carrara.
Herefter skulle der gå nogle år, før der
atter var interesse for professionelle
cykelløb i Odense, men da Peder
Pedersen i 1974 ”gik over”, måtte man
naturligvis se ham også i den metier.
15. juli 1974 kom det professionelle
Grand Prix på programmet igen
efter flere års pause, og Peder
Pedersen vandt foran den daværende
verdensmester, belgieren Robert
van Lancker. Da PP 10. september
igen besøgte Odensebanen, var
det som nybagt verdensmester (se
side 35), men i en revanchematch
på hjemmebanen måtte han se sig
slået af sin australske ærkerival John
Nicholson.
Peder Pedersen kørte som professionel frem til 1977. I 1975 vandt han
sølv ved VM og blev europamester i
sprint på vinterbanen i Forum.
De første 25 år
Onsdag 25. juli 1973 kunne Odense
Cykle Bane fejre sit 25 års jubilæum.
Klubbens formand C.W. Sørensen
hyldede på dagen den mand, der mere
end nogen anden havde været primus
motor for banens tilblivelse, afdøde
Salomon Andersen, manden som C.W.
Sørensen selv i 1960 havde efterfulgt
som klubbens formand. 2.000 tilskuere
var mødt op, og det var mange på
Odensebanen i de år, hvor man som
de andre baner havde måttet notere en
betydelig nedgang i tilskuerinteressen
i forhold til de store år i 1950’erne. En
bykamp Odense – Århus – København
vandtes af det københavnske hold,
ført an af Peder Pedersen, der jo på
det tidspunkt var ”københavner”.
Odenses hold, der bestod af Jørgen
Lønsmann, Leon Jensen, Evan
Rasmussen og Claes Larsen, blev nr.
2 og Århus med bl.a. Gert Frank blev
nr. 3. En veteranmatch vandt Haagen
Christensen, der også havde været
med i 1948, med 200 meter tiden
14,9 sekund. Også tidligere Odensestjerner som Bent E. Jørgensen, Bendy
Pedersen, Bent Storm, Kaj E. Jensen
og Jørgen Jensen havde fundet cyklen
frem i dagens anledning.
Så begejstret var man for succesen
at man fejrede igen året efter med
Albani Cup, et fire timers parløb, der
skulle vække minder om tidligere
tiders store parløb på Odensebanen.
Løbet var velbesat, australierne Murray
Hall – David Allan vandt på points
foran de unge københavnere Kim G.
Svendsen – Kim Refshammer og Ivar
Jakobsen – Bjarne Sørensen. Som nr.
4 kom århusianeren Gunnar Asmussen
med den senere kendte australske
6-dagesrytter Gary Wiggins (far til
29
Tour-vinderen Bradley) og som nr. 5
bedste Odense-par Jørgen Lønsmann
– Evan Rasmussen. Først som nr. 6 og
en omgang tilbage kom Niels Fredborg
– Gert Frank.
Også i 1975 kørtes der 4 timers parløb i Odense, men ikke med helt den samme
succes. På billedet ses bl.a. Gert Frank (6), Maurice Burton fra Jamaica (4), parret
Medhurst – Sanders (2), Bjarne Sørensen (9) og Kurt Jørgensen (12). Gert Frank –
Thorkild Berg vandt foran Wiggins – Burton.
Claus Rasmussen (t.v.) vandt mellem 1979 og 1983 ni danske mesterskaber på bane.
Her ses han efter sejren på 1.000 meter i Ordrup 1980. I midten den detroniserede
mester Bjarne Sørensen fra København og t.h. endnu en fynbo, Stig Larsen, der vandt
bronze.
30
En ny generation
Efter den store tid med Peder
Pedersen & Co. kom der en periode
med en vis stagnation i odenseansk
banesport, men fra 1979 var der atter
fremgang at spore. Efter 14 år vandt et
odenseansk hold igen mesterskabet
i holdforfølgelsesløb, og det skete
på hjemmebanen i Odense, hvor en
ny generation med Henning Larsen,
Peter Ellegaard, Claus Rasmussen og
Lars Johansen triumferede. Derudover
blev Claus Rasmussen dansk mester
i pointsløb og Henning Larsen mester
i 4 km indiv. forfølgelsesløb. Det nye
gennembrud for fynsk banesport
understregedes ved at fynske ryttere
tog tre af titlerne ved junior DM med
dobbeltsejr til Stig Larsen i sprint og
1.000 meter og sejr til Lars Johansen i
3 km indiv.
Ikke til OL
- Har Odenses talenter betalt for ”De
uheldige heltes” OL-billetter?
Sådan spurgte bladet Cykle Sports
redaktør i juli 1980, da det blev
klart, at Danmark ikke fik et 4.000
meter hold med til OL i Moskva. ”De
uheldige helte” var et navn samme
redaktør (der havde det med at
finde på navne og mene ting) fire år
forinden havde opfundet til det hold
(fire københavnere), der ved OL i
Montreal havde haft eklatant fiasko.
Olympisk Komité havde mistet tilliden
til danskernes formåen i denne gamle
paradedisciplin, og så hjalp det ikke
at et hold bestående af tre fynboer
(Claus Rasmussen, Peter Ellegaard
og Henning Larsen) sammen med
Danmarks på det tidspunkt største
Peter Ellegaard, Claus Rasmussen, Henning Larsen og Hans-Henrik Ørsted kørte
stærkt på Odensebanen 1. juli 1980, men ikke stærkt nok efter DOK’s mening.
31
cykelnavn, Hans-Henrik Ørsted, på
Odensebanen i en match mod New
Zealand ikke blot vandt men også
kørte på tiden 4.36,39, bedste danske
tid på dansk bane på det tidspunkt.
Det var en stor skuffelse for dansk
cykelsport i almindelighed og
fynboerne i særdeleshed.
Den fynske dominans i dansk
banesport klingede så småt af i 1983,
da Claus Rasmussen vandt sin 4.
DM-titel på 1.000 meter og sin 9.
DM-titel totalt. Claus Rasmussen
sluttede karrieren i 1987 men blev
efterfølgende en engageret træner og
leder, såvel lokalt som på landsplan,
og frem til dato har han været en rød
tråd i odenseansk banesport. Man
kan kun beklage at stortalentet Peter
Ellegaard alt for tidligt droppede
cykelsporten. Ikke kun hans efternavn
(han havde dog ingen familiebånd
til den store Thorvald) men først og
fremmest hans indlysende talent gav
en overgang håb om noget rigtigt stort.
Et lyspunkt på falderebet var den
unge Mark Kubach, der ved junior
VM på New Zealand i 1983 var
med til at vinde guld til Danmark i
holdforfølgelsesløb, men også hans
karriere blev også (for) kort.
SPORTSLEDERE PÅ ODENSEBANEN
I Odensebanens første år havde man
som på banerne i København og
Århus en fuldtidsanset sportsleder,
men da Ib Vagn trådte tilbage i
august 1962 fortsatte man en periode
på amatørbasis. I 1968 fik man i
en periode atter en professionel
sportsleder i Kurt Rasmussen (født
1937). Ud over professionalismen
var der også tale om en god del
entusiasme og idealisme, et kendetegn
for de fleste ledere i dansk banesport
gennem tiderne, lønnede som
ulønnede.
Martin Jensen og Kurt Rasmussen
En stolt sportsleder Ib Vagn
Hansen sammen med Odenses
nybagte verdensmester Kaj E.
Jensen i 1962.
Fra venstre Mark Kubach, Klaus Kynde (Århus), Lars Otto Olsen og Kenneth Røpke
(begge Kbh.) samt juniorlandstræner Allan Poulsen efter den store sejr på New Zealand
i 1983.
32
1948 – 1952: 1953 – 1962: 1962 – 1965: 1966 – 1967: 1968 – 1972: 1973 – 1979: 1980 – 1981: 1982:
1983 – 1984: 1985:
1986:
1987 – 1990: 1991:
1992 – 1998: 1999:
2000 – 2005: Martin Jensen
Ib Vagn Hansen (til 30. august)
Anders Andersen og Bendt Banke (fra 1. september 1962)
Anders Andersen og Bent Storm
Kurt Rasmussen
Poul Jørgensen
Kurt Rasmussen
Claes Larsen
Bent Arne Andersen
Claes Larsen
Ib Vagn Hansen
Claes Larsen
Arne Jedorf
Claus Rasmussen (formand bane)
Claes Larsen
Uffe Sørensen
33
PEDER PEDERSEN
Født 3. november 1945
Peder Pedersen startede sin cykelkarriere i Odense i 1962 og selv om
han i 1968 flyttede til København
af karrieremæssige grunde (både
sportsligt og i sit civile erhverv indenfor
politiet) og kørte som ”københavner”
resten af sin karriere, er der næppe
tvivl om at han i hjertet forblev
odenseaner – og også blev betragtet
som sådan. Da cykel-karrieren var
slut, flyttede han og familien tilbage til
Odense. Også efter den aktive karriere
gjorde han en stor indsats for OCK
og cykelbanen i Odense, både som
formand for klubben fra 1981 til 1991
og som en af ildsjælene i projektet
Junior VM 1988, hvorom man kan
læse andetsteds.
Peder Pedersen var i perioden 1964
til 1977 Danmarks bedste sprinter
og både som amatør og siden som
professionel tilhørte han verdenseliten.
Højdepunktet i hans karriere var
VM-sejren i 1974 i Montreal over
ærkerivalen John Nicholson. På
hjemlig grund huskes hans mange
dyster med Niels Fredborg, der på én
gang var en hård konkurrent og en god
ven.
I 1991 blev han formand for Danmarks
Cykle Union og sad på posten til 2005,
hvor han fik sæde i den internationale
cykleunions bestyrelse. Peder
Pedersen er æresmedlem af Danmarks
Cykle Union.
Både som cykelrytter og som
menneske har han altid været besjælet
af en stærk ambition, kombineret
med en jernvilje og en høj grad af
pligtopfyldenhed.
Guld VM Sprint professionals 1974.
Sølv VM Sprint professionals 1975.
Sølv VM Sprint amatører 1970.
Sølv VM 1.000 meter på tid amatører 1971.
Bronze VM Sprint amatører 1969.
Europamester Sprint professionals 1975.
Dansk mester Sprint amatører 1964, 1965, 1969, 1970, 1971, 1972 og 1973.
Dansk mester 1.000 meter på tid 1971 og 1973.
Dansk mester 4.000 meter holdforfølgelsesløb 1968.
Dansk mester Sprint professionals 1977.
34
VM i Montreal 1974. Øverst vinder Peder Pedersen 3. og afgørende finaleafdeling over
australieren John Nicholson. Nederst sejrspodiet med Nicholson (2), Peder Pedersen
og belgieren Robert van Lancker (3). Det var det første verdensmesterskab i sprint til
Danmark i 43 år!
35
JUNIOR VM I ODENSE 1988
Junior VM 1988 på landevejene ved Vissenbjerg og på Odense Cyklebane var et
kæmpe prestigeprojekt for fynsk cyklesport. T.h. ses arrangementskomitéen Leif F.
Jensen (landevej), Ib Vagn Hansen og Peder Pedersen.
Alle sejl blev sat til da Fyn
skulle være skueplads for junior
verdensmesterskaberne 1988.
Odensebanen var i 1987 i den
anledning blev grundigt renoveret.
Primus motor for arrangementet var
Ib Vagn Hansen som generalsekretær
og Peder Pedersen var ansvarlig for
banearrangementet.
”Danmarks Cykle Union har grund til
at være stolt over, at man har modige
og idealistiske ledere, som har turdet
påtage sig denne kæmpe opgave,
ikke mindst på baggrund af den
kendsgerning, at man fra unionens
side så godt som ingen støtte har
været i stand til at give”.
Sådan skrev Cykle Sports redaktør i
sin leder forud for VM, og det fortæller
vel lidt om, hvad arrangørerne var
oppe imod. Men arrangementet kørte,
og det var flot og velorganiseret.
Fra åbningsceremonien (t.v.) og træner Allan Poulsen med Christina Havn (t.h.).
36
På DCU’s kongres i januar var
københavneren Otto Olsen blevet
valgt som sportschef for de danske
juniores efter et snævert kampvalg
med odenseaneren Allan Poulsen, der
havde kørt det ambitiøse ”Projekt ’88”,
som dermed også blev underkendt.
Det skabte desværre en del negativ
medieomtale, da striden op til VM brød
ud igen.
Økonomien
Og hvordan var så økonomien omkring
dette VM? Løb det rundt?
Om det kan OCKs daværende
formand Peder Pedersen, der selv
var direkte involveret i arbejdet med
at skaffe det økonomiske grundlag,
fortælle:
- Nej, det gjorde det ikke. Vi havde
ikke nogen egentlig hovedsponsor
for arrangementet, men det
lykkedes os ekstraordinært at
sælge reklamepladserne på banen
til forhøjede priser og på treårige
kontrakter. En del fik vi ind i form af
naturalier: Tøj til hjælpere, fri biler
med benzin, blomster, drikkevarer
fra Albani, kontormaskiner,
opsætning af tribune, sejrspodie
og afspærringsmateriel fra et
entreprenørfirma m.m. Alligevel
gav VM et stort underskud, ikke
mindst p.g.a. de store afgifter til den
internationale cykelunion UCI og
også til DCU, som ikke var specielt
hjælpsomme. Men vi blev reddet af et
pænt overskud fra en efterfølgende
Kim Larsen-koncert på cykelbanen og
af de følgende års reklameindtægter.
Stjerner i svøb
Baneløbene blev ikke den store
succes for de danske farver, men der
blev vist god sport i Odense og blandt
de unge verdensmestre var der flere
stjerne i svøb:
DDRs Jens Fiedler, senere to gange
olympisk mester og verdensmester
i sprint, Dimitri Nelubine fra Sovjet,
der vandt VM og olympisk guld
i holdforfølgelsesløb og hans
landsmand Eugeni Berzin, der blev et
stort navn på landevejen med sejre i
Giro’en og i Liège-Bastogne-Liège,
Andreas Beikirch, der blev en kendt
6-dagesrytter, og de to franske piger
Cathrine Marsall og Felicia Ballanger,
der også i eliteklassen skulle vinde
stribevis af titler.
Også på landevejen
Landevejsløbene ved Vissenbjerg ved
junior VM i Odense ligger uden for
dette hæftes emne, men lad os da
alligevel nævne, at Danmark i juniorpigernes landevejs VM opnåede en
enestående triumf med Gitte Hjortflod
som verdensmester og Lotte Schmidt
som nr. 3.
Gitte Hjortflod
37
ODENSEBANEN 1989 - 2010
Junior VM i 1988 var helt klart et
højdepunkt i Odensebanens nyere
historie, men banen eksisterede
fortsat og der kørtes regelmæssigt
løb frem til midten af 00’erne. Men
løbedagenes antal dalede, fra 25 – 30
løbedage pr. sæson i storhedstiden
til under en halv snes de sidste år.
Sportsligt kneb det også lidt, man
havde ikke haft en dansk seniormester
på bane siden Claus Rasmussens
sidste titel på 1.000 meter i 1983,
men pludselig gik det med ét slag
meget bedre: I 1990 vandt Odense
efter otte år atter det danske
mesterskab i holdforfølgelsesløb
og også mesterskabet i pointsløb
gik til klubben i Odense. Hvad var
forklaringen? Den simple at brødrene
Dan og Ken Frost og Peter Clausen
var blevet ”odenseanere” i løbet
af vinteren. Man erindrer, at Peder
Pedersen i en periode havde været
”københavner”, dengang havde det
noget med bopæl at gøre. I 1990
var det ganske enkelt et spørgsmål
om, hvilken klub der kunne byde
toprytterne de bedste betingelser.
Forargeligt, ikke det mindste,
cykelsporten fulgte blot den udvikling,
man allerede i en menneskealder
havde set i andre sportsgrene som
fodbold, håndbold etc. Fjerdemanden
på det sejrende Odense-hold var
den ”indfødte” Jesper Verdi, der to år
forinden havde været på det danske
hold ved junior VM.
De bedste Odense-ryttere var i øvrigt
sprinteren Henrik Nielsen, veteranen
Svend Aage Schmidt, Bo Illum og
den blot 16-årige Jakob Piil, som man
skulle komme til at høre meget mere til
senere.
Odensebanen som hovedcenter for
dansk cykelsport
Tirsdag 30. maj 1989 blev en mærkedag for Odense Cyklebane. På den
dag indviedes banen som intet
mindre end hovedcenter for dansk
cykelsport i Team Danmark-regi!
Dagen markeredes på den sportslige
front med et stort internationalt 50 km
pointsløb med deltagelse af bl.a. den
Henrik Nielsen (t.h.) vinder
i 1989 på Odensebanen
junior DM i sprint foran
Claus Franck. I 2003 blev
han dansk sprintermester
som senior, igen på
Odensebanen.
38
Cup Danmark var navnet
på det internationale 50 km
pointsløb, der markerede
indvielsen af det nye
hovedcenter for dansk
cykelsport i Odense i maj
1989. På billedet ses i front
Dan Frost, herefter Jesper
Verdi og belgieren Etienne
Dewilde.
olympiske mester Dan Frost og den
belgiske stjernerytter Etienne Dewilde.
Frost vandt løbet foran Dewilde og
Jesper Verdi. Blandt de prominente
gæster og talere var amtsborgmester
og Team Danmark-repræsentant Per
Kaalund, rådmand Søren Møller fra
Odense Kommune og Team Danmarkkonsulent Niels Chr. Holmstrøm.
Det var også ved den lejlighed at
Odensebanen fik sine nye faciliteter
med indkvarteringsmuligheder
etc. Hvor stor betydningen som
hovedcenter blev i praksis, kan
diskuteres, men der er næppe tvivl om
at beslutningen og initiativet var med
til at forlænge den gamle cyklebanes
liv. I 2001 indviedes arenaen i Ballerup,
og derefter blev den Team Danmarkcenter, men der skulle hurtigt efter
komme en periode, hvor man var mere
end lykkelige for, at Odensebanen
endnu fungerede…
Stadig ambitioner i Odense
Selvom det var svære tider for
banesporten, søgte man i Odense
fortsat at holde fanen højt.
Det internationale sprinter Grand
Prix kørtes stadig og i begyndelsen
af 1990’erne så man verdensnavne
som Jens Fiedler, Michael Hübner og
Gary Neiwand på den odenseanske
cement. 1993 var præget af to store
prestigestævner: 4. august havde
man besøg af den fantastiske skotte
Graeme Obree, der på sin specielt
konstruerede cykel (med dele fra
en vaskemaskine påstod man)
pulveriserede flere banerekorder,
og knapt 14 dage senere gæstede
Danmarks nye Tour de France-helt
Bjarne Riis banen.
50 års jubilæum i 1998
I 1998 fyldte Odensebanen 50 år,
og det skulle naturligvis fejres, og
det blev det med et stort stævne 17.
august. Under betegnelsen ”Grand
Prix Odense” kørte man en omnium
i fire afdelinger med deltagelse af
en god del af den danske baneelite.
Sammenlagt vinder blev den tidligere
Svendborg-rytter Jakob Piil foran sin
parløbsmakker og holdkammerat på
det danske prof. hold Acceptcard
Tayeb Brakia med Ronny Lerche på
3. pladsen. Stævnet var sat festligt
op med Odense Pigegarde i spidsen
og gensyn med flere af ”de gamle” fra
39
Ørnen fra Herning begyndte for alvor at
flyve i 1993. Efter 5. pladsen i Tour’en
besøgte han 14. august Odensebanen.
dengang for 50 år siden. Desværre
trak stævnet kun ca. 300 tilskuere,
men de havde uden tvivl en hyggelig
og nostalgisk aften på cyklebanen,
samtidig med at de fik godt cykelløb
at se.
Der blev ikke kørt noget Grand Prix
for sprinterne det år, men året efter, i
1999, kørte man et Grand Prix i sprint,
men kun med national deltagelse. Det
vandt Dion Åkerstrøm foran Henrik
Hammel og fynboen Bo Sommer. Det
var – så vidt vides – det sidste sprinter
Grand Prix på Odensebanen.
Ny guldalder
Jakob Piil var blevet professionel i
1997 og kørte stadig lejlighedsvis på
bane, men mest om vinteren, hvor
han i 6-dagesløbene var makker først
med Tayeb Braikia og derefter med
Jimmi Madsen, med hvem han vandt
VM-sølv i parløb i Berlin 1999. For
40
Tre gamle Odense-koryfæer præsenterer
OCKs fane ved jubilæumsstævnet i 1998,
fra venstre Bent E. Jørgensen, Tage
Christiansen og Haagen Christensen.
Jakob Piil blev jubilæumsdagens samlede vinder, t.v. lykønskes han af Bent Arne
Andersen, identisk med den lille dreng på blot otte år der 50 år tidligere havde kørt den
første omgang på den nye Odensebane (se s. 14). Tayeb Braikia t.h. vandt Thorvald
Ellegaards Mindeløb over en dansk mil, og han blev samtidig nr. 2 i matchen. Det er
sportsleder Claes Larsen, der sender ham på æresrunde.
OCK og Odensebanen var han ikke
længere det store aktiv. Til gengæld
landede der omkring årtusindskiftet
et nyt supertalent i odenseansk
banesport. Han hed Alex Rasmussen
og var søn af stjernen fra 1980’erne
Claus Rasmussen. Alex’ karriere og
resultater er omtalt andetsteds, men
omkring ham oplevede Odensebanen
en ny storhedstid sportsligt. Et
andet fynsk top-navn var Casper
Jørgensen og de udgjorde kærnen
på det forfølgelseshold der med VM
og olympisk sølv som det ypperste
skulle opnå resultater, der kunne
matche og på visse områder endog
overgå guldaldertiden i 1960’erne og
1970’erne.
Men alligevel fik Odensebanen
sværere og sværere ved at holde
skruen i vandet, også fordi banens
tilstand efterhånden var en sådan,
at en omfattende renovering var
nødvendig, hvis man skulle køre
videre. I 2001 var Ballerup Super
Arena blevet indviet med en ny
moderne 250 meter indendørs
træbane. En sådan bane drømte
man om at få også i Odense. Odense
Kommunen viste velvilje for et
baneprojekt, men tiden gik og der var
mere ord end handling.
I 2006 var man så vidt, at man meldte
ud, at nu var det slut i Odense.
Forinden havde den gamle bane
dog fået lov til i endnu et par år at
spille en rolle i dansk banesport, om
end på en trist baggrund. Det var i
årene 2003 og 2004, hvor arenaen
i Ballerup lå brak som følge af den
katastrofale tagsammenstyrtning. I de
år reddede Odensebanen sammen
med Århusbanen bl.a. gennemførelsen
af de danske mesterskaber på bane.
Lysene slukkes…
18. august 2006 kørtes så det
vemodige afskedsstævne på den
gamle bane, som nu havde 58 år
på bagen. Hovedbegivenheden var
det klassiske Thorvald Ellegaards
Mindeløb over en dansk mil. Alex
Rasmussen sejrede og gjorde det
med manér og i ny rekordtid 8 min.
50,54 sek. for de 7,532 km. Den gamle
rekord var helt tilbage fra 1979 og
lød på 9 min. 04,4 sek. – sat af Claus
Rasmussen…
Det store flag på inderkredsen blev
strøget mens solotrompetist Peter
Holling fra Odense Symfoniorkester
spillede Il Silenzio.
Det var så officielt afslutningsstævnet,
også selv om der i årene efter – mere
eller mindre uofficielt – stadig blev
kørt, bl.a. afdelinger af Cup Danmark.
41
ALEX RASMUSSEN
Født 9. juni 1984
Da Alex Rasmussen i 2005 i Los
Angeles blev verdensmester i scratch,
blev han den fjerde i rækken af
fynske verdensmestre på bane siden
Thorvald Ellegaard, Kaj E. Jensen og
Peder Pedersen. Siden har han føjet
yderligere tre verdensmesterskaber
til samlingen og da han i december
2013 vandt sit 28. danske mesterskab
overgik han selveste Niels Fredborg i
antal DM-titler.
Det var på banen, det begyndte og
det er fortsat her, han har opnået sine
største resultater. I sine bedste år var
han den dynamo og drivkraft, der
gjorde forskellen på det danske 4.000
meter hold i perioden, hvor holdet
opnåede sine allerbedste resultater.
Han har det ikke fra fremmede,
hans far Claus Rasmussen var selv
Alex Rasmussen – 4 gange verdensmester på bane.
42
i 1980’erne en af Danmarks bedste
baneryttere.
Sammen med Michael Mørkøv har han
i en årrække været Danmarks par nr.
7 på vinterbanerne og i 2009 blev de
verdensmestre i parløb.
At Alex også havde evner på
landevejen var tydeligt, og det var
naturligt, at han gik efter en karriere
i international landevejscykling, da
han i 2009 fik kontrakt på det danske
Protour-hold Team Saxo Bank. Senere
har han kørt for HTC Highroad og for
Garmin, og selvom han ind imellem
har opnået gode resultater, må man
nok indrømme, at forventningerne ikke
ganske er blevet indfriet.
Alex fyldte 30 år sidste sommer. Hvis
han selv vil, kan han stadig have flere
gode år med store sejre foran sig,
både på bane og på landevej.
Par nr. 7 i Ballerup.
Guld VM Scratch 2005 og 2010.
Guld VM Parløb 2009 med Michael Mørkøv.
Guld 4.000 meter holdforfølgelsesløb 2009.
Sølv OL 4.000 meter holdforfølgelsesløb Beijing 2008.
Sølv VM 4.000 meter holdforfølgelsesløb 2008 og 2013.
Bronze VM Parløb med Michael Mørkøv 2008.
Bronze VM 4.000 meter holdforfølgelsesløb 2007.
Europamester U 23 Scratch 2004 og 2005.
Europamester U 23 Parløb med Michael Mørkøv 2005.
Dansk mester Linjeløb/Landevej 2007.
Dansk mester 4 km indiv. forfølgelsesløb 2004, 2005, 2006, 2007 og 2008.
Dansk mester 1.000 meter på tid 2001, 2002, 2003, 2004, 2005 og 2006.
Dansk mester 4.000 meter holdforfølgelsesløb 2001, 2003, 2004, 2005, 2006
og 2007.
Dansk mester Pointsløb 2005 og 2007.
Dansk mester Parløb 2004 og 2005 (Michael Berling), 2006, 2007, 2008, 2009
og 2010 og 2013 (Michael Mørkøv).
Quatre Jours de Dunkerque 2 etapesejre 2010.
TD Bank International Championship 2011.
Grand Prix Herning 2010.
Fyen Rundt 2006.
8 6-dagessejre.
43
ODENSES OLYMPISKE MESTER
VANDT DM PÅ SIN NYE
HJEMMEBANE
Allerede i 1901 vandt Thorvald
Ellegaard det første VM i cykling
til Fyn men det var først i 2012, at
Odense fik sin første olympiske
mester i banecykling, Lasse Norman.
På velodromen i London vandt
han guld i den krævende disciplin
Omnium, og i samme disciplin vandt
han 28. december 2014 det danske
mesterskab på sin nye hjemmebane,
Thorvald Ellegaard Arena.
Officielt blev den nye Arena til
banecykling og atletik først indviet
fredag 16. januar 2015, men allerede et
par måneder før stod selve cykelbanen
klar, så de første træningsstævner
kunne køres. Det første startskud lød
søndag 16. november, og Odenses
4-dobbelte verdensmester Alex
Rasmussen blev den første vinder på
den nye bane i et 30 omg. pointsløb.
Ud over danmarksmesterskabet i
Omnium har der været kørt yderligere
et par DM-stævner og entusiasmen
og begejstringen for den nye bane har
været stor på begge sider af bæltet.
Den olympiske mester blev dansk mester
på sin nye hjemmebane.
Fra den nye arenas uofficielle åbning 16. november 2014
44
FACTS OM THORVALD ELLEGAARD
ARENA – ODENSE
Dimensioner
Længde: 250 meter
Bredde: 7,1 meter
Hældning i svingene: 42°
Hældning på langsiderne: 12,2°
Banen er opbygget af ca. 4 cm brede limtræsstave på hver ca. 6 m. Lægges
disse i forlængelse af hinanden, er der ca. 90 km.
Stavene er sømmet sammen med ca. 1,2 mio. søm
På inderkredsen er der atletikfaciliteter med bl.a. en 200 m løbebane
Hallen er ca. 7.000 m²
Regnvandet fra taget ledes via en faskine til en nærliggende sø
T.v. Farvel til den gamle cykelbane, t.h. rejsegilde på den nye Arena 18. marts 2014
45
FRA ODENSE CYKLEBANE KLUB TIL
CYKLING ODENSE
3. maj 1945 stiftedes A/S ODENSE
CYKLEBANE med det formål at
anlægge en cykelbane. Selskabet
skaffede den nødvendige kapital til
projektet og overlod herefter driften
af cyklebanen til Odense Cyklebane
Klub, stiftet 20. september 1945. 18.
februar 1989 skete en fusion mellem
Odense Cyklebane Klub og Fyns
Cykle Ring, og den nye klub fik navnet
Odense Cykle Klub, så initialerne blev
bevarede. 6. oktober 2003 fusionerede
Odense Cykle Klub med Fyens Bicycle
Club under navnet Cykling Odense, og
dermed var al odenseansk cykelsport
kommet under én hat.
Formænd gennem 70 år:
1945 - 1959 Salomon Andersen
1960 - 1981 Carlo W. Sørensen
1981 - 1991 Peder Pedersen
1991 - 1998 Allan Poulsen
1998 - 2002 Claus Rasmussen
2003 - 2004 Claes Larsen
2004 -
Claus Rasmussen
ODENSE BY’s GRAND PRIX – Sprint amatører
1949: 1 Ib Vagn Hansen (Kbh.), 2 Heron Mariager (Århus), 3 Walther Iseli (Schweiz).
1950: 1 Ove Claus Hansen (Kbh.), 2 Gunner Jensen, 3 Heron Mariager.
1951: 1 Jan Hijzelendoorn (Holland), 2 Jens Juel Eriksen (Århus), 3 Eigil Stephensen (Kbh.).
1952: 1 Stefan Maertens (Belgien), 2 Peter Brotherton (England), 3 Kurt Rechsteiner /Schweiz).
1953: 1 Cyril Peacock (England), 2 Don Shaul (England), 3 Werner Andresen (Kbh.).
1954: 1 Werner Potzernheim (Tyskland), 2 Don Shaul (England), 3 Wilfred Waters (England).
1955: 1 Lionel Cox (Australien), 2 Ejvind Holmstrup (Århus), 3 Kevin Booth (Australien).
1956: 1 John Tressider (Australien), 2 Giuseppe Ogna (Italien), 3 Valentino Gasparella (Italien).
1957: 1 Dick Ploog (Australien), 2 Kurt Melby (Kbh.), 3 Willy Bechmann.
1958: 1 Kurt Melby (Kbh.), 2 Clive Middleton (Australien), 3 Sante Lombardi (Italien).
1959: 1 Sante Gaiardoni (Italien), 2 Kurt Melby (Kbh.), 3 Valentino Gasparella (Italien).
1960: 1 Valentino Gasparella (Italien), 2 Sante Gaiardoni (Italien), 3 Giuseppe Beghetto (Italien).
1961: 1 Sergio Bianchetto (Italien), 2 Ad de Graaf (Holland), 3 Dave Handley (England).
1962: 1 Angelo Carcano (Italien), 2 Angelo Damiano (Italien), 3 Sergio Bianchetto (Italien).
1963: 1 Ron Baensch (Australien), 2 Preben Duckert (Kbh.), 3 Roger Vandenberg (Belgien).
1964: 1 Patrick Sercu (Belgien), 2 Jack Simes (USA), 3 Peder Pedersen.
1965: 1 Daniel Morelon (Frankrig), 2 Niels Fredborg (Århus), 3 Giordano Turrini (Italien).
1966: 1 Omari Pkhakadze (Sovjet), 2 Jan Ingstrup (Kbh.), 3 Daniel Morelon (Frankrig).
1967: 1 Daniel Morelon (Frankrig), 2 Reginald Barnett (England), 3 Jørgen Jensen.
1968: 1 Daniel Morelon (Frankrig), 2 Omari Pkhakadze (Sovjet), 3 Robert van Lancker (Belgien).
1969: Ikke afholdt
1970: 1 Peder Pedersen, 2 Niels Fredborg (Århus), 3 Sergei Krawsow (Sovjet).
1971: 1 Peder Pedersen, 2 Daniel Morelon (Frankrig), 3 Omari Pkhakadze (Sovjet).
1972: 1 Daniel Morelon (Frankrig), 2 John Nicholson (Australien), 3 Peder Pedersen.
1973: 1 Daniel Morelon (Frankrig), 2 Wiktor Kopilow (Sovjet), 3 Niels Fredborg (Århus).
1974-1977: Ikke afholdt
1978: 1 Alex Pontet (Frankrig), 2 Yave Cahard (Frankrig), 3 Miroslav Vymazal (Tjekkoslovakiet).
1979: 1 Anton Tkac (Tjekkoslovakiet), 2 Yave Cahard (Frankrig), 3 Franck Depine (Frankrig).
1980: 1 Lau Veldt (Holland), 2 Anton Tkac (Tjekkoslovakiet), 3 Henrik Salée.
1981: 1 Alexander Panfilov (Sovjet), 2 Paul Swinnerton (England), 3 Henrik Salée.
1982: 1 Lutz Hesslich (DDR), 2 Gordon Singleton (Canada), 3 Olaf Arndt (DDR).
1983: 1 Vratislav Sustr (Tjekkoslovakiet), 2 Gerhard Scheller (Tyskland), 3 Franck Depine (Frankrig).
1984: 1 Michael Hübner (DDR), 2 Lutz Hesslich (DDR), 3 Emzar Gulachvili (Sovjet).*
1985: 1 Ralf Kutschy (DDR), 2 Michael Hübner (DDR), 3 Vratislav Sustr (Tjekkoslovakiet).
1986: 1 Lutz Hesslich (DDR), 2 Michael Schulze (DDR), 3 Gabriele Sella (Italien).
1987: Ikke afholdt
1988: 1 Bill Huck (DDR), 2 Lutz Hesslich (DDR), 3 Eyk Pokorny (DDR).
1989: 1 Fréderic Magné (Frankrig), 2 Ken Carpenter (USA, 3 Denis Lemyre (FRA).
1990: Finalerne aflyst p.g.a. regn.
1991: 1 Curtis Harnett (Canada), 2 Gary Neiwand (Australien), 3 Eyk Pokorny (Tyskland).
1992: 1 Denis Lemyre (Frankrig), 2 Jaroslav Jerabek (Tjekkiet), 3 Gary Neiwand (Australien).
1993: 1 Ainars Kiksis (Letland), 2 Teet Laaneouts (Estland), 3 Michael Scheurer (Tyskland).
1994: Ikke afholdt
1995: 1 Jens Fiedler (Tyskland), 2 Marcello Arrue (Chile), 3 Michael Hübner (Tyskland).
1996: Ikke afholdt
1997: 1 Matthias Schulze (Tyskland), 2 René Wolff (Tyskland), 3 Mathias Jorn (Tyskland).
1998: Omnium: 1 Jakob Piil, 2 Tayeb Braikia (Kbh.), 3 Ronny Lerche (Kbh.).
1999: 1 Dion Åkerstrøm (Kbh.), 2 Henrik Hammel (Kbh.), 3 Bo Sommer (kun dansk deltagelse).
* Grand Prix 1984 kørtes i flere discipliner, det anførte resultat er fra sprinter-afdelingen.
O.C.K.s GRAND PRIX FOR PROFESSIONALS
Salomon Andersen
46
C.W. Sørensen
Peder Pedersen
1954:
1955:
1956:
1959:
1960:
1970:
1974:
1975:
1 Reginald Harris (England), 2 Axel Schandorff, 3 Oscar Plattner (Schweiz).
1 Reginald Harris (England), 2 Jan Derksen (Holland), 3 Arie van Vliet (Holland).
1 Reginald Harris (England), 2 Arie van Vliet (Holland), 3 Emile Gosselin (Belgien).
1 Jan Derksen (Holland), 2 Palle Lykke, 3 Werner Potzernheim (Tyskland).
1 Werner Potzernheim (Tyskland), 2 Palle Lykke, 3 Oscar Plattner (Schweiz).
1 Jack Simes (USA), 2 Robert van Lancker (Belgien), 3 Luigi Borghetti (Italien).
1 Peder Pedersen, 2 Robert van Lancker (Belgien), 3 Gerrie Fens (Holland).
1 Peder Pedersen, 2 John Nicholson (Australien), 3 Skip Cutting (USA).
47