Hele publikationen i PDF

UDVIKLING
KULTUR
POLITIK
KRITIK AF INTERNATIONAL MØD BRASILIENS NYE FORENEDE NATIONER
MEDIA SUPPORT
KUNSTNER-GENERATION FYLDER 70
Mediefolk i Myanmar: Dansk
ngo arbejder for tæt sammen
med regimet
s.36 /
Nu kan det røbes: Brasiliansk
kultur er ikke bare samba,
fodbold og karneval
s.42 /
Hip, hip - og måske hurra! Tidligere
Røde Kors-generalsekretær Jørgen
Poulsen holder fødselsdagstalen for FN
s.22 /
DANMARKS
GLOBALE MAGASIN
- NR 4 - 2015 - OKTOBER - 42. ÅRGANG -
RAPPORT FRA ET
FJERNT NÆROMRÅDE
Drengen Mamoudou er en af de godt
250.000 flygtninge fra Den Central­
afrikanske Republik, som er flygtet
til nabolandet Cameroun. Under sin
flugt blev Mamoudou angrebet af en
milits, der huggede hans arm af og
efterlod ham i den tro, at han var død.
s.10 /
Udgives af Danida, Udenrigsministeriet.
NYBORG
GYMNASIUM
International
Baccalaureate
- den internationale
studentereksamen
• internationalt anerkendt
• giver adgang til universiteter
over hele verden
• undervisning på engelsk
Du kan bo på skolens kostafdeling.
Der er også mulighed for at bo på et
kollegium i tilknytning til skolen.
Ring og rekvirer yderligere oplysninger om
uddannelsen, kostskolen og kollegiet.
www.nyborg-gym.dk
Tlf +45 65 31 02 17
REJSEKLAR?
Skal du rejse til udlandet – eller
har du problemer derude?
Udenrigsministeriets nye app
UM Rejseklar hjælper dig på vej!
Hent app’en og læs mere på
rejseklar.um.dk
Indhold
DANMARKS
GLOBALE MAGASIN
– NR 4 • 2015 • OKTOBER • 42. ÅRGANG –
Kassava
– den fattige
mands ven
s.9 /
Kina udfører “stadiondiplomati” i Afrika
s.18 /
UDVIKLING
ERHVERV
CAR: Afrikas glemte
krig s.10 /
Svampefeberen raser
i Myanmar s.30 /
Verden ifølge
Lykketoft s.26 /
Verdens mest
sælgende øl s.35 /
Kritik af dansk ngo
i Myanmar s.36 /
Transportsektor vinder
på Trade for Aid s.35 /
Nødhjælp: Behov
for systemskifte s.46 /
Norge: Der er gået
fisk i udviklingen s.35 /
POLITIK
KULTUR
Her er de ni nye
udviklings ordførere s.7 /
Hård kurs mod
Kinas musikpirater s.17 /
Kinas “stadiondiplomati”
i Afrika s.18 /
Hvid modeverden
kritiseres s.17 /
Tema: Forenede
Nationer fylder 70 år s.22 /
Manga og hiphop på
brasiliansk s.42 /
Religionsfrihed
på tadsjikisk s.60 /
Nepals kulturarv
ligger i ruiner s.54 /
s.60 /
ISLAMISMEN VINDER FREM I TADSJIKISTAN
Kronik: Kontrol og undertrykkelse er myndighedernes
svar på radikalisering.
s.46 /
EN LUKKET FEST FOR DEN HUMANITÆRE ELITE
Verdens nødhjælp styres af en lukket, vestlig klub som
ikke formår at inddrage de lokale.
FASTE SIDER
Kulturen Kort: Kendisser,
Ogaden og cumbia s.8 /
s.56 /
Side 9-afgrøden: kassava
a.k.a. yucca/maniok s.9 /
Navne: Fadder for
hele verdens børn s.64 /
Regnskov må vige
for palmeolie
s.6 /
Asiatisk Plads:
Kort Nyt om Danida s.65 /
Indvikling: Graviditet som
genvej til medaljer s.66 /
HER ER HAVANAS HIPSTERE
Fotoserie: Hvad roder de unge cubanere egentlig med?
Fotograf Michael Christopher Brown har besøgt dem.
Præsident på livstid
40 ÅR OG TRE MÅNEDER
VED MAGTEN
“Ingen burde være præsident på livstid,” sagde USA’s præsident, Barack
Obama, under sit besøg på det afrikanske kontinent i juli. Han advarede de
afrikanske statsledere mod at klæbe til magten, når deres embedsperiode
egentlig burde være slut. Her er de 10 længst siddende*.
AF FREDERIK TILLITZ
4/
40 ÅR
2. MOHAMED
ABDELAZIZ
Vestsahara. General­sekretær
og præsident i eksil siden
30. august 1976.
38 ÅR
Abdelaziz er politiker og guerillaleder for selvstændighedsbevægelsen Polisario i Vestsahara. Han regnes af 70 lande og Den Afrikanske Union
for den legitime leder af Sahrawi Arab Democratic Republic (SADR),
som ørkennationens officielle titel lyder. Vestahara har dog siden
1975 været besat af Marokko, og Abdelaziz lever i eksil i Algeriet.
36 ÅR
1. PAUL BIYA
FOTO: POLFOTO & SCANPIX
Cameroun. Premierminister og siden
præsident siden 30. juni 1975.
Paul Biya er med sine 40 år ved magten
den statsleder på det afrikanske kontinent,
der har siddet længst. Ved det seneste
valg i 2010 sikrede han sig yderligere syv
år med 78 procent af stemmerne. Hans
nærmeste konkurrent fik ti procent af
stemmerne. Biya anklages for valgsvindel
af både nationale og internationale organisationer.
3. TEODORO OBIANG
Ækvatorialguinea. Præsident siden
3. august 1979.
Siden et blodigt statskup mod
sin onkel har Obiang regeret det
lille olierige land i Vestafrika.
Hans styre anklages blandt andet
for mord, kidnapning, tortur og
umenneskelige fængselsforhold. Selvom landet er en af Afrikas
største olieproducenter, lever en stor del af befolkningen i fattigdom. Obiang regnes blandt de rigeste statsoverhoveder i verden.
35 ÅR
35 ÅR
4. JOSÉ EDUARDO
DOS SANTOS
Angola. Præsident siden
10. september 1979.
Præsident, øverstbefalende for de
væbnede styrker og
formand for landets
absolut største parti,
MPLA - José dos
Santos sidder solidt
på magten i Angola.
MPLA og opnåede
ved valget i 2012 hele
71 procent af stemmerne. Dos Santos
beskyldes for at indsætte familiemedlemmer på prominente
poster, hvorfra de kan
skovle landets rigdomme til sig.
5. ROBERT MUGABE
6. YOWERI MUSEVENI
Uganda. Præsident siden 29. januar 1986.
Efter at have været med til at vælte først
des­poten Idi Amin og derefter præsident
Milton Obote bragte præsident Museveni
relativ fred til Uganda. Han sidder nu i sin
fjerde embedsperiode. Diskrimination af
LGBT-personer har dog vakt international for­
dømmelse, ikke mindst da dødsstraf for
homoseksualitet i 2009 blev forsøgt indført.
Zimbabwe. Premierminister og siden præsident
fra 18. april 1980.
Efter væbnet kamp
mod den hvide regering i det daværende
Rhodesia blev Robert Mugabe i 1980
premierminister og
senere præsident
i Zimbabwe. Trods
international fordømmelse af sit diktatoriske styre og stigende
isolation til følge blev
den 91-årige “Uncle
Bob” i 2015 udnævnt
til formand for Den
Afrikanske Union.
29 ÅR
24 ÅR
26 ÅR
7. OMAR AL-BASHIR
Sudan. Præsident siden
30. juni 1989.
Al-Bashir overtog
magten ved et kup
mod den demokratisk
valgte regering i Sudan i 1989. Hans styre
har i høj grad været
påvirket af den sudanesiske borgerkrig,
der har kostet mere
end en million mennesker livet. Al-Bashir
er stadig eftersøgt af
Den Internationale
Menneskerettighedsdomstol for forbrydelser mod menneskeheden.
8. IDRISS DÉBY
Tchad. Præsident siden 2. december 1990.
General Idriss Déby var leder af oprøret
mod Tchads daværende præsident Hissène
Habré. Siden magtovertagelsen har han flere
gange forhindret kupforsøg mod sig selv og
løbende bekæmpet diverse oprørsgrupper i
landet. I 2006 afskaffede han begrænsningen
på, hvor mange embedsperioder en præsident
i Tchad kan sidde. Hvorfor mon?
21 ÅR
24 ÅR
9. ISAIAS AFEWERKI
10. YAHYA JAMMEH
Siden Eritreas løsrivelse fra Etiopien har
den tidligere frihedshelt fra Eritrean People's
Liberation Front, Isaias Afewerki, været landets præsident. Hans styre har ifølge Amnesty
International 10.000 politiske fanger fængslede, og Eritrea ligger for ottende år i træk nederst på Journalister uden Grænsers liste over
pressefrihed i verden.
Yahya Jammeh tog magten i Gambia efter et
kup i 1994 og blev valgt til præsident for det
lille vestafrikanske land i 1996. Hans regime
beskyldes blandt andet for at kvæle pressefriheden, skyde demonstrerende studerende,
støtte heksejagte og massakrere ghanesiske
migranter. Turistlandet Gambia har et BNP
lavere end Sudan.
Eritrea. Præsident siden 27. april 1993.
Gambia. Præsident siden 22. juli 1994.
*
UDVIKLING HAR
SAMMENLAGT
PRÆSIDENT-, GENERALSEKRETÆROG PREMIERMINISTERPERIODER
OG SÅLEDES MÅLT
DEN REELLE TID
VED MAGTEN.
5/
AGENDA
UDVIKLING
Bedre
velfærd
for kvinder
Lad de mange ideer
blomstre! Sådan er
hensigten med at
bringe politikere, fagfolk, aktivister, donorer og andre berørte
sammen næste år til
en international konference i Danmark
om kvinders velfærd.
Deltagerne skal
komme med nye bud
på de udfordringer,
som kvinder og piger
verden over støder på
i forhold til sundhed
og rettigheder foruden velfærd.
Denne fjerde internationale Women
Deliver-konference
holdes i maj 2016 i
København.
Blandt de prominente talere, som skal
inspirere forsamlingen, er WHO's generaldirektør, Margaret
Chan, UNICEFs daglige leder, Anthony
Lake, og FN-undergeneralsekretær og
daglig leder af UN
Women Phumzile
Mlambo-Ngcuka.
• /RH
FOTOS: NOEL CELIS/SCANPIX
6/
Humanitær
katastrofe lurer
i Yemen
Yemen var i forvejen et temmelig tørt land,
hvor kun halvdelen af befolkningen på 26 millioner mennesker havde adgang til rent vand.
Så kom optrapningen i marts af konflikten
i landet, da en saudiarabisk-ledet koalition
indledte bombardementer og kontrol med
skibstrafik i forsøget på at presse houthi-oprørere. Det har givet knaphed på olie, som er
afgørende for at kunne hente vand op fra dybt
i undergrunden med motordrevne pumper.
Situationen risikerer at ende med en humanitær katastrofe på grund af vandmangel, advarer FN’s børneorganisation, UNICEF. I løbet
af få måneder er andelen af befolkningen, som
ikke kan få rent vand, steget til 80 procent.
UNICEF's landechef for vand og sanitet
i Yemen, Mahboob Ahmed Bajwa, siger, at
vand­relaterede sygdomme nu er en “tidsindstillet bombe”. Problemet med diarré er særlig
akut uden for byerne, hvor det er svært at købe
vand. Små børn er mest udsatte.
Også EU’s kommissær for humanitær
bistand, Christos Stylianides, slår alarm. Han
kræver, at konfliktens parter tager humanitære hensyn. EU øgede i august sin bistand
til Yemen med 12 millioner euro (90 millioner
kroner). • /RH
Kampen mod overvægt
koster tropisk skov
I Indonesien og andre lande i Sydøstasien bliver
der etableret plantager med oliepalmer, hvor
der før var tropisk skov. Årsag? Den stærkt
øgede efterspørgsel af palmeolie, som er
mindre fedende end transfedtsyrer.
AF REGNER HANSEN
Det er ikke kun et anliggende for mennesker i rige lande, når de forsøger at slippe
af med ekstra kilo på sidebenene. For et af
våbnene i deres kamp mod overvægt er at begrænse indtaget af såkaldte transfedtsyrer, som
er medvirkende til fedmerelaterede sygdomme.
Her er palmeolie et prisbilligt, mindre
usundt alternativ, og det fører til øget efterspørgsel af palmeolie og etablering af olieplantager i områder i lande i Sydøstasien,
hvor der før var tropisk skov. Alene i USA er
appetitten på palmeolie næsten fordoblet på ti
år. Europa følger godt med.
FN’s fødevare- og landbrugsorganisation
(FAO) anslår, at den globale efterspørgsel af
palmeolie ventes øget med mere end 50 procent i 2050 sammenlignet med niveauet ved
årtusindskiftet.
De amerikanske fødevare- og sundhedsmyndigheder (FDA) har i flere år udtrykt
bekymring over transfedtsyrer, som på grund
af deres struktur gerne aflejres og ophobes
i blodkar. FDA indførte i juni et forbud mod
industrielt fremstillede transfedtsyrer. I EU har
der længe været tilløb til et lignende indgreb.
Danmark satte tilbage i 2004 en overgrænse for
brugen af industrielt fremstillede transfedtsyrer.
MORATORIUM TILSIDESÆTTES
85 procent af verdens palmeolie kommer fra
Sydøstasien. Indonesien råder over et stort
landareal og har udviklet sig til den førende
producent.
Indonesien er samtidig blandt de lande,
hvor der sker størst skovrydning. Ifølge den
amerikanske miljøorganisation World Resources Institute er oprindelig skov på størrelse
med det halve af Englands areal blevet ryddet
siden 2000 i Indonesien trods et formelt moratorium.
Afskovningen i 2013 – den seneste årsopgørelse – var en af de mest omfattende i indonesisk historie. Det oplyser James Anderson
fra World Resources Institutes skovprogram
til det internationale nyhedsbureau Inter Press
Service • /RH
De skal føre ordet
AGENDA
UDVIKLING
Danmarks udviklingssamarbejde er kommet højt op på den politiske dagsorden
og var under valgkampen genstand for hidsig debat. Udvikling har spurgt de
nye udviklingspolitiske ordførere i Folketinget om deres mærkesager.
AF CHRISTIAN ANDERSEN
Martin Lidegaard,
Radikale Venstre
“Kampen mod fattigdom
bør tage nye former i de
kommende år. På den ene side skal vi
fastholde fokus på de allersvageste
stater, hvor vores offentlige bistand
skal skabe stærke stater og tiltrække
flere private investeringer. På den
anden side skal vi arbejde mere for at
påvirke udviklingen i verdens vækstøkonomier i en mere bæredygtig
retning – både socialt og miljømæssigt. Det kræver en ambitiøs satsning
på myndighedssamarbejde, der også
styrker dansk eksport. Skal vi have råd
til det hele, kræver det en højere, ikke
en lavere, udviklingsbistand.”
Naser Khader,
Konservative
“Jeg ønsker at fastholde
udviklingsbistanden på 0,8
procent af BNI, så Danmark stadig er
i top blandt bidragydere. Vi skal fokusere mere på nødhjælp. Lige nu er det
oplagt, at vi bruger flere penge i Syriens nærområder. Det vil også mindske
de store flygtningestrømme. Det er
vigtigt, at vores bistand har maksimal
effekt, og derfor vil jeg ikke udelukke,
at vi må sætte noget på standby til fordel for Syriens nærområder.”
Holger K. Nielsen,
Socialistisk Folkeparti
“Dansk udviklingsbistand
skal udgøre én procent af
BNI. Udviklingsbistanden skal bruges
til at bekæmpe fattigdom og til at
fremme menneskers viden om og evne
til at kæmpe for deres rettigheder, ligesom der er brug for en forstærket indsats mod klimaforandringer. Der skal
skabes sammenhængende politikker,
så det, vi gør med udviklingspolitikken for at styrke bæredygtig udvikling,
ikke undermineres af, hvad vi gør på
andre politikområder.”
Michael Aastrup Jensen,
Venstre
“Danmark skal fokusere
udviklingsbistanden på
nærområderne i Mellemøsten og
Afrika for at skabe grundlag for vækst
og arbejdspladser samt for på kortere
sig at kunne håndtere de massive
udfordringer i forhold til migranter,
der søger mod EU. Der er behov for,
at vi styrker indsatsen for at opbygge
regionalt samarbejde mellem de afrikanske lande. Afrika går glip af vækst
og arbejdspladser, fordi toldmure og
bureaukrati forhindrer handel mellem
de afrikanske lande. Østeuropa har
Christina Egelund,
brug for større fokus fra dansk side.
Liberal Alliance
Især Ukraine, men også Hviderusland
“Akut nødhjælp til verdens og Moldova.”
brændpunkter er et afgørende fokusområde i den danske udChristian Juhl,
viklingspolitik. Frihandel er afgørende
Enhedslisten
for den bæredygtige økonomiske
“Jeg arbejder for en bæredygtig udviklingspolitik,
vækst i udviklingslandene, og derfor
skal vi sikre bedre handelsmuligheder der bekæmper fattigdom, fremmer
lighed og sikrer rettigheder og demoglobalt. Vi skal fremme de grundlæggende frihedsrettigheder i de priorikrati, for, at Danmarks bidrag hurtigst
tetslande, som er en del af den danske muligt kommer op på én procent af
udviklingspolitik. Bekæmpelsen af
BNI, og for, at udviklingsbistanden
diskrimination mod minoriteter er et
ikke bliver halehæng til krigseventyr,
særligt fokusområde for mig.”
erhvervsstøtte og handelspolitik.”
Claus Kvist Hansen,
Dansk Folkeparti
“Jeg vil arbejde for en
gennemgang af de eksisterende programmer for at se, om
midlerne forbruges efter hensigten,
og om der kan spores en effekt. Samtidig vil jeg arbejde for, at midlerne
inden for rammerne kan omprioriteres sådan, at der – når tiden kræver
det – kan oprustes med humanitær
hjælp i nærområder for at understøtte den stabilitet, der er nødvendig
for at undgå menneskestrømme.”
Ulla Sandbæk,
Alternativet
“Mine mærkesager er at
understøtte en bæredygtig
udvikling i udviklingslandene både
miljømæssigt, socialt og økonomisk,
at målrette bistanden mod de fattigste
lande frem for hensynet til danske sikkerhedspolitiske og handelsmæssige
interesser og sikre kvinders reproduktive sundhed og rettigheder.”
7/
FOTO:S FOLKETINGET
Mette Gjerskov,
Socialdemokraterne
“Jeg drømmer om at
give fattige mennesker
en fremtid i deres eget land. At sikre
en bæredygtig udvikling i verden, så
mennesker kan blive herrer i deres
eget liv, og kvinder kan bestemme
over deres egen krop. Og så vil jeg
engagere danskerne i arbejdet, så de
kan blive lige så stolte over vores resultater, som jeg er.”
KULTUREN KORT
TRE AKTUELLE UDGIVELSER OM GLOBALE FORHOLD
8/
Kritisk blik
på fortalere
438 dage
bag tremmer
Cumbia med
surf-guitar
BOG: Vestlige berømtheder (Jolie,
Pitt, Bono, Clooney, Penn, Ibrahimovic) bruges ofte som blikfang, når der
skal skabes opmærksomhed omkring
konflikter i Afrika, Asien og Latinamerika. Direktør for World Peace
Foundation, forsker og førende ekspert på Sudan, Sydsudan og Afrikas
Horn Alex de Waal har i samarbejde
med en række eksperter sat fokus på
fænomenet. Bogen gennemlyser metoder og effekt samt konsekvenser for
integritet, når profilering, midler og
indflydelse er afgørende.
De Waal taler blandt andet for at
anvende princippet “do no harm” i
fortalervirksomhed. Det indebærer,
at afsenderen – ngo’en eller berømtheden – indtager en reflekterende og
ydmyg rolle. Det betyder også, at vedkommende skal være klar til at indrømme fejl og skifte holdning, når virkeligheden skifter. Det handler ikke
kun om at holde den onde diktator op
på en udvalgt standard, men også ens
egne kollegaer. • /Pernille Bærendtsen
BOG: I 2011 krydsede den svenske
journalist Martin Schibbye og fotograf Johan Persson grænsen fra
Somalia ind i Etiopien. Forud havde
fulgt måneders forberedelse, som
skulle resultere i en historie om olieudvindingen i den isolerede, konfliktramte Ogaden-region.
Drivkraften var det svenske Lundin Petroleums forbindelse til Africa
Oil, der udvinder olie i regionen.
Området er kontrolleret af Ogaden
National Liberation Front (ONLF),
som Etiopiens regering regner for
terrorister. Projektet gik imidlertid
ret hurtigt helt galt. Svenskerne kom
i skudlinjen og fængsledes senere
i det berygtede Kaliti-fængsel. Her
tilbragte de samlet 438 dage. Det er
der nu kommet en bog ud af, som er
blevet en bestseller i Sverige med
over 100.000 solgte eksemplarer på
mindre end et halvt år.
Martin Schibbye har nu taget initiativ til Blank Spot, et medborgerfinansieret projekt, der søger at skabe
mere nuanceret udenrigsjournalistik.
• /PB
MUSIK: Cumbia er ikke ny i Danmark
– senest på Roskilde Festival optrådte
DJ og producer Pedro Canale (kendt
som Chancha Via Circuito). Cumbiaen voksede frem i Columbia med
de afrikanske slaver, der blev bragt
til Latinamerika. Cumbiaen lod sig
senere påvirke og udvikle i samspil
med andre musikgenrer. I dag søger
musikere og producere verden rundt
inspiration i cumbiaens rødder, når
de producerer musik.
The Rough Guide to Psychedelic
Cumbia har fokus på den “psykedeliske” genre af cumbia, hvor “surf-guitaren” er karakteristisk. 1960’ernes
surfere fra Californien tog “surf-guitaren” med til kystbyerne i Columbia,
Peru og Mexico.
World Music Networks opsamling blander gammelt og nyt. En
god måde at opdage ny musik på.
Første del af opsamlingen er numre
fra 1960-1970’erne. Anden del af opsamlingen er nutidige kunstnere fra
Chile, Mexico, USA, Peru, Colombia,
Argentina og Tyskland. Mere globalt
bliver det ikke. • /PB
VOCACY IN CONFLICT CRITICAL PERSPECTIVES ON
TRANSNATIONAL ACTIVISM
438 DAGAR/438 DAYS
PSYKEDELISK CUMBIA
Martin Schibbye
396 sider. Sprog: svensk/engelsk
Udgiver: Offside Press
Vejl. pris: £11,95
www.438days.com
Udgiver: World Music Network
Vejl. pris: Fra £2,50
www.worldmusic.net
Alex de Waal
312 sider
Udgiver: Zed Books
Vejl. pris: £18.99
Twitter: @JSRP2
FOTOS: SHAUL SCHWARZ/GETTY IMAGES REPORTAGE
Twitter: @martinschibbye
Twitter: @WMN_UK
80 KILO. SÅ MEGET KASSAVA SPISER HVER PERSON I
AFRIKA SYD FOR SAHARA I GENNEMSNIT PÅ ET ÅR.
HUSK AT KOGE DEN FØRST
Kassava eller yucca kan klare sig på mager jord
uden ret meget vand. Til gengæld består knolden
næsten kun af stivelse.
AF EBBE SCHIØLER
Kører man forbi et kassavastykke i et afrikansk landskab, kan
man dårligt se, at de høje planter med
de fingrede blade er mad og lager på
én gang. Det er nemlig under jorden,
det foregår. Her skyder der rodknolde
ud fra stænglen under overfladen.
Brune, aflange og en god del større
end en bagekartoffel.
Her gælder det ikke om at hive
planterne op, så snart der er chance
for, at knoldene har lidt fylde; ingen
skilte med “nye kassava!” Tværtimod,
kan man sige. Knoldene kan blive
i jorden, fra de er fuldvoksede efter
cirka seks måneder og helt frem til
godt et år, efter at kassavaen blev
plantet som afskårne stængelstykker.
Det er just det fine ved dem, de er klar
til at fylde maver imellem sæsonen for
alle de andre tropiske afgrøder, der er
favoritterne: ris, majs, hirse, bønner og
så videre.
KASSAVA – NØJSOM OG PÅLIDELIG
Og kassava kan fylde maver … men
med masser af ret tomme kalorier. Så
selvom den giver et virkelig højt udbytte per hektar sammenlignet med alternativerne, helt op til syv-otte gange
EN KNOLD MED BLÅSYRE
Kassava har dog et ganske dominerende problem, som dels kan holdes i
ave med stor omhu, og dels formentlig
kan løses helt betryggende af forskere, heriblandt danske, der er med
i front. Problemet kunne være hentet
fra krimiernes verden: blåsyre! Kassavaen har to grundvarianter, de bitre
og de ikke-bitre; der er mest syre i de
første. Men ingen af dem kan spises
rå, det er ødelæggende for helbredet
på kort og langt sigt og kan være dræbende. Kassavaen skal derfor snittes,
udvaskes, koges eller på anden måde
varmebehandles, så blåsyren kan
fordampe. Det skal gøres grundigt, ellers kommer skaderne alligevel, bare
langsommere.
Så forskernes opgave er åbenlys:
Reducér, eller fjern blåsyren, og arbejdet skrider godt frem. En tillægsdagsorden er at berige kassavaen med
mineraler og vitaminer – ud over det
ret gode indhold af B- og C-vitamin
– men det giver ikke meget mening,
før blåsyren er dæmpet, for den hårde
tilberedning af knoldene vasker det
meste af det værdifulde ud med skyllevandet – som i øvrigt forurener
naturen ganske betydeligt i større
portioner. •
9/
FOTO: COLOURBOX
KASSAVA
så mange måltider, består en kassava
overvejende af stivelse, desværre.
Men på plussiden tæller, at kassava
– også kaldet yuca/yucca eller mani­ok
– kan klare sig på ret usle jorder og
levere udbytte også i regnfattige år,
fordi den har dybe og fint trevlede
rodtråde ned i fugtige jorddybder.
Så man kan regne med den, og det
gør de afrikanske småbønder. Nigeria
og DR Congo er de helt store producenter. Afrika står for 50 procent af
verdensproduktionen, næsten det hele
bliver spist i husholdningerne – i gennemsnit 80 kilo per person på et år.
Dermed er kassava den tredjestørste
fødevareafgrøde i Afrika syd for Sahara; -grød, -brød, -chips, sæt kassava
foran, alt sammen populært, også som
snack fra gadesælgere.
I Asien dyrker de også meget,
men her til stivelsesproduktion i
industrien. I kassavaens hjemland
Brasilien, og Latinamerika i øvrigt,
bruges den både som mad og til stivelse, og der forsøges med kassava
som biobrændsel. Populær afgrøde,
faktisk, produktionen vokser stabilt
fra år til år.
10/
ANTI-BALAKA, DER BETYDER ANTI-MACHETE, KALDER DEN ENE AF PARTERNE I KONFLIKTEN
I DEN CENTRALAFRIKANSKE REPUBLIK SIG. MEN NETOP MACHETER HAR VÆRET FLITTIGT
ANVENDT I KONFLIKTEN I LANDET. HER MACHETER OG KNIVE INDSAMLET AF FRANSKE
TROPPER I CAR.
Cameroun
VÆK FRA VOLDEN
Krigen i Den Centralafrikanske Republik har sendt en halv million mennesker
på flugt til nabolandene, herunder Cameroun, der er hårdt presset. Vesten trapper
ned på den humanitære hjælp til det, der beskrives som Verdens største glemte
humanitære katastrofe. Velkommen til nærområdet.
AF IDA MEISLING OG ANDERS REUTER, GAROUA-BOULAÏ, CAMEROUN
Rejsen tog tre uger og foregik
barfodet gennem bushen. Med sig
havde hun en lille flok forældreløse
børn, og undervejs måtte de gemme
sig for at undgå at støde på bevæbnede grupper.
Adama Hamadous historie er
langtfra unik. Sultne og dehydrerede
ankommer flygtningene fra CAR – ofte
hele familier – til fods til de tilgrænsende lande, der ud over Cameroun
tæller Tchad, Congo og Den Demokratiske Republik Congo. Den svære rejse
ud af CAR er for dem et bedre alternativ end at leve i et land i undtagelsestilstand, hvor bestialske mord med
macheter er noget nær hverdag.
I alt har mere end en million mennesker – knap en fjerdedel af befolkningen i CAR – forladt deres hjem
som følge af krigen. Halvdelen er
flygtet til nabolandene, hvor de installeret i flygtningelejre kæmper med
voldsomme traumer efter selv at have
været udsat for vold eller set deres
nærmeste blive slået ihjel.
FLYGTNINGEDRENGEN MAMOUDOU FRA DEN CENTRALAFRIKANSKE REPUBLIK VED, HVAD
MACHETER KAN GØRE. UNDER SIN FLUGT TIL CAMEROUN BLEV HAN ANGREBET AF ANTI-BALAKA, SOM HUGGEDE HANS ARM AF OG EFTERLOD HAM I DEN TRO, AT HAN VAR DØD.
11/
FOTOS: MARCUS BLEASDALE
Under et halvtag sidder tre
mænd i blå UNHCR-veste på små
plasticstole ved lave borde.
I hjørnet står et grønt havebord
med en computer, som en medarbejder har forladt for at bede en bøn på
et tæppe rettet mod Mekka. Udenfor
venter hundredvis af udmattede
kvinder, mænd og børn i en lang kø
på et støvet og bart græsareal. De
nødtørftige kontorfaciliteter er stillet
op af FN’s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) i grænsebyen GarouaBoulaï i Cameroun, og de trætte familier er flygtninge fra krigen i Den
Centralafrikanske Republik (CAR).
De venter på at blive registreret
og fotodokumenteret, så de kan
sendes videre til en af områdets syv
flygtningelejre. På den anden side
af grænsen har de forladt et land
hærget af kaos, mord og ødelæggelser, der er resultatet af borgerkrigen
mellem landets kristne militsgruppe
Anti-balaka og den hovedsageligt
muslimske oprørsgruppe Séléka.
En af dem er 36-årige Adama
Hamadou, der er blevet installeret
i et midlertidigt modtagelsestelt i
lejren Borgop et par timers kørsel fra
Garoua-Boulaï.
“Anti-balaka rettede deres våben
mod min landsby. Flere var allerede
dræbt, da jeg som den eneste fra min
familie nåede at flygte,” forklarer
hun.
>
12/
FOTOS: MARCUS BLEASDALE
VENTER PÅ FREDEN. I GADO-FLYGTNINGELEJREN I CAMEROUN HAR FLYGTNINGE FRA DEN CENTRALAFRIKANSKE REPUBLIK I ALLE ALDRE SØGT
SIKKERHED FOR KAMPENE I DERES HJEMLAND.
Den største andel af flygtningene –
godt kvart million – er kommet til Cameroun, hvor de har slået sig ned i et
område, pågodt og vel 50.000 kvadratkilometer. Langtfra alle har fået plads i
flygtningelejrene. De har i stedet slået
sig ned i selvbestaltede, interimistiske
landsbyer side om side med lokalbefolkningen. Cameroun er kendt for
sin gæstfri modtagelse af flygtninge,
men den massive tilstrømning lægger
voldsomt pres på regionens i forvejen
sparsomme ressourcer.
EN GLEMT OPERATION
FN har for nylig advaret imod, at
konflikten i CAR risikerer at blive
verdens største glemte humanitære
krise. 2,7 millioner mennesker har
brug for nødhjælp, og UNHCR efterlyser flere midler til at håndtere flygtningesituationen.
Danmark ydede i 2013 og 2014 et
samlet bidrag på 11,5 millioner kroner
til UNHCR’s humanitære indsats over
for CAR-flygtninge i Cameroun, men
siden har der ikke været bevilget ressourcer direkte til CAR-krisen. Og det
er en generel tendens. Ifølge tal fra International Rescue Committees nyligt
publicerede rapport Too soon to turn
away, er kun 21 procent af den nødvendige humanitære assistance blevet
kanaliseret til CAR-krisen i 2015.
“Det er en glemt operation,” siger
Laurent Raguin om hjælpen til krisen
i CAR med et resignerende træk på
skuldrene. Han er chef for UNHCR’s
kontor i Yaoundé, hovedstaden i Cameroun.
For UNHCR har det betydet færre
ressourcer til at håndtere det kaos,
krisen har skabt i nabolandene. En
nedprioritering, der også vækker bekymring på det lokale UNHCR-kontor
i østregionens hovedstad, Bertoua.
“Det er ikke bare en glemt og
overset krise. Den har aldrig været
opdaget,” siger chefen for UNHCR’s
flygtningelejre i grænseregionen til
CAR, Josep Zapater, og peger på, at
PÅ FLUGT FRA DEN CENTRALAFRIKANSKE REPUBLIK
“
Jeg ejer ikke noget mere, ikke
engang et par sko, så fred er det
eneste krav, jeg har til min
tilværelse.
Cameroun har taget imod det største
antal centralafrikanske flygtninge. I
et område med en lokalbefolkning på
under 800.000 huses nu over 250.000
flygtninge, hvoraf størstedelen er kommet til i 2013 og 2014. Den lange grænsestrækning til CAR med mere end 30
grænseovergange og et areal på 50.000
kvadratkilometer,
der er præget af
dårlig infrastruktur,
er en udfordring for humanitære aktører.
Ifølge den en opgørelse fra UNHCR
i august 2015 har omkring 91.000 søgt
tilflugt i Tchad, 99.000 i Den Demokratiske Republik Congo og 30.000 i Republikken Congo. Dertil kommer omtrent
370.000 internt fordrevne i Den Centralafrikanske Republik, der fortsat lever i
frygt for vold og overgreb.
Alhadi Bouba Magati,
62-årig flygtning i Gado-lejren
13/
TCHAD
ca. 91.000
SUDAN
NIGERIA
DEN CENTRALAFRIKANSKE REPUBLIK
CAMEROUN
den humanitære indsats til CAR-krisen aldrig har ligget højt på Vestens
prioriteringsliste.
“Vi mangler for eksempel 26 millioner euro alene til at løse problemerne
med infrastrukturen i området,” forklarer han.
Også flygtningelejrene kalder på
flere ressourcer. I flygtningelejren
Gado, der huser knap 23.000 flygtninge, stimler flere hundrede mennesker tålmodigt sammen foran et stort
hvidt UNHCR-telt. Med registreringsdokumenter i hånden er de linet op
i lange køer foran en håndfuld Røde
Kors-medarbejdere, der uddeler madbilletter, når de har tjekket flygtninge-
ca. 251.000
GABON
REPUBLIKKEN
CONGO
ca. 30.000
Kilde: UNHCR 2015
CA. 370.000
INTERNT FORDREVNE
DEN DEMOKRATISKE
REPUBLIK CONGO
ca. 99.000
SYDSUDAN
14/
FOTO: MARCUS BLEASDALE
HYRDEDRENG. FLYGTNINGE FRA DEN ETNISKE GRUPPE PEUHL ELLER FULANI HAR
FÅET NOGET AF DERES KVÆG MED TIL DERES NYE HJEM I GBITI-LEJREN I NABOLANDET CAMEROUN.
nes identitetspapirer. Madbilletterne
giver dem adgang til en ny kø, hvor
de får udleveret et måltid lavet på
majsmel eller ris.
MENINGSLØST AT VENDE TILBAGE
Urolighederne i Den Centralafrikanske Republik går tilbage til selv-
stændigheden fra Frankrig i 1960.
Den seneste store krise brød ud i
2013, hvor den kristne militsgruppe
Anti-balaka indledte et brutalt hævntogt mod det muslimske mindretal,
efter at den muslimske oprørsgruppe
Séléka tog magten ved et statskup.
Et hævntogt, der i februar 2014 fik
Amnesty International til at rapportere om systematisk etnisk udrensning, og som medførte en muslimsk
masseflugt.
Selvom spæde fredstiltag vækker håb, plages store dele af landet
fortsat af kampe mellem militsgrupperne, og der er stadig langt til en
og hans ejendele er væk, og tanken
om at vende tilbage til CAR er både
ubehagelig og meningsløs.
“Jeg søger at være et sted, hvor
der er fred. Jeg ejer ikke noget mere,
ikke engang et par sko, så fred er det
eneste krav, jeg har til min tilværelse,”
siger han og tager sig til baghovedet.
“Det gør ondt, når jeg taler, så jeg
prøver at undgå at tale for meget.”
EN TIKKENDE BOMBE
Lige netop fred har været et privilegium i Cameroun, der har været
under relativt stabil ledelse af præsident Paul Biya, siden han kom
til magten via et statskup i starten
af 1980’erne. Men med den massive flygtningestrøm fra CAR og en
gradvis udtømning af de i forvejen
sparsomme ressourcer har det østlige
Cameroun forvandlet sig til en tikkende bombe med et stigende antal
overfyldte flygtningelejre i et område
præget af dårlig infrastruktur og
mangel på fødevarer og sundhedsfaciliteter.
“Alt kan ske i det område,” siger
Laurent Raguin og henviser til, at
Cameroun i forvejen er omkranset af
uro, terror og krig i de omkringliggende lande Nigeria, Tchad og Den
Centralafrikanske Republik.
“Geostrategisk er det fredelige
Cameroun meget væsentligt for regionen, så det er ekstremt vigtigt, at
vi kæmper for, at der forbliver fred i
landet,” fortsætter han.
Og det er langtfra en selvfølge.
I Camerouns nordligste region ved
15/
DANMARK OG EU’S INDSATS
• Danmark ydede i 2013 og 2014 et
samlet bidrag på 11,5 mio.kr til UNHCR’s humanitære indsats over for
CAR-flygtninge i Cameroun. Foruden
etableringen af flygtningelejre med
adgang til rent vand, mad og sundhedsfaciliteter er midlerne gået til
beskyttelse af de sårbare flygtninge
og arbejdet med at sikre fredelig
sameksistens i regionen.
stabilisering, der vil gøre det muligt
for flygtningene at vende tilbage.
62-årige Alhadi Bouba Magati kom
til Gado-lejren for et år siden efter en
massakre i sin landsby, som han undslap med nød og næppe.
“De ramte mig med macheten og
forlod mig, fordi de troede, jeg var
død,” siger han og peger på et ar, der
strækker sig fra det øverste af panden
ned langs baghovedet.
Da militsgruppen var væk, gik han
rundt mellem de skamferede lig, indtil
han blev samlet op af hjælpearbejdere,
som kørte ham til Cameroun. I dag er
flere fra hans familie dræbt, hans hus
• EU’s humanitære bistandsorgan,
ECHO, har bevilget 13,7 mio. euro i
2015 til Camerouns samlede humanitære assistance over for de 300.000
flygtninge, landet har modtaget fra
CAR og Nigeria.
>
KONFLIKTEN KORT FORTALT
DE MANGE FLYGTNINGE I DET ØSTLIGE CAMEROUN ØGER PRESSET PÅ RESSOURCERNE, OG
OMRÅDET ER I DAG BLEVET EN TIKKENDE BOMBE. HER CAMEROUNSK SOLDAT.
16/
grænsen til Nigeria er freden allerede forbi. Hen over sommeren var
området mål for selvmordsangreb og
kidnapningsaktioner foretaget af den
millitante islamistiske gruppe Boko
Haram, som har tvunget 100.000 nigerianere på flugt over grænsen. Den
kritiske situation nordpå afkræver
lige nu den største del af UNHCR’s
ressourcer på bekostning af indsatsen i grænseregionen til CAR.
“
Selvom krigen ikke bunder i en
religiøs konflikt, er det sådan, den
ofte bliver tolket af medierne og
de humanitære organisationer, og
det kan ende med at blive en selvopfyldende profeti.
FOTOS: MARCUS BLEASDALE
Josep Zapater,
UNHCR
Men det kan få store konsekvenser at trække sig ud af det område,
forklarer Josep Zapater på det lokale
kontor i Bertoua.
“Man efterlader et bælte på en
kvart million statsløse muslimer i et
skrøbeligt grænseområde. Og det er
et område, der strækker sig helt op
omkring den nordlige region, hvor
Boko Haram har deres tråde ude efter
nye sympatisører i deres kamp for et
islamistisk kalifat,” siger han.
Det er forkert at reducere konflikten i CAR til et spørgsmål om
religion, understreger han. Det er
en kombination af mange komplicerede årsager, der også handler om
regionens pressede landbrug og ikke
mindst en særdeles betændt politisk
situation. Efter planen skal der afholdes valg i CAR i oktober, men den nuværende kristne regering forsøger at
sørge for, at de mange fordrevne muslimske flygtninge ikke kan stemme.
“Selvom krigen ikke bunder i en
religiøs konflikt, er det sådan, den
ofte bliver tolket af medierne og de
humanitære organisationer, og det
kan ende med at blive en selvopfyldende profeti,” siger Josep Zapater
fra UNHCR.
For krigen har været med til at
forstærke de religiøse identiteter, og
det er ikke svært at forestille sig, at
de statsløse muslimske flygtninge
kan være nemme “ofre” for radikale
bevægelser. •
Rejsen til Cameroun er foretaget med
støtte fra Danidas Oplysningsbevilling.
Den Centralafrikanske Republik CAR
har kæmpet med vold, politisk ustabilitet og en lang række statskup, siden
landet blev selvstændigt fra Frankrig
i 1960.
Efter kuppet i 2003 overtog François
Bozizé ledelsen af landet. Det kastede
landet ud i en ti år lang urolig periode
med blodige kampe mellem regeringen og oprørere. Urolighederne
skabte den første bølge af flygtninge
fra CAR. Cameroun tog dengang imod
cirka 100.000 flygtninge, hvoraf de
fleste stadig opholder sig i Camerouns
østregion.
De seneste uroligheder eskalerede i
starten af 2013, da bevæbnede rebeller
fra den overvejende muslimske koalition Séléka erobrede hovedstaden,
Bangui. Præsident Bozizé flygtede i en
helikopter, mens plyndringer, tortur og
mord stod på. Det var dog kun starten
på en åben og blodig krig mellem
Séléka og deres modstandere, Antibalaka – en overvejende kristen milits.
Anti-balaka betyder anti-machete, men
det er ofte netop macheter kombineret
med jagtrifler, giftpile og magisk overtro, Anti-balaka kæmper med.
De blodige kampe medførte, at den
tidligere kolonimagt Frankrig blandede sig. Det gjorde dog ikke den store
forskel, og i 2014 kunne Anti-balaka
overtage magten i landet og samtidig
begynde en gengældelseskampagne
mod landets muslimer, der kunne
ligne et systematisk folkedrab.
Der er planlagt valg den 18. oktober
og 22. november. Det er stadig uvist,
om de cirka 500.000 næsten udelukkende muslimske
flygtninge uden
for CAR får lov
til at stemme.
KULTUR
Sydsudan
bliver OLmedlem
nummer
206
Fire år
efter
selvstændighed er Sydsudan nu blevet olympisk nation nummer
206 og kan således
være med, når legene
åbnes i Rio i Brasilien
til næste år.
Blandt de konkurrerende sportsfolk
bliver efter al sandsynlighed den 16-årige
400-meter løber
Magret Rumat Rumar
Hassan. Hun var eneste sydsudaneser ved
ungdomslegene i Kina
sidste år og deltog
som såkaldt uafhængig olympisk atlet,
da hendes hjemland
dengang endnu ikke
var olympisk medlem.
Hassan og hendes løbende kolleger træner
for nuværende i Kenya
på grund af urolighederne i hjemlandet.
Anerkendelsen
som olympisk nation
har trukket ud, fordi
et land skal stille med
mindst fem nationale
sportsforbund, før det
kan få Den Internationale Olympiske Komités blå stempel. Sydsudan har nu forbund
for fodbold, håndbold,
basketball, bordtennis,
taekwondo, judo og
altså atletik. • /MR
“Kære hvide folk
i modeverdenen ...”
De herostratisk berømte nude (hudfarvede, red.) stiletter fra luksusmærket Christian
Louboutin blev tidligere i år lanceret i flere
hudfarver end den gængse beige, fordi - lyder
det fra designeren - en ansat i firmaet påpegede, at “beige er ikke min hudfarve.” Hud har
således nu fem forskellige farver, og til næste
år kommer endnu to kulører med på skalaen.
Den slags mangfoldighed skal man dog
stadig kigge langt efter i andre dele af modeverdenen. Den sydsudanesiske model Nykhor
Paul (foto) har vakt furore ved at revse topdesignere i New York, London, Milano, Paris og
Cape Town for at have problemer med mørke
hudfarver, når der ved internationale modeshows skal lægges makeup på modeller med
andre hudfarver end bleg.
Samme kritik kom tidligere på året fra den
britiske supermodel Jourdan Dunn, hvis mor
har caribiske rødder.
“Kære hvide folk i modeverdenen! Tag nu
ikke dette ilde op, men det er på høje tid, I får
styr på vores teint. Hvorfor skal jeg have min
egen makeup med til et professionelt show,
når alle de andre hvide piger ikke behøver at
gøre andet end at møde op, wtf (what the fuck,
red.),” skriver Nykhor Paul, der på Instagram
beskriver sin egen hudfarve som blåsort. •
/Mai Rasmussen
Kina slår ned på
musikpirater
Ikke færre end 2.200.000 sange er fjernet,
og de tre største internetfirmaer siger “hao”
(ja) til kun at give kunderne adgang til lovlig, licenseret musik.
Det er resultatet af sommerens kinesiske
indsats mod pirateri i landets udstrakte marked for musikstreaming.
Det er langtfra første gang, de kinesiske
copyrightmyndigheder slår ud efter musikpirateri, men det er første gang, gigantfirmaerne Alibaba, Tencent og Baidu slutter sig til
bekæmpelsen af ulovlig musikdeling.
Wall Street Journal skriver, at det nye
samarbejde mellem myndighederne og
de ledende firmaer indvarsler en svær
fremtid for de flere end 100 pirattjenester,
som ifølge avisen
opererer på det
kinesiske marked.
Og en bekostelig fremtid
for kinesiske musikelskere, som
formodentlig må
forberede sig på,
at de ikke bliver
ved med at få
det hele gratis.
• /MR
17/
FOTOS: COLOURBOX (NED.) & SYLVAIN GABOURY/PATRICK MCMULLAN/SIPA/SCANPIX (ØV.TH.)
AGENDA
Kina i Afrika
DIPLOMATIETS NYE
(SPORTS)ARENA
Falder du over en kæmpe idrætsarena et sted i Afrika, er der stor
chance for, at Kina har bygget den i bestræbelserne på at øge sin
indflydelse på kontinentet.
ILLUSTRATION: OTTO DICKMEISS
18/
AF JEPPE VILLADSEN, NDOLA
I dag skal du lære et nyt ord: stadiondiplomati.
Det dækker de omkring 60 kæmpemæssige stadionanlæg, som ligger strøet ud over Afrika. Bygget og
betalt af Kina. Forventet modydelse:
et bedre omdømme og øget politisk
indflydelse.
Kina opførte sit første sportsstadion på afrikansk grund i 1970,
en mindre 15.000 sæders sag på øen
Zanzibar. I slutningen af 1980’erne og
begyndelsen af 1990’erne tog stadionbyggerierne for alvor fart, og Senegal,
Kenya, Niger, Mauretanien, Mauritius, Rwanda, Djibouti og DR Congo
fik alle anlagt splinternye kinesiske
sportsarenaer.
Men det virkelige boom er kommet
de seneste år. Der er i dag ikke mange
afrikanske lande uden mindst ét stort
nyt kinesisk stadion. Nogle mener, at
kontinentet nærmer sig et mætningspunkt.
okkerbrune og grå nuancer som den
omgivende jord. En kinesisk tilsynsførende er i færd med at give instrukser.
De fire arbejdere, vi møder foran
stadion, er godt tilfredse med det nye
sportsstadion, også selvom det måske
er lige stort nok til en by med under
500.000 indbyggere. De er mindre
begejstrede for deres kinesiske arbejdsgiver. Tre af de fire ville hellere
arbejde et andet sted, for, som de
siger: “ingen frokost, ingen fridage,
ingen transport.”
INGEN FROKOST OG FRIDAGE
En lille flok zambiske arbejdere i rødt
arbejdstøj og sikkerhedshjelme er
ved at lægge sidste hånd på det nye
50.000 sæders sportsstadion, da Udvikling besøger Zambias minehovedstad Ndola. Det enorme idrætsanlæg,
der troner bag dem, er holdt i samme
Den ene uddyber:
“Vi skal selv betale frokost og
transport ud af en månedsløn på 100
dollar, som også skal forsørge vores
familier.”
Den fjerde arbejder foretrækker
sit nuværende job, fordi man, som
han forklarer, faktisk kan regne med
“
Vi ved, at konkurrencen om
kineserne er hård. Derfor skal
vi stramme os an for at tiltrække
dem.
Felix Mutati,
Zambias tidligere handelsog industriminister
at få sin løn hos kineserne. Og de betaler til tiden.
CHOKOLADESAUCE, TAK!
Blandt Zambias unge er meningerne
nogenlunde lige så kritiske og delte
om den kinesiske charmeoffensiv
som blandt de fire arbejdsmænd.
“Vi har haft 50 gudsforladte år
siden uafhængigheden, hvor intet
er sket,” siger Matora Mbewe, præsident for de studerendes organisation
på Copperbelt University. “Det tog
kun kineserne et par år at opføre
stadionet – og det er smukt arbejde,”
glæder han sig over, men tilføjer så:
“Problemet er, at de kun hyrer
lokale til det rent manuelle arbejde.
Der sker ingen dygtiggørelse af vores
egen arbejdskraft. Det skal bygges ind
i forretningsmodellen.”
Anthony Bwalya, der er sekretær i
samme organisation, rejser en gammelkendt kritik:
“Kineserne kommer her kun for at
profitmaksimere – de tager pengene
som en tyv om natten. Jeg spørger
mig selv, om vi går mod en ny kolonisering.”
Med sin undergrund, der bugner af
kobber og kobolt, er Zambia en lille,
men vigtig brik i Kinas massive økonomiske Afrika-ekspansion. Zambia
er et land, man satser på. Samhandlen
mellem Kina og Zambia nåede 23 milliarder kroner i 2013, og der er blevet
etableret en særlig økonomisk frizone,
hvor gunstige skattevilkår skal lokke
kinesiske virksomheder til. Det tætte
samarbejde blev kronet med arenaen
i Ndola og et 60.000 sæders nationalstadion i hovedstaden Lusaka. Også
den flotte sandfarvede regeringsbygning har kineserne bygget.
Billederne af hastigt opført kinesisk infrastruktur går igen overalt i
Afrika. Lufthavne, regeringsbygninger, veje, broer. I Zambias naboland
Mozambique stråler det nye nationalstadion Estádio Nacional do
Zimpeto i udkanten af hovedstaden
ikke langt fra den nye kinesiskVENSKABSVEJE
byggede internationale lufthavn.
Men forkælelsen går også den anden Kineserne har også stået for opførelsen af en ny parlamentsbygning
vej, skal man tro Zambias tidligere
og et nyt justitsministerium. Endda
handels- og industriminister Felix
selve symbolet på panafrikansk
Mutati: “Vi ved, at konkurrencen
om kineserne er hård. Derfor skal vi sammenhold og genrejsning – Den
Afrikanske Union – kunne i 2012 slå
stramme os an for at tiltrække dem.
Mens alle tilbyder vaniljecreme, skal dørene op til sit prangende nye 1,2
milliarder kroner dyre hovedkvarter
vi tilbyde chokoladesauce. Vi forsøger at være så fleksible og sensitive
i Etiopiens hovedstad, Addis Ababa.
over for dem, som det er praktisk
Bygget og betalt af Kina.
muligt,” sagde han i 2011.
Alt sker i venskabets navn, naturligvis. Der er bygget et Stade
de l’Amitié i Libreville i Gabon og
tilsvarende i Benins hovedstad
Cotonou. Den 2,2 kilometer lange
Ethio-China Friendship
Avenue i Addis Ababa
blev anlagt på blot 80
dage.
19/
China Zambia Friendship Hospital
hedder Zambias nye rigshospital, der
blev leveret med fem kinesiske kirurger, to radiologer, en gynækolog, en
operationssygeplejerske og en tolk.
Men virkeligheden er naturligvis
anderledes formålsrationel. For Beijing er infrastrukturbyggerierne et
vigtigt instrument til at udøve “blød
magt”. De skal lette kinesernes adgang til det afrikanske marked, købe
politisk loyalitet eller mildne mindre
entusiastiske lande, hvor Kina har
strategiske interesser.
FOTO: POLFOTO/AP/THEMBA HADEBE
20/
GREB I LOMMEN
Men selvom byggerierne forsegler
de transnationale venskaber, er de
ikke altid så generøse, som man
kunne tro, påpeger den kinesiskamerikanske Kina-forsker Ching
Kwan Lee. I nogle tilfælde er stadionerne givet som gave. Men ofte er
de – som det er tilfældet for de to stadioner i Zambia – givet med såkaldte
koncessionslån fra Kina, det vil sige
lån på særligt fordelagtige vilkår, såsom lang løbetid og lave renter.
“Folk er glade, fordi de tror, det er
en gave eller i hvert fald et favorabelt
lån. Men i virkeligheden er prisen sat
alt for højt, fordi projektet ikke har
været i udbud,” siger Ching Kwan
Lee, ph.d. i sociologi ved University
of California.
For den svulmende kinesiske
statskasse er stadionprojekterne, der
normalt beløber sig til 50-80 millioner dollar, et greb i lommen. Afkastet
er derimod godt, både i form af synlighed og stor folkelig popularitet,
og fordi de ofte sparker døren ind til
det øverste politiske niveau i modtagerlandet.
“
Folk er glade, fordi de tror, det er
en gave eller i hvert fald et favorabelt lån. Men i virkeligheden
er prisen sat alt for højt, fordi
projektet ikke har været i udbud.
Ching Kwan Lee,
sociolog, University of California
Der er også vækst og arbejdspladser i strategien. Byggegiganten
Shanghai Construction Group, der
blandt andet står bag de to zambiske
stadioner og de nye regeringsbygninger i Lusaka, har de senere år haft så
mange byggeopgaver i Afrika og ikke
mindst i Zambia, at de vil anlægge et
nyt afrikansk hovedkvarter i Lusaka.
OG MED TØRKERESISTENT GRÆS
I disse uger er der ved at blive lagt
sidste hånd på et nyt stort nationalstadion med 40.000 siddepladser
i Malawis søvnige hovedstad, Lilongwe, komplet med tørkeresistent
græs fra Sydafrika. Det mægtige
sportsbyggeri, der er finansieret via et
70 millioner dollar koncessionslån, er
ingen enlig, kinesisk svale. En stribe
andre byggeprojekter i byen, herunder en ny parlamentsbygning og et
femstjernet hotel, har Kina opført.
Det venskabelige forhold mellem
Malawi og Kina er ellers af nyere
dato. De to lande etablerede diplomatiske relationer i 2008, efter at Kina
havde presset styret i Malawi til i al
hast at opgive mere end 40 års diplomatiske relationer til Taiwan.
“Vi har besluttet at skifte fra Taiwan til fastlands-Kina efter nøje at
have taget de fordele, vi vil få fra
fastlands-Kina, i betragtning,” sagde
Malawis udenrigsminister dengang.
Den beslutning blev begyndelsen
på varmere forbindelser, som i dag
krones med det nye nationalstadion. •
TRE AF DE SENESTE VÆRTSNATIONER FOR AFRICAN CUP OF NATIONS – OLIEDIKTATURERNE ANGOLA, GABON OG ÆKVATORIALGUINEA – HAR FÅET
ALLE DERES TURNERINGSSTADIONER BYGGET TIL FORMÅLET AF KINA. HER KASTER ÆKVATORIALGUINEAS MÅLMAND, FELIPE OVONO, SIG EFTER
BOLDEN PÅ HJEMMEBANEN BATA STADION I 2015. TIL HØJRE VIERA ELLONG DOUALLA (ANGOLA) OG I MIDTEN GABONS PIERRE AUBAMEYANG.
POLITIK
Uro truer
i mønsterland
Kup og kaos i
Burkina Faso
Kort før det planlagte præsidentvalg i
Burkina Faso 11. oktober har landets militær
gennemført et kup. Dermed er det vestafrikanske land kastet ud i politisk kaos.
Militærkuppet blev foretaget af den magtfulde præsidentgarde, som står den tidligere
mangeårige præsident Blaise Compaore nær.
Kuppets leder var general Gilbert Diendere,
Blaise Compaores tidligere stabschef.
Blaise Compaore blev afsat i november i
fjor efter folkelige protester. Han havde da
været ved magten i 27 år. Compaore blev
beskyldt for uretmæssigt at have forsøgt at
Burundi er de seneste år blevet fremhævet som et forbillede
på grund af en fornuftig udviklingsstrategi
og politisk fred. Men
denne position som
mønsterland er truet,
efter at Pierre Nkurunziza (foto) vandt en
tredje embedsperiode
som præsident ved
valget i juli. Oppositionen siger, at hans
kandidatur var i strid
med forfatningen.
Siden er flere prominente kritikere af
præsidenten blevet
skudt og dræbt, heriblandt den tidligere
hærchef fra borgerkrigen, oberst Jean Bikomagu. Kræfter med
sympati for oppositionen svarede igen med
et fejlslagent attentat
mod Burundis nuværende hærchef, general
Prime Niyongabo.
Jean Bikomagu, leder af tutsierne, indgik
i 2005 en fredsaftale,
som gav Nkurunziuza
fra hutu-mindretallet
mulighed for at blive
DER ER blandt iagttagere blevet talt om polilandets leder. Men
tisk forår i Mellemamerika, når de har skullet
ikke på ubestemt tid.
• /RH
beskrive de nylige demonstrationer mod korruption i Guatemala og Honduras.
I Guatemala måtte præsident Otto Pérez
Molina gå af i utide, da parlamentet under indtryk af protesterne ophævede hans immunitet.
Pérez Molina blev straks efter arresteret og
afventer nu en retssag for korruption.
Den udløsende faktor var afsløringen af, at
landets toldvæsen fik penge under bordet af
visse virksomheder mod at sænke tolden. Sa-
ændre forfatningen med henblik på at kunne
fortsætte i præsidentembedet.
Det nu aflyste præsidentvalg tegnede til
at blive en kamp mellem den gamle elite og
friske politiske kræfter. Dog klagede flere af
Compaores allierede over, at de var blevet
hindret i at opstille, heriblandt en tidligere
udenrigsminister og en forhenværende
sportsminister.
Ved redaktionens slutning var Burkina
Fasos nære politiske fremtid endnu uvis. Den
fungerende præsident, Michel Kafando, og
den fungerende premierminister, Isaac Zida,
var begge tilbageholdt af kupmagerne.
Både Den Afrikanske Union og den regionale organisation ECOWAS fordømte kuppet.
Burkina Faso er blandt verdens fattigste lande
og er samtidig et af Danmarks 12 såkaldte prioritetslande i den statslige udviklingsbistand.
• /Regner Hansen
21/
Politisk forår i Mellemamerika
gen er blevet optrevlet med hjælp fra en
FN-sanktioneret efterforskningsenhed.
I Honduras begyndte protesterne,
da det kom frem, at
det regerende Nationale Parti trak penge
ud af sundhedsvæsenet og gav dem til
sig selv. • /RH
FOTOS: AHMED OUOBA/SCANPIX (ØV.), JØRGEN SCHYTTE/DANIDA (NED.) & SCANPIX/FLAGPEDIA (TV.)
AGENDA
TEMA
FORENEDE NATIONER FYLDER 70
22/
TIL FESTBANKETTEN I FN'S SIKKERHEDSRÅD HAR DER SNEGET SIG ET MEGET STORT SNABELDYR MED IND I LOKALET,
SOM INGEN DOG RIGTIG SYNES AT LÆGGE MÆRKE TIL.
ILLUSTRATION: LOUISE THRANE JENSEN
Fødselsdagstale
KÆRE GAMLE FN ...
Den 24. oktober fylder De Forenede Nationer 70 år. Udvikling har
bedt tidligere generalsekretær for Dansk Røde Kors Jørgen Poulsen
skrive talen til fødselaren.
23/
Tillykke med de 70!
Det er sjældent, at nogen
ligner sig selv så meget
efter 70 år. Men det gør du.
Nok har verden ændret sig, men du
står, hvor du altid har stået. Et fyrtårn i
mørket og en lynafleder i tordenvejr.
Ved alle dine tidligere runde dage
har man spået, at du ville miste din relevans, hvis du ikke ændrede dig. Det
har du mødt med stor langmodighed.
Og måske er det godt det samme.
For det er sandt, at ikke alle ønsker om
reformer har været båret af de mest
ædle motiver. Netop nu er de efter
dig for, at du stivnakket holder fast
på, at flygtninge og forfulgte har rettigheder. De klager over, at disse rettigheder er indskrevet i konventioner,
som hører en fjern fortid til. Nuvel,
spørger du, har fordrevne mennesker
da ikke længere brug for beskyttelse?
Er deres motiv at øge beskyttelsen
af de mest svage og udsatte – eller at
slække den?
Hykleriet har ofte været til at tage at
føle på. Husker du, da Nikita Khrusjtjov
bankede sin sko i bordet for at tordne
mod imperialisternes slavebinding af
befolkningerne i kolonierne?
Tænkte du, at manden kunne have
lidt ret? Eller tænkte du, at her står en
repræsentant for en stormagt, som har
slavebundet land efter land i sit eget
imperium? Og hvad tænkte du, da Colin Powell tegnede og fortalte om kemiske våbenlagre i Irak og hellere ville
starte en ulovlig krig end vente på dine
undersøgelser af de faktiske forhold?
Du har i dine 70 år set familien
vokse fra 51 til 193 medlemmer. Hele
ideen var at skabe fred og undgå nye
krige mellem de europæiske stormagter. Det sidste er lykkedes. Vi har
undgået en 3. Verdenskrig! Det hører
>
eneste dag i 70 år. Du har hjulpet land
efter land fri af kolonimagternes kløer.
Du har udryddet dødelige sygdomme,
og dine 2015 Mål har revet millioner af
mennesker ud af ekstrem fattigdom.
Du har kæmpet for lighed og ret, for
beskyttelse af miljøet og for ligestilling mellem køn og mellem racer. Kort
og godt har du i 70 år markeret grænsen mellem anarki og civilisation. Det
vil vi gerne takke dig for.
“
Jeg vil også ønske dig held med
næste års valg af ny generalsekretær. Husk, at stillingsopslaget
skal være kønsneutralt.
24/
Tilbage er kun at ønske dig held
og lykke med det nye mål, du har sat
op – den totale udryddelse af ekstrem
fattigdom inden 2030.
Jeg vil også ønske dig held med
DET VAR I 1960, AT SOVJETUNIONENS DAVÆRENDE LEDER NIKITA KHRUSJTJOV TOG SIN SKO
næste
års valg af ny generalsekretær.
AF OG HAMREDE DEN I TALERSTOLEN UNDER EN DEBAT I FN’S GENERALFORSAMLING. BILHusk, at stillingsopslaget skal være
LEDET HER ER EN FORFALSKNING - DER VAR INGEN FOTOGRAFER, DER FANGEDE KHRUSJTJOV,
DA HAN SLOG I BORDET MED SIN SKO.
kønsneutralt. Som du så ofte har sagt,
så fører diskriminering af kvinder til
absolut også til dine fortjenester, at
land, Storbritannien, Frankrig og Kina, øget ulighed. Og vi kunne sagtens
vi blev trukket et par skridt væk fra
red.) vetoret. Det har blokeret for selv
hjælpe dig med et par gode
atomkrigens ragnarok. Men blev
de mest konstruktive løsninger. Russer- kvindelige kandines veto bevirker, at du er holdt ude af dater: Kender du
verden mere fredelig? Mærkeligt at
navnet Helle
tænke på, at der aldrig har været flere Ukraine, og USA’s veto har forhindret
ethvert initiativ i Palæstina-konflikten. Thorningkrige end i den periode, vi kalder “efterkrigstiden”. Alligevel skal du have
Vi ved godt, at det er udsigtsløst at få
Schmidt? Du
ros for din indsats. Tørre tal fra RAND De Fem Store til at give afkald på den
kan eventuelt
Corporation (amerikansk nonprofit
stærkes ret. Men meget ville være vun- forhøre dig hos
forskningsorganisation og tænketank, det, hvis du i det mindste kunne få dem formanden for
til at opgive vetoretten, når det drejer
red.) viser, at du har haft succes i to
Generalforsamud af tre missioner, og at der er sikret sig om krigsforbrydelser og forbrydel- lingen. Nåh! Nu ved
vi jo godt, at valget af
fred i syv af otte lande, hvor FN-solda- ser mod menneskeheden.
ter har været sat ind.
Du må ofte høre kritik for din admi- ny generalsekretær som regel
nistration. Dine 50.000 ansatte, de vel
foregår mellem de store i baglokalerne og er omgivet af mere
snart 1.000 FN-kontorer og junglen af
hemmelighedskræmmeri end et
organisationer: WPF, WHO, UNDP,
pavevalg.
UNICEF, UNHCR, ILO, IAEA, ICC,
Vi ved ikke, hvordan verden ville
Men ærlig talt: Kunne formanICJ, UNAIDS, UNESCO, FAO, UNEP,
have set ud uden dig. Men vi ved, UNWRA, ICAO, bare for at nævne
den ikke forsøge at gennemføre
nogle. Det er for dyrt og for ineffektivt. åbne høringer, hvor alle 193 medat du har reddet menneskeliv
lemmer kunne lytte til kandidaMåske? Men bare en tanke: Alle disse
hver eneste dag i 70 år.
organisationer har et samlet budget på terne – og finde den bedst egnede?
200 milliarder kroner. Det danske statsbudget er på 1.000 milliarder kroner.
Vi vil på denne dag ikke tale om
Held og lykke med det hele. •
Vi ved ikke, hvordan verden ville
dine fiaskoer. Men det var ærgerligt, at
have set ud uden dig. Men vi ved,
Stalin fik overtalt Churchill og Roosevelt til at give De Fem Store (USA, Rus- at du har reddet menneskeliv hver
FOTO: SCANPIX
“
79
FN I TAL
AF SIMON KRATHOLM ANKJÆRGAARD
193
MEDLEMSSTATER
Ved etableringen af FN den 26. juni
1945 var der 51 medlemsstater – i dag
er der 193.
Kina var den første nation, der
skrev under på FN-pagten, fordi landet var det første, der var blevet offer
for aggression op til 2. Verdenskrig.
Det seneste land, der er blevet optaget som medlem, er Sydsudan, som
skrev under 14. juli 2011.
15. juni 1964 underskrev 77 udviklingslande en “Joint Declaration of
the Seventy-Seven Countries”. Der var
tale om en løs koalition af lande med
det formål at fremme fælles økonomiske interesser og styrke udviklingslandenes stemme i FN. Det første møde i
gruppen blev holdt i Algeriet i 1967. I
november 2013 blev kredsen udvidet
fra 77 til 133.
Der har været to store medlemsbooms i FN’s historie. Det første
fandt sted fra 1960 og frem til starten
af 1980’erne, hvor over 80 tidligere
kolonier blev selvstændige lande og
fuldgyldige medlemsstater af FN. >
Det andet var efter Murens fald og
Sovjetunionens opløsning, hvor i alt
23 lande i Østeuropa og på Balkan
blev medlemmer.
Ud over de etablerede medlemmer
er der to stater med status af ikkemedlemsstater med observatørstatus i
FN: Vatikanet og Palæstina. Palæstina
fik denne status 29. november 2012.
Schweiz havde samme status frem til
2002, hvorefter landet blev fuldgyldigt
medlem.
>
8
GENERALSEKRETÆRER
I LØBET AF
70 ÅR
FN har haft otte generalsekretærer fra henholdsvis Norge, Sverige,
Burma, Østrig, Peru, Egypten, Ghana
og Sydkorea. Længst siddende generalsekretær var burmesiske U Thant,
der sad i ti år og en måned fra 30. november 1961 til 31. december 1971.
Under generalsekretæren er der en
vicegeneralsekretær. I dag er det Jan
Eliasson fra Sverige – og under ham
findes der hele 21 undergeneralsekretærer. Danske Christian Friis Bach er
en af dem. Han er under-generalsekretær for FN’s økonomiske kommission
for Europa. De øvrige undergeneralsekretærer er alle øverste chefer for
et program eller en kommission. De
udpeges for fire år ad gangen.
KR. 100.000.000 I DANSK BIDRAG
Det er blevet besluttet, at Danmark skal støtte FN med 0,7 procent af det
samlede FN-budget, hvilket svarer til omkring 100 millioner kroner.
Derudover støtter Danmark en lang række af FN’s udviklingsorganisationer
via den multilaterale bistand. Den svinger i dag mellem tre og fire milliarder
kroner om året. Den første registrering af den samlede danske multilaterale
bistand fandt sted i 1965. Her lå den på 42 millioner kroner. I 1980 lå den på
lige over en milliard. I 2000 toppede den danske multilaterale bistand med 5,2
milliarder kroner ud af det samlede udviklingsbistandsbudget.
UNDERORGANISATIONER
FN-organisationen er en kompleks
størrelse med mange underorganisationer og agenturer. Under Generalforsamlingen og Sikkerhedsrådet finder
man 25 fonde og programmer. Under
Det økonomiske og sociale råd er der
29 kommissioner, agenturer og andre
organer, mens der under selve FNsekretariatet er 25 underafdelinger.
Flere af disse arbejder med udvikling og humanitær hjælp. Det
gælder blandt andet UNDP, UNFPA,
UNICEF, WFP, UNCTAD, UNHCR,
UNRWA, UN-WOMEN, WTO, FAO,
IFAD, ILO, IMF, Verdensbanken,
UNESCO, WHO samt de økonomiske
kommissioner i Afrika, Asien og Latinamerika.
Den internationale udviklingsbistand begyndte oprindeligt med
vedtagelsen af FN’s Regular Programme of Technical Assistance
(RPTA) i december 1948 og Expanded
Programme of Technical Assistance
(EPTA) i 1949.
25/
161
RETSSAGER
FN’s Internationale Domstol,
International Court of Justice (ICJ),
har til formål at sikre, at international
lov overholdes. Siden 1947 har i alt
161 sager været for. Den seneste er en
strid mellem Somalia og Kenya om
maritime grænser. Den blev indledt i
august 2014.
Danmark har været part i tre sager,
alle om færden og territorialkrav på
havet.
>
TEMA
FORENEDE NATIONER FYLDER 70
Interview
MOGENS OG MÅLENE
Fremtidens fattigdomsbekæmpelse kommer til at handle om,
hvordan man kombinerer en bedre fordeling af ressourcerne
med en større økonomisering med ressourcerne, siger Mogens
Lykketoft, ny formand for FN’s Generalforsamling.
AF CHRISTIAN ANDERSEN
26/
Skal den nys tiltrådte formand
for FN’s Generalforsamling, danske
Mogens Lykketoft, pege på FN’s største bedrift i organisationens 70-årige
levetid, er selve det, at FN findes, det
første, der falder ham ind:
“Man kan sige, at det er en historisk landvinding, at der har eksisteret
og udviklet sig en universel organisation, og at der ikke er nogen lande,
der tænker på at forlade den,” siger
Mogens Lykketoft til Udvikling.
I næste åndedrag nævner han
FN’s mange underorganisationer,
der – som han formulerer det – “gør et
formidabelt stort arbejde” og “leverer
et vældigt humanitært og et vældigt
fredsbevarende arbejde.” For straks
efter, på eget initiativ, at adressere den
mest åbenlyse indvending mod FN’s
berettigelse:
“Så når man taler om, at FN ikke
er relevant, fordi stormagterne forhindrer og indtil dette øjeblik har
forhindret en indsats for at stoppe
blodbadet i Syrien, må man spørge:
Er glasset halvt tomt eller halvt fuldt?
Man må i hvert fald huske, at der er
rigtig meget, FN faktisk udretter.
Også på fredsbevarende missioner,”
siger Mogens Lykketoft.
REVOLUTIONERENDE MÅL
Mogens Lykketoft har overtaget ledelsen af FN’s Generalforsamling på et
uhyre vigtigt tidspunkt for organisationen. Generalforsamlingen er i disse
dage samlet for endeligt at vedtage de
nye Verdensmål for bæredygtig udvikling; de pejlemærker for den globale
udvikling frem mod 2030, som skal
afløse 2015 Målene. At verdens lande
er nået til enighed om målene, er en
bedrift i sig selv, mener Mogens Lykketoft.
“
Der vil ikke være en verden,
hvor man kan tjene mange
penge, hvis ikke bæredygtigheden vinder.
Mogens Lykketoft
“Det er epokegørende positivt, at
FN’s medlemslande kan enes om en
dagsorden for bæredygtig udvikling,
som er så revolutionerende i sit indhold, i sin analyse og i sine krav til alle
medlemslande om at gøre mere for
at skabe større lighed og mindre fattigdom. Og gøre det med en indsats,
som er koblet direkte til kampen mod
klimaforandringer og miljøkatastrofer,”
siger han og fortsætter:
“Det er udtryk for en forståelse, som
mange har haft, men som aldrig har
været stadfæstet i FN-systemet. Nemlig den, at det er godt nok, at vi har halveret den globale ekstreme fattigdom
siden 2000, men vi kan ikke gøre resten af arbejdet med den økonomiske
udviklingsmodel, vi har haft de seneste
15 år. Det har kloden ikke ressourcer til,
det kan klimaet ikke tåle. Derfor kommer anden halvleg af kampen mod fattigdom til at handle om, hvordan kan
man kombinere en bedre fordeling af
ressourcerne med en større økonomisering med ressourcerne.”
TEST AF VILJE
Ét er at blive enige om en række
ambitiøse mål. Noget andet er at få
verdens lande til at udvise den nødvendige handlekraft, for at målene
kan nås, medgiver Mogens Lykketoft.
FN’s klimatopmøde i Paris til
december, COP21, bliver den første
afgørende test af viljen til handling
hos nøgleaktører som USA, Kina,
EU og Indien. Sporene fra sidst, FNsystemet skulle levere en global klimaaftale, under COP15 i København
i 2009, skræmmer. Gensidig mistillid
de store lande imellem fik dengang
processen til at gå i hårdknude, og
siden da har mange sat spørgsmålstegn ved, om FN-systemet overhovedet evner at finde løsninger på
globale problemstillinger som klimaforandringerne. Men Mogens Lykketoft er optimist:
“Vi får ikke et udfald så trist, som
det var i København. Vi får måske
heller ikke aftale, som er vidtrækkende nok, men forhåbentlig får vi en
aftale, der er så stærk, at vi kan bygge
videre på den,” siger han.
DE NYE BÆREDYGTIGHEDSMÅL KAN KUN NÅS, HVIS CIVILSAMFUND, NGO’ER OG DE PROGRESSIVE DELE AF ERHVERVSLIVET HOLDER VERDENS
POLITIKERE FAST PÅ DERES LØFTER, MENER MOGENS LYKKETOFT.
PRIVAT SEKTOR MÅ PÅ BANEN
Netop det voksende behov for humanitær nødhjælp er en udfordring i forhold
til at finde den nødvendige finansiering
til de nye bæredygtighedsmål, erkender
Mogens Lykketoft. Derfor tilslutter FNformanden sig koret af stemmer, der
argumenterer for, at den private sektor
i højere grad må bidrage til finansieringen af de globale udviklingsmål. Men
med bæredygtigheden i centrum:
“De store spillere på kapitalmarkederne, hvad enten det er selskaber, pensionskasser eller regionale udviklingsbanker, skal klare en stor del af det her.
Regeringerne skal levere nogle rammer,
som gør, at det bedre kan betale sig at
investere bæredygtigt frem for noget
andet. Det er et spørgsmål om, at reguleringen, spillereglerne og subsidierne
skal indrettes således, at det tilskynder
dem, der skal have forrentet en kapital,
til at opføre sig bæredygtigt. Det vil
også være her, der overhovedet er mulighed for at tjene penge i fremtiden.
Der vil ikke være en verden, hvor man
kan tjene mange penge, hvis ikke bæredygtigheden vinder,” siger Mogens
Lykketoft.
Mens Mogens Lykketoft altså
gerne bruger store ord, når det gælder
klimaudfordringen og bæredygtighedsmålene, er han straks mere pragmatisk, hvad angår en mulig reform af
FN’s Sikkerhedsråd – både hvad angår
sammensætningen og beslutningsgangen.
REFORM AF SIKKERHEDSRÅDET
“Der er vældig mange mennesker i
FN og i medlemskredsen, der gerne
så en reform af Sikkerhedsrådet. Men
det er åbenbart, at det har været et
problem at nå til enighed mellem de
fem permanente medlemmer om en
reform de sidste 20 år,” siger Mogens
Lykketoft.
Han tilføjer, at et første skridt
kunne være, at de permanente medlemmer – USA, Rusland, Kina, Storbritannien og Frankrig – i højere grad
afstår fra at bruge deres vetoret. Og
understreger dernæst, at selvom Sikkerhedsrådet ikke afspejler verden af
i dag, har det dog en vis repræsentativitet:
“Strukturen er ikke mere forældet,
end at det er indlysende, at enhver
aftale, der vedrører udvikling, bæredygtighed og klima, som første nødvendige forudsætning skal have USA,
Kina og EU-landene med, og det er
præcis den kreds, der sidder i Sikkerhedsrådet.” •
FOTO: EDUARDO MUÑOZ/SCANPIX
Bygge videre er netop, hvad Mogens Lykketoft agter at gøre i løbet af
det år, han bestrider formandsposten
i FN. I 2016 vil han samle beslutningstagere fra både regeringsniveau,
civilsamfund og erhvervslivet til et såkaldt “high-level”-møde i FN-regi for at
fastholde klimaet højt på dagsordenen.
“Vi er nødt til at handle nu, hvis vi
vil være sikre på at undgå klimaforandringer, som vil sende mange hundrede millioner mennesker på flugt og
på vandring. Og som med stor sandsynlighed vil udløse nogle konflikter,
som siger spar to til, hvad vi kender
nu, og som vil æde alle de ressourcer
op, som vi skulle have brugt til at bekæmpe fattigdom med,” siger Mogens
Lykketoft og tilføjer:
“Når man tænker på, hvor vanskeligt vi har ved på en nogenlunde
kontrolleret og anstændig måde at
håndtere, at der er 50 eller 60 millioner mennesker på vandring på grund
af konflikter og armod, så tænk, hvis
der i løbet af de næste 20 år kommer
ti gange så mange.”
27/
>
TEMA
FORENEDE NATIONER FYLDER 70
FN's nye verdensmål 2015-30
17 PEJLEMÆRKER
- OGSÅ FOR DANSK BISTAND
Nogen større kursændring bliver der næppe tale om, når FN’s
Verdensmål for bæredygtig udvikling fremover skal danne
rammen om Danmarks udviklingspolitik. Men bistand gør
det ikke alene – skal de ambitiøse FN-mål nås, skal verdens
fattige lande blive meget bedre til at inddrive skat.
28/
FOTO: SCANPIX
AF RASMUS RAUN WESTH
Kursen for den globale udviklingspolitik de næste 15 år er lagt med vedtagelsen af
FN’s 17 Verdensmål for bæredygtig udvikling
(Sustainable Development Goals, SDG). Et
tiltrængt skridt, mener eksperter. For selvom
2015 Målene, bæredygtighedsmålenes forgænger, tacklede blandt andet hiv, børnedødelighed og sult, tog de ikke fat på strukturelle
årsager til fattigdom og ulighed.
“De nye mål cementerer simpelthen, at
ansvaret er globalt, og at landene blandt andet i kraft af den øgede globalisering hænger
uløseligt sammen. Det har vi jo længe vidst på
miljø- og klimasiden, men de nye mål sætter
fokus på, at vi også hænger sammen socialt
og økonomisk,” siger Helle Munk Ravnborg,
seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) og forkvinde for Mellemfolkeligt Samvirke.
Og hvor 2015 Målene blev kritiseret for at
være snævre målsætninger, som fattige lande
skulle nå med penge fra de rige, stiller de nye
mål krav til både i- og u-lande.
“Udvikling er blevet et langt bredere begreb, der omfatter langt flere emner, end 2015
Målene gjorde. Bæredygtighed er centralt, hele
verden er involveret, og så er ulighed kommet
med ind som noget væsentligt,” siger Lars
Engberg-Pedersen, seniorforsker ved DIIS.
Økonomen Christian Bjørnskov fra Aarhus
Universitet er mere skeptisk over for de nye
mål, som han mener er tandløse sammenlignet
med 2015 Målene:
“Det har udviklet sig i en langt mere ideologisk retning, så det i højere grad er et tag selvbord af alt muligt, vi godt kan lide. Ulighed har
fået en større rolle, og det er en tydelig ideologisk udvikling. Problemet er, at SDG’erne ikke
på samme måde giver pejlemærker for, hvad
man skal og ikke skal. Det er ikke længere
så kvantitativt, så det bliver langt sværere at
holde nogen ansvarlig end med MDG’erne
(Millienium Development Goals, altså 2015
Målene, red.),” siger han.
I TRÅD MED DANSK BISTAND
Udenrigsminister Kristian Jensen (V) har
understreget, at FN’s Verdensmål for bæredygtig udvikling skal danne rammen om
Danmarks udviklingsarbejde fremover.
Men de nye mål vil næppe kræve en dansk
bistandspolitisk kursændring, mener Lars
Engberg-Pedersen og Helle Munk Ravnborg.
Hun ser ingen modsætning mellem FN’s Ver-
densmål for bæredygtig udvikling og Retten
til et bedre liv, Danmarks nuværende udviklingsstrategi.
“De nye verdensmål går langt mere ind i
de strukturelle forhold, der betinger fattigdom, ulighed, ubæredygtig økonomisk vækst
samt mangel på ytringsfrihed og demokrati,
men som sådan supplerer de to dokumenter
hinanden rigtigt godt,” siger Helle Munk
Ravnborg, der derfor håber, at Kristian Jensen vil stå ved sin hensigtserklæring om, at
målene skal være centrale for dansk udviklingsbistand.
Kristian Jensen erklærer sig “enig i, at
dansk udviklingssamarbejde allerede er
klædt godt på til at følge op på målene, der
udstikker en overordnet ramme for fremtidens udviklingssamarbejde,” men tilføjer:
“Samtidig er det helt klart, at vi må prioritere den danske indsats skarpt på områder,
hvor Danmark kan gøre en forskel, og hvor vi
får mest ud af vores investering i udvikling.
Først og fremmest er der behov for at bidrage
til udviklingslandenes egne initiativer til at
løfte folk ud af fattigdom, sikre vækst og bæredygtig udvikling.”
FOKUS PÅ SKATTEINDDRIVELSE
Men i og med at de rige landes bistandskasser
skrumper ind, skal pengene til at nå målene for
bæredygtig udvikling skrabes ind ved at finde
de penge, der ellers forsvinder ud af udviklingslandene, pointerer Lars Engberg-Pedersen.
“De rige lande vil ikke betale udviklingsbistand, i det omfang det er nødvendigt. Derfor
må man mobilisere lokalt, og derfor er der
enormt fokus på at inddrive skat i fattige lande,”
siger han.
Og der vil være penge at hente, hvis projektet lykkes: Skatteunddragelse koster ifølge Den
Internationale Valutafond (IMF) udviklingslandene op mod 1.400 milliarder hvert år.
Kristian Jensen er ikke i tvivl om, at “vi
har brug for mange andre finansieringskilder
end udviklingsbistand, hvis vi skal i mål med
SDG’erne.” Derfor støtter Danmark “udviklingslandenes egen indsats for at opbygge stærkere
og mere robuste skattesystemer, bekæmpe
skattesvindel og illegale kapitalstrømme og har
blandt andet bevilget 10 millioner ekstra til initiativer, der skal give udviklingslandene medbestemmelse på internationale skattespørgsmål,”
siger ministeren.
Lars Engberg-Pedersen påpeger, at manglen på velfungerende skattesystemer skaber
ulighed både mellem lande og mellem deres
borgere.
FN'S VERDENSMÅL FOR BÆREDYGTIG
UDVIKLING
• FN’s 17 Verdensmål for bæredygtig udvikling
bygger videre på de otte Millenium-mål, der
udløber i slutningen af 2015. Verdensmålene
(Sustainable Development Goals (SDG)) er
mere ambitiøse og omfattende end deres forgænger: Det er hele verden, der skal udvikles,
ikke bare u-landene. Ulighed og fattigdom
skal altså også bekæmpes i de rige lande.
• Som noget nyt stiller bæredygtighedsmålene
krav om omstilling til en mere bæredygtig
økonomi og produktion, om at sikre retfærdig
rettergang for alle og om at “beskytte vores
økosystemer for alle samfunds og vores børns
skyld”.
• Efter vedtagelsen af de nye bæredygtighedsmål skal økonomer og statistikere – under
politisk styring – blive enige om, hvilke indikatorer der frem mod 2030 skal bruges til
at måle, om der sker fremskridt. Mange indikatorer fra 2015 Målene kan genbruges, men
hvis der skal føres omfattende statistik på
bæredygtighedsmålene, vil det med FN’s ord
kræve intet mindre end en “datarevolution”.
Et af de centrale stridspunkter bliver kampen
mod ulighed, herunder både hvordan den skal
måles, og om der i det hele taget skal være en
indikator for ulighed.
www.globalgoals.org
“Vi har et finansielt system, der gør det
muligt at skjule penge for skattevæsenet,
og det bidrager til at fastholde en ulighed
mellem Afrika og resten af verden. Samtidig
kommer de illegale kapitaloverførsler de
velbeslåede til gode. Det skaber ulighed, i
den forstand at de mistede skattepenge sandsynligvis ville være blevet omfordelt til sundheds- eller uddannelsesydelser,” siger Lars
Engberg-Pedersen, der for bare få år siden
aldrig ville have gættet på, at ulighed ville
få så stort et fokus, som det har fået i de nye
Verdensmål for bæredygtig udvikling.
“Det skift kommer lidt bag på mig. Men
skal jo nok ses i forlængelse af finanskrisen
og den mistro, der et eller andet sted er til kapitalmarkederne,” siger han. •
29/
Bhutan
FOTO: MICHAEL MARQUAND
30/
LARVEN DER
KURERER
FATTIGDOM
OG IMPOTENS
Når svampefeberen sætter ind i Bhutan, lader nomaderne yak
være yak og tager på jagt efter de dyrebare, svampeinficerede
larver med tilnavnet “Himalayas viagra”. Larverne har bragt
velstand til de ellers fattige nomader, men svampefeberen
truer også det sarte økosystem og det traditionelle nomadeliv.
DE MANGE PENGE, NOMADERNE TJENER PÅ SVAMPELARVEN, FÅR DEM MANGE
GANGE TIL AT OPGIVE DERES TRADITIONELLE ERHVERV, OPDRÆT AF YAKOKSER.
LABRE (OG LUKRATIVE) LARVER: RENSEDE OG KLAR TIL AT BLIVE EKSPORTERET TIL KINA.
KILOPRIS FOR TOPKVALITET: 500.000 KR. - DET DOBBELTE AF DAGSPRISEN PÅ 24 KARAT GULD.
AF SIGNE RAVN-HØJGAARD, THIMPHU, BHUTAN
kredse, og der er kun foretaget ganske
få kliniske forsøg af svampelarvens
virkning på mennesker.
NYE HUSE, IPHONES OG HESTE
For Tenzin er effekten ikke svær at få
øje på. Den store efterspørgsel på den
indtørrede larve har skabt enorme
rigdomme i Himalaya og Tibet, efter
at prisen på larven i de seneste årtier
næsten er hundreddoblet.
På gode dage kan Tenzin finde op
mod 100 svampelarver. Om aftenen
renser han dagens fund med en tandbørste ved lejrbålet under presenninger. Senere sælger han dem på auktion
nede i dalen. Her kommer forhandlere
og opkøber dem i kilovis for at eksportere dem til Kina og andre lande med
kinesiske befolkningsgrupper.
Tenzin kan tjene over 100.000
kroner i løbet af den månedlange
svampesæson. En god løn i et land,
hvor selv de højestlønnede regeringsansatte ikke tjener mere end 7.000
kroner om måneden. Levestandarden
blandt nomaderne er forbedret, i takt
med at prisen på larverne er steget,
fortæller Tenzin:
“Vi bygger nye huse. Vi køber iPhones og flere og flere heste.”
At de små indtørrede skatte har
bragt velstand til ekstremt isolerede
samfund i Himalaya og Tibet, kan den
uafhængige svampeekspert Daniel
31/
FOTO: SIGNE RAVN-HØJGAARD
I 4.500 meters højde og tre dages
gang fra nærmeste stikkontakt kravler
Tenzin rundt.
Han stirrer på det sarte græs i håb
om at spotte toppen af en græslignende, svampeinficeret larve. Sådan
har han kravlet rundt i mange timer
trods massiv, vedvarende monsunregn.
Det er juni, og svampefeberen raser
i Himalaya og på det tibetanske plateau, så Bhutans nomader lader yak
være yak for at gå på svampejagt.
I Kina er man nemlig parat til at
betale svampelarvens vægt i guld. De
bedste larver sælges for op mod en
halv million kroner kiloet i Hongkong.
Svampelarvens bhutanske navn
er yartsa goenbub. Det betyder “sommergræs, vinterorm”; en rammende
betegnelse for en larve, der forvandles
til en græslignende svamp. Svampelarverne bliver til ved, at en larve
angribes af svampesporer, der æder
larven indefra, indtil kun skallen er
tilbage. Så vokser en svamp ud af den
mumificerede larves hoved, og herfra
spredes nye svampesporer.
I århundreder er svampelarven
blevet anvendt inden for kinesisk og
tibetansk medicin til snart sagt alt lige
fra elskovsmiddel over behandling af
kræft til middel mod forhøjet kolesteroltal. Svampelarvens medicinske effekt er omdiskuteret i vestlige forsker-
>
Winkler, som er ekspert på regionen,
bekræfte:
“Svampelarven har styrket nomaderne, der ellers har haft en marginaliseret position i samfundet,” siger han.
NOMADELIV TRUES
Men svampefeberen har en bagside,
påpeger Gyeltshen Dukpa, skovbrugschef i Bhutans landbrugsministerium:
“Svampelarven udgør en trussel
mod nomadernes traditionelle livsstil
og kultur,” siger han.
Gyeltshen Dukpa frygter, at nomaderne opgiver deres yakokser og
flytter til byen for udelukkende at leve
af at samle den dyrebare svamp én
måned om året.
Noget tilsvarende er sket i Tibet,
hvor den kinesiske regering har
tvangsbosat nomader i byerne, fortæller Daniel Winkler.
“Mange nomader arbejder ikke og
har svært ved at tilpasse sig bylivet.
De kan kun overleve for svampepengene. Svampelarven understøtter
dermed de kinesiske myndigheders
ønske om at få tibetanerne væk fra
den nomadiske livsstil,” siger svampeforskeren og tilføjer:
“
Mange nomader arbejder ikke
og har svært ved at tilpasse sig
bylivet. De kan kun overleve for
svampepengene.
Daniel Winkler,
svampeekspert
“Det gør de tidligere nomader så
afhængige af svampelarven, at det
ville være katastrofalt, hvis den forsvandt. For mange udgør indtjeningen fra svampelarverne 70 procent af
deres årlige indkomst.”
Derfor er det en udfordring, at
svampelarvens pris varierer fra år til
år. Variationen skyldes flere forhold,
forklarer Karma Singay, en af Bhu-
tans største svampelarve-eksportører:
“Prisen afhænger dels af den
årlige høst, dels af økonomiens generelle tilstand, fordi svampelarven
er en luksusvare, som falder kraftigt
i pris, når det går dårligt med økonomien,” siger han og tilføjer:
“Overordnet set er prisen dog kun
steget.”
Kinesiske forskere kan imidlertid
bremse svampelarveprisens himmelflugt. Forskerne arbejder på at kunne
kultivere svampelarverne i laboratorier, og lykkes deres forehavende,
ventes prisen at falde drastisk.
“Men forskerne er stadig langt
fra at kunne sende kunstigt dyrkede
svampelarver på markedet,” siger Daniel Winkler.
Indtil det sker, vil svampefeberen
fortsat rase om sommeren i Himalaya og Tibet. I Tibet tager også
kinesere fra lavlandet del i jagten og
rejser hver sommer op til svampeeldoradoet. Her er – i modsætning
til i Bhutan – ingen restriktioner på,
FOTO: SIGNE RAVN-HØJGAARD
32/
DA SVAMPELARVEN KUN FINDES I UFREMKOMMELIGE BJERGE, MÅ FORSYNINGER TIL SVAMPEJAGTEN TRANSPORTERES FLERE DAGE
PÅ YAK-RYG.
“
Den kinesiske regering svigter
tibetanerne ved ikke at regulere
svampejagten.
Daniel Winkler,
svampeekspert
PÅ LARVEJAGT: KARMA DECHEN (TV) OG SONAM YANGDEN LEDER EFTER SVAMPELARVER I
4.500 METERS HØJDE PÅ GRÆNSEN MELLEM BHUTAN OG TIBET.
hvem der må indsamle svampelarver
og hvornår.
“Den kinesiske regering svigter
tibetanerne ved ikke at regulere svampejagten,” mener Daniel Winkler.
“I stedet arbejder den på at kultivere svampelarverne og kalder det
bæredygtig forvaltning. Men det sikrer ikke de marginaliserede nomaders
levebrød.”
SÅRBART MILJØ
Den intense svampelarvejagt risikerer også at få negative konsekvenser
for både larven og det sårbare miljø
i Himalaya. Ganske vist synes svampelarven at være relativt modstandsdygtig, eftersom den fortsat findes
efter mange års intens høst, siger Daniel Winkler. Alligevel advarer han:
“Det kan dog ikke fortsætte som nu.
Ressourcen må forvaltes, hvis ikke
den skal forsvinde.”
Vijay Moktan, naturbeskyttelseschef i WWF Verdensnaturfonden i
Bhutan, mener også, man bør frygte
det pres, indsamlingen af larver lægger på naturen:
“Svampesamlerne fælder de få
buske, der findes i højderne, for at
bruge dem som brænde. Og buskene
er længe om at vokse frem igen i det
sarte økosystem.”
Desuden ødelægger svampesamlernes heste græsningsområderne for
Himalayas sjældne blå får, siger han.
HER FINDES SVAMPELARVERNE
Bhutans regering gør i modsætning til myndighederne i Tibet hvad
den kan, for at sikre en bæredygtig
indsamling af svampelarverne. De må
således kun samles én måned om året.
“På den måde undgår vi, at svampen samles, når den afgiver flest
svampesporer,” siger Gyeltshen
Dukpa fra Bhutans landbrugsministerium.
Tilmed må kun de lokale nomader
samle svampelarven. Dermed ønsker
myndighederne at sikre, at svamperigdommene bliver hos nomaderne,
forklarer han og tilføjer:
“Svampelarven forhindrer, at
nomaderne migrerer til byerne og
opgiver deres traditionelle livsstil. De
kan nemlig tjene mange penge ved at
blive.”
Om Bhutans svampepolitik er en
succes, er Tenzin ikke helt sikker på.
Selv er han flyttet til hovedstaden og
rejser til højlandet i svampesæsonen.
Han har dog planer om at flytte tilbage og bygge områdets første turisthotel for svampepengene. •
33/
KINESISK SNYLTEKØLLE
• Det latinske navn er Ophiocordyceps
sinensis. På dansk kaldes arten
kinesisk snyltekølle.
KINA
• De findes i Himalaya og på det
tibetanske plateau i 3.500-5.000
meters højde.
TIBET
• Larver af den bedste kvalitet sælges
for cirka 500.000 kr. per kilo.
NEPAL
BHUTAN
• Hvert år samles der ca. 150-200 tons.
INDIEN
Svampelarvernes udbredelsesområde
Størst koncentration af svampelarver
MYANMAR
• Af de bhutanske svampelarver går
der ca. 5.000 styks på et kilo.
FOTO: UPASANA DAHAL
• De sælges hovedsageligt i Kina.
Sociale medier
DEM SKAL DU FØLGE
AF PERNILLE BÆRENTSEN
34/
Tanzanias valg
på sociale medier
Populære
podcasts
Engageret
ugandisk fotograf
Dagligliv
i Teheran
Værd at vide
om nødhjælp
Tanzanierne
elsker at
debattere politik, og når
der skal vælges ny præsident den 25. oktober,
tager debatten til under
disse hashtags: #tz2015
og #uchaguzi (valg) på
Twitter. Læs også Ben
Taylors blog, hvor han
knuser data og analyserer politiske trends i
Tanzania.
Owen Barder
fra Center
for Global
Development
tweeter altid nyeste udviklingspolitiske trends.
Han står også bag
Development Drums,
som er podcasts med
dybdegående analyser
og interviews med forskere, forfattere og andre
aktører, der holder den
udviklingspolitiske debat
kørende.
Edward
Echwalu
tager os med
på forreste
række, når oppositionspolitikere får tæsk af
politiet, til modeshows
og budgetforhandlinger. Samtidig når han
ud blandt dem, der er
hårdest ramt – børnene,
flygtningene og LGBTaktivisterne. Storladne
billeder med vedkommende budskaber.
Denne Instagram-profil
Instruerede
samler billeder fra fotografer, der
fotograferer helt almindeligt hverdagsliv, man
faktisk ikke ellers ser i
internationale medier. Vi
er med i undergrundsbanen, når soldaterne ringer hjem, og til højtider.
Klik videre på de enkelte
profilerede fotografer.
Vi diskuterer nærområder og
flygtningestrømme som aldrig
før – men hvad er fakta?
ACAPS samler data,
redskaber og analyser på
humanitære indsatser,
eksempelvis områder
ramt af naturkatastrofer
og konflikter. Ikke kun
for fagnørder, men også
for andre, som vil have
styr på fakta.
@DevelopmentDrum
@edward_echwalu
www.mtega.com
SINGLE FRA
I 1961 blev FN’s daværende generalsekretær Dag Hammarskjöld dræbt i et flystyrt, som aldrig er blevet opklaret.
Nye oplysninger om radiokommunikation med flyet i de
sidste minutter bestyrker mistanken om, at flyet blev skudt
ned. FN har genåbnet sagen, og efter at en ekspertgruppe
har gransket de nye beviser, vil FN's generalsekretær,
Ban Ki-moon, have undersøgt sagen til bunds.
I en single opruller Magasinet Udvikling hele historien
om Dag Hammarskjölds død.
Hent Udviklings app eller læs singlen på www.udvikling.dk
@everyday.tehran
@ACAPSproject
ERHVERV
De vinder
på Aid for
Trade
Når verdens mindst
udviklede lande modtager bistand for at få
gang i deres handel,
den såkaldte Aid for
Trade, er det primært
landenes transportog lagersektorer, der
drager nytte af det.
Det viser analyser
foretaget af OECD.
Aid for Trade er
blevet listet som en
prioritet i den såkaldte Addis Ababa
Action Agenda, og i
den endelige erklæring fra den tredje
internationale konference om Financing
for Development
fremføres det, at Aid
for- Trade “kan spille
en markant rolle”
i styrkelsen af den
internationale handel
og særligt komme
de mindst udviklede
lande til gode.
Fra 2004 til 2013 er
der blevet givet knap
110 milliarder dollar
i Aid for Trade til de
mindst udviklede
lande. • /SKA
Snow Beer - probably den
mest sælgende øl i verden
Det er formentlig kun et fåtal af Udviklings læsere, der kender Snow Beer, selvom
det er den mest sælgende øl i verden. Den
sælges så også kun på det kinesiske marked.
Hvad måske endnu færre ved, er, at det er det
sydafrikanske firma South African Breweries,
SABMiller, der står bag Snow Beer i et joint
venture med et kinesisk firma.
Kina har siden 2009 været det afrikanske
kontinents største handelspartner, men pengestrømmene går begge veje. Virksomheder
fra afrikanske lande har siden 2009 investeret
over 14 milliarder dollar på det kinesiske marked, særligt inden for petrokemi, produktion,
en gros og detailhandel. De investorer, der er
flittigst til at poste penge i Kina, kommer fra
Mauritius, Sydafrika, Seychellerne og Nigeria.
Med til den historie hører, at lande som Mauritius og Seychellerne er særligt attraktive
for selskaber på grund af deres meget
lempelige skattevilkår.
Strømmen af afrikanske immigranter er også stigende i Kina. Ifølge
magasinet Africa Renewal opholder der
sig omkring 200.000 afrikanere i landet.
Det største afrikanske samfund i Kina ligger
i Guangzhou. I de første ni måneder af 2014
blev der ved et checkpoint i byen registreret
430.000 ankomster og afgange af afrikanere.
Flere bydele i byen er stort set kun beboet
af afrikanere og kaldes Chocolate City eller
Little Africa af taxachaufførerne.
• /Simon Kratholm Ankjærgaard
35/
Norsk bistand er gået i fisk
Med en kystlinje på 83.000 kilometer og en
status som Europas største fiskerination har
Norge netop lanceret et nyt, stort bistandsinitiativ, Fisk for utvikling (Ffu), som kommer til
at høre under den statslige norske bistandsorganisation, Norad.
Det overordnede formål med initiativet er
at bekæmpe fattigdom gennem fødevaresikkerhed, bæredygtig forvaltning og økonomisk
sund fiskeindustri.
“Norsk fiskeriforvaltning er en succes. I
en tid, hvor verden har behov for mere mad,
og hvor presset på naturressourcerne
stiger, har vi et ansvar for at dele ud af
vores erfaringer. Det kræver kompetencer og kapital at skabe en bæredygtig
og økonomisk ansvarlig industri. Med
Ffu bidrager vi med begge dele,” siger
den norske udenrigsminister Børge Brende,
Høyre, om lanceringen af Ffu.
Lanceringen af det norske fiskeriprogram
sker, samtidig med at USA’s bistandsorganisation (USAID) investerer 4,3 millioner dollar
i fiskeindustrien i Stillehavsområdet med
det formål at skabe bæredygtigt fiskeri og en
større fødevaresikkerhed for de fremtidige
generationer. • /SKA
FOTOS: JØRGEN SCHYTTE/DANIDA (NED. TV.) & COLOURBOX (NED. TH.) & SAB MILLER (ØV.)
AGENDA
Myanmar
MEDIEFOLK: DANSK NGO ARBEJDER
FOR TÆT SAMMEN MED REGIMET
36/
I hvor høj grad er Myanmars tidligere
militærregime til at stole på, når det lover
pressefrihed og demokratiske reformer?
Den danske ngo International Media
Support har valgt at samarbejde med
regimet og bistår blandt andet landets
informationsministerium med rådgivning.
Men flere fremtrædende lokale mediefolk
sætter spørgsmålstegn ved den strategi.
AF ANYA PALM, MYANMAR, OG CHRISTIAN ANDERSEN
I 2012 OPHÆVEDE MYANMARS REGERING DEN STRENGE CENSURLOV OG
I 2013 BLEV DET FOR FØRSTE GANG I 50 ÅR TILLADT AT UDGIVE PRIVATEJEDE AVISER. I DAG ER FLERE REDAKTØRER I MYANMAR DOG SKEPTISKE
OVER FOR, OM MYANMARS REGERING REELT VIL TILLADE EN FRI PRESSE.
HER ER DET REDAKTØR NYAN LYNN FRA MYANMAR OBSERVER MEDIA .
Den danske ngo International
Media Support (IMS) har til formål at
støtte frie medier i lande ramt af væbnet konflikt og kriser og at bistå med
opbygningen af mediesektorer i lande
på vej mod demokrati. Organisationen
havde siden 2004 støttet Myanmars
eksilmedier – så da militærjuntaen i
2011 blev afløst af en delvis civil regering, som bebudede et opgør med
landets censur, øjnede IMS muligheden for at tage del i opbygningen af
mediesektoren i landet.
“Der var et tydeligt signal fra præsidenten, der erklærede, at nu ville
regeringen sikre, at medierne fik en
friere rolle, og man ville lukke ned for
den censur, som havde været en del af
virkeligheden i Myanmar de seneste
fem årtier,” fortæller Esben Harboe,
programansvarlig for IMS’ aktiviteter
i Myanmar og Kina.
IMS besluttede at iværksætte et
bredt program i Myanmar, der skulle
sikre professionalisering af journaliststanden, bedre adgang til information
for især landbefolkningen samt ikke
mindst reform af landets medielovgivning, så den ville leve op til demokratiske standarder for presse- og
ytringsfrihed.
Særligt den sidste komponent af
programmet er kontroversiel. For hvis
IMS vil bistå arbejdet med at udforme
lovgivningen, er organisationen nødt
til at samarbejde med lovgiverne – i
dette tilfælde repræsentanter for det
regime, der i et halvt århundrede
brutalt har håndhævet en streng censurlovgivning og tvunget uafhængige
journalister i eksil.
“Helt grundlæggende er vores
analyse, at informationsministeriet
(der blandt andet står for at udforme
udkast til medielovgivningen, red.) er
en vigtig aktør i den massive omstilling af mediesektoren, som finder sted
i Myanmar,” begrunder Esben Harboe
IMS’ samarbejde med myndighederne.
INTERNATIONAL
MEDIA SUPPORT
• International Media Support (IMS)
har hovedsæde i København og arbejder i 26 lande verden over, hvor væbnet konflikt, humanitære kriser eller
politiske forandringer gør det svært
for medierne at arbejde uafhængigt
og professionelt.
• Danida støttede i 2014 IMS med 54
millioner kroner. Det svarer til 42
procent af organisationens budget.
48 procent kommer fra udenrigsministerierne i Norge og Sverige, og ti
procent fra andre donorer.
• I Myanmar har IMS blandt andet leveret udkast til en række nye medielove,
støttet etablering af et pressenævn,
opbygget kapaciteten af to fagforeninger for journalister og været med til
at etablere journalistskolen Myanmar
Journalism Institute. IMS har også
været med til at udvikle nye presseetiske retningslinjer for landets medier.
den privatejede 7Day Daily, der åbnede i 2013, siger:
“IMS er meget aktive, og de udbyder medieundervisning og laver arrangementer. Men de er meget tætte
på regeringen. De burde holde sig
mere neutrale – hverken være for tæt
på regeringen eller for tæt på de privatejede medier.”
Ahr Mahn står ikke alene med
sin kritik. Magasinet Udvikling har
talt med en række journalister og redaktører, som deler opfattelsen af, at
IMS er for tæt knyttet til det officielle
Myanmar.
Nay Htun Naing, administrerende
redaktør hos Eleven Media – modtager af den internationale presse­
frihedspris Den Gyldne Pen i 2012
– siger:
“IMS er entydigt for udviklingen
af mediesektoren, men er også tæt
REDAKTØRER:
knyttet til regeringen. De fleste jourBLIV I RÅDGIVERROLLEN
nalister i Myanmar, mig selv inklusive,
Langtfra alle mediefolk i Myanmar er mener, at IMS støtter informationsministeriet for meget.”
enige i, at det er en god ide. Flere redaktører fra nogle af landets toneangiChefredaktør Soe Myint fra Mizvende medier kritiserer i dag IMS for
zima Media Group, en af IMS’ partnere i Myanmar, kan godt se pointen
at samarbejde for tæt med informationsministeriet og de statslige medier med IMS’ strategi:
i Myanmar.
“IMS spiller en rolle i arbejdet for
Ahr Mahn, administrerende redak- at få gennemført reformer i Myanmar.
tør på en af Myanmars førende aviser, Men eftersom transitionen fra dikta-
37/
FOTO: MIKKEL ØSTERGAARD/SCANPIX
Det vakte opsigt, da Myanmars
militærregime i 2010 bebudede, at det
frivilligt ville afgive magten og lade
landet overgå fra diktatur til demokrati. Kunne det virkelig passe? Var
hensigterne reelle?
Umiddelbart så det lovende ud: På
bare to år, fra 2010 til 2012, blev der
afholdt valg, hundredvis af politiske
fanger blev løsladt, landets demokratiikon Aung San Suu Kyi blev lukket ud
af sin årtier lange husarrest, og flere
af landets undertrykkende love blev
ophævet og erstattet med moderne,
demokratiske ditto.
>
tur til demokrati kontrolleres af regeringen, er IMS nødt til at samarbejde
med regeringen, og det lægger begrænsninger på deres arbejde,” siger
han og tilføjer:
“Det er åbenlyst, at IMS samarbejder med regeringen, og at regeringen
bryster sig af samarbejdet.”
“
Lad være med at hjælpe informationsministeriet så meget. Bliv i
rådgiverrollen, og lad være med
at gå aktivt ind i reformarbejdet.
Kyaw Zwa Moe,
redaktør på magasinet Irrawaddy
FOTO: SØREN SKARBY/DANIDA
38/
På landets ældste uafhængige
medie, det prisvindende magasin Irrawaddy, der vendte tilbage til Myanmar i 2012, er redaktør Kyaw Zwa
Moes råd til danskerne klart:
“Lad mig være helt ærlig: Lad være
med at hjælpe informationsministeriet så meget. Bliv i rådgiverrollen, og
lad være med at gå aktivt ind i reformarbejdet. Lad de professionelle journalister reformere Myanmars medier,”
siger han.
Kyaw Zwa Moe kritiserer blandt
andet IMS’ støtte til journalistskolen
Myanmar Journalism Institute, der
underviser lokale journalister i faget.
SIDEN MYANMARS CENSURLOV BLEV OPHÆVET I 2012 HAR ET VÆLD AF MEDIER SET
DAGENS LYS.
Skolen optager også journalister ansat
ved de statslige medier, og det er forfejlet, mener redaktøren. De statsansatte journalister er en del af det propagandaapparat, landets uafhængige
journalister er oppe imod, anfører han:
“Det er spild af tid og ressourcer at
undervise de statsansatte journalister,
for de kan ikke bruge det, de har lært,
til noget. De er ansat til at rose staten.”
Esben Harboe fra IMS har en vis
forståelse for kritikken af organisationens rådgivning af informationsministeriet, men mener ikke, den er
retvisende, først og fremmest fordi
samarbejdet med myndighederne blot
er ét element i IMS’ arbejde i Myanmar:
“Jeg kan godt forstå, at folk forholder sig kritisk og er skeptiske over
for en regering, som udspringer af et
regime, som i så mange år har undertrykt sin egen befolkning. Det anerkender vi fuldt ud. Det, vi ikke forstår,
er, at vi bliver kritiseret for at have et
meget nært forhold til regeringen, når
vi kan dokumentere, at vi har et meget
bredt mediesektorprogram i Myanmar
med en bred vifte af partnere, og at
samarbejdet med regeringen alene
sker på udvalgte områder,” siger Esben Harboe, der understreger, at IMS
ikke overfører midler til informationsministeriet eller andre myndigheder.
Han påpeger desuden, at kun
omtrent én ud af ti journalister på
Myanmar Journalism Institute er ansat på statsmedier, og at det for ham
at se giver god mening også at tilbyde
statsansatte journalister træning for at
fremme en mere kvalificeret nyhedsformidling.
TILBAGESKRIDT
At der er sket store forandringer, siden Myanmar var et lukket diktatur, er
journalister og redaktører i de myanmarske mediehuse enige om. Men efter de første store forandringer synes
demokratiseringsprocessen at være
gået i stå. Og i dag betvivler mange
mediefolk, at regeringen er oprigtig,
når den lover at slippe mediekontrollen og tillade en fri presse:
“Udefra ser det ud, som om alt er
forandret. Men inde i Myanmar er der
ikke frit. Vi ser stadig masser af eksempler på chikane og undertrykkelse
af journalister (se tidslinje på næste
opslag, red.),” siger Toe Zaw Latt, redaktør for Myanmar-redaktionen i mediehuset Democratic Voice of Burma
(DVB). Toe Zaw Latt vendte i 2012 tilbage til Myanmar efter 24 år i eksil, da
Democratic Voice of Burma i 2012 flyttede sin redaktion fra Norge tilbage til
landet, der nu hedder Myanmar.
I lyset af udviklingen de seneste år
er også han skeptisk over for IMS’ samarbejde med informationsministeriet:
“Jeg har ikke noget imod, at man
samarbejder med regeringen. Det kan
være en måde til at sikre, at der sker
fremskridt. Men spørgsmålet er, om
samarbejdet resulterer i forandring.
Det kan jeg ikke se er tilfældet her,”
siger han og fortsætter:
“Internationale organisationer, der
arbejder tæt sammen med regeringen,
39/
bør bruge deres indflydelse til at overbevise regeringen om at slippe grebet.
Ellers blåstempler de regeringens
metoder.”
Den dæmpede reformiver hos
Myanmars regering og de fortsatte
overgreb på journalister er ikke gået
upåagtet hen hos International Media
Support, fortæller Esben Harboe:
“Vi har set og observeret udviklingen, som vi også er foruroligede over.
Det har givet anledning til at overveje,
om vi skal justere vores program,”
siger han og nævner blandt andet, at
IMS har et øget fokus på journalisters
sikkerhed og på at yde juridisk bistand til berørte medier.
Foreløbig har IMS dog ingen planer om at ændre væsentligt på deres
sin strategi, hvad angår samarbejdet
med informationsministeriet og myndighederne.
“Vi kan vælge at stå udenfor og
kritisere eller gå ind og arbejde konstruktivt med de reformkræfter, der er
i landet. Vi har valgt det sidste, og det
indebærer konstruktiv, kritisk dialog
med informationsministeriet og myndighederne,” siger Esben Harboe.
UHELDIG ENTRE I MYANMAR
En af veteranerne inden for journalistisk træning i Myanmar, Alison
Campbell, peger på en anden årsag
til, at ikke alle mediefolk i Myanmar
er lige begejstrede for IMS’ arbejde
i landet. Hun er i dag senior director
for global initiatives i organisationen
Internews, der begyndte at undervise i journalistik i Myanmar i 2001.
Campbell, der i dag sidder i Washington, mener, at IMS har gjort en
uheldig entre i Myanmar.
“Da IMS ankom, lod de os alle
vide, at de ville koordinere medieudviklingsaktiviteter i tæt samarbejde
med informationsministeriet. Det var
en overraskende melding for os, og
vores lokale mediepartnere fortalte
os, at de var utrygge ved det,” siger
hun.
FOTO: AFP/SCANPIX
MILITÆRJUNTAEN SATTE HÆREN IND MOD DEMONSTRANTERNE – HERUNDER BUDDHISTISKE MUNKE – DA FOLKELIGE PROTESTER MED KRAV
OM DEMOKRATI BREDTE SIG I MYANMAR I 2007. DET KOM DERFOR BAG PÅ DEM FLESTE, AT SAMME JUNTA FÅ ÅR SENERE, I 2010, PLUDSELIGT
VARSLEDE REFORMER.
>
Hun beskriver IMS’ tilgang som
“forhastet”.
“Det virkede ikke, som om de tog
sig tid til at få et uddybende, professionelt indblik i mediesektoren eller at
forstå baggrunden for, hvordan medierne havde udviklet sig over de sidste
ti år,” siger hun.
Den uheldige entre spøger den dag
i dag, mener Campbell og peger på, at
det kan være en del af årsagen til, at
de lokale journalister tager afstand fra
den danske organisation.
“
Jeg kan tage fejl, men jeg tror, at
IMS er for ivrige efter at være de
bedste inden for medieudviklingen. I stedet for at tage det roligt
og undersøge situationen tager de
hurtige beslutninger.
Ye Naing Moe,
direktør for Yangon
Journalism School
40/
Også Ye Naing Moe, direktør for
Yangon Journalism School, har fulgt
IMS’ arbejde og peger på, at den
danske organisation simpelthen er
kommet uheldigt ind på Myanmars
mediesamfund:
“Jeg kan tage fejl, men jeg tror,
at IMS er for ivrige efter at være de
bedste inden for medieudviklingen.
FOTO: COLOURBOX.COM
MYANMARS
NYERE PRESSEHISTORIE
I stedet for at tage det roligt og undersøge situationen tager de hurtige
beslutninger,” siger han.
Esben Harboe fra IMS stiller sig
uforstående over for den del af kritikken:
“Det er et billede, vi ikke kan genkende. Noget af kritikken kommer
fra organisationer, som har et ønske
om at lave det samme, som IMS gør,
så det er vigtigt at se på, hvem det er,
der udtaler sig. Vores indtryk er, at vi
blev budt velkomne af langt de fleste
aktører i Myanmars medieverden. I
og med vi er vokset i størrelse i landet og breder os over flere områder,
er det naturligt, at vi bliver udsat for
kritik.”
SVÆR BALANCEGANG
Spørgsmålet om, hvorvidt man lader
sig kompromittere af at samarbejde
med myndighederne eller ej, er et
klassisk dilemma for organisationer,
der arbejder i lande på vej fra diktatur
til demokrati. Og der kan være fordele
for IMS ved at vælge at samarbejde
med regeringen i Myanmar, selvom
det er et upopulært standpunkt blandt
lokale mediefolk, påpeger Gani Aldashev, professor i udviklingsøkonomi
ved Université de Cergy-Pontoise i
Frankrig.
“Hvis organisationen havde en
mere kritisk tilgang til regeringen,
er der en risiko for, at den ville blive
smidt ud. På den her måde kan den
muligvis gradvist skubbe til regeringen,” vurderer Aldashev.
I Myanmar har regeringen vist sig
at være parat til at slå hårdt ned på
“besværlige” organisationer. Blandt
andet ved at begrænse råderummet
for hjælpearbejdet– det skete for
eksempel for Læger uden Grænser i
februar 2014, hvor lægerne fik forbud
mod at arbejde i det vestlige Myanmar i en periode.
Omvendt er samarbejde med sådanne regeringer risikabelt, for det er
ingen garanti for, at den lokale regering er parat til at lytte eller gøre alvor
af eventuelle løfter om fremgang, påpeger Gani Aldashev:
“Det er vigtigt at gøre sig klart, om
regeringen har en interesse i at overholde de aftaler, der bliver indgået,
eller ej,” siger han. “I det her tilfælde
er det formentlig vigtigere for den
danske organisation at opretholde et
godt forhold til regeringen, end det
er for Myanmars regering. Og det
ved Myanmars regering godt. Derfor
er der en risiko for at blive udnyttet,”
siger han. •
1962-2011
AUGUST 2012
APRIL 2013
Myanmar er et diktatur med
en af verdens strengeste censurlovgivninger. Bortset fra
illegale eksilmedier er der stort
set kun statsstyrede propagandamedier i landet.
Myanmar ophæver lov om
For første gang i 50 år er det
registrering af print og udgitilladt at udgive privatejede
velse fra 1962, også kendt som aviser.
“censurloven”. Landet – og IMS
– begynder at opbygge en fungerende mediesektor med fri
presse og privatejede medier.
DECEMBER 2014
MARTS 2015
MAJ 2015
Journalist Ma Khine bliver
fængslet i tre måneder på baggrund af en artikel, hun har
skrevet. Dommen udløser
store protester.
Militæret stopper en større
demonstration. Flere journalister bliver arresteret og tævet,
herunder journalister fra 7Day
Daily, Irrawaddy og Democratic Voice of Burma.
Journalist Ma Shwe Hmone
bliver sagsøgt for at have arrangeret en demonstration
for pressefrihed seks måneder
tidligere.
41/
FEBRUAR 2014
MARTS 2014
OKTOBER 2014
NOVEMBER 2014
Fire journalister og en redaktør
bliver arresteret for en artikel,
de har skrevet. De bliver senere
dømt til hver ti års “hårdt fysisk arbejde” i fængslet.
Regeringen gen-introducerer
en censurlov – dog i mildere
form end den foregående.
Loven udløser store protester
og bliver sat på standby. En
ændret udgave vedtages i oktober 2014.
Journalist Aung Naing bliver
skudt, mens han er i militærets
varetægt. De to formodede
gerningsmænd bliver senere
frikendt.
Myanmars informationsministerium sagsøger avisen Myanmar Herald.
JUNI 2015
JUNI 2015
JULI 2015
AUGUST 2015
Amnesty International udgiver
kritisk rapport, der dokumenterer, at ti journalister er blevet
fængslet i 2014. Det placerer
landet i top ti over flest fængslede journalister sammen med
blandt andre Syrien og Egypten.
Myanmars parlament forbyder
journalister adgang efter
offentliggørelsen af billeder
af sovende parlamentsmed­
lemmer.
To journalister får rekordbøde
for at “bagvaske” landets
præsident i en kritisk artikel.
Myanmars informations­
ministerium stopper
udgivelsen af to aviser,
The Union og Leader.
FOTO: BJÖRN LANGSEM/POLFOTO
UNDER MYANMARS ÅRTIER LANGE MILITÆRDIKTATUR FORSØGTE EKSILMEDIER AT LEVERE UAFHÆNGIG DÆKNING SOM ALTERNATIV TIL DEN
STATSAUTORISEREDE NYHEDSFORMIDLING. HER AYE CHANG NAING (TV.) OG HTET AUNG KYAQ FRA RADIOSTATIONEN DEMOCRATIC VOICE OF
BURMA, PÅ STATIONENS KONTOR I OSLO I 2007. I 2012 FLYTTEDE DEMOCRATIC VOICE OF BURMA TILBAGE TIL MYANMAR.
Kunst
BRASILIEN ER
STRAND, SAMBA OG FODBOLD
MANGA
HIP HOP
INSTALLATIONS
KUNST
Brasilien er kendt for sine paradisiske strande, samba og fodbold, men i takt
med landets sociale forandring forsøger unge kunstnere at gøre op med gamle
stereotyper. Her er tre af dem.
AF ANITA CHRISTINA JENSENIUS, RIO DE JANEIRO.
SE VIDEOER MED DE TRE KUNSTNERE PÅ WWW.UDVIKLING.DK
42/
“JEG VIL VISE, AT TRANSSEKSUELLE IKKE KUN KAN VÆRE PROSTITUEREDE”
FOTOS: ANITA CHRISTINA JENSENIUS
En høj, rødhåret kvinde med moderigtige tatoveringer op ad armene
skruer låget af den ene malerbøtte
efter den anden og hælder deres farverige indhold ud på hylderne af en
glasvitrine. Malingen smyger sig ned
ad glassets sider, inden den lægger
sig på et lærred.
“Selvom malingen er fanget, kan
den godt flygte fra glassets fangenskab,” fortæller 25-årige Joana Couto,
som er kunstner og bygger installationer, der emmer af den frihedstrang,
hun har oplevet på egen krop. Joana
Couto er nemlig født João, det mest
almindelige drengenavn i Brasilien.
AKTIVISME
Joana Couto husker, at hun som lille
dreng bad til Gud om at blive forvandlet til en pige. Alligevel undertrykte
hun sin lyst til at leve som kvinde indtil for tre år siden.
“Jeg tænkte: ’Åh nej, hvad kommer
der til at ske, hvis jeg bliver transseksuel? Skal jeg så sælge min krop
for at overleve?’,” husker den 25-årige
kunstner.
95 procent af alle transseksuelle i
Brasilien lever af prostitution. De unge
transseksuelle bliver ofte smidt ud hjemmefra og får sjældent en uddannelse.
“Jeg var heldig, at mine forældre
accepterede mig og betalte for min
uddannelse. Det er et privilegium,”
siger Joana Couto, som ofte bliver
fremhævet som en af meget få transseksuelle kunstnere i Rio de Janeiro.
Selvom hendes kunst er abstrakt og
konceptuel, ser hun sin kunst som en
form for aktivisme.
“Jeg vil vise, at transseksuelle ikke
kun kan være prostituerede,” siger
hun. •
SOM DRENG BAD JOANA COUTU TIL GUD OM AT BLIVE FORVANDLET TIL EN PIGE OG UNDERTRYKTE SIN LYST TIL AT LEVE SOM KVINDE INDTIL FOR TRE ÅR SIDEN.
Samba, karneval og fodbold.
Der skal få ord til at koge Brasilien ned til nogle få genkendelige
stereotyper, der leder tankerne mod
letpåklædte kvinder og dunkende
trommerytmer.
“Stereotyperne er gamle og er både
blevet projiceret på Brasilien udefra
og blevet produceret i Brasilien,” siger
Georg Wink, lektor i brasilianske studier ved Københavns Universitet.
Samba og karneval er derfor
også klassiske motiver i brasiliansk
kunst. Men en ny generation af brasilianske kunstnere vil nu gøre op
med forestillingen om det eksotiske
Brasilien.
“I dag vil brasilianske kunstnere
anerkendes for deres kunst, ikke
for at være brasilianere eller for at
repræsentere det eksotiske,” siger
Georg Wink.
Af den grund finder unge kunstnere ofte kunstnerisk inspiration uden
for traditionel brasiliansk kultur.
“I meget ny brasiliansk kunst kan
man slet ikke se, at det er lavet i Brasilien, fordi de unge kunstnere fjerner
alle karakteristika, som er stereotypificerede som brasilianske,” fortæller
Georg Wink.
Også i den brasilianske regerings
brandingkampagner og i turistreklamer er man begyndt at afstå fra at
bruge billeder af karneval og strand.
“Strand, samba, karneval og endda
fodbold repræsenterer tilbageståenhed i brasilianske øjne,” siger Georg
Wink.
EN NY BRASILIANSKHED
Kunstens frigørelsesproces fra de
gamle forestillinger om brasiliansk
kultur er taget til i takt med de sociale
forandringer i landet. Selvom de rigeste ti procent af landets befolkning
stadig tjener 44,5 procent af landets
samlede indkomst, har de seneste
10-15 års sociale reformer ændret Brasilien.
“Bolsa família”, der er blevet kaldt
verdens største børnepengeprogram,
giver understøttelse til 14 millioner
brasilianere, det svarer til cirka en
fjerdedel af befolkningen. Og den
fremvoksende yngre middelklasse,
der udgør omtrent halvdelen af
befolkningen, er væsentlig højere
uddannet end deres forældre. Bedre
uddannelse og højere levestandard
smitter af på kunsten, mener Georg
Wink.
“Flere og flere brasilianere kan
tage til poesioplæsning i stedet for
at skulle videre til et tredje job,” siger
han.
“VI ER STOLTE OVER AT BO I VIDIGAL”
På en tagterrasse i favelaen Vidigal med udsigt over Rio de Janeiros
eksklusive strande bager middagssolen, så selv den mest garvede “gringo”
må søge skygge.
Trods varmen danser og synger
Mariana Alves, Alice Coelho og Jennifer Loiola, som var de taget ud af en
musikvideo med farvekoordineret tøj
og makeup. Tilsammen udgør pigerne
rapgruppen Pearls Negras.
“Vi kommer fra Vidigal, men vores
destination er verden,” siger Mariana
Alves med et selvsikkert smil på læben.
Med en pladekontrakt hos det engelske pladeselskab Bolabo Records
og en USA-tour i kalenderen er de
tre 18-årige “sorte perler” nogle af de
mest succesfulde brasilianske musikere på internationalt niveau.
De tre teenagepiger startede med
at rappe for sjov efter skole. Da de begyndte at tage rappen seriøst, blev de
hurtigt opdaget af en engelsk producer. Derfor kalder de sig krigerinder,
som er titlen på deres største hit til
dato oversat til dansk.
“At være krigerinde er at bo i
favelaen og opfylde sine drømme,”
som en del af deres image ved at
rappe positivt om Vidigal, som har en
af byens smukkeste udsigter.
SMUK UDSIGT
På spørgsmålet om, hvordan det er
Pearls Negras lever ikke op til stereoat bo i favelaen, bryder pigerne ud i
typen om den fattige “favelado” i den
grin på ægte teenagemanér, som var
farlige slum. I 2010 blev Vidigal “pacifi- det det dummeste spørgsmål i verden.
ceret” af politiet, og narkohandlen blev
“Det spørger alle om, og vi svarer
udskiftet med hostels og turistture.
altid det samme: At vi er stolte over at
Derfor Alice Coelho, Mariana Alves bo i Vidigal,” siger Alice Coelho. •
og Jennifer Loiola bevidst favelaen
forklarer Alice Coelho og påpeger, at
favelaens kvinder alle er krigerinder.
DE TRE UNGE KVINDER MARIANA (TV.), ALICE (MIDT) OG JENIFER (TH.) I PEARL NEGRAS HAR
GJORT EN DYD AF AT RAPPE POSITIVT OM DERES NABOLAG, FAVELAEN VIDIGAL.
>
43/
En stor del af den nye middelklasse bor i “favelaer”, som er en betegnelse for de beboelsesområder på
Rio de Janeiros bjergskråninger, der
opstod som ulovlig slumbebyggelse.
På baggrund af sin forskning vurderer Georg Wink, at favelaen er den
mest brugte stereotyp om Brasilien i
dag. I udenlandske medier bliver favelaen til stadighed portrætteret som
en farlig, bandekontrolleret slum som
i den prisvindende film City of God,
selvom politiet har fjernet de kontrollerende narkobaroner fra størstedelen af områderne.
VIL BARE GERNE LAVE KUNST
I dag tilhører 66 procent af de 1,5
millioner indbyggere i Rios favelaer
således Brasiliens middelklasse.
Derfor ønsker kunstnere fra favelaen
at gøre op med deres “repræsenta-
FOTO: ANITA CHRISTINA JENSENIUS
44/
tionsbyrde”, siger fortæller Georg
Wink.
“Kunstnere fra favelaen er trætte af
at skulle udtrykke en særlig stereotyp
eller leve op til en europæisk fascination af favelaen. De vil bare gerne
lave kunst,” siger han og sammenligner problemstillingen med, når nydanske kunstnere forventes at lave en
særlig form for indvandrerkunst.
Ifølge Georg Wink kan de unge
kunstneres forsøg på at redefinere
stereotyperne ses som udtryk for en
generel tendens i den brasilianske
selvforståelse.
“Brasilien som land vil gerne
anerkendes som en moderne nation
med gode universiteter og teknologi. Der breder sig en tankegang
om, at Brasilien har brug for en ny
identitet ved overgangen fra udviklingsland til global aktør,” siger han. •
TOLERANCE I FORKLÆDNING
Brasilien er langtfra den frigjorte og
tolerante regnbuenation, man umiddelbart kunne få indtryk af. Tal fra ngo’en
Transgender Europe viser, at 689 transseksuelle blev myrdet fra 2008 til 2014, og
dermed er Brasilien suverænt det land i
verden, hvor flest transseksuelle slås ihjel.
“På grund af karnevallet vil brasilianere ofte hævde, at de er meget frigjorte,
fordi man til karneval kan klæde sig ud
som det modsatte køn,” siger Derek Pardue, der er professor i brasilianske studier
ved Aarhus Universitet.
“Den stereotyp er baseret på karnevallets popularitet, men det bliver bevist
gang på gang, hvor forfærdeligt livet for
transseksuelle er. Det ville være logisk,
hvis karnevallet gjorde folk mere åbne,
men det er ikke tilfældet,” siger Derek
Pardue.
“MIN KUNST BRYDER MED STEREOTYPER”
Tæt på Copacabana, verdens
nok mest berømte strand, maler den
28-årige kunstner Wesley de Oliveira
i det lille atelier Estudio Rabisco –
Krusedulle-studiet – som han deler
med nogle venner. Førhen plejede han
at snige sig ud om natten for at male
graffiti i Rio de Janeiros forstæder,
men i dag er spraydåserne skiftet ud
med tynde pensler, og Wesley de Oliveira er en etableret akvarelkunstner.
Han ligner dog stadig en graffitikunstner med sine baggy jeans og det drengede smil.
“Folk bliver overraskede, når de
opdager, at jeg er kunstneren bag min
egne værker,” fortæller Wesley de
Oliveira.
Hans kunstneriske kendetegn er
små, blege kvindeskikkelser med
skæve øjne i vandede pastelfarver, ofte
tilsat glitter og pailletter. Folk tror også
altid, at hans kone er kunstneren, når
han udstiller et nyt sted, fortæller han.
“De har aldrig før set en 180 centimeter høj sort mand, der maler små
kvindefigurer,” griner han.
UACCEPTABELT
Wesley de Oliveira er sort og heteroseksuel, og derfor har han ofte hørt
nedladende kommentarer om sine de-
likate manga-inspirerede billeder.
“Fordi jeg er en sort mand, er det
ikke acceptabelt, at jeg maler, som jeg
gør. Det er mærkeligt. Men hvorfor?”
spørger han retorisk.
Wesley de Oliveira er født i en
quilombo – en by grundlagt af undslupne slaver. Han har bevidst valgt
ikke at berøre emner som slaveri og
kolonitid i sin kunst, som det ellers
ofte forventes af kunstnere med hans
baggrund.
Wesley de Oliveiras drivkraft som
kunstner er nemlig at nedbryde folks
fordomme og forestillinger om, at
man skal se ud på en særlig måde for
at lave en særlig slags kunst.
“Min kunst bryder med nogle stereotyper, og det er det mest tilfredsstillende,” siger han. •
HVORFOR SKAL MAN SE UD PÅ EN SÆRLIG MÅDE FOR AT LAVE EN SÆRLIG SLAGS KUNST,
SPØRGER WESLEY DE OLIVEIRA.
Ranum
45/
Verdensklasse
Ranum Efterskole College kombinerer efterskole med international uddannelse i dansk 9. og 10. klasse,
Cambridge IGCSE og Advanced Level. Vælg mellem 60 forskellige profilfag, valgfag, klubfag, samt
3 rejser til hele verden. Et skoleår med høj faglighed, dansk sprog og kultur, en oplevelse for livet.
Book en rundvisning på www.ranumefterskole.dk
ILLUSTRATION: FLEMMING DUPONT
46/
47/
FOREIGN AFFAIRS
VERDENS FØRENDE MENINGSDANNERE OG BESLUTNINGSTAGERE ANALYSERER GLOBALE FORHOLD
Nødhjælp
BEHOV FOR SYSTEMSKIFTE I
DEN HUMANITÆRE INDSATS
Verdens nødhjælp styres af lukket klub, der - trods løfter om det
modsatte - ikke formår at inddrage dem, de hjælper. Men klubbens
magt trues af nye ydere af nødhjælp og af ny teknologi, skriver de to
nødhjælpseksperter Michael Barnett og Peter Walker.
>
48/
Det globale humanitære system, der
allerede nu er under betydeligt pres, vil snart
stå over for sin hidtil største prøve. I 2013 var
kløften mellem de nødhjælpsmidler, der var
til rådighed, og det anslåede behov på globalt
plan vokset til 4,5 milliarder dollar. Det betød,
at mindst en tredjedel af behovet ikke kunne
opfyldes.
Alt tyder på, at denne kløft blot vil vokse,
efterhånden som centrale donorlande bidrager med stadig mindre, mens katastroferne
bliver hyppigere og voldsommere. Omfattende humanitære kriser, som for eksempel
krigen i Syrien, har med al tydelighed vist,
hvor dårligt verden er rustet til at håndtere
menneskelig lidelse i større skala, selvom
der har været rig lejlighed til at øve sig.
Under ebola-udbruddet i Vestafrika sidste år var det internationale samfund for
eksempel længe om at komme ud af starthullerne, snublede derpå og efterlod alle i
stærkt bekymret tilstand over udsigterne til
fremtidens sundhedsmæssige kriser. Samtidig har klimaforandringer styrket naturens
destruktive kræfter, hvilket puster til voldelige reaktioner og sætter såvel regeringer
som nødhjælpsorganisationer under enormt
pres. For ikke at tale om, hvordan den
hastige urbanisering i kombination med
omfattende migration over havet har øget
de menneskelige omkostninger ved denne
type kriser.
Det kan derfor ikke komme bag på nogen, at det humanitære samfund konstant
skuffer forventningerne – både sine egne og
andres. Det skyldes i nogen grad faktorer,
som er uden for dets kontrol. Nødhjælpsarbejdere står over for problemer, der ikke er
nogen nemme løsninger på. De er nødt til at
finde sig i magtfulde bidragydere, som hellere vil strø om sig med pæne løfter end få
pengene op af lommen, med donorer, som
forventer, at nødhjælpsarbejdere skal sætte
deres interesser højere end lokalbefolkningernes, og de skal håndtere katastrofer, der
er lige så farlige for de første nødhjælpsarbejdere på stedet som for de lokale ofre.
Komplekse kriser som den, der hærger
Syrien, kræver ofte, at nødhjælpsarbejdere
bønfalder krigsherrer, oprørere og guerillaer om lov til at hjælpe de udsatte lokalbefolkninger, for så alligevel at blive nægtet
adgang eller med pistolen for panden blive
tvunget til at betale sig vej ind.
DEN HUMANITÆRE KLUB
Ikke desto mindre bærer nødhjælpsarbejderne også selv en del af ansvaret for, at de
ikke slår til. Der var engang, hvor donorer og
offentligheden anså humanitære organisationer for at være hævet over kritik, men på
det seneste er erkendelsen af deres fejlbar-
SAMARBEJDE MED
FOREIGN AFFAIRS
Udvikling samarbejder
redaktionelt med det
anerkendte tidsskrift
Foreign Affairs, som udgives af den amerikanske tænketank Council
on Foreign Relations.
Samarbejdet betyder,
at vi bringer artikler fra
Foreign Affairs i dansk
oversættelse.
lighed blevet større, og det samme er forståelsen af, at de somme tider gør mere skade
end gavn. Ganske vist mangler der midler,
men budgetterne er også belastet af rigelige
mængder nødhjælpsarbejdere, som mest
af alt ligner katastrofejægere i deres hvide
Land Cruisere, og hvis entré kan lede tankerne hen på et omrejsende cirkus. Ofrene
må ofte se til, mens hårdt tiltrængte ressourcer går til spilde eller forsvinder, og der
er kun ganske få eksempler på reelle samarbejder mellem nødhjælpsorganisationer og
lokale befolkninger. Hvad værre er: Ofrene
kan sjældent holde nødhjælpsarbejderne
ansvarlige for sjusket udført arbejde. Og når
den humanitære indsats svigter, skaber det
ikke blot et dårligt ry; det koster liv.
Det humanitære samfund er pinligt
bevidst om sine mangler, og i løbet af de
sidste to årtier har det gjort bemærkelsesværdige fremskridt, hvad angår styrkelse
af kompetencer, koordinering og professionalisering. Men nødhjælpsarbejdere har
langtfra haft samme succesrate på andre afgørende områder, herunder når det gælder
om at skabe oprigtige samarbejder med – og
ansvarlighed over for – lokale befolkninger.
Nødhjælpsarbejde er stadig noget man gør
for andre, ikke sammen med dem.
Dette svigt skyldes ikke mindst den store
indflydelse, som bliver udøvet af en lille
indspist elite, der bedst kan beskrives som
“Den Humanitære Klub”: et organiseret og
hierarkisk netværk af stater, donorer og internationale organisationer samt ngo'er, der
alle cirkler omkring FN-systemet. Denne
gruppe fortjener stor anerkendelse for at
have gennemført mange succesfulde reformer, men den er også ansvarlig for fraværet
af meningsfuld systemforandring. Når det
gælder nødhjælp, sidder denne
klub tungt på både ressourcerne og dagsordenen. Den
er optaget af at forsvare sin
egen eksklusive position,
og af samme årsag er den
tilbøjelig til kun at støtte
op om forandringer, der
kan styrke denne –
frem for forandringer, der reelt ville
flytte magt over
til dem, der har
brug for nødhjælpen.
I hvilken udstrækning den
globale humanitære
sektor bliver i stand til at
håndtere fremtidens kriser, afhænger i høj grad af
denne klubs vilje og evne
til fortsat at udvikle sig. Der er grund
til optimisme: Visse klubmedlemmer er villige til at opbygge stærke
samarbejder med lokalbefolkninger
og erkender, at systemet hænger fast
i fortiden. For nylig er de begyndt
at presse på for endnu en afgørende
reform og er travlt optaget af at forberede World Humanitarian Summit,
som FN's generelsekretær har indkaldt i 2016 som led i
forsøget på at give redskaberne
for krisehåndtering et grundigt
eftersyn. Men hvis denne
omfattende investering af
både tid, penge og goodwill
skal slå til, hvor andre har
fejlet, kræver det langt mere
end kosmetiske ændringer.
Det er en kamp mod tiden;
globalt står nye kræfter på spring
i kulissen, klar til at vælte denne klub
ned fra sin piedestal, hvis den ikke
magter at tilpasse sig, og konsekvenserne kan blive uhyggelige for såvel
nødhjælpsarbejderne som katastrofernes ofre.
At komme på forkant med udviklingen vil kræve, at klubben overvinder sine indre trægheder, deler magten og finder sig til rette med mindre
indflydelse på verdens gang; intet andet vil kunne bringe det humanitære
system ind i det 20. århundrede.
ceret af FN i 2011.
Gennem et opdateret
finansieringssystem
kan anmodninger om
støtte fra forskellige
FN-agenturer nu samles
ning for sine fiaskoer, og deres
i en ansøgning, og den nye Central
reaktion var at forsøge at tage sig
Emergency Response Fund har samlet
sammen. I 1992 erstattede FN sin for- ressourcerne og er i stand til at rykke
ældede Disaster Relief Organization
hurtigt, så reaktionstiden i akutte situationer kan blive kortere.
med Department of Humanitarian
I felten er der nu udviklet en såkaldt
Affairs og endelig med Office for the
klyngetilgang til katastrofer, hvilket
Coordination of Humanitarian Affairs (OCHA) i 1998. Det, der tidligere mindsker forvirringen i nødsituationer
havde været ad hoc-mekanismer, blev ved at være på forkant med at fordele
udviklet til mere formelle rammer
arbejdet ud på de rette organisationer.
GAVER, DER FORPLIGTER
med oprettelsen af Inter-Agency Stan- FN har også overført større myndigNødhjælpssektoren fik grundigt
ding Committee, der nu fungerer som hed til nødhjælpskoordinatorerne: de
rystet sin selvtillid i løbet af 1990’erne den centrale internationale koordine- mest erfarne FN-arbejdere i kriseområder, som holder hånd i hanke med de
efter gang på gang at have fejlet i for- ringsenhed for hjælpearbejde.
søget på at afværge katastrofer: I Soforskellige aktører i felten og dirigerer
malia, Rwanda og i Bosnien. Hvis ret
ressourcerne derhen, hvor der er mest
skal være ret, kiggede sektoren faktisk
brug for dem.
kritisk på sin egen indsats og fandt
Disse nyopfindelser er allerede
mange svagheder. Dårlig planlægning Globalt står nye kræfter på spring
i færd med at skabe små, men væi kulissen, klar til at vælte denne
sentlige forandringer. I Etiopien har
og fraværet af fælles standarder var
blot én side af problemerne. Der var
klub ned fra sin piedestal, hvis den en stærk koordinator for eksempel
formået at skaffe finansiering til lokale
alt for mange, der løb i forskellige
ikke magter at tilpasse sig.
vand- og sanitetsprojekter – noget,
retninger i kriseområderne, og alt
der ellers plejer at blive stedmoderligt
for mange amatører, som forsøgte at
Ngo'erne udviklede for deres vedbehandlet inden for den humanitære
agere akutlæger uden at have papirerne i orden.
kommende et adfærdskodeks for friindsats – og dermed inddæmme, hvad
Sektoren var også alt for tung i top- villige, fælles standarder for, hvordan
der i mange tilfælde er den største
pen og kvalte ethvert forsøg på reelt
ofrenes umiddelbare behov – såsom
dødbringende faktor under hungerssamarbejde med dem, der havde brug mad, vand, sundhed og tag over hove- nød: sygdomme, der smitter gennem
det – skulle opfyldes, og opbyggede
vand.
for nødhjælpen. Og det FN-finansierede humanitære arbejde var ganske
netværk, der kan styrke evaluering og
Og i Den Demokratiske Republik
enkelt for usammenhængende, hvilket ansvarsplacering i forbindelse med de Congo har nødhjælpsagenturer brugt
resulterede i, at forskellige agenturer
forskellige programmer.
akutmidler til at forsyne familier på
konkurrerede med hinanden om midDisse gradvise forandringer banede flugt fra ubehagelige konflikter, der er
lerne.
vej for mere sammenhængende refor- for små til at skabe overskrifter, med
mer i 2005 og kulminerede i den vidt- afgørende basisredskaber til husholdNødhjælpsarbejdere kom under
rækkende Transformative Agenda, lan- ningen.
omfattende og nådesløs beskyd-
49/
“
>
50/
ØGET KLØFT TIL MODTAGERNE
Hjælpearbejdere er også blevet langt
dygtigere til at evaluere og formidle
deres resultater. Nye metoder
til dataindsamling har givet
dem bedre muligheder for
at gennemskue, hvad der gik godt og
skidt, og dermed mulighed for at lære
af fortidens fejl. Samtidig har de forbedrede datametoder også betydeligt
øget graden af gennemskuelighed i
hjælpeorganisationernes økonomi.
Hjemmesiden Financial Tracking
Service, som OCHA administrerer,
tilbyder nu et fuldt økonomisk overblik over hver enkelt krise. Når
det gælder krisehåndteringens
effektivitet, er der langsomt,
men sikkert gjort fremskridt,
og det er bedre koordinering og
større centralisering i toppen af
organisationerne, der har gjort dette
muligt.
De fremskridt er bare ikke blevet
modsvaret, når det gælder om at
forbedre mulighederne for at stille
nødhjælpsarbejdet til regnskab og
styrke dets legitimitet. Tværtimod ser
det ud til, at kløften mellem giver og
modtager er blevet konsolideret eller
ligefrem gravet dybere. Modtagere
af nødhjælp klager i den ene undersøgelse efter den anden over, at nødhjælpsorganisationerne fortsat ikke har
føling med deres behov – og at der ikke
er meget at gøre ved det.
Ret beset skyldes meget af denne
misere selve hjælpearbejdets karakter.
Hjælpearbejdere må ofte rykke ind
i en fart uden at vide ret meget om,
hvordan landet ligger
i forhold til lokale
skikke og
kulturelle
særtræk,
som kan vise
sig at have
stor betydning
for lokalbefolkningens evne til at overleve
og komme ovenpå. Når de først er
ankommet, bruger nødhjælpsarbejdere
en stor del af deres tid på at melde
tilbage til hovedkvarteret og til deres
donorer – en opgave, som blot er vokset med de nylige reformer. Samtidig
har sikkerhedstrusler betydet, at hjælpearbejdere ofte arbejder forskanset i
lukkede områder snarere end side om
side med de lokale.
Den slags forhindringer kan samlet
set afkoble nødhjælpen fra de lokale
omstændigheder, hvilket undergraver
den tillid og de forbindelser, som er
afgørende for at kunne redde liv. Lokal
viden kan jo ofte vise sig at være
lige så afgørende som mad og
vand, og det er ofte små lokale
grupper, der ligger inde med
denne viden. Kampen mod
ebola kunne for eksempel
næppe være gennemført
uden deltagelse af lokale
sundhedsarbejdere, landsbyernes ældreråd og lokale
lærere, som hjalp med
at overbevise ofrenes
familier om, at de måtte
opgive de traditionelle
begravelsesritualer for at
forhindre yderligere smittespredning. I efterdønningerne fra jordskælvet
i Nepal var det lokale,
der forestod størstedelen
af redningsarbejdet, og lokale
sherpaer og chauffører stod
for transport af nødhjælp
på de livsfarlige veje, der
førte ud til afsidesliggende landsbyer, med
stor fare for deres egen
førlighed.
Nødhjælpsorganisationer har gang på gang
lovet at demokratisere
arbejdet gennem etablering af mere ligeværdige
samarbejder og reelle muligheder
for at holde folk ansvarlige for deres
indsats. Men det er primært blevet ved
snakken. I en rapport fra 2013 konstaterede fem britiske nødhjælpsorganisationer, at den mest udbredte tilgang til
samarbejde med lokale var “reaktiv, krisedrevet og præget af ad hoc-adfærd
på frontlinjen”.
“
Det ser ud til, at kløften mellem
giver og modtager er blevet
konsolideret eller ligefrem
gravet dybere.
En anden evaluering fra samme år
udført af Humanitarian Accountability Partnership (en selvevaluerende
sammenslutning af nødhjælps- og udviklingsorganisationer) konkluderede,
at selvom lokale partnere en gang
imellem bidrog til at diagnosticere
de lokale behov og til at gennemføre
hjælpeprojekter, spillede de stort set
ingen rolle i selve udformningen af
projekterne eller i opfølgningsarbejdet. Det er den slags konklusioner,
der tydeliggør, hvorfor kriseofre
somme tider sammenligner moderne
nødhjælpsarbejdere med deres forgængere: kolonitidens velmenende,
men paternalistiske missionærer med
ambitioner om at civilisere.
EN HOMOGEN, VESTLIG KLUB
Såvel fiaskoerne som succeserne kan
spores til Den Humanitære Klubs
magt og indflydelse. Klubben repræ-
senterer muligvis ikke en eneste hjælpearbejder, men den er i praksis herre
over, hvordan verden reagerer på kriser, fordi den opstiller spillereglerne
for nødhjælpsaktioner og har kontrol
over det udstyr, der skal til. Den har
også magten til at gennemføre de
reformer, den ønsker, og til at afvikle
de metoder, den enten ikke bryder sig
om eller finder for besværlige, ikke
mindst hvis disse metoder kunne
komme til at true dens privilegier.
Klubben blev til efter Anden Verdenskrig som svar på de udfordringer,
der var forbundet med genopbygningen af Europa og med afkolonialiseringen. Selvom dens fokus nu er
flyttet over på udviklingslande, og
klubbens medlemmer er vokset i antal
og rækkevidde, er klubben fortsat bemærkelsesværdig homogen. Mange
af de største donorer er regeringer,
som hører til gruppen af OECD-lande,
samt borgere i OECD-medlemslande.
Hvad angår regeringshovedsæder, er klubbens vigtigste medlem
Washington, repræsenteret ved det
amerikanske udviklingsagentur
USAID. Blandt andre magtfulde medlemmer tæller den britiske regering,
repræsenteret ved Department for
International Development (DfID),
og Europa-Kommissionen, repræsenteret ved Generaldirektoratet for Humanitær Bistand og Civilbeskyttelse
(ECHO).
Vestlige regeringer øver også indflydelse på det globale humanitære
netværks inderste kerne: FN og dets
særorganisationer som for eksempel
FN's højkommissariat for flygtninge
(UNHCR) og Verdensfødevareprogrammet (WFP), som har teten i kriseområder. Kredsende rundt om dette
system finder man omkring et dusin
ngo'er, som modtager langt størstedelen af de midler, som de store vestlige
donorer uddeler, og som dominerer krisehåndteringen, heriblandt
Care International, Catholic Relief
Services, Oxfam International, and
World Vision International.
Uden for klubben finder man
stadig mere fremtrædende donororganisationer fra udviklingslande,
ngo'er med base i opstigende økonomier (som for eksempel Tyrkiets
IHH Humanitarian Relief Foundation og Kimse Yok Mu)
samt en række trosbaserede
organisationer. En anden
gruppe, der også arbejder
relativt uafhængigt, er virksomheder
med filantropiske aflæggere, som for
eksempel Google og enkelte andre
mastodontiske filantropiske fonde.
For slet ikke at tale om de talløse
lokale ngo'er, der ret beset udfører
hovedparten af arbejdet under krisesituationer, og som ofte må stå og
banke på klubbens lukkede dør.
“
Modtagere af nødhjælp klager i
den ene undersøgelse efter den
anden over, at nødhjælpsorganisationerne fortsat ikke har føling
med deres behov – og at der ikke er
meget at gøre ved det.
Klubbens medlemmer er forbundet af en række fælles principper
og overbevisninger – først og fremmest at nødhjælpsarbejde skal være
neutralt og upartisk, og at der må
skrappe standarder til for at regulere
uddelingen af bistand. Men selve
finansieringen spiller også en samlende rolle. Mellem 2007-2012 kom
omtrent 90 procent af regeringsbidragene til nødhjælp fra OECD-lande,
viser tal fra Development Initiatives,
en uafhængig analytiker af globale
nødhjælpsstrømme. De midler har
ikkemedlemmer ikke set meget til;
de fleste gik direkte til FN-agenturer
og store internationale ngo'er. Ifølge
SÅDAN STØTTER VI
Danmark bidrager hvert år med mindst
1,5 mia. kr. til afhjælpning af humanitære katastrofer rundt om i verden.
Bistanden ydes via FN-systemets humanitære organisationer, herunder ikke
mindst Flygtningehøjkommissariatet
UNHCR, Verdensfødevareprogrammet
WFP og UNICEF, Røde Kors-bevægelsen, samt gennem danske folkelige
humanitære organisationer.
CAFOD, en britisk nødhjælpsorganisation, har kun omkring 95 millioner
ud af de godt 19 milliarder dollar, der
globalt blev brugt på nødhjælp i 2010,
fundet vej til nationale ngo'er i de
katastroferamte områder (omend en
anden del af det samlede beløb blev
givet til disse ngo'er via tildelinger fra
FN-agenturerne).
GODT AT SIDDE MED VED BORDET
Under igangværende kriser i fem
forskellige lande i 2012 – Den Centralafrikanske Republik, DR Congo,
Somalia, Sydsudan og Sudan – har de
nationale ngo'er ikke fået mere end
14 procent af ressourcerne tildelt gennem FN's fonde. Og i Haiti efter jordskælvet gik 90 procent af USA's bidrag lige ned i foret på internationale
agenturer og organisationer, hvilket
Center for Global Development har
dokumenteret; blot én ud af ti dollar
nåede nogensinde frem til ofrene.
Som så mange andre
51/
>
52/
gammeldags foreninger og ordener
før den er Den Humanitære Klub
særdeles eksklusiv. Selvom nødhjælpssektoren langtfra er en lukket
fest, indebærer klubmedlemskab
nyttige privilegier: en plads ved
planlægningsbordet, en invitation til
koordineringsmøder og anseelse hos
FN. Men kriterierne for optagelse i
klubben bliver fastlagt af de ældste
klubmedlemmer, og udefrakommende
kandidater må bestå højst ufleksible
prøver. FN's koordinerende enhed
for nødhjælp, Inter-Agency Standing
Committee, har begrænset medlemskabet til to FN-agenturer samt Internationalt Røde Kors, Røde Halvmåne
og en håndfuld ngo'er. Klubbens arbejdssprog er desuden nærmest udelukkende engelsk, hvilket ofte udgør
en barriere for mindre organisationer
i kriseområder. Nødhjælpsorganisationer med en dagsorden, som klubben ikke finder tilstrækkeligt neutral
– som for eksempel dem, der er drevet
af ideer om social retfærdighed eller
er religiøst motiverede – bliver også
frosset ude.
“
De forældede metoder, hvor en
lastbil kører ud og læsser nødhjælpen af, bliver nu afløst af forsøg
med direkte pengeoverførsler og
kuponprogrammer.
Klubbens evne til at mobilisere
sine medlemmer har gjort det muligt
for den at føre an i mange af den
seneste tids effektiviseringer af nødhjælpen. Men disse reformer, bygget
på forestillingen om, at humanitært
arbejde kræver højere grad af koordinering og regulering, har samtidig
centraliseret systemet yderligere og
cementeret dets hierarki. Disse tiltag
har ganske vist tvunget agenturerne
til at styrke deres standarder, men de
har også tilskyndet nødhjælpsarbejdere til at være mere optaget af deres
donorer end af de mennesker, der bliver direkte påvirket af deres arbejde.*
EN VAKKELVORN PIEDESTAL
Mens Den Humanitære Klub er fodslæbende, når det gælder virkelige
reformer, er en række udenforstående
kræfter i gang med at forandre det
globale nødhjælpssystem udefra. Ny
aktører og teknologier kan faktisk
ganske snart lykkes med at gennemføre de selv samme forandringer, som
klubben har modsat sig: at overføre
mere magt til de ramte lokalbefolkninger og at gøre nødhjælpsarbejdet
til en mere lokal affære. Men der er
en overhængende fare for, at måden,
hvorpå de får gennemført denne
forandring, undergraver mange af de
forbedringer, der er gennemført – hvis
det da ikke får hele nødhjælpssystemet til at brase sammen.
For det første er nye kilder til nødhjælp ved at få rusket op i sektoren. I
2013 bidrog donorer uden for klubben
– heriblandt Brasilien, Kina, Tyrkiet
og golfstaterne – med 14 procent af
de regeringstildelte midler, hvilket er
syv procent mere end gennemsnittet
fra det foregående årti ifølge tal fra
Development Initiatives. I 2013 gav
Tyrkiet alene mere end 1,6 milliarder
dollars til humanitære formål – en
næsten 50 procents stigning fra året
før, og meget af det øremærket til at
hjælpe flygtninge fra Irak og Syrien.
De opstigende statsmagters bidrag
vokser i forhold til de traditionelle
donorers, og på grund af den seneste
recession og økonomiske stagnation i
meget af Vesten ser denne tendens ud
til at fortsætte fremover.
Den gode nyhed er, at de nye donorer højst sandsynligt vil give penge
til regionale foreninger, som er langt
mere på bølgelængde med lokale
behov. Den dårlige nyhed er, at de
kan vise sig at være endnu mere tilbøjelige til at politisere nødhjælp end
Den Humanitære Klubs medlemmer.
Golfstaternes tilgang til Syrien har
for eksempel været at operere næsten
udelukkende uden om den toneangivende internationale indsats. Deres
måder at arbejde på har været præget af fejl, der let kunne have været
undgået, og af unødvendige udgifter,
hvilket har undergravet nødhjælpsarbejdernes troværdighed i forhold til
ofrene og givet kritikere, der mener at
nødhjælp er blevet et geopolitisk redskab, ny vind i sejlene.
NYE SPILLERE
Nye teknologier er imidlertid i færd
med at revolutionere systemet indefra.
Opfindelser såsom kortlægning af
kriser og crowdsourcing giver mere
præcise oplysninger og gør det lettere
at forudse nødsituationer og dermed
reagere på dem. Nye teknologier er
også i færd med at forandre måden,
hvorpå agenturer udfører hjælpen. De
forældede metoder, hvor en lastbil kører ud og læsser nødhjælpen af, bliver
nu afløst af forsøg med direkte pengeoverførsler og kuponprogrammer.
Agenturerne har opdaget, at disse redskaber, præcis som politologen Chris
Blattman har argumenteret for, styrker
kvinder, stabiliserer husstandsindkomster og understøtter økonomisk
bæredygtighed. Disse innovative
metoder bidrager også til demokratisering af international nødhjælp, fordi
de delagtiggør folk selv i deres
egen redning.
Desuden har en lang række
utraditionelle aktører – lige fra
trosbaserede organisationer over
multinationale virksomheder til
regionale organisationer – også
optrappet deres indsats. Et eksempel er, at ASEAN er begyndt at tage
større ansvar for den regionale krisehjælp. Dets koordinerende center
for nødhjælp er blevet en pulserende
vidensdeling- og koordineringscentral, der hjælper lokale spillere med
at reagere mere prompte på jordskred
i Indonesien, oversvømmelser i Laos
og tørke i Thailand. ASEANs væsentligste rolle har været at oplære hjælpearbejdere regionen over gennem
fælles øvelser og at gøre regeringer i
stand til at tage større ansvar for nødhjælpsarbejdet, når behovet opstår.
Andre nye spillere, der ligeledes
har meldt sig på banen, er ngo'er i
udviklingslandene, som for eksempel
BRAC fra Bangladesh, der har fokus
på ekstrem fattigdom, og MERCY fra
Malaysia, en organisation af frivillige,
der bidrager med medicinsk og humanitær hjælp både hjemme og ude.
En række diasporagrupper er
også ved at gøre deres indflydelse
gældende. Den globale strøm af
remitter er nu tre gange så stor som
den samlede mængde af udenlandsk
bistand, og nogle af disse penge går
til lokale hjælpeorganisationer. Der
er også kommet en mængde hurtigt
voksende ngo'er i Afrika, heriblandt
ADESO, en velgørenhedsorganisa-
Logo · Skals Efterskole
tion med base i Kenya, som ikke har
nogen som helst planer om at være
de vestlige agenturers lillebror og ej
heller har brug for megen hjælp fra
dem. Disse organisationer har dog
heller ingen planer om at blive transnationale mastodonter. De repræsenterer snarere det 21. århundredes nye
type nødhjælpsorganisation: beskeden i størrelse, smidig, vidende og
med rødder i den lokale kontekst.
Deres fremgang baner vej for, at et
stadig større antal lokale aktører kan
følge i deres fodspor.* •
Michael Barnett
er professor i international politik og statskundskab ved Elliott School of International Affairs på George Washington
University samt forfatter til Empire of
Humanity: A History of Humanitarianism.
Peter Walker
er dekan ved Falk School
of Sustainability på Chat­
ham University og medforfatter til
Shaping the Humanitarian World.
Oversat af Nina Trige Andersen.
Teksten er en forkortet udgave af
artiklen Regime Change for Humanitarian
Aid bragt i tidsskiftet Foreign Affairs’
Juli-august-nummer 2015. Udeladelser
er markeret med *. Hele artiklen kan
læses På Udviklings hjemmeside.
Repinted by permission of foreign affairs, July-Aug. 2015, VOL. 94, NO.4 Copyright 2015 by the Council on Foreign
Relations, Inc.
53/
Marginal Reklamebureau · marginal.dk
VERDEN SKAL EROBRES!
Vi glæder os til at udfordre dig!
MARGINAL.DK
SKALs har et spændende tilbud til dig, der
ønsker at færdiggøre hele din internationale
grunduddannelse i Danmark.
Logo · Skals Efterskole
Cambridge IGCSE på SKALs + International Baccalaureate (IB)
eller studentereksamen med kollegieplads på et af de kostgymnasier
vi samarbejder med.
VI HAR FOKUS PÅ DIG, DIN PERSONLIGE OG BOGLIGE UDVIKLING
SKALS EFTERSKOLE · KÆRVEJ 11, 8832 SKALS · TLF.: +45 8669 5011
BESØG OS OGSÅ PÅ: WWW.SKALS-EFTERSKOLE.DK
Marginal Reklamebureau · marginal.dk
Nepal
EN KULTURARV SANK I GRUS
Nepals rige kulturarv led stor skade under de kraftige jordskælv i april
og maj, der lagde over 600.000 bygninger i ruiner. Nyt fotoprojekt skal
nu bevare den nepalesiske kulturarv for eftertiden.
AF JAN KJÆR, KATHMANDU
54/
8.898 døde, 22.500 sårede, 602.257
bygninger helt ødelagt, og 285.099
delvist ødelagt. Så ufattelige er de
menneskelige lidelser og materielle
ødelæggelser efter de to kraftige jordskælv i Nepal den 25. april og 12. maj.
Men også Nepals kulturarv har
lidt ubodelig skade. Over hele det
bjergrige land skønner Department of
Archaeology (DoA), at 133 historiske
monumenter er helt ødelagt, 95 delvist
styrtet sammen, og 513 delvist ødelagt.
Ikke mindst Kathmandu-dalen blev
hårdt ramt. 180 mennesker døde, da
det berømte ni etager høje hvide tårn
Dharahara sank i grus. Omkring hovedstaden er 95 monumenter helt forsvundet, mens 357 er delvist ødelagt.
Mange af dem står på FN’s liste over
verdens kulturarv.
byggelser, og det vil tage seks år, før
de vigtigste monumenter er genrejst,
mener Kai Weise, der er UNESCO’s
koordinator for genopbygning af kulturarven efter jordskælvene.
Også det nærliggende Bhairav­
nath-tempel er en ruindynge.
“Vi håber, vi i løbet af fem år vil
være i stand til at genrejse templet og
genopbygge husene i den gamle stil,”
forklarer Prem Maharjan der er medlem af byrådet.
Mange af de historiske bygninger
var på fire-fem etager, men det er
Genopbygningen af disse monufortid.
menter og de traditionelle bebyg“Vi vil sørge for, at de bygges minimum en etage lavere og langt bedre
gelser bliver en gigantisk opgave
for mange organisationer og myn- jordskælvssikret,” forsikrer Prem Maharjan.
digheder.
Indbyggerne i Bungamatis bykerne
Kai Weise, har allerede holdt møde med lokale
UNESCO’s koordinator for genopbygning af kulturarven efter jordskælvene arkitekter og ingeniører for at drøfte
fremtiden. Alle er stolte af deres kulturelle arv og ønsker ikke moderne betonbygninger, som ville rette et dræ“Genopbygningen af disse monumenter og de traditionelle bebyggelser bende slag mod byens turistindustri.
GIGANTISK OPGAVE
Men her og nu er den store udforbliver en gigantisk opgave for mange
Røde, blå og gule telte med hjemløse
organisationer og myndigheder,” siger dring at skaffe ordentlige nødboliger
til byens 790 familier, der har mistet
efter jordskælvene lyser op på Kathhan til The Himalayan Times.
mandu Durbar-pladsen, hvor ni monuderes hjem.
menter kollapsede, og 26 blev delvist
HISTORISK BYKERNE I RUINER
Den gamle bykerne i Bungamati tæt
ødelagt.
Kathmandu Durbar-pladsen – også på Kathmandu er et af de ødelagte
FAKTA
områder, der skal genopbygges.
kaldet Hanuman Dhoka – er et af de
De smukke røde murstenshuse
syv områder på FN’s liste over verdens
• Nepal får brug for 6,7 milliarder
med sort træværk har lidt mest skade,
kulturarv i Kathmandu-dalen. Nogle
dollar til genopbygningen efter
og mange ligger i ruiner. De fleste af
af de ikoniske templer har overlevet,
jordskælvene.
husene blev bygget i tiden efter det
blandt andet Kumari-huset og Taleju.
seneste store jordskælv i 1934.
Buddhist-templet Boudhanath,
• Det danske Center for KultursamarByens hovedattraktion, templet
som også er på FN’s liste over verdens
bejde med Udviklingslandene (CKU)
Machhindra Nath, er totalt jævnet
kulturarv, står stadig. Det fik mindre
støtter Nepal Picture Library i Nepal.
ødelæggelser, og dem er man allerede med jorden (se foto). En deling solgået i gang med at reparere. Helt uden dater fra det nepalesiske militær er i
• Jordskælvene kostede også menneskeliv uden for Nepal: 130 omkom i
gang med at fjerne murbrokkerne for
hjælp udefra.
Indien, 27 i Kina, og fire i Bangladesh.
offerstedet for regn- og høstguden,
Men der vil blive brug for massiv
hjælp udefra til genopbygning af øde- som landmændene i nærheden og
lagte monumenter og traditionelle be- turisterne samledes om.
“
55/
ET SØRGELIGT SYN. RATO MACHHINDRA NATH-TEMPLET I BYEN BUNGAMATI – FØR OG EFTER JORDSKÆLVET DEN 25. APRIL 2015.
sætter: “Men der er flere ødelæggelser,
der er gået ud over museer, biblioteker,
arkiver og selvfølgelig også private
huse, der er en del af vores levende
kulturarv.”
Nyantara Gurung Kakshapati
TABT KULTURARV BEVARES I FOTOS er ikke i tvivl om, at Nepal nok skal
Masser af vigtig kulturarv blev ødelagt, komme videre: “Selvom tabene er
og noget bliver aldrig bygget op, men
smertefulde, og genopbygningen vil
Nepal Picture Library forsøger at råde
blive langsom og bekostelig, er dette
bod på tabet. Et fotoprojekt hjælper
måske en mulighed for at bygge det
Kathmandu Valley Preservation Trust
mere holdbart, hvor vi både bruger
og andre institutioner med at digitavores traditionelle viden inden for
lisere deres fotografier, kort og andre
arkitektur og nye teknologier og landtrykte materialer. Det hele bliver indek- vindinger.”
seret og arkiveret, så eftertiden kan se,
Og nepalesisk kultur er ikke et museum.
hvad der forsvandt under de ødelæggende jordskælv, forklarer direktør
“Kultur er – og må være – et fænomen, der hele tiden udvikler sig,” påpeNyantara Gurung Kakshapati.
ger direktøren. •
“De internationale medier har
mest koncentreret sig om de vigtigste
www.nepalpicturelibrary.org
steder, som også er turistattraktioner,
såsom Durbar-pladserne i Kathmandu,
Bhaktapur og Patan,” siger hun og fort-
benyttet helt opdaterede teknikker.
Helt anderledes med Radha Krishna
Temple på Swotha-pladsen, som kun
blev lettere renoveret i 1991. Det faldt
helt sammen.”
FOTOS: ROBERT HARDING/SCANPIX (LILLE) OG JAN KJÆR (STORT)
KRITIK AF REGERINGENS INDSATS
En del af Nepals kulturarv modstod
de kraftige rystelser, ikke mindst de
monumenter, der er blevet renoveret
inden for de seneste fem-ti år.
En del af ødelæggelsen af kulturarven kunne derfor være undgået, mener flere eksperter. De er fremme med
hård kritik af de nepalesiske myndigheders mangel på vedligeholdelse og
rettidig restaurering af bygninger og
monumenter.
“Regeringen har helt og aldeles forsømt at forstærke disse monumenter.
Den fokuserede i stedet på blot af og
til at forskønne de århundrede gamle
strukturer,” siger Rohit Ranjitkar, direktør for Kathmandu Valley Preservation
Trust til The Himalayan Times.
Han anfører som eksempel Sundari
Chowk på Patan Durbar-pladsen, som
for nylig blev forstærket.
“Ikke en eneste tagsten er faldet
ned fra Sundari Chowk, hvor der blev
FOTOSERIE
UNGDOMSKULTUR I EN SOCIALISTISK ØSTAT
56/
S
A
N
HAVA ERE
IH PST
Cuba
a og
m Cub
e
l
l
for
e
ldet m mere åben
o
h
r
o
f
ét
ti
ke
rudde tiden med amerikans
b
ø
t
d
m
Me
fre
Den
ar
egner
own h
ation.
USA t nge gener stopher Br j’s og viser
u
d
hri
Cubas Michael C elige unge der fra
f
ra
uku
i ken
fotog
ruppe end det, v
g
n
e
mødt ndet Cuba
ta
e.
et hel
hurern
c
o
r
b
t
turis
LITZ
IK TIL
EDER
AF FR
57/
58/
NATBUS. EFTER AT HAVE FESTET HELE NATTEN I HAVANA ER PARRET HER STEGET PÅ BUSSEN OG PÅ VEJ HJEM.
Amerikanske dollargrin fra
1950’erne cruiser forbi kirker, fæstningsværker og arkitektoniske perler
i kolonial stil, mens rom og cigarer
nydes til lyden af salsa. Klicheerne
står i kø, når det gælder Cuba, og for
den amerikanske Magnum-fotograf
Michael Christopher Brown var kendskabet til den socialistiske østat også
begrænset til de stereotype forestillinger om en slags tabt paradis.
Men efter at USA’s præsident,
Barack Obama, i december sidste år
bebudede en optøning af forholdet
til Cuba og en gradvis ophævelse af
handelsembargoen, rejste Michael
Christopher Brown til Cuba for at få
syn for sagn – og selv om bilerne fra
1950’erne er en del af billedet, er virkeligheden efter et halvt århundredes
isolation og økonomisk deroute langt
mere kompleks, fortæller fotografen.
På sin anden rejse til Cuba, i marts
i år, mødte Michael Christopher
Brown en gruppe unge electronica-dj’s
i Havana.
“Jeg hang ud med dem i flere uger,
fik indblik i deres Cuba, oplevede musik- og nattelivet og sov det meste af
dagene væk,” fortæller fotografen.
For dj’ene og resten af den unge
generation af cubanere, som er vokset
op under Cubas “specielle periode”
– det vil sige efter Sovjetunionens
sammenbrud i 1991 – venter en ny og
mere åben verden sandsynligvis lige
rundt om hjørnet.
“Uanset om det er et resultat af
blokaden, ’den specielle periode’, det
cubanske system eller en kombination
af det hele, har de unge cubanere et
særligt fællesskab og en meget håndgribelig ukuelighed,” fortæller han om
sit møde med de cubanske unge. •
MICHAEL
CHRISTOPHER
BROWN
Amerikansk fotograf, født i 1978 i
staten Washington, USA, og tilknyttet
det anerkendte fotobureau Magnum.
Han bruger ofte sin mobiltelefon
som sit primære kamera og har dækket konflikter i blandt andet Den Demokratiske Republik Congo og Libyen
med telefonkamera.
I 2012 var han hovedpersonen i
HBO-dokumentaren Witness: Libya.
Hans fotografier er blevet publiceret i blandt andet National Geographic, Time og The New York Times
Magazine.
Michael Christopher Brown har lovet
de unge cubanere, at deres navne indtil videre ikke vil blive offentliggjort.
DOLLARGRIN. IKKE ALLE BILER PÅ CUBA ER UDTJENTE AMERIKANSKE FLYDERE FRA 1950'ERNE. HER CRUISER NOGLE UNGE RUNDT EFTER EN
FEST PÅ PLAYAS DEL ESTE.
DØGNRYTME. HAVANAS DJ'S LEVER OG ARBEJDER OM NATTEN OG SOVER OM DAGEN.
59/
Kronik
TADSJIKISTAN MELLEM
RELIGIONSFRIHED OG
TVANGSBARBERING
Islamismen vinder frem i Tadsjikistan og det øvrige Centralasien. Det stiller de
internationale donorer i et vanskeligt dilemma: Med den ene hånd støtter de
individets ret til religiøs frihed, mens de med den anden samarbejder med
de undertrykkende myndigheder om at forhindre radikalisering.
FOTO: SHAMIL ZHUMATOV/ REUTERS/SCANPIX
60/
AF FLEMMING SPLIDSBOEL HANSEN
Det fattige Tadsjikistan er
sjældent nyhedsstof på vore breddegrader. Men i april i år blev det
centralasiatiske land pludselig
forsidestof, da chefen for indenrigsministeriets frygtede specialstyrke,
OMON, oberst Gulmorod Halimov,
forsvandt fra sit hjem og der blev
snart mistanke om, at han var rejst til
Syrien for at slutte sig til Islamisk Stat
(IS). Mistanken blev snart bekræftet,
da Gulmorod Halimov få uger senere
dukkede op i en kort video, hvor han
poserende med en automatriffel opfordrer sine landsmænd til at slutte
sig til IS og truer den tadsjikiske
præsident, Emomali Rahmon, med
en kommende islamistisk magtovertagelse.
På det tidspunkt arbejdede jeg i
Tadsjikistan, og jeg fornemmede, at
noget var hændt, da myndighederne
begrænsede adgangen til det i forvejen stærkt censurerede internet.
Tadsjikistan er et u-land, men selv
i landsbyerne er der netadgang og
smartphones, så befolkningen kan
nemt få adgang til information, også
Gulmorod Halimovs video – hvis
myndighederne ellers tillader det. I
dette tilfælde, som i så mange andre
før, valgte de tadsjikiske myndigheder
at blokere for netbrugernes adgang til
videodelingstjenester som YouTube.
Og det illustrerer ganske fint de centralasiatiske styrers tilgang til udfordringen fra den radikale islamisme:
Undertrykkelse og begrænsning er
deres foretrukne løsningsmodel.
PRÆSIDENT PÅ PILGRIMSFÆRD
De fem stater i det postsovjetiske Centralasien – Kasakhstan, Kirgisistan,
Usbekistan, Turkmenistan og Tadsjikistan – er alle sekulære. Sovjetunionens
mangeårige kamp mod religion har
tydeligvis haft en effekt, og i regionen
har man generelt været utilbøjelige
til at pådutte andre en særlig levevis –
således heller ikke en med udspring i
en bestemt religion. Dette står i skarp
kontrast til de sydlige nabolande
Afghanistan, Iran og Pakistan, som
alle definerer sig som islamiske stater,
og hvor religion selvsagt er stærkt til
stede i dagligdagen.
Siden uafhængigheden fra Sovjetunionen har magthaverne i de fem
centralasiatiske stater insisteret på
at fastholde sekularismen og holde
religion ude af det offentlige liv. Samtidig har politiske ledere dog forsøgt
RUSLAND
KASAKHSTAN
USBEKISTAN
KIRGISISTAN
TURKMENISTAN
IRAN
TADSJIKISTAN
KINA
AFGHANISTAN
at vinde politisk accept og kapital ved
at vise sig offentligt som rettroende
muslimer. Eksempelvis har Tadsjikistans præsident, Emomali Rahmon,
foretaget en pilgrimsrejse (hadj) til
Mekka, en oplevelse, styret ikke tillader hvem som helst at få. Et særligt
statsligt råd skal således screene og
godkende de mange pilgrimsaspiranter, og kun med en officiel tilladelse
i lommen kan de relativt få heldige
drage af sted.
Denne politiske balancekunst er
præcis så vanskelig, som man skulle
tro. Politikernes opportunistiske brug
af religion synes netop at åbne for den
religiøse vækkelse, de forsøger at forhindre, men uden egentlig politisk le-
>
61/
FORBUDT FOR UNGE
UNDER 18. MÆND
I BØN I MOSKÉ I
HOVEDSTADEN
DUSJANBE. AL RELIGIØS UDDANNELSE ER
STÆRKT KONTROLLERES I TADSJIKISTAN,
OG UNGE UNDER 18
MÅ IKKE KOMME I
MOSKEERNE.
REJSEN TIL MEKKA KAN KUN SKE PR. FLY – DET HAR MYNDIGHEDERNE BESTEMT, OG DER ER NØJE KONTROL MED, HVEM DER MÅ REJSE.
62/
gitimitet lader politikerne sig friste af
at score billige point på denne måde.
De har forsigtigt rakt en lillefinger
frem, men befolkningerne er sultne
efter meget mere, og regimerne har i
stigende grad vanskeligt ved at kontrollere udviklingen, som går i retning
af mere religion, mere tradition, mere
konservatisme og desværre også flere
radikaliserede unge.
RELIGION I SNÆVRE RAMMER
For at forstå baggrunden for den
religiøse vækkelse skal man tilbage
til Sovjet-tiden. Det kommunistiske
regime ønskede et totalopgør med
religiøs tænkning, og man gik generelt så langt, man kunne, uden at
fremprovokere en modreaktion. I
Tadsjikistans hovedstad, Dusjanbe,
bevarede man for eksempel adgangen
FOTO: SERGEI ZHUKOV/POLFOTO
TADSJIKISTAN
Tadsjikistan var en
autonom republik i
Sovjetunionen fra
1924 til 1991. Sovjetårene har formet
landet i sekulær retning.
Her frimærke med den tadsjikiske sovjetrepublik i anledning af 50-året for
revolutionen i 1917.
til et lille antal moskeer for trods alt at
imødekomme befolkningens behov,
men det hemmelige politi registrerede
alle besøgende, og det var almindeligt
kendt, at det var alt andet end karrierefremmende at blive set i moskeen.
Ville man have succes i sovjetsystemet, var det marxismen-leninismen,
man skulle bekende sig til, hvor end
man gik.
Efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991 eksploderede interessen
for islam i den nye stat Tadsjikistan.
Befolkningen som helhed forsøgte
at finde tilbage til de kulturelle rødder, som var forsøgt kappet over, og
som kunne give en form for identitet
i en usikker og foranderlig verden.
De lokale magthavere, skolet under
Sovjet-tidens sekularisme og ængstelige for at tabe magten til nye og fremadstormende politikere med afsæt i
islamisme, besluttede at ride med på
den nye bølge, men samtidig at holde
al religiøs aktivitet inden for snævre
rammer.
I Tadsjikistan dikterer disse rammer blandt andet, at al religiøs uddannelse er stærkt kontrolleret, at
unge under 18 år ikke må komme i
moskeerne, og at folk under 35 år ikke
må drage på hadj, at myndighederne
pålægger imamer at forkynde officielle meddelelser og fortolkninger, at
alle prædikener optages, og at kvinder
med tørklæde eller slør er forment
adgang til uddannelsesinstitutioner
og offentlige arbejdspladser. Som
noget nyt er myndighederne begyndt
at tvangsbarbere unge mænd, hvis
skæg betragtes som lidt for langt,
“islamistisk” eller simpelthen “ikketadsjikisk”.
Lidt forsimplet er situationen i alle
fem centralasiatiske lande, at en officiel udgave af islam, en slags kulturelt
glansbillede, dyrkes af en herskende
elite, mens andre fortolkninger og
praksisser findes halvt eller helt skjult
og parallelt med den officielle. Denne
parallelverden spænder fra moderate
over konservative til ekstremistiske
holdninger. Det sidste er forholdsvis
nyt, men iagttagere advarer om en
udvikling drevet af såvel indre (for
eksempel politisk undertrykkelse og
udbredt korruption) som ydre (for
eksempel påvirkning fra Afghanistan
eller IS) forhold. Gulmorod Halimov
er efter alt at dømme et eksempel på
en loyal tjenestemand, som har levet
efter de officielle forskrifter, men som
gradvist er blevet desillusioneret og
radikaliseret, og som nu vil bekæmpe,
hvad han betegner som et korrupt, nepotistisk og ikke-islamisk styre.
ANTIRADIKALISERING
Og Gulmorod Halimov er ikke alene.
Vi har kun mørketal, og vi kan ikke
stole på de lokale myndigheders egne
opgørelser over antallet af radikale
for åben erkendelse af problemets
eksistens og omfang – og muligvis
endog egentlige årsager – og det er
svært for magthaverne. Flere har levet
i fornægtelse i mange år, men truslen
fra IS har gradvist ført til en åbning,
og der er nu stigende interesse for
forebyggende indsatser.
Arbejdet hæmmes dog af det forhold, at de mulige egentlige årsager
ikke må berøres. For eksempel har de
tadsjikiske myndigheder accepteret
undersøgende feltarbejde med spørgeskemaer i forskellige regioner i
landet, men dette arbejde - udført af
lokale, men finansieret af internationale donorer - må ikke berøre emner
som korruption, politisk undertrykkelse og knægtelse af personlige
frihedsrettigheder. I stedet spørges
folk for eksempel om, i hvilket omfang
de ser radikalisering som et resultat
af utilstrækkelig kontrol med de religiøse aktiviteter i landet eller som
et produkt af påvirkning udefra. Der
er stadig grænser, som ikke må overRegimerne har i stigende grad
skrides.
vanskeligt ved at kontrollere
Data fra feltarbejde som dette
kan så indgå i planlægningen af de
udviklingen, som går i retning
forebyggende indsatser. Blandt akaf mere religion, mere tradition,
mere konservatisme og desværre tiviteterne er træning i at genkende
tidlige tegn på bekymrende adfærd
også flere radikaliserede unge.
hos sårbare unge, og målgrupperne
tæller blandt andet forældre, lærere og
Flere internationale organisationer politifolk. Et særligt fokusområde er
og donorlande støtter aktivt accepten “træning af trænere”, det vil sige kurser for forskellige ressourcepersoner,
af religiøs frihed og mangfoldighed i
de centralasiatiske lande – for eksem- som efterfølgende skal gennemføre
pel retten til religiøs uddannelse og til yderligere kurser i deres lokalområde.
at bære traditionel påklædning – men Alt dette har givetvis en positiv effekt,
finansierer samtidig antiradikalisemen det er selvsagt problematisk, at
ringskampagner. Blandt donorlandene så mange centrale spørgsmål ikke
er Danmark, som via Danida tidligere må stilles, og udfordringen er blot at
har støttet oplysningsarbejde blandt
holde takt med radikaliseringen i samfundet, så problemet ikke vokser sig
sårbare unge og blandt forældre,
større, men kan håndteres.
lærere, politifolk med flere i de mest
udsatte regioner i Tadsjikistan. Den
FORHANDLINGSSPIL
tostrengede politik har som formål
Trods den fælles fortid er de fem cenat styrke den enkeltes frihed til at
tralasiatiske lande ganske forskellige.
udtrykke sig religiøst, men samtidig
Alle kæmper med radikaliserede islaat forhindre en udvikling, som vil
begrænse andres frihed til at træffe al- mistiske grupper, men udfordringen
ternative valg, eller som endog vil true synes størst i Usbekistan og Tadsjikistan. Netop hér findes den cocktail af
stabiliteten i samfundet.
religiøse traditioner, undertrykkelse,
Det er vanskeligt arbejde. Som
korruption og fattigdom, som kan
udgangspunkt er ingen af de lokale
styrer villige til at acceptere mere reli- skubbe unge i en uheldig retning. Stygion, og den del af indsatsen har der- rerne vil dog meget nødigt se problemets kerne i øjnene, for demokratiske
for vanskelige vilkår. Radikalisering
bekæmper de gerne, men samarbejde reformer og øget frihed kan give de
religiøse grupper større indflydelse og
med internationale organisationer
i sidste ende koste lederne magten.
eller donorlande forudsætter en form
islamister. Til tider vil myndighederne
have en interesse i at underdrive problemets omfang for derved at foregive
at have folkets støtte, andre gange
vil de have en interesse i at overdrive
det for at kunne miskreditere og bekæmpe politiske modstandere. Det anslås dog, at mindst 2.000-3.000 Syrienkrigere kommer fra det postsovjetiske
Centralasien, flest fra Usbekistan, hvor
befolkningen er størst (29 millioner),
undertrykkelsen kompromisløs, og
korruptionen ødelæggende for unge
menneskers drømme for fremtiden.
Men der er også hundredvis af tadsjikiske Syrien-krigere, og de synes at
være drevet af en foragt for det eksisterende styre og et håb om et friere
og bedre liv under islamismen. Dette
“bedre liv” indeholder også en genforening med en religiøs fortid, som til
dels er gået tabt i Sovjet-tiden.
“
DANSK STØTTE
• Grænseovervågning, grænsekontrol
og antiradikaliseringsaktiviteter
(2010-12)
• Demokratisering af medier med
fokus på unge og civilsamfund
• Støtte til antiradikalisering
• Sekundering til OSCE-kontoret i
Tadsjikistan (souschef)
kilde: openaid.um.dk
Den kortsigtede “løsning” er at
forsøge at håndtere udfordringen via
undertrykkelse og begrænsning og så
håbe, at antiradikaliseringsindsatsen
kan hjælpe til at forhindre yderligere
rekruttering til de ekstremistiske
grupper. Dette er dog ikke en farbar
vej, og der er en risiko for, at vi i de
kommende år vil se yderligere radikalisering i det postsovjetiske Centralasien med uro til følge.
For de internationale donorer,
herunder Danmark, er risikoen, at
man på trods af et ærligt ønske om
at gøre godt ender med at gå myndighedernes ærinde. Samarbejdet
bliver for ofte et forhandlingsspil, hvor
eksempelvis kosmetiske forbedringer
i retten til frit at udøve sin religion er
en belønning til donorerne for at støtte
antiradikaliseringskampagnerne. Det
kan synes overraskende, at der er et
modsætningsforhold i dette, men
problemet er netop, at styrerne ikke
ser behovet for antiradikalisering i
sammenhæng med undertrykkelse
og korruption. I bedste fald ønsker
de antiradikalisering med fokus på
bekymrende adfærd blandt unge – i
værste fald med fokus på at knægte
de frihedsrettigheder, som er uddelt
med den anden hånd.
Udviklingspolitik handler også om
vanskelige etiske problemstillinger. •
Flemming
Splidsboel Hansen
er seniorforsker ved Dansk
Institut for Internationale
Studier (DIIS) og tidligere chef for den
politisk-militære afdeling ved OSCE i
Tadsjikistan og dermed ansvarlig for
blandt andet anti-radikaliseringsindsatsen.
63/
NAVNE
NYT OM NAVNE
DER
RYKKER
SIR FAZLE
HASAN ABED, 79,
grundlægger af ngo’en
BRAC, er blevet belønnet med World Food Prize 2015.
Prisen gives for hans arbejde for at
nedbringe fattigdom i Bangladesh
og ti andre lande.
64/
ARUNMA OTEH, er udpeget til vicepræsident
og økonomichef for
Verdensbanken. Hun
kommer fra en stilling som generaldirektør i Nigerias Security and
Exchange Commission og har været vicepræsident i Den Afrikanske
Udviklingsbank.
JESPER NYMARK,
direktør i DanWatch,
har på vegne af det
uafhængige medie- og
researchcenter modtaget Timbuktu
Prisen 2015. Prisen på 100.000 kroner er den fornemste danske pris for
kritisk u-landsjournalistik.
FOTOS: PLAN INTERNATIONAL ETC.
LOUISE
WINDFELD-HØEBERG,
42, skal være vært på
programmet Afrikanske
Stemmer, der til efteråret bliver
sendt på P1. Hun kommer fra Radio24syv, hvor hun har været på blandt
andet Datolinjen. Hun har tilbragt
12 år i Afrika og Asien som korrespondent.
PAULA GUILLET
DE MONTHOUX, 44,
skifter stillingen som
direktør for SOS Børnebyerne ud med jobbet som World
Childhood Foundations nye generalsekretær. Efter to år i Danmark vender hun hjem til Sverige som leder
af organisationen, der i 1999 blev
stiftet af svenske dronning Silvia.
Fadder for hele
verdens børn
Topdiplomaten Anne-Birgitte
Albrectsen skal som ny global
direktør i Plan International
fremover kæmpe børnenes sag.
AF FREDERIK TILLITZ
300 millioner børn bor i områder uden elektricitet og andre basale
fornødenheder, og mere end 17.000
småbørn dør hver dag som følge af
fattigdom, sygdom og krig.
Verdens børn står fortsat over for
en lang række udfordringer, og danske Anne-Birgitte Albrectsen kommer
som nyudnævnt direktør for Plan International til at kæmpe børnenes sag.
“Første gang jeg så et barn på en
talerstol i FN, var det et af Plans sponsorbørn. I Plan International er barnet
i centrum på alle niveauer,” siger hun.
47-årige Anne-Birgitte Albrectsen
kommer fra en stilling som vice-eksekutivdirektør i FN’s Befolkningsfond
(UNFPA), hvortil hun blev udpeget af
FN’s generaldirektør, Ban Ki-moon, i
2012.
OVER 25 ÅR MED UDVIKLING
Som direktør for Plan International
kommer den jurauddannede diplomat til at stå i spidsen for kampen for
børns rettigheder og levevilkår.
“Hvert barn og ungt menneske –
også de mest udsatte – har et enormt
potentiale. At investere i dem er at investere i en bedre fremtid for os alle,”
siger Anne-Birgitte Albrectsen.
I over 25 år har hun arbejdet med
international udvikling, menneskerettigheder og diplomati. Tidligere har
hun haft stillinger i FN’s udviklings-
program (UNDP) og Udenrigsministeriet, hvor hun har været chef for HR
og Finance.
Fra 2007 til 2009 stod AnneBirgitte Albrectsen i spidsen for Danmarks samarbejde med civilsamfund
og humanitære anliggender som
kontorchef for Danidas humanitære
kontor.
EN FANTASTISK KANDIDAT
Plan International er en af de største
og ældste udviklingsorganisationer
i verden med fokus på børns vilkår.
Her ser man frem til, at Anne-Birgitte
Albrectsen tiltræder.
“Jeg er ikke i tvivl om, at AnneBirgitte Albrectsen er uhyre velkvalificeret til at stå i spidsen for Plan
International og til at varetage opgaven med at udforme og iværksætte
en ny strategi for vores arbejde, på et
tidspunkt hvor både verden og udviklingsbranchen er i stor forandring,”
sagde Joshua Liswood, formand for
bestyrelsen i Plan International, i forbindelse med udnævnelsen.
Anne-Birgitte Albrectsen har første
arbejdsdag i fadderskabsorganisationens hovedsæde i Woking i Storbritannien 1. september. Hun afløser
Nigel Chapman som direktør. •
ASIATISK
PLADS
KORT NYT
OM DANIDA *
AKTUELT
EVALUERINGER
• Kandidatur I: Regeringen har be• Evaluering af Det Arabiske initiativet:
sluttet, at Danmark kandiderer til en
Initiativet startede i 2003 og har et
plads i FN’s Menneskerettighedsråd
todelt formål: Dels at støtte den lokale
for perioden 2019-2021. Rådet etablereformproces i Mellemøsten og Nordrer bl.a. mandater for de FN-rapporafrika (MENA), og dels at etablere
tører, arbejdsgrupper og eksperter,
basis for forbedret dialog, forståelse
der overvåger og behandler menneog samarbejde mellem Danmark og
skerettighedssituationer verden over.
MENA-regionen. Foretaget af NIRAS
(DK) og Integrity (UK).
• Kandidatur II: I Statsminister Lars
Løkke Rasmussen har indstillet tid• Evaluering af det danske engaligere statsminister Helle Thorninggement i Palæstina: Ser på Danmarks bidrag til oprettelsen af en
Schmidt som Danmarks kandidat til
palæstinensisk stat som led i en
posten som FN's nye flygtningehøjkommisær (UNHCR).
to-statsløsning. Evalueringen finder,
at Danmark har spillet en positiv
• Ligestilling: Udenrigsminister
rolle særligt med støtte til fremme
Kristian Jensen (V) mødtes ultimo
af menneskerettigheder og lokal udvikling. Foretaget af ECORYS (NL).
august med Kronprinsesse Mary og
Dr. Babatunde, eksekutivdirektør
• Evaluering af Verdens Bedste Nyfor FN’s Befolkningsfond (UNFPA),
heder: Ser nærmere på relevans og
for at drøfte arbejdet for at fremme
bæredygtighed af Verdens Bedste
kvinders og pigers seksuelle og reproduktive rettigheder.
Nyheders formidling siden 2010.
Foretaget af COWI (DK).
• FN: Netop ligestilling er et af de 17
nye verdensmål, der afløser 2015
www.evaluering.um.dk
Målene, og som vedtages på et
NAVNE
FN-topmøde i New York den 25.-27.
Erik Brøgger Rasmussen er tiltrådt
september.
som ny chef for Udviklingsfaglig Tjeneste (UFT). Han kommmer fra en stilling
• Statsbesøg: Regentparret er på
som ambassaderåd ved den danske
statsbesøg i Indonesien den 22.-24.
repræsentation i Harare, Zimbabwe.
oktober. Fra dansk side deltager
også udenrigsminister Kristian Jensen. Udenrigsminister Kristian Jen- Charlotte Slente er tiltrådt som ny
sen besøgte Ukraine midt septemchef for Center for Global Politik og
ber og medbragte bl.a. 60 millioner Sikkerhed (GPS), hvor hun indtil for
kroner til et retssektorprogram.
nylig har haft en ambassadørpost.
• Ukraine: Udenrigsministeren besøgte Ukraine midt september og
medbragte bl.a. 60 millioner kroner
til et retssektorprogram.
www.um.dk
UDGIVELSER
Det tredje Øje. Børnebogsforfatteren
Kim Langer har skrevet elevbogens
spændende fortælling om børneliv
i Nepal som en del af materialet til
dette års Børnenes U-landskalender.
På hjemmesiden for Børnenes U-landskalender 2015 findes alle de øvrige
materialer tilgængelige fra september
2015 – opgaveark, film, online-opgaver
med videre.
Sprog: dansk.
2015.u-landskalender.dk
Moving ahead together. A story about
Tanzania-Denmark Cooperation to
improve the Tanzania Transport Sector. 64 sider. Engelsk. Af Ebbe Schiøler og Klaus Winkel.
Udgivet af Government of Tanzania
og Danida.
Sprog: engelsk
UM REJSEKLAR
Ny app med gode råd før og under
rejser til udlandet. Man kan via sin aktuelle geografiske placering få oplysning om nærmeste ambassade, ligesom man kan modtage push-beskeder
fra Udenrigsministeriet.
Se også side 2.
www.rejseklar.um.dk.
RETTELSE
I artiklen om det gamle danske konsulat i Marokko (side 47 i Udvikling
3/15) forestiller det lille billede ikke
porten til selve konsulatet, men facaden på bygningen overfor.
Margit Thomsen, siden 2012 dansk
ambassadør i Accra, Ghana, er udnævnt til såkaldt rejsende ambassadør
for Algeriet og Tunesien, med bopæl i *Danida er betegnelsen for Danmarks statslige udviklingssamarbejde, som er et aktiviKøbenhavn, per 15. august 2015.
Sven Wæver tiltræder som change
d’affaire på ambassaden i Bierut, Libanon.
tetsområde under Udenrigsministeriet.
65/
IndVikling
GRAVIDITET SOM GENVEJ TIL GULD
Gravid løber = fødsel = større afstand mellem benene = mindre friktion =
bedre tider = større medaljehøst!
AF JAKOB JAKOBSEN
ILLUSTRATION: LOUISE THRANE JENSEN
66/
Fremgangen har været enorm
for Kenyas mellemdistanceløbere. I
1985 udgjorde de 12 procent af verdenstoppen – i 2015 er andelen steget
til 47 procent.
Kenyas succes er ikke sjov at stå
model til i nabolandet Uganda, hvor
landstræneren således for nylig har
eksperimenteret med en ny metode til
bedre resultater: graviditet.
Den forhenværende politibetjent
Peter Wemali, der aldrig tidligere
har beskæftiget sig med atletik på
eliteplan, mener, at graviditet udvider
afstanden mellem benene i hofteregionen, hvorved friktionen mindskes, og
tiderne bedres – en genvej til endelig
at få indhentet de pokkers kenyanere.
Rygterne om den alternative landstræners tilbud om personlig “udlevering” af denne medicin til landets
ungdomsløbere forargede kaptajnen
for det ugandiske atletiklandshold,
den tidligere Aarhus 1900-atlet og
guldvinder på 10.000 meter ved Commonwealth Legene i Glasgow i 2014,
Moses Kipsiro, der indgav en klage til
Ugandas atletikforbund. Deres svar
bestod – efter lidt betænkningstid – i
en fyreseddel.
Den var bare ikke til Wemali, men
til Kipsiro.
SPORTSSÆBEOPERA
Forinden var gået en periode, der med
sine beskyldninger i den ugandiske
presse om mordtrusler, kidnapningsforsøg og brandattentater mindede
om Gøg og Gokke møder Motorsavsmassakren.
Kipsiro fremviste en række sms’er,
der lovede, at han “nok skulle blive
gjort tavs, hvis han blev ved med
at være så åbenmundet”. Han hævdede, at de truende beskeder kom fra
Wemali, der efter et stævne for øvrigt
også havde forsøgt at kidnappe hans
bror, hvilket dog blev forhindret i sid-
ste øjeblik, da nogle tilskuere greb ind
med advarselsskud.
Herefter blev Kipsiros fætter anholdt, sigtet for et brandattentat på
Wemalis bolig.
Attentatet beviste, lød det fra
Wemali, at det var ham, der var offeret
i denne sag og måtte leve i evig frygt
for Kipsiro og hans psykopatiske medsammensvorne.
“Sagen er politisk,” fortalte han,
“fordi jeg kommer fra en anden stamme
end den magtbegærlige Kipsiro.”
Den forklaring overbeviste ikke
Det Internationale Atletikforbund,
der i lyset af det lokale forbunds
manglende vilje til at gå ind i sagen
så sig nødsaget til at indlede sin egen
undersøgelse, hvorved fulgte fornyet
medieinteresse og den første politianmeldelse fra en af pigerne.
fængslet uden mulighed for løsladelse imod kaution.
Han er mødt op i retten to gange
hen over sommeren, hvor så til gengæld dommeren er udeblevet.
For Kipsiros vedkommende har sagen slået hans karriere ud af kurs, hvor
den ser ud til at blive i et godt stykke
tid, jævnfør hans nylige store besvær
med at klare adgangskravet til VM i
Kina, som han måtte opgive til sidst.
“Jeg kan ikke finde den ro, jeg har
brug for, så længe forbundet ikke bakker mig op,” udtaler han til den ugandiske presse.
“Det er ikke sandt, at vi har holdt
med Wemali i denne uheldige sag,”
lyder svaret fra Beatrice Ayikoru, der
er generelsekretær i Ugandas atletikforbund, “men man må have et bevis,
når man kommer med den her slags
alvorlige anklager, og det havde Kipsiro
LYSPUNKT
ikke.”
Der er nu tre piger i alt, der har vidAyikoru understreger, at hendes fornet i sagen. Ingen af de tre piger på
bunds nølen ikke skal ses som et udtryk
henholdsvis 15, 16 og 17 år er gravide, for støtte til Wemalis teori om graviditet som præstationsfremmende middel.
men hiv-positive, som de tilskriver
Sagen fortsætter. Og kom så ikke og
overgrebene fra den hiv-smittede
sig, at sport er kedeligt! •
Wemali, der er blevet varetægts-
6. SEPTEMBER-8. NOVEMBER
EFTERÅRETS INDSAMLINGER
Efterår rimer på raslebøsser. Årstidens indsamlinger begyndte med
Red Barnets landsindsamling 6.
september. Herefter følger Dansk
Røde Kors 4. oktober og Dansk
Flygtningehjælp 8. november.
AF REDAKTIONEN
FREMBLIK
18. OKTOBER
VALG I DEN CENTRALAFRIKANSKE REPUBLIK (CAR)
Der afholdes både præsident- og
parlamentsvalg i dette hårdtprøvede land. Læs også reportagen om
flygtningene fra CAR side 10.
KOLOFON
OM UDVIKLING
ABONNEMENT
Udvikling er gratis, men forsendelse til udlandet pålægges i løbet af 2015 et gebyr.
Udvikling udkommer seks gange per år.
Tegn abonnement/adresseændring:
www.udvikling.dk
eller
Abonnementsservice:
distribution@rosendahls.dk
eller på tlf. 43 22 73 00
Bestilling af tidligere numre:
www.danida-publikationer.dk
Næste nummer: 4. november 2015
REDAKTION
Redaktør: Stefan Katić (SK), stekat@um.dk
11. OKTOBER
PRÆSIDENTVALG I TRE
AFRIKANSKE LANDE
Burkina Faso, Elfenbenskysten og
Guinea afholder præsidentvalg
samme dag. Om valget i Burkina
Faso bliver gennemført, står dog
hen i det uvisse, da et militærkup
ramte landet den 17.september.
27. OKTOBER-1. NOVEMBER
OSLO WORLD MUSIC FESTIVAL
Seks dage med over 300 artister fra
hele verden, der optræder på mere
end 15 forskellige scener i Oslo. Den
største verdensmusikfestival i Norden inviterer til fest på 22. år, og du
kan opleve alt fra flamenco, soul og
fado til elektronica, hiphop og ørkenblues. Her bandet Chico Trujillo
fra Colombia.
tlf. 33 92 07 09
Journalist: Christian Andersen (CHRA),
chrand@um.dk, tlf. 33 92 08 01
Ansvarshavende ifølge medieansvarsloven:
Samuel Magid, kontorchef,
Public Diplomacy, Kommunikation og Presse,
Udenrigsministeriet
Korrektur: Lene Jensen
Grunddesign: Esben Niklasson
Layout: Phoenix Design Aid
Tryk: Bording A/S
Papir: 115 gram MultiArt Matt
DETTE NUMMER
www.osloworld.no/
NR 4 · 2015 · OKTOBER · 42. ÅRGANG
Udgivelsesdato: 30. september 2015
Redaktionen afsluttet: 18. september 2015
Trykoplag: 18.700
ISBN 978-87-90656-515 (tryk)
ISBN 978-87-90656-522 (elektronisk)
Forside: Marcus Bleasdale
ANNONCESALG
Rosendahls Mediaservice,
Niels Hass – nh@rosendahls.dk, tlf. 2933 6606
UDGIVER
FOTOS: FLAGPEDIA.NET, MORTEN SKOV ANDERSEN /DANIDA & COLOURBOX.DK
Danida, Udenrigsministeriet,
Asiatisk Plads 2, 1448 København K
17. OKTOBER INTERNATIONAL
DAG FOR UDRYDDELSE AF
FATTIGDOM
Med hashtagget
#EndPoverty sætter FN fokus på
fattigdomsbekæmpelse. Siden
1993 har dagen været sat af til at styrke
opmærksomhed
på behovet for at
udrydde fattigdom
overalt i verden.
(Her dreng fra La
Paz, Bolivia).
11. NOVEMBER
40 ÅRS UAFHÆNGIGHED
I ANGOLA
Efter mange års uafhængighedskrig
mod kolonimagten Portugal og op
mod 100.000 døde erklærede Angola sig en selvstændig stat 11. november 1975. Samme dag begyndte
Den Angolanske Borgerkrig, der
varede indtil 2002.
Artikler i Udvikling udtrykker ikke nødvendigvis
Udenrigsministeriets synspunkter.
Medlem af
67/
Where children continue their
international education!
•
•
•
•
highexpectations
welcomingenvironment
enthusiasticlearners
supportivecommunity
Aarhus Academy for Global Education is an International Baccalaureate (IB) Candidate school for
students aged 3 to 16. Serving many nationalities, the school welcomes both Danish and international
families interested in providing their children with a unique international education.
Learn more about our school at www.aarhusacademy.dk
Do you have questions about the school? Ask us on signup@aarhusacademy.dk