151212 Brev fra Jesper Stjernfeldt Petri - ny skoleleder
Transcription
151212 Brev fra Jesper Stjernfeldt Petri - ny skoleleder
11. december 2015 Kære elever, forældre og medarbejdere på Islev Skole Jeg glæder mig. Jeg glæder mig faktisk rigtig meget til den 4. januar. For denne dag begynder jeg som skoleleder på jeres skole. Jeg var på et kort besøg på skolen i onsdags, hvor jeg havde en aftale med Steen, Birte og Helle, som er den nye administrative leder. I den forbindelse mødte jeg nogle af medarbejderne og, på en rundvisning på skolen, flere af eleverne. Der var så mange smil og rare bemærkninger –så det var et rigtig godt første indtryk jeg fik. Jeg kørte fra skolen med en rigtig god fornemmelse og med en masse lyst til at begynde lige nu. Jeg er skoleleder på en specialskole i Vordingborg. Jeg startede skolen op i 2012, da der var en politisk beslutning om en ny skolestruktur i kommunen. Inden da var jeg leder på en almindelig folkeskole. Også som lærer har jeg bevæget mig imellem almen- og specialområdet. Det har givet mig en masse gode erfaringer i forhold til, hvordan vi laver god skole for alle elever. Og det er det jeg brænder for; at lave en fantastisk skole, hvor alle lærer og trives. Ikke kun elever, men også medarbejdere og forældre. Men det kræver, at vi samarbejder, og at vi tager ansvar. Jeg glæder mig til samarbejdet med jer alle, og til at tage min del af ansvaret. Noget af det bedste jeg ved er, når jeg oplever, at dem omkring mig lærer. Alle burde opleve engagerede elever, der er optagede af et undervisningsforløb eller midt i en anden læringsproces. Det er så livgivende og meningsfuldt. Som leder kan jeg være med til at skabe de bedste rammer omkring denne læring. Det kan jeg gøre på mit kontor, til møder med medarbejdere, til møder med forældre og ude i klasserne. Opgaverne er forskellige de forskellige steder, men målet vil altid være det samme: At alle lærer mest muligt. Jeg glæder mig til at være med alle disse forskellige steder. Min dør vil altid være åben, forstået på den måde, at jeg gerne forholder mig til alt, der vedrører skolen. Alle er velkomne. I ønskes en dejlig juleferie. Med venlig hilsen Jesper Stjernfeldt Petri