ET FARVEL TIL - Forsvarsakademiet

Transcription

Forfattere:
Lars Erslev Andersen
Pernille Bramming
Lars Cramer-Larsen
Birthe Hansen
Bertel Heurlin
Rolf Holmboe
Carsten Jensen
Torben Mikkelsen
Thomas E. Nissen
Rasmus Tantholdt
David Vestenskov
C. Jensen & D. Vestenskov (red.) Et farvel til terror? Krigen mod ISIS 2014-2015. Forsvarsakademiet
ET FARVEL TIL TERROR? – Krigen mod ISIS 2014-2015 har
til hensigt at belyse aspekter af håndteringen af den nye
sikkerhedspolitiske situation i Mellemøsten, der er opstået
i kølvandet på fremkomsten af ISIS. Gennem en række
selvstændige kapitler fremføres forskellige perspektiver, der
både hver især og samlet kan anvendes til at opnå større
viden omkring samtidens største internationale terrortrussel
samt en forståelse for, hvorledes man fra international
og ikke mindst dansk side har ageret og reageret på den
sikkerhedspolitiske udvikling i Irak og Syrien.
ET FARVEL TIL
TERROR?
Krigen mod ISIS 2014 - 2015
Carsten Jensen & David Vestenskov, red.
ET FARVEL TIL TERROR?
Forsvarsakademiets Forlag
2015
Et farvel til terror? - Krigen mod ISIS 2014 - 2015
Redaktører: Carsten Jensen & David Vestenskov
© Forsvarsakademiet
Alle rettigheder forbeholdes. Mekanisk, fotografisk eller anden
gengivelse af eller kopiering fra denne bog eller dele heraf er
kun tilladt i overensstemmelse med aftaler mellem Forsvaret og
Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden Forsvarsakademiets
eller forfatterens skriftlige samtykke er forbudt i følge gældende
lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug ved
anmeldelser.
København 2015
Forsvarsakademiet
Ryvangs Allé 1
DK-2100 København Ø
Danmark
Tlf.: 3915 1515
www.forsvaret.dk/fak
Omslagsfoto: Amerikansk-ledet flyangreb i den syriske by Kobani
8. oktober 2014 til støtte for byens forsvarere mod angreb fra ISIS.
Fotograf: Umit Bektas, Ophavsret: Scanpix Danmark
Layout: Bent-Ole Kure
Trykkeri: Rosendahls A/S
ISBN: 978-87-7147-108-3
Første udgave, 2015
Forord
Terrorbevægelsen med skiftende navne, Islamisk Stat i Irak og Syrien (ISIS),
Islamisk Stat i Irak og Levanten (ISIL) eller slet og ret Islamisk Stat (IS),
der som terrororganisation udspringer af al-Qaeda, har en mere end ti år
lang historie. Det er dog især siden foråret 2014, at bevægelsen har opnået
resultater, der har fået global opmærksomhed. Siden efteråret 2014 har en
koalition af stater under ledelse af USA gennemført en militær operation i
Irak og Syrien, Operation Inherent Resolve, for at bekæmpe ISIS.
Lande fra især Mellemøsten og Europa bidrager til den militære indsats,
der overvejende udføres som luftkrig. I Irak deltager især europæiske lande,
herunder Danmark, på invitation fra den irakiske regering, mens mellemøstlige lande, USA og Storbritannien støtter indsatsen i Syrien.
Forsvarsakademiet og Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet afholdt torsdag 19. februar 2015 en konference, Farvel til terror? – Krigen
i Irak og Syrien 2015, på Svanemøllen Kaserne om indsatsen mod ISIS i
Irak og Syrien. Konferencen gav et grundigt indblik i krigens baggrund,
krigens gang, de humanitære udfordringer, de internationale omgivelser
og naturligvis de danske problemstillinger i relation hertil. Denne bog er
baseret på konferencens oplæg og de debatter, der fulgte heraf. Ud over en
række af de forfattere, der har bidraget til bogen, bidrog også Mads Lund
Vestergaard (Værnsfælles Forsvarskommando), Louise Windfeld-Høeberg
(Radio 24syv) og Ann Mary Olsen (Dansk Flygtningehjælp) med mundtlige
oplæg. Deres oplæg kan sammen med de øvriges ses på Youtube (søg på:
farvel til terror).
For en ordens skyld vil jeg nævne, at de synspunkter, der måtte komme
til udtryk i bogen, ikke nødvendigvis afspejler Forsvarsakademiets. Jeg vil
endelig gerne takke alle, der deltog i konferencen og bogprojektet med praktiske opgaver eller som oplægsholdere, tilhørere, debattører og forfattere.
Ole Kværnø
Dekan ved Forsvarsakademiet
3
Bogens bidragsydere:
Lars Erslev Andersen er uddannet i Idehistorie og Mellemøststudier. Har
i en årrække været tilknyttet Center for Mellemøststudier og Institut for
Historie ved Syddansk Universitet og har siden 2008 været seniorforsker
ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), hvor han tillige er
forskningskoordinator. Hans forskningsområder er USA’s Mellemøstpolitik, Terrorismens Idehistorie, jihad-grupper i Irak og Arabiske Halvø samt
Kinas Mellemøstpolitik og bekæmpelse af ekstremisme.
Pernille Bramming er uddannet cand.mag. i samfundsfag og fransk fra
RUC. Fra 1991-1996 var hun bosat i Kairo og skrev for Politiken. Siden
2001 har hun været debatredaktør og dækket de arabisktalende lande på
Weekendavisen. I 2009 udgav hun bogen Hjemme i Kairo - et erindrings
essay. Hun optræder jævnligt som kommentator på TV og radio og holder
foredrag.
Lars Cramer-Larsen er oberstløjtnant og afdelingschef ved Civil-Military
Center of Excellence i Den Haag, samt militæranalytiker med speciale i Mellemøsten ved Forsvarsakademiet. Han er tidligere stabsofficer ved NATO
Joint Force Command Napoli, og US Central Command i Tampa – USA.
Han har skrevet om borgerkrigen i Syrien og kommenterer lejlighedsvis
militære spørgsmål i Mellemøsten i medierne.
Birthe Hansen er lektor i international politik ved Institut for Statskundskab,
Københavns Universitet. Hun er forfatter til bøger på britiske, amerikanske
og danske forlag om Mellemøsten, den aktuelle verdensorden, terrorisme
og masseødelæggelsesvåben. Birthe Hansen var i en længere årrække medlem af Forskningsrådet for Samfund og Erhverv. Hun var medlem af de to
seneste forsvarskommissioner.
Bertel Heurlin er Jean Monnet Professor i Europæisk Sikkerhed og Integration ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet, Co-Director,
Copenhagen Middle East Research Project og fra 2011 Project Director,
China Security Studies, Centre for Military Studies, KU. Ekspertfunktioner
for regering, folketing og NATO. Har skrevet eller redigeret 60 bøger og
et stort antal videnskabelige artikler og kapitler om primært international
politik, sikkerheds-udenrigs- og forsvarspolitik.
Rolf Holmboe er siden 2012 ambassadør i Syrien og Jordan og siden
2013 også i Libanon. I 2009-2012 chef for Stabilisering og for Strategi og
Planlægning i Udenrigsministeriet. Tidligere Danmarks Repræsentant til
4
De Palæstinensiske Selvstyremyndigheder og til FN-organisationen for
Palæstina-flygtninge (UNRWA) 2005-2009. Reserveofficer siden 1982, siden 2010 som chef for Forsvarets Sprogofficerskorps, og har tidligere været
ekstern lektor i konfliktstudier ved Københavns Universitet.
Carsten Jensen (PhD) har arbejdet med civil-militære relationer i Mellemøsten og politisk teori, herunder demokratisering og populisme, på
Københavns Universitet og Forsvarsakademiet, og har skrevet om samme
i en række bøger og artikler. Han har undervist i mellemøstlig politik på
Københavns Universitet og Syddansk universitet og har lejlighedsvist kommenteret mellemøstligt militær i elektroniske medier.
Torben Mikkelsen er kommandør i Søværnet. Han blev i december 2013
udpeget som styrkechef for det dansk/norsk/engelske styrkebidrag, der
skulle afhente og transportere de kemiske våben fra Syrien under Operation
RECSYR. Han har tidligere været chef for Forsvarskommandoens Operations – og Efterretningssektion, hvor han beskæftigede sig med værnsfælles
operationer i Irak og Afghanistan samt i forbindelse med indsatsen mod
Pirateri i det Indiske Ocean.
Thomas E. Nissen har siden 2001 har arbejdet som militæranalytiker med
speciale i Strategisk Kommunikation og Militære Informationsoperationer
ved Forsvarsakademiet. Han har endvidere forsket, undervist og rådgivet
inden for fagområderne både i Danmark og internationalt. Herunder har
han virket som rådgiver og sparingspartner på højt niveau i NATO og
flere steder i udlandet, samt ageret som dansk repræsentant til flere NATO
arbejdsgrupper inden for området.
Rasmus Tantholdt er journalist udenrigskorrespondent på TV 2. I 2003
blev han sendt til Irak for at dække den amerikanske invasion. Siden da har
han rejst over hele verden. I mange år har han udgjort et fast makkerpar
med fotograf Anders Bach på rejser i særdeles vanskelige egne – særligt i
Mellemøsten. Har siden 2011 ved flere lejligheder dækket borgerkrigen i
Syrien og kampen mod IS.
David Vestenskov er konsulent ved Forsvarsakademiet og tilknyttet COpenhagen Middle East Research (COMER). Som analytiker og forsker
har han primært beskæftiget sig med den sikkerhedspolitiske udvikling i
Centralasien og Mellemøsten. Hans nuværende arbejde omfatter forskning
og projektimplementering inden for områderne international sikkerhedspolitik, oprørs – og terrorbekæmpelse samt regional fredsopbygning.
5
Indhold
Forord................................................................................................................... 3
Bogens bidragsydere:......................................................................................... 4
Indhold................................................................................................................. 6
Et farvel til terror? Indledning............................................................................ 9
Sektion 1: ISIS OG BORGERKRIGENE I LEVANTEN........................................ 18
Krigen mod IS: Politisk baggrund og kontekst.............................................. 19
Af Carsten Jensen
Baggrunden: nyt spillerum, nye normer og nye sikkerhedspolitiske
prioriteringer ................................................................................................19
Forhistorien: Fra Bush’s krig mod terror til Obamas udenlandske
specialoperationer........................................................................................ 24
De specifikke omgivelser: borgerkrigene i Irak og Syrien..........................28
Afslutning ..................................................................................................... 31
Referencer og anvendt litteratur.................................................................32
Konflikter i Mellemøsten.................................................................................. 33
Af Pernille Bramming
Regionale konflikter......................................................................................35
Olie for sikkerhed- det internationale samfunds interesser......................39
Anden runde i uafhængighedskampen......................................................40
De store udfordringer...................................................................................42
Magteliternes modstandskraft....................................................................44
Kongerigerne................................................................................................46
Kampen for en islamisk stat .......................................................................48
Anvendt Litteratur.........................................................................................49
Islamisk Stat som magtfaktor i Syrien, Irak og regionen............................. 50
Af Rolf Holmboe
ISIS er en magnet der tiltrækker radikaliserede unge og
ekstremistiske grupper................................................................................ 51
ISIS rammer ”den perfekte storm” i Mellemøsten.....................................54
ISIS bruger de sekteriske konflikter som benzin på sit bål........................55
ISIS har opbygget en imponerende militær og civil administration.......... 57
Kalifatet har indbyggede svagheder............................................................58
Islamisk Stats magtstrategi bygger på kombinationen af populisme
og terror.........................................................................................................60
ISIS er transformationens mester og kan gøre det igen............................ 61
Sektion 2: KONFLIKTENS PARTER.................................................................. 63
Jihadhybriden: Fra hellig oprørskamp til toneangivende al-Qaeda-filial..... 64
Af David Vestenskov
Defensiv vs. offensiv jihad i Afghanistan....................................................65
6
Defensiv jihad: Afghanistan - hellig krig og fremkomsten af Taleban .....67
Offensiv jihad: Al-Qaeda – fra global jihad til anti-amerikansk terror .....68
Sekterisk jihad: Abu Musab al-Zarqawi....................................................... 71
Jihadhybriden - Al-Qaeda i Irak ...................................................................73
Referencer og anvendt litteratur ................................................................ 76
Kalifatet: På vej mod en totalitær stat? ....................................................... 78
Af Lars Erslev Andersen
Osama Bin Ladens kritik af Islamisk Stat...................................................78
Et totalitaristisk statsprojekt........................................................................80
Islamisering, retribalisering og debaathificering........................................82
Jihad i Irak.....................................................................................................84
Islamisk stat: Ideologi og projekt.................................................................85
Islamisk Stat under pres..............................................................................89
Anvendt litteratur..........................................................................................90
Operation: “Inherent Resolve” – The Counter-ISIL Coalition......................... 92
Af Lars Cramer-Larsen
Overvejelser om en bæredygtig strategi.....................................................92
Status og udvikling i konflikten - maj 2015................................................93
Koalitionen....................................................................................................95
Kampagnen................................................................................................... 97
IS’s strategi; Erobre og fastholde................................................................99
Kampagnens legalitet og legitimitet..........................................................101
Afslutning....................................................................................................104
Referencer og anvendt litteratur...............................................................105
Sektion 3: KRIGEN I MEDIERNE – MEDIERNE I KRIG.................................. 107
Organisationen, der kalder sig selv ”Islamisk Stat” og dens
propagandakrig..............................................................................................108
Af Thomas Elkjer Nissen
Strategisk tilgang........................................................................................108
Budskabet...................................................................................................109
Medier.........................................................................................................113
Målgrupper..................................................................................................115
Strategiske målsætninger..........................................................................115
Udfordringer for IS i propagandakrigen ....................................................116
Konklusion..................................................................................................117
Anvendt Litteratur ......................................................................................118
Visuel kontakt med IS - Interview med Rasmus Tantholdt.........................120
Af Carsten Jensen
IS og modstanderne...................................................................................121
Journalistik og medier i Syrien og Irak......................................................125
Fremtidsmuligheder...................................................................................128
7
Indhold
Sektion 4: DE DANSKE VINKLER...................................................................130
Danmark intervenerer militært: Irak, men ikke Syrien .............................131
Af Bertel Heurlin
Den udenrigspolitiske aktivisme...............................................................132
Den danske interventionsdoktrin..............................................................134
Det dansk-amerikanske special relationship...........................................135
Det internationale samfund.......................................................................136
Den civil-militære komponent....................................................................137
Pro-aktivismen og overbudstendensen.....................................................138
Intervention er national sikkerhed............................................................139
De konkrete interventioner: fordele og ulemper......................................139
Syrien-Irak situationen...............................................................................143
Konklusion..................................................................................................147
Referencer og anvendt Litteratur..............................................................147
De danske partier og Islamisk Stat..............................................................149
Af Birthe Hansen
Debattens fremkomst: pludseligt..............................................................149
IS som fænomen: uset brutalitet...............................................................150
Omtalen af IS: de unævnelige...................................................................151
Truslen fra IS: en globaliseret trusselsforståelse.....................................152
Indsatsen mod IS: et reelt dilemma..........................................................153
En globaliseret trussel fra en brutal, ubenævnelig modstander.............156
Enighed og aktivisme.................................................................................158
Referencer og anvendt litteratur...............................................................158
Fjernelsen af Bashar Assads kemiske våben: Danmark som en lille
brik i et stort strategisk puslespil..................................................................160
Af Torben Mikkelsen
Beslutningsproces og planlægning ultimo 2013.....................................161
Den russiske Bjørn vågner.........................................................................163
Første afhentning ......................................................................................166
Bjørnen brøler.............................................................................................168
Anden afhentning.......................................................................................170
Den sidste last............................................................................................172
Afrunding.....................................................................................................173
Anvendt litteratur........................................................................................173
Tidslinje: Fra Det Arabiske Forår til Operation Inherent Resolve............... 174
8
Et farvel til terror? Indledning
Af Carsten Jensen og David Vestenskov
Den 15. juni 2015 erobrede en styrke under kurdisk lederskab den nordlige
syriske grænseby Tal Abyad fra terror- og oprørsgruppen Islamisk Stat i Irak
og Syrien (ISIS). Hermed blev en af ISIS’s vigtige forsyningslinjer afbrudt,
samtidig med at bevægelsen indkasserede et nederlag 80 kilometer nord for
dens erklærede politiske tyngdepunkt i provinshovedstaden Raqqa. Sejren
over ISIS var et resultat af et samarbejde mellem kurdiske og allierede syriske
militser, der fik luftstøtte med amerikansk ledelse.
Siden sommeren 2014 har USA engageret sig i en luftkrig mod ISIS i Irak
og Syrien, hvilket flere gange har spillet en afgørende rolle på slagmarken.
Efter de første angreb er der blevet opbygget en koalition af lande, der støtter
denne indsats. Samtidig er missionen blevet udvidet, således at den også
omfatter træning og anden støtte til den indsats, som det irakiske militær
og forskellige militser i Syrien yder mod ISIS.
Den 15. oktober 2014 fik alliancens indsats mod ISIS et navn, nemlig Operation Inherent Resolve (OIR). Selve navnet er så flertydigt, at det er umuligt
at fange en fuld betydning på dansk. En oversættelse kunne være Operation
iboende løsning. Denne oversættelse ville fange den betydning, der siger, at
det ikke er USA og det internationale samfund, der skal skabe de endelige
løsninger på borgerkrigene, men parterne selv. Denne oversættelse ligger i
forlængelse af nogle udmeldinger fra Obamas administration.
En anden oversættelse kunne imidlertid være Operation indre overbevisning,
der ville henvise til, at operationen ligger i forlængelse af amerikansk politik
(endnu en ’Krig mod terror’ under et andet navn), og at det ikke kan nytte
at modsætte sig den, da den er et udtryk for en ufravigelig amerikansk
retning i sikkerhedspolitikken. Det vil sige, at det anses for at være et vitalt
amerikansk sikkerhedspolitisk mål at vinde over ISIS. Som følge af, at det
er umuligt at indkapsle disse sproglige udfordringer på dansk, fastholdes
den engelske formulering i denne tekst.
Militære styrker fra over 60 lande deltager i OIR, men typisk fordelt sådan,
at nogle lande er tilsluttet indsatsen i Irak, mens andre deltager i forhold til
9
Et farvel til terror: Indledning
Syrien. Europæiske lande er overvejende aktive i Irak, mens arabiske lande
deltager i forhold til Syrien. Desuden har lande fra andre verdensdele tilsluttet sig. Danmark bidrager med et antal kampfly med støttetropper og med
tropper til træning af den irakiske hær. Den danske beslutning om bidrage
militært til OIR var blandt andet baseret på en anmodning fra den irakiske
regering og omfatter kun Irak, men ikke Syrien. Efter regeringsskiftet i
sommeren 2015 åbnede den nye udenrigsminister dog for en drøftelse af,
hvorvidt Danmark også skulle inddrages i krigshandlinger i Syrien.
OIR har siden 2014 været en helt central del af den globale terrorbekæmpelse, og er alene af den grund et vigtigt element af global og dansk
sikkerheds- og forsvarspolitik. Samtidig er den et eksempel på, hvordan
internationalt samarbejde foregår i dag, hvor USA er mindre offensivt udadtil og satser mere på støtte til sin politik end fx midt i forrige årti. Også
derfor er der grund til at beskæftige sig med OIR.
Danmarks første store indsats i det aktuelle problemkompleks i Irak og
Syrien var Operation Removal of Chemical Agents from Syria (RECSYR).
Det vil sige den mission, der skulle afvæbne Bashar al-Assads styre i Syrien
for kemiske våben samt stoffer, der kunne bruges til udvikling af sådanne.
Efterfølgende valgte Folketinget, at Danmark også skulle være en del af OIR.
Spørgsmålet er så, hvorfor USA og Danmark endnu en gang har indladt sig på
en stor militær indsats i Mellemøsten, i en periode, hvor der er erfaring for, at
det nærmest er umuligt at nedkæmpe oprørsbevægelser, der har lokal støtte.
Operation Inherent Resolve, ISIS’s udfordring og USA’s lederskab
Koalitionen omkring OIR har haft succeser i samarbejde med forskellige
grupper i Syrien, der, som fx ovennævnt ved Tal Abyad, kæmper mod ISIS
på den ene side og den syriske regering på den anden. At det lykkedes at
generobre den symbolsk vigtige irakiske by Tikrit tidligere samme år, var
også et tegn på, at ISIS kan slås, og at kombinationen allieret luftstøtte og
nationale kræfter på jorden kan virke.
At den allierede luftstøttes første år ikke formåede at vende situationen
afgørende indikerer imidlertid, at ISIS har en robusthed som bevægelse,
der ikke bør undervurderes. Der er nemlig også en del eksempler på konfrontationer, der viser, at ISIS stadig ikke er afgørende svækket. Det er for
tidligt at spå om fremtiden for den igangværende konflikt. Imidlertid kan
10
man sætte de enkelte parters lokale frem- og tilbageskridt ind i en større
kontekst, hvis man vil have nogle fingerpeg om, hvor længe konflikten kan
tænkes at vare, og hvordan den kan tænkes at udvikle sig.
En hypotese kunne være, at der vil blive etableret en situation, hvor ISIS
fravristes dens aktuelle karakter af statsopbyggende politisk og militært
lederskab og tvinges tilbage til at være en mere rendyrket oprørsgruppe, der
bruger guerilla- og terrortaktikker, og som derfor kan bekæmpes som en
sådan. En politik efter disse retningslinjer kan i hvert fald forfølges i Irak,
hvor der findes en centralregering, som koalitionen omkring OIR kan samarbejde med. I Syrien, hvor centralregeringen er langt svagere og desuden
ikke anses for værd at samarbejde med, har denne politik længere udsigter.
Baggrunden for denne hypotese er, at ISIS i praksis er en nationalstatsforberedende gruppe og ikke blot en terrorbevægelse. Gruppen har søgt at
erobre et territorium og dermed en befolkning, der kan fastholdes under
dens kontrol, i Irak og Syrien. Den har i 2014 og 2015 været tæt på at
etablere sig som en de facto stat. Derved bringer den sig i modstrid med et
princip, der har været gældende i Den nye verdensorden siden Den kolde
krigs slutning, nemlig normen om, at grænser ligger fast.
Princippet, der blev etableret i praksis med Iraks nederlag i Golfkrigen i
1991 var, at grænserne fx mellem Irak og Kuwait ikke stod til debat. Hvis
og i den udstrækning ISIS holder fast i sine erobringer, bliver dens politik
et direkte opgør med USA’s projekt for ledelse af Den nye verdensorden.
Spørgsmålet er så, om ISIS kan gøre, hvad Iraks præsident Saddam Hussain
ikke kunne, nemlig at erobre land under næsen på USA? Svaret er formodentlig negativt, men det kommer an på en test. Under alle omstændigheder
vil USA gøre meget for at forhindre ISIS i at holde fast. For en supermagt
vil det også være mindre omkostningsfuldt i det lange løb at tage opgøret
her og nu, for hvis andre ser, at ISIS kunne slippe af sted med at skabe en
ny stat, hvorfor skulle de så ikke også prøve?
Hvis USA opgiver kampen mod ISIS’s statsdannende ambitioner, ville
det med andre ord være en indrømmelse af, at der er indtrådt en ny fase i
verdenspolitikken. Det vil sige en fase, hvor USA med succes kan udfordres på store sikkerhedsspørgsmål. Denne udfordring til USA bliver sat i
relief af, at Rusland annekterede den ukrainske Krimhalvø i foråret 2014.
Annekteringen er ikke anerkendt af ret mange stater, men er dog alligevel
et tegn på, at USA’s lederskab er udfordret i forvejen. Derfor er det formo11
dentlig så meget vigtigere at få slået fast, at mindre aktører som ISIS, uden
a-våben og konventionel kampkraft som Rusland, ikke kan ændre grænser
og etablere nye stater.
Set ud fra dette overordnede synspunkt vil det være nærliggende at antage,
at USA’s umiddelbare mål er, at ISIS som minimum tvinges tilbage til at være
en ren oprørsgruppe uden kontrol med egentligt territorium. Derved er Den
nye verdensordens norm om respekt for grænser genoprettet. Og derefter
kan man overgå til en differentieret oprørsbekæmpelse over længere tid.
NATO har udviklet det såkaldte COIN koncept, hvorefter sejre over islamistiske oprørsgrupper, ekstremister og terrororganisationer skal efterfølges
af en stabiliserings – og genopbygningsperiode, hvor civilbefolkningens
”hearts & minds” skal vindes. Hvis ikke den militære kamp efterfølges af
denne kampen om sjælene så at sige, kan de militære sejre vise sig nytteløse
og i værste fald bidrage til øget ustabilitet.
Det principielle svar på, hvor lang tid OIR’s indsats mod ISIS kommer til
at vare og under hvilke former, den skal iværksætte, kan på denne baggrund være, at det kommer til at vare en længere årrække, men at formerne
formodentlig vil ændre sig fra at være en indsats, der overvejende sker fra
luften, til at overgå til indsatser, der i højere grad svarer til den, man så i
Afghanistan i den internationale indsats sidste halvdel.
Oversigt
Der kan være forskellige grunde til, at så mange lande, herunder Danmark,
alligevel vælger at deltage i bekæmpelsen af ISIS, selvom udsigterne til en
endelig succes fortaber sig i fremtidens usikkerhed. De følgende kapitler
er sammensat således, at de giver en bred forståelse af de udfordringer og
begivenheder, der har fremprovokeret og omgivet missionen. Hermed giver
den også et billede af nogle af de udfordringer, som fx Danmark har stået
og står overfor i den anledning.
Det har ikke været sigtet at give en endelig historie om eller analyse af konflikten mellem ISIS og koalitionen omkring OIR. Dertil er tiden langt fra
moden. Derimod har redaktionen haft som mål at samle de bedst mulige
kræfter i Danmark omkring korte og lettilgængelige delanalyser og fremstillinger af en konflikt, der formodentlig stadig vil udfordre udenrigs- og
sikkerhedspolitikken en række år frem.
12
Med denne hensigt in mente er bogen delt i fire hovedsektioner, hvor den
første handler om ISIS og borgerkrigene, den anden stiller konfliktens parter
op overfor hinanden, den tredje behandler mediespørgsmål og den sidste
behandler specifikt danske dimensioner, der relaterer sig til konflikten. De
enkelte kapitler kan inden for den ramme opsummeres således:
I første sektion, ISIS og borgerkrigene i Levanten, indleder Carsten Jensen
med kapitlet Krigen mod IS. Politisk kontekst og historisk baggrund med en
fremstilling af 1) de globale politiske forhold som borgerkrigene i Irak og
Syrien udspiller sig i, 2) den historie, der efter 11.9.2001 har ført frem til
borgerkrigene, og 3) de begivenheder, der direkte har omgivet udviklingen
af ISIS’s succes i 2014 og 2015. Derved gives et bud på en overordnet ramme
for forståelse og forklaring af konflikten mellem OIR og ISIS. Begivenhederne udspiller sig inden for en verdensorden, hvor USA har en ledende,
men udfordret, rolle, og hvor de alliancer, der indgås i borgerkrigene, og
principperne for, hvordan man udpeger fjender, skal ses som både globalt,
nationalt og lokalt betingede.
I det følgende kapitel, Konflikter i Mellemøsten, forklarer Pernille Bramming
den sikkerhedspolitiske situation i en regional ramme, hvor en række af de
forskellige dynamikker, konflikter og alliancer beskrives med henblik på at
tilvejebringe et overblik over den komplekse sikkerhedspolitiske situation
i regionen. Udover et kort oprids over grundlaget for de enkelte staters
nuværende sikkerhedspolitiske udgangspunkt fokuseres der særligt på de
sidste fire års uro og revolutioner rettet mod de herskende magteliter, der
på trods af manglende evne og vilje til at varetage middelklassens interesser
på tilfredsstillende vis, stadig sidder tungt på stort set alle stater i regionen.
Det konkluderes, at sidstnævnte forhold, såfremt det ikke ændres, fortsat
vil bidrage til voksende spændinger mellem forskellige aktører og stater i
regionen.
Kapitlet Islamisk Stat som magtfaktor i Syrien, Irak og regionen afrunder
sektionen ved at stille skarpt på, hvilken magt ISIS har opnået, og hvorledes dette har påvirket regionens andre hovedaktører. Rolf Holmboe
beskriver, hvordan rammerne for ekstremistisk islamisme har været en
stor fordel i forhold til opbygningen af et både civilt og militært stærkt
ISIS, der har formået at udnytte den sekteriske konflikt mellem sunni – og
shiamuslimer maksimalt, samtidig med at brutal fremfærd og medietække
har styrket rekrutteringsgrundlaget både på et nationalt og internationalt
plan. Afslutningsvis påpeges det dog, at ISIS har indbyggede svagheder,
13
og at dens succes i højere grad er betinget af ydre forhold end indre kompetence. Særligt den fortsatte borgerkrig i Syrien angives som et decideret
eksistensgrundlag for ISIS.
Sektion 2, Konfliktens parter, omhandler henholdsvis organisationen ISIS
og det internationale militære svar på det nye trusselsbillede i form af
Operation Inherent Resolve. En historisk vinkel på oprindelsen af ISIS, samt
bevægelsens udvikling over de seneste fire årtier, behandles i sektionens
indledende kapitel af David Vestenskov. I Jihadhybriden: Fra hellig oprørskamp til toneangivende al-Qaeda- filial sporres oprindelsen tilbage til den
sovjetiske intervention i Afghanistan og udviklingen mellem direkte -og
indirekte jihad personificeret ved henholdsvis ISIS’s idegrundlægger Abu
Musab al-Zarqawi og den tidligere al-Qaeda-leder Osama Bin Laden. Kapitlet beskriver, hvorledes den nuværende bevægelse og organisation har
udviklet sig til en såkaldt jihadhybrid på baggrund af dels den mujahedinske
frihedskamp i 1980ernes Afghanistan, dels al-Qaedas internationale og
antivestlige strategi.
Lars Erslev Andersen forklarer i kapitlet Kalifatet: På vej mod en totalitær
stat?, hvorledes ISIS har taget form som en totalitær stat funderet på overvågning og kontrol, og en efterretningsmaskine, der har bemærkelsesværdigt
mange ligheder med det østtyske Stasi under den kolde krig. Den historiske
kontekst i forhold til udviklingen i Irak efter Saddam Husseins fald i 2003
inddrages med henblik på at belyse, hvilke faktorer, som har medvirket til,
at en ekstrem islamistisk organisation som ISIS har formået at etablere et
kalifat i regionen. Særligt to forhold har bevirket denne udvikling. Først
og fremmest skabte opløsningen af den irakiske hær i 2003 tusindvis af
arbejdsløse og utilfredse sunni-irakiske soldater, der blev tvunget til at søge
indflydelse andre steder end den irakiske stat. Den anden faktor omhandler
den tidligere regering i Bagdad under Nur al-Maliki, hvis manglende vilje
og evne til at inddrage det sunnitiske mindretal i Irak kun har medvirket
til en yderligere destabilisering af landet.
Lars Cramer-Larsen behandler det internationale samfunds engagement i
kampen mod ISIS i kapitlet Operation: “Inherent Resolve” – The Counter-ISIL
Coalition. Det beskrives indledningsvis, hvorledes operationen tog form
med opdelingen af en amerikansk-ledet koalition med vestlige lande i Irak
og en amerikanskledet koalition med en række arabiske lande i Syrien. Selve
beslutningsgrundlaget og legitimeringen af beslutningen diskuteres også
i kapitlet. Endvidere inddeles det strategiske niveau i fire magtdomæner;
14
det diplomatiske, militære, økonomiske og det informationsmæssige. Der
argumenteres for, at succes for Koalitionens overordnede strategi afhænger af, om den vil være i sand til vedvarende at operere effektivt i de fire
magtdomæner. Dette kræver en langsigtet strategi grundet kompleksiteten
af en fjende som ISIS, samt en række andre konflikter i regionen – særligt
den syriske borgerkrig - der fortsat skaber fundamentet for ISIS’s eksistens.
Sektion 3, Krigen i medierne – medierne i krig, udgøres af to kapitler, der
omhandler frontjournalistens perception af krigen og ISIS’s succesfulde mediestrategi. I kapitlet Organisationen der kalder sig selv ”Islamisk Stat” og dens
propagandakrig sættes der fokus på, hvordan og ikke mindst hvorfor ISIS har
haft så stor gennemslagskraft i den internationale presse og i særdeleshed
på de sociale medier. Thomas Nissen fremhæver, at organisationen har
formået at skabe en stærkt topstyrret mediemaskine, der samtidig er brugerdreven. Endvidere påpeges det, at ISIS har vist sig at være mere effektiv
i at udbrede dens narrativ og strategiske budskaber til eksterne målgrupper
end andre terrororganisationer. ISIS har formået at opbygge et narrativ om
et islamisk kalifat, som tjener et todelt formål: grundlag for rekruttering
og spredning af frygt.
Det efterfølgende kapitel Visuel kontakt med IS af Carsten Jensen er baseret
på et interview med journalisten Rasmus Tantholdt. I interviewet diskuteres
det, hvorledes ISIS opfattes ved fronten så at sige, og særligt kurderne fremhæves som det internationale samfunds forreste linje, hvilket burde have
resulteret i en større international støtte til de kurdiske styrker end tilfældet
har været. De journalistiske rammer i forhold til arbejdet i brændpunkter
beskrives også, og det bliver anført, at en særlig kildekritisk stillingtagen
til informationer fra konfliktområderne i Syrien og Irak er nødvendig, da
de forskellige aktører er yderst opmærksomme på at iscenesætte sig selv
gennem medierne – et forhold der i særdeleshed gør sig gældende via de
sociale medier. Afslutningsvis bliver det anført, at freden har lange udsigter,
og at militære midler alene ikke vil være i stand til at besejre fjenden.
Bogens sektion 4, De danske vinkler, stiller skarpt på den danske politiske
ageren i forhold til fremkomsten af ISIS. Endvidere skildrer en øjenvidneberetning, hvorledes det i praksis tog sig ud, da det syriske regime blev
afvæbnet for dets kemiske kampstoffer. Bertel Heurlin analyserer Danmarks
aktivistiske udenrigspolitik i kapitlet Danmark intervenerer militært: Irak,
men ikke Syrien - betragtninger over den danske interventionsdoktrin. Kapitlet
gør kort rede for de hidtidige interventioner og analyserer hvilke fordele
15
og ulemper, der er ved en militær intervention ud fra officielle danske
udenrigspolitiske mål. Det konkluderes, at dansk sikkerhedspolitik har
taget en såkaldt interventionsdoktrin til sig, hvilket i høj grad begrundes
med et ”special relationship” til USA. Sat i kontekst til, hvorfor det aktuelle
danske bidrag er engageret i Irak og ikke i Syrien, påpeges det, at det i vid
udstrækning bunder i, hvor USA gerne så det danske bidrag engageret.
I kapitlet De danske partier og Islamisk Stat kortlægges de partipolitiske
holdninger på baggrund af interviews med en række af de udenrigspolitiske
ordførere fra Folketingets partier. Birthe Hansen har i sin analyse lagt vægt
på den politiske stillingtagen til ISIS som en global terrortrussel, og resultatet
viser, at der hersker en bred enighed om, hvorledes den sikkerhedspolitiske
situation i kølvandet på fremkomsten af ISIS skal håndteres på den korte
bane. Samtlige partier med undtagelse af Enhedslisten støtter op om det danske bidrag til den amerikanskledede operation i Irak. I forhold til indsatsen
på den længere bane påpeges det, at kampen mod ISIS er et dilemma, da
Vesten på nuværende tidspunkt befinder sig i en uofficiel alliance med det
Syriske regime grundet en fælles fjende. Endvidere konkluderes det, at der
ikke er enighed om yderligere politisk ageren i form af yderligere militære
tiltag, samt i hvor høj grad Danmark skal deltage i fremtidig nation-building
i henholdsvis Irak og Syrien.
I det sidste kapitel, Fjernelsen af Bashar Assads kemiske våben: Danmark
som en lille brik i et stort strategisk puslespil beskriver Torben Mikkelsen fra
nærmeste hold, hvorledes operationen med at fjerne de kemiske kampstoffer
fra Syrien tog sig ud. Ud over at inddrage læseren i nogle af de overvejelser og
dispositioner, som han tog som styrkechef for at kunne balancere taktikken
og praktikken i forhold til den overordnede strategi, giver artiklen et indblik
i, hvorledes politiske beslutninger på højeste niveau reelt implementeres.
Det internationale forhold mellem Vesten og Rusland inddrages også med
henblik på at forklare de komplicerede rammer, som operationen måtte
arbejde inden for, og særligt den sikkerhedspolitiske udvikling i kølvandet
på den russiske annektering af Krim-halvøen, spillede selvsagt en stor rolle.
Alligevel lykkedes det i samarbejde med bl.a. Rusland at afvæbne et land for
kemiske våben på mindre end et år fra beslutning til afslutning, samtidig
med at dette land befandt sig i en borgerkrig på sit tredje år.
Afslutningsvis er der placeret en tidslinje for årene 2011-2015, hvor en række
centrale begivenheder i er placeret med henblik på at danne et overblik over
perioden fra Det Arabiske Forår til Operation Inherent Resolve.
16
Sektion 1:
ISIS OG BORGERKRIGENE I LEVANTEN
Krigen mod IS: Politisk baggrund og kontekst
Carsten Jensen
Konflikter i Mellemøsten
Pernille Bramming
Islamisk Stat som magtfaktor i Syrien, Irak og regionen
Rolf Holmboe
17
Af Carsten Jensen
Tilstedeværelsen af Islamisk Stat (IS) som en ny trussel i den mellemøstlige
region spillede en udløsende rolle for, at omkring 60 lande valgte at tilslutte
sig Operation Inherent Revolve (OIR). Operationen har til formål at yde
luftstøtte og anden hjælp til de nationale og lokale kræfter, der bekæmper
bevægelsen. Imidlertid skal både truslen og reaktionen på den ses i et bredere
perspektiv, og dette kapitels sigte er at give et signalement af konfliktens
politiske og historiske kontekst.
Baggrunden: nyt spillerum, nye normer og nye sikkerhedspolitiske
prioriteringer
Operation Inherent Resolve skal ses på baggrund af en række begivenheder
i det internationale system, Mellemøsten og de deltagende lande. Den første
forudsætning er, at der efter Den kolde krigs afslutning er skabt et større
internationalt spillerum for interventioner i Mellemøsten. Den anden har
at gøre med de generelle politiske normer, der udbredes under den nye
verdensorden, hvor demokrati er kommet højere op på dagsordenen. For
det tredje har nye sikkerhedspolitiske udfordringer afløst Den kolde krigs
frygt for atomkrig: Spredning af masseødelæggelsesvåben og terrorisme.
Disse udviklinger udgør den brede ramme for de aktuelle udfordringer i
Irak og Syrien.
Den kolde krigs slutning og den nye verdensordens gennemslag
Da Sovjetunionen kollapsede efter Murens Fald i 1989, blev en række forhold i Mellemøsten også påvirket. Først og fremmest mistede nogle lande
deres vigtigste internationale allierede, nemlig supermagten Sovjetunionen.
De blev derfor nødt til at indstille sig på, at deres sikkerhedssituation var
blevet ændret. Dette gjaldt blandt andre Irak og Syrien. Begge lande havde
tilhørt den sovjetiske indflydelsessfære under den kolde krig og havde stået
i modsætningsforhold til USA og Israel.
18
Irak testede den nye orden, der fulgte den kolde krig med invasionen af
Kuwait i 1990. Efterfølgende blev Kuwait i 1991 befriet af en bred koalition
af lande under ledelse af USA, hvor Syrien deltog symbolsk som støtte til
koalitionen. Saddam Husseins Irak blev slået, men blev ikke udfordret på
dets eksistens som selvstændig stat. Imidlertid blev der udviklet en norm
for Den nye verdensorden, der gik ud på, at forsøg fra nogle staters side på
at ændre grænser ville blive modgået hårdt og konsekvent.
I den krig mod Irak, der blev indledt i 2003 med en ny, men smallere,
koalition, blev Irak erobret, og dets militær og hidtidige formelle politiske
magtstruktur opløst. Dog blev den uformelle magtstruktur i landet, som
den britiske historiker Charles Tripp i A History of Iraq (2007) kalder ’Skyggestaten’, ikke ødelagt. En stor del af det netværk, der i dag understøtter
sunnimodstanden i Irak, kan formodentlig føres tilbage til denne gamle
magtbase. Syrien var denne gang ikke en del af koalitionen. Det havde
ændret politik og fundet sig til rette i en position, hvor det sammen med
fx Iran og libanesiske Hizbollah udfordrede den nye verdensorden. Assadstyret var gået fra lunken tilslutning til modstand, idet det støttede sig til
en alliance med andre radikale shiitiske kræfter i Mellemøsten (og indtil
borgerkrigens indledende faser også det palæstinensiske Hamas, der dog
på grund af dets sunnibasis trak støtten til Bashar).
Samtidig blev der efterhånden opbygget en ny politisk struktur i Irak, hvori
indgik opbyggelsen af et nyt militær under amerikansk ledelse og udvikling
af parlamentariske, minimaldemokratiske former. Herved fik shiaflertallet regeringsmagten via stemmesedler, og det sekteriske tyngdepunkt blev
forskudt fra den sunnidominans, som Saddam havde bygget på. I perioden
umiddelbart efter det første valg i 2005 blev utilfredsheden blandt især sunnier basis for en væbnet opstand, der nærmest fik karakter af borgerkrig.
I dette forløb blev de første kim til IS lagt, og der udkrystalliserede sig et
lederskab omkring ideer, der svarer til IS’s aktuelle politiske grundlag.
Imidlertid blev opstanden til dels nedkæmpet med en ny taktik (’the surge’)
fra regeringen og dens internationale støtter, hvor der blev indgået lokale
aftaler med sunniledere, hvilket undergravede opstandens positioner.
Selvom der ikke blev opbygget et bæredygtigt monopol på brug af voldsmidler for den irakiske regering, blev der dog udviklet en så relativt holdbar
fred, at det irakiske samfund kunne begynde at udvikle sig under shialedelse. I 2011 trak de internationale styrker sig ud af Irak, idet der dog blev
19
efterladt militært personale til træning og udvikling af det irakiske militær.
Den nye verdensorden var dermed blevet nødtørftigt og sporadisk indført
i Irak gennem Saddams nederlag og den efterfølgende udvikling af et nyt
politisk system, der indeholdt stærke træk af demokratisk lederudvælgelse
gennem lokal- og parlamentsvalg.
Mellemøstens demokratiske underskud
Netop denne demokratiserende dimension af opbygningen af den nye
irakiske republik, var et centralt ønske fra de intervenerende kræfter. Med
Sovjetunionens sammenbrud blev der åbnet for en omfattende demokratiseringsbølge i Europa og de øvrige tidligere sovjetstater. Samtidig tog
demokratiseringen af Latinamerika og dele af Asien fart. Det såkaldte
’demokratiske underskud’ i Mellemøsten blev derved tydeligere eksponeret
som en undtagelse, selvom det også havde været gældende under den kolde
krig. Senere i 2003 udtalte den amerikanske præsident George W. Bush, at
USA og de øvrige demokratier for længe havde haft tålmodighed med de
autoritære ledere i Mellemøsten:
”Sixty years of Western nations excusing and accommodating the lack of freedom in the Middle East did nothing to make us safe – because in the long run,
stability cannot be purchased at the expense of liberty. As long as the Middle
East remains a place where freedom does not flourish, it will remain a place
of stagnation, resentment, and violence ready for export.” (George W. Bush)1
Demokratifremme blev et projekt, der skulle udbredes i Mellemøstens især
arabiske autoritære stater. I Danmark blev der i lighed med andre lande
etableret et ’arabisk initiativ’, der netop havde demokratifremme som mål.
Med ’Det arabiske forår’ i 2011 blev det tydeligt, at der var grobund for
disse tanker også i arabiske lande. Det blev dog også tydeligt, at de fleste
magthavere havde tænkt sig at holde sig på taburetterne så længe som
muligt. I nogle lande lykkedes det at fjerne de gamle ledere, men i de fleste
blev opstande og oprør slået ned.
I Tunesien og Egypten lykkedes det demonstranter at fjerne de gamle lederskaber. I Libyen brugte Gadaffistyret vold mod demonstranter, og FNs
sikkerhedsråd besluttede at bede NATO om at sikre befolkningen under
henvisning til den såkaldte Responsibility to Protect-regel, der var blevet
20
indført for at beskytte civile mod forskellige vilkårlige overgreb fra autoritære styrer. Borgerkrigen i Syrien udsprang også af det arabiske forår i den
forstand, at styret mødte demonstrationer og krav om demokrati med voldelige midler. På grund af Ruslands og Kinas modstand i FN’s sikkerhedsråd
var det ikke muligt at vedtage en intervention til beskyttelse af syrerne. De
måtte i stedet tage deres sikkerhed i egen hånd i den følgende borgerkrig.
WMD-udfordringen
Siden Den kolde krigs slutning kom spørgsmålet om mindre staters og
eventuelle terrorgruppers besiddelse af masseødelæggelsesvåben (her
omtalt med den engelske forkortelse WMD) op på dagsordenen. Skiftende
amerikanske regeringer havde siden starten af 1990’erne søgt at tematisere
spredningen af WMD og terror som de to største sikkerhedsudfordringer
med global rækkevidde.
WMD-udfordringen omfatter atomare-, kemiske og biologiske våben.
Kernevåben har ikke været brugt til andet end trusler og afskrækkelse
siden 2. Verdenskrig, men både kemiske og biologiske våben har været
brugt. I Mellemøsten har forskellige lande søgt at tilegne sig de forskellige
våbensystemer. Israel anses således for at være en reel atommagt, styrer
som det libyske under Muammer Gadaffi og det irakiske under Saddam
Hussain søgte at blive det. Iran har i sommeren 2015 accepteret en aftale,
der på sigt åbner mulighed for, at styret accepterer en opgivelse af styrets
mangeårige kernevåbenprogram. En række lande har søgt at få kemiske
våben, og Iraks Saddam Hussein brugte dem i 1980erne både i krigen med
Iran og mod sin egen befolkning. Biologiske våben har ligeledes været på
ønskelisten hos autoritære regimer.
Ønsket om at afvæbne potentielle ’misbrugere’ af kemiske stoffer har været
så stort, at USA og støtter er gået ind i forskellige projekter til fjernelse
af disse. Irak blev angrebet i 2003 efter længere diplomatisk tovtrækkeri,
Libyen ønskede efterfølgende selv at aflevere våbnene (for ikke at blive
næste land, der blev angrebet), og Assad handlede med USA og FN om at
opgive våbnene til gengæld for ikke at blive angrebet af en international
koalition i efteråret 2013. Han blev dermed den eneste arabiske leder, der
fik en egentlig politisk gevinst af sine WMD.
21
Terrorudfordringen
Sideløbende med risikoen for spredning af WMD blev truslen om, at terrorgrupper kunne blive i stand til at udføre omfattende angreb i USA, Europa
og de globaliserede lande i stillehavsområdet den store sikkerhedspolitiske
udfordring under den nye verdensorden. Mens mange bekymrede sig om
globalisering og indvandring, bekymrede færre, men dog nogle i den sikkerhedspolitiske specialoffentlighed, sig om WMD og terror.
Ordet terror betyder i sig selv rædsel, og terrorisme kan derfor opfattes
som et politisk middel, hvormed nogle grupper eller personer søger at nå
deres politiske mål ved at indgyde rædsel hos deres medborgere. Indenfor
denne brede ramme har de nærmere afgrænsninger været diskuteret i mange
sammenhænge. På dansk er en af de mest udbredte specifikationer blevet
den, der er udkrystalliseret i Birthe Hansens forfatterskab. Hendes første
eksplicitte definition er blevet lagt til grund her og lyder således, at terror
er: ”(e)n civil gruppes planlagte brug af uforudsigelig vold mod regeringer,
offentligheder eller individer med et politisk formål”.2 Denne definition er af
civil terror. Den afgrænser den civile terror fra statsterror, der i princippet
ville indeholde ’en regerings planlagte brug af uforudsigelig vold mod andre
regeringer, offentligheder eller individer med et politisk formål’. Denne
dimension er ikke medtaget her, selv det med det samme skal erkendes, at
der kan findes overlappende tilfælde.
I den sikkerhedspolitiske offentlighed blev bekymringen for større terrorangreb forøget i takt med, at sådanne rent faktisk fandt sted i løbet af
1990’erne. Angreb på amerikanske ambassader i Afrika, angrebet i Tokyos
undergrundsbane, angrebet i Oklahoma og angrebet på det amerikanske
krigsskib USS Cole ud for Yemens kyst tydede alle på, at det var blevet teknologisk muligt for grupper eller enkeltpersoner at udføre større angreb.
Især den amerikanske politik blev rettet mod at kunne overvåge og på sigt
kontrollere terrorgruppers udbredelse.
Blandt de helt store udfordringer er naturligvis kombinationen af udbredelse
af WMD til terrorbevægelser. Disse er overvejende blevet brugt til afskrækkelse, hvilket da også reflekteres af følgende udtalelse: ”It would be a sin for
Muslims not to try to poses the weapons that would prevent the infidels
from inflicting harm on Muslims” (Osama bin Laden, 1999).3
22
Det politiske klima, som OIR blev iværksat i, var således præget af udfordringen fra autoritære regimer, frygten for øget udbredelse af WMD og
terrorbevægelser. Der var dimensioner af alle disse udfordringer i de irakiske
og syriske borgerkrige. IS ønskede at oprette et nyt autoritært styre i Mellemøsten, den benyttede sig af terror, og i Syrien havde man netop fjernet
et af de største lagre af kemiske våben og komponenter til dets fremstilling,
blandt andet på grund af bekymring for, at kemiske våben skulle falde i
grupper som IS’s hænder.
På den baggrund er det ikke overraskende, at der kunne samles støtte til en
fornyet ydre indsats i forhold til borgerkrigens gang. Historien om, hvordan
forudsætningerne for indsatsen blev etableret, kan være med til at belyse,
hvorfor så mange lande traf valget om at bidrage.
Forhistorien: Fra Bush’s krig mod terror til Obamas udenlandske specialoperationer
De vigtigste enkeltbegivenheder, der danner baggrund for OIR, er formodentlig dem, der er knyttet til terrorangrebene i New York og Washington i
2001. De bragte terrortruslen og mellemøstlig politik øverst på dagsordnen
for international politik i en lang periode. De efterfølgende begivenheder
omfatter interventioner i det, der efterhånden blev opfattet som Stormellemøsten, demokratiseringer fra oven og fra neden, og udviklingen af borgerkrige efterhånden som de, der følte sig truet af de nye tider og deres orden,
blev bedre organiserede og bedre i stand til at modsætte sig udviklingen.
9/11 angrebene på USA og deres efterspil
Med angrebene på USA den 11. september, 2001 fik den terrortrussel, der
havde udviklet sig i 1990’erne og havde været diskuteret i den sikkerhedspolitiske offentlighed som en potentiel udfordring til både USA og Europa,
med ét slag en manifestation, der gav hele debatten om islamistisk terror
et folkeligt gennemslag. De tusinder af ofre fra mange lande og forskellige
etniske og religiøse grupper viste, at den nye terrorbølge var et fænomen,
som ikke kun centrale beslutningstagere og deres nærmeste var berørt af.
Terrortruslen blev nu i brede dele af USA og Europa opfattet som en direkte
udfordring, som de politiske systemer måtte forholde sig til.
23
USA kunne på den baggrund samme år tage lederskab i et omfattende angreb – støttet af en større koalition af lande - på Afghanistan, der havde til
hensigt at gøre det umuligt for grupper som al-Qaeda at bruge landet som
base for terrorangreb i andre lande. Besættelsen af Afghanistan blev også
brugt som en spydspids i forsøget på at udøve aktivt demokratifremme:
der blev etableret et politisk system, der på sigt skulle gøre Afghanistan
til et demokrati, hvor frihed og lighed for alle blev politiske pejlemærker.
I de følgende år blev også Europa udsat for større terrorangreb med udspring i Mellemøstens politiske konflikter. De største angreb kom i Spanien
og Storbritannien, hvor mange hundrede blev ofre for bomber placeret i
trafikanlæg i Madrid og London.
Reaktionen på disse omfattende angreb blev, at der blev oprustet på efterretningssiden i de berørte og truede lande. I USA erklærede Præsident George
W. Bush ’Krig mod terror’. Selv om ikke alle var glade for forestillingen
om ’krig mod terror’, bed udtrykket sig fast som en samlebetegnelse for de
aktiviteter, der skulle beskytte befolkningerne, bekæmpe terrorister direkte
og endelig til en vis grad undergrave mulighederne for at terroristernes
ledere kunne rekruttere, træne og udsende nye udførende agenter.
De aktiviteter, som Krigen mod terror omfattede, indeholdt midler som
forstærket overvågning, nye regler for rejser, forsøg på at kortlægge og undergrave terrorgruppernes økonomi gennem nye regler for bankoplysning,
støtte til lande, der tilsluttede sig indsatsens mod terrorgrupper og ikke
mindst militære indsatser.
Angrebet på Talebans og al-Qaedas Afghanistan
Afghanistan havde siden 1979 været besat af sovjetiske tropper, der trak
sig ud i 1989. I 1992 startede en borgerkrig, hvilket endte med at bringe
den islamistiske og fundamentalistiske Talebanbevægelse til magten. Det
nye regime var relativt stærkt i forhold til befolkningen i de områder, det
kontrollerede, men også relativt svagt i den betydning, at det ikke kunne
opretholde voldsmonopol i hele landet, men måtte acceptere andre væbnede
grupper inden for Afghanistans grænser.
Al-Qaeda havde set en mulighed for en sikker zone i Afghanistan efter at
være blevet smidt ud af andre lande som Sudan. Angrebet på USA sep24
tember, 2001 var blandt andet organiseret med base i Afghanistan, og med
et angreb på landet kunne USA omvendt slå to fluer med et smæk: der
kunne rettes et forebyggende slag mod Taleban og al-Qaedas base kunne
ødelægges. Det lykkedes USA at opbygge en meget bred alliance omkring
angrebet, der da også kunne legitimeres med FN’s regler for ret til at reagere
på angreb udefra (selvforsvar).
Imidlertid lykkedes det ikke helt at fjerne terror- og oprørsgrupper fra
Afghanistan. På trods af forsøg på at udvikle en flerbenet strategi for
statsopbygning i Afghanistan formåede Taleban stadig bevare et fodfæste i
landet. Der blev det også muligt for de ekstremistiske islamister at udvikle
nye metoder til at bekæmpe de kræfter, de opfattede som deres fjender: de
demokratiske lande i ’vesten’, de gamle autoritære styrer i Mellemøsten og de
muslimer, der ikke tilsluttede sig deres sunniinspirerede tanker, men tilhørte
shiaislam. Afghanistan forblev dermed stadig en base for sunniinspireret
modstand mod og angreb på Den nye verdensorden. Dets veteraner af
forskellige nationaliteter fra borgerkrigen blev en kraft i fornyet modstand.
Interventionen mod Saddams Irak og den efterfølgende borgerkrig
I 2003 iværksattes en ny krig af USA. Denne gang var målet Saddam Husseins Irak. Den umiddelbare baggrund for angrebet var det uafklarede
spørgsmål om Saddams eventuelle WMD. FN havde i mange år haft et
undersøgelsesprogram i gang, der skulle afklare spørgsmålet, men der var
fra irakisk side blevet lagt hindringer i vejen for arbejdet. I det sene 2002 begyndte USA at lufte utålmodighed. Efter at det ikke var lykkedes daværende
udenrigsminister Colin Powell at vinde tilslutning fra FN’s sikkerhedsråd
til det synspunkt, at Irak i modstrid med aftaler var besiddelse af WMD,
indledte USA i 2003 med støtte i en mindre koalition et angreb på Irak. Det
lykkedes efter en periode med intense luftangreb at erobre landet militært.
Efter et mellemspil med en amerikansk ledet national administration blev
der i januar 2005 afholdt et foreløbigt parlamentsvalg i Irak. På baggrund
heraf blev der udformet et forslag til en grundlov. Dette blev vedtaget ved en
folkeafstemning i oktober samme år, og der blev inden for de nye rammer
afholdt egentlige parlamentsvalg i december. Som det var forudsigeligt på
grund af landets sekteriske befolkningssammensætning, blev der dannet en
shia-domineret regering, og dette mønster har gentaget sig efterfølgende.
25
Imidlertid blev landet i stigende grad præget af væbnede uroligheder, og
først i 2007 lykkedes det regeringen og udenlandske styrker at skabe nogenlunde ro med en tilgang, hvor man satsede på at indgå alliancer med
lokale sunniledere for på den måde at undergrave sunnioprørernes støtte.
I 2011 ophørte de sidste amerikansk ledede udenlandsker styrker med at
deltage direkte i sikkerhedsopretholdelse. En del blev trukket hjem og resten
overgik til funktioner, hvor de rådgav og trænede det irakiske militær. Set
fra et amerikansk synspunkt syntes 2011 derfor at være et toppunkt i den
mangeårige indsats i Mellemøsten: der var en intern demokratibølge i gang
i regionen, og det var lykkedes at skabe en sikkerhedssituation i Irak, hvor
amerikanske soldater kunne trækkes ud af direkte kamp. Samtidig var der
tilsyneladende skabt betingelser i Afghanistan, der også tillod at sætte en
deadline for det helt direkte engagement, nemlig 2014.
Obama: ’Krigen mod terror’ eller adskilte operationer?
Da Præsident Barack Obama trådte til begyndte en ny fase i den retorik,
der havde omkranset det meste af den amerikanske indsats i Mellemøsten
siden 2001. Obama selv brugte udtrykket ’krig mod terror’ én gang i januar 2009 (fire dage efter hans indsættelse), men nedtonede herefter den
militære metaforik om mellemøstpolitikken. I stedet for at tale om en enkelt omfattende indsats blev vægten lagt på de enkelte politikker. Hermed
håbede Obamaadministrationen formodentlig at fjerne nogle af årsagerne
til anti-amerikanismen i Mellemøsten. Den krigsorienterede sprogbrug,
som Bush-administrationen havde betjent sig af, spillede tilsyneladende
godt sammen med de islamistiske strømningers måde at italesætte USA på.
Ved at nedtone det krigeriske element af sprogbrugen kunne man måske
imødekomme mere moderate kræfter i Mellemøsten. På den måde ville
amerikanerne fremstå som mere forhandlingsvillige og mindre krigeriske.
USA forsatte dog i princippet de politikker, som ’krigen mod terror’ havde
bygget på under skiftende udenrigs- og forsvarsministre, men nu som enkeltstående ’specialoperationer’. Belysende i den henseende er det, at Obama
temmelig atypisk ikke skiftede forsvarsminister efter sin indsættelse, men
i en årrække beholdt præsident Bush’s (Robert Gates). Uden hverken at
være vundet eller tabt ophørte ’krigen mod terror’ dermed nærmest som
per dekret (selvom Obama-administrationen oven i købet benægter at have
stoppet sprogbrugen efter ordrer) og blev opløst i dens enkelte dele.
26
Arabisk forår
De begivenheder, der udgør Det arabiske forår, havde en forløber med den
spæde opstand i Iran i 2009. Efter mange år, hvor det iranske styre tilsyneladende havde et nogenlunde greb om sikkerhedssituationen, udviklede der
sig nu en urolig periode, hvor især mange unge begyndte at demonstrere til
fordel for større frihed og et egentligt politisk demokrati, hvor det centrale
Vogternes råd ikke sad tungt på magten. Oprøret blev dog relativt hurtigt
undertrykt. Det skete fortrinsvis ved repression, hvor styret blandt andet
anvendte civilklædte bøller til at angribe demonstranter med.
Året efter begyndte en ny mellemøstlig opstand. Denne gang var
det i Tunesien, hvor en ung mand i trods mod styrets mangel på
imødekommenhed i forbindelse med hans beskæftigelse som gadesælger
begik offentligt selvmord. Mange tunesere så i hans desperate handling et
symbol på modstand mod styrets mangel på responsivitet i almindelighed.
De gik på gaden med både støtte til ham og med politiske krav om mere frihed og demokratiske rettigheder. Demonstrationerne udviklede sig hurtigt
til et egentligt opgør med styret, der blev væltet i januar 2011.
Herefter bredte oprøret sig til mange andre lande i Mellemøsten. I Egypten
fik vedholdende demonstrationer militæret til at gribe ind for at fjerne den
daværende præsident Hosni Mubarak og hans regering. I Yemen blev den
tidligere præsident Ali Abdullah Saleh fjernet og erstattet af Abd Rabbuh
Mansur Hadi efter USA’s indgriben. Hadis sunnistyre blev senere angrebet af shiamilitser under ledelse af Abdul-Malik al-Houthi. I Libyen blev
Muamer Gadaffi fjernet fra ledelsen af landet og senere dræbt i sin hjemby
Sirte efter en for regionen relativ kort borgerkrig. Libyen er i dag splittet
mellem en moderat, folkevalgt og en islamistisk regering, der begge hævder
at repræsentere landet. I en række andre lande som Marokko, Bahrain og
Kuwait var der også demonstrationer og begrænsede opstande, der dog alle
blev standset mere eller mindre repressivt.
De specifikke omgivelser: borgerkrigene i Irak og Syrien
Det mest karakteristiske ved det miljø, som IS har udviklet sig i, er borgerkrigstilstanden. Både Irak og Syrien har været præget af denne, og i Libyen,
hvor IS angiveligt har fået en undergruppering, der i øvrigt ikke behandles
videre her, er der også træk af denne.
27
Borgerkrigen i Syrien og IS:
I foråret 2011 i lignede den syriske udvikling de øvrige under det arabiske
forår, men konfrontationerne i Syrien udviklede sig hurtigt mere dramatisk.
I marts var situationen i landet præget af demonstrationer, hvis deltagere
krævede demokrati og regeringens afgang. Regeringen under ledelse af
Bashar Assad var imidlertid hverken indstillet på afgang eller dialog om
reformer. I stedet reagerede den på oppositionen med konfrontation og
forsøg på at undertrykke uenighed med de midler, der blev anset for
nødvendige. Den repressive politik førte til mere opstand og følgende til
egentlig borgerkrig.4
I 2012 havde den moderate, demokratiske opposition, der især var organiseret af den Frie Syriske Hær opnået en position, der fik mange iagttagere til at
afskrive Bashars styre og i stedet forvente sejr til oprørerne. Imidlertid trak
krigen ud, blandt andet fordi omverdenen fra efteråret 2013 til sommeren
2014 prioriterede fjernelsen af Syriens kemiske kampstoffer over fjernelsen
af Bashar. Det gav styret et pusterum, der udmattede de moderate oprørere.
I dette tomrum blev der plads til, at IS kunne organisere sig og vinde sejre
over de øvrige parter i krigen, der havde slidt på hinanden, således at bevægelsen i sommeren 2014 stod som den mest offensive og fremgangsrige
part. IS’s fremgang i Irak og Syrien har været nogenlunde koordineret. Det
synes rimeligt at antage, at der har været en synergi i forholdet mellem
gruppens dele i de to områder, således at de geografiske, økonomiske og
rekrutteringsmæssige gevinster har understøttet hinanden. IS er blevet en
velpolstret bevægelse med en ret stor militær succes.5
Reorganisering af sunnier i Irak og IS’s fremgang
Samtidig med, at det lykkedes IS at opnå sejre i Syrien, fik bevægelsen også
fremgang i Irak. Den shia-dominerede regering i Bagdad var upopulær
blandt sunnier, og det lykkedes ledende grupper af IS at organisere en stor
del af denne utilfredshed omkring sig. Da bevægelsen samtidig havde mange
kampvante ledere og krigere med erfaringer fra Afghanistan, lykkedes det
dem at erobre og fastholde dele af Irak, således at de kunne holde kontrol
med et bagland, der kunne understøtte videre fremskridt i kampen mod
den irakiske hær.
28
Sammen med de områder, som bevægelsen tog kontrol over i det østlige
Syrien, blev erobringerne i det vestlige Irak til et betragteligt geografisk
område, hvis ressourcer IS nu beherskede. De rådede således i starten af
2015 over et område, der kunne forsyne krigerne, og som endda havde en
egen olieproduktion, der kunne sælges på det sorte marked og dermed
bidrage til finansiering af en fortsat erobringskrig.
Alt var dog ikke lige vellykket: Angrebet på den nordlige syriske by Kobani
endte med, at IS måtte trække sig tilbage, da byen fik tilført kurdiske forstærkninger, og der blev iværksat luftbombardementer. Alligevel lykkedes
det efterfølgende at erobre byer af stor symbolsk betydning som fx Ramadi
i Irak vest for Bagdad (17. maj, 2015) og Palmyra i Syrien (20. maj, 2015).
Det arabiske forår fik på den måde et dramatisk efterspil i form af voldsomme konflikter og terrorhandlinger i Syrien og Irak, idet ekstreme sunniislamistiske grupper brugte det magttomrum, der blev etableret i Syrien
som følge af regeringsstyrkernes og de moderate oprøreres svækkelse af
hinanden. Demokratirejsninger og – forsøg udviklede sig til borgerkrige
og efterfølgende også til en styrkeprøve mellem radikale islamister og deres
omgivelser i og uden for de direkte berørte lande.
Internationale interventioner og Operation Inherent Resolve
Den optimistiske fortolkning af mulighederne for reformer og fremskridt,
som tilsyneladende var inden for rækkevidde i 2011, blev således gjort delvis til skamme af IS’s succes. I løbet af borgerkrigen i Syrien var gruppens
fjender inden for landets grænser blevet krigstrætte og miltært nedslidte.
Det gav politisk og militært plads til IS. I Irak havde bevægelsen også
fremgang, og i sommeren 2014 kunne man sige, at også Irak var præget af
borgerkrigslignende tilstande med IS som den offensive part. Bevægelsens
sejre, der kulminerede med erobringen af storbyen Mosul i det nordlige
Irak, skabte imidlertid grobund for nye interventioner fra den USA-ledede
koalitions side.
Da IS stod overfor at kunne erobre den syriske by Kobani, viste der sig en
ny mulighed for dem, der arbejdede for at det internationale samfund skulle
intervenere. Den bremse på eventuelle aktioner, som arbejdet på at fjerne
Syriens kemiske våben reelt havde udgjort, var nu væk, og Kobani ligger så
tæt på grænsen til Tyrkiet, at IS’s angreb derfra nærmest kunne sendes live
29
på alverdens skærme. Dermed var det måske også lettere at skabe opbakning
til et angreb på en fjende, da IS her ikke var en abstrakt kilde til bekymring,
men en synlig og særdeles nærværende trussel.
IS’s positioner og forsyningsveje blev bombet. Desuden blev Kobanis forsvarere støttet af kurdiske styrker fra Irak, der via Tyrkiet blev hjulpet ind over
grænsen til Syrien. Hermed blev styrkeforholdet vendt, således at IS opgav
angrebet. Kobani blev på den måde en slags bevis på, at IS kunne standses.
I efterspillet på denne relative succes fortsatte USA med at opbygge de alliancer, der skulle være med til at organisere og udføre angreb på IS i både
Irak og Syrien. På den specifikke baggrund kunne der i løbet af sommeren
og det tidlige efterår 2014 opbygges en ret omfattende koalition af lande,
der ville engagere sig i at bekæmpe IS.
Indholdet af OIR er luftkrig mod IS, træning af irakiske styrker og en vis,
begrænset overførsel af våben til nogle af IS’s fjender. I Irak støttes operationen overvejende af Europæiske lande, mens indsatsen i Syrien støttes af
en række mellemøstlige stater. Iran meldte sig også som deltager, men blev
ikke accepteret. Til gengæld støtter landet shiamuslimske militser i Irak
og den libanesiske, ligeledes shiamuslimske, Hizbollahmilits, der støtter
Assadstyret Syrien.
Afslutning
Man kan, som det er fremgået af drøftelsen af de nye normer efter Den kolde
krigs slutning, pege på, at OIR er typisk mission for Den nye verdensorden:
1) den er relateret til normen om, at flytning af grænser på basis af konflikter
er uønskede, 2) IS har bibragt de borgerkrige, den er part i, et stærkt element
af terror, og 3) frygten for, at IS skulle komme i besiddelse af kemiske eller
biologiske våben, spiller en tydelig rolle.
Samtidig kan man, på baggrund af fremstillingen af udviklingen i de politikker, der er formuleret i forhold til de sikkerhedspolitiske udfordringer, også
beskrive OIR som en fortsættelse af ’Krig mod terror med andre midler’.
Selvom den ikke bliver italesat som sådan af hverken Obamas regering
eller for eksempel den danske, er der alligevel en klar linje fra de tidligere
interventioner under Bushadministrationerne. Hvis man skulle pege på en
stor forskel i tiltagene, der netop kan retfærdiggøre tilføjelsen ’med andre
midler’, er det, at den direkte væbnede del af missionen foreløbig især er
30
en luftkrig. Herved adskiller OIR sig fra nogle tidligere missioner og kan
betegnes som ’en specialoperation’.
Endelig bør man i forlængelse drøftelsen af borgerkrigene i Irak og Syrien
fremhæve, at det bliver meget svært, at få succes med OIR. I Irak er der til
dels betingelser til stede for at føre en krig mod islamistisk oprørere på nyere
NATO-præmisser, idet der er en centralregering, der kan støttes militært, og
som kan udføre den civile dimension med hensyn til kampen om sjælene.
Imidlertid mangler denne dimension nærmest fuldstændigt i Syrien. Det
vil også sige, at den mission, som USA og fx Danmark har engageret sig
i, foreløbigt fremstår som uafsluttelig. På de givne præmisser er der ingen
muligheder for at vende IS’s civile støtter fra tilslutning til bevægelsen og
hen mod tilslutning til en mere lovende alliance. Dermed er det ikke sagt,
at det ikke længere henne i konfliktens udvikling kan lade sig gøre.
Referencer og anvendt litteratur
____________
1 Citeret efter Hansen, 2015.
2 Hansen, 2001, s. 34.
3 Citeret efter Rabasa og Benard, 2015, s. 163.
4 Cramer-Larsen og Jensen, 2014.
5 Napolitani, 2015.
Cramer-Larsen, Lars og Carsten Jensen, red. (2014): Borgerkrigen i Syrien. Historisk, politisk og militært. København, Forsvarsakademiets Forlag.
Hansen, Birthe (2001), Terrorisme. De utilfredse og den nye verdensorden.
København, Lindhardt og Ringhof.
Hansen, Birthe (2015), ’Udviklingen i den amerikanske verdensorden’
Samfundsøkonomen nr. 4.
Napoleoni, Loretta (2014), Islamisk Stat. København, Tiderne Skifter.
Rabasa, Angel og Cheryl Benard (2015), Eurojihad. Patterns of Islamist
Radicalization and Terrorism in Europe. New York, Cambridge University
Press.
Tripp, Charles (2007), A History of Iraq. Cambridge, Cambridge University Press.
31
Af Pernille Bramming
Generelt er sikkerhedsforholdene blevet forværret, siden terror-organisationen Islamisk Stat (IS) indtog Iraks næststørste by Mosul med to millioner
indbyggere, og Abu Bakr al-Baghdadi udråbte sig selv som kalif og altså
leder af ”kalifatet”* i juni 2014.
Den onde cirkel, der længe har plaget regionens stater, er nu blevet endnu
ondere og endnu mere vanskelig at bryde. Det skyldes, at IS er et resultat
af årtier lange kriser og konflikter; organisationen skal i mange henseender
snarere opfattes som et resultat af problemerne end en egentlig årsag til dem.
Følger man organisationens fremmarch i Irak, Syrien, Libyen, Egypten og
Yemen, vil man hurtigt erfare, at banen har været gjort klar på forhånd:
Islamisk Stat gør sit indtog dér, hvor der er et fravær af lov og orden.
Samtidig øger IS kaos, dér hvor organisationen opererer og angriber statslige
institutioner, idet den på én gang udnytter og øger de eksisterende regimers
svagheder. Det indebærer, at vilkårene for at udvikle stabile, legitime og
stærke statsmagter i regionen er væsentligt forringet og udsigten til økonomisk og sociokulturel fremgang for befolkningerne ligeså.
Vi ser således et IS, der har nydt godt af borgerkrigene i Irak og Syrien, som
er en væsentlig årsag til og også part i borgerkrigen i Libyen, og som nu også
har gjort sin entré i Yemen, hvor statsmagten er så godt som brudt sammen.
Samtidig har IS fået et vist fodfæste på Sinai-halvøen i et område, som
central-regeringen har forsømt i årtier. IS søger ligeledes at gøre sig gældende
i Marokko, Algeriet og Tunesien, hvor de fleste væbnede grupper ellers har
sværget troskab til al-Qaeda. IS kan også bryste sig af sympatisører blandt
irakiske kurdere, om end de er fåtallige. Det var netop en irakisk-kurdisk
gruppe, der i april måned stod bag et bombeanslag mod det amerikanske
(*) Kalifatet er den arabiske betegnelse for det rige, profeten Muhammeds efterfølgere,
de såkaldte kaliffer, stod i spidsen for, først på Den Arabiske Halvø og siden med henholdsvis Damaskus og Bagdad som hovedstæder.
32
konsulat i den kurdiske regional-hovedstad Erbil i det nordlige Irak. Siden
november 2014 har IS-tilhængere forsøgt at gennemføre et større antal
angreb i Saudi-Arabien, herunder at bombe den amerikanske ambassade i
Riyadh. IS menes at stå bag adskillige drive-by-beskydninger af politibetjente
i Riyadh, senest i begyndelsen af marts, og IS har gennemført flere angreb
på shia-muslimske moskéer i det østlige Saudi-Arabien.
Hvad angår Gaza, så har den militante, palæstinensiske modstandsbevægelse
og regeringsparti Hamas længe fastholdt sin kontrol og sit magtmonopol,
således at IS’ sympatisører kun viser flaget, når de får lov af Hamas. En ny
gruppe, Sheikh Omar Hadid Brigaden, som menes at være tro mod IS, begyndte i maj måned 2015 at udfordre Hamas. På Vestbredden arresterede
israelerne 15 palæstinensere i januar på mistanke om, at de ville sværge
troskab mod Abu Bakr al-Baghdadi, den selvudråbte kalif.
IS’ fremfærd har også sendt flere hundrede tusinder mennesker på flugt.
I de første to måneder efter, at kalifatet var blevet udråbt, flygtede henved
400.000 mennesker fra Mosul og andre byer på Nineveh-sletten. Det drejer
sig dels om sunniarabere, dels om forskellige mindretal som kristne, yazidier
og turkmenere. De er flygtet til naboprovinserne, der indgår i Den Kurdiske
Region (Kurdistan) og er kontrolleret af den kurdiske regionalregering.
I løbet af det sidste halvandet år er også hen ved 800.000 hovedsageligt
sunniarabere fra blandt andet Anbar-provinsen flygtet til Kurdistan. De er
flygtet på grund af den væbnede kamp mellem Bagdad-regeringen og IS i
byer som Falluja og Ramadi. Her har De Irakiske Sikkerhedstyrker (ISF)
siden sidst i 2013 gennemført luftbombardementer uden hensyn til civilbefolkningen, og det har kostet hundredvis af menneskeliv.
Ud over disse godt 1,2 millioner internt fordrevne irakere har UNHCR registreret 250.000 syriske flygtninge i Kurdistan. ”Normalt” tæller Kurdistan
cirka 5,2 millioner indbyggere.
Hvad angår de omkring tre millioner mennesker, der er flygtet fra Syrien
siden sommeren 2011, så er det Syriens præsident Bashar al-Assad og hans
regime, der bærer hovedansvaret. Det er frem for alt på grund af de syriske
forsvarsstyrkers luftbombardementer, beskydning og angreb med kemiske
våben mod civile områder, at folk er flygtet. Sine steder, som i den kurdiske
by Kobane, er folk imidlertid flygtet på grund af IS.
33
De enorme flygtningestrømme lægger et stort pres på modtagerlande, såvel
hvad angår sikkerhed som den politiske og socioøkonomiske situation. I
Libanon, der har en befolkning på fire millioner, har UNHCR registreret to
millioner flygtninge fra Syrien, mens der er 1,7 millioner syriske flygtninge
i Tyrkiet og 750.000 i Jordan, hvor der også er 60.000 irakiske flygtninge
registreret af UNHCR. I Libanon, hvor det syriske regime i årtier har haft
stor magt, har det afstedkommet en del politisk vold.
Regionale konflikter
På det regionale plan er IS med til at intensivere de gammelkendte rivaliseringer mellem de fire største spillere, nemlig Saudi Arabien, Egypten, Tyrkiet
og Iran og deres respektive alliancepartnere. Egypten er dog så tynget af
egne problemer, at landet i disse år gennemgående spiller andenviolin for
Saudi Arabien.
De tre rivaliserende akser eller alliancer er Iran-Syrien-Hizbollah, TyrkietQatar og Saudi Arabien-Egypten-De Forenede Emirater, idet sidstnævnte
jævnt hen støttes af Jordan og Kuwait samt om fornødent af Marokko.
Rivaliseringen kommer blandt andet til udtryk i, at disse lande bliver dybere
og dybere involveret i stedfortræder-krige i Syrien, Irak og Yemen, ligesom
de er indblandet i borgerkrigen i Libyen. I Bahrain holder Saudi Arabien
al-Khalifa dynastiet ved magten.
Historisk set er persisk, arabisk og tyrkisk/osmannisk imperialisme/ekspansionisme bølget frem og tilbage i regionen i mere end 2000 år. Siden
islams fremkomst i 600-tallet har konflikten mellem sunnimuslimer og
shiamuslimer spundet sig ind i denne rivalisering og er i de senere år trådt
i forgrunden.
Efter våbenhvilen mellem det shia-dominerede Iran og det dengang
sunni-dominerede Irak i 1988 blev der etableret en vis magtbalance: Iran
var temmelig isoleret, idet landet alene var allieret med al-Assad regimet i
Damaskus og med den shia-muslimske modstandsbevægelse Hizbollah i
Libanon. Dertil kom en tæt kontakt til Hamas, idet Hamas havde hovedkontor i Damaskus.
34
Denne magtbalance blev brudt af den amerikanske invasion af Irak i 2003.
I demokratiets navn medførte invasionen, at Iraks 60 procent shiaarabere
nu dominerer regeringsmagten. Som en konsekvens har Bagdad allieret sig
med Teheran, shia-muslimske militser, der er trænet, ledet og finansieret
af Den Iranske Revolutionsgarde, har fået en afgørende magt i Irak, og
samhandelen mellem Irak og Iran er mangedoblet.
Samtidig blev Iraks sunni-arabiske mindretal på cirka 15 procent fortrængt
fra magten, og det har sunniaraberne svaret igen på ved at gøre oprør og
føre væbnet kamp mod Bagdad-regeringen og amerikanerne lige siden.
Gennem årene har der været en vifte af militante sunni-arabiske grupper,
men i løbet af 2014 har IS etableret sig som den altdominerende.
Eftersom både Tyrkiet, Saudi Arabien og deres alliancepartnere anser Iran
for at være en arvefjende, gør de alt, hvad de kan, for at standse det, de opfatter som iransk ekspansion. I Irak har det betydet, at Tyrkiet, Qatar, Saudi
Arabien og De Forenede Emirater gennem årene har støttet sunniarabernes
modstandskamp mere eller mindre indirekte.
Senest har Tyrkiet givet IS et meget stort råderum ved at tillade sympatisører
fra udlandet og altså kommende hellige krigere, de såkaldte jihadier, fri passage gennem landet. Sårede IS-folk bliver behandlet på hospitaler i Tyrkiet,
der er efterretninger om møder med deltagelse af højtstående medlemmer
af IS, som finder sted i Istanbul, der er eksempler på våbenleverancer til
IS fra den tyrkiske efterretningstjeneste Millîİstihbarat Teşkilatı og på, at
tyrkiske artilleri-stillinger beskyder syriske regimetropper i Syrien til gavn
for sunnioprørsgrupper som IS, Jabhat al-Nusra med flere.
De tyrkiske myndigheder har heller ikke grebet ind over for IS’ propaganda
og rekruttering i Tyrkiet. Op til 1000 tyrkere menes at have meldt sig under
IS’ faner i Syrien. Det er først i løbet af foråret 2015, at man er begyndt at
indskrænke IS’s spillerum i landet.
I Syrien ser Irans fjender det også som værende i deres interesse at fjerne
Assad-styret og dermed Irans eneste allierede statsmagt. Fra begyndelsen af
Det Arabiske Forår støttede Tyrkiet Det Muslimske Broderskab og prøvede
at blæse dets opbakning og indflydelse op til langt mere, end det reelt havde.
Saudi Arabien støttede i udgangspunktet Den Frie Syriske Hær, som var
præget af sekulære, nationalistisk indstillede grupperinger.
35
Sidenhen er Den Frie Syriske Hær veget for islamistiske grupper, og Saudi
Arabien har støttet de af dem, der ikke er i decideret forbund med al-Qaeda,
eftersom al-Qaeda er en fjende af Saudi Arabien. Magtkampen mellem
Tyrkiet og Saudi Arabien og deres respektive allierede har på det politiske
plan betydet, at det har været noget nær umuligt at stable en troværdig
syrisk eksilregering på benene.
Midt i rivaliseringen mellem de tre nævnte alliancer står kurderne. For dem
har IS både betydet fremskridt og yderligere problemer. Islamisk Stat er i sin
ideologi anti-nationalistisk, og derfor bliver kurderne nærmest automatisk
en fjende: I både Syrien, Tyrkiet, Iran og Irak drømmer de kurdiske mindretal om en kurdisk nation, og de har kæmpet for selvstændighed i årtier
(eller rettere århundreder). Kun meget, meget få kurdere er til sinds at opgive
drømmen om et uafhængigt Kurdistan til fordel for kalifatet. Tværtimod
har kurderne, der gennemgående er sunnimuslimer, hidtil været dem, der
mest kontant har kæmpet mod IS. Takket være luftstøtte og våben fra den
amerikansk ledede koalition er det lykkedes kurderne at trænge IS ud af
kurdiske områder både i Irak og Syrien.
I Syrien foregår der et vist samarbejde mellem al-Assad regimet og kurderne,
som betyder, at regimet lader kurderne kontrollere deres områder selv. Til
gengæld forventes kurderne at holde sig i deres områder og ikke deltage i
angreb på regerings-tropperne.
I det nordlige Irak har det kurdiske område haft selvstyre siden 1992, først
som følge af den internationalt garanterede No Fly Zone og siden 2005 som
selvstyrende region jævnfør Iraks nye forfatning. Den kurdiske regionalregering har gennem årene opbygget et tæt samarbejde med Tyrkiet. De
irakiske kurdere har sikret, at PKK ikke angriber Tyrkiet fra den irakiske
side af grænsen, ligesom de har mæglet mellem Ankara og Öcalans folk.
Samtidig har irakisk Kurdistan fungeret som en bufferzone mellem Tyrkiet
og den arabiske del af Irak, hvis shia-dominerede regering Tyrkiet nærer
dyb skepsis over for på grund af dens tætte alliance med Iran. Alligevel
blev det iranerne, der først kom kurderne til undsætning, da IS truede med
at indtage den regionale hovedstad Erbil i august 2014. Det udstillede en
svaghed og såede alvorlig tvivl om tyrkernes forpligtelse på alliancen med
den kurdiske regionalregering.
36
Foreløbig har de sunni-muslimske lande ikke haft held til at sætte en stopper
for Irans voksende indflydelse i regionen. Tværtimod er det lykkedes Iran
(sammen med Rusland) at holde Assad-regimet ved magten, og i løbet af
de seneste år er det også lykkedes Iran at sikre sig indflydelse i Yemen ved
at støtte Houthi-oprørsbevægelsen, der udspringer Yemens shia-muslimske
minoritet, zayidierne. Det menes, at Iran har leveret en del våben, men
hovedparten af deres våben har houthierne dog fra det yemenitiske militær.
Houthi-oprørsbevægelsen har nemlig allieret sig med den forhenværende
præsident, Ali Abdullah Saleh og de dele af militæret, der fortsat støtter
ham. Ali Abdullah Saleh, der selv er sunnimuslim, blev tvunget til at gå
af i forbindelse med Det Arabiske Forårs protestbevægelse i Yemen. Saleh
blev i sine 22 år ved magten støttet økonomisk af Saudi Arabien, men den
omfattende saudiske bistand har ikke bidraget til at styrke den yemenitiske
stat. Tværtimod, og eftersom den yemenitiske regering er så godt som helt
brudt sammen, er det muligt for grupper som al-Qaeda på den Arabiske
Halvø (AQAP) og IS at vinde frem og bide sig fast.
Lykkes det at indgå en atom-aftale mellem Iran og USA, vil Iran blive
yderligere styrket: En del af sanktionerne vil blive ophævet, så økonomien
kan komme på fode igen, og landet vil blive ”stuerent” i det internationale
samfund og kunne sidde med ved forhandlingsbordet frem for være henvist
til korridorerne. Det vil være en fordel, eftersom USA og Iran har en række
interesser til fælles. De facto samarbejder USA med Iran i kampen mod IS i
Irak, ligesom USA også har samarbejdet med Iran i Afghanistan i kampen
mod taleban – det er blot blevet nedtonet i offentligheden af begge parter.
Udsigten til, at USA får Iran som en mulig ny partner i regionen, huer ingenlunde Golf-staterne, Tyrkiet og Egypten, tværtimod føler de sig truet.
Af samme grund har præsident Obama sat ind på at forsikre især Saudi
Arabien om, at USA fortsat står som garant Golf-staternes sikkerhed, og
det med et vist held, senest på et stormøde i Camp David i maj måned.
Det har i årtier været helt afgørende, at der bliver indgået en regional sikkerhedsaftale i stil med Helsinki-aftalen mellem de tre regionale- stormagter
Iran, Tyrkiet og Saudi Arabien og deres alliancepartnere. Det har været
umuligt på grund af konflikten mellem USA og Iran. Lykkes det at indgå
en atomaftale og fortsætter de gode takter fra Camp David mødet mellem
Golf-staterne og USA, bliver det muligt at indlede forhandlingerne om en
regional sikkerhedsaftale.
37
Til gengæld har den konflikt, der i årevis er blevet betegnet som Mellemøstkonflikten, nemlig konflikten mellem Israel og palæstinenserne, mistet sin
forrang. Et opgør med Zionismen, Israels kolonialisering og besættelse af palæstinensiske områder såvel som befrielsen af Jerusalem er fortsat en stærk
ideologisk drivkraft og en virkningsfuld retorisk reference for IS og andre terror-organisationer såvel som islamistiske bevægelser, men for de arabiske regimer står de andre regionale konflikter og rivaliseringer højere på dagsordnen.
Olie for sikkerhed- det internationale samfunds interesser
Islamisk Stats negative indvirkning på den regionale situation afspejler sig
også på det internationale plan. Det er langt fra ligegyldigt, hvem der sidder
ved magten i Riyadh, Sanaa, Bagdad og Damaskus, og Vesten kan ikke tillade
IS at true disse regimer. Energiforsyningen til verdensøkonomien er fortsat
meget afhængig af leverancer af olie fra Golfstaterne. I 2013 tegnede de sig
for 32 procent af verdens samlede olieproduktion, og 30 procent af den olie,
der på globalt plan eksporteres via skib sejles gennem Den Persiske Golf og
Hormuz Strædet. Heraf går 85 procent til Kina, Indien, Japan, Sydkorea og
de øvrige asiatiske lande, og cirka 35 procent af USA’s vareimport kommer
netop fra disse lande. Otte procent af verdens skibshandel (eksklusiv olie)
går gennem Bab al-Mandab Strædet ud for Yemen og op til Suezkanalen.
Af samme grund har USA og Saudi Arabien et mere end 80 år gammelt, tæt
samarbejde på bagen. Alliancen bygger på et princip om ”olie for sikkerhed”.
Hvor betydningsfuld denne alliance er, kunne man blandt andet erfare, da
USA sendte over 500.000 tropper til Saudi Arabien i 1990-91 for at drive
Saddam Husseins tropper ud af nabolandet Kuwait. Og mod mange odds
har alliancen holdt sig robust igennem alle årene trods kriser såsom 9/11,
den amerikanske invasion af Irak, og hvad saudierne opfattede som USA’s
voldsomme svigt af en god ven, nemlig at man tillod det egyptiske militær
at skille sig af med præsident Hosni Mubarak.
USA har gennem årene bistået af Frankrig og Storbritannien hjulpet det
saudiske kongehus med at opbygge et militær og et sikkerhedsapparat. USA
har også samarbejdet tæt med det saudiske efterretningsvæsen og indenrigsministerium om den interne sikkerhed og om at nedkæmpe al-Qaeda.
For Osama bin Laden og hans tilhængere er det netop alliancen med USA,
der er beviset på, at al-Saud dynastiet ikke er værdige vogtere af Mekka og
Medina og sande forsvarere af islam.
38
Islamisk Stat er en udfordring for ”olie for sikkerhed”-alliancen på flere planer. For det første går IS i al-Qaedas fodspor og mobiliserer en relativ stor opbakning i Saudi Arabien blandt alle dem, der er modstandere af kongehuset
og anser det for at være korrupt, depraveret, i lommen på de vantro og i det
hele taget ”u-islamisk”. Over 1000 saudier menes at være rejst til IS- kontrollerede områder for at deltage i den hellige krig. Det er en fornyet opposition, det saudiske kongehus nu sætter meget ind på at håndtere og slå ned.
For det andet udstiller IS det paradoksale i alliancen mellem USA og Saudi
Arabien. En væsentlig del af IS’s måde at forvalte den syriske by Raqqah
(kalifatets angivelige hovedstad) på sker netop efter saudisk forbillede, det
vil sige i overensstemmelse med den konservative tolkning af islam, wahabismen og dens doktriner, som er den tolkning, der officielt bliver fulgt i
Saudi Arabien. IS bruger saudiske skolebøger og eksekverer samme straffe
som i Saudi Arabien, herunder korsfæstelse af henrettede personer. Sat helt
på spidsen er forskellen på IS’ styre i Raqqah og det saudiske styre i ideologisk henseende, at førstnævnte er anti-amerikansk og sidstnævnte ikke.
Snævert set i olie-for-sikkerhed alliancens perspektiv tilsiger den USA at
sørge for at holde IS væk fra Bagdad, Damaskus og Sanaa/Aden og altså
på behørig afstand af oliefelterne i Saudi Arabien og de øvrige Golfstater.
Anden runde i uafhængighedskampen
Generelt står vi over for en situation, hvor borgerkrige og væbnede konflikter
såvel som dybe politiske og socioøkonomiske kriser kommer til at præge
regionen i en rum tid fremover, og hvor IS både vil puste til ilden og gøre
det sværere for de enkelte statsmagter at agere brandmand.
Udfordringen bliver så meget desto større, som IS på én gang er en utopisk dommedagsbevægelse, en velsmurt mafia-virksomhed og en hybrid i
militær henseende. Til forskel fra vanlige terrorgrupper og militser har IS
nemlig opbygget en kapacitet til at gennemføre større koordinerede, militære
angreb og til at indtage og fastholde territorier. Disse karakteristika vender
vi tilbage til, lad os i første omgang fokusere nærmere på baggrunden for
IS’ nuværende position i regionen.
Træder man et skridt tilbage og iagttager den historiske udvikling i de arabisktalende lande, er det nærliggende at se de sidste fire års revolutioner,
39
væbnede oprør, borgerkrige og krige som ”anden runde” i uafhængighedskampen. Første runde fandt som bekendt sted i 50’erne og 60’erne, hvor
de franske og britiske koloniherrer blev besejret, og landene udråbt som
selvstændige kongeriger og republikker.
I Algeriet, Libyen, Egypten, Syrien, Irak og Yemen voksede der ”officerstater” frem: det blev typisk personer med en baggrund i den væbnede
modstandsbevægelse, der kom til magten. Egyptens første præsident, Gamal
Abdel Nasser, og De Frie Officerer er et eksempel, Ahmed Ben Bella og
Den Nationale Befrielsesfront (FLN) i Algeriet et andet. De nye magthavere hentede legitimitet i at have deltaget i kampen mod koloniherrerne.
De herskede til at begynde med i den arabiske nationalismes navn, og de
opbyggede altdominerende politiske partier. Samtidig voksede militær og
sikkerhedsapparat til at blive stater i staten.
Det gælder såvel de socialistiske partier i Algeriet, Egypten og Sydyemen
som de fascistiske Baath-partier i Syrien og Irak.
Oberst Moammar Gadaffi bryggede sin egen ideologi, som fremgår af Den
Grønne Bog, og som libyerne blev tvunget til at dyrke. Den indebar, at der
aldrig blev opbygget en egentlig statsmagt i Libyen, ej heller en national hær.
Der blev derimod organiseret lokale Folke-komitéer, som hver især refererede til Gadaffi. Libyens særlige system hang også sammen med, at en stor
del af befolkningen havde og fortsat har et stærkt stamme-tilhørsforhold.
Tunesien skiller sig ud, fordi landets første præsident, Habib Bourgiba, her
stod i spidsen for et civilt styre fra 1959-1987, hvor militæret var underlagt
de politiske magthavere.
Med Libyen som undtagelse er det fælles for de arabiske republikker, at den
første generation af magthavere fokuserede på at opbygge en stærk stat. Den
sociale kontrakt, magthavere og befolkninger indgik, lød på, at magthaverne
til gengæld for at besidde den politiske magt og kontrollere økonomien
vil sikre befolkningen forsørgelse såvel som uddannelse og sundhed. For
eksempel blev det ved lov påbudt i Egypten, at alle, der gennemførte en
universitetsuddannelse, havde ret til at blive offentligt ansat.
Samtidig blev civilsamfundets aktiviteter, organisationer og institutioner
underlagt statsmagten. Der blev oprettet ministerier, som overtog administrationen af de religiøse stiftelser, ligesom for eksempel sport, ungdom og
40
kvinder blev organiseret og kontrolleret statsligt. Fagforeninger og medier
blev naturligvis også taget ind under statens vinger.
Det mest ekstreme eksempel er her Irak, hvor der i år 2003 ikke fandtes én
eneste uafhængig sammenslutning, og hvor hele samfundet fra top til bund
var gennemkontrolleret. I Bagdad havde Baath-partiet en lokal afdeling i
hvert eneste boligkvarter, som overvågede borgerne.
Hvad angår ”eliten”, det vil sige den uddannede, økonomisk kapable og politisk indflydelsesrige del af befolkningen, officerskorpset inklusiv, skete der
ikke de store forandringer i kølvandet på uafhængigheden. Gennemgående
fortsatte storby-eliten, der havde samarbejdet med briter og franskmænd
for til sidst at vende sig imod dem, med at indtage samfundets top. Der var
netop ikke tale om større revolutioner såsom den i Iran, der i 1979 sendte
en hel overklasse i eksil sammen med shahen.
I Egypten indebar de omfattende nationaliseringer og landbrugsreformer
i socialismens navn dog, at den koptiske elite mistede en del af sit økonomiske grundlag.
Undervejs frem til 2011 har der naturligvis været forandringer og justeringer,
og regimerne har blandt andet siden 1980erne forsøgt at liberalisere økonomien, fordi staten og den arabiske socialisme/fascisme kom til kort. I Egypten voksede den private sektors andel i bruttonationalproduktet for eksempel
fra ca. 15 procent i begyndelsen af 1990erne til cirka 60 procent i 2010.
Alligevel måtte status i 2010 siges at være, at tiden efter selvstændigheden
havde været en stor skuffelse. Det var netop ikkelykkedes at opbygge ”stærke
stater”, det vil sige statsmagter med legitimitet, og som står som garanter
for lov og orden. Der er snarere tale om ”ballon-stater”, der holdes oppe af
repressive sikkerhedsapparater, men som ikke leverer den forsørgelse, de
stiller borgerne i udsigt. Republikkerne har ikke formået at overholde den
sociale kontrakt.
De store udfordringer
Især tre forhold har undermineret officer-staterne. For det første har den
demografiske udvikling lagt så helt et enormt pres på statens ressourcer, at
statsmagten ganske enkelt ikke har kunnet følge med, hvad angår uddan41
nelse, sundhed og boliger. Inden for disse sektorer er der vokset en omfattende privat sektor frem.
I Egypten har der fra 1950 til 2015 fundet en firdobling af befolkningen
sted, fra 21 millioner til 89, det samme gælder Algeriet, hvor befolkningen
er vokset fra 8,8 til 39 i samme periode. I Syrien og Irak er befolkningerne
syvdoblet: I Syrien fra 3,4 til 23 millioner, i Irak fra 5 til 36 millioner, mens
den er femdoblet i Yemen fra 4,7 til 27. Libyen kan noteres for en seksdobling, fra 1 til 6 millioner.
En lignende udvikling har fundet sted i de arabiske kongeriger, om end der
i Marokko ”kun” er sket en tredobling fra 9,3 til 33 millioner, mens Saudi
Arabien til gengæld slår alle rekorder: fra 3,8 til 31 millioner, hvoraf cirka
en tredjedel er gæstearbejdere.
Selv om den årlige vækst er for nedadgående i en del af landene, så er den
kommende generations mødre allerede født, og i gennemsnit vil befolkningerne i de arabiske lande være fordoblet om 30 år, ifølge fremskrivninger af
de nuværende tal. Det kan ændre sig, men ikke på afgørende vis medmindre,
der indtræffer naturkatastrofer i stor skala.
Det andet underminerende forhold er, at der har fundet en økonomisk
udvikling sted, som har betydet, at middelklassen i vid forstand er vokset
og altså har oplevet fremgang i to generationer. I løbet af det seneste tiår
er den brede fremgang imidlertid stagneret eller rettere blevet spist op af
korruption, nepotisme, bureaukratisk inerti og ikke mindst politiske studehandler, hvor de siddende magthavere betaler sig til politisk opbakning
fra finanseliten. Korruption og nepotisme er ikke mindst udbredt inden for
militæret og sikkerhedsstyrkerne. Både i Egypten, Algeriet og Syrien har
de højtstående officerer sørget for, at store indtægter, der retteligen burde
havne i statskassen, i stedet havner i militærets lommer. I Egypten anslås
militæret at sidde på mindst 15 procent af økonomien.
Som en konsekvens plages en væsentlig del af de unge, det vil sige de 20-35
årige, af arbejdsløshed, og de har udsigt til at leve et liv med færre penge og
goder end deres forældre. Det har skabt grobund for oprørs- og protestbevægelser. Nøgleordet under Det Arabiske Forår var netop ”værdighed”; at
man vil leve et liv i værdighed og ikke ydmyges af fattigdom.
42
Det tredje forhold er medierevolutionen, først med satellit-tv, siden med
udbredelsen af mobiltelefoner, internet og de sociale medier. I sin tid fik
arabiske tv-seere deres ilddåb, da Bill Clinton skulle stå skoleret vedrørende Monica Lewinsky: at verdens mægtigste mand, den amerikanske
præsident, kunne behandles så ydmygende, rystede folk. Det fik også
mange til at overveje, hvorfor deres egne præsidenter skulle være så helt
anderledes urørlige. Siden fik især de yngre årgange med de sociale medier
mulighed for at finde sammen med ligesindede, udveksle synspunkter
og mobilisere protester i en helt anden skala end tidligere generationer,
der var afhængige af rent faktisk at kunne mødes. Det har været helt afgørende for den politisering af den brede middelklasse, som har fundet
sted i de senere år.
Magteliternes modstandskraft
Sagt med andre ord er de sidste fire års uro og revolutioner rettet mod de
herskende magteliter, fordi de ikke kan varetage middelklassens interesser
på tilfredsstillende vis. Foreløbigt er det imidlertid påfaldende, hvor modstandskraftige disse eliter har vist sig at være.
I Egypten har militæret på intet tidspunkt for alvor sluppet tøjlerne, og
for indeværende er sikkerhedstjenesterne og så godt som hele den førrevolutionære finanselite også tilbage i sadlen. I Tunesien er der blevet
luget en smule ud omkring den nu afsatte præsident Ben Ali, men i vid
udstrækning er eliten ikke skiftet ud. I Syrien er Bashar al-Assad fortsat
ved magten nu, hvor oprøret mod hans regime går ind i sit femte år, om
end han har mistet kontrollen med store dele af landet, og halvdelen af
befolkningen er drevet på flugt.
Meget tyder på, at den væbnede kamp vil fortsætte mange år endnu,
eftersom det netop er en udskiftning af magteliten, den gælder: den
alawitiske minoritet står over for en sunni-arabisk majoritet, som i henholdsvis demokratiets og islamismens navn stiller krav om at overtage den
politiske magt og at opnå dominans. Det er ikke givet, at det vil lykkes.
Bag alawitterne står Rusland og Iran ret så fast, mens den sunni-arabiske
majoritet er splittet op i IS og en vifte af væbnede grupperinger, der støttes af henholdsvis Tyrkiet og Saudi Arabien og den amerikansk ledede
internationale alliance. De sunni-arabiske grupper kæmper både mod
Assad og hinanden.
43
I Libyen og Yemen står den væbnede kamp meget firkantet sagt (Yemen er
mere kompliceret end som så) mellem den gamle magtelite og dens udfordrere, idet den gamle magtelite netop ikke er slået af banen. I begge disse
lande spiller stamme-konflikter dog også en stor rolle.
Når Iraks historie har været så ufattelig blodig siden den amerikanskledede
invasion i 2003, skyldes det, at den traditionelle sunni-arabiske elite har
nægtet at acceptere at lade sig erstatte af en shia-arabisk elite i demokratiets
navn. Landet skiller sig ud, fordi det var en udenlandsk magt, der initierede
en udskiftning af magteliten, men de sidste 12 års historie viser også, hvor
vanskeligt det egentligt er at ændre de grundlæggende magtstrukturer i et
land.
Sunni-araberne udgør cirka 15 procent af Iraks befolkning, mens sunnikurdere tegner sig for cirka 25 procent og shia-arabere for 60 procent. Dertil
kommer 2-3 procent mindretal såsom yazidier, shabak, turkomenere, kakai
og kristne. Det sunni-arabiske mindretal har imidlertid været rygraden i
Iraks elite i århundreder. Osmannerne udnævnte sunniarabere til emirer,
skatmestre og andre højtstående embedsmænd, og siden fulgte briterne trop.
Følgelig taler vi om en kulturel, social, finansiel og militær kapital, der har
sikret den sunni-arabiske minoritet en magt, stærke netværk og knowhow,
som det shia-arabiske flertal i vore dages moderne Irak endnu ikke matcher.
Det er også mislykket for den shia-dominerede regering i Bagdad at etablere
en alliance med det kurdiske mindretal. I overensstemmelse med Iraks nye
forfatning har kurderne etableret selvstyre i tre provinser, som udgør Den
Kurdiske Region, og den kurdiske regionalregering har sæde i Erbil. På
overfladen er det uenigheder om, hvordan olie-ressourcerne skal administreres, der er årsag til konflikten mellem Bagdad og Erbil.
Reelt handler det om, at kurderne ikke stoler på hverken sunni- eller shiaarabere og stræber efter at blive så uafhængige som muligt. I kølvandet på
IS’ erobring af Mosul og de irakiske forsvarsstyrkers sammenbrud i det
nordlige Irak har de kurdiske militser, de såkaldte peshmergaer, opnået
kontrol med store områder, der grænser op til de kurdiske provinser. Alt i
alt er de kurdisk kontrollerede områder vokset med 30 procent, og kurderne
kontrollerer nu 95 procent af det område af Irak, som de mener, bør høre
til Kurdistan, herunder de store oliefelter ved Kirkuk såvel som selve byen.
Det har dog kun kunnet lade sig gøre takket være luftstøtte og anden hjælp
fra den amerikansk ledede alliance.
44
12 år efter den amerikanske invasion har Bagdad-regeringen således kun
kontrol med lidt over halvdelen af den arabiske del af Irak, det er ikke
lykkedes den at opbygge en velfungerende hær, og der er ikke udsigt til at
knægte sunniaraberne foreløbigt.
Tværtimod, for af to onder, den shia-dominerede Bagdad-regering og
IS, vælger en væsentlig del af Iraks sunniarabere fortsat IS og uden deres
vrede, ville IS slet ikke eksistere. IS er så at sige den foreløbige krone på
værket for Iraks sunni-araberes væbnede modstandskamp: Det begyndte
med al-Qaeda i Irak, som allierede sig med rasende officerer og Baath-folk
fra det faldne Saddam-regime; det fortsatte med en navneforandring til
Islamisk Stat i Irak under ledelse af Omar al-Baghdadi (alias). Under hans
efterfølger, Abu Bakr al-Baghdadi (alias), blev geschæften udvidet med
indtagelsen af Raqqa i Syrien og heraf navneforandringen til Islamisk Stat
i Irak og Storsyrien (ISIS), og sidste sommer udråbtes så kalifatet og den
seneste navneforandring til Islamisk Stat.
Undervejs er Baathofficererne gået fra at være allierede til at blive fuldgyldige medlemmer og højtstående ledere af Islamisk Stat, og IS er i dag
organiseret med samme sikkerhedsapparat som Baath-partiet havde (med
Stasi som forbillede).
Kongerigerne
IS er naturligvis også den foreløbige krone på værket, hvad angår den årtier
lange væbnede kamp for en islamisk stat, som har fundet sted en række
arabiske lande. Inden vi ser nærmere på den, skal vi afslutte beskrivelsen
af denne ”anden runde” af uafhængigheds-kampen ved at kaste et blik på
kongerigerne, det vil sige Marokko, Jordan, Saudi Arabien og Bahrain samt
Golf-emiraterne Oman, Kuwait, Qatar, Bahrain og De Forenede Emirater,
som alle i de sidste fire år vist sig at være mere robuste end republikkerne.
For de fleste af disse lande er pengerigelighed en vigtig del af forklaringen.
En anden del af forklaringen er, at kongehuse ejer en symbolsk værdi, en
form for given ”meningsfuldhed”, som folk tenderer til at værne om, især
når de oplever kaos og katastrofer i deres nabolande. Effektive og repressive sikkerhedsapparater rækker i sig selv ikke til en forklaring – det var
der også i Syrien for eksempel. Men også for kongerigerne gælder det, at
magtstrukturer og magteliter er dybt forankret.
45
Marokko har været regeret af royale dynastier siden slutningen af 700-tallet,
og det nuværende alawitiske dynasti har været ved magten siden 1666, dog
under fransk dominans fra 1905 til 1955. Den dag i dag ejer kongehuset
så store jordbesiddelser og ejendomme såvel som aktiemajoriteter i alle
betydningsfulde virksomheder, herunder minedrift, telecom og fødevarer,
at det næppe er overdrevet at erklære, at kongehuset ejer det halve af landet og fungerer som en gigantisk virksomhed, hvis medarbejdere ikke har
nogen interesse i, at deres arbejdsplads forsvinder. Sådan helt banalt sagt.
Saudi Arabien er en årsunge i sammenligning med Marokko, idet landet blev
grundlagt i 1932 af Ibn Saud. Han samlede landet både fysisk og ved at indgå
alliancer med alle vigtige stammer. Det er med det for øje, man skal forstå
hans 42 ægteskaber, idet hans koner blev udvalgt med henblik på at knytte
deres stamme til Saud-familien. Ifølge hjemmesiden Datarabia’s detaljerede
familietræ fik Ibn Saud 53 sønner og 46 døtre, mens hans søn og efterfølger,
Saud bin Abdulaziz al Saud, gjorde en endnu større indsats for det saudiske
dynasti: Han giftede sig med i alt 52 kvinder og fik 58 sønner og 68 døtre.
Den yngre generation indgår langt færre ægteskaber, men det saudiske
dynasti tæller i dag flere end 5000 prinser og prinsesser. De har alle ret til at
modtage apanage. Jævnfør en indberetning fra den amerikanske ambassade
i Riyadh fra 1996, som Wikileaks har offentliggjort, beløb den sig dengang
på mellem 96.000 og to millioner dollar om året. Dertil kom som ekstrabeløb i anledning af bryllupper og nødvendigt paladsbyggeri.
Kongefamiliens medlemmer har i de sidste 80 år indtaget så godt som alle
de vigtigste stillinger i kongeriget, herunder som ministre, viceministre,
guvernører og viceguvernører. Derudover er kongefamiliens magt rodfæstet i det saudiske samfund via dens gennemgribende økonomiske magt,
først og fremmest kontrollen med olie- og gasindustrien. Flere prinser og
prinsesser driver i dag enorme forretningsimperier med prins al-Waleed Ibn
Talal som den mest kendte, blandt andet på grund af hans stridigheder med
Forbes om, hvor højt på listen over verdens multimilliardærer, han bør stå.
Dertil kommer, at kongehusets medlemmer er indehavere af en væsentlig
del af landets ejendomme, idet flertallet af den saudiske befolkning ikke
ejer deres bolig, men lejer den. Det betyder, at det meste af indtjeningen på
ejendomsværdistigninger tilfalder kongefamiliens medlemmer.
Også i de øvrige kongeriger eller emirater udgør kongefamilierne den økonomiske rygrad, ligesom de har den politiske magt. Selv om deres styrer i
46
nogle henseender er katastrofale, og der er mange revner og sprækker, så
tegner der sig ikke et billede af, at de står for fald foreløbigt. Slet ikke i lyset
af de seneste år med kaos i andre arabiske lande.
Kampen for en islamisk stat
Den mest halsstarrige opposition til såvel officer-staterne som kongerigerne
er siden uafhængigheden kommet fra islamister. De har udfordret magthaverne på deres legitimitet og erklæret, at de ikke har ret til at herske over
muslimerne, fordi de ikke er gode muslimer, der værner om islam og sikrer,
at islamisk lov bliver overholdt. De nye stater har på sæt og vis således været
mere eller mindre i politisk krise lige siden, de blev dannet.
Hvad angår den væbnede del af kampen for en islamisk stat, kan man med
et arabisk udtryk betegne IS som alle Militante Islamist-gruppers Moder,
idet Islamisk Stats modus operandi så at sige er frugten af de seneste 40 års
væbnet kamp. Her taler vi den hellige krig mod Sovjetunionens besættelse
af Afghanistan fra 1979 til 1989, De Muslimske Grupper i Egypten og Front
Islamique du Salut (FIS) i Algeriets væbnede kamp i 1990’erne, al-Qaedas
deltagelse i den væbnede kamp i Bosnien og Tjetjenien såvel som diverse
terrorattentater fra Marokko til Bali, og fra Nairobi, Dar el-Salam, London,
Madrid og ikke at forglemme New York.
Gennem alle disse år er netværk, erfaring, knowhow, teknisk formåen,
rekruttering, finansiering, propaganda og kommunikation alt sammen
blevet bygget op og forfinet i en grad, så Islamisk Stat i dag har en hidtil
uset kampduelighed, udholdenhed og intern loyalitet. Faktisk ser vi med
IS en helt ny liga, eftersom organisationen kontrollerer territorier og søger
at administrere dem, samtidig med at man også har kapaciteten til at gennemføre større, koordinerede militære aktioner. IS er med andre ord en
hybrid mellem en milits og et militær.
Det skyldes, at officerer fra Saddam-regimet sidder med i ledelsen, og at
de gør brug af både deres militære kunnen og deres erfaringer med Baathpartiets styre og måde at opbygge et sikkerhedsapparat på, opretholde
loyalitet og undertrykke opposition.
Det er imidlertid også helt afgørende at holde sig for øje, at IS fungerer som
en mafia, og at det netop kan lade sig gøre på grund af de svage, korrupte
47
Konflikter i Møllemøsten
statsmagter og fraværet af lov og orden. Det har fra begyndelsen været
Ayman al-Zawahris strategi at sikre al-Qaedas uafhængighed af stater og
andre aktører, og den strategi menes IS også at forfølge. Organisationen
tjener sine penge på allehånde kriminel aktivitet, herunder ”dummebøder”
og afpresning, organ- og narkosalg, olie, kidnapning og menneskesmugling,
sidstnævnte senest også med stor succes i Libyen.
Foreløbig er det dog ikke lykkedes for IS at opnå en økonomisk uafhængighed, der gør organisationen i stand til at sikre befolkningerne i ”kalifatet”:
Hvad angår Mosuls 1,7 millioner indbyggere, er man helt afhængig af, at
den irakiske stat fortsat betaler de offentligt ansattes lønninger og giver
engangsbeløb til driften af hospitaler og skoler.
Alt i alt må man konkludere, at det set fra Mellemøsten er noget af en underdrivelse at betegne kampen mod IS som ”en krig mod terror”. IS lever af
et større antal politiske, økonomiske og demografiske kriser og konflikter i
regionen. De skal løses, og det kommer til at tage årtier.
Anvendt Litteratur
Denne artikel bygger på en lang række kilder. Særlig nytte har jeg haft af
Anthony H. Cordesman analyser på CSIS’ hjemmeside; monografien An
Economic Analysis of the Financial Records of al-Qa’ida in Iraq, som RAND
Cooperation offentliggjorde i 2010; Institute for The Study of War og deres
studier og rapporter på hjemmesiden www.understandingwar.org, artiklen
The Terror Strategist: Secret Files Reveal the Structure of Islamic State i Der
Spiegel (18. april, 2015) og reportager fra den tysk sponserede, irakiske hjemmeside al-Niqash. Dertil kommer interviews med politikere og forskere under
mine rejser i de arabiske lande gennem de seneste år, som har indgået i mine
artikler i Weekendavisen.
48
Af Rolf Holmboe
Islamisk Stat i Irak og Levanten (ISIS), eller Islamisk Stat som gruppen
kalder sig selv og som lokalt nedladende blot omtales som ”Daesh”, er på
rekordtid vokset frem som en dominerende kampkraft i både Irak og Syrien, med kontrol over et sammenhængende område omtrent på størrelse
med Storbritannien, en befolkning stort set svarende til Sveriges og med en
militær styrke, der i kvalitet ikke står tilbage for nogen anden part i Syrien
og Irak. Den Islamiske Stat rider på en fremgangsbølge båret af et reaktionært ideal om et utopisk Kalifat og en glorificerende dødskult, som sikrer
en ekspanderende opbakning uden moderne sidestykke lokalt, regionalt og
globalt styret af et yderst professionelt medie- og propagandaapparat. ISIS
fortsætter med at tiltrække tusindvis af ”foreign fighters”, og til at koordinere
dette har ISIS rent faktisk udnævnt en ”minister for fremmede krigere og
selvmordsbombere” ISIS udnytter effektivt regionale svagheder og har til
en vis grad formået at gøre sig selv til frontkæmper for det brede fattige og
marginaliserede flertal i regionen og til et samlingspunkt for sunniekstremisters kamp. Opbakningen bygger for nogle på idealisme, for andre på
frygt, men for de fleste på opportunisme.
Hvis det ikke var for den internationale koalition i Operation Inherent
Resolve er der ingen tvivl om, at Islamisk Stat ville stå betydeligt stærkere,
end det gør i dag. Det kan i høj grad tilskrives Koalitionen, at ISIS ikke kan
gennemføre væsentlige nye offensiver i hverken Irak eller Syrien, i hvert
fald ikke inden for Koalitionens operationsrum, at ISIS i dag har betydeligt
mere pressede finanser end tidligere og at stemningen og moralen i Islamisk
Stat kan være ved at vende.
Hvad er baggrunden for, at ISIS har kunnet etableret sig som en sådan
magtfaktor i konflikterne i Syrien og Irak og med sådan en regional og
global tiltrækningskraft på så kort tid?
En del af forklaringen har at gøre med den regionale situation og de kriser,
som Mellemøsten præges af i kølvandet på Det Arabiske Forår. Islamisk
Stat er et lynnedslag i en perfekt storm af nye kriser: Siden 2011 har regio49
nen været præget af en bred politisk krise, hvor den gamle politiske orden
er i opbrud og et regionalt magtvakuum opstået. En deraf følgende dyb
identitetskrise blandt regionens sunnigrupper er opstået, hvor eksisterende
politiske og religiøse ledere har tabt indflydelse, og hvor salafisme og radikalisme vokser frem som nye magtpoler. En regional sunni/shia-konflikt er
brudt ud i Syrien, Irak og Yemen, som er affødt af den regionale magtkamp
efter 2011, hvilken er den rene benzin på Islamisk Stats bål. Disse kriser har
sammenlagt gjort det muligt for ISIS at erobre et massivt fodfæste i Syrien
og Irak og har skabt den bredeste tiltrækningskraft i regionen, som nogen
ekstremistisk gruppe endnu har kunnet præstere.
En anden del af forklaringen er at hente i ISIS selv og i de ganske imponerende organiseringsevner, bevægelsen lægger for dagen – ikke mindst dens
evner til at handle med religion. Islamisk Stat undergår siden sommeren
2014 en konsolideringsproces uden sidestykke i Irak og Syrien og er en
hastigt fremvoksende militær og politisk enhed. Islamisk Stat har haft en
massiv tilgang af hele grupper (stammer og militser), der sværger troskab,
og af ”foreign fighters” udefra. Tilgangen vurderes stadig af lokale kilder at
ligge på ca. 1000 hver måned.
En forståelse af dynamikkerne bag det politiske og militære fænomen ISIS
og af Islamisk Stats evner som religionens købmænd er vigtig for en klarere
forståelse af, hvordan ISIS kan bekæmpes på de dobbelte parametre som
totalitær og krigsførende entitet og som ekstremistisk, virtuel idé.
ISIS er en magnet der tiltrækker radikaliserede unge og ekstremistiske grupper
Den Islamiske Stats magnetiske tiltrækningskraft på marginaliserede og
radikaliserede unge i regionen skal ikke undervurderes, og det fremmes
i høj grad netop af de kriseramte etablerede politiske og religiøse cirklers
voksende tab af grebet om disse unge. Stoltheden ved at være del af et Kalifat og følelsen af at tilhøre noget stort appellerer til mange, og i stort set
alle regionens lande findes der større eller mindre grupper, der har en eller
anden form for sympati med ISIS og dens formål og politik, og ikke mindst
dens mulighed for at udfordre de siddende eliter. Det er med til at gøre
ISIS til et mentalt omdrejningspunkt for radikaliserede over hele regionen.
50
Udfordringen for ISIS er at omsætte den passive opbakning til aktiv støtte.
Ifølge ét af de oprindelige dokumenter fra Islamisk Stat i Irak i 2007 bygger
ISIS’s strategi på tre elementer: nikayah (terror/ødelæggelse), tawwahush
(ekstrem brutalitet) og tamkin (etablering af kalifatet). ISIS ved, at uretfærdighed og utilfredshed er kernen i opbakningen, og ISIS’s strategi i forhold
til Libanon, Jordan og Egypten har været at provokere myndighederne til
at slå ned på ISIS-støttegrupper for at øge utilfredsheden, fornemmelsen
af at være forfulgt og behovet for at mobilisere sig og søge støtte ved ISIS.
Islamisk Stats mordbrand-drab på den jordanske pilot Kassasbeh i februar
2015 var iscenesat til at skabe reaktioner mod ISIS-sympatisører blandt
fattige og marginaliserede jordanere og derigennem som konsekvens at
mobilisere dem til stærkere opbakning til ISIS. I marts 2015 blev et større
våbenlager konfiskeret i Jordan efter troværdige oplysninger fremkom
om, at ISIS planlagde terrorangreb i landet. Det var samme strategi, ISIS
forfulgte i det spektakulære angreb på Arsal i Libanon i august 2014, hvor
op mod 30 soldater og politifolk blev kidnappet: et forsøg på at vise styrke
for at galvanisere støtten blandt fattige og marginaliserede libanesere. Islamisk Stat i Libyens henrettelse af 21 kristne egyptere i februar 2015 var på
samme måde iscenesat til at få det egyptiske regime til at reagere og derved
i ISIS’ optik delegitimere det som forsvarer af kristne og vestlige interesser.
Effekten af Islamisk Stats nedslag i de politiske kriser er også, at flere og
flere allerede eksisterende ekstremistiske grupper i regionen graviterer mod
ISIS, som på den måde langsomt er ved at gøre sig selv til moderskibet for
andre sunni-ekstremistiske grupper. Disse gruppers ”indmeldelse” betyder
dog ikke umiddelbart, at ISIS som sådan har kontrol over grupperne og
kan indsætte dem i en samlet kamp; snarere fortsætter disse grupper blot
med deres allerede igangværende kamp under et andet navn. Det vil være
en udfordring at organisere, træne og finansiere disse grupper, før de kan
bruges til koordineret aktion.
ISIS har som erklæret politik at sprede Kalifatet ind i både Libanon og
Jordan. Allerede i juli 2014 udnævnte ISIS en ”emir” (militær leder) i Libanon og i august invaderede ISIS sammen med Jabhat al-Nusra byen Arsal
i Beqa’a-dalen i Libanon med hundredevis af krigere. ISIS har siden været
talstærkt til stede i grænseområdet Qalamoun mellem Libanon og Syrien.
I juni 2014 bombede jordansk luftvåben en ISIS-konvoj på vej ind i Jordan,
men allerede siden april 2014 havde jordanske sikkerhedsstyrker bekæmpet
ISIS-grupper i Irak, der var for tæt på den jordanske grænse. Mindst 2000
salafister fra Jordan kæmper for ISIS i Syrien, og i juli 2014 arresterede jor51
danske sikkerhedsstyrker hundredevis af ISIS-medlemmer i Jordans mest
radikaliserede by, Maan, hvilket førte til relativt udbredte uroligheder. Siden
da vurderer lokale kilder, at opbakningen til ISIS i Jordan er stigende. ISIS
udgør også en væsentlig udfordring i Libyen, hvor ekstremistiske grupper
omkring byen Derna i oktober 2014 erklærede troskab til ISIS som Islamisk
Stat i Libyen (ISIL). Andre grupper har sluttet sig til ISIS, herunder Jund
alKhalifa i Algeriet siden september 2014, Ansar Beit alMaqdes i Sinai siden
november 2014, grupper i Afghanistan og Pakistan siden januar 2014 og
Boko Haram i Nigeria i marts 2015. ISIS er gennem sine nye ”satellitter” nu
militant til stede i mindst 12 lande, men andre steder rapporteres der om
ISIS ”soveceller”, som selvstændigt eller med støtte fra hjemvendte ”foreign
fighters” er ved at organisere sig og rekruttere, som fx i Yemen og Egypten.
På den ene side udnytter ISIS effektivt svage punkter i regionen til at skabe
nye vækstpoler og rammer en nerve i kriserne efter autokraternes genkomst
i kølvandet på Det Arabiske Forår. Det kan bestemt ikke udelukkes, at ekstremistiske ISIS-grupper med organisering, finansiering og træning kan
komme til at udgøre en noget større koordineret og regional udfordring,
end er tilfældet nu. På den anden side er Islamisk Stats strategi med at erklære stort set alle andre lande og bevægelser i regionen krig selvmorderisk
(over 60 lande er nu formelt i krig mod ISIS). Fremvæksten af et ”metodefællesskab” under Islamisk Stats identitet med andre sunni-ekstremistiske
grupper, såsom fx den stadig større brug af Islamisk Stat-flaget som symbol
for sunni-mobilisering og Islamisk Stat i Libyens og Boko Harams kopiering af ISIS’s iscenesatte hovedafskæringer med ofrene i de kendte orange
fangedragter, skaber kun indtrykket af et succesrigt og ekspanderende
islamisk kalifat. Den operationelle værdi kan være ret begrænset, og det
virker mest som endnu et eksempel på Islamisk Stats selvudslettende evne
til overspredning. Samtidig støder Islamisk Stats ekstremisme endnu flere
fra ideen om kalifatet og salafismen og fra ekstremisme som strategi, end
det tiltrækker. Det er derfor også en mulighed, at den rigide radikalisme
og iscenesatte ekstremisme på sigt kan blive kimen til at underminere både
ISIS og salafisme som politisk strategi, om end den udvikling nok vil kræve
fremkomsten af reelle, mere moderate politiske alternativer for regionens
sunnigrupper.
52
ISIS rammer ”den perfekte storm” i Mellemøsten
Hvad er det, der gjort det muligt for en så radikaliseret bevægelse som ISIS
at gøre sig selv til et nyt omdrejningspunkt over hele regionen for modstand
mod de siddende autokratiske regimer i Mellemøsten?
Det Arabiske Forår er på alle måder et paradigmeskifte for politik i Mellemøsten, som stadig påvirker den politiske magtbalance over hele regionen og
ikke mindst har ført til omvæltninger i Tunesien, Egypten, Libyen, Yemen
og Syrien og til den senere fremvækst af en regional sunni/shia-konflikt.
Omvæltningerne, som startede med Det Arabiske Forår, er i virkeligheden
kun lige begyndt, og selv om det kan se ud som at autokratiske modrevolutioner i Syrien og Egypten har stækket processen, er det et nyt grundvilkår, at balancen mellem stat og samfund har ændret sig radikalt med flere
politisk-relevante aktører uden for statens kontrol, der vil interagere på
tværs af grænser og blive inspireret globalt. I kølvandet på revolutionerne
blev autokraternes legitimitet udvisket og det naturlige politiske alternativ
omkring Det Muslimske Broderskab led et nederlag til autokraternes modrevolutioner. Som konsekvens heraf er særligt sunnigrupperne i regionen
kastet ud i en dyb lederskabs- og identitetskrise, fordi det særligt er sunnidominerede lande, der har været påvirket af Det Arabiske Forår. De kendte
politiske holdepunkter er væk eller desavoueret, minoriteter og sekulære
grupper på tværs af regionen tenderer mod at støtte autokrater fremfor en
islamistisk oppositions dominans i en demokratisk udvikling, de ikke kan
overskue. Genskabte autokrater gør sig effektivt til den naturlige forsvarer
for middelklassen og minoriteterne, ikke mindst kristne, og bruger sekularisme og skin-demokratiske processer til at give lige det skær af legitimitet,
der skal til for at være internationalt spiselig. Budskabet er klart til de brede
grupper i regionen, der i 2011 trådte frem med krav om reform og politisk
inklusion, og som siden kun har set tilbageslag: Skindemokrati og sekularisme er autokraternes virkemidler og politisk indflydelse og regimeskift skal
søges med andre midler. Troen på demokrati som strategi til at få del i den
politiske magt er eroderet og grunden blev yderligere gødet for salafisme
og radikalisering som alternative strategier.
Udviklingen i kølvandet på 2011-revolutionerne var karakteriseret af to
træk: Det Muslimske Broderskab tilsynekomst på den politiske scene som
den dominerende politiske repræsentant for fattige og marginaliserede
befolkningsgrupper og de salafistiske gruppers transformation fra passiv
samfundskraft til aktiv politisk kraft. De muslimske brødre har længe været
53
den egentlige opposition til de siddende autokratiske styrer i Mellemøsten.
Hamas’ valgsejr ved parlamentsvalget i Palæstina i 2006 var en indikation,
men de muslimske brødres største opsving kom i kølvandet på Det Arabiske Forår, hvor den tunesiske pendant Ennahdah vandt valget i 2011 og
broderskabet vandt næsten halvdelen af det egyptiske parlaments sæder
samme år og præsidentvalget året efter. Samtidig styrkede de muslimske
brødre også deres position i andre lande, ikke mindst i Syrien og i Jordan.
2011 blev også året, hvor de salafistiske bevægelser debuterede på den politiske scene med Nour-partiet i Egypten, Reformfront-partiet i Tunesien
og salafist-politikeres opstilling under andre politiske partier i Marokko.
Mohamed Mursi-regeringens regeringskrise og general Sisis kup mod præsident Mursi i 2013 stækkede effektivt Broderskabets politiske muligheder
over hele regionen, præcis på samme måde som efter den palæstinensiske
pendant Hamas’ valgsejr i 2006. Autokraternes modoffensiver havde virket,
og skræmmebilledet fra Gaza, Syrien og Egypten lagde en foreløbig dæmper
på iveren efter regimeskift. De muslimske brødre oplevede et tilbageslag
over hele regionen, hvilket efterlod et magtvakuum. Nogle spurgte sig selv,
om de muslimske brødre overhovedet kunne eller skulle regere, mens andre
stillede sig spørgsmålet, om de muslimske brødre - inden for rammerne
af autokratiernes demokratiske processer - overhovedet kunne få lov til at
regere. Med de muslimske brødre stækket som det mere moderate alternativ
til autokraterne, fremstår salafisterne i dag for alt for mange som det eneste
farbare alternativ. Salafisme er ikke nødvendigvis lig med radikalisering,
men som én regional observatør bemærker, er det kun ét skridt derfra.
ISIS bruger de sekteriske konflikter som benzin på sit bål
Regionen er siden Det Arabiske Forår blevet underkastet en regional sunni/
shiakonflikt, som raser i Irak, Syrien og Yemen, og som hele tiden lurer
under overfladen i Libanon, og det er den anden væsentlige faktor, der har
gjort Islamisk Stats imponerende fremvækst mulig. Sunni/shiakonflikten
er ikke mindst affødt af det regionale magtvakuum efter 2011 og bygger i
høj grad på sekterificeringen af de tre konflikter. Nur al-Malikis repressive
shiastyre i Baghdad og Assad-regimets overgreb mod sunnitter i Syrienkrigen var de udløsende faktorer, ikke mindst fordi det har trukket den
iranske Revolutionsgarde og en række shiitiske militser ind i konflikterne.
Det har i væsentlig grad styrket opfattelsen i regionens sunni-grupper af
uretfærdighed og undertrykkelse, som ISIS i høj grad bruger i sin rekruttering af både militser, stammer og fremmede krigere.
54
Da revolutionen mod Assad-regimet startede i marts 2011 dannede Assad
de såkaldte ”Shabiha”-militser, hvis primære formål var at begå overgreb
på sunnitter. Brutaliteten var hverken tilfældig eller udtryk for ukontrolleret dyriskhed: Sekterificeringen af krigen var helt afgørende for at sikre
sammenholdet på regimesiden. Han fik behændigt drejet en bred syrisk opstand rettet mod et undertrykkende styre til et sunnioprør mod et alawitisk
(shiitisk) regime og sikrede sig derved opbakning blandt de alawitiske og
kristne mindretal i Syrien. De daglige massakrer og uhyrlige overgreb som
regimestyrker, sikkerhedstjenester og særligt Shabihamilitserne begik, havde
det dobbelte formål at cementere sunnihadet mod regimegrupperne, og derved sikre det interne regimesammenhold, men også at implicere soldater i
overgreb, der vil gøre det umuligt for dem at hoppe af eller at forlade regimet.
Strategien lykkedes over al forventning; sunni-dominerede oprørsgrupper
reagerede med hævnangreb mod alawitiske og kristne soldater, og siden
2013 har krigen derfor effektivt været sekterisk.
De shiitiske regimers ”dem og os”-sekterificering af konflikterne i Syrien og
Irak og Irans og shiitiske militsers militære interventioner i Syrien og Irak
var en gave fra himlen til ISIS. Det sekteriske element har gjort det muligt
for dem at fremstille sig selv som forsvarere mod shiitiske styrers overgreb
på sunnitter. Det er af samme årsag helt afgørende for ISIS at holde de
sekteriske konflikter i live, og Islamisk Stats væsentligste strategi har siden
været at øge sekteriske overgreb mod andre grupper, ikke mindst shiitter/
alawitter og deres kristne støtter.
Det simple faktum er, at ISIS vil få stadig større opbakning, så længe kampen
ses som værende rettet mod det syriske regime og mod en shiitisk-domineret
irakisk hær og shiitiske militser. Hvis kampen er mod Assad i Syrien er valget
klart: mange sunnitter er rede til at støtte hvem som helst, der bekæmper det
større onde. Det er derfor svært at se, at ISIS kan bekæmpes, så længe Assad
stadig sidder ved magten i Damaskus, og så længe Irak ledes af et shiitiskdomineret styre i Baghdad. Det er også svært at se det syriske regime som en
alliancepartner i kampen mod ISIS; tværtimod kan det kun gøre situationen
værre. Det syriske regime har gjort forbløffende lidt for at bekæmpe ISIS,
og det har en konkret årsag. Det syriske regime har fra begyndelsen gødet
jorden for Jabhet al-Nusrah og ISIS med det formål at skabe et uhyre værre
end sig selv. Regimet løslod i november 2011 et stort antal ekstremister, der
var instrumentelle i skabelsen af ekstremistiske grupper, der nu i stort tal
er sivet over i ISIS. Regimet har købt for milliarder af dollars olie og gas fra
55
Jabhat al-Nusrah og ISIS, efter deres erobring af oliefelterne i øst, hvilket i
væsentlig grad har finansieret Islamisk Stats vækst. Regimets militære indsats
er fortsat langt overvejende rettet mod de moderate oprørere, ikke mod ISIS.
En undersøgelse ved Jane’s Defence for 2014 viste, at kun 6 % af regimets
angreb var rettet mod ISIS. Regimet søger åbenlyst at undgå at angribe ISIS,
men har aldrig tabt en chance for at angribe de moderate oprørere i ryggen,
når de engagerede sig mod ISIS. For det syriske regime vil ønskesituationen
være den, at de moderate oprørere forsvinder fra slagmarken og kun ISIS
og regimet selv står tilbage. I regimets egen optik vil Assad og hans regime
derved være reddet i internationale øjne – som det mindste af to onder.
ISIS henter sit brænde i den sekteriske konflikt, og det er den brede opfattelse af ISIS som Assads værste modstander, der er kernen i den massive
tilstrømning af ”foreign fighters” til gruppen. Så længe Assad stadig sidder
på magten i Damaskus og styret i Baghdad ikke er reelt inklusivt, vil ISIS
kunne trække den nødvendige støtte fra sunnigrupperne. Hvis Assad forsvinder ud af billedet og en politisk løsning på Syrien-krigen derved bliver
mulig, og hvis styret i Baghdad udstrækkes til en reel magtdeling med sunnigrupperne, kan ISIS finde brændebunken tom.
ISIS har opbygget en imponerende militær og civil administration
Et væsentligt element i ISIS’ magtopbyggelse er evnen til organisering og
mobilisering. Bevægelsen bygger sin strategi på to ben (som i øvrigt også er
ISIS’ motto): baqiyah (fastholdelse) og tatamaddad (udbygning) og har som
følge heraf to identiteter: statsdannelse i Kalifatet og opbyggelse af en hær/
terrorbevægelse i regionen. ISIS har haft en hidtil uset ekspansion i 2014,
men i lyset af den nuværende brede internationale og regionale kamp mod
ISIS, er det svært at se, hvordan Islamisk Stat kan fortsætte ekspansionen
eller få succes med at prioritere begge strategiben på samme tid. Det siges,
at ISIS er verdens bedst finansierede terrorbevægelse, men at Kalifatet er
én af verdens dårligst finansierede stater. ISIS er ikke startet med udgangspunkt i en etableret stat og dens bæredygtighed er derfor afhængig af fortsat
ekspansion og adgangen til flere og flere nye ressourcer. Strategiens første
ben – konsolidering som statsdannelse – kan vise sig svær uden ekspansiv
adgang til nye ressourcer, og det andet ben – ekspansion – kan vise sig at
være overspredning og derved skabe en kritisk svaghed. Manglende strategisk succes på disse ben kan derfor meget vel være en kim til Islamisk
Stats undergang.
56
ISIS fremstår som en velledet, højt motiveret, veludrustet og yderst kapabel
militær styrke. Islamisk Stats kampeffektivitet står i skærende kontrast til
både det syriske regime og de moderate oprørere, der er kamptrætte og ikke
har vist nogen evne til at modstå ISIS, og til den irakiske hær, der led et
decideret sammenbrud i foråret 2014. Fokus for Islamisk Stats offensiver har
været at konsolidere de besatte områder, fortsætte sin ekspansion og opnå
stadig mere kontrol med vital infrastruktur, såsom olie/gas og vand. ISIS har
evnet at føre offensiver på flere fronter på én gang og flytter ubesværet fokus
hen, hvor modstanden er mindst og mulighederne størst. Islamisk Stat har
næsten udryddet det syriske regimes militære tilstedeværelse i det østlige
Syrien, og baser, som moderate oprørere har belejret i årevis, faldt på få dage.
Islamisk Stats statsdannelse i kalifatet hører til blandt de mest stabile, sikre
og velfungerende dele af Syrien. Styret er bygget op om ”civile” administrationsmyndigheder, men ”bestyrelserne” er shari’a-råd, som opererer
både på centralt niveau og decentralt for hver wilayah (provins) og som er
de reelle beslutningsmyndigheder. Islamisk Stat har etableret kontrol over
dæmningerne på Eufrat-floden med dets livsvigtige kontrol over overrisling og drikkevand, kontrollerer en stor del af Syriens mest frugtbare
landsbrugsland ned til Eufrat og sikrede sig over sommeren 2014 kontrol
over centrale oliefelter i Irak og Syrien. Et godt eksempel på udrulningen
af den nye administration er, at Islamisk Stat siden juli 2014 er begyndt at
udstede sine egne pas og ID-kort og at opkræve skatter for at understrege
befolkningens tilhørsforhold til Kalifatet.
Islamisk Stats evne til at skabe sikkerhed for borgere, sikre transparente
og ikke-korrupte funktionsvilkår for det økonomiske liv samt opbygge
helt basale serviceydelser såsom subventionerede priser og priskontrol på
centrale fornødenheder for civilbefolkningen, elektricitetsforsyning og adgang til billig diesel samt fungerende infrastruktur, sundhed og skolegang,
står i skærende kontrast til det syriske regimes korruption og repression
samt til oprørernes kaotiske forhold. Det har givet ISIS en ganske markant
opbakning blandt civilbefolkningen i Kalifatet, som vælger at se den anden
vej, hvad angår repression og overgreb.
Kalifatet har indbyggede svagheder
Syrien er på mange måder Islamisk Stats svageste led, og dens interne sammenhængskraft og greb om magten i Syrien er langsomt ved at komme
57
under udfordring i takt med de internationale angreb på ISIS’ militære
kapacitet og offensive operationer samt på dens finansieringskanaler og
kontrolmekanismer. Sent i 2014 opstod modstandsbevægelser inden for
Kalifatet, der udøver civil modstand og gennemfører mindre guerilla-angreb
på ISIS-punkter. Hvis Islamisk Stats greb om magten udfordres endnu mere,
kan det meget vel føre til frafald, og så kan ISIS i Syrien primært komme
til at bestå af ikke-syrere, som i forvejen er upopulære og som slet ikke har
den samme lokale forankring som fx Taleban i Afghanistan.
Den første tids erfaringer viser, at ISIS har mulighed for at konsolidere sig,
så længe det prioriteres finansielt og så længe Islamisk Stat har positivt momentum. Men ISIS har ikke midler til at antage en stats fulde funktioner og
konsolidere sig på længere sigt, så længe faldende indtægter prioriteres til
den stadigt dyrere militære kamp og videre ekspansion. Men udviklingen
viser også, at opbakningen nemt kan vende, hvis ISIS ikke kan levere eller
hvis momentum går dem imod - en proces, som nederlaget ved Kobane
kan have sat i gang. Stemningen indenfor ISIS’ rækker er markant sunket
og spændet mellem de fremmede og lokale vokser, og det understreger de
strukturelle svagheder.
ISIS består af flere lag med forskellig tiltrækningskraft, og netop det er én
af gruppens nøglesvagheder. Inderst er der en primært irakisk styrende
kerne. Det næste lag er fanatikerne, ideologisk-optændte primært fremmede
krigere, der er eliten i de væbnede styrker. Det tredje lag er de allierede stammer, grupper og militser i både Irak og Syrien, der er gået med ISIS, fordi de
deler samme interesse i at bekæmpe regimerne i Baghdad eller Damaskus
for, hvad de opfatter som shiaundertrykkelse. Andre parter søger mod ISIS,
fordi de kan opnå flere resultater eller simpelthen får bedre løn og bedre
forhold ved et samarbejde med ISIS. Endelig er der medløberne i det fjerde
lag, der går med Islamisk Stat af frygt eller pragmatisme, fordi det altid er
sikrest at spille sammen med den dominerende magt i nabolaget. De to
yderste lag er langt de største, og det karakteristiske er, at tilhørskraften til
ISIS bliver svagere længere ud i lagene.
Hvis Islamisk Stats fremmarch standses – fysisk som psykologisk - eller
dens evne til at dominere det besatte territorium svinder, kan opbakningen
i de yderste lag svinde hurtigt. Stammer og militser kan falde fra, desertion
kan øges – en tendens, der efter Kobane-nederlaget allerede kan være sat
i gang. Hvis Islamisk Stats indtægter svinder som følge af angrebene på
deres indtægtskilder, som for eksempel olieindtægterne, kan det begrænse
58
deres evne til administrativt at holde sammen på de besatte områder. Hvis
yderlagene falder fra, vil ISIS i Syrien fremstå som en fremmed besættelsesmagt med irakere og ”foreign fighters”, der i forvejen er upopulære,
fordi de allerede nu er ved at installere sig som den nye ”overklasse”, der
bor i privilegerede ”safe zones” og som ikke har nogen stærk opbakning
fra lokalbefolkningen. ”Foreign fighters” kører rundt i ”shariabiler” med
høj fart og frekventerer dyre restauranter, som lokalbefolkningen ikke
har råd til at besøge, og deres adfærd skaber utilfredshed og en følelse
af ”dem” og ”os”. ISIS vil blive tvunget til at satse mere på repression end
på tiltrækning, og det vil underminere Islamisk Stats kampevne og sammenhængskraft.
Islamisk Stats magtstrategi bygger på kombinationen af populisme
og terror
Kalifat-dannelsen bygger på en kombination af frygt og populistisk tiltrækning. Islamisk Stat arbejder ihærdigt på at opbygge et godt forhold
til befolkningen og investerer massivt i at kunne tilvejebringehelt basale
serviceydelser, som civilbefolkningen efterspørger. ISIS sætter også ind i
”Hearts and Minds”-operationer med gratis uddeling af fx brød, benzin og
gas, og udgiver ”feel good”-Youtube-videoer af ISIS-krigere, der leger med
kattekillinger. ISIS anlægger en ny politik overfor stammerne, som søges
mere inddraget i administrationen af Kalifatet, men samtidig favoriserer
ISIS nogle stammer i en del og hersk-strategi for at få dem til at stå for
kontrollen af de andre: Macchiavellis lære er ikke helt gået tabt.
Hvis tiltrækningen ikke virker, er ISIS’ stærkeste våben en håndfast kommunikation af konsekvenserne af ikke at være med dem. I stadig stigende
grad er Islamisk Stat nødt til at gribe til hårde sanktioner mod de, der
ønsker at melde sig ud af fællesskabet: siden Kobane-nederlaget i februar
2015 er desertører blevet henrettet i betragteligt større antal end tidligere.
Den spektakulære voldelighed er langt fra tilfældig: den har et meget klart
image-formål og skal skabe respekt og frygt. Den massive internationale
medieomtale af britiske ”Jihadi John”, der skærer hovederne af kidnappede
journalister, er et godt eksempel på den afstumpede volds medieeffekt.
Youtube-videoer af krigsfanger, der henrettes på stedet, offentlige korsfæstelser af forrædere og ekstrem sharia-justits med offentlige håndafskæringer, steninger, udsmidning fra høje huse og halshugninger afskrækker
mange fra at gå imod ISIS. Effekten kan mest tydeligt ses på den irakiske
59
hærs sammenbrud i foråret 2014 foran de fremrykkende ISIS-krigere og
endvidere på de lokale syriske og irakiske gruppers underkastelse under
Kalifatet i sommeren 2014.
Men det er samtidig én af Islamisk Stats svagheder: frygt skaber kun en
overfladisk og opportunistisk opbakning. Der er en stor diskussion i Islamisk Stat om balancen mellem frygt og tiltrækning; om balancen mellem
den spektakulære hensynsløshed over for modstandere og den benhårde
håndhævelse af de salafistiske regler i forhold til positivt engagement med de
nye befolkninger i Kalifatet. Høge (typisk fremmede krigere fra Centralasien
og MENA-regionen) argumenterer for, at frygt-politikken virker; fjender
smelter væk foran fremrykkende ISIS-kolonner og ingen tør udfordre dem
i de besatte områder. Duer (typisk syrere og nogle af de fremmede krigere
fra Europa) argumenterer for nødvendigheden af at vinde befolkningens
opbakning, samt at forholdet til stammerne i både Syrien og Irak kan blive
udfordret, hvis repressionen bliver for hensynsløs og hård. Kalifatet kan
ikke administreres uden en vis grad af opbakning fra de lokale stammer
og grupperinger, og ISIS har lært af sine erfaringer med stammerne og
deres loyalitet. Da ISIS blev presset af de moderate oprørere i Aleppo og
Idlib i januar 2014, skiftede de lokale stammer og grupper side med det
samme. I juli 2014 forsøgte én af Syriens største stammer i Deir azZor,
asSheitat-stammen, at hoppe af fra ISIS; resultatet var en brutal straffeaktion fra Islamisk Stats side med mange hundrede dræbte og kidnappede
stammefolk. Udfordringen for ISIS er at undgå, at det sker igen og at sikre
de lokale gruppers aktive medvirken til at få Kalifatet til at fungere. Dette
er én af årsagerne til, at ISIS-duer ønsker en blødere kurs, der signalerer
partnerskab med lokalbefolkningen mere end dominans og frygt. Nødvendigheden af magt og indflydelse i de lokale strukturer er også årsagen til, at
unge kvinder i stort tal bringes ned til Syrien fra bl.a. Europa med henblik
på at gifte sig med fremmede krigere, for at de kan stifte familie og slå sig
ned i lokalområderne som en ny elite.
ISIS er transformationens mester og kan gøre det igen
Islamisk Stats styrker er som for de fleste totalitære bevægelser i opgangsfasen, hvor alt er rosenrødt og bevæger sig fremad. Den primære styrke er
psykologisk: troen på sig selv og modstandernes og tilhængernes blanding
af frygt og respekt. Men spørgsmålet er, hvor opbakningen går hen, når
repressionen bliver for hård, eller det begynder at gå militært tilbage for
60
ISIS, som er omringet af modstandere (kurderne, Iran, Saudiarabien, Jordan,
Tyrkiet og oprørerne i Syrien).
Med den internationale koalition i Operation Inherent Resolve og med mobiliseringen af forskellige militser imod ISIS kan Islamisk Stat blive presset,
måske endda nok til et sammenbrud af det fysiske kalifat. Men ISIS har
formået at transformere sig selv fra terrorbevægelse til en farlig totalitær
ideologi, til slagkraftig militær styrke og til en statslignende struktur med
over 8 mio. indbyggere. ISIS vil formå at transformere sig selv igen, hvis
presset på Kalifatet bliver for stort, og verden kan komme til at stå over for
en ny, massiv terrortrussel, hvis lige vi måske slet ikke har set endnu. ISIS
må derfor skulle besejres både militært og finansielt top-down og ideologisk
bottom-up: radikalisme og ISIS må skulle delegitimeres i sunnikredse som
idé, og ekstremismen må skulle delegitimeres som strategi.
Kampen mod ISIS som magtfaktor i regionen skal derfor føres på flere planer. Islamisk Stats fremgang skal inddæmmes militært gennem Koalitionens
indsats i kombination med en landmilitær indsats, og sammenhængskraften
i ISIS skal svækkes, så Kalifatets bæredygtighed svinder, og de ”lunkne støtter” i de yderste lag får mulighed for at melde sig ud på en beskyttet måde.
Derudover skal adgangen til indtægter hæmmes og tilgangen af ”foreign
fighters” standses.
Men fænomenet kan ikke alene bekæmpes udefra eller af militser fra andre
sekteriske grupper. ISIS er et udtryk for den dybe lederskabs- og identitetskrise i blandt regionens dominerende sunni-flertal, og det er herfra,
at de reelle løsninger må komme. Det vil være helt afgørende, at det er
sunni-moderate, der opbygger moderate alternativer til opbakningen bag
ISIS i kampen mod de syriske og irakiske regimers undertrykkelse. Det
vil være helt afgørende, at det er unge sunnimoderate, der sættes i stand
til at starte kampen med at nedbryde Islamisk Stats ”virtuelle kalifat”, der
i øjeblikket udøver en så stærk tiltrækning på marginaliserede sunniunge
over hele verden.
Den egentlige løsning på problemet ISIS kommer dog ikke, før de regionale
sunni/shiakonflikter er løst. Den største enkeltfaktor i bekæmpelsen af ISIS
er uden sammenligning en løsning på Syrien-krigen, hvor Assad forsvinder
og politiske forhandlinger igen begynder den langsomme proces med at
bygge broer mellem sunni- og shiagrupperne i regionen.
61
Sektion 2:
KONFLIKTENS PARTER
Jihadhybriden: Fra hellig oprørskamp til toneangivende al-Qaedafilial
David Vestenskov
Kalifatet: På vej mod en totalitær stat? - Om stat, organisation og
forsvarskapacitet i Islamisk Stat
Operation: “Inherent Resolve” – The Counter-ISIL Coalition
Lars Cramer Larsen
62
Jihadhybriden: Fra hellig oprørskamp til toneangivende
al-Qaeda-filial
Af David Vestenskov
Islamistisk terrorvirksomhed blev for alvor et sikkerhedspolitisk omdrejningspunkt med al-Qaedas angreb i New York 11. september 2001. Angrebet
sprængte på dette tidspunkt opfattelsen af, hvad der ansås muligt at udføre
for en ikke-statslig organisation som al-Qaeda. Denne opfattelse udfordres
nu endnu engang med fremkosten af bevægelsen og organisationen, der
kalder sig selv Islamisk Stat, men som her vil blive omtalt ISIS.
Da blot 5000 soldater fra den ekstremistiske bevægelse- Islamic State in Iraq
and ash-Sham* (ISIS) indtog Iraks næststørste by Mosul i juni 2014, befandt
det internationale samfund sig i en rolle som chokeret og magtesløs tilskuer.
De fem irakiske divisioner (op mod 30.000 mand), der var stationeret i og
omkring byen, blev enten opløst eller drevet på flugt trods overlegenhed
i forhold til materiel og antal. Den symbolske effekt ved den territorielle
gevinst var enorm og en række sikkerhedspolitiske problemstillinger blev
med ét sat i et nyt perspektiv. Den efterfølgende selvudråbte kalifatdannelse
fra bevægelsens side understregede blot, at rammerne for internationale
terrorbevægelser endnu engang var blevet sprængt. Det var ikke længere
en kamp mod forskellige netværk, der opererede i skyggerne. ISIS havde
statsambitioner og i modsætning til al-Qaeda blev etableringen af en stat
ikke anset som præmatur, men snarere som et selvforstærkende tiltag, der
både lokalt, regionalt og globalt ville gavne bevægelsen.
Forud for erobringen af Mosul var gået en magtkamp mellem ISIS og alQaedas ledelse om bl.a. andet det statslige spørgsmål. Sidstnævnte anså i
store træk ISIS som en slags filial på linje med andre bevægelser i al-Qaeda
paraplyen,† hvor ordrer fra ledelsen blev efterlevet. Magtkampen mellem
al-Qaedas leder Ayman al-Zawahiri og ISIS-lederen Abu Bakr al-Baghdadi
(*) Den arabiske betegnelse for den del af Syrien som bevægelsen betegner som dens
operationsområde
(†) Eksempelvis al-Qaeda on the Arab Peninsula (AQAP) i Yemen, Jabhat al-Nusra i
Syrien og al-Qaeda in the Islamic Maghreb (AQIM) i Algeriet.
63
Jihadhybriden: Fra hellig oprørskamp til toneangivende al-Qaeda-filial
kulminerede i februar 2014, da førstnævnte ekskluderede ISIS fra moderbevægelsen efter gentagne forgæves forsøg på at få den daværende Islamisk
Stat i Irak (ISI) til at efterleve de strategiske direktiver fra al-Qaeda-ledelsen,
der både i forhold til statsdannelsen og operative metoder ved flere lejligheder havde søgt at få ISI til at rette ind. Dråben, der fik bægeret til at flyde
over, var al-Baghdadis officielle udmelding af sammensmeltningen af den
islamistiske terrorgruppering Jabhat al-Nusra og ISI til en samlet bevægelse
under navnet ISIS. Abu Mohammed al-Julani, der oprindeligt var blevet
sendt til Syrien af al-Baghdadi for at oprette al-Nusra og nu ledte bevægelsen, afviste sin tidligere leders udmelding og fastholdte tilknytningen til
al-Qaeda-ledelsen under al-Zawahiri. At der kun skulle gå fire måneder fra
bruddet til et selvudråbt kalifat indikerede, at al-Qaeda ikke længere var
den største terrortrussel, men derimod var den blevet overhalet af filialen.
Den historiske baggrund, der ledte frem til ISIs og efterfølgeren ISIS’s
anvendelse af jihadbegrebet, vil i de følgende afsnit blive analyseret og
sammenfattet med henblik på at kortlægge bevægelsens ideologiske oprindelse. I denne historiske kontekst har den sikkerhedspolitiske udvikling
i Afghanistan gennem de seneste fire årtier haft en enorm indvirkning på
udviklingen af jihad som en militaristisk praksis, hvilket indledningsvis
lagde kimen til dannelsen af al-Qaeda, og som i dag udgør den primære
kilde til legitimitet som ISIS anvender til at retfærdiggøre dens handlinger.
Defensiv vs. offensiv jihad i Afghanistan
I forhold til jihad og udviklingen af forståelsen og anvendelsen af begrebet i en militaristisk kontekst er den sovjetiske intervention fra 1979-89 i
Afghanistan et knudepunkt. Det skal dog indledningsvis påpeges, at selve
ordet jihad i sig selv ikke betyder hellig krig, men derimod ”at anstrenge
sig”. Det er af nogle islamistiske grupperinger blevet fortolket og anvendt
i en sådan kontekst, og særligt i forbindelse med den afghanske antikommunistiske oprørskamp begyndte begrebet for alvor at blive anvendt i den
militaristiske kontekst. Oprørskampen, mod hvad der blev betegnet som
en ateistisk supermagt, blev drevet af såkaldte hellige krigere (mujahedinere), og omdrejningspunktet var en militaristisk konceptualisering af
jihadbegrebet. Der var selvfølgelig en række forskellige kræfter, der drev
denne udvikling, men i forhold til al-Qaeda er det væsentligt at fremhæve
64
Abdullah Azzam*, der var Osama Bin Ladens intellektuelle mentor. Frem
til Azzams død i 1989 arbejdede makkerparret intensivt på rekruttering af
udenlandske soldater – de såkaldte foreign fighters, hvilket vil sige soldater
fra andre nationer (primært arabiske) end den krigsramte – i dette tilfælde
Afghanistan.1 Azzam publicerede i 1984 et manifest, der eksplicit pålagde
alle muslimer at tage aktivt del i den militaristiske jihad. Han inddelte
jihad i en henholdsvis defensiv og offensiv kategori, hvortil Afghanistan
tilhørte den førstnævnte i kraft af den sovjetiske intervention. Tyngden i
manifestet lægges på den defensive jihad, og det kan også argumenteres,
at de idealistiske grundsten til Talebanregimets vej til magten og senere
magtforvaltning er lagt her. Et interessant spørgsmål, der bliver rejst er,
hvorvidt der kan indgås alliancer med ”dårlige” muslimer, hvilket omfatter
alle, som ikke praktiserer islam i den meget fundamentalistisk og konservative fortolkning af koranen, der betegnes wahabisme,† som Azzam og
Bin Laden var fortalere for. Da hensynet til hovedfjenden vægtes højest,
kan sådanne alliancer godt indgås, da hovedfjenden er de ikke-muslimske
stater – særligt Vesten, Israel og Sovjetunionen. På trods af dette legitimeres
midlertidige samarbejdsaftaler med ikke-muslimske stater som eksempelvis
USA i Afghanistan eller Sovjetunionen i Palæstina, hvis det tjener et formål
i forhold til en mere presserende trussel.2 Dette er selvfølgelig en pragmatisk foranstaltning med direkte reference til den betydelige støtte som USA
leverede til de forskellige mujahedinske oprørsbevægelser i Afghanistan til
brug i kampen mod den sovjetiske interventionsstyrke. Uden denne støtte
havde oprørsbevægelserne i bedste fald været betydeligt ringere stillet. Den
defensive jihad anses som en decideret territoriel eksistenskamp, hvilket
legitimerer en tilsidesættelse af en række andre krav og pligter.
Den offensive jihad har et direkte sigte mod operationer bag fjendens linjer,
og der beskrives eksplicit, at der 1-2 gange om året bør udføres sådanne
operationer med henblik på at terrorisere fjenderne af Allah, hvilket i dette
(*) Abdullah Azzam blev født i Palæstina i 1941, og flygtede efter den israelske erobring
af Vestbredden til Jordan, hvorfra han indledte sin aktivistiske kamp for den palæstinensiske sag. Han besad en doktorgrad i islamisk retsvidenskab, men blev udelukket
fra det intellektuelle miljø grundet hans kompromisløse tilgang til aktivismen. For
Azzam var jihad lig med væbnet frihedskamp, hvilket han anså som den eneste vej til
en Ummah (et retledet muslimsk verdenssamfund)
(†) Den religiøse betegnelse/bevægelse wahabisme er opkaldt efter Muhammad ibn
Abd al-Wahhab, der i det 18. århundrede etablerede en ultrakonservativ religiøs bevægelse på den arabiske halvø, der havde som mål at ensrette alle muslimer efter denne
ultrakonservative fortolkning af koranen. Wahabisme har mange ligheder med den
bredere kendte betegnelse salafisme.
65
tilfælde vil sige ikke-muslimske stater.3 Efter Azzams død i 1989 og den
sovjetiske tilbagetrækning fra Afghanistan samme år har Bin Laden givetvis
truffet et bevidst valg om at prioritere den offensive jihad med et globalt muslimsk samfund (Ummah på arabisk) som den overordnede vision og strategi.
Dette blev senere søgt realiseret gennem en gren af Bin Laden-familiens
entreprenørvirksomhed og en netværksbase, der fik navnet al-Qaeda, som
meget passende betyder basen på arabisk. Inden den videre udvikling af
bevægelsen behandles, er det nødvendigt at inddrage Talebanbevægelsens
vej til magten samt dens ideologiske grundlags betydning for ISIS.
Defensiv jihad: Afghanistan - hellig krig og fremkomsten af Taleban
Betydningen af Afghanistan i forhold til den teoretiske og praktiske udvikling af militaristisk jihad kan som ovenfor nævnt ikke overvurderes. Den
hellige krig mod de sovjetiske styrker i Afghanistan 1979-89 var ikke blot
en oprørskamp men også et årti, der gav optimale forhold til fortællingen
om den defensive jihads sejr over en af datidens supermagter til trods for
underlegenhed i styrker og materiel. Kampen blev i islamistiske kredse og
særligt i madrassaerne (religiøse skoler i de pakistanske flygtningelejre)
omtalt som en sjette søjle i Islam, og da det sovjetiske nederlag* tegnede sig i
horisonten allerede fra 1985 udviklede omtalen sig til fortællingen om troen
og religionens uovervindelige egenskaber. Selvom de sovjetiske tropper trak
sig tilbage, fortsatte det Afghanske kommunistparti ved magten gennem
sovjetisk finansiering, men da unionen brød sammen, blev finansieringslinen skåret over fra den ene dag til den anden, og det kommunistiske partis
dage var talte. Tusindvis af flygtninge vendte herefter tilbage til Afghanistan
med en fast tro på, at det de havde lært i madrassaerne ville realiseres i deres
hjemland efter mujahedinernes sejr i 1992. Det viste sig dog hurtigt, at de
forskellige mujahedinbevægelsers enighed ikke strakte sig meget længere
end en fælles fjende, og Afghanistan kastedes ud i borgerkrig og anarkiske
tilstande de næste fire år. Talebanbevægelsen opstod i høj grad som en
idealistisk oppositionsbevægelse som en reaktion på det anarki som det
afghanske samfund blev kastet ud i efter det kommunistiske partis, PDPA’s†,
sammenbrud. Tidligere mujahedinledere og nye lokale magthavere (de
(*) Med nederlag menes her beslutningen om tilbagetrækning af sovjetiske tropper.
En beslutning den daværende sovjetiske leder Mikhail Gorbatjov traf umiddelbart efter
hans indsættelse i 1985.
(†) PDPA: People’s Democratic Party of Afghanistan
66
såkaldte krigsherrer) styrrede brutalt forskellige områder i landet, hvilket
ofte indbefattede en terrorisering af civilbefolkningen. Civilbefolkningens
frygtlige vilkår under anarkistiske forhold skabte gunstige betingelser for en
puritansk og totalitær bevægelse som Taleban, der ville gøre op med anarkismen og indføre lov og orden. Fra bevægelsens oprindelse i 1994 gik der
blot to år før Kabul og mere end 90 % af landet var under dens kontrol, og
den hentede især stor støtte blandt unge hjemvendte flygtninge, der netop
var blevet undervist i den meget konservative og puritanske fortolkning af
koranen – wahabismen. Navnet Taleban er da også udledt af denne gruppe,
da Talib betyder studerende. Efter magtovertagelsen stod det dog hurtigt
klart, at den unge militaristiske bevægelse havde store udfordringer i forhold
til at lede et land politisk. Udfordringen blev søgt tacklet gennem religiøse
love og kontrol, hvilket resulterede i en decideret statsterror af en civilbefolkning, der endnu engang blev taberen i Afghanistan. Den manglende
kapabilitet i forhold til magtforvaltning dannede ideelle rammer for en base
til Osama Bin Ladens offensive jihadambitioner. Disse ambitioner var på
ingen måde blandt prioriteringerne fra Talebanbevægelsen, der mest af alt
søgte at opbygge en konservativ sunniislamistisk stat uden indblanding fra
omverdenen. Samarbejdet beroede derfor mest af alt på landets behov for
investeringer, hvilke Bin Laden kunne levere.
Da al-Qaeda i 1996 slog sig ned i landet, havde organisationen udviklet sig
fra en sponsorvirksomhed af global jihad til en organisation med en specifik
anti-amerikansk dagsorden. Denne udvikling var ikke entydigt baseret på
idealisme, men afspejlede også Bin Ladens personlige udvikling.
Offensiv jihad: Al-Qaeda – fra global jihad til anti-amerikansk terror
Sideløbende med udviklingen i Afghanistan udviklede al-Qaeda sin organisation op gennem 1990erne med et ensidigt fokus på den offensive
globale jihad, og organisationen tog form som en international korporativ
netværksbase. Dette udmøntede sig i vidt forskellige typer af engagementer
på globalt plan, hvilket omfattede alt fra støtte til muslimske oprørsbevægelser på Filippinerne og i Bosnien til mere enkeltstående operationer som
bombeattentatet på World Trade Center i 1993. Grundlæggerne af basen,
Osama Bin Laden og Ayman al-Zawahiri, tegnede de strategiske hovedlinjer
med udgangspunkt i wahabismen tilsat deres personlige politiske overbevisninger. Deres forskellige nationaliteter, baggrund og indledningsvise
ambitioner i forhold til jihad taget i betragtning, lå det bestemt ikke i kortene
67
at Bin Laden og al-Zawahiri skulle forenes i et fælles projekt. Relationen
mellem den saudiske rigmand og den egyptiske salafist-leder viste sig dog at
være en solid kombination, da de hver især havde behov for hinanden. Bin
Laden manglede en stærk politisk organisator, mens al-Zawahiri manglede
penge. Resultatet af denne kombination blev al-Qaeda.
Langt hen ad vejen udviklede de to personer de operative præmisser for
implementeringen af den offensive jihad, og organisationens indledende
filosofi beroede på, at man via et bredt engagement kunne præge store
grupper af muslimer på globalt niveau til at indlede en wahabistisk/salafistisk verdensrevolution. Strategien var anlagt på, at al-Qaeda skulle være
en base, hvorfra den overordnede vision samt finansielle resurser blev
koordineret.4 Bin Ladens dårlige forhold til den saudiske monark Fahd
bin Abdul Aziz al-Saud i kølvandet på den første Golfkrig, afskar ham fra
et etablere sig i sit hjemland, og da Afghanistan brød ud i borgerkrig, begrænsedes de geografiske muligheder for, hvor et nyt hovedkvarter kunne
anlægges. Al-Qaeda var udover at være en base for den offensive jihad en
entreprenørvirksomhed, hvorigennem resurserne til terrorvirksomheden
blev tilvejebragt. Under den mujahedinske oprørskamp mod de sovjetiske
og afghanske kommunister i 1980erne tilbragte Bin Laden meget af sin tid
i den pakistanske Peshawar-provins som fundraiser til den afghanske jihad.
Sammen med Azzam søgte han at få arabiske foreign fighters til at deltage i
den afghanske jihad. Resultaterne var dog mildest talt begrænsede, hvilket
ikke mindst skyldtes, at den typiske arabiske foreign fighter enten var meget
ung idealist eller socialt dårligt stillet med dystre fremtidsperspektiver i sit
respektive hjemland. Deres idealistiske tilgang til jihad som offensiv og
global, medførte endvidere at langt størstedelen af de afghanske mujahedingrupperinger ikke nærede den store respekt for araberne. Derudover var
de få arabiske enheder bemærkelsesværdigt dårligt trænede og ineffektive.
I modsætning til araberne var oprørskrigen for afghanerne en overlevelseskamp med udgangspunkt i en defensiv jihad og et nationalistisk mål – en
dagsorden som blev videreført i den afghanske Talebanbevægelse. Denne
forskel på tilgangen til jihad beskriver forenklet det uforenelige element,
der eksisterede (og stadig eksisterer) mellem Taleban og al-Qaeda.
Da mujahedingrupperingerne i kølvandet på deres sejr over de afghanske
kommunister begyndte at bekrige hinanden, vendte Bin Laden hjem til
Saudi Arabien, hvilket dog viste sig kun at være for en kort bemærkning.
Som nævnt ovenfor kom han koalitionskurs med det saudiske monarki,
grundet dets samarbejde med USA under den første Golfkrig, og derfor
68
kom en sudansk invitation* til Bin Laden om at drive sin virksomhed fra
Khartoum som sendt fra himmelen.5 Opholdet i Sudan endte dog som en
bragende fiasko for Bin Laden, og hans investeringer og byggekontrakter gik
tabt, da han blev forvist fra Sudan efter amerikansk pres. ”Firmaet” al-Qaeda
var på dette tidspunkt på randen af fallit, og endvidere forsvandt alle de privilegier, som Bin Laden havde fået i kraft af hans status som storinvestor i
Sudan. Nedturen blev tilskrevet det politiske pres fra USA, og efterfølgende
skiftede al-Qaeda ikke kun geografisk base men også strategisk prioritering.
Den nye base blev anlagt i Afghanistan, der givetvis var det eneste land, som
var villigt til at huse Bin Laden. Fra basen i Afghanistan søgte man nu at
realisere den nye strategi, og nu var det ikke længere tanken om den globale
jihad, der var omdrejningspunktet. Fokus skiftede til en ensidig vendetta
mod den amerikanske stat og særligt højprofilerede mål. Aktionerne ved
de amerikanske ambassader i henholdsvis Kenya og Tanzania i 1998 samt
selvmordsangrebet på det amerikanske skib USS Cole i 2000 var klare indikatorer på dette skift, mens kulminationen på den nye strategi indtraf 9/11
2001 i New York. De spektakulære angreb viste sig at have en voldsom effekt
på terrorfrygten blandt stort set alle befolkninger i de vestlige demokratier,
da mediebevågenheden resulterede i, at terrorbegivenhederne nåede ud til
millioner af mennesker inden for ganske kort tid, hvilket er en af styrkerne
ved den offensive jihad. Dette har også en direkte rekrutterende effekt, da
potentielle (direkte og indirekte) støtter bliver oplyst om, hvor de skal søge
hen, hvis de har ambitioner om at praktisere denne form for jihad. Den
senere leder af al-Qaeda i Irak, Abu Musab al-Zarqawi, der på mange måde
må betegnes som grundlægger og idémand bag den bevægelse, som hedder
ISIS i dag, tog denne offensive del til sig. Samtidig var han dog af den overbevisning, at al-Qaedas strategi var alt for uambitiøs i forhold til etableringen
af et kalifat og alt for lempelig i dets tilgang til shiaislam. Trods samarbejdet
mellem al-Qaeda-ledelsen og al-Zarqawis forskellige bevægelser, herskede der
en grundlæggende uenighed om både mål og midler.6 Al-Zarqawi udviklede,
hvad der kan betegnes som en jihadhybrid, hvor han søgte at forene den defensive jihad, som den blev praktiseret af mujahedinerne i Afghanistan med
al-Qaedas spektakulære offensive jihad, der var en katalysator i forhold til
rekruttering og spredning af frygt. Før vi kigger nærmere på jihadhybriden,
er det dog vigtigt at se nærmere på al-Zarqawis historiske baggrund.
(*) Invitationen kom fra Hasan al-Turabi, der havde organiseret et islamisk statskup i
Sudan i 1989. Turabi havde ligesom Bin Laden en vision om at skabe et globalt muslimsk
samfund (Ummah på arabisk). Derudover havde den sudanske stat desperat brug for
udenlandske investeringer, hvilket Bin Laden i særdeleshed kunne levere.
69
Sekterisk jihad: Abu Musab al-Zarqawi
I forhold til bevægelsens egen historiske selvforståelse var Abu Musab alZarqawi som anført ovenfor idemand og grundlægger, og endvidere har
han siden sin død i 2006 haft en helgenstatus og den dag i dag refereres, der
stadig til hans visioner og ikke mindst metoder i forhold til udøvelsen af
militaristisk jihad. Al-Zarqawi (oprindelige navn Ahmad Fadil al-Khalayleh)
blev 1966 født ind i en jordansk familie, som tilhørte en af de laveste sociale
klasser i landet. Han mistede sin far i teenageårene, hvorefter han begyndte
at drikke alkohol, sælge stoffer og blev en fastintegreret del af det kriminelle
miljø i byen Zarqa (heraf navnet Zarqawi). Dette ledte frem til den første
fængselsstraf for besiddelse af narkotika og seksuelt overgreb, og netop i
fængslet indledtes radikaliseringen af den unge al-Zarqawi. Efterfølgende
skærpedes al-Zarqawis salafistiske tankegang i moskéen al Hussein Ben Ali,
hvor han forberedte sin deltagelse i de afghanske mujahedinbevægelsers hellige krig mod de sovjetiske tropper. Al-Zarqawi kom dog først til Afghanistan
efter den sovjetiske tilbagetrækning, og han returnerede til Jordan. Han opgav dog ikke sine islamistiske ambitioner, der indledningsvis var rettet mod
det jordanske monarki, som han anså for værende et uislamisk diktatur.7
Efter et par år i Jordan gik turen igen til Afghanistan og også Pakistan, hvor
han traf Abu Muhammad al-Maqdisi – en palæstinensisk salafistisk intellektuel, der havde studeret teologi i Kuwait og udøvede missionsvirksomhed
blandt madrassaerne i den pakistanske Peshawarprovins. Al-Maqdisis mere
intellektuelle tilgang til islamisk fundamentalisme medførte, at han indtog
en mentorrolle for al-Zarqawi. I 1993 vendte parret tilbage til Jordan og
etablerede en væbnet bevægelse med henblik på at vælte monarkiet. Allerede det følgende år blev de begge anholdt og idømt 15 års fængselsstraf,
men allerede i 1999 blev de løsladt i forbindelse med en national amnesti.
Al-Zarqawis islamistiske ambitioner var ikke blevet mindsket gennem opholdet i fængslet, og hans største udfordring efter løsladelsen var at finde
et sted, hvor han aktivt kunne udfylde disse ambitioner og modtage den
nødvendige træning. Han besluttede sig for at tage til Tjetjenien og melde
sig under fanerne hos muslimske jihadister, men han nåede aldrig længere
end Afghanistan, hvor han i 2000 mødte Osama Bin Laden.
Netop dette møde af en række analytikere og observatører blevet betegnet
som startskuddet til et samarbejde mellem de to personer, hvilket dog efter
alt at dømme ikke var tilfældet – hertil var uenighederne for store. Til trods
for en fælles fundamentalistisk referenceramme (wahabisme/salafisme)
70
havde de vidt forskellige opfattelser af strategi, operative prioriteter og taktiske metoder. Mens Bin Ladens fokus var en globalt orienteret jihad rettet
mod særligt USA, var al-Zarqawis øjne mere lokalt orienteret. Dette vil sige,
at Bin Ladens jihad kan karakteriseres som destruktiv og abstrakt grundet
fraværet af territorielle og statsopbyggende ambitioner, mens al-Zarqawis
jihad var mere konstruktiv og direkte orienteret med lokale mål for øje.
Det er sandsynligt, at al-Zarqawi fik støtte fra dele af al-Qaeda, som rent
faktisk delte hans direkte tilgang til jihad, og endvidere er det sandsynligt,
at Talebanregimet så visse fordele i at støtte al-Zarqawi i forhold til oprettelsen af en træningslejr i den afghanske by Herat.8
Da al-Zarqawi indledningsvis fik bevilget (få) finansielle resurser fra Talebanregimet (samt fra dele af al-Qaeda) i forhold til at etablere en træningslejr
i omegnen den afghanske by Herat, var det med henblik på endnu engang
at vende tilbage til Jordan for at styrte monarkiet. Inden han kunne nå at
realisere dette indtraf 9/11 og den efterfølgende amerikanske invasion af
Afghanistan tvang al-Zarqawi til at forlade sine aktiviteter i Herat. Efter et
kort ophold i Iran gik turen til det nordlige Irak, hvor han indledningsvis
sluttede sig til en kurdisk jihadist gruppe Ansar al-Islam. Den amerikanske
invasion af Irak i 2003 skabte endnu engang en ny situation for al-Zarqawi.
Han havde kort forinden etableret sin egen organisation al-Tawid wal Jihad
(monoteisme og jihad), og de amerikanske tropper i Irak gav langt om
længe al-Zarqawi muligheden for at praktisere sin vision om direkte jihad.
I august 2003 stemplede han ind på den internationale scene med to spektakulære angreb i Irak på henholdsvis FN-hovedkvarteret i Bagdad samt på
den shiitiske Imam Ali-moské i byen An Najaf. Der var intet tilfældigt over
angrebsmålene og det korte tidsinterval mellem den. Al-Zarqawi ønskede
at vise det internationale samfund, at han havde åbnet to nye fronter. Den
første var mod al international tilstedeværelse i Irak (soldater, nødhjælpsarbejdere, diplomater og journalister var alle inkluderet i denne ”pakke”).
Den anden front var rettet mod shiamuslimerne i Irak.
Selvom angrebet på FN-hovedkvarteret fik den største omtale i den internationale presse, var angrebet på den shiitiske moské af langt større betydning,
da dette var den islamistiske jihads Rubiconflod, og Cæsars bemærkninger
om, at terningerne var kastet, er en ideel symbolisering af, hvad der var
indtruffet. Al-Zarqawi havde iværksat en aktiv sekterisk kamp mellem sunni
- og shiamuslimer i helt nye dimensioner, og han legitimerede denne kamp
i en religiøs referenceramme. Ifølge al- Zarqawi var alle shiamuslimer et
71
legitimt mål, og det var en fastintegreret del af alle sunnimuslimers jihadpligt
at udføre - eller bistå til udførelsen af - den sekteriske kamp.9
I årene efter 9/11 havde al-Qaedas ledelse oplevet en voldsom begrænsning i
forhold til manøvrefrihed og kommunikationsmuligheder. Dette bevirkede,
at organisationens ledelse hverken kunne opretholde antallet af operationer
eller direkte orkestrerer storstilede aktioner, som ville tiltrække alverdens
medier. Det er vigtigt i den forbindelse at huske på, at Bin Ladens abstrakte
jihadvision var dybt afhængig af mediebevågenhed (særligt i vesten), da terroraktioner altid er tilsigtet reaktioner hos ”tilskuerne”, og næsten aldrig er
møntet på de egentlige ofre. Billedet af en handlingslammet og ukampdygtig
bevægelse ville begrænse frygten i Vesten for al-Qaeda. For en terrorbevægelse er et sådan scenarie det samme som et nederlag. Derfor så al-Qaedaledelsen sig nødsaget til at udlicitere sine aktiviteter, hvilket selvfølgelig
medførte en decentralisering. En del magt i form af taktiske, operative og
sågar strategiske beslutninger flød ud på lokalt niveau til bevægelser, som
kunne akkreditere moderbevægelsen gennem deres terroraktiviteter. AlZarqawi’s nyetablerede al-Tawid wal Jihad - forløberen for Al-Qaeda i Irak
(AQI) - var på den korte bane præcis det al-Qaeda havde brug for: Kaos i
Irak i kølvandet på den amerikanske invasion af landet i 2003.10
Jihadhybriden - Al-Qaeda i Irak
Trods den tidligere nævnte uenighed mellem Bin Laden og al-Zarqawi var
der i 2004 opstået en situation, hvor et samarbejde ville gavne begge. Det
betød på ingen måde, at al-Qaeda-ledelsen var begejstrede for al-Zarqawis
sekteriske tilgang til jihad. Ledelsen fastholdt kritikken af at legitimere og
udføre drab på den shiitiske civilbefolkning i Irak, da man anså et homogent
muslimsk Irak som en del af den globale ummah, der skulle konfrontere
hovedfjenden USA. Endvidere hvilede al-Qaeda på et teoretisk fundament
om oprørskamp i dens operationstilgang og strategi, og heri er støtte fra
civilbefolkningen en absolut nødvendighed. Al- Zarqawis analyse af en
effektiv strategi tog sig dog helt anderledes ud. Han mente, at man ved at
angribe den shiitiske civilbefolkning kunne iværksætte en kaotisk sekterisk
konflikt i Irak, som ville udstille USAs manglende militære og sikkerhedspolitiske evner, hvilket ville ramme supermagten langt hårdere end vilkårlige
angreb mod irakiske og amerikanske sikkerhedsstyrker i landet. Samtidig
anså al-Zarqawi utvivlsomt den shiitiske befolkning som en mindst lige
72
så stor og nærmere fjende end amerikanerne. Derfor skulle denne kamp
prioriteres højere.
Al-Zarqawis troskabsløfte til bin Laden i 2004 var i bedste fald pragmatisk,
da han på ingen måde efterlevede al-Qaeda-ledelsens direktiver. Han udviklede, hvad der kan betegnes som en jihadhybrid ved at forene den offensive og defensive jihad. Det defensive aspekt omhandlede den territoriale
målsætning om etableringen af et kalifat, men han anvendte metoderne fra
den offensive jihad og i særdeleshed rekruttering og brug af foreign fighters
kom til at stå centralt for AQI. Den aggressive sekteriske linje tjente som
tidligere nævnt en anarkistisk dagsorden, der skulle udstille den irakiske
regering og USA’s manglende evner i forhold til statsopbygning i landet.
Samtidig havde den også et ikke-nationalistisk sigte, hvilket er en klar
adskillelse i forhold til den afghanske Talebanbevægelse. Dette bevirkede,
at nationaliteten på de hellige krigere var underordnet, hvilket også var
belejligt for en jordaner, som førte krig i Irak. Endnu mere belejligt var det
i forhold til rekrutteringseffekten, og da en national statsdannelse ikke var
målet, kunne alle islamister på indledningsvis et regionalt plan og senere
et globalt plan tilstøde kampen uden at være ”fremmede”. De var de facto
”indfødte” i kraft af deres religiøse overbevisning samt et troskabsløfte til
al-Zarqawi.
Jihadbegrebet blev udfordret i forhold til legitimitet og støtte i takt med
AQI’s operative og taktiske prioriteringer i oprørskampen mod de amerikanske styrker i Irak. Mens både mujahedinerne under den sovjetiske
intervention i Afghanistan og al-Qaeda havde kunnet mobilisere støtte og
sympati gennem et samlet muslimsk forsvar eller angreb mod en italesat
ateistisk eller imperialistisk stormagt, resulterede al-Zarqawis oprørskamp
i en flerfrontskrig. Den største udfordring set med al-Qaeda-ledelsens øjne
var irrationaliteten og den negative effekt,11 som den sekteriske dimension
havde på aktive og især passive sympatisører blandt den irakiske befolkning.
Særligt koranens eksplicitte forbud af muslimers drab på andre muslimer
voldte store legitimitetsproblemer, og til trods for at al-Zarqawi havde søgt
at definere alle shiamuslimer som frafaldende, var angrebene på den shiitiske civilbefolkning i Irak på ingen måde al-Qaeda-ledelsens kop te. Der
var ikke fordi, at Bin Laden og senere al-Zawahiri ikke mente, at frafaldne
muslimer kunne være et legitimt mål. Særligt muslimske regeringer og deres
sikkerhedsstyrker, der samarbejdede med hovedfjenden USA, var bestemt
et legitimt mål som tidligere anført.12 Der er heller ikke nogen tvivl om, at
ledelsen på ingen måde anså shiamuslimer som ligeværdige til Sunnimus73
limer, men som al-Zawahiri skrev i et brev til al-Zarqawi i 2005 var denne
kamp sekundær i forhold til den primære kamp mod USA og dets ”lakajregeringer” i Mellemøsten. Endvidere påpegede al-Zawahiri i sit brev, at
civile shiamuslimer ikke over en kam kunne defineres som frafaldne, hvilket
den tidligere mentor al-Maqdisi også kritiserede al-Zarqawi for offentligt.13
Sammensmeltningen af den defensive og den offensive jihad medførte som
ovenfor nævnt en flerfrontskrig, og med tilsætningen af den sekteriske
dimension udformedes en kompromisløs jihadhybrid, som al-Zarqawi
fortsatte frem til 2006, hvor han blev dræbt under et amerikansk flyangreb
på hans tilholdssted. Jihadhybriden havde en stor tiltrækkende effekt på
foreign fighters, der ønskede et sted at praktisere den militante islamisme,
og AQIs kerne bestod da også fortrinsvis af ikke-irakere, hvilket naturligvis
medførte uoverensstemmelser med forskellige irakiske sunnigrupperinger.
Kort før al-Zarqawis død blev Mujahedin Shura Council (MSC) oprettet med
henblik på at forene en række af de islamistiske bevægelser, samt at give
oprørskampen et bedre forhold til de føromtalte grupperinger. Samme år
skiftede MSC navn til Islamic State in Iraq (ISI), hvilket ligeledes var et forsøg
på at hente støtte og sympati blandt de irakiske sunnitter. Abu Hamza al
Muhajir og Abu Omar al Baghdadi, som efterfulgte al-Zarqawi som ledere
af organisationen, der nu gik under betegnelsen ISI, formåede ikke at vende
den negative udvikling i forhold til støtten fra sunnigrupperingerne, og
sideløbende etablerede USA en alliance med en række af grupperingerne,
som var godt og grundigt trætte af al-Zarqawis jihadhybrid. De irakiske
sunnigrupper i alliancen gik under navnet The Awakening Sheiks, og denne
alliance, hvor USA finansierede og bevæbnede lokale sunnimilitser til at
tage kampen op mod ISI, resulterede i at ISI gik fra manglende opbakning
blandt grupperingerne til decideret væbnet modstand. Dette viste sig som
et særdeles hårdt slag på den al-Qaeda affilierede-organisation, der i de
følgende år oplevede en så stor tilbagegang, at den var tæt på at forsvinde
helt, da Abu Bakr al-Baghdadi overtog ledelsen af ISI i 2010. Det gjorde
den som bekendt ikke, da det lykkedes al-Baghdadi at opbygge en af de
hidtil stærkeste islamistiske terrorbevægelser i Mellemøsten, der tog navnet
ISIS i 2013. De foreløbige højdepunkter for bevægelsen kom i 2014 med
erobringen af Mosul samt den påberåbte dannelse af Kalifatet Islamisk Stat
med hovedsæde i den syriske by Raqqa. I denne opbygning udnyttede alBaghdadi særligt to faktorer. Den første var det kaos, som borgerkrigen i
Syrien havde ført med sig. Den anden var den daværende shiitiske leder af
Irak Nouri al-Malikis marginalisering af de irakiske sunnitter. I modsætning til tidligere bevægelser er den sekteriske konflikt mellem shiitter og
74
en grundsten i både strategi og virke for ISIS, og al-Zarqawis jihadhybrid
lever altså fortsat i bedste velgående. Denne udvikling samt fremtidige
perspektiver for bevægelsens kapaciteter og ageren vil blive gennemgået i
nogle af de følgende kapitler.
____________
1 Weiss, 2015, s. 3–5.
2 Azzām, 1984.
3 Ibid.
4 Stern, 2015, s. 53–59.
5 Wright, 2006, s. 195–202.
6 Stern, 2015, s. 54–56.
7 Spark, 2014, s. 8–10.
8 Napoleoni, 2005b, s. 93–100.
9 ISIS: Portrait of a Jihadi Terrorist Organization, 2014, s. 22–24.
10 Andersen, 2014.
11 Celso, 2014. S. 231-233
12 Lister, 2014.
13 Holmqvist, 2015.
Andersen, Lars Erslev (2014), Kalifatets Orden Skaber Kaos I Den Nye Krig
Mod Terror : Islamisk Stat I Irak Og Syrien. Copenhagen: DIIS.
’Azzām, ‘Abd (1984), “Defence of the Muslim Lands the First Obligation
after Iman.” Fribourg, Switzerland : Religioscope,.
Celso, A. (2014), “Cycles of Jihadist Movements and the Role of Irrationality.”
Orbis 58 (2): 229–47.
Feifer, Gregory (2009), The Great Gamble: The Soviet War in Afghanistan.
New York: Harper.
Holmqvist, Erika (2015), ISIS and Hezbollah : Conduits of Instability.
Stockholm: Försvarsanalys, Totalförsvarets forskningsinstitut (FOI).
ISIS: Portrait of a Jihadi Terrorist Organization. (2014), http://www.
terrorism-info.org.il/en/article/20733.
Lister, Charles (2014), “Assessing Syria’s Jihad.” Survival 56 (6): 87–112.
75
Maley, W. (2001), Fundamentalism reborn?, Afghanistan and the Taliban
(3. ed.). London: Hurst.
Napoleoni, Loretta. (2005)a, “Profile of a Killer.” Foreign Policy, no. 151:
36–43.
——— (2005)b, Insurgent Iraq : Al Zarqawi and the New Generation. New
York: Seven Stories Press.
Spark, Joseph (2014), ISIS Taking over the Middle East : The Rise of Middle
Eastern Supremacy -- ISIS ISIL. San Bernardino CA: Conceptual
Kings.
Stern, Jessica. (2015), ISIS : The State of Terror. New York: Ecco Pres
The Islamic State of Iraq and Syria : The History of ISIS ISIL. (2014), USA:
Charles River Editors
Weiss, Michael (2015), Isis : Inside the Army of Terror. New York: Regan Arts.
Wright, Lawrence (2006), The Looming Tower : Al-Qaeda and the Road to
9 11. New York: Knopf.
76
Kalifatet: På vej mod en totalitær stat?
Om stat, organisation og forsvarskapacitet i Islamisk Stat
Af Lars Erslev Andersen
”Gruppen der kalder sig selv en stat”, var Osama Bin Ladens irriterede og ironiske betegnelse for Islamisk Stat i Irak (ISI), der efter flere transformationer
i 2014 endte med at erklære oprettelse af et Kalifat, der fremdeles omfatter
områder fra Mosul i det nordlige Irak og til Aleppo i det vestlige Syrien.
Mod sydøst og syd stopper Kalifatet ved Jordans og Saudi-Arabiens grænser
og i øst blev fremrykningen stoppet uden for Bagdad. Ifølge kaliffens tale i
Nuri-moskeen i Mosul 4. juli 2014 er disse grænser dog midlertidige, idet
han forudsagde, at den dag vil komme, hvor Islamisk Stat (IS) tager Rom
og resten af Jorden. Lidt mere ydmygt, forstod man, ville Kalifatet udvide
sig til at strække sig fra Spanien i vest til Kina i øst – og budskabet blev
hørt i Beijing, hvor lederne prompte kastede Kina ind i bekæmpelsen af
ekstremisme i Mellemøsten (men det er en anden historie).
Osama Bin Ladens kritik af Islamisk Stat
Osama Bin Ladens ironiske betegnelse faldt mange år før Kalifatet blev en
realitet som en respons på, at al-Qaeda gruppen Komiteen for al-Qaeda
i Mesopotamien (al-Qaeda i Irak, IQI) i 2006 havde fusioneret med den
nyoprettede gruppe ISI og ført 11.000 al-Qaeda krigere ind under ISI’s
ledelse uden at have konsulteret Osama Bin Laden, den ultimative leder af
al-Qaeda, om denne disposition. Selvfølgelig bekom denne beslutning ikke
Osama Bin Laden vel. På dette tidspunkt havde han forskanset sig med sin
familie i et hus i den pakistanske by Abottabad godt 100 km uden for den
pakistanske hovedstad Islamabad. Det var her fra sit skjul, at Osama Bin
Laden stadig styrede al-Qaeda, og alle vigtige strategiske og ideologiske
beslutninger skulle konsulteres med ham. Da han faktisk var verdens mest
eftersøgte mand, kunne han ikke bare kommunikere med telefon eller email, men måtte benytte sig af kurerpost. En del af hans korrespondance
blev fundet i hans hus, og i den kan man se hans kritik af ISI.
77
Osama Bin Laden offentliggjorde ikke sin kritik af den irakiske gruppes
handlinger, men skrev i sine papirer og i korrespondancen med sin næstkommanderende, egypteren Ayman al-Zawahiri, der efterfulgte Bin Laden
som leder, at han var stærkt uenig i ISI’s brug af begrebet stat i sit navn.
For Osama Bin Laden og de øvrige al-Qaeda ledere medførte oprettelsen
af en Islamisk Stat, herunder blot erklæringen om det, en forpligtelse til at
realisere et lederskab, der stod til regnskab for både Gud og undersåtterne,
og som var i stand til at yde beskyttelse og sikkerhed for befolkningen samt
sørge for dens velfærd, dvs. ernæring, sundhed, uddannelse og forsyning
af vand og elektricitet. I 2006 var ISI langt fra at kunne indfri disse krav.
Osama Bin Ladens kritik blev først kendt, da man gennemgik hans arkiver
efter amerikanske specialtropper likviderede ham i maj 2011. Men kritikken
blev offentligt fremført af efterfølgeren al-Zawahiri i 2014, hvor han – for
første gang i al-Qaedas historie – ekskluderede en gruppe fra netværket,
nemlig Islamisk Stat i Irak og Levanten (ISIL) og samtidig citerede sig selv
fra et brev, han i 2005 skrev til IS’s egentlige grundlægger, Abu Musab alZarqawi, hvor han kritiserede ham for at fremmedgøre sin gruppe fra lokalbefolkningen ved at bruge overdreven vold mod civile og ved at igangsætte
en sekterisk krig mod shiamuslimer.
Hverken al-Zawahiri eller Osama Bin Laden troede på ideen om en islamisk
stat her og nu, og de tog som hele al-Qaedas ledelse afstand fra de metoder,
som først al-Zarqawi og senere IS under ledelse af Abu Bakr al-Baghdadi
brugte for at få en sådan stat virkeliggjort.
Uenigheden mellem al-Zarqawi og dermed IS over for al-Qaeda går faktisk endnu længere tilbage, nemlig til 1999, hvor al-Zarqawi mødte Osama
Bin Laden og al-Zawahiri i Afghanistan, og hvor Osama ved den lejlighed
konkluderede, at hans og al-Zarqawis projekter var ganske forskellige,
måske ikke i det endelige utopiske mål, men i måden, strategien og metoderne til at nå frem til det. Al-Zarqawi, der netop efter en benådning
fra kong Hussein var sluppet ud af jordansk fængsel, havde en vision om
at oprette en sunnimuslimsk stat baseret på tanker fra salafi-ideologen
Abu Muhammad al-Maqdisi, en islamisk lærd palæstinensisk jordaner,
som al-Zarqawi havde mødt i fængslet under opholdet 1995-1999. Maqdisi tog som Osama Bin Laden i 2004 afstand fra al-Zarqawis metoder,
ligesom han også kraftigt har kritiseret IS, men det var ham, der skolede
al-Zarqawi i salafistisk fortolkning af Islam, og med denne ideologiske
bagage udviklede al-Zarqawi visionen om en stat i Levanten, Jordan, Irak,
78
Syrien og Palæstina, som skulle samle sunnimuslimer i et territorium
renset for vantro, herunder især shiamuslimer, som al-Zarqawi hadede.
Men det projekt ville Osama Bin Laden og andre i al-Qaeda-ledelsen
ikke abonnere på, fordi de ikke fandt tiden moden til at se en sådan stat
realiseret, og fordi at de mere så deres rolle som den avantgarde, der gennem global jihad skulle berede vejen for fremtidens kalifat, som det var
op til andre vise mænd at få etableret og gennemført, og som i al-Qaeda
ideologien mest af alt fremstår som et utopisk mål langt ude i fremtiden.
Et totalitaristisk statsprojekt
Skal man forstå det projekt, IS har sat i gang med erklæringen om oprettelse
af Kalifatet i juni 2014, er det vigtigt at forstå denne forskel mellem IS og
al-Qaeda. Det er formentlig af samme grund, at Osama Bin Laden aldrig
sværgede troskabsed til det Afghanske Talibans leder, Mullah Omar, da
Omar aldrig ville - og heller ikke i dag vil - kæmpe for global jihad, men
alene for genetableringen af Afghanistan som et Islamisk Emirat inden for
sine egne grænser. Osama Bin Ladens projekt var således i sigte meget mere
utopisk end både Mullah Omars og IS’s, der er fælles om at bygge en stat her
og nu. Hvor Omar stiller sig tilfreds med et nationalt afgrænset emirat, der
vil IS arbejde for et Kalifat, der både nedbryder eksisterende statsgrænser
og ender med at underlægge sig f.eks. Omars emirat.
IS er således ikke blot et nyt al-Qaeda: I modsætning til al-Qaeda kontrollerer IS et stort territorium, hvor organisationen bygger en stat, hvilket
al-Qaeda aldrig gjorde, men alene som en parasit sugede næring af andres
territoriale konflikter og oprørskrige. IS er heller ikke blot en oprørsbevægelse baseret på militante islamistiske ideologier som al-Shabaab i Somalia,
Taliban i Afghanistan eller Boko Haram i Nigeria, men sigter mod etablering
af et Kalifat som i dag allerede er i gang med at ombryde det mellemøstlige
kort og statssystem, der var udkommet af kolonimagternes fredsløsning
for Mellemøsten ved San Remo-konferencen i 1920 (der i store træk fulgte
tegningen fra de såkaldte Sykes-Picot forhandlinger).
Som IS’s projekt er blevet formuleret især efter erklæringen af Kalifatet
og den amerikansk ledede krig mod IS, der tog sin begyndelse i august
2014, er det et meget mere ambitiøst projekt end såvel al-Qaedas som
oprørsbevægelsernes i Afghanistan, Somalia og Nigeria. Derfor peger
mange analytikere og forskere også på, at projektet er dømt til at mislyk79
kes, og at det kun er et spørgsmål om tid, før IS går i opløsning som følge
af intern fragmentering og konflikt på grund af manglende indfrielser af
de forventninger, såvel lokalbefolkning som de oprørsgrupper, der i dag
bakker op om IS, stiller i form af krav om sikkerhed, velfærd og fremdrift:
IS er IS’s største fjende! IS skal således ikke blot måles på sine resultater på
slagmarken, men også på at levere det, der kræves for at drive en stat og
for vedholdende at kunne sælge og vedligeholde et billede af sig selv som
et reelt alternativ til de forhold, regimer med hovedsæde i Damaskus eller
Bagdad ydmyger sunnimuslimer i Syrien og Irak med. Samtidig skal IS også
fortsat kunne stå som et godt alternativ til de mange sympatisører, der er
migreret til Kalifatet tillokket af drømmen om en retfærdig stat baseret på
Islam, måske befordret af oplevelsen af marginalisering og dårlige vilkår
i de lande, de kommer fra, hvad enten de nu ligger i Mellemøsten, Vesten
eller andre steder.
Det er således forkert kun at betegne IS som en terrorgruppe. Det er den
også med den brutale voldsiscenesættelse, som er en bevidst og integreret
del af metoden til at opbygge staten på. Som det var i Stalins Sovjetunionen, Hitlers Nazi-Tyskland, Saddam Husseins Irak, Saud-familiens Saudi
Arabien, Kim Jong-uns Nordkorea og det østtyske DDR. Fælles for disse
seks stater var deres totalitarisme, som ikke findes lige i den nyere verdenshistorie. Nogle forskere vil argumentere for, at regimer som Cambodja
under Pol Pot, Gadaffis Libyen og måske Kina hører til i gruppen af totalitære stater, og kun en konkret analyse af de enkelte regimer kan afgøre
om de er autoritære eller totalitære: Dvs. et system hvor staten gennem et
omfattende efterretningssystem og stikkernetværk kontrollerer samfundet
totalt helt ind i de mest private rum. Et system, hvor mistilliden til alt og
alle hersker, og hvor frygten for at falde i statens unåde er tilstede døgnet
rundt. Samtidig leverer den totalitære stat velfærdsydelser til undersåtterne,
der er klienter i dens uddannelses- og sundhedssektor og kan benytte sig
af en udbygget infrastruktur som transport, telenetværk, vand, elektricitet
og en kontrolleret underholdningsindustri, der udstiller og hylder staten
gennem dens resultater indenfor f.eks. sport, religion, teknologi, forsvar
eller rigdom alt sammen selvfølgelig doceret efter den totalitære ideologis
dogmatik.
Der er altså to skeletter i den totalitære stats arkitektur, dels et, der med
frygt, mistillid og vold iscenesætter staten som almægtig tilstede overalt,
dels et, der giver beskyttelse og sikkerhed og leverer velfærdsgoder og begge
80
dele bundet sammen af en altomfattende – totalitær – ideologi, som ikke
efterlader nogen spørgsmål ubesvarede.*
Alt peger i retning af, at det er en totalitær stat, IS har ambitioner om at
bygge. Det er det billede, der tegnes i IS’s publikationer, især online magasinet Dabiq, der i flotte farvebilleder akkurat viser IS’s egne politibiler, anlæg
til raffinering af olie, produktionsanlæg, hospitaler, folk, der deler lærebogsmateriale ud til skolelærere osv. Der er reportager om f.eks. en IS-mininister
for stammeaffærer, der holder møde med klan- og stammeldere og aftaler
samarbejde, krigere der grinende er på vej i kamp, udlændinge interviewes
om det lykkelige og retfærdige liv i ”staten”, så man ikke efterlades i tvivl
om, at her er en velordnet og effektiv stat under opbygning – en moderne
og sofistikeret udgave af den propaganda, man så i DDR, Sovjetunionen og
Saddam Husseins Irak, og som man også genfinder i de officielle udgivelser
fra nutidens Saudi-Arabien. Selvom langt det store flertal af stater i verden
er autoritære regimer, er det kun få, som faktisk kan siges at være eller have
etableret totalitære systemer, og grunden er selvfølgelig den, at der faktisk
kræves betydelige ressourcer til opbygningen af den totalitære stat. Alene
det, at organisere og kontrollere et udbygget og effektivt efterretningsnetværk, kræver høj organisation og mange ressourcer, fordi det skal sørge for
en gennemgribende tankekontrol i alle afkroge af samfundet.
Islamisering, retribalisering og debaathificering
I dag hører man jævnlig irakere sige, at livet under Saddam Husseins regime
var bedre end under det nuværende irakiske regime. Det er klart, at de
mennesker, der bor i det sydlige Irak, hvor de store olieressourcer findes, og
hvor forretnings- og erhvervsliv er i vækst, samtidig med at sikkerheden er
blevet mærkbart forbedret ikke ønsker sig tilbage til Saddam-tiden, hvor de
blev undertrykt og tilsidesat af regimet i Bagdad. Rollen som marginaliseret,
udplyndret og brutalt undertrykt befolkning blev med Saddam Husseins
(*) Begrebet den totalitære stat har en lang historie, men er i nyere tid formet af
tænkere som den tyske statsjurist (og nazist) Carl Schmitt, filosoffen Hannah Arendt
og i forhold til Den Kolde Krig især af C.J. Friedrich og Zbigniew Brzezinski i deres
bog Totalitarian Dictatorship and Autocracy Cambridge. Brzezinski anfører i en
artikel: ”The total social impact of the totalitarian efforts to make reality conform
to totalitarian thought, involving terror and indoctrination as well as institutional
and social reorganization, makes for a quantitative difference from old dictatorships
which is sufficiently great to become a qualitative difference”.
81
regimes fald i 2003 tildelt sunnimuslimerne i navnlig Anbar-provisen og de
store byer Ramadi, Falluja og Mosul. Befolkningen her havde det klart bedre
under Saddam Hussein, og mange føler sig godt og grundigt trådt under
fode af en konspiration bestående af de shiamuslimske ledere i Bagdad, Iran,
USA og den koalition af villige stater, der nedkæmpede Saddam regimet. Et
alternativ til Bagdad-regeringen er for dem attraktivt, såfremt det kan tilbyde
stabil strømforsyning, rindende vand i hanerne, mad på bordet, ordnede
forhold og sikkerhed - også selvom prisen er at leve under en totalitær
ideologi. I hvert fald så lang tid staten kan levere, men det kræver betydelige
ressourcer: Da Saudi Arabien så det Arabiske Forår udvikle sig i Tunesien
og Egypten i 2011 og sprede sig til nabolandene, herunder til Syrien og Irak,
skyndte kongefamilien at sprøjte i milliarder af kroner ind i samfundet for
at højne borgernes velfærd, der samtidig fik besked på ikke at gå i gaderne
og demonstrere for politisk indflydelse. Gjorde de det alligevel, hvad nogle
grupper i det østlige Saudi Arabien formastede sig til, fik de bank og blev
sendt i fængsel, og det lykkedes faktisk Saudi Arabien med denne stok og
gulerodspolitik at holde befolkningen i ave. Da sunnimuslimer i Ramadi
og Falluja gik i gaderne og inspireret fra begivenhederne i Cairo krævede
reformer og indflydelse, fik de kun stokken at mærke. I stedet for at føje
sig samlede demonstranterne sig i lejre, og da regeringshæren begyndte at
bombe dem, betød det blot, at oprøret voksede endnu mere som et klart
udtryk for den utilfredshed, som IS også bruger til at mobilisere for sin sag.
Det er denne store utilfredshed blandt de irakiske sunnimuslimer, der reelt
er blevet taberne efter Irak-krigen i 2003, som er vækstgrundlaget for det,
der i dag er IS. Men IS’s projekt står og falder med, om det i det lange løb
kan levere, og skal IS’s styrke vurderes, er det derfor helt afgørende ikke
blot at se på den vold, organisationen terroriserer befolkningen med, men
også på, hvordan den bygger sit statsprojekt.
Der synes at være to helt afgørende forløb, der har banet vejen for udviklingen af IS: For det første fandt der under Saddam Hussein en islamisering
og retribalisering sted, og for det andet indebar debaathificeringen (alle, der
havde været medlem af det Saddam Hussein kontrollerede Baath-parti blev
efter Saddams fald anset for kriminelle eller terrorister og skulle derfor renses væk fra det nye Iraks statsapparat) og opløsningen af de irakiske sikkerhedsstyrker, som den amerikansk indsatte guvernør Paul Bremer dikterede i
2003, at der blev skabt en stor og særdeles veluddannet og kompetent gruppe
af utilfredse tidligere officerer og ansatte i Iraks centraladministration, der
formede en stærk opposition mod den nye regering i Bagdad. Under krigen
mod Iran 1980-1988 stod Saddam-regimet bag en islamiseringskampagne
82
organiseret af efterretningstjenesten med henblik på at skabe en sunnimuslimsk salafistisk aggression mod det shiamuslimske Iran. Efter krigen
fortsatte denne kampagne, men nu vendt mod de arabiske Golfstater, som
Irak stod i stor gæld til: De arabiske golfstater, ikke mindst Saudi Arabien
og kongerigets officielle Islamfortolkning, wahhabismen, blev fremstillet
som et forræderi mod Islams sande vej og i stedet promoveredes en salafistisk tolkning, der kombinerede elementer fra det Muslimske Broderskabs
ideologi med mere ortodokse træk fra wahhabismen, især henvisninger til
den islamisk lærde Ibn Taymiyyah.
Selvom Saddam Husseins ideologi først og fremmest var sekulær og nationalistisk, kunne han udnytte islamiseringen i sin manipulation til at skabe
folkelig modstand først mod Iran og dernæst mod Golfaraberne. Parallelt
fandt der en retribalisering sted, hvilket gav lederne af de store irakiske
stammer fornyet magt. Det skete især under den lange periode med internationale sanktioner efter Kuwaitkrigen i 1990-1991. Man talte her om en
refeudalisering af Irak, der var nødvendiggjort af centralmagtens svækkelse
på grund af sanktionerne: Saddam Hussein måtte prioritere sine ressourcer
til sikkerhedsstyrkerne og hans politiske magtbase, hvor han brugte lokale
stammeledere som sin forlængede arm i provinserne med den hensigt at
fastholde sit magtapparat både centralt og i landområderne.
Da centralmagten helt blev fjernet med Irakkrigen i 2003, sunnimuslimerne
marginaliseret og stammelederne sammen med Saddams sikkerhedsstyrker
degraderet og sendt ud i udsigtsløs arbejdsløshed, var der skabt et stort og
kraftfuldt modstandspotentiale, der kunne mobiliseres i det islamiserede
samfund og trække på både lokale sheiker og kompetente officerer fra Saddam Husseins revolutionsgarde og efterretningstjeneste.
Jihad i Irak
Intet tyder på at en modstandsbevægelse var organiseret, da krigen startede
i marts 2003. Den blev først etableret efterfølgende. Og meget tyder på, at
det var tilrejsende jihadister (såkaldte foreign fighters), som udgjorde makronbunden i oprøreret, der blev ledet af bl.a. Abu Musab al-Zarqawi. Hans
gruppe al-Tawhid wal Jihad gennemførte angreb mod koalitionsstyrkerne,
stod bag angreb på FN og begyndte ret hurtigt at målrette sine angreb mod
shiamuslimske ledere og shiitiske helligsteder. Det var også den gruppe,
som tog gidsler og henrettede dem brutalt, mens de blev filmet og filmen
83
efterfølgende uploadet på internettet. Det er uklart, hvordan samarbejdet
var mellem denne militante islamistiske opposition og den sekulære og
nationalistiske med rødder i Saddam Husseins magtapparat. Men det er
senere kommet frem, at der blev skabt mange kontakter mellem islamisterne
og nationalisterne i de amerikanske fængsler i Irak. F.eks. var kalif Ibrahim, Abu Bakr al-Baghdadi, fange i det amerikanske Camp Bucca fængsel
1994-1999, hvor han etablerede kontakter til ledere fra Saddam Husseins
efterretningstjeneste, som også sad i Camp Bucca, herunder Haji Bakr, som
frem til sin død i januar 2014 var næstkommanderende i IS. Haji Bakr (hvis
rigtige navn er Samir Abd Muhammad al-Khlifawi) var oberst i hæren og
chef for en af efterretningstjenesterne. Under Saddam Hussein havde han
haft kontakten til islamisterne samt til den syriske efterretningstjeneste, og
begge dele skulle vise sig nyttige i organiseringen af det oprør, som efter
2010 blev stadig voldsommere og som fra 2012 udnyttede borgerkrigen i
Syrien til at etablere en base her.
Imidlertid så det i 2009 og 2010 ikke ud til, at de sunnimuslimske oprørsgrupper kunne true regimet i Bagdad. I 2007 havde USA ændret strategi i
oprørsbekæmpelsen: I stedet for at jage og dræbe fjenden blev beskyttelse
af lokalbefolkning samt træning og bevæbning af lokale militser den nye
strategi, gennemført under ledelse af general David Petraeus og med støtte
fra lokale sunnimuslimske stammeldere. De var bange for, at Iran og shiamuslimerne ville få for stor indflydelse, hvis ikke sunnimuslimerne blev en
del af det nye Irak, og samtidig var de godt og grundig trætte af den måde
al-Qaeda og de øvrige jihad-grupper, der var domineret af foreign fighters,
forvaltede deres magt i de irakiske byer. Strategien lykkedes i den forstand,
at volden i 2008 og 2009 faldt, og sunnimuslimske politikere stod på spring
til at blive en del af den politiske magt i Bagdad efter parlamentsvalget i
2010. Samtidig var planen, at militserne skulle indrulleres i den irakiske
hær, men intet af dette skete, og sunnimuslimske ledere og politikere forblev
jaget vildt af den shiamuslimsk dominerede irakiske regering – især efter
USA trak sine tropper hjem med udgangen af 2011. Men i 2009 mente de
fleste, at al-Qaeda i Irak var blevet nedkæmpet.
Islamisk stat: Ideologi og projekt
Noget af det mere mærkelige i Irak-krigens historie er, at omverdenen dermed stort set tabte interessen for Irak. Hverken medier eller politikere var
optaget af udviklingen efter, at rapporterne i 2008-2009 begyndte at berette
84
om faldende vold. Der er overaskende lidt forskning i perioden frem til 2014.
Man skulle ellers mene, at en rekorddyr krig, den megen vold, de mange
ofre og de store konsekvenser krigen havde for udviklingen i det arabiske
Mellemøsten, ville gøre Irak og Irak-krigen til populære forskningsemner,
men det er ikke tilfældet, hvorfor vores viden om, hvad der konkret fandt
sted i perioden fra 2008-2014 er særdeles begrænset. Det er først nu, at der
begynder at tegne sig et klarere billede af baggrunden for og udviklingen af
IS samt ikke mindst, hvordan IS er organiseret. Det sidste har været uklart,
dels fordi man kun havde få efterretninger inden erklæringen om Kalifatets
etablering, dels fordi man selvfølgelig hverken som forsker eller journalist
kan rejse til områderne for at samle viden. Den meste viden stammede
derfor fra beretninger fra desertører fra IS eller personer, som var flygtet,
samt fra IS’s egne publikationer. Efterhånden er denne viden dog blevet
suppleret med informationer fra andre kilder såsom dokumenter, man har
fundet i en IS-leders computer samt beretninger fra oppositionsgrupper,
der i Syrien har kæmpet mod IS.
Det første, man får nogenlunde styr på, er den ideologi, IS baserer sig på
og som i store træk er tæt på den, man kender fra al-Qaeda og andre salafijihadi grupper. Dog med nogle markante forskelligheder, som projektet
med at ville etablere et territorielt Kalifat her og nu, samt forsøget på i
udformningen af Kalifatet at efterligne det sidste historiske og - ifølge IS sidste sande Kalifat som eksisterede i det 13. Århundrede. Den historiske
bevidsthed om Kalifatet og forsøget på at gennemføre det med tilføjelse af
nogle apokalyptiske visioner om, at det sidste slag mellem de sande muslimer
og de vantro korsfarere skal finde sted i Syrien omkring byen Dabiq, er den
fortælling, IS vil identificeres med. Det er denne ideologi som formidles i
bl.a. online magasinet Dabiq garneret med både historiske referencer og
henvisninger til udtalelser af Abu Musab al-Zarqawi. Et andet element, der
adskiller IS fra al-Qaeda, er ikke blot hadet til shiamuslimer, men viljen til
at jage og slå dem ihjel. I talrige film uploadet på Internettet ser man IS
folk køre rundt i biler på jagt efter shiamuslimer, som enten skydes eller
får halsen skåret over i en handling, der mest af alt ligner en halalslagtning
og dermed symbolsk dehumaniserer ofrene, der bliver behandlet som dyr.
Tilsvarende har man set, hvordan andre minoriteter som f.eks. jezidier, der
dyrker en synkretistisk religion, der har integreret elementer fra de gamle
mesopotamiske religioner, er blevet fremstillet som jaget vildt - alt sammen
i et brutalt forsøg på at rense Kalifat-territoriet for alle, der ikke tilslutter
sig den herskende ideologi: for de jagede er mulighederne enten at blive
slagtet eller at blive slave.
85
Når det er ideologien, man i den vestlige verden først får styr på, skyldes
det, at den kan man læse sig til i IS’s egne publikationer, i de erklæringer
gruppen kommer med, i de film, de fremstiller sig i og i den tale, kaliffen
holdt i Nuri-moskeen i juli 2014. Især blev der sat fokus på ideologien eller
det religiøse narrativ i en stor artikel i det amerikanske blad The Atlantic, der
understregede den religiøse fortolkning med dens apokalyptiske visioner,
som den egentlige drejebog for IS: Det retfærdige samfund eller verdens
undergang.
Billedet blev ikke desto mindre til stadighed mudret af samarbejdet med de
sekulære og nationalistiske kræfter som f.eks. Haji Bakr og andre tidligere
officerer. Hvordan kan de fundamentalistiske islamister arbejde sammen
med vantro og nationalister? I en stort opsat artikel i det tyske tidsskrift Der
Spiegel kunne journalisten Christoph Reuter berette, at IS overhovedet ikke
er et religiøst projekt, men iscenesat af folk som Haji Bakr, der manipulerer
islamisterne og blot bruger dem til at kunne mobilisere de folkelige kræfter.
Han baserer sine analyser på adgang til et stort antal dokumenter, der er
blevet fundet hos Haji Bakr, efter han blev slået ihjel i sit hus i januar 2014.
Ifølge Reuter har Haji Bakr på baggrund af sine erfaringer fra efterretningstjenesten udarbejdet en masterplan, hvor borgerkrigen i Syrien skulle
udnyttes til at få etableret en base, som kunne danne udgangspunkt for en
offensiv i Irak. Midlet var at etablere et omfattende netværk af stikkere og
gennemførelse af målrettede drab for at terrorisere de lokale myndigheder
til enten at forsvinde eller samarbejde med IS, der ifølge Reuter imidlertid
helt var styret af de forhenværende irakiske efterretningsofficerer.
Den rigtige fortolkning ligger formentlig et sted midt i mellem: Forbindelsen mellem de irakiske officerer og islamisterne blev etableret i fængslet, og
da regeringen i Bagdad forrådte sunnimuslimerne efter valget i 2010, var
grobunden tilstede for igen at mobilisere til et oprør. Systematisk udviklede
man med mafialignende metoder, udbygning af efterretnings- og stikker
netværk samt infiltrering og overtagelse af virksomheder stadig mere kontrol
i de sunnimuslimsk dominerede områder i Irak. Officererne havde brug for
islamisterne, fordi det var dem, der kunne mobilisere lokalbefolkningerne.
Islamisterne havde omvendt brug officererne til at lægge strategien såvel
på slagmarken som i overtagelse af ledelsen i byerne. På en måde er det
en variant af historien om samlingen af Saudi-Arabien i alliancen mellem
troens og sværdets folk, altså mellem krigerkongen og de islamisk lærde
wahhabister. De irakiske officerer og islamisterne har et fælles mål, nemlig
oprettelsen af en stat, og her er de afhængige af hinanden.
86
Det er uklart, hvordan arbejdsdelingen i toppen af IS er. Det tyder på, at det
er en meget lille topledelse, måske to – tre mand, hvor den islamiske leder
tegner bevægelsen udadtil, mens det er officerer, der lægger strategien. Fra
den øverste topledelse er der en stram hierarkisk struktur, hvor magt uddelegeres først til ministre, der skal rapportere tilbage til ledelsen, dernæst
til guvernører og lokale ledere, der ligeledes skal rapportere alt - herunder
aflægge omhyggeligt regnskab for brug af midler - tilbage til topledelsen.
Der er således tale om et ganske betydeligt og udbygget bureaukrati, der
skal sikre kontrol med magt og finanser. Det omhyggelige bogholderi og
den nidkære registrering af alt kender vi dels fra dokumenter fundet på
en IS leders computer i Mosul, dels fra IS publikationer, der i årevis har
offentliggjort omhyggelige statistikker over antal angreb osv.
Det siger vel sig selv, at med de store arealer, IS i dag kontrollerer – områder
på størrelse med Østrig – har gruppen ikke lige godt rodfæste i alle egne,
og derfor må nogle steder bero sig på ledere, som ikke har IS-baggrund.
Det giver selvfølgelig lokale variationer og forklarer, hvordan der kan være
beretninger om et ganske retfærdigt retssystem i en egn, mens likvideringer
og tortur hører til dagens orden andre steder.
Ifølge Reuter og forskerne på The Combating Terrorism Center at West
Point var det borgerkrigen i Syrien, der gav IS muligheden for at gennemføre en offensiv i Irak: Da borgerkrigen for alvor var i gang etablerede IS
(som dengang hed ISI) en fortrop i Syrien, der med stor succes rekrutterede, trænede og organiserede de tilrejsende jihadistiske foreign fighters.
Det var fra basen i Syrien, at IS i efteråret 2013 og foråret 2014 angreb den
irakiske hær i Anbar-provinsen. Man kan imidlertid også hæfte sig ved, at
IS gennem 2012 og 2013 blev stadig mere aktiv i Irak. Således gennemførte
IS en række angreb på irakiske fængsler og satte sympatisører på fri fod.
I rapporten fra West Point skriver forfatterne, at IS’s hastige fremvækst
skyldtes en blanding af lige dele dygtighed og held takket være udviklinger i
omstændigheder, som IS ingen indflydelse havde på som f.eks. borgerkrigen
i Syrien og demonstrationerne i Anbar efter det Arabiske Forår. Det står
imidlertid klart, at IS i Irak i byer som Mosul ganske systematisk forberedte
magtovertagelsen, ligesom man lagde et stort forarbejde i Raqqa i Syrien
inden de egentlige kampe.
Efterhånden tegner der sig også et stadig mere skarpt billede af, hvad det er
for en type stat, IS vil opbygge, nemlig en totalitaristisk gennemkontrolleret
stat, hvor de få ledere har magten over en efterretningsstat, der opretholder
87
orden gennem bevidst iscenesættelse af vold, frygt og mistillid og samtidig
praler med at kunne levere på alle områder fra skolesystem til infrastruktur.
Men allerede nu kan man se, at der er alvorlige sprækker i systemet. IS har
simpelthen ikke tilstrækkeligt mandskab til at udfylde alle roller i retsvæsen, sundhedssektor etc. og efterlyser højtuddannet arbejdskraft. Meget
tyder på, at IS heller ikke har krigere nok, og at man har haft tendens til fra
vestens side at overvurdere antallet. Således er det kommet frem, at IS har
benyttet sig af en taktik med hurtige og pludselige overraskelsesangreb flere
steder hurtigt efter hinanden, hvilket giver indtryk af, at der er tale om flere
grupper, mens det i virkeligheden er den (undertiden maskerede) samme
gruppe, der står bag angrebene. Det har der i hvert fald været beretninger
om. Naturligvis er det vanskeligt at afgøre, hvorvidt de er sande.
Under alle omstændigheder kan man konstatere, at IS taber de fleste af
de slag, gruppen indgår i. Ifølge Syriensforskere taber IS terræn i Syrien
og holder kun skansen takket været Assad-regimets indirekte støtte, bl.a.
gennem køb af olie og en operationsprioritering rettet mod de moderate
oprørsgrupper. I Irak er IS blevet slået tilbage både ved Irakisk Kurdistan og
Bagdad og er blevet smidt ud af Tikrit. I nord er det de kurdisk Peshmerga
styrker og i øst shiamuslimske militser i samarbejde med iranske tropper
begge steder understøttet af luftangreb udført af den amerikansk ledede
koalition, der har bremset IS.
Islamisk Stat under pres
Selvom IS på slagmarken er stærkt presset som nævnt i forrige afsnit, er
gruppen på ingen måde knækket. I Irak holder IS efter alt at dømme bedre
stand end i Syrien, hvor det er et problem, at IS krigerne er fremmede for
lokalbefolkningen. Begge steder har de brug for en konstant strøm af penge
og ressourcer til statsbudgettet for at kunne blive ved med at levere. Det har
gang på gang været hævdet, at IS har fået tilføjet betydelige ressourcer fra
rige Golfarabere og i starten sågar fra stater som Saudi-Arabien, Qatar og
Kuwait. Der er dokumentation for, at rigmænd i f.eks. Qatar via såkaldte
velgørenhedsfonde har kanaliseret penge til IS, men vurderingerne er efterhånden, at det i det samlede billede er ret beskedne beløb. Indtægterne i IS
kommer fra oliesalg, der efter koalitionen indledte krigen, er gået betydeligt
ned. Krigsbytte, både penge og antikviteter, der sælges på det sorte marked
til store beløb, løsesum fra gidsler, afgifter både fra folk og erhvervslivet i
IS-kontrollerede områder samt toldpenge, er i dag de vigtigste indtægter.
88
På en måde kan man sige, at staten plyndrer samfundet for at kunne levere
til befolkningen, men hvor lang tid ”hunden kan oveleve ved at spise sin
egen hale”, er et åbent spørgsmål.
Kalifatet har tydeligvis en ambition om at etablere sig som en totalitær
stat bygget på en fundamentalistisk ideologi med en meget klar ”vi versus
dem” dynamik. Men allerede nu synes denne ambition at være dømt til
at mislykkes: I Syrien er IS mest et fremmedelement, som formentlig kun
kan holde på sine områder, fordi de andre parter er optaget af at bekrige
hinanden. I de sunnimuslimske områder i Irak har IS givetvis meget bedre
fodfæste, men kan kalifat-staten ikke levere, er der stor sandsynlighed for, at
lokalbefolkningerne under forskellige stammeledere vil gøre oprør og søge
andre steder hen – problemet er, at de på nuværende tidspunkt mangler
alternativer, da hverken regeringen i Bagdad eller koalitionen af villige stater,
der bekriger IS, har et reelt alternativ at tilbyde de sunnimuslimske irakere.
Det store spørgsmål er således ikke om Islamisk Stat kan besejres, for
alt peger i retning af, at med det pres IS i dag er underlagt, er det blot et
spørgsmål om tid før Kalifatet går i opløsning indefra, simpelthen fordi
det ikke har ressourcer til at indfri sin egen totalitaristiske ambition. Det
store spørgsmål er, hvad der kommer bagefter: Her er manglen på visioner
både i Bagdad, i Damaskus og i den koalition, der bekriger IS, katastrofal
for befolkningerne i Irak og Syrien. De kan se, at nok forgår Kalifatet og IS,
men kaos, krig og konflikt består.
Anvendt litteratur
Andersen, Lars Erslev (2014), Islamisk Stat i Irak og Syrien. Kalifatets Orden
skaber Kaos i den nye krig mod terror, DIIS Report 2014:28.
Brzezinski, Zbigniew (1956), “Totalitarianism and Rationality”, in The
American Political Science Review, Vol. 50. No. 3 (Sep. 1956), pp. 751-763.
Brzezinski, Zbigniew & K. Carl J. Friedrich (1956), Totalitarian Dictatorship
and Autocracy Cambridge: Harward Universy Press.
Cockburn, Patrick (2014), The Rise of Islamic State. ISIS and the New Sunni
Revolution London: Verso.
89
Knights, Michael & Alexandre Mello (2015), ”The Cult of the Offensive:
The Islamic State on Defense”, in CTC Sentinel, April 2015, Vol 8, Issue 4
Muhammad al-’Ubaydi; Nelly Lahoud; Daniel Milton; Bryan Price (2014),
The Group That Calls Itself a State: Understanding the Evolution and Challenges of the Islamic State. The Combating Terrorism Center at West Point,
December.
Reuter, Christoph (2015), ”The Terror Strategist. Secret Files Reveal the
Structure of Islamic State”, Der Spiegel online 04/18/2015
Wood, Graeme (2015), What ISIS Really Want”, in The Atlantic, March
2015, http://www.theatlantic.com/features/archive/2015/02/what-isisreally-wants/384980/
90
Operation: “Inherent Resolve” – The Counter-ISIL Coalition
Af Lars Cramer-Larsen
Dette kapitel har til formål at give læseren indsigt i den internationale koalitions engagement i at besejre Islamisk Stat (IS) igennem operation ”Inherent
Resolve”. Kapitlet retter sig specifikt mod kampagnen i Irak og i mindre
grad mod den del, som foregår i Syrien. Det belyser det politisk-strategiske
niveaus interaktion, under den såkaldte ”Global Coalition to Counter the
Islamic State of Iraq and the Levant” (Koalitionen). Det sætter fokus på
kampagnens overordnede strategi, som tager udgangspunkt i en indsats, der
sætter fokus på de fire magtdomæner; det diplomatiske (politiske), informationsmæssige, militære og økonomiske domæne. Kapitlet giver endvidere
en introduktion til de koordineringsregimer, som er etableret for at målrette
indsatsen, til hvordan dette har udmøntet sig konkret på jorden i Irak.
Kapitlet belyser endvidere kampagnens legalitet og folkeretlige grundlag,
ligesom det giver et bud på overvejelser af etisk karakter, som kan belyse
kampagnens legitimitet ud fra spørgsmålet om: Er det en retfærdig krig
(Just War)? Kapitlet diskuterer tillige IS’s overordnede strategi, og vurderer
denne i forhold til Koalitionens strategi med henblik på at give en vurdering
af det - eller de - mulige scenarier, som vil kunne udspille sig.
Overvejelser om en bæredygtig strategi
Lad mig indlede med en personlig betragtning. En bæredygtig strategi
med henblik på at besejre ”Islamic State of Iraq and al-Sham” (ISIS eller
ISIL; efterfølgende omtalt som IS), har den indbyggede risiko, at militære
sejre på jorden ikke nødvendigvis lader sig omsætte til en samlet strategisk
sejr, hvor målsætningen ifølge klassisk doktrinær militær tænkning, er at
nedbryde og besejre modstanderen militært. En sådan målsætning vil ikke
kunne opnås, dertil er fænomenet IS for komplekst, vidtfavnende og tydeligt
forankret i såvel Irak som Syrien. Det synes også at være den vurdering,
som Koalitionen har gjort sig, efter otte måneders operationer mod IS. IS
er ingenlunde slået, tværtimod!
91
Operation: “Inherent Resolve” - The Counter-ISIL Coalition
Indsatsen må nødvendigvis gennemføres holistisk, i såkaldte inter-institutionelle organiseringer, hvor de fire magtdomæner; det diplomatiske
(politiske), det informationsmæssige, det militære og det økonomiske,
samarbejder om et fælles mål. Dette begreb kaldes ”Comprehensive Wholeof-Government Approach”. Succesgrundlaget hviler således på en lang
række aktører, og indebærer omfattende og langvarige indsatser, hvor fire
uafhængige mekanismer skal koordinere og samspille optimalt.
Denne tilgang er imidlertid ikke tilstrækkelig, når man ser på Irak, idet
hele kampagnen bygger på målsætningen om et stabilt og velfungerende
Irak, som kan interagere fredeligt med de øvrige stater i det internationale
samfund. Succes med at besejre IS bygger derfor på fuldstændig involvering
og engagement fra den irakiske regering, hvorfor interaktion, integration og
koordination med alle dele af de irakiske myndigheder er påkrævet. Denne
”by, with, and through” tilgang er derfor styret af, hvor mange kapabiliteter
irakerne er i stand til at sætte effektivt ind og ikke mindst af, hvornår de er
i stand til at gøre dette.
Netop præmissen om, at Koalitionens indsats skal gennemføres i et fuldstændigt samarbejde med de irakiske myndigheder, er medvirkende til
at styrke indsatsens legitimitet. Den irakiske befolkning er bevidst om en
regering, der gør en aktiv indsats for at forbedre dens levevilkår. Det medvirker til at styrke den irakiske befolknings opbakning til landets ledere,
og udgør dermed et afgørende fundament i hele indsatsen. Sammenhæng i
Koalitionen er tillige en absolut præmis, og denne skabes gennem en styrket
legitimitet, at befolkningerne i Koalitionens hjemlande finder at indsatsen
er en retfærdig handling. Dette skabes dels gennem opfattelsen af, at der
er konsensus imellem Koalitionen og de irakiske myndigheder, samt ikke
mindst – og måske mest vigtigt – i det informationsmæssige domæne, hvor
kampen om narrativet hersker: at IS udgør en potentiel trussel i hele det
globale samfund, at IS groft overtræder menneskerettigheder og folkeretten. Derfor er kampen om narrativet helt essentiel i legitimeringsprocessen.
Status og udvikling i konflikten - maj 2015
I Syrien var situationen i foråret 2015 langt mere kompleks og meget mere
usikker. Her herskede totalt kaos som følge af fire års altødelæggende
borgerkrig. IS havde kynisk udnyttet dette magtvakuum som følge af borgerkrigen, til at konsolidere dens erobringer i de centrale og østlige dele af
92
Syrien. Reelt set havde IS kun mødt betinget modstand på jorden fra det officielle Syrien, og i endnu mindre grad fra de syriske kurdere. Internationalt
set eksisterede der ikke nogen formel aftale mellem Koalitionen og Syrien
med henblik på at gennemføre en strategi, som den der var blevet lagt i
samarbejde med den irakiske regering. Set i lyset af IS’s evne til at optræde
som en hybrid, der udnytter den taktiske og operative sikkerhedsmæssige
situation, til at omstille sig fra at optræde konventionelt til reelt at handle
asymmetrisk med intimiderende terrorangreb, var det med nogen bekymring, man vurderede, hvad den langsigtede konsekvens af dette vil betyde
for et stabilt Mellemøsten.
Den syriske borgerkrig havde i maj 2015 desværre stadig ingen udsigter til
at kunne afsluttes, ligesom det internationale samfund gennem FNs Sikkerhedsråd ej heller kunne finde konsensus om at varetage sin primære opgave;
at opretholde fred og sikkerhed på internationalt plan. Gentagne forsøg i
FNs Sikkerhedsråd på at vedtage en resolution under UN-Charter, Kapitel
VII, der kunne sanktionere en fredsskabende intervention i Syrien, var faldet
grundet uenighed mellem primært Rusland og Kina på den ene side, og USA,
Storbritannien og Frankrig på den anden. Med andre ord, det internationale
samfund syntes fortsat handlingslammet, når det handlede om Syrien.
På den internationale konference om fred og sikkerhed i Irak, som blev
afholdt i september 2014 i Paris, engagerede en lang række lande og internationale organisationer sig til at medvirke til at sikre Iraks nationale
uafhængighed, territoriale integritet og suverænitet. Konferencens deltagere
fastslog, at ikke alene udgjorde IS en eksistentiel trussel for Irak, men også
for det internationale samfund som et hele.
Det blev derfor besluttet at iværksætte en global indsats mod IS, for at
modvirke at landene i Mellemøsten skulle synke ned i et kaos af vold og
ustabilitet, der ville være langt mere omfattende og destabiliserende, end
den trussel som den igangværende borgerkrig i Syrien i forvejen udgjorde
for regionen. Staterne anerkendte at indsatsen ville have vidtrækkende
konsekvenser, som blandt andet indebar langvarige engagementer og
mange ressourcer, i bevidstheden om, at indsatsen også skulle medvirke til
at undertrykke den potentielle terrortrussel, som IS umiddelbart udgjorde
for det vestlige samfund.
Dertil fastslog staterne den umiddelbare nødvendighed af at nedbryde IS’s
fortsatte evne til at etablere, konsolidere og fastholde visionen om et kalifat
93
i Irak og Syrien. Staterne anerkendte tillige den nyetablerede irakiske regerings legitimitet, herunder dens dedikation og vilje til at medvirke aktivt
i; at opbygge og implementere et bæredygtigt irakisk regeringsprogram
hvilende på princippet om retsstaten, inklusion i alle dele af samfundet samt
sikring af en bred sekterisk repræsentation i landets føderale institutioner.
Med andre ord en magtfordeling, som skulle give indflydelse til såvel Sunni
- som Shiamuslimer, samt udvise respekt for de irakiske kurderes særlige
status og andre minoriteters interesser.
På grund af førnævnte omstændigheder i Syrien, blev der foretaget en
bevidst opdeling i strategien, således at Koalitionen havde fokus på Irak,
mens USA i samarbejde med udvalgte arabiske og mellemøstlige lande
kunne foretage luftoperationer over syrisk territorium.
Koalitionen
Helt grundlæggende var Operation ”Inherent Resolve” en amerikansk ledet
operation, som bestod af to kampagner. I den ene fokuserede USA på luftoperationer i Syrien med få udvalgte – primært arabiske og mellemøstlige
- partnerlande, samt støtte og træning af moderate oprørsgrupper i Syrien
fra eksempelvis Jordan. Den anden kampagne i Irak var mere sammenhængende og bestod af 61 lande samt en række internationale organisationer.
Operationen blev ledt fra U.S. Central Command (CENTCOM) i Tampa
– Florida. CENTCOM havde givet operationen navnet “Inherent Resolve”
ud fra følgende argumentation:
”Inherent Resolve is intended to reflect the unwavering resolve and deep
commitment of the U.S. and partner nations in the region and around the
globe to eliminate the terrorist group ISIL and the threat they pose to Iraq,
the region and the wider international community. It also symbolizes the
willingness and dedication of coalition members to work closely with our
friends in the region and apply all available dimensions of national power
necessary – diplomatic, informational, military, economic – to degrade and
ultimately destroy ISIL.1
Med denne argumentation fastsætter USA præmissen om, at succes skal bygge på, at USA og partnerlandene i Koalitionen applikerer alle magtdomæner
i indsatsen; det diplomatiske informationsmæssige, militære og økonomiske.
Denne multidomæne-tilgang kaldes også ”DIME” modellen.2 Dertil er det
også tydeligt, at navnet signalerede dedikation og sammenhængskraft i
94
Koalitionen. Mens den amerikanske strategi for begge kampagner fulgte
ni specifikke indsatsområder (”Lines of Effort”), 3 havde Koalitionen udledt
fem ”Lines of Effort” herfra, som indsatsen blev fokuseret efter:
•
Supporting military operations, capacity building, and training;
•
Stopping the flow of foreign terrorist fighters;
•
Cutting off ISIL/Daesh’s access to financing and funding
•
Addressing associated humanitarian crises; and
•
Exposing ISIL/Daesh’s true nature (ideological delegitimization) 4
Hvor Koalitionen havde styring og lead på fire af de fem ”Lines of Effort”,
var det et FN-anliggende at adressere den humanitære krise igennem
FN-strukturen i samarbejde med en lang række statslige og ikke-statslige
organisationer (NGO/GO). Koalitionens militære kapaciteter kunne indsættes her i en støttende rolle, hvor det blev vurderet muligt, og hvor det
var nødvendigt.
Indenfor hvert af de fire magtdomæner var kampagnen faseopdelt og i vid
udstrækning parallel, hvilket indebar, at de militære operationer gennemførtes i det militære domæne samtidig med, at der i de tre andre domæner
var aktiviteter, herunder eksempelvis deligitimering af IS i informationsdomænet, og blokering af IS finansielle apparat fra at fungere i det økonomiske domæne. Denne multidomæne-tilgang var essensen i ”Comprehensive
Whole-of-Government Approach” strategien, men succesgrundlaget var, som
tidligere anført, afhængig af at kunne gennemføres ”by, with and through”
de irakiske myndigheder. Strategien havde derfor en række koordinationsregimer og mekanismer indbygget, der skulle tilsikre, at den operative plan
med indbyggede faser, der var lagt i henhold til strategiens ”Lines of Effort”,
kunne udføres og justeres i overensstemmelse med det politiske direktiv.
I lyset af, at Koalitionen bestod af mere end 60 lande og flere internationale
organisationer, hvilket vanskeliggjorde fuld inddragelse af alle partnere i
alle dele af processen, udsendte Koalitionen en fælles erklæring den 3. december 2014 efter ministermødet i Bruxelles.5 Erklæringen understregede
behovet for vedvarende at kunne justere policy, strategi og ressourcer i
forhold til strategien. Det blev derfor besluttet at nedsætte en tværgående
95
koordinationsgruppe: ”The Small Group”, samt en række underliggende
”Coalition Working Groups” for hver af de fire ”Lines of Effort” under Koalitionens kontrol.
”The Small Group” blev opstillet som et koordinationsudvalg, der skulle
agere på vegne af den samlede Koalition. Udvalgets primære rolle og opgave
skulle være; at rådgive og informere på nationalt niveau, ligesom det havde
bemyndigelse til lade sig konsultere i forhold til strategien, hvilket ellers ville
være umuligt grundet Koalitionens omfattende størrelse. Udvalget skulle
mødes ofte enten på minister- eller på embedsmandsniveau.
Koalitionens partnerlande var alle tilskyndet til at deltage aktivt i de fire
”Coalition Working Groups” inden for deres specifikke ekspertiseområder
med henblik på at optimere koordinering og opbygning af konsensus i
forhold til kampagnen blandt øvrige partnerlandene samt til at fremme det
endelige mål om at besejre IS.
Kampagnen
Den 18. Maj 2015 udtalte CENTCOM i en pressemeddelelse, at Koalitionen, den irakiske hær (IA), de irakiske sikkerhedsstyrker (ISF) og de
kurdiske sikkerhedsstyrker (Peshmerga) mente, at de militære opgaver i
forhold til ”Supporting military operations, capacity building, and training”
indsatsområdet efter otte måneders kamp var i overensstemmelse med den
fastlagte plan og på rette spor. CENTCOM konkluderede, at IS var tvunget
i defensiven i såvel Irak som Syrien, og nu forsøgte bevægelsen at fastholde
det terræn og de ressourcer, som den fortsat havde kontrol med. Det blev
vurderet, at modus i IS’s handlemønster tillige havde ændret sig til primært
at have asymmetrisk karakter med fokuserede guerilla - og terrorangreb med
henblik på at skabe angst og panik. Det anerkendtes dog, at IS fortsat var i
stand til at planlægge og gennemføre komplekse og velkoordinerede angreb.6
Operation”Inherent Resolve” blev primært udmøntet igennem ”Supporting
military operations, capacity building, and training” indsatsen. Denne var
indledningsvis todelt. Et luftstyrkebidrag skulle yde luftstøtte til igangværende irakiske landoperationer mod IS og beskytte vigtig irakisk infrastruktur. En kapacitetsopbygnings - og træningsmission, i en ”non-combat”
rolle, skulle indsættes med henblik på at opstille såkaldte ”advise and assist operations centers”, der skulle bistå irakerne i forhold til at bremse og
bekæmpe IS militært på jorden. Et andet element af denne mission havde
96
en reel uddannelses- og træningsopgave, der i den første fase gik ud på at
uddanne og opstille op til ni irakiske og tre kurdiske brigader, der skulle
kunne indsættes til oprørsbekæmpelse. I efteråret 2014 var styrkeantallet
på træningsmissionen fastlagt til ca. 3.000 mand.7
Det blev fra amerikansk side vurderet, at den irakiske og kurdiske militære
kapacitet optimalt set skulle udgøres af 80.000 mand. Amerikanerne vurderede i samme moment, at mere end 50 % af den eksisterende irakiske
brigadestruktur reelt var værdiløs og burde nedlægges, og derfor var der
grundlæggende tale om en total genopbygning af den irakiske militære
sikkerhedsstruktur. Dette underbyggede endvidere tidligere udtalelser om,
at strategien om et bæredygtigt irakisk samfund var langsigtet.8
I slutningen af 2014 blev den danske styrke til operation ”Inherent Resolve”
udgjort af et F-16 bidrag med en personelstyrke på op til 140 personer; inklusive piloter og støttepersonel. Dertil var der udpeget og indsat en stabsstøtte
kapacitet på ca. 20 personer til Koalitionens operative hovedkvarter. Endelig
var der kapacitetsopbygningsbidraget ”Building Partner Capacity” på ca.
120 militære specialister, der var indsat i rammen af træningsmissionen på
”Al-Assad” basen i Anbar provinsen, tæt by byen Ramadi.
Grundlæggende var der tilfredshed med gennemførelsen af den første fase
af kampagnen, som netop have til formål at reducere IS’s militære formåen
og på den måde bremse bevægelsens fortsatte ekspanderen. Luftoperationerne havde reduceret IS’s kampkraft og skulle endvidere reducere dens
evne til at operere offensivt. Bevægelsen havde taget betydelige tab på
kommando- og kontrol faciliteter, kampstillinger, logistik og kommunikation, ligesom trænings- og uddannelses-missionen gradvist begyndte
at vise tegn på effekt.
To forhold gjorde sig imidlertid gældende, som vanskeliggjorde, at en militær modoffensiv mod IS kunne sættes i gang i hele Irak. IS var i maj 2015
stadig i stand til at planlægge og gennemføre større komplekse operationer
på trods af den omfattende otte måneder lange luftkampagne mod bevægelsens militære og føringsmæssige kapabiliteter. Dette sås tydeligt med de
komplekse angreb mod Bajii raffinaderiet tidligt i maj og igen i midten af
maj med det overraskende og effektive angreb mod Ramadi, som blandt
andet indebar, at IA enheder tilhørende den 8. Brigade flygtede og efterlod
tungt materiel til IS fordel.
97
Endvidere var der stadig forudsætningen om, at kampagnen skulle gennemføres ”by, with and through” de irakiske myndigheder, og de planlagde
i maj 2015 ikke længere på en samlet og landsdækkende modoffensiv. De
irakiske myndigheder fokuserede udelukkende på at generobre kontrollen
med det nordlige Irak, hvor især generobringen af Mosul var anset som en
afgørende milepæl i erkendelsen af, at opbygningen af en relevant kapabilitet
til at gennemføre oprørsbekæmpelse havde lange udsigter.
For så vidt angår situationen i Syrien, var den generelle sikkerhedssituation
i maj 2015 særdeles ustabil, og den eskalerende humanitære katastrofe
havde nået et omfang som ikke var set siden 2. Verdenskrig. Den syriske
borgerkrig buldrede videre i samme rytme som hidtil, med Bashar al-Assad
styret fokuserende på at bekæmpe det syriske oprør i nøgleområderne, i den
vestlige del af Syrien og i mindre grad i den centrale og østlige del af landet.
Dette efterlod et stort magtvakuum, som IS uforstyrret kunne forsætte med
at udnytte til at konsolidere visionen om et kalifat i Syrien og Irak.
Godt nok havde de syriske kurdere med støtte på jorden fra Peshmergastyrker fra Irak, og via intensive luftoperationer gennemført af USA og
dets arabiske og mellemøstlige partnerlande, genvundet kontrollen med
den syrisk-tyrkiske grænseby Kobane. IS sad imidlertid stadig tungt på det
terræn og de ressourcer, som bevægelsen havde kontrol med i slutningen
af maj måned. Dertil opnåede IS tillige kontrol med byen Palmyra, der er
på UNESCO ’s liste over verdens kulturarv, efter at have været engageret i
langvarige kampe med styrker fra den syriske hær. Igen her viste IS med al
tydelighed, at bevægelsen stadig var i besiddelse af en nævneværdig militær
kampkraft.9 Allerede tidligt i maj måned havde UNESCO’s Generalsekretær
Irina Bodova kaldt på det internationale samfund og ikke mindst FNs Sikkerhedsråds opmærksomhed, fordi Palmyra og dets uerstattelige kulturarv
var i overhængende fare for at falde til IS.10 Igen viste IS med al tydelighed,
at den er en trussel, som skulle tages seriøst.
IS’s strategi; Erobre og fastholde
Det er en klar konstatering, at IS var og fortsat vil være et fænomen, som
er kommet for at blive. Hvis IS fortsat vil kunne konsolidere og ekspandere
sig i eksempelvis Syrien, kan det vise sig at blive en uhyre vanskelig opgave
at bekæmpe bevægelsen. IS har en klart artikuleret vision med global rækkevidde. Det primære organ til at kommunikere denne strategi har gennemgående været online magasinet ”Dabiq”, der fungerer som det eksterne
98
medie, hvori bevægelsens vision, strategi og ideologi er artikuleret til både
modstandere og tilhængere.11
IS’s ultimative målsætning har global rækkevidde og er ikke kun baseret
på at etablere et kalifat i Syrien og Irak. I forhold til bevægelsens vision,
er strategien at konsolidere og fastholde det terræn som er blevet erobret i
Syrien og Irak og derfra ekspandere regionalt og ultimativt globalt. Strategiens delmål er derfor klarlagt, og der kan argumenteres for, at bevægelsen
til dels allerede har opnået dette første mål om at konsolidere sig. Dette
sagt i bevidstheden om, at bevægelsen siden medio 2014 har været under
militært pres på grund af det internationale samfunds indsats i primært Irak
og i mindre grad også i Syrien. Argumentationen fra et vestligt synspunkt
har i flere omgange været, at IS’s momentum er standset, og at bevægelsen
er presset i defensiven.
Klassisk militær doktrin siger; selvom en modstander er presset i defensiven, er det ingenlunde sikkert, at selvsamme modstander de facto er ved
at blive besejret. Dertil viser krigshistorien tydeligt, at en velorganiseret
militær defensiv kræver store organisatoriske kræfter at nedbryde. Man
taler grundlæggende om et styrkeforhold på mere end 1:3 i den angribende
styrkes favør, for at en defensivt orienteret modstander kan besejres. Ser
man mere dystert på det, så er IS ingenlunde den klassiske konventionelle
modstander, hvorfor den militære tese om at den angribende styrke derfor
blot skal være 3:1 eller derover for at besejre IS militært, ikke umiddelbart
holder. Oprørsbekæmpelse kræver en helt anden indsats, som netop tager
udgangspunkt i en strategi baseret på multidomæne tilgangen, som før
beskrevet.
Faktisk siger den klassiske tyske militærteoretiker; Carl von Clausewitz i
sit værk ”On War – Book VI” at defensiven er den stærkeste militære kraft,
ligesom han går videre og understøtter argumentet om, at den asymmetriske
modstander, der fra defensiven kan udføre guerilla angreb, ikke kan besejres,
ej heller af en selv langt større og mere kraftfuld modstander.12 Disse forhold
bør holdes in mente, når man tænker på en umiddelbar militær generobring
af eksempelvis Ramadi i Irak og Palmyra i Syrien.
Tager man eksempelvis IS’s erobring af Palmyra og holder den op imod
bevægelsens strategi samt hidtidige handemønstre, tegner der sig et interessant billede af en modstander, som kynisk har udnyttet egne styrker og
modstandernes svagheder, der fra defensiven opererer som en guerillastyrke,
99
der kan udføre komplekse angreb. Jessica Lewis McFate udtrykker dette
meget klart i Middle East Security Report 27:”The ISIS Defense in Iraq and
Syria: Countering an Adaptive Enemy”:
“…global expansion is a motif that ISIS desires to propagate at times when
it is experiencing tactical losses. Expansion into new territory is therefore a
defensive supporting operation, but it is nevertheless also a concrete operational
plan to make its caliphate larger”13
Dette underbygger argumentationen om, at selvom IS har været tvunget
i defensiven, har modtrækket været at gennemføre komplekse angreb på
nyt terræn, som gerne må ligge uden for IS’s primære territorium. En strategisk vurdering af denne fremgangsmåde kan være, at IS ved at slå til på
nyt territorium bevidst har forsøgt at fragmentere sin modstander ved at
tvinge denne til at binde sine ressourcer på flere fronter. Således synes IS’s
erobring af ørkenbyen Palmyra at have tjent dette formål; Endeligt skal det
også bemærkes, at IS med erobringen af Palmyra også opnåede en stærk
symbolsk sejr, ligesom bevægelsen derved også stod stærkt i forhold til at
slå til på de olie- og gasfelter i området, som bevægelsen i 2014 og tidligt i
2015 havde kæmpet om at få kontrol med uden dog at have succes.
En delkonklusion kan derfor være, at Koalitionens overordnede strategi må
forblive langsigtet, og at en forudsætning for succes indebærer, at strategien
vedvarende vil være is tand til at operere i alle fire magtdomæner; det diplomatiske, militære, økonomiske og det informationsmæssige. Et stærkt
og velfungerende modtagersamfund vil tillige være en forudsætning, og
her synes vestens strategi foreløbig at have større chance for at opnå succes
i Irak end i Syrien.
Kampagnens legalitet og legitimitet
Der er to interessante forhold, som er relevante at belyse i konteksten af
denne artikel. Det ene berører de folkeretlige aspekter af Operation ”Inherent
Resolve”, altså på hvilket internationalt lovgrundlag hvilede operationen.
Det andet forhold kan synes noget mere komplekst og uhåndterbart. Det
berører etik i internationale relationer og moralfilosofi, altså spørgsmål af
moralsk-etisk karakter, som kan styrke eller svække legitimiteten i Operation ”Inherent Resolve”.
100
Især de moralsk-etiske overvejelser kan være omfattende, og der kan også
nemt skabes argumenter for, at operationen overhovedet ikke har haft nogen
legitimitet. Eksempelvis indenfor teorierne om Pacifismen og Globalismen,
vil der kunne findes sådanne argumenter. Jeg har imidlertid valgt at belyse
moralsk-etiske overvejelser på et område, hvor der kan skabes argumentation for, at Operation ”Inherent Resolve” har været en legitim handling.
Den folkeretlige argumentation
Det er en helt grundlæggede præmis i Folkeretten (International Lov),
at staters suverænitet er ukrænkelig, samt at deres territoriale integritet,
politiske uafhængighed og retten til selvbestemmelse ikke kan anfægtes.
Dette er en af grundpillerne i samspillet mellem staterne i det internationale system, og det er tillige fastlagt i UN Charter, kapitel 1, Artikel 1(2) og
Artikel 2(4).14 Det var derfor en forudsætning, at Koalitionen kunne handle
på konsensus fra de irakiske myndigheder, såfremt militære luftoperationer
og genoptræning af IA og ISF kunne gennemføres i overensstemmelse med
principperne i international lov. Grundlaget herfor blev skabt med det brev
Iraks FN Ambassadør Mohamad Ali Alhakim overbragte, på vegne af den
irakiske udenrigsminister, til Præsidenten for FNs Sikkerhedsråd den 20.
september 2014. Brevet henviste til tidligere korrespondance mellem det
officielle Irak og Sikkerhedsrådet, hvori Irak anmodede om det internationale samfunds støtte til at bekæmpe IS. Den centrale passus i teksten, som
konkret bekræftede Iraks konsensus til en international militær intervention
på irakisk territorium, sagde;
”...it is for these reasons that we, in accordance with international law and
the relevant bilateral and multilateral agreements, and with due regard for
complete national sovereignty and the Constitution, have requested the United
States of America to lead international efforts to strike ISIL sites and military
strongholds, with our express consent. The aim of such strikes is to end the
constant threat to Iraq, protect Iraq’s citizens and, ultimately, arm Iraqi forces
and enable them to regain control of Iraq’s borders”.15
Dokumentet udgjorde sammen med en række øvrige tekster det lovmæssige grundlag, som kunne legalisere Koalitionens engagement i Irak. FNs
Sikkerhedsråds Resolution 2170 og 2178, der kalder på verdenssamfundets
støtte til; at bekæmpe og bremse personer fra at rejse til Mellemøsten og
tilslutte sig IS, at bekæmpe IS’s evne til at generere kapital til at fortsætte sin
101
vision og at igangsætte en verdensomspændende informationskampagne
med henblik på at afdække IS’s voldelige ideologi, var centrale elementer
i processen.16
Etiske og moral-filosofiske argumenter: Er det en retfærdig krig?
Den amerikanske filosof, Michael Walzer fremfører i sin artikel ”The Triumph of Just War Theory” en række etiske og moralske argumenter, som
kobler legalitet og legitimitet sammen i forhold til, hvordan staterne – især
de vestlige i det internationale system, søger moral-filosofisk argumentation
og grundlag for at lade sig engagere i krig. Han siger;
”...perhaps naively, I am inclined to say that justice has become, in all Western countries, one of the tests that any proposed military strategy or tactic
has to meet....moral theory has been incorporated into war-making as a real
constraint on when and how wars are fought”17
Walzers argument handler i virkeligheden om en række af indbyggede
overvejelser omkring jus in bello (Krigens Love), altså måden hvorpå vi fører
krig, som skal overholdes til fulde. Disse elementer relaterer sig videre til de
fire grundprincipper i international humanitær folkeret om; ”principles of
distinction, military necessity, unncecessary suffering & proportion (collateral
damage)”, alle uddraget fra Geneve og Haag konventionerne, som er en
omsætning af de elementer i måden, hvorpå vi fører krig på. Derfor er disse
principper centrale elementer i planlægningen af enhver militær operation.
Walzer uddyber dette videre, og sætter det i en historisk kontekst, når han
argumenterer omkring elementerne, der berører jus ad bellum (Krigsret)
begrebet. Altså, hvordan og på hvilket grundlag kan vi fører krig;
”...The Vietnam syndrome is generally taken to reflect a different lesson; that
we should not fight wars that are unpopular at home and to which we are
unwilling to commit the resources necessary for victory....we should not fight
wars about whose justice we are doubtful, and that once we are engaged, we
have to fight justly, so as not to antagonize the civilian population, whose
political support is necessary to a military victory”18
Her kobler Walzer argumentationen sammen med en række etiske og
moralske problemstillinger omkring spørgsmål som: Er der retfærdighed
i vore handlinger? Har vi nogen tvivl om denne retfærdighed? Når vi en102
gagerer os i krig, kan vi så overholde normerne for retfærdig krig? Kan vi
ikke bekræfte dette, skal vi undlade at føre krig.
Professor ved St. Andrews Universitetet og Fellow ved Carnige Council
of Global Ethics, Nicholas Rennger, konstaterer i sin artikel “The Ethics of
War: The Just War tradition” at;
“…In war some sort of restraint, both what we can legitimately fight for and
how we may fight legitimately, are morally required: The Just War tradition
is a version of this view”19
Professor Rennger understreger i artiklen, at der er tradition for, at krig skaber dybe etiske dilemmaer, men at ”Just War” traditionen, som udspringer
af erfaringerne fra, hvordan krige tidligere har udspillet sig, medvirker til
at legitimere krig. Med andre ord peger professoren på, at krig kan være
rettet mod det onde, men også mod det gode, hvorfor beslutningen om at
bruge magt, samt hvordan denne magt udføres, skal overvejes meget nøje.
Med udgangspunkt i den antagelse, at Koalitionen nøje overholder de
humanitære folkeretlige principper og dermed jus in bello (Krigens Love),
sammenholdt med førnævnte argumentation sammenhold i Koalitionen
og konsensus fra den irakiske regering, så kan der argumenteres for at
Operation ”Inherent Resolve” er en legitim handling.
Der er i den forbindelse også en klar linje til Koalitionens femte ”Line of
Effort” - Exposing ISIL/Daesh’s true nature (ideological delegitimization),
idet denne, ud over at den har et politisk-strategisk formål i forhold til at
bekæmpe IS’s narrativ også tjener det formål, at den medvirker til at legitimere Koalitionen og dermed kampagnen.
Afslutning
Kapitlet viser, at operation “Inherent Resolve” hviler på et konsensusgrundlag, og at den dermed er legal. Den irakiske regering har i overensstemmelse
med principperne i folkeretten officielt henvendt sig til FN Sikkerhedsråd,
og har kaldt på det internationale samfunds støtte til at bekæmpe IS. Deri
ligger det folkeretlige grundlag – og dermed legaliteten, i operation ”Inherent Resolve”. Dertil kan der også argumenteres for, at operation ”Inherent
Resolve” er en legitim handling og dermed en retfærdig krig jævnfør ”Just
War” traditionen. Den gennemføres på førnævnte grundlag af konsensus
med den irakiske regering, men den legitimeres også via den folkelige
103
opbakning, der generelt hersker i Koalitionslandene til at bekæmpe IS.
Gennem strategisk kommunikation i de internationale medier udført af
statslederne, er det sandsynliggjort at IS begår grove overtrædelser af menneskerettighederne samt krænker suveræne staters suverænitet, ligesom IS
også udgør en trussel mod Koalitionslandenes territorier.
For så vidt angår målsætningen om at bekæmpe IS, synes der på mellemlang
sigt at være i hvert fald to sandsynlige udfald, hvis mellemlang sigt skal
være indenfor en tre til femårig periode. Koalitionen har allerede investeret
mange ressourcer og troværdighed ved at lade sig engagere i og bidrage til
at bekæmpe IS. På baggrund heraf, samt i lyset af strategiens udformning
og IS’s komplekse natur, er der sandsynlighed for at Koalitionen stadig vil
være engageret i stabilisering af Irak og bekæmpelse af IS på mellemlang sigt.
IS’s handlemønster har tydeligt vist, at det er en kompleks og omskiftelig
modstander, som til trods for Koalitionens og de irakiske myndigheders
indsats, har evnet at fastholde og kontrollere et territorium som geografisk
er på størrelse med Østrig med en befolkningsstørrelse på ca. otte millioner
mennesker. IS er grundlæggende ulig nogen anden modstander, det internationale samfund har stået overfor. Koalitionens ”end-state” (det endelige
mål) vil først være opnået, når Irak har et bæredygtigt regeringsprogram
hvilende på princippet om retsstaten, inklusion i alle dele af samfundet, lige
adgang til ressourcerne samt sikring af en bred sekterisk repræsentation i
landets føderale institutioner. Først da kan et fænomen som IS undertrykkes endeligt.
Den ubekendte i ligningen vil desværre være Syrien, hvor udsigterne til
en afslutning af den mere end fire år lange borgerkrig er langt væk, og et
fundment lig det irakiske kan etableres, således IS ikke længere har et frit
handlerum til at videreføre sin idelogi.
____________
1 U.S. CENTCOM press release: October 15th 2014.
2 http://defensestatecraft.blogspot.nl/2010/04/dime.html
3 FY Joint Strategic Oversight Plan – Lead Inspector General for Operation
“Inherent Resolve”, (2015:03)
4 http://www.state.gov/r/pa/prs/ps/2014/12/234627.htm
5 Ibid
104
6 http://www.centcom.mil/en/news/articles/strategy-to-defeat-isil-is-working-cjtfoir-says
7 http://www.globalsecurity.org/military/ops/inherent-resolve.htm
8 ibid
9 http://www.bbc.com/news/world-middle-east-32820857
10 http://www.unesco.org/new/en/media-services/single-view/news/unesco_director_general_calls_for_immediate_cessation_of_hostilities_in_palmyra/#.VV2FLkEcRaQ
11 ISIS, Dabiq, Issue 5. – ”Remaining and Expanding”, (October-November 2014),
http://media.clarionproject.org/files/islamic-state-/isis-isil-islamic-state-magazineissue-5-remaining-and-expanding.pdf .
12 Sumida, 2007, s. 328.
13 McFate, 2015, s. 11.
14 http://www.un.org/en/documents/charter/chapter1.shtml
15 http://www.securitycouncilreport.org/atf/cf/%7B65BFCF9B-6D27-4E9C-8CD3CF6E4FF96FF9%7D/s_2014_691.pdf
16 http://www.un.org/press/en/2014/sc11520.doc.htm; http://www.securitycouncilreport.org/atf/cf/%7B65BFCF9B-6D27-4E9C-8CD3-CF6E4FF96FF9%7D/s_
res_2178.pdf
17 Walzer, 2002, s. 933.
18 Ibid, s. 931.
19 Rennger 2010, s. 297.
McFate, Jessica Lewis (2015), “The ISIS Defense in Iraq and Syria: Countering an Adaptive Enemy”, Middle East Security Report 27, Institute of the
Study of War,
Rennger, Nicholas (2010), The Ethics of War: The Just War tradition, Ethics
and World Politics/ ed. by Duncan Bell, Oxford University Press
Sumida, Jon (2007), in: Clausewitz in the Twenty-First Century, edited by
Strachan, Hew & Herberg-Rothe, Andreas: Oxford University Press. pp.
163-181.
Walzer, Michael (2002), The Triumph of Just War Theory (and the danger of
success), Social Research, vol. 69, No. 4. International Justice, War Crimes,
and Terrorism: The U.S. Record, (winter 2002), pp. 925-944.
105
Sektion 3:
KRIGEN I MEDIERNE – MEDIERNE I KRIG
Organisationen der kalder sig selv ”Islamisk Stat” og dens
propagandakrig
Thomas E. Nissen
Visuel kontakt med ISIS – interview med Rasmus Tantholdt
Carsten Jensen
106
Organisationen, der kalder sig selv ”Islamisk Stat” og
dens propagandakrig
Af Thomas Elkjer Nissen
Der kan ikke være den store tvivl om, at organisationen, der kalder sig selv
”Islamisk Stat”, har haft stor succes med at placere sig selv i det globale mediebillede og i at anvende denne tilstedeværelse strategisk som en integreret
del af dens krigsførelse. Dette gør sig gældende for såvel de traditionelle
nyhedsmedier som for sociale medier. Selvom ”Islamisk Stat” har haft en
længere historie, blev verden for alvor opmærksom på organisationen og
dens propaganda i sommeren 2014, da dens leder al-Baghdadi udråbte
kalifatet – og sig selv til Kalif og dermed befaler over alle muslimer” - under Ramadan-prædiken i al-Nuri stormoskeen i Mosul i Irak. Sidenhen
har verden oplevet en brutal og ekstrem voldelig terrorkampagne i Irak
og Syrien - en terrorkampagne, der er kendetegnet ved, at den ikke kun
forgår i den fysiske verden, men i særdeleshed også udkæmpes i medierne
og i cyber-space.
Dette kapitel vil se på, hvordan Islamisk Stat (IS) strategisk anvender medier
som en integreret del af dens krigsførelse. Herunder hvordan dens strategiske tilgang kan forstås, hvordan det strategiske narrativ, som IS baserer
sine budskaber og anden kommunikation på tager sig ud, og hvordan den
anvender forskellige medietyper og teknikker til at nå dens målgrupper, samt
hvilken effekt den søger at opnå på dem. Kapitlet er baseret på et foredrag
afholdt af forfatteren på Forsvarsakademiets og Københavns Universitets
konference Farvel til Terror?, der blev afholdt på Svanemøllen Kaserne 19.
februar 2015.
Strategisk tilgang
IS anvender medier på en strategisk og koordineret måde. Dette involverer
en centraliseret formulering af, hvad der er IS’s narrativ og dens strategiske
budskaber, hvornår disse skal udsendes (i forhold til aktuelle begivenheder
og den internationale diskurs), i hvilke medier og til hvilke målgrupper,
de skal rettes. Men i modsætning til denne centraliserede og strategiske
107
Organisationen der kalder sig selv “Islamisk Stat” og dens propagandakrig
budskabsformulering står en decentral distribution af budskaber og andet
multimedieindhold. En distribution, som ikke bare bliver foretaget af IS
som organisation og dens medlemmer, men også af sympatisører rundt om
i verden, og for den sags skyld af almindelige mennesker, der uforvarende
kommer til at agere som distributører af IS’s mediemateriale.
IS anvender ofte multimedieteknologi for at nå sine målgrupper. Der bruges
især tværmedial kommunikation og sociale medier, hvor modtageren kan
indgå interaktivt via internt forbundne medier og referencer. IS tænker ikke
bare i teknologi og indhold, men også i hvordan indholdet skal placeres i
forskellige medietyper, for at opnå den ønskede effekt.
Indholdet fremstår som designet til at skabe opmærksomhed og synlighed,
blandt andet fordi det ofte er meget følelsesbetonet og afstemt efter målgrupperne. Det er enten ekstremt voldeligt og dybt kontroversielt (for de fleste
publikum) eller meget overraskende og tilsyneladende ude af kontekst. Det
sidstnævnte træk ses fx, når der anvendes billeder af kattekillinger, ikkealkoholiske øl og pizzaer som blikfang. Men selv blikfanget har indbyggede
symbolikker og budskaber, som tjener et formål i forhold til forskellige målgrupper eller i forhold til at kommunikere dele af organisationens narrativ.
IS tænker i målgrupper og i at designe medieprodukter og budskaber til
disse. Dette er en fremtrædende del af bevægelsens strategiske anvendelse
af kommunikation som en integreret del af dens krigsførelse.
Budskabet
Uagtet at dele af, hvad IS kommunikerer ud igennem dens mange forskellige
medieplatforme, kan virke modstridende, understøtter det IS’s overordnede
narrativ og den måde, hvorpå den ønsker at fremstille sig selv overfor de
forskellige målgrupper.
Ser man først og fremmest på, hvad der kunne betegnes som IS’s ’narrativ’
- altså den historie organisationen fortæller om sig selv, til sig selv og andre
med henblik på både at tiltrække og afskrække forskellige målgrupper - bygger det i høj grad på dens fortolkning af kalifatet, dets historie, nuværende
problemer og ønskede fremtid. Baseret på en generalisering af store mængder af enkeltstående budskaber og medieprodukter fra sommeren 2014 til
i dag, tegner der sig følgende kontur af følgende narrativ(se Nissen, 2014):
108
”Muslimer i dag lider under at være ómringet` af alle andre, fordi de ikke
har været tilstrækkeligt rigide, nådesløse og ordret fortolkende i deres praktisering af Islam. Diagnosen for alle både tænkte og virkelige lidelser er derfor
genoprettelsen af kalifatet, som det oprindeligt var, igennem anvendelsen
af terror og praktiseringen af en drakonisk implementering af Sharialov.
Det er derfor en religiøs `pligt` at velkomme angrebet på Irak og Syrien, og
efterfølgende alle andre muslimske stater, indtil Kalifatet er genetableret”.
Igennem dette narrativ tilbyder IS en (utopisk) vision om et universalistisk
kalifat, som strækker sig over hele den muslimske verden, hvor der ikke
vil blive differentieret imellem muslimer, men alene vil skelnes til deres
villighed til at efterleve IS’s version og fortolkning af islam, hvilket også er
tydeligt, når man ser på, hvem der i de forskellige medieprodukter bliver
betegnet som fjenden. Her er det først og fremmest- modsat mange andre
islamistiske terrororganisationer- shiamuslimer, frafaldende sunnimuslimer og derefter vesterlændinge som USA, Israel (jøder generelt) og øvrige
vestlige lande. Mange medieprodukter indikerer ligefrem, at kristne kan
blive skånet, hvis de sværger troskab til kaliffen og betaler en særlig skat.
Dette overordnede narrativ er helt eller delvist gennemgående i næste alle
IS’s medieprodukter og budskaber. Men det bliver også understøttet af en
række gennemgående temaer og strategiske budskaber. Først og fremmest
er tre temaer gennemgående: staten, successen og overlegenheden. Ser man
først og fremmest på temaet ’staten’, er det et spørgsmål om, at IS ønsker
at fremstå som en velfungerende stat. Dette giver sig udslag i en række
videoer, hvor den forklarer om opgøret med grænsedelinger i forbindelse
med første verdenskrig (blandt andet Sykes-Picot aftalen fra 1916), hvordan det første kalifat så ud (ifølge IS historiefortolkning), og en lang række
mere eller mindre praktiske videoer, hvor IS ønsker at skabe et indtryk af
”normalitet” i det territorielle kalifat. Dette gør den blandt andet gennem
videoer, hvor den forsøger at vise et velfungerende ”civilsamfund”, åbne
markeder, kulturliv, struktureret skolegang med videre.
Det andet tema, ’successen’, er altovervejende et spørgsmål om at fremvise
den militære succes på landjorden i Irak og Syrien. Blandt andet igennem
videoer, som viser, hvordan nye byer og vigtig infrastruktur erobres. Mange
af indslagene på sociale medier og forskelige videoer, er nøje timet i forhold
til den internationale mediediskurs. Særligt, når denne har indikeret, at IS
taber terræn.
109
Det tredje og sidste overordnede tema, ’overlegenhed, er et spørgsmål om at
påpege to aspekter af IS’s selvbillede. På den ene side er det et spørgsmål om
at understøtte temaet ’succes’, og på den anden side er det et spørgsmål om
at påberåbe sig religiøs eller teologisk overlegenhed, og at IS’s fortolkning
af Islam er den eneste rigtige, og at organisationen er den eneste beskytter
af sunniislam.
Udover de tre overordnede temaer, kan man også finde en række gennemgående strategiske budskaber i IS’s kommunikation. Først og fremmest,
understøttende temaet ’staten’, at kalifatet er en realitet. Dette understreges
gennem et fokus på kalifatets geografiske udstrækning og den måde, hvorpå
IS forsøger at lave ’nation branding’ - blandt andet ved at påpege, at kalifatet
har egen møntfod (anvendelsen af guld -, sølv - og bronzemønter, som under
det første kalifat – ifølge IS). Men et stort element i IS’s kommunikation
er også modsætningsforholdet til andre islamistiske terrororganisationer,
særligt al-Qaeda, hvor IS gør meget ud af at tegne et billede af konkurrerende identiteter, eksempelvis ved at påpege, at den modsat al-Qaeda
rent faktisk har etableret et territorielt kalifat, og ikke blot snakker om det
i filosofiske vendinger.
Et andet gennemgående budskab er den personlige pligt, hvilket understreges i flere produkter. Det fremlægges dog ikke kun som et spørgsmål
om at kæmpe for IS og kalifatet, men påpeger, at alle rettroende muslimer
har en rolle at spille, hvad enten den er i kalifatet eller som ekstern støtte.
Hovedbudskabet er dog, at det er en pligt for alle muslimer at støtte kalifatet
efter bedste evne. Medieprodukter, der sigter på rekruttering, er dermed
ikke kun målrettet potentielle ”kæmpere”, men også folk med eksempelvis
mediekompetencer eller unge kvinder, der kan blive brude for kæmperne.
Andre gennemgående budskaber er knyttet til temaet ”succes” og fremgang,
hvem der er kalifatets fjender og ikke mindst den ekstreme vold. Ekstrem
vold fremstår som en integreret del af IS’s fortælling om sig selv og bagved
volden, ligger der en logik. Denne handler om at påvirke perceptioner
af såvel IS selv som af situationen generelt. Det ligger i IS’s narrativ, at
kalifatet skal skabes gennem vold og den vold, der anvendes (halshugninger, afbrændinger og knusning) bliver - udover den afskrækkende effekt
(internt og eksternt) også et budskab i sig selv, idet metoderne linkes til
metoder, der angiveligt blev anvendt i det oprindelige kalifat. Derudover
virker volden også tiltrækkende på bestemte målgrupper, hvilket dermed
bidrager til rekrutteringen. Slutteligt er den ekstreme vold også en måde
110
at få de internationale mediers - og dermed det internationale samfunds –
opmærksomhed på. I nogle tilfælde kan en kalkuleret og timet anvendelse af
ekstrem vold også virke som vildledning, idet international opmærksomhed
fjernes fra andre emner, mens eksempelvis afbrændingen af den jordanske
pilot behandles intensivt i nyhedsmedierne.
Andet indhold kan, som påpeget tidligere, virke ude af kontekst. Særligt
anvendelsen af billeder af ikke-alkoholiske øl, pizzaer og chokoladebarer i
Twitter-budskaber og mange billeder og referencer til katte, kan virke i modstrid til den ekstreme vold. Men ikke desto mindre tjener det også et formål,
der understøtter narrativet, flere af temaerne og de strategiske budskaber.
IS’s kommunikation bliver produceret på en række forskellige sprog. Primært på arabisk og engelsk, men et stigende antal produkter bliver også
udviklet på fransk, spansk, tysk, russisk og en række andre mindre sprog,
herunder de nordiske sprog. Selv om kernebudskaberne på alle sprogene
er en afspejling af IS’s narrativ, er der en vis vægtning af indholdet, den
måde det er præsenteret på, igennem for eksempel hvem der fortæller, og
de visuelle virkemidler, som klart peger på en bagvedliggende målgruppeudvælgelse og analyse forud for indholdsproduktionen.
Et vigtigt element af budskabet i IS’s propagandamateriale - særligt online er rekrutteringen. Indholdet af dette materiale er bundet op omkring temaer
som status og tilhørsforhold og en romantisk forestilling om et bedre liv
i kalifatet, som appellerer til særligt unge i vesten, (og andre steder) som
søger efter en mening med tilværelsen. Her er IS’s utopiske fremstilling af
en autentisk islamisk stat, der ikke er blevet forurenet af moderniteten, og
hvor en ny identitetsskabelse kan foregå, et vigtigt element. IS opfordrer
på den måde til en form for religiøs immigration (hijrah), hvor etnicitet,
nationalitet og race ikke betyder noget, så længe man identificerer sig med
dens narrativ. IS’s rekruttering er dermed ikke ekskluderende men universalistisk, modsat en række andre islamistiske terrororganisationers. Omvendt er det ikke en forudsætning, at potentielle rekrutter har nogen større
teologisk forståelse for narrativet, idet meget af rekrutteringen er baseret
på følelsesmæssige aspekter og identitetsskabelse frem for det konservative
religiøst-idelogiske grundlag.
111
Medier
IS’s anvendelse af propaganda er nok mest omtalt og kendt i forbindelse
med anvendelsen af sociale medier, og af naturlige årsager er størstedelen
af organisationens kommunikation også internetbaseret. Det er dog ikke
alle målgrupper, der er på internettet, har sociale mediekonti, eller for den
sags skyld har adgang til TV, hvilket betyder, at disse ikke bliver eksponeret
for IS’s budskaber igennem den internationale pressedækning. Store dele
af IS’s propaganda får vesten ikke umiddelbart kendskab til. Enten fordi
den er på arabisk (på internettet), eller fordi den er distribueret via mere
klassiske propagandakanaler, såsom tryksager (løbesedler og plakater), på
digitale medier såsom cd-rommer, eller slet og ret igennem mund-til-mund
kommunikation og taler. Dette er naturligvis mest fremherskende i områder
(Irak og Syrien), som IS fysisk kontrollerer.
Der, hvor IS for alvor er blevet bemærket, er dog i forhold til dens anvendelse
af sociale medier, og ikke mindst evnen til at producere meget professionelt
indhold til dem. IS’s anvendelse af sociale medier er på en og samme tid
topstyret og brugerdrevet. Den er topstyret i forhold til, at det generelle
indhold følger det overordnede narrativ, temaerne og de strategiske budskaber, som er udstukket af IS’s lederskab. Herefter er det brugerdrevet,
idet det i høj grad er op til individuelle kæmpere og sympatisører at skabe
lokalt tilpasset indhold, og distribuerer det i deres egne netværk. Selvom
dette i et vist omfang betyder, at IS mister kontrol med narrativet, når det
omformes til distribution via sociale medier, er det ikke en nævneværdig
udfordring for IS’s lederskab. En del af den strategiske tilgang i anvendelsen
af sociale medier synes netop at være at skabe et bredmasket net igennem
distributionen af tusindvis af opslag, postings og tweets hver dag i håbet
om, at bare nogle få personer bider på og følger links videre til andre sociale
medier, hvori en egentlig samtale kan foregå, og en radikaliserings- eller
rekrutteringsproces dermed kan begynde.
Der kan som tidligere beskrevet identificeres flere lag eller niveauer af
kontoer, særligt på Twitter, som anvendes af IS til at sprede dens buskaber,
indhold (eksempelvis videoer), eller links andre platforme eller konti Et øvre
lag bestående af IS’s lederskabs officielle konti, et lag under, hvor regionale
IS-ledere poster informationer - primært om deres militære fremgang,
og et lag bestående af individuelle kæmpere, som poster information om
hvordan, det er at være IS-kæmper og deres hverdag. Til disse tre lag kan
112
så tilføjes yderligere et lag bestående af sympatisører og andre, som videredistribuerer IS budskaber.
Netop det, at skabe links mellem forskellige platforme, konti og indholdstyper, eller med andre ord anvendelsen af tværmedial kommunikation, eller
cross-media kommunikationsteknikker, er noget af det, som adskiller IS
fra mange andre terrororganisationer, når det kommer til anvendelsen af
sociale medier. IS har igennem brugen af en kombination af sociale mediekonti (twitter, facebook, youtube, viber, instagram med flere), videoer,
reproduktion af populære on-line games (Grand Theft Auto og Call of
Duty), info-graphics og links imellem disse platforme, formået at skabe
et brugerunivers, hvor man kan blive ledt fra platform til platform og hele
tiden få flere oplysninger (delelementer af narrativet) og oplevelser. Fra et
interessant billede (infotainment) i et tweet, vil man finde links til en YouTube profil, hvor man kan se nogle af de mere `grafiske` videoer, hvorfra
man igen kan blive ledt til en for eksempel ask.fm-konto, hvor en chat kan
indledes. Bliver den samtale interessant for IS-rekruttøren, kan man evt.
blive ledt videre til en ’sikker’ eller krypteret ’messenger service’, hvor den
egentlige radikaliserings- eller rekrutteringssamtale kan fortsætte privat.
IS’s sociale mediestrategi synes også at være et udtryk for, at den anvender
teknologien som et effektforøgende værktøj (force multiplication) for at
fremstå mere effektive, end de givetvis er i virkeligheden. Delvist er dette
et spørgsmål om at skabe en meget stor volume af opslag på sociale medier, som vil skabe den ønskede synlighed og dermed også de traditionelle
mediers opmærksomhed. Delvist for at skabe et indtryk af en meget stor
mængde af følgere, som igen vil kunne skabe en falsk ’social anbefaling’
(peer-endorcement/social prove), som også vil kunne drive flere til at følge
eller engagere sig i en samtale på de sociale medieplatforme kontrolleret af
IS eller IS-sympatisører.
Andre identificerede teknikker er anvendelsen af ’astro-turfing’, altså skabelsen af falske græsrodsbevægelser for at trække en tilsyneladende udefrakommende legitimering af narrativet. IS anvender også specifikke hashtags (#),
samt foretager ’hashtag-hijacking’ ved at sætte kendte og meget anvendte
hashtags fra eksempelvis sportsmesterskaber ind i postings på sociale medier. Dermed eksponerer IS mennesker, som ellers aldrig ville have søgt på
IS hashtags, for IS budskaber og andre medieprodukter.
113
Målgrupper
Udover at være baseret på et narrativ, overordnede temaer, og en meget
struktureret/strategisk tilgang til medieanvendelse, synes IS’s kommunikation også at være målrettet mod mindst fem særlige strategiske målgrupper
med forskellige effekter - og dermed budskaber - for øje. Disse målgrupper
kan igen opdeles yderligere i nogle tilfælde:
1.De internationale og regionale medier
2.Nationale regeringer og internationale organisationer
a. USA
b. GCC landene
c. Andre koalitionslandes regeringer
3.Potentielle rekrutter og sympatisører
a. Personer tiltrukket af den ekstreme vold (ikke teologien)
b. Personer, der har et romantiseret billede af Jihad, og ser IS
som en mulighed for status, identitetsskabelse og eventyr
c. Personer med en bredere opfattelse af at beskytte ’muslimer’, eller specifikt sunnier fra eksempelvis det syriske
Assadregime eller den Shia-dominerede irakiske regering
d. Personer, der leder efter en identitet eller meningsskabelse
med tilværelsen, som de ikke følerkan realiseres i deres
respektive hjemlande.
4.Lokale målgrupper (i Irak og Syrien)
a. Interne, primært civile, i IS kontrollerede områder
b. Irak og Syriens regeringer og befolkninger (uden for IS
kontrollerede områder)
5.Bredere offentlighed (primært i vesten)
Strategiske målsætninger
Baseret på IS’s narrativ og strategiske budskaber, kan der udledes en række
strategiske målsætninger fra organisationens kommunikation. Omend disse
ikke er formelt formuleret af IS selv, er de dog en logisk forlængelse af de
tidligere identificerede buskaber, medievalg og målgrupper:
114
1. Skabe og fastholde international opmærksomhed omkring IS
2. Kontrollere narrativet (mediediskursen) omkring IS (stat, succes
og overlegenhed)
3. Positionere IS i forhold til rivaliserende jihadistiske grupperinger
4. Påvirke koalitionsmedlemmers normative og fysiske adfærd og
sammenhængskraft
5. Skabe et netværk af sympatisører og støtter
6. Rekruttere nye medlemmer
7. Intimidere og mobilisere målgrupper i Irak og Syrien
Udfordringer for IS i propagandakrigen
IS må siges at være effektive i dens mediekrig, men den bliver naturligvis
også udfordret af flere faktorer. Selvom der distribueres tusindevis af postings hver dag, vil mange af dem ende som ’støj’ i den sociale mediesfære, og
det er derfor svært for organisationen at sikre sig, at der bliver reageret på
særlig mange af dem, hvilket også gør sig gældende for andre jihadistiske
terrororganisationer, der forsøger at markedsføre sig via de sociale medier.
Ydermere kan IS ikke - modsat andre (eksempelvis kendte personer, firmaer eller politikere) på sociale medier - opbygge en stor mængde af faste
følgere på dens enkelte profiler og konti, idet disse målrettet bliver lukket
af forskellige aktører. Eksempelvis har firmaerne bag Twitter og YouTube
offentligt meldt ud, at de vil lukke konti som agerer på vegne af IS, eller som
videredistribuerer IS-materiale - særligt videoer med ekstremt voldeligt
indhold. IS er derfor tvunget til konstant at oprette nye konti, hvorfra den
kan distribuere materiale.
Endvidere bliver IS’s kommunikationskanaler i stigende grad mål for efterretningstjenester, hvilket enten sker i form af efterretningsindhentning imod
IS-interesser, gennem nedlukning af dens konti via juridiske virkemidler
eller via decideret hacking. I forbindelse med hackning bliver IS også udfordret af ikke-statslige og aktivistiske grupperinger som anonymous, der har
indledt en decideret kampagne mod IS (benævnt #OpISIS af anonymous
på de sociale medier).
I de traditionelle medier bliver IS også mere og mere trængt. Mange nyhedsredaktioner bliver mere varsomme med, hvordan de rapporterer omkring
IS og dens propaganda i forsøget på ikke selv at blive en aktiv del af den.
Sidstnævnte bliver mere udtalt efterhånden som den bredere befolkning bli115
ver mere opmærksom på, hvordan IS propaganderer. Nogle nyhedsmedier
har endvidere lanceret egentlige kampagner imod IS på de sociale medier.
Det gælder fx Al-Jazeera, der har lanceret kampagnen #ISISMediaBlockOut.
Private initiativer begynder også at udfordre IS’s narrativ, herunder en kampagne lanceret af unge muslimer, #NotInMyName, på internettet for at gøre
opmærksom på, at mange muslimer generelt ikke vil tages til indtægt for IS’s
udlægning af islam og organisationens målsætninger. At de-romantisere og
udfordre IS’s narrativ i den offentlige diskurs bliver også i højere grad brugt
af den internationale koalition imod IS, som et alternativ til at få lukket dens
sociale medieprofiler med mere ned.
Konklusion
Islamisk Stat har vist sig at være mere effektiv med hensyn til at udbrede
dens narrativ og strategiske budskaber til eksterne målgrupper - herunder
i forhold til at rekruttere nye medlemmer internationalt - end andre terrororganisationer. Modsat de fleste andre terrorgrupper har IS udviklet et
appellerende brand, vel støttet af militær succes på jorden. Et fysisk bevis
på denne er etableringen af ’kalifatet’, som IS søger at fremstille som en
velfungerende stat. Brandet er globalt, og går ikke på kompromis i forhold
til organisationens målsætninger, men er på den anden side heller ikke afhængig af det bagvedlæggende teologiske grundlag i forhold til at rekruttere
nye medlemmer. Her anvendes der i stedet for ofte meget følelsesmæssige
appeller.
Selvom IS’s kommunikation er baseret på et centraliseret (strategisk) narrativ og understøttende temaer, er selve dens distributionsstruktur i høj
grad decentral. IS beror på nogle få centrale produktionsenheder, men selve
distributionen af medieindholdet foregår gennem såvel IS-ledelsens officielle
konti på sociale medier, undergruppers kommunikationskanaler, enkelte
kæmperes personlige konti og via sympatisører uden egentlig forbindelse
til selve IS som organisation. På denne måde kan de mange budskaber og
medieprodukter hurtigt spredes effektivt gennem mange medier og konti.
Indholdsmæssigt fremstår de centralt producerede skriftelige produkter
(eksempelvis DABIQ magasinet) og organisationens mange videoer i høj
kvalitet. Især er det, der er produceret af Al-Hayet (IS’s engelsksprogede
medieorganisation), meget professionelt. IS’s tilgang til mediebrug og
116
indholdsproduktion er innovativ, sammenlignet med andre terrororganisationer, og kan sammenlignes med vestlig markedsføring. Eksempelvis i
forbindelse med IS-anvendelse af ’on-line gaming’, anvendelse af krypterede
platforme og avancerede teknikker på sociale medier, som tværmedial
kommunikation.
De genkendelige temaer i IS’s kommunikation bygger på og støtter dens
narrativ. Disse omfatter primært IS’s statsdannelse, succes og overlegenhed. Temaerne understøttes også af en række gennemgående budskaber,
herunder anvendelse af ekstrem vold og støtte til IS som en religiøs pligt.
Sammen med elementer som status, tilhørsforhold og identitetsskabelse,
understøtter såvel temaerne som de strategiske budskaber IS’s rekruttering. Selvom IS for nuværende er effektiv i dens mediekrigsførelse, bliver
organisationen dog i stigende grad udfordret fra flere kanter. De tre største
udfordringer for organisationen, og det som den internationale koalition
også sigter mod, er at udfordre dens narrativ gennem anvendelse af (for
målgrupperne) troværdige ’stemmer’, at gå målrettet efter personerne bag
profilerne (propagandaorganisationen) og ikke mindst ved fysisk at vise,
at IS langsomt, men sikkert, mister dens bedste ”salgsargument” – det territorielle kalifat. Beklageligt har IS dog i dens narrativ også taget højde for
(og kan forklare), at det er forventeligt at miste terræn frem til det endelige
slag mod ”Rom” (de vantro) ved Dabiq (en by i Syrien og navnet på IS’s
flagskibsproduktion – magasinet DABIQ), hvorfor IS’s propagandakrig er
mindst lige så stor en udfordring for det internationale samfund, som dens
fysiske fremfærd på jorden i Irak og Syrien er.
Anvendt Litteratur
Berger & Morgan (2015), The ISIS Twitter Census – Defining and describing the population of ISIS supporters on Twitter. The Brookings Project on
U.S. Relations with the Islamic World. Analysis paper, no. 20, March 2015.
DIIS rapport (2014), Islamisk Stat i Irak og Syrien – Kalifatets orden skaber
kaos i den nye krig mod terror. 2014:28
Furlow, Fleischer & Corman (2014), De-romanticuzing the Islamic State´s
Vision of the Caliphate. Arizona State University, Center for Strategic Communication, report 1402/2014.
117
Muhammad al-‘Ubaydi, Nelly Lahoud, Daniel Milton & Bryan Price (2014),
The Group That Calls Itself a State: Understanding the Evolution and Challenges of the Islamic State. The Combating Terrorism Center At West Point,
December 2014.
Nissen, Thomas Elkjer (2014), Terror.com – IS´s Social Media Warfare in
Syria and Iraq. Comtemporary Conflicts. 2014 – 2, Forsvarsakademiet.
Wood, Graeme (18-02-2015): “What ISIS Really Wants. National Journal”
US Central Command (12-2014): “Multi-Method Assessment of ISIL”
118
Visuel kontakt med IS - Interview med Rasmus Tantholdt
Af Carsten Jensen
Rasmus Tantholdt er journalist på TV2. Han har rapporteret intensivt fra
borgerkrigene i Irak og Syrien. Han har således dækket den periode i 2014
og 2015, hvor IS vandt fremgang, og hvor den internationale indsats mod
bevægelsen begyndte at finde form.
På grund af borgerkrigens karakter er der ikke mange muligheder for at få
kritiske og uafhængige vurderinger af, hvad der sker i de to lande. Derfor
er journalisternes arbejde af stor vigtighed for både ofrene for krigene og
for offentlighederne i de lande, der diskuterer mulige indsatser og deltager
i de missioner, der allerede er iværksat.
Dette interview med Rasmus Tantholdt er en mulighed for at ’se med’ i,
hvordan informationer om borgerkrigenes gang og indsatsen mod IS undersøges journalistisk. Det er også en mulighed for at se, hvordan en kritisk
arbejdende journalist vurderer sine arbejdsbetingelser under borgerkrigene.
Endelig gives der uafhængige vurderinger på baggrund af førstehåndskendskab til landene og begivenhederne.
Interviewet er foretaget på Bang og Jensen (Istedgade, København) i slutningen af maj, 2015.
Rasmus Tantholdt, du har arbejdet som korrespondent i ’skarpe zoner’. Hvor
har du været før og sideløbende med de aktuelle borgerkrige i Irak og Syrien,
og hvor har du dækket IS?
Jeg har rejst i 76 lande, herunder overalt i Mellemøsten minus Yemen. Med
hensyn til IS-relevante områder har jeg talt med irakere på første og andet
parket. I Irak og Syrien har jeg været i de kurdiske områder og talt med
repræsentanter for peshmergaerne, det vil sige ledere i kurdernes væbnede
arm. Jeg har også talt med repræsentanter for Den frie syriske hær, dengang
de var en organiseret kraft, man skulle regne med. Kort før angrebet på
Mosul var jeg i Irak for at dække det i gangværende valg. Jeg vurderede,
som alle andre observatører, at det var et fredeligt valg, der var meget tæt
119
på at være egentligt frit og demokratisk. Det skulle vise sig, at dette var et
billede af Irak, der uden at være helt forkert, blev modsagt af IS. Bevægelsen
er måske også i færd med at etablere sig i Libyen. Der var jeg efter deres
seneste valg i forbindelse med daværende udenrigsminiser Villy Søvndals
besøg. Også der viste valget gode takter i demokratisk retning, men dets
resultater viste sig ikke at holde. Kort efter begyndte forskellige islamistiske
grupper, at bekæmpe den valgte, moderate regering. Jeg talte med repræsentanter fra det moderate lederskab, der nu er forvist til byen Tobruk i det
nordøstlige Libyen, hvorfra det kan kontrollerer en mindre del af landet.
IS og modstanderne
Hvilke oplevelser har du haft af de civile i områder, der er truet af IS?
Jeg har ikke bevidst været i områder, hvor IS direkte har kæmpet. Men
sandsynligvis har jeg dækket områder, hvor de alligevel har været til stede i
forbindelse med styrkeopbyggelse. Jeg har sikkert dækket kampe op til juni
2014, hvor de oprørere, vi stolede på, var trængt af styrker, vi efterfølgende
må tro, var IS. Men den vigtigste direkte dækning var kampen om Kobani
i sommeren 2014, hvor vi dog ikke var i områder kontrolleret eller direkte
truet af dem. Vi har dog uden tvivl set dem direkte operere på den anden
side af fronten ved Kobani.
Den lokale civilbefolkning har været mere skræmt af IS end af andre. Nogle,
der var flygtet eller havde været i konfrontation, var direkte traumatiserede.
IS har fået denne magt, fordi de er så brutale, og fordi de bruger religiøse
argumenter så skamløst. Befolkningen føler ofte de religiøse følelser krænket. Det rammer meget dybt, at hensynsløse krigere bruger deres tro som
legitimering af ovegreb på lokale civile. Virkelig mange har mistet familie
eller bekendte til IS enten i kamp eller som led i IS’s terror mod civilbefolkning. Det giver en traumatiserende effekt og skaber helt bevidst frygt
for fremtiden og vanskeliggør måske organisering af modstand mod IS.
Har du talt med lokale militære og politiske ledere? Hvilke overvejelser gør
de sig om IS?
Den selvudnævnte borgmester i Kobani var en af kilderne. Kobanis forsvarere var glade for den internationale luftstøtte, men de ville ikke have
120
soldater fra de internationale støtter på jorden. De var meget frustrerede
over, at det internationale samfund ikke ville give dem våben. De kunne
se, at NATO-landet Tyrkiet havde opstillet masser af tunge våben på den
anden side grænsen, men de kunne ikke selv få dem. De ville gerne være
’knytnæven på jorden’ og følte, at de også kæmpede for os andre, når de
kæmpede mod IS. Det føltes både uretfærdigt og dumt, at vi ikke støttede
dem mere med våben.
Kurderne har udviklede planer for, hvad de ønsker sig af et nyt Syrien. De
kræver ikke uafhængighed her og nu, men at få udstrakt selvstyre og en form
for svejtsisk politisk system, med garanti for pladser i et nyt demokratisk
parlament. I dag synes disse ideer at være nærmest utopiske, men for blot
et par år siden syntes de inden for rækkevidde.
Det virker som om kurderne har været mere ’kolde’ overfor at skulle kæmpe
mod IS. Ser du forskelle på kurdernes reaktioner i forhold til IS og de øvrige
gruppers?
Ja, kurderne har været dem, der har været bedst til at matche IS i direkte
konfrontationer. Kurderne havde en militær infrastruktur via deres erfaringer med PKK, det vil sige den gamle kurdiske oprørsbevægelse, der også,
skal det siges, har været på flere terrorlister. Det har givet dem erfaring med
den slags. De så også borgerkrigen som en ramme for endelig at få plads
til at realisere deres drømme om mere autonomi. Deres politiske ambitioner syntes inden for rækkevidde i et nyt Syrien, og det gav dem mere at
kæmpe for. Samtidig var der ikke andre til at forsvare dem. De måtte selv
gøre arbejdet.
I Irak viste den irakiske hær mange gange, at den ikke magtede at tage
kampen mod IS op i tilstrækkelig grad. Det betød også, at kurderne først
og fremmest måtte stole på sig selv.
Man kunne få den tanke, at den irakiske hær, der er under kontrol af den
shia-baserede regering, søgte at trække shiamilitserne ind i kampene. En
af de måder, de kunne gøre det på, var at spare på deres egne kræfter og
mandskab ved tilbagetrækninger, således at de kunne argumentere overfor
politikere og verdensoffentlighed med, at det var militært nødvendigt at
bruge militserne som direkte frontkæmpere. Især USA har været modstandere af at bruge militserne, fordi USA er bange for, at det vil give for
121
stor shiaindflydelse i Irak. Der har været eksempler på at irakerne har søgt
luftstøtte fra USA og koalitionen omkring dem og derefter har brugt militser
på jorden (fx i Tikrit). USA har dog modsat sig denne taktik ret hurtigt.
Rasmus Tantholdt ved fronten i Nordirak sammen med en kurdisk soldat. Fotograf:
Thøger Andersen.
Kurdernes succes skal ses på baggrund af især den irakiske hærs dårlige
resultater. Også i Syrien er kurderne de bedst organiserede i forhold til at
kæmpe mod IS. De er meget disciplinerede. De har erfaringer og regler fra
mange års kamp. Kvinder bidrager som kampsoldater, og der er strenge
regler for forholdet mellem kønnene i kampzoner, - ingen kæresterier, men
militær professionalisme. De har i det hele taget en høj moral, der er baseret
på behovene for en effektiv guerilla.
Har du beskæftiget dig med den humanitære dimension?
Jeg har besøgt flygtningelejre inde i Syrien og i Jordan, hvor til mange er
flygtet. Jeg har set lejre i Jordan, hvor alt synes at være godt organiseret, og
122
hvor det er muligt for folk at leve værdigt. Jeg taler selvfølgelig ikke om at
leve godt, for det er præmisserne ikke til, men om at leve ordentligt, når
tingene nu er, som de er. Der findes dog muligheder for mange, herunder
børn, der får undervisning og lægehjælp. Det skal også siges, således at vi
ikke blot får det sort-hvide billede af nød og elendighed. Jordan, Tyrkiet og
verdenssamfundet har trods alt gjort en stor indsats.
Det skal selvfølgelig også siges, at de gode lejre ikke har plads til alle, og
at der findes mange, mange internt fordrevne i Syrien, der slet ikke har de
muligheder. Man kan ikke lade være med at tænke på, hvor de fordrevne
fra fx Tikrit egentlig flygtede hen, og hvordan de lever. Det er eller var jo
en stor by, og i dag er der ingen civile tilbage. Det er utrolig trist, og man
kan frygte for, hvad de fordrevne har oplevet. Det er vigtigt at huske og
beskrive, at der også er forskel på, under hvilke betingelser man er flygtning
i disse borgerkrige.
Hvad vil du fremhæve som det særlige ved at dække aspekter af den syriske
borgerkrig i forhold til dækning i andre brændpunkter?
Brutaliteten i den syriske borgerkrig har været overvældende. Det har været
værre end noget andet, jeg har set. Selv før IS for alvor kom på banen, var
brutaliteten omfattende. Det gælder på alle sider af konflikten. Det har været
uhyggeligt at opleve, at så mange af de tilsyneladende ’skræmmehistorier’, vi
har hørt som journalister, har kunnet bekræftes af uafhængige journalister
og andre kilder.
Der tages ingen eller få hensyn til civile. Det sker dog ofte i andre konflikter,
jeg har dækket. Der udøves bevidst terror mod befolkningen fra alle sider.
Jeg har set i Aleppo, at oprørssiden har angrebet modpartens civile med
shrapnels, altså granater der spreder små metalstykker omkring sig. Det
var ved hjælp af primitive hjemmelavede raketter.
Regimet er også stadig meget brutalt, endog overfor sine egne støtter. Jeg
oplevede, at et af de mennesker, jeg arbejdede sammen med i Damaskus,
fortalte, at hans søn var forsvundet i byen, efter at der var fundet våben på
hans arbejdsplads. Regimets sikkerhedsstyrker havde øjensynligt sørget for,
at samtlige ansatte var forsvundet, fordi enkelte havde skjult våben. Min
kilde turde ikke fortælle om tilfældet inde i selve Syrien. Det var først da vi
kom på tomandshånd i Beirut i Libanon, at historien kom frem.
123
Journalistik og medier i Syrien og Irak
Har IS’s mediestrategier effekter, der gør, at modstand mod dem bliver sværere?
IS’s mediestrategi er gennemsyret af, at der er så mange unge i bevægelsen.
De er nærmest vokset op med sociale medier. Mange af de unge, der kommer til IS fra især Europa og fx Saudiarabien, er gode til IT. De har også
lært af de andre nye arabiske medier. De laver tusindvis af tweets dagligt til
forskellige modtagegrupper overalt i Mellemøsten og Europa.
Deres videoer bliver også vidt udbredt. Det er så nemt at redigere videoer i
dag, at børn kan gøre det. Deres videoer ser proffe ud, og de har muligheder
for at lave dem med spektakulært indhold. Derfor bliver de også set. IS’s
videoer er fx mere udbredte og proffe end den irakiske stats.
IS’s modstandere er også begyndt at lære af dem. USA er begyndt at indse,
at man ikke alene skal kæmpe militært, man skal også vinde krigen mod
IS i de sociale medier. Tilsvarende er kurderne i Syrien begyndt at lægge
videoer ud som modvægt til IS’s.
Hvordan har mulighederne for dækning udviklet sig under borgerkrigene i
Irak og Syrien?
Det generelle billede er, at mulighederne for at lave god journalistik er blevet
dårligere siden 2011. Jeg ville gerne se IS indefra og lave reportager om,
hvordan det er at bo i kalifatet. Som andre journalister, vurderer jeg dog,
at det ikke er muligt af hensyn til den personlige sikkerhed i dag. Det er
vigtigt for den hjemlige offentlighed at have uafhængige kilder. Ved at være
på stedet ser man ting, der kan være med til at nuancere det billede i sort og
hvidt, der tegnes i dag, men der er skal også være grænser for dumdristighed.
Det er nødvendigt at være i både fysisk og psykisk topform, når man skal
arbejde i de områder, vi her taler om. Det er også nødvendigt at gøre sig
klart, når man starter et projekt, hvor langt man vil gå, hvilke risici man vil
tage. Fx om man kan blive beskudt, eller om man ’bare’ risikerer en dag eller to i et fængsel, fordi man som journalist har krydset en grænse ulovligt.
Ved at krydse en grænse ind til Syrien, kan man komme i direkte kontakt
med grænsevagter. Det er ret vigtigt, at man i en fart får gjort opmærksom
på, at man er vestlig journalist i.
124
Argumentet for at udsætte sig for et par dage i fængsel er jo, at vi som journalister skylder at gøre næsten alt for at kunne fortælle, hvad der sker. Det
er en del af en professionel etik, som man må forholde sig til.
Er det trods alt stadig muligt at være uafhængig journalist i Syrien?
Mulighederne i Syrien er generelt bedre end i Libyen under Gaddafi, så der
er stadig muligheder i de områder, der ikke er kontrolleret af IS.
Der er en kritisk balance i at lave kritisk journalistik og at sikre, at de mennesker, man arbejder sammen med, ikke kommer i problemer med styret.
Derfor er journalistik ikke helt fri i Syrien. Heller ikke den, de udenlandske
journalister laver. Fuld uafhængighed er derfor ikke mulig, men trods alt er
der i regeringskontrollerede områder en rimelig stor bevægelsesfrihed, når
man er sammen med repræsentanter for informationsministeriet.
Syrerne overvåger også udenlandske kanaler. De havde fx opdaget, at jeg
havde været i Kobani. Derfor ville de ikke give mig nyt visum til at komme
ind i Syrien igen. Jeg er ved at undersøge, om de ikke kan omstøde denne
beslutning, så jeg igen kan rejse i regeringskontrollerede områder. Det er
muligt at snakke med folk, jeg kender i Damaskus, men det er selvfølgelig
ikke det samme som selv at kunne vælge på stedet, hvem man vil snakke
med, og hvad man vil se. Der er også en vis lokal overvågning af journalister
fra syrere i fx DK.
Hvilke typer af kilder arbejder du med?
Lokale, der arbejder med medier. Fx fik jeg hjælp til at komme ind i Kobani
af herboende kurdere. Det skabte god basis for vurdering af sikkerhed, da
de samme mennesker selv havde kontakter, der var afhængige af samme
sikkerhed som mig. Desuden gav det god tolkning og godt lokalkendskab.
Desuden får jeg informationer gennem skaffere (journalisters hjælpere) i Syrien også uden for kurdernes rækker. Jeg undersøger også, hvad der kan findes på de sociale medier, og her kigger jeg fortrinsvis efter journalister, som
jeg selv respekterer som uafhængige. Endvidere er der også ting, som man er
nødt til at tale med de lokale om i de områder, man besøger. Sluttelig er der
officielle repræsentanter, der også kan bidrage med troværdig information.
125
Hvad skal man som seer og læser være opmærksom på, når man skal vurdere
kilder fra Syrien i den aktuelle periode?
Kildekritik er mere nødvendig end nogensinde! Der skrives meget om
konflikterne i Syrien og Irak, men kun meget lidt af kritiske journalister.
Journalister er nødvendige som filtre. De har meget at arbejde med, for der
udgives meget om konflikterne i Irak og Syrien af de forskellige parter. En
af deres vigtigste roller er derfor at filtrere det fra, der er rent vrøvl, partsindlæg og propaganda. Der findes masser af tekst- og billedmanipulation,
og dermed er der mange muligheder for at tage fejl. Jeg selv og TV2 tager
også fejl. At der er så meget materiale, gør det i virkeligheden sværere. Det
betyder bare, at det er vigtigt, at journalister også selv er til stede, der hvor
det sker, så de selv kan teste facts og historier.
Man kan måske opstille nogle kriterier for, hvordan offentligheden kan
forholde sig kritisk og skeptisk overfor de mange informationer:
a.Kender du journalisten? Er vedkommende troværdig? Skal vedkommende på skærmen eller i avisen igen, så vedkommende har brug
for troværdighed over tid?
b.Brug etablerede, kendte medier.
c.Husk, at alle har interesser i den region. Alle oplysninger og synspunkter gives med et formål, der har udgangspunkt i egne interesser.
Hvordan organiserer du sammenhængen mellem rejser og dit liv i Danmark
med den slags journalistisk arbejde, du laver?
For det første forbereder jeg arbejdet, så jeg kun behøver at være hjemmefra i ret korte perioder. For det andet forbereder jeg det sådan, at jeg
ikke behøver at tage chancer, der kan gøre nogen urolige. Af samme grund
informerer jeg også familien grundigt, og da min kone selv er journalist,
forstår hun også situationerne og mine valg. Det sidste element af det med
det velforberedte er at være i overskudsform både fysisk og psykisk.
Den anden side af de potentielt stressende sider af jobbet er, at det giver
utrolig meget. Jeg mener, at det er nødvendigt at der bliver rapporteret kritisk
126
fra regionen af hensyn til debat og demokrati herhjemme. Jeg kan være med
til at nedbryde fordomme og billeder i sort-hvidt, og det er meget tilfredsstillende. Så er der jo også et element af spænding i det. Det kan man godt
tage med uden at tage chancer, føre ’eventyrpolitik’ eller være dumdristig.
Fremtidsmuligheder
Er der, som du ser det, nogle udsigter til, at IS kan stoppes?
Helt ærligt: jeg er pessimist på den korte bane. Kun et langt sejt træk kan
stoppe IS. Der skal ændres tankebaner. Der skal skabes grundlag for, at deres
tanker og ideer ikke kan udvikle sig og spredes. Det gælder også i Europa.
Man kan ikke forestille sig, at IS kan ’udryddes’ med militære midler. Hver
gang der falder en IS’er i den slags forsøg, bliver der skabt to nye af brødre,
fætre eller venner.
Den største trussel mod IS kommer inde fra: fra deres politik og fra de
forskellige fraktioner og delingers interesser. I Irak vil nogle af dem fx bare
have ’en ny Saddam’, mens andre vil ændre landet fra at være selvstændigt
til at være en del af et større kalifat. Jo mere succes de får, jo mere vil sådanne interne konflikter få betydning og føre til magtkampe og splittelser.
Sandsynligvis vil det føre til ’borgerkrig i IS’. Det samme gælder i Syrien. Så
nogle af de forhold, der vil svække dem over tid, er deres indre splittelser
og modsigelser.
Desuden har IS overvejende krigen som identitet. De skal kæmpe for at
være IS’ere. Også derfor bærer bevægelsen på en indre identitetstrussel. IS
som organisation og militær kraft dør ikke af bomber eller kaos i Syrien.
De synes at trives med det. Derfor skal der tænkes i det lange perspektiv.
En anden ting er, at truslen mod os fra IS nok er overdreven. Det er ikke
primært ’os’, de går efter. Fx er der historien om, at de er i færd med at
infiltrere Europa via flygtningebåde fra Libyen. Det virker helt overdrevet
konspiratorisk. Der er ingen tegn på, at de forhutlede mennesker, der venter
i Libyen, skulle være veltrænede IS-krigere. Jeg har været der, og talt med
andre kritiske journalister, der har været der, og ingen af os har set noget,
der kunne bekræfte disse historier. Hvorfor i alverden skulle de også bruge
127
en så besværlig og omstændelig metode, når de allerede har sympatisører
i Europa? Normalt er de jo meget fornuftige, hvad planlægning angår.
Hvad kan der gøres?
Det er meget svært at sige. Situationen er jo meget kompleks. Det virker
som om, at alle tiltag til løsninger blot skaber nye problemer. Alle skridt
kan udløse uforudsigelige modreaktioner. At indsætte soldater fra udlandet
kan gøre det sværere at løse de aktuelle nationale problemer. Hvis man fx
styrker regeringen i Bagdad, lyder det jo meget godt, - men det kan gøre
det sværere at være sunni i Irak, da regeringen har basis i flertallet af shiitterne, og så vil sunnitterne måske støtte IS for at skabe balance i tingene.
I et eventuelt nyt Syrien vil der ikke være nogen fremtid for Assadstyrets
mænd. På den anden side synes der heller ikke at være nærliggende alternativer. Tidligere var livet bedre i Damaskus, og de politiske muligheder
syntes større i 2012. Intet tyder i dag på, at demokrati umiddelbart kunne
redde Syrien nu.
Man kan måske lave en parallel til situationen i Europa under overgangen
fra enevælde til demokrati. Det tog flere hundrede år. Nogle steder gik det
meget voldeligt for sig og andre steder mere fredeligt. Det bliver nok det
samme i Mellemøsten, selvom tidsrammen bliver kortere. Nogle steder
vil der komme meget vold, og det kan vi ikke forhindre ude fra. Hvad vi
skal indstille os på, er måske at være med til at smidiggøre overgangene,
hvor vi kan, og hjælpe dem, der kommer i klemme i demokratisering og
reformtiltag. Vi kan gøre det lettere for befolkningerne, men vi kan nok ikke
forhindre reformer og eventuelle medfølgende blodsudgydelser. Hvad vi kan
håbe på, er at blive bedre til at fredeliggøre og lindre overgangsprocesserne.
128
Sektion 4:
DE DANSKE VINKLER
Danmark intervenerer militært: Irak, men ikke Syrien.
Betragtninger over den danske interventionsdoktrin
Bertel Heurlin
De danske partier og Islamisk Stat
Birthe Hansen
Fjernelsen af Bashar Assads kemiske våben: Danmark som en
lille brik i et stort strategisk puslespil
Torben Mikkelsen
129
Danmark intervenerer militært: Irak, men ikke Syrien
Betragtninger over den danske interventionsdoktrin
Af Bertel Heurlin
August 2013 var præget af en intens international krise. Et omfattende
giftgasangreb på befolkningen i den syriske by Ghouta tæt på Damaskus
havde fået den amerikanske regering til at planlægge en begrænset militær
aktion. Krisen påvirkede også Danmark. Som tæt allieret med USA og som
et land, som gennem længere tid havde markeret sig som en partner, der
var villig og parat til hurtigt at intervenere med effektive militære midler i
internationale, primært amerikansk ledede koalitioner, måtte krisen medføre alvorlige danske politiske overvejelser. Hvordan skulle Danmark agere?
En udtalelse den 3. september 2013 af statsminister Helle Thorning–Schmidt markerede det, man kunne kalde den danske interventionsdoktrin.
Hun understregede dermed paratheden til at spille det hyperaktivistiske
interventionskort. Hun udtalte at ”Danmark har en pligt til at reagere uden
for FN´s sikkerhedsråd. Fordi vi har en pligt til at beskytte befolkningen i
Syrien imod deres egen leder, der bruger giftgasser mod dem”.1
Her har vi en klar udmelding fra den danske regering, at man er parat til med udgangspunkt i 2005-FN-beslutningen om Responsibility To Protect
(R2P) - at intervenere militært i Syrien uden accept fra FNs sikkerhedsråd.
Udmeldingen begrundedes i anvendelsen af masseødelæggelsesvåben,
WMD, som er stigmatiseret internationalt. Afgørende var videre, at WMD
blev anvendt mod egen civilbefolkning.
Danmark har fået markeret sin interventionsdoktrin. Den har været operativ i længere tid, men aldrig tidligere har den været formuleret så klart.
Men hvad er indholdet i og udviklingen af den danske interventionsdoktrin,
og hvilken rolle indtager den i det internationale spil omkring reaktionerne
på den fortsatte krig i Syrien og på den danske indsats mod ISIS i Irak fra
efteråret 2014? I denne forbindelse stilles spørgsmålet:
Hvorfor vælger Danmark at intervenere militært i Irak og ikke i Syrien i
forbindelse med den internationale koalitions krig mod ISIS?
130
Kapitlet søger at besvare disse spørgsmål ved først at analysere den historiske
baggrund for og udviklingen i den danske udenrigspolitiske aktivisme, hvis
rationale er at bruge landets væbnede styrkers internationale interventionskapacitet som et markant udenrigspolitisk middel til fremme af nationale
interesser. Forudsætningen er, at det ses som en national interesse at støtte
international fred og stabilitet og påvirke en verdensorden, der fremmer,
hvad Danmark forstår som generelle universelle værdier. Gennemgangen
sammenligner kort den internationale situation før og efter den kolde krig.
Dernæst opregnes de danske militære interventioner efterfulgt af en oversigt
over fordele og ulemper ved interventioner.
Det udeblivende danske interventionsengagement i Syrien analyseres, og
der konkluderes på spørgsmålet om, hvorfor, man fra dansk side valgte at
intervenere i Irak, men ikke i Syrien.
Den udenrigspolitiske aktivisme
Forklaringen på den udenrigspolitiske aktivisme, manifesteret som Danmark som krigsførende nation på vegne af det internationale samfund,
findes i den ændrede rolle for dansk forsvar. Under den kolde krig fungerede det danske forsvar primært som et symbol på det ubrydelige allianceforhold til NATO. Atombalancen garanterede fravær af krig i Europa.
Med afslutningen af den kolde krig blev alt med ét forandret. Truslen mod
Danmark forsvandt med Sovjetunionens sammenbrud. Der var nu i ingen
konventionel trussel mod dansk territorium i en overskuelig fremtid. Hvad
skulle forsvaret nu bruges til? I en ny verdensorden, hvor konturerne af et
mere integreret internationale samfund blev synlige-markeret ved den FNstøttede internationale koalition, som drev Irak ude af Kuwait i 1991, var
det oplagt – uanset at det brød med enhver tradition i dansk sikkerhedspolitisk strategi - at satse på at gøre det danske forsvar til en international
indsatsstyrke, som gennem militær styrke kunne skabe fred, stabilitet og
sikkerhed til gavn for det internationale samfund.
Med den nye verdensorden fik også globaliseringen et afgørende gennembrud.
Den blev øget i bredden og i dybden. Som et lille ressourcefattigt land, helt afhængig af regional og global handel og transport var truslen om international
marginalisering blevet mere nærværende. En ny mulighed for at demonstrere
international ansvarlighed og solidaritet var dukket op. Det var oplagt at satse
131
på et nyt og vigtigt område i den nye verdensorden: at bidrage til stabilitet
og sikkerhed gennem internationalisering af forsvaret. Men det betød en
dybtgående omvæltning i den måde, militæret hidtidig var indgået i dansk
strategi på. Det betød omfattende politiske og organisatoriske ændringer.
Men det var det, Danmark gjorde, og det Danmark har lukreret på ved at
forsøge at fremtræde som foregangsland på det globale militære interventionsområde. Danmark lagde her grundlaget for en egentlig interventionsdoktrin som kort udtrykt lyder: intervener, hvor vi kan, hvis det kræves af
den nye verdensorden.
Verdensordenen var den, at den overordnede øst-vest balance forsvandt
- og dermed den globale konflikt mellem USA og USSR. Asymmetri afløste symmetrien: kort sagt det bipolare system var blevet unipolært. For
Danmark betød det, at den belastende dobbeltpolitik- både at fremstå som
trofast NATO-allieret og samtidig spille rollen som afspændingssøgende og
ikke–provokerende i forhold til USSR kunne skrottes. Frontliniestatsrollen
var væk. Nu var man med et placeret i midten af et nyt Europa - helet og
frit. Danmarks strategiske situation var vendt op og ned. Danmark valgte
i denne situation at spille det internationale, militære interventionskort.
Forsvaret blev et udenrigspolitisk værktøj. Danmark, som før var forbruger
af sikkerhed, blev nu producent af sikkerhed. Småstatsrollen blev reduceret - nu kunne Danmark fremtræde mere stormagtsagtigt og spille med
militære muskler, om end de kapacitetsmæssigt var ganske ubetydelige.
I NATO sammenhæng - hvor situationen havde været ganske meget op
ad bakke under den kolde krig - fik Danmark en renæssance. Der blev
pludselig lyttet til Danmark, og NATO endte som bekendt også med at få
en dansk generalsekretær.
I det danske politiske system havde de systemiske ændringer følgende
virkninger:
- Fra at føre en form for international ”frihjulspolitik”, hvor man fik beskyttelse og sikkerhed uden nogen større international modydelse, måtte der
nu udføres ”hard work”2 i forhold til den nye verdensorden. En af måderne
var netop at militarisere udenrigspolitikken gennem internationale militære
interventioner.
- Det indebar, at den tidligere tilpasningspolitik blev afløst af en ny tilpasning
baseret på aktivisme, som endog blev betegnet som ”proaktiv”.
132
- Dansk politiks omdrejningspunkt som under den kolde krig primært var
indenrigspolitisk orienteret, blev nu drejet i retning af internationalisme
og globalisme. Man kunne lidt forenklet hævde, at Danmark bevægede sig
fra en dagsorden-politik(fodnotepolitikken)3 til en verdensordenpolitik.,
- Fodnotepolitikken blev afløst af et markant indenrigspolitisk og sikkerhedspolitisk fodslag. Bortset fra den danske regerings enegangspolitik
i forhold til Irakinterventionen i 2003 var der generelt fuld opbakning fra
de fleste af folketingets partier til den nye ”proaktivisme”.
- Denne udvikling betød også, at dansk udenrigspolitik ændredes fra værdifastholdelse til værdifremme.
- Dertil kom, at det var karakteristisk, at hvor militæret var afpolitiseret
under den kolde krig, kunne man i efterkoldkrigstiden tale om en militarisering af udenrigspolitikken.4
Som for de fleste lande, som Danmark normalt sammenligner sig med, var
det karakteristisk for efterkoldkrigsperioden, at sikkerhedsbegrebet blev
opfattet langt bredere end tidligere. I øst-vest konflikten var den snævre militærpolitiske sikkerhedspolitik i centrum. Nu blev risiko og trusselkonceptet
udvidet til et langt større og næsten altomfattende spektrum gående fra
human security til global security. For Danmark betød det, at den tidligere
adskillelse mellem sikkerhedspolitik, som var hyperkonfliktfyldt, udtrykt i
fodnotekrigen og forsvarspolitikken, og som var præget af en i rimelig grad
accepteret konsensus, forsvandt. Tilbage stod en klar sammensmeltning af
de to områder. Og der var konsensus om sammensmeltningen og om de
langsigtede strategier.
Som det er påvist, var ændringerne i det internationale system så omfattende, at et markant skift i dansk forsvarspolitik, sikkerhedspolitik og
udenrigspolitik var uundgåelig, hvis Danmark skulle klare sig i den nye
verdensorden.
Den danske interventionsdoktrin
Kapitlet sigter på at identificere og analysere det, som kunne kaldes den
danske interventionsdoktrin. Doktrinen hviler på følgende komponenter:
1) Danmarks ”special relationship” med USA, 2) Danmarks forhold til
133
det internationale samfund- defineret enten som FN eller defineret som
et specifikt moralsk globalt fællesskab, som ikke nødvendigvis inkluderer
FN-sikkerhedsråd. 3) Danmarks forhold til civil-militære relationer i et
samtænkningsperspektiv; dvs. det forhold, at militære indsatser ikke kan
stå alene. 4) Danmarks pro-aktive politik, som synes at kunne karakteriseres
som militær ”overbudspolitik”, det forhold, at Danmark i sin aktivistiske
politik generelt har haft et overbudspræget syn på danske krigskapabiliteter
og generelt har undervurderet nedslidningseffekterne af krigsførelse, og
dermed har søgt at fremstå som et interventionsforegangsland, hvor der
tilsyneladende ikke var nogen smalle steder.
Det dansk-amerikanske special relationship
At Danmark har et special relationship til USA efter anden verdenskrig har
et generelt overordnet strukturelt rationale, som er USA’s placering som
supermagt. Dertil et specifikt rationale, som dels er Danmarks placering
som et materielt ressourcesvagt, sårbart og udsat land, dels er en funktion
af, at Danmark i kraft af Grønland er direkte territorielt tilknyttet det amerikanske kontinent. Dette special relationship var også gældende under den
kolde krig - om end i noget svækket form i 80érne. Men efter, at USA blev
etableret som enesupermagt, og Danmark valgte en ny aktivistisk udenrigspolitik, kom USA til at spille en stadig større rolle for dansk udenrigspolitik
og sikkerhedspolitik. Nyrup-Rasmussen-regeringen fulgte en udpræget
pro-amerikansk politik, som blev endnu mere accentueret af den efterfølgende Fogh Rasmussen-regering. Med den nye Thorning–Schmidt regering
kunne man have forventet en mere tilbageholdende pro-amerikanisme ud
fra splittelsen omkring den danske Irak-interventionsdeltagelse. Det blev
ikke tilfældet. I regeringsgrundlaget fra 2011 blev det særlige forhold til
USA understreget. Og i den seneste regeringsvision, nemlig udenrigs - og
udviklingsministerens fælles strategi fra november 2014, ”Mere Danmark
i verden”, der som grundlag havde en forudgående omfattende folkelig
debat og en ekspertdebat, hedder det på side 10: ”Vi har tætte relationer
til verdens eneste supermagt, USA, som vi på de fleste områder deler et
stærkt værdifællesskab med. Det skal vi fortsat prioritere, fordi det skaber
lydhørhed i USA og øger vores indflydelse, ikke kun sikkerhedspolitisk,
men også på andre områder”.
Videre hedder det, ”Det transatlantiske forhold til USA vil være afgørendemultilateralt og bilateralt for varetagelsen af vores sikkerhedspolitiske
134
interesser, ikke kun i dag, men i de kommende år.” I regeringsgrundlaget
fremhæves det, at ”FN, NATO og EU udgør fundamentet for dansk sikkerheds- og forsvarspolitik, ligesom det tætte forhold til USA står helt centralt.”5
Dette special relationship baseres således ikke mindst på det overordnede
forhold, at USA analytisk i sikkerhedspolitisk henseende kan karakteriseres
som ”a European Power”, som varetager sikkerheden i Europa og er ”the
pacifier of Europe”. USA har interesse i denne rolle. Men det er også den officielle amerikanske opfattelse, at Europa bidrager alt for lidt til eget forsvar.
Her kan Danmark til en vis grad råde bod på dette ved sin aktivisme. Og det
lykkes på mange måder. Det manifesteres fx i utallige officielle amerikanske
panegyriske udtalelser om Danmarks helt specielle og bemærkelsesværdige
indsats som deltager i de internationale, fredsskabende militære interventioner udført af USA-ledede koalitioner. Danmark er i den amerikanske
optik helt klart et foregangsland.
Det internationale samfund
En anden komponent i interventionsdoktrinen er spørgsmålet om, hvad der
opfattes som det internationale samfund. Den gængse folkeretlige opfattelse
er, at den eneste organisation, som kan tale på det internationale samfunds
vegne er FNs sikkerhedsråd (UNSC). Det fremgår af FN-pagtens paragraf
24, at UNSC agerer på alle medlemmers vegne i spørgsmål, der vedrører
international fred og sikkerhed. Her er i realiteten tale om en folkeretlig
baseret suverænitetsafgivelse fra medlemsstaterne til sikkerhedsrådet til at
handle på internationalt vitale områder. En bredere tolkning af folkeretten
fremkom i forbindelse med 1999-interventionen i Serbien og med krigen
mod Irak i 2003. Ganske vist hævdede den danske regering i begge tilfælde,
at interventionen var lovlig uden sikkerhedsrådets specifikke godkendelse
under henvisning til tidligere UNSC-resolutioner. Men der var også tale
om en folkeretslig glidebane i relation til UNSC, hvilket blev yderligere
manifesteret, da Thorning-Schmidt-regeringen i sit regeringsgrundlag fra
2011 kunne fastslå, at FN-sikkerhedsrådsgodkendelser ikke nødvendigvis
skulle foreligge ved internationale interventioner. Forsvaret skulle kunne
”levere et mærkbart bidrag til internationale interventioner”. Sådanne interventioner skulle som hovedregel være anerkendt af UNSC. Men ved et
”entydigt og akut behov for humanitært begrundet militær intervention,
så kan Danmark deltage i samarbejde med relevante organisationer som
NATO, EU og i regionale fora”.
135
Denne udvikling kan ses i relation til den generelt ændrede rolle for FN
efter den kolde krig, hvor FN i vid udstrækning ses som en international
organisation på linje med en række øvrige internationale og regionale organisationer, men ikke nødvendigvis som den afgørende og overordnede
internationale enhed, som kan handle på det internationale samfunds
vegne. En yderligere nivellering af FN kan anes i FN-beslutningen i 2005
om responsibility to protect (R2P), som åbner mulighed for international
intervention – som kan opfattes som suverænitetskrænkelse - i forbindelse
med situationer med folkemord og forbrydelser mod menneskeheden. Den
omtalte udtalelse af den danske statsminister under Syrienkrisen i 2013
er en klar markering af, at dette skift har fået afgørende fodfæste i dansk
sikkerhedspolitik.
Den civil-militære komponent
Den tredje komponent, der indgår i interventionsdoktrinen, er det forhold,
at krig ikke kan stå alene. Ganske vist er det danske forsvar omlagt til fortrinsvis at kunne producere militære enheder, som skal kunne udsendes
til internationale missioner - hvilket betyder en opgivelse af et egentligt
territorialforsvar - men danske udenrigspolitiske målsætninger fastslår, at
militære indsatser, krig, som ikke er et direkte svar på angreb udefra, ikke
kan stå alene. Militære missioner i form af internationale interventioner
kan og skal ikke være en isoleret indsats. De militære indsatser skal følges
op med civile aktiviteter. Anvendelse af væbnet magt kan i den danske
politiske forståelse være en nødvendighed i det eksisterende internationale
system, men forudsætningen er, at krig er the last resort, dvs. at alle politiske
løsninger er afprøvet.
Når krigen skal planlægges og implementeres, skal den civile del medtænkes og indgå i den overordnede strategi. I dansk terminologi tales om
samtænkning. Ved samtænkning forstås den umiddelbare tilkobling til
den militære mission af civile ydelser og aktiviteter i relation til civilbefolkningen i konfliktområderne. Her ønskes fra dansk side normalt en
markant og effektiv civil indsats. Samtænkning kan dog også forstås i en
bredere sammenhæng, som del af en overordnet national strategi. Denne
udvidede samtænkning kan også ses som den civile del af den nye danske
udenrigspolitiske aktivisme i 1990érne. Der eksisterede en samlet strategi,
som blev kaldt Miljø, Freds og Stabilitetsrammen (MIFRESTA). Den skulle
sammen med ulandshjælpen bringe den samlede civilt orienterede danske
136
internationale statslige indsats op på 1,5 % af BNP. MIFRESTA blev imidlertid afviklet med Fogh Rasmussen-regeringen i 2001.
Med Thorning-Schmidt-regeringen returnerede Danmark på en måde til
den overordnede idé om samtænkning. Regeringsgrundlaget fastslog at
oprette en global ramme og pulje til ny sikkerhedspolitik. Den bestod af
tre dele, 1) Støtte til stabilisering, genopbygning og kapacitetsopbygning
i konfliktområder. 2) International klima – og miljøbistand, og 3) Støtte
til demokratiske forandringer og økonomiske forandringer i Mellemøsten
og Nordafrika, herunder god regeringsførelse, civilsamfund og fri presse.
Målet skulle være, at denne internationale støtte skulle sigte mod 1 % af
BNP.
På denne måde søges anvendelsen af væbnede styrker, egentlig krigsførelse,
at blive afvejet i forhold til civil international indsats.
Det synes at være vigtigt for Danmark ikke blot at fremstå som en militær
stærkt aktiv stat, som kæmper på det internationale samfunds vegne, men
også som en stat hvor den civile og militære indsats er komplementære,
hvilket vil sige, at krig føres parallelt med og efterfølges af freds- og stabilitetsindsatser, herunder økonomisk støtte.
Pro-aktivismen og overbudstendensen
Den fjerde komponent i doktrinen er den pro-aktivistiske politik. Der er
en tendens til en militær overbudspolitik i den nye danske aktivisme, som
tilsyneladende har ignoreret den forudsigelige effekt af nedslidning af personel og materiel, som finder sted ved egentlig krigsførelse i internationale
missioner. Overbudspolitikken indledtes med Danmarks omfattende deltagelse i den internationale koalitions angreb på Irak i 2003. Den efterfulgtes
af statsminister Fogh Rasmussens optræden på Forsvarsakademiets årsfest
i oktober 2003, hvor han annoncerede, at Danmark til enhver tid skulle
havde 2000 mand udstationeret på internationale militære operationer.
Overbudspolitikken blev markant videreført i forsvarskommissionen af
2008, som konkluderede, at de danske væbnede styrker af alle tre værn skal
kunne indsættes i alle former for operationer, ikke mindst højintensitetsoperationer med det tilsvarende materiel stort set hvor som helst i verden og
af forskellig varighed. Antallet af permanent udsendte soldater modereres
dog nu til ”op til” 2000 personer.6
137
Kommissionsarbejdet viste dels, at der fra politisk side var næsten fuld
konsensus om, at de udsendte soldater skulle udstyres med det nyeste og
bedste materiel næsten uanset omkostningerne. Der var manglende vilje
til at prioritere og fra forsvarets side fremhævede man kun i mindre grad
sliddet på personel og materiel ved langvarig krigsførelse. Veteranpolitik
var ikke et prioriteret emne.
På dette felt synes der at være en ”lesson learned” for Danmark, ikke mindst i
forbindelse med tilbagetrækningen først fra Irak og senere fra Afghanistan. I
regeringsgrundlaget fastslås det, at ”Forsvaret fortsat skal levere et mærkbart
bidrag til internationale missioner. Ambitionsniveauet for danske bidrag til
internationale missioner vil fremover være kvalitativt frem for kvantitativt”.
Prioriteringsaspektet er også blevet synligt. Det hedder fx i 2012-visionspapiret, at ” vi kan og skal ikke være engageret alle steder, men må tværtimod
prioritere kræfterne der, hvor de betyder mest for Danmarks sikkerhed, og
hvor vi kan gøre den største forskel.” Vi skal mobilisere både de bløde ressourcer og de hårde magtmidler, når der er behov for det. Men der er fortsat
bevaret reminiscenser af overbudspolitikken, uanset at det danske militær er
i gang med en nedskæring på 13 %. I forsvarsforliget 2013-17 fastslås det, at
de danske indsatsstyrker fortsat skal kunne satse på højintensive kampoperationer over stabiliseringsopgaver og international ordensopretholdelse til
civile redningsoperationer - igen praktisk taget i alle sammenhænge. Det er
overbudspolitik at skulle kunne alt, overalt og vedvarende.
Intervention er national sikkerhed
Den femte komponent i doktrinen er det forhold, at Danmark for ikke
mindst indenrigspolitisk at retfærdiggøre sin aktivisme, som jo også har
med øget ansvarlighed for den globale udvikling at gøre, nødvendigvis må
fremhæve, at enhver intervention har en direkte relation til styrkelse af
den nationale danske sikkerhed. At der kan skabes en stabil, udviklet og
fredelig verden vil øge dansk sikkerhed. Interventionsdoktrinen indebærer
et sikkerhedspolitisk styrket Danmark.
De konkrete interventioner: fordele og ulemper
Som det er påpeget var Danmark med fra den første begyndelse af efterkoldkrigstidens interventionsbølge, og man har troligt fulgt trop i den
138
efterfølgende serie af internationale aktioner. Danmark engagerede sig i
en bevogtnings - og efterretningsmission i den første Golfkrig 1990-91.
Senere kom en række interventioner på Balkan, hvor Danmark spillede
en betydelig rolle. Den danske indsats blev bemærket ikke mindst pga., at
danske hvidmalede FN-kampvogne i 1994 svarede igen på serbiske angreb.
Denne operation, som chefen Lars Møller kaldte Operation Bøllebank, fik
stor opmærksomhed - ikke mindst i USA. 1999 deltog danske styrker i
angrebet på Serbien. Terrorangrebet på USA 11. september 2001 førte på
sigt til dansk deltagelse i de militære operationer i Afghanistan. I 2003 gik
Danmark – med et splittet folketing og et splittet Europa bag sig- i krig
mod Irak i en amerikansk ledet mission. Danmark har været aktiv med
anvendelsen af militære midler på en række andre felter, ikke mindst på
piraterifronten i Adenbugten. I de tre seneste internationale missioner - i
Libyen, i Mali og kampen mod ISIS i Irak har det været det danske flyvevåben, der har holdt for.
Danmark har stort set været med hele vejen igennem, således som det
har været foreskrevet af den danske officielle forsvars – sikkerheds - og
udenrigspolitik.
Men hvordan kan man opregne fordele og ulemper, gevinster og tab ved
interventionerne? En enkelt metode er at sammenholde udfaldet med de
erklærede mål for dansk udenrigspolitik. Tre mål fremhæves i de officielle
politiske tilkendegivelser: Sikkerhed, velstand og værdier.7 Sikkerhed drejer sig om overlevelse, suverænitet og integritet. Velstand om de bedste
betingelser for udviklingen af dansk økonomi og produktion. Værdier om
at Danmark ønsker fredelige omgivelser, som hævdes fremmet ved demokrati, menneskerettigheder, personlig frihed og international lov og orden.
Et fjerde mål, som kan optræde, er fremme af konkrete danske interesser.
Sikkerhed
Hvilke gevinster og tab for Danmark kan der opregnes ved interventionspolitikken?
Der er en gevinst, hvad angår sikkerhed. I forbindelse med sikkerhed, fastslås
det i regeringens sikkerhedspolitiske redegørelse, at ” kun gennem et aktivt
engagement i verdens brændpunkter kan Danmarks sikkerhed bevares og
139
danske interesser fremmes”.8 Det fremhæves, at der i denne sammenhæng
er to centrale principper: at krise- og konfliktløsning skal ske gennem en
samtænkt og bredspektret tilgang, og at effektive internationale organisationer eller koalitioner er afgørende for Danmark. Den grundlæggende
tankegang er således, som det tidligere er blevet udtalt fra officiel side, at
vi kæmper i Afghanistan for at varetage Danmarks sikkerhed. En anden
markant begrundelse er fx at medvirke til svækkelse af ”rouge states”, altså
stater, der er mod den eksisterende verdensorden, som varetager og fremmer
dansk sikkerhed. En konkret begrundelse kunne hævdes at være, at det er en
styrkelse af den generelle danske sikkerhed, at når danske styrker deltager i
krigshandlinger, indebærer det et uvurderlig trænings-og erfaringsgrundlag
for forsvaret. Erfaring i internationale operationer styrker dansk sikkerhed.
Modsat er det største sikkerhedsmæssige tab for Danmark selvsagt dræbte
soldater. Det vedrører den individuelle sikkerhed, men er også i afgørende
grad et alvorligt kollektivt tab, som ikke desto mindre i vidt omfang er
blevet accepteret af den danske befolkning. Hertil kommer øget national
terrortrussel. Den generelle individuelle ”human security” mindskes gennem interventionernes ofte tætte tilknytning til den globale krig mod terror. Det kan medføre konkrete trusler om terroraktioner mod danske mål.
Velfærd
Gevinster i forbindelse med velfærdsmålet kan være øgede danske handelsog transportopgaver og generel styrkelse af økonomien som anerkendelse
for og sidegevinst ved militære interventioner. Der kan fx henvises til øgede
danske økonomisk-gunstige maritime transportopgaver for amerikanske
institutioner og firmaer. Modsat kan det også medføre tab, fx i relation til
tabte markedsandele i forbindelse med konkrete landes negative syn på
danske interventionsmissioner.
Generelt set må det fremhæves, at interventioner vil kunne være en langsigtet strategi økonomisk set i forbindelse med genstabilisering af interventionsområdet efter endt indsats, idet Danmark kan have erhvervet sig
særlig goodwill. Det er dog vanskeligt at påvise konkret. Derimod er det
en generelt accepteret kendsgerning, at krigsførelse er en overordentlig
kostbar aktivitet, som vil kunne svække dansk økonomi. Interventionernes
betydning for at forhindre flygtningestrømme, som i givet fald vil kunne
bedre dansk økonomi, vil nok generelt set være af marginal betydning, så
140
meget mere som krigsførelse umiddelbart vil tendere mod øgede og ikke
reducerede flygtningestrømme.
Værdier
Gevinster i forbindelse med værdier i bred betydning, som det er blevet
beskrevet, kan tildeles stor betydning. Ved at støtte og følge R2P-FNprincipperne markeres klart danske værdier. Det samme gælder interventionernes sammenhæng med en generel global ansvarlighed - ikke mindst
også i forbindelse med stabiliserings - og udviklingsaktiviteter.
En anden gevinst kunne være fordelen ved, at Danmark gennem interventionsaktiviteter, som til en vis grad understøttes af forestillinger om fremme af
værdier som markedsøkonomi, demokrati, menneskerettigheder, god regeringsførelse, personlig frihed og lov og orden, dermed også markerer støtte
til den amerikansk ledede verdensorden. Denne verdensorden er netop
baseret på de værdier, som dansk udenrigspolitik bygger på. En sådan støtte
af USA’s globale projekt kunne ses som en gevinst for Danmark i det danskamerikansk bilaterale forhold, som vil kunne udnyttes diplomatisk, politisk
og økonomisk. Omvendt vil denne sammenknytning kunne være et tab i forbindelse med forholdet til lande, som modvirker den amerikanske verdensorden og som vil betragte en dansk tæt identifikation med USA som negativ.
Specifikke interesser
Endelig en overvejelse over kategorien danske konkrete interesser. Her
kan henvises til påstanden om, at Danmark ved at indgå i internationale
interventioner med udgangspunkt i det internationale samfund, vil få en
gevinst - ikke mindst i relation til USA ved at undgå international marginalisering. Marginaliseringstruslen vil altid være eksisterende for et økonomisk, politisk og ressourcemæssigt sårbart Danmark, og det gælder om
at finde åbenbare nicher og udnyttelser af specifikke danske komparative
fordele på den globale økonomiske og politiske markedsplads, hvor en
småstat som Danmark kan markere sig. Danmark har øjensynligt set det
som en gevinst at markere sig optimalt på dette område - i modsætning til
en række lande med tilsvarende marginaliseringsproblemer. Modsat kunne
denne politik i nogle henseender bibringe til en marginalisering netop ved
koblingen til USA.
141
En konklusion på opgørelsen af fordele og ulemper peger i retning af, at
danske regeringer efter afslutningen af den kolde krig - uafhængig af partifarver - har vurderet at fordelene, uanset normalt uacceptable tab, har
været størst. Der har været mange lessons learned.
Syrien-Irak situationen
Hvordan skal Syrien-Irak problematikken, det forhold, at Danmark ender
med at vælge at deltage i den internationale koalition, som bekæmper
ISIS i Irak, men fravælger deltagelse i koalitionen, som bekæmper ISIS i
Syrien forstås og forklares? Fra én synsvinkel synes der at være tale om et
dilemma for Danmark, udtrykt i statsministerens udsagn fra 3.september
2013, som i realiteten udsteder en blanco check til det internationale samfund, at man vil indfri en pligt om intervention, fordi den syriske regering
har brugt masseødelæggelsesvåben, en internationalt set ekstrem alvorlig
anklage. Dilemmaet er skal - skal ikke. Fra en anden synsvinkel er der ikke
noget dilemma. Sagen er allerede på forhånd afgjort, idet dilemmaet er
amerikansk, og hvad end USA beslutter sig til, så vil Danmark følge trop.
Efterspørger USA dansk intervention i Syrien er Danmark parat. Uden
en sådan efterspørgsel er dansk intervention utænkelig. En drøftelse i det
udenrigspolitiske nævn havde vist, at der var flertal i Folketinget for at støtte,
hvad USA end måtte have af planer for at intervenere.9
USA valgte som bekendt ikke at intervenere og at acceptere et russisk forslag
om fjernelse af kemiske kampstoffer og våben fra Syrien. Danmark valgte
bl.a. sammen med Rusland, Norge og Kina at deltage i denne nedrustningseller afrustningsmission, i god sammenhæng med en dansk- nedrustningsog arms-control tradition.
Men problemet- eller dilemmaet vendte tilbage i sommeren 2014 efter, at
det var lykkedes for ISIS på kort tid at destabilisere store dele af Irak og Syrien, hvor organisationen benyttede sig af ekstrem terror, herunder blodige
henrettelser for åben skærm.
Der blev reageret relativt hurtigt og effektivt fra det internationale samfunds side. I eftersommeren 2014 etableredes en koalition af lande med det
formål at bekæmpe ISIL i Syrien og Irak, som direkte havde anmodet om
international hjælp til at besejre organisationen. Koalitionen, som kom til
at omfatte mere end 50 lande - heraf 10 lande fra Mellemøsten, blev ledet af
142
USA. I september begyndte Bahrain, Jordan, Qatar, Saudi Arabien og FAE
med USA som hovedleverandør og operatør at foretage luftangreb mod
ISIS-mål i Syrien, primært i Raqqa, Deir el-Zor, og Hasakeh .
Den militære indsats i Irak – ligeledes under amerikansk ledelse- var også
primært baseret på luftangreb. Deltagere blev UK, Frankrig, Holland,
Belgien og Australien. Danmark tilsluttede sig også denne intervention.
Begrundelsen var klar: ”ISIL er et af de største, måske endda den største sikkerhedspolitiske trussel som det internationale samfund står over for i dag”.10
I dette tilfælde var sagen for Danmarks vedkommende også afgjort på
forhånd, om end efterfølgende debatter i folketinget og i medierne selvsagt
fandt sted. De viste imidlertid en meget beskeden uenighed om beslutningen
om dansk interventionsindsats. Det gjaldt både om hvor, hvordan, med
hvad og hvor meget. Det, der var afgjort var, at USA havde lagt linjerne for,
om og hvor og hvordan en eventuel dansk indsats kunne iværksættes. På
dette grundlag var der ikke megen snak om” skal-skal ikke”. Den danske
interventionsdoktrin havde også lagt linjer for, hvordan der burde handles.
Afgørende var, at der skulle handles. De linjer, som USA havde trukket og
dem, der var trukket af Danmark var stærkt sammenfaldende.
Som det omtales i Birthe Hansens kapitel nedenfor blev den danske indsats vedtaget i Folketinget ved folketingsbeslutning B 122. Forslaget blev
fremsat af udenrigsministeren 25. August 2014 efter anmodning af den
danske regering. Resultatet blev en samlet dansk pakke bestående af en
diplomatisk, civil og militær indsats. Diplomatisk set var det vigtigt, at den
samlede indsats havde regionalt ejerskab. Det var markeret ved Jeddaherklæringen om fred og stabilitet i Irak og Syrien. Den civile løsning var at
søge at støtte udvikling og stabilisering, fx ved overgangsprogrammet for
Syrien på civil hjælp på 100 millioner kr., der tidligere var blevet besluttet.
Dertil kom bidrag til den politiske løsning, som ikke mindst drejede sig om
at undgå spredning af idegrundlaget for ISIS, herunder at styrke grænsesikkerheden i Libanon. Endvidere indgår tiltag mod voldelig ekstremisme,
som også omfatter henvisningen til den enstemmige, bindende resolution i
FN- sikkerhedsråd om ”foreign fighters”. Dertil kom en humanitær indsats
på 49 millioner kr. til Irak og 288 millioner til Syrien. Endelig besluttedes
den militære indsats, som primært var udsendelse af F-16 fly, C-130 fly og
støttepersonel.
Pakken kan ses som et klart udtryk for den danske interventionsdoktrin.
143
Pakken var en klar manifestation af det omtalte grundlæggende princip, at
den militære indsats ikke kan stå alene. Samtænkningskonceptet er i den
grad opfyldt.
Tilsvarende er det centrale synspunkt, at en direkte accept om interventionen fra FNs sikkerhedsråd klart er at foretrække. Men kan den ikke opnås og
er der tvingende, uomgængelige og nødvendige grunde til intervention pga.
folkemord, forbrydelser mod menneskeheden eller humanitære katastrofer,
som viser et entydigt og akut behov om intervention - fra det internationale
samfund - om det så kun er dele af dette samfund, der kræver intervention,
så er det en global pligt at intervenere. Dette princip er også opfyldt i ISISpakken. Der er ingen direkte sikkerhedsrådsresolution, der autoriserer en
intervention, men der en resolution, som fordømmer relaterede emner.
Hvad angår den proaktive overbudsfremmende faktor, kan der henvises
til det forhold, at der ud over de gængse klassiske interventionsstater UK
og Frankrig - kun er få vestlige lande eller lande, som Danmark normalt
måler sig med, der er med i ISIS-Irak koalitionen, nemlig Holland, Belgien
og Australien. Ingen nordiske, ingen syd-mellem eller østeuropæiske lande.
Her har Danmark igen markeret sig som et overbuds-foregangsland på
linje med de tidligere interventioner. Overbuddet består her i at byde ind i
forhold til de fleste andre fraværende småstater. Danmark overspiller ikke
rollen på det kvantitative område - men stiller med en markant indsats på
det kvalitative område.
Den afgørende og centrale del af den danske interventionsdoktrin er relationerne til USA. Som vi har påvist, er der i de officielle danske erklæringer
klare og utvetydige markeringer, som refererer til, at det er nødvendigt
og vigtigt for dansk sikkerhedspolitik at bibeholde det helt særligt tætte
forhold til USA. Det er her blevet benævnt som ” a special relationship”.
Vi har videre allerede påvist, at i den givne ISIS-trusselsituation, var der
bemærkelsesværdige sammenfald omkring de basale betingelser og omkring beslutningsprocesserne. Samarbejdet var helt gnidningsfrit; alt var
forberedt og forudset. Før beslutningerne havde der været hurtige og effektive bilaterale forhandlinger. Det fremgår ikke mindst af den udtalelse,
som den amerikanske ambassadør i Danmark kom med til Jyllandsposten
om beslutningsprocesserne. Han udtalte, ”Udenrigspolitisk er Danmark og
USA så meget på fælles linje, at når jeg møder op i udenrigsministeriet eller
i forsvarsministeriet for at bede om noget, så er de allerede i gang. Danmark
gør virkelig det, som USA ønsker.”11
Et sådant udsagn viser, hvor tætte og indforståede relationerne mellem de
to lande er. Det er klart, at en sådan indrømmelse om afhængighed aldrig
vil komme fra det officielle Danmark. En suveræn stat er selvsagt suveræn.
En demokratisk stat er selvsagt demokratisk. Men procesforløbet og de
danske officielle tilkendegivelser angiver en klar demonstration af, at pilen
i Danmarks sikkerhedspolitiske kompas - og dermed for en central del af
denne politik, nemlig interventionsdoktrinen- peger direkte på Washington.
Men hvordan skal man mere indgående vurdere diskussionen om, hvorfor
Danmark vælger at intervenere i Irak og ikke i Syrien? Ikke mindst når
statsministeren tidligere (året før) havde understreget Danmarks pligt
til at gribe ind i Syrien? Vi har allerede påvist, at her var afgørelsen lagt i
hænderne på USA. Danmark kunne og ville ikke agere uden fuld overensstemmelse med USA.
Men det er interessant, at under debatterne i folketinget blev dilemmaet
Syrien-Irak taget op ved mange lejligheder. Det var ikke mindst på grund
af Enhedslistens ønske om at støtte de kurdiske styrker i Syrien mod ISIS
og kritikken af Tyrkiets afvisning af at intervenere mod ISIS.
Når Jakob Engel-Schmidt fra Venstre fx spørger om, at ”hvis regeringen
vil bliver bedt om at deltage i et angreb på IS uden for Irak, for eksempel i
Syrien, vil socialdemokraterne så være positive?” er det ikke overraskende,
at svaret fra socialdemokraterne (Morten Bødskov) lyder: ”Når det er lykkedes at sammensætte en koalition… så påtager man sig de opgaver, man
er blevet bedt om og er inviteret til. Det er processen.”
Og når det bliver spurgt om, hvorfor danske jagerfly ikke kan operere i
Syrien, er svaret fra regeringspartierne (her Zenia Stampe), at det må man
tage stilling til, hvis en anmodning kommer, men at der synes at være en
god arbejdsdeling mellem USA’s militære koalitionssamarbejde med arabiske stater mod ISIS i Syrien og USA’s militære koalition med vestlige stater
mod ISIS i Irak. Endvidere anføres det, at et stort problem i Syrien er, at der
ikke er klare samarbejdspartnere i landet. Dertil kommer, at fly ikke giver
mening i Syrien, fordi der ikke findes landtropper, der kan støttes i Syrien.
En analyse af disse dilemmaer, som debatteres i folketinget og i offentligheden i øvrigt, viser, at helt afgørende er, at det er USA, som tager initiativ
til og leder og fordeler operationerne. Om den ene eller anden form for
intervention er anvendelig eller problematisk, hviler primært på ameri145
kanske prioriteringer. Disse prioriteringer er imidlertid ikke nødvendigvis
umiddelbart logiske i dansk sammenhæng. Fx hvis det er rigtigt, at fly ikke
giver mening i Syrien, fordi der ikke er landtropper, der kan støttes i Syrien,
hvorfor er det eneste militære middel, USA-arabstatskoalitionen anvender,
så netop fly?
Konklusion
Kapitlet har søgt at analysere baggrunden for og udviklingen af, hvad der
kaldes den danske interventionsdoktrin. Der er kort gjort rede for de hidtidige interventioner, og det er undersøgt, hvilke fordele og ulemper, der
er ved militær intervention ud fra officielle danske udenrigspolitiske mål:
sikkerhed, velstand og værdi – samt konkrete danske interesser.
I analysen af interventionsdoktrinen er følgende hovedkomponenter, som
danner baggrunden for indholdet i doktrinen, identificeret: 1. Special relationship USA-Danmark, 2. Relationen til det internationale samfund, 3.
Kravet om civil-militær samtænkning, 4. Kravet om pro-aktivisme, som kan
tolkes som ”overbudspolitik”, 5. Sammenhæng med national sikkerhedspolitik og konsensus omkring den. Påstanden er, at interventionsdoktrinen,
bortset fra en enkeltstående undtagelse i 2003, som hurtigt blev lukket,
har været konstant med en tendens til øget interventionsvillighed over de
seneste år.
Analysen viser, at den helt afgørende komponent i interventionsdoktrinen
er de tætte relationer til USA.
Referencer og anvendt Litteratur
____________
1 Udtalelse til Jyllandsposten, citeret fra Vedby Rasmussen m.fl., 2013, s.3.
2 Hansen, 2011.
3 Fodnotepolitikken bestod teknisk i folketingets beslutninger om dagsordener
vedr. sikkerhedspolitikken.
4 jf. Heurlin, 2009, s.302.
5 Det er interessant at de nordiske lande, Norden, kun spiller en perifer rolle i sammenhæng med forsvars- og sikkerhedspolitik i regeringserklæringen, og slet ingen
rolle i Visionspapiret, ”Danmark i Verden”.
6 Beretning fra Forsvarskommissionen af 2008, København 2009, ”Dansk forsvar
Globalt engagement”, s.100.
7 Jf. Udenrigsministeriet, 2014, ”Mere Danmark i Verden”.
146
8 Folketingstidende, samling 2014-15: R 7, 28.10.15, s.1.
9 Vedby Rasmussen, 2013, s. 7.
10 Udtalelse af udenrigsministeren i Folketingsmøde 1.10.2014. Folketingets Forhandlinger.
11 Citeret fra Folketingstidende, fra beslutningsforhandlingerne. Det er Uffe Elbæk,
MF, der citerer. Breitenbauch, Henrik Ø. (2015),”Uendelig krig. Danmark, Samtænkning
og stabilisering af globale konflikter”, København: Jurist-og Økonomforbundets Forlag.
Hansen, Birthe (2011),”Unipolarity and World Politics. A Theory and its
implications, New York: Routledge.
Heurlin, Bertel (2003), ”Riget, Magten og Militæret”, Dansk forsvars- og
sikkerhedspolitik under forsvarskommissionerne af 1988 og 1997.
Heurlin, Bertel (2009), Krig og fred i det 21. Århundrede, København, Samfundslitteratur.
Kristensen, Kristian Søby (2013) Danmark i krig. Demokrati, politik og
strategi i den militære aktivisme, København: Jurist-og Økonomiforbundets
Forlag.
Lauridsen, John T. (og andre), (2011), Den kolde krig og Danmark, København: Gads Leksikon.
Mortensen, Hans (red.), (2008), Helt forsvarligt? Danmarks militære udfordringer i en usikker fremtid, København, Gyldendal.
Petersen, Nikolaj (2004), Europæisk og globalt engagement, Dansk Udenrigspolitiks Historie, bind 6, København: Danmarks Nationalleksikon.
Rasmussen, Mikkel Vedby (og andre), (2013), Hvad gør vi nu? Amerikanske
beslutninger og dansk valg for militær intervention i Syrien, København:
Center for Militære Studier, Københavns Universitet. 6.september 2013.
Officielle redegørelser
Beretninger fra Forsvarskommissionerne af 1997 og 2008
Årlig redegørelse: Forsvarsministeriet
Folketingstidende
147
Af Birthe Hansen
Terrorbevægelsen Islamisk Stat kom for alvor på danske politikeres dagsorden i løbet af foråret 2014, og folketinget besluttede i oktober at deltage
i bekæmpelsen med kampfly.
Formålet med dette kapitel er at karakterisere danske politikeres opfattelse
og beskrivelse af udfordringen fra og indsatsen imod Islamisk Stat: Hvad
fik de danske partier til at støtte et engagement i kampen mod bevægelsen?
Der gives en oversigt over opfattelserne af Islamisk Stat som fænomen (herunder også benævnelsen heraf), truslen og dennes karakter samt synet på
indsatsen imod bevægelsen.
Oversigten er lavet på basis af interviews med partiernes udenrigsordførere1 i begyndelsen af 2015, ca. et år efter, at Islamisk Stat for alvor kom på
dagsordenen i Danmark, folketingsdebatter og medier.
Debattens fremkomst: pludseligt
Ifølge samtlige interviewede ordførere var det først i foråret og sommeren
2014, at deres partier var begyndt at diskutere Islamisk Stat (IS) som et
presserende problem. Dette skete som en følge af bevægelsens territorielle
erobringer i det nordlige Irak. Man havde nok hørt om IS, blandt andet i
forbindelse med diskussionen af eventuel våbenhjælp til oprørerne i Syrien,
men man havde ikke ”taget al den snak om kalifatet alvorligt” før især
erobringen af den irakiske by Mosul. Også billeder af henrettelser på Youtube
bidrog til den begyndende bekymring. I den efterfølgende debat byggede
man især på briefinger fra udenrigsministeriet og forsvaret som kilder til
viden om Islamisk Stat, men også den generelle mediedækning blev nævnt.
Politikernes optagethed af Islamisk Stat viste sig kort efter at være i samklang
med befolkningens opfattelse. En undersøgelse udført af Analyse Danmark
(med 1256 respondenter) for ugebrevet A4, viste, at 93 % af de adspurgte
opfattede truslen fra Islamisk Stat som alvorlig, og at 37 % anså Islamisk
148
Stats fremfærd som den aktuelt set værste konflikt.2 Undersøgelsen, der blev
offentliggjort i september 2014, viste således, at der var stor bekymring over
Islamisk Stat i den danske befolkning.
IS som fænomen: uset brutalitet
Der har været bred enighed blandt partierne om at karakterisere IS som
en terrorbevægelse, og at IS har lighedspunkter med al-Qaeda, der var den
dominerende terrorbevægelse i årtiet efter angrebene den 11. september.
Ligeledes var der bred enighed om at se IS som en sammensat størrelse, der
har et vist overlap til al-Qaeda eller andre terrorgrupper.
Der var også udbredt enighed om, at der var store forskelle på IS og alQaeda. Holger K. Nielsen (SF) fremhævede, at IS i høj grad udfører terror
for terrorens egen skyld, hovedsageligt retter den mod andre muslimer, og
at IS har gennemført egentlig religiøs udrensning. Lars Barfoed (Konservativt Folkeparti) pegede på, at IS har været mere effektiv end al-Qaeda i den
forstand, at IS har opnået territorielle gevinster og anvender særligt brutale
metoder. I løbet af 2014 har IS desuden formået at fungere administrativt
og selvfinancierende i større områder. Også John Dyrby Paulsen (Socialdemokratiet) fremhævede, at IS i forhold til al-Qaeda går mere målrettet efter
statsbygning og anvender mere rå metoder. ”IS’s finansiering er betydelige
for en terrororganisation”, men de samme finansielle kilder i forhold til at
drive en stat er ”beskedne”. Zenia Stampe (De Radikale) betegnede IS som
’noget helt nyt’ med sin kalifat-ambition og ”næsten værre end terror”.
Mette Bock (Liberal Alliance) pointerede, at udfordringen fra IS afspejler
en bred kamp, der drejer sig om både ”menneskesyn, kultur og politiske
systemer”. Søren Espersen (Dansk Folkeparti) tilføjede, at IS synes at nære
et grænseløst had til shiamuslimer.
Opfattelsen af den usete brutalitet og afvisningen af andre måder at tænke
på peger på en senere udfordring. Mette Bock pegede på, at der kan opstå
et problem, hvis man senere skal forholde sig ”resterne af IS”, f.eks. som
det har været tilfældet med al-Qaeda i Afghanistan, hvor der nu afholdes
legitime valg.
Søren Espersen så IS og al-Qaeda som ”samme bevægelse, hvor begge parter opererer ens og støtter hinanden – trods rivalisering”, og at de har ’delt’
verden geografisk. De adskiller sig ved, at al-Qaeda ikke har haft territoriale
149
krav, men flere internationale kontakter, mens IS gennem nålestiksoperationer har skabt uro og haft større held med at markedsføre kalifatet.
De fleste udenrigsordførere lagde desuden vægt på, at Islamisk Stat næppe
kan nedkæmpes endeligt, men vil være en udfordring i lang tid, måske i
en opsplittet form, og som f.eks. Lars Barfoed udtrykte bekymring for, at
hvis det lykkes at presse IS i Irak, vil dele af bevægelsen måske søge nye
græsgange og søge at ekspandere i Saudi Arabien, Yemen eller Libyen.
Omtalen af IS: de unævnelige
I debatten om IS og modindsatsen har der i usædvanlig grad været en debat
om, hvordan man skal benævne ’udfordreren’.3 Den danske udenrigsminister, Martin Lidegaard, var i efteråret 2014 inde på, at det var betænkeligt
at omtale bevægelsen som Islamisk Stat, da den hverken repræsenterede
islam eller en stat.4 Martin Lidegaard benævnte herefter IS principielt som
”terrorbevægelse” eller ”ISIL”.
Blandt udenrigsordførerne var der også en betænkelighed herved, men samtidig en opfattelse af, at det er svært at undgå, selv om det er uønskværdigt.
Lars Barfoed tilstræbte at rette ind efter udenrigsministeren, men pegede
på, at ’Islamisk Stat’ indgår, om end indirekte, i alle omskrivningerne som
IS, ISIL og ISIS. Også Søren Espersen ønskede at tilslutte sig udenrigsministeren på dette punkt, men sagde, at det i praksis var svært at komme
udenom benævnelserne IS og ISIL.
Holger K. Nielsen sagde, at han havde benævnt bevægelsen som mange
ting, f.eks. barbarer eller terrorbevægelse.
Mette Bock foretrak betegnelsen ’ISIL’, men fremhævede, at det kan være en
fordel for både Islamisk Stat og dens modparter, at den har taget et så bredt
dækkende og ubestemt navn. For bevægelsen selv kan navnet skabe samling
på tværs af andre uenigheder og er en kommunikationsmæssig genistreg, der
ikke binder rekrutteringen til et afgrænset geografisk område. Det er også
en ”markør for identifikation, hvor sproget, som Grundtvig sagde, skaber
hvad det nævner”. For modparten kan det ifølge Mette Bock også være en
fordel. ”Hvad, hvis vi ikke havde haft begrebet?” Det skaber også nogle
mentale billeder på den anden side, der gør det lettere at forholde sig til en
bevægelse, der ellers består af mange grupper og forskellige slags terrorister.
150
John Dyrby Paulsen nævnte, at man ofte på møder i f.eks. NATO-komitéer,
bruger den arabiske betegnelse Daesh,5 men denne er ikke så udbredt i
Danmark. I stedet bruger Dyrby Paulsen og mange socialdemokrater betegnelsen ’såkaldt Islamisk Stat’.
Zenia Stampe havde en ’pragmatisk’ tilgang og mente, at ’i sidste ende
betyder terminologien ikke så meget, slaget står et andet sted’. Generelt
afspejlede politikernes svar ulyst ved at bruge betegnelsen ’Islamisk Stat’,
men også vanskeligheden ved at finde en anden betegnelse, der er alment
genkendelig. Samlet afspejlede overvejelserne, at bevidstheden om ’den rette
diskurs’ for alvor har vundet indpas også på dette område.
Truslen fra IS: en globaliseret trusselsforståelse
Islamisk Stat udgør en alvorlig trussel. Dette var udenrigsordførerne enige
om. Holger K. Nielsen pegede på, at Islamisk Stat for det første udgør en
trussel regionalt set, hvor bevægelsen kan true de mange skrøbelige balancer
som en anden ”gøgeunge” og derved udfordre de eksisterende grænser. For
det andet truer Islamisk Stat civilbefolkningerne med sin brutale adfærd.
For det tredje udgør den en international trussel, da man risikerer, at den
eksporterer terrorisme.
Mette Bock mente også, at Islamisk Stat er en trussel på flere niveauer:
mod civile i regionen, mod stabiliteten i regionen (især i Irak), og globalt,
hvor der er mange frustrerede, der får en vision, de kan målrette deres
vrede ud fra.
Også Lars Barfoed pegede på, at truslen var både regional og international
– ”jo mere fodfæste, bevægelsen får, desto mere bliver den et arnested for
terror også mod Danmark”.
John Dyrby Paulsen nævnte fire udfordringer: regional ustabilitet, opbyggelse af større organiseret terrorisme, hvis kalifatet ekspanderer, hjemvendte
krigere, der tager sagen i egen hånd samt flygtningestrømme.
Zenia Stampe mente ikke, at truslen mod Danmark var ’stor’, om end at IS
på langt sigt kan inspirere euro-jihadister. I stedet udgør IS en trussel i form
af overgreb mod lokale befolkningsgrupper og vil, også på langt sigt, med
landerobringer kunne udgøre en ’safe haven’ for terrorister.
151
En yderligere indikation på, hvor alvorlig truslen mod Danmark kan opfattes, fås i et spørgsmål til udenrigsministerens fremsættelse af forslag til
folketingsbeslutning, B122. Her spørger Søren Espersen, om regeringen
betragter ”de danske jihadister i ISIL, som nu bliver danske soldaters fjende,
som landsforrædere, og agter man i den forbindelse at søge disse tiltalt efter
straffeloven”?6 Svaret lød således: ” Der kan rejses tiltale mod ”danske jihadister i ISIL”, i det omfang anklagemyndigheden vurderer, at de pågældende
beviseligt har begået et strafbart forhold, som forfølges af det offentlige. Det
bemærkes, at sagens behandling ved en dansk domstol forudsætter, at det
pågældende forhold er undergivet dansk straffemyndighed”.7
Udenrigsordførernes trusselsopfattelse af IS kan samlet set (bortset fra Enhedslistens) karakteriseres som ’globaliseret’,8 både i den forstand, at man
anser overgreb i Mellemøsten som udfordring for Danmark, og i den forstand,
at man opfatter en risiko for, at IS kan føre til terrorangreb også i Danmark.
Indsatsen mod IS: et reelt dilemma
Selvom terrorbevægelsen IS ikke havde anrettet voldsomme terrorangreb i
Vesten, som al-Qaeda havde gjort det, samledes der i løbet af 2014 en større
international koalition imod bevægelsen. Den danske indsats blev vedtaget
i folketinget ved folketingsbeslutning B1229 fremsat af udenrigsminister
Martin Lidegaard 25. august 2014, og baggrunden herfor var en anmodning
fra den irakiske regering. Danmark valgte at bistå indsatsen med at sende
F-16-fly og støttepersonel til Irak.
Folketingets beslutning om at deltage blev vedtaget med stemmer fra alle
partier bortset fra Enhedslisten og en løsgænger. Tilsagnet og udsendelsen
af fly og personel blev givet på baggrund af anmodningen fra den irakiske
regering og ud fra, at der ikke skulle danske kampstyrker på jorden, hvilket
adskilte missionen fra fx den danske indsats i Afghanistan før 2014 og ikke
mindst den tidligere mission i Irak fra 2003-2007.
Udenrigsordførerne var med undtagelse af Enhedslisten enige om, at det
militære bidrag er væsentligt for at beskytte civilbefolkningen i dele af Irak,
og for at afskære IS fra at få yderligere fodfæste og dermed mulighed for at
ekspandere. Der var også enighed om, at man næppe kan ’nedkæmpe’ IS
militært, og at der er tale om en meget vanskelig opgave, men at det i sig selv
er et mål at begrænse bevægelsen, og at det er nødvendigt med også andre
152
tiltag i regionen for at begrænse rekruttering og virke. John Dyrby Paulsen
pegede på, at man ikke skal undervurdere FN’s rolle i forhold til en dialog
om en politisk løsning i Syrien og i forhold til flygtningeproblematikken,
men ellers var der ikke megen tro på FN’s rolle blandt udenrigsordførerne.
Nikolaj Villumsen (Enhedslisten) talte i medierne for, at FN burde have
spillet en stor rolle og ledet en eventuel indsats.10
Den syriske præsident Assads forsøg på at nedkæmpe IS lige som den vestlige koalition, der på sin side også ser Assad-regimet som et stort problem,
udgør et generelt dilemma ifølge udenrigsordførerne. Det var til gengæld
enighed om, at dette ikke skulle forhindre koalitionen i at handle, og flere
pegede på, at man i bedste fald vil kunne styrke den moderate opposition,
som står over for både Assad-regimet og IS. Søren Espersen pegede desuden
på, at en del af præsident Assads apparat stadig er intakt, og at det er vigtigt
at overveje den efterfølgende situation i dette lys.
I forhold til indsatsen mod IS, udkrystalliserede der sig imidlertid også
nogle uenigheder i løbet af debatten i 2014 samt nogle forskellige prioriteringer.
Enhedslisten stemte imod Danmarks militære bidrag til indsatsen i Irak.
”Enhedslisten støtter ikke dansk deltagelse i en ny Irak-krig, som det jo er,
når man sender kampfly, der skal bombe af sted”, udtalte Nikolaj Villumsen
til Politiken11 i forbindelse med afstemningen herom. Omvendt mente Lars
Barfoed, at det ikke havde været nødvendigt for Danmark at begrænse sin
indsats til Irak, da der formentlig er en folkeretlig mulighed for også, i en
legitim kamp mod en terrorbevægelse, at forfølge over grænser (fra Irak til
Syrien), samt at andre militære støttemuligheder (som specialstyrker) også
kunne indsættes. Flere andre mente, at en Syrien-indsats blev vanskeliggjort
af, at der ikke var lokale styrker på jorden, der kunne samarbejdes med.
Ordførerne gav derudover udtryk for en række forskellige prioriteringer i
forhold til den danske indsats. Holger K. Nielsen pegede på, at det for det
første er vigtigt at adskille IS fra de moderate muslimer og underminere dens
dagsorden. For det andet, at det er vigtigt at håndtere flygtningeproblemet
på europæisk plan på grund af dets omfang, og da nogle sydeuropæiske
lande er overbelastede, kan en løsning i EU-regi være hensigtsmæssig.
Mette Bock lagde vægt på en opretholdelse af de liberal-demokratiske
rettigheder, herunder en individuel behandling af flygtninge, pligten til at
153
beskytte civilbefolkninger, samt at man skal undgå at involvere sig i ’nationbuilding’, men overlade dette til lokale kræfter.
Lars Barfoed fremhævede nødvendigheden af sociale og uddannelsesmæssige tiltag i regionen: ”veluddannede kvinder er et stærkt våben” i forhold
til at begrænse tilgangen til radikale bevægelser.
John Dyrby Paulsen mindede om, at man ikke må overse, at IS udstiller
de militaristiske dele af islam, og at det derfor at vigtigt at få sat ord på, at
det er vold, der skal bekæmpes og ikke islam. Det er også vigtigt at inddrage arabiske lande og Iran i kampen mod IS, hvis en reel inddæmning
skal finde sted.
Zenia Stampe mente, at Danmark bør specialisere sig mere i ting, der har
været vanskelige tidligere som i f.eks. Afghanistan, herunder kendskab til
”forhold på jorden”, den ”civile del” og ”kulturforståelse”.
Søren Espersen pegede på, at IS kan miste pusten og trænges tilbage, og at
luftangreb kan være til stor nytte i forhold hertil. Hvis IS trænges tilbage,
vil de radikale formentlig søge tilbage til al-Qaeda, der dog ikke har haft et
karismatisk lederskab siden Osama bin Ladens død. I forhold til, at Danmark har valgt at prioritere Irak i forhold til Syrien, så Espersen ikke den
store forskel, men pegede på, at Danmark med indsatsen i Irak har bidraget
til at frigøre amerikanske ressourcer til brug for indsatsen i Syrien. FN har
ikke kunnet gøre noget mod Islamisk Stat siden Rusland nedlagde veto i
Sikkerhedsrådet mod indgreb.
Enhedslisten har prioriteret at ville støtte kurderne i Irak med våben og ammunition,12 og har udtrykt kritik af, at missionen i Irak ikke er ledet af FN.
Søren Pind udtalte i et interview i Politiken, at ”Jeg tror ikke, man kan gøre
det uden styrker på jorden, og det er et resultat af den efterladenhed, man
har udvist fra Vestens side”.13 Forslaget om landtropper fik Zenia Stampe
til at reagere på Facebook et indlæg om, forslaget ”er ikke bare urealistisk,
men også direkte farligt”,14 da det ville føre til øgede rekrutteringsmuligheder
for Islamisk Stat.
154
En globaliseret trussel fra en brutal, ubenævnelig modstander
I løbet af det første år efter Islamisk Stats fremmarch i især det nordlige Irak
viste der sig en omfattende enighed blandt partierne i det danske folketing,
bortset fra Enhedslisten.
For det første omfattede enigheden en globaliseret trusselsopfattelse. Der
blev givet udtryk for, at Islamisk Stat kunne true både civilbefolkninger
og mellemstatslig orden i regionen, samt at hjemvendte krigere udgjorde
en potentiel trussel mod Danmark. Generelt set blev truslen opfattet som
’alvorlig’.
For det andet var der enighed om, at Islamisk Stat har ført sig frem med
en særlig brutalitet, både i forhold til civilbefolkningen i området og til de
videofilmede henrettelser af gidsler.
For det tredje var der enighed om omtalen af Islamisk Stat i den forstand, at
Islamisk Stat blev fundet uværdig til sin egen betegnelse. Italesættelsen af
en udfordrers eget navn blev således direkte problematiseret. Der var også
enighed om, at det var svært ikke at bruge betegnelsen af praktiske grunde,
så pragmatisme var nødvendig.
For det fjerde var der enighed om, at der måtte en militær indsats til for at
stoppe Islamisk Stats fremfærd og hindre den i at få større fodfæste. I forhold
til indsatsen var der dog også enkelte større forskelle, primært i forhold til,
om det danske mandat kunne have omfattet Syrien også, om det kunne have
været udvidet med også andre typer militære bidrag, hvorvidt landstyrker
kunne blive en option, samt i hvor høj grad den militære bistand bør suppleres med andre midler.
Alt i alt kan indsatsen i det første år beskrives i tråd med den aktivisme,
der har præget dansk udenrigspolitik i tiden efter koldkrigsafslutningen (jf.
Bertel Heurlins analyse i foregående artikel), og hvor flertallet har valgt at
yde også militær støtte til USA-ledede koalitioner og politiske dagsorden.
Enhedslisten skilte sig ud fra den ellers brede enighed ved dels at stemme
i mod den danske indsats, dels ved at prioritere våbenhjælp til de irakiske
kurdere – hvilket til gengæld ligger inden for en opfattelse af nødvendigheden af en form for militær indsats.
155
Med begreber fra den engelske skole15 kan man sige, at det lykkedes for
flertallet af partierne at forene ’orden’ og ’retfærdighed’ med indsatsen: den
fandt sted på anmodning af den irakiske regering og kan således ikke siges
at krænke suverænitet, men opfylder ’orden’, og på den anden side refererede
flertallet til beskyttelse af civile og dermed ’retfærdighed’.
Dansk udenrigspolitik er blevet beskrevet som værende ’international aktivisme’ og endog ’militaristisk aktivisme’ i tiden efter den kolde krigs ophør.
Dette modsvares af flertallets globaliserede trusselsforståelse og indsatsens
karakter i form af indgriben med militære midler – uden om FN.
Flertallet gav udtryk for at være principielt forberedt på, at Islamisk Stat
kan udvikle sig. Enten ved at splittes i forskellige fraktioner, ekspandere
(til Nordafrika og andre steder), vinde yderligere frem i Irak og Syrien,
eller eventuelt svækkes som følge deres territoriale ambition. Som følge af
udviklingsmulighederne blev der peget på, at man må overveje, hvordan
man skal håndtere IS efterfølgende, hvad man stiller op med eventuelt ’arbejdsløse krigere’, og hvordan man hindrer, at Syrien bliver en fuldstændigt
fejlslagen stat. To ordførere havde allerede i september 2014, i forbindelse
med vedtagelse af den danske indsats i Irak, forpligtet sig offentligt i forhold
til spørgsmålet om landtropper. Hvis Islamisk Stat ikke kan bekæmpes uden
eller fortsat styrkes, burde Danmark så også bidrage på jorden? Søren Pind
fra Venstre argumenterede herfor, mens Zenia Stampe afviste landtropper
med den begrundelse, at det ville være ”direkte farligt” og udtryk for ”sædvanligt vestligt overmod”.
Tidligere har der været debat om, hvorvidt Vesten burde indgå i statsopbygning16 efter interventioner for derved dels at hindre nye problemer
og undgå fejlslagne stater, dels for at påtage sig ansvar for også denne del
af en problemløsning. I forhold til udfordringen fra Islamisk Stat, blev
’statsbygning’ kun nævnt i beskedent omfang, og en enkelt ordfører, Mette
Bock, mente, at man skulle holde sig fra statsbygnings-bestræbelser, da de
kunne ses som fornyet imperialisme. I forhold til de tidligere debatter er
situationen dog også anderledes, da Irak dels er i gang med genopbygning,
dels anses problemet overvejende som politisk (shiitisk-ledede regeringers
forfordeling af den sunnimuslimske befolkningsgruppe), og Syrien befinder
sig i en igangværende borgerkrig.
Partierne synes i samklang med deres vælgere. Som nævnt, svarede 93 % af
danskerne i efteråret 2014, at de fandt truslen fra IS alvorlig. Også internt i
156
partierne synes der at have været overvejende enighed om opfattelsen. Kun
Enhedslisten har haft en markant offentlig uenighed. I oktober 2014 skrev
partiets daværende udenrigsordfører, Christian Juhl, i et indlæg i Politiken,
at ”der skal indgås dialog med IS”.17 Kort efter besluttede Enhedslisten at
degradere Christian Juhl som udenrigsordfører og frasagde sig synspunktet
om dialog.18
Enighed og aktivisme
Da Islamisk Stat i 2014 fortsatte sin fremmarch og indtog større områder
i Irak, viste der sig at være en grundlæggende enighed blandt folketingets
partier, bortset fra Enhedslisten, om IS’s karakter, truslen herfra og indsatsen imod. Indsatsen som led i en amerikansk-ledet koalition cementerede desuden den aktivisme, der har præget dansk udenrigspolitik i tiden
under den nye verdensorden efter 1989 – og som modsvarer de mange
forandringsprocesser som ikke mindst Mellemøsten stadig gennemgår i
tilpasningen hertil.
____________
1 Tak til de deltagende ordførere, der velvilligt lod sig interviewe. Interviews foretaget med Holger K. Nielsen, Socialistisk Folkeparti (13/1-2015); Mette Bock, Liberal
Alliance (14/1-2015); Lars Barfoed, Det Konservative Folkeparti (15/1-2015); John
Dyrby Paulsen, Socialdemokratiet (16/-2015); Søren Espersen, Dansk Folkeparti
(20/1-2015); og Zenia Stampe, Radikale (6/3-2015). Søren Pind, Venstre, og Nikolaj
Villumsen, Enhedslisten, har ikke ønsket at henh. kunnet medvirke.
2 http://www.ugebreveta4.dk/ni-ud-af-ti-danskere-er-bekymrede-for-islamiskstat_19846.aspx
3 Se også Hansen, 2007.
4 http://politiken.dk/indland/politik/ECE2392107/lidegaard-stoetter-obama-is-harintet-med-islam-at-goere/.
5 ’Daesh’ er oprindeligt et akronym for Islamisk Stat i Irak og Levanten, men har
fået et nedladende skær, da det har været brugt af bevægelsens fjender, der ikke ville
give det monopol på ’islam’, og da det på arabisk minder om negative udtryk. Om
den franske og amerikanske brug heraf samt om betydning, se http://www.france24.
com/en/20140917-france-switches-arabic-daesh-acronym-islamic-state/, og http://
www.kristeligt-dagblad.dk/udland/2014-09-23/islamisk-stat-fort%C3%B8rnet-overnyt-navn-til-terrorbev%C3%A6gelsen
http://www.theguardian.com/world/2014/dec/19/us-general-rebrands-isis
6 http://www.ft.dk/samling/20131/beslutningsforslag/b122/spm/11/index.htm#nav
7 http://www.ft.dk/samling/20131/beslutningsforslag/b122/spm/11/
svar/1152003/1394062.pdf
157
8 ’Globaliseret’ forstås i modsætning til national eller internationaliseret ved at
dække interaktion af høj intensitet og rækkevidde på tværs af kontinenter (jf. Held
m.fl. 1999/2000, s. 16).
9 http://www.folketingstidende.dk/RIpdf/samling/20131/beslutningsforslag/
B122/20131_B122_som_fremsat.pdf
10 http://www.jv.dk/artikel/1837924:Indland--EL--Kun-et-samlet-FN-kan-bekaempe-Islamisk-Stat
11 http://politiken.dk/udland/fokus_int/fokus_IS/ECE2407725/enhedslisten-bryder-bred-dansk-opbakning-til-krig-mod-islamisk-stat/
12 http://enhedslisten.dk/artikel/enhedslisten-stoetter-vaaben-til-kurderne-73152
13 http://politiken.dk/udland/fokus_int/fokus_IS/ECE2405410/soeren-pind-soldater-paa-landjorden-skal-stoppe-islamisk-stat/
14 25/9-2015: https://da-dk.facebook.com/zeniastampe/posts/952995598049942
15 Om den engelske skole, se Knudsen, 2012.
16 Flockhart 2007,( http://www.kristeligt-dagblad.dk/kronik/n%C3%B8glen-tilsuccesfuld-statsbygning-ligger-i-detaljen).
17 Juhl, 2014 (http://politiken.dk/debat/debatindlaeg/ECE2426747/bomber-erikke-den-eneste-mulighed-i-syrien-og-irak/).
18 www.dr.dk/Nyheder/Politik/2014/10/21/1021152539.htm , Indlægget førte dog
til intern debat i Enhedslisten, hvor flere forsvarede Christian Juhls synspunkt. Se
http://modkraft.dk/artikel/hvad-skrev-christian-juhl. Indlægget førte dog til intern
debat i Enhedslisten, hvor flere forsvarede Christian Juhls synspunkt. Se http://modkraft.dk/artikel/hvad-skrev-christian-juhl
Flockhart, Trine (2007), ”Nøglen til succesfuld statsbygning ligger i detaljen”. Kronik i Kristeligt Dagblad, 20. juni 2007
Hansen, Birthe (2007), “What’s in the name of a War?: the politics of
designating wars in the Middle East” Paper til BISA Annual Conference,
University of Cambridge, 17-19 December, 2007.
Held, David (og andre), (2000), Global Transformations. Cambridge:
Polity Press, 1999/2000: 16
Juhl, Christian (2014), ”Bomber er ikke den eneste mulighed i Syrien og
Irak”, Politiken, 17. oktober 2014
Knudsen, Tonny Brems (2012), ”Den engelske skole og den humanitære
intervention i Libyen: legitimitet, dilemmaer og stormagternes rolle”. I L.
Anderson m.fl. (red.): IP i Praksis. København: Jurist- og Økonomiforbundets Forlag.
158
Fjernelsen af Bashar Assads kemiske våben: Danmark
som en lille brik i et stort strategisk puslespil
Af Torben Mikkelsen
Der er mange grunde til, at Operation RECSYR (Removal of Chemical
Agents from Syria), der havde til formål at fjerne kemiske kampstoffer fra
Syrien, er interessant. Stofferne er nu ikke længere i landet, og de kan derfor
ikke anvendes mod civilbefolkningen. Det må betegnes som et stort skridt
i den rigtige retning. Dette skridt var jeg deltager i, da jeg blev tildelt en
central koordinerende rolle i den internationale Operation RECSYR. Det
interessante og ikke mindst udfordrende ved denne koordinerende rolle var
at afbalancere en række øvrige aktører som FN, Organisationen for Forbud
mod Kemiske Våben, amerikanske, britiske, kinesiske og russiske interesser
samtidig med, at opgaven blev løst i fællesskab med disse (Hansen, 2014). Vi
må erkende, at Danmark kun er en lille brik i det store strategiske puslespil.
Når det er sagt, så er det også vigtigt at huske, at selv den mindste brik kan
spille en stor rolle i forhold til helheden og uden den mindste brik, bliver
puslespillet aldrig færdigt.
At hente 20 fods containere i en havn med handelsskibe er i sig selv helt
normalt. Det er heller ikke kontroversielt for maritime skibe at eskortere
handelsskibe og beskytte dem mod eventuelle trusler i form af skibe og fly.
Men det er imponerende, at et land kunne afvæbnes for kemiske våben på
mindre end et år fra beslutning til afslutning samtidig med, at landet var i
borgerkrig på tredje år (Cramer-Larsen og Jensen, 2014). Det er også utraditionelt, at det kunne gøres i en situation, hvor der ikke herskede enighed
omkring Ruslands ageren i Ukraine på strategisk niveau (hvilket i denne
sammenhæng vil sige blandt de globale toppolitikere). Det var endelig
bemærkelsesværdigt, at det ikke var et af de store lande, der stod i spidsen
for operationen, Med kendskab til forhistorien og udmeldingerne fra blandt
andre USA og Storbritannien omkring Assads anvendelse af kemiske våben
tilbage i august 2013, var det imidlertid ikke overraskende, at disse lande
ikke fik en fremtrædende rolle inde i Syrien. Det endte som bekendt med,
at Danmark påtog sig ledelsen af den dansk/norsk/engelske flådestyrke, der
skulle afhente de kemiske stoffer i den syriske by Latakia.
159
Fjernelsen af Bashar Assads kemiske våben: Danmark som en lille brik i et stort
strategisk puslespil
I det efterfølgende vil jeg beskrive nogle af de væsentligste forhold omkring
operationen. Mit fokus vil være de steder, hvor der har været overvejelser i
forhold til at understøtte en strategisk holdning på mit taktiske niveau. Jeg vil
blandt andet benytte mig af min dagbog for at give læseren en fornemmelse
af situationen på tidspunktet, hvorfor artiklen indeholder citater herfra.
Beslutningsproces og planlægning ultimo 2013
Søværnet blev involveret i november 2013, da man på politisk niveau havde
besluttet, at Danmark ville stille enheder og kommandochef til transportopgaven. Normalt ville en sådan opgave tilfalde Søværnets Taktiske Stab, men
da chefen og visse stabsmedlemmer herfra var udsendt til den amerikanske
anti-pirateri mission, blev jeg udpeget til at være styrkechef med støtte fra
stabsmedlemmer fra både Søværnets Taktiske Stab og andre myndigheder
i søværnet.
Missionen adskilte sig markant fra andre missioner i nyere tid, da der var
tale om en danskledet mission helt fra strategisk til taktisk niveau, og fordi
styrkebidraget var sammensat med bred national støtte fra andre dele af
det danske samfund. Foruden søværnet deltog også kemiske eksperter fra
Beredskabsstyrelsen og hæren, stabsofficerer fra både hæren og flyvevåbnet
og personer fra SKAT til at bemande en mobil containerscanner. Ligeledes
var der bred international deltagelse med aktører fra Danmark, Norge,
Rusland, Kina, Storbritannien, Finland, Sverige, USA og FN-systemet, her
kaldet Joint Mission. Det blev besluttet, at Danmark skulle lede missionen,
og at Norge skulle stille med et krigsskib og et handelsskib samt med ledelseskraft til staben i form af blandt andre en norsk Deputy Commander.
På de indre linjer i det dansk-norske samarbejde var der i forhold til lasteplanen strategiske hensyn, der skulle understøttes, og på det taktiske niveau
i forhold til fordeling af de kemiske stoffer, der skulle hentes. Stofferne var
opdelt i prioritet 1 og prioritet 2 afhængig af i hvilken grad, de var klargjort
som færdigt kemisk kampstof. Prioritet 1-stofferne indeholdte fx det færdige
kampstof sennepsgas.
Strategisk var der et ønske om fra både Norges og Danmarks side at transportere prioritet 1-stofferne, da prioritet 2-stofferne reelt var ”normalt”
farligt gods – i lighed med meget andet farligt gods, der transporteres på
verdenshavene hver eneste dag. Prioritet 1-stofferne var også de stoffer,
160
der skulle videre til det amerikanske skib Cape Ray til hydrolyse (populært
sagt opvarmning under tryk og så tilførsel af vand, så det får karakter af
’almindeligt farligt gods’ i stil med det, der normalt destrueres ved normale
kemiske fabrikker), før det kunne komme videre til destruktionsfaciliteterne.
Det følgende uddrag fra min dagbog beskriver klargøring af flådestyrken
til denne specielle mission:
I perioden fra den 10-19 december 2013 gennemførte vi det, som vi kalder
Force Integration Training, hvor vi udarbejdede interne procedurer og procedurer for, hvordan vi kunne hjælpe hinanden i nødsituationer. Det, vi primært
fokuserer på, er, at kunne yde støtte til handelsskibene i tilfælde af ulykker. Det
kan være brand, ulykker ombord, containere der måtte lække kemiske stoffer,
og hvis det værst tænkelige måtte ske, at der er terror mod skibene i havn eller
til søs, eller der er placeret sprængstof i containerne, der kommer ombord.
Det er syrerne, der pakker og forsegler containerne på de 12 forskellige steder i
to såkaldte ’Clusters’ – Homs og Damaskus, hvor det skidt befinder sig. Derude
vil OPCW (Organisation for the Prohibition of Chemical Weapons) foretage
stikprøver. Syrerne skal selv transportere materialet til havnen i Latakia,
hvor vi skal hente det. Containerne vil have GPS-trackere på, og i Latakia vil
OPCW igen foretage stikprøver.
At der ikke var fuldstændig ekstern monitering af last og containere på vej
mod Latakia, og at vi ikke selv har styr på nedpakning, fik mig til at anbefale,
at SKAT deltager med deres mobile containerscanner. Det er reelt en lastbil
med et kæmpe røntgenapparat, som kan udfoldes som en bue, hvorigennem
containeren så passerer. De kan se igennem 30 cm stål, så hvis der er noget,
der er mistænkeligt, så har vi mulighed for at afvise containeren inden den
tages ombord. Det er nemlig ikke muligt at åbne disse, da man dermed
bryder forseglingen. Det vil vi nu alligevel gøre, hvis vi ser noget mistænkeligt. Ligeledes har vi kemiske eksperter i land, der skal måle hver enkelt
container for eventuelle udslip. Man skal tænke på, at disse containere jo er
blevet transporteret igennem Syrien, og at der er kraftige kampe på vejene
mod Latakia, så det er ikke utænkeligt, at der kan være skudhuller m.m. i
containerne. I de sidste par dage er det også blevet klart, at oppositionen i
Syrien mener det, vi har hørt på de offentlige medier: nemlig at de vil forsøge
at angribe transporterne, da de ser det som en sejr for Assad, hvis han kan
få kemien ud af Syrien.
161
Udover disse problemer med kampe, så havde Syrien oplevet det værste snevejr i mange år, og de er slet ikke forberedt på dette. Der er ingen sneplove
og ingen saltning, og det forsinker transporterne. Det var oprindeligt planen,
at de første laster af sennepsgas skulle hentes den 15. december 2013, hvilket
var årsagen til, at vi skulle skynde os med at blive klar. Da vi kom til den
14. december, ændredes datoen til den 19. Vi i staben har hele tiden opereret
med den 27. december, men det, kan vi se, ikke kommer til at ske, for der er
fra russisk side inviteret til taktisk planlægningsmøde i Moskva netop den 27.
december, hvor jeg skal briefe russerne, kineserne og syrerne om vores plan.
De ønsker nemlig at få en ’del af kagen’ og vil gennemføre beskyttelse indenfor
syrisk territorialfarvand.
Den russiske Bjørn vågner
Pressen kom til at spille en afgørende rolle. Ikke så meget fordi deres rapporteringer kunne give problemer, men fordi netop pressespørgsmålet blev
til en strategisk stilleskrue og en mulighed, hvormed Rusland og Syrien
kunne presse de deltagende enheder og ikke mindst USA. Det gik op for
Rusland, at de involverede nationer rent faktisk kunne få og fik en stor
del god presse på denne - i de allerfleste menneskers øjne - gode sag, som
det jo er at fjerne kemiske våben. En sådan form for god presse var også
interessant for Rusland, og hvis vi fortsatte med pressedækning, så kunne
man frygte, at Rusland i samarbejde med Syrien ville forsinke missionens
gennemførelse og i værste fald reelt sørge for, at der ikke kom leverancer
til Latakia. Således fremførte Rusland overfor OPCW, at de betragtede
det som en sikkerhedsrisiko, at vi havde presse om bord. Der var ikke
vilje på politisk niveau til at udfordre dette, hvorfor vi indførte en reaktiv
pressepolitik.
Det viste sig i øvrigt efterfølgende, at der ombord på det russiske skib Peter
den Store befandt sig russisk presse, som igennem hele operationen rapporterede hjem om afhentninger. Vel at mærke uden at nævne andre enheder
end den russiske og kinesiske. Vi fulgte selvfølgelig med i den russisk presse
og fik også en del gode oplysninger fra den front. Det var lidt frustrerende
at måtte høre på, at vi ikke måtte have pressen ombord samtidig med, at vi
kunne læse om den russiske/kinesiske succes med afhentninger. Af hensyn
til den strategiske balance, så var det dog ikke en god ide at forfølge dette
forhold yderligere.
162
December 2013 var også måneden, hvor det for alvor blev klart, at syrerne
i høj grad lyttede til Rusland i forhold til igangsættelse af missionen. Allerede den 19. december skulle vi have startet, men der var mange forskellige
udmeldinger fra syrisk side om, hvorfor igangsættelsen ikke kunne lade
sig gøre. Assad havde behov for så meget tid som overhovedet muligt til at
nedkæmpe modstandere af regimet. Denne tid kunne købes ved at forsinke
igangsættelsen. Når først de kemiske stoffer var ude af landet, ville verdenssamfundet igen begynde at lægge pres på Assad for at få ham til at begrænse
de meget voldsomme kampe mellem oprørsstyrker og regeringstropper.
Rusland meddelte som beskrevet, at de ønskede et møde den 27. december
mellem de involverede nationer i Moskva. Formålet var at blive enige om,
hvordan denne afhentningsmission nu skulle gennemføres. Bjørnen var
vågnet og ville også have sin del af den gode historie. Det passede rigtig
godt ind i Putins tanker om et moderne Rusland, der også var i stand til
håndtering af amerikansk pres og at gennemføre humanitære missioner,
som eksempelvis afvikling af Syriens kemiske våben.
Det efterfølgende er et udpluk fra min dagbog: Så kom dagen, hvor der skulle
være møde i Moskva. Vi mødtes med chefen for søværnet til morgenmaden
og vores forbindelsesofficer ved OPCW/Joint Mission på Cypern, som begge
var fløjet ind dagen i forvejen. Da vi kom ud til stedet, så jeg et kæmpe bord
med ca. 45 navneskilte, heriblandt et til en af de russiske viceudenrigsministre.
Derudover var der plads til en større russisk delegation, en større kinesisk
delegation og en større syrisk delegation, to observatører fra USA samt os
fra Danmark.
Mødet gik i gang med en indledning af viceudenrigsministeren. Herefter kom
en gennemgang af den russisk-kinesiske plan (som slet ikke lignede vores).
Så blev det vores tur, og jeg gik i gang med nogle meget detaljerede slides, der
skitserede en operation i flere faser. Jeg er sikker på, at det var den detaljerede planlægning og den viden, vi havde omkring rigtig mange detaljer, der
resulterede i, at det rent faktisk var vores plan, der blev arbejdet videre på,
og resultatet er nu blot endnu bedre, med en reelt operativ støtte fra russiske,
kinesiske og syriske enheder.
Efter min gennemgang konkluderede viceudenrigsministeren, at der nu var
behov for at synkronisere planerne og få dem til at fremstå som én. Jeg tegnede
på et stykke papir mit forslag til en synkroniseret plan og stillede mig op til
et bord i enden af lokalet, som om jeg gerne ville sige noget og var klar til en
163
drøftelse. Der stod jeg så alene, for kineserne, russerne og syrerne gik sammen
om et andet bord i den anden ende af lokalet og drøftede deres forslag. Efter
en længere periode kom de hen til mig, og pludselig stod der ca. 45 mennesker
omkring mig i en rundkreds, og vi skulle til at tale synkronisering. De fremlagde
på ny deres forslag, som ikke varierede fra det, de tidligere havde fremført. Jeg
viste dem mit forslag, som til en vis grad synkroniserede planerne uden at gå
på kompromis med vores behov rent operativt.
Det blev klart for mig, at de anså det som en reel trussel, at der kunne komme
terrorangreb både fra syd og nord. Derfor ville de gerne have, at jeg kunne
dække den nordlige sektor med min flådestyrke, mens de dækkede den sydlige
sektor. Da jeg kun havde to krigsskibe i min flådstyrke, og jeg på et tidspunkt
har last på begge handelsskibene, så kan jeg ikke forlade dem. Der skal altid
være minimum et krigsskib ved dem. Min mulighed var at flytte vores venteområde tættere på Syrien med de risici og ulemper, det medførte (vi er tættere
på en missiltrussel, vil få kortere varsel ved et eventuelt angreb, og vi vil få lidt
længere til re-fuel). Begge ting er noget, der kan håndteres.
Det, jeg til gengæld fik ud af det, var, at jeg nu kunne dække den nordlige
sektor fra venteområdet og havde tilladelse til at sejle i syrisk territorialfarvand. Ligeledes ville syrerne nu stille et skib til hjælp med patruljering i den
nordlige sektor, så samlet set er beskyttelsen nu endnu mere robust, end det
vi selv kunne have udført, og jeg er overhovedet ikke gået på kompromis med
behovet for at komme ind i syrisk territorialfarvand ved anvendelse af vores
gummibåde i og udenfor havnen. Alt i alt en særdeles god plan. Måtte dog
flere gange gemme krigeren væk og få vækket diplomaten, men jeg kontrollerede mig og var godt tilfreds med resultatet.
Nu havde vi så en plan, som alle parter kunne stå inde for. Der var tale om
en plan, hvor der var gået på kompromis med mange af de normale principper for krigsførelse af ren og skær nødvendighed, samt behovet for en
pragmatisk og fleksibel tilgang.
Den såkaldte Moskvaplan var nemlig reelt en geografisk opdeling af området ind mod Latakia, hvor jeg som ansvarlig for den nordlige sektor og
en ’kanal’ (det vil sige en aftalt sejlrute mellem de to flådegrupper) ind til
Latakia, ikke kendte noget som helst til hvilke regler for magtanvendelse
(Rules of Engagements) den russisk-kinesiske flådestyrke opererede under i
deres område i den sydlige sektor. Ligeledes kendte jeg ikke noget til, hvilke
beføjelser de syriske missilbåde havde, når de under afhentninger også pa164
truljerede langs den syriske grænse. For ikke at tale om hvordan vagterne
inde i havnen var instrueret i forhold til magtanvendelse. Faktisk ønskede
jeg ikke at vide ret meget om det, for jeg var godt tilfreds med sammensætningen og kapaciteten indenfor min egen flådestyrke og behøvede reelt ikke
støtte fra andre nationer. At det så alligevel blev en plan, der involverede
Rusland, Kina og Syrien var af rent strategiske årsager. Min filosofi var derfor
at koordinere med min russiske kollega så meget som overhovedet muligt,
men med en armslængde og meget stringent i forhold til Moskvaplanen
og den geografiske ansvarsfordeling. Kun dermed kunne jeg undgå at blive
involveret i og være ansvarlig for eventuelle kamphandlinger udført af den
anden flådestyrke.
Første afhentning
Det var vigtigt for mig at dyrke partnership, og derfor inviterede jeg hurtigt
efter mødet i Moskva min russiske og kinesiske kollega til et Taktisk Planlægningsmøde, hvor vi kunne diskutere detaljer såsom kaldesignaler, frekvenser
og kodeord. Mødet blev afholdt den 6. januar 2014. Esbern Snare (det danske flagskib) lå til ankers ud for Limassol på Cypern, den kinesiske fregat
Yancheng var også ankommet til Limassol, og det russiske skib opererede i
farvandet ud for Latakia. Derfor var det desværre ikke min russiske kollega,
der deltog i mødet, men derimod den russiske forsvarsattache på Cypern.
Jeg valgte at afholde mødet vel vidende, at det vi aftalte ikke ville få effekt
til søs, før jeg havde afholdt et tilsvarende møde med min russiske kollega.
Følgende fra min dagbog beskriver første afhentning: Op tidligt – et hurtigt
bad og op i stabsrummet, hvor jeg kunne konstatere, at lastbilerne fortsat stod
i Homs og ikke var begyndt at bevæge sig mod Latakia. Hvad skulle man tro
på? De GPS-trackere, der sad på lastvognene eller de personer, der fortalte
os via vores forbindelsesofficer på Cypern, at de var på vej. Jeg valgte at lytte,
og vi gik an.
Begyndte at arrangere os som taktisk planlagt hen imod rendezvous med Ark
Futura (et transportskib), overførsel af kemiske eksperter til Ark Futura og
folk fra SKAT til containerscanneren.
Det, der havde været lidt problematisk – anvendelse af vores gummibåde
med påmonterede våben på vej ind og inde i havnen - spurgte jeg ikke til. Vi
gjorde det, som det var blevet briefet i Moskva, og alle var med på dette. Selv
165
lodsbåden blev fulgt og checket, indtil vi var sikre på, at det var lods med
gode hensigter.
Da vi nærmede os havnen, kunne vi se, at der var et stort sikkerhedsopbud. Der
var soldater alle steder, på moler og på hustage. Der var to syriske missilfartøjer
ude, der patruljerede personel i havnen i gummibåde, og der blev anvendt
undervandslydsignaler for at skræmme eventuelle dykkere væk. Syrerne ville
helt sikkert sørge for, at det var så sikkert som overhovedet muligt. Havnen var
blevet spærret af, og handelsskibe var blevet smidt væk fra ankringspladsen,
som var det sted, vi med Esbern Snare ville befinde os klare til at forsvare
og assistere om nødvendigt. Alt var fra skibet planlagt helt ned i detaljen og
spillede MAX – hvor var det dog historisk og ikke til at fatte. Alt åndede fred
og ro. Husene i havnen så tomme og ikke færdigbyggede ud. Der var ild i en
skrænt nord for havnen tæt op af en moske, hvor der holdt nogle brandbiler,
og ud over det var det eneste vi så, noget røgudvikling fra en bygning inde i
byen. Det kunne jo være så meget. Alle var helt oppe på dupperne og klar til
at reagere - det var stort.
Scanner og CBRN-personel kom hurtigt på plads og gik i gang med at checke
containerne. Imens skulle papirarbejdet klares. Det var som sådan fint, og
jeg var meget positiv.
Forfatteren spejder ind i Syrien under en af afhentningerne. Arkiv: HDMS Esbern Snare.
Efter denne første opsamling blev jeg bekræftet i mine fordomme: der er
langt fra Moskva og ud til de russiske sejlende enheder. I dette tilfælde var
166
det til min russiske kollega ombord på Peter Den Store. De detaljerede aftaler
i Moskvaplanen, som blev drøftet den 27. December, var ikke kendt af min
russiske kollega. Han vidste ikke noget om, at der skulle foregå afhentning
denne dag, og at det var mig, der sad på den detaljerede viden, herunder
hvornår og hvad der skulle hentes af kemiske stoffer. Heldigvis havde jeg
afklaret, at uanset hvor lidt klare russerne måtte være, så var alle med på, at
jeg skulle fortsætte som aftalt i Moskva, og det var netop det, der var sket.
Bjørnen brøler
Efter et par dage, kom der en russisk Demarche (et diplomatisk udtryk for
protest) i forbindelse med et møde i rammen af OPCW/JM. Rusland påstod,
at jeg ikke havde ageret ’Partner like’, og at jeg ikke havde informeret om,
hvad jeg foretog mig.
Min første reaktion var stor skuffelse, for hvis nogen havde gjort noget for
at opbygge relationer og agere som aftalt, så synes jeg faktisk, det var mig.
Det stod klart, at den russiske reaktion og angrebet på mig var en bevidst
handling for at afbøde for deres egen manglende parathed og evne til at
reagere.
Som en udløber af den første afhentning, russernes klage, og deres ønske
om at blive set som ledende af missionen, foregik der på strategisk niveau
drøftelser og politisk påvirkning, som var i direkte modstrid med det, der
var aftalt i Moskva og dermed i modstrid med Moskvaplanen.
De russiske bemærkninger var – som fremført på strategisk niveau:
Problemerne bundede i russisk optik i tilstedeværelsen af overlappende
koordinationsstrukturer. Man opfordrede derfor til at efterleve aftalerne,
der var indgået i Moskva, hvilket i russisk læsning måtte betyde, at
koordinationsenheden burde henlægges til krydseren Peter den Store.
Man håbede, at Danmark, Norge, Kina og evt. Syrien snarest muligt
ville placere forbindelsesofficerer ombord på det russiske flagskib for at
etablere denne enstrengede kommandoenhed. Det ville ydermere afhjælpe, at den dansk-norske flådestyrke på Cypern – i modsætning til den
russiske – ikke opererede round-the-clock, hvilket skabte udfordringer.
167
Mit svar på denne misforståelse fra russisk side var:
Der ses ikke at være overlappende koordinationsstrukturer. Der er etableret
en entydig koordination i tid og rum. Koordinationen udgår fra OPCW-UN
Joint Mission i Syrien i forhold til tid for afhentning.
I Moskva blev det accepteret, at der blev oprettet en ”Coordination Cell” ombord på Peter Den Store. Det blev aftalt, og det står i planen: ”TG 420.01 has
interpreters embarked – will provide Liaison Officer to Russian commander
during transit and embarkation phase.” Moskvaplanen koordinerer operationen i rum. Der er således tale om en plan
der ER koordineret i tid og rum og som anses som fuldt ud tilstrækkeligt i
forhold til det faktum, at der er tale om to ligeværdige Task Group Commanders, som med Moskva planen har synkroniseret de individuelle planer til en
samlet plan.
Det var af central betydning for mig, at det nu ikke skulle til at drøftes
igen, hvordan kommandoforhold og koordination skulle være. Det var
aftalt, og at Rusland nu igen nævnte disse forhold som et problem, måtte
jeg tilskrive deres egen ageren, som i kraft af centralisering var meget
langsommere end vores. Endvidere udstillede denne ageren dem som
uforberedte og uprofessionelle. At der fra central russisk side ’glemmes’
at informere den russiske styrkechef ved første afhentning, kan ikke betragtes som professionelt.
Som en opfølgning på mit taktiske møde den 6. januar 2014, havde jeg
besluttet at afholde et lignende den 10. januar 2014 med samme dagsorden,
men denne gang med repræsentation af både den russiske styrkechef og
den kinesiske. Jeg har ved flere lejligheder arbejdet sammen med russiske
enheder og styrkechefer i øvelser. Min erfaring er, at der er behov for personlig accept, før man reelt kan få noget godt ud af samarbejdet.
Årsagen til min invitation var, at jeg ønskede at vise min russiske kollega,
at jeg ikke havde ændret indstilling til opgaven på trods af det, der samtidig
skete på Krim og i det øvrige Ukraine. Det var vigtigt for mig forsat at dyrke
relationer – specielt i denne tid. Jeg var selvfølgelig spændt på, om han nu
ville komme situationen taget i betragtning. Derfor blev jeg glad, da min
russiske tolk kom ind og fortalte, at han havde modtaget et opkald om, at
de gerne ville komme.
168
Vi havde en meget fornøjelig frokost. Jeg fik vist, at jeg var samme person
som før krisen omkring Ukraine, og at jeg ikke ønskede at blande det storpolitiske billede ind i det, vi hernede i Middelhavet skulle lave. Det blev klart
for os begge, at vi delte holdning: vi havde en fælles opgave, der skulle løses.
Anden afhentning
Om aftenen den 25. januar kom der officiel melding fra Latakia om, at vi
skulle ind den 27. januar, hvilket var lidt skuffende, da det ikke var så stor
en last. Jeg ønskede at afhente så store laster som overhovedet muligt for
derved at begrænse antallet af anløb til Latakia.
Allerede den 27. januar fik vi så en længe ventet melding. Den efterfølgende
dag skulle vi ind og hente den højt prioriterede last af sennepsgas. Min
dagbog beskriver det således:
Der var tale om færdigblandet kampstof med en dødelig mængde på 0,4 gram.
Det er i væskeform og er i 1000 liters beholdere, som står inde i containerne.
Vi får alle 20 tons med ud, så der er ikke mere sennepsgas efter i morgen.
Lasten er – selvom det er en lille mængde – højt prioriteret, fordi det netop var
det Assad brugte mod befolkningen sidste år og derfor er det vigtigt især for
USA, at det kommer ud. Jeg har kaldt den engelske destroyer og den norske
fregat på havet. De var i havn og skulle først være sejlet om et døgn, men jeg
skal bruge dem nu. Det er de nu helt med på, og det er også vigtigt strategisk,
at alle nationer er med – netop til denne højt prioriterede last.
I slutningen af februar måned var der for alvor kommet gang i afhentningerne. Vi hentede laster to-tre gange om ugen, og det var virkelig godt. En
af de vigtige laster hentede vi i starten af marts, hvor vi bragte hovedkomponenten til nervegassen Sarin ud.
Fra dagbogen: Vi skal i dag hente DF, som er en hovedkomponent i Sarin.
Vi skal hente 6 containere med 36.000 liter svarende til dødelig dosis for ca.
22 MIO mennesker. Vores afhentninger begynder nu at fokusere langt mere
på en gastrussel ved et eventuelt spild fra en af beholderne med de kemiske
stoffer. Sikkerhedsafstanden er 2400 meter, og vi skal sørge for ikke at ligge
nede i vindretningen.
169
Starten af marts var i lidt større sammenhæng sammenfaldende med de
russiske aktiviteter i Ukraine. Således var det den strategiske situation,
at den vestlige verden stort set havde lukket ned for alt samarbejde med
Rusland inklusiv det, der hidtil var foregået af militært samarbejde. Det fik
mig til at tænke på, hvordan min russiske kollega nu tænkte i forhold til
vores samarbejde. Ville krisen i Ukraine påvirke vores forhold? Det måtte
den selvfølgelig ikke, og på strategisk niveau var der også fortsat enighed
om vigtigheden af at få løst denne opgave.
Den 9. marts var endnu en speciel og afgørende afhentningsdag: Så blev
det alligevel afhentningsdag. Endnu ingen forklaring på hvorfor, det ikke blev
i går, som det ellers var planen. Jeg tror, de har fået nogle efterretninger om
mulige angreb, som de har reageret på, hvilket jo er ganske fornuftigt.
Cirka en time inde i afhentningen blev der observeret 3 raketnedslag tæt på
havnen og huse brød i brand. Ilden blev besvaret inde fra land og i retning
ind i landet. Man kunne fornemme en vis form for nervøsitet på nettene, og
pludselig blev der meldt om muligt missilangreb. Styrken gik i Air Threat
Warning Red. Indtil da regerede jeg efter vores planlagte grundlag, nemlig at
fortsætte med opsamlingen og så komme af sted så hurtigt som muligt. Der var
ingen indikationer på, at det var mod os, der blev skudt raketter. Nedslagene
var samlet mod en rundkørsel ca. 2.5 km fra havnen og ca. 700 meter tværs
af ARK, så hvis vi havde været målet, så kunne de have ramt os, baseret på
at skuddene lå samlet. Da der kom meldinger om detektion af missilradar, så
begyndte jeg for alvor at overveje afbrydelse af opsamlingen, men meldingen
viste sig at være baseret på nogle elektroniske udsendelser, som var tolket
forkert. Styrken gik hurtigt i lavere luftberedskab. Fik afsluttet opsamlingen
og hurtige havnemanøvrer af de to RORO og så af sted mod åbent farvand.
De foreløbige meldinger forlyder tre døde og 15-20 sårede, men det er open
source, så det er svært at vide.
Mit primære fokus derefter var at finde ud af, hvad der reelt var sket. Var
det angreb rettet mod os eller ej, for hvis det var, så har vi en helt anden
situation. Resultatet af vores undersøgelser viste, at det ikke var rettet mod
os, men mod de syriske styrker. Det overordnede resultat af angrebet den
9. marts blev, at transporterne blev indstillet, indtil situationen omkring
Latakia igen var sikret.
Min tilstedeværelse inde i havnen i Latakia blev hele tiden balanceret i
forhold til trusselsniveauet, behovet for at anerkende syriske leveringer i
170
havnen og pres for at få flere leveringer. Da der nu igen var kommet gang
i transporterne, besluttede jeg mig for at tage med ind i havnen ved næste
afhentning for at vise min anerkendelse heraf og for at vise det personel, vi
havde inde i havnen, at jeg havde tiltro til sikkerheden igen, og at de derfor
også kunne have det.
Den sidste last
Den 24. april skulle vi ind for at hente de sidste 9 DF containere fra Homs
Cluster, og jeg besluttede mig for at gå med i land. Leverancerne var kommet i gang igen. Det ville jeg gerne anerkende, især nu hvor vi nærmede
os afslutningen.
Min dagbog beskriver dagen som følger: Jeg blev vist til VIP-området af den
syriske oberst, jeg mødte i Moskva, og som jeg ved flere lejligheder har talt
med igennem de sidste fem måneder, når jeg var inde i Latakia. Han tog imod
ved rampen, da vi lagde til. Han meddelte mig, at det, vi nu var vidner til,
var afslutningen. Forespurgt omkring det resterende materiale fra Damaskus
Cluster og Site 2 svarede han, at området fortsat var ”congested”, og at man
ikke kan komme til området. Altså det samme, som syrerne har sagt nu i
næsten fem måneder. Fra open source fremgår det, at netop den vej, der går
fra Site 2 og mod Damaskus, er omstridt og underkastet daglige træfninger.
I VIP-området var det klart for mig, at også hærchefen og flådechefen helt
sikkert betragtede dette som den sidste afhentning i Latakia i en meget lang
periode. Jeg blev spurgt om, hvad vi så ville gøre med skibene, nu når det her
(afhentningen i dag) var overstået, og jeg svarede, at vi jo fortsat ville være
klar. Til det spurgte hærchefen meget undrende: ”Vil i vente i Middelhavet?”.
Også ved Joint Mission-personellet i Latakia var det ret klart, at der ikke var
forventning om, at der ville ske mere i et stykke tid. Joint Mission Latakia ville
bruge de næste dage på at afmontere radio og andet, og så ville de forlægge
til Damaskus og vente, indtil de fik noget nyt at vide. En anden indikator på,
at det ikke var specielt sandsynligt med flere opsamlinger, var det faktum, at
Peter Den Store d.d. forlod området. Vi har tidligere fået at vide, at Peter den
Store ville blive i operationen, indtil den var slut.
Samlet set var det meget klare indikationer på, at vi ikke skulle forvente
afhentninger foreløbig og måske overhovedet mere. Selvfølgelig har syrerne
171
fortsat tre dage indtil den 27. april, men deres argumentation om, at sikkerhedssituationen ikke tillader adgang og klargøring, har ikke ændret sig siden
sidste år, og at antage, at dette ændrer sig sammenholdt med ovenstående
indikationer, vil jeg betragte som særdeles usikkert.
Min rapportering hjemad medførte selvfølgelig et fornyet pres på syrerne
for at få leveret de sidste kemiske stoffer, men som forudset, så kom der til
at gå et par måneder, før de sidste 11 containere kunne leveres.
23. juni 2014 blev de sidste 11 containere så afleveret, og denne første del
af missionen kunne afsluttes. Det materiale, der skulle til hydrolyse, blev
overført i italiensk havn til det amerikanske skib Cape Ray, som havde fået
monteret en mobil hydrolyse facilitet. Selve hydrolyseprocessen var planlagt til at tage cirka 60 dage og skulle forgå i regi af NATO i internationalt
farvand. De resterende kemiske stoffer blev sejlet til destruktionsfaciliteter
i Storbritannien, Finland og USA.
Afrunding
Vores del af missionen var slut, flådestyrken blev igen splittet op efter godt
seks måneders operationer, og End State var nået: de deklarerede kemiske
stoffer var fjernet og kunne ikke mere udgøre en trussel i Syrien.
Uanset hvem, der var blevet udpeget som leder af denne mission, så ville
det pågældende land have fået en nøglerolle. Min påstand skal dog være,
at netop Danmark blev valgt, fordi vi af USA blev betragtet som en nation,
der teknisk og organisatorisk kunne løse opgaven, men også fordi vi ikke
politisk havde så meget i klemme i forhold til at samarbejde med Rusland
og Syrien. Et samarbejde der var helt afgørende i forhold til gennemførslen
af Operation RECSYR.
Anvendt litteratur
Cramer-Larsen, Lars og Carsten Jensen (2014) ’Borgerkrigen som krig
– det syriske styre, dets oprørsbekæmpelse og dets udfordrere’ i sammes
Borgerkrigen i Syrien. Historisk, politisk og militært. København, Forsvarsakademiets forlag.
Hansen, Birthe (2014): ’Syrien og de kemiske våben’, som ovenfor.
172
Tidslinje: Fra Det Arabiske Forår til Operation Inherent
Resolve
2011
Marts
Det Arabiske Forår kommer til Syrien, og demonstrationer
bryder ud i flere syriske byer
Maj
Osama Bin Laden bliver dræbt af amerikanske specialstyrker
i den pakistanske by Abottabad
Maj-august Demonstrationerne i Syrien bliver stadig flere og større. Bashar
al-Assads regime svarer gennem øget brutalitet i håndteringen
af demonstrationerne og øget kontrol med befolkningen generelt, hvilket resulterer i en fordømmelse fra Den Arabiske Ligas
December USA trækker efter aftale med den irakiske regering sine tropper
ud af landet
2012
Juli
Det syriske regime erklærer, at det vil overveje at anvende
kemiske våben i forbindelse med angreb på landet. Syriske
oprørsbevægelser melder om, at kemiske våben bliver flyttet
til landets grænser
Terrororganisationen Islamisk Stat i Irak (ISI) iværksætter
operationen ”Breaking Down the Walls”, hvor en lang række
islamistiske fanger befries gennem angreb på irakiske fængsler
August
Den amerikanske præsident Barack Obama udtaler offentligt,
at brug af kemiske våben fra det syriske regimes side er en ”rød
linje”
December Sunnimuslimer i flere dele af Irak demonstrerer mod den
shiitiske regering i Bagdad og dens politik, som de anser for at
marginalisere det sunnitiske mindretal i landet
173
Tidslinje: Fra Det Arabiske Forår til Operation Inherent Resolve
Flere internationale medier rapporterer om, at det syriske
regime forbereder sig på at anvende kemiske våben mod sin
egen befolkning
2013
Marts
Gruppen Jabhat al-Nusra, som er en del af al Qaeda-netværket,
står som den stærkeste og mest kompetente af oprørsbevægelserne i Syrien
April
ISI erklærer, at Jabhat al-Nusra og ISI forenes under navnet
Islamisk Stat i Irak og Syrien (ISIS), hvilket afvises af al-Nusra,
der fastholder strukturen som en filial under al Qaeda
Storbritannien og Frankrig erklærer, at det syriske regime har
anvendt kemiske våben mod dets egen befolkning
Irakiske regeringstropper angriber grupper af sunnidemonstranter, der protesterer mod den shiitiske marginaliseringspolitik, som føres af Nur al-Maliki og hans regering. Angrebet
resulterer i 50 dræbte, og de sekteriske spændinger når et nyt
højdepunkt
Juni
USA erklærer sig overbevist om, at det kemiske stof sarin er
blevet anvendt offensivt i Syrien
Juli
ISIS indleder operation ”A Soldiers Harvest”, hvilket resulterer
i, at blandt andet Abu Ghraib-fængslet løbes over ende, og
at mere end 500 fanger befries. En stor del af fangerne er al
Qaeda-medlemmer
August
ISIS indleder operationer mod andre oprørsgrupper i Syrien
– herunder al-Nusra
Præsident Obama erklærer, at USA vil handle i forhold til det
syriske regimes anvendelse af kemiske kampstoffer mod dets
civilbefolkning
Oktober
ISIS opretter sin første Twitter-konto
174
November Danmark beslutter at stille enheder til rådighed for operation
”Removal of Chemical Weapons from Syria” (RECSYR)
December Den første last af kemiske kampstoffer i forbindelse med operation RECSYR udskibes fra den syriske havneby Latakia
2014
Januar
ISIS opnår fuld kontrol med den syriske by Raqqa, og udråber
byen som sit hovedsæde
Februar
Al-Qaeda-ledelsen under Ayman al-Zawahiri afskærer officielt
forbindelsen til ISIS, der i sit modsvar påpeger, at al-Qaeda har
udspillet sin rolle som den ledende jihadistiske netværksbase
April
ISIS udvikler en Twitter-app, der gør bevægelsen i stand til at
udsende flere tusind tweets i døgnet
Juni
ISIS erobrer Iraks næststørste by Mosul samt store landområder i grænseområderne mellem Syrien og Irak. Efterfølgende
annoncers dannelsen af et kalifat, som får navnet Islamisk Stat
Den sidste last af kemiske kampstoffer udskibes fra Latakia, og
i den følgende måned erklærer Værnsfælles Forsvarkommando
på dens hjemmeside operation RECSYR for succesfuldt afviklet
Juli
Abu Bakr al-Baghdadi træder for første gang offentligt frem,
da han leder en fredagsbøn i Mosuls største moské. Han tager
ved samme lejlighed navneforandring til ”Kalif Ibrahim”
ISIS udsender første eksemplar af det engelsksprogede magasin
”Dabiq”
August
USA indleder luftoperationer i Irak mod ISIS-kontrollerede
områder ved den irakiske by Erbil
Twitter forbyder og lukker alle konti oprettet eller med tilknytning til ISIS
175
Tidslinje: Fra Det Arabiske Forår til Operation Inherent Resolve
Den amerikanske journalist James Foley halshugges og henrettelsen uploades efterfølgende på internettet. En række lignende
tilfælde finder sted i de efterfølgende måneder
Folketinget meddeler sit samtykke til, at et dansk militært bidrag - efter anmodning fra den irakiske og den amerikanske
regering - stilles til rådighed for den internationale indsats til
støtte for Iraks militære indsats mod ISIS
September Obama erklærer, at ISIS skal nedkæmpes, og at USA vil lede
en koalition, der også vil udføre luftoperationer i Syrien.
Oktober
Den amerikansk-ledede koalition til bekæmpelse af ISIS får
navnet ”Operation Inherent Resolve” (OIR)
ISIS angriber og belejrer den syriske by Kobani tæt ved den
tyrkiske grænse. Indbyggerne i Kobani udgøres primært af
kurdere
OIR gennemfører luftoperationer ved Kobani for at forhindre,
at byen falder til ISIS
2015
Februar
ISIS lider nederlag i Kobani og hæver belejringen af byen
Maj
ISIS indtager den syriske by Palmyra
Juni
En styrke under kurdisk lederskab erobrer den nordlige syriske
grænseby Tal Abyad (80 kilometer nord for Raqqa) fra ISIS
176
Forfattere:
Pernille Bramming
Lars Cramer-Larsen
Birthe Hansen
Bertel Heurlin
Rolf Holmboe
Carsten Jensen
Torben Mikkelsen
Thomas E. Nissen
Rasmus Tantholdt
David Vestenskov
C. Jensen & D. Vestenskov (red.) Et farvel til terror? Krigen mod ISIS 2014-2015. Forsvarsakademiet
ET FARVEL TIL TERROR? – Krigen mod ISIS 2014-2015 har
til hensigt at belyse aspekter af håndteringen af den nye
sikkerhedspolitiske situation i Mellemøsten, der er opstået
i kølvandet på fremkomsten af ISIS. Gennem en række
selvstændige kapitler fremføres forskellige perspektiver, der
både hver især og samlet kan anvendes til at opnå større
viden omkring samtidens største internationale terrortrussel
samt en forståelse for, hvorledes man fra international
og ikke mindst dansk side har ageret og reageret på den
sikkerhedspolitiske udvikling i Irak og Syrien.
ET FARVEL TIL
TERROR?

ET FARVEL TIL - Forsvarsakademiet

Transcription

Similar documents

Time glas af Amalie Sørensen

Næsten som at være der selv

Digitalisering kan og skal give fordele

Rebild Produktionsskole Træ & Metal

Biodiesel - brændstof til eftertanke

rapport kan læses her.

danmark er i krig

Se folder her