Familieterapien om bord på Noas ark

Transcription

Medlemsblad for Dansk Forening for Systemisk
og Narrativ Terapi og Konsultation
4
SYSTEMISK
NARRATIVT
FORUM
OKTOBER 2015
8
Om at skrive historier
i narrativ terapi
2. halvdel af Marcela Polancos artikel
om Gentænkning af Narrativ terapi
16
36
Mænd anno 2015
Familieterapien
om bord på
Noas ark
Hvordan fædres efterfødselsreaktioner kan forstås
gennem feministiske forgreninger og diskursive kræfter
danskstok.dk
Hvad sker der med mænd,
når de bliver fædre?
24
Relationel etik i
terapeutisk praksis
Ved at søge efter relationelle etiske
praksisser kan terapeuter bidrage
betydeligt til kulturens fremtidige
trivsel
Dansk Forening for
Systemisk og Narrativ
Terapi og Konsultation
b@danskstok.dk
LOKALE
KONTAKTPERSONER
Susan Harnow
Nordjylland
BESTYRELSEN
(formand)
Kontorvej 49,
2860 Søborg
40 23 60 14
susan@danskstok.dk
Dorte Nikolajsen
(kasserer –
indmeldelse
og kontingent)
61 36 41 01
dorte@danskstok.dk
Eva Glück Cadan
24 76 62 53
eva@danskstok.dk
Pia Harboe Andersen
97 98 13 94
ph@koppf.dk
Signe Bergman
Johansen
41 11 81 88
signe@danskstok.dk
Lisa Romlund
41 18 21 00
lisa@danskstok.dk
Jørgen MalmkjærMørch
30 31 11 02
jorgen@danskstok.dk
SUPPLEANTER:
Klavs Lindequist
28 43 03 67
klavs@lindequist.dk
Pia Harboe Andersen
97 98 13 94
ph@koppf.dk
Kirsten Bakholm
30 52 74 40
kbh@jammerbugt.dk
Vestjylland
Mette Westergaard
21 68 69 76
mette_west@hotmail
MEDLEMSKAB
OG PRISER
Personligt
medlemskab 650,Institutionsmedlemskab 1.500,Studerende 350,-
Sambo 300,(oplys sambos navn)
Lilli Kristensen
23 30 63 18
lilli.kristensen@
holstebro.dk
Obs. Alle postforsendelser sendes kun til én i
husstanden.
Østjylland
Kontingentet
indbetales på:
Pia Harboe Andersen
97 98 13 94
ph@koppf.dk
Sydjylland
Dorthe Beck
Frederiksen
50 48 47 11
dbf@aabenraa.dk
Fyn
Louise Højvang
Westergaard
61 33 05 03
lhoevand@yahoo.dk
Reg.nr.: 1199
Kontonr.: 0004568826
v. Dansk forening for
Systemisk og Narrativ
Terapi og Konsultation.
Samtidig sender du en
mail til indmeldelse@
danskstok.dk, med datoen for din indbetaling.
SYSTEMISK
NARRATIVT
FORUM
Ansvarshavende redaktør:
Susan Harnow
Bladudvalg:
Susan Harnow, Klavs Lindequist
Materiale sendes til:
susan.harnow@gmail.com
Materiale sendes som vedhæftet fil
på e-mail. Annoncer som PDF-fil og
artikler i Word. Artikler skal ledsages
af et foto i høj opløsning og en kort
beskrivelse af forfatteren.
Annoncepriser for medlemmer:
1/1 side: 1/2 side: 1/4 side: 1/8 side: Priser for ikke-medlemmer
forhandles.
Hjemmeside:
www.danskstok.dk
Webmaster:
Jørgen Malmkjær-Mørch
webmaster@danskstok.dk
Deadline for næste nummer:
København
1. december 2015
Sydsjælland
Af hensyn til rettidig udgivelse af bladet bedes artikler, annoncer, lokalnyt
mv., være os i hænde inden deadline.
Bladet udkommer 4-6 uger efter
deadline.
Helge Thomsen
21 17 57 71
ht@helgethomsen.dk
Susanne Johansen
23 45 97 84
susannejohansen@mail.dk
Bornholm
Solvejg Rosenkilde
Nielsen
56 49 65 62
mail@solvejgrosenkilde.dk
Oplag: 500 stk.
Udsendes til alle medlemmer af foreningen Dansk forening for Systemisk
og Narrativ Terapi og Konsultation.
Grafisk design og layout:
Appetizer.dk · Simon Johnsen
Tryk:
CS Grafisk
ISBN 1600-2954
2
SYSTEMISK NARRATIVT FORUM
4.500 kr.
2.250 kr.
1.125 kr.
500 kr.
INDHOLD
36
16
Familieterapien om bord
på Noas ark
Mænd anno 2015
I HVERT NUMMER
BØGER
ARTIKLER
4Leder
6
8
Så nærmer vi os årsmøde 2015
5
Nyt fra bestyrelsen
Bøger til inspiration
22Bogstafetten
I morgen var jeg altid en løve
43Lokalt
København
Sydsjælland
Østjylland
47Kursuskalender
Medlemmers kurser og
arrangementer
Om at skrive historier i
narrativ terapi
2. halvdel af Marcela Polancos
artikel om Gentænkning af
Narrativ terapi
16 Mænd anno 2015
FORENINGEN
Hvad sker der med mænd,
når de bliver fædre?
24 Relationel etik i
21 STOK indkalder til
generalforsamling 2015
35 STOK’s Workshop 2016
Paolo Bertrando
42Mindeord
Judith Klitgaard
48 STOKs årsmøde 2015
Mænd, børn og kvinder
– ved tidens rand 2015
terapeutisk praksis
Ved at søge efter relationelle
etiske praksisser kan terapeuter
bidrage betydeligt til kulturens
fremtidige trivsel
36 Familieterapien om bord
på Noas ark
Hvordan fædres efterfødselsreaktioner kan forstås gennem
feministiske forgreninger og
diskursive kræfter
3
LEDER
Susan Harnow
Formand for
STOK
SÅ NÆRMER VI OS
ÅRSMØDE 2015
ÅRSMØDETS TEMA om Mænd, børn
og kvinder – ved tidens rand 2015 –
og de tre undertitler:
• Familieterapeutens position i
mødet de 37 mulige familietyper
• Kønnenes diskurser og magt
• Barnets position i den
genforhandlede familie
har vakt genklang mange steder.
Bladet afspejler denne gang de
store kapaciteter, som det i år er
lykkedes at få til at tale om disse
temaer.
Kenneth Gergen er jo allerede
en kendt herre i Danmark. Dels er
adskillige af hans bøger oversat til
dansk, dels har han holdt oplæg her
i landet mange gange. Stadig er han
dog aktuel og i bevægelse, og vi er
umådelig stolte over, at han vil oplæg
på årsmødet.
Kenneth Gergen vælger i sit
oplæg blandt andet at sætte fokus
på etikken i relationen mellem klient
og behandler, og udfordrer os til
overvejelser omkring vores fokus på
empatisk lytning contra forpligtelsen
til også til at tage stilling til levede
værdier.
Marcela Polanco er en nyere
stemme på vores breddegrader. Hun
stammer selv oprindelig fra Columbia
men er nu bosat i USA. Hun udfordrer
4
i sit oplæg dels måden at forstå og
praktisere den narrative teori på,
men har også videreudviklet arbejdet
omkring to-sprogethed, og forsøger
at finde nye forståelser ved at udforske værdier og følelser knyttet til
ordene i det oprindelige sprog.
Kenneth Reinicke, vores 3 hovedoplægsholder, er allerede kendt
fra mange artikler og kronikker om
sine betragtninger omkring køn og
kønnenes udvikling og muligheder.
Reinicke sætter i sit oplæg blandt
fokus på de til stadighed iboende
Bladet afspejler
denne gang
de store
kapaciteter,
som det i år er
lykkedes at få
til at tale om
disse temaer
fordomme og forventninger, som
stadig styrer kønnenes muligheder.
Udover disse teoretiske opvarmnings artikler har vi også været
heldige at modtage en praksisartikel
om arbejdet med fædre, og deres
vanskeligheder ved blandt at skulle
skabe sig en ny far rolle og identitet
og balancere i de maskuline og feminine værdier.
Endelig har vi for første gang
i den tid, jeg har været redaktør,
modtaget henvendelser om praksisartikler, således at to praksisartikler
må stå over og blive bragt i næste
blad. Dermed er blad 1, 2016 allerede
i sin vorden.
Det er jo sådant noget, der kan
gøre en til tider lidt presset redaktør
mild og god. Så betalte vedholdenheden sig alligevel!
En særlig tak til det nye medlem
af bladudvalget Klavs Lindequist,
som med stor entusiasme har kastet
sig over oversættelses opgaver,
som betyder at vi nu i langt højere
grad kan bringe artikler fra det store
udvalg som endnu ikke er blevet
oversat til dansk.
Det er fantastisk Klavs! Tak for
din ildhu og flid.
Vi ses til årsmødet!
Susan Harnow
NYT FRA BESTYRELSEN
NYT FRA
BESTYRELSEN
Kontingent
opkrævning
Vi har varslet det længe:
Nu flytter vi kontingentopkrævningen fra januar til november.
Det har længe været sådan,
at rabatten for medlemsdeltagelse i både årsmøde og kurser
har svaret til et års kontingent.
Vi har gerne villet have, at der var
tydelig økonomisk fordel ved at
være medlem af STOK.
Imidlertid betyder det, at
nytilkomne deltagere i årsmødet
først betaler fuld pris og får jo
så et medlemskab med i købet.
Vi er selvfølgelig glade for, at de
har fået øje på foreningen og vil
gerne have dem til at blive. De
forstår så ofte ikke, at de får en
opkrævning igen i januar. Det
betyder at de dropper ud for så
måske at vende tilbage til næste
årsmøde.
Dette har vi længe gerne
ville ændre på, og det gør vi nu.
I vil derfor inden længe modtage den årlige kontingentopkrævning, og denne gang altså
i november med henblik på at
holde de nytilkomne medlemmer
af STOK indenfor i varmen, og
at vi på denne måde får et mere
stabilt medlemstal.
For jer gamle medlemmer
betyder det blot, at I én gang
skal betale kontingent på et
andet tidspunkt end I plejer.
Fremover vil november være fast
indbetalingsmåned.
Ved denne nye procedurer
bliver det indeværende kontingent år altså 2 måneder kortere
– derfor kompensere vi nuværende medlemmer med 100 kr,
så opkrævningen denne gang vil
lyde på 550 kr.
Vi håber, at I faste medlemmer lever med denne forskydning.
Lokal grupper
De lokale grupper og de lokale
kontaktpersoner er en vigtig
krumtap i foreningens arbejde,
og komplementere bestyrelsens
arbejde med viden om, hvad
optager medlemmer, og de hjælper med at omsætter årsmøde
temaer ud til lokal praksis.
Det er imidlertid også en erfaring, at det er hårdt og til tider
ensomt arbejde.
Vi har netop fået besked om,
at Kirsten Bakholm, som er kontaktperson i Nordjylland trækker
sig, og at endnu ingen har tilbudt
at tage over.
Det er vigtigt at påpege, at
STOK er lige præcis den forening,
vi gør den til. Vi skaber altså med
andre ord foreningen mens vi er
i den, og det betyder, at alle må
bidrage til det.
Jeg vil sige tak for indsatsen
til Kirsten og kraftigt opfordre til,
at andre af de tidligere deltagere
i lokalarrangementerne i Nordjylland nu kvittere ved at give dette
område en håndstrækning. Disse
fine arrangementer skaber ikke
sig selv.
En erfaring fra andre grupper
er, at det letter gevaldigt på motivation og fastholdelse at være
mere en én kontaktperson. Flere
steder er de 2 eller 3 om opgaven
– det hjælper på arbejdsglæden.
5
Kommunikation skaber
din organisation
I KOMMUNIKATION skaber
din organisation demonstrerer
forfatteren med en narrativ
tilgang til kommunikation,
hvordan organisationer skabes
gennem interaktioner mellem
ledere og medarbejdere og mellem organisation og omverden.
Historier hjælper os med at
skabe mening og er derfor vigtige både som organisationsudviklingsværktøj og positioneringsværktøj. Når man forstår
historiers formende magt, bliver
6
de en kilde til både forståelse
og udvikling.
Bogen giver indsigt i
arbejdet med identitet, vision
og værdier, kultur, narrativ
organisationsudvikling, intern
kommunikation, kommunikationspolitikker, måling af kommunikation, employer branding og
autokommunikation.
2. udgaven lægger mere
vægt på de praktiske værktøjer
i forhold til arbejdet med kultur,
kommunikationspolitikker
og måling af kommunikation.
Bogen er også blevet suppleret
med to nye kapitler om hhv.
coordinated management of
meaning, som er et supplement
til den narrative tilgang, og om
forandringskommunikation, da
det er et emne, der fylder meget i de fleste organisationer.
De fleste kapitler i bogen
er i øvrigt blevet uddybet på
baggrund af forfatterens undervisningserfaringer med den
første udgave samt input fra
studerende.
Fredriks
verden
FREDERIK KUNNE være et
hvilket som helst barn, der har
svært ved at acceptere de sociale spilleregler. Det er fristende at diagnosticere et problem,
når man har med en Frederik at
gøre. Det er hjemmets fejl, det
er pædagogens, institutionens,
lidelsens. Skylden skal placeres,
så man kan komme videre. Men
det hjælper sjældent verdens
Frederikker at skematisere
dem, at veje og måle dem og
handle ud fra det.
Gennem en håndfuld
forskellige fortællinger af den
samme grundhistorie viser
Gunnar Surland, hvor mange
vinkler der er på en sag, og hvor
mange faktorer der spiller ind,
når det gælder børns trivsel. I
stedet for at stemple og stigmatisere dem ud fra deres problematiserede personligheder
bør vi som samfund debattere,
hvordan vi kan give dem de
bedste vilkår. Vi skal huske ikke
at fokusere på problemet, men
på barnet.
BØGER TIL INSPIRATION
Fra metateori
til kommunikation
DE TEORETISKE tilgange
viser, hvor forskelligt analyser
kan gribes an, og at refleksion
på et metateoretisk niveau
bidrager både til analyserne og
til diskussion af resultaterne.
Bogen indeholder udvalgte
teorier og begreber fra teoretikere som Pierre Bourdieu,
Jürgen Habermas og Niklas
Luhmann og fra teoretiske retninger som dialogisk kommunikation, praksisteori, aktionsforskning, feministisk teori m.fl.
- hele tiden holdt op imod og
anvendt i forhold til kommuniGUNNAR SURLAND er født
i 1953. Han tilbragte det meste
af sin barndom og ungdom på
døgninstitutioner. Har gennem
voksenlivet arbejdet med pædagogik. Han har været leder af
daginstitutioner, været beboerrådgiver, leder af PPR (pædagogisk psykologisk rådgivning),
pædagogisk konsulent m.v. Alt
sammen ud fra devisen om, at
det hele tiden kan gøres bedre
for børnene og deres familier.
kation og medievidenskab.
Kommunikationsvidenskabelige studier kan med fordel
trække på sociologiske og metateoretiske perspektiver. Det
afgørende er ikke, hvilken teori
der er i spil, men at der er teori
i spil – heller ikke hvilken empiri
der arbejdes med, men at der
er empiri med i analysen. Bogen
viser, hvor vigtig en indflydelse
de teoretisk bårne analyser har
på analysens resultat, og hvordan teorien bidrager til at lade
empirien fremstå i nyt lys.
Det får du ud af at læse
bogen:
En fornemmelse af, at der
er mange teoretiske muligheder
for at berige kommunikative
analyser, og at metateoretiske
valg har betydning for analysernes udfald.
7
2. HALVDEL AF
MARCELA POLANCOS
ARTIKEL OM
GENTÆNKNING AF NARRATIV TERAPI
Om at skrive
HISTORIER
i narrativ terapi
AF
MARCELA POLANCO
Nova Southeastern University
O V E R S Æ T T E L S E :
8
K L A V S
L I N D E Q U I S T
GENTÆNKNING
FOR DET MESTE, når jeg har
haft muligheden for deltage
i terapiuddannelser, hvor
videoer af Michael White og
David Epston er blevet vist,
beskriver tilhørerne White og
Epstons arbejde som dybtfølt
og ”magisk”. Deres arbejde er
så anderledes, at det næsten
synes at være uopnåeligt. Jeg
husker, at David Epston engang svarede på en kommentar af denne art fra en kvinde
blandt tilhørerne ved en af
hans workshops, denne gang i
Bogota, Columbia i 2008. Han
svarede ved at gøre klart, at
de ”magiske tricks” snarere var et resultat af ”hårdt
arbejde”.
Jeg er nået frem til, at det
udsyn som magisk realisme og tosprogethed så at
sige tilbyder, er et ”indsider
indblik ” i Michael og Davids
hårde arbejde, og det, som
jeg kigger på her, som ligner
den magiske realisme er den
”poetiske resonans”. Magisk
realisme og tosprogethed
hjælper os narrative terapeuter til at gentænke vores
praksis. Disse sproglige og
litterære genrer tilbyder en
teoretisk forståelse, som
hjælper os til at tage et dybere kig på det, som stammer
fra Michaels ’magiske’ hårde
arbejde og fortsætter med at
være Davids poetiske hårde
arbejde.
Mit ”insider indblik”
begyndte, da jeg oversatte
nogle af Michael og Davids
tekster til spansk. Jeg stod
ansigt til ansigt med deres
veltalenhed og deres excentricitet i ord og poesi. Deres
skrifter havde en velkendt
lighed med Garcia Marquez
romaner. Den poetiske værdi
af deres arbejde overskygger fortællingerne om folks
levede begivenheder. Det
var noget, der lå ud over den
simple (og temmelig komplekse) intellektuelle proces, det
er at fortælle historier.
Måden, de formede
spørgsmålene på, havde
indflydelse på, hvordan erfaringer dannedes, begyndende
med tilsyneladende simple
minder. Helt nye realiteter
blev skabt og genskabt i
selve samtalen ved at låne
betydningsfulde personer
og usædvanlige og unikke
hændelser fra folks historier
og ved at invitere fremmede
vidner, som ville tilbyde deres
Magisk
realisme
og tosprogethed
hjælper os
narrative
terapeuter
til at gentænke vores praksis
anerkendelse (White & Epston, 1990, White, 2007). For
en distraheret læser kunne
disse realiteter være blevet
læst som repræsentationer
af levede realiteter. Som
deres oversætter fra en ”insiders indblik”, begyndte jeg
at forstå at realiteterne blev
dannet og erfaret på ny. Disse
[realiteterne (red.)] hørte til
samtalen og ikke til kendskabet til fortiden. De levede
erfaringer blev ikke fortalt,
men helt genoplevet inden for
de nye syn på verden.
Dette blev tydeligere
for mig gennem en personlig
og akademisk øvelse, hvor
jeg oversatte en af Michaels
fortællinger i hans ” Kort over
Narrative Landskaber”. Det
var historien om Thomas.
Thomas havde ikke mange
minder fra sine tidlige år,
undtagen fra moderens selvmord, da han var 7 år gammel.
Fra samtalerne havde han
tilsyneladende simple minder.
Thomas huskede, at han gik
med sin mor, da de gik forbi
en død hund, som var blevet
ramt af en bil. Hans mor
kommenterede: ” Børnene
her i kvarteret har set nok af
grimme ting allerede.” (p.156).
9
Fra denne hændelse, spørgsmål for spørgsmål, omhyggeligt formede, og ved at have
inviteret vidner (outsider
witnesses) kom en ny robust,
fuldt udbygget, bæredygtig
fortælling om det opmuntrende og kærlige forhold mellem
Thomas og hans mor til live:
” Det var under disse samtaler Thomas pludselig blev
opmærksom på nogle nye
muligheder, der aftegnede sig
på hans livs horisont, og over
en periode begyndte han at
udforske disse muligheder
(p.171).
Michael og Davids
ordforråd formåede meget
levende, ligesom i Garcia
Marquez romaner, at overføre
fornemmelser, indtryk eller
verdenssyn. Jeg blev taget
med ind i deres samtaler og
følte, at hvis jeg var nødt til
at flytte min arm, ville jeg
røre deres arme ganske let.
Jeg var ikke bare i gang med
at læse og oversætte deres
arbejde. Jeg blev ført ind i det.
Det var meget ligesom, da jeg
læste Garcia Marquezs ”100
Thomas
pludselig
blev opmærksom
på nogle
nye muligheder
års ensomhed”. Jeg bliver ført
ind i ”Macondo” et fantastisk
sted, som han skabte så realistisk, at det faktisk blev til
det Columbia, som jeg kender
og husker fra diaspora.
En af mange fortællinger
om Davids arbejde(2004)
kunne også illustrere, det jeg
betragter som hans kunst,
at skabe fortællinger ud fra
menneskers liv. Dette er en
fortælling om hans arbejde
med Sasha og hendes mor
Marie. Sascha oplevede ekstrem frygt for at sove alene
om natten. Under deres samtaler inviterede David Maries
kendskab til ”transfusion af
mod” ind. Efter hans invitation
var blevet accepteret, gik han
videre til transfusion uden en
nål. David begyndte med at
spørge om den gang, Marie
var kommet over en frygt,
som hun havde. Han bad
hende om at fremkalde denne
hændelse i hukommelsen ”så
modet kom frem i hendes
krop. Derpå overføre den på
den hvilken som helst måde,
hun ønskede det, via sin hånd
Sascha oplevede ekstrem
frygt for at sove alene
om natten. Under deres
samtaler inviterede
David Maries kendskab til
”transfusion af mod” ind.
10
til sin kære datters hånd.”
David skrev:
Maries bryst syntes at
svulme, mens hun kaldte på,
hvad jeg tænkte var hendes
”mod”, og det begyndte på
en eller anden måde at løbe
ned gennem hendes arm til
hendes hånd og så videre til
Sashas ventende højre hånd.
Jeg vente mig mod Sasha
og spurgte: ”Kan du allerede
mærke det?” Efter et par
sekunder meddelte hun, at det
kunne hun. Jeg spurgte: ” Er
det varmt og rart? Eller koldt
og isnende?” Hun syntes det
første. Vi fulgte det så rundt i
hendes krop og det bevægede
sig op ad hendes arm, ned i
hendes hjerte, og til slut ved
tyngdekraftens hjælp, nåede
det enderne af hendes tæer...”
Denne fortælling fanger
ikke bare den ubegrænsethed, som får form af Davids
brug af sprog, sådan som det
sker i den magiske realisme. Den strækker realismen
ud til at stille muligheder til
rådighed, så mødres mod
med en transfusion uden
nåle kan overføres til døtre.
Ved at benytte det magisk
realistiske sprog åbnes der
for udviklingen af de ekstraordinære, bæredygtige dybfølte
fortællinger om menneskers
liv, når ”man søger at se det
fra deres sinds øje” (Epston,
Personlig kommunikation, 31.
maj 2007). Det får narrative
terapeuter til ” at betragte sig
selv som fredløse i ”grænselandene” mellem sprog... hvor
man ikke hænger så meget
ved konventionelle regler
og regulativer, som man gør
i ”moderlandene” (Epston,
GENTÆNKNING
Kommentaren antyder
også, at forståelsen af at
de narrative praksisser har
indflydelse på frembringelsen
af modfortællingen til den
dominerende historie
Personlig kommunikation, 12.
november 2007).
Derudover giver den
magiske realismes form
mulighed for, at hybride
historier kan opstå i den narrative praksis. Jeg syntes, at
konceptet hydrid var meget
brugbart til at give svar på en
ikke ualmindelig kommentar
om, at den narrative praksis
har indflydelse på, hvordan
den dominerende fortælling
forandrer sig i en position
af underkastelse i forhold
til mod-fortællingen og vice
versa. Denne kommentar
kritiserer den narrative terapi
for, ikke at komme ud over
magtforskellene i dette
ulige forhold. Kommentaren
antyder også, at forståelsen
af at de narrative praksisser
har indflydelse på frembringelsen af modfortællingen til
den dominerende historie, og
at praksissen gør dem til nye
enkeltfortællinger.
Hvis man forstår forholdet mellem fortællingen
og modfortællingen som en
hybrid, må den enes autoritet
over den anden underlægges
en grundig undersøgelse. Hvis
man har to konfliktende stykker viden, bliver den velkendte
enes storhed over den anden
gjort mindre absolut. Deres
uligheder bliver midlertidig
vendt op og ned, når de bliver
sammenstillet, så de kan
åbne for afvisning og oprør
(White 2002), og de bevarer
deres indbyrdes forbundethed, hvorfra der genskabes
fortællinger. Begrebet dominans mister fokus, da både
den dominerende og den
underkuede historie kommer
fra to radikalt forskellige
perspektiver på en gang. En
ung kvindes beretning om
anoreksi og anti-anoreksi
i Maisels (2004) og andres
skrifter illustrerer dette.
For mig handler det at
have en anti-anorektisk livsstil
om at leve et liv, der i højere
grad stemmer overens med
mine egne værdier, overbevisninger og drømme end dem,
som anoreksi står for. Det
handler om aktivt at vælge
mellem det liv, som anoreksi
Vi fulgte det så
rundt i hendes krop og
det bevægede sig op
ad hendes
arm
vil have mig til at leve og det
liv, jeg selv forestiller mig.
Det handler om at tage de
anti-anorektiske udfordringer
og risici, så snart det er muligt
og acceptere midlertidige
”nederlag” når det ikke er
muligt (og som det vigtigste
- ikke at lade ”nederlaget”
stoppe mig fra at stille mig op
til udfordringen på et senere
tidspunkt.) (p. 164)
Kendskabet til anti-anoreksi, i dette eksempel, har relationen mellem de to sæt historier implicit. Det er ligesom
at gøre historier tosprogede
inden for et sprog (Polanco &
Epston, 2009). Hver fortælling,
anoreksi og anti-anoreksi, vil
blive anset for at være to forskellige ”sprog” indeholdt i et
sprog (eller meta-sprog) med
hver deres ordforråd. Som en
tosproget, er det så muligt at
skifte fra et sprog til et andet
og gå i dialog med hinanden,
så de kan forny sig ud over
den originale mono/ensprogede fortælling om dominans?
Ligesom ved tosprogethed
undermineres de enestående
11
kvaliteter ved fortællinger
om dominans og underkastelse, når man går ind til en
leg med sprog og begrebet
hybriditet, for at give rum til
genopfriskede og fornyede
erfaringer kan blomstre, som
er mere i overensstemmelse
med menneskers fortrukne
verdenssyn.
Begrebet om hybriditet udvider forståelsen af
eksternaliserende samtaler.
(Epston, 2008; Freedman &
Combs, 1996; Maisel, et. al.
2004; Morgan, 2000; White,
2007; White & Epston, 1990).
Når man introducerer et
sprogligt skift (Freedman and
Combs, 2006), hvor problemet
bliver placeret i en social og
kulturel kontekst (i stedet for
i konteksten af en persons følelse af identitet), og afslører
dens kamuflerede diskursive
begrænsninger, åbner et mellemrum sig mellem personen
og det socialt konstruerede
problem sig. Både personen
og problemets identitet genskabes. De begynder at få deres egne ordforråd, politikker
og praksisser, når de krydser
gennem mellemrummet.
Som personalerådgiver
på ”Student Counseling Center” på ”Nova Southeastern
University” har jeg forsøgt
at lægge denne form for
at historiegørelse ind i min
narrative terapis praksis.
Jeg er mere villig til at lege
med ord og være omhyggelig
opmærksom på menneskers
vokabularier. Dette har resulteret i en udmøntning af nye
vokabularier, mens vi arbejder
med råmaterialet fra deres liv.
Her er nogle af de ord vi har
12
Jeg spurgte
om Tatianas definition på ”elsker (love)”
og hun
svarede at
det var et
”tomt” ord
for hende
opfundet: Mountain-Dew-lignende-erfaringer; Julemanden-er-ikke-en-rigtigt-formfor-sorg; egoistisk-mundfrygt;
omsorgsfuldt-sind-kærlighed;
Hvid-ris-agtig-partner; gulris-med-bønner-agtig-partner;
hjertets sprog; hjernens sprog;
intet-navn-forhold; Rå-mad-relationel-tilgang; Tredje-verdenskrigs-agtig-overlevelse; Undergrundsbane-relationel-tilgang;
oplyst affære; føler-person;
eller slutning-a-la-Sopranos.
De følgende to fortællinger illustrerer hvordan, jeg har
indarbejdet disse ideer i mine
narrative samtaler, mere detaljeret. Det er vigtigt at vide,
at dette er et arbejde under
udvikling.
Tatiana 1
Jeg mødte en kvinde, Tatiana, som kom til ”Student
Counseling Center” på” Nova
Southeastern University”,
hvor jeg arbejder. Hun kom
på grund af nogle ”forholdsproblemer”. Tatiana er en
kvinde fra et latinamerikansk
land, som emigrerede til USA
mens hun var teenager. Hun
beskrev sig selv som ”flydende” på både engelsk og
spansk. Men hun identificerede spansk, som det sprog
hun kunne ”føle” på. Tatiana
og jeg havde en samtale på
engelsk om ”elsker (love)”.
Tatiana fortalte mig, at
selvom hendes nuværende
partner, en nordamerikansk
mand, som hun havde mødt et
1
par måneder før vores møde,
brugte ordet ”elsker (love)” til
at udtrykke sine følelser for
hende, kunne hun ikke bruge
ordet.
Jeg spurgte om Tatianas
definition på ”elsker (love)”
og hun svarede at det var et
”tomt” ord for hende. ”Elsker
(love)” havde ingen mening for
Tatiana; så derfor var der ingen grund til at bruge det. På
dette tidspunkt skiftede jeg
til spansk i samtalen, og jeg
bad Tatiana om en oversættelse af ordet ”love” til dette
sprog. Tatinana talte om
”amor”. Jeg spurgte hende om,
”amor” var fyldt med genkendelighed eller om det var tomt
ligesom ordet ”love”.
Vores samtale handlede
nu om skelnen mellem ”amor”
og ”querer”. For Tatiana blev
ordet ”amor” mest brugt i
romaner og ikke i hverdagen.
Derfor var ordet ”querer”
mere passende som et ord for
hendes følelser. Jeg inviterede
Tatiana til at definere dette
ord så tæt som muligt på sine
følelser, som førte os over til
begrebet ”te quiero”. Disse
ord fremkaldte en meget dyb
erfaring, som forbandt hende
til sin mors stemme når hun
sagde disse ord ”yo te quiero,
te quero mucho”. Tatiana
tilføjede moderens udtryk i
øjnene til dette minde, når
hun strøg hende over kinden.
Tatiana kunne føle varmen fra
moderens stemme i hele sin
krop. Ordet ”love” var tomt for
For at beskytte disse personers identitet, er navnene og andre
afslørende informationer ændret i denne artikel.
GENTÆNKNING
Tatiana indtog en lærende
position for at opdage hvad
”te quiero” betyder på et nyt
sprog, idet hun også udforskede
nye praksisser for ”love”
denne form for erfaringer for
Tatiana.
Tatianas følelser hørte
kun til i den spanske kultur.
Hun havde ikke oversat dem
til den engelske kultur. Jeg
inviterede Tatiana til muligheden for at oversætte ordet
”quiero” til ”love”, når engelsk
var sproget i hendes nuværende forhold. Tatiana hilste
denne idé velkommen med
nysgerrighed. Tatiana fortalte
mig, at hun nu fra hendes engelske sindsstemning kunne
”se” hvordan ”love” kunne se
ud, ved at vide hvad det betød på spansk. Dette førte til
at opdage, hvordan ”love” ville
mærkes ved at erfare hendes
partners varme, udtrykket i
partnerens øjne, lyden af hans
stemme og omsorgsfulde
handlinger. Tatiana indtog en
lærende position for at opdage hvad ”te quiero” betyder
på et nyt sprog, idet hun også
udforskede nye praksisser for
”love”.
Sara
Sara, en engelsktalende
nordamerikansk kvinde,
kom til ”Student Counseling
Center” på grund af ”depression”. Ved vores første møde
fortalte Sara mig, at hendes
manglende evne til at give slip
på en gammel ven, som hun
håbede at få et mere intimt
romantisk forhold til, bragte
depressionen ind i hendes liv.
Hun fortalte mig, at hun havde
holdt disse håb for sig selv i
over et år. Da hun til sidst diskuterede dem åbent med sin
ven, gjorde han det klart, at
han ikke søgte et romantisk
forhold, men at han elskede
hende. Forvirret over vennens
følelser og hans omsorgsfulde handlinger over for hende
samt hans insisteren på at
fastholde venskabet, besluttede Sara at trække sig fra
forholdet.
Forvirringen sårede hende og gav følelser af afvisning
og utilstrækkelighed. Vi talte
om, hvad det betød for Sara
at holde fast ved håbet om et
intimt og romantisk forhold.
Hun talte om sine længsler
efter at blive mor og danne
en familie. Vi talte også om
følelserne af afvisning og
Forvirringen sårede
hende og
gav følelser
af afvisning
og utilstrækkelighed
utilstrækkelighed, som hun
udviklede, når hun begyndte
at sammenligne sig selv med
sin vens kvindelige venner,
idet hun søgte efter en grund
til afvisningen.
På vores næste møde
fortalte Sara mig, at hun
havde grædt. Tårerne
fortalte Sara, mente hun, at
vores forrige samtale foregik
i hendes hjerne, men ikke i
hendes hjerte. Sara sagde,
at mine spørgsmål, ligesom
hendes svar og refleksioner
ikke kommunikerede med
hendes hjerte. Hun fortalte
også, at dette betød at hendes hjerne var stoppet med
at græde, men ikke hendes
hjerte. Vi talte om, at hendes
hjerne og hendes hjerte talte
to forskellige sprog. Det
sprog, vi brugte under vore
samtaler, var hjernens sprog.
Jeg spurgte Sara, hvordan hun fandt ud af at tale
med sit hjerte. Måske kunne
hun lære mig at gøre det
samme, for jeg var fascineret af at finde ud af, hvad
hendes hjerte havde at sige.
Sara svarede, at det vidste
13
hun ikke selv, og at det lige
var gået op for hende nu. Vi
talte om, hvad hun vidste
hendes velkendte kultur havde at sige om disse former for
sprog. Sara vidste, at diskurserne omkring hjernesprog
gik på logik og kontrol, mens
hjertes sprog var mere om
følelser og mangel på kontrol.
Denne samtale efterlod os
med den opgave, det var, ikke
kun at finde ud af at tale hjertes sprog, men også hvordan
man kunne oversætte både
hjertets og hjernes sprog, så
de kunne tale sammen, hvis
det behøvedes.
På vores næste møde
kom Sara med fantastiske nyheder. Hun havde fundet ud af
at tale med sit hjerte. Hun var
kommet i tanker om, at under
vores første samtale havde
hun fortalt om sine forældres
forhold. Hun huskede, at de
havde haft en citatbog, hvor
de nedskrev deres kærlighed.
Disse citater talte om deres
kærlighed og ”specielle erfaringer”. Efter hendes far døde,
da Sara var 3 år gammel, blev
citatbogen en arv, der var
dokumentationen på deres
kærlighed.
Sara havde fortalt sin mor
om vores samtale. Hun havde
lært, at hendes forældres
citater blev deres hjerters
sprog, og det blev sådan de
talte med hinandens hjerter.
Vi tænkte, at vi kunne lære
at tale dette sprog gennem
hendes forældres citatbog.
Sara bad sin mor om, det ville
være i orden med hende at
få adgang til denne citatbog,
men hendes mor vidste ikke,
hvor den var. Under et senere
14
Hun havde
fundet ud
af at tale
med sit
hjerte
møde kom Sara med flere
spændende nyheder - hendes
mor havde fundet citatbogen.
Sara tog en lille lommebog som bar tydelige tegn på
tidens tand, op ad sin taske.
Takket være Saras mors
gavmildhed fik Sara lov til at
dele citatbogen med mig. Jeg
var beæret over være vidne
til, at Sara læste sine forældres nedskrevne hjertesprog,
som tydeligt afspejlede deres
kærlighed til hinanden. Jeg
var vidne til, hvordan sådan
en ekstraordinær arv blev
oversat til Saras forståelser
af sit hjertesprog. Hun stoppede, når hun syntes, det var
nødvendigt at dele billederne, der hørte sammen med
citaterne med mig, eller at
tale om, hvad hun forstod ved
det. Dette tillod os at lære
hjertets sprog at kende som
et ny sprog om intimitet og
håb, som gav hendes forældre
usædvanlige erfaringer.
Ved et opfølgende møde
besøgte vi atter ideen om en
dialog mellem, hvad Sara havde lært om hjertets sprog og
hjernens sprog. Sara tænkte,
så at sige, at hun var nødt til
at blive en slags tosproget for
at kunne tale både hjernens
og hjertets sprog. Når Sara
stod i mellemrummet mellem
hjertets og hjernens sprog,
opdagede hun journalisering og
musik, som hendes nye hybride
færdigheder. På denne måde
kunne hjertet gå i dialog med
hjernen og vice versa, når det
var nødvendigt.
Citater og sangtekster
syntes at udvide hjertets
ordforråd. Fra oversættelsen,
påtog hjernens sprog sig en
anden erfaring, da det ikke
længere handlede om rationelle tanker, som forbandt
hende med utilstrækkelighed,
afvisning og ensomhed, men i
stedet handlede det om erfaringer, som blev hentet ind af
det poetiske sprog i sange og
citater. Hjertets sprog hentede
intime forbindelser, som hun
havde forladt, ind i hjernens
sprogerfaringer.
Konklusion
Dette dokument fosøgte at
forene de flydende strømme
i narrative praksisser, ved at
Jeg var vidne til, hvordan
sådan en ekstraordinær
arv blev oversat til Saras
forståelser af sit hjertesprog
GENTÆNKNING
trække på tosprogethed og
magisk realisme. Meget ligesom White og Epston udviklede en ramme ved at trække fra
territorier, der var fremmede
for psykoterapi, kan der læres
meget mere ved at krydse
grænserne mellem felter.
Studierne af tosprogethed udvider forståelsen af
det ubegrænsede i sprog
for både enkeltsprogede og
mangesprogede. Når man
tager afsæt i de multi-subjektiviteter som flersprogede
lever i, får sproget fleksibilitet,
fluiditet og bevægelse mod et
legemliggjort sprog. Indenfor
enkeltsprogetheden, åbner
tosprogetheden for muligheden for at udvikle meta-sprog
og deres korresponderende
virkeligheder. Ved at begrænse
tosprogethed til geografiske
eller nationale kontekster eller
en psykologisk udviklingsproces kan dens righoldighed gå
tabt: ”Mist et sprog og du har
gjort verden fattigere…. ”(Sommer, 2004,p. xvii).
Magisk realisme giver narrativ terapi en særlig form for
historiedannelse. Det bringer
et frisk kig på historietilblivelsen i narrativ praksis, idet den
tilbyder at bruge hybrid viden.
Kunsten og håndværket i at
danne historier ”a la Gacia
Marques” løfter den poetiske
rigdom i sprog, fra hvilket
konstruktionen af det ekstraordinære og magiske ved livet
bliver synligt. Dette åbner ikke
bare for mulighed for mere
kreative samtaler, men vigtigst
også for samtaler der er mere
samstemmende med menneskers fortrukne liv og mere
dette mere bæredygtigt.
R EFER EN C E R
Ansre, G. (1979). Four
rationalization for
maintaining European
languages in education
inAfrica. African
Languages, 5(2), 10–17.
Geisinger, K. F. (1993,
Winter). Psychological
Testing of Hispanics.
Journal of Educational
Measurement, 30(4),
351–356.
Bell-Villada, G. (2006).
Conversations with
Gabriel Garcia Marquez.
Mississippi: Universityof
Mississippi.
Harrison, J. (1992).
Salman Rushdie. New
York: Twayne Publishers.
Bowers, M. A. (2004).
Magic (al) realism. New
York: Routledge and
Kegan Paul.
Boyle, J. (1997).
Imperialism and the
English language in
Hong Kong. Journal
of Multilingualand
Multicultural
Development, 18(3),
169–181.
Burck, C. (2004). Living
in several languages:
Implication for therapy.
Journal of Family
Therapy, 26, 314–339.
Epston, D. (2004). Sasha,
Amber, Joel Fay and Isha.
Journal of Brief Therapy,
(3–2), 97–106.
Epston, D. (2008). Down
under and up over:
Travels with narrative
therapy. Great Britain:
AFT Publishing, Ltd.
Faris, W. B. (2004).
Ordinary enchanments:
Magical realism and
the remystification of
narrative. Nashville:
Vanderbilt University
Press.
Freedman, J., & Combs,
G. (2006). Narrative
therapy: The social
construction of preferred
realities. New York: W.W.
Norton, Inc.
Garcia Marquez, G.
(1997, April 8). Botella al
mar para el dios de las
palabras. [Bottle at sea
for the words god]. La
Jornada. Retrieved June
15, 2007, from http://
www.mundolatino.org/
cultura/garciamarquez/
ggm6.htm#Botella%20
al%20mar%20para%20
el%20dios%20de%20
las%20palabras
Garcia Marquez, G.
(2004). Living to tell the
tale. Barcelona: Penguin
Books.
Kachru, B. B. (1986). The
power and politics of
English. World Englishes,
5 (2–3), 121–140.
Karamat, R. (2004).
Bilingualism and
systemic psychotherapy:
Some formulations and
explorations. The Journal
of Family Therapy, 26,
340–357.
Leal, L. (1967). El realismo
magico en la literatura
hispanoamericana.
[Magical realism in the
Hispanic literature].
Cuadernos Americanos,
153(4), 230–235.
Maisel, R., Epston, D., &
Borden, A. (2004). Bitting
the hand that starves
you. New York: W.W.
Norton. Inc.
Ministerio de Educacion
Colombiano [Colombian
Department of
Education]. (2006,
May 11). En Colombia
no se Habla Ingles. [In
Colombia English is not
spoken]. Centro
Virtual de Noticias.
[Virtual News Center].
Retrieved June 11,
2007, from http://
www. mineducacion.
gov.co/cvn/1665/foarticle-98777.pdf
Morales, E. (2002). Living
in Spanglish: The search
for Latino identity in
America. New York: St.
Martin’s Press.
Morgan, A. (2000).
What is narrative
therapy? An easyto-read introduction.
Adelaide: Dulwich Centre
Publications.
Morson, G. S., & Emerson,
C. (1990). Mikhail
Bakhtin: Creation of
a Prosaics. Stanford:
Stanford University
Press.
Parkinson Zamora, L.,
& Faris, W. B. (1995).
Magical Realism: Theory,
History, Community,
Durham & London: Duke
University Press.
Pennycook, A. (1994). The
cultural politics of English
as an international
language. London:
Longman.
Phillipson, R. (1992).
Linguistic imperialism.
Oxford: Oxford University
Press. Polanco, M.,
& Epston, D. (2009).
Tales of travels across
languages: Languages
and their anti-languages.
Journal of Narrative
Therapy and Community
Work, 4, 38–47.
Richard, A. F. (1989,
October). Psychological
testing of linguisticminority students:
knowledge gaps and
regulations. Exceptional
Childre, 56(2), 145–52.
Scott, C. (2000).
Translating Baudelarie.
Exeter: University of
Exeter Press. Sommer,
D. (2004). Bilingual
aesthetics: A new
sentimental education.
Durham & London: Duke
University Press.
Speedy, J. (2008).
Narrative inquiry &
psychotherapy. New York:
Palgrave Macmillian.
Tollesfon, J. (1991).
Planning language,
planning inequality:
Language policy in the
community.London:
Longman
White M., & Epston D.
(1990). Narrative means
to therapeutic ends.
New York: W.W.Norton &
Company.
White, M. (2002).
Addressing personal
failure. International
Journal of Narrative
Therapy and Community
Work, 3, 33–70.
White, M. (2007). Maps
of narrative practices.
New York: W.W. Norton
Inc.
Zuleta, F. (1990).
Bilingualism and family
therapy. Journal of Family
Therapy, 12, 255–265
15
ANNO 2015
AF
KENNETH REINICKE
Lektor, Ph.D
Kønsforsker ved Roskilde Universitet
16
MÆND
Hvad sker der med mænd, når de bliver fædre? Faderskabet
er i hastig samfundsmæssig og kulturel forandring, og
faderskabet handler både om manderoller, mænds relationer
til børn og familie-arbejdslivsudfordringer.
Selvom mænd stadigvæk i stor stil prioriterer deres arbejde
og karriere højt, og bruger mange timer på det, så har mange
mænd udviklet et meget tæt forhold til deres familier.
DE NYE MÅDER som
maskulinitet og faderskab
er forbundet på, handler i
vid udstrækning om nærvær og engagement, hvorimod sammensætningen af
maskulinitet og faderskab
tidligere i højere grad har
handlet om forsørgerevne,
autoritet og disciplin. Mange
mænd beskriver, at de oplever
følelser ved faderskabet, som
de aldrig har oplevet før, og
at de er overraskede over
intensiteten af faderskabet.
En tæt relation mellem far og
barn bliver således mere og
mere en selvfølgelig kvalitet i
faderskabet, og en omsorgsorienteret maskulinitet er i
stor udstrækning blevet et
dominerende ideal i Danmark.
Hvis man ser på meget
af den nye forskning om
faderroller, fremvises et klart
billede af mænd, som deltager
aktivt i deres børns liv, og
denne forskning fungerer da
også som et opgør mod de
selvfølgeliggjorte forestillinger
om kvinden og moderens naturlige overlegenhed. Forskningen i mænd som fædre
har både handlet om fædres
betydning for deres børn, om
omsorg og arbejdsdeling og
om hvilken betydning det har
for mænd at blive fædre.
Historisk set har faderskabet og den traditionelle
maskulinitet haft svært ved
at ”tale sammen”, selvom
faderskabet naturligvis ikke
har været en fast kulturel
størrelse. Faderskab kan
både betyde forsørger, det
kan være orienteret imod
følelsesmæssig nærhed, det
kan betyde magt eller ansvarlighed og det kan betyde det
hele på samme tid.
Faderskabet er et af de
tidspunkter i mænds liv, hvor
det er mest sandsynligt at få
mænd til at standse op og
Historisk
set har
faderskabet og den
traditionelle maskulinitet
haft svært
ved at ”tale
sammen”
reflektere over deres maskulinitet, fordi det at få børn kan
give en dybere mening med
livet og sætte store eksistentielle livsovervejelser i gang.
Faderskabet er således for
mænd en af de største muligheder for personlig forandring.
Den kulturelle dagsorden for
mænd og fædre har ændret
sig i udbredt grad, og et flertal
af fædre har opnået en markant anderledes og mere tæt
relation til deres børn. Mænd
er, som den norske mandeforsker Øystein Gullvåg Holter
har formuleret det, i større
udstrækning begyndt at være
en familie i stedet for at have
en familie.
De nye hegemoniske
maskulinitetsidealer, om det
nærværende og omsorgsfulde faderskab, er ikke
som identitetsprojekt slået
igennem med samme styrke
hos alle mænd. Men indenfor
de sidste tre årtier har mænd
17
i stor udstrækning omfavnet
deres faderskab på en langt
mere vidtgående facon. En
af de store ændringer i det
moderne samfund, er at børn
har fået nærværende fædre
i hjemmet. Det store spørgsmål, man alligevel kan stille,
er, hvad betyder egentligt
mest - arbejdet eller børnene?
Man ved ikke præcist, hvordan den tidlige far-spædbarn
relation påvirker udviklingen
af det generelle faderskab.
Men der er ingen tvivl om,
at det er positivt for mænd
at udvikle et nært forhold til
børn. Flere forskere hævder,
at der skabes en såkaldt
”intimitetseffekt” gennem den
direkte far-barn kontakt, som
sensitiverer mænds omsorgskompetence, og nedtoner den
”ufølsomme” maskulinitet.
Det nye faderskab
Småbørnsfædre er nogle af
dem, som har størst mulighed
for at ændre deres masku-
Mange
mænd
giver
udtryk for,
at forældreskabet
giver en
indre ro
linitet på grund af deres
kropslige og følelsesmæssige
kontakt med børnene og på
grund af den personlige omvæltning, som et faderskab
ofte afstedkommer. Faderskabet er et af de områder,
hvor det er relativt let for
mænd at præsentere fortællinger, der er fyldt med følelser
og udsagn om relationer. Men
det står klart, at de forandringer der har fundet sted
på fødselsområdet, ikke på
samme måde har smittet af
på ligestillingen, når det handler om ansvaret for børnenes
omsorg.
Et stort problem for
mange fædre verdenen over
er adskillelsen fra deres børn.
Det sker ofte i forbindelse
med samlivsbrud men kan
f.eks. også indtræde hvis
mænd bliver fængslet over en
længere tid. Det kan være en
stor udfordring for fædre at
opretholde en relation til børn,
som de ikke er samlevende
Faderskabet er et af de
områder, hvor det er
relativt let for mænd at
præsentere fortællinger,
der er fyldt med følelser og
udsagn om relationer
18
med. Samlivsbrud medfører i
mange tilfælde større ændringer i forældrerollen for mænd
end for kvinder, fordi de fleste
mænd får mindre tid sammen
med barnet end moderen,
og dermed risikerer mænd
at miste en føling med de
hverdagsagtige forandringer i
barnets liv.
Vi ved efterhånden en
del om, hvordan faderskabet
påvirker mandens syn på sig
selv som mand. Mange mænd
giver udtryk for, at forældreskabet giver en indre ro,
udvikler et rigere følelsesregister og giver en dyb tryghed,
som i modsætning til arbejde
og karriererelationer ikke
bare lige kan tages fra dem.
Ligeledes muliggør faderskabet ofte kønsoverskridende
handlinger og giver mulighed
for, at manden kan etablere
et mere nuanceret billede af
sig selv som mand. På den
ene side kan forældreskabet
betyde, at arbejdets betydning træder lidt i baggrunden,
og faderskabet kan således
beskytte imod usikkerhedsmomenter på arbejdsarenaen.
På den anden side er der
også en tendens at spore
mellem arbejde, mandighed
og faderskab forstået på
den måde, at når arbejdslivet
fungerer tilfredsstillende, så
udvikles forældreevnen, og de
optimale betingelser skabes
for etableringen af et sundt
faderskab.
Men der er stadigvæk
forskel på moderen og faderens rolle. Faderen kan vælge
MÆND
forældrerollen aktivt til og
blive hædret og æret for det,
men han kan også stadigvæk
lade være uden at blive konfronteret med forventninger
om det modsatte fra familie,
venner og sundhedspersonale. Men der sker langsomt en
forandring hen imod en mere
omsorgsorienteret maskulinitet. Mange fædre er blevet
bevidste om, at der er andet i
verden end et fedt arbejde, og
at de risikerer at gå glip af en
hel masse og snyde sig selv
for noget værdifuldt, hvis de
ikke prioriterer deres børn.
Der er sket markante
forandringer til forventningerne både hos mændene selv
og deres partnere. Førhen
stod moderen med pligterne og ansvaret for børnene
alene, mens faderen gennem
sin forsørgelse skulle sikre de
gode rammer. I dag forventes det, at mænd både kan
agere forsørger og være en
tilstedeværende kærlig og
omsorgsfuld person for sine
børn. Ligeledes, hvor fædres
identitet førhen hovedsageligt bestod af forsørgerrollen,
kræver faderrollen nu en bred
vifte af krav og aktiviteter,
hvoraf mange af disse kræver
et aktivt engagement i børns
liv og opvækst.
Selvom at den kulturelle
dagsorden for mænd og fædre har ændret sig markant,
er der dog også stadigvæk
mange modsætningsfyldte
forhold på spil i konstruktionen af faderskabet; nærvær
og engagement over for de
Selvom at den kulturelle
dagsorden for mænd og fædre
har ændret sig markant, er der
dog også stadigvæk mange
modsætningsfyldte forhold
på spil i konstruktionen af
faderskabet
Mange
fædre er
blevet
bevidste
om, at der
er andet
i verden
end et fedt
arbejde
kulturelt overleverede mandlige dyder om ansvaret for
familiens økonomi.
Faldet i antallet af traditionelle kernefamilier har
ligeledes øget opmærksomheden på, hvordan man får
forældreskabet til at fungere
selvom ægteskabet ikke
længere er intakt, eller måske
aldrig har været det. Hvordan
opbygger og opretholder
man positive og konstruktive
forældrerelationer, når man
ikke er samboende. Det er
ligeledes ikke alle forældre,
som er i stand til at håndtere
samlivsbrud og skilsmisser
på en konstruktiv vis. Mange
fædre står i et dilemma omkring hvorvidt de skal kæmpe
for at se deres børn så meget
som muligt eller rette ind efter
moderens ønsker.
Mænd og barselsorlov
Er der specielle forhold, der
gør sig gældende, når mænd
bliver fædre, og for eksempel
skal beslutte, om de ønsker
at holde barselsorlov? Der
er ingen tvivl om, at mange mænd fokuserer på, at
rammerne skal være i orden i
form af en sund økonomi, hvis
de skal tage forældreorlov.
Dette aspekt af mandigheden
må man ikke undervurdere,
selvom mange mænd nu også
fokuserer på at være nærværende og omsorgsfulde fædre.
Barselsorlov til mænd
er et område, som berører
nogle af de mest sejlivede
kulturelle forestillinger, nemlig
kvinden som omsorgsgiver og
manden som forsørger. Mænd
der tager barselsorlov, er et
illustrativt eksempel på, at de
dominerende maskulinitetsformer ikke er klart afgrænsede fra mere underordnede
maskuliniteter og traditionelle
feminine handlemønstre.
Børneomsorg, husarbejde
og intime relationer er i dag
i stor udstrækning medkonstituerende for skabelsen
19
og omdannelsen af de mest
eftertragtede mandighedsformer. Erfaringerne fra de
andre nordiske lande viser,
at mænd tager den orlov, der
er øremærket, men ikke den
periode, der er til forhandling.
I dag tager danske mænd
stadigvæk kun 8-9 procent af
den samlede barselsorlov. Det
indikerer, at mange danske
familier stadig indretter sig
traditionelt, når barslen skal
fordeles. Den meget ulige
fordeling af barslen har konsekvenser for ligestillingen
mellem kvinder og mænd på
mange måder. Undersøgelser
viser dog, at mænd gerne vil
holde længere barsel, hvis
loven reserverer barselsperioderne til mænd, og hvis mænd
kan få fuld løn under barslen.
Barselsorlov er et omdrejningspunkt for mange ligestillingsmæssige diskussionsfelter og mænds orlov i Danmark
er i stor udstrækning led i det
politiske spil. Spørgsmålet om
mænd og barsel er gået fra
at være ”no politic” til ”high
politic”. Der er en udbredt tendens til, at viden og forskning
nedtones i debatten, og det
er i særdeleshed ideologiske
forhold der ligger til grund for
politikernes attituder. Et ofte
hørt argument i den danske
debat er at politikere ikke
skal blande sig i familiens
prioriteringer på barselsområdet, og der har været en
stærk tendens til at specielt
politikere med udgangspunkt
i frihedsidealer har fokuseret
på fleksibiliteten i barselslovgivningen og familiens
20
Mange
mænd former i dag
deres maskulinitet
og faderskab ud fra
nogle helt
nye forudsætninger
såkaldte ”frie” valg. Der er ligeledes blevet fremhævet, at
øremærkning af barselsorlov
er formynderi og unødvendig
detailregulering.
Virkningerne for familien
af at mænd går på barsel
handler bl.a. om far-barn
relationen, arbejdsdelingen og
familieopløsninger. Virkninger
for arbejdsmarkedet handler
bl.a. om mænds forhandlingsposition, sammenhæng
mellem lovgivning og overenskomster, fordelingen af
det kollektive reproduktionsansvar mellem private
og offentlige arbejdsgivere,
løn, karrieremuligheder og
pension. Der er dog i mange
sammenhænge en relation
mellem mænds uddannelsesniveau og længden på mænds
barselsorlov. Tendensen er
klar; jo længere uddannelse,
des længere barselsorlov
holder mænd.
Men mange mænd former
i dag deres maskulinitet
og faderskab ud fra nogle
helt nye forudsætninger, og
mange mænd udtrykker, at
de f.eks. ikke ser barsel som
trussel imod maskuliniteten.
Tværtimod ser de det som
maskulint og ansvarligt at
træffe valget om at holde
barselsorlov, og der er en
spirende tendens til at se negativt på de mænd, som kun
ønsker at prioritere deres karriere. Men det kan stadigvæk
have konsekvenser for mænd
at nedbryde den maskuline
arbejdstradition og forestillingen om den evigt arbejdende
mand og pludselig på en mandedomineret arbejdsplads
begynde at give udtryk for, at
man ønsker at sætte familien
højere end karrieren. Man
skal ikke undervurdere hvilke
arbejdskulturelle, familiære og
personlige sværdslag der skal
tages, hvis mænd vælger at
tage et opgør med de traditionelle forventninger til mænd
på arbejdsmarkedet i form af
f.eks. beslutninger om at tage
barselsorlov, gå på nedsat tid
eller søge arbejde i kvindedominerede erhverv.
Barselsorlov er et omdrejningspunkt for mange ligestillingsmæssige diskussionsfelter og
mænds orlov i Danmark er
i stor udstrækning led i det
politiske spil
MEDDELELSER
STO K I N DKALDE R T IL G E N E R A L FO R S A M L IN G 2 0 1 5
Generalforsamlingen afholdes
fredag d. 13. november kl. 17.15
på Hotel Svenborg
D A G S O R D E N :
1.
Valg er dirigent/mødeleder.
Der kan vælges to dirigenter.
2.
Valg af referent(-er)
3.
6.
Fastsættelse af kontingent samt
budget for nyt regnskabsår
7.
Forslag til vedtægtsændringer
8.
Forelæggelse og godkendelse af
formandens beretning
Valg af formand
4.
Valg til bestyrelse – 3 er på valg
Beretning fra udvalgene:
Bladudvalg
Kursusudvalg
Forskningsudvalg
5.
Forelæggelse og godkendelse af
revideret regnskab
9.
10.
Valg af bestyrelsessuppleanter
11.
Valg af 2 revisorer
12.
Eventuelt
21
I morgen var jeg
altid en løve
”Da jeg var i isolation, så verden helt håbløs ud. Ti uger er lang
tid at være i isolation….og selv om medarbejderne sad hos mig,
så var det netop det, de gjorde, de sad. Og de så. De havde ikke
lov til at tale med mig. Heldigvis var nogle af dem ulydige, de
gjorde livet mere leveligt.” (s. 153)
”I MORGEN var jeg altid en
løve” har siden 2008 styrket
min modstand mod forsimplede og individfokuserede
forklaringsmodeller om mennesker i social eller følelsesmæssig nød. I den bog bliver
jeg bekræftet i nødvendigheden af at gå op imod – og til
tider vise ulydighed overfor umenneskelige systemer.
Arnhild Lauveng var i 10
år patient på psykiatriske afdelinger i Norge med diagnosen skizofreni. Fra hun var 17
til hun var 27 år gammel. Hun
har siden hen virkeliggjort sin
drøm om at blive uddannet
psykolog. Bogen er et stærkt
vidnesbyrd, som viser behovet for et paradigmeskifte
indenfor psykiatrien og i mine
øjne indenfor samtlige af vel-
22
færdssamfundet ”væsener”.
På side 67 skriver A.
Lauveng om en ydmygende
episode, som er svær at se
som andet end hjerteløs
manipulation, og hun prøver
at forstå:
”Måske mente de, at jeg
ikke registrerede smerte,
fysisk og psykisk, på samme måde som dem, eller at
ydmygelsen ikke gjorde mig
noget, fordi jeg var så vant til
at blive ydmyget. Det ville ikke
have været så mærkeligt… for
der var tale om mennesker,
som vadede i min smerte… og
havde skullet forholde sig til
mit blod og min selvskadende
adfærd og mine skrig. Hvis de
så også skulle have forholdt
sig til, at jeg var et menneske
ligesom dem, og at jeg følte
smerten og ydmygelsen lige
Historisk
set har
faderskabet og den
traditionelle maskulinitet
haft svært
ved at ”tale
sammen”
så godt, som de ville have følt
den, ja, så ville deres arbejde
måske være blevet alt for
hårdt.”
Der tilbydes mange
videnskabelige forklaringer på
smerte, skrig, selvskadende
adfærd og ydmygelser, og de
fleste af disse forklaringer
forsøger at fjerne lidelsen så
langt som muligt fra den, der
forklarer. Psykiatriske diagnoser er oplagte og bekvemme.
Nye opdagelser om hjernen
producerer også forklaringer, som gør os i stand til at
adskille ”os” fra ”dem” og
fritager os fra tanken om, at
vi – eller vores datter - en dag
kunne være den som skriger,
sulter sig eller mister livslysten.
Svend Brinckmann skriver
i sin artikel ”Languages of
BOGSTAFETTEN
suffering” (2014) om 5 lidelsessprog: det diagnostiske,
moralske, eksistentielle,
religiøse og politiske. Han
diskuterer det problematiske
i, at det diagnostiske er blevet så dominerende, og han
argumenterer for nødvendigheden af at have flere sprog
for menneskelig lidelse til
rådighed.
En konsekvens af det
diagnostiske lidelsessprogs
udgrænsning af f.eks. det
politiske er, at patienter (eller
udsatte familier) får hele
opmærksomheden og strukturer, som bidrager til deres
vanskeligheder, forbliver i
mørket: fattigdom, ensomhed,
ringe bolig, farligt lokalområde, undertrykkende behandlingsmiljøer…
Systemisk og narrativ
terapis historie og teoretiske
fundament inviterer til samtaler med brug af både moralsk,
eksistentielt, politisk og – vil
jeg tilføje - poetisk lidelsessprog. Du tænker måske som
læser på flere? A. Lauvengs
bog er en gribende bekræftelse af den systemiske og narrative terapis insisteren på et
rigt sprog og en rig forståelse
for menneskelig lidelse.
Én ting er som fagperson
at pege på systemfejl og se
kritisk på andre fagpersoners
arbejdsformer og etik. En
anden er at have øje for egne
I morgen
var jeg
altid en løve
Arnhild Lauveng
Akademisk Forlag
155 sider
små handlingers betydning i
hverdagen og at pege fingeren mod sig selv. Det hjælper
bogen også med.
A. Lauveng skriver på s.
69 om den forårsdag, hvor
hun skulle med sin mor hjem
i nogle timer. Det var meget
pludseligt blevet sommervejr,
og A. Lauveng havde kun
vintertøj. Hun måtte derfor
klæde sig i nederdel og en
pyjamasoverdel:
”Mor kom og blev fulgt ind
på mit værelse af en smilende, sukkersød medarbejder,
som fortalte at ”Arnhild har
glædet sig sådan, til du skulle
komme, og hun har pyntet sig
så fint til turen hjem!””
A. Lauveng og hendes
mor kommenterede ikke på
dette, men købte nyt sommertøj på vejen hjem. A.
Lauveng forstætter:
”For det gjorde ikke så
meget… at jeg gik ud og så ud
som et fugleskræmsel, hvis
der ikke var nogen alternativer til det. Men det er skrækkelig ydmygende at blive
rost for at se pæn og pyntet
ud, når man ved, at man ser
farlig ud, fordi det siger så
meget om, hvilken standard
ens præstationer bliver målt
efter”
Jeg hørte engang Karina
Pedersen, mønsterbryder
og borgerlig-liberal blogger,
fortælle fra sin barndom om,
når endnu en socialrådgiver
havde været på besøg og
”talt i det der heppe-sprog”
til moderen: ”Det er rigtig flot,
og du er nået langt, men vi
mangler liiige det sidste stykke” Og moderens ”Dumme
kælling”, så snart døren var
faldet i efter socialrådgiveren.
Jeg har talt i heppesprog.
Jeg kan høre det for mig, og
det er ikke rart - men det er
godt! For ubehaget ved f.eks.
at genhøre sit nedladende
”heppesprog”, i forbindelse
med læsning af tekster som
A. Lauvengs, er en effektiv
bremse - skulle det dukke op
igen.
Jacob Mosgaard efterlyste i
sin bogstafet andre inspirationskilder end fagbøgerne
i Systemisk Forum. Lad mig
derfor afslutte, og overdrage
bogstafetten til Trine Svarrer,
med et digt af Ursula Andkjær
Olsen (2015):
SOM smerteflader
det MÅ være meningen, at
mennesket skal blive sig
smerten mere bevidst
det MÅ være meningen, at
mennesket skal blive sig
smerten – den egne
og andres – mere bevidst
og derefter lindre den
23
i terapeutisk praksis
AF
KENNETH J. GERGEN
The Tao Institute
O V E R S Æ T T E L S E :
24
K L A V S
L I N D E Q U I S T
RELATIONEL ETIK
”Moralsk udvikling i den enkelte, og moralske fremskridt i
det menneskelige væsen i det hele taget, er et spørgsmål om
at genskabe menneskelige selver, således at de forstørrer
forskellighederne i de forhold, som konstituerer disse selver”
—Richard Rorty, Philosophy and Social Hope
FÆLLES FOR næsten alle
etiske koder inden for områderne terapi, rådgivning og
socialt arbejde er et engagement i velfærden for den, der
modtager støtten. Om det er
et engagement i trivslen, en
hjælp i lidelsen, deres fulde
udvikling eller deres autonomi, er der en underlæggende
og ofte formaliseret etisk
holdning som går ud over
det mangeårige medicinske
krav om ”ikke at gøre skade. ”
Alligevel, på trods af overflade-plausibiliteten, er der
alvorlige, ubesvarede spørgsmål som lurer nedenunder. Et
spørgsmål, der træder frem
er ”For hvis skyld? ” Det er én
sag for terapeuten at lytte til
og tage imod klientens behov,
men hvad siger dette om den
stemme som omsorgsgiveren
bringer ind i relationen? Som
omsorgsgivere står vi ofte
over for nogle, hvis livsform
ikke passer overens med de
værdier, som vi selv bringer
med ind i forholdet. Hvad hvis
vi synes at klientens livsmøn-
I hvilken
grad, vil
klientens
gevinst
betyde
et tab for
andre
stre er usmagelige, uetiske
eller endda onde. Skal vi
lytte empatisk i lang tid til en
tyrannisk og grov far, en sexistisk arbejdsgiver, en pædofil,
en racistisk taler eller en bølle
- Dem som har en opførsel
som måske er helt acceptabel
og tilfredsstillende for dem
selv, men ikke for andre? Hvad
hvis vores klienter støtter
terrorisme, mand/dreng forhold eller neonazisme? Skal
omsorgsgiverne forblive stille,
nysgerrige, accepterende og
håbe kun at give et bidrag til
klientens trivsel på hans eller
hendes vilkår. Hvis forholdet
er en reel dialog, hvorfor skulle vi som omsorgsgivere ikke
forvente at klienten giver os
en ret til at sige vores mening;
hvorfor skulle vores syn på
det gode udslettes i udvekslingen?
Der er mere: Relationen
mellem omsorgsgiveren og
klienten kan være meget vigtigt for klientens endegyldige
trivsel. Men det er en meget
afgrænset relation, fokuseret
som det er, på dyaden. Af-
hængigt af, hvad der kommer
ud af den dyadiske proces,
bliver mange andre påvirket
– på godt og ondt. I hvilken
grad, f.eks., vil klientens gevinst betyde et tab for andre.
Sådanne tab kan ikke kun
opleves af klientens familiemedlemmer og venner, men
også i klientens omgangskreds, arbejdsplads, eller stedet hvor klienten praktiserer
sin religion. På samme måde
forbliver omsorgsgiveren ikke
upåvirket af den terapeutiske
udveksling, og resultaterne
kan have rungende virkninger
på det netværk, som han eller
hun er ansvarlig overfor. Og
hvor skal vi trække grænsen
i form af etiske efterklange?
Er det kun den sociale verden,
som deles umiddelbart mellem terapeut og klient, som
vi skal give opmærksomhed?
Ved at transformere relationer forandrer vi kulturer, og på
skift, deres relationer til andre
kulturer. Sådanne spørgsmål
bliver endnu mere udfordrende, når ikke alle parter er
enige om værdien af det tera-
25
peutiske udkomme. Klientens
kone kan være meget glad
for resultaterne af mandens
behandling, mens børnene
kan være utilfredse. En klients
selvværd kan være blevet
styrket, men familiemedlemmer oplever en sårende
forsømmelse. En tyran bliver
måske hjulpet, men ofrene er
såret osv. Hvor er det stemmerne fra dem i det udvidede
netværk, der har en aktie i det
terapeutiske forhold?
Selvfølgelig er dette ikke
lette spørgsmål. Der har aldrig
været overordnede bestemmende kriterier for det dydige
liv. Men en fortsat dialog
er essentiel; i det følgende
ønsker jeg at udvide diskussionen ved først grundigere
at betragte den relationelle
proces og dens implikationer
og forestillinger om selvet
og andre. I denne diskussion
vil jeg udfordre forestillingen
om det uafhængige selv og
autonome moralske handlinger. Derefter, med en mere
fyldig forestilling om selvet på
plads, vil jeg undersøge oprindelsen til den menneskelige
værdi – moral og lignende. På
det tidspunkt kan vi overveje
potentialerne for en fyldestgørende relationel etisk holdning og implikationerne for
omsorgsgivende praksisser.
Meningens
relationelle opståen
Lad os spørge os selv, her fra
begyndelsen, hvad det er at
tilbyde hjælp eller støtte til
andre? Mere specifikt, kan de,
der er i omsorgsgiveres roller,
selv afgøre om deres handlinger rent faktisk tilbyder hjælp
eller støtte? Kan en omsorgs-
26
Det er alt sammen meget
godt, men jeg behøver ikke
din sympati. Jeg har brug for
en recept på antidepressiver.
Hvor er det
stemmerne
fra dem i
det udvidede netværk,
der har en
aktie i det
terapeutiske forhold?
giver lytte følsomt til den
anden, uden at den anden
har bekræftet at han/hun har
gjort dette? Og hvis den andens stemme skal være med
til at fastlægge betydningen
af omsorgsgiverens handlinger, så opfordres der til en
dramatisk re-visiualisering af
både den individuelle og den
etiske handling. Overvej:
En klient taler i lang tid
om sine følelser af ensomhed,
isolation og ubetydelighed.
Terapeuten lytter intenst, idet
han åbner sig selv for at føle
betydningen af disse ytringer. Langsomt svarer han: ”
Det du fortæller mig, berører
mig meget, og jeg kan føle,
at du kæmper bravt med en
intens depression”. Så svarer
klienten: ” Det er alt sammen
meget godt, men jeg behøver
ikke din sympati. Jeg har brug
for en recept på antidepressiver.” Eller overvej en klient
som måske ville svare. ” Jeg
er nødt til at fortælle dig,
hvor taknemmelig jeg er. Jeg
føler du til fulde anerkender
dybden af min depression.
Og dette betyder at jeg kan
betro dig med at hjælpe mig
til at finde en måde.... en
måde stille og roligt at forlade
dette liv på”. I kraft af dette
forstår vi at betydningen af
terapeutens handlinger ikke
er begrænset til selve hans
ytringer. Betydningen af dem
bliver til ved klientens svar.
Og dog skal vi ikke
dermed konkludere, at
det er klienten, der skaber
betydningen af terapeutens
svar. For klientens respons
er ikke i sig selv betydning/
fyldestgørende alene. Hvis
terapeuten ikke er opmærksom på dette og går videre
med en serie spørgsmål, vil
terapeutens kommentarer
ikke give mening for klienten. Hvis han begynder at
tale om de skadelige bivirkninger af anti-depressiver
eller de skadelige sociale
konsekvenser af selvmord,
diskvalificerer han klientens
ytringer. Hvis han udsteder
en recept på medicin - for at
hjælpe mod depression eller
selvmord - understøtter han
klientens ytringer. Og alligevel
afhænger hverken klientens
RELATIONEL ETIK
eller terapeutens handlinger
af selve udvekslingen. Begge
er deltagere i traditioner
af samtaler, og evnen til at
generere forståelse afhænger
af deres overholdelse af de
relevante ritualer om samtaler
som ligger foran denne. Eller,
mere generelt, vi behøver ikke
bare hinanden for at ”skabe
betydning”, men vi er også
afhængig af den forudgående
sociale koordineringstradition.
Herfra kan vi konkludere
at vi ikke er skaberne af vore
handlingers betydning, men
betydning formes i en kontinuelig proces af koordineret
handling - en proces, der både
går for ud for og følger efter
selve handlingerne. Vi bør heller ikke begrænse den proces,
det er at skabe betydning, til
kun at være et sprogligt samarbejde. Koordination vil ofte
medtage kropslige bevægelser, sådan som holdning,
blik eller gestik, som ofte kan
være mere signifikant end
det verbale indhold. Ydermere
kan koordineringsprocessen
også medtage de omgivende
objekter sammen med den
specielle kontekst af tid og
sted. På samme måde som
koordination giver ord indhold
ved at bruge dem, så får de
forskellige objekter, som vi
omgiver os med, betydning.
Denne ”kop” bliver et redskab
til at drikke te med; Dette ”ur”
er et apparat til at tælle tid
sammen med.
For at omskrive Wittgenstein (1953), betydning
kommer af de former for liv i
hvilke vi kollektivt er engageret. I denne proces bliver
alt, hvad vi tager for at være
virkeligt, rationelt og godt
bragt til live. Alt, hvad vi synes
er betydningsfuldt i livet, er
helligt, objektivt sandt eller
værdigt til engagement er
født i relationer.
Som jeg har foreslået i
mit tidligere arbejde (Gergen
2009) rejser dette synspunkt
også fundamentale spørgsmål angående de traditionelle
opfattelser af det autonome
individ og af moralsk handling.
Hvis al betydning bliver født
i koordinerede handlinger så
problematiseres, ”individet”,
”individuelle sind” og ”moralsk
tanke”. Alle er biprodukter
af relationelle traditioner.
På samme måde, moralsk
handling kan aldrig finde
sted alene. Handlinger bliver
moralske eller amoralske i
relationelle traditioner. Og betydningen af enhver handling
er åben for en fortløbende
genfortolkning, eftersom traditioner og relationer ændres
over tid. Lad os så vende os
mod de moralske handlingers
tradition, og de udfordringer
de stiller i en omsorgsgivende
relation.
De moralske
handlingers orden
Alle er biprodukter
af relationelle traditioner
Hvis det hverken er fra en
individuel handling eller en
social interaktion at menneskelig forståelse opstår,
men en proces af koordineret
handling, hvad er så implikationerne i en kontekst af
mangfoldige og konfliktende
syn på det gode. Lad os se på
problemet, ved først at spørge til oprindelsen af godt og
ondt i en relationel definition.
Første ordens
moral: Farerne ved
dissonans
Almindeligvis antager vi at
verden lider, fordi der er mennesker, som har en ødelagt
samvittighed, som er på jagt
efter deres mål, uden hensyntagen til konsekvenserne for
andre eller som mangler karakter eller intelligens. Men fra
et relationelt synspunkt kan
vi overveje den modsatte hypotese: der er ikke fravær af
det gode i verden; på vigtige
områder lider vi snarere under
dens mangfoldighed. Hvordan
er det sådan? Hvis vi sporer
På samme måde som
koordination giver ord indhold
ved at bruge dem, så får de
forskellige objekter, som vi
omgiver os med, betydning
27
alt det, vi synes, er meningsfuldt i livet til relationer, så må
vi også kigge på relationer
som kilden til vore formodninger om det gode og det
onde. På et grundlæggende
niveau kan vi sige at næsten
alle relationer vil generere i
det mindste rudimentære forståelser af det gode versus
det onde. De er essentielle
for at understøtte koordinationsmønstre. Afvigelser fra
accepterede mønstre kan
udgøre en trussel. Når vi har
udviklet harmoniske former
for at relatere os til hinanden
- i at tale og at handle - sætter vi pris på denne ”måde at
leve på”. Det, som griber ind
i, undergraver eller ødelægger
denne måde at leve på, bliver
defineret som ”ikke godt” eller
det onde.
Lad os kigge på denne
bevægelse fra rudimentær
koordination til værdiskabelse i første ordens morals
optik. For at fungere inden for
enhver levedygtig relation,
kræves det, at man tager i
mod de værdier, der er imma-
nente i mønstrene, uanset
om vi udtaler vore værdier
eller ej. Når man forbereder
aftensmad med ens ægtefælle, f.eks., ser vi at første
ordens moral er på arbejde. Vi
etablerer og understøtter det,
der er ”godt for os”. I dette
tilfælde er der ingen udtalte
regler, ingen moralske påbud,
ingen ” rettighedserklæringer”
for ægtemænd og hustruer.
Reglerne er alle implicitte,
men de berører næsten
alt det, vi gør, fra tonen og
lejet i vore stemmer til vore
kropslige bevægelser rundt i
køkkenet, til hvordan maden
skal laves og til hvornår og
om hunden skal have godbidder. En forkert bevægelse
i vores aftensmadsdans og
vi kan begge blive den anden
”moralsk overlegen”.
Deraf følger, at hvis det
er helt sevet ind i en specifik
relation, kan man ikke træde
uden for de eksisterende koordinationsmønstre og gøre
noget anderledes. At gøre
dette ville være uforståeligt.
For at vende tilbage til køk-
Ad den
samme åre
overvejer
de fleste
mennesker
ikke at slå
deres bedste ven ihjel
For at fungere inden for
enhver levedygtig relation,
kræves det, at man tager i mod
de værdier, der er immanente
i mønstrene, uanset om vi
udtaler vore værdier eller ej
28
kenet, vil ingen af os kaste
mad på den anden, spytte på
hinanden eller slå den anden
med en pande. Vi giver os ikke
af med den slags aktiviteter,
fordi de er uforståelige for os:
De ville aldrig forekomme som
muligheder i etiske overvejelser. Vi fortsætter med at have
et normalt hjemmeliv, fordi
det er vores måde at leve på.
I kraft af dette bliver første
ordens moral fundamentalt
fornuftig inden for én bestemt
måde at leve på. Ad den samme åre overvejer de fleste
mennesker ikke at slå deres
bedste ven ihjel; ikke på grund
af et princip, som de blev
præsenteret i deres tidlige liv,
og ikke fordi det er ulovligt.
De er næsten utænkeligt. Vi
lever stort set vore liv i vore
behagelige huse af første
ordens moral.
Så hvad tilskriver vi, som
værende kilden til amoralsk
adfærd. Vi må igen kigge på
første ordens moral. Lige så
snart mennesker begynder
at koordinere bliver første
ordens moral skabt. Når vi
stræber efter at finde gensidigt tilfredsstillende måder at
være med hinanden på, begynder vi at etablere et lokalt
”det gode” eller ”måden vi gør
det på”. Som et resultat af
dette er der myriader af traditioner om det gode, og overalt
hvor folk samles succesfuldt,
vil de sætte ny muligheder i
gang. Denne tilstand beskriver ikke kun talløse lokale
traditioner i familier, blandt
venner og i samfundet. Det
gælder også for de store
religioner i Verden som for
regeringer, videnskaberne,
RELATIONEL ETIK
I en pluralistisk Verden af det
gode, vil enhver handling blive
bedømt efter en mangfoldighed
af alternative traditioner
uddannelse, kunst, osv.: Alle
understøtter forestillinger
om det gode, noget helligt og
andet sekulært, noget udtalt
og noget implicit.
Det er i mangfoldiggørelsen af det gode at scenen
er sat for sociale konflikter. I
en pluralistisk Verden af det
gode, vil enhver handling blive
bedømt efter en mangfoldighed af alternative traditioner.
Alle måder at leve på kan
være fremmede eller odiøse
for dem, der ikke deltager i
dem. Og hvis disse måder at
leve på synes at hæmme eller
true ens egne traditioner, er
svaret modstand. Den kan
være minimal som i ligegyldighed, undgåelse og hadefuld
sladder eller moderat som i at
boykotte den anden, skilsmisse eller fratagelse af rettigheder. I tilfælde af mere truende
handlinger hælder impulsen
mod udryddelse. Dette opnås
typisk gennem forskellige former for forsvar (overvågning,
politiarbejde) begrænsninger
(fængsling, tortur) eller mere
radikalt gennem udryddelse
(dødsstraf, invasion, bomber).
På alle disse måder kommer
en hård skal til at beskytte
det gode indenfor mod det
onde udefra. På samme tid
kan de, der er udenfor blive
bevæget til modstandshandlinger. Deres egne traditioner
er nu truet. Nu går vi ind i et
velkendt mønster af vedvarende angreb og modangreb,
alt i det godes navn. Så snart
denne dødedans er undervejs,
er det ikke den anden som
er den største fjende, men
koreografiens tradition.
Selvfølgelig når traditionelle omsorgsgivende relationer aldrig sådanne dødelige
proportioner. Men majoriteten
af de, der er i omsorgsgivende
professioner vil genkende de
ofte subtile stemmer af antipati, som de har for dem, de
behandler. De møder måder at
leve på hvor fiasko, svaghed, ødselhed, dovenskab,
ufølsomhed, undertrykkelse,
ondskab, fordomsfuldhed og
uansvarlighed er fremherskende. Som en konsekvens,
undgår de dem, afviser dem
og prøver på at bortforklare dem. Der er den andens
stemme, som råber på
opmærksomhed, men der er
også en moralsk modstemme
fra ens egne traditioner. Så
ligger udfordringen mellem de
konfliktende måder at leve på,
som hver især er vurderet på
deres bestanddele.
Den anden ordens
moral: At koordinere
koordination
Alle måder
at leve på
kan være
fremmede
eller odiøse
for dem,
der ikke
deltager i
dem
Ved at anvende fremstillingen
af den relationelle proces
i spørgsmålet om moralsk
pluralisme, erfarer vi at selve
produktionen af det gode
også etablerer forholdene for
det der er mindre godt eller
det onde. I kraft af dette vil
der, så længe som forskelligartede grupper af mennesker
koordinerer deres handlinger
for at generere harmoni og
opfyldelse være konfrontationer mellem det gode og det
onde. På grund af den hurtige
udvikling og spredning af
kommunikations teknologier e-mail, mobiltelefoner, twitter,
29
Vi bliver bevæget hen mod
kontrol, straf, fængsling og
ultimativt at udrydde det, som
vi har været medvirkende til at
skabe. Konflikt er endemisk.
internet, sociale netværk
og lignede - kan vi forudse,
at sådanne forskelle kun vil
forværres.
Med hver kommunikative
forbindelse vil nye former for
værdsættelse (og devaluering) blive sendt i omløb.
Antagonisme er næsten
uundgåelig. Udfordringen er
ikke at skabe en konfliktfri
eksistens, men at lokalisere
måder at tilnærme sig konflikter på, som ikke læner sig
mod gensidig udslettelse. Når
nu de menneskelige omstændigheder er således, hvordan
går vi så videre?
Lad os her vende tilbage
til skitsen af den relationelle
proces, og nu introducere
den anden ordens morals
potentialer. Som skitseret
overfor kan første ordens
moral være essentiel for en
tilfredsstillende måde at leve
på; det er en kilde til harmoni,
tillid og retning. På samme tid
og på grund af dens enorme
potentiale for variation og
mangfoldighed, står vi også
over for en fortløbende pro-
30
Antagonisme er næsten uundgåelig
duktion af det onde. Vi bliver
bevæget hen mod kontrol,
straf, fængsling og ultimativt at udrydde det, som vi
har været medvirkende til at
skabe. Konflikt er endemisk.
På samme tid er det vigtigt
at notere sig at første ordens
moral hviler på logik og bestemte enheder. I den vestlige
kultur er enheden individet;
det er fra individets evne til
at resonere og samvittigheden moralske handlinger
udspringer (eller ikke). Det er
individet, som typisk bliver
holdt ansvarlig for genstridige
handlinger, uanset om det er
i de små udvekslinger i hverdagslivet eller ved domstole.
Ca. den samme logik bliver
anvendt når større enheder
skal holdes moralsk ansvarlige. På skift fordømte er
politiske partier, erhvervslivet,
fagforeninger, lobbyister, religioner, terroristgrupper, hære
og nationer. Dets repræsentanter kan blive straffet,
tortureret eller ødelagt bare
fordi han/hun var medlem af
enheden.
Fra et relationelt synspunkt er et af de større resultater af den første ordens
moral at den kommunikative
forbindelse skæres over. Og
når dette er sket, kan den
koordineringsproces hvorfra
virkelighed, rationalitet og
følelsen af det gode udledes,
blive ødelagt. Potentialerne
for en fortsat generering af
første ordens moral bliver
således bragt til ende. Når
den eliminative impuls er sat
i gang, går vi mod gensidig
udslettelse. Vi driver mod
betydningens ende. Ved at
udrydde alle de, hvis værdier
ikke er identiske med ens
egne, vil der kun være en
stemme tilbage - nemlig ens
egen. Det er præcis her vi behøver en anden ordens moral,
det vil sige, en proces, der kan
genoprette muligheden for
første ordens moral. Den kan
virkeliggøres via ens tidligere
immersion i første ordens
moral, fordi uden hinanden er
der ingen værdier, intet, der er
værd at leve for. Når flere første ordens moraler konflikter,
RELATIONEL ETIK
driver vi alle sammen mod den
moralske betydnings ende. Vi
skal beskytte og genoprette
den kollektive værdsættelsesproces sammen. I kraft af
dette, bliver det at engagere
sig i anden ordens moral, at
opretholde muligheden for
moral af enhver form.
Anden ordens moral
hviler ikke på logikken af
enhedernes forskelligheder, men på den relationelle
proces i at handle sammen.
På denne måde er der ingen
onde handlinger begået af en
enkelt person, fordi betydningen af alle handlinger
kommer af relationer. At holde
individer ansvarlige for oprørske handlinger er ikke bare
vildledt, men et resultat af
fremmedgørelse og gengældelse. Nå det gælder anden
ordens moral, bliver individuel
ansvarlighed erstattet af relationel ansvarlighed, som er
en ansvarlighed, der stammer
fra relationel deltagelse (
McNamee og Gergen, 1999).
Det er kun sammen, vi kan
bygge bro over fremmedgø-
relsens sprække og gensidig ødelæggelse. Når det
individuelle ansvars hjul er sat
i gang, løber relationer typisk
af sporet. Bebrejdelser bliver
efterfulgt af undskyldninger
og modbebrejdelser. I relationelt ansvar går vi uden for
denne tradition, og værdien af
relationer bliver det primære.
I relationel ansvarlighed nærmer vi os etikkens domæne.
Det vil sige, at vi bevæger os
fra moral som en konvention
til en principfast samvittighed
af udvidet samvittighed. Vi
erstatter etiske udsagn for
både ”omsorg for sig selv” og
”omsorg for hinanden” med
omsorg for relationen.
Vi skal beskytte og
genoprette
den kollektive værdsættelsesproces
sammen
At øve relationel etik
Hvad er implikationerne af
en relationel orientering for
den terapeutiske relation?
Som udgangspunkt ved vi,
at det er utilstrækkeligt, at
omsorgsgiveren kun lytter
og anerkender klientens
livsverden. Det er heller ikke
tilfredsstillende at bruge den
omsorgsgivende relation til
Det er heller ikke tilfredsstillende at bruge den
omsorgsgivende relation til
at retfærdiggøre og udvide
rækkevidden af ens egne
værdiers traditioner
at retfærdiggøre og udvide
rækkevidden af ens egne
værdiers traditioner. I begge
tilfælde opretholder man de
splittende forhold fra første
ordens moral. Udfordringen
er så at udvikle relationelle
praksisser, som bevæger sig
mod relationelt ansvar, hvilket
vil sige, måder at fortsætte
på, som placerer den primære
værdi på den skabende proces i selve det at relatere sig
til hinanden på. Dette er en
central udfordring for begge
(eller alle) deltagere i en omsorgsgivende relation. ”Hvordan kan vi, med vore forskelligheder, indbygge retninger
som vi begge kan værdsætte?” Men så udvides ansvaret for relationen. ”Hvordan
trækker vores relation dem
ind, der ikke er tilstede, men
som er nære og kære?” Og
efterfølgende: ” Hvordan kan
vi her være lydhøre over for
de bredere fællesskaber,
som vi er med i; er der måder,
hvorpå vi kan være lydhøre
over for det globale samfund,
så vores relation bidrager til
gensidige levedygtige måder
at leve på?”
Dette er ikke lette udfordringer, og det, at de er nye i
den terapeutiske verden, gør
det svært at trække meget
på de eksisterende traditioner. Men for at stimulere
dialogen om disse emner, lad
mig kort berøre udstrækningen af mikro-praksisser, som
jeg finder rige på potentiale i
omsorgsgivende relationer:
- At dele fortællinger:
Når man trækker på Michael
Whites(2007) bevidningsprojekter og ”Public Conversati-
31
ons project”s arbejde (www.
publicconversations.com), er
det klart at et vigtigt middel
til at opnå anerkendelse
af andres ellers fremmede
måder at leve på, er at lytte
til deres fortællinger. ”Her er
hvorfor jeg er begyndt at gøre
disse ting, at tro på disse ting,
etc.” Selvfølgelig er dette den
primære vej for omsorgsgiveren til at opnå empati for
deres klienter. De lytter til
deres fortællinger og ved at
gøre dette, begynder de at
anerkende deres klienters
livsverden. Men i det relationelle ansvars tjeneste, er den
samme praksis til råde for
omsorgsgiveren. Terapeuter
kan også dele fortællinger
fra deres liv, som kan give
indsigt i alternative værdiers
verdner. Man kan lære en hel
del af en klient, som fortæller,
hvorfor forældre ikke skal
’spare på spanskrøret og
derved ødelægge barnet’
(spare the rod and spoil the
child); men klienten kan også
lære af meget af terapeuten,
som fortæller en historie om,
Terapeuter
kan også
dele fortællinger
fra deres
liv, som kan
give indsigt
i alternative
værdiers
verdner
hvordan det er at være barn
under sådanne omstændigheder, eller hvordan hans/
hendes forældre erstattede
tæsk med forståelse.
- At åbne for selvets gloser: Som jeg har foreslået andetsteds (Gergen 2008), er vi
multi-væsener. Vi indeholder
ikke bare multipersonligheder,
men vi har også en mangfoldighed af konfliktende værdier med os. For hver værdi,
som vi optager, kan vi også
lokalisere modværdier. Ved at
værdsætte at være centreret,
tager vi ingen risici; ved at
afsætte tid til vore familier
svigter vi vores ansvar over
for samfundet; ved standhaftigt at bidrage til arbejdspladsen glemmer vi vore kroppe.
For alt vi gør, kan vi også
finde værdi i, ikke at gøre
det. At undersøge disse ofte
undertrykte værdier kan være
en effektiv måde at krydse
forskellighedernes grænser,
og bringe de mange traditioner, man er en del af, aktivt
i spil. Hvis en klient er en
uansvarlig dranker eller spiller,
At undersøge disse ofte
undertrykte værdier kan være
en effektiv måde at krydse
forskellighedernes grænser, og
bringe de mange traditioner,
man er en del af, aktivt i spil
32
f.eks., indeholder han/hun
også mange grunde til ikke at
være det. Ved at bringe disse
traditioner, repræsenteret ved
disse værdier, op i lyset, kan
klienten bringes ind i en mere
lovende relation med andre.
På samme tid kan terapeuter
trække på deres egne mangfoldige fortællinger, ved at
stille refleksive spørgsmål ved
de særlige værdier, som de indeholder på ethvert tidspunkt.
Ved at udvide området for
tilgængelige stemmer, undgår
man fjendtligheder mellem
modparter.
- Fantasi Udveksling:
Direkte ansigt til ansigt kommunikation behøver ikke at
være essentiel for at krydse
betydningers grænser. F.eks.,
er jeg meget tiltrukket af den
måde, som Peggy Penn (2009)
har gjort brug af brevskrivning, som en metode til at
genetablere klienters relationer til dem, de blevet uvenner
med. F.eks. kan en datter, som
har afskåret sig selv fra en
misbrugende far, opmuntres
til at skrive til ham og forklare
sine følelser. Hun ville engagere sig i skrivningen ikke
nødvendigvis, med den intention at sende brevet. Hun ville
snarere, i fantasien erfare
det at udtrykke sig direkte
og effekten på faren heraf.
Senere kan datteren måske
spørges om at tage farens
rolle i at svare på sådan et
brev. Nu bliver der tilføjet nye
og signifikante dimensioner til
fantasien, fordi klienten ikke
kun vil blive åbenbart bevidst
om farens ”side af fortællingen”, men ville forestille sig
ham som angerfuld. Ved at
RELATIONEL ETIK
Menneske er ofte afskåret fra
at udforske alternativer til de
foretrukne måder at leve på,
pga. frygt for at være nødt
til at indrømme svagheder,
sårbarheder eller inkonsistens
rollespille sig gennem denne
udveksling, sker der ofte en
markant optøning i relationen.
- Etablering af tilstedeværelse af andre: Det er
inden for relationer, vi kræver
multi-værendes mangfoldige
resource. Som lige beskrevet
kan vi hente disse stemmer
gennem dialog eller de kan
blive ”reinkarneret” inden for
selve terapien. Jeg tænker her
specielt på Karl Tomms (1998)
arbejde og hans praksisser
med at undersøge de internaliserede andre, som klienten
bringer med sig til terapi.
Tomm spørger klienterne om
dem, der ikke er tilstedes,
følelser eller synspunkter.
F.eks. hvis en klient er meget
kritisk over for sin ægtefælle,
en arbejdsgiver eller en nabo
kan terapeuten bede klienten
om at tage den devaluerede
andens rolle. Hvad ville han
eller hun sige, hvilken historie
ville han eller hun fortælle?
Hvis klienten er nedtrykt,
hvilke positive kendetegn ville
betydningsfulde andre se i
ham/hende. Nogle terapeuter
nærmer sig samme mål ved at
stille en stol i rummet, der så
kan repræsentere den fraværende anden. Den fraværende
person bliver nu fremtrædende i den efterfølgende dialog.
Ved at bringe konfliktende
værdier til bevidsthed kan
man bevæge sig ud over
moralske polariteter.
- Anerkendende spørgsmål: Menneske er ofte
afskåret fra at udforske
alternativer til de foretrukne
måder at leve på, pga. frygt
for at være nødt til at indrømme svagheder, sårbarheder
eller inkonsistens. Vores
kulturelle lektioner efterlader
os ofte med ønsket om, at
fremvise perfektion i vores
personligheder. Men især
i familiesituationer bruger
mange terapeuter anerkendende spørgeteknik til at
opmuntre gensidig forståelse,
bygge relationer, hjælpe til at
overvinde konflikter og bringe
fred i familier ( Cooperider, Silbert, and Mann, (2008). F.eks.
kan deltagere blive bedt om
at kommentere de positive
Hvad ville
han eller
hun sige,
hvilken historie ville
han eller
hun
fortælle?
kendetegn eller handlinger
hos hinanden.Ved at opbygge
et gensidigt hensyn, bliver
kravet om perfektion eller
sammenhæng reduceret; man
kan lettere indrømme mangler
eller ambivalenser. I kraft af
dette begynder de at gå ind
i, integrere eller genkende
mangfoldighederne og nye
relationelle muligheder kan
komme til syne.
- Refleksioner om følgevirkninger: Til slut må jeg
nævne de terapeutisk orienterede filosoffer (eller filosofisk orienterede terapeuter)
som kan tale om emner, der
behandler mangfoldige værdier i direkte dialog (se f.eks.
Schuster, 1999). Dette kan
indeholde abstrakte diskussioner om emner, der beskriver fundamentale værdier,
værdirelativitet og dyder. Men
vigtigere, fra mit eget perspektiv, sådanne diskussioner
kan omhandle det bredere
netværk af relationer i hvilke
den enkelte er engageret, og
konsekvenserne af forskellige
handlinger. ”Hvad er følgevirk-
33
ningerne af det, du gør for din
familie, samfundet, eller hele
verden?” En sådan diskussion
kan flytte sig ud over abstrakte emner om værdier til at
stå over for betydningen af
klientens relationer og deres
fortsatte vitalitet.
Disse få praksisser er
kun illustrationer af mulighederne for at bevæge sig fra
en første til en anden ordens
etik i en omsorgsgivende
relation. De åbner et rum til at
virkeliggøre mangfoldige syn
på det gode og betydningen
af den relationelle proces fra
hvilken det opstår. De bringer
uensartede stemmer i spil, så
de kan skabe måder at leve
på, som de kan integreres i. I
betragtning af at det enkelte
menneske befinder sig i en relationel proces, kan de nære
en proces, som er livgivende
for os alle.
Konkluderende
tanker
Som jeg foreslår, strækker
terapeutens etiske holdning
langt ud over den terapeutiske relation. Den terapeutiske
livsverden laver krusninger
på et stort hav af relationer.
Det er på denne måde, at den
relationelle etik også her er
en der indarbejder - uden at
forsvare - alle traditioner af
moralsk værdi. Den søger at
bevæge sig ud over de lokale
verdner, i hvilke vi hviler, og
bygge broer mellem dem.
Dette betyder ikke, at vi som
terapeuter skal ofre vore værdier, eller sympatisere med de
tilbøjeligheder, som klienterne
får tilfredsstillelse af. Men det
betyder at modstå fristelsen
34
Ved at søge
efter relationelle
etiske praksisser kan
terapeuter
bidrage betydeligt til
kulturens
fremtidige
trivsel
til at have ret; at kende det
gode. Det betyder at gøre
processen, hvor mangfoldige
verdner gensidigt kan smelte
sammen, mulig.
Bliver denne relationelle
orientering nu grundlaget for
at vil endelig kan træffe afgørelse om, hvad der er gode og
onde handlinger - f.eks. dem
som fostrer positive vs.negative relationer. Overhovedet ikke; At gøre sådanne
krav gældende ville være at
gentage første ordens morals
splittende biprodukter. Det,
der er foreslået her, er et
ikke-grundlæggende fundament, dvs. en etik uden ultimative grunde til bedømmelser. Hvis alt det, vi har kært
eller betragter som værdifuldt
- alt det, der er meningsfuldt
eller kostbart i livet - finder
deres oprindelser i en relationel proces, så kan vi ønske
at nære og opretholde denne
proces. Som kontrast vil det,
at vi går ind i kampen mellem
de konkurrerende goder,
betyde at vi bevæger os mod
enden.
Fra det nuværende
standpunkt, lægger vi også
overvejelserne om, hvad der
er moralsk eller etisk i enhver
kultur eller historisk overskridende mening fra os. Relationel etik inviterer os snarere
til at ændre vores fokus fra
abstrakte argumenter til
praksissens domæne. Relationel etik bliver grundlæggende set opnået i en fortsat
relationsproces. Som jeg ser
det, befinder terapeutiske
professioner sig i optimal position til at skabe lige netop
sådanne praksisser. Næsten
unikt blandt professioner indrømmes terapeuter friheden
til at eksperimentere med
relationsbyggende praksisser,
overveje deres potentialer og
dele dem med offentligheden.
Ved at søge efter relationelle etiske praksisser kan
terapeuter bidrage betydeligt
til kulturens fremtidige trivsel.
R E FER EN C E R
Gergen, K.J. (2008) Therapeutic
challenges of multi-being. Journal of
Family Therapy, 30, 4, 335-350.
Schuster, S.C. (1999) Philosophy and
practice: An alternative to counseling and
psychotherapy. New York: Praeger.
Gergen, K.J. (2009) Relational Being:
Beyond Self and Community. New York:
Oxford University Press.
Tomm, K., Hoyt, M., & Madigan, S. (1998)
Honoring our Internalized Others and the
Ethics of Caring: A conversation with Karl
Tomm, in M. HOYT (ed.), The Handbook of
Constructive Therapies, San Francisco,
CA, Jossey-Bass, 198-218.
McNamee, S. & Gergen, K.J. (1999)
Relational responsibility: Resources for
sustainable dialogue Thousand Oaks,
CA.: Sage.
Penn, P. (2009) Joined Imaginations,
Chagrin Falls, OH, Taos Institute
Publications.
White, M. (2007) Maps of Narrative
Practice. New York: W.W. Norton.
Wittgenstein, L. (1953) Philosophical
Investigations. Trans. G. Anscombe. New
York:
WORKSHOP
STOK’S WORKSHOP 2016
Reservér datoen allerede nu:
PAO LO
B E RT R A N D O
i København
d. 8 og 9. april 2016
VENLIG HILSEN
S T O K ’ S K U R S U S U D VA L G
35
Familieterapien
om bord på
NOAS
ARK
AF
TORBEN PEDERSEN SKOVBY
Torben Pedersen Skovby arbejder som familieterapeut for Gladsaxe Familie
og Ungecenter. Han har i en årrække været optaget af familiebehandling på
mandlige præmisser, og har i den forbindelse været indvolveret i TV, radio,
dokumentarfilm, artikler og workshops om emnet
36
KØNSROLLER
Hvordan fædres efterfødselsreaktioner
kan forstås gennem feministiske
forgreninger og diskursive kræfter
I FORHOLD TIL dyrs kønsroller, har man længe ment,
at der var en medfødt forskel,
som forklarede de to køns
positioner i naturen. Men ny
forskning viser, at teorien ikke
holder stik. Faktisk jongleres
der frit med kønsroller. Hos
strudse ligger far på æggene
om natten, mens mor tager
tørnen om dagen, men når
ungerne er dukket frem, er
det imidlertid kun far, der
tager sig af dem. Hos bjørne
deltager far kun i kønsakten,
hvorefter ansvaret de næste
tre år udelukkende er mors.
Dette består bl.a. i at beskytte ungerne mod hanbjørne,
herunder også deres far,
som kan finde på at æde
ungerne. Hos søheste er det
far, der bærer ungerne og til
sidst føder dem, og hos nogle
papegøjearter, er det mor, der
har et harem af hanner. Faderen hos kejserpingvinerne
Eksemplet
peger på
den pointe,
at vi som
familieterapeuter
allerede
arbejder på
Noas ark
står i to måneder på Antarktis’ iskolde og vindomsuste is
og ruger et æg på sine fødder,
mens moderen mæsker sig i
fede fisk. Fisk som muligvis
skifter køn efter behov.
Jeg bliver nok aldrig ansat
som familieterapeut på Noas
Ark, men i så fald skulle jeg
holde tungen lige i munden.
Prøv at tænke på, hvis jeg
byttede om på mine noter fra
sidste samtale, og spurgte
bjørnefar om hvordan hans
graviditet var forløbet. Eller
hvis jeg spurgte papegøjemor,
hvad der er blevet trådt på i
hendes liv, eftersom hun i dag
er en kvinde, og ikke en mand
som i går.
Hvis de forskellige dyr
endda begyndte at lave
familie på tværs af arter,
kunne jeg komme ud for at
have samtale med søhestefar,
som lige har født, og bjørnemor, der ser sig selv som en
naturgiven eneforsørger. Her
kunne jeg så forsøge at lade
den ene italesætte den andens færdigheder og værdier,
som kan komme deres lille
familie til gavn.
Hvis du som læser synes,
at det er et syret eksempel,
så er jeg absolut ikke uenig.
Men eksemplet peger på den
pointe, at vi som familieterapeuter allerede arbejder på
Noas ark. I hvert fald i forhold
til den forskellighed der er på
familiernes tilrettelæggelse
af mors og fars position i
familien. Der er sket kolossale
forandringer på få år, og der
er nu en bred vifte af kønsroller, 37 mulige familietyper og
en masse nye positioneringer,
som udfordrer og ændrer
gamle kønsdiskurser.
Da jeg som årgang 1977
var barn, skiftede fædrene
sjældent ble, men blev ofte
liggende på køkkenbænken
efter at aftensmaden var
indtaget. Måske kom de med
37
en bøvs, som så kunne være
et signal til at mødrene kunne
tage opvasken, og resten af
ulvetimen med ungerne. Til
gengæld blev fædrene hurtigt
defineret som den negativt
ladede ”bløde mand”, hvis de
trådte ud af den stereotype
kønsrolle. Måske var det
sådanne eksempler fra den
daglige trummerum, som gjorde, at der få år tidligere for
alvor kom gang i kvindefrigørelsen, og blev skabt vidt forskellige grene af feminisme.
Grene som jeg synes er en
stor inspirationskilde både i
forhold til, hvad det har skabt
af muligheder og begrænsninger for det enkelte individ,
men også fordi de skabte to
meget forskellige anskuelser
af begrebet ”køn”. Anskuelser
som spænder fra fastlåste
stereotype forældreroller
(mor trøster og far tumler !)
til at alle forældrepositioner
er mulige uafhængig af køn.
Anskuelser, som vi i mine øjne
bliver nødt til at kende, når vi
arbejder med familien anno
2015, og de spændingsfelter
der kan følge med. Spændingsfelter som ikke kun ses
i forældrenes positioneringer
i forhold til hinanden (hvem
trøster og tumler?), men også
i form af indre positioneringskampe f.eks. i form efterfødselsreaktioner hos fædre.
Herom senere.
Kvindebevægelser
Kvindefrigørelsen vandt frem
fra slutningen af 1960-erne,
og holdningerne var mange
og forskelligartede, men som
en fælles kerne i al datidens
feminisme var kvinders
selvstændighed, og målet var
38
Til gengæld blev fædrene
hurtigt defineret som den
negativt ladede ”bløde
mand”, hvis de trådte ud af
den stereotype kønsrolle
Begrebet
køn er til
gengæld
opstået på
grund af
magtens
krav
ligestilling, lighed og ligeværd.
Der er særligt to grene af
feminismen, som fra hvert sit
yderpunkt, giver et billede af,
hvad der kan være på spil i de
familier, vi møder.
Den radikale feminisme er
optaget af forskellene mellem
mænd og kvinder, og påpeger
og hylder kvindens anderledeshed, deres bidrag samt måde
at være på. I Danmark var
det Rødstrømpebevægelsen,
der med deres kvindefrigørelses feminisme repræsenterede radikale elementer
fra bl.a. USA. The New York
Redstockings, der gav navn
til de danske rødstrømper,
skabte i 1969 det berømte
”Redstockings Manifesto”,
hvor flere af fællestrækkene
mellem de to bevægelser er
tydelig. Det er ”a theory of,
by and for women”, baseret
på kvinders egne erfaringer.
Kvinders skæbnefælleskab
var udgangspunktet, fordi
alle kvinder er undertrykte
i kraft af deres køn, og de
organisatoriske enheder
var basisgrupperne. Denne
retning går i offensiven for at
skabe nye muligheder og rum
for kvinderne i samfundet, og
taler om følelsen af et fælles
”søsterskab”, og den ser den
offentlige sfære som noget,
der er skabt for og af mænd.
I stedet er fokus på privatsfæren, bl.a. med hensyn til
børnefødsler og seksualitet,
og at kvinden skal generhverve retten til samt kontrollen
over sin egen krop. (Dahlerup,
1998; Russell og Carey, 2007)
Kroppen var ligeledes i
centrum i den poststrukturalistiske feminisme, om end på
en helt anden måde. Denne
retning var bl.a. inspireret af
den franske filosof Michel
Foucaults tanker om kroppen
og seksualitet, til at hævde
at køn (både det biologiske
og det sociale) er historisk
skabt, og at begrebet, som
alt andet, er underlagt kraften
i diskursive praksisser. Den
poststrukturalistiske feminisme mener, at køn er en
social konstruktion, og at der
derfor ikke findes en medfødt
kvindelighed eller mandighed.
Begrebet køn er til gengæld
opstået på grund af magtens
KØNSROLLER
krav, og da magten har mange
måder at udfolde sig på gennem disse diskursive praksisser, betragtes konstruktionen
af køn som flydende. Magtfunktionerne i den enkelte
kvindes liv må destabiliseres,
så mangfoldige identitetsbetydninger kommer frem. (Russell og Carey, 2007; Davies og
Harré, 2000)
Ambitionen er som
Bronwyn Davies udtrykker
det i artiklen ”The problem of
desire”:
”As a feminist, I desire a
world in which anyone´s sex/
gender is made relevant only
in the biological reproduction.
I desire a world in which there
are multiple ways of being
available to everyone, that
multiplicity not being organized around male/female
dualism” (Davies 2000:37).
Hun interesserer sig for,
hvordan og hvorfor børn bliver
maskuline eller feminine, og
påpeger, at den måde køn
er konstrueret på i vores
samfund gør, at børn, for at
være gode mennesker i og
medlemmer af samfundet,
skal lære kodekset for hvad
mandighed og kvindelighed er.
Børn bliver derfor underlagt
nogle diskurser, som gør, at
de ikke som frie subjekter kan
vælge, hvordan de kan variere
deres egen seksualitet. (Davies, 1993).
Fædre og roller
Inspirationen til at inddrage
de to grene af feminismen
kommer af, at der det sidse
års tid er strømmet ind med
fædre med efterfødselsreaktion i vores familiecenter. De
er henvist fra sundhedsplejen,
som på en fin og respektfuld
måde har øje for dem, men
som også sender dem videre,
fordi de ikke ved hvad de
skal gøre med dem. De fleste
kommer ind af døren med
en følelse af, at de ikke kan
trække på de kønsroller, de
så hos deres egne forældre.
Ikke at det er noget nyt, for
oplevelsen af at kunne og
skulle skabe sin egen kønsidentitet er en del af at leve
- på godt og ondt. Men med
deres egen lille baby i armene,
kan det pludselig ramme som
en tung hammer. I den nye
position som far, udspiller
kontrasterne mellem de to
opfattelser af køn sig i fuldt
flor. Alt er muligt uafhængig
af køn, samtidig med at den
moderne far er spærret inde
i sin egen kønsrolle. På den
ene side er ligestilling en
selvfølgelig del af hans egen
og omgivelsernes tanker om
at være en familie. Han har
alle muligheder for at skabe
den far, han gerne vil være,
men også al ansvaret. På den
anden side er det, at han er af
hankøn spækket med normer,
forventninger, konventioner
I den nye
position
som far, udspiller kontrasterne
mellem de
to opfattelser af køn
sig i fuldt
flor
og standarter, der handler
om hvordan han som far
skal tænke og føle, og hvad
han skal ville, gøre og kunne.
Normer osv. som ofte er
modsatrettede. F.eks. oplever
flere fædre, jeg taler med, at
det både kan være rigtig og
forkert at græde. For gråd er
tegn på svaghed, og at man
ikke kan indtage beskytterpositionen, samtidig med at
det er flot at kunne vise sine
følelser, for det er i følelsernes udtryk, man som par kan
lære hinanden at kende. En
far, som havde været tæt på
at miste sin kone og datter
under fødslen, fortalte mig,
at han havde oplevet fødslen
som traumatisk i situationen,
men at han hurtigt havde
været god til at lukke ned
og tage sig sammen, så han
kunne være der for dem, som
han skulle. Han vidste godt,
at man burde dele oplevelsen
med nogen, men de gange
han var begyndt på det, var
det druknet i svar som ”det er
sku bare hårdt at føde…”. Så
nu vidste hverken venner, kollegaer eller familie, hvad der
Børn bliver derfor underlagt
nogle diskurser, som gør, at
de ikke som frie subjekter kan
vælge, hvordan de kan variere
deres egen seksualitet
39
rent faktisk var sket, hvilket
han syntes var rart, men også
lidt usmart, fordi han isolerede sig i bunker af arbejde, og
var blevet aggressiv over for
hans nærmeste.
Senere i samtalerne
fortalte han mig med flovhed
i stemmen, at han i månederne op til fødslen, havde
mistet lysten til at blive far,
og særligt tre temaer gik igen
fra mange af mine forløb med
andre fædre. Balancen mellem 1) hans ideal om nærvær,
tilstedeværelse og engagement overfor hans kommende
datter og 2) ønsket om at
bevare kontrol og selvstændighed i sit eget liv, endte
med at blive så ambivalente
følelser, at ingen af dem føltes
som mulige. Samtidig fandt
han 3) ikke nogen hjælp i sin
egen fars tilgang til tilknytning, og der opstod følelser
af ensomhed, lammelse og
svaghed. Følelser der efterhånden punkterede den ellers
naturgivne og pålagte glæde
over at skulle være far.
Som tidligere nævnt er
det hans egen opgave at
skabe en passende ”farkonstruktion” ud fra en uendelige
mængde af multiverselle
facitlister. Altså lister, som
tillader mange sandheder (fordi køn kan ses som en social
konstruktion), samtidig med
at der kun er plads til få facit
(fordi man kun er noget i kraft
af sit køn). Det er en kompleks
proces, og nemmere bliver det
ikke af, at mor er i en lignende proces. Hun kan vælge
mellem ligeså mange multiverselle facitlister, der handler
om hende som hunkøn og
40
Forskning fra bl.a. USA viser, at
nybagte fædres testosteronniveau
falder, og at østrogenniveauet
stiger, når de er sammen med
deres spædbarn
Dette sker
samtidig
med at
begge har
hormonforandringer,
som gør
sårbarheden større
mor. Dette sker samtidig med
at begge har hormonforandringer, som gør sårbarheden
større. For ikke kun kvinder
påvirkes af hormonforandringer i forbindelse med at blive
forælder. Forskning fra bl.a.
USA viser, at nybagte fædres
testosteronniveau falder, og
at østrogenniveauet stiger,
når de er sammen med deres
spædbarn. Anden forskning
viser, at fædre har et lavere
testosteronniveau, end mænd
som ikke har børn, særligt
i kulturer, hvor fædrene er
sammen med deres børn. Derudover påvises det, at manden producerer mere laktose
i mælkekirtlerne, i forbindelse
med hans barns fødsels,
hvilket gør at han bliver mere
sensitiv, og bekymrer sig
mere. En forøget produktion,
som man tidligere troede kun
skete hos ammende kvinder.
(Gettler, 2010)
Samtaler om roller
og diskurser
I min forberedelse til samtalerne, har jeg forsøgt at finde
inspiration fra andre, der
arbejder med efterfødselsreaktion hos fædre. De er desværre ganske få. En far gav
mig et hint til, hvad en grund
kunne være; at mor stadig
ses som den vigtigste. Dette
illustreres måske bedst ved
et eksempel, der skærer
biologien i form af graviditet
og amning fra: at de fleste
nok tænker at adoptivmor er
vigtigere end adoptivfar.
Den inspiration jeg trods
alt har fundet, kommer for
det meste fra sundhedsvæsnet, og fortæller mig at det
skal behandles med kognitiv terapi og antidepressiv
medicin. Jeg må indrømme, at
jeg i starten blev grebet af en
faglig usikkerhed, og nogle
etiske overvejelser over, om
jeg kunne tillade mig at have
en narrativ tilgang. Det gør
jeg nu stadig, men heldigvis
har jeg en kollega, der ligner
Foucault på en prik. Det minder mig om hans (altså den
rigtige Foucaults) optagethed
af, hvordan selvet skabes
gennem de diskurser, det er
KØNSROLLER
underlagt. Hvordan normer,
forventninger, konventioner
og standarter bliver målestok
for, i det her tilfælde, faderens oplevelse af et succesfuld faderskab. En målestok
som fædrene ofte oplever
som umulig at opnå tilfredsstillelse i, fordi niveauet for
hvad de skal tænke og føle,
og hvad de skal ville, gøre og
kunne, er så højt og indeholder så mange modstridende
antagelser, at de knækker
nakken. Antagelser som er så
magtfulde og dominerende,
at vi slet ikke får øje på, at de
bare er antagelser, men ser
dem som sande, og derfor
handler derefter.
Ligesom kvindefrigørelsen var et oprør mod
den måde mange mænd og
kvinder definerede kvindekønnet på, ønsker jeg at
skabe en platform, som giver
mulighed for farfrigørelse. En
platform, hvor den enkelte far
kan frigøre sig fra de diskurser som han finder vanskelige
at se sig selv i, men også
hvorfra han kan gøre sig til
far. Altså positionere sig på
baggrund af de dominerende
diskurser og efterfølgende få
en fornemmelse af, hvor han
selv står, og hvad han står
for. Ofte oplever fædrene,
at begivenhederne i forbindelse med at han er blevet
far, har stor indflydelse på
hans forhold til moderen og
barnet, så når det er okay
med ham, bliver de inviteret
med til samtalerne. Her er
jeg inspireret af Saxtorph
og Romers diskurskort, og
Allan Wades ”Respons based
therapi”. Gennem spørgsmål som dekonstruerer får
den enkelte far øje på, hvor
diskurserne kommer fra, om
Det er en
bevægelse
fra at være
passiv tilskuer i eget
liv, til at
være aktiv
deltager
de giver mening og om han
vil leve op til dem. Det bliver
muligt at omdefinere begrebet efterfødselsreaktion til
efterfødselsrespons. Det er
en bevægelse fra at være
passiv tilskuer i eget liv, til
at være aktiv deltager, og
hvor responsen ses som en
modstand mod værdier og
intentioner, som er blevet
trådt på. Gennem generobring af værdighed, kan han
få en oplevelse af at kunne
forme og gribe ind i livet, i
overensstemmelse med de
intentioner han har for hans
familie. (Saxtorph og Romer,
2009) En familie som måske
sidder og lytter på, og hvor
mor - men også den lille baby
- kan komme med ideer til,
hvilke evner der kræves for
at skabe den modstand, en
efterfødselsrespons er.
L IT TERATU R
Dahlerup, D. (1998). Rødstrømperne 1-2.
Gyldendal.
Davies, B. (1993). Frogs and Snails and
Feminist Tales. Preschool children and
Davies, B & R. Harré (2000). Positioning:
The Discursive Production of Selves. A
body of Writing 1990-1999. Walnut Creek:
AltaMira Press, 87-106.
Gender. Hampton Press.
Davies, B. (2000). The subject of
poststructuralism. A body of writing
1990- 1999. Walnut Creek: AltaMira Press,
133-144.
Davies, B. (2000). The problem of desire. A
body of writing 1990- 1999. Walnut Creek:
AltaMira Press, 37-54.
Davies, B. (2000). The concept of agency.
A body of writing 1990- 1999. Walnut Creek:
AltaMira Press, 55 - 68.
Russell, S. & Carey, M. (2007): Narrativ
Terapi. Spørgsmål og svar. Hans Rietzels,
København.
Gettler, L. T (2010). Direct Male care
and Hominin evolution: Why Male-Child
Interaction is More Than a Nice Social Idea.
American Anthropologist, Vol 112, Issue 1,
7-21.
Saxtorph, A. & Romer, R. (2009). Narrativ
gruppeterapi. Gruppeterapi i narrative og
poststrukturalistiske perspektiver. Sparre
A.S. & Jørgensen, K. (Red.) Syv fortællinger
om narrativ praksis. Dansk Psykologisk
Forlag.
Heede, Dag (2002). Det tomme menneske.
Introduktion til Michel Foucault. Museum
Tusculanums Forlag.
Skovby, T. P. (2014, 16. Juli) Frigørelse med
livet som indsats. Politiken. Kronikken.
Hermann, S. (2000). Michel Foucault –
pædagogik som magtteknologi. Olsen,
S. og Pedersen, P. (Red.): Pædagogik I
sociologiske perspektiver. Forlaget PUC.
Skovby, T. P. (2012). ”Og hvad skal vi så
finde på til dig, kære far”. Farfrigørelse – i
poststrukturalistiske, narrative og radikale
perspektiver. Fokus på familien, vol 2.
Madsen, S.Aa. & Lind, D. & Munch, H.
(2002). Fædres tilknytning til spædbørn.
Hans Reitzels Forlag.
41
MINDEORD
Judith Klitgaard er død
Judith har været et stort aktiv i STOK i gennem rigtig mange år. Både som revisor,
men især som kontaktperson på Sydsjælland. Judith var souschef i
Kvinde Krise Centret i Herfølge, og var stærkt optaget af at give kvinder mulighed
for et liv uden vold.
JUDITH var en stor faglig
kapacitet på sit felt, og udover
altid at være optaget af at se
det hele menneske i forhold til
voldshistorien, var Judith også
den der sikrede den faglige udvikling i huset, og den der stod
for sparing til medarbejderne.
Judith var derfor også aktiv i
LOKK og bidrog til stadig for en
faglig udvikling af kvinde krise
centrene på landplan.
Også i STOK har Judith insistereret på at bidrage med fyraftens møder til nye og gamle
medlemmer af STOK og gjort
42
møderne mulige ved at bruge
krise centrets lokaler
Judith fik konstateret kræft i
bugspytkirtlen i august i år, og
på daværende tidspunkt havde
kræften allerede spredt sig,
var aggressiv og uhelbredelig.
Judith fik besked om, at hun
havde meget kort tid tilbage
at leve i. Judith var optaget af,
at få en så god sidste tid som
muligt og nåede blandt andet
at komme et lille smut til Tønder
festival, som var en årelang
tradition i familien.
at hun havde fået den chokerende besked og skrev med
stort overskud til sidst:
”Mit medlemskab af foreningen
har været af stor betydning for
mig, både personligt og fagligt.
Jeg ønsker alle det bedste i
årene frem.”
Kære Judith
Du har også haft stor betydning
for foreningen. Vi vil savne dit
engagement og dit altid imødekommende og søde væsen.
Susan Harnow
Judith skrev mig en kort hilsen
om sin sygdom i dagene efter,
LOKALT
KØBENHAVN
Workshop om
Forældregrupper
Tirsdag den 6. oktober 2015 kl. 17.00 – 19.00
i Forsamlingshuset, Onkel Dannys Plads, København V
WORKSHOPPEN omhandler Forældregrupper
i psykiatrien i et socialkonstruktionistisk
perspektiv.
Vi vil fortælle om rammerne, indholdet og
erfaringerne med sådanne forløb.
Forældregruppen er for forældre der er i ambulant
behandling for en spiseforstyrrelse. Gruppen
tilbydes med udgangspunkt i vores viden om, at
når mennesker slås med psykiske vanskeligheder
så påvirker det de pårørende – og børn er særligt
udsatte pårørende.
I forældregruppen bringer, vi sammen med
patienterne, børnenes stemmer ind og sætter
fokus på hvordan børnene trives i deres liv, med
særligt øje for påvirkninger fra spiseforstyrrelsen.
Én gang i forløbet inviteres den anden forældre
eller en anden nærtstående voksen til barnet
med ind.
Lise Kristensen og Nana Storm er socialrådgivere
og psykoterapeuter i Ambulatorium for
Spiseforstyrrelser på Stolpegård, Region
Hovedstadens psykiatri.
43
LOKALT
SYDSJÆLLAND
Den gud, vi kan kalde Øko
Som tidligere annonceret åbner vi i STOK Sydsjælland for endnu en aften med psykolog Erik
Vinter i Gregory Batesons univers. Se omtale af Erik Vinter i forrige nummer af medlemsbladet.
Arrangementet finder sted på Krisecentret, Vordingborgvej 82, 4681 Herfølge
Onsdag d. 28. oktober kl. 19.00 - 21.30
VI BLEV IKKE færdige i
foråret, så aftenen er som
sådan en fortsættelse af dette
inspirerende arrangement, hvor
Erik Vinter supplerede Nora
Batesons dokumentariske
portræt sin far ”A Daughter’s
Portrait - an ecologi of mind”,
som indledningsvis blev vist
denne aften. Det skal dog
understreges, at Eriks oplæg
ved dette efterårsarrangement
lægges tilrette på en sådan
måde, at nye deltagere sagtens
kan være med.
Med udgangspunkt i en
kort omtale af nogle fælles
træk ved (meget) store mentale
systemer, herunder Batesons
syn på evolutionsprocessen,
tænkning og ”det hellige”, vil EV
indlede med at tale om Batesons opfattelse af, at mennesket hænger sammen med
og er forbundet med naturen.
At det, der forbinder os, er et
mønster, - eller et metamønster. Han vil videre tale om det
begreb, som Bateson omtaler
som ”det kybernetiske selv”
set i forhold til den traditionelle
vesterlandske opfattelse af
selvet. Og så vil han komme ind
på metakommunikation og på
kontekstbegrebet.
Bateson var som bekendt
ikke i egentlig forstand familieterapeut, men med hans
særlige tilgang til menneskelige
samspils- og kommunikationsproblemer vil EV i løbet af aftenen åbne mulighed for at berøre
forskellige familieterapeutiske
vinkler og problemstillinger, alt
efter tilhørernes interesser og
motivation.
Der er mange muligheder,
et utal af oplagte temaer. Her
følger blot et par ideer til inspiration: Set i lyset af Batesons
tankeunivers, som i høj grad er
præget af modvilje imod enhver
form for ortodoksi og dogmatisme, kunne én oplagt mulighed være dialog om begreberne
ærbødighed og uærbødighed
i forhold til vedtagne terapeutiske sandheder/fordomme. Et
andet muligt debatemne kunne
være ”Åben dialog”, som ifølge
EV i høj grad er inspireret af
Batesons synspunkter.
Arrangørgruppen består af Judith Klitgaard, Lisa O’Reilly Hansen og Susanne Johansen. Vi
modtager meget gerne ideer til
kommende arrangementer. Disse kan mailes til nedenstående
adresser eller sendes sammen
med tilmelding, - senest 19/10:
l-hansen@post4.tele.dk
eller
susannejohansen@mail.dk
Medlemmer er velkomne til at
tage en gæst med.
Ved tilmelding tilbydes interesserede et lille kompendium
tilsendt, som Erik Vinter har
skrevet til lejligheden. Det indeholder væsentlige emner og
tankegange i Batesons teori og
lægger op til et klarere billede
af, hvad der menes med ”mentalprocessen” og vendingen
”den gud, vi kan kalde Øko”.
- FOR ARRANGØRGRUPPEN
S U S A N N E J O H A N S E N , S A M S I G T. D K
44
ØSTJYLLAND
En aften med Harlene Anderson
om Kollaborativ praksis
i terapi og socialt arbejde
Vi har til vores næste arrangement fået den enestående mulighed, at kunne
invitere medlemmer og interesserede til at tilbringe et par timer i selskab med den
amerikanske psykoterapeut og forfatter Harlene Anderson.
STOK ØSTJYLLAND
INVITERER HERMED TIL:
”En aften med Harlene Anderson om Kollaborativ praksis i
terapi og socialt arbejde.”
Arrangementet finder sted
torsdag den 8. oktober
kl. 19.00- 21.00 i lokaler udlånt
af Netværk der virker Ungdomscentret
Lillehammervej 3
8200 Aarhus N
Da dette arrangement er
forbundet med et beskedent
honorar til Harlene Anderson,
tillader vi os undtagelsesvis at
sætte en pris på 100,- for at
deltage.
Der vil blive serveret kaffe, the
og frugt/sødt.
Et lille uddrag fra præsentation
af Harlene Anderson ”Harlene Anderson is recognized internationally as being
at the leading edge of postmodern collaborative practic-
es, providing an environment
that encourages successful
problem-solving, increased
competence and confi-dence
and successful sustainable outcomes. First developed for use
with families and mental health
systems, her approach has
proven effective with a variety
of individuals and groups in
various contexts including: daily
life, organizations, businesses,
higher education, and research.”
Læs mere på: http://www.harleneanderson.org/index.html
BEDSTE HILSNER
K O N TA K T G R U P P E N S T O K Ø S TJ Y L L A N D
45
A N NONCER
SYSTEMISK
NARRATIVT
FORUM
ANNONCEPRISER FOR
MEDLEMMER:
1/1 side:
4.500 kr.
(B: 175 x H: 252 mm)
1/2 side:
1/4 side:
2.250 kr.
1.125 kr.
(B: 175 x H: 123 mm)
(B: 85 x H: 123 mm)
1/8 side:
500 k.r
(B: 85 x H: 58 mm)
Annoncepriser for ikke-medlemmer forhandles.
46
KURSER
Kursuskalender
Dansk forening for
Systemisk og
Narrativ Terapi og
Konsultation
Medlemmers kurser & arrangementer
OKTOBER 2015
8.-9.
20.
22.-23.
22.-23.
22.-23.
Alle kan tale om traumer
9.-11.
Intro: Narrativ ledelse
14.
DISPUK, Snekkersten
DISPUK, Snekkersten
10.
17.
23.
30.
30.
Gruppelederuddannelsen Videregående
Terapi&Supervision/Ingelise Nordenhof
Pitstop: Borderline set indefra
Inpraxis
Mentalsering med narrative toner
Narrative Perspektiver v Anne Saxtorph
Gruppelederuddannelse Modul II
APRIL 2016
13.-15.
Gruppelederuddannelse Modul I
Terapi & Supervision /Ingelise Nordenhof
Gerald Monk: Narrativ parterapi
Vinther og Mosgaard Kurser
NOVEMBER 2015
9.
MARTS 2016
Pitstop: Klangen af et menneske
Inpraxis
MAJ 2016
26.-27.
30. maj
- 1. juni
Gruppelederuddannelse Modul II
3 Egenterapi-dage med Maggie Carey
Helene Grau & Maria Lykke
Intro: Ledelse & Konsulentarbejde
DISPUK, Århus
Intro: Narrativt Konsulentarbejde
DISPUK, Snekkersten
SEPTEMBER 2016
5.
Hvordan taler man med børn om problemer
DISPUK, Snekkersten
Foredrag med Jacob Holdt på DISPUK
DISPUK, Snekkersten
Intro til narrative samtaler
DISPUK Snekkersten
Intro: Narrativ coaching & vejledning
DISPUK, Århus
47
S T O K S
Å R S M Ø D E
2015
13.-14. NOVEMBER 2015
MÆND, BØRN
OG KVINDER
– VED TIDENS RAND 2015
H OV E D O P LÆG S H OL D ERE:
KE NNE T H GE RG E N , U SA
M A RCE L A P OL A N CO, C O LU M B IA
KE N NE T H RE I NI C K E , D K
Familieterapeutens position i mødet med
de 37 mulige familietyper
Kønnenes diskurser og magt
Barnets position i den genforhandlede familie
PRAKTISKE
OPLYSNINGER
NÆRMERE
OPLYSNINGER:
Hotel Svendborg,
Centrumpladsen 1, 5700 Svendborg
Dorte Nikolajsen
dortenik@gmail.com
DELTAGERPRIS:
Signe Bergmann Johansen
sibejo@gladsaxe.dk
Medlemmer:Ikke-medlemmer:
nkeltværelse
E
Dobbeltværelse
Uden overnatning
kr. 3.295,-
kr. 3.095,-
kr. 2.495,-
kr. 3.945,kr. 3.745,kr. 3.145,-
TILMELDING OG BETALING:
Når medarbejdere på institutioner med institutionsmedlemsskab (støttemedlemsskab)
deltager i kurser og årsmøde udløses der
rabat efter følgende:
1 -4
5-9
1 0 -1 4
1 5-1 9
2 0 -24
d e l t age re : 1 rabat
d e l t age re : 5 rabat te r
d e l t age re : 10 rabatt e r
o sv.
Tilmeldingen sker direkte til Hotel Svendborg
på dette link:
Sidste tilmelding er 16. oktober 2015
https://hotelsvendborg.nemtilmeld.dk/7/
Lisa Romlund
lisa@romlund.net
Jørgen Malmkjær-Mørch
Jmm2200@gmail.com
Eva Glück Cadan
evglca@gladsaxe.dk
Dansk forening for
Systemisk og
Narrativ Terapi og
Konsultation
Forening for personer og grupper,
som interesserer sig for og
beskæftiger sig med systemisk
og narrativ terapi, konsultation,
organisation, ledelse, forskning og
undervisning

Familieterapien om bord på Noas ark

Transcription

Similar documents

Introduktion til narrativ pædagogik

Jul 2013.pdf

Poser under øjnene - Øjenlæge Thomas Ege Nielsen

EKSTERNALISERING I GRUPPER

oplæg fra Kurt Klaudi klausen

pdf-file

Rejsebrev fra Abu Dhabi

spildevandsrensning og kinetikken