Selv- og medbestemmelse for voksne

Transcription

Selv- og medbestemmelse for voksne
udviklingshæmmede
Inger Marie W. Larsen, E11G. Morten Henriksen, E11H og Toke Rasted, E11G
Januar 2015
Pædagoguddannelsen Frøbel
Bachelorvejleder: Hanne Mortensen
Bachelor projekt ”Selv- og medbestemmelse for voksne udviklingshæmmede”
Inger Marie W. Larsen, Morten Henriksen og Toke Rasted
Indholdsfortegnelse
Indledning .......................................................................................................................................................... 3
Problemformulering ...................................................................................................................................... 5
Metode .............................................................................................................................................................. 5
Valg af opbygning .......................................................................................................................................... 5
Valg af teori ................................................................................................................................................... 6
Valg af empiri................................................................................................................................................. 7
Metodekritik ...................................................................................................................................................... 9
Udviklingshæmmede ....................................................................................................................................... 10
Institutionsbeskrivelse/målgruppe.................................................................................................................. 12
Teori................................................................................................................................................................. 13
Selvbestemmelse ......................................................................................................................................... 13
Medbestemmelse ........................................................................................................................................ 14
Magt ............................................................................................................................................................ 14
Max Weber .............................................................................................................................................. 15
Jürgen Habermas ..................................................................................................................................... 16
Michael Foucault ..................................................................................................................................... 17
Talcott Parsons ........................................................................................................................................ 18
Definitionsmagt ....................................................................................................................................... 18
Etik ............................................................................................................................................................... 19
Pligtetik .................................................................................................................................................... 19
Diskursetik ............................................................................................................................................... 20
Nytteetik .................................................................................................................................................. 21
Kommunikation ........................................................................................................................................... 21
Livskvalitet ................................................................................................................................................... 23
Empiri............................................................................................................................................................... 25
Observation 1 ”Jan” ..................................................................................................................................... 25
Analyse og refleksion af ”Jan” ................................................................................................................. 26
Observation 2 ”Flemming” .......................................................................................................................... 29
Analyse og refleksion af ”Flemming” ...................................................................................................... 29
Observation 3 ”Sarah” ................................................................................................................................. 31
Analyse og refleksion af ”Sarah” ............................................................................................................. 32
Observationer fra dagligdagen .................................................................................................................... 36
1
Analyse og refleksion af dagligdagen ...................................................................................................... 37
Observation ”beboermødet”....................................................................................................................... 39
Analyse og refleksion af ”beboermødet” ................................................................................................ 41
Beboer Interviews ....................................................................................................................................... 44
Konklusion ....................................................................................................................................................... 45
Perspektivering ................................................................................................................................................ 47
Litteraturliste ................................................................................................................................................... 49
Bilag ................................................................................................................................................................. 50
Bilag 1 .......................................................................................................................................................... 50
Bilag 2 .......................................................................................................................................................... 56
Bilag 3 .......................................................................................................................................................... 57
Bilag 4 .......................................................................................................................................................... 60
2
Indledning
FN vedtog den 13. december 2006 en ny menneskerettighedskonvention, der reelt set sikrede
handicappede rettigheder på lige fod med alle andre mennesker. Den 30. marts 2007 underskrev
Danmark handicapkonventionen og forpligtede sig dermed til at foretage og vedtage nye love. Disse
ændringer i lovgivningen blev foretaget i juni 2009. I Danmark afspejler disse rettigheder sig for
voksne udviklingshæmmede gennem serviceloven, og det er den som sætter rammerne for det
socialpædagogiske arbejde. I arbejdet med voksne udviklingshæmmede er nogle af de overordnede
mål, at fremme den enkelte borgers livskvalitet, give denne selvog medbestemmelse, og dermed
mulighed for at bestemme over og præge sit eget liv. I servicelovens kapitel 1 om formål og område
hedder det således i § 1, stk. 2; ”Formålet med hjælpen efter denne lov er at fremme den enkeltes
mulighed for at klare sig selv eller at lette den daglige tilværelse og forbedre livskvaliteten.”1
Derfor er nogle af de fornemmeste mål for pædagoger ansat på et bosted for voksne
udviklingshæmmede således, at være med til at fremme den enkelte borgers livskvalitet samt, at
sørge for at den enkelte så vidt det er muligt har den højeste grad af indflydelse på sit eget liv.
Hvis en voksen udviklingshæmmet på et botilbud skal have denne form for indflydelse på sin
tilværelse kræver det, at der for hver enkelt beboer er så meget selvog medbestemmelse som
muligt. Her er det den enkeltes ret, at bestemme over sin egen bolig og ligeledes bestemme over sin
gøren og laden i dagligdagen. Disse mennesker er dog bosiddende på et hjem/institution, og selv om
det som nævnt er deres ret at bestemme over deres eget liv, er de ”placeret under opsyn” fordi
samfundet erkender at disse mennesker simpelthen ikke er i stand til klare sig selv. Alene det
faktum at andre mennesker er sat til, at ”administrere” deres tilværelse rykker lidt ved den
grundlæggende tanke om ligeværd, fordi vi i bund og grund ikke mener, at disse mennesker er i
stand til at tage ligeværdige beslutninger. Selvom følgende uddrag hovedsageligt er møntet på børn,
beskriver det meget fint nogle af de problematikker der kan være forbundet med fuldstændig
ligestilling i forhold til arbejdet med denne målgruppe:
”I dag opfatter man således generelt andre mennesker som ligeværdige, uanset race, køn og
religion; man mener, at magt og kontrol af andre mennesker er grundlæggende problematisk og
uønskelig. Er alle individer lige, skal alle også have lige stor indflydelse på deres liv, hævder
lighedsideologien. Men der er problemer med at praktisere dette ligeværd overalt. Børn hverken
forstår det samme eller handler på samme måde som voksne. Børn forstår måske ikke rækkevidden
af deres handlinger, og derfor må der gribes ind for at forhindre dem i at komme til skade, at gøre
1
https://www.retsinformation.dk/forms/r0710.aspx?id=164215
3
skade på andre osv. Derfor kan børn ikke have samme rettigheder som voksne. Med tilsvarende
begrundelser har en lang række andre mennesker fået begrænset deres handlefrihed: psykisk syge,
udviklingshæmmede, misbrugere m.v.” 2
Voksne udviklingshæmmede på et bosted er oftest en broget flok, og selv om de går under den
fælles betegnelse udviklingshæmmede kan forskellen mellem hver enkelt være enorm. En del har
ikke noget verbalt sprog, de kan have forskellige diagnoser, nogen lider af spastiske lammelser og
andre helt fjerde og femte ting. Selvom sådan en gruppe af mennesker på mange måder kan virke
lige så mangfoldig som det øvrige samfund, er fælles for denne brugergruppe, at stort set ingen af
disse menneskers kognitive færdigheder, kommer over barnet på førskole stadiet. Derfor er det af
stor betydning hvorledes pædagoger, der arbejder med voksne udviklingshæmmede, vælger at
bruge den magt som de uundgåeligt vil have over nogle mennesker, som er intelligent underlegne.
Med servicelovens § 124 som rettesnor for hvilke magtbeføjelser pædagoger har i arbejdet med
voksne udviklingshæmmede, er der forholdsvis meget rum til fortolkning. Det hedder blandt andet,
at formålet med denne paragraf er at; ”(…)begrænse magtanvendelse og andre indgreb i
selvbestemmelsesretten til det absolut nødvendige(…)”. Selvom der ligeledes, står at indgrebene
aldrig må ”(…)erstatte omsorg, pleje og socialpædagogisk bistand” 3, kan et problem være at der
ikke er nogle standarder for disse ting, og det derfor kan være vidt forskelligt, hvad hver enkelt
pædagog anser for at være det absolut nødvendige. Dette stiller naturligvis etiske krav til hvorledes
magten forvaltes, fordi pædagogen dagligt er nødt til at forholde sig til og tage mange beslutninger
på beboerens vegne. Opmærksomheden på dette er vigtig, i forhold til, at sørge for hver enkelt
udviklingshæmmedes selvog medbestemmelse, især set i det perspektiv, at mange af disse har
store kognitive og kommunikative vanskeligheder. Det kan medføre, at det kan være svært for dem
at udtrykke egne ønsker og behov, hvilket overlader meget til pædagogens egen fortolkning af hvad
beboeren mener. Hvis dette er præmissen må ræsonnementet være, at graden af den enkeltes selvog medbestemmelse hænger sammen med dennes evner til at kommunikere.
Hvis man samtidigt ser det i lyset af at et bosted stadig er en institution, som på mange områder er
præget af en institutionel hverdag med begrænsede ressourcer og faste daglige rutiner, kan der være
situationer, hvor beboerne vil få indskrænket deres selvbestemmelse, fordi hverdagen rent praktisk
skal fungere. Det har fået os til at undre os over, hvor meget plads og mulighed der egentlig er for
2
3
Andersen, Peter Ø – Tomas Ellegaard & Lars Jakob Muschinsky. ”Klassisk og morderne pædagogisk teori”. s. 472
https://www.retsinformation.dk/forms/r0710.aspx?id=164215#Kap24
4
selvog medbestemmelse for voksne udviklingshæmmede på et bosted, samt hvorledes deres
forskellige handicap har betydning for dette.
I kraft af disse dilemmaer er vi kommet frem til følgende problemformulering, med to
underspørgsmål, som vi finder interessante at arbejde med igennem vores opgave.
Problemformulering
I hvor høj grad er der selvog medbestemmelse for beboere på et botilbud for voksne
udviklingshæmmede?

Hvordan forvalter pædagogen sin magt, i forhold til overstående tema, og hvilke etiske
dilemmaer stiller det pædagogen i?

Hvordan kan selvog medbestemmelse have indflydelse på den udviklingshæmmedes
livskvalitet?
Metode
I det følgende vil vi beskrive hvordan vores opgave er opbygget, hvilke teori vi har valgt, hvordan
vi har indsamlet empiri til vores observationer, samt et afsnit over vores metodekritik.
Valg af opbygning
Vi har valgt at opstille vores opgave på en traditionel måde, således at vi efter indledning,
problemformulering og metodeafsnit har et teoriafsnit som vil indeholde den teori, der ligger til
grund for vores opgave. Herefter følger et empiri- og analyseafsnit, hvor vi vil analysere fem
observationer fra bostedet ud fra vores teori. Herunder vil vi komme med uddrag fra nogle
interviews vi har lavet med henholdsvis en pædagog og to beboere. Ligeledes vil vi stille de to
beboers interviews op mod hinanden for at sammenligne disse. Vi vil først analysere og derefter
reflektere over de valgte observationer enkeltvis og efterfølgende samle det hele i en fælles
konklusion. Til sidst vil vi lave en perspektivering.
Inden teoriafsnittet vil vi dog først, ud fra socialstyrelsens hjemmeside, komme med et kort oprids
af, hvordan synet på og forholdet for voksne udviklingshæmmede har ændret sig gennem tiden og
herunder en generel beskrivelse af, hvad det vil sige at være udviklingshæmmet. Vi finder dette
relevant i forhold til forståelsen af, hvilke vilkår udviklingshæmmede har ”levet under” men også
for at tydeliggøre hvordan man ser på og hvordan det er at være udviklingshæmmet i dag. Herefter
5
følger et afsnit med en institutionsbeskrivelse, og en lidt nærmere beskrivelse af hvilke beboere der
er på det bosted vi samarbejdede med.
I forbindelse med udarbejdelsen af denne opgave er vi stødt på mange betegnelser for vores
målgruppe som f.eks. borgere, udviklingshæmmede, brugere og beboere. Vi har igennem vores
opgave valgt at sammenfatte dem alle under betegnelsen beboere, når det har direkte relation til
vores observationer. Dog vil brugergruppen i opgavens øvrige afsnit optræde under flere af de
overnævnte betegnelser.
Valg af teori
Indledningsvis vil vi komme med en definition på begreberne selvog medbestemmelse ud fra
Servicestyrelsens rapport ”Veje til reelt medborgerskab”. Vi har valgt at beskrive dette, da selvog
medbestemmelse er vores hovedtema i denne opgave. Ligeledes vil vi ud fra samme rapport
beskrive de udfordringer der kan være i forhold til selvog medbestemmelse, når du er bosiddende
på et bosted for udviklingshæmmede.
Vi har valgt at inddrage magtteorier fra Max Weber, Jürgen Habermas, Michel Foucault, Talcott
Parsons samt Berit Bae, da vi mener at deres teorier giver et godt billede af den magt der udspiller
sig i forholdet mellem pædagog og udviklingshæmmede. De fire første magtteorier har vi valgt at
beskrive ud fra bøgerne ”Samfundet i pædagogisk arbejde” og ”Klassisk og moderne pædagogisk
teori”. Teorierne beskriver, hvordan magten både kan udspille sig positivt og negativt i det
pædagogiske arbejde. Max Weber giver et billede af hvordan magt altid er magt over nogen med
fokus på, hvordan magten ofte bliver legitimeret overfor beboerne. Jürgen Habermas har fokus på,
hvordan man gennem kommunikationen kan bestræbe sig på at møde andre på en mere ligeværdig
måde. Med Michel Foucaults syn på magt får vi et billede af, hvordan magt ikke er noget man
besidder, men derimod en dynamisk proces. Derved gives der et billede af, hvordan magten kan
bruges både positivt men også negativt inden for de to niveauer: synlig og skjult magt. Talcott
Parsons beskriver hvordan magt kan ses som en kapacitet, der giver mulighed for at hjælpe andre.
Berit Baes definitionsmagt har vi valgt at beskrive ud fra artiklen ”Voksnes definitionsmagt og
børns selvoplevelse”, fordi pædagogen er i en overmægtig position over for beboeren og herved,
hvis de ikke er bevidste, let kan komme til at bruge deres definitionsmagt negativt.
Max Weber, Jürgen Habermas, Michel Foucault og Talcott Parsons er alle beskrevet ud fra
sekundær litteratur og Berit Bae primær litteratur.
6
Brugen af magt i det socialpædagogiske arbejde medfører også nogle etiske overvejelser. Vi har
derfor valgt at beskrive pligtetik, nytteetik og diskursetik ud fra Susanne Broengs kapitel i Gritt
Niklasson’s bog ”Social indsigt for pædagoger” samt Jan-Olav Henriksen og Arne Johan Vetlesen
syn på dette, fra bogen ”Omsorgens etik”. Vi vil beskrive disse tre etiske perspektiver, da de er
nogle af de mest fremherskende og på forskellige måder belyser nogle af de etiske dilemmaer, som
pædagoger kan komme ud for, i det daglige arbejde med voksne udviklingshæmmede.
Kommunikation er en vigtig del i arbejdet med voksne udviklingshæmmede. Til at belyse det, har
vi valgt at inddrage Per Lorentzens tre punkter for god kommunikation: intention, fællesskab og
”lytting”, ud fra bogen ”Dialog med usædvanlige børn”. Selvom bogen henvender sig til
udviklingshæmmede børn, har vi vurderet at den også kan gøre sig gældende i forhold til
målgruppen i vores opgave. Vi har valgt at fokusere på kommunikation, da vi ser god
kommunikation som en forudsætning for den enkeltes beboers mulighed for at opnå mest mulig
selvog medbestemmelse.
I henhold til servicelovens formål er arbejdet med livskvalitet et af de overordnede mål i det
socialpædagogiske arbejde. Derfor har vi også diskuteret meget i vores gruppe, hvad begrebet
livskvalitet egentlig vil sige og hvor vigtigt det er for pædagogen ikke at tvinge sit syn på
livskvalitet ned over beboeren. Vi har valgt at inddrage Peter Larsens syn på begrebet fra bogen
”Den sunde krop i bevægelse”, da vi mener at denne udlægning netop giver et billede af, hvordan
man som pædagog kan hjælpe med og give beboerne nogle værktøjer til, hvordan de selv kan være
med til forbedre deres livskvalitet. Peter Larsen lægger i sit syn på livskvalitet vægt på individets
selvopfattelse, sociale relationer og mestringsevne. Til at uddybe disse begreber inddrager han
samtidigt beskrivelser af George H. Meads ”betydningsfulde andre” og ”perifere andre”, samt
Aaron Antonovskys ” Sence of coherence”, som derfor også vil indgå i vores teoriafsnit under
livskvalitet.
I vores opgave vil vi de steder, hvor vi mener det har relevans, inddrage dele af serviceloven.
Valg af empiri
Vores indsamling af empiri til opgaven består som tidligere beskrevet af henholdsvis observationer
og interviews på et bosted for voksne udviklingshæmmede. Vi har været tilknyttet er bosted, som
selv har ønsket at få nogle friske øjne på de udfordringer der kan være forbundet med selvog
medbestemmelse for beboerne.
7
Interviewformen vi har valgt at bruge overfor pædagogen, er det standardiserede interview som
giver os mulighed for at arbejde med åbne spørgsmål og svar. Gunvar Løkken beskriver dette i
bogen ”Observationer og interviews i børnehaven”4. Grunden til vi har valgt at interviewe på denne
måde er, fordi vi har ønsket at få nogle konkrete svar på vores spørgsmål og holde fokus på vores
emne, men samtidig at have mulighed for at samtalen kunne være åben for andre input som måske
kunne være til gavn for vores projekt.
Ved vores første besøg mødte vi en del af beboerne på stedet og erfarede, at flere af dem var
kognitivt og kommunikativt i stand til at deltage i et interview. Derfor vurderede vi at det kunne
være interessant, at høre om beboernes eget syn på selvog medbestemmelse. Da vi nævnte det
overfor vores kontaktperson sagde hun, at nogle selv havde ytret sig positivt over for dette. Altså
har vi valgt at lave interviews med to beboere. Overvejelserne omkring disse to interviews har været
mange. Både hvem og hvordan vi ville interviewe, og i forlængelse heraf i forhold til udformning af
spørgsmålene. Vi havde selv gjort os nogle tanker om hvem vi mente vi ville få mest ud af at
interviewe. Vores kontaktperson på institutionen sagde dog selv, at hun ville finde to beboere som
hun mente ville være i stand til at gennemføre et interview, og med hendes viden in mente valgte vi
at følge hendes råd. Vi tog i udarbejdelsen af spørgsmålene hensyn til at de skulle være enkle og til
at forstå, på grund af beboernes kognitive vanskeligheder. Samtidig ville vi dog også gerne have at
svarene fra respondenterne blev således, at der var noget kød på. I forhold til overstående synes vi
det har været en balancegang ikke at lave for ledende spørgsmål. Det er selvfølgelig vigtigt at
vurdere hvilken betydning svarene skal tillægges. Vi synes dog at muligheden for at interviewe
både pædagogen og beboerne har gjort, at vi kan få et bredere perspektiv på opgavens tema, da
deres meninger i høj grad er vigtige for forståelsen af dette.
Derudover har vi valgt at observere følgende; en enkelt gang når beboerne kommer hjem fra
arbejde, to spisesituationer til henholdsvis frokost og aftensmad, et beboermøde samt nogle
hverdagssituationer udenfor de skemalagte aktiviteter. Grunden til vi valgte at observere beboernes
hjemkomst og spisesituationerne var med forventningen om, at se et tydeligt magtforhold mellem
beboer og ansatte. Ligeledes ville vi se hvordan det forholdte sig, når beboerne var hjemme uden
igangværende aktiviteter. Vi fandt beboermødet interessant fordi vi her forestillede os, at se i
hvilket omfang der er medbestemmelse for beboerne. Som udgangspunkt har vi valgt at lave
kvalitative observationer, hvilket vil sige at vi under selve observationerne har valgt at være
4
Løkken, Gunvar. Observationer og interview i børnehaven. s. 112-113
8
passive, da vi mener at en aktiv deltagelse for vores side, ville gå ind og påvirke de situationer vi
gerne vil observere på og at vi derved ikke vil få mulighed for at få et reelt billede af de relationer
der er mellem pædagogerne og beboerne. Vi er dog opmærksomme på at vores tilstedeværelse
vakte interesse fra beboernes side, og derfor i sig selv har været med til at påvirke situationerne i
større eller mindre grad.
Al empiri vi har brugt igennem vores opgave er anonymiseret og vi har lavet fiktive navne til de
beboere der indgår i observationerne. Optræder det samme navn i flere observationer eller
interviews er det ensbetydende med at det er den samme person.
Metodekritik
Som nævnt tidligere har vi i forbindelse med udarbejdelsen af dette bachelorprojekt været tilknyttet
et bosted. De observationer og interviews vi har foretaget er derfor også med udgangspunkt i dette
sted og vi er bevidste om at billedet kan være anderledes på andre institutioner med lignende
beboere.
I forhold til vores observationer har vi som sagt prøvet at være så passive som muligt. Vores blotte
tilstedeværelse har dog i en eller anden grad ændret situationerne, og i visse tilfælde har både
beboerne og de ansatte også henvendt sig til os. I hvor høj grad dette har haft indflydelse på
beboernes og de ansattes ageren i vores observationer er selvfølgelig umuligt at svare på, men vi er
dog bevidste om at virkelighedsbilledet kan være en smule anderledes i forhold til hvad vi har set.
Under beboermødet, som er beskrevet i vores analyse, var det dog svært at være helt passive i og
med at vi alle sad i en af beboernes lejlighed og vi blev inddraget i hvad mødet gik ud på. Vi
forsøgte dog så vidt muligt, kun at blande os, når der var direkte henvendelse, for at påvirke
situationen mindst muligt. Generelt har vi prøvet at observere nogle situationer, der skulle givet et
varieret syn på voksne udviklingshæmmedes selvog medbestemmelse på et bosted. Disse
observationer er dog et udsnit af et samlet virkelighedsbillede og derfor vil vores projekt bære præg
heraf.
Vi lavede vores interview med en ansat den første gang vi var på bostedet for at observere. Vi har
dog sidenhen igennem processen observeret og reflekteret over mange ting som gav anledning til
nye spørgsmål som kunne have været spændende at have spurgt om. Derfor kunne det have været
relevant at have gennemført interviewet senere i forløbet.
9
I forhold til det interview vi lavede med de to beboere kan deres svar blandt andet bære præg af en
usikkerhed i forhold til forståelse af spørgsmålene. Derudover er vi også blevet gjort
opmærksomme på at nogle af beboerne vil tro at det handler om, at svare rigtigt på spørgsmålene,
og at svarene derfor vil kunne bære præg deraf. Vores indtryk var ligeledes, at der blandt nogle
beboere er høj status i at blive interviewet. På grund af disse ting er det også vigtigt, at være klar
over hvordan følelser og motivation kan spille ind på lysten til at deltage i et interview.
Som udgangspunkt var planen at lave et spørgeskema til de ansatte på stedet. Spørgeskemaet ville
vi lave ud fra tanken om at kunne spørge om nogle lidt mere ”sensitive” emner, på grund af
spørgeskemaets anonymiserede form. Da vi besøgte bostedet første gang og mødte vores
kontaktperson, var hun dog utrolig åben og udtrykte samtidig en faglig stolthed både på vegne af
hende selv og resten af institutionen. Hun gjorde det hurtigt klart, at vi havde frie tøjler med hensyn
til indsamling af empiri, så længe det blev gjort etisk forsvarligt. Vi besluttede os derfor at fravælge
spørgeskemaet, både fordi vi fik indtryk af at de ansatte kunne stå ved alt hvad de laver, men også
fordi svarmulighederne i et spørgeskema ikke altid er fyldestgørende, og det i kraft af anonymiteten
ikke er muligt at spørge nærmere ind til svarene.
Ud fra bostedets projektbeskrivelse blev der nævnt normalitet som et punkt under selvog
medbestemmelse. Vi fravalgte denne teori tidligt i processen da vi ud fra lovgivningen fandt det
mere relevant at bruge livskvalitet. Hen mod slutningen af vores opgave erfarede vi dog, at
normalitet har en tydelig sammenhæng med graden af selvog medbestemmelse, og som teori, ville
have givet god mening at inddrage i forhold til det vores opgave omhandler.
Undervejs i skriveprocessen valgte vi desuden at inddrage Parsons, da vi ud fra de andre
magtteorier vi har valgt mener vi kom til, at give et meget ensidigt billede af magt som værende
noget negativt. Parsons magtsyn kan derimod være med til at give et mere nuanceret billede på med
hvilke intentioner pædagogerne bruger magt.
Udviklingshæmmede
I det følgende vil vi kort give et historisk oprids af, hvordan udviklingen har været gennem tiden for
udviklingshæmmede, samt hvad det vil sige at være udviklingshæmmet.
Udviklingshæmmede har på lige fod med alle andre mennesker ret til at bestemme over deres eget
liv, men sådan har det ikke altid været. Helt frem til 1960érne så og behandlede man
10
udviklingshæmmede som klienter. De levede på store centralinstitutioner, med meget lidt kontakt til
omverdenen og samfundet. Fra 1970érne og 80érne blev fokus ændret til at normalisere de
udviklingshæmmede igennem socialpolitik og pædagogik. Man havde nu fokus på at integrere dem
i samfundet. Dog havde de professionelle stadig ret og pligt til at træffe beslutninger på deres
vegne. I 1995 kom pensionsreformen, som gjorde at voksne udviklingshæmmede, på blandt andet
bosteder, fik førtidspension og dermed sikrede man dem samme økonomiske vilkår som alle andre
der ikke længere er en del af arbejdsmarkedet. Nogle af formålene med dette var at fremme
integrationen og skabe ligestilling, samt give de udviklingshæmmede ret til at leve et liv med
medbestemmelse, selvstændighed og mulighed for at træffe individuelle valg. Med serviceloven i
1998 kom der et markant skift i handicappolitikken. Et af formålene med loven, var at gøre
mennesker med udviklingshæmning til beboere i eget hjem og hermed prøve at opløse
institutionsbegrebet. Man havde nu som udviklingshæmmet langt højere grad indflydelse på sit eget
liv. Serviceloven var med til at give de udviklingshæmmede medborgerskab og herunder mulighed
for brugerinddragelse, altså overordnet samme rettigheder som alle andre - retten til selv at
bestemme. I 2009 ratificerede Danmark FN´s handicapkonvention og formålet med denne
konvention var at: fremme, beskytte og sikre mulighed for at personer med handicap kunne nyde
alle menneskerettigheder og frihedsrettigheder på lige fod med alle andre5.
Mennesker med udviklingshæmning er alle forskellige. At være udviklingshæmmet betyder, at ens
udvikling går langsommere, og man har forsinket eller mangelfuld udvikling af kognitive evner. I
næsten alle tilfælde betyder det altså, at man ikke når så langt i sin udvikling, som andre. Det kan
ses allerede i barndommen, hvor der kan være kognitive, sproglige, motoriske og sociale evner og
færdigheder som ikke følger den normale udvikling. Der findes selvfølgelig mange grader af dette,
og derfor er der forskellige behov i forhold til hvilken hjælp og støtte man skal have som
udviklingshæmmet. Mennesker med svær grad af udviklingshæmning kan have brug for hjælp til
basale behov, så som pleje, omsorg osv. Hvor mennesker med mild grad af udviklingshæmning har
mindre behov for hjælp, i form af støtte og vejledning6.
Vores opgave tager udgangspunkt i et bosted der ligger i Københavnsområdet. I de følgende afsnit
vil vi komme med en nærmere beskrivelse af stedet og beboerne.
5
6
http://www.socialstyrelsen.dk/handicap/udviklingshaemning/om-udviklingshaemning/et-historisk-blik
http://www.socialstyrelsen.dk/handicap/udviklingshaemning/om-udviklingshaemning
11
Institutionsbeskrivelse/målgruppe
Bostedet er for mennesker med fysiske og psykiske funktionsnedsættelser. Her bor 40 mennesker i
alderen 20 til 70 år. Bostedet er delt op i flere afdelinger og i forbindelse med udarbejdelsen af
vores opgave fik muligheden for at se nærmere på og samarbejde med afdeling D og E, som er de
nyeste afdelinger. Det der er særligt ved afdeling D og E, i forhold til institutionens andre
afdelinger, er at de er slået sammen og ligger i forlængelse af hinanden. Afdelingerne har hver deres
pædagoger tilknyttet, men deler fællesarealer. Der er 10 pædagoger tilknyttet hver afdeling, som
alle har kendskab til hvert enkelt beboers behov. Afdelingerne blev bygget, for at skabe flere
pladser til nye beboere. Alle beboerne og personalet, fik ved denne lejlighed mulighed for at flytte
over i de nye afdelinger samtidig med at der kom nye beboere til.
På afdeling D og E bor der 16 vidt forskellige udviklingshæmmede. Nogle er kørestolsbrugere,
andre har intet verbalt sprog, der er beboere som kan klare stort set alt selv og en er
multihandicappet og har derfor brug for hjælp til alting. Fælles for alle disse beboere er, at de
kognitivt ikke er på samme stadie, som ”normale” mennesker på deres alder.
Når man begiver sig hen mod afdeling D og E, skal man først ind af hovedindgangen til bostedet og
så igennem bostedets It-cafe. Man kommer her ind i et stort fællesrum, som virker som et
samlingspunkt for hele afdelingen. Her kan man både spise, se tv, spille spil eller bare slappe af.
Fællesrummet giver adgang til et stort køkken hvor beboerne og personalet laver mad fire gange om
ugen ellers får de færdiglavet mad fra et andet køkken på bostedet. Fra fællesrummet af, er der
ligeledes indgang til et sanserum, som er tilgængeligt for alle beboere på stedet.
De 16 beboere er fordelt på to gange, der begge støder op til fællesarealet fra hver sin side. Deres
lejligheder er ca. 20 kvm. og består af en stue/soveværelse, et lille køkken, et badeværelse og hver
har de en lille terrasse.
Bostedet skriver på deres hjemmeside, at de anser alle mennesker som værdifulde og de har krav på
at blive mødt og forstået. Her kan man også læse at beboerne tilbydes personlig hjælp, omsorg,
pleje, vejledning og støtte. Derudover er der fokus på kommunikation, relationer, aktiviteter, det at
bo i egen bolig og selvog medbestemmelse. Flere af disse fokusområder har relevans for vores
opgave og de ville blive uddybet nærmere i de kommende afsnit.
12
Teori
I første del af vores teoriafsnit vil vi komme ind på hvilke udfordringer der kan være i forhold til
selvog medbestemmelse og hvad det kan medføre i forhold til voksne udviklingshæmmedes ret til
dette ud fra rapporten “veje til reelt medborgerskab”
Selvbestemmelse
“Selvbestemmelse, det vil sige retten til at bestemme over sig selv og sit eget liv”7.
Når det kommer til den enkelte udviklingshæmmedes borgers mulighed for at udøve
selvbestemmelse, er der mange faktorer som spiller ind. Selvom selvbestemmelse er deres ret, kan
et af problemerne dog være at mange voksne udviklingshæmmede ikke er bevidste herom.
Der stor forskel på hvordan man forstår og arbejder med begrebet selvbestemmelse på bosteder. Ud
fra rapporten “Veje til reelt medborgerskab” beskrives det, at der oftest kan være fokus på de nære
ting i hverdagslivet som f.eks. mad, drikke, tøj, hygiejne, aktiviteter og lommepenge.
Ressourcer eller mangel på samme, især i form af personalenormering er samtidigt en vigtig faktor.
Hvis der ikke er nok personale resulterer det ofte i at ting bliver ordnet på en sådan måde, at det er
mere praktisk. Det kan f.eks. være at alle beboere spiser på et fast tidspunkt for at lette
arbejdsbyrden for de ansatte, der er på arbejde. Konsekvensen at dette kan være at den enkelte
beboer mister retten til selv at bestemme, hvornår han/hun vil spise, komme i bad eller have tøj på. I
forlængelse heraf kan planlægning fra personalets side også bevirke at ting skal gøres på bestemte
tidspunkter, således at det tilgodeser personalets planlægning frem for den enkelte beboers ret til at
gøre forskellige ting når han/hun har lyst. Fortolkningen af selvbestemmelse vil herved oftest være
begrænset eller rammesat ud fra hvilke ressourcer og muligheder der er på bostedet.
At den enkelte borgers bolig, i og med den ligger i et bofællesskab, er en del af en institution kan
også have negativ effekt på retten til selvbestemmelse. Ofte sker der det at borgeren tilpasser sig
institutionen frem for at institutionen tilpasser sig borgeren. Dette kan virke paradoksalt da det
netop hedder borger i egen bolig. I stedet for at bestemme selv følger borgeren de normer og regler,
der knytter sig til institutionen og herved mistes autonomi. 8
7
8
http://www.ft.dk/samling/20072/almdel/sou/bilag/33/411088.pdf s. 8
http://www.ft.dk/samling/20072/almdel/sou/bilag/33/411088.pdf s. 28-33
13
Medbestemmelse
“Medbestemmelse, det vil sige retten til at bestemme sammen med andre”9
Man kan snakke om direkte og indirekte medbestemmelse. Direkte medbestemmelse kan være
personlig deltagelse i form af beboermøder, brugerråd osv. Indirekte medbestemmelse er
eksempelvis hvis man skal give sin stemme til et valg.
Set ud fra udviklingshæmmede der bor på bosteder, er det inde for fælles-sfæren at man blandt
andet arbejder med direkte medbestemmelse. Her kan beboerne være med til at bestemme og
forhandle sig frem til f.eks. hvilke husregler der skal være, hvordan indretningen skal være, brugen
af fællesrummet, madplaner osv. Man tilkendegiver sin mening og tager altså beslutninger i
fællesskab med andre. Der kan være en problemstilling i at være med til at bestemme, hvis f.eks. en
beboer har kognitive vanskeligheder og derfor ikke husker alt for godt. Der kan måske være en vis
frustration, hvis man skal være med til at bestemme noget der først skal effektueres måneder efter
og herefter glemmer det. Det kan have den virkning at beboerne får opfattelsen af, at andre har taget
beslutningen for dem. En anden ting der er hver at tage fat i, når man taler om medbestemmelse, er
hvis en beboer ikke har noget verbalt sprog. Her kan brugen af alternative kommunikationsformer
være en stor hjælp og have en positiv effekt på medbestemmelse. Medbestemmelse har stor
betydning for de udviklingshæmmede på bosteder, da de, hvis de har lyst, har mulighed for at være
med til at få indflydelse på deres dagligdag og de ting der skal ske. 10
Vi har nu beskrevet begreberne selvog medbestemmelse og, hvilke udfordringer der kan være forbundet
med dette. I det følgende afsnit vil komme ind på, hvordan magten kan spille ind i det pædagogiske arbejde.
Magt
Næsten alle kendte sociologer har beskæftiget sig og diskuteret begrebet magt. Der findes dog ingen
klar og fast definition på hvad begrebet magt er. Magt som begreb kendetegnes ved at det kan
tillægges mange betydninger. 11
Man kan ud fra den måde vi opfatter magt på, umiddelbart tale om at der i den pædagogiske
hverdag udspiller sig to former for magtanvendelse: tvang og manipulation. Tvang kan f. eks.
9
http://www.ft.dk/samling/20072/almdel/sou/bilag/33/411088.pdf s. 8
http://www.ft.dk/samling/20072/almdel/sou/bilag/33/411088.pdf s. 34-35
11
Schou, Carsten & Carsten Pedersen. ”Samfund i pædagogisk arbejde” s. 249
10
14
forekomme, når en beboer rent fysisk fastholdes eller flyttes for ikke at forvolde skade på sig selv
eller andre. Manipulation er, når man vælger at holde noget skjult for den eller de involverede
parter, og forsøger at opnå bestemte mål. Det kan f.eks. ske når pædagogen vælger kun at opstille
specifikke valgmuligheder og ikke tilbyder de muligheder der kan være upraktiske og besværlige
for pædagogen selv.
Når der udspiller sig magt i den pædagogiske hverdag skyldes det, at der ofte opstår episoder, hvor
magten kan være berettiget eller hvor det ikke er muligt at løse det på andre måder. Det vil sige at
pædagogen dermed fagligt kan begrunde sin magtanvendelse og derved gøres magten legitim. Med
legitim magt forstås der den måde hvorpå magten opfattes. Hvis både pædagogen og beboeren
opfatter magtanvendelsen som værende retfærdig, anses magtanvendelsen som legitim. Det vil sige
at relationen mellem pædagog og beboer i denne magtopfattelse er helt central, og bliver dermed
kun et problem, hvis den føles uretfærdig af de involverede parter.
Samtidigt har samfundet i dag givet pædagogerne en legitim ret til at bruge magt i deres arbejde.
Pædagoger har i kraft af deres uddannelse og større viden, fået en autoritet og en magtposition, der
giver dem en ret til at overvåge og lave indgreb i beboerens liv, ud fra hvad der menes, er bedst for
den enkelte. Max Weber giver i sin magtteori et billede af, hvordan der i den pædagogiske
dagligdag er tre former for magt der betragtes som legitime som vi i det følgende vil komme ind
på12.
Max Weber
Den tyske økonom og sociolog Max Weber har i sin teori fokus på relationen mellem mennesker.
Han ser magt som værende negativt, da den grundlæggende bygger på et ulighedsforhold mellem
mennesker og magt altid vil være magt over nogen. 13 Ifølge Webers magtteori kan der i
dagligdagen i den pædagogiske praksis udspille sig tre former for magtudøvelser, som anerkendes
og anses for at være legale eller legitime. Weber opstiller de tre former som værende:
1. Legal/bureaukratiske legitimitet (autoritet i kraft af legitimitet)
2. Karismatisk legitimitet (den ualmindelige personligheds autoritet)
3. Legitimitet gennem tradition (den evige fortids autoritet) 14
12
Andersen, Peter Ø. – Tomas Ellegaard & Lars Jakob Muschinsky. ”Klassisk og moderne pædagogisk teori” s. 472474
13
Schou, Carsten & Carsten Pedersen. ”Samfund i pædagogisk arbejde” s. 249
14
Andersen, Peter Ø – Tomas Ellegaard & Lars Jakob Muschinsky. ”Klassisk og moderne pædagogisk teori” s. 477
15
Den legale/bureaukratiske legitimitet kommer til udtryk, når pædagogen med afsæt og begrundelse i
f.eks. lovgivningen benytter sig af magt for at få sin vilje igennem. Det vil sige at det i denne
magtform ikke er pædagogen, men den institution og det samfund han repræsenterer, der
legitimerer hans magtudøvelse. Ved den karismatiske legitimitet forstås den magt som pædagogen
opnår ved hjælp af sin personlighed og udstråling. Den karismatiske magt bygger i høj grad på
beboerens syn på pædagogen. Det vil sige at denne magtform har en mere manipulerende
indvirkning på borgerens liv, da pædagogen med sin indlevelse og medlevenhed kan opnå
borgerens tryghed og tillid og derved være årsag til at påvirke borgerens beslutninger i retninger,
som kan være mere hensigtsmæssige for institutionen. Ved legitimitet gennem traditioner vil det
sige at pædagogen forholder sig til og argumenterer ud fra normer og værdier, der igennem tiden er
blevet opbygget på institutionen og blevet til regler som man i høj grad følger uden at forholde sig
kritisk til dem. 15
Jürgen Habermas
Den tyske filosof og sociolog Jürgen Habermas mener netop at mennesket i dag er blevet tilbøjeligt
til ikke, at stille sig kritisk, både overfor autoriteter, og overfor den generelle udvikling der finder
sted i samfundet. Habermas mener at den teknologisering, der har fundet sted i samfundet, har ført
til at den sociale verden er blevet mere rationel og praktisk. Samtidigt er der i den forbindelse
ligeledes kommet et øget fokus på effektiviseringen indenfor den sociale verden.
Jan T. Frederiksen skriver ”Lovgivning, administrativ praksis og menneskelige relationer bliver
stadig mere strategiske og instrumentale” 16. Det vil sige, at arbejdet og relationen mellem
mennesker er blevet mere fokuseret på, at være målbare og beregnet til at opnå bestemte mål.
Handler vi strategisk er det netop at vi begynder at forholde os ukritisk til, hvordan vi udfører vores
arbejde. Når vi handler strategisk og efter mål er vi ligeledes tilbøjelige til at benytte os at
magtformer som autoritet, tvang og manipulation.
Ifølge Habermas, gør brugen af disse magtformer for det første, at vi ikke får reflekteret over vores
handlinger, men samtidigt medfører disse stadigt mere strategiske og instrumentale arbejdsgange
også, at vi begynder at forholde os til mennesker som objekter og dermed ikke som ligeværdige. I
stedet for at benytte os af tvang og manipulation, skal vi i højere grad have fokus på dialogen og
kommunikationen og forsøge at overtale. Når vi er i dialog, handler vi ikke ud fra egne mål og
15
Andersen, Peter Ø – Tomas Ellegaard & Lars Jakob Muschinsky. ”Klassisk og moderne pædagogisk teori” s. 477478.
16
16
succesberegninger, men ud fra et ønske om at blive forstået. For at man kan tale om overtalelse er
der nogle gyldighedskrav der skal være overholdt: ”man skal kunne forstå hinanden, man skal være
oprigtig, påstande skal være korrekte og påbud være berettiget” 17. Bliver disse gyldighedskrav
ikke overholdt, vil der stadig være tale om magt og manipulation. Det vil sige at argumenter og krav
skal accepteres på baggrund af deres gyldighed og oprigtighed, og ikke på baggrund af autoritet
eller fordi man holder noget skjult. Handler man strategisk og med skjult mål for øje, handler man
med det Habermas kalder herredømmeintensioner. Har man i stedet fokus på kommunikationen og
forsøger at handle ud fra gyldighedskravene kan man opnå det han kalder den herredømmefri
samtale.
Habermas agiterer for, at den herredømmefri samtale er mulig for alle mennesker og bør derfor også
være en mulighed i det moderne samfund. Den herredømmefri samtale er dog nemmere at opsætte
end den er at efterleve, da den sætter store krav til pædagogen, og til de personlige egenskaber som
denne besidder, i kommunikationen med borgeren. Samtidigt er lovgivning og de strukturer som
hverdagen er bygget op omkring med til, at opbygge den legitime autoritet som pædagogen har
overfor borgeren. Spørgsmålet er om pædagogen overhovedet er i stand til at se bort fra denne magt
i mødet med borgeren. Derfor opstiller Habermas også sin herredømmefri samtale som en
idealiseret forestilling om en situation uden magt og handlingstvang. 18
Michael Foucault
Sociologen Michael Foucault mener at der altid vil være magtforhold mellem mennesker. Han
forbinder magt med viden. Den, der besidder størst viden har magten. Ser vi på den pædagogiske
praksis, vil pædagogen altså besidde en større viden end brugeren. Magten kan bruges på flere
forskellige måder og er hele tiden i bevægelse mellem de involverede parter. Det er en proces som
er dynamisk, hvor man som pædagog kan vælge at tage og afgive magt. Hvis pædagogen f.eks.
spørger brugeren: hvad kunne du tænke dig at lave? I det øjeblik pædagogen spørger på denne måde
ligger han beslutningen i brugerens hænder og afgiver derved en del af sin magt. 19
Ifølge Foucault fremtræder magt på to forskellige niveauer: Den synlige magt og den skjulte magt.
Den synlige magt: Når der er tale om pædagogisk arbejde forstås den synlige magt som
indskrænkende over for brugeren, og kommer f.eks. til udtryk gennem direkte påbud.
17
19
Andersen, Peter Ø – Tomas Ellegaard & Lars Jakob Muschinsky. ”Klassisk og moderne pædagogisk teori” s. 793
18
17
Den skjulte magt: Den skjulte magtform er mindre synlig. Dvs. at magten bliver brugt ”bag om
ryggen” på dem, som magten er henvendt til. Denne magt virker mere manipulerende og
intervenerende overfor brugeren, i forhold til den synlige magt. Det kan være problematisk når den
skjulte magt er til stede, hvis den der besidder den, ikke selv er bevidst om det.
Som nævnt tidligere mener Foucault at viden er magt. Som professionel pædagog mener han at man
skal besidde mere videns magt end den uprofessionelle, f.eks. den udviklingshæmmede. Foucault
mener at magt er blevet en udviklingsfaktor og kan derved også anvendes til at hjælpe. 20 Dette
synspunkt deler han med Talcott Parsons, hvis syn på magt er overvejende positivt.
Talcott Parsons
Ifølge Talcott Parsons betyder det at være i en overmægtig position, at man er i stand til at hjælpe
andre og således besidder man en kapacitet. Set ud fra et samfundsmæssigt perspektiv vil det sige at
samfundet via sin magt er i stand til at hjælpe mennesker, der ikke kan tage vare på dem selv. Her
kan der blandt andet være tale om, arbejdsløse der får hjælp i form af økonomisk bistand eller andre
mennesker, der af den ene eller anden grund ikke kan administrere deres tilværelse. På et
institutionsniveau er pædagogen ud fra Parsons magtperspektiv en person, der via sin magt besidder
en kapacitet hvor de kan hjælpe brugerne som er i en afmægtig position.21
Definitionsmagt
Hvis vi skal prøve at kigge lidt nærmere på, hvordan den skjulte magt, som er beskrevet tidligere
under Foucault, kan komme til udtryk, mener vi at Berit Bae i sin artikel om definitionsmagt giver
en god beskrivelse af dette samt, hvordan den kan have indflydelse på beboeren.
Artiklen “voksnes definitionsmagt og børns selvoplevelse” er skrevet med udgangspunkt i børn,
men vi har valgt at tage den med, da vi mener at dette magtforhold i høj grad også gør sig gældende
i arbejdet med voksne udviklingshæmmede.
Berit Bae skriver i sin artikel, at vi som ”voksne er i en overmægtig position, i forhold til barnet,
når det gælder dets oplevelse af sig selv”. 22 Med det mener hun at vi som pædagoger har en stor
betydning for barnets eller i dette tilfælde den udviklingshæmmedes bestræbelser på at opbygge et
billede af sig selv og sin egen person. Denne magt udspiller sig ofte i vores verbale og nonverbale
20
Schou, Carsten & Carsten Pedersen. ”Samfund i pædagogisk arbejde” s. 250.
Schou, Carsten & Carsten Pedersen. ”Samfund i pædagogisk arbejde” s. 251.
22
Bae, Berit ”Voksnes definitionsmagt og børns selvoplevelse”. Social kritik nr. 47. 1996. s 104
21
18
kommunikation, men kan i lige så høj grad komme til udtryk gennem den måde, hvor på vi reagere
eller ikke vælger at reagere på beboerens handlinger.
Bruges denne definitionsmagt på en positiv måde, kan den være med til at fremme og udvikle
beboerens uafhængighed, selvtillid og respekt for både sig selv, men også for andre. Bruges den
derimod negativt kan vi samtidigt være med til at nedbryde eller underminere denne udvikling.
Derfor mener Berit Bae også at vi bør være opmærksomme på at forsøge at indgå i denne
anerkendende relation, da det er den der danner udgangspunktet for en respektfuld og ligeværdig
kommunikation med den enkelte. 23
Etik
Når man arbejder indenfor et område, hvor det ikke kan undgås at der kommer situationer, hvor du
bruger tvang eller manipulation, er det vigtigt at man er i stand til at reflektere over og forholde sig
kritisk til de etiske dilemmaer der undervejs uundgåeligt vil opstå. I det følgende afsnit vil vi
beskrive pligtetik, diskursetik og nytteetik.
Pligtetik
Den tyske filosof Emmanuel Kant har været med til at danne det syn vi har på pligtetikken og han
er således stadig den største inspirationskilde for moderne pligtetik. Pligtetikken beskæftiger sig
med menneskers handlinger og baggrunden for disse. Kants holdning er, at når man skal afgøre om
noget kan forsvares etisk er man nødt til at stille sig selv spørgsmålet ”Ønsker jeg at alle skal
handle ud fra de samme principper eller regler jeg nu gør?” 24. Ved hjælp af dette spørgsmål
henvender man sig til det fornuftige i mennesket, og hvad der er ens pligt at gøre i en situation.
Selve pligten er en handling, der er moralsk forsvarlig, ”den fortæller os noget om hvad vi skal
gøre, og repræsenterer en norm som vi ikke kan unddrage os uden at det fører til en moralsk
angribelig situation” 25. Samtidig med at handlinger skal være moralsk forsvarelige skal de også
kunne gøres til almengyldig lov. Det vil sige at du ikke kan se på situationer isoleret. F.eks. kan det
i visse tilfælde give mening, at lyve over for en voksen udviklingshæmmet, hvis det kan gøre
dagligdagen lettere for den udviklingshæmmede. Pligtetikeren vil dog hævde at det ikke er
tilladeligt, for hvis det var tilfældet ville alle mennesker kunne retfærdiggøre at lyve i ”helt særlige”
situationer, men eftersom løgn ikke er moralsk forsvarligt kan det ikke gøres til almengyldig lov.
Derfor bør løgn helt undlades. Hvis alle individer handler ud fra princippet om at handlinger skal
23
Bae, Berit ”Voksnes definitionsmagt og børns selvoplevelse”. Social kritik nr. 47. 1996. s 104-105
Henriksen, Jan-Olav og Arne Johan Vetlesen ”omsorgens etik” s. 179
25
24
19
være almengyldige, må handlinger nødvendigvis også være offentlige. Alle almengyldige
handlinger er moralske, og derfor har man intet at skjule. Om en pligt kan anses for at være
acceptabel kan testes ved hjælp af det ”kategoriske imperativ”, der lyder således: ”Handl kun ifølge
den maksime (handlingsregel) ved hvilken du samtidig kan ville, at den bliver en almengyldig lov”
26
. Her er et at de mest oplagte eksempler at man ikke må slå ihjel. Modsvaret til dette kan dog være,
at hvis nogen prøver at slå dig ihjel kan det være en nødvendighed at slå ihjel, i selvforsvar. Kant vil
dog mene at det kategoriske imperativ ikke er blevet fulgt, for hvis det var tilfældet ville det ikke
være en mulighed at nogen ville slå ihjel. I bund og grund mener Kant at hvis alle mennesker
udfører deres pligt bliver verden god. 27
Diskursetik
Diskursetikken kan ses som en videreudvikling af pligtetikken. Den tyske filosof Jürgen Habermas
af en af de største tænkere inden for denne etiske retning. Han ligger i diskursetikken stor vægt på
relationen mellem mennesker. Habermas mener at vi sammen kan tænke os frem til det rigtige
(moralske), ved blot at følge de rette procedurer. Sproget og samtalen skal sættes i centrum, da det
er her moralen ligger gemt. Det er igennem vores kommunikation at moralen viser sig, da vi her får
mulighed for at give vores holdninger og begrundelse til kende. Herved tager diskursetikken i
modsætning til pligtetikken også hensyn til, at der er flere involverede parter i en moralsk situation.
I diskursetikken foregår der ligeledes en dannelsesproces, da identitetsdannelsen for både individ og
gruppe sker i samspillet med andre. Samtidigt ses diskursetikken som et princip om ligeværd og
hermed også retten til at blive hørt og set, i sager der vedrører dem. Kigger vi på princippet ud fra
selvbestemmelse, kan vi samtidigt kun være ligeværdige, når vi har retten til at bestemme selv og
træffe egne valg. Det er vigtigt at påpege at man igennem kommunikationen skal komme frem til
valg, som alle kan acceptere. I princippet er der derfor ikke nogen, der har magt over andre, da
præmissen er at man i diskursen finder frem til noget som alle kan acceptere som retfærdigt. ”Der
bør ikke findes andre magtfaktorer i diskursen end det bedste arguments vægt” 28. Det handler dog
som sagt om, at blive hørt og dermed også at høre andre. Derfor er det vigtigt at man er villig til, at
diskutere om man har ret og ikke diskutere for at få ret. 29
26
Henriksen, Jan-Olav og Arne Johan Vetlesen ”omsorgens etik” s. 176-194
28
29
27
20
Nytteetik
I nytteetikken kan man i modsætningen til pligt og diskursetikken godt se isoleret på handlinger og
hvilke konsekvenser de har i en given situation. Før en nytteetiker handler vil der i forhold til
hvilket valg der bliver truffet, være foretaget en vurdering i forhold til nyttevirkningen af den
pågældende handling i situationen. ”Den bedste handling er identisk med den mest nyttige
handling” 30. Hvordan man så vurderer hvad der er den mest nyttige handling kan selvfølgelig
betragtes som noget subjektivt, heri ligger problemet ved nytteetikken.
Derfor har den engelske filosof John Stuart Mills formuleret det på følgende måde, når det handler
om at tilskynde mest nytte og lykke ”til alle involverede parter når alle konsekvenser er taget i
betragtning” 31. Således bliver denne etiske teori, ved hjælp af John Stuart Mills formulering, mulig
at anvende på større grupper af gangen. Her kan lovgivning nævnes som et af de mest oplagte
eksempler, der vil stort set altid være nogle enkelte individer, hvor mod lovgivningen rammer
skævt, men i det store hele er den lavet for at give mest mulig lykke og skabe mest mulig nytte.
Hvis vi ser på hvordan Kant bruger et spørgsmål til at forklare pligtetikken, kan nytteetikeren på
samme måde, forsvare sin etik ved at spørge sig selv ”Hvilken handling, vil være mest nyttig lige
nu?” 32. Kigger vi igen på eksemplet om at lyve fra vores afsnit om pligtetik vil nytteetikeren ud fra
ovenstående sætning kunne forsvare at lyve, da løgnen kan være med til at lette beboerens dag og
dermed skabe nytte og lykke. 33
Kommunikation
Habermas ser den herredømmefri samtale som idealet for god kommunikation. Kommunikationen
med en udviklingshæmmet kan til tider være problematisk, men hvis man skal stræbe efter den
herredømmefri samtale, mener vi at Per Lorentzens tre punkter for god kommunikation kan bringe
os tæt på. Dem vil vi beskrive nærmere i det efterfølgende afsnit.
Ifølge Per Lorentzen kan det være svært kort og konkret at definere hvad kommunikation egentligt
er, det dækker nemlig over rigtig mange ting. I sin bog ”Dialog med det usædvanlige barn”
inddrager han et citat fra den amerikanske forfatter Stephen Pinker for at give et mere præcist
billede af, hvordan han ser kommunikation: ”Menneskers kommunikation er ikke bare en overførsel
af information mellem to forbundne telefaxmaskiner; den er en serie skiftende adfærdsudtryk hos
30
32
33
31
21
følsomme, planlæggende sociale individer” 34. Med dette ligger der i kommunikationen en
forventning om en respons, altså at man ikke bare udtrykker sin personlig opfattelse til andre men at
man også får modpartens aktive svar på det der bliver kommunikeret om.
Ser vi på menneskers, i vores tilfælde voksne udviklingshæmmedes, kommunikation og sprog, er
det gennem dette at man eksempelvis udtrykker følelser, livserfaring og ud fra den sociale
virkelighed, danner sig forståelser og oplevelser. Kommunikation kan være et samspil, som giver
den primære forudsætning for psykologisk og personlig udvikling. Det er herigennem man får
muligheden for at udtrykke sig, men i ligeså høj grad for at få svar og ytringer fra andre, som også
er med til at skabe ens oplevelse og forståelse af den verden man lever i.
I kommunikation gøres en forskel når man blandt andet arbejder med voksne udviklingshæmmede.
Deres virkelighed er ofte markant anderledes end ”normale” menneskers. De har oftest sværere ved
at forstå sig selv, andre og verdenen omkring dem pga. deres kognitive vanskeligheder. Dette bør
dog ikke medføre at de ekskluderes fra de almindelige pædagogiske tiltag der kan være på
eksempelvis et bosted, men at der i højere grad stilles krav til at kommunikationen i disse tiltag
bliver mere velovervejet og fagligt begrundede35.
For at skabe en meningsfuld kommunikation, mener Per Lorentzen at man nød til at ind tænke
følgende tre elementer.
Intention: Alle mennesker har, når de kommunikerer, en intention og et budskab som de forsøger
at udtrykke. For at gøre dette må man blive set, hørt og forsøge at skabe en gensidig forståelse, som
kan fremme den fælles kommunikation. Det vil sige at pædagogen, overfor den
udviklingshæmmede, er nødt til at forsøge at udtrykke sig på en måde, så budskabet fremstår så
tydeligt som muligt. Det kan eksempelvis ske igennem: verbalt sprog, tegn til tale, billeder, mimik
og kropssprog.
Fællesskab: Når vi kommunikerer handler det om at skabe en dialog og et samspil hvor mennesker
er involveret om en fælles aktivitet. Det er igennem det fællesskab, der opstår i kommunikationen,
at vi får mulighed for en god og meningsfuld dialog. Den giver mulighed for at skabe en ligeværdig
kommunikation mellem hinanden, hvor man får plads til at komme med sine ytringer, se og høre
34
35
Lorentzen, Per ”Dialog med usædvanlige børn” s. 49
Lorentzen, Per ”Dialog med usædvanlige børn” s. 27-28
22
andres holdninger og behov, samt dele oplevelser og erfaringer. Disse fællesskaber giver os
ligeledes en fælles forståelse der gør, at vi kan tage nogle ting for givet i kommunikationen.
Lytting:36 Er når eksempelvis pædagogen lytter aktivt med alle sine sanser og dermed anerkender
den udviklingshæmmede. Her kan man rette sit fokus mod det der har betydning. Det vil sige, at
man forsøger at se ind bag den synlige kommunikation, og skabe sig en forståelse af hvilke følelser
og behov der ligger til grund for den udviklingshæmmedes reaktioner37.
Livskvalitet
Som tidligere nævnt er et af omdrejningspunkterne inden for det pædagogiske fag arbejdet med, at
øge den enkelte brugers livskvalitet. Især i arbejdet med voksne udviklingshæmmede er dette et
tema, fordi mange inden for denne målgruppe ikke har de samme muligheder som ”almindelige”
mennesker, for selv aktivt at forbedre deres livskvalitet. Under beskrivelsen af servicelovens formål
står der blandt andet i § 1stk. 2: ”Formålet med hjælpen efter denne lov er at fremme den enkeltes
mulighed for at klare sig selv eller at lette den daglige tilværelse og forbedre livskvaliteten”. 38
I interviewet med pædagogen svarede han til spørgsmålet om hvad han anser som livskvalitet for
beboerne: ”Ja, det er at komme ud, og få luft. Det er at komme på dagtilbud. Det er at få aktiviteter
ind i hverdagen at man måske engang i mellem tager i svømmehallen. Man kan tage til ridning,
man gør nogle ting og det er en form for livskvalitet. Det er måske også en form for livskvalitet at
forspise sig, men livskvalitet kan være mange ting,
og det kommer an på for hvem, og med hvis
øjne”39. Som pædagogen rigtigt nok siger, kan
livskvalitet være mange ting og hvad der er
livskvalitet variere meget fra person til person.
Peter Larsen beskriver livskvalitet som værende
”En dynamisk interaktion mellem brugernes
sociale netværk, brugerens selvopfattelse og
Figur 1
brugerens mestringsevne, der giver mulighed for at fremme brugerens positive udvikling”40. Det
betyder at livskvalitet er samspillet mellem de tre elementer som vist i figur 1, nemlig: Sociale
netværk, selvopfattelse og mestringsevne.
36
Ordet ”Lytting” er ikke oversat, da det indebærer andet end bare at lytte
Lorentzen, Per ”Dialog med usædvanlige børn” s. 49-55
38
39
For fuldt interview se bilag 1
40
Niklasson, Grit. ”Den sunde krop i bevægelse”. s. 85
37
23
Succeskriteriet for den enkeltes livskvalitet er betinget af de sociale interaktioner som han indgår i.
De relationsformer, som indgår i menneskers sociale netværk bliver af den amerikanske
socialpsykolog George H. Mead betegnet som ”De Betydningsfulde andre” og ”De Perifere
andre” 41. De betydningsfulde andres fordømmelse eller anerkendelse, i forhold til brugerens
ageren i forskellige situationer, er signifikante i forhold til brugerens sociale netværk, selvopfattelse
og mestringsevne. For de voksne udviklingshæmmede på et bosted, vil de betydningsfulde andre,
ofte være pædagogerne og de andre beboere. De perifere andre indgår også i et samspil med den
enkelte, men har i modsætning til de betydningsfulde andre ikke nogen afgørende indflydelse på
hverken selvopfattelse eller mestringsevne. Disse personer i periferien kan for de voksne
udviklingshæmmede være folk, der mødes uden for bostedet som f.eks. buschaufføren, der kører
dem på arbejde. Det er samfundsmæssige normer og rammer, der påvirker de sociale interaktioner
med de betydningsfulde- og perifere andre foregår. Er man bosat på et bosted er det således i
betydelig grad under bostedets normer og rammer at netværksdannelsen foregår42.
Selvopfattelsen er en anden væsentlig faktor i forhold til at danne positive relationer til andre
mennesker. Det er gennem andres respons og gestus, at det enkelte menneske udvikler sin
selvopfattelse. Ifølge George H. Mead er der tre elementer i selvopfattelse:
1) Individets forestilling om, hvordan det opleves af andre.
2) Individets forestilling om, hvordan det bedømmes af andre.
3) Individets egen selvopfattelse og dermed individets forhold til andre43.
Det tredje element, der er individets selvopfattelse, er en følge af de to første.
Det enkelte individs livskvalitet afhænger således af dets sociale netværk og selvopfattelse.44
Mestringsevne er det tredje element, der i sammenspil med de to ovennævnte udgør livskvalitet.
Den amerikanske socialmediciner Aaron Antonovsky forstår mestring som ”samspillet af de
ressourcer individet har til rådighed i en belastet situation, og den måde hvorpå individet gør brug
af ressourcerne” 45. Antonovsky benytter begrebet ”Sence of Coherence” (oplevelse af
sammenhæng), der betegner, hvorledes det enkelte individ gør brug af sine ressourcer, altid er
betinget af den særlige kontekst, kultur og sociale relationer det indgår i. For at have en oplevelse af
41
Niklasson, Grit. ”Den sunde krop i bevægelse”. s. 86
Niklasson, Grit. ”Den sunde krop i bevægelse”. s. 86-89
43
Niklasson, Grit. ”Den sunde krop i bevægelse” s. 89
44
Niklasson, Grit. ”Den sunde krop i bevægelse” s. 89-90
45
Niklasson, Grit. ”Den sunde krop i bevægelse” s. 90
42
24
sammenhæng skal følgende tre kompetencer være til stede: begribelighed, håndterbarhed og
meningsfuldhed.
Begribelighed handler om brugerens evne til at forstå/imødekomme de forventninger, krav og
påvirkninger han/hun konfronteres med, og at disse ting giver mening. Her er der både tale om de
indre og ydre ting som påvirker den enkelte. Mestrer brugeren ikke denne evne opfattes
omgivelserne som støjende, kaotiske, forvirrende og uoverskuelige.
Håndterbarhed handler om brugerens evne til, at have en følelse, at kunne handle og have
tilstrækkelige ressourcer i forhold til de forventninger, der er og de krav der stilles. Mestres denne
evne ikke, føler brugeren sig handlingslammet.
Meningsfuldhed handler om at der er noget i brugerens liv, der har en særlig mening. Brugeren vil
engagere sig, hvis han konfronteres med begivenheder i livet, der kan virke truende for de ting, som
giver mening og på den måde prøve at afværge det. Får den enkelte ikke oplevelsen af at ting føles
meningsfulde, vil den enkelte opleve tomhed, meningstab og ligegyldighed46.
Med udgangspunkt i vores teori, vil vi nu gå ind og analysere og reflektere over vores valgte
observationer.
Empiri
I de første tre observationer, vil vi se nærmere på, hvordan måltidssituationerne udspiller sig for tre
forskellige beboere, som alle har forskellige grader af udviklingshæmning.
Observation 1 ”Jan”
Denne observation tager udgangspunkt i en spisesituation og omhandler beboeren Jan. Jan er en
multihandicappet mand uden verbalt sprog, som sidder i kørestol. I hans hverdag er han i høj grad
afhængig af den hjælp han får for bostedets ansatte.
En pædagog går forbi Jans dør og kalder ind til sin kollega
Pædagog: ”Jeg kommer nu”
Hun går videre for at ligge nogle ting fra sig og går tilbage og ind af den åbne dør
Pædagog 1: ”Er du klar nu?”
46
Niklasson, Grit. ”Den sunde krop i bevægelse” s. 90-94
25
Hun kommer ud med Jan, kører ham hen i fællesrummet, og placerer ham ved et bord, hvor hun
giver ham hagesmæk på. Der er stadig et stykke tid til maden er klar. Pædagogen går videre og Jan
sidder med noget legetøj ved bordet på hans kørestol. Han er overladt til sig selv i omkring et
kvarter.
Jan sidder i kørestolen og laver små lyde. En anden pædagog kommer med hans medicin.
Pædagog 2: ”Hov dine briller er faldet ned, jeg retter lige på dem og så kommer jeg med din mad
om 2 sekunder”
Jans lydniveau er nu højere, han fægter med armene, laver lyde og vifter med sit legetøj. Hun
kommer tilbage med hans mad og fjerner hans legetøj fra hans bord. Jan holder fast i legetøjet og
vil ikke give slip.
Pædagog 2: ”Slip lige”
Jan slipper legetøjet.
Pædagog 2: ”Jeg kommer lige om 2 sekunder”.
Pædagog 1 har nu sat sig ved Jan og fortæller ham hvad det er han skal spise. To andre beboere har
sat sig ved samme bord. Pædagogen begynder at made Jan.
Pædagog 1: ”Det kan du godt lide hva?”
Under spisningen spørger pædagog 1 med korte mellemrum Jan
Pædagog 1: ”Går det for stærkt?” – ”Er du mæt?” – ”Skal vi holde en pause med maden?” – ”Vil
du have lidt saft?”.
Jan reagerer ikke på hendes spørgsmål
Pædagog 1: ” Så er du vist fyldt op til renden”
Analyse og refleksion af ”Jan”
Ser vi på overstående observation af Jan, er den interessant da han er multihandicappet.
Kommunikation fra Jans side er selvsagt svær i og med han intet verbalt sprog har, sidder i kørestol
og at hans motoriske færdigheder er yderst begrænsede. Jan er i kraft heraf fuldstændig afhængig af
bostedets ansatte både i forhold til de rent basale behov såsom: personlig pleje, spisning, omsorg,
26
men især i form af pædagogernes evne til at tolke hans kommunikative signaler. Det efterlader
således pædagogerne i en meget magtfuld position, da de ofte ser sig nødsaget til at tage
beslutninger på hans vegne. Dette bekræftes i vores interview, da vi spurgte ind til, hvorledes de
ansatte føler de træffer beslutninger på beboerens vegne, når deres kommunikative evner er
mangelfulde. Respondenten svarer således:
”(…) der er nogen de har bare ikke nogen funktion med arme og ben eller verbalt sprog og måske
heller ikke forstår så meget af det der bliver sagt. Og der går vi ind og gør tingene, for hvis vi
spørger en og der ikke kommer noget svar….såå….ja!!”47
Ser vi på overstående svar fra respondenten og sammenkobler det med vores observation samt teori,
er det ud fra Webers magtperspektiv både den legal/bureaukratiske og den legitime magt gennem
tradition der spiller ind. For det første kan pædagogen her i kraft af sin profession legitimere den
magt der udøves overfor Jan, da der også er andre beboere der skal tages højde for. Der er kun to
ansatte på arbejde, og eftersom aftensmaden skal være klar på et bestemt tidspunkt kan det ligeledes
være en nødvendighed for at tingene skal forløbe planmæssigt. For det andet har vi ligeledes set en
lignende episode fra en anden spisesituation, hvor stort set det samme gentog sig48. Set ud fra begge
observationer kan det tyde på, at det er blevet en måde hvorpå spisesituationen forløber. I
observationen ser vi, at Jan her ikke har selv eller medbestemmelse. Han får ikke valget om han har
lyst til, at komme ud i fællesarealet og da han er blevet kørt derud får han ikke selv lov at vælge om
han vil sidde med sit legetøj men bliver frataget denne mulighed fra pædagogen. Ligeledes får Jan i
situationen hverken indflydelse på om han vil eller hvad han vil spise. Det vi ser, ud fra
observationen, er at Jan har brug for hjælp til stort set alt, og herigennem gør det at han tilpasses
institutionens rammer.
Generelt er der mangel på kommunikation mellem Jan og pædagogen. Jan bliver hentet, bragt og
placeret uden samtykke. Derefter bliver han madet, ligeledes uden noget nævneværdigt
kommunikativt sammenspil. Den gode kommunikation er ikke til stede i denne situation. Jan har
selv sagt svært ved at udtrykke sig og kommunikere men samtidig giver pædagogen ikke rum og
plads til at lade Jan komme til. Hun stiller ham spørgsmål men giver ham ikke mulighed for at
reagerer på dem. Ud fra Per Lorentzen tre punkter for god kommunikation: intention, fællesskab og
lytting, er der en klar intention fra pædagogens side om, at Jan skal have noget at spise. Men hun
47
48
Se bilag 2
27
formår ikke at opnå fællesskab gennem kommunikationen med Jan, samtidig kommer spørgsmålene
så hurtigt efter hinanden at hun ikke giver plads til at lytte aktivt til Jans ytringer.
Anskuer vi det i et etisk perspektiv ser vi et overordnet dilemma forbundet med denne situation. Set
ud fra et diskursetisk synspunkt er dette problematisk fordi at det netop er gennem
kommunikationen at ligeværd opnås og deraf i sidste ende selvbestemmelse. Vælger man derimod
at se situationen ud fra et nytteetisk perspektiv kan den forsvares ud fra spørgsmålet: ”Hvilken
handling, vil være mest nyttig lige nu?”. Pædagogen har andre beboere end Jan, der skal have hjælp
under spisningen, og set i den optik giver det mere nytte for flere beboere at pædagogen hjælper
flest muligt.
Hvis vi skal se det med henblik på livskvalitet, ud fra Peter Larsen livskvalitets trekant, er det svært
at se den positive indflydelse i Jans tilfælde. Dog kunne man argumentere for at der er et socialt
aspekt ved, at han er i et fælles rum med de andre beboere. Derimod kan situationen have negativ
indflydelse på Jans selvopfattelse, da han ikke bliver inddraget i det der sker omkring ham.
Generelt ser vi i Jans tilfælde, på grund af hans handicap, rigtig mange udfordringer for bostedets
ansatte i deres bestræbelser på at give ham selvog medbestemmelse. Vi mener dog at der er nogle
muligheder hvorpå denne situation kunne være forløbet anderledes ved at inddrage Jan noget mere.
F.eks. kunne man inden maden bliver serveret tage ham med ud i køkkenet så han ved selvsyn kan
se, hvad de rent faktisk skal have at spise og samtidig også, i så vid udstrækning det er muligt, selv
kan vælge hvad han vil have på sin tallerken. Det er også værd at bemærke at Jan ikke bliver spurgt
eller får mulighed for at udtrykke om han har lyst til at spise på det pågældende tidspunkt, som vi
så, at andre beboere blev spurgt om.
Der er ingen tvivl om at de ansatte er i en position hvor de har magten over Jan, men det er ikke
nødvendigvis noget negativt. Ud fra Parsons magtperspektiv har Jan brug for hjælp og den hjælp er
pædagogen i stand til at give ham ved at træffe valg på hans vegne. Vi mener dog stadig at man
kunne inddrage ham mere i beslutningerne og give ham medbestemmelse i hvad der skal ske, ved
hjælp af overstående forslag samt bedre og mere plads til kommunikation. I forhold til livskvalitet
vil det kunne have en positiv indflydelse på Jans selvopfattelse da han ser sig selv som en der bliver
taget alvorligt, og hans mening har betydning.
28
Observation 2 ”Flemming”
Denne observation starter kort før en spisesituation og omhandler Flemming. Han har et godt
verbalt sprog, men har til trods for det vanskeligt ved at føre en samtale, da hans forståelsesevne
ikke er på et særligt højt niveau. Flemming er fuldt mobil og søger gerne andre.
Situationen udspiller sig således.
Flemming sidder i sofaen, snakker og spiller på sin guitar. En pædagog kommer med en bakke med
mad, tager let fat i hans arm.
Pædagog: ”Kom…. Du skal spise”
Flemming trækker armen til sig, uden at kigge op på pædagogen og bliver siddende, pædagogen
prøver igen med en sjov tone i stemmen og prikker til ham.
Pædagog: ”Hallo du…. Det er spisetid”
Stadig ingen reaktion fra Flemming. Pædagogen tager hans guitar fra ham.
Pædagog: ”Kom… vi skal ind og spise”
Hun tager Flemming i hånden, han rejser sig og går med. Pædagogen fører ham ind i hans lejlighed.
Efter lidt tid kommer Flemming ud af sin bolig og ind på fællesområdet med et musikinstrument og
siger flere gange.
Flemming: ”Vil du se den?”
En anden beboer udbryder, da Flemming kommer ind
Birthe: ”Ååhhh nej… er det nu dig igen”
Pædagogen kommer og han bliver ført stille ned til sin lejlighed. Kort efter kommer Flemming ud
igen med guitar og hat på. Igen kommer pædagogen og han bliver igen ført tilbage til sin bolig.
Analyse og refleksion af ”Flemming”
I dette eksempel er det igen synlig magt i form af den legal/bureaukratiske magtudøvelse, der
kommer til udtryk. Det er spisetid på institutionen og derfor skal Flemming også spise. Men
Flemming er ikke af samme mening og viser det ved at trække armen til sig. Derefter prøver
pædagogen igen, denne gang i form af en mere karismatisk magt. Hun prøver på en mere
29
manipulerende måde, at få Flemming med ved at lave lidt sjov både verbalt, men også ved at prikke
lidt til ham. Det er samtidigt det som Foucault kalder den skjulte magt, da hun ved hjælp af humor
prøver at få ham til at gøre noget som han i første omgang har sagt nej til ved at trække armen til
sig. Hendes forsøg lykkedes heller ikke anden gang, og derfor ender hun i sidste ende med igen at
bruge en synlig magt. Dette ses både ved at pædagogen fratager Flemming det som han er optaget i
øjeblikket, nemlig guitaren men samtidigt også ved at holde ham i hånden og føre ham ned i
lejlighed, hvor han skal spise. Flemming er dog stadig optaget af at vise sin guitar frem, og vender
nogle gange tilbage til fællesrummet. Begge gange udøver pædagogen igen en synlig magt ved, at
hente ham og bringe ham tilbage i hans lejlighed. Man kan sige at pædagogens sidste magtudøvelse
på mange måder også er definitionsmagt, da hun ved sin handlinger er med til at definere, hvilke
adfærd der er acceptabel i forbindelse med en spisesituation. Ud fra Habermas magtteori bliver der
også i denne situation handlet strategisk og med ”herredømmeintentioner”, da pædagogens klare
mål i første omgang er at få ham ind i lejligheden og senere at holde ham væk fra fællesrummet.
Set ud fra et nytteetisk perspektiv vil pædagogen godt kunne forsvare sin magtudøvelse, da hun gør
hvad hun mener giver mest nytte for flest muligt i situationen. Flemming skal have sin mad, og vil
efter alt at dømme få spist mere i sin lejlighed, hvor udefrakommende forstyrrelser er mindst
mulige. Samtidigt er Flemming meget kontaktsøgende og er et forstyrrende element for de andre
beboere under spisningen. Dette kommer til udtryk, da en af de andre beboere tydeligvis bliver
irriteret over det postyr Flemming forårsager, da han kommer ind. Derimod har pædagogen svært
ved at forsvare denne måde at agere på ud fra et diskursetisk princip. Pædagogen går ikke i dialog
med Flemming, men handler ud fra egne motiver. Kigger vi igen på de tre punkter for god
kommunikation, formår pædagogen nemlig ikke at få sin intention til at fremstå tydeligt. Ydermere
bliver der heller ikke skabt et fællesskab gennem den kommunikation der finder sted i situationen.
Samtidigt lytter pædagogen ikke aktivt til Flemmings kommunikation. Flemming giver et klart
signal om at han ikke er klar, da han hiver armen til sig første gang pædagogen forsøger at få ham
med.
Det er svært at sige hvad denne situation har af positiv indvirkning i livskvalitets øjemed, da
pædagogen fratager Flemming mulighed for social interaktion med de andre beboere. Det skal ses i
lyset af at beboerne i den øvrige del af dagen ofte opholder sig i deres egne boliger. Spisning er
netop en begivenhed, hvor en masse af beboerne er samlet på et af institutionens fællesarealer og er
derfor en oplagt mulighed for at styrke de sociale relationer til de andre beboere. Ved at tage ham
30
væk mindskes muligheden for, at opbygge relationer til nogle, der på sigt kan blive “de
betydningsfulde andre”. Derudover kan det have negativ indflydelse på Flemmings selvopfattelse,
hvis han bliver set som et forstyrrende element i forhold til spisesituationerne.
I denne observation er det iøjnefaldende at der ikke meget selv- eller medbestemmelse. Da vi i
vores interview spurgte pædagogen hvad selv og medbestemmelse var for ham svarede han
følgende:
”Ja, det er at man påvirker sit eget liv i den retning man godt kunne tænke sig det skulle være og at
vi opfanger signaler på, hvad det er den enkelte kunne have glæde af. Der kommer livskvalitet jo
ind i billedet. Hvad er livskvalitet for dig, og hvad er det for mig?”49
Dette stemmer dog ikke helt overens med det vi så i observationen. Selvom Flemming ellers
tydeligt giver udtryk for at han ikke er klar til at spise, da pædagogen henvender sig til ham, vælger
hun stadig at fortsætte med, at forsøge at påvirke ham og i sidste ende fører ham hen i lejligheden.
Pædagogens anvendelse af magt skal også reflektere den lovgivning, der arbejdes ud fra. I
servicelovens § 124 stk. 3 står der at ”Anvendelse af magt skal stå i rimeligt forhold til det, der
søges opnået. Er mindre indgribende foranstaltninger tilstrækkelige, skal disse anvendes” 50. Man
kan i denne situation diskutere om pædagogens anvendelse af magt står i rimeligt forhold til, det der
forsøges opnået. Vi mener at pædagogen i højere grad burde have forsøgt at udtrykke sig tydeligere
overfor Flemming. F.eks. ved at sætte sig ned ved siden af ham og prøve at kommunikere med tegn
til tale. Her kunne pædagogen med stor sandsynlighed have fået sin intention til at fremstå
tydeligere, og muligvis have fået Flemming med frivilligt og herved ikke behøvet, at benytte sig af
mere manipulativ magt.
Vi har flere gange under vores observationer overhørt, hvordan andre beboere bliver spurgt om de
har lyst til at spise, hvilket understreger at beboerne selv bestemmer om de vil spise. Dette valg
mener vi også Flemming burde have haft, da han signalere at han ikke har lyst til det lige nu.
Observation 3 ”Sarah”
Denne observation omhandler 3 små situationer med beboeren Sarah. Sarah har et godt verbalt
sprog og fuldt mobil. Første del udspiller sig under aftensmåltidet og forløber som følger:
49
50
https://www.retsinformation.dk/Forms/r0710.aspx?id=164215
31
Sarah har selv været ude i køkkenet for at hente mad. Hun sidder nu alene og spiser ved et bord.
Pædagogen kommer med medicin til Sarah.
Pædagog: ”Her er din medicin”
Hun stiller sig op og venter på at medicinen bliver indtaget. Sarah siger surt til hende:
Sarah: ”Du skal ikke kigge på mig!”
Pædagogen bliver stående, men kigger væk og venter ca. et halvt minut hvorefter Sarah indtager sin
medicin og så går pædagogen videre.
Anden observation udspiller sig under frokosten. Sarah sidder nu sammen med to beboere og en
pædagog ved bordet.
Sarah: ”Jeg har glemt at smøre min madpakke til i morgen, hvor er min madkasse?”
En af pædagogerne kommer tilbage med hendes madkasse og giver den til hende. Herefter rejser
Sarah sig og går mod køkkenet. Pædagogen ved bordet prøver at stoppe hende.
Pædagog: ”Sarah, du skal ikke smører madpakke nu, nu spiser vi frokost. Vent du til bagefter”
Sarah virker forvirret men sætter sig tilbage igen og fortsætter med at spise sin frokost.
Sidste observation sker i forlængelse af overstående, hvor Sarah er færdig med at spise og sidder og
hygger med de andre beboere og en pædagog. Beboeren Kim som er en del af det sociale der
foregår ved bordet, kører ned mod Sarahs lejlighed og kører ind. Sarah opdager dette hvorefter hun
kalder på en pædagog.
Sarah:” Kim går ind i min lejlighed, jeg er ikke hjemme. Han må ikke gå ind i min lejlighed” ”Kim,
smut så..”
Pædagogen kalder efter Kim, men får intet svar og går derefter ned og henter ham.
Analyse og refleksion af ”Sarah”
Hvis vi starter med at kigge på den første situation der udspiller sig kan vi se, at Webers
legal/bureaukratiske magt spiller ind. Pædagogen føler det er legitimt at stille sig op og vente på at
Sarah tager sin medicin, da hun gennem sin profession som pædagog og den institution hun
repræsenterer, har ansvaret for at Sarah får sin medicin. Det resulterer samtidigt i at der i starten
32
udspiller sig det Foucault betegner som synlig magt, da Sarah føler sig overvåget i situationen. Det
kommer tydeligt til udtryk i det Sarah udbryder ”du skal ikke kigge på mig”. Derefter udspiller der
sig en mere dynamisk magt, da pædagogen vælger at give lidt af magten til Sarah ved at vende sig
om. Det er dog stadig det Foucault kalder en skjult magt, da denne handling fra pædagogen har en
mere manipulerende indgriben på Sarah og giver hende en større følelse af valgfrihed, selvom
pædagogen bliver stående og i sidste ende stadig overvåger hende. Denne overvågning medfører
samtidigt at definitionsmagten kommer til syne i situationen, da hun ved at blive stående, er med til
at vise at Sarah i sidste ende skal tage sin medicin før pædagogen går videre. Hvis vi kigger på
denne situation ud fra Habermas handler pædagogen med det han kalder ”herredømmeintentioner”,
da hun ligeledes ved at vende sig om handler med et skjult mål for øje, fordi hun ønsker at få Sarah
til at tage sin medicin.
Betragter man denne situation ud fra et etisk synspunkt kan man hævde at pædagogen blot handler
pligtetisk. Vi må gå ud fra at Sarah har brug for sin medicin, og det er vigtigt at hun indtager den.
Set i det lys kan pædagogens handling forsvares, ved at andre ville handle ud fra samme principper
og regler med det mål for øje, at forbedre Sarahs tilværelse. Problemet er dog at Sarah udviser
irritation ved at blive overvåget, pædagogen bruger som nævnt sin magt i form af sin autoritet som
pædagog og ”tvinger” derved Sarah til at indtage sin medicin. Ud fra et diskursetisk synspunkt
opstår dilemmaet ved, at pædagogen ikke gennem kommunikation prøver at kommer til en fælles
forståelse med Sarah. Derved fratager pædagogen også Sarah hendes selvbestemmelsesret.
Hvis vi kigger på den anden situation er der en vis form for institutionslogik, der gør sig gældende.
Det er spisetid og så spises der. Sarah har i form af sin selvbestemmelsesret krav på at smøre sin
madpakke. Pædagogen stopper på trods af dette Sarah og her viser Foucaults synlige magt sig igen.
Pædagogen bruger i situationen det som Weber kalder legitimitet gennem tradition til at
retfærdiggøre sin handling. Denne retfærdiggørelse udmønter sig samtidigt i at hun bruger sin
definitionsmagt til at vise, hvad der for hende er det rigtige at gøre i situationen, nemlig at spise
frokost. Igen i dette eksempel bliver der samtidigt også handlet med ”herredømmeintentioner”, da
pædagogens klare mål er at forhindre Sarah i, at smøre madpakke imens der er frokost.
Kommunikationen er dog i dette tilfælde bedre fra pædagogens side, da hun viser at hun har
forståelse, for hvad Sarah vil. Hun får sin intention til at fremstå tydeligt i og med hun argumenterer
for hvorfor der ikke skal smøres madpakke lige nu.
33
De to første situationer viser eksempler på, hvordan pædagogens magt kommer til syne under en
spisesituation og hvordan Sarah er nødsaget til, at indordne sig under de institutionelle rammer.
Derigennem laves der indgreb i selvog medbestemmelsesretten. Den tredje situation derimod er et
godt eksempel på, hvordan Sarah har mulighed for at have indflydelse. Denne situation viser at
Sarah er fuldt ud klar over at hun bestemmer over sin lejlighed og kommunikativ tydeligt
argumenterer for, hvorfor Kim i denne situation ikke må gå ind i hendes lejlighed
Pædagogen, som vi interviewede, understregede ligeledes vigtigheden af at lejligheden er deres
private område og svarede således:
” (…) Altså jeg opfatter det som et sted, hvor der findes, i vores tilfælde 8 private hjem vi skal ind i.
Det er helt private hjem og det må vi prøve at have lidt respekt for.”51
Dette viser at der er en fælles forståelse fra både ansatte og beboeres side af, om at det er private
hjem med de rettigheder, der hører dertil.
For mange af beboerne på et bosted vil pædagogerne oftest være nogle dem de har de nærmeste
relationer til og dermed være dem som George H. Mead betegner som de betydningsfulde andre.
Hvor det i den første situation primært drejer sig om pædagogens væremåde, er det i den anden
situation pædagogens holdning til, at smøre madpakke under frokosten, der er med til at fordømme
Sarahs handling. Begge af disse handlinger, har indflydelse på, hvordan Sarah føler at hun i
situationerne opleves og bedømmes af pædagogerne, og det kan have negativ indvirkning på hendes
selvopfattelse og sociale netværk. For Sarah kan det i eksemplet med madkassen være svært både at
begribe, håndtere og skabe meningsfulhed netop her. Hun er i gang med at mestre spisesituationen,
men får udleveret sin madkasse af en pædagog og hun bliver nu nødt til at forholde sig til og mestre
den nye situation. Dette medfører at Sarah ser det som en naturlig ting i forhold til, at gå i gang med
madpakkesmøring som hun har glemt. Umiddelbart ser det ud til at hun mestrer situationen. Hun
bevæger sig ud mod køkkenet, hvor beboerne normalt smører deres madpakker. Men hun bliver
stoppet af pædagogen, hun sidder sammen med, som ikke finder det værende et rigtig tidspunkt for
at smøre madpakken, da de jo er i gang med at spise frokosten. Her bliver Sarah ikke kun stoppet i
det hun føler mest naturligt og herunder mestrer, men hun får også frataget sin selvbestemmelsesret,
da hun ikke får lov til at gøre det hun gerne vil. Ser vi derved på situationerne ud fra Peter Larsens
51
Se bilag 2
34
livskvalitets trekant vil disse situationer have negativ indflydelse på alle tre elementer, nemlig
sociale netværk, selvopfattelse og mestringsevne.
Kigger vi derimod på den tredje situation er det her både Sarahs selvopfattelse og mestringsevne der
påvirkes positivt. Sarah udviser også her en mestringsevne og formår i situationen at have overblik
over situationen og hive fat i en pædagog og forklare hvad der er ved at ske. Sarah er her klar over
at i hendes bolig, må man kun gå ind hvis der bliver givet lov fra hende. Det er tydeligt at Sarah her
med fuldt overlæg gør brug af sin selvbestemmelsesret. Pædagogens handling ved at gå ned og
hente Kim og kører ham ud af lejligheden, viser samtidigt at Sarah i situationen tages alvorligt og at
hendes mening opfattes som værende betydningsfuld.
Med udgangspunkt i den første situation er der her ifølge Per Lorentzen mangel på god
kommunikation. Pædagogen viser dog tydeligt sin intention ved at sige ”Her er din medicin”, men
hun formår ikke at opbygge et fællesskab i dialogen og lytter ikke aktivt, da Sarah laver
indvendinger. Pædagogen kunne her i stedet have forsøgt at snakke mere med Sarah og forsøge at
forklare, hvorfor medicin skal tages. Sarahs svar antyder ligeledes at hun ikke er klar til at tage
medicinen på det tidspunkt, og pædagogen kunne måske med fordel have prøvet at lave en aftale
om at tage medicinen på et senere tidspunkt. Det ville stadig have været en skjult magt fra
pædagogens side, da hun har et skjult mål med denne handling, men det ville i højere grad være en
handling hun kunne stå indenfor, da den trods alt vil give Sarah større følelse af medbestemmelse i
situationen.
I den anden situation ville det nok have været en fordel, fra pædagogens side af, helt at vente med at
give Sarah hendes madkasse til efter de havde spist frokost. Hvis ønsket fra pædagogens side var at
Sarah ikke skulle smøre madpakke, men derimod spise sin frokost færdig virker madkassen blot
som et forstyrrende element. I og med at hun får den under frokosten, opfanger Sarah det således
som en accept af at madpakken godt kan smøres omgående. Pædagogen argumenterer dog fint for,
hvorfor der ikke er et passende tidspunkt. Problemet er dog, som vi har påpeget tidligere, at Sarah
ikke får lov at gøre hvad hun finder rigtigt i situationen men på grund af de institutionelle rammer
skal spise sin frokost færdig først, her skulle hun ifølge os have lov til at fuldføre hvad hun havde
sat sig for og kunne herefter spise sin frokost færdig. Omdrejningspunktet er nemlig at
pædagogerne har til opgave at støtte Sarah således at hun bestemmer mest muligt selv. Ved at nægte
hende at smøre madpakken fratager de hende retten til, at handle på en måde som hun finder
naturlig i en situation de reelt set selv har været med til at skabe. Man kan selvfølgelig godt
35
argumentere for at pædagogen blot handler ud fra en institutionslogik, hvor det er en selvfølge at
man kun spiser og ikke laver alle mulige andre ting mens der er frokost. Vores tolkning af de to
første situationer bærer selvfølgelig præg af mangel på indgående kendskab til Sarah. Vi ved
hverken hvor vigtig medicinen er for hende eller om hun muligvis har brug for struktur, og derfor
har bedst af ikke at smøre madpakke midt i maden. Pædagogen har derimod et indgående kendskab
til hende og ud fra Parsons magtsyn prøver hun måske bare at hjælpe hende.
Observationer fra dagligdagen
I de tre foregående observationer har vi set nogle beboere i nogle spisesituationer. I dette afsnit har
vi sammenfattet forskellige små observationer, der alle foregår i og omkring fællesrummet, der er
det samme sted som der spises i. Dette er med henblik på at vise, hvordan tingene udspiller sig når
der ikke er en fastlagt aktivitet for beboerne. Det er en generel beskrivelse af, hvad de foretager sig
på en helt almindelig eftermiddag, før aftensmaden.
Det er onsdag eftermiddag og stort set alle beboerne er kommet hjem fra arbejde.
Bent kommer ud fra sin lejlighed og går op i fællesarealet og mumler noget, der er svært at tyde.
Pædagog: ”Hvad?? Skal du have kaffe?
Bent: ”Ja”
Pædagog: ”Så gå ud i køkkenet og tag noget kaffe…. På vores nye kaffemaskine.”
Imens er der en anden beboer der går ind i køkkenet med sin legetøjstraktor i hånden. Han sætter sig
på gulvet og leger mens pædagogerne laver mad.
Flemming har lige haft guitarundervisning. Han kommer ud med en guitar i hånden og råber glad.
Flemming: “Det er en guitar, vil du se den!”
Han ser at en pædagog står med en kuglepen i hånden
Flemming: “Er det en kuglepen, må jeg se den? Må jeg prøve den?”
Pædagog: “Ja du må da gerne se den”
Flemming griner højlydt og spørger gentagende gange
Flemming: “Må jeg prøve den? må jeg prøve den?”
36
En anden pædagog går forbi, griner og siger
Pædagog: “Ha ha, du fjoller Flemming”
Ud fra køkkenet kommer Bent med en ostemad i hånden.
Pædagog: ”Bent, du skal gå ned i din lejlighed og spise din mad”
Bent kigger, går rundt og sætter sig ved et bord i fællesarealet og spiser sin ostemad.
Susanne kommer kørende over mod en pædagog.
Susanne: “Jeg vil gerne have neglelak på, vil du ikke hjælpe mig?”
Pædagog: ”Det kan du tro, hvad farve kunne du tænke dig at få lagt på?”
Susanne: ”Rød”
Pædagogen rejser sig og henter det, sammen sætter de sig i fællesarealet og hun hjælper Susanne
med, at lægge neglelak på mens de snakker om hvad der er sket i løbet af dagen.
Søren kommer hjem fra arbejde og går ind igennem fællesarealet. Han hilser og går direkte hen i sin
lejlighed for at sætte sine ting. Herefter vender han tilbage for, at gå i køkkenet, tager en kop kaffe,
en eftermiddagsmad og går så tilbage til sin lejlighed. En pædagog spørger undervejs.
Pædagog: ”Vil du spise aftensmad her eller i din lejlighed?”
Søren: ”I min lejlighed”
Han fortsætter tilbage til sin lejlighed.
Analyse og refleksion af dagligdagen
I Bents situation hvor han efter arbejde kommer hjem og vil have en kop kaffe, spørger pædagogen
ind til dette men lader det være op til Bent, altså hvis han vil have en kop kaffe er han velkommen
til at tage en. I dette tilfælde går pædagogen ind og giver magten til Bent, det som Foucault kalder
den dynamiske magt. I stedet for at overtage situationen og gå ud og lave en kop kaffe til Bent,
opfordrer han ham i stedet til selv at gå ud og tage den. Skal vi se det ud fra et livskvalitetsmæssigt
synspunkt, støtter han op om Bents udmelding og giver udtryk for, at det er en situation som han
selv kan mestre. Dette kan samtidigt have en positiv indvirkning på Bents selvopfattelse, i forhold
til, hvordan han opleves og bedømmes af andre, da pædagogen netop indikerer, at Bent selv er i
37
stand til at gøre denne ting. Man ser i denne situation, at pædagogen kommunikerer klart og tydeligt
med Bent. Pædagogen tolker hans signaler og responderer. Derigennem får han sin intention til at
fremstå tydeligt og får skabt en fælles forståelse af at det er i orden at Bent selv henter kaffe.
Ligesom Bent selv må færdes i køkkenet, understreger den næste lille observation ligeledes denne
bevægelsesfrihed ved at der er tid og plads til, at en anden beboer kan sidde og lege på gulvet i
køkkenet.
I situationen hvor Flemming kommer ud med sin guitar ser vi at pædagogerne tager sig tid til, at
indgå i kommunikativt samspil med ham på hans præmisser. Via aktiv “lytting” er hun opmærksom
på Flemmings kommunikative signaler og formår via dialog at skabe et “fællesskab” omkring
kuglepennen. Selvom det ikke handler om at han vil prøve kuglepennen, viser hun forståelse for at
Flemming vil interagere. På trods af Flemmings lidt larmende adfærd viser hun og den anden
pædagog, derudover i situationen, at der i disse perioder mellem de skemalagte begivenheder er
mere overskud og tid. At pædagogerne som de betydningsfulde andre er med til at indgå i et socialt
samspil med Flemming og samtidig vælger ikke, at sanktionere hans larmende adfærd, kan virke
styrkende for hans selvopfattelse, da han accepteres som den han er.
I den næste observation med Bent udspiller der sig lidt magt i situationen. Pædagogen benytter det
Weber kalder legitimitet gennem tradition, til at sige at Bent skal gå ind i sin lejlighed og spise.
Derved er pædagogen samtidigt med til at definere, hvor det er bedst at spise udenfor de skemalagte
tidspunkter. Hun vælger dog ikke, at følge op på det, da Bent alligevel sætter sig ind i fællesrummet
og spiser. Dette kan samtidigt også være et udtryk for at pædagogen trods alt accepterer Bents
handling om selv at bestemme, hvor han vil spise sin mad.
I observationen med Susanne ser vi, at hun får hjælp til at lægge neglelak da hun får lyst til dette.
Susannes handicap gør at hun ikke kan gøre det selv, og eksemplet viser at der er tid og rum for at
pædagogen kan hjælpe hende. Her ser vi blandt andet den gode kommunikation. Susanne har en
tydelig intention om hvad hun vil, hun får kommunikeret det klart ud til pædagogen som ser, lytter
og forstår hvad det er Susannes intention er. Der er god og meningsfuld dialog imellem dem og
sammen finder de frem til en fælles forståelse af hvad det er der skal ske. Pædagogen er hermed en
vigtig del af det, der udspiller sig og hun støtter Susanne og er med til, via den gode
kommunikation, at give Susanne selvbestemmelse i hvad hun har lyst til.
38
I den sidste observation, hvor Søren kommer hjem fra sit arbejde, viser han at han har overblik og
gør hvad han har lyst til. Dette ses ved at han går ned med sine ting, henter sin kaffe og mad og går
tilbage til sin lejlighed. Det viser, at han har en høj grad af mestringsevne i forhold til den aktuelle
situation, og det understreges ligeledes af pædagogen, da hun ved at spørge ham, viser ham tillid i
forhold til at han kan tage stilling til hverdagens begivenheder. At Søren får valget om hvor han vil
spise henne, viser at der omkring spisesituationerne er selv eller medbestemmelse, hvis man er i
stand til at kommunikere sine behov. At han har en høj grad af mestringsevne over disse generelle
ting i hverdagen kommer også til udtryk i interviewet med selv samme person, da han til
spørgsmålet omkring, hvad han bedste kunne lide at lave, når han ikke er på arbejde svarer:
“Jaa, jeg går bare sådan og hygger mig og ser fjernsyn og så er der nogen af de andre kammerater
som man lige prøver at se om man kan få fat i og sidde og sludre lidt med”52
I de ovenstående observationer kan man se at beboerne i det tidsrum, hvor der ikke foregår noget
konkret, er en høj grad af frihed i forhold til hvad de har lyst til og at der er bedre tid til at
pædagogerne kan fordybe sig i ting med beboerne. Dette bevirker at der er bedre tid til den gode
kommunikation, og samtidig er der også bedre muligheder for at hjælpe den enkelte beboer.
Samtidig bliver det også i højere grad muligt for pædagogen, at gå ind og arbejde med de tre
elementer, sociale netværk, mestringsevne og selvopfattelse.
Observation ”beboermødet”
Der bliver en gang om måneden holdt et beboermøde på afdeling D. Dette møde har til hensigt at
sikre at beboerne får mulighed for bl.a. at komme med ønsker og ytringer, og derigennem få
indflydelse på de ting der sker i dagligdagen på bostedet. Mødet afholdes som oftest i beboernes
lejligheder og går på skift mellem dem der ønsker det. Der er dog enkelte beboere, som ikke lægger
lejlighed til, da de selv har frabedt sig dette. Det er frivilligt om man vil deltage i beboermøderne og
derfor kan fremmødet ofte variere meget og til tider blive aflyst, da der ikke møder nogen op.
Beboermøde, søndag d.7.12.2014. 15.50-16.30
Mødet foregår i dag i Lottes lejlighed. Til stede er seks beboere, hvoraf to ikke har noget verbalt
sprog og den ene af de to er multihandicappede Jan i kørestol og den anden er Per. De fire andre er
Søren, Lotte, Bo og Bent. Forståelsen af Bents verbale sprog kræver at man har indgående kendskab
til ham. De tre sidste beboere har alle et godt verbalt sprog. Ligeledes er der også to ansatte til stede,
52
39
en pædagog og en omsorgsmedhjælper. Fem af beboerne og en pædagog sidder rundt om
lejlighedens spisebord, mens Jan sidder i baggrunden sammen med omsorgsmedhjælperen.
Mødet starter med at pædagogen spørger hvem der har lyst til wienerbrød og kaffe. Hun giver hver
enkelt beboer wienerbrød og noget at drikke. Herefter er mødet klar til at gå i gang.
Pædagogen: ”Kan i huske hvad vi plejer at lave på de her møder? Det er meget forskelligt fra gang
til gang, nogen gange får vi mad ude fra, andre gange kage, i dag får vi kage det valgte i sidste
gang”.
Bent bryder ind og siger noget der for os er uforståeligt, og pædagogen svarer ham.
Pædagog: ”Vil du gerne have mad ude fra næste gang? Hvad siger i andre til det?”
Samtalen fortsætter omkring julemad samt julefrokoster, og skifter over til snak omkring
fødselsdage og hvem der har fødselsdag i denne måned. Samtalen vender tilbage til juletemaet.
Pædagog: ”Er der nogen der har købt julegaver?”
Lotte: ”Julegaver og jul hos Bertil (med høj stemmeføring)”.
Lotte fortsætter med at fortælle meget begejstret om jul hos Bertil og pædagogen spørger ind til det.
Derefter kigger hun på et papir med mødets dagsorden og fortsætter.
Pædagog: ”Er der noget i godt kunne tænke jer at lave mellem jul og nytår?”
Der bliver stille.
Bo: ”Spørger du mig?”
Pædagog: ”Jeg spørger jer alle sammen om der er noget i godt kunne tænke jer at lave”.
Bo: ”Så vil jeg gerne have min julepynt ud og op inde hos mig”.
Pædagogen fortsætter med at snakke til alle.
Pædagog: ”Nogle gange spiller vi banko, går en tur og fodrer ænder eller noget helt andet.”
Bo: ”Det har jeg ikke lyst til”
Pædagog: ”Så du vil bare slappe af?”
40
Der bliver helt stille herefter og pædagogen fortsætter lidt efter.
Pædagog: ”I kan også bare tænke over det” ”Søren kunne du tænke dig at lave noget”?
Søren: ”Jeg vil tænke over det”.
Mødet lakker mod enden og pædagogen har taget nogle julefilm med.
Pædagog: ”Skal vi sætte en julefilm på? Der er de her tre at vælge imellem.”
Bo udbryder: ”Min søsters børn i sneen”
Pædagog: ”Hvad vil du gerne se Lotte?”
Lotte: ”Far til fire”.
Pædagog: ”Er der nogen, der har noget imod at se den film Lotte gerne vil se?”
Der er ingen der svarer.
Filmen Lotte har valgt bliver sat på.
Analyse og refleksion af ”beboermødet”
Som beboer på et bosted er realiteten, at der via den kollektive måde at bo på i modsætning til det
private hjem er nogle fælles arenaer. Således er der også nogle beslutninger, der skal træffes i
fællesskab.
Kigger vi på Per Lorentzens tre punkter for god kommunikation, er alle tre elementer i spil under
beboermødet. Mødet danner rammen for det fællesskab som de ansatte og beboerne har sammen.
Selv om alle beboerne måske ikke har fuld forståelse for hvad det præcis er, der foregår til et
beboermøde er det en velkendt arena, hvor der er en form for konsensus om hvad der skal ske.
Således er der et godt fundament for at pædagogen kan etablere god kommunikation med beboerne.
Pædagogen formår via verbal kommunikation at gøre sine intentioner klare om, hvad der skal ske
på mødet både ved at henvende sig til nogle af beboerne enkeltvis, og ligeledes også i andre tilfælde
til alle beboerne. Hun spørger blandt andet om de kan huske hvad de plejer at lave på møderne. Det
er altså gennem etableringen af en fælles forståelse af, hvad mødet handler om at hun prøver at få
inddraget beboerne og derigennem give dem medbestemmelse i forhold til hvilke aktiviteter eller
lignende der kan arrangeres.
41
Som vi har skrevet i afsnittet om medbestemmelse beskriver rapporten “Veje til reelt
medborgerskab” at det kan være svært for udviklingshæmmede at tage stilling til ting, der skal
planlægges ud i fremtiden. På dette møde ser man således at beboerne har svært ved, at forholde sig
til planlægning af aktiviteter mellem jul og nytår. Da pædagogen spørger beboerne om, hvad de
kunne tænke sig at lave i denne periode, kommer der i starten ingen respons. I stedet for at svare på
hendes spørgsmål, svarer Bo i stedet at han gerne vil have pyntet op til jul hos sig selv. Det er
noget, der er mere konkret for Bo, end nogle mulige aktiviteter tre uger frem i tiden. Pædagogen
forsøger at formulere spørgsmålet en gang til, men kommer denne gang med forskellige og mere
konkrete forslag til hvad de evt. kunne lave, men får igen ikke rigtig noget svar. Hun giver dem
desuden muligheden for at tænke over det. Søren vælger at svare at han vil tænke over det, hvilke
kan tyde på at der stadig er en vis usikkerhed forbundet med spørgsmålet. Til gengæld er det lidt
lettere at forholde sig til at skulle se en film, hvilket er noget der foregår “i nuet”. Selvom om alle
heller ikke responderer på dette, er det trods alt to ud af fire mødedeltagere med verbalt sprog, som
ytrer sig om et filmønske, og man ser at der dog med hjælp fra pædagogen bliver truffet en
beslutning i løbet af kort tid.
Der bliver ikke besluttet noget om fremtidige aktiviteter, men pædagogen forsøger trods alt at få
beboerne til at være med til at bestemme hvad der skal ske. Hun giver sig tid til at lytte og
responderer når beboerne henvender sig verbalt, og på den måde ”bruger” hun lytting. Dog er det
kun med tale, at kommunikationen foregår, og som resultat heraf bliver de to uden verbalt sprog
ikke tilbudt samme mulighed for at udøve medbestemmelse.
I forbindelsen med beboermødet er det Foucaults magtsyn der gør sig gældende. Pædagogen er
tydeligvis ordstyrer og bestemmer, hvorledes mødes skal udforme sig. Dog bliver magten mere
dynamisk, når pædagogen begynder at stille spørgsmål. Herved prøver hun at få beboerne mere
involveret i mødet igennem kommunikationen, og opfordrer dem til selv at komme med forslag.
Derved gives en stor del af magten tilbage til beboerne.
I forhold til livskvalitetstrekanten er mødet et sted, hvortil hvert enkelt beboers social netværk til de
andre beboere kan styrkes. De sidder alle rundt om det samme bord og pædagogen bruger i sin
kommunikation ord som “vi” og “jer” til, at understøtte at der her er tale om noget fælles for denne
gruppe af beboere. Som vi har nævnt tidligere vil det som George H. Mead kalder de
betydningsfulde andre for beboeren oftest være pædagoger, men fællesmøderne giver ligeledes
mulighed for at beboerne kan opbygge eller skabe disse forhold mellem hinanden, da der her er
42
mulighed for at høre andre og give egne meninger til kende. I forlængelse heraf giver disse møder
også mulighed for at beboerne bliver hørt, er nysgerrige og indlever sig i det der sker og herved kan
se og spejle sig i hinanden. Ved at kunne få et bedre billede af, hvorledes de hver især står både
verbalt og motorisk i forhold til hinanden, kan møderne også have indflydelse på beboernes
selvopfattelse. Kigger vi på mestringsevnen giver pædagogen gennem sine spørgsmål mulighed for
at, ihvertfald dem med gode kommunikationsevner, kan deltage mere aktivt i, hvad der skal foregå
og dermed arbejder med deres mestringsevne.
På dette beboermøde er der i forhold til beboernes selv og medbestemmelse flere ting, der skal tages
i betragtning, når vi ser på de vilkår beboerne deltager på. Selvom alle sammen er
udviklingshæmmede er forskellene mellem, hvor de befinder sig kognitivt, enormt store. Derfor er
der et stort spænd mellem hver enkelt beboer i forhold til at forstå, hvad der rent faktisk sker på
mødet. Og som det fremgår i observationen har to af beboerne ikke noget verbalt sprog, og kan af
naturlige årsager således ikke byde ind med verbale ytringer. Tilmed sidder beboeren Jan i kørestol,
og er så at sige i periferien af mødet, hvilket stiller ekstra opmærksomhedskrav til kommunikation
rettet mod ham. Pædagogen til mødet skal således, hvis alle beboere skal have mulighed for at gøre
deres indflydelse gældende, være i stand til at kommunikere med andet end tale. Vi ser dog at
pædagogen primært henvender sig til beboerne med verbalt sprog, og ikke i samme omfang til Jan
og Per. Derfor får disse to beboere ikke mulighed for at ytre sig, på lige fod med de andre og derved
udøve deres medbestemmelsesret. Havde pædagogen valgt at benytte sig af alternative
kommunikationsformer som f.eks. tegn til tale eller billeder kunne hun måske have fået noget
respons fra disse to beboere. Om resultatet havde været anderledes kan man kun gisne om, men det
kunne på sigt give dem en øget bevidsthed om at muligheden for medbestemmelse er til stede. I den
forbindelse kunne det også være en ide, at rykke Jan lidt tættere på bordet, selvom der i form af
hans kørestol er åbenlyse logistiske problemer. For det er i hvert fald et faktum at han i forhold til
de andre er længere væk fra “magtens centrum” og dermed bliver hans muligheder for at gøre sin
indflydelse gældende forringede.
Vi synes at pædagogen var god til at spørge beboerne om der var noget de havde lyst til. Med vores
begrænsede kendskab til beboerne er det dog svært for os, at vurdere om de konkrete ting hun
foreslog rent faktisk tager udgangspunkt i beboernes interesser eller om det er nogle forslag som de
ansatte på stedet er kommet med i første omgang. Det er i den henseende vigtigt at man som
pædagog sørger for, at være opmærksom på hvilke interesser beboerne hver især har, og at man
43
hjælper og støtter dem hvis de selv har svært ved at udtrykke sig om dette. I princippet kan det godt
være at der de sidste mange gange er blevet foreslået at fodre ænder, og der simpelthen bare ikke er
interesse for det, men at beboerne på grund er deres forringede forestillingsevner har svært ved, at
komme med alternativer. Det kan derfor være hensigtsmæssigt, hvis beboerne ikke selv kommer på
banen med forslag, at man varierer de forslag man som pædagog kommer med, og så vidt muligt
gør det ud fra deres interesser.
Beboer Interviews
Under vores besøg på bostedet fik vi muligheden for at interviewe to beboere, Susanne og Søren
som bor på henholdsvis afdeling D og E. Interviewene foregik i deres lejlighed, og de havde begge
en pædagog tilstede. Vi stillede dem hver for sig de samme spørgsmål, og vi vil i dette afsnit belyse
at der kan være markant forskel på hvorledes de to forstår deres rettigheder i forhold til selv og
medbestemmelse, og at der via deres forståelsesevner er stor forskel på hvorledes disse forvaltes.
Til spørgsmålet om hvem der bestemmer på bostedet svarer Susanne f.eks.
Susanne: “Det gør personalet” 53
Hvorimod Søren til det samme spørgsmål svarer på følgende måde.
Søren: “Det gør vi alle… vi bestemmer jo over det hele, så mange som muligt. Det er ikke lige mig
der bestemmer over det, men det gør vi alle sammen der bor her og så får vi jo hjælp af personalet
til at hjælpe os der.”
Her kan man se at beboerne svarer ud fra hver deres forudsætninger. Set ud fra et
lovgivningsmæssigt perspektiv er Søren mere bevidst om sine rettigheder end Susanne. Søren er
fuldt bevidst om at han selv bestemmer, men at personalet er der hvis han har brug for deres støtte.
Susanne derimod, som både er kognitivt svagere end Søren og samtidig sidder i kørestol, er
afhængig er personalet i en stor del af sin hverdag. Hun har ikke samme kontrol over sit liv og kan
derfor have følelsen af at det er personalet, der bestemmer. Ud fra et selv og medbestemmelse
perspektiv er Søren bedre i stand til, at udøve sine rettigheder i form af sin øgede bevidsthed og sin
evne til at handle deraf.
Til gengæld er der konsensus, når det handler om rettighederne i egen bolig. Som pædagogerne selv
har lagt vægt på, de gange vi har været derude, og som der også blev understreget i interviewet med
53
44
den ansatte, bliver der gjort meget ud af at respektere den private sfære som lejlighederne er. Til
spørgsmålet omkring hvem der bestemmer over lejligheden svarer både Susanne og Søren da også,
at det gør de selv. Det viser tydeligt, at de begge har en klar opfattelse af at det er dem selv der
bestemmer, når det kommer til deres eget hjem på bostedet.
Da vi spurgte ind til om de kunne bestemme hvad de ville have til aftensmad svarede Susanne
hurtigt ”nej”. Hvorimod Søren svarede:
“Det må jeg godt, det må jeg godt. Jeg kan bare gå op og sige det til vores, vi har sådan en
køkkendame her. Der kan man bare gå op og så får man det bare skrevet på en.. hvad for en uge og
hvad for en måned. Fordi vi er jo over 40 mennesker jo.” 54
Igen er det bemærkelsesværdigt at se, hvor forskellige deres opfattelser af selvbestemmelse, på
dette område er. Hvor Susanne blot svarer nej, er Søren klart bevidst om mulighederne for at have
indflydelse, og ved han kan gøre brug af det. Dog kan man diskutere hvor meget selvbestemmelse
der reelt er på dette punkt, da der som Søren siger, er 40 personer, der kan komme med ønsker.
Interessant er det dog at se hvorledes Søren uden videre accepterer at selvbestemmelse, på en
dagligdags ting som måltidet, er blevet til medbestemmelse. Der kan således ud fra hvad han siger
gå op til 40 dage førend man selv får lov at bestemme hvad man skal have til middag. Her ser man
at beboeren har tilpasset sig institutionen i stedet for omvendt.
Konklusion
I vores problemformulering stillede vi indledningsvis følgende spørgsmål: I hvor høj grad er der
selvog medbestemmelse for beboere på et botilbud for voksne udviklingshæmmede? Vi kan ud fra
denne opgave konkludere at der i forhold til dette spørgsmål er flere ting, der skal tages i
betragtning.
Til at starte med kan vi konkludere at antallet af medarbejdere i høj grad har indflydelse på, i
hvilket omfang beboerne har mulighed for selvog medbestemmelse i forhold til skemalagte
aktiviteter i dagligdagen. Personalet skal her kunne yde hjælp til mange beboere indenfor relativt
kort tid. Dette medfører, at de beboere som er afhængige af hjælp fra personalet må give afkald på
en stor del af deres selvog medbestemmelse. I de tre første observationer bliver det desuden
tydeligt, at der under spisesituationerne er andre normer og regler. Graden af selvog
54
45
medbestemmelse er i den forbindelse afhængig af om man som beboer, er i stand til at overholde
institutionens regler og normer som knytter sig til fastlagte aktiviteter.
Derimod er der i de tidsrum udenfor de skemalagte aktiviteter ikke de samme normer og regler.
Dagligdags observationen viser netop at der mellem skemalagte aktiviteter, er mere tid og rum til
den enkelte beboer. Dette giver pædagogen en mulighed for at støtte op om beboeren, så det bliver
muligt at få indflydelse. Desuden viser observationen også at der i disse perioder er bedre tid til at
kommunikere med beboeren. Vi kan ud fra dette konkludere at der i disse perioder i langt højere
grad hersker en frihed og et frirum, der giver beboerne mulighed for i højere grad at have selvog
medbestemmelse. I kraft af dette giver det samtidigt beboeren mulighed for både at give sine
meninger og holdninger til kende, men i ligeså høj grad at høre andres meninger og holdninger.
Derved bliver det muligt for beboeren at få styrket både mestringsevne, sit sociale netværk og
selvopfattelse og derved øget mulighed for at forbedre sin livskvalitet.
Vi kan igennem vores beboerinterviews ligeledes konkludere at der er stort spænd mellem
hvorledes de forskellige beboere opfatter deres selvog medbestemmelsesret. Vi ser ud fra disse
interview at jo stærkere du er kommunikativt og kognitivt jo bedre forstår du dine rettigheder og
dermed også muligheden for at udøve dem.
I det pædagogiske arbejde vil der altid være et magtforhold. Dog kan magten komme til at fremstå
tydeligere i arbejdet med voksne udviklingshæmmede, hvilket uundgåeligt vil have indflydelse på
selvog medbestemmelse. Vi kan ud fra vores observationer og analyser konkludere at beboernes
kognitive og kommunikative evner har stor betydning for, hvor meget magt den enkelte bliver udsat
for og dermed, hvor store indgreb der er i den enkeltes selvog medbestemmelsesret. Magten kan i
mange tilfælde synes velbegrundet, da vi har med en gruppe af mennesker at gøre, som måske ikke
altid er i stand til selv at træffe de beslutninger som er bedst for dem. Men det medfører samtidigt
også at man som pædagog i høj grad er nødsaget til at reflektere og stiller sig kritisk overfor det
arbejde man udfører og de beslutninger man kan være nødt til at træffe.
Brugen af magt medfører samtidigt, at der for pædagogen i det daglige vil opstå mange etiske
dilemmaer. Når man træffer beslutninger på beboernes vegne følger der ligeledes et ansvar. Derfor
skal den magt man udøver og de beslutninger man tager for beboerne sættes i forhold til, hvad man
ønsker opnået. Indgreb i selvog medbestemmelsesretten må aldrig blive rutinepræget eller den
nemme løsning for pædagogen. Som vi har set i de to første observationer har der netop været
46
denne tendens, hvor pædagogen ikke tager sig den fornødne tid til at involvere beboeren i hvad der
skal ske. Sker dette, er det netop her at beboeren mister selvog medbestemmelse.
I forhold til at udøve medbestemmelse på et bosted kan vi ud fra vores observation af et
beboermøde konkludere at beboerne her har mulighed, for at få indflydelse i forhold til
fællesanliggender. Det var dog tydeligt, at når det kommer til ting, der skal besluttes for langt ude i
fremtiden, havde mange svært ved at overskue dette. Som følge heraf formår mange ikke at udøve
deres medbestemmelsesret på disse områder. Desuden var dem der blev inddraget af pædagogen
alle med verbalt sprog, hvilket stiller dem uden verbalt sprog i en ringere position i forhold til
medbestemmelse.
I observationerne med Jan og Flemming så vi, at når der ikke kan kommunikeres klart og tydeligt
fra beboernes side og pædagogerne ligeledes ikke formår at kommunikere med dem, har de hverken
selv- eller medbestemmelse. Modsat dette så vi i observationen, hvor Søren kommer hjem fra
arbejde og i observationen med Sarah, hvor hun ytrer at hun ikke vil have en anden beboer ind i
hendes lejlighed, at de via god kommunikation med pædagogerne får direkte indflydelse på hvad de
vil. Derfor må vi konkludere at beboernes selvog medbestemmelse især er afhængig af deres egne,
men i høj grad også pædagogernes evne til at kommunikere med beboerne.
Perspektivering
I forbindelse med udarbejdelsen af dette bachelorprojekt har vi i vores gruppe snakket og diskuteret
vidt og bredt om mange forskellige problemstillinger, der knytter sig til opgavens tema, men som
ikke er en del af det endelige produkt. Vi synes det kunne have været spændende at få undersøgt lidt
nærmere, hvor meget der rent faktisk gøres fra pædagoger, andre fagpersoner med tilknytning til
området og for samfundets side generelt for at oplyse voksne udviklingshæmmede om deres
rettigheder. På grund af det store spænd, der kognitivt er mellem de mennesker vi har haft med at
gøre i denne arbejdsproces, har det været svært for os, at vurdere om det har været mangel på
forståelse, oplysning eller begge dele der er afgørende for deres viden på dette område. I vores
interviews skinner det således også igennem, at der er virkelig stor forskel på hvad de to beboere
ved om dette. I forlængelse heraf kunne det også være interessant, at få belyst i hvor høj grad
voksne udviklingshæmmede egentligt selv er interesserede i at bestemme over deres eget liv. Det
vil selvfølgelig være noget, som kan variere fra person til person, men det giver stadig stof til
eftertanke. Deres rettigheder er lavet ud fra synspunkter om hvad “almindelige” mennesker mener,
47
er vigtigt og at de voksne udviklingshæmmede i sidste ende ikke bliver inddraget i
beslutningsprocesser, der har relevans for deres liv.
Et andet tema, der også kunne have været værd at belyse i forhold til selvog medbestemmelse er
hvorledes personalegruppen arbejder med det. De gange vi har været på besøg på bostedet har det
ofte været varierende personale, hvoraf kun den ene var pædagog. Derfor kunne det være
interessant at vide om der rent faktisk er nogle generelle retningslinjer der bliver diskuteret i
fællesskab, når personalegruppen er samlet. Hvis der ikke er, kan man i hvert fald forestille sig, at
det er meget forskelligt hvorledes det bliver arbejdet med selv og medbestemmelse, afhængigt af
hvilken pædagog der er på arbejde. Ligeledes har vi spekuleret over hvordan, det tværprofessionelle
samarbejde fungerer. Blandt andet har vi observeret at beboere får medicin, så sundhedsvæsnet og
læger må i et eller andet omfang være tilknyttet stedet. Samtidigt har en del af beboerne fysiske
udfordringer der gør, at der må være fysioterapeuter, ergoterapeuter, sygeplejerske osv. inde over
arbejdet med denne brugergruppe. Dette medfører at der må være en stor mængde af vigtig
information omkring den enkelte beboer og det kunne være interessant at se på, hvordan den viden
kommer rundt til de rette mennesker.
Der selvfølgelig også et ressourcemæssigt aspekt, som spiller ind på hvad der rent faktisk kan lade
sig gøre. Som nævnt har der højest været to ansatte på afdelingerne af gangen og det kan naturligvis
medføre sine begrænsninger i forhold til beboernes muligheder. Ligeledes har mange af dem brug
for støtte, hvis de vil ud af huset og det kan naturligvis også have sine begrænsninger når der ikke er
hænder nok. For nyligt er der også blevet vedtaget lovgivning, som forbyder at der må være penge
mellem udviklingshæmmede og ansatte, således at de f.eks. ikke kan betale en pædagog for at tage
med på ferie. Derfor er det også centralt at kigge på de økonomiske ressourcer, da det i høj grad er
et aspekt, som kan have indflydelse på både selvog medbestemmelse.
48
Litteraturliste
Bøger:
Niklasson, Grit. (2010) Den sunde krop i bevægelse. Frydenlund.
Niklasson, Grit. (2009) Social indsigt for pædagoger. Frydenlund
Lorentzen, Per.(2010) Dialog med usædvanlige børn. Forlag: Materialecentret
Henriksen, Jan-Olav & Arne Johan Vetlesen. (2000) Omsorgens etik, grundlag, værdier og etiske
teorier med mennesker. Gyldensdalske Boghandel, Nordisk Forlag A/S
Schou, Carsten & Carsten Pedersen. (2011) Samfundet i pædagogiske arbejde - et sociologisk
perspektiv. Akademisk Forlag.
Andersen, Peter Ø - Tomas Ellegaard & Lars Jakob Muschinsky. (2007) Klassisk og moderne
pædagogisk teori. Hans Reitzels Forlag
Fagtekster:
Bae, Berit. Voksnes definitionsmagt og børns selvoplevelse. Social kritik nr. 47. 1996
Løkken, Gunvar & Frode. Observationer og interviews i børnehaven.
Hjemmesider:
https://www.retsinformation.dk/forms/r0710.aspx?id=164215
http://www.socialstyrelsen.dk/handicap/udviklingshaemning/om-udviklingshaemning/et-historiskblik
http://www.socialstyrelsen.dk/handicap/udviklingshaemning/om-udviklingshaemning
http://www.ft.dk/samling/20072/almdel/sou/bilag/33/411088.pdf
49
Bilag
Bilag 1
Interview: ”pædagog”, søndag d. 19.11.2014
Hvad er selvog medbestemmelse for dig?
Ja, det er at man påvirker sit eget liv i den retning man godt kunne tænke sig det skulle være og at vi
opfanger signaler på, hvad det er den enkelte kunne have glæde af. Der kommer livskvalitet jo ind i
billedet. Hvad er livskvalitet for dig, og hvad er det for mig?
Bestemmer beboeren suverænt over sin egen bolig?
Ja, til en vis grad så gør de! Det er klart, at som vi også omtalte før, så har vi beboere der har stort
hjælpe behov. Og der må vi jo gå ind…. Når vi ringer på, så bliver der ikke sagt noget, fordi der
ikke er noget sprog, så der går vi jo ind i boligen. Men andre boliger, der ringer vi på, og så siger de
ja, og så går vi ind, men altid husk at ring eller bank. Altså jeg opfatter det som et sted, hvor der
findes, i vores tilfælde 8 private hjem vi skal ind i. Det er helt private hjem og det må vi prøve at
have lidt respekt for.
Er der nedskrevet retningslinjer for hvad den enkelte beboer må og ikke må? F.eks.
profil/handleplan
Ja, der er skrevet noget i en handleplan om hvad, men altså må??
Inger: ”Jeg tænker mere må beboeren bevæge sig uden fra området eller må man ryge på værelset?”
Ja, men det må de godt, det er et privat hjem og de ryger på værelset, men der er en her der ryger på
værelset, han kan godt begå sig udenfor matriklen helt på egen hånd, hvis han nu vil ned og handle
tobak osv. Men der er også nogle der ikke kan, de kan simpelthen ikke begå sig i trafikken, de ville
gå ret ud og blive kørt ned, så der er vi nød til at være der. Men det er klart, at hvis beboeren
forlader matriklen, så følger vi efter, så stopper vi dem ikke fysisk. Så følger vi bare efter og så går
vi en lille tur, og så går vi tilbage. Men det er der faktisk ikke ret mange der gør.
Morten: Men der er bemanding til at man kan gøre det?
50
Ja, så må man bare gøre det, men de beslutter sig ikke for det, nogen enkelte de går bare og så må
man bare gå efter dem og så prøve at opfordre eller manipulere til at vi går tilbage til bostedet.
Er der ting som de udviklingshæmmede ikke kan få indflydelse på, fordi deres overblik og
ressourcer er begrænsede?
Ja, det er jo sådan noget med indtag af forskellige fødevare. Hvis man spiser 40 flødeboller på en
dag, det skal vi prøve at få stoppet på en eller andet måde, så det ikke virker overgribende. Men det
er et vanskeligt spørgsmål du stiller, jeg vil gerne have noget mere konkret.
Er der nogen ting som beboerne umiddelbart skal gøre hver dag? Hvis, ja – hvad så hvis de
ikke vil?
Altså, man skal stå op i hverdagene, og man skal på dagtilbud i hverdagene. Alle vores beboere er
på dagtilbud i hverdagen med undtagelse af en dag i ugen som vi kalder ”hjemmedag”. Og så noget
som at handle og vaske tøj eller køre en tur til Dragør og spise frokost, sådan noget gør man på den
dag. De andre dage er de på dagtilbud og køre herfra om morgenen ved 8 tiden og kommer hjem
ved en ca. 16 tiden.
Inger: Er der også nogle faste rammer i forhold til, hvornår de skal gå i seng eller om de skal børste
tænder eller styrer de helt selv det?
Altså det styrer de på sin vis selv, men det er klart at vi har jo ikke ret stor bemanding på nattetid, så
de kan ikke komme her og modtage en afdeling sådan rent praktisk med seks beboere der sidder og
spiser lagkage ude på stuen. Men de bliver trætte, for det har være en lang dag og man prøver at
opfordre dem til, ”om vi skal gå ind og tage tøjet af”, og guide dem lidt mod det mål at gå i seng.
Toke: Hvad sker der så rent konkret, lad os sige at der er en der ikke vil?
Jamen så kan vi ikke gøre noget, så vil de ikke og så siger vi at ”så må nattevagten så hjælpe dig når
du føler for at gå i seng”. Vi kan jo ikke, så bruger vi magt, hvis vi fysisk tager dem op i seng, og
det gør vi ikke.
I situationer, hvor borgeren mangler verbale kommunikationsevner, føler du så at du tager
eller kan være tilbøjelig til at træffe beslutninger på deres vegne?
51
Ja, det kan jeg godt føle jeg gør, men jeg syntes også jeg gør det i en positiv retning for beboeren
selv, hvis beboeren, for at vende tilbage, ser træt ud, så vil det være en fin ting at få beboeren til at
gå i seng, der er nogen de har bare ikke nogen funktion med arme og ben eller verbalt sprog og
måske heller ikke forstår så meget af det der bliver sagt. Og der går vi ind og gør tingene, for hvis vi
spørger en og der ikke kommer noget svar….såå….ja!! Men vi har også en beboer her som helst
ikke vil i seng, og så gør vi det ikke, men så kan vi sige ”måske vil du gynge lidt” og så er der
installeret en gynge på værelset og så sidder vedkommende og gynger lidt og så efterhånden trapper
det mod sengetid, så siger vi til nattevagten at måske sidder han og gynger eller måske er han gået i
seng, og det går de så ind og tjekker op på.
Oplever du situationer, hvor i på bostedet ser jer nødsaget til at benytte jer af
magtanvendelse?
Ja, det har jeg lige gjort for nylig. Jeg har kun gjort det en gang, men det var en situation ude ved
komfuret, hvor der kommer en beboer og bliver meget opfarende og læner sig ind over komfuret,
hvor der står to pander med pandekager der er rigtigt varme. Der måtte jeg simpelthen dreje
vedkommende rundt og guide ham ud af køkkenet og det var en magtanvendelse.
Mener du at der er en fordel for borgere der har et verbalt sprog frem for borgere med, nonverbalt sprog, i forhold til deres selvog medbestemmelse her på bostedet?
Ja, det er en fordel, for der kan vi jo gå ind og sige, f.eks. op mod en handleplan, der kan vi sige
”jamen der er planlagt du skal til Bornholm”, der er planlagt du skal til det, hvad syntes du om det
og prøve at gå ind og se om vi får noget respons. Der er en der skal ud og se et krydstogtskib som vi
kunne tænke ville blive meget populært og der er en der skal i Nyhavn. Og så er det klart, at når vi
kan få et svar på det, så siger det jo næsten sig selv. Hvis vi ikke får noget svar, så må vi jo bare
prøve at observere, hvordan beboeren får den oplevelse og så kan vi sige, at det syntes vi var
positivt eller sige at det var måske ikke lige det og sådan er det hele tiden. Man prøver på at finde
noget der er tilpas til den enkelte.
Hvilke værktøjer benytter i jer af, i forhold til at fremstå så tydeligt som muligt med jeres
intentioner overfor borgeren?
52
Vi bruger jo tegn til tale, hvis det er en fordel, og det er det for nogen af vores. Det er klart at når vi
gør de tegn, jamen så viser de interesse for, at det kunne de godt tænke sig. Så det er klart at tegn til
tale det er en fordel.
Kan du give et eksempel for hvordan beboere med non-verbalt sprog har indflydelse på hvad
de gerne vil?
Ja, vi har f.eks. vores beboere der har fået installeret deres eget køleskab. Så hvis jeg gør sådan
(viser tegn), så kan borgeren finde på at gå hen til køleskabet og det ville beboeren ellers ikke have
gjort. Det er en der ikke selv beder om det, de måske har behov for, så der er det jo en fordel. Eller
”skal vi gå ud”(viser tegn), altså man prøver at åbne nogle døre der er lukkede, så de får muligheden
for at komme ud og så ”skal vi gå en tur” (viser tegn) og åbner døren og går ud, jamen så kommer
de nogle gange efter og det er jo et signal til dem og andre gange gør de det ikke. Vi bruger også
billeder og det har en stor værdi for en af vores borgere, der bliver der hængt op hver aften, hvad
han skal næste dag på dagstid og på aftentid, sådan så han er klar over og kender alle de skift, når
der kommer nyt personale og der hænger symboler for han skal ud og vaske tøj, som han er helt
vildt optaget af. Han er måske ikke så optaget af at få vaske hår, men det står altså på tavlen, så når
han nægter, så går vi ud og peger og siger ”vi har altså en aftale” og så forløber det ganske
smertefrit.
Hvad anser du som livskvalitet for beboerne her på bostedet? Kan du give et eksempel?
Ja, det er at komme ud, og få luft. Det er at komme på dagtilbud. Det er at få aktiviteter ind i
hverdagen at man måske engang i mellem tager i svømmehallen. Man kan tage til ridning, man gør
nogle ting og det er en form for livskvalitet. Det er måske også en form for livskvalitet at forspise
sig, men livskvalitet kan være mange ting, og det kommer an på for hvem, og med hvis øjne. Der er
nogle at vores beboere de registrerer ikke den der destruktion de sætter sig selv i og der må vi prøve
at hjælpe lidt og sige ” ved du hvad, nu syntes jeg måske vi skal have et glas vand”, i stedet for cola.
Er livskvalitet noget i diskuterer som begreb her på bostedet? (lidt i forlængelse af
ovenstående)
Ja det er det.
Lovgivningen er med til at sætte de overordnede rammer for jeres arbejde, men føler du
samtidig at lovgivning/tiltag kan være med til at hæmme jer i at udføre jeres arbejde?
53
Nej, det syntes jeg ikke, for vi herude i vores virksomhed, der har vi selvledelse. Alle vores
afdelinger kører i form af selvledelse, med undtagelse af de lovgivende rammer. Det kører over fra
forstanderens kontor altså på ledernes kontor, og sådan er det bare. Det er et rent politisk spørgsmål
du stiller mig der, der havde du måske tænkt dig jeg skulle sige ”ja, jeg syntes ikke bare de skal
tilbydes 5 dage på vestkysten af Jylland, der kunne man måske tilbyde dem en uge et eller andet
sted, hvis de har glæde af det, men der har man så gået ind fra loven af og sagt at sådan skal det
være, fordi det er barberet væk som så meget andet er.
Toke: Du tænker på det, at de ikke må betale længere for at komme på ferie?
Ja! Jo men det må de jo godt, men der skal jo ledsager på. Og hvis så man har pengene og har glæde
af det. Eller måske mangel på ledsagere, for dem er der også mangel på. Så bliver det sådan
lidt…..!!
Et af formålet med serviceloven er, at man skal give den enkelte borger bedre livskvalitet.
Oplever du at selvog medbestemmelse giver den enkelte borger bedre livskvalitet?
Ja, det oplever jeg. For nogens vedkommende. Altså livskvalitet, hvis vi har en person der er meget
kraftig og som spiser helt uhæmmet, det er livskvalitet for den person, men det er det ikke for os
andre. Der skal man også en gang imellem gå ind og så sige ”jamen det er jo ikke min livskvalitet
jeg skal udfolde her, eller sådan kunne jeg godt tænke mig det var” for det kan være helt
underordnet. Men hvis man ser et menneske destruerer sig selv, bliver rigtigt dårlig af det
vedkommende gør, så må man jo gå ind og ændre lidt, eller prøve at ændre lidt på det. Men det er
ikke altid man kan det, fordi hvis beboeren ønsker det og siger ”jamen jeg skal ikke spise
aftensmad, jeg vil hellere gå ind og spise slik” ja….. så må han gerne gøre det.
Oplever du at i, i jeres bestræbelser på at forbedre den enkeltes livskvalitet, fratager dem
selv- eller medbestemmelse? (ender med at blive lidt i forlængelse af det ovenstående)
Men det prøvet vi for alt i verden at undgå. Men det er klart, at hvis der er nogen der holder på
nogen ting, så er der altså også en adfærd i det. Hvis folk bliver voldelige overfor deres medborgere,
så må vi gå ind og stoppe det, det er vi simpelthen nød til. Også efter gældende lovgivning. Men det
prøver vi for alt i verden at undgå og det er sjældent jeg har været udsat for det eller været vidne til
det. Nu har jeg jo selv lige fortalt at jeg har været nødsaget til det, men hvis jeg ikke havde gjort det,
54
jamen så havde personen brændt sig og så må man gøre det. Ellers så prøver vi bare at aflede og
finde nogle andre arenaer og så plejer det at gå fint.
Kan der være udfordringer i at lave aftaler med beboerne i forhold til hvad de vil?
Altså udfordringer ja, men jeg syntes det er gode udfordringer. Vi kan have en beboer der gerne vil
ind til Nyhavn og drikke to kolde fadøl og det er en stor oplevelse for vedkommende, det syntes jeg
er rigtigt positivt, det er noget de lever længe på. Og så har vi også nogen som får besøg, nogen der
får meget besøg og så har vi nogen der ikke får. Der må vi jo så træde ind som socialsfære.
Accepterer du altid de valg de udviklingshæmmede tager?
Ja, de bliver efterlevet hvis det er realistisk.
55
Bilag 2
Jan bliver hentet på sit værelse og kørt ned til fællesarealet og placeret ved bordet. Han sidder for
sig selv et stykke tid indtil en pædagog kommer med hans frokost og hans medicin. Hun sætter sig
ned ved siden af ham og siger:
Pædagog: ”Kan du ikke lide fisk?” - ”Vil du have saftevand eller vand?”
Hun holder to glas, det ene med vand det andet med saftevand, op foran ansigtet på Jan og giver
ham saftevand.
Pædagogen kigger over på sin kollega, der sidder ved et andet bord og siger:
Pædagog: ”Jan vil ikke have noget”
Hun tager igen de to glas op til hans ansigt og trækker dem til hver sin side. Hun siger
efterfølgende:
Pædagog: ”Nå, så får du vand”.
Pædagogen prøver igen at made Jan men han ryster på hovedet og lukker munden. Pædagogen
bliver ved med at prøve at få Jan til at spise noget men han vil ikke. Hun prøver nu i stedet med
begge glas med drikkelse. Til sidst tørrer hun Jans mund og rejser sig og går i køkkenet med hans
tallerken.
56
Bilag 3
Beboerinterview 1
Interview: ”Søren”, søndag d. 7.12.2014
Hvordan er det at være her på bostedet?
Jamen er jo.. Det forgår stille og roligt.
Hvor længe har du boet her?
Uhh ha, det er sørme.. Hmm mange mange år. Kigger på pædagogen der var til stede, for at få
hjælp. 10-15 år, tror jeg.
Er du glad for det, hvad er det så der gør dig glad?
Ja det er jeg da.. Der er gode og søde venner jo, rundt omkring her, det har vi da. Der er søde og
venlige personale. Det er meget rart. Hun sidder derover og skrubgriner. Hun tør jo ikke at sige
noget.
Hvad betyder det hvis man skal bestemme selv?
Jaaah… Det er når man kan få lov til at gå sådan rundt og hygge sig.
Hvad kan du allerbedst lide at lave, hvis du må bestemme selv?
Jamen det er jo selv at gå og laver syrener og sådan noget. Men også at man selv beder om at få
hjælpen, det er man også glad for.
Syntes du at du bestemmer meget selv herude?
Ja da, ja da.
Hvem bestemmer over din lejlighed?
Det gør jeg selv.
Hvem bestemmer her på bostedet?
57
Det gør vi alle… vi bestemmer jo over det hele, så mange som muligt. Det er ikke lige mig der
bestemmer over det men det gør vi alle sammen der bor her og så får vi jo hjælp af personalet til at
hjælpe os der.
Er der nogen bestemte ting du skal gøre når du kommer hjem, f.eks. fra arbejde?
Nej.. der er bare det at man har lyst til at hjælpe sine kammerarter og lave kaffe og sådan noget.
Det er ikke noget fest men det er bare noget man har lyst til.
Kan du bestemme hvad du selv vil have, f.eks. til aftensmad?
Det må jeg godt, det må jeg godt. Jeg kan bare gå op og sige det til vores, vi har sådan en
køkkendame her. Der kan man bare gå op og så får man det bare skrevet på en.. hvad for en uge og
hvad for en måned. Fordi vi er jo over 40 mennesker jo.
Er der nogen bestemte tidspunkter i skal spise aftensmad på?
Jamen det er jo ved seks tiden
Kan du selv bestemme hvornår du vil spise, hvis du bliver sulten?
Mumler rigtig meget og har svært ved at svare.
Hvis du nu havde lyst til noget frugt f.eks.?
Ja så går jeg bare ud, hvis der er noget. Når det ligger der, så må vi bare tage det jo. Der er ikke
noget.. Det er noget vi selv har købt og selv betalt for.
Hvad går et beboermøde ud på?
Det går ud på hvad vi gerne ville ønske os og sådan ting rundt omkring her i huset.
Er det et sted hvor i bestemmer sammen med andre?
Kun det hold hvor vi selv bor i, i den afdeling.
Hvad er det så i bestemmer f.eks. aftensmad eller noget i har lyst til at lave?
Ja ja ja, det drejer det sig også om, sådan nogen andre ting.
Hvad f.eks. handler det også om?
58
Der er nogen der har været ude og handle og så ser man sådan man de ting man.. men nu er det jo
det at jeg er den type som der ikke vil bruge tid, altså, der er ikke nogen der skal have at vide hvem
eller hvad jeg har købt og sådan noget men der er mange af de andre de sludre om hvad de vil, har
betalt og købt og sådan noget men der er mange andre ting..
Handler det så meget om de ting i skal bestemme sammen?
Ja for der er nogen der plejer at sidde og tale sammen, ”Ah sidste uge der var jeg til tandlæge” og
sådan noget, det gider jeg jo ikke sidde og høre om.
Når du nu ikke er på arbejde, hvad kan du så alle bedst lide at lave?
Jaa, jeg går bare sådan og hygger mig og ser fjernsyn og så er der nogen af de andre kammerater
som man lige prøver at se om man kan få fat i og sidde og sludre lidt med.
59
Bilag 4
Beboerinterview 2.
IM står for Inger Marie, der er interviewer
Interview: ”Susanne”. Søndag d. 7.12.2014
Er du glad for at bo her på bostedet og hvad er det der gør dig glad for at bo her?
Øh, ja. Fordi der er så hyggeligt og fordi der ikke er så stort.
Hvad betyder det hvis man skal bestemme selv?
At man bestemmer selv.. Hmm. Pæd. spørger om hun kan nævne nogen ting hun selv bestemmer
her. Når jeg vil i seng.
Bestemmer du f.eks. når du vil ud og køre en tur.
Ja. Er det godt?
Syntes du selv du bestemmer meget?
Ja.
Hvem bestemmer over din lejlighed?
Det gør jeg selv.
Hvem bestemmer her på bostedet?
Det gør personalet.
Er der nogen bestemte ting du skal gøre hver dag, f.eks. når du kommer hjem fra arbejde,
hvad det f.eks. kunne være?
Nej.
Kan du selv bestemme hvad du vil have til aftensmad f.eks.? Nej.
Er du nogen gange med til at bestemme?
Pædagog: ”hvordan er det når vi har beboermøde, hvad så?”.
60
Susanne: Så bestemmer vi hvad vi vil have at spise.
Pæd. forklarer at man ikke lige kan bestille til dagen efter men hvordan det forgår.
Er der nogen bestemte tidspunkter i skal spise på?
Det er kl. seks. Er det ikke også?
Kan du spise lige når du har lyst til det?
Nej.
Hvis du nu har lyst til et stykke frugt, kan du så få det?
Ja.
I bestemmer hvad i skal have til aftensmad på det beboermøde, er der andre ting i
bestemmer?
Nej. Gør vi ikke det?. IM prøver at omformulere spørgsmålet. Pæd. tager over og giver eksempel
med når hun gerne vil ud og shoppe. Ja, ja. Pæd. fortsætter med at komme med eksempler og
slutter med at spørge om hun har ret. Ja, det er rigtig.
Når du ikke er på arbejde, hvad kan du så bedst lide at lave?
Puslespil, oppe i stuen.
61

Selv- og medbestemmelse for voksne

Transcription

Similar documents

Anne Louise Dichmann-Hansen

Alsidig personlig udvikling

mellemtrin

Velkommen til pædagoguddannelsen

Nyhedsbrev april 2015 - Dr. Alexandrines Børnehave

‐ Appetizers / Forretter ‐ ‐ Tapas / Lette retter ‐ ‐ Fajitas …glem

Udviklende øjeblikke - Psykolog Rikke Yde Tordrup

SE HER. Østbækhjemmet søger leder snarest