Retten i Sønderborg
Transcription
Retten i Sønderborg
Dødsboskifte en vejledning fra skifteretten 2015 Indledning Denne pjece beskriver kort, hvad der sker i skifteretten i forbindelse med et dødsfald. Den fortæller om skifterettens rolle og lidt om de praktiske ting. Til sidst er der en kort gennemgang af de enkelte skifteformer. Pjecen fortæller dog ikke udtømmende om de forskellige skifteformer og deres retsvirkninger. Pjecen skulle gerne give svar på de umiddelbare spørgsmål, der efter skifterettens erfaring melder sig hos de efterladte i tidsrummet fra dødsfaldet og indtil behandling af dødsboet. §-erne omtalt i pjecen henviser til dødsboskifteloven. Proklama er indkaldelse af evt. kreditorer til at anmelde deres krav. Blanketten til proklama skal altid indsendes til skifteretten, der indrykker annoncen elektronisk i Statstidende. Se mere på www.domstol.dk Hvad sker der? Skifteretten modtager en kopi af dødsanmeldelsen inden for ca. 1 uge efter dødsfaldet. Når dødsfaldet er registreret, søger skifteretten oplyst, om afdøde har oprettet notartestamente. Skifteretten indkalder den, der står som kontaktperson på dødsanmeldelsen til et vejledningsmøde 4-6 uger efter dødsfaldet, hvis ikke boet kan behandles på skriftligt grundlag. Sammen med indkaldelsen sendes en vejledning om, hvilke papirer, der skal medbringes til skifteretten. Kontaktpersonen har ansvaret for at indkalde de øvrige arvinger eller at medbringe skiftefuldmagter fra disse, såfremt der kommer arv til udbetaling. Blanketter til skiftefuldmagter m.v. kan hentes på www.domstol.dk eller bestilles i skifteretten. Hvis en advokat skal foretage det praktiske i forbindelse med skiftet, kan vejledningsmøde bortfalde. HUSK at give skifteretten besked om, hvilken advokat der behandler boet. Boudlæg Boer, hvori der ikke er værdier for mere end kr. 41.000,- efter at rimelige begravelsesudgifter er trukket fra, skal sluttes som et boudlæg. Et boudlæg kan ske til socialt nærmeste pårørende eller til den, der har sørget for begravelsen. Det kan f.eks. være en institution. Den, der får boet udlagt, hæfter for begravelsesomkostningerne og skal almindeligvis sørge for at rydde afdødes bolig. Udlægsmodtagerne/arvingerne hæfter ikke for afdødes gæld. Retsafgift: kr. 500,- (se kontonummer på bagsiden) Retsafgiften skal indbetales, når anmodningen sendes, hvis aktiverne overstiger 15.000 kr. Blanketter: Anmodning om boudlæg § 18. Ægtefælleudlæg (720.000 kroners reglen) Ægtefællen kan som udgangspunkt uden om boet udtage genstande, som alene tjener til personligt brug eller er erhvervet til mindreårige børns brug. Ægtefællen kan herudover udtage aktiver/værdier m.v. for indtil 720.000 kr. I beløbet indgår længstlevendes bos- og arvelod, fuldstændigt særeje samt forsørgertabserstatning, livsforsikring, pensionsydelser, ATP og lignende ydelser, der kommer til udbetaling til længstlevende ægtefælle i anledning af dødsfaldet. Ægtefællen hæfter for afdødes gæld. Der skal indrykkes proklama i Statstidende. Retsafgift: kr. 500,- (se kontonummer på bagsiden) Retsafgiften skal indbetales, når anmodningen sendes. Blanketter: Anmodning om ægtefælleudlæg § 22 Formueoversigt Proklama Statstidende Uskiftet bo En ægtefælle har ret til at sidde i uskiftet bo med fællesbørn. Hvis afdøde havde særbørn, kan disse kræve at få deres arv udbetalt straks, eller de kan give tilladelse til, at ægtefællen sidder i uskiftet bo. I det uskiftede bo indgår ægteparrets fælleseje. Der skal laves en opgørelse over, hvad både afdøde og ægtefællen ejede på dødsdagen. Ægtefællen har som udgangspunkt ret til at disponere over alle boets aktiver. Ægtefællen kan skifte med de andre arvinger når som helst. Hvis ægtefællen vil giftes igen, skal boet skiftes. Ægtefællen hæfter for afdødes gæld. Skifteretten underretter afdødes livsarvinger om uskiftet bo. Retsafgift: kr. 500,- (se kontonummer på bagsiden) Retsafgiften skal indbetales, når anmodningen sendes. Blanketter: Anmodning om uskiftet bo § 24 Formueoversigt Proklama Statstidende Samtykkeerklæring (særbørn) Hvis ingen børn, anvendes blanketten ”Forenklet privat skifte med ægtefælle som eneste arving § 34” Forenklet privat skifte Et forenklet privat skifte minder meget om et privat skifte. Bobehandlingen er dog lettere, fordi der kun skal laves en åbningsstatus med opgørelsesdag pr. dødsdagen. Det kræver dog, at boet ikke er skattepligtigt eller har så stor en formue, at der skal betales boafgift (se afsnittet om boafgift). Herudover er der yderligere betingelser, der skal være opfyldt. Skifteretten vejleder nærmere herom. Retsafgift: kr. 1.000,- (se kontonummer på bagsiden) Blanketter: Anmodning om forenklet privat skifte § 33 Erklæring om solvens Proklama Statstidende Åbningsstatus Privat skifte Et bo kan udleveres til privat skifte, hvis alle arvinger er enige om det, og hvis boets værdier forventes at være større end gælden. Mindst én af arvingerne, der er myndig, skal være solvent (dvs. kunne betale egne regninger, når de forfalder). Desuden må afdøde ikke have udelukket privat skifte i et testamente. Arvingerne skal inden 6 måneder fra dødsdagen indlevere en åbningsstatus. Det er en opgørelse over, hvilke aktiver og passiver afdøde havde pr. dødsdagen. Desuden skal arvingerne lave en boopgørelse. I denne vælges en opgørelsesdag, tidligst dagen for dødsfaldet, senest et år efter dødsfaldet. Arvingerne hæfter for gælden, men kan bede skifteretten om, at boet behandles som et bobestyrerbo, hvis det i løbet af kort tid viser sig, at gælden overstiger værdierne. Dette kræver dog, at arvingerne er i stand til at levere/betale aktiverne tilbage. Retsafgift: kr. 2.500,- plus yderligere kr. 6.500,- hvis arvebeholdningen overstiger 1 million kr. Der betales tillige boafgift. Skifteretten beregner og opkræver boafgiften. Ved privat skifte eller forenklet privat skifte er det arvingerne selv, der ordner de praktiske og økonomiske ting. Det betyder, at arvingerne selv skal sørge for alt i forhold til de offentlige myndigheder. De kan dog bede en advokat, revisor eller anden sagkyndig lave arbejdet. I så fald skal advokatens regning betales af boet. Blanketter: Anmodning om privat skifte § 25 Anmodning om privat skifte § 25 udenlandske arvinger Erklæring om solvens Proklama Statstidende Opgørelserne kan udfyldes efterfølgende. Bobestyrerbo Hvis arvingerne ikke kan eller vil foretage privat skifte, kan boet skiftes ved en bobestyrer. Hvis en arving ønsker bobestyrerbehandling, vil skifteretten udmelde en autoriseret bobestyrer. Skifteretten kan også lade dødsboer overgå til bobestyrerbehandling på grund af andre forhold, f.eks. hvis skifteretten mener, at reglerne for privat skifte ikke overholdes. Alt det praktiske og alle dispositioner foretages af bobestyreren. Retsafgift: kr. 2.500,- plus yderligere kr. 6.500,- hvis bobeholdningen overstiger 1 million kr. Der betales tillige boafgift. Boafgift Begrebet boafgift erstatter den tidligere arveafgift, som blev beregnet af den arv, som hver enkelt arving modtog. Boafgift beregnes af et bo’s samlede formue (arvebeholdning) efter fradrag af gæld og udgifter til boets behandling samt bundfradrag. Bundfradraget udgør i 2015 272.900 kr. Hvis afdøde sad i uskiftet bo er der to bundfradrag. Efter betaling af boafgift fordeles arven mellem arvingerne. En ægtefælle betaler ikke boafgift. Andre arvinger end livsarvinger og forældre skal som udgangspunkt betale en tillægsboafgift. Retten i Sønderborg Stationsvej 10 6400 Sønderborg skifte.son@domstol.dk Tlf. 73 42 41 21 kto. 0216-4069133959