docpdfSOF bladet september 2015 - Om CMF
download 
Report Transcription
pdfSOF bladet september 2015 - Om CMF
Personalebladet for ansatte i Socialforvaltningen i Københavns Kommune NR.3 SEP. 2015 Sofbladet TEMA METODER OG TILGANGE I SOF At smitte med ro Sofprofilen: Fra Hare Krisna-munk til etisk ambassadør I Åben Dialog vægter den professionelles ord ikke højere end borgerens Leder Metoder og tilgange i SOF Et af de mange karakteristika, vi kan være stolte af ved SOF, er vores evne og vilje til hele tiden at udvikle vores metoder og tilgange. Det er nemlig afgørende for, at vi kan tilbyde god og tidssvarende service til borgerne og være på forkant med udviklingen i vores omgivelser og de udfordringer, forventninger og muligheder, den skaber. Høj faglighed er en forudsætning for at kunne jonglere sikkert med så mange tilgange og metoder, som vi gør i SOF. For hvis vores indsatser skal batte noget for borgerne, kræver det, at der bag hver en metode og tilgang ligger et reflekteret og bevidst valg. Det gør der hos os – og det gør SOF til en arbejdsplads med et solidt fundament af viden, højt til loftet og en mangfoldighed af drøndygtige og dedikerede medarbejdere. Generelt er vi i København langt fremme sammenlignet med andre kommuner, når det handler om at bruge viden, have fokus på effekter og selv bidrage med ny viden inden for det socialfaglige område. Aktuelt er vi bl.a. i fuld gang med at implementere evidensbaserede programmer, især på børne- og ungeområdet. Evidens betyder, at forskningsbaserede effektstudier giver solidt statistisk belæg for at tro, at en bestemt indsats har en effekt. Arbejdet med evidens er både spændende og vigtigt. Når det er sagt, skal vi huske, at en indsats ikke nødvendigvis skal være baseret på evidens for at være god og virkningsfuld. Det vigtigste er, at vores indsatser som udgangspunkt er baseret på den bedste tilgængelige viden om, hvad der virker. Det kan være, at der er evidens for en indsats – men det kan også være, at metoden eller tilgangen blot er afprøvet og dokumenteret af andre kommuner. Det kan også være en metode og tilgang, vi selv er med til at udvikle og dokumentere, som vi for eksempel gør, når vi deltager i forskningsprojekter eller selv begynder at udforske en ny tilgang. Sofbladet er Københavns Kommunes blad til alle ansatte i Socialforvaltningen. Du er altid velkommen til at komme med gode idéer til bladet, både til enkelte artikler og til temaer. KONTAKT Pernille Søndergaard tlf. 3366 2483 sofbladet@sof.kk.dk ADRESSE Socialforvaltningen Rådhuset 1599 København V ANSVARSHAVENDE REDAKTØR Anette Laigaard LAYOUT OG PRODUKTION KKdesign, Københavns Rådhus Det gør de eksempelvis på Center for Mutiple Funktionsnedsættelser, hvor de er i gang med et pioner-projekt om at inddrage og omsætte viden fra ny hjerneforskning i relationsarbejdet med beboerne. Hvordan det går for sig, kan du læse om inde i bladet. Temaet er tilgange og metoder i SOF, og en lille håndfuld historier illustrerer spændvidden i SOF’s praksis – fra indsatsen på Center for Multiple Funktionsnedsættelser over Åben Dialog i Center Nørrebro og kognitiv gruppebehandling i Center for Misbrugsbehandling og Pleje til evidensbaseret træning i sociale færdigheder og vredeskontrol på Solbakken. TRYK TryKKeriet ISO 14001 Miljøcertificeret God læselyst! FORSIDEFOTO Foto: Jeanne Kornum Anette Laigaard Adm. direktør Sofbladet udgives af Københavns Kommunes Socialforvaltning 2 • sofbladet • nr.3 september 2015 Indhold 4 Kort nyt 6 SOFprofilen: Etisk ambassadør Casper Smidt 8 Fra kulturclash til tillid 10 Misbrugsområdet i SOF går nye veje Dialog i det åbne 14 I Center Nørrebro uddannes 30 medarbejdere og ledere for øjeblikket i at praktisere Åben Dialog. Det er en tilgang, hvor inddragelsen af netværket er helt central. Mød tre begejstrede deltagere på uddannelsen. tema: Metoder og tilgange i SOF 12 Mange veje til Rom 14 Dialog i det åbne 18 17 Metodiske arketyper i SOF 18 Art er Smart 21 Farvel til autopiloten 24 At smitte med ro 28 Borgeren har ordet ART er smart 12-årige Freja har lært sig selv meget bedre at kende, efter hun har deltaget i et manualbaseret træningsprogram med fokus på sociale færdigheder og vredeskontrol. 24 At smitte med ro Medarbejderne på botilbuddet Hyldeblomsten forsøger at skabe øjeblikke af nærvær, samhørighed og ro sammen med beboerne. Det gør de med afsæt i neuroaffektiv og neurokognitiv udviklingspsykologi. nr.3 september 2015 • sofbladet • 3 kort nyt 41% Københavns Kommunes feriefond har fået nyt hus i Andalusien Elsker du at vandre, ride, klatre i bjerge, mountainbike eller holder du bare af den smukke, vilde natur? Så tjek Feriefondens nye hus El Burgo i Andalusien ud. færre boligudsættelser i København på fire år Københavns Kommunes bolig- og gældsrådgivning har stor betydning for, at færre må gå fra hus og hjem. Derudover er kommunens forvaltninger blevet bedre til at koordinere på tværs. Det er fx vigtigt, at Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, der træffer beslutningen om at ændre en borgers kontanthjælp eller andre ydelser, kan finde oplysninger om borgerens konkrete sociale problemer hos Socialforvaltningen. læs mere: kkferiefond.bookhus.dk En samlet strategi for det sociale arbejde i København Socialudvalget vedtog før sommeren en samlet strategi for det sociale arbejde i København. Den skal sikre, at der skabes et fælles fundament for udviklingen af københavnernes mulighed for livskvalitet og social mobilitet. Strategien udfolder de fire socialpolitiske principper, som Socialudvalget har formuleret i sit politiske grundlagspapir, nemlig: 1. Høj kvalitet i indsatsen og god dialog med københavnerne. 2. Fokus på forebyggelse og tidlig indsats. 3. Aktivering af københavnernes ressourcer og netværk. 4. Mere samskabelse med fx frivillige og på tværs af systemet. Socialstrategien er hele Socialforvaltningens strategi. Og den bygger på princippet om, at de bedste forandringer sker tæt på borgeren og med udgangspunkt i medarbejdernes faglige viden og erfaring. Derfor kan man ikke slå op i strategien og læse om konkrete aktiviteter og delmål. Hvilke initiativer, der skal sættes i gang for at nå strategiens mål og visioner, skal i den kommende tid beskrives, når borgercentrene udvikler målgruppeplaner og centerplaner. SOCIALSTRATEGI – ET GODT LIV FOR ALLE KØBENHAVNERE 1 4 • sofbladet • nr.3 september 2015 Tag i PRAKTIK Er du nysgerrig på hverdagen andre steder i SOF? Vil du gerne lære nye metoder, et andet fagområde eller en ny målgruppe at kende? Eller vil du bare have ny inspiration til dit arbejde? Så tag i praktik. Sådan gør du Alle medarbejdere i SOF har mulighed for at tage i intern praktik. Kontakt lederen af den arbejdsplads, hvor du gerne vil hen, og aftal næmere. Du kan også få din leder til at tage kontakt for dig. Du kan komme i praktik alle steder i SOF. Det behøver ikke være et sted, som du samarbejder med til hverdag, og du kankomme i praktik i en anden funktion end den, du har til daglig. Søg vikardækning Hvis der er behov for vikardækning, mens du er i praktik, kan du søge om tilskud til det. Lyst til at blive klogere? Så tag på kursus i efteråret. Der er masser af kurser at vælge imellem bl.a. konfliktforebyggelse og brugerinddragelse. Læs mere om de forskellige tilbud på KKintra: Ansat i SOF / Uddannelse & Kompetence. LÆS HVORDAN PÅ KKintra. 3 4 ud af borgere er tilfredse med samarbejdet med Socialforvaltningen Socialudvalget besluttede for et år siden, at forvaltningen skal blive bedre til systematisk at undersøge, hvordan borgerne oplever vores tilbud. Og den første brugertilfredshedsundersøgelse viser, at borgerne generelt er ret tilfredse med samarbejdet. • • • • 72 procent af borgerne er tilfreds med samarbejdet med myndighedsområdet. 76 procent af borgerne er tilfreds med samarbejdet med udførerområdet. 49 procent af borgerne oplever høj livskvalitet. 47 procent borgerne oplever ensomhed. Enheden for Kvalitetsudvikling og Resultater i SOF har over sommeren arbejdet med at analysere alle de mange data fra undersøgelsen, og i løbet af efteråret får Socialudvalget en samlet status sammen med en orientering om, hvordan tilbud og centre fremover vil samarbejde med borgerne med afsæt i undersøgelsens resultater. nr.3 september 2015 • sofbladet • 5 Casper Michael Smidt Profession: Pædagog Alder: 44 Casper Michael Smidt, som er konstitueret leder på botilbuddet Musvågevej, er en af 25 nyklækkede etikambassadører på handicapområdet. De skal fremover mødes hvert kvartal i SOF’s nye etiske dialogforum og drøfte komplekse, dilemmafyldte og vanskelige sager fra praksis. Livet er en fantastisk legeplads Jeg ser livet som en fantastisk legeplads med utroligt mange muligheder. Jeg kan godt lide indimellem at sætte mig selv fri og prøve mig selv af i nye ukendte zoner af livet. Jeg er udannet pædagog, men er oprindeligt handelsuddannet inden for tøjbranchen og har i det hele taget kastet mig ud i en masse. Jeg har bl.a. levet som Hare Krisna-munk i Indien og i Australien, gået på cirkusartistlinjen på Akademiet for Utæmmet Kreativitet og arbejdet i Røde Kors som koordinator for et projekt mod menneskehandel med mindreårige. Mødte kærligheden i Kenya Efter 12 år i Røde Kors tog jeg orlov og rejste til Kenya, fordi jeg havde brug for forandring og for at rejse til et sted, hvor mennesker mødte hinanden med et mere åbent sind end her i Danmark. Der var noget fantastisk ved at frigøre mig fra et felt, hvor jeg i så mange år havde engageret mig fuldt ud, og rejse syd for Ækvator til et kontinent, der var helt ukendt for mig. Jeg flyttede til Thika, en mindre by uden for Nairobi. Jeg var involveret i småprojekter for Røde Kors, men var ellers mest optaget af bare at være til og af de mange mennesker, høj som lav, jeg mødte på min vej. I en bus faldt jeg en dag i snak med en skøn kvinde. Hende er jeg gift med i dag. Brug for hjælp til et svært dilemma Hvis I har et dilemma, som I har drøftet i medarbejdergruppen og med den lokale ledelse - og I har afklaret, at der ikke umiddelbart findes en løsning på den aktuelle udfordring, så send det til Etisk Dialogforum. Du kan også sende det til dit centers etikambassadør eller direkte til Borgercenter Handicap hckudviklingsenheden@sof.kk.dk og skriv ”Etisk Dialogforum”. Søg efter Etisk Dialogforum på KKintra og læs mere. 6 • sofbladet • nr.3 september 2015 Menneskehandel med børn Fra 2000 til 2012 arbejdede jeg i Røde Kors. Jeg var bl.a. projektkoordinator på et projekt mod menneskehandel med mindreårige. Handel med børn til prostitution, tvangsarbejde og kriminalitet var længe et overset problem, og de sociale myndigheder og politiet, som kom i kontakt med de udnyttede børn, var ikke så gode til at spotte, at de her børn ikke var kriminelle, men ofre for menneskehandel. Helt indtil 2008 satte man rædselsslagne børn i fængsel for at have indrejst på falsk dokumentation, som deres bagmænd havde udstyret dem med for senere at kunne udnytte dem. Jeg havde kontakt til de unge både i asylcentre, på de sikrede institutioner og i fængslerne og arbejdede på at skabe forståelse for deres situation og opbygge et solidt netværk omkring dem. Det arbejde lærte mig om noget, at relationsskabelse og nærvær er vigtige forudsætninger for det pædagogiske arbejde. SOF profilen For meget omsorg? Der er kommet meget fokus på selvhjulpenhed, og der kan godt opstå nogle nye etiske dilemmaer i kølvandet på det. Der er en tradition for, at vi som pædagoger er på forkant med beboernes behov, så vi med det samme kan sætte ind med hjælp. Er du tørstig? Så sørger vi hurtigt for at hente noget at drikke, i stedet for at lade dem selv gøre det, hvis de kan. Risikoen ved hele tiden at forudse deres behov er, at vi drukner dem i omsorg. Og det er en skam. For alt for meget hjælp kan gøre dem mere handicappede. Hvis vi sætter ind tidligt i livet med fokus på selvhjulpenhed, kan vi nå langt med de beboere, der har udviklingspotentialer. Hele fagligheden i spil Jeg er stolt af at være pædagog. Der er så mange lag i det, vi laver, og handicapområdet er spændende. Her kommer hele ens faglighed i spil. Jeg prøver først og fremmest at være fagperson, når jeg er på arbejde, men man skal selvfølgelig også have sig selv med som menneske. Når du arbejder i tæt relation med andre, kan du kun have en maske på så og så længe - og gudskelov for det. Du påvirker verden. Men verden påvirker også dig. Etiske dilemmaer er et grundvilkår De etiske dilemmaer, vi oplever, handler tit om retten til selvbestemmelse på den ene side og pligten til omsorg på den anden. Det er en hårfin balance, og arbejdet med at skabe den balance er et grundvilkår i det pædagogiske arbejde; det er dér, fagligheden for alvor kommer i spil. Dilemmaer opstår dagligt i situationer med borgerne, hvor man ikke kan trække sig tilbage og tænke over tingene. Det betyder, at man er nødt til at træffe sit valg i selve situationen. Dilemmaer er jo aldrig et spørgsmål om enten/ eller, men om både/og. Derfor skal vi træffe det, man kan kalde ”det bedst dårlige valg” i situationen. Man prioriterer noget frem for noget andet, og når man så går hjem fra arbejde, er der måske noget, der skurrer indeni. For var det nu de rigtige valg, man tog i situationen? Det vigtige er, at man altid kan argumentere for sit valg og forklare over for pårørende og andre, hvorfor man prioriterede, som man gjorde. Forcen er det skarpe blik udefra Jeg håber, at det nye dialogforum vil bidrage til en større bevidsthed omkring etikken. De etiske overvejelser kan jo være svære at holde fast i, fordi man så nemt bliver opslugt af dagligdagen. Der kan være dilemmaer, der er så svære at afklare, at det kan være en stor hjælp at få øjne på udefra, som ikke er smurt ind i de daglige rutiner. Det giver en større afklaring at få dilemmaet italesat og komme i dybden med det - og det er netop det, der er forcen ved Etisk Dialogforum. Det består af en bredt sammensat skare af folk inden for handicapområdet, der kan komme med alle mulige spændende vinkler på de sværeste dilemmaer fra hverdagen. Så tøv ikke. Skriv til os! Fortalt til Pernille Søndergaard nr.3 september 2015 • sofbladet • 7 Fra kulturclash til tillid Ungdomskonsulent Henrik Anker og udviklingskonsulent Thomas Brems Langkilde på Spydspidsen er glade for det styrkede samarbejde med kontaktpersonerne på Brydes Allé. Det gavner nemlig de unge, at der er enighed om retningen begge steder. Spydspidsen går benhårdt efter uddannelse og praktikpladser til udsatte unge på helt almindelige arbejdspladser, mens Brydes Allé som døgninstitution tager sig af de unge, når det gælder hash, familiedrama, kærestesorger og kogevask. Kulturclashet består af omsorg versus ansvar. 24-timers vagter versus 9-16 på kontoret og resten af tiden på mobilen. 8 • sofbladet • nr.3 september 2015 Men målet er Spydspidsen og Brydes Allé fælles om: Udsatte unge skal rustes til et godt og selvstændigt voksenliv. Derfor har de to steder sat stolene sammen i et projekt, der handler om at blive bedre til at kommunikere og koordinere. Projektet er et af i alt 12 projekter i Tæt på Familien, der blev sparket i gang i foråret for bl.a. at afprøve og udvikle nye samarbejdsformer på tværs. ”Vi arbejder med de samme unge, men vores fokus har været meget forskelligt tidligere. Vi har ikke kunnet forstå, hvorfor Brydes ikke kunne få hevet den unge ud af sengen om morgenen, så de kan møde på arbejde,” smiler Henrik Anker, der er ungdomskonsulent på Spydspidsen. Han uddyber: ”Vores fokus er på kontakten til arbejdsgiveren og overholdelse af den aftale, der er indgået med arbejdspladsen. Så vi har ikke det helhedssyn, som Brydes har. Nu har vi fået ansigter på kollegaerne, og vi ved mere om deres hverdag. Og nu stoler vi på, at Brydes faktisk har forsøgt at få en ung op af sengen og på arbejde. Vi stoler på, at de gør, hvad de kan, mens de også skal tackle problemer med misbrug og lange nætter,” siger Henrik Anker. Michael L. Sørensen fra Brydes Allé understreger, at Spydspidsen er gode til at sparke døren ind til resten af samfundet. Og det har de unge brug for. ”Alle har brug for at have noget at stå op til om morgenen. Det gælder også FAKTA Om Tæt på Familien Tæt på Familien er en stor omstilling af arbejdet med socialt udsatte unge på tværs af hele Borgercenter Børn og Unge. Det overordnede mål er at øge den sociale mobilitet hos udsatte unge. Myndighedsenheder, tilbud og institutioner skal ændre måden det sociale arbejde tænkes og udføres på. Tanken er, at de skal arbejde tættere på og med familien, have hyppigere kontakt, inddrage netværkets ressourcer i langt højere grad, blive bedre til at koordinere indsatsen og tænke i kortere anbringelser og alternativer som fx familiepleje. Nye samarbejder på tværs af gamle skel bliver for øjeblikket afprøvet i praksis i 12 projekter. En ny projektrunde går i gang i løbet af efteråret. vores unge, men vi er så vant til, at de kommer bagest i køen på arbejdsmarkedet. Derfor har vi brug for Spydspidsen. Hos os har vi konstant fokus på uddannelse og job, og det er en fast del af den unges handleplan. Når vi arbejder bedre sammen, styrker vi den samlede indsats omkring de unge,” understreger Michael L. Sørensen. Ingen skjult eller tabt viden Selve projektet har taget udgangspunkt i to unge, hvor kontaktpersoner fra Brydes Allé og Spydspidsen i langt højere grad har holdt koordinerende møder, udvekslet viden og lavet aftaler. Meningen er, at den unge oplever konsistens i indsatsen, og at kontaktpersonerne hele tiden er klar over, hvad der sker hos modparten. Ingen skjult eller tabt viden. Men der er også sket andre forandringer: ”Jeg er nok blevet lidt mere blød, mens min kollega Mette på Brydes er blevet lidt hårdere. Jeg har en lidt større forståelse for de sociale udfordringer, som den unge har, mens Mette er gået ekstra til den og ikke har taget dårlige skulkeundskyldninger som ondt i maven for gode varer,” vurderer Henrik Anker. På Brydes Allé har alle medarbejdere fået ipad og kan være på mailen og kalenderen hjemmefra. Det hjælper at kunne følge med i dagligdagen, når man arbejder med mange vagtskifter. Men der er stadig en udfordring med at mødes med skolen, sagsbehandler og familien, da den slags møder ofte afholdes, når medarbejderne har fridøgn eller skal varetage deres arbejde med de unge på Brydes. Brydes forsøger at minimere problemerne med at have to kontaktpersoner på hver ung. ”Mine medarbejdere brænder for deres arbejde og vil rigtig gerne deltage på de koordinerende møder. Så vi forsøger at styre vagtplanlægningen efter, hvornår der er brug for, at vi møder op. Men hverdagen kan altså også komme i vejen,” konstaterer Michael L. Sørensen. Tilliden er vokset Men han får ros af Spydspidsen. ”Brydes er blevet bedre til at se ud af institutionen og opfatte os som en gateway til resten af samfundet. Og Brydes kan også bedre tale om job og ansvar, når de ved, hvad der foregår hos os. Vi arbejder i samme retning og rydder misforståelser af vejen. Fx ringede de fra Brydes for at tjekke et par af de unges eksamensdatoer – det havde vi sgu aldrig prøvet før!,” griner Thomas Brems Langkilde, der er udviklingskonsulent og koordinator på projektet. ”Men det viser jo, at de er blevet mere tilgængelige, og at der er større tillid mellem os. Og det er sket som et led i Tæt på Familien, hvor vi har haft ressourcer til at gøre arbejdet og forpligtet hinanden på at fortsætte indsatsen,” siger Thomas Brems Langkilde. Omkring 30 procent af de unge på Spydspidsen er anbragte unge. Derfor kan erfaringerne fra det tættere samarbejde også bruges hos andre institutioner for anbragte unge. ”Vi behøver jo ikke at opfinde den dybe tallerken hver gang, men vi har en ny rutine for samarbejdet og har implementeret det for to unge. I efteråret vil vi gerne have samme forløb på Spydspidsen for flere andre unge fra Brydes Allé. Det kan give de unge et sammenhold, at de går det samme sted, og de kan hjælpe hinanden med lektier og problemer på jobbet. Det er skønt at se for os, der eller er vant til at slås med millimeterdemokrati og en følelse af meget stor uretfærdighed hos vores unge,” siger Michael L. Sørensen. Leder af Brydes Allé, Michael L. Sørensen, oplever, at hans medarbejdere bliver bedre til at kommunikere på mails med kollegaerne i Spydspidsen. Kulturen har ændret sig i de seneste år, således at alle mails ikke skal gå gennem lederen, men også mellem kontaktpersoner på Brydes og Spydspidsens medarbejdere. ”På den måde mister vi mindst mulig viden,” siger han. Tekst & foto af Anne Pallisgaard Rasmussen nr.3 september 2015 • sofbladet • 9 Misbrugsområdet i SOF Socialudvalget besluttede i juni at omlægge en stor del af misbrugsområdet i SOF. Med omlægningen bliver en række af de behandlingstilbud, der i dag findes i regi af Center for Misbrugsbehandling og Pleje samt i Rådgivningscenter København, samlet i ét behandlingscenter. Omlægningen skal sikre, at københavnere med misbrug kan komme hurtigere i behandling og får en række nye behandlingstilbud. Det skal hjælpe flere borgere med at kvitte eller reducere deres misbrug; forbedre deres livskvalitet og mindske de skader, misbruget kan give. går nye veje Med omlægningen kommer: • Mere straksbehandling Borgerne kan komme ind fra gaden og gå i gang med behandlingen med det samme uden at skulle igennem et tungt bureaukratisk forløb først. • Anonym rådgivning Det bliver lettere for borgerne at få anonym rådgivning for deres stofmisbrug. Det gør det mindre stigmatiserende for mange at søge hjælp. • Én indgang Borgere, der både har et alkohol- og et stofmisbrug, kan nu få behandling ét sted. Tidligere har det været to forskellige systemer. • Opsøgende behandling Borgere, der ikke selv har ressourcer til at opsøge hjælp, får mere hjælp, der hvor de er. Det gælder fx borgere, der både har en psykisk lidelse og et misbrug. • Større indflydelse Borgerne får langt større indflydelse på, hvilken behandling de skal have. Det er vigtigt, fordi det styrker motivationen for at blive i behandling. Omlægningen i korte træk • De 4 alkoholenheder og de 4 modtageenheder integreres i 3 rehabiliteringsenheder. • De 4 behandlingsenheder bliver til 3 behandlings- og substitutionsenheder. • Tilbud, som ikke er direkte behandlingsrelateret, indgår ikke i behandlingscenteret, men samles i Center for rehabilitering og pleje (E-huset, bofællesskaber i Lundtoftegade, pleje afdelingen på Forchhammersvej og Plejekollektiverne m.fl.). • Det selvstændige familiebehandlingstilbud - Familieambulatoriet Thoravej - omlægges så det fremover kan nå ud til et større antal borgere. • Der etableres et kommunalt lavintensivt behandlingstilbud for de bedre fungerende substitutionsbrugere. • Lægeklinikken Turesensgade udfases over 2 år. • Der etableres et nyt tilbud for de svageste substitutionsbrugere på Forchhammersvej gennem en fusion af ambulatoriet Forchhammersvej og Classensgade medio 2016. 10 • sofbladet • nr.3 september 2015 ”Vi skal flytte tankegang og vaner” Flemming B. Nielsen, misbrugsterapeut og casemanager i Modtageenheden Amager Jeg har i mange år undret mig over, hvorfor man ikke kørte alkoholbehandlingen og stofbehandlingen sammen. For om produktet hedder alkohol eller cannabis, eller hvad det nu gør, er det jo stadig en misbrugsproblematik, der er tale om. Og mange borgere har i øvrigt også et blandingsmisbrug. Nu har man altså fundet ud af, at er en god ide at behandle begge typer misbrug under samme tag, og det synes jeg er godt, så vi fremover kan tage hånd om det hele i stedet for at gøre borgerne til kastebolde. I virkeligheden er den største udfordring lige nu nok ikke borgerne, men det at få flyttet medarbejdernes tankegang og vaner. På alkoholområdet er der primært ansat sundhedspersonale, altså læger og sygeplejersker. På stofområdet er der mest ansat socialrådgivere og socialpædagoger, fordi den sociale del også fylder meget. Så vi skal lære hinanden og hinandens metoder at kende, hvis vi skal kunne dække begge områder. ”Husk, at det ikke er alle, der har en social problematik ” Mette Pitts, socialrådgiver og alkoholbehandler i Alkoholenheden på Regnbuepladsen ”Nu skal borgeren kun henvende sig ét sted” Pia Mathiasen, Socialrådgiver og tillidsrepræsentant, Behandlingsenhed Nord Jeg tænker, at der er nogle fordele ved, at man nu skal behandle alkohol og stof samme sted – særligt selvfølgelig for dem, der har begge typer misbrug. Desuden er det godt, at de, der har sociale problemer, kan få en helhedsorienteret hjælp samme sted, som de får behandling. Omvendt er det vigtigt, at man er særligt opmærksom på alle de borgere, som ikke har en social problematik, men kun et misbrug. De vil bare gerne have en behandlingsplan og ønsker ikke at blive til en social sag. De skal gerne kunne komme ind af døren og føle, at det er alkoholen eller stofferne, vi snakker om her. En af de rigtig gode ting er, at borgeren fremover kan tale direkte med den medarbejder, der træffer afgørelsen om, hvorvidt de fx kan få en enkeltydelse. I dag er det sådan, at vi, der har kontakten med borgeren, først laver alt forarbejdet og dernæst sender ansøgningen videre til Socialfaglig Enhed i myndighedsdelen af Borgercenteret. Men fremover skal de i Socialfaglig Enhed selv ud at tale med borgerne. Det tror jeg bliver godt, både fordi de så får alle oplysningerne på første hånd – og fordi borgerne har ønsket, at det blev som tidligere, hvor de talte med os, som også traf afgørelserne. Vi har både på alkohol- og stofområdet noget godt, fagligt gedigent arbejde, som vi gerne vil bevare. Og samtidig skal vi være åbne over for nye tiltag og arbejdsgange. Det stiller store krav både til medarbejdere og ledere i den kommende tid. Hele tanken om, at behandlingen skal omstruktureres er super. Fx er det rigtig godt, at vi fremover kan modtage borgerne direkte fra gaden og selv visitere dem. I dag går vores borgere først et stykke tid i modtageenheden, og hvis det så viser sig, at de skal blive ved med at have substitutionsmedicin, så bliver de sendt ned til os og skal skifte behandlere og kontaktperson midt i deres forløb. Nu bliver der kun ét sted borgeren skal henvende sig, og så bliver man der. Af Marianne Strøm Hansen nr.3 september 2015 • sofbladet • 11 Langt de fleste døgntilbud inden for handicap- og udsatteområdet og socialpsykiatrien arbejder ud fra en overordnet tilgang. Inden for socialpsykiatrien er det recovery. På både udsatte- og handicapområdet er den anerkendende tilgang mest udbredt, tæt efterfulgt af den neuropædagogiske tilgang på handicapområdet. Der ligger en tavs viden derude, som det ville være en fordel at få sat mere i spil. Det viser en undersøgelse fra 2014 af tilgange og metoder i SOF, som bygger på tilbuddenes egne kvalitetsbeskrivelser i forbindelse med akkreditering. Undersøgelsen peger på, at jo mere specialiserede tilbuddene er, jo mere benyttes velbeskrevne metoder. På 12 • sofbladet • nr.3 september 2015 Det er en udfordring, som Robin Vickery fra Enhed for Kvalitetsudvikling og Resultater, er kommet endnu tættere på i fire fokusinterviews med ledere og medarbejdere på døgntilbuddene, som han lavede i forbindelsen med undersøgelsen af tilgange og metoder i SOF. ”På tværs af områderne efterlyser medarbejderne fokus på, hvordan man kan integrere metode og teori mere i de redskaber, som bruges til daglig. Samtidig er metodefriheden, noget man sætter meget pris på, ikke mindst på udsatteområdet, hvor man i højere grad definerer arbejdet ud fra et fælles sprog i form af værdier og tilgange frem for metoder,” siger han. MINDFULNESS Tilværelsespsykologi PALS Beslutningsbalance Robin Vickery understreger, at en mindre grad af fokus på metoder ikke er ensbetydende med, at der arbejdes ustruktureret og uden mål for indsatserne. ”Slet ikke. Det er nok mere et udtryk for, at man ikke er vant til at sætte ord på sin praksis, men derfor kan arbejdet med borgerne godt være mere metodisk og teoretisk funderet, end det fremgår af tilbuddenes kvalitetsbeskrivelser. Det betyder så, at der ligger en tavs viden derude, som det ville være en fordel at få sat mere i spil, for det er min opfattelse, at medarbejderne er utroligt optagede af, hvordan man omsætter teori og metoder i god praksis,” vurderer han. I den næsten runde akkreditering, som starter i efteråret, satser Robin Vickery og kollegerne fra Enhed for Kvalitetsudvikling og Resultater derfor løbende på at sætte spot på god praksis, som auditorerne møder i løbet af processen og som kan være til inspiration for andre. Det kommer til at ske via en række gå hjem-møder, hvor medarbejdere fra forskellige tilbud stiller sig op og deler ud af lærerige erfaringer på, hvordan de konkret omsætter metoder og tilgange i praksis. referenceramme Samtale De tre huse samskabelse Værktøj Velfærdsteknologi Forandringscirkel SUNDHED FOR DIG Narrativ recovery Indkluderende Psykosocial rehabilitering MINVEJ løsningsfokuseret NICE tilbud, der favner en mere forskelligartet gruppe af borgere, har man derimod sværere ved at træffe klare valg om bestemte metoder, der kan bruges af alle medarbejdere. På psykiatri- og udsatteområdet drejer det sig om cirka halvdelen af tilbuddene, mens en tredjedel af tilbuddene på handicapområdet ikke har beskrevet en metode. Dermed kommer valg af metode ofte til at hænge sammen med den enkelte medarbejders baggrund, viden og interesser. Spot på god praksis Psykosocial rehabillitering Den løsningsfokuserede metode, recovery, neuropædagogik, miljøterapi… fortsæt selv listen. Det er ingen overdrivelse at hævde, at SOF er kendetegnet ved forskellige tilgange og metoder til det socialfaglige, sundhedsfaglige og pædagogiske arbejde. Men især på handicap- og psykiatriområdet efterlyses mere fokus på at integrere viden om metoder i praksis. relationsarbejde Kognitiv terapi Udviklingspsykologi løsningsfokuseret til Rom Dialog Tilgange Flere veje tema Neuropædagogik Recovery Videndeling Brugerinddragelse metoder og tilgange metoder Neuropædagogik Kognitiv miljøterapi Systemisk tankegang Mindfulness FIT samtaler brugerindragelse Kreative processer adfærdsterapi Relationspædagogik Neuropædagogik Skadereducerende Recovery parent management training Hverdagsværktøj Narrative samtale Åben dialog Kognitiv ramme Dialog og evalueringsredskab NADA case stories Forældreprogram Sundhedspædagogik samskabelse Dobbelt Kram Personlige forebyggelsesplaner Psykosocial rehabillitering Assertive Community Treatment Tilgange: ”Den måde, hvorpå medarbejderne møder borgeren” Metoder: ”Den pædagogiske/terapeutiske og sundhedsfaglige fremgangsmåde, der arbejdes ud fra” Kilde: Kvalitetsmodellen i SOF En bred vifte af tilgange på børne- og ungeområdet På børne- og ungeområdet er der ikke lavet en samlet afdækning af, hvordan landskabet for tilgange, metode og redskaber tegner sig på de forskellige centre. Men surfer man en tur rundt på centrenes hjemmesider, hvor tilbuddene præsenterer deres tilgang og metoder, så tegner der sig et billede af en bred vifte af overordnede tilgange fra de helhedsorienterede til de anerkendende, udviklingspsykologiske og narrative. Flertallet af tilbuddene bekender sig til en fælles tilgang eller et beskrevet arbejdsgrundlag med afsæt i teori, værdi og praksis. Enkelte tilbud har udviklet deres egne modeller eller behandlingskoncepter, fx Wibrandtsmodellen og Uturns model for forældreinddragelse. Faglig chef i Borgercenter Børn og Unge Martin Nabil Korsbæk vurderer, at tilbud på børne- og ungeområdet generelt er præget af en stor bevidsthed omkring valg af tilgange og teoretisk funderede metoder og på hvordan de omsættes i praksis. Han gætter på, at Hvad er tilgange og metoder? det er en bevidsthed, som bl.a. er blevet skærpet af, at man på området har arbejdet systematisk med forandringsteorier. Han peger desuden på, at det faglige udviklingsprojekt Kvalitet og Mål i Anbringelsen, har været med til at sætte godt gang i refleksioner over, hvordan teoretiske og værdimæssige grundlag bliver omsat til pædagogisk praksis på dag- og døgninstitutioner i SOF. ”Det er i hele taget mit indtryk, at man på børne- og ungeområdet er meget optaget af at skabe muligheder for udvikling og bevægelse, der hjælper familien, barnet eller den unge videre i livet. Det betyder også, at området tiltrækker medarbejdere, som er meget optagede af at arbejde systematisk med at omsætte metoder og tilgange, som kan medvirke til, at der sker en udvikling,” vurderer Martin Nabil Korsbæk. Har I brug for hjælp til at sætte fokus på socialfaglige metoder og tilgange? Mangler I viden om, hvad der er den bedste metode eller tilgang, og hvad skal der til for at omsætte den i praksis? Hos SOF’s vidensenhed, ViA (Viden i Anvendelse) er der mulighed for hjælp til sparring. Klik ind på KKintra og Find ViAs seks konsulenter, som alle arbejder med at facilitere faglige udviklingsprocesser. Af Pernille Søndergaard nr.3 september 2015 • sofbladet • 13 Signe Strøm Olsen, Mads Trier-Holm og Mette Holm er alle begejstrede for muligheden for at dykke ned i Åben Dialog. Til ære for fotografen rækker Mads Trier-Holm hånden i vejret. På uddannelsen foregår undervisningen dog mere i rundkreds end på den traditionelle skolebænk. Dialog i det åbne tema metoder og tilgange Inddragelsen af netværket står helt centralt i Åben Dialog, som er en tilgang, der oprindeligt er udviklet i Vestlapland i 1980’erne. Åben Dialog har siden vundet anerkendelse verden over og er også helt eller delvist implementeret forskellige steder i Danmark, både i behandlingspsykiatri og socialpsykiatri. Nu er turen kommet til den københavnske socialpsykiatri. I Center Nørrebro uddannes 30 medarbejdere og ledere for øjeblikket i at praktisere Åben Dialog. 14 • sofbladet • nr.3 september 2015 Det giver næsten sig selv; tanken bag Åben Dialog er, at vejen mod positive forandringer går gennem dialog. Centralt står også troen på, at man ikke kan forstå det enkelte menneske isoleret fra hans eller hendes sociale relationer. Derfor handler det om at involvere borgerens private og professionelle netværk som en positiv ressource. Det sker via netværksmødet, som er baseret på syv principper for hurtig indsats i forhold til borgeren og netværket. Her er fokus på dialog frem for løsning. På proces frem for beslutning. På undren frem for argumentation. Det lyder enkelt, og det er det også for mange. Men i praksis kan det være svært at lægge den løsningsfokuserede rolle og den professionelle dagsorden fra sig. Det er de i fuld gang med at øve sig på i Center Nørrebro. Her satser man på at gøre Åben Dialog til en fælles tilgang. Derfor gik centret sidste år i gang i med at udvikle en uddannelse i Åben Dialog til medarbejdere og ledere. Brugerperspektivet er med ”Åben Dialog er en tilgang, der taler direkte ind i Center Nørrebros ønske om at give borgeren en stemme og samtidig at tage seriøst, at gode relationer er bærende for, at man kommer nærmere et godt liv,” siger udviklingsmedarbejder Lisette Valter, som er en af tovholderne for uddannelsen. En leder og en medarbejder fra hver enhed i Center Nørrebro er i gang med at tage uddannelsen. En udviklingsgruppe udvikler løbende uddannelsen og omsætter de ideer og forslag, der kommer fra kursisterne til konkrete moduler. Udviklingsgruppen henter inspiration fra Århus Kommune, som siden 2011 har haft en 2-årig uddannelse i Åben Dialog. Desuden profiteres der af eksperthjælp fra Det nationale netværk for Åben Dialog. Center Nørrebro har også sørget for at få brugerperspektivet med. Mads Tri- er-Blom er én af de erfaringseksperter, som er inviteret indenfor som kursist på uddannelsen. Han er til daglig ansat som medarbejder med brugerkompetence i Psykinfo i Region Sjælland. ”Jeg er psykisk syg og lider under den opfattelse, at min diagnose er min vigtigste kompetence,” siger Mads Trier-Blom, som betegner sig selv som både brobygger, grænsebryder og Det, der går igen i Åben Dialog er, at alle er på lige fod, og alle perspektiver er lige gyldige. maniodepressiv. For ham er begrebet ydmyghed et vigtigt kendetegn ved Åben Dialog. ”Det betyder, at den professionelle afstår fra ekspert- og hjælperrollen og placerer ansvaret hos borgeren. Det, der går igen i Åben Dialog er, at alle er på lige fod, og alle perspektiver er lige gyldige. Man møder hinanden åbent og uden forudfattede meninger. Den professionelles ord vejer ikke tungere end borgerens,” forklarer han. Alle bliver hørt Der er ikke en dagsorden eller en på forhånd fastlagt struktur for netværksmøder i den åbne dialogs tegn. Til gengæld er der en mødefacilitator, som har ansvar for, at netværksmødet foregår med en klar kontekst, og at der bliver samlet op på mødet. På Uddannelsen i Åben Dialog klædes deltagerne derfor på til at være mødefacilitatorer og til at indgå i reflekterende teams på netværksmødet. Til netværksmødet inviteres de deltagere, som borgeren gerne vil have med som ligeværdige parter i at hjælpe med at afsøge, afklare eller pege på en vej frem i en uafklaret eller kritisk situation. Og netværket tænkes bredest muligt; det er både det private og det professionelle netværk, forklarer Mads Trier-Blom. ”Hvis det fx handler om en borger, der gerne vil flytte sammen med sin kæreste, men er lidt i tvivl om det hele, så kan borgeren fx vælge at invitere sin mor, en repræsentant for boligforeningen, sin sagsbehandler og sin kontaktperson med til mødet, og så bliver emnet reflekteret fra de forskellige deltageres ståsted. Alle byder ind med hvert deres perspektiv. Man skal brede hele paletten af muligheder, håb og bekymringer ud.” Det er mødefacilitatorens ansvar at sørge for, at alle kommer til orde, og at alle synspunkter bliver hørt, forstået og respekteret. Facilitatoren skal være spørgende, undrende og undersøgende for dermed at skabe rum for, at en åben dialog mellem borgerens og hans private og professionelle netværk kan udvikle sig. Tid til nærvær For Signe Strøm Olsen, som til daglig er stedfortrædende afdelingsleder på Fogedgården og begejstret kursist på uddannelsen, handler Åben Dialog netop om at give tid og rum til nærvær og lydhørhed. ”Vi skal øve os i at være oprigtigt til stede og lytte til, hvad den anden siger og ikke tro, at vi med den samme forstår eller ved, hvad den anden har på hjerte. Vi skal have modet og give tiden til at få foldet det hele ud,” siger Signe Strøm Olsen, som håber, at værdierne fra Åben Dialog kan blive ”til en måde at være til i verden på.” nr.3 september 2015 • sofbladet • 15 7 principper for Åben Dialog 1. Hurtig hjælp – det første møde mellem borger og netværk finder sted højst 24 timer efter henvendelse. 2. Et socialt netværksperspektiv – borgerens private og professionelle netværk inddrages i åben dialog. 3. Fleksibilitet og mobilitet – i forhold til fx mødested, mødedeltagere og mødetidspunkter. 4.Ansvar – den ansvarlige professionelle mødefacilitator/tovholder følger borgeren i hele forløbet. 5.Kontinuitet – det professionelle team følger borgeren gennem hele forløbet og kan undervejs suppleres med andre professionelle aktører. 6. Tolerance over for usikkerhed – de professionelle er ikke eksperterne, men er åbne for at der i dialogen med netværket viser sig nye muligheder og alternativer. At afstå fra fokus på løsninger kan skabe en midlertidig usikkerhed både for borgeren, netværket og de professionelle. 7. Dialogisme – den vigtigste opgave er at understøtte dialog mellem deltagerne for at opbygge en ny gensidig forståelse. Der er ikke én sandhed. Alle meninger, udsagn og tanker er lige gyldige. Center Nørrebro arbejder løbende med at tilpasse de syv principper for Åben Dialog til deres kontekst. ”Dét at give tid til nærvær, håber jeg, er noget, vi kan hive ind i vores hverdag i Center Nørrebro – også uden for netværksmøderne.” Hun bakkes op af sin medkursist Mette Busk, som er kontaktperson på Thorupgården. ”Jeg er begejstret for Åben Dialog, fordi det handler om, at vi lytter og taler sammen i stedet for at argumentere. Her er muligheden for, at alle kan sige, hvad de mener og føler. Til daglig lever vi jo i en produktionsorienteret hverdag med mål, handleplaner osv. Men i Åben Dialog hiver vi dagordener og beslutninger ud til fordel for en mere skabende proces og en ægte interesse i, hvad den anden siger.” At arbejde med Åben Dialog kræver langsommelighed og god tid, men på længere sigt er de timer, man bruger på dialogen med borgeren og netværket, givet godt ud, vurderer Lisette Valter. Der er nemlig gode resultater Med Åben Dialog fra Finland, som bl.a. peger på færre psykotiske tilfælde, nedsat brug af antipsykotisk medicin og fald i lange indlæggelser for skizofrene patienter. For øjeblikket gennemfører Socialstyrelsen et projekt, der skal undersøge effekten af at bruge Åben Dialog i socialpsykiatrien i fem forskellige kommuner i Danmark. ”Men vi forventer ikke, at Åben Dialog er svaret på alt. Det er en tilgang, som fint lever side om side med andre tilgange og metoder,” siger Lisette. Hurtig og fleksibel hjælp Det første hold på uddannelsen slutter i 2017, og Signe, Mette og Mads glæder sig til de kommende moduler. ”Det er fascinerende, at vi skaber uddannelsen samtidig med at vi går på den. Og så gør det noget fedt, at vi på kryds og tværs i centret er af sted sammen. Vi står alle på usikker grund og bliver knyttet tættere sammen på tværs af enheder,” siger Signe Strøm Olsen. Og ifølge Lisette Valter giver det rigtig god mening, at så forholdsvis stor en gruppe af medarbejdere er sendt af sted på uddannelse samtidig. Det skaber nemlig gode forudsætninger for at kunne arbejde med Åben Dialog i praksis ud fra de principper i tilgangen, der handler om hurtig og fleksibel hjælp. ”Når en borger ønsker et netværksmøde, kan vi hurtigt og fleksibelt træde til med mødefacilitatorer og reflekterende team inden for kort tid, fordi vi kan trække på hinandens Åben Dialog-ressourcer på tværs af centret,” forklarer Lisette Valter. Men indtil det første korps kandidater i Åben Dialog står klar, er udfordringen til stadighed at øve sig i den åbne dialogs kunst og få tilgangen til at spire og gro blandt både kolleger, borgere og netværk. Af Pernille Søndergaard Foto: Jeanne Kornum 16 • sofbladet • nr.3 september 2015 tema Metodiske arketyper i SOF Hvordan arbejder vi med metoder og tilgange i SOF? Det giver ViA – Viden i Anvendelse – et bud på via fem metodiske arketyper, som er blevet til på baggrund af interviews med medarbejdere fra forskellige tilbud i SOF. Individuel tilgang Medarbejdernes tilgang til borgerne afhænger af deres arbejdsmæssige erfaringer. De bringer de erfaringer i spil, de hver især har med sig. Deres praksis er ikke hængt op på et teoretisk grundlag eller en velbeskrevet metode. Den individuelle tilgang til arbejdet betyder, at medarbejderne ikke har et fælles fagligt sprog. Der er ingen udpræget tradition for, at de i fællesskab reflekterer over deres faglige praksis. Fælles tilgang Der er defineret en overordnet tilgang, som medarbejderne skal arbejde inden for. Det kan for eksempel være recovery eller en anerkendende tilgang. Tilgangen udstikker en retning for arbejdet og er på den måde med til at understøtte faglige refleksioner over, hvordan medarbejderne skal forholde sig til borgerne. Men medarbejderne kan nå derhen ad forskellige veje, da der ikke er nogle egentlige handlingsanvisninger eller metode. Dermed bliver arbejdet afhængigt af den enkeltes erfaringer. metoder og tilgange Eklektisk tilgang Tilbuddet til borgerne er sat sammen af en række forskellige velbeskrevne metoder og tilgange, som tilsammen vurderes at kunne dække de behov, borgerne har. Eklektiske tilbud kan tage sig ret forskellige ud. I et tilbud er flere fælles metoder rullet ud til en bred medarbejdergruppe, så hver medarbejder har en bred metodisk palet at trække på. I et andet tilbud er mindre grupper af medarbejdere bærere af hver deres metode. De forskellige metoder og kompetencer bliver så vidt muligt bragt i spil i forhold til borgernes forskellige behov og situationer. Enhedsmetode Der satses på én velbeskrevet metode, som alle medarbejderne skal arbejde ud fra, fx kognitiv miljøterapi. Det giver et fælles afsæt og sprog til de faglige drøftelser. Det forudsætter, at alle medarbejdere i større eller mindre omfang uddannes i metoden. Den fælles metode kan omfatte hovedparten af tilbuddets praksis, eller den kan begrænse sig til dele af den, fx udredning eller samtaler. Enhedsmetoden udelukker ikke, at der sideløbende hentes anden metodisk inspiration. Manualbaseret Tilbuddets praksis er baseret på den bedst tilgængelige viden om, hvad der virker for målgruppen. Det kan være evidensbaserede metoder samt nationale og internationale retningslinjer, som fx Nice guidelines for alkoholbehandling. Alle mestrer samme tilgang og går til borgeren efter samme metode og bruger den samme manual. Borgerne får i vid udstrækning den samme behandling, uanset hvilken medarbejder de er i kontakt med. nr.3 september 2015 • sofbladet • 17 tema metoder og tilgange ”ART er smart” På Solbakken indøver alle børn udvalgte sociale færdigheder og vredeskontrol via et manualbaseret træningsprogram. Programmet hedder ART, som er en forkortelse for Agression Replacement Training. 12-årige Freja har deltaget i et ART-forløb, og hun har lært sig selv meget bedre at kende. Freja snor sin halskæde flere gange omkring pegefingeren, hvor lak i en klar blå nuance glimter fra neglen. Hun vil gerne fortælle Sofbladet, hvad hun har fået ud af at deltage i et ART-forløb. Hun slår smut med øjnene og er rap i replikken. Men midt i det hele finder eftertænksomheden også vej. Den er kommet til efter ART-træningen, som har lært hende, at dét at tage en pause og træde et skridt tilbage er en god ting, når man skal tøjle et hidsigt temperament. Det er ikke fordi man som barn på Solbakken ikke må blive vred og sur, men man skal lære, hvordan man reagerer hensigtsmæssigt i selve situationen. At tælle baglæns ”Først lærte jeg fx at lægge mærke til de signaler, jeg får i kroppen, inden jeg bliver vred. Jeg begynder at spænde i hænderne og får uro i fødderne, og så kan jeg føle, at jeg begynder at spænde i nummeren,” fortæller Freja og løfter med et skævt smil bagdelen lidt fra stolen. Det 30 timer lange ART-forløb har også givet Freja indsigt i, hvad det er, der kan være med til at udløse vreden. Og så har hun har fået flere gode fif til, 18 • sofbladet • nr.3 september 2015 hvad der kan hjælpe hende med at bytte spark, spyt og slag ud med en mere social og fredelig adfærd. ”Ydre triggere – det er sådan nogle, man får, hvis der fx er nogen, der skubber eller sparker til én. På ART lærte jeg at sige til de andre, at det vil jeg ikke have, eller at spørge:” Hvorfor gør du det?” Eller at sige det til en voksen. Før ville jeg bare selv have sparket, revet eller slået igen,” fortæller Freja. At tælle baglæns fra ti ned til nul kan også hjælpe hende med ikke at fare i flint. En god udvej kan desuden være at undgå øjenkontakt og fjerne sig fysisk fra situationen. ”I dag når jeg bliver sur på min mor, så løber jeg ind på mit værelse og siger alle de ting, jeg skal af med ned i min pude. Og hvis der er et af de andre børn, der bliver ved med at gøre noget, der irriterer mig, så går jeg væk og tænker over konsekvenserne af, hvad der ville ske, hvis jeg slog eller noget andet,” fortæller hun. Lærer sociale færdigheder via rollespil ART er nok mest kendt for sin træning i kontrol af vrede. Men vredeshåndteringen er kun én af tre komponenter i FAKTA om ART Det evidensbaserede program ART har sit udgangspunkt i læringspsykologien, hvor aggressiv adfærd primært ses som en tillært adfærd. Dette kobles i ART med indsigter fra blandt andet social læringsteori og kognitiv adfærdsanalyse. Der er foretaget flere effektstudier af ART, der blandt andet påviser, at børn og unge, der trænes i ART, efterfølgende udviser signifikant mindre aggressiv adfærd og har øgede sociale kompetencer. Behandlingen med ART har været tilbudt i Danmark siden 2010 og tilbydes bl.a. til udadreagerende unge på døgninstitutioner, i dagbehandlingstilbud og i enkelte skoler. I SOF tilbydes ART på fire dagtilbud og fem døgninstitutioner. Freja fanget i sommersol på Solbakkens trappe sammen med sine ART-trænere, Dorte Mølbak og Maria Busljeta. Dorte Mølbak er for øjeblikket i gang med at videreuddanne sig til ART-master. Det betyder, at hun bliver kvalificeret til at uddanne nye ART-trænere i SOF. Maria Busljeta fungerer ikke kun som ART-træner på Solbakken, men træner også børn på fx Ny Ellebjerg Skole. nr.3 september 2015 • sofbladet • 19 programmet, som også indeholder social færdighedstræning og træning i moralsk ræsonnement. Det fortæller Maria Busljeta og Dorte Mølbak, som begge er pædagoger og to af Solbakkens i alt fem certificerede ART-trænere. I den sociale færdighedstræning trænes børnene i udvalgte sociale færdigheder som fx at give komplimenter, at tackle kritik, at bede om hjælp og at starte en samtale. Undervisningsmetoden er en blanding af snak, rollespil og øvelser, hvor børnene både hører trænerne fortælle om de sociale færdigheder og ser dem demonstrere dem i praksis. ”I ART-lokalet får børnene spejlet sig selv og bagefter øver de sig i selv at sige ordene og gøre tingene, før de går ud i den virkelige verden og prøver det af, ” forklarer Dorte Mølbak, der som ART-træner skal agere det gode eksempel. Modellen indeholder i alt 50 færdigheder, og man kan vælge præcis de færdigheder, som børnene har brug for at træne. ”Freja har ADHD i svær grad, og hun har store problemer med at vente på sin tur i samtalen. I ART har vi derfor trænet hende i at lytte og vente på andre, når de snakker i stedet for at bryde ind. Og vi har også trænet den måde, Freja henvender sig på, når hun gerne vil starte en samtale,” forklarer Maria Busljeta. Den sidste komponent i ART er træning i moralsk ræsonnement. Her øver børnene sig i at tænke over konsekvenser af deres handlinger. I ART-lokalet hænger en plakat med en oversigt over 14 karakteregenskaber, som forskningen viser, at børn og unge med sociale og psykiske problemer typisk ikke er så fortrolige med, fx tålmodighed, samarbejde og hjælpsomhed. Begreberne bruges til at folde de moralske dilemmaer ud, som ART-trænerne tager op med børnene i træningen. Konkrete opskrifter og masser af ros Et ART-forløb foregår i mindre grupper og består af 30 lektioner, som er bygget op omkring en manual. Den pinder skridt for skridt ud, hvad deltagerne skal igennem inden for programmets tre komponenter. Både Maria Busljeta og Dorte Mølbak oplever manualen som en god støtte. ”Som pædagog skal du ikke opfinde det hele selv. Det er en stor fordel at have en manual med konkrete opskrifter på, hvordan man i praksis kan øve hensigtsmæssig adfærd, og så hjælper manualen med at holde skarpt fokus på, hvad det er, vi skal lære nu,” siger Dorte Mølbak. En vigtig motivationsfaktor i ART er anerkendelse, som det er ART-trænernes opgave at dosere i rette mængder. Vi bruger ros til at vise: ”Jeg ser dig for de gode ting, du gør.” Og børnene elsker det!” fortæller Maria Busljeta. ART-trænerne kan også bruge konkrete belønninger som fx en snurretop og en pakke Tic Tac som tegn på positiv anerkendelse. Når et forløb slutter, får deltagerne desuden et ART-diplom i glas og ramme. Det, synes Freja, var en god oplevelse. ”Jeg blev rørt indeni. Jeg fik den dér følelse: Yes, jeg har gjort det godt! Nu kan jeg ART,” siger Freja. Flere valgmuligheder ART-programmet lægger op til, at deltagerne kan fungere som rollemodeller for hinanden. Derfor er det ifølge de to ART-trænere en særlig udfordring at gennemføre ART med så udfordrede børn som Solbakkens. Alligevel bakker begge pædagoger 100 procent op omkring Solbakkens motto for ART-træningen, som lyder: ”ART er smart.” ”ART matcher meget fint de mål, som børnene har for deres udvikling, og som vi dagligt behandler. ART læner sig derfor helt naturligt op af min hverdag som pædagog her på Solbakken. Jeg er vild med det, for det giver så meget mening,” siger Maria Busljeta. For Dorte Mølbak handler ART først og fremmest om at give børnene flere valgmuligheder. ”På længere sigt handler det om, at vi skal hjælpe børnene til at blive samfundsborgere, som forstår at begå sig ude i verden. Med ART får børnene nogle rigtigt gode, konkrete værktøjer med til at reflektere over sig selv og justere deres adfærd,” siger hun. Og Freja? Hun summer sin personlige gevinst ved ART op med disse ord: ”Jeg kender mig selv bedre efter ART. Jeg mærker mig selv nu og forstår også bedre, hvad det betyder for mig, at jeg har AHDH.” Tekst og foto: Pernille Søndergaard 20 • sofbladet • nr.3 september 2015 ART på Solbakken Solbakken er en skole- og dagbehandlingsinstitution på Vesterbro med 30 børn. Omkring halvdelen af børnene har været igennem et gruppebaseret ART-forløb i tre ugentlige lektioner over 10 uger. Målet er, at alle børn skal igennem et ART-forløb og et efterfølgende brush up-forløb på seks lektioner. Solbakken har fire uddannede ART-trænere, der løbende varetager ART-træningen. Yderligere to pædagoger bliver uddannet i 2016. tema Farvel til autopiloten metoder og tilgange Sofbladet er med som en flue på væggen en onsdag formiddag til gruppebehandling for aktive misbrugere i Center for Misbrugsbehandling og Pleje. Gruppebehandlingen er et ambulant tilbud til borgere med et problematisk forbrug af stoffer, medicin eller alkohol, der ønsker at reducere eller stoppe deres misbrug. Den kognitive metode løber som en rød tråd gennem behandlingen. Den kognitive metode giver et fælles sprog for misbrugsbehandler Morten Sylverstersen og hans kollega, som på skift kører gruppebehandlingen. Vinduerne er slået op på vid gab i lokalet under loftet, hvor Aktivgruppen mødes til dagens session. På det store bord midt i lokalet har misbrugsbehandler Morten Sylvestersen rettet an med vand, kopper, nescafé og termokander. Som den første træder Bent ind ad døren. Han lægger sin kasket i vindueskarmen og dykker ned i sin taske efter en sodavand. Dagens øvrige deltagere finder deres pladser om bordet. Kenny - en ung mand i tyverne – har wienerbrød og en rulle vingummi med. Hans sidemand, Erik, finder læsebriller og papirer med dagens opgaver frem. Han skraber lidt rastløst med fødderne under bordet. Det tre måneder lange behandlingsforløb er bygget op omkring en omfangsrig manual. Den indeholder opgaver og workshops med gennemgange af en lang række temaer med relation til misbrug og ønsket om forandring, fx kriser og tab, motivation og forandring, stofedukation, tilbagefaldsforebyggelse, ansvar, stress og modstandskraft. Manualen er et fælles arbejdsredskab for de to misbrugsbehandlere, som på skift står for gruppen. Men de følger den ikke slavisk. Der skal være plads til improvisation alt efter, hvad der er på spil hos de enkelte deltagere. FAKTA om den ambulante gruppebehandling Det overordnede mål for det 12 uger lange behandlingsforløb i Center for Misbrugsbehandling og Pleje er reduktion af misbruget eller stoffrihed. Hver mandag sætter deltagerne sig delmål for ugen. Hver fredag følges op på målene. De fleste, der gennemfører den 12 uger lange behandling, opnår stoffrihed. Så snart deltageren er stoffri og kan lægge to rene urinprøver, har han eller hun mulighed for at fortsætte i den stoffrie gruppe. nr.3 september 2015 • sofbladet • 21 I manualen er den kognitive metode grundlæggende, og den giver et fælles sprog for Morten Sylvestersen og hans kollega, som begge har mange års erfaring inden for misbrugsområdet og en etårig kognitiv grunduddannelse. Den kognitive metode suppleres af begge med både løsningsfokuserede, motiverende og narrative tilgange. Kampen med ambivalensen Sessionen starter med en runde Siden Sidst. Erik lægger ud. ”Jeg har haft nogle virkelig fristende tanker. Trangen efter alkohol opstod, fordi jeg smuttede forbi kiosken, og der ligger jo en god rødvin. Tanken blev hos mig i to timer, men jeg tænkte, ”Nej jeg gør det ikke.” Så de to dele af mig kæmpede om pladsen længe, og det var så irriterende, men jeg var glad for, at jeg ikke gav efter.” ”Godt gået, Erik!” lyder det opmuntrende rundt om bordet. Morten Sylvestersen nikker anerkendende. ”Det er en vigtig erfaring, du har fået med dig, at du kan være med trangen. Du var i forhandling med dig selv i to timer - og det er lang tid at kæmpe med ambivalensen. Hvis man ser på, hvad der er i værktøjskassen efter hjælp, så kan det være et rigtigt godt redskab at hive fat i nogen og sige det højt. Var det en mulighed for dig i den konkrete situation?” Farvel til autopilot Den kognitive metode er en tilgang til at analysere tanker, følelser og adfærd i kritiske situationer i stedet for at være 22 • sofbladet • nr.3 september 2015 på autopilot. Centralt i den kognitive terapi står nemlig, at det ikke er en given situation, som giver anledning til problemer. Det afgørende er måden, vi fortolker eller tænker om den. Derfor handler det bl.a. om at give deltagerne redskaber til at registrere og forstå sammenhængen mellem tanker, følelser, adfærd og kropslige fornemmelser for dermed at bryde med onde cirkler og øge følelsen af kontrol. Det er en hjælp til at håndtere den ambivalens, de fleste af deltagerne står med, nemlig ønsket om forandring på den ene side og de mange grunde, der er for at fortsætte misbruget på den anden. En ung sortklædt mand kommer stille ind ad døren. Han har fulgt gruppereglerne og meldt sin lidt senere ankomst til Morten. Han sætter sig ned. Virker nedslået. ”Det går ikke så skide godt. Jeg orker ikke at snakke om det. Jeg vil gerne være med på en lytter i dag,” siger han, da turen kommer til ham. ”Det er fedt, du har fået slæbt dig herind. Det tyder på, at du vil en forandring”, understreger Morten Sylvestersen og giver ordet videre til Bent. ”Jeg tog til Herlev onsdag, og der går jo som regel druk og røg i den. Så det var lidt en test. Men det blev en kanon aften med sodavand og nul røg. Jeg har rundet de tre dage og er kommet forbi det punkt, hvor jeg bare skal have den der bajer. Men jeg ved jo, at der kommer et tidspunkt, hvor jeg synes, jeg har så meget styr på det, at jeg godt kan fejre det med en lille én…” Morten Sylvestersen tager tråden op. ”Det er en typisk tilbagefaldsfælde at teste sig selv. Når man vinder over trangen, er det fedt, men så kan man godt begynde at hæve overlæggeren. Så man udfordrer sig selv endnu mere, og så er der stor risiko for, at man snubler. Er der noget, du kan gøre?” ”Jeg har sørget for, at der står ”Alkoholstop” i min kalender samtlige dage i tre måneder, så når jeg kigger i min kalender, får jeg det direkte i hovedet,” svarer Bent. Det er mest en tankefabrik ”Ja, bare bliv ved med at drikke sodavand, Bent,” siger Kenny, inden han selv tager ordet. ”I dag er det 37 dage væk fra hash. Det er skide godt og fantastisk. I onsdags hentede jeg en venindes datter fra børnehave. Jeg havde guitar med, og så satte vi os i to timer og spillede. Det var sjovt og dejligt - og det var i hvert fald ikke sket, hvis jeg havde røget hash, så havde jeg bare siddet og stenet,” siger Kenny med et skævt smil og fortsætter: ”Der er stadig et tomrum, jeg skal have fyldt ud. For jeg slås med de der pop up-tanker, der kommer: ”Nu går det godt, så kan du godt ryge en joint”. Det er den værste tanke, fordi jeg altid har haft et selvdestruktivt mønster og en stemme, der siger: Du skal nok få det ødelagt. Men jeg ved godt, det mest er en tankefabrik i mit hoved, og at det bedste, jeg kan gøre, er at være opmærksom på mine tanker.” ”Ja,” nikker misbrugsbehandleren, som sammen med de øvrige om bordet lytter opmærksomt, ”Det vigtigste er, at du får registreret dine tanker, for hvis de kører automatisk, så kører de afsted med dig. Når du bare holder fast i at registrere, hvad der sker i dig, så kan jeg ikke se, hvad der skulle skubbe dig af sporet nu.” ”Jeg får noget godt ud af at være her. Jo mere man selv byder ind, jo mere får man ud af det. Det er vigtigt, at vi kan komme her gruppen med vores input. Man får en masse tilbage, man kan bruge til noget.” Negative antagelser spænder ben I behandlingen arbejder Morten Sylvestersen med begrebet Skemata, som i kognitiv terapi er betegnelsen for de grundantagelser, vi har om os selv, andre og verden. ”Ingen kan lide mig” kunne en grundlæggende antagelse om én selv lyde og om andre: ”Alle andre er bedre end mig”. Og om verden:” Verden er et utrygt og farligt sted.” Med afsæt i grundantagelserne udvikler vi et sæt leveregler, som styrer vores handlinger, fx ”Jeg vil ikke lade nogen komme tæt på mig, for så vil jeg (jo) blive svigtet (igen).” Problemet med gamle og uhensigtsmæssige leveregler er, at de med tiden bliver for rigide og alt for svære at leve op til, hvilket leder frem til de såkaldt negative, automatiske tanker – irrationelle og belastende tanker, som forvrænger virkeligheden. I manualen er der flere forskellige værktøjer, som Morten Sylvestersen og hans kollega bruger til at øge deltagernes bevidsthed om de negative grundantagelser, der er med til at spænde ben. Ét af værktøjerne er hjemmeopgaver og gennemgang af forskellige eksistentielle temaer. Ugens tema er skyld og skam, og en af dagens hjemmeopgaver lyder: Du møder en gammel ven/familiemedlem/studiekammerat og vedkommende spørger: Hvad går du så og laver? Du er indskrevet i behandling for dit misbrug og er i tvivl om, hvad du skal svare. Har du prøvet at stå i den type situation? Beskriv kort hvad du gjorde? Hvad var konsekvenserne? Hvad er fordel og ulempe for dig ved at fortælle om virkeligheden, som den er? Morten Sylvestersen rejser sig og tegner hurtigt et skema op på tavlen med fordele på den ene side og ulemper på den anden. Fordele/ulempeskemaet en teknik i den kognitive metode til at undersøge, hvilke fordele og ulemper deltageren oplever, der er knyttet til misbruget. Men skemaet kan også bruges i andre valgsituationer, som nu den dagens opgave lyder på. ”En fordel ved at fortælle det, som det er, er at du slipper for at lyve,” lyder ét bud. ”En ulempe er, at du sætter gang i folks - fx dine forældres - forventning til, at du bliver stoffri - og det kan opleves som et pres,” lyder et andet bud. ”En fordel er vel også, at du ikke står alene, at du får en potentiel livlinje,” forslår Morten Sylvestersen. ”Ja, og når man så ringer, så tager de sgu aldrig telefonen,” udbryder Bent. Og det bliver anledning til en snak, der runder leveregler som fx ”Hvis jeg beder om hjælp, så bliver jeg afvist”. ”Hvis jeg ringer, synes de, jeg er irriterende”. ”Det er svagt, at jeg ikke kan klare mig selv”. ”De leveregler ser vi nærmere på, når vi skal arbejde med støttepersoner,” siger Morten, inden Kenny kommer med et endnu et bud på en fordel ved at fortælle tingene, som det er. ”Du tømmer hovedet. Så er problemet ude af dig,” siger han, og Morten Sylvestersen griber bolden og sætter streg under en sidste vigtig pointe inden frokostpausen – denne gang med et nøglebegreb inden for den narrative tilgang: ”Problemet er problemet. Men det er ikke dig der ER problemet. Problemet er noget, du kæmper med.” Af hensyn til anonymitet er deltagernes navne opdigtet. Tekst og foto: Pernille Søndergaard nr.3 september 2015 • sofbladet • 23 At smitte med ro På botilbuddet Hyldeblomsten forsøger medarbejderne at skabe øjeblikke af nærvær, samhørighed og ro sammen med beboerne. Det gør de med afsæt i viden fra neuroaffektiv og neurokognitiv udviklingspsykologi. Pia Jensen sætter en cd med Mads Langer i Kristoffers ghettoblaster. 47-årige Kristoffer ligger stadig i sin seng og sover. Han har brug for stimuli til at vække nervesystemet, og popsangene hjælper ham med at komme op til overfladen efter en lang nats søvn. Pia Jensen møder ham her fra morgenstunden med dét, der i Hyldeblomstens neuroaffektive ordbog benævnes ”tøvende nærvær”. Det er en tilgang, som er meget forskellig fra en energisk morgenhilsen i stil med ”Godmorgen, NU skal vi have dig op af sengen, af med bleen og i bad!” I stedet tuner Pia Jensen sig tøvende og roligt ind på Kristoffer, alt i mens hun aflæser hans kropssprog. Hun puster ind i sine hænder for at varme dem op, for hun kan se, at Kristoffer får kuldegysninger, da hun slår dynen til side. Hun stryger ham op og ned ad armene med fast strøg. Da han sidder i sejlet på vej fra seng til kørestol, vugger hun ham blidt for at stimulere hans vestibulære sans, som har at gøre med kroppens ligevægt. Samtidig stimulerer hun med de vuggende bevægelser hans arousal i hjernen. ”Jeg tænker hele tiden, hvad er vigtigt for ham? For det er jo mig, der er hjælperen,” understreger Pia Jensen, som til daglig er afdelingsleder i Hyldeblomsten. Nervesystemet har brug for samhørighed I Hyldeblomsten er medarbejderne opmærksomme på, hvordan de i samspillet 24 • sofbladet • nr.3 september 2015 med beboerne både kan smitte beboernes nervesystem med ro og vække det, hvis der er behov for det. Det gør de i tæt samarbejde med psykolog Ingrid Grunnet, der giver supervision og undervisning med afsæt i neuroaffektiv og neurokognitiv udviklingspsykologi. ”Vores beboere er på et kognitivt udviklingsniveau svarende til mellem tre måneder og tre år, og de kan være svære at afkode. Ud af 15 har kun to fuldt verbalsprog. Neuroaffektiv og neurokognitiv udviklingspsykologi giver os viden om, hvordan vi bedre kan aflæse og møde beboerne og deres følelsesmæssige tilstand,” fortæller Pia Jensen. Ifølge Ingrid Grunnet bliver nervesystemet udviklet gennem barnets tætte kontakt til og samspil med forældre og andre omsorgspersoner, hvor barnet fra starten hjælpes fra tilstande af frustration til velbehag. Hvis der ikke er nogen, der taler, smiler og gestikulerer til barnet og ser det i øjnene, bliver de områder af hjernen, vi mennesker bruger til at rumme vores indre følelsesliv, ikke udviklet. Det betyder, at barnet ikke får udviklet de dele i hjernen, der skal hjælpe det med at forstå og reagere på egne og andres følelser. Mange børn med et fejludviklet følelsesliv har svært ved at affektregulere, dvs. tilpasse deres energiniveau og komme ned igen, når de har været bange eller vrede eller på andre måder oppe at køre. Udviklingshæmmede har på grund af et medfødt skrøbeligt nervesystem brug Det kan være stressende for Kristoffer, når neglesaksen kommer frem, men han klarer det i flot stil og samarbejder. Og får masser af ros og opmuntring af Pia Jensen undervejs. ”Tøvende øjeblikke i nærværet er helt afgørende for, at vi kan komme igennem hverdagssituationer med fx tandbørstning og negleklipning, som mange af vores beboere oplever som meget stressfyldte,” siger hun. tema metoder og tilgange FAKTA Alle relevante medarbejdere i Center for Mutiple Funktionsnedsættelser bliver superviseret og uddannet i at arbejde med neuroaffektiv og neurokognitiv udviklingspsykologi. I foråret har fire hold á 20 medarbejdere været på kursus med psykolog Ingrid Grunnet. Hun står for et udredningsprojekt om neuroaffektiv og neurokognitiv udviklingspykologi, der skal undersøge, hvad der virker for centrets borgere. for særlig støtte i forhold til at regulere deres affekter. En støtte, som mange ikke har fået af deres primære omsorgspersoner, fordi sorg og bekymring i forhold til barnets handicap tit skaber støj på det, Ingrid Grunnet kalder ”samhørighedskommunikationen.” Uden jævnlige oplevelser af samhørighed vil alle menneskers nervesystem blive stresset og have en tilbøjelighed til at fungere på krybdyrshjerne-niveau, hvor det enten handler om kamp eller flugt, og det er forbundet med stor eksistentiel angst og pludselige raseriudbrud. Derfor har mange voksne udviklingshæmmede nr.3 september 2015 • sofbladet • 25 ifølge psykologen brug for hjælp til at få nervesystemet til at falde til ro, så de kan forblive i deres føle-tænke-hjerne. Og hjælpen er vigtigt. For den gode nyhed er, at menneskets nervesystem til stadighed kan udvikle sig, hvis man sætter ind med den rette hjælp. Svøbt i omsorg Da Pia Jensen startede på Hyldeblomsten for 15 år siden, var det daglige brusebad en prøvelse for Kristoffer. Han skreg tit og blev angst, når det var tid til et bad. Ifølge Pia Jensen blev der dengang stillet for store krav til Kristoffer, som er synshæmmet og ikke har et verbalsprog. Denne onsdag morgen er musikken fulgt med Kristoffer ud i badeværelsets cd-afspiller. Han sidder roligt i badesto- 26 • sofbladet • nr.3 september 2015 len, mens Pia Jensen finder frem til den temperatur på vandet, som hun af erfaring ved, at Kristoffer trives bedst med. For ikke at overstimulere hans taktile sans i mødet med det våde, bruser hun en lille del af kroppen af gangen med sin hånd imellem Kristoffers hud og strålerne fra vandet. Hun begynder med venstre skulder og arbejder sig videre bag om ryggen og sætter undervejs ord på alt, hvad hun gør, før hun gør det. Hele badescenen er omsluttet af en omsorg så blød som det grønne tæppe, Pia Jensen pakker Kristoffer ind i, efter han har fået vasket hår og er blevet tørret. Det ligger lige for at associere til en mor med sit lille barn. Og så alligevel ikke. Pia Jensen laver ikke pruttelyde på Kristoffers mave, og hun taler heller ikke babysprog til ham. For Kristoffer er ikke et spædbarn, og Pia Jensen er ikke hans mor. Frem for alt er hun en professionel omsorgsperson, som bevidst prøver at genskabe et af de øjeblikke af nærvær og samhørighed, der normalt er mange af i det tidlige forældre-barn samspil, og som kan være med til at sætte gang i masser af neurologiske processer. Tillid er vejen ”I den neuroaffektive tilgang er relationen det bærende. Tillid er vejen til, at vi kan overskride nogle grænser sammen med beboeren. Mange af beboerne oplever daglige gøremål som fx at bade, børste tænder og at få klippet negle som stressfyldte. Dér er nærværet helt afgørende for at komme igennem det. Derfor prøver vi at afstemme os selv i forhold til beboerne og aflæse deres signaler og kigge efter tegn på det autono- Anni i en stille morgenstund med omsorgmedhjælper Peter Rasmussen. Medarbejderne i Hyldeblomsten prøver at skabe rum for, at der kan opstå ”moments of now”, som ligner nogle af de øjeblikke, der er i det tidlige samspil mellem barn og omsorgsperson. Det kræver en masse energi som medarbejder at forholde sig nærværende og tilgængeligt og forsøge at smitte med ro. Vi er bevidste om, at vi knokler mest, når vi tør være autentisk til stede og mærke det, beboerne mærker me nervesystem,” forklarer hun. ”Fx kan et en sitren i huden være tegn på overstimulering af et stresset nervesystem, der har svært ved at kapere for meget berøring. Det kan også være en beboer, der viger i blikket – det kan være en besked om,” at nu kan jeg ikke holde ud, at du vil mig”. Så der prøver vi at bygge kontakten op lige så stille uden i første omgang at tage øjenkontakt og uden at kræve noget af beboeren.” Griber øjeblikket For medarbejderne i Hyldeblomsten er kropsligt nærvær i arbejdet med beboerne en fællesnævner. Det kræver, at de både skal være gode til at mærke den enkelte beboer og sig selv. Supervisionen med Ingrid Grunnet har øget medarbejdernes bevidsthed om, at deres eget nervesystem kan påvirke beboernes nervesystem og omvendt. Derfor reflekterer de meget over måden, de møder beboerne på og med hvilken energi og vitalitet. ”Vi er bevidste om, at vi knokler mest, når vi tør være autentisk til stede og mærke det, beboerne mærker. Risikoen er, at man bliver smittet af deres uro. Så udfordringen er som en karavanefører at vise vejen og hele tiden forsøge at hjælpe beboerne til en tilstand af ro og velvære,” siger Pia Jensen. Og så er kunsten ifølge den neuroaffektive tilgang, at medarbejderne indstiller sig på at gribe de øjeblikke, hvor nærvær og samhørighed kan opstå. Sådan et øjeblik griber Pia Jensen, da hun efter badet møder 40-årige Anni i Hyldeblomstens køkken. Anni har downs syndrom, et rastløst kropssprog og laver høje prustelyde. Hun sætter sig over for Pia Jensen og vifter med hænderne og virrer med hovedet, mens hun holder øjenkontakt med Pia. På akkurat samme måde som Anni vifter Pia Jensen med hænderne og virrer med hovedet. Det fortsætter et lille stykke tid, og den lille spejldans ender med, at Anni hopper op på skødet af Pia. Kort efter finder Anni ro i en omfavnelse. ”Jeg spejler Anni i legen og giver hende et gensvar. Min besked til hende er: ”Jeg ser og hører dig.” Vi mødes som ligeværdige. Vi vil gerne have, at det er vores beboere, der sætter vejen for os, og at vi følger med. Selvom magtforholdet er asymmetrisk, så kan vi give dem indflydelse på, hvad der skal ske og i hvilket tempo.” Anni tager initiativ til kontakt, og Pia Jensen spejler alle hendes bevægelser og lyde for at sige: ”Jeg ser og hører dig”. ”Det er ikke så meget selve spejlingen, som her er vigtigt. Det, der gør forskellen, er den kvalitet vi spejler beboerens energi og deres følelsesmæssige udtryk med,” forklarer hun. Tekst og foto: Pernille Søndergaard nr.3 september 2015 • sofbladet • 27 Borgeren har ordet 20-årige Anne Hauder er vokset op i en plejefamilie, og hun har igennem sin opvækst haft mere end 15 sagsbehandlere og familiekonsulenter indover sin sag. Nu har hun har bidraget med sine oplevelser til et projekt, som har inddraget tidligere anbragte unge i at udvikle samarbejdet mellem myndighed og udfører. Projektet involverer Ungeteamet i Borgercenter Børn og unge City-Østerbro, ungdomspensionen Rymarksvænge og værestedet De 4 Årstider og er et led i Tæt på Familien. Hvordan har du oplevet at blive inddraget som ungeekspert? Hvad kunne du godt have tænkt dig var anderledes? Det er rigtig positivt, at kommunen spørger os, som har erfaringerne, så vi kan hjælpe med at ændre nogle ting til det bedre. I projektet deltog også andre unge. Det betyder, at jeg har fået mine egne forslag reflekteret af andre i samme situation som mig selv - og det er altid spændende. Det er jo netop også det, der er så godt ved et sted som Det 4 årstider, at man mødes med andre, der har oplevet det samme som én selv. Mine veninder vil jo gerne forstå, men de kommer aldrig helt til at forstå, hvordan det er at vokse op som anbragt. Det gør de her i De 4 årstider. Flere år i træk ønskede jeg at skifte skole, fordi jeg blev mobbet, men min mor satte sig imod. Til sidst endte det med, at fik jeg lov til at skifte skole, men det var først efter lang tid. I den situation følte jeg, at min mors behov for myndighed fik lov at spille en større rolle end min trivsel, og jeg ville ønske, de havde lyttet mere til, hvad jeg selv og mine plejeforældre havde at sige. Hvad er det første du husker om din kontakt til Socialforvaltningen? Vi krænger vores liv ud, og vi hører sjældent noget om dem på den anden side af bordet. Jeg samlede på servietter, da jeg var lille, og det havde min sagsbehandler fundet ud af, så hun havde taget sin egen samling med, da hun kom hjem i min plejefamilie for at snakke med mig. Det knyttede et vist bånd og gjorde det lettere for mig at tale med hende om, hvordan det gik, når jeg var hjemme hos min mor. Hvad har man som anbragt barn og ung brug for? Man har brug for at blive mødt med åbenhed. Vi krænger vores liv ud, og vi hører sjældent noget om dem på den anden side af bordet. Det er ikke, fordi de behøver at krænge alt ud, men det ville være rart, hvis de gav lidt af sig selv. Det, at man starter samtalen med noget positivt, kan være med at skabe en tættere relation, så det hele ikke bliver så gråt og hårdt. Hvordan har du oplevet, at der har været 15 forskellige sagsbehandlere/ familiekonsulenter indover din sag? Det har været irriterende, at jeg igen og igen har skullet fortælle, hvorfor jeg ikke ville hjem til min mor. Det var jo ikke rart at snakke om, men jeg skulle starte forfra, hver gang jeg fik en ny sagsbehandler. Jeg har kun en enkelt gang oplevet, at der var en familiekonsulent, som startede dér, hvor den forrige slap min sag. Hvordan synes du, kommunen har hjulpet dig bedst? En tryg plejefamilie er den allerbedste hjælp, jeg har fået fra kommunen. Og så var der en gang, hvor Socialforvaltningen hjalp mig med at få fornyet min pas, da min mor nægtede at skive under. Den hjælp betød, at jeg alligevel kunne komme på ferie med min plejefamilie. Læs mere om Tæt på Familien på side 8. Af Pernille Søndergaard
