POLITISK/ØKONOMISK PRAKTIKANT PÅ DEN DANSKE

Transcription

POLITISK/ØKONOMISK PRAKTIKANT PÅ DEN DANSKE
POLITISK/ØKONOMISK PRAKTIKANT PÅ DEN DANSKE AMBASSADE I ZAGREB
Den Danske Ambassade i Zagreb søger en politisk/økonomisk praktikant. Praktikopholdet vil være af 6
måneders varighed og løber fra 1. februar 2016 til 31. juli 2016.
Ambassaden i Zagreb er en lille repræsentation, hvor der ud over ambassadøren arbejder fire lokalansatte
og to praktikanter, heraf en politisk/økonomisk praktikant og en handelspraktikant.
Som praktikant på ambassaden vil du få praktisk erfaring med ambassadevirksomhed samt et indblik i
kroatisk indenrigs- og udenrigspolitik, som i høj grad fortsat er præget af Kroatiens optagelse i EU per 1. juli
2013. Opgaverne vil være relateret til ambassadens indberetningsvirksomhed, herunder observation af
medierne samt deltagelse i diverse møder og briefinger uden for huset. Dertil kommer at fremme dansk
kultur gennem diverse kulturfremstød, blandt andet via de sociale medier.
Du vil sideløbende med disse to arbejdsområder arbejde med diverse konsulære sager. Praktikanten vil
indgå i et tæt samarbejde med ambassadens øvrige medarbejdere.
Kvalifikationer
Det er en forudsætning at du er indskrevet på en relevant dansk eller udenlandsk videregående uddannelse
og har gennemført bachelorordenen. Vi forventer, at du kan formulere dig korrekt og præcist i skrift og tale
på dansk og engelsk, som er ambassadens de facto arbejdssprog.
Du skal kunne arbejde selvstændigt samt have en oprigtig interesse for udenrigspolitik og det geografiske
område. Kendskab til Udenrigsministeriets arbejdsgange samt til et eller flere af områdets sprog er en
fordel, men ikke en forudsætning for at ansøge.
Ansøger skal endvidere kunne sikkerhedsgodkendes efter gældende regler.
Praktikvilkår
Praktikopholdet er ulønnet, men ambassaden yder en kompensation på op til 3.000 kr. pr. måned for
dokumenterede udgifter i forbindelse med praktikopholdet. Der er under opholdet almindeligvis mulighed
for at modtage SU efter gældende regler. Desuden er der mulighed for at søge legater. Praktikanten er selv
ansvarlig for at finde bolig, dog kan ambassaden være behjælpelig med dette.
Hvis praktikantens uddannelsesinstitution giver mulighed for meritoverførsel af praktikophold,
tilrettelægges opholdet herefter.
Ansøgning
Én samlet PDF med ansøgning og CV udfærdiget på engelsk, samt karakterudskrift fremsendes til
zagamb@um.dk mærket ”Praktikant (P)”. Ambassaden søger i øjeblikket også en praktikant til
handelsafdelingen, og vi gør opmærksom på, at det er tilladt at søge begge praktikstillinger. Angiv venligst
prioritet, såfremt du søger begge stillinger.
Har du yderligere spørgsmål til praktikstillingen, er du velkommen til at kontakte nuværende
politisk/økonomisk praktikant Andreas Hartmann Eskesen på tlf. +385 (1) 4924 530 eller på andhes@um.dk
Deadline for ansøgning er 25. september 2015