Bachelor prøven Janne 2015 PDF

Transcription

2015
Bachelorprøve
Aflevering:
15.06.15
Inklusion i
indskolingen
Hvordan kan pædagogen skabe inkluderende fællesskaber for børn med en
afvigende adfærd i SFO og indskolingen og hvordan kan pædagogen i sit
arbejde være med til at styrke barnet/ fællesskabet, så det kan tilegne sig
positive og gode relationer?
Skrevet af:
Janne møller
Jørgensen
PA11815
Antal Tegn:
51785
Anant
Vejleder: Bo Morthost Rasmussen
Bachelor opgaven. PA11815
Janne møller Jørgensen
Vejleder: Bo Morthost Rasmussen.
Inklusion i indskolingen.
Indhold
Indledning: ......................................................................................................................................................... 2
Problemformulering: ......................................................................................................................................... 3
Metode: ............................................................................................................................................................. 3
Afsnit om teori og viden og begrebet inklusion: ............................................................................................... 4
Sønderborg kommunes inklusions politik: ........................................................................................................ 6
Eksklusion: ......................................................................................................................................................... 7
Mikkel i praksis og teori:.................................................................................................................................... 8
Fælleskabets betydning: .................................................................................................................................. 10
Pædagogens rolle i fællesskabet: .................................................................................................................... 10
Sociale kompetencer: ...................................................................................................................................... 11
Mate meo metoden: ....................................................................................................................................... 12
1. At følge initiativ ....................................................................................................................................... 12
2. Positiv bekræftelse af initiativer .............................................................................................................. 12
3. At sætte ord på den andens og egne initiativer ...................................................................................... 12
4. Turtagning................................................................................................................................................ 13
5. Positiv ledelse .......................................................................................................................................... 13
Anderkendende pædagogik: ........................................................................................................................... 14
Relationer: ....................................................................................................................................................... 19
Forældre samarbejde: ..................................................................................................................................... 20
Konklusion: ...................................................................................................................................................... 21
Perspektivering: ............................................................................................................................................... 23
Litteraturliste ................................................................................................................................................... 24
Side 1 af 25
Indledning:
Fra 1960 til i dag er den teknologiske udvikling og arbejdstempoet eksploderet. Vores samfund har
bevæget sig utrolig meget – og hurtigt. Der sker hele tiden nye ting inden for stort set alle
samfundets områder (opdragelse, institution, skole, uddannelse, arbejde, kravene til det enkelte
individ osv.) Fra tiden, hvor det var naturligt, at mor gik derhjemme og skabte et godt og trygt
hjem for børnene, har vi, via 70ernes ”villa, vovse og Volvo”-ideal, bevæget os til det
postmoderne, komplekse samfund, hvor ingen længere præcist ved, hvilket samfund børnene skal
lære at agere i, når de bliver voksne. Det har skabt nye, store udfordringer for de pædagoger som
arbejder med børn, der afviger fra normalen. Børn, som risikerer, at blive marginaliseret i
fremtidens samfund.
Hvis et barn stiller med et negativt adfærdsmønster som Mikkel, uden umiddelbare evner til at
indgå i sociale fællesskaber, frygter jeg de konsekvenser som denne udvikling kan få for barnets
sociale adfærdsmønster og udviklingsmuligheder.
At kunne begå sig i samfundet i dag handler i høj grad om at kunne indgå i sociale relationer.
Evnen til at kunne interagere med andre, bliver altafgørende for, hvordan livet forløber. Sociale
kompetencer læres i samværet med andre.(Bent Madsen, 2005 S. 313-314) Det svage barn er tit
det ”trælse barn” (som pædagogen lettere opgiver), eller det ”stille barn” (som pædagogen
nemmere kommer til at overse), som har ekstra meget brug for pædagogens hjælp til at fungere i
fællesskabet. Ud fra inklusionens/eksklusionens tematiske vinkel, skal vi som pædagoger i vores
arbejde forsøge at være opmærksom på de risici der forbindes med adfærd der fører til social
eksklusion, for rettidigt at kunne sætte ind med forbyggende initiativer og andre tiltag der sikrer
præmisserne for en vellykket inklusion. Jeg ønsker derfor at undersøge og belyse hvordan,
pædagogen kan støtte børnene i deres sociale udvikling og i deres dannelser af fællesskaber og
tilegne sig positive og gode relationer i SFO og indskolingen og her vil jeg bruge forskellige
beskrivelser og situationer om Mikkel, som er en dreng fra praktikken.
Der er i de seneste år kommet stort fokus på den inkluderende daginstitution og ny skolereform
som blev indgået i juni 2013 og trådte i kraft fra skolestart i august 2015.(undervisnings
Ministeriet) Hvor idealet er at arbejde ud fra en inkluderende samt anerkendende pædagogik,
blandt andet for at forebygge eksklusion af børn og sikre deres trivsel, læring og udvikling.
Side 2 af 25
Det er, ifølge Dagtilbudsloven, herunder de pædagogiske læreplaner, pædagogens ansvar og
opgave at sikre inklusion af alle børn, trods deres forskelligheder. Med inklusionsidealet skal
forskellighed ses som en ressource, der kan bidrage til udvikling af fællesskabet. Der skal skabes
gode og fremmende udviklings- og læringsbetingelser for det enkelte barn, hvilket også står
beskrevet i Dagtilbudsloven kapitel 2, § 71. Dette sker blandt andet i fællesskabet. Alle børn skal
derfor have ret til aktiv deltagelse i betydningsfulde og forpligtende fællesskaber.
Vi står som pædagoger i en overmægtig position, da vi i daginstitutionen er med til at opretholde
samfundets normer og værdier for, hvad der er rigtigt og forkert, samt hvad er normalt og
afvigende. Pædagogen skal være opmærksom på, at man agerer som rollemodel i daginstitutionen
og derved har stor indflydelse på det enkelte barns opfattelse af sig selv og andre. Det er
pædagogens ansvar og opgave, at denne indflydelse har en positiv indvirkning på barnet, hvilket
blandt andet kan ske gennem en anerkendende tilgang.
Problemformulering:
Hvordan kan pædagogen skabe inkluderende fællesskaber for børn med en afvigende adfærd i
SFO og indskolingen og hvordan kan pædagogen i sit arbejde være med til at styrke barnet/
fællesskabet, så det kan tilegne sig gode og positive relationer?
Metode:
Jeg har valgt Bent Madsens som er lektor ved Århus universitet og uddannet lærer, cand. pæd.
Pæd. og Leder af Nationalt Viden Center for Inklusion og Eksklusion (NVIE) og bruge hans bog ”
Socialpædagogik – integration og inklusion i det moderne samfund” da hans teorier og
synspunkter beskæftiger sig med bl.a. betingelser og perspektiver for socialpædagogikkens
fremtidige udvikling som er relevante at anvende i forhold til min opgave om inklusion, viden, og
selve begrebet inklusion.
I opgaven har vi valgt at fokusere på børn og deres fællesskaber, med skole fritidsordningen og
skolen som arenaen. Og anvende en case om Mikkel som jeg beskriver i teori og praksis. Og har
igen brugt Bent Madsen og Dion sommer er cand. psycs. professor ved Århus universitet.
Side 3 af 25
Så har jeg beskrevet fællesskabets betydning og min rolle i fælleskabet det som kommende
pædagog. Og beskrevet lidt om sociale kompetencer og brugt Bent Madsen til at understøtte
teorien i disse tre emner.
Så har jeg brugt Marte meo til at beskrive om understøttende kommunikation og brugt Jytte Birk
Sørnsen bog Marte meo metodens teori og praksis og beskrevet hvordan jeg har brugt metoden
på Mikkel.
Så har jeg beskrevet anderkendende pædagogik i teori og praksis, hvor jeg har brugt Bente Lynges
bog anderkendende pædagogik, til at belyse betydningen af anerkendende relationer for barnet,
samt hvilken rolle pædagogen har i denne forbindelse.
I min beskrivelse af at indgå i relationer har jeg brugt en artikel af Per Schultz Jørgensen, fra d.
10.12.09 fra Dansk center for undervisningsmiljø og en anden artikel fra samme sted om
relationer. Målet med dette er, at få en bedre samt bredere indsigt/forståelse for udførelsen, af
den ”gode” relation til barnet.
Og beskrevet forældre samarbejde hvor jeg har brugt bogen, Højholt, C., Larsen, M. R., & Stanek,
A. Børnefællesskaber - om de andre børns betydning. og Mørch, S. I. Individ, institution og
samfund. Pædagogiske perspektiver. Til at beskrive pædagogens i samarbejdet med forældrene.
Og i øvrigt brugt Dagtilbudsloven, undervisningsministeriet, folkeskoleloven, salamaca erklæringen
og FN`s børnekonvention til at formidle lovgivningen.
Afsnit om teori og viden og begrebet inklusion:
Indledningsvis skal det nævnes at den danske stat har underskrevet både FN’s børnekonvention og
Unesco’s Salamaca-erklæring. Det betyder at den danske velfærdsstat vedvarende forpligter sig til
at forme, ændre og konstruere dennes love og samfund efter disse anbefalinger og retningslinjer.
Ved at ”holde sig ajour” og aktivt engagere sig i vigtige globale socialpolitiske emner, menneske
rettigheder og andet, kan internationale begreber formidles til nationale socialpolitiske mål, for
derefter med tiden, at manifestere sig i nationens lovgivning og praksis. En global verden er per
definition forskellig og mangfoldig. Derfor skal verdens diversitet afspejle sig i alle af vort
samfunds mange arenaer.( Bjørg Kjær, 2010, S.15 -17) Ved at betragte inklusion/eksklusion fra et
sociologisk perspektiv, er det et ønske om at fokusere overordnet på samfundet i den moderne
Side 4 af 25
tid. Ved at belyse nogle af de komplekse udfordringer samfundet står overfor, kan vi samtidigt få
øje på nogle af de socialpædagogiske udfordringer.
Bent Madsen er cand. Pæd. i pædagogik og lektor ved CVU Storkøbenhavn, hvor han er ansat på
Nationalt Videns center for Inklusion og Eksklusion (NVIE). Han har mange års erfaring med
undervisning og udviklingsprojekter og har udgivet flere bøger om socialpædagogiske
problemstillinger. Bent Madsen definerer i sin bog eksklusion med to forskellige betydninger. For
det første betyder eksklusion at holde nogen ude som allerede er uden for, og for det andet at
støde nogen ud, som hidtil har været inden for. Han definerer også begrebet inklusion som at
medregne, at indbefatte nogen og at omfatte det hele. Han skriver at mennesker skal have
ressourcer til rådighed hvor de er, så det ikke er nødvendigt at flytte sig for at nå dem. Dette
gælder alle de arenaer som barnet befinder sig i; f.eks. familie, institutioner og
nærmiljø.(Petersen, Carsten, Inklusions pædagogik S.11)
Bent Madsen opstiller tre målperspektiver, som han finder vigtige at bestræbe sig på, hvis man vil
arbejde inkluderende. Vi vil i dette afsnit se på disse ud fra et pædagogisk perspektiv, hvor der
stilles krav til pædagogen, såvel som daginstitutionen.
1. At udvide og differentiere normalitetsforventninger som de kommer til udtryk i
målsætninger for samfundets velfærdsinstitutioner.
2. At udvikle social diversitet (mangfoldighed) som en samfundsmæssig værdi, der skal
afspejle sig i alle samfundets institutioner. Det betyder, at den kulturelle og sociale
diversitet, der karakteriserer det moderne samfund skal afspejles i den enkelte
daginstitution og skole. Social diversitet anerkendes således som en værdifuld forudsætning
for det enkelte barns læring og udvikling.
3. At skabe betingelser for alles sociale deltagelse i såvel institutionelle som ikkeinstitutionelle fællesskaber af jævnaldrende og betydningsfulde voksne. Et centralt
perspektiv er at imødegå ekskluderende mekanismer – både de strukturelle og de
relationelle – og udvikle lige adgangsbetingelser (medborgerperspektivet).”(Bent Madsen,
2005 S.209-211)
I det første perspektiv beskriver Bent Madsen, at det er vigtigt hele tiden at udvide og
differentiere de forventninger, som pædagogen har i forhold til, hvad der er normalt, og hvad der
er afvigende, såvel i institutionen som i samfundet. Dette er Dagtilbudsloven et eksempel på.
Side 5 af 25
Denne afspejler samfundet og pædagogens normalitetsforventninger samt forestillingen om det
kompetente barn. Dagtilbudsloven er på denne måde med til at opsætte målsætninger for det
pædagogiske arbejde. Daginstitutionen er et fællesskab, der er i konstant forandring på grund af
dens evigt skiftende dynamik. Denne dynamik er blandt andet påvirket af den konstante
udskiftning af børn, forældre og personale, samt den indbyrdes vekselvirkning, der sker på grund
af dette. Vi mener derfor, at det er vigtigt, at pædagogen hele tiden er opmærksom på at udvikle,
tilpasse og reflektere over daginstitutionens mål- og indholdsbeskrivelser og dens aktuelle aktører,
samt den enkelte pædagogs normalitetsopfattelse og faglighed.
I det andet perspektiv forklarer Bent Madsen den sociale diversitet som værende værdifuld og
gældende for alle samfundets institutioner. Han anerkender social diversitet som en vigtig
forudsætning for barnets læring og udvikling. Vi ser altså, at det er yderst vigtigt, at den enkelte
daginstitution og den enkelte pædagog skaber rammer for fællesskaber, der er åbne og
imødekommende over for alle individer. Forskellighed skal ses som en ressource, der kan bidrage
til både individet og fællesskabets videreudvikling, frem for en begrænsning af disse.
Daginstitutionen skal med andre ord afspejle det multikulturelle samfund, som vi i dag lever i.
I det tredje perspektiv pointerer Bent Madsen, at alle individer skal have mulighed for at indgå i
sociale sammenhænge med børn og voksne. Der skal være lige adgangsbetingelser, så alle har
mulighed for deltagelse i fællesskabet, da dette er med til at forhindre ekskluderende
mekanismer. Vi mener, det er pædagogens ansvar og opgave at skabe optimale lærings- og
udviklingsmuligheder, for det enkelte barn. Derved er det også pædagogens ansvar at sikre, at alle
børn har mulighed for at indgå i relationer med andre, da det netop er i fællesskabet, læring og
udvikling forekommer. Pædagogen skal endvidere sikre det enkelte barns inklusion.
Sønderborg kommunes inklusions politik:
Kommuneplanen for Sønderborg kommune fremgår det, at børn og uddannelse arbejder med
inklusion på hele Børne - og unge området ifølge deres pjece fra august 2014. Kommunen forsøger
at signalere ud fra at alle har et ansvar. De ønsker at deres Børne politik skal skabe lyst til at
forbedre børn og unges fundament, der vil styrke den enkeltes fremtid, hvilket også er til gavn for
fællesskabet som helhed. Men inklusion, fællesskab og rummelighed bliver først muligt, når man
ser bort fra barnets vanskeligheder, men ser muligheder der kan gøres i skolen og institutionen.
Side 6 af 25
For at inklusions projektet kan lykkes, kræver det at fagligheden blandt pædagoger skal udvides,
men opgaven kan ikke løses af pædagoger alene, det kræver samarbejde med forældre, lærer og
andre personer barnet kommer i berøring med.(Sønderborg kommunes inklusions politik)
Eksklusion:
Ifølge Bent Madsen, kan inklusion ikke stå alene, men skal ses i sammenhæng med eksklusion –
de er både hinandens modsætninger og forudsætninger. Intentionerne bag inklusion er altså, at
man på bedst mulig vis minimerer og eliminerer så mange eksklusionsfaktorer som muligt, både
de strukturelle og de relationelle. Inklusion er altså, ifølge Bent Madsen, at undgå eksklusion.
(Pedersen 2009, S. 12-13)
Flere børn oplever i dag at være afskrevet fra udvikling af sociale kompetencer, der er essentielle i
forhold til deltagelse i betydningsfulde fællesskaber, da de netop bliver ekskluderet. De opnår
derved ikke en position, hvor de er på lige fod med de andre børn i fællesskabet.
Ifølge Bent Madsen, har ordet eksklusion to betydninger:
”At holde nogen ude, som allerede er uden for, og at støde nogen ud, som hidtil
har været inden for. I begge betydninger er der tale om at udelukke nogen eller
holde nogen ude – enten som en aktiv handling (at støde ud) eller som en mere
passiv handling (at hindre nogen i at komme ind).” (Madsen 2009, S. 203)
Ud fra ovenstående citat forstår vi eksklusion som en proces, hvor et eller flere individer holdes
uden for fællesskabet. Dette kan enten ske ved en aktiv eller passiv handling. Den aktive handling
består i at ekskludere et eller flere individer fra fællesskabet, der ellers normalt er inkluderet.
Hvorimod den passive handling består i at forhindre et eller flere individer i optagelse af
fællesskabet og derved ekskluderer dem. I begge tilfælde er der tale om individets krænkelse af
rettigheden til at indgå i betydningsfulde og forpligtende fællesskaber. Denne rettighed står netop
også beskrevet i Dagtilbudslovens § 7 stk. 4(Dagtilbudsloven), hvor det beskrives, hvordan
pædagogen har til ansvar at give det enkelte barn evner til at indgå i forpligtende fællesskaber. Vi
mener derfor, at det er vigtigt, at pædagogen er bevidst omkring de ekskluderende mekanismer,
der kan opstå i daginstitutionen. Og i folkeskoleloven § 3 a. Børn, der har brug for støtte, og som
ikke alene kan understøttes ved brug af undervisningsdifferentiering og holddannelse, skal tilbydes
supplerende undervisning eller anden faglig støtte i henhold til § 5, stk. 5. Hvis der er behov
Side 7 af 25
herfor, skal der gives personlig assistance, der kan hjælpe barnet til at overvinde praktiske
vanskeligheder i forbindelse med skolegangen.
Mikkel i praksis og teori:
Mikkel bor alene med sin mor, da han forældre har valgt at gå fra hinanden, men de taler godt
sammen. Mikkel har ikke gået i dagpleje eller børnehave og derfor var det en stor omvæltning for
ham at komme i skole og SFO. I begyndelsen er Mikkel sur og vred og vil ikke skole og farer hurtigt
op og bliver vred, sur og har til tider ud afreagerende adfærd også vælter alt han kan komme i
nærheden af og der gør at de andre børn bliver bange og utrygge ved ham.
Dion Sommer beskriver en undersøgelse, der viser, at børn fra institutioner klarer sig bedre end
børn, der har været hjemme ved moderen.( D. Sommer, 2004, Kapitel 2) Det kan der være mange
grunde til, og undersøgelsen kan nok ikke stå alene, men kan måske give et signal om, at den
tidligere opfattelse af, at forældre er de bedste opdragere for børnene ikke længere er
fyldestgørende. Det betyder også, at barnet har brug for stabile og sociale kontakter, men at det
ikke behøver ikke være mor og far. Børn lærer meget af den dobbelte socialisering – både af
familien og af andre, der ikke elsker dem over alt på jorden. Dette er også interessant for
lærerrollen, som specielt i indskolingen betyder, at vi er sammen med eleverne mange timer om
ugen, og derfor også kan betragtes som en relativ stabil kontakt for eleven i en given periode.
Mikkel (opdigtet navn) er en dreng, som har meget svært ved at indgå i et fællesskab med sine
jævnaldrende kammerater.
Han er meget bestemmende og har svært ved, at andre skal have indflydelse på fx spillets regler,
hvorimod han selv synes, han kan lave om på spillets regler fra dag til dag. Kommer hans
jævnaldrene med forslag til ændringer eller kommentarer til, at sådan var reglerne ikke sidste
gang, bliver han sur og råber op. Hvis kammeraterne holder fast i, at reglerne ikke er som Mikkel
siger, kan de være sikre på et fysisk angreb fra ham.
De andre børn trækker sig efterhånden, for de vil ikke lade Mikkel styre legen på den måde, og
nogle er regulær bange for ham. Når han, dagen efter, kommer med bolden og spørger, om der er
nogle, der vil spille Høvdingebold med ham, er der ingen der har lyst, og Mikkel forstår slet ikke,
hvorfor de pludselig ikke vil spille med ham.
Side 8 af 25
Ovenstående er et eksempel på et aktivitetscentreret fællesskab, som Bent Madsen kalder det,
når fællesskabet er åbent for nye deltagere, som eventuelt kan tilføre legen nye tiltag. Legen var
bevidst valgt, for at få inkluderet Mikkel i fællesskabet, da konfliktniveauet ofte aftager, når der er
god plads omkring ham. I de personcentrerede fællesskaber, som Bent Madsen kalder det, når
børn selv har taget initiativet til en leg og selv spiller hovedrollerne, var det helt umuligt for Mikkel
at blive inkluderet. ( Bent Madsen, 2005 S.251) Han ville ikke indordne sig under de allerede
fastsatte regler og uddelegerede roller. Han begyndte med at lave det hele om og det endte altid i
skænderier og slåskampe.
Uanset om det var det aktivitetscentrerede eller det personcentrerede fællesskab, havde Mikkel
altså svært ved at indordne sig under de sociale spilleregler.
Mikkels vanskeligheder består i, at han ikke kan indordne sig under andres regler, da hans egne
regler giver ham tryghed. For at Mikkel kan blive inkluderet, må de andre børn ændre indstilling til
Mikkel og se ham som ligeværdig medspiller. Udgangspunktet må være, at reglerne omkring
aktiviteten må laves ved voksenhjælp, for at Mikkel ikke kommer i centrum med hans
uhensigtsmæssige regler og anderledes adfærd og derved bliver fravalgt.
”Det synes hævet over enhver tvivl, at det er i de mere voksenstyrende
aktiviteter, at børn med svage sociale kompetencer har de bedste vilkår for at
komme til at spille en betydningsfuld rolle…” (Bent Madsen, 2005 S.250)
Jeg havde et hold børn, hvor vi skulle lave en aktivitet i gymnastiksalen og spørger Mikkel om han
har lyst til at være med. Da vi alle kom op til i salen havde jeg glemt nøglen og sagde til børnene, at
jeg hurtigt skulle over og hente nøglen, hvor en pige siger at Mikkel bare vil slå eller gøre dumme
ting, når jeg går. Mikkel som ellers havde en glad udstråling, skiftede hurtigt mine. Her sagde jeg at
alle skulle sætte sig ned inklusiv Mikkel. Her fortalte jeg dem at jeg godt vidste at Mikkel kunne
blive sur og slå, men at jeg havde snakket med ham og han ville prøve ikke at slå mere. Mikkel
smilede og de andre accepterede det jeg sagde. Efter snakken sagde jeg at nu ville jeg hente
nøglen og de skulle blive siddende på gulvet imens. Jeg kom tilbage 2-3 min efter, og der var ikke
opstået problem er, Mikkel sad og hyggede sig.
Efter den dag, fik jeg et bedre forhold til Mikkel, hver dag han mødte i SFO kom han over til mig,
fortalte mig om de ting han havde lavet i skolen og hjemme.
Side 9 af 25
Fælleskabets betydning:
Ifølge Bent Madsen får børn med særlige behov det største udbytte og de bedste betingelser for at
komme til at spille en værdifuld rolle i fællesskabet og derved en mulighed for social dannelse,
hvis aktiviteterne er voksenstyrede. Han mener, at børn med særlige behov har ringe vilkår i
fællesskabet, hvis det er i børnenes egne spontane aktiviteter og lege, da deltagelsesbetingelserne
heri ofte skifter med de lege og aktiviteter, børnene er i gang med. Børn med særlige behovs
deltagelsesmuligheder er gode i legens indledende fase, hvor der er få regler, åbne roller og legen
udvikler sig i et langsomt tempo, men når legen derimod bliver mere uforudsigelig med hurtige
temposkift, så får flere børn med særlige behov vanskeligere ved at følge legens udvikling og svært
ved at koble sig på legen i rette tid, på rette sted og på den rette måde. (Madsen 2005 S.250) Han
mener derimod, at aktivitetscentrerede fællesskaber er mere rummelige og åbne over for nye
deltagere, da der primært ikke er betingelser for hvem, der kan deltage på den rigtige måde.
Deltagerne (fx børn med særlige behov) kan i disse fællesskaber være med til at tilføre aktiviteten
en ny dynamik og give den nye retninger, hvilket åbner op for nye roller. I aktivitetscentrede
fællesskaber er deltagelsesbetingelserne mere flydende, da aktiviteten løbende udvikler sig og
giver mening ved, at mange børn deltager på hver deres måde. I sådan et fællesskab er den
bærende relation aktivitetsindholdet og ikke bestemte personer. Fællesskaber med inkluderende
muligheder afhænger af, at pædagoger påtager sig ansvaret og skaber forudsætninger for, at
samværet kan udvikle sig til aktivitetsfællesskaber, fx ved at komme med input og ideer til nye
roller eller i form af materialer og redskaber. (Madsen 2005 S.251-252)
Pædagogens rolle i fællesskabet:
Stort set hver dag i institutionen, er der en planlagt aktivitet, der er voksen styret. Det betød, at
alle børn var med i fællesskabet og børnene så ud til at hygge sig. Efterfølgende jeg reflekterede
over aktiviteterne og at det var voksenstyret, så kom jeg frem til, at vi syntes, det var nogle gode
aktiviteter, som vi satte i gang. Vi havde valgt nogle aktiviteter, hvor samarbejde var i fokus.
Børnene skulle hjælpe hinanden, løse opgaver sammen og derved fik de en tæt kontakt til
hinanden og opbygget et fællesskab. Min rolle at hjælpe en dreng(Mikkel) med særlige behov til at
Side 10 af 25
indgå i et fællesskab med andre børn. Jeg kunne hjælpe ham i legen, støtte og guide, komme på
nye aktiviteter og tiltag, børnene evt. kunne bruge.
Jeg ser, når Mikkel ikke kan ’følge’ med i legen længere og gør derved de to andre drenge
opmærksomme på det. Jeg ved dog ud fra egne erfaringer, at det også kan være en udfordring at
have tid til at sætte aktiviteter i gang for børn, som har brug for støtten. Men hvad hvis tiden ikke
er til det? Hvad sker der, hvis aktiviteterne ikke er voksenstyret eller hvis der ikke er en pædagog
til at støtte børnene med særlige behov i deres legefællesskaber med andre børn? Vi tænker, at
der kan være en stor risiko for, at barnet med særlige behov bliver ekskluderet fra fællesskabet, da
det ikke har de sociale kompetencer for at komme ind i en allerede oprettet leg eller for at blive i
legen.
Sociale kompetencer:
”Det kræver bestemte sociale kompetencer at være deltager i bestemte sociale
kontekster, samtidig med at disse sociale kompetencer er resultatet af
selvsamme deltagelse. På denne måde er sociale kompetencer på én og samme
tid udtryk for mekanismer, der både virker inkluderende og ekskluderende. ”
(Madsen 2005, s. 210)
I ovenstående citat beskriver Bent Madsen, hvordan børn tilegner sig sociale kompetencer
gennem sociale sammenhænge, men det kræver samtidig også sociale kompetencer at indgå i
disse sociale sammenhænge. Derfor kan børns sociale kompetencer både være medvirkende til
inklusion og eksklusion. Dette kan stille pædagogen i et dilemma i forhold til individ og fællesskab.
Vi mener, at pædagogen, på den ene side, skal have fokus på individet og fremme dets trivsel,
udvikling, læring og kompetencer, hvilket blandt andet også står beskrevet i Dagtilbudsloven § 7
og § 8 (Dagtilbudsloven). På den anden side skal pædagogen også arbejde ud fra inklusionsidealet,
hvor der ikke bør stilles krav til individets sociale kompetencer, men netop være plads til alle i
fællesskabet, da det er fællesskabet, der skal være dynamisk og tilpasse sig individet. Vi mener
derfor, at det er pædagogens ansvar og opgave at skabe gunstige forudsætninger, der giver
mulighed for alles deltagelse i fællesskabet og derved mulighed for individet og fællesskabets
udvikling og forandring. (Madsen 2005, S. 209-210)
Side 11 af 25
Mate meo metoden:
Marte Meo, som betyder "ved egen kraft", er opfundet og udviklet af den hollandske terapeut
Maria Aarts i slutningen af 1970'erne. Hun bygger sit syn på børns udvikling og udviklingsstøttende
samspil på teorier af især Daniel Stern. Men det er Maria Aarts, der har æren for at have delt
udviklingsstøttende samspil op i principper, som gør det nemmere at analysere samspillet og finde
frem til lige netop den del af det, som barnet - eller den voksne - har vanskeligheder med. Marte
Meo-principperne handler om, hvordan man behandler børns initiativer. (Sørensen, J. B. Marte
Meo Metodens teori og praksis. 13-14) Marte meo metodens formål er at skabe velfungerende,
anerkendende og udviklingsstøttende kommunikation mellem mennesker, som for eksempel
samspillet mellem barnet og den voksne pædagog.
1. At følge initiativ
At følge barnets initiativ drejer sig om, at pædagogen skal være opmærksom på de følelser og
handlinger, som initiativerne udtrykker hos barnet. Initiativerne kan være opdelt i kontakt- og
opmærksomhedsinitiativer. At tage Initiativ er identisk med udvikling og læring. Ved at følge
barnets initiativ, styrker pædagogen en samspilsmåde, hvorpå børn med særlige behov kan styrkes
i deres udvikling og selvtillid. Ved at tage udgangspunkt i barnets initiativer, vil ændringer i barnets
adfærd og reaktionsmønstre ske på barnets betingelser. Barnet får en følelse af at det, det har
gang i er helt ok.
2. Positiv bekræftelse af initiativer
Positiv bekræftelse af initiativet betyder at den voksne er opmærksom på barnets initiativer og
anerkender dem. Men initiativer vil altid blive udsat for selektion, således at ikke alle barnets
initiativer skal følges positivt, men at pædagogen skal prøve at forstå bevæggrundene for
initiativet.
3. At sætte ord på den andens og egne initiativer
At sætte ord på initiativet vil sige at den voksne sætter ord på både barnets og sine egne følelser
og handlinger, hvilket stimulerer barnets sociale, emotionelle og kognitive udvikling – og barnet
begynder at udvikle empati.
Side 12 af 25
4. Turtagning
Turtagning handler om at man skiftes til at være givende og modtagende i samspil. Når initiativer
følges og positivt bekræftes, vil der ofte opstå en naturlig turtagning i samspillet. Der er to former
for turtagning. Den ene er i gruppesammenhæng, hvor omsorgsgiveren har den positive ledelse og
dermed er ansvarlig for, at alle på en eller anden måde bliver en del af gruppen og at der skabes
en følelse af samhørighed i gruppen. Den anden form for turtagning er omkring et emne eller en
handling, hvor to eller flere deltager. Man skiftes her til at tage ture.
5. Positiv ledelse
Positiv ledelse koncentrerer sig om måden, hvorpå der internaliseres hensigtsmæssige
adfærdsmodeller i børnene, og om hvordan nødvendige opgaver løses udviklingsstøttende og
konstruktivt. Den voksne skal hjælpe til at videreudvikle barnets positive følelser gennem det
følelsesmæssige klima i samspillet, gennem udviklingsstøttende pædagogik og gennem tydelige
strukturer for hvad der kan forventes i samspillet. Princippet om positiv ledelse er altså måden,
hvorpå pædagogen organiserer opdragelsen. (Sørensen, J. B. Marte Meo Metodens teori og
praksis. S.125-155)
Dette er et eksempel på hvordan jeg udøver understøttende kommunikation med Mikkel, hvor der
bliver sagt flere dialoger end der står i eksemplet:
Mikkel er også begyndt at knytte sig til nogle af de voksne/ pædagogerne og er begyndt at komme
og spørge om han lige må se på,( Dialogelement 1 Jeg ser dig, og jeg ved, at du ser mig) om det er
en aktivitet han har lyst til at lave. En dag sidder jeg med en gruppe børn der fingerstrikker og
Mikkel spørger hvad man kan lave med de lange strikkede snore. Jeg fortæller ham, at nogle laver
brødkurve eller små tæpper, alt efter hvor meget man har lyst til at strikke (Dialogelement, 2 Jeg
siger, at jeg ser og hører dig, emotionel indføling) Mikkel fortæller at, han gerne vil strikke et
tæppe til sin hundehvalp og jeg sætter ham i gang med at strikke. (Dialogelement 3. Nu er det din
tur og bagefter er det min, turtagning) Mikkels mor kommer og henter ham og er meget
overrasket over han har siddet i snart en time og strikket og Mikkel spørger mig om han må tage
det med hjem og det får han lov til. Han vil gerne have noget mere garn med, da han mener at han
ikke har nok til hele weekenden. Men jeg fortæller ham at man kun må have et garnnøgle af
gangen, men at han kan få mere garn når han har brugt garnnøglet op. Her lover Mikkels mor at
Side 13 af 25
hun vil købe noget garn, hvis han løber tør i weekenden, da Mikkel bliver sur over han ikke må få
mere garn med. Jeg kan godt se, at du er skuffet og ked af at du ikke må mere garn med hjem,
men sådan er reglerne. (Dialogelement, 4 Jeg siger det, jeg ser dig gøre, benævnelse) Jeg ønsker
god weekend og spørger Mikkel om han kan tage mål af den kurv hundehvalpen har, så vi ved
hvor stort tæppet skal være (Dialogelement, 5 Nu vil jeg lede dig, positiv ledelse). Mikkel
strikkede det meste af weekenden og var ude at købe og vælge garn med sin mor. Mikkel kommer
i SFOèn med en bærepose med snore han har strikket og er meget stolt.( Dialogelement, 7 Jeg
skal vise dig noget! udvidelse af fælles interessefelt) Dette er første gang Mikkel laver et færdigt
produkt. (Dialogelement 6 Nu lykkedes det for dig! anerkendelse) jeg hjælper Mikkel med at
hækle det sammen til et tæppe til hans hundehvalp og hilser på hunden, da Mikkels mor henter
ham. (Dialogelement, 8 Vi begynder nu, og så leger vi lidt, før vi slutter) Sørensen. J. B. Marte
Meo Metodens teori og praksis S.132-134)
Marte Meo er tovejskommunikation. I forsøget på at løse problemerne, kan pædagogen ændre sin
adfærd, ved at finde nye måder at vejlede barnet på. Hermed ændrer eleven sig, men pædagogen
kan ikke på forhånd vide hvordan. Denne metode er mere åben og gør pædagog og elev til
ligeværdige parter. Da forandringer der kommer indefra er mere stabile og vedvarende end
forandringer påført udefra, er Marte Meo metoden at foretrække.
Anderkendende pædagogik:
Ifølge psykolog Bente Lynge handler anerkendende pædagogik om, hvordan vi hele tiden påvirker
og skaber os selv og hinanden, gennem de relationer vi indgår i. Lynge skriver i sin bog
”Anerkendende pædagogik” at vi helt fra fødslen af, automatisk søger at skabe sammenhæng og
mening i de indtryk vi får og at vi afstemmer os efter omgivelserne. Vi er altså helt fra starten af,
skabt til den mellemmenneskelige opmærksomhed og det er derfor at børn bæger præg af, samt
lærer af de stemninger og den kommunikation der omgiver dem. Anerkendende pædagogik
handler om at skærpe opmærksomheden på at vise anerkendelse og give udtryk for sin
værdsættelse.
Den måde som vi er på, alt det som vi siger og gør, former både det ydre miljø men også vores
hjerner:
Side 14 af 25
”Vi bliver mere lærenemme og kreative, når vi møder kærlighed og
anerkendelse. Anerkendelse giver selvværd og identitet. At blive set hørt og
forstået, giver mulighed for at spejle sig i den anden og lære sig selv at kende”
(Lynge, 2007, s.16)
Ifølge Lynge spiller anerkendelse en afgørende rolle i den tidlige relation mellem barn og voksen.
Vi fødes med en villighed til at skabe kontakt. Som voksne laver vi forskellige ansigtsudtryk og
grimasser og lyde i kontakten med det lille barn, som fra fødslen er kodet til en særlig interesse for
ansigtstræk og mimik.
Vi imiterer ubevidst det lille barn, som deltager aktivt med sine egne lyde og bevægelser. Den
voksnes rettet hed og opmærksomhed mod barnet, fremelsker barnets medfødte anlæg til at
være i den nære relation og i kontakten.
Voksne som omgås barnet dagligt, lærer hurtigt at tolke barnets lyde og udsagn, f.eks. at en
bestemt slags gråd betyder, at barnet er sulten og en anden slags gråd betyder, at barnet er træt.
Herigennem lærer barnet også at den kan komme i kontakt med den verden der omgiver den. Den
voksne afstemmer sit toneleje, sine bevægelser og handlinger efter barnets ytringer og på denne
måde demonstrerer evnen til indlevelse og til at afstemme sig følelsesmæssigt efter barnet. Dét er
ifølge Bente Lynge, den grundlæggende oplevelse af at føle sig anerkendt:
”Det er i denne tidlige kontakt, at barnets oplevelse af at føle sig set, hørt og
forstået opbygges.”(Lynge, 2007, s.33)
At opleve og udvise anerkendelse foregår altså i mødet mellem mennesker, det er relationelt.
Når man skal arbejde professionelt med anerkendelse indebærer det, at man begynder at forholde
sig bevidst til brugen af anerkendelse og at man bliver klogere på hvad anerkendelse betyder og
hvordan man udviser den. Man skal foretage et valg om, hvorvidt man ønsker at blive bedre til at
bruge anerkendelse som en bevidst pædagogisk handling og heraf hvordan det skal komme til
udtryk i praksis.
Side 15 af 25
Pædagog siger:
”Mikkel jeg vil gerne have at du går rundt når vi er indenfor og hvis du gerne vil
løbe, har vi en stor legeplads udenfor, hvor du kan løbe alt det du vil.” Eller:
”Mikkel jeg kan se at du gerne vil løbe, men det må man kun gøre udenfor, så vil
du ikke med ud på legepladsen og vise hvor stærkt du kan løbe
derude?”(eksempel fra praktikken)
I ovenstående eksempel forholder pædagogen sig til det som barnet antageligt gerne vil – løbe, og
formår igennem sproget at være anerkendende. Pædagogen går ind og overvejer hvilke følelser
der ligger bag barnets handlinger, i stedet for kun at agere ud fra selve handlingen og blive vred
eller irriteret. Pædagogen formår at formidle til barnet, i et positivt toneleje, uden kritik og uden
at dømme, at det ikke er okay at løbe indenfor men at det er okay, at barnet gerne vil løbe og
foreslår derfor, at barnet/de kan gå udenfor.
Det handler om at have en positiv indstilling og at kunne formidle til barnet, hvad det godt må og
hvad man gerne vil have at det skal gøre, i stedet for hvad det ikke må og hvad man ikke vil have at
det skal gøre. Det giver barnet væsentlig mere vejledning at fortælle hvad det godt må fremfor
hvad det ikke må.
Der bliver i Lynges bog ”Anerkendende pædagogik”, stillet en række kritiske spørgsmål omkring
den anerkendende pædagogik, som f.eks. om livet ikke bliver en kunstig lyserød sky hvis alle går
rundt og øver sig på at vise anerkendelse og om man også skal vise anerkendelse når man støder
på aggression og vrede, der må vel være en grænse?
At lære at arbejde med anerkendelse kan ifølge Lynge godt virke kunstig men det er ikke
nødvendigvis et dårligt tegn. Når man synes at noget føles kunstigt, kan det have noget at gøre
med, at man har valgt at bruge sin hjerne til at gøre andet end det man er vant til og det man
plejer at gøre. Følelsen og oplevelsen af at noget er kunstigt, hænger ofte sammen med, at man
afprøver noget nyt i kendte sammenhænge eller, at man afprøver noget kendt i nye
sammenhænge. Når man afprøver noget nyt giver det én mulighed for, at vælge om man vil gøre
det til noget naturligt. Ifølge Lynge er kritikken af den anerkendende pædagogik både nødvendig
og vigtig for, at den anerkendende pædagogik kan udvikles og holdes i live.
Hvis en relation er præget af både harmoni, samhørighed og glæde, så vil anerkendelsen flyde
naturligt og ubesværet i relationen, men det kan også være en udfordring af vise anerkendelse.
Side 16 af 25
Det kræver ifølge Lynge, at man har viljen til for en stund, at sætte sig selv til side og i stedet sætte
sig ind i hvad den anden føler. Menneskets hjerne og væsen er indrettet således, at vi trives bedst
og udvikler os bedst og lærer bedst i et anerkendende miljø.
”Anerkendelse fremmer grundlæggende oplevelsen af tryghed og dermed fornemmelsen af
velvære, kreativitet og modet til at gå i gang med nye udfordringer ….”(Lynge, 2007, s.37)
Et begreb som ofte spiller sammen med anerkendelses er ordet værdsættelse. Det kan ifølge
Lynge være svært at trække en klar grænse imellem de to, fordi de ofte spiller sammen.
Et eksempel på hvordan man som pædagog i en børnehave kan være forholdsvis anerkendende og
har lavet.
Pædagogens anerkendende svar:
”Neej hvor har du været i gang, du har både tegnet træer, dyr og mennesker. Sikke et
stort projekt du har været i gang med.”
Pædagogens værdsættende følger: En 6-årig pige kommer hen til en pædagog og giver
pædagogen en tegning hun svar:
”Hold da op hvor er den fin den tegning, sikke mange farver der er i spil, den er jeg
sandelig glad for.”
Forskellen på disse to svar er: ved det anerkendende svar lægger pædagogen vægt på at sætte sig
i pigens sted og fremhæve hvad pigen har gjort og hvordan pædagogen tror at pigen har oplevet
indsatsen. Ved det værdsættende svar lægger pædagogen vægt på at beskrive sin egen personlige
oplevelse og fremhæve hvad pædagogen selv sætter pris på, ved det som pigen har gjort. Ifølge
Lynge er både anerkendelse og værdsættelse nødvendig:
”Anerkendelsen styrker oplevelsen af at føle sig set, hørt og forstået og dermed
evnen til at kunne mærke sig selv. Værdsættelsen styrker oplevelsen af at være
en del af et socialt fællesskab, der rummer værdier og ambitioner….”(Lynge,
2007, s.39)
Et tredje begreb der ligeledes ligger tæt op af både anerkendelse og værdsættelse, er ros.
Hvis vi benytter ovenstående eksempel kunne pædagogens rosende svar til pigen være: ”Nej hvor
er din tegning flot”, hvilket ligger sig særdeles tæt op ad værdsættelse. Man skal som pædagog
være klar over, hvornår man benytter sig af forholdsvis ros, værdsættelse og anerkendelse, men
de er ifølge Lynge alle værdifulde elementer i mellemmenneskelige relationer. Manglende
Side 17 af 25
anerkendelse og værdsættelse kan føre til et lavt selvværd, som både påvirker ens livskvalitet og
trivsel.
Hvis et barn gentagende gange, over en længere periode, bliver mødt underkendende og med
kritik, vil barnet med tiden få den opfattelse, at det ikke duer til noget og at ingen kan lide det.
Børn kan i pressede situationer reagere ved eksempelvis at slå ud efter pædagogen, selvom
pædagogen måske prøver at hjælpe barnet. I sådanne situationer er det vigtigt som pædagog at
huske på, at selvom barnets reaktion i første omgang kan virke uhensigtsmæssig, er der en grund
til barnet agerer som det gør. Det kan være at barnet er vokset op uden omsorg og heraf har en
oplevelse af at verden er utryg og at man skal passe på sig selv. Nogle børn som ikke er vant til
omsorg, kan i starten være skeptiske i mødet med omsorg og heraf reagere ved f.eks. at slå ud
efter pædagogen.
Hvis pædagogen herefter trækker sig, vil barnet få bekræftet sin opfattelse af at verden af utryg
og at man ikke kan stole på de voksne. Derfor gælder det om som pædagog, at finde det
meningsfulde for barnet, i at opføre sig uhensigtsmæssigt.
Det er altså ikke nok kun at se på selve handlingen, man skal gå ind og se på hvilke følelser der
ligger bag og prøve at forstå hvorfor barnet handler som det gør.
Der er forskellige måder hvorpå man som pædagog kan være anerkendende overfor børn på,
f.eks. igennem kommunikation og dialog. Når barnet via en dialog med en pædagog skal have
mulighed for at føle sig anerkendt, findes der nogle forskellige dialogiske virkemidler man som
pædagog kan gør brug af såsom: spejling, resumé, bekræftende tegn og nøgleord. Disse dialogiske
virkemidler understøtter hele processen.
Anerkendende pædagogik handler også om at understøtte børnenes evne til at kunne styre
gennem deres eget liv og det fælles liv. Man skal som pædagog have øje for hvad der optager
børnene og hvad der interesserer dem. Man skal dele oplevelser med dem og fremhæve det som
de er gode til og det som der lykkes for dem.
Man skal være rollemodel og støtte dem, specielt når der er ting de har svært ved, men man skal
samtidig kunne holde sig lidt i baggrunden, når børnene skal gøre deres egne erfaringer. Ifølge
Lynge gælder det om at tilrettelægge miljøet omkring børnene, så det er muligt for dem at gøre
erfaringer og opleve sig selv som aktive aktører i deres eget liv. Dvs. at rutiner og andre ting som
børnene allerede kan, skal blandes tilstrækkeligt sammen med ting som børnene udfordres af og
Side 18 af 25
som har deres interesse og engagement, så de på denne måde kan udvikle sig. Anerkendende
pædagogik handler om at vise at man har lyst til at være sammen og dele oplevelser.:
”Den anerkendende pædagogik lægger vægt på at fremme oplevelsen af
grundlæggende tryghed i de relationer, barnet færdes i og dermed at øge
barnets evne til at klare de udfordringer, moderniteten byder på”(Lynge 2007,
s.258)
Relationer:
For at relationer mellem barn og voksen skal fungere udviklingsstøttende for barnet, er det vigtigt,
at den voksne tager det overordnede ansvar, men at begge opfattes som ligeværdige i deres
forhold. (Dansk center for undervisningsmiljø/ relationer)
For at barnets trivsel og udvikling kan blive en succes, er det vigtigt at pædagogen i relation til
barnet:

Er lydhør, nærværende og medlevende

Har positive forventninger til barnet

Har et anerkendende menneskesyn

Undgår skældud

Leder barnet og viser positive alternativer

Uddyber og italesætter fællesoplevelser

Taler med barnet om de ting barnet er optaget af

Kan justere sig i forhold til barnet og følge dets udspil

Giver mening til barnets oplevelse af omverden, ved at beskrive og forklare
Da den gode relation mellem pædagogen og barnet, har betydning for hvordan barnet skaber
gode relationer med de andre børn på stuen, skal man som pædagog være opmærksom på at
barnet også kan smittes af det negative, hvis pædagogen f. eks ikke synes om en kollega og bruger
et kropsprog som er så tydeligt at barnet opfanger disse og selv får skabt antipati til den anden
pædagog, og derved forværre muligheden for at den gode relation kan skabes.
For at undgå dette er det en god ide at personalet imellem har et godt forhold og snakker
ordentligt til hinanden og handler professionelt. (Dansk center for undervisningsmiljø/ relationer)
Side 19 af 25
Det vil sige at pædagogen også har ansvaret for at der er et miljø som gør at den gode relation kan
opbygges, og i et godt børnehave miljø handler det meget om at gøre forudsætningen for
udviklingsprocessen så god som mulig, det gøres ved at give tryghed, accept, anerkendelse og
inspiration til at forsøge at gå nye veje.( Artikel af per Schultz Jørgensen 10.12.09 (Dansk center for
undervisningsmiljø)
For at kunne skabe alt det ovenstående, skal man som pædagog forsøge ikke at skælde for meget
ud, da det forøger barnets følelse af tryghed, accept osv. Det er altså pædagogens pligt at skabe
den gode sociale trivsel for hvert enkelt barn. Med trivsel menes at alle børn føler sig
tilstrækkelige, elsket, trygge og at de er noget værd, både i pædagogens øjne som de andres børns
og deres egne øjne. Derfor er venskaber imellem børnene vigtig og da vi tidligere er kommet ind
på at den gode relation mellem pædagogen og barnet, hjælper barnet med at skabe relationer til
andre børn, skal man som pædagog være opmærksom på at det ikke kun er i samtalen eller legen
med barnet som skaber den gode relation, men hvordan pædagogen er med til at skabe det
optimale trivselsmiljø på stuen såvel som i hele institutionen. (Artikel af Per Schultz Jørgensen
10.12.09 (Dansk center for undervisningsmiljø)
Forældre samarbejde:
Pædagoger og forældre er ofte de vigtigste voksne i et barns liv og derfor vil det have stor
betydning for hele institutionens fællesskab, at der også er et velfungerende fællesskab mellem de
voksne. Endvidere er forældrene eksperter i egne børn, så det vil kun være helt naturligt at
inddrage dem. Jo mere forældre får kendskab til hinanden og hinandens børn, jo større chance er
der for at relationerne mellem børnene bliver positive og frugtbare. Endvidere vil vanskelige
situationer lettere kunne løses, når man kender hinanden og har et godt samarbejde – både i og
udenfor institutionen. (Højholt, Larsen, & Stanek, 2007, s. 73-88)
Et forældresamarbejde er dog ikke uproblematisk og Mørch skriver at arbejdsmiljøundersøgelser
peger på at mange pædagoger oplever forældresamarbejdet som belastende og at de savner
redskaber til at udvikle det. Endvidere at det er vanskeligt at finde sin rolle i forhold til forældrenes
krav og ønsker. (Mørch, 2009, s. 151) Mørch pointerer vigtigheden af at forløbet omkring
forældresamtaler er kendt af alle parter, så der ikke er uklarhed og forskellige forventninger hertil.
Side 20 af 25
Ofte er eneste referenceramme for forældrene de forældrekonsultationer, de kan erindre fra
deres egen barndom. (Mørch, 2008, s. 136)
Den gensidige forventning om tilfredshed og harmoni bliver konstant udfordret, fordi det daglige
liv i institutionen lægger op til at der kan opstå uenigheder og misforståelser. Derfor bliver det
pædagogens opgave at udvikle et samarbejde der bliver en ressource, frem for en belastning.
(Højholt, Larsen, & Stanek, 2007, s. 89-93)
Pædagogen skal først og fremmest gøre sig klart hvilket præmisser og hvilket omfang
forældresamarbejdet skal have, samt at tydeliggøre, at det er for børnenes skyld: Et bedre
gensidigt kendskab til barnets liv, både i institution og derhjemme, giver ganske enkelt et bedre
børneliv. Et tydeligt indblik i institutionens daglige liv og aktiviteter, vil ligeledes øge kendskab og
forståelse. Pædagoger har med andre ord brug for hinanden for at kunne løse opgaverne omkring
børnene optimalt, men pædagogerne skal også være åbne over for, at ikke alle forældre har de
samme ressourcer til og forudsætninger for, at deltage i fællesskabet. (Højholt, Larsen, & Stanek,
2007, s. 93-101)
Forældrene har stor betydning for børnene som orienteringspartnere, sådan at forstå, at
forældrenes indstilling til andre børn (og deres forældre) er pejlemærker for hvordan børn
socialiserer med hinanden. Legeaftaler kan, med forældrenes sammenkomst, arrangeres på tværs
af grupper og skel, hvorigennem nye relationer kan tilvejebringes – både på forældre og
børneplan. Åbenhed, forståelse og rummelighed for forskelligheder er nøgleordene og jo mere af
dette, jo mere er det til gavn for børnene. (Højholt, Larsen, & Stanek, 2007, s. 102-107)
Konklusion:
Børn lærer og udvikler sig gennem relationer til andre og derved også gennem fællesskaber.
Fællesskabets dannelse skal altså ses som en betingelse for individets udvikling, og omvendt er
individet også en betingelse for fællesskabets udvikling og dannelse. Det er pædagogens ansvar og
opgave at skabe rum for dette og derved forebygge ekskluderende mekanismer, herunder både de
strukturelle og de relationelle, og på denne måde fremme det enkelte individs inklusion i
fællesskabet.
Side 21 af 25
Jeg har, i mit arbejde med Mikkel, fundet frem til, at der kan opstå et dilemma i det pædagogiske
arbejde, når pædagogen både skal tage hensyn til individet og dets ønsker og behov samt
fællesskabets. Jeg har derfor arbejdet med følgende problemformulering:
Hvordan kan pædagogen skabe inkluderende fællesskaber for børn med en afvigende adfærd i
SFO og indskolingen og hvordan kan pædagogen i sit arbejde være med til at styrke barnet/
fællesskabet, så det kan tilegne sig gode og positive relationer?
Efter arbejdet med ovenstående problemformulering, kan jeg konkludere, at pædagogen, ud fra
idealet om inklusion, skal skabe rum og mulighed for det enkelte individs aktive deltagelse i
fællesskabet. Der skal være plads til alle, trods forskellighed, og det er fællesskabet, der skal være
dynamisk og fleksibelt og tilpasse sig det enkelte individ. Forskellighed skal altså ses som en
ressource, der kan bidrage til både individet og fællesskabets videre udvikling. Jeg kan derfor
konkludere, at pædagogen skal se på barnet i den sociale kontekst, for på denne måde at tilpasse
omgivelserne efter barnets behov, for at opnå inklusion. Daginstitutionen skal være med til at
afspejle den sociale diversitet, der kendetegner det multikulturelle samfund, som vi i dag lever i.
Pædagogen skal derfor i arbejdet med inklusionside være åben og imødekommende over for alle
børn i daginstitutionen.
Hvis et barn afviger fra normalen, er det pædagogen, der skal udvide og differentiere sin egen,
samt fællesskabets normalitetsforventninger til barnet. På denne måde kan barnet blive
inkluderet og derved undgå eksklusion og stigmatisering, hvilket er vigtigt, da disse ses som en
trussel for barnets trivsel. Sker der en stigmatisering, kan dette have stor indflydelse på barnets
selvværd og selvtillid. Det kan endvidere være svært for barnet at opnå anerkendelse i denne
position, da denne ikke ses som en ligeværdig medspiller i relationen.
Det er vigtigt, at pædagogen bestræber sig på at indgå i anerkendende relationer, da dette netop
er med til at udvikle barnets selvstændighed, selvværd, selvtillid, selvrespekt samt respekt for
andre. Det er også vigtigt, at pædagogen støtter op omkring barnets relation til andre børn, da
anerkendelse fra andre end pædagogen også er en vigtig faktor i barnets udvikling og læring.
Side 22 af 25
Pædagogen skal finde en balancegang mellem individ og fællesskab. Pædagogen har bedre
mulighed for at se og møde det enkelte individ og derved støtte dets individuelle ønsker og behov.
På denne måde kan pædagogen altså fremme barnets inklusion samt dets udvikling og læring.
Barnet får derved mulighed for at skabe erfaringer ved at indgå i forskellige roller og positioner, da
det netop indgår i flere forskellige fællesskaber. Samtidig har pædagogen også, på denne måde,
bedre mulighed for at støtte op omkring fællesskabet og dets sammenhængskraft, idet
fællesskaber ofte er koncentreret om ét omdrejningspunkt. Endvidere kan vi konkludere, at
pædagogen, blandt andet gennem aktiv deltagelse i børnenes leg i daginstitutionen, har mulighed
for at udvide og legen og fællesskabet, så der både kan tages hensyn til individet og fællesskabet.
Dette kan give pædagogen en bedre mulighed for at fremme inklusion.
Sidst men ikke mindst, er vigtigt, at man som pædagog er opmærksom på at udvikle, tilpasse og
reflektere over daginstitutionens målsætninger og faglighed. Det er altså pædagogens ansvar og
opgave at hjælpe det enkelte barn til at bryde de ekskluderende mekanismer.
Perspektivering:
Når jeg som kommende pædagog skal ud at arbejde i praksis, ser jeg det relevant at være bevidst
om min egen rolle som pædagog. Jeg mener, at jeg som pædagog skal være opmærksom på, at jeg
er rollemodel for barnet og den barnet spejler sig i. Børn har behov for de voksnes samspil
gennem hele sin udvikling, da en del af den sociale læring sker ved at barnet spejler sig i voksne.
Med dette mener jeg, at det f.eks. er væsentligt at jeg som kommende pædagog, skal sikre en god
omgangstone med kolleager og forældre, da børnene påvirkes og afspejler sig i os som voksne.
Min rolle er også at se og prøve at forstå det enkelte barn, sådan at barnet reelt føler sig forstået.
Desuden mener jeg det er vigtigt, at vise respekt overfor det enkelte barns følelser og hvordan
barnet agerer.
Endvidere mener jeg, at jeg som kommende pædagog skal kunne sætter grænser for barnet, da
disse er nødvendige for at hjælpe barnet til at fungerer godt i et fællesskab med andre. Med dette
menes at jeg her kan støtte barnet i at indgå i samspil med andre, således at barnet bliver i stand
til, at skabe nye relationer til jævnaldrene.
Side 23 af 25
En anden vigtig del af det pædagogiske arbejde, er relationen og samarbejdet med forældrene.
Det er vigtigt at skabe en god relation til barnets forældre. Jeg har en overbevisning om, at barnet
kan opfatte den dårlige stemning mellem pædagogen og forældrene. Dette kan forudsætte, at den
negative stemning kan skabe en form for utryg hos barnet, og kan dermed være svært for
pædagogen at skabe en god og positiv relation til barnet.
Slutteligt mener jeg, det er vigtigt som kommende pædagog at være bevidst om, at man i det
pædagogiske arbejde i en institution, er en del af et fællesskab med kollegaer, forældre og børn.
Jeg mener et godt fællesskab bygger på, at være lyttende, udvise omsorg, møde omgivelserne
med respekt, være nysgerrige og spørgende.
Litteraturliste
Dagtilbudsloven. (12. 06 2015). Hentet fra retsinformation.dk:
https://www.retsinformation.dk/forms/R0710.aspx?id=168340
Den nye folkeskole. (12. 06 2015). Hentet fra uvm.dk: http://www.uvm.dk/Den-nye-folkeskole
Folkeskoleloven. (12. 06 2015). Hentet fra retsinformation.dk:
https://www.retsinformation.dk/Forms/r0710.aspx?id=163970#Kap1
Højholt, C., Larsen, M. R., & Stanek, A. (2007). Børnefællesskaber - om de andre børns betydning. Forlaget
Børn & Unge/Pædagogisk Centrum.
Jørgensen, P. S. (12. 06 2015). Et godt børnemiljø handler om sociale relationer. Hentet fra Dansk Center for
Undervisningsmiljø: http://dcum.dk/boernemiljoe/et-godt-boernemiljoe-handler-om-socialerelationer
Kjær, B. (2012). Inkluderende pædagogik, god praksis og gode praktikere. Akademisk forlag.
Lynge, B. (2012). Anerkendende pædagogik. Dansk psykologisk forlag.
Madsen, B. (2005). Socialpædagogik - Integration og inklusion i det moderne samfund. Hans Reitzels forlag.
Mørch, S. I. (2009). Individ, institution og samfund - pædagogiske perspektiver . Acedemica.
Pedersen, C., Larsen, M. B., Kornerup, I., & Madsen, B. (2009). Inklusionens pædagogik – fællesskab og
mangfoldighed i daginstitutionen. Hans Reitzels Forlag.
Relationer. (12. 06 2015). Hentet fra Dansk Center for Undervisningsmiljø:
http://dcum.dk/boernemiljoe/relationer
Side 24 af 25
Sommer, D. (2004). Barndomspsykologi. Hans Reitzels Forlag.
Sønderborg kommunes inklusions politik. (12. 06 2015). Hentet fra sonderborgkommune.dk:
http://sonderborgkommune.dk/sites/all/files/Forvaltninger/B%C3%B8rn%20og%20Uddannelse/%C
2%A0/Dokumenter/sammenfatningafudviklingsarbejdetpaaspecialomraadet_1.pdf
Sørensen, J. B. (2002). Marte meo metodens teori og praksis. Hans Reitzels forlag.
Side 25 af 25

Bachelor prøven Janne 2015 PDF

Transcription

Similar documents

mellemtrin

Velkommen til pædagoguddannelsen

Nyhedsbrev april 2015 - Dr. Alexandrines Børnehave

Udviklende øjeblikke - Psykolog Rikke Yde Tordrup

indskoling

De første år i skolen - efter reformen

Danske Erhvervsskoler – Lederne Udspil til en reform af

At fremme fælleskabet gennem pædadogisk idræt

Dialogisk inklusion med flygtninge_FINAL 1.0

Sansemotorisk udvikling hos småbørn