Århus Studenternes Filmklub

Århus Studenternes
Filmklub
Adgang for alle
1
Efteråret 2011
DE
SGA
AND
Billeder
er venligst udlånt af DFI /
Billed- & Plakatarkiv.
Programmet
er fremstillet hos AKA-PRINT A/S
Oplag: 6000.
ÆRØG
BUS 16
ADE
BUS 2A
BUS 2A,
16
HER!
Auditorium E
KASERN
BUS 13
EBOULE
VA R D E N
BUS 13
FYNSGADE
A DE
Kontortid
En halv time før hver forestilling.
Kasserer
Meiki Calaminus
Tordenskjoldsgade 65, 3.th.
8200 Århus N
Tel: 86 10 55 05
Andre aktive
Bjarne Hedegaard, Ulrik Kruhøffer,
Christian Gang Larsen, Jesper Lauridsen, Jesper Riemer.
Layout
Lars J. Lykke.
KEG
NY MUN
2
http://filmklub.au.dk/
Bestyrelse
Formand
Ole Caspersen
Holmkærvej 54
8380 Trige
Tel: 86 18 71 98
Frank Dabelstein
Lars J. Lykke
Steffen D. Moestrup
Henrik Sørensen
Niels P. Weisberg
DE
Mail: filmklub@filmklub.au.dk
Forside
Jean Gabin i
Politikommissær Maigret…
Handicap-adgang
Salen har nu to kørestolspladser. Der er
mulighed for adgang for kørestolsbrugere og
gangbesværede, vha. instituttets elevatorer.
NKEGA
NY MU
Det Danske Filminstitut/
Museum & Cinematek
Institut for Matematiske Fag
Ny Munkegade
DK-8000 Århus C
Tlf.: 8612 7488
Priser
Medlemskort kr. 70,- (gyldigt til både ÅSF
og Cinemateket i Århus i to semestre).
Billetter kr. 35,- pr. forevisning.
Stumfilm: kr. 20,Ikke-medlemmer kan købe billetter til
Cinematekets forestillinger til kr. 60,- og til
stumfilm kr. 30,-
GEL
Århus Studenternes
Filmklub
Billetter
Billetter købes på forevisningsdagen fra og
med den 6. september på Filmklubbens kontor i kontortiden, dvs. en halv time før hver
forestilling.
Since 1953 the Aarhus Students’ Film Society has presented students
in Aarhus with a broad variety of quality films, in a professional
cinema setting.
A large part of the films are presented by The Danish Film Institute
–z. This gives us a unique opportunity to expand our repertoire with
the most important film classics.
Check this programme for titles you will not find anywhere nearby.
Membership is only 70 DDK a year and admission 35 DDK per ticket.
All films are shown in their original language, usually with Danish
subtitles.
Opening hours:
Half an hour before each screening.
LAN
Medlemsskab
Alle over 15 år kan blive medlem.
Adgang til alle forevisningerne kan kun ske
ved fremvisning af både medlemskort og
billet. Medlemskortet er strengt personligt og
erstattes ikke ved bortkomst.
Der er adgang til Cinematekets forestillinger
for ikke-medlemmer til forhøjet pris.
Legitimation kan kræves ved indgangen.
Indmeldelse sker ved betaling på Filmklubbens kontor i kontortiden, dvs. en halv time
før hver forestilling.
Udkommer omkring sæsonstart. Alle der har
været medlem inden for de sidste tre sæsoner
får automatisk det nye program. Husk derfor
at meddele os adresseændringer. Programmet
kan hentes på filmklubbens kontor, biblioteker eller rekvireres ved at ringe i kontortiden.
Information in english
ADE
blev startet i 1953 blandt de studerende på
Aarhus Universitet.
I 1973 blev ÅSF filial af Det Danske Filmmuseum og er således det eneste sted vest for
Valby Bakke, hvor det er muligt at se film fra
en af Europas største filmsamlinger.
Originaltitler med z kommer fra Cinemateket.
Filmene vises med professionelt biografudstyr og Dolby Surround.
Program
FA L S T E R S G
Århus Studenternes
Filmklub
BUS 13
Efteråret 2011 • Indholdsfortegnelse
Fellini side 4
Jane austen side 22
Oscar Wilde side 10
Lindsay Anderson side 25
Koreeda side 16
Stumfilm side 28
filmliste side 31
Franske film side 18
3
Federico
Fellini Dekadente drømmerier
Da Federico Fellini døde i 1993, havde han for alvor opnået
international anerkendelse. Kort forinden fik han overrakt
en Oscar for sin samlede produktion - hans femte Oscarstatuette i alt. De øvrige modtog han (i kategorien bedste
ikke-amerikanske film) for La Strada (1954), Gadepigen Cabiria
(1957), 8 1/2 (1963) og Amarcord (1973). I 1974 blev han hædret
under Cannes-festivalen og i 1985 ved Venedig-festivalen.
Fellinis film har inspireret flere Broadway-musicals, og der er referencer til Fellini i film af en række
meget forskellige instruktører - fra Woody Allen (Stardust
Memories, 1980) over Guiseppe Tornatore (Cinema Paradiso, 1980) til Joel Schumacher (Falling Down, 1993). Med
sine fantastiske visioner og unikke visuelle stil har Fellini status som en af filmhistoriens mest uortodokse genier.
FRA NEOREALISME TIL DRØMMETYDNING
Fellini blev født i badebyen Rimini i 1920 og flyttede som 18-årig
til Rom. I en årrække arbejdede han som journalist, karikaturtegner og manuskriptforfatter. Allerede i 1939 blev han ansat på
det legendariske blad Marc’ Aurelio, og her kom han i kontakt
med Roberto Rossellini og andre italienske filminstruktører.
Fellini brød igennem som manuskriptforfatter på Rossellinis
Rom, åben by (1945), der samtidig markerede starten på, hvad
filmhistorikere senere skulle betegne ’italiensk neorealisme’.
Fellini var manuskriptforfatter på en række andre neorealistiske film, herunder Rossellinis Paisà (1946).
4
DEBUT MØDT MED SKEPSIS
I sin første film som instruktør Den hvide sheik (1951) trak
Fellini først og fremmest på sine erfaringer som journalist og karikaturtegner. Fellinis omformning af neorealismen i retning af en mere selvbiografisk udtryksform
blev mødt med rynkede øjenbryn af hans tidligere kolleger. Fellini var på den anden side lige så kritisk over
for Rossellinis melodramatiske udgave af neorealismen.
Når Fellini blev udfrittet om sine inspirationskilder, pegede
han ikke på Dreyer eller Eisenstein, men på Chaplin, Keaton, Marx Brothers og Bunuels sorte humor. Inspirationen
fra Chaplin er tydelig i La Strada, som Fellini senere kaldte ”det komplette katalog over hele min mytiske verden.”
Filmen blev det store gennembrud for Giulietta Masina i rollen som den klovneagtige Gelsomina - en kvindelig Charlie
Chaplin. Fellinis symbolske mesterværk vakte heller ikke
udelt begejstring hos de italienske neorealister, der mente, at
den bidrog til at retfærdiggøre den politiske undertrykkelse
i Italien.
DRØMME OG ILLUSIONER
I Dagdriverne (1953), der skildrer provins-Italiens dagdrømme og illusioner, bevæger Fellini sig også væk fra
sit neorealistiske udgangspunkt. Ifølge Fellini er mennesket ikke kun bestemt af historiske og sociale forhold,
men også af sin egen subjektivitet på godt og ondt.
Det subjektive omfatter hos Fellini spiritualitet og frelse
i mere religiøs forstand, som det fremgår af La Strada og
Gadepigen Cabiria. At Fellini også var under indflydelse af
psykoanalysen, fremgår tydeligt af 8 1/2 og Julietta og ånderne.
Fellini skulle blive en instruktør, som hyldede nattens drømme
som menneskets mest ærlige udtryk, og han skabte sin visuelle
stil primært via undersøgelse af sine egne drømme.
UDFORSKNING AF FILMKUNSTENS EGENART
Det søde liv (1959) er en relativ ligefrem manifestation af hovedpersonens psykiske tilstand, men de følgende film bevægede
sig i højere og højere grad ind i en drømme- og fantasiverden.
Efter at have etableret Marcello Mastroianni som sit alter
ego i Det søde liv, benyttede Fellini ham igen i mesterværket 8 1/2, der først og fremmest er et forsøg på at
skildre den komplekse (ubevidste) kunstneriske skabelsesproces. De efterfølgende film fortsatte i den visuelt overdådige, flamboyante stil, som skulle blive Fellinis varemærke.
Mellem 1969 og 1972 lavede Fellini tre film, i hvilke han
optræder som hovedperson og i hvilke det dominerende
tema er udforskning af selve filmmediet og filmkunstens
egenart: ’Fellini: A Director’s Notebook (1969), Klovnerne
(1970) og Roma (1972). Flere af Fellinis sene film er endda
struktureret som fiktive interviews med instruktøren selv.
Efter Roma producerede Fellini den frodigt fabulerende Amarcord, som blev hans sidste kommercielle succes. Fellinis
nostalgiske beretning om sin egen barndom og ungdom i
Rimini er også en skildring af baggrunden for den italienske
fascisme. Amarcord blev modtaget med begejstring af de
venstreorienterede filmkritikere, der primært havde betragtet
Fellini som formidler af Italiens konservative katolske kultur.
Også i Kvindebyen (1980) - igen med Mastroianni i hovedrollen - analyserer Fellini sin egen psyke. En række filmkritikere har betragtet Kvindebyen som Fellinis forsøg på
at forene sine egne indre seksuelle og kreative konflikter.
ROM OG CINECITTÁ
Fellini Satyricon (1969), der næsten udelukkende er optaget i studie-dekorationer, blev et stort hit blandt et psykedelisk orienteret publikum, der betragtede Fellinis hovedpersoner som forfædre til hippie-bevægelsen.
Roma er en overdådig, saftig og surrealistisk skildring af
det gamle Rom. Satyricon, Det søde liv og Roma beskæftiger sig alle med forestillinger om Italiens hovedstad.
Den mest bemærkelsesværdige af Fellinis sene film er Intervista
(1987), en meget personlig beretning om det at lave film og en
hyldest til Cinecittá-studierne, hvor Fellini optog de fleste af
sine film - især på det berømte Teatro 5, som er det største studie
i Europa. Fellini foretrak det ’kunstige’ studiemiljø, hvor han
kunne udøve fuld kunstnerisk kontrol, frem for de uforudsigelige autentiske locations, hvor neorealisterne optog deres film.
Fellini kom første gang til Cinecittá i 1940 som ung journalist for at lave et interview med en kendt skuespillerinde. Fellinis første besøg i Cinecittá er dramatiseret
i Intervista. Forskellige steder i forløbet bevæger filmen
sig fra ’den rigtige Fellini’ i sin karrieres efterår til den
unge Fellini og hans indvielse i Cinecittás magiske verden.
Til sin død hyldede Fellini nattens drømme og det ubevidste,
som menneskets mest ærlige udtryk: ”Jeg laver film på samme
måde som jeg lever en drøm. Den er fascinerende så længe
den forbliver mystisk og flygtig, men risikerer at blive uden
pointer, hvis den bliver forklaret.”
(Jesper Andersen, programmedarbejder, Cinemateket).
8½
Tirsdag 13. september kl 19.30
”Fellinis overdådige, semi-selvbiografiske mesterværk
er gået over i filmhistorien. Mastroianni spiller en succesrig filminstruktør, der tager ophold på en kuranstalt
for at få lidt ro. Han bliver imidlertid hele tiden forstyrret af sin producent, sin manuskriptforfatter, sin kone
og sin elskerinde, der alle vil vide noget om hans nye
filmprojekt. Det ydre pres får ham til at søge indad,
og grænserne mellem fantasi, erindring, dagdrøm og
virkelighed begynder at flyde. Prægtige skuespilpræstationer, fantastisk fotografering og uforglemmelig
musik af Nino Rota sætter tilskueren i en tilstand af
fornøjelig forvirring.”
(Jesper Andersen)
8 1/2
”I 8½ går Fellini i endnu højere grad end i Det søde
liv til det metafilmiske og selvbiografiske bid. Mastroianni spiller filminstruktøren Guido, hvis alder,
43, stemmer overens med Fellinis. Guidos helbred
skranter, han har et hyr med at holde sammen på sit
filmhold, og ved faktisk slet ikke, hvad det er, han
forsøger at sige med sit filmprojekt. Han må lægge
ryg til voldsom kritik fra omverden, hvilket er Fellinis
måde at reflektere over sin egen status som kunstner.
Fellini har nu for alvor forladt neorealismen,
for hele filmen synes at følge drømmens logik (eller
mangel på samme). Der er dog også strejf af mareridt
over det til tider næsten maniske fortælletempo og
den simrende aggression, der kendetegner nogle af
filmens figurer.”
(Janus Varsted Kirkegaard)
”A brilliant film. An image, visual ingenuity, subtlety of pace, sardonic humor, it is stunning. We see a
wizard at the height of his wizardry”.
(Stanley Kauffmann, New Republic)
Dagdriverne
5
umodne, dovne unge mænd uden mål og idealer. De
fem hovedpersoner har hver deres drøm - at forlade
provinsen og tage ind til Rom, at skrive et stort skuespil, at blive den lokale Don Giovanni etc. Moraldo
(Fellinis alter ego) gør op med de illusioner, som de
øvrige hovedpersoner er indfanget af.”
(Jesper Andersen)
Og skibet sejler
Otto e mezzo
Italien 1962
Instr.: Federico Fellini.
Manus: Federico Fellini, Ennio Flaiano, Tullio Pinelli,
Brunello Rondi.
Foto:
Gianni di Venanzo.
Musik: Nino Rota.
Medv.: Marcello Mastroianni, Anouk Aimée, Sandra Milo,
Claudia Cardinale.
Længde: 135 minutter.
Danske undertekster.
Dagdriverne
Tirsdag 4. oktober kl 19.30
6
”Med Dagdriverne omformede Fellini den socialt
indignerede italienske neorealisme i en mere selvbiografisk og poetisk retning. Fellinis tredje film skildrer
fem unge mænd og deres illusoriske drømmerier i
en lille italiensk provinsby. De er alle ”vitelloni” -
”Selv om Dagdriverne overvejende er realistisk, ligger
den surrealistiske æstetik, der mange år senere skulle
give Fellini legendestatus, helt klart i kim. Den kommer især til udtryk i den scene, hvor en af filmens
figurer danser rundt i en næsten tom, tilrodet balsal
med et papmachehoved som partner.
Dagdriverne følger en flok yngre, umodne mænd,
der dasker rundt i deres fødeby i provinsen. Det mest
moralsk anløbne medlem af flokken bærer det lidet
uskyldsrene navn Fausto og spilles af Franco Fabrizi,
der ligner Richard Burton til forveksling.
Da han kommer for skade at gøre den kærlige,
men ikke alt for kvikke skønhedsdronning Sandra
(rørende spillet af Eleonora Ruffo) gravid, må han gifte
sig med hende. Ægteskab giver dog ikke Fausto evnen
eller viljen til at kontrollere sin kønsdrift, og i hvad
der måske er ment som en sort morsomhed fra Fellinis
side, får han arbejde i en butik, der sælger statuer og
figurer af Jesus og Jomfru Maria. Den sublime punch
line falder, da Faustos finansielle situation tager en
uheldig drejning, og han planlægger at stjæle og videresælge en værdifuld englestatue fra samme sted!”
(Janus Varsted Kirkegaard)
I Vitelloni.
Italien-Frankrig 1953.
Instr.: Federico Fellini.
Manus.: Federico Fellini, Ennio Flaiano og Tullio Pinelli.
Foto: Otello Martelli.
Musik. Nino Rota.
Medv.: Franco Interlenghi, Franco Fabrizi, Alberto Sordi,
Leopoldo Trieste og Riccardo Fellini.
Længde: 93 minutter.
Danske undertekster.
Og skibet sejler
Tirsdag 10. november kl 19.30
”Året er 1914. Dampskibet ”Gloria N” ankrer op.
Asken efter den feterede operasangerinde Edmea
Tetua bringes ombord. Rejsens mål er at sprede divaens jordiske rester på øen Erimo. En række forskellige
mennesketyper er repræsenteret blandt de kunstnere
og beundrere, som befinder sig på skibet. På det
nederste dæk huserer et stort næsehorn. I Og skibet
sejler, der er fyldt med betagende billeder og gale indfald, reflekterer Fellini endnu engang over forholdet
mellem film og virkelighed. Det hav, skibet sejler på,
er lavet af plastik, og stormens susen er produceret i
et studio. Alt er bevidst kunstigt og konstrueret. Filmen
starter som stum og tintet sort/hvid, hvilket skal illudere en samtidig nyheds-reportage.”
(Jesper Andersen)
”I sine bedste øjeblikke rummer Og skibet sejler...
glimt af den slående visuelle originalitet, som adskiller
Federico Fellini fra alle andre instruktører.”
(Ebbe Iversen)
E la nava va
Italien-Frankrig 1983
Instr.: Federico Fellini.
Manus: Federico Fellini og Tonino Guerra.
Foto:
Giuseppe Rotunno.
Musik: Gianfranco Plenizio, Guiseppe Verdi.
Medv.: Freddie Jones, Barbara Jefford, Victor Polletti.
Længde: 132 minutter.
Danske undertekster.
Medlemstilbud
1
ROSENKRANTZGADE 21
8000 AARHUS C
BILLETTELEFON 8613 8866
BILLETNET 7015 6565
WWW.SVALEGANGEN.DK
CinemaxX viser 22.-28. september følgende sjældne filmklassikere:
Dr. Strangelove eller: Hvordan jeg
lærte at glemme mine bekymringer og elske bomben, Gentlemen foretrækker blondiner, Inception, Menneskejagt, Taxi Driver,
Broen over floden Kwai, De Røde
Sko, The Sound of Music samt
True Grit
Se mere på de næste sider...
CinemaxX har generøst tilbudt
filmklubbernes medlemmer
rabat til forestillingerne. Hvis
man viser et gyldigt medlemskort til Århus Studenternes
Filmklub, vil billetprisen bliver
reduceret med 25 kroner.
Filmklubben takker CinemaxX
for det fine tilbud.
Spar 25 kr
TEATRET SVALEGANGEN PRÆSENTERER
SÆSON 11/12
OPLEV BLANDT ANDET AUTONOME VS.
NYNAZISTER, EROTISK BESÆTTELSE UNDER
2. VERDENSKRIG OG KAIZERS ORCHESTRA
OMSAT TIL FANTASTISK MUSIKDRAMATIK
7
Manden med hatten… Re-premiere den 23. oktober
8
Vi gør store film større
4K FilmFestival 22. - 28. september
Vi gør store film større
9
Oscar Wilde
Bunbury
Torsdag 29. september kl 19.30
”Ingen kan formodentlig huske, hvad The Importance
of Being Earnest handler om, for det er som lystspil
netop berømt for ikke at handle om noget. Af form
er det et skuespil af finmekanisk konstruktion, af indhold et ustandseligt ordspil på egennavnet Ernest og
egenskaben earnest, som kun kan gouteres på engelsk
tunge. Der er ikke en ærlig menneskelig følelse i al
Bunbury
Oscar Wildes forfatterskab hører til forrige århundredes mest elegante,
raffinerede og vittige. Det er både klassisk og meget moderne. Wilde
anvendte overvejende humor som virkemiddel i sine teaterstykker,
og derfor slap han af sted med mere end de fleste. Han spiddede
dobbeltmoralen, det selvhøjtidelige og hovmodet. Men flertallet af
publikum og kritikere begik den fejl at tro, at hvis noget siges med
humor, kan det ikke være sandt. I virkeligheden forholder det sig hos
Wilde omvendt: Hvis noget ikke rummer humor, er det ikke sandt.
Historien om Oscar Wilde er ikke bare en tragisk historie. Den er
større og overskrider al diskussion om seksualitet. Det er historien om,
hvor let det etablerede samfund kan vende sig imod en mand, og hvor
nemt det er at spotte, når offeret sidder i gabestokken. Det er samtidig
historien om hofnarrens farlige rolle. Wildes navn har med årene fået
en tragisk klang. Men Wildes skæbne var ikke tragisk. ”Hans sjæls
lystighed var usårlig”, skrev Bernard Shaw, og vanæren og fængselsstraffen var kun noget ydre og traumatisk. Det er jo på grund af viddet
og humoren, at han funkler - også i 2011.
(Claus Kjær, programmedarbejder, Cinemateket)
Filmklubben og Cinemateket markerer i efteråret Oscar Wilde med
tre film: To filmatiseringer – én klassisk og én moderne – af hans to
væsentligste skuespil samt en nyere biografisk film om ham.
10
denne konversation om kærlighed, det hele er kynisk
ping-pong og koket fjerbold i 1890ernes high-life, og
det er netop det fine ved det.
Anthony Asquith har taget konsekvensen og gjort
det kunstige til en kunst. Han har ikke gjort noget
forsøg på at forvandle teater til film. Tværtimod spiller
han det hele på en slags filmens dukketeater. Tæppet
går, dukkerne agerer, men kameraet bliver stående.
Derved opnås allerede i den tekniske form noget
pudsigt stiliseret og affekteret, der passer præcist til
lejligheden. Dukkerne åbner munden på modeherrers
og societydamers manér, og ud af den flyver Wildes
vittigste paradokser og kosteligste krukkerier. Det er
kaviar, så kenderne smækker med tungen.”
(Harald Engberg)
”Bunbury er en festlig film – et stykke usædvanligt
levende teatermuseum, skabt af en klog og kultiveret
kunstner, der mestrer sit stof til bunds. Men den er
tillige en film, som kræver adskilligt af sit publikum.
Jo bedre, man kan følge med i de Wildeske sprogsaltomortaler des bedre vil man more sig. De danske
tekster følger filmen, men hamle op med originalreplikkerne og topskuespillernes diktion kan de ikke.
Bunbury som film er nok et kuriosum, men samtidig
en stor fornøjelse for den, der gouterer brillant replikleg og Wildes blændende nonsenskomik.”
(Svend Kragh-Jacobsen)
Wilde begynder med god, overraskende effekt i
Det vilde Vesten, nærmere bestemt i Colorado, hvor
Oscar Wilde er på succesfuld oplæsningsturné. Herefter beretter den om hans ægteskab med den loyale
Constance, som han får to sønner med og efter alt at
dømme elsker oprigtigt, og når så sit dramatiske ven-
The Importance of Being Earnest.
England 1952
Instr. + manus.: Anthony Asquith
efter skuespil af Oscar Wilde.
Foto: Desmond Dickinson.
Musik: Benjamin Frankel.
Medv.: Michael Redgrave, Edith Evans, Joan Greenwood,
Michael Denison, Dorothy Tutin, Margaret Rutherford.
Længde: 94 minutter.
Danske undertekster.
Wilde
Tirsdag 1. november kl 19.30
”Brian Gilberts Wilde handler i højere grad om Oscar
Wildes skandaløse liv som homoseksuel end om
hans lysende karriere som forfatter. Filmen skildrer
ganske vist hans kunstneriske succeser, ikke mindst
med skuespillene Salome og The Importance of Being
Earnest, men filmen handler først og fremmest om
Oscar Wildes forbudte forhold til den 20 år yngre Lord
Alfred Douglas, kaldet Bosie.
Wilde
depunkt, da den vittige og beundrede irske forfatter
opdager sin seksuelle forkærlighed for mænd. Den
bliver skæbnesvanger for ham, for i sin glødende og
alt for åbenlyse romance med den kønne og temmelig
egoistiske Bosie glemmer han at være diskret. Det
tåler man ikke i det victorianske og bornerte England,
og affæren fører i 1895 til den opsigtsvækkende retssag, hvor Oscar Wilde dømmes til to års strafarbejde
i Reading Gaol - et fængselsophold, der knækker
ham, og som han jo har skildret meget bevægende i
The Ballad of Reading Gaol. Mens til gengæld filmens
oversætter ikke ved, at sodomy på engelsk betyder
noget ganske andet end sodomi på dansk.
Wilde er en typisk britisk kostumefilm i den forstand, at den er instrueret med sirlig omhu, megen
sans for historisk akkuratesse og plads til udsøgte
skuespillerpræstationer. Den er ikke nær så vittig
som Oscar Wildes egne skuespil og aforismer, men
den er selvfølgelig en skildring af, hvordan kvælende
intolerance ødelægger et menneskes liv, skønt hans
eneste »forbrydelse« var, at han ikke var dygtig nok
til at holde sin homoseksualitet skjult. Eller var modig
nok til ikke at ville gøre det. Stephen Fry, der selv
er erklæret homoseksuel, spiller med stor præcision
Oscar Wilde som en begavet, charmerende, lettere
affekteret og temmelig snobbet mand - en sammensat
og dermed fængslende figur - mens Jude Law spiller
Lord Alfred Douglas så tilpas tvetydigt, at man kommer i tvivl om, hvorvidt hans hensynsløse narcissisme
eller hans kærlighed til Oscar Wilde er størst.
Under alle omstændigheder er det Bosies opgør
med faderen, den brutale markis af Queensberry, der
fører til Wildes fornedrelse og fald. Han kunne have
undgået den ydmygende retssag ved at flygte ud af
landet, sådan som venner opfordrer ham til at gøre,
men det nægter han. Og dermed får Oscar Wilde til
slut heroisk format i denne film, der i sagens natur
rummer scener med nøgne mænd i intim nærkontakt,
men ikke desto mindre er både sober og nobel.”
(Ebbe Iversen)
Wilde.
England 1997.
Instr.: Brian Gilbert
Manus.: Julian Mitchell.
Foto: Martin Fuhrer.
Musik: Debbie Wisemann.
Medv.: Stephen Fry, Jude Law, Vanessa Redgrave, Gemma
Jones, Judy Parfitt, Martin Sheen, Zoë Wannamaker,
Tom Wilkinson.
Længde: 117 minutter.
Danske undertekster.
11
Den ideelle mand
Tirsdag 6. december kl 19.30
”Den angelsaksiske forfatter Oscar Wilde (1854-1900)
sagde blandt meget andet godt: »Det eneste, jeg ikke
kan modstå, er fristelser.« Af samme grund legemliggør han mere end nogen anden skikkelse omkring
år 1900 allehånde dekadente udsvævelser - hvad
der, tiden taget i betragtning, siger ikke så lidt. Oscar
Wilde sagde også: »Den bedste forudsætning for et
ægteskab er de gensidige misforståelser.« Og det skrev
han flere vittige komedier om, herunder ”Den ideelle
mand fra 1895”, året, der betegner kulminationen
på Wildes skandalesucces. Men også året, hvor retssagen mod ham for »pæderasti« (homoseksualitet)
blev indledt, en retssag, der sendte ham i fængsel og i
realiteten endte med at tage livet af ham.
Den ideelle mand handler om kunsten ikke at
tage et ansvar, hverken i kærlighed eller i politik.
Nu forløst som film med elegant britisk vid og djæveblændt ironi af Oliver Parker. Hovedpersonen er
en typisk Wilde, Lord Arthur Goring hedder han, en
indolent, charmerende mand, der hele tiden underspiller sin begavelse og overspiller sin dumhed med
det ene formål at nyde livet og undgå at tage stilling
til noget som helst af interesse. En følsom kyniker,
spillet med kvabset ynde og dekadente lader af Rupert
Everett. Men hans forehavende er - tilsyneladende dømt til at mislykkes, da han ganske imod sin vilje
hvirvles ind i diverse intriger, der både angår hans
gode ven, den ambitiøse politiker Sir Robert Chiltern
(Jeremy Northam) og hans hjertes udkårne Mable
Chiltern (Minnie Driver). En skandaløs hemmelighed i
Robert Chilterns fortid står til at blive afsløret, da den
intrigante og fristende Mrs. Cheveley (Julianne Moore)
dukker op i 1890ernes London, hvor den indiskrete
charme trives i det højborgerlige miljø af adelsprivilegerede parlamentsmedlemmer, letfærdige dandyer og beregnende kvinder med hang til skandaler.
12
Som sædeskildring og romantisk komedie er filmen
vellykket og konstant underholdende. Dette ørkesløse, totalt indifferente og tåbelige miljø blotlægges med
kærlig indforståethed, og det korrumperende politiske
og erotiske spil fremstilles, så ikke et øje er tørt. Helt
Den ideelle mand
i forlængelse af Oscar Wilde er det, som om englænderne besidder en særlig veludviklet form for kynisme,
der med netop Wilde får ypperlige vækstbetingelser,
som han skrev: »Det er absurd at inddele mennesker
i gode og dårlige. Mennesker er enten charmerende
eller kedelige.« Andre distinktioner er der ikke i det
Wilde’ske univers, som filmen gør sit til at efterleve.
Ja, det er næsten for meget. Ikke alene rummer Den
ideelle mand adskillige af Oscar Wildes mest berømte
og berygtede aforismer og maksimer. Og hvor de ikke
slår til, er dialogen yderligere suppleret med en række
af hans bedste one-liners. Hver eneste scene er en
sand opvisning i vittige bemærkninger, man ler, frydes
og forfærdes over Wildes kynisme og mageløse indsigt
i den menneskelige forstillelse og forfængelighed.
Og skuespillerne har ganske åbenlyst nydt at krukke
sig igennem rollerne. Ikke mindst den langlemmede
dandy Rupert Everett, der siger: »At elske sig selv er
begyndelsen på en livslang kærlighedsaffære«, så man
for en gangs skyld tror ham. Oscar Wildes bittersøde
tidskritik og forsøg på den fuldkommen distancerede
livsæstetik er evigt aktuel, ja man griber sig i at synes,
at verden faktisk er blevet pænere siden dengang, tro
det, hvem der vil.
De udsøgte uforskammetheder vil ingen ende
tage. Bagefter en fernisering på en James Whistlerudstilling siger Mable Chiltern, efter i øvrigt - og
selvfølgelig - at have ventet forgæves på sin elskede:
»Bortset fra et par lærreder bestod udstillingen af
lutter forglemmelser.« Som fremstilling af en gennemsyntetisk verden svansende ud i et århundredets
sidste dansetrin er filmatiseringen af Den ideelle mand
vedkommende og særdeles underholdende. Ingen har
som Oscar Wilde skildret overfladen som det egentlige. Det er grusomt - og morsomt. Filmen gør, helt i
Wildes ånd, en dyd ud af sin uanstændighed.”
(Henrik Wivel)
An Ideal Husband.
England 1999.
Instr. + manus.: Oliver Parker
efter skuespil af Oscar Wilde.
Foto: David Johnson.
Musik: Charlie Mole.
Medv.: Cate Blanchett, Minnie Driver, Rupert Everett, Jeremy Northam, Julianne Moore, John Wood, Peter
Vaughan, Lindsay Duncan.
Længde: 98 minutter.
Danske undertekster.
Medlemstilbud
2
BioCity vil vise følgende sjældne
filmklassikere 8.-14. december:
Casablanca, White Chistmas, Its a
wonderful life, The Big Lebowski, Blues
Brothers, Scarface, African Queen,
Once Upon a time in America, West
SIde Story, The Good, Bad and the
Ugly, From here to Eternity, Manhattan
samt Raging Bull.
Se mere på de næste sider...
BioCity har generøst tilbudt filmklubbernes medlemmer rabat til
forestillingerne. Hvis man viser et
gyldigt medlemskort til Århus Studenternes Filmklub, vil billetprisen
bliver reduceret med 25 kroner.
Filmklubben takker Nordisk Films
Biografer for det fine tilbud.
Spar 25 kr
ARoS27
Klubben for unge på 27 og derunder
Åbent til
22.00
onsdag og torsdag
FRI
ADGANG
1 ÅR • 1 PERSON
150 KR
ARoS27 er klubben for unge på 27 år eller derunder. Du får: Fri adgang til ARoS i et helt år • Løbende
13
information om udstillinger og arrangementer • Invitationer til medlemsaftener • se mere på www.aros.dk
Klassikeruge i BioCity
8.-14. december 2011
Kom med til den ultimative
klassikerfestival og få en tour
de force i film-historien serveret i
den bedste digitale kvalitet,
der ikke lader nutidens krav til
biografoplevelsen i stikken.
14
Skt. Knuds Torv · Aarhus C · biocityaarhus.dk · tlf. 70 13 12 11
White Christmas · It’s a Wonderful Life · The Big Lebowski
The Blues Brothers · Scarface · African Queen
Once Upon A Time in America · West
Side Story
From here to Eternity · Manhattan · Raging Bull
The Good, the Bad and the Ugly
Læs hele programmet og bestil billetter på biocityaarhus.dk
– og glæd dig til en tur i byens hyggeligste biograf.
Alle film, undtagen Once Upon A Time in America, vises uden danske undertekster.
Forbehold for ændringer.
15
Hirokazu Koreeda
Hirokazu Koreeda, born June 6, 1962 is a Japanese film
director, producer, screenwriter and editor. His films explore
themes of memory, death, and coming to terms with loss.
Mellem liv og død
Tirsdag 8. november kl 19.30
”I den japanske film Mellem liv og død ankommer 22
mennesker i alle aldre en kølig mandag efterårsmorgen til en forfalden bygning, der mest af alt ligner en
forladt skole. De bliver modtaget af en række sagsbehandlere, der straks orienterer dem om baggrunden
for og meningen med deres ophold på stedet. Alle 22
er døde for nylig, og de skal nu tilbringe en uge på
denne mellemstation, før de ekspederes videre ind i
16
evigheden. Senest onsdag skal de imidlertid have valgt
et minde, som vil blive filmatiseret i løbet af ugens
sidste dage. Og med denne lille film på nethinden vil
de søndag blive sendt videre, uden andre minder fra
deres liv på jorden.
En kvinde vælger sin første fødsel; en anden en
gyngetur i en bambuslund efter et stort jordskælv; en
helt ung pige vil aldrig glemme pandekagerne i Disneyland; en midaldrende mand vil for altid lune sig
ved sine seksuelle erobringer; en yngre mand vælger
en flyvetur i et lille Cessna-fly, hvor skyerne udenfor
lignede candy floss; en ældre kvinde et bal i en rød
kjole, som hun som lille pige fik af sin storebror osv.
osv.
Nogle ombestemmer sig undervejs, men der er
også to, der ikke kan eller vil vælge. Den unge Iseya
nægter at spille med, mens den 71-årige funktionær
Watanabe (en efterkommer af hovedpersonen af
samme navn i Kurosawas At leve) har haft et så trist liv,
at han ikke kan komme i tanker om noget, der skulle
være værd at mindes for evigt . Som hjælp får han
hele sit liv præsenteret på 71 videobånd, ét for hvert
af hans leveår, og til slut indser Watanabe, at der har
været noget smukt også i hans liv blot synd, at han
ikke så det, mens han levede.
(...)
Den sære mellemstation i Mellem liv og død er hverken garneret med englekor eller lammeskyer, men
fremstilles forfriskende ligefremt i en realistisk stil, der
synes båret af en nærmest dokumentarisk ægthed. De
grumset gule billeder af de helt hverdagsagtige mennesker i de slet vedligeholdte lokaler veksler mellem
håndholdt dogme-kvalitet og stationære indstillinger,
hvis lyskompositioner undertiden kan lede tankerne
hen på Hammershøi.”
(Eva Jørholt)
Wandâfuru raifu
Japan 1998
Instr. og manus: Hirokazu Koreeda
Foto:
Musik:
Medv.:
Masayoshi Sukita, Yutaka Yamasaki.
Yashurio Kasamatsu.
Arata, Erika Oda. Susumu Terajima, Taketoshi
Naitô, Takashi Naitô. Sadao Abe.
Længde: 118 minutter.
Danske undertekster.
Nobody
Nobody
Knows
Knows
Nobody Knows
Torsdag 1.december kl 19.30
”Nobody Knows er en hjerteskærende virkelig historie
om fire børn, som bliver forladt og må klare sig alene
i en lejlighed i Tokyo. Deres mor har fået dem med
forskellige mænd. I den nye lejlighed må der kun
være ét barn, så de mindste gemmer sig i Samsonitekufferterne, da filmen begynder, og familien flytter ind.
Moderen, Keiko, har en svaghed for alkohol og
andre stimulanser. Hun bliver også let forelsket og
plejer da at tage væk med den nye mand, idet hun
overlader ansvaret for familien til Akira, den ældste
søn, som naboerne godt må se. Børnene går ikke i
skole. De vil gerne, men Keiko mener, at uddannelse
er overvurderet. Først tager hun væk nogle måneder
og lover at komme hjem til jul. Endelig forsvinder
hun helt. Der kommer et brev med alt for få penge.
»Jeg stoler på dig, Akira« er alt, hvad Keiko skriver til
sønnen.
Så skal de klare sig, drengen på 12, hans lidt
yngre søster, spilopmageren Shigeru på syv år og
hjerteknuseren Yuki på fire. Først overholder de Keikos regler, går ikke ud, laver en slags lektier, prøver
at rydde en anelse op. Akira betaler regninger, rækker
ud efter kammerater i nabolaget og knytter i mangel
af bedre et venskab med den lidt ældre pige Saki, som
har rige forældre, men er overset på en anden måde
og bliver mobbet i skolen. Også hun strejfer rundt i
kvarteret om dagen.
Filmen følger forløbet over et år. Der er gode perioder, hvor børnene faktisk får indrettet sig og mod alle
odds fungerer som en familie, strandet snarere end
egentlig nødstedt. Men hverdagen skrider, rodet tager
til. Der bliver lukket for gas, el og vand, efterhånden
som pengene slipper op. Akira opsøger to af børnenes
fædre, men får ikke nogen hjælp, som han kan bruge.
En kvinde i supermarkedet er den eneste voksne,
han har kontakt med. Hun ser som regel genert ned i
gulvet, når indehaveren lærer endnu en ekspedient at
krølle poserne op på den rigtige måde.
Nobody Knows er fuld af sådanne sikkert sete
detaljer, der giver den enkelte øjeblikke af humor.
Det samme gør børnene selvsagt. Af og til er de bare
fire søskende, som leger og nyder livet på øen, hvor
ingen griber forstyrrende ind. Deres isolation bliver
ved, og man lever sig ind i en hverdag med store og
små revolutioner.
(...)
Det er klart, at der i filmen ligger en implicit erklæring
om, hvor lidt vi ved om og tager os af hinanden, hvor
megen fortræd man kan gøre et barn, og hvor mærkelig tilværelsen er. Men Hirokazu Koreeda undlader at
prædike og forenkle. Man fornemmer ikke noget sted
den pegefinger, som Ken Loach og Mike Leigh ville
have rettet mod publikum og de sociale instanser.”
(Bo Green Jensen)
Dare mo shiranai
Japan 2004
Instr. og manus.: Hirokazu Koreeda
Foto:
Musik:
Medv.:
Yutaka Yamasaki.
Titi Matsumura, Gonzalez Mikami.
Yûya Yagira, Ayu Kitaura, Hiei Kimura, Momoko
Shimizu, Hanae Kan, You.
Længde: 141 minutter.
Danske undertekster.
Mellem liv og død
17
FRANSKE
Film
Irreversible
Mælkevejen
Torsdag 8. september kl. 19.30
”I de katolske lande kaldes mælkevejen ”Skt. Jakobs
vej”. Bunuels nye film handler om to vagabonder på
pilgrimsfærd fra Paris til Skt. Jakobs formentlige grav
i Santiago de Compostela i Nordvest-Spanien. Deraf
filmens titel: de går ”mælkevejen”, som ellers intet
har at bestille med stjernerne, men er en overdådig,
kalejdoskopisk spadseretur gennem totusind års kirkehistorie. Selve den springske logik i filmens titel er
karakteristisk for Mælkevejens hele ureglementerede
verdensorden, der associerer sig frem og tilbage i tid
og rum, sammenholdt af den tilsyneladende abstrakte
18
idé at gennemgå kætterierne omkring
seks af de vigtigste dogmer i den
katolske kirkes historie: om brødet og
Jesu legeme, om det ondes oprindelse, om Kristi to naturer, om forholdet
mellem nåden og den frie vilje, om
treenigheden, og endelig om jomfrufødselen og hvad deraf fulgte.”
(Poul Behrendt)
”Den allegoriske og satiriske komedie
Mælkevejen fra revolutionsåret 1969
fremstår som Bunuels mest indforståede og mest omfattende opgør
med kristendommen, kirkens dog-
Mælkevejen
matiske selvmodsigelser og menneskefjendske praksis. Ætsende muntert, skarpt og vidende anskues
kristendommen som en religion, der i skiftende tider
og under forskellige magthavere har forvoldt store
skader. Bunuel benytter sig af en fortællemåde med
mange spring i tid, men udgangspunktet er en slags
roadmovie.”
(Trine Bach Hansen)
”Og bag det hele ligger den gamle surrealists kærlighed til det vidunderlige, det gale, det irrationelle,
mysteriet. Man kan måske sige, at Bunuel ville ønske,
katolicismen fortalte sandheden”.
(Erik Ulrichsen)
La voie lactée
Frankrig/Italien 1969
Instr.: Luis Bunuel.
Manus.: Luis Bunuel og Jean-Claude Carrière.
Foto:
Christian Matras.
Medv.: Laurent Terzieff, Paul Frankeur, Delphine Seyrig,
Edith Scob, Georges Marchal, Julien Bertheau.
Længde: 100 minutter.
Danske undertekster.
Valgslægtskaber
Tirsdag 18. oktober kl. 19.30
Goethe hentede inspiration fra alle tænkelige former
for litteratur og i 1809 således fra den svenske kemiker
Torben Bergmans teorier om stoffer, der skilles og pga
fysisk tiltrækningskraft indgår nye forbindelser, som
Bergman kaldte ”valgslægtskaber”. I denne roman har
Goethe overført teorien på psykologiske og erotiske
forhold hos mennesker.
”Baronen Edoardo og den ligeledes adelige Carlotta
mødes tilfældigt mange år efter en aldrig glemt, indbyrdes ungdomskærlighed. De beslutter sig for, at
det skal være en gammel løgn. De gifter sig og flytter
sammen ind på Edoardos toscanske gods, hvor de
oplever den fuldkomne tosomhed og lykke, lige indtil
Edoardos gamle ven, arkitekten Ottone kommer på
besøg…
Filmens tema og titel anslås, da de tre om aftenen
ved Ottones ankomst fejrer gensynet. I oplysningstidens sande ånd sker det med Carlottas yndlingsbeskæftigelse, højtlæsning af de nyeste litterære, filosofiske og videnskabelige værker.
Goethes roman er et digterisk forsøg på at bestemme kærlighedens væsen…Taviani-brødrenes fascination gælder ikke specielt Goethes væsensbestemmelse
af kærligheden. De er bestemt følsomme og loyale
overfor anstrengelsen, men deres virkelige ærinde er
snarere den samtidsånd, bestemmelsen er gjort i.
Og Toscanas smukke lys og de klassiske norditalienske bakkedrag har atter engang inspireret og hjulpet
brødrene, så det er blevet muligt at skabe et drømmelignende, men alligevel historisk nærværende rum
– beboet af mennesker, hvis tankegang og længsler er
ganske anderledes end vore, men hvis skæbne alligevel mærkeligt nok giver mening og bliver forståelig,
fordi filmmagien lykkes.”
(Lars Knudsen)
Les Affinités électives
Frankrig/Italien
Instr.: Paolo & Vittorio Taviani.
Manus.: Paolo & Vittorio Taviani efter roman af Johann
Wolfgang von Goethe.
Foto:
Guiuseppe Lanci.
Musik: Carlo Crivelli.
Medv.: Isabelle Huppert, Fabrizio Bentivoglio, JeanHugues Anglade.
Længde: 98 minutter.
Danske undertekster.
Valgslægtskaber
Thérèse
Torsdag 27. oktober kl. 19.30
Filmen er ubetinget instruktørens mesterværk og største succes, og den modtog bl.a. juryens pris i Cannes
og seks César-priser.
I 1897 døde karmeliternonnen Thérèse Martin af
tuberkulose, 25 år gammel. Hun efterlod sig en slags
dagbog, der senere blev oversat til et halvt hundrede
sprog. Hun blev helgenkåret i 1925.
”Alain Cavalier analyserer ikke, forklarer ikke noget,
vægrer sig ved at have bestemte meninger om Thérèse. Var denne underlige pige genial eller sindssyg, hundrede procent selvudslettende eller ubevidst
masochist? Alain Cavalier tager ikke parti. Og deri
består på paradoksal vis hans films originalitet og
særpræg. Thérèse besætter tilskueren og efter halvanden time efterlader den os i en anspændt og aktiv
rådvildhed. Værket rejser spørgsmål, som det aldrig
Thérèse
besvarer, afdækker gådefulde dybder, som bliver mere
og mere foruroligende, og fører til sidst til det totale
mørke. Og langt fra at tage modet fra os viser denne
fremgangsmåde sig at skabe en langvarig grebethed i
os, en slags medskabende delagtighed, hvortil jeg for
min del næppe kender noget fortilfælde i filmkunstens
historie…
Som bekendt kan troen flytte bjerge. Den har også
fået Cavalier til at flytte grænserne for, hvad filmkunsten formåede. Ved at lave Thérèse har han præsteret
det umulige.”
(Martin Drouzy)
19
Thérèse
Frankrig 1986
Instr.: Alain Cavalier.
Manus.: Maurice Bernart.
Foto:
Philippe Rousselot.
Musik: Offenbach, Fauré.
Medv.: Catherine Mouchet, Aurore Prieto, Sylvie Habault.
Længde: 90 minutter.
Danske undertekster
Politikommissær Maigret
løser mysteriet på slottet
Torsdag 3. november kl. 19.30
I den sidste del af sin karriere specialiserede den
franske karakterskuespiller Jean Gabin sig i roller i
filmatiseringer af romaner af Georges Simenon. Det
blev til 3 film som politiinspektør Maigret samt 7
andre Simenon-filmatiseringer. Maigret et l’affaire
Saint-Fiacre er den midterste af Maigret-filmene. Her
vender han tilbage til den lille by, hvor han voksede
op, og genser en gammel veninde, nu grevinde, der
har modtaget nogle ildevarslende breve, der forudser
hendes snarlige død. Da hun falder død om – tilsyneladende af et hjerteanfald – fatter Maigret naturligvis
mistanke og begynder at rode.
Filmen er instrueret af Jean Delannoy, en af de 4
franske instruktører, som Francois Truffaut sværtede
til i sin berygtede Cahiers du Cinéma-artikel “En vis
tendens i fransk filmkunst” fra 1954. Filmen skulle –
uden at være noget mesterværk – have holdt sig godt
(i modsætning til flere af fx Truffaut’s og Chabrol’s
senere værker – for nu at polimisere lidt).
Maigret et l’affaire Saint-Fiacre
Frankrig 1959
Instr.: Jean Delannoy.
Manus.: Jean Delannoy, Rodolphe-Maurice Arlaud, Michel
Audiard efter roman af Georges Simenon.
Foto:
Louis Page.
Musik: Jean Prodromidès.
Medv.: Jean Gabin, Michel Auclair, Valentine Tessier,
Jacques Morel.
Længde: 100 minutter.
Danske undertekster.
Sort karneval
Tirsdag 22. november kl. 19.30
Politikommissær Maigret…
20
Marcel Camus’ Orfeu negro vandt ikke alene Guldpalmen i Cannes i 1959, men også en Oscar for
bedste udenlandske film samme år.
Camus har overført den antikke Orfeus & Eurydicemyte til karnevallet i Rio de Janeiro, så den fremstår som en moderne brasiliansk kærlighedstragedie.
Skuespillerne, hvoraf de fleste er lokale amatører, er
alle farvede. Orfeus er nu sporvognskonduktør og
stjerne i en af karnevallets mange sambaskoler.
Filmen er en fryd for øjet og øret. De exotiske
farver, den ophidsende musik og de frenetiske bevægelser går op i en højere enhed i denne den bedste
Sort Karneval
filmskildring af karnevallet. Musikken, komponeret
af Antonio Carlos Jobim og Luis Bonfa, er for længst
blevet en klassiker indenfor filmmusik.
PS: kopien er noget slidt – vi beklager.
Orfeu negro
Frankrig/Brasilien 1958
Instr.: Marcel Camus.
Manus.: Marcel Camus, Jacques Viot og Vinitius de Moraes
efter dennes skuespil Orfeu da Conceicao.
Foto:
Jean Bourgoin.
Musik: Antonio Carlos Jobim og Luis Bonfa.
Medv.: Breno Mello, Marpessa Dawn, Lourdes de Oliviera, Adamar da Silva.
Længde: 101 minutter.
Danske undertekster.
Irréversible
Tirsdag 13. december kl. 19.30
”Den franske film Irréversible er et must for filminteresserede. Filmen splittede Cannes-kritikerne i 2002
mellem dem, der blev, fordi filmen er fantastisk, og
dem, der gik, fordi filmen er morderisk brutal og dertil
udleverende ubehagelig i en af de længste og mest
ekstreme voldtægtsscener vist på film (med Monica
Bellucci). Filmen er en af de mest nødvendige længe
set. En baglæns tour de brutalité, fotograferet i ekstremt få indstillinger, som skal minde mennesket om,
at hvert øjeblik er fragilt, unikt og fuld af så mange
muligheder, som vi bør værdsætte. Samtidig er den
blandt de mest brutale i filmhistorien.”
(-lanng i Jyllands-Posten)
Irreversible
”Den frygtelige franske film Irréversible begynder
med, at dens sluttekster ruller baglæns op på biograflærredet – logisk nok, eftersom hele handlingen fortælles baglæns og derfor begynder med sin slutning.
Det er nyttigt at vide, for dermed undgår man
at være totalt desorienteret de første 20 minutters
tid, hvor man har rigeligt andet at forholde sig til i
filmen…
Man må ikke desto mindre beundre de selvopofrende medvirkende, især Vincent Cassel og Monica
Bellucci. Tappert lægger de nøgne kroppe til en
kunstnerisk provokation og forulempelse uden sidestykke, og ingen er i tvivl om, at Irréversible ligner
årets ondeste film. Men vi vil her hævde, at den i sit
hidsigt bankende hjerte er fyldt med fortvivlelse over
menneskenes destruktive dårskab, og at denne næsten
ubærlige rejse gennem helvede også er en af årets
mest originale og uforglemmelige film.”
(Ebbe Iversen)
den underskønne donna Monica Bellucci. Hvilket
naturligt nok har skaffet Irréversible en del omtale. For
nu at sige det mildt. Men det er ikke det eneste ”højdepunkt”. Længe inden Belluccis prøvelser har man
i brutalbøsseklubben Rectums skumle katakomber
set en mand få hovedet smadret til sylte af en filosof,
bevæbnet med en tung brandslukker. Den argentinskfødte franske instruktør Gaspar Noés film er en gennemført ubehagelig provokation. Men spørgsmålet er,
om der også er en tom provokation, der kun er skabt
til at være en af de skandaler, filmfestivaler elsker så
højt? Svaret må være et nej. Irréversible er et værk
skabt af en filmskaber, der i allerhøjeste grad véd,
hvad han vil, og hvordan han skal nå sine mål. Nemlig at fremmane en Sartresk kvalme over tilværelsens
meningsløshed ved at skabe en film, der i sin essens
handler om tidsretningens uafvendelighed. Astrofysikken har mange interessante teorier om tidens væsen,
men for den enkelte er der ingen pardon: Tiden er et
ensrettet styrt gennem livet fra vugge til grav…
Tiden ødelægger alt, lyder filmens eksistentielle
motto.. Så hvis alt før eller siden for alle skal ende i
død og mørke, er det en logisk slutning, at begyndelsen er den eneste mulige happy end. Ergo har Gaspar
Noé valgt at fortælle sin historie bagfra.”
(Kim Skotte)
”En ni minutter lang nådesløs scene viser i sin helhed en brutal anal voldtægt af en kvinde spillet af
”Jeg har set filmen flere gange og kan stadig ikke blive
klog på, om den er god eller dårlig, om den spekule-
rer, kritiserer, problematiserer eller hvad. I hvert fald
er den interessant. Vi ser kvindehad og kvindeagt.
Vi ser en hæslig hævn, før vi kender forbrydelsen,
og det er sandt, at Irréversible for alvor giver mening
som horror. I gysergenren er der altid et øjeblik, hvor
den handlingsbærende karakter standser op, før hun
eller han går ind i mørket, som rummer angsten og
fortrængningen.
Hos Noé har det hjerteskærende virkning, da
den intetanende Alex går ned ad trappen og drejer til
venstre ind i tunnelen, hvor den grusomme voldtægt
vil finde sted. Ved senere gennemsyn får man tårer i
øjnene. Det gør endnu mere ondt, fordi billedet er
så smukt komponeret. Man kan beskylde Noé for at
sensationalisere. Men filmen lader ikke én ligegyldig,
og det er offeret, som man identificerer sig med. Det
må et eller andet sted være vigtigt.”
(Bo Green Jensen)
Irréversible
Frankrig 2002
Instr.: Gaspar Noé.
Manus.:
Foto:
Musik:
Medv.:
Gasper Noé.
Benoit Debie.
Thomas Bangalter.
Monica Bellucci, Vincent Cassel, Albert Dupontel,
Jo Prestia.
Længde: 99 minutter.
Danske undertekster.
21
Jane Austen
3 stk Austen
hedssorg. Se hendes vaklen og lammende fortvivlelse
i det søde ansigt. Det gør ondt…
Den ugifte engelske præstedatter Jane Austen
(1775-1817) skrev om rigtige mennesker, som udvikler sig under de langvarige og lidenskabelige kærlighedsdramaer.
Da hun også ejede humorens nådegave, så fik
hun mesterligt flettet en ironisk understrøm ind i den
hede romantik. Og da hun var en begavet kvinde
med et udviklet kritisk syn på snobbet, engelsk hak-
Fornuft og følelse
Fornuft og følelse
Tirsdag 6. september kl. 19.30
22
“Ikke opløst, men opløftet af befriende latter og
varme tårer sad jeg tryllebundet. Fornuft og følelse
er et mesterværk. Der er en scene, som jeg aldrig vil
glemme…
Filmen handler om to meget forskellige søstres
lidelsesfulde kamp for kærligheden. Storesøster Elinor (Emma Thompson er nok lidt for gammel) som
repræsenterer de (alt for) fornuftige egenskaber. Og
lillesøster Marianne, som er den (alt for) følsomme.
Marianne spilles af en helt bedårende Kate Winslet, som er skøn at skue i lykkestunder, hvor hun flyver
over heden på en stolt ganger med drømmeprinsen.
Men som er endnu smukkere i sin fortærende kærlig-
keorden, så beskrev hun med sprudlende satirisk frodighed de griske, hykleriske og pittoreske typer, som
hun drak te med.”
(Jonna Gade)
“Næsten alt er lykkedes for Emma Thompson og Ang
Lee med denne filmatisering. Den er så vittig, så festlig, så frydefuld. Den er bedre end romanen (men læs
den alligevel).”
(Bent Mohn)
Præsenterer Shakespeares største klassiker
Stolthed og fordom
“Fornuft og følelse er så charmerende og bevægende
generøs, fordi den ikke synes at acceptere resignation
hverken som kunstnerisk princip eller som livsprincip.
Til trods for at den foregår i en regelstyret og socialt
dræbende engelsk kultur handler den paradoksalt nok
om livsmuligheder og om passion. Derfor er Elinor,
Marianne og også Brandon dens helte; derfor lyser
den af overskudshumor, derfor er den på én gang
stramt komponeret og fuld af detaljer; derfor er den –
kort sagt – en stor fornøjelse.”
(Anne Jerslev)
Sense and Sensibility
USA/England 1995
Instr.: Ang Lee.
Manus.:
Foto:
Musik:
Medv.:
Emma Thompson efter roman af Jane Austen.
Michael Coulter.
Patrick Doyle.
Emma Thompson, Kate Winslet, James Fleet, Tom
Wilkinson, Hugh Grant.
Længde: 136 minutter.
Danske undertekster
Stolthed og fordom
Tirsdag 11. oktober kl. 19.30
“Jane Austen skrev, karakteristisk for tidens masculine
blik på kvindelige kunstnere, “Stolthed og Fordom”
under pseudonym kun 21 år gammel i 1798-97,
for derefter at henlægge den. Den store roman i tre
bind er en gennemgribende skildring af det landadelige univers, hvor det engelske aristokrati og højere
borgerskab arrangerer ægteskaber til fælles bedste.
Det sker ikke mindst i lyset af epokens begivenheder i Frankrig, hvor revolutionens frihedsidealer og
napoleonskrigenes oprustning gav den britiske adel
nervøse trækninger. Måske skulle dens affable sønner
fraternisere med borgerskabets døtre og på den måde
bløde klasserne op, så noget lignende ikke bredte sig
til England?
”Stolthed og Fordom” er fra Jane Austens hånd
”A Novel of Manners”, en klassisk sædeskildring,
hvor man følger den borgerlige familie Bennet på det
HAMLET
23. sep.-22.okt
Studiepris: 78-138 kr.
(man-tors) inkl. gebyr
23
Brug TagReader
Brug ScanLife
mindre og stærkt nedslidte estate Longbourn. Husets
fem døtre vurderes – som tidens patriarkalske normer
dikterer – efter deres værdi på ægteskabsmarkedet.
For lykkes det ikke at få døtrene bortgift til velbeslåede
forsørgere, truer fallitten. Jane Austen har et uhyre differentieret blik for karakterernes kun alt for menneskelige sider, de arrangerede ægteskaber, det enestående
hykleri og døtrenes umyndiggørelse på vejen mod
de gode partier blandt adel, officerer og præsteskab.
I centrum for det netværk af intriger og forviklinger,
som Jane Austen spænder ud over sin fortælling fra
grænselandet mellem oplysningstid og victorianisme,
står den næstældste datter Elizabeth Bennet.
Elizabeth er kvinden, der nægter at indordne sig
med stækkede vinger i det gyldne bur, og i stedet,
trodsigt og stolt og alt andet end eftersnakkende, satser
på sin frie vilje og romantiske lidenskab. Samtidig er
det hendes ambition at ordne sine søstres hjertesager,
men det sker selvfølgelig ikke uden at hun, i pagt med
hele romanens pikante forviklingsmønster, forkludrer
sine egne…
(D)en afgørende prøve på, om en litterær filmatisering lykkes, ligger ikke alene i selve visualiseringen,
men også i det dramatiske forløb. Hvad angår den
visuelle side af sagen er Joe Wright og fotografen
Roman Osin fremragende…Men filmen folder sig ikke
ud med samme dramaturgiske overbevisning.”
(Henrik Wivel)
“Instruktøren Joe Wright spillefilmsdebuterer med
Pride and Prejudice, og det gør han med imponerende håndværksmæssig sikkerhed. Uden at være en
skelsættende filmoplevelse så er det en fornøjelse at
tilbringe et par timer i selskab med Keira Knightley
og de andre. Og heldigvis er vi forskånet for den sukkersøde ekstra happy end, som er blevet påklistret den
24
Mansfield Park
amerikanske version efter prøvefremvisninger på den
anden side af Atlanterhavet.”
(Jesper Mads Eriksen)
Pride and Prejudice
England /USA 2005
Instr.: Joe Wright.
Manus.:
Foto:
Musik:
Medv.:
Deborah Moggach efter roman af Jane Austen.
Roman Osin.
Dario Marianelli.
Keira Knightley, Matthew Macfadyen, Brenda
Blethyn, Donald Sutherland, Tom Hallander, Judi
Dench.
Længde: 127 minutter.
Danske undertekster
Mansfield Park
Tirsdag 29. november kl. 19.30
Fanny Price fødes i et børnerigt hjem og bliver sendt til
sine rige slægtninge på Mansfield Park, hvor hun efter
mange genvordigheder alligevel får ”prinsen”.
Hard-core Janeites (Austen-fans) har rynket på næsen
af den canadiske instruktør Patricia Rozema’s revisionistiske udgave, der har givet romanen en lettere
feministisk-marxistisk ansigtsløftning. Rozema’s nok 2
væsentligste ændringer er dels at have forandret romanens frygtsomme, underkuede og svagelige Fanny
til en robust, frimodig, kunstnerisk, ja endog sexet
person, dels kraftigt at have forstørret romanens svage
antydninger af racistisk/imperialistisk udbytning af
landets oversøiske kolonier.
”Rozema’s fresh spin on Austen’s most ”difficult” n
ovel is not only her finest film to date, but one of
the most ambitious – and successful – literary classic
adaptations in recent memory.”
(Nick Bradshaw)
Mansfield Park
England/USA 1999
Instr.: Patricia Rozema.
Manus.:
Foto: Musik:
Medv.:
Patricia Rozema efter roman af Jane Austen.
Michael Coulter.
Lesley Barber.
Frances O’Connor, Embeth Davidtz, Jonny Lee
Miller, Alessandro Nivola, Harold Pinter.
Længde: 112 minutter.
Danske undertekster
Lindsay
Anderson
Fra Munksgaards filmleksikon redigeret af Peter Schepelern:
”Lindsay Anderson – 17. april 1923-30. august 1994 –
er en engelsk instruktør, der er mest kendt for sine eksperimenterende, besk-brutale satirer. Han begyndte
som filmkritiker og lavede fra 1948 kortfilm, af hvilke
Thursday’s Children, om døve børn, vandt en Oscar.
Efter en tid ved teatret kom den tænderskærende
rugby-film, Livets pris. De surrealistiske og fortrædelige, Hvis …., O Lucky Man og Britannia Hospital
udgør tilsammen en grotesk trilogi om livet i England.
Helt anderledes er Sensommerdage, en stilfærdig og
rørende hyldest til to af filmens store skuespillerinder,
Lillian Gish og Bette Davis.”
O Lucky Man!
Tirsdag 20. september kl. 19.30
”Mike Travis er en ung repræsentant i et kaffefirma.
Da firmaets topsælger i Nordengland forsvinder på
mystisk vis, får unge Travis chancen for at gøre karriere. Manuskriptet leverer en moderne variant af en
klassisk engelsk romantype, kendt som den pikareske.
Som en anden Tom Jones føres Travis rundt for at
møde eksempler på det moderne samfunds uhyrligheder, i forretningslivet, hvor han lærer korruptionen
at kende. På en atomstation, hvor han møder det
militære establishments misantropi. På en transplantationsklinik, hvor han konfronteres med den moderne
videnskabs kynisme. Han avancerer også til at blive
højre hånd for en storkapitalist, der imidlertid ofrer
ham i en økonomisk intrige. Travis kommer fem år i
fængsel, hvor han studerer Gorki, Albert Schweitzer
og Bertrand Russell. Da han er ude igen, er han helt
nede på bunden, men ved et coup de grace findes han
af filminstrukøren Lindsay Anderson, der giver ham en
rolle i sin næste film.”
(Ib Monty)
”Filmen er en fabulerende samfundssatire - måske
inspireret af ’Candide’ og Fellini - med musik af Alan
Price fra salige ’The Animals’. Det er en vild, surrealistisk protest mod den vestlige verdens systemer og den
groteske hverdag. Malcolm McDowell var medforfatter på filmen, som bl.a. tog udspring i hans ungdom.
Dens styrke ligger i at lade hovedpersonen opleve
verden lige så mystisk som en hjemvendt Odysseus.”
(Claus Kjær)
O Lucky Man!
Lindsay Anderson
25
Der er andre motiver, flere intriger i filmen, men
de er knyttet ganske godt sammen og lægger op til
stigende spænding med en overrumplende slutning.
Lindsay Anderson har lavet en effektfuld film, vekslende scener afvikles hurtigt og præcist, der er uhyggelige
optrin og vittige optrin, og der er godt, dækkende spil
i de afgørende roller.
Filmen er både en fremtidsgyser og en samtidsanklage. Dens satire rammer både arbejdernes magt
og de riges magt. De riges magt synes dog truet, til
gengæld triumferer videnskabens magt, selv om den
kan tage sig ud som afmagt. Er filmen et advarende
angreb på enhver form for autoritet?
Anderson har dækket sig godt ind. Der er spark til
højre og venstre, ofte i en koncentreret form, der har
fjerne mindelser om den begavede tegneseries.”
(Bent Mohn)
Britannia Hospital
O Lucky Man!
England 1973.
Instr.: Lindsay Anderson.
Manus.: Malcolm McDowell og David Sherwin.
Foto: Miroslaw Ondricek.
Musik: Alan Price.
Medv.: Malcolm McDowell, Ralph Richardson, Rachel
Roberts, Arthur Lowe, Mona Washbourne.
Længde: 166 minutter.
Danske undertekster.
Britannia Hospital
Tirsdag 25. oktober kl. 19.30
26
“Strejker, demonstrationer, bomber og terror. Fattige og privilegerede, mægtige fagforeningsledere og
mægtige statsoverhoveder, kravet om lighed, kravet
om luksus, politivold og nationalhymner, kort sagt
verden af i dag, i filmen Britannia Hospital dog lokaliseret til London.
Britannia Hospital tager imod både offentlige
og private patienter. De sidste betaler for særpleje,
hvad der skaber ravage i køkkenet. Samme mad til
alle eller ingenting, siger fagforeningslederen, og så
bryder strejken løs. Blokade hindrer døende adgang,
demonstrationer rettes mod en afrikansk diktator, der
er indlagt på hospitalet.
Britannia er uheldigt stedt, for man venter besøg
af dronningemoderen, der bl.a. skal se den ”nye epokes ansigt”. Det er lokaliseret til en kirurgisk afdeling,
hvor Millar, et vanvittigt geni, dels er i gang med at
sammenstykke et nyt menneske af lutter fremmede
legemsdele, dels har konstrueret en superhjerne, for
kun en ny hjerne kan redde menneskeheden.
Britannia Hospital
England 1982
Instr.: Lindsay Anderson.
Manus.:
Foto:
Musik:
Medv.:
David Sherwin.
Mike Fash.
Alan Price.
Leonard Rossiter, Brian Pettifer, Barbara Hicks, Joan
Plowright, Malcolm McDowell, Mark Hamill.
Længde: 116 minutter.
Danske undertekster.
Sensommerdage
Tirsdag 15. november kl. 19.30
“Det er såmænd ikke så meget, kun en lille anekdote
om to gamle søstre og deres hverdag et ensomt sted
ude ved havet. Men takket være Andersons geniale
instruktion og takket være vidunderligt spil af Lillian
Gish og Bette Davis hæver anekdoten sig op på det
Sensommerdage
Mulig annonce
plan, hvor sandhed og poesi smelter sammen, så
det eventyrlige opstår. Sensommerdage er en meget
stor film. Det hele handler om minder, om at gå og
huske på de dage, da man var ung, og verden var lys
og åben, og livet som en uendelig række år foran en.
Denne spinkle historie fortæller Anderson uden
på noget tidspunkt at blive kandiseret eller sentimental. Han har lært af sin læremester John Ford,
hvorledes mennesker afslører sig smukkest og mest
bevægende, hvis vi ser dem i kontakt med de mindste
begreber i hverdagen, og pludselig med de største.
Han skræller sig ikke ind til dystre hemmeligheder
– han nøjes med overfladen, og idet han ser den og
viser os den, fortæller han os alt. Det er ganske efter
en klassisk recept, den samme, som Herman Bang
beundrede Jonas Lie for og selv dyrkede så virtuost.
Disse to søstre viser, hvem de er, i deres vaner, i de
små almindelige replikker og i deres måde at bevæge
sig på. Årvågent følger filmen disse søstre og holder
øje med dem, både nænsomt og nærgående, i respekt
og kærlighed.”
(Jørgen Stegelmann)
The Whales of August
USA 1987
Instr.: Lindsay Anderson
Manus.:
Foto: Musik:
Medv.:
David Berry efter eget skuespil.
Mike Fash.
Alan Price.
Bette Davis, Lillian Gish, Vincent Price, Ann Sothern, Harry Carey Jr..
Længde: 91 minutter.
Danske undertekster.
27
Stumfilm
mfilm
Stu
Ernest Lubitsch og Buster Keaton
Die Puppe
Torsdag 24. november kl 19.30
Die Puppe er en fantasifilm, der ikke ligner nogen
anden af Lubitsch’s film, og som han selv fandt meget
opfindsom. Den handler om en noget kvindefjendsk
ung mand, der for at opnå en arv køber en ”kone”
i form af en legemstor dukke. Da den går i stykker,
overtager dukkemagerens datter rollen, og de to unge
forelsker sig.
Filmen var en fantasifuld variation over temaet
om dukken, der bliver levende, inspireret af E. T. A.
Hoffmann, og den er fortalt i ekspressive dekorationer
og med mange kameratricks.
”Den er derfor ikke alene filmhistorisk interessant ved
at være en berømt instruktørs ungdomsværk, men
mindst lige så interessant, fordi den giver udtryk for
en kunstnerisk søgen, en ukonventionel glæde over
filminstrumentets muligheder. Die Puppe er en film
i familie med troldmanden Georges Meliès’ poetiske
eventyrfantasier.”
(Albert Mertz)
Die Puppe
Tyskland 1919
Instr.: Ernst Lubitsch.
Manus.: Ernst Lubitsch og Hanns Kräly.
Foto:
Theodor Sparkuhl.
Medv.: Ossi Oswalda, Hermann Thimig, Victor Janson.
Længde: 48 minutter.
Tyske mellemtexter
&
Navigator
Die Puppe
28
”Keaton spiller denne gang en ørkesløs millionærarving, en passiv dagdrømmer, der tror han kan få alt
hvad han peger på, inklusiv en pige, som – viser det
sig hurtigt – slet ikke er interesseret i ham. Hun afviser
ham blankt, men ved tilfældighedernes spil havner de
begge på en oceandamper, der driver til søs.
Ship ohøj placerer sig højt i Keaton’s produktion.
Den er pletfrit og elegant iscenesat med blændende
dygtig anvendelse af geometrisk klart opbyggede totalbilleder og med Keatons komiske opfindsomhed i fuld
udfoldelse fra start til slut.”
(Morten Piil)
”Så er vi klar til et af de mest vidunderlige gagspil i
filmkunstens historie, en overdådig perlerad, spillende
af fantasi og grotesk komik. Der er ikke et nummer
som klikker. Magen til timing har man ikke set. Man
sidder helt målløs. Heldigvis. Ellers ville man dø af
grin. ”
(Herbert Steinthal)
”Ship ohoy/The Navigator er min yndlings Keatonfilm, fordi den foruden det sædvanlige uovertrufne
festfyrværkeri af gags – og de er virkelig morsomme
- indeholder 2 scener så fantastisk timede, at man i sin
benovede beundring over Keaton’s virtuositet næsten
glemmer at grine, for her oplever man noget guddommeligt perfekt:
I den ene scene er Keaton og Pigen havnet helt alene
på en gigantisk oceandamper, der driver til søs. De
prøver at finde hinanden ved at løbe rundt på damperen i en mere og mere fortvivlet – og accelererende
– jagt, der dog hele tiden holder dem ude af hinandens synsfelt. Den anden scene fortæller om deres
fortvivlede situation, da fjendtlige kannibaler border
damperen. Keaton har til sidst kun en lille, men farlig
kanon til sin rådighed, men ved et uheld får han viklet
en snor fra kanonens hjul om sit ben, således at dens
munding peger dødsensfarligt mod ham selv i stedet
for mod kannibalerne, hvor mange anstrengelser han
end gør sig, – og lunten bliver kortere og kortere. Hvad
der så sker, skal ses – det sublime kan ikke beskrives,
det skal opleves – og bemærk, at Keaton ikke snyder
ved i det afgørende øjeblik at klippe.”
(Peder Bødker)
The Navigator
29
which became known as ”the Lubitsch touch”; but
its chief aim was to poke fun at the military, which it
does with a mixture of wild slapstick and razor-sharp
satire.”
“In this delightfully stylized and offbeat comedy,
Lubitsch succeeded in satirizing the military while
creating a bizarre imaginary world for which he drew
on surrealism, expressionism and everything in between. The extraordinary sets are by Ernst Stern, but
it is Negri, the cat in the title, who steals the show,
giving one of her liveliest comedy performances in the
days before she became a big star of costume pictures,
none of which could hold a candle to this little gem.”
(Bloomsbury Foreign Film Guide)
Die Bergkatze
Tyskland 1921
Instr.: Ernst Lubitsch.
Manus.: Ernst Lubitsch og Hanns Kräly.
Foto:
Theodor Sparkuhl.
Medv.: Pola Negri, Victor Janson, Paul Heidemann.
Længde: 79 min.
Tyske mellemtexter.
Die Bergkatze
The Navigator
USA 1924
Instr.:Buster Keaton og Donald Crisp.
Manus.: Clyde Bruckman, Jean Havez, Joseph Mitchell.
Foto:
Elgin Lessley, Byron Houck.
Medv.. Buster Keaton, Kathryn McGuire, Fredrick Vroom.
Længde: 56 minutter.
Danske mellemtexter.
Die Bergkatze
Torsdag 8. december kl 19.30
30
Filmen er en blanding af anti-militaristisk satire og
romantisk komedie. Den forgår i en bjergfæstning,
hvor Pola Negri som en temperamentsfuld vildkat fra
bjergene laver ravage. Filmen var efter sigende en af
den amerikanske satiriker H. L. Mencken’s favoritfilm.
David Shipman i sin ”The Story of Cinema” fra 1982
kalder den ”Lubitsch’s one German masterpiece…
Die Bergkatze handled sex in that visually witty way
Alle film starter kl. 19.30
Tirsdag 6/9 Fornuft og følelse z
Torsdag 3/11 Maigret z
Torsdag 8/9 Mælkevejen z
Tirsdag 8/11 Mellem liv og død
Tirsdag 13/9 8½ z
Torsdag 10/11 Og skibet sejler z
Tirsdag 20/9 O Lucky Man! z
Tirsdag 15/11 Sensommerdage z
Instr.: Ang LeeSide 22
Instr.: Luis BunuelSide 18
Instr. Federico FelliniSide 5
Instr. Lindsay AndersonSide 25
Torsdag 29/9 Bunbury z
Instr. Anthony AsquithSide 10
Tirsdag 4/10 Dagdriverne z
Instr. Federico FelliniSide 6
Tirsdag 11/10 Stolthed og fordom z
Instr.: Joe WrightSide 23
Tirsdag 18/10 Valgslægtskaber z
Instr.: Paolo & Vittorio TavianiSide 19
Tirsdag 25/10 Britannia Hospital z
Instr. Lindsay AndersonSide 26
Torsdag 27/10 Thérèse z
Instr.: Alain CavalierSide 19
Tirsdag 1/11 Wilde z
Instr.: Jean Delannoy. Side 20
Instr. Hirokazu KoreedaSide 16
Instr. Federico FelliniSide 6
Instr. Lindsay AndersonSide 26
Tirsdag 22/11 Sort Karneval z
Instr.: Marcel CamusSide 20
Torsdag 24/11 Puppe + The Navigator zz
Instr.: Ernst Lubitsch + B. Keaton og D. CrispSide 28
Tirsdag 29/11 Mansfield Park z
Instr.: Patricia RozemaSide 24
Torsdag 1/12 Nobody Knows
Instr. Hirokazu KoreedaSide 17
Tirsdag 6/12 Den Ideelle mand z
Instr.: Oliver ParkerSide 12
Torsdag 8/12 Die Bergkatze zz
Instr.: Ernst LubitschSide 15
Tirsdag 13/12 Irreversible z
Instr.: Gaspar NoéSide 30
Instr.: Brian GilbertSide 11
z = film præsenteret af Det Danske Filminstitut/Museum & Cinematek
zz = stumfilm præsenteret af Det Danske Filminstitut/Museum & Cinematek. Reduceret pris.
Ret til ændringer forbeholdes.
Se opslag ved Filmklubben og vores hjemmeside i tilfælde af ændringer.
I efteråret 2011 kan vi
blandt andet tilbyde følgende:
DRIVE
- Den danske instruktør Nicholas Winding Refns
prisbelønnede (bedste instruktør i Cannes 2011)
amerikanske film med Ryan Gosling, Carey Mulligan og Albert Brooks.
SVEND
- Anne Regitze Wivels personlige dokumentarfilm om sin mand, den socialdemokratiske
toppolitiker Svend Auken, som hun fulgte med
sit kamera de sidste to år af hans liv.
VÆRELSE 304
- Birgitte Stærmoses danske drama med Mikael
Birkkjær, Stine Stengade, David Dencik og Trine
Dyrholm.
HVEM IKKE OS, HVEM SÅ?
- Andres Veiels tyske drama med Lena Lauzelis
i rollen som Gudrun Ennslin – en af de centrale
terrorister fra Rote Armé Fraktion i 1970ernes
Vesttyskland.
ATTENBERG
- Athina Rachel Tsangaris græske drama med
Ariane Labed.
SUBMARINE
- Richard Ayoades engelske komediedrama med
Craig Roberts og Sally Hawkins.
KVINDERNE PÅ SJETTE SAL
- Philippe Le Guays franske komedie med
Fabrice Luchini.
31
uNmacK/damgaard
Spiller loveshop/unmack
Torsdag 22. september
Bazaar
Mandag 31. oktober
musikhuset
aarhus
liveonstage
Nicolai muNcH-HaNSeN Sextet
feat. Steffen Brandt og Kira Skov
Onsdag 7. december
Brit Floyd
the Pink Floyd tribute Show
Mandag 17. oktober
PaSióN de BueNa ViSta
Mandag 20. februar
32
billetsalg 89404040
musikhusetaarhus.dk
mød os på
dicte & clauS HemPler
the dark and Stormy Sessions
Torsdag 17. november