"Jeg var virkelig vred på mine venner og omverden"

Print
1 af 6
http://www.altfordamerne.dk/Article/Print?pid=55937
"Jeg var virkelig vred på mine
venner og omverden"
Lektier, fester og flirts er normalt, hvad man forbinder med det at være ung. Men
for tre unge har ungdommen budt på både ensomhed og sorg over en afdød
forælder.
Af: Mai Hjalager Gudmundsen, foto: BULLS
”Vennerne vidste ikke altid, hvad fanden de skulle sige”
25-årige Sander Nissen-Petersen mistede begge sine forældre med tre
års mellemrum. Som frivillig taler han nu med andre om deres sorg, så
de ikke skal slås med den samme ensomhed, han selv gjorde.
I 2002 dør Sanders mor af en operation, der ellers skulle have været rutine. Hun
fik fjernet godartet kræft i livmoderen, men operationen gav komplikationer, hun
ikke kunne overleve.
13-09-2012 10:32
Print
2 af 6
http://www.altfordamerne.dk/Article/Print?pid=55937
I 2005 får Sanders far at vide, at han har en svulst i hjernen, og fire måneder
efter dør han på Rigshospitalet. Kræften havde spredt sig i en hastig fart, og der
var intet, lægerne kunne gøre for at fjerne den. Sander stod nu alene uden
forældre. I stedet for at fortælle om sit tab byggede han en mur op mod
omverden.
”Vennerne vidste ikke altid, hvad fanden de skulle sige, og når man heller ikke
rigtig har lyst til at tale med dem om det, hvem går man så til? Jeg havde svært
ved at bruge mine venner til at snakke om det, og jeg havde også svært ved at
bruge min familie. Jeg tror, jeg generelt var dårlig til at snakke om følelser. For
jeg syntes selv, at jeg havde det okay, selv om jeg egentlig var helt vildt ked af
det. Så jeg syntes ikke, jeg havde brug for at snakke med dem, selv om de tilbød
sig og sagde, at jeg altid kunne komme”, forklarer han.
Læs også: Kendte sætter fokus på sorgramte børn
Grænseoverskridende start
Der gik derfor lang tid fra Sander mistede sine forældre, til han søgte hjælp.
Først i en alder af 22 år valgte han at starte i en gruppe hos Børn, Unge & Sorg.
”Jeg skød det foran mig at deale med mit tab og mine problemer. Jeg prøvede at
isolere mig og spillede rigtig meget computer i den periode, efter jeg mistede
mine forældre. Jeg var generelt deprimeret men prøvede at takle det ved ikke at
forholde mig til det og i stedet lave alle mulige andre ting. Det prøvede jeg i så
lang tid som muligt, men kunne pludselig ikke mere. Jeg droppede ud af
fysioterapeutstudiet, og da indså jeg, at jeg nok havde brug for hjælp og at jeg
ikke kunne klare det alene, hvor jeg tidligere havde ment, at jeg ikke skulle have
hjælp, og at jeg nok skulle klare det selv. Jeg vendte det meget indad mod mig
selv, så derfor tog det mig rigtig lang tid at indse, at jeg havde brug for hjælp fra
andre”.
At starte i terapigruppen var grænseoverskridende for den tungsindige Sander.
Men da han først var startet, endte han med at gå der i halvandet år. For her var
de alle jævnaldrene og kunne støtte hinanden. Og det gav Sander et pusterum
til at finde orden i sit følelsesmæssige kaos.
”Jeg havde rigtig mange tanker og følelser, der rumlede rundt oppe i mit hoved.
Og jeg havde svært ved at sætte ord på det og havde svært ved at holde styr
på, hvad det var, der gjorde mig ked af det nogen gange. Der var rigtig mange
følelser forbundet med at have mistet begge mine forældre, som jeg slet ikke
havde styr på. Det fik jeg lidt mere i gruppen, fordi man begynder at snakke om
det med andre, som også står i samme situation. Så kom der lidt mere styr på alt
det kaos inde i mit hoved”.
Et tabueret samtaleemne
I dag arbejder Sander som frivillig for Børn, Unge & Sorg, hvor han bruger sin
egen historie til at vise andre, at de ikke er alene om det at have mistet. Han
synes, at organisationen, der hjalp ham, er med til at gøre det mindre tabubelagt
at tale om døden.
”Mange folk i Danmark er dårlige til at håndtere det, når de snakker med en,
som har mistet en forælder eller søskende. De ved ikke helt, hvad de skal sige.
Jeg synes, at man kunne blive bedre til at snakke om det her, for det er noget,
der sker i folks liv, og det er noget, man nogen gange er nødt til at forholde sig
til, selv om det er svært at snakke om død og sygdom. Men nogen gange er man
nødt til det, og det synes jeg, at Børn, Unge og Sorg gør. Deres arbejde gør, at
13-09-2012 10:32
Print
3 af 6
http://www.altfordamerne.dk/Article/Print?pid=55937
det kommer på dagsordenen”.
Læs videre på næste side.
”Det kan jeg virkelig godt forstå”
Før hun fik hjælp af Børn, Unge & Sorg var Sinne Fenger Eybye vred på
alle. I dag er hun glad igen og sørger for at have sin mor med sig i alt,
hvad hun oplever.
I marts 2009 fandt lægerne en kæmpe tumor i Sinnes mors mave. De havde held
med at operere den væk, men kræften var allerede spredt ud til skelettet. Hun
kom i radioaktiv behandling, men døde af bivirkningerne efter ganske kort tid.
Sinne var 21 år gammel, ensom ud til fingerspidserne og stanghamrende
rasende.
”Jeg var virkelig vred på mine venner og omverden, når folk sagde til mig: ”det
kan jeg virkelig godt forstå”. For jeg tænkte: forstå? Hvordan kan du forstå
noget, du ikke har stået i før? Du har aldrig nogensinde oplevet det her. Du kan
ikke sætte dig ind i, hvordan mit hoved fungerer, og hvordan jeg føler”, forklarer
hun.
Det samme savn
Sinne blev henvist til en psykolog i Kræftens Bekæmpelse, men heller ikke hun
kunne trænge igennem.
”Hun fortalte mig, præcis hvad jeg ville gennemgå. Jeg spurgte hende: ”har du
selv mistet en far eller mor?” Næh, det havde hun ikke. ”Jamen så har jeg
virkelig ikke brug for at høre på noget, du skal fortælle mig”. Bagefter kunne jeg
godt se, at hun havde ret. For det var præcis det forløb, jeg gennemgik. Men jeg
13-09-2012 10:32
Print
4 af 6
http://www.altfordamerne.dk/Article/Print?pid=55937
havde ingen respekt for hende. For det var faglighed, og hun mødte mig slet
ikke”.
Et halvt år efter sin mors død startede Sinne derfor i sorggruppen hos Børn,
Unge & Sorg. Og til sin store lettelse fandt hun her ud af, at hun ikke kunne blive
vred gruppens medlemmer.
”De havde netop et argument for, hvorfor de kunne forstå mig, og jeg kunne
høre, at deres følelser var meget lig dem, jeg selv havde. Så det hjalp mig væk
fra en ensom situation til at føle, at der faktisk også var andre, der havde noget
af det samme. Man behøvede ikke at forklare en hel masse, fordi vi alle vidste,
hvad det ville sige at kunne savne og at have et tab. Historierne kunne være
forskellige, men savnet var det samme”.
Læs også: Kendte om at miste forældre som unge: Det sætter spor til
evig tid
Støvler, halskæde og frivilligt arbejde
I dag er Sinne 24 år gammel og arbejder som frivillig i Børn, Unge & Sorg, hvor
hun rådgiver andre frivillige med at tænke i baner, som hjælper de unge bedst
muligt. Hun savner stadig sin mor, men sørger for at have hende med i sin
hverdag i så stort et omfang som muligt. Derfor har hun i dag sin mors støvler på
samt en halskæde, hun fik til sin 21 års fødselsdag. På den måde har hun en del
af hende med sig, selv om moderen ikke længere er fysisk til stede. Arbejdet
som frivillig giver også Sinne mulighed for at huske sin mor. For her er der plads
til at tale om det tab, som hun stadig ikke indvier sine venner i.
”Det er hårdt at blive ved med at beskæftige sig med noget, der har været så
voldsomt for en selv. Men min mor kommer aldrig tilbage, og jeg savner hende
stadig, selv om det er tre år siden. Og hvad gør jeg, når jeg savner hende? Hvis
det kan hjælpe nogle andre til, hvordan de kan gøre, så bliver det ikke
meningsløst for mig, at jeg har de tanker. Så bliver det et værktøj, jeg kan give
videre. Og det hjælper mig, at kunne mindes min mor ved at arbejde for Børn,
Unge & sorg. For livet går videre, det er det, man finder ud af. Man starter studie
og kommer tilbage til en normal hverdag. Men da jeg kom tilbage til en hverdag,
så var det en hverdag uden min mor. Derfor er Børn, Unge & Sorg rigtig god for
mig. De mennesker ved, at min mor er død, så her har jeg rum til at få min mor
ind i min hverdag. Derfor giver det god mening at beskæftige sig med savnet.
Det skal ikke fylde alt, men det skal fylde noget, fordi det fylder i mig”.
Læs videre på næste side.
13-09-2012 10:32
Print
5 af 6
http://www.altfordamerne.dk/Article/Print?pid=55937
Sorgen forsvinder aldrig
Kristine Svart mistede sin far til kræften i en alder af 17 år. I dag har hun
lært at leve med sin sorg og er nu frivillig i den organisation, der hjalp
hende med at finde fodfæstet, da hun manglede det mest.
”Nu kan vi ikke gøre mere”, lød det fra lægens læber. Efter seks års kamp mod
den kræft, der spredte sig i Kristines fars krop, måtte hospitalet give op. Den 6.
marts 2010 gjorde Kristines far det samme.
I årenes løb var han blevet opereret fem gange, hver gang til beskeden fra
lægerne, at det hele nok skulle gå. Det var en rutsjebane tid, hvor håb og frygt
skiftevis overlappede hinanden. De mange års sygdom fik sit faste greb om
Kristine, og jo længere tid, der gik, desto mere føltes det som om, at hendes liv
faldt fra hinanden. Fritidsinteresser blev droppet, social arrangementer ligeså.
Og i midten af 3.g. ramlede alting sammen.
”Jeg kunne ikke forstå det, for det var ikke mig, der var syg. Det var jo min far.
Men jeg følte mig bange og ensom og kunne ikke komme ud med det. Jeg turde
ikke sige noget til min far, fordi jeg var bange for, at jeg ville tage et håb fra ham.
Da han havde det allerværst, var jeg virkelig ensom. Jeg kendte ingen andre,
der havde været ude for det samme som mig, og det var forfærdeligt at stå der
og føle, at jeg var den eneste i verden, der havde det sådan”, forklarer hun.
Ikke så alene endda
Heldigvis fik Kristine hjælp hos Børn, Unge & Sorg. Her kom hun i
samtalegrupper med andre unge, som også havde syge familiemedlemmer.
”Gruppen hjalp mig ved, at jeg fandt ud af, at jeg ikke var den eneste. At jeg
13-09-2012 10:32
Print
6 af 6
http://www.altfordamerne.dk/Article/Print?pid=55937
gerne måtte tale om de følelser og den frygt jeg gik med. Jeg var 17 år og havde
lagt meget af min ungdom på hylden. Men nu lærte jeg at få lov til at være ung.
Og jeg fik åbnet op for en masse ting overfor mine venner, så jeg også blev
tætte med dem igen. Jeg lærte, at hele mit andet liv også kunne fungere”.
Samtidig gav samtalerne Kristine vigtige redskaber til at håndtere den dag, hvor
hendes far ikke længere ville være der. Hun havde talt med sin far og stod derfor
ikke længere tilbage med noget, der var usagt. Men vigtigst af alt, så var hun
ikke længere bange for, at alting ville gå itu, når faderen døde. For gruppen
havde givet hende håb om, at tingene nok skulle gå.
Tabet hjælper andre
I dag er Kristine Svart ved at uddanne sig til folkeskolelærer men arbejder også
som frivillig hos Børn, Unge & Sorg. Her besvarer hun brevkasseindlæg,
chatbeskeder og telefonopkald fra børn og unge, som har syge
familiemedlemmer. Arbejdet hos organisationen giver Kristine en mening med sin
fars død. For her kan hun bruge sin egen sorg til at hjælpe andre i samme
situation og forklare, at det er okay, at sorgen følger en resten af livet.
”Der er mange, som gerne vil have, at der er en facitliste for, hvornår man er
færdig med at sørge. Men det bliver man bare aldrig. Selv om det er to et halvt
år siden, så kan jeg stadig blive ked af det. For jeg savner stadig min far, men
det vil jeg gøre altid. Og jeg har lært at leve med, at jeg går hånd i hånd med en
sorg. Jeg kommer jo ikke over, at min far er død, men jeg har lært at leve med, at
det var sådan, mit liv skulle være”.
13-09-2012 10:32