SANNE MUNK JENSEN

SANNE MUNK JENSEN
RØVGEVIR
Jeg kiggede ned i mit pas og konstaterede, at Henrik havde haft ret, da
han sagde, at jeg havde lagt mig ud. Billedet var snart et år gammelt,
og sådan der så jeg i hvert fald ikke ud mere. Jeg var blevet fed. Lidt
rundere og lidt blødere og lidt mere ligeglad, og det hele var ligesom
bare kommet snigende.
Mine øjne var grågrønne, stod der i passet, og det var min mor ret
meget oppe at køre over. 'Det passer i hvert fald ikke, du har blå øjne,
det har du alle dage haft ... Alle mine unger har blå øjne.' Der stod også,
at jeg var 184 cm høj, og det var nok også lige i overkanten. Det eneste, der stemte nogenlunde overens med virkeligheden, var mit navn.
Lykke Ruth Lauersen. Ruth brugte jeg aldrig, det passede ikke rigtigt ind, og så lød det også så gammeldags-hjemkundskabslærer-tykdame-agtigt. Det var min far, der havde bestemt det. Hans mor hed
Ruth, og hvis min mor absolut skulle bestemme mit mystiske fornavn
og gi' mig sit eget efternavn, så kunne han vel for fanden godt få kilet
Ruth ind imellem? Mit navn sagde det hele: min mor bestemte, og
det min far fik lov at bestemme, var der alligevel aldrig nogen, der
lagde mærke til. Alle kaldte mig bare Lykke, og alle sagde, at det var
et meget smukt navn. Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg syntes. At hedde
Lykke var et kæmpe stort ansvar. Og jeg var hverken specielt smuk
RØVGEVIR
75
10
1s
10
eller specielt lykkelig.
"Lykke? Lykke, Lykke ... Hvis jeg nu tager med dig hjem, kan du
så gøre mig lykkelig? I et par timer?" spurgte Henrik den aften i juni
sidste år. Han var så fuld, at han ikke kunne binde sine egne sko, og
jeg slæbte ham med hjem og lagde ham til at sove i min seng, som dengang bare var en madras, imens jeg selv sov på gulvet i værelset ved
siden af. Han havde sikkert regnet med noget, det indrømmede han
også senere, men han var så fuld, at han væltede forover og ramte en
af mine flyttekasser, da han prøvede at lægge an til at kysse mig. Han
blev liggende på gulvet med bøjede ben og armene ned langs siden,
nærmest som en slags mavelandet albatros. Jeg rullede ham op på
madrassen og tog hans sko af. Der var dressing på dem, og han havde
også trådt i noget salat. Han løftede armen og klappede mig på hovedet. Hårdt. Det var sådan, det startede.
15
20
25
30
Henrik var det smukkeste, jeg nogensinde havde set. D@t var hans
kæbeparti, der gjorde det hele. Han lignede en rigtig mand, og det
kunne jeg godt lide. Han stod oppe på bakken Sankt Hans aften og
drak fadøl. Det kunne jeg også godt lide, det med at han drak fadøl.
Drengene fra min klasse sad sammen med dem fra U-klassen nede
ved bålet og drak varme Vestfyens, som de havde slæbt med helt ude
fra den anden ende af byen for at spare. De havde også alle sammen
store hættetrøjer på, og så havde de alt for meget strib og voks og
strit-halløj i håret. Og så var de så små ... Mange af dem kunne dårligt
nok få et skæg til at gro.
Henrik lignede noget fra en reklame for aftershave, og det synes
jeg, der var meget mere stil over. Hans venner så også sådan ud. Anna
var kæreste med en af dem, Peter hed han, og han havde tilbagestrøget hår og dyre solbriller i panden, men jeg syntes alligevel, at Henrik
var den pæneste, fordi han var mest mand. Til gengæld havde han det
grimmeste navn, men det vidste jeg jo om nogen, at han ikke kunne
gøre for.
"Så om et år, så er det jeres tur? Hva' piger?" sagde han til Anna og
76
SANNE MUNK JENSEN
jeg og nikkede i retning af to høje studiner i tøj så hvidt, at det næsten
skar i øjnene. Han grinede. Jeg blev varm i hovedet og kiggede ned i
jorden. Det var det eneste, han sagde til mig, før han drak sig så fuld
og spurgte om det med, om jeg kunne gøre ham lykkelig.
Da han vågnede næste dag, troede han, at jeg var en engel. Det har
han i hvert fald sagt. Han havde det så forfærdeligt, og så var jeg der
bare med mit lange blonde hår og min brune hud og mine store, lysende øjne. Jeg lavede kaffe til ham, og jeg hentede juice nede i kiosken.
Jeg købte også en pakke smøger til ham, fordi jeg troede, han røg,
men han var nærmest ved at brække sig, da jeg gav ham pakken. Han
røg kun til fester, og kun, når han var helt ekstremt fuld. Og lige nu
havde han bestemt ikke lyst.
"Men det var sødt af dig ..."
Han smilede. Jeg smilede tilbage. Han klappede på madrassen, og
jeg lagde mig ved siden af ham med hænderne under hovedet.
"Du æh ... Lykke?"
"Mmm ... ?"
"Skete der noget i går?"
"Hvad mener du?"
"Ja, altså ... Har vi æh ... ?"
Jeg rystede på hovedet. "Nej."
Han blinkede mange gange med øjnene. Smilede.
"Det tænkte jeg nok."
"Nå? Jeg ligger måske under din standard forengangsknald?" svarede jeg, og vendte mig om på siden.
"Næh," svarede han tørt. Jeg havde ellers troet, at jeg kunne hyle
ham ud af den. "Du ligger fuldkommen uden for kategori". Han kiggede på mig. Øjnene flakkede ikke, ansigtet fortrak ikke en mine.
"Hvad mener du med det?"
Han smilede.
"Du er ikke en af den slags piger, jeg plejer at knalde. Du er i det hele
taget ikke en, man bare knalder."
"Tss ... "fnøs jeg. "Vel er jeg da så."
"Nu lyver du", sagde han, og jeg blev varm i hovedet igen. "Har du
overhovedet prøvet at knalde med nogen?"
10
1s
"
RØVGEYIR
77
20
25
30
Jeg kiggede væk. Rystede på hovedet.
"Du er sådan en pige, man kun kan drømme om. Du er sart og smuk
og ærlig og ... fin."
Jeg var ægte kæreste-materiale, fortalte han. Jeg havde en helt speciel udstråling. Nærmest ligesom en engel. I virkeligheden var meget
af det løgn. I virkeligheden var det bare noget han sagde for at knalde.
Og i virkeligheden havde jeg prøvet at knalde med nogen.
10
15
20
25
30
Vi blev uvenner første gang (eller dvs. han blev uvenner med mig, eller hvad man nu skal kalde det) dengang med Bjarne Riis. Dengang
han stod frem og sagde, at han havde taget epo. Jeg så det i fjernsynet
sammen med min far, og vi syntes begge to, at han bare så så dum ud
som han sad der og sagde undskyld.
"Se ham nu, Lykke. Ørnen fra Herning, Vorherre bevares. Og så
med foldede hænder! Han burde lægge sig hjem i sin seng og skamme
sig. Hvad ligner det at komme anstigende og bede om fodadelse på
den måde ... "
Min far mente, at Bjarne Riis' storhedstid var blomstret af så hurtigt, at han var nødt til at finde på noget andet for at tiltuske sig en
plads i rampelyset. Og så stillede han sig op med bøjet nakke og foldede hænder og sagde, at han havde snydt. Som om folk ikke var bedøvende ligeglade.
Jeg nikkede.
"Lige om lidt stiller Brian Nielsen sig sikkert også op og indrømmer,
at han havde en hestesko i boksehandsken ved OL i Barcelona!"
Jeg grinede og sagde 'ja, det er ikke engang løgn'.
Da jeg fortalte det til Henrik, kunne jeg stadig ikke lade være med at
grine, men Henrik syntes ikke, at det var spor morsomt. Var jeg måske
klar over, hvad det krævede af en mand at stille sig op på den måde?
Og sige undskyld? Og syntes jeg egentlig ikke, at det var en lille smule
fordømmende ikke at ville give et andet menneske en chance til?
"Jamen, jeg mener bare, altså det næste bliver vel at Brian Mikkelsen stiller sig op og siger, at han havde en hestesko i boksehandsken
78
SANNE MUNK JENSEN
dengang til OL?" sagde jeg, men Henrik grinede stadig ikke.
"Brian Mikkelsen?" spurgte han bare og rystede på hovedet. Og så
sagde han, at han blev nødt til at tænke over det. Over os. Han vidste
ikke, om han kunne være sammen med en pige, der kunne udtale sig
så unuanceret om noget. Han havde troet, at jeg var mere voksen end
som så. Og så gik han.
Jeg satte mig ned på gulvet og græd. Kunne slet ikke stoppe igen.
Måske havde jeg mistet ham nu? Og det var min egen skyld. Fordi jeg
var så unuanceret.
Min telefon ringede, men det var bare min far. Han ville høre, om
jeg havde set det der med Team Easy On. Det havde lige været i fjernsynet. De lavede sjov med det hele, alt det med Bjarne Riis altså. Det
var simpelthen bare så skægt.
"Men måske synes Bjarne Riis ikke, at det er særlig sjovt!" mumlede
jeg og lagde røret på. Og så græd jeg endnu mere.
Da jeg kiggede op, stod Henrik i døren. Han havde tænkt over det.
Og han ville godt give mig en chance til. En. Men så skulle jeg også
virkelig ville forholdet. Virkelig ville det.
'
~
10
1s
20
Jeg nåede at bo alene i to en halv uge, før Henrik flyttede ind. Jeg var
flyttet hjemmefra lige efter sommereksamenen i 2.g. Jeg havde fået
et kollegieværelse i udkanten af byen, og jeg havde samlet sammen til
det i flere år. Jeg havde fået en stegepande og nogle glas og alle størrelser margrethe-skåle af min mor og far i julegave. De var nede fra
Inspiration, og jeg havde overvejet at bytte dem, fordi der var en radio
dernede, jeg hellere ville have, men min mor blev ved med at sige, at
man simpelthen ikke kunne leve uden dem. Jeg havde også fået en
støvsuger og sådan noget. Det eneste, jeg manglede sådan for alvor,
var en seng. Min gamle skulle blive hjemme så jeg havde den, når jeg
kom hjem. Jeg måtte heller ikke tage billederne på væggene ned. Mit
værelse skulle blive stående.
Henrik havde ikke rigtig noget udover en masse tøj og en rejsekuffert. Han havde solgt alle sine møbler efter han var begyndt i flåden,
RØVGEVIR
79
25
30
10
15
20
25
ao
og så havde han købt Arne Jacobsens 'Ægget'. Han var alligevel aldrig
hjemme, og når han endelig var, så kunne han jo sidde i den.
"Hellere lidt men godt, ik'?" sagde han smilende, og selv om han
ikke engang kiggede på den, så vidste jeg bare, at det var min amagerhylde og mine margrethe-skåle og mine tusinde små glasnips i vinduet, som han hentydede til. Det hele røg ud en uge efter. Jeg fyrede
det i en sort skraldesæk og bar det ned i containeren. Han sagde aldrig
noget om det og var vist bare godt tilfreds med minimalismen.
Henrik drak næsten altid vin til maden, og bagefter skulle vi sidde
på gulvet og diskutere alle mulige ting. Det kunne han godt lide. Han
snakkede meget, men det var også fordi han vidste så meget om alt
muligt. Og om folk. Han kunne på en måde gennemskue folk. Når han
sagde, hvordan nogen var, så tænkte jeg altid 'ja, det er lige præcis
sådan de er'. Umodne. Falske. Dobbeltmoralske. Enfoldige. Eller hvad
nu. Så på den måde havde vi det egentlig godt, og vi grinede, og nogle
gange græd vi også. Eller jeg gjorde. Fx dengang, hvor han stod og
kyssede en pige nede på kanten af havnebassinet en nat i august. Jeg
så dem. Og han så, at jeg så dem. Så smilede han til mi~, og jeg kørte
hjem og satte mig til at græde midt på gulvet. Han kom hjem tidligt
om morgenen, og der sad jeg der endnu. Han tog omkring mig og tørrede mine kinder med tommelfingrene. Så kyssede han mig i håret og
gik ind i seng. Vi snakkede aldrig om det. Han havde brug for frihed,
det havde han selv sagt. Hvis man forsøgte at begrænse ham, så blev
han nødt til at gå sin vej, så jeg gjorde nok klogt i at lade være med at
rippe for meget op i det.
Han gjorde det fire gange for at være helt præcis, og det blev mere
og mere åbenlyst for hver gang. Fjerde gang hev han hende med hjem
i vores seng. Tine hed hun, nummer fire. Hun havde rødt pagehår og
var fantastisk smuk. Jeg kendte hende godt, hun gik på HF. Jeg kom
hjem fra en fest midt om natten og åbnede døren ind til soveværelset.
Tine sad ovenpå ham. Hun havde en tatovering henover lænden, og
hun prøvede at dreje ansigtet for at finde ud af, hvem det var, der stod
i døren.
"Hvad sker der?" mumlede hun, men Henrik tyssede på hende og
bad hende om bare at fortsætte.
80
SANNE MUNK JENSEN
Jeg stillede mig ind i stuen og bed mig alt hvad jeg kunne i hånden, og
der blev jeg stående.
Tine og Henrik kom samtidig. Henrik stønnede som en færge, og
Tine skreg. Jeg tror ikke engang, hun fakede. Eller det ved jeg ikke,
måske gjorde hun.
Så baksede de lidt rundt derinde. Snakkede. Så gik døren op, og
Tine trippede ud på toilettet. Kort efter kom hun ud derfra med alt sit
tøj på. Hun lignede en million.
"Hej", sagde jeg.
"Hej'', hviskede hun forskrækket, og stirrede på min hånd.
Jeg kiggede på den, der var blod helt ned over håndledet. Jeg tog
hånden om på ryggen.
Hun tog i yderdøren og slog hoften imod den, men den gik ikke op.
"Den åbner indad", sagde jeg.
"Nå okay. Tak." Hun kiggede ned i jorden. Og så gik hun. Jeg kunne
høre hendes høje støvler hele vejen ned ad trappen.
Kort efter kom Henrik ud i køkkenet. Han var nøgen. Han åbnede
køleskabet og tog juice ud og drak direkte af kartoneII'.
Han smilede. Så kom han over og kyssede mig i håret. Han tog fat i
min blodige hånd og holdt den ud foran sig. Han kyssede den.
"Kom."
Han trak mig ud på toilettet og holdt min hånd ind under vandhanen. Så skyllede han blodet væk og fandt falckkassen frem og lagde en
stram forbinding af gaze hele vejen rundt om tommelfingeren og om
håndledet. Han sagde ikke noget. Så gik vi i seng igen. Henrik faldt i
søvn med det samme, men jeg kunne ikke sove. Det dunkede i min
hånd.
10
15
20
25
30
Henrik havde selv kaldt det 'røvgevir' engang. Det var fordi, jeg sagde,
at jeg synes det så så billigt ud.
"Eller det ved jeg ikke, jeg synes bare, der er så mange der har de der
tatoveringer efterhånden."
"Nå, sådan et røvgevir?" spurgte han så, og så kunne jeg ikke lade
RØVGEYIA
81
10
15
20
25
30
være med at grine. Det lignede faktisk lidt et gevir, den der synkrone
krummelure-dimmer, der stak op fra snart hver anden lavtaljede buksekant, når man gik rundt om baren nede på Fax. Henrik synes også
det så billigt ud. Det sagde han.
"Det ser sgu billigt ud. Rigtig luder-agtigt."
Det lignede ham ellers overhovedet ikke at sige sådan noget, måske
var det også derfor jeg kunne huske det og kom til at tænke på det, da
han lå der ved siden af og sov og min hånd dunkede.
Jeg ruskede ham i skulderen.
"Mmm ..." sagde han.
"Henrik?"
"Mmm ..."
"Henrik, den der tatovering ... ?"
Han vendte sig om på ryggen.
"Henrik, kan du huske dengang jeg sagde, at jeg synes det så billigt
ud med de der tatoveringer på lænden?"
Han blinkede med øjnene.
"Der sagde du, at det syntes du også? Kan du ikke buske det?"
"Lykke? Hvad er det du siger?"
Han gned sig i øjnene med tommel- og pegefinger. Hans bryn var
rynkede.
Jeg kunne mærke, at jeg var begyndt at græde. Det var også den
skide hånd ...
"Ja, du har selv sagt ... Du har engang sagt, at det var et 'røvgevir".
Og så sagde du bagefter, at det så ... luder-agtigt ud."
"Hvad var luder-agtigt?" spurgte han.
"Sådan et tatovering, som hun havde! Tine?! Du har selv sagt, at du
synes, det så luder-agtigt ud!"
Den her gang kunne han ikke slippe udenom, tænkte jeg. Ham som
havde så travlt med, at folk var dobbeltmoralske. Denne her gang fik
jeg ham.
Men så kiggede han bare på mig og trak hagepartiet lidt indad.
"Og?" spurgte han så.
Og så gik det hele i stå. Alt det jeg skulle sige, alle de sætninger jeg
havde lavet oppe i mit hoved.
82
SANNE MUNK JENSEN
"Jamen hvorfor ... Når du nu selv har sagt ... ? Hvorfor tager du så en
med hjem, der har sådan et ... røvgevir?"
Han lagde sig ned igen. Lukkede øjnene.
"Slap nu af, Lykke." sagde han. "Hun er jo også gået igen, ik?"
Og så vidste jeg simpelthen ikke, hvad jeg skulle sige.
Det var ikke normalt, at ens kæreste tog andre piger med hjem og
knaldede med dem. Det var det jo ikke. Det var heller ikke normalt, at
han kunne få mig til alle de ting. Engang fik han mig til at sidde ude
under den kolde bruser i næsten tyve minutter, fordi vi skulle se, hvor
stive mine brystvorter kunne blive. Han ville bare gerne vide det, og
lige i situationen virkede det faktisk logisk nok. Men det var jo ikke
normalt. Det gør normale kærester jo ikke. Jeg vidste også godt, at
det var rigtigt, når mine veninder sagde, at han ikke var god for mig.
"Han er altså ikke god for dig", sagde de altid, og så kiggede de på
mig med sådan nogle sørgelige øjne.
"
Jeg havde bare ikke sådan rigtig forstået det før det med røvgeviret.
Da Henrik tog af sted med flåden om mandagen, pakkede jeg min taske. Jeg pakkede alt muligt ned i den, og det hang ikke rigtig sammen.
En badedragt og en pakke kiks og en tyk cardigan, som min mor havde
strikket. Men jeg vidste jo heller ikke rigtig, hvor jeg skulle tage hen.
Det hele stod klar helt indtil fredag morgen, hvor jeg vidste, at Henrik ville komme hjem sidst på eftermiddagen. Så tog jeg mit pas og
min taske og tog af sted. Bare sådan. Jeg tog bussen indtil banegården, og så ville jeg tage toget til Vejle og så tage ud til Billund og bare
købe en billet til et eller andet sted. Gran Canaria eller sådan noget.
Bare væk.
Men så var det, at jeg kom til at kigge i mit pas og konstaterede, at
Henrik havde haft ret, da han sagde, at jeg havde lagt mig ud. Han
havde altid ret. Det var svært at forklare.
RØVGEVIR
83
10
15
20
25
30
10
1s
20
Da han satte nøglen i låsen, stod jeg ved køkkenbordet. Han stillede
sin taske fra sig. Smilede.
Han sagde ikke noget men strakte bare armene ud, som om jeg var
et lille barn, der skulle løbe ham i møde.
Jeg blev stående med hænderne på ryggen.
Han lod armene falde ned igen. Lagde hovedet på skrå.
"Går det bedre med hånden?" spurgte han så og smilede skævt.
"Ja", svarede jeg.
"Du ser så anderledes ud? Har du fået lavet et eller andet nyt?"
Jeg nikkede, og han pegede rundt på sit eget ansigt, som om det var
en klipning eller en ny make-up, han snakkede om.
Han gik hen imod mig, men jeg vendte ryggen til ham og kunne
høre, at han stoppede.
Sådan stod vi længe.
Langsomt trak jeg op i blusen. Løsnede den hvide tape, der holdt
forbindingen fast og lirkede lige så stille det store plaster af.
Nu kunne han se det. Nu stod han der, og så lige på det.
"Hvad synes du?" spurgte jeg. Jeg bed mig i læberr.
Han svarede ikke.
Da jeg hørte døren åbne indad og smække bag mig vidste jeg, at det
var slut. Jeg gav slip på blusen og satte forsigtigt plastret på plads hen
over mit røvgevir.
Sanne Munk Jensen (f 1979) skriver ungdomslitteratur og er
manuskriptforfatter. Hun fik stor succes med sin anden roman
En dag skinner solen også på en hunds røv fra 2007. Den
handler om den unge kvinde Alma, der foruden det problematiske
forhold til sin kæreste, Tobias, også kæmper med meget vanskelige
familieforhold. Et af Sanne Munk Jensens kendetegn er de rappe
replikker, der driver af slang, ungdom og fart over feltet.
84
SANNE MUNK JENSEN
AT VENDE OG DREJE EN TITEL
Før der læses, skal I sammen fokusere på novellens titel. Hvad
kan ordet røvgevir betyde? Registrer hvilke forventninger til
sproget, til personerne og til handlingen, titlen giver jer.
SÅDAN LÆSES DER
•
••
Novellen Røvgevir skal I læse alene, mens I fører en undre-log.
Det betyder, at I skal skrive alle de ting ned, som undrer jer
undervejs i læsningen. Det kan både være ord, I ikke forstår,
eller spørgsmål til personernes handlinger.
PRIORITER JERES SPØRGSMÅL
Inden klassen mødes, skal alle læse deres undrespørgsmål
igennem og finde ud af, hvilket det er vigtigst at diskutere.
Skriv spørgsmålene ned et sted, hvor alle kan se det.
Prøv på klassen at inddele spørgsmålene i grupper, der har
en indholdsmæssig fællesnævner - fx spørgsmål om tatoveringen, spørgsmål om Henrik osv. Gem jeres inddelinger - de
skal bruges senere.
ET KÆRLIGHEDSFORLØB
I Røvgevir møder to unge mennesker hinanden, bliver kærester og skilles igen.
Udarbejd i fællesskab en handlingslinje. Prøv, om I kan blive
enige om en faseinddeling af forløbet, og giv dem overskrifter.
Sammenlign nu denne handlingslinje med berettermodellen
på Mit notatblad 13 ved at færdiggøre skemaet.
Tal dernæst om følgende:
• Hvilke faser fylder mest i denne novelle?
• Er I enige om, hvad der novellens point of no return?
• Løses konflikten i Røvgevir?
OPGAVER
85
MODSÆTNINGER MØDES
En fast vending om kærestepar siger, at modsætninger mødes.
Gå på jagt i teksten efter modsætninger i Henrik og Lykkes
forhold. Det kan fx være i forhold til:
• Udseende
• Boligstil
• Egenskaber
• Relationer til andre
• Beskæftigelse.
Med baggrund i disse iagttagelser kan I tale om:
• Hvad handler parrets konflikter om?
• Hvad drejer parrets konflikter sig om?
DEN VARME STOL
Vælg to i klassen, som kunne tænke sig at "spille" henholdsvis Lykke og Henrik. De to hovedpersoner sætter sig på stole
med front mod resten af klassen, som skal være nysgerrige
spørgere.
Giv spørgerne fem minutter til at forberede:
På-linjerne-spørgsmål
Alle svar skal stå direkte i teksten.
Fx Hvor mødte du Henrik?
Her kan der altså svares rigtigt og forkert.
Mellem-linjerne-spørgsmål
For at svare på disse spørgsmål, må man være opmærksom
på det, der står indirekte i teksten.
Fx Hvorfor blev du så sur på Lykke, da hun kritiserede Bjarne
Riis?
Her er der tale om mere eller mindre velargumenterede bud.
Efter spørgerunden kan I diskutere, om der var elementer af
Henrik og Lykkes svar, I var uenige i.
86
OPGAVER
Prøv, om I kan argumentere for jeres mening ved hjælp af
teksten.
SOCIALE RELATIONER
På Mit notatblad 14 finder I en oversigt over fire indstillinger,
mennesker kan indtage i deres relationer til andre. Gå nu
på jagt efter tegn i teksten, der siger noget om, hvilke typer
Lykke og Henrik er i deres forhold til hinanden og deres omgivelser. Skriv jeres iagttagelser ind i oversigten.
Diskuter efterfølgende:
• om Henrik og Lykke er stabile som typer hele novellen
igennem
• om der er typer, der har brug for hinanden.
SYMBOL
Røvgevir er novellens titel, men kan også opfattes som et
symbol i teksten. Det vil sige et billedligt udtryk for en tanke,
en følelse eller et begreb.
Overvej, hvad Lykkes røvgevir er et billedligt udtryk for. Er
det overgivelse? Er det hævn? Eller noget helt andet?
RETUR TIL UNDRESPØRGSMÅL
•
Vend nu tilbage til de undrespørgsmål, I lavede i starten af
forløbet. Vælg de tre ud, som I nu mener er de vigtigste at
fordybe jer i.
Diskuter dem fælles, og gør meget gerne brug af de iagt••tagelser om handlingen, personerne og sproget, I har gjort
jer, siden I skrev spørgsmålene. Afslut med sammenfattende
skrivning på Mit notatblad 15.
OPGAVER
87
EVALUERING
Modtag et kort af din lærer. Det kan enten være et spørgsmål eller et svar. Gå rundt i klasseværelset, og søg efter din
rigtige makker - det vil sige svaret på det spørgsmål, du har,
eller spørgsmålet til det svar, du har. Når alle har fundet deres makker, læses spørgsmål og svar højt i klassen.
88
OPGAVER