Maj 2011 2

Dansk A
Højere
forberedelseseksamen
Hæfte 2
Kl. 10.30-15.00
2hf113-DAN/A-05122011
103331.indd 1
Mandag den 5. december 2011
kl. 9.00 - 15.00
24/10/11 13.43
Prøvemateriale
Hæfte 2
Særtekster – udleveres kl. 10.30:
5.
Side
Anders Bodelsen: Signalet. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3
6.a Jeppe Aakjær: Se dig ud en sommerdag. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7
6.b Dy Plambeck: Rav-Lassen. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 8
7.Hanne Mortensen og Bente Vinge Pedersen: Provinsens åndsforladte
åndfuldhed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 10
Ortografi og tegnsætning følger originalerne. Trykfejl er dog rettet.
2
103331.indd 2
24/10/11 13.43
5. Anders Bodelsen: Signalet
Teksten er fra novellesamlingen Drivhuset, 1965. Anders Bodelsen (f. 1937), dansk
­forfatter.
5
10
15
20
25
30
35
40
En søndag formiddag, kort efter jeg var flyttet ind i min nye lejlighed, kom en lille
plasticpose med hvide bogstaver dumpende ind gennem brevsprækken. Det var
bogstaverne til min navneplade på brevlågen. Der manglede ganske vist to s’er (og
de mangler endnu), men jeg gik straks i gang med at skrue glaspladen på lågen af
og presse de hvide plasticbogstaver på plads i den rillede sorte plade nedenunder.
I løbet af søndagen kom alle opgangens navne frem på dørene. Nede i stuen til
højre boede Mast, til venste Herbst. På første sal med indgang overfor mig boede
Jönnson & Petersen. Navnene ovenpå har jeg endnu ikke været oppe og studere.
Det var en af disse smukke frostdage sidste vinter var så rig på. I hele huset lød
hamren, møblers skurren over gulvene, vinduer der blev slået op for første gang.
Først hen mod midnat blev der stille; jeg gik rundt i min stue, hvor der stadig
manglede ét og andet, og prøvede at få noget ud af denne stilhed, der forekom mig
lige så demonstrativ som larmen før. Det var Masts, Herbsts, Jönnsons og Petersens stilhed, tænkte jeg og lagde øret til gulvet og mod væggene. Ved Jönnsons og
Petersens væg faldt det mig ind, at der måske kunne stå nogen på den anden side
præcis som jeg stod her. Jeg stod uden at bevæge mig og prøvede at opfange en
fremmeds åndedræt.
Således blev jeg længe stående uden at have heldet med mig.
Kort efter, da jeg en dag gik op ad trappen, opdagede jeg, at der var kommet små
kighuller i de andre døre. Min dør havde stadig ikke noget, men om eftermiddagen ringede den mand på, som solgte kighullerne. Det kostede femten kroner med
installationen, forklarede han, arkitekten så meget gerne at der kom et kighul i
hver dør. Da jeg afslog nedsatte han på stående fod prisen til ti kroner. Arkitekten
ser gerne, at der bliver samme slags kighuller i alle dørene, forklarede han.
Jeg lod ham montere hullet. Han var meget stolt af det, og da det var færdigt
insisterede han på at jeg straks skulle prøve det. Han tændte lyset i opgangen, bad
mig lukke døren, så skulle jeg lægge mærke til, sagde han, hvorledes jeg, selv når
han dukkede sig, alligevel stadig ville kunne se ham. Jeg lukkede døren og så ud
gennem kighullet. Sælgeren havde bøjet sig helt sammen, så han nærmest sad på
hug. Det var rigtigt nok, man kunne se ham alligevel. Jeg havde ikke betalt endnu,
og jeg overvejede et øjeblik at lade være med at åbne døren igen og give ham de ti
kroner. Hvis han ringede på, ville jeg nøjes med at kigge ud på ham gennem det
nye hul.
Jeg har ikke fortrudt at jeg fik kighullet. Man kan kun se den ene vej gennem
det; jeg har prøvet at kigge ind gennem de andres, men man ser kun noget, som
måske kan være tapetet i entreen. Der har heller ikke været så mange besøgende
endnu, og ingen som jeg ønskede at undgå. Men kighullet tjener et andet formål:
Når det ringer på hos Jönnsons & Petersen overfor skynder jeg mig ud til mit eget
kighul og får et glimt af gæsterne. Som regel kommer jeg for sent og ser kun
døren blive lukket. Men i enkelte tilfælde har jeg også fået set en ryg eller to.
3
103331.indd 3
24/10/11 13.43
45
50
55
60
65
70
75
80
Det er efterhånden blevet lidt af en besættelse for mig at få et glimt af de andre i
opgangen. Ved enkelte lejligheder har jeg i gadedøren mødt folk, som kunne se ud
til at høre til i huset. Men jeg har ikke kunnet få mig selv til at følge efter dem for
at undersøge om min formodning slog til. Et par gange har jeg tænkt på simpelthen at ringe på dørene og præsentere mig som en nabo, men når jeg har stået på de
fremmede måtter har jeg alligevel mistet modet.
Ser man ikke meget til hinanden (jeg kan ganske vist ikke med sikkerhed sige,
at de andre ikke indbyrdes har stiftet bekendtskaber) så hører man til gengæld
hinanden. Vi er en opgang af radiolyttere. Om formiddagen kan man høre der er
problemer med at finde det rigtige program, om eftermiddagen går det lettere, så
hører næsten alle samme program. Jeg kan bedst lide det, når der bliver hørt forskellige programmer de forskellige steder, så bliver det hele til en slags summen
som slet ikke er generende.
Bortset fra radioen hører man til gengæld meget lidt til hinanden. En sjælden
gang en stemme, der straks forsvinder igen, som om den var blevet forskrækket
over, hvor højt den var kommet til at lyde. Af og til ud på aftenen bruset af et
badekar, der bliver fyldt. Men vi går tidligt i seng her i opgangen, og som regel er
der stille lidt over ti.
Om lørdagen trækker det noget længere ud. Et par gange har her været selskaber i
opgangen. Så er der pludselig en masse fodtrin på trapperne og en masse dørringning. Ude i opgangen kan man straks høre det, når der er mange mennesker sammen i en af lejlighederne, selvom de ikke støjer særligt. Efter en tid stiger stemmerne, man kan høre, at der bliver danset, og af og til er der en eller måske to, der
synger med på dansemelodierne. Ved en bestemt lejlighed kunne man høre, hvordan folk hoppede i gulvet til en særlig god melodi. Så blev der pludselig dundret i
væggen, og de blev alle sammen et øjeblik musestille.
Ved midnatstid bliver gæsterne stilfærdige igen, men man kan høre de er der
endnu. Så kan det være svært at opfatte stemmerne, om de morer sig over noget
eller skændes. Klokken et bliver der som regel råbt farvel ude i trappegangen, og
man hører folk løbe ned ad trapperne. En lørdag, hvor jeg ikke var faldet i søvn
endnu, skyndte jeg mig i min slåbrok ud for at kigge på gæsterne, der gik. Jeg
åbnede min dør på klem, men jeg var lige et øjeblik for sent på den, for jeg fik kun
set hovederne af de sidste to nede i døren. Til gengæld duftede der af parfume og
cigarer i hele opgangen.
Søndag morgen er der som regel stille lidt længere, og så klassisk musik og
morgengudstjeneste.
Om morgenen, mens jeg endnu ligger og tænker på alt det, jeg skal have udrettet i
dagens løb, kommer posten. Jeg kan høre ham springe op ad trapperne og standse
ved de andre døre. De dage, han standser ved min, knirker brevlågen lidt, jeg kan
høre ham stå og hive efter vejret, så falder posten ind med et lille bump.
I begyndelsen, når jeg hørte det bump, tænkte jeg, at i dag var der mange breve. Når jeg listede ud for at se efter viste det sig som regel, at det meste af posten
var reklametryksager, forskellige former for gavekuponer og gratis prøvenumre af
ugeblade. På nogen af disse tryksager kunne der stå: Vores mand vil besøge Dem
4
103331.indd 4
24/10/11 13.43
85
90
95
100
105
110
115
120
125
på torsdag og fortælle Dem mere om de fordele, vi kan tilbyde. På én dag alene
kom der lodsedler til præmielotterier i tre forskellige ugeblade. De er allerede med
i konkurrencen, kan jeg huske der stod.
Ved siden af posten er der flere andre slags ombæringer. Det kan være det lokale blad, eller det kan være et af de små skrifter fra vores forskellige lokale trossamfund. Før jeg så disse skrifter havde jeg ikke forestillet mig, at der var så
stærkt religiøst liv herude. Både adventisterne, metodisterne, baptisterne og Jehovas vidner har menighedshuse i de nærmeste kvarterer, og i deres blade kan man
se, at de holder møde næsten hver aften. Artiklerne i disse blade handler mest om
verdens undergang og udviklingslæren, som er falsk.
Det er lidt af et problem med disse blade og tryksager, man får ind af døren. De
er svære at blive af med igen. Vi må ikke putte dem i nedstyrtningsskakten; i
begyndelsen prøvede jeg det et par gange, så kom en af skraldemændene op, fordi
mit navn havde stået på nogle brochurer. Nu har jeg reserveret to skabe ude i køkkenet til de ting, der kommer ind af døren, og en gang imellem, når skabene er
fulde, kører jeg så det hele ud til en losseplads i nærheden.
Det har ikke kunnet undgås, at jeg efterhånden spekulerer en del over, hvad navneskiltet Jönnson & Petersen dækker over. Der er allerede noget mærkeligt ved, at
et dansk og et svensk navn optræder sammen på den måde, synes jeg. Er det nu to
gode venner, der bor sammen, eller er det et ungt par, som ikke tror på ægteskabet? Jeg hører ingen børnestemmer derinde, men lejlighederne er også for dyre til,
at nogen her i opgangen har råd til børn. Kunne det tænkes at de to navne dækker
over et eller andet forretningsforetagende? Eller er der virkelig, således som det fra
først af har strejfet mig, noget temmelig fordækt ved hele denne historie med de to
forskellige navne sammenkoblet.
Når man kommer fra den store ringvej, ser man på afstand et glimt af huset
mellem de andre. Her lægger jeg altid først mærke til mit eget vindue, så Jönnsons
og Petersens. Mit har gule gardiner, deres blå. En gang mente jeg at se skikkelserne af to mænd mellem de blå gardiner, men jeg måtte hurtigt tage øjnene til mig
for at passe trafikken. Senere har jeg tænkt meget over dette, og jeg bilder mig
efterhånden ind at kunne se de to ansigter for mig med temmelig mange detaljer.
Jeg tænker stadig, at jeg en dag vil komme til at møde dem.
Jeg har endnu kun boet i opgangen et par måneder, og der kan nå at ske både
det ene og det andet endnu. Desuden er der for et par nætter siden hændt noget
som på en måde har forandret hele situationen.
Det var en af disse nætter, hvor jeg har lidt svært ved at sove. Min lejlighed er
kun på ét værelse, men der er en slags niche i væggen, hvor min seng kan stå.
Jeg tænker mig Jönnsons og Petersens lejlighed er indrettet på samme måde,
således at der står en seng lige på den anden side væggen. Jeg havde netop den nat
længe ligget og kigget op i loftet og anspændt mig for måske at opfange et fremmed åndedræt bag væggen.
Da var det, jeg første gang hørte signalet. Det var ganske tydeligt, og det var
ganske tydeligt at det var beregnet på mig. Der blev banket to gange langsomt, tre
gange lettere og hurtigere. Jeg svingede benene ud af sengen og sad et øjeblik og
tænkte mig om. Så bankede jeg selv tilbage på samme måde.
5
103331.indd 5
24/10/11 13.43
130
135
Nu blev der pause, som måske kan have varet et minut. Så lød bankesignalet
igen, lidt svagere, to lange og tre korte. Det slog mig, at det måtte være en kode,
jeg ikke kendte, og jeg kunne ikke gøre andet end at gentage signalet for at vise
min gode vilje. Denne gang blev pausen meget lang, og jeg prøvede derfor at banke noget andet: tre lange og to korte. Til min overraskelse blev dette straks besvaret på samme måde. Således bankede vi nu et godt stykke tid til hinanden.
Siden denne nat ligger jeg meget vågen. Jeg synes ikke godt, jeg selv kan
begynde med bankesignalerne igen. Men jeg tænker mig, at de vil blive gentaget
før eller senere, og i så fald vil de kun være en begyndelse.
6
103331.indd 6
24/10/11 13.43
6a. Jeppe Aakjær: Se dig ud en sommerdag
Teksten er fra digtsamlingen Fri Felt, 1905. Trykt første gang i bladet Provinsen i
1904. Jeppe Aakjær (1866-1930), dansk forfatter.
5
10
15
20
Se dig ud en sommerdag
når de bønder tromler:
land æfor1 og by æbag2,
lærkesang og humler3,
byg i skred4 og bær i blost5,
barneleg om frønnet6 post,
rugens dræ7 med duft af most
i drift om brede gårde!
Danmark er et lidet land,
strakt fra nord til sønder,
har dog brød til alle mand,
købstedfolk8 som bønder.
Rugen med det svulne9 knæ
vokser langt i bakkens læ;
humlekop10 og pæretræ
får sol mod hvide gavle.
25
30
35
40
Toget stønner tungt af sted
højt sig røgen løfter;
plagen12 står ved vangeled13,
slår sig løs og snøfter.
Hyrden kobler sine kø’r;
aftensuk i siv og rør;
fra den åbne smededør
går lange skumrings-gnister.
Slider byen, danske mand,
alt for stærkt din trøje,
tag et mål af Danmarks land
fra dets egne høje:
Synet – fjernt af banker lukt14 –
bliver frit mod bælt og bugt
– stemningsfyldt som hejreflugt
om kvæld15, når sol går under.
Færgen med det brede bryst,
klædt i stål og plade,
pløjer vej fra kyst til kyst
over bælters flade.
Kobberspir og tag af tegl
ser sig selv i havets spejl;
langvejs ude hvide sejl
mod grønne øer bovner11.
3
4
5
6
7
8
9
æfor: foran
æbag: bagved
humler: bier
i skred: ved at bryde frem
blost: blomst
frønnet: mørnet
dræ: rugens blomstring
købstedfolk: købstadsfolk
svulne: opsvulmede
10
humlekop: humlens blomsterstand
11
bovner: spiles ud
1
2
plagen: ung hest
vangeled: ledport ved indhegning
14
af banker lukt (her): lukket af bakker
15
kvæld: aften
12
13
7
103331.indd 7
24/10/11 13.43
6b. Dy Plambeck: Rav-Lassen
Teksten er fra digtsamlingen Buresø-fortællinger, 2005. Dy Plambeck (f. 1980),
dansk forfatter.
5
10
15
20
25
30
35
Rav-Lassen er nok det nærmeste Buresø nogensinde har været
på at have en turistattraktion.
Rav-Lassen tog som ung på valsen og fik
sin venstre arm revet af i en blandingsmaskine.
For sin erstatning købte han tyve kilo ravklumper i Polen
og en billet hjem.
Rav-Lassen gik omkring i Buresø
iført sin naverdragt1 og med hundredvis af ravkæder om halsen
som han forsøgte at sælge til turisterne
men de var langt mere interesserede i ham
end i hans rav
mange af dem kom kun til Buresø for at se Rav-Lassen.
En vaskeægte oggenok 2, hørte jeg turisterne sige
mens de flokkedes om ham og tog billeder af ham
og det halvtag han boede under hele året ved kiosken
men min far sagde, at det sagde de kun fordi
de ikke vidste bedre.
Det er logik for burhøns at to biler
ikke kan passere hinanden på så smal en vej! råbte min far
når turisterne ikke holdt ind til siden på Skovvej.
Han rakte armen truende ud ad vinduet
og turisterne sad i deres bil og så chokeret på mig
mens min far gassede op og hvæsede
at de ikke skulle komme her og snuse
at her passede hver mand sit.
Rav-Lassen holdt sig for det meste for sig selv, den eneste
der rigtig ville nærme sig ham var Astrid, vores unge pige i huset.
Hun samlede resterne fra aftensmaden
og gik hen til ham med dem.
Hun vaskede hans skjorte mens han sov.
Hun kom med tæpper om vinteren,
men man sagde det var ikke bare dét.
Svend Åge havde set dem sidde lænet op ad hinanden
på bænken ved Guldbjergmose
og hvad der var værre:
Astrid og Rav-Lassen havde plukket brombær
i vores have
naver: håndværker, der rejser rundt og laver forefaldende arbejde inden for sit fag
oggenok: jargon for: original, særling
1
2
8
103331.indd 8
24/10/11 13.43
40
45
50
og Svend Åge mente bestemt at have set hende
række armene ud for at omfavne ham.
Al den snak blev for meget for min mor
hun sagde Astrid op
og Astrid tog tilbage til København.
Da hun var rejst stod Rav-Lassen ofte for enden af indkørslen
bag blodbøgen og så ned på vores hus
men han satte aldrig sin fod på vores grund.
Det gør han stadigvæk ikke
når han stikker af fra plejehjemmet og pludselig står
for enden af indkørslen og som regel
går min far derop og tager ham under armen
og følger ham hjem.
9
103331.indd 9
24/10/11 13.43
7. Hanne Mortensen og Bente Vinge Pedersen:
­Provinsens åndsforladte åndfuldhed
Teksten er et interview med forfatteren Ida Jessen (f. 1964) og er fra tidsskriftet
Reception, nr. 48, 2002. Hanne Mortensen og Bente Vinge Pedersen er begge
cand. mag.
5
Ida Jessens roman Den der lyver (2001) er historien om lægen Christian, der kommer til den lille by Hvium i Himmerland. Mødet med det lille samfund bliver
skæbnesvangert for Christian. Fra at være den beundrede læge med kontrol over
situationen mister han langsomt grebet om sit liv og oplever til sidst, hvordan den
by, der burde hylde ham, lader ham blive offer for ondsindet sladder, der ikke
engang har bund i virkeligheden. Bogen er på mange måder et dystert portræt af
livet på landet, og hverken bogens miljø eller personer rummer megen varme.
Det er med udgangspunkt i bogen, at vi taler med Ida Jessen om mennesker og
livet i provinsen.
(…)
10
15
20
25
30
35
Bogen er et skarpt portræt af provinsen. Der er langt til en romantisk forestilling
om det idylliske landbosamfund?
”Ja, Hvium er et samfund af hyklere og løgnere, og folk der griber til den hurtigste og bedste løsning. De fleste er jo dybest set afstumpede.”
Hvordan er dit forhold til provinsen?
”Mit forhold til provinsen er ambivalent, og nu taler jeg om de små samfund i
provinsen. Jeg er født og opvokset i et lille samfund i Jylland, og det syntes jeg
ikke var festligt. Jeg kunne aldrig drømme om at slå mig ned sådan et sted. Ikke
desto mindre har jeg boet i en dal i Norge, og nu bor jeg her i Sorø, som jo også er
provinsen. Der er noget over det at bo i provinsen, som jeg kan forstå, som jeg
føler mig tiltrukket af, og som jeg samtidig bliver frastødt af. Det er jo et sted,
hvor man i høj grad kan komme til at lide af klaustrofobi, og hvor man længes
efter input, der er svære at få; der er ingen steder at gå hen. Hvis man kommer i
knibe, er der heller ingen steder at gå hen.
Provinsen er jo også kendetegnet ved det, som vi i mange år har kaldt Janteloven. Og det er virkelig en dårlig ting ved provinsen, at det kan blive et åndstarveligt sted, hvor ingen må stikke næsen for langt frem, hvor personlighed skal
kanøfles.”
Kulturbegrebets fallit
Det traditionelle landbosamfund bliver i bogen repræsenteret af gården Brogård.
Her bor og lever tre generationer sammen, som ’i de gode gamle dage’, men deres
liv er langt fra forestillingen om idyllisk samvær. Særligt forholdet mellem konen,
Ragna, og svigermoderen (”møgkællingen”) virker tømt for respekt. Beskriver du
på den måde en degenerering i provinsen?
”Jeg kan huske fra min barndom, hvor fattigt der var mange steder. Det har
altid været hårdt. Men jeg tror alligevel, at folk er forvirrede i dag – også folk på
landet. Der er så mange gårde, der drejer nøglen om. Det har altid været ravslet1 på
ravslet: meget dårligt
1
10
103331.indd 10
24/10/11 13.43
40
45
50
55
60
65
70
75
80
landet, men på Brogård er det ravslet på en anden måde. Det er en gård, hvor tingene er i opløsning. Gavlene er halvt revet ned, ægteskabet er i opløsning, konen
på gården har elskere, børnene kommer ikke i seng om aftenen, de spiser ikke på
faste tidspunkter, og kreaturerne er skiftet ud med mink.
Jeg tror da, at man tidligere har været afhængige af hinanden på en måde, som
man ikke er nu. Jeg tror ikke, at det har været så meget nærhed og varme og
omsorg som afhængighed, der gjorde, at man var nødt til at finde ud af at omgås
hinanden. Dem, der overtog gården, vidste, at deres egne børn var nødt til at gøre
det samme en dag. Det var en form for nødvendig livsforsikring. Den form for
nødvendighed er væk, og Ragna kunne jo lige så godt kyle møgkællingen på et
plejehjem, for hun gør ikke nogen gavn.”
Har provinsen så spillet fallit?
”Hvis jeg kigger ud over provinsen, så synes jeg, at den spiller fallit på mange
måder. Men jeg vil ikke kunne sige, hvad den skulle gøre i stedet for. For eksempel bryder jeg mig ikke om at komme til mange af de dér små jyske provinshuller,
hvor man bliver hilst med et skilt, hvor der står ”VELKOMMEN TIL KULTURFIRKANTEN – Her er stedet, hvor tingene sker!”. Det består så i en eller anden
form for deprimerende marked hver fjortende fredag, hvor der kommer nogen og
viser deres elendige produkter.
På den måde gør man en dyd af at kalde noget uddødt for kultur. F.eks. har de
på Bornholm en trold, som de kalder for Krølle Bølle. Det har jo da ikke meget
med Bornholm at gøre. Sådan noget finder jeg dybt forstemmende, for det har
intet med stedet eller stedets ånd at gøre. Der sker en eller anden form for nedbrydning i kulturens navn rundt omkring i den danske provins. Jeg synes, der er
alt for mange ukvalificerede kulturformidlere, som gør alt til kultur.
Nu om dage definerer man sig som kulturelle. Og som jeg sagde, så synes jeg,
at kulturbegrebet er udvandet. Det er med til at gøre provinsen trist. Det er så
typisk for kreativitetsbegrebet i landsbyerne eller i de små byer, at det er så ukvalificeret. Nu sidder der en og laver papirklip i den nedlagte skomagerforretning, og
hvem gider at se på papirklip? For mig er det et symptom på, hvor fjernt man i
provinsen er fra, hvad provinsen i virkeligheden er. At man i provinsen vil prøve
at lave sig om og blive til noget andet end det, man er. Og forsøgene er ikke særligt vellykkede.
Jeg synes derfor snarere, at det er kulturbegrebet, der har spillet fallit. I provinsen bliver det så udvidet og alle gramser på det på en måde, som er usund. Man
slår sig til tåls med en identitet, der bygger på falsk kultur. Så har man en identitet,
der er forkert og som ikke bringer noget.”
Et kammerspil
Hvordan er provinsen så i virkeligheden?
”Provinsen er åndsforladt, og man får ikke ånd ind ved papirklip. Men hvis
åndsforladtheden får mulighed for at tale med sin egen stemme og ikke andres, så
bliver den åndfuld.
Jeg ville ikke kunne sige blot én sætning om provinsen. Der er jo ikke to steder,
der er ens, men de små udsteder har det til fælles, at man er nødt til at leve sit liv
det sted på de forhåndenværende søms princip.”
11
103331.indd 11
24/10/11 13.43
85
90
95
Er provinsen på den måde et koncentrat af menneskeligt samvær?
”Ja, det kan man godt sige, og derfor er den også meget velegnet til at skrive litteratur, fordi der er typer og man har alt, hvad man skal bruge. Konflikterne kan
gøres tydelige og overskuelige. Litteraturen er jo den individualiserede historie.
Man sætter sig jo ikke for at beskrive en masse. Man sætter sig for at beskrive
nogle individuelle skæbner, og de er meget tydelige i de små samfund, for der er
altid luderen, madonnaen, matadoren og drukkenbolten, og de er meget nemme at
pege ud. Det har noget kammerspil over sig, fordi man ikke bare kan komme væk
derfra. Man er nødt til at forholde sig til stedet. Det er stedets enhed. Man bliver
nødt til at leve dramaet ud til sidste blodsdråbe. Man kan ikke bare gå ud af døren,
i hvert fald ikke uden at sælge sit hus og tage sine børn ud af skolen. I storbyen
derimod kan man gå hen om næste gadehjørne og møde nogen, som kan lede en
væk fra det problem, man står midt i. I provinsen kan problemerne vokse på en
eller anden måde. Det er interessant.”
12
103331.indd 12
24/10/11 13.43
Oplysninger til brug for Copydan
Dan Turèll: Alhambravej. Kom forbi. Borgen, 1984.
Henrik Nordbrandt: Døden fra Lübeck. Gyldendal, 2002.
Anders Bodelsen: Signalet. Drivhuset. Thaning og Appel, 1965.
Jeppe Aakjær: Se dig ud en sommerdag. Højskolesangbogen. Folkehøjskolernes Forening i
­Danmark, 2006.
Dy Plambeck: Rav-Lassen. Buresø-fortællinger. Gyldendal, 2005.
Hanne Mortensen og Bente Vinge Pedersen: Provinsens åndsforladte åndfuldhed. Reception nr.
48. 2002.
Billeder:
Johannes Larsen: Lærken. 1928. Du danske sommer. Fynbomalerne og de jyske forfattere i
­samklang. Redaktion Malene Linell Ipsen. Johannes Larsen Museet 2007.
Palle Nielsen: Fortvivlelse. Orfeus og Eurydike. Hans Reitzel, 1959.
13
103331.indd 13
24/10/11 13.43
103331.indd 14
24/10/11 13.43
103331.indd 15
24/10/11 13.43
Undervisningsministeriet
103331.indd 16
24/10/11 13.43