Dagens Medicin: Det var en helt fantastisk følelse

Transcription

Dagens Medicin: Det var en helt fantastisk følelse
Dagens Medicin: Det var en helt fantastisk følelse for en kræftlæge
Onsdag 22 juni 2011
Foto: Per Morten Abrahamsen
»Det var en helt fantastisk
følelse for en kræftlæge«
20-06-2011
SOMMERINTERVIEW: Benny Vittrup var dybt beskæmmet over
den danske kræftbehandling og var ved at forlade den. Men så
havnede han ved en tilfældighed i orkanens øje – den
eksperimentelle behandling. Det var en overvældende
oplevelse at kunne ringe til den første patient og tilbyde en
operation. Her er hans historie.
Ugens mest læste
Avisen
Benny Vittrup listede ud af sommerhuset i
Rørvig, ud i det tiltagende vintermørke, uden
at hustruen Mette eller børnene bemærkede
det. Det var den tredje søndag i advent 2004,
og klokken var fire om eftermiddagen. De
havde lånt sommerhuset af en kollega for
weekenden for at få lidt julestemning og
familietid sammen. Derfor Benny Vittrups lidt
luskede exit. For selv om han og hustruen
Mette var enige om, at der skulle være en
skarp skillelinje mellem familie og arbejde,
var der et opkald, han var nødt til at
foretage.
Der lå en kold regndis over
sommerhusområdet, da Benny Vittrup fiskede
mobilen op af lommen. Han fandt
privatnummeret til Berthold, en 66-årig
patient på mave-tarm-kræftafdelingen på
Herlev Hospital, hvor Benny var overlæge.
Berthold havde fået konstateret en stor
kræftmetastase i leveren. Den stammede fra
en kræft i endetarmen, som han var blevet
opereret for året før. Metastasen i leveren
kunne ikke opereres væk, og i 2003 var det
en dødsdom. Hos patienter, som fik den
diagnose, var ingen dengang i live efter tre
år. Stående i baghaven til det lånte
sommerhus, mellem et par gamle
havkajakker, en stabel brænde og et
raftehegn, der trængte til reparation, tastede
Blå bog: Benny
Vittrup Jensen, 59
2003 Teamledende
overlæge, afdelingen
for mave-tarm-kræft,
Herlev Hospital, og
tilknyttet overlæge på
enheden for
eksperimentel
kræftbehandling
(EFEK)
2002 Overlæge,
afdelingen for mavetarmkræft, Herlev
Hospital
1999 Afdelingslæge,
afdelingen for
brystkræft og mavetarm-kræft, Herlev
Hospital
1998 Afdelingslæge,
afdelingen for
brystkræft,
Rigshospitalet
1995 Videnskabelig
stilling med forskning
i hjerte-lunge-
http://www.dagensmedicin.dk/nyheder/2011/06/20/det-var-en-helt-fantastisk/index.xml[22-06-2011 00:36:50]
Ugen mest kommenterede
Komm.
Dagens Medicin: Det var en helt fantastisk følelse for en kræftlæge
Benny Vittrup nummeret. Han kom straks
igennem.
»Jeg tror, du har et håb. Vi har fået mulighed
for at give dig en helt ny forsøgsbehandling,«
var hans besked til Berthold.
Poll
Kemoterapi direkte i leveren
Berthold var den første danske kræftpatient,
der fik eksperimentel kræftbehandling i form
af regional kemoterapi, også kendt under
betegnelsen hepatisk arteriel infusion (hai).
Det er en behandling, hvor kemoterapi bliver
sprøjtet direkte ind i kræftmetastaserne i
leveren gennem leverarterien.
Indtil 2004 havde danske patienter kun
kunnet få denne form for behandling ved selv
at hive tegnebogen frem og betale flere
hundredtusinde kroner for behandling i
udlandet.
»Fra foråret 2004 blev det muligt at søge et
nyoprettet second opinion-udvalg om
økonomisk støtte til eksperimentel behandling
i udlandet, hvis den ikke kunne gives i
Danmark. Men målet var, at vi skulle kunne
give en lige så god behandling i Danmark,«
fortæller Benny Vittrup.
Han kan stadig genkalde sig den kolde luft og
den tunge grå himmel, mens han ringede. For
opkaldet betød startskuddet på behandling af
uhelbredeligt syge kræftpatienter på landets
første enhed for eksperimentel
kræftbehandling (EFEK) på Herlev Hospital.
»Det var en helt fantastisk følelse for en
kræftlæge. Det betød, at jeg nu endelig
kunne se mine patienter i øjnene og sige ’Vi
giver dig den bedste behandling, vi kender
til’. Sådan havde det ikke været tidligere,«
fortæller Benny Vittrup.
Benny Vittrup byder på Nescafé i hjemmet i
Roskilde, som han deler med sin hustru
gennem 31 år, Mette, som er
sundhedsplejerske, samt sine to yngste
hjemmeboende døtre. Huset ligger blot få
hundrede meter fra Roskilde Fjord, og
hjemmet giver et venligt og uprætentiøst
indtryk. Ligesom Benny Vittrup.
bivirkninger
1994 Læge, klinisk
fysiologisk afdeling,
Herlev Hospital
1993 Speciallæge i
kræftbehandling
1989 1. reservelæge,
kræftafdelingen,
Herlev Hospital
1988 Læge, hjertelunge-medicinsk
afdeling, Bispebjerg
Hospital
1982 Læge, afdeling
for blodkræft,
kirurgisk afdeling for
patienter med kræft
og onkologisk
afdeling,
Finseninstituttet i
København.
1982 Cand.med.,
Københavns
Universitet
Tillidsposter
Medlem af bl.a.
bestyrelsen for Dansk
Colorectal Cancer
Gruppe (DCCG),
Dansk Pancreas
Cancer Gruppe
(DPCG) og leder af
biobanken under
DPCG.
Rådgiver for
Sundhedsstyrelsen i
forhold til
kræftpakkeforløb og
behandling af
patienter med tyk- og
endetarmskræft,
pancreascancer og
levermetastaser fra
tyk- og
endetarmskræft.
Væggene er beklædt med smilende
fotografier af hans fem børn. To sønner og to
døtre, som han har med Mette, samt en
datter fra et tidligere ægteskab. Reolen er fyldt med snesevis af hvide
ringbind med fotos fra de årlige familierejser – Oman, Italien, Kina,
Sydafrika og Thailand er nogle af rejsemålene. Selv om et par PH-lamper
og et klaver har fundet vej ind i stuen, er det tydeligt, at det er et hjem,
hvor der leves. Her har funktionaliteten og dagliglivet forrang for sarte
designermøbler.
Oprettelsen af enheder for eksperimenterende kræftbehandling og oprøret
mod den evidensbaserede behandling, som enhederne står for, har været
et omdiskuteret emne blandt læger – og en af sundhedsvæsenets største
behandlingssucceser. I dag ligger der enheder for eksperimentel
kræftbehandling på hospitalerne i Herlev, Vejle, Aarhus, Aalborg og Odense
og på Rigshospitalet, og en lang række uhelbredeligt syge patienter bliver i
dag behandlet med succes.
http://www.dagensmedicin.dk/nyheder/2011/06/20/det-var-en-helt-fantastisk/index.xml[22-06-2011 00:36:50]
Stikpillen
Dagens Medicin: Det var en helt fantastisk følelse for en kræftlæge
»I dag kan vi behandle patienter med kræftsygdomme, som der ikke
tidligere var behandling til. Som læge bliver man en slags
opdagelsesrejsende, der skal finde på nye måder at angribe kræften. Det
er en fantastisk spændende tid at være læge i,« siger Benny Vittrup. I det
daglige er hans arbejdstid delt mellem enheden for eksperimentel
kræftbehandling og mave-tarm-kræftafdelingen, hvor han er teamledende
overlæge.
Retrætepost blev orkanens øje
Det er en cocktail bestående af tilfældighed, held og talent, som er årsag
til, at Benny Vittrup i 2004 havnede i dansk kræftbehandlings orkanøje.
Få år før overvejede han helt at forlade arbejdet som kræftlæge. I år 2000
arbejdede han som afdelingslæge på brystkræftafdelingen på Herlev
Hospital, og han var dengang dybt desillusioneret over de manglende
ambitioner på patienternes vegne.
»Bureaukratiet var tungt, langsomt og uigennemtrængeligt. Kvinder med
brystkræft måtte dengang vente op til tre-fire måneder på at komme i
strålebehandling efter at have fået konstateret kræft. Det var et system,
der var umenneskeligt sløvt, og det var skrækkeligt at arbejde i,« siger
Benny Vittrup, som havde patienter, der skreg i telefonen af frustration
over, at der ikke skete noget.
»Vi skulle spare og køre ’low-budget’ kræftbehandling. Det handlede først
og fremmest om budgettet, og patienterne kom i anden række,« fortæller
Benny Vittrup. Det var et syn på patienterne, som han havde svært ved at
leve med.
»Min far, som var buschauffør, døde af kræft, da jeg var tolv, hvilket nok
spiller ind på mit syn på patienterne og på, hvordan jeg møder dem i
dagligdagen. Det har altid været vigtigt for mig at respektere mine
patienter og prøve at møde dem der, hvor de er. De kommer til os med en
livstruende sygdom og med en stor desperation, og det, man som læge
kan gøre, er at møde dem i desperationen og forsøge at give dem den
bedste behandling, man kan,« siger Benny Vittrup.
Han besluttede, at nok var nok, og at det var tid til at søge væk, inden
kynismen smittede ham. Han nåede at komme til jobsamtaler på Odense
Universitetshospital og hos et medicinalfirma, inden han blev fik tilbud om
en anden stilling på Herlev Hospital.
»Herlev havde besluttet, at de gerne ville beholde mig, og de fortalte, at
der ville komme en ledig overlægestilling på afdelingen for mave-tarmkræft
inden længe. Det var en slags retrætepost, jeg blev tilbudt. Det blev ikke
anset for at være særlig fint at arbejde med tyk- og endetarmskræft, og
hvis de havde spredning til andre organer, var der meget lidt, man kunne
gøre medicinsk. Holdningen var lidt, at man jo ikke rigtig kunne gøre noget
for patienterne, men at nogen jo burde arbejde med området,« fortæller
Benny Vittrup.
Alligevel sagde han ja til stillingen. Årsagen var blandt andet et råd, som
Heine Høi Hansen, professor i onkologi, havde givet Benny Vittrup nogle år
tidligere, da de var kolleger på Finsencentret på Rigshospitalet.
»Heines råd var at interessere sig for det, ingen andre gad arbejde med.
Det, hvor der var et mysterium, en gåde, der skulle løses. Han mente, at
der var mere perspektiv i at arbejde med mave-tarmkræft end med
brystkræft, som alle ville arbejde med,« siger Benny Vittrup. Han tiltrådte
stillingen i 2002 uden at have nogen idé om, at kræftbehandlingen på
netop det område var på kanten til at eksplodere og opleve en hidtil uset
positiv udvikling og medvind.
Danskernes tillid var i bund
Mens danske læger sendte patienter med tyk- og endetarmskræft med
spredning til leveren på hospice, udviklede behandlingen sig i udlandet.
Læger på Carl von Hess Krankenhaus i Hammelburg i Tyskland samt et par
steder i USA havde i flere år eksperimenteret med at give regional
kemoterapi (hai) til patienter med tyk- og endetarmskræft med spredning
til leveren. Behandlingen bestod i at sprøjte kemoterapi direkte ind i
leveren gennem arterien til leveren i håb om, at kræftknuden skrumpede så
meget, at den kunne bortopereres.
Behandling med regional kemoterapi var dog ikke et behandlingstilbud til
danske kræftpatienter. Danske kræftlæger holdt dengang fast i princippet
om kun at give evidensbaseret behandling, og der forelå ingen evidens fra
kliniske studier af den regionale kemoterapi. Problemet for de uhelbredeligt
syge danske kræftpatienter var, at det ville tage mange, mange år, før der
forelå den krævede evidens. Tid, patienterne ikke havde.
»Tidligere var patienter meget autoritetstro, men nu kunne de på
internettet læse om ny og eksperimenterende kræftbehandling i USA og i
tyske byer som Frankfurt og Hammelburg, som måske kunne hjælpe dem,«
siger Benny Vittrup.
På den baggrund opstod der en strøm af uhelbredeligt syge kræftpatienter,
som pantsatte hus og hjem for at rejse til udlandet for der at betale for at
http://www.dagensmedicin.dk/nyheder/2011/06/20/det-var-en-helt-fantastisk/index.xml[22-06-2011 00:36:50]
Dagens Medicin: Det var en helt fantastisk følelse for en kræftlæge
modtage eksperimentel kræftbehandling. Og når de dødsdømte vendte
hjem – nogle i bedring eller ligefrem uden synlig sygdom – ramte deres
historier de danske avisforsider. Oven i det viste store undersøgelser, at
danske patienter med kræft havde ti pct. mindre chance for at overleve
deres sygdom end kræftramte i de øvrige nordiske lande.
Tilsammen betød det, at befolkningens tillid til dansk kræftbehandling røg
helt i bund.
Fantastisk fransk projekt
»Der opstod et politisk pres for at indføre eksperimentel kræftbehandling i
Danmark og stoppe trafikken til udlandet. Det blev set som decideret
pinligt, at det danske sundhedsvæsen ikke kunne tilbyde de nye lovende
behandlingstilbud til de danske kræftsyge, også selv om der ikke forelå klar
evidens for effekten,« siger Benny Vittrup.
Da Arne Rolighed efter regeringsskiftet i 2001 gik fra at være
socialdemokratisk sundhedsminister til at blive blevet direktør for Kræftens
Bekæmpelse, kom eksperimentel kræftbehandling derfor øverst på
dagsordenen. Kræftens Bekæmpelse tilbød at støtte de første forsøg med
regional kemoterapi i Danmark med 2,6 mio. kr.
Herlev Hospital kom først, fordi Flemming Burcharth, som dengang var
leverkirurgisk teamledende overlæge på Herlevs mave-tarm-kirurgiske
afdeling, kendte Arne Rolighed. Flemming Burcharth var kendt som en
karismatisk læge, som i årevis havde kritiseret de danske kræftlæger for
ikke at behandle nok og leverkirurgerne for ikke at operere nok patienter
med levermetastaser.
Som ny teamledende overlæge på afdelingen for mave-tarm-kræft blev
Benny Vittrup tilknyttet enheden for eksperimentel kræftbehandling. Det
blev hans opgave at finde ud af, hvilket medicinsk regime man skulle give
patienterne i det første danske forsøg med regional kemoterapi. Problemet
var, at de få og rodede studier, der var af regional kemoterapi, ikke gav
rigtigt gode resultater.
Resultaterne fra de tyske forsøg var ikke overbevisende, men de havde
også benyttet sig af gammelkendt medicin som 5FU, der som
enkeltstofsbehandling kun havde effekt hos hver femte patient. Mens Benny
Vittrup kæmpede med at finde den rette medicin, oplevede han et stort
pres fra offentligheden såvel som Arne Rolighed og kollegaen Flemming
Burcharth.
»De blev ved med at sige, at vi skulle se at komme i gang. Det var meget
stressende. For man skal jo ikke bare starte forsøg op for at gøre noget –
det skal gavne patienterne,« siger Benny Vittrup.
I foråret 2004 deltog han i American Society of Clinical Oncologys (ASCO)
årlige verdenskonference i USA, hvor 30.000-40.000 kræftlæger fra hele
verden mødes. Fra 2001 var der sket en voldsom udvikling af ny
kræftmedicin, og på konferencen hørte han om et fransk forsøg med den
nye medicin oxaliplatin. Medicinen var meget dyr og endnu ikke godkendt i
Danmark eller USA, men der lå fantastiske foreløbige behandlingsresultater,
og forsøgene i Frankrig havde vist, at patienterne kunne tåle at få den
direkte i leveren.
»Jeg fór op til ham efter oplægget for at høre mere. Det var virkelig en
fantastisk nyhed, som gav os et kæmpe skub fremad – her syntes at være
noget, der virkede« siger Benny Vittrup.
»Derefter opstod ideen med at give den gamle medicin 5FU i blodbanen i
kombination med oxaliplatin i leveren i vores forsøg på Herlev.«
Det var på daværende tidspunkt kun prøvet af ganske få steder i verden,
og der var derfor ingen evidensbaserede undersøgelser af, hvor godt det
ville virke, eller hvordan patienterne tålte behandlingen.
Vi var smaddernervøse
Mens den nyoprettede enhed for eksperimentel kræftbehandling ventede på
de endelige godkendelser fra de danske myndigheder for at kunne gå i
gang med behandlingen, fik Benny Vittrup Bertholds journal i hænderne.
Berthold havde året før fået bortopereret en kræftknude i endetarmen, men
nu var en metastase i leveren dukket op. Alle undersøgelserne viste, at der
udelukkende var kræft i en enkelt knude i leveren, og bortset fra
kræftknuden virkede han sund og rask. Han var dermed en oplagt kandidat
til at få regional kemoterapi, for hvis medicinen kunne få knuden til at
skrumpe, havde han gode chancer for at kunne få den opereret væk.
Da godkendelserne til at begynde det medicinske forsøg endelig kom 14.
december 2004, var Benny Vittrup i sommerhus i Rørvig, hvor han listede
ud for at ringe og overbringe Berthold den gode nyhed. Derefter gik det
stærkt.
Tre dage efter telefonopkaldet lå Berthold på operationsbordet på
røntgenafdelingen for at få anlagt et kateter i leverarterien via en arterie i
lysken. Røntgenstuen var proppet, og alle læger og sygeplejersker, som var
involverede, stod på skuldrene af hinanden for at se den første
http://www.dagensmedicin.dk/nyheder/2011/06/20/det-var-en-helt-fantastisk/index.xml[22-06-2011 00:36:50]
Dagens Medicin: Det var en helt fantastisk følelse for en kræftlæge
kateteranlæggelse.
Det var Henrik Nørregaard, teamledende overlæge på Herlevs radiologiske
afdeling, der stod for at indføre kateteret. For at lære metoden, som ikke
havde været prøvet før i Danmark, havde en delegation fra Herlev været
på studietur hos den tyske professor Jens Ricke på Charité Virchowklinikken i Berlin. Han havde kort forinden offentliggjort, at man kunne give
behandling på den måde.
»Det er ikke noget simpelt indgreb, og vi var alle sammen
smaddernervøse. Kateteret skal gennem arterien i lysken op i
legemspulsåren, hvor man skal finde den lille afgang af arterien til leveren.
Derfra skal kateteret mod blodstrømmen, så drejes, og så nedad til
arterieforgreningen til leverarterien, inden det kommer ind til leveren. Til
sidst skal der gennem kateteret sættes en klemme på arterien til
mavesækken, så den ikke får kemoterapi,« fortæller Benny Vittrup.
Operationen gik godt, og allerede næste dag fik Berthold den første
regionale kemobehandling i leveren. En behandling, der gik over al
forventning.
Efter blot et år kunne enheden konstatere, at kræften var skrumpet så
meget hos 12 ud af 16 patienter, at en operation var mulig.
’Mirakelmageren’
Benny Vittrup sidder ved spisebordet i det åbne køkken, mens han
fortæller. En kraftig vind blæser fra Roskilde Fjord, og villahavernes tunge
syrener fører tankerne hen på forsømte forår og hvide studenterhuer.
Hans åbenhjertighed og fortælleglæde står i kontrast til hans lukkethed, da
Dagens Medicin kontaktede ham for at få en interviewaftale i stand. Han
måtte bestormes gennem en uges tid via mail, telefonopkald og sms’er,
inden han endelig overgav sig og indvilligede i at fortælle om, hvordan den
eksperimentelle kræftbehandling kom til Danmark.
»Man siger, at den, der lever skjult, lever godt, og det kan der være noget
om. Når en læge stikker hovedet frem, får han det som regel klippet ned –
det kan jeg godt skrive under på.«
Én medieoptræden har lært ham at træde varsomt. I januar 2006 havde
Ekstra Bladet flere sider om den nye eksperimenterende kræftbehandling,
som med de nye behandlinger gav håb til de dødsdømte kræftpatienter. På
en dobbeltside i avisen blev Benny Vittrup udråbt som ’mirakelmager’.
»Jeg var nok lidt naiv, da jeg stillede op til det interview. Der blev taget et
forfærdeligt billede, hvor jeg var fotograferet nedefra og ligesom tronede
over patienten. Det er stik imod min opfattelse af mig selv som læge,«
sukker Benny Vittrup.
Blandt lægekolleger mødte han og enheden for eksperimentel
kræftbehandling også hård kritik for at gå ud og skamrose en behandling,
hvor grundlaget endnu var meget spinkelt.
»Det var alt, alt for tidligt at gå ud med resultaterne efter kun et år, og det
var for hurtigt at sige noget om effekten på lang sigt. Men vi blev nok
grebet af begejstringen, og vi var overraskede over de foreløbigt gode
resultater,« siger Benny Vittrup.
På trods af sin betænkning besluttede Benny Vittrup alligevel – og efter
knap en uges tavse overvejelser – at stille op til dette interview.
»Jeg er blevet noget ældre i gårde og synes, at man bør kunne stå frem og
fortælle en god historie, selv om nogen kan blive fornærmet. Og det ER
spændende, hvordan synet på patienter med kræft og prioriteringen af
området har ændret sig over de seneste år,« siger Benny Vittrup.
Alligevel er det nogle gange, som om det ikke helt er gået op for
befolkningen, at landets enheder for eksperimentel kræftbehandling i dag
kan tilbyde den nyeste og bedste internationale behandling, der findes. Det
ærgrer Benny Vittrup.
»Det er, som om mange danskere stadig har en mistanke om, at danske
læger er nærige og ikke giver den bedste behandling. Det synes jeg er
synd,« siger han med henvisning til de patienter, der stadig vælger at
optage lån og rejse til f.eks. Kina for at få behandling.
Af samme grund mener Benny Vittrup også, at det må være op til
politikerne at afgøre, om der skal være en økonomisk øvre grænse for,
hvor meget en patient må koste. Enheden for eksperimentel
kræftbehandling yder behandlinger, som kan koste mere end 40.000 kr. om
måneden for en patient, uden nødvendigvis at være helbredende.
»Jeg kan ikke prioritere, for jeg er først og fremmest advokat for mine
patienter, som jeg skal kunne se i øjnene hver dag. Men jeg er udmærket
klar over, at jeg er en dyr dreng, og at det koster andre steder i
samfundet,« siger han, inden han efter en kort tænkepause tilføjer:
»Som borger og kræftlæge er jeg dog ikke i tvivl om, at det er alle
pengene værd«.
http://www.dagensmedicin.dk/nyheder/2011/06/20/det-var-en-helt-fantastisk/index.xml[22-06-2011 00:36:50]
Dagens Medicin: Det var en helt fantastisk følelse for en kræftlæge
Gurli Kløvedal
dm@dagensmedicin.dk
Den første...
… gang jeg opdagede, at jeg var god til noget, var, da jeg kom i
gymnasiet. Min far var buschauffør, og min mor gjorde rent, så jeg er en
mønsterbryder. Det kom bag på mig, at jeg klarede mig så godt i
gymnasiet, især i matematik og litteratur. Da jeg blev uddannet læge,
fandt jeg ud af, at jeg har et vist talent for at få originale ideer. Jeg kan
sætte ting sammen på nye måder og se muligheder, hvor der ikke burde
være nogen. Det har været en fordel både forskningsmæssigt og i forhold
til at finde behandlinger tilpasset den enkelte patient.
… læge, som gjorde et afgørende indtryk på mig: Jeg er nødt til at
nævne to læger. Den første var Nis I. Nissen, overlæge i blodkræft på
Finseninstituttet, hvor jeg arbejdede som ung læge. Han er den dygtigste
læge, jeg nogensinde har mødt. Han havde en fantastisk karisma, var
meget menneskelig, og han brændte virkelig for at hjælpe patienterne.
Samtidig havde han øje for sine medarbejdere og viste os yngre læger stor
tillid.
Den anden er Heine Høi Hansen, professor i onkologi, som virkelig har
været en drivkraft i at få second opinion-udvalget op at stå. Han havde stor
fokus på de sjældne og uhelbredelige kræftsygdomme og indførelsen af
moderne kræftbehandling og har en stor del af æren for det løft, dansk
kræftbehandling har oplevet.
… fejl som læge: Af natur meget bange for at lave fejl, og ved hver
journal, jeg får i hånden, stiller jeg spørgsmålet ’Er dette den rette
behandling?’. Så jeg tror ikke, jeg har lavet fejl, hvor jeg direkte har
skadet en patient. Til gengæld var vi på Herlev for hurtige til at gå ud med
resultaterne efter de første forsøg med regional kemoterapi. Vi gik ud efter
at have behandlet kun 16 patienter, og vi skulle have ventet. Jeg tror, vi
blev grebet af en begejstringsfeber - vi forløb os simpelthen.
… gang jeg blev stolt af det danske sundhedsvæsen, var, da man
oprettede enheder for eksperimentel kræftbehandling i 2004. Jeg synes,
det er stort, at vi i Danmark tilbyder den bedste internationale behandling
til alle, ikke kun dem, som har røven fuld af penge.
… gang jeg oplevede at gøre en forskel som læge, var, da jeg i 1992
fandt på at give ACE-hæmmere, der dengang var en ny medicin, til
patienter med brystkræft. Dengang blev hver tiende kvinde med brystkræft
hjertesyg af behandlingen og døde af den bivirking. Mange af kvinderne var
blevet helbredt for kræften, og det gik mig meget på. Det føltes så
uretfærdigt. Jeg havde arbejdet på en hjerteafdeling, hvor man
eksperimenterede med ACE-hæmmere, og da jeg kom tilbage til
kræftafdelingen, behandlede jeg de hjertesyge kvinder med ACEhæmmere. Det havde ingen mærkeligt nok fundet på før. Det var, som om
hjertelæger og kræftlæger levede i to helt adskilte verdener. Behandlingen
hjalp mirakuløst, og jeg skrev en artikel om det, som kom i Lancet. I dag
er det standardbehandling.
… gang jeg blev træt af det danske sundhedsvæsen, var omkring
2000, hvor jeg var ved at opgive og søge over i det private.
Kræftbehandlingen var slet ikke prioriteret, og den fremherskende
opfattelse var, at sygdommen var selvforskyldt. Der var flere måneders
ventetid på scanning og strålebehandling, systemet var enormt
bureaukratisk, og det kunne tage seks-syv uger at få udredt en patient, før
man kunne tilbyde en behandling. Kvinderne skreg i telefonen af
frustration, og mens de ventede, nåede kræften at sprede sig hos 10-15
pct. af patienterne, så de døde.
Regional kemoterapi til patienter med spredning til leveren fra
tyk- og endetarmskræft
Hvert år får ca. 4.000 danskere kræft i tyk- eller endetarmen. Hvis
ikke kræften har spredt sig, kan kræftknuderne i tyk- eller endetarmen
som regel fjernes ved en operation. Hos 30 pct. af patienterne når
kræften dog at sprede sig til lymfeknuderne, og hos 18 pct. er der
dannet fjernmetastaser i leveren. Før 2004 var dødeligheden hos
danske patienter, hvor kræften havde spredt sig til leveren, 100 pct.
inden for to år.
I slutningen af 1990’erne begyndte læger på Carl von Hess
Krankenhaus i Hammelburg i Tyskland samt et par steder i USA at
eksperimentere med at give regional kemoterapi (hai) til patienter med
tyk- og endetarmskræft med spredning til leveren.
Regional kemoterapi består i at sprøjte kemoterapi direkte ind i leveren
gennem arterien til leveren. Mens leveren ernærer sig af veneblod fra
tarmen, lever kræftknuder i leveren af arterieblod, og medicinen gør
http://www.dagensmedicin.dk/nyheder/2011/06/20/det-var-en-helt-fantastisk/index.xml[22-06-2011 00:36:50]
Dagens Medicin: Det var en helt fantastisk følelse for en kræftlæge
derfor minimal skade på leveren. Samtidig holder leveren på
medicinen, hvilket kan betyde færre bivirkninger, når kemoterapien
ikke bliver spredt ud til hele kroppen. Målet med behandlingen er at få
levermetastaserne til at forsvinde eller skrumpe så meget, at de kan
fjernes kirurgisk.
I december 2004 fik den første danske patient eksperimentel
kræftbehandling i form af regional kemoterapi på Herlev Hospitals
nyoprettede enhed for eksperimentel kræftbehandling (EFEK). I
efteråret 2011 præsenterer afdelingen de samlede
behandlingsresultater af fem års behandling med hai.
Danmark har i dag seks EFEK-enheder: I Herlev, Vejle, Aarhus,
Aalborg og Odense og på Rigshospitalet, og de tilbyder en vifte af
eksperimentelle behandlinger til kræftpatienter, som ellers er blevet
erklæret uhelbredeligt syge.
Kommentarer
Indsendt af Erik Riiskjær 09:35, 21 juni 2011
Anmeld
Tak for en rigtig flot historie, skrevet med sjæl og følsomhed Skræller
alt det uvæsentlige i sundhedsvæsenet bort ,og lader det stå tilbage
som det hele drejer sig om, nemlig den enkelte patients individuelle
behandling i samspillet med en engageret professionel
http://www.dagensmedicin.dk/nyheder/2011/06/20/det-var-en-helt-fantastisk/index.xml[22-06-2011 00:36:50]