Hele publikationen i PDF

FINANS
EKSPORT
POLITIK
GRIBBEFONDE
I MODVIND
U-LAND TIL
FITNESS
HOMOHAD I
UGANDA
Opkøb af u-landsgæld er ikke
mere god forretning
s.12 /
Danske motionscentre
skyder op i Tanzania
s.10 /
Kristne prædikanter fra Vesten har pustet til homofobien
i Afrika og gjort seksuelle minoriteter til syndebukke
s.28 /
DANMARKS
GLOBALE MAGASIN
– NR 5 · 2012 · OKT/NOV · 39. ÅRGANG –
KUNSTENS
NYE ELITE
Glem Picasso og Warhol
– i dag er verdens dyreste
værker fra gamle u-lande
s.6 /
n
Vi
20
n
se
ri ng
-p dli
ng i
di rm
or l fo
f B sue
r a vi
de for
12
Udgives af Danida, Udenrigsministeriet.
ABONNEMENT
Udvikling er gratis og udkommer seks gange om året.
Bestilling af abonnement og ændring af adresse:
www.udvikling.dk
Bestilling af tidligere numre:
www.danida-publikationer.dk
Abonnementsservice: distribution@rosendahlsschultzgrafisk.dk, tlf. 4322 7300
Næste nummer udkommer 11. december 2012.
REDAKTION
Gæsteredaktør: Ulrikke Moustgaard (ulm)
– ulrman@um.dk, tlf. 3392 0932
Journalist: Jeppe Villadsen ( jv)
Events og markedsføring: Sara Leth
– sarlet@um.dk, tlf. 3392 1842
Ansvarshavende ifølge medieansvarsloven:
Jesper Fersløv Andersen, kontorchef,
Udenrigsministeriets Presseenhed
Design: Esben Niklasson, Layout: India
Tryk: Arco Grafisk. Papir: 115 gram MultiArt Matt
DETTE NUMMER
NR 5 – 2012 – OKTOBER/NOVEMBER – 39. ÅRGANG
Udgivelsesdato: 26. oktober 2012.
Redaktionen afsluttet 1. oktober 2012
Trykoplag: 15.948.
ISBN 978-87-7087-674-2 (tryk)
ISBN 978-87-7087-675-9 (elektronisk)
ISSN 0106-0570
Forside: Zhang Xiaogang (værk) / Chang W. Lee /
Scanpix & Colorbox (øv. tv) & Trevor Snapp/Corbis
ANNONCESALG
Treu Media: jt@treumedia.dk eller tlf. 3333 0680
UDGIVER
Danida, Udenrigsministeriet
Asiatisk Plads 2, 1448 København K
Danida er betegnelsen for Danmarks statslige
udviklingssamarbejde, som er et aktivitetsområde
under Udenrigsministeriet.
Artikler i Udvikling udtrykker ikke nødvendigvis
Udenrigsministeriets synspunkter.
“
Da jeg var seks år gammel, sendte
han mig et brev. Han skrev, at jeg
skulle opføre mig ordentligt og
hjælpe min mor med de huslige
pligter. Jeg blev vred, fordi brevet til
min bror lød: “Jeg vil tage dig med til
månen,” mens brevet til min anden
bror lød: “Vi vil sammen drage ud og
bekæmpe imperialismen.”
Aleida Guevara,
datter af Che Guevara, i The
Guardian, i anledning af 45-året
i 2012 for sin fars død.
De bidrager
til dette nummer
Laura Engstrøm,
L
E t
København
Susanne S
Sayers,
S
København
Bocar Dit Si
Siréé Ba,
B
B
Bamako
Da kulturjournalisten
researchede til kulturnoterne i det seneste
Udvikling, stødte hun
på nyheden om, at
der nu omsættes for
flere kroner kunst i de
kinesiske auktionshuse
end i Vesten. Det fik
Laura Engstrøm til at gå
videre og se nærmere på
samspillet mellem det
globale kunstmarked og
de lokale kunstscener i
lande som Indien, Kina,
Brasilien og Mexico.
(s. 6)
404 sider. Så meget
fylder de tre nye rapporter om effekten
af Danmarks civile
indsats i Afghanistan,
som journalist Susanne
Sayers måtte danne sig
et overblik over for at
kunne skrive om, hvad
resultaterne af den danske støtte til landet er.
Evalueringsfolkene bag
rapporterne kom på en
hård opgave. Det gjorde
journalisten også. Læs
resultatet her i bladet.
(s. 16)
Programmedarbejderen
på den danske ambassade i Mali beskæftiger sig
især med landbrugsindsatsen. I en kronik i dette
nummer fortæller han
om de kulturforskelle,
der er på spil, når dansk
bistandsindsats møder
den maliske virkelighed.
Eksempelvis hæfter han
sig ved danskernes hastværk. Som han skriver:
“Vi i Sahel-regionen har
ubegrænsede mængder
af tid.”
(s. 60)
Indhold
DANMARKS
GLOBALE MAGASIN
– NR 5 · 2012 · OKT/NOV · 39. ÅRGANG –
Svensk udviklingsminister er træt af
“prat, prat, prat”
s.64 /
T
Tyranner
– nu
som kortspil
so
s.66 /
s.
UDVIKLING
ERHVERV
Sahel: 20 millioner i akut
nød s.4 /
Dansk fitness i
Tanzania s.10 /
Har dansk bistand i
Afghanistan hjulpet? s.16 /
Gribbefond i modvind s.12 /
U-landsstatistik kan
misbruges s.34 /
Mere religion i bistanden,
tak s.44 /
Kronik: Danida på godt
og ondt s.60 /
s.28 /
Vækstland: Afrika har brug
for retsreformer s.32 /
Spekulation i
fødevarekrisen s.33 /
Banker åbner i
Somaliland s.33 /
POLITIK
KULTUR
Islamister på fremmarch
i Mali s.23 /
Magtskifte på verdens
kunstscene s.6 /
Etiopien løslader
journalister s.23 /
Storbritannien skjuler
historiske overgreb s.43 /
Homokamp i Uganda s.28 /
Fotokunst fra Togo s.56 /
Fotoreportage:
Nigerias tabte paradis s.36 /
Ambassadør i Thailand
giver tips til rejsen s.58 /
Foreign Affairs: Når mafiaen
tager magten s.50 /
Anmeldelse: Angola på
Biennalen s.59 /
FASTE SIDER
HOMOER, HADET OG DE HELLIGE
Kristne missionærer fra Vesten indførte homofobien i
Uganda, siger forfulgte seksuelle minoriteter i Afrika.
s.36 /
NIGERIA BRÆNDER
Olie forurener – også livet for mennesker. Det har en
nigeriansk fotograf brugt ti år på at dokumentere.
Kulturen Kort: Stærk
dokumentarfilm s.42 /
Fra Comorerne til
CEPOS s.24 /
Debat: Mexicos “effektive”
narkokrig s.63 /
s.6 /
Navne: Svensk minister i
FN’s nye toppanel s.64 /
Asiatisk Plads: Nyt om dansk
bistand s.65 /
IndVikling: Dus med
diktatorerne s.66 /
SIG GODDAG TIL DEN NYE PICASSO
Den globale økonomi og magtbalance ændrer sig –
også på kunstmarkedet. Kinesisk kunst slår rekorder.
AGENDA
UDVIKLING
Gazas
drikkevand
er i fare
Hvis der ikke
gøres noget snart,
vil drikkevandet i
Gaza være udrikkeligt
inden 2016. Det viser
alarmerende analyser
foretaget af FN. Problemet er blandt andet forurenet spildevand, der trænger ned
i grundvandet.
“Vi ser allerede nu
problemer med åndedrættet, hudirritationer, øjensygdomme
og mave- og tarmsygdomme, der alle
kan tilbageføres til
forurenet vand,” siger
Mohamed al-Kashef,
generaldirektør i
Gazas sundhedsministerium.
I øjeblikket er 25
procent af alle sygdomme i Gaza relateret til forurenet drikkevand.
Der bor 1,6 millioner mennesker i Gaza,
hvoraf halvdelen er
børn. Tallet forventes
at stige til 1,8 millioner inden 2020. • /SKA
FOTOS: BEN CURTIS/POLFOTO (ØV) & COLOURBOX (NED.)
4/
“Vi kan redde flere”
Trods uroligheder i lande som Mali og Niger, er det
bedre at satse på fødevaresikkerhed end på “hård
sikkerhed”, mener ekspert.
AF SUSANNE SAYERS
Omkring 20 millioner mennesker i
Sahel, bæltet på Saharas sydlige grænse i Vestog Centralafrika, har akut brug for hjælp. Høsten er slået fejl, fødevarepriserne stiger, regnen har svigtet, mens andre områder er blevet
oversvømmet.
Samtidig er flygtninge fra konflikter i Mali
og Libyen strømmet ind i blandt andet Niger,
verdens næstfattigste land og det sted, hvor
befolkningen er hårdest ramt af udsigten til
endnu en sultkatastrofe.
FN vurderer, at over en million børn er i
akut risiko for at blive ramt af hungersnød i regionen, hvor børnedødeligheden i forvejen er så
høj, at hvert femte barn aldrig når at fylde fem år.
Klimaforandringer har sammen med stigende globale fødevarepriser gjort hungersnød til noget, der opstår hvert andet år, og
dermed når befolkningen ikke at komme på
fode mellem perioderne med hungersnød.
Flere udviklingsorganisationer opfordrer derfor verdenssamfundet til at gøre mere for at
forebygge katastroferne i stedet for at vente, til
hungersnøden er en realitet.
TÆNK LANGSIGTET
“Vi står nu nærmest med en permanent katastrofe i Sahel, men det behøver ikke at være
sådan,” siger Marianne Haahr, der er programkoordinator hos organisationen Care og derudover ekspert i Sahel.
“Det er en myte, at de fattigste lande er
svære at hjælpe. I Sahel kan man komme langt
med enkle midler, og hvis vi forebygger, kan
vi for de samme penge redde 80 gange så
mange, som vi kan, hvis vi venter, til der er
hungersnød,” siger hun.
Marianne Haahr peger på, at regeringen i
Niger gerne vil regulere markedet, så fødevarespekulation kan bremses.
Lokale kornbanker og spare- og lånegrupper er andre virkningsfulde redskaber.
På længere sigt handler det om fri bevægelighed i regionen og flere investeringer i
kvægnomaderne, der bidrager afgørende til
Sahel-landenes økonomi og ernæring.
Det har gjort situationen værre, at flere af
regionens lande er ramt af uro, men Marianne
Haahr advarer mod at ændre fokus fra udvikling til konflikt.
“Urolighederne har mange årsager, men
sult og ulighed er de væsentligste drivkræfter. Derfor er fødevaresikkerhed bedre at
satse på end “hård sikkerhed” som for eksempel våben og træning af politi og militær,”
siger hun. •
Antallet af tuberkulose-patienter, der
er blevet resistente over for medicin, er stærkt
stigende. Ifølge en artikel i det anerkendte medicinske tidsskrift The Lancet er 6,7 procent af
tuberkulose-patienterne på verdensplan blevet
resistente, hvilket forlænger behandlingen af
deres sygdom markant.
“Medicin-resistent tuberkulose er sværere
og dyrere at behandle – og ofte mere fatal.
Det er særligt bekymrende i områder med
begrænsede ressourcer og ringe adgang til effektiv behandling,” siger Tracy Dalton, der er
hovedforfatter på artiklen i The Lancet.
Ifølge verdenssundhedsorganisationen
WHO dør godt halvanden million mennesker
af sygdommen hvert år. 95 procent af dem bor
i lav- eller mellemindkomstlande. • /SKA
Hjerneflugt fra u-lande kan forhindres
Én af vejene væk fra fænomenet braindrain,
hvor højtuddannede forlader u-landene for at
arbejde i den rigere del af verden, kan gå via
formelle partnerskaber mellem ph.d.-studerende i syd og ph.d.-studerende og forskningsinstitutioner i nord. Det viser en schweizisk
undersøgelse af 44 ph.d.-studerende fra Asien,
Afrika og Latinamerika, der har deltaget i et
nord-syd partnerskabsprogram under det
Bern-baserede National Centres of Competence in Research.
Undersøgelsen konkluderer, at 90 procent
af de ph.d.-studerende, der har deltaget i
partnerskabsprogrammet, er blevet boende i
deres oprindelsesland efter at have fået deres
ph.d.-grad, samt at 60 procent har fået både
bedre jobs og bedre lønninger. Den konkluderer også, at ph.d.-uddannede kvinder opnår
de samme muligheder som deres mandlige
kolleger.
“Hvis et forskningsprojekt er godt nok
koordineret, styret og finansieret, øger det
chancerne for, at de ph.d.-studerende bliver
hjemme for at nyde godt af de fordele, der følger med,” siger Francisco Becerra, forskningschef ved det schweiziske Council on Health
Research for Development, til nyhedsportalen
SciDev.net • /Simon Kratholm Ankjærgaard
EU
straffer en
darling
Paul Kagame,
Rwandas præsident,
blev engang set som
Vestens darling i det
centrale Afrika. Sådan
er det ikke længere.
EU har på anbefaling
af en ekspertgruppe
under FN’s sikkerhedsråd fastfrosset
den direkte budgetstøtte til Rwanda.
Årsag? Påstået
støtte fra Kagames regering til oprørsgruppen M23 i nabolandet
Den Demokratiske
Republik Congo (DR
Congo).
M23 beskyldes for
krigsforbrydelser,
herunder vilkårlige
henrettelser, voldtægter og tvangsrekruttering, i kampen mod
DR Congos hær.
Kun bistand til
nuværende projekter
til fordel for fattige
rwandere bliver videreført. Rwanda går således glip af op mod
70 millioner euro
(cirka 520 millioner
kroner) i de kommende seks år.
EU er den største
donor i Rwanda, og
beslutning om at
indefryse støtte kommer efter, at USA,
Tyskland, Holland og
Sverige også har stoppet støtten til landet.
Præsident Paul
Kagame har kun et
skuldertræk tilovers
for EU’s skridt. Han
etablerer en såkaldt
værdighedsfond, der
skal frigøre landet for
afhængighed af hjælp
udefra. • /Regner
hansen
5/
FOTOS: JØRGEN SCHYTTE/SCANPIX/DANIDA (ØV.) & MIKKEL ØSTERGAARD/SCANPIX/DANIDA (NED.)
Tuberkulose-medicin
virker ikke
Kunst
VERDENS NYE PICASSO
ER KINESER
Magtbalancen på det globale kunstmarked er
under markant forvandling. Nu kan langt flere
kunstnere i vækstlande leve af deres kunst.
AF LAURA ENGSTRØM
FOTO: TOPFOTO
6/
KINESISK KUNST ER BLEVET DYR. I 2011 GIK ET VÆRK FRA DEN KENDTE SAMTIDSKUNSTNER ZHANG XIAOGANG FOR 10 MIO. DOLLARS PÅ AUTIONSHUSET
SOTHERBY I HONGKONG. HER HANS VÆRKER FRA SERIEN A BIG FAMILY.
“
Et kunstmarked er ikke en konstruktion,
man bare kan gå ind og lave. Når markedet
i Kina har vokset sig så stort, er det, fordi
kineserne nu ser kunst som en luksusvare,
man kan vise frem på sin væg.
Claus Andersen,
gallerist
Som Sumir Tagra sidder der i sin
lyserøde totalinstallation på kunstmuseet Arken, ligner han det, han er:
en succesfuld, ung indisk kunstner.
Jakkesættet er moderne med små
detaljer i signalfarver på reverset, om
halsen har han en lædersnor, og brillerne ser dyre ud. Hans attitude er
rolig og sikker som hos en, der hviler
i sin succes. I de seneste år har han og
partneren Jiten Thukral oplevet stor
efterspørgsel på deres værker. Som
den 33-årige Sumir Tagra siger med
ydmyg høflighed:
“Vi har været meget heldige. Havde
vi prøvet at slå igennem for ti år siden,
ville det ikke have været lige så let.”
Foruden galleriet Nature Morte, der
repræsenterer Thukral & Tagra i Berlin og New Delhi, samarbejder de to
med gallerier i New York og Seoul og
bliver ofte inviteret til internationale
udstillinger. Som til den stort anlagte
udstilling på Pompidou-centret i Paris
om indisk kunst i 2011 og som nu på
Arkens udstilling India Today.
Globaliseringen har ramt de internationale kunstmarkeder med en meterhøj surfbølge, som ikke bare de internationale auktionshuse, gallerierne
og kunstsamlerne rider højt på, men
som også har bragt mange kunstnere
i lande som Brasilien, Kina, Mexico,
Korea, Sydafrika og Indien til en ny
bred, hvor langt flere nu kan leve af
deres kunst.
I Mexico tiltrækker den årlige
kunstmesse nu toneangivende, internationale gallerier som Gagosian og
Hauser & Wirth. Ifølge journalist Georgina Adam, der skriver om det globale kunstmarked for avisen Financial
Times, har der aldrig været så meget
samtidskunst på det internationale
marked fra de tidligere u-lande som
nu.
“Kunstmarkedet er jo ligesom
andre markeder: Det er også påvirket
af globaliseringen. Den latinamerikanske samtidskunst har været der nogen
tid, men der er kommet endnu mere af
den. Der er også kommet en samling
med afrikansk samtidskunst på Tate i
London, og nu ser vi disse udstillinger
med indisk kunst rundt om i verden,”
siger Georgina Adam.
KUNSTHANDEL BOOMER
Det er ikke småpenge, der skyller ind
over gallerierne, kunstsamlerne og
auktionshusene rundt om i verden.
Ifølge det franske konsulentfirma
7/
>
sen, og så brændte de inde med en
masse kunst, som de ellers ville have
solgt tre år senere,” siger hun.
Om det er grunden til, at der nu er
flere museer, der viser udstillinger, der
viser, hvad en hel nation som Indien
nu kan opvise af samtidskunst, vil
Georgina Adam ikke benægte. Museerne for moderne kunst spiller en
væsentlig rolle, når et kunstmarked
skal bygges op.
“Museerne skal selvfølgelig vise,
hvad der sker netop nu i kunsten
rundt omkring i verden, så folk får
øjnene op for det. Men det er klart, at
de også spiller en rolle for priserne på
kunstmarkedet,” siger hun.
>
VIVAN SUNDARUM ER EN AF INDIENS FØRENDE KUNSTNERE
OG MÆRKER STOR EFTERSPØRGSEL FRA UDLANDET.
FOTO: LYNSEY ADDARIO/VII/POLFOTO
8/
Artprice, der rådgiver kunstsamlere
om priserne på det internationale
kunstmarked, blev der i 2011 omsat
for 11,6 milliarder dollars. Det svarer
til halvanden Femern-forbindelse, og
er en historisk rekord. Aldrig tidligere
har der været handlet så meget kunst.
Årsagen skal især findes i Kina, hvor
flere og flere milliardærer nu er ved at
anskaffe sig en kunstsamling.
I 2011 steg omsætningen på det
kinesiske kunstmarked med 49 procent i forhold til 2010. Men også i
Europa bliver moderne kunst anset for
at være en forholdsvis sikker investering. I 2011 blev der handlet for 24 procent mere i Storbritannien, 23 procent
mere i Tyskland og ni procent mere
i Frankrig end i 2010. Kun i USA var
omsætningen på kunstmarkedet faldet
med tre procent i forhold til året før.
Det er kunst fra perioden 1880 til
cirka 1960’erne, der omsætter mest.
Det, der kaldes moderne kunst. Samtidskunst hedder betegnelsen for kunst
fra 1970’erne og op til nu.
Og nej, det var hverken et værk af
Picasso, Andy Warhol eller Giacometti,
der opnåede den bedst sælgende pris
på en kunstauktion i 2011. Det var et
billede af en lotusblomst og et par
kine siske ænder malet af Zhang
Daqian. Det gik for 26,4 millioner dollars svarende til knap 160 millioner
kroner på auktionshuset Sotheby’s i
Hongkong (se næste side). Kinesiske
Zhang Daqian blev dermed den bedst
sælgende kunstner til dato.
Lader man blikket løbe ned over
den liste, som Artprice har lavet over
de bedst sælgende kunstnere i 2011,
er godt to tredjedele af dem kinesere.
Det er kinesisk kunst, der bliver solgt
lokalt i Kina, og som de færreste i
Vesten har hørt om – endsige er interesseret i.
Kineserne har også været gode til
at opbygge et marked for moderne
kunst. Nu er turen kommet til blandt
andet Indien.
“
Det voksende kunstmarked har
også gjort, at langt flere kunstnere nu kan leve af det. De er
blevet økonomisk uafhængige.
Vivan Sundaram,
kunstner, Indien
“Det er nogle interessante mekanismer, der sker på det globale kunstmarked. Det kinesiske kunstmarked
boomede i årene 2003–2007 – lige
inden finanskrisen. Det var en masse
kunstsamlere, der tjente godt på det.
Det typiske var at opkøbe moderne
værker og så sælge dem igen tre år senere. Der var meget spekulation,” siger
Georgina Adam fra Financial Times.
“Indien har ligesom Kina en stor
befolkning og mange af de samme karakteristika: en voksende middelklasse
og flere nye kunstsamlere. Indien har
ikke noget statsfinansieret museum
for moderne kunst, men de har flere
kunstfonde, som har opkøbt kunst inden for de senere år. Og der er kommet
flere samlere til. De, der spekulerede
i det, begyndte typisk at opkøbe kunsten omkring 2006. Så kom finanskri-
KINESERE KØBER KUNST
Den danske gallerist Claus Andersen
er enig. Han repræsenterer kunstnere
som Olafur Eliasson og de nye stjerner, argentineren Tomas Saraceno og
tyskeren Anselm Reyle. Han handler
meget med udlandet og kender spillet
på den internationale kunstscene.
“Museerne fungerer som en blåstempling af kunsten. Når et museum
for moderne kunst viser en udstilling
med en bestemt kunstner, stiger priserne på markedet. Det er også derfor,
museerne ofte er påpasselige med,
hvad de køber ind, og hvad de viser,”
siger Claus Andersen.
“Et kunstmarked er ikke en konstruktion, man bare kan gå ind og
lave. Når markedet i Kina har vokset
sig så stort, er det, fordi kineserne nu
ser kunst som en luksusvare, man kan
vise frem på sin væg,” siger han.
Galleristen tvivler derfor også på,
at kunstmarkedet i Kina vil holde sit
niveau, fordi det kun er oppebåret af
kineserne selv.
“I Indien og Sydamerika sker det
meget langsommere. Kunstmarkedet
skal have tid til at modnes, og der skal
være en tradition, markedet kan falde
tilbage på. På udstillingen på Arken er
det også tydeligt, at Indien har meget
at byde på,” siger Claus Andersen.
Arkens udstilling India Today, der
også omfatter en udstilling om indisk
design, er støttet med 10 millioner
kroner af den danske fond HolckLarsen, der er hovedsponsor. Fonden
er etableret af den nu afdøde danske
ingeniør Henning Holck-Larsen, tidligere dansk generalkonsul i Indien og
grundlægger af virksomheden L&Tkoncern. Den er i dag en af Indiens
største og mest velansete virksom-
heder, og Arken-udstillingens anden
største sponsor.
Også danske fonde og virksomheder har spyttet i kassen til udstillingen.
Det er der ifølge Claus Andersen gode
grunde til. Når en fond eller virksomhed typisk er interesseret i at støtte
kunsten, er det, fordi kunsten giver et
godt image. Men der er også en anden
grund.
“Kunstsamlere er jo rige mennesker,
der typisk også laver andre forretninger.
Derfor er kunstmarkedet også blevet
et vigtigt netværk for andet end at
handle kunst,” siger Claus Andersen.
“Der er sket store ændringer i Indien
i de seneste ti-tyve år. Både økonomisk
og politisk, og det kan vi også mærke
på kunstscenen. Indien er blevet en del
af den globale økonomi, og forandringerne på kunstscenen sker med et så
eskalerende tempo, at det er svært at
følge med,” siger Vivan Sundaram.
“For kunsten og for kunstnerne er
det både godt og skidt. Det er godt på
den måde, at der er kommet en større
åbenhed om kunst. Da jeg begyndte
som kunstner i midten af 60’erne, var
det mest maleri og skulpturer, der blev
lavet. Nu er det alle genrer, også cross
over-kunst (kunst, der benytter sig af
UNG KUNST PÅ KOMETFART
forskellige udtryksformer som video
Globaliseringen af kunstmarkedet har og installationer, red.). Det har også
ikke bare gjort kunstfondene, galleripåvirket mig. Jeg kan lave de kjoler af
sterne og auktionshusene rigere, det
skumgummi, som jeg udstiller her. Og
har også gavnet kunstscenerne i de
også de store billeder af affaldsdynlande, hvor man ellers ikke tidligere så ger, som jeg har med på udstillingen.
kunst fra. Eller som Georgina Adam
Det voksende kunstmarked har også
siger:
gjort, at langt flere kunstnere nu kan
“Kunstmarkedet skal jo næres et
leve af det. De er blevet økonomisk
sted fra. Så selv om det overvejende er uafhængige. Det har givet utroligt
den moderne kunst, der sælger, er
mange muligheder. Men kunsten er
markedet for samtidskunst også vokogså blevet mere underholdende og
set. Så det er klart, at der er kommet
kommerciel,” fortæller han.
mange, mange flere kunstnere i spil.
Vivan Sundaram er ikke repræsenNu er der tusinder!”
teret af noget galleri. Det er han for
Vivan Sundaram er en af de indiske gammel til, siger han. Topgallerierne i
kunstnere, som udstiller på Arken.
USA og Storbritannien vil helst samarHan har kunnet leve af sin kunst i
bejde med unge kunstnere som Tukral
årtier, men forholdene har ændret sig & Tagra eller Subodh Gupta, som også
radikalt, fortæller han. Ikke bare bliver udstiller på India Today, fordi det kan
han mindst en gang om året inviteret tage år at bygge en kunstner op.
til en stor, international udstilling i
“I Indien har vi en tradition med at
udlandet; også på den hjemlige kunst- ære de gamle. Det faktum, at det nu er
scene er der tryk på.
de unge kunstnere, der har størst økonomisk succes, har vendt op og ned
på dét. Men det er godt, at de unge
får så meget selvtillid og en tro på, at
de kan leve af kunsten fra så tidlig en
alder,” siger han.
Den unge kunsterduo Tukral &
Tagra nikker, da dét synspunkt bliver
præsenteret for dem. Den omfordeling
af magten på kunstscenen, som de
unge kunstneres succes har medført på
den lokale indiske kunstscene, er noget,
alle skal vænne sig til. De to bor stadig
hjemme hos deres respektive forældre.
“Der sker så store kulturelle ændringer netop nu i Indien, og det
tvinger jo en til at tænke over, hvilken
proces vi er i gang med. Der er meget,
der ændrer sig nu. Vi har så mange
opgaver, at vi har hænderne fulde
og ofte må sige nej for ikke at miste
ZHANG DAQIAN (1899 - 1983) FRA KINA ER
fokus,” siger Sumir Tagra. • /Laura
VERDENS BEDST SÆLGENDE KUNSTNER
NOGENSINDE.
Engstrøm er freelancejournalist.
KINAS DYRESTE
Værket Lotus og Mandarinænder af
Zhang Daqian satte rekord for kinesisk
kunst, da det sidste år gik for 24,6 mio.
dollars.
9/
DE SOLGTE MEST I 2011
1. Zhang Daqian (1899–1983)
Kina – 550 mio. dollars
2. Qi Baishi (1864–1957)
Kina – 510 mio. dollars
3. Andy Warhol (1928–1987)
USA – 325 mio. dollars
4. Pablo Picasso (1881–1973)
Spanien – 315 mio. dollars
5. Xu Beihong (1895–1953)
Kina – 220 mio. dollars
6. Wu Guanzhong (1919–2010)
Kina – 212 mio. dollars
7. Fu Baoshi (1904–1965)
Kina – 198 mio. dollars
8. Gerhard Richter (1932)
Tyskland – 175 mio. dollars
9. Francis Bacon (1909–1992)
USA – 129 mio. dollars
10. Li Keran (1907–1989)
Kina – 115 mio. dollars
Kilde: Art Market Trends 2011, Artprice
Sundhed
TRÆNINGSCENTRE
TIL TANZANIANERE
Fastfood og passivt computerliv. Livsstilen i Østafrikas
storbyer bliver mere og mere som i Vesten – derfor satser
en dansk fitnesskæde nu på et nyt marked i Tanzania.
AF ANNE-MARIE MOSBECH
10/
Løbebånd, crossfit-maskiner og
træningscykler er ikke det, de fleste
umiddelbart forbinder med Afrika.
Men i tre af Tanzanias største byer
er fitnessmaskiner ikke desto mindre
nu et af de nye fritidstilbud til indbyggerne. Den danske fitnesskæde
FitnessMaster har med støtte fra Danidas Business-to-Business program
åbnet motionscentre i Dar es Salaam,
Muansa og Arusha, hvor tanzanianere
kan få pulsen op og brænde kalorier
af. Indtil videre er de godt 250 navne
på medlemslisten i det største center i
hovedstaden Dar es Salaam dog ikke
helt almindelige tanzanianere .
“Det er de rige, der kommer her,”
fortæller Jørgen Hyldahl, indehaver
af FitnessMaster og tidligere fysioterapeut for det danske herrelandshold
i håndbold.
“Mit mål er at lave træningscentre,
der er målrettet forskellige befolkningsgrupper, men vi er begyndt
med et tilbud til de rige. Vi er nødt til
at tjene penge, før vi kan lave noget
for de næste lag. Til sidst er målet at
udvikle tilbud til dem, der slet ikke
har råd til at være med,” forklarer
han.
VESTLIG LIVSSTIL
Selvom størstedelen af befolkningen
i Dar es Salaam ikke har den fitnessbevidsthed, der eksisterer i Vesten, og
størstedelen af befolkningen hver dag
bruger al deres tid på at opretholde
en nogenlunde tålelig tilværelse, er
en større del af byens indbyggere samtidig i gang med at kopiere en vestlig
livsstil. De sidder stille bag ruderne i
millioner af biler, busser og bag computerskærme enten på deres job eller
hjemme i privaten.
“
Da jeg fortalte folk i Tanzania
om fitness- og træningscentre,
anede de ikke, hvad det var, jeg
talte om.
Jørgen Hyldahl,
ejer, FitnessMaster
“Der er prestige i at have elektroniske ting og spise fastfood, særligt
for de unge, for så lever man ligesom i
Vesten,” siger Dirk Lund Christensen,
humanfysiolog og lektor på Københavns Universitets Afdeling for International Sundhed.
Han har fulgt udviklingen af østafrikanernes livsstil gennem flere årtier og oplever, at især i de større byer
bliver hverdagslivet gradvist skarpere
opdelt mellem arbejde og fritid, flere
får stillesiddende arbejde, tager bilen
eller offentlige transportmidler frem
for cyklen, og mange spiser mere fedt
og raffineret sukker samt færre kostfibre end tidligere.
Den nye livsstil har medført, at
fedme er et voksende problem i nogle
dele af Afrika.
“I landene syd for Sahara er 23
procent af de voksne mænd og 30
procent af de voksne kvinder ramt af
fedme og overvægt. Forventningen er,
at dette tal vil blive fordoblet inden for
de kommende 20 år,” siger Timothy
Armstrong, koordinator i verdenssundhedsorganisationen WHO’s afdeling for kroniske sygdomme.
Livsstilsændringen betyder også, at
livsstilssygdomme som type 2-diabetes, cancer og hjertekarsygdomme er
kraftigt stigende. Og i nogle områder
af Østafrika er andelen af livsstilsbetingede dødsfald nu højere end
dødsfald på baggrund af de klassiske,
smitsomme sygdomme som tuberkulose, malaria og hiv/aids, påpeger
Dirk Lund Christensen.
INGEN KONKURRENTER – ENDNU
Det er tre og et halvt år siden, Jørgen
Hyldahl begyndte sit projekt i Tanzania.
Det hele begyndte med, at en tanzaniansk mand trådte ind i Hyldahls butik i
Harlev cirka ti kilometer vest for Aarhus.
“Han begynder at fortælle om et
land, der har sovet i mange år, men
hvor der er utrolig mange muligheder
for dem, som tør tage opgaven op – og
han har en masse gode kontakter,” husker Jørgen Hyldahl.
14 dage senere står Jørgen Hyldahl
i lufthavnen i Tanzanias hovedstad.
11/
MOTION GIVER MUSKLER. LIVSTILSSYGDOMME RAMMER NU
OGSÅ AFRIKA, SÅ FLERE SKAL I GANG MED AT RØRE SIG.
Spørger man Dirk Lund Christensen, er fitnesscentre en god vej frem,
hvis man skal bekæmpe fedme og
livsstilssygdomme i Afrika.
“Mere motion vil uden tvivl kunne
forebygge både sygdom og dødsfald
af ikke-smitsomme sygdomme i
Afrika,” siger Dirk Lund Christensen
og fortsætter:
“Vi har eksporteret vores måde at
leve på til det afrikanske kontinent,
så der er ingen grund til ikke også at
eksportere den anden side af det og
komme med et modsvar som for eksempel muligheden for motion. Man
løser ikke problemet, men det er en
del af svaret.” • /Anne-Marie Mosbech er
freelancejournalist.
LIVSSTIL OG SYGDOM
I TANZANIA
• I 2008 døde 144.500 tanzanianere af
ikke-smitsomme sygdomme, også kaldet
livsstilssygdomme. Det svarer til 28
procent af alle dødsfald.
• Årsagerne til livsstilssygdommene er
især for lidt fysisk aktivitet, tobaksrygning, alkoholindtag og forkert ernæring.
• I 2030 kan op mod 46 procent af alle
dødsfald være forårsaget af livsstilssygdomme i de afrikanske lande syd for
Sahara, som Tanzania tilhører.
Kilde: Verdenssundhedsorganisationen WHO
og Verdensbanken.
FOTO: NICHOLE SOBECKI/CORBIS/POLFOTO
“Da jeg fortalte folk i Tanzania om
fitness- og træningscentre, anede de
ikke, hvad det var, jeg talte om. Nogle
fra middelklassen havde hørt om det,
og der fandtes også enkelte centre,
men de lignede ikke noget, som vi
herhjemme ville kalde et fitnesscenter.
Jeg kunne se, at der var et marked
– der var i hvert fald ikke en stor konkurrence,” siger Jørgen Hyldahl.
Men måske lurer konkurrencen om
hjørnet. På den årlige konference African Business Conference, der afholdes
af det amerikanske Harvard Business
School, var netop fitness på dagsordenen: “Kan den fitnesskultur, som vi
kender den fra USA, gentage sig i stor
skala i Afrika?”
Finans
GÆLD TIL SALG
En investeringsfond har uventet fået nej til at
indkassere over en halv milliard kroner i gæld fra
DR Congo. Afgørelsen kan bremse gribbefondes
opkøb af forfalden gæld i de fattigste u-lande.
AF SUSANNE SAYERS
ILLUSTRATION: FLEMMING DUPONT
12/
OM GRIBBEFONDE
• Fonde, som opkøber fattige landes gæld
billigt af kreditorerne, lige før den er ved
at blive afskrevet. Senere sagsøger de for
det fulde beløb plus renter.
“
Gribbefonde truer hele landes økonomiske stabilitet og
fremskridt. Det mener en række ngo’er, som kæmper
indædt mod fondenes ret til at spekulere i at købe gæld
for en slik og derefter vente med at kræve den ind med
renter og udsigt til tårnhøj gevinst.
• Pengene søges inddrevet gennem forhandlinger, retssager og beslaglæggelse
af værdier.
• Gribbefonde går ofte efter lande, som
er på vej til at få eftergivet gæld og dermed få forbedret deres evne til at indfri
gamle gældsposter.
• Der er stigende bekymring for, at
gribbefonde udvander de fordele, som
gældeftergivelse skulle have givet
fattige lande.
Det er en sag, der har det meste:
et dybt forgældet u-land, statslige selskaber i skattely, griske amerikanske
pengemænd, tvivlsomme lån til en
grum diktator, forsøg på at beslaglægge en ambassade i USA og penge
fra togdrift i Hongkong, politiske protester og en dramatisk retssag.
Kedeligt har det ikke været at følge
det særdeles risikovillige investeringsselskab FG Hemispheres forsøg
på at inddrage en 30 år gammel gæld
fra den Demokratiske Republik Congo
(DR Congo). Men nu er sagen afgjort,
og investeringsselskabet må foreløbig
opgive. Den engelske kanalø Jerseys
øverste domstol har afvist FG Hemispheres krav på over en halv milliard
kroner mod det fattige land.
Afgørelsen vækker glæde hos de
ngo’er, der kæmper for at få u-lande ud
af den bundløse gæld. Men sagen har
også afsløret, at regeringen i DR Congo
kan føre store summer uden om de
statslige pengekasser. Den eneste årsag til, at sagen om DR Congos værdier
blev ført i skattelyet Jersey, var, at DR
Congo har sørget for, at det statslige
mineselskab er en del af et joint venture netop der. Og den trafik kan meget
vel have sendt milliarder af kroner ud
af DR Congo til skade for befolkningen,
vurderer organisationen Global Witness, der kæmper mod korruption.
GÆLDEN, DER FORSVANDT
Tilbage i 80’erne var den slags aftaler
business as usual: Jugoslavien lånte
penge til Zaires (den nuværende
Demokratiske Republik Congos)
diktator, general Mobuto Sese Seko.
Pengene skulle bruges på at forsyne
Mobutos hjemegn med strøm. Til gengæld fik Jugoslavien lovning på gunstige kontrakter i Zaire. I alt var lånet
på knap 40 millioner dollars, cirka 240
millioner kroner.
På mange punkter altså en handel
af den slags, som der er og har været
masser af mellem nord og syd. Men
som det også skete for mange u-lande,
måtte Zaire opgive at betale gælden.
Og så hørte man ikke mere til den i
adskillige år. Det jugoslaviske selskab
bag strømforsyningen var selv truet af
konkurs, og Jugoslavien blev opløst
efter en borgerkrig.
“
Afgørelsen har først og fremmest betydning for de fattigste
u-lande og for gammel gæld,
men fondene er i stedet begyndt
at spekulere i Grækenlands
økonomiske problemer.
Tim Jones,
kampagneleder i Jubilee
Debt Campaign
Men i 2003 dukkede gælden op
igen. Denne gang var gældsbeviset
i hænderne på amerikanske FG Hemisphere, en såkaldt gribbefond – et
risikovilligt investeringsselskab med
speciale i at opkøbe den type gæld,
hvor udsigten til at få pengene retur
umiddelbart er tvivlsom. Lidt over tre
millioner dollars, godt 18 millioner
kroner, havde FG Hemisphere givet
for gælden, altså mindre end en tiendedel af den oprindelige gæld.
I mellemtiden havde Zaire ikke
alene skiftet navn til den DR Congo,
men fået gang i sin minedrift, og var i
det hele taget ved så småt at komme på
fode. Ergo var der værdier at komme
efter, og FG Hemisphere krævede nu
gælden betalt. Og så indledte fonden
ellers for et par år siden en turné rundt
i retssystemerne i en stribe lande, som
DR Congo havde aktiviteter i. Nu var
gælden ifølge FG Hemisphere vokset
til mere end 100 millioner dollars,
altså over en halv milliard kroner. Den
oprindelige gæld var forsynet med
over 20 års renter og omkostninger. Et
forsøg på at beslaglægge DR Congos
ambassade i USA slog fejl. Det samme
gjorde et forsøg på at beslaglægge
værdier i et jernbaneselskab i Hongkong, der skyldte DR Congo penge.
Seneste forsøg var så den engelske
kanalø Jersey, hvor FG Hemisphere
i første omgang så ud til at få heldet
med sig. Retten sagde ja til, at FG
Hemisphere kunne kradse pengene
ind hos Gecamines, Congos statslige
mineselskab, der har en stor del af
økonomien flyttet i skattely på Jersey.
Gecamines ankede, og for nylig fik
mineselskabet medhold: Gecamines
er godt nok ejet af DR Congo, men
selskabet er ikke så meget en del af
staten, at det er ansvarligt for statens
gæld, afgjorde retten.
ET SLAG FOR GRIBBEFONDE
Netop rettens afgørelse om, at kreditorer kun kan kræve pengene ind i et
13/
>
FOTO: PANOS PICTURES/SVEN TORFINN
14/
statsligt selskab, der også kan siges
at være ansvarligt for gælden, er en
alvorlig svækkelse af gribbefondenes muligheder for at få gevinst i
u-landene, mener Tim Jones. Han er
kampagneleder i den britiske organisation Jubilee Debt Campaign, der
arbejder for at få eftergivet de fattigste
u-landes gæld og gøre spekulation i
u-landenes situation sværere. Jubilee
Debt Campaign, Oxfam og flere andre
ngo’er har kæmpet heftigt imod gribbefondenes forsøg på at lukrere på
elendigheden i nogle af verdens fattigste lande.
“Jeg forudser, at vi vil se færre af
denne type sager fremover. Gecamines er ejet af DR Congo, og alligevel
har retten altså vurderet, at det ikke
er nok til at indkræve pengene hos
selskabet. Det vil gøre det sværere for
fondene at gøre krav gældende over
for de fattigste lande,” siger Tim Jones, der glæder sig over afgørelsen.
Problemet for spekulationsfondene
er, at de ikke bare kan kræve pengene
direkte af en stat. De penge, der bruges til at drive staten – penge til skoler, sygehuse, veje og så videre – kan
man ikke gøre krav gældende i. Altså
skal fondene finde andre penge, som
staten har til rådighed, og som ikke er
bundet op på samme måde i statens
husholdningsbudget. Og hvis statslige selskaber som DR Congos mi-
neselskab ikke kan gøres ansvarlige,
begynder det at blive svært, vurderer
Tim Jones.
Han advarer dog om, at det ikke
vil få gribbefondene til at klappe vingerne sammen.
“
Internationalt er der intet til
hinder for, at man køber gæld op
mod at overtage retten til at indkassere den. Det er der et helt
marked for.
“Afgørelsen har først og fremmest
betydning for de fattigste u-lande
og for gammel gæld, men fondene
er i stedet begyndt at spekulere i
Grækenlands økonomiske problemer.
Den type spekulationer kan gøre det
svært at genoprette et lands økonomi,
og fondene er uden for international
kontrol,” advarer Tim Jones, der efterlyser international lovgivning på
området.
FONDE KRÆVER 1,5 MIA. DOLLARS
Gribbefondene opererer ofte skjult,
og det er usikkert, præcis hvor meget
gæld de samlet kræver ind, og hvor
meget det er lykkedes dem at få udbe-
DE LOKALE I DEN CONGOLESISKE MINEBY LUBUMBASHI GÅR
PÅ HUGST I ET BJERG AF SLAGGER TILHØRENDE GECAMINES.
talt. Men Den Internationale Valutafond (IMF) vurderer, at spekulationsfondene lige nu har krav for omkring
1,5 milliarder dollars mod denne verdens allerfattigste lande – de samme
lande, som har fået eftergivet en stor
del af deres gæld af de nationer, de
skyldte penge. Jubilee Debt Campaign
har kaldt det absurd, at støttekroner på
den måde nærmest kan havne direkte
i lommerne på gribbefonde.
I sagen omkring FG Hemisphere
mod DR Congo tyder noget på, at
investeringsselskabet kan have købt
gælden ulovligt, men det har ikke
været rettens begrundelse for at afvise
selskabets krav. Og mange af gribbefondenes krav er lovlige.
Internationalt er der intet til hinder for, at man køber gæld op mod at
overtage retten til at indkassere den.
Det er der et helt marked for. Men der
er større og større pres for at få en international lovgivning, som regulerer,
hvad fondene kan tillade sig.
I EU har emnet været taget op,
og fem EU-lande – Danmark er ikke
iblandt dem – har bremset spekulation
mod de fattigste u-lande. England
vedtog en sådan lov i 2010, hvilket
dog ikke fik betydning for sagen på
Jersey, fordi kanaløen ikke direkte er
underlagt engelsk lovgivning. Efterfølgende har Jerseys lokale regering dog
lovet at vedtage en lignende lov. •
UDVIKLING
TRUSSEL
ELLER GEVINST?
OKT / NOV
#5 / 2012
Gribbefondene ødelægger de økonomiske fremskridt,
advarer ngo’er. Men fondene har også fordele.
AF SUSANNE SAYERS
15/
Gribbefonde truer hele landes
økonomiske stabilitet og fremskridt.
Det mener en række ngo’er, som kæmper indædt mod fondenes ret til at spekulere i at købe gæld for en slik og derefter vente med at kræve den ind med
renter og udsigt til tårnhøj gevinst.
Også Verdensbanken er bekymret
over de risikovillige fondes iver efter
at overtage gæld og derefter forfølge
den benhårdt. Blandt andet fordi det
kan gøre det sværere at gældssanere.
Normalt vil kreditorerne gå med til
at afskrive en stor del af gælden. Men
hvis de ved, at der efterfølgende er
andre kreditorer, som bare lurer på at
kunne slå til og kræve hele gælden
tilbagebetalt, vil de være mindre
ivrige, vurderer Verdensbanken.
GRIBBEFONDE I LIBERIA VAR GODT FOR LANDETS
GÆLDSSANERING, FORDI DER KUN VAR FÅ KREDITORER.
med en skrøbelig økonomi at tiltrække investorer, fordi investorerne
kan være sikre på, at nogen står klar
til at overtage gælden, hvis noget går
galt, lyder argumentet.
BRUGES SOM UNDSKYLDNING
Samtidig vil fondene være yderst
opmærksomme på et lands værdier,
fordi det netop er herfra, de skal
hente pengene. Det kan kaste lys
over, om en regering styrer rigdom-
mene forsvarligt. I tilfældet DR
Congo har det vakt en del opsigt, at
det statslige mineselskab har aktiviteter i skattely i Jersey. Flere udviklingseksperter har også peget på, at
nok er gribbefondene et stort problem, men regeringerne i flere gældstyngede stater bruger dem samtidig
som en undskyldning for den dårlige
økonomi, selv om hovedparten af
problemerne skyldes korruption og
dårlig forvaltning. •
FOTO: ESPEN RASMUSSEN/POLFOTO
FONDE: VI ER NYTTIGE
Verdensbanken ser dog også fordele,
blandt andet at gælden kan koncentreres på færre kreditorer, hvilket gør
det lettere at overskue en gældssanering. Det var tilfældet med Liberia,
som med Verdensbankens hjælp fik
slettet gæld for syv milliarder dollars.
Det var de risikovillige fonde, som
stod med hovedparten af gældsbeviserne, men de gik med til at skære 97
procent af gælden.
Fondene selv hævder også, at de
er nyttige. De gør det lettere for lande
EVALUERINGER
AFGHANISTAN
UNDER LUP
Der er lande, hvor det er svært at vurdere
nytten af udviklingsbistand. Og så er der lande,
hvor det er næsten umuligt. Afghanistan, den
tredjestørste modtager af dansk bistand, hører
til den sidste gruppe.
FOTO: JAWAD JALALI/SCANPIX
16/
AF SUSANNE SAYERS
EN UNG AFGHANER PÅ VEJ UD FOR AT LEDE
EFTER ARBEJDE SOM BYGNINGSARBEJDER.
“Man kommer kørende ind i skolegården
i tre armerede køretøjer, stiger ud, alle har
hjelme på og er under beskyttelse, og så er
man der en times tid. Det giver jo ikke i sig
selv noget særlig præcist indtryk af, hvordan
undervisningen foregår. Man er derfor nødt til
at søge oplysninger fra flere forskellige kilder
til information.”
Konsulent Henrik Jespersen er en del af
det team, der netop har evalueret Danmarks
civile indsats i Afghanistan. En af de sværeste
opgaver, han nogensinde har haft, fortæller
han.
I slutningen af august udgav Udenrigsministeriet to evalueringer, hvor der har været
evalueringshold i Afghanistan, og et evalueringsstudie, som er en gennemgang af de
rapporter, der allerede er på området.
Konklusionen er, at det omstændighederne
taget i betragtning går fremad med flere af de
civile indsatser i Afghanistan. Danmark har
bidraget med 3,8 milliarder kroner de seneste
10 år, og udviklingsbistanden har nyttet. Det
gælder først og fremmest i undervisningssystemet og indsatsen for at hjælpe flygtninge
tilbage til landet. Men der er også en række
områder, hvor fremskridtene er små, og Afghanistans styre er stadig præget af ineffektivitet
og politisk ustabilitet.
“
Taleban er ikke modstandere af
al udvikling, og al modstand mod
udvikling skyldes ikke Taleban.
Henrik Jespersen,
konsulent
FLERE I SKOLE?
Det har krævet store anstrengelser og været
dyrt – prisen er mere end fire millioner kroner – at gennemføre evalueringerne, for det er
næsten umuligt at skabe overblik i et land så
skrøbeligt, usikkert og fragmenteret som Afghanistan. Alligevel er det lykkedes, men næsten-umulighederne har stået i kø undervejs.
Tag nu bare spørgsmålet om skolegang.
Man ved, at der er kommet flere børn i skole,
for det kan mærkes på tilstrømningen, men
der er ikke præcise tal for det, blandt andet
fordi der mangler optegnelser af, hvor mange
børn der tidligere gik i skole. Man har heller
ikke et klart billede af, om børnene går i skole
regelmæssigt, ligesom det ikke er til at sige,
17/
>
>
hvor mange børn der ikke går i skole.
Nogle steder kan de lokale myndigheder ifølge evalueringerne have et ønske om at nedtone, hvor mange elever
der går i skole, fordi den islamistiske
bevægelse Taleban i nogle områder er
imod skolerne.
“
Afghanistan er et sted, hvor de
færreste vælger at blive længere
end absolut nødvendigt, og
overdragelsen af dokumenter
og opgaver har ikke altid været
optimal.
FOTO: ROBERTO SCHMIDT/SCANPIX
18/
“Vi ved, at der er uddannet mange
flere lærere i løbet af de seneste 10
år, men vi kan kun sige meget lidt
om kvaliteten af den undervisning,
lærerne giver. På grund af sikkerhedssituationen har vi ikke haft tid til eller
mulighed for at gennemføre grundige
studier af situationen i klasseværelserne, og når vi har kunnet komme ud
i klasserne, bliver det uundgåeligt på
en måde, som giver et begrænset billede af, hvordan undervisningen foregår til daglig,” siger Henrik Jespersen,
der fremhæver Helmand-provinsen
som et af de vanskeligste steder at
arbejde, mens besøg i for eksempel
Herat-provinsen og byen Mazar-i Sharif (se s. 17) gav mulighed for længere
ophold og dialog med skolelærere.
Der findes områder af Afghanistan,
hvor det er muligt at rejse friere end i
Helmand, og hvor Taleban støtter undervisning og gerne vil have mere. Det
er en af de for mange sikkert mere overraskende iagttagelser i evalueringerne.
“Taleban er ikke modstandere af
al udvikling, og al modstand mod
udvikling skyldes ikke Taleban. Men
det spiller en rolle, at der er dybe og
gamle traditioner i Afghanistan, som
ikke er sådan at ændre med hverken
10 eller 20 års indsats, for store dele af
befolkningen støtter dem,” siger Henrik Jespersen.
TALLENE MANGLER
De store regionale forskelle betyder i
forhold til evalueringen, at man ikke
bare kan tage ud i et område eller to
og så gange resultatet op – ekstrapolere det, som det hedder – for at få en
landsdækkende tendens.
SEPTEMBER 2012. EN AFGHANSK MAND KIGGER UD AD
VINDUET I ET TEHUS I CENTRUM AF HOVEDSTADEN KABUL.
En anden næsten-umulighed har
været at fremskaffe skriftlig dokumentation for, hvordan udviklingsprojekterne er blevet styret, og hvilke resultater de har givet. Afghanistan er et
land, hvor der har været begrænset
tradition for at indsamle og bearbejde statistisk data, og problemet
forstærkes af, at der samtidig ikke har
været et stabilt styre i årtier. Papirerne
har været spredt mellem forskellige
instanser og myndigheder, og der
mangler tal og dokumenter.
Den hyppige udskiftning af udsendt personale i Afghanistan har
bidraget til vanskelighederne. Det
er et sted, hvor de færreste vælger at
blive længere end absolut nødvendigt, og overdragelsen af dokumenter og opgaver har ikke altid været
optimal.
Hertil kommer, at der mange steder
har været uoverensstemmelse mellem,
hvad lokale embedsfolk og indbyggere har sagt, når evalueringsholdene
har interviewet dem, og hvad der står
i skriftlige kilder, men så har holdene
forsøgt at få flere kilder og har gjort
opmærksom på uoverensstemmelserne, ligesom holdene har haft kontakt med tidligere udsendte for at få
deres vurdering.
“ET STORT
ARBEJDE”
Tre skarpe til Ole Winckler
Andersen, kontorchef i
Udenrigsministeriets evalueringskontor.
Evalueringerne fra Afghanistan
konkluderer, at meget går godt, men
I har også kun sendt evalueringshold
ud at kigge på de områder, hvor det
går bedst. Hvorfor?
“Vi så på de fire indsatser, der har
været de største: uddannelse, hjælp til
hjemvendte flygtninge, statsopbygning og levevilkår. Derefter så vi på,
om der var nogle af de fire indsatsområder, som andre havde evalueret for
nylig. Det er ualmindelig dyrt at sende
evalueringsteams til Afghanistan, og
derfor er der ingen grund til at bruge
penge på områder, hvor der allerede
ligger en masse dokumentation. Det
viste sig, at der var ret nye studier og
evalueringer af både statsopbygning
og levevilkår. Til gengæld manglede
der information om uddannelse og
indsatsen i forhold til flygtninge. Derfor besluttede vi at gøre noget særligt
ud af de områder og sende hold af
sted.”
“Når vi evaluerer i skrøbelige stater, kan vi ikke altid vide, om folk siger det, de tror, vi gerne vil høre. Eller
om de under- eller overdriver noget af
lokale hensyn,” siger Henrik Jespersen og fortsætter:
“Så må man sammenholde det med,
hvad vi ellers ved og kan finde frem til,
og det har vi prøvet. Det er også lykkedes i en del tilfælde. Men vi er stødt
på mange forhindringer undervejs. En
af de mere uventede kom, da vi havde
planlagt besøget i Helmand, og alt
var klappet og klart og aftalt. Men så
kunne vi ikke komme af sted, fordi der
kom ministerbesøg til stedet, og det
var blevet holdt hemmeligt af sikkerhedshensyn indtil sidste øjeblik.”
Efter store anstrengelser fik evalueringsholdene frembragt mange
hundrede dokumenter, nuværende og
tidligere ansatte og udsendte blev interviewet både i Afghanistan og Danmark, og tidligere analyser, studier og
evalueringer blev gennemgået.
På den måde har evalueringsholdene efterhånden kunnet sammenstykke et billede, som ifølge Udenrigsministeriet er troværdigt og giver
overblik over effekten af Danmarks
civile indsats i Afghanistan. • /Susanne
Sayers er freelancejournalist.
19/
Har I så ikke evalueret statsopbygning og levevilkår?
“Jo, men vi har gjort det ved at samle
de rapporter, der allerede ligger på
området, og få eksterne, uafhængige
konsulenter til at nærlæse dem og
trække tendenser ud. Det er et stort
arbejde, så vi har ikke sprunget over,
hvor gærdet er lavest, men vi har
undgået at sende folk ud. Den slags
sammenligning af studier bruger man
også i andre former for forskning og
evaluering.”
Der er ingen evaluering af det
civile-militære samarbejde om genopbygning, og det er blevet kritiseret. Hvorfor har I ikke evalueret det?
“Fordi det ligger uden for Danidas
område. Det er Forsvarsministeriet,
der har stået for den del af indsatsen i
Afghanistan.”• /
>
EVALUERINGER
AFGHANISTAN-STATUS:
HVAD VIRKER?
Den danske civile bistand, som er administreret gennem Danida, har forbedret
livet for afghanerne på en række områder, men evalueringerne viser, at der
også er områder, hvor indsatsen har svært ved at slå igennem – her er nogle eksempler.
DET GÅR GODT
20/
UDDANNELSE
LEVEVILKÅR OG
JOBSKABELSE
• Antallet af lærere er ottedoblet til omkring 100.000.
Mere end halvdelen er
kvinder.
• 11.000 familier har alene
i 2011 fået midlertidige
bosteder med dansk medvirken.
• Det er flere steder lykkedes at fremme lokalbefolkningens ejerskab til
skolerne.
• Der er oprettet vandforsyning på 647 nye
steder.
• Landsbyer har fået
landsbyudviklingsråd, og
dermed er der kommet
større medbestemmelse og
sammenhæng i en række
landområder, hvor lokalbefolkningen nu sætter fælles mål for udvikling.
• Sikkerheden er forbedret
for især flygtninge i Kabul.
• Kvinderne har fået større
indflydelse.
• En række retssager har
sikret, at flygtninge og
internt fordrevne har fået
jord tilbage.
• Færre kvinder giver udtryk for at være “ekstremt
ulykkelige”
• Det har styrket staten, at
hjælpen er gået gennem det
afghanske undervisningsministerium i stedet for
direkte til skolerne.
KILDE: DANIDA, UDENRIGSMINISTERIET
HJEMVENDTE
FLYGTNINGE
• Der er mange flere børn i
skole. Omkring 7 millioner
børn er i skole, knap 40 procent af dem er piger. I 2002
var tallet cirka 3 millioner
børn, og få var piger.
• I 2002 var der omkring
1.000 brugbare klasselokaler
i Afghanistan, i dag er der
flere end 70.000.
STATSOPBYGNING
• Det har styrket den
afghanske stat, at
udviklingsbistanden er
fordelt bredt og gennem
staten.
• Menneskerettigheder
spiller en større rolle i
afghanernes bevidsthed.
• Der er større opmærksomhed på kvinders og
børns rettigheder.
• Fanger og tilbageholdte i
fængslerne har fået bedre
forhold.
Uafhængighed:
1919 (fra Storbritannien)
MAZAR-I SHARIF
AFGHANISTAN
KABUL
HERAT
PROVINSEN
Stats- og regeringsoverhoved:
Hamid Karzai
Hovedstad:
Kabul
HEL
PRO MAND
VINS
EN
Antal indbyggere:
30,4 millioner (ca.)
Areal:
652.230 km2
(ca. 15 gange større
end Danmark)
Etniske grupper:
pashtuner (42 pct.)
tadsjikere (27 pct.)
hazara (9 pct.)
usbekere (9 pct.)
Sprog:
persisk eller dari (50 pct.)
pashto (35 pct.)
tyrkiske sprog (11 pct.)
Religioner:
sunnimuslimer (80 pct.)
shiamuslimer (19 pct.)
Kilde: CIA World Factbook
DET GÅR MINDRE GODT
21/
UDDANNELSE
• Næsten hvert andet barn
i Afghanistan kommer
ikke i skole.
• Pigerne må oftere undvære skolegang end
drengene.
• 11 millioner afghanere er
analfabeter.
• Der er massiv mangel på
lærere, især kvindelige.
• Danida har trykt nyt
undervisningsmateriale
for millioner af kroner,
men det er umuligt at
dokumentere, at det er
nået frem til skolerne og
bliver brugt.
• Religion spiller fortsat en
hovedrolle i uddannelsen
på bekostning af mere
almene færdigheder.
HJEMVENDTE
FLYGTNINGE
LEVEVILKÅR OG
JOBSKABELSE
STATSOPBYGNING
• 6 millioner afghanere
– næsten en fjerdedel af
befolkningen – er vendt tilbage til Afghanistan, men
mange kan ikke bosætte
sig i deres oprindelige
områder og er ikke blevet
genintegreret.
• 36 procent af afghanerne
lever under FN’s fattigdomsgrænse, og af de
resterende er flertallet tæt
på grænsen og dermed
meget udsatte over for
forandringer.
• Krigen mod terror opfattes i vidt omfang i Afghanistan som en krig mod
islam og muslimer, hvilket
underminerer en del af
indsatsen. Det samme gør
civile tab forårsaget af den
militære indsats.
• Der mangler job til de
hjemvendte.
• Der er for lidt fokus på de
mange flygtninge i byerne.
• De fattigste familiers
behov bliver overset, og
der mangler projekter, der
retter sig mod dem.
• Manglen på job og den
skrøbelige sikkerhedssituation tvinger især unge
mænd ind i kriminelle
aktiviteter og væbnede
modstandsgrupper.
• Den afghanske regering
fungerer på mange
måder stadig dårligt og
ineffektivt.
• Staten er afhængig af
penge fra donorerne, og
det kan true statens selvbestemmelse.
Download eller bestil
evalueringerne på
www.danida-publikationer.dk.
BAGSVÆRD KOSTSKOLE
GYMNASIUM
Tid til Talent
Bedste priser på flybilletter til
kirkelige og humanitære
organisationer
Bagsværd Kostskole & Gymnasium (BK) er en udviklingsorienteret og
traditions-rig skole grundlagt i 1908. Elever, der vælger en uddannelse
hos os, siger ja til fællesskab, faglighed, seriøsitet og individuel
talentudvikling. Det vi på Bagsværd Kostskole & Gymnasium kalder
for: Tid til Talent.
Se mere på www.raptim.dk
- eller kontakt os på
tlf. 87 23 12 30
Vi tilbyder:
t
t
t
t
t
t
t
Eneagent i Danmark:
Dansk uddannelse med et internationalt præg
Grundskole, 10. kl., studentereksamen (STX)
Danmarks første femårig BioTek-uddannelse 8.kl.-3.g
Sport- og talentklasse fra 7. kl.
Mulighed for morgentræning tirsdage og torsdage
Aktiv brug af it og internet i undervisningen
Enkeltværelser til kostelever, lektiehjælp hver dag
Scan QR koden og besøg vores
hjemmeside www.bagkost.dk
22/
Aldershvilevej 138 ‹ DK-2880 ‹Bagsværd ‹ Telefon: +45 44980065 ‹ E-mail: bk@bagkost.dk
MARGINAL.DK
Annoncér i
Udvikling
Nå ud til flere end 15.000
engagerede og internationalt
orienterede abonnenter!
EU
Palæstinensisk
skee unge
ung
finder frihed
på bølgerne
i
Middelhavet
s.32 /
“V
TEMA
TE
DEN AFRIKANSKE
DE
SIL
SILKEVEJ
Holder påstand
kinesisk nykolonen om
ialisme
i Afrika?
s.20 /
Tvangsaborter
hær forvandler og seksuel udnyttelsee i
colombiansk
unge kvinder
oprør
oprørsmentalitet, skriver
til soldater med
kamikazeekspert i mennes
s.40 /
kerettigheder
– NR 4 · 2012
DANMA
GLOBALE MAGASRKS
IN
· AUG/SEP
· 39. ÅRGANG
ING
·
UD
VIKL
“EN FARLIG
UDLÆNDING”
DA
NM
AR
KS
Karen Blixen
vækker harm
ei
Kenya 50 år efter
sin død
s.10 /
GL
OB
AL
E MA
GA
SIN
3·
· DANMARK
S GLOBALE
· NR
UDVIKLING
20
12
· JU
NI/JU
LI
· 39
. ÅR
GA
NG
MAGASIN ·
Brug Oikos som dit bidrag til FNs 2015 fattigdomsmål
Da
39 ÅR
enr
igsmi
nister
iet.
2
01
n2
se
ri ng
g-p idli
in
rd rm
Bo el fo
af isu
der for v
· AUG/SEP
nid
a, Ud
Vin
NR 4 · 2012
Udgiv
es af
Udgives af Danida,
Pengeinstitut med samvittighed
www.oikos.dk
PA
LÆ
ÆST
TIN
TIN
A
styri kan
Villy et ko ikke la
s.6 Søvn llaps de se
/
dal e,” si lviggee
r
FOREIGN AFFAIRS
FARC'S DØDBR
E
KOMBATTANTEINGEND
R
Oikos er et bæredygtigt pengeinstitut, som
låner penge til verdens fattige.
Tag et globalt ansvar ved
valg af pengeinstitut!
OG
NYT
HJÆLPTER
EENN?
FOTO
SURFERE I
SELVSTYRET
RET
Udenrigsministeriet.
Kontakt:
Annoncekonsulent Jan Treu
jt@treumedia.dk – tlf. 3333 0680
ER
HV
ER
V
ØE
STATNEN, HVOR
STJÆ
LER
Repo
Dan rtag
i gr sk bi e fra
s.46 øften levent Cuba
yr en :
/
dte
FO
RE
IGN
AF
FA
IRS
DØ
NARKODSKAMPEN
KARTEL MOD
LERNE
Mex
bese ican
skriv jre la erne
s.24 er tid ndet vælger
liger s nark pr
/
e ch obar æsiid
ef fo on deen
nt
r U er – ik t i juli
li.
SA
’s na ke fo Den
rkop rhan nye
oliti dle m lede
ed r skal
dem
,
–
– NR
3·
20
12
· JU
NI/JU
25.00
GLOBAL DANM
E MAG ARKS
ASIN
LI
· 39
. ÅR
GA
NG
0
Så
m
bliv ang
e
e
gif r hve piger
t so r
verd m b dag
en ørn
o
s.4 ver
0/
–
AGENDA
POLITIK
Burmas
presse er
stadig ufri
Islamiske ekstremister
vinder frem i Mali
23/
Mali, engang en oase af demokrati i det
vestlige Afrika, er ved at blive overtaget af
islamiske ekstremister. Oprørerne, som tæller
folk med formodet tilknytning til al-Qaedaterrornetværket, erobrede tidligt i september
byen Douentza og fortsatte således deres fremmarch fra nord. De får hjælp af tilrejsende krigere fra Algeriet, Pakistan og Afghanistan og
har samtidig udmanøvreret krigere fra tuaregstammen, som de egentlig var i alliance med.
De islamiske ekstremister vækker rædsel
med deres strenge fortolkning af islam, hvor
de kommer frem. En mand, der blev beskyldt
for at være tyv, fik hånden hugget af. Et par,
der “bedrev utugt”, blev stenet ihjel. En halv
million mennesker er drevet på flugt.
Ekstremisterne spreder også ødelæggelse.
I byen Timbuktu har ekstremisterne ødelagt
halvdelen af mausoleer og grave. Timbuktu
er udnævnt til verdens kulturarv på grund af
byens ældgamle moske og muslimske helligdomme.
Malis fungerende regering beder om international hjælp til at nedkæmpe islamisterne.
Overgangsregeringen er indsat af de militære
kupmagere, der greb magten i april og afsatte
den demokratisk valgte leder Amadou Toumani Touré, fordi han angivelig var passiv
over for oprøret i nord. FN’s humanitære chef,
Valerie Amos, fastslår, at det internationale
samfund har svigtet den maliske befolkning i
konflikten. • /Regner Hansen
Terrordømte svenskere benådet
De to svenske journalister, der i over et år
har siddet i fængsel i Etiopien, blev d. 10. september benådet.
Den svenske journalist Martin Schibbye
og fotografen Johan Persson blev taget til
fange, da de sammen med en gruppe oprørere
krydsede grænsen fra Somalia ind i Etiopiens
urolige Ogaden-provins. Oprørsgruppen
stødte 1. juli sammen med regeringsstyrker
i kamphandlinger, hvor 15 af oprørerne blev
dræbt. De to svenske journalister blev fanget
og idømt 11 års fængsel for at støtte terror. De
valgte ikke at appellere dommen, men søgte
som de første udenlandske statsborgere om
benådning.
De blev benådet i forbindelse med en masseamnesti, hvor hen ved 1.900 indsatte blev
frigivet. Benådningen menes allerede i august
at være blevet godkendt af den etiopiske
premierminister, Meles Zenawi, men blev forsinket, da Zenawi afgik ved døden 20. august.
• /JV
FOTOS: IFEX (NED.) & TRAVAINI MARIO/POLFOTO (ØV.)
Det er slut med at
bruge sølvfarvet blæk
for at slette afsnit i
avisartikler, som militærjuntaen i Burma/
Myanmar fandt politisk ubekvemme. Det
sydøstasiatiske land
har indført demokratiske reformer, og den
mangeårige demokratiforkæmper Aung
San Suu Kyi har nu
sæde i parlamentet.
Men trods ophævelsen af forhåndscensur findes det
statslige censurråd
stadig. Og især én
bestemmelse fra
generalernes æra
er problematisk for
pressefriheden: En
avis- eller bladudgiver risikerer at miste
licensen, hvis han
efter censurrådets
vurdering skader regeringen eller “bringer landets fred og
sikkerhed i fare”.
Der er dog håb.
Regeringen overvejer
yderligere lempelser
i forhold til pressefriheden. • /RH
FOTO: LISELOTTE SABROE/SCANPIX
24/
“
Jeg så noget anderledes ud end min
familie på Comorerne. Jeg havde
dreadlocks og hullede jeans, og det var
kun noget, de havde set hos hjemløse..
MIT LAND
KULTURPERSONLIGHEDER FORTÆLLER OM U-LANDE, DE HAR ET SÆRLIGT FORHOLD TIL
Jacob Mchangamas Comorerne
ET OVERVÆLDENDE
OPHAV
Chefjuristen i den liberale tænketank CEPOS voksede op i et venstreorienteret miljø på Østerbro i København. Men fra han blev teenager,
fik han et nært forhold til Comorerne, hvor hans far kommer fra. Ét ord
dækker hans følelse for den lille østat: overvældende.
25/
AF LAURA ENGSTRØM
Jacob Mchangama er så dansk som en
PH-lampe. Alligevel bliver han mindet om sit
afrikanske ophav, når han ser sig i spejlet eller
underskriver sig med sit afrikanske efternavn.
Hans far er fra Comorerne, moren er dansk, og
spørger man Jacob Mchangama, om han føler
sig splittet mellem de to kulturer, er svaret nej.
“Jeg har altid følt mig dansk, og i min opdragelse blev der lagt vægt på, at jeg var dansk.
Jeg taler heller ikke comorisk. Mit tilhørsforhold er helt klart til det danske,” siger han.
Jacob Mchangama er chefjurist i den liberale tænketank CEPOS.
Og måske er det ikke så meget nationaliteten som det faktum, at hans far, Said Mchangama, altid har været dybt involveret i politik,
der har præget ham og hans eget politiske
engagement. Said Mchangama var en del af
modstandsbevægelsen mod det franske kolonistyre på Comorerne i 60’erne. Siden kæmpede han mod prinsen Said Mohamed Jaffar,
der kuppede sig til magten i 1975.
“Min far har aldrig fortalt mig detaljerne
omkring sin beslutning om at flygte fra Comorerne. Men jeg ved, han blev fængslet,” fortæller Jacob Mchangama.
Først flygtede Said Mchangama til Paris,
siden til Amsterdam, og så til København,
hvor han mødte Jacob Mchangamas mor. Han
blev i landet i 14 år, indtil 1990, og ernærede
sig ved at drive et rejsebureau og senere et itfirma. Sideløbende holdt han kontakten med
JACOB
MCHANGAMA
• Jacob Jomo Danstrøm Mchangama
er født i 1978.
• Blev uddannet jurist
fra Københavns Universitet, hvor han er
ekstern lektor i menneskerettigheder.
• Deltager ofte i debatter og skriver avisindlæg.
• Har tidligere arbejdet
som advokatfuldmægtig, men har
siden 2008 været
chef-jurist i den
liberale tænketank
CEPOS.
andre eksil-comorianere for at følge udviklingen i hjemlandet.
Men hvor Said Mchangama har været optaget af politik i sit hjemland, har hans søn valgt
en mere teoretisk tilgang.
“Jeg husker ikke, at vi diskuterede dansk
politik, men på en eller anden måde har det
haft stor betydning for mig, at min far var så
engageret. Politik fyldte meget i mit liv. Jeg
husker, at jeg læste hans Economist, Newsweek og Le Monde fra 12-års alderen,” fortæller Jacob Mchangama.
VS VERSUS LIBERALISME
Jacob Mchangama deler dog ikke alle politiske synspunkter med sin far – slet ikke dengang. Han er en stædig fortaler for liberalisme
og er blevet kendt for sine politiske klummer
i blandt andet Berlingske Tidende, hvor han
taler for en lille stat med lille indflydelse. Pengene ligger bedst i borgernes egne lommer.
Det er langt fra den politiske indstilling,
han er vokset op med. Begge forældre var
venstreorienterede og stemte på det hedengangne parti Venstresocialisterne (VS), der
havde ideologiske rødder i marxismen.
“Både min far og min mor har siden rykket
sig politisk, og jeg tror ikke, mine holdninger
nu er så forskellige fra min fars. Det er svært
at drage paralleller mellem Danmark og Comorerne, de to lande er så forskellige. Men
min far har altid haft respekten for individet
>
FOTOS: PRIVAT
26/
JACOB MCHANGAMA ER PÅ BESØG I SIN FARS HJEMLAND - HER SES HAN MED SIN MOR OG FARFAR.
og dets rettigheder, og han kan jo
også se, hvad det har betydet for nabolandet Mozambique, at de indførte
kommunistisk styre. Jeg ved i hvert
fald, at han er meget kritisk over for
en stor del af den u-landshjælp, der
er blevet givet. Det har typisk været
forfejlede FN-projekter, og de penge
kunne være brugt meget bedre,” siger
Jacob Mchangama.
Jacob Mchangama husker tilbage
på en barndom, hvor han først boede
i et kollektiv og siden i et byggeforeningshus på Østerbro. Der hang
billeder med hammer og segl på væggene, og farens afrikanske venner
kom tit på besøg.
“Jeg synes nu altid, det var lidt pinligt, når de var der. De talte et underligt sprog og gik i noget underligt tøj,”
fortæller Jacob Mchangama.
Den afrikanske indflydelse blev
ved det. Jacob Mchangamas forældre
blev skilt, da Jacob Mchangama var
seks år, men faren blev boende i Danmark og fik ny familie. I 1990 rejste
han tilbage til Comorerne, hvor han
siden blev finansminister for øgruppen og parlamentsformand. Nu er
han borgmester i byen Mohoro og
formand for den nationale forening af
borgmestre.
og de syntes ikke om, at jeg gik sådan klædt.”
“I forhold til dansk standard boede
de ret primitivt. Det er jo et fattigt
land, og her ville man måske synes, det
var helt ubeboeligt og ikke godtage en
stand, der var så faldefærdig, men på
Comorerne er det et godt sted.”
Jacob Mchangama rejste til Comorerne næsten hver sommer for at
besøge sin far, indtil han begyndte at
studere på universitetet. Han har fulgt
Jeg føler stadig stærkt for
den politiske udvikling – eller måske
snarere afvikling – tæt, siden han beComorerne, og min drøm er,
gyndte at komme der. På de knap 40
at Comorerne engang vil blive
år landet har haft sin selvstændighed,
Afrikas Hong Kong.”
er regeringsmagten blevet kuppet
over 20 gange. Øgruppen skifter politisk leder så ofte, som andre skifter
“Det gik op for mig, hvor stor fasokker. Og Jacob Mchangama kan
milie jeg egentlig havde. Min bedste- kun ærgre sig over, at hans fars fædremor græd, da hun så mig. Eller den
land ikke har grebet fat i en indtægtsene af dem. Jeg har fire bedstemødre kilde som turismen.
og 20 onkler. Det er lidt noget andet
“Mauritius, der ligger tæt på Comoend en kernefamilie i Danmark. Ret
rerne, har nærmest europæisk levefascinerende. De har altid modtaget
standard. Langt hen ad vejen er der
mig med åbne arme. Også selv om
ikke nogen grund til, at Comorerne
jeg så noget anderledes ud end min
ikke skulle have de samme forhold.
familie på Comorerne. Jeg havde
Mauritius har ganske vist en helt anden
dreadlocks og hullede jeans, og det
kultur og en anden etnisk sammenvar kun noget, de havde set hos hjem- sætning og har løsrevet sig langt tidliløse. Min familie er ret velanset der,
gere fra Frankrig, men de har satset på
20 ONKLER
Jacob Mchangama var 13 år gammel,
da han første gang satte benene på Comorerne i slutningen af 1980’erne. Om
det er familien dér, han husker tilbage
på, eller blot mødet med det eksotiske
land, ja så lander han på det samme
ord igen og igen: overvældende!
“
turisme og har tiltrukket investeringer
til landet. Det er ikke sket på Comorerne. Landet har en stor eksport af
vanilje, men det er for nichepræget til
at bygge en stor eksport på. Så længe
potentielle investorer hele tiden frygter et nyt militærkup, vil de jo ikke
investere,” siger Jacob Mchangama.
Han fortsætter: “Jeg føler stadig
stærkt for Comorerne, og min drøm er,
at Comorerne engang vil blive Afrikas
Hong Kong med en høj grad af frihedsrettigheder og åbenhed for udenlandske
investeringer. Et land som Sydkorea
havde samme levestandard og BNP
som Ghana i 60’erne, men de er jo kommet efter det. Det afgørende for, at sådan noget kan ske, er igen at få en stabil,
politisk ramme. Det kan godt være, man
skulle bruge udviklingsmidler til dét.”
Og så siger Jacob Mchangama noget, man ikke skulle tro, kom fra hans
mund:
“For at få større stabilitet kunne
det godt være, de havde behov for bistandsmidler til at opbygge en stat, der
er stærk nok til at udgøre den institutionelle ramme om udviklingen. Men
kun i det omfang, det er nødvendigt for
at tiltrække udenlandske investeringer.
De mangler jo en hel infrastruktur,
ikke mindst veje og et udbygget elnet.”
Jacob Mchangama har ikke længere så tæt kontakt til sin comoriske
familie. Men ét kan han sige om de
mange besøg:
“Det har helt klart givet mig et andet perspektiv på verden, end hvis jeg
kun havde kendt til Østerbro.” •
DEN KOMMENDE CEPOS-JURIST SAMMEN MED FÆTTER OG VENNER.
27/
TEENAGEREN JACOB MCHANGAMA SLAPPER AF PÅ STRANDEN MED EN BOG.
COMORERNE:
• Øgruppe på i alt 2.170 km2 mellem den
afrikanske østkyst og Madagaskar.
• Befolkningstallet er knap 800.000, halvdelen lever under fattigdomsgrænsen.
• Øgruppen består af fire hovedøer,
hvoraf den ene, Mayotte, er fransk og
har status som en fransk kommune.
• Comorerne blev erklæret for en uafhængig islamisk stat i 1975.
• Siden er fulgt kup på kup. To diktatorer
har skiftevis sat dagsordnen: Ali Aoilih
og Bob Denard.
• Efter valg i 2010 blev den tidligere vicepræsident Ikililou Dhoinine indsat som
præsident i maj 2011.
JACOB MCHANGAMA OG HANS MOR PÅ BESØG HOS SLÆGTNINGE I FADERENS LANDSBY.
Uganda
BØSSEHAD KOM
FRA VESTEN
En voldsom homofobi i Uganda er vokset frem under
indflydelse af kristne, vestlige prædikanter. Aktivister
har taget kampen op for at stoppe forfølgelse
– og måske i sidste ende dødsdomme.
AF MARIE SJØDIN GRÆSHOLM
FOTO: BENEDICTE DESRUS
28/
HOMOSEKSUELLE I UGANDA ER BLEVET SAMFUNDETS
SYNDEBUKKE OG FÅR SKYLD FOR AT VÆRE ÅRSAG TIL
ALT FRA STATSGÆLD TIL FATTIGDOM.
Tre dage før Frank Mugisha,
formand for organisationen Seksuelle Minoriteter Uganda (SMUG),
tog til Danmark i august 2012,
blev han overfaldet midt på gaden
i Ugandas hovedstad, Kampala.
Grunden er enkel: Frank er en kendt
homoseksuel i et stærkt homofobisk land. Homoseksualitet har
været forbudt siden kolonitiden, og
Uganda får jævnligt besøg af amerikanske prædikanter, der puster til
homofobien. Størstedelen af befolkningen er religiøse, og mange stoler
derfor på kristne budskaber om, at
homoseksualitet er en vestlig sygdom, som skal bekæmpes. Nu ligger
en lov mod homoseksualitet klar
til afstemning i parlamentet. Bliver
den vedtaget, kan homoseksuelle
ende på dødsgangen, dømt for deres
seksualitet.
29/
SVÆR KAMP
Han er iført et stiligt, gråt jakkesæt,
og bag læberne gemmer sig et hvidt
og venligt smil af snorlige tandrækker. Man kan ikke umiddelbart se,
at Frank Mugisha er kriminel, men
det er han i sit hjemland Uganda, for
her forbyder man homoseksualitet.
Gennem foreningen SMUG kæmper
Mugisha for homoseksuelles rettigheder, men det er svært. For den
stærke homofobi hænger sammen
med religionen, og den har et godt
tag i befolkningen, siger han.
“Det er en del af vores kultur at
være religiøs. Befolkningen tror, vi
misbruger børn, de tror, vi har hiv
og aids. De tror, at vi vil omvende
alle afrikanere til at blive homoseksuelle, og vores største udfordring
er, at de har fået de idéer fra religiøse ledere,” siger han.
>
>
FOTO: BENEDICTE DESRUS
30/
Mugisha og andre, som er åbent
homoseksuelle, bliver jævnligt udsat
for chikane, fortæller han. Politiet eller
helt almindelige mennesker overfalder dem eller slæber dem med på
politistationen. Åbent homoseksuelle
mister deres job, bliver ekskluderet af
deres familier, og nogle arbejder som
prostituerede for at tjene penge. Det
er specielt i forbindelse med prostitution, overgrebene sker. Foreningen
SMUG har opsat en 24-timers hotline,
som man kan ringe til, så snart man
oplever problemer. Men overgrebene
sker alligevel, fortæller Mugisha.
FRA INTERN STRID TIL ÅBEN KRIG
Ifølge Holger Bernt Hansen, professor
emeritus og tidligere leder af Center
for Afrikastudier på Københavns Universitet, skal man langt tilbage i tiden
for at finde homofobiens udspring.
Det er et grundlæggende træk i
den traditionelle afrikanske kultur,
mener han. Allerede før kolonitiden
var homoseksualitet et tabu, men det
var kolonimagterne, der koblede homofobi og religion sammen. Kristendommen tillod ikke homoseksualitet,
og derfor indførte man et decideret
forbud – en lov, som stadig gælder i
dag.
I 1997 besluttede en anglikansk
kirke i USA at indsætte en homoseksuel mand på posten som ny biskop,
men det ville de andre kirker i den anglikanske union ikke acceptere. Stærke
anglikansk-kristne kræfter verden over
tog del i den anti-homobevægelse, som
udnævnelsen af den homoseksuelle
biskop i USA startede. Det gjaldt især
den anglikanske ærkebiskop i Uganda,
der samlede støtter fra sin egen og
fra de katolske og ortodokse kirker og
førte kampagner mod homoseksualitet. Fra at have været en intern strid i
en kristen bevægelse, er det blevet til
en åben anti-homokrig i Uganda, fortæller Holger Bernt Hansen.
“
Befolkningen tror, vi misbruger
børn, de tror, vi har hiv og aids.
De tror, at vi vil omvende alle
afrikanere til at blive homoseksuelle.
Frank Mugisha,
formand for Seksuelle
Minoriteter Uganda
“Det handler ikke længere om kirken. Det var bare den, der satte ild til
lunten. Nu bruges homoseksualitet
til at forklare både fattigdom, krig og
statsgæld. Man har brug for en slags
syndebuk, og det bliver holdt ved lige
af kristne, amerikanske prædikanter,”
siger han.
MASSIV MODVIND
I en rapport fra august 2012 skrev
den liberale, amerikanske tænketank
PRÆDIKANTER HOLDER LØBENDE DEMONSTRATIONER MOD HOMOSEKSUELLE I UGANDA.
Political Research Associates, at højreorienterede, kristne organisationer fra
USA over de sidste fem år har oprettet
en del afdelinger i afrikanske lande.
I Uganda åbnede den konservativt
kristne forening The American Center
for Law and Justice eksempelvis to
nye kontorer, mens Uganda debatterede “anti-homoloven” første gang i
2009 og 2010.
Fra de afrikanske kontorer lægger
de kristne foreninger pres på beslutningstagere for at fremme kristne
værdier som anti-homoseksualitet og
modstand mod abort, hedder det i rapporten.
SMUG forsøger, sammen med 45
andre organisationer, at påvirke alle,
der har indflydelse til at tale deres sag
– lige fra regeringsparlamentarikere til
lokale politikere og skolelærere. Men
det er ikke nemt at omvende befolkningen, og selvom organisationerne
samarbejder, betyder det heller ikke
nødvendigvis, at de sympatiserer med
homoseksualitet, mener Frank Mugisha. Det er homofobien for stærk til.
“De fleste organisationer arbejder
for menneskerettigheder. De ønsker,
at alle mennesker bliver behandlet
ordentligt, men det betyder ikke, at
de går ind for homoseksualitet,” siger
han.
Mugisha er taknemmelig for organisationer, som vil samarbejde, for de
løber en stor risiko. Ugandas regering
meddelte i juni i år, at den vil lukke 38
af de organisationer, der arbejder for
homoseksuelles rettigheder, og i det
omstridte lovforslag vil medlemmer
kunne få op til syv års fængsel.
PRÆSTER PRESSER
“Anti-homoloven” var egentlig blevet
skrinlagt i 2011. Men i februar 2012
blev den taget op igen, og på trods
af et stort internationalt pres er den
stadig ikke taget af bordet. Tager parlamentet den op til afstemning, bliver
den vedtaget. Det mener både Holger
Bernt Hansen og Frank Mugisha:
“Der er simpelthen så massiv en
modvilje mod homoseksualitet og
støtte fra alle sider til, at forslaget skal
igennem,” siger Holger Bernt Hansen.
Mugisha er enig:
“90 procent af stemmerne i parlamentet er for forslaget, og befolkningen er også på deres side,” siger han.
Mugisha mener, at omkring 80 procent af befolkningen støtter forslaget,
mens Holger Bernt Hansen anslår
DANSK STØTTE TIL SEKSUELLE
MINORITETER I UGANDA
• Danmark støtter Uganda med omkring
300 millioner kroner om året.
• En del af støtten går til projekter, der
forbedrer vilkårene for særligt udsatte
befolkningsgrupper – herunder homoseksuelle. Fokus er især på at forebygge
og behandle hiv-smitte.
• Den danske bistand går blandt andet
også til paraplyorganisationen MARPs,
som giver støtte til foreninger, der arbejder for at forbedre de forskellige gruppers rettigheder. Et af MARPs projekter
handler om at forebygge diskrimination
af og fordomme mod homoseksuelle i
sundhedsvæsenet i Uganda gennem
undervisning af sundhedspersonale.
tallet til at være højere. I juni 2012
lagde både katolske, anglikanske og
ortodokse biskopper i Uganda pres på
parlamentet for at få loven vedtaget.
Det skrev den ugandiske avis The
Daily Monitor. Ifølge avisen mener
biskopperne, at homoseksualitet er
“et angreb på Biblen og ægteskabet”,
og de opfordrer alle kirker i landet til
at holde stand mod homoseksualitet.
Frank Mugisha og SMUG har ikke de
store muligheder for at blive hørt, før
lovforslaget skal til afstemning. Hvis
det skal det. Det løb er nemlig kørt,
mener Mugisha.
“Parlamentet sendte en høring ud,
da loven blev fremsat første gang i
2009. Det kommer ikke til at ske igen.
De mener, at de har hørt, hvad vi har
at sige i SMUG,” siger han.
HOMOSEKSUALITET ER EN SYND, MENER BISKOPPER I UGANDA,
DER PRESSER PÅ FOR AT FÅ INDFØRT EN ANTI-HOMOLOV.
om homoseksualitet er samtidig gået
hen og blevet et opgør med Vesten og
kolonitiden.
“De afrikanske stater mener ikke,
at vestlige lande endnu en gang skal
diktere lov i Afrika, som de gjorde i
kolonitiden. De vil selv bestemme,
om homoseksuelle skal have samme
rettigheder som alle andre, og Vesten
skal blande sig udenom,” siger Holger
Bernt Hansen.
Arbejdet for homoseksuelles rettigheder bliver opfattet som en slags
nykolonialisme, hvor vestlige lande
endnu en gang vil bestemme i Afrika.
Og Vestens holdning anses for hykle-
risk, da de tidligere kolonimagter selv
indførte lovgivning mod homoseksualitet.
I Danmark har man også diskuteret, hvorvidt dansk bistand skal gå
til et land, der ikke overholder menneskerettighederne på dette område.
Men hverken Holger Bernt Hansen
eller Frank Mugisha mener, at løsningen er at skære i støtten til Uganda
eller nogen andre afrikanske lande på
den baggrund. Det nærer modstanden
mod den gamle, hvide dominans, og i
sidste ende får de homoseksuelle skylden for, at landene mister deres støtte.
Så vokser homofobien. •
FOTO: BENEDICTE DESRUS
HOMOFOBI ER UDBREDT
Uganda er langt fra det eneste afrikanske land, hvor homoseksualitet er blevet et tabu i befolkningen på grund af
religion og vestlige missionærer. I det
nordlige, muslimske Nigeria overvejer
man at fremlægge et lovforslag om
dødsstraf til homoseksuelle, der ligner
det i Uganda, og i Sydafrika oplever
homoseksuelle ifølge organisationen
Amnesty International et stigende
antal hatecrimes, selv om ægteskab
mellem to af samme køn er lovligt.
Over 35 afrikanske lande har enten
strenge love om homoseksualitet elleren udbredt homofobisk holdning.
Det er utroligt stærke kræfter, SMUG
og Mugisha er oppe imod, mener
Holger Bernt Hansen. Spørgsmålet
31/
VÆKSTLAND
EKSPERTER OG ERHVERVSLEDERE SKRIVER OM MARKEDS- OG FORRETNINGSUDVIKLING I U-LANDENE
RETSREFORMER ER
GOD FORRETNING
Investorers lyst til at sætte penge i
afrikanske lande står og falder med
tilliden til landenes retsvæsen, skriver
tidligere direktør i Coca-Cola.
AF NEVILLE ISDELL
FOTO: ICF
32/
Et sundt investeringsklima
drejer sig lige så meget om investortillid som om forretningsmuligheder og
ressourcer, og selv om erhvervsliv og
retsvæsen ofte anskues som to helt
forskellige områder, kan et svagt eller
ineffektivt handelsretsvæsen have stor
betydning for investorernes lyst til at
anbringe deres penge.
Problemer med overholdelse af
kontrakter og vanskeligheder med at
få medhold ved landenes handelsretlige instanser bliver hyppigt nævnt
som begrundelser for ikke at investere i Afrika. Og på baggrund af den
aktuelle finanskrise har investorerne
mere end nogensinde før brug for at
føle sig sikre på, at der findes effektive processer, som kan løse konflikter og gøre det muligt at få erstatning
for tab. Hvis den slags garantier ikke
findes, er virksomhederne henvist
til at måtte slås for at overleve, og
konflikter bliver bilagt med uofficielle
midler. I værste fald må investorerne
søge helt andre investeringsmuligheder.
Der er mange historier om investorer, som må kæmpe en hård kamp
for at få erstatning i tilfælde af misligholdte kontrakter, eller om iværksættere, der har svært ved at gå rettens
vej, fordi det koster både tid og penge.
Og små og mellemstore virksomheder
(SME’er) risikerer at blive særlig hårdt
ramt, hvis adgangen til at benytte retsvæsenet er forbeholdt pengestærke
individer. Det er ikke overraskende,
at hen ved 80 procent af Afrikas befolkning menes at være henvist til at
benytte sig af uformelle institutioner
for at få en afgørelse.
Det hører med i billedet, at regeringerne har fordel af et velfungerende retsvæsen, ikke kun fordi det
betyder forøget investortillid, men
også fordi det fører til større gennemsigtighed i erhvervslivets aktiviteter og en bedre overholdelse af
de finans- og skattepolitiske regler –
hvilket igen har væsentlig betydning
for skatteinddrivelsen. Forskning
tyder desuden på, at en bedre overholdelse af kontraktlige forpligtelser
er direkte knyttet til nemmere adgang til kreditter, hvilket igen fører
til en styrket SME-sektor, der kan
bidrage til at skabe arbejdspladser og
velstand.
delsretlige system i lande som Mali,
Rwanda, Tanzania, Sierra Leone, Burkina Faso, Mauritius og Zambia giver
grund til optimisme.
Men den vigtigste grund til optimisme er måske, at vi ser adskillige
eksempler på afrikanske regeringer,
der samarbejder om at indføre forbedringer, som allerede er indført i andre
afrikanske lande.
Afrikanske lande er kort sagt for
egen kraft og med brug af egne fælles
erfaringer og ekspertise i gang med
at fjerne de barrierer, der i så lang tid
har holdt investorerne væk og lagt en
dæmper på hjemlige iværksættere. Og
denne proces virker selvforstærkende.
Hver gang en reform gennemføres,
virker den som en katalysator for
yderligere reformer og udløser derved
forbedringer af investeringsklimaet på
hele kontinentet. •
Neville Isdell er tidligere direktør i
Coca-Cola co. og bestyrelsesformand i
LÆRE AF VENNER OG NABOER
I ICF (The Investment Climate Facility for Africa, red.) oplever vi en
voksende efterspørgsel efter reformer
af retsvæsenet blandt vores medlemsregeringer, som gør betydelige
fremskridt med hensyn til at forbedre
de processer og infrastrukturer, der
er nødvendige for konfliktløsninger.
Mærkbare forbedringer i det han-
ICF – The Investment Climate Facility for
Africa – et offentligt-privat partnerskab,
der arbejder for at forbedre investeringsklimaet på kontinentet.
Kommentaren er en forkortet udgave
af indlægget “Reforming Commercial
Courts, Making Business Easier” bragt på
www.thinkafricapress.com
Oversat af Claus Bech
ERHVERV
Somaliland
åbner for
private
banker
Somaliland er
godt på vej mod
vedtagelsen af en lov,
der for første gang
sikrer private banker
adgang til landområdet, som i 1991 løsrev
sig fra Somalia.
Første skridt blev
taget i april med etableringen af den første
officielle centralbank.
Siden løsrivelsen
har bureauer, der
forvalter private pengestrømme, særligt
remitter, været de
eneste aktører i den
finansielle sektor. Det
har dæmpet interessen fra udenlandske
investorer, der længe
har efterlyst bedre
kreditkort-faciliteter
og hæveautomater,
så de ikke behøver at
rejse ind i landet med
kufferten fuld af rede
penge.
Det største pengebureau i Somaliland
er Dahabshiil, hvis
direktør, Abdirashid
Duale, nu satser stort
på at etablere landets
første private bank.
• /SKA
Kina nærmer
sig himlen
Hvis man lægger nakken tilbage, finder man
et meget synligt tegn på, at magten på kloden
så småt forskyder sig fra USA mod Kina. Snart
overgår Kina verdens eneste supermagt i antallet af skyskrabere.
Ifølge den kinesiske forskningsorganisation MotianCity fører USA lige nu, men i løbet
af få år overtager Kina førstepladsen, når det
gælder de særligt høje højhuse.
Og i 2022 vil Kina have 1.318 skyskrabere
– eller flere end dobbelt så mange som USA,
anslår MotianCity, der holder øje med skyskraber-udviklingen.
Samtidig bliver Kina hjemland for verdens
højeste bygning. Det er en skyskraber på 838
meter i Changsha, som er hovedstad i Hunanprovinsen i den sydligt-centrale del af landet.
Ikke alle kinesere er begejstrede for boomet
i skyskraber-byggeri. Ifølge flere blogindlæg
er skyskrabere frås. Det ville være bedre at
bruge penge på blandt andet sundhed, mener
kritikerne. • /RH
33/
Schweizisk fødevaregigant
begår brøler
Det har i den grad skabt ballade, at
to direktører fra verdens største forhandler af
råvarer, det schweizisk baserede Glencore, har
udtalt sig i positive vendinger om den globale
fødevarekrises kommercielle muligheder.
Virksomhedens direktør for landsbrugspr
produkter, Chris Mahoney, har således sagt, at
kr
krisen med dens stigende priser og høje grad
af omskiftelighed skaber “gode forretningsm
muligheder” for Glencore.
Virksomhedens øverste direktør, Ivan
G
Glasenberg, slår lignende toner an, idet han
ha
har været ude med meldinger om, at den globa
bale fødevarekrise har betydet, at industriens
grundbetingelser er “de mest positive, der har
været i et stykke tid”.
Udtalelserne har vakt vrede flere steder i
FN-systemet og blandt de humanitære organisationer. Generaldirektøren for FN’s fødevareog landbrugsorganisation FAO, José Graziano
da Silva, mener, at “overdreven spekulation”
i fødevarekrisen er den direkte årsag til de
stærkt stigende priser.
Bare siden juli er fødevarepriserne i gennemsnit steget med seks procent. I perioden
fra 2003 til 2011 er priserne på korn steget
med hele 120 procent. • /Simon Kratholm
Ankjærgaard
FOTOS: MICHAEL BUHOLZER/SCANPIX (MIDT) & IMAGECHINA/POLFOTO (ØV.) & COLOURBOX (NED.)
AGENDA
Statistik
VELKOMMEN
TIL TALKAMPEN
Man kan bevise hvad som helst med statistik
– i u-landene er det mere sandt end andre steder.
AF JEPPE VILLADSEN
ILLUSTRATION: LOUISE THRANE JENSEN
34/
Vi har hørt det til hudløshed:
“I Mozambique, et af verdens fattigste
lande, bliver folk kun 41 år i gennemsnit.” Eller: “I olielandet Angola er
gennemsnitslevealderen bare 38 år.”
Når forskellen på os herhjemme og
dem dernede skal trækkes hårdt op, er
det ofte levealderen, der bliver smækket på bordet af journalister, ngo’er
og u-landene selv. Og 38 år lyder da
også voldsomt. Men tallet snyder. For
den 50-årige angolaner kan faktisk
forvente at blive 72 år gammel – kun
ti år mindre end en tilsvarende danskers restlevetid. Det er u-landenes
høje småbørnsdødelighed, der vejer
så tungt med og skævvrider tallene,
hvis det, man ønsker at beskrive, er,
hvor mange år en ganske almindelig
voksen kan forventes at blive. Sandheden er, at alverdens sundhedsressourcer og behandlingsformer ikke har
formået at købe den voksne dansker
forfærdelig mange flere forventede
leveår end mange afrikanere.
FALSK FREMGANG
Man kan som bekendt bevise hvad
som helst med statistik, og i u-landene
er det mere sandt end andre steder.
Bistandsuniverset svømmer over med
statistikker om alt fra mødredødelighed til mobiltelefoner. Men opgørelserne er ofte upræcise, misvisende
eller direkte fejlagtige.
“Jo fattigere lande er, jo sværere er
det at lave gode, solide og pålidelige
indberetningssystemer,” siger økono-
miprofessor Martin Paldam, Aarhus
Universitet.
“Den målefejl, der findes i alle
landes statistikker, er betydelig større
for u-lande, så du skal læse dem mere
kritisk. I Afrika syd for Sahara har
man som hovedregel ikke særlig god
statistik,” siger Martin Paldam og
fortæller, at han arbejdede i Nigeria i
to år på et kontor, hvor statistikken for
en hel delstat på størrelse med Norge
blev varetaget af fire medarbejdere.
“
Der er en berømt historie om
Singapore. På det tidspunkt,
hvor landet blev så rigt, at det
ikke længere kunne modtage ulandsbistand fra nogen, var der
et berømt år, hvor det stadigvæk
lykkedes dem at få pint nationalproduktet ned under grænsen, så
det lykkedes at få et år mere.
Martin Paldam,
økonomiprofessor
Kenya og 15 andre afrikanske lande
kunne i løbet af 00’erne takket være
nye målemetoder registrere et dramatisk fald i antallet af hiv-smittede.
Tallene blev brugt af myndighederne
til at fejre en vellykket bekæmpelse
af hiv/aids-epidemien. Men i virkeligheden var der blot tale om en gen-
opretning af en statistisk fadæse, der
totalt havde overvurderet epidemiens
omfang. Eksempelvis nedjusterede
Rwanda sin hiv-andel fra 30 procent
smittede i de tidlige 90’ere til nu blot
én procent af befolkningen.
I Kenya blev andelen med hiv med
ét hug halveret fra 14 procent i 90’erne
til 6,7 procent i 2003, da Kenya Demographic and Health Survey gennemførte en landsdækkende befolkningsundersøgelse baseret på et tilfældigt
udsnit, hvilket var et langt mere pålideligt mål end tidligere undersøgelser,
der baserede sig på udvalgte grupper
som for eksempel gravide kvinder.
“I 90’erne lød det som et fast mantra, at aids kostede 700 kenyanere
livet dagligt. Da det viste sig, at det
rigtige tal var tættere på 300, brugte
præsidenten det til i en tale i 2003 at
juble over, at det var lykkedes at sænke
dødstallet drastisk,” fortæller Gatonye
Gathura, videnskabsredaktør i Kenyas
største mediehus, Nation Media Group.
Og Kenyas National AIDS Control
Council indrykkede annoncer, der fejrede landets succes med at bekæmpe
udbredelsen af hiv/aids.
“Og gradvist blev betegnelserne
‘revidering’ og ‘korrektion’ udskiftet
med ‘fald’ og ‘nedbringelse’, mens
Kenyas National AIDS Control Council tog æren for bedriften,” siger Gatonye Gathura.
På samme vis i andre afrikanske
lande, hvilket fik den britiske økonom Paul Bennell, der har undersøgt
35/
virkningerne af aids på de afrikanske
skolesystemer, til at rette en ætsende
kritik mod u-landenes statistikker:
“Set fra et forskningssynspunkt har
de gjort et elendigt arbejde. De var
ikke interesserede i at overveje modbeviset. De ønskede at tiltrække flest
mulige midler.”
havde fået tredje dosis af den såkaldte
DTP3-vaccine. Og Sierra Leone skulle
for samme vaccination angiveligt
være hoppet fra 28 procent til 68
procent fra 1997 til 1998, desuagtet at
landet befandt sig i en borgerkrig.
“De nationale opgørelser over vaccinedækningen er en myte,” sagde virolog T. Jacob John, rådgiver for den
OVERDREVEN FATTIGDOM
indiske delstat Kerala, dengang til det
I 2001 kom det frem, at mange børn
ansete tidsskrift New Scientist.
døde, og ressourcer blev spildt, fordi
T. Jacob John hævder, at Indien
verdenssundhedsorganisationen
i årevis har indrapporteret mange
WHO i årtier havde anvendt upålihundredtusinder flere poliovaccinadelig og forkert information om vactioner end det antal doser af vacciner,
cinationer. En undersøgelse af WHO
landet købte.
og FN’s børnefond UNICEF’s vacci“Alt for ofte er sundhedsarbejdere
nationsdata for de sidste 20 år viste, at blevet truet med straf, hvis ikke de
25 procent af data ganske enkelt ikke
opfyldte målene,” siger han.
fandtes, og yderligere 19 procent var
AFRIKANSKE TALSPIL
efter alt at dømme fejlbehæftede. EkTendensen til at ville tage sig godt ud i
sempelvis fandt man frem til, at hele
donorøjne kender Martin Paldam godt.
106 procent af børnene i Bangladesh
“Der er en berømt historie om
Singapore. På det tidspunkt, hvor landet blev så rigt, at det ikke længere
kunne modtage u-landsbistand fra
nogen, var der et berømt år, hvor det
stadigvæk lykkedes dem at få pint
nationalproduktet ned under grænsen, så det lykkedes at få et år mere,”
siger han.
Alligevel må man håbe, at det er
blevet bedre siden 1964, hvor CIA
skrev i en dengang fortrolig rapport
The African Numbers Game:
“Officielle tal, der kommer ud fra
det tropiske Afrika, er tilbøjelige til at
være mere vildledende end brugbare.
Mange slags data, der betragtes som
fundamentale i økonomisk opmåling,
er ganske enkelt ikke tilgængelige,
og når de findes, bliver de ofte tilbageholdt eller fordrejes voldsomt
af statslederne til udvalgte politiske
formål.” •
Nigeria
ARVEN EFTER
OLIEN
36/
ASKE FRA EN BRÆNDENDE OLIELEDNING VED BYEN KEGBARA
DERE SPREDER SIG OVER MARKERNE OG ØDELÆGGER HØSTEN.
BILLEDSERIE
NIGERIAS OLIEEVENTYR
At drikke olieforurenet vand
og spise mad dyrket i olieforurenet
jord. Det er hverdag for de omkring
31 millioner mennesker, som bor i
Niger-deltaet i det sydlige Nigeria.
50 års olieproduktion har efterladt
befolkningen i området i krydsilden
mellem regering, multinationale
olieselskaber og militante, lokale
organisationer, der kæmper om de
kostbare dråber. Store olieudslip
har forurenet miljøet og ødelagt
levegrundlaget for de 60 procent af
befolkningen, der lever som bønder
eller fiskere.
Da olieselskaber i 1950’erne først
begyndte at producere olie i Nigerdeltaet, håbede den lokale befolkning at få del i det økonomiske udbytte. Men i stedet er pengene endt
i lommerne på olieselskaberne og
regeringen. I 2004 tog befolkningen
i Niger-deltaet sagen i egen hånd og
dannede MEND (Movement for the
Emancipation of the Niger Delta),
der blandt andet bruger kidnapninger af oliearbejdere og sabotage af
fabrikker i kampen for indflydelse på
olieproduktionen. Men det har gjort
oprydningsarbejdet sværere, mener
Amnesty International.
Ifølge Amnesty kender befolkningen ikke til omfanget af forureningen. De bruger varmen fra de
utallige konstante gasafbrændingsflammer til at tørre deres mad, og de
bader i søer med tydelige plamager
af olie. Oprydningsarbejdet vil tage
25-30 år, anslår FN. Den nigerianske
fotograf George Osodi har brugt
seks år på at dokumentere ødelæggelserne i deltaet. Regeringen i
Nigeria har i august 2012 iværksat
et oprydningsprogram i Ogoniland i
det østlige Niger-delta. • /Marie
37/
Sjødin Græsholm
>
>
38/
NÆST EFTER RUSLAND ER NIGERIA DET LAND I
VERDEN, DER HAR FLEST GASAFBRÆNDINGER.
DE BRÆNDENDE OLIEPØLE
VED KEGBARA DERE FORURENER BÅDE JORDEN,
LUFTEN OG GRUNDVANDET.
39/
MANGE AF KVINDERNE KENDER IKKE SUNDHEDSFAREN
VED AT TØRRE TAPIOCA – EN SLAGS STIVELSE AF TØRRET
CASSAVA-ROD – VED DE BRÆNDENDE OLIEGASFLAMMER.
>
>
MANGE SØER OG VANDLØB I NIGER-DELTAET
ER FORURENET AF OLIEUDSLIP. DET SÆTTER
SINE SPOR PÅ TØJ OG FODTØJ.
40/
NÅR ARBEJDET I MARKERNE ER SLUT, GÅR TUREN
HJEMAD LANGS MED OLIELEDNINGERNE.
ET OLIEUDSLIP I DECEMBER 2003 HAR LAGT LANDSKABET
I RUKPOKWU-DISTRIKTET I NIGER-DELTAET HELT ØDE.
41/
GEORGE OSODI
Fotograf og fotojournalist,
født i Lagos i Nigeria i 1974.
I fotoserien The Rape of
Paradise har han gennem
seks år dokumenteret,
hvordan store multinationale selskabers
olieproduktion i Nigerias Niger-delta
har ødelagt naturen og befolkningens
livsgrundlag. Fotoserien er blevet vist på
udstillinger verden over og er også udkommet som bog. Osodi har arbejdet som
freelancefotojournalist for blandt andet
New York Times, The Guardian og BBC
Focus on Africa.
KULTUREN KORT
UDVIKLING UDVÆLGER I HVERT NUMMER TRE AKTUELLE UDGIVELSER OM GLOBALE FORHOLD
42/
Udviklingsøkonomi 3.0
Massemordets Litterær
psykologi
Congo-perle
Bog: Hvilken opskrift skal fattige
lande benytte for at skabe økonomisk
vækst? Det spørgsmål har man tumlet en hel del med siden afslutningen
på Anden Verdenskrig – men den
praktiske erfaring har manglet.
To ideologiske hovedretninger
har domineret. Udviklingsøkonomi
1.0 med vægt på statslig regulering
og subsidiering, hvor målet var at
ændre de fattige landes industristrukturer i samme retning som
vestlige højindkomstlandes. Og udviklingsøkonomi 2.0, 1980-90’ernes
neoliberale tilgang med vægt på privatisering, liberalisering og offentlige
besparelser.
I den nye bog The Quest for Prosperity: How Developing Economies
Can Take off præsenterer Verdensbankens tidligere cheføkonom Justin
Yifu Lin et bud på en udviklingsøkonomi 3.0. Ifølge den kinesiske
økonomiprofessor skal u-landene
understøtte og udvikle de industrier,
hvor de har klare fordele, og hvor de
kan producere mest effektivt. Samtidig skal de begrænse statens rolle og
give plads til de frie markedskræfter,
så den private sektor kan blomstre.
Justin Yifu Lin bygger sit nye
paradigme op omkring erfaringer fra
blandt andet de sydøstasiatiske lande
og Kina. • /Poul Kjar
Film: De fleste dokumentarfilm vil
gerne flytte publikum. En ny danskproduceret af slagsen synes at have potentiale som et jordskælv.
Dels føjer filmen The Act of Killing
nye brikker til forståelsen af det næsten
ufattelige, massemordets psykologi,
samt hvad der sker, når vinderne skriver
historien. Dels fremprovokerer den en
historisk selvransagelse i Indonesien,
hvor filmen foregår, hvis man skal tro de
første reaktioner.
The Act of Killing handler om massemordet på anslået op mod en million
mennesker i Indonesien, der fulgte
efter et mislykket kupforsøg i 1975,
som kommunistpartiet fik skylden for.
Hæren indledte gennem en paramilitær
organisation en omfattende klapjagt på
formodede kommunister.
Filmens stærke virkning tilskrives
fortællemåden. Instruktøren lader nulevende gerningsmænd genopføre deres
handlinger fra dengang i form af en
musical i bedste Hollywood-stil. På overfladen praler de, men man fornemmer
også deres ubehag ved, hvad de gjorde
dengang.
The Act of Killing er støttet af
Danida blandt mange andre, og den får
premiere herhjemme under dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX 7. november,
hvorefter den kan ses i 50 biografer over
hele landet. • /Regner hansen
Bog: Litteraturhistorien er fuld af
værker om Afrika. Nu bidrager Ben
Rawlence til samlingen med den anmelderroste Radio Congo: Signals of
Hope from Africa’s Deadliest War.
Den britiske forfatter og Afrikaekspert i organisationen Human
Rights Watch rejser gennem Congo
til fods, på cykel og med båd ned ad
Congo-floden, gennem konfliktzonerne Goma og det nordlige Kivu, på
Tanganyikasøen og til det mineralrige Katanga og rejsens mål – byen
Manono. I 1950’erne en rig metropol
finansieret af tin og europæere. I dag
ligner Manono noget, der er løgn.
Det er ikke skildringen af rejsens
slutmål, der betager anmelderne,
men de mange afstikkere og omveje.
I bjergene møder han de forfulgte
tutsiminoriteter, banyamulengerne,
drikker sig fuld med katolske præster,
danser til populær bolingo-musik og
er lige så optaget af lokal osteproduktion i det nordlige Kivu som af
områdets mineralkonflikter. Ben Rawlences rejsekammerater er de lokale
radioreportere, der har lagt navn til
bogens titel og efter eget udsagn er
med til at holde sammen på landet.
Bogen handler i høj grad om at leve i
den Demokratiske Republik Congo,
og ikke om at blive slået ihjel i landets borgerkrig. • /PK
THE QUEST FOR PROSPERITY
THE ACT OF KILLING
RADIO CONGO
Forfatter: Justin Yifu Lin
Princeton University Press (2012),
196 s., 259,95 kr.
Instruktør: Joshua Oppenheimer
Final Cut for Real (2012), 115 min.
www.theactofkilling.com
Forfatter: Ben Rawlence
Oneworld Publications (2012),
320 s., 169,95 kr.
KULTUR
Actionfilm
for frihed
Det ligner en
actionfilm som så
mange andre, men At
the Horizon er den
første film fra Laos
nogensinde, hvor
man kan se skydevåben, skuddueller
og vold på skærmen.
Laos har i årtier
været underlagt
censur, og staten
kontrollerer også
biograferne, hvor
repertoiret mest har
været melodramaer
importeret fra nabolandet Thailand eller
lokal propaganda.
Men instruktør
Anysay Keola har fået
tilladelse til at lave filmen, der nu vises ved
en række filmfestivaler i Asien, og han håber, at det vil betyde
en opblomstring for
den ellers døde laotiske filmindustri.
Bag actionfacaden
er At the Horizon
en fortælling om
de stigende sociale
spændinger mellem
landbefolkningen og
velhaverne i storbyen.
• /SUS
Islamister angriber helligdomme
Flere muslimske helligdomme i Libyen er
blevet angrebet og helt eller delvis ødelagt af
islamister. Bag angrebet står salafister, som
kan betegnes som ultrafundamentalistiske
muslimer, der ønsker, at samfundet bliver som
på Muhammeds tid. Salafister ødelægger de
helligdomme, som samtidig fungerer som mindesmærker for bestemte personer, fordi de ser
dem som udtryk for blasfemisk afgudsdyrkelse.
Libyens regering har taget skarpt afstand
fra ødelæggelserne, men øjenvidner forklarer,
at angrebene flere steder skete, mens regeringssoldater eller politifolk så passivt til. Det
øger spekulationerne om, hvor meget magt
islamisterne er ved at tiltvinge sig.
For nylig raserede salafister uerstattelige
moskeer og gravsteder i nabolandet Mali.
• /SUS
43/
Bevis for britiske
overgreb destrueret
Britiske soldater slog i 50’erne hundredvis af “kommunistiske terrorister” ihjel i
kolonien Malaya, der i dag er Malaysia. Kvinder blev tvunget til at klæde sig nøgne og
angiveligt misbrugt af britiske soldater, og det
britiske kolonistyre gennemførte censur.
Det er bare nogle få eksempler fra de
næsten 9.000 dokumenter, som netop er
blevet offentliggjort med årtiers forsinkelse
i Storbritannien, og som viser, hvordan det
britiske koloniherredømme i sine sidste år
slog hårdt ned på modstand i kolonier verden over.
Imidlertid er de mest belastende papirer
blevet systematisk destrueret. Instruktioner
i de offentliggjorte arkiver viser, at beviserne
for overgreb enten blev brændt eller sendt ned
på havets bund på store dybder.
Papirerne er kommet frem, fordi fire ældre
kenyanere sidste år vandt retten til at sagsøge
den britiske stat for de overgreb, som kolonimagten angiveligt stod bag under Mau Mauoprøret i Kenya i 50’erne.
Ifølge de fire overlevende var tortur, kastration, voldtægt, henrettelser og tvangsarbejde
almindeligt i de fangelejre, som briterne stod
bag. Sagen følges med stor interesse i andre
tidligere kolonier, hvor der også er overlevende, som anklager briterne for lignende
overgreb. • /Susanne Sayers
FOTOS: LAO NEW WAVE CINEMA PRODUCTIONS (NED. TV) & BETTMANN/POLFOTO (MIDT. TH)
AGENDA
Religion
GUD OG ALLAH
KAN HJÆLPE DE FATTIGE
AF MALENE FENGER-GRØNDAHL
Afrika er et kontinent af troende, så læg
religionsforskrækkelsen til side og brug
de religiøse partnere i udviklingsarbejdet,
siger trosbaserede organisationer.
ILLUSTRATION: FLEMMING DUPONT
44/
UDVIKLING
OKT / NOV
#5 / 2012
“
Når kristne og muslimer opdager hinanden og
anerkender hinandens menneskelighed, finder
de ud af, at fjenden ikke er den anden, men
det, der ødelægger fremtidsudsigterne.
Uffe Torm,
Dansk Missionsråd
I Nordnigeria bygger kirkerne
brønde til landsbyerne. I Sierra Leone
er den anglikanske kirke en af de
vigtige aktører i arbejdet for at forebygge hiv og aids, og i Cameroun er
der planer om at undervise præster og
missionærer i landbrugsdrift, når de
går på bibelskole. På den måde kan de
tage kundskab, der kan afhjælpe sult
og fattigdom, med sig, når de tager
Bibelen under armen og vender tilbage til landets fattige egne.
Andre steder er det imamer, der taler for fred og forsoning, der går foran
for at sikre kvinders ret til uddannelse
og taler imod omskæring af kvinder.
Der er øget fokus på religionens
rolle i u-landsbistanden. Senest har
Norges udenrigsministerium bestilt
en udredning om samspillet mellem
udvikling og religion. Også i Danmark slår en række aktører i det
danske u-landsmiljø nu til lyd for, at
religion ikke er til at komme uden om,
når man laver udviklingsarbejde på
det afrikanske kontinent.
“Som vestlige bistandsfolk er vi naturligvis præget af vores egen kultur,
og over længere tid har vi i Vesten udviklet en slags religionsforskrækkelse.
Resultatet er, at vi ikke har fået et
sprog for religion. Men når man kommer i kontakt med religiøse, politiske
eller andre partnere i Afrika, finder
man ud af, at de fleste afrikanere er religiøse – det anses som en del af det
at være et normalt og rationelt menneske. Men det burde ikke forskrække,
for i lighed med alle os andre i globaliseringens tidsalder forholder
afrikanere sig kritisk og pragmatisk
både til deres egne traditioner og de
nye tendenser – blandt andet dem, der
følger med udviklingsinitiativer fra
Danmark,” understreger Langås.
I stedet for at komme med en fastlåst dagsorden, om hvad god udvikling
er, bør danske udviklingsorganisationer
bruge tid på at lytte sig frem til, hvilke
udfordringer de lokale partnere finder
mest presserende, mener han:
“I en kompleks verden er det ikke
altid den herskende agenda i Vesten,
der er den vigtigste i et afrikansk
land. Eksempelvis er enkers svage
rettigheder et problem, som omfatter
langt flere personer end for eksempel
homoseksuelles manglende rettigheder. Men hvem tager fat på enkers rettigheder? Skal man være til hjælp, skal
man lytte, før man snakker, og det er
Vesten ikke kendt for,” siger han.
Han tilføjer, at det dog kan være en
udfordring, at nogle religiøse partnere
har konservative holdninger til nogle
af de temaer, som dansk udviklingsbistand fokuserer på, for eksempel vilkår
for børn, kvinder og homoseksuelle.
DROP FRYGTEN
En af dem er Arngeir Langås, koordinator for kristen-muslimske relationer
i danske Mission Afrika. Organisationen laver udviklingsarbejde på et kristent grundlag i en lang række lande,
hvor befolkningen består af både muslimer og kristne. Det er organisationens erfaring, at det er nyttigt at finde
partnere, som har en religiøs profil.
“Religion fylder virkelig meget i
Afrika. Mange afrikaneres verdensbillede er religiøst, og generelt er der stor
respekt omkring de religiøse ledere. De
stærkeste civilsamfundsinstitutioner er
de religiøse, især kirkerne, og derfor er
mange kirkelige organisationer vigtige TRO OG FRED HØRER SAMMEN
partnere, hvis man vil nå langt ud med De danske udviklingsorganisationer er
stadig ikke gode nok til at medtænke
sine initiativer,” siger Arngeir Langås.
45/
>
RELIGION I DANSK BISTAND
>
Danmark tænker religion ind i u-landsbistanden – men med forbehold.
“Også religiøse grupper er vigtige partnere i de danske bistandsindsatser. Religiøse grupper spiller en voksende rolle
i Afrika, og de er blandt andet med til at
sikre adgang for de fattige til sundhed og
uddannelse. Men der er også bekymring
for, at religion kan forhindre fremskridt
og nytænkning (…). Religion kan i nogle
tilfælde skabe spændinger i samfundet
og være en årsag til radikalisering og
konflikt. Regeringen vil engagere religiøse
grupper i dialog og samarbejde.”
Danidas Afrika-strategi (2007)
TRO GENNEMSYRER LIVET FOR MANGE MENNESKER I AFRIKA.
HER BEDER EN KATOLIK I SIN KIRKE I BYEN MADALLA I NIGERIA.
FOTO: JAN DAGØ/POLFOTO
46/
religion i bistandsarbejdet. Det mener
Uffe Torm, sekretariatsleder for Dansk
Missionsråds udviklingsafdeling
1998$–2012, en paraplyorganisation for
31 kirker og kirkelige organisationer,
der arbejder med udviklingshjælp.
“Der er kun så småt ved at komme
en erkendelse af religionens betydning for udvikling hos de danske
ngo’er og i Danida. Både kirkelige og
sekulære ngo’er mangler viden om
religionens betydning i hverdagslivet.
Den viden er en absolut forudsætning
for at opnå positive resultater,” siger
Uffe Torm.
Forkvinde for Mellemfolkeligt Samvirke (MS), Trine Pertou Mach, der
især har beskæftiget sig med kvinders
forhold i Mellemøsten og Nordafrika,
er delvis enig.
“Selv om MS ikke er en trosbaseret
organisation, erkender vi, at religion
har betydning. I mange lande er de
vigtigste sociale aktører religiøst baserede bevægelser eller organisationer.
Det gælder ofte i lande, hvor staten har
sluppet det sociale ansvar. Der ser vi,
at organisationer som Hamas i Palæstina træder ind og for eksempel åbner
små sundhedsklinikker. Når vi i MS
støtter kvindebevægelser i disse lande,
må vi forholde os til, at det kan være
nødvendigt for dem at samarbejde
med for eksempel imamer. Det støtter
vi dem i, men vi fastholder, at det fælles udgangspunkt er FN’s menneskerettigheder,” siger Trine Pertou Mach.
Religion og udvikling er et tema,
der allerede har nogle år på bagen i
international sammenhæng. Allerede
i midten af 1990’erne etablerede Verdensbanken et råd af religiøse ledere,
der skulle bistå banken i udviklingsarbejdet.
Og i Norge har udenrigsministeriet
som nævnt igangsat en udredning om
religions rolle i udviklingsarbejdet.
Det var et initiativ, der blev taget af
den tidligere norske udviklingsminister Erik Solheim, som mente, at der
var for lidt fokus på og for lidt viden
om religion i Norges internationale
samarbejde. Det skete blandt andet
på baggrund af begivenhederne 11.
september 2001, hvor New York blev
ramt af terror.
Den tilgang kunne Uffe Torm godt
ønske sig i dansk sammenhæng.
“Det er umuligt at skabe fred og
udvikling, hvis vi negligerer religionens rolle. Så vi bør gå ind i det felt og
påvirke og samarbejde. Udviklingen
i Mellemøsten viser tydeligt, at det er
nødvendigt at tænke religionen og de
religiøse aktører ind,” mener han.
“Danmark arbejder aktivt for at modvirke
det øgede politiske og religiøse pres mod
seksuel og reproduktiv sundhed blandt andet ved at sikre, at den rettighedsbaserede
tilgang til indsatser på befolkningsområdet fastholdes i FN- og EU-regi og forankres solidt i de fremtidige internationale
målsætninger for udviklingsindsatsen, så
unge kan få seksualundervisning og prævention, og kvinder kan få adgang til abort
og andre relevante sundhedsydelser.”
Retten til et bedre liv, Strategi for
Danmarks udviklingssamarbejde (2012)
dansk u-landsbistand, også i form af
dialoginitiativer. Arngeir Langås er
enig:
“Når kristne og muslimer opdager
hinanden og anerkender hinandens
menneskelighed, finder de ud af, at
fjenden ikke er den anden, men det,
der ødelægger fremtidsudsigterne.”
Men opfattelsen deles ikke af alle.
“Jeg tror, at danske organisationer
er ret godt inde i de politiske, sociale
og kulturelle forhold i de lande, hvor
de er til stede. Gør man religion til en
RETTIGHEDER FØR TRO
tværgående prioritet i al udviklingsarDansk u-landsbistand har flere såkaldt bejde, er jeg bekymret for, at det kan
tværgående hensyn. Det vil sige teskygge for andre, mere presserende
maer, som altid skal indtænkes, når
behov,” siger Trine Pertou Mach.
danske skattekroner bruges til at be“Lidt skarpt stillet op vil vi i MS
kæmpe fattigdom og fremme udvikstøtte en lokal kvindeorganisation i
ling. Kvinders rettigheder er et eksem- at overbevise deres religiøst baserede
pel på et sådant tværgående hensyn.
partnere om, at kvinders rettigheder
Men skal religion også være med? Det er vigtigere end hensynet til en bemener – måske ikke overraskende – de stemt tro. Vi vil ikke rådgive dem til,
trosbaserede ngo’er.
at de for enhver pris skal samarbejde
Uffe Torm fra Dansk Missionsråd
med religiøse organisationer,” siger
opfordrer til, at religion bliver indhun. • /Malene Fenger Grøndahl er freelancejournalist.
draget som et tværgående hensyn i al
RELIGION ER
IKKE EN TROSSAG
Magt, politik og uvidenhed er på spil, når
udvikling kobles til religion, fastslår ny norsk
udredning, der har undersøgt området.
AF ULRIKKE MOUSTGAARD
Da New York blev ramt af terrorangreb for 11 år siden, fik religion
for alvor en plads i international politik. Siden fulgte vrede over danske
Muhammed-tegninger, og senest har
en islamkritisk film sat verden i brand
flere steder.
Religion og tro spiller en stor rolle
for hovedparten af verdens befolkning.
Religion har indflydelse på individer
såvel som samfundsprocesser. Og derfor er vi nødt til at forstå, hvordan religion fungerer og påvirker samfundet,
når vi laver udviklingspolitik. Problemet er bare, at vi ikke er ret gode til det.
Sådan kan hovedkonklusionen kort
beskrives i en ny udredning af religion
og udvikling, der blev bestilt af det
norske udenrigsministerium sidste
år og netop er blevet offentliggjort.
Udredningen har gransket samspillet
mellem religion og udvikling på fire
hovedområder (se boks). Den hæfter
sig ved, at religionskundskab er en stor
mangelvare i udviklingssamarbejdet.
“Det er et ret nyt felt, som man
fortsat næsten intet ved om. Samtidig er det præget af fordomme og
fejlagtige forestillinger,” siger norske
Nikolai Hegertun, koordinator af ud-
redningen på Oslosenteret for Fred og
Menneskerettigheter.
“På den ene side er der statslige donorer, der har en frygt for religion, og
derfor ikke ved, hvordan de skal håndtere spørgsmålet. Sker der noget med
religiøse undertoner, kalder man ofte
på religiøse rådgivere – men at få en
teolog og en imam på banen er ikke
nok. Der skal faglighed og kompetent
videnskabelig ekspertise til – præcis
som på andre områder,” siger Nikolai
Hegertun.
“På den anden side er der de trosbaserede ngo’er. Det er typisk dem, der
forsøger at bringe temaet religion op.
Men nogle har en større tro på religion
og religiøse partnere, end befolkningen har. Og det at man er troende, betyder ikke, at man “kan” religion – de
er ofte ikke så vidende om den sammenhæng og de politiske magtspil,
religionen udspiller sig i,” siger han.
RELIGION SOM SYMBOLPOLITIK
Den manglende viden og ekspertise
på området står i skarp kontrast til,
hvor centralt et tema religion er blevet
på den globale udviklingsagenda gennem de seneste godt ti år.
De store sværdslag i FN handler
ofte om emner, hvor stærkt religiøse
medlemslande modsætter sig internationale aftaler, der strider imod deres
grundlæggende værdier – især på
spørgsmål om seksualitet, abort og
kvinders sundhed, altså de seksuelle
og reproduktive rettigheder.
Det er sket sideløbende med, at
den internationale udviklingsdagsorden i høj grad nu handler om, at det
er u-landene selv, og ikke donorerne,
der skal sidde i førersædet, når det
gælder om at skabe udvikling.
“Det er her, det bliver vigtigt at
“kunne” religion og forstå mekanismerne og kompleksiteten i, hvordan
religion kan bruges symbolsk i et
magtpolitisk spil, der netop handler
om meget andet end religion,” siger
Nikolai Hegertun. •
RELIGION OG UDVIKLING
Den norske udredning har set på religion
og udvikling i forhold til
• Modernitet og økonomisk vækst
• Konflikt, fred og forsoning
• Demokrati og menneskerettigheder
• U-landsbistanden
Læs rapporten på www.oslocenter.no
47/
FOTO: DARIO PIGNATELLI/POLFOTO
Forskning
Burma
SMUKKE MÆND
I HØJ KURS
Moderne tider i Myanmar: En Viagra-importør står
bag konkurrencen om at blive Årets Mand 2012.
Udvikling deltog som eneste ikke-burmesiske
medie i kåringen.
AF JEPPE VILLADSEN
48/
DET ER IKKE LIGE SÅDAN VI KENDER BURMA, MEN
BURMA ER ANDET END GLØDENDE DEMOKRATIFORKÆMPERE – OGSÅ MANDESHOW OG PIGEBANDS.
VÆR EN MAND
Så starter showet. Til lyden af elektriske pauker gjalder det ud af højtaleranlægget: “Welcoooome to Manhunt
2012!!”
Et pigeband i korte kjoler danser i
baggrunden, mens deltagerne, der er
i boksershorts, skiftevis går frem på
scenen. Deres veltrænede kroppe er
indsmurt i glinsende olie. De poserer
til heftigt pulserende dance-musik og
lader sig smilende sluge af kameraerne for enden af catwalken. En deltager placerer koket sin tommelfinger i
underbuksens elastik og trækker ned,
så yderligere et par centimeter af hans
markerede mavemuskulatur kommer
til syne.
Hvis det hele føles lidt lummert, er
det næppe tilfældigt. Konkurrencens
hovedsponsor er firmaet Maxmate
– Burmas svar på Viagra – der til aftenen har valgt sloganet: “Be a man – so
smooth, so strong.”
“Der er stor kamp om at være med
i Man of the Year,” fortæller Maxmates
direktør, Dr. Myo Thant, som Udvikling møder under en pause i lobbyen.
“For efter at de har været med her,
står dørene åbne for, at de kan blive
supermodeller og filmstjerner – ligesom vi kender det fra kvindelige skøn-
hedsmodeller,” siger Myo Thant, der
har været i stand til at sende sin søn
på Harvard-universitetet i USA takket
være indtægterne fra sit burmesiske
Viagra-monopol.
Sidste års nummer to i konkurrencen var søn af landets magtfulde og
notorisk demokratifjendtlige vicepræsident. Men Myo Thant forsikrer, at
det er unge mænd fra alle sociale lag,
som deltager i konkurrencen.
“Nogle deltagere optager endda
lån for at få råd til de mange forberedelser og indkøb af nyt tøj og så videre, som kræves for at være med, og
dermed få mulighed for at vinde den
eftertragtede titel og hovedpræmien
på 3.000 dollars,” fortæller han.
SUMMEN AF TALENT
I mellemtiden er de unge fyre trukket
i jakkesæt. De sorte habitter sidder
stramt på deres muskuløse kroppe,
og nu får de også lov til at præsentere
sig selv med nogle få ord. Så er der
lidt mere at bygge på, når feltet på
30 skal koges ned til fem skarpe topfinalister.
De fleste virker selvsikre og gør,
hvad de kan for at charmere publikum.
Fra sin plads midt i salen kan
Udviklings udsendte smugkigge hen
over skuldrene på dommerne – to
smukke kvinder i glamourøse balkjoler og et par yderst stilfulde herrer,
der vistnok er designere. På hvide
blokke noterer de mellem fem og ti
point til hver deltager for henholdsvis “ansigtstræk”, “personlighed”,
“højde-vægt-proportioner”, “selvtillid”,
“beklædning”, og så det mere udefinerbare “talent”.
“
Efter at de har været med her,
står dørene åbne for, at de kan
blive supermodeller og filmstjerner – ligesom vi kender det fra
kvindelige skønhedsmodeller.
Myo Thant,
Maxmate
EN GOD HUD
Så er det trøstetid. Selv om det er
Årets Mand, det handler om, bliver
der også uddelt en hel stribe trøstetitler. Vi klapper blandt andet af en
storsmilende Mr. personality, tiljubler
DET BLEV EN VIAGRA-MODEL, DA BURMA
KÅREDE ÅRETS MAND I FESTSALEN PÅ DET
FASHIONABLE TRADERS HOTEL I CENTRUM
AF HOVEDBYEN YANGON.
49/
aftenens Bedste krop og glæder os
over blomsterne til Bedste talent.
Deltageren med Bedste ansigtshud
belønnes med et gavekort på 300.000
kyat (lidt over 2.000 kroner) fra Nivea, der er medsponsor for konkurrencen.
Da de sidste trøstepræmier er delt
ud, står fem finalister tilbage og skal
til sidst demonstrere et talent. Én
vælger at fortælle en sjov historie, to
synger og spiller guitar, én danser,
mens den sidste lykkes at få salen til
at synge med på sin ikke helt rene a
cappella-sang.
Og så – efter mere end fire stive
timer – kåres vinderen. Det bliver konkurrencens nummer 17, den ene af de
to guitarspillende sangere.
Afgørelsen får salen til at bruse
over af klapsalver. Men – typisk asiatisk – har publikum rejst sig og søgt
mod udgangen, allerede inden den
sidste konfetti er landet på gulvet.
Den 21-årige Min Thein Khant, som
vinderen hedder, fortæller Udvikling,
at han kommer fra Yangon og har hovedfag i it fra en teknisk skole.
“Jeg vil gerne gøre min uddannelse
færdig, men min drøm er at blive en
stjerne, en sanger, model eller filmstjerne,” smiler han. •
FOTO: JEPPE VILLADSEN
Hvis man tror, at Burma er et
land udelukkende befolket af asketiske munke, sammenbidte menneskeretsaktivister og fattige, men stolte,
risbønder, kan man godt tro om igen.
Landets støt voksende overklasse
vil underholdes og sætter gerne parlamentsvalg og demokratiske reformer
til side til fordel for et godt talentshow: den Viagra-sponsorerede kåring
af Årets Mand – Man of the Year 2012.
Udvikling er med, da et par tusinde
mennesker fra Burmas økonomiske
elite – samme weekend, hvor landet
gennemførte sit historiske parlamentsvalg – tilbringer fem timer af
deres fredag aften med at kåre landets
fremmeste søn.
Salen er proppet. Der knipses fotos
fra iPhones og iPads under enorme
forgyldte lysekroner. Den unge del
af publikum ser ud som om de er vadet lige ud af New Yorks og Berlins
hipster-cafeer: Fyre i stramme, farvede
jeans, spidse sko, tatoos og oversized
briller. Piger i superkorte kjoler og
hår i alle regnbuens farver. Og modne
damer i højhælere og skinnende
silkekjoler.
international
organiseret
kriminalitet
forbrydelserne
Den internationale kriminalitet har forandret sig gennem
de seneste to årtier. De kriminelle netværk er ekspanderet,
og deres nye metoder er for eksempel:
Udnyttelse af landes økonomiske og politiske situation
samt statsapparater til at få indflydelse.
Teknologisk avanceret udstyr til narkosmugling.
Cyberkriminalitet.
forbryderne
Mange tror, at international kriminalitet er et undergrundsfænomen.
Men mange kriminelle opererer ikke
i det skjulte, og de største grupper
bliver en slags berømtheder.
staten
Forbrydere har altid forsøgt at korrumpere
politiske systemer. Men aldrig før er det
lykkedes så mange ulovlige organisationer
at få så stor indflydelse, som de kriminelle
har nu i afrikanske, østeuropæiske og latinamerikanske lande.
Statsmagt og kriminalitet
flyder dermed sammen.
Kriminelle overtager også
medier, radio/tv-stationer
og dagblade.
FOREIGN AFFAIRS
VERDENS FØRENDE MENINGSDANNERE OG BESLUTNINGSTAGERE ANALYSERER GLOBALE FORHOLD
Mafiastater
DEN ORGANISEREDE
KRIMINALITET
TAGER MAGTEN
Forbrydelse og statsmagt blandes mere og mere sammen i hele
verden, så lande som Afghanistan, Nordkorea og Venezuela nu
kan kaldes “mafiastater”. Det truer den globale sikkerhed, skriver
Moisés Naím, politisk analytiker og seniorforsker i den amerikanske
tænketank Carnegie.
Den verdensomspændende økonomiske
krise har været en fordel for internationale
kriminelle.
Takket være den svage økonomi kan pengestærke forbryderorganisationer overtage
økonomisk skrantende, men potentielt værdifulde virksomheder til discountpriser. Økonomiske nedskæringer tvinger regeringer i hele
verden til at skære i budgetterne for politi og
retsvæsen. Millioner af mennesker er arbejdsløse og derfor mere fristet til at bryde loven.
Det store antal arbejdsløse eksperter inden for
finans, revision, informationsteknologi, jura og
logistik har forøget antallet af højt kvalificeret
personale, som de kriminelle karteller kan
ansætte.
Samtidig har filantropiske foreninger
over hele verden skåret ned på deres støtte,
hvorved der er opstået underskud inden for
kultur, uddannelse, sundhedsvæsen og andre
områder, som de kriminelle organisationer
med glæde vil betale, hvis de til gengæld får
politisk råderum, social accept og folkelig
opbakning. De internationale forbryderorganisationer kunne næppe ønske sig et mere gunstigt klima. Deres aktiviteter bygger som regel
på høje profitmargener og kontante midler,
hvilket ofte giver dem en høj grad af likviditet
SAMARBEJDE MED
FOREIGN AFFAIRS
Udvikling samarbejder
redaktionelt med det
anerkendte tidsskrift
Foreign Affairs, som er
blevet udgivet af den
uafhængige amerikanske tænketank Council
on Foreign Relations
siden 1922. Samarbejdet
betyder, at Udvikling
med jævne mellemrum
vil bringe artikler fra
Foreign Affairs i dansk
oversættelse.
– ikke det værste udgangspunkt under globale
kreditstramninger.
Men dristigere modstandere og færre
ressourcer er ikke de eneste problemer, der
plager politi, statsadvokater og dommere. I
de senere år er der også fremkommet en helt
ny trussel: mafiastaten. Over hele verden har
kriminelle i et hidtil uhørt omfang infiltreret
regeringerne. Den modsatte proces har også
fundet sted: I stedet for at bekæmpe de magtfulde forbryderorganisationer har regeringer i
visse tilfælde overtaget deres ulovlige praksis.
I en mafiastat beriger regeringsembedsmændene sig selv og deres familie og venner,
samtidig med at de udnytter de kriminelle
syndikaters penge, gennemslagskraft, politiske indflydelse og globale netværk til at befæste og udvide deres egen magt. De ledende
stillinger i nogle af verdens mest indbringende
ulovlige virksomheder bestrides faktisk ikke
længere kun af professionelle forbrydere, men
også af højtstående embedsmænd, medlemmer af lovgivende forsamlinger, spionchefer,
politidirektører, militære officerer og i visse
ekstreme tilfælde endda af statsoverhoveder
og deres familiemedlemmer.
Denne sammenblanding af regeringer og
kriminelle grupper er noget andet end det be-
51/
>
>
grænsede samarbejde, der har været
tale om før i tiden.
*
KRIMINALITETENS REVOLUTION
Den herskende opfattelse af internationale kriminelle netværk bygger på
tre fejlagtige antagelser.
For det første tror mange mennesker, at når det drejer sig om forbrydelser, er alt blevet prøvet før. Det
er rigtigt, at forbrydere, smuglere og
sorte børser altid har eksisteret. Men
karakteren af den internationale kriminalitet har forandret sig en hel del i
de to sidste årtier, hvor de kriminelle
netværk har ekspanderet ud over de
traditionelle markeder og er begyndt
at udnytte politiske og økonomiske
omvæltninger og nye teknologier.
“
FOTO: LYNSEY ADDARIO/VII/CORBIS/POLFOTO
52/
Mafiastater har råd til de bedste
advokater og revisorer og har
adgang til den mest avancerede
teknologi.
største kriminelle grupper, er tværtimod blevet en slags berømtheder.
Velhavende mennesker med mistænkelige erhvervsvirksomheder er blevet
efterspurgte som filantroper og har
overtaget kontrollen med radio- og
tv-stationer og ejerskabet til indflydelsesrige dagblade.
De kriminelles voksende velstand
og magt skyldes ikke kun deres aktiviteter, men også ganske almindelige menneskers adfærd; der er flere
millioner mennesker, som deltager i
produktionen af kopiprodukter i Kina
eller i narkoproduktionen i Afghanistan, og der er millioner af vesterlændinge, som jævnligt ryger hash;
flere hundrede tusinde migranter
hyrer hvert eneste år kriminelle for at
blive indsmuglet i Europa, og der er
velhavende borgere i liberale erhverv,
som ansætter illegale indvandrere
som barnepiger eller husholdersker.
Almindelige mennesker af denne type
er en integreret del af det kriminelle
økosystem.
HISTORISK INDFLYDELSE
En tredje misforståelse er, at international kriminalitet udelukkende er et
spørgsmål om håndhævelse af lovene,
I begyndelsen af 1990’erne var
som påhviler politimyndigheden,
kriminelle grupper nogle af de første, statsadvokaturen og domstolene. Det
der overtog fornyelserne inden for
er mere nærliggende at opfatte den
kommunikation i form af avanceret
internationale kriminalitet som et poelektronisk kryptering. De kriminelle
litisk problem med konsekvenser for
syndikater var også hurtige til at
den nationale sikkerhed.
bruge nye metoder til transport af
Omfanget og rækkevidden af de
narko såsom “narko-undervandsbåde”, stærkeste kriminelle organisationer
altså en slags mini-ubåde, der ikke
kan nemt måle sig med verdens
kan opdages med radar, sonar eller
største multinationale selskaber. Og
infrarøde systemer. (Narkokartellerne ligesom lovlige organisationer søger
i Colombia gik efterhånden over til at magt og indflydelse, så gør de krimibruge rigtige ubåde). I de senere år
nelle det også.
har kriminelle organisationer også
Forbrydere har som bekendt altid
udnyttet internettet, hvilket har ført
forsøgt på at korrumpere politiske
til en svimlende stigning i omfanget
systemer for at udnytte dem til deres
af cyberkriminalitet, som kostede den egen fordel. Men aldrig før er det
globale økonomi omkring 114 milliar- lykkedes så mange ulovlige organisader dollars i 2011 ifølge oplysninger fra tioner at få så stor indflydelse, som de
internetsikkerhedsfirmaet Symantec.
kriminelle har nu for tiden i afrikanEn anden udbredt misforståelse er, ske, østeuropæiske og latinamerikanat den internationale kriminalitet er et ske lande, for ikke at tale om Rusland
undergrundsfænomen, der kun omfat- og Kina.
ter små grupper afvigere, der opererer
I det sidste årti har dette fænomen
i udkanten af det normale samfund.
overskredet en grænse, som betyder, at
Sandheden er tværtimod, at de krimi- der i dag findes magtfulde mafiastater.
nelle i mange af verdens lande overJosé Grinda, en spansk statsadvokat
hovedet ikke gør sig den ulejlighed at med mange års erfaring i bekæmpelse
operere i det skjulte og heller ikke er
af østeuropæiske forbryderorganisaspor marginaliserede. Personer, som
tioner, hævder, at det i mange tilfælde
mistænkes for at være ledere af de
er blevet umuligt for ham og hans
kolleger at skelne mellem forbryderorganisationernes og deres staters
interesser.
*
MAFIASTATER PÅ VEJ
Kriminalitet og statsmagt flyder sammen i Afghanistan, hvor højtstående
regeringsembedsmænd og provinsguvernører – heriblandt præsident
Hamid Karzais halvbror Ahmed Wali
Karzai, som blev snigmyrdet sidste
år – er blevet anklaget ikke kun for at
samarbejde med narkosmuglernetværk, men for simpelthen at lede dem.
I takt med at narkohandelen er
blevet stadig mere globaliseret, er afrikanske lande også blevet inddraget og
53/
ÆLDRE MØDES HOS DEN AFGHANSKE PRÆSIDENTS HALVBROR
AHMED WALI KARZAI, DER VAR ANKLAGET FOR AT LEDE AFGHANISTANS NARKOSMUGLING. HAN BLEV MYRDET SIDSTE ÅR.
fungerer nu som vigtige mellemstationer for narko fra Andes-regionen
og Asien på vej til det narkohungrende europæiske marked. Nærmest
uundgåeligt har adskillige afrikanske
statsledere og deres familier foruden
politikere på lavere niveau, militærfolk
og medlemmer af retsvæsenet indladt
sig på selv at arbejde som narkosmuglere. Et eksempel er Guinea, hvor Ousmane Conté, søn af afdøde præsident
Lansana Conté, officielt blev betegnet
som “narkobaron” af den amerikanske
regering i 2010.
Politidepartementer, efterretningstjenester, domstole, lokale og provinsielle regeringer, pasudstedende myndigheder og toldembedsmænd er alle
blevet eftertragtede mål for kriminel
overtagelse. Sidste år blev René Sanabria, en pensioneret general, som var
chef for Bolivias narkopoliti, arresteret
af FBI-agenter i Panama og anklaget
for at have planlagt at udskibe flere
hundrede kilo kokain til Miami. Sanabria erkendte sig skyldig og blev idømt
14 års fængsel. En stribe generaler, der
har bestridt de vigtigste poster i kampen mod narko i Mexico, er nu fængslet
for at have deltaget i den kriminalitet,
som de var ansat til at bekæmpe.
En mafiastat har også fået fodfæste
i Venezuela. I 2010 udnævnte præsident Hugo Chavez general Henry
Rangel Silva til øverste chef for de
venezuelanske væbnede styrker; tid-
ligere i indeværende år blev han også
forsvarsminister. Men i 2008 blev
Rangel Silva føjet til det amerikanske
finansministeriums officielle liste over
narkobaroner, og han blev beskyldt
for “afgørende hjælp til aktiviteter i
forbindelse med narkosmugling”. Det
amerikanske finansministerium har
for nylig givet en række andre venezuelanske embedsmænd den samme betegnelse, deriblandt fem højtstående
officerer, en ledende efterretningsofficer og et indflydelsesrigt kongresmedlem og en af Chavez’ allierede. I
2010 blev en venezuelaner ved navn
Walid Makled, som af flere regeringer
anklages for at være chef for en af
verdens største narkosmuglerorgani-
>
>
sationer pågrebet af de colombianske
myndigheder. Inden Makled blev
udvist til Venezuela, påstod han, at
han havde videobånd, optagelser af
telefonsamtaler, kasserede checks og
andet materiale, der beviste, at han
samarbejdede med kriminelle netværk, som involverede 15 venezuelanske generaler (deriblandt chefen for
det militære efterretningsvæsen og
lederen af narkobekæmpelsen), broderen til landets indenrigsminister samt
fem kongresmedlemmer.
Til dels som følge af den slags samarbejde har kokainsmuglingen haft
gode kår i Venezuela i de senere år,
og landet tegner sig nu for over halvdelen af samtlige kokaintransporter
til Europa ifølge en rapport fra FN’s
agentur for narkotika og kriminalitet
(UNODC). Og handelen med narko
er ikke den eneste ulovlige aktivitet,
der er blomstret op under Venezuelas
æra med statssanktioneret kriminalitet
FOTO: FAISAL MAHMOOD/SCANPIX
54/
DEN PAKISTANSKE ATOMFYSIKER A.Q. KHAN
HAR SOLGT OPSKRIFTER PÅ ATOMBOMBER.
– landet er også blevet base for aktiviteter knyttet til menneskesmugling, hvidvask af penge, falskmøntneri, våbensmugling og handel med smuglerolie.
ATOMVÅBEN OG SOPRANOS
Før i tiden anså eksperter i udenrigspolitiske forhold som regel international kriminalitet for at være et
forholdsvis ubetydeligt problem, som
kunne løses ved hjælp af landenes interne retsvæsen. Virkningerne af kriminalitet var små sammenlignet med
terrortruslen eller udbredelsen af masseødelæggelsesvåben. Denne konventionelle opfattelse er heldigvis ved at
forandre sig. Flere og flere eksperter
og politikere erkender, at kriminalitet
er blevet en væsentlig årsag til global
ustabilitet, især efter mafiastaternes
fremkomst.
Kriminelle bander er nu beskæftiget med at tjene penge på udbredelsen af atomvåben. Den berygtede
pakistanske atomfysiker A.Q. Khan
påstod, at han udbredte kendskabet
til konstruktionen af atombomber for
at fremme Pakistans interesser. Men
“
Mafiastaternes fremkomst har
også gjort det overhængende
nødvendigt at gøre kampen mod
kriminalitet mere international. En positiv fremgangsmåde
kunne være at skabe “en koalition af de ærlige” myndigheder.
det internationale netværk, han opbyggede for at markedsføre og sælge
sine produkter, var organiseret som
et ulovligt, profitbaseret foretagende.
Eksperter i udbredelsen af atomvåben
har gennem lang tid advaret om, at
ikke-statslige aktører ikke nødvendigvis reagerer på atompræventive strategier på samme måde som stater; der
er med andre ord grund til at være
bekymret over, at kriminelle organisationer kan blive så indgroet en del af
staterne, at det bliver vanskeligere at
begrænse udbredelsen af atomvåben.
Mest bekymrende i den sammenhæng er Nordkorea. Selv om Nordkorea for nylig meddelte, at man til gengæld for fødevarehjælp ville indstille
atomprøvesprængningerne, holde op
med at berige uran og give internationale inspektører lov til at besøge det
største atomanlæg, er landet stadig et
atombevæbnet diktatur med statsstyrede kriminelle virksomheder, der har
fået amerikanske embedsmænd til at
døbe det “Sopranos-staten”.
Sheena Chestnut Greitens, der
er ekspert i sammenblandingen af
stat og kriminalitet i Nordkorea, har
skrevet, at landet har “både midler og
motivering til at eksportere nukleart
materiale”, og advaret om, at “udbredelsen af den slags materiale ved
hjælp af ulovlige netværk ikke altid
vil være omhyggeligt kontrolleret af
leverandørstaten”, hvilket gør en i
forvejen farlig situation endnu mere
truende.
Selv om man ser bort fra en foruroligende mulighed som atombevæbnede mafiastater, vil regeringer, som
er dybt engageret i ulovlig handel,
være mere tilbøjelige til at bruge
magt, hvis deres adgang til indbringende markeder trues.
*
tidig godt af den retslige beskyttelse og
diplomatiske immunitet, som kendetegner en stat, og herved fremkommer
der en hybrid form for international akPROFIT I SKYGGEN
tør, som de nationale politimyndigheEn bekæmpelse af international krimi- der har svært ved at bekæmpe. De eknalitet må i stadig højere grad betyde sisterende redskaber, som de nationale
mere end at begrænse smuglingen af regeringer kan tage i anvendelse for
kopivarer, narko, våben og mennesker; at imødegå den nye trussel – traktater,
det må også dreje sig om at forhindre multilaterale organisationer og samarog modarbejde kriminaliseringen af
bejde mellem nationale politimyndigstater. Ulovlig handel er farlig i sig
heder – er langsomme, besværlige og
selv, men den trussel, den udgør i for- uegnede til opgaven. Hvordan skulle
hold til samfundet, bliver større, hvis
et land også kunne koordinere bekæmde kriminelle bliver højtstående empelsen af kriminalitet, hvis de øverste
bedsmænd, og hvis staterne overtager politikere eller politiembedsmænd selv
de kriminelle syndikater.
er forbrydere?
Men retshåndhævelsen i vore dage
*
kan ikke tage kampen op mod krimiVI MANGLER VIDEN
nelle organisationer, der ikke kun er
I takt med at mafiastaternes betydning
velhavende, voldelige og hensynsløse,
er blevet bedre kendt, er politimyndig
men også støttes af nationale regerinheder over hele verden begyndt at
ger og disses diplomater, dommere,
spioner, generaler, kabinetsministre og udarbejde nye metoder og strategier
til at bekæmpe den slags stater – disse
politidirektører. Mafiastater har råd til
de bedste advokater og revisorer og har metoder kan være at bede højtstående
embedsmænd om at gøre rede for
adgang til den mest avancerede teknologi. Underfinansierede politidepar- deres økonomiske forhold, undersøge
de revisorer, advokater og teknologitementer, overbebyrdede domstole og
eksperter, der beskytter de vigtigste
trægt arbejdende bureaukratier er stadig dårligere i stand til at bekæmpe en kriminelle, samt at forbedre samarbejdet mellem forskellige nationale
så velfinansieret og snarrådig fjende.
Politimyndighederne hæmmes også myndigheder.
Mafiastaternes fremkomst har også
af det faktum, at de er nationale, mens
de største og farligste kriminelle orga- gjort det overhængende nødvendigt
nisationer samt mafiastaternes agenter at gøre kampen mod kriminalitet
mere international. En positiv fremopererer i adskillige jurisdiktioner.
Mafiastater er kendetegnet af samme gangsmåde kunne være at skabe “en
hastighed og fleksibilitet som transnati- koalition af de ærlige” myndigheder,
onale forbrydernetværk og nyder sam- som med ringere sandsynlighed er
55/
Oversat af Claus Bech
Teksten er en forkortet udgave af artiklen
“Mafia States: Organized Crime Takes Office”, bragt i Foreign Affairs’ maj/juni-nummer 2012. Udeladelser er markeret med *.
Reprinted by permission of Foreign
Affairs, May/June 2012, Vol 91, No 3.
Copyright 2012 by the Council on Foreign
Relations, Inc.
Moisés Naím
er seniorforsker med speciale i
international økonomi og global
politik på Carnegie Endowment for
International Peace.
Han er forfatter til bogen Illicit: How Smugglers
Traffickers and Copycats are Hijacking the Global
Economy (Doubleday, 2005). Naím var chefredaktør for magasinet Foreign Policy i 14 år og er
ledende international kommentator på Spaniens
største dagblad El País.
FOTO: ARIANA CUBILLOS/AP/POLFOTO
VENEZUELAS FORSVARSMINISTER (I UNIFORM) ER
OFFICIELT STEMPLET SOM “NARKOBARON” AF USA.
blevet infiltreret eller overtaget af kriminelle grupper. *
En vigtig hæmsko for at bremse
udbredelsen af mafiastater er en
grundlæggende mangel på viden
blandt almindelige borgere og politikere om fænomenets omfang. Ukendskabet til problemets omfang og
rækkevidde vil gøre det vanskeligt at
forsvare eller forøge de i forvejen beskårede budgetter for de statsinstitutioner, der har til opgave at bekæmpe
den internationale kriminalitet, især i
en tid med økonomiske stramninger.
Men det vil være svært at udbrede
en sådan viden, al den stund så mange
aspekter af statskriminalitetens processer stadig er dårligt forståede
– og her skjuler sig et endnu større
problem. Det er nytteløst eller måske
ligefrem uhensigtsmæssigt at bruge
offentlige midler til at reducere mafiastaternes magt, medmindre disse midler bruges til at gennemføre en politik,
der bygger på et solidt fundament af
viden. Desværre er mafiastaten et fænomen, som man kun har meget lidt
konkret viden om.
De analytiske redskaber, som staterne for tiden anvender for at løse
problemerne, er primitive, eftersom
de tager udgangspunkt i en forældet
opfattelse af organiseret kriminalitet.
Hvis manglen på viden skal udbedres,
kræver det, at politimyndigheder, efterretningsvæsener, militære organisationer, medier, akademikere og ngo’er bliver bedre til at fremskaffe og udveksle
flere pålidelige oplysninger. Denne
proces vil kun være et første skridt
– og tilmed et utilstrækkeligt initiativ. •
VÆRKER FRA VERDEN
KUNSTNERE FRA NÆR OG FJERN UDSTILLER I UDVIKLING
SELVPORTRÆTTER
56/
57/
HÉLÉNE AMOUZOU
Født i den vestafrikanske stat Togo i 1969, men
flyttede for 14 år siden til Bruxelles, Belgien.
Begyndte i 2004 på Akademiet for Tegning og
Visuel Kunst i Bruxelles, hvor hun arbejdede
med videokunst og fotografi. Siden 2008 har
hun primært udtrykt sig gennem fotokunst.
De fleste af hendes billeder er selvportrætter.
Se mere på www.heleneamouzou.be
Ambassadørens rejsetips:
Thailand
FOTOS: NIMON/SHUTTERSTOCK.COM (ØV. TV) & SHUTTERSTOCK (ØV. TH)
58/
AMPHAWA – MAN KAN TAGE PÅ EN DAGSTUR TIL DET STORE FLYDENDE
MARKED AMPHAWA OG MÅSKE LEJE EN SÅKALDT LANGHALEBÅD.
Du er Danmarks ambassadør i Thailand –
hvad må man ikke gå glip af i Thailand?
“Kongepaladset og Chinatown i Bangkok
finder de fleste vej til. Bangkok kaldes jo
Østens Venedig, og den bedste kanalrundfart
får man ved at tage over på vestbredden af
Chao Phraya-floden til Thon Buri og opsøge
en seriøs arrangør.
Man kan også tage på dagtur til det store
flydende marked Amphawa og måske leje en
såkaldt langhalebåd. I Amphawa er der mulighed for at indkvartere sig hos en thailandsk
familie. Men Thailand er selvfølgelig andet
end Bangkok -blandt andet nationalparkerne.
Og mod nordøst findes isaan-kulturen nær
Laos, som har anderledes mad.
Og længere nordpå end Chiang Mai er
lanna-kulturen, som er inspireret af Burma
(Myanmar), og har smukt forarbejdet kunsthåndværk.”
Hvilken begivenhed har gjort indtryk på dig?
“Livsform og ritualer i Thailand er stærkt
præget af buddhismen. Jeg kan anbefale at
opsøge en af tempelfestivalerne rundt om
i landet. De er en blanding af karneval og
munkeceremoni. Kongens fødselsdag den 5.
december er også en stor oplevelse – mest
storslået ved floden i Bangkok med bådopvisning og fyrværkeri.”
Hvor kan man få indblik i landets historie?
“Det bedste sted er Nationalmuseet i Bangkok. Desuden er der museerne inde i landet,
der giver et indtryk af den lokale kultur og
historie.”
THAILAND
• Landet har omtrent
samme areal som
Spanien. Befolkningen
er på cirka 68 mio.
mennesker.
Hvilke fejl begår udlændinge ofte?
“Som ambassadør oplever jeg ofte, hvordan
• Hovedstaden Bangkok
udlændinge glemmer, hvor farligt det er at
har 7,2 mio. indbyggere.
blande alkohol med trafik og badning. De
• Thailand er det eneste
bliver forledt af den stemning af fest, de
land i Sydøstasien,
møder i Thailand. Det er også vigtigt at huske
som ikke har været
at tegne rejseforsikring. Udlændinge bør også
koloniseret. Hed opvære bedre til at skifte fra badetøj og strandtøj,
rindelig Siam.
når de går ind i templer, eller tager ind til
byerne.”
• Thailand er et kongedømme. Militæret
har ofte blandt sig
i politik, senest i
2006–2008.
Hvad kan Danmark lære af Thailand?
“Vi kan lære at være mere venlige og overbærende over for andre – også over for mennesker, vi ikke kender. Vi holder gerne på vores
• Den etniske fordeling
egen ret først, og er ikke så gode til at uder 80 procent thai,
trykke respekt over for andre.” • /Regner Hansen
27 procent lao og 12
procent kinesere.
Det langt overvejende
flertal er buddhister.
Mikael Hemniti Winther, 51
Danmarks ambassadør i Bangkok
siden januar 2011
• Turismen til Thailand
satte rekord i 2011
med 19 mio. gæster,
blandt dem 150.000
danskere.
UDVIKLING
Anmeldelse
OKT / NOV
#5 / 2012
DA AFRIKA KOM
TIL VENEDIG
Angola er for første gang på Arkitekturbiennalen i
Venedig og leverer – overraskende – et af biennalens
stærkeste bidrag med et forslag til grøn byforbedring.
AF MERETE AHNFELDT-MOLLERUP
SMUKT OG DUFTENDE
I den sammenhæng er Angolas udstilling en lise. Udstillingen er placeret
på øen San Giorgio, i et kloster. Man
kommer ind, som i de fleste nationale
udstillinger, forbi en reception, hvor
der kører noget video. Og så er der et
stort, stort rum fyldt med grønne rør,
mere specifikt den hurtigvoksende
afrikanske rørtype Arundo Donax. Det
er overvældende, smukt, duftende og
samtidig en rolig og elegant kontrast
til resten af biennalen. Hvad går det
ud på?
Projektet er et forslag til byforbedring i Luanda, Angolas hovedstad, der
som mange andre byer i u-lande er
præget af stor og ukontrolleret vækst
i slumkvarterer uden infrastruktur,
kloakering og fælles byrum. Forslaget,
der er formuleret af arkitektgruppen Beyond Entropy Ltd, går ud på
at plante rør som rodzoneanlæg
(lavteknologisk anlæg til rensning af
spildevand bestående af et beplantet
jordstykke, som spildevandet ledes
igennem – se foto) i alle byens mellemrum og dermed skabe et bedre
klima, rent vand, brændsel og skønhed. Det er enkelt og meget billigt.
SVAR PÅ PROBLEMER
Arkitekterne forestiller sig, at den
bæredygtige løsning kunne være
relevant mange steder i Afrika, og at
den dermed er et bud på et fællesskab, både i den nære sammenhæng i
Luanda og i den store sammenhæng,
som svar på problemer, der vokser
med stor hast i det meste af verden.
Projektets grundidéer kan genfindes mange steder på Biennalen – der
er tydeligvis en generel og global tendens til at tænke det fælles som noget,
der er grønt og bæredygtigt. Men An-
59/
golas bud er på en gang meget konkret og tilgængeligt, og kunstnerisk
helstøbt sammenlignet med de andre.
Udstillingen er i sig selv et billede
på en forandret verden. At et afrikansk
land præsenterer et af biennalens stærkeste bidrag er overraskende og peger
mod et helt nyt fælles grundlag. •
Merete Ahnfeldt-Mollerup er lektor på
Kunstakademiets Arkitektskole med global byudvikling som et af sine forskningsområder.
FOTOS: BEYOND ENTROPY LTD
Arkitekturbiennalen i Venedig
er en slags festival for arkitektur, hvor
der både er pavilloner og udstillinger
fra de enkelte lande og en fælles, kurateret udstilling. Kurator i år er den britiske arkitekt David Chipperfield, som
har valgt temaet “Common Ground”
i et stilfærdigt opgør med 00’ernes
spektakulære stjerne-arkitektur. Chipperfield mener, at vi skal engagere os
i det fælles på mange niveauer. Dels
ved at det enkelte arkitekturværk indgår harmonisk i en kulturel og rumlig
sammenhæng, og dels at det offentlige rum i sig selv er betydningsfuldt.
I praksis er den kuraterede udstilling på Biennalen en politisk sag, så
Chipperfield har som alle andre kuratorer måttet invitere en stor mængde
“starchitects”, som overhovedet ikke
har lyst til at respektere det overordnede tema. Noget tilsvarende gør sig
gældende i de mange nationale pavilloner og udstillinger. Med andre ord: I
Venedig går man rundt i en kakofoni
af udstillinger, der larmer vildt, både
bogstaveligt og i overført betydning
med mængder af information og data,
billeder og modeller, tilbud om kataloger, kaffe og drinks.
Kronik
“VI HAR OCEANER AF TID”
Danmark jagter udvikling som et kapløb, mens folk i Mali sjældent har travlt.
Danskerne elsker komplekse løsninger, men malierne er til det enkle.
Og mens Danida leder efter fejl, er man i Mali bare glad for det, der lykkes.
Bocar Dit Siré Ba, Bamako
Programmedarbejder ved
Danmarks ambassade i Mali
FOTO: KLAUS HOLSTING/DANIDA
60/
“
Hos Danida er man sjældent tilfreds med et
resultat, man forsøger altid at finde det svage
punkt. I Mali er det derimod sjældent, man er
utilfreds med et resultat. Man forsøger altid
at sætte pris på det, der lykkes.
Jeg arbejdede for en af Danidas vigtigste samarbejdspartnere,
før jeg blev ansat på den danske ambassade i Bamako som ansvarlig for
landbrugssektorprogrammet. Jeg har
derfor været så heldig med mine egne
øjne at kunne observere samarbejdet
mellem Mali og Danmark – fra begge
sider.
Danida kan i år fejre 50-års jubilæum, men er på trods heraf stadig en
ung samarbejdspartner i Mali. I løbet
af få år har Danida blandt andet gennemført tre større programmer inden
for vand- og sanitetssektoren, beskæftigelse og erhvervsfremme samt
landbrug. Danida har endvidere ydet
støtte til et program for god regeringsførelse, hvilket har vakt beundring
hos de maliske partnere for Danidas
realitetssans.
Der har dog været og er stadig
talrige eksempler på områder, hvor
der hersker uenighed om visionen
for udviklingsprogrammerne og gennemførelsen af dem. Men der er også
områder, der vækker fascination og
beundring.
Det er ofte vanskeligt at forstå
de beslutninger, der bliver truffet
af Udenrigsministeriet i Danmark!
Danida får samarbejdet til at fremstå
som tøvende for de maliske partnere,
når Danmarks officielle repræsentant
i landet ikke længere kaldes “ambassadør” men “chargé d’affaires”, også
selv om Danida har forklaret, at denne
ændring ikke har nogen negativ
indvirkning på Danidas indsats. For
deres maliske venner er denne nye
titel ikke ligefrem den bedste gave.
Er det udtryk for en utilfredshed eller
en tilpasning til situationen? Under
alle omstændigheder opfattes det som
et samarbejde, der virker uklart i sin
indsats.
Det maliske folk ønsker et konsekvent samarbejde og forstår ikke
denne famlen.
KULTURKONTRASTER
Da jeg begyndte at arbejde for Danida
for præcis halvandet år siden, oplevede jeg en række kontraster til den
maliske fremgangsmåde. Hos Danida
foregår jagten på udvikling som et
kapløb. Det skal gå hurtigt for at nå
de ønskede resultater. I Mali har man
derimod aldrig travlt, når man foretager sig noget. Vi i Sahel-regionen har
ubegrænsede mængder af tid. Hos
Danida elsker man komplekse løsninger på problemerne, mens man i Mali
foretrækker simple, “jordnære” løsninger. Hos Danida er man sjældent
tilfreds med et resultat, man forsøger
altid at finde det svage punkt. I Mali er
det derimod sjældent, man er utilfreds
med et resultat. Man forsøger altid
at sætte pris på det, der lykkes. Hos
Danida arbejder man med monitorering og evaluering af aktiviteterne. I
Mali derimod kan man ikke fordrage
denne form for “skolemesterholdning”.
Når en aktivitet er afsluttet, ønsker
man ikke at vende tilbage til den. Hos
Danida er man altid bange for at begå
fejl og ikke nå de ønskede resultater. I
Mali er man altid optimistisk i forhold
til de fastsatte resultater.
Samarbejdet mellem parterne er
således præget af disse kontraster i
det daglige. For at styrke samarbejdet
er der derfor behov for at fremme det
61/
>
>
62/
gensidige kendskab til de kulturelle
forskelle, så man opnår en ensartet
rytme og tempo i samarbejdet.
SKYLLET VÆK
Jeg kan tænke mig, at den danske
befolkning ikke bliver glad for at høre,
at for eksempel en vej, der er finansieret af danske bistandsmidler, og som
skal skabe adgang til markedet og
sørge for, at landbrugsprodukter fra
en fjerntliggende landsby i Mali kan
blive afsat, viser sig at have mangler,
fordi regeringen ikke greb ind i tide
og fremskaffede tilstrækkelige midler
og sikrede en tæt overvågning af projektet. Befolkningen i modtagerlandet
er lige så ked af at se, at den vej, man
altid har drømt om, er uanvendelig
efter blot en enkelt regntid.
Det er et helt banalt eksempel, men
stammer ikke desto mindre fra det virkelige liv, og giver en følelse af at have
smidt penge ud ad vinduet. Det rammer direkte effektiviteten af Danidas
bistandsmidler.
Der er efter min vurdering meget
på spil, eftersom millioner af danske
bistandskroner bliver spildt, fordi det
ikke er lykkedes at tilvejebringe et
par tusinde kroner. En stor del af løsningen på dette problem skal findes i
partnerskabsaftalerne mellem Danida
og modtagerlandet. Det er afgørende,
at forpligtelserne i disse samarbejdsaftaler bygger på et bedre kendskab til
partnerlandets systemer, så alle parter
kan følge disse.
FØRST ÆG, SÅ OKSE
Et andet dilemma i det danske udviklingssamarbejde er håndteringen af
eksempler på korruption i forbindelse
med partnerskabsaftalen. Den maliske
befolkning støtter princippet om nultolerance, hvor uberettiget anvendelse
af selv meget små beløb af danske
bistandsmidler skal undersøges grundigt på lige fod med større beløb.
Da jeg forklarede Danidas princip
for en politiker fra landbrugskammeret i Mopti, svarede han: “Den, der
stjæler et æg, er også i stand til at
stjæle en okse.”
I partnerskabsaftalerne mellem
Danida og Mali står der, at den maliske regering i tilfælde af misbrug med
danske bistandsmidler skal betale
beløbet tilbage. Danidas udbetalinger
af støtte til Mali suspenderes, indtil
det fulde beløb er blevet tilbagebetalt. Hvis regeringen som led i
gennemførelsen af programmerne
overdrager bistandsmidler til lokale
myndigheder, og der uheldigvis sker
misbrug i én lokal myndighed, bliver
alle projekter suspenderet, også for
de myndigheder, hvor der ikke er
foregået misbrug. Det er som at straffe
i blinde. Denne fremgangsmåde rammer helt vilkårligt både dem, der har
begået fejl, og dem, der har sørget for
god forvaltning af bistanden. Uforholdsmæssige sanktioner i forhold til
de begåede fejl er med til at hæmme
et visionært samarbejde.
“
Hos Danida foregår jagten på
udvikling som et kapløb. Det
skal gå hurtigt for at nå de
ønskede resultater. I Mali har
man derimod aldrig travlt.
ÅBENHED OG ÆRLIGHED
Jeg forsøger ikke at forsvare de maliske myndigheder, og jeg vil samtidig
gerne understrege, at de mennesker,
som samarbejder med Danida, værdsætter og deler de værdier, der danner
grundlag for samarbejdet. Et samarbejde, der var tænkt som problemfrit.
Det er et partnerskab baseret på en
åben og ærlig dialog frem for monolog – både politisk og teknisk. Med
myndighederne men også med civilsamfundet og den private sektor på
nationalt og regionalt plan.
Danidas fleksibilitet ved gennemførelsen af programmer giver også
den maliske partner det indtryk, at
vi aktivt skal kunne håndtere problemerne i stedet for at ligge under for
dem, selv om Danida sommetider
er på forkant med reaktionstiden fra
malisk side, hvilket kræver større
koordinering i forhold til beslutningsniveauet. Desuden bruger de
maliske finansielle institutioner det
danske udviklingssamarbejde som et
skoleeksempel til at opfordre andre
samarbejdspartnere til at have tiltro til
regeringens finansielle kredsløb ved
gennemførslen af udviklingsprogrammerne. Det maliske folk værdsætter
endvidere Danidas “aktivisme” inden
for korruptionsbekæmpelse, selv om
denne aktivisme sætter visse myndigheder under stort pres.
TØVENDE UTÅLMODIGHED
Ovennævnte eksempler understreger
de paradokser, der findes i Danidas
aktiviteter og fremgangsmåder i
Mali. Samarbejdet opfattes fra malisk side på én og samme tid som
både tøvende og utålmodigt – som et
samarbejde, der til tider er ude af trit
med den lokale virkelighed. Alt dette
kan virke som begynderfejl. Men
denne karakteristik står uden tvivl i
kontrast til det billede, Danida har af
sig selv: som en solidarisk, retfærdig,
opmærksom og samvittighedsfuldorganisation.
Der er efter min vurdering grund
til at udøve selvkritik for dermed at
forbedre og styrke billedet af Danida i
Mali og samtidig forbedre forholdene
for Danidas engagement til gavn for
udviklingsarbejdet og befolkningens
trivsel. De nævnte vanskeligheder
skal ses i et helhedsperspektiv og
ikke overskygge de positive sider.
Den maliske befolkning er tilfreds
med det danske udviklingssamarbejde og mangfoldigheden af de
gennemførte udviklingsprogrammer,
der er direkte til gavn for støttemodtagerne.
Danida har skabt et levende samarbejde og tætte relationer til de maliske
samarbejdspartnere gennem programmerne, og man får det indtryk,
at Danida også har 50-års jubilæum i
Mali. Som det franske ordsprog siger,
kan man trods en ung alder godt udvise modenhed. •
STEMMER FRA VERDEN
I anledning af Danidas 50-års jubilæum i
år er lokalt ansatte på de danske ambassader i udviklingslandene blevet inviteret til
at deltage i en kronikkonkurrence.
Vinderkronikken Græsrodskamp mod korruption blev trykt 16. marts 2012 i Morgenavisen Jyllands-Posten.
Hovedparten af den debat, vi hører om
u-landsforhold, udgår fra personer i Danmark – her er chancen for at høre virkeligheden set fra syd, når Udvikling bringer
bidrag fra konkurrencen.
Første kronik blev bragt i forrige nummer.
Læs alle kronikker under “Danida 50 år”
på www.danida.dk
DEBAT
Mexicos “effektive” narkokrig
AF DIEGO OSORNO GONZÁLEZ
MEXICANSK JOURNALIST OG FORFATTER TIL FLERE BØGER OM NARKOKARTELLERNE
Send debatindlæg på 150-300 ord til
udvikling@um.dk
Homo-rettigheder
skal styrkes
AF BJARKE OXLUND OG BJARNE B. CHRISTENSEN
HHV. NÆSTFORMAND OG GENERALSEKRETÆR
I SEX & SAMFUND
I det danske ngo-miljø står vi på
babystadiet, når det drejer sig om at
indarbejde LGBT-rettigheder (rettigheder for bøsser, lesbiske, biseksuelle
og transpersoner, red.) i vores arbejde
i Syd.
LGBT-rettigheder er mindst lige
så marginaliserede, som kvinde- eller
børnerettigheder var det i 1960’erne
og 70’erne. Dengang var det en kamp
at få anerkendt kvinder og børn som
mennesker med rettigheder. Sådan
er det også for bøsser og lesbiske i
Afrika og andre dele af verden i dag.
I alt for lang tid har ansvaret for at
kæmpe for LGBT-rettigheder alene
ligget hos de aktivistiske LGBT-organisationer og menneskerettighedsorganisationer i Syd. De er imidlertid for
nemme at tilsidesætte i deres lokale
kontekster, hvor det, de kæmper for,
ofte er kriminaliseret.
For både store og små ngo’er og
Danida er tiden derfor kommet til at
tage arbejdet med rettigheder for homoseksuelle, biseksuelle og transpersoner op og gøre det til en del af vores
generelle arbejde. Det er uhyre vigtigt,
at også de største aktører i det danske
u-landsmiljø rækker hænderne ud
mod disse sårbare befolkningsgrupper ved at sætte LGBT-rettigheder
højere op på dagsordenen. •
I juni/juli-nummeret af Udvikling
beskriver den tidligere chef for USA’s
narkopoliti Robert Bonner, hvordan
Mexicos præsident Calderón de seneste år har været “i stand til at føre
en stadig mere effektiv krig mod
kartellerne”. Men når man interviewer
repræsentanter for menneskeretsorganisationer og journalister, er der andre
meninger om denne “krig”, som har
kostet over 55.000 mexicanere livet
(foto): “Det er ikke en krig mod narkobaronerne. Det er en krig, der handler
om kontrol med narkoen. De vil alle
have kontrollen: militæret, politiet,
dele af den private sektor.” (Charles
Bowden, forfatter til Den kriminelle by,
2010).
Almindelige borgere bliver vilkårligt arresteret; nogle af dem tortureres
for derefter at blive fremstillet for offentligheden som “narkokriminelle”
for at vise krigens succes. I USA
kunne hr. Bonner have konsulteret
State Department, der i 2011 beskrev
Mexico således: “Security forces reportedly engaged in unlawful killings,
forced disappearances, and instances
of physical abuse and torture.”
(forkortet af red.) •
63/
Snarere vindstille end medvind
AF KRESTEN KJÆR SØRENSEN
KOMMUNIKATIONSLEDER I VEDVARENDE ENERGI
Udenrigsministeriet skrev for
nylig i en pressemeddelelse, at udviklingsbistanden har vind i sejlene.
Vi er mange, der ville ønske, det var
sandt, men når man kigger på tallene
fra den ny rundspørge, tegner der sig
desværre et lidt andet billede.
Sagen er, at man har forbedret
spørgeskemaet, så folk nu har mulighed for at svare, at u-landsbistanden
“i nogen grad” hjælper eller “i nogen
grad ikke hjælper”. Det giver langt
færre svar i “både og” og “ved ikke”
til fordel for flere positive svar og ne-
gative svar: 51 procent af danskerne
mener at u-landsbistanden hjælper
– en fremgang fra 39 procent sidste
år – mens 30 procent mener, den ikke
hjælper – en fremgang fra 16 procent
sidste år. Det samlede billede er altså
stort set lige stor fremgang i både de
positive som i de negative svar.
Den mest nærliggende tolkning af
den forskel er, at den skyldes de nye
svarmuligheder. Det tyder nærmere
på, at der er mere vindstille omkring
danskernes holdning til u-landsbistanden, end der er medvind – desværre. •
FOTO: BERNANDINO HERNANDEZ/AP/POLFOTO
LÆSERNES MENING
NAVNE
5der rykker
Kvinden, der
blev træt
af prat
Lakhdar Brahimi, 78, er
udpeget af FN til at afløse
Kofi Annan som mægler i
Syrien. Brahimi har tidligere været udenrigsminister i Algeriet
samt udsendt til Afghanistan for FN
efter terrorangrebene d. 11. september
2001 og i Irak efter invasionen i 2003.
AF MARIE SJØDIN GRÆSHOLM
FOTOS: PAWEL FLATO (ØV. TH.) & FN & UNF & KU & SCHIE KJETIL
64/
HKH Kronprinsesse
Mary, 40, bliver medlem
af et internationalt panel
af prominente personer,
som skal bekæmpe mødredødelighed
og fremme reproduktiv sundhed og
rettigheder. Det sker på opfordring af
FN’s Befolkningsfond (UNFPA).
49-årige Gunilla Carlsson
har siddet på posten som Sveriges
udviklingsminister siden 2006. Her
har hun kæmpet for ligestilling, klima
og miljø, og nu er tiden kommet til
FN’s internationale mål for udvikling.
Hun er udpeget som medlem af et nyt
FN-højniveau-panel, som skal komme
med forslag til en ny international
Lasse Rosenkrands
dagsorden, der kan afløse 2015
Christensen, 57, er udMålene.
peget som chef for EU’s
“Det är kurser, konferenser, resor
civile, fælles sikkerhedsog forsvarsmission i Sydsudan. Rosen- och prat, prat, prat,” kom det fra Gunilla Carlsson om svensk udviklingskrands skal arbejde på at sikre luftbistand tidligere på året. Den skarpe
fartssikkerheden omkring den store
udmelding kom, i forbindelse med at
lufthavn, Juba.
Carlsson foreslog en omlægning af
svensk bistand væk fra budgetstøtMorten Broberg, 43, juraprofessor ved Københavns ten, og i højere grad målrettes steder,
Universitet, er blevet tildelt hvor der kan dokumenteres konkrete
resultater.
det prestigefyldte Jean
Monnet professorat af Europa-Kommissionen. Det skal styrke forskningen BRUGBART BUZZWORD
i de juridiske aspekter af relationerne Carlsson vil se handling, og der skal
stilles større krav til dokumentation
mellem EU og udviklingslandene.
af projekter, så befolkningen kan se,
hvad de får for skattekronerne. Det er
Mari Skåre, 51, er udnævnt til at være NATO’s også hendes nøgleord i arbejdet med
de nye FN-mål: handlekraft og gensærlige repræsentant for
kvinder, fred og sikkerhed. nemsigtighed.
“FN er nødt til at åbne sig. Vi skal
Hun har blandt andet tidligere været
ikke ses som en elite, som ved, hvorsouschef på den norske ambassade i
Kabul og skal nu arbejde for at styrke dan verden fungerer og ikke har forkvinders deltagelse i freds- og sikker- bindelse til de lande, vi skal hjælpe. Vi
skal gøre os fortjent til arbejdet med at
hedsspørgsmål.
skabe nye mål for fattigdomsbekæmpelse,” siger hun til Udvikling.
Bæredygtighed. Det ord hører vi
meget, og Gunilla Carlsson bruger det
også hyppigt. Men det er der en grund
til, understreger hun. For 2015 Målene
mangler bæredygtige løsninger.
“De nuværende mål er simple og
matematisk målbare. Det har handlet
om, hvor mange vacciner vi får bragt
ud til børn. Det skal vi selvfølgelig
tage med os. Men vi er nødt til at finde
ud af, hvordan vi laver fungerende institutioner, som kan gøre vores tiltag
holdbare i længden,” siger Carlsson.
Hun vil arbejde for, at FN i højere
grad laver samarbejder med lokale institutioner og organisationer, som kan
hjælpe med at holde FN’s udviklingsprogrammer ved lige.
UNGE I TOP
Carlssons vigtigste mærkesager, når
arbejdet går i gang, vil blive ungdomsgenerationen.
Ministeren vil arbejde for, at de
nye mål i højere grad tager højde for
verdens fattigste unge. De er den vigtigste vej til vækst, innovation og nye
jobs.
I panelet får Gunilla Carlsson selskab af blandt andre Englands premierminister David Cameron, Liberias
præsident Ellen Johnson Sirleaf, og
Jordans dronning, Rania. •
ASIATISK PLADS
KORT NYT
OM DANIDA
AKTUELT
• Udvikling: EU-kommissionen satte
global udvikling på dagsordenen,
da den årlige begivenhed European
Development Days (EDD) løb af stablen 16.-17. oktober i Bruxelles. Det
var syvende gang, ngo’er, eksperter
og beslutningstagere fra EU og
resten af verden mødtes til Europas
førende platform for debat om udvikling.
EVALUERINGER
• Public Financial Management:
Søger at afdække resultaterne af
reformer af den offentlige finansforvaltning i Burkina Faso, Ghana og
Malawi i perioden 2001-2010, samt
hvilken rolle international støtte
har spillet.
Følgende evalueringer er under
færdiggørelse og forventes offentliggjort i november/december 2012:
• Grøn vækst: Årets store Global
• Adgang til retslige serviceydelser
Green Growth Forum (3GF) blev afi Zambia: Fokuserer på erfaringer
holdt i København 8.-9. oktober 2012.
med støtte til retsvæsenet og sikring
3GF er skabt på initiativ af Udenaf bedre adgang til retslige servicerigsministe riet og er internationalt
ydelser i Zambia.
anerkendt som ledende platform
for offentlig-privat dialog og samar• Danidas Fellowship Program:
bejde for grøn vækst.
Undersøger erfaringer med og
• International bistand: Forskningsresultater af Danidas Fellowship
og kommunikationsprogrammet ReProgram.
Com afholdt 8. oktober konferencen
• CSO’ers engagement i politikAid at Work i København. ReCom
dialog: Fokuserer på erfaringer med
blev iværksat i 2010 af Danida i
støtte til civilsamfundsorganisatiosamarbejde med svenske Sida for
ners forsøg på at påvirke politik-proat undersøge og formidle, hvorfor
cesser i bl.a. Mozambique, Uganda
noget u-landsbistand virker, mens
og Bangladesh.
andet ikke gør.
• Kenya: Udviklingsminister Christian Friis Bach deltog 5. oktober i
virksomhedskonferencen Eyes on
Kenya i København sammen med
danske og kenyanske topledere fra
erhvervslivet. Konferencen henvendte sig til danske virksomheder
med blikket rettet mod det afrikanske marked.
www.danida.dk
www.evaluering.dk
BØRNENES U-LANDSKALENDER
I år går overskuddet fra kalenderen til
at oprette landsbyskoler i Ghana. Sammen med u-landskalenderen lanceres
et onlineunivers med spil
og leg for børn.
www.u-landskalenderen.dk
STYRELSEN
På sit møde i september tiltrådte
Danidas Styrelse følgende bevillinger:
• Bangladesh: Landbrugsprogram for
vækst og beskæftigelse – 330 mio. kr.
• Burkina Faso: Støtte til makroøkonomiske reformer – 230 mio. kr.
• Nepal: Program for vedvarende
energi i landområder – 205 mio. kr.
• Reproduktiv sundhed: Midler til
seksuel og reproduktiv sundhed
og rettigheder – 79,2 mio. kr.
• International Trade Center: Bidrag
til Det Internationale Handelscenter
– 27 mio. kr.
• Hiv/aids: Støtte til hiv/aids-indsatser i civilsamfundet – 25 mio. kr.
KAMPAGNEN
VERDENS BEDSTE NYHEDER
Danida, FN og mere end 80 danske
udviklingsorganisationer kører for
tredje år i træk kampagnen. Formålet
er at vise danskerne, hvordan Danmarks udviklingssamarbejde bidrager
til den positive udvikling i verdens
fattige lande.
www.verdensbedstenyheder.dk
• Udviklingsaktiviteter: Støtte til
danske organisationers udviklingsaktiviteter – 75.003 mio. kr.
Danidas Styrelse er rådgivende organ
for udviklingsministeren. Styrelsen
drøfter og indstiller nye programmer,
strategier og handlingsplaner.
65/
IndVikling
DUS MED DIKTATORERNE
Ondskab og grådighed er trumf, når man spiller
Tyrankort. Historiens værste despoter er sat på
spillekort, og så er der lagt op til en hyggelig
stund med Hitler, Pol Pot og
g Pinochet..
66/
AF LASSE HØJSGAARD
FOTO: WELTQUARTETT
Hvorfor
Hvorfor skal det altid vær
være
ære
re så
å
trist at læse om krige, massemord og
institutionaliseret ondskab? Naturligvis skal det fortrinsvis være trist, men
vel ikke ALTID?
Hvis De, kære læser, vil unde Dem
selv et lille frikvarter fra moral og
medfølelse – empati og overjeg – og i
stedet betragte historiens absurditeter
med kaffe, kage og måske en lille, beklemt latter. Så prøv Tyrankort-spillet.
Tyrankort er modelleret efter de i
firserne så populære bilkort. Men i stedet for Lancia’er og Aston Martin’er,
der konkurrerer på hestekræfter og
cylindervolumen, har vi en forrygende
samling af historiens ondeste og mest
barbariske ledere, der måles mod
hinanden på antallet af dræbte, deres
personlige formue, eller hvor længe
de sad på magten.
UNDERSKOV AF DESPOTER
Og der er nok at tage af. Fra de klassiske diktatorer som Hitler, Stalin og
Mao går en vidt forgrenet sti gennem
tid og geografi ud til en underskov af
mere eller mindre vanvittige despoter
og tyranner. Legendariske folkemordere som Pol Pot og Saddam Hussein
husker vi naturligvis alle, mens for
eksempel den etiopiske militærdiktator Mengistu er røget lidt i glemmebogen, selvom han – i hvert fald ifølge
spillet – har 1,5 millioner liv på samvittigheden. Slet ikke noget dårligt kort
at få på hånden i Tyranspillet.
“
En forrygende samling af historiens ondeste og mest barbariske ledere, der måles mod
hinanden på antallet af dræbte,
deres personlige formue, eller
hvor længe de sad på magten.
Man mindes med spillet også
om nogle af de mere farvestrålende
indslag på nyere tids internationale
scene. Naturligvis menneskeæderen
Idi Amin, men også en mand som
Bokassa, der lod sig krone til kejser af
Den Centralafrikanske Republik i 1977
ved en ceremoni, der kostede det fattige land en fjerdedel af årets BNP.
Der ligger mange interessante diskussioner gemt i spillet. For eksempel
om hvorvidt nogle dødsofre tynger
mere end andre. Eksempelvis har de
tyske spilproducenter taget deres
egen kejser Wilhelm II med og godskrevet ham for ti millioner dødsofre
på grund af hans rolle i 1. verdenskrig.
Men bør militære tab overtrumfe for
eksempel Idi Amins 300.000 dødsofre, der omkom som følge af politisk
forfølgelse, etnisk udrensning samt
almindelig blodtørst?
SJOVERE END PRÆSIDENTKORT
Er man generelt til tossede diktatorer,
har man udviklingen imod sig. Efter
at diktaturet som regeringsform toppede i midten af halvfjerdserne, hvor
op mod 90 stater havde et totalitært
styre, er det gået jævnt ned ad bakke,
og demokratiet – i hvert fald det formelle – er nu moderne.
Men det er nu sjovere med diktatorkort end med præsidentkort. • /
Lasse Højsgaard er freelancejournalist
Tyrankort udgives af den tyske spilproducent Weltquartett. Men ideen er også
taget op af den danske satiregruppe Alexanderband under navnet diktatorkort, og
deres udgave kan downloades på
www.alexanderband.dk.
FREMBLIK
P.S. FRA
AF MARIE SJØDIN GRÆSHOLM
30. OKTOBER
NEJ TIL UNDERTRYKKELSE
Bedre rettigheder for seksuelle minoriteter i u-lande. Det vil udviklingsminister Christian Friis Bach diskutere
med blandt andre en række danske
ngo’er på en konference på Christiansborg. Her præsenteres også en ny vidensportal om seksuel orientering og
kønsidentitet i udviklingsarbejde.
20. NOVEMBER
FOKUS PÅ DE SMÅ
Alle børn har ret til at vokse op under
sunde og trygge forhold. Det blev FN’s
generalforsamling enige om en efterårsdag i 1989. Og siden er Børnekonventionens fødselsdag blevet markeret
hvert år af nødhjælpsorganisationer
som Unicef og Børnefonden. 193 lande
har underskrevet konventionen, kun
USA og Somalia mangler.
HVORFOR SKRIVER I ALDRIG OM ...
Da en ung mand i Tunesien satte ild
til sig selv i december 2010, havde få
nok forestillet sig, at det ville blive
begyndelsen på de mest markante omvæltninger nogensinde i den arabiske
verden. 2011 stod i det arabiske forårs
tegn, og her på redaktionen rev vi os
fortvivlede i håret.
I løbet af kort tid flygtede eller
www.lgbtnet.dk
faldt den ene præsident efter den
www.unicef.dk
anden. Det var godt nyt for de vrede
folkemasser, men dårligt nyt for
Udvikling. Vi udkommer kun hver anden måned, så vi kunne godt glemme
25. NOVEMBER –2. DECEMBER
alt om at være først med det nye. I
HVORFOR FATTIGDOM?
stedet valgte vi at gøre det, vi er bedst
DR sætter fokus på global fattigdom
til. Vi satte fokus på den globale fømed kampagnen Why Poverty, hvor du devarekrise og stigende madprisers
1.–11. NOVEMBER
blandt andet kan opleve otte dokumen- betydning for eksplosionen af folkelig
tarfilm om emnet. Se Christoffer Guld- vrede i den arabiske verden. Og mens
OG AMNESTYPRISEN GÅR TIL …
Traditionen tro uddeler CPH:DOX
brandsens Stealing Africa om korrupandre medier flokkedes omdøgnets
i samarbejde med Amnesty Intertion, eller oplev hvordan bedstemødre begivenheder på Kairos Tahrir-plads,
national årets Amnestypris til en ny
fra hele verden bliver uddannet til at
sendte vi en reporter til Kairos udkant,
dokumentarfilm, der handler om men- arbejde med solcelleanlæg i filmen
hvor fattigdom, sygdom og mangel på
neskerettigheder. 10 film dyster om pri- Solar Mamas.
udvikling er et dagligt livsvilkår.
sen, bl.a. White Black Boy (foto) om en
For os på redaktionen var det en
www.whypoverty.net
albino i Tanzania. CPH:DOX har over
sund øvelse. Udvikling er Danmarks
200 dokumentarfilm på programmet.
globale magasin, så vi dækker naturligvis vigtige globale begivenheder.
www.cphdox.dk
Men vi er ikke et dagblad. Vi kan, og
skal, ikke konkurrere med de glimrende danske nyhedsmedier. Vi skal levere læsning, der ikke fås andre steder,
begået af vidende skribenter, med det
formål at gøre vores læsere klogere på
FREM TIL 13. JANUAR
verden set i et fattigdoms- eller udvikMERE END BOLLYWOOD
lingsperspektiv.
Indien er et land i vækst og spås en stor
På redaktionen får vi ofte henvenfremtid som verdens næste stormagt.
delser fra læsere. Nogle af jer skriver
India Today – Copenhagen Tomorrow
til os med spørgsmålet “hvorfor skriver
15.–17. NOVEMBER
er et kulturprojekt, der stiller skarpt
I aldrig om ...”. Emnerne kan være alt
på landets mange muligheder inden
FRA CUBA TIL KØBENHAVN
fra særlige Danida-støttede projekter i
Fyld ørerne med latinamerikansk og
for mode, film, erhverv, design og
et u-land til mere generel omtale af et
skandinavisk musik på Roots Music
forskning. Se for eksempel de anmelspecifikt land eller en særlig problemFestival. Hvert år i november kan du
derroste udstillinger Fashion Now og
stilling. Det arabiske forår er et af dem.
høre folkemusik fra forskellige dele
Art Now om indisk mode og kunst på
Vi sætter stor pris på alle ideerne.
af verdens kulturer på den tredages
kunstmuseet ARKEN i Ishøj.
Tak for dem. De holder os i gang, infestival, som afvikles midt i Købenspirerer os – og bliver også omsat til
www.indiatoday.dk
havn. I år blandes lys og let nordisk
artikler i magasinet nu og da.
musik med komplekse latinamerikanske rytmer.
Redaktionen
www.rootsmusicfestival.ckultura.org
Udgives af Danida, Udenrigsministeriet.
MAGASINET
OG FILMFESTIVALEN
PRÆSENTERER:
DOKUMENTARFILM I VERDENSKLASSE
Træd ind i mørket og oplev udkantsverden. De steder, der ligger i periferien, og de mennesker, der lever
på grænsen. Vi viser fire æstetiske film og inviteterer til artist talk, drinks, paneldebat og livemusik.
04.11.12 – 17:00 – PÅ TEATER GROB – TOMORROW
Russisk aktivisme mellem kunst og hærværk – hvem sagde Pussy Riot? Med kunst som
eneste våben protesterer ’Voina’ mod Putins Rusland. En bevægende film, måske kan
kunst forandre verden?
TOMORROW
EVENT: Paneldebat om kunst, kamp og revolte jorden rundt. Udviklings særpris 60 kr.
06.11.12 – 17:00 – PÅ TEATER GROB – MY AFGHANISTAN
VERDENSPREMIERE
I zonen på kanten til krig bor der mennesker. Oplev de historier, der aldrig når igennem
mediemuren i en overraskende poetisk, morsom og rå film.
MY AFGHANISTAN
EVENT: Q&A med instruktøren + fotoudstilling om Afghanistan. Udviklings særpris 60 kr.
07.11.12 – 18:30 – PÅ TEATER GROB – FORTRESS
INTERNATIONAL PREMIERE
Oplev landet du ikke vidste, du burde kende. Pelshuer, læderjakker og kæderygning
dominerer Transnistria i midten af Moldova. Problemet er: Ingen anerkender landet.
Vi ser Europas fattigste land. De ser paradis på jord.
FORTRESS
EVENT: Afterparty: livemusik + balkan dj + et glas vin. Udviklings særpris 60 kr.
08.11.12 – 16:30 – I CINEMATEKET – ,)6).'"5),$).'
Der bygges en motorvej gennem den okkerfarvede ørken i Tchad. Filmen kommer helt
tæt på nomadefolket og de franske bygherrer. Filmens poesi vil røre dig. Hvor fører
vejen hen?
,)6).'"5),$).'
EVENT: 1!MEDÛLMENSINSTRUKT†RANTROPOLOG Udviklings særpris 60 kr.
Udviklings læsere får rabat ved at oplyse abonnentsnummer. Billetter kan reserveres på www.cphdox.dk og
købes i døren på aftenen henholdsvis på Cinemateket, Gothersgade 55, Kbh K og Teater Grob, Nørrebrogade 37, Kbh N