Unge og dumme elever på druk af Amalie

Søndag 24. februar 2013 POLITIKEN
Læserbreve, højst 100 ord, eller debatindlæg,
højst 400 ord, sendes med navn, titel og postadresse til Debatredaktionen.
Indlæg kan sendes som mail til debat@pol.dk
POLITIKEN
MODTOG I DENNE UGE
Vi bringer kun tekster alene sendt til Politiken.
Redaktionen forbeholder sig ret til at redigere i indsendte tekster
og til også at bringe teksterne på politiken.dk/debat
403
læserbreve
og debatindlæg
Kronikforslag på ca. 2.100 ord sendes med navn, titel og post-adresse
til Kronikredaktionen. Indlæg kan sendes som mail til kronik@pol.dk
På politiken.dk/leder kan man kommentere avisens ledere.
34
Debat 9
læserbreve og debatindlæg
handlede om SU-reformen
Unge og dumme elever på druk
VIGGO HØRUP
(1841-1902)
STIFTER AF
POLITIKEN I 1884
I 2012 tog 2.000 danske
gymnasieelever til Prag. I
år var der 12.000 – og det
endte i en skandale.
Det undrer mig, at
regeringen vælger at
presse flere studerende til
at slås om de ufaglærte job
i stedet for at lade os
koncentrere os om at
færdiggøre vores
uddannelser.
studietur
AMALIE ROSENBAUM PETERSEN,
FHV. FORMAND FOR PRAGUDVALGET PÅ
RYSENSTEEN GYMNASIUM
Opinionsredaktør:
Per Michael
Jespersen
Debatredaktører
Mette Højbjerg,
Niels Nørgaard,
Tarek Omar og
Camilla Stampe
Jourhavende
Camilla Stampe
Analyseredaktør
Poul Anders
Aarøe Pedersen
Lederkollegiet
Kristian Madsen
Kronikredaktør
Christoffer Emil
Bruun
Redaktionschef
Anita Bay
Bundegaard
Debat
Rådhuspladsen 37,
1785
København V
Telefon, Debat
33 47 23 31
Telefon, Kronik
33 47 23 37
Fax
33 15 41 17
DET ER nemt at skyde skylden på generationen, som drikker for meget og laver
for lidt. Vi er for længst blevet stemplet
som ’de unge der brækker sig, før de
trækker sig’, og det er sjældent, at en af os
gider rejse os fra aftenens afsnit af ’Paradise Hotel’ for at give vores mening til
kende.
Jeg skal være den første til at indrømme, at skyldfølelsen ligger langt væk, når
man selv har været med til at arrangere
turen til Prag for sit gymnasium, som
startede med en bus, der kørte galt og
sluttede med ødelagte senge og ombyttede værelsesnumre. Jeg er, for at sige det
mildt, pinlig over at have deltaget i et sådant arrangement. Jeg er pinlig over at
have sendt 285 af mine skolekammerater
til en by, som af nogen blev set som et legeland, hvor respekt, ansvar og almen
dannelse åbenbart ikke gør sig gældende. Jeg er pinlig over at blive set som en af
de fulde teenagere, som drog mod vinterens Sunny Beach for at hore og drikke
hjernen ud. Men mest af alt er jeg pinlig
over at være blevet røvrendt af Rejsemægleren. De har om nogen været med
til at ændre mentaliteten, som fra 2012 til
2013 er gået fra 2.000 elever til 12.000 –
fra fest og kultur til vold og ødelæggelse,
og fra ture til Theresienstadt til pubcrawls og partypakker. Fokusset blev ændret fra samværet til festen. Og selv om
der ikke er nogen tvivl om, at dele af generationen, som brækker sig, før den
trækker sig, trænger til en dosis disciplin
og samvittighed, så er det langtfra den
største ansvarsfratagelse, der fandt sted
800 km fra forældre og forpligtelser i uge
7 2013.
LAD OS én gang for alle få det på det rene:
De danske unges ophold i Prag 2013 har
været en skandale. En række af deltagerne har opført sig så dårligt, at man virkelig skulle tro, at det var løgn. De har behandlet hinanden, byen og dens indbyggere på en så forargende måde, at selv de
overbærende tjekkere har fået nok. Der er
blevet smadret hoteller, mennesker, ødelagt senge og røget hash på toiletterne.
Der er blevet kastet mønter på de hjemløse og løbet fra taxaregningerne. Der er
blevet drukket til det punkt, hvor al sund
fornuft er forduftet i en sky af absint og
tequila. En del af deltagerne har misforstået konceptet om at rejse på egen hånd,
have det sjovt med sine venner og opleve
en anden kultur. Til det har de fået hjælp
af Rejsemægleren. Deres opførsel har været fuldstændig uacceptabel, og jeg
skammer mig over at spille på samme
hold.
uddannelse
ASTRID VANG HANSEN,
STUDERENDE, GEOGRAFI, KU
Tegning: Per Marquard Otzen
EDVARD
BRANDES
(1847-1931)
STIFTER AF
POLITIKEN I 1884
SU-reform
tvinger os til
løntrykkeri
SVÆRT ER det desværre ikke at forstå,
hvordan nogle unge regner med at komme til en tom legestue, som man kan behandle, som man vil, og herefter blot betale sig ud af det med de såkaldte bananpenge. Kulissen til abefesten er købt. Det
er blandt andet et resultat af Rejsemæglerens uendelige tilbud om den ene partypakke og gratis drink efter den anden og
garanti for, at alle under 18 kunne komme ind på diverse barer og diskoteker. Og
hvis der endelig var nogen problemer,
kunne man jo altid på opfordring stikke
dørmanden »en mønt eller to«. Efter den
smøre kan man næppe være overrasket
over, at nogen tolker det som fri leg i fire
dage på Prags gader og stræder. Til trods
for de unges ansvarsfralæggelse, som
uden tvivl er under al kritik, må man se i
øjnene, at en del af en ældre generation
samtidig har lagt alt ansvaret fra sig og
placeret det hos en række naive mindreårige. Rejsebureauet Rejsemægleren har
udnyttet den perfekte målgruppe: Vi er
unge, smådumme og tænker os ikke altid om. De har samtidig ikke kunnet leve
op til deres ambition om på to uger at have 12.000 danske unge boende i Prag. Det
har resulteret i, at alle løfter og al tillid til
bureauet er blevet brudt: ingen danske
chauffører, ingen guider i busserne og
check-in på et andet hotel end først aftalt.
I stedet har de taget sig tiden til at sende
os en række fine sms’er om, »hvor det går
ned« (læs: hvor festen er denne aften).
MIDT I ALT dette kaos oplevede jeg en helt
anden mentalitet end den, som forældre,
politikere, debattører og forskere snakker om hjemme i stuerne. Nu skal jeg
selvfølgelig ikke gøre mig klog på noget –
jeg er trods alt en del af generationen,
som drikker hjernen ud – men jeg vil påpege, at jeg til forskel fra førnævnte faktisk var til stede ved begivenhedernes
gang.
Under mit ophold i Prag i år så jeg mere samarbejde, modenhed og ansvar, end
jeg nogensinde har set før. Det var desværre en nødvendighed, efter at ikke blot
Rysensteen Gymnasium, hvor jeg kommer fra, men også de fleste andre, som
har samarbejdet med Rejsemægleren,
var blevet overladt til at klare problemerne selv. Og dem var der mange af. Ikke
mindst på vej derned, hvor vi blev kastet
ind i busser som en anden kvægtransport mod slagtning, alene med tyske buschauffører, som eleverne i de fleste tilfælde fik den fantastiske ære af at køre med
samtlige 14 timer undervejs.
Galt gik det da også, da en af busserne
kørte i grøften, efter at den tyske chauffør
havde misset to færger fra Rødby. Men
»slap nu af, der var jo ingen, der døde«, fik
de heldige elever fra bussen at vide af
Freddy fra Rejsemægleren. Senere fik de
da også tilbudt »krisehjælp eller et eller
andet lort« af en af de 22 guider ansat til
12.000 unge, hvis det var det, de havde
brug for. Hjælpen var også stor, da den
»Slap nu af, der
var jo ingen, der
døde« fik de
heldige elever
fra bussen at
vide af Freddy
fra Rejsemægleren
forulykkede bus endelig nåede frem til
Hotel Olympik Tristar efter lidt over 18 timer undervejs, hvor jeg alene måtte tage
mig af, hvad der mest af alt mindede om
et krisecenter. På trods af den mildest talt
traumatiske oplevelse eleverne var ude
for, lykkedes det os i fællesskab at få tjekket dem ind på hotellet på under en halv
time. Nu siger jeg bestemt ikke, at disse
48 elever og mig selv fra Rysensteen Gymnasium er mere repræsentative for den
danske skare af unge, og heller ikke at vi
var mere ædru. Men i netop denne situation var jeg meget langt fra at skamme
mig over min egen generation.
JEG HÅBER, at samtlige 12.000 unge har
lært af denne oplevelse. Selv om alle ikke
har deltaget i urolighederne, må vi påtage os det fælles ansvar. Vi må se i øjnene,
at vi ikke er alene i denne verden, og at
vores handlinger har konsekvenser. Dog
har jeg svært ved at se, hvordan man kan
tillade sig at skære alle under samme
kniv. Det fælles ansvar er essentielt og har
førsteprioritet, men det er vigtigt at pointere, at ikke alle fra vores generation er
ude af stand til at tage ansvar.
Sidst, men ikke mindst er der et rejsebureau, som skal i gang med en gevaldig
omgang evaluering. De bør revurdere,
om de er ansvarlige nok til det arbejde,
som de har påtaget sig. De bør måske
endda overveje, om de nogensinde skal
tilbyde en sådan rejse igen.
INDRØMMET. Jeg er blevet forsinket i mit
uddannelsesforløb. Det har taget mig flere forsøg at finde det studie, som jeg
brænder for og er
god til. Til gengæld
er jeg overordentlig motiveret for at
gennemføre det.
Er det virkelig
Men jeg undrer
regeringens
mig over, hvad det
hensigt, at
egentlig er, regemin stærke
ringen vil motivemotivation for
re mig og andre
studerende til med
at færdiggøre
den nye SU-reden uddannelform?
se, jeg brænder
for, skal tvinge
mig til at fungere som løntrykker?
NÅR JEG løber tør
for SU-klip, bliver
jeg nødt til enten
at arbejde mere
ved siden af studierne eller tage orlov fra studiet for at arbejde fuldtid, så jeg kan spare op til at
fortsætte. Hvis reformen vedtages, kommer endnu flere til at stå i den situation.
Jeg er optimist, hamrende motiveret og
ikke bange for (igen) at arbejde ufaglært i
en periode, så jeg regner med, at jeg nok
skal klare den. Men til hvilken pris?
FOR DET første kommer jeg med garanti
ikke til at færdiggøre min uddannelse
hurtigere. Men hvad der bekymrer mig
mere, er, at jeg i processen kommer til at
tage arbejde fra nogle af de mange andre,
som i øjeblikket kæmper om de sparsomme job. Er det virkelig regeringens hensigt, at min stærke motivation for at færdiggøre den uddannelse, jeg brænder for,
skal tvinge mig til at fungere som løntrykker ved at tage et hvilket som helst
ufaglært arbejde, uanset forholdene? Og
oven i købet tage det i en tid, hvor der i
forvejen er tusinder i arbejdsløshedskøen, der kæmper hårdt for at få et job?
NU KOSTER kontanthjælp og anden arbejdsløshedsunderstøttelse som bekendt også samfundet penge. Derfor forekommer det mig besynderligt, at regeringen vælger at presse flere studerende
til at slås om de ufaglærte job og derved
presse andre ud i arbejdsløshed, i stedet
for at lade os koncentrere os om at færdiggøre vores uddannelser.
Ytringsfrihed og ytringer er to vidt forskellige størrelser
GLOBAL DEBAT
PETER WIVEL,
EUROPAKORRESPONDENT, BERLIN
Ekstrem polarisering af
meninger kan ende med
mord på de svageste.
T
yske nynazisters drab på ni mænd
med indvandrerbaggrund og dertil en kvindelig politibetjent er også en efterretningsskandale. Den tyske efterretningstjeneste svigtede helt og aldeles. Dens agenter i nazikredse leverede
stribevis af varme spor i årene fra 1998 til
2011, da gruppen Nationalsocialistisk Undergrund (NSU) uhindret røvede banker
og begik sine seriemord. Materialet blev
bare arkiveret. Alt det vil blive rullet op i
de mest pinlige detaljer, når sagen mod
fem anklagede, en kvinde og fire mænd,
begynder ved landsretten i München 17.
april, om to måneder.
Men sagen er også i en videre forstand
en efterretningsskandale. For efterretningerne i medierne om mordene på de
ni mænd af tyrkisk og græsk afstamning
passede som hånd i handske til de udbredte fordomme om ’fremmede’. Fordomme er domme, der er afsagt på forhånd. Her hos politiet, der rettede al mistanke mod de myrdedes miljø.
Sandheden var en anden, og da den
kom for en dag, slog den det tyske samfund med et kølleslag. Helt frem til 4. november 2011, da NSU-terroristerne blev afsløret efter et bankrøveri i den østtyske
delstat Thüringen, antog politiet, at seriemordene skyldtes mafiøse opgør på indvandrerscenen – til trods for at striben af
mord blev begået med det samme skydevåben, en såkaldt Ceská CZ 83.
Der var tale om racistiske mord. Ofrene
havde ikke givet den fjerneste anledning
til deres voldsomme og tragiske død. Ikke desto mindre var de myrdedes familier i årevis blevet groft ydmyget af politiet
og holdt under konstant mistanke. Fami-
lier blev opløst og foragtet af deres omgivelser. I deres sorg og græmmelse blev
spot føjet til skade.
Tysklands nazistiske fortid kunne ellers nok have givet det tyske samfund
stof til eftertanke i forbindelse med mord
på mennesker uden ’indfødsret’ (som det
hedder med et skræmmende dansk udtryk).
NSU-TERRORISTERNE stammede fra det
tidligere DDR. Her er nynazismen vidt
udbredt. Der sidder nynazister i Landdagen i delstaten Sachsen. De dengang unge mennesker i NSU blev radikaliseret på
et tidspunkt, da nynazister og tilløbende
pøbel satte ild til flygtningehjem i fire byer, Hoyerswerda, Rostock, Mölln og Solingen, og opnåede, hvad de ville.
I Hoyerswerda i Sachsen kom det i 1991
til de værste højreekstreme udskejelser
siden 1945. Sachsens regering kapitulerede over for racisterne og fjernede beboerne på et belejret indvandrerhjem. I 1992
fulgte mindst 2.600 overgreb på udlændinge, herunder et regulært angreb på et
asylcenter i Rostock. I byen Mölln døde
tre tyrkiske kvinder under en mord-
Man bør ikke
nødvendigvis
gøre brug af
enhver retlig
mulighed for at
ytre sin mening
Patrick
Bahners, i 2011
kulturredaktør
ved FAZ
brand.
Der blev dengang sagt meget, man senere fortrød. Presset blev så stort, at den
borgerlige Kohlregering med støtte fra
Socialdemokratiet i 1993 indskrænkede
asylretten for at tilfredsstille folkevreden
over indvandrere. Det medløb virkede
som benzin på bålet. Få dage efter lovens
vedtagelse angreb mordbrændere et hus
med tyrkiske beboere i Solingen. To kvinder og tre piger omkom i flammerne.
Den tyske kansler nægtede at vise ofrene
respekt ved deres begravelse. Han frabad
sig »medlidenhedsturisme«, som han så
elegant udtrykte det.
UBEHERSKET polarisering af samfundet
kan være en dødelig trussel mod de svage. Da fremmedhadet igen risikerede at
blive politisk stuerent med socialdemokraten Thilo Sarrazins antimuslimske
bog ’Tyskland afskaffer sig selv’ (2010),
spurgte den borgerlige avis Frankfurter
Allgemeine Zeitungs kulturredaktør Patrick Bahners i sin bog ’Panikmagerne’
(2011), om Sarrazins tilhængere havde
overvejet, hvordan et samfund uden
hæmninger egentlig ser ud. For en tysker
skulle opgaven være overkommelig.
Ytringsfrihed og ytringer er to forskellige begreber. Ytringsfrihed kan ikke diskuteres. Men det kan ytringer. Fordomsfulde ytringer skal diskuteres. De kendes
på, at de er immune over for fornuftige
indvendinger.
Ytringsfrihed er en absolut forudsætning for demokrati. Statsmagten kan ikke forvalte ytringsfriheden bedre end
borgerne. Men ytringer er i sig selv på ingen måde en forudsætning for et civiliseret samfund. Bahners skriver, at man i sit
borgerlige liv skal agte på tonen i sine egne ytringer, især hvis man ikke kender
modtagerne af ytringerne, det vil sige,
når de fremsættes offentligt. Man bør ikke nødvendigvis gøre brug af enhver retlig mulighed for at ytre sin mening.
Fremskridt er afhængigt af en fri udveksling af ytringer. Fri debat danner et
fællesskab, og kilden til legitim magt er
offentlighed. Ytringsfrihed sikrer, at samfundet kan forandre sig selv på en fredelig måde og ikke ved vold.
I et demokrati står ytringsfriheden ikke til diskussion. Men ytringer gør. Det er
derfor, vi har ytringsfrihed.