Patientinformation vedrørende Fjernelse af

Transcription

Patientinformation vedrørende Fjernelse af
Patientinformation vedrørende
Fjernelse af galdeblære
Velkommen til Kysthospitalet
Du er skrevet op til operation for fjernelse af galdeblære ved kikkertkirurgi på Kysthospitalet.
Med denne pjece vil vi gerne byde dig velkommen og fortælle dig lidt om, hvad en sådan
operation indebærer og hvad du kan forvente dig.
Hvad er galdesten?
Galdesten dannes i galdeblæren. Galdesten kan forårsage galdestenskolik (galdestensanfald),
der medfører smerter under højre ribbensbue med udstråling til ryggen samt kvalme og
opkastning. Galdesten kan resultere i galdeblærebetændelse, og i nogle tilfælde kan en
galdesten sætte sig fast i galdevejene med efterfølgende udvikling af gulsot. Betændelse i
galdeblæren kan desuden sprede sig til bugspytkirtlen.
Behandling af symptomgivende galdeblæresten er operation, hvor man fjerner både galdesten
og galdeblære.
For at galdeblære og sten kan fjernes ved en ambulant operation (dvs. du kan gå hjem samme
dag) skal følgende være opfyldt
• Du skal være sund og rask- bortset fra din galdeblære sten
• Du må ikke være over 65 år
• Du må ikke tidligere have været opereret for galdesten
• Du må ikke være svært overvægtig
Forundersøgelsen
Inden operationen skal du have haft en grundig snak med Kysthospitalets mave-tarmkirurg om
operationens fordele og ulemper, samt få foretaget en kort helbredsgennemgang.
Bedøvelse
Operationen foregår i fuld bedøvelse, og du vil inden operationen tale med anæstesilægen om
bedøveformen m.m. Når du skal i fuld bedøvelse, er det vigtigt du er fastende. Dette
indebærer, at du skal faste fra 6 timer før mødetid. Dog må du drikke et glas vand eller saft
indtil 2 timer før mødetid, ligesom du gerne må tage din vanlige medicin med mindre andet er
aftalt.
Om morgenen inden operationen bør du tage et brusebad inkl. hårvask, af hensyn til risikoen
for bakteriel infektion af operationsområdet.
Operationen
Operationen foregår ved en såkaldt laparoskopisk teknik, hvor fire små kikkertrør indføres i
bughulen og gennem disse kikkertrør foretages indgrebet. Efter indgrebet lukkes de fire
indstikssteder med sting. I visse tilfælde kan operationen ikke gennemføres laparoskopisk, og
man bliver nødt til at fjerne galdeblæren gennem et noget større operationssnit under højre
ribbenskant. Dette kræver et par dages indlæggelse, idet der kan forekomme smerter, kvalme
og opkastning.
Efter operationen
Du kan tage hjem samme dag, når du føler dig frisk- oftest efter nogle timer. Inden du går
hjem vil kirurgen informere dig om, hvordan du skal forholde dig i efterforløbet, samt hvor lang
en sygemeldingsperiode du skal regne med m.m.
Der kan forekomme smerter efter operationen. Smerterne vil primært være lokaliseret til
galdeblæreområdet, men der kan også forekomme smerter og ubehag specielt bag højre
skuldeblad. Ubehaget bag skuldebladet forårsages af en rest luft, der pustes ind i bughulen
under operationen, luften og ubehaget forsvinder indenfor de første 1-2 døgn efter
operationen.
Du vil få udleveret smertestillende medicin, inden du går hjem. Det er vigtigt, at du tager fast
smertestillende medicin i den første uge efter operationen, så du hurtigt kan bevæge dig
omkring – du må genoptage almindelige aktiviteter dagen efter operationen og spise normal
kost.
Det første døgn må du ikke være alene og selv køre bil. Flytransport frarådes den første uge
efter operationen.
Komplikationer
Komplikationer efter fjernelse af galdeblæren er sjældne. Der kan i visse tilfælde optræde
blødning, galdesivning og infektion i såret. Beskadigelse af galdegangen forekommer hos
mindre end 1%.
Hvis der optræder smerter i maven, feber, utilpashed eller hvis huden bliver gul, bør du
henvende dig til Kysthospitalet eller på Udenfor Kysthospitalets åbningstid kan der rettes
henvendelse til skadestuen.
Yderligere information
Ønsker du yderligere information er du altid meget velkommen til at kontakte os.
Kysthospitalet
Skodsborg Strandvej 125, 2 sal
2942 Skodsborg
Tlf. 45585854
www.kysthospitalet.dk
info@kysthospitalet.dk
Udenfor Kysthospitalets åbningstid kan der rettes henvendelse på til vores sygeplejersker,
som kan telefonisk rådgive dig på tlf. 81617447/20679430, der vil formidle kontakt til rette
person. I akutte tilfælde henvises til 1813.
Udarbejdet af Dorthe Mikkelsen
Revideret 1-11-2014.
Revideres årligt.