havsilke - Dansk Tekstillaug

RAPPORTER
fra
tekstilernes
verden
Nr. 4 2014
TEMA: TEKSTILE SKATTE
indeholder leukovæsken, og afsætter væsken på
en stump stof. Når stoffet holdes op mod solen,
finder en mirakuløs forvandling sted: I løbet af
få minutter skifter den udtværede væske farve
fra hvidgul til grønlig til blålig og til slut violet.
Farven er flot og holdbar, men desværre kræver
det umådelige mængder af murexsnegle, hvis der
skal farves i større stil.
Hexaplex trunculus
Bolinus branaris
Middelhavets skjulte skatte:
sneglepurpur og muslingesilke
af Ulrikka Mokdad, gobelinvæver og cand. mag. i kunsthistorie
Helt fra forhistorisk tid og op til midten af det 19.
årh., hvor det første syntetisk fremstillede farvestof kom på markedet, blev tekstiler farvet med
naturlige farvestoffer. Nogle af disse farvestoffer
fx indigo, der betyder ”fra Indien”, havde været
kendt i tusindvis af år. Farvestofferne blev udvundet af planter og fra visse insekter, havsnegle
og mineraler. I vore dage bruges naturlige farvestoffer kun i yderst begrænset omfang; dels i
afsidesliggende egne af verden, hvor der stadig
produceres traditionelle tekstiler efter ældgamle
metoder, dels af dedikerede hobbyvævere og i
forbindelse med museernes dragtrekonstruktioner.
Det menes, at kunsten at farve tekstiler med
purpur går meget langt tilbage i historien, formentlig helt tilbage til den ægæiske bronzealder.
Således fortælles det i den græske mytologi, at
mennesket kan takke helten Herakles (og hans
hund) for kendskabet til sneglepurpur. Sagnet siger, at hunden snusede omkring på stranden og
tyggede på opskyllede havsnegle. Pludselig søgte den hen til sin herre og Herakles troede, at den
var kommet til skade. Da han undersøgte dyret,
så han, at dets ansigt og poter var blevet smukt
lillafarvede af sneglesaften, og således blev murexsneglenes hemmelighed afsløret: I sneglens
indre findes leuko-væske, som udskilles fra den
4
hypobranchiale kirtel. Denne væske indeholder
afhængig af sneglearten stofferne 6-bromoindigo
(MBI) og 6,6’-dibromoindigo (DBI), som under
påvirkning af sollys og iltning antager forbløffende rødlige, violette og blålilla farver. Purpur
er derfor ikke en bestemt nuance, men tværtimod
et farvestof, som kan give en række forskellige
farver. De ældste spor af purpur findes på nogle
af freskerne fra Akrotiri, der blev opdaget og udgravet i 1960’erne. Disse vægmalerier er bevaret, fordi de blev dækket af et metertykt askelag
under det altødelæggende vulkanudbrud på øen
Thera (nu Santorini) i det 17. årh. f. Kr.
Murexarterne Thais haemastoma, Bolinus brandaris og Hexaplex trunculus, der anses for de
vigtigste leverandører af farvestoffet i oldtiden,
er rovsnegle, der er almindelige overalt i Middelhavet. Sneglene lever af ådsler foruden muslinger, som de udsuger ved at bore hul på skallerne med tungen. De kan også finde på at æde
hinanden. I Sydeuropa kan man visse steder
købe levende murexsnegle af fiskere, der fanger
dem, fordi de ligesom søpindsvin, muslinger og
andre skaldyr er spiselige og af nogle anses for
en delikatesse. Hvis man vil se, hvordan purpurfarvning fungerer i sin enkleste form, må en enkelt havsnegl lade livet. Med en sten slår man
hul på sneglehuset, hvorefter man med en lille
pensel finder og prikker hul på den kirtel, som
Tekstilfarvestof udgjorde i fortiden en vigtig handelsvare, der blev transporteret over lange strækninger af karavaner og skibe. Nogle farvestoffer,
såsom sneglepurpur, var vanskelige at udvinde,
og tekstiler farvet med dette farvestof blev derfor eftertragtede og dyre statussymboler. Brug af
purpurfarven blev med tiden ikke kun knyttet til
social velstand, men også i høj grad til magt og
ære. Der kom i nogle samfund restriktioner på
hvilke personer, som måtte klæde sig i purpurfarvede tekstiler. I det romerske imperium, under
republikken, brugtes umønstrede vertikale bånd
af purpurfarvet uld, hvor bredden på båndene
signalerede hvilken social rang en mand havde.
Båndene kaldtes clavi og var indvævet på hver
side mellem halsåbning og skulder på tunikaen.
I kejsertiden blev clavi mere frit benyttet, også
af ikke-adelige romere. På senantikke egyptiske
mumieportrætter ses de afdøde således næsten
altid afbildet i tunika med purpurfarvede clavi,
selvom de ikke tilhørte magteliten. Den romerske kejsers feltherrekappe, som hørte til panserdragten, var purpurfarvet, og farven kom til at
symbolisere selve imperiet. Kejseren alene måtte
bære en klædedragt helt i purpur. Man kender til
forskellige romerske ceremonier, der havde med
purpurtekstiler at gøre. Når hæren skulle godkende valget af kejseren, blev denne iklædt purpurkappen, purpurea vestis som symbol på æren.
Og under adoratio purpurae-ceremonien fik en
udvalgt person som en særlig gunstbevisning lov
til at kysse en flig af kejserens kappe.
Ikke alle oldtidens tekstiler blev dog farvet med
ægte sneglepurpur. Den mørkviolette purpurfarve var meget yndet i Egypten i den senromerske periode, og i de fleste museumssamlinger
af koptiske tekstiler vil man finde et stort antal
fragmenter, der er billedvævet i violet uld med
motiver tegnet i flyvende nål-teknikken med lys
hørtråd. Størstedelen af disse fund fremstår i dag
brunlige, hvilket skyldes, at farven ikke stammede fra havsnegle, men var fremkommet ved at
farve trådene med plantefarverne krap og indigo
i flere farvebade efter hinanden, indtil den ønskede nuance var opnået. Kemiske analyser afslørede allerede i 1930’erne, at mens kun ganske
få af de egyptiske tekstiler var farvet med sneglepurpur, fandtes der til gengæld spor af farvestoffet i næsten alle de tekstiler, som blev udgravet i
Palmyra i Syrien, hvor befolkningen havde haft
lettere adgang til det ægte farvestof.
Thera, pupur
Den største af Middelhavets muslinger er silkemuslingen Pinna nobilis, hvis aflange skaller kan
blive mere end en meter i længden. Denne art
er fredet, da den er sjælden, formerer sig langsomt og kræver helt særlige livsbetingelser, hvad
angår lys, vandets renhed, temperatur og strømforhold. Silkemuslingen findes på bestemte, ret
lavvandede lokaliteter bevokset med Neptunsøgræs Posidonia oceanica, hvor den forankrer
sig i undergrunden med sine lange, silkeagtige
hæftetråde for at kunne modstå strømmen. Dyret
står lodret i vandet med den nederste tredjedel
af skallerne nedgravet i sandet, mens det øverste
5
Foto fra wikimedia commons, ophavsmand John Hill, 2008. Billedet viser en handske af havsilke fra
Taranto, Italien, dateret til ca. slutningen af det 19. århundrede. Handsken befinder sig i samlingen
på Smithsonian Museum, Washington D. C.
af skallerne står let åbne, så muslingen både dag
og nat kan filtrere vandet for plankton. Flere små
krabbearter lever i symbiose med den store musling. Krabberne bor inde i muslingeskallerne og
ernærer sig af muslingens affaldsstoffer. Hvis en
krabbe opdager en truende fare, skynder den sig
i ly mellem skallerne. Dette advarer muslingen,
som omgående klapper sine skaller sammen og
derved beskytter både sig selv og krabben.
Muslingens hæftetråde, der kaldes byssus, udgør
råmaterialet for de fibre, der kendes som havsilke. Den enkelte tråd er tyndere end 1/10 millimeter, og i forarbejdet tilstand skinner materialet i
bronzegyldne nuancer.
Byssus er den biologiske betegnelse for disse fibre. Naturforskeren Guillaume Rondelet (15071566) var den første, der benyttede ordet i denne
betydning i sit værk Universae aquatilium histo6
riae, der blev udgivet i 1555.
Det latinske ord byssus har imidlertid også en
anden og langt ældre betydning, idet det stammer fra den oldgræske betegnelse for fint linned.
Allerede i antikken blev betydningen dog udvidet til også at omfatte fint, kostbart stof af forskellige andre materialer. Så når man i Bibelen
og andre antikke tekster støder på ordet byssus,
drejer det sig om fintvævet stof af uld, hør eller
morbærsilke, men aldrig om havsilke.
Eftersom der ikke er gjort arkæologiske fund
af havsilketekstiler fra antikken, vides det ikke
hvordan disse blev fremstillet. Derfor ved man
heller ikke, om der rent faktisk blev vævet dragter af materialet. Næsten halvdelen af alle de
genstande, der findes i museernes samlinger,
stammer fra de seneste århundreder og er enten
glatstrikkede eller med mønstre strikket ind, ligesom der også findes hæklede objekter. Fra
slutningen af det 18. århundrede kender man til
stof med indvævede eller broderede ornamenter
af havsilke, der meget ligner de ting, som stadig
fremstilles i Sant’Antìoco i Syditalien. Fra første halvdel af det 19. århundrede blev der også
produceret små punge og tasker med kæmmet
og uspundet havsilke påsat som en slags gylden
pels.
med en bro. Hovedstaden på øen hedder også
Sant’Antìoco og her lever endnu enkelte kvinder,
der har bevaret kendskabet til kunsten at rense,
kæmme, spinde og væve eller brodere med havsilke. Silkemuslingen må naturligvis ikke fiskes,
så den eneste måde at få fat på råmaterialet er,
hvis en fisker finder byssustrådene i sine net eller
der skyller noget op på øens strande.
Det ældste kendte fund af havsilke, der stammede tilbage fra ca. 4. århundrede AD, var et stoffragment, der blev udgravet i 1912. Fragmentet
blev fundet sammen med en guldkæde med farvede glasperler og lå i en kvindegrav i Aquincum tæt på det nuværende Budapest i Ungarn.
Aquincum var en legionsby ved den nordøstlige
grænse til det romerske imperium. Desværre gik
fragmentet, som var det eneste synlige bevis for
at havsilke blev anvendt til tekstilfremstilling i
senantikken, tabt under 2. verdenskrig.
I det 16. århundrede førte opdagelsen af Amerika
og den voksende handel over verdenshavene til
øget interesse for naturvidenskaberne. Havsilken
og silkemuslingen blev beskrevet i datidens trykte og illustrerede naturhistoriske værker. Senere
blev også tekstiler af havsilke og skaller fra den
store musling indlemmet i datidens kuriositetskabinetter. De fleste af de bevarede tekstiler vi
kender til i dag stammer fra disse tidlige samlinger, der senere fandt vej til de første naturhistoriske museer. Flere franske og tyske tekstilfirmaer
forsøgte sig i slutningen af det 18. århundrede
med kommerciel havsilkeproduktion, men uden
større succes. Senere findes information om havsilketekstiler næsten udelukkende i forbindelse
med udstillinger og markeder.
Den byzantinske kejser Justinian 1. med
purpurfarvet kappe – Mosaik fra 6. årh. i San
Vitale Basilika i Ravenna, Italien
I det sydlige Italien, først og fremmest i havnebyen Taranto, blev der i 1. halvdel af det 20.
århundrede gjort flere forsøg på at oprette en
egentlig industriel produktion af havsilketekstiler. Alle disse projekter sluttede imidlertid efter
2. Verdenskrig og blev ikke genoptaget. I dag,
hvor den sjældne muslingeart er totalfredet,
findes der kun et enkelt sted tilbage, hvor silkemuslingens hæftetråde stadig forarbejdes til
tekstil. Sant’Antìoco er navnet på en ø, der ligger
sydvest for Sardinien og er forbundet til denne
7
Dansk Tekstillaug c/o Kirsten Thomsen, Thulevej 13, 7100 Vejle
B
PP
DANMARK
Dansk Tekstillaug - væv, tryk og broderi
Hjemmeside: www.dansk-tekstillaug.dk - CVR nr. 33006888
Øvrige bestyrel­sesmedlemmer:
Ulrikka Mokdad, gobelinvæver, Kbh, 22 51 92 98
Berthe Bramsen, broderi, Kbh, 22 26 90 88
Stine Oppfeldt, væver, Sjælland, 20 12 07 16
Suppleanter til bestyrelsen:v
Berit Rosqvist, væver, Kbh, 39 29 82 72
Kirsten Klie, stoftrykker, Kbh, 39 56 15 50
Medlemskon­tingent giro- og banknummer:
Alm. medlemskab kr. 340 pr. år, bonusmed­lemskab kr. 290 pr. år,
værkstedselever/tekstilstuderende kr. 175 pr. år. Udland kr. 440 pr. år
Bank: reg.nr. 1551 kontonr. 11196306.
Betaling fra udlandet: BIC (SWIFT): DABADKKK, IBAN: DK4630004845493995
Angiv tydeligt dit navn og medlemsnummer.
Grafisk design: Gina Hedegaard Nielsen
Tryk: CENTERTRYK A/S
Oplag: 800
Udsendelse via Københavns Postcenter
ISSN: 1397-2545
Henvendelse vedr. Dansk Tekstillaug:
Formand Kirsten Thomsen, væver, Thulevej 13, 7100 Vejle.
E-mail: designkirsten@gmail.com Tlf.: 23 45 08 77
Næstformand Mai-Britt Bille Nielsen, væver /broderi, Sjælland
E-mail: mai_britt_bille@hotmail.com Tlf.: 55 99 89 17
Henvendelse vedr. ind- og udmeldelse af foreningen, adresseændringer,
udeblevne/ ­be­skadigede blade m.v.:
Sekretær Anne Mette Heie Kjær, væver, Kbh.
E-mail: anne-mettehk@mail.dk Tlf.: 61 65 13 20
Henvendelse vedr. betaling:
Kasserer Lise Frantzen, væver, Violvej 27, 3500 Værløse
E-mail: lise.s.frantzen@gmail.com Tlf.: 44 47 44 49
Henvendelse vedr. annoncer:
Ella Bihl Christensen, professionsbachelor i tekstile fag,
Sdr. Højrupvej 6, 5750 Ringe
E-mail: ellabihl@hotmail.com Tlf.: 22 43 31 33
Henvendelse vedr. udstillinger:
Rikke Ruff, broderi, Bag Poplerne 6, 3390 Hundested.
E-mail: rikke-ruff@sol.dk Tlf.: 28 68 51 59
Henvendelse vedr. lørdagsmøder:
Kirsten Klie, stoftrykker, Lauggårdsalle 58, 2860 Søborg.
E-mail: kirstenklie@hotmail.com Tlf.: 39 56 15 50