Patienten overlevede, men klinikken døde

Konferenceoplæg
4 ◆ Klinisk Sygepleje ∙ 27. årgang ∙ Nr. 3 ∙ 2013
Patienten overlevede,
men klinikken døde
Klinisk sygeplejekonference 2013, Rigshospitalet den 18. april
➤➤ Det behandlende sygehus er ensbetydende med ‘Klinikkens fødsel’. I dag står vi over for klinikkens død. Tendensen går mod en flugt fra sygesengen. Ja, til en afskaffelse af sygesengen som sådan.
Patienten er blevet til et accelereret patientforløb. Trods forebyggelse og sundhedsfremme bliver vi
stadig syge, men vi må ikke være det.
Arno Victor Nielsen
Konferencen i dag skal handle om den a­ ktive patient. Er der ikke noget, der skurrer i jeres ører,
når man sætter adjektivet, tillægsordet ‘aktiv’
foran substantivet ‘patient’? Selvfølgelig ikke hvis
ordene bare går ind ad det ene øre og ud ad det
andet. Men hvis I har noget mellem ørerne, så
burde sammensætningen skurre og skrabe og
knase, fordi det er en contradictio in adjecto, altså
tillægsordet tillægger (adjecto) begrebet ­‘patient’
en egenskab, som strider mod selve begrebet
­‘patient’. En patient er et menneske, der lider. Ordet ‘patient’ kommer af det latinske ord for at lide:
pati. Det deler ordstamme med ordet ‘passiv’. En
patient befinder sig i det, som i min barndoms
danske grammatik hed ‘lideform’ eller ‘passiv’.
Den aktive patient vil altså sige det samme som
den aktive passive. Om lideform stod der at læse i
min barndoms danske grammatik, at denne form
anvendes til at udtrykke, at verbets grammatiske
subjekt ikke er dets logiske eller psykologiske subjekt, men derimod dets logiske objekt. Med andre
ord: En patient er et menneske, som kan være
genstand for lidt af hvert. Selv er patienten ikke
til så meget.
Nu har dagens tema også et undertema, nemlig ‘sygeplejefaglig udfordring’. Hvordan kan den
aktive patient være en udfordring for sygeplejen,
måske ligefrem en trussel mod sygeplejen? Det
er selve sygepleje-identiteten, som er truet. Hvis
kerneydelsen i sygeplejen er omsorg, så bliver sygeplejen overflødig i takt med, at patienten yder
selvomsorg eller egenomsorg. Ordet ‘egenomsorg’,
Klinisk_Sygepleje_mat_nr3-2013.indd 4
som optræder i de efterhånden talrige tryksager
om ‘den aktive patient’, i tryksagerne om brugerinddragelse og patientinddragelse, i de mange
publikationer om den ny patientrolle, skurrer
også i mine ører. Ordet ‘egenomsorg’ findes ikke i
de danske ordbøger, og det skyldes jo nok, at omsorg er noget relationelt, for det meste noget der
foregår mellem mennesker. Man drager omsorg
for hinanden. Man drager også omsorg for sine
ting. Florence Nightingale-syndromet er navnet
på en sygelig trang til at drage omsorg, fx kvinder, som lader sig prostituere for at skaffe penge til
­kærestens stofmisbrug.
Det skurrer også i mine ører at tale om ‘patient­
rollen’, som om der er tale om en indstuderet rolle.
Regionerne og Danske Patienter, altså paraplyorganisationen for de mange patientforeninger med
over 870.000 medlemmer, skriver nu på et nyt
rollehæfte til de syge. I det rollehefte skal patienten spille kunde i sundhedssektorens store supermarked med de alt for mange varer på hylderne.
Vi gøres til forbrugere af sundhedsydelser. Det er
jo sådan, regionsformand Bent Hansen ynder at
fremstille sundhedsområdet. Paven går af, men
Bent Hansen slipper vi aldrig af med.
Tilsyneladende har regionerne og patient­
foreningerne rottet sig sammen om at revolutionere hospitalssektoren under slagordet ‘den aktive
patient’. De propaganderer i hvert fald begge for
sagen med pamfletter skrevet i et rædselsfuldt
nysprog. I bedes bemærke, at politikerne og patienternes selvbestaltede repræsentanter kæmper
11/07/13 15.50
Klinisk Sygepleje ∙ 27. årgang ∙ Nr. 3 ∙ 2013 ◆ 5
for den samme sag: brugerinddragelse. Men med
helt forskellige formål. Politikerne gør det for at
spare, patientforeningerne, støttet af medicinalindustrien, gør det for at få tilført endnu flere midler
til området. Hvem bliver klemt? Det gør faggrupperne: læger og sygeplejersker.
Der står i konferenceprogrammet, at dagens
oplægsholdere vil tage afsæt i egen forskning. Jeg
har så at sige aldrig sat mine ben på et hospital.
Jeg har snarere taget dem på nakken, så snart jeg
nærmede mig et hospital. Min forskning, hvis jeg
tør kalde den det, har mest gået ud på at lægge øre
til det nysprog, som gennemsyrer de førnævnte
rollehefter og præger hele sundhedsområdet for
tiden. Det var jo George Orwell, som fandt på
begrebet Newspeak, nysprog. Det var i fremtidsromanen 1984. Magthaverne manipulerer med
folkets tanker ved at ændre ordenes betydning.
Man ødelægger systematisk sproget. Ofte ved at få
ordene til at betyde det stik modsatte af den vanlige betydning. Tænk bare på ordet ‘selvbetjening’,
som er steder, hvor ingen betjening finder sted. Ødelæggelsen af sproget er blevet en profession, som informationsmedarbejdere og spindoktorer tager sig af. Store politiske og kulturelle
omvæltninger finder sted i sproget, før de finder
sted i den virkelige verden. Finansministeriet har
oprettet et ‘datterselskab’ ved navn ‘Moderniseringsstyrelsen’. Den skal ifølge kontrakten ‘frigøre
de betydelige ressourcer’, der ligger i ‘moderniseringen’ af de offentlige overenskomster. Det svarer
lidt til sygeplejerskernes nye opgaver, som går ud
på at frigøre de betydelige ressourcer, der ligger i
at gøre passive patienter aktive. For at kunne løse
den opgave skal sygeplejerskerne på kommunikationskurser. Engang var sygeplejerskernes arbejde et kald,
og de bidrog stærkt til folkesundheden i kraft
af deres tækkelige uniformer, som gav især de
mandlige patienter nyt mod på livet. Findes der
bedre medicin mod livstruende sygdomme end
helbredende fantasier om villige sygeplejersker? I
sygeplejersken er moren og horen forenet i én og
samme person.
I dag får man ikke lov at fise den af i en hospitalsseng, men sendes hjem direkte fra operations-
Klinisk_Sygepleje_mat_nr3-2013.indd 5
bordet. Sygeplejerskerne har skiftet uniformen ud
med et buksesæt og et nyt snakketøj, og i stedet
for trøst og lindring får den syge en opsang og et
spørgeskema og en klagevejledning.
Nu skal vi være varsomme med at tage de mange skriverier om den aktive patient på ordet, for
der er ofte tale om fordanskninger af engelske
forlæg. På engelsk hedder ‘egenomsorg’ snarere
‘self management’ end ‘selfcare’ og burde derfor
oversættes med selvledelse. Man taler i dag om
brugerinddragelse som en revolution i sundhedsvæsenet. Men Danmark går på ingen måde foran.
Vi halser bare efter udviklingen i de større lande.
Det er egentlig ganske uanstændigt og manipulerende at lancere det nye ord ‘egenomsorg’, når
det, som den aktive patient bliver berøvet, netop
er omsorg og pleje. Omsorgen erstattes af ‘egenomsorg’, som eksempelvis kan gå ud på at få de
syge til at opføre sig, som om de var raske. De
skal være ‘aktive medspillere’. De skal tage ansvar
for egen helbredelse, for eget behandlingsforløb.
Det hedder ‘patient empowerment’. Det kan de
overtales til og motiveres til. At kunne overtale,
motivere, engagere og undervise patienter bliver
kernen i den nye sygeplejefaglighed. Det har ganske vist ikke meget med pleje at gøre, så derfor er
selve betegnelsen ‘sygeplejerske’ udfordret af ‘den
aktive patient’.
Men betegnelsen ‘sygeplejerske’ var vel i forvejen ved at være forældet. Evidensbaseret sygepleje (modsat erfaringsbaseret), også kaldet
EBP, evidensbaseret praksis, mener nogle jo, er
en contradictio in adjecto (en selvmodsigelse).
­Evidensbaseret sygepleje er jo ensbetydende med,
at omsorgsrationaliteten trænges tilbage af videnskabelig rationalitet, forvaltningsrationalitet og
økonomisk rationalitet. Fremtidens sygeplejersker skal ikke lære empati, hvis den slags overhovedet kan læres. De skal
tværtimod trænes i at kontrollere empati. I såkaldt
accelererede patientforløb eller operationsforløb kan ‘medlidenhed med patienterne’ – og nu
­citerer jeg fra en kursusfolder – “få sygeplejersker
til at fravige anbefalingerne i kliniske vejledninger. Hermed risikerer patienterne at få netop de
komplikationer, det accelererede operationsfor-
11/07/13 15.50
6 ◆ Klinisk Sygepleje ∙ 27. årgang ∙ Nr. 3 ∙ 2013
løb er designet til at forhindre. Opkvalificering af
­sygeplejersker er nødvendig.”
“Opkvalificering af sygeplejersker” går altså
ud på at lære dem ikke at føle medlidenhed med
patienterne. Man kunne også spørge, om barmhjertighed og medlidenhed har noget at gøre i
moderne, rationel sygepleje. At være sygeplejerske
er ikke længere et kald, men en profession. Sygeplejen skal være evident, dvs. i overensstemmelse
med videnskabeligt fastlagte effektivitetskriterier.
Barmhjertighed står i vejen for rationel sygepleje.
Men det hænder jo, at de syge lever op til betegnelsen patient og bliver modløse, bange, pylrede, svage, trætte, omsorgskrævende. Det skal
sygeplejersken se stort på. I stedet for trøst, omsorg og pleje kan hun stikke patienterne Danske
Regioners 11 konkrete mål for en højere patientinddragelse (i: Patienten som et aktiv – den aktive
patient). Heri kan de læse, at patienten har ret til at
kræve en masse af hospitalet, men hospitalet har
også ret til at forvente, at patienten tager ansvar
for egen helbredelse.
Patienter har masser af ressourcer, især uudnyttede ressourcer. Disse patientressourcer skal
sygeplejerskerne aktivere. Jo flere af patienternes
egne ressourcer, som kommer i spil, desto færre
ressourcer behøver hospitalet at bruge. I fagbladet
Sygeplejersken (18.11.2011) kan man læse, at “En
vigtig del af sygeplejefaglig praksis handler om at
give omsorg til syge mennesker ... Omsorg bliver
forbundet med at give, hjælpe, aflaste og til dels
at handle på vegne af den person, der modtager
omsorgen. Trukket skarpt op kan man se en modsætning mellem ønsket om at yde omsorg som
patientens advokat og ideen om at give plads til
patientens ressourcer.”
Det accelererede patientforløb går ud på at
forhindre kroppen i at svare igen på det voldelige
overgreb, som en operation jo er. Lægerne bag det
accelererede patientforløb synes at have ræsonneret på følgende måde: Sengen er det sted, hvor
de fleste dør, ergo er sengen det farligste sted at
opholde sig. Eller mere præcist: Kroppen har op
gennem evolutionen lært at svare igen på det traume, som læger påfører den. Det kaldes kroppens
stressrespons på et operativt, kirurgisk indgreb.
Klinisk_Sygepleje_mat_nr3-2013.indd 6
Stressresponsen er en beskyttelsesforanstaltning,
og den opleves af patienten som en stærk trang
til at ligge ned. Patienten mister appetitten, bliver
uendelig træt og ønsker bare at møde ‘damen med
lampen’, altså Florence Nightingale.
Men det må ikke ske, for det betyder indlæggelse, og det er dyrt. Kroppens stressrespons skal
stoppes, og det kan kun lade sig gøre, hvis patienten selv vil medvirke, og hvis sygeplejerskerne vil.
Dette er kort sagt det lægevidenskabelige fundament under den ‘aktive patient’.
Nedlæggelsen af sengepladser skrider planmæssigt frem med ca. 600 om året. Målet er i det
hele taget, at patienter ikke skal indlægges, men
udlægges i eget hjem. I har sikkert hørt om ‘telemedicin’, videokonsultationer, mailkonsultationer
og den fagre nye digitale verden, der venter os lige
om hjørnet. Ordet ‘tele’ betyder i øvrigt fjern. Når
kommunikationseksperterne opdager det, opfinder de hurtigt en anden betegnelse, for ellers går
det op for os, hvad det er, vi går glip af, nemlig
nærhed og menneskelig kontakt.
I omsorgs- og plejesektoren har der indsneget sig værdier og adfærdsmåder, som hidrører
fra en helt anden sektor, nemlig konsumsfæren. Ordet brugerinddragelse for eksempel og
‘patient­tilfredshedsundersøgelser’, som egentlig er
taktløst, stilløst, smagløst. Det er kundetilfredshedsundersøgelser flyttet over på et område, hvor
helt andre begreber og modsætninger er på spil.
Kan man overhovedet være tilfreds med at være
patient? Hvis man er patient og svæver mellem
liv og død, er man ikke tilfreds, så er man bange,
angst og fuld af håb. Skurer sammensætningen
‘patienttilfredshed’ ikke i jeres ører? Kan I forestille jer en præst henvende sig til
den sørgende og grædende enke med spørgsmålet: “Var De tilfreds med begravelsen, frue?”.
Det er på samme måde med ‘frit sygehusvalg’.
Hvad skal jeg med ‘frit valg af sygehus’, når jeg
­allerhelst ville være fri for at skulle på sygehus?
Friheden til at kunne vælge mellem landets sygehuse er så uendelig ligegyldig og uvedkommende
målt i forhold til det frihedstab, som er gået forud, og som skyldes sygdommen. Sygdom handler
ikke om frihed kontra tvang eller selvbestemmelse
11/07/13 15.50
Klinisk Sygepleje ∙ 27. årgang ∙ Nr. 3 ∙ 2013 ◆ 7
kontra fremmedbestemmelse, men handler om liv
kontra død.
Når videnskabsmænd taler sammen, foregår
det i en kode, som bevæger sig mellem polerne
sand og falsk. Når de taler sammen i Etisk Råd
og de Etiske Komiteer, så er snakken spændt ud
mellem polerne god og ond. Indretningsarkitektens kode er spændt ud mellem smukt og grimt.
I sundhedssektoren eller bedre sygdomssektoren
er hovedmodsætningen liv kontra død. Alle andre
modsætninger er sekundære eller direkte utilstedelige.
Hvorfor tror I, at Regionerne har omdøbt
­sygehusene til hospitaler? Ordet ‘hospital’ betyder
gæstfri. Det kommer af det latinske ord for gæst:
hospes. Det er beslægtet med ordet ‘hotel’. Det er,
fordi vi skal glemme, at patienter er syge mennesker. Vi skal glemme, at patienter er svage, lidende, passive mennesker. I skal behandle patienter,
som om de var raske. Vi kender det også fra psykiatrien, hvor det begyndte og hedder Recovery.
Recovery bygger på, at den psykisk syge selv vil
bestemme over sit liv, dvs. det forudsætter det,
som sygdommen har ødelagt. Man siger, at den
syge bare skal tro på, at han kan blive rask. Personalet skal forholde sig til den syge, som om han
var sund og rask og kan tage ansvar og er motiveret, som om han var en ven og kollega. Man kan
sige, at recovery tager sygdommen fra den syge,
benægter den.
Samtidig med at de syge skal opføre sig, som
om de var raske, skal vi raske opføre os, som om vi
var syge, i hvert fald potentielt syge. Samtidig med
at der lukkes sygehuse og nedlægges sengepladser,
kommer samfundet uden for sygehusene, som nu
hedder hospitaler, til mere og mere at ligne et stort
lazaret eller en kuranstalt. Sygehuset er blevet allestedsnærværende med functionel food og motion
og sygelig optagethed af eget immunforsvar.
På sygehusene må de ikke være syge, mens vi
udenfor ikke må blive syge. Staten pudser Bente
Klarlund og Chris MacDonald på os. Vi skal motionere, spise sundt og drikke mindre alkohol. Staten lover os tre års forlængelse af middellevetiden,
hvis vi vel at mærke efterlever forebyggelseseksperternes anbefalinger.
Klinisk_Sygepleje_mat_nr3-2013.indd 7
Jeg spørger min læge, om jeg vil blive 100 år,
hvis jeg holder op med at drikke, ryge og hore. Det
kan jeg ikke love dig, svarer han, men jeg kan love
dig, at det vil føles sådan. Der findes endnu mennesker, som ikke kan se en mening i at spare op til
alderdommen, hverken i form af penge på kistebunden eller i form af et robust helbred, et stærkt
immunforsvar. De finder den tanke at ­spare på
livet med henblik på at hæve det opsparede liv
­senere, alt for risikabel. De eneste, der er sikre på
at vinde i det spil, er staten, der får en lydig befolkning. Politikerne bruger sundheden til at adfærdsregulere befolkningen. Det kaldes biopolitik.
Vi kunne forebygge mange infektioner ved at
forbyde mennesker at omgås hinanden. En masse
skader kunne undgås, hvis vi forbød sport og leg.
Forebyggelse konvergerer med at blive lagt i kunstig koma. Der er en indbygget konflikt i al forebyggelse, nemlig at man giver afkald på det liv, for
hvis skyld man vil forebygge.
Derfor hylder politikerne devisen, at det er
bedre at forebygge end at helbrede. Det passede
også, da præsten Thomas Adams fandt på de vise
ord i 1618, for da kunne man ikke helbrede. Hvis
forebyggelse var gratis og uden begrænsninger for
vores livsudfoldelse, ville devisen passe universelt.
Men forebyggelse er dyr, da den retter sig mod alle
eller de fleste, mens helbredelse kun retter sig mod
de syge. Og forebyggelse består, som ordet siger, i
at bygge en mur op, inden for hvilken vi skal holde
os.
Helt tilbage i 30’erne var sygdomsforebyggelse
på tale som en måde at begrænse sygehusudgifterne på. Det er dog langtfra sikkert, at det vil lykkes.
Eventyret om Prinsessen på ærten kan i dag bruges
på os alle. Vi kan alle mærke ærten. Det moderne
menneske evner at lide mere af stadig mindre. Og
aldrig har så mange lidt så meget af så lidt. Tænk
bare på alle modediagnoserne: fibromyalgi, stress,
piskesmæld, kronisk træthedssyndrom.
De penge, som ikke bruges på forebyggelseskampagner, bruges på kvalitetsmåling, evaluering,
certificering, akkreditering. Der bruges rigtignok
en masse penge på sundhedsområdet. Men flere
og flere af de penge bruges i dag ikke på at helbrede de syge, men på at helbrede sygehusene.
11/07/13 15.50
8 ◆ Klinisk Sygepleje ∙ 27. årgang ∙ Nr. 3 ∙ 2013
Pengene går ikke til patienterne. De går til at udvikle nye ledelsesværktøjer. De går til sundheds­
økonomer, hospitalsdirektører, som er uddannet
på CBS – altså Copenhagen Business School.
Fedtlaget af administration og forvaltning vokser
på bekostning af arbejdet ved sygesengen. Antallet af tåbelige kurser og konferencer, som læger og
sygeplejersker kan gå til i stedet for at tage sig af de
syge, vokser eksponentielt.
Hvorfor spilde ressourcer på de syge? Det er at
smide gode penge efter dårlige. Nej, pengene skal
gå til de raske, til sundhedsfremme, ikke til helbredelse. Vi vil bekræfte de raske i retten til sundhedsvæsenet. Det er helt i tidens ånd at flytte fokus
fra sygdommen til den syge. Kan vi ikke komme
sygdommen til livs, kan vi komme den syge til
livs. Da man opfandt immunsystemet, som varetager immunforsvaret, blev forsvaret mod sygdom
placeret i hvert enkelt menneskes krop, og det blev
op til den enkelte at tage vare på sit immunsystem.
Sygdom skyldes et svagt immunsystem, siger man
så. En sådan betragtningsmåde kan motivere til at
tage ansvar for egen sundhed. Og få os til at glemme vores ansvar for de andres sundhed.
Bliver man på trods af Forebyggelsesideologernes anbefalinger alligevel syg, er det nærmest
selvforskyldt. Den indstilling arbejder politikerne
på at udbrede. Og det er jo heller ikke helt forkert.
Vi har i dag reelt afskaffet patienten, som er
blevet til et patientforløb, et behandlings­forløb
og til den fornuftsstridige konstruktion: den
­aktive patient. Patienter skal ikke plejes. De skal
føres gennem et behandlingsforløb. Engang var
hospitaler steder, hvor man kun kunne få pleje,
så blev de steder, hvor man også kunne håbe på
at blive helbredt. I dag er hospitaler steder, hvor
man producerer et trimmet patientforløb efter
­Toyota-modellen, kaldet Lean. Hvad er modstykket til den aktive patient-æra? Det er den paternalistiske æra. I en bog fra slutningen 1980’erne om Medicinsk etik (red. Andersen, Mabeck, Riis, FADLs
forlag 1987) er der en artikel om læge-patient-­
forholdet af professor Carl Erik Mabeck. I dag er
det ­forhold beskrevet i et utal af pjecer. Men hos
Mabeck kan man læse om den hjælpeløse patient
Klinisk_Sygepleje_mat_nr3-2013.indd 8
og de alt for få muligheder for at gennemtvinge
en behandling imod patientens vilje. Man kan
læse om behandlingsretten, som også bør indebære en behandlingspligt. Paternalisme er endnu
ikke blevet et fyord. Men så går det hurtigt. Et par
­højesteretsdomme baner vejen for, at patienter
kan få erstatning, selv om ingen læge kan drages
til ansvar. Man har opfundet fænomenet “hændelige fejl”. Skyld og ansvar kan nu skilles ad, og så er
vejen banet for patientklagesystemet. Patientklager er ikke patienter, der klager og jamrer over deres sørgelige tilstand. Det er patienter, som klager
og jamrer over den behandling, som gerne skulle
hjælpe dem ud af patientrollen.
Politikerne bruger patienternes klager, om de
er begrundede eller ej, som et evalueringsinstrument. Enhver klage er en anklage og som sådan en
evalueringsressource, som ikke bør gå til spilde.
Patienten bliver nu brugt til at kontrollere lægen.
Det følges op af en lov om patientrettigheder i
begyndelsen af 1990’erne og en lov om frit sygehusvalg i 1992, som skal bane vejen for markedsgørelse og privathospitaler. Tilsyneladende stiller
politikerne sig på patienternes side mod ‘systemet’
og deler gavmildt ud af patientrettigheder, men
det handler i virkeligheden om, at politikerne
har mistet kontrollen over sundhedsvæsenet og
nu sætter patienterne til at kontrollere uvæsenet
ved at sætte læge og patient op mod hinanden.
­Politikerne gør os til brugere, til konsumenter af
det sundhedsvæsen, vi retteligen er medejere af.
Politikerne ser gerne, at læge-patient-forholdet
bliver som forholdet mellem køber og sælger, de
ser gerne markedskræfternes logik sat ind der,
hvor deres egen politiske logik og mod svigtede.
Patienterne bliver altså efterhånden mere og
mere aktive. Klagesystemet garderer lægerne sig
imod med såkaldt defensiv medicin. En masse
ressourcer bliver brugt på noget, som alene skal
sikre lægen mod klager. Men defensiv medicin er
for ingenting at regne mod den succesmedicin,
som det frie sygehusvalg fremtvinger, fordi sygehuse bliver mærket med stjerner som i en anden
Michelinoversigt.
Politikernes seneste træk i kampen mod de
ustyrlige sygehuse hedder akuthospitaler. Politi-
11/07/13 15.50
Klinisk Sygepleje ∙ 27. årgang ∙ Nr. 3 ∙ 2013 ◆ 9
kerne har opgivet at kurere det eksisterende sygehus. I stedet bygger man et helt nyt hospital foran
det gamle. Det hedder akuthospitalet eller akutcenteret. Og hvis ikke det er nok, så kalder man
også ambulancen for et hospital, et præhospital.
Vi har nu et præhospital, dernæst et akuthospital,
og allerbagerst, der, hvor vi nødigt skulle ende, har
vi det gamle, sløve, traditionelle hospital, hvor tingene går deres vante gang på trods af evinde­lige
kvalitetsmålinger, på trods af rammestyring og
takststyring, på trods af fedterøvstillæg og ledelseskurser.
Planen er jo så, at akuthospitalet vil udsulte,
overflødiggøre stamhospitalet. Helt bogstaveligt
kannibalisere det ved at æde dets speciallæger og
de bedste, dvs. de mest villige, sygeplejersker. På
akutcenteret har man så godt som afskaffet klinikken og alt det, klinikken står for, pleje og omsorg.
Patienterne ryger ud, næsten før de er kommet
ind. Til gengæld behandles de med det samme
af en speciallæge, en akut-speciallæge. Vi har allerede fået speciallægen i almen medicin. Hans
­speciale er ikke at have noget speciale. Nu skal
vi have akutspeciallægen, som er en speciallæge,
der er blevet gjort almen. Som I kan forstå, slipper
man ikke ud med sin sunde fornuft i behold, når
man først har bevæget sig ind i hospitalssfæren. Hvad skal sygeplejerskerne tage sig til i fremtiden? Sygeplejerskerne skal overtage mere og mere
af lægernes arbejde, fx at endoskopere, undervise
patienter og pårørende og hinanden, kvalitets­
sikre, arrangere livsstilskurser som led i forebyggelse, modernisere organisationen efter de seneste
public management- og public policy- principper. I bestræbelserne på at kurere de syge sygehuse har politikerne skullet skaffe sig allierede
blandt sygeplejerskerne. Det sker ved at producere elite­sygeplejersker, som så til gengæld slipper
for at skulle stå ved sygesengen. Man bliver elite­
sygeplejerske ved at få en masse efteruddannelse,
ph.d.- og mastergrader og sågar en fuldgyldig
akademikertitel som cand.cur. Med den baggage
er sygeplejerskerne så klar til at snakke sygehusbureaukraterne efter munden.
Engang var det lægerne, som havde travlt med
at slippe væk fra sygesengen. Nu følger sygeple-
Klinisk_Sygepleje_mat_nr3-2013.indd 9
jerskerne efter. Plejearbejdet kan i dag overlades
til den nye underklasse: social- og sundheds­
assistenterne. ‘Opgaveglidning’ kalder man den
glidebane, som betyder, at sygeplejersker bliver
mini-læger, og sundhedsassistenter bliver mini-­
sygeplejersker. Normalt glider man kun nedad,
men her trodser man tyngdeloven og glider opad.
Derfor er alle tilfredse. Den nye patientrolle som aktiv patient hænger snævert sammen med et nyt sygdomsbegreb
og nye sygdomme. For der er virkelig sket noget
­inden for medicinen på det seneste. Fra at betragte
mennesket og menneskekroppen som en patient
(karakteriseret ved sine bakterier, sine virus og sin
smittefare) er mennesket blevet en trussel mod
sig selv. De otte mest udbredte folkesygdomme
er på en måde selvskabte: Hjerte-kar-sygdomme, ­diabetes 2, dårlig ryg, allergi, knogleskørhed, cancer, rygerlunger. Nu har man også opfundet elastikken: rygerelateret, fedmerelateret
sygdom. På den måde kan alle sygdomme snart
tilskrives vores uansvarlige livsførelse. De bliver
livsstilssygdomme. Hvor er alle infektionssygdommene? Vi har selvfølgelig aids og malaria og
ganske lidt tuberkulose, og så er der sikkert nogle
nye på vej: fugleinfluenza, svineinfluenza, ebola,
­legionærsyge.
Før vi fik egentlige hospitaler, skulle vi først
have et moderne sygdomsbegreb, nemlig den
opfattelse, at sygdomme er noget, der opstår og
fordeler sig i kroppen. Det syn på sygdom var et
resultat af den patologiske anatomi. Lægen spørger ikke: hvad fejler du? Men: hvor har du ondt?
Hovedpine, mavepine, brystsyge. Det sygdomsbegreb er hospitalerne bygget til. Det afspejler
sig i deres arkitektoniske indretning. Hospitaler
er fysiske rum, som er delt op efter, hvor i kroppen sygdommen sidder. Sygdom er en dysfunktion et sted i kroppen: øre-næse, hals, hjerne,
hjerte, lunger, mave, tarm, øjne, kønsdele, hud.
Det ­
lægevidenskabelige behandlersystem arbejdede med legemsdele, ikke med individer, og en
legemsdel taler man ikke med, den studerer man.
Den aktive patient er et individ, en samtalepartner, en medspiller med ansvar for egen sygdom og helbredelse. Derfor må gamle dages biolo-
11/07/13 15.50
10 ◆ Klinisk Sygepleje ∙ 27. årgang ∙ Nr. 3 ∙ 2013
giske, mono-kausale sygdomsbegreb erstattes af et
bio-psyko-socialt sygdomsbegreb. Man behandler
ikke længere legemsdele, men individer, som
­endda kan blive medarbejdere, hvis de opfattes
som sammenhængende patientforløb. Patienterne
tror stadigvæk, at de ligger på sygehuset. De skulle bare vide. De ligger ikke, de forløber. Tidligere
var patienten bare identisk med den legemsdel, de
skulle opereres i.
Vi må helst ikke blive syge. Hvem har også
lyst til det? Men vi må slet ikke være syge. Jeg vil
påstå, at staten er i gang med at fratage os en hel
række gøremål og væremåder, som befinder sig i
­gråzonen mellem at være rask og syg, og som tidligere gjorde livet værd at leve. Jeg ser gerne, at
der til den lange række af patientrettigheder også
føjes retten til at være syg. Jeg siger udtrykkeligt
ikke at blive syg. Det har jeg ikke spor lyst til, men
skulle uheldet være ude, vil jeg mene, at det er en
menneskeret at være syg. I må godt helbrede mig,
men I må ikke tage min sygdom fra mig. Alle vil
gerne blive gamle, men ikke være gamle. Ingen
vil gerne blive syg, men det er slet ikke så sygt at
være syg. Der var engang noget, der hed kurrejser
og kur­bade. I Gustav Wieds romaner skal hovedpersonerne altid på kurophold i Bøhmen. Thomas
Manns roman Troldomsbjerget udspiller sig på et
kursted.
Klinisk_Sygepleje_mat_nr3-2013.indd 10
I dag regnes det for sygt, hvis man lægger sig
syg. Flugten ind i sygdommen har især kvinder
benyttet sig af. Sygerollen var det bedste værn
mod en umedgørlig omverden. I 1800-tallet
og langt op i 1900-tallet kunne man være syg i
lang tid. Søren Kierkegaards svigerinde, som var
­bispinde i A
­ alborg, var ikke bare sengeliggende
året rundt, men tillige år ud og år ind, 22 år i alt.
Aalborg kaldte hun “Jyllands Sibirien”.
De tidlige romantikere mente jo, at den, der
lever sine længsler ud, bliver ramt af sygdom. Sygdom var et adelsmærke. “Talenter og genier kan få
dårlige nerver, men ikke de sorgløse, letvægterne,
de ansvarsløse og arbejdssky gratister,” skrev en
svensk læge ved 1900-tallets begyndelse.
Som I ved: Tiden læger alle sår. Og man kan
derfor med rette spørge: Hvad har vi egentlig hospitaler til? Hospitaler helbreder ikke. De fremskynder bare helbredelsen. Det handler udelukkende om at få os på benene så hurtigt som muligt,
for at vi kan komme på arbejde. Hvis vi nu ikke
levede i et arbejdssamfund, hvordan ville vores sygehuse så se ud? Det er måske et dumt spørgsmål,
da sygehusene er et produkt af arbejdssamfundet.
Med den ‘aktive patient’ afslører hospitalet sit
­sande væsen, som er at holde os til drivhjulet. Det
er ikke et sted, hvor vi skal lære os selv at kende og
komme til rette med vores forgængelighed. 11/07/13 15.50