Middelaldercentrets Nyhedsblad forår 2014 (pdf

Transcription

iddelaldercentret
FORSØGSCENTER FOR HISTORISK TEKNOLOGI
NYKØBING FALSTER
Hieronimus
Bosch
Arvegods
Røgelseskar
Middelaldercentrets
nyhedsblad
forår 2014
Jousting
Herberg
Vanter
Indhold
Formandens forord ................................ 2
Anders Høiris
Snapshots fra Himmel og Helvede ..... 3
- om maleren Hieronimus Bosch
Kåre Johannessen
Middelalderligt arvegods ....................... 6
-observationer i anledning af
et trist jubilæum
Kåre Johannessen
Sundkøbings første røgelseskar .......... 11
Lars Sass Jensen
Jousting gennem tiden ........................... 13
Joakim Løvgren
Sundkøbing får et herberg .................... 17
Lars Sass Jensen
Et snilt stykke legetøj ............................ 19
Kåre Johannessen
Varme hænder ......................................... 21
- lidt om kilder på syede stofvanter
Catharina Oksen
Forår 2014
Middelaldercentret
Ved Hamborgskoven 2,
Sundby L,
4800 Nykøbing F.
www.middelaldercentret.dk
mc@middelaldercentret.dk
+45 5486 1934
Formandens forord
I enhver vel assorteret bogreol,
ihvertfald i min egen, står gode
kriminalromaner ved siden af tung
faglitteratur og det kan også hænde,
at et klassisk Anders And blad
har sneget sig ind blandt bøgerne.
Sådan er det også med Middelaldercentrets nyhedsblad, hvor faglige artikler blander sig med lette
fornøjelige og populære indslag om
middelalderen, og hvor det ikke er
nødvendigt at gøre det hele færdigt
på en gang. Man kan vende tilbage
ligesom med en god bog og gøre
bladet færdig, når tiden er til det.
Bladet i år indeholder lidt af hvert. Som sædvanlige er vores museumsinspektør Kaare Johannessen en flittig bidragsyder, specielt med en artikel
om første verdenskrigs små opfindelser og værnemidler, men også om den
besynderlige og præ-surrealistiske maler Jeronimus Bosch, hvis billeder
man aldrig kan blive træt af at se på – men om man forstår dem, det er en
helt anden sag! PHD studerende Lars Sass beretter om en af centrets kommende kirkebronzer og om det nye herberg, studerende Joachim Løvgren
skriver om moderne ridderes forsøg på at så tæt på en middelalderlig ridderturnering som overhovedet muligt og endelig skriver mag art Catharina Oksen om en særlig teknik til at sy vanter.
Bladet udkommer nogenlunde samtidig med, at centret indvier første fase
af sine udviklingsplaner, nemlig en middelalderlig teknologipark (den blev
også indviet halvvejs sidste år, men nu er den færdig) og også går i gang
med fase 2 - en udstilling om fabeldyr, første skridt på vejen til at gøre centret til en helårs museumsattraktion.
Rigtig god fornøjelse med bladet !
Anders Høiris
Formand
Middelaldercentrets Nyhedsblad 9 foråret 2014
Ansvarshavende redaktør: Centerchef Peter Vemmning, peter@middelaldercentret.dk
Tryk: Grafikom· © Middelaldercentret· Nyhedsbladet kan ses som pdf-fil på www.middelaldercentret.dk
side 2
www.middelaldercentret.dk
www.middelaldercentret.dk· ·sommer
forår 2014
2014
Snapshots fra Himmel og Helvede
- om maleren Hieronimus Bosch
Kåre Johannessen
Museumsinspektør, Middelaldercentret
Få skikkelser står så solidt plantet
med det ene ben i middelalderen,
og det andet i vor moderne tid, som
den nederlandske maler Hieronimus Bosch. Man husker måske ikke
navnet - men vil dog alligevel nikke
genkendende til hans værker, for
de fleste af os har på ét eller andet
tidspunkt stiftet bekendtskab med
hans besynderlige, sprudlende og
fabulerende billeder.
At Bosch hører til i middelalderen kan der selvfølgelig ikke herske
tvivl om. Dels er hans værker umiskendeligt præget af senmiddelalderens billedsprog og forestillingsverden, med dens hang til mysticisme,
visioner og religiøs ekstase - og dels
kommer vi selvfølgelig ikke uden
om det faktum, at han helt konkret
levede i middelalderen (ca. 1450 til
1516).
Men samtidig er der noget distinkt
moderne over ham. Ikke uden
grund er han blevet kaldt for “surrealismens bedstefar”, for de fleste
af hans malerier foregriber på mange måder 1920 é rne ekspressionistiske og surrealistiske kunstnere som
f.eks. Otto Dix, og især Salvador
Dali (der iøvrigt i et enkelt tilfælde
benytter samme motiv som Bosch
- St. Antonius ́ Fristelser i Ørkenen). Surrealismens og ekspressionismens drømme/mareridtsagtige
febersyner adskiller sig på mange
måder ikke fra Bosch - skønt han
døde 428 år før André Breton udgav
Det Surrealistiske Manifest i 1924.
Men i virkeligheden er åndsslægtsskabet slet ikke så overraskende.
På mange måder er det åndelige
klima i de to perioder - slutningen
af det 15. og begyndelsen af det 20.
århundrede - ikke helt ulig hinanden. Begge perioder er brydningstider, hvor en gammel verdensorden
er presset og traditionelle, hæderkronede tankebaner og verdensopfattelser er i frit fald. Bosch levede
i tiden op mod reformationen, hvor
den gamle katolske verdensorden
mistede sit monopol på europæisk
åndsliv (Martin Luthers 95 teser
på kirkedøren i Wittenberg i 1517
var på ingen måde begyndelsen på
reformationen - det var den logiske
kulmination på en forfaldsproces,
der havde varet mindst to århundreder); pesten, hundredeårskrigen,
pavedømmets opsplittelse 1378-1417,
og den katolske kirkes stadig mere
åbenlyse moralske forfald op gennem det 15. århundrede var altsammen faktorer, der gav gevaldige
ridser i lakken på den herskende
verdensorden. Verden var kaotisk,
og de gamle forklaringsmodeller
oplevedes i stadig stigende grad
som utilstrækkelige.
“Taskenspiller på en markedsplads” - en
ganske dagligdags gadescene (men stadig
med Bosch ś blytunge himmel og dunkle
belysning!)
www.middelaldercentret.dk · forår 2014
side 3
hans liv, er hentet fra notater i stadsarkiverne, eller fra dokumenterne
efter Det Strålende Vor Frues Broderskab, en indflydelsesrig og prestigefyldt orden i byen; Bosch var
såkaldt “Svanebroder”, altså medlem af broderskabets inderkreds
(der var pligtige at donere en svane
hver til den årlige banket). I princippet var det en religiøs orden, men
allerede fra starten optoges også
fortjenstfulde verdslige medlemmer
- og broderskabet var i praksis mere
et socialt netværk - en slags loge, om
man vil - end en munkeorden.
“Tondal ś Vision” (udsnit); Det myldrende liv af mennesker, dæmoner og mærkelige
skabninger foregriber bl.a. det 20. århundredes collagekunst.
På samme måde fødtes surrealismen og ekspressionismen i efterdønningerne på den Første Verdenskrig, hvor det 19. århundredes
tankesystemer, verdensforståelse og
sociale spilleregler med ét havde
spillet spektakulært fallit. Bosch og
hans sene kolleger i 1920 é rne har
med andre ord i hvert fald én ting
til fælles: de levede i tider, hvor en
gammel verdensorden var åbenlyst
i forfald, men hvor en ny Tingenes
Orden endnu ikke var blevet formuleret. Eller, helt kort: i utrygge, kaotiske tider! Det er dette kaos, denne
uorden og utryghed, der afspejles
i både Boschs og 20 é rnes kunst.
Virkeligheden er simpelthen blevet
dysfunktionel, den er gået i stykker.
Det er derfor, der pludselig sniger
sig så mange uvirkelige elementer
ind i kunsten, derfor f.eks. naturlovene ikke længere overholdes i billedkunsten. Skal man beskrive en
dysfunktionel, usammenhængende
og kaotisk verden, må resultatet
nødvendigvis blive fragmentarisk,
dysfunktionelt og kaotisk.
Rent biografisk vides der meget
lidt om ham. Han blev født
i eller lige omkring 1450, i byen
ś -Hertogenbosch, der var et driftigt
handelscentrum i hertugdømmet
Brabant i det nuværende Holland.
Byen kaldes i daglig tale Den Bosch,
og blev altså i bedste middelaldertradition antaget som en slags efternavn. Hans døbenavn var Joen van
Aken, og efter tidens skik latiniseredes hans fornavn til Jheronimus
(stavemåden “Hieronimus” er en
nyere tillempning).
Rent psykologisk var middelalderen
en ekstremernes æra. Som moderne
nordeuropæer kan man opleve at se
nyhedsklip fra f.eks. Mellemøsten,
og måske synes at folk virker noget
overdrevne i deres følelsesudbrud;
man både græder og jubler uhæmmet på åben gade, og bærer følelserne udenpå tøjet på en måde, som for
os kan opleves som temmelig fremmedartet og ukontrolleret. Men dén
reserverede, følelsesmæssige tilbageholdenhed, der er så karakteristisk for os (og som ofte forveksles
med kulde), ligger formentlig fjernt
fra vore middelalderlige forfædre
og -mødres adfærd. I forhold til
os var middelalderens mennesker også danskerne - efter alt at dømme
en flok højrøstede hystader.
Men det uvirkelige var nu i grunden slet ikke noget nyt på Boschs
tid. Den religiøse kunst - og det
vil på dét tidspunkt sige stort set
al kunst - havde hele vejen op gennem middelalderen benyttet sig af
visioner. Ikke-jordiske motiver som
Himmel og Helvede må nødvendigvis adskille sig fra dén virke-
Kilderne til hans liv er meget få,
og består næsten udelukkende af
små bemærkninger og notitser i forskellige officielle dokumenter. Hans
fødeår, der normalt anslås til 1450,
er alene baseret på en antagelse om
hans alder ved hans død i 1516, og er
altså behæftet med en ganske betydelig usikkerhed. Dét lidt, vi ved om
Det langt mere uhæmmede forhold
til følelser, der kendetegnede middelalderen, genspejles tydeligt i
Bosch ś malerier. Himlen er enten
natsort og blytung, eller fjerlet sommeragtig - afhængig af om der er
tale om positive eller negative motiver, Himmel eller Helvede. Nogen
mellemvare lader overhovedet ikke
side 4
lighed, mennesket kender til, og
skønt f.eks. kalkmalerierne generelt
gengiver sine kristelige motiver på
en overordentlig jordnær og hverdagsagtig måde, så er der også talrige eksempler på motivelementer,
der dårligt kan beskrives som andet
end... meget, meget syrede! Hieronimus Bosch var ikke ophavsmand
til det skæve, besynderlige og uvirkelige - men han var den, der for
alvor udkrystalliserede og raffinerede det.
Oplysningernes formelle karakter
betyder altså, at vi har nogenlunde
styr på hvornår Jheronimus opholdt
sig hvor, hvordan hans sociale position og anseelse i byen var. Men på
det personlige plan - hans temperament, holdninger, meninger osv - er
vi aldeles på bar bund. Som så mange af middelalderens prominente
skikkelser er han mærkeligt fraværende som menneske. Og alligevel
kender vi ham selvfølgelig rigtig
godt, for det eneste vi har fra hans
hånd - hans malerier - taler deres
tydelige sprog. Samtidig med at han
udtrykker sin tids almene tanker
og opfattelser, har de fleste af hans
værker et meget personligt udtryk,
de er umiskendeligt “Bosch ś ke”.
til at eksistere i Boschs verden, hvor
noget så banalt som en jævnt overskyet, almindelig dag sjældent forekommer. Men det er jo heller ikke
en tilfældig torsdag eftermiddag,
han ønsker at vise os. Ligesom kirkekunsten skal hans billeder vække
følelser, de skal ruske op i tilskueren, give et blik ind i andre verdener - de er visioner! Paradiset skal
udstråle harmoni, lykke, balance og Helvede skal vække rædsel, uro,
græmmelse. Trods sin karakteristiske og stærkt personlige visuelle
stil er Bosch nemlig ikke radikal i
sin overordnede tænkemåde; han
er helt på linie med tidens alment
accepterede verdenssyn. Bosch er
på intet tidspunkt på kollisionskurs
med sin tids gældende kirkelige
dogmer.
Der er i virkeligheden slet ikke noget
provokerende i hans billeder. Når
hans groteske, sadistiske og forkrøblede helvedesvisioner med deres
perfide torturscener og myldrende
vrimmel af mærkværdige væsner,
djævle, blandninger af mennesker
og klipper, træer eller dyr i dag kan
forekomme provokerende (og samtidig sært fascinerende), er det fordi
opfattelsen af tingene har ændret
sig radikalt på det halve årtusinde,
der er gået siden han døde. Og det
er ikke i sig selv de groteske figurer,
der provokerer - det er selve dét
kaos, han overordnet viser os. I dag
betragtes kaos som lidt anstødeligt,
en lille smule krænkende - men
samtidig også sært tillokkende. Vi
drages med modvillig fryd imod
kaos, fordi det sætter dagligdagens
faste regler ud af spillet... det er derfor, katastrofe- og horrorfilm har så
stort et publikum. Og det er derfor,
Hieronimus Boschs billeder fortsat
er blandt de mest kendte og fascinerende i verdenskunsten.
Særligt kendte er selvfølgelig hans
feberagtige gengivelser af Himmeriget og - især - Dommedag og
Helvede. Men faktisk spreder Bosch
sig motivmæssigt over et betydeligt
større spektrum; Blandt hans malerier finder vi også helt hverdagsagtige scener, der regnes for nogle af
vore vigtigste billedkilder til dagligdagen i den sene middelalder.
En stor del af dem har et tydeligt
element af karrikatur eller satire
- f.eks. hans billede af en taskenspiller på en markedsplads - men
giver alligevel et fantastisk, næsten
montageagtigt, indblik i hverdagen
i senmiddelalderens Nordeuropa;
dragtdetaljer, indbo, huskonstruktion, vogne osv er gengivet i minutiøs detalje. Og skønt personernes
ansigtstræk nok er fremstillet lidt
overdrevent skævt og pudsigt (af
og til direkte grotesk), så er det dog
tydeligvis levende mennesker med
personlighed, der optræder på hans
billeder. Kanhænde at deres forbløffelse, morskab eller rædsel forekommer overdrevent... men måske er
dette netop et udtryk for tidens brede følelsemæssige spektrum, som
anført ovenfor?
I dag er antallet af malerier fra
Bosch's hånd stærkt på retur. For
hundrede år siden kendtes en lang
række billeder, men gennem de
seneste årtier er stadig flere blevet afskrevet; Selv signerede han
så vidt vides kun syv af sine værker, de øvrige blev tilskrevet ham
på grundlag af stil, maleteknik og
motivvalg. Men allerede i det 16.
århundrede var hans billeder så
efterspurgte, at der blev fremstillet
store mængder værker “a ́ la Bosch”,
og i dag regnes kun 25 værker for
sikre (og de er tilmed spredt over
det meste af verden).
“De Jordiske Glæders Have” (detalje).
Motivets på én gang groteske, morsomme
og gruopvækkende sceneri er en tydelig
forgænger for surrealismen.
Trods de stadig færre malerier
står det dog fast, af Hieronimus
Bosch er et overordentlig interessant bekendtskab - både for den,
der ønsker et indblik i middelalderens fysiske verden i Nordeuropa,
dens tankegang, og kunsthistorien i
almindelighed!
Salvador Dali, “Den Hellige Antonius ́ Fristelser” (1946). Det visuelle slægtsskab med
Bosch er indlysende...
side 5
Middelalderligt arvegods
- observationer i anledning af et trist jubilæum
Kåre Johannessen
I år er hundredeåret for udbruddet
af Den Første Verdenskrig - der, som
en del af læserne formentlig vil vide,
står ret prominent placeret i det righoldige katalog over undertegnedes
interesseområder.
ill. 1: Pansret rytter anno 1918!
Et hunderedeårsjubilæum er altid
en god anledning til at skue tilbage.
Nogen egentlig fejring skal der selvfølgelig ikke være tale om (få ting
fortjener fejring mindre end dette,
der er virkelig ikke noget at fejre!)
men en ihukommelse må dog være
på sin plads. Den Første Verdenskrig
er uden diskussion den mest afgørende begivenhed i det 20. århundrede, og har på rigtig mange måder
formet dén tid, vi lever i nu. Den
kaster dunkle skygger langt efter sin
afslutning.
Men pudsigt nok har den på en del
punkter også rødder langt, langt
tilbage i tiden. Ikke kun politisk,
strategisk og mentalt - men også helt
lavpraktisk. Den, der betragter den
Første Verdenskrig, kan i virkeligheden slet ikke undgå at støde på en
mængde arvegods fra middelalderen. De tyske jagerpiloters udstrakte brug af middelalderlig heraldik
er allerede beskrevet i en tidligere
udgave af nærværende publikation
- men jo mere man kigger efter, des
flere og tydeligere eksempler er der.
I det følgende gennemgås et udvalg
af middelalderlige elementer i dét,
der i store dele af verden stadig
omtales som Den Store Krig.
ill. 2: Middelalderlige minører i aktion.
side 6
Det mest åbenlyse stykke arvegods
er formentlig brugen af kavaleri. I
middelalderen var den panserklædte ridder til hest den principielle
nøgle til al krigsførelse (selv om
belejringen reelt var mere udbredt
end de store, åbne slag - og under
en belejring spiller kavaleriet selv-
følgelig en mindre rolle). Men da de
store europæiske hære drog i felten
i sensommeren 1914 var det stadig
med den klippefaste opfattelse, at
rytteriet var rygraden i krigsmaskinen (ill. 1). Det viste sig dog hurtigt,
at det traditionelle kavaleris rolle
forlængst var udspillet; efter ganske få måneders kamphandlinger
kørte det hele fast i skyttegravenes
sønderskudte månelandskab, hvor
lansesvingende ryttere mildt sagt
ikke var til meget gavn. Alligevel
fastholdt man i lang tid rytteriets
centrale rolle, og den franske hær
sendte sågar ved enkelte lejligheder
lansenérer frem over den hullede og
mudrede slagmark på cykler, fordi
heste var blevet en mangelvare (!)
Det kan næppe overraske, at langt
de fleste rytteriangreb slog ynkeligt
fejl og endte som rene katastrofer.
Anderledes levedygtig viste en
anden af middelalderens krigsdiscipliner sig: minørkunsten! Belejringer af borge og byer i det 12. - 15.
århundrede var ofte langtrukne,
kostbare og farlige affærer. Ikke
sjældent søgte man at underminere
de indesluttedes forsvarsværker ved
at føre lange minegange ind under
befæstningsmurene (ill. 2). Mineskakterne blev afstivet med planker,
som man så stak ild til - og når den
tømrede understøtning brændte
væk, faldt mineskakten sammen...
hvorefter murværket ovenpå sank i
grus og muliggjorde et indfald.
I den Første Verdenskrig var der
sjældent tale om angreb på grundmurede befæstninger. Objektet var
hér typisk kommandoposter og
knudepunkter i fjendens stillinger,
som imidlertid kunne angribes på
præcis samme måde som i middelalderen. Særligt briterne, med deres
store erfaring fra de engelske kuldistrikter, anvendte tunnelgravningen, selv om også tyskerne kendte
og benyttede teknikken. Man førte snævre gange hundredevis af
meter ind under Ingenmandsland,
ill. 3 Lochnagar Crater, Messines Ridge!
frem til kamre direkte under det
udpegede mål. Dernæst placeredes
enorme mængder sprængstof i kamrene, som så kunne detoneres på
sikker afstand fra egne linier. Det
mest berømte eksempel fandt sted
på Messines-højderyggen i Belgien
i de tidlige morgentimer den 7. juni
1917; i dybeste hemmelighed havde
briterne ført 21 mineskakter ind
under de tyske linier, af hvilke de
19 blev sprængt (de to sidste blev
simpelthen efterladt; den ene detonerede under et uvejr i 1950 é rne
- den anden ligger stadig i jorden
dybt under Petit Douve Farmen nær
byen Mesen... og er formentlig stadig sprængbar).
Offensiven efterlod en række enorme huller i det belgiske landskab,
hvor de i dag er populære turistmål
og mindesmærker for krigen. Størst
er det såkaldte Lochnagar-krater (ill.
3), der giver en fornemmelse af de
25 tons sprængstofs kolossale kraft.
Braget fra detonationerne kunne
ifølge samtidige vidnesbyrd høres
i London.
almindeligt træk i middelalderens
belejringskunst. (ill. 4)
Ved krigsudbruddet i -14 anvendtes
hjælme af metal kun som paradeudstyr i gardekorps. Briter og franskmænd kæmpede i stofkasketter,
tyskerne med pikkelhuer af læder.
Men det stod hurtigt klart, at der
var forfærdende tabstal på begge
sider, forårsaget af hovedskader. I
1915 begyndte man på begge sider at
eksperimentere med stålhjælme, og
hér trak man klogeligt på tidligere
erfaringer - nemlig middelalderens!
Den engelske brodie-hjælm (ill. 5),
der var standardudstyr frem til slutningen af 1950́erne, er slet og ret
en moderne version af middelalde-
ill. 4: Middelalderlig skyttegrav, efter
Talhoffer.
ill. 5: Britiske tommy é r med den velkendte
“tallerkenhjælm”
Det mest velkendte element af alle
fra krigen 1914-18 er velsagtens selve skyttegraven. Det er de smalle,
mudrede løbegange, der splittede
hele Europa og trak sig som et ar fra
Nordsøen til Schweitz, der dukker
op på nethinden i samme øjeblik
man hører krigen omtalt. Men skyttegrave var selvfølgelig ikke noget
nyt. Værn mod fjendens beskydning har alle dage haft høj militær
prioritet, og skyttegrave var også et
side 7
rens velkendte kedelhatte, og dens
tyske modpart, den såkaldte M16,
er ligeledes tydeligt modelleret over
middelalderlige hjælmtyper (ill. 6a
& 6b). Det er i virkeligheden kun
i de små detaljer, middelalderens
og verdenskrigens hjælme afviger
fra hinanden, hvilket illustrerer dén
fundamentalt sunde tankegang, der
ligger bag udviklernes valg. Hvorfor
ikke trække på tidligere tiders praktiske erfaringer - selv om de er flere
hundrede år gamle?
ill. 6a: Fodfolks-hjælm, ca. 1460
På samme måde søgte man også at
adoptere andre elementer fra den
middelalderlige rustning. Den tyske
hær producerede et større antal
såkaldte graben- eller zappenpanzer, der var direkte inspireret af
senmiddelalderens kropspanser (ill.
7). Panseret var ret tungt og hæmmede bærerens bevægelsesfrihed i
en sådan grad, at de var uanvendelige i en direkte angrebssituation,
men vagtposter og snigskytter blev
i stor stil forsynet med dem, til
værn mod riffelkugler og granatsplinter. På allieret side var det så
vidt vides kun italienerne, der eksperimenterede seriøst med tilsvarende udstyr (uden dog at opnå et
anvendeligt resultat) men erobrede
tyske eksemplarer var krigen igennem meget efterspurgte blandt de
allierede tropper.
ill. 6b: Tysk stålhjælm model M16
Også ringbrynjen, der jo er et kerneelement i middelalderens defensive
arsenal, fandt anvendelse i verdenskrigen. Til det nye våben, tanks (der
jo i parantes bemærket også var en
middelalderlig opfindelse, jfr. centrets nye krigsvogn), krævedes et
ill. 7. Tyske stødtropper ca. 1917,
iført zappenpanzer.
side 8
ansigtsværn til besætningen, som
var modstandsdygtigt, men dog
fleksibelt og muligt at se igennem.
Løsningen blev briller af læder, forsynet med vandrette metal-lameller
ligesom snebriller, og påhæftet et
vedhæng af ringbrynje til beskyttelse af underansigtet (ill. 8). Atter
en gang kunne der altså trækkes på
middelalderens erfaringer.
Første Verdenskrig var om noget
artilleriets krig. Kanoner krævede
langt, langt flere ofre end noget
andet våben. Under slaget om Verdun i 1916 blev der afskudt i alt
32 millioner granater - eller mere
end 10 pr. kvadratcentimeter slagmark, hvor det gik hårdest til! Men
de store infanteriangreb, som man
ofte forbinder med netop denne
krig, var naturligvis også en faktor. Og forholdene ved nærkamp
i de snævre skyttegrave betød, at
der hurtigt udviklede sig en helt
uofficiel, improviseret kampkultur...
der trak tungt på middelalderens
krigserfaringer! Riflerne var generelt lange (og endnu længere med
bajonetten monteret), og derfor i virkeligheden ikke særligt velegnede
til nærkamp i de smalle løbegrave.
I stedet begyndte man at kæmpe
med skarpslebne feltspader, knive,
hjemmelavede køller, håndøkser
osv - for en betydelig dels vedkommende åbenlyst beslægtet med middelalderens forskellige slagvåben.
Og partisansømmet, “middelalderens minefelt”, blev nu industrielt
masseproduceret i ganske samme
design som et halvt årtusinde tidligere; de kunne stadig opfylde den
samme funktion, de havde udfyldt
effektiv til netop de omstændigheder, man kæmpede under her - altså
i smalle løbegange, der let kunne
“renses” med et par nedkastede granater.
ill. 8: Britisk maske til tankpersonale, 1918
500 år tidligere - og som senere blev
udfyldt af landminer (ill. 9).
Gennem hele krigen var kommunikation en udfordring. Moderne
teknologi blev selvfølgelig taget i
anvendelse. Men felttelefoner og
-radioer var frem til krigens sidste
år stadig afhængig af kabler, der
jævnligt blev sprængt i stykker af
granatnedslag eller simpelthen blev
klippet over af fjendens patruljer.
Gammelkendte kommunikationsmetoder som signalflag, brevduer
og budbringere til fods - både mennesker og hunde - var stadig uundværlige (ill. 10). Selv da den trådløse
radio omsider blev tilgængelig, var
der en mængde situationer den ikke
kunne bruges i på grund af støjen f.eks. i kampvogne og fly. Fra alle de
stridende hære er der talrige eksempler på brevduer, der blev højt dekoreret (oftest posthumt). En særlig
hædersbevisning til fortjenstfulde
britiske budbringer-dyr var, at de
efter endt tjeneste blev aflivet og
udstoppet. En del britiske regimenter har den dag idag hundrede år
gamle udstoppede hunde og brevduer stående i hovedkvarteret, ikke
sjældent med eftertragtede medaljer
hængende om halsen!
Sine steder lå løbegravene meget tæt,
af og til så lidt som 10-15 meter. Men
i de fleste frontafsnit var afstanden
dog noget større, og altså normalt
længere end man kunne kaste en
granat ved håndkraft. Derfor dukkede der allerede tidligt i krigen en
række anordninger og hjælpemidler
op, der trak mere end almindeligt
meget på middelalderen. Briterne
udviklede således den såkaldte
“West Spring Gun”... der vil være
svært bekendt for den Middelaldercenter-vante. Det er nemlig en blide.
Mindre end vores, javist, og udført i
stål, og fjederdrevet i stedet for med
kontravægt - men dog en åbenlys
efterkommer af vores blider! (ill.11)
Det er selvfølgelig for meget at sige,
at der intet nyt var under solen ved
krigsudbruddet i 1914. Tvært imod
bød den Første Verdenskrig på en
mængde nye våben og teknologier.
Men midt i al fremskridtet (!) var
der altså overraskende mange spor,
der førte helt tilbage til middelalderen. Selv i en højteknologisk
moderne industriel storkrig kunne
de århundredgamle erfaringer gøre
nytte. Og det er jo i grunden ikke
så lidt af en fjer i hatten for de femsyvhundrede år gamle opfindere, at
de var i stand til at udvikle så fremtidssikrede designs, at de stort set
uændret kunne tages med helt ind i
det 20. århundrede!
ill. 9: Industrielt fremstillede partisansøm,
anvendt i stort tal 1914-18 - i nøjagtig
samme design som i det 14. århundrede.
ill. 10: En brevdue afsendes fra en britisk
Mark IV-tank.
Håndgranaten var ikke nogen ny
opfindelse under den Første Verdenskrig. Siden 1600- tallet havde
man benyttet bomber til at kaste ved
håndkraft. Hidtil havde den dog
været et ret sjældent våben uden
synderlig betydning, men i årene
1914-18 vandt den enorm udbredelse. Den viste sig nemlig voldsomt
ill. 11: Moderne illustration af den
såkaldte West Spring Gun, der blev
anvendt til at slynge håndgranater
mod fjenden - åbenlyst en sen
efterkommer af Middelaldercentrets
blider!
side 9
Sundkøbings første
røgelseskar
Lars Sass Jensen
Middelalderarkæolog, Ph.d.-studerende
Institut for Kultur og Samfund
Aarhus Universitet
Kirken i Sundkøbing har fået sit
første røgelseskar! Røgelseskarret
er resultat af Middelaldercentrets
rejse til Indien i 2011, hvor tegninger
og detaljerede fotos var grundlaget
for den nu foreliggende rekonstruktion. Karret er produceret i samarbejde med den indiske bronzestøber
Mester Suresh, som også tidligere
har varet skaberen af flere af Middelaldercentrets bronzer (Fig. 1).
Røgelseskarret er en kopi udført
efter et originalt røgelseskar og som
nu er at finde i Den Gamle Bys Kirkesamling. Proveniensen er ukendt,
men det er sandsynligvis dansk og
dateres til 1300-1400-tallet. De senmiddelalderlige røgelseskar var ofte
præget af gotikkens formsprog og
den højtstræbende gotiske kunst,
som kendes fra kirkerne med deres
spidsbuer, ribbehvælv og udvendige
støttepiller. Det var låget som besad
de mest dekorative detaljer og her
kunne gengives en kirke eller sågar
en hel by i miniature, formentlig et
billede af den hellige by Jerusalem.
Netop disse gotiske træk udviser
Sundkøbings røgelseskar på fornemste vis.
Fig. 2. Det originale røgelseskar som findes
i Den Gamle Bys kirkesamling. Alle røgelseskarets oprindelige del var bevaret og det
gjorde det derfor særdeles velegnet som
udgangspunkt for udfærdigelsen af en kopi.
Efter Mikkelsen 1985.
side 10
Røgelseskaret består nederst af en
fod og en skål. Herover et låg med
et spir og et øsken, hvor trækkæden
er fastgjort. Røghullerne udgøres af
nøglehulsformede gennembrydninger med trepas oven over. Disse skal
opfattes som kirkevinduer og hele
Fig. 1. Arbejdet med rekonstruktionen
i Indien. Mester Suresh holder her det
”falske røgelseskar” i voks. Foto Lars Sass
Jensen 2011.
røgelseskaret kan opfattes som en
kirkebygning. Trækkæden bruges
til at løfte låget op og ned. Når dette
sker holdes låget på plads gennem
øskner, der er placeret på både skålen og låget, hvorigennem glidestængerne løber. Disse er fastgjort
til bærekæderne som sammen med
trækkæden ender i liljen. I liljen findes en bærering (Fig. 2).
Hovedparten af de røgelseskar der
er bevaret fra middelalderen er
fremstillet i bronze, kobber eller
messing. Fra kirkernes samtidige
inventarlister ved vi dog at det ikke
altid forholdte sig sådan. Det fremgår af disse, at der i flere større
kirker også fandtes røgelseskar af
sølv, og i nogle tilfælde i et større
tal end dem i bronze. Årsagen til
at disse ikke er bevaret i større tal
er formentlig, at de i senere tid er
blevet smeltet om ikke mindst i forbindelse med reformationen hvor
kirkernes guld- og sølvgenstande
forsvandt fra kirkerne i stor stil.
Enkelte røgelseskar har også været
udført i guld, men denne type har
dog hørt til sjældenhederne i Skandinavien.
Røgelseskaret er fremstillet i teknikken a cire perdue eller tabt voks, som
kendes tilbage fra antikken. Teknikken og fremstilling af røgelseskar er
indgående beskrevet hos munken
Theophilus i hans bog On Divers
Arts fra begyndelsen af 1100-tallet,
der beskriver flere håndværksteknikker herunder bronzestøbning.
Kort fortalt foregår processen på følgende måde: Røgelseskarret modelleres først i voks over en kerne af
ler. Denne bliver indkapslet i en
kappe af ler, det ”falske røgelseskar”
i voks smeltes ud, og flydende bronze hældes ind i det herved opståede
hulrum. Røgelseskaret er nu støbt.
Lerkappen hugges væg, og kernen
fjernes ligeledes. Hvis støbningen
er mislykkedes, må man begynde
forfra med at modellere et nyt røgelseskar, da voksoriginalen går tabt
under denne proces. Er støbningen
derimod vellykket begynder nu
rensningen og efterbearbejdingen
i form af ciselering, gravering og
måske forgyldning. Til sidst samles
røgelseskarrets enkelte dele.
Røgelsen opbevaredes i et røgelsesgemme som i middelalderen næsten
altid havde form som et skib. Ligesom røgelseskarrene kunne røgelsesgemmerne være udført i forskellige metaller, men sandsynligvis
hørte røgelsesgemmer af guld sammen med røgelseskar af guld, og
tilsvarende med sølv og bronze osv.
Selve røgelsen kom fra Arabien og
er den mælkehvide harpiks fra det
såkaldte viraktræ. Man tog røgelsen
fra røgelsesgemme med en røgelsesske og strøede den hen over de glødende trækul i røgelseskarret (Fig.
3). De glødende trækul blev opbevaret så kaldte ildbærekar, hvorfra
man tog dem med en glødetang og
lagde dem i røgelseskarrets skål.
Røgelseskarets anvendelse
Røgelseskarret var et af de vigtigste liturgisk kar under messen i
middelalderen og er det også i dag
inden for den katolske kirke. Karret
er ikke helligt, men dets vigtigste
funktion er opbevaring af trækul
og røgelse når disse afbrændes. Den
eftermiddelaldelige betegnelse for
røgelse var virak, og har formentlig rødder tilbage til middelalderen. Det er afledt af det tyske ord
Weihrauch, som på dansk betyder
indviet eller hellig røg. Det er i sin
egenskab af hellig røg at røgelsen
kommer til anvendelse i messen,
der symbolisereR og referer til en
række begivenheder i Det Gamle
Testamente.
Fig. 3. Ærkeenglen Mikael med røgelseskar,
ca. 1400-1410. Sværdborg kirke, Danmark.
Foto Lars Sass Jensen 2013.
RøgelseskarRet er i brug flere gange
i løbet af messen bl.a. under indgangssalmen hvor præsten går op til
alteret og beryger dette og relikvierne. Evangelierne tilryges ligeledes
før oplæsningen af dagens tekst,
og symbolikken er; en bøn til Herren om modtagelse af teksten, med
en reference til bl.a. Salmernes bog
141,2 ”… som røgoffer, glæder for
dig min bøn …”
Nadveren var det centrale i den
Fig. 4. Røgelsesgemme i form af et skib med
tilhørende røgelsesske, kobber med forgyldning, Italien ca. 1400-1450. The Victoria
and Albert Museum, England.
side 11
Fig. 5. Røgelseskar i brug under Karl
5. Kroning i 1364 uden for katedralen i
Reims. Religiøse ceremonier og processioner foregik ikke kun inde i kirkerne, men
også i høj grad rund omkring i gader og
stræder. Optog af præster og andre gejstlige
har ikke været et sjældent syn i de middelalderlige købstæder. Efter British Library,
Cotton Tiberius B. VIII, f. 43r.
middelalderlige messe. Efter et
bestemt mønster beryges offer og
alter, mens præsten fremsiger en
bøn. I bønnen nævnes bl.a. ærkeengelen Mikael i en reference til
Johannes Åbenbaringen 8,3-5, hvor
Mikael står ved alteret med et røgelseskar af guld. Med røgelsen skal
han opsende bønner til Herren (fig.
4). Herefter beryges krucifikset og
alter, og røgelseskarret afgives til en
hjælpepræst. Præst, kor, menighed
og til sidst evt. hjælpepræster tilryges som et tegn på bønfællesskab.
Berygelsen er både en velsignelse
og en indvielse til ofringen.
Røgelsen havde dog også en anden
vigtig funktion: renselse. Ved offertoriebønnen, som er en del af forberedelsen til nadveren, fremgår
det at røgelsen blev opfattet som
virksom mod onde magter og som
et rensende middel, ligestillet med
vievand. I bønnen fra 4. Søndag
efter Hellig Tre Konger lyder det
”Lad det ske, at dette offers frembårne gave altid må rense os fra alt
ondt og styrke vor skrøbelighed…”.
Fra i år vil man kunne opleve Sundkøbings præst og hans følge gennemføre forskellige religiøse processioner hvor også røgelseskarret
vil komme til anvendelse. Røgelseskarret er en del af Middelaldercentrets kirkeprojekt og et af en
lang række liturgiske kar som i
fremtiden vil blive produceret til
byens kirke som i disse år er under
opførelse (Fig. 6).
Litteratur
Andersson, A.: Liturgiska kärl. Kulturhistorisk Leksikon for Nordisk Middelalder bd. 10, sp. 619-626.
Helander, S.: Rökelse. Kulturhistorisk
Leksikon for Nordisk Middelalder bd.
14, sp. 621-622.
Mikkelsen, H.: Røgelseskar i ”Den
Gamle By”. ”Den Gamle By” 1985, s.
153-176.
Sass Jensen, L.: Bronzer til kirken
i Sundkøbing. Middelaldercentrets
nyhedsblad 2012, 2012, s. 24-26.
Ved begravelser blev der ligeledes
anvendt røgelse. Før den døde blev
lagt i jorden fremsagde præsten en
sidste bøn om tilgivelse: Absolution
ved båren. Berygelsen symbolisere
opstandelsens magt over forrådnelse og samtidig blev sTænkelsen af
vievand set som en svaling i renselsens flammer.
Fig. 6. Sundkøbings første røgelseskar i
brug. Foto Lars Sass Jensen 2013.
side 12
Ved processioner både i og uden
for kirken gik røgelsen altid forud
og således begrænsede brugen af
røgelse sig ikke kun til inde i kirken
(fig. 5).
Jousting gennem tiden
Joakim Løvgren
Historiestuderende
Syddansk Universitet, Odense
Jousting gennem tiden
Jousting, eller dystløbet, er en sport
som i de seneste 20 år har fået en
renæssance rundt omkring i verden. Denne sport er, og bliver brugt
som, et formidlingsmiddel på forskellige museer, hvor bl.a. The Royal
Armouries og Middelaldercentret
ved Nykøbing Falster kan nævnes.
Sporten går i al sin enkelthed ud på,
at to personer galoperer imod hinanden, imens de forsøger at ødelægge en lanse på hinandens skjolde.
Hvordan og hvorfor sportsgrenen
har fået denne renæssance, hvordan
den har udviklet sig, samt hvilket
formål sporten har for de udøvende,
er der endnu ikke nogen der har
undersøgt, hvilket vil være denne artikels formål. Blandt sportens
udøvere er der forskellige opfattelser af hvorledes den skal udføres, og dermed også hvilket formål
sporten har. Joustingens formål for
udøverne har jeg forsøgt at danne
mig et billede af ud fra samtaler
og interviews, hvilket der også vil
være fokus på. Artiklen vil først
forklare hvor joustingrenæssancen
havde sine begyndelse, og derefter
undersøge dens forgreninger, for til
sidst at beskrive hvad der skal til,
for at den middelalderlige ridderturnering kan blive genskabt.
og i stigende grad led nederlag til
disciplineret infanteri, samt krudt
og kugler, mistede han samtidig sin
privilegerede position i samfundet.
Derfor har der ikke været en ubrudt
linje af ridderturneringer siden middelalderen, og op til vor tid. Første
gang der er bevis for at jousting blev
genoptaget siden middelalderen, er
i 1839, hvor The Eglinton Tournament
fandt sted. Borgerskabet i begyndelsen af 1800-tallet var i høj grad præget af den romantiske bevægelse, og
det centrale ved denne bevægelse
var stærke følelser, samt genoplivning af fortidens dyder. Sidstnævnte
er sandsynligvis årsagen til at en
skotsk adelsmand, samt omkring 40
andre standsfæller og officerer, fik
ideen til at genopleve de ridderlige
dyder, og genopføre en ridderturnering1. Man kan altså konkludere,
at det var en kulturel bevægelse,
som i starten af 1800-tallet fik en
gruppe mennesker til at genopføre
en middelalderlig ridderturnering,
og at formålet var at genoplive de
romantiske strabadser som ridderne
havde før i tiden.
Det var derimod sandsynligvis ikke
en kulturel bevægelse, der for 17 år
siden drev en gruppe mennesker på
The Royal Armouries i Leeds til at
genoplive sporten. Deres drivkraft
og formål var centreret omkring formidling, hvilket jousting blev en del
af. I det internationale museumslandskab er det i de seneste årtier
blevet moderne at benytte sig af
levende formidling2, hvilket sandsynligvis er årsagen til at The Royal
The Joust, Eglinton Tournament, Irvine,
Scotland. James Henry Nixon. 1839
Det vil sandsynligvis ikke undre
ret mange, at jousting ikke blev
opfundet for nyligt, men var en ridderlig sport, som blev dyrket helt
frem til 1600-tallet. Hvorfor sporten
uddøde, har sandsynligvis noget at
gøre med samfundsændringer, for
siden den tungt pansrede ridder
mistede sin funktion på slagmarken
side 13
Turnering på Royal Armouries, Leeds.
Armouries valgte at bruge jousting
i deres formidlingsstrategi.
History Channels serie: Full Metal
Jousting.
side 14
Initiativet til at bruge jousting i
museets formidling kom fra briten John Waller. John Waller fik
ansvaret for ridderturneringerne
på museet, og opførte ridderturneringer i weekenderne. En del af
ridderturneringen bestod af to ryttere i middelalderligt civilt tøj, som
udførte forskellige træningsøvelser,
såsom ringridning og spydkast til
hest. Til sidst red to riddere i fuld
udrustning mod hinanden, hvor en
kommentator forklarede regler og
tekniske udfordringer til publikum.
Fordi jousting blev brugt som en
del af museets formidling, var joustingens formål at det skulle have
en oplysende karakter, frem for at
være en konkurrence. For selvom
der ikke var aftalt spil ridderne
imellem, så var formidlingsshowets
omdrejningspunkt ikke hvem der
kunne ødelægge flest lanser, men at
publikum skulle få et indblik i middelalderens ridderlige kultur.
På Spøttrup Borg blev der i juli 2012
afholdt EM i Ridderdyst. Dette var
en decideret konkurrence mellem 17
deltagere, hvor jousting var hovedkonkurrencen. Her gjaldt det for
deltagerne om, at score point ved at
ødelægge lanser på en modstanderes skjold. Dette kunne tyde på, at
EM i Ridderdyst 2012 var et arrangement der genoplivede den middelalderlige ridderturnering, hvilket
på papiret også var arrangementets
formål. Dette var imidlertid desværre ikke tilfældet, da forskellige
faktorer medførte, at det ikke levede
op til middelalderens standarder.
Eksempelvis brugte de lanser med
balsaspidser. Balsaspidser betyder, at
den første meter af lansen er lavet
af skåret balsatræ, hvilket meget
nemt går i stykker. Formålet med
at benytte disse balsaspidser, skulle
efter sigende være at beskytte den
person, som bliver ramt af lansen. I
middelalderen brugte ridderne dog
faste lanser, og nye eksperimental
arkæologiske undersøgelser viser,
at faste lanser faktisk er sikrere, hvis
man vel at mærke bruger det korrekte udstyr.
I februar 2012 var der premiere på
et realityshow om jousting på History Channel. Denne udsendelse blev
kaldt for ”Full Metal Jousting”, og
handlede om 16 deltagere, som på to
hold skulle jouste imod hinanden.
I denne udsendelse var formålet
at forny jousting, så det blev til en
moderne sport, frem for at genoplive middelalderens ridderturneringer. At de i Full Metal Jousting
forsøger at forny joustingsporten,
kan bl.a. ses på deres udstyr. De
rustninger, som bliver brugt i Full
Metal Jousting kan ikke betragtes
som rekonstruktioner af rustninger fra middelalderen, men som
moderne sportsudstyr. Det mest
autentiske udstyr de benytter sig
af, er deres lanser, som er massive kosteskafter. Dette medfører at
lansestødene har en enorm kraftoverførsel, og fordi de ikke bruger
autentiske sadler, bliver de nemt
kastet af hesten, så udsendelsen får
en drabelig karakter. Udsendelsen
har altså ikke i sinde at genoplive
middelalderens ridderturnering, og
efter en af deltagernes eget udsagn,
så er de i Full Metal Jousting langt
bedre end middelalderens riddere.
Denne deltager argumenterer bl.a.
ud fra, at middelalderens riddere
ikke brugte faste lanser, men i stedet havde udhulede lanser. Ganske
vist findes der hule lanser på The
Royal Armouries i Leeds, men deres
udformning og udsmykning, tyder
i højere grad på at de har været
brugt til parader. Desuden er de
hule lanser også dateret til starten
af 1500-tallet, hvilket man ikke kan
sige er repræsentativt for hele middelalderen. Konklusionen med Full
Metal Jousting er, at udsendelsen
vil forny jousting og gøre det til en
moderne ultimativ sportsgren, og
samtidig heller ikke genopliver middelalderens ridderturnering.
Findes der så slet ingen, som har
genoplevet den middelalderlige ridderturnering siden middelalderen?
Til det kan der desværre kun svares:
Nej. Middelalderens ridderturneringer havde så høj standard af klædedragt, rustninger, heste og ridning,
at det ikke kan sammenlignes med
nogle af de ridderturneringer der
bliver afholdt i dag. For ikke at
skuffe læseren alt for meget, kan
jeg afsløre at der findes personer
som er kommet vanvittigt tæt på!
I september 2012 blev der afholdt
The Grand Tournament of St. Wendel, i
den lille tyske by Skt. Wendel. Dette
var en byfest, hvor man afholdte en
ridderturnering ligesom for 500 år
siden, da kejser Maximilian3 besøgte byen. Arrangøren var hollænderen Arne Koets, hvis grundtanke
var, at han ville genopføre en ridderturnering som den ville have set
ud i starten af 1500-tallet. Her brugte de faste lanser, utroligt korrekte
replikaer af turneringsrustninger,
replikaer af middelaldersadler, og
selv hestene var racer, som fandtes i middelalderen. Arrangementet
forløb over en weekend, hvor der
lørdag og søndag var jousting og
mêlée. Mêléen var en middelalderlig
turneringsdisciplin, der i sin samtid
blev betragtet som den mest ærefulde. Disciplinen bestod af to hold
med op til 100 deltagere på hvert
hold4, der først angreb hinanden
med solide trælanser, og derefter
trak sværd eller kølle, og slog løs
på hinanden. Vinderen af denne
disciplin var den ridder, som havde
redet bedst og opført sig modigst5.
Hvis man forestiller sig synet af 200
panserklædte riddere på hver deres
fyrige stridshingst tromle ind i hinanden, kan man godt forstå hvorfor
denne disciplin blev betragtet som
den mest ærefulde – og den mest
populære! Dette blev gjort i mindre målestok ved turneringen i Skt.
Wendel, hvor to hold á 5 deltagere
angreb hinanden. Af sikkerhedsårsager valgte man ikke at indlede
mêléen med et lanseangreb. Jousting-delen forløb med faste lanser
og udstyr som svarer fuldstændigt
til middelalderens standard, samt
at vinderen ikke blev udpeget ud
fra pointscoring, men blev udpeget
af en håndfuld fornemme damer,
der valgte den ridder de syntes var
bedst. Denne ridderturnering er
den eneste af sin slags siden Eglinton turneringen i 1839, der forsøgte
at genoplive denne ridderlige sport
– men hvad er så årsagen til, at det
ikke lykkedes? Her ligger svaret
i ridningen. Ud fra middelalderlige bøger og billedkilder kan man
danne sig et billede af, at ridderne
i middelalderen besad meget fine
ridekundskaber, som det kun er
meget få der besidder i dag. Dette
viste sig bl.a. ved mêléen, hvor det
eksempelvis var påkrævet at man
holdt sin hest i galop under en kamp
med en modstander, men det var de
færreste der besad denne egenskab.
Under joustingen var der også nogle
Mêlé, The Grand Tournament of St.
Wendel, 2012.
The Grand Tournament of St. Wendel,
2012.
side 15
kurator for våben- og rustningsafdelingen på The Wallace Collection,
Tobias Capwell, samt vinderen af
The Grand Tournament of St. Wendel i 2012, Joram van Essen. De bliver i alt 8 deltagere, som skal bryde
faste lanser, og derefter kæmpe mod
hinanden i mêlèen. Deltagerne er
kommet langt med deres træning,
så chancen for at publikum ved
turneringen på Middelaldercentret
oplever en fuldstændig autentisk
ridderturnering, er meget stor! Det
kan med andre ord betyde, at den
første gennemførte ridderturnering
siden middelalderen ser dagens lys i
weekenden 1.-3. august, på Middelaldercentret ved Nykøbing Falster.
Noter
1 "http://en.wikipedia.org/wiki/
Ian_Anstruther"Anstruther, Ian
The Knight and the Umbrella: An
Account of the Eglinton Tournament, 1839. London: Geoffrey Bles
Ltd, 1963. Side 144.
2 Skot-Hansen, Dorte. Museerne i den
danske oplevelsesøkonomi. Imagine, 2008.
3 Kejseren af det Tysk-romerske kejserrige. Regerede fra 1486 til 1519.
4 Fallows, Noel. Jousting in Medieval and Renaissance Iberia. The
Boydell Press 2010. Side 5.
5 Barker, Juliet og Richard Barber.
Tournaments Jousts, Chivalry and
Pageants in the Middle Ages. The
Boydell Press 1989. Side 2.
The Grand Tournament of St. Wendel,
2012.
af deltagerne som ikke var i stand til
at holde deres hest tilbage, hvilket
medførte at en dyst gik tabt, fordi
modstanderen ikke var parat.
Vi mangler dermed at se, hvordan
en middelalderlig ridderturnering
i virkeligheden så ud, simpelthen
fordi de personer der arbejder på
at genoplive middelalderens ridderturneringer, endnu ikke er ligeså
dygtige som ridderne i middelalderen. Deltagerne ved Skt. Wendel
turneringen har allerede meget på
plads, eksempelvis enormt flotte
reproduktioner af rustninger, sadler
og skaberakker, og selv pointene
bliver givet af fornemme jomfruer,
akkurat som det blev gjort i middelalderen.
Det er nu omkring halvandet år
siden at The Grand Tournament of
St. Wendel blev afholdt, og deltagerne kan ikke anklages for at hvile
på laurbærbladene. Holdet bag tur-
side 16
neringen i Skt. Wendel træner dagligt og hårdt på at blive ligeså gode
som middelalderens riddere. Rundt
omkring i Europa har Arne Koets
inspireret den internationale joustingscene, hvilket har medført at
turneringer som The Grand Tournament of St. Wendel er blevet afholdt
i Moskva og Nyborg, og i maj 2014
afholdes der endnu én i Oslo. Disse
turneringsbegivenheder har medført, at deltagerne i Skt. Wendel
turneringen har haft mulighed for
at træne, og er blevet endnu bedre
end de var for halvandet år siden. I
weekenden 1.-3. august 2014 afholder Middelaldercentret ved Nykøbing Falster ligeledes en turnering,
med deltagere fra den prestigefyldte
Grand Tournament of St. Wendel.
Ved denne turnering vil der være
flere deltagere end der før har været
til turneringer hvor der dystes med
faste lanser. Blandt deltagerne tælles arrangøren af The Grand Tournament of St. Wendel, Arne Koets,
Sundkøbing får et herberg
Lars Sass Jensen
Middelalderarkæolog, Ph.d.-studerende
Institut for Kultur og Samfund
Aarhus Universitet
Der kom mange rejsende, handelsfolk og pilgrimme gennem de middelalderlige købstæder og selv om
gæstfriheden i middelalderen var
stor, voksede behovet for kroer,
gæstehuse og herberger. Det samme
er nu tilfældet i Sundkøbing.
Borgmesteren har derfor besluttet,
at indrette et herberg på førstesalen i det nye byhus (Fig. 1) som
er opført ud til torvet. Naturligvis
ikke uden den bagtanke, at pengene
som han regner med at tjene på de
mange rejsende som gæster hans
herberg, skal bruges til at finansiere
det beboelseshus som skal opføres
på grunden.
hvilket tidspunkt det er, og at de
ikke sætter priserne der, eller andre
steder, hvor man kommer som gæst,
dyrere eller højere end det, som
gælder i nærmeste købstad.” Det er
særligt den sidste del af dronningens påbud, der er af interesse for
Sundkøbing. Det var altså normalen
at der fandtes en kro eller flere i
købstæderne. I forordningerne, men
også i landskabslovene, tales der om
kroer, altså steder hvor man mod
betaling kunne få mad og husrum. I
de skriftlige kilder, syntes flere ord
brugt om den samme funktion, således smelter ordet kro sammen med
ord som gæstgiverier og herberg. I
Sundkøbing bruger vi betegnelsen
herberg.
Vores øvrige viden om herberg i
det middelalderlige Danmark er
begrænset. Ikke fordi de ikke har
eksisteret, men de lader sig sjældent
finde arkæologisk og når de omtales
i de hjemlig skriftlige kilder er det
uden mange detaljer. Heldigvis kendes de fra det øvrige Nordeuropa
og særdeleshed Tyskland hvorfra
der er flere gode skriftlige og billedlige kilder. I flere større middel-
Fig. 1. Sundkøbings nye byhus hvor der på
førstesalen indrettes et herberg til rejsende.
De to nederste boder vil blive indrettet til
håndværk. Fra en trappe på bagsiden får
man adgang til herberget. Foto Lars Sass
Jensen 2014.
Middelalderlige danske herberg
I Danmark nævnes herberg første
gang i 1086 i Odense, og i 1165
nævnes et i Ringsted. I den efterfølgende tid nævnes flere herberg i
sammenhæng med klostre, som var
forpligtet til næstekærligt at hjælpe
næsten alle der rejste gennem riget.
I 1283 kom der første gang en forordning fra kongemagten om at der
skulle oprettes kroer for de vejfarende hvor de kunne overnatte, og
man gav værten ret til at tilbageholde gæster der ikke kunne betale.
I 1396 udstedte dronning Margrethe
I en forordning, hvor der bl.a. stod:
”…at hver foged lader bygge en kro
for hver 4 mil, og at de, der kommer der, skal kunne få dækket sine
behov for sine penge, uanset på
side 17
pligt til at sørge for den tilstrækkelige forplejning til den pris som nu
var fastsat for en overnatning. Han
havde ligeledes pligt til at afvise
mistænkelige personer og uærlige.
Det var forbudt at bære våben og
værten havde pligt til at sørge for
ro og orden blandt sine gæster og
hæftede for deres lovovertrædelser.
Fig. 2. Herbergs scene fra ca. 1555. Olaus
Magnus fortæller at man om vinteren
opførte midlertidige herberger for de rejsende langs kysten og ude på isen. De
genkendes på den karakteristiske krans som
hang uden for herberget. Vinteren var en
god årstid for rejser, det gik langt hurtigere
i slæde end med vogn, og de tilfrosne indre
farvande var lettere at færdes på end de
ofte ufremkommelige veje. Efter Magnus
1555 (1976).
alderlige byer i Europa er der også
bevaret middelalderlige herberger,
som giver mulighed for at nuancere
billedet.
Vi har umiddelbart ingen grund til
at tro at et herberg i Danmark har
været meget forskelligt fra de tyske
og derfor bygger den nedenstående
korte beskrivelse af forholdene også
på dette materiale (Fig. 2).
Hvor lå herberget?
Oftest var herberg placeret ved
byens indfaldsveje, hovedgader,
byporten, havnen eller ved markedspladsen. Det var her de rejsende og pilgrimmene færdedes
og herberget kunne kendes på de
udhængsskilte som ofte også bar
herbergets navn. Disse udhængsskilte kunne have forskellig form,
men udbredt var den ellers for kroer
så genkendelige humlekrans og her
ses sammenblandingen mellem herberg, kroer og gæstgiveriet. Skjoldformede skilte med enten grundejerens, byens eller lensmandens
våbenskjold eller bomærke syntes
også at have været anvendt. Det
samme gælder skilte med billeder
af de helgener som beskyttede de
rejsende og pilgrimme, eller fabelvæsner, dyr eller genstande.
Herberget havde et halvoffentlige præg, hvilket gjorde, at kun
huse der var udstyret med disse
udhængsskilte gjaldt som et herberg. Så længe skiltet hang, havde
værten pligt til at optage gæster så
længe det var praktisk muligt. Værten måtte ikke lokke gæsterne til
at overnatte hos sig, og han havde
side 18
Indretningen og forplejningen
Herberg kunne i byerne findes i
almindelige større borgerhuse med
flere rum, men også i mere simple
huse med måske kun et rum. I det
sidste tilfælde sov værten og gæsten
måske i samme rum som kreaturer
og ride- og trækdyr opholdt sig. I
de større borgerhuse kunne herbergsdelen bestå af et opholdsrum,
et spiserum og et stort soverum
med strå- eller løvmadrasser hvor
gæsterne sov sammen under sovesalslignende forhold. I andre var
standarden dog højere og i stedet
for madrasser på gulvet sov man
i senge, dog stadig i samme rum.
Herberg med to til seks senge, blev
betragtet som små, mens dem med
15-20 senge blev betragtet som store
(Fig. 3). Som regel blev sengen delt
af to eller flere personer og der har
således i de store herberger kunnet
sove 40-50 personder i samme rum.
I de største byer kunne man finde
hele bygninger opført kun med det
formål at huse et herberg. Disse
var oftest også mere luksuriøse og
udstyret med stalde, lagerrum, spise- og andre opholdsrum. Her fandtes enkelt- og dobbeltværelser med
senge, sengelinned, kister, borde og
stole.
Forplejningen var som regel meget
simpel og kunne bestå af øl eller
vin, brød, ost og måske en smule
kød. Ønskede man noget bedre,
måtte det selv medbringes og tilberedes.
Indretningen af Sundkøbings herberg
Herberget bliver på første sal i det
nye byhus, med adgang fra en trappe på bagsiden. Da huset endnu ikke
står helt færdigt, idet det mangler at
blive lerklinet, vil herberget først
åbne når dette er gjort. Man vil
kunne kende herberget og vide at
det er åbnet, når udhængsskiltet er
på sin plads.
I første omgang vil herberget blot
udgøre et stort rum, med senge i
den ene og et bord med bænke i
den anden ende. På sigt vil rummet kunne opdeles i to rum med en
let bindingsværksvæg, og dermed
bliver der etableret et spise- og et
soverum. Dermed vil nogle gæster
kunne hygge sig om aftenen og
andre sove i ro og fred.
Sengene vil blive udstyret med sengelinned og gæsterne vil skulle dele
sengene, så der ligger to i hver. Til
sengene vil der komme kister hvor
det på eget ansvar er muligt at opbevare sine mest værdifulde ting.
Formentlig vil herberget kunne
tages i brug i løbet af sæsonen, med
tre-fire senge færdige og først til
næste sæson være fuldt udstyret.
Fig. 3. Herbergsscene fra ca. 1461-1462.
Udhængsskiltet viser vejen til herberget
for de rejsende, som må dele sengen med
andre logerende. Bemærk rejsetaskerne og
pilgrimsstavene, der ligger på bordet i sovesalen. Efter Les Cent nouvelles nouvelles,
University of Glasgow, Ms Hunter 252,
70r, Frankrig ca. 1461-1462.
Litteratur
Gasthaus i Lexikon des Mittelalters.
München & Zürich 1977-1999.
Kroman, E.: Den danske rigslovgivning indtil 1400. København 1971.
Magnus, O.: Historia om de nordiska
folken. Rom 1555 (Stockholm 1976).
side 19
Et snilt stykke legetøj
Kåre Johannessen
På en dansk TV-kanal kunne en
overgang ses et quiz-program
med titlen “Er Du Klogere end en
10-Årig?”. Det er en pudsig tanke, at
hvis alle tiders største geni, Leonardo da Vinci, havde stillet op i denne
quiz, ville svaret på visse punkter være et klart “nej!” En obskur
detalje i hjørnet af et maleri fra den
tidlige renaissance viser nemlig et
barn, der helt tydeligt har løst en
flyveteknisk udfordring, hvor selv
den store Leonardo kom til kort.
Pieter Brueghel d. Ældre, “Børnelege”
(detalje), 1560 (Kunsthistorisches Museum,
Wien)
“Brueghel-ikopteren” rekonstrueret på
Middelaldercentret!
Pieter Brueghel den Ældre var en
flamsk renaissancemaler, hvis billeder med rette er berømte for at
vise den brede befolknings hverdagsliv i al sin herlige mangfoldighed. På hans maleri “Børnelege”
fra 1560 ses, godt gemt af vejen i
nederste venstre hjørne, et barn der
leger med... en helikopter! Tilmed
en helikopter, der i modsætning til
Leonardos bud på samme maskine
(tegnet godt et halvt århundrede
tidligere) faktisk er i stand til at
flyve! Maleriet er en sprudlende
præsentation af alle tidens almindelige børnelege - hvorfor vi altså med
nogenlunde sindsro kan antage, at
det ikke blot er en enkelt opvakt
knægt med hovedet skruet rigtig
på - det er tydeligvis et almindeligt
kendt stykke legetøj!
Naturligvis er der som sagt tale om
et banalt og simpelt stykke legetøj
- men i modsætning til Leonardos
helikopter et lille stykke mekanik,
der rent faktisk fungerer. Hvad Den
Store Tænker ikke formåede... det
klarede børnene på de nederlandske
gader, endda med helt simple midler
og materialer! Legetøjshelikopteren
er et eksempel på, at man i hvert fald
i det 16. århundrede - og muligvis
tidligere - rent faktisk HAVDE gennemskuet de grundliggende fysiske
mekanismer bag rotorblads-flyvning, og var udmærket i stand til at
konstruere en fungerende flyvende
maskine, der var tungere end luften;
ganske vist kun i miniatureform, og
uden nogen antydning af styregrej...
men det er nu alligevel en ganske
imponerende bedrift.
Der er dog intet der tyder på, at
opdagelsen fik nogen anden praktisk anvendelse end at underholde
børn. Til gengæld var det et stykke
legetøj, der var så levedygtigt at det
kan købes i de fleste legetøjsbutikker den dag idag - hvilket (sammen
med kæphesten og en meget lille
håndfuld andre klassikere) må gøre
det til ét af de mest levedygtige stykker legetøj nogensinde.
... og en nutidig plasticversion af samme
legetøj!
side 20
Varme hænder
- lidt om kilder på syede stofvanter
Catharina Oksen
Arkæolog
Det er svært at klare sig i den nordiske vinter uden noget at have på
hænderne.
Fig. 1. Jæger i vinterlandskab. Han bærer vanter af der tydeligt har pels eller lignende
indvendig. De kan være syet af skind med pelsen indad, eller være af stof med pelsfoer eller
med flossyning. Castello Buonconsiglio, 1405-10.
Der er kilder på og fund af forskellige typer handsker og vanter
fra middelalderen. Lige fra meget
fine strikkede silkehandsker, som
biskopper bar, til grove arbejdsvanter af læder, fig. 3-6. Fra Lödöse er
endda fundet en trælæst til lædervanter og et forarbejde, fig. 5.
fremstillet op til nutiden i Nordnorge og Nordsverige, og det er stadig
stort set samme facon, manchetten
kan være af forskellig længde, og
stingtypen kan variere noget.
En handske er her defineret som
en beklædningsgenstand til hånden
med et rum til hver af de fem fingre,
med variationen trefingerhandsker
hvor pegefinger og langfinger samt
ringfinger og lillefinger deler et
rum.
En vante er her defineret som en
beklædningsgenstand til hånden
med et separat rum til tommelfingeren og et fælles rum til de øvrige
fingre.
Der er en del arkæologiske fund
af nålebundne uldvanter, især fra
Norden og de baltiske lande. De er i
klassisk vantefacon med tommelfinger og en kort manchet.
De nålebundne vanter daterer sig
fra vikingetid til op i 1500-tallet, og
der er ikke de helt store forskelle i
facon og fremstillingsmåde gennem
de 500 år. Nålebundne vanter er
Der er en del arkæologiske fund af
lædervanter fra middelalderen. Fra
Sverige er der hele seks vanter i Statens Historiska Museet i Stockholm,
dateret til middelalder generelt. Fra
Norge er der fund af lædervanter fra
Oslo og Trondheim (se webhenvisninger bagest i artiklen)
En lædervante fra London er dateret
til 1400-tallet, fig. 4.
Fig. 2. Bonde på markarbejde med trefingerhandsker. Luttrell Psalter, 1320-1340
De skriftlige kilder nævner også
dunforede vanter, formentlig skindvanter (KLNM XIX, p. 498).
Arkæologiske fund af syede vanter
af uldstof er derimod ikke så kendte, men de findes.
Vanter syet af stof er nævnt i skriftlige kilder fra middelalderen. I regnskaber fra Bergens kongsgård fra
slutningen af middelalderen næv-
side 21
Fig. 3. Bishop handsker i strikket silke
og metaltråd. ca. 1386. Treasury of New
College, Oxford
Fig. 5. Trælæst og forarbejde til lædervante fra 1200-tallet,
Lödöse, Sverige. Statens Historiska Museum
nes vanter af vadmel, til brug for
folk som arbejdede i skoven (KLNM
XIX).
At syede stofvanter har fandtes
siden oldtiden antyder et fund fra
en egekistegrav i Guldhøj, en voksen mand havde her, foruden en
række fine ting som fx en klapstol,
fået en syet vante eller strømpe med
sig i graven.
Fig. 4. Lædervante fra London, 1400-tallet.
Museum of London
Fig. 4. Lædervante fra Sverige, middelalder,
SHM 21144-1375.
De her i artiklen omtalte vanter syet
i uldstof er noget forskellige i datering, fra de islandske vanter, Gardar og Heynes vanterne der er fra
vikingetid/tidlig middelader og til
den svenske vante Lödöse vanten,
der - indtil videre - blot er dateret
til middelalder, og så de ikke præcist beskrevne norske vanter, Uvdal
vanterne, der er fra 1300-tallet.
I reenactorkredse er det især de
nålebundne vanter der florerer, men
skal man give et realist billede af
"vantesituationen" i middelalderen,
så bør der være flere variationer.
Her følger en lille oversigt
over kendte nordiske fund af
syede stofvanter.
Fig. 6. Mønstertegning til lædervante fra
Oslo, middelalder. (KLNM XIX, 499)
side 22
Lödöse vanten
Vanten findes på Lödôse Museum,
Sverige, datering middelalder generelt.
Fundeomstændighederne er ikke
oplyst. Såvidt vides er vanten ikke
publiceret, ud over en beskrivelse
af et rekonstruktionsforsøg af Åsa
Martinsson (http://www.textilverkstad.se/vavning/vante.html). Vanten er ikke nævnt i fundpublikationen fra Gamle Lööse, Ekre, Rune et
al; Lödösefynd, ting från en medeltidsstad.
Beskrivelse
Højrevante syet af stribet uldstof,
2/2 kipervævet med en tynd trend
og en ret løst spundet, grovere islettråd.
Kanten er sømmet med kastesting
syet med totrådet uldtråd. Indersiden af vanten er delvis filtet, Martinsson foreslår som følge af brug,
men materialet kan også have været
opkradset og overskåret.
Vanten er syet af et stykke stof, bukket over den øverste kant over fingrene og med et tilsat tommelfinger.
Desværre er tommelfingeren ikke
med i mønstretegningen, så min
tolkning er et gæt, se fig. 8.
De to dele af vanten er ikke lige
store, håndfladesiden er smallere
end håndrygsiden og indsnittet til
tommelfingeren sidder på håndrygsiden. Det betyder, at den ene sidesøm ligger inde over håndfladen,
nærmest hen over pegefingeren og
indersiden af tommelfingeren, når
man har vanten på.
Fig. 7. Lödösevanten. Den originale vante
og Åsa Martinssons rekonstruktion. www.
textilverkstad.se/vavning/vante.html
Fig. 8. Lödöse vanten, forfatterens mønsterforslag. Grundlaget er Åsa Martinssons mønster, kun tommelfingeren er tilføjet. Foto Catharine Oksen 2013.
Fig. 9. Rekonstruktionsforslag i valket uldstof (vadmel).
I brug er vanten praktisk, om end ikke udpræget elegant.
Fig. 10. Lödösevanten. Variation over
mønsteret hvor de to sider er separate. C.
Oksen.
side 23
Gardar vanten
Fundet 1881 i Gardar, Akranes, på
vestkysten af Island. Fundstedet var
en bosættelse fra landlamstiden, og
vanten skulle være fundet in situ og
kan formodes at være fra 900-tallet
eller lidt senere. Vanten er udstillet
på Islands Nationalmuseum i Reykjavik, hvor den er lagt med håndfladesiden opad.
Beskrivelse
Vanten, der er en venstrevante, er 28
cm lang, 11 cm bred.
Håndfladesiden af vanten synes lidt
mindre en håndrygsiden. Tomlen er
indsat på håndfladesiden, i en halvcirkelformet udskæring. I modsatte
side, stadig på håndfladesiden, er en
kile indsat på det nederste stykke, så
vanten ender i en lille manchet. Vanten har måske været længere, afslutningen er ujævn og noget optrevlet
og der er ikke spor efter en kantsyning eller lignende.
Vanten er syet af vadmel, 2/2 kipervævet, med en tynd trendtråd og en
meget tyk islettråd.
Vanten var indvendig forsynet med
flos, uspundet eller let spundet uld,
angiveligt syet på stoffet og klippet
ned til en tæt pelsagtig overflade.
(Guðjónsson 1962)
Fig. 11. Gardar vanten. Islands Nationalmuseum, udstillingen. Foto C. Oksen.
Rekonstruktioner af Gardar vanten
Jeg har lavet flere rekonstruktioner
af vanten.
En rekonstruktion er lavet i en stofkvalitet, det ligner den originale.
Det er håndspundet og håndvævet
uldstof fra Indien. Stoffet er ikke
valket og trevler meget. Vantens
dele er syet sammen med bagsting,
sømmene er lagt ned til begge sider
og syet ned med knaphulssting.
Afslutningen af vanten er syet med
knaphulssting, for ikke at trevle helt
op ved brug.
Til sidst er vanten vendt på vrangen
og der er tilføjet en flossyning med
åbne løkker i jævne rækker i hele
vantes overflade, flossyningen er
derefter klippet op og studset jævnt
til før vanten igen er vendt.
I brug er denne vante blød og meget
varm at have på.
Fig. 12. Mønsterforslag til Gardarvanten. Tegning Catharina Oksen.
side 24
Flossyningen
Der er flere muligheder for hvordan
vantens inderside kan have været
fremstillet. Det kan være en vævet
rya, hvor stoffet er klippet ud til en
vante, eller det kan være en flossyning, der er tilføjet den færdigsyede
vante.
Fordelen ved flosvævningen i
forhold til pels var at den kunne
vaskes uden at blive stiv og ubehagelig i brug.
Der er nordiske middelalderfund af
flos fra Grønland, Island, Sverige og
Norge.
En del flosvævet stof har uden tvivl
været brugt som "overtøj", altså til
kapper, i middelalderen dog formentlig kun til folk af mindre høj
status, folk som arbejdede udendørs, fx hyrder.
En anden anvendelse af flosvævet
uldstof er som sengeryaer, altså
en kunstig uldpels som man sov
på. Fra Vadstena kloster er bevaret anvisninger på, hvad nonnerne
skulle sove med af sengeudstyr.
Blandt udstyret var en sengerya
som de sov på og til vinterbrug
endnu en rya over.
Fig. 13Gardarvanten. En model i valket og opkradset fin uld, sat sammen med knappenåle.
Bemærk hvordan håndrygsiden hvælver sig op, fordi den er lidt større end håndfladesiden.
Rekonstruktion C. Oksen.
Sengeryaerne menes i middelalderen at have været simple "brugsryaer" i naturfarvet uld. Senere i
1500-tallet blev de vævet i livlige
farver og mønstre og her skelner
man mellem brugsryaer og prydryaer.
En rya er en tidskrævende ting at
fremstille og stiller særlige krav til
råmaterialet: Ulden, der skal være
af en særlig kvalitet. En bådrya
kunne bestå af helt op til 17 kg uld.
Det var også en ret kostbar ting
at eje i middelalderen og kilderne
antyder da også, at det ikke var alle
og enhver, der ejede en sengerya.
Fig. 14. Gardarvanten. En anden udgave af vanten, i kipervævet rød uld.
Vanten har en god pasform.
Der er en lang tradition for ryaer på
Island, på museet på Lofoten er bl.a.
udstillet bådryaer, altså ryaer brugt
i åbne både.
På Middelaldercentret er der tidligere lavet væveforsøg med flosvævning efter de grønlandske kilder.
Fig. 15. Flosteknik som det er dokumenteret for grønlandske fund. Østergård, Else: Som
syet til jorden, p.74.
Flos er et ved strikning, syning ell. vævning fremstillet lag (luv) af løkker ell.
(overskaarne) traadender (af uld ell. silke).
Rya er knytteteknik hvor uldgarn knyttes på vævet stof i løkker der klippes op og
danner en lang og ret grov luv
("den danske ordbog")
side 25
Fig. 16. Rekonstruktionsforsøg af Gardar
vanten. Forskellige stadier i flossyningen
på vantens inderside.
Da vante og flos'en er i forskellige farver,
kan enkelte flossting ses på vantens yderside som brune prikker.
Stoffet vanten her er syet i, er meget lig
originalens.
side 26
Fig. 17. Mønsterforslag til Heynes
vante. Tegning Catharina Oksen
Heynes vanterne
Fundet 1960 i Heynes, Island. Dateringen formodes at være fra før 1100.
(Gudjonsson 1962)
Beskrivelse
Vanterne er små, barnevanter, de er
syet i vadmel og holdt sammen af en
flettet uldsnor.
Den ene vante er syet af to ens stykker, håndfladeside og håndrygside,
med lige, parallelle sider og rundet
top, lige afskåret forneden.
Den anden vante har samme form,
men er syet af et stykke, som er bukket om ved den ene langside.
Begge vanter har ens tommelfingre
syet af to stykker stof, skråt afskåret
forneden og syet ind i en slids på
vanternes håndfladeside.
Vanterne er holdt sammen af en flettet uldsnor, såvidt det kan ses er den
flettet af seks tråde.
Rekonstruktion
Der er lavet flere rekonstruktionsforsøg efter beskrivelser og fotos,
resulterende i mønsteret fig. 17,
rekonstruktion se fig 19.
Fig. 18. Barnevanterne fra Heynes, Island.
Foto Gisli Gestsson, KLMN XIX, p. 499.
Fig. 19. Rekonstruktionsforsøg af
Heybes vanterne i kipervævet gul uld.
side 27
Uvdal vanterne
Fundet i to grave i Uvdal stavkirke,
liggende in situ på hænderne af hhv
en pige på ca 7 år og en ung kvinde
på ca 15-17 år samt på to voksne
individer.
Gravene er fundet i 1978 og de er
dateret til 1300-tallet.
Vanterne er alle af uldstof, farvet
røde, formentlig med krap.
Fundet er publiceret (Vedeler 2007)
men desværre er vanterne ikke nærmere beskrevet og de er derfor ikke
forsøgt rekonstrueret her.
Fig. 20. Foto af vanterne in situ i graven med den lille pige.
Sammenligning af vanterne
Man kan diskutere, hvor mange
forskellige måde, man overhovedet
kan sy en vante på, men som det
ses, er de her nævnte vanter noget
forskellige i mønstrene.
Sammenligner man vanternes facon
med de nålebundne vanter, og med
fund af lædervanter, så ligner især
Gardarvanten de nålebundne vanter en del i facon.
Sammenligner man de syede vanters facon med fund af lædervanter,
så er der flere interessante sammenfald. Der er en enkelt vante (SHM
21144:1375) der har næsten samme
mønster som Lödösevanten, hvor
tomlen er sat ind som en kile i vanten. De øvrige har tomlen sat ind i et
skråt, lige eller rundet snit i vantens
håndfladeside, nogle som Gardarvanten. Flere af lædervanterne har
håndfladesiden mindre end håndrygsiden, lige som Gardarvanten.
Lædervanten fra London, se fig. 4,
har tomlen sat på i et skråt snit.
De ovenfor beskrevne lighedspunkter og sammenfald de forskellige
vantetyper imellem betyder, at det
ikke er usandsynligt, at de tre her
beskrevne vantetyper: Lödöse, Gar-
side 28
dar og Heynes, har kunnet optræde
i Norden i middelalderen generelt.
Teknikken med at forsyne en syet
vante med flossting indvendig er
interessant. Teknikken er almindelig kendt i Norden, og den gør vanterne varme og behagelige.
Hvis man som reenacter ønsker en
autentisk og varm vante, så er det
oplagt at forsøge sig med flosteknikken. Blot skal man bruge en stofkvalitet der ligner Gardarvantens
for at få et godt resultat.
Morsomt er det iøvrigt, at man for
næsten 1000 år siden i Norden fik
den gode idé at sætte en snor i
ungerne vanter, så de ikke blev væk
fra hinanden. Men hindre ungen i
at tabe dem begge er det åbenbart
ikke lykkedes, for så var de næppe
fundet i en arkæologisk udgravning
idag.
Litteratur
KLNM XIX, p. 497 ff
Agnes Geijer, "Ur textilkonstens
Historia", p. 211 ff.
Guðjónsson, E.E. 1962. Forn röggvarvefnaður Árbók Hins Íslenzka
Fornleifafélags 59; 12-71. www.middelaldercentret.dk · forår 2014
Hald, Margrethe; Ancient Danish
Textiles from Bogs and Burials,
Nationalmuseet 1980.
Vötturinn fra Arnheidarstödum,
Årb. hins isl. formleifafélags, Reykjavik 1950.
Vedeler, Marianne; Klær og
formspråk i norsk middelalder.
Oslo 2007
Østergård, Else; "Som syet til jorden" 2003.
Websider med henvisninger til
handsker/vanter fra vikingetid og
middelalder:
www.kongshirden1308.no/utstyr/
hansker_votter.htm
www.larsdatter.com/gloves.htm
Svenske fund af lædervanter:
www.historiska.se, vælg "Sök i
samlingarna". Søg på "handske" og
"medeltid".

Middelaldercentrets Nyhedsblad forår 2014 (pdf

Transcription

Similar documents

Tilbud til grupper - Middelaldercentret

Branddøre

Sådan lægges BAGUAKORTET over din bolig

Tips til brug

Middelaldercentrets Nyhedsblad sommer 2013 (pdf

• • PROTECTOR S RØGDETEKTOR

1 RAPPORT Karakteristik af tangtag

Livet i Sundkøbing

Litteratur fra Asien & Mellemøsten

A/S ScanNet - DNS Manager - mit-domaene.dk (mit

Hvor længe skal vi vente?

MYOREFLEKSTERAPI

2 - Bosch

En rejse til Frida Kahlo`s

fulltext - DiVA Portal

Bendt Gammeltoft-Hansen DEN DANSKE KIRKES