SBi 2011-03.pdf - Statens Byggeforskningsinstitut

SBi 2011:03
Arkitektur på grænsen
En antologi
Arkitektur på grænsen
En antologi
Redaktion: Lise Bek, Claus Bech-Danielsen og Gregers Algreen Ussing
SBi 2011:03
Statens Byggeforskningsinstitut, Aalborg Universitet · 2011
Titel
Undertitel
Serietitel
Udgave
Udgivelsesår
Redaktion
Sprog
Sidetal
Litteraturhenvisninger
Emneord
Arkitektur på grænsen
En antologi
SBi 2011:03
1. udgave
2011
Lise Bek, Claus Bech-Danielsen, Gregers Algreen Ussing
Dansk
131
ISBN
978-87-563-1502-9
Omslag
Berit Vedelsby Frederiksen
Udgiver
Statens Byggeforskningsinstitut, Aalborg Universitet
Dr. Neergaards Vej 15, DK-2970 Hørsholm
E-post sbi@sbi.dk
www.sbi.dk
Efter hver artikel
Arkitektur, bygge- og planlægningssektoren, bygninger, æstetik, rumopfattelse
Der gøres opmærksom på, at denne publikation er omfattet af ophavsretsloven.
Indhold
Forord ..............................................................................................................4
Indledning ........................................................................................................5
Ole Michael Jensen: Arkitektur på grænsen til fornuft ....................................9
Tine Damsholt: Kulturarv og historie – emotionalisering og verificering .......19
Kjeld Hansen: Der er et yndigt land anno 2005 ............................................30
Jette Hansen-Møller: Er grænserne i det åbne land ved at forsvinde?.........40
Anders Philip Abraham: En ny natur .............................................................55
Anne Tietjen: By Land Flux – Identitet i forandring .......................................60
Anders Troelsen: Byens grænser. Undervejs fra Salzburg til Los Angeles ..70
Søren Møller Christensen: På kant af byens liv ............................................85
Henrik Reeh: Arkitektur-kunst hen over grænsen – tværkunstnerisk og
tværfaglig planlægning for havnen i Sønderborg ............................................91
Troels Degn Johansson: Grænse og mellemrum: Om Superflex,
Karlskrona2 og avantgarde fra midten, ......................................................113
Forfatterbiografier ........................................................................................130
3
Forord
I dagene fra onsdag den 13. til fredag den 15. april 2005 var Sandbjerg Slot
ved Sønderborg rammen om afholdelsen af det 15. i rækken af Sandbjergseminarer for arkitekter, planlæggere og humanister. Seminarets overordnede tema var Arkitektur på grænsen. Fra 150 års grænsebrydende udvikling til skelsættende tendenser i aktuel arkitektur og rumdannelse. Formålet
med seminaret var at belyse denne problemstilling ud fra såvel et historisk
som et aktuelt materiale, samt at uddybe konsekvenserne inden for byggeog planlægningssektoren i teori og praksis. Den foreliggende antologi præsenterer indlæggene fra seminaret i en redigeret form.
Statens Byggeforskningsinstitut, Aalborg Universitet
By, bolig og ejendomme
Februar 2011
Hans Thor Andersen
Forskningschef
4
Indledning
Fra 150 års grænsebrydende udvikling til skelsættende
tendenser i aktuel arkitektur og rumdannelse
I overskridelsen af de traditionelle skel og i afviklingen af de etablerede grænser findes et træk, der knytter en række aktuelle, samfundsmæssige og kulturelle udviklingstendenser sammen. Nationalstaternes grænser nedbrydes i globaliseringens åbne netværk, byernes grænser overskrides af den bymæssige
vækst, bygningernes traditionelle grænser udviskes af transparente materialer,
hjemmets grænser står for fald som følge af ny kommunikationsteknologi og
rummets grænser opløses i en flydende rumopfattelse.
Sideløbende med dette modernitetens fysiske udtryk indebærer dens forandringsprocesser, at alt fra religiøse verdensbilleder og hierarkiske samfundsstrukturer til faste familiemønstre og klassiske dyder gennemtænkes på ny.
Normer og regler, der tidligere blev overleveret og videreført fra generation til
generation, opløses, og det moderne samfunds flydende og forbigående karakter opstår.
I Danmark kan de arkitektoniske konsekvenser af denne udvikling spores 150
år tilbage. Koleraepidemien i 1853 rummede kimen til en ændret opfattelse af
byen. Tidligere havde byen været betragtet som det sikre sted, hvor befolkningen kunne søge tryghed og beskyttelse mod ydre fare. Med koleraepidemien
skiftede dette billede radikalt. Pludselig viste det truende sig inden for voldene i
den beskidte og uhygiejniske by, mens håbet i det forebyggende arbejde mod
koleraen var knyttet til teltlejre uden for byen, og til byggeri i det omkringliggende landskab startende med Lægeforeningens Boliger på Østerbro. Byen
begyndte at brede sig ud i omgivelserne.
Samtidig voksede interessen for at føre naturen ind i byen - i form af parker og
anlæg. Hidtil havde naturen været opfattet som et ydre anliggende, men etableringen af byparkerne kan ses som udtryk for, at omgivelserne krydsede byens grænser. I New York, hvor Central Park blev anlagt i 1853, kom parken
oven i købet til at udgøre byens centrum. Der blev gjort op med det klassiske
billede af byen som en velafgrænset enhed, og forståelsen af naturen som et
ydre anliggende afløstes af et nyt natursyn, der ikke fokuserer på kultur i kontrast til natur, men som fokuserer på kulturens og naturens sammenhænge.
Grænserne afvikles, forskellighederne udviskes, og som moderne mennesker
har vi måttet erkende, at nok er vi bevidste, kulturelle væsener, men i bund og
grund er vi også selv natur.
Der vil således i det følgende blive peget på en række områder i arkitekturen,
såvel som inden for byens og landskabets rum, hvor den ‟grænseløse kultur‟
har givet sig til kende. Ligeledes vil det blive diskuteret, hvorvidt aktuel arkitektur og rumdannelse er uden grænser. De spørgsmål, der her trænger sig på,
og som søges besvaret, idet de tilbagevendende vil blive tematiseret i de omstående artikler, kan i korthed formuleres således:
Er der tale om en ophævelse af arkitekturens grænser, eller er der snarere tale
om, at grænserne flyttes, at nye grænser er ved at opstå nye steder og under
5
nye former? Og hvor og hvordan kommer det i så fald til orde i nye æstetiske
udtryksformer?
Indledningsvis reflekterer Ole Michael Jensen over grænsebegrebet, idet han
med baggrund i religionens, samfundets og psykologiens grænsedragning bestemmer det som forskellen mellem individ og kollektiv eller med Kant som
modsætningen mellem erfaring og erkendelse. Det er på bevidstheden om og
refleksionen over denne forskel, at det moderne beror; og her må den moderne
arkitekt være grænseoverskridende i sin forvaltning af traditionen på den ene
side og sin egen kreativitet på den anden. Således er allerede i sit udgangspunkt, sin idé, modernismens arkitektur postmoderne.
I Tine Damsholts optik ses det danske landskab med dets historiske levn gennem Christian Molbechs nationalromantiske briller; og gennem ham, den første
nationale turist og tillige professionel historiker, profileres karakteren af 1800tallets nye personlige og kollektive selvforståelse som individ og folk med baggrund i det nationale landskab og de deri bevarede fortidsminder, eller hvad der
betegnes dets erindringssteder. Det påvises, hvorledes denne historiske bevidsthed rummer en dobbelthed som forbundet med oplevelse og følelse på
den ene side og med objektive kildestudier på den anden. Fortiden og dens efterladenskaber bliver dermed defineret enten som kulturarv eller som historie,
to anskuelser, der dog ikke udelukker hinanden, tværtimod hævdes de at leve
videre side om side også i dag.
Kjeld Hansen fortsætter i det aktuelle spor og vender blikket mod den grænsenedbrydning mellem kultur og natur, der er blevet en realitet i landskabet på
grund af det intensivt dyrkede landbrug, som vi gennem de seneste 200 år har
skabt i Danmark. Prisen herfor har været en uhørt forarmelse af landskabets
biologiske indhold og æstetiske værdi gennem en systematisk ødelæggelse af
naturen; og som det videre hævdes, har vi så at sige tømt de fleste hylder i det
danske landskabsmuseum.
I dagens Danmark har det derfor ingen mening at diskutere oprindelig natur
som modsætning til det danske kulturlandskab. For al dansk natur er i dag kultur. Og kultur skabes af menneskene; deri ligger mulighederne – og nødvendigheden. Derfor bør diskussionen handle om, hvad der skal være på hylderne i
det danske landskabsmuseum. Slutteligt spørges der polemisk: "Ønsker vi svinebaronernes monotone gyllelandskab med den grønne tomhed og de imiterede herregårde, eller ønsker vi at bevare og genskabe et frodigt og varieret landskab med en broget mangfoldighed af forskelligt liv – til glæde for de mange"?
Jette Hansen-Møller søger med baggrund i en distinktion mellem forskellige
slags grænser i landskabet: fysiske, administrative og sociale, at udskille seks
forskellige typer af hhv. oprindelige beboere og tilflyttere, der hver især karakteriseres ved, at de ofte er modstridende med de øvriges opfattelse af begrebet
natur, og dermed af forholdet til de givne grænser.
I sit indlæg bestemmer Anders Philip Abraham, med baggrund i Carsten JuelChristiansens skildring af den nye by som et nyt entropisk landskab, arkitekturen i de nye byer eller byperiferier, som en ny natur. Det er en arkitektur, der
som landskabet er karakteriseret ved ikke at udgøre nogen repræsentationel
form, men en tilstand. Han søger videre en metode til analyse af sådanne arkitektoniske tilstande. Gennem inddragning af Richard Serras arbejde med
problemet inden for det skulpturelle felt, ser han den kausale kæde af tilstandsstadier, som et analytisk værktøj til at forstå det sammensatte, ligesom han i
overensstemmelse med Paul Ricoeurs symbolopfattelse vil tilkende dem en
betydningsmæssig værdi.
6
Anne Tietjen tager i sit bidrag til en gentænkning af bevaring som udviklingsressource i nutidens foranderlige by, udgangspunkt i Rem Koolhaas' problematisering af begrebet om byens identitet. Hans synspunkt konfronterer hun med
den postmoderne forståelse af stedet i såvel Aldo Rossis historiske, som i Norberg-Schulz' topografiske forstand, som det urbane rums forankringspunkt. På
baggrund heraf fremlægges en analyse og vurdering af Bådsmandsstræde
Kasernes transformation til Christiania; og det påvises, hvordan denne heterotopi med Michel Foucaults udtryk til det eksisterende samfund i sit udviklingsforløb fra militært areal til by-alternativ kan ses som spændt ud mellem de
nævnte positioner. Men som det videre hævdes med Michel de Certeau, er det
gennem en aktualisering af byen som erindringsrum og dermed i kraft af myterne: navngivningen etc., at fristadens bymæssige rum gøres beboeligt, idet
nye fortællinger opstå ud fra fragmenterne af historiske betydninger.
I sit indlæg foretager Anders Troelsen med udgangspunkt i en overvejelse om
hhv. linjen og cirklen som grænse, og med reference til perceptionspsykologiens figur-grund-modstilling tre byanalyser: af Salzburg, Wien og Los Angeles.
Han kortlægger derigennem udviklingen fra den traditionelle europæiske bys
relativt lukkede og statiske byrum med hovedvægten på den arkitektoniske
substans til de nutidige - storbyers åbne struktur, hvis overordnede princip er
den dynamiske bevægelse.
Kendetegnende for denne udvikling er den omdefinering af såvel grænserne
som af figur-grund-relationerne, der finder sted med de infrastrukturelle systemers overtagelse af dominanspositionen som det netværk, hvorom de arkitektoniske komponenter organiseres. Dermed opgives den bymæssige nærhed til
fordel for motorvejenes rumlige abstraktion.
I forlængelse af sin indledende problemstilling vedrørende grænser og det aktuelle opgør med zoneplanlægningen, sætter Søren Møller Christensen fokus
på de som følge af deindustrialiseringen funktionstømte områder, nær havnebyernes centrum, områder, der pga. deres potentiale for såvel op- som afkobling, er blevet attraktive for både private og virksomheder. Med de københavnske promenader som eksempel beskæftiger han sig derpå med den nedbrydning af traditionelle grænser, som finder sted i disse områder, for promenadernes vedkommende i kraft af deres dobbeltfunktion som friareal i henholdsvis
boligen og erhvervsdomicilet og som det offentlige rum, der skal bringe havn og
by sammen. Det fører ham frem til en kritik af denne grænseløshed og multifunktionalitet som udtryk for den såkaldt fleksible kapitalismes centrering om
det enkelte privilligerede individ, og en diskussion af en mulig rehabilitering af
zoneplanlægningen i det postindustrielle samfund gennem en nyformulering af
dens principper og intentioner.
Henrik Reeh almengør i sin videre afsøgning af havnearealet som grænsefænomen, et konkret tværkunstnerisk projekt for havnen i Sønderborg, gennem
en række overvejelser af principiel art, dels vedrørende det planlægningsmæssige sam- og modspil idéudviklere og aftagere imellem og mellem kunstarterne
ganske særligt arkitektur og billedkunst. Men også vilkårene for en fastholdelse
af byens kontinuitet på trods af dens sammenstød i skala mellem forskellige historiske lag.
Dertil føjes en analyse af Sønderborgs havneområde på flere niveauer, fra det
landskabelige til det funktionsmæssige og under flere synsvinkler, fra planlæggerens overblik til brugerens bevægelse, en analysestrategi, der kan være eksemplarisk for byanalytisk arbejde generelt.
På sin side diskuterer Troels Degn Johansson: med baggrund i Nicolas Bourriauds begreber om relationel form og æstetik (2002) avantgardetænkningens
relevans i forhold til 1990'ernes socialt engagerede kunst; og specielt til kunstnergruppen, Superflex. Ligeledes overtager han til karakterisering af gruppens
7
avantgarde-strategier den franske kunstfilosofs mellemrumsbegreb til forskel
fra grænsebegrebet.
I sin videre analyse af gruppens Super-city-projekter eksemplificeret med
Karlskrona II (1999) undersøger han derpå den særlige brug af IT-teknologien
som et af de af gruppen lancerede "tools" i den praktisk sociale kommunikation
til "udvikling" af en tredimensionel, virtuel verden, i hvilken borgere i byer i forandring kan visualisere og diskutere visioner for deres bys fremtid. Supercity
som konkret form og sted sættes dermed over for syper-space-tænkningens
teoretiske universabstraktion.
Som det vil være fremgået af det ovenstående, har de forskellige forfattere hver
på deres måde afsøgt arkitekturens grænser såvel de historiske som de aktuelle. Vi vil derfor i det følgende, med dem ved hånden, bevæge os fra det overordnede filosofiske plan og ud i det velbekendte nationale landskab lige til det
nutidige landskab, som vi er ved at miste kending af; vi skal gennemvandre byer og bykvarterer i stagnation og krise eller i udvikling og forandring, det være
sig Chicago eller Christiania, afskridte de retablerede havnefronter i hovedstaden og i den fjerne provins og vil endog vove os ind i den moderne IT-teknologis fagre nye virtuelle verden.
Alle vegne er det billedet af grænsen som et fluktuerende fænomen, grænser
og grænsedragninger under nedbrydning eller genopretning, i forskydninger og
stadig bevægelse, der møder det spørgende eller udforskende blik.
8
Arkitektur på grænsen til fornuft
Ole Michael Jensen, seniorforsker, Statens Byggeforskningsinstitut
Det er forskellen, der gør en forskel, og præcis på grænsen, at forskellen bliver
til en forskel. Det er på grænsen, at man erkender og på grænsen, at det moderne har sin oprindelse. Går grænsen hen og bliver til et grænseland, som
dyrkes for grænsens egen skyld, bliver grænsen til en ørken. Sådan er det gået
modernismen, og sådan er det gået moderne arkitektur. Intet vil spire - før nogen igen forstår at ’se bort fra’ grænsen. Kunsten i kunsten er at krydse grænsen, frem for at strande der. Dette er også den moderne arkitekturs udfordring!
Vi lever i en tid, hvor grænser hele tiden flyttes, overvindes eller ophæves.
Denne evige leg med grænser er indbegrebet af det moderne. Så selv om der
tales om grænser i flertal, som om der var mange grænser, er der reelt kun tale
om en: Grænsen for fornuft. Det er den grænse, det handler om, når verdenssamfundet diskuterer menneskerettigheder, EU udvides mod øst, folketinget
lovgiver om indvandring, naturvidenskabsmænd gør opdagelser, og idrætsudøvere prøver at slå rekorder.
Grænsen til fornuft er en grænse, men samtidig ophav for det moderne, for det
at være moderne er at befinde sig på grænsen og med Kant få empiri og rationel tænkning, dvs. det vi fornemmer med kroppen og det vi klargør med hovedet til at blive ét.
I det lys er det modernes indtog i arkitekturen, eller rettere arkitekturens indtog i
det moderne udtryk for, at arkitekturen som andre fag har taget ophold på
grænsen, dvs. i det moderne. Det skete med funktionalismen i 1930'erne - og
langt senere, end det var tilfældet for andre discipliner, så som jura, psykologi
og fysik. Og hvad mere er, arkitekturen blev hurtig postmoderne og derpå klassisk og 'neo'. Spørgsmålet er, hvorfor arkitekturen var så sent ude, og hvorfor
arkitekturen siden hen er blevet en blandet landhandel med et ambivalent forhold til det moderne.
For at forstå det skal vi først se på Grænsen med stort G som i Gud, og i det
lys se på, hvordan det moderne udfolder sig på grænsen og endelig på, hvordan man som arkitekt bærer sig ad med at tage afstand fra det moderne – og
samtidig være en del af det.
Grænsen
Græn-
Grænsen er grænsen mellem individ og kollektiv. Grænsen adskiller det, der er
i bevægelse og det, der sidder stille, ekstase og stase. Vi kender grænsen fra
vore børn, når de er ulydige og overskrider den grænse, som familien forsvarer
på kollektivets vegne. Vi kender også grænsen fra vore teenagere, når de rejser til fjerne himmelstrøg – hvor det ikke er målet at lære noget om fremmede,
men om dem selv. I børnenes konfrontation med familien, og på deres rejse til
Vietnam og Uruguay overskrider de grænsen og kommer på det rene med forskellen mellem det, der tages for givet og det der er under tilblivelse. Det er den
samme grænse, som Taliban-kvinden overskrider, når hun tager sin Burka på
9
Individ
Grænsen
og afskærer sig fra familiens og samfundets sociale kontrol. Alene i burkaen,
dvs. på grænsen, har hun en chance for at bevæge sig anonymt omkring, og
tænke de tanker hun vil om det samfund hun lever i, og på samme tid indprente
sig forskellen mellem det at være individ og en del af samfundet.
Kollektiv
Grænsen er urgammel og fortoner sig tilbage til selve antropogenesen, dvs. til
den gang verden blev skabt. Således optræder den i enhver skabelsesberetning. Her er pointen altid den, at der skal etableres en grænse mellem menneske og Gud, mellem stammen og den Enestående, kort sagt mellem fællesskabet og det ”første” selvrådende individ. I praksis var det et mord på en syndebuk, der gjorde grænsen synlig (Girard, 1987). Mordet fandt sted i en bavianflok, hævder Freud, efter at gensidig rivalisering og eskalerende vold på det
nærmeste havde bragt flokken til opløsning. Under krisen falder alles øjne på
én i flokken, sandsynligvis en stille eller sært udseende hanbavian, der i samme øjeblik bliver udråbt til syndebuk. Syndebukken bliver udstødt og myrdet.
Men næppe har mordet fundet sted, før roen er genetableret. Resultatet bliver,
at den myrdede ikke blot bliver tillagt evnen som urostifter, men også evnen
som ordensmagt. Snart tilbedes den udstødte, og en guddommelig aura breder
sig omkring mordstedet, det senere alter. I gammeltestamentlig forstand befæstes Grænsen ved, at Gud jager Adam og Eva på porten, for at bandlyse dem
som de selvstændige individer, de er. Portvagten er samtidig grænsevagten.
En stærk menighed, med stærk social kontrol udmærker sig ved at have den
mest magtfuldkomne Gud. Anderledes, hvis der ikke er monopol på magten,
som i den græske gudeverden, hvor et fleregudesystem gør spillerummet større. Dette viser sig i Odysseen, hvor Homer gennem hele værket kredser om
Grænsen. Tydeligt kommer det frem det sted på rejsen, hvor Odysseus bogstaveligt talt står på Grænsen og narrer den enøjede kyklop Polyfemos ved at
udnytte forskellen mellem ordet og det ordet henviser til. Af samme grund kunne kyklopen ikke hente hjælp ved at råbe, at Ovtis (=Ingen), havde gjort ham
skade.
10
Vi skal imidlertid helt frem til renæssancen, før individet og dermed Grænsen til
fulde toner frem. Først da konstrueres nemlig den menneskelige observatørpost, som gør forestillingen om et individ muligt. Observatørposten heder subjektet. Med subjektet lykkedes det at skabe et Janus-øje, der kunne opholde
sig på Grænsen og gøre forestillingen om en jordisk fornuft mulig. Den skelsættende opfindelse kan dateres tilbage til 1415, hvor landmåleren og arkitekten Brunelleschi udførte et eksperiment foran dåbskapellet i Firence (Damish, 1994).
Ved hjælp af et spejl og et kighul gennem en vel udført centralprojektion af
dåbskapellet, kunne Brunelleschi få billede og virkelighed til at stemme
overens. Brunelleschi demonstrerede derved, hvordan en tredimensional verden lod sig afbilde entydigt på et todimensionalt plan, vel at mærke ved at give
øjet en ophøjet position i forhold til kroppens øvrige sanser. Centralperspektivet
forenede så at sige betragteren og det betragtede på en måde, som gjorde det
muligt for enhver anden at efter-se, dvs. tjekke, at verden faktisk så ud, som det
blev påstået. Pludselig havde renæssance-malere, skulptører og arkitekter fået
et værktøj i hænderne, der for alvor kunne måle sig med Guds øje. Efterfølgende kunne videnskaben og dermed det moderne menneske sætte spørgsmålstegn ved Gud og det magtmonopol, som Skaberen hidtil havde ligget inde
med (Damish, 1987).
Det moderne
Den menneskelige skaberkraft bliver første gang udfoldet med den tidlige handelskapitalisme. Thi med centralperspektivet opstod kortlægningen, og med
kortlægningen den målrettede rejse og med den målrettede rejse handelskapitalismen. Den første kapitalist var med andre ord en simpel rejsende. Kapitalist
blev han den dag, han stod på grænsen mellem frugtbarhed og misvækst, og
der forstod, at kvæg kunne købes billigt i området med misvækst og sælges
dyrt i området med frugtbarhed. Denne opdagelse måtte de tidlige kapitalister
gå stille med, for ganske som det altid har været tabuiseret at befinde sig på
grænsen, dvs. i ingenmandsland, har det altid været en synd at krydse den, jf.
ordlyden i den engelske udgave af trosbekendelsen: ”Forgive us our trespasses as we forgive those who trespass against us". Derfor er det ikke svært at
forså, at kapitalismen og dermed det moderne først kunne vinde fodfæste, da
den protestantiske etik havde beredt den vejen. For med protestantismen var
det ikke længere kollektivets dvs. menighedens ansvar at sikre den enkelte en
plads i himlen, men den enkelte selv. Og der var ingen genveje. Alene slidsomt
arbejde og et asketisk liv kunne give det enkelte individ vished for, at Gud holdt
hånden over en. Det var med andre ord selve oplevelsen af at være individ: at
krydse grænsen, der i tråd med det at være Gud og i tråd med selve ånden i
kapitalismen, der satte det moderne på dagsordenen. (Weber, 1976).
Alt i alt er fortællingen om Grænsen en fortælling om et urfænomen, genopdaget i antikken, dyrket i renæssancen, udnyttet af kapitalismen og - som vi skal
se - indbegrebet af det moderne. Eller for subjektets vedkommende: født i antikken, døbt i renæssancen og konfirmeret i modernismen. Hvad, fortællingen
overordnet set konkluderer, er, at fornuften - også kaldet den kartografiske fornuft i sig selv er en grænsedragning (Olson, 2007).
Dette var Kant den første til at medgive. Helt bogstaveligt kom det frem i Kants
til Kritik af den rene fornuft, hvor Kant beretter om Sandhedens Ø som det sted,
11
s
12
Grænsen
hvor mennesket gennem sin fornuft begriber verden gennem sproget, vel vidende at det dermed lægger afstand til verden og sig selv. Som en sandbanke
der dukker op af havet, er sandheden ”omgivet af et vidtstrakt og stormomsust
hav”, hvor den omflakkende sømand på stadig jagt efter at gøre nye opdagelser, gang på gang bliver narret" (Kant, 2002, s.212). Sandhedens Ø er der,
hvor det moderne har sit ståsted. Det er her, den moderne filosofi og videnskab
tager afsæt, og her, reglerne for moderne videnskab etableres. Sandhedens Ø
er det sted, hvor det nye fornuftens kollektiv: samfundet, med sine universelle
rettigheder og sit repræsentative demokrati henter sine argumenter, for det er
her, på grænsen mellem ordet og det ordet henviser til, at magten befinder sig
(Olsson, 2000). Det er godt nok Francis Bacon, der tilskrives udsagnet: ”kundskab er magt”. Hans bevingede ord fra 1620 går imidlertid tilbage til Det Gamle
Testamente, hvor der står at læse, at "Den vise mand har styrke, den kyndige
samler sin kraft" (Ordsprogenes Bog 24,5). I dag begynder vi så småt at forstå
at det at kunne samle sin kraft er at kunne optræde på grænsen og som en
grænsevagt proklamere hvad der gælder på grænsen, dvs. have magt til at sige at noget (på den ene siden af grænse) er (identisk med) noget andet (på
den anden side af grænsen), og samtidig blive troet på (Olsson, 2007).
Ved at følge Brunelleschis anvisning og på den måde etablere et subjekt på
Grænsen fødes det moderne. Ved dernæst at følge Kants forskrifter i etableringen af en Sandhedens Ø på selv samme grænse, konfirmeres det kollektive
subjekt, hvorved det moderne bliver en ”realitet”. Men næppe var det moderne
blevet en realitet, før det stod klart, at der i grænsen mellem kollektiv og individ
befinde sig en endnu mere subtil grænse, nemlig grænsen mellem ordet og det
ordet henviser til, eller som Saussure udtrykker det: grænsen mellem ”Signifié”
og "signifiant", det, der skal betegnes og den der betegner, lille s og store S:
S
Grænsen er Grænsen, hvor individet er den krop, der kan sanse verden (det
betegnede), og kollektivet det ord, de skal begribe verden (betegneren). Det er
den grænse, som Magritte peger på med sit berømte maleri af en naturalistisk
udseende pibe, med underskriften: Ceci n'est pas une pipe (Dette er ikke en
pibe).
Det er i brøkstregen, at vi tager ved lære, dvs. ser sammenhænge og tildeler
verden begreber, men der er også her vi pr. definition tager fejl. Det er i grænsen, eller rettere i mødet med grænsen, at vi oplever klarsynet. Men lige meget
hvor enige vi kan blive om verdens beskaffenhed og blive enige om de begreber, vi vil hæfte på det, vi ser, vil verden og de begreber, vi hæfter på verden,
aldrig blive identisk. Vi kan, som Magritte og andre surrealister gør os opmærksomme på, aldrig vide os sikre. Vi kan kun, som Popper (1996) har fastslået,
overbevise os i troen om en sandhed gennem evig falsifikation.
Det er med andre i selve overskridelsen af Grænsen, at vi bliver i stand til at
sætte ord på verden og dermed erkende den: at gøre individuelle sanseerfaringer til kollektiv viden. At forstå er kort sagt at oversætte mellem samfund og individ, mellem de tegn vi deler om verden og verden, som den opleves af den
enkelte - som da Gud i henhold til Biblen sendte beskeder mellem himmel og
jord. Hører denne aktivitet hen over grænsen op, lukker grænsen. Perspektivet
forsvinder og med perspektivet evnen til at tale "sandt", dvs. tale med indsigt
om verden. At isolere sig på Kants Ø og opgive sin metier som sømand på
åbent hav, er det det samme som at lade sig fængsle af det moderne. For da
forsvinder fornemmelsen for fornuft og fornemmelse for det moderne. Referencen bliver til selvreference: et ”projekt”, der lukker sig om sig selv. Et godt eksempel på, hvad der sker, når porten svinger i og isolerer fornuft fra ufornuft,
har historien med al tydelighed vist, de gange hvor et af elementerne i kampråbet fra den franske revolution: frihed, lighed og broderskab er blevet til en 'isme'
og 'ismen' til en autoriseret sandhed.
Arkitekturens indtog i det moderne
Dermed er vi fremme ved arkitekturens indtog i det moderne, eller som det også kan formuleres: arkitekturens landgang på Kants ø. Det første spørgsmål,
der rejser sig er: Hvorfor var arkitekturen så sen til at gå i land på Kants Ø som
i slutningen af 1920'erne. Ikke siden Renæssancen og opdagelsesrejserne har
moderne arkitektur være fremme på banen. Mens fysikken flere gange har gjort
landgang – både i oplysningstiden og med turbofart igen i slutningen af 1800tallet, blev det for arkitekturen kun til en minilandgang i slutningen af 1800-tallet,
hvor 'Modern style (Art nouveau, artdeco og Jugendstil) mest af alt fik karakter
af endagsturisme. Der blev ikke gjort forsøg på at finde fodfæste og opbygge
moderne byggeri baseret på samlebåndsteknik eller andre moderne aktiviteter.
13
Tværtimod holdt man sig i baggrunden og forblev tro mod de klassiske håndværk, og insisterede mere og mere på, at det enkelte hus skulle være noget
unikt. Huset skulle fremstå som et kunstværk, ligesom ejerens identitet skulle
afspejle sig i arkitekturen.
Horta-huset i Rue Americaine i Bruxelles, opført til Horta selv i 1898. Art Nuveau stil. Et tidligt forsøg på
indtog i det moderne. http://www.netspirit.dk.
Peter Behrens AEG turbinehal i Huttenstrasse 12-16 i Berlin-Tiergarten opført i 1909. Turbinehallen går
for at være den første større moderne bygning i verden, og dermed endnu et forsøg på indtog i det moderne. http://www.archimedix.com/galerie.
Den almindelige forklaring på, at arkitekturen først for alvor gjorde sit indtog i
det moderne i 1930erne, går på, at først på det tidspunkt blev arkitekturen udfordret af kraftig byvækst, og først på det tidspunkt kunne arkitekturen svare
igen ved at alliere sig med det industrielle byggeri. Men alligevel, Le Corbusiers
Atelier Ozenfant i Paris, kunne nemt være opført 50 eller 100 år tidligere, hvis
man ser på, hvad fysik, lægevidenskab og psykologi kunne præstere i sidste
halvdel af 1800-tallet. Og det vil være forkert at hævde, at presset ikke var der,
idet byvæksten allerede dengang tog voldsomt til. Af samme grund måtte størstedelen af den tids boliger og industri opføres uden hjælp fra arkitekter.
En noget anden forklaring på arkitekturens sene indtog i det moderne ligger i
arkitekturfaget selv og dets rødder i kunst og kultur. På den måde kan arkitekturfagets tøven med at gøre indtog i det moderne forklares som en angst for at
få sine rødder kappet over i to: at skulle lade sig splitte mellem det individuelle
og det kollektive, det unikke og det folkelige. Således kunne arkitekturfagets
udøvere lige fra modernismens barndom stå på sidelinien og se, hvordan det
moderne overalt gjorde sit indtog ved som en kile at presse sig ind mellem
kunst og religion for i selv samme bevægelse at skille æstetik og performance
fra håndværk og byggetradition. Men denne tøven kunne ikke vare ved, og på
en given foranledning måtte angsten overvindes og springet ud på de 70.000
favne ske. Men som bekendt skete det først efter flere årtiers bæven og først i
kølvandet på den strøm af optimisme og tro på fremtiden, er opstod efter 1.
verdenskrig. Springet kom til udtryk som en serie i de hvide kubistiske huse, i
reglen symboliseret ved Arne Jakobsens Bella Vista ved Dyrehaven nord for
København, opført så sent som i 1934. Her kom boligen i centrum, ligesom den
blev tildelt "byens bedste arealer med hensyn til topografi, klima, solindfald og
14
nærliggende grønne områder (Danielsen, 2004). Arkitekturen satte sig selv i
centrum, og gjorde sig dermed synlig for sig selv. Og dermed klappede fælden.
Kunst,
performance
og
æstetik
Det moderne
For hvor videnskab og rationel tænkning kan leve højt af at isolere sig på Kants
Ø, stod det hurtigt klart, at arkitektur ikke er arkitektur, hvis den ikke holder sig i
bevægelse over Grænsen for fortsat at binde kunst og kultur sammen, individ
og kollektiv. Det fornemmede de egentlige arkitekter, og de, der ikke indså dette, blev fanget på Kants Ø for at henslæbe tilværelsen med montagebyggeri,
også kaldet funktionalisme (Nygaard, 2001,p141) Kort sagt: når byggekoncepter erstatter kulturel forankring og kunstnerisk belevenhed, forsvinder de vante
holdepunkter for at blive erstattet af forestillinger om den gode by og det ideale
menneske. Uden forankring i praksis og uden mulighed for at imødegå den
overordnede idé, er der ingen referencer tilbage, og arkitekturen er død.
Kultur,
tro
og
tradition
Tur/retur – eller frem og tilbage
Én gang moderne altid moderne. Med et besøg på Kants Ø, opstår erkendelsen af det at være på grænsen, og ikke kunne gøre andet end det sande. Dette
er samtidig et tab af uskyld. Ikke desto mindre vil moderne arkitektur og dens
udøvere vedblive med at søge tilbage til rødderne. Ikke at de kan vende tilbage
og blive autentiske kunstnere, eller for så vidt tro mod rurale eller urbane bygningstraditioner. Alene i tanken kan de krydse frem og tilbage over Grænsen,
og på den "rejse" forsøge at få kontakt til det kunstneriske eller modsat forsøge
at få kontakt med det autentiske. Arkitekten er blevet refleksivt moderne (Lash;
1994) og som refleksivt moderne er der ingen vej tilbage. Som i sig selv moderne arkitekt, kan arkitekten pr. definition ikke bidrage med andet end postmoderne arkitektur.
Indtoget i det moderne i kombination med trangen til at distancere sig fra det
moderne, kan ses som en pendulbevægelse mellem et kunstnerisk-æstetisk
univers og et kulturelt traditionelt univers, alt i mens en moderne kognitiv refleksion hele tiden blander sig i det øjeblik, hvor pendulet bevæger sig hastigt henover balancepunktet. Pendulet er med andre ord ophængt i det moderne selv,
hvorfor enhver bevægelse henover det moderne, aldrig kan være udtryk for en
egentlig genkomst af det moderne, men som Nygaard rammende betegner det,
som udtryk for postmoderne modernisme (Nygaard, 2001, p,145).
15
Arkitektur
Modernisme
Skulpturel
arkitektur-
Folklorisme
og
klassicisme
Arkitektur
Derfor er vi fra og med arkitekturens indtog i modernismen ikke længere vidner
til 'ismer', som afløser hinanden med lange tidsspand, men derimod vidner til
svingninger hvor kunstnerisk udfoldelse, anonym funktionalisme og traditionelarkitektur afløser hinanden med korte tidsintervaller. Resultatet af denne pendulbevægelse frem og tilbage 'henover' det moderne, vil uvilkårligt føre til en sinusbevægelse, hvor skulpturel bygningskunst i den ene yderstilling afløser folklorisme og klassicisme i den anden, alt imens diverse former for modernisme
(neo-funktionalisme, nymodernisme osv.) viser sig i pendulets svingning hen
over midten.
Ifølge Charles Jencks startede pendulet, eller som Jencks selv udtrykker det,
overgangen fra moderne til postmoderne arkitektur den 15. juli 1972. Her finder
nemlig bortsprængningen sted af Pruitt-Igoe byggeriet i St. Louis, "samvittighedsløst pisket til døde af kritikere som Jane Jacob", som han udtrykker det
(Jencks,1984, p.9.), bliver bortsprængningen af dette større bygningskompleks
symbolet på modernismens endeligt. Ikke desto mindre går der stadig såkaldte
moderne arkitekter omkring og opfører moderne huse, forsætter Jencks, men
det kan kun være fordi det refleksivt moderne ikke er nået frem til alle arkitekters bevidsthed, hvorfor de fortsat opfører moderne arkitektur som var de fortsat en del af en 'førmoderne 'isme'. Alternativt opfører man moderne arkitektur i
en postmoderne kontekst, hvilket vil sige 'som-om'-modernisme, altså postmoderne modernisme, hvilket igen vil sige, at 'pendulet' i pendulmodellen befinder
sig i midterpositionen.
Første gang pendulet - efter at være sat i gang - passerede midterpositionen,
var med den moderne arkitekturs "genkomst" i halvtresserne og tresserne. Anden gang, var med den moderne arkitekturs genkomst i halvfemserne (Nygaard, 2001,144f.). Nygaard skelner mellem modernismen i halvtresserne og
nymodernismen i halvfemserne. Et eksempel på moderne arkitektur ved den
første genkomst, (første pendulsvingning) dvs. inden for modernismen, finder vi
i SAS-hotellet i København, tegnet af Arne Jacobsen. Et eksempel på moderne
arkitektur i den anden genkomst (anden pendulsvingning), dvs. inden for nymodernismen finder vi i Handelshøjskolen på Frederiksberg, tegnet af Henning
Larsen.
Alternativt kan pendulet befinde sig i en af yderpositionerne. Her vil man, når
pendulet svinger ud til venstre, hvor kunst, performance og æstetik står centralt, i den første vending kunne pege på arkitektur som Le Corbusiers kapel i
Ronchamp i Frankrig, og i den anden - og nu aktuelle vending - kunne pege på,
det af Norman Foster foreslåede glastårn på Rådhuspladsen i København.
Når pendulet svinger ud til siden, hvor kultur, tro og tradition er i højsædet, vil
man kunne pege på arkitektur som Tinggården (Folklorisme) tegnet af Vandkunsten og Høje Tåstrup Banegård (Klassicisme) tegnet af Jacob Blegvad og
16
Claus Bonderup. Den anden vending har endnu ikke vist sig, men små tilløb til
byøkologisk arkitektur kunne være et tegn.
Le Corbusiers ka-
Bella Vista
SAS-
Fosters Tivoli-tårn
Handelshøjskolen
Tinggården
Høje Tå1930
1960
1990
2020
Som enhver pendulbevægelse, kan også arkitekturens pendulbevægelse gengives ved en sinus-kurve. Sinus-kurven er udtryk for tilstedeværelsen af et ophængningspunkt, og dette er netop kendetegnet ved de arkitekturstrømninger,
der har fulgt efter arkitekturens indtog i det moderne. De har ikke kunnet frigøre
sig fra det moderne, men er efter at have taget afstand fra det moderne vendt
tilbage til det moderne. Der tales om "modernismens genkomst", men rettelig er
der tale om postmoderne modernisme, Som Erik Nygaard udtrykker det. Én
gang moderne altid (post)moderne. På den måde har også arkitekturen mistet
sin uskyld, den uskyld, som ellers er forudsætningen for det unikke. Ved at
svinge med pendulet kan arkitekturen operere på kanten af det moderne, på
grænsen til fornuft – men aldrig mere slippe fornuften. Den må i bevidsthed om
de farer der lurer, gøre som Odysseus: Lade sig binde til masten på sit skib for
at høre sirenerne uden at blive fortabt.
Litteratur
Damisch, H. (1987). The Origin of Perspective. Cambridge, Mass.: MIT Press.
(Org. udgivelse, L'Origine de la perspective. Paris 1987).
Danielsen, C. B. (2004). Moderne arkitektur – hva' er meningen? Systime, København.
Girard, R. (1987). Things Hidden Since the Foundation of the World. London,
The Athlone Press (Org. udgivelse, Le chose caché depuis le fondation du
monde. Paris 1978).
Jencks, C. (1984). [1977]: The Language of Post-modern architecture. Academy Editions, London.
Jensen, H. J. (1991). René Girard. Anis, København.
Jensen, O. M. (2001). Rum/Space i BOASE. Fremtiden bolig /The Future Home. Kunstakademiets Arkitektskole og Statens Byggeforskningsinstitut. Hørsholm: Statens Byggeforskningsinstitut.
Jensen, O. M. (2004). Space of welfare /velfærdsrum. Bidrag til antologien: Urban Lifescape – by-rum, livsstil, forbrug / space, lifestyle, consumption. Ålborg:
Ålborg Universitetsforlag.
17
Kant, I. (2002) [1781]. Kritik af den rene fornuft. København: Det lille Forlag.
Lash, S. (1994). Reflexivity and its Doubles: Structure, Aesthetics and Community in Reflexive Modernization. Oxford: Polity Press.
Nygaard, E. (2001). Nymodernismen som modernismens tredje og postmoderne fase i Hansen, J. S. og Danielsen, C. B. (red): Modernismens genkomst.
Hørsholm: Statens Byggeforskningsinstitut.
Olsson, G. (2000). Skattkammarön i Gren, M.; Hallin, P.O. og Molina, I. (red):
Kulturens plats/Maktens rum. Stockholm: Symposion.
Olsson, G. (2007). Abysmal: A Critique of Cartographic Reason. University of
Chicago Press.
Popper, K. (1996). Kritisk rationalisme - udvalgte essays om videnskab og
samfund. Nyt Nordisk Forlag.
Seierstad, Å. (2002): Boghandleren i Kabul. København: Gyldendal.
Weber, M. (1976) [1904]: Den protestantiske etik og kapitalismens ånd.
Fremad.
18
Kulturarv og historie – emotionalisering og
verificering
Tine Damsholt, lektor, ph.d. Afdeling for etnologi ved Saxo-instituttet, Københavns Universitet
Grænser og grænser i opbrud er publikationens overordnede tema, og dette
bidrag handler om grænsen mellem historie og kulturarv. Men for at man kan
tale om et opbrud eller et nedbrud af en grænse, må man først have den defineret, hvilket rejser en række spørgsmål. Hvis historie og kulturarv var nydelige
velafgrænsede udsnit af verdens mangfoldighed, hvis de var entydige kategorier, så enhver bygning eller enhver begivenhed enkelt og modsætningsfrit
kunne klassificeres, så var det enkelt nok. Men sådan forholder det sig som
bekendt ikke.
Hverken historie eller kulturarv er entydigt eller uforanderligt definerede kategorier, men tværtimod altid til diskussion. Hvad der er historie og hvad der er kulturarv, afhænger af øjnene der ser, og er altså et spørgsmål om perspektiv,
hvilket næppe vil ryste læseren. Men hvordan kan vi så anskue det for at undgå blot at gøre det til ét fedt?
Ethvert perspektiv er knyttet til et synspunkt, til nogen der ser og har en grund
til - eller et ærinde med - at se. Med andre ord bliver historie og kulturarv kategorier, der formes i specifikke praksisformer, der som alle andre er klassificerende i deres omgang med verden. I det følgende vil jeg under denne synsvinkel anskue henholdsvis historie og kulturarv som to forskellige måder at omgås
fortiden på. De er hverken entydige eller uforanderlige, alligevel er der nogle
strukturelle forskelligheder, der kan efterspores kulturhistorisk.
Relationen mellem kulturarv og historie (heritage og history) er internationalt
veldebatteret af navne som David Loewenthal, Paul Connerton, John Gillis og
Pierre Nora. Der vil være referencer til en del af disses glimrende arbejder i det
følgende, men den direkte inspiration er størst fra den svenske etnolog Orvar
Löfgren og den norske folklorist Anne Eriksen, der begge har set kulturhistorisk
på feltet, dvs. gennem kulturhistorien problematiseret eller afnaturaliseret nutiden. En tilsvarende inspirationskilde udgøres af Michel Foucaults analytik, der
blandt andet peger på det, der til enhver tid tages for givet, som det objekt der
kulturhistorisk eller ligefrem genealogisk må problematiseres.
Historie og kulturarv er som sagt mange ting. Men de opfattelser vi har af begreberne i dag, er i det mindste bundet sammen med det man kunne kalde den
moderne forståelse af begreberne, og dermed til en specifik historieforståelse.
Det er derfor relevant at se på den periode, hvor den måde at omgås fortiden,
der er fremherskende i vor tid – hvor bevaring og oplevelse af fortiden er det
helt centrale – kommer ind på scenen. Vi skal se på en af de første, der var optaget af det danske landskab og den danske historie som muligt rum for oplevelser. En af de første nationale turister: filologen og historikeren Christian
Molbech, født i 1783 død 1857. Gennem hans person vil jeg illustrere i hvert
fald to måder at omgås fortiden på, som vi af enkelheds hensyn kan kalde kulturarv og historie. Vi starter med kulturarven, som også får lov at fylde mest.
19
Kulturarv – emotionalisering og selvteknikker
"Skulde jeg ikke elske dig, som ene har opfyldt hvad min Ungdoms Længsel
higede efter, som ene har kunnet gienføde mit Haab og hæve mit Mod? Skulde
jeg ikke ofre dig den ringe Kraft, som Skiebnen lod falde i min Lod; og da det
blev nægtet mig, ved Daad at virke for dit Held, skulde jeg da ikke indvie dig
Alt, hvad min Aand og mit Hierte kan udtale?" (Molbech 1811 p. XII).
Varmere kærlighedserklæring fra en følsom ung mand skal man lede længe efter og alligevel var det ikke en kvinde, der henrev den 24-årige Christian Molbech således i 1807, men derimod tanken om fædrelandet. Fædrelandet først
og fremmest forstået som landskabet og de ‟fortidserindringer og mindesagn‟,
der knyttede sig til dets egne var emnet for de "Ungdomsvandringer i mit Fødeland", Molbech udgav i 1811.
Molbech var ikke den eneste, der i begyndelsen af 1800-tallet fandt på at rejse
rundt i sit land og beskrive de følelser natur og historie vakte i ham. Følsomme
rejsebeskrivelser var en yndet genre over hele Europa, idet man som led i de
æstetiske og national-romantiske diskurser ‟fik øje på naturen‟ på en ny måde:
dels som medium for individets selvindsigt, dels som nationalt landskab. Naturen blev som den svenske etnolog Orvar Löfgren har hævdet, nationaliseret og
emotionaliseret i én og samme bevægelse (1997).
Molbech var, som mange andre af hans kolleger i Europa, velbevandret i den
internationale følsomme litteratur, og hans beskrivelser er derfor ikke nøgterne
oplysninger i 1700-tallets topografiske genre, men først og fremmest beskrivelser af de ‟indvortes stemninger‟ det danske landskab og dets historiske bygninger og minder afføder. Molbech er således ikke særligt interesseret i det nyttige
og landets økonomiske udvikling, han søger derimod udsigter og oplevelser. I
den forstand er han en af vore første indenlandske turister, der søger scenerier, ‟sights‟ og bedømmer deres æstetiske og oplevelsesmæssige værdi (Löfgren 1997). Den indre virkning er i fokus.
Ideen om oplevelser som eftertragtede hænger sammen med tidens æstetiske
teorier om det sublime, som et centralt felt i selvets erkendelse af sig selv. Ved
mødet med det ufatteligt store i naturen - det uforståelige, uoverskuelige og
ukendte - opstår det sublime/ det ophøjede, ved den grænseoverskridelse som
det uendeligt store i sanseverdenen afstedkommer i jeg´et. Når den almindelige
forståelses matrice måtte suspenderes, følte individet sig ensomt og målløst.
Overrumplingen i individets møde med det ‟rædsomt skønne‟ betød, at individet
måtte forholde sig til nye sider af sin egen karakter, og dermed erkende sig selv
på ny (Mortensen 1993). Naturoplevelsen blev dermed et afgørende led i selvets bearbejdelse, udforskning og navngivning af hidtil uanede væsenskræfter,
for det man kan kalde ‟selvets arbejde med sig selv‟, og kan dermed betragtes
som det Foucault har kaldt selvteknikker (Foucault 1988). Man kan sige, at emotionaliseringen og optagetheden af, hvordan en bestemt oplevelse virker på en
selv, er en bestemt form for selvteknik, en form for selvteknik, som jeg vil hævde, er en af de centrale dimensioner i kulturarvsmåden at omgås med fortiden.
De første turister kan sammenlignes med et kosmopolitisk broderskab med deres hyppige litterære referencer og sammenligninger af udsigter med malerier
af internationalt anerkendte malere (Löfgren 1997). På denne vis er de børn af
1700-tallets ‟cult of sensibility‟ (Schama 1989); den følsomme litteratur og
stemningshaverne, hvor særlige miljøer tildeles bestemte forventede følelsesmæssige reaktioner. Brevgenren, som Molbech også benytter i en stor del af
bogen, var foretrukken, idet den gav intimitet og naturliggjorde, at beskrivelsen
af begivenheder ledsagedes af beskrivelser af de følelser de udløste.
20
I denne følelsernes tekstualisering tillægges specifikke scenerier en fast følelsesmæssig forankring, et bestemt årsag-virkningsforhold mellem sceneri og følelse fastlægges. Nåleskov er ‟dunkel, vinteragtig‟ og gør en ‟underlig til mode‟.
Bøgeskov ‟smiler‟ derimod, og er ‟lys og munter‟. Landskabets forskellige udtryk bliver hermed emotionaliseret. Det centrale er, hvordan det virker på beskueren.
Kulturarv – nationalisering og lokalisering
Når Molbech ville vise Danmark som et værdigt rejsemål, måtte han i pagt med
den internationale tænkning vise, at Danmark rummede muligheder for grænseoverskridende oplevelser. Og den internationale landskabsopfattelse betød
en særlig udfordring for en dansk national turist, idet bjergegne var datidens
svar på det mest sublime landskab, associeret med Schweiz og frihedstrang og
lovprist af J. J. Rousseau. Dette indebar særlige problemer i det flade Danmark
og gav fra slutningen af 1700-tallet de ‟norske partier‟ en central betydning i
danske stemningshaver med høje, smalle broer og brusende vandfald (Elling
1942). Molbech gør da også særligt meget ud af Møns Klint, et af de eneste
steder han finder noget, der kan sammenlignes med bjerge. På Møns Klint får
Molbech den eftertragtede store naturoplevelse og oplevelse af altet og enheden:
"Det var paa Klintens høieste Pynt, den saakaldte Dronningstol, hvor jeg første
gang nød det stolte Syn, det herligste af alt, hvad her Naturens beskuelse skienker os, i det vi i et eneste Blik sammenfatte Himmel, Hav og Jord. Hine, ved
deres Uendelighed og eenhed, opløfte Sindet mod det Evige, og intet afdrager
det fra den ene, store Følelse: at Alt er eet. (...) og naar da Øiet har inddrukket
det store Syn og Aanden er opfyldt af den ene, opløftende Følelse, da leder
den os med elskende Omhu fra den bratte Klippetind ned i Dalens Dyb, for at
den jordiske Ynde, forenet med høiere Skiønhed, kan blive en fortryllende Udvikling af den store Eenhed, og Følelsen opløse sig og meddele sig til flere indtagende Anskuelser"(Molbech 1811 p. 115).
Oplevelsen af Møns klint var imidlertid ikke bare oplevelsen af selvet i altet og
uendelighed, det var også oplevelsen af, at dette stykke natur var særligt nationalt: Selv om denne naturtype er ny for Molbech, ser han den netop som udtryk
for essensen af dansk natur:
”Dejlige Bøgeskove omkrandse Klipperne paa den høie Kyst i en Strækning af
halvanden Miil. Dalenes blide Ynde er søsterlig forenet med Fieldenes Kraft. Vi
gienkende det herskende i Danmarks Natur, selv hvor Egnen synes os ny og
fremmed.” (Molbech 1811 p. 112-113).
Billedet af de lyse bøgeskove, der spejles i det blå hav genkendes fra samtidens mange fædrelandssange. Inspireret af Foucault kan man sige, at Molbechs bedømmelse er udtryk for et ‟nationalt blik‟, der konstruerer det nationale
landskab ved at undersøge og beskrive hvilke typer natur, der lever op til denne betegnelse.
Molbechs rejse har et dobbelt formål; dels vil han som mange af hans samtids
rejsende have store oplevelser, dels vil han vise, at også det danske landskab
rummer mulighed for sådanne store oplevelser. Kultur og sted bindes hermed
sammen. Naturen bliver til landskab, og særligt til nationalt landskab, og fortiden bliver til national kulturarv eller ‟vor historie‟ ved at blive beskrevet. Kulturgeografen Denis Cosgrove har defineret landskab som „a way of seeing the
21
world‟ (Cosgrove 1984 p.1). Molbech er et eksempel på, hvorledes et særligt
‟blik‟ installeres, hvordan et særligt landskab vokser frem i tekster, malerier og
på nethinden hos datidens beskuere, og hvordan en bestemt fortidsforståelse
bindes sammen hermed. Med Cosgrove kunne man betegne kulturarv eller
heritage "as a way of seeing the world".
Hvor verdens befolkning i 1800-tallets national-romantiske diskurs blev delt op i
kulturelle helheder kaldet nationer, blev verdens natur delt op i en række nationale landskaber. Den helhed en nation og dens landskab tilsammen udgjorde,
var ikke blot et her og nu fænomen, men indeholdt samtidig den forudgående
proces i sig i en organisk forståelse. Landskab og folk var en dynamisk enhed
af tilstand og proces. Det betyder også, at landskabet og historien og især de
steder, hvor de to processer er knyttet sammen, bliver der, hvor individet – det
sansende jeg – kan komme til bevidsthed om sig selv. Ikke blot som et universelt individ, men som et specifikt, idet individets erfaringer er bundet til det konkrete sted og dermed til et specifikt landskab og en specifik historie. Oplevelsen
er nationaliseret og hermed bliver det selv, der formes, også nationaliseret som
del af en større helhed: et folk, en nation. Et selv, der er del af det kollektive
subjekt, der impliceres i talen om ‟vort‟ landskab og ‟vor‟ historie.
Det kollektive subjekt Molbech henvender sig til, klargøres allerede i bogens
fortale, idet han håber på en venlig modtagelse af dem, "som med dansk Aand
og Sind ynde, hvad Danmark eier i sit Skiød, og gierne høre en dansk Stemme,
hvis stille Lys kun mæler om Fædrelandets Værd, og hvad der kan fortiene at
agtes paa af danske Borgere" (Molbech 1811 p. XI). Publikum er således defineret ved deres tilknytning til et sted og denne definition rummer dermed også
en eksklusion af dem der ikke allerede har varme følelser for det danske land.
Men ikke blot interessen for Molbechs emne var bestemt af stedet, den historieinteresse Molbech håbede at vække, var også knyttet til stedet: "..jeg har
stræbt at vække de Fortidserindringer og Mindesagn, der uadskilleligen hefte
sig til saa mangen Egn og saa mangen et Sted, hvis navn maa gienkalde os
Forfædrenes Daad og Idræt" (Molbech 1811 p. x). Historie, landskab og folk
(både det levende og forfædrene), er altså knyttet sammen til en uadskillelig
enhed. De historier Molbech fortæller er således udvalgt efter de lokaliteter han
besøger, men de sættes i et nationalhistorisk perspektiv.
De landskaber, Molbech gennemvandrer og oplever, er fyldt med fortidsminder,
men mærkeligt tomme på levende mennesker. Han møder aldrig nogen, og de
følgesvende han ind imellem har (en præst, en søster) nedtones i beskrivelserne. Også guldaldermalernes landskaber var mennesketomme; livet var i fortiden i historien. Landskabet rummer ‟erindring‟ om den store heroiske fortid,
men er nu slumret hen på samme måde som folket. Det betyder, at såvel landskab som folk skal ‟vækkes‟. Og i den national-romantiske logik gøres det ved
at holde fortiden op som spejl for nutiden (Bach-Nielsen 1996 p.23). Når folk og
landskab ses som udtryk for samme kulturelle enhed, må midlet også ligge i
den samme enhed; i fortiden, i den ‟kraftfulde alder‟, hvor folkeånden tænktes
levende.
Kulturarv – historisering og materialisering
På samme måde, som senere i B. S. Ingemanns digte og historiske romaner,
historiseres landskabet i Molbechs vandringer. De sydsjællandske stendysser
og oldtidshøje bliver i højere grad katalysatorer for historiske syner end objektive data, der skal dokumenteres. Stendysserne bør ifølge Molbech nok opmåles og beskrives, men ikke udgraves, da "de største og mærkværdigste Kæm-
22
pegrave, ødelægges, ei blot ved Agerrydning og Vindelyst; men ved en Nysgierrighed, der sielden lønnes med andet, end nogle Been og Potteskaar; hvilket i mine Tanker ikke kommer op imod Beskuelsen af et sligt ærværdigt Fortidsminde i urørt Heelhed.” (Molbech 1811 p.312).
Fortidsminderne skal altså ikke videnskabeligt undersøges for indhold, men stå
og kunne befordre følelsen af nærhed til fortiden, nærmest som et medie. I kraft
af landskabets fortidsminder er der fortryllende kort fra fortid til levende nutid,
om end der som sagt ikke er mange levende nutidsmennesker i Molbechs
landskab. Det folk, der skulle vækkes, var læserne. Med Molbechs beskrivelser
ved hånden ville de blive i stand til at opleve landskabet og dermed fortiden på
den rette måde. Historisering og emotionalisering af landskabet bliver hos Molbech ét.
En del af fortidens personer og begivenheder udpeges i denne proces og emotionaliseres ved at blive gjort til ‟vor‟ historie. Fravalgene er i denne proces ligeså centrale, idet det tydeligvis ikke er alle fortidige elementer, der passer lige
godt i den nye nationale historiefortælling, hvor fortiden gøres teleologisk på
nationens vegne. Den franske historiker Pierre Nora har i sine analyser af kollektiv erindring og historieskrivning, udvidet det faglige vokabularium med begrebet erindringssteder, der som steder eller repræsentationer legemliggør en
national kollektiv erindring (Nora 1996 p.4). Erindringssteder har evnen til at
fungere som symbolsk matrice i skabelsen af erindringsnationen.
Molbechs udpegelse af særlige steder for national-historisk erindring og hans
beskrivelse af de følelser over for fortiden, der burde indfinde sig, bliver i denne
forstand erindringsgenstande. Ligesom individet kan bruge udvalgte genstande
(f.eks. festsange, forsølvede barnesko, brudebuketter, fotografier, hårlokker), til
at skabe en fortælling om fortiden og dermed komme til forståelse med sig selv
(Otto og Pedersen 1998), vælges bestemte genstande og steder ud til at give
et begreb om den nationale fortid. Denne materialisering af den nationale fortid,
der samtidig er en materialisering af egen fortid og dermed en selv, baseres således på selektion, idet det altid kun er enkelte steder og episoder, der kanoniseres i nationens ‟biografi‟: fortællingen om nationens fødsel, liv og udvikling.
Da nationens biografi som et centralt led i 1800-tallets national-romantiske diskurs måtte omskrives og fravristes 1700-tallets almene internationale fortælling om civilisationsprocessens udvikling, blev ‟relikter og relikvier‟ centrale som
nationens erindringsgenstande, hvilket hænger sammen med en ny og specifik
historieopfattelse: Historismen. Hvor fortiden før blev anskuet som indeholdende det evige og almengyldige og derfor principielt set var lig med eller af
samme karakter som ens egen samtid, blev fortiden med historismen noget
fundamentalt anderledes. ‟The past is a foreign country‟, som David Lowenthal
så rammende har karakteriseret denne opfattelse af fortiden (1985).
Hvor historien før blev brugt som lærestykke og historiske personer blev anvendt didaktisk som forbilleder for efterlignelsesværdige handlinger, blev fortiden nu set som før-billeder. Førbilleder, der ikke kunne sidestilles med samtiden, men kun stilles i kronologisk, tidslig rækkefølge (Eriksen 1999, p.19). Fortiden blev den store ‟other‟, det evigt tabte. Der blev således trukket en ny
grænse mellem nutid og fortid, der i denne proces blev gjort væsensforskellige.
Men distancen til - og uopnåeligheden ved - fortiden var samtidig betingelse for
den nye og store optagethed af fortiden. Fortiden blev med historismen på én
gang gjort utilgængelig for nutidens mennesker, men samtidig gjort til det land
vi alle kommer fra, der hvor vi har vores rødder (Eriksen 1999, p.22).
23
Kulturarv – sakralisering
I den forbindelse blev medier til at overskride denne grænse centrale. Således
fik stendysser en hel anden funktion end den arkæologiske for Molbech, idet de
igangsætter hans historiske forestillingslyst. En aften i skumringen da han passerer en stendysse ved Knudstrup, udløser det i følge hans beskrivelse følgende syner:
"En høitidelig, underlig skiøn Virkning giorde det, da jeg paa Tilbagereisen saae
dette ærværdige Minde i en hellig Skumring - liig den, i hvilken fierneste Fortid
aabenbarer sig for os - og den mørke Steen svagt oplyst af Maanens sidste
blege Straale. Med ufravendt Blik stirrede jeg paa den omtaagede Steenhob;
og det bares pludselig for mig, som Fortids Kæmpeskygger, vaagnede af den
lange, dybe Søvn, fremstege af Tidernes grav. I Nattens Mulm saae jeg de
gamle Helte fremsvæve, tause bestige Høien, og omkredse den store Steen;
det syntes mig som hørte jeg Sværdenes tunge Klirren og Skjoldenes fjerne
Brag. I Taagerne saae jeg de høie Kæmper reise sig, stride og falde - røde
Strømme farve Stenens Sider; og Blodofferes gispende Dødssuk lød for mit
øre i Vindens natlige Susen. Langsomt svævede Skyggerne Høien forbi - i en
Taagesky henflød de luftvævede Skikkelser - Maanen sank bag sorte Skyer;
og Synet svandt i det rugende Mørke. Forundret, ligesom vågnende af en tung
Drøm, kom jeg til mig selv igien, i det Vognen rullede ned af en steil Bakke; og
jeg fandt mig, ved et underligt Trylleri, med eet forflyttet fra den mørke Fortid
ind i den levende Verden." (Molbech 1811 p. 317).
Stendyssen er således medium i Molbechs syner. I kraft af stedets dobbelteksistens i nutid og fortid, kan det overvinde grænsen mellem fortid og nutid. Fortiden er indlejret som spor, der er usynlige for øjet, men tilgængelige for anelsen, der er et centralt begreb i 1800-tallet. Anelsen er den følelse man får, når
man berøres af en oplevelse i en grad, så man føler sig hensat til begivenheden. For Molbech er anelsen også del af et folkeligt dannelsesprogram til skabelse af en ny nationalhistorisk bevidsthed. Man skal med ‟indre sans skue fortidens ånd‟ (Mordhorst 2001).
Uden sans for historiens helligdom, er en stendysse kun en uformelig stenhob.
Men som en organisme kan historien forstenes og dette udkrystalliserede stykke fortid rummer som et relikvie fortidens kraft i sig. Den stærkeste kraft rummes symptomatisk af efterladenskaberne fra Molbechs foretrukne historiske
person: Absalon, der ikke blot har grundlagt hans yndlingsby Sorø (Molbechs
fødeby), men med sine handlinger var fædreland og konge en uvurderlig støtte.
"Med en af de dybeste Følelser, der nogensinde rystede mit Inderste, saae og
rørte jeg den Hielm, der værnede om Heltens Tinding, det Sværd som var
Danmarks Værge ... og alle disse Reliqvier, som Tiden saa forunderlig har
æret, og som hver Dansk endnu maa agte for hellige” (Molbech 1811 p. 18)
Molbech regner således selv heltens efterladte genstande for relikvier: hellige
for enhver dansk, dvs. hellige i nationalitetens religiøse forstand, idet han som
mange andre i begyndelsen af den nationale æra låner begreber og symboler
fra det religiøse sprog. De store helte (som middelalderens konger) og deres
grave bliver derfor også pilgrimssteder, hvor "ingen dansk Mand, der har Fædrelandet og dets Helte kiær, (vil) reise forbi". Det er imidlertid vigtigt for Molbech
at gravene ikke flyttes, de bør være på det sted hvor de hører til, og der bør rejses monumenter i en størrelse, der modsvarer personens indsats for fædrelandet. I diskursens logik har erindringsstederne en ‟naturlig‟ plads på det sted, historien selv har udpeget. Eftertiden må respektere dette og via monumenter
sørge for den rette forherligelse og sakralisering af stedet, så det kan bevare
sin kraft fra fortiden og den autenticitet, der forudsætter både udvælgelse og
24
kanonisering. Fortidens minder kan som religiøse relikvier overvinde skellet
mellem fortid og nutid, fordi de er levn fra fortiden fysisk set, men metafysisk
set forbindelser til fortiden (Mordhorst 2001).
Relikviestatusen betyder også, at fortidsminderne bør dyrkes med samme andægtighed som de religiøse, hvilket mange af samtidens museumsbyggerier
da også afspejler med deres monumentale tempelagtige fremtoning. Kulturarven har som forbindelse til fortiden afløst religionens rolle, og der opbygges nye
ritualer og nye kultsteder, hvor vi kan komme i forbindelse med det hinsides, ligesom der udvikles et nyt præsteskab med privilegeret adgang til fortiden i
form af et professionelt historikerfag.
Historie – verificering og korrigering
Det man kunne kalde ‟kulturarvsmåden‟, at omgås med fortiden, formes således i det tidlige 1800-tal og det er i høj grad de samme rationaler, der stadig er
på spil. I forhold til kulturarv er historie et meget ældre og meget mindre entydigt begreb. I stedet for at kaste læseren ud i en lang historiografisk gennemgang af forskellige historieopfattelser gennem tiden, skal vi nøjes med at se på
en enkelt specifik idé om hvad historie burde være; den som Molbech også udfoldede som professionel historiker.
Molbech havde nemlig som faghistoriker en noget anden tilgang til fortiden,
den vi kunne karakterisere som ‟historiemåden‟. Han blev i 1808 ansat som volontør ved Det Kongelige Bibliotek og blev der resten af sit liv, fra 1823 dog
som første-bibliotekar. Han var i samtiden berygtet for at sætte bevaringshensynet højere end publikumshensynet. Som faghistoriker satte han sig
så tidligt som 1808 på et klart objektivitetskriterium for historieskrivningen: målet måtte være en objektiv fremstilling af fortiden og da hans ven N.F.S.
Grundtvig i 1812 satte subjektiviteten i historiens dommersæde, afbrød Molbech deres venskab (Dansk Biografisk leksikon).
I 1839 tog Molbech initiativ til dannelsen af Den danske historiske Forening, der
havde som intention at styrke den almindelige historiske bevidsthed, snarere
end at lave en snæver videnskabelig forening, som det fremgår af selskabets
første formålsparagraf:
"Fomaalet for den Danske Historiske Forening er: deels at vække historisk
Aand og Interesse i Almindelighed; deels at fremme historisk Konst og Talent
og historiske Studier og Arbeider, vel ikke udelukkende, men dog altid med
nærmest Hensyn til Fædrelandet og den danske Litteratur; deels at medvirke til
Opmærksomhed paa og Bevaring af historiske Dokumenter og andre Kildeskrifter; deels endelig at bevirke og fremme Udgivelsen af større nationale Arbejder, henhørende til Danmarks Historie, Geographie, Ethnographie og Archæologi".
Foreningens første opgave var altså at vække den almindelige historiske bevidsthed. Et andet vigtigt punkt ud over en generel støtte til historiske arbejder,
var interessen for de historiske levn, her fortrinsvis skriftlige kilder. Historikeren
Kai Hørby har påpeget, at det er i denne periode, at det historiske levn opdages for alvor (1978). 1700-tallet var nok de store kildeudgivelsers periode, men
kilderne anvendtes først systematisk som middel til historisk erkendelse i 1800tallets første halvdel, og den historiske metodelære udvikledes heraf.
I første udgave af Den danske historiske Forenings organ Historisk Tidsskrift,
fremlagde Molbech sit program mere udførligt i spidsartiklen "Om Historiens
nationale betydning og Behandling"; om historiske arbejder og formålene for en
25
historisk forening i Danmark (1840). Her pointerede han sammenhængen mellem historisk og politisk bevidsthed, idet han hævdede, at jo mere værdi folket
tillagde ‟nationalitet eller folke-egenhed, borgerlig selvstændighed og fornuftig
frihed i statslivet‟, desto højere ville det sætte ethvert minde fra fortiden og enhver erindring, hvori det kunne ‟igjenleve forfædrenes liv‟.
Men Molbech slog fast, at det måtte være sandheden om fortiden, der skulle
dyrkes og ikke en ‟forfængelig, egenkærlig, partisk‟ udgave. Hvis man dyrkede
et falsk billede, ville det føre til selvbedrag. Kun når man søgte sandheden om
fortiden, fik man mulighed for at forstå sig selv gennem indsigt i ‟hvad vi have
været‟.
Vejen til at overskride grænsen mellem fortid og nutid var altså at søge sandheden. Derfor måtte den historiske forskning have et
"nøiere fuldstændigere Kiendskab til begivenhedernes virkelige Sammenhæng,
og til deres Resultater og Følger; til Begivenhedernes Skueplads, eller Fædrelandets Geographie og Localiteter; til de mærkværdigste handlende Personer,
eller historiske Charakterer; og endelig til de enkelte Forhold og Omstændigheder i Folkets Tilstand, Forfatning, Sæder, Love, Fremgang i Cultur og Moralitet.
Heraf alene kan det sande historiske Billede af Fortiden danne sig." (Molbech
1840 p.13)
Det er dermed et meget bredt historiebegreb Molbech opererer med her. Et historiebegreb, der også indeholder discipliner som geografi og etnologi. Og
denne brede historie skulle give nationalfølelsen og folkeånden næring, idet historisk bevidsthed var en påkrævet del af en statsborger-bevidsthed. Hermed
fik historien en politisk dimension, samtidigt med at Molbech ville rense historiestudiet for ‟partiske‟ fremstillinger af fortiden. Statsborgerbevidstheden skulle
hvile på det ‟sande‟ billede af fortiden.
Det var den ‟virkelige‟ sammenhæng mellem fortidens begivenheder, der skulle
fremfindes. Historiefaget skulle være korrigerende i forhold til almindelige menneskers fortidsforståelse og på den måde dels verificere, dels falsificere beretninger, så det var begivenhedernes virkelige sammenhæng, der blev stående.
Kulturarv og historie
Vi har altså her i samme person to forskellige måder – oven i købet to nationalromantiske måder at omgås fortiden på: kulturarv og historie. De udelukker på
ingen måde hinanden og findes da også hos en og samme person. Der er to
måder at få kontakt med fortidens fremmedhed; den ene via kildestudier, den
anden via oplevelse, indlevelse og følelser. Der er også forskel i deres ærinde.
Den ene rummer kimen til en professionel historiker opfattelse: sandheden om
hvad der skete, er det centrale. Den anden rummer kimen til fortid som medie
til oplevelse og forståelse af sig selv, som individ og kollektiv.
Forestillingen om en sand kerne i historien, der kan findes ved den rette brug af
kilder, er et typisk led i den professionalisering historiefaget gennemløb i 1800tallet, der i sidste halvdel af århundredet mundede ud i det kritiske opgør, som
Erslev og hans kildekritiske metode er kommet til at stå som repræsentanter
for.
Jeg skal ikke fordybe mig i historiefagets metamorfoser, men det forekommer
mig, at det objektive sandhedsideal ikke er fuldstændig forladt, men stadig har
en del for sig i vore dages historieforvaltning. Hvis vi skal kunne bruge historien
26
til at lære af, eller til at spejle os i, eller hvad vi nu vil bruge den til, så vil de fleste mene, at det skal være den sande historie og ikke en falsk eller pyntet udgave.
Om ikke andet har den nys overståede 60-årsdag for befrielsen som sædvanlig
affødt den næsten rituelle diskussion af, hvorvidt besættelsestidens historie
skal omskrives eller ej. I år var det samarbejdspolitikken, der var til debat, og
debatterne vil formodentlig fortsætte. Nogle vil grave nye kilder frem og dermed
skabe nye vurderinger, mens andre vil nægte at pille ved dette erindringssted.
De vil ikke synes erindringen om besættelsen kan røres, idet den netop er personlig og dermed sand og uangribelig, fordi den er et afgørende led i deres
selvforståelse, fordi den er sakraliseret og emotionaliseret – fordi den er kulturarv. Vi har altså her at gøre med to måder at omgås den samme fortid på.
Begge måder at omgås fortiden på er altså stadig levende. Den ene er professionaliseret i historiefaget, den anden er officielt autoriseret med egen styrelse,
der sanktionerer udvælgelsen og bevaringen af det, der lever op til betegnelsen
kulturarv. Spørgsmålet er så, om man kan tale om en grænse mellem dem?
For mig at se er det som sagt snarere to måder at betragte fortiden på med
hvert sit formål, der ikke behøver at udelukke hinanden. Tværtimod! Nogle
gange trives de side om side, andre gange støder de sammen.
Man kunne selvfølgelig hævde, at de begge er under angreb og opløsning.
Med de store fortællingers død og det nationale projekts mere eller mindre klare sammenbrud, er de i hvert fald under omformning. At ideen om kulturarv historisk er knyttet til det nationale projekt gør, at mange er kritiske over for begrebet. Ligesådan er objektivitetskravet og sandhedsidealet i historiefaget problematiseret. Ingen af de to positioner skal derfor idealiseres. Hvad jeg har prøvet at argumentere for er, at såvel historie som kulturarvs måden at omgås fortiden på er specifikke måder eller praksisformer, der er bundet i en bestemt kulturel og historisk kontekst. Ingen af dem er uforanderlig eller universel. Hvis vi
taler om grænser mellem dem, eller forkaster den ene på den andens betingelser, kommer vi ikke ret langt. For de synes at trives side om side som led i
en og samme historieforståelse: i forestillingen om at enhver indsigt i og forståelse af verden ligger i historien. Begge måder er således børn af historismen.
Den klassiske historisme er nok forladt, men humanvidenskaberne har ikke forladt alle dens grundantagelser, og især ikke mennesket forstået som historisk
væsen. Med dette følger ideen om, at enhver forståelse - og dermed også enhver selv-forståelse - nødvendigvis er historisk. Historien er stadig det, der forklarer, hvorfor alting blev som det blev. Vi har derfor alle fået en etisk forpligtelse til at forstå os selv via vores rødder (Nora 1992). At være historieløs er
at være ansvarsløs og en anomali, vi vil gøre alt for at inddæmme. Vi kan ganske enkelt ikke tænke verden uden tid og historie.
Derfor er vi også enige om at ville bevare fortidens spor, fordi disse er medier
eller den anerkendte teknik til selvforståelse. Uenighederne om hvordan vi så
bevarer, ligger indlejret i historismens dobbelte forhold til fortiden: den giver både plads til ‟ruinromantikkerne og kildepuristerne‟ (Eriksen 1999 p. 158), til kulturarvsmåden og historiemåden at omgås fortiden. For de udspringer grundlæggende af samme historiserende tankegang, som vi tager for givet. Og det
er måske i virkeligheden denne grundantagelses grænser, vi skulle diskutere
snarere end kulturarv versus historie.
27
Litteratur
Anderson, B. (1983). Imagined Communities. Reflections on the origin and
Spread of Nationalism. London: Verso.
Bach-Nielsen, C. (1996). Paradishave eller jammerdal? Vækkelsesbevægelserne og deres eftervirkninger. In: Har de en æstetik? De kulturelle bevægelsers brug og formning af byen og landskabets rum (Algreen-Ussing, Bek og
Schjerup-Hansen red.). Hørsholm: Statens Byggeforksningsinstitut.
Cosgrove, D.E. (1984). Social formation and symbolic Landscape. London:
Croom Helm. London.
Damsholt, T. (1999). En national turist i det patriotiske landskab. Fortid og Nutid
nr.1 1999.
Damsholt, T. (2000). Being moved. Ethnologia Scandinavica, A Jounal for Nordic Ethnologi. vol. 29.
Damsholt, T. (2005). Kulturhistorie og genealogi. In press.
Elling, C. (1942). Den romantiske have. København: Gyldendal.
Eriksen, A. (1999). Historie, mine og myte. Oslo: Pax Forlag.
Foucault, M. (1971/2001). Nietzsche, la généalogie, l’histoire/ Nietzsche – genealogien, historien. In: Talens forfatning. Hans Reitzels Forlag.
Foucault, M. (1988). Technologies of the Self. In: Martin, Gutman and Hutton(Eds.): Technologies of the Self. A Seminar with Michel Foucault. Massachusett: The University of Massachusetts Press.
Foucault, M. (1995) At skrive sig selv. In: Brügger, Eliassen og Kristensen
(eds.): Foucaults masker. Århus: Modtryk.
Hørby, K. (1978). Den nationale historieskrivning. København: Den danske
historiske Forening.
Krabbe, B.C. (2000). Problematisering af UNESCOs kulturarvsbegreb – en diskursiv analyse af World Heritage List. Specialeafhandling ved Europæisk Etnologi, Københavns Universitet.
Lowenthal, D. (1985). The Past is a Foreign Country. Cambridge.
Löfgren, O. (1997). Kulturarvets Renässans. Landskabsupplevelse mellan
marknad och politik. Rig, Kulturhistorisk Tidsskrift nr. 1-2 1997. Lund.
Molbech, C. (1811). Ungdomsvandringer i mit Fødeland.
Molbech, C. (1815). Fragmenter af en Dagbog skreven paa en Reise i Danmark. Ungdomsvandringer i mit Fødeland 2.del.
Molbech, C. (1840). Om Historiens nationale Betydning og Behandling; om historiske Arbejder og Formålene for en historisk Forening i Danmark. Historisk
Tidsskrift 1840, 1. årgang.
Mordhorst, M. (2001). Kildernes magi. Fortid og nutid, juni 2001.
28
Mortensen, K. P. (1993). Himmelstormerne. En linje i dansk naturdigtning. København.
Nora, P. (1996). General introduction: Between Memory and History og The
era of commemoration In: Realms of Memory Vol I + III (Nora ed.), New York,
Columbia U.P.
Otto, L. og Pedersen, L. (1998). Collecting Oneself. Lifestories and Objects of
Memory. Ethnologia Scandinavica 1998.
Schama, S. (1989). Citizens: a Cronicle of the French Revolution. London.
Warring, A. (1996). Kollektiv erindring - et brugbart begreb? In: Erindringens og
glemslens politik (Jensen, B.E., Nielsen, C.T. og Weinreich, T. red.).Roskilde
Universitetsforlag.
29
Der er et yndigt land anno 2005
Kjeld Hansen, journalist/forfatter
200 års intensivering af landbruget er ved at tømme landskabet for naturhistorisk indhold – hvor står den modige landskabsarkitekt?
Hele foråret knoklede entreprenørerne over det ganske land. Uafbrudt, syv dage i ugen, kørte gravemaskinerne i døgndrift efterhånden som den magiske dato nærmede sig – den 21. april 2005. Senest på denne dato skulle de danske
jordejere tilmelde deres støtteberettigede arealer for at få del i EU-støtten til
landbruget.
For at kunne komme i betragtning, skulle disse arealer være i ”god landbrugsmæssig stand”, dvs. ryddet for uvedkommende beplantning, så utallige småmoser, levende hegn, overdrev, kratbevoksede skåninger, enge – disse små
hjørner i landskabet, hvor ploven aldrig tidligere havde været - blev endevendt
og udslettet af de store maskiner.
Masser af små, uproduktive pletter – det, vi kalder naturen – måtte landet over
lade livet, med alt hvad det betød af tilbagegang, udryddelse og forsvinden
blandt alle de planter og insekter, dyr og fugle osv., som lever i naturen. Denne
forarmelse var en uundgåelig konsekvens af ræset for at fremskaffe størst mulige produktionsarealer inden den årlige uddeling af de 7,4 mia. støttekroner –
ja, der står milliarder – til nogle få titusinder af jordejere i Danmark.
Ræset i foråret 2005 var ekstra hårdt, fordi der var tale om en absolut deadline
med konsekvenser frem til 2013. En gang for alle skulle de EU-støtteberettigede arealer gøres op, så hver en kvadratmeter tæller. Endnu en gang blev der
lavet om på landskabet, og forarmelsen fik endnu en gang nok en tand. Ønsket
om økonomisk gevinst var atter drivkraften bag forvandlingen af landskabet; og
den var ikke til det bedre.
200 års forandringer
Min bog ”Der er et yndigt land” handler om de seneste 200 års forandringer af
det danske landskab, og om konsekvenserne for landskabets indhold af natur
samt årsagerne, dvs. hvem drager økonomisk fordel af disse forandringer, der
især finder sted for at få fingre i de mange støttekroner til landbrug og skovbrug. Bogen udkom på Gads Forlag i november 2003.
Helt tilbage i 1800-tallet blev sporet lagt for den støttebetingede forvaltning af
landskabet. De første inddæmninger af lavvandede kystområder, f.eks. på
Nordfyn, og de første søudtørringer, f.eks. Kolindsund, blev fra starten begunstiget med 20 års skattefrihed. Fra 1866 tager Det Danske Hedeselskab førertrøjen som den drivende kraft bag forandringerne af landskabet. Hedeselskabet
viste sig at være en effektiv lobbyist, der forstod at overtale landbrugets politiske venner til at yde stadig større økonomiske tilskud til selskabets aktiviteter.
I 1933 vedtager et politisk flertal en lovgivning, der åbner statskassen på vid
gab i næsten 50 år for omfattende støtte til intensiveringen af landskabsudnyt-
30
telsen. Det er den såkaldte Grundforbedringslov, der giver landmænd op til 60
procent støtte til dræning, kultivering og intensivering. Med denne lov i ryggen
fyldte Hedeselskabet sine ordrebøger i uhørt omfang; alene på Fyn blev det til
mere end 7500 enkeltsager i årenes løb.
I november 1940 vedtog et andet politisk flertal nok en lov, der satte yderligere
fart i forandringerne af landskabet: Landvindingsloven. Den holdt helt frem til
1972 og gav entreprenører, spekulanter, godsejere og hæderlige landmænd
statsstøtte til ganske voldsomme indgreb i landskabet. Op til 2/3 af udgifterne
blev betalt af staten ved f.eks. udtørringen af den enorme Fiilsø i Vestjylland,
Sliv Sø i Sønderjylland, Ulvedybet i Nordjylland, Lumby Strand ved Odense,
samt omfattende indgreb på omkring 2500 andre større og mindre naturlokaliteter. Mest berygtet er nok reguleringen af Skjernå, der finder sted i årene
1962-68.
Denne lov, der oprindeligt havde til sigte at imødegå arbejdsløshed under besættelsen 1940-45, blev anvendt til at finansiere megen negativ landskabsforandring gennem flere perioder med fuld beskæftigelse, før den endelig i 1972
bliver ophævet.
Den næstsidste bølge af ensretning af landskabet ruller henover Danmark i efteråret og vinteren 1991, hvor der er frist for tilmelding af nye støtteberettigede
arealer til EU. I løbet af få måneder oppløjes hundredetusinder af hektar enge,
overdrev, halvmoser og tilsvarende udyrkede arealer. Alene i marsken, syd for
Ribe og ned til Tønder, omdannes 40 procent af alle urørte strandenge til ensformige pløjemarker i ræset for at få del i støttemilliarderne fra EU.
Figur 1: Det svundne er ingen drøm. Her lå de 260 store søer og fjorde, der er forsvundet gennem de
seneste 200 år. Landet over er der dog projekter i støbeskeen for at genskabe fordums herlighed; f.eks.
snor Skjernå sig atter frit, og der er kommet vand i den 200 ha store Sliv Sø i Sønderjylland. Fra ”Der er
et yndigt land”, Gads Forlag 2003.
31
Figur 2: Men det kunne være gået langt værre. Naturgeografen, professor Johs. Humlum foreslog så
sent som i 1966, at der blev foretaget landvinding og opdyrkning af bl.a. hele Vadehavet, Limfjorden fra
Thyborøn til Ålborg, en fjerdedel af Skagerrak, det sydfynske øhav, osv.; i alt 10.550 kvadratkilometer.
Fra ”Landsplanlægningsproblemer”, Munksgaards Forlag, 1966.
Karakteristisk for de seneste 200 års landskabsforandringer er planløsheden.
Entreprenante godsejere, spekulanter og ingeniører har som hovedregel været
initiativtagerne, især til de større og mere omdiskuterede projekter, og i 99 pct.
af alle tilfældene med Det Danske Hedeselskab som fødselshjælper og håndlanger. Staten så stort set passivt til, bortset fra at sørge for finansieringen.
Hvor man gjorde hvad, var i høj grad dikteret af tilfældigheder, stædighed og
personlige forbindelser.
For eksempel blev udtørringen af Fiilsø – Danmarks næststørste sø, kun overgået af Arresø – drevet igennem af en enkelt mand på trods af omfattende protester fra alle sider. Ingen lokale landmænd ønskede projektet, Danmarks Naturfredningsforening tiggede og bad om nåde for det store naturområde, Jagtrådet og Naturfredningsrådet protesterede, men lige lidt hjalp det. Søen blev
udtørret. Fiilsøs banemand, godsejer Olufsen fra Struer, blev få år senere formand for Det Danske Hedeselskab, hvis direktør havde kæmpet bravt side om
side med godsejeren - og med succes - for at gennemtrumfe udtørringen.
I løbet af små 200 år, men især efter 1940, lykkes det en lille håndfuld mænd
fra Det Danske Hedeselskab og fra dansk landbrug, at gøre Danmark til verdens mest intensivt dyrkede land – med rundhåndet statsstøtte i ryggen. Til
gengæld for denne ekstremt ensidige udnyttelse, der omfatter 63 pct. af landets
samlede areal, har vi fået en uhørt fattiggørelse af den danske natur. I dag har
32
store dele af landet karakter af en grøn landskabskulisse uden indhold. Fuglene er fløjet, fisken er væk, og planter og insekter sprøjtet bort.
Sådan ligger landet
Dette voldsomme billede af en naturhistorisk tragedie bekræftes af hovedkonklusionen på det hidtil mest omfattende udredningsarbejde om tilstanden i den
danske natur. I marts 2000 nedsatte den daværende regering det såkaldte Wilhjelm-udvalg, der havde til opgave at udarbejde et bredt grundlag for en national handlingsplan for biologisk mangfoldighed og naturbeskyttelse. I arbejdet
deltog de 35 vigtigste interesseorganisationer inden for natur, friluftsliv, forskning, jordbrug, fiskeri, berørte myndigheder m.fl. En række faglige udredninger
blev udarbejdet af Danmarks Miljøundersøgelser (DMU), Forskningscenter for
Skov og Landskab, Landbohøjskolen (KVL) m.fl. Udvalgets rapport blev offentliggjort i november 2001. I forordet skrev formanden, tidligere industriminister
Nils Wilhjelm, følgende:
”I Danmark har erhverv og myndigheder gennem de sidste 20-30 år ydet en stadig
stigende indsats for at beskytte naturen og nedsætte miljøpåvirkningerne. Indsatsen har givet gode resultater, men dette kan ikke opveje den negative udvikling for
vilde planter og dyr og deres levesteder. På trods af en forbedret beskyttelse af den
tilbageværende natur, er tilbagegangen fortsat de seneste 20 år, og kvaliteten af
Danmarks natur og biodiversitet har ikke tidligere været så ringe.
Det skyldes, at naturen generelt har for lidt plads, at den indeholder for mange næringsstoffer og for lidt vand, og at naturarealerne er opsplittede og under tilgroning,
og det skyldes, at naturen og naturressourcerne hverken kan klare den nuværende,
intensive anvendelse eller det omfattende ophør af ekstensiv drift.”
Figur 3: Hvad bruger vi landet til? Den samlede anvendelse af arealet i Danmark i 1995. Fra ”Der er et
yndigt land”, Gads Forlag 2003.
33
Figur 4: Natur på retur. I gennemsnit er hvert tredje dyr, fugl, plante eller insekt udryddet, truet eller
sjælden i dag. Det viser Rødliste 1997, som er en faglig opgørelse fra DMU af naturens tilstand.
Årsagerne
Uanset de forstemmende rapporter om naturens tilbagegang ligger landet der
dog stadig. Med gule kornmarker og ellers klædt i grønt og blåt; smukt at se til
for den, der ingen naturhistorisk indsigt har, men klart for alle med en kraftig
hørm af husdyrgødning.
Danmark er i dag et af de ganske få lande i verden, der virkelig lugter. Kører du
i maj fra Thisted i vest, ned gennem Midtjylland og henover Fyn til Nyborg, så
hold bilruderne lukket. Stort set hele vejen kører man gennem en stinkende sky
af småbitte aerosoler med partikler af urin og afføring fra de 25 mio. slagtesvin,
der produceres hvert år i Danmark. Vel ankommet til Sjælland letter det lidt, jo
nærmere man kommer hovedstaden.
Det er en uomtvistelig kendsgerning, at Danmark er det land i verden, hvor der
foregår den mest ekstreme produktion af husdyr. Ingen andre lande – heller ikke Holland – overgår os i dag i tæthed af husdyr (læs: svin) pr. kvadratkilometer. Værst står det til i Jylland, hvor kommuner som Sundeved, Sydals og
Sydthy huser mere end 14 gange så mange svin som mennesker, men også
Hadsten, Lemvig, Lunderskov, Brønderslev og Skjern-Egvad kan være med.
34
Her har man op til 10 gange så mange svin som indbyggere. På Fyn er tætheden især stor i Ringe kommune og på Bornholm er der mange svin omkring
Åkirkeby og Neksø.
Stanken fra de store svinefabrikker, hvor alle disse dyr holdes indelukket, virker
voldsomt negativ på de fleste mennesker; måske især på udlændinge, der ofte
ikke fatter, hvordan mennesker kan udholde at leve 24 timer i døgnet med lugten af svin. Det kan de fleste mennesker da heller ikke, og det gælder også
dem, der står for produktionen. Hyppigere og hyppigere ser man, at de producenter, der har succes, opfører nye og ofte ganske prangende boliger til sig
selv og familien, så langt væk fra produktionsanlæggene som muligt.
Men udover stanken påvirkes oplevelsen af Danmark også af den ændrede udformning af landskabet, der følger i kølvandet på den voldsomme satsning på
svineproduktion. Når landbrugsjordens hovedanvendelse bliver gjort til affaldsdeponi, dvs. til deponering af afføring fra millioner af husdyr, så gælder det
om at indrette landskabet med store, ensartede flader, der kan betjenes hurtigt
og økonomisk billigt med store maskiner. Derfor må de levende hegn væk,
markens vandhuller fyldes op, og markblokkene selv skal være så store som
muligt – gerne 30-40-50 hektar.
I bogen 'Visioner for fremtidens jordbrug' fra 2002 beskriver professor Peter
Esbjerg, Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, hvad der kan forventes at
ske i de kommende 10-20 år, hvis kursen ikke lægges om:
”I tilfælde af en udvikling præget af indtjening som overordnet politisk mål er det
nærmest givet, at dansk landbrug inden for overskuelig tid vil blive domineret af
ejendomme på 100-200 ha, og måske en del helt oppe på 300-400 ha. Den
umiddelbare naturrisiko knyttet hertil er især strukturmæssig i form af nedlæggelse af en meget betydelig mængde småbiotoper. Rent faktisk udgør forskellige former for hegn og skel, ofte mellem naboejendomme, ikke mindre end 8090 procent af agerlandets småbiotoper. En betragtelig andel af disse kan ventes ryddet for at skabe store maskinmæssigt lette marker”.
35
Figur 5: Her ligger naturen. Danmarks Miljøundersøgelser har opgjort, hvor naturen findes her i landet.
For hver kvadratkilometer har man vurderet naturandelen i procent, således at områder med meget lidt
natur er lyse, mens righoldige naturområder og skove er mørke. Bemærk de lyse nuancer på Vestlolland, Sydvestsjælland, Stevns-halvøen, Østjylland samt det meste af Vest- og Nordjylland bag klitplantagerne. Fra ”Der er et yndigt land”, Gads Forlag 2003.
36
Figur 6: Her falder gylleregnen. Kortet viser, hvor afsætningen af ammoniak og ammonium er tættest i
Danmark. Da 98 pct. af det danske ammoniak stammer fra landbruget, er det samtidig også et kort, der
viser fordelingen af husdyr herhjemme – og hvor gyllestanken er værst. Nedfaldet af ammoniak og ammonium er beregnet af Danmarks Miljøundersøgelser for 1996 på et 5 x 5 kvadratkilometer net. Fra
”Der er et yndigt land”, Gads Forlag 2003.
Fremtiden
Forarmelsen af det danske landskab er ikke nogen uundgåelig konsekvens af
”strukturudviklingen”. Den er i høj grad resultatet af arrogance, uvidenhed, brutalitet og faglig svigt.
Mere direkte er forarmelsen resultatet af en økonomisk politik, der dikteres af
vinderne i kulturkampen mellem svinebaronerne og befolkningen. Som enhver
kan overtyde sig om ved selvsyn, er det svinenes landskab, der vinder frem i
disse år. Et af de mere grelle eksempler skal omtales i detaljer, da det viser
konsekvenserne af at udviske grænserne mellem land og by, eller rettere mellem landbrug og industriområder.
Godsejer Peter Andersen, Overgård Gods, har i 2004 ansøgt Århus Amt om tilladelse til at omdanne det åbne landskab syd for Mariager Fjord til et regulært
industriområde for beskidt industri. Ifølge godsejerens planer skal der på Overgård Gods opføres en hel række produktionsbygninger til en industriel svineproduktion på 2.283 dyreenheder (51.000 slagtesvin årligt). Det vil blive en af
Danmarks tre største svinefabrikker, som årligt vil producere en affaldsmængde på ca. 37.400 tons gylle. Denne mængde svineafføring modsvarer
urenset toiletaffald fra en middelstor provinsby med knap 60.000 indbyggere.
37
Hertil kommer planer om at opføre et modtageanlæg til 40.000 tons kommunalt
spildevandsslam om året; dette anlæg vil bl.a. forudsætte asfaltering af et 6,2
hektar stort område, hvor slammet skal opblandes med andet affald og behandles, før det deponeres sammen med de 37.400 tons gylle på godsets dyrkede arealer.
Til at servicere dette industriområde med råvarer (slam, andet affald, svinefoder, m.m.) og borttransport af slagtesvin regnes der med mindst 26.000 årlige
kørsler med last- og tankvogne. Denne voldsomme trafikforøgelse vil betyde en
mærkbar forringelse af miljø og livskvalitet – og ejendomspriser – for indbyggerne i de to lokalsamfund, Klattrup og Havndal, hvis ikke der bygges omfartsveje omkring begge småbyer.
Dette projekt har en karakter, der burde give Landbrugsrådets præsident, Peter
Gæmelke, søvnløse nætter. Der er tale om en uskøn sammenblanding af industriel svineproduktion, neutralisering af spildevandsslam og affaldsdeponering i
storskala – alt sammen på landbrugsjord. Projektet har lige så lidt til fælles med
anstændigt landmandskab, som pornografi har med kærlighed. Derfor bør
hverken Dansk Landbrug, fødevareministeren eller miljøministeren affærdige
Peter Andersens planer som dem uvedkommende. Tværtimod. Hånd i hånd
med naturfredningsfolk, landskabsarkitekter og andre venner af det yndige
land, bør de sige klart nej til den slags fejlskud.
Projektet skal foregå på landbrugsjord, og derfor udnyttes den liberale tilstand
for byggeri på netop dette område, selv om det burde være åbenbart for enhver, at der er tale om at anlægge et regulært industriområde. Realiseres projektet, vil det utvivlsomt virke tiltrækkende på andre ”beskidte” produktioner inden for affaldsbehandling og dyrevelfærd, som f.eks. destruktion af slagteriaffald, minkavl, kyllingeproduktion, m.v.
Nok så vigtigt er det, at hvis myndigheder og interesseorganisationer ikke siger
nej til denne tilfældige udpegning af et regulært industriområde ude midt i det
landbrugslandskab, de fleste af os stadig kender som Danmarks natur, så vil
der åbne sig en ladeport for tilsvarende projekter. Hvordan skal myndighederne
i Ribe Amt f.eks. kunne sige nej til en industriel svineproduktion på Fiilsø Gods,
når Overgård Svineindustri vil blive mindst fire gange større?
Helt afgørende er det, at skabe en åben debat om planlægningen af landskabets fremtid. At vi får gjort op med de lovløse tilstande på landbrugsjorden, hvor
tilfældige entreprenører kan igangsætte næsten hvad som helst, når blot man
kalder det ”landbrug”. Danmarks natur bør betragtes som en national formue,
der skal trække renter hjem til slægt på slægt af danskere. En enkelt uansvarlig
generation kan lægge hele landskaber øde, så selv nok så mange ansvarlige
generationer næppe vil kunne bringe dem på fode igen. At beskytte Danmarks
naturs oprindelige skønhed har intet med romantik eller føleri at gøre; ødelæggelsen for øjeblikkelig vindings skyld har derimod særdeles meget til fælles
med brutalitet.
Landskabsarkitekten som gratist
Er det ikke uundgåeligt, at der bygges disse uhyrlige agroindustrielle anlæg
ude i det åbne landskab? Vi skal jo have noget at leve af, lyder argumentet.
Men det kan være anderledes, og er det da også stadig hist over her, og uden
at der skal suges på labben. De gamle godser, f.eks., ligger landet over som intakte oaser med både landbrug og natur, hvor der er samklang mellem arki-
38
tektur, landskabets fremtoning og dets mylder af naturhistorisk indhold. Besøg
bare Borreby Gods ved Skelskør, Rugård på Djursland eller Krenkerup på Lolland. Der kan du se biodiversitet, så det batter, planlagt landskabsforvaltning
med respekt for fortiden og faglig forsvarlig indretning til fremtiden, om end ikke
en eneste landskabsarkitekt har været involveret.
I det hele taget optræder landsarkitekten som gratist i denne brydningstid. Med
ganske få respektable undtagelser holder han sig tilbage, der skal endelig ikke
vælges side eller afsiges kvalificerede værdidomme. Hellere vil han tilsyneladende have jobbet med at tegne og projektere de nye svinebaroners imiterede
herregårde med kobbertage, tårne og spir, end slå et slag for at bevare de få
originale landskabsperler, der trods alt ligger tilbage. For slet ikke at omtale det
påtrængende behov for en national landskabsplanlægning, der rækker mere
end fire år frem i tiden.
Natur er kultur i et land som vores. Deraf følger logisk, at vi kan og skal vælge,
hvilket landskab vi ønsker. Vil vi svinebaronernes ildelugtende landskab med
den alt for grønne monotoni, eller ønsker vi en broget mangfoldighed med respekt for det bedste fra fortiden, tilsat gennemtænkte og kloge forandringer for
fremtiden. Landskabet er jo en proces, hvor den evige forandring hersker, så
berøringsangst er der intet behov for. Tværtimod – der skal vælges og handles
hele tiden.
En trøst er det dog, at i kulturlandskabet vil de færreste indgreb være irreversible. Den lære lader sig drage af den dramatiske genskabelse af det 2500
hektar store Skjernå delta. Så det er ingen utopi at drømme om et Fiilsø under
vand, et Kolindsund fra Grenå til Ryomgård, en Søborg Sø i Nordsjælland eller
et Bøtø Nor på Falster med sjapvand og svømmeænder, hvor der i dag dyrkes
hvede og majs. Alt kan tænkes, når natur er kultur - under hvedemarken ligger
naturen og venter.
Så hvor vil vi hen? Ønsker vi ”den grænseløse kultur” – også ude i landskabet?
Accepterer vi at være på vej mod det tomme agroindustrielle landskab med
nogle få, spredte naturhistoriske mindesmærker som f.eks. Skjernå-dalen, Vejlerne eller Hovvig ved Rødvig? Skal de fleste af fremtidens danskere vokse op
og leve hele livet i en naturhistorisk ørken, mens de stadigt færre jordbesiddere
vogter monopolet på ”naturen” bag høje hegn?
Ofte siger man – lidt vrængende – at landskabet ikke må gøres til et museum,
hvor der angiveligt skulle herske stilstand og uvirksomhed. Men landskabet ER
et museum, uanset om det ligger fastfrosset i svinebaronernes intensive udnyttelse, eller det slippes løs i uregulerede åslyngninger som ved den genskabte Skjernå. Landskabet vil altid ligge der som et museum, en registrant
over generationernes brug og misbrug.
Diskussionen bør derfor handle om, hvad der skal være repræsenteret i det
danske landskabsmuseum. Og den diskussion haster, I disse år tømmes hylderne for naturindhold med foruroligende hast i det yndige land. I den diskussion er der et påtrængende behov for at høre nyt fra den modige landskabsarkitekt.
39
Er grænserne i det åbne land ved at forsvinde?
Jette Hansen-Møller, lektor phil. dr. Center for Skov, Landskab og Planlægning
ved Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole i København
Ja og nej, ikke kun fordi nogle forsvinder mens andre kommer til, men også
fordi spørgsmålet om, hvorvidt grænserne er ved at forsvinde eller ej, i højeste
grad afhænger af, hvad man overhovedet forstår ved en grænse i den specifikke kontekst. I det følgende vil jeg først kort illustrere dette. Dernæst vil jeg på
baggrund af interviews - gennemført i relation til forskellige undersøgelser af
forholdene i landbrugslandskabet - give nogle konkrete eksempler på, hvordan
planlæggere, forskellige typer af agerbrugere og tilflyttere opfatter grænser ud
fra deres respektive levevis. Afslutningsvis vil jeg kort omtale den konceptuelle
model, der har dannet grundlag for mine sammenfatninger, samt give et bud
på, hvordan vi kan repræsentere menneskets forhold også til dets egen natur.
Hvad kan forstås ved en grænse i det åbne land?
Udtrykket ”grænser i det åbne land”, vil de fleste forbinde med fysiske eller administrative grænser. En fysisk grænse kan være naturlig som en kystlinie eller
en å, eller menneskeskabt som et hegn eller en motorvej. Den kan være fast
som et stengærde eller porøs som en trærække og i nogle tilfælde rumdannende som et skovbryn eller udkanten af en by. De administrative grænser er
som regel sværere at få øje på. Til sådanne hører f.eks. kommune- og amtsgrænser, som ofte har økonomiske konsekvenser for de mennesker, der bor
inden for det område, de afstikker. Ud over de fysiske og administrative grænser findes der grænser af social og kulturel art. Sidstnævnte kommer til udtryk
gennem menneskers måder at handle eller udtrykke sig på indbyrdes, såvel
som i relation til deres omgivelser. De beror på vaner og lovmæssigheder betinget af forskelle i livsformer herunder normer og værdier, som f.eks. lokale og
tilflyttere ikke altid deler. Sociale grænser fremkommer pga. sociale kategoriseringer af mennesker som f.eks. skellene mellem fuldtids-, deltids- og hobbylandmænd.
Fysiske grænser opfatter vi som regel som mere faktiske end administrative,
sociale og kulturelle grænser, men reelt beror de alle sammen på menneskelige distinktioner. For eksempel oplever fisken ikke den å, den lever i, som en
grænse. Det gør biologer i øvrigt også sjældent. De vil formodentlig karakterisere den som et habitat. Det, nogle opfatter som en grænse, kan altså for andre have udstrækning eller bredde. Derfor kan det også opleves meget forskelligt at nærme sig en grænse henholdsvis ude fra og inde fra. Træder vi ud i en
å, får vi en våd sok. Set fra fiskens synspunkt opleves vores fod som et forstyrrende fremmedelement. Haler vi fisken op af vandet, dør den. Den, der altid har
boet på den ene side af åen, men en dag springer over på den anden side, kan
få en oplevelse af at være kommet til et helt fremmed sted, hvor der gælder
andre regler og normer end dem han er vant til. Grænse er altså et begreb, vi
bruger til at markere, at noget er forskelligt eller kan adskilles fra noget andet af
noget tredje, nemlig selve grænsen. Grænsedragning består med andre ord i,
at kategorisere eller sortere ud fra givne antagelser.
40
I den fysiske planlægning for det åbne land er den aktivitet, der består i at
trække de fornuftigste grænser helt central. Gennem registreringer og analyser
identificeres områder, som enten er mest velegnede til bestemte formål som
f.eks. skovrejsning eller byudvikling, eller som er mest sårbare over for forandringer og indgreb, og derfor kræver beskyttelse som f.eks. fugle- og grundvandsbeskyttelsesområder. For at kunne udpege sådanne områder er det imidlertid nødvendigt, at vide hvad der overhovedet er af værdi, dvs. hvilke kriterier,
der skal betinge, at noget kan benyttes, mens andet må beskyttes. Ved hjælp
af love og cirkulærer pålægger folketinget amter og kommuner at udpege bestemte typer områder, inden for hvilke lodsejernes og brugernes handlinger
ønskes reguleret af samfundsmæssige grunde. På det grundlag udarbejder
planlæggerne i større eller mindre samarbejde med de lokale politikere overordnede mål og detaljerede kriterier for konkrete udpegninger. På baggrund af
dem, samt af kortstudier, feltrekognoseringer mm. foretages så markeringer på
kort af, hvilke områder der fremtidigt skal være omfattet af bestemte administrative retningslinier.
På figur 1 til 3 illustreres forenklet principperne og problemstillingerne i en sådan proces.
Grænsedragning
Det konkrete arbejde med grænsedragning kan sammenlignes med at skulle
udpege områder med kvaliteten kvadrat på figur 1. Nogle kvadrater ligger tæt
på hinanden, andre mere spredt. Planlæggerens arbejde består nu i at identificere ansamlinger af kvadrater, der kan siges at udgøre sammenhængende
områder ud fra argumenter om, at de er af større værdi end omgivelserne, idet
der er flere af dem, og de ligger tæt sammen. Dette kan få den konsekvens, at
kvadraterne inden for de udpegede områder efterfølgende behandles anderledes end dem, der ligger udenfor. For at kunne gennemføre en sådan operation
er det centralt at kunne afgøre, hvor tæt elementerne skal ligge på hinanden,
for at de med rimelighed kan siges at tilhøre den samme mængde. Med andre
ord: på hvilken afstand man ser klarest?
Set i helikopterhøjde vil alle kvadraterne på figuren med rimelighed kunne siges
at tilhøre samme mængde. Går vi tættere på, kan vi derimod identificere tre,
større sammenhængende grupper af kvadrater, idet enligt beliggende kvadrater antages at have en så minimal interesse, at de ikke har udpegning nødig.
Set helt tæt på, i landskabet, vil et enkelt kvadrat derimod have en værdi i sig
selv, og skulle det ske, at udpegningen ikke virker efter hensigten og at flere og
flere kvadrater efterhånden forsvinder, kan det blive nødvendigt at udpege dem
alle for at gøre dem til genstand for beskyttelsesforanstaltninger.
41
Figur 1: Udpegning af større områder indeholdende kvaliteten kvadrat.
Af dette eksempel skulle det gerne fremgå, hvor fiktiv grænsedragningen
strengt taget er, og hvor meget den beror på, hvilken detaljeringsgrad eller skala vi arbejder i. Noget tilsvarende gør sig gældende i den faktiske, fysiske planlægning dog med visse modifikationer.
For det første vil en endelig planlægningsmæssig grænsedragning altid blive
justeret i forhold til ejendomsskel, skovbryn, vandløb og andre fænomener, der
kan genfindes på kort og i landskabet for at gøre den administrativt operationel.
For det andet vil alle elementer med en bestemt kvalitet eller kombinationer af
sådanne i en virkelig planlægningssituation ikke blive betragtet som lige gode. I
eksemplet kunne det svare til, at vi indførte en værdisætning, der betød, at
kvadrater, der ligger på en spids, anses for at være af større værdi end dem,
der ligger på en side, jf. figur 2.
Figur 2: Værdisætning af kategorien kvadrater, hvor dem der ligger på en spids anses for at være af
større værdi end dem, der ligger på en flade.
Endelig, for det tredje, vil det som regel være nødvendigt i praktisk planlægning
at tage hensyn til tidligere typer af udpegninger. Det vil i eksemplet svare til, at
det, vi på figur 1 opfattede som områder, måtte underdeles, når vi konstaterede, at flere af dem blev splittet op af andre, tværgående udpegninger med karakteregenskaben cirkel for eksempel, jf. figur 3. Alternativt må der foretages en
vurdering af, om det er vigtigst, at firkanterne sikres en sammenhæng frem for
cirklerne med den konsekvens, at cirkelmængderne underdeles eller reduce-
42
res. Sidstnævnte betegnes i planlægningen afvejning.
Ud fra en sådan praksis opfatter planlæggere landskabet som områder med
forskellige identificerbare, karakteristiske og overvejende fysiske egenskaber
som kan være velegnede til, eller sårbare over for, anvendelse til bestemte
formål. Derfor opfatter de også primært grænser i det åbne land som skillelinierne mellem forskellige områdetyper, dvs. som administrative frem for fysiske,
kulturelle eller sociale.
En grænsedragningsproces som skildret oven for foregår imidlertid ikke kun i
den fysiske planlægning, men er helt almindelig såvel i dagligdagens praksisser som i videnskaberne. For overhovedet at kunne fungere i verden, må vi
sortere omgivelserne ud fra forestillinger om ligheder og forskelle. For at kunne
dele disse inddelinger med andre må de kunne fremstilles i tale og skrift, eller
gengives på ‟kort‟. Endelig, for det tredje, afhænger accepten af dem af, om kategoriseringerne opleves som hensigtsmæssige i forhold til et bestemt formål,
dvs. ud fra specifikke argumenter. Noget tilsvarende gør sig gældende såvel
med eksemplerne på mening med landskab i det følgende som med kategorierne i de afsluttende teoretiske overvejelser i denne artikel.
Figur 3: Tidligere udpegning af områder med kvaliteten cirkler interfererer med udpegninger af områder
med kvaliteten kvadrat. På grundlag heraf må der tages stilling til, om områderne skal underopdeles og
dele af dem evt. afvejes væk.
Med afsæt i ovenstående vil jeg i det følgende give en række sammenfattende
beskrivelser af, hvad der opfattes som grænser i det åbne land af tre forskellige
1
ideelle typer af agerbrugere og tre typer af tilflyttere .
Bondens levested, ejendommens og sognets grænser
En bonde, der er født og opvokset på den gård, der har været i hans slægts eje
i generationer, og som har lært sin praksis af sin far, oplever det, planlæggerne
kalder landskabet, som et levested. Det omfatter ejendommen med marker og
bygninger såvel som levende hegn, småplantninger og vandhuller. En typisk
bonde kan slet ikke forestille sig at bo andre steder, fordi han føler sig som en
del af helheden og oplever det at dyrke jorden som en livsform. Han ved pr. intuition, hvornår det er tid til at så eller høste, og hvor hvilke dyr ynder at skjule
sig. At se en landbrugsafgrøde, der står godt, glæder ham lige så meget som
at iagttage fuglene, der flyver til og fra deres reder i hegnet. Også sporene efter
forgængerne - stengærderne såvel som beplantninger og bygninger - sætter
han pris på og værner om. Derfor oplever han det også som at miste noget af
sig selv, en arm f.eks., hvis han skal afgive et stykke jord til en vejforlægning eller byudvidelse.
Den type agerbrugere, jeg neden for betegner landmænd, har bonden et ambi-
43
valent forhold til. Han beundrer måske deres driftighed, men finder deres fiksering på det økonomiske overdreven og ødelæggende både for naturen og for
landbrugets generelle image. Landskabforvalterne har han mere tilovers for,
selv om han mener, de har lidt vel mange jern i ilden, og han deler absolut ikke
deres åbenhed over for alt nyt, herunder muligheden for evt. at skulle skifte
branche. Tilflyttere hilser bonden umiddelbart velkommen, fordi han håber på,
at de kan være med til at sikre, at vigtige funktioner i lokalsamfundet kan overleve, som skole, købmand, busrute og idrætsforening. Dog forstår han ikke,
hvorfor dem, der er flyttet til området af nød, ikke involverer sig og får hænderne op af lommen og gør noget ved deres omgivelser, og hvorfor dem, der er
flyttet til af prestige, forlader området i det daglige og sætter hegn og skilte op
for at holde uvedkommende ude.
De forskelle, bonden tillægger størst betydning, beror på erfaringer fra hans
specifikke dyrkningspraksis, som for eksempel grænserne mellem hvor der er
for vådt eller for tørt eller for forblæst eller for meget læ, til at dyrke dette eller
hint. Grænsen for bondens levested er ejendommens fysiske grænser, der kan
bestå af levende hegn, skovbryn eller vandløb. Også sognegrænsen har betydning for ham, fordi det er til et bestemt sogn slægten er knyttet og dermed hans
identitet.
Landmandens bedrift, administrative grænser af økonomisk
betydning
En moderne landmand, der ejer et industrialiseret jordbrug, bekymrer sig ikke
om dét, planlæggerne kalder landskabet, men kun om sin bedrift, dvs. ejendommen med dertil hørende driftsbygninger og de jorder, han har tilforpagtet.
Naturelementer som vandhuller og levende hegn udgør ikke en del af det, han
henregner til bedriften. Hvor i verden bedriften er beliggende, betyder mindre,
og en typisk landmand vil derfor også være parat til at flytte til Polen eller lignende steder, hvis han mener, at mulighederne dér i højere grad opfylder de
behov, der er knyttet til hans livsstil. I det hele taget afhænger hans beslutninger primært af mulighederne for forrentning af den investerede kapital. Som type tænker en landmand derfor nøje over, hvordan han kan reducere sine omkostninger og tilpasse sig de skiftende vilkår på markedet, og er hele tiden opmærksom på, hvor der er noget jord, han kan forpagte. Det er også vigtigt for
ham, at de enkelte marker - såvel som ejendommen - er hensigtsmæssigt arronderede, så han ikke behøver at køre mere end højest nødvendigt med de
dyre maskiner. Af samme grund er han også tilbøjelig til at fylde alle vandhuller
op og fjerne de levende hegn. Hvis han for eksempel bliver presset til at afgive
et stykke jord af myndighederne, vil han kræve erstatning enten i form af penge, men helst i form af anden dyrkbar jord.
Den type agerbruger, jeg oven for har kaldt bonden, har landmanden ikke meget tilovers for, fordi han opfatter ham som værende for bundet af traditioner og
uden initiativ. Landskabsforvalterens parathed til omstilling beundrer og misunder han måske lidt, selv om han absolut ikke deler dennes accept af krav fra de
administrative myndigheder. Tilflytterne har han ikke noget at gøre med, med
mindre de færdes på hans enemærker, hvor de ikke har noget at gøre efter
hans opfattelse, og ikke ved hvordan de bør færdes.
De forskelle landmanden primært hæfter sig ved, handler om, hvor vidt noget
kan betale sig eller ej. Derfor oplever han forskellen mellem det opdyrkede og
det uopdyrkelige som central.
44
Grænsen mellem landmandens og andres bedrifter, såvel som den mellem privat og offentligt ejet, opfatter han som betydningsfuld, ligesom grænsen mellem
by og land, fordi de begge er bestemmende for hans muligheder for at udvide
bedriften. Også kommunegrænsen har betydning for landmanden, eftersom
den er afgørende for, hvor meget han skal betale i skat.
Landskabsforvalterens råderum, grænser for viden og kunnen
En landskabsforvalter opfatter sit virke som en forpligtigelse til at forvalte det
område, han har fået stillet til sin disposition af samfundet, bedst muligt i den
tid, der er ham forundt. Gennem sin uddannelse har han lært, at andre kan se
anderledes på landskabet end han selv, og hvis det skulle gå galt med produktionen, vil det ikke være umuligt for ham at forestille sig at fortsætte i en helt
anden branche. For landskabsforvalteren udgør bedriften et råderum, som han
kan omdanne så det signalerer, hvilke værdier han sætter i højsædet. En typisk
landskabsforvalter er et barn af bykulturen. Derfor finder han det rimeligt, at
samfundet stiller krav til hans virke, og sætter en ære i at opfylde eventuelle
krav ved anvendelse af de nyeste metoder. Råderummet fungerer i den forstand som et personligt udtryksmiddel eller showroom for hans personlige stil,
hvor såvel afgrødens kvalitet, som bygningernes vedligeholdelse, og tilstanden
af naturværdierne tillægges en overvejende symbolsk betydning. Derfor har
han også svært ved at identificere sig især med den typiske landmand, men
også i et vist omfang med den typiske bonde. Da tilflytterne som regel kommer
fra byen, deler han i mange henseender synspunkter med dem. Ligesom dem
der er flyttet til af prestigemæssige grunde, er han indstillet på forandringer og
tillægger stilen betydning, men han synes det er forkert, at de lukker sig af fra
omverdenen. Han er tværtimod indstillet på at invitere folk inden for og laver
gerne gårdbutik, ‟Spor i Landskabet‟ og lignende, for at kunne få byfolk i tale og
give dem en viden om, at ikke alle agerbrugere er landmænd. Og ligesom dem,
der er flyttet til af overbevisning, har han sin helt klare opfattelse af, hvad det er
han vil med sit råderum. Dog synes han, at de gør mange praktiske ting mere
besværlige end nødvendigt, dvs. en anelse amatøragtigt.
De forskelle der har betydning for landskabsforvalteren, er forskellene mellem
kunnen og viden. Ideer har han nok af. Det er mulighederne for at realisere
dem teknisk, såvel som i nogle tilfælde administrativt, han oplever som begrænsninger.
Grænser er derfor ikke for ham på forhånd fastlagte fænomener, men udfordringer der kan overvindes eller ophæves og helt sikkert ændres. Dog kan
manglende økonomi eller tekniske muligheder nu og da lægge en dæmper på
hans muligheder for forandring.
Oven for har jeg skildret holdningerne hos tre typiske eksempler på nogle af
dem, der har ret til at disponere over størstedelen af det åbne land, og hvoraf
størstedelen har haft den længe. Det er sandsynligt, at nøjere undersøgelser vil
identificere flere. Det må tiden vise. Samtidig er der i dag et udbredt ønske
blandt flere og flere byfolk om, engang at få mulighed for at slå sig ned på landet. Blandt dem kan der også identificeres tre karakteristiske grupper med hver
deres forskellige opfattelser af, hvad der ‟er‟ et landskab og grænserne i det.
Tilflytter af prestigemæssige grunde, hegn om privatlivets fred
Nogle byfolk flytter på landet, fordi de drømmer om et sted, hvor de kan få mere plads end i byen til at give udtryk for, hvad de formår gennem indretning og
45
udformning af såvel deres bolig som omgivelserne. I princippet kan de gøre
noget sådant hvor som helst i det åbne land, men som regel foretrækker de
områder, som en planlægger ville karakterisere som smørhuller: kuperede områder med færrest mulige bygninger og helst vid udsigt over vand. Da bostedet
for denne type tilflyttere først og fremmest skal udgøre en prestigemæssig
ramme for succes i arbejdslivet, søger de primært til steder, hvor det også er
muligt at dyrke passende friluftsaktiviteter, gerne med deres samarbejdspartnere, ind imellem de udsøgte måltider på terrassen. Det kan være områder
med mange fredninger og skove eller nærhed til kyst, lystbådehavn og/eller
golfbane. Inden for deres egne enemærker oplever de naturen som et potentiale, de ikke er bange for at supplere – også med eksotiske arter af planter og
dyr - eller ommøblere ved flytning af jord og beplantning. For dem er landskabet altså mere end ejendommen. Det kan karakteriseres som et udflugtslandskab, hvor velholdte landsbyer og kulturhistoriske spor og større naturområder
med gode færdsels- og opholdsmuligheder tillægges stor værdi.
Dem, der er flyttet på landet af prestigemæssige grunde, har ikke meget at gøre hverken med bønder, landmænd eller landskabsforvaltere og heller ikke
med de øvrige tilflyttere, fordi de er væk mange timer dagligt og har nok at gøre
med at opretholde deres ofte erhvervsbetingede netværk i byen. De forstår ikke
bøndernes forbundenhed med deres jord og finder det urimeligt, at de ikke må
spadsere eller ride på landmændenes jorder. Til gengæld gør de meget ud af
at holde andre ude fra deres egne enemærker ved hjælp af skiltning og hegning.
Sogne- og kommunegrænser siger ikke denne type tilflyttere meget, da de ofte
pendler til arbejde langt væk, og i det hele taget bruger bilen til at transportere
sig hen til de steder, hvor de kan købe de specialprodukter, få den underholdning eller udøve de friluftsaktiviteter, de ønsker. Til gengæld er grænsen for deres egen ejendom og grænser, der indikerer, hvor man må færdes, og hvor det
ikke er tilladt, af særlig betydning for dem.
Tilflyttere af nød, landskabet en barriere
I den modsatte ende af skalaen befinder den type af mennesker sig, der er flyttet på landet - ikke af egen fri vilje - men fordi de ikke har råd til at bo i byen,
f.eks. fordi de har været arbejdsløse gennem en længere årrække. De må ofte
tage til takke med at bo til leje i en nedslidt bolig beliggende i et område uden
særlige naturværdier eller rekreative muligheder. De opfatter primært omgivelserne som en barriere, der skal overvindes på vej tilbage til vennerne i byen,
som de opretholder den daglige kontakt med via internettet. Derfor er det sjældent, de færdes i lokalområdet for deres fornøjelses skyld. Hvis de endelig vil
dyrke friluftsliv tager de hellere til skov eller strand. Da de er dårligt stillet økonomisk og primært opfatter deres bolig som et springbræt til noget andet, gør
de ikke meget ud af hverken hus eller have.
De omkringboende er ikke nogle, de kender. De ved dårligt nok, hvem der ejer
den jord, der støder umiddelbart op til det sted, hvor de bor, og de interesserer
sig ikke for landbrug. De er godt klar over, at der findes et lokalt netværk af en
art, ikke mindst i form af idrætsforeningerne, men da de ikke regner med, at der
kommer folk med de samme interesser som dem selv, gør de ikke noget for at
blive en del af det. Heller ikke de andre tilflyttere har de meget at gøre med,
bl.a. fordi de færdes forskellige steder. Bussen og brugsen er ikke faciliteter
som dem, der er flyttet til af prestigemæssige eller ideologiske grunde, bruger
regelmæssigt.
46
For dem, der er flyttet på landet af nød, er de mest betydningsfulde grænser
den mellem mig og de andre og grænsen mellem by og land. Den første er
symbolsk, den anden opleves som en konkret afstand, der skal overvindes.
Tilflyttere af overbevisning, ideologiske grænser
Endelig findes der en sidste typisk gruppe af tilflyttere til landet. Den omfatter
dem, der har valgt at bo der for at realisere en drøm om et helt liv i tæt kontakt
med natur og dyr. For denne type tilflyttere udgøres landskabet af ejendommen
og det nærmeste bysamfund, hvor man kan få de daglige fornødenheder. Nogle af denne type tilflyttere har bevidst tilvalgt landet for at få et sundere liv herunder for at være sikre på, at det, de putter i munden, har været dyrket på,
hvad de opfatter som en forsvarlig måde. Andre gør det for at sikre sig, at deres børn får et naturligt forhold til alt levende eller for at opleve de kvaliteter, de
finder forenelige med at omgås bestemte dyr. De kan f.eks. finde på at opdrætte shetlændere eller holde får og geder. De har som regel et inderligt ønske om
at slå rod og blive på stedet til deres dages ende. Derfor er de også kræsne og
leder længe efter en ejendom med den helt rigtige beliggenhed og de rette potentialer i forhold til den drøm, de gerne vil realisere. Når stedet så endelig er
fundet, bruger de næsten al deres tid på indretning eller istandsættelse såvel af
bygninger som af omgivelserne.
Da de generelt er interesseret i, hvad de kalder naturen, følger de nøje med i,
hvad landmændene, som de kender, foretager sig og nyder at opleve skiftende
afgrøder på markerne. Til forestillingen om det gode liv på landet for denne
gruppe udgør lokalsamfundet sammen med familien en tryg ramme, inden for
hvilken man bekymrer sig om hinanden og er parat til at hjælpe i en snæver
vending. I modsætning til de andre to typer tilflyttere vil denne gruppe derfor
også ofte engagere sig stærkt i de lokale netværk omkring skole, butik, idrætsforening og lign. Alligevel omgås de mest nogle med de samme interesser som
dem selv. Og på grund af deres stærke ideologiske holdninger og engagement
i det meste af, hvad der sker i lokalområdet, risikerer de at blive opfattet som
repræsentanter for en krævementalitet og holdt på en vis distance af dem, der
har boet der længe.
Den forskel de især tillægger betydning, er forskellen mellem land og by, hvor
landet står for alt det, de sætter pris på, og hvor de har fundet mulighed for at
realisere deres drøm om en bestemt livsform.
Den grænse, der har størst betydning for dem, der er flyttet på landet af overbevisning, er derfor også den kulturelle, der går mellem dem og andre med en
anden livsideologi som den typiske landmand eller de mennesker, der vil affinde sig med at bo i en lejlighed i en by.
Ud over planlæggernes måde at opfatte landskabet og grænserne i landskabet
på, har jeg nu beskrevet seks forskellige idealtypiske opfattelser af, hvad der
kunne omhandle den samme konkrete lokalitet. Formodentlig er der flere, men
under alle omstændigheder er det af afgørende betydning for succesen af den
offentlige forvaltning af landskabet, at være opmærksom på ligheder og forskelle mellem natursynet hos dem, der berøres af en eventuel planlægning.
Det nytter således ikke meget at tilbyde penge som erstatning for afståelse af
jord til et eller andet offentligt formål, hverken til bonden, landmanden eller til
dem, der er flyttet til området enten af prestigemæssige grunde eller af overbevisning. Ideer om retablering af våde enge eller vådområder vil man kunne
komme langt med, såvel hos bonden og landskabsforvalteren som hos de to
nævnte typer tilflyttere, mens det vil være nærmest umuligt med landmanden.
47
Da tilflytteren af nød mentalt har sine rødder et andet sted, og ikke selv ejer
den jord, han bor på, er han generelt uinteresseret i forandringer i området,
med mindre de vil kunne få betydning for hans økonomiske situation eller forbedre mulighederne for hans kommunikation med omverdenen. Det kunne
f.eks. dreje sig om forbedring af de kollektive transportmuligheder, af mulighederne for indkøb eller af internet- og mobiltelefonforbindelser. Tilsvarende vil
den typiske landmand først og fremmest være interesseret i tiltag, der kan forbedre hans produktionsmuligheder som f.eks. en lempeligere forvaltning af
lovgivningen for det åbne land, bedre muligheder for til- og frakørsel af produkter til gården, eller foranstaltninger der kan forbedre hans kontakt med andre ligesindede som f.eks. udbygning af idrætsfaciliteterne.
Konceptuel model til beskrivelse af relationer mellem menneske
og landskab
Ovenstående sammenfatninger er et resultat af analyser af kvalitative forskningsinterviews, der er blevet meningsstruktureret og –fortolket ved hjælp af
den konceptuelle model omhandlende natursyn2 der er vist nedenfor, jf. figur
4.
Fænomen
NATUR
LANDSKAB
KULTUR
Natur
Habitat
Natursans
Miljø
Område
Naturforståelse
Natur-‟love‟
Symbol
Naturargumenter
Modalitet
POTENTIALITET
Førstehed
FACKTICITET
Andethed
LOVMÆSSIGHED
Tredjehed
Figur 4. Diagram til analyse af natursyn, dvs. meninger med landskab2. Overstregningerne af ordene
Natur og Natursans benyttes til at indikere, at disse fænomener endnu ikke er manifeste (se nedenstående beskrivelse).
Formålet med udvikling af den konceptuelle model har været at tilvejebringe et
redskab, der var velegnet til systematisk afdækning af eventuelle dybereliggende årsager til modsætninger hos brugere og ejere af det åbne land, med
henblik på en efterfølgende planlægningsmæssig eller forhandlingsmæssig
løsning. På figur 5 er der indsat eksemplariske udsagn fra interviews med
agerbrugere, der efterfølgende er kategoriseret som bønder.
48
Natur
Bondens landskab
Agerbrug
Natur
Levested
Natursans
…så går det jo sammen til det der
med, at tusinde konger på rad, de
magtede ej at sætte et enkelt strå
på et blad.
Det har altid været en blanding af, at jeg stod midt i det,
og havde det hele, …
Det er ikke af økonomiske
grunde, at jeg er blevet bonde, … Det der med at være
selvstændig, det er en livsform …
…sådan en morgen når vi
lukker havedøren op, …det
er da noget af det skønneste, …Det kan du ikke købe
for hundrede tusinder.
Jeg lå som soldat i København. … så kan jeg huske, at
jeg tænkte: ”Så, nu går jeg
sgu nok til grunde”.
Miljø
Mark
Naturforståelse
…naturlige slugter og en vis form
for bugter i landskabet, det kan vi
jo ikke gå ud og flytte på.
…du kender det ud og ind.
Du ved præcist, hvordan jorden er, og hvor hullerne
er,…og hvor der plejer at
være dyr, og hvor der er haletudser og sådant noget.
…det, at jeg kan gå ud og
sparke i jorden om foråret og
sige: "Så er det nu, vi sår".
…Det er nok det jeg kalder,
at have noget på rygraden,
også naturen.
…der skal satame også være plads til andet end lige en
mark med afgrøder på. …en
lille plads til noget vildt og
noget.
…marken, som jeg har fået
delt [ved ekspropriation], det
er for resten af mit liv den er
ingenting værd længere…Jeg
har to trekanter tilbage.
Jeg glæder mig over at komme ud
og se en landbrugsafgrøde, der
står godt. Det er helt klart, men
den samme glæde har jeg ved at
komme ud og se vild natur eller
læhegnet, hvor der er blomster
på, og man kan se, fuglene flyve.
…Dem der laver de love her,
de har ikke en skid jordforbindelse. De aner jo simpelthen ikke hvad det er, de laver.
Natur-’lov’
Kulturarv
Naturargument
Det er naturen, der bestemmer,
hvornår vi sår. Det er også naturen, der bestemmer, hvornår vi
høster.
…gamle stengærder…det er
noget kulturarv,…og hvad
skaber vi så egentlig…?…nogle er begyndt at
interessere sig for, hvordan
landbrugsbyggeri kommer til
at se ud igen, og beplantninger rundt omkring. Dem er vi
ligesom begyndt at belønne i
vores blade.
…det at være selvstændig,
det er ligesom at lege med
legoklodser. Når du har brugt
alle dem, du har,…så vil du
gerne have nogle flere,…det
er den kreativitet, der driver
værket.
…de 90 % af landmændene,
de plejer vel naturen, fordi de
godt kan lide den,…
Figur 5: Eksempler på gennemgående udsagn fra interviews med agerbrugere, der er blevet karakteri3
seret som idealtypiske bønder .
Modellen er funderet i den amerikanske filosof C.S. Peirces semiotik, og den
illustrerer relationerne mellem fænomenerne Natur, Landskab og Kultur på
tre niveauer som henholdsvis kvalitative Potentialer, kvantitative Fakticiteter
og betingede Lovmæssigheder. Konklusioner, såvel som analyser, foretaget
ved hjælp af modellen indebærer en optrevling af argumenter nede fra og
op. Et sådant gennemløb kan gentages med stigende nuanceringer. Modsat
ekspliciteres mening oppe fra og ned, dvs. fra det vi tager for givet, til det vi
kan begrunde, herunder for eksempel meningen med så komplekse begreber som netop Natur, Landskab og Kultur. I det følgende vil jeg benytte mig
af muligheden her til at skitsere, hvad jeg tænker om disse begreber netop
nu, bl.a. som svar på spørgsmål fra salen på årets Sandbjerg seminar, om
forholdet mellem det enkelte menneskes natur og omgivelsernes. Resultatet
heraf vises på to diagrammer, figur 6 og 7.
49
På figur 6 illustreres, hvordan vi kan forstå fænomenet Menneske som en position på et kontinuum med stigende kompleksitet fra Stof til Ånd. Da mennesket
imidlertid ikke er alene i verden, men står i en dyadisk relation til dets specifikke
naturgivne og kulturelle omgivelser, som det påvirker og påvirkes af, vises disse på figur 7, hvor Landskab skildres som et fænomen på et kontinuum mellem
Natur og Kultur. Til forståelse af et menneskes udspændthed mellem indre og
ydre natur, må læseren forestille sig de to kort anbragt vinkelret på hinanden
langs kolonnerne Menneske og Landskab jf. figur 8.
Inspireret af Peirce forstår jeg Stof og Natur som monadiske og betydende fænomener, Menneske og Landskab som dyadiske, meningsgivende objektrelationer og Ånd og Kultur som triadiske fortolkningsinstanser. Derudover anses de
seks fænomener for at være strukturelt ligedannede, og såvel underlagt som
udtryk for tre typer evolutionære kræfter. Med ligedannede mener jeg med
Peirce, at der er overensstemmelse mellem naturens tænkning og tænkningens natur som påpeget af Dinesen, eller med andre ord, at det mennesket
tænker om natur, er et udtryk for menneskets egen natur som biologisk art. Inspirationen hertil fandt Peirce hos Darwin, Laplace og Lamarck. Ud fra deres
tanker opfattede han evolution som henholdsvis tilfældig udvælgelse, tiltrækning og frastødning, samt vaner for stabilisering. Analogt hermed forstod han
fænomeners modaliteter som henholdsvis kvalitative potentialer, kvantitative
aktualiteter og betingede lovmæssigheder, som han betegnede Første-, Andetog Tredjehed. Herved skal ikke forstås en egentlig rangordning, men en udviklingsrække, der aldrig kan gå baglæns. I denne kontekst vil jeg fastholde mine
tidligere begreber Potentialiteter, Fakticiteter og Natur-‟love‟ som termer for den
lodrette inddeling på begge diagrammer.
Endnu før Sfinksen spurgte Ødipus, hvem det er, der om morgenen går på fire
ben, om dagen på to og om aftenen på tre, har det været et grundlæggende
menneskeligt anliggende at kreere fortællinger om, hvem, hvad og hvorfor vi
‟er‟ - endda ofte med tragiske konsekvenser. (Lad ikke en tilsvarende skæbne
overgå denne forfatter!). Et af midlerne hertil har været filosofien, og endnu har
den ikke formået at tilvejebringe et endegyldigt svar. Der er heller ikke stor
sandsynlighed for, at et sådant nogensinde kan gives, måske fordi essensen
ved at være menneske netop handler om at blive ved med at banke på lukkede
døre, der altid er forskellige fra sig selv og altid de samme. Ikke desto mindre
vil jeg i det følgende kort redegøre for indholdet af tre diagrammer.
Da konklusionen findes i sidste felt på Tredjehedens niveau, vil jeg begynde
med at trevle figur 6 op bagfra, dvs. fra begrebet Mening til Stamcelle. Efterfølgende vil jeg beskrive indholdet i de lodrette kolonner på figur 7, Natur, Kultur
og Landskab i nævnte rækkefølge. Endelig vises relationen mellem de to på figur 8.
Stof-Menneske-Ånd
Med udtrykket Mening tænkes her på indbegrebet af Ånd på Tredjehedens niveau på figur 6. Hermed forstås med Kierkegaard4 et forhold, der er i stand til at
forholde sig til sit forhold til sig selv ved brug af forskellige former for mere eller
mindre konkrete udtryksmidler. Uden Mening intet Selv, og grundlaget herfor
kan med Luhmann karakteriseres som et Autopoetisk system5, dvs. et system
der, gennem udveksling med omgivelserne, skaber sine egne grænser. Et resultat heraf er, at Selv‟et samtidigt vanemæssigt – i hvert fald gennem de sidste
par århundreder – har forstået sig selv både som værende krop og havende en
krop og dermed både som natur og uden for naturen.
50
Figur 6: Diagram over relationen Stof-Menneske-Ånd.
På Andethedens niveau repræsenteres de kvantitative aktualiteter eller Fakticiteterne. Ånd forstås her som Erfaring praktisk såvel som teoretisk. Erfaring er
et resultat af en kausal forbindelse mellem Stof som Krop – en manifest kombination af form, indhold og struktur – og et Jeg‟s behov. Ved behov skal ikke her
forstås fysiologiske mindstemål, snarere hvad Lacan betegner vore imaginære
forestillinger om virkeligheden, som f.eks. den om adskillelsen mellem Krop og
Ånd. Mulig opfyldelse af behovene sker ved handling, som er centralt på dette
niveau, og såvel tilfredsstillelse som mangel herpå er afgørende for, hvordan et
menneske forstår sig selv som Selv såvel som for, hvilke lovmæssigheder det
benytter som grundlag for sin forståelse af omverdenen, dvs. hvilke ‟Love‟ det
opfatter som ‟naturlige‟. Som det ses af diagrammerne bygger denne forfatters
tankekonstruktioner på repræsentationer ved hjælp af en Euklidisk geometri,
der er umiddelbart tilgængelig for en, der er uddannet som arkitekt.
På Førstehedens niveau finder vi de kvalitative Potentialiteter, der gør et menneske til Menneske. Det mest afgørende træk på dette niveau er formodentligt
evner til at sanse interne - såvel som eksterne - forskelle. Ånd forstås derfor her
som en iboende Sensitivitet fra celle- til individniveau, der betinger, at mine følelser, fornemmelser, associationer og forestillinger altid vil være forskellige fra
alle andre levende væseners, men samtidig have visse lighedspunkter med deres. At det forholder sig sådan, kan vi måske forstå, hvis vi opfatter Stof på dette niveau som de potentialer, der findes i en Stamcelle som følge af sammensmeltningen af en tilfældig æg- og sædcelle. Som Menneske kan mindsteenheden karakteriseres som et Mig, idet der endnu ikke er foretaget en skelnen
mellem dette og et eventuelt ikke-Mig. Ud fra en psykologisk betragtning kan vi
tænke på embryoet og det spæde barns oplevelse af omnipotens eller associere til Freuds begreb om Det‟et og det ubevidste6 eller til Lacans Reelle7.
8
Csikzenmihalyis begreb Flow kan illustrere en voksens oplevelse at være ét
med omgivelserne, dvs. at være i en tilstand, hvor én handling følger efter en
anden uden bevidst intervention, og hvor vi oplever alt som en flydende strøm
fra et øjeblik til det næste, uden adskillelse mellem vores selv og vores omgivelser. Ud fra en Peirciansk betragtning er Sensitiviteten afgørende for konstitueringen af Kroppen såvel som af det Autopoetiske system og af Selvet:
Kroppen qua Mig‟et og Jeg‟et; Det Autopoetiske system qua Jeg‟et og Selvet,
og Selvet qua Jeg‟et.
Det fremgår af ovenstående, at der er stor lighed mellem betegnelser under
overskriften Kultur på figur 4 og begreberne under overskriften Ånd på figur 6.
Blot er Natursans søgt præciseret ved brug af ordet Sensitivitet, mens Naturargument er udskiftet med Mening. Kolonnerne med overskrifterne Stof og Menneske er derimod nye. Dvs. at kulturbegrebet i den første model tog udgangspunkt i et enkeltindivid, ikke i et mellemmenneskeligt fællesskab. Det bliver der
rådet bod på med figur 7.
51
Natur-Landskab-Kultur
Ser vi nu på figur 7, bærer den første kolonne svarende til Stof på figur 6 overskriften Natur, den anden Landskab og den tredje Kultur.
Ved Natur forstås menneskets omgivelser inklusiv det selv såvel som menneskeskabte genstande. På Førstehedens niveau tænker jeg mig alle former for
monadiske kvalitative, potentialer. Dvs. på væren overhovedet som mulighedsbetingelse, herunder også fænomener, som vi endnu ikke har opdaget, såvel
som det eventuelt kommende. Dette kunne svare til Heideggers begreb Dasein
eller Sein9, og bl.a. derfor har jeg overstreget ordet Natur som betegnelse for
indholdet i dette felt. På Andethedens niveau forekommer Natur som kvantitative aktualiteter, dvs. som elementer, strukturer, energi mv., hvorom det er almindeligt at bruge begrebet Miljø. Også rum og tid omfattes af Miljøbegrebet
her såvel som mennesket selv. Som tegn i sig selv har den slags fænomener
ingen mening. Reelt er de kun tilgængelige for mennesket som forskelle qua
vores Sensibilitet. I praksis gøres de til forskelle, der gør en forskel på grundlag
af erfaringer. Endelig på Tredjehedens niveau befinder de iboende vaner for
stabilisering sig, som vi opfatter som Natur-‟love‟. At love er sat i gåseøjne beror på, at det er en menneskelig betegnelse, som Natur som sådan er inddiferent overfor. Kemiske formler for opbygninger af stof og matematiske ligninger
for planeternes bevægelser kan tjene som eksempel på indholdet i dette felt.
Figur 7: Diagram over relationen Natur-Landskab-Kultur.
Ved indholdet i kolonnen Kultur forstås her mellemmenneskelig kommunikation. På Førstehedens niveau findes de potentielle principper for udveksling
mellem den mindst tænkelige gruppe af Mig‟er, dvs. to personer. Det drejer sig
om mulighedsbetingelserne for fornemmelse af ligheder og forskelle mellem et
Mig og et ikke-Mig. Den døber jeg Empati, idet det skal understreges, at eftersom fænomenet befinder sig på Førstehedens niveau, kan det endnu ikke ekspliciteres. Tiltrækning og frastødning forekommer således først på Andethedens niveau.
På Andethedens niveau manifesterer de konkrete eksempler på Empati sig.
Her navngives de Praksiser, hvormed menes metoder til re-præsentation af det
på Førsteheden præsente, dvs. metoder som forener to eller flere Jeg‟er til et vi
- der i sig selv er et resultat af en sådan praksis – og som kan bekræfte eller afkræfte hinandens opfattelse af meninger om Miljøet. Til illustration heraf rinder
Bourdieus beskrivelse af et doxa10 mig i tankerne. Kartografi, induktion og landbrug kunne være eksempler på sådanne – ganske vist meget forskellige –
praksisser.
Endelig, på Tredjehedens niveau, finder vi de argumenter, der ud fra et relevant system kan give et Selv og en gruppe af Selv‟er svar på, hvem de er i forhold til den eller det helt anderledes. Til at karakterisere dette fænomen har jeg
valgt at bruge betegnelsen Fortælling, som i dag kan eksemplificeres ved fortællingen om de store videnskabelige eller religiøse fortællingers død11.
Vi er nu nået til den midterste kolonne på figur 7. Hvor Objektrelationen for
Peirce refererer til tegn, benytter han sig af begreberne Ikon, Indeks og Symbol
52
som repræsentanter for tegnets tre modaliteter. Jeg har tidligere benyttet mig af
betegnelsen Landskab som begreb for den dyadiske relation mellem Kultur og
Natur12. Den fastholdes her ligesom underbegreberne Habitat, Område og
Symbol, da de fortsat fungerer hensigtsmæssigt. Ved Habitat på Førstehedens
niveau tænkes på konstellationer af kvalitative potentialer på en bestemt lokalitet, der muliggør liv og overlevelse for mennesket som art. Ved Område forstås
her det konkrete territorium eller areal, som en stamme eller et Jeg gør krav på
ved hjælp af Repræsentationer, for eksempel i form af kort, og som eventuelt
kan udveksles fra dele af en nationalstat til privatejede matrikler. Hvordan et
sådant Område er afgrænset, og hvad det indeholder, betinges af, hvilke forskelle i Miljøet, der er identificeret. Endelig henviser betegnelsen Symbol til
tegn for et tilhørsforhold til et bestemt område, som ikke ville have betydning,
med mindre de netop blev fortolket af et Selv eller en gruppe af Selv‟er. Det
kan være navne, flag, digte, malerier og lignende.
Med ovenstående supplering af den konceptuelle model med endnu et kort, har
jeg udvidet beskrivelsen af mening med natur, til også at omfatte mennesket
selv og meningen med kultur fra et enkelt menneskes fortolkning af sine omgivelser til grupper af mennesker. Dette forekommer måske læseren at gøre forståelsen endnu mere kompleks, men har haft betydning for min personlige forståelse af, hvilket ontologisk grundlag, den metode, jeg længe har arbejdet ud
fra, bygger på, og kan dermed opfattes som en epistomologisk nødvendighed.
Menneske-landskab
Som det fremgår af figur 8, er det ved sammenstilling af de lodrette kolonner
Menneske Landskab i figur 6 og 7, at de gensidige relationer mellem menneskets egen fysiske og åndelige væren og de fysiske og medmenneskelige omgivelser repræsenteres.
Med dette essay er meningen illustreret med grænser i det åbne land for
idealtypiske planlæggere, agerbrugere og tilflyttere og hvilke mulige misforståelser eller konflikter, der kan tænkes at opstå mellem dem på grundlag
heraf. Dernæst er der redegjort for det epistemologiske grundlag for disse
synteser i form af en model til analyse af natursyn som en relation mellem
kultur, landskab og natur. Endelig er det ontologiske grundlag herfor kort
skitseret.
Figur 8: Illustration af relationen Menneske-Landskab.
Noter
1
Det datamateriale, der danner grundlag for nedenstående summariske beskrivelser af meninger med landskab stammer fra tre forskellige undersø-
53
gelser: Busck, A.G. (2002). Farmer‟s landscape decisions: relationships
between farmer‟s values and landscape practices i Sociologia Ruralis, 42;
Fisker, H.J. (2000). Landskabet i Landmanden og Landmanden i Landskabet. En empirisk undersøgelse af landmænds holdninger til landskab og
planlægning for friluftsliv, Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole. Frederiksberg; Hansen-Møller, J. (2005). The Meaning of Landscape – a diagram
for analyzing the relationship between culture and nature based on C. H.
Peirce‟s semiotics, submitted for publication in Place, Space and Location
IV. Studies in Environmental Aesthetics and Semiotics, University of Tartu,
Tartu.
2
Ved natursyn forstås de forestillinger om naturens samlede beskaffenhed
og måderne, hvorpå den kan benyttes, som en enkelt person eller en
gruppe af mennesker anser for at være så selvfølgelige, at de sjældent stiller spørgsmålstegn ved dem. Den enkelte bærer af et natursyn vil derfor
ikke kunne sætte ord på, hvad der for ham eller hende er helt ‟naturligt‟,
men vil vise det i enhver form for handling, hvad enten det drejer sig om
have- eller jordbrug, indkøbsvaner eller forhold til egen og andres kroppe.
Først ved konfrontation med andre mennesker med et andet natursyn, vil
en kultur eller person blive sig sit eget bevidst. Se Hansen-Møller, J.
(2004). Landskab: Habitat/Område/Symbol. En model til analyse af meninger med landskab i Hansen-Møller, J. (red.) Mening med landskab. En antologi om natursyn, Museum Tusculanum. København.
3
Hansen-Møller, J., L.S. Kristensen, A. Busck & H.J. Fisker (2004). Bonden
Levested, Landmandens Bedrift, Landskabsforvalterens Showroom. Eksemplificering og perspektivering af tre natursyn i Hansen-Møller, J. (red.)
Mening med landskab. En antologi om natursyn, Museum Tusculanum.
København.
4
Kierkegaard, S. (1844). (1978). Begrebet Angest i Samlede værker,
bind 6.
5
Luhmann, N. (2000). Sociale systemer. Grundrids til en almen teori, Hans
Reitzel.
6
Freud, S. (1986). Jaget och Detet och tre andra skrifter om jagpsykologins
framväxt, Natur och Kultur, Stockholm.
7
Lacan, J. (1953). Le Symbolique, le Imaginaire et le Reel: Actes du Congres
de Rome, Fascicule 1, Paris og Lacan, Jacques, (1966)1989: Écrits: A Selection Tavistock/Routledge, London.
8
Csikzenmihalyis, M. (2005): Flow. Optimaloplevelsens psykologi, Dansk
Psykologisk Forlag, København.
9
Heidegger, M. (1962). Beeing and Time, Harper & Row, New York.
10
Bourdieu, P. (1977). Outline of a Theory of Practice Cambridge Univ. Press,
Cambridge.
11
Lyotard, J.-F. (1982). Viden om det postmoderne samfund, Sjakalen, Ørkenserien, Århus C.
54
En ny natur
Anders Philip Abraham, lektor ph.-d., Arkitektskolen ved Det kgl. Danske
Kunstakademi i København
"Mange vil i denne tætnede objektverden, de ser sig omgivet af, se en ny "natur", ligeså urimelig, ubegribelig og nådesløs som den oprindelige natur."
1
Willy Ørskov. .
Det sammensatte:
Udgangspunktet for dette indlæg er dét rum som vi bebor, som af den franske
2
filosof Jean-François Leotard karakteriseres ved "den lille fortælling". i tabet af
een samlende fortælling. Et rum hvis tidligere sammenhænge gradvist opløses,
og som Carsten Juel-Christiansen skildrer i "Monument & Niche":"... byfornyelsernes nedslidning af de historiske bycentre og byvækstens slettelse af det historiske landskab i byernes periferi beskriver en tendens i udviklingen af den
nye by, som medfører at by og land, fortid og fremtid, blandes i et nyt entropisk
3
landskab".
Dette tab er centralt for arkitekturen og for os som mennesker – vi må bestemme et grundlag for arkitekturen og skabe et fundament for vor eksistens.
Arkitekturen er både en del af verden og forandrer verden, den er både dét
som rammes ind og en del af rammen. Arkitekturen tilskriver verden et rum, en
orden og endnu en fortælling, og derfor optræder et hus også som en model af
vores verden, af vort forhold til verden og af vores undersøgelse af, hvem vi er i
verden - intet hus er ligegyldigt!
Denne artikels emne er en tilstand, i modsætning til et objekt - en tilstand er i
modsætning til et objekt ikke bestemt af sin afgrænsning eller form, men nærmere ved en række forbundne omstændigheder og sammenhænge.
4
Hvis objektet kræver, at man "træder et skridt tilbage" for at adskille og forstå
det, kræver tilstanden som fænomen, at man forbliver i den og studerer det
sammensatte.
Omkring os optræder mange forskellige udsagn som fylder rummet fysisk, audiovisuelt og mentalt. Michel Serres beskriver det som en kamp om pladsen og
pladserne: "..de, der tager pladser, er instabile og stabile. De skaber bevæ5
gelse og hvile".
Vi er en del af - og griber ind i - en mangfoldig verden af komplekse sammenhænge, en verden som Willy Ørskov beskriver således: "Mange vil i denne
tætnede objektverden, de ser sig omgivet af, se en ny "natur", ligeså urimelig,
1
ubegribelig og nådesløs som den oprindelige natur”.
Den natur, som Ørskov taler om, er en tilstand som er så sammensat, at den
virker vild - den har ikke en genkendelig orden. Men det sammensatte består af
mange tilstande og ordener uden grænser og form.
En by kan virke som en jungle, men indeholder både stille pladser og efterladte, opfyldte huse, forbundet af rum uden en genkendelig form. Imellem det
tomme og det opfyldte er der sammenhænge, brudte forløb og indskudte
55
forbindelser. By og land er ikke modsætninger, men kan ses som forskellige tilstande af en fælles skabt kulturtilstand - en "ny natur". Imellem det spredte og
det tætte er der tilstande mellem flydende og fast. De har ikke ét navn, men
mange navne - de har ikke én form, men mange tilstandsformer.
Tilstande:
Er arkitekturen en tilstand, og et segment af en større eller mindre omfangsgribende tilstand, indgår den ved både at forme og tage form - uden at tage "ordet".
Det arkitektoniske objekt er erstattet af en arkitektonisk tilstand, som er en fusion af tilblivelse, materiale, form og betydning.
I det sammensatte er tilstandenes forskellighed skabt af sammenhænge forbundne i tilblivelsen. I modsætning til et objekt, er en tilstand ikke nødvendigvis
6
betinget af en skala. I dette bidrag fokuseres på tilstande som er skalaløse.
Det betyder, at tilstande med meget forskelligt omfang kan have samme tilstandsform. Der er mange eksempler på dette i naturen, f.eks. skove og søer,
og i kulturen, f.eks. sluser og labyrinter mv.
Ved at arbejde med arkitekturen som tilstande og definere dem som skalaløse,
begrænses begrebsliggørelsen af tilstandene til en række fundamentale arkitektoniske begreber som: grader af orden, målbarhed, omfang, homogenitet heterogenitet, finhed - grovhed, form - formløshed, mv. En tumultuøs demonstration kan have en stærk rumlig og fysisk karakter som tilstand, men ingen
form. Der er områder i vores byer og deres bygninger og urbane rum, som er
produkter af en række unavngivne sammenhænge, der gør, at de ikke er
sammenholdt af en form, men nærmere af en karakter af rum og materiale.
Hvis form og rum ikke optræder i en repræsentation, må den enkelte søge en
form for mening. Den kan være reduceret til et minimum (”Specific objects”,
7
Donald Judd) eller være overvældende (”Det Ukendte Mesterværk”, Honoré
8
de Balzac).
Imellem det minimale og det overvældende søger vi at genkende det kendte,
for derfra at forstå og bebo tilstanden. Tilstanden udtrykker sig på den måde
både fysisk og mentalt.
Process/tilblivelse:
”Process Work” og ”Anti Form” kunstværkerne fra 1960-70‟erne var kendetegnede af simple handlinger, udført med et homogent materiale over et tidsrum.
Kunstværker inden for kategorien skulptur var "records" af omstændigheder,
frem for en konstrueret form.
De mest radikale arbejder kommer fra kunstnerne Robert Morris, Gordon Matta-Clack, Robert Smithson, Eva Hesse og Richard Serra. Richard Serras ”Verb
List” (se side 40) fra 1967-68 beskriver en række simple aktioner til produktion
9
af skulpturer: ”to mix, to splash, to knot...”.
Richard Serra beskriver omstændighederne for handlingerne således: "So,
while the list of active verbs suggests the temporal, it is a temporality that has
nothing to do with narrative time, with something having a beginning, a middel
56
and an end. It is not a time within which something develops, grows, progresses, achieves. It is a time during which the action simply acts, and acts and
10
acts ...".
11
En af disse aktioner anvender han i værket "Hand Catching Lead", fra 1968,
som er en filmoptagelse af Serras ene hånd, som gentagne gange prøver at
gribe en faldende blok af bly uden "resultat". Aktionen fortsætter uden mål og
producerer ikke noget objekt – men fastholdes af filmen, den ultimative "recording device".
12
I et andet af Serras arbejder fra 1968, "Splashing", kaster han gentagende
gange flydende bly mod overgangen mellem væg og gulv, hvilket med tiden efterlader et groft, størknet lag af bly. Karakteren af det størknede bly er af noget
uønsket, noget urent - som affald, oliespild eller noget afbrændt.
I en meningssøgen og begrebsliggørelse af formløse tilstande (stof uden en
repræsentationel opgave) må karakteren af tilstandene bedømmes ud fra vore
grundlæggende, kulturelle værdier og normer imellem "godt og ondt".
Værdier:
Vi må ud fra fundamentale karakterer som præcision, orden, renhed og klarhed, i modsætning til grovhed, kaos, urenhed og uklarhed, bestemme værdien
af en tilstand.
Bindingen mellem tilblivelse, materiale og omstændigheder optræder som et
sammensat fænomen, hvor opfattelsen af tilstanden er bundet til tilstands-formen, hvorved den fysiske verdens kræfter og stof, og den mentale verdens
uophørlige meningssøgen, er forbundet i den arkitektoniske tilstand.
Tilstandene, som jeg peger på, opererer ikke inden for en repræsentations-logik, men må "forstås" ved at opfatte grundkarakteren i tilstanden.
13
Ved at undersøge en række ”Anti Form” og ”Process Work” kunstværker, , viser det sig, at den fysiske karakter af værkerne kan opfattes og tolkes symbolsk.
Den franske filosof Paul Ricoeur peger på symbolets eksistens imellem liv og
fornuft:
"..this opacity of a symbol is related to the rootedness of symbol in areas of our
experience
that are open to different methods of investigation".
Det betyder, at en proces som er ikke-repræsentationel, og som igennem tilblivelsen skaber indeksikale tilstande, kan indeholde almene, kulturelle grundsymboler, f.eks. teologiske symboler.
Hvis en simpel handling, som et spild, skaber en pøl, eller en stabling skaber
en stabel, optræder det samlede materiale ikke som en form, men som en tilstand, stående i en vedvarende tilblivelse - stabelen står og står og står.
Vi må opfatte det stablede ud fra mængdens størrelse; dens bestanddele (ens
eller forskellige enheder); dens indhold af en orden eller uorden; dens ustabilitet eller dens mere eller mindre grad af stabilitet - en række karaktertræk der
15
gør, at tilstanden kan opfattes som stående i et fald. .
Paul Ricoeur har formuleret en omfattende teori om symboler, som kan danne
grundlag for en forståelse og interpretation af tilstandenes betydning.
16
I sin bog ”The Symbolism of Evil” , afdækker han et sammensat, hovedsageligt religiøst, værdisystem som kommunikeres gennem symboler.
57
Ricoeur studerer først symbolets natur igennem en undersøgelse af metaforen.
Det sker ud fra den observation at "within the symbol, it now seems to me,
17
there is something non-semantic as well as something semantic..". . Han peger på, at symbolet er placeretet sted imellem bios og logos - liv og fornuft.
"Metaphor occurs in the already purified universe of logos, while the symbol
hesitates on the dividing line between bios and logos. It testifies to the primor18
dial rootedness of Discourse in Life. It is born where force and form coincide".
Han afgrænser tre fag som bruger symboler som en integreret del af deres udtryk/sprog: poesien, i det privilegerede billede som en forfatter kan benytte; reli19
gionen, f.eks. labyrinter, trapper, stiger - symboler på hellig tid og rum, , og
psykologien, hvor symbolerne optræder som grænsefænomener mellem lyst
og kultur.
I sit studie af symbolerne for det ”onde”, fremkommer Ricoeur med en klassifi20
cering i tre niveauer, : symboler på besmittelse, symboler på 'synd' og symboler på 'skyld'. De er symboler på erfaringer af det "onde".
Igennem studiet af Ricoeur åbnes der for en tolkning af tilstande som værende
mellem liv og fornuft, kaos og orden, mellem flydende og fast.
Mellem flydende og fast:
Begrebet ”mellem flydende og fast” er en metafor som refererer til to tilstande.
Den ene tilstand er fysisk og refererer til et materiales størkningsproces fra flydende til fast. Den anden tilstand refererer til en menneskeskabt verden af tilstande, mellem det u-organiserede og det gennemorganiserede. ”Det sammensatte” er en tilstand, sammensat af en mængde tilstande.
”Tilstandene” er en fabrikation i et materiale mellem flydende og fast.
Det sammensatte mellem flydende og fast udgør et felt skabt af en række
"kræfter". For at opbygge arkitektoniske tilstande i det sammensatte, er det
nødvendigt at forstå nogle af de grundlæggende kræfter, som præger det
sammensatte. Kræfterne skaber tilstandene og påvirker de arkitektoniske tilstande, som bliver en del af det sammensatte.
Kræfterne forstærkes, nedbrydes, interfererer mv. i mødet med andre kræfter i
det sammensatte. Tilfældige og planlagte sammenhænge skaber tilstande i
den "nye natur". For at studere det sammensatte mellem flydende og fast etableres et arbejdsfelt, hvori der kan dannes en kausal kæde af tilstandsstadier.
Tilstandene i kæden er netop så forskellige, at de kan adskilles i det sammensatte, og netop så ens, at de kan danne en sammenhæng. Kæden er en idé,
som åbner for en forståelse af kræfterne og transformationerne af tilstandene
i det sammensatte. Tilstandsstadierne er karakteriserede ved at være entropiske. De kan påvirkes mod en nedbrydning eller mod en opbygning, hvorved
de vil tilnærme sig andre tilstande. Tanken om kæden er et analytisk værktøj til
at forstå det sammensatte, men i det sammensatte optræder kæden som dele,
der i et komplekst samspil danner et væv af tilstande som kan kaldes en ”ny
natur”.
Det må derfor være målet, først at skabe kæden, for derefter at skabe sammenhængende, arkitektoniske tilstande i det sammensatte.
58
Noter:
1. Ørskov, W. (1972). Objekterne – proces og tilstand. Forslag til en objektteori. Borgens Billigbøger 122. Odense p. 10.
2. Leotard, J.-F. (1982). Viden og det postmorderne samfund, på dansk ved
Finn Frandsen, Sjakalen, Århus, p. 7-9.
3. Juel-Christiansen, C.(1985). Monument & Niche, Rhodos, København, p.
12.
4. Olsen, K. N. (1993). Labyrint für freie Geister. Det kongelige Danske Kunstakademi, København, p. 47.
5. Serres, M. (1984). Genese. Sjakalen, Ørkenserien. Århus, p. 103.
6. En skalaløs tilstand er bundet til et materiale, men i lighed med geometri, ikke bundet til en størrelse eller et omfang.
7. Se Judd, D. (1987). Specifikke objekter i Det flygtige og det fatale. Redigeret
af Stig Brøgger, Else Marie Bukdahl og Hein Heinsen. Det Kgl. Danske
Kunstakademi. København, pp. 70-80.
8. Balzac, H.d. (1992). Det ukendte Mesterværk. Basilisk, København.
9. Müller, G. (1972). The New Avant-Garde, Issues for the Art of the Seventies.
New York.
10. Serra, R. (1994). Probs. Richter Verlag Düsseldorf, pp. 32-36.
11. Serra, R. (1994). Probs. Richter Verlag Düsseldorf, p. 34.
12. Serra, R. (1992). Weight and Measure.Tate Gallery. London,pp. 28-29.
13. Værker/kunstnere: Richard Serra: "Probs"; Robert Morris: Filt draperier;
Morris Louis: "Stains" fra 1950-55; Gordon Matta-Clark: ”Splittings”; Claus
Oldenburg: ”Ghost Versions”; Carl André: ”Secant”, ”Lever” og ”Spill”.
14. Ricoeur, P. (1976). Interpretation. Theory, Discourse and the Surplus of
Meaning. Texas Christian University Press, Fort Worth, p. 57.
15. Fx. værker fra Richard Serras "Skullcracker" serie: "Stacked Steel Slabs"
fra 1969. Serra, Richard: Probs. Richter Verlag Düsseldorf 1994, p.58.
16. Ricoeur, P. (1967). The Symbolism of Evil. Beacon Press, Boston.
17. Ricoeur, P. (1976). Interpretation. Theory, Discourse and the Surplus of
Meaning. Texas Christian University Press, Fort Worth, p. 45.
18. Ricoeur, P. (1976). Interpretation. Theory, Discourse and the Surplus of
Meaning. Texas Christian University Press, Fort Worth, p. 59.
19. "..they represent symbols of space and time, or flight and transcendence,
and point beyond themselves to something wholly other, which manifests
itself in them". Ricoeur, P. (1976). Interpretation Theory, Discourse and
the Surplus of Meaning. Texas Christian University Press, Fort Worth,
p. 53.
20. "I shall always understand by symbol, in a much more primitive sense,
analogical meanings which are spontaneously formed and immediately
significant, such as defilement, analogue of stain; sin, analogue of deviation; guilt, analogue of accusation." Ricoeur, P. (1967). The Symbolism of
Evil, Beacon Press, Boston, p. 18.
59
By Land Flux – Identitet i forandring
Anne Tietjen, arkitekt, ekstern lektor, Afdeling for Kunsthistorie, Institut for
Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet, (i dag ph.d. studerende
ved Institut for By og Landskab, Arkitektskolen Aarhus)
Har den moderne by en identitet, vi bør værne om, eller er det meningsløst at
spørge til den eksisterende bys betydning, når meningen netop er byens permanente udvikling?
Sigtet med denne artikel er at bidrage til en gentænkning af bevaring som udviklingsressource i nutidens foranderlige by. Forankring og forandring betragtes
ikke som to modsatte størrelser, men som et dynamisk potentiale i den urbane
transformation. Det er således min udgangshypotese, at vores opfattelse af
byen, dens billede og dens identitet, ikke kun skaber vores idé om byen, men
også kan bidrage til udviklingen af byen selv. Især med henblik på bevaring og
transformation af eksisterende bystrukturer trænger spørgsmålet om byens
"væsensenhed" sig på.
Artiklen tager afsæt i et tværfagligt forskningsprojekt om Christiania set fra et
bevaringsperspektiv, der blev gennemført under ledelse af kunsthistoriker Svava Riesto og undertegnede, ved Afdeling for Kunsthistorie, Københavns Universitet, begyndende i 2003. I en udveksling mellem teoretiske overvejelser og
undersøgelsen af Bådsmandsstræde Kasernes transformation til Christiania
skitseres hvordan forankring kan sammentænkes med forandring i udviklingen
af en ny bymæssig identitet.
Moderne vs. postmoderne
I sin indflydelsesrige tekst "The Generic City" beskrev arkitekten og teoretikeren
Rem Koolhaas midt i 1990erne profetisk "byen uden egenskaber" som model
1
for fremtidens by. Samtidig blev mange af kernebegreberne i den postmoderne diskurs – historie, identitet, autenticitet – til markedsføringsstrategier i en
global konkurrence mellem byer.
Mens historie blandt en række nymoderne teoretikere inden for arkitektur og
byudvikling i dag anses som en meningstømt størrelse, er stræben efter autenticitet og historicitet fortsat en vigtig faktor i nutidige byudviklingsprojekter.
Oplever vi i dag en gentagelse af 1960'ernes og 70'ernes diskurs? Moderne vs.
postmoderne byopfattelse, blot med omvendt fortegn? Var det postmoderne
forsøg på at genetablere historisk kontinuitet ren nostalgi? Eller kan byen fortsat fortolkes som en materialisering af fælles hukommelse? Hvilken rolle spiller
historie i det urbane, som pr. definition er i stadig forandring?
Efter anden verdenskrig og den traumatiske erfaring af Holocaust havde tabula
rasa syntes en forsvarlig vej frem. Efterkrigstidens funktionalistiske by søgtes
forankret i fremtiden i stedet for i fortiden. I fremtidens by ville de kulturelle, historiske og geografiske forskelle, som også blev draget til ansvar for krigens
uhyrligheder, være udjævnet i almengyldige og tidløse rum.
60
Modernismekritikken i 1960'ernes og 70'ernes Europa var netop rettet mod
denne fremtidens dominans over rummet. Med afbrydelsen af den historiske kontinuitet iagttog kritikkerne et "stedstab", der fremmedgjorde byen
for dens beboere. To af modernismekritikkens vigtigste fortalere var arkitekterne Aldo Rossi og Christian Norberg-Schulz, som kom fra Italien hhv.
fra Norge.
Inspireret af sprogvidenskabens tegnlære beskrev Rossi byen som et fæl2
les kulturelt og socialt kunstværk. Ifølge Rossi fungerer byens arkitektur
som en slags fysisk hukommelse for samfundsmæssige erfaringer. Mens
byens form i høj grad er permanent, er dens betydning foranderlig, idet den
dannes kontinuerligt gennem beboernes fortolkning. Centralt for den bymæssige identitet er således for Rossi dens stedsspecifikke arkitektur og
byens morfologi.
Med afsæt i den fænomenologiske filosofi pegede Christian Norberg-Schulz på
3
den umiddelbare oplevelse af stedets ånd. Byens arkitektur bør samle og aktualisere den essentielle stedsånd, der ifølge Norberg-Schulz primært er knyttet
til landskabets naturlige beskaffenhed. Norberg-Schulz lægger sig op ad filosoffen Martin Heidegger, som i "Tænke bygge bo" havde mindet om stedets
betydning i byggeprocessens traditionelle rækkefølge: Mennesket bosætter sig
4
først, inden det bygger. At bygge er at bo og derigennem at overvinde hjemløsheden. "Menneskets forbindelse til stederne og gennem stederne til rum,
beror på det at bo. Forholdet mellem menneske og rum er intet andet end det
5
at bo, væsentligt tænkt."
Både Rossis kulturorienterede tilgang til bymæssig identitet, og NorbergSchulz' mere naturorienterede får stor indflydelse i arkitektkredse. Det er dog
først i 1980'erne, bl.a. markeret af byggeudstillingen IBA Berlin i 1987, at modernismekritikken for alvor slår igennem. Og først i 1990'erne bliver bevaring og
re-urbanisering af byernes historiske kerne mainstream i europæisk bypolitik.
Bevaring af historiske kulturværdier har således siden 1994 i Danmark været
sidestillet med miljøbeskyttelse som led i en bæredygtig udviklingspolitik, og er
6
tilsvarende blevet forankret i dansk lovgivning. Samme år 1994 skrev Rem
Koolhaas den nævnte tekst om "byen uden egenskaber".
Identitet
Ifølge Koolhaas er udledningen af identitet fra byens historiske substans et
håbløst projekt. For det første mener han, at der ren kvantitativt ikke er nok historisk substans tilbage til at konstruere identitet over en fælles fortid. Det han
kalder "history-shortage" bevirker tværtimod en opslidning af historie både i
bogstavelig og i overført forstand. Mens det autentiske historiske materiale slides op under turisternes fødder, bliver det samtidig tømt for betydning. Når
identitet bliver til en overdetermineret statisk størrelse, kan Paris kun blive mere
7
parisisk – en poleret karikatur af sig selv.
Koolhaas‟ andet væsentlige kritikpunkt er denne identitetspolitiks centraliserende virkning. Ved at insistere på en historisk essens, et punkt i rummet,
bør dette punkt forsyne et stadig voksende areal med mening. Samtidig
8
nægtes dermed størstedelen af byen betydning. Faktisk rækker Paris' betydning i massemediernes era ud i det globale rum. I et foredrag holdt ved
London Royal Academy i 1997 påpegede Koolhaas en ny form for autenticitet, der opstår igennem cykliske krydsreferencer mellem byen og byens mediebillede. Når byen og billedet falder sammen i et øjebliks overensstemmelse, skabes en slags overdreven ægthedsfornemmelse. Denne déjà-vu-effekt
61
kan styres og udnyttes for at maksimere byens forførelsespotentiale, når
9
bymæssig identitet konciperes som et bevidst designet produkt. Identitet
bliver således til en vare, hvor fiktion og virkelighed smelter sammen, for at
blive konsumeret som en syntetisk nostalgisk oplevelse.
Nostalgi
I romanen "På sporet af den tabte tid" bliver jeg-fortælleren katapulteret tilbage
10
til sin barndom under spisningen af en madeleinekage. Kagens duft og smag,
efter at den var blevet dyppet i en kop te, stimulerer hans sanser således, at de
vækker glemte erindringer og følelser til live. Forfatteren Marcel Proust beskriver denne oplevelse som en fysisk tilstedeværelse af erindringen. Fortælleren
er barn igen, mens han spiser sin madeleinekage. Mens fortid og nutid for et
nanosekund bliver til en form for universel evighed, er også barndommens rum
tilstede, samtidig med det rum fortælleren aktuelt befinder sig i. Men det er ikke
kun tids- og rumfornemmelsen, som opløses i erindringens rum, det er også
fornemmelsen af grænsen mellem selvet og verden. Denne oceaniske følelse,
at blive ét med universet i rum og tid, danner kernen i den nostalgiske ople11
velse. Når vi bliver født, kan vi ikke skelne mellem os og verden. Et barn er
verden. Først senere lærer barnet at se sig selv udefra og derigennem definere
en grænse udadtil. Men den oceaniske følelse er der i nuet, slumrende under
overfladen, og den kan vågne under grænsenedbrydende oplevelser, f.eks. når
vi bliver forelskede.
Paris‟ syntetiske autenticitet betjener turisternes romantiske længsel efter den
tid, verden var hel. I stedet for at fungere som en fælles fysisk hukommelse for
samfundsmæssige erfaringer, skaber nutidens billedliggjorte by blot flygtige
enkeltstående begivenheder. Set i dette lys fremstår Koolhaas' kritik besnærende logisk: Det postmoderne fortidsorienterede identitetsprojekt er en historisk fejltagelse, der i bedste tilfælde frembringer kalkulerede nostalgiske oplevelser.
Efter tidligere at have forkastet modernismens utopiske projekt står vi ifølge
Koolhaas tilbage med intet andet end "Dirty Realism": Byen har ingen betydning ud over den, vi selv tillægger den her og nu. Samtidig er byen det eneste
12
vi har at skabe betydning ud fra.
Mens Norberg-Schulz og Rossi knytter bymæssig identitet til natur- hhv. kulturskabte objekter, forskyder Koolhaas fokus mod vores forestillinger om byen.
Byens identitet er for ham ikke en fast objekt-immanent størrelse, men snarere
en flydende mental konstruktion. Bymæssig identitet fremstår således som en
dynamisk størrelse, hvor den eksisterende virkelighed og mangfoldige fortolkninger af virkeligheden overlejrer og kontinuerligt påvirker hinanden.
Fra Bådsmandsstræde Kaserne til Christiania
Christianias byrum er en overlejring af forskellige historier: Fra dette kunstige
landskab begyndte at tage form med Fyrværkerikompagniets grundlæggelse i
1676, over at tjene som multifunktionelt militærområde med laboratorier og våbenmagasiner, til at blive et overskudsareal forbundet med drømme og planer,
for over blot en generations tid at etablere sig som en fristad i København. I
storbyer som San Francisco, Berlin og Paris blev der også eksperimenteret
med alternative boformer i 1960'erne og 70'erne. Men Christiania er enestående på grund af sin overlevelse og sin beliggenhed midt i en storby, som på
mange måder fører den ind i en tradition af danske fristeder.
62
Da plankeværksstormerne indtog Bådsmandsstræde Kaserne i 1971, banede
de samtidig vejen for en måde at bygge på, som en række akademiske arkitekter havde forfægtet siden 1960'erne. Kritikken af modernismens masterplaner fremført af bl.a. Rossi, og senere også af Norberg-Schulz, var stærkt inspireret af en analyse af traditionel vernakulær arkitektur, der syntes at materialisere stedsidentitet på den mest autentiske måde.
På Christiania er de eksisterende bymæssige og landskabelige strukturer i en
mangeårig proces blevet nyfortolket med udgangspunkt i selvbyggersamfundets begrænsede økonomiske og teknologiske ressourcer. Formelt fremstår
området i dag som en hybrid struktur, hvor den transformerede historiske militærarkitektur er flettet sammen med nye konstruktioner – selvbyggerhuse og
skurvognslandsbyer – i en offentlig tilgængelig have. Et statslig ejet område er
blevet koloniseret gennem anvendelse til bolig, erhvervs- og forlystelsesformål,
og derved er der opstået et anderledes byrum, der oscillerer mellem offentlig
og privat karakter. Christianias byrum er samtidig by og land, kolonihave og offentlig park, kulturel institution og improvisation, etableret beboelse og camping,
permanent Woodstock og branding af hippiekultur.
Byrummets transformation fra Bådsmandsstræde Kaserne til Christiania er sket
på baggrund af individuelle valg, men gennem årene også i stigende grad i en
dialog mellem Christianias Kontaktgruppe og Forsvarets Fæstnings- og Natursekretariat, dvs. i en dialog mellem beboerne og ejeren. Området har altid været, og er stadig under forandring. .
Hvordan skal Christiania bevares?
Mens Christiania før normaliseringsprocessen hovedsageligt blev forstået og
belyst som socialt eksperiment, spiller bevaringsaspekter i dag en central rolle
13
for områdets fremtidige udvikling.
På verdensplan er Christiania arkitekturhistorisk set et enestående fænomen.
Den har imidlertid vist sig at være vanskelig at rumme for de etablerede danske
bevaringsredskaber. SAVE (Survey of Architectural Values in the Environment)
og kulturmiljøregistrering peger begge primært på bevaringen af de monumentale historiske strukturer, voldanlægget inkl. dens millitærbebyggelse, samt ho14
vedbygningerne på kasernearealet, Loppen, Fredens ark og Den Grå Hal. I
SAVE registreringen blev også enkelte selvbyggerhuse udpeget som bevaringsværdige på grund af deres enestående arkitektoniske værdi.
Det aktuelle normaliseringsscenarie forbinder nedfrysning af eksisterende arkitekturhistoriske værdier med planer om en udbygning af Christianiaområdet
med ca. 20.000 m² boligareal på markedsvilkår. Betinget af 100 m fredningslinien ved voldene vil udbygningen derudover skulle koncentreres i en tæt bebyggelse først på Christiania. Bevaringsinteresser synes at bestemme og at
fastlåse udviklingen – med musealiseringen af forsvarets historie ville også
Christianias levende historicitet blive reduceret til et afsluttet historisk kapitel.
Men hvad hvis vi i stedet for at reducere fortiden til statiske helhedsbilleder anså historie som en proces? Hvad hvis vi i stedet for at lede efter en sand essens begyndte at værdsætte byens mangfoldige identitet? Hvad hvis vi definerede bevaring som en udviklingsressource?
63
Veje til bevaringsstrategier for et anderledes byrum
Med dette in mente gennemførte vi undersøgelsen af Christianias specifikke
æstetik og særegne byrumlige identitet. I en udveksling mellem arkitekturhistoriske analyser og registreringer på stedet, søgtes Christianias bylandskab i sin helhed af natur og kultur kortlagt som et felt af muligheder.
I form af en række sidestillede portrætter tegner artikelsamlingen "Christiania.
Veje til bevaringsstrategier for et anderledes byrum" et kalejdoskopisk billede af
15
områdets mangfoldige bylandskab. Igennem værkanalyser og punktvise nedslag i områdets historie søger de enkelte artikler retroaktivt at fortolke meningen med Christiania: Christiania vises som en symbolisering af det danske romantiske landskab i fænomenologisk perspektiv. En bosættelse, der kan interpreteres som en pittoresk have. En hverdagsby, hvor mere end 30 års spatiale
forbrugspraksisser har fået lov til at aflejre sig. Christiania vises som byens nar,
der spejler og spejles af københavnerne. Og hvad nu hvis Christiania var uden
Christiania i dag? Med afsæt i en kontrafaktisk hypotese vises i en artikel, at
Bådsmandsstræde Kaserne formentlig ikke var blevet nedrevet, som myten om
Christiania vil det. Til gengæld fandtes i slutningen af 1960'erne og begyndelsen af 1970'erne, en række forskellige strategier og planer både fra kommunal og fra statslig side for at integrere området i bydelen Christianshavn.
Heller ikke dengang var der enighed om, hvor mange og hvilke historiske bygninger der skulle bevares, hvor mange og hvilke nye bygninger der skulle opføres, hvordan trafikken skulle struktureres - og hvilken trafik - samt endelig,
hvem der skulle administrere området. Et sandsynligt scenarie ville have været
bevaringen af 100 m fredningslinien ved voldene, fredning og ombygning af en
række monumentale militærbygninger og opførelse af ca. 300 boliger gennem
boligselskabet KBI. Et scenarie, som i stort omfang ligner det aktuelle normaliseringsscenarie.
Men i dag er Bådsmandsstræde Kaserne transformeret til Christiania i et byrum, hvor selvbyggerarkitekturen indgår sammen med den historiske kulturarv i
et enestående nutidigt kulturmiljø. Opgaven er således ikke enten at bevare
kulturarven eller at udvikle kulturmiljøet, men at videreudvikle områdets særlige
kulturmiljø med respekt for kulturarven. Dette kræver en dynamisk bevaringspraksis, der i samme greb kan indeholde fortidsfortolkninger, nutidsforståelser og fremtidsforventninger. Samtidig kræver det en udviklingspraksis,
der tager udgangspunkt i en forståelse for de aktuelle tilstandes muligheder og
begrænsninger.
Med afsæt i de arkitekturhistoriske udforsker de følgende kortlægningsprojekter
netop de aktuelle tilstande ved at registrere og beskrive særegne aspekter i
Christianias' byrum, detaljer som det uopmærksomme øje muligvis ville have
overset, eller det fordomsfulde blik ville have kasseret.
Bunkerologi
Over hele Christianiaområdet vidner ophobninger af genbrug, byggematerialer,
brænde og kompostbunker om en opfindsom selvbyggerkultur. For et uopmærksomt øje kan Christianias bunkearkitektur fremstå som skrald. Registreringen, kategoriseringen og kortlægningen af bunkerne viste imidlertid, at det er
tilfældet for mindre en 20 % af bunkerne. På baggrund af undersøgelsen, blev
der udarbejdet en guide til Christianias bunkearkitektur.
64
Efficient laziness
På Christiania er der plads - og tid - til at lade tingene ligge, indtil der eventuelt findes en ny anvendelse for dem. Efter udvidelsen af stranden bliver en
gammel badebro til en eftertragtet siddeplads. Og skorstenen af et nedbrændt hus bliver til et monument over en nabostrid, der minder christianit16
terne om, hvor skrøbelig selvbyggersamfundets grundlag er. Magelighed
udfolder sig på Christiania til et produktivt princip, der skaber kreative resultater. Dette princip blev døbt "efficient laziness". Forfatterne producerede en
eksempelsamling over den effektive dovenskabs resultater i form af en række tegneserier.
Skurvognsmorfologier
På Christiania er skurvognen blevet udviklet til en stedsspecifik bygningstype,
der har løftet foranderlighed til et æstetisk princip. Skurvognsboligerne befinder
sig permanent under ombygning og dette afkaster særlige kvaliteter. I dag vidner de mangfoldige transformationer om en bosætningsproces, hvor det har
taget god tid at komme hjem. 93 skurvognsboliger er blevet registreret og kortlagt i en guide til Christianias skurvogne.
At snuble over... tilfældige møder på Christiania
Principielt er Christiania i sin helhed offentligt tilgængelig. Området er lånt af
Staten, og christianitterne vedligeholder arealet og bygningerne mod fælles
brugsret. Ved at træde ind på Christiania, træder man således ind i christianitternes udvidede hjem. Her udvikles nye spilleregler for færdslen i byens rum, et
rum, som i dag ikke længere er entydigt opdelt i kategorierne privat og offentlig.
Netop disse spilleregler udforskes gennem 15 møder på Christiania. Vanskelighederne med at definere sin egen rolle som forsker i forhold til christianitterne
og Christiania inddrages bevidst i processen. Samtalerne følger ikke et fast
skema. De opstår tilfældigt eller initieres af spil. Frem for at formidle kvantificerbare oplysninger bliver diagrammet snarere en absurd repræsentation af møder i Christianias byrum.
Erindringsrum
Alle fire kortlægningsprojekter belyser hverdagens fænomener – objekter og
handlinger, der ikke er målrettet betydningsskabelse, men ikke desto mindre
afgørende for vores oplevelse og opfattelse af Christianias byrum.
Den franske historiker, sociolog og jesuit Michel de Certeau var en slags hverdagens teoretiker. I "The Practice of Everyday Life" beskriver han hverdagens
forbrugshandlinger som modstandspraksisser, taktikker, der sikrer myternes
17
overlevelse i sprækkerne af et gennemadministreret kontrolsamfund. Livets
kunst består ifølge Certeau i at transformere forbrug af enhver art til en individuel betydningsfuld praksis.
Fra byens geografisk entydige "sted", som er defineret igennem en statisk konstellation af objekter, skelner Certeau det praktiserede "rum" som et netværk af
bevægelige elementer. "Rummet" opstår som et resultat af de aktiviteter, som
giver det en retning, placerer det i tiden, og gør det til en flertydig enhed af
18
modstridende programmer og konventioner.
65
En simpel spadseretur gennem byen fragmenterer dens rum, blot for at sammensætte det på ny i den forbipasserendes individuelle oplevelse. Handlingen
at gå kan tolkes som en slags dialog med byens rum, som tillægger visse steder betydning ved at skænke dem opmærksomhed, mens andre ignoreres og
derved forsvinder fra fodgængerens indre bykort. Det er som om byens rum
konstituerer et sprog med en syntaks, der først tilføres mening, når rummet ta19
ges i brug og aktualiseres gennem fodgængerens tale. Tilsyneladende stabile
rumlige organisationer manipuleres af fodgængerens poesi, som skaber skygger og flertydigheder. Den omvandrendes by kan samtidig ikke kortlægges
uden at miste sin betydning, da det kun er spor efter handlingen, og ikke selve
handlingen som kan gengives i et kort. Handlingen unddrager sig klassificering
og kontrol.
Certeau insisterer yderligere på, at det først er myternes tilstedeværelse, som
gør byen beboelig. Han påpeger, at stednavne skaber lommer for gemt og fortrolig betydning i den funktionalistiske by, som dermed aldrig helt vil være tømt
20
for mening. I sammenkoblingen af byens spatiale forbrugspraksisser med
disse traditionelle signifikationspraksisser, kan nye fortællinger opstå ud fra
fragmenterne af historiske betydninger. Når fodgængerens utrættelige vandring
gennem byen slider den sidste rest af stednavnenes allerede næsten glemte
betydning op, skaber den samtidig et frirum for at tillægge dem nye betydninger. Med tiden gennemhulles den byggede orden med afvigelser og betyd21
ningsforfald, indtil den ligner en sigte. Tilegnelsen af byen bliver nu mulig
gennem skabelsen af nye legender og drømme, kort sagt gennem en aktualisering af byen som erindringsrum.
Transformationen af Bådsmandsstræde Kaserne til Christiania kan måske
bedst beskrives som materialiseringen af en permanent tilegnelsesproces. Efter mere end 30 år er Christianias selvskabte stednavne allerede ved at blive
glemt igen. Hvem ved mere i dag, at "fakirskolen" har fået sit navn af de første
22
squattere, der forefandt rummet fyldt med søm? På Christiania har hverdagens praksisser fået lov til at være mere end flygtige bevægelser, skygger og
flertydigheder som holder til i sprækkerne af et funktionalistisk byrum. Her har
taktikkerne sat deres spor i rummet og skabt deres egen form for levende kortlægning. Byens eksisterende sproglige syntaks er blevet transformeret gennem
mange individuelle forestillinger om byen, der har ændret militærarkitekturens
entydige udsagn til en mangfoldighed af mulige læsninger. I stedet for at tilbyde
designede nostalgiske oplevelser, inviterer Christianias byrum til at gøre individuelle erfaringer.
Et andet rum
I kraft af den afgrænsede lokalitet besidder Christianiaområdet en kritisk dimension, der spejler og fremhæver eksisterende fænomener og tendenser i det
samfund, området søger at afgrænse sig fra og samtidig er en del af.
Filosoffen Michel Foucault betegner denne form for rum som "andre rum", eller
23
i analogi til utopien, som ikke har noget virkeligt sted som "heterotopi". Heterotopier er "(…) virkelige steder, faktiske steder, steder som aftegnes ved selve
samfundsdannelsen, og som er en slags mod-placeringer, en slags faktisk realiserede utopier, hvori de virkelige placeringer, som man kan finde inden for kulturen, på én gang er repræsenterede, anfægtede og omvendte, en slags steder
24
som er uden for alle steder, også selv om de faktisk kan lokaliseres." I modsætning til det 19. århundrede, hvor betydningssammenhænge søgtes skabt
ved at placere enhver begivenhed i en linear historisk fortælling, og som derfor
ifølge Foucault kan betegnes som "historiens århundrede", mener han, at det
66
20. århundrede måske snarere var "rummets århundrede": "Vi befinder os i det
simultanes århundrede, i det sideordnedes, vi befinder os i en tid, hvor verden
tror jeg, opleves mindre som ét stort liv, der udvikler sig gennem tiden, end som
25
et net der forbinder punkter og fletter sine tråde." For Foucault er heterotopier
de placeringer, der relaterer rumlige konfigurationer til hinanden. Ligesom spejlet giver mulighed for at træde ud af det virkelige rum og ind i spejlets virtuelle
verden og samtidig at forblive i den fysiske verden, skaber heterotopien mulighed for at træde uden for samfundet, og samtidig at forblive en del af samfundet. Heterotopien konstituerer en særskilt betydningssammenhæng, der skaber
et inden for og et uden for, og netop igennem distinktionen identificerer samfundet og udstyrer det med mening.
Begrebet "heterotopi" dannede Foucault med udgangspunkt i observationer af
efterkrigstidens samfund. Ifølge Foucault findes i det moderne afritualiserede
samfund primært "afvigelses-heterotopien", hvori man anbringer de individer,
hvis adfærd er afvigende i forhold til gennemsnittet eller den krævede norm,
f.eks. fængslet, psykiatriske klinikker, plejehjemmet m.m. Institutionerne muliggør det for samfundet at udskille det urene, det ikke-normale, og samtidig at
indlemme det igen i samfundet ved at anvise det en placering. Heterotopier er
således rum, der opretholder samfundsordenen og de eksisterende magtstrukturer på den definerede fælles norms præmisser.
I modsætning til mange af de eksempler Foucault anfører er Christiania ikke
planlagt. Snarere er området det produkt af mange års spatiale forbrugspraksisser i modstand til, men også i dialog med, et samfund som har ændret sig
markant fra 1971 til i dag. Christianias rumlige og mentale afgrænsning fra
samfundets norm er foretaget frivilligt af beboerne. Alligevel fungerer Christiania som en slags heterotopi: Et anderledes byrum, der kontinuerligt sætter
spørgsmålstegn ved, hvad der er inden for og hvad der er udenfor.
Forankring i forandring
I dag er efterkrigstidens homogene samfundsfællesskab ikke længere idealet. I
nutidens individualiserede samfund er det blevet attraktivt at være anderledes
og at skille sig ud. Profileringen af en særegen bymæssig identitet er således
blevet en væsentlig faktor i byernes konkurrence om skatteborgere og erhverv.
Der kan observeres en tendens til at skabe afgrænsede rumlige helheder i byen, der fremtræder med en stærk arkitektonisk identitet, historiske som nyskabte rum, der er lukkede omkring sig selv. Byrumlige fragmenter, der fremstår
hverken som en del af en kontinuerlig historisk fortælling eller som forankret et
sted, men snarere som en mangfoldighed af sideordnede andre rum. Mange af
nutidens arkitektoniske ikoner, shoppingcentre, lufthavne og arkitekttegnede
boligkvarterer, men også omhyggeligt restaurerede fortidsminder, synes at
unddrage sig en tidslig og rumlig sammenhæng. Netop ønsket om distinktion
synes ofte at bevirke en reduktion af bymæssig identitet til formel repræsentation og forudsigelige oplevelser. Således reduceret synes distinktionen delvis at
miste evnen til at udstyre samfundet med mening.
Hverken den utopiske moderne position eller den traditionalistiske modernismekritiske position synes længere at kunne levere en samlende forestilling om
byens fremtidige udvikling. Eller udtrykt med Koolhaas ord: "Vi står tilbage med
26
en verden uden urbanisme, der er kun arkitektur og endnu mere arkitektur." I
denne situation foreslår Koolhaas en fri fortolkende tilgang til den eksisterende
by. I sin fokusering på byens foranderlighed, og en opfattelse af identitet som
flydende mental konstruktion, synes han at indtage en nymoderne position blottet for utopiske intentioner. Men når de aktuelle tilstande således bliver til om-
67
drejningspunktet for al fremtidig udvikling, opstår der også en åbning for at skabe en mellemposition der samtidig tilgodeser bevarings- og udviklingsaspekter.
Undersøgelsen af Christianias byrum peger på muligheder for at forene nutidens ønske om forankring i en stærk identitet med et mangfoldigt udviklingspotentiale. Byrummets identitet forstås som et dynamisk fælles projekt. Et projekt,
hvor forankring og forandring gensidigt betinger hinanden. Aflæsningen af byområdets specifikke morfologi ifølge Rossis teori, viser sig at rumme værdifulde
erkendelser om de kulturelle og sociale processer, der har skabt Christianias
særlige arkitektur. Og fortolkningen af Christiania som en landskabelig have i
Norberg-Schulz ånd åbner for en hybrid forståelse af et byrum der samtidig er
by og land. Forståelse og respekt for eksisterende kultur- og naturskabte bymæssige omgivelser bliver således til en forudsætning for den kontinuerlige tilegnelse af byens rum.
Forskningsprojektet om Christiania er publiceret på Arkitektskolens Forlag under titlen "Forankring i forandring. Christiania og bevaring som ressource i urbane transformationer" (red. Anne Tietjen, Svava Riesto, Pernille Skov). Tak til
alle projektdeltagere: Lucy Caudery, June Maestri Ditlevsen, Suzette Duus, Ditte Maria Graversen, Marie-Louise Griffin, Søren Holm Hvilsby, Kristine HoltenAndersen, Line Kjær, Kasper Lægring Nielsen, Anne Nielsen, Maja Rudloff,
Linda Salim, Pernille Skov, Martin Søberg, Katrine Thygesen.
Noter
1
Rem Koolhaas, 1994: "The Generic City", i: Rem Koolhaas og Bruce Mau: S,M,L,XL, 010 Publishers,
2
Aldo Rossi: The Architecture of the City, The MIT Press, Cambridge Massachusetts and London, 1984
3
Christian Norberg-Schulz: Genius Loci: Towards a phenomenology of Architecture, Rizzoli, New York,
4
Martin Heidegger: "Tænke bygge bo" i: Sproget og Ordet, Hans Reitzels Forlag, København, 2000, over-
Rotterdam, 1995, pp.1238-1267
(Padova 1966)
1980 (Milano 1979)
sat af Kasper Nefer Olsen fra "Bauen, Wohnen, Denken, Darmstädter Gespräche des Deutschen
Werkbundes 1951", i: Eduard Führ, Bauen und Wohnen, Waxmann, Münster, 2000
5
Ibid, p. 49
6
Sml. Svend Auken: "Miljøpolitikkens tredje dimension", in Politikken, 13-07-1994
7
Rem Koolhaas: op.cit., pp.1248-49
8
Ibid
9
"It is, rather, an example of the "new authenticity" which Koolhaas refers to, part of an iterative cycle of intertextual referencing between the city and its image, whose goal is to create the "citiest city", where the
throbbing heart of the capital is momentarily and simultaneously glimpsed on screen and "for real", selfconsciously designed to maximize its seductive potential." cit. efter Sarah Chaplin og Eric Holding,
2003: "Addressing the post-urban" i: Leach, Neill (ed.): The Hieroglyphics of Space. Reading and experiencing the modern Metropolis, Routledge, London and New York 2003, pp. 185-199
10 Marcel Proust: På sporet af den tabte tid. Swanns verden, Multivers, København, 2002 (Paris 1913), pp.
52-56
11 "What leads him [Freud] to this problem [of memory] is in fact an attempt to elucidate what Romain
Rolland describes as the true source of religious behaviour, the 'oceanic feeling' of belonging to the
totality of the outside world that is supposedly rooted in everyone. Freud analyses this feeling as the
survival in the adult of a state of consciousness of the newborn child, which can reemerge in certain
circumstances of psychic life (love for example), even though it has elsewhere been […] replaced by
the reality principle, which teaches us to draw a clear dividing line between the ego and he world."
cit. efter Marot, Sébastien: Suburbanism and the Art of Memory, Architectural Association, London,
2003, p. 24
12 Rem Koolhaas, 1994: "What Ever happened to Urbanism", i: Koolhaas, Rem og Bruce Mau: S,M,L,XL,
010 Publishers, Rotterdam, 1995, p. 971
13 Christianialoven af 1989 satte Bygningsfredningsloven og Naturbeskyttelsesloven (nu Museumsloven) ud
af kraft på Christianias geografiske område. Den ny Christianialov af 2004 genindførte bevaringslove-
68
nes gyldighed på Christianias område. Dermed får bevaringsaspekter stor betydning for områdets
fremtidige udseende.
14 Sml. Registrering af kulturmiljøer og bygninger på Christiania, Christianiaudvalget, København, 2003
15 Svava Riesto og Anne Tietjen (red.) 2003: Christiania. Veje til bevaringsstrategier for et anderledes byrum, København: Københavns Universitet, Afdeling for Kunsthistorie, 2003
16 Nogle beboere, som lå i strid med deres naboer, brændte deres eget hus ned, da de flyttede fra Christiania, fordi de ikke vil tillade, at nogle andre skulle bosætte sig der. Christianitterne besluttede herefter, at
bevare skorstenen som mindesmærke over begivenheden. Historien om skorstenen jf. mundtlig beretning af Ole Lykke, christianit, i oktober 2003.
17 Michel de Certeau: The Practice of Everyday Life, University of California Press, Berkeley, 1984 (Paris
1980)
18 "Space occurs as the effect produced by the operations that orient it, situate it, temporalize it and make it
function in a polyvalent unity of conflictual programs or contractual proximities. […] In short, space is a
practiced place." , ibid, p. 117
19 "The act of walking is to the urban system what the speech act is to language or to the statements uttered.", ibid, p. 97
20 Ibid, p. 104
21 "One thus has the very relationship between spatial practices and the constructed order. The surface of
this order is everywhere punched and torn open by ellipses, drifts, and leaks of meaning: it is a sieveorder.", ibid, p.107
22 Historien om fakirskolens navn jf. mundtlig beretning af Ole Lykke, christianit, i oktober 2003.
23 Michel Foucault: "Andre rum" i: Slagmark nr. 27, Århus 1997, p. 87-95 [Paris 1967]
24 Ibid, p. 90
25 Ibid, p. 87
26 "Now we are left with a world without urbanism, only architecture, ever more architecture.", Rem Koolhaas: op. cit., p. 967
69
Byens grænser. Undervejs fra Salzburg til Los
Angeles
Anders Troelsen, lektor, Afdeling for Kunsthistorie ved Institut for Æstetiske
Fag, Aarhus Universitet
Optakt
Kører man fra Los Angeles vestpå til Palm Springs, er man nået til kanten af de
vældige amerikanske ørkenområder, som de tidlige amerikanske land-artkunstnere med forkærlighed opsøgte. Ødemarken udgjorde det udstrakte lærred, hvorpå de kunne udfolde sig.
Som udgangspunkt betegner ørkenen absolut udbredelse og akkumulation af
enshed. I sin uartikulerede ophobning af det samme er ørkenen arketypen på
en forskelsløshed, hvor al betydning går død: et eroderet, entropisk landskab
uden retningsangivelse eller privilegerede steder. I sin grænseløshed lægger
det for kunstneren op til den simplest mulige indgribende gestus: den lige linje
1
og eller omsluttende cirkel som fundamentale grænsemarkeringer, der (uden
selv at være betydning) danner grundlag for (rudimentær) betydningsdannelse
– tilkendegivelser af forskel, der også eksistentielt er forudsætning for identitet.
Ligesom det åbne hav kan ørkenen bringe identitetsfølelsen i fare, eftersom
identitet kræver noget eller nogen at relatere sig til – som spejling eller modstand, som noget der sætter skel mellem noget forskelligt.
Grænsen er defineret af sine to sider, den er et sted, hvor noget begynder, og
noget andet slutter – eller omvendt. Den hører ikke til hverken på den ene eller
anden side, men er forskellen mellem dem, eventuelt som et ubestemt mellemområde, hvor de hver især diffunderer ud i en ubestemmelighedszone fjernt
fra de respektive områders centrum. Men grænsen kan også sætte skel mellem domæner, der hver især aktiveres ved mødet med kanten og i sammenstødet med den anden side mobiliserer al sin definerende energi. Grænsen kan
således være stedet, hvor det afgrænsede udtyndes i en diffus overgang, et ikke-længere og endnu-ikke, eller stedet, hvor modsætningerne konfronteres i
potenseret adskillelse, idet skellet accentueres. Dette åbner mulighed for, at
grænsen, der ellers ikke i sig selv er noget, kan tiltage sig selvstændig status
som mellemzone eller ligefrem opkaste sig til markeret element, idet den opnår
figurkarakter i forhold til det, den skulle adskille.
Linjen og cirklen trækker grænser på hver sin måde. Linjen indstifter en abstrakt forskel, antyder en forskel mellem det, der er på den ene side og på den
anden, men med en symmetri, der ikke på forhånd privilegerer den ene eller
den anden. Hvis højre side (»the right side«, »droit«) normalt er den stærke
side, og venstre (»gauche«, »sinistra«) den svage, er det altid muligt at dreje
det deixiske udgangspunkt og vende det hele om. Hvis cirklen som form betegner den absolutte symmetri, er den imidlertid asymmetrisk, hvad angår dét
at være på den ene eller anden side af den evigt ombøjede linje: disse positioner er blevet til enten et inden for eller et udenfor. Det, der indesluttes, vil normalt (dvs. så længe skalaen ikke bliver for voldsom) hævde sig som figur og
opsnappe konturen som tilhørende sig selv, idet det afgrænsede område fokuseres og fremtræder med større substantiel tæthed end det ubegrænsede kon-
70
tinuum uden for; dette træder tilbage som mere diffus baggrund for figurens
prægnans. Den lige linje er derimod i udgangspunktet mere tvetydig og byder
sig til for begge sider, hvis den da ikke selv besætter figur-positionen.
Selv om nybyggerbosættelser i USA har været indrammet af provisoriske beskyttelsesforanstaltninger som palisader, og der i de ældste byer som New
York City (Nieuw Amsterdam) endnu er spor tilbage af befæstninger på Manhattans sydspids (også bevaret i et navn som Wall Street), var de amerikanske
byer i almindelighed ubefæstede, ligesom de ekspanderede på et tidspunkt,
hvor den militære teknologi også i Europa havde gjort de volde, der havde erstattet de mere sårbare mure, til efterladenskaber af en forældet og nytteløs
forskansning. I den amerikanske frontier-ideologi, der havde grundlag i den
stadigt forskubbede grænse mod vest, har forskellen mellem det opdyrkede
land, der var lagt under plov, og de endnu åbne, ukultiverede vidder – ‟the virgin land‟ – været afgørende. En mere statisk byforestilling har traditionelt gjort
sig gældende i europæisk sammenhæng; den rækker umiddelbart tilbage til
klostrene og senmiddelalderens urbane ekspansion, hvor byen (eller klostret)
blev oplevet som et organiseret, beskyttet kosmos omgivet af en bræmme af
kultiveret land, uden for hvis mure og opland et potentielt kaos herskede i form
af uopdyrket jord, vældige skovområder og uvejsomme bjergegne, mens floder
og (mindre) have ikke så meget bød på grænser som trafikmuligheder. Antropologisk er byen samtidigt fremstået som den yderste af de koncentriske ringe,
individet tegner omkring sig for at markere sine grænser: til kroppen svarer huset og byen, som ofte i mere end én forstand var oprindelse for navngivning –
og til disse blev senere føjet nationalstaten.
Ligesom huset har sin ‟facade‟, et ansigt, og udfolder samme laterale symmetri
som kroppen (men uden tilsvarende ligedannethed mellem oppe – nede, foran
– bag), har koblingen mellem by og identitet givet anledning til en lang række
personifikationer og kropslige metaforer. Byens bestanddele tager sig ud som
kropslige organer: den har en ‟navle‟ (‟umbilicus‟ som Rom) eller et ‟hjerte‟, er
udstyret med pulserende ‟årer‟, har ‟lunger‟ (parker), ‟mave‟ (marked for fødevarer) og endda ‟tarme‟ (kloaksystem). På et overordnet plan kan en by være
hoved-stad, og som ophav kan den besidde begge køn, være ‟fædrene stad‟
eller ‟fødeby‟ (de fleste byallegorier er hunkøn); i begge tilfælde bør byen tage
vare på sine ‟bysbørn‟.
Hvis byen således i vores almindelige tilbøjelighed til antropomorfisering fremstår som en person udstyret med forskellige egenskaber, kan den også som
billede indramme de bygninger og det liv, der udfolder sig i den, eller optræde
som scene for de aktører, der agerer på baggrund af den urbane scenografi.
Denne scenografi kan imidlertid – i den mere dynamisk ekspanderende by, der
præges af accelereret trafik – blive filmisk i sin bevægelighed eller måske endda antage abstrakt, uendeligt åben karakter som et urbant netværk i analogi
med World Wide Web. Det er disse metaforer og deres udsigelseskraft i forhold
til grænsebegrebet, jeg i det følgende vil afprøve med udgangspunkt i tre eksempler: Salzburg, Wien og Los Angeles.
Byen som billede
Salzburg var den by, hvori arkitekten Camillo Sitte havde sit virke, inden han
vendte tilbage til sin fødeby Wien, og dér udgav sit hovedværk Der Städtebau
2
nach seiner künstlerischen Grundsätzen i 1889. Ved sin hjemkomst blev han
vidne til en by, der i sin periferi var omkalfatret af større byplanlægningsmæssige tiltag med anlæggelsen af Ringstraße, der omslutter hele den oprindelige
bykerne, som det mest spektakulære. Det er næppe noget hasarderet gæt, at
71
kontrasten mellem provinsens Salzburg og omvæltningerne i hovedstaden har
3
været udløsende faktor for Sittes nyvakte interesse for byplanlægning.
Den industrielle revolution fremstod for Sitte som en alvorlig trussel mod tilfredsstillende byformer, og i sit forsøg på at byde udviklingen trods, kastede
han blikket tilbage for at aflure fortiden nogle regler for bymæssig skønhed. I
dette perspektiv, der imidlertid ikke sigtede mod simpel, museal bevaring, overførte han arkitekturens indre rumdannelser på dem, der opstår i det ydre imellem bygninger. Overordnet synes alle Sittes bestræbelser i Der Städtebau at
gå ud på at få byens elementer til at danne lukkede figurer, der forhindrer rummet i at forbløde i alle retninger, at miste identitet i grænseløs åbenhed. Én af
hans kongstanker er således at lukke pladser ved skærmende søjlegange
(uden at være til skade for trafikken) og undgå pladsformer, hvor (lige) vejførin4
ger møder hinanden vinkelret i hjørnerne. Ved at begrænse antallet af gader,
der munder ud i en plads, og føre disse ind i divergerende skrå vinkler, bliver
det vanskeligere for betragteren at indtage en position, hvorfra der er mere end
en ›udvej‹, der taber sig i det fjerne. De kan tværtimod bidrage til begrænsningen ved at lade øjet møde gadevæggene sideværts, i stedet for at fortabe sig
mere eller mindre parallelt med dem. Også skulpturer tænkes at deltage i lukningen ved at vige den hyppige midterposition til fordel for hjørneplaceringer,
der tillader et større antal af dem, velsagtens således at de indbyrdes kan være
relæer i usynlige begrænsningslinjer.
Modviljen mod det ubegrænsede ytrer sig også i dét, Sitte anser for ønskværdige skalaforhold. Han mener således, at mange samtidige byer giver anledning til agorafobi ved at forsynde sig mod menneskelige størrelsesforhold:
pladser bør følge den dominerende bygning, således at kirkepladser danner
dybe pladser med udgangspunkt i tårnfacaden og holdes inden for kirkens skala, mens rådhuspladser på tilsvarende vis tager bestik af bygningens bredde.
Generelt bør pladsers dimensioner følge, men højst dublere sin mest anseelige
bygning. Frilæggelse af monumentalbygninger, der træder ud af den bygningsmæssige kontinuitet, er også for Sitte en forsyndelse mod – hvad jeg ville opfatte som – det altdominerende lukningsprincip. Mest udpræget, når en byport
isoleres som et fritstående element, man kan gå rundt om i stedet for igennem.
For Kevin Lynch, der er knapt så nostalgisk som Sitte, men optaget af byen
som god og aflæselig gestalt, er perceptionspsykologens lukningsprincip centralt, når han ser adskillelsen af særegne kvarterer som én betingelse blandt
flere for en forståelig og visuelt beboelig by. Nærhed og lighed (med hensyn til
gadenet, arkitektonisk morfologi), er andre perceptuelle faktorer, der skaber
bymæssig samling og opdeling – ligesom ruter (oplevelse af kontinuitet), var5
tegn og knudepunkter (prægnante pejlemærker og krydsende kontinuiteter).
72
Salzburg – dvs. byen som den var – er ikke kendetegnet ved aksiale forbindel6
ser, men opfylder i vid ustrækning Lynchs og Sittes bymæssige idealer.
Altstadt kan i dag virke museal med sin maleriske karakter, der stadigvæk gør
byen til et sluttet og velafgrænset billede. Indre adskillelser besørges af de
mange porte, der danner indgange til klostre, som vender indad mod lukkede
gårde (svarende til Oxford og Cambridge, hvor klostrene er mønster for de forskellige ‟colleges‟). I byen har man således hele tiden fornemmelsen af at bevæge sig gennem porte – et indtryk, der ikke er blevet svækket af den tunnel,
man passerer for at nå den indre by fra sydsiden. Her trænger man igennem et
bjergmassiv, Mönchsberg, der krones af borgen Hohensalzburg. Byens gamle
kerne indrammes mod nord af floden Salzach – en indramning, der til dels
yderligere markeres af Kapuzinerberg. Som navnene på bjergene antyder, er
klostrene det historiske udgangspunkt for bydannelsen, og disses indre gårde
synes gentaget i den lukkede forgård til Solaris katedral. Denne, og senere
højbarokke monumenter som von Erlachs Kollegienkirche, træder frem med
klare figurkvaliteter i forhold til borgerbyen, der er blevet udspatieret omkring
dem; de er blevet frilagt af et omgivende pladssystem – svarende til Sittes principper, der anbefalede, at et centralt bygningsværk blev tilforordnet flere pladser – én til hver af sine facader.
Hvis byen er klart defineret i sine ydre begrænsninger, er den det således også
i sine indre, hvor de enkelte dele træder frem med klare figurkvaliteter. I den
gamle borgerby, længst nede mod floden, er husene trængt tæt sammen og
danner en sammenhængende linje ud mod de snævre gyder og gader, der
som f.eks. hovedgaden Getreidestraße bugter sig som rute gennem det tætte
byvæv. I forhold til klostrene er fyrste- og domkirkebyen mere udadvendt, karakteriseret ved repræsentative bygninger, der som sagt er blevet frilagt ved en
urbanistisk operation, der har bortskåret dele af den middelalderlige bytekstur.
Dertil kommer, at Salzburg er et show-piece, et malerisk billede. Men det er ikke noget den først er blevet som turistattraktion; indramningen skete allerede
under den barokke omgestaltning, hvor Salzburg blev iscenesat med italienske
islæt. Fra Mirabell-slottet, på den anden side af Salzach, tilbydes man stadigvæk den dag i dag det klassiske Salzburg-prospekt: parkens linjer udgår ikke
fra slottets hoved- eller midterakse, men trækker i stedet blikket over mod den
anden side af floden og udpeger de væsentlige vartegn i byen, der herfra fremtræder som sluttet billede: domkirken, borgen, franciskanerkirken, universitetskirken (Kollegienkirche) – et billede, der også røber, at rådhuset – og dermed
borgerne – har spillet en underordnet rolle i byens styrelse.
Aksen er således ikke en bevægelsesakse, men en synsakse. Og træder man
ind i det billede, som synsaksen udpeger, støder man som nævnt også på
grænser og indramninger: hver af byens tre dele har sit særpræg, og flere steder er overgangen markeret med en port.
Byen som scene
Sittes Salzburg dannede kontrast til hans fødeby Wien, som i lighed med adskillige andre europæiske storbyer havde sløjfet sine volde i anden halvdel af
det 19. århundrede. Sådanne volde blev ofte til parkanlæg (som i København),
og det var også til dels tilfældet i Wien (Volkspark), men militærets rømning af
kejserstadens forsvarsanlæg levnede først og fremmest plads for en monumental Ringstraße, der forankret i Donaukanal omkransede den indre by med
centrum i Stephansdom. To kaserner nærmest Donaukanal gav imidlertid anledning til at forestille sig Ringstraße som en boulevard i oprindelig betydning
(etymologisk beslægtet med dansk ‟bolværk‟): et vejsystem umiddelbart bag
fæstningsanlæg, der muliggør hurtige omplaceringer af tropper – en foranstaltning, der måske ikke så meget var vendt mod en ydre fjende, som tænkt i forhold til mulige, indre opstande.
Ringstraße er således en palimpsest over et tidligere voldanlæg. Den er trafikåre, men danner stadigvæk grænse. Og som promenadegade, der i sin drejning hele tiden afslører nye vuer, er der endnu ikke tale om, at trafik- og opholdsrum er blevet adskilt. Flankeret med monumentalbygninger, der har taget
opstilling langs vejen, ‟indrammer‟ den byen. Ringstraßes forløb er opdelt med
Hofburg som centrum, der oprindeligt skulle have haft to hinanden spejlende
exedraer; til hver side er anbragt to museer og to teatre. Teatrene er i barokstil,
Parlamentet i klassicistisk stil (med barokt svungne tilkørselsramper), Rådhuset
i gotik og Universitetet i renæssancestil – stilarter valgt alt efter, hvilke associationer, der har forekommet passende: barokken som festlig og teatralsk, klassicismen som henvisende til ‟demokratiets vugge‟, gotik som knyttet til german-
73
ske fristæder, renæssance som forudsætning for humanismen.
Denne historicistiske stilblanding gjorde fra begyndelsen Ringstraße til en slags
arkitekturhistorisk museum, hvor monumentalbygninger ikke længere orienterede sig mod hinanden eller indgik aksiale alliancer, men vendte ud mod
gaden. De lejrede sig langs en trafikstrækning, der i sit åbne ‟flow‟ førte forbi
dem og viste videre i sin stadige drejning omkring den indre by. Pladsdannelse
som optakt til repræsentativ arkitektur kunne i denne sammenhæng højst have
karakter af ‟udposninger‟ på gadelinjen. Det var netop denne prioritering af den
trafikale strøm, der vakte Sittes ubehag. Hans kritik rettede sig ikke mod bygningernes lånte stilarter, men påtalte derimod, at historicismen ikke gjorde sig
gældende også i bymæssig skala, f.eks. i form af mere lukkede pladssyste7
mer. Fælles for den række af udbedrende forslag, han fremsatte i Der Städtebau, var således, at de afbrød Ringstraßes stadige bevægelse og lod den
skandere af en række pladser, der skabte afgrænsede rum foran bygninger
som Parlamentet og Votivkirche (denne gotiserende kirke ligger lidt tilbagetrukken i forhold ringgaden).
Ringgadens karakter blev understreget af en spektakulær afvigelse fra det beskrevne mønster: Sempers kunsthistoriske og naturhistoriske museer var nemlig ikke anbragt langs med Ringstraße, men derimod vinkelret på gadeføringen
for at indgå i en (ufuldendt) akse udgående fra Hofburg på den anden side af
pragtgaden, idet kunstmuseet ‟spejler‟ sig i det over for liggende naturhistoriske
museum på Kaiserforum: kunsten blev således endnu holdt tilbage af det gam8
le dynasti i stedet for at knytte sig til gadens bevægelighed.
Med sine stilmasker blev bygningerne aktører eller sætstykker i en storstilet urban iscenesættelse. Ringstraßes kulisser indgik i en veritabel drejescene for
borgerskabets og dobbeltmonarkiets repræsentationsteater, idet gaden undervejs – i sin kredsen omkring den historiske bykerne med Stephansdom som
omdrejningspunkt – samlede magtens, kunstens og videnskabens bygninger.
Gadeforløbets drejende bevægelse er dog hele tiden holdt i ave som af en
usynlig magnet, idet centrum hele tiden fornemmes som dragende og bestemmende kerne. Ringstraße angiver således i sig selv en markeret grænse,
men er også med til at fokusere den indre by.
Mens storladne, teatralske iscenesættelser nok især iværksættes i større byer
som Wien, har mindre byer som Salzburg mulighed for at forblive maleriske.
Men den senere udvikling har generelt gjort Sittes forhåbninger til skamme.
Han tegnede CIAMs fjendebillede som fortaler for den pittoreske by, der af LeCorbusier blev anset for præget af ‟æslets veje‟, og af Giedion blev udråbt til
9
‟nostalgiens troubadour‟. En vis nostalgi synes imidlertid at være ret så udbredt blandt byanalytikere, der har en tendens til at afbryde deres historiskæstetiske byundersøgelser dér, hvor industrialismens afgørende prægning af
10
byrummet sætter ind fra slutningen af det 19. århundrede.
Hvis Sitte som fodgænger søgte ly på sine lukkede pladser, og i det hele taget
forskansede sig, var LeCorbusier til hurtige biler og åbne byrum. I det geometriske centrum for sin storslåede byutopi – ovenpå den centrale metrostation og
i skæringspunktet af tilkørselsvejene – anbragte LeCorbusiers således en flyveplads. Når ‟byporten‟ på denne måde trængte ind i byens pulserende hjerte,
der opsamler og viderebefordrer trafikstrømme, bliver bevægelse byens overordnede princip, der ikke tillader ornamental detaljering af bygningerne, hvis
11
klare og koncise former derimod skal kunne aflæses i farten. Den ubønhørlige
udvikling levner ikke plads for urbane tidslommer: i sin byutopi forudsatte LeCorbusier store dele af Paris‟ Marais-kvarter jævnet med jorden.
74
Frembringelsen af et ‟tabula rasa‟ blev i almindelighed anset som betingelse for
virkeliggørelsen af modernisternes byvisioner. I Efterkrigens Tyskland var for-
arbejdet besørget af Royal Air Force og Den røde Armés luftvåben. I de genopbyggede tyske byer blev byggelinjerne ikke længere orienteret parallelt med
gadelinjen, men i vid udstrækning drejet bort fra trafikken, og bykernens bygninger indgik ofte i samme dynamiske, asymmetriske konstellationer som i andre byzoner, dvs. uden aksiale hierarkier og samlende point-de-vuer. Hvor korridorgadens kompakte pladsvægge tidligere dannede todimensionale grænser
mod omgivelserne, blev der nu skabt en transparent og åben gennemluftet by,
med en bevægelig og flydende rumæstetik, der lod de solitære bygningskroppe
blive synlig fra flere vinkler som tredimensionale voluminer i rummet – en bymæssig åbning, der lettede den trafikale gennemstrømning. Gadens mure var
faldet, og det alt sammen blev i efterkrigstiden associeret med demokratiets frigørende kræfter.
Denne udvikling blev ledsaget af en byens vækst ud over alle grænser – en
‟urban sprawl‟, der fik Lynch til at kalde til samling om byens figurkvalitet som
god gestalt, og Norberg-Schulz til at undsige en omsiggribende stedløshed, der
skulle modvirkes af en bymorfologi, der i samspil med naturomgivelserne var i
stand til at sikre individet ikke alene fysisk beskyttelse, men også skænke det
eksistentielt fodfæste, varig tilknytning og forankre det i en kollektiv betydnings12
sammenhæng.
Byen som film og netværk
Fastholdelsen af byens (relative) figurkarakter synes at være grundlag for de
forestillinger, Lynch gjorde sig sammen med Appleyard og Myer i 1964 om by13
ens trafikale modtagelsessystem. Forudsætningen må nemlig være, at en by
er noget man ankommer til, dvs. at den har opretholdt et uden for og et inden
for. I stedet for at lade vejene overtage jernbanens lange, lige stræk, hvor naturen blot udgør en hindring, slog de til lyd for, at ‟the scenic highway‟ skulle iscenesætte et veritabelt modtagelsessystem for bilisten, der forberedte ham på
den by, han nærmede sig. Ved sine slyngninger, stigen og falden, skulle vejen
foretage tiltninger og panoreringer, der som en kunstfuldt tilrettelagt sekvens af
bevægelige billeder skulle udpege vartegn i rytmisk gentagelse og variation –
alt sammen med den overordnede hensigt, at bringe den kørende på højde
med byen, gøre den forståelig og meningsfuld som mål for bevægelsen.
Det filmiske forløb underlægges musik i denne vejens æstetik: et spil mellem
indsnævring og udsyn danner f.eks. modvægt til hinanden over tid, og svarer i
deres følgen efter hinanden til musikkens opspænding i dissonanser og udløsning i samklange. De tre forfattere fremkommer med et forslag til notationssystem for det nye område, men selv om det lanceres som en slags partitur, minder det mere om et forsøg på at formalisere en filmisk sekvens, og forskellige
overgangsformer analogiseres da også med ‟rent klip‟ (abrupt overgang), med
op- eller nedblænding (hvor et element forsvinder, før et nyt dukker op), og
14
med overblænding (hvor elementerne for en stund smelter ind i hinanden).
Bag det hele ligger en forestilling om, at landevejen skal udgøre et velstruktureret billede, som kan orientere bilisten i forhold til omverdenen, så han er i stand
til at lokalisere sig selv: vejen skal være en fascinerende bog, der kan læses i
15
farten. Men der er unægtelig den hage ved det, at vejen ikke rigtigt gør det
muligt at styre sekvensen og afgrænse forløbet: man skal kunne begynde og
slutte på tilfældige steder uden nødvendigvis at blive ført gennem hele forløbet.
Mulholland Drive i Los Angeles er nok det nærmeste man kan komme en sådan ‟scenic highway‟. Men da den følger kammen af Santa Monica Mountains,
der deler byen i to, er man faktisk på dette stræk allerede nået ind i byen, der
mod nord breder sig ud i San Fernando Valley, og i syd strækker sig ned til
75
havnen ved San Pedro og Long Beach og videre i Orange County. Mulholland
Drive er præget af stadige slyngninger – flere end Sunset Boulevard, der længere nede følger samme øst-vest-retning – men udsigten giver et indtryk af Los
Angeles‟ kolossale, udstrakte grid, om aftenen aftegnet som lysstriber, der løber mod uendeligheden. Imellem de to nævnte, nærmest mytiske veje finder
man på sydskråningen af ‟the foothills‟ områder som Bel Air, Beverly Hills og
Hollywood Hills, hvor vejnettet netop ikke er underlagt et rastersystem, men
følger eller skærer højdekurverne på skrå, og ofte ender i cul-de-sacs eller sløjfer.
På sletten neden for kan boulevarderne danne ubrudte linjer på op til 60-70 km,
men rastersystemet er faktisk ikke helt regelmæssigt, men skifter orientering
flere steder, eftersom byen er sammenvokset af et større antal mindre bydannelser, der også som spanske kolonibyer var lagt ud i rudesystemer. Helt uden
centrum er byen imidlertid ikke: historisk har den udgangspunkt i El Pueblo
(grundlagt i 1781), hvoraf dele ligger tilbage som en turistenklave, og det nærliggende downtown-område, der altid har haft status som et trafikknudepunkt,
har i de senere år opnået at få en slags ‟Stadtkrone‟ i form af en skyskraberkoncentration på Bunker Hill, der samtidigt fungerer som kulturelt akropolis.
Selv om disse skyskrabere er løftet op på en natursokkel, er de dog langt fra
synlige over hele byen, som breder sig over et areal større end Sjælland. Andre
centre gør da også i mange henseender Downtown L.A. rangen stridig: f.eks.
Century City, der er en mindre skyskraberkoncentration, bygget på grunde bag
filmselskabet Twentieth Century Fox, eller især Wilshire Boulevard, som forbinder downtown med Stillehavet ved Santa Monica: på lange strækninger danner
den noget, der mest af alt ligner tidligere tiders forestillinger om en lineær by
(med en vis koncentration øst for sin skæring med Fairfax Boulevard, hvor der
ligger en del museer langs vejen). Den lineære by var som byutopi netop et
forsøg på at lade de trafikale linjer bestemme byens form, således at bebyggel16
ser udkrystalliseredes langs jernbanestrækninger og veje.
Los Angeles er faktisk opstået ved udfyldning mellem en række bydannelser,
hvis vækst i første omgang blev sikret (i 1880'erne) ved tilslutningen til det interkontinentale jernbanenet, der fik Los Angeles som slutdestination (frem for
rivalerne San Diego og Santa Barbara). Efter at isolationen fra det øvrige USA
således var overvundet, blev de mere interne forbindelser besørget ved udvikling af et udstrakt sporvejssystem (Huntingtons Pacific Electric), som gik hånd i
hånd med strategiske jordopkøb langs linjerne. Ved sammenkædning af disse
aktiviteter, der gensidigt støttede hinandens rentabilitet, opstod en storby, der
måske nok fra starten af besad et slags center, men altid har været bestemt af
de trafikale forbindelser mellem en flerhed af bykoncentrationer og vækst17
centre. Derimod har der aldrig været tale om koncentrisk byspredning fra en
kerne – infrastrukturens tidsafstand mere end rumlig afstand blev afgørende for
bosættelse. Reyner Banham taler således om, at ‟The Transportation Palimp18
sest‟ i hele Los Angeles‟ reelt korte levetid, har skinnet gennem byens struktur, hvis tilpasning langt hen har været lettet af den spredte og lave bebyggelse.
76
Da de adskilte bykerner begyndte at vokse sammen, og krydsende sporvejslinjer blev udbygget, blev sporvejsnettet imidlertid næsten kvalt i sin egen succes. Samtidig begyndte biltrafikken allerede i 1920erne at give yderligere forsinkende trafikkoncentration, og Pacific Electric foreslog konstruktionen af højbaner, der skulle føres under jorden i downtown, som således ville (for)blive et
trafikalt knudepunkt. Dette forslag, som ville have styrket downtown afgørende,
strandede imidlertid på frygten for, at byudviklingen i så fald blev bundet til trafikale korridorer – en ængstelse, der ikke mindst havde baggrund i ejendomshandlens interesser; denne magtfulde branche foretrak et udbygget net af veje,
da dette kunne åbne hele området for udvikling og spekulation. Ethvert punkt i
byen ville således kunne nås fra den nærmeste boulevard, uden at trafikken
19
skulle ledes gennem ét centralt punkt, (til gengæld skal den forcere et utal af
vejkryds). Automobile Club of Southern California gjorde også sit til, at denne
løsning blev valgt, og systemet af øst-vest og nord-syd gående boulevarder
(bygget i 20'erne) blev i sidste omgang – ligeledes på baggrund af et forslag
(1937) fra samme interessegruppe – yderligere overlejret med et fiskenet af
20
freeways. Dette blev realiseret i løbet af 50'erne.
Resultatet er, at i Los Angeles er motorvejsnettet næsten blevet byens mest
monumentale træk. Få andre byer ville formentlig lade sig repræsentere på
postkort med motorveje som billedmæssigt fokus. Reyner Banham karakteriserer, synes jeg, motorvejenes dominans ganske morsomt:
Indeed the freeways seem to have fixed Los Angeles in canonical and
monumental form, much as the great streets of Sixtus V fixed Baroque
Rome, or the Grand Travaux of Baron Haussmann fixed the Paris of la
belle epoque. Whether you regard them as crowns of thorns or chaplets of
laurels, the freeways are what the tutelary deity of the City of Angels
should wear upon her head instead of the mural crowns sported by civic
21
goddesses of old.
På mange måder kan Los Angeles som grænseløs forstad ligne en virkeliggørelse af Frank Llyod Wrights byutopi ‟Broadacre City‟. Han udkastede således
en idé om en spredt by, hvor énfamiliehuset udgjorde den grundlæggende boenhed, idet automobilisme og telefon efter hans mening havde overflødiggjort
bymæssig tæthed. Men i modsætning til Los Angeles – i hvert fald byen som
den tager sig ud i dag – skulle Broadacre City bevare en landlig karakter; hver
indbygger skulle tildeles en ‟acre‟ jord, og således sættes i stand til at virkeliggøre det jeffersonske ideal om den selvberoende bonde (om ikke andet så på
deltid, idet Wright var inspireret af et schillersk ideal om ‟det hele menneske‟,
der udfoldede sig på flere områder). En tilbagevenden til en tidligere samfundstilstand, hvor familien ville genvinde sin plads, var således paradoksalt nok muliggjort af den teknologiske udvikling, der kunne overvinde afstande: ‟Edison
22
and Ford would resurrect Jefferson‟, som Fishman har formuleret det.
Lloyd Wrights byboere skulle naturligvis bo i hans horisontalt orienterede hus,
der forbinder sig med naturomgivelserne og er koncentreret omkring arnen
som (symbolsk) samlingssted. Nutidens Los Angeles med sin omsiggribende
‟stedløshed‟ ville således næppe leve op til hans idealer. Forfatterinden Gertrud
Stein, der boede i Paris, synes at pege på dette forhold, da hun efter et besøg i
L.A. ved hjemkomsten blev spurgt: ”How was it over there?”. ”There was no
23
there over there”, lød svaret. De uendeligt lange, lige vejstrækninger, hvor det
flere steder er sådan, at intet synes at ændre sig, når man selv flytter sig, har,
tror jeg, samme identitetstruende karakter som ørkenens akkumulation af ens24
hed. Der er tale om retningsanvisning, men denne vektorisering er blevet abstrakt i sin uendelighed.
Denne abstraktion giver sig især til kende i freeway-netværket, der ikke er helt
så regulært som boulevarderne, men alligevel virker som en opskaleret version
25
af disse. Dets enorme konstruktioner danner paradoksalt nok på én og samme tid grænser og forbindelser. Vejen åbner rummet, men er selv en grænse. I
byrummet er motorvejene typisk gravet ned i en slags åbne kanaler eller løftet
ud af byen, hævet op i brolignende konstruktioner. I begge tilfælde tager de ikke bestik af de områder, de gennemløber; ude af kontakt også med deres naturgrundlag fremtræder de isoleret fra deres omgivelser ved anlægsarbejder,
der opfanger og udligner terrænet. De danner således voldsomme barrierer i
byen, udstikker grænser, idet de i lighed med tidligere tiders bymure skaber
26
zoner af ingenmandsland omkring sig, trækker strimer af ikke-steder med sig.
Som veje skaber de imidlertid samtidigt forbindelser – blot ikke til de nære om-
77
givelser, som de i kraft af deres afsondring og udjævning helt har mistet føling
med, men derimod til fjerne steder, der for en stor del ligger hinsides byen.
Hvor man tidligere havde fornemmelsen af at følge veje eller slå ind på ruter,
der førte fra et sted til et andet som en kontinuerlig, flydende bevægelse, har
man i en megapolis som Los Angeles følelsen af at lægge sig ud i et kolossalt,
abstrakt netværk, hvor ingen vej fører fra et sted til et andet. Man plugger sig
ind i et koordinatsystem, der er løsrevet fra ethvert udgangspunkt og slutpunkt,
og som ikke glider ind i et andet, mere finmasket system. I stedet må man lokalisere sig på et overdimensioneret skakbræt, hvor ingen veje leder frem til et
bestemt sted, men alle veje fører forbi målet; dette kan kun nås ved en slags
fraktal nedskalering til boulevard-systemet, hvorfra man så ved yderligere forskydninger kan ankomme til den ønskede lokalitet. Dette mere finmaskede net
har ikke fundamentalt anden karakter end freeway-systemet, og er som vejnet
løsrevet fra byens masse. Og selv i trafikårernes kapillærer gælder noget tilsvarende, når f.eks. de uendelige rækker af bungalows er trukket tilbage fra gadelinjen (hvilket til enhver tid har lettet gadeudvidelser). Følelsen af rumlig abstraktion får næsten emblematisk udtryk i bilkort, hvis normale, to >dimensioner< er reduceret tilén: vejene er ikke repræsenteret ved to linjer, men indskrænket til en enkelt streg for at tillade et større overblik over den enorme by.
Til motorvejenes rumlige abstraktion bidrager naturligvis et træk, der gælder al
motorvejsfærdsel: ud over fokuseringen på vejstrækningen foran én, betyder
den høje hastighed, at de nære omgivelser til siderne udviskes, mens kun de
fjernere står fast i deres mindre bevægelighed – alt sammen noget, der kan
fremkalde en vis uvirkelighedsfølelse (den kan måles ved den følelse af håndgribelighed, der overvælder én, når trafikken går i stå). Den abstrakte fornemmelse og følelse af ukropsliggørelse skyldes imidlertid også, tror jeg, et træk,
der er mere specifikt for en by som Los Angeles: motorvejens (som regel lige)
forløb har en særligt sugende effekt – vejen flyver foran én og udgør en grænseløs bevægelsesimpuls; retningsskift kan principielt kun ske ved at udskifte en
uendelighed med en anden, dvs. skifte motorvej, idet de kritiske punkter for
retningsændring hele tiden er deres skæringer. Motorvejene udskærer imidlertid ikke byen i kæmpeparceller, der overtager figurens position med deres linjeføring som konturer; ligesom i Modrians malerier antager linjerne selv figurposition, idet de ganske vist møder hinanden, men løber videre forbi hinanden
uden indbyrdes at danne lukninger. Trafikken tegner således krydsende flugtlinjer af uendelig bevægelse. Dette står i modsætning til motorringveje som
dem omkring Paris eller Rom, der ganske vist for alvor er uendelige i deres
stadige omdrejning, men på den anden side efterlader indtryk af at være tiltrukket af bymidten som af en usynlig magnet.
Mere generelt for motorvejssystemer er vel også, at knudepunkterne er primære pejlemærker, og at man er tvunget til at følge abstrakte, skiltede retningsanvisninger, da man aldrig kan være sikker på udfletningernes forløb, ligesom abstrakte afstandsangivelser er vigtige for at tage bestik af baneskift og
afkørsler. I Los Angeles har man imidlertid i sjælden grad indtrykket af at befinde sig i et overindividuelt vejsystem, der objektiverer rummet – et rum, der
forholder sig indifferent over for de nære omgivelser, som vejen bestandigt
gennembryder, idet den hele tiden viser videre i en abstrakt bevægelse, der går
mod uendeligt.
Los Angeles mister virkelighedssubstans i farten, når den ses fra sine freeways, og det virker oplagt – måske også for oplagt – at sammenligne oplevel27
sen af filmbyen Los Angeles med filmsekvensers forbiflimrende billeder. Fra
et mere overskuende, olympisk standpunkt kan den snarere minde om Internettets grænseløshed, som det er beskrevet af Lev Manovich:
78
Thus we may connect the American ideology of democracy with its paranoid
fear of hierarchy and centralized control with the flat structure of the Web, where
every page exists on the same level of importance as any other and where any
two sources connected through hyperlinking have equal weight.28
I en by af Los Angeles‟ enorme skala virker det amerikanske byraster særligt
påtrængende, men det bygger på samme forestillingskompleks som gør sig
gældende for et mere afgrænset område som f.eks. Manhattan. Her var det
desuden en eksplicit pointe, at hvor den europæiske by lod kirke og konge okkupere byen også i navngivning af gader, dannede New York City ved sin neutrale nummerering en antitese til den europæiske by som:
the city as a field of free enterprise and speculation within reason versus the city
of power centres and vested interests. The European city reinforcing and flattering the powers of Church and Crown, structured to demonstrate hierarchies of
power; structured to resist change. The new American city ordered to allow continual change in a structure of constant order, a neutral field for the public pursuit
of commercial enterprise; structured to constrain all ambition in a frame of reason; The neutrality, the lack of emotion are almost painful.29
Med denne markering af den amerikanske rationalitet, foretagsomhed og mobilitet, kan det virke en smule overraskende, at Norberg-Schulz ser sig i stand til
at vurdere New York positivt ud fra sit begreb om ‟genius loci‟, men det er ikke
desto mindre tilfældet, da han fortolker den blok, griddet udskærer, som tegn
på nybyggerens selvberoende individualisme. Denne væren-sig-selv-nok, som
han ser afspejlet i New Yorks skyskrabere, finder sig vel til rette i et rationelt,
pluralistisk og åbent system, der kan forblive sig selv, samtidigt med at det evner at opfange den samfundsmæssige dynamik:
The American grid extends infinitely. Its constituent is the open street, that is, a
street without ends. The open street expresses modern man‟s role as "homo
viator" and thus it offers a new interpretation of an archetypal existential structure. To function as an open form the street has to possess continuity or simple linear coherence [...] The grid is not a straightjacket. The basic idea behind
its formation was to offer everybody equal opportunities, and its openness is
an expression of freedom.30
Jeg er ikke sikker på, at Norberg-Schulz ville udbrede sit positive syn på denne
byform til Los Angeles, der har en endnu større etnisk variation end New York,
selv om New Yorks fortjeneste for ham også er knyttet til de mange tungemål,
hvormed byens historicistiske arkitektur taler. Men i princippet lader Los Angeles sig se som udtryk for samme rastløse, ekspansive mentalitet, samme frontier-ånd i det horisontale plan, som skyskraberen tilkendegiver på den vertikale
31
led. Los Angeles er i eminent grad byen for ‟mennesket undervejs‟ og udtryk
for den rumopfattelse, Spengler forbandt med den vesterlandske, fremadstræ32
bende ånd: det uendelige, ‟faustiske‟ rum, – et begreb, som ærkemodernisten
Giedion var inspireret af. Som resultat af først spaniernes, siden amerikanernes
kolonisering, der hele tiden har villet forskubbe eksisterende grænser, støder
Los Angeles‟ åbenhed imidlertid bogstaveligt på en grænse i de mange lukkede og beskyttede bykvarterer, der er skudt op i mere velstillede dele af byen,
og som for nogles vedkommende formentlig kan føres tilbage til Sittes idealer –
33
nu realiseret som befæstede byer i byen.
Exit
En åben byform som Los Angeles‟ synes globaliseret i de asiatiske (eller syd-
79
amerikanske) storbyer. Men også Salzburg og Wien har i dag forstadsområder,
der måske ikke i princippet adskiller sig så meget fra Los Angeles, (der til gengæld synes inde i en proces af relativ recentralisering i downtown). Og områderne mellem de store byer bliver overalt i stigende grad udfyldt af det Thomas
Sieverts har kaldt ‟Zwischenstädte‟; i det tyske Ruhr-Gebiet er centrum overtaget af periferien, der ikke længere rangerer som ufuldendt by, som lider af ur34
bant hukommelsestab. Hvor byer i tidligere tider var figurer på en (grøn)
grund, er forholdet nu vendt om: landskabsområder er blevet figurer på en bymæssig grund. De gamle historiske centre må indstille sig på at udfylde andre
funktioner end tidligere inden for en større bymæssig sammenhæng, der som i
Los Angeles udgøres af et provisorisk og fragmentarisk net af knudepunkter –
men i europæisk sammenhæng ofte med en rumstruktur og en socialstruktur,
35
der i højere grad er ude af fase, eftersom bestemte rumlige koncentrationer i
mindre grad end tidligere, er beholder for et fasttømret socialt fællesskab; bestemte rum gennemkrydses af overlejrede og mobile former for livsstil uden
større berøring med hinanden.
At noget – og nogen – sakker agterud og marginaliseres i denne rastløse dynamik er oplagt. Lad os til en afslutning dreje af fra motorvejen for at se på nogle canadiske indfødte, der som hjemløse har slået sig ned på ingenmandslandet under en free-way-bro i Vancouver – et ›overskuds‹område, der imidlertid ikke synes at blive den romantisering til del, som sådanne formløse, ud36
skudte zoner ellers ofte udsættes for i dag. Det er med ironi, at Jeff Walls ‟The
37
Storyteller‟ (1992) – udformet som en slags filmisk lyskasse – trækker på
samme pastorale tradition som Manets ‟Frokost i det grønne‟ (1863). Den unge
kvinde til venstre synes at være fortælleren, der med sin fortælling må tænkes
at fastholde et stykke indiansk identitet, der trues af den udvikling, motorvejen
udstikker. Denne danner i kompositionen et trekantsudsnit på linje med græsset, træerne og himlen. Tilsammen udskærer disse trekanter ›ortogonaler‹ i en
slags perspektivisk system, idet ›forsvindingspunktet‹ udpeges som et motorvejsskilt. På tværs af motorvejen og næsten parallelt med billedplanet strækker
sig et kabel – en anden kommunikations- og transportvej, vinkelret på den første, næsten som i det altomfattende nordamerikanske raster. Motorvejens sug
mod et flugt- eller forsvindingspunkt bliver således et ›forløb‹ – en ‟road movie‟,
der som fortælling altid er undervejs. Den handler om modernitetens åbenhed
og dynamik, som ikke kender til grænser, men kan være identitetstruende for
dem, der lades tilbage og er henvist til som hjemløse at indrette sig i krogene.
80
Noter
1. Eksempler – fx af DeMaria – gives i Patrick Werkner, P. (992). Land Art
USA. Von den Ursprüngen zu den Großraumprojekten in der Wüste,
Prestel-Verlag, München.
2. Jeg har benyttet en nyere fransk oversættelse: Camillo Sitte, C. (1996).
L'art de bâtir les villes. L'urbanisme selon ses fondements artistiques,
Éditions du Seuil, Paris.
3. If. Rudolf Wurzer synes intet i Sittes tidlige virksomhed før tilbagekomsten
til Wien at pege på urbanistiske interesser; han var for det meste optaget af kirkebyggeri. Jf. Rudolf Wurzer, R. (1992). Il testo: la sua genesi,
le sue trasposizioni. La genesi e il senso del testo sittiano« IN Guido
Zucconi (red.): Camillo Sitte e i suoi interpreti, Urbanistica FrancoAngeli, Milano, s. 14. Denne antologi giver eksempler på Sittes indflydelse uden for de tysktalende lande, også i USA, hvor han har været
inspiration for udformningen af lukkede byfællesskaber. Jf. Christiane
Crasemann Collins: »La presenza di Sitte nelle tendenze contemporanee dell‟urbanistica statunitense«.
4. I tysksproget byplanlægningslitteratur pågår på Sittes tid en standende
debat om lige eller krumme gadeføringer med Sitte og Carl Heinrici som
æstetiserende fortalere for de sidste, mens Otto Wagner og Jospeh
Stübben holdt på den rette linje som korteste vej mellem to punkter og
derfor som teknisk bedste løsning. Se Frisby, D. (2003). Straight or
crooked streets? The contested rational spirit of the modern metropolis«
IN Iaian Boyd Whyte (red.): Modernism and the Spirit of the City,
Routledge, London / New York.
5. Jf. Lynch, K. (1988). The Image of the City, The M.I.T. Press, Cambridge,
Mass. 1988.
6. Om Salzburgs historie se Wolfgang Braunfels, W. (1979). Abendländische Stadtbaukunst. Herrschaftsform und Baugestalt, DuMont, Köln, s.
208 ff.
7. Jf. herom Schorske, C. E. (1981). Fin-de-siècle Vienna. Politics and Culture, Vintage Books, New York, kap. »The Ringstrasse, Its Critics, and
the Birth of Urban Modernism«.
8. Jf. Schorske, C. E. (1988). Thinking with History. Explorations in the Passage to Modernism, Princeton University Press, Princeton, N.J., kap.
»Museum in Contested Space«. Forbindelsen fra museerne til Hofburg
blev dog svækket ved at de oprindeligt planlagte buer over Ringstraße
blev opgivet. Schorske fremhæver en vis spænding mellem Kaiserforum og Bürgerforum, der kom til udtryk i de opstillede statuer: henholdsvis Maria Theresia og Athene, byens skytsgudinde, den sidste
placeret foran parlamentet (s. 117-119). Mere generelt om museers
indplacering i den urbane kontekst se min artikel: »Bybilledet, museet
og metaforen – om situering af kunstmuseer«. IN Valör. Konstvetenskapliga Studier 2-3, Uppsala Universitet, 2004.
81
9. Til gengæld var Sittes bog en bibel for Raymond Unwin, der som arkitekt
stod for konkretisering af Ebenezer Howards »garden cities«. Jf. Françoise Choays forord til den franske udgave af Sitte: L'art de bâtir les villes, s. 10 og 11.
10. Dette gælder også en modernist som Steen Ejler Rasmussen, sådan
som Hans Ovesen har påvist det i forbindelse med Rasmussens analyse af Edinburgh. Jf. Ovesen, H. (1997). Den forvandlede by, Arkitektens
Forlag, Skive, kap. »Byen som helhed - byen som kaos«. I en analyse
af tre Colli Albani-byer – »At bevare foranderligheden – en skitse til byanalyse«. – har jeg sammen med Gregers Algreen-Ussing, Lise Bek,
Christer Bengs, Jens Schjerup Hansen og Hans Ovesen forsøgt at analysere byerne som helheder, der også indbefatter bydannelserne uden
om den historiske kerne. Artiklen er trykt i Frederiksen. H.J. og Sommer, A. (red.) (2003). Kunsthistoriske kontakter, Aarhus Universitetsforlag, Aarhus.
11. Åbningen af byen blev også effektueret ved at bygningerne blev hævet
op på piller, der både kunne tillade trafikal gennemstrømning og sikre
byens kontinuerlige, parkagtige karakter (der skulle ikke være parker i
byen, men byen skulle ligge i en park). For et koncentreret referat og
tekstanalyse af LeCorbusiers Urbanism (1925) se første kapitel i min
bog Mod modernismen. Analyser af moderne kunst. Aarhus Universitetsforlag 1994, s. 26 ff.
12. Jf. fx Christian Norberg-Schulz, N. (1978). Mellom jord og himmel. En
bok om steder og hus, Universitetsforlaget, Oslo.
13. Appleyard, D., Lynch. K. og Myer, J.R. (1964). A View from the Road,
M.I.T. Press, Cambridge / Mass.
14. Appleyard m.fl., s. 18.
15. Appleyard m.fl., s. 18.
16. Arturo Soria y Mata foreslog i 1894 en udvidelse af Madrid, der dannede et bælte med en vej og sporvognsskinner som livline. Bebyggelsen
skulle følge denne transportkorridor, således at alle boliger lå inden for
almindelig gangafstand.
17. »Even allowing for the inevitable exaggerations, Pacific Electric certainly meant that twentieth century Los Angeles was born decentralized.
Nevertheless, the fact that the streetcar lines converged at the downtown meant that the region had a genuine center that dominated employment, shopping, culture and government.« Jf. Fishman, R. (1987).
Bourgois Utopias. The Rise and Fall of Suburbia, Basic Books, New
York, s. 160.
18. Overskrift på kap. 4 af Banhams, R. (1971). Los Angeles. The Architecture of Four Ecologies, Pelican Books, Norwich.
19. Fishman: Bourgois Utopias, s. 164.
82
20. Den første, Passadena Freeway, blev dog bygget allerede i 1938. I
60erne gik den videre konstruktion i stå på grund af øgede udgifter, der
skyldtes prisstigninger på grunde og øget bebyggelseshøjde.
21. Banham: Los Angeles, s. 35.
22. If. Robert Fishman, R. (1977). Urban Utopias in the Twentieth Century:
Ebenezer Howard, Frank Lloyd Wright, Le Corbusier. MIT Press, Cambridge, Mass. s. 123.
23. Jeg har desværre ikke kunnet opspore kilden til denne (muligvis apokryffe) anekdote.
24. Labyrinten har, tror jeg, en tilsvarende karakter: afgørende for dens orienteringsløshed er ikke så meget de stadige retningsskift som gentagelsen af elementer, der ikke kan skelnes fra hinanden.
25. Mine følgende betragtninger er – på et meget generelt niveau, ganske
vist – inspireret af Otto Friedrich Bollnows overvejelser over vejens fænomenologi i Mensch und Raum, Verlag W. Kohlhammer, Stuttgart
(2004), s. 96 ff.
26. Deres isolation fra det øvrige byrum understreges ofte af tilkørselsrampernes smalle, stejle og umarkerede karakter.
27. For byforskere, der i Los Angeles ser prototypen på det 21. århundredes
by som afløser af New York City som det 20. og Paris som det 19. århundredes, er det naturligvis simulacrum-begrebet, der mest oplagt byder
sig til. Edward Soja, fx, ser Orange Countys temaparker som en slags paradigme for disse billeddannelser. Se fx Soja, E.W., (1996). Thirdspace.
Journeys to Los Angeles and Other Real-and-Imagined-Places, Blackwell
Publishers, Oxford.
28. Manovich, L. (2001). The Language of New Media, The MIT Press,
Cambridge, Mass., London, s. 258.
29. Balfour, A. (2001). (2001). New York, Wiley Academy, Chichester 2001,
s. 11.
30. Norberg-Schulz, C. (1989). The Prospects of Pluralism IN Heinrich
Klotz / Luminita Sabau (red.): New York Architecture 1970-1990, Prestel, München, s. 60.
31. Om skyskraberbyen og dens diskurs se min artikel: 'Byen på højkant.
Perspektiver på skyskraberen'. IN: Algreen-Ussing, G., Bek, L. og
Schjerup Hansen, J. (red.) (1999). Perspektiv på rum, (SBIByplanlægning 76). Hørsholm: Statens Byggeforskningsinstitut.
32. De andre rumopfattelser i Oswald Spenglers strabadserede, vitalistiske
kategorisering i Untergang des Abendlandes (1918) er den arabiske,
der ser verden som en hule, som et grundlæggende konkavt rum, og
den klassiske, der har den nære, velafgrænsede krop som udgangspunkt. Hvor det klassiske rum er skabt udefra, er det arabiske koncipe-
83
ret indefra – hvor det forbliver. Det faustiske rum, der først viser sig i gotikken (som i øvrigt var stil for mange tidlige amerikanske skyskrabere),
tager udgangspunkt i det indre, men stræber som absolut rum mod
uendeligheden. Jf. Ven, v.d. C. (1987). Space in Architecture, Van
Gorcum, Assen / Maastricht, s. 166.
33. Den allerede klassiske fremstilling af dette forhold og forskellige bestræbelser på at holde hjemløse på behørig afstand i 'Citadel-L.A.' er
Davis, M. (1990). The City of Quartz. Excavating the Future in Los Angeles, Verso, London.
34. I dette område udgør motorvejsnettet et fiskenet svarende til Los Angeles, men indkapslet på en måde, så man knapt nok opdager, at
man bevæger sig gennem et patchwork af sammenvoksede byer. Ellers følger 'mellembyernes' trafikale udbredelsessystem normalt det
mønster, Siewerts beskriver: 'Der Eisenbahn folgt eine sternförmiglineare Ausdehnung, das Auto füllt die Fläche auf, und die Elektronik
führt zu 'grenzlosen' Erweiterungen'. Jf. Sieverts. T. (19977. Zwischenstadt: zwischen Ort und Welt, Raum und Zeit, Stadt und Land,
Vieweg & Sohn Verlagsgesellschaft, Braunschweig / Wiesbaden
1997, s. 13.
35. Jf. Sieverts, der taler om en »Auseinanderklaffen von Sozialstruktur
und Raumstruktur«, Zwichenstädte, s. 86.
36. Denne tilbøjelighed ligger i forlængelse af Bois, Y. og Krauss, R.
(1997). Bataille-inspirerede Formless. A User’s Guide, Zone Books,
New York – et spændende værk, der som uden tvivl bevidst paradoks
er bygget op omkring alfabetiserede (leksikon)opslag. Den dekonstruktivistiske ›romantisering‹ af det marginale og formløse ses fx som
tendens i Tom Nielsens i øvrigt udmærkede afhandling: Nielsen, T.
(2001). Formløs. Den moderne bys overskudslandskaber, Arkitektskolens Forlag, Aarhus.
37. Om billedet se Robert Linsley, R. og Auffermann, V. (1992). Jeff Wall.
The Storyteller, Museum für Moderne Kunst, Frankfurt am Main. og
Duve, d. T. (1996). Jeff Wall, Phaidon Press, London 2002 (1996),
kap. 'The Mainstream and the Crooked Path'.
84
På kant af byens liv
Søren Møller Christensen, partner Hausenberg ApS
Byens grænser
Grænser handler om forskellighed. På den ene side noget og på den anden
side noget andet. Grænser er betydningsskabende; noget får betydning
ved at være adskilt fra noget andet. I den forstand er grænser produktive
og kan betragtes, ikke blot som positive, men som uomgængelige. Samtidig kan grænser også være begrænsende. Grænser kan besværliggøre en
udvikling og dermed opfattes som kontraproduktive. I denne artikel vil jeg
argumentere for, at der de sidste 10-20 år primært har været fokus på denne sidste, negative betydning. Fokus har været rettet mod, at grænser skal
nedbrydes - et fokus, som på et mere generelt plan har været forbundet
med modernitetskritik, og inden for byplanlægning specifikt er knyttet til et
opgør med det 20. århundredes byplanlægning. Zoneplanlægning har i den
sammenhæng været et af de konkrete planredskaber, som er blevet lagt for
had. Det er blevet et dogme, at zoneplanlægning er skidt og funktionsblanding godt; at grænser er skidt, og grænseløshed er godt.
Opgøret med zoneplanlægningen har frem for alt udgangspunkt i bevidstheden om, at Danmark ikke længere er det industrisamfund, som var
en af de væsentligste begrundelser for zoneplanlægningen. Separationen
af arbejde, bolig og rekreation kan ikke længere begrundes med produktionens forurening, når nutidens serviceerhverv ikke forurener nærområdet på
samme vis som et stålvalseværk eller en kemisk fabrik. Deindustrialiseringen, som på mange måder har været smertefuld, rummer dermed også en
drøm om frigørelse fra de bånd og begrænsninger, der blev udviklet til at
beskytte os mod industriens forurening.
Deindustrialisering og globalisering har siden 1970'erne sat markante spor i
byerne såvel som ude i det åbne land. Store og små industrielle anlæg, som
har rummet produktion, der er blevet rationaliseret og flyttet eller udkonkurreret og nedlagt, ligger mange steder tomme hen og vidner om et samfund i
transformation. Det er typisk i disse funktionstømte industriområder, at
drømmene om den postindustrielle byer forsøges udfoldet. Her har man som
oftest haft mulighed for at begynde fra et funktionsmæssigt nulpunkt og i
gennemtænkte helhedsplaner præsentere konkrete ideer til, hvordan byen
efter zoneplanlægningen skal se ud. Mest markant er i den sammenhæng
byudvikling af funktionstømte havneområder. Havneområder er ikke blot
blevet funktionstømt i forbindelse med den generelle deindustrialisering,
men har også oplevet markante forandringer i forbindelse med en rationalisering af søfarten, som har ført til færre, men større skibe. Resultatet har
været store funktionstømte områder beliggende midt i de byer, som i det
postindustrielle samfund har oplevet den mest markante vækst, og dermed
også den største efterspørgsel på byggegrunde. Hertil kommer, at havneområderne er forsynet med udsigt over eftertragtet vand, hvilket har fået developere til at stå i kø for at omdanne de forladte områder til nye byområder.
Samtidig har den enkelte kommune set havnen som det sted, hvor det samfunds- og produktionsmæssige grundlag for byen skulle reetableres i en tid
med udflytning af industri, manuelle job og simple servicefunktioner.
85
Det er således oplagt at vende blikket mod funktionstømte havneområder,
når man ønsker at studere, hvordan den postindustrielle by tænkes, og også hvordan den i realiteten vokser frem. I det følgende vil jeg zoome ind på
Københavns Havn for at diskutere hvilken form for by, der de sidste 10-15
år er vokset frem på de gamle havneområder.
Københavns Havn
I stil med mange andre havnebyer har man i København haft en dobbelt vision i forbindelse med omdannelse af den gamle havn til ny by. Den ene del
af visionen har været at skabe nye bolig- og erhvervsområder. Disse områder har skullet kunne fastholde eksisterende borgere og virksomheder, der
ellers ville flytte efterhånden, som virksomhederne voksede eller borgerne
blev til børnefamilier med forstadstrang. Derudover har de nye bydele også
skullet tiltrække helt nye virksomheder og borgere - typisk store internationale virksomheders regionale hovedkvarterer, samt udviklingsafdelinger og
det såkaldte grå guld, som flytter fra forstaden for at komme tættere på byens kulturtilbud. Den anden del af visionen har taget sit udgangspunkt i, at
havnen har potentiale til at forbedre den eksisterende by. Konkret har det
givet sig udtryk i form af etablering af store kulturinstitutioner som Det Kongelige Bibliotek og Det Kongelige Teaters opera- og skuespilhus; funktioner
der ikke kun er for de nye beboere og virksomheder ved havnefronten, men
i princippet for alle borgere såvel som gæster i byen. Opera, teater og
forskningsbibliotek er dog alle højt specialiserede funktioner med en, om ikke lille, så dog begrænset målgruppe. Etableringen af de store kulturinstitutioner er da også blevet suppleret af en mere generel strategi rettet mod
generelt at gøre havnen offentligt tilgængelig. Med et overordnet ønske om
at bringe "havnen tilbage til byen", har Københavns Kommune indskrevet
en bestemmelse i alle lokalplaner, der berører havnefronten, om at der skal
være en minimum seks meter bred offentlig tilgængelig promenade langs
alle kajstrækninger. Denne bestemmelse skal sikre, at ingen kan privatisere
adgangen til vandet – en parallel til den gamle regel om fri adgang til de
danske kyststrækninger uanset ejerskab. Vender vi tilbage til den indledende problemstilling vedr. grænser og det aktuelle opgør med zoneplanlægningen, så er de københavnske promenader et konkret eksempel på nedbrydning af traditionelle grænser, idet boligernes og virksomhedernes friareal samtidig er det offentlige rum, der skal bringe havn og by sammen.
I det følgende vil jeg se nærmere på, hvordan dette dobbeltfunktioneIIe
areal fungerer. Jeg vil søge at træde ind i henholdsvis boligen og erhvervsdomicilet for at se, hvordan promenaden bruges og opfattes af henholdsvis
beboeren og virksomheden. Efterfølgende vil jeg vende blikket mod boligernes og erhvervsdomicilernes relation til det offentlige liv og diskutere de
problemer, som opstår, når det samme areal skal opfylde de to funktioner.
Havneboligen: En oase midt i alting
Det særlige ved at bo i en havnebolig er oplevelsen af at kunne bo nær
vandet og samtidig midt i byen. Havnebyer er som oftest vokset op omkring havnen, hvilket giver mulighed for at bygge boliger, som nyder godt
af nærheden mellem vandets rekreative værdier og byens oplevelsesrige
mylder. I en annonce for boligbyggeriet Christiansbro på Christianshavn i
København, er denne pointe blevet kondenseret til reklamesloganet: "Bo
midt i storbyens dybe stille ro". Et paradoksalt udsagn, hvor det postuleres,
at man kan have sin bolig midt i storbyen, men alligevel bo stille og roligt.
86
Pointen er ikke, at storbyen generelt er stille og rolig. Kun boligen er beliggende stille og roligt, men som en oase er den omgivet af storbyens mange forbrugsmuligheder, kulturtilbud og pulserende liv. Thomas, som sammen med sin kæreste Trine, er flyttet ind i Torpedobådshallen på Holmen i
København, udtrykker det særligt attraktive ved deres nye bolig som: "fornemmelsen af, at man kører derud gennem København - det hektiske, trafikken - og så lige pludselig kører man ud i et totalt specielt område, hvor
der pludselig bliver fred og idyllisk, træer og vand. Og så denne her hal,
som bare har så storslåede dimensioner, at det slet ikke er til at fatte. Og
så bor man der - midt i det hele, men alligevel for sig selv. Det synes jeg
da er for vildt. Bare oplevelsen er for vild!" (Carlberg & Christensen 2005 s.
101). Dette boligideal kan samles i udtrykket: En oase midt i alting. Det er
en bolig, som på den ene side bygger på drømmen om forstadens lys, luft
og natur, og på den anden side på drømmen om den kaotiske, irrationelle
og oplevelsesrige storby. Det er to by- og boligidealer, der i det 20. århundrede er blevet bygget op som hinandens negationer, og som derfor rummer stor energi, når de bringes sammen, men som samtidig må holdes
rumligt adskilt for ikke at udligne hinanden. Oasen er således der, hvor
man bor, og hvor lys, luft og rekreation dyrkes, mens den udfordrende
storby fyldt med oplevelser ligger og byder sig til uden for oasen. I lyset af
dette boligideal er en bolig i forstaden for kedelig, mens en traditionel storbybolig er for udfordrende. På denne måde accentuerer havneboligen en
af de grundlæggende udfordringer for den postindustrielle by: ønsket om
både at kunne imødekomme de forventninger til rekreation og ordentlighed, som er blevet opbygget gennem det 20. århundredes forstadsbyggeri,
og samtidig kunne tilbyde alt det, som forstaden ikke har - det "metropolliv"
med overraskelser, mylder og tumult, som byforsker John Pløger har kaldt
det oplevelsesorienterede og dionysiske byliv (Pløger 2002).
Erhverv: Opkobling og afkobling
Industribyen Københavns mest attraktive kontorlokaler lå på Rådhuspladsen og i Frederiksstaden. Det var de københavnske central business districts, som rummede postadresser, der automatisk udløste prestige:
Bredgade, Rådhuspladsen og Store Kongensgade. I dag er disse adresser
overhalet af Københavns Havn - i 2006 var den årlige leje for en kvadratmeter kontorareal mellem 1250 og 1500 kr. i Københavns gamle central
business district, mens prisen i Københavns Havn lå på 1750 kr. (Sadolin
og Albæk 2007). Leder man efter forklaringer herpå, er der en række oplagte praktiske grunde. For det første er der på havnefronten plads til, at
den enkelte virksomhed kan bygge sit eget moderne domicil uden de begrænsninger, som den indre bys tæt bebyggede og bevaringsværdige
struktur udgør - herunder, at der kan etableres nemt tilgængelige parkeringspladser til medarbejdernes biler. Samtidig giver havnen også mulighed for at give virksomheden en markant fysisk markering - en placering
med eget fritliggende domicil på havnefronten giver en helt anden visuel
kommunikation end en adresse i en af Frederiksstadens facaderækker.
Kigger man nærmere på typen af erhverv, dukker flere begrundelser frem.
De nye virksomheder på havnefronten er det sociologen Manuel Castells
kalder for avancerede serviceerhverv. Eksempelvis forskningsafdelinger i
en international virksomhed som Nokia, der er placeret i Københavns Sydhavn, finansvirksomheder som Nykredit på Kalvebod Brygge og konsulentvirksomheder som advokaterne Bech Bruun på Langelinie - alle virksomheder for hvem information, viden og innovation er selve varen, der produceres. Castells har beskrevet den rumlige logik, som disse virksomheder
opererer inden for, som "space of flows" (Castells 2000 (1996)). Dette
87
space of flows konstitueres af strømme af viden, kapital og veluddannet arbejdskraft, som konkretiseres og koncentreres i storbyer, der fungerer som
strømmenes fysiske knudepunkter. Knudepunkterne kan dels tilbyde opkobling til space of flows, dels muligheden for clustering og deltagelse i
specialiserede innovationsmiljøer. Dette giver en indgang til at forstå koncentrationen af avancerede serviceerhverv i København, idet København - i
modsætning til mindre provinsbyer - kan tilbyde den nødvendige opkobling
til space of flows. Teorien om den nødvendige opkobling giver dog ingen
forklaring på, hvorfor netop havnefronten og ikke Rådhuspladsen er den foretrukne lokalitet. For at forstå dette kan man kigge på den ledelsesfilosofi,
som er knyttet til de avancerede serviceerhverv. Her betones nødvendigheden af at betragte medarbejderne, ikke som den klassiske lønarbejder,
der leverer sin arbejdstid til en maskinel fremstillingsproces, men som en
der i sig selv udgør produktionsapparatet i form af personlig viden, kreative
evner og netværk. I vidensøkonomiens logik må denne medarbejder passes og plejes for at kunne yde det optimale. Som Human Matters Director i
Accenture formulerer det:
"Folk arbejder meget og rimelig hårdt. Og derfor har det også en værdi, at
det foregår i nogle omgivelser, som er fornuftige ...her spiller beliggenheden og det kig, vi har ud, en rolle. Man kan se, at folk bruger meget at stå
og snakke ved facaden, og de bruger udsigten som noget, der lige giver en
afkobling i en travl hverdag." (Carlberg & Christensen 2005: 78).
Afkoblende aktiviteter såsom nydelse af udsigt over vandet, der traditionelt
har været knyttet til fritidssfæren, bliver i nutidens human ressources management en integreret del af arbejdet. Den rekreative værdi, som vandet
er blevet tillagt siden 1700'tallet, kan nu inddrages i arbejdsdagen, idet den
menes at gøre medarbejderne mere harmoniske, kreative og i sidste ende
mere produktive. Den ultimative lokalisering for en virksomhed er således
hverken Rådhuspladsen med masser af opkobling, men ingen afkobling, eller den lille provinshavn med masser af afkobling, men ingen opkobling det er i stedet storbyhavnen, hvor der både er opkobling til space of flows
og mulighed for afkobling qua lys, luft og udsigten over vandet.
Grænse
Både oasen og afkoblingen baserer sig på en grænse, hvor oasen skabes
gennem en grænsedragning mod storbyens mylder, og hvor afkoblingen
skabes i rum, der ikke er opkoblet. Oasen og afkoblingen eksemplificerer
således den indledende pointe om, at grænser ikke kun er begrænsende,
men også produktive – oasen og afkoblingen er i deres idé en undtagelse
fra det omkringliggende og ville uden grænsen blive opslugt af deres modsætning.
Den konkrete opretholdelse af grænserne på de nybyggede havneområder
sker som oftest i en blanding af indirekte og mere direkte signaler. Skilte,
som meget direkte signalerer, at man befinder sig på privat jord, giver
sammen med fraværet af traditionelt byinventar såsom bænke, cykelstativer og affaldsstativer den forbipasserende en oplevelse af, at det måske er
i orden at promenere forbi, men at man ikke er velkommen til at stoppe op
og eksempelvis pakke en medbragt madkurv ud for at holde picnic på kajkanten. Antropologen Marie Stender har i en undersøgelse af livet i og omkring de mange nye glashuse ved bl.a. Københavns havnefront argumenteret for, at glasset – der giver mulighed for både indblik og udsigt gør det
omkringliggende areal til et forhandlingsfelt mellem private og offentlige interesser – en forhandling der er meget mere intensiv end i traditionelle boligområder, fordi glasset redefinerer skellet mellem ude og inde, og fordi
88
glashusene typisk bygges, hvor udsigten er attraktiv (Stender 2006). Denne
forhandling falder for det meste ud til de private interessers fordel, typisk
fordi det er de samme private interesser, der ejer den grund, som det offentlige liv er udset til at foregå på. Som tidligere nævnt kan ideen om passage overalt langs kajen sammenlignes med reglen om, at man skal kunne
færdes langs med kysten overalt i Danmark. Ved kysten er det ikke lovligt
at gøre ophold ved private strande – det er kun lovligt at passere. Ved havnefronten må man gerne gøre ophold selvom promenaden er privatejet,
men den reelle situation er, at de færreste benytter sig af muligheden. Beboerne og virksomhederne koloniserer gennem deres forventning om et afslappende blik ud over vandet det, som skulle være et offentligt rum, og
sætter endog meget store begrænsninger for, hvilke former for offentligt liv,
der kan udspille sig på havnefronten. Det der ved første indtryk kunne ligne
en funktionsblanding, er således i de fleste tilfælde reelt kun et friareal for
boligerne og erhvervsdomicilerne.
Andre steder ved Københavns Havn fungerer det offentlige rum fint. Det
mest kendte eksempel herpå er Havneparken ved Islands Brygge. Men
denne succes baserer sig netop på, at det er et område forbeholdt rekreation – et sted der er afgrænset fra boliger og virksomheder, og hvor det derfor
er det offentlige liv og ikke boligejernes nattesøvn, som sætter standarden.
Grænseløshedens begrænsninger
Det er muligt at drage en parallel til de perspektiver, som ligger i den polskbritiske sociolog Zygmunt Baumans bog Liquid Modernity og i den amerikanske sociolog Richard Sennetts bog Det fleksible menneske.
Bauman skelner i sin bog på den ene side mellem en første modernitet fra
1700'tallet og frem - en modernitet, som han kalder "solid modernity", og på
den anden side de sidste tiårs modernitet, som han kalder "Iiquid modernity"
(Bauman 2000). Modernitet er ifølge Bauman generelt kendetegnet ved at
"solids melts into air". Forskellen mellem solid og liquid modernity er grundlæggende, at solid modernity bygger på en ide om, at man kan indsætte forbedrede institutioner i stedet for dem, som nedbrydes. Denne ide og vision
er fraværende i liquid modernity - i liquid modernity er målet, at alt skal være
omskifteligt og omstillingsparat. Den traditionelle modernitets ønske om at
identificere, ordne og adskille for at kunne opbygge de rette institutioner som eksempelvis i form af zoneplanlægningen - virker bagstræberisk i liquid
modernity. Baumanns eksempler koncentrerer sig om offentlige institutioner
som uddannelsessektoren og ikke mindst det private erhvervsliv, hvor livslang læring ikke blot er et løfte, men også et uomgængeligt krav. Forandringerne er dog ikke kun institutionelle, fysiske størrelser som byrum og bygninger skal også være fleksible, som promenaderne ved havnefronten og de
haller og skoler, som bygges p.t., hvor vægge, faglokaler og specialisering
er skidt, mens multifunktionalitet er godt.
Sennett fokuserer i Det fleksible menneske på det, han kalder den fleksible
kapitalisme (Sennett 1999). Det centrale argument er, at kapitalismen har
forandret sig og overtaget 1960'emes og 1970'ernes kapitalismekritiske vision om, at den enkelte skulle søge at realisere sine egne ønsker, i stedet for
at trælle for kapitalismen. Denne venstrefløjsvision var i 1960erne og
1970'erne rettet mod det, der ansås for at være kapitalismens fremmedgørelse, men i dag er det paradoksalt nok den fleksible kapitalisme, som opmuntrer til den enkeltes selvrealisering og individualisering. Det er individets
frie handlemuligheder, som er i fokus, og derfor modarbejder og reformerer
89
den fleksible kapitalisme også alle de institutioner, som sætter grænser for
individernes udfoldelse - herunder velfærdsstaten og dens borgerbegreb.
Både Sennett og Bauman påpeger, at de større individuelle frihedsgrader
har en bagside. Det er oplagt, at ikke alle har den samme grad af frihed. For
de fleste er dagligdagen fortsat præget af mødet med en masse grænser,
men som et nyt aspekt er mange af disse grænser ikke længere officielt institutionaliseret. Grænserne kan være sværere at identificere, og dele af reguleringen vil ofte være overladt til private - som med havnepromenaderne i
Københavns Havn. Den frigørelsesretorik, som rummes i kritikken af zoneplanlægningen, er blind for, at dens frihedsbudskab kun er for dem, som har
muligheden og positionerne for at profitere af dereguleringen. På samme vis
overser vi ofte, at zoneplanlægningen ikke kun havde sin begrundelse i industrisamfundet, men også i en bevidsthed om, at magten ikke er lige fordelt
i samfundet, og at det er vigtigt at sikre alle adgang til gode boliger og velfungerende rekreative arealer.
Det er nødvendigt, at vi i højere grad ikke kun betragter grænser som noget
negativt, men også som både skabende og beskyttende - mange funktioner
og aktiviteter er afhængige af formel adskillelse. Hermed ikke sagt, at vi skal
hive den traditionelle zoneplanlægning op ad skuffen og fortsætte, som om
intet var hændt. I stedet skal vi begynde at diskutere, hvordan zoneplanlægningen i det postindustrielle samfund skal se ud. Det er oplagt, at erhverv og
bolig ikke behøver at være adskilt, som de var i industribyen, men til gengæld er der meget, som tyder på, at de offentlige rum med deres rekreative
muligheder har brug for den beskyttelse, som zoneplanlægning kan give særligt i attraktive områder som havnefronterne, hvor der er store og modsatrettede interesser på spil.
Litteratur
Bauman, Z. (2000). Liquid Modernity, Polity Press.
Carlberg, N. & Møller Christensen, S. (2005). Byliv og havnefront, Museum
Tusculanums Forlag, Københavns Universitet.
Castells, M. (2000). The rise of the network society, second ed., The information age: economy, society and culture, vol. I, Blackwell, UK.
Pløger, J. (2002). Den fragmentariske by og det "gode byliv". Udfordringer
for fremtidens by- og boligplanlægning Hørsholm: Statens Byggeforskningsinstitut.
Sadolin og Albæk A/S (2007). Copenhagen and Malmoe property market
report 2007, Århus & København.
Sennett, R. (1999). Det fleksible menneske eller arbejdets forvandling og
personlighedens nedsmeltning, Hovedland.
Stender, M. (2006). Om at bo i glashus – en antropologisk analyse af rum,
synliggørelse og beboelsespraksisser i københavnske boliger og arbejdspladser med transparent arkitektur, Københavns Universitet.
90
Arkitektur-kunst hen over grænsen tværkunstnerisk og tværfaglig planlægning for
havnen i Sønderborg
Henrik Reeh, lektor ph.d., Afdeling for humanistiske bystudier og moderne kultur ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet
Et brev
En gang imellem sker der forunderlige ting. Pludselig, midt i oktober 2002, kan
et brev dumpe ind gennem brevsprækken. Det er fra Statens Kunstfond. Det er
ikke et afslag, for der er ikke sendt nogen ansøgning. Brevet starter som følger:
Kære [navn]
Statens Kunstfond har fået en henvendelse fra Sønderborg Kommune, om
fonden ville engagere sig i udarbejdelsen af en idéplan til bearbejdning af
havnefronten i Sønderborg.
Statens Kunstfonds billedkunstneriske udsmykningsudvalg har sammen
med fondens arkitekturudvalg og udvalget for kunsthåndværk og design besluttet, at man gerne går ind i sagen. Fondens tre udvalg har over for Sønderborg Kommune foreslået, at der udarbejdes en samlet plan for Sønderborgs havnearealer. Udvalgene er indstillet på at yde støtte til havneprojektet i Sønderborg med tilvejebringelse af en udviklingsplan for området, således at en fagligt bredt sammensat gruppe får til opgave [at] udarbejde en
strategi for en sammenhængende udvikling af havnearealerne i Sønderborg. Planen skal indgå i og bidrage til den lokale beslutnings- og realise1
ringsproces .
Situationen er dobbelt. På den ene side har Sønderborg Kommune henvendt
sig for at få hjælp til en ”idéplan” for havnen i Sønderborg. På den anden side
foreslår Statens Kunstfond at levere ”en udviklingsplan” etableret af en ”fagligt
bredt sammensat gruppe” med henblik på den ”lokale beslutnings- og realiseringsproces.”
Det lyder prisværdigt, at Statens Kunstfond vil støtte byplanlægningsprocesser
i en større dansk provinsby, oven i købet med midler fra tre udvalg for udsmykning, arkitektur og kunsthåndværk.
Selve formålet med brevet – en invitation – fremgår dog først af den følgende
passus: ”Statens Kunstfonds tre udvalg har besluttet at spørge, om du vil deltage i løsningen af opgaven i Sønderborg.” Og det er naturligvis en ære, men
også en udfordring.
To grænser med historiske overtoner og principielle aspekter
Opgaven fra Statens Kunstfond er udfordrende på flere punkter, som har med
imaginære og virkelige, mentale og praktiske grænser at gøre. Sådanne græn-
91
ser har helt konkrete konsekvenser for de rumlige omgivelser i dag, ligesom de
afspejler nutidens organisering af formgivning og planlægning.
Grænserne mellem de forskellige professioner, som har med udformningen af
2
samfundets fysiske rammer at gøre, repræsenterer en første udfordring . En
anden, ikke mindre udfordrende grænse findes i relationen mellem på den ene
side projektudviklerne, som udkaster plan og former, og på den anden side de
aftagere og brugere, som skal leve med den fysiske planlægning og den æstetiske udformning, ja, få disse til at leve videre. De to grænsetyper skal kort
kommenteres.
1. Arbejdsdelingen mellem kunstarterne, specielt arkitektur og billedkunst
Arbejdsdelingen som problem for ikke mindst arkitekter går langt tilbage i histo3
rien , men fik nye, moderne former i det 19. århundrede, da ingeniørerne holdt
4
5
deres indtog på arkitekturens område, ifølge Sigfried Giedion og andre som
bibringere af et mere tidssvarende formsprog end det, de officielle arkitekter anvendte. Det 20. århundrede fik af Giedion i 1928 til opgave at føre det 19. år6
hundredes rumformer ind på boligområdet .
I løbet af det 20. århundrede blev også kunsten – billedkunsten – mobiliseret i
forbindelse med arkitekturen. I visse tilfælde kan dette tolkes som et forsøg på
at kompensere for rummets homogenisering – herunder for ingeniørarkitekturens triumf i efterkrigstidens forarmede variant af funktionalismen. I hvert fald
kunne arkitekter i de tidlige 1970'ere, da de følte sig trykket af ingeniørernes
kun på kort sigt rationelle byggeri, udbryde: ”Kunstnerne må være med fra be7
gyndelsen .” Og siden er der da sket en del i forholdet mellem kunstarterne, ik8
ke mindst i tværfaglige projekter, som Statens Kunstfond har taget initiativ til .
Ved organisatorisk at sideordne deltagerne forsøger Statens Kunstfond i projektet til Sønderborg at etablere en ligeværdighed mellem repræsentanterne for
de forskellige professioner: ”Gruppen, som bliver spurgt, om de vil deltage i udarbejdelsen af planen er følgende: arkitekt Jens Bertelsen, arkitekt Torben Nielsen, landskabsarkitekt Bertel Bruun, billedkunstner Karin Lind, billedkunstner
Morten Stræde, designer/arkitekt Susse Fischer, cand. mag., lektor Henrik
9
Reeh .” I stedet for at indgå i et hierarkisk forhold fremstår de enkelte deltagere
først og fremmest som repræsentanter for forskellige skalatrin i arkitektfaget
(fra landskab til design) eller for indfaldsvinkler til kunstens opgaver i det offentlige rum (for billedkunstnernes vedkommende).
En sådan sideordning af deltagerne, som ikke formelt underlægges en projektleder, er en mulighed, som nok er lettere at gennemføre, fordi ‟værket‟ i tilfældet Sønderborgs havn er en plan snarere end et materialiseret kunst- eller
bygningsværk. Men forsøget er også i denne situation fortjenstfuldt, fordi utilitarismen – den nytteorienterede betragtning – i en dansk sammenhæng har så
gode kår og fremmer de mest realistiske synsvinkler, ofte på det åbne samarbejdes bekostning.
2. Afstanden mellem projektudvikler (planlægger) og projektmodtager (sted, in
stitution, brugere, borgere).
Ved det projekt, Statens Kunstfond lægger op til, aktiveres også den systematiske grænse mellem den formgivende instans (designeren, kunstneren, arkitekten) og den instans, der planlægges for (opdragsgiveren, her ikke mindst:
gavemodtageren). Denne forskel kan forekomme praktisk overkommelig og
bør nok behandles som sådan. Den fremviser ikke desto mindre nogle princi-
92
pielle træk, det er værd at overveje som grundlæggende problemer, der aldrig
fuldstændig kan bringes af vejen, i hvert fald ikke i det aktuelle planlægningssystem.
Michel de Certeau: planlæggerens almagt og afmagt
De systematiske problemer er formuleret på slående vis af den franske filosof,
historiker, psykoanalytiker og kulturteoretiker Michel de Certeau i bogen Arts de
10
faire. L’invention du quotidien 1 – på engelsk udgivet under titlen The Practice
11
of Everyday Life . Michel de Certeau tager afsæt i en konkret situation, der tjener som allegori over planlæggerens og planlægningens paradoks i moderne
tidsalder. Certeau beskriver, hvordan han – efter at have været en del af det intense gadeliv i New York – har taget elevatoren op til 113. etage af --- ja, af
World Trade Center. Men det kunne have været en hvilken som helst skyskraber i en hvilken som helst storby. Blikket fra oven får byen til at fremstå som en
art natur eller bedre: som en materie, der kan formes – om ikke efter forgodtbefindende, da uden de store anstrengelser.
Det er Certeaus antagelse, at dette blik – breathtaking og naturaliserende – er
en facsimile, dvs. analogt til eller en allegori over planlæggerens tilgang til verden gennem kortet (og måske også modellen): ”Det er analogen til den facsimile, som rum-tilrettelæggeren, byplanlæggeren eller kartografen frembringer
12
ved en projektion, som er en slags bringen-på-afstand” . Verden synes overskuelig og manipulerbar – et indtryk, som rådighed over planlægningsredskabet understøtter. Planlægningen har tilsyneladende magt, som den seende og
rumligt projekterende har agt. Sådan er det i hvert fald under visse franske forhold, skønt Certeaus analogi også i andre kulturelle og geografiske sammenhænge er forståelig.
Et blik fra oven, på afstand, er objektiverende. Heri består dets magt. Magten
skyldes, at blikket er udelukket fra det byliv, den konkret iagttagende person på
toppen af skyskraberen selv – før opstigningen og efter nedstigningen – delta13
ger i på bunden af gaderne . Dette liv er den urbane virkeligheds eksistensbetingelse: Uden menneskeligt liv og operationer i hverdagen ville byens udformning være blot fysik. Sammenlignet med planlæggeren på toppen, som tænker
i materie og funktioner, er livet på jorden nok formålsorienteret i mange af sine
enkeltbevægelser. Men som mønster, der til og med realiserer sig i en udstrakt
tid, fremstår byens liv uden forenende mening.
Hvis man – set fra oven – kan opfatte dette liv som en tekst (i den dobbelte betydning af væv og skrift), skrives den samlede tekst som i blinde af de enkeltes
bevægelser. Bevægelserne kan konstateres og deres konkrete funktioner måske kortlægges, men den samlede kvalitet som byliv med eksistentielle og
æstetiske indslag er ikke visuelt tilgængelig fra planlæggerstandpunktet. Bevægelsernes og dermed tekstens betydning for den overordnede byform kan
vanskeligt formuleres endsige forstås.
Livet er potentielt (og ofte reelt) udgrænset fra den tilgang, som muliggør planlæggerens og selv formgiverens udfoldelse. Ikke desto mindre vil planlæggeren
– uden at opgive den grundlæggende distance – have godt af at overveje denne udgrænsning.
Det udgrænsede liv i byen kan fremstå selvfølgeligt og naturligt, men unddrager sig samtidig repræsentation, når den iagttagende får det indtryk, at den banale hverdag er uden betydning. For så simpelt er det ikke. Netop det tilsyneladende betydningsløse – menneskers bevægelser samt deres indtryk og ople-
93
velser – kan være afgørende for, om det, der fra den formgivendes synspunkt
forekommer passende og perfekt (statisk, funktionelt, perspektivisk eller kartografisk), kan indgå eller omsættes i hverdagens særlige tid, bevægelser og
rytmer.
Det afgørende spørgsmål bliver nu: I hvilke former kan dette hverdagsliv beskrives og forstås? Hvordan kan det for planlæggeren utilgængelige byliv tydeliggøres, om ikke andet i form af en bevidsthed om udgrænsningen af det Andet – af bylivet selv?
Afstanden – undertiden afgrunden – er et problem til konkret bearbejdning.
Spørgsmålet er ikke kun filosofisk eller metodologisk, men kan illustreres konkret. I den af Statens Kunstfond nedsatte arbejdsgruppe til udvikling af en plan
for havneområderne i Sønderborg var et enkelt medlem vokset op på Als,
mens et andet som barn var kommet på ferie i byen. De resterende fem havde
aldrig opholdt sig i Sønderborg. Og i den samlede gruppe havde ingen professionelle erfaringer fra denne by.
Sønderborgs rolle i Danmarkshistorien er betydelig og også kendt af gruppemedlemmerne, specielt hvad angår Sønderjyllands relativt nylige tilhørsforhold
til Tyskland (1864-1920). Men denne viden om stedet var langt fra tilstrækkelig
til at danne grundlag for et strategisk arbejde med byens havneområder. Alt fra
den lokale politiske situation via byens nærmere historie og geografi til byens
livsformer og bevægelsesmønstre var i et planlægnings- og formgivningsmæs14
sigt perspektiv ukendt for arbejdsgruppens deltagere.
Ville det lykkes at nå ind på disse realiteter? Ville en tværfaglig plan for havneområdernes udvikling kunne tage højde såvel for de særlige forhold i Sønderborg som for det almene spørgsmål om havneområders urbane potentialer?
Eksperimenter med (og hinsides) arbejdsdelingen
I den konkrete situation, hvor Statens Kunstfond bestilte en udviklings- og
idéplan til Sønderborg Kommune, har først og fremmest bearbejdelsen af
grænsen mellem planlægger og bruger sat bevægelse i mange sammenhænge konfliktuelle og konkurrencebetonede forhold mellem de forskellige
15
kunstarter (og mellem disse og kulturvidenskabelig refleksion) .
I indeværende tekst, hvor ”Arkitektur-kunst hen over grænsen” er på programmet, skal jeg først og fremmest belyse grænsen mellem på den ene side arbejdsgruppen, udpeget af Statens Kunstfond, og på den anden side Sønder16
borg – den by, projektet omhandler og henvender sig til .
Etablering af et forhold til et ukendt sted
17
I det følgende skal jeg i fire afsnit redegøre for fire former for bearbejdning af
18
grænsen, som denne opleves fra arbejdsgruppens synsvinkel .
For det første kan man på afstand læse og studere en by – her: Sønderborg –
for derved at skabe sig indblik i, hvordan byens havn hidtil har været repræsenteret og diskuteret – i rapporter, byplanatlas og plandokumenter.
For det andet kan man bevæge sig i byens rum og havnelandskab for at konfrontere sine forventninger med den sanseligt tilgængelige virkelighed. Samti-
94
dig etableres en kontakt med politikere og planlæggere, hvis bevægelseslinjer i
byen og landskabet giver en geografisk og sociologisk, men ikke mindst arkitektonisk og kulturel fornemmelse af stedets virkelighed.
For det tredje kan planlæggerens stadig mere informerede og nuancerede billede af byen artikuleres i den konkrete udvikling såvel af et samlende idékoncept som af principielle eksempler på løsninger.
Endelig, for det fjerde, kan grænsen mellem planudvikler og planmodtager bearbejdes ved fortløbende formidling af idéplanen. Dette er sket i bogform, via
udstilling, rundvisninger, konference, workshops og endelig en serie projektmapper til vedtagelse i Teknisk udvalg – altsammen som led i den to et halvt
års proces, som skal analyseres neden for.
Grundlæggende studier
på afstand
Studium af de billeder og forestillinger, som knytter
sig til projektets sted.
Indlevelse i og studium
af stedet
Bevægelser i byens rum, gerne langs de linjer, som
stedets beboere følger i deres hverdag. Samtidig søges indblik i den lokale byplanlægning, dennes forvaltning og byens politiske situation.
Udvikling af løsningskoncept
På basis af de to foregående stadier og af de faglige
positioner udvikles et svar på den stillede opgave.
Formidling af kontakt
med modtageren
I hele processen tages kontakten med den lokale
administration og politiske ledelse alvorligt. Forbindelsen til en bredere befolkning – inkarnationen af livet i byens offentlige rum – overvejes.
Figur 1: Bearbejdning af grænsen mellem planlæggersynsvinkel og projektsted.
Trods hensyntagen til disse fire niveauer skal det vise sig, at forbindelsen til
byens liv forbliver begrænset – et forhold, som viser, hvor svært det vil være
for alvor at ændre den distante og stedsfremmede planlægning, Michel de
Certeau leverede en kritisk karakteristik af.
1. på afstand
Allerede hjemmefra kan man foretage undersøgelser af de billeder, som cir19
kulerer om Sønderborg, f.eks. ved opslag i leksika. Man kan søge at huske
egne indtryk fra tågelanding ved Sønderborg Lufthavn og ruten mod konferencecentret Sandbjerg (uden et eneste blik af Sønderborg som by) eller
ihukomme andres Sønderborg-historier – om ”knusprige Würstchen”, sprøde
pølser, nydt af tyske venner på færgen under en feriekoloni sidst i
1950erne... Ikke mindst kan man læse den litteratur, som skyldes repræsentanter for hovedstadens plan- og sektorforskningssinstitutioner, og som dermed stammer fra planlæggersiden i Certeaus modsætning. Endelig udgør
de lokale plandokumenter en obligatorisk og givende lekture.
Rapport fra Henrik Hvidtfeldt/Skov & Landskab:
Havnen dukker uventet op
Det er ikke første gang i nyere tid, at Sønderborg evner at tiltrække sig københavnsk opmærksomhed. Arkitekten Henrik Hvidtfeldt fra Forskningscentret for Skov og Landskab har i midten af 1990erne udført en stort anlagt
spørgeskema- og interviewundersøgelse med sønderborgenserne om deres
95
brug af de rekreative områder. Her tænkes traditionelt på parker, skove,
20
landskaber og på byens rum . Dog må Henrik Hvidtfeldt – til sin egen overraskelse – konstatere, at spørgsmålet om havnen dukker op konstant, selv
om der ikke er spurgt hertil – heller ikke i de kvalitative interviews. Som københavner på feltstudium i Agenda21-perspektiv er han ærlig nok til at kon21
statere den udbredte tale om havnen og dermed til diskret at markere de
kulturelle og politiske potentialer, der måtte ligge i havnen som urbant felt –
efter spritbådenes og industrihavnens afvikling.
Planstyrelsens Kommuneatlas:
Splittelse mellem traditionelt og moderne
Også en anden københavnsk institution under Miljøministeriet, nemlig Planstyrelsen, som siden er blevet til en del af Skov- og Naturstyrelsen, har kloge
og konfliktantydende ord at sige om Sønderborgs havneområder i det Kom22
muneatlas Sønderborg, som i 1990 er blevet viet Sønderborg .
På den ene side konstateres det, at den oprindelige kystlinje ligger inde bag
den aktuelle havn. Den traditionelle og dermed ‟ægte‟ by ligger således i potentiel krig med den moderne havn. Havneområdet har en helt anderledes rå
23
karakter, ligesom den er præget af en anden skala.
Man kunne måske forvente, at det oprindelige ville blive værdsat i kommuneatlassets tekst. Men når det kommer til udpegningen af markante træk og
bevaringsværdige bygninger optræder monumenter fra industrialderen på en
fremtrædende position. Også det uægte og tilføjede har ifølge Kommuneat24
las Sønderborg ret til at eksistere.
Lokalt plangrundlag: Strategiplan versus promenadeplan
Det lokale planmateriale fra Sønderborg Kommune viser, hvor relativt sammenhængende planlægningen er i denne provinsby. Først og fremmest har
Sønderborg Kommune vedtaget en strategiplan, udviklet af Skaarup & Je25
spersen , hvor de forskellige kvarterer på begge sider af Als Sund, som løber ind gennem byen og deler den, overvejes. I realiteten er der allerede disponeret over disse områder.
På Alssiden – traditionelt betragtet som det egentlige og derfor ”fine” Sønderborg – lægges der op til blandet anvendelse nord for Christian X‟ Bro, der
i 1930 blev anlagt brutalt, men modernistisk ind gennem dele af den traditionelle by, bl.a. helt op til kirken (i dag isoleret på sin højtliggende bakke). På
Jyllandssiden lægges der – ligeledes nord for broen – an til, at hidtidige
26
DSB-områder anvendes til kultur- og uddannelsesformål. Tankemåden i
strategiplanen er zonefokuseret og funktionsorienteret, på mange måder i
overensstemmelse med Michel de Certeaus karakteristik af planlæggerens
synsvinkel, men som sådan både professionel og systematisk.
Mere overraskende i forhold til Michel de Certeaus plankritik er det, i hvilken
grad humane bevægelser og bevæggrunde betænkes i den såkaldte pro27
menadeplan, som Kommunen selv har udarbejdet . Tanken er, at der på
begge sider af Als Sund skal forløbe brede promenadestier på en strækning
af næsten 20 km – fra langt ude i landskabet gennem byen og ud i landskabet på den anden side. Samtidig er der angivet udsigtspunkter, hvorfra en
visuel forbindelse mellem land og vand etableres.
Overvejelsen af bevægelserne er mere rettet mod de rekreative aktiviteter
end mod hverdagssituationer. Alligevel er promenadeplanen et velkomment
supplement til zone- og funktionstankerne fra kommunens strategiplan.
96
Lokale forestillinger: Lyserødt lys over kærlighedsstien
Et potentielt modsigelsesfyldt forhold mellem kommunens gennemtænkte
hensigter og visse beslutninger, som faktisk svækker grundlaget for den ønskede udvikling, antydes i et konkurrenceoplæg til Fonden Realdanias kam28
pagne Bedre Byrum, sommeren 2002 . I sit projekt anerkender kommunen
vigtigheden af en forbindelse hen over Als Sund med henvisning til, at de
nye kulturinstitutioner vil trække unge og mindre unge mennesker over havneløbet. Men når det kommer til de konkrete projekter, begrænser man sig til
at forestille sig byens bro indhyllet i lyserødt lys for at skabe forbindelse mellem de to sider af Als Sund. Tidligere har Kommunen nemlig vedtaget at
nedrive eksisterende infrastruktur fra det 20. århundrede – infrastruktur, som
skal vise sig nyttig netop med henblik på etablering af en aktiv forbindelse
hen over Als Sund.
Digression: nedrivninger og løfter om ikke at vedtage flere
Det er slående, at visse problemer, som berøres i de københavnske undersøgelser, genfindes i lokale plandokumenter og praktiske handlinger. Både i
Kommuneatlas og i Sønderborgs plandokumenter er der en tendens til, at
storskalaanlæg og bygningselementer fra det 20. århundrede i realiteten
nedprioriteres. Blot antager nedprioriteringen i Sønderborg en langt mere
markant og konkret form. Den omfattende destruktion af monumenter fra det
20. århundrede bare i løbet af det første år, arbejdsgruppen under Statens
Kunstfond arbejdede, kan således svært forenes med den nuancerede posi29
tion, som kommer til udtryk i Kommuneatlas Sønderborg.
På nedrivningssiden gik det vitterlig dramatisk for sig i 2002-2003. Hver
gang arbejdsgruppen vendte tilbage til Sønderborg, var væsentlige havnebyggerier jævnet med jorden. Først faldt den monumentale Solofabriken, be2
liggende på et gigantisk område (op mod 15000 m ) midt i den historiske by
og direkte ned til Sønderborgs svar på det københavnske Nyhavn. Den
gamle margarinefabriks centrale hal var af Kommuneatlas Sønderborg tilkendt ”Høj bevaringsværdi” samt en tilsvarende visuel status som ”Markant
30
enkeltbygning”. Siden kom turen til industribygninger og byens eneste betonsilo med henvisning til realiseringsbetingelserne for ejerlejligheder i et tilliggende pakhus – ejerlejligheder, som pga. manglende efterspørgsel ikke
har kunnet realiseres. Således blev både bybilledet og arbejdsgruppens opfattelse af sin opgave undervejs udsat for betydelige rystelser.
Man kan knap hævde, at Kommunen har revet havnefrontens monumenter
ned uden varsel. Alle disse nedrivninger var omtalt rundt omkring i det udleverede planmateriale. Men de truede bygninger stod urørte, da arbejdsgruppen startede, og en nedrivning syntes så uberettiget, at den var svær at tro
på. Det forekom tværtimod arbejdsgruppen, at flere af de nedrivningsdømte
bygninger ville kunne integreres kraftfuldt i Sønderborgs fremtidige havnefront.
I lyset af de ikke desto mindre varslede nedrivninger, som ville gøre det af
med mange af havnens (ikke for talstærke eller storslåede) havnearkitektur,
blev et tilsyneladende kompromis vedtaget under et møde i Statens Kunstfond, december 2002. Ved denne lejlighed lovede Sønderborgs borgmester,
at byen ville afstå fra at foretage eller vedtage yderligere nedrivninger eller
byggerier i den periode, hvor arbejdsgruppens overvejelser stod på. På denne måde blev det muligt at få tid til at tænke, håbede arbejdsgruppen og Statens Kunstfonds arbejdsudvalg. Blot var tilsagnet om beslutnings- og nedriv31
ningsstop begrænset til præcist definerede felter . Med henvisning til allerede vedtagne planer og uigenkaldelige aftaler eller dispositioner undtog
97
Kommunen store områder inden for den byens kyst- og havnelinje, som arbejdsgruppen af Statens Kunstfond var udset til at behandle.
Således kunne Kommunen – uden aftalebrud – tage radikale beslutninger,
eksempelvis om at tilføje et musikhus til et allerede stort universitetskompleks af 3xNielsen (udvalgt senere den uge, da arbejdsgruppens første gang
besøgte i Sønderborg). Alt i alt var der tydelige indskrænkninger i arbejdsgruppens opgave, som i brevet fra Statens Kunstfond var defineret som intet
mindre end at ”udarbejde en strategi for en sammenhængende udvikling af
havnearealerne i Sønderborg”. Strategiske beslutninger var allerede forlængst taget og på sikker vej til at blive sat i værk.
2. bevægelser på stedet SELV
De mange teksttypers fremstilling af den lokale historie og geografi samt de
verserende kommunale planvedtagelser kan, når læsningen foregår på afstand, forekomme ganske abstrakte. For den ikke lokalkendte læser giver
disse publikationer i realiteten først mening, når forholdene beses i virke32
ligheden .
Stedet vises frem svarende til promenadeplanen
Snarere end af lokale brugeres anonyme og repetitive bevægelsesruter bliver arbejdsgruppens kendskab til byens rum formidlet af borgmesteren og
ledende embedsmænd, som viser kyststrækningen frem i lyset af den verserende lokale planpolitik. Ikke bare det egentlige havneområde, men hele kysten, som er omfattet af ovennævnte Promenadeplan, præsenteres som et
potentielt arbejdsområde for projektgruppen. Skønt det i realiteten er et langt
mindre område, som har interesse for en egentlig havneplan, er det vigtigt at
notere, hvorledes byen glider over i og til en vis grad er beliggende i noget,
der med traditionelle begreber udgør et landskab.
Fotografering og forsøg på at formulere kvaliteter
Bevægelsen langs hav og sund går djævelsk hurtigt i borgmesterens og
embedsmandens bil. Der bliver knap tid til at lokalisere urbane indslag, det
måtte være vigtigt at forstærke eller – alternativt – overlade til sig selv. Det er
først hjemme ved studiet af de indhøstede fotografier, at visse momenter
opdages på de i farten og gråvejret optagne digitalfotos. På computerskærmen træder nogle af byens træk i karakter og bryder op i billedet af en mennesketom regnvejrsby. Disse fotos er hverken kontemplative eller udtryk for
traditionelt fotografiske kompositioner, men afspejler en accellereret fremvisning. Omvendt udfylder de mange digitalfotografier rollen som dokumentation af og visuel indgang til den byrumlige virkelighed, som ikke reelt blev
fornemmet på selve stedet. Uden fotografiernes fremstilling af byens optisk
33
ubevidste ville det have været vanskeligt at blotlægge den heterogeneitet,
der udgør et af byens kendetræk og vil kunne genfindes i de enkelte projekt34
elementer samt i arbejdsgruppens samlede plan .
Kvaliteter, som ikke bør røres – og derfor ikke inddrages i planen
De med havnekajerne parallelle broer, som følger strømmen i Als Sund, har
en humaniserende funktion og ville kunne bløde op på selv mastodontiske
institutionsbyggerier. Broerne genfindes i Jyllandssidens lille fiskerihavn, der
med sine kuttere, filetteringsmaskiner og skibshandel er det eneste sted på
havnekajen, hvor antydningen af menneskeligt liv, sågar i et havnerelevant
erhverv (fiskeri), kommer til syne. Hverken broer eller fiskerihavn inddrages i
98
arbejdsgruppens egentligt udarbejdede projektforslag, da de fungerer positivt i sig selv.
Opsøgning af skanser
Også skanserne, der henligger som ruiner, viser sig – efter supplerende studier af Kommuneatlas og opsøgende indsats på en rejse til Sønderborg – at
være seværdige landskaber, der i flere tilfælde er udsigtspunkter med havneblikke. Alle er de romantiske og mennesketomme. Politikere og planlæggere, som arbejdsgruppen siden talte med, kunne – efter en vis undren ved
synet af fotografierne – konstatere, at de aldrig havde været oppe på skanserne.
Bevægelser i byen
Gruppen havde besøgt Sønderborg to gange før afgivelsen af første bud på
en plan ved en ‟midtvejsevaluering‟ seks måneder efter arbejdets igangsæt35
telse . Siden blev der lagt selektive besigtigelser oveni. Hver efterfølgende
fremlæggelse og forhandling i Sønderborg har således lagt nye lag på oplevelsen af byen, der efterhånden huskes som et rum i forvandling – i årets og
historiens gang. Fra først at være et nærmest kartografisk rum med enkelte
monumenter og simple funktionssammenhænge bliver byen efterhånden opfattet langs bestemte bevægelseslinjer, som – uden helt at være realistiske
hverdagsruter – alligevel fornemmes som rammen om et kropsligt tilegnet
byrum. Selve bevægelserne kan af og til lægge grunden for indsigter og ideer, som hverken kort eller plandokumenter end ikke antydede, men som kan
fremkaldes mentalt, også hjulpet på vej af tredimensionaliteten i en ca. 3x2
meter lyseblå polysteren-model af byen og dens landskab.
Opdagelse af godsbaneramperne
Under vandring i byen selv sker det, at det langsomme tempo (i forhold til
bilkørsel) fører til opdagelser. På Jyllandssiden af Als Sund afslører der sig –
midt i renoveringsarbejder for Christian X‟ Bro – en sidearm med togspor,
der tydeligvis har været ubenyttet i mange år. Mellem skinner gror selvsåede
nåletræer og buske, modsvarende stedets meget specifikke biotop. Disse
planter er nemlig langtfra de samme som på den modsatte side af havneløbet (Als Sund). På Alssiden, hvor det gamle Sønderborg ligger, findes således en anden halvdel af denne langsomt faldende togrampe, der har tjent til
at få vogne op og ned fra det forhøjede niveau, hvorpå Christian X‟ Bro
krydser sundet. Og denne anden halvdel er bevokset med andre vækster:
stridbare brombærranker og frodige slyngplanter.
Disse skinnebelagte sidearme til byens centrale jernbetonbro er oversete og
næsten mystiske steder, som nærmest venter på at blive genanvendt til
gavn for den i fremtiden voksende trafik af gående og cyklende hen over
havneløbet.
Sammenfatning:
Bybilledet i de to første arbejdsstadier
Den systematiske hjemmelæsning (analyse af planlægningens tankefigurer:
dens ‟diskurser‟) og forsøget på – i bevægelse og ved selvsyn, men så sandelig også ved eftertanke – at indtage byens kanaler for bevægelse og ophold gav anledning til følgende konstatering: Byen er præget af bemærkelsesværdige sammenstød i skala mellem forskellige historiske lag. En traditionel skala – lille og ofte af ældre dato – dominerer den indre bys beboelsesarkitektur, også på havnefronten. En markant større skala fra det 20. år-
99
hundredes første halvdel repræsenteres af infrastrukturen (jernbetonbroen
over sundet fra 1930) og de industrielle anlæg til produktion og opbevaring i
forbindelse med egentlig havnedrift.
I de hidtidige plantiltag er den traditionelle skala blevet privilegeret. Den industrielle skala fra det 20. århundrede anerkendes i bedste fald som visuelt
markant. Dens arkitektur ofres dog hurtigt for at give plads til lettere anvendelige bygninger.
Hertil kan følgende indvendes med basis i et alment bysyn, men også i de
besøgendes bevægelser ad forskellige ruter omkring Sønderborgs havneløb: Hvis byens borgere også i fremtiden skal mærke, at byen har haft en
havneindustriel periode af betydning i det 20. århundrede, er det byarkitektonisk afgørende at respektere begge historiske lag og skalaer. Ellers vil det
20. århundredes industrielle Sønderborg en dag fremstå ikke bare funktionelt erstattet, men også fysisk slettet og mentalt fortrængt fra de havnenære
områder. I tide kan elementer fra industriarkitekturen søges genanvendt til
andre funktioner.
Samtidig er det indlysende, at den moderne, industrielle skala støder sammen den den traditionelle by på en voldsom, ja, i sin tid destruktiv måde, der
har efterladt ikke bare afskårne bygninger med en vis egenkarakter, men
også egentlige tomrum og grænser for menneskelig bevægelse. Disse humant og byarkitektonisk problematiske konsekvenser af mødet mellem den
moderne betonarkitektur – ikke mindst Christian X‟ Bro – og den traditionelle
by er det værd at overveje med afsæt i det tidlige 21. århundrede. Tomrum
36
og skalaspring må søges – om ikke udjævnet, da formidlet .
3. Konceptudvikling – Mødet med byens havn
Mødet med byens havn skal styrkes for at fremme bylivets
improvisation
Allerede det opdrag, Statens Kunstfond havde forfattet med landskabsarkitekten, professor Steen Høyer som strategisk pennefører, tematiserede
37
havnen i Sønderborg som ”porten til Als” og ”byens ansigt”. Således blev
der lagt op til at tænke på havnen som noget, man som besøgende møder
og som beboer ønsker at vise frem – under et møde med andre. Denne situation vil blive forstærket i de kommende år, fordi havnen på mange områder først er ved at blive frigivet til civil brug. For første gang bliver det reelt
muligt som borger at møde havnen ved at bevæge sig uhindret til fods på de
kajområder, der ligger helt ud til havneløbet. Fra at være sporarealer og lagerpladser er havnens arealer udset til i fremtiden at huse uddannelses- og
kulturkatedraler samt boliger tilsat lidt erhverv og kommers, men også offentlige områder i form af promenadeanlæg.
Denne idé om i fysisk og sanselig forstand at kunne sanse og skabe en forestilling om byen takket være et møde med dens havn er blevet til det samlende koncept for arbejdsgruppens idéplan til Sønderborgs havn. Forestillingen er, at havnen bliver et nyt mødested. Fordi gruppen hovedsagelig består
af arkitekter og billedkunstnere, er dette møde først og fremmest blevet konkretiseret i rumligt udformede rammer. Vandet, byomgivelserne og overgangene heri er blevet behandlet billedkunstnerisk-arkitektonisk eller arkitektonisk-billedkunstnerisk. Men det ville være muligt på bykultur-analytisk vis at
argumentere for projektets principielle forslag ud fra denne tanke om, at
mennesker kan møde byen ved dens havn.
100
Det har været tanken, at det urbane leben – bykulturen – skal kunne fremmes af arbejdsgruppens enkelte forslag, der alle er blevet overvejet som led
i bevægelseslinjer gennem byens rum. Disse steder ved eller med forbindelse til havnen (visuelt, orienteringsmæssigt) vil kunne indgå i sønderborgenseres og besøgendes bevægelser for sig selv eller i fællesskab.
Kort sagt: byens havn med dens rum, former, materialer er tænkt som led i
menneskers bevægelser og deres hermed frembragte møde med byens forskellige rum og det opdukkende landskab. Gennem intensivering og nuancering af møderne med havnen skulle byen selv – også den bagvedliggende –
38
kunne vinde i bykulturel improvisationskraft .
Konkrete projektelementer
Jeg skal ikke gennemgå det konkrete projekt i de detaljer, som kan studeres
i bogen Byens havn, udgivet af Statens Kunstfond som et kollektivværk med
arbejdsgruppens syv medlemmer som alfabetisk opregnede forfattere. I stedet skal jeg understrege de projektelementer, hvorigennem Sønderborgs
havn for arbejdsgruppen blev forvandlet fra et fjernt og ukendt land til et mulighedsfelt. Havnen behandles som en serie af lokaliteter, det er muligt at
overveje uden at reducere dem til et rumligt samlende princip (såsom deres
placering i forhold til byens skansesystem). Derimod kan seriens indslag opfattes som steder for mødet med byens havn. Eksempler på forslag skal gives for at antyde nogle af de skalatrin, arbejdet har resulteret i.
1. Den landskabelige skala: Brohovedskansen – historisk natur,
forfalden
Byen har et skansesystem, som – i vidt omfang udformet af tyskerne efter
39
sejren i 1864 – består af den centrale Brohovedskanse og af en række
spredte skanser. Nogle er blevet til steder for antenne-master, mens andre
er optaget af sommerhuslignende børneinstitutioner.
Brohovedskansen derimod ligger hen som et landskab, der lukker sig omkring sig selv som et kuperet græsareal og stedvis bereder en overbliksgivende udsigt fra Jyllandssiden og ned over skrænterne mod vandet og den
gamle by på Alssiden af Als Sund. Aktuelt anvendes dette miljø højst til hundeluftning. Med opretning af skanseformen og plantning af høje træer ved
siden af selve skansen kan der etableres en markering af byens pludselige
opdukken i landskabet, når man fra Jylland kommer kørende rundt om skansen. Samtidig frembringes en udsigtspost, hvorfra bylandskabet selv bliver
40
overskueligt.
2. Den byrumlige skala:
Nørrebro/Solopladsen – fra restareal til differentieret pladsdannelse
En variant af sammenstødet mellem modernitet (den tromlende og trafikfremmende) og tradition (den skrøbelige, men uudslettelige) findes på den
plads, som kaldes Nørrebro, og som kan spores på historiske bykort langt
tilbage i tiden. I dag er der – omkring en gammel toldbygning – tale om en
tomt-agtig parkeringsflade, fremkaldt og afgrænset af en afkørselsrampe fra
Christian X‟ Bro. Denne flade med tilfældigt efterladt bebyggelse kan opdeles og bibringes nogle felter i humane dimensioner, udtænkt som led i gangbaner, opholds- og blikmuligheder. Herved kan der skabes både en forbindelse tilbage til præmoderne forhold og en formidling til det industrielle formsprog, som stadig repræsenteres af broen. Industriens former forsvandt til
gengæld fra byarkitekturen i nærheden af Nørrebro ved nedrivning af den tilliggende monumentale Solofabriken.
101
3. Den bymonumentale skala: Rotunden – etablering af forbindelse
mellem modernitet (bro) og tradition (småhuse)
41
I den lokale planlægning er der en udbredt tendens til at ville erstatte det
20. århundredes modernitet med nyt byggeri i stedet for at forsøge en formidling mellem de historiske lag og nutiden via omfunktionering og tilføjelser. Formidlingsforsøg kan dog benytte et anderledes formsprog end både
tradition og industriel modernitet. Et sådant forsøg er repræsenteret af arbejdsgruppens forslag til en rotunde, placeret inde i det tomrum, som er
fremkommet i det gamle Sønderborg på Alssiden – dér, hvor den tidligere
omtalte jernbanearm udspaltes fra hovedbroen for at fortsætte som en lang
rampe ned mod havnens eget niveau. Mellem de to brodele findes et udfordrende restareal, hvor enkelte amputerede huse ligger tilbage, ikke ulig situationen på den tilliggende Nørrebro.
Ideen om at opføre en bymonumental bygning, der skulle kunne skabe
en formidling mellem industriel og traditionel skala, men samtidig være repræsentant for nutiden, har af arbejdsgruppen været overvejet i mange former: som femkant, som cylinder, som flere cylindere (fordi et byggeri ikke
måtte gå ud over en traditionel gade, der var sammenfaldende med den angiveligt oprindelige kystlinje – fra før 1250). Overvejelserne er endt med en
42
hul, cylindrisk og let bygning, formet lidt som to møtrikker , der drejer oven
på hinanden og er udformet til at rumme installationer til brug for de mange
43
lystsejlere , som om sommeren (allerede fra april) gæster byen og lægger til
direkte ved kajkant. Denne rotunde er lysgennemskuelig (translucent), kan
derved fungere som lampe og udgøre en markering i byen.
4. Den byarkitektoniske skala: Plinthusene – forslag til formidling af
forholdet mellem offentligt og privat på det flade havneareal
Hidtil havde Sønderborgs store industrihavneflade huset blandt andet en 30
meter høj silo, som blev nedrevet midt i projektgruppens arbejdsperiode,
nærmere bestemt i forsommeren 2002. Spørgsmålet var, hvordan dette område – næsten berøvet spor af den industrielle havn – i overensstemmelse
med byens strategiplan kan udnyttes til en blanding af boliger og lokaler til
småerhverv samt centerformål. Kommunen selv havde – med assistance fra
byplanfirmaet Skaarup & Jespersen – opereret med stokbebyggelser anlagt
vinkelret på havnen for at fremme gennemsyn bagfra, men med umiskendelige træk af forstad til følge.
Med inspiration fra fjerne egnes brug af plinte eller plateauer som basis for
byggeri foreslår arbejdsgruppen en ny type urban arkitektur. Plinten etableres således som en støbt forhøjning, hvorpå husene kan bygges, men således, at der på selve platformen efterlades et i princippet offentligt tilgængeligt areal i form af hævede gange udenom. Dette areal skulle så samtidig
kunne skabe en udveksling mellem byens liv og det private, uden at det
44
hjemlige liv fornægtes eller – anden yderpol – forskanser sig bag hegnet .
Plintene kan nok bruges til ophold af husets beboere, men bør ikke kunne
45
lukkes af .
5. Den infrastrukturelle skala: Promenadebroen som genbrug af
industrielle former
Arbejdsgruppens projektforslag søger at tænke urbant og med afsæt i de historiske lag uden at fortrænge dem. Disse må tværtimod undersøttes som
grundlaget for variation og forskellighed.
I visse tilfælde ligger historiske former klar til overtagelse og let omskrivning,
når Sønderborg beriges med store kulturinstitutioner på Jyllandssiden af Als
Sund. Som nævnt stødte arbejdsgruppen nærmest ved et tilfælde på rester
102
af en jernbaneforbindelse hen over Als Sund. Disse resters magi – understøttet af stedsspecifik, selvgroede træer og buske – gav ideen til broens retablering som led i en forbindelse hen over sundet. Broen skulle dog ikke
fremstå som en naturaliseret ruin, men som infrastruktur omfunktioneret fra
tunge tog til let trafik – i barnevogn, på cykel eller egne ben. Både visuelt og
kulturelt må Sønderborg indstille sig på at blive en by med både højre og
venstre ”Seine-bred”, som arbejdsgruppen har haft for vane at sige med tanke på Paris, der jo er delt midt igennem af strømmende vand: floden Seine.
Også i Paris har universiteterne såmænd ligget på venstre bred. Som en sådan to-sidet by må det fremtidige Sønderborg have infrastruktur for alle
grupper, også studerende på cykel, der skal fra boligen i den gamle by eller i
et kollegium på Als-siden til universitetet på den anden side af havneløbet.
Det var i sidste øjeblik, denne idé blev fremlagt primo juni 2003. Da kom det
frem, at der i forbindelse med anlægget af universitetet var ved at blive
iværksat en nedrivning af jernbanerampen på Jyllandssiden af Sønderborg.
Var arbejdsgruppen kommet tre måneder senere, havde jernbanerampens
komponent til den fremtidige by været forsvundet. Takket være redningsaktionen står begge jernbanevingerne intakte tilbage med henblik på etablering
som promenadebro for cykler og gående.
Denne promenadebro med afdelinger på begge sider af Sundet og et særligt
felt, som er bygget til på siden af den overlevende og nys renoverede moderne bro, vil helt konkret fremme mødet med og ved byens havn. Menneskebevægelsen hen over havneløbet vil her stå i centrum og indebære både
visuelle og kulturelt-sociale potentialer. Omformet til et rum, der egner sig til
fodgængere (5 km/timen) eller cyklister (20 km/timen), vil jernbanevingerne i
sig selv udgøre et værk.
At genanvendte strukturer kan blive til nye værker antydes med stor kraft af
et nyligt bro-udnyttelses-projekt i ovennævnte Paris. På den togviadukt, som
fører ud fra Bastille-operaen (oprindelig bygget, hvor en banegård – Gare de
la Bastille – med store godsfunktioner lå) er der etableret en park i 2.-3. sals
højde. Denne hævede park med egen beplantning og lavereliggende sidepladser blev byplanmæssigt startskuddet til et langt grønt bånd, som – ved
inddragelse af tiloversblevne infrastrukturelle arealer – føres helt fra Bastille46
pladsen ud til Vincennesskoven gennem Paris‟ østlige kvarterer .
Stedsspecifikke eksempler – til inspiration andetsteds
Planen for udvikling af Sønderborg til en by, hvor besøgende og beboere
møder byen og hinanden i formidling med havnen indbefatter således mange enkeltprojekter, der nok er tænkt konkret og stedsspecifikt, men næppe
mere, end at enkeltkomponenterne og deres samlende koncept vil kunne
være til inspiration i andre havnebyer.
4. Dialog og formidling
Tre principielle trin er taget i arbejdsgruppens forsøg på at formidle hen over
den grænse, som strukturelt eksisterer mellem planlæggere og brugere.
Først søgtes stedet fremmanet gennem forskellige analyser af skriftlige
fremstillinger og alskens plandokumenter. I anden omgang blev bevægelser
ved og observationer af byens havn foretaget in situ – på selve stedet – med
efterfølgende systematisk overvejelse. På tredje trin er der – som det var
opgaven – skitseret en konkret, men strategisk udviklingsplan i et forsøg på
at fastholde det principielle og eksempelbetonede niveau, så forslagene ville
103
kunne overvejes i andre havnebyer. Endelig har et fjerde niveau bestået i,
helt fra processens begyndelse, at etablere en reel dialog med modtagerne
af udviklingsplanen: embedsmænd, borgmester, politikere, borgere i Sønderborg.
Allerede Statens Kunstfond havde opereret med en oversættelses- og læreproces ved i sin oprindelige henvendelse at præcisere arbejdsopgaven med
følgende sætning: ”Planen skal indgå i og bidrage til den lokale beslutnings47
og realiseringsproces.”
Dette formidlingsaspekt har arbejdsgruppen taget alvorligt. Indledende møder med kommunale planlæggere og borgmesteren på rådhuset i Sønderborg, men også – med deltagelse fra Sønderborgs civile samfund og medlemmer af udvalgene i Statens Kunstfond – i Kunstfondens lokaler i København etablerede udgangspunktet. Efter et halvt års koncentreret arbejde blev
de foreløbige ideer fremlagt for først borgmesteren og embedsmænd, siden
interesserede byrådsmedlemmer samt borgerrepræsentanter (typisk fra indflydelsesrige foreninger). Endelig blev det færdiggjorte arbejde, materialiseret i en bog på 225 sider (finansieret og udgivet af Statens Kunstfond, men
ikke i offentlig handel), overdraget først ved et møde i Statens Kunstfond,
København, siden i Sønderborg, til det samlede byråd.
Bogen Byens havn – tiltænkt fagfæller, udformet med henblik på byens
egen proces
At der blev tale om en egentlig bogproduktion (og ikke en traditionel projektmappe eller en husstandsomdelt avis) skyldtes hensynet til, at der –
trods den stedbundne løsning – skulle være mulighed for, at seriøse læsere
kunne overveje den tværkunstneriske og tværfaglige planlægningsøvelse
med Sønderborg i et bredere perspektiv, såvel geografisk (havne andre steder) som metodisk (arbejdets strukturering og resultater). Principielt var det i
arbejdsgruppen formuleret, at bogen Byens havn i vidt omfang skulle være
en publikation for arbejdsgruppens fagfæller og ikke et salgsmateriale som til
en klient. I realiteten blev bogen udformet med henblik på også at bidrage til
48
byens egen debat- og beslutningsproces .
Overdragelse, udstilling, konference, høring
Ved den færdigtrykte bogs overdragelse til Byrådet den 19. maj 2004 var arbejdsgruppen sekunderet af repræsentanter for udvalgene i Statens Kunstfond. Da spørgsmålet om en udstilling til ære for offentligheden blev ytret af
borgmesteren, blev ideen støttet af Statens Kunstfonds repræsentanter.
Dermed var startskuddet givet til den formidling, som – i form af kommunikation og tilpasning til de lokale realiteter – har stået på dagsordenen fra sommeren 2004 til foråret 2005.
Udstilling blev baseret på principielle, røde markeringer i byrummet –
skulpturelle modeller forsynet med forklarende tekster. På himlen vejede flag
med titlen Byens havn og et udsnit af byvåbnet, der syntes at vise plinthuse
nær vandet. Regelmæssig presseomtale og rundvisninger med tilhørende
diskussioner bidrog til at gøre de røde former forståelige som foregribelser af
en fremtid for byen og dens havneområder.
Understøttet af en lokal initiativgruppe med erhvervsfolk og ledende kulturpersoner, herunder flere af de oprindelige initiativtagere til at mobilisere
Statens Kunstfond, arrangerede Sønderborg Kommune en nationalt indbudt
konference (17. september 2004 på Sønderborg Slot). Konferencen blev
åbnet af økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen og indeholdt foredrag af bl.a. arkitekten Jan Gehl fra Center for Byrumsforskning (Kunstaka49
demiets Arkitektskole) .
104
Offentlig høring og kritik
Ved samme tid blev arbejdsgruppen indkaldt til at præsentere projektet ved
50
et borgermøde , som viste sig at være starten på en egentlig høringsproces. Dette møde, hvor også kritiske overvejelser (herunder berettigede) blev
fremført, viste, at en tilpasning til de helt lokale og planmæssige forhold var
nødvendig. Derfor måtte en ny proces i gang, samfinansieret af Sønderborg
Kommune, der hermed for første gang bidrog økonomisk, og Statens Kunstfond.
Langsom konkretisering gennem sagsmapper og workshops
Den oprindelige arbejdsgruppe har senest fungeret som et designkollektiv
inden for rammerne af en tegnestue, som har udarbejdet sagsmapper af
professionel standard. Nu er arbejdsgruppens produkter ved at blive det –
nødvendige – materiale, som tegnestuerne leverer, men som Statens Kunst51
fond i sin oprindelige henvendelse ikke ønskede som et første resultat
(heraf produktionen af bogen Byens havn).
Foranlediget af erfaringer fra Vejle er der i Sønderborg afholdt tre workshops
siden begyndelsen af 2005. Ved disse er repræsentanter for arbejdsgruppen
mødtes med kommunale planlæggere og politikere fra Teknikudvalget, men
også med repræsentanter for det civile samfund, hvis kommentarer af entusiastisk eller kritisk observans har kunnet komme til udtryk, før det var for
sent.
Med sagsmapperne er der ved at lagt op til en realisering af forslagene i fuld
skala. Fra at være idémager bag principielle eksempler, som skulle omsættes af andre tegnestuer, er arbejdsgruppen ved at kunne påtage sig rollen
som formgiver. Når andre har forsøgt sig med konkretisering af f.eks. plinthusene, har det til tider været svært for gruppens medlemmer at genfinde
såvel principper som formverden, hvorfor det er blevet mere oplagt at indta52
ge en præcist formgivende rolle .
Et dusin sagsmapper har – efter at have været gennemdiskuteret på workshops og herefter tilpasset – været til behandling i det såkaldte Teknikudvalg
under Byrådet, mandag den 11. april 2005. Ifølge telefonisk oplysning fra
53
Sønderborg Kommune skulle udvalget have givet grønt lys på stort set alle
punkter.
Konklusion: Arkitektur-kunst henover grænserne?
Til afslutning skal det overejes, hvordan det gik med de grænser, som fremstillingen tog afsæt i.
Skiftende roller for kunstarterne
I arbejdsgruppens indre diskussioner er spørgsmålet om billedkunstens placering i dette by-havne-projekt regelmæssigt blevet stillet; der er blevet insisteret på markering af det specifikt billedkunstneriske, som ofte skulle være
ilde stedt, når projekter nærmer sig realisering.
Alligevel er det næppe forkert, at arkitekturens og planens realitetsbegreber
dominerer. Blot kunne man tilføje en overvejelse, hvormed formanden for
Statens Kunstfonds udsmykningsudvalg sammenfattede situationen ved projektets overdragelse: ”Arkitekturen er tænkt billedkunstnerisk”, sagde Sys
Hindsbo. Formuleringen foretager en på flere måder reel karakteristik af det
afsluttede projekt. I det aktuelle projekt har billedkunstnerne været meget
105
engagerede og udfarende, også når det drejede sig om at udforme såvel offentlige byrum som egentlige bygningstyper.
I øvrigt fik billedkunsten en helt afgørende rolle under ovennævnte udstilling
in situ, udviklet af Karin Lind. Med udstillingens røde former blev projektets
første markering i byens rum foretaget ved opstilling af billedkunstnerisk abstraherende mock-ups. Skilte på de røde installationer forklarede, hvordan
disse – opbygget af stedets egne rå materialer – hang sammen med planerne i bogen Byens havn. Fordi det i vidt omfang var et billedkunstnerisk projekt, blev udstillingen kommunikativ på en i kommunal- og planpolitik ny og
utraditionel måde.
Samarbejde med Kommune og Kunstfond
I begyndelsen var forholdet mellem arbejdsgruppen og Sønderborg Kommune præget af en vis usikkerhed. For arbejdsgruppens vedkommende har
det til tider – pga. de voldsomme og fortsatte nedrivninger overalt på havnen
– været vanskeligt at se, hvordan den overhovedet skulle kunne tage afsæt i
en virkelighed og tænke med dennes forandring for øje. Især de mange
fremlæggelser for kommunen har dog styrket den gensidige velvilje. Borgmesteren har offentligt stået inde for projektet, som han har forsvaret ikke
kun over for lokal- og landspolitiske kolleger, men også over for kritiske bor54
gere .
Samtidig har det været positivt at opleve Statens Kunstfond som en katalysator. Kunstfonden har været den egentlige opdragsgiver, ikke Kommunen.
Yderligere har vægtige udvalgsmedlemmer i Kunstfonden bidraget til, at
Sønderborg Kommune tog arbejdsgruppens ideer alvorligt. I fravær af bygherrer, der af sig selv tager initiativ til tværfaglige projekter, har Statens
Kunstfond fremmet et projekt, som – efter at være udviklet i sine grundprin55
cipper – ikke på forhånd er dømt til at gå i glemmebogen som urealistisk .
Grænsen mellem projekt og byliv
Alt i alt er den grænse, som var så markant mellem projektmagere og modtagere, med tiden blevet om ikke permeabel eller usynlig, da mulig at
bevæge sig henover. En gensidig respekt er til stede, og med den skulle
ideernes omsættelse til virkelighed ikke være udelukket. I dette arbejde med
at formidle hen over grænsen til Sønderborg har arbejdsgruppens forskellige
fagpersoner haft en fælles opgave. Opgaven er defineret med en vis arkitektonisk og byplanmæssig toning, men ikke mere, end at den har kunnnet holde arbejdsgruppens kræfter samlet om at udvikle en på samme tid konkret
realiserbar og fagligt præsentabel plan.
I diskussionerne hen over grænsen såvel inden for arbejdsgruppen som
mellem arbejdsgruppen og projektmodtagerne har selve det overordnede
koncept – mødet med havnen som kilde til bykvalitet – nok været mindre i
fokus end de konkret foreslåede tiltag. Dette koncept er da også både alment og mangetydigt, idet det omfatter mennesker og rum, former og materialer.
Ideen om mødet med byens havn vil på længere sigt kunne fremdrages på
ny, hvis man en dag vil evaluere, om de eksempelbundne forslag og konkrete tiltag i Byens havn har evnet at udfordre den afgørende grænse – grænsen mellem intentioner, planer og former på den ene side og det levede og
levende liv på den anden side.
Grænsen mellem planlægning og byliv har til tider været genstridig. Trods
alskens formidlingsforsøg er bylivet omkring Sønderborgs havn forblevet
106
temmelig distant. Ikke bare har der overvejende været samarbejdet med politikere og embedsmænd. Det har ofte været, som om det umiddelbare sociale liv næsten skjulte sig, når arbejdsgruppen besøgte havnens forskellige
områder. Skulle byens liv være usynligt eller måske fraværende?
Målet har været at fremme mulighederne for byliv i Sønderborgs havneområder. Det er da også vanskeligt at forestille sig, at såvel et koncerthus som
et universitet med mange arbejdspladser, studerende og aktiviteter vil kunne
ligge i umiddelbar havnenærhed uden dér at fremme det urbane, offentlige
liv. Præcis hvordan byens havneliv vil udvikle sig, er det dog svært at forudsige. På dette punkt er hverken planer eller gode hensigter enerådende.
107
Noter
1
Brev fra Statens Kunstfond, dateret 10. oktober 2002 og underskrevet af Vibeke Jakobsen, sekretariatschef.
2
Hertil kommer den grænse, der er mellem på den ene side disse professioner og på
den anden side kulturelle miljøer, såsom de humanistiske fags. Humaniora er traditionelt blevet opfattet som fjern fra planlægning og rumudformning, hvor der snarere
appelleres til de samfundsvidenskabelige kompetencer (økonomi, planlægning, sociologi). Dette er dog ved at ændres, fordi byplanlægning i de seneste år er blevet forbundet med f.eks. byrum og kulturpolitik. Herved er den menneskelige og kulturelle
faktor blevet sat i centrum.
3
Pérez-Gómez, A. (1993) i Architecture and the Crisis of Modern Architecture (Cambridge, Mass.: The MIT Press) og Vesely, D. (2004). Architecture in the Age of Divided Representation (Cambridge, Mass.: The MIT Press).
4
Giedion, S. (1928). Bauen in Frankreich, Bauen in Eisen, Bauen in Eisenbeton (Leipzig: Klinkhardt & Biermann) – nu tilgængelig i en engelsk oversættelse, som har opretholdt den originale layout og typografi: Giedion, S. (1995). Building in France.
Building in Iron. Building in Ferro-Concrete (Santa Monica: The Getty Center for the
History of Art and the Humanities).
5
Benjamin, W. (1935). Paris. Die Hauptstadt des XIX. Jahrhunderts, en synopsis fra
1935, nu at finde i Benjamins Das Passagen-Werk, udgivet i hans Gesammelte
Schriften, bind V (Frankfurt am Main: Suhrkamp Verlag, 1983), s. 46
6
Giedion, S. Building in France [...], (op. cit.), s. 86.
7
Denne sætning fungerede i vidt omfang som motto for arkitekten Holger Sørensen,
overarkitekt i Forsvarets Bygningstjeneste og i en periode medlem af Akademirådet.
8
Bare et eksempel: Eva Koch og Steen Høyer blev – i Margrete Sørensens formandsperide for billedkunstudvalget i Statens Kunstfond – sat sammen om et projekt, som
resulterede i en ‟affaldsjords-gravhøj‟ med lyssætning – synlig fra IC-toget i nærheden af Esbjerg.
9
Brev fra Statens Kunstfond, dateret 10. oktober 2002. Selv har jeg hverken bånd til
Sønderborg (havde faktisk aldrig været inde i selve byen) eller store erfaringer som
traditionel byplanlægger. Som lektor i humanistiske bystudier ved Københavns Universitet havde jeg dog kendskab til udvikling af havneområder til bykvarterer. Sammen med studerende i faget Moderne kultur & Kulturformidling har jeg i foråret 2002
samarbejdet med Københavns Havn. I Havnens blad Havn & By (nr. 3, juni 2002, 12
sider) foretog vi gennem ti små artikler en problematisering af begrebet ”Havnebolig”
med det formål at skabe opmærksomhed om nødvendigheden af urbane kvaliteter
og dermed undgå udviklingen af havneboligkvartererne til nye, monofunktionelle forstadszoner i center-nærhed. Med afsæt i en engelsk version af samme arbejde afholdt vi en workshop under EU-formandsskabets konference European Cities in a
Global Era. Urban Identities and Regional Development, København, 14. og 15. november 2002.
10
Certeau, M. d. (1980). L’invention du quotidien 1: Arts de faire (Paris: Union Générale des Editions [coll. 10/18]).
11
Certeau, M. d. (1984). The Practice of Everyday Life (Berkeley: University of California Press).
12
Oversat fra: ”C‟est l‟analogue du fac-similé que produisent, par une projection qui est
une sorte de mise à distance, l‟aménageur de l‟espace, l‟urbaniste ou le cartographe.” Michel de Certeau, L’invention du quotidien 1: Arts de faire (op. cit.), s. 173.
13
Michel de Certeau, L’invention du quotidien 1: Arts de faire (op. cit.), s. 172.
14
I det følgende vil betegnelsen ”arbejdsgruppen” henvise til den af Statens Kunstfond
nedsatte projektgruppe til udvikling af en plan for Sønderborgs havn. Arbejdsgruppens projekt er udgivet i bogform: Bertelsen, J.; Bruun, B.; Fischer, S.; Lind, K.; Nielsen, T.; Reeh, H. og Stræde, M. (2004). Byens havn. Forslag til udvikling af Sønderborg havn (København: Statens Kunstfond).
108
15
Ved at lade repræsentanter for de enkelte kunst- og refleksionsarter udvikle et projekt i en fortsat dialog med den konkrete modtager kunne man håbe, at der ikke bare
ville blive etableret nye relationer mellem projektgruppen og projektmodtagerne, men
også mellem kunstarterne.
16
For en mere fyldestgørende præsentation af arbejdsgruppens udviklingsplan for
Sønderborgs havn henvises til bogen Byens havn samt til de efterfølgende konkretiseringer af planens enkelte elementer. Billeder fra de konkretiserende mapper – i alt
over 220 sider i A3-format, afleveret til Sønderborg Kommune pr. 31. marts 2005 –
kan i skrivende stund ses på hjemmesiden www.arkitektbertelsen.dk.
17
Grundlæggende må man håbe på, at kvaliteten af det endelige produkt (planen og
hvad deraf måtte følge: byggerier, landskaber, byrum og byliv) er højnet af tværfagligheden. Ret beset er dette vel den overordnede forhåbning til projektet.
Med brevet fra Statens Kunstfond fulgte en opgavebeskrivelse, som er yderst
kondenseret og præcis i sine enkelte formuleringer, men også kan fremstå meget
ambitiøs og optimistisk, hvis ellers dens samtlige spørgsmål og krav forventes at blive besvaret.
På den ene side præciseres det, at afleveringen skal være utraditionel: ”Resultatet
af arbejdet må også være anderledes en det vi kender fra arkitekttegnestuerne. [...]
Overordnet set kunne man forestille sig en slags manual for det fremtidige arbejde,
en række æstetiske og praktiske nøgler og værktøjer til løsning af de kommende projekter.” (s. 2) På den anden side stilles der stadig krav om arkitekt-faglig præcision:
”Plan og model i 1:2000, principmodeller, plan- og modeludsnit i 1:500 og detailforslag vil [være] nogle nog de oplagte muligheder [...]” (s. 2)
Tilsvarende fordres der både et strukturelt præcist, men i rumudformningen alligevel udviklingsåbent svar på den stillede opgave: ”Hvorledes skabes en arkitektonisk
plan, der fastlægger en rumlig struktur, uden at fastlægge de enkelte bygningsanlæg
som arkitektur?” (s. 1)
Endelig gøres det klart, at de konkrete løsningforslag til Sønderborg må have interesse i andre havnebyer: ”Håbet er, at et samarbejde vil muliggøre et konkret forslag
til Sønderborg, samt at forslaget vil få et generelt indhold, der vil kunne danne forbillede i andre og lignende situationer.” (s. 2)
Trods de store og potentielt modstridende ambitioner i brev og opgavebeskrivelse
har det været arbejdsgruppens mål at tage højde for alle disse krav i en form, som
fremmer formidlingen hen over de tidligere nævnte grænser (kunstarterne imellem,
rådgiver og klient imellem). Svaret er i første omgang givet med bogen Byens havn.
18
Fra København kom fem medlemmer, fra Aarhus ét og fra Hamborg ligeledes ét.
19
Lademanns Leksikon (1972-1981). Bind 18, Spar – Tan (København: Lademann,
s. 311-312. Ikke mindst ikonografien er tankevækkende, specielt i lyset af den modsætning mellem det oprindelige Sønderborg på Als og den side af byen, som er beliggende i Jylland og derfor opfattes som mindre uegentlig, men i disse år modtager
vægtige kulturinstitutioner som Universitet og Koncerthus.
20
Hvidtfeldt, H. (1999). Sønderborg – en by i Danmark. Hvad mener sønderborgenserne om byens miljø – og hvad bruger de byen til? (Hørsholm: Forskningscentret for
Skov og Landskab, By- og Landsplanserien, nr. 3, 1999). En omtale heraf findes i
Byens havn (op. cit.), s. 215-216.
21
Hvidtfeldt, H. Sønderborg – en by i Danmark (op. cit.), s. 46.
22
Kommuneatlas Sønderborg (1990). Bevaringsværdier i byer og bygninger 1990 (København: Miljøministeriet, Planstyrelsen [Kontoret for by- og bygningsbevaring] i
samarbejde med Sønderborg Kommune, 1990), distribueret af Hans Reitzels Forlag,
København. Stort format, 53 sider, ill. Omtalt i Byens havn (op. cit.), s. 220-224.
23
Kommuneatlas Sønderborg (op. cit.), s. 24-25.
24
Kommuneatlas Sønderborg (op. cit.), s. 7-9.
25
Skaarup & Jespersen, Havneområderne i Sønderborg. Strategi for omdannelse af
havnearealerne. 9. oktober 2001 (duplikat, udleveret af Sønderborg Kommune, efteråret 2002). Omtalt i Byens havn (op. cit.), s. 217-218.
109
26
Her er 3xNielsens byggeri for Syddansk Universitet og af et Musikhus til Sønderjyllands Symfoniorkester i foråret 2005 ved at skyde op.
27
Promenader langs havnen og kysten – Sønderborg Kommune 2002. Udarbejdet af
en arbejdsgruppe med Erling Holst Nissen som projektleder, og udgivet af Sønderborg Kommune – Plan og Teknik, marts 2002. Omtalt i Byens havn (op. cit.), s. 219.
28
Ping-pong over Alssund Sønderborg. Upagineret [8 sider], privattryk. Farveprint udleveret af Sønderborg Kommune. Omtalt i Byens havn (op. cit.), s. 225-226.
29
Flere gange har borgmesteren mundtligt beklaget middelmådigheden af og begrænsningerne i de projekter, som vedtages. Ikke mindst har han kritiseret det udvalgte boligbyggeri på grunden for den tidligere margarinefabrik Solofabriken midt i
byen.
30
Kommuneatlas Sønderborg (op. cit.), s. 24-25. Fabriksgrunden er siden blevet tæt
og til tider højt bebygget med boliger af to lokale boligselskaber.
31
Se illustration i Byens havn (op. cit.), s. 28.
32
En skildring af bevægelserne i Sønderborg findes i Byens havn (op. cit.), s. 22-80. I
fremstillingen har rummet det afgørende ord, så efterfølgende besøgsiagttagelser er
anført under de topografisk relevante steder i stedet for at blive udsondret i efterfølgende afsnit, som hvis tiden og dermed kronologien var gjort til det overordnede
struktureringsprincip.
33
Om det optisk ubevidste, se Benjamin, W. ”Das Kunstwerk im Zeitalter seiner technischen Reproduzierbarkeit”, i Benjamin, W. (1980). Gesammelte Schriften, bind 1
(Frankfurt am Main: Suhrkamp Verlag), s. 500.
34
Ved efterfølgende besøg, hvor arbejdsgruppen bevægede sig i sit eget tempo, viste
de ved fotostudium fremkaldte indtryk sig at være så relevante, at iagttagelserne affødte indslag i gruppens forslag til byens fremtid.
35
De to første besøg stod i henholdsvis promenadeplanens og skansesystemets tegn.
Andet besøg endte dog med at afdække eksistensen af de to lange togramper i beton, som ikke lod sig finde på et ellers detaljeret kort.
36
Trods stigende indsigt i byens rum og historiske lag kan det ikke nægtes, at byens
konkret sociale virkelighed på flere punkter forbliver svært tilgængelig. Byen og dens
liv forekommer til tider fraværende, ja, næsten uvirkeligt. Er der virkelig så få mennesker på havnen i ugens løb? Midt i nedrivninger og mennesketomhed kan det være
vanskeligt at forestille sig, hvordan man selv ville bevæge sig, hvis man boede i
Sønderborg – et bud, som dog planmetodologisk kunne være af interesse. Se Reeh,
H. ”Arkitekten i byens psyko-geografiske bevægelsesrum”, i Katrine Lotz (red.)
(2001). Udveksling – i landskabets by (København: Afdeling 1 – Arkitektur, by og
landskab, Kunstakademiets Arkitektskole), s. 48. Man kunne i arbejdsgruppens ræsonnementer observere, at der er en vis diskrepans mellem følelsen af bylivets fravær på den ene side og ønsket om at lade det urbane møde med byens havn danne
holdepunktet for en fremtidig udvikling. Samtidig er diskrepansen udtryk for en symmetri mellem det, som nu mangler, og det, som ønskes. Spørgsmålet er, om grænsen mellem bylivets tilsyneladende fravær og dets ønskede, konkrete nærvær kan
overkommes, bl.a. ved realisering af arbejdsgruppens forslag.
37
Høyer, S.”Sønderborg Havn” (notat fra Statens Kunstfond, afsluttet 3. 10. 2002), s. 1.
38
Se Reeh, H. ”Improvisation og bykvalitet”, i Byens havn (op. cit.), s. 93-95.
39
Andersen, O. (1993). Festung Sonderburg Düppel. Den glemte tyske fæstning ved
Sønderborg (Sønderborg: Historiecenter Dybbøl Banke, Dybbøl Skrifter I), s. 17 ff.
40
Se Byens havn (op. cit.), s. 108-111.
41
Se Byens havn (op. cit.), s. 127-129. Forslaget er i foråret 2005 konkretiseret til et
projekt for en differentieret plads omkring den gamle toldbygning.
42
Se www.arkitektbertelsen.dk. for illustrationer af rotunden, som er bearbejdet og
konkretiseret i forhold til skitserne i Byens havn (op. cit.).
43
En af arbejdsgruppens første handlinger var i begyndelsen af december 2002 at
sende Sønderborg Kommune et visuelt dokumenteret forslag (se Byens havn [op.
cit.], s. 38) om ikke at nedrive Solofabrikens centrale hal, men i stedet anvende den
110
til sejlerformål – et behov, borgmesteren allerede da flere gange havde udtryk nødvendigheden af at få dækket. Kort efter var den vældige fabrikshal med den buede
façade mod havnen jævnet med jorden.
44
Se Felding, L. og Kristensen, M. (2002). ”L for liguster”, i tillægget Havnebolig, fra
Havn & By (nr. 3, juni 2002, 12 sider).
45
Se Byens havn (op. cit.), s. 176-191. Det kan føles som et problem at bo i stueplan
med adgang til et område foran huset, men uden at kunne opholde sig dér med en
fremskreden grad af privathed. I mange nye etagebebyggelser har dette medført
‟smølfehaver‟ (afskærmet med alt godt fra Silvan), hvis uregelmæssighed (nogle ville
sige uformelighed) modsvarer fraværet af landskabsarkitektoniske rammer for beboernes udendørs tilegnelse af omgivelserne. Samme smølfetendens kan konstateres
på altaner i det nye boligbyggeri på den såkaldte Solo-grund i Sønderborg. Problemet med at afskærme forhaver i et urbant områder kan konstateres på Frederikssund
havn i et boligbyggeri tegnet af Arkitema.
Om plint-ideen er et tilstrækkeligt svar til 1) at kunne muliggøre privat liv med offentlige potentialer og 2) at begrænse den private kolonisering måtte eksperimenter
med plint-byggeri vise. Indtryk fra et anderledes gigantisk boligbyggeri af Hans Kolhoff på KSNM Eiland i Amsterdam kunne pege i denne retning. Under alle omstændigheder må borgernes (her: beboernes) krav til privat udfoldelse udendørs hverken
fornægtes eller overses. Blot må bylivets behov samtidig søges tilgodeset.
46
Hidtil har denne rute på 5-6 km stort set har været uden rekreative arealer, men på
bare ti år er den blevet velforsynet hermed, takket være omdannelse af tidligere industrielle arealer og strukturer (således også vintappeområderne ved Bercy, nær
Seinens løb) til grønne områder med offentlig adgang.
Specielt om det parisiske projekt, se Byens havn (op. cit.), s. 134-135. Ideen om en
promenadebro er behandlet sammesteds, s. 131-141. På Museum of Modern Art i
New York var der i foråret 2005 udstillet en model til et lignende projekt for Manhattans vestkyst, ud mod the Hudson River. Projektet skulle – efter mange års diskussion – stå foran snarlig gennemførelse.
47
Statens Kunstfond i brev af 10. oktober 2002, s. 1.
48
Metodiske overvejelser – i slægtskab med dem, hvormed jeg undervejs har belyst
forsøget på at etablere en formidling hen over grænsen mellem hovedstadsplanlæggere og provinsmodtagere – er i bogens endelige udgave enten gledet ud eller sat i
appendiks, så det bliver vanskeligt at se de faglige metodiske anstrengelser. Ligeledes er en redegørelse for arbejdsprocessen i gruppen – mellem de forskellige fags
repræsentanter undervejs i de forskellige faser – blevet udeladt. Dermed er også
nogle af de problemer, som er blevet overvejet undervejs i udarbejdelsen af en idéeller strategiplan, specielt med at etablere et sammenhængende plan i en moderne
fragmenteret tid, blevet næsten usynlige. Den redaktionelle vurdering har været, at
det ville kunne skabe bogens gennemslagskraft i Sønderborg, hvis den blev for analytisk og teoretisk, ja, hvis den på alle måder havde faglighed som sit kvalitetsmål.
Langt den største del af oplaget på 1100 eksemplarer er gået direkte til Sønderborg
Kommune.
49
I havnesammenhæng er Jan Gehl kendt for sin andel i Den blå Plan for København.
50
Mødet fandt sted 23. september 2004.
51
Se opgavebeskrivelse formuleret af Steen Høyer (op. cit.), s. 2
52
Også felter, som ikke var berørt af gruppen (ja, ikke måtte behandles), er kommet ind
i arbejdsfeltet: udformningen af et overlevende pakhus (det såkaldte Ewers‟ pakhus,
frilagt for omgivende bygninger med henblik på selv at blive omformet til ejerlejligheder), lejligheder på et tidligere dampvaskeris grund og endelig en i den lokale initiativgruppe næret idé om at lave et større livsstilshotel med installationer (swimmingpool, restuarant), som skulle være tilgængelige også for lokalbefolkningen.
53
Arkitekt Kristian Jakobsen, i telefonen om formiddagen den 13. april 2005.
111
54
Beboere fra en bagvedliggende, hævet villavej var ikke mindst modstandere af ideen
om at opføre en ny større skulpturel bygning til erstatning for en nedreven silo med
landmark-karakter. Se Byens havn (op. cit.), s. 158-165.
55
Mens arbejdet med Sønderborg Kommune hovedsagelig foregik på planlæggerniveau, har en borger-og-erhvervs-initiativgruppe Aurora Syd endelig – i perioden efter
offentliggørelsen af Byens havn – forsøgt at fremme idéplanens realisering.
112
Grænse og mellemrum: Om Superflex,
Karlskrona2 og avantgarde fra midten
Troels Degn Johansson, lektor ph.d., Center for Designforskning ved
Danmarks Designskole i København
'avantgarden er hørt op med at patruljere som spejdere, troppen er kuldskær standset op ved det sikres bivuak (biuoac de certitudes). Kunsten
havde før hen som mål at bebude en fremtidig verden; i dag skaber den
modeller til mulige universer'.
Nicolas Bourriaud, Relationel Æstetik
Den danske kunstnergruppe Superflex er en iøjnefaldende aktør på den internationale scene for socialt og politisk engageret samtidskunst af i dag.
Gruppen har opnået betydelig eksponering siden dens internationale gennembrud i midten af halvfemserne, og har været internationalt toneangivende inden for den såkaldte relationelle kunst, der med reference til bl.a.
den franske kunstkritiker og kurator Nicolas Bourriauds begreber om relationel form og æstetik (2002, 2005), samt Joseph Beuys” begreb om ”social
plastik” består i at gøre de sociale, menneskelige relationer, til et kunstnerisk
materiale. Gruppen er især kendt for sine politisk engagerede og teknologisk
meget forskellige projekter, f.eks. udvikling af biogasteknologi til nomadiske
husholdninger i tropeegne (”Supergas”), udvikling af et Internet-TV-format til
forbedring af forholdene for f.eks. pensionister i utidssvarende arbejderboliger i Liverpool (”Superchannel”), udviklingen af en tredimensionel, virtuel
verden, i hvilken borgere i byer i forandring kan visualisere og diskutere visioner for deres bys udvikling (”Supercity”/”Karlskrona2”), og produktion og distribution af guaraná-baserede drikke med henblik på at skabe nye markeder for en gruppe producenter af guaranabønner i Amazonas (”Guanará
Power!”, ”Free Beer”).
Superflex har siden millenniet været involveret i en serie af omfattende soloudstillinger, bl.a. på Kunsthalle Basel i Schweiz (2005), Kiasma i Helsingfors
(2004), Rooseum i Malmø (2003) og Kunstverein Wolfsburg i Tyskland
(1999-2000). I forbindelse med disse soloudstillinger har Superflex konsekvent refereret til begrebet ”tools” (”værktøjer”) - et koncept som på den ene
side dækker over gruppens store interesse for konkrete teknologier, der kan
være til nytte for udsatte grupper, men som på den anden side også må forstås mere abstrakt som ”konceptuelle værktøjer og som også i mere generel
forstand kalder på aktion. Med ”udsatte grupper” menes først og fremmest
mindre fællesskaber rundt om i verden, hvis eksistensbetingelser er blevet
mærkbart forringet, f.eks. på grund af en politisk styret udvikling eller forandringer som følge af markedsmekanismernes råden. Værktøjsbegrebet
(”Tools”) er velbeskrevet i bogværket Superflex/Tools (Superflex, 2003), der
kan læses som en opfølgning på gruppens første soloudstilling på Kunstverein Wolfsburg i 1999-2000.
113
Avantgarde - fra grænse til mellemrum
Med sin profilering omkring værktøjstemaet, det kontinuerlige arbejde med
teknologiske udviklingsprojekter, samt altså et markant socialt og politisk
engagement besidder Superflex tilsyneladende det, man kunne kalde en
”klassisk” avantgarde-profil: Der er tale om tre yngre mænd, der ikke står
frem ved egne navne, men som gruppe, og som engagerer sig i en række
forskellige sagsforhold rundt omkring i verden for at ”få ting til at ske”, frigøre
energier, skabe bedre forhold for de lokale involverede og knytte venskabsbånd til de mennesker, de arbejder sammen med. Således sloganet for læskedrikken Guarana Power!: ”For Energy and Empowerment”. Superflex vil
ganske vist ikke vedkende sig betegnelsen ”avantgarde”, som de betragter
1
som en anakronisme, dvs. et historisk, afsluttet projekt. Men med gruppens
fokus på teknologiudvikling, sociale engagement og distancering til kunstneridentiteten og kunstinstitutionen, er det svært ikke at drage paralleller
mellem den historiske avantgarde, som Peter Bürger beskriver den - at føre
kunsten tilbage til ”livet”, at ophæve adskillelsen mellem Kunsten (kunstinstitutionen) og livet, hverdagslivet - og Superflex. Selv gruppens visuelle
identitet mimer i høj grad mellemkrigstidens avantgarde-bevægelser med et
grafisk udtryk, der i typografi og farve lægger sig overordentligt tæt op ad tydelige inspirationskilder.
”Avantgarde” betyder som bekendt ”forpost”, og avantgardebegrebet udfolder i sagens natur en rig og kompleks tematisering af grænse-problematikker inden for kunst, design og arkitektur. I denne lille artikel vil jeg forsøge at uddybe, i hvilken forstand man kan betegne Superflex‟ virksomhed
som avantgarde-agtig, og hvordan det – til trods for deres eksplicitte reservation over for avantgardebegrebet - paradoksalt nok er lykkedes gruppen at
udfordre og vitalisere nogle af den historiske avantgardes strategier. Udgangspunktet er mit samarbejde med Superflex, som jeg indledte i 1999 i
forbindelse med Superflex‟ Karlskrona2/Supercity-projekt og mit daværende
ph.d.-forskningsprojekt om visualisering af byrum og landskaber via Internet
(Johansson 2003), og som siden hen mere er kommet til at handle om Superflex‟ kunstneriske strategier generelt i forhold til kunst, design og teknologi. I denne artikel vil jeg forsøge at analysere gruppens avantgardeprofil i
forhold til Karlskrona2-projektet og de specielle forhold, der gjorde sig gældende i tiden omkring dets tilblivelse - i Karlskrona, inden for kunstverdenen
og med hensyn til Internet og dets rolle i samtiden. Slutningen af halvfemserne var om noget en periode, der var præget af diskurser om overgange
og nye epoker. Det var ikke kun et nyt årtusinde, man var på grænsen af,
men også en ny ”tidsalder”, mente mange: En internettets epoke (”the age of
the internet”, ”cyber-age” mv.), et virtualiseret samfund med egen økonomi
(”new economy”), en egen måde at tænke, kommunikere og omgås andre
mennesker på. Dette var i hvert fald en udbredt holdning blandt de aktører,
der dengang engagerede sig i Internettets udvikling. I slutningen af halvfemserne var Superflex og Karlskrona2 med andre ord i mere end én forstand
”på grænsen”, og avantgarde-begrebet med dets grænse-topologi var da
også karakteristisk for mange af de projekter, der udfoldede sig i samtiden.
Det skal imidlertid være min pointe med denne artikel, at grænsetematikken
nemt kommer til at give et ensidigt og fordrejet billede af Superflex‟ avantgardeprofil og projekt som kunstnergruppe. Selv om Superflex altså i slutningen af halvfemserne nemt kom til at hænge sammen med techno-eufori
og andre grænse-topologier knyttet til millenniets afslutning og udbredelsen
1
114
Jvf. samtale med et gruppemedlem, Jakob Fenger.
af såkaldt ”nye mediers” epoke-dannende karakter, er det vigtigt at fremhæve, at gruppen har et udpræget dobbelttydigt forhold til avantgarde-begrebet
og de diskurser og teknologier, som de involverer sig i. I denne artikels indledende citat beskriver Bourriaud, hvordan ”avantgarden” - hans samtids
avantgardelignende kunstnere - har trukket sig tilbage fra ”fronten” og ”kuldskært gjort holdt i det ‟sikres‟ eller ‟sikkert givnes bivuak”. Passagen beskriver en noget anden topologi end den klassiske avantgarde-figurs; der er tale
om en avantgarde, der er orienteret mod ”troppen” selv, altså et ”indre” frem
for et ”ydre”. I denne, hos Bourriaud i øvrigt sjældne behandling af avantgardebegrebet, lægges der op til, at emnet for kunsten, avantgarden, er samfundet selv - ikke det samfund, der skal komme, men det, der er; det, der
faktisk er givet. Bourriaud anvender begrebet ”mellemrum” som betegnelse
for kunstens særlige rum eller topologi i forhold til dens rolle som avantgarde
i forhold til samfundet. Begrebet mellemrum, på fransk ”interstice”, låner han
fra Karl Marx, idet det betegner:
de udvekslingsfællesskaber, som undslap den kapitalistiske økonomis gængse rammer, idet de var unddraget loven om profit: Tuskhandel, salg med tab, selvforsyningsproduktion osv.‟ (Bourriaud,
2005: 15).
Mellemrummet er en frizone, som Bourriaud begrebsligt udvider til at gælde
kunstens eget ”tid og rum”, et kunstens eget ”univers” (Bourriaud, 1995). I
det følgende vil jeg forsøge at uddybe, hvordan Superflex‟ avantgardeprofil
udfolder sig i dette ”mellemrum”, og hvordan mellemrumsbegrebet kan danne grundlag for en forståelse af kunstens rolle i samfundet; en rolle, der ifølge Bourriaud ”altid” har handlet om at frigøre magt i forhold til samfundets
etablerede økonomier, samt om at videreudvikle et ståsted og en egen verden, der ikke nødvendigvis svarer til den verden, som Internettets teknologisk deterministiske eufori proklamerede.
Karlskrona på grænsen
Lad os skrue tiden tilbage til foråret 1999. Superflex har fået Telia, den
svenske teleoperatør, til at finansiere realiseringen af kunstprojektet Karls2
krona2; et borgerinddragelsesprojekt baseret på en virtuel verden, hvormed
borgere i Karlskrona kan bygge videre på en tredimensionel bymodel og
derved udveksle visioner og fantasier om byrummets udvikling. På Superflex‟ bidrag til en udstilling om socialt orienteret samtidskunst på Moderna
Museet i Stockholm samme sommer, kan man se en video, hvorpå Karlskronas borgmester i et interview entusiastisk beskriver Karlskrona2 som et
ideal for fremtidens borgerinddragelse og et monument for Karlskronas fremtid som ”Sveriges IT-kommune”.
Vi befinder os endnu i den såkaldte dotcom-boble i lykkelig uvidenhed om
den forestående IT-aktienedtur, 11. september 2001 og den globale, økonomiske afmatning. I Karlskrona ser fremtidsudsigterne dog knapt så lyse
ud. Den gamle værftsindustri er blevet udkonkurreret og er ved at blive afviklet, og den militære flåde står for at skulle beskære voldsomt i arbejdsstyrken. Karlskrona, den svenske guldalders juvel, er i krise. Man må omstille sig, og dagsordenen hedder informations- og vidensamfund. Der er allerede blevet oprettet en ”högskola” med universitetsambitioner i byen, mo2
Finansieringen skulle gennemføres som led i et større kunstsponsorat af Telia, betegnet ProjektX. Dette projekt blev dog afbrudt i forbindelse med Telias lancering som folkeaktier senere
i 1999, åbenbart fordi man fra Telias side ikke ønskede at profilere sig specielt i den periode.
115
biltelefonproducenten Ericssons domicil er ikke langt borte, og borgmesteren
vil, at byen skal satse massivt på forskning og uddannelse i informationsteknologi og på den måde tiltrække nye virksomheder og ressourcer.
For Superflex er Karlskrona et godt match. Det starter med en invitation fra
Blekinge Museum, det lokale amtsmuseum (länsmuseum), der sammen med
det svenske Statens Konstråd inviterer gruppen samt to andre kunstnere til
at deltage i et projekt, www.karlskrona.org – Three Public Projects (Gunér
1999, eds.); et projekt, der med arbejdstitlen, ”kunst i virkeligheden” skal udforske kunstens udfoldelsesmuligheder uden for de dominerende knudepunkter: Storbyerne og de etablerede kunstmuseer. Superflex er netop efter
et par års tidlige eksperimenter ved at udvikle en avantgardelignende profil,
hvormed gruppen udvikler teknologier, som enkeltindivider kan benytte sig af
i forbindelse med socialt funderede forandringsprocesser. Altså netop noget
med ”kunst i virkeligheden”, social kunst. Flagskibene er på dette tidspunkt
biogas-projektet og Superchannel, et Internet-tv-system med et simpelt, mobilt studieudstyr, hvormed amatører kan producere fjernsyn med nem adgang for andre via ”streaming media”-formatet til Internet, og hvor publikum
kan deltage kommenterende i produktionen i en samtidig webchat. Gruppen
allierer sig med en ung, visionær og IT-kyndig arkitektstuderende, Rune Ni3
elsen, der med en demonstrationsvideo baseret på en 3D-model af Karlskronas centrum illustrerer, hvordan lokale borgere ved hjælp af den virtuelle
verden kan inddrages i visionsudviklingen ved selv at modellere og diskutere
ændringer på modellen (fig. 1 og 2).
3
116
Arkitekt Rune Nielsen er aktuelt ph.d.-studerende ved Informations- og Medievidenskab, År
hus Universitet, og medstifter af tegnestuen Kollision.
Figur 1 og 2: Karlskrona2's demonstrationsvideo (still) og 3D-model. Produceret af Rune Nielsen.
Superflex vil gerne samarbejde på et strategisk niveau om de sager, de interesserer sig for, og de har ikke noget imod at indgå alliancer med politikere
og markedsdominerende aktører. Der kommer snart en kontakt i stand med
Karlskronas borgmester Mats Johansson, og Telia engagerer sig som sponsor for projektets endelige realisering. Projektet er ikke alene baseret på realiseringen af en virtuel verden; der skal endvidere installeres et par store
videoskærme i selve Karlskronas byrum, hvor man skal kunne følge livet i
den virtuelle ”by” set nogenlunde fra samme sted, som videoskærmens placering i det virkelige Karlskrona (fig. 3). Udgifterne forbundet med denne del
af projektet søges finansieret af Telia. Desværre er Telia netop under sommeren 1999 under forandring. Den gamle monopolvirksomhed skal sælges i
form af folkeaktier, og da selskabet frygter, at Karlskrona2-engagementet
skal påvirke deres image negativt, beslutter de sig for at trække følehornene
til sig.
Selv er jeg på daværende tidspunkt ph.d.-studerende ved en sektorforskningsinstitution inden for by- og landskabsplanlægning og skriver som nævnt
afhandling om fysisk planlægning og internet-baserede visualiseringsteknologier. Jeg finder ved en tilfældighed Superflex‟ beskedne stand om Karlskrona2 ved udstillingen Cities on the Move - om knap så beskedne byplan4
strategier i Sydøstasien (om ”tigrene” Seoul, Shanghai, Kuala Lumpur mv.)
- på kunstmuseet Louisiana, og bliver straks inspireret til at sende gruppen
4
Cities on the Move 4: The Asian City of the 90s, Louisiana, forår/sommer 1999.
117
Figur 3: Placering af videostorskærm ved stortorget i Karlskrona med billede af livet i det virtuelle Karlskrona2. Fotomanipulation, Rune Nielsen.
en e-mail. Denne henvendelse bliver positivt modtaget, og snart efter sidder
jeg med gruppen og forsøger at videreudvikle konceptet og anvende det på
5
konkrete planlægningssager i Karlskrona.
I 1999 var Superflex og Karlskrona2 således i mere end én forstand ”på
grænsen”. Først og fremmest kan man sige, at Karlskrona2 kom til at udgøre
et slags monument for Karlskrona i sin daværende overgangsfase mellem
værfts- og flådeby og en ny, endnu ukendt profil – måske ”Sveriges IT-kommune”, måske blot en mindre central node i informations- og vidensamfundet, måske noget helt tredje. Som borgerinddragelsesinstrument og kommunikationsforum var Karlskrona2 ligeledes ”på grænsen”: Konceptet konkretiserede nogle af de hedeste forventninger til Internet som den globale agora,
hvor individer kunne mødes i en slags virtuel offentlighed i form af et synkront, tredimensionelt rum, det såkaldte cyberspace. Som koncept udgjorde
Karlskrona2 avantgarden inden for de sene halvfemseres forsøg på at inddrage borgere i den fysiske planlægning, og projektet blev da også kanoniseret inden for såvel planlægningsorienteret forskning som forskning i virtuelle, online fællesskaber, selv om det til at begynde med blot bestod i en
version af et allerede udbredt 3D-flerbrugersystem, ActiveWorlds. Dertil
kommer naturligvis, at Karlskrona2 som en slags åbning mod et virtuelt miljø
i mere konkret forstand kom til at udgøre en slags ”arkitektur på grænsen” - i
dén forstand mellem det reelle og det virtuelle. Således tanken om centralt i
Karlskrona at placere en eller to store videoskærme med en synkron repræsentation af livet i den virtuelle by set fra samme position. Unægtelig en
markant tematisering af grænser med forholdet mellem det virkelige og det
virtuelle og – med permanente videostorskærme på det UNESCO-fredede
stortorv midt i byen – det gamle og det nye.
5
118
Konceptet blev blandt andet foreslået anvendt i forbindelse med en konkret plansag omkring
den såkaldte Pottholm; et mindre område beliggende nær jernbanestationen; men kommunen
valgte på daværende tidspunkt (ultimo 1999) ikke at gøre brug af systemet.
Superflex’ avantgardeprofil
Med deres avantgardelignende profil kunne man endvidere sige, at kunstnergruppen Superflex selv var ”på grænsen”, jvf. forpostmetaforen: at være
på grænsen mellem det kendte og det ukendte. I hvert fald havde (og har)
gruppen, som nævnt, umiddelbare lighedstegn med visse avantgardistiske
bevægelser inden for det, som Peter Bürger kalder historisk avantgarde, altså mellemkrigstidens og den russiske revolutions avantgardekunst; men også naturligvis tressernes fortolkning af den historiske avantgarde; de pro6
jektorienterede avantgarde-bevægelser som f.eks. FLUXUS. Gruppen vil
altså ikke eksplicit stå ved en avantgardeidentitet, men tanken om at ”lade
kunsten tjene livet” og arbejde uden for kunstinstitutionen gennemsyrer tydeligvis gruppens arbejde, ikke mindst i kraft af værktøjstemaet (”Superflex
Tools”): At gruppen har til hensigt at udvikle værktøjer, der kan tages i anvendelse med henblik på at gøre en forskel og sætte gang i udviklingsprocesser, og dette begreb passer overordentligt godt med en avantgardeprofil.
Værktøjstematikken har været central for Superflex‟ arbejde allerede fra
gruppens dannelse i 1993; først og fremmest i kraft af gruppemedlemmernes store teknologiske interesse; en interesse, som i de første år ledte til eksperimenter inden for så forskellige områder som biogasproduktion, computersoftware, fotografiske teknikker og mobile saunaer, og som senere har
bevæget sig over i øl- og sodavandsproduktion og - i udvidet forstand - juridiske teknikaliteter, i forbindelse med deres undersøgelse af forskellige kopierings-strategier (”Copy-shop”). Omkring 1999 blev disse eksperimenter
organiseret inden for rammerne af tre større projekter, der profilerede gruppen mere tydeligt, og som orienterede den mod klarere formulerede visioner
7
og praktiske mål: Supercity/Karlskrona2, Supergas og Superchannelprojektet, der byggede på udviklingen af et web-distribueret video- og chatformat kombineret med et enkelt, mobilt TV-studie, der tilsammen kunne
fungere som talerør for grupper, der ellers ville have haft svært ved at gøre
brug af massemedierne.
I forbindelse med Superflex‟ første soloudstilling på Kunstverein Wolfsburg i
1999-2000, blev værktøjstemaet for første gang fremhævet på et mere konceptuelt niveau - ikke mindst ved udstillingens titel: Superflex Tools. Siden
hen kan dette værktøjstema siges at have været overskrift for en mere systematisk branding af kunstnergruppen; et arbejde, der kulminerede i udgivelsen af bogen Superflex/Tools og de senere soloudstillinger i Helsingfors,
Malmö og Basel. Værktøjstemaet blev lanceret og uddybet af Kunstverein
Wolfsburgs assisterende kurator Doris Berger, hvis katalogtekst til soloudstillingen i Wolfsburg (Berger, 1999) senere blev trykt i redigeret udgave i bo8
gen Superflex/Tools. Udstillingskonceptet bestod i øvrigt i, at det ikke var
Superflex selv, der stod for udstillingens konkrete udformning, men derimod
de aktører og samarbejdspartnere, der havde været med til at udvikle grup6
Forbindelsen til det danske FLUXUS-miljø og tyske miljøer omkring Beuys er af ”familiær” karakter: Et af gruppens medlemmer, Bjørnstjerne Christiansen er søn af Beuys-eleven Ursula
Reuter Christiansen og FLUXUS-kunstneren Henning Christiansen, og et andet gruppemedlem, Rasmus Nielsen, voksede op i det landsbymiljø på Møn, hvor parret slog sig ned efter en
tid i Tyskland og København.
7
Karlskrona2-projektet blev omdøbt Supercity som led i en tydeliggørelse af gruppens profil
som kunstnere; en proces, der fandt sted i forbindelse med soloudstillingen på Rooseum.
Gruppen betragter formentlig Karlskrona2 som del af Supercity-projektet, der også omfatter
lignende koncepter til andre byer, f.eks. Wolfsburg og Sienna.
8
Det var egentlig meningen, at bogen skulle være udkommet i forlængelse af udstillingen i
Wolfsburg, men kom altså først tre år efter; dog stadig med Kunstverein Wolfsburgs kuratorer
Barbara Steiner og Doris Berger som redaktører.
119
pens værktøjer og/eller har været med til at tage dem i anvendelse inden for
9
det applikationsfelt, som de var tiltænkt. Dette aspekt er en vigtig del af
gruppens interesse for - og profilering omkring - ”værktøjer” - at gruppen deler deres interesse med eksperter i venskabelige forhold og bl.a. bidrager
med at få et koncept, patent eller lignende til at ”slå rødder” ved at placere
det i deres kunstneriske sammenhæng.
Avantgardeprofilen markeres desuden ved gruppens visuelle identitet over
for den kunstneriske offentlighed og omverdenen i det hele taget. Gruppen
tog tidligt en bestemt orange farve (Pantone 165) i anvendelse i mange af de
produkter, den fik udviklet (sauna, biogasballoner, grafisk udtryk på pladecovers, hjemmeside mv.); en farve, der på daværende tidspunkt kun i meget
begrænset omfang indgik i virksomheders branding-programmer, men som
siden hen fandt stor udbredelse inden for bl.a. teleselskaber og services på
10
Internet. Da jeg lærte gruppen at kende i 1999, plejede jeg at sammenligne
deres orange farve med det, jeg husker som en relativt udbredt farveholdning inden for techno-miljøet, samt dét man i gamle dage kaldte ”kommunalarbejdere”, altså det arbejdstøj der blev brugt af offentlige ansatte i tekniske
stillinger. Superflex‟ orange farve er dobbelttydig - på den ene side er der tale om en markant synlig farve; på den anden er det svært ikke at forbinde
farven med diskrete servicefunktioner og tjenende aktører, der skal ses, fordi
de indgår i udsatte miljøer i trafikken og på arbejdspladser; ikke fordi de
markerer sig som enestående personligheder. På denne vis kom den orange
farve til at fungere som en slags signatur for Superflex; en farve og et relativt
ubestemmeligt navn, Superflex, i stedet for tre personnavne med kunstneruddannelse. Denne nedtoning af kunstnerindividet er naturligvis meget udbredt inden for den historiske avantgarde, og den orange farve var i sig selv
populær i grafiske avantgarde-udtryk i mellemkrigstiden, f.eks. i posters,
bogomslag til Karel Teiges udgivelser om arkitektur, samt Hans og Grethe
11
Leistikow med deres designtidsskrift ”Das Neue Frankfurt. Den udvidede
farvekombination, sort, hvid, orange, der blev taget i brug af Superflex omkring soloudstillingen på Rooseum i Malmö under betegnelsen Supertool/Supercolor (designet i samarbejde med grafikeren Rasmus Koch),
genfinder vi i flere af disse historiske udgivelser. Dette gælder endvidere den
særlige typografi, som gruppen begyndte at bruge på det tidspunkt, og som i modsætning til farveskemaet - stadig anvendes. Således refereres der tydeligt til den funktionalistiske design-tradition med dens byggen bro mellem,
på den ene side det industrielle produktionsapparat og på den anden side de
billedkunstnere og arkitekter, der var med til at tegne den historiske avantgardes interesse for masserne, arbejderne og den gryende middelklasse.
Da gruppen engang rejste til Afrika for at foretage tidlige undersøgelser i forbindelse med udviklingen af biogas-projektet, medbragte medlemmerne tropehjelme og khaki-tøj, som var det en "ekspedition" eller safari de skulle ud
på. Dette ironiske gimmick spillede tydeligvis også på forestillingen om forpost-agtige figurer (igen ”avant-garde”), med en mulig militær reference til
den engelske koloni-tid; men også mere subtilt med reference til hjælpeorganisationernes virksomhed. Tropehjelmen var dog ledsaget af en tydelig
"tunge i kinden" hos de tre gruppemedlemmer; en attitude, der da også blev
modtaget med et overbærende smil af deres samarbejdspartner på projektet
9
Jeg bidrog selv til udstillingens del om Karlskrona2 sammen med Rune Nielsen.
Til eksempel kan nævnes en stor fransk telekoncern med navn svarende til farven, samt ITUniversitetet i København, der blev etableret i 1999 med en ganske vist mere støvet orange
som gennemgående farve.
11
Kataloget til udstillingen Modernism 1914-1939: Designing a New World på Victoria and Albert Museum i London, forår 2006, giver et godt overblik over væsentlige inspirationskilder
(Wilk Ed., 2006).
10
120
- hjælpeorganisationen SURUDE – idet man (sikkert med rette) opfattede
det som en afvæbnende gestus over for den kolonialistiske baggrund og
derfor politisk ladede situation, som man naturligvis må forholde sig til som
12
deltager i et ulands-projekt i et tidligere koloniland.
Det er i det hele taget karakteristisk for gruppen, at den anvender dét, man
kunne kalde for mimetiske greb – at den mimer eller efterligner træk fra de
aktører, der præger de sager, den er involveret i. Man kan sige sig selv, at
det må kræve en vis fleksibilitet samt kulturel og organisatorisk omstillingsevne (således ”Super-FLEX”) for gruppen, at involvere sig i så forskellige forretningsmæssige og kulturelle sammenhænge, som den faktisk gør.
Det er, uden tvivl fordelagtigt for gruppen at fremstå som en i udgangspunktet ”neutral” aktør, hvis engagement i konkrete sammenhænge kan antage vidt forskellige udtryk. Hvor tropehjelmsgimmicken var ledsaget af en
afvæbnende ironi, synes gruppens visuelle identitet omvendt at være præget
af en ærlighed, straightness, i forhold til gruppens ønske om at stille sine
værktøjer og ideer til rådighed; et udtryk, præget af simplicitet og fleksibilitet
og dermed meget lig det udtryk, man kender fra Bauhaus-traditionen og
dens utallige arvtagere.
En anden ”teatralsk” karakter ved Superflex‟ arbejde er det, jeg i en anden
sammenhæng har betegnet som deres iscenesættelsesstrategi (Johansson,
2004). Som deltager i Superflex‟ arbejde kan man ikke undgå at opleve at
være iscenesat - at man som deltager synliggøres som del af et projekt,
f.eks. som medudvikler og bruger af et ”værktøj” i Superflex Toolsudstillingen og den efterfølgende bog, og at dokumentationsdimensionen
konstant er med i arbejdet. Af samme grund er det naturligvis vigtigt at være
sig bevidst om, hvordan denne type kunst opererer, når man involverer sig
som projektpartner. Iscenesættelsen er ikke mindre tydelig, når gruppen arbejder ”i felten” – hvad enten det handler om pensionister i Liverpool (Superchannel), guraranabønder ved Manaus (Guarana Power, Free Beer), eller
unge Internet-brugere fra Wolfsburg og Karlskrona (Supercity). Det er vigtigt,
at brugerne ude i ”felten” faktisk vil optræde i Superflex‟ dokumentationsmateriale, da dette er det primære stof, som gruppen har at bringe tilbage til
kunstsfæren.
Iscenesættelsesstrategien er endvidere rettet mod udstillingsaktiviteter. Superflex‟ udstillinger er typisk bygget op omkring enkle mødefaciliteter, hvor
man som publikum kan opsøge yderligere informationer om et projekt via en
computer eller måske endda engagere sig i et projekt ved samtale med et
gruppemedlem. Dette set-up leder ikke umiddelbart tankerne i retning af en
iscenesættelse – en anvendelse af disse mødefaciliteter vil jo typisk omhandle et engagement i en sag et eller andet sted i verden. Ikke desto mindre er der ikke først og fremmest tale om en mødesituation, men en udstilling, og Superflex‟ udstillinger bliver først og fremmest interessante, hvis
publikum i en eller anden forstand viser interesse for de udstillede projekter.
En sådan deltagelse medvirker således både til en iscenesættelse og til en
vis distance til den almindelige kunstudstilling og dermed til kunstinstitutionen som sådan. Men man kan ikke komme uden om, at de aktiviteter
som mødefaciliteterne afstedkommer, finder sted i kunstsfæren, er initieret af
12
Jvf. projektpartneren Birgitte Feiring i et interview med curator Barbara Steiner: „They [Superflex] are playing with it [their role]. This does not happen accidentally. They go to Africa
dressed for a safari. They are trying to fulfil their expectations; they are throwing images in
our face. And as we react to them, they react to us. It is a very dialectical process. I do not
think they have a very clear idea of what the end product of this process will be. In that way
they are playing with the whole project.‟ (Steiner 2001: 135, mine indskud).
121
kunstnere og vil blive dokumenteret med henblik på eventuelt at blive repræsenteret på en senere udstilling.
Avantgarde og Internet: Værktøj og univers
Karlskrona2 og Supercityprojektet hænger historisk set uløseligt sammen
med internettet og den særlige eufori, der knyttede sig til denne nye teknologi. Jeg vil i det følgende forsøge at udfolde sammenhængen mellem
avantgarde-tænkningen inden for Internet og teknologiudvikling med den aktualisering og nyfortolkning af avantgardebegrebet, som samtidens kunst og
kunstteori (Bourriaud) implicit lægger op til. Formålet hermed er at få uddybet Superflex‟ og Bourriauds kunstneriske fortolkning af begrebet, og frem
for alt at få nuanceret den traditionelle forpost-metafor, som vi mere kender
fra den historiske, typisk ideologisk motiverede avantgarde.
Den globale, populære udbredelse af Internet omkring midten af halvfemserne synes altså at falde sammen med en genkomst af det, der oven
for er blevet identificeret som avantgarde-lignende strategier inden for samtidskunsten og dermed en re-aktualisering af avantgardebegrebet. Det vil gå
for vidt at hævde, at det ligefrem var "internettets skyld", at avantgardetanken - om ikke andet så i det mindste blandt kritikere - fik en renæssance i
denne periode; men der er omvendt ingen tvivl om, at Internet i halvfemserne kom til at fremstå som det ideelle "værktøj" for mange af de aktører,
der i denne periode begyndte at arbejde med avantgardestrategier; ikke blot
inden for kunst, men også design, kommunikation, teknologisk innovation og
tænkning mere alment. For var internettet med dets globale distribution, interaktive kommunikationsformer, almengørelsen af publikationsret, gratis
services og information, netop ikke det perfekte værktøj i forhold til avantgarde-tankens udgangspunkt: At bringe "kunsten tilbage til livet", at lade
kunsten tjene et meningsfuldt ærinde uden for kunstens traditionelle institutioner, at lade kunsten indgå som en integreret del af verden uden for kunsten? (jvf. Peter Bürgers avantgardebegreb). (Bürger 1974: 73 ff.)
Avantgardebegrebets opblomstring i kølvandet på internettets udbredelse
hænger formentlig også sammen med de populære forestillinger, der knyttede sig til denne ny teknologi; ikke mindst forestillingerne om et internettets
særlige "rum", det såkaldte "cyberspace", der kom til at præge den kunstneriske - såvel som den videnskabelige - appropriering af "nettet" - som var der
tale om et nyt "univers", der var klart til at blive opdaget og koloniseret.
Avantgarde-begrebets forpost-topologi kunne direkte genkendes i en klassiker som arkitekten Michael Benedikts bog, Cyberspace - First Steps; en
samling tekster fra det legendariske seminar med samme titel, der fandt sted
i Austin, Texas, i 1989, hvor kunstnere, filosoffer og videnskabsmænd satte
hinanden stævne for at beskrive den "verden", som internettet syntes at have skabt eller gjort tilgængelig.
Hvor avantgarde-figuren tydeligvis var en inspiration for de tidlige cyberspace-tænkeres salon-agtige miljøer, er der omvendt ingen tvivl om, at
avantgardebegrebet fra starten var sværere at tage alvorligt for dén samtidskunst, der nok ville sprænge grænsen mellem kunst i virkelighed, men
som "blot" så Internet som et redskab for realiseringen af et givet mål. Dertil
var - og er - avantgarde-begrebet for (kunst)-historisk belastet af mere eller
mindre "fejlslagne" - eller i det mindste vel afprøvede - strategier. For denne
generelt avantgarde-lignende, men - som hos Superflex - sjældent indrømmet, avantgardistiske samtidskunst var internettet typisk et "redskab"; et
122
ganske vist meget effektivt redskab, men stadigvæk kun et redskab; et middel, ikke et mål - til forskel fra cyberspace-tænkerne, for hvem "cyberspace"
mere og mere kom til at fremstå som et "mål" i sig selv. Et mål i den forstand, at det åbenbart handlede om at udfolde "cyberspace" som begreb og
"filosofisk" projekt, og på suggestiv vis overbevise samtiden om, at den nu
var ved at træde ind i - eller snarere: uden at have erkendt det fuldt ud, allerede var trådt ind i - "cyber-alderen". Disse "cyber-filosoffers" avantgardeprofil bestod således i mindre grad i en avanceret anvendelse af Internetteknologien som et nyt værktøj. Der er snarere tale om, at internettet for
denne fløj kommer til at udgøre en avanceret "optik", hvormed de er i stand
til at iagttage en ny - eller måske allerede indtruffet, men ikke alment erkendt
- kulturel og erkendelsesmæssig betingelse eller "tilstand"; en slags epistemologisk avantgarde, om man vil – ikke uden lighed med den position, som
mediefilosoffen Marshall McLuhan fik skabt i sin indvarsling af elektronisk
kultur (”electronic culture”) og den globale landsby (”global village”). Man kan
i denne forstand sige, at Internettet kom til at lægge op til to meget forskellige avantgarde-positioner, nemlig den "værktøjs-orienterede" avantgarde,
der primært var optaget af, hvordan Internet kunne udvikles som værktøj
(inden for web-design talte man således også om avantgarde, når nye anvendelser var banebrydende inden for udviklingen), og den "univers-orienterede", epistemologiske avantgarde.
Man kan imidlertid med rette diskutere, hvilket bl.a. hypertekstteoretikeren
Marie-Laure Ryan har været inde på, hvor afgørende lige netop Internetteknologien er for cyberspace-tænkningen, og om "cyberspace" ikke snarere
er konsekvensen af en erkendelseslogisk appropriation af en teknologi, Internet, frem for noget, der karakteriserer teknologien i sig selv. Frigjort fra Internet-teknologien kan begrebet om cyberspace i den forstand dække over
medieerfaringer af ældre dato end Internettet. Man har således omtalt telegrafen som det ”victorianske internet”. Og, som forsangeren i rock-gruppen
Grateful Death, John Perry Barlow, har udtalt: "Cyberspace is what happens
when you are on the phone" (cf. Ryan, 1999). Spørgsmålet er, om denne
indvending gør det muligt at påvise et erkendelsesmæssigt slægtskab mellem det, man kunne kalde internettets og kunstens epistemologiske avantgarde, hvor Bourriaud her repræsenterer sidstnævnte?
123
Bourriaud og kunstens univers. Form og teknologi i
mødesamfundet
Ud fra en umiddelbar betragtning forekommer det svært at sammenligne
halvfemsernes avantgardelignende strategier inden for kunstverdenen med
dens samtids avantgardistiske cyberspace-tænkere. De to projekter havde,
og har, i konkret forstand meget lidt med hinanden at gøre, idet de refererer
til forskellige institutioner og sociale systemer, nemlig på den ene side
kunstverdenen og på den anden side teknologi- og kulturkritikken, samt den
teknologiske forskning i almindelighed. Når jeg ikke desto mindre finder det
interessant at sammenholde de to verdener, er det dels fordi der i den relationelle kunst faktisk findes værker - som nu f.eks. Superflex med deres
Karlskrona2-projekt - der benytter sig af Internet som medium for arbejde
med et socialt materiale, og dels fordi der i den redskabsorienterede, avantgardelignende samtidskunst florerer en system- og netværkstankegang, der
i filosofisk forstand ikke er så radikalt forskellig fra "cyberspace-tænkningen",
som man umiddelbart kunne have troet.
Navnlig Nicolas Bourriaud og hans såkaldte relationelle æstetik, der altså
udgjorde det filosofiske udgangspunkt for en betydelig del af de socialt orienterede kunstprojekter fra og med midten af halvfemserne, er interessant at
sammenligne med cyberspace-tænkningen, idet Bourriaud som nævnt forestiller sig kunsten som et eget "univers" bestående af et netværk af relationer (1995: 34 ff, 2005). For Bourriaud er der tilsyneladende ikke tale om, at
kunstens universer skulle være af teknologisk art. Forestillingen er tæt knyttet til en forestilling om et kunstnerisk formelt niveau, altså at kunsten må
finde sit grundlæggende form-niveau i det sociale, og at dette niveau må begribes i forhold til kunstens særlige evne til at skabe emergerende kunstverdener. Derimod kan man i en vis forstand tale om, at Bourriauds samtids
kunst kan siges at være teknologisk betinget. En vigtig forudsætning for
kunstens udvikling efter Anden Verdenskrig er ifølge Bourriaud det, som han
med filosoffen Louis Althusser kalder ”mødetilstanden” (l’état de rencontre),
som først og fremmest den moderne urbanisering har afstedkommet; at det
moderne bymenneske konstant er i gensidig rapport med sine medborgere:
Dette intensive møde-regime, som i dag har nået en styrke, der gør
det til en af civilisationens uomtvistelige regler, har skabt korresponderende kunstneriske praksisser, dvs. en kunstform, hvor intersubjektiviteten danner selve substratet, og som anser samværet,
”mødet” mellem beskuer og maleri, den kollektive skabelse af mening, som centrale temaer.‟ (Bourriaud, 2005: 14).
Bourriaud inddrager ikke eksplicit internettet i sin analyse, men det er svært
at komme uden om Internettet som en væsentlig faktor, når det gælder intensiveringen af dette møderegime, og der må desuden med internettet være tale om en meget anderledes drejning i denne mødetilstands udvikling i
forhold til den, der fandt sted under massemedierne, idet Internet i så udpræget grad privilegerer den synkrone, interpersonelle kommunikation. Oplevelsen af at være i en konstant mødetilstand får tydeligvis ny betydning
ved fremkomsten af netværksbaserede, mobile medier (mobiltelefoni, trådløse netværk mv.), hvormed det moderne menneske er i en tilstand af konstant, gensidig rapport. Dermed bliver det også svært at adskille den moderne ”mødetilstand” fra det, som internettets epistemologiske avantgarde
124
kaldte internettets rum, ”cyberspace”; et begreb, der i dag unægtelig har fået
en mere mundan betydning som et hverdagsvilkår for de fleste.
For Bourriuad vokser kunsten altså ud af denne mødetilstand som en særlig
form for intersubjektivitet; en intersubjektivitet, der begribes som et eget
form-univers: En ”relationel æstetik”, en æstetik om - og af - relationer,
sammenhænge mellem mennesker. Her er der også en system- og netværkstankegang på færde. Med henvisning til Marcel Duchamps tese om, at
”Kunsten er et spil mellem alle mennesker fra alle tidsaldre” (citereret i Bourriaud 2005, 18), forsøger Bourriaud at identificere kunsten som en sammenhæng betinget af egne regler; et spil, der aldrig kan spilles til ende, men som
konstant formår at udfordre samfundets værdier og former; at sætte dem på
spil. Bourriaud beskriver dette spil som et eget univers - en egen form for realitet og en egen realitet af former. Med slet skjult kritik af en platonsk kunstopfattelse skriver han andetsteds, at ”kunstværket må opfattes som en realitetsform (form of reality) og ikke længere som et billede af et billede”, (Bour13
riaud, 1995: 34, min oversættelse). Idet han fastholder kunstens autonomi
som et spillets egen eksistensform skriver han:
Works of art, exhibitions, represent models of space-time zones
which are added to the global operation of society (they are not “alternatives,” but are continuations and show real behaviour patterns);
they are interstices. (Bourriaud, 1995: 34).
Kunsten er det, der finder sted i samfundet som et ”mellemrum”, slår rødder
og vokser ud ”i” det, ikke ud ”af” det. Kunsten er ikke et alternativ til samfundet, men noget, der er integreret i det. Denne organiske metaforik understreges i et andet citat:
current art is composed of these mental entities which move like ivy,
growing roots as they make their way more and more complex.
(Bourriaud, 1995: 36).
Med den organiske metaforik understreges kunstens progressive og infinitte
karakter. Kunsten er ifølge Bourriauds bestandigt under udvikling. Forholdene for vækst kan variere, men pointen er, at kunsten er en vækst, der fortsætter.
Superflex og den kreative fælled
Også Superflex har gennem hele sit arbejde været optaget af system- og
netværkstematikker i deres projekter. Interessen for Internet i slutningen af
halvfemserne gjaldt ikke kun denne teknologi som et redskab, der kunne tages i anvendelse ved intervention i specifikke, konkrete sammenhænge;
gruppen var også optaget af generelle forhold vedrørende Internet, f.eks.
tanken om protokoller – hvordan de tekniske betingelser for informationsudveksling generelt udviklede sig, om de gavnede almenvældet eller eksiste14
rende magt-formationer osv. Denne interesse hang uden tvivl sammen
med gruppens samarbejde med software-designeren Sean Threadway, en
13
14
”the work of art can be approached as a form of reality, and no longer as the image of an image.”
Jvf. samtaler med især Rasmus Nielsen, bl.a. i forbindelse med gruppens bidrag til udstillingen ”What if …” på Moderna Museet i Stockholm, sommer 1999. Her deltog undertegnede
med oplæg om mit arbejde med gruppen i en seminarrække, der fandt sted i selve udstillingsrummet.
125
programmør med baggrund i det amerikanske selskab, der havde udviklet
teknologien bag Superchannel-projektet, og som i en årrække var projektets
teknologiske ekspert. Gruppen har været meget optagede af principperne for
open source inden for softwareudvikling; principper, der ikke kun udgør et
regelsæt for videnudveksling, men også betegner et åbent, globalt kreativt
fællesskab - eller ”community” for at bruge en udbredt engelsk term - og som
således har været afgørende for internettets udvikling (konkret ved udvikling
af browsersoftware som Netscape/Mozilla og et operativsystem som Linux).
Hos Superflex har open source-tanken været brugt som inspiration for de
kreative processer, der har fundet sted i deres egne teknologiudviklingsprojekter. Som et pudsigt eksempel herpå kan nævnes ”Free Beer”-projektet, der med arbejdstitlen ”Vores øl” blev iværksat på IT-Universitetet i København efterår 2004, hvor gruppen var engageret som artists-in-resi15
dence. Her forsøgte gruppen at formidle open source-principperne i form af
et øl-brand, Free Beer/Vores Øl, hvor øllets opskrift blev sidestillet med et
stykke software, og således som produkt ikke blot kom til at udgøre en drik,
men også en opskrift, som ”brugeren”, konsumenten, kunne videreudvikle
16
på bestemte betingelser. Et andet eksempel er Superflex‟ engagement i
udbredelsen af det nye ophavsrettighedssystem, Creative Commons, der
har til formål at tilbyde mere varierede, herunder mindre kapitalstyrede muligheder for på den ene side at beskytte kunstneres og designeres ophavsrettigheder, og på den anden side samtidig give mulighed for det kreative
spil med - og sociale udnyttelse af - eksisterende produkter og deres materielle og immaterielle værdi i samfundet. Tanken om Creative Commons er inspireret af historiske landbrugssamfunds fælles græsarealer, på engelsk
”commons”, eller på dansk, ”fælleder”; termer, der igen lægger op til en helt
anderledes topologi end avantgardebegrebet. Dette gælder også community-begrebet, der fandt udbredelse som betegnelse for det ”landsbyagtige”
ved fællesskaberne på Internet. Teknologiudviklingens systemer og fællesskaber er i Superflex‟ verden et spørgsmål om fælles territorier og ressourcer, om et samfunds kerne frem for dets periferi.
Avantgarde fra midten, immanent avantgarde
Hvad avantgardepositionen angår, kan man sige, at det ifølge Bourriaud således ikke er kunstens opgave at stille sig uden for samfundet, men tværtimod placere sig i midten og lade kunsten ”vokse sig ind” i de sager, som den
iscenesætter. Bourriaud understreger i denne artikels indledende citat, at det
for den relationelle samtidskunst ikke handler om at "forberede og annoncere en fremtidig verden" i dén forstand, at der skulle være tale om en irreversibel overgang til noget absolut Andet: en ny "verden", som f.eks. netop ved
"revolutionen". Det handler om - ved "det med sikkerhed givnes bivuak" eventuelt let afsondret fra omverdenen, men altså ikke på grænsen til noget
Andet - at "opstille modeller for mulige universer": Med udgangspunkt i det
faktisk foreliggende og ud fra faktiske muligheder - herunder ikke mindst
teknologiske muligheder - at anvende kunstens særlige evne til at gestalte
en egen verden, hvori det er muligt at bearbejde og udvikle et "stof" eller
problemfelt, som kunstneren er optaget af. Denne skabelse af et eget univers synes at have præg af "leg", simulering, og emergerende kunstuni15
Dette engagement var tilrettelagt af undertegnede i samarbejde med forskningsinstituttet for
digital æstetik og kommunikation, som jeg på daværende tidspunkt var tilknyttet i forbindelse
med min ansættelse som adjunkt på IT-Universitetet.
16
Free Beer produceres i dag i samarbejde med et veletableret mikro-bryggeri og distribueres
gennem en større dansk supermarkedskæde.
126
verser, må derfor tilsyneladende forstås som simulerede scenarier for behandlingen af særlige problemfelter. Relationel kunst handler om leg og simulation: Den underliggende præmis er et "hvad nu hvis?", et "hvis vi nu lader som om, at ..", hvordan vil verden så se ud? Således titlen på en af de
vigtigste manifestationer af den relationelle kunst i Skandinavien: Moderna
Muséet i Stockholms udstilling "Tänk om.../What if ..." fra 1999. Bourriaud er
af den opfattelse, at det ikke længere er muligt at bedrive kritisk virksomhed
”udenfor samfundet” og kalder således sit projekt for en undersøgelse af
”kunsten efter kritisk filosofi” (tænk her f.eks. på Frankfurterskole mv.). Med
reference til psykoanalysen skriver han, at:
[Jacques] Lacan was right when he thought that psychanalysis had
no other purpose than to be present: the best analyst is the real itself. The psychoanalyst (“the subject who is supposed to know”)
does not interpret the discourse but directs it (in a theatrical sense).
It is the same thing with art today. (Bourriaud, 1995: 33, mit
indskud).
Det er altså ifølge Bourriaud kunstens opgave at stille sig midt i samfundet
og - som vi så hos Superflex - iscenesætte det i lokal skala; gerne med en
form for deltagelse af kunstneren, men altid med kunstneren i en dobbeltrolle som medvirkende og dokumenterende instans (således det mimetiske
greb hos Superflex). Med referencen til Lacan tilføjes endvidere endnu et
systemisk perspektiv i Bourriauds teoridannelse, idet denne franske psykoanalytiker udlagde Freuds begreber i forhold til tesen om det ubevidste som
et sprogsystem; et system af former og energier. Ved at foreslå kunstneren
som en slags samfundets psykoanalytiker, bidrager Bourriaud til en forestilling om samfundet som et system af former og værdiskabelsen, symbolproduktionen, som et begær efter sandhed, som kunsten frem for alt må iscenesætte og udfordre.
For at rekapitulere Bourriaud så er det hans synspunkt, at kunsten altid har
været relationel, og at den relationelle æstetik i høj grad består i at erkende
og tydeliggøre dette forhold. Derfor er det klart, at den avantgardistiske dimension, der måtte knytte sig til den relationelle kunstner, ikke har det negativistiske præg, der traditionelt har karakteriseret avantgardekunsten: forholdet mellem på den ene side det avantgardekunstneriske program og udtryk,
og på den anden den fremmanede utopi; - "revolutionen" og den realiserede
kommunisme (Marx), det "blotlagte ubevidste" (Freud) eller den emanciperede nihilisme (Nietzsche) - med henvisning til tre af modernitetens markante
negativitetsfigurer. Hvis der er tale om en avantgarde-profil i den relationelle
kunst, som den beskrives hos Bourriaud, må den relateres til, hvad jeg kalder immanent avantgarde (Johansson, 2005); immanent, fordi den kunstneriske avantgarde og utopi udfoldes "midt" i samfundet på basis af det faktisk
givne og faktisk givne muligheder, og immanent, fordi denne avantgarde og
dens utopier ikke er knyttet til et transcendent mål, men til et kunstens immanensprincip; et organisk system af former, med hvilket kunsten vokser
(videre) ind i samfundet og sætter det på spil.
Der er ingen tvivl om, at kunsten med Superflex og dens samtids beslægtede, relationelle kunstnere har fået kunsten til at sætte nye skud og slå
stærke rødder. Internettets parallelle vækst i samfundet kan naturligvis ikke
sammenlignes hermed; den er af helt andre proportioner med hensyn til udbredelse og styrke. Som jeg har forsøgt at påvise i denne artikel, er det dog
værd at iagttage, hvordan kunsten og den netbaserede kommunikation i perioden omkring Superflex‟ dannelse og udvikling, kom til at indgå i et forunderligt parløb, hvor avantgardepositioner og erfaringer om samfundets sy-
127
stemiske beskaffenhed bestandigt blev aktualiserede. Med internettets dominans i dag kan man blot håbe på, at kunsten vil være i stand til at fortsætte dette parløb, da samfundets dominerende diskurser og magtpraksisser for længst har taget internettet i anvendelse.
Litteratur
Berger, D. (1999). Tools. Infosite5. Kunstverein Wolfsburg. Katalog til udstillingen Superflex Tools exhibition, Wolfsburg.
Bourriaud, N. (1995). Correspondence: Nicolas Bourriaud/Philippe Parreno.
Paletten 4/95, Nr. 223, Vol. 56.
Bourriaud, N. (2002). Postproduction. Kukas & Steinberg, New York.
Bourriaud, N. (2005). Relationel æstetik. Det Kongelige Danske Kunstakademi, Mur og Rum, København.
Gunér, T. et al. (Eds.). (1999). Three Public Projects: Mike Mode, Superflex,
Wikström. Karlskrona: Blekinge Museum, Karlskrona.
Johansson, T. D. (2001). Visualising Relations. Superflex. Relational Art in
the Cyberspace Geography. In Rongchen, C. et al. (Eds.). Report from the
Asia Europe Forum 2000: Culture in the Cyber-Age. Asia Europe Foundation
(ASEF), Singapore.
Johansson, T. D. (2004). Staging Relations: Relational Art and Network
Technologies in Superflex‟ Staging Strategies. Proceedings from the International Symposium of Electronic Art (ISEA) Helsinki/Stockholm/Tallinn, August 15th-21st, 2004. ISEA & Mediacentre Lume, Helsinki.
Nacking, Å. (1998). An Exchange between Åsa Nacking and Superflex.” In
Cream: Contemporary Art in Culture. Phaidon Press, Oxford.
128
Nacking, Å. (1999). All Humans Are Potential Entrepreneurs. In Tullan. G. et
al. (Eds.). (1999). Three Public Projects: Mike Mode, Superflex, Wikström.
Karlskrona: Blekinge Museum, Karlskrona.
Ryan, M. (1999). Cyberspace, Virtuality and the Text. In Cyberspace Textuality: Computer Technology and Literary Theory. Ed. Ryan, M. Indiana University Press. 1-29 and 78-107.
Steiner, B. (2001). On Superflex: Birgitte Feiring interviewed by Barbara
Steinerand Doris Berger, August 1999. In Jacobsen, H. P et al. (Eds.): Remarks on Interventive Tencencies. Meeting between Different Economies in
Contemporary Art. Borgen, København.
Superflex et al. Eds. (2003). Superflex/Tools. Walter König, Køln.
129
Forfatterbiografier
Anders Philip Abraham
Anders Philip Abraham er lektor, ph.d. ved Det Kongelige Danske Kunstakademi, Arkitektskolen. Anders er medlem af Kunstnersamfundet og Danske Arkitekters Landsforbund, og har drevet egen tegnestue siden 1993. Har
blandt andet arbejdet på Pratt Institute i New York, Cooper Union School of
Architecture i New York, Cranbrook Academy of Art, University of Detroit og
University of Michigan.
Søren Møller Christensen
Søren Møller Christensen er cand. mag. i europæisk etnologi. Han har undervist på Institut for Arkæologi og Etnologi, Europæisk Etnologi siden 2000,
og er i dag partner i analysefirmaet Carlberg & Christensen. Søren Møller
Christensens forskningsinteresse er urbanitet og modernitet, særligt de kulturelle og sociale aspekter ved byudvikling og byplanlægning samt kulturmiljøets og kulturarvens rolle i den fysiske planlægning. Sammen med Nicolai
Carlberg er Søren Møller Christensen forfatter til bogen 'Byliv og havnefront
– studier af sociale og kulturelle forandringsprocesser' (2004).
Tine Damsholt
Tine Damsholt er lektor, ph.d. og har siden 2001 været ansat ved Institut for
Arkæologi og Etnologi, Københavns Universitet. Tine fik i 1997 tildelt ph.d.graden for afhandlingen Fædrelandskærlighed og Borgerånd. Tine Damsholt
har en lang række tillidshverv, deltager i flere bedømmelsesudvalg og følgegrupper, og gæsteforelæser på flere universiteter.
Kjeld Hansen
Kjeld Hansen er uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 1981. Har været ansat på Jyllands-Posten, Danmarks Radio og Danmarks Journalisthøjskole, og har siden 1983 arbejdet som freelance journalist og forfatter med
miljø, natur og forbrugerstof som speciale. Kjeld Hansen er dansk forfatter
på bestselleren Den Grønne Forbrugerguide (1990), samt en stribe senere
titler, bl.a. Den beskidte del af Europa (1992), Gyldendals Grønne Forbrugerleksikon (1998), Farvel til Grønlands Natur (2001) og Der er et yndigt
land (2003).
Jette Hansen-Møller
Jette Hansen-Møller er landskabsarkitekt m.a.a., phil. dr. og lektor i landskabsforvaltning ved Skov & Landskab på Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole. Jette Hansen-Møller har arbejdet som planlægger og interesserer
sig særligt for planlægningens repræsentationsproblemer. Hun har redigeret
en antologi om natursyn, og som en hilsen fra det tyvende århundrede til det
tredje årtusinde har hun realiseret et større land-art projekt, en såkaldt Tusindårshave i Holstebro.
Ole Michael Jensen
Ole Michael Jensen er landinspektør med ph.d.-grad i byplanlægning, og har
siden 1990 været ansat som seniorforsker på Statens Byggeforskningsinstitut. Ole Michael Jensen har den filosofiske doktorgrad (phil. dr.) fra Nordplan med den kundskabsteoretiske afhandling: Walls/Vægge (1995). Ole Mi-
130
chael Jensen har sammen med professor Gunnar Olsson i Uppsala udviklet
den kundskabsteoretiske pyramidemodel, Mappa Mundi Universalis.
Troels Degn Johansson
Troels Degn Johansson er lektor, ph.d., ved Center for Designforskning på
Danmarks Designskole. Han har samarbejdet med Superflex siden 1999;
primært på projekterne Karlskrona2 og Vores Øl/Free Beer. På ITUniversitetet har Troels Degn Johansson blandt andet været med til at
grundlægge Center for Computerspilsforskning og Institut for Digital Æstetik
og Kommunikation.
Henrik Reeh
Henrik Reeh har ph.d. i litteraturvidenskab og har siden 1997 været lektor i
humanistiske bystudier og moderne kultur ved Institut for kunst- og kulturvidenskab, Københavns Universitet. Henrik Reeh er cand. mag. i historie og
samfundsfag. Maître ès lettres modernes i moderne litteratur (Paris) samt
Diplômé d'Études Approfondies (D.E.A.) i litteraturvidenskab (Paris). Henrik
Reeh er blandt andet forfatter til Ornaments of the Metropolis Siegfried Kracauer and Modern Urban Culture (2006), der er udkommet på MIT Press.
Anne Tietjen
Anne Tietjen er uddannet arkitekt på Technische Universität Berlin og École
d‟Architecture de Lyon. Siden 1997 har Anne Tietjen haft ansættelser ved
arkitekttegnestuer i Berlin og København, samt som ekstern lektor ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet. I sit virke som arkitekt har Anne Tietjen især fokuseret på byudvikling og komplekse ombygningsprojekter. P.t. er Anne Tietjen, ph.d.-studerende ved Arkitektskolen
Aarhus.
Anders Troelsen
Anders Troelsen, mag. art. i litteraturvidenskab og exam. art. i filmvidenskab,
er lektor ved Afdeling for Kunsthistorie, Aarhus Universitet. Har især arbejdet
med metodeproblemer i forhold til billedanalyse, samt med moderne kunst
og tværæstetiske problemstillinger, herunder byen som filmisk scenografi.
Vigtigste nyere udgivelser: "Mod modernismen. Analyser af moderne kunst"
(Aarhus Universitets Forlag 1994), "Filmen som verdensteater - omkring Peter Greenaway (Forlaget Klim 1995, s.m. Carsten Thau) og "Synsvinkler på
skulpturen" (red., Aarhus Universitetsforlag 2002).
131
I april 2005 var Sandbjerg Slot ved Sønderborg rammen
om det 15. Sandbjergseminar for arkitekter, planlæggere og humanister. Seminarets overordnede tema var
Arkitektur på grænsen. Fra 150 års grænsebrydende
udvikling til skelsættende tendenser i aktuel arkitektur
og rumdannelse. Formålet med seminaret var at belyse
denne problemstilling ud fra såvel et historisk som et
aktuelt materiale, samt at uddybe konsekvenserne inden
for bygge- og planlægningssektoren i teori og praksis.
Den foreliggende antologi præsenterer indlæggene fra
seminaret i en redigeret form.
1. udgave, 2011
ISBN 978-87-563-1502-9