Kære elever og forældre
Transcription
Kære elever og forældre
NYT FRA STRANDBY SKOLE JUNI 2011 Kære elever og forældre! Strandby Skole d. 15. juni 2011 Skoleåret nærmer sig hastigt sin afslutning, og vi afslutter i år, som vi plejer med klasselærertid og lidt oprydning. Eleverne møder derfor fredag d. 24. juni kl. 8.50 og har fri kl. 11.30. Vi begynder dagen med morgensamling i samlingssalen og slutter af med is i skolegården. Husk at der ikke kan handles i skoleboden den dag. Vi har i år arbejdet på højtryk med planlægningen af næste skoleår til sidste øjeblik, og nu er de sidste brikker endelig på plads. Processen er jo i år blevet noget forsinket på grund af diverse skolesammenlægninger samt overflytning af lærere mellem kommunens skoler. Skemaet er helt færdigt, og vi sender det med børnene hjem i løbet af den sidste uge. Fra næste skoleår tager vi afsked med Tove Spangsbjerg Larsen og også Irving Zobbe, der begge har valgt at gå på pension fra begyndelsen af det nye skoleår efter henholdsvis 35 og 37 år som lærere på Strandby skole. Vi vil fra skolens side gerne bringe en tak til både Tove og Zobbe for deres indsats gennem årene på Strandby skole. Vi håber, I vil nyde jeres otium. Vi kan samtidig oplyse, at Jette Dammeyer er fratrådt sin stilling som lærer på Strandby skole. Jette er flyttet til Aarhus med sin familie, hvor hendes mand fik nyt arbejde. Vi takker også Jette for hendes indsats på Strandby Skole. Helle Wolff er tilbage, efter endt barselsorlov og skal være klasselærer i kommende 7.b. Derudover har vi ansat 2 lærere i varige stillinger og 1 lærer i en midlertidig stilling. Vi har ansat Lise Christoffersen, som er læreruddannet fra 2003 og indtil nu har været lærer på Ørnevejen Skole. Lise skal være dansk og klasselærer i 1.b. Hun har dansk, engelsk, historie og hjemkundskab som liniefag. Vi har også ansat Winnie Skiveren Pedersen, som jo tidligere har været ansat på Strandby Skole i to forskellige vikariater. Winnie har været på barselsorlov, siden hun forlod os sidst og skal bl.a. være matematiklærer i 1.b. Winnie har liniefag i matematik, biologi, geografi og håndarbejde. I den midlertidige stilling har vi ansat Charlotte Jensen, som blev uddannet sommeren 2010 med liniefagene matematik, hjemkundskab, historie og kristendom. Charlotte har arbejdet som vikar på Ørnevejen Skole, siden hun blev uddannet. Vi byder alle 3 lærere velkommen til Strandby Skole, og vi ser frem til et konstruktivt samarbejde, ligesom vi håber at både elever og forældre vil tage godt i mod vores nye ansatte. Det nye skoleår begynder mandag d. 15. august, hvor 1. – 9. årg. møder kl. 8.50. Alle elever har fri kl. 11.30. den dag, og der er ikke åbent i skoleboden første skoledag. 0. årg. møder kl. 9.00, og forældrene er velkomne. Der er forældrekaffe i samlingssalen. Vi minder om, at der er gangvagt på indskolingsgangen om morgenen fra kl. 07.50, og vi appellerer derfor til forældrene om ikke at aflevere børnene tidligere. De børn der kommer direkte fra SFC kommer også først på dette tidspunkt. Som bekendt har økonomien på folkeskoleområdet de sidste år været under pres. Det er en kendsgerning, at vi er nødt til at være meget påpasselige med vores budgetter. Også fremadrettet. Vi håber på jeres forståelse, hvis vi sommetider sender større elever hjem for at arbejde med opgaver, og vi tilstræber, at der foregår meningsfuld undervisning, når der er vikarer på timerne. Vi synes, det er vigtigt, at vikartimer i videst muligt omfang er timer, hvor den normale undervisning bare fortsætter. Det er et signal, vi også forsøger at sende videre til eleverne. I løbet af dette skoleår har vi været igennem en større renovering, som har omfattet flytning af kontorer, lærerværelse, ressourcecenter og tilblivelse af 4 større klasseværelser. En del af lokalerne er allerede taget i brug og resten bliver klar til det nye skoleår. Vi glæder os over at blive tilgodeset på lokalesiden, også selvom det var med udgangspunkt i en omfattende vandskade. I det kommende skoleår kan vi glæde os over kommunens digitaliseringsstrategi og de kommende it-investeringer på hele skoleområdet. I 2014 skal alle skoler i Frederikshavn Kommune være digitale skoler. Det betyder bl.a. smart boards i alle lokaler i løbet af næste skoleår. Der vil i løbet af de kommende år blive investeret i både udstyr og efteruddannelse af lærerne. Et andet kommunalt indsatsområde vil være inklusion. Der skal ekskluderes færre elever til andre skoletilbud. Det betyder, at vi på det pædagogiske plan også på Strandby Skole må afsøge, hvad den nyeste forskning kan fortælle os. Vi har fokus på relationer og læringsmiljøer, og det vil vi få endnu mere i fremtiden. Vi vil slutte med at takke elever og forældre for et konstruktivt samarbejde i skoleåret 10/11. Vi håber, at I alle får en god sommer, og vi glæder os til at tage hul på endnu et skoleår sammen med jer. Med sommerhilsen Jette Overmark Kaj Erik Jensen