Selvevaluering - Aalestrup Naturefterskole

Transcription

Selvevaluering - Aalestrup Naturefterskole
AALESTRUP NATUREFTERSKOLE
BERETNING – 2013-14
Bestyrelsen kan konstatere, at der både blandt elever, personale og forældre er tilfredshed med vores skole.
Dette skyldes først og fremmest et stort engagement og en solid indsats fra hele personalets side. Skolen er
nu i gang med sit 17. elevhold, og efterhånden er en betydelig del af det oprindelige personale erstattet af
nye kræfter.
Dette sætter et tydeligt præg på skolens hverdag, og lysten til afprøvning af nye veje og til fortsat udvikling
af skolen i 2014 og 2015 er på dagsordenen med fornyet styrke. Samtidig har indførelsen af nye
arbejdstidsregler nødvendiggjort en debat af både pædagogik, indhold, struktur og fysiske rammer.
Bestyrelsen imødeser derfor i det kommende år en frugtbar og resultatorienteret diskussion med lærere og
ledelse om disse emner.
For at initiere dette arbejde har bestyrelsen i foråret 2013 startet en diskussion med henblik på
tilvejebringelse af en egentlig udviklingsplan for skolen. Dette arbejde har resulteret i en lang række forslag
til større og mindre forbedringer af skolens fysiske rammer og hverdag samt nogle rigtig gode forslag til nye
tiltag. Vi har en rigtig god skole, men det betyder ikke, at den ikke kan blive endnu bedre. Fra foråret 2014
har skolens ledelse og lærerne startet processen vedrørende indførelse af nye arbejdstidsregler. Dette arbejde
skal naturligvis være klar til sommerferien 2014, men bestyrelsen forventer dog en længere proces, hvor
erfaringerne giver muligheder for nye forbedringer.
Nye anlægsarbejder på skolen
Skolen har i 2013-14 afsluttet arbejdet med ombygning på af elevværelsernes varmesystem, som nu fungerer
særdeles tilfredsstillende. Samtidig er arbejdet med en total renovering af skolens IT system blevet afsluttet,
således at vi også tilbyder stærkt forbedrede faciliteter på dette område.
Skolens økonomi i finansåret 2013
Bestyrelses har med glæde noteret sig, at skolens økonomi udviser et overskud for 2013 på 25 000 kr. på
trods af et elevtal lidt under skolens kapacitet.
Bestyrelsen forventer på baggrund af de nuværende tilmeldinger et elevtal for skoleåret 2014-15 på ca.115
elever. Det vil sige at skolen igen er fyldt.
Bestyrelsen vurderer ud fra forhåndstilmelding af elever også fuldt hus i skoleåret 2015-16.
Ud fra de foreliggende langtidsbudgetter må skolen erkende, at vi på langt sigt vil have brug for et større
elevtal for fortsat at opretholde en sund økonomi med rum for nye store investeringer. Den
langtidsplanlægning, der blev startet i 2013, sigter derfor mod at give skolen bagrund for udvidelse af
elevtallet til 150.
Personale
Det er skolens personale, der styrer skolens dagligdag. Det er disse mennesker, der sammen med
forstanderen har det virkelige arbejde med at få bestyrelsens visioner til at blive til en velfungerende skole.
Det er bestyrelsens opfattelse, at personalet også i år har ydet en stor indsats, som vi alle kan være både
stolte af og tilfredse med. En skoles kvalitet står og falder med dygtige og engagerede medarbejdere.
Den samlede lærerstab er på 13 fuldtidsansatte.
Skolens bestyrelse, forstander og personale har gennem året haft et godt samarbejde. Det håber vi kan
fortsætte i det kommende år.
Side 1 af 3
Elevholdet 2013-14
Efter sommerferien startede knap 100 nye elever på skolen, hvor de siden har tilbragt al deres skoletid og
stort set al deres fritid. Bestyrelsen har indtryk af, at der også i år hersker en særdeles god stemning blandt
eleverne. Det mærker man tydeligt, når man besøger skolen, og det hører man også, når man snakker med
forældrene. Skolen har i indeværende skoleår haft meget få og små disciplinære sager.
Liniefag
Skolen har i det forgangne år udbudt i alt 4 liniefag, nemlig MTM, heste, lystfiskeri og jagt.
De tre sidste linier har alle eksisteret siden skolens start og har i betydelig grad og i pagt med bestyrelsens
oprindelige hensigt markeret sig på landsplan indenfor deres respektive fagområder. Dette gælder såvel i
relation til de landsdækkende organisationer på området som i forhold til de faglige udfordringer. Der har
været fuld belægning på alle disse linier.
Skolens linie indenfor musik og teater (MTM-linien) har efterhånden også eksisteret nogle år, og har været
en betydelig succes med en meget fornuftig søgning af elever. De første skoleår med den nye linie gik godt,
og linien har nu konsolideret sig som et af skolens faste tilbud. Der er på alle skolens 4 linier tilmeldt
tilstrækkeligt med elever til, at de vil blive gennemført i skoleåret 2014-2015.
Som et resultat af skolens arbejde med udvikling af nye initiativer udbyder vi i skoleåret 2014-15 et nyt
liniefag: Adventure – Biologi og ekspeditioner. Der var stipuleret med et lille testhold på 8 elever det første
år og dette antal er allerede nået.
Forholdet mellem 9. og 10. klasse
I forbindelse med optagelse af skolens nye elevhold er der i år ingen problemer med fordelingen af
søgningen på hhv. 9. og 10. klasse. Skolen får således i det kommende skoleår to 9. klasser og tre 10.
klasser.
Næste års elevhold
Næste års elevhold vil blive på ca. 115 elever. Dette skyldes bl.a. bestyrelsens beslutning om at starte en ny
linie, men de eksisterende linier har også forøget tilslutning. Der vil blive ca. 45 af de kommende elever på
hestelinien, ca. 25 på jagt og fiskeri, medens resten er nogenlunde ligeligt fordelt på de to øvrige linier.
PR
I lyset af den generelt vigende søgning til efterskoleområdet har skolen intensiveret sin PR-indsats
betydeligt. Der reklameres mere og der arrangeres ekstra aftener for kommende elever. I den mere
utraditionelle ende vil skolen forsøge sig med konkrete arrangementer for potentielle elever indenfor skolens
forskellige faglige specialområder. Skolen er også i gang med at oprette et ambassadørkorps af engagerede
tidligere elever til at udbrede kendskabet til skolen og dens tilbud.
Intentioner og realiteter - værdigrundlag
Da vi startede denne skole, havde vi nogle idéer om, hvordan og på grundlag af hvilke værdier vores skole
skulle udvikle sig. Det er det, man kan kalde skolens formelle værdigrundlag. Også i år vil det være på sin
plads, at vurdere, hvorvidt disse idéer er blevet realiseret.
1. Vi lagde betydelig vægt på at give eleverne en blivende fritidsinteresse, som potentielt kunne være med
til at give dem et mere meningsfuldt og interessant liv senere hen. Jeg er sikker på, at de fleste elever vil
give mig ret i, at netop deres fritidsinteresse er blevet stærkt udbygget under deres ophold. Hvis den
ivrighed, hvormed fritidsinteresser i almindelighed bliver dyrket på skolen, står i et rimeligt forhold til
den intensitet, de vil blive det med i fremtiden, har vi i hvert fald tilgodeset et af vores formål.
Side 2 af 3
2. Vi lagde også betydelig vægt på, at eleverne som udgangspunkt skulle tilbydes almindelig boglig
undervisning på et niveau, der mindst svarede til folkeskolens. På dette punkt har vi formået at opfylde
målet, men måske ikke den fulde ambition endnu. Det er imidlertid bestyrelsens vurdering, at specielt
med henblik på de elever, der endnu ikke har fået nok ud af deres skolegang, når skolen meget langt. Det
er bestyrelsens håb, at vi med hensyn til de almindelige veltilpassede elever vil kunne nå endnu længere
i de kommende år.
3. Vi lagde til sidst afgørende vægt på, at eleverne gennem deres engagement i liniefagene fik et tættere
forhold til lærerne og derved styrkede deres faglige og personlige udvikling. Jeg synes, man må
konstatere, at denne intention også er blevet realiseret. Bestyrelsen vurderer, at den meget betydelige
socialiserings- eller resocialiseringsproces eleverne gennemløber under deres ophold vil være et meget
væsentligt element i deres dannelsesproces og for manges vedkommende vil præge dem resten af livet.
Bestyrelsen mener også, at vores pædagogiske ide er et meget væsentligt fundament for denne succes.
Alt i alt synes jeg, vi fra bestyrelsens side må konstatere en særdeles høj grad af overensstemmelse mellem
vores oprindelige intentioner og deres realisering.
Bestyrelsen har også i dette skoleår satset betydeligt på en mere struktureret anvendelse af elevernes fritid
om vinteren, hvor nogle af liniefagene naturligt nok ligger lidt i dvale. Denne udnyttelse af skolens såkaldte
frie rum forventer bestyrelsen fortsat udbygget, da vi mener, den kan addere betydeligt til skoleopholdets
kvalitet. Det er særligt elevernes musiske talenter, der appelleres til, og på dette område har MTM-linien
som i de foregående år bidraget meget betydeligt, bl.a. gennem opsætningen af en meget vellykket musical
ved juletid, der ikke alene blev opført for skolens egne elever, men også blev set af en lang række andre
skoler og lokale borgere.
Skolens selvudråbte status som naturefterskole og formålsparagrafferne i skolens vedtægter forpligter os til
at tilbyde eleverne et alsidigt forum for debat og oplevelser vedrørende menneskets forhold til og udnyttelse
af naturen. Skolen har alene ved sit valg af liniefag beredt en god grobund for, at disse intentioner kunne
blive opfyldt. Dette solide grundlag har betydet, at også skolens øvrige arrangementer vedrørende
menneskets naturrelaterede aktiviteter har kunnet skabe både interesse og debat.
Det er således bestyrelsens opfattelse, at skolen i høj grad tilstræber en opfyldning af sine målsætninger
både med hensyn til fritid, faglighed og pædagogik, samt at dette sker på det rette grundlag i forhold til
skolens vedtægter.
Skolens fremtidsplaner
Bestyrelsen forventer også i det kommende år en omfattende debat om skolens fremtidige udvikling.
Bestyrelsen
Arbejdet i bestyrelsen i det forgangne år har været præget af en meget stor vilje til at få skabt resultater, og
alle bestyrelsesmedlemmer og suppleanter har i denne forbindelse ydet en stor indsats. Da der også i
fremtiden er masser af arbejde at tage fat på, er det vores håb og tro, at denne linie vil fortsætte.
Også det meget vigtige samarbejde mellem forstander og bestyrelse har fungeret forbilledligt og til
bestyrelsens absolut fulde tilfredshed.
Med en generel tak til alle, der har ydet en indsats for at få Aalestrup Naturefterskole til at vise fortsat
fremgang, vil jeg slutte beretningen for 2013-14.
På bestyrelsens vegne
Jens-Ole Frier
Formand
Side 3 af 3