Polarfronten 2004 – 1

U D G I V E T A F DA N S K P O L A R C E N T E R N R. 1 / A P R I L 2 0 0 4 P R I S 3 5 k r.
Polarfronten
Deporteret på ubestemt tid, læs s. 4
Verdens mest besværlige lodskud, læs s. 8
Isbjørne i fangenskab, læs s. 16
Deporteret på ubestemt tid
6
Havis på afveje
6
Fanger på fri fod
8
Verdens mest besværlige lodskud
I Herstedvester Fængsel sidder 19 grønlandske fanger
indespærret på ubestemt tid.
Sand i havbunden ud for De Britiske Øer antyder, at
havisen af og til har været på afveje.
Grønland har en af verdens mest liberale kriminallove og
har f.eks. ingen lukkede fængsler.
I maj 2004 vil en ekspedition indhøste de første danske
erfaringer med at måle havdybden i Polhavet.
10
Polarfisk i nettet
11
Jordskælv giver viden om Nordgrønlands undergrund
12
Strabadser på havisen
15
Kommentar
16
I konstant bevægelse
24
Melodien, der blev væk …
Nordiske forskere kortlægger fiskebestandene fra
Danmarkshavn til Scoresbysund.
Danske geofysikere måler tykkelsen af Grønlands jordskorpe vha. jordskælv i f.eks. Tyrkiet, Filippinerne og
Costa Rica.
Ambitiøst forskningsprojekt skal kaste lys over sammenhængen mellem gener, miljø og livsstilsygdomme.
Et lokalt fingeraftryk på Grønlands fuglebekendtgørelse.
Københavns Zoo skal have nye isbjørne, men hvor velegnet er isbjørnen egentlig til et liv i fangenskab.
Fra sibirisk drivtømmer til koncertviolin.
Dansk Polarcenter er en institution
under Ministeriet for Videnskab,
Teknologi og Udvikling og har til
opgave at støtte og koordinere dansk
polarforskning.
Polarfronten udgives af:
Dansk Polarcenter
Strandgade 100H
1401 København K
Tlf.: 32 88 01 00
Fax: 32 88 01 01
E-mail: polarfronten@dpc.dk
Internet: www.dpc.dk
Forsidefoto:
Isbjørnedans, Staffan Widstrand
Artikler i Polarfronten giver ikke nødvendigvis udtryk for Dansk
Polarcenters holdning.
Eftertryk er tilladt i uddrag med
kildeangivelse.
SK
41
MILJØMÆR
ING
KN
Redaktionen:
Hanne Petersen
ansvarshavende redaktør
Poul-Erik Philbert,
redaktør, DJ
Irene Seiten, layout, DJ
Kirsten Caning
Henrik Elling
Jens Jørgen Kjærgaard, DJ
Jane Tolstrup
Gabrielle Stockmann
Henning Thing
Produktion og tryk:
Datagraf Auning AS
5
Udkommer 4 gange årligt
Oplag: 6400
Deadline for bidrag til næste nr.
14. maj 2004.
Abonnement koster 125 kr. for et år og
tegnes gennem Dansk Polarcenter.
NOR
DI
INDHOLD
4
Tr y k s a g 1 6
6
Minedrift på isranden
Glaciologen Niels Reeh drager i midten af april ud på iskanten for at afprøve en
georadar. Polarfrontens læsere inviteres til at følge hans feltarbejde på DPC’s
hjemmeside.
alder. De vil koncentrere deres indsats om
et lille område på et par hundrede meter,
hvor de ved hjælp af en georadar vil undersøge, hvordan islagene ser ud 50-100
m under isoverfladen.
Feltarbejdet på isen i april kan dog blive en kold sag med temperaturer ned til
–25 grader, men det er nødvendigt at få
det overstået nu, inden isoverfladen begynder at smelte i løbet af foråret.
Selvom det bliver travle dage på isen,
har Niels Reeh indvilget i at invitere Polarfrontens læsere til at kigge forskerne
over skulderen under feltarbejdet på isranden. Det sker på den måde, at Niels
Reeh via sin satellittelefon vil sende rapporter og fotos hjem til Polarfrontens
hjemmeside undervejs. Så følg Niels Reehs
ekspedition til iskanten i perioden 22. –
29. april på DPCs nyhedsside
www.dpc.dk/georadar.
Uffe Wilken
Foto: Niels Reeh
Glaciologerne Niels Reeh og Francois
Baumgartner fra DTU’s Center for Arktisk
Teknologi tager i april på feltarbejde ved
Pakitsoq nord for Ilulissat Isfjorden for at
afprøve en ny metode, som de håber vil
kunne bruges, når forskere i fremtiden
skal indsamle store mængder is.
Det er nemlig ikke altid, at forskere
kan nøjes med nogle få milligram til deres isanalyser. Nogle gange skal de bruge
meget store mængder is og må så i gang
med en form for minedrift på isen. Det
gælder f.eks. Niels Reeh, som er i gang
med at undersøge årsagen til den pludselige, kraftige stigning i atmosfærens metanindhold for ca. 11.500 år siden. Hertil
bruger han kulstof-14 metoden, som kræver store mængder is, fordi der ikke er
særligt meget metan og dermed kulstof
gemt i isens mikroskopiske hulrum.
Først vil de to glaciologer dog som
nævnt afprøve en ny metode til at kortlægge isen for at finde is med den rigtige
Indlandsisen er en gigantisk islagkage. De brunlige områder er lag af ældre sne, der faldt under
kuldeperioden for ca. 11.500 år siden. De hvide lag er yngre sne, der faldt i den efterfølgende
varme periode.
Polarfronten med
ansigtsløftning
Det nummer af Polarfronten, du nu sidder
med, ligner ikke helt det blad, vi har udsendt de seneste syv år. For det er med
blade som med mennesker. Tiden sætter
sine spor. Et design ældes og får umærkeligt et strejf af noget fortidigt. Til sidst er
der kun en vej tilbage, en grafisk ansigtsløftning.
Derfor har vi endnu en gang haft kontakt med grafikeren Sidsel Gaustadnes,
som også udformede Polarfrontens oprindelige design, og hun har med nænsom
hånd givet bladet nogle mere tidssvarende træk.
På indholdssiden præsenterer vi også
små ændringer. Vi introducerer en ny rubrik – Gletscherspalten – hvor vi bringer
de små, interessante og pudsige historier
fra polarområderne, og vi har gennemført mindre ændringer i sideopbygning
og artiklernes længde. Men målet er det
samme som hidtil: at bringe nyheder fra
polarforskningens arbejdsmark i let tilgængelige og velillustrerede artikler.
Og når vi nu er i gang, kan det jo ikke
skjules, at det nu er slut med de gratis
glæder for Polarfrontens læsere. Fra og
med dette nummer bliver vi betalingsblad: 125 kroner for en årgang på fire
numre. Vores begrundelse er, at vi er blevet kvalt i vores egen succes. Et stærkt
stigende antal abonnenter har gennem
årene presset udgifterne til trykning og
udsendelse støt og sikkert i vejret. Og senest har bortfaldet af portostøtten med
en næsten tredobling af portoudgifterne
for alvor sat os stolen for døren.
Polarfrontens redaktion håber selvfølgelig, at rigtig mange læsere vælger at
fortsætte deres abonnement. Og vi kan
så for første gang sige, at vi håber, at vi i
fremtiden kan give vores læsere noget
for pengene.
Abonnenterne vil senere modtage særskilt besked om de praktiske forhold i
forbindelse med overgangen.
Poul-Erik Philbert
3
Deporteret på ubestemt tid
I Herstedvester Fængsel sidder 19
grønlandske fanger indespærret på
ubestemt tid. Det står i grel modsætning til resocialiseringsprincippet og
de åbne anstalter, som er grundpillerne i den grønlandske kriminallov.
På anstalten ved Herstedvester sidder 19
grønlændere for øjeblikket på den særlige
afdeling for grønlandske fanger. De er anbragt på ubestemt tid og ved derfor ikke,
hvornår de kan forvente at vende tilbage
til afsoning af deres straf i en af de åbne
anstalter i Grønland. For én af de indsatte
er det foreløbig blevet til 17 år.
Cand. scient. soc. Annemette Lauritsen
mener, at de grønlandske fanger i Danmark
er udsat for en umenneskelig hård straf:
- Noget af det værste, der kan overgå et
menneske, er at blive smidt ud af sit eget
land og ikke vide, om man nogensinde
kommer tilbage igen. Samtidig kommer
de grønlandske fanger til en helt fremmed
kultur i et dansk fængsel med dansk personale. Mange af dem kan ikke tale dansk
og har måske ikke været uden for deres
lille bygd før.
For farlige til åben anstalt
Udsnit af en plakat, som de grønlandske indsatte i Herstedvester har skabt.
Polarfronten 1 / 04
Annemette Lauritsen har både fagligt og
personligt haft grønlænderne i Herstedvester tæt inde på livet de seneste år. Hun
er nyuddannet fra Roskilde Universitetscenter og afsluttede sine socialvidenskabelige studier med et speciale om den
grønlandske kriminallov. Sideløbende har
hun siden 1998 været bistandsværge for
grønlandske fanger i Herstedvester.
Det var arbejdet som bistandsværge,
som vækkede Annemette Lauritsens interesse for den grønlandske kriminallov:
- Det virkede meget paradoksalt på mig,
at en kriminallov, som ellers bygger på
humane principper som resocialisering
og åbne anstalter, samtidig kunne dømme
lovovertrædere til deportation på ubestemt tid.
Fangerne i Herstedvester er alle dømt
for enten drab eller sexualforbrydelser.
Det er imidlertid ikke gerningen i sig selv,
som har ført til afsoningen i Herstedvester. I de åbne anstalter i Grønland finder
man indsatte, som er dømt for tilsvarende eller grovere forbrydelser (se side 7).
Forskellen er, at Herstedvester-fangerne
efter en mentalundersøgelse er blevet
fundet for farlige til at kunne afsone i en
åben, grønlandsk anstalt og derfor dømt
til anbringelse i en dansk anstalt på ubestemt tid.
- Det er imidlertid lidt tilfældigt, hvem
der kommer til Herstedvester, fortæller
Annemette Lauritsen. Mentalobservationerne bliver udført af psykiatere enten i
Danmark eller på Dr. Ingrids Hospital i
Nuuk, og der er en tendens til, at de danske undersøgelser oftere fører til forvaring
i en dansk anstalt end de grønlandske.
Ingen resocialisering
Anstalten ved Herstedvester er et lukket
fængsel, hvor der er indrettet en 'grønlænderafdeling' med plads til 12 indsatte. Størsteparten af personalet, som består af
psykolog, psykiater og fængselsbetjente,
er udelukkende dansktalende.
For øjeblikket sidder 19 personer i tidsubestemt anbringelse, og ud af en befolkning på 50-60.000 lyder det måske ikke af
så meget. Men set i lyset af, at der kun er
godt og vel 20 danskere i denne form for
forvaring, er der tale om en markant overrepræsentation.
Hensigten med opholdet i Herstedvester er at gøre de indsatte klar til den videre afsoning af straffen i Grønland. Men
ifølge Annemette Lauritsen viser hendes
samtaler med behandlere og fanger på
Herstedvester, at der er store problemer
med at resocialisere til det grønlandske
samfund. Behandlerne giver udtryk for,
at det på grund af kulturforskelle og sprogproblemer er næsten umuligt at gennemføre en fremadrettet behandling. Og selvom størsteparten af de grønlandske fanger har begået deres forbrydelse under
stærk påvirkning af alkohol eller hash,
foregår der ikke nogen systematisk misbrugsbehandling i Herstedvester.
Behandlerne taler om, at de grønlandske fanger som et resultat af opholdet føler sig mere og mere identitetsløse. Årsagen til at de sidder i fængsel glider i baggrunden, og de begynder at opleve sig
selv mere som ofre end som personer,
der har forvoldt andre mennesker skade.
Over for Annemette Lauritsen giver
nogle af fangerne udtryk for en bitterhed
i forhold til deres hjemland. En af de ind-
For nogle af de grønlandske indsatte i Herstedvester har det været svært at komme tilbage
til det grønlandske samfund. En af de indsatte
prøvede efter 12-13 år at vende tilbage til en
af de åbne anstalter i Grønland, men er i dag
tilbage i Herstedvester på 17. år.
satte udtrykker det på den måde, at han
er blevet degraderet fra ’at være storfanger til at være fange’. En anden siger, at
efter slaveriets ophør tilhører han den
sidste befolkningsgruppe i verden, som
det stadig er tilladt at deportere.
Svært at vende tilbage
ger, at det forebyggende arbejde er afgørende. Størsteparten af fangerne i Herstedvester er op vokset op under svære
kår i familier med alkohol- og voldsproblemer, og det er en opvækst, som de har
til fælles med mange af nutidens institutionsbørn i Grønland.
Fakta
- Først når vi får brudt denne onde
cirkel, har vi gjort noget radikalt ved
problemet, slutter hun.
Poul-Erik Philbert
Kontakt: Annemette Lauritsen,
tlf. 22847017, annemette@2night.dk
Foto: Tine Bryld
Behandlingen på Herstedvester koncentrerer sig primært om de psykiske problemer, der opstår som følge af selve fængselsopholdet.
- Ideen bag de åbne anstalter i Grønland var netop at undgå de skader, som
indespærringen kan føre til, siger Annemette Lauritsen. Det kan derfor synes paradoksalt, når behandlerne i Herstedvester fortæller, at deres ressourcer primært
går til at lappe på skader, der er et resultat af at være anbragt i et lukket fængsel
på ubestemt tid, langt væk fra hjemlandet.
Erfaringerne er da også, at det efter
blot nogle få år i Herstedvester kan være
særdeles svært at vende tilbage til det
grønlandske samfund til videre afsoning.
Da Annemette Lauritsen startede som bistandsværge i Herstedvester i 1998, sad
der seks grønlandske fanger i fængslet. I
dag er der 19. I den periode har det kun
været forsøgt at flytte to tilbage til Grønland. Den ene fik et tilbagefald, men klarer sig nu godt i Grønland, efter at han
personligt finansierede et Minnesota-ophold. Den anden, som havde siddet 12-13
år i dansk fængsel, fik et kulturchok og
følte sig udstødt og forfulgt. Han er i dag
tilbage i Herstedvester, hvor han sidder
på 17. år.
Grønlands Kriminallov
Grønlands kriminallov blev indført i 1954 og blev
betragtet som moderne og banebrydende, idet
den bygger på principper med udgangspunkt i
gerningsmandens livsforløb og resocialisering.
Gerningsmænd udelukkes kun undtagelsesvis
fra samfundet, og der findes kun åbne anstalter
i Grønland. Ved lovens indførelse i 1954 blev der
indføjet en paragraf, som anbefalede, at loven
skulle følges op af videnskabelige undersøgelser, med henblik på reformer af loven i takt med
samfundets og kriminalitetens udvikling. Disse
undersøgelser og reformer er stort set udeblevet. I 1994 nedsatte Justitsministeriet og Grønlands Hjemmestyre ’Den Grønlandske Retsvæsenskommission’. Kommissionen havde til opgave i løbet af 3-4 år at gennemgå og foreslå
ændringer af det grønlandske retsvæsen. Betænkningen er i dag 10 år efter stadig ikke frem-
Bryd den onde cirkel
lagt, men er på trapperne.
Annemette Lauritsen håber, at Retsvæsenskommissionens kommende betænkning vil komme med nogle løsningsforslag på problemet. Men hun understre-
5
Foto: Magnus Elander
Havis på afveje
Sand i havbunden ud for De Britiske Øer antyder, at havisen af og til har
været på afveje.
De irske munke har givetvis fået deres
bønner galt i halsen, da de for et halvt årtusind siden sad og skuede ud over det
uendelige Atlanterhav. For sejlende i en
gigantisk pøl af ferskvand flød hvide isskosser fra Østgrønland og Det Arktiske
Hav. Et nyligt afsluttet ph.d.-arbejde påpeger sammenhængen mellem havisen
og klimaet i det nordatlantiske område
efter sidste istid.
Kolde gys i Golfstrømmen
Foto: Ole Bennike.
Det er ikke kun iskernerne fra den grønlandske Indlandsis, der viser kraftige klimavariationer i løbet af de sidste 11.000
år. Også de borekerner med sedimenter
fra en sydgrønlandsk sø og fra havbunden
i 250 meters dybde ud for Islands nordvestkyst, som Camilla Snowman Andresen i sit ph.d.-projekt fra Geologisk Institut på Københavns Universitet har analyseret, viser markante kolde og varme
perioder. At klimavariationerne er sammenfaldende med andre forskeres data
fra Irland tyder på, at forandringerne har
dækket hele det Nordatlantiske område.
Som forklaring på dette trækker Camilla Andresen en parallel til en begivenhed, der fandt sted i 1960’erne og 1970’erne, hvor en unormal stor pøl af fersk
overfladevand kunne følges rundt i Nordatlanten. I lighed med andre forskere bruger hun denne såkaldte Great Salinity
Anomaly som inspiration til at forklare
de kuldeperioder, der træder frem som
ekstra høje tinder i hendes diagrammer.
Hun uddyber:
- Jeg forestiller mig, at man i perioder
har haft store mængder havis og isbjerge
fra Østgrønland og Det Arktiske Ocean,
som kraftige, nordlige vinde har skubbet
til Sydgrønland og til områder så langt
sydpå som Irland. Samtidig har en forstærket Østgrønlandsk Strøm givet isen
et ekstra skub. Undervejs er havisen smeltet og blevet til en kæmpemæssig, kold
ferskvandspøl midt i den lune og salte
Golfstrøm. De enorme mængder is har
sammen med hyppige, kolde nordenvinde påvirket klimaet lige fra Sydgrønland
til Irland og Nordeuropa. Det var noget
man så for eksempel under Den Lille Istid.
Ud over egne data bygger Camilla Andresen sine formodninger på andre forskeres data. De har fundet grus og småsten i sedimenterne ud for den irske vestkyst. Aflejringerne kan kun være kommet den lange vej fra Grønland som blind
passager i isen, hvor de har været mast
ind og frosset fast. Efterhånden som isen
smeltede, dryssede stenene ned på havbunden langt fra deres oprindelse.
Kontroversiel teori
Camilla Andresen er meget forsigtig, når
hun skal pege på årsager til dette fænomen. En af forklaringerne kunne være variationer i solaktiviteten, som forstyrrer
Jordens naturlige system. Hun siger:
- Nogle forskere ser et sammenfald
mellem lav solaktivitet og kuldeperioder.
Mit materiale viser også dette sammenfald, men jeg har desværre ikke statistisk
belæg for at drage denne konklusion. Jeg
må nøjes med at konstatere, at det kunne
være en mulig forklaring. Det er dog nok
mere sandsynligt, at det er dannelsen af
kraftige højtryk og lavtryk over Grønland
og Barentshavet, der styrer vindene og de
store ismassers transport ud i Atlanten.
Alligevel vil jeg ikke helt udelukke, at solaktiviteten gennem processer i atmosfæren kunne tænkes at have en vis indflydelse på trykfordelingen.
Uffe Wilken
Geologerne arbejdede på den
isdækkede sø tæt på Kap Farvel
med at bore sedimentkerner ud.
Polarfronten 1/04
Kontakt: Camilla Snowman Andresen,
camilla.andresen@geol.lu.se
Fanger på fri fod
Grønland har ingen lukkede fængsler. De indsatte – også personer dømt for
drab og voldtægt - sidder i åbne anstalter, går på arbejde og har udgangstilladelse jævnligt. Men måske står en af verdens mest liberale kriminallove for fald.
Den grønlandske kriminallov har forbløffet mange gennem årene. Senest en amerikansk journalist fra en stor New Yorkavis, som undrende kunne fortælle sine
læsere, hvordan mord- og voldsdømte
grønlændere færdes frit i lokalsamfundet, har arbejde og går på jagt. Cand. scient. soc. Annemette Lauritsen, som har
skrevet speciale om den grønlandske kriminallov, har mødt reaktionerne ofte:
- Nogle tror, at de indsatte kan komme
og gå, som de vil. Men det passer ikke. De
går på arbejde og har udgang nogle aftener om ugen, men bliver låst inde om natten og skal indtage alle deres måltider på
anstalten.
Gerningsmanden i centrum
Den arktiske havis har tidligere kortvarigt været på besøg langt nede i Nordatlanten. Camilla Snowman forestiller sig, at det er sket i perioder med specielt store mængder havis fra
Østgrønland og Det Arktiske Ocean kombineret med kraftige, nordlige vinde. De enorme
mængder is har sammen med de kolde vinde
påvirket klimaet lige fra Sydgrønland til Irland
og Nordeuropa.
Den meget liberale kriminallov afspejler
nogle grundlæggende forskelle i forhold
til f.eks. den danske straffelov. I Danmark
ser domstolene på gerningen, som bliver
takseret til frihedsberøvelse i en bestemt
periode ud fra den strafferamme, loven
opstiller.
I Grønland tager man udgangspunkt i
gerningsmanden og lader f.eks. hans livsforløb og sociale netværk påvirke udmålingen af anbringelsen. Samtidig bygger
den grønlandske kriminallov på resocialiseringsprincippet, der indebærer, at man
forsøger at forebygge, at forbrydelsen gentages, og lader den kriminelle forblive en
del af samfundet under afsoningen.
Det betyder, at en person, der har begået en personfarlig forbrydelse som voldtægt, drab eller grov vold, som regel bliver anbragt i en af Grønlands fire, åbne anstalter, mens et mindre antal bliver sendt
til Danmark til afsoning i fængslet i Herstedvester på ubestemt tid (se artiklen s. 4).
Begyndende kritik
Loven blev gennemført efter den juridiske
ekspedition i 1948, som havde undersøgt
sædvaner på retsområdet i Grønland og
fundet ud af, at den traditionelle konflikt-
løsning byggede på at beholde lovovertræderen i samfundet.
Annemette Lauritsen mener, at det åbne
system har fungeret rimelig godt, og at
de fleste grønlændere til dels har accepteret de regler, de er blevet pålagt, selvom de
måske ikke inderst inde har billiget dem.
Men samtidig peger hun på, at der er et
holdningsskifte på vej, så flere åbent begynder at kritisere systemet. Hun mener,
at det sandsynligvis hænger sammen
med, at kriminaliteten har ændret karakter gennem årene og er blevet mere rå.
- Jeg synes også, det er et problem, at
resocialiseringen, som kan være et springbræt ud af en social deroute for den kriminelle, for mange grønlændere synes at
foregå på bekostning af andre marginaliserede grupper, som ikke får den samme
hjælp, understreger Annemette Lauritsen.
Betænkning på vej
En af foregangsmændene bag kriminalloven, Verner Goldschmidt, kaldte i sin tid
loven for et socialt eksperiment, for han
forudså, at det grønlandske samfund og
dermed kriminaliteten ville ændre sig
markant i fremtiden. Det blev derfor indskrevet i loven, at den skulle følges op af
videnskabelige undersøgelser.
Det skete imidlertid først med nedsættelsen af Retsvæsenskommissionen for
10 år siden. Kommissionens arbejde er
trukket ud, og den afsluttende betænkning har været længe undervejs,. Det er
ifølge Annemette Lauritsen et problem,
fordi en del af dens data stammer fra undersøgelser fra midten af 1990’erne. Den
sidste udmelding er, at betænkningen er
på trapperne og vil komme i april.
Foreløbig har Retsvæsenskommissionen lagt op til, at den vil anbefale, at der
oprettes to lukkede anstalter i Grønland
og en ny åben anstalt på østkysten.
Poul Erik Philbert
Kontakt: Annemette Lauritsen,
tlf. 22 84 70 17, annemette@2night.dk
7
Verdens mest
besværlige lodskud
I maj 2004 vil fem mand indhøste de første danske erfaringer med at måle havdybden i Polhavet. Der
er tale om et logistisk kompliceret projekt, som har krævet et halvt års planlægning.
Nu om dage er det forholdsvis enkelt at foretage et
lodskud af vanddybden. Det sker med et ekkolod, som
man for mindre end et par tusind kroner kan købe i
stort set hver en lystbådehavn i Danmark. Anskaffer
man også GPS (instrument til satellitbaseret positionsbestemmelse) til andre to tusinde kroner, kan man gå
i gang med sin helt egen lille havopmåling.
Det hele bliver en anelse mere besværligt, når man
skal foretage havopmåling i Polhavet, blot 550 km fra
Nordpolen, i et farvand fyldt med havis på op til 5 meters tykkelse, med store isskruninger og vanddybder
på op til 2,5 km.
Flere mulige modeller
Det er udfordringen for fem specialister fra Grønland,
Danmark og Canada, når de som et pilotprojekt inden
for Kontinentalsokkelprojektet i maj måned skal undersøge mulighederne for at måle vanddybder fra Polhavets is. Der kan på et senere tidspunkt blive behov
for mere systematiske målinger af vanddybden fra
Det danske havopmålingsprojekt i Polhavet har den
canadiske station Alert som base. Selve målearbejdet
foregår fra en islejr ude i Polhavet 700 kilometer fra Alert.
Islejr
Dybdemålinger
Alert
Polarfronten 1/04
havisen i Polhavet, og det er derfor væsentligt at udvikle en hurtig og præcis teknik til dette.
Planlægningen af søopmålingen er lige nu i gang i
Farvandsvæsnet. Søopmåler Morten Sølvsten fortæller:
- Det vil være ideelt, hvis vi kan foretage lodskuddene direkte fra isens overflade igennem den tykke
havis. Denne teknik er tidligere testet på lavere vanddybder og i ferskvand, men aldrig i havvand på 2,5 kilometers dybde. Kan vi ikke foretage målingerne fra
isens overflade, må vi bore huller, så vi kan få ekkoloddets måler ned under isen. Vi arbejder for øjeblikket med to mulige isboresystemer, og for at være
bedst muligt forberedt vil vi i marts eller april teste
alt udstyret på havisen ud for Kangerlussuaq (Søndre
Strømfjord) i Grønland.
Rejsen til Polhavet
Dansk Polarcenters logistiker Jørgen Skafte står for den
praktiske planlægning af ekspeditionen. Han fortæller:
- Basen for opmålingsprojektet bliver det canadiske
forsvars station Alert på Ellesmere Island, og rejsen
hertil foregår med almindeligt rutefly til Qaanaaq
(Thule) i det nordlige Grønland og herfra videre med
specialfly til Alert.
Operationerne ude i Polhavet skal foregå med helikopter, men det kræver, at der i forvejen bliver udlagt
depoter med brændstof, da det ikke er muligt for helikopteren at flyve fra Alert til opmålingsstedet og tilbage igen uden at tanke undervejs.
Projektet køber flybrændstoffet på Thule Air Base til
ca. 4 kr. pr. liter, og herfra bliver det transporteret
videre til Alert med et Hercules-transportfly med ski.
Transporten fra Alert til positionerne i Polhavet vil
ske med en Twin-Otter. Den er velegnet, fordi den kun
behøver cirka 100 meters rimelig plan havis for at lande og starte og på en enkelt flyvning kan transportere ca. 1200 liter flybrændstof de 700 km ud i Polhavet.
Endelig skal alt uforbrugt brændstof tilbage til Alert
ved projektets afslutning. Medregner man udgiften til
transport og radiomærkning, bliver prisen på brændstof i Polhavet ca. 45 kr. pr. liter. Den anvendte helikopter sluger ca. 150 liter pr. time.
Foto: Magnus Elander
Det er en stor logistisk opgave at måle havdybden i Polhavet. Arbejdet på isen
Samarbejde sparer ressourcer
støttes af helikoptere, mens brændstoffet flyves ud på isen med Twin-Otter-fly
Når man arbejder med omkostningstunge ekspeditioner i fjerne og svært tilgængelige egne, er der mange penge at spare, hvis udgifterne kan deles mellem
flere projekter.
Kontinentalsokkelprojektet har slået sig sammen
med et EU-finansieret forskningsprojekt, GreenIce,
med dansk, tysk og engelsk deltagelse. GreenIce-forskerne skal arbejde med forskellige teknikker til at
måle havisens tykkelse i Polhavet og har planlagt at
anlægge en lejr til ca. 10 personer på havisen.
Det giver Kontinentalsokkelprojektet en mulighed
for at anvende islejren til brændstofdepot. Desuden
vil en logistiker fra projektet deltage i driften af islejren, og det kan vise sig nyttigt, hvis der senere bliver
brug for at anlægge en selvstændig islejr i Polhavet.
(billedet), som er velegnede til disse transporter, fordi de kun behøver ca. 100
meter plan havis for at lande og lette.
Havretskonventionens Artikel 76
FN’s havretskonvention af 1982 opstiller reglerne for fordeling af havbunden uden
for 200 sømil-grænsen. Konventionens Artikel 76 definerer den juridiske kontinentalsokkel, som er det område, hvor en nation kan kræve eneret på havbundens ressourcer. Den juridiske kontinentalsokkel er defineret på basis af de geologiske og topografiske forhold på havbunden.
Den 29. april 2003 besluttede Folketinget, at Danmark skal ratificere FN’s havretskonvention. Efterfølgende har også Færøernes Lagting og Grønlands Landsting tiltrådt denne beslutning.
Fra tidspunktet for ratifikationen, som formelt forventes gennemført i 2004, har
Hektiske dage på isen
vi 10 år til at fremsætte krav om nye havbundsområder ud over 200 sømil-græn-
Hele projektet vil blive gennemført inden for fjorten
dage i maj. Timingen er kritisk. Det er bedst at lande
med fly på Polhavets is i vinterperioden, hvor sneen
er tør og fast. Men polarnattens mørke gør det i denne periode umuligt for piloterne at finde egnede landingspladser. Kompromisset er at foretage målingerne i det korte forår, hvor solen står højt på himlen
næsten hele døgnet og der stadig er sikkerhed for
frost og relativt stabil is.
Ekspeditionsdeltagerne vil, mens de er i Polhavet
fra 11. til 27. maj, dagligt sende beretninger, som vil
blive bragt på Kontinentalsokkelprojektets hjemmeside: www.a76.dk.
sen. For Danmark, Færøerne og Grønland er der fem interessante områder, heri-
Morten Rasch
blandt selve Nordpolen. For at kunne dokumentere kravet om retten til nye havbundsområder har Videnskabsministeriet igangsat et Kontinentalsokkelprojekt i
samarbejde med det færøske Landsstyre og det grønlandske Hjemmestyre og
med deltagelse af danske, færøske og grønlandske institutioner. Kontinentalsokkelprojektet skal identificere de områder, hvor krav om retten til nye havbundsområder kan fremsættes, samt indsamle, tolke og dokumentere de nødvendige
data for en kravfremsættelse over for FN.
Polhavet nord for Grønland er et af de områder, hvor Rigsfællesskabet vil have
mulighed for at udvide sit territorium. Det er i denne sammenhæng væsentligt at
vise, at den såkaldte Lomonosov Ryg er en kontinentalplade, som naturligt hænger sammen med Grønland. Dette er baggrunden for de planlagte undersøgelser
ud for Nordgrønland, som startes i 2004 og som foreløbigt er planlagt til at fortsætte i 2005 og 2006.
9
Polarfisk i nettet
Vi ved ikke særlig meget om fiskebestandene i de østgrønlandske fjorde.
Det råder nordiske forskere bod på i disse år, hvor de fra forskningsskibet
’Jan Mayen’ kortlægger området fra Danmarkshavn til Scoresbysund.
Et hold nordiske fiskebiologer har taget
hul på den første, store kortlægning af fiskebestandene i de østgrønlandske fjorde
og kystområder. Med det isforstærkede
forskningsskib ’Jan Mayen’ lykkedes det i
begyndelsen af oktober, et tidspunkt hvor
isen normalt er på sit mindste, at trænge
ind i fjordene og indsamle fiske- og vandprøver fra 20 udvalgte positioner på strækningen fra Danmarkshavn til Eskimonæs.
Vi ved meget lidt
Ombord på ’Jan Mayen’ var - foruden besætningen på 11 mand - 15 forskere og
studerende, hvoraf flertallet kommer fra
universiteterne i Tromsø og København.
Projektets nordiske indhold blev yderligere understreget af forskere fra Island
og Grønland, mens det internationale islæt kom fra Italien og Rusland.
Projektets leder, fiskebiologen Jørgen
Schou Christiansen, er dansker, men har
været ansat på Tromsø Universitet siden
1985. Han understreger, at det er en af de
hvide pletter på forskningens landkort,
man forsøger at fjerne med det såkaldte
TUNU-projekt:
- Vi ved meget lidt om fiskebestandene
i Nordøstgrønland, og den viden, vi har,
stammer hovedsagelig fra analyser af maveindholdet fra sæler og fugle. Samtidig
er der et klart behov for at undersøge,
hvordan de aktuelle klimaændringer med
højere temperaturer, mindre havis og et
voksende ferskvandsindhold i fjordene
TUNU-projektets togter foregår på Tromsø
Universitets ’Jan Mayen’, som er Norges
eneste isforstærkede forskningsfartøj. Skibet
er 70 meter langt og er en ombygget trawler.
Fryserummet er ombygget til kahytter til de
videnskabelige medarbejdere, og der er et
auditorium med plads til 30 personer.
Polarfronten 1/04
påvirker fiskebestanden og de fiskearter,
som er tilpasset arktiske forhold.
Forskerne undersøger ikke blot fisk,
men vil også indsamle data om havdybde, vandtemperaturer og saltholdighed.
Målet er at dække de 800 km i fugleflugt
fra Danmarkshavn til Scoresbysund. Det
første store togt i 2003 og nogle indledende undersøgelser i 2002 er i hus, og de vil
så i de kommende år blive fulgt op af tre
store togter, som skal dække den resterende strækning til Scoresbysund.
Det er vigtigt at have sammenlignelige
data fra flere år. Det sikrer forskerne ved
hvert år at indlægge et overlap, hvor en
række af forrige års prøvetagninger bliver
gentaget, og ved at reservere hele det sidFoto: Henrik Schurmann
ste togt til et nyt besøg på de mest interessante prøvesteder fra de foregående
års togter.
Polarfisk er klimafølsomme
Vi må vente på de nye forskningsresultater, til togterne er afsluttet. Men foreløbig
er det kommet bag på forskerne, at istorsken er så udbredt i Østgrønlands fjorde.
Man møder den dog især inderst i fjordene, hvor vandets er koldest. Længere ude
bliver den gradvist afløst af polartorsken,
som er mere fleksibel i forhold til vandtemperaturerne.
- Polarfisk er som helhed meget følsomme over for klimaændringer, så selv
små temperaturændringer på 1/2° kan på-
Jordskælv giver viden om
Nordgrønlands undergrund
virke udbredelsesområdet for fiskene
markant, siger Jørgen S. Christiansen. Og
det vil igen have konsekvenser for hele
økosystemet. Man må ikke glemme, at
polartorsk og istorsk indgår centralt i næringskæden, hvor de er bindeleddet mellem plankton og krebsdyr og de større
havpattedyr.
TUNU-programmet har modtaget støtte fra Nordic Arctic Research Programme
(NARP) og vil i fremtiden blive støttet af
Nordisk Forskeruddannelsesakademi
(NORFA).
Poul-Erik Philbert
Kontakt: Jørgen S. Christiansen, Tromsø
Universitet, joergenc@nfh.uit.no
Danske geofysikere måler tykkelsen af Grønlands jordskorpe ved hjælp af
jordskælv i f.eks. Tyrkiet, Filippinerne og Costa Rica. Det kan give en helt
nødvendig viden om jordskorpen i Nordgrønland.
I sommeren 1999 skete et større jordskælv
i Tyrkiet. 20 minutter senere blev de nu
meget dæmpede rystelser registreret af
et måleinstrument på Station Alert på Ellesmere Island i det nordlige Canada,
4.818 km fra Tyrkiet. Og yderligere 50 sekunder senere blev rystelserne registreret på Station Nord i det nordøstligste
Grønland.
Efter en del regnearbejde kan disse data fortælle om tykkelsen af de øverste par
hundrede kilometer af undergrunden i
det allernordligste Grønland. Det kan blive en vigtig viden, når Rigsfællesskabet
skal sikre sig rettighederne til havbunden nord for Grønland.
Viden om undergrunden er vigtig
Det er geofysikerne Trine Dahl-Jensen
(Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelser) og Tine Larsen (Kort- og Matrikelstyrelsen), som har udviklet teknikken til at måle Grønlands dybe undergrund ved hjælp af rystelser fra jordskælv
fjernt fra Grønland (se også Polarfronten
4/03 s. 17). Foreløbig har deres arbejde
gjort det muligt at kortlægge Grønlands
undergrund langt under Indlandsisen.
De to forskere registrerer rystelserne
fra jordskælv med meget fintfølende instrumenter, såkaldte seismografer, og de
kan herefter ud fra rystelsernes udbredelseshastighed ikke alene beregne tykkelsen af jordskorpen ved hver seismograf, men også de dybere strukturer ned
til nogle hundrede kilometer på strækningen imellem jordskælvet og seismograferne.
I forbindelse med Kontinentalsokkelprojektet (se side 8) får de to forskeres
målinger en meget direkte praktisk be-
tydning. De kan give den helt nødvendige viden om undergrunden i det allernordligste Grønland, hvis Danmark i
fremtiden skal stille krav om nye havområder nord for Grønland. Ved at supplere
de nuværende seismografer ved Alert og
Station Nord med yderligere tre seismografer i Nordgrønland, vil de to forskere
om nogle år være i stand til at beregne
tykkelsen af jordskorpen i dette område.
Vindmøller og solpaneler i ødemarken
Det er ikke nogen simpel sag at opstille
seismografer i det allernordligste Grønland. Der er tale om uhyre fintfølende instrumenter, som skal placeres på et stabilt underlag og forsynes med strøm året
rundt. Seismograferne skal sættes ud i
august 2004, og det bliver Trine Dahl-Jensen, der sammen med logistiker Jørgen
Skafte fra Dansk Polarcenter og geofysiker Peter Voss fra KMS skal stå for arbejdet i den nordgrønlandske ødemark. De
skal støbe fundamenter til seismograferne og etablere strømforsyning ved hjælp
af vindmøller og solpaneler. Til sidst skal
de placere det fintfølende instrument
uhyre præcist og have det sat igang.
De første data kan indhentes fra seismograferne i 2005, men om de gør det muligt at beregne tykkelsen af jordskorpen
afhænger helt af, om der har været tilstrækkeligt mange større jordskælv med
den rette geografiske placering. Det er imidlertid planlagt, at seismograferne skal
blive stående til 2007, og til den tid regner Trine Dahl-Jensen helt sikkert med at
have nok data til sine beregninger.
Morten Rasch
11
Strabadser på havisen
Ambitiøst forskningsprojekt med deltagelse af danske eventyrere og grønlandske fangere fra Qaanaaq skal
kaste lys over sammenhængen mellem gener, miljø og moderne livsstilssygdomme. 16 danske forsøgspersoner kan se frem til syv, hårde
uger på havisen i Nordvestgrønland,
men også en oplevelse for livet.
Det summer af højspændt aktivitet på
Rigshospitalets Center for Muskelforskning (CMRC). De endelige forberedelser
til den store Greenland Expedition 2004,
som løber af stablen fra 15. marts til 1.
maj i og omkring Qaanaaq og Thule Air
Base i det nordvestligste Grønland, er i
fuld gang. Da Polarfronten lægger vejen
forbi centret, er det Rasmus, 29 år, og Kira, 33 år, der lægger krop til nogle af de
indledende tests, som alle de 16 udvalgte
forsøgspersoner skal igennem, inden de i
samlet flok drager nordpå for at tilbringe
syv uger på ski – kun afbrudt af et par afstikkere til det til lejligheden indrettede
Fotos: Grønlandsekspeditionen 2004
Forskerne håber, at ekspeditionen vil give ny viden om sammenhængen mellem gener, miljø og
moderne livsstilssygdomme.
laboratorium på Thule Air Base, hvor supplerende forsøg skal gennemføres. Også
Kronprins Frederik, der er protektor for
projektet, kigger forbi aktiviteterne denne
eftermiddag og følger interesseret med
fra sidelinjen.
Det er en dansk forskergruppe ledet af
den internationalt, højt anerkendte muskelforsker, professor Bengt Saltin, der
står bag det ambitiøse projekt. Formålet
er at finde ud af hvilken sammenhæng,
der er mellem genetiske og miljømæssige faktorer som kost og fysisk aktivitet
og livsstilssygdomme som type II-diabetes og hjerte- og karsygdomme.
Selvom moderne livsstilssygdomme de
senere år har været på fremmarch i Grønland, er forekomsten af f.eks. type II-diabetes nærmest ikke-eksisterende blandt
de grønlændere, der har fastholdt en oprindelig livsstil og altovervejende lever af
traditionel, arktisk kost.
Forskerne fandt ingen tegn på type II-diabetes
blandt de grønlandske forsøgspersoner.
Polarfronten 1/04
Genetisk eller kulturel forklaring
I efteråret gennemførte forskerholdet indledende undersøgelser af 20 grønlændere
fra Qaanaaq-området, som i videnskabens
navn beredvilligt stillede sig til rådighed.
Ligesom de danske deltagere blev de underkastet en række fysiologiske forsøg, og
forskerne fandt på baggrund heraf ingen
tendenser til f.eks. type II-diabetes.
- Ved fangerforeningens hjælp lykkedes det at finde frem til en gruppe grønlændere, der overvejende spiser sæl, hval,
fisk og fugl, og som stadig lever som aktive fangere. Deres kost er meget fedt- og
proteinholdig, men der er ingen tegn på,
at de bliver syge af at spise, som de gør.
Spørgsmålet er, om det har en genetisk
eller kulturel forklaring – eller begge dele, siger Hans Søndergaard, der sammen
med Jørgen W. Helge spiller en central
rolle i CMRC’s projektgruppe.
Forskerne mener, at fangerne – fordi
de selv jager føden – ligger inde med nøglen til en forståelse af, hvordan tilværelsens oprindelige vilkår var for mennesket.
Hvis man kan finde ud af, hvorfor fangerne kan lagre enorme mængder fedt i kroppen og forbruge det, uden at de udvikler
livsstilssygdomme, giver det bedre muligheder for at forebygge fedme og deraf
afledte sygdomme, som den vestlige verdens befolkninger kæmper med i disse år.
CMRC’s leder Bengt Saltin har netop
været en af drivkræfterne bag Sundhedsstyrelsens nyligt udkomne bog FYSISK
AKTIVITET – håndbog om forebyggelse og
behandling, der indeholder dokumentation for, at fysisk aktivitet ikke blot fremmer sundhed og forebyggelse, men tillige
er effektiv i behandlingsøjemed. For at
forhindre en eksplosion i fedmerelaterede
sygdomme anbefaler bogen bl.a., at motion fremover ordineres på recept.
Igennem nåleøjet
Af de ca. 700 ansøgere, der henvendte sig
med ønsket om at deltage i ekspeditionen, slap kun 16 – ti mænd og seks kvinder – gennem nåleøjet. Det udvalgte hold
spænder aldersmæssigt fra 22-46 år, og
det tæller bl.a. en del studerende inden
for så forskellige fag som filosofi, medicin og idræt og en dyrlæge, en skuespiller, en kommunikationschef og en forlagssekretær.
- Vi har udvalgt det endelige hold ud
fra både individuelle og kollektive kriterier. F.eks. har vi lagt vægt på, at deltagerne har en rimelig kondition uden dog
at være toptrænede. Erfaring med forsøg
af lignende art og interesse for projektets
overordnede videnskabelige mål er også
blevet betragtet som et plus, siger Hans
Søndergaard, der er meget tilfreds med
det endelige holds sammensætning.
Kira, der er uddannet fysioterapeut, er
ankommet fastende til centret tidligt denne morgen. Hun har netop fået indlagt
katetre i en større vene ved armhulen og
i lysken og skal nu hvile i to timer, inden
hun skal arbejde to timer i en kombineret arm-ben-cykel. I løbet af dette forsøg
tages der blodprøver, og puls og iltoptagelse måles med jævne mellemrum. Først
sent på aftenen - efter en afsluttende
vævsprøve og fjernelse af katetrene - er
hun klar til at lægge strabadserne bag sig
og vende næsen hjemad.
I et andet af centrets mange forsøgsrum ligger Rasmus, der for at kunne deltage i den indledende forsøgsfase må
pendle mellem København og Århus, hvor
han bor og arbejder i en forretning, som
handler med friluftsudstyr. Inden han
skal på cyklen i en time, får han taget to
af de i alt ca. 30 muskelbiopsier fra arm
og lår, som forsøgspersonerne skal igennem i løbet af projektet.
Begge klarer forsøgene i stiv arm. De
ser især frem til at opleve den unikke
grønlandske natur og tager det som en
kærkommen udfordring at skulle tilbringe knap 50 dage på ski med en 80-100 kilo tung pulk på slæb efter sig.
Fangere og DR med på hundeslæde
Blandt de 16 udvalgte hersker der generelt en forventningens glæde, men også
respekt for de strabadser, som uvægerligt
venter forude på den golde og øde havis.
Arrangørerne har sørget for, at deltagerne inden afrejsen er blevet godt informeret om, hvordan f.eks. kulden og kuldeskader bedst takles. Også fif om, hvordan
man undgår at havne i en issprække, og
hvordan man klarer en pivende snestorm,
er blevet videregivet til deltagerne af forskellige erfarne ’polarfarere’, som enten
er fast tilknyttet projektet eller hidkaldt
til lejligheden.
Projektledelsen garanterer i det hele taget høj sikkerhed for de udvalgte forsøgspersoner. På skituren inddeles de i to hold,
der hver følges at to fangere på hundeslæde. Herudover følger Danmarks Radio
også med fra en hundeslæde, således at
hvert hold er flankeret af to hundeslæder.
- Det har været vigtigt for os at inddrage grønlænderne i ekspeditionens praktiske organisering frem for at stille i Qaanaaq med et dansk team. De kender området ud og ind og er meget dygtige til
både at forudse eventuelle farer og forhindre ulykker, siger Hans Søndergaard.
At der er en særlig aura over CMRC’s
forskningsprojekt i det højarktiske understreges netop af den store medieinteresse, som især DR med en storstilet
tv-satsning har vist. Og med en kongelig
protektor er alle muligheder til stede for
at få budskabet ’motion er vigtigt’ ud til
offentligheden.
Jane Tolstrup
Læs mere på www.ex2004.dk
Kontakt: Hans Søndergaard, hans@cmrc.dk
I løbet af projektet skal deltagerne lægge krop
til indlæggelse af katere, ca. 30 muskelbiopsier og et utal af blodprøver.
13
Foto: Grønlands Nationalmuseum
Grønlandsk
rusmiddelundersøgelse
gennemført
Mumie fra Qilakitsoq
Mumier
fundet i Sibirien
I Sibirien har russiske forskere gravet 34
mumificerede lig frem af den permafrosne jord. Fundene er gjort ved en begravelsesplads nær landsbyen Zelenij Jar, der
ligger få kilometer syd for Polarcirklen.
Mumierne er ca. 1000 år gamle og bærer
kobbermasker, ringe og metalplader.
Ifølge dr. Natalia Fedorova, der leder
undersøgelserne i området, tyder alt på,
at ligene – til forskel fra de velkendte ægyptiske mumier – er mumificerede ved
en tilfældighed. De blev fundet indsvøbt i
rensdyrpelse og skind af bævere, ulve og
bjørne og er ikke lige velbevarede. Nogle
mangler hovedet, og flere skeletter er
sønderbrudte. Dr. Fedorova gætter på, at
ødelæggelserne enten er skabt med vilje
for at beskytte de døde mod ånder, eller
at de er resultatet af gravrøverier. Flere af
de afdøde har tilsyneladende været kri-
Polarfronten 1/04
gere, da der er fundet jernknive i resterne af de udgravede trækister.
Det er ikke første gang, at der bliver
fundet mumificerede lig i Arktis. Ikke bare er der tidligere fundet mumier i Sibirien og Canada. Også i Grønland er der
gjort fund af lignende art. I 1953 blev der
fundet seks mumier i nogle huler ved Pisissarfik i Nuuk-området, og i 1972 blev
de meget omtalte Qilakitsoq-mumier –
seks kvinder og to børn – fundet i en
klippespalte ved Qilakitsoq i Vestgrønland. Fundene var unikke og fik stor betydning for den videre udforskning af
Grønlands historie. Også for den grønlandske befolkning blev mumierne af
stor værdi, da de bl.a. dokumenterede
forfædrenes håndværksmæssige kunnen.
Grønlands Statistik har i samarbejde
med det grønlandske forebyggelsesråd,
Paarisa, gennemført en undersøgelse af
grønlandske unges forbrug af cigaretter,
alkohol og narkotika.
Undersøgelsen konkluderer, at 4 ud af
10 skoleelever i alderen 14-17 år kan betegnes som rygere. Pigerne starter tidligere end drengene, og de ryger også mere. Generelt er der en tendens til, at unge
i Vestgrønland ryger mere end unge i
Østgrønland. Det hænger efter al sandsynlighed sammen med, at det er lettere
at købe cigaretter i byerne i Vestgrønland.
Tankevækkende er det, at ca. en fjerdedel erklærer sig uvidende om risikoen
ved rygning. Det er også bemærkelsesværdigt, at de rent dansksprogede vurderer risikoen ved at ryge markant højere end de rent grønlandsksprogede.
Ser man på forbruget af alkohol, er der
ligeledes en overvægt af rent dansksprogede, der betragter det som skadeligt at
have et stort forbrug. Mens 45% af de rent
dansksprogede anerkender, at der er en
stor risiko forbundet med stort forbrug
af alkohol, gælder dette kun for 22% af
de rent grønlandsksprogede. Generelt viser undersøgelsen, at de unge drikker for
at blive fulde, og at de først og fremmest
drikker sammen med andre. Op mod
halvdelen af de adspurgte angiver at have
været fulde inden for den sidste måned.
Undersøgelsen viser også, at 25% har
prøvet at ryge hash, mens 21% har prøvet at sniffe. Hashforbruget stiger jo sydligere, man kommer, hvilket måske hænger sammen med, at det er lettere at skaffe hash i byerne end i bygderne.
Undersøgelsen er et led i det fælleseuropæiske projekt ESPAD, der indledtes
i 1995 med det formål at kortlægge skoleelevers forbrug af rusmidler i 26 lande.
Kommentar:
Af Jens Peter Lange
Grønland får ny
fuglebekendtgørelse
Det grønlandske Landsstyre har i januar
vedtaget en ny fuglebekendtgørelse, der
er trådt i kraft d. 15. februar 2004. Bekendtgørelsen er kulminationen på en
intens debat, der er foregået siden 2001,
hvor det grønlandske landsstyre vedtog
den foregående fuglebekendtgørelse, der
introducerede en række stramninger. Fokus har især rettet sig mod de mest udnyttede arter som edderfugl, kongeedderfugl og polarlomvie.
Efter at bekendtgørelsen i 2001 blev vedtaget, gav Landsstyret i 2003 en række dispensationer, og det blev derfor igen tilladt at fange visse fuglearter til langt ind
i foråret. I de nordligste og østlige egne
endda helt ind i sommermånederne.
Den nyligt vedtagne fuglebekendtgørelse er et kompromis mellem udnyttelses- og beskyttelsesinteresser. Efterårsog vinterjagten på polarlomvie, atlantisk
lomvie, edderfugl og kongeedderfugl forlænges med 14 dage i forhold til bekendtgørelsen i 2001, så der nu kan fanges lovligt frem til ultimo februar. Derudover er
der sat en øvre grænse for, hvor mange
fugle der må skydes om dagen. Der vil
stadig være mulighed for forårsjagt i de
nordligste og østligste egne, men også
her er der fastsat kvoter for at begrænse
fangsten. Den nye fuglebekendtgørelse
indeholder derudover som noget nyt et
forbud mod at sælge fugle, der er fanget
som bifangst ved fiskeri.
I yngletiden er det stadig forbudt at
frembringe forstyrrelser inden for en afstand på 5000 meter fra en fuglekoloni,
hvis kolonien bebos af blandt andet lomvier og rider, og 200 meter, hvis kolonien
er en ø eller en halvø, der er beboet af
blandt andet edderfugle, kongeedderfugle eller havterner. Derudover er tretten
lokaliteter fra 1. maj til 31. august fredet
mod ilandstigning og færdsel i en afstand
af 500 meter.
Et lokalt fingeraftryk på
fuglebekendtgørelsen
Miljøorganisationen Uppik er tilfreds med den nye fuglebekendtgørelse. Uppiks
formand Jens Peter Lange mener, at den sikrer en bæredygtig udvikling, men
efterlyser på længere sigt, at bekendtgørelsen får en kraftigere lokal forankring og tager flere lokale hensyn.
Uppik har deltaget aktivt i forarbejdet til
den nye, grønlandske fuglebekendtgørelse, som blev vedtaget i januar måned i år.
Vi er grundlæggende meget tilfreds med
resultatet, som ikke ligger så langt fra
den forrige bekendtgørelse fra 2001. Selv
om jagttiderne nord for Kangatsiaq er udvidet med 14 dage i forhold til bekendtgørelsen fra 2001, mener vi stadig, at den
nye bekendtgørelse giver et godt grundlag for en bæredygtig udnyttelse af Grønlands fuglearter. Det samme gælder den
udvidelse af jagtperioden, som er indført
for Thule-området og Østgrønland, hvor
de ellers truede arter, lomvien og edderfuglen, findes i rigeligt antal.
I Uppik kunne vi imidlertid godt have
ønsket, at der var flere lokale variationer
i bekendtgørelsen. For eksempel mener
vi, at problemet med de mest truede arter, polarlomvien og edderfuglen, er størst
nord for Kangatsiaq. Jeg kunne forestille
mig, at man kunne lette beskyttelsen af
nogle af de andre ikke-truede fuglearter,
bl.a. riderne, i dette område, fordi det ville øge jagtmulighederne uden at ramme
bæredygtigheden. På den måde kunne en
større lokal administration af fuglebekendtgørelsen lette trykket på fangerne.
Som det er i dag, vil det imidlertid være
svært at administrere en lov, som stiller
forskellige krav til regionerne og lokalområderne. Kommunerne har ikke den nødvendige kompetence, der for øjeblikket
ligger i Nuuk. Derfor vil vi i Uppik arbejde
for, at der etableres miljø- og naturud-
valg i kommunerne, som i fremtiden kan
administrere en mere lokal naturforvaltning og sikre, at dialogen mellem politikere, administratorer og befolkning udvides.
En anden vej frem er, at vi sikrer de store, fredede områder – Ramsarområderne
– så de reelt kommer til at fungere som
fredede områder. Det gør de ikke på nuværende tidspunkt. Ved Grønne Ejland i Disko-området giver det f.eks. stadig problemer, at der bliver fisket tæt op til fuglenes ynglepladser. Det kunne hjælpe med
en tomilegrænse. En effektiv fredning af
Ramsarområderne ville sikre, at ynglestederne blev beskyttede, og det ville give
mulighed for at revidere fuglebekendtgørelsen, så den kunne tage lokale hensyn og bygge på en lokal administration.
Det har været meget positivt at opleve
diskussionerne op til fuglebekendtgørelsen. Tidligere var det sådan, at forskerne
og embedsmændene leverede materialet
til de love, som politikerne gennemførte.
Befolkningen blev ikke hørt. Sådan har
det ikke været denne gang. Mange har
deltaget i møderne og høringerne om fuglebekendtgørelsen, og det har fået flere i
Grønland til at tænke i beskyttelsesbaner
og forstå, hvad en bæredygtig udvikling
vil sige. Jeg tror, at denne udvikling betyder, at mange flere i fremtiden vil få øjnene op for, at det at være med i en debat betyder, at man tager et ansvar.
Jens Peter Lange er formand for miljøorganisationen Uppik. Kontakt: uppik@uppik.org
15
Foto: Magnus Elander
I konstant bevægelse
Københavns Zoo skal have nye isbjørne. Det giver anledning til, ud fra den viden forskerne har om
isbjørnens adfærd, at stille spørgsmålet, hvordan den klarer et liv i fangenskab.
Beboerne i Københavns Zoo’s isbjørnegrotte er ved at
være mætte af dage. 32 og 33 år er de efterhånden
blevet, og det er en høj alder for isbjørne. Zoologisk
Have er derfor i fuld gang med at finde et par unge
afløsere til at overtage pladsen i den ubrudte række
af isbjørne, haven har haft siden åbningen i 1859.
I sin søgen har Zoo også været en tur omkring
Grønland, men Grønlands Hjemmestyre har sagt nej
til at levere isbjørne til Zoo. Begrundelsen er, at den
grønlandske bestand er overudnyttet, og at det på
den baggrund ikke er fornuftigt at indfange bjørne til
Zoo. Hjemmestyret har også peget på, at det er uetisk
at tage et vildt dyr og sætte det i fangenskab.
Dårligt egnet til Zoo
Seniorforsker Erik W. Born fra Grønlands Naturinstitut har fra mange års forskning et indgående kendskab til isbjørnens adfærd. Han siger:
- Isbjørnen har gennem et par millioner år tilpasset sig livet på havisen og har lært at overleve i nogle
meget omskiftelige og barske omgivelser. Føden er
sparsom og uforudsigelig, fordi sælerne skifter opholdssted, når isen ændrer sig, og det betyder at isbjørnen har udviklet sig til at kunne krydse rundt i et
kæmpestort område for at overleve.
Satellitsporinger af mærkede bjørne har afsløret, at
bjørnene er i konstant bevægelse. Erik W. Borns undersøgelser i Øst- og Vestgrønland viser helt konkret,
at en isbjørn i sin jagt efter føde kan bevæge sig mellem 2000 og 4000 kilometer om året, hvilket for de
mest aktive svarer til en tur fra København til Rom
og tilbage igen. På deres ture gennemvandrer de i
gennemsnit et område på omkring 100.000 km2 – det
dobbelte af Danmarks størrelse – i løbet af et år, og
enkelte, meget travle bjørne er nået helt op på at gennemstøve ca. 500.000 km2 i drivisen.
- Isbjørnen er det rovdyr, som har det største revir,
mange, mange gange større end den brune bjørn og
andre rovdyr, så der er for mig ingen tvivl om, at det
er et af de dyr, som egner sig allerdårligst til at leve i
fangenskab, siger Erik W. Born. Placerer man sådan
en isbjørn i en Zoologisk have, reducerer man bogstavelig talt dens bevægelsesmuligheder voldsomt.
Desuden er isbjørnen genetisk tilpasset til kulden.
Den har store spækdepoter, som den kan tære på,
hvis det f.eks. er dårligt vejr, så den i en periode er
tvunget til at skrue ned for blusset fysiologisk.
Polarfronten 1/04
- Det påvirker derfor isbjørnen stærkt, når den
bliver omplantet til et varmere klima. Man kan se, at
de fleste af bjørnene i zoologiske haver ser noget afrakkede ud, og det er først og fremmest, fordi de har
smidt spæklaget, men også at de ikke har haft lejlighed til at udvikle musklerne ordentligt. Det er slet ikke det samme dyr som i de naturlige omgivelser, og
de ville have det meget slemt i varmen, hvis de havde al den spæk.
Tage hensyn
Erik W. Born betegner sig selv om relativt usentimental omkring dyr i fangenskab. Men han mener, at de
zoologiske haver skal tage de hensyn, der er mulige:
- Hvis man vil have vilde dyr som isbjørne i fangenskab, mener jeg, at man skal lade være med at
indfange dem fra naturen. Det er dyrepsykologisk uetisk. Derimod synes jeg, det vil være en bedre idé,
hvis f.eks. Københavns Zoos ledelse vælger at købe
nye isbjørneunger fra en anden zoologisk have. Så er
det trods alt ikke dyr, som har været igennem en optræning til isbjørn i naturen.
Born peger også på, at det er vigtigt, at dyrene har
gode omgivelser, og at der bliver gjort noget for at stimulere dem i dagligdagen. For isbjørnen er det f.eks.
vigtigt at give den nogle udfordringer, som tilfredsstiller dens jagtinstinkt og dens nysgerrighed.
Ny isbjørnegrotte
Københavns Zoo har endnu ikke fået fat i nogle nye
isbjørne, men der arbejdes systematisk på at finde et
par unger fra en zoologisk have i udlandet, fortæller
havens udstillingschef Peter Haase.
Peter Haase fortæller også, at der er bedre forhold
på vej til isbjørnene i Zoo. I første omgang vil man slå
to grotter sammen, så bjørnene får mere plads. Og på
lidt længere sigt planlægger man at bygge et nyt,
stort isbjørneanlæg, der hvor flamingoerne nu er. I
den nye grotte vil der være større muligheder for udfoldelse for dyrene, som kan tumle sig med løse sten,
træstammer og jord at grave i.
Poul-Erik Philbert
Kontakt: Erik W. Born, ewb@dpc.dk
Isbjørnen er et af de vilde dyr, der egner sig allerdårligst til et
liv i fangenskab. Forsker anbefaler derfor, at Københavns Zoo
forsøger at finde isbjørneunger, som er født i en zoologisk have.
17
East Greenland
National Park
Fly Air Iceland to Greenland
Fly to Greenland's wilderness in comfort with Air Iceland's expert pilots. Whether
your group is planning a scientific or recreational expedition, our professional
staff is prepared to arrange your trip to East Greenland and organize your
accommodations and transit clearing of your freight on stop-overs in Iceland.
Air Iceland's Greenland Fleet includes:
5 Fokker 50's
3 Fairchild Metros
2 Twin Otters, specially equipped
with tundra tires/skis
Contact Air Iceland today to begin your Greenland adventure!
Tel: +354 460 7080 Fax: +354 460 7090 Email: fridrik@airiceland.is
Stig Bjørnum
GRØNLANDSK GRAMMATIK
Nu foreligger Stig Bjørnums store og længe ventede bog om den grønlandske grammatik. Det
helt nødvendige redskab for alle, som beskæftiger sig med grønlandsk sprog, såvel på universitetsplan som på modersmålplan.
(bogen kan bestilles hos enhver dansk boghandler)
Isbn: 87-90133-14-5
335,00 kr.
Forlaget Atuagkat
Air Greenland
- arktisk specialist
• Taxi-flyvning
• Medicinske evakueringer
• Efterforskning – support til videnskabelige
efterforskningsprojekter
• Redningsoperationer
• Specielle transporter – herunder flyvning
med underhængende last (slingflyvning)
Fly- og helikopterflåde:
1 Airbus 330-200
1 Boeing 757
6 De Havilland DASH 7
2 De Havilland 6-300 (Twin Otter)
1 Beech Super King Air 200
2 Sikorsky S-61N
4 Bell 212
4 AS 350 B2
Air Greenland Charter & Cargo
P.O.Box 1012
3900 Nuuk
www.airgreenland.com
Charter:
Telefon +299 34 34 34
Fax +299 32 08 98
E-mail: glcharter@airgreenland.gl
www.reklame.gl
Cargo:
Telefon +299 34 34 34
Fax +299 32 61 48
E-mail: gohfb@airgreenland.gl
Gletscherspalten
Brobygning i
sprogdebatten
Sprogdebatten i Grønland kan til tider være barsk. En specialestuderende på
Institut for Eskimologi har undersøgt den grønlandske sprogpolitik.
Det var mens eskimologistuderende Lisbeth Valgreen i 2002 studerede på Grønlands Universitet, at hun besluttede at
skrive om grønlandsk sprogpolitik i sit
afsluttende speciale på Institut for Eskimologi på Københavns Universitet.
Hun fik under sit ophold i Nuuk øjnene op for, at det grønlandske sprog ikke
blot er et redskab til at kommunikere
med, men i lige så høj grad handler om
udviklingen af etnisk identitet og kampen om magten i samfundet.
- Det er ikke tilstrækkeligt med Sprogcentret i Sisimiut, som bliver hevet frem,
hver gang diskussionen blusser op. Det
koster nemlig en mindre formue at sende kursister fra f.eks. Nuuk til Sisimiut i
14 dage.
Samtidig mener Lisbeth Valgreen, at
der er behov for et specielt undervisningstilbud i grønlandsk til den gruppe,
som er vokset op i Grønland. De forstår
meget og skal derfor ikke undervises
sammen med personer, som lige er kommet fra Danmark.
En styrket sprogundervisning
Som en af sine cases har Lisbeth Valgreen
undersøgt skolesystemet, der har præget
sprogpolitikken og sprogudviklingen afgørende op igennem historien.
Et af problemerne i dag er, at mange
grønlandske unge har problemer med at
tage en længerevarende uddannelse, fordi de ikke er gode nok til engelsk og dansk.
Lisbeth Valgreen mener, at den nye skolereform – ’Den Gode Skole’ – tager de første skridt frem mod en løsning af dette
problem:
- Den nye skolereform er især positiv,
fordi den styrker sprogundervisningen i
både grønlandsk, dansk og engelsk. Det
er også værdifuldt, at der bliver lagt mere
vægt på undervisningen i de små klasser,
og at der er kommet mere fokus på de enkeltgrupper, som har sprogproblemer. Jeg
kunne dog ønske mig, at der blev brugt
endnu flere ressourcer på området.
Lisbeth Valgreen peger også på, at der
burde bruges flere ressourcer på voksenundervisning:
Mere brobygning
Sprogdebatten i Grønland kan til tider
være heftig, og Lisbeth Valgreen efterlyser i sit speciale, at debatten udmøntes i
nogle mere konkrete retningslinjer og en
mere langsigtet plan. Hun nævner blandt
andet, at Sprogsekretariatet har fremlagt
en redegørelse med sprogpolitiske anbefalinger, men at den foreløbig ikke har
ført til politiske initiativer.
Grundlæggende mener hun, at der er
behov for mere brobygning mellem parterne i sprogdebatten. Men selv ser hun
efter sit ophold i Nuuk optimistisk på
fremtiden:
- De unge i Nuuk er meget åbne over
for sprogproblematikken og opfatter gode sprogkundskaber som et vigtigt led i
kampen for et selvstændigt Grønland. Så
jeg er ikke i tvivl om, at Grønland har et
godt udgangspunkt for at skabe en sprogpolitik, som kan støtte udviklingen i landet.
Poul-Erik Philbert
Kontakt: Lisbeth Valgreen, lisval@email.com
Polarfronten 1/04
Drivtømmer
Det kan nok overraske, at kysterne i Nordog Østgrønland flyder med træstammer
af næsten enhver kaliber. Der er jo ingen
skove, så langt øjet rækker. Stammerne
kommer fra fjerne egne drivende til Grønland med Ishavets havstrømme.
Ishavet er omgivet af de nordligste dele af Grønland, Canada, Alaska og Rusland. Otte store floder munder ud i dette
hav, der hver sommer får tilført 2500 km3
ferskvand fra flodernes enorme oplande.
Det svarer til, at alle mennesker på denne klode kan få 1000 liter hver dag året
rundt! 80% af det ferske bidrag til Ishavet
kommer fra de sibiriske floder, hvoraf Ob,
Jenisej og Lena er de største.
Ved tøbruddet bliver tusinder af træer
langs bredderne revet med af vandet og
ført nordpå til Ishavet, hvor et sindrigt
system af overfladestrømme fører drivtømmeret med sig i et ’kredsløb’. I åbent
vand driver tømmeret typisk 100 meter/time, men store afstande, kort åbentvandssæson og havstrømmenes snoede
forløb gør, at det kan vare mange årtier,
inden en sibirisk granstamme ender på
en nordgrønlandsk kyst.
90% af vandmasserne på vej sydover
fra Ishavet flyder gennem Framstrædet
langs Grønlands nordøstlige hjørne, så
der er en god grund til, at strandene i
denne del af landet er så velforsynet
med grene og stammer af lærk, birk, fyr
og gran. Kun 10% kommer fra Canada,
resten er fra Sibirien.
Foto: Henning Thing / Polar Photos
Nye bøger
Under Vitus Bering’s Command: New Perspectives on the Russian Kamchatka Expeditions. Redigeret af Peter Ulf Møller og Natasha Okhotina Lind. Aarhus University Press
2003. 204 sider, 248 kr.
Fra 1725 og frem til sin død i 1741 gennemførte Vitus Bering to af det 18. århundredes mest
ambitiøse opdagelsesrejser: Kamchatka-ekspeditionerne. Denne bog bidrager med nye teorier om ekspeditionernes formål og den rolle, som Berings kone Anne spillede i gennemførelsen, ligesom den beskriver ekspeditionsdeltagernes dagligdag undervejs.
H. C. Petersen og Finn Lynge: Fangst og redelighed i vor tid/Nalitsinni piniarneq pissuserissaanerlugu. Illustreret af Jens Rosing.
Forlaget Atuagkat 2003. 193 sider, 285 kr.
Bogen indeholder ti foredrag holdt i Grønlands
Radio om bæredygtighed og bevarelsen af
den grønlandske natur. Forfatterne opfordrer
til en åben diskussion, hvori der udvises respekt for modpartens holdninger i debatten
om fremtidens fangstkultur. Foredragene er
gengivet på både dansk og grønlandsk.
Stig Bjørnum: Grønlandsk grammatik.
Forlaget Atuagkat 2003. 276 sider, 268 kr.
Så er den her – den længe ventede, store og
gennemarbejdede grammatik i grønlandsk.
Forfatteren har bestræbt sig på at gøre bogen
anvendelig for alle med interesse for det grønlandske sprogs grammatiske aspekter. Således henvender den sig til alment interesserede såvel som universitetsstuderende. Læs
anmeldelse på Polarfrontens hjemmeside
www.dpc.dk/PolarfrontenDPC/Start.html
Jacob Aue Sobol: Sabine. Politikens Forlag
2004. 120 sider, 299 kr.
Den unge fotograf Jacob Aue Sobol har i perioden 1999-2002 sammenlagt tilbragt to år i Tiniteqilaaq på den grønlandske østkyst. På den
baggrund har han skabt en personlig, fotodokumentarisk skildring af hverdagen med kæresten Sabine og livet som fanger.
Iben Mondrup: De usynlige grønlændere.
Forlaget Atuagkat 2003. 310 sider, 285 kr.
Denne debatbog omhandler den grønlandske
sprogproblematik og indeholder samtaler
med 15 unge grønlændere, som føler sig usynlige i den grønlandske samfundsdebat. I
kraft af deres opvækst, sprogkundskaber og
holdninger afviger de fra den gængse forestilling om, hvad der sædvanligvis betegnes
som ’rigtig’ grønlandsk kultur og identitet.
Tina Jørstian: Rejer og hellefisk. Farvefotos af
Poul Ib Henriksen. Ascehoug 2004. 118 sider,
299 kr.
Bogen indeholder opskrifter udviklet af unge,
talentfulde franske kokke, der kombinerer
fransk kulinarisk tradition med to grønlandske råvarer af den ypperste kvalitet: rejer og
hellefisk. Den tager også fat på det grønlandske reje- og hellefiskeris historie, som rækker mange hundrede år tilbage i tiden.
Jóan Pauli Joensen: I ærlige brudefolk – bryllup på Færøerne. Museum Tusculanums
Forlag 2003. 372 sider, 325 kr.
Det er første gang, at bryllupsskikke på Færøerne gennem de sidste 500 år behandles fra
en kulturhistorisk vinkel. Bogen bygger på
ældre topografisk litteratur, memoirer og arkivmateriale. Den ny tid belyses fra nulevende
præsters beretninger, og forfatteren har i
samarbejde med færøske gymnasier indsamlet nyt materiale i form af stile. Bogen har
mange billeder fra det færøske nationalmuseum og private samlinger.
DPC-udgivelser
Torbjørn Borgen og Eef Arnolds: Taxonomy,
Ecology and Distribution of Hygrocybe (Fr.) P.
Kumm. and Camarophyllopsis Herink (Fungi,
Basidiomycota, Hygrocybeae) in Greenland.
Meddelelser om Grønland, Bioscience Vol. 54.
68 sider, 198 kr.
En dansk og en hollandsk svampeekspert har
foretaget en gennemgående revision af grønlandske vokshatte, Hygrocybeae. 30 arter beskrives, heraf to hidtil ukendte. Beskrivelserne er baseret på 450 grønlandske samlinger,
herunder alt grønlandsk materiale opbevaret
på Botanisk Museum i København, og der er
foretaget sammenligninger med 90 samlinger
fra resten af verden.
21
KORT NYT
Udnyt tang
Et varmt 2003 i Nordatlanten
Der er masser af tang i Grønland - nok til, at den kan
udnyttes kommercielt. Men hvor er der mest? En gruppe danske forskere vil til sommer fra skib udforske
området ud for Qaqortoq, hvor der tidligere er fundet
store tangforekomster. Bag togtet står algeforskeren
Poul Møller Pedersen og etnografen Ole Hertz, Arctic
Ecological Research. De ser udnyttelse af tang som en
ny mulighed for fiskeriet i en tid med få fisk. Af tang
kan der laves fortykningsmidler til fødevareindustrien, tørret kan det bruges til fårefoder - og måske kan
man sælge tang til turister.
Middeltemperaturerne i 2003 for Tórshavn på Færøerne og for et udvalg af vejrstationer på Grønlands
vest- og østkyst er nu færdigberegnet. Resultatet viser,
at disse steder oplevede et usædvanlig varmt 2003. I
Tórshavn var det klart det varmeste år siden målingerne startede i 1873, og det samme var tilfældet i
både Pituffik i Nordvestgrønland og Tasiilaq i Østgrønland. I Nuuk tangeredes varmerekorden fra 1941,
og både Upernavik og Ilulissat oplevede det næst varmeste år siden 1873. Temperaturerne har generelt
været stigende de seneste ti år, men det er uvist, om
det kan forklares med henvisning til den globale opvarmning.
500.000 kr. til levevilkårsundersøgelse
Grønlands Statistiks store levevilkårsundersøgelse
har fået en halv million kroner i støtte fra Nordisk
Ministerråd. Dermed kan projektet fortsætte indsamlingen af data og interviews i Nuuk og Paamiut. Desuden kan undersøgelser i endnu en kommune gå i
gang. Grønlands Statistik mangler dog fortsat 950.000
kroner til hele projektet. Leder af undersøgelsen, Birger Poppel, håber, at de resterende midler kan skaffes
via ansøgninger til fonde samt en ansøgning om en
tillægsbevilling i Hjemmestyret. I løbet af undersøgelsen skal ca. 2200 personer i otte af Grønlands 18 kommuner udspørges om emner som uddannelse, økonomi, fritid, sundhed og livsstil, retsopfattelse og religion.
Et rødmende isbjerg
Den danske kunstner Marco Evaristti har fuldført sit
seneste kuntsværk: et rødmalet isbjerg i havet ud for
Ilulissat. For at skabe værket måtte kunstneren og
hans mandskab ud på en 5-dage lang ekspedition,
der gennemførtes med assistance fra lokale brandfolk. Før selve malingen af isbjerget, der foregik vha.
en brandslange, blev det ’afspulet’ med havvand for
at fjerne løs sne. Evaristti selv blev sat ud på isen fra
en gummibåd, mens helikoptere sørgede for at forevige værket i form af luftfotos.
Foto: Lars Nybølll
Alpegletschere rekordsmeltede i 2003
Alt imens store dele af Europa oplevede en rekordvarm sommer i 2003, har målinger foretaget af Det
Naturvidenskabelige Akademi i Schweiz vist, at gletscherne i de schweiziske alper trak sig tilbage i 2003.
Der er fundet større afsmeltning end nogensinde tidligere, og blandt de 110 overvågede gletschere er den
største tilbagetrækning på 150 meter. Endvidere konstaterer forskerne, at ingen af gletscherne er vokset
eller stagneret. De schweiziske forskere gør dog opmærksom på, at målingerne ikke har noget at gøre
med den varme sommer. Gletscherafsmeltning eller
–tilvækst reagerer meget langsommere på længerevarende klimaændringer, hedder det.
Shackletons hytte på bevaringsliste
Den private, amerikanske World Monuments Fund
har for første gang registreret bevaringsværdige bygninger på samtlige kontinenter. Det er polarforskeren
Ernest Shackletons hytte i Antarktis, der bringer verdens koldeste kontinent ind på fondens liste over de
100 mest truede, men bevaringsværdige monumenter i verden. Hytten blev bygget i 1908 og er i dag den
eneste, tilbageblevne bygning efter de store opdagelsesrejsendes udforskning af Antarktis.
Nye kandidater fra Ilisimatusarfik
I februar måned udklækkedes et rekordstort antal
bachelorer og kandidater fra det grønlandske universitet, Ilisimatusarfik. Ud af de i alt 15 nyuddannede
dimitterede de ni med en kandidatgrad. De nyuddannede kan se frem til gode jobmuligheder i det grønlandske samfund, der har hårdt brug for højtuddannet arbejdskraft. Gennemsnitsalderen for de nyuddannede bachelorer og kandidater er 34 år – den ældste er 48, mens den yngste er 26 år.
Polarfronten 1/04
Narhvaler
Forskere fra Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) har
sammen med canadiske kolleger udstyret 13 narhvaler med satellitsendere i Admiralty Inlet i det nordøstlige Canada. Formålet er at få oplysninger om den
sidste af de tre betydningsfulde bestande af narhvaler, der oversomrer i Canada. Forskerne har allerede
indsamlet informationer om de narhvaler, der oversomrer syd for Bylot Island og i fjordene omkring
Somerset Island. Siden 1993 har Grønlands Naturinstitut og Afdeling for Arktisk Miljø, DMU gennemført
satellitsporinger af narhvalerne i Baffin Bugten. Følg
med i narhvalernes vandring på www.dmu.dk (vælg
satellitsporing/narhvaler).
Vilde rener truede
I Norge er antallet af vilde rensdyr halveret på 40 år.
Det er især vejbyggeri, vandkraftværker og anden
menneskelig aktivitet, der er årsag til reduktion i bestandene. Forskere fra FN’s miljøprogram UNEP advarer om, at også renerne i USA, Canada, Rusland og
Grønland kan blive ramt af den voksende, menneskelige aktivitet. Forskerne har fundet ud af, at renerne flygter fra områder, der ligger i en afstand af fire
kilometer fra nye veje, dæmninger, elektricitetsledninger og fritidshytter. Derfor anbefaler de at udlægge nationalparker, som kan sikre dyrene ro og gunstige livsbetingelser.
KVUG får ny formand
Professor Minik Rosing er blevet udnævnt til formand
for Kommissionen for Videnskabelige Undersøgelser
i Grønland (KVUG). Rosing er geolog og bestyrer af
Geologisk Museum ved Københavns Universitet og
har gennem flere år haft Grønland som sin arbejdsmark, hvor han med udgangspunkt i Jordens ældste
overfladebjergarter i Isua nær Nuuk har studeret Jordens tidligste historie. Minik Rosing afløser rektor
Ole Marquardt, Ilisimatusarfik, Grønlands Universitet.
Se KVUG’s nye medlemmer på www.kvug.dk
ADSL til alle bygder
Med udgangen af næste år vil alle beboere i de grønlandske byer og bygder få mulighed for at gå på internettet via en ADSL-forbindelse. Teledirektør Hans Meinel fra Tele Greenland siger ifølge KNR, at ADSL-forbindelserne i byerne er klar i løbet af sommeren, mens
bygderne må vente til udgangen af 2005 med at få
hurtigt internet. I øjeblikket overvejer selskabet, om
kunderne skal tilbydes andre typer abonnementer,
såsom frit internetforbrug til et fast månedligt beløb.
Foto: Jørgen Skafte
Ulovlig parkering?
Det grønlandske passagerskib Sarpik Ittuk har besøgt
Danmark i marts måned for at invitere nysgerrige og
rejseglade danskere ombord. Et af stederne var kajpladsen ved det nyåbnede Nordatlantens Brygge,
hvorfra skibsforbindelsen mellem Danmark og Grønland historisk er udgået. Vi håber, at kaptajnen har
husket at købe en parkeringsbillet, for vi ved, at ulovlig parkering for bare en lille bil kan være dyr. Vi tør
ikke tænke på, hvad det koster for et ulovligt parkeret krydstogtskib, hvis en af Europarks parkeringsvagter er kommet forbi.
Ny debat om Vinlandskortet
Er det berømte Vinlandskort det ældste kort over Nordamerika eller blot et falskneri? Det spørgsmål diskuteres endnu en gang, når Nationalmuseet til maj inviterer tilhængere og modstandere af kortet til debatmøde i forbindelse med en større konference om
nordboerne. Kortet dukkede sensationelt op i 1957,
og de fleste eksperter er enige om, at det pergament,
som kortet er tegnet på, stammer fra 1400-tallet. I 1974
fandt kemikere dog frem til, at det anvendte blæk indeholder et stof, som først blev fremstillet i begyndelsen af 1900-tallet. Uanset kortets ægthed er det dog
et faktum, at nordboerne nåede Amerika før Christoffer Columbus. Arkæologiske udgravninger på Newfoundland viser, at nordboerne slog sig ned her i begyndelsen af 1000-tallet (se artikel i Polarfronten 4/02).
23
Magasinpost B
Dansk Polarcenter
Strandgade 100H
1401 København K
ID nr. 46149
Melodien, der blev væk
Første sats
En sen eftermiddag sidst i maj ved floden
Lena dybt inde i de endeløse nåleskove i
det centrale Sibirien, – for 6000 år siden.
Pludselig skrider underlaget, og grantræet må overgive sig til vårflommens
voldsomme vandmasser, som æder bid
for bid af den skovbevoksede flodbred.
Træet driver hjælpeløst af sted i flodens
favntag nord på mod Ishavet, – og en
lang, lang rejse er begyndt mod en endnu ukendt destination i det fjerne nord.
Grantræet når frem til det iskolde polarhav i godt vandskuret og grenløs tilstand;
der var mange grove knubs undervejs. Efter mange årtiers indefrysning i havisen
og drift i de korte somre kaster en efterårsstorm den sibiriske granstamme op
på en leret strandbred i Nordgrønland ...
Anden sats
Seks tusind polarvintre går. Landet og
strandbredden hæver sig langsomt, men
sikkert, og en skønne junidag i 1950 kommer Knud, en ung geologistuderende fra
København, vandrende langs den tørlagte strandbred. Han har netop selv oplevet
sin første polarvinter som medlem af
Dansk Pearyland Ekspeditions overvintring. – Der må have været noget særligt
ved granstammen, for Knud standser og
frigør den fra lerskrænten. Et usædvanligt
stykke drivtømmer, som kan aldersbestemme den gamle strandbred, den blev
skyllet op på i fordums tid.
En anden idé spirer også frem hos
Knud, som holder meget af klassisk musik. Gennem den lange mørke vinter har
han og de andre i huset ved Brønlunds
Fjord lyttet til de udødelige toner fra lakpladerne på rejsegrammofonen: Bach,
Beethoven, Chopin, Mozart og – ikke
mindst – Schubert. ... Kunne denne granstamme måske bruges til et andet formål, end det strengt naturvidenskabelige? Knud træffer en hurtig beslutning og
afmærker stedet, så stammen kan afhentes senere på sommeren, når det bliver
bådsæson. Granstammen skal bringes
hjem til København; der er spændende
planer for dens fremtid.
Tredie sats
Vel ankommet bliver stammen renset
grundigt, og et stykke bliver savet af og
sendt til New York, hvor det skal aldersbestemmes. Ved gennemsavningen afsløres det, at årringene ligger meget tæt;
de karrige livsbetingelser i det kolde Sibirien gav gamle, men ikke store og tykke
træer. Granstammens ved er derfor hårdt
og det lange vandophold og årtusinders
udtørring i Nordgrønlands polarørken
har gjort træet ideelt – til violinbygning.
En af Knuds bekendte ved Geologisk
Museum havde heldigvis violinbygning
som sin hobby, og snart leverede granen
fra Sibirien byggematerialet til en ishavsviolin, der aldrig før eller siden har set
sin lige. Det tog nogle måneders intenst
aften- og weekendarbejde i det lille, hyggelige violinbyggerværksted i villaen
nord for København, førend produktet
stolt kunne præsenteres.
Efter 6000 år og 6000 kilometers rejse
var grantræets sjæl nu i violinens krop. I
sandhed et bemærkelsesværdigt musikinstrument. Dens varme og skønne klang
kunne smelte isfjelde. Stradivarius ville
have drømt om at bygge violiner af sådant materiale.
Som i et H.C. Andersen-eventyr var det
gemte og glemte grantræ kommet til hovedstaden, hvor den oplevede pomp,
pragt og beundring. Den blev endda strøget på af en musicus i det Kgl. Kapel og
fik det allerbedste skudsmål med på vejen.
– Ingen tvivl om det:
Drivtømmerviolinen fra Peary Land var
en ener!
Fjerde sats
En violin med en så lang fortid fortjener
en lige så lang fremtid. Men hvor befinder den sig?
Polarfrontens mange læsere kan hjælpe til med eftersøgningen. Er der mon
nogen, der kender til drivtømmerviolinens nuværende tilholdssted?
Polarfronten vil meget gerne opspore
violinen, fotografere den og optage dens
lyd, når den fylder sjæl og krop med tonerne fra Schuberts lied ”Der Winterabend”,
som blev spillet så meget på rejsegrammofonen den vinter i Peary Land.
Af Henning Thing